Kampen om terrorbegrebet

Carsten Bagge Laustsen og Rasmus Ugilt

Hvad er terror?Da vi så billederne fra World Trade Center i 2001, fra den bombesprængte skole i Breslan i 2004, fra Oslo og Utøya i 2011, fra marathonnet i Boston i 2013 eller fra Krudttønden og den jødiske synagoge i København 2015 var vi umiddelbart ikke i tvivl om, hvad vi havde set: Det var terror! Men da begivenhederne kom lidt på afstand og eftertanken meldte sig, blev vi måske det alligevel. For hvorfor er det egentlig, at noget er terror? Spørg ti folk på gaden om ovenstående fem handlinger er terror, og de vil alle svare bekræftende, og spørg dem så, hvorfor det er terror, og du vil sandsynligvis få tæt på ti forskellige svar, som hver udpeger forskellige aspekter af angrebene som de centrale og definerende.

For henviser vi til det samme, når vi klassificerer en handling som terror? Er der en konsistent definition, som meningsfyldt kan rumme myriaden af forskellige fænomener, vi efterhånden betegner som terror? Har de russiske anarkisters angreb mod zarens familie så meget til fælles med den katastrofiske terror, vi har set enkelte eksempler på de sidste 20 år (Aum Shinrikyo sarinangreb i Tokoys undergrundsbane i 1995 er et eksempel), at det giver mening at indplacere begge handlinger under den samme begrebslige hat? Her Stalins terrorregime som kostede millioner af livet noget væsentligt tilfælles med det, man i dag tematiserer som cyperterrorisme, og som indtil videre kun har afstedkommet materiel skade?

Set i bagspejlet har det instinktive udbrud ”terror” måske mere karakter af en moralsk fordømmelse end af en egentlig analyse og dybere forståelse af det, vi har set. Begrebet terror fungerer helt oplagt som et signalord på linje med andre stærkt normativt ladede ord som ”ondskab” og ”vold”. Parallellen til brugen af ordet ”ondskab” er faktisk så slående, at man kan få den tanke, at ordene i dag nærmest bruges synonymt. Når vi konfronteres med terror, er tankerækken derfor ofte: ”Dette er ondt, dette burde ikke være sket, vi skal gøre alt for at undgå, at noget sådant sker igen!” Ordet fungerer her normativt og handlingsanvisende. Der sættes et absolut forbud mod noget, som for alt i verden bør undgås.

Men begrebet om terror fungerer også analytisk og beskrivende: Det beskriver en særlig handling, som adskiller sig fra andre former for vold og andre former for politisk aktivisme. Der er tale om en unødig og overdreven anvendelse af vold med, en handling som spreder frygt blandt dem som bevidner handlingen, med noget som har videre konsekvenser end den kriminalitet, der har private motiver som had eller forsøg på økonomisk vinding som sin baggrund. Terroren er endvidere, vil mange mene, noget andet end konventionel krig – konfrontationen er asymmetrisk og kan på ingen måde lignes med den måde officielle hære står overfor hinanden. Listen af beskrivende aspekter kan let fortsættes. Men for nu tjener listen blot til at illustrere, at "terror" også er et deskriptivt begreb. Når vi

1

siger ”terror”, er der altid mere end den moralske fordømmelse på spil. Eller måske bedre: Der er tale om en moralsk fordømmelse af en helt særlig form for handling. Begrebet er altid både beskrivende og evaluerende.

Hvor begrebet i dets normative dimension tenderer mod at skabe enighed – alle fordømmer handlingen, i hvert fald inden for et givet moralsk fællesskab – er der ofte større diskussion af præcis hvilke egenskaber, der er de udslagsgivende for, at vi kategorisere noget som terror.1 Valoriseringen er entydig, men begrebets deskriptive dimension sammensat og kompleks. Med denne kompleksitet følger muligheden for at betone forskellige dimensioner af begrebet. Problemet, som vi mener, vi kan se i den sammenhæng, er, at begrebets stærke normativitet ofte slører for det faktum, at vi sjældent forstår det samme med begrebet, når vi anvender det.

En stærk normativ ladning giver begrebet en karakter af en form for trumfkort, man kan spille, men præcis derfor er der mange, som vil kæmpe om at besidde denne trumf. På samme måde som alle gerne vil give præcis deres version af, hvad frihed, lighed og retfærdighed er, vil de også gerne associere alt det, de ikke ønsker, med fænomener med kraftig negativ ladning. Man kan fx forestille sig et parti, som vil koble terrortruslen med islam og indvandring, fordi det nu engang er en mærkesag og noget, som giver opmærksomhed og stemmer. Hvis vi kikker på det politiske spektrum, tager alle afstand fra terror, men enigheden er her kun tilsyneladende, for der er radikalt forskellige bud på, hvad terroren er, og på hvordan den skal bekæmpes, og disse bud har naturligvis deres klangbund i partiernes ideologier og målsætninger.

Terrorbegrebet er med andre ord et fundamentalt politisk begreb og det bør derfor analyseres som et sådant. Vi kan derfor ikke blive stående ved lægmænds spontane og fordømmende udbrud og det er også klart, at terrorbegrebet har en kompleksitet, som adskiller det fra rent beskrivende begreber, som ”bord” og ”stol” (Freeden 1994: 149f) . Hvis man studerer terror, bør man ikke kun studere – og definere – det fænomen derude i verden, vi har benævnt terror. Vi bør også studere selve kampen om at italesætte dette fænomen og se den som en del af det politiske liv – både indenfor og udenfor de politiske institutioner. Begrebets normative og deskriptive dimensions er så intimt forbundne, at en analyse som adskiller de to aspekter altid vil gå galt i byen.

Spørgsmålet om, hvad der er terror og hvad der ikke er, har været genstand for intens diskussion blandt terrorforskere, hvilket en af de vigtigste bøger i terrorforskningens korte historie er et godt bevis på. I Political Terrorism oplister Alex Schmid og Albert J. Jongman 109 væsentligt forskellige definitioner på terror – definitioner som de har fundet i blandt andet forskningslitteratur og

1 Michel Freeden sondrer mellem kontesterede og kontesterbare begreber og sigter netop hermed til, at der ikke nødvendigvis findes en eksplicit bevidsthed hos brugerne af et givet begreb om, at deres brug af det kan være i konflikt. Den stærke valorisering af begrebet kan netop skygge for dette. Som Freeden skriver: ”Gallie’s use of ’contested’ rather than ’contestable’ suggest actual conflicts on a level of ideational awareness. Hower, concepts can be essentially contestable even when they are not in fact contested in a given usage, or when not all aspects of the concept are contested. In ideological practice it is wuite possible for a concept to be contested with limited or no awareness on the part of the contesters.” (Freeden 1994: 145)

2

lovgivning (Schmid & Jongman, 1988). Formålet med den øvelse var for Jongman og Schmid at få et overblik over de forskellige definitioner og på den baggrund at give et bud på en definitioner, alle som udgangspunkt ville kunne blive enige om.

Dette var et langt mere optimistisk og på mange måde radikalt projekt, end man måske umiddelbart forestiller sig. Det er endvidere også klart, at projektet langt hen ad vejen fejlede. Terrorforskere henvises stadig til Political Terrorism, men de bruger kun sjældent den definition, der skulle være værkets primære bidrag. Lang de fleste bliver stående ved værkets påvisning af fundamentale definitoriske forskelle og uenigheder. Værkets foreslåede konsensusdefinition er blot blevet til endnu et bud på en definition, så vi nu står med i hvert fald 109 + 1 definitioner. Projekter af denne karakter har det med altid at lægge én til. Det, som skulle være en reduktion og oprydning, ender med at blive en addering, og med den følger yderligere kompleksitet. Man kan selvfølgelig foreslå en konsensusdefinition, men har man ikke autoriteten til at sætte den igennem, går det præcis sådan.2

Vi står derfor stadig uden en egentlig fastlagt og fælles definition af det emne eller den genstand, vi udforsker. Reaktionerne på dette er forventelige. Der er dem, der ganske enkelt bliver utålmodige, vælger sig en definition, og arbejder med den (for et dansk eksempel, Hansen 2003). Der er dem, som hævder, at der slet ikke er noget problem. De hævder, at vi med det samme kan genkende terror, når vi ser det (Rasmussen 2015). ”What looks, smells and kills like terrorism, is terrorism” som en tidligere engelsk ambassadør, Sir Jeremy Greenstock, udtrykte det (i Saul 2012). Og endelig er der dem, der forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorfor det er så vanskeligt at komme med en præcis definition, og forsøger at sige noget om, hvad det bør have af konsekvenser for terrorforskningen i det hele taget. Som altså ser de definitoriske uenigheder som noget, der i sig selv må studeres som et aspekt af det politiske og af terrorfeltet. Vi tilhører den sidste gruppe.

Essentielt omtvistede begreber – demokrati som eksempel Et frugtbart udgangspunkt for at udvikle denne tredje og sidste vej er den amerikanske politolog og politiske filosof William Connollys analyse af "essentielt omtvistede begreber" i bogen The Terms of Political Discourse. Udgangspunktet for Connolly er det wittgensteinske, at betydning er brug (Connolly 1993: 35ff). Man må således gøre op med en sondring mellem tingenes verden og ordenes. Ordene har ikke deres mening i kraft af en reference til en ikke-sproglig virkelighed. De får derimod deres mening i og af den sproglige praksis, som de indgår i. Meningen med ordet "middagsmad" kender vi ikke blot,

2 Man kan her oplagt sondre mellem terrorbegrebets brug i en retslige, politiske og akademisk sammenhæng. Hvis vi lader den akademiske sammenhæng ligge her, så ser vi i både den juridiske og politiske kontekst, at begrebets dimensioner og anvendelse (men ikke dets valorisering) kontesteres. Den helt afgørende forskel på de to sfærer er dog, at den strid, som i terrorretsager nærmest er institutionaliseret i konflikten mellem anklager og forsvarer, afgøres med dommerens domsafsigelse. Dommeren udlægger lovens paragraffer og afgør, om handlingen falder ind under denne. En sådan ”suveræn” findes ikke i en demokratisk politisk virkelighed (eller i en akademisk for den sags skyld). Definitionsstriden finder således en foreløbig afslutning med dommerens dom, mens den i en politisk (og akademisk) sammenhæng er uden ende.

3

fordi vi har fået udpeget et veldækket bord og fået at vide, at det er middagsmad, som står på bordet. Vi kender den derimod, fordi vi har taget del i praksis omkring forberedelserne til-, spisningen af-, samtalerne omkring-, og oprydningen efter- (osv.) det, vi kalder middagsmad.

Connolly interesserer sig som nævnt for den politiske del af denne verden og for det, han benævner ”essentielt omtvistede begreber”. At der er tale om essentielt omtvistede begreber vil sige, at den sproglige praksis som begreberne indgår i aldrig er helt fri fra tvister. Selv om der kan forekomme mange stridigheder i praksisser, der udspiller sig omkring begreber som "middagsmad" (hvem skal eksempelvis tage opvasken), så er det ikke en essentiel del af begrebet, at der tvist og strid omkring det. For essentielt omtvistede begreber er tvister og stridigheder derimod en essentiel del af den sproglige praksis, som de indgår i.

For at Connollys teori kan finde anvendelse på terrorbegrebet må vi dog foretage en række justeringer. Connollys teori handler i udgangspunktet om begreber, som er i dag fremstår med en eksplicit positiv ladning (Freeden 1994: 142). Et centralt begreb, han diskuterer, er begrebet ”demokrati” (ibid.: 29ff).3 Her er pointen, at selv om de fleste i dag kan blive enige om, at demokrati er godt, så er det langt fra sikkert, vi kan blive enige om en sikker og operationaliserbar definition af, hvad demokrati er. I forhold til terror er det klart, at det er en lidt anderledes problemstilling, som gør sig gældende. De fleste kan blive enige om at terror er ondt, på trods af, at det er rigtig vanskeligt at blive enige om, hvad det er.

