et sted at være - henfred.dk · et sted at være: en antropologisk undersøgelse og analyse af...

Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte mennesker

på et værested i en vestjysk landkommune.

Masterprojekt i sundhedsantropologi af cand. pæd. psych. Henning Frederiksen

Afdeling for Antropologi og Etnografi

Det Humanistiske Fakultet

Aarhus Universitet

Juni 2005

Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005

2

Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte

mennesker på et værested i en vestjysk landkommune.

Indholdsfortegnelse:

1.0. Introduktion 4

1.1. Forord 4

1.2. Indledning 4

1.3. Problemformulering 5

1.4. Baggrund og relevans 6

1.5. Teoretisk perspektiv og begreber 7

2.0. Feltøvelsen 8

2.1. Metode 8

2.2. Metodiske overvejelser og refleksioner over feltarbejdets forløb 9

2.3. Det empiriske materiale 12

2.4. Refleksioner over den oprindelige analytiske rammes relevans 12

2.5. Etiske overvejelser 13

3.0. Felten og feltet 13

3.1. Felten 14

3.2. Informanter 15

3.3. Værestedet og konstruktionen af ”socialt udstødte” 15

4.0. Feltet 18

4.1. Om ydmyghed og omsorg 18

4.2. KFUM´s sociale arbejde 19

4.3. Omsorg og behandling 20

5.0. Udstødelse og klientgørelse 21

5.1. Stigma, status og roller 22

5.2. Klientkonstruktioner og empowerment 23


3

6.0. Narrativer og omvendelse 25

6.1. Sundhedsnarrativer 25

6.2. Vendepunkter og transformative øjeblikke 29

6.3. Narrativer, selvværd og identitet 31

7.0. Hverdagsliv 33

7.1. Et ganske almindeligt hus 33

7.2. Hverdagslivets symbolske orden 34

7.3. Tilknytning 37

8.0. Omsorg og recovery 38

9.0. Opsamling og konklusion 39

10.0 Summary 42

11.0 Referencer 43


4

Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte

mennesker på et værested i en vestjysk landkommune.

1.0. Introduktion

1.1. Forord

”Jeg fandt Værestedet, ved at jeg tilfældigvis gik forbi huset og så skiltet; ingen havde fortalt mig

om det. Det betød et vendepunkt i mit liv, og det ændrede mit liv, fordi jeg havde behov for at være

sammen med andre mennesker. Det er som om det bare er et almindeligt hus, lige som alle andre.

Det er hverdagsagtigt indrettet med almindelige møbler og ikke som en institution; det er hyggeligt

og hjemligt og ligner et almindeligt hjem. Her er familiære rammer, og man skal ikke opgive

personnummer eller krydsforhøres for at måtte være her” (Henrik, bruger, 49 år).

”Jeg har min praksis i Holmegade 8 i Ulfborg. I Herredsgade 24 nogle få hundrede meter fra min

praksis ligger der et hus med et skilt på facaden, der afslører, at det rummer et værested oprettet af

KFUM´s sociale arbejde. Værestedet har eksisteret de sidste tre til fire år. Indtil december 2004

havde jeg ikke besøgt værestedet. Jeg havde af og til set mennesker gå ud af og ind på værestedet,

men jeg havde hverken mødt eller talt med de mennesker, der kommer dér. Hverken privat eller

fagligt” (Henning, psykolog, 57 år).

1.2. Indledning

Som praktiserende psykolog med ydernummer under den offentlige sygesikring kommer jeg i

kontakt med mennesker, der har brug for hjælp til at komme igennem en psykisk lidelse. Imidlertid

er det ikke en hvilken som helst lidelse, der berettiger til hjælp gennem den offentlige sygesikring.

Derfor ser jeg heller ikke ethvert menneske, der har behov for psykologhjælp. Problemerne, hvortil

der søges hjælp, skal først erkendes af patientens praktiserende læge. Lægen vurderer efterfølgende,

om der er tale om problemer, der er omfattet af en i forvejen defineret kategori, en diagnose, der


5

som forudbestemt henvisningsårsag1 kan begrunde henvisning til psykologhjælp. Jeg har

konstateret og ofte undret mig over, at nogle mennesker med et meget stort behandlingsbehov ikke

altid modtager den nødvendige hjælp og bistand, som deres tilstand kunne indikere. Dette gælder

for de socialt udstødte2, der, netop på grund af at de er kategoriseret som udstødte, findes uværdige

til offentlig psykologhjælp samt visse andre former for offentlig hjælp og social bistand. Min

undren går for det andet på, hvordan de udstødte herefter klarer sig igennem eller kommer sig efter

en psykisk lidelse eller psyko-sociale vanskeligheder, når sundhedssystemet ikke tilbyder dem

behandling. For det tredje undrer jeg mig over, at der i en lille landkommune som Ulfborg-Vemb

overhovedet kan være behov for et værested. Nærværende undersøgelse vil ved hjælp af

sundhedsantropologiske teorier og etnografisk feltarbejde forsøge at komme ovenstående undren til

livs.

