En kritisk diskursanalyse - som strategi til forandringskommunikation

Speciale ? Kommunikation ? Roskilde Universitetscenter ? November 2004 Udarbejdet af ? Søren Bom ? Mads Tamborg Hansen ? Gitte Grønlund Rasmussen

Vejleder ? Louise Phillips

Tak til

Louise Phillips for engageret og kompetent vejledning

Vi vil derudover gerne sig tak til følgende for et indblik i deres specifikke fagområder samt konstruktiv feedback på vores ideer, hypoteser og konkrete materiale:

Peter From Jacobsen, Center For Journalistik og Efteruddannelse ? Bo Søndergaard & Kjeld Hybel, Politiken ? Trine Smistrup, Den journalistiske Efteruddannelse ? Iben Jensen,

Roskilde Universitetscenter

Og endelig tak til familie, kærester og venner…

Alle tre studerende har i løbet af processen arbejdet på alle kapitler, og specialet er i fællesskab blevet skrevet igennem i den afsluttende fase. De følgende kapitler fordeler vi ud fra, hvem der har skrevet første udkast.

Søren Bom hæfter for kap. 3 & 4 ? Mads Tamborg kap. 5 & 7 ? Gitte Grønlund Rasmussen kap. 2, 6 & 8. Kapitel 1, 9 & 10 samt English Summary & Formidlingsprodukt er udarbejdet i fællesskab.

- 2 -

EN KRITISK DISKURSANALYSE 1

KAPITEL 1 INDLEDNING & PROBLEMFELT 4

PROBLEMFELT OG PROBLEMFORMULERING 6 SPECIALETS OPBYGNING 8

KAPITEL 2 VIDENSKABSTEORETISKE OG ANALYTISKE OVERVEJELSER 11

VIDENSKABSTEORETISK AFSÆT 11 DISKURSAFKLARING 12 ANALYTISK AFGRÆNSNING AF UNDERSØGELSESFELT 15

KAPITEL 3 MEDIER, MENING OG ANSVAR 20

MEDIERNE, DEN POLITISKE DAGSORDEN & DEN OFFENTLIGE MENING 20 MEDIERNES ROLLE I SAMFUNDET 23 SAMMENFATNING 27

KAPITEL 4 JOURNALISTISK PRAKSIS OG RÅDERUM 28

JOURNALISTIKKENS METODEGRUNDLAG 28 NYHEDSJOURNALISTIK 30 DEN ABSTRAKTE ANDEN 32 DET REDAKTIONELLE RUM 33 SAMMENFATNING 37

KAPITEL 5 TEKSTANALYSE AF ’ITALIENERDRABET’ 41

ANALYSESTRATEGI 42 HISTORIENS UDVIKLING 44 DEN GEOGRAFISKE RAMME 48 DEN VOLDELIGE UNGDOM 50 DEN KULTURELLE ESSENS 54 ALLE PROBLEMER HAR EN (POLITISK) LØSNING 58 SAMMENFATNING 59

KAPITEL 6 KONKLUDERENDE DISKUSSION 61

KAPITEL 7 ANVENDT DISKURSANALYSE 73

KRITISK SPROGBEVIDSTHED ELLER TEKNOLOGISERING 74 EN DIALOGISK TILGANG 75

- 3 -

KAPITEL 8 KOMMUNIKATIONSSTRATEGISKE OVERVEJELSER 77

KOMMUNIKATIONSPLATFORMEN 77 MODTAGERKARAKTERISTIKA 79 MÅL OG FORANDRINGSPERSPEKTIV 82 SAMMENFATNING 84

KAPITEL 9 KURSUSOPLÆG – ET TÆNKT EKSEMPEL 86

KURSETS UDFORMNING 89

EPILOG 98

ENGLISH SUMMARY 104

FORMIDLINGSPRODUKT 105

REDEGØRELSE FOR FORMIDLINGSPRODUKT 105 ARTIKEL: JOURNALISTER OG SELVFØLGELIGHEDER 107

LITTERATURLISTE 108

- 4 -

Kapitel 1 Indledning & problemfelt

ANTONIO CURRÁ... Knivdrabet på den italienske turist! Dette navn og denne begivenhed vækker formodentligt genklang hos de fleste, der i august 2003 befandt sig inden for rækkevidde af de danske aviser og tv. Da italieneren Antonio Currá blev dræbt i Danmark, var der stort set ikke et øje tørt... der var heller ikke den avis eller tv-nyhed, der ikke søgte svar på denne tragiske hændelse. Og vi kan alle blive enige om, at det er tragisk, når et ungt menneske dør... men... hvordan kunne denne ene hændelse gå hen og blive en af sommerens største mediebegivenheder? Ingen medier holdt sig tilbage med at give betydning til begivenheden, og meningen var ikke til at misforstå. Det handlede ikke bare om Antonio, faktisk handlede det stort set ikke om Antonio. Det handlede om OS – vores samfund, og din og min sikkerhed: ”Her og nu må der gribes hårdt ind for at få stoppet kriminalitetsbølgen og få gjort gaderne sikre igen”. Det handlede om den bølge, der til enhver tid kunne komme og tage dig eller mig med, for ”København oplever en bølge af voldshandlinger, der involverer knive”. Hændelsen blev i intet medie beskrevet som et enkeltstående tilfælde, i stedet blev det gang på gang stadfæstet, at vi nu må ”(...) forhindre, at den ulykkelige udvikling i sagerne med voldsomme knivstikkerier fortsætter” 1. Hændelsen blev symptomatisk for en samfundstilstand; et socialt problem – hændelsen blev politisk. At vold betragtes som et socialt problem er dog ikke noget nyt. Medierepræsentationer af social afvigelse, vold og kriminalitet har altid været af interesse for offentligheden og har løbende været et kernepunkt i samfundsdebatten – det er ligefrem en eksistensbetingelse for samfundets normer, idet normalitet defineres ud fra sin modsætning abnormitet. Vold er et bredt emne, som både behandles inden for det etablerede politiske system samt af enkeltpersoner og grupper uden for det etablerede system. Vold rummer subpolitiske og livspolitiske2 problematikker, som borgernes retfærdighedsfølelse og angst for at blive offer. Og blandt andet gennem medierne deltager enkeltpersoner og grupper i politisk vurdering og handlen vedrørende voldens moralske og politiske karakter. Når begivenheder indtræffer, har mennesker behov for at tilskrive det mening, og medierne er i det moderne samfund med til at skabe en sammenhængende forståelse af ’virkeligheden’, herunder, hvordan ’virkeligheden’ hænger sammen og virker. Forståelsen af voldsbegivenheder som sociale problemer bygger i den forbindelse på tidligere meningstilskrivelser. Det kræver, at der er spændt en snor ud, hvor hændelsen kan hænges

1 Citater fra Politiken august 2003 2 Begreberne subpolitisk og livspolitisk henviser til Schrøder & Phillips, 2004:23

- 5 -

op ved siden af andre, hvorigennem de understreger hinandens placering på snoren. En enkel voldsbegivenhed er således at betragte som et socialt problem, hvis hændelsen på en eller anden måde kan passe ind i tidligere eller eksisterende problemstillinger. I den optik er det heller ikke overraskende, at ’italienerdrabet’ blev så stor en mediebegivenhed. Ud over at sommeren som regel er agurketid for dagspressen, kunne man nemlig i hændelsen spore de referencekomponenter, der ud fra en journalistisk logik gjorde den til en mere eller mindre selvskreven historie; problemer på Nørrebro, en kniv, et par uintegrerede drenge med indvandrerbaggrund og et uskyldigt offer. Den ramte en tilsyneladende ’evig aktuel debat’. Man kan ligefrem sige, at det var en genindspilning – en potpourri af de bedste vinkler. Begivenheden selv gav kun indhold til få artikler, derefter skulle problemet stadfæstes, pilles fra hinanden, og så skulle der svar på bordet. Det resulterede blandet andet i, at der på tværs af de landsdækkende morgenaviser blev skrevet tæt på hundrede artikler på en uge. Vi betragter moderne massemedier som centrale og selvstændige producenter af virkelighedsbilleder og symboler, der gensidigt påvirker befolkningens og politikernes måde at opfatte et emne på. Vi betragter dog ikke massemediernes holdningspåvirkning ud fra en direkte årsag-virkningssammenhæng. Massemediernes holdningspåvirkning sker blandt andet ved, at opmærksomheden til stadighed rettes mod nye og brutale enkeltsager. Massemediernes konstante opmærksomhed på disse sager slører, at der er tale om enkeltsager, og at risikoen for at blive udsat for vold, samt karakteren af vold, ikke er væsentligt ændret (se bl.a. Balvig 19973; Madsen 1999; Laursen 2001). Selv om massemediernes fremstilling af en enkelt sag ikke nødvendigvis har den store betydning, kan den samlede effekt af massemediernes fremstilling af et stort antal voldssager over en længere periode godt være særdeles stor. Massemediernes voldsfremstillinger og typifikationer af de enkelte voldssager er med til at placere vold højt på listen over sociale problemer, hvilket må vurderes at have indflydelse på flere niveauer. Positivt set kan voldsfokuseringen ses som et udtryk for en større respekt for det enkelte menneskes fysiske integritet, hvorved fokuseringen fungerer som et reelt bolværk mod fysiske overgreb (Balvig 1997:17). Men voldsfokuseringen har også problematiske sider. For det første er det sandsynligt, at massemediernes voldsfremstillinger spiller en afgørende rolle for den betydelige angst for vold i samfundet. Og angsten har selvsagt alvorlige psykiske og sociale konsekvenser for de berørte mennesker. For det andet er det rimeligt at antage, at massemediernes voldsfremstillinger vil påvirke den politiske arena. For eksempel blussede en politisk debat om knive og lovforslag op i kølevandet på ’italienerdrabet’. For det tredje er det muligt, at massemediernes fokusering på gadevolden forskyder voldsproblematikken i

33 Ifølge Balvig er billedet af voldsudviklingen meget forskellig, afhængigt af hvorfra man kigger. Balvigs konklusion er, at det, man fokuserer på, bliver større. Fysiske overgreb betragtes som mere og mere forkastelige af flere og flere. Der fokuseres altså stærkere på volden, hvilket den bliver større af, såvel i vores kollektive som individuelle bevidsthed (Balvig 1997).

- 6 -

forhold til andre aspekter af vold, fx vold i hjemmet, på arbejdspladsen osv. (Madsen 1999:39p).

Problemfelt og problemformulering At ’italienerdrabet’ blev så stor en mediebegivenhed, mener vi, skyldes flere faktorer. Men i dette speciale retter vi blikket mod mediernes rolle og fokuserer på produktionsprocesser og journalistisk praksis i forhold til dagspressens meningstilskrivning i sager som ’italienerdrabet’. Med afsæt i en antagelse om nyhedsmediernes ideelle formål laver vi en generel analyse af journalistiske logikker og praksisser samt en diskursanalyse af dagspressens mediedækning af ’italienerdrabet’. Dette bruger vi som afsæt til en strategi for intervention i feltet med henblik på at fremme forandring, mere specifikt udarbejder vi et kursusoplæg i kritisk sprogbevidsthed for journalister, der ønsker teoretisk input til i forhold til kritisk og refleksiv journalistik. Den sprogopfattelse, der ligger til grund for dette speciale, er, at sproget ikke neutralt afspejler vores omverden, vores identiteter og sociale relationer. Sproget er et udtryk for en historisk og kulturel specifik måde at se verden på, og sproget er en social praksis med konsekvenser for den sociale verden og for social handlen. I kraft af vores opfattelse af sproget og dets sammenhæng med det sociale, placerer vi os inden for det socialkonstruktionistiske felt4. Det betyder, at vi forstår sproglige ytringer som sociale handlinger, der indgår i stadigt fortløbende forhandlinger om at danne og fastholde betydning. Vores undersøgelsesområde er den journalistiske praksis inden for genren nyhedsjournalistik i dagspressen. Med afsæt i vores teoretiske antagelse om, at sproget er en social praksis, er man altså som journalist5 i dagspressen med til at skabe og forandre den sociale verden. Med henblik på at udfordre de selvfølgeligheder, der italesættes omkring vold som et socialt problem, analyserer vi, hvordan Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende tilskriver mening til en begivenhed. Gennem analysen producerer vi en videnskabelig viden med henblik på intervention, hvilket er fokus i anden del af specialet. Spørgsmålet er her, hvordan vi med afsæt i en socialkonstruktionistisk kommunikationsopfattelse kan formidle videnskabeligt produceret viden, så den bliver brugbar for journalister, herunder hvordan man som journalist kan arbejde refleksivt med den sprogligt kontingente præmis.

44 Med henvisning til Vivian Burr, vælger vi at bruge betegnelsen socialkonstruktionisme (Burr 1995:2). Hvori den teoretiske forskel på socialkonstruktionisme og socialkonstruktivisme ligger, er der flere forskellige udlægninger af, som vi ikke vil beskrive nærmere i dette speciale. 55 Det skal her tilføjes, at vi ikke betragter journalister som en homogen masse med én fælles forståelse. Vi vælger dog at bruge en fællesbetegnelse specialet igennem, hvilket ikke udelukker at feltet i praksis er uhomogent med autonome individer og forskellige praksisser og strukturer.

- 7 -

Disse overvejelser leder os til at stille spørgsmålet: Hvordan kan en konkret kritisk diskursanalyse bruges progressivt som udgangspunkt for en strategi til forandringskommunikation inden for det journalistiske felt? For at operationalisere vores problemstilling, har vi opdelt specialet i to dele (se figur 1: specialedesign). Første del er en konkret kritisk diskursanalyse6, og anden del er teoretiske og praktiske overvejelser i forhold til at udarbejde et konkret kursusoplæg med fokus på at fremme en ’diskursiv’ forståelse og kritisk sprogbevidsthed hos journalister – og derigennem udfordre mediedækningen af sager som ’italienerdrabet’. Koblingen mellem specialets to dele er en formidling af den videnskabeligt producerede viden, så den bliver relevant og anvendelig for journalister. Pointen med dette er at komme ud over den kritiske tilstandsrapport, og komme i dialog med det sociale felt vi analyserer. Dette er således et speciale, der med udgangspunkt i en kritisk diskursanalyse fokuserer på intervention. At bruge en kritisk diskursanalyse som bidrag til forandringsprocesser er dog ikke uproblematisk, idet det rummer både praktiske, såvel som ideologiske problemer. Først og fremmest kan det diskuteres, hvorvidt et sådan tiltag afspejler, at vi tager for givet, at de redaktionelle medarbejdere har mulighed for at fremme diskursive ændringer. Qua vores sproglige udgangspunkt mener vi, at forandring i sproglige praksisser kan være med til at skabe forandring i den sociale verden. Professionelles kommunikations-praksisser er dog til dels udsprunget af materielle og sociale strukturer, hvorfor vi også finder det essentielt at inddrage journalistiske praksisforhold og forholde os til både strukturelle, sociale og vidensmæssige muligheder og begrænsninger i det journalistiske praksisfelt. Mediernes dækning af begivenheder er en betydningsdannende proces, som er med til at skabe, forandre og fastholde den sociale verden. Nærværende speciale er på samme måde en betydningsdannende proces, der er et udtryk for en bestemt måde at opfatte verdenen på. Vores problemfelt skal ikke opfattes som en fremstilling af et objektivt afgrænset område, men et analytisk felt vi afgrænser med henblik på at anskueliggøre, hvordan sproget er med til at skabe vores sociale verden, samt hvordan det gennem sproget som social praksis er muligt at skabe rum for social forandring. Vores intention er ikke at forsøge at placere os selv neutralt, hvorfra vi kan anskue og bedømme det journalistiske felt og slutteligt præsentere den rigtige sandhed. Vi betragter verden fra en bestemt optik, som måske nok er anderledes end den optik, hvormed en

66 Vi bruger begrebet kritisk diskursanalyse med henvisning til Norman Faircloughs tilgang, som består af et sæt filosofiske præmisser, teoretiske metoder, metodologiske retningslinjer og specifikke teknikker til analyse. Den bredere kritisk-diskursanalytiske tilgang består af mange tilgange, som indbyrdes har ligheder og forskelle, hvilket vi ikke vil gå yderligere ind i her.

- 8 -

journalist betragter verden. Vores bidrag skal derfor betragtes som et andet bud, ikke som det eneste sande bud.

Specialets opbygning I kapitel 2 diskuterer vi vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, hvilket definerer rammen om hele specialet. Med afsæt i Faircloughs kritiske diskursanalyse, definerer vi vores forståelse af diskursbegrebet, herunder hvordan vores videnskabsteoretiske forståelse korresponderer med Faircloughs afgrænsning af det diskursive. Til slut i kapitlet afgrænser vi vores analysefelt. I kapitel 3 og 4 sætter vi fokus på de diskursive rammer om dagspressens meningsstilskrivelse og defineringen af en hændelse som et samfundsproblem. Målet er at diskutere, hvordan sociokulturelle og journalistiske praksisser konstituerer den sociale praksis, hvori en voldshændelse konstrueres som et socialt problem. Mediernes formidling sker efter en speciel journalistisk og fortælleteknisk logik i overensstemmelse med konventionerne i det omkringliggende sociale felt, hvorfor det har været væsentligt for os at inddrage sociokulturelle aspekter såvel som de journalistiske praksisser. Til det formål har vi trukket på egne erfaringer indenfor feltet7, lige såvel som vi har foretaget litteraturafsøgning om journalistisk produktion både inden for det mediesociologiske felt samt mere faglig-praktisk litteratur. Derudover har vi fået et indblik i praksis ved informative interview med en journalist og redaktør fra Politiken8 samt repræsentanter fra Den journalistiske Efteruddannelse (DjE)9 og Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE)10. I kapitel 5 præsenterer vi vores empiriske tekstanalyse - jævnfør ’italienerdrabet’, som, vi mener, er eksemplarisk for, hvordan en voldsepisode i medierne bliver definerende for en social tilstand. Med valg af case, har vi i analysen begrænset os til at fokusere på det, der betegnes som gadevold, eller umotiveret fjernvold11. Det vil sige, vi afgrænser os fra andre former for vold som voldtægt, vold på arbejdspladsen, vold i hjemmet, tortur osv. Vi har valgt at analysere Politikens tekster om ’italienerdrabet’, men inddrager ligeledes tekster fra Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, hvor vi finder det relevant for analysens bredde. Vi fokuserer på beskrivelsen af selve voldsepisoden, offer-gerningsmand, henvisning til andre sager, påstande om vold som et socialt problem, påstande om kausale sammenhænge samt

7 Gruppens erfaring inden for feltet består bl.a. af 12 måneders journalist-praktik på TV2/Fyn, freelancearbejde ved avisen Haber/ Politikens Hus samt observationer på TV2s nyhedsredaktion i forbindelse med projektskrivning på RUC. 8 Journalist; Bo Søndergaard og redaktør; Kjeld Hybel fra Politiken 9 Kursusleder, Trine Smistrup fra DjE. DjE tilbyder korte målrettede kurser i journalistisk indhold, form og metode. DjE er ejet af Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening og DR (Journalisten nr.13, 2004:14). 10 Journalistisk fagmedarbejder, Peter From Jacobsen fra CFJE. CFJE er et selvstændigt videns-,udviklings- og efteruddannelsescenter ved Danmarks Journalisthøjskole. CFJE udbyder længerevarende videreuddannelser, samt kortere kurser og seminarer (Tillæg til Journalisten nr.13: Kursusprogram 2004 no3:2) 11 Fjernvold henviser til, at offer og gerningsmand ikke kender hinanden.

- 9 -

krav til det politiske system om handling. Målet med tekstanalysen er at fremstille, hvordan diskursive konstruktioner fremhæver bestemte versioner af virkeligheden, og hvordan disse versioner fastholder umotiveret fjernvold som et stigende socialt problem. Dette leder os frem til en uddybende diskussion i kapitel 6, hvor vi sætter fokus på forholdet mellem medietekst og produktionsprocesser. Herunder hvilke strukturelle-, holdnings- og vidensmæssige forhold, der konstituerer den journalistiske praksis, hvori vold konstrueres som et socialt problem. I anden del udarbejder vi et kursusoplæg med henblik på at fremme en forandring af de diskursive praksisser inden for det journalistiske felt, der producerer medietekster som i mediedækningen af ’italienerdrabet’. Kursusoplægget er baseret på den viden, vi i første del har produceret om forholdet mellem medietekster og produktionsforhold. Målet med anden del er at vise, hvordan en kritisk diskursanalyse kan bruges som afsæt til en strategi med henblik på forandring af diskursive praksisser inden for de givne medieinstitutionelle rammer. I kapitel 7 positionerer vi os i forhold til teoretiske og etiske problemstillinger ved at anvende kritisk diskursanalyse i strategisk kommunikationsplanlægning. I kapitel 8 præsenterer vi kommunikationsstrategiske overvejelser, der tager afsæt i vores videnskabsteoretiske ståsted, og den viden vi har opnået om målgruppen i kapitel 4. På baggrund af disse overvejelser har vi udarbejdet et eksempel på et kursusforløb, som vi præsenterer i kapitel 9. Kursusoplægget anskueliggør form, indhold, målsætninger og udfordringer, og vi inddrager ligeledes eksempler fra vores konkrete tekstanalyse til at illustrere budskab og øvelser. Vi har i udarbejdelsen af kursusoplægget været i kontakt med feltet for at afprøve dele af kurset. Vi har fremlagt kursets form, indhold og enkelte øvelser for en journalist fra Politiken, samt en intern og ekstern oplægsholder inden for DjE.12 Vi afslutter specialet med en ’Epilog’, da vi mener, at specialets anden del i princippet er en form for konklusion, og det derfor mere er på sin plads med nogle afsluttende betragtninger. Med udgangspunkt i vores speciale diskuterer vi i epilogen begrænsninger og muligheder ved brugen af kritisk diskursanalyse som afsæt til strategisk forandringskommunikation. Vi kommenterer ligeledes generelle forandringsmuligheder inden for det journalistiske

12 Henholdsvis Bo Søndergaard, Politiken – Trine Smistrup, DjE & Iben Jensen, Roskilde Universitetscenter.

- 10 -

Specialedesign

Figur 1: Specialedesign

Kapitel 2: Teoretisk ramme og analytiske overvejelser

Kapitel 1: Indledning og problemfelt

Første del

Kapitel 3: Sociokulturel ramme

Kapitel 4: Diskursiv praksis

Kapitel 5: Empirisk tekstanalyse

Kapitel 6: Diskussion af forholdet mellem sociokulturel ramme, diskursiv

praksis og tekstanalyse

Epilog

Anden del

Kapitel 8: Kommunikationsstrategiske

overvejelser

Kapitel 7: Teoretiske overvejelser vedr. anvendelse af diskursanalyse

Kapitel 9: Konkret kursusoplæg

- 11 -

Kapitel 2 Videnskabsteoretiske og analytiske

overvejelser Hensigten med specialet er at producere viden om mediernes meningstilskrivning – og kommunikere denne viden til en journalistisk målgruppe, så de kan få mulighed for at anvende den i praksis. Den akademiske viden, vi producerer, tager udgangspunkt i en socialkonstruktionistisk forståelse af, at sproget spiller en konstituerende rolle i den sociale verden. I forlængelse deraf præsenterer vi i dette kapitel først et kort oprids af de præmisser, der binder det socialkonstruktionistiske felt sammen. Dernæst redegør vi for, hvorfor vi har valgt Faircloughs kritiske diskursanalyse som ramme om vores analyse. Vi diskuterer herefter centrale begreber i den kritiske diskursanalyse med henvisning til Michel Foucault og vores egen videnskabsteoretiske forståelse. Slutteligt operationaliserer vi den teoretiske ramme og redegør for, hvordan vi analytisk vil anvende den i forhold til vores undersøgelsesområde. De videnskabsteoretiske betragtninger, vi gør os i dette kapitel, er fundamentet for hele specialet – mens de overvejelser vi præsenterer i afsnittet ’Analytisk afgrænsning af undersøgelsesfelt’ henviser til rammen om vores diskursanalyse, hvilket udgøres af kapitlerne 3,4 og 5. Det betyder, at de teoretiske og metodologiske overvejelser, der danner rammen om anden del af specialet, først bliver præsenteret i kapitel 7.

Videnskabsteoretisk afsæt Diskursanalyse kan ikke defineres af én bestemt tilgang, idet der eksisterer adskillige positioner. Derfor vælger vi i dette afsnit at beskrive, hvorledes vi anskuer feltet, og hvor vi placerer os teoretisk og analytisk. De diskursanalytiske tilgange er placeret inden for socialkonstruktionismen, som er en fællesbetegnelse for en række nyere teorier om kultur og samfund (Jørgensen & Phillips 1999: 13). Vivian Burr giver i bogen ’An Introduction to Social Constructionism’ et bud på fire fælles præmisser, der binder feltet sammen. Socialkonstruktionismen er for det første defineret ved at have en kritisk holdning til viden, og selvfølgeligheder. For det andet at mene at betydning og viden er historisk og kulturelt betinget. For det tredje at hævde at betydning opretholdes og skabes i sociale processer og i sprogbrug. Og for det fjerde at hævde at der er en sammenhæng mellem betydning og social handling (Burr 1995:3pp.). Inden for et socialkonstruktionistisk perspektiv betragtes betydning, viden og identiteter som vilkårlige størrelser, der dog i konkrete situationer altid er relativt fastlåste. Det vil sige, at

- 12 -

konkrete situationer udstikker begrænsende rammer for, hvad der opfattes som meningsfyldt (Jørgensen & Phillips 1999:14). Den diskursanalytiske forståelse af sprog stammer fra strukturalismen og poststrukturalistisk sprogteori (Jørgensen & Phillips 1999:11). Diskursbegrebet tager afsæt i en filosofisk antagelse om, at vores adgang til virkeligheden altid går gennem sproget, idet vi kun kan give den materielle verden betydning på grundlag af de sproglige strukturer, der betinger vores tænkning. Menneskets tilgang til den socialt funderede omverden bygger i den optik på et sprogligt konstrueret grundlag. Vores filosofiske og teoretiske ramme er således også med til at konstruere det felt, vi undersøger, hvorved diskurserne skal betragtes som analytiske objekter, vi konstruerer – og ikke som eksisterende sande størrelser, der har en objektiv status. Med henblik på en udfordring og forandring af betydningsdannende praksisser i det journalistiske felt, er vores interesse at belyse forbindelserne mellem disse diskursive praksisser, konkrete tekster samt samfundsmæssige og kulturelle processer. Derfor analyserer vi dagspressens meningstilskrivelse13, hvilket vi betragter som et komplekst samspil mellem sociale processer, arbejdsrutiner og tekst. Vi anvender Faircloughs kritiske diskursanalyse, da denne tilgang opstiller en operationaliserbar ramme for vores undersøgelsesområde. I det følgende diskuterer vi derfor, hvordan vi placerer os i forhold til Faircloughs diskursbegreb.

Diskursafklaring I ’Discourse and Social Change’ (1992) definerer Fairclough diskurser som socialt konstruerede betydningssystemer af kontingent karakter. Diskurser er en bestemt måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra et bestemt perspektiv. For eksempel en nyhedsmediediskurs, der ud fra kriterier som aktualitet, relevans, nærvær og konflikt definerer, hvad der overhovedet kan blive til en nyhed. Mening kan tilskrives ud fra forskellige perspektiver eller diskurser, og de forskellige diskurser udpeger forskellige handlinger og ytringer som mulige og relevante i situationer. I den optik konstruerer alle diskurser verdenen på bestemte måder og udelukker dermed andre perspektiver (Fairclough 1992:3p.). Overfor denne brug af diskurs anvender Fairclough også begrebet abstrakt, hvilket henviser til en forståelse af, at sprogbrug konstituerer og afspejler enhver social praksis. Diskurs skal ses både som konstitueret af og konstituerende for den sociale verden. I den forståelse bidrager diskurs til at konstruere sociale identiteter og relationer samt videns- og betydningssystemer (Fairclough 1992:3p.). Således får den diskursive forståelse sociale konsekvenser, og forandring i diskurs er dermed også en af de måder, hvorpå det sociale

1133 For variationens skyld benytter vi i dette speciale begreberne meningstilskr ivelse og betydningsdannelse synonymt.

- 13 -

forandres. Der foregår herigennem kampe på det diskursive niveau, som er med til både at forandre og reproducere den sociale virkelighed (Jørgensen & Phillips 1999:18).

Afgrænsning af det diskursive

Faircloughs kritiske diskursanalyse er kendetegnet ved dens dialektiske opfattelse af forholdet mellem det diskursive og ikke-diskursive. Den sociale verden konstitueres delvist gennem diskursive praksisser, hvilket vil sige produktion og reception af tekst. Men de diskursive praksisser konstitueres også selv af samfundsforhold, der ikke er af diskursiv karakter. Diskursanalysen kan derfor ikke, ifølge Fairclough, stå alene, men bør suppleres med andre former for sociale analyser i et samlet socialvidenskabeligt projekt (Fairclough 1998:143pp.). Ved skelnen mellem det diskursive og det ikke-diskursive, mener vi, at der er problemer i Faircloughs teoretisering. Vi vil i det nedenstående diskutere dette ved hjælp af Foucault og opridse en pragmatisk løsning i henhold til vores undersøgelse. For Fairclough befinder skellet mellem det diskursive og det ikke-diskursive sig på et ontologisk plan, idet det ikke-diskursive er af en beskaffenhed, der gør, at det ikke fungerer indenfor rammerne af sproglige regler og strukturer (Fairclough 1992:66). Dette indebærer ikke nødvendigvis som udgangspunkt en essentialistisk tankegang, men ved en inddragelse af ikke-diskursive forhold risikerer man at havne i den essenstænkning, som socialkonstruktionismen netop prøver at arbejde sig væk fra. Essentialismen kan indsnige sig derved, at man prøver at beskrive de ikke-diskursive felter som objektive størrelser med en iboende essens. Hvis man sammenstiller problematikken med det poststrukturalistiske projekt, sådan som det formuleres af Foucault, i ’The Archaeology of Knowledge’, tydeliggøres problemet i Faircloughs argumentation. Den menneskelige tænkning sker på baggrund af diskursive strukturer, hvilket vil sige, at den udspiller sig på det diskursives præmisser. Det diskursive ses dog ikke som en endelig styrende og determinerende struktur, men forstås som en række vilkårlige regulariteter, der sætter rammerne for, hvad der kan ytres på et givent tidspunkt, og som kun kan observeres retrospektivt (Foucault 2002:145p.). Når Fairclough forsøger at beskrive sociale forhold som ikke-diskursivt, ville man fra et foucaultiansk perspektiv kunne kritisere ham for at prøve at sætte sig ud over præmisserne for hans egen tænkning og derved forsøge at skabe et privilegeret punkt, hvorfra han kan beskrive verden, som den er ’i virkeligheden’. Spørgsmålet er så, om man helt skal ophæve begrebet om det ikke-diskursive, som fx Laclau & Mouffe gør det med diskursteorien (Laclau & Mouffe 1985). Hvor Fairclough skelner mellem det diskursive, som værende den lingvistiske del af de sociale praksisser og det ikke-

- 14 -

diskursive som de praksisser der ikke fungerer lingvistisk, fungerer alt socialt i diskursteorien efter det samme betydningsdannende system, nemlig det diskursive. Hvis noget tilsyneladende fungerer efter andre logikker, er det blot et tegn på, at der er sket en fiksering af en given diskurs, så det fremstår som om, den er struktureret ikke-diskursivt (Laclau & Mouffe 1985:93pp.). Denne definition er meget konsekvent poststrukturalistisk, men er svær at operationalisere, da analysefeltet bliver svært at afgrænse. Foucault kan her bruges til at formulere en mellemløsning mellem det konsekvent poststrukturalistiske opperationaliseringsproblem og Faircloughs snigende essentialisme. Foucault opererer med et begreb om det ikke-diskursive, men for ham er skellet snarere et analytisk skel end et ontologisk. Når diskursteoretikere opponerer mod eksistensen af noget ikke-diskursivt, er det mod påstanden om, at der skulle være noget ikke-diskursivt derude i den ’virkelige verden’, som derfor vil være i besiddelse af en mening og betydning i sig selv, som man kan erkende og analysere. For Foucault bliver skellet analytisk, da det snarere afgrænser området for diskursanalysens virke, i stedet for at beskrive konkrete, værende ting. Begrebet betegner de elementer, der ligger udenfor diskursanalysens felt, og som ikke i sig selv er i stand til at indvirke på dannelsen af betydning, men som kan inddrages af de diskursive praksisser. Foucault nævner som eksempel på ikke-diskursive elementer det institutionelle felt samt økonomiske og demografiske omstændigheder m.m. Fælles for disse er, at de ikke er i stand til at danne betydning uafhængigt af det diskursive felt, men må tages op af de diskursive praksisser og herigennem være medvirkende til en betydningsdannelse (Dreyfus & Rabinow 1983:55pp.). Dette betyder, at det diskursive bliver det felt, som diskursanalysen har mulighed for at undersøge, mens det ikke-diskursive er den samling bagvedliggende elementer, som diskursanalysen ikke har direkte adgang til, men kan indfange i det omfang, at de bliver benyttet i de diskursive praksisser. Denne analytiske skelnen er nyttig i henhold til vores undersøgelse, da den har muliggjort en afgrænsning af vores undersøgelsesområde. Rent praktisk betyder det, at der er en række forhold, typisk af materiel eller institutionel karakter, vi kan afgrænse os fra i det omfang, at de ikke indgår i de betydningsdannelser, som vi analyserer.

Ideologibegrebet

Ifølge Fairclough er diskurs en vigtig form for social praksis, som både reproducerer og forandrer viden, identiteter og sociale relationer, herunder magtrelationer, og som samtidig formes af andre sociale praksisser og strukturer (Jørgensen & Phillips 1999:77). Kritisk diskursanalyse er forankret i en marxistisk tradition, hvor fokus er ulige magtforhold. Diskurs fungerer i den optik ideologisk, og det centrale bliver deraf, hvordan diskursive

- 15 -

praksisser og diskursive konstruktioner fremmer bestemte gruppers interesser. Fairclough forstår således ideologi som betydningskonstruktioner, der bidrager til produktion, reproduktion og transformation af dominansrelationer. I den forlængelse er målet med kritisk diskursanalyse at bidrage til social forandring i retning af mere lige magtforhold. Hertil skal tilføjes, at Fairclough ikke betragter ideologi som en altomfattende størrelse. Modstand er mulig, selv om folk ikke nødvendigvis er bevidste om de ideologiske dimensioner i deres praksis (Jørgensen & Phillips 1999:86p.). Vi mener, at Faircloughs definition af ideologi er problematisk, idet det, ligesom afgrænsningen af det diskursive, implicerer en forestilling om sandhed og reelle relationer, som forskeren gennem en privilegeret position kan gennemskue. Vi tilslutter os derimod Foucaults forbeholdenhed overfor brugen af begrebet ideologi. Ifølge Foucault vil ideologi altid stå i modsætning til noget andet, der dermed vil blive opfattet som sandheden (Rabinow 1991:60). For os at se er der derfor ingen mulighed for at komme bag om diskursen til en ’sandere’ sandhed. Vores udgangspunkt er, at man aldrig kan komme bag om diskurserne, og det er derfor diskursen i sig selv, der er genstand for analysen (Jørgensen & Phillips 1999:27). Men hvis man ikke kan komme bag om diskurserne til en ’sandere’ sandhed, er det så overhovedet muligt som forsker at bedrive samfundskritik? ”Det er ved at se verden gennem en bestemt teori, at man kan fremmedgøre sig fra nogle af sine selvfølgeligheder og stille andre spørgsmål til materialet, end man kan gøre ud fra sin hverdagsforståelse” (Jørgensen & Phillips 1999:33). Som forsker kræver det altså en stringent anvendelse af teori og metode for at legitimere den akademisk producerede viden. Dette bringer os dog stadig ikke ud af problemet med at komme bag om sandheden, hvilket filosofisk set nok er uløseligt, hvis man accepterer den socialkonstruktionistiske præmis. Der vil altid findes andre positioner, hvorfra verden ville tage sig anderledes ud. Dermed giver det i et forandringsperspektiv ikke mening at afvise en diskurs, bare fordi den er en diskurs. I stedet kan man pege på den givne diskurs specifikke sociale konsekvenser (Jørgensen & Phillips 1999:201). Med afsæt i disse antagelser kan vi naturligvis ikke placere os i en neutral forskerposition. Vi er i udgangspunktet kritiske overfor mediernes meningstilskrivelse, og vi finder det derfor væsentligt at fremlægge vores normative position i kapitel 3, så man derigennem kan vurdere specialets præmisser, og den viden vi producerer.