Connolly begynder The Terms of Political Discourse4 med at argumentere for, at begreber er essentielt omtvistede, hvis de lever op til tre forskellige kriterier. For det første skal de besidde en normativ komponent. For det andet skal de være komplekse eller multidimensionale. Og for det tredje skal det være et åbent spørgsmål, hvordan de appliceres. Vi vil gennemgå disse kriterier efter tur: 1) NormativitetFor at noget kan blive omtvistes, kræves det, at der er en grund til at være uenige. Det kræves med andre ord, at der noget at strides om. Denne strid kan have sit udgangspunkt i moralske overbevisninger, interesser, magt eller lignende. Connolly pointerer, at det er afgørende for essentielt omtvistede begreber, at de har en central normativ side (Connolly 1993: 22ff).

Det er imidlertid væsentligt, at de ikke er rent normative begreber (såsom moralske – godt og ondt – eller æstetiske – smukt og grimt), men at de derimod har en væsentlig deskriptiv side. De vil ofte blive brugt som om, de var deskriptive begreber. Dermed adskiller de sig fra rene moralske hhv. æstetiske begreber. At et måltid mad smager dejligt, er en normativ påstand, som de

3

4 Connolly trækker i sin bog The Terms of Political Discourse på et essay skrevet af W. B. Gallie i 1956, hvor Gallie i første omgang præsenterede ideen om essentielt omtvistede begreber. Det, som Connolly søgte at gøre i bogen, var for det første at forsvare Gallies oprindelige idé, og for det andet at gøre denne relevant for politisk videnskab. Derfor tager vi udgangspunkt i Connolly i stedet for at gå helt tilbage til begyndelsen hos Gallie.

4

færreste vil være uenige i er normativ. Smag og behag er forskellig; nogle af os holder meget af fisk, andre bryder sig mere om salat. De fleste af os er enige om, at det i sidste ende ikke er andet end smagsforskelle, der kommer til udtryk, når vi diskuterer mad. Demokrati derimod er noget, som mange af os ofte bruger, som om det var et rent deskriptivt begreb. Connollys pointe er, at den deskriptive brug kan dække over, at begrebet også altid er normativt ladet, og at denne ladethed kan påvirke den deskriptive brug.

Det er selve distinktionen mellem deskriptivt og normativt, som flyder ud, når man taler om essentielt omtvistede begreber. Connollys pointe kan stilles forholdsvist enkelt op. Selv hvis vi for et øjeblik antager, at det var muligt at komme med en præcis definition af demokrati, selv hvis vi lykkedes med at fange alle de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, at noget kan karakteriseres som demokratisk hhv. udemokratisk, ville vi stadigvæk ikke have garanteret en neutral og deskriptiv brug af begrebet, fordi selve beskrivelsen af noget som demokrati i dag også samtidig er en hyldest til det, man beskriver. Det er også vigtigt at bemærke, at det igennem det meste af historien har forholdt sig stik modsat. Demokrati begynder først i løbet af det 19. århundrede at betyde noget andet end "pøbelvælde".

Dette er en afgørende pointe for Connolly i forsvaret af Gallies oprindelige teori. Gallie er blevet kritiseret for ikke at sondre tilstrækkeligt mellem normative og deskriptive aspekter af begreber (ibid.:10-12 ), og den kritik mener Connolly altså er forfejlet. I den positivistiske tilgang til videnskaben er det helt afgørende, at man kan beskrive det objekt, man studerer, på en sådan måde, at alle vil kunne blive enige om det, man når frem til, uanset man anser objektet for at være godt eller dårligt. Argumentet er, at deskriptive begreber kan defineres operationelt.

Lad os igen bruge eksemplet demokrati. Hvordan undersøger man et begreb som demokrati inden for samfundsvidenskaben? På grund af den normative komponent er det ikke muligt at spørge på en ligefrem måde: ”Er du demokrat?” eller ”Er dette land et demokrati?” Det ville være det samme som at spørge: ”Er du et godt menneske?” eller ”Er dette land et dejligt land?” Man ville spørge til en holdning snarere end at stille et videnskabeligt spørgsmål. Så det, man typisk vil gøre i samfundsvidenskaben, er i stedet at operationalisere demokratibegrebet og stille spørgsmål som: ”Er der frie åbne valg til den lovgivende forsamling?”, ”er der lige mulighed for alle i forhold til at tage del i den lovgivende og den udøvende magt?” og/eller ”er der åbenhed omkring statsadministrationen?” Ved at opstille denne form for operationelle spørgsmål, og ved at undersøge, hvordan enkelte landes score på spørgsmålene samvarierer, er det tanken, at man kan komme frem til et objektivt og neutralt begreb om, hvad demokrati er. Ideen er, at denne metode kan sætte parentes om det normative i begrebet og udskyde værdidommen til et tidspunkt, hvor det er blevet fastlagt, hvad der er fup og fakta i forhold til et givet lands demokratisk status.

Connolly peger imidlertid her på, at procedurer og teknikker for at operationalisere et begreb ikke i sig selv garanterer, at man kan holde det normative ude af det deskriptive (ibid.: 15-17). Uanset hvor præcist, man definerer demokratibegrebet, er det stadig en positiv vurdering at sige, at noget

5

er demokratisk, og det er en kritik at hævde, at noget er udemokratisk. Dette betyder, at normativiteten kan flytte med ud i hvert af testkriterierne, samt i udvælgelsen og vægtningen af dem. I stedet for at strides i moralske termer om, hvorvidt en begivenhed, et politisk fællesskab eller en handling er demokratisk eller udemokratisk, kan den moralske strid udøves fordækt som en strid om hvilke spørgsmål, man stiller, når man undersøger om et givet land er et demokrati.

2) KompleksitetMed et begrebs kompleksitet mener Connolly, at dets betydning afhænger af andre begreber, som igen selv er vanskelige at definere. Demokrati er igen et godt eksempel. Hvis man kigger på de spørgsmål, som vi ovenfor introducerede som mulige veje til at operationalisere demokratibegrebet, vil man hurtigt kunne se, at spørgsmålene indeholde begreber som ”frihed”, ”åbenhed” og ”lighed”. Disse begreber er i sig selv vanskelige at definere. Ifølge Connolly kan man kende et komplekst begreb på, at det netop kun lader sig definere ved, at man inddrager andre begreber, som selv er (lige så) vanskelige at definere.

Isoleret betragtet kan det give mening at definere demokrati ved hjælp af en række spørgsmål, som er operationaliserbare. Det vil sige at lave en model, der så vidt muligt fanger det, vi forstår ved demokrati, når vi taler om det i dagligsproget. Når man undersøger demokrati, undersøger man i virkeligheden "demokrati" forstået som en særlig model af et begreb, der er operationaliseret. Forhåbningen er, at man med modellen vinder det i præcision, man mister i genkendelighed set fra en dagligsprogssynsvinkel.

Men hvis man behandler begreber, som er komplekse, og som tilmed består af en række begreber, der også i sig selv er komplekse, så begynder dette træk at blive problematisk. Hvis "demokrati" forstås gennem en model, der trækker på begreber som frihed, lighed og åbenhed, bliver det med det samme nødvendig at forklare, hvad disse andre begreber betyder. Her vil man igen ikke have andre mulighed end at lave modeller, som angiver bestemte kriterier, som igen betyder, at betydningen af begreberne fjernes fra dagligsproget, og i stedet placeres i modellernes univers som ”frihed”, ”lighed” og ”åbenhed”.

Spørgsmålet som Connolly stiller er, hvad det overhovedet er, man taler om, når man taler om ”demokrati”. Hvis alle begreber i en undersøgelse må forstås som modellerede begreber, forskeren har skabt for at kunne gennemføre undersøgelsen, kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvad han eller hun egentlig undersøger. Connolly skriver:

”While investigators can, and often justifiably do, mark off any single concept with quotes to indicate that a conventionally accepted criterion or point is to be questioned or reappraised, matters change significantly when one is compelled to mark off consistently all such concepts employed in one's inquiry. Consider: "In the 'politics' of the United States, the intensification and spread of 'corruption' led to a decline in 'democracy' and the 'threat' of 'oligachal' controls." What is being described here?” (Connolly 1993: 34)

6

Problemet er med andre ord, at jo mere komplekse begreber bliver, jo vanskeligere bliver det at isolere en præcise neutral og testbar definition af dem, uden at man samtidig skaber et helt eget sprog for begrebet, som kun er funktionelt inden for en bestemt videnskabelig kontekst, men som ikke har meget at gøre med den sproglige virkelighed, ord som demokrati normalt befinder sig i.

3) AnvendelseDet tredje aspekt, som Connolly fremhæver som centralt i forhold til essentielt omtvistede begreber, er selve vægtningen af de kriterier, vi allerede har berørt under punktet ovenfor. Når begreber bliver komplekse og derfor kommer til at rumme en række underordnede betydninger, bliver det muligt at strides om hvilke kriterier, der er centrale for den korrekte anvendelse af begrebet. Det er endda muligt, at begrebet spænder over så mange underbegreber, at nogle af disse kan være i direkte modstrid med hinanden. Ifølge Connolly er det netop tilfældet med begrebet om demokrati.

I ganske mange moderne socialvidenskabelige definitioner af demokratiet vil staten udgøre en essentiel komponent. De begreber, som vi nævner ovenfor (frihed, lighed, åbenhed), blev introducerede i en kontekst, der kun giver mening, for så vidt man forudsætter, at staten er en central del af et demokratisk samfund. (Vi talte ovenfor om frie valg til den lovgivende forsamling, vi talte om lige adgang til at tage del i den lovgivende og den udøvende magt, vi talte om åbenhed i statsadministrationen). Imidlertid vil man kunne finde endog ganske mange og forskellige positioner i diskussionen af demokratiet, som vil hævde, at staten som sådan er en hindring og ikke en forudsætning for demokratiet.

Det er vigtigt at bemærke, at skepsis overfor forestillingen om staten som et centralt element i et demokrati ikke begrænser sig til en bestemt politisk eller normativ position. Der er få ting, som radikale kommunister og anarkoliberalister vil kunne blive enige om, men én af dem er lige netop, at stat og demokrati er hinandens modsætninger. Ifølge begge disse positioner vil et sandt demokrati først opstå der, hvor staten forsvinder. Ifølge anarkoliberalister vil enhver statslig indblanding i det, som borgere i et land gør sig af frivilligt indgåede aftaler, nødvendigvis være antidemokratisk. For kommunismen er staten derimod blot et instrument, som hjælper de herskende klasser til at befæste deres magt. Der hører vidt forskellige teoretiske og politiske perspektiver til disse positioner, men de er fælles om at være uenige i de fleste moderne videnskabelige definitioner af demokratiet, som på ene eller anden måde operationaliseres således, at staten bliver sat som en nødvendig del af et demokrati.5

5 Staten er et nyttigt styringsredskab i et samfund. Det kan også med nogen ret hævdes, at det, at der gives et monopol på legitim voldsanvendelse, vil være med til at sikre tryghed og velfærd i et samfund. Men, vil man fra disse positioner kunne hævde: Tryghed og velfærd er ikke det samme som demokrati. Og at staten er et nyttigt styringsredskab, er netop det, der gør, at den kan være yderst antidemokratisk.

7

Vi har nu set, hvordan Connolly betragter essentielt omtvistede begreber. Det gælder for det første for dem, at de er normative, hvilket skal forstås på den måde, at de uanset hvordan man definerer dem deskriptivt, besidder de en normativ komponent, som kan påvirke den neutrale deskriptive tilgang. Dernæst gælder det for dem, at de er komplekse, hvilket vil sige, at enhver definition af dem er afhængige af så mange andre begreber, som selv er vanskelige at definere, at en ligefrem definition enten bliver kunstig og meget fjern fra det, vi normalt forstår ved fænomenet, eller at den bliver decideret umulig at anvende. Endelig gælder det for dem, at deres anvendelsesområde er omtvistet, hvilket skal forstås på den måde, at der en latent eller manifest konflikt mellem nogle af de underbegreber, definitionen af begrebet betjener sig af. Fordi forskellige interessenter betoner forskellige begrebsdimensioner vil de også være uenige om begrebets applikationsradius. Nogen vil simpelthen hævde, at andres anvendelse af begrebet er meningsløs, ufrugtbar eller moralsk forkastelig.