1.3. Problemformulering

For at få besvaret spørgsmål om den manglende behandling af de socialt udstødte i en

landkommune, vil jeg foretage en etnografisk undersøgelse på (og af) et værested for socialt

udstødte mennesker i en vestjysk landkommune. Undersøgelsen skal først omkring nogle centrale

fokusområder vedrørende værestedet og dets mennesker: Hvad er et værested, hvilken funktion har

værestedet, hvad sker der på værestedet, hvilke mennesker kommer på og benytter sig af

værestedets tilbud og hvorfor kommer de på værestedet, og hvad får de ud af at komme på

værestedet? Herefter vil undersøgelsen med udgangspunkt i fortællinger og handlinger gennem

observation og interviews analysere de udstødtes livshistorier og narrativer (Ricoeur, 1991). Jeg vil

herunder se på opfattelser af sundhed og sygdom hos brugerne, som fortælles i sygehistorien, og

som det kommer til udtryk i brugernes sundhedsnarrativer (Janzen, 2002). Jeg har valgt at se på

psykisk sygdom og social udstødelse som en del af personens samlede psyko-sociale lidelser

(Dalsgaard, 2003). I denne sammenhæng ønsker jeg at vurdere værestedets betydning for dannelsen

af sundhedsnarrativer for raskgørelse forstået som recovery (Jensen (red.), 2004), udvikling af

social identitet samt mulighed for integration i samfundet eller for fortsat sygdom og social

1 Til dette brug udfylder lægen et henvisningsskema med angivelse af henvisningsårsag, der afkrydses blandt 8 mulige kategorier: 1) Røveri-, volds- eller voldtægtsoffer. 2) Trafik- og ulykkesoffer. 3) Pårørende til alvorligt psykisk syge personer. 4) Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom. 5) Pårørende til personer ramt af invaliderende sygdom. 6) Pårørende til dødsfald. 7) Personer, der har forsøgt selvmord, og 8) Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge. 2 Jeg anvender betegnelsen ”de socialt udstødte” for brugerne af Værestedet, idet der er tale om en officiel arbejdsbeskrivelse, der anvendes til beskrivelse af målgruppen. Betegnelsen ”udstødelse” er identisk med ”marginalisering”, der kendes fra den engelsksprogede faglitteratur, der anvender udtrykket ”marginal people”.


6

marginalisering. Afslutningsvis vil jeg vurdere de ændrede narrativers betydning for udviklingen af

brugernes empowerment forstået som myndiggørelse.

1.4. Baggrund og relevans

Min egen baggrund for projektet udspringer dels af interesse for socialt udstødtes menneskers

livsverden3, dels af interesse for narrativ analyse, som jeg har stiftet bekendskab med på

masteruddannelsen i sundhedsantropologi (Meinert, 2005); og sidst men ikke mindst gennem mit

faglige arbejde som praktiserende psykolog, hvor der i disse år er øget opmærksomhed på

livshistorien forstået som en både pædagogisk og terapeutisk metode til at skabe mening og

sammenhæng i tilværelsen netop i forhold til mennesker, der har besvær med at tackle deres liv

(Ramien og Gústafsson, 1998 og 2003). Jeg vurderer i denne sammenhæng, at den narrative metode

også vil være anvendelig, når der ved hjælp af fortællinger åbnes op for ny viden om nye og

fremmede verdener. Dette gælder Værestedets fremmede verden samt de udstødtes, dvs. de

mennesker, der befolker denne særlige verden i vor egen kulturkreds (Wadel, 1991).

Undersøgelsen har fundet sted i stationsbyen Ulfborg mellem Ringkøbing og Holstebro. I Ulfborg-

Vemb kommune, en mindre vestjysk landkommune med ca. 7000 indbyggere, er der oprettet et

værested som et ”alternativt tilbud til socialt udstødte og truede borgere i Ulfborg-Vemb kommune”

(Oplæg: 1997). Jeg havde på forhånd en oplevelse af, at væresteder især var et (stor)byfænomen og

var og er knyttet til de særlige og ganske massive sociale problemer med ”udstødte og truede

borgere”, der hører storbyen til, idet forskningen især har marginalisering i storbyen eller i visse

kvarterer af storbyen som sit genstandsfelt. Dette gælder f.eks. bydelen Kongens Enghave i

København med over 30 % arbejdsløse og uforholdsvis mange på overførselsindkomster (Larsen,

2001).