Analytisk afgrænsning af undersøgelsesfelt Inden for det diskursanalytiske felt anses det for en dyd at konstruere sin analytiske ramme og analytiske strategier ud fra de konkrete behov – en dyd der grunder i den socialkonstruktionistiske anti-essentialisme. Dette betyder, at der ikke gives nogen universel og kontekstuafhængig viden, og derfor heller ikke nogen universel analyse (Åkerstrøm

- 16 -

Andersen 1999:179). I det følgende præsenterer vi den analyseramme, vi har opstillet for at indkredse vores problemstilling. Vi bruger Faircloughs begreb om diskursorden til analytisk at afgrænse vores undersøgelsesområde. Fairclough definerer begrebet således: ”An order of discourse is a structured configuration of genres and discourses [...] associated with a given social domain” (Fairclough 1998:146). Al diskursiv praksis finder sted indenfor et givent socialt domæne, der er mere eller mindre klart afgrænset fra andre sociale domæner. Et socialt domæne er ikke en fikseret størrelse, men er i en fortsat dialektisk proces med sine interne (og eksterne) diskursive praksisser. Domænet konstituerer de diskursive praksissers mulighedsrum, men udfordres og konstitueres også løbende af de diskursive praksisser selv. Diskursordenen fungerer som den diskursive dimension af de sociokulturelle domæner, og manifesteres både i institutionelle rammer og i social praksis, hvilket danner mulighedsbetingelserne for operationaliseringen af forskellige diskurser. Vores undersøgelsesområde afgrænser vi til en nyhedsmedie-diskursorden, som er den samling af diskurser, der bruges i dagpressens repræsentationer af feltet vold som socialt problem. Det sociale domæne, vi undersøger, er journalisters betydningspraksis inden for nyhedsmedie-diskursordnen, hvor sociale problemer italesættes gennem en voldsepisode. I afgrænsningen af vores analytiske ramme benytter vi os af Faircloughs begreb om en kommunikativ begivenhed, idet det giver et håndgribeligt udgangspunkt for afgrænsningen af vores analyse. Enhver kommunikativ begivenhed består, ifølge Fairclough, af tre dimensioner: 1) tekst, hvilket indbefatter talt, skrevet, visuel eller en blanding af flere, 2) diskursiv praksis, herunder produktion og reception af tekst, og 3) sociokulturelle praksisser, der omgiver diskursive praksisser og tekster (Fairclough 1995:57pp.). En undersøgelse af en kommunikativ begivenhed bør, ifølge Fairclough, involvere alle tre dimensioner, da de er forbundet i et dialektisk forhold. I enhver tekst har de sociokulturelle praksisser, der omgiver den, udstukket rammerne for, hvad der kan stå, men samtidig former teksten selv de sociokulturelle praksisser, der omgiver den. Diskursive praksisser er den sprogbrug, der forbinder tekst og sociokulturelle praksisser. Dette udtrykker han således i ’Media Discourse’: “I see discourse practice as mediating between […] text and sociocultural practice, in the sense that the link between the sociocultural and the textual is an indirect one, made by way of discourse practice: properties of sociocultural practice shape texts, by the way of shaping the nature of the discourse practice, i.e. the ways in which texts are produced and consumed, which is realized in the features of the texts” (vores understregning, Fairclough 1995:59p.). Opdelingen i tre dimensioner skal ses som en analytisk skelnen og ikke en ontologisk. Gennem de tre dimensioner udtrykkes en holistisk kommunikationsopfattelse, idet

- 17 -

betydningen i en kommunikativ begivenhed ikke udelukkende kan findes hverken i teksten selv, i forfatterens produktion, i modtagerens reception eller i de sociokulturelle praksisser, der omgiver teksten. Enhver betydningsdannelse er en proces, der finder sted i alle tre dimensioner, og en endelig undersøgelse bør af samme grund analyseres gennem alle dimensioner. Vores hensigt er at involvere alle niveauer i denne undersøgelse, men vi inddrager ikke alle aspekter i de forskellige dimensioner. I forhold til vores undersøgelse af en kommunikativ begivenhed illustrerer nedenstående figur vores afgrænsning af de tre niveauer:

Figur 2: Analytisk afgrænsning af den kommunikative begivenhed inden for en nyhedsmedie-

diskursorden I det følgende kapitel (kap.3) belyser vi den sociokulturelle praksis. Den sociokulturelle praksisdimension er i denne sammenhæng afgrænset til medierede sociale problemer eksemplificeret gennem umotiveret fjernvold. Det er den praksis, eller den strukturerende totalitet, der i sidste ende konstituerer og konstitueres af de tekster, vi har valgt ud til denne undersøgelse. Vi fokuserer på medierne som en selvstændig meningsforhandlende og politisk arena. Vi lægger et mediesociologisk snit og fokuserer derfra på mediernes rolle i samfundet. Vi opridser generelle tendenser ud fra en betragtning om, at praksis ikke afviger væsentligt fra avis til avis med hensyn til arbejdstider, arbejdspres, lønninger osv. I hvert fald ikke for de tre landsdækkende aviser, som vi analyserer: Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Vi berører kun institutionelle og økonomiske forhold i det omfang, vi mener, det er direkte relevant for den journalistiske meningstilskrivelse. Vedrørende den diskursive praksisdimension vælger vi at fokusere på produktion af avisartiklerne (kap. 4). I forlængelse af de sociokulturelle praksisser diskuterer vi på forskellige niveauer de diskursive praksisser, der er forbundet med produktion af avistekster,

Sociokulturel praksis: mediernes rolle i samfundet

Diskursiv praksis: journalistisk praksis og råderum

Tekst: avisartikler vedr. ’italienerdrabet’

- 18 -

herunder journalistiske metodekrav, normer og formidlingskriterier. Målet er derigennem at opstille hypoteser om, hvad det er for produktforhold teksten er underlagt, samt hvordan disse er medskabende for den meningstilskrivning, der sker i avisartiklerne. Vi har valgt at afgrænse os fra reception af avisartikler, da vores fokus i denne undersøgelse er journalistiske produktionsprocesser og ikke forholdet mellem medier og modtager. De 85 avisartikler vedrørende ’italienerdrabet’ repræsenterer tekstdimensionen og bliver analyseret ved hjælp af forskellige tekstanalytiske greb. De konkrete tekstanalytiske værktøjer vil blive præsenteret i kapitel 5. Vi har valgt at lægge flest kræfter i tekstanalysen, blandt andet fordi den giver et konkret værktøj til anden del af specialet. Derudover mener vi, i tråd med det tidligere citat af Fairclough, at de diskursive praksisser i vid udstrækning kan læses ud af teksterne selv, når man læser dem i deres sociokulturelle kontekst. Konkret sprogbrug viser altid tilbage til tidligere diskursive struktureringer, det vil sige, at man altid trækker videre på betydninger, der allerede er etablerede. Realisering af diskursive praksisser i teksten selv læser Fairclough primært ved hjælp af grebene interdiskursivitet og intertekstualitet, hvilket vi vil præcisere yderligere i gennemgangen af vores analysestrategi i kapitel 5. Med den analyseramme, som vi har beskrevet ovenover, mener vi, at vi har opstillet en givende ramme i forhold til vores formål med at udfordre nyhedsjournalistiske praksisser og fremme forandring. Vi har i den empiriske analyse valgt ’italienerdrabet’ som et eksempel på, hvordan vold som et samfundsproblem bliver italesat i medierne, og med henvisning til Laursens og Madsens analyser af lignende ’voldshistorier’ i 1990’erne samt vores generelle kendskab til mediebilledet, mener vi, at der er tale om en forholdsvis eksemplarisk case i forhold til, hvordan nyhedsmedierne italesætter enkelte voldshændelser. Som en sidste bemærkning inden vi går til den kritiske diskursanalyse, vil vi gøre opmærksom på, at vi er bevidste om, at den viden eller ’sandhedspåstande’ vi producerer i det følgende ikke udgør en objektiv repræsentation af verden uafhængigt af vores ståsted. De sandhedspåstande, vi producerer, udgøres i et samspil mellem vores og vores udvalgte kilders kontingente perspektiver, hvor alle parter både i tekst og tale positionerer sig selv og hinanden på bestemte måder (Phillips 2004:62). På trods af dette bruger vi i vores formidling retoriske teknikker, der henleder til objektivitet. Et eksempel kunne være, ’journalisterne trækker på en negativ samfundsdiskurs’ i stedet for at sige, ’vi mener, at journalisterne trækker på en negativ samfundsdiskurs’. Vi bruger disse retoriske teknikker på en selektiv og forsigtig måde, og vurderer, så vidt som muligt, hvornår det i formidlingen er hensigtsmæssigt at bruge objektive modaliteter frem for subjektive, uden at det ændrer ved vores videnskabsteoretiske udgangspunkt.

- 19 -

FØRSTE DEL

- 20 -

Kapitel 3 Medier, mening og ansvar

I dette kapitel diskuterer vi nyhedsmediernes sociokulturelle praksisser – herunder deres rolle i samfundet. Vores undersøgelsesområde har vi afgrænset til en nyhedsmedie-diskursorden, hvor vi sætter fokus på journalisternes meningstilskrivning i forhold til defineringen af vold som et medieret socialt problem. Inden for dette sociale domæne fokuserer vi i det følgende afsnit på de sociokulturelle praksisser (jf. figur 2). Ifølge Fairclough udstikker de sociokulturelle praksisser, der omgiver teksten, rammerne for, hvad der reelt kan blive skrevet, men samtidig former teksten selv de sociokulturelle praksisser, der omgiver den. I vores analyse af en kommunikativ begivenhed danner de sociokulturelle praksisser derfor også rammen om vores undersøgelsesfelt. I henhold til vores analytiske afgrænsning af det diskursive, vil vi ikke gøre de sociokulturelle praksisser til genstand for en diskursiv analyse, selvom vi betragter dem som diskursivt betingede. Specialet igennem bruger således vi begreberne: sociokulturel praksis, diskursiv praksis og tekst som analytiske greb, men vi fastholder den filosofiske antagelse, at alle tre niveauer er diskursivt betingede. Kapitlet udgør den ydre ramme og dermed det perspektiv, som resten af specialet skal ses i – og det afspejler vores normative forståelse af mediernes rolle i samfundet, og er herigennem en tilkendegivelse af vores motivation for at søge forandring inden for det journalistiske felt. I kapitlet belyser vi først mediernes meningstilskrivende rolle i forholdet mellem medier, politikere og borgere. Til dette benytter vi os primært af mediesociologiske tekster af Søren Laursen, Stig Hjarvard, Louise Phillips & Kim Schrøder. Dernæst fokuserer vi på mediernes ideelle og kommercielle rolle i samfundet ud fra et demokratisk perspektiv – her benytter vi os af mere fagspecifik litteratur, hovedsageligt af Peter Kramhøft. I lyset af det diskuterer vi mediernes ansvar i henhold til Pressenævnets etiske retningslinjer og dagspressens nedskrevne værdisæt.

Medierne, den politiske dagsorden & den offentlige mening I det følgende fokuserer vi på forholdet mellem medier, den politiske dagsorden og den offentlige mening. For at fokusere vores optik afgrænser vi den sociokulturelle praksis til mediernes betydningsdannende position i samfundet. Set i forhold til den voldsproblematik vi omtalte i kapitel 1, gælder det, at de fleste mennesker ikke har direkte erfaring på området. De færreste borgere i Danmark har oplevet grov vold på nært hold, og både politikernes og befolkningens primære opfattelser af vold, må derfor antages at være skabt gennem mediernes formidling af volden (Se bl.a. Balvig 1997, Laursen

- 21 -

2001). Vores udgangspunkt er således, at danskernes adgang til vold som et socialt problem i høj grad er medialiseret, det vil sige, sker med mediernes mellemkomst. I den forbindelse forstår vi medier bredt og holder os for øje, at når vi taler om medialiseret adgang til vold som socialt problem, så har danskerne mange mulige adgange gennem aviser, tidsskrifter, tv-serier, tv-nyheder, Internettet m.m. Vi antager desuden, at de fleste mennesker frekventerer mere end ét medie i deres dagligdag. Folks opfattelse af vold som et socialt problem bliver altså konstitueret i forskellige sammenhænge, herunder også interpersonel kommunikation som fx i samtaler med familie, venner, kollegaer osv. Vores teoretiske udgangspunkt er, at forholdet mellem medier, borgere og politikere i et moderne og medialiseret samfund er komplekst og gensidigt påvirker hinanden. Vi har følgelig ingen ambitioner om at påvise enkle årsagsforklaringer eller påvirkningsrelationer. Alligevel mener vi, at medierne har en meningstilskrivende position til at skabe og fastholde bestemte virkelighedsbilleder. I forlængelse heraf antager vi, at en øget opmærksomhed i medierne kan medføre, at et emne som fx vold tillægges større betydning i befolkningens og politikernes bevidsthed, end det måske er rimeligt. I forhold til denne dagsordensfastsættende rolle er det dog en diskursanalytisk pointe, at italesættelsen af hændelser som ’italienerdrabet’ foregår inden for rammerne af værdier og holdningssæt, der allerede findes hos grupper af borgere og/eller politikere (Phillips & Schrøder 2004:19). Ifølge Hjarvard har medierne magt til at skabe selvstændige betydninger (Hjarvard 1999:49). I forlængelse deraf betragter vi medierne som væsentlige medskabere af de skiftende opfattelser af forskellige problemstillinger, blandt andet ved at fremhæve bestemte begivenheder og sproglige udtryk, der hver især knyttes til bestemte måder at tolke den givne problemstilling på (Gamson & Modigliani i Laursen 2001). Derved medvirker medierne til at strukturere og positionere debatten omkring et givet emne – hvilket må betegnes som væsentligt i forhold til den offentlige og politiske stillingtagen (Laursen 2001:14). Enkelte begivenheder, såkaldte ‘trigger-events’, kan være indledningen på opmærksomheden og konkretisere en given problemstilling og dermed komme til at fungere som symbol på en større samfundsfortælling. Nogle begivenheder formidles på en måde, så de får større gennemslagskraft end deres karakter og samfundsmæssige betydning berettiger til, og konkrete begivenheder kan dermed blive stærke symboler på en politisk problemstilling. Ved at være i stand til at henvise til et mere generelt problem gennem kobling til eksisterende forestillinger eller andre lignende tilfælde, vil en begivenhed have større chance for at fastholde opmærksomheden (Laursen 2001:10). Ud fra ovenstående kan ’italienerdrabet’ siges at falde ind under kategorien ’trigger-event’, idet den konkrete begivenhed, gennem koblinger til eksisterende forestillinger, bliver indledningen til en samfundsfortælling, som politisk og samfundsmæssigt rækker langt ud over selve voldshændelsen.

- 22 -

I forlængelse deraf kan medierne også betragtes som en arena for den politiske debat, idet fastsættelse og ændring af den politiske dagsorden kræver politiske aktører, der er afhængige af massemedierne for at fremføre deres synspunkter. Som udgangspunkt må fastsættelse af den politiske dagsorden betragtes som en meget kompleks proces, hvori medier, politisk magtfulde enkeltpersoner, interesseorganisationer samt politiske partier indgår som væsentlige påvirkningsfaktorer. I den forbindelse har empiriske studier vist, at mediernes påvirkning på den politiske dagsorden ofte forekommer, men ikke uden videre kan antages at være generel og direkte (Protess mfl. i Laursen 2001; Madsen 1999). Ifølge Hjarvard lever vi i et mediebaseret demokrati, hvor forudsætningen for at kunne handle politisk netop er, at der fortløbende skabes et offentligt samtykke til de politiske beslutninger. I den optik formidler journalister ikke bare budskaber mellem borger og politiker, de foretager ligeledes en stadig repræsentation af argumenter og vurderinger, som potentielt kan forme sig som en offentlig mening og dermed skabe samtykke til og hjemmel for politiske beslutninger (Hjarvard 1999:36). I et demokrati, der er præget af stadig flygtigere vælgere, kan man forvente, at politikerne i høj grad vil skele til den folkelige opinion i forbindelse med forskellige emner. Det kan forklare, hvorfor nogle politikere for eksempel vælger at adoptere og fastholde et billede af vold som et generelt problem og dermed udvide den potentielle støtte til retspolitiske stramninger – hvorimod andre vil forsøge at fremstille et billede af et samfund, der ikke er præget af vold og dermed gøde jorden for en modsatrettet politik. Ifølge Laursen vil en opfattelse af vold som et generelt problem berøre flere menneskers interesse, fordi den bygger på en angst for ikke at kunne gå sikkert på gaden, og derigennem vil denne opfattelse kunne mobilisere en større interesse i befolkningen. Det modsatte er tilfældet med opfattelsen af vold som et isoleret problem fredag og lørdag nat for 18- til 24-årige mænd bosat i større byer. Sidstnævnte vil berøre langt færre menneskers interessesfærer, og kan derfor være et sværere argument at komme igennem med i medierne (Laursen 2001:11p.). Hvis vi skal opsummere, betragter vi altså forholdet mellem medier, borgere og politikere som komplekst og gensidigt. Det betyder dog ikke, at man ikke kan sige noget om karakteren af dette forhold, og vi antager, at mediernes fokus på vold kan bevirke at vold, som et socialt problem, kommer til at fylde betydeligt i den offentlige bevidsthed. Deraf kan vold blive betragtet som et stigende socialt problem. I dette lys kan borgernes reaktion, i form af frygt og krav om handling, ses som en logisk reaktion på mediernes fokus på vold. Samtidig afspejler medierne også borgernes diskurs - og heraf kan politikernes reaktion ses som et svar på borgernes frygt og mediernes handlingskrav.

- 23 -

Mediernes rolle i samfundet I dette afsnit fokuserer vi på mediernes rolle i et samfund, hvor medierne bliver betragtet som en demokratisk ressource. Samfundet kan betragtes som et stort kommunikationsmønster, hvori vi som individer får informationer gennem samtale, officielle skrivelser, reklamer og massemedierne m.m. Gennem kommunikation indgår den enkelte i et forhold til andre mennesker i samfundet og til samfundets institutioner (Drotner et.al.1996:299). Kommunikationen gør det muligt at koordinere dagligdagen ud fra nogle diskursive, men relative fastlåste mønstre, som påvirker arbejde, politik, familieliv, fritidsaktiviteter osv. Gennem disse mønstre er diskurs med til at genskabe, men også til at omskabe samfundet på alle disse områder. Hvis man opfatter samfundet ud fra dette perspektiv, er konkrete diskurser og diskurs, som en form for social handling, bærere af de ideer, holdninger og hensigter, der styrer sociale handlinger i videste forstand. Journalistik som felt er en af kernerne i det danske demokrati, og journalisterne har derved en vigtig rolle i den demokratiske udvikling. Traditionelt er medierne blevet betragtet som en 4. statsmagt, der gennem journalistikken skal undersøge, vurdere og afsløre, hvor der er uligevægt i samfundet og derigennem være en stemme for dem uden magt og indflydelse. I denne optik er journalistik et ’borgerredskab’, og man må derfor tillægge journalisterne det ansvar, at journalistikken udgør en demokratisk ressource.

Mediernes ideelle og kommercielle rolle

Med afsæt i det ovenstående er det væsentligt at definere mediernes ideelle rolle i relation til mediernes kommercielle rolle. Ifølge Kramhøft er mediernes funktion omfangsrig i det ideelle demokratiske kommunikationssystem. Han formulerer, at mediernes ideelle rolle er, at:

? ”skabe en fælles offentlighed. ? formidle det befolkningen har brug for at vide om den sociale, økonomiske og politiske

virkelighed, for at den enkelte borger kan udøve sine civile, politiske og sociale rettigheder og pligter og deltage aktivt i samfundets beslutningsprocesser.

? afspejle den kulturelle mangfoldighed og livsstil lokalt, nationalt og internationalt. ? afdække, efterprøve og kontrollere den udøvende politiske og økonomiske magt i

samfundet og synliggøre magtudøvelsen konsekvenser; være ’den 4. statsmagt.’ ? være klageinstans på læsernes, lytternes og seernes vegne over for både offentlige

og private institutioner og virksomheder. ? stimulere til debat ved sit samlede indhold og fremme opinionsprocessen ved at lade

medierne spille en rolle som fora for holdningsstof.” (Kramhøft 2000:15)

Men i realitetens verden er medierne ikke kun styret af ideelle formål, de er også underlagt kommercielle vilkår. De kommercielle vilkår giver på den ene side medierne uafhængighed af

- 24 -

statsmagten, men på den anden side er det akilleshælen i idealforestillingen om mediernes rolle i demokratiet, idet økonomiske interesser kan udelukke eller nedprioritere de mere ideelle redaktionelle overvejelser (Kramhøft 2000:16). For eksempel kan politiske og/eller økonomiske historier blive nedprioriteret af hensyn til aktionærer eller annoncørers interesser. Den stigende kommercialisering betyder endvidere, at basale journalistiske principper til tider kan tilsidesættes ved at virkeligheden sensationaliseres, hvilket kan give et skævvredet billede af samfundsudviklingen. Et eksempel på tilsidesættelse af journalistiske principper kan være, at redaktionerne i jagten på solohistorier udsender artikler, inden alle oplysninger er efterprøvet, hvilke kan sætte troværdigheden på spil. Medierne er dog ikke blevet rent kommercielle virksomheder, da de også fungerer som selvstændige institutioner, der regulerer vores adgang til og forståelse af os selv og de andre samfundsmæssige institutioner. I dag kan medierne ifølge Hjarvard forstås som leverandører af service til publikum, hvor det er selve kontakten mellem medier og publikum, der er målet. En konsekvens heraf er, at medieproducenterne i stigende grad betragter modtagerne som kunder frem for borgere (Hjarvard 1999:34), implicit i denne betragtning ligger en antagelse om, at kunder vil have underholdning frem for ’kedelig’ information. At kommercielle interesser tilsyneladende vinder frem, kan derfor medføre et større fokus på underholdningselementer, som for eksempel de mange avistillæg i dagspressen om livsstil, sport, mode, osv. At medierne kan betragtes som selvstændige service-leverandører er dog ”ikke blot udtryk for den øgede konkurrence efter monopolbruddet, men måske nok så meget en tilpasning til de ændringer, der i øvrigt er sket i samfundet, hvor staten og andre offentlige institutioner i stigende omfang bliver serviceudbydere og borgerne serviceforbrugere” (Kramhøft 2000:23). Medierne som serviceleverandører kan altså også siges at afspejle udviklingen i det moderne samfund, hvor traditionelle værdier og beslutningsprocesser er sat under pres. Lige såvel som offentlige og private institutioner samt organisationer, og medierne mødes med en større skepsis og mistillid. Befolkningen er blevet mere vidende og stiller større krav, samtidig med at de nu har adgang til flere alternative informationskilder uden for de traditionelle massemedier. Samfundsudviklingen og kommercialiseringen medfører også en stadig stigende koncentration af medierne, blandt andet i form af mediesammenlægninger. Ifølge Kramhøft betyder det, at ”Der sker en homogenisering og ensretning af de kulturelle og politiske udtryk i samfundet” (Kramhøft 2000:19). I forhold til vores tekstanalyse, vil vi senere se, hvordan dette kommer til udtryk i en forholdsvis ensartet vinkling af ’italienerdrabet’ på tværs af de tre morgenaviser.

- 25 -

I forhold til ovenfor nævnte tendenser er vi dog ikke entydigt kritiske, da kommercialiseringen og den deraf øgede modtagerorientering også kan betragtes positivt. Det kan blandt andet ses som en styrkelse af den demokratiske proces, hvis det kan øge den offentlige interesse og mindske afstanden mellem politikere og borgere. Men da vi i dette speciale lægger vægt på muligheder for forandring, fastholder vi en kritisk holdning, som bygger på et ideelt billede af mediernes demokratiske rolle i samfundet.

Mediernes ansvar

Medierne ledes af ikke-folkevalgte eller offentligt udpegede personer. Medierne har altså en anden placering end andre indflydelsesrige beslutningstagere i det folkestyrede samfund. Det betyder, at der individuelt er et betragteligt ansvar forbundet med at lede eller arbejde for medievirksomheder. Dette ansvar kan dog ikke defineres entydigt for alle medievirksomheder og medietyper (Medieudvalgets betænkning 1996: punkt 1.3.4). I forlængelse deraf mener vi, det er vigtigt, at der i medieverdenen løbende foregår en debat om ansvar og etik, så den ikke kun kommer til at handle om, hvor langt man kan tillade sig at gå for at sælge. Men også hvordan man lever op til de samfundsmæssige forpligtigelser, der er forbundet med at arbejde redaktionelt og journalistisk. Denne holdning understøttes af Medieudvalgets ’Betænkningen om journalistisk efter-og videreuddannelse’ fra 1995, som formulerer, at ”[…] den vigtige opgave [er]: at sætte medierne og deres medarbejdere i stand til fortsat at yde borgerne den information, som er en forudsætning for kvalificeret og aktiv medleven i et stadig mere segmenteret og kompliceret samfund” (Medieudvalgets betænkning nr. 1,1995:69). Der lægges altså her vægt på, at vi lever i et komplekst samfund, og der placeres i den forbindelse et stort ansvar hos mediernes medarbejdere. For at kunne leve op til det ansvar, mener vi, det er vigtigt, at journalister forholder sig refleksivt til journalistisk etik, normer og standarder. Derudover skal de løbende forholde sig refleksivt til journalistikkens rolle i samfundet samt egne evner til at idéudvikle, researche og formidle stoffet. Nyhedsjournalistikken udfolder sig i mange forskellige medier, men fælles er, at nogle etiske retningslinjer skal følges. Et af de vigtigste instrumentelle redskaber for etisk kvalitetsstyring af journalistikken i Danmark skal findes i ’Vejledende regler for god presseskik’, der er et slags cirkulære i medieansvarsloven. Reglerne for god presseskik håndhæves af Pressenævnet, som er en klageenhed, der består af 8 medlemmer, herunder jurister, journalister og repræsentanter for offentligheden. Reglerne er delt op i tre hovedkategorier: A) Korrekte meddelelser, B) Adfærd i strid med god presseskik og C) Retsreportage (se bilag A).

- 26 -

Medierne bør ideelt set overholde alle retningslinjer for ikke at miste troværdighed eller blive retsforfulgt. Men det er op til det enkelte medie eller journalist, hvilke retningslinjer der bliver lagt vægt på, og hvor tæt på grænsen man skal gå, for at fortælle den journalistiske historie. I henhold til dette mener vi, at det er værd at hæfte sig ved de forholdsvise vage formuleringer og de mange forbehold i de presseetiske regler, fx hedder det i regel A, at ”Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.” og i regel C, at ”Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre” (vores understregning). Formuleringer som disse stiller høje krav til den redaktionelle og individuelle vurdering og etik. Det er dog ikke alle formuleringer, hvori der indgår forbehold, fx er der mere tydelige formuleringer som i A, at "Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer” (vores understregning). På trods af denne mere skarpe formulering, er det dog ikke altid nemt at skelne mellem faktiske oplysninger og kommentarer, fx når politiet udtaler sig, hvilket vi kommer mere ind på i vores tekstanalyse (kap.5). For at kunne leve op til reglernes ånd og opretholde et troværdigt mediebillede, mener vi, at det er vigtigt, at journalistikken forholder sig refleksivt til indholdet og betydningen af disse etiske regler.

Dagspressens nedskrevne værdisæt

Udover at være underlagt de presseetiske regler, er de enkelte aviser gået videre og har opstillet deres egne værdisæt (se bilag B). Disse værdisæt, som er offentligt tilgængelige på avisernes hjemmeside, har både interne og eksterne kommunikative funktioner. De er bl.a. nedskrevet for at placere sig i forhold til deres konkurrenter, virke troværdige over for læserne og for at udstikke redaktionelle retningslinjer over for medarbejderne. Her ser man endvidere, at der ikke længere er forbehold i formuleringerne. Aviserne har strammet formuleringerne, og der tøves ikke med at udskrive løfter og garantier, hvilket bl.a. fremstår således i Politiken: ”Journalisten skal gå til opgaven med åbenhed og uden fordomme. Journalisten skal forholde sig kritisk til alle kilders motiver. Sympati for eller antipati mod en given sag/person eller løfte om solohistorier og andre redaktionelle fordele må ikke sætte den journalistiske hæderlighed, fairness og væsentlighed ud af kraft eller skinne igennem i vinkling, sprogbrug, billedvalg, placering mv.” (Politiken, bilag B). Her hæfter vi os især ved Politikens storslåede erklæringer om at gå fordomsfrit til opgaver og kritisk forholde sig til alle kilders motiver. I Berlingske Tidende er det værd at lægge mærke til, at de skriver: ”Vi garanterer journalistisk alsidighed og troværdighed. Vi hører altid begge parter, er uafhængige og grundige. Fordi vi sætter troværdigheden højt, sker det meget sjældent, at avisen får en pressenævnsafgørelse imod sig.” (Berlingske Tidende). Og hos Jyllands-Posten hæfter vi os ved deres forbehold overfor politiet som kilder: ”Avisens kriminal- og retsreportage skal naturligvis opfylde de almindelige

- 27 -

regler for god journalistik. Det betyder blandt andet, at man ikke automatisk skal tage politi- og anklagemyndighedens udlægning af sagerne for gode varer, men selvstændigt efterprøve sagernes fakta” (Jyllands-Posten). Aviserne sender, gennem deres værdisæt, klare signaler om, at de har en ideologisk indgangsvinkel til, hvordan deres journalistik ideelt set skal udfolde sig. De tre aviser erklærer sig dog også åbne for kritik, hvis de ikke overholder disse målsætninger. Med andre ord giver disse morgenaviser garantier som medieloven ikke direkte kræver af dem – og de erklærer, at de er åbne for en debat med deres læsere, fx har Politiken ansat en ’Læsernes redaktør’ til at udfylde denne funktion.

Sammenfatning I dette kapitel har vi fokuseret på medierne, som en ressource i det danske demokrati. Vi mener, de spiller en vægtig rolle som bindeled mellem borgeren, politikeren samt andre magtfulde individer og interessegrupper. Derudover har medierne en betydningsdannende magt bl.a. i kraft af deres position til at fremhæve bestemte emner som væsentlige, hvilket kan have betydning for, hvilke emner der vægtes i offentligheden og det politiske system. Ideelt set skal medierne yde borgerne de informationer, som er nødvendige for at tage stilling til det omgivende samfund, men samtidigt er medierne også kommercielle virksomheder, som er i evig konkurrence om læsere, lyttere og seere. Vi har lagt vægt på, at medierne er underlagt nogle etiske regelsæt igennem lovgivningen, om end der i disse indgår mange forbehold. Og selvom de tre morgenaviser formulerer deres egne værdier skarpere, kan det problematiseres, at det er medierne selv, der skal føre revision med, hvordan de overholder disse værdisæt. Vi har altså i dette kapitel sammenholdt mediernes betydningsdannende position med en ideel antagelse om mediernes demokratiske rolle og etiske retningslinjer, hvilket afspejler vores normative udgangspunkt, og dermed er samtidig afsæt for vores kritiske tilgang til medierne.

- 28 -

Kapitel 4 Journalistisk praksis og råderum

Ud fra et kritisk diskursanalytisk perspektiv betragtes medierne som et socialt domæne, hvor bestemte repræsentationer af verden konstrueres, organiseres og gøres relevant ud fra en egen logik og et eget formål. Deraf kan man sige, at medialiserede repræsentationer får deres interne organisering og rationalitet fra et regulativ system, der tilhører deres egen institutionelle kontekst og ikke kun fra forhold, der ligger udenfor medierne (Chouliaraki 2000). Journalistisk praksis og råderum er derfor en vigtig faktor i produktionen af nyheder, hvorfor vi finder det relevant at undersøge, hvordan betydningsdannende strukturelle og praktiske forhold er betingende for produktion. I henhold til vores undersøgelsesfelt udgør disse forhold tilsammen de diskursive praksisser, og er en væsentlig del af forklaringsrammen for forståelsen af vold som et medieret socialt problem. Vi betragter, som tidligere nævnt, de diskursive praksisser som kontingente, men de er i praksis altid relativt fastlåste, hvilket betyder, at vi i det følgende gør rede for de diskursive praksisser på et mere generelt niveau. Kapitlet baserer vi på journalistisk faglitteratur, herunder tekster af Mogens Meilby, Peter Kramhøft, Leif Becker Jensen og Hans-Henrik Holm et. al. Først sætter vi fokus på det journalistiske metodegrundlag og arbejdslogikker, for derefter at rette fokus mod det redaktionelle rum og formidlingslogikker. Disse logikker, normer og formål udgør overordnet den diskursive praksis, og er konstituerende for den medieramme nyhedshistorier skabes og formidles i. Vi afslutter kapitlet med en sammenfatning, hvor vi understreger kompleksiteten af de mange faktorer, der spiller ind i den journalistiske produktionsproces. Kapitlet danner desuden grundlag for de kommunikationsstrategiske overvejelser, vi gør os i kapitel 8.

Journalistikkens metodegrundlag Journalisters faglige baggrund i Danmark er meget ens, idet der indtil 1998 kun har været én egentlig journalistisk uddannelsesinstitution i landet, nemlig Danmarks Journalisthøjskole. Siden er der blevet oprettet en journalistuddannelse på Syddansk Universitet og Roskilde Universitetscenter. Dertil skal dog lægges de personer med en anden faglig baggrund, som tager en journalistisk efteruddannelse, eller gennem deres praksis arbejder i det journalistiske felt. Der er mange forskellige krav til, hvad en journalist skal kunne, herunder beherske forskellige genrer og fortællerteknikker, som følger nogle fagtekniske normer, samtidigt med at der er både metodekrav til det journalistiske indhold. Det traditionelle krav til journalister er ikke, at

- 29 -

de skal vide alt, men de skal vide, hvor de kan få det at vide. Helt på bar bund må journalisten dog ikke være, og der forventes at journalisten har en bred samfundsfaglig viden for at kunne vurdere, hvad der er nyt (Meilby 1999:38). Journalistik er et traditionelt mesterlærerfag, og praktik er en vigtig del af uddannelsen. Praktikperioden1144 kan betragtes som en læreplads, hvor journalistpraktikanten skal lære at skrive indenfor de journalistiske normer. Mesterlære er, som ordet indikerer, hierarkisk funderet, og i starten kigger journalistpraktikanterne de mere erfarne journalister over skulderen, men efterhånden som praktikanterne udvikler sig, stiger både ansvaret og forventningerne til dem. Mesterlæreformen og det hierarkiske system er med til at sætte nogle klare rammer, og giver en hurtig indføring i de grundlæggende journalistiske praksisser. Vi mener dog også, at det kan være med til at fastholde en forholdsvis rigid forståelse af, hvad journalistik er og skal. I forlængelse af dette mener vi, at det journalistiske felt generelt kan opfattes som defensivt i forhold til at imødekomme kritik af journalistiske produkter og arbejdsmetoder - især, hvis kritikken kommer fra et felt uden for journalistikken (se evt. Hussain et. al. 1997). Denne opfattelse har vi fået underbygget gennem interview med personer fra både CFJE og DjE. En konsekvens af en defensiv arbejdskultur er, at forandringer ofte er meget lang tid om bryde igennem i praksis15. Journalistik er ikke en videnskabeligt funderede profession, hvorfor det er vanskeligt at generalisere i forhold til teoretisk baserede normer. Journalistik er et felt, der har en egen historisk baggrund og metodiske færdigheder, værdinormer og etik, som både er knyttet til mediernes rolle i samfundet og mediernes produktionsbetingelser. Journalistik bygger ikke på videnskabernes forholdsvise strenge procedure- og metodevalg, derimod findes der retningslinjer, der definerer de hensigtsmæssige værktøjer og arbejdsmetoder. Til forskel fra videnskabelige arbejdsmetoder er der som nævnt ikke tale om teoretisk funderede metodekrav, men om konventioner der kan anvendes fleksibelt (Kramhøft 2000:29pp.) – hvilket også gør sig gældende for de presseetiske regler (jf. kap. 3). Som et eksempel er det i modsætning til den videnskabelige tradition et hovedkrav i journalistikken, at der er en entydig vinkel på historien, hvilket vil sige en bestemt og ikke nødvendigvis ekspliciteret tilgang til stoffet. Det betyder en afskæring af de dele og nuancer ved helheden, som kan stå i vejen for den hurtige tilegnelse af hovedbudskabet – ingen vinkel, ingen journalistisk historie! Og vinklen skal være fremtrædende forrest i artiklen – helst i overskriften. Vinkling er måske her at betragte som det vigtigste journalistiske redskab, samtidig kan det også betragtes som den vigtigste begrænsning (Meilby 1999:110). 14 På Roskilde Universitetscenter og Syddansk Universitet er praktikperioden 12 måneder i modsætning til 18 måneder på Journalisthøjskolen i Århus. 1155 Dette konkluderes i en amerikansk undersøgelse fra 2000 foretaget af Media Management Center på Northwestern University, (www.readership.org/culture_management/culture/inside_culture.htm).