Når vi anvender Connollys teori om essentielt omtvistede begreber på begrebet terror, må vi imidlertid skifte register i forhold til det begreb, vi hidtil har brugt til at eksemplificere teorien, nemlig demokratibegrebet. Der er store begrebslige forskelle på demokrati og terror – ikke mindst i forhold til, hvordan man studerer dem inden for samfundsvidenskaben og især når man accepterer den udbredte forestilling om, at demokrati og stat hænger sammen.

For det første er demokrati forholdsvist udbredt. Terror er derimod noget, der kun sker sjældent. Demokratiet er en styreform, hvorimod terror er en begivenhed. Demokrati er noget, vi tilskriver positiv værdi. Terror tilskriver vi en yderst negativ værdi. Som vi skrev i indledningen, er terror måske det tætteste, vi kommer på beskrivelsen af en genuin ond handling.

I forhold til studiet af demokratiet er der udviklet en forsiret metode til at studere det på. Man kan bruge spørgeskemaundersøgelser, man kan undersøge valghandlinger, man kan undersøge magtens institutioner. Terrorisme er derimod noget vanskeligere at studere. Det er af åbenlyse årsager vanskeligt at foretage spørgeskemaundersøgelser blandt terrorister, og hvor stater institutioner er forholdsvist lettilgængelige er terrorbevægelser notorisk vanskelige at komme i nærheden af. Det, som de fleste terrorforskere derfor må se sig henvist til, er at undersøge terror ved at analyserer terroristers gerninger. Dette bringer os imidlertid kun frem til det problem, som vi startede med, for hvordan definerer man terror?

Selv om der gives væsentlige forskelle mellem demokratibegrebet og terrorbegrebet, er der imidlertid også helt afgørende ligheder. Det er interessant at bemærke, at terrorbegrebets historie på minder lidt om demokratibegrebet. Ganske som demokratibegrebet har terrorbegrebet også haft en historie, hvor det undergik store forandringer i normativ valør i løbet af det 19. århundrede. Terrorbegrebets moderne historie begynder med Den Fransk Revolution. Under det jacobinske herredømme udtalte Robespierre berømt, at ”terror ikke er andet end retfærdighed, hastig, hård og ufleksibel” (Walter 2004: 345f). I denne periode af revolutionen havde terror en ubetinget positiv klang.

8

Det, der skete, da Robespierre og hans nærmest blev fjernet fra magten, var, at man opfandt et nyt begreb "terrorisme", som blev brugt til at beskrive, hvorledes jacobinerne var gået for langt med deres terrorregime. Efterfølgende udviklede begge disse begreber "terror" og "terrorisme" sig på en ikke uinteressant måde, hvor de flere gange vekslede mellem forskellige konnotationer, frem til den situation vi har i dag, hvor ”terror” og ”terrorisme” bruges forholdsvist synonymt og udelukkende med stærke negative konnotationer (ibid.: 324, 329).

Det mest afgørende sted, hvor vi finder en parallel mellem terror og demokratibegrebet, er dog i forhold til den måde, hvorpå begge kan ses som essentielt omtvistede begreber. I særdeleshed er det interessant, at de begge er omtvistede i forhold til begrebet om staten.

Vi vil vise dette i det følgende, men samtidig også lave en mere generel pointe, som diskussionen af terrorbegrebet illustrerer. Og denne pointe er problematiseringen af en bestemt tanke om begrebers operationalisering, der er helt essentiel for megen politisk videnskab – også i dag. Kort sagt ønsker vi at vise, at en positivistisk eller nominalistisk tilgang i samfundsvidenskaben er dybt problematisk. Dette bliver forhåbentlig tydeligt, når vi gennemgår terrorbegrebet i forhold til de tre kriterier, vi har betonet i læsningen af Connollys værk.

Vi har i det følgende valgt at arbejde med illustrative eksempler for at vise bredden af problematikken. Man kunne også have valgt at arbejde med blot én hændelse og tematiseringen af den, det kunne være terrorbegrebets kontestering i en retsag (for et eksempel på og en metodik for en sådan mere fokuseret analyse, se Brænder, Kølvraa og Laustsen 2014: 182-203). Vi går i det følgende ud fra, at der er fire foraer, som er relevante i forhold til terrorbegrebets kontestering. For det første den akademiske fora for det andet den politiske, for det tredje mediernes diskurs og endelig det fora eller felt, som udgøres af dem, som udfordrer vores stat og samfund, det kan fx være den anden part i en voldelig konflikt (sondringen er inspireret af Schmid 1992).

Terror og normativitetDet siges ofte, at den enes terrorist er den andens frihedskæmper (Rees 2005). Lige så ofte er dette udsagn blevet mødt med kritik og endda foragt (Netanyahu 1986). For vores vedkommende er pointen i forhold til udsagnet, at det nok giver et indtryk af at terrorbegrebet er omtvistet, men samtidig er indsigten ikke tilstrækkelig og tilbundsgående nok, fordi der er tale om en rent normativ eller moralsk tanke. Det samme gælder meget ofte kritikken af den. Vi ønsker at vise, at problemet med terrorbegrebets betydning ikke blot handler om forskellige moralske vurderinger, men også og primært om vanskeligheden ved at sondre mellem og i praksis adskille deskriptive og normative begreber og udsagn.

Når man hævder, at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper, understreger man, at voldelig konflikter tager sig forskelligt ud alt efter hvilket normativt perspektiv, man abonnerer på. Ved at anlægge en dobbelt betragtning af denne type, lægger man op til en eller anden form for moralsk relativisme. Man hævder, at der i udgangspunktet ikke er nogen af

9

siderne, der er den anden moralsk overlegen, og at der på baggrund heraf heller ikke kan gives en klar afgørelse af, hvad der er terrorisme og hvad, der er frihedskamp.

Man kan fx her henvise til, at mange forhenværende terrorister er blevet taget til nåde af det internationale samfund som anerkendte statsledere. Menachem Begin, der var en højtstående terrorist/frihedskæmper i bevægelsen Irgun i årene op til Israels grundlæggelse, blev sidenhen anerkendt som den legitime politisk leder landet (Hoffman 2006: 46-53). Nelson Mandela blev også anset for at være terrorist ganske længe. Margaret Thatcher udtalte i 1987, at enhver der troede, at ANC ville blive en del af det legitime styre i Sydafrika levede i et "cloud-cuckoo land" (Hoffman 1999: 256). Ti år senere modtog Dronning Elizabeth II Nelson Mandela på officielt statsbesøg. Hele fire tidligere ”terrorister” har modtaget nobelprisen: Ud over Begin og Mandela, som vi har nævnt ovenfor, også Yassir Arafat og Sean McBride (Zulaika og Douglas 1996: x).

Når man fremdrager fakta som ovenstående, er det som oftest for at komme frem til den måske banale pointe, at forskellige aktører har interesse i at anvende terrorbegrebet på bestemte måder, og at politiske prioriteringer selvfølgelig kan ændre sig over tid. Alliancer skrifter og man kan naturligvis ikke være allierede med terrorister – tænk her blot på EU’s aktuelle vanskelighed ved at finde sine fødder i forhold til PKK og i et mere historisk perspektiv på USA’s støtte til muhajidinerne i Afghanistan, det senere blev kendt som Taliban. Men vi ønsker som sagt at gå et skridt videre end dette og vise, at det omtvistede ikke blot er et spørgsmål om forskellige normative valoriseringer, men derimod også om vanskeligheden i at adskille normative og deskriptive udsagn.

Lad os derfor give ordet til Arafat, der på FN’s generalforsamling den 13. november 1974 sagde nedenstående. Det centrale i citatet er, at der med forestillingerne om at være terrorist eller frihedskæmper nødvendigvis følger en række umiddelbart deskriptive påstande. Disse handler om, hvad man kæmper for, om det gøres i henhold til internationale konventioner, hvem som er aggressor osv. Det helt centrale for Arafat er med andre ord at definere, hvad en frihedskæmper og terrorist er (at det ene begreb er positivt valoriseret og det andet er negativt, forsøger han ikke at rokke ved). Og det er så underforstået, at hvis man accepterer definitionerne, følger det selvfølgeligt, at Arafats PLO ikke er en terrororganisation.

”Those who call us terrorits … seek to hide the terrorism and tyranny of their acts, and our own posture of self-defense. The difference between the revolutionary and the terrorist lies in the reason for which each fights. For whoever stands by a just cause and fights for the freedom and liberation of his land from the invaders, the settlers and the colonialists, cannot possible be called terrorist; otherwise the American people in their struggle for liberation from the British colonialists would have been terrorists, the European resistance against the Nazis would be terrorism, the struggle of the Asian, African and Latin American people would also be terrorism, and many of you who are in this Assembly Hall were considered terrorists. [Ours] is actually a just and proper struggle

10

consecrated by the United Nations charter and by the Universal Declaration of Human Rights. As to those who fight against the just causes, those who wage war to occupy, colonize and oppress other people – those are terrorists, those are the people whose actions should be condemned, who should be called war criminals: for the justice of the cause determines the right to struggle.” (Arafat i Primoratz 2013: 8)

Arafat forsøger altså her at undgå en moralsk relativisme, og han gør det ved at betone en række beskrivende aspekter: Er man under angreb? Lever man i besatte områder? Hans argumentatoriske træk består i at etablere et mere fundamentalt begreb om politisk eller moralsk legitimitet, hvorudfra man kan vurdere, om en voldelig kamp er legitim eller ej. Vi kan kalde dette for en moralsk fundamentalisme. Man er i dette perspektiv enige om, hvad man ser (i Arafats tale forsøger han netop at skabe konsensus bag en bestemt beskrivelse af verden), og det handler så om på denne baggrund at rekurere til en række moralske og retslige standarder, alle ligeledes er enige om (menneskerettighedserklæringen eller anden international ret i ovenstående eksempel). Tvister kan omgås ved at henvise til et fælles fundament. Problemet er så nu, at dette blot flytter tvisten til en ny arena. Det omtvistede bliver ikke om terror og frihedskamp er ondt eller godt, men om de palæstinensiske områder rent faktisk er under angreb, hvem som startede konflikten osv.

Et andet væsentligt definerende træk, som ofte betones, er, at terroren er rettet mod uskyldige, altså mod folk som ikke har ”aktier” i en givet konflikt, og at terroren derfor er at regne som et uprovokeret angreb. Det så vi også hos Arafat. Igen er problemet imidlertid, at et forsøg på at udparcellere et normativt begreb i operationelle underdimensioner, ikke fjerner det normative. At gå fra at hævde, at noget er terror, til at specificere, at det er et angreb på uskyldige civile, løser intet. Det normative følger med og hermed også muligheden for splid.