Nærværende masterprojekt tilsigter gennem mit feltarbejde at få dækket dette ”videnshul” med

social udstødelse på landet samt behandlingen – eller den manglende behandling - af de socialt

udstødte. Jeg vurderer, at projektet er relevant i forhold til den overordnede fagbeskrivelse af

masteruddannelsen (MSA), og at det omhandler et reelt problem og et fænomen i verden, der kan

undersøges og analyseres sundhedsantropologisk, idet sociale og kulturelle dimensioner af sundhed

og sygdom vil blive belyst. Jeg vurderer, at jeg vil kunne anvende den opnåede

3 Defineres efter Schutz og Luckmann som: ”A reality that is lived, experienced and endured, and therefore necessarily subjective”. Men fordi subjektivitet opstår ud fra ”embodied” social interaktion, er livsverden også altid et resultat af intersubjektivt liv (Dalsgård, 2005).


7

sundhedsantropologiske viden som et ikke uvæsentligt fagligt supplement til mit eget fag og min

egen faglighed.

1.5. Teoretisk perspektiv og begreber

Informanternes fænomenologiske erfaringer med lidelse samt social udskillelse og at komme sig

(recovery) indsættes i en narrativ sammenhæng i den enkeltes livshistorie inspireret af Ramien og

Gústafsson (1998 og 2003) samt Ricoeur (1991) og Mattingly (2004). Der vil derfor være fokus på

den del af livshistorien, hvori der indgår sygefortællinger forstået som sundhedsnarrativer4:

”Researchers of illness narratives approach their subject with the premise that the experience of

sicknes may be told as a story, with all the properties of a story: a plot, characters, a timeline with

the beginning, an onfolding, a point of maximum tension or conflict between alternative forces and

outcomes, and finally a denouement” (Janzen, 2002:168). Optagelsen og analysen af sundheds-

narrativerne formodes at kunne tilvejebringe viden om perspektiver vedrørende udvikling og

forandring omkring social udstødelse samt de udstødtes egne oplevelser og erfaringer med sundhed

og sygdom, samt eventuelt åbne for nye perspektiver og forståelser af værestedets betydning for de

udstødtes recovery. Den teoretiske ramme omkring masterprojektet er derfor eksplorativ i forhold

til feltarbejdet og har funktion som en slags søgemaskine og døråbner til feltet, der skal undersøges.

Den beskrevne ramme er således ikke udtømmende, men tentativ5 og vil kunne åbne op for nye

teoretiske perspektiver. Jeg medtager de tentative overvejelser for at vise faserne i arbejdsprocessen.

Den analytiske ramme og det teoretiske afsæt omkring projektet med værestedet og dets mennesker

har udgangspunkt i flere teoretiske tilgange til problemstillinger, der vil blive hierarkiseret og

prioriteret i overordnede teorier og underordnede sideteorier:

4 Jeg anvender udtrykket ”sundhedsnarrativer” om informanternes sygehistorier, der i den engelsksprogede faglitteratur betegnes ”illness narratives”. 5 Emerson, Frets & Shaw advarer i ”Writing an Ethnography” mod anvendelse af tentative hypoteser eller arbejdshypoteser i begyndelsen, men foreslår at vente til sidst med at opstille de færdige hypoteser. Dette for at åbne op for opdagelse af nye data og den analytiske behandling undervejs i forbindelse med selve skriveprocessen (1995:171).


8

• Overordnet drejer det sig om de socialt udstødtes livshistorier forstået som narrativer og

narrativ analyse (Ricoeur, 1991). Der er særlig fokus på sundhedsnarrativer (Janzen, 2002)

som en del af livshistorien med henblik på menneskelig udvikling over tid med en fortid, en

nutid samt en fremtid. Udviklingsperspektivet medtager vendepunkter (Mattingly, 2004).

• Social udstødelse og marginalisering analyseres bl.a. ud fra klientgørelse forstået som

skabelsesprocessen og den sociale konstruktion af en klient (Järvinen og Mik-Meyer)

(2004). Udskillelsesprocessen vil desuden inddrage teorier om social identitet, status og

roller samt normalitet og afvigelse med reference til Richard Jenkins og Erving Goffman.

• Dernæst drejer det sig om den kulturelle og sociale konstruktion af sundhed og sygdom,

hvor jeg har ladet mig inspirere af bl.a. Kleinmans (1981) skelnen mellem illness og disease

(lidelse og sygdom) samt sektormodeller og forklaringsmodeller (EM) og den sociale og

kulturelle konstruktion af sundhed og sygdom. I denne sammenhæng inddrages begrebet

”socio-somatik” (Dalsgaard, 2003) for at lægge vægt på de sociale betingelser for sundhed

og sygdom.