- 30 -

Nyhedsjournalistik Udover hvad der kan defineres som fakta, fx konstateringen af et dødsfald eller fodboldresultater, er nyheder spekulative og fortolkende – altså en konstrueret virkelighed. Nyhedsgenrens konventioner og fremstillingsform lægger dog op til en ’objektiv’ og dermed den eneste mulige og definitive version af historien. Når der i forbindelse med journalistik diskuteres objektivitet contra subjektivitet, følger der ofte en række forskellige værdiladede ord. Objektivitet har en række pæne borgerlige dyder på slæb såsom redelighed, alsidighed og soberhed, hvorimod subjektivitet ofte forbindes med fortegnet, manipulerende og missionerende (Valeur 1993:152). Vi mener dog, at konstruktionen af døgnets nyheder uundgåeligt indebærer en subjektiv behandling af stoffet, og de fleste journalister vedgår også, at de ikke er objektive, da de godt ved, at de vinkler historier og derigennem fremmer bestemte synspunkter frem for andre. Alligevel er objektivitet en stadig dyd, der i højere grad forbindes med journalistens position i forhold til personer og kilder end med en erkendelsesmæssig antagelse. Ifølge Valeur fremstår det samlede danske mediebillede i dag som ’tilstræbt’ objektivt, hvor kun ledende artikler og formålsparagrafferne røber ståstedet. Det efterlader både læseren og journalisterne/medierne i en situation, hvor man tilsyneladende søger at finde nogle fælles ståsteder eller verdensopfattelser. Det er i højere grad blevet journalistikkens (selvudnævnte) opgave gennem vinkling og udvælgelse af historier at ’ramme’ læsernes holdninger og verdensopfattelser (Valeur 1993). Hvis vi ser nærmere på nyhedsjournalistik, kan nøglebegreberne siges at være: sand, dækkende, aktuel og væsentlig ? Sandhed må betragtes som et relativt begreb, som hverken videnskaben eller

journalistikken kan leve op til, idet virkeligheden ikke kan registreres entydigt, ligesom den ikke kan formidles entydigt. Derfor reducerer Kramhøft begrebet sandhed til ”[...] det, der ser ud som sandheden, det sandsynlige [...]”, hvilket må vurderes i relation til den metode, der er udvist i konstruktionen af sandhedsbilledet (Kramhøft 2000:35).

? I journalistisk forstand omfatter dækkende at al relevant og tilgængeligt materiale er indsamlet, analyseret og udsat for kildekritik, samt at det indsamlede materiale er vurderet til ikke at give et misvisende billede af den aktuelle situation eller fænomen.

? Sandfærdigt og dækkende skal dog betragtes i lyset af nyhedsmediernes aktualitetskrav, de daglige deadlines og oftest korte tidsperspektiver, som har betydning for, hvor troværdigt eller sandfærdigt en begivenhed kan dækkes. Inden for nyhedsjournalistik er det vigtigt, at begivenhedsstof bringes samme dag, hvilket især fremstår aktuelt i lyset af mediernes nuværende konkurrenceforhold og kampen om at være først med det sidste (se bl.a. Lund 2000). Ideelt set bør det redaktionelt vurderes, om nyheden spiller en så væsentlig rolle for modtagerne, at det opvejer risikoen for fejlinformation.

? Begrebet væsentligt skal forstås i forhold til information af betydning og relevans. At en historie er sand og dækkende er et minimumskrav til troværdig journalistik, men ikke tilstrækkeligt. En historie kan sagtens være sandfærdig, og samtidig være med til at give

- 31 -

et fortegnet billede, hvis fx bestemte aspekter af virkeligheden overdimensioneres på bekostning af andre (Kramhøft 2000:39).

Hvis vi sammenholder ovenstående i relation til mediernes ideelle formål (jf. kap.3), tilslutter vi os, at det kort formuleret må ”[...] være et mål for medierne at give modtagerne et så sandfærdigt og indsigtsfuldt billede at verden som muligt ved at tilbyde information af betydning og relevans” (Kramhøft 2000:39). I praksis vil den konkrete afvejning af, hvad der er væsentligt for journalistikken at beskæftige sig med dog altid være subjektiv og relativ, men forestillingen om, hvad der indholdsmæssigt må kræves, er brugbar som retningslinje for de journalistiske valg. Desuden mener vi, at denne referenceramme kan danne udgangspunkt for mediernes redaktionelle strategiudvikling og fungere som refleksivt pejlemærke i den daglige arbejdsproces fra idéudvikling til research, analyse og formidling. Herigennem bliver det også muligt at udvikle og diskutere mere specifikke krav til den journalistiske arbejdsmetode og redskaber til at indfri denne konvention.

Nyhedsgenren

Genrebegrebet er hos Fairclough en af de konstituerende faktorer indenfor diskursordner (Fairclough 1995). I den forbindelse kan nyhedsgenren i dagspressen siges at være en velkendt ramme, hvis genkendelighed er vigtig for læsernes fortsatte accept af og tro på genrens samfundsmæssige position. Genrebegrebet kan betragtes som en gensidig kontrakt mellem journalist og mediebruger, og fungerer derigennem som en forståelsesmæssig kode, der virker begge veje. Nyhedsgenren aftegner både en modtageropfattelse, metodegrundlag, afsenderrolle, form samt et formidlingssprog – og med genrevalget følger en form for journalistisk manual og forskellige niveauer af ’virkelighedsbeskrivelser’. Nyhedsgenren er dog ikke en fastlåst konvention, og den ændrer sig over tid, hvilket man også kan observere, hvis man fx læser nyheder fra tidligere årtier. Nyhedsgenren opfattes traditionelt som seriøs, troværdig og uafhængig, hvilket har afsæt i objektivitetsbegrebet, der i journalistiskpraksis handler om at være neutral og balanceret, og om at nyhedsformidling ikke er baseret på politiske, personlige eller redaktionelle holdninger. Idet nyhedsgenren løbende ændrer sig, er det også svært at definere klart, hvad en bestemte genre er. Selvom forskelle i genren kan være svære at definere klart, så kan de opdeles ud fra en række forskelle i niveau af virkelighedsbeskrivelse og den journalistiske praksis - og til en vis grad fortælleteknik. Som et eksempel opdeler Meilby journalistiske historier inden for nyhedsgenren i tre hovedtyper: meningsjournalistik, afspejlende journalistik og opsøgende journalistik. Meningsjournalistik udgøres oftest af kommentarer, kronikker, ledende artikler m.m., der ikke kræver den store journalistiske research. I modsætning til denne form for journalistik kan afspejlende og opsøgende journalistik være sværere at skille fra hinanden ud fra form og fortælleteknik. Afspejlende journalistik handler om en form for transport af

- 32 -

oplysninger, som journalister indsamler, behandler og sender ud til læseren16. Denne form for journalistik kan siges at være på kildernes præmisser og bliver til tider kritiseret for at være ’mikrofonholder-journalistik’. Journalistens opgave ligger her i at vurdere og udvælge de nyhedsmæssige relevante oplysninger og skrive dem efter de journalistiske principper. Tæt op af dette ligger den opsøgende journalistik, der til en vis grad kan siges at bruge kilder til at bakke journalistens historie op. I disse historier er det journalisten, der tager initiativet og producerer den viden, som skal til for at gøre det til en historie, som i højere grad følger journalistens betingelser. I disse former for journalistik indgår som noget væsentligt, at oplysningerne analyseres og perspektiveres. Der fremstilles oplysninger om sammenhænge, samt påvises årsager og konsekvenser, som begivenheden eller fænomenet ifølge journalisten skal ses i (Meilby 1999:64p.). Det interessante ved de ovennævnte forskelle indenfor den nyhedsjournalistiske genre er, at det oftest ikke fremgår tydeligt af artiklerne, hvilken journalistisk arbejdsproces der ligger bag, og deraf hvilket niveau af virkelighedsbeskrivelse, der indgår. Som vi også vil se i vores tekstanalyse, er der artikler, hvor det ud fra formidlingsformen er umuligt at skelne den bagvedliggende præmis. Det betyder, at det som læser kan være svært at gennemskue, hvilke historier der fx bygger på journalistens egne antagelser, bakket op af kilder – og hvilke historier der beror sig på kilders antagelser underlagt journalistisk kildekritik. Som nævnt betragtes nyhedsformidling traditionelt som neutral, balanceret, og som uafhængig af politiske, personlige eller redaktionelle holdninger, hvorfor det også må antages, at de fleste nyhedsartikler læses ud fra disse kriterier – på trods af at artiklerne tager afsæt i forskellige journalistiske praksisser og niveauer af ’virkelighedsbeskrivelse’.

Den abstrakte anden Traditionelt har nyhedsjournalistik haft folkeoplysning i højsædet det indebærer en stillingstagen til modtagernes behov for oplysning, hvilket kan kritiseres for at være formynderisk. Som nævnt i kapitel 3 er journalistikken i dag en modtagerorienteret disciplin, der netop frasiger sig at være formynderisk, og hvor det er kontakten til modtageren, der i sig selv er central. Der er i dag konsensus blandt medieforskere om, at samspillet mellem medier og modtager, som følge af kommercialisering og konkurrence, foregår under et grundvilkår, der kan betegnes som modtagerorientering, hvilket betyder at indhold og form er rettet ind efter modtagerens formodede værdier, holdninger og ønsker (Phillips & Schrøder 2004:17). For journalistisk produktion betyder det, at det i højere grad gælder om at gøre et produkt salgbart til en bestemt målgruppe frem for redaktionelt at vurdere og definere, hvilket oplysningsbehov målgruppen måtte have. For eksempel har vi erfaret, at det er udbredt, at

1166 Som et eksempel bruges indholdet i pressemeddelelser ofte som direkte citater, så det for læseren fremstår, som et citat fra et interview.

- 33 -

man på redaktionelt niveau diskuterer, hvordan man kan sælge en historie i stedet for at vurdere historiens relevans for modtagerne. Det er et journalistisk vilkår at arbejde ud fra en abstrakt anden som modtager (se evt. Meilby 1999 eller Valeur 1993). Journalister arbejder således ud fra en forestilling om, at de forstår eller deler verdenssyn med læserne, at de ved, hvad læseren vil have! I researchfasen indebærer det, at journalisten stiller de spørgsmål, læseren selv ville have stillet – og efterfølgende søger journalisten at besvare spørgsmålene tydeligt gennem formidlingen ved at skære historien til, så sprog og vinkel er klar. De konventioner, der er knyttet til indhold og form i de enkelte genrer, kan dog gøre det lettere for journalisten at foretage sine valg. Vurderingen af de indholdsmæssige aspekter går hånd i hånd med de fremstillingsmæssige muligheder, og journalisten må altså sammentænke såvel den indholdsmæssige som den formmæssige dimension (Kramhøft 2000:43). Det betyder, at journalisten allerede i idéfasen træffer nogle valg, der er baseret på formmæssige frem for indholdsmæssige faktorer. De journalistiske metodekrav og nyhedsjournalistiske konventioner, som vi netop har præsenteret, kan betragtes som en ramme, der både muliggør og begrænser, hvad der kan blive en nyhed i medierne. Denne ramme afspejler også de logikker og normer, som journalister og redaktører har i forhold til deres eget arbejde, hvilket er af væsentlig betydning for optikken og bearbejdningen af input til nyheder.

Det redaktionelle rum Når man dagligt læser aviser, ser tv og hører radio, tænker man måske ikke så meget over, at mediernes umiddelbare indhold er et resultat af en meget lang, kompleks og specialiseret arbejdsproces. Det daglige arbejde i medierne foregår inden for rammerne af organisationer, der består af kreative, tekniske og administrative afdelinger, som igen indgår i samarbejde med investorer, annoncører, politiske organisationer, kilder osv. Hovedparten af redaktørerne og cheferne i de danske bladhuse er selv journalister med en lang baggrund i det journalistiske arbejde. De strategiske beslutninger er derfor ofte præget af de grundlæggende journalistiske normer og logikker, der hersker blandt journalister (Holm et. al. 2000). Disse strategiske valg afspejles, desuden i den måde avisredaktionen er organiseret på. Er det en meget selvstændig enhed, eller er den integreret med andre afdelinger? Har den sit eget budget og ressourcer? Kan redaktionen selv håndplukke og ansætte journalister? Disse parametre svinger selvfølgelig meget afhængigt af, hvilken konkurrencesituation redaktionen befinder sig i. Udgives avisen fx i et stort oplag, er der mange abonnenter osv. Både de elektroniske medier og aviserne i Danmark er i en situation med økonomisk tilbagegang. Man kan således observere, at mediehusene gennem forskellige tiltag prøver at konsolidere økonomien. Et eksempel på dette er den administrative sammenlægning af Jyllands-Posten

- 34 -

og Politiken, som nu hedder JP/Politikens Hus. De strategiske valg og den langsigtede planlægning har en større og større betydning for avisens udvikling og overlevelse, og får derfor også en større og større betydning for det daglige redaktionelle valg på flere måder (Holm et. al 2000:20). Strategiske valg drejer sig bl.a. om ressourcefordeling, redaktionelle standarder og erklærede formål, samt beslutninger om specialsatsninger og redaktionelle projekter, som fx i henhold til vores case, hvor Politiken besluttede at oprette en særlig Nørrebro-redaktion i forbindelse med ’italienerdrabet’. I det hele taget lægges der vægt på at medierne, herunder dagspressen, også skal drives som en lukrativ forretning. Det er som nævnt blevet et produkt, der skal sælges til en forbruger, hvilket har betydning for den meningstilskrivelse, der sker gennem journalistisk praksis. Et andet væsentligt træk ved mediernes rentabilitet er, at de følger faste rutiner, som gør det muligt at levere medieproduktet til en aftalt tid og pris (Drotner et. al. 1996:375). Derfor spiller disse rutiner, som en produktbetingelse, en central rolle i råderummet for en journalist. Udover at journalistikkens metodegrundlag er en vægtig faktor i den rutinemæssige konstruktion af mediernes indholdsmæssige såvel som formmæssige dimension, så er de organisatorisk-strukturelle logikker også vægtige. I praksis er råderummet for journalister i høj grad underlagt det redaktionelle råderum, da det er redaktionen, ofte med redaktionssekretæren for bordenden, der afgør, hvad der bliver trykt i avisen. Set udefra virker det som om, aviserne har stor frihed til at beslutte, hvad og hvordan de vil skrive. Ud fra dette perspektiv er det journalister og redaktører selv, der dagligt bestemmer, hvad der er en god historie, hvor de frit kan prioritere deres ressourcer, deres vinkler og deres måde at anskue verden på. Set indefra – fra journalisternes eller redaktørernes synsvinkel, virker råderummet dog ofte meget begrænset. Der er mange historier, der skal fortælles og sider, der skal udfyldes, og derfor bliver redaktørerne nødt til at prioritere. Døgnets store begivenheder skal med, og nogle virker mere indlysende på redaktionen end andre, hvilket også i en grad fastlåser dagens mediebillede. Når redaktører på morgenmøder siger ’at dagen giver sig selv’, mener de, at det er indlysende, hvad der er store begivenheder, og hvad der er små – og afgør, hvad der slet ikke skal med (Holm et. al. 2000:20pp.). Generelt arbejdes der ud fra nyhedskriterierne1177, hvor der stilles spørgsmålene, er det nyt?, er det væsentligt?, osv. Er det en historie, der egner sig til os (vores læsere)?, har vi billeder? – og ikke mindst – er der nogen kilder, der kan fortælle historien? Nyhedskriterierne definerer nogle bestemte karakteristika, som erfaringsmæssigt gør en historie til en ’god’ historie, hvilket gør, at de i høj grad er styrende for, hvordan stof udvælges, vinkles og formidles. Ud

17 Nyhedskriterierne kan sættes op på flere måder, men vi henviser her til remsen, der bruges på journalistuddannelserne, AVIS K: Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. Hvor konflikt kan ses, som et dramaturgisk bonuselement.

- 35 -

fra den optik har journalister og redaktører i det daglige minimal kontrol over nyhedsprocessen. Den endelige daglige udvælgelse er derimod ofte bestemt af de forudgående valg, eller de såkaldte redaktionelle linjer på avisen, som igen er udmålt af en række strategiske valg (Holm et. al. 2000:29p.). Denne opfattelse af, at nyhedsstrømmene går deres egne veje, er bl.a. det, vi ønsker at udfordre i dette speciale.

Den journalistiske arbejdsproces

Den journalistiske arbejdsproces kan opdeles i fire faser, der naturligvis overlapper hinanden: idéfasen, researchfasen, analysefasen og formidlingsfasen (Kramhøft 2000:30). Første fase er idéfasen, hvor en form for problemformulering formuleres; det er her fænomener og begivenheder iagttages, eller tidligere materiale, kontakt til kilder og skete begivenheder analyseres. I researchfasen rettes fokus mod kildevalg; med afsæt i problemstillingen er det i researchfasen, at relevante aktører, eksperter, skriftlige kilder m.m. identificeres og kontaktes/ indsamles. Oftest er journalistiske kilder dog andenhåndskilder, hvilket fx kan være en politimands eller politikers udlægning af nogle statistikker eller dokumenter. Her hæfter vi os ved Helle Nissen Kruuse, der i ’Etik i journalistik’ skriver, at det i idé- og researchfasen er essentielt at følge nogle etiske retningslinjer, for at opnå en troværdig journalistik. Der skal vises ydmyghed overfor virkelighedens kompleksitet i et nuanceret verdensbillede. Desuden er det vigtigt, at journalisten er bevidst om eget ståsted og verdensbillede, og bruger denne bevidsthed til løbende at efterprøve om dækningen af en sag, tenderer til at udvikle sig skævt eller ensidigt. Endvidere er det vigtigt at forholde sig til kilder og eksperters interesse i sagen, samtidig med at kilder, der ikke bekræfter præmissen, skal kontaktes. Ydermere skal der skelnes mellem mistanke og kendsgerning og mellem det underholdende og væsentlige, idet perspektivforskydninger måske nok giver et interessant, men også misvisende billede af en sag eller begivenhed. Slutteligt skal det, uanset antagelser om modtagers subjektive informationsbehov og lyst, overvejes om sagen fortjener en så omfattende dækning (Kruuse 1991). I analysefasen vurderes og analyseres dokumenter og kildeudsagn, og det samlede stof redigeres i forhold til vinklen. I formidlingsfasen vælges fortælleform, og stoffets struktureres i forhold til den forventede målgruppes interesse og forståelighed. I forlængelse af Helle Nissen Kruuses etiske tilgang til idé- og researchfasen, mener vi, at en bevidsthed omkring virkelighedens kompleksitet og egne verdensbilleder må være et bærende element i hele arbejdsprocessen, således også i analyse- og formidlingsfasen. I forhold til formidlingsfasen kan det måske ligefrem betragtes som en direkte modsætning til de journalistiske formidlingskrav om klare og mere entydige vinkler.

Journalistisk formidling

Don’t tell it! Show it! Sådan lyder den måske mest benyttede læresætning på journalistuddannelserne og på de forskellige journalistiske arbejdspladser. En god journalistisk historie betragtes som den, der taler til maven – den skal frembringe følelser

- 36 -

som: vrede, foragt, sympati og engang imellem glæde hos læseren. Det journalistiske sprog tjener altså et formål ved siden af at informere, det skal på en eller anden måde også underholde og/eller gøre begivenheder nærværende. Ifølge underviser på journalistuddannelsen på RUC, lektor Leif Becker Jensen er der principielt to måder, som mennesket bruger til at bearbejde virkeligheden på: ”Den ene går gennem maven og den anden går gennem hovedet på modtageren. Den ene appellerer til vores følelser og den anden til vores intellekt. Det er altså forskellen mellem den fuldstændige accepterende indlevelse og identifikation på den ene side, og den analyserende og distancerende på den anden” (Jensen 2000B:17). Leif Becker Jensen lægger dog vægt på, at disse to måder til at bearbejde virkeligheden ikke udelukker hinanden, men skal ses som nogle yderpunkter, der oftest supplerer hinanden. Den ene form afspejler det traditionelle formidlingsparadigme i videnskaben, og den anden form afspejler det professionelle formidlingsparadigme kendt fra journalistikken. Det traditionelle videnskabelige formidlingsparadigme tilbyder læseren en kritisk distance i modsætning til det journalistiske formidlingsparadigme, der forsøger at få læseren til at identificere sig med stoffet gennem oplevelse eller genkendelser. Forskellen bunder også i de to paradigmers forskellige etiske normer. De traditionelle videnskabsetiske normer for kommunikation bygger på et demokratisk ideal, hvor kommunikation opfattes som en udveksling af synspunkter og meninger mellem ligesindede og kritiske individer. Videnskabelige fagfolk er traditionelt opdraget til at fremlægge deres argumentation åbent og eksplicit formulere præmisser og konklusion, så modtageren har mulighed for at forholde sig kritisk til udsagnet. Journalisters faglighed og normer bygger i højere grad på funktionelle holdninger, og den professionelle faglighed består i at få modtageren til at opfatte budskabet uden at danne tvivl. Journalister skal, som tidligere nævnt, formidle til en abstrakt anden, der i udgangspunktet kan være uinteresseret eller umotiveret. Derfor har journalister gennem en narrativ tilgang til kommunikation specialiseret sig i den mest effektive form, nemlig den konkrete, spændende og anskueliggørende (Jensen 2000B:20pp.). Denne tilgang til kommunikation bygger ifølge Leif Becker Jensen på et formidlingssprog, der bruges til at fortælle og fortolke, hvorfor det er konkret, narrativt og personligt med implicitte sammenhænge (Jensen 2000B:33). Udover formidlingssproget spiller den traditionelle nyhedstrekant også en væsentlig rolle i formidlingen af en journalistisk historie (Meilby 1999:225). Den kan give en væsentlig indsigt i, hvordan journalister tænker en nyhed, samtidig med, at den kan anskueliggøre den journalistiske modtageropfattelse af den abstrakte anden. Ifølge nyhedstrekanten er indledningen vigtig, fordi det er her, journalisten bekender, hvilken genre og sprog han eller hun benytter sig af. Indledningen er i realiteten konklusionen på historien. Her fortælles historien, ifølge Meilby, ud fra de ’objektive’ idealer der giver sig udslag i hv-spørgsmålene: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor m.m.

- 37 -

Hvem er næsten altid det vigtigste spørgsmål, der skal besvares. ”Det repræsenterer historiens menneskelige element, og personificeringen spiller en vigtig rolle i journalistik” (Meilby 1999:265). Hvad -spørgsmålet beskriver hændelsen eller fænomenet – selve nyheden. Hvor kan besvares meget kort og kommer ofte ind, som en sekundær oplysning i indledningen og er med til at underbygge det nære (eller fjerne). Hvornår er med i starten af nyhedsstoffet og er med til at understrege, at det er noget nyt, hvilket dog ikke nødvendigvis er bundet i tid, fx at ”der er dukket nye oplysninger op om sommerens makabre mord”. Hvordan og hvorfor, kan være svære at besvare i få ord, og hvis det optræder i indledningen er det for at introducere en videre uddybning i artiklen, måske ved at nævne nogle aktører i konflikt, eller måske bliver en løsning præsenteret gennem en kilde. Disse hv-spørgsmål kan man også se besvaret i artikler med en forsinket indledning. Dette medfølger ofte et journalistisk genreskifte, fx en baggrundsartikel, hvor journalisten kommer med et kort resumé af en tidligere begivenhed, før han eller hun indleder med noget nyt. ”Forsinkede indledninger kan indeholde et relevant eksempel, en beskrivelse eller en scene, der på konkret plan giver en forsmag på, hvad historien handler om. Der lægges altså [i det journalistiske valg] vægt på identifikation og sensation – ikke på samfundsbetydning og aktualitet” (Meilby 1999:265). At henvise til tidligere tekster og formuleringer er ud fra et diskursanalytisk perspektiv et intertekstuelt træk, som vi vil kommer nærmere ind på i næste kapitel. Ifølge Meilby bruges den forsinkede indledning ofte i længere artikler om generelle problemer, som ikke direkte har nogen betydning for læseren. Journalisten sætter altså den reelle fortælling ind i en anden og ofte kendt ramme. For eksempel kan vi i vores valg af case se, at drabet på den italienske turist, som ingen i Danmark på forhånd kender, bliver brugt til at fortælle om nogle ’generelle problemer’ på Nørrebro, som vi alle på sin vis kan sige, ’vi kender til’. Til at forstærke indtrykket af disse problemer, opstiller journalister gerne nogle kontraster. Det kan fx være at sammenholde to miljøer eller før- og nu situationer.

Sammenfatning Den enkelte journalist og dermed historie er altså bundet af en lang række fælles journalistiske metodekrav, organisatoriske strukturer, samt indholds- og formidlingsmæssige logikker. I det daglige skal journalisten på redaktionen, sammen med redaktøren, træffe en række beslutninger om, hvad der skal blive en historie. Ifølge Holm et. al., træffes disse beslutninger på baggrund af journalisternes antagelser om verdens gang. Historien og historiens indhold fremkommer ligeledes på baggrund af journalisternes og redaktørernes antagelser om konkurrenterne, kollegaerne, modtagerne, og mediernes egne mål og normer. Grafisk anskueliggør Holm et. al. disse påvirkninger på følgende måde i nedenstående figur.

- 38 -

Figur 3: ’Det redaktionelle valg’ (Holm et. al. 2000:29)

Formålet med denne figur er at illustrere kompleksiteten i de daglige redaktionelle valg, ved at placere de væsentligste faktorer i forhold til hinanden. De enkelte faktorer har Holm et. al. ordnet efter en vis logik: Omkring det redaktionelle valg forløber fire processer, som hele tiden er i samspil med ’naboprocessen’ – som en sammenhængende ring af verdenen i og uden for redaktionslokalet (Holm et. al. 2000:29).

? Input omfatter alle input udefra, såvel begivenheder som input fra kilder, modtagere og andre medier.

? Det ubevidste sammenfatter alle de diskurser, der påvirker valget, selve grundforståelsen hos den enkelte journalist og mediet. Hvilket bl.a. beror på journalistikkens metodekrav, institutionalisering m.m.

Det ubevidste

Det bevidste

Input Output

Det redaktionelle valg

Instinktet - den journalistiske rygmarv, journalismen

Mediets fælles korpsånd

Døgnets aktualitet

Den fælles mening

Andre danske medier

Bureauer

Kilder

Begivenheder

Medieforskning, seerne, læsernes og lytternes input

Mediets politiske profil og tradition

Formål, mærkesager

Redaktionel organisering/ressourcer

Prioriteringer i verden

Stofområdets egen logik

Personlige holdninger

Antagelser om den faktiske samfundsbeskrivelse og betydninger heraf

Antagelser om, hvad modtageren vil have/har brug for

- 39 -

? Det bevidste samler alle de forhold, der omhandler mediets mål, klare holdninger og struktur, altså de mere strategiske valg.

? Output omhandler de forestillinger, journalisterne har om den abstrakte anden; læseren, lytteren eller seeren – samt betydningen af mediets eget output.

De enkelte faktorer er indbyrdes forbundet på kryds og tværs, så de ikke bare påvirker det redaktionelle valg, men også hinanden. I virkeligheden burde modellen fremstilles tredimensionelt, hvor de forskellige antagelser er indbyrdes forbundet i og omkring det redaktionelle valg. En ekstra dimension er tiden, der til stadighed påvirker alle faktorer. At forstå aspekter, inden og udenfor det redaktionelle rum, som betingende for den meningstilskrivning, der sker i aviserne, er, som modellen antyder, meget komplekst og indbyrdes forbundet. Dette korresponderer med vores socialkonstruktionistiske tilgang, og understreger Faircloughs pointe med, at det er utilstrækkeligt at forstå forholdet mellem tekst og samfund, uden at inddrage omkringliggende sociokulturelle og diskursive praksisser. I forhold til vores forandringsperspektiv understreger det vigtigheden af en holistisk kommunikationsstrategi, der forholder sig til journalistiske praksis-logikker såvel som organisations-strukturelle logikker. I kapitel 3 konkluderede vi, at mediernes demokratiske formål ideelt set er at tilgodese læsernes samfundsmæssige, økonomiske, kulturelle og sociale interesser. Samtidig er medierne også styret af mere forretningsmæssige og kommercielle interesser, og i den optik er målet at udkomme til tiden med det aftalte produkt. Hvis vi sammenholder dette med det journalistiske råderum, og den praksis vi har redegjort for i indeværende kapitel, må det forventes, at produktionen af artikler er stærkt rutinepræget. Dette må antages at gælde lige fra forforståelse for, hvilke historier der skal fortælles, til den praktiske produktion og meningstilskrivningen i de enkelte artikler. Når historier fortælles og vinkles, trækkes der altså i vidt omfang på allerede tilgængelige kulturelle medierammer. Som journalist i dagspressen indgår man altså i en diskursiv praksis, der er relativt fastlåst af en lang række rutiner, fagtraditionelle normer, mediets redaktionelle linjer og holdninger, kampen om læserens opmærksomhed, antagelser om konkurrenterne, grundighed og faktuelle korrekte oplysninger, valg af kilder og ikke mindst god presseskik. Derudover er der en del bevidste og ubevidste betingelser, der kan fungere som en slags selvcensur. Herunder mediets sociale korpsånd, den fælles mening på redaktionen og journalistens egen opfattelser af verdenen eller ideologier. Alt dette betyder noget for det reelle råderum, som fører til produktionen af de daglige nyhedshistorier. I dette og det forrige kapitel har vi bevæget os på et generelt niveau, idet vi gennem sociologiske og kulturteoretiske tilgange til medieret kommunikation, samt journalistisk

- 40 -

faglitteratur har diskuteret faktorer, der konstituerer den sociokulturelle og diskursive praksis. Disse rammer er medvirkende til at forme den medieramme, igennem hvilken bestemte billeder af ’virkeligheden’ italesættes. I det følgende dykker vi ned i en konkret case for at analysere et medieret virkelighedsbillede og derigennem knytte det sidste led til den kommunikative begivenhed i vores kritiske diskursanalyse.

- 41 -

Kapitel 5 Tekstanalyse af ’italienerdrabet’

”Få timer efter at en 19-årig italiener kom til Danmark som turist, blev han natten til i går stukket ned på Nørrebro. Mandens kvæstelser er så alvorlige, at han i går aftes fortsat var i livsfare. Den unge mand kom ved 22-23-tiden fredag aften til København. Et par timer senere gik han ad Åboulevard, da han ud for Blågårdsgade blev passet op af to-tre unge, der stak ham gentagne gange i ryggen og maven med en eller flere knive. Gerningsmændene, der vurderes at være 15-20 år, stak af straks efter det voldsomme knivangreb. Nogle af vidnerne sad i en sølvgrå Mercedes taxi, der med nogle kunder var på vej fra Blågårdsgade ud på Åboulevard og videre i retning mod Indre By. Politiet er stærkt interesseret i at tale med chaufføren for at få hans vidneforklaring” (Ritzau telegram bragt i Pol.10.08.03, sek.1:2). Antonio Currá dør senere den 10. august på Rigshospitalet. Knivdrabet på den italienske rygsækrejsende turist bliver hurtigt til en omfattende mediebegivenhed. Foruden de mange artikler i de tre store morgenaviser, har B.T. og Ekstra Bladet stort set ryddet forsiderne for at give plads til knivoverfaldet i den efterfølgende uge. Også radio- og tv-stationerne bruger ekstra meget sendetid på at beskrive og tolke denne ulykkelige begivenhed med live-sendinger osv. Journalister med snurrende båndoptager, kameraer og små skriveblokke patruljerer om kap med politiet i de små gader på Nørrebro. Politiken opretter sågar en ekstra redaktion midt i medieorkanens øje – Nørrebro. Senere bliver to unge drenge, på henholdsvis 16 og 17 år anholdt og sigtet for overfaldet. I november 2004 falder der dom i sagen, og de to bliver idømt henholdsvis 8 og 10 års fængsel med efterfølgende udvisning fra Danmark. Begge domme er anket til Højesteret.18 I dette kapitel analyserer vi dagspressens italesættelse af ’Italienerdrabet’ i august 2003. Først præsenterer vi vores tekstkorpus og analysestrategi, hvorefter vi præsenterer analysen. Tekstanalysen er sidste komponent i vores diskursanalyse, og i det følgende kapitel (kap.6) sammenholder vi de tre niveauer (jf. figur 2).

Udvælgelse af tekstkorpus

Vores tekstkorpus består af avisartikler fra Politiken (Pol.), Jyllands-Posten (JP) og Berlingske Tidende (Ber.). Vi fokuserer på de første 8 dage efter knivoverfaldet og tager særligt udgangspunkt i de første tre dage, da vi mener, det er her konfigurationen af diskurser fastlåses. Vores udvælgelseskriterium for artikler er, at der i artiklen er en direkte henvisning til hændelsen. Det betyder, at nogle artikler er sorteret fra, selvom de er inden for samme 1188 http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=344354, http://pol itiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=345177. Artiklerne er fra henholdsvis d. 9. og 15. november 2004.

- 42 -

meningsramme som artikler med direkte henvisning. For eksempel har Berlingske Tidende og Jyllands-Posten en del artikler, der emnemæssigt falder sammen med mange af Politikens artikler, men som er uden en direkte reference til sagen19. Denne afgrænsning har resulteret i et tekstkorpus på 85 artikler fordelt på 41 i Politiken, 23 i Berlingske Tidende og 21 i Jyllands-Posten (jf. oversigt, bilag C + artikelbilag D,E & F). Vi betragter artiklerne som strategiske begivenheder, der er et led i morgenavisernes daglige udgivelse. Da vores fokus er journalisters diskursive praksisser, har vi valgt at analysere redaktionelle tekster, hvilket indbefatter nyhedsartikler, baggrundsartikler, ledere, features og kommentarer. Det er vores opfattelse, at disse forskellige artikelgenrer er med til at skabe forståelsesrammen om hændelsen og understøtter hinanden gennem intertekstuelle koblinger. Med fokus på disse artikler har vi afgrænset os fra læserbreve, kronikker og andre indlæg fra læserne, der ligger uden for den direkte redaktionelle indflydelse, og derfor ikke i samme grad er underlagt den journalistiske praksis.

Analysestrategi I denne tekstanalyse undersøger vi, hvordan drabet på den italienske turist Antonio Currá kontekstualiseres som en samfundsfortælling, gennem bestemte konfigurationer af diskurser. Vores analyse tager afsæt i en dybdegående analyse af Politikens artikler, som vi efterfølgende har sammenholdt med artikler fra Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Formålet med at inddrage artikler fra tre aviser har været at se på sammenfald og afvigelser aviserne imellem. På tværs af de tre morgenaviser bliver begivenheden kontekstualiseret i en samfundsfortælling, konstitueret i forhold til en ungdomskriminalitetsdiskurs samt en indvandrerdiskurs. Rammen er til dels lokal i form af en afgrænsning til Nørrebro, såvel som den i nogle artikler er national. Der lægges en sociologisk og politisk vinkel, hvorigennem hændelsen bliver placeret som et udtryk for noget større – en samfundstendens (jf. figur 4). Vi placerer artiklerne i relation til hinanden for at vise, hvordan konfigurationen af diskurser ikke er en nødvendig men kontingent konstruktion. Det kontingente viser sig bl.a. ved en uklarhed omkring definitionen af ’problemets’ omfang og karakter. Derudover analyserer vi, hvilke identiteter og sociale relationer der skabes, og hvordan disse diskursive konfigurationer fikserer og fastholder et bestemt billede af samfundet.

19 Sideløbende med denne historie kører der særligt i JP en historie om en gruppe unges masseslagsmål og kampe mod politiet i forbindelse med afvisningen af enkelte unge fra diskoteket Show Boat i Århus. Hovedparten af de implicerede unge betegnes som ”unge med udenlandsk baggrund”, og JP præsenterer en del artikler med fokusering på ghettodannelse og ungdomskriminalitet (JP10.08.03, JP Århus:1). Det er interessant, at Show Boat historien stort set ikke omtales i Politiken, mens den får lidt spalteplads i Berlingske Tidende.