For hvornår er man et uskyldigt offer? De fleste så Hanns-Martin Schleyer, der blev tilfangetaget og likvideret i 1977, som et uskyldigt offer, men for Rote Armee Fraktion var han som virksomhedsejer og forhenværende nazist inkarnationen af, hvad de kæmpede imod. Var de knap 4000, der omkom i World Trade Centers brændende tårne uskyldige ofre? Ikke for Bin Laden, der flere gange argumenterede for, at amerikanerne havde valgt den regering som bekæmpede ham og hans bevægelse og at denne regering stod bag en fødevareembargo, som havde forårsaget mere end 100.000 dødsfald i Irak. I begge tilfælde blev det, vi ser som terrorangreb, italesat som et forsvar, der fulgte som en naturlig reaktion på en række forudgående urimeligheder. Der var tale om en legitim forsvarskrig. Med bin Ladens ord:

”The American people should remember that they pay taxes to their government and that they voted for their president. Their government makes weapons and provides them to Israel, which they use to kill Palestinian Muslims. Given that the American Congress is a committee that represents the people, the fact that it agrees with the actions of the American government proves that America in its entirety is responsible

11

for the atrocities that it is committing against Muslims.” (bin Laden 2005: 140-1)

Hvornår er man ansvarlig for sit lands politik og dermed medskyldig? Når man betaler skat, når man stemmer ved et valg, når man stemmer på partier som har regeringsmagten, når man selv udfører militære handlinger, når man udfører funktioner, som er centrale i forhold til en krigsindsats, når man sympatiserer med en bestemt ideologi, når man har en position, som professor eller central meningsdanner, som gør det muligt effektivt at sige fra i den offentlige opinion osv? De fleste vil kun have foragt til overs for forestillingen om kollektiv skyld, som ligger implicit i citatet ovenfor, men det illustrer netop, at man trækker sondringen mellem skyldige og uskyldige forskelligt. Der er naturligvis tale om en meget grov skelnen, som trækker på de mest radikale politiske forskelle, men pointen er netop, at der er en politisk strid på færde i selve diskussionen om, hvordan terrorbegrebet forstås. Der er som minimum en strid mellem bin Laden og hans støtter på den ene side og os på den anden.

Antallet af uskyldige døde kan heller ikke i sig selv udgøre et kriterium for, om noget kan klassificeres som terror. Selv om angreb har mange tusinde ofre kan der stadig forekomme tvister om, hvorvidt der er tale om terror eller ej. Atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki er gode eksempler. Nogle vil hævde, at vi her står overfor statsterror, mens andre vil hævde, at det var nødvendige handlinger i en krig, som ville have trukket ud og som ville have endt med endnu flere ofre, end hvis man ikke havde kastet bomberne. Var ofrene legitime mål, fordi de var rettede mod en fjerne i en krig? Var ofrene i bombningerne af Dresden i 1945 det? Hvad udgør forskellen på disse ofre og ofrene for Saddam Husseins angreb på den kurdisk befolkning i Irak i 1988?

Hvis man tæller ofre, vil man hurtigt se, at langt flere ”uskyldige” er døde som resultat af staters handlinger end af som konsekvens af ”private” aktørers handlinger. Målt alene i antallet af ofre er statsterror et langt større problem end den terror, som udøves af terrororganisationer eller ensomme ulve. Når man definerer terror som angreb rettet mod staten eller som udført af ikke-statslige enheder, så fjernes fokus fra en lang række ofre – størstedelen af ofrene for terrorisme, hvis man medregner statsterror. De bliver ”usynlige” og deres død forbindes ikke med samme alarmisme, som vi ser det i forhold til dem, der må lade livet i forbindelse med ikke-statslige aktørers terror.

Det er her værd at tage fat i terrorbegrebets nyere historie. Idéhistorikeren Mikkel Thorup (fx 2008) har i flere værker vist, at terrorbegrebet netop blev opfundet som en kriminalisering af den fremvoksende stats udfordre. Med den morderne stats fremvækst blev antallet af aktører, der legitimt kunne udøve vold reduceret til to: Politiet som stod for den interne pacificering og militæret som forsvarede grænserne ud af til. Staten kunne herefter defineres som en enhed, der besad et legitimt voldsmonopol, hvilket blandt andet kom til at stå helt centralt i Webers berømte definition af staten (Weber 1921: 29). Heraf følger forestillingen om, at statens vold er moralsk sanktioneret og derfor netop ikke vold, men magtudøvelse (Arendt 1972: 103-198).

12

Vi vil ikke gå længere ind i dette, men blot betone, at der allerede ligger en normativitet i at definere, at terrorister er ikke-statslige aktører. Når man gør det, så stiller man sig med det samme på statslige aktører side. Dette ses helt oplagt i statslige definitioner, fx forskellige ministeriers og tjenesters definitioner, men det kommer også til udtryk akademiske forskningsinteresser. Terrorforskeren Richard Jackson har gjort gældende, at kun to procent af alle artikler i de anerkendte tidsskrifter om terror har statsterror som fokus (Jackson 2008: 26). Der kan gives flere forklaringer herpå. At terroreksperterne er finansierede af statslige midler, kunne være én. Men det er også tænkeligt, at den dominerende positivisme har betydet, at forskere ikke erkender eller anerkender den normative dimension i deres forskningspraksis. Konsekvensen er, at en lang række statslige praksisser, der kunne forstås som terrorisme, ikke underkastes et kritisk blik. Jackson skriver:

”From a political-normative perspective, the field appears biased towards Western state interests and complicit in the terroristic practices Western states have regularly employed over the past two hundred years. The well-documented use of political terror by Western states during the colonial period, the ”terror bombing” during World War II and other conflicts, cold war counter-insurgency and pro-insurgency campaigns, the active sponsorship of right-wing non-state terrorist groups and the widespread use of torture during certain counter-terrorism campaigns, among others, are only the most prominent examples of the kind of terrorism that many Western states have employed. The failure to analyse state terrorism or to condemn it in the same morally assured terms as non-state terrorism appears to many observers as pro-Western bias and a toleration of certain forms of state-practiced terrorism.” (ibid.: 26)

Denne bortdefinering af statsterroren til fordel for ikke-statslige terrorgrupper udtrykker også på anden vis en normativ prioritering. Når terroren står som alle kriminelle handlingers moder, som en form for master crime, altså en forbrydelse mod selve det politiske, er det naturligvis fordi, staten har defineret den sådan. Terroren ses som handlinger, der udfordrer selve statens grundlag, og fx et manddrab udøvet af terroristiske motiver straffes derfor hårdere end et, som ikke er det.

I forhold til Connollys forståelse af det normative aspekt af essentielt omtvistede begreber har vi for det første påpeget, at der er en meget stærk normativ dimension i terrorbegrebet, som det er meget vanskeligt at komme udenom. Men derudover har vi også vist, at en vigtig del af striden om terrorbegrebet omhandler selve forholdet mellem de deskriptive og normative niveauer. For når en væsentlig del af forskningen i terrorisme vælger en definition af begrebet, som udelukker statsterror fra emneområdet, så har det ikke blot deskriptiv betydning. Det medfører samtidig en normativ vurdering af, hvilken form for vold, der er legitim, og hvilken form, der ikke er det.

En definition udpeger et objekt og adskiller det fra andre – det er definitioners funktion. Og den gør derved handling mulig. Men for hvem tilbydes denne ydelse? At beskrive nogle som terrorister, kan i nogen grad sige noget om disse

13

personer, men det udsiger i lige så høj grad noget om det fællesskab, som dannes med baggrund i en sådan definitorisk praksis, og i dette tilfælde om staten. Når staters agenter taler om og forsvarer sig imod det, de kalder terrorisme, kan man i lige så høj grad lære noget om, hvad det er for en stat, de handler på vegne af, som man kan lære noget om den trussel, de mener at stå overfor.

Terror og kompleksitetMan skal ikke undersøge mange definitioner af terror, før man indser, at der er tale om et komplekst begreb. Et par eksempler fra Schmid og Jongmans Political Terrorism er her tilstrækkelig til at gøre pointen klar. I 1983 definerede U.S. Department of State terror som ”premeditated, politically motivated violence perpetrated against noncombatant targets by subnational groups or clandestine agents, usually intended to influence an audience” (Schmid 1984: 33). Samme år definerede U.S. Department of Defense terror som ”the unlawful use or threatened use of force or violence by a revolutionary organization against individuals or property with the intention of coercing or intimidating governments or societies” (ibid.).

Vi ser her, at terror defineres ved at trække på en række andre begreber, som selv er åbne for at blive definerede på forskellige måder. "Violence", "politically motivated", "subnational groups", "clandestine agents" i Department of State-definitionen, og yderligere "threatened use of force or violence", "revolutionary organization", "intention of coercing or intimidating governments or societies" i Department of Defense-definitionen. Umiddelbart ville man fra et positivistisk eller nominalistisk udgangspunkt mene, at jo mere forsiret en definition bliver, jo mere entydigt og begrænset bliver også det objekt, man retter sin definitoriske ambition mod. ”Politisk vold” er mere præcist end blot ”vold”, ”politisk vold rettet mod nonkombattanter” mere præcist end blot ”politisk vold” osv. Connollys intuition er den præcis modsatte. Jo mere sammensatte begreber bliver, jo mere åbnes også rummet for deres kontestering.

I Schmid og Jongman’s (1988: 5-6) studie af de 109 identificerede terrordefinitioner brød de disse ned i delelementer med henblik på at undersøge, om terrorbegrebet havde en kerne, som så kunne danne grundlag for deres foreslåede konsensusdefinition. 83,5% af alle definitioner betonede, at terroren var en excessiv udøvelse af vold, 65% at den var en politisk handling, 51% at den baserer sig på eller skaber frygt og procenttallene falder så her ned efter. Her er den fulde liste af begrebsdimensioner:

1. Violence, force: 83,5%2. Political: 65%3. Fear, terror emphasized: 51%4. Threat: 47%5. (Psychological) effects and (anticipated) reactions: 41,56. Victim-target differentiation: 37,5%7. Purposive, planned, systematic, organized action: 32%8. Method of combat, strategy, tactic: 30,5%9. Extranormality, in breach of accepted rules, without humanitarian

constraints: 30%

14

10. Coercion, extortion, induction of compliance: 28%11. Publicity aspect: 21%12. Arbitrariness; impersonal, random character; indiscrimination: 21%13. Civilians, noncombatants, neutrals, outsiders as victims: 17,5%14. Intimidation: 17%15. Innocence of victims emphasized: 15,5%16. Group movement, organization as perpetrator: 14%17. Symbolic aspect, demonstration to others: 13,5%18. Incalculability, unpredictability, unexpectedness of occurrence of

violence: 9%19. Clandestine, covert nature: 9%20. Receptiveness; serial or campaign character of violence: 7%21. Criminal: 6%22. Demands made on third parties: 4%

Efter at have set forskellen mellem Department of Defense og Department og States definitioner kan det ikke overraske, at når alle 109 definitioner parcelleres ud i delelementer, ja så havner man på et forholdsvis stort antal begrebsdimensioner. Schmid og Jungman ender med 22, og der faktisk kun er tilnærmelsesvis konsensus om én af disse, nemlig at terroren er en voldelig handling.

Det er ligeledes væsentligt at betone, at ingen af disse dimensioner er unikke for fænomenet terror. Der findes andre voldelige handlinger end terror, andre typer af politiske handlinger, krig skaber også frygt, både blandt civilbefolkningen og blandt soldater. Ja krigens formål er måske netop at skabe så meget frygt hos fjenden, at vedkommende overgiver sig – det mente Clausewitz. Der er med andre ord brug for en sammensat og kompleks definition, hvis begrebet skal nærme sig det, vi i dagligdagssproget benævner terror.

Det, vi her kalder for terror, henviser til en lang række fænomener uden nogen fælles kerne. Hver gang vi benævner et fænomen terror, har det derfor som konsekvens, at definitionen bliver mere kompleks. At definitioner nu skal kunne rumme cyberterror (som kun forårsager materiel skade) og katastrofisk terror (som er defineret ved sit apokalyptiske potentiale, snarere end ved en politisk ambition) giver et godt billede af, hvor vidt terrorbegrebet forventes at kunne spænde.

Det første problem er altså, at definitionerne er sammensatte og at de ikke har en kerne. Det andet er, at hver af disse dimensioner i sig selv er problematiske og kalder på yderligere definitioner. At øge antallet af definitionselementer i forsøget på at modellere et begreb operationelt, gør ikke begrebet mindre kontesteret. Vi kan på ingen måde diskutere alle mulige begrebsdimensioner i terrorbegrebet her, men vi kan gøre det tydeligt, at nogle få af dem er ganske åbne for forskellige definitioner og dermed for videre kontestering. Vi vil gøre det på basis af nogle af de dimensioner som nævnes i Department of Defense og Department of State’s terrordefinitioner.