• ”Raskgørelse” forstås her som recovery – at komme sig - i en bred forstand som fysisk,

psykisk og social ”bedring” og personlig myndiggørelse (empowerment). Her vil jeg bl.a.

trække på recoverybegrebets forståelse af ”at komme sig” som ”udviklingen af ny mening

og formål med ens liv … ” Jensen (red.) (2004:23); eller som vendepunkter og ”the

remaking of life” hos Mattingly (2004:64) med skabelsen af nye selvbilleder, samt ”når

man tør sætte sig nye mål for tilværelsen” Tjørnhøj-Thomsen (2004).

2.0. Feltøvelsen

2.1. Metode

For at indsamle empiriske data fra værestedet og især fra dets menneskers oplevelser og erfaringer

med at være brugere af Værestedet har jeg gennemført et etnografisk feltarbejde. Feltarbejdet har

været gennemført som en feltøvelse i forbindelse med uddannelsen til MSA. Jeg har benyttet

kvalitativ metode baseret på deltagerobservation og semistrukturerede interviews i form dialogisk

”feltsamtale” (Wadel, 1991:47) med brugerne af Værestedet. Endvidere har jeg gennemført

semistrukturerede interviews og haft samtaler med øvrige personer med tilknytning til værestedet, f.

eks. leder, frivillige medarbejdere samt bestyrelsesmedlemmer og medarbejder fra den stedlige

kommunale forvaltning. Deltagerobservationen er gennemført på værestedet, hvor jeg har været


9

sammen med brugerne især omkring middagsmåltidet samt deltaget i det almindelige samvær med

brugerne om eftermiddagen. Mine observationer fra deltagelsen er blevet nedskrevet efter samværet

med brugerne, når jeg er kommet hjem eller har været uden for brugernes muligheder for at iagttage

mig. Jeg har deltaget i samtaler med brugerne i forbindelse med den deltagende observation f. eks.

ved middagsbordet, men har bevidst undladt at sidde med notesbog eller båndoptager med henblik

på at nedskrive notater eller tape indholdet af samtalerne. Dette har jeg gjort dels af respekt for

brugerne og dels for at gøre deltagelsen nærværende og så ægte som overhovedet muligt.

Til interviews og feltsamtale med enkeltpersoner efter den deltagende observation, har jeg anvendt

et mødelokale på værestedet. I denne forbindelse har jeg i fuld åbenhed brugt båndoptager og taget

feltnoter efter indhentet tilladelse.

2.2. Metodiske overvejelser og refleksioner over feltarbejdets forløb

Som forberedelse til feltarbejdet kontaktede jeg lederen Else Nørby, som jeg orienterede om mit

planlagte masterprojekt allerede i december 2004. Forinden havde jeg søgt viden om Værestedet

ved at tale med lokale folk fra forvaltning og menighedsarbejdet (KFUM) for at få deres vurdering

af mine foreløbige planer og for også at få tilladelse til at gennemføre et feltarbejde på Værestedet.

Jeg ville gerne oplyse om mit projekt på Værestedet og foreslog at skrive en side og lægge denne

frem til brugerne. Else foreslog imidlertid, at jeg mundtligt orienterede omkring mit arbejde, når jeg

første gang mødtes med brugerne i forbindelse med feltarbejdets opstart. Else kendte nogle

mennesker og kunne næsten love mig, at hvis de var til stede, når jeg var der, også kunne fortælle

livshistorier om en barsk tilværelse fra tiden før de kom i kontakt med Værestedet. Ellers kunne hun

måske kontakte dem og få dem til at komme til mig. På denne måde kom Else til at fungere som

”gatekeeper” for mig.

Selve feltarbejdet er blevet gennemført i perioden 17. januar til 24. februar 2005 med et par

hængepartier i form af ikke færdiggjorte interviews afsluttet i marts og april måneder.

Min oprindelige plan var - i det omfang det kunne indpasses i mit arbejde - at gennemføre

deltagerobservationen på Værestedet ved (på lige fod) at deltage i det daglige middagsmåltid

sammen med brugerne. Middagsmåltidet, der består af én ret varm mad efterfulgt af kaffe á i alt

20,00 kr., serveres kl. 12.00 dagligt på ugens 5 hverdage. Jeg ønskede at deltage i så mange

måltider som muligt, idet jeg hurtigt fandt ud af, at måltidet var det centrale samlingspunkt for

brugerne af Værestedet, og at nogle kun kom for at spise. Det er i forbindelse med middagen, at alle

samles, der er stille snak om dagen og vejen, nyheder bliver udvekslet, og hvor der bl.a. bliver


10

spurgt til ikke-tilstedeværende brugere og om årsagen til deres fravær i dag. Med alle menes her

leder, frivillige hjælpere, gæster og brugere af Værestedet, der alle samles om bordet for at indtage

middagsmåltidet, der serveres af hjælperne som portioner på tallerkener fra køkkenet. Det er

ligesom omkring middagsbordet, at tingene sker, hvorfor det må være et oplagt sted at foretage

deltagende observation.