- 43 -

Analyseværktøjer

I henhold til diskursanalysens anti-essentialistiske udgangspunkt, hævder vi, at det er forskerens opgave at afgrænse, hvornår det er meningsfyldt at tale om forskellige diskurser og derved afgrænse dem i forhold til hinanden. Det er i den forbindelse vigtigt at påpege at tekster er polysemiske, hvorfor analysen af teksterne og afgrænsningen af diskurser ikke kan undgå at bero på forskerens personlige holdninger og erfaringer. Vi har i vores analyse afgrænset to primære diskurser; en ungdomskriminalitetsdiskurs og en indvandrerdiskurs, og inden for disse ser vi på hvilke identiteter, der skabes gennem kategoriseringer. Kategoriseringer er med til at konstruerer verden i grupperinger, og disse grupperinger bliver konstitueret af særlige karakteristika, der adskiller disse fra resten af verden – hvilket bl.a. gør, at enkelte grupper i sin helhed kan betragtes uafhængigt af resten af samfundet (Fowler 1991:91pp). Dette niveau bakkes op af mere tekstnære analyseværktøjer fra Faircloughs kritiske diskursanalyse. Her trækker vi især på begrebet modalitet, som henviser til graden af forfatterens tilslutning til tekstens påstande, og derigennem hvordan aktører ud fra en stemmehierarkisering tildeles forskellige grader af autoritet i teksten. Vi undersøger altså, hvordan de enkelte stemmer placeres i forhold til fænomenet og den journalistiske vinkel. Kohærens bruger vi til at analyserer artiklernes interne strukturer, samtidig ser vi på intertekstualitet og præsuppositioner for at trække generelle linjer på tværs af artiklerne og aviserne. Kohærens hentyder til, hvordan meningen i sætninger uddybes eller styrkes gennem koblinger, der fx bygger på kausalitets- eller sammenlignende relationer. Som vi beskrev i kapitel 2, bruger Fairclough begreberne interdiskursivitet og intertekstualitet til i teksten at læse realisering af diskursive praksisser (Fairclough 1992). Interdiskursivitet er et brugbart begreb, hvis man ønsker at undersøge forandringer over tid, men da vores analyse er et øjebliksbillede af journalistisk meningstilskrivelse, bruger vi ikke dette begreb yderligere. Derimod bruger vi begrebet intertekstualitet til tekstnært at sammenholde referencer og citater på tværs af artiklerne. Præsuppositioner er en indirekte form for intertekstualitet, der skaber koblinger; fra gammelt til nyt, fra ukendt til kendt og kobler det omstridte med det alment givne. Præsuppositioner er de uudsagte præmisser, som en udtalelse bygger på, og er vitale for at den virkelighed, en tekst repræsenterer, kan virke overbevisende (Fairclough 1995:103pp). Formålet med vores analyse er at anskueliggøre de diskursive typografier og kategoriseringer, der i dette tekstkorpus konstituerer en negativ samfundsdiskurs. I formidlingen af vores analytiske arbejde, præsenterer vi først de generelle linjer i forhold til, hvordan hændelsen tilskrives betydning, og derigennem bliver markør for et samfundsproblem. Dette gør vi blandt andet for at illustrere, hvordan diskursive elementer

- 44 -

som præsuppositioner, sproglige kategorier, typificeringer og koblinger er med til at producere og reproducere bestemte forestillinger om samfundet. Dernæst går vi ned i enkelte elementer, hvilket eksemplificeres gennem passager og citater fra de tre aviser.

Figur 5: Oversigt over konfigurationen af diskurser

Ovenstående figur 4 illustrerer en kort oversigt over den konfiguration af diskurser, som, vi mener, konstituerer det samfundsbillede, der italesættes på tværs af artiklerne. Inden for den nyhedsmediediskursorden, som de 3 morgenaviser i denne undersøgelse udgør, er den altdominerende diskurs en negativ samfundsdiskurs, der tager afsæt i omdrejningspunktet samfundsproblemer. Som man kan se af figuren, mener vi, at fortællingen om ’italienerdrabet’ udgøres af to bærende diskurser, der placeres i forhold til hinanden i en geografisk ramme. Ungdomskriminalitetsdiskursen udgøres af omdrejningspunkterne ungdom, knivvold og fjernvold. Indvandrerdiskursen udgøres af omdrejningspunkterne integration og ghettodannelser samt kulturelle og religiøse elementer. Det, der kendetegner de enkelte artikler er, at de artikulerer flere af delelementerne på en gang, hvilket er med til at forstørre ’problemet’ og understøtte den negative samfundsfortælling.

Historiens udvikling Kronologisk omtales knivoverfaldet første gang søndag d. 10. august 2003. Berlingske Tidende har en kort nyhedsartikel, Politiken et Ritzaus telegram, mens Jyllands-Posten først kommer på banen næste dag. Dagen efter, d. 11. august, placeres hændelsen på tværs af de

Lokalitet

Indvandrer Ungdoms kriminalitet

Lokal/Nørrebro National

Ungdom

Knivvold Fjernvold

Integration/Ghetto

Kulturel essens/ Religion

Negativ samfundsdiskurs

- 45 -

tre aviser i en generel ramme (JP 11.08.03, sek1:3; Ber.11.08.03, sek1:1). Her illustreret gennem et uddrag fra Politiken: ”København oplever en bølge af voldshandlinger, der involverer knive. Alene i løbet af den seneste uge har der fundet omkring otte kniv-overfald sted i Københavnsområdet, oplyser Københavns Politi” (Pol. 11.08.03, sek.1:3). Udover at der bliver skabt en generel ramme er det interessant at hæfte sig ved, at det i denne passage er umuligt at skelne politiets udtalelser fra journalistens formuleringer. Derigennem kommer Politiet til at stå som afsender af påstanden om, at København oplever en bølge… der involverer knive. Dette eksempel illustrerer desuden, hvordan udtalelser bliver positioneret som en sandhedspåstand pga. sætningens. Artiklerne handler ikke kun om drabet; hændelsen, offer og gerningsmand. De bliver en del af en større samfundsfortælling om samfundets tilstand og normer. De perspektiverende temaer handler bl.a. om større indsats på Nørrebro, samt en debat om stramninger af straffeloven møntet på unge. Temaerne udspringer af direkte referencer til ’italienerdrabet’, men får efterhånden et selvstændigt efterspil. Når hændelsen perspektiveres, og samfundsproblemet søges defineret og forklaret, trækkes der på sociologiske forklaringsmodeller. Hvilket fører til implicitte og eksplicitte handlingskrav, der primært er af politisk karakter. Gennem interdiskursive koblinger mellem sociologiske forklaringsmodeller og politiske løsninger italesættes således en sociologisk og politisk hybriddiskurs, når hændelsen perspektiveres. Ved italesættelsen af hændelsen, som et generelt og stigende problem, sker en meningstilskrivelse, der efterfølgende bliver en præsupposition og udgangspunkt for de efterfølgende artikler. Begivenheden bliver i artiklerne italesat som en kulmination på en bølge af voldshandlinger, der involverer knive. Billedet er dog ikke entydigt rent, hvilket vi vil komme ind på under afsnittet ’Den uklare vinkel’. I slutningen af ugen, fredag d.15. og søndag d. 17. august, er der enkelte artikler i Politiken, som vender blikket indad og ironiserer over mediernes massive fokus på sagen (Pol.15.08.03, sek.2:3; 17.08.03, sek.3:16). Dette gør sig dog ikke gældende hverken i Jyllands-Posten eller Berlingske Tidende.

Den klare vinkel - en udviklingstendens

Artiklerne i de tre aviser viser en forholdsvis ens udvikling i vinklingen af knivoverfaldet. Dette er specielt tydeligt i de første 3 dage, hvor det implicitte budskab i historierne er meget lig hinanden. Overskrifterne er enslydende (se bilag C), og det er stort set de samme kilder (se bilag G), der kommer til orde, fx er vicekriminalkommissær Niels Bogs-Grarup, justitsminister Lene Espersen og socialminister Henriette Kjær citeret i alle tre aviser.

- 46 -

En stor del af artiklerne indeholder sætningsanslag som: ”Efter drabet…” (JP 12.08.03, sek.1:1); ”Efter knivdrabet har…” (Pol. 13.08.03, sek. 1:4); ”Efter ti knivstikkerier i København alene…” (Ber. 12.08.03, sek.1:4). Disse er alle anslag, som er med til at fastlægge, at hændelsen må betragtes som en del af noget større. Det er et sprogligt træk, der nærmest udelukker, at begivenheden kan forstås isoleret. At der er tale om noget større understreges ligeledes af en personificering i den følgende sætning i Politiken den 11. august: ”København oplever en bølge af voldshandlinger, der involverer knive [...] En ung italiensk rygsækrejsende blev i går offer for den ubehagelige bølge” (Pol. 11.08.03, sek.1:3). Der skabes her en nærhed og et billede af, at der er tale om noget, der går forud - og som højst sandsynligt også vil følge efter. Den ovenstående udtalelse fastholdes dagen efter i en ledende artikel i Politiken: ”EFTER DET afskyvækkende knivdrab på Nørrebro på en ung italiensk turist er allerede en mængde forholdsregler og initiativer bragt i forslag i et forsøg på at forhindre, at den ulykkelige udvikling i sagerne med voldsomme knivstikkerier fortsætter” (Pol.13.08.03, sek.2:6). Som tidligere nævnt, anstiftes der altså en konsensus mellem Politiets og Politikens meningstilskrivelse: at der er tale om en negativ udvikling, der både går forud for hændelsen, og som også vil fortsætte, med mindre noget eller nogen stopper den. På tværs af artiklerne og aviserne er der kun ganske få stemmer, der får rum til at udfordre den medierede konsensus. For eksempel vicekriminalinspektør Arne Stevns, der i Politiken bliver citeret for følgende: ”Selv om der har været voldsomme episoder de seneste uger kulminerende med det voldsomme knivstikkeri i weekenden, er der ikke belæg for at tale om en trend set over en længere periode” for igen i samme artikel at blive citeret for: ”at antallet af anmeldelser efter de groveste voldsparagraffer i år er det næstlaveste de seneste fem år” (Pol. 12.08.03, sek.1:6). Disse passager står i modsætning til artiklens overskrift, der lyder: ”Røverier er fordoblet blandt indvandrere”. Her vises i samme artikel en inkonsistens i den ramme hændelsen bliver sat ind i (vold versus røverier), hvilket er med at fremhæve det kontingente præmis for betydningsdannelse. Et andet eksempel på en udfordring af konsensus er vicepolitiinspektør Flemming Munch, der i Berlingske Tidende citeres for, at ”[…] man skal være forsigtig med at sige, at nu er det ved at gå helt galt. Vi har før set, at volden popper op i perioder - ikke mindst i varmeperioder og den deraf følgende spiritusindtagelse”. Denne udfordring følges heller ikke op og bliver nærmest dementeret i artiklens følgende afsnit, hvor der henvises til, at: ”En opgørelse fra Lægeambulancetjenesten i København antyder, at der ikke er tale om nogen tilfældig stigning i antallet af knivstikkerier” (Ber. 12.08.03, sek.1:4). På tværs af de tre aviser er der altså enkelte stemmer, der udfordrer den dominerende vinkel, men de bliver som vist ovenfor oftest dementeret af artiklens overskrift eller henvisning til øvrige kilder (Pol. 12.08.03, sek.1:6; Ber. 12.08.03, sek.1:4; JP 12.08.03, sek.1:2).

- 47 -

Den uklare vinkel - problemets karakter

Der ændres altså ikke på den grundlæggende vinkel – at otte knivoverfald i København på tre uger er et symptom på et stigende samfundsproblem. Der, hvor der opstår uklarheder og variationer, er i tilknytning til, hvorvidt det primært er problemets karakter eller omfang, der konstituer den negative udvikling. Altså om det tilskrives at være et stigende problem på grund af antallet af overfald, overfaldenes karakter eller gerningsmændene etnicitet alder eller antal. Denne uklarhed forekommer både på tværs af artiklerne, samt inden for de enkelte artikler. I de følgende tre passager er det uklart om, det er lovovertrædelsens karakter eller lovovertrædernes alder, der konstituerer det voldsomme: ”Samtidig må vi sige, at lovovertrædelserne er blevet mere voldsomme end tidligere. Der er sket en forråelse, og vi ser nu børn fra indvandrermiljøerne helt ned i 12-års alderen begå kriminalitet også med knive” (Pol. 12.08.03, sek.1:6), i denne passager er det svært at afgøre, om det er lovovertrædelsens karakter eller lovovertrædernes alder, der konstituerer det voldsomme. Et andet eksempel er: ”Hvor der før som hovedregel højst var en i gruppen, der trak kniv, ser vi nu i en række sager, at flere deltager aktivt i stikkeriet” (Ber. 12.08.03, sek.1:4). Her henvises til, at der tilsyneladende er flere, der deltager i de enkelte knivstikkerier, mens problemet i det følgende citat udgøres af et stigende antal røverier med kniv: ”Antallet af knivrøverier er steget markant i København de senere år” (JP 12.08.03, sek.1:2). Derudover er der variationer med hensyn til, om knivoverfald bliver italesat som et generelt ungdomsproblem eller som et mere isoleret indvandrerproblem. Det generelle ungdomsproblem knytter sig nationalt til en politisk ungdomskriminalitetsdiskurs, hvorimod det isolerede indvandrerproblem primært knytter sig lokalt til Nørrebro, hvilket vi vender tilbage til senere i analysen. Der er en tendens til, at jo længere sagen kører, jo mere bliver det fastlåst som et isoleret indvandrer- og integrationsproblem. De to første dage efter overfaldet, italesættes de formodede gerningsmænd som ”de to unge mænd” og problemet identificeres som ”[…]en uhyggelig tendens, hvor unge i diskoteksmiljøet i højere og højere grad bærer kniv og andre våben” (JP 11.08.03, sek.1:3). Det viser, at der i de første artikler er flere mulige betydningsdannelser i forhold til identiteter og geografisk ramme. Problemet skærpes dog hurtigt til ”[…]bestemte grupper i specielt indvandremiljøet og også blandt bestemte grupper af danske unge” (JP 12.08.03, sek.1:2).

Politiets stemme

Politiet placeres ikke overraskende som en gennemgående og betydelig stemme, da artiklerne tager udgangspunkt i en kriminalsag. Politiet positioneres i nogle artikler i tredje person, hvilket understreger politiet som en samlet og homogen instans. For det første er politiet efterforskningens stemme, hvilket understreges af disse anslag fra Politiken: ”Politiet har anholdt og sigtet”; ”Ifølge politiet overfaldt den…”; ”Politiet er kommet et lille skrift

- 48 -

nærmere opklaringen på den italienske turist Antonio Currá”; ”Politiets teori” osv. Udover at være efterforskningens stemme placeres politiet også som en markant stemme i defineringen af problemet. Politiet er i kraft af sit embede ofte den første stemme i medierne, der giver betydning til kriminelle handlinger. Her er det interessant, at politiets stemme ikke er entydig, idet der italesættes forskellige fortolkninger af problemets karakter og omfang, blandt andet gennem personlige udsagn fra enkelte politi-repræsentanter. Det er igennem disse personlige udsagn, at der åbnes op for divergerende vurderinger af problemets omfang. Det er også direkte og indirekte citater fra politiet, der til at begynde med italesætter indvandrere som et centralt element i meningstilskrivelsen af hændelsen20. Et eksempel er: ”Ifølge lederen af Kriminalpræventiv Afdeling, kriminalinspektør Lars Nicolai Jensen, er det dog ikke det store flertal af unge, der går med knive, om end de findes blandt bestemte grupper i specielt invandrermiljøet og også blandt bestemte grupper af danske unge” (vores understregning JP 12.08.03 sek.1:2). Mere overraskende er det måske, at politiet også præsenterer en politisk stemme, idet enkelte udtalelser indeholder vurderinger af loven: ”Den lov rammer helt forkert, mener en politiassistent, som ønsker at være anonym” (Pol. 13.08.03, sek.1:4). Ligeledes præsenteres en mere implicit politisk stemme gennem en enkel politibetjent, der henviser til problemer på grund af manglende mandskab i nærpolitiet, hvilket skyldes afvikling af overarbejde (Pol. 15.08.03, sek.1:6).

Den geografiske ramme Den første dag efter knivoverfaldet er ’problemet’ geografisk afgrænset til Storkøbenhavn via referencer til knivstikkerier i ugen op til. For eksempel i denne passage: ”På et kollegium i Herlev fik en 15-årig dreng natten til søndag perforeret en lunge under et knivslagsmål, og i aftes kom to mænd i klammeri under øldrikning på Amager” (Ber. 11.08.03, 1:1). Alle tre aviser henviser til disse episoder i Herlev og på Amager. Derudover refereres til knivstikkerier i Indre By (Pol. 11.08.03, sek.1:3; Ber. 11.08.03, sek.1:4) og Fælledparken (JP 11.08.03, sek.1:3). I alle tre aviser bliver den storkøbenhavnske dog ramme hurtigt afgrænset til Nørrebro, og hændelsen bliver derigennem symptomatisk for Nørrebro og kvarteret omkring Blågårdsgade i særdeleshed. I det nedenstående afsnit vil vi rette fokus på, hvordan Nørrebro bliver italesat samt, hvordan det til tider bredes ud til at være et nationalt samfundsproblem. Nørrebro har en meget central rolle i den meningsstilskrivelse, der sker i artikelrækken.

2200 Undersøgelser fra Glostrup politikreds viser, at politifolk, ligesom journalister, i udstrakt grad benytter sig af typificeringer og kategorier i deres daglige arbejde. At politiet trækker på stereotyper er med til at effektivisere deres arbejde – og er ikke nødvendigvis problematisk. Dette kan bevirke at unge af anden etnisk herkomst oftere stoppes af politiet, oftere sigtes og oftere frikendes end etniske danskere (Hussain & Monnier 2004).

- 49 -

”Nørrebro er kommet på alles læber, efter knivdrabet natten til lørdag i den københavnske bydel. Men hvad er problemerne på Nørrebro, og hvordan bliver de løst?” (Pol. 15.08.03, sek.1:6). Set i et medieperspektiv er det ikke første gang, Nørrebro kommer på folks læber, og det er heller ikke første gang, Nørrebro bliver italesat som en holdeplads for sociale problemer. Dette understreges bl.a. gennem eksplicitte intertekstuelle referencer, som i følgende citat: ”Og så har kvarteret en evne til at påkalde sig opmærksomhed. Vi nævner i flæng opstanden omkring Moses Hansen, æggekast mod Pia Kjærsgaard, slagene på Byggeren, Folkets Park og Ungdomshuset. Begivenhederne, hvor beboerne på Nørrebro ofte står sammen. Mod politiet, politikerne, og hvem der ellers blander sig, laver om eller forsøger at bestemme over ’Nørre Bronx’” (Pol. 14.08.03, sek.1:6). Nørrebro reduceres i denne passage til Indre Nørrebro, og kvarteret personificeres ved at blive tillagt en evne til at påkalde sig opmærksomhed.

Den lokale ramme understreges også gennem de billeder (fotografier), de tre aviser vælger at bringe. De første par dage er motivet i de fleste billeder hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevard – hvor skiltet med vejnavnet ’Blågårdsgade’ ofte er i fokus. Motiverne på billederne er derudover symboler på sympati og kondolence, såsom blomster, små sedler og sørgende personer, hvilket kan ses herunder i et eksempel fra Politiken.

Foto: Morten Langkilde, Politiken onsdag d.13. august.

- 50 -

Et lokalt eller nationalt problem

Det er meget gennemgående i artiklerne, at hændelsen bliver koblet til ’problemerne’ på Nørrebro. Alligevel vinkles der i de enkelte artikler på en måde, så det gøres til et nationalt problem. Når ’problemet’ relateres til ungdomskriminalitet, fokuseres der i de enkelte artikler på sanktioner, hvorved det bliver et lovgivningsspørgsmål, som nødvendigvis må gælde på nationalt plan. Derved italesættes en politisk ungdomskriminalitetsdiskurs, hvorigennem det bliver løftet op på et nationalt niveau. Dette kommer blandt andet til udtryk således i Jyllands- Posten: ”Ministeren vil derfor hæve straffen for besiddelse og brug af knive. Er der tale om unge under den kriminelle lavalder på 15 år, kan der i grove tilfælde af kriminalitet komme tvangsfjernelse til en lukket institution på tale” (JP 12.08.03, sek.1:1). Den enkelte hændelse bliver også taget ud af Nørrebro-sammenhængen gennem en kobling til en generel indvandrerdiskurs, hvor det bliver et landsdækkende spørgsmål om integration og ghettodannelser. ”Mennesker skal bo mere blandet. Vi skal væk med ghettodannelsen”, som folketingsmedlem Karen Jespersen citeres for at have udtalt til mindehøjtideligheden på Nørrebro (Ber. 13.08.03, sek1:4). Ligeledes bliver der i Berlingske Tidende trukket paralleller til både problemer og løsninger vedrørende ’unge andengenerationsindvandrer’ i øvrige storbyer som Odense, Århus og Ålborg (Ber.13.08.03, sek.1:4). Koblingen mellem Nørrebro og det nationale eksemplificeres senere på ugen ved denne rammende passage, hvor en journalist fra Berlingske Tidende slår fast, at ”[…]Nørrebro er også alle danske integrationsproblemers moder” (Ber. 17.08.03, sek.2:1). Det nationale problem understreges af den postulerede stigning i knivvolden, hvilket skaber et billede af et samfund, hvor man ikke kan gå i fred på gaden. Der italesættes en utryghed af såkaldte ’almindelige’ mennesker gennem direkte talesprog i første person, fx: ”Jeg synes det er pinligt at bo i et land, hvor man ikke kan gå på gaden uden risiko for at blive stukket ned” (vores understregning, Pol. 15.08.03, sek.1:6). Ordet man bruges her i betydningen ’alle og enhver’, hvilket inkluderer de læsere, der accepterer den mulige fare for at blive stukket ned. I citatet kobles der således, ligesom i ovenstående, til et nationalt niveau, hvilket indikerer, at det ikke kun er et begrænset område eller tidspunkt, man skal være bange for at færdes på gaderne.

Den voldelige ungdom Kniven spiller en meget central rolle i italesættelsen af hændelsen, idet kniven bliver symptom for såvel hændelsen, som voldens karakter og det generelle samfundsproblem. Kniven konstituerer et sammenligningsgrundlag og er med til at udgøre rammebetingelserne for, hvordan den ene hændelse kan kobles til et generelt billede. At kniven er væsentlig for historien underbygges af, at ordet kniv forekommer i 362 tilfælde i vores tekstkorpus. Der er dog tale om forskellige bøjninger, kombinationer og typer af ordet kniv: fx kniven,

- 51 -

knivbevæbnede, knivrøveri, knivoverfald, knivstikkeri, knivdrab, foldekniv, lommekniv, halskniv og amuletkniv m.m. Kniven er det direkte bindeled mellem flere enkelte hændelser, der sker forskellige steder og under forskellige omstændigheder. Hvis sammenligningsgrundlaget i stedet var de enkelte hændelsers udfald eller motiv, så havde koblingen ikke været så direkte. Vores case ville således figurere som drab i modsætning til overfald, røveri, slagsmål eller lign. Hvis drab var sammenligningsgrundlaget i modsætning til kniv, ville det have åbnet for andre koblinger med andre hændelser. Hvis man betragter kniv-koblingen i et historisk perspektiv, viser undersøgelser, at der allerede i 1993 var en debat om ungdomsvold og brug af knive, og at denne debat har kørt kontinuerligt op gennem 90’erne kulminerende med regeringens ’Voldspakke’ i 1997 (Madsen 1999; Laursen 2001). Derfor mener vi, at der er i artiklerne trækkes på en præsupponerende signalværdi omkring knive. Dette understreges også af sætninger som: ”Og vi har på ny fået fokus på problemet med vold, røverier og knivstikkerier (…)” (vores understregning - Pol. 16.08.03, sek.3:1).

Det at bære kniv knyttes i artiklerne til status, trend og popularitet. Det knyttes således til en ungdomsverden, hvor status og trends dikterer, hvad der er smart. Herigennem indikeres en bestemt forståelse af flokmentalitet hos ’ungdommen’. Ungdommen bliver oftest beskrevet ud fra gruppetilhørsforhold, og hvis typografierne kriminalitet og indvandrer indgår, bliver betegnelsen ’bander’ også brugt i enkelte tilfælde (se bl.a. Ber. 13.08.03, sek.1:4; JP 17.08.03, sek.1:4). ”Politiet har flere gange advaret om en uhyggelig tendens, hvor unge i diskoteksmiljøet i højere og højere grad bærer kniv og andre våben. Samtidig er lunten tilsyneladende kortere, så knivene ofte kommer frem, når der er de sædvanlige slagsmål i de store byers natteliv”

Foto: Bax Lindhardt, Berlingske Tidende torsdag d. 14. august.

- 52 -

(vores understregning JP 11.08.03, sek.1:3). I denne sekvens sker en kobling mellem knive, unge, nattelivet i storbyer samt en uhyggelig tendens. Det er en gennemgående kobling de første par dage, at det stigende problem koncentreres omkring ungdom og nattelivet, hvilket potentielt indbefatter mange unge. Alligevel afgrænses omfanget af mulige unge gennem koblingen til kniv. Senere på ugen forsvinder nattelivet, og der fokuseres i stigende grad på Nørrebro og integrationsproblemer. Det, at kniven får så stor en rolle i defineringen af samfundsproblemets karakter og omfang, efterlader øvrige slagsmål som normen. Hvilket blandt andet kan læses ud af journalistens henvisning til ”de sædvanlige slagsmål” i ovenstående citat. Det er kniven, der tages til indtægt for forværringen. Herved antydes det, at hvis man bærer kniv, så har man intentioner om at begå vold, dvs. potentielt voldelige kriminelle afgrænses til dem, der bærer kniv – og dermed ikke dem, der på anden måde er voldelige.

Ungdommen er af lave

I avisartiklerne bliver der lægt vægt på, at offeret er en 19-årig italiener, og at de to formodede gerningsmænd er henholdsvis 16 og 17 år gamle, hvilket antyder, at aldersaspektet betragtes som væsentligt. At ungdom er et centralt element i avisernes vinkling understreges også af, at ordet ung forekommer 461 gange i vores tekstkorpus dog i forskellige kombinationer: ung, unge, ungdom m.m. Med afsæt i offerets og de formodede gerningsmænds alder italesættes en ungdomsdiskurs, der bl.a. trækker på en antagelse om, at ungdommen i dag er af lave. Denne antagelse er historisk, og ungdommen har til alle tider været kilde til uro og bekymring over sædernes forfald, selv Sokrates beklagede sig over ungdommens tilstand, og det er antageligt gået ned ad bakke lige siden (Høeg & Ræder 1936:78pp). Denne ungdomsantagelse understreges bl.a. af følgende citat, fra ’en af de ældre i indvandrermiljøet på Nørrebro’: ”For os var det dengang helt ekstremt at gå med kniv. I dag er det helt normalt. Derfor er volden også langt grovere” (Pol. 13.08.03, sek.1:4). I ovenstående udtalelse indikeres igen en implicit kobling mellem det at ’bære kniv’ til at ’bruge kniv’, hvilket er en gennemgående kobling i de tre aviser, når kniven er omdrejningspunktet i problemdefineringen. Samtidig er der en underliggende antagelse om, at ungdommen endnu ikke helt har lagt barndommens uskyld bag sig, hvilket fremhæves gennem en retslig diskurs, idet der skelnes mellem ungdomssanktioner og voksensanktioner. Ud fra en retslig diskurs er ungdommen defineret ud fra en aldersramme mellem 15 og 18 år. Hvis man er under 15 år, er man under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke straffes med voksensanktioner som fængsel. Denne ungdomsretslige diskurs bliver dog udfordret af justitsminister Lene Espersen, der argumenterer, at børn ned til 12 års alderen skal kunne fængsles.

- 53 -

Det kriminelle aspekt knyttes i artiklerne udelukkende til det mandlige køn ved brug af begreber som unge mænd og drenge, hvortil der knyttes tillægsord som forhærdede, respektløse, gennem-kriminelle og hårdkogte – disse tillægsord er med til at udfordre den barnlige uskyld og retsligt udviske skellet mellem børn, unge og voksne. Lene Espersen udtaler, at ”[…]politiet skal have fat i de unge kriminelle, allerede når de begår deres første rapserier i otte-ni års alderen” (Ber.12.08.03, sek.1:4). Og senere i samme artikel uddyber hun sanktionsmulighederne til ”[…]ny lovgivning og skærpet straf, men også ved at give politiet nogle flere handlemuligheder overfor helt unge kriminelle. Har de først nået den kriminelle lavalder, er de ofte så hårdkogte, at det ikke nytter noget”. Lene Espersen udtalelser bliver dog udfordret i en del andre artikler af ’eksperter’ som fx lektor i strafferet Jørn Vestergaard og professor i strafferet Eva Smith. Selvom andre meninger kommer til orde, er det dog ikke ensbetydende med en balanceret og ’objektiv’ gengivelse af argumentationen. I de enkelte artikler er der ofte tale om en stemmehierarkisering, hvor nogle kilders udtalelser tilskrives større autoritet ved at blive gengivet i indirekte tale. Eksempelvis kan dette ses i artiklen med titlen: ”Kriminalitet: Behov for strammere lov”, hvor Lene Espersen taler for hårdere straffe for at bære kniv, samt at tvangsfjernelse af unge kriminelle bør være en sanktionsmulighed (JP 12.08.03, sek.1:2). I artiklen tilskrives justitsministerens argumenter autoritet ved at blive gengivet med journalistens ord i lange passager med indirekte tale, som understøttes af få direkte citater. I modsætning til det bliver Eva Smiths udtalelse præsenteret som et direkte citat, hvilket er med til at skabe en større afstand mellem journalisten og det udtalte: ”Professor i strafferet og formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, siger: »Det er bestemt værd at overveje at hæve straffen for at gå med kniv. Det får de unge til at tænke sig om, inden de går hjemmefra. Til gengæld er der mange andre ting, der må spille ind, inden man overvejer at tvangsfjerne eller straffe med fængsel.«” (JP 12.08.03, sek.1:2). På denne måde bliver der i artiklen skabt et hierarki mellem de to stemmer. Derudover kan man i den følgende beskrivelse fra Berlingske Tidende se, hvordan bestemte udsagnsord kan være med til at give kilder mere eller mindre autoritet: ”[…] Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, foreslår hårdere straf for at gå med ulovlig kniv. […] Dansk Folkeparti kræver, at justitsministeren gør mere for at bekæmpe indvandrervolden” (Ber. 12.08.03, sek.1:4). Ved brugen af disse forskellige udsagnsord, kan man sige at Dansk Folkeparti tillægges en større handlekraft end Enhedslisten. Vold beskrives generelt som et ungdomsfænomen, der er knyttet til det offentlige rum, hvorfor personer som færdes i det offentlige rum er potentielle ofre. I dette tilfælde er offeret ”den kun 19-årige” 21 italiener, der beskrives som en meget sympatisk og ikke mindst en ung og uskyldig bagersøn. Det understreges flere gange, at han ”[…] kun har været i København få timer”. Han er ”lige ankommet”, hvilket er med til at understrege en uskyld og voldshandlingens tilsyneladende umotiverede aspekt. Der kan altså ikke ligge et hævnmotiv eller personlige relationer bag hændelsen, i stedet ses hændelsen som et udtryk for absolut

21 19-årig nævnes i alt 95 gange.

- 54 -

umotiveret fjernvold. Understregningen af det uskyldige offer, der bare gik på gaden byder identifikation for læseren og koblingen til fjernvoldsaspektet understreger, at vi alle er potentielle ofre.

Den kulturelle essens De to formodede gerningsmænd er ’af anden etnisk herkomst end dansk’, hvilket i sig selv ikke henviser til nogen bestemte nationaliteter eller befolkningsgrupper. Alligevel forekommer der i artikelrækken en helt bestemt afgrænsning, der indsnævrer betydningsmulighederne. Det er denne afgrænsning, der muliggør, at indvandrerperspektivet bliver en af de bærende vinkler i ’italienerdrabet’. De to første dage forbliver sammenhængen mellem drabet på den italienske turist og indvandrerperspektivet forholdsvist uudtalt, men d.12. august bliver koblingen på tværs af de tre aviser ekspliciteret i sådan en grad, at øvrige meningstilskrivende muligheder stort set udelukkes. Vi vil i det følgende afsnit vise, hvordan hændelsen bliver koblet til en generel debat om indvandrere, ghettoer og integration. De første artikler, der ekspliciterer koblingen er henholdsvis fra Politiken: ”Røverier er fordoblet blandt indvandrere” (Pol. 12.08.03, sek.1:6) og Jyllands-Posten: ”Flere røverier med knive” (JP 12.08.03, sek.1:2). I Berlingske Tidende bliver koblingen først ekspliciteret i samme opfang den 13. august med artiklen: ”Knivdrab: tid til selvransagelse på Nørrebro” (Ber. 13.08.03, sek.1:1). Samme dag bliver det i Jyllands-Posten fastslået, at: ”Den hårde kerne af kriminelle indvandrere bliver stadig vildere og mere voldelig” og i samme artikel konstateres det, at: ”Fakta viser, at unge indvandrere og efterkommere er stærkt overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne” (JP 13.08.03, sek.1:2). At fakta ifølge andre undersøgelser ikke er helt så entydigt ignoreres (se fx Hussain & Monnier 2004). Der tilbydes generelt i artiklerne ingen socioøkonomiske, individuelle eller metodiske forklaringer på den statistiske overrepræsentation. For eksempel kan overrepræsentationen forklares ud fra politiets praksis, lige såvel som socioøkonomiske faktorer er et forhold, som, flere undersøgelser konkluderer, er væsentlige for kriminalitetsfrekvensen (se fx Larsen 1995 eller www.jm.dk22). Den indvandrerdiskurs, der italesættes, er centreret omkring omdrejningspunkterne integrationsproblemer og ungdomskriminalitet. I Jyllands-Posten bliver det bl.a. italesat på følgende måde ved et citat fra en leder af et lokalt skoleprojekt: ” »Og jeg tror helt sikkert, at det skyldes den afmatning, der er sket i integrationsindsatsen og arbejdet med de småkriminelle drenge,« siger Allan Laursen” (JP 16.08.03, sek.1:1). Kategorien ’indvandrer’ går igen i de fleste artikler, dog i forskellige kombinationer som indvandremiljøer, andengenerationsindvandre, indvandrerunge, indvandrerfyre, indvandrergrupper osv. Dette 22 Hentet fra Justitsministeriets hjemmeside: http://www.jm.dk/wimpdoc.asp?page=document&objno=56908 og henviser til en undersøgelse der bl.a. konkluderer at: især personer af udenlandsk oprindelse har levevilkår, der er forbundet med en forholdsvis høj kriminalitetshyppighed.

- 55 -

understreges af, at ordet indvandrer forekommer i alt 185 gange i vores tekstkorpus23. Gennem direkte referencer og koblinger mellem voldskriminalitet, kniv, manglende integration og indvandrerkategorien indrammes og indsnævres problemkomplekset.