15

Voldsbegrebet står centralt i begge definitioner, hvilket ikke overrasker, hvis vi ihukommer Schmid og Jongman’s opregning af definitionselementer. Samtidig er det et begreb, som har været diskuteret vidt og bredt i akademisk litteratur.6 Væsentlig er her for det første, at termen vold naturligvis ikke er nogen neutral term. ”Force”, altså magtanvendelse, fremstår for mange som en mere neutral term, men ”violence” er på helt samme vis som terror et signalord, der kalder på umiddelbar fordømmelse. På helt samme måde som terrorbegrebet fordobles med et begreb om frihedskæmper for at muliggøre henholdsvis en positiv og en negativ valorisering, fordobles voldsbegrebet også i en sondring mellem illegitim vold og legitim magt.

Som Hannah Arendt (1972: 103-198) har påpeget, står sondringen mellem magt og vold netop centralt i moderne demokratier, hvor det første er en handling, som henter legitimitet fra et givet politisk samfund. Magten udøves med udgangspunkt i en regering, som er valgt af befolkningen og af aktører, som har bemyndigelse til det – politiet og militæret. Volden derimod er tavs. Den er ikke begrundet og legitimeret diskursivt, og den udøves ikke af aktører, som har en bemyndigelse til det. Som det allerede ses i Arendts forståelse, trækker definitionen på en række andre begreber, som selv må specificeres. Og disse er mindst lige så kontesterede som voldsbegrebet. Den vigtigste er igen forestillingen om staten/det politiske fællesskab.

Hvilket fællesskab legitimerer voldshandlingen (og transformerer den til magtudøvelse)? Det gør staten. Statens legitime voldsmonopol udelukker således definitorisk, at stater kan udøve terror. En vanskelighed er selvfølgelig også, at Arendts model for diskursiv begrundelse af magten er modelleret over ideen om et liberalt demokrati. Men hvordan stiller sagen sig, når der er tale om ikke-demokratiske staters voldsudøvelse og her nok så vigtigt, hvad med den vold som udøves af nogle stater mod andre. Er USA’s droneprogram i Pakistan og Yemen vold eller magtudøvelse?7 Man kan forsøge at begrunde handlingerne i det internationale samfunds vilje, men hvordan lader den sig identificere? Kræver det enighed i FN, er et kvalificeret flertal tilstrækkelig eller kan man blot henvise til værdier som international orden og stabilitet?

Det kan også diskuteres, hvor nær en forbindelse mellem aktøren og ofret skal være, for at noget kan omtales om vold. Hvis man iværksætter en fødevareembargo, der som konsekvens har, at tusinder af børn sulter ihjel, er det så udtryk for illegitim voldsudøvelse, måske endda terror, eller er det blot magtudøvelse? Johan Galtung (1971) har argumenteret for, at det giver mening at tale om strukturel vold og andre har talt om systemisk vold (Žižek 2009). I begge tilfælde er der tale om en vold, som ikke kan forbindes umiddelbart med en specifik identificerbar aktør. Vi stiller os i denne artikel ikke på nogen bestemt side i diskussionen af, hvad der kendetegner vold. Vi argumenterer hverken for eller imod en skarp begrebslig adskillelse af illegitim vold og legitim magt. Vi påpeger blot, at vold på ingen måde er et entydigt begreb, og at der findes en vigtig diskussion om voldens væsen både blandt filosoffer, sociologier og andre

6 For en oversigt over begrebet volds kontestering, se de Haan 2009.7 En udførlig rapport om dette program blev udgivet af juridiske forskere fra Stanford Law School og New York University School of Law i 2012 (Cavallaro, Sonnenberg og Knuckey 2012).

16

forskere. Pointen er, at vi kan se en parallel mellem terrorbegrebet og demokratibegrebet i Connollys analyse. Det gælder for dem begge, at de er komplekse, fordi de indeholder andre begreber, som i sig selv er vanskelige at give en entydig definition.

"Political motivation" er også et vanskeligt begreb, især eftersom det forudsætter en præcis forståelse af det politiske. Hvad er en politisk handling? Er det en politisk handling at stemme til folketingsvalg? Hvis man mener, at det repræsentative demokrati er den rette arena for det politiske, så ja, hvis man derimod mener, at det repræsentative demokrati er borgerskabets middel til at holde lavere klasser uden for indflydelse, er det nærmest en afpolitiserende handling. Er det en politisk handling at bringe sit barn i skole? Men hvis barnet er af hunkøn og man bor i Afghanistan, vil mange hævde, at det er en politisk handling. For at sige noget mere bestemt om det, bør man interessere sig for, hvad politik vil sige i den givne sammenhæng.

Kari Palonen (2003) sondrer mellem fire forståelser af det politiske. Det politiske forstået som en arena – politik som polity. Altså forestillingen om det politiske som bundet til en specifik location: staten eller en agora (fx offentligheden). For det andet det politiske som forestillingen om en bestemt politik – politik som policy (såsom uddannelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik). For det tredje det politiske som en særlig aktivitet. Det kunne fx være handlinger som er bindende, autoritative og som sanktioneres med vold. Og endelig politik som det at politisere, at bryde op i meningsfelter, som er givet ved en hegemonisk lukkethed. En pige, der insisterer på at gå i skole i Afghanistan, selv om det indebærer en vis fare, er et god eksempel på det sidste. Det var netop på den baggrund, at Malala Yousafzai i 2014 blev den yngste modtager af Nobels Fredspris nogensinde.

Hvis vi følger denne firdeling af det politiske, kan man stille spørgsmålet om, hvad det er, der gør terrororganisationer politiske. Er det fordi, de udfordrer staten og dens institutioner? Eller er de politiske, fordi de har en vision for, hvordan samfundet skal indrettes? Er de politiske, fordi de tvinger deres visioner igennem med vold og mod flertallets ønske? Eller er de politiske, fordi de udfordrer samfundets bærende værdier?

De fire aspekter er ikke nødvendigvis fuldstændig adskilte, men uanset om de er det eller ej, åbner sig en lang række spørgsmål i forlængelse af dem. Hvor går fx grænsen mellem det politiske og det religiøse – institutionelt, doxisk eller i form af handlingstype? Opererer al-Queda og Islamisk Stat ud fra en religiøs eller politisk motivation? Begge benævnes terrororganisationer, men det er givet, at hovedmotivationen fra et vestligt synspunkt betragtes som religiøs, mens selve sondringen mellem det religiøse og det politiske måske ikke rigtig giver mening for de to organisationer. Og nok så centralt: Når man siger, at terroren er politisk, er det så motivationen, det handler om (det kunne være religiøs dogmatik eller en politisk ideologi), er det målet som er det centrale (det kunne være at erobre statsmagten) eller er det midlerne som karakteriserer aktiviteten (at man udøver vold)? I denne sondring mellem motiv, mål og middel fanger vi således tre af Palonens fire forståelser af det politiske.

17

"Revolutionary organization" er også et yderst prekært begreb. Hvad er det præcist, der afgør om en organisation er revolutionær? Er det nødvendigt, at den bekender sig som sådan? Kan man bedømme om en gruppering er revolutionær ved at studere de tekster, som den skriver (breve, manifester, bøger, emails, facebook-opdateringer)? Kan man finde ud af det ved at læse de tekster, som gruppen selv læser? Uanset hvordan man besvarer dette spørgsmål, er det givet, at det netop ikke er givet på forhånd, hvilken metode man retteligen bør bruge til at besvare dem. Det er under alle omstændigheder værd at bemærke, at den tyske sociolog Andrej Holm i 2007 blev anklaget under anti-terrorlovgivningen på baggrund af hans akademiske arbejde (Connolly 2007).

Det er også uklart, om det revolutionære henviser til målsætningerne eller midlerne. Hvis man går ind for et kommunistisk samfund er ens organisation så revolutionær? Det gjorde enhedslisten indtil for ganske nyligt. Eller bliver en organisation først revolutionær, når den ønsker at sætte sin vision igennem uden at gøre det gennem institutionaliserede demokratiske processer?

Vores pointe skulle forhåbentlig nu være tilstrækkelig klar. For det første er definitionen af terror sammensat. Og dette giver muligheden for at betone forskellige komponenter. For det andet fører forsøget på at specificere begrebsdefinitioner blot til nye uklarheder, som har behov for at blive specificerede. Dermed er vi tilbage ved det problem som vi så Connolly udpege ovenfor. Hvis den videnskabelige brug af et begreb foregår under betingelse af konstruktionen af en særlig model for begrebet ("demokrati" eller "terror"), der indebærer en række underbegreber, som igen kun kan forstås ved at der konstrueres en særlig model ("frihed", "lighed", "åbenhed" eller "vold", "politisk", "revolutionær"), så kan man stille spørgsmålstegn ved, hvad der overhovedet beskrives, når man bruger det overordnede begrebe. Hvis vi kun kan bruge terrorbegrebet ved at betjene os af sætninger som ""Terror" er "politisk motiveret" "vold" med "revolutionært" formål", så kan vi stille spørgsmål ved, om vi overhovedet beskriver noget virkeligt fænomen med begrebet.

Definitioner er operationelle – de retter vores fokus mod et udsnit af verden, som vi kan håndtere. Et udenrigsministerium vil oplagt lægge vægt på de politiske aspekter af terroren, mens et forsvarsministerium vil lægge vægt på de militære. Og begge vil de, hvis der er tale om et vestligt udenrigsministerium og forsvarsministerium, lægge vægten på ikke-statslige aktører i ikke-vestlige lande. Ikke nok med at terrorbegrebet er bredt og sammensat. Det anvendes også forskelligt, og det kan i sig selv være årsag til strid.

Anvendelse af terrorbegrebetI forhold til anvendelsen af terrorbegrebet er det igen interessant, at de to definitioner, som vi tog fat på ovenfor, lægger vægt på det forhold, at terrorister ikke er åbenlyse statsagenter. Hvis terror udføres af stater, gøres det ifølge denne tankegang som "clandestine agents". Dette går imod en del teorier om terrorisme, og det synes at modsige en vigtig del af det tyvende århundredes historie. Terrorbombninger var en helt central del af krigsførelsen i anden verdenskrig. Både de allierede og aksemagterne benyttede denne taktik, hvor

18

man smed store mængder bomber over befolkningscentre – mod afslutningen blev der endda anvendt nukleare våben til dette formål.

Der er med andre ord et afgørende spørgsmål om terrorens forhold til staten, ganske som der er et afgørende spørgsmål om demokratiets forhold til staten. Det er her interessant at se på den definition, som Schmid og Jongman kommer frem til i deres fælles værk Political Terrorism.8

"Terrorism is an anxiety-inspiring method of repeated violent action, employed by (semi-)clandestine individual, group, or state actors…" (Schmid og Jongman 1988: 28)

Læg her mærke til at Schmid og Jongman gør sig særlig umage for at specificere, at terror både kan udføres af individer, grupper og stater. Det er dog værd at bemærke grammatikken i sætningen. De bruger "(semi-)clandestine" som overbegreb for både individer, grupper og stater, der udøver terror. Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet, om USA var en ”(semi-)clandestine agent”, da man bombede Hiroshima og Nakasaki. Dette bliver ikke mindre væsentligt af overvejelser om, hvordan USA og andre vestlige lande fører krig i dag. Tænk her blot på behandlingen af fanger i Guatanamo og Abu Ghraib og på Israels angreb på Fallujah og talrige flygtningelejre. Under alle omstændigheder er det klart, at terrorbegrebet lægger op til, at der kan være stor uenighed om, hvordan og i hvilke sammenhænge begrebet kan anvendes.