Jeg gennemgik inden feltarbejdet min kalender og blokerede så mange middage som overhovedet

muligt for at få de bedste betingelser for deltagerobservationen. I alt har jeg pr. 24. februar deltaget i

13 middagsmåltider med efterfølgende - og nogle gange forudgående - samvær, der også er blevet

anvendt til samtale og interviews med leder, frivillige og brugere.

Selve samværet mellem mennesker på Værestedet, altså det sociale samvær, er næsten altid samvær

omkring noget, som f. eks. middagsmåltidet eller kaffen. Man sidder ikke bare og taler om noget,

men oftest gennem ”noget” konkret. Samvær og kommunikation før og efter måltiderne foregår ofte

omkring et spil – eller gennem et spil som referencetrekanten person – spil – person. På samme

måde giver måltidet mange referencetrekanter, der kan formidle kommunikation mellem

mennesker. Også gennem hobbyaktiviteter i kælderværkstedet er der muligheder for socialt

samvær, der ofte finder sted mellem brugere og frivillige. I værkstedet laves træting som f.eks.

fuglekasser, haveborde og bænke. Desuden indsamles bøger til brugtbogsauktioner engang imellem.

Brugerne har også mulighed for at klare praktiske ting på Værestedet, som f.eks. tøjvask, ligesom

man har mulighed for at gå i bad samt få håret klippet.

Derudover har jeg deltaget i et aftenmøde, der afholdes den 2. tirsdag i måneden, som foredrag

omkring et bestemt tema. Dette møde omhandlede ”det gode og det onde” med foredrag af en lokal

sognepræst. Endelig har jeg besøgt to brugere privat med henblik på optagelse af interview. Begge

var - ud over at tale med mig - interesserede i også at vise mig, hvordan de boede privat.

Min egen deltagelse foregik som sagt i forbindelse med middagsmåltiderne, hvor jeg deltog i

spisningen såvel som i snakken på lige fod som ”gæst” sammen med brugerne og de øvrige

tilstedeværende frivillige hjælpere og lederen. En enkelt bruger, som kendte mig og min faglige

identitet som psykolog, og som ikke havde hørt min introduktion til feltarbejdet på Værestedet,

spurgte, om jeg ”kom i embeds medfør”. Jeg svarede, at jeg kom som masterstuderende i

sundhedsantropologi og var i gang med at gennemføre mit feltarbejde på Værestedet. Brugeren

tilbød straks sin assistance i forbindelse med interview og optagelse af livshistorie. I øvrigt har jeg

mødt en usædvanlig interesse, velvillighed og hjælpsomhed på Værestedet af såvel ledelse,

frivillige som brugere, der har resulteret i, at jeg har glædet mig til at komme der og næsten har nået


11

at komme til at føle mig hjemme. Jeg ved, at Barth (1991:109) advarer feltarbejderen imod at ”go

native”, idet dette kan gå ud over observationerne. Jeg har følt, at jeg i nogle sammenhænge har

været eller er blevet betragtet som (på vestjysk) ”jen a vi anne”, hvilket betyder ”en af vore”, og

som jeg vurderer er en metodologisk bias, der vil kunne accepteres. Det at blive accepteret af

brugerne på Værestedet og at blive mødt med tillid og ikke mistro har efter min vurdering betydet

en tillidsfuld atmosfære med en usædvanlig åbenhed og også interesse for mit arbejde. Det har

betydet, at brugerne har været særdeles samarbejdsvillige informanter. Jeg har betragtet tilliden til

og accepten af min person som en tillidserklæring, der rækker langt ud over almindelig

mellemmenneskelig venlighed. Samtidig er der også en forventning om, at informanterne kan stole

på mine løfter om tavshed med fortrolige oplysninger og en del af den viden, jeg bliver betroet, så

ikke hele livshistorien bliver tilgængelig for offentligheden.

Egentlig brugte jeg den analytiske ramme som en slags nøgle ind i felten og som et værktøj – kort

og kompas - der kunne navigere mig rundt i feltet. Det viste sig imidlertid, at selv om

udgangspunktet for interviewet var livshistorien, var jeg især interesseret i den del af fortællingen,

som kan gøres til sundhedsnarrativer med et plot, spænding og konflikter, en tidslinie med fortid,

nutid og fremtid samt en løsning (Janzen, 2002:168). Jeg kunne ikke være sikker på, at fortællinger

om sygdom og udstødelse fremkom i forbindelse med samtalen med brugerne. Faktisk var der en

tilbøjelighed til at vige uden om sygehistorierne. For at frembringe et materiale, der kunne generere

narrativer, udarbejdede jeg en interviewguide med emner og temaer, som vi skulle omkring i løbet

af samtalen. Spørgsmålene blev ikke stillet direkte, hvis livshistorien kom ind på temaerne, men jeg

havde dem i baghånden:

• Hvem fortalte dig, eller hvor hørte du, første gang om Værestedet?