Indvandrergrupper og indvandrermiljøer

Når der er tale om enkeltpersoner (oftest kilder), præsenteres de som regel med navn og beskæftigelse og uden henvisning til etnicitet. I modsætning til det bruges indvandrerbegrebet kun i flertal, fx: ’indvandrerdrenge’ og ’indvandrergrupper’. På denne måde fratages individerne i gruppen selvstændig agens, for i stedet at blive identiske med de handlinger og/eller holdninger, der knyttes til gruppen. Som læser kan det dermed være vanskeligt at se de enkelte personer som subjekter og dermed som mennesker på godt og ondt. Der trækkes på tværs af artiklerne på en overkategori, der indeholder alle med anden etnicitet end dansk. Men hvad der konstituerer bestemte indvandrermiljøer, bliver ikke eksplicit defineret eller afgrænset, da det er en prædefineret kategori, der knytter sig tidligere mediehistorier. ’Indvandrerne’ som gruppe ækvivaleres i de forskellige artikler med følgende billedlige beskrivelser: Grønthandlere og kioskejere med glinsende overskæg, spinkle små tørklædeklædte piger, arabiske fraser, kusiner, fætre og flokke (Eksemplerne er hovedsageligt hentet fra Politiken). Disse beskrivelser trækker på en gængs opfattelse af bestemte befolkningsgruppers udseende og beklædning, samt hvilke befolkningsgrupper der er grønthandlere på Nørrebro. Det er generelt, at ’de unge indvandrerfyre’ bliver objektiveret i artiklerne - men i en enkel artikel fra Jyllands-Posten: ”Knivdrab: Døden på Nørrebro” bliver en gruppe ’unge indvandrerfyre’ interviewet, hvilket gengives således i artiklen: ”Foran kiosken på hjørnet af Blågårdsplads og Blågårdsgade står en anden gruppe af indvandrere. Fra den sølvfarvede Mercedes høres musik fra bilradioen. Tonerne dæmpes, for klokken er 16 tid til Nyhederne.[…] »Det er de rigtige, de har fat i,« kommenterer Arkan indslaget - og flere bifalder. De unge mænd af mellemøstlig oprindelse ønsker ikke at uddybe udsagnene.[…].»Den her [kniv] er købt, mens jeg var hjemme og holde sommerferie. Jeg havde den med mig i flyveren,« siger en af drengene triumferende og ryster på hovedet over justitsministerens forslag om at forbyde knive på gaden” (JP 17.08.03, sek. 1:4). Det interessante er her, at det er første gang, at ’de indvandrerknægte på Nørrebro’, som bliver omtalt i stort set alle de andre artikler, kommer til orde – og det sker først en uge efter drabet. Disse unge beskrives i artiklen ved, at de er af mellemøstlig oprindelse og hænger ud, op af en sølvfarvet Mercedes, mens de hører musik fra bilradioen. Det fremhæves, at de

23 Ordoptællingen er ikke helt retvisende, da der er flere forekomster af formuleringer som ”af anden herkomst/ oprindelse end dansk” eller ”af udenlandsk baggrund”.

- 56 -

bærer kniv, og en af drengene triumferer angiveligt over at have smuglet den med i flyet. Det er interessant, at de unge i artiklen italesætter sig selv i kontrast til det omgivende danske samfund, blandt andet ved at en af dem udtaler, at han har været hjemme på sommerferie – måske i den forståelse at hjemme ikke er i Danmark. Herigennem er disse unge ’indvandrerknægte’ også med til at konstituere og opretholde de dikotomiske rammer, som de i de fleste artikler bliver skrevet ind i. På tværs af divergerende etniske folkeslag antydes det i en del artikler, at der på Nørrebro er et homogent indvandrermiljø, der er karakteriseret ved at være lukket omkring sig selv, og som ikke respekterer, og ikke vil samarbejde med ordensmagten (eksempelvis Pol. 13.08.03, sek.1:4; Ber. 14.08.03, sek.1:4). Når der bliver henvist til indvandrermiljøet på Nørrebro, så, mener vi, at der trækkes på en implicit forståelse af, at indvandrermiljøet primært er konstitueret af personer med muslimsk baggrund, som fx tyrkere, palæstinensere, kurdere, iranere, irakere, pakistanere osv. Derved placeres disse forskellige etniske grupper i en homogen indvandrerkategori uanset interne sympatier og antipatier. Dog skal det bemærkes, at religiøsitet kun nævnes eksplicit i meget få artikler og oftest af muslimer selv, men det er vores opfattelse, at det alligevel ligger som et præsupponerende element i indvandrerdiskursen. Dette kan bl.a. underbygges af, at der i forbindelse med artiklerne er flere billeder, hvori kvinder iført tørklæder er motivet. Herunder et eksempel fra Jyllands-Posten.

Foto: Jacob Ehrbahn, JP-København onsdag d. 13. august

Vi mener altså, at der på tværs af artiklerne trækkes på en præsupposition omkring muslimske indvandrere og asylansøgere. I forhold til det henviser vi til Erik Valeur, der fremhæver, at debatten om indvandrere og asylansøgere har været en fast bestanddel af mediebilledet siden 1983 (Valeur 2004). Dette kan med henvisning til Edvard Said også anskues ud fra et vestligt kulturperpektiv. I bogen ’Orientalisme’ redegør Said for at opfattelsen af orientalere, og især mellemøstlige muslimer som særligt farlige, har dybe rødder i vestlige kultur (Said 2002). Derudover kan en generel problematisering af

- 57 -

indvandring og de fremmede i Danmark også spores så langt tilbage, historiske kilder rækker – uanset om disse indvandrere og fremmede er tyskere, polakker eller tyrkere (Jensen 2000A). Generelt mener vi, at der i alle tre aviser italesættes en form for essensialisme, der reducerer en heterogen indvandrekategori til en postuleret kulturelhomogenitet, hvor ungdomskriminalitet, vold, knivoverfald og røverier er et karakteristika. Denne fastholdelse afgrænser øvrige forklaringsrammer i forhold til eventuelle ’integrationsproblemer’, som fx socialklasse, uddannelses og arbejdsløshedsniveau eller individuelle karakteristika.

’Os’ versus ’dem’

Indvandrerdiskursen er bl.a. konstitueret ud fra en forestilling om ’os versus dem’. I Politiken er der et tydeligt eksempel på, hvordan denne dikotomi italesættes, og dermed fastholder en bestemt indvandrerdiskurs. Artiklen tager afsæt i den geografiske ramme omkring Blågårdskvarteret og trækker på en dikotomi mellem kategorien ’danskere’ og kategorien ’indvandrere’. Overskriften lyder: ”Fra rabarberland til araberland”. Artiklen handler om Nørrebro, og det perspektiv der lægges er fra lokale beboere. De beboere, der udtaler sig til Politiken, er litteraturstuderende Catrine Werchmeister, der lige har hentet sin datter i vuggestuen - to kusiner med tyrkisk baggrund; Cansu og Burcu, der er på vej til biblioteket og Poul Suenson på 75 år, der sidder i skyggen og drikker Tuborg. De tre kilder præsenteres i forhold til handlinger, som må siges at være ’normale’ hverdagshandlinger i Danmark, og derigennem bliver de karakteristiske repræsentanter for det ’normale’; de lovlydige, som forarges og forfærdes ved hændelsen. Den måde, de bliver fremstillet på, er radikalt anderledes end den måde: ”Nogle af dem opmærksomheden har samlet sig om de sidste par dag – de unge indvandrerfyre” (Pol. 14.08.03, sek.1:6) bliver repræsenteret. De unge ’indvandrerfyre’ bliver konstitueret som en gruppe, hvis handlinger er at ”[…]hænge ud i små flokke” (Pol. 14.08.03, sek.1:6). Navne og individuelle forskelligheder er fraværende. Desuden beskrives de ud fra, at minerne under kasketterne er mutte, og de lyder lettere aggressive, ”[…] når man passerer med blok og pen” (Pol. 14.08.03, sek.1:6). Resultatet er en definering af det normale overfor det ikke-normale ud fra en kobling til en heterogen gruppe af lokale borgere overfor en homogen gruppe af unge indvandrerfyre. Litteraturstuderende Catrine Werchmeister, bliver i samme artikel citeret for udtalelsen: ”Men sådan en hændelse her gør en opmærksom på, at der er to verdener på Nørrebro: Der er os, som bager økologisk rugbrød og værner om gårdmiljøet og elsker vores vuggestue. Og så lige ved siden af er der en enormt rå og afstumpet verden, som vi overhovedet ikke forstår” (vores understregning - Pol. 14.08.03, sek.1:6). Vi har her valgt at fremhæve os og vi, da formen anden person flertal appellerer til og åbner for en inkludering af læseren. På den ene side er der de veluddannede børnefamilier på Nørrebro, der værner og elsker, hvilket byder

- 58 -

en positiv identifikation for læseren. På den anden side er der en verden, som vi overhovedet ikke forstår. En verden der gennem artiklens interne kohærens kan afgrænses til unge voldelige indvandrerfyre på Nørrebro. I de artikler, hvor det ikke kun er unge af anden etnisk herkomst, der tages til indtægt for den negative udvikling – er der alligevel oftest tale om en opretholdelse af dikotomien dansker/fremmed, fx: ”Dem som vi skal have fat i, er en lille hård kerne af danskere og unge med anden etnisk oprindelse end dansk.” (Pol. 13.08.03, sek.1:4). Selv om 'problemet' i passagen løftes ud af den snævre indvandrerramme, er det alligevel et eksempel på opretholdelsen af en dikotomi, hvor unge med anden etnisk oprindelse end dansk bliver modsætningen til dansk, uanset at majoriteten af de omtalte unge kan være danske statsborgere. Dette antyder en national forståelse, som ligger i det etnisk-kulturelle og ikke i statsborgerskabet. Denne opfattelse kommer også til udtryk i artiklen med de unge indvandrere, der er citeret for at ”være hjemme på sommerferie” (jf. ovenstående artikel fra JP: ’Knivdrab: Døden på Nørrebro’). I flere artikler skabes der mentale koblinger internt i artiklerne ved, at et subjekt præsenteres først i artiklen, for så senere at være fraværende. Herigennem skabes en sproglig kohærens mellem det nævnte subjekt og fænomenet. Graden af kohærens, eller sammenhængen i og mellem enkelte artikler, kan være med til at placere fænomenets omfang og karakter i en bestemt meningsbetydning. Et eksempel på en mental kobling er følgende passage: ”[...] man kan frygte, at det, i de personkredse hvor det er udbredt, kan give status at gå med sådan noget”, siger Niels Bogs-Grarup og oplyser, ”at det især er i bestemte indvandremiljøer, at de opfindsomme håndvåben er blevet populære” (vores understregning, Pol. 11.8.2003, sek.1:3). Læg her mærke til, at der i det efterfølgende afsnit refereres til en bredere kategori under betegnelsen unge ”Niels Bogs-Grarup forudser, at det fremover vil blive nødvendigt for politiet at kropsvisitere flere unge for at finde frem til de snedigt camouflerede knive” (vores understregning – Pol. 11.8.2003, sek.1:3). I denne passage henvises til kategorien unge, men på grund af den tidligere definering, kan der siges at være tale om en mental kobling til bestemte indvandrermiljøer.

Alle problemer har en (politisk) løsning Når et problem defineres, virker det som en naturlig refleks at søge veje til at løse problemet. Vi har nu belyst, hvordan der i de tre morgenavisers artikler defineres et generelt samfundsproblem på baggrund af én hændelse. Denne slutning står fikseret og uimodsagt. I det følgende samler vi op på, hvordan forskellige løsningsforslag bliver tilskrevet mening i artiklerne. Gennemgående, mener vi, at der er tale om en sociologisk-politisk hybriddiskurs, hvor forskellige integrations- og retspolitiske holdninger kommer til udtryk.

- 59 -

De primære retspolitiske løsningsmodeller kan opdeles i to vinkler; et totalt knivforbud og en række forskellige stramninger af straffeloven. Blandt stramningerne er der tale om længere straffe for vold generelt, dog specielt vold der inkluderer knive - derudover er der tale om muligheden for at idømme personer under den kriminelle lavalder forskellige former for frihedsberøvelse. Der er altså tale om en italesættelse af en konservativ retspolitisk diskurs, hvor straf og forbud er den primære løsningsmodel. I den forbindelse er det ikke entydigt, hvilken holdning aviserne udtrykker i forhold til lovforslaget om knivforbud – men efterhånden som ugen går, er den overvejende holdning i de tre aviser, at et totalt knivforbud ikke er løsningen på problemet. Derimod er der en generel opbakning i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til stramninger og hårdere straffe, mens Politiken er mere tøvende. Den kritiske stillingstagen fremgår både direkte gennem journalistens stemme og indirekte gennem øvrige stemmer repræsenteret ved oppositionen, ’eksperter’ og politiet. Det andet fremtrædende løsningsforslag er også politisk, men mere socialpolitisk orienteret med afsæt i indvandrerdiskursen. ”Vi står over for en katastrofal udvikling, hvis vi ikke får løst problemet med unge, uintegrerede indvandrere” (Ber. 17.08.03 sek. 2:1). Dette citat er meget sigende for integrationselementet i indvandrerdiskursen, og ekspliciterer den gennemgående præsupposition, der trækkes på i de fleste artikler i de tre morgen aviser. Det afspejler en præventiv tanke, som på samme tid indikerer, at en kriminel løbebane skyldes manglende integration i det danske samfund. Unge danskere af anden etnisk herkomst end dansk bliver beskrevet som mere kriminelle end etniske danskere – og det bliver gennem den politiske diskurs italesat, at det danske samfund omgående skal træde til med en hurtig og konsekvent, fx: ” Politikerne må se på, hvordan lovgivningen kan give bedre muligheder for at gribe ind over for dem og fastholde dem” (JP 13.08.03, sek. 1:2).

Sammenfatning Den altdominerende diskurs på tværs af de tre morgenavisers italesættelse af ’italienerdrabet’ er en negativ samfundsdiskurs. Den negative samfundsdiskurs udgøres af en gennemgående fastholdelse af et samfundsproblem, der italesættes ud fra en forestilling om en trussel af et ellers fredeligt og sikkert dansk samfund. Kernen i argumentationen er nogle mere eller mindre fastlåste forestillinger om det danske samfund, og samfundets identitet etableres ud fra et fællesskab, hvor kriminelle unge indvandrere på Nørrebro er repræsenteret som den definerede trussel mod opretholdelsen af samfundets og orden. Det er et os, der konstituerer normalen; det lovlydige og almindelige – og det mulige offer for umotiveret fjernvold begået af dem. Denne dikotomi italesættes bl.a. gennem den inkluderende brug af man, vi og vores. Det danske samfund bliver konstitueret som noget, hvis opretholdelse er truet af noget fremmede, noget der ikke er karakteristisk for det danske samfund. Det, der udgør truslen er unge kriminelle indvandrere på Nørrebro, der kategoriseres ud fra gruppetilhørsforhold. Den

- 60 -

underliggende forestilling om det fredelige og sikre danske samfund italesættes og fikseres i artiklerne gennem politiet, politikerne og de ’lovlydige’ borgeres stemmer. Disse stemmer præsenteres primært gennem direkte tale og synlig agent, hvilket befordrer en kontakt mellem kildens udtalelse og læser. I kontrast til dette italesættes en abstrakt trussel, der konstitueres af en bestemt integration- og kulturopfattelse, hvilket efterlader en stor gruppe af befolkningen som potentielle trusler. De uklare definitioner af problemet viser skrøbeligheden i billedet af den negative samfundstendens. Det negative billede fikseres bl.a. gennem intertekstuelle referencer samt konstaterende sætninger karakteriseret ved fravær af agens. Billedet kan dog kun opretholdes så længe, problemet kan perspektiveres til forestillinger og fastlåsningen om os og dem (indvandrer/dansker – eller kriminel ung/lovlydig). Accepterer læseren ikke opretholdelsen i os og dem falder brugen af forestillingen fra hinanden. Vi har nu vist, hvordan den omfattende dækning af ’italienerdrabet’ i de tre store morgenaviser efter vores opfattelse, udgøres af en bestemt konfiguration af diskursive typografier og kategoriseringer, hvilket konstituerer en negativ samfundsdiskurs. I det følgende kapitel diskuterer vi denne meningstilskrivelse i forhold til det journalistiske råderum, logikker og praksisser, som vi analyserede i kapitel 4.

- 61 -

Kapitel 6 Konkluderende diskussion

Vi har i de foregående kapitler struktureret arbejdet ud fra Faircloughs tredimensionelle model og undersøgt en kommunikativ begivenhed inden for det, vi har afgrænset til en nyhedsmedie-diskursorden (jf. figur 2). Vi har i det foregående arbejde valgt at fastholde adskillelsen, men vil i dette kapitel sammenholde de tre niveauer. Mediernes rolle og den journalistiske praksis, som vi diskuterede i kapitel 3 og 4, er altså den bredere sociokulturelle og diskursive praksis, der danner rammen om de konkrete tekster (avisartiklerne). Det er disse praksisser, der medvirker til produktionen af tekster, og derved samtidigt danner rammerne for mediernes betydningsdannende logikker. Disse logikker er ligeledes medvirkende til at forme den medieramme, igennem hvilken ’italienerdrabet’ som en bestemt samfundsfortælling, bliver formidlet og fastholdt. I dette kapitel diskuterer og konkluderer vi på den kritiske diskursanalyse, som udgøres af de tre foregående kapitler. Vi sætter dog primært fokus på forholdet mellem tekstanalysen (kap. 5) og de journalistiske diskursive praksisser (kap. 4), da det er i sammenspillet mellem disse to niveauer, vores fokus for forandringsstrategien ligger.

De homogene morgenaviser

Vi diskuterer i det følgende, hvordan de diskursive rammer, der former avisartiklerne konstitueres i et sammenspil mellem mediernes ideelle og kommercielle vilkår, journalistiske metodekonventioner, krav til nyhedsgenren og journalistiske praksis-logikker. Set i et socialkonstruktionistisk perspektiv konstitueres mediernes betydningsdannende rolle i et samspil mellem medier, borger, det politiske og institutionelle felt. I relation til mediernes demokratiske rolle betragter vi altså mediernes betydningsdannende rolle som hyperkompleks. Vi har valgt de tre store danske morgenaviser; Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, da de placerer sig som centrale kommunikatører i det danske demokrati. Det er aviser, der forholdsvis enslydende beskriver sig selv med ord som kritisk, objektiv, fair, troværdig og alsidig i deres værdisæt. Disse ord afspejler en egen forestilling om medierne som et demokratisk organ. Men medierne er også underlagt kommercielle vilkår, hvor det handler om konkurrence, om læsere og om den daglige udfyldelse af en bestemt ramme (jf.kap.3). Tilsammen udgør disse potentielt modstridende vilkår en diskursiv ramme, der afstikker grænserne for, hvordan samfundet kan italesættes i de danske medier. Set i lyset af ovenstående er det ikke overraskende, at der i italesættelsen af ’italienerdrabet’ gennemgående er overensstemmelse de tre aviser imellem. Vores analyse viser, at sagen i

- 62 -

de tre aviser indgår som et element i en forholdsvis enslydende negativ samfundsfortælling, der trækker på eksisterende forestillinger om samfundet. Dette afspejler sig blandt andet i, at de samme overordnede vinkler fastholdes, og det er ofte de samme kilder eller typer af kilder, der refereres. Vores tekstkorpus udgøres af 85 artikler, hvoraf ca. halvdelen er fra Politiken, og den sidste halvdel fordeler sig forholdsvist ligeligt mellem de to øvrige aviser. At, der er dobbelt så mange artikler fra Politiken i denne periode, kan for det første skyldes vores udvælgelseskriterier, det vil sige kravet til den direkte henvisning til Antonio Currá-sagen. For det andet kan koncentrationen af artikler ses i forhold til Politikens position som københavneravis, hvorigennem det qua nærhedsprincippet kan betragtes som en selvskreven begivenhed. Ligeledes er det værd at betragte koncentrationen af artikler i forhold til Politikens strategiske valg at flytte en redaktion til Nørrebro. Når morgenaviserne formidler sagen om ’italienerdrabet’, sker det på baggrund af en række diskursivt fikserede praksisser, hvor artikulationen af sagen tillægges en betydning, der passer ind i avisernes allerede konstruerede diskursive forståelse- og formidlingsramme. Når et ungt menneske på tragisk og meningsløs vis bliver dræbt, er det rutine for journalister at fokusere på det meningsløse, og spørgsmålet om hvordan det kunne ske. Der er altså tale om en bestemt vinkel – og i vinklingen foretages til- og fravalg og betydning tilskrives derigennem. I den journalistiske vinkling ligger altså en bestemt diskursiv strukturering af verden, og det betyder i sidste ende, at bestemte samfundsbilleder formidles, mens andre udelukkes. Vinklingen foregår som en integreret del af den journalistiske praksis og ligger inden for de strukturelle rammer, der defineres af journalistikkens metodekrav såvel som mediernes ideelle og kommercielle rolle. Disse forhold, der i sig selv er kontingente, ændrer ikke trods en foreløbig fiksering på viklingens kontingente karakter. Jo længere tid en sag i medierne kører, jo mere bliver det centrale persongalleri identificeret og typificeret. I mediehistorierne om ’italienerdrabet’, er det tydeligt, at persongalleriet hurtigt identificeres ud fra nogle kategorier som ’unge’ og ’indvandrere’. Derimod varer det en enkel dag inden lokaliteten fastlægges. Det er karakteristisk, at de vinkler, der i løbet af ugen udgøres af indvandrere, knivvold og Nørrebro, allerede er eksisterende perspektiver, der går forud for denne case. Der fremstilles altså et billede, som trækker på tidligere diskursive konstruktioner af både aktører, gerning og lokalitet. Og når en bestemt vinkel først er fastlagt, er det svært at træde ud af den igen. Vi mener derfor at den kommunikative begivenhed overordnet er med til at reproducere allerede etablerede diskurser Det artikulerede samfundsbillede forbliver i sit diakrone fokus temmelig rent. Der er i artiklerne implicit og eksplicit enighed om, at det her er et samfundsproblem, som der må handles på. Denne første fastlåsning og fortsatte fastholdelse kan i vid udstrækning tilskrives

- 63 -

de egenlogikker, aviserne fungerer under. Disse egenlogikker struktureres på baggrund af principper for, hvad der er god journalistik, og hvilke historier der formodes at skabe relevans og genklang hos læserne. Vi mener ligeledes, at det verdensbillede, der italesættes i artikelrækken, er konstitueret af journalistiske præsuppositioner om, hvilke samfundsmæssige problemer denne hændelse kunne skrives ind i – samt hvilke årsagsforklaringer, der kunne være tale om. Præsuppositioner er generelt en konstituerende faktor for enkelte historiers udvikling i medierne. I ’italienerdrabet’ mener vi, at det ligefrem var et nødvendigt fundament for det forholdsvis store antal artikler, der blev produceret på så relativt kort tid. Dette kan ses i lyset af, at produktionen i praksis er stærkt rutineret samt at aviserne arbejder under deadlines. Det gælder alt lige fra forforståelse for hvilke historier, der skal fortælles, til den praktiske produktion og meningstilskrivelse i de enkelte artikler.

Politisk handlingskrav

I avisernes dækning af sagen, er den centrale konstituent en præsupponeret antagelse om knivvold som et stigende problem. Et centralt omdrejningspunkt er den tilsyneladende stigning, baseret på otte knivoverfald på tre uger. Hertil knyttes på forskellig vis omdrejningspunkter som ungdomskriminalitet og indvandrerproblemer. Avisernes dækning af sagen hviler på et negativ samfundsbillede, hvilket også kan betragtes som et trusselsbillede, artikuleret i en diskursiv konstruktion, der kan spores tilbage til tidligere lukninger omkring lokaliteten Nørrebro, ungdomskriminalitet og knivvold samt indvandrere og integration. Disse aspekter er tidligere fikseret emner både politisk, kulturelt og mediemæssigt, og danner et diskursivt grundlag for det medialiserede negative samfundsbillede af Nørrebro, hvor indvandrere med knive har overtaget rollen som ’problemet’ fra fx autonome med sten. Vi betragter medierne som en politisk arena, hvor politiske debatter udspiller sig mellem borgere, journalister og politikere. I dagene efter drabet på Antonio Currá bliver oplæg til stramninger af ungdomskriminalitetssanktioner, samt forslag om et totalt knivforbud, debatteret i medierne. Politiet bliver også aktører i dette spil, idet der fremlægges forslag om lovændringer vedrørende politiets beføjelser med hensyn til bl.a. kropsvisitering. Drabet på Antonio Currá bliver altså i forskellige rammer afsæt til fremhævelsen af diverse politiske mærkesager, der primært lægger sig op af en traditionel konservativ retspolitik, hvor forbud og stramninger udgør en central løsningsmodel.

- 64 -

De uklare vinkler

Som fastslået er den klare og uimodsagte vinkel, at der er tale om et samfundsproblem eller en trussel mod samfundet. På tværs af artikelrækken og på tværs af de tre morgenaviser, er der dog en del divergenser i vinklingen, fx i defineringen af, hvad den negative udvikling præcist indebærer eller omfatter. I nogle artikler er det en stigning i knivvold, i andre artikler er det selve det at bære kniv, der er problemet. I andre artikler er det antallet af røverier, der er konstituerende, mens det i andre bredes ud til generelt at være ungdomskriminalitet. Det er heller ikke entydigt, hvorvidt det er en stigning i antal eller karakteren af volden og/eller røverier, der er konstituerende. Karakteristisk er dog, at alle disse forskellige vinkler tager afsæt i den seneste tid voldsbølge, konstitueret af otte knivoverfald på tre uger. Der er altså enighed om en negativ samfundsudvikling, men ved nærmere eftersyn er det ikke klart, hvilken udvikling det helt præcist drejer sig om. Her er der altså ikke sket en diskursiv fastlåsning, i stedet italesættes flere muligheder, hvilket understreger ’problemets’ kontingente karakter. Set ud fra en journalistisk logik, virker det ikke så væsentligt, om der er tale om knivvold eller røverier, idet problemet vinkles i forhold til et generelt trusselsbillede, der udgøres af en indvandrer- og ungdomskriminalitetsdiskurs. Dermed får de divergerende vinkler af problemets karakter og omfang ikke nogen reartikulerende effekt på eksistensen af et omfattende samfundsproblem. At defineringen af samfundsproblemet er tvetydig, mener vi, blandt andet kan tilskrives kildernes centrale position i den journalistiske arbejdsproces. De divergerende vinkler i historierne knytter sig ofte til forskellige aktørers udlægning af fx statistikker, dokumenter eller egne oplevelser. Nyhedshistorier er som nævnt underlagt korte deadlines, hvorfor det af tidsmæssige årsager kan blive kilders udlægning af statistikker og dokumenter, i stedet for journalistens egen udlægning af disse dokumenter.

Gensidig afhængighed

Medierne og politiet er i kriminalsager gensidigt afhængige af hinanden. Medierne er afhængige af, at politiet frigiver oplysninger, hvilket de ikke altid ønsker af hensyn til sagens opklaring. I andre sager, hvor efterlysning af vidner og gerningsmænd er vigtigt for opklaringen, er politiet dog afhængige af medierne. I ’italienerdrabet’ er politiet en vigtigt kilde for medierne, og medierne er i første omgang en vigtig platform for efterlysningen af vidner samt signalement af de formodede gerningsmænd. Politiet er altså at betragte som den primære kilde i denne historie. Enkelte politifolk udtaler sig dog ikke kun om den enkelte sag, men sammenholder forskellige overfald og perspektiverer det på et generelt samfundsniveau, uden at der bliver sat spørgsmålstegn ved det fra avisernes side. Udtalelserne fra de enkelte politifolk er primært baseret på personlige og faglige vidnesbyrd-præmisser – og de gives autoritet gennem henvisninger til deres erfaringer på gadeplan. De enkelte politifolks

- 65 -

personlige oplevelser bliver med henvisning til deres arbejdsmæssige funktion ophøjet som markører for en samfundstendens. Den første stemme i sagen er politiets, og disse første artikulationer af et bestemt samfundsbillede bliver reproduceret, uden at de for alvor bliver udfordret. De udfordringer, der forekommer, er interessant nok fra politiets egne rækker. Idet Københavns vicepolitidirektør og vicepolitiinspektør med henvisning til statistikker udtaler sig forbeholdende over for konstateringen af en negativ udvikling. Ufordringerne får dog for det samlede billede ikke nogen reartikulerende konsekvens for den diskursive konstruktion af samfundsudviklingen. Udfordringerne er få, og placeres uden opfølgning, hvorved de kommer til at virke abrupte og amputerede. At udfordringerne alligevel er til stede, kan formentlig tilskrives den journalistiske praksis; at flere synspunkter i en sag har krav på at komme til orde. Det må ligeledes forventes, at en sådan udfordring af den fastlagte vinkel ikke er af interesse for journalisterne, idet det dementerer den bærende præmis i stort set alle artiklerne. Det interessante er, at stort set alle kilder i artiklerne udtaler sig ud fra denne fiksering. I det samlede billede bliver det blandt andet ikke diskuteret, hvorvidt de otte knivoverfald – og dermed indikatoren for den aktuelle stigning i knivoverfald – blot er et tilfældigt sammentræf, eller om det fx indikerer en større grad af politianmeldelser. Artiklerne er således baseret på en relativt uudfordret reproduktion af politiets fiksering, og en konsekvens af dette kan være et større fokus på, og krav til retspolitiske lovændringer som fx knivforbud. Politiets udtalelser er også med til at placere deres egen funktion i samfundsfortællingen. De udtaler sig bl.a. politisk i forhold til deres beføjelser inden for den eksisterende lov, ligesom enkelte politikilder i nogle artikler henviser til manglende bemanding pga. afvikling af overarbejde. Politiet er en politisk styret institution, hvorfor de naturligvis har interesse i at spille sig ind på den politiske arena. I forlængelse deraf, mener vi, det er værd at nævne, at der sideløbende med ’italienerdrabet’ i medierne, blev forhandlet et nyt politiforlig.

Nørrebro som historiens scene

Den geografiske afgrænsning er med til at konkretisere og placere historier, hvilket ligeledes er med til at koordinere journalisters arbejde herunder kildekontakt. I vores case konkretiseres problemstillingerne til Nørrebro, nærmere Blågårdskvarteret, hvorfor borgerne på Nørrebro bliver relevante for journalisterne. De er de berørte øjenvidner, der qua deres folkeregisteradresse konstituerer en personlig vidnesbyrdspræmis til historien og dermed skaber den identifikation, som er vigtig for et godt narrativ i journalistiske historier. Nørrebro som scene for historien er forholdsvis gennemgående, selvom politiet og politikernes udtalelser til tider hiver det ud i en mere national scene. Lokaliteten Nørrebro ikke bare afgrænser, men muliggør den journalistiske perspektivering. Nørrebro som en

- 66 -

geografisk afgrænset kategori med bestemte karakteristika bygger på tidligere mediehistorier, hvilket understreges af flere intertekstuelle referencer, fx ’Slaget om Byggeren’ og politiets brug af skydevåben mod demonstranter d.18. maj 1993. Nu er også ’italienerdrabet’ blevet en konstituent i en problemorienteret diskurs omkring Nørrebro. De intertekstuelle referencer udgøres ikke kun af referencer til tidligere mediebegivenheder, intertekstuelle referencer forekommer også som direkte gengivelser af dele af andre artikler. Ligeledes genbruges flere kildeudtalelser på tværs af artiklerne og de tre morgenaviser og dette kan ses i lyset af det journalistiske informationsniveau, som i en vis udstrækning er baseret på andet journalistisk materiale. Vi mener, en konsekvens af dette er en væsentlig indsnævring af mulighedsbetingelserne for meningstilskrivelse.

En konfliktfyldt dikotomi

Der artikuleres i alle tre morgenaviser en grundlæggende dikotomi mellem ’indvandrere’ og ’danskere’, som ikke for alvor udfordres. Opretholdelsen af dikotomien mellem etniske danskere og danskere af anden etnisk herkomst er bærende for langt de fleste vinkler i artiklerne. Det betyder groft sagt, at opgav man denne dikotomi ville halvdelen af historiernes vinkler ikke længere holde, og antallet af artikler ville formentligt være kraftigt reduceret. Den gennemgående dikotomi er altså med til at bære mediernes opretholdelse af historien, idet den holder emnet i live ved at sprede ringe i vandet. Det er karakteristisk, at journalister perspektiverer enkelte hændelser på baggrund af kausale antagelser, da det gør det muligt at pege på nogle generelle træk. I et formidlingsperspektiv er det et aspekt, der knytter sig til de journalistiske væsentligheds- og relevanskriterier. En enkel voldsbegivenhed er ud fra disse kriterier ikke relevant, med mindre der kan fremdrages aspekter af mere principiel eller generel karakter. Vold og kriminalitet er gennem tiderne blevet søgt forklaret ud fra mange modeller. Det har blandt andet været tilskrevet genetisk arvede koder, sociale vilkår, psykologiske træk m.m. I vores tekstkorpus knyttes årsagssammenhængen primært til en ungdomskriminalitetsdiskurs og en indvandrerdiskurs. Ungdomskriminalitetsdiskursen bygger på en sammenhæng mellem utilpasset ungdom og voldskriminalitet, hvilket bliver en modsætning til et almindeligt lovlydigt voksenliv. Indvandrerdiskursen bygger på en kulturel forståelsesramme, idet det er kulturforskelle og manglende tilpasning til det danske samfund, der synes at være den gennemgående forklaringsramme. I vores tekstanalyse konkluderer vi, at dikotomien mellem indvandrere og danskere knytter sig til forestillingen om kulturelle essenser, i det de meningstilskrivende lukninger på tværs af artiklerne udelukker andre forståelser. Det antydes herigennem, at ’de’ handler som de gør, fordi ’de’ har en anden kulturel baggrund, og ikke er integreret i det danske samfund. Der er altså tale om en uudfordret årsagsforklaring, der potentielt indebærer stigmatisering af et stort antal mennesker.

- 67 -

Denne ’indvandrerdiskurs’ har betydning for de mulighedsbetingelser, som journalister, kilder og minoritetsunge selv har til at beskrive egne og andres handlinger. Denne begrænsning i artikulationsmulighederne er definerende for hvilke handlinger individer overhovedet anser som mulige. Ydermere mener vi at volds/indvandrediskursen kan bidrage til overdreven frygt for vold og indvandrere i samfundet, der også kan have meget reelle konsekvenser for de implicerede minoritetsunge, og dem der frygter vold og/eller minoritetsunge. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at journalister, ligesom alle andre, er indlejret i diskurserne, og at den givne praksis med de beskrevne konsekvenser derfor ikke nødvendigvis er udtryk for bevidst en diskriminerende holdning. Vi mener snarere, det kan ses som et udtryk for en generel tendens i det danske samfund. At knytte forklaringer til karaktertræk forbundet med generelle kategorier, der er baseret på dikotomierne dansker/indvandrer og ung/voksen, udelukker andre faktorer som fx sociale vilkår og psykologiske træk. At forklare knivvold som et generelt fænomen ud fra simple årsagssammenhænge er efter vores overbevisning unuanceret og i modsætning til de tre avisers værdisæt.

Hændelsens relevans

Der stilles tilsyneladende ikke spørgsmålstegn ved vigtigheden og relevansen af mediedækningen hverken i indhold eller omfang. At fastlåse enkelte begivenheder som vigtige kan betragtes som en væsentlig del af mediernes magt. Først efter en uge og op mod i alt 100 artikler i de tre aviser, forholder Politiken sig i to kommenterende artikler, som de eneste, kritisk til mediernes dækning af drabet – vel og mærke i de andre medier. Men hvordan bliver denne enkelte begivenhed overhovedet nærværende og relevant? Det gør den i et samspil mellem konstateringen af en voldsbølges hærgen, billederne af de mange blomster og sympatiserende københavnere samt politiets og Nørrebro-beboeres fortællinger. Dette er elementer, der på hvert deres niveau er med til at gøre begivenheden nærværende for avislæsere over hele landet. Begivenheden bliver i første omgang forklaret som en menneskelig tragedie, der har ramt en uskyldig turist, hvilket læserne kan identificere sig med. Derpå bliver det hurtigt fastslået, at de formodede gerningsmænd er af anden etnisk herkomst end dansk, hvilket bliver grenen til de mere sociologiske og politiske vinkler, hvor fokus er integration og ghettodannelser. Rammen om hændelsen bliver ekspliciteret som et udtryk for en generel samfundsudvikling og derigennem gjort relevant for os alle, og politisk handling må deraf påkræves. Ifølge os gør rammen det umuligt at betragte hændelsen som enkeltstående, og herigennem understreges det relevante. Dette kan også perspektiveres i forhold til, at journalistisk formidlingsform bygger på identifikation, hvorfor mentale billeder og personificering er vigtig for fortællingen. Konsekvenserne af et sådan narrativ er, at der kommer fokus på konkrete hændelser,

- 68 -

personer og grupper. Det vil sige, at enkeltpersoner, der handler og mener, kommer i fokus, lige såvel som enkeltsager bliver eksemplet, hvori de principielle historier kan behandles både politisk og moralsk. At enkelte begivenheder og enkeltpersoner med høj grad af identificering bliver bærende elementer i mediernes fortællinger om samfundet, virker derfor naturligt set i relation til den stigende modtagerorientering i medierne. I vores case fremlægger aviserne den enkelte hændelse både i en lokal og national samfundsdiskurs, hvor politiet, politikere og borgere kommer til orde. Dette er altså et eksempel på en sag, som ’folk hjemme i stuerne’ kan relatere til og identificere sig med i modsætning til fx abstrakte kriminalstatistikker løsrevet fra enkelte hændelser. Vold og kriminalitet er karakteriseret ved at være et kontroversielt og følelsesbetonet emne, som alle har en mening om, og avisernes fokusering på ’italienerdrabet’ er således også med til at give læserne noget at spejle deres holdninger i. Samtidigt med at den personlige beretning kan være med til at skabe identifikation, kan fraværet af subjekt-positioner være med til at begrænse graden af identifikation. At der ikke er nogen artikler om de formodede gerningsmænd som individer, begrænser læserens mulighed for at danne sig et billede af deres motiver, livsvilkår og personlige baggrunde. Den manglende identifikation er med til at ’umenneskeliggøre’ gerningsmændene og udelukke individuelle forklaringsmuligheder.