Vi har tidligere været omkring begrebet statsterror i det, vi har understreget, at de gængse terrordefinitioner har et statscentrisk udgangspunkt. Pointen i denne forbindelse er, at kritikken af denne statscentrisme samtidig også er en kritik af begrebets anvendelse. Denne er, vil kritikkere hævde, for restriktiv. Der dømmes kun terror, når det er de andres excessive voldsanvendelse, som der fokuseres på (Derrida 2005). Ud over primært USA’s krigsførelse handler det også om ”terror”, der understøttes af vores efterretningstjenester, hvor vi sender militærrådgivere til tredjeverdenslande, hvor vi støtter finansiel mm. Man kunne her nævne støtten til kontraerne, til anti-Castro-grupper, til amerikansk og sydafrikansk støttede bevægelser i Angola og Mozambique, til forskellige afghanske fraktioner og til dødspatroner i flere latinamerikanske (Jackson 2008: 26). Denne kritik af primært amerikanske terrordefinitioner er utrætteligt fremført fra radikalt venstreorienterede akademikere, måske mest prægnant af Noam Chromsky. I det hele taget har megen kontestering taget udgangspunkt i et til tider anstrengt forhold mellem den akademiske og politiske sfære. Mere om det senere.

Det er her også væsentlig for os at vise, at kontestering ikke kun er kampen om at identificere sig med eller differentiere sig fra henholdsvis positivt og negativt valoriserede begreber. Selv når der er tale om en handling, alle ønsker at tage

8 Schmid skrev selv en første udgave af bogen, hvor han gennemgik 109 definitioner af terror, og nåede frem til en ny mulig definition. Denne sendte han ud til en række forskere og bad om deres kommentarer, hvorefter han sammen med Jongman i anden udgaven foreslog den ovenstående version.

19

afstand fra, kan der være en strid om, hvordan handlingen skal italesættes.9 Det som italesættes som terror kan også italesættes som krig eller kriminalitet. Det er der mange eksempler på. Hvad angår det første, så tænkte 70’ernes terrororganisationer deres aktiviteter som krigsførelse. Det hedder Rote Armee Fraktion og Brigato Rosso. Da Gudrun Ensslin blev fængslet insisterede hun sågar på, at hun skulle behandles som krigsfange med de privilegier, som det nu engang afstedkom. Det var også centralt for flere af repræsentanterne for 70’ernes røde terror, at man ikke dræbte civile. RAF mente tydeligvis at man selv fulgte krigens love.

Her kan vi allerede se, hvorledes vægtningen af bestemte underbegreber i definitionen af terror kan medføre stærke politiske tvister. For det som Ensslin forsøger ved at insistere på, at være krigsfange, er kan netop forstås som et forsøg på at udnytte det ottende begreb på Jongmans liste over underbegreber i terrordefinitioner: "Method of combat, strategy, tactic". Hvis terror er en særlig form for krigsførelse, i betydningen en metode en strategi eller en taktik, så synes logikken at være, at dem, der betjener sig af den, må falde ind under krigens regler. I forbindelse hermed er det mindre væsentligt om Ensslins påstand havde juridisk vægt. Det centrale er, at terrorbegrebets underdimensioner åbner op for store politiske tvister. Det synes langt vanskeligere at forestille sig, at dømte i sager om berigelseskriminalitet ville bruge underbegreber i definitionen deraf til at udfordre legitimiteten af deres fængsling.

Det er faktisk først i 70’erne, og med netop fordømmelsen af bevægelser som Rote Armee Fraktion, at terrorbegrebet for alvor slår igennem. Lisa Stampnitzky (2013: 1ff) indleder hendes videnskabssociologiske studie af terrorfeltets fremkomst med en historie om en flykapring i New York den tredje august 1961. Leon Bearden og hans 16-årige søn kaprede en Boing 707 fra Continental Airlines og forlangte at blive fløjet til Cuba, hvor han ville sælge flyet til Fidel Castro. Den snarrådige pilot overbevidste dog Leon om, at flyet måtte tanke op i El Paso. Her punkterede FBI agenter flyenes dæk og ødelagde den ene motor, så det ikke kunne lette, og de overmandede herefter de to flykaprere. Da Leon Bearden og hans søns sag kom for retten, blev de i første omgang dømt skyldige i kidnapning og i at have transporteret et fly over statsgrænsen. Straffen var for Leons vedkommende livsvarigt fængsel, mens sønnen blev dømt til forvaring på en institution til det 21ende år. Dommen blev anket, og i denne anden omgang blev de blot dømt at have ”obstrueret international handel”. Der var på intet tidspunkt nogen, som omtalte sagen som terror – i New York Times blev sagen blot omtalt som ”et vildt eventyr”. Der var i øvrigt mere end 100 kidnapninger af fly i denne periode, ofte foredraget af folk som ønskede at flygte fra Cuba, men de blev alle håndteret uden stor dramatik og uden at disse hændelser blev benævnt terror.

9 Weinberg et al kalder dette for ”medlemsskabs-” eller ”afgrænsningsproblemet” og skriver: ”Terrorism as a concept also seems to suffer from ’border’ and ’membership’ problems. Where does terrorism stop and other forms of political violence begin, guerilla warfare or urban guerilla warfare, for example?the same act, such as air piracy or assassinations, may be considered terrorist acts on some occasions but not on others, usually based upon the assumet motivations of the perpetrators oor the social standing of their victims.” (Weinberg et al 2004: 778)

20

Godt og vel 10 år senere og ikke mindst med terrorgruppens Sorte Septembers drab af elleve israelske atleter den femte september 1972 var alt ændret. Terroren var nu på alles læber, og begreber som kidnapning, flykapring, oprør og revolutionær vold gled nærmest ud af sproget. Antallet af hændelser, man benævnte terror, eksploderede, der blev afholdt et utal af konference om emnet, der blev opstartet tidsskrifter dedikeret kun til dette emne. Mange af disse nye eksperter var tidligere eksperter i områdestudier, i oprørsgrupper, i guerillastrategi, i kidnapninger og kapringer.

Man kan selvfølgelig hævde, at en ny mere dramatisk, og i hvert fald mere international og mediebevidst terror, voksede frem. En form for terror, som påkaldte sig en hel anden grad af politisk bevågenhed end tidligere. Men også en række fænomener, som man havde set tidligere, kidnapninger, flykapringer og likvideringer, blev nu omtalt som terror. Det var udtryk for et sprogligt skred, men ikke kun det. Det var også udtryk for en ændret politisk syn på virkeligheden. At omtale disse hændelser som terror, omgav dem med en alarmisme, der efterfølgende kunne legitimere en række undtagelsestilstandslignende tiltag. Med et begreb fra Ole Wæver (1993) kan man hævde, at det, som skete i 70’erne, var at terroren blev sikkerhedsliggjort. Eller mere præcist: At tematisere det, som man tidligere have benævnt som flykapringer og kidnapninger, som terror bidrog til at sikkerhedsliggøre disse fænomeners bekæmpelse. Selve brugen af ordet er, fordi det netop involverer en alarmisme, sikkerhedsliggørende i sig selv.

Som vi bemærkede ovenfor har terrorbegrebet i dag udviklet sig så meget, at det også omfatter cyber-terrorisme, som ind til videre ikke har forvoldt andet end materiel skade. Med andre ord kan der opstå tvister om selv det mest dominerende underbegreb på Jongmans liste ovenfor. Selv om terror af mange bliver opfattet som handling, der indebærer ekstrem fysisk vold, så karakteriserer vi i dag bestemte ikke-voldelige handlinger som terror.Et nyligt eksempel er dyrerettighedsaktivisten Jake Conroy, der blev dømt for indenrigsterror i USA og sad i fængsel i flere år, fordi han var med i en organisation, der arbejdede for at stoppe dyremishandling i laboratorieforsøg. Hans politiske arbejde i organisationen SHAC var ikke voldeligt, men fordi organisationen operede i end én amerikansk stat, og fordi et firma mistede mere en 10.000 dollars som følge af hans handlinger, kunne han dømmes for terrorisme (Cramon 2015).

Dette bringer os tilbage til en lidt provokerende sammenligning, vi antydede ovenfor. Hvis dyrerettighedsaktivisme og cyberterrorisme, som ikke har direkte voldsofre, kan karakteriseres som terror, hvad er det så der afholder os fra at karakterisere hårde sanktioner som terrorisme?

Disse eksempler viser ganske godt, hvordan terrorbegrebets mange mulige underbegreber hver for sig kan være årsag til tvister og kontesteringer. Med andre ord, så betyder selve det, at man i forsøget på at give en præcis definition på terrorbegrebet, der indeholder mange underbegreber, at man samtidig åbner op for at begrebet kan blive kontesteret i forhold til hvert af disse underbegreber. Jo mere præcist man forsøger at definere begrebet, des større er

21

chancen for at begrebet vil blive årsag til normative stridigheder. Dette er den modsatte konsekvens af, hvad man typisk ville forvente af at give en detaljeret og præcis definition. Man kunne forvente, at en præcis definition ville gøre begrebet mindre sårbart overfor forståelsesmæssige kontesteringer, men i forhold til essentielt kontesterbare begreber som "terror" eller "demokrati" er det lige omvendt. Jo mere udførlig og præcis man gør sin defintion, des større er muligheden for, at begrebet vil blive kontesteret i sin brug. Det er netop det, vi har set eksempler på, er virkeligheden omkring terrorbegrebet.

Konflikten mellem den politisk og den akademiske brug af terrorbegrebetInd til videre har vi set, hvordan man med Connolly kan analysere terrorbegrebet, og dermed vise hvor vanskeligt det er, at definere begrebet. Vores konklusion er ikke, at begrebet mister enhver betydning. Den er i stedet, at det er essentielt omtvistet, hvilket vil sige, at der er en uafsluttelig strid om begrebets betydning; en strid, som er stærkt politisk ladet. Det, der er utænkeligt, er ikke, at man overhovedet kan finde en meningsfuld brug af begrebet. Det er derimod utænkeligt, at man skulle kunne have en brug af begrebet, som er normativt neutral eller som er hinsides politisk uenighed og strid. Man kan sige det på den måde, at kernen i begrebets betydning er selve det, at dets betydning er omstridt.

Den essentielle tvist, som vi mener, man kan finde i brugen af terrorbegrebet, er ofte af en bestemt type. Det bliver allerede tydeligt i mange af de eksempler, vi har fremdraget ovenfor. Striden om terrorbegrebet handler igen og igen om staten og statsmagtens legitimitet. Det kommer ganske ofte til udtryk derved, at der er en stærk uoverensstemmelse mellem akademisk og politisk brug af begrebet.

Den første generation af terrorforskere havde, som tidligere nævnt, deres baggrund i studiet af oprørsgrupper. De anvendte typisk en forstående tilgang, og redegjorde for gruppernes ideologi og målsætninger samt for en række kontekstuelle faktorer, såsom de sociale, politiske og økonomiske forhold, der udgjorde grundlaget for deres kamp og udgangspunktet for rekrutteringen til bevægelserne. Denne tilgang gav til tider anledning til strid mellem den politiske og den videnskabelige brug af terrorbegrebet. Gode eksempler er her de høringer om international terrorisme den Amerikanske Kongres afholdt i 1974. Richard Falk fra Center for International Studies, Princeton University, udtalte:

”I think it is often true that the perpetrators of terror are fanatical individuals, perhaps psychologically unstable, but I think it is more to the point to acknowledge that their recourse to desperate politics arises from objective grievances that are widely endorsed by the international community.” (Stampnitzky 2013: 70)

Medlem af repræsentanternes hus, Benjamin Gilman, svarede til Falk og Bert Lockwood, der havde lavet et indlæg som betonede nødvendigheden af at overholde international lov i kampen mod terror:

22

”Gentlemen, the main thrust of your joint statement seems to bet hat w eshould examine more closely the reasons for terrorism to try to satisfy some of these grievances, perhaps change our foreign policy in some instances. Is my understanding of the statements correct? … We are studying criminal acts against society, against individuals. In studying claims and in dealing with crimes and persons dealing in acts against society, shouldn’t our first objective be to find the crime and mete out the punishment in order to deter further crimes. ”

Stampnitzky referer denne udveksling og en række andre, som alle synes at være skåret over den samme læst. Eksperterne betoner nødvendigheden af at forstå terrorens baggrund og terroristernes motivation, mens man fra politisk hold understreger, at man har at gøre med onde handlinger, og at et forsøg på at forklare dem med udgangspunkt i baggrundsfaktorer tjener som en form for undskyldning. Og det er upassende, problemets karakter taget i betragtning. Vi står her overfor to terrorbegreber – ét hvori motivation og baggrund for handlingen er centralt, og et hvor konsekvenserne af handlinger betones.