• Hvor ofte besøger du Værestedet?

• Hvordan havde du det, før du kom på Værestedet?

• Hvad bruger du Værestedet til?

• Hvordan har du det i dag?

• Hvad har Værestedet betydet for det liv, du lever i dag?

• Hvad har Værestedet betydet for dig fysisk, psykisk, socialt, med hensyn til selvværd og

identitetsmæssigt?

• Hvordan ville du have det, hvis Værestedet ikke fandtes?


12

2.3. Det empiriske materiale

Materialet fra interviewene er dels transskriberet fra lydbånd, dels udskrevne feltnoter fra

feltdagbogen, idet båndoptageren drillede under optagelserne. Materialet er dele af 6 personers

livshistorie samt interview med lederen samt samtaler med de frivillige, der er råmaterialet til

dannelsen af personernes narrativer om bl.a. sundhed og sygdom – jævnfør min plan med projektet.

Imidlertid ser det ikke ud til, at det er så let umiddelbart at finde det, jeg søger efter; det kommer

ikke bare sådan direkte frem. Faktisk er der en tendens til at vige uden om fortællinger om sygdom,

der omhandler fortidens alkoholmisbrug og alkoholbehandlinger.

Derimod ser ud til, at jeg finder noget, jeg ikke umiddelbart søgte efter – men som jeg dog havde en

forventning om jævnfør ”Den som leiter den finn, men ikkje den han leiter etter”, efter Arne

Garborg (1899) (i Wadel, 1991:7). Fælles for samtlige informanter er, at de betragter Værestedet

som et sted, der kan hjælpe dem ud af ensomheden, og hvor de kan tale med andre mennesker, og

hvor de er velkomne. Samstemmende er også forestillingen om, at Værestedet har et tilbud, som

ingen offentlig institution kan tilbyde, men at dette tilbud ikke umiddelbart bliver defineret af

brugerne. Værestedets kvalitative fordele defineres ”negativt” ved at nævne, hvad det ikke har i

forhold til de offentlige hjælpeinstitutioner, f. eks fraværet af personnummer, sag, sagsbehandler,

diagnoser, stemple ind eller krydsforhør, men i stedet tilbyder anonymitet, respekt og frihed til at

komme og gå. Frem for alt fremhæves det ikke-institutionslignende præg med et almindeligt hus,

almindelige stuer og møbler og den hverdagsagtige atmosfære, der præger stedet, samt at der ikke

finder behandling sted i den traditionelle medicinske betydning. Dette betyder, at den oprindelige

teoretiske ramme må udvides med nye analytiske begreber.

2.4. Refleksioner over den oprindelige analytiske rammes relevans

At feltarbejdet har betydet fund, der ikke var med i den oprindelige analytiske ramme, ændrer

imidlertid ikke noget ved mit overordnede projekt. Livshistorier og narrativer, der efter brugernes

udsagn ændres, fordi de selv ændrer sig, samtidig med, at de bruger Værestedet. Hvorfor og

hvordan disse transformationer rent faktisk finder sted, er det projektets opgave at undersøge og

analysere. Således er såvel problemformuleringen som den oprindelige analytiske ramme stadig

anvendelig, men må suppleres med:

• hverdagslivs-begrebet fra Birte Bech-Jørgensen (1994) samt

• omsorg som social indsatsmetode fra KFUM´s sociale arbejde.


13

2.5. Etiske overvejelser

Jeg tager udgangspunkt i, at mine informanter er yderst sårbare mennesker, der har oplevet talrige

svigt og som ofte har negative erfaringer med indgåelse af sociale relationer til andre mennesker.

Især er der en vis modstand imod offentligt ansatte og myndighedspersoner. Jeg har forsøgt at møde

mine informanter, hvor de er, og respektere deres ønske om anonymitet, tavshedspligt og ønske om

ikke at blive udstillet. Jeg er meget bevidst om, at der er en vis risiko for rollekonflikt mellem mit

erhverv som psykolog og min rolle som studerende i sundhedsantropologi. Det er vigtigt, at

livshistorien bliver ikke fortalt som en del af et terapiforløb til en terapeut, men som en del af et

stykke forskningsarbejde til en studerende. Jeg har været åben i mit forhold til informanterne med

hensyn til information om mig selv og mit formål med undersøgelsen.

I min måde at forholde mig på til informanterne har jeg ladet mig inspirere af Søren Kirkegaards

”Hjælpekunst” (Elsass, 1993:401) og Fredrik Barth (1991:10), der – selv med 100 års mellemrum -

begge har rødder i eksistentialismen og humanismen og anvender ydmyghedsbegrebet.