Den objektive aktualitet

Aktualitet og objektivitet er metodiske såvel som formidlingsmæssige konventioner, der traditionelt knytter sig til nyhedsjournalistisk. Aktualitet er dog ikke nødvendigvis bundet i tid – aktualitet afhænger i høj grad af nogle forholdsvist fikserede rammer, hvor den journalistiske praksis i vid ustrækning er med til at gøre begivenheder aktuelle i og med, at de udvælges. Nyheden om drabet på Antonio Currá var i første omgang bundet i tid, men den journalistiske perspektivering fremmede ligeledes aktualiteten af andre knivstikkerier, især knyttet til Nørrebro. I de første artikler efter drabet henvises til øvrige knivstikkerier på Amager, Østerbro og Indre by, men disse fortoner sig og bliver samlet under betegnelsen ’den sidste tids knivstikkerier’. I formidlingen kan genrekravet om objektivitet forbindes med brugen af præsuppositioner og sætningskonstruktioner uden subjekt – samt det journalistiske princip om at inddrage flere perspektiver. I vores case er der en udstrakt brug af præsuppositioner idet aktørers identiteter og voldens karakter og omfang ofte står som forudsatte og fastlåste. Ydermere er det et gennemgående træk, at begivenheder og tilstande bliver præsenteret uden megen relativering af de enkelte sandhedspåstande. Samtidig placeres politi og borgere som en form for eksperter eller vidner, der kan give et præcist og uvildigt billede af samfundet, sådan som ’det rent faktisk er’. Objektivitet må altså siges at være et journalistisk ideal, der i højere grad

- 69 -

drejer sig om, hvordan man artikulerer en nyhed, end det er et udtryk for et ontologisk forhold mellem begivenhederne og repræsentationen af dem. Samlet set kan man sige, at de journalistiske metodekrav, herunder genrekrav som objektivitet, aktualitet og relevans, er med til at konstituere morgenavisernes diskursive rammer. Disse rammer giver umiddelbart et løfte om en bestemt indholdsmæssig konfiguration, som ved nærmere eftersyn knytter sig til nogle formidlingsmæssige aspekter ved formidlingen af begivenheder. Det vil sige, at objektivitet, aktualitet og relevans reelt ikke er egenskaber, der er knyttet til begivenheder, men i stedet er prædikater som tildeles begivenheder, idet det journalistisk tillægges betydning som værende nyheder.

Journalistiske formidlingskrav

Journalistisk formidlingsform stiller krav om klarhed og konkretisering, hvilket er en medvirkende årsag til, at formidlingen er så afhængig af klare kategorier og typografier. En konsekvens er, at dikotomiske verdensbilleder i sort og hvidt oftest får forrang frem for mere komplicerede verdensbilleder. Klare rollefordelinger mellem de ’gode’ og ’onde’ skaber fortællingsmæssigt et godt narrativ. I vores analyse kommer det tydeligt frem, at nogle aktører får hovedroller, mens andre tildeles statistroller uden replikker. I vores tilfælde placeres unge fyre af anden etnisk herkomst og med tilknytning til Nørrebro, som statister uden replikker. De bliver primært positioneret som objekter, der bliver talt om. Det fremgår af artiklerne, at denne kategori af unge er (for) svære at få i tale. Dermed bliver de et anskuet fænomen der, ud fra journalistens synspunkt, selv har skrevet sig ud af rollelisten. Et yderligere aspekt i forhold til journalistisk formidlingskrav er brugen af indirekte tale. Indirekte tale i forbindelse med gengivelse af kilders udtalelser kan have som konsekvens, at man ikke kan skelne mellem, hvad der er kilden og journalistens holdninger. I vores tekstkorpus er det et gennemgående træk i flere artikler, at det ikke er muligt at skelne mellem journalisten og kildens udtalelser. Et andet aspekt af journalistisk formidling er brugen af direkte tale. Direkte tale fremstår oftest som resultatet af et journalistisk interview, på trods af at det kan være omskrevet fx fra en pressemeddelelse. Derfor kan de enkelte artikler lige så vel være et produkt af en opsøgende som en afspejlende journalistisk arbejdsmetode (jf. kap 4). Dermed bliver det svært at gennemskue hvilken arbejdsproces, der ligger bag det færdige resultat. Journalistisk formidling er desuden præget af kategoriske og universelle formuleringer, der udsiger stærke påstande om verden, hvilket er med til at fastholde eksisterende kategorier og forsimplede forklaringsmodeller. I vores case skaber den interne sætningskohærens et billede af en skelsættende begivenhed, blandt andet gennem kausale konstruktioner som ’efter dette er dette sket’.

- 70 -

Journalisters produktion fremstår som envejs-kommunikation, og i journalistiske selvforståelse ligger den opfattelse, at journalisten er læsernes advokat. Det vil sige, at journalister arbejder ud fra den grundopfattelse, at de stiller de spørgsmål, som læseren selv ville have gjort ud fra deres opfattelser, viden og holdninger. Journalisten antager derved, at der ud fra bestemte perspektiver er en indre logik, der udstikker selvfølgelige spørgsmål for at opfylde læsernes behov. Ud fra dette opstår der nogle selvfølgeligheder, der fungerer som et redskab, hvilket muliggør at journalisten hurtigt kan formidle sin historie. Konsekvensen af disse selvfølgeligheder kan medføre en mindre kritisk og urefleksiv forholden til egen metode.

En udfordring af medierammerne

Man kunne i udgangspunktet undre sig over, hvorfor hændelsen ikke bare bliver en notits på side 2, som de landsdækkende morgenaviser har tradition for at gøre i voldshistorier. Men drabet på den italienske turist handler ikke blot om gerningen, det bliver i stedet en ’trigger event’, en katalysator til andre historier, som journalisterne vil fortælle om samfundet. Den enkelte begivenhed bliver en del af en allerede eksisterende fortælling om samfundet. De sociokulturelle praksisser omkring mediernes rolle i samfundet, journalistiske metodekonventioner og de diskursive praksisser på redaktioner, er ikke neutrale krav til form og vinkel. Vi har på baggrund af analysen konkluderet, at begreber som aktualitet, objektivitet og relevans er diskursive praksisser, der former morgenavisernes meningstilskrivning af enkelte begivenheder. Praksisser der ikke bare styrer formidlingen af artiklerne, men i lige så høj grad konstituerer den journalistiske ide-, research- og analysefase. Hvordan kan disse diskursive praksisser så ændres, og hvilken betydning ville det have? Vores socialkonstruktionistiske afsæt taget i betragtning er diskurser og diskursive praksisser altid strukturerende for betydning og betydningsdannelse. På samme måde vil journalistik altid være med til at forme begivenheder til forskellige nyhedsartikler, og den proces involverer altid betydningsdannelse og ikke bare formidling. Det er derfor ikke et spørgsmål om journalisterne kan undgå diskursive praksissers indflydelse på artiklernes indhold, men snarere hvordan journalister og redaktører kan være sig dem bevidst, så de derigennem kan være refleksive og kritiske, og derved opretholde journalistikkens ideelle rolle som en demokratisk ressource. Aviserne er kun et ud af flere nyhedsformidlende medier, og selvfølgelig kan det diskuteres, hvorvidt ansvaret for en nuanceret gengivelse af verden ligger hos de enkelte journalister og redaktører – eller om ansvaret ligger hos læserne, der bør vide, at den enkelte artikel i sin fragmenterede og forenklede form ofte giver et relativt unuanceret billede af komplekse problemstillinger? Vi mener, ansvaret ligger hos alle parter, men qua specialets fokus, fortsætter vi med at rette blikket mod det journalistiske felt.

- 71 -

Journalister trækker på diskurser både i idéfasen, researchfasen, analysefasen samt formidlingsfasen. Derudover fastholdes bestemte diskurser i journalistisk praksis ved at etablerede typografier og kategorier bliver præsuppositioner for andre historier. Ifølge vores analyse er konsekvensen, at et bestemt samfundsbillede fastholdes, hvorved andre forståelser udelukkes. Dette samfundsbillede er repræsenteret gennem forskellige aktører og disses indbyrdes positionering, hvilket fastholder bestemte antagelser om bestemte befolkningsgrupper, og derigennem udelukkes andre forståelser af disse grupper og personer. Journalister er som alle andre naturligvis bundet af diskurser, men vi mener samtidig, at de også har mulighed for at udfordre og reartikulere de eksisterende diskurser. Så hvis målet er troværdig, vedkommende og relevant journalistik, mener vi, at et essentielt redskab må være en kritisk holdning og refleksiv forståelse af egen og andres sprog som social praksis.

- 72 -

ANDEN DEL

- 73 -

Kapitel 7 Anvendt diskursanalyse

Anden del af specialet er delt op i tre kapitler. I dette kapitel afklarer vi først, hvordan første og anden del tilsammen indkredser specialets problemstilling. Derefter positionerer vi os i forhold til teoretiske og etiske problemstillinger ved at anvende kritisk diskursanalyse i strategisk kommunikationsplanlægning, herunder implikationer i forhold til formidling af kontingent viden til en heterogen målgruppe. Det fører os til kapitel 8, hvor vi gør os mere konkrete kommunikative og didaktiske overvejelser ved blandt andet at trække på den viden, vi har opnået om målgruppen i kapitel 4. I kapitel 9 præsenterer vi et konkret kursusoplæg, hvor vi blandt andet inddrager eksempler fra vores tekstanalyse i kapitel 5. I første del af dette speciale har vi produceret en viden, gennem en række teorier og metoder, som ligger inden for det socialkonstruktionistiske felt, og det har resulteret i en tolkning og vurdering af, hvordan journalister tænker og arbejder. Samtidig problematiserer og konkluderer vi, at journalister ikke uden videre kan skrive sig ud af de diskurser, som de bl.a. selv er med til at producere. Her i specialets anden del er målet at komme et skridt videre end den kritiske tilstandsrapport, som første del resulterede i. Vi indtager en mere konstruktiv position, idet vi arbejder hen mod at implementere nogle refleksive tænkeredskaber i et konkret kursusoplæg. Kursusoplægget er et tænkt eksempel, og de kommunikative overvejelser, vi gør os i den forbindelse, tager afsæt i vores socialkonstruktionistiske tilgang og vores analyseresultater. Dette skal ideelt set åbne for dialog i forhold til, hvordan denne antiessentialistiske tanke kan motivere til udvikling af den enkelte journalists praksis. Vi betragter vores kursusoplæg som et eksperimentelt arbejde, hvor det ikke er formålet at komme med radikale ændringsforslag til, hvordan journalister fx bør uddanne sig, men derimod udforske og diskutere de muligheder og begrænsninger, som de nuværende diskursive praksiser blandt andet afstedkommer. Målet er at udfordre de diskursive praksisser, da den underliggende præmis er, at diskursiv praksis både afspejler og aktivt bidrager til social og kulturel forandring (Jørgensen & Phillips 1999:89). Vi tror således på, at journalister kan være med til at skabe social forandring ved at udfordre diskursive fastlåsninger gennem en refleksiv og kritisk tilgang til sproget som social praksis. For at opnå dette er det essentielt at journalister tilegner sig en kontingent forståelse af sproget og dets konsekvenser for social handlen – derudover kræver det en bevidsthed om egne muligheder og begrænsninger for forandring.

- 74 -

Kritisk sprogbevidsthed eller teknologisering Før vi går i gang med de mere konkrete kommunikationsovervejelser, gør vi os nogle teoretiske og etiske overvejelser i forhold til operationaliseringen af vores analyseresultater. Derfor retter vi atter blikket mod Fairclough, som mener, at forskningsresultater kan bruges progressivt til at fremme egalitære og emancipatoriske diskurser – og dermed organisatorisk demokratisering. Resultaterne kan derfor bruges til at bevidstgøre offentligheden om diskurs, som en social praksis, der afspejler og er med til at forstærke ulige magtrelationer, fx hvordan begivenheder og processer forbindes til eller afskæres fra subjekter og objekter (Jørgensen & Phillips 1999:95pp). Fairclough mener, at sproget er med til at nogle mennesker domineres af andre, hvorfor en bevidstgørelse er det første skridt i en emancipatorisk proces. Til at gennemskue disse ulige magtrelationer, der kan aflæses i teksterne og de diskursive praksisser, kan læseren anvende en analytisk tilgang, som Fairclough kalder for kritisk sprogbevidsthed24 (Fairclough 1992:233pp.). I bogen ’Language and Power’ (1989) beskæftiger Fairclough sig med, hvordan implementering af kritiske sprogstudier kan bidrage til frigørelse af de dominerede i samfundet. Kritisk sprogbevidsthed kan give folk indsigt i de diskursive praksisser, som de selv indgår i via dagligsproget og almindelig tekstkonsumption samt de sociale strukturer og magtrelationer, som diskursive praksisser konstitueres af, og er med til at producere, reproducere og forandre. Gennem træning i kritisk sprogbevidsthed kan folk få en bedre indsigt i begrænsninger for deres praksis og muligheder for forandring. Hvis man som forsker gerne vil skabe udvikling på denne måde, er det vigtigt, at disse resultater er tilgængelige for de mennesker, som forskningen har fokuseret på (Jørgensen & Phillips 1999:101). I dette speciale har vi fokuseret på journalister, som centrale medskabere af betydningsdannelse i medierne. Det er vores tese, at vi gennem formidlingen af og dialog om resultatet af vores analyse af journalistisk produktion og diskursiv praksis, kan bevidstgøre journalister om sammenhængene mellem tekstproduktion og praksisformer – med henblik på at fremme forandring af medietekster, ved at journalisterne forholder sig mere refleksiv til hele arbejdsprocessen. Fairclough rejser dog en række etiske spørgsmål angående anvendelsen af forskerens resultater, da han mener, at der er en risiko for at forskning kan udnyttes til det, Jørgensen & Philips oversætter til ”social ingeniørskunst”’ (Jørgensen & Philips 1999:100). Denne sociale ingeniørskunst afstedkommer det, Fairclough betegner som en teknologisering af diskurs, hvor diskursforskningens resultater bruges til at uddanne magthaverne og eliten, sådan at de kan manipulere ’underklassen’ (Fairclough 1992:215pp.). Hvorvidt, journalister er at betragte som dominerende eller dominerede, kan diskuteres. Ud fra en betragtning af, hvor i

24 Critical Language Awarenes (CLA). Fairclough bruger desuden termerne Critical Language Study og Critical Media Literacy synonymt med CLA. Disse to termer findes i henholdsvis bøgerne Language and Power og Media Discourse (Fairclogh 1989: 233pp.; Fairclough 1995: 200pp.) .

- 75 -

produktionsforløbet journalister befinder sig, kan man argumentere for, at journalister som helhed har en magt qua deres produktion af medietekster25. På den anden side kan man argumentere for, at de er de dominerede – domineret af spindoktorer, plantede nyhedshistorier og ’damage control’ fra den politiske sfære, offentlige institutioner og det private erhvervsliv. Vi mener dog ikke, at de ulige magtrelationer, som kan aflæses i teksten, kun er et spørgsmål om den enkelte journalists magt i relation til læseren, men også mediernes generelle magt i forhold til mediebrugeren, samt journalistens magt på redaktionen, forhold til kilder som fx politiet m.m. Ligesom Fairclough er vi inspireret af Foucaults magtbegreb og opfatter magten som både repressiv og produktiv, fx fungerer diskurs i magtsammenhænge både som magt i sig selv og som et redskab for magt (Fairclough 1992:49pp.). Det sker blandt andet ved, at diskurs begrænser mulighedsrummet af meningsfulde ytringer, men samtidigt er diskurs mulighedsskabende, da det er herigennem, det er muligt at tilskrive mening til, hvad man ser og oplever. Diskurs er dermed forudsætningen for meningsfulde ytringer (Heede 2002). Vi opfatter, i henhold til Foucault, magtrelationer som komplekse og diffuse. ”[M]agt er ikke en institution, og det er ikke en struktur, det er heller ikke en bestemt kraft, som visse udvalgte skulle være begavet med: det er det navn, man giver en kompliceret strategisk situation i et givet samfund” (Foucault 1994:99). Med henvisning til Faircloughs beskrivelse af teknologisering, mener vi, at der med dikotomien dominerede/dominerende, antydes en mere statisk repræsentation af magtrelationerne i samfundet. Ifølge Foucault er magttilstande derimod altid lokale og ustabile, og man kan derfor ikke uden videre drage en direkte slutning fra samfundsmæssig position til strategisk magtposition (Foucault 1994:98) – eller fx i henhold til vores analyse drage en direkte slutning fra journalistens redaktionelle position til dennes magt og autoritet i samfundet. Journalister er som alle andre indlejret i diskurserne og bør i henhold til vores teoretiske udgangspunkt bevidstgøres om disse rammers begrænsning, for at fremme forandring i journalistiske praksisser. Vi argumenterer således for, at en øget bevidsthed og refleksiv relateren til sammenhængen mellem sproget og de sociale praksisser vil kunne højne den kritiske journalistik, hvorigennem rollen som fjerde statsmagt udøves. Disse antagelser er afsæt for de kommunikationsteoretiske overvejelser i kapitel 8 og kursusoplægget i kapitel 9.

En dialogisk tilgang Som udgangspunkt mener vi ikke, at det er formålstjenligt at betragte kommunikation som en direkte lineær proces fra afsender til modtager, og vi finder det ikke muligt at formidle vores

2255 Vi er dog bevidste om, at nyhedshistor ier ofte bygger videre på andre tekster, fx nyhedstelegrammer, og derfor er journalister også at betragte som konsumerende.

- 76 -

viden til journalister via massekommunikation, som fx en kampagne. Vores kommunikationsstrategiske overvejelser tager i stedet afsæt i en dialogisk tilgang i form af interpersonel kommunikation. I vores tilfælde betyder det en dialog mellem en bestemt akademisk viden og en journalistisk praksisorienteret viden – i et diskursivt perspektiv kan man sige, at der er tale om en dialog mellem en bestemt akademisk diskurs og en journalistisk diskurs. Det socialkonstruktionistiske perspektiv i vores kommunikationsstrategi kommer til udtryk i den betragtning, at der indenfor et socialt praksisfelt findes en række fælles handlemønstre, som i udgangspunktet er diskursive, men altid relativt fastlåste. En slags kollektiv bevidsthed mellem mennesker som gennem sociale relationer binder os sammen i et fællesskab. Vi finder det derfor nødvendigt at ’oversætte’ vores viden, inden vi møder journalisternes faglige fællesskab for på den måde at fremme en gensidig forståelse mellem os og journalisterne. En måde at skabe dialog på er at finde et fælles ståsted eller platform, hvorfra man som initiativtager forsøger at identificere eventuelle barrierer mellem sig og modtageren ved at sætte sig ind i dennes situation i fortid, nutid og fremtid - og hvordan modtageren derigennem konstruerer deres opfattelse af verden og giver denne mening (Dervin 1989:77). I vores tilfælde betyder det, at det er vigtigt at lægge vægt på, hvordan kursisterne kan bruge den opnåede viden, når de kommer tilbage på redaktionen. Lige såvel som vi må tage højde for kursisternes erfaringsgrundlag og nuværende erhvervssituation, hvilket vil blive uddybet i det følgende kapitel. Når vi vælger at bruge begrebet dialog, er der ikke tale om en dialog på ’herredømmefri’ præmisser, da vi ikke mener, at der ikke findes en position, hvorfra dette er muligt. Vi betragter nærmere dialog som en form for hegemonisk kamp eller samspil, hvor idealet er at skabe forandring ved at mobilisere en transformationsproces, der ideelt set skal ændre både afsender og modtageres udgangspunkt. I henhold til denne tanke skal vores kursusoplæg heller ikke opfattes som endeligt og definitivt, men som første led i en kontinuerlig proces, hvor kurset skal evalueres og modificeres efter hvert møde med målgruppen. Som det fremgår af det ovenstående, har vi valgt at bruge ordene målgruppe og modtagere. Vi mener, at begrebet målgruppe kan have konnotationer af en påstået homogenitet, hvilket vi, med henvisning til vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, ikke mener, er en anvendelig antagelse. Vi opfatter ikke eventuelle kursister som en homogen målgruppe, men som en heterogen gruppe, der dog har en række fælles karakteristika. Ligeledes kan begrebet modtagere have konnotationer at passivitet og kritikløs modtagen af den serverede information, hvilket vi også tager afstand fra - og som vi har skrevet ovenfor vælger vi således en dialogisk tilgang, der fordrer deltagelse og aktivitet.

- 77 -

Kapitel 8 Kommunikationsstrategiske overvejelser

I dette kapitel præsenterer vi de kommunikationsstrategiske overvejelser, der har ført os til at formulere det konkret kursusoplæg i kapitel 9. Vi lægger ud med at beskrive den kommunikationsplatform, vi tager afsæt i. Efterfølgende gør vi os overvejelser vedrørende modtagerkarakteristika, herunder en specificering af en primær målgruppe. Med afsæt i den viden vi gennem den kritiske diskursanalyse har produceret om journalistisk praksis, definerer vi nogle generelle træk ud fra livssituation og erfaringsmæssigt grundlag, hvilket vi bl.a. mener, er væsentligt i forhold til at identificere fællestræk og eventuelle barrierer. Derudover forholder vi os til modtagernes forventede relevansopfattelse, og slutteligt gør vi os overvejelser om, hvordan ny viden kan bringes tilbage til konkrete arbejdspraksisser. Første del af specialet er således central i udformningen af denne kommunikationsstrategi, og kan ud fra den optik også betragtes som en analyse af den overordnede målgruppe.

Kommunikationsplatformen Vi er, med afsæt i en videnskabelig analyse, konstruktører af det overordnede budskab; at journalistiske rammer ordner og begrænser det verdensbillede, der formidles. Og vi mener, at en kritisk sprogbevidsthed vil kunne udfordre dette og give mulighed for forandring, idet en bevidstgørelse, af de rammer der begrænser og muliggør, er en forudsætning for forandring. Vores ambition er at journalisterne gennem dialog får en ’diskursiv’ forståelse og et sprog til at tale om sproget både i tekst og praksis. Vores mål er ikke, at en akademisk tankegang skal erstatte en anden tankegang, men skal ses som en udfordring og supplement til den journalistiske tankegang og logik. Vi er altså afsendere af en sandhed – ikke ’sandheden’, men vi initierer en dialog ud fra en strategisk målsætning. For at opnå vores mål og samtidigt imødekomme de journalistiske logikker og rutiner, er det vigtigt, at vi går ind i det journalistiske felt på deres præmisser. Som nævnt indikerer vores og andres erfaringer, at journalister ofte er meget defensive, når de stilles over for ny viden og forandringsforslag – især hvis det ikke kommer fra deres eget faglige felt (fx Hussain et. al. 1997). Vi forventer derfor heller ikke, at modtagernes relevansopfattelse af budskab og formål er umiddelbar, og da vores målsætning er at gøre budskabet relevant for modtagerne, virker det således mest oplagt at vælge den direkte dialog. Vi mener, at et hensigtsmæssigt rum for dialog kunne være inden for journalistisk efteruddannelsesregi, hvorfor vi både i start- og afslutningsfasen har været i dialog med personer ansat ved CFJE og DjE. Den viden, vi gennem disse informative interview i feltet har genereret, kan ses som en praksis-orienteret perspektivering af vores teoretiske viden og

- 78 -

tilgang til feltet. Det har givet os et klarere billede af, hvordan vi kan oversætte den viden, vi har produceret i første del af specialet, så journalister kan anvende den i praksis. I kraft af kursets længde og indhold mener vi, at Den journalistiske Efteruddannelse (DjE) potentielt set er den mest hensigtsmæssige ramme. DjE er et etableret og respekteret uddannelsessted, der kan udgøre egnede læringsrammer, bl.a. fordi de, som de selv udtrykker det, tager udgangspunkt i journalistikken – og derved kan vi muligvis bryde nogle barrierer på forhånd. Center For Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) ville ud fra de samme kriterier være en hensigtsmæssig ramme, men de kører primært nogle længere uddannelsesforløb, hvorfor vi har valgt ikke at gå videre med dette. Vi mener dog, at kursets tema kunne være et interessant delelement i et af disse længere forløb. Hvis vi generelt ser på muligheder for efteruddannelse inden for det journalistiske felt, så giver de fleste journalistiske overenskomster ret til en uges efteruddannelse om året, med løn og kursusudgifter betalt26. Vi mener således, at journalister har en privilegeret mulighed for at deltage i kurser og derved udvikle deres praksisser. En gennemgang af kursusoversigten på DjE viser, at de fleste kurser er af håndværksmæssig art, hvor der blandt andet fokuseres på narrative skriveredskaber, kildehåndtering, skarpere vinkling, osv. Vores kursusoplæg falder således lidt uden for den gængse ramme, da omdrejningspunktet er mere abstrakt, og der lægges vægt på hele den journalistiske arbejdsproces. At bryde med det vante kan være risikabelt, men vi finder det ikke hensigtsmæssigt kun at fokusere på enkelte arbejdsprocesser, da vi mener, at kritisk sprogbevidsthed kan ses som et refleksivt redskab på alle niveauer af den journalistiske arbejdspraksis. Med vores kendskab til feltet forventer vi, at den målgruppe, der kunne være interesserede i et sådan kursus, er journalister, der oplever de faste medierammer som begrænsende – journalister, der undrer sig over andres og egen formidling af verden og samfundet. Vi appellerer til idealistiske og kritisk-engagerede journalister, som tager deres demokratiske formidlingsrolle seriøst, og har overskud til at tænke over egen rolle. Ligeledes forventer vi, at redigerende og skrivende redaktører kan have interesse i et sådan kursus, da de i et bredere perspektiv er ansvarlige for både den redaktionelle linje og mediets fortsatte udvikling. Den primære målgruppe er kursisterne på kurset – men ved i kurset at fokusere på implementering af ny viden i kursisternes daglig praksis, kan der også siges at være tale om en sekundær målgruppe, der består af kursisternes sociale netværk på arbejdspladsen. Idet vi har afgrænset en primær målgruppe, er vi altså ikke ude i et masse-kommunikativt oplysende ærinde, men nærmere et læringsærinde – hvorfor vi, med afsæt i Knud Illeris’ betragtninger om læring, kort ønsker at knytte et par teoretiske kommentarer vedrørende

26 Blandt andet har journalister fra Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten dette skrevet ind i deres overenskomst (www.journalistforbundet.dk/graphics/Loen_og_Aftale/Loen_er_ikke_alt.pdf).

- 79 -

læringsforhold. Illeris’ tilgang til læring bygger på en socialkonstruktivistisk27 tilgang til læring, hvor læringens spændingsfelter udgøres af en kognitiv dimension, en psykodynamisk dimension samt en samfundsmæssig dimension. Når det drejer sig om læring, skal formidlingsformerne altså ikke behandles ud fra et mediemæssigt perspektiv, men derimod psykologisk ud fra, hvordan individet som den lærende står over for omgivelserne (Illeris 2001:93). Ud fra dette perspektiv foregår der læreprocesser i det enkelte individ, men karakteren af og indholdet i disse processer er formet af relationer i det sociale felt. Antagelsen er, at der sker sociale konstruktioner i fællesskaberne som til stadighed samspiller med individuelle konstruktioner i de indre læreprocesser (Illeris 2001:98). I et diskursivt perspektiv kan indre læreprocesser således betragtes som diskursive konstruktioner, der formes og omformes i et dialektisk forhold med det sociale felt. Det sociale felt er altså i en socialkonstruktivistisk optik af væsentlig betydning, men især i en læringssituation må betydningen af de indre (diskursive) processer i det enkelte individ ikke undervurderes. For eksempel udvikles sproget socialt og har kun mening i en social sammenhæng, men det er stadig individer, der tilegner sig og praktiserer sproget. Derfor lægger vi i de følgende afsnit betydelig vægt på faktorer som modtagernes karakteristika.

Modtagerkarakteristika På trods af, at vi ikke betragter kommunikation som en lineær transmissionsproces, har vi fundet det relevant at forholde os til ’fælles’ karakteristika ved målgruppefeltet, for derigennem at kunne optimere rummet for dialog. Set ud fra et læringsperspektiv er dette essentielt, idet en indsigt i deltagernes læringsforudsætninger er et vigtigt parameter i en læringsproces. I forhold til journalister som målgruppe, antager vi, at de på en og samme tid er en homogen og heterogen størrelse. Journalister kan betragtes som forholdsvis homogene i forhold til det råderum, vi analyserede i kapitel 4. Samtidig arbejder de i et felt, der på mange måder har det samme mål; at udkomme til tiden, med de bedste historier og ofte med det laveste mulige forbrug af (økonomiske) ressourcer. Men på trods af, at journalister arbejder i et forholdsvist homogent felt, anfægter vi ikke, at de på samme tid er autonome individer i feltet med personlige motiver, interesser m.m.

Modtagernes livssituation

Det er væsentligt for os at vide noget om deltagernes livssituation, idet det kan give os en indsigt i den vifte af erfaringer og mulige fremtidshorisonter, deltagerne kommer med (Dervin

27 Socialkonstruktivistisk henviser her til Illeris brug af begrebet.

- 80 -

1989: 77). Den livssituation, som modtagerne befinder sig i, vil formodentligt være præget af arbejdet på en af landets aviser (eller tv-stationer). Erfaringsmæssigt forventer vi, at der er variationer; nogle har måske arbejdet på tværs af danske og udenlandske medieinstitutioner, og nogle vil komme til det i fremtiden. Måske er der også nogle, der har arbejdet uden for medieinstitutionerne eller vil komme til det i fremtiden. De formodede deltagere er journalister og redaktører (både redigerende og skrivende), der arbejder med samfundsrelevante nyheder, nyhedsanalyser, kommentarer m.m. Formålet med deltagernes nuværende adfærd er formentligt at lave ’god’ journalistik, hvilket er et temmelig relativt begreb, der kan betragtes ud fra personlige kriterier som at være god til at opfylde de gældende arbejdsnormer, fremme karrieren, højere løn, personlig tilfredsstillelse, anerkendelse m.m. ’God’ journalistik handler dog også om at sikre arbejdspladsens eksistens, gennem kriterier som at sælge flere aviser, etablere sig bedre end de andre medier, effektivitet, m.m. Vi mener dog ikke, at ’god’ journalistik er et endeligt niveau, man kan nå op på. I lyset af det, og den stigende konkurrence inden for medierne, mener vi også, at det for journalister må være vigtigt at udvikle sig, fx gennem efteruddannelse, for at sikre fremtidige ansættelser.

Modtagernes erfaring

Ydermere er det væsentligt, at vi forholder os til deltagernes erfaringsmæssige karakteristika – herunder viden, rutiner og holdninger. Deltagerne på kurset har en stor viden om, erfaringer med og holdninger til den verden og det samfund, de er en del af. Deltagernes viden er funderet i deres arbejde, og de erfaringer de har gjort sig som journalist og som enkeltperson i andre sociale rum. Vi antager, at summen af dette subjektivt opfattes som konsistent, idet det som individ er naturligt at søge at opretholde status quo i egne værdier og holdninger. Dette betyder dog ikke, at der ikke er inkonsistens internt i individers værdier og holdninger – og det er blandt andet her, vi mener, muligheden for forandring ligger. Deres holdninger til og vurdering af både samfundet og deres egen journalistiske rolle i demokratiet er således essentielle elementer, som er vigtige at diskutere på kurset. Det, der kendetegner journalisters daglige arbejde, er, at de fleste indgår i monologisk envejskommunikation. De formidler til en abstrakt anden, hvis verdenssyn de forventer at kende, og måske ligefrem deler. Som tidligere nævnt mener vi, at de fleste journalister i bund og grund erkender, at man ikke kan formidle verden ’som den er derude’, men samtidig arbejder og formidler de, som om de kan. Det vil sige, deres viden og adfærd på sin vis er i uoverensstemmelse. Dette er et interessant dilemma, der kan betragtes som en katalysator for læring, idet problemer og modstand betragtes som en essentiel drivkraft for læring af overskridende karakter (Illeris 2001).

- 81 -

Et yderligere forhold ved deltagernes erfaringsmæssige karakteristika er de journalistiske normer, der gennem tilgangen til faget og det praktiske arbejde opretholdes. Der er tale om idealforestillinger om, hvad en journalist er og skal kunne. I henhold til kapitel 4 er der forskellige idealer og værdier, afhængigt af medie, personlig skrivestil og genre, m.m. Som et eksempel er der meget forskellige idealer og værdier knyttet til undersøgende journalistik, der kritisk arbejder for at afsløre magtmisbrug - og det mere pædagogiske journalistik, der analyserer og forklarer begivenheder og problemer. Men på tværs af dette er journalistisk arbejde præget af sprogligt fagtekniske normer, som klar vinkling, nærhed, relevans, osv. For os betyder det blandt andet, at vi har afgrænset vores primære målgruppe ud fra nogle idealforestillinger om kritisk journalistik. Således appellerer vi også i en salgstale for kurset til nogle bestemte journalistiske normer og idealforestillinger (se kap.9). Som vi så i kapitel 4 er journalistisk arbejde præget af rutiner, som gør det muligt at levere medieproduktet til en aftalt tid og pris. Men samtidig med at rutineadfærd muliggør en levering af produktet, mener vi, at det også er at betragte som rammer, der begrænser. Rutineadfærd udføres ganske enkelt som en del af hverdagen, og er ikke umiddelbart motiveret eller reflekteret. En forudsætning for forandring er altså en bevidstgørelse af de rammer, rutineadfærden konstituerer. Dette betyder, at det i kurset er vigtigt at lave nogle øvelser, der kan skabe refleksion, fx gennem eksempler der kan anskueliggøre forholdet mellem konkrete tekster og journalistisk praksis. I forlængelse af dette, mener vi generelt, at eksempler er et forankret element i journalistisk logik og praksis, hvorfor det kan være et nyttigt redskab i et kursus. På baggrund af journalistiske nyhedslogikker, mener vi endvidere, at det kan være relevant at inddrage aktuelle eksempler. Det er vigtigt at skabe et forløb, der tager afsæt i modtagernes praksis, erfaringer og viden. Her er det, udover den førnævnte rutineadfærd, fundamentalt at tage højde for, at modtagerne er voksne mennesker, og at der er tale om videreuddannelse inden for et bestemt arbejdsfelt. Kurset skal give anledning til at videreudvikle kursisternes egne kundskaber, holdninger og færdigheder med egne aktuelle erfaringer og oplevelser som udgangspunkt og grundlag. Vi mener derfor, at det er vigtigt, at kursisternes konkrete oplevelser og arbejdssituationer bliver genstand for diskussion i kurset.

Modtagernes relevansopfattelse

Ud fra en antagelse om, at voksne trækker på de ressourcer de har, er det vigtigt, at vi forholder os til deltagernes relevansopfattelse i forhold til deres daglige arbejde. Jævnfør kapitel 4 bliver de daglige redaktionelle beslutninger truffet på baggrund af journalisters antagelser om verdens gang, hvilket reflekterer deres relevansopfattelse. Som vores analyse indikerer, må journalistisk relevansopfattelse siges at være temmelig forudsigelig; det er fx sjældent nogen overraskelse, hvilke emner der behandles i medierne, samt hvilke der ender på forsiden. Relevansopfattelse kan ligeledes knyttes til den førnævnte rutineadfærd og

- 82 -

journalistiske logikker. Disse er tilsammen væsentlige faktorer i forståelsen af journalisters holdninger, erfaringer og vidensgrundlag, og disse faktorer bør derfor også gøres til genstand for diskussion på kurset. Et noget andet, men meget centralt aspekt vedrørende relevans, er deltagernes relevansopfattelse af vores budskab; at en kritisk sprogbevidsthed kan forstærke journalistisk formidling som en demokratisk ressource og medvirke til udvikling af den journalistiske kvalitet. Som tidligere nævnt forventer vi ikke, at mange journalister har et umiddelbart forhold til vores budskab, som det er formuleret her, men vi tror på, at vores budskab vil skabe en form for genkendelse. Genkendelsen kan dog forventes at være præget af tidligere og lignende budskaber, hvilket kan have en stor betydning i forhold til modtagernes opfattelse af relevans (og modstand). Uendeligt mange mediekritiske artikler er blevet skrevet, og journalister er et utal af gange blevet banket i hovedet med diverse demokratiske idealer. I vores kontakt med feltet, har vi som nævnt oplevet, at det journalistiske felt nærmest har udviklet et forsvarsskyts, som kan vendes afhængigt af, hvor angrebet kommer fra. Vores idealer er demokratiske, og vi er i udgangspunktet også kritiske, men vi søger at imødekomme dette gennem en dialogisk tilgang. Det er dog en stor udfordring at opfylde vores dialogiske målsætninger, både i udformningen af kursusoplægget, i de enkelte tænkeøvelser og ikke mindst i præsentationen af kurset. Afslutningsvis erkender vi, at flertallet af journalister og redaktører nok ikke oplever et umiddelbart behov for ’vores’ information. Der er nærmere tale om et ’objektivt’ behov idet, det er os, der har defineret, at der er et behov. At der er tale om et objektivt behov frem for subjektivt behov understreger vigtigheden af, hvordan vi sammensætter og præsenterer kurset.