Det er interessant i denne sammenhæng, at man fra akademisk side argumenterer for at behandle terror som et fænomen blandt flere andre. Og derfor som et fænomen, der på vanlig vis kan underkastes en videnskabelig undersøgelse, der kortlægger dets sociale og samfundsmæssige determinanter. Fra politisk side derimod ligger man vægt på terrorbegrebets normativitet og ser forklaringer som en upassende bevægelse fra en moralsk fundamentalisme til en moralsk relativisme. Begge fløje beskylder hinanden for at være tendentiøse og det gør de med henvisning til fænomenets natur. ”Uforståelig” bliver her i den politiske optik til et beskrivende element, snarere end en normativ vurdering. Og omvendt bliver forklaringer i det videnskabelige felt set som normative, og derfor upassende, markeringer.

Denne konflikt mellem akademisk og politisk brug af terror er ikke blevet mindre i vore dage. Hvis vi spoler frem til Bush-regeringens krig mod terror, er et karakteristisk, at ondskabsbegrebet i denne kobles stærkt til terror. Bush benævnte handlingerne som ”evil, despicable acts of terror”. Som Stampnitzky observerer, anvendte Bush begrebet ond mere end 1000 gange i sine taler og langt oftere som et navne ord ens som et adjektiv. Med denne tematisering blev motivforklaringer så godt som bandlyst. Forklaringen blev i stedet for, at de hadede vores religionsfrihed, ytringsfrihed, mulighed for at stemme og forsamle os og være uenige. Al Queda blev i forlængelse heraf forbundet med fænomener som nazisme, fascisme og totalitarisme (Staampnizky 2013: 166f).

Terroren, som de nye – religiøse – terrorister udøver, ses ikke længere som et middel i en politisk kamp. Terroren bliver selve målet. Hvor man tidligere forstod terroristerne i henhold til deres politiske motivationer, er det nu religiøse motiver, som tillægges vægt. Og i modsætning i en politisk logik, hvor man kan drøfte forholdet mellem mål og midler (og derfor finde alternative midler til at opnå ens mål), så er den religiøse diskurs absolut. Man kan ikke forhandle med religiøse fundamentalister, og da deres ambitioner begrundes i en manikæisk dommedagstænkning kan man heller ikke forhandle med dem.

23

Det centrale bliver derfor prævention. Hvor man tidligere kunne forholde sig til flykapringer, kidnapninger og lignende som kriminelle handlinger, man havde en vis tolerancetærskel overfor, er der nultolerance overfor terroren, fordi den netop nu tænkes i forhold til en ambition om den størst mulige ødelæggelse. Dette nye princip blev mejslet i sten i den nationale sikkerhedsstrategi, Bush regeringen lancerede i 2002:

”Traditional concepts for deterrence will not work against a terrorist enemy whose avowed tactics are wanton destruction and the targeting of innocents; whose so-called soldiers seek martyrdom in death and whose most potent protection is statelessness …. To forestall or prevent such hostile acts by our adversaries, the United States will, if necessary, act preemptively.” (Bush 2002)

Bemærk, at terrorbegrebet her knyttes til katastrofisk ødelæggelse, at terroristerne tænkes som religiøst (og ikke politisk) motiverede og endelig at disse handlinger ikke skal straffes, når de er sket, men derimod foregribes før de sker. Denne forestilling om foregribelse blev imidlertid ikke blot en central doktrin i amerikansk udenrigspolitik. Megen terrorbekæmpelse begyndte at tage form som risikostyring. Med udgangspunkt i udarbejdelsen af risikoprofiler, samkøring af registre og i efterretninger ønskede man at fange terroristerne før de slår til. Samtidig hermed kriminaliserede man en række aktiviteter som terror, der ikke var direkte forbundet med selve handlingen, fx finansiering af terroraktiviteter eller det at udtrykke støtte til terrorbevægelser i blogs på nettet eller lignende.

Moraliseringen af terrorbegrebet, hvis vi her forstår moraliseringen som ”forbuddet” mod at komme med årsagsforklaringer og bevægelsen væk fra culpabilitet og i retning mod sandsynligheder, har været den væsentligste dynamik bag kontesteringen af terrorbegrebet efter 9.11. Donald Rumsfeldt kunne fx argumentere for, at fangerne på Guatanamobasen skulle blive der til evig tid, for blev de løsladt, ville de sprænge sig selv i luften i selvmordsaktioner. De var, som han sagde, tikkende bomber (Laustsen 2014: 30). Man var således ikke terrorist på baggrund af noget, man havde gjort, men noget man måske ville gøre.

Lad os her endelig knytte en kommentar til forestillingen om den katastrofiske terror. Ud over angrebet på World Trade Center og Pentagon og saringasangrebet på Tokyos undergrundsbane har man ikke set angreb, som har haft denne karakter. Ikke desto mindre har diskursen i høj grad handlet om disse angreb. Man har ikke taget udgangspunkt i, hvad der er sket, men hvad der kunne ske. Og igen har fokusset på religion snarere end politik været instrumentelt. Logikken er blevet: ”Hvad kunne der ikke være sket”. Når der tales om terror bliver referenten således en potentiel handling i fremtiden.

Det siger sig selv, at dette åbner op for en hel særlig form for kontestering (Anderson 2010). Da Doukaiev sprang en bombe på toilettet på hotel Jørgensen i

24

København den 10. september 2010 var det så terror? Han skadede kun sig selv, men når der her blev dømt terror, var det præcis med argumenter om, hvad kunne der ikke være sket – havde han ambitioner om mere. At udtænke kommende hændelser på baggrund af motivationer er naturligvis et meget åbent forehavende. Tidligere kunne man strides om en handling, som man tematiserede forskelligt eller valoriserede forskelligt, men nu der er mulighed for en strid om en måske kommende fremtid.

Dette giver os en ny skillelinje i konflikten mellem den politiske brug af terrorbegrebet og den akademiske, som rammer kernen i det vi analyserer i denne artikel: problemet med at give en klar og entydig definition af terrorbegrebet. For hvis begrebet om terror går fra at beskrive forskellige handlinger og begivenheder, der er virkelige, eller som har fundet sted, til at beskrive mulige handlinger og begivenheder, som vil kunne finde sted, så bliver det næsten principielt umuligt give en adækvat definition. For det mulige er notorisk vanskeligt at beramme begrebsligt. Den amerikanske filosof Willar van Orman Quine har beskrevet problemet i artiklen "On What There Is" (1999) ved at bede os om at overveje en mulig mand, som står i en dørkarm. Hvilken forskel gør det, om denne mulige mand er skaldet? Gør det en forskel om han er tyk? Svaret er nej. Når vi taler om mulige entiteter og begivenheder kan vi hæfte alle de prædikater på, som vi kan tænke os, uden at det gør den mindste forskel. Den virkelige dørkarm forbliver den samme, uanset om vi putter en, to eller ti mulige, tykke, tynde, skaldede eller langhårede mænd ind i den. Ligeledes med terrorbegrebet. Hvis "terror" beskriver det mulige, der kunne ske, så er der ikke noget, der begrænser os i at beskrive det både som politisk og som apolitisk, som noget der finder sted i krig og som noget, der finder sted uden for krigens horisont, som religiøst og som ikke-religiøst. Hvis "terror" bliver til et begreb, for det ukendte uvisse, som kunne ske i fremtiden, så begynder begrebet at miste en klart identificerbar betydning. Dette er et problem, hvis man som terrorforsker ønsker at have et blot tilnærmelsesvist afgrænset fænomenområde at studere.

Vores pointe er igen ikke at tage stilling i disse tvister, der kan opstå som følge af terrorbegrebets udvikling. I første omgang er pointen blot at påpege, at begrebet følger den logik, som vi ovenfor så Connolly udfolde omkring "essentielt omtvistede begreber." Ligesom det er tilfældet med demokratibegrebet i Connollys analyse, besidder terrorbegrebet de tre kendetegn på et essentielt omtvistet begreb. Det besidder en stærk normativ dimension, hvor det normative ikke blot består i en rent moralsk eller æstetisk evaluering, men derimod i konfrontationen mellem en forestillet ren deskriptiv betydning og den normativitet, som altid klynger sig til den deskriptive brug. Begrebet er endvidere multidimensionalt eller komplekst i den betydning at det indeholder flere underbegreber, som selv er komplekse og dermed vanskelige at definere. Dermed kan en helt igennem præcis og stram definition af begrebet ende med at være så snæver, at den kun er relevant for den ene undersøgelse, som definitionen bruges til. Endelig er det også muligt at begrebets anvendelse på grund af multidimensionaliteten kan ende med at være så konfliktfyldt, at det kan dække over modsigende elementer.

25

Et svar til en kritikerVores argument om, at terror er et essentielt konstesteret begreb siger, at en helt igennem klar og neutral definition af begrebet ikke kan gives. Dette er en pointe, som vi tidligere har fremsat i en anden sammenhæng, hvor argumentet også er blevet mødt af en interessant kritik.1011

Strategien i kritikken går ud på at påpege, at det rent faktisk ikke er vanskeligt at lave en definition af terrorisme. Man kan ganske enkelt lave en.12 Derefter argumenteres der for, at der faktisk er stor enighed om, hvad terrorisme er i bestemte situationer: I tiden lige efter et terrorangreb, er de fleste enige om, at det, der skete, var terror. Efterfølgende påpeges det, at det, som vi her fremsætter af argumenter omkring terrorbegrebets essentielle kontesterbarhed, kun lykkes med at vise, at folk er uenige om anvendelsen af begrebet, men ikke om hvad begrebet betyder. Med andre ord er tanken, at folk generelt har meget ens ideer, når de bruger begrebet "terror", men at de blot er uenige om hvilke handlinger, der passer ind under begrebet.

Argumentet kan endvidere suppleres med en påstand om, at det kun er på baggrund af enigheden om, hvad begrebet betyder, at det overhovedet er muligt, at folk kan blive så voldsomt uenige om anvendelsen. Dette svarer lidt til påpegningen af, at hvis vores argument er rigtig, og hvis terrorbegrebet ikke kan defineres som følge deraf, så ender vi i en situation, hvor begrebet bliver konturløst. Kasper Lippert Rasmussen siger (ganske rigtigt): "Det er en gængs politisk strategi at omdefinere begreber lejlighedsvist og opportunistisk, men det bør man ikke tage for pålydende og til indtægt for begrebers konturløse karakter" (Rasmussen 2015).