Endelig er der nytteperspektivet, dvs. hvordan informanterne (og Værestedet) kan drage nytte af

projektet (Kampmann, 2003: 169). Jeg har fået tilbagemeldinger på, at det var rart for

informanterne at fortælle livshistorien til en person, der var villig til at lytte og som samtidig kunne

anvende den. Idet menneskene på Værestedet har givet noget af deres tid til samvær med mig og har

fortalt mig om deres liv og levned, samt i sidste ende har gjort det muligt for mig at gennemføre

feltarbejdet, har jeg besluttet at give noget tilbage. Ud over at lægge et eksemplar af den færdige

masterprojekt-rapport frem til gennemlæsning, har jeg tilbudt at holde et foredrag på Værestedet om

mit masterprojekt. Tilbudet blev accepteret og foredraget er fastsat og annonceret til tirsdag den 13.

september 2005 kl. 19.00-21.30 og har titlen ”Et sted at være”.

3.0. Felten og feltet

Antropologen Cecilie Rubow skelner mellem felten og feltet:

”Hvert forskningsprojekt har sit at berette om vekselvirkningen mellem feltarbejdet, arbejdet med

feltet og det præsenterede resultat. Det er i felten, dvs. det område af konkrete aktiviteter, man

deltager i og observerer undervejs i feltarbejdet, at man som antropolog fortaber sig i de levede livs

detaljer, og det er i arbejdet med feltet, dvs. de teoretiske aktiviteter, at man forsøger at stykke et

billede sammen” (2000:14).


14

3.1. Felten

Inden jeg går i gang med det egentlige feltarbejde, vil jeg klargøre felten eller settingen for

feltarbejdet. Jeg vil fortælle om stedet, hvor feltarbejdet finder sted, ved at give en beskrivelse af

Værestedet i Ulfborg, dets mennesker, historie, struktur og funktion.

3.2. Informanter

Værestedets brugere ønsker beskyttelse, hvorfor navnene bortset fra lederens er anonymiserede og

optræder med pseudonymer. Der er ikke supplerende beskrivende karakteristika ud over levealder

og erhverv (social status), der vil kunne muliggøre identifikation af personerne. Personerne

beskrives løbende i teksten gennem livshistorien i form af mindre casestories, udtalelser og citater

fra samtaler og interviews. I projektet omtales følgende personer:

Else Nørby, leder af Værestedet.

Asger, 57 år, dagpengemodtager, frivillig og bruger af Værestedet.

Andreas, 52 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.

Gert, 64 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.

Helle, 59 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.

Henrik, 49 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.

Torben, 55 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.

3.3. Værestedet og konstruktionen af ”socialt udstødte”

Henning: ”Det undrer mig, at der ligger et værested i vores landkommune”.

Torben: ”Landkommune betyder bare, at det er et tyndt befolket område med de samme problemer

som i byerne, hvad angår ensomhed”.

I forbindelse med beskrivelsen af Værestedet er det interessant, at det er forestillingen om de

potentielle brugere i målgruppen, der fastsætter behovet for et værested. Derfor vil nærværende

gennemgang også være en beskrivelse af udviklingen og konstruktionen af brugergruppen eller

målgruppen.

Historikken går tilbage til sommeren 1995, hvor Ulfborg-Vemb kommunes sundheds- og

omsorgsafdeling sammen med Ringkjøbing Amts Sundhedsfremmeafdeling og Embedslæge-


15

institutionen afholdt en temadag om emnet ”socialt udstødte”. Gruppen ”socialt udstødte”

indkredses og defineres på dette tidspunkt som:

”misbrugere, der er svære at nå”, og som ”skæve eksistenser med misbrug og elendige

opvækstvilkår”(Referat fra temadag 10.08.1995).

I et oplæg fra 1997 om ”Alternative tilbud til de socialt udstødte og truede borgere i Ulfborg-Vemb

kommune” beskrives ”de socialt udstødte” som:

”Gruppen er karakteriseret ved et meget skrøbeligt netværk, almindeligvis ingen kontakt til

arbejdsmarkedet. Der er ofte misbrug af alkohol og/eller medicin, de svært psykisk syge og/eller

hjerneskadede kan ligeledes findes i gruppen”.

Oplæggets synspunkter underbygges af en vedlagt artikel af Bjarne Lenau fra Kirkens Korshær med

titlen ”Den bundløse livskvalitet” fra november 1996, hvor behovet for hjælp til de udstødte ikke

kan ydes af det offentlige, men må overlades til private organisationer:

”Med kolossale misbrugsproblemer, med svære og ubehandlede psykiske sygdomme, med megen

kriminalitet, med synlig fysisk og ydre elendighed virker de anstødelige og forargende i

gadebilledet (ibid.:9) … et udstødt menneske kan komme til at opleve sin menneskelige værdi, også

selv om det ikke fører til ”resocialisering” og ”rehabilitering” og samfundsmæssig tilpasning

(ibid.:11) … Det øvrige samfund har opgivet dem og tilbyder ikke længere helbredelse – i

betydningen målrettet behandling. I de øvrige sociale hjælpesystemer afvises de ud fra nogle

livskvalitets-kriterier, som tager udgangspunkt i, hvad der bedst kan betale sig. Den offentlige

moral har indrettet social- og sundhedshjælpen efter succes-kriterier og effektmål. … de enlige

alkoholikere må vi lade være og overlade til omsorg hos de private organisationer, … som kan

følgelig få lov til at udvikle sig til eksperter i social terminalpleje. … De fungerer som

tryghedsstationer i disse menneskers liv”.

Gruppen ”socialt udstødte” er således bestemt til at inkludere misbrugere af alkohol og medicin som

i 1995 samt fra 1997 udvidet med svært psykisk syge og hjerneskadede med et meget skrøbeligt

netværk og almindeligvis uden kontakt til arbejdsmarkedet. De er skæve eksistenser, der er svære at

nå. For første gang nævnes, at målgruppen har særlige behov, der bør tilgodeses:

”Opgaven er i forhold til de professionelle forbundet med afmagt, idet der kun i ringe omfang er

mulighed for at opfylde målgruppens behov, nemlig

- et sted at høre til,


16

- et sted, hvor det er i orden, at man er, som man er,

- et sted, hvor der ikke stilles krav om afvænning, behandling mv.

På baggrund heraf anbefaler en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra den

kommunale forvaltning, amtets misbrugsrådgivning samt lokale sognepræster, at der oprettes et

værested for socialt udstødte i Ulfborg. Et værested bør have en daglig åbningstid omkring spisetid,

således at det at købe sig et måltid mad eller en kop kaffe kan danne ramme om et fællesskab, og

hvor der tilbydes almen menneskelig omsorg. Det anbefales, at der tilknyttes en lønnet medarbejder,

og at stedet i øvrigt drives af frivillige hjælpere. Endelig anbefaler arbejdsgruppen, at værestedet

oprettes af interesseorganisationer, f.eks. KFUM´s Sociale Arbejde i Danmark, der har en lang

tradition for socialt arbejde med socialt udstødte, samt at stedet medfinansieres af amt, kommune

samt fondsmidler. Det anslås at målgruppen omfatter ca. 20 personer.

I den færdige projektbeskrivelse af Værestedet i Ulfborg fra 1999 er målgruppen defineret som:

”Målgruppen er mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale kontakter

og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser. Gruppen

består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver, der har

brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab”.

Gruppen ”socialt udstødte” er således blevet afgrænset og indsnævret, og omfatter stadig mennesker

med misbrug, men alene som alkoholmisbrug, men ikke medicin eller stofmisbrug; samt mennesker

med lettere sindslidelser, hvorimod svært psykisk syge og hjerneskadede ikke er medtaget i

nærværende definition. Derimod er sociale forhold som ensomhed og ringe social netværk samt en

manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og modtagelse af overførselsindkomst med til at

bestemme målgruppen. I øvrigt indeholder definitionen af selve målgruppen ikke begrebet ”socialt

udstødte” i 1999 beskrivelsen.

Udtrykket ”udstødte” optræder imidlertid i selve formålsformuleringen for projektet:

Målsætningen er dels at være et omsorgs- og aktivitetstilbud til en gruppe af udstødte eller

udstødningstruede borgere, dels at dæmme op for yderligere udstødning. Målsætningen udmøntes

således i en indsats, der skal

- skabe et socialt tilhørsforhold for gruppen, således at der på længere sigt kan opbygges

netværksrelationer, og

- højne den almene sundhedstilstand i gruppen, samt


17

- skabe bedre levevilkår for gruppen.

I den officielle folder om ”Værestedet” KFUM´s Sociale Arbejde (2005) er målgruppen ”socialt

udstødte” ikke nævnt eller bestemt ud over, at brugerne er inkluderet i begrebet gæster:

Hvem møder du? Da alle er velkomne, kan du også møde alle slags gæster. Men du vil altid være

sikker på at møde en af vore medarbejdere.

Mens brugergruppen ikke defineres direkte, beskriver folderen Værestedets funktion som udbyder

af omsorgs- og aktivitetstilbud:

- et mødested, et spisested, et værested og et fristed, hvor man kan:

- købe kaffe, te og alkoholfrie drikke, spise frokost, middag, læse avis, vaske tøj, reparere tøj,

høre musik, spille forskellige spil og lave hobbyting.

Eller som en af brugerne, Andreas på 52 svarer, da jeg spørger ham, hvilke mennesker