Mål og forandringsperspektiv Et karakteristisk træk ved voksne er, at de lærer, hvad de vil – hvilket vil sige, at de er meget lidt orienteret mod at tilegne sig det, de ikke kan se nogen mening med i forhold til deres mere eller mindre bevidste livsmål (Illeris 2001:174). Derfor er det vigtigt at sætte sig i journalisternes sted og spørge, ’hvad er der i det for mig?’ og ’hvad kan jeg bruge det til?’. Vi mener, at kursisterne bl.a. kan bruge denne viden som et refleksivt værktøj, både i idé-, research-, analyse- og formidlingsfasen. Med dette værktøj, mener vi, at kursisterne tilbage på redaktionen kan promovere sig selv som kritiske og analytiske journalister, der kan gå bag om de oplagte historier og tænke i nye og flere vinkler. Som individuel journalist kan det måske også betyde flere solohistorier, hvorigennem man kan træde ud af mængden og skabe en stærkere profil inden for det journalistiske felt.

- 83 -

I forhold til dette fremadrettede handleperspektiv er det desuden vigtigt, at vi forholder os til modtagernes opfattelser af værdi og besvær i forhold til kursets indhold og struktur. I henhold til kursusindholdet og vores målsætning mener vi, at der for kursisterne kan være tale om forholdsvis store informationsomkostninger både psykisk og kognitivt. Det baserer vi på en antagelse om, at vores budskab muligvis bryder med deres forståelse af, hvordan verden hænger sammen, og hvordan man som journalist formidler om verden. Ud fra et læringsperspektiv, kan man sige, at vores mål i en vis forstand er overskridende læring – overskridende i den forstand, at målet er at bryde med rammer og vaner, som både er individuelle og institutionelt forankret. At bryde med rammer, vaner og forestillinger er en problematisk proces, der aktiverer et modstandspotentiale, hvorfor arbejdsformen på kurset bør være problemorienteret i den forstand, at deltagerne skal stilles overfor relevante problemstillinger (Illeris 2001). For at opnå dette på kurset er det som nævnt centralt, at deltagernes forståelse af journalistikkens formål og egen praksis løbende udfordres.

Læring tilbage på jobbet

Det er vigtigt i kursustilrettelæggelsen at være fokuseret på, hvad deltagerne skal have med fra kurset. Vores mål for kurset er, at deltagerne skal gå derfra med en basisplatform; de skal have tilegnet sig ny eller genopfrisket tidligere viden, de skal have forholdt sig til dilemmaer mellem teori og praksis, og de skal have nogle redskaber/ tænkeøvelser til at understøtte en fortsat udvikling af en kritisk og refleksiv tilgang til journalistisk praksis og formidling. Målet er at initiere en proces hos deltagerne, der favner både deres viden, holdning og adfærd. Vores forandringsperspektiv kan således synes meget ambitiøst, men vi mener, det er vigtigt her at stile højt for at få sat gang i en proces. Der er tale om en kontinuerlig proces, hvilket også betyder, at vi ikke på samme måde kan måle effekten af kommunikationen, som fx en oplysningskampagne om trafiksikkerhed, hvor et måleparameter kan være antallet af ofre i trafikken. Det umiddelbare succeskriterium er mere abstrakt i form af en ’diskursiv’ forståelse. Vi vil altså gerne udfordre kursusdeltagernes forståelse af sprogets sociale implikationer og derigennem stimulere til kritisk sprogbevidsthed. Derudover vil vi gerne sætte fokus på kursisternes holdninger i forhold til deres rolle som medskabere af virkeligheden. Målet er at bidrage til en ændret holdning og adfærd og derigennem påvirke måden at tænke og skrive på. For at opnå alternative adfærdsmuligheder finder vi det essentielt at forelægge tankeøvelser, der kan illustrere, hvorledes den enkelte i hele arbejdsprocessen kan forholde sig kritisk og refleksivt til ordvalg, kilder, logiske koblinger m.m. Vi mener, det er udslaggivende for kursets succes, at deltagerne ikke bliver efterladt i et tomrum af problemer. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at bevidstgøre deltagerne om de rammer, der begrænser, da det ikke adresserer deltagernes fremadrettede handleperspektiv. Der skal også være fokus på muligheder for forandring og deltagerne skal gå derfra med en følelse af, at de har tilegnet sig viden og værktøjer, der kan skabe muligheder for forandring.

- 84 -

Men hvad sker der så, når den individuelle ’læring’ skal tilbage på jobbet? Dette lader til at være en evig problematik i forbindelse med kurser og efteruddannelse. For at de kompetencer den enkelte tilegner sig, fx gennem efteruddannelser og kurser, ikke går tabt, er det essentielt, at der er en fælles kultur for vidensdeling, når vedkommende kommer tilbage på redaktionen. I relation til de enkelte kursisters tilbagevenden til redaktionen bliver det sociale netværk derfor relevant, da det er indenfor dette rum, at forandringer skal udspille sig. Deltagernes sociale netværk på arbejdspladsen består af kollegaer som redaktionssekretærer, redaktører, fotografer osv., men der er antageligt meget forskel på, hvordan det sociale netværk kan karakteriseres på de forskellige redaktioner. På nogle redaktioner kan strukturen muligvis karakteriseres ved at være flad, mens den på andre kan være meget hierarkisk. For at kursisters nyerhvervede kompetencer kan indgå i virksomhedens samlede kompetenceudvikling er det vigtigt, at der findes en politik på området, som er forankret i ledelsen. Men mange medievirksomheder er i dag pressede og mere optaget af reel overlevelse – at gøre tingene anderledes kan derfor komme længere ned på prioriteringslisten. De kan nok være åbne for ideer, men det kan knibe med tid eller ressourcer. At medierne i øjeblikket er pressede, og måske derfor ikke har overskud til projekter omkring forandring, er en faktor, vi har gjort os overvejelser om, i henhold til, hvor det ville være mest fordelagtigt at initiere forandring. Set i dette lys forventer vi ikke, at tiltag som vores bliver prioriteret særligt højt på et ledelsesniveau, da de forandringer, det initierer, ikke umiddelbart kan måles i en større omsætning eller bedre udnyttelse af medievirksomhedens ressourcer. Vi fokuserer i stedet på at initiere forandring gennem udvikling af enkelte journalisters kompetencer, lige såvel som vi har lagt vægt på, at dette skal kunne indgå i de givne arbejdsstrukturer.

Sammenfatning Vi har nu præsenteret de kommunikationsstrategiske overvejelser, vi mener, er centrale for udformningen at et kursusoplæg med fokus på dialog og refleksion. Med henvisning til den interpersonelle kommunikationsform, lægger vi især vægt på modtagerkarakteristika som livssituation, erfaringer, relevans og journalistiske logikker. De overvejelser vi har gjort os, tager dog ikke afsæt i en klassisk målgruppeanalyse, men i stedet i den viden vi gennem den kritiske diskursanalyse har produceret om målgruppefeltet (primært kapitel 4). Vi hæfter os ved, at vores modtagere er voksne mennesker, der arbejder inden for det journalistiske felt, hvorfor vi argumenterer for, hvordan og hvorfor kritisk sprogbevidsthed kan være et nyttigt redskab i den journalistiske arbejdsproces. Vi forholder os desuden til, hvordan et kursus i kritisk sprogbevidsthed kan være relevant for eventuelle deltagere og trækker på journalistiske idealforestillinger til at afgrænse og adressere en specifik målgruppe. Ud fra en pædagogisk målsætning lægger vi vægt på, at deltagernes journalistiske logikker og rutiner skal udfordres, da en forudsætning for forandring er en bevidstgørelse af egne muligheder og

- 85 -

begrænsninger. Således er det essentielt at få skabt et rum for refleksion og aktiv deltagelse gennem diskussion og øvelser, lige såvel som vi mener, at eksempler kan inddrages som et nyttigt redskab i et kursusforløb for journalister. Vi fremhæver også, at det gennem diskussion og øvelser er centralt at imødekomme den udfordring, det er, for deltagerne at ændre praksis i deres konkrete arbejdssituationer. I det efterfølgende kapitel præsenterer vi, hvordan disse kommunikative og didaktiske overvejelser kan afspejle sig i en udformning af et tænkt kursusforløb.

- 86 -

Kapitel 9 Kursusoplæg – et tænkt eksempel

I dette kapitel præsenterer vi et konkret kursusoplæg i journalistisk efteruddannelsesregi (DjE). Kursusoplægget er et tænkt eksempel, da det ligger uden for specialets tidsramme at få et kursus inkorporeret i DjEs kursusplaner. Planlægningen og udformningen knytter sig på forskellige niveauer til vores socialkonstruktionistiske udgangspunkt samt den kritiske diskursanalyse, vi præsenterede i første del af specialet. Kursusoplægget er udformet på baggrund af de tanker, vi har gjort os i kapitel 8, og er justeret efter kommentarer fra kursusleder Trine Smistrup fra DjE og journalist Bo Søndergaard fra Politiken. Oplægget skal ses som et internt notat eller drejebog, målrettet vejleder og censor i dette speciale. Det skal således ikke betragtes som et færdigt oplæg tilgængeligt for hverken kursister eller mulige kursusledere. Koblingen mellem vores socialkonstruktionistiske udgangspunkt og det konkrete kursus ligger både i udgangspunktet for kurset, såvel som i omdrejningspunktet på kurset:

? Det teoretiske udgangspunkt og budskabet er, at sproget er en social handling, der er med til at konstituere virkeligheden. Sproget er ikke blot noget, som er klistret på verden, så vi kan kommunikere om den, men snarere skaber sproget verden for os (jf. kap.2).

? Vi benytter resultaterne fra den kritiske diskursanalyse til at reflektere over indhold og formidlingsform i forhold til målgruppen (jf. kap.8).

? Vi implementerer diskursive analysestrategier som redskaber i kursusoplægget, og vi benytter eksempler fra den kritiske diskursanalyse af dagspressens mediedækning af ’italienerdrabet’ til at illustrere budskab.

? Målsætningen er, at kursisterne opnår en ’diskursiv’ forståelse og får udviklet et sprog, der gør det muligt at tale om tekst, interaktion og social kontekst.

Kort fortalt går kurset ud på, at indgå i en meningsudveksling med 10 - 15 journalister og/eller redaktører omkring en socialkonstruktionistisk sprogopfattelse i journalistisk praksis. Mennesker tænker og kommunikerer i kategorier, men kategorier er ikke universelle og har konsekvenser for menneskers handlerum. Det er derfor et felt, der er interessant altid at arbejde med, da man i princippet aldrig kan nå frem til de ’rigtige’ eller ’gængse’ kategorier. Det pædagogiske mål med kurset er at opnå refleksion gennem øvelser og praksis. Derudover er målet at arbejde med, hvordan en kritisk sprogbevidsthed kan implementeres i journalistisk praksis. Kurset bygger på en holistisk antagelse om, at hele den journalistiske proces er af betydning for meningstilskrivning, hvorfor der lægges vægt på at sammenholde

- 87 -

journalistisk praksis, form og indhold. Kurset skal give den enkelte kursist mulighed for at udvikle sig som en selvkritisk og refleksiv journalist, ved at arbejde med kritisk sprogbevidsthed som en metode til at analysere og bryde med aktuelle medierammer, redaktionelle rutiner og konkrete historier. Omdrejningspunkterne er blandt andet, hvordan man som journalist kan arbejde med nye og flere vinkler end de sædvanlige? Hvordan kan man bryde med de vante forestillinger, først og fremmest hos en selv – men også hos kilder og modtagere? I kurset sættes der fokus på refleksiv forholden til både indhold og formidlingsform samt forholdet mellem disse. I de senere år har der, som følge af en stigende kommercialisering og konkurrence, været en tendens til en øget fokusering på udviklingen af den formmæssige side af journalistikken (jf. kap.3). Denne udvikling er meget modtagerorienteret og lægger bl.a. vægt på en journalistik, der formmæssigt er justeret ud fra antagelser om læsernes oplevelser. Dette er ikke nødvendigvis negativt, men vi mener, at det på samme tid er vigtigt, at medierne hele tiden udvikler indholdet i deres produkter – især set i lyset af befolkningens uddannelsesniveau og mulighed for selv at søge informationer og indsigt via Internettet. Selvom analytisk journalistik og videnskabeligt arbejde deler ambition om at skabe ny viden og indsigt er metodekravene forskellige. For at opnå ny indsigt, mener vi, at det er essentielt, at journalister i deres arbejde forholder sig refleksivt i forhold til journalistiske metodekrav og praksis. Som en afsluttende bemærkning hæfter vi os ved, at vi, med vores pædagogiske målsætning og dialogiske tilgang til kurset, stiller store krav til kursuslederen. Kursuslederen skal ideelt set både være i stand til at skabe dialog ved at mediere mellem den akademiske og journalistiske verden og samtidigt kunne formidle det overordnede budskab. Der vil i et sådant kursus forekomme situationer, hvor større eller mindre dele af oplæggene må improviseres, hvorfor vi mener, at det vil være formålstjenligt, at kursuslederen har en vis erfaring med at tackle sådanne situationer.

Salgstale

Nedenstående tekstboks skal ses som et konkret bud på, hvordan vi forestiller os, at vi kan sælge kurset i DjEs kursuskatalog. Ud fra den indsigt vi har i journalistiske logikker og praksisser, har vi i salgstalen til kurset lagt vægt på aktualitet, relevans og troværdighed. For at opnå dette formidler vi i et sprog, der lægger sig op ad det, som generelt bruges i DjEs kursuskatalog. Vi har i manchetten (kursiv) lagt vægt på at åbne for genkendelighed og identificering ved at problematisere journalistiske praksisser på et generelt niveau. I de resterende afsnit henvender vi os mere direkte til den enkelte og forsøger at skabe nærhed ved at inkludere os selv. Kursets teoretiske udgangspunkt beskriver vi som det sidste ud fra en antagelse om, at det er det mindst vigtige i forhold til generelle salgsprincipper.

- 88 -

Intet er selvfølgeligt

- bryd med de vante vinkler og forestillinger

Hvordan kan man tænke nye historier og vinklinger? Hvordan undgår man at følge i slipstrømmen på de andre mediers vinkling? Mange journalister kender følelsen af, at man gang på gang skriver den samme historie. Hvad kan man gøre for at bryde dette?

På dette kursus introduceres en analytisk måde at arbejde på, hvorigennem du kan udvikle dig som journalist. Kurset henvender sig specielt til journalister og skrivende redaktører, der gerne vil udfordre sig selv, og den måde vi tænker på i medierne.

På kurset lægger vi vægt på at skabe rum for refleksion – således at du kan udvikle redskaber til at bryde med andres og egne selvfølgeligheder. Målet er at udfordre den traditionelle journalistik, og få nye ideer ved at udfordre de gængse rutiner, logikker og holdninger.

Med udgangspunkt i en stor mediebegivenhed, diskuterer vi, hvordan historien udvikler sig i dagbladene: hvilke vinkler bliver låst fast, hvilke bliver ikke berørt? Hvilket billede af samfundet bliver præsenteret i artiklerne og hvorfor – og hvilke konsekvenser har denne historieramme?

Kurset lægger op til, at vi i fællesskab diskuterer og udvikler analysestrategier, så de kan anvendes som et refleksivt tænkeredskab i hele den journalistiske arbejdsproces. Vi sætter således fokus på både idéudvikling, kildekritik og formidling.

Kurset er bygget op omkring deltagernes egen indsats og inspiration fra gæsteoplægsholdere. Der skal læses, diskuteres og reflekteres…

Udgangspunktet er, at sproget i høj grad hænger sammen med vores egne forestillinger om det omgivende samfund. Hvornår og hvorfor snakker vi fx om sociale problemer frem for sociale emner, og hvornår er en enkelt hændelse symptom på en samfundsudvikling? Vores historier, vinkler og kategoriseringer er ikke givet i sig selv, men er et resultat af vores rutiner, kilder og kulturelle forståelse.

Kurset vil løbe over to dage d. XX og d. XX på kursuscenter XXXXX

Kursusleder: NN, stilling: XX. Derudover vil der være gæsteoplæg fra NN.

- 89 -

Kursets udformning Formen på kurset har vi baseret på lignede kurser i DjE-regi. Derfor har vi valgt, at kurset skal vare to dage - fordelt på fire temaer: Formiddag 1) ’Et fælles ståsted’. Det er vigtigt, at kursets perspektiv, formål og indhold fremlægges, så kursisterne kan forholde sig til de præmisser, der arbejdes ud fra. For at opnå et rum for dialog, er det centralt, at der bliver arbejdet på et fælles udgangspunkt for kurset – på hvilke områder kan man nå frem til en fælles forståelse af journalistisk praksis, normer, tekst m.m. Eftermiddag 1) ’Hvordan skaber vi virkeligheden’. For at konkretisere teoretiske og abstrakte problemstillinger er det i forhold til kursisterne vigtigt at bruge konkrete eksempler. For at illustrere budskabet og fremadrettede tænkeredskaber fremlægges diskursive analyseøvelser ud fra journalistiske eksempler, som spænder over forskellige kulturer og historiske perioder. Formiddag 2) ’Italienerdrabet som et samfundsproblem’. Her bruges en konkret diskursanalyse til at eksemplificere en fastlåst medieramme, hvilket skal relateres til forholdet mellem konkret tekst, praksis og det sociokulturelle felt. Her diskuteres vinkler, kilder, sociale konsekvenser m.m. i forhold til at bruge analyseredskaber fremadrettet. For at gøre det relevant for kursisterne trækker vi paralleller til tidligere og dagsaktuelle historier. Formiddag 2) ’Tilbage på jobbet’. For at den opnåede viden kan nå ud over kursets rammer, fokuseres på kursisternes fremadrettede handleperspektiv. For at opnå dette skal kursisterne diskutere mulige problemer og formulere løsninger i forhold til implementering af kursets indhold i deres konkrete arbejdspraksisser. Rækkefølgen på de fire temaer er bestemt ud fra en antagelse om, at det er vigtigt først at skabe et muligt rum for dialog. De to følgende temaer udgør kernen i kurset og er placeret i forhold til hinanden ud fra en afvejning af kursisternes tilegnelse gennem abstrakte og konkrete eksempler. Vi mener, at eksemplerne skal være så overordnede, at det ikke rammer for personligt – men samtidig skal de være så konkrete, at de stadig er nærværende i forhold til kursisternes egen praksis. Det sidste tema er udarbejdet ud fra en antagelse om, at det er vigtigt, at kursisterne selv er med til at diskutere og formulere muligheder og begrænsninger i at implementere den nye viden, når de vender tilbage til hverdagen på jobbet. På de følgende sider uddyber vi ovenstående og konkretiserer de fire temaer i forhold til målsætning, form, indhold og udfordringer:

- 90 -

Formiddag 1 – Et fælles ståsted

Tidsramme: 9.30-12.30 med to gange et kvarters pause indlagt Målsætning:

Målet med formiddagen er at finde et fælles fodfæste – hvad er det, journalister og akademikere har til fælles, og hvor adskiller akademikere og journalister sig fra hinanden? Herigennem søger vi at skabe et rum for dialog og medejerskab mht. budskab og indhold i kurset. Vi ønsker med andre ord at danne en fælles platform for at kunne formidle den akademiske viden.

Form:

45 min. introduktion af kursets indhold og afklaring af kursisternes forventninger. 1t. 45 min. Oplæg og dialog/diskussion mellem kursusleder, som er fra det journalistiske felt og en ekstern oplægsholder, der repræsenterer det socialkonstruktionistiske felt. Derudover skal der undervejs være mulighed for at diskutere spørgsmål og problemstillinger fra kursisterne. Denne form skal give mulighed for en vekselvirkning mellem det abstrakte og konkrete niveau. Ligeledes skal de to oplægsholdere imødekomme hinandens spørgsmål, undren og kritik ved at påtage sig rollen som repræsentanter for hver deres felt. Det skal give mulighed for at skabe en fælles forståelse og udgangspunkt for kurset.

Indhold:

Introduktionen til kurset skal fokusere på, at formålet med kurset er at skabe refleksion gennem brug af analyseredskaber. Det er en vigtig pointe, at man kan bruge analyseredskaber og refleksion fremadrettet, når der skal udtænkes nye muligheder og indhold i de journalistiske historier. Oplægget og dialogen skal åbne for en debat om, hvorvidt det giver mening at kritisere sproget, når det er det eneste, vi har at betjene os af. Sproget består af ord og kategorier, som vi er nødt til at benytte os af for at finde mening. Sproget kan aldrig være neutralt, uanset hvem der benytter det. Alligevel giver det mening at kritisere sproget, da vi derigennem kan blive mere bevidste og refleksive i den måde vi bruger sproget. Derudover skal oplægget og dialogen sætte fokus på forholdet mellem seriøse medier og (socialkonstruktionistiske) medieforskere. Hvor er vi forskellige, hvor er vi ens? Vi har et fælles mål: at analysere og formidle verden til et publikum. Både journalister og medieforskere vil gerne gøre en forskel – og mane til

- 91 -

eftertanke. Men de to fagfelter adskiller sig også bl.a. ved metodekrav og formidlingsform. Et eksempel er den måde ordet ’objektivitet’ betragtes inden for de to fagfelter. Inden for socialkonstruktionismen betragtes objektivitet ud fra en antagelse om, at der ikke findes et privilegeret sted, hvorfra man objektivt kan betragte og formidle om verden, som den ’virkelig’ er. I modsætning til denne filosofiske forståelse, betragtes objektivitet i forhold til journalistisk praksis mere som neutralitet i forhold til egne holdninger, kilder og formidling. Der skal i denne blok præsenteres eksempler på, hvordan vores virkelighedsopfattelser kan betragtes som kulturelt og historisk indlejret i sproget. Aktuelle historier og ordvalg kan diskuteres, er det fx et hegn eller en mur israelerne er ved at bygge i Israel. Derudover kan det fremhæves, hvordan forskellige opfattelser af verden, samfundet og grupper har ændret sig i et tidsligt perspektiv. Det er også muligt at illustrere selvfølgeligheder ved at vende tekster på hovedet. I et eksempel fra vores tekstkorpus (Pol. 11.08.03, sek.1:3) har vi i følgende passage byttet om på rollerne: ”Indvandrerknægt Ahmed Özdemir fra Nørrebro bekræfter, at indvandrerne i den seneste har konstateret en række overfald, som har det til fælles, at der er brugt knipler. »Jeg tror, det er en trend blandt unge politifolk at bære disse våben. Det bygger jeg på, at vi ser dem optræde med forskellige kunstfærdige knipler af forskellige udformninger. Det er selvfølgelig i selvforsvarsøjemed. Men man kan frygte, at det i de politikredse, hvor det er udbredt, kan give status at gå med sådan noget« siger Ahmed Özdemir […]”. Dette giver et absurd billede, da det bryder med vores vante forestillinger.

Udfordring: En udfordring bliver at møde deltagerne, på det sted de er. Man kan forvente, at de kommer fra forskellige arbejdspladser og rutiner, derfor er det vigtigt at få skabt et fælles ståsted. Atmosfæren på kurset bør være sådan, at mødet med medieforskningen er både interessant og sjovt, og vigtigheden af en munter stemning bør ikke undervurderes. Vær åben over for spørgsmål og vær opmærksom på ikke at komme med sandheder, som fx at der kun findes én rigtig måde at bedrive journalistik på. Det er vigtigt, at der udvises respekt over for kursisternes viden og rutiner. Vær opmærksom på ikke at blive for ideologikritisk. Brug positivt ladede ord og vendinger som fx ’at udfordre’ frem for ’at kritisere’.

Frokost fra 12.30-13.30

- 92 -

Eftermiddag 1 – Hvordan skaber vi virkeligheden?

Tidsramme: 13.30- 16.30 med en halv times pause indlagt Målsætning:

Målet med eftermiddagen er, at deltagerne får en introduktion til at analysere artikler på et mere abstrakt niveau – der skal stilles abstrakte spørgsmål til konkrete tekster, uden at kursisterne nødvendigvis kommer frem til konkrete svar på, hvordan man skal gøre og ikke gøre. Et andet mål er, at kursisterne gennem analyse af forskellige tekster reflekterer over, hvordan kulturelle, historiske, fagspecifikke betingelser udgør rammer, der er med til at give verden betydning.

Form:

30 min. oplæg om mediernes betydningsdannende rolle i samfundet. 20 min. præsentation af analyseøvelser ved gennemgang af et eksempel. 1t. 40 min. analyse af to tekster – første tekst analyseres i fællesskab, anden tekst analyseres individuelt eller i små grupper efterfulgt af fælles diskussion.

Indhold:

Første oplæg handler om, hvordan medierne i et komplekst samspil med modtagere og magthavere bidrager til forståelsen af det moderne samfund ved at tilskrive det mening. Når begivenheder indtræffer, har mennesker behov for at tilskrive det en mening, og medierne er i det moderne samfund med til at skabe en sammenhængende forståelse af ’virkeligheden’ - herunder hvordan ’virkeligheden’ hænger sammen og virker. Resten af dagen tager afsæt i nogle analyseøvelser inspireret af diskursanalytiske tilgange (se bl.a. Jørgensen & Phillips 2002; Hee Pedersen, red. 2001). Pointen er at illustrere, hvordan man kan bruge simple analysestrategier som fx substitution, sammenligning, kategorisering og positionering til at komme hurtigt ned i en tekst’ meningsunivers – dette kan fx være en artikel, et interview, et kildeudsagn eller lignende. Substitution er baseret på den strukturalistiske pointe, at ord får deres betydning ved at være forskellig fra andre ord. Således kan man indkredse et ords betydning og virkning ved at skifte bestemte ord ud med andre og derefter sammenligne de to versioner af tekster. Hvilken virkning giver det fx i teksten, at man skriver ’sloges imod’ frem for ’kæmpede imod’.

- 93 -

Ved at sammenligne en tekst med andre fx forskellige genrer eller tidsperioder, kan man begynde at få en ide om tekstens egenart og virkemåde. Ved at se på forskelle og ligheder til andre tekster, kan det give et billede af, hvordan hele tekster realiserer en betydningssammenhæng og skaber selvfølgeligheder. Hvilket verdensbillede impliceres, hvad tages for givet, og hvad ignoreres? Ved strategien kategorisering kan man gennem en personificering af tekstens personkategorier afsløre skjulte holdninger. I stedet for at forestille sig, at man skriver til sin bedstemor eller Maren i kæret, som man sagde på Danmarks Journalisthøjskole for 20 år siden – kan man forestille sig, at man læser en skreven tekst højt for en af de personer, som kategoriseres og typificeres i teksten. Hvilken fornemmelse giver det? Ved at forestille sig, at man læser højt for en repræsentant fra en kategori i teksten, kan man få et billede af de implicitte holdninger, der er i teksten. Hvad konstituerer kategorien, og hvad udelukker kategorien? Positionering er en klarlægning af, hvordan begivenheder, identiteter og sociale grupper præsenteres fx gennem forfatterens tilslutning eller afvisning. Derudover kan man se på, hvordan begivenheder og personer placeres i forhold til hinanden, fx gennem kausaliteter og mentale koblinger. Formålet med disse øvelser er også at illustrere den sprogligt kontingente præmis og diskutere konsekvenser af de verdensbilleder, identiteter og sociale grupper, der fremstilles i teksterne. Man kan som et eksempel tage afsæt i nogle tekster, der afspejler almene ’sandheder’ - fx at tørklæder og arrangerede ægteskaber er undertrykkende, eller at demokrati, som vi forstår det, er den eneste rigtige samfundsmodel. Dette kan udfordres ved, at man fx vender ’sandheden’ på hovedet eller sammenligner med tekster fra andre lande og historiske perioder.

Udfordring:

Det centrale er her at få kursisterne til at tænke abstrakt og ikke relativere øvelserne til journalistiske logikker såsom modtagere, nyhedskriterier og salg. Det er en stor udfordring, da disse aspekter gennem uddannelse og praksis er indlejret og derfor udgør en væsentlig faktor i det journalistiske råderum og arbejdspraksis. Der er derfor vigtigt, at der lægges vægt på, at disse abstrakte tanker kan indgå som et brugbart værktøj for videreudvikling af kursisternes egne evner.

Tak for i dag!

- 94 -

Formiddag 2 – ’Italienerdrabet, et samfundsproblem’

Tidsramme: 9.00 –12.00 med to gange et kvarters pause indlagt Målsætning:

Målet er at fastholde det abstrakte niveau, og samtidig konkretisere det i forhold til kursisternes verden. Der skal perspektiveres og diskuteres ud fra et specifikt eksempel på, hvordan tekst, praksis og det sociokulturelle felt kan anskues i forhold til hinanden. Den abstrakte målsætning er at skabe et billede hos kursisterne af, at sproget ikke bare er, men gør. Den konkrete målsætning er at få diskuteret og reflekteret over muligheder og begrænsninger i den måde, journalistiske vilkår giver betydning til verden. Dette skal lægge op til eftermiddagen, hvor diskussionen skal være mere fremadrettet.

Form:

1t. 30 min. oplæg (og løbende diskussion) af udvalgte temaer fra den konkrete diskursanalyse præsenteres på journalistiske præmisser. Der skal være mulighed for spørgsmål hele vejen igennem, da journalister gennem deres arbejde er vant til at opnå viden ved at spørge. Det er endvidere vigtigt, at der er plads og rum til meningsudvekslinger og alternative tolkninger. 1t. styret diskussion af analysens helhed i forhold til sociale konsekvenser, journalistisk logik og praksis.

Indhold: Oplægget tager afsæt i vores kritiske diskursanalyse af morgenavisernes artikler i forbindelse med ’italienerdrabet’ august 2003. For at illustrere og perspektivere det fastlåste drages der paralleller til lignende historier, både tidligere og aktuelle. Kursisterne får et par artikler fra analysen og lignende historier, så de kan følge med i eksemplerne og konklusionerne. Den overordnede ramme for oplægget er enkelte (volds)hændelser som definerende for en samfundstilstand. Der fokuseres på diskursteoretiske begreber, som relateres til det journalistiske felt ud fra et sociokulturelt niveau, receptions/produktionsforhold samt konkret tekst (Jf. Faircloughs tre niveauer), fx:

Dikotomi der, ud fra en journalistisk logik, kan ses i lyset af elementer som konflikt og genkendelighed. ’Italienerdrabet’ bygger på et grundlæggende konfliktperspektiv, hvor dikotomierne os/ dem, kriminel/ lovlydig og normalitet/

- 95 -

anormalitet udgør den bærende fortælleramme. Dette er velkendte dikotomier, som er med til at skabe genkendelighed. Set ud fra et sociokulturelt niveau er disse dikotomier essentielle i defineringen og opretholdelsen af samfundet og samfundsmoralen. I forlængelse heraf kan defineringen af sociale problemer versus sociale emner diskuteres – fx hvornår bliver en tilstand normal, og hvilke interessenter er der i bestemte defineringer? Sandhedspåstande kan ud fra en journalistisk logik betragtes som elementerne vinkel og væsentlighed. Som et eksempel fra analysen kan man fremhæve, hvordan defineringen af et samfundsproblem, gør den enkelte sag væsentlig for flertallet af læsere. Det kan her fremlægges, hvordan ’italienerdrabet’ som et symbol for et samfundsproblem bliver en uimodsagt vinkel, der bl.a. fastholdes ved brug af bestemte modaliteter og positionering af kilder. Heraf kan det diskuteres, hvorfor der fokuseres så meget på at definere udviklingstendenser, og hvilke alternative tolkninger det udelukker? Identiteter og sociale relationer kan ud fra en journalistisk logik betragtes som elementerne nærhed og identifikation. I ’italienerdrabet’ er det karakteristisk, at der skabes nærhed og identifikation ved at interviewe ’almindelige’ borgere på gaden. Som et eksempel kan artiklen ”Fra Rabarberland til araberland” fra Politiken fremhæves. Her identificeres den ’almindelige lovlydige dansker’ ud fra navn og almene gøremål, som læseren kan identificere sig med. I modsætning til dette identificeres ’den unge kriminelle indvandrerfyr’ uden navn og som en del af en gruppe, der er tillukkede, aggressive og mutte. I forlængelse deraf kan det fx diskuteres, hvilke identifikationsmuligheder gruppeidentiteter fordrer? Herefter diskuteres, hvordan journalistiske præmisser muliggør og begrænser den måde, man som journalist kan formidle om verden. Hvornår fastholder eller bryder tekster med bestemte verdensopfattelser – og hvor kan man med rette gøre det ene eller det andet, uden helt at bryde de journalistiske præmisser.

Udfordring: Det er en udfordring af få præsenteret formålet med oplægget så klart, at der ikke bliver gravet skyttegrave. Derudover er det en udfordring at oversætte en kritisk diskursanalyse til journalistiske præmisser. Oplægget skal være nuanceret, så det ikke fremstår som ensidig kritik af journalistisk faglighed og praksis. Det skal betragtes som en udfordring til at reflektere på en ny måde, men det kan også betragtes som en kvalitetsstyring af produkter.

Frokost fra 12.00-13.00

- 96 -

Eftermiddag 2 ’Tilbage på jobbet’

Tidsramme: 13.00- 16.00 med en halv times pause indlagt Målsætning:

Målet er, at deltagerne får en afrunding på, hvordan de kan bruge diskursive analysestrategier og en kritisk sprogbevidsthed som et fremadrettet redskab i deres journalistiske praksis. Hensigten er at få konkretiseret nogle af de institutionelle og personlige udfordringer, der ligger for den enkelte i at arbejde refleksivt ud fra en kritisk sprogbevidsthed, når de vender tilbage på jobbet? Derudover er målet af få oprettet et elektronisk netværk, hvor kursusdeltagerne kan trække på hinanden, når de er tilbage på arbejdspladsen.

Form:

15 min. afrundende oplæg i forhold til kursets formål, indhold og udfordringer. 50 min. diskussion i par eller mindre grupper. Der skal i grupperne sættes fokus på enkelte problemstillinger i forhold til at vende tilbage til redaktionen, som så efterfølgende fremlægges og diskuteres i fællesskab 45 min. fremlæggelse af gruppernes resultater og fælles diskussion. 20 min. diskussion af og oprettelse af elektronisk netværksgruppe. 20 min. mundtlig evaluering af kurset.

Indhold:

Det første oplæg skal ridse op, hvordan en kritisk sprogbevidsthed og diskursive analysestrategier kan bruges som et redskab til at forholde sig kritisk til egen rolle som journalist – både i produktion af konkrete tekster samt i et større billede, fx hvordan og hvornår bør man undgå reproduktion af verdensopfattelser, kildeafsmitning m.m.? Hvordan kan man udfordre den traditionelle tænkning ved at tænke i flere og/eller nye vinkler? osv. Derefter skal der – parvis eller i mindre grupper – diskuteres, hvordan indholdet af de to kursusdage kan bruges i konkrete arbejdssituationer, herunder udfordringer og praktiske løsningsforslag. Disse problemstillinger kunne være som følgende: ? Hvordan kan man, som journalist arbejde videre med disse tanker i forhold

til ideudvikling? – nye og overraskende vinkler. ? Hvordan kan man, som journalist arbejde videre med disse tanker i forhold

til research? – udvælgelse af kilder og refleksiv forholden til kilders udsagn. ? Hvordan kan den her måde at tænke virkelighed på bruges til at identificere

og bryde ud af lemmingseffekter?

- 97 -

? Hvordan kan den her måde at tænke sprog på bruges i produktionen af konkrete tekster? – refleksiv forholden til brug af ord, typografier og koblinger?

? Hvordan kan man som journalist lave en relevant og nuanceret samfundshistorie, uden at det bliver kedelig og formynderisk folkeoplysning?