Vi vil i det følgende kort behandle disse påstande efter tur. For det første er det naturligvis åbenlyst rigtigt, at det er muligt at definere terrorbegrebet. Men dette er en pointe, som ikke fører særligt meget med sig. Man kan i princippet altid definere alting. Vi kan for eksempel definere begrebet "agurk" som "en blå fugl med langt næb". Problemet med definitioner er ikke muligheden af at lave dem, det egentlige problem handler om deres virkelighed. Altså om de rent faktisk har gennemslagskraft og virker i sproget, som det nu engang bliver anvendt. Definitionen af "agurk" som "blå fugl med langt næb" har ikke store chancer for

10 Både vores oprindelige bidrag og kritikken blev fremsat i populærvidenskabelige sammenhænge. Vores bidrag blev det i bogen Terror (Laustsen 2014) og kritikken blev fremsat af professor i politisk filosofi Kasper Lippert Rasmussen i et blogindlæg i Politiken med titlen "Det er ikke svært at definere terrorisme" (Rasmussen 2015). På trods af, at der således var tale om en forholdsvist kortfattet kritik af vores kortfattede populære fremstilling, så synes vi, at Lippert Rasmussens kritik på forbilledligvis fanger nogle generelle pointer i diskussionen om definitionen af terrorbegrebet, som det vil være givtigt at svare på her. Der er nemlig ikke blot tale om pointer, der kun relaterer til en meget specifik og snæver diskussion, men derimod om pointer, man hurtigt vil kunne indse har mere generel og væsentlig betydning for vores brug af Connolly her. Forhåbentlig vil et forsøg på at svare på kritikken tjene til at gøre pointen i nærværende klarere. 11 For en grundig oversigt over de kritikker som Connollys teori om essentielt omstridte begreber, se Collier, Hidalgo og Maciuceanu 2006.12 Man kan for eksempel definere som følger: "Terrorisme er en politisk voldshandling, der udøves mod en person eller gruppe af personer, med det formål at skræmme eller intimidere en større gruppe, som regel en befolkning eller en nation" (Rasmussen 2015).

26

at vinde stor udbredelse. Spørgsmålet er, om der findes én definition af terror, som rent faktisk er virksom, og som bliver anvendt som sådan.

Vores pointe er her igen wittgensteiniansk. Der findes ikke nogen "ren" mening hinsides enhver brug. Tværtimod så er enhver mening bestemt ved den brug, som den kan få i en sproglig praksis. Dermed mener vi at kunne gøre gældende, at en strid om begrebers anvendelse altid også er en strid om deres egentlige mening. Sagt på en anden måde, så er det vores interesse at beskrive sociologisk, hvordan et ord virker i en bestemt social sammenhæng, snarere end at lave en rent filosofisk eller logisk analyse af begrebets betydning. Det er nu rigtigt, at der i bestemte situationer hersker enighed om, at en bestemt handling er terror. Det er der ofte, når mange mennesker fordømmer terroren, umiddelbart efter den har fundet sted. Vi hævder imidlertid, at det vil være at gå fejl af den konkrete sproglige situation og de talehandlinger, som finder sted i den, hvis man mener, at enigheden er udtryk for, at folk her er enige om en definition.

Fænomenologisk set er det, der sker, når folk samles i medier og offentligheden efter et terrorangreb, at man samles om at sørge over, at være vred over, at fordømme, at hade eller at frygte det, der er sket og dem, der har gjort det. Men det vil netop være en meget dårlig beskrivelse af, hvordan folk udlever disse følelser, f.eks. vrede, hvis man sagde, at de havde en fælles definition af terror, som de var vrede over at have set et eksempel på. Vrede fordrer ikke klare definitioner. Tværtimod, så er klare definitioner noget, der tager bevidstheden ind i en rationel og distanceret tankegang og diskurs, hvor vrede (og lignende stærke følelser) ofte har svære betingelser.

Set i det lys, så er det ikke overraskende, at det ofte er nemmere at blive vred, hvis man ikke er fuldstændig klar over, hvad det egentlig er, der er årsag til vreden. Hvis man betragter terrorbegrebet i denne optik, er det netop et uklart, men dog yderst negativt ladet ord, der snarere minder om en ed eller en forbandelse, end det minder om et begreb med en klar betydning. Enigheden om, hvad der er terror, som man finder i kølvandet på et angreb, bør på denne måde blive forstået som en enighed, der mere har karakter af et udbrud eller et råb i vrede, f.eks. "Jeg bliver så forbandet rasende!", end af et klart og tydeligt udsagn, der siger noget præcist om en bestemt begivenhed.

Denne tankegang kan vi også overføre til argumentet om, at det slet ikke ville kunne være muligt at strides om anvendelsen af begrebet om terror, hvis ikke man i første omgang var enige om begrebets betydning. For pointen er, at det på ingen måde er en forudsætning for at strides, at man i første omgang er enige om, hvad man strides om. Ganske mange uoverensstemmelser bunder i fraværet af klarhed over stridens udgangspunkt eller rationale. Ofte er det endda meget nemmere at fastholde en negativ eller voldelig adfærd overfor en modpart, for så vidt at vi ikke har klarhed over, hvad det egentlig er, der skiller os.

Dette bringer os frem til den sidste pointe, som handler om, at vores argument skulle føre til en form for begrebslig konturløshed. Som vi forstår denne anklage,

27

så er det, der truer her, en form for relativisme, som virker underminerende for enhver seriøs videnskabelig undersøgelse af terrorisme. Hvis man ikke kan definere begrebet, så kan det måske være vanskeligt at forestille sig, at man skulle kunne bruge det til noget som helst i videnskabelig øjemed.

Her er vores svar, at det måske godt kan være at selve begrebet om "terror" virker konturløst, som en konsekvens af vores argumentation, men det betyder ikke, at undersøgelsen deraf bliver umulig. Man skal blot lede efter konturer et andet sted, end man ellers ville gøre. Sagt på en anden måde, så mener vi ikke, at man kan få klare konturer eller sikre distinktioner ud af at betragte terrorbegrebet indefra – altså fra en betragtning af det, der præcist ligger i begrebet, og hvad vi kan beskrive med det. Men man kan i stedet få ganske meget ud af at betragte begrebet udefra, hvor det ikke fremstår så meget som et begreb med en klar mening, men derimod som et objekt, som forskellige parter kan strides eller samles om på forskellige måder.

Billedligt talt kan man se terrorbegrebet som en pokal eller et trofæ, to sportshold konkurrerer om at besidde. Selve pokalens betydning er i denne forbindelse stort set underordnet – pokalens væsentligste funktion er blot at være der, som det objekt der strides om – men på trods af, at pokalen som sådan måske næsten ikke rigtig betyder noget, så kan man uden problemer tegne forskellige meget klare sondringer, konturer og distinktioner op for, hvad kampen går ud på. Man kan sige en masse om, at der er forskellige hold, der konkurrerer med hinanden – altså om fællesskab og om strid. Man kan også sige en hel del om holdenes styrker og svagheder.

Og på samme måde med terrorbegrebet. At det er et essentielt kontesteret begreb vil på denne måde sige, at dets funktion ikke først og fremmest er at have en klar og tydelig betydning, men derimod at en genstand for uoverensstemmelse eller sammenhold. Hvis man vil forstå det politiske liv i et givet samfund, må man forstå den måde, som det benytter begreber på. Begreber som demokrati, frihed, retfærdighed, legitimitet – og terror – beskriver ikke kun et givet politisk samfunds eller systems karakter og truslerne mod det. Disse begreber er en del af det politiske spil. Det vil således være forkert – for ikke at sige naivt – at forstå disse begreber som nogle, der blot beskriver, hvad der foregår i det politiske rum. Vores politiske sprog er med til at skabe vores virkelighed. De er en del af denne virkelighed og står dermed ikke uden for den. Og blandt disse centrale begreber, som skaber vores verden, er begrebet terror måske i dag et af de allervigtigste.

28

Anvendt litteratur

Anderson, Ben (2010): ”Security and the future. Anticipating the event of terror”, Geoforum, 41: 227-235.

Arendt, Hannah (1972): Crisis of the Republic. ####: Mariner Books.

Bin Laden (2005): Messages to the World: The Statements of Osama Bin Laden. London: Verso.

Bush, George (2002): The National Security Strategy of the United States of America: March 2006. New York: Morgan James Publishing.

Brænder, Morten, Kristoffer Kølvraa og Carsten Bagge Laustsen (2014): Samfundsvidenskabelig tekstanalyse. København: Hans Reitzels Forlag.

Cavallaro, James, Sonnenberg, Steven, & Knuckey, Sarah. (2012): Living Under Drones: Death, Injury, and Trauma to Civilians From US Drone Practices in Pakistan. New York and Stanford.{Formatting Citation}

Collier, David, Fernando Daniel Hidalgo og Andra Oliva Maciuceanu (2006): ”Essentially contested concepts: Debates and applications”, Journal of Political Ideologies, 11 (3): 211-246.

Connolly, Kate. (2007). Protests over terror arrest of German academic. The Guardian, London, August 21.

Cramon, Lærke. (2015): Terroristen, der ikke gør en hveps fortræd. Information, København, August 9.

Derrida, Jacques (2005): Rouges. Two Essays on Reason. Stanford: Stanford University Press.

Freeden, Michael (1994): ”Political Concepts and Ideological Morphology”, The Journal of Political Philosophy, 2 (2): 140-164.

Galtung, Johan (1971): ”A Structural Theory of Imperialism”, Journal of Peace Research, 8 (2): 81-117.

De Haan, Willem (2009): ”Violence as an Essentially Contested Concept”, s. 27-37 i Sophie Body-Gendrot og Pieter Spierenburg (red.): Violence in Europe. Historical and Contemporary Perspectives. New York: Springer.

Hansen, Birthe (2003): At definere terrorisme. København: Institut for statskundskab (arbejdspapir)

Hoffman, Bruce. (1999): Terrorism and Weapons of Mass Destruction: An Analysis of Trends and Motivations. Santa Monica: RAND.

Hoffman, Bruce. (2006): Inside Terrorism. New York: Columbia University Press.

Jackson, Richard (2008): ”An Argument for Terrorism”, Perspectives on Terrorism. 2 (2): 25-32.

Laustsen, Carsten Bagge (2014): Terror. Aarhus: AU Press.

Netanyahu, Benjamin (1986): Terrorism. How The West Can Win. New York: Avon Books.

Palonen, Kari (2003): ”Four Times of Politics: Policy, Polity, Politicking, Politization”, Alternatives, 28 (2): 171-186.

29

Primoratz, Igor (2013): Terrorism. A Philosophical Investigation. Cambridge: Policy Press.

Quine, Willard van Orman (1999): "On What There Is", pp. 1-19 i From a Logical Point of View. Cambridge: Harward University Press.

Rasmussen, Kasper Lippert (2014): "Det er ikke svært at definere terrorisme", Politiken, København, November 26.

Rees, Phil. (2005). Dining With Terrorists. London: Pan Books.

Saul, Ben (2002): ”The Challenge of Defining Terrorism”, http://www.isn.ethz.ch/layout/set/print/content/view/full/2460?id=en&id=152677

Schmid, Alex. P., & Jongman, Albert. J. (1988): Political terrorism : a new guide to actors, authors, concepts, data bases, theories and literature (Vol. 2. ed., re). Amsterdam: North-Holland.

Schmid, Alex. P. (1984): Political Terrorism: A Research Guide to Concepts, Theories, Data Bases, and Literature, With a Bibliography by the Author and a World Directory of “Terrorist” Organizations by A.J. Jongman (Vol. 1st). Amsterdam: North-Holland Publishing Compagny.Connolly, William. E. (1993). The Terms of Political Discourse. Oxford: Blackwell Publishing Inc.

Schmid, Alex (1992): ”The Response Problem as a Definition Problem”, Terrorism and Political Violence, 4 (4): 7-25.

Stampnitzky, Lisa (2013): Disciplining Terror. How Experts Invented ”Terrorism. Cambridge: Cambridge University Press.

Thorup, Mikkel (2008): Pirater, terrorister og stater. Aarhus: Klim.

Walther, Rudolf. (2004): Terror, Terrorismus. In O. Brunner, W. Conze, & R. Kosellek (Eds.), Geschichtliche Grundbegriffe, Band 6 (Vol. 1. Auflage, pp. 323–440). Stuttgart: Klett-Cotta.

Weber, Max (1921): Wirtschaft und Gesellschaft. ####

Wæver, Ole (1993): Securitization and desecuritization. København: Center for Freds og konfliktforskning.

Žižek, Slavoj (2009): Violence. Six Sideways Reflections. London: Profile Books.

Zulaika, Joseba og Douglass, William A (1996): Terror and Taboo: The Follies, Fables, and Faces of Terrorism. London: Routledge.

30