? Hvordan kan den her måde at tænke på bruges i forhold til efterkritik af egne tekster og feedback på andres?

For at udvikle og fastholde en refleksiv tilgang til sit eget arbejde, er det givende med et diskuterende og superviserende miljø, hvilket ikke nødvendigvis findes på kursisternes arbejdsplads. Derfor kan det være en fordel, at der på kursisternes vegne oprettes et elektronisk netværk. Et forum hvor kursisterne i fremtiden kan bruge hinanden til at udfordre og diskutere bestemte mediebegivenheder, konkrete tekster eller enkelte typografier og kategorier. I evalueringen skal der sættes fokus på, hvad deltagerne synes, de har fået med hjem? Hvad synes de, de har manglet? Hvad, mener de, har været godt og skidt ved henholdsvis formen og indholdet? Evalueringen skal bruges som et refleksivt redskab for kursustilrettelæggerne og kursuslederen, så de kan reflektere over egen rolle samt kursets form og indhold.

Udfordring:

Udfordringen bliver at få kursisterne til at forholde sig til, at der ikke er ’en rigtig måde’ at gøre det på - der er ikke ét rigtigt svar. Et succeskriterium for kurset er, at kursisterne har opnået en ’diskursiv’ forståelse, samt at de har forholdt sig refleksivt til egne rutiner og praksisser. Derudover vil det for det fremtidige perspektiv være fordelagtigt, hvis kursisterne føler, de har opnået noget, som de kan tage med hjem og implementere i deres daglige arbejde.

Tak for denne gang!

- 98 -

Epilog I denne epilog konkluderer vi overordnet i forhold til specialets problemstilling – og med afsæt i dette gør vi os nogle mere generelle betragtninger i forhold til den kritiske diskursanalyse som afsæt til en strategi til kommunikationsforandring. Afslutningsvis perspektiverer vi vores forandringsperspektiv i forhold til det journalistiske felt. Vi har i dette speciale analyseret en kommunikativ begivenhed i form af dagspressens meningstilskrivning i forhold til defineringen af et socialt problem på baggrund af en enkel voldshændelse. Vores motivation har været at udfordre dagspressens meningstilskrivning ved at lave en kritisk diskursanalyse – kritisk i den forbindelse at målet har været at fremvise ellers skjulte forbindelser mellem sprog og social praksis. Den kritiske diskursanalytiske ramme har givet os mulighed for på flere niveauer at få et indblik i journalistisk meningstilskrivning, og derved skabe sammenhænge mellem abstrakte strukturer, institutionaliserede handlinger og konkrete tekster. Vi mener, at vi har kunnet anvende den kritiske diskursanalyse til at indkredse de områder i journalistisk praksis, hvori vi ser et muligt forandringspotentiale. Vi har samtidigt, på tværs af tre morgenaviser: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken, afdækket de tekstuelle træk, hvor vi mener, at konsekvenserne af den journalistiske praksis er af størst betydning for den meningstilskrivelse, der sker i den journalistiske dækning af en voldshændelse. Den kritiske diskursanalyse har desuden været anvendelig med hensyn til at afgrænse en målgruppe, og derved målrette formidlingen af vores budskab ud fra nogle fællestræk, vi har defineret. Endelig har vi kunnet bruge diskursive analyseværktøjer og eksempler fra vores empiriske analyse som indhold til kursusoplægget. Den viden vi gennem den kritiske diskursanalyse har produceret, har således været et bærende udgangspunkt for anden del af specialet, og har fungeret som et konkret svar på vores problemformulering. Vi har i anden del af specialet udarbejdet et kursusoplæg som et eksempel på en strategi til forandringskommunikation. Idet vi har udarbejdet et eksempel på en strategi og ikke afholdt kurset, kan vi ikke konkludere på nogle forandringsresultater – men vi kan, på baggrund af vores brug af den kritiske diskursanalyse, reflektere over mere generelle muligheder og begrænsninger i forhold til at anvende kritisk diskursanalyse progressivt inden for et praksisfelt.

Den kritiske diskursanalyse som et kommunikationsredskab

Der er mange, der har lavet kritiske diskursanalyser før os, men at bruge resultaterne som udgangspunkt for forandringsstrategi eller kommunikationsplanlægning er et forholdsvist ubevandret felt (se fx Helle Petersen 2003). Kritisk diskursanalyse er en videnskabelig

- 99 -

tilgang, der oftest bruges retrospektivt til at analysere bl.a. på kommunikationsprodukter og processer. Dette resulterer som regel i en kritisk rapport om tingenes tilstand, hvilket i sig selv kan være et interessant afsæt til en intern og/eller ekstern debat. Vi har dog valgt at gå et skridt videre og lægge en strategi for, hvordan vi kan formidle den viden tilbage til feltet, som vi gennem den retrospektive analyse har produceret. Det er nemlig vores opfattelse, at det er i en dialog med det undersøgte felt, at muligheden for forandring optimeres. Med det sigte lavede vi en diskursanalyse af Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politikens dækning af ’italienerdrabet’ i august 2003. Vi har på baggrund af denne analyse konkluderet, at de tre morgenavisers dækning hviler på et negativt samfundsbillede artikuleret i en diskursiv konstruktion, der kan spores tilbage til tidligere lukninger – både politisk, kulturelt og mediemæssigt – omkring lokaliteten Nørrebro, ungdomskriminalitet og knivvold samt indvandrere og integration. Det negative samfundsbillede afspejler også journalistiske praksisnormer og logikker, som bl.a. kommer til udtryk i den måde, der formidles gennem principper om vinkling, nærhed, aktualitet, konflikt og sensation. Vi er af den opfattelse, at disse principper ikke bare er styrende for formidlingen af artiklerne, de konstituerer i lige så høj grad den journalistiske idé-, research- og analysefase. På baggrund af analysen, mener vi, at de tre morgenaviser i dækningen af ’italienerdrabet’ fastholder et unuanceret og determineret samfundsbillede på bekostning af et mere nuanceret og komplekst samfundsbillede. Vi har ligeledes konkluderet, at artiklerne på tværs af de tre morgenaviser er overvejende homogene i den meningstilskrivning, der sker. Jævnfør vores henvisning til Fairclough i kapitel 2 mener vi, at man ud af tekster kan læse diskursive praksisser, som i vores case er betinget af produktionsvilkår på den enkelte avis, lige såvel som de er betinget af mere generelle metodekrav, nyhedslogikker, formidlingskriterier m.m. inden for det journalistiske felt. Den forholdsvis ensartede mediedækning afspejler dog også avisernes positionering i samfundet, bl.a. søger de alle tre at placere sig som troværdige og seriøse medier, der når ud til den brede befolkning. Det betyder, at havde vi valgt andre aviser eller medier, ville vi forventeligt have set en anden form for meningstilskrivning, der knytter sig til disse mediers diskursive praksis og sociokulturelle positionering i samfundet. Det er således værd at overveje om valget af de tre avisers mediedækning af ’italienerdrabet’, kan siges at begrænse generaliserbarheden af vores undersøgelse. Vi har på baggrund af ’italienerdrabet’ kunnet udlede flere interessante problemstillinger, men vi har naturligvis ikke kunnet udlede et nuanceret billede af, hvordan nyhedsmedier ellers italesætter samfundsproblemer. Derudover er det værd at overveje, om vores brede fokus på journalisters diskursive praksisser begrænser udsigelseskraften i vores undersøgelse. I stedet for at analysere specifikke produktionspraksisser på de tre aviser, har vi trådt et skridt tilbage ved at analysere på mere generelle metodekrav, logikker og normer inden for det

- 100 -

journalistiske felt. Begrænsningen i dette er naturligvis, at vi ikke har fået et indgående kendskab til specifikke praksisser og forandringsmuligheder inden for de tre medievirksomheder. Men med vores brede fokus, mener vi, at det er sandsynligt, at de problemstillinger vi har fremhævet, i en eller anden form, også gør sig gældende inden for andre områder af det nyhedsjournalistiske felt (Strauss & Corbin 1998:284). Derudover har de personer, vi har interviewet inden for feltet, tilkendegivet at de problemstillinger, som vi fremhæver i specialet, er velkendte for dem. Samtidig har de også bekræftet os i, at målet med at fremme forandringer inden for det journalistiske felt er en stor udfordring. Valget af de tre aviser reflekterer desuden vores udgangspunkt og forståelse af de seriøse nyhedsmedier som en væsentlig demokratisk ressource – og afgrænsningen af de tre avisers sociokulturelle rolle og diskursive praksisser har været afgørende for formuleringen af kursets indhold og mål. For at kunne bidrage med den information, som er en forudsætning for kvalificeret og aktiv medleven i et komplekst samfund (jf. kap.3), mener vi, at det er essentielt at nyhedsjournalister forholder sig refleksivt, kritisk og nuanceret, både til kilder og egne verdensbilleder. Og ud fra en antagelse om læsernes øgede viden og uddannelsesniveau, mener vi også, at det må være en forudsætning for at opnå troværdig journalistik. Med afsæt i disse (ideelle) antagelser om nyhedsmediernes rolle, har vi afgrænset og målrettet kurset til journalister og skrivende redaktører, der positionerer sig ud fra seriøse og kritiske idealer som disse. I henhold til kapitel 3 kan de tre morgenaviser betragtes som en del af en politisk medieret arena, hvor det danske samfunds normer løbende debatteres og defineres gennem principielle og moralske aspekter i enkeltsager. Ud fra et kritisk diskursanalytisk perspektiv, skal medierne meningsdannende magt ikke forstås ud fra tvang, men nærmere ud fra sproglige mekanismer, der fordrer genklang eller samtykke (Fairclough 1989), som fx mediernes ’objektive’ formidlingskriterier. På samme måde kan man sige, at vi i dette speciale udøver magt ved at søge genklang eller samtykke i forhold til vores budskab. Forskellen mellem de to scenarier er, at vi i modsætning til medierne ekspliciterer vores filosofiske præmisser, teoretiske tilgang og metode i forhold til empirien. Denne gennemsigtighed er ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv en forudsætning for evaluering af al viden (Phillips 2004:44). Hvilket altså også må være gældende for medieret viden.

Vores forandringsperspektiv og kommunikationsstrategi

Vores forandringsperspektiv og kommunikationsstrategi tager afsæt i vores tilgang til medierne som demokratisk ressource sammenholdt med den kontingente viden, vi har produceret om journalistiske metodekrav, råderum og praksisser – og de problemstillinger vi har fremhævet på baggrund af vores analyse af journalistisk meningstilskrivning i dækningen af ’italienerdrabet’.

- 101 -

Derudover er vores kommunikationsstrategi baseret på en socialkonstruktionistisk tilgang, hvilket har været en udfordring at fastholde i den konkrete udformning. For hvordan er det overhovedet muligt at lave en kommunikationsstrategi, når vi accepterer, at viden er kontingent og modtagernes logikker og praksisser løbende ændrer sig? I forlængelse af det må vi sige, at den viden vi har produceret om journalistisk meningstilskrivning, er temmelig specifik i forhold til ’italienerdrabet’ og det perspektiv, vi har lagt på tekstanalysen. I henhold til kapitel 2 mener vi dog, at logikker og praksisser og deraf tekstproduktioner er relativt fastlåste, selvom de i princippet er kontingente – dermed mener vi også, at det er muligt at drage forsigtige konklusioner, der kan række ud over den enkelte case. Det socialkonstruktionistiske udgangspunkt har tvunget os til at tænke ud over homogene målgruppekarakteristika, og for at imødekomme det har vi bl.a. valgt en interpersonel kommunikationsform. Dette er efter vores opfattelse det mest ideelle i forhold til at imødekomme det kontingente og heterogene præmis i praksis. Med henvisning til vores brede fokus på journalistiske praksisser har vi valgt ikke at lave fokusgruppeinterview eller dybdegående enkeltinterview, selvom det kunnet have været interessant med henblik på en diskursiv analyse af journalisters italesættelse af egne praksisser. Vi har i stedet lavet en form for forundersøgelse af målgruppefeltet ved i første omgang at interviewe forskellige personer med erfaring inden for feltet, og i anden omgang ved at præsentere vores konklusioner for nogle af de samme personer. Derigennem har vi kunnet perspektivere vores kendskab til målgruppefeltet og fokusere vores kommunikationsovervejelser. I kommunikationsstrategien har vi lagt vægt på, at videnskaben og journalistikken langt hen ad vejen har et fælles mål; at opnå og formidle ny viden. Derudover har vi i kommunikationsstrategien fokuseret på mulige barrierer hos kursisterne, hvilket, vi mener, kan imødekommes på en hensigtsmæssig måde gennem en interpersonel kommunikationsform. I henhold til vores socialkonstruktionistiske tilgang betyder det, at man i situationen skal tilpasse formidlingen ud fra en dialog med modtagerne, hvilket dog kræver meget af kommunikatøren, da man som en konsekvens deraf ikke kan lave en drejebog, der foreskriver detaljerede retningslinjer for kommunikationen. I stedet er man henvist til at møde modtagerne, hvor de er – og til tider at skulle improvisere formidlingen ud fra modtagernes reaktioner. I forhold til at bruge konkrete analyseresultater som udgangspunkt for formidling, mener vi, at det er vigtigt at forholde sig til, at analysens udgangspunkt, fokus eller delelementer ikke nødvendigvis skaber genklang hos modtagerne. Det er derfor vigtigt, at man så at sige oversætter analysen, så den i den konkrete formidlingssituation skaber genklang og forståelse hos deltagerne fx ved at tage højde for deltagernes fortidig-, nutidig- og fremtidige livssituation.

- 102 -

Hvis vi vender tilbage til vores forandringsperspektiv, så har det overordnede mål for det tænkte kursus været at udvikle deltagernes sproglige bevidsthed da, vi mener, det er et godt tænkeredskab for kritisk og refleksiv journalistik. Vi mener desuden, at kurset i sin udformning kan fungere som et afsæt til, at kursisterne udvikler et sprog til at tale om sproget: Et sprog der gør det muligt for kursisterne at forholde sig til og tale om tekst, interaktion og social kontekst. Herunder strukturen og virkningen af sproget, og den måde sproget er med til at kommunikere mening og opnå andre effekter (Fairclough 1989:242). At forsøge at opnå dette på et to-dages kursus er meget ambitiøst, men vi mener, at kursisterne gennem kurset kan opnå en indsigt i diskurs-tanken. For det er først, når man har fået en forståelse af, hvordan diskurs ’fungerer’, at man kan stille spørgsmål til diskursers sociale afsæt og konsekvenser for social handlen og sociale relationer. Vi mener ligeledes, at kurset kan gøre kursisterne opmærksomme på den brede vifte af ressourcer, de har i forhold til diskurs, og hvordan disse er trukket på i produktionen og fortolkningen af en tekst (Fairclough 1989:237pp.). Ud fra den antagelse ligger forandringsmulighederne i, at journalister via en bevidstgørelse af egne muligheder og begrænsninger kan frigøre sig fra egne og gængse selvfølgeligheder og derigennem lave kritisk og analytisk journalistik. Vi mener dog ikke, at forandringsmuligheder alene ligger i en bevidstgørelse – mange andre faktorer som viden, materielle og sociale strukturer er også af væsentlig betydning for forandringsmuligheder, men en bevidstgørelse af egne muligheder må være en forudsætning for forandring. Vi synes, det har været en spændende udfordring at arbejde med henblik på at omsætte en socialkonstruktionistisk produceret viden til en kommunikationsstrategi inden for et bestemt praksisfelt. Med afsæt i vores erfaringer, mener vi, at en konkret kritisk diskursanalyse kan give en indsigt i det felt man undersøger, herunder forholdet mellem det omkringliggende sociale, institutionelle praksisser og konkret produktion – hvilket kan give et godt afsæt til at udarbejde en strategi for kommunikation og forandring inden for andre felter. Afslutningsvis mener vi altså, at den kritiske diskursanalyse i sin retrospektive form kan bruges progressivt som en væsentlig del af en kommunikationsstrategi, herunder afgrænsning af en modtagergruppe. Dog kan det ses som en begrænsning, at den viden man producerer, på sin vis er bundet af den enkelte case. Derfor mener vi, at det er vigtigt at perspektivere den producerede viden inden for det undersøgte praksisfelt.

Perspektiver inden for journalistikken

Hvis vi som en sidste bemærkning vender blikket mod vores undersøgelsesfelt, kunne man, med afsæt i en teoretisk antagelse om det komplekse sammenspil mellem medierne, borgere og politikere, lige såvel have valgt at sætte fokus på borgerdiskurser eller politiske diskurser (se fx Phillips & Schrøder 2004, der fokuserer på borgerdiskurser og Laursen 2001, der fokuserer på politiske diskurser). Vi valgte dog, ud fra personlige interesser og en antagelse om journalisters placering i samfundet, at sætte fokus på det journalistiske felt, mere specifikt

- 103 -

journalisters meningstilskrivende praksis. Derudover så vi det som en udfordring at begive os ind i på et felt, der på så mange måder er berygtet for en defensiv tilgang til udefrakommende (akademisk) viden. Det er et interessant perspektiv, at nogle faggrupper tilsyneladende er mere defensive end andre. En amerikansk undersøgelse fra 2000 foretaget af Media Management Center på Nortwestern University konkluderer at militærfolk, læger og journalister er offensiv-defensive i forhold til forandring, hvilket bl.a. afspejler sig i et forsvar, der består af modangreb på udefrakommende forandringsforslag28. Selvom det amerikanske arbejdsmarked på mange måder adskiller sig fra det danske, mener vi, at det er en interessant undersøgelse at fremhæve, da den understøtter vores egne erfaringer inden for feltet – eksempelvis blev vi ved et indledende møde på en redaktion mødt med indgangsreplikken: ”Jeres mål er vel bare at fortælle os, hvor dumme vi er”. Denne ’forandringsdefensiv’ kan også betragtes i lyset af, at medierne er presset af nedadgående oplagstal, hvilket, vi mener, kan have betydning for karakteren af mediernes forandringsparathed. Vores antagelse er, at medierne generelt er defensive overfor forandring, medmindre det kan øge salg og konkurrenceevne. I forlængelse deraf hæfter vi os ved, at der de sidste par år har været en tendens til at fokusere på strukturelle og formmæssige forandringer, fx redaktionelle omlægninger og udvikling af layout m.m. Vi har i specialet fokuseret mere på en etisk og ideel tilgang til udvikling af journalistikken, idet vi, ud fra en antagelse om læsernes øgede viden og uddannelsesniveau, mener, at også det vil kunne øge konkurrenceevnen og fastholde læseren gennem en mere nuanceret og refleksiv journalistik. På trods af, at de formmæssige kurser stadig har klar overvægt på både de journalistiske uddannelsesinstitutioner og i efteruddannelsesregi – så gemmer der sig dog i mængden enkelte kurser, der på et mere generelt niveau forholder sig til journalistikken ud fra en refleksiv og etisk tilgang. Vi håber og tror på, at kurser og undervisning af den karakter i fremtiden vil få mere plads både på de etablerede uddannelser, på redaktionerne og i journalistisk bevidsthed.

28 www.readership.org/culture_management/culture/inside_culture.htm

- 104 -

English Summary The objective of this dissertation is to examine how a critical discourse analysis can be employed as a strategy to initiate change within the journalistic field. With the purpose of analysing and challenging journalistic sense-making in socially relevant news, an analysis frame is set up based on Norman Faircloughs critical discourse analysis – this frame is set up in an attempt to illustrate the connection between abstract social circumstances, institutional structures, and specific text. This critical discourse analysis is based on the assumption that the media has a sense-making power due to its position to define which occurrences are essential, and how these occurrences are to be understood in a larger social perspective. However, the media does not operate in a vacuum; it operates in a dialectic and complex interaction with the social surroundings. Following this journalistic method criteria, working routines, and ways of communicating are analysed. Finally 85 articles from three large morning papers in Denmark are analysed within the discursive frame. In the text analysis it is emphasized, how the articles define a societal problem on the background of a violent incident at Nørrebro (Copenhagen), and how this episode is used to discuss more principal questions of political and moral character. It is argued that the newspapers definition of the societal problem is fixed on the perception of a threat, which is based on an assumption of a brutalisation in knife violence and general youth crime. A presupposed perception of Nørrebro, integration and people of Middle-east origin is linked to this threat. Subsequently this is discussed in relation to conditions of journalistic production. And it is argued that news stories reflect journalistic news logics, certain form criteria, and working routines. The result of this is a news picture that is based on a fixed, rather than a complex and various understanding of society. And the consequences may be an inaccurate and rigid picture of society. As a strategy to challenge this medialised picture of society and societal problems in the news media – a hypothetical example of a critical language seminar is worked out in order to challenge sense-making at all levels of the journalistic work process. In order to obtain this, the results from the critical discourse analysis are used to define problem areas, a specific target group and specific practices for the seminar. Also communicative and didactic aspects are discussed in order to optimise the communication situation with the defined target group.

- 105 -

Formidlingsprodukt

Redegørelse for formidlingsprodukt I de overvejelser vi har gjort os, har vi lagt vægt på at målrette vores formidlingsprodukt til så mange journalister som muligt for at kunne nå eventuelt interesserede deltagere til det kursus, vi har lagt op til i anden del af vores speciale. Den gruppe af journalister, vi mener, der kunne være interesserede er hovedsageligt journalister og redaktører, som både har en faglig bredde og idealistisk tilgang til deres felt. De kan være svære at nå ud til, da de er vanskelige at identificere på forhånd og formodentligt arbejder mange forskellige steder i landet. Derfor har vi forsøgt at finde et medie, der er målrettet til journalister og redaktører, og som når ud til hele landet. Derudover har vi fokuseret på, at formidlingsproduktet skal sættes ind i en faglig debatramme, hvor journalistisk efteruddannelse er i fokus. I lyset af dette har vi valgt at skrive et indlæg til et kursuskatalog, som udkommer fire gange årligt sammen med fagbladet Journalisten og sendes ud til medlemmer af Journalistforbundet. Indlægget tager afsæt i de problemstillinger, vi har behandlet i specialet. Vores mål med formidlingsproduktet er ikke blot at fremstille de problemstillinger og pointer, vi fremdrager på baggrund af vores kritiske diskursanalyse. Vi vil også gøre reklame for vores undersøgelse og drage opmærksomhed på, at der ifølge os er brug – og mulighed – for at uddanne journalister til kritisk at håndtere det sprogligt kontingente præmis, så de derigennem kan perspektivere deres kritiske tilgang til sproget, både i arbejdsfasen og de journalistiske artikler. Vi kunne også have valgt at skrive en kronik eller artikel i en af de store morgenaviser, da det er disse, der har været genstand for vores empiriske analyse. Men morgenaviserne er ikke direkte målrettet journalister og redaktører – og da det er dem, vi i første omgang ønsker at henvende os til, har vi altså fravalgt de store morgenaviser og fokuseret på kursuskataloget til fagbladet Journalisten. Kursuskataloget kaldes ganske simpelt No1, No2, No3 og No4 afhængigt af, hvilket kvartal det udkommer i. Kursuskataloget indeholder normalt 50-70 kursusbeskrivelser per nummer, hvor kurserne spænder vidt og bredt inden for det journalistiske og kommunikative fagområde. Kurserne udbydes af Den journalistiske Efteruddannelse, Center For Journalistik og Efteruddannelse, Danmarks Journalisthøjskole og Center for analytisk journalistik – og kurserne varierer fra at være en studierejse eller et enkelt foredrag til at være et længere studieforløb. Den faglige bredde i de forskellige kurser går fra at være meget teknisk orienteret, som fx at instruere journalister i at bruge DV-kameraer, til i den helt anden lejr at sætte etik i højsæde – der er dog langt flere kurser af teknisk karakter end kurser med vægt på etiske problemstillinger. Udover at indeholde kursusbeskrivelser præsenteres der forskellige uddannelsestemaer i kataloget, og i No1 for 2005 (udkommet i november 2004) er

- 106 -

der fx lagt vægt på etik og journalistik, hvilket kommer til udtryk således i den første sætning i katalogets indledende artikel: ”Jo mere kompleks verden bliver, jo mere brug er der for at gå et spadestik længere ned og blive mere bevidst om det, der styrer den måde, vi tænker og virker på som journalister[…]” (No1, 2005:2). Dette citat afspejler, at der på trods af den store overvægt at tekniske og formmæssige kurser, også er et marked for mere idealistiske og etiske kurser som fx vores. Hvis vi lige skal vende tilbage til, hvordan, vi mener, vi når ud til vores målgruppe, så er det værd kort at beskrive bladet Journalisten hvori kursuskataloget udsendes. Journalisten udkommer 20 gange om året i 13.153 eksemplarer (Fagpressens Medie Kontrol 2004) til personer inden for det journalistiske felt, såsom journalister, fotografer, tegnere, tekstere, layoutere, informationsfolk, programmedarbejdere, web-journalister og mange flere. Målinger fra analyseinstituttet Gallup viser at bladet når ud til 40.000 læsere (www.journalistforbundet.dk). For at appellere til læserne af kursuskataloget har vi valg at skrive inde for de journalistiske præmisser. Dette giver sig udslag i, at vi har placeret en vigtig pointe i starten af indlægget og udbreder denne pointe ned igennem, for at slutte af med en appetitvækker for vores kursus, som også kan ses som et svar på artiklens problemstilling. Vi har desuden valgt at bruge et sprog, som ligger inden for katalogets formidlingsnormer, hvorfor centrale begreber fra specialet ikke indgår direkte. Længden og layoutet af formidlingsproduktet har vi ligeledes valgt på baggrund af katalogets normer, derfor har vi valgt at holde teksten på en enkelt side og bruge en anden tekstfont end i specialet, nemlig tekstfonten Garamond. Ud fra en journalistisk opfattelse af aktualitet, kunne det have været optimalt, hvis vi havde præsenteret indlægget på årsdagen for drabet på Antonio Currá – eller alternativt på dagen for domfældelsen, hvilket vi i teorien kan nå endnu, da begge domme er anket til Højesteret. Dette er værd at tage med i vores overvejelser, når vi efter specialet vil arbejde videre med at få kurset optaget i kursuskataloget – i kursuskataloget kan man nemlig se, at langt de fleste kurser tager afsæt i en aktuel begivenhed.

- 107 -

Artikel: Journalister og selvfølgeligheder NY RAPPORT Hvordan giver journalister betydning til verden, og hvordan skriver de det ind i deres nyhedshistorier? Af Gitte G. Rasmussen, Mads T. Hansen og Søren Bom

Nyhedsartikler er i høj grad med til at give betydning til det danske samfund, og det kan være svært at gennemskue, hvor denne betydning egentlig opstår. En omfattende analyse i en rapport fra Roskilde Universitetscenter viser, at betydninger i medietekster opstår i et komplekst samspil mellem samfundsmæssige, redaktionelle og journalistiske praksisser og logikker. I journalisternes travle jagt på historier fastlåses der alt for ofte bestemte samfundsproblemer, og mulige forklaringer indsnævres omkring almene selvfølgeligheder. Og som journalist kan det være svært at bryde med disse gængse og unuancerede opfattelser om samfundets tilsyneladende tilstand. I et forsøg på at gøre det mere konkret er der i analysen i RUC-rapporten blevet fokuseret på, hvordan morgenaviserne har skrevet om ’italienerdrabet’ i den første uge efter, at den italienske turist Antonio Currá blev stukket ned i august 2003. Nogle af de vigtigste pointer, som problematiseres i rapporten, er følgende:

? Accepten af, at der selvfølgeligt er tale om et problem, der må gøres noget ved. ? Accepten af, at det selvfølgeligt er politiet, der kan vurdere problemets omfang. ? Accepten af, at det selvfølgeligt er indvandrerknægte, der er problemet. ? Accepten af, at der selvfølgeligt findes de ’gode’ og de ’onde’.

Dette giver ifølge RUC-rapporten et unuanceret billede af Nørrebro og det danske samfund. Forklaringer som ghettodannelser, etnicitet samt manglende integration og opdragelse er nogle almindelige og langt hen ad vejen nyttige perspektiver. Men det er et problem, hvis disse forklaringer bliver opfattet, som selvfølgeligheder i artiklerne. Det er derfor vigtigt, at journalister holder sig for øje, at det netop er perspektiver og ikke sandheder de formidler, når de fx skriver om knivvold på Nørrebro. For at leve op til mediernes rolle som en demokratisk ressource, og ikke miste troværdighed over for læserne, er journalister nødt til at blive mere opmærksomme på og reflektere over de selvfølgeligheder eller betydninger, som de præsenterer i artikler. Som en vigtig del af RUC-rapporten er der taget det standpunkt, at det ikke bare er nok at komme med en kritisk tilstandsrapport på det journalistiske arbejde. Ønsket er forandring. Derfor er der blevet udarbejdet et kursusoplæg, som tager udgangspunkt i, hvordan man som journalist kan bryde med selvfølgeligheder. Ideen er, at en række nøglepersoner fra både det akademiske og journalistiske felt vil give forskellige bud på, hvordan man kan arbejde som analytisk journalist på en ny måde.

- 108 -

Litteraturliste

Balvig, Flemming (1997): “En rundrejse i voldens nutidshistorie”. Særtryk fra Kriminalistisk Årbog 1996. Udgivet af Det Kriminalpræventive Råd

Burr, Vivien (1995): “Introduction to social constructionism”. Routledge.

Chouliaraki, Lili (2000): “Political discourse in the News”. Artikel i Discourse & Society, årg. 11, nr.3

Dervin, Brenda (1989): “Audience as Listener and Learner, Teacher and Confidante: The Sense-Making approach” s.67-86 i Rice, R.E. & Atkins (eds.) ‘Public Communication Campaigns’, Sage Publications.

Dreyfus, Hubert L & Poul Rabinow (1982): ”Michel Foucault: Beyond structuralism and Hermeneutics” The University of Chicago Press.

Drotner, Kirsten et. al. (1996): ”Medier og kultur”. Borgen/medier.

Fairclough, Norman (1989): “Language and Power”, kapitel 9 i ‘Critical language study and social emancipation: language education in the schools’. Longman.

Fairclough, Norman (1992): “Discourse and Social Change”. Polity Press.

Fairclough, Norman (1995): “Media Discourse”. Arnold.

Fairclough, Norman (1998): “Political Discourse in the Media: An analytical Framework”. kapitel 5 i Bell, Allan & Peter Garrett (eds.): ‘Approaches to Media Discourse’ Blackwell Publishers.

Foucault, Michel (2002): “The Archeology of Knowledge”. Routledge

Foucault, Michel (1994): ”Viljen til viden”. Det Lille Forlag.

Fowler, Roger (1991): ”Language in the News – Discourse and Ideology in the Press”. Routledge.

Grunwald et. al., Ebbe (1997): ”Journalistens sprog”. Forlaget Ajour.

Heede, Dag (2002), 2. rev. udgave: ”Det tomme menneske”. Museum Tusculanums Forlag.

Hjarvard, Stig (1999): ”Tv-nyheder i konkurrence”. Samfundslitteratur.

Hjarvard, Stig (1999): “Politik som mediemontage. Om mediernes forandring af den politiske kommunikation”. I Jørgen Goul Andersen et.al. (red.) ’Den demokratiske udfordring’ Magtudredningens publikationer. Hans Reitzels Forlag.

Holm et. al., Hans-Henrik (2000): ”Verden på tilbud”. Forlaget Ajour.

Hussain, Mustafa et. Al. (1997): ”Medierne, minoriteterne og majoriteten”. Forlaget Thorup.

Hussain, Mustafa & Jean-Marc Monnier (2004): ”Politiet: Statens diskrimination” i Carsten Fenger-Grøn et. al. (red) ’Når du strammer garnet’. Aarhus Universitetsforlag.

Illeris, Knud (2001): ”Læring – aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx”. Roskilde Universitetsforlag.

- 109 -

Jensen, Bent (2000A): ”De fremmede i dansk avisdebat”. Forlaget Spektrum.

Jensen, Leif Becker (2000B): ”Ud elfenbenstårnet”. Roskilde Universitetsforlag.

Jørgensen, Marianne W. & Louise Phillips (1999): ”Diskursanalyse som teori og metode”. Roskilde Universitetsforlag.

Jørgensen, Marianne W. & Louise Phillips (2002): “Discourse analysis as theory & method”. Roskilde University – textbook for Course, Discourse analysis.

Kramhøft, Peter (2000): “Journalistik med omtanke – arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik” Forlaget Ajour.

Kruuse, Helle Nissen (1991): ”Etik i journalistik”. Forlaget Ajour.

Laclau, Ernesto & Chantal Mouffe (1985): “Hegemony and socialist strategy: toward a radical democratic politics”. Verso.

Larsen, Claus Henrik (1995): ” Udgør personer af udenlandsk herkomst under 18 år et særligt kriminalitetsproblem i København?”. Specialeafhandling - Juridisk Kandidateksamen. Københavns Universitet

Laursen, Søren (2001): ”Vold på dagsorden – medierne og den politiske proces”. Magtudredningen, Århus Universitetsforlag.

Lund, Anker Brink (2000): ”Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark”. Forlaget Ajour.

Lund, Anker Brink (2003): ”Kriminalitet i danske massemedier”. Artikel i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab

Madsen, Jacob Gaarde (1999): ”Vold i massemedierne. En socialkonstruktivistisk analyse af massemediernes voldsfremstillinger”. Artikel i Politica, årg. 31, nr.1

Mason, Paul (ed.) (2003): “Criminal Visions – media representations of crime and justice”. Willan Publishing.

Meilby, Mogens (1999): ”Journalistikkens grundtrin”. Forlaget Ajour.

Mogensen, Kirsten (2000): ”Arven”. Roskilde Universitetsforlag.

Petersen, Helle (2003): “Forandringskommunikation”. Samfundslitteratur.

Phillips, Louise (2004): ”Socialkonstruktionistisk diskursanalyse: Fra metateoretiske principper til empirisk forskning”. I Peter Widell (red.) ’Socialkonstruktivismen under debat’. Forlaget Modtryk.

Poulsen, Jørgen (1996): ”Informationskampagner”. s. 20-34 i : ’Mediekultur’, nr. 24. Ålborg.

Rabinow, Paul (ed.) (1991): “The Foucault Reader”. Penguin Books.

Torfing, Jacob (1999): ”New theories of discourse”. Blackwell Publishers.

Said, Edvard W. (2002): “Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten”. Roskilde Universtetsforlag.

Strand, Kurt 2000: ”Journalismens meningsløse ulidelighed”. Høst & Søn.

Strauss, Anselm & Juliet Corbin (1998): ”Basics of Qualitative Research”. Sage Publications.

- 110 -

Valeur, Erik (1993): ”Stop pressen”. Aalborg Stiftsbogtrykkeri.

Valeur, Erik (2004): “Pressen – Eliten og spøgelsesfolket”. i Carsten Fenger-Grøn et. al. (red) ’Når du strammer garnet’. Aarhus Universitetsforlag.

Willig, Carla (1999): “Making a difference”, kapitel 1 i ‘Applied Discourse Analysis – social and psychological interventions’ Open University Press.

Windal, Sven, Signitzer & Olson (1992): “Using Communication Theory”, kapiel 6 i ‘Multi-Step Flow Approaches’. Sage Publications.

Åkerstrøm Andersen, Niels (1999): ”Diskursive analysestrategier: Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann”. Nyt Fra Samfundsvidenskaberne Forlag.

Fagblade

Journalisten nr. 13, 25. august 2004

Journalisten nr. 18, 17. november 2004

Elektroniske artikler

Smistrup, Trine: ”Nyhedens Sprog” 1999, Elektronisk artikel fra www.cfje.dk/cfje/vidbase.nfs/ID/VB00176338

Medieudvalgets betænkning 1995: ”Betænkning om journalistisk efter- og videreuddannelse” 1995, Googles tekstbaseret kopi af www.imv.au.dk/smu/on_line.html hentet den 27.10.2004.

Medieudvalgets betænkning 1996: ”Betænkningen om medierne i demokratiet” 1996, Googles tekstbaseret kopi af www.imv.au.dk/smu/on_line.html hentet den 27.10.2004.

Internetadresser

www.cfje.dk

www.dje.dk

www.pressenaevnet.dk

www.ifka.dk

www.journalistforbundet.dk

http://www.jm.dk/wimpdoc.asp?page=document&objno=56908 http://www.readership.org/culture_management/culture/inside_culture.htm De tre aviser værdisæt er downloadet fra følgende adresser

? http://politiken.dk/visartikel.asp?TemplateID=679&PageID=251566

? http://www2.jp.dk/info/journalistik.htm

? http://omberlingske.berlingske.dk/composite-176.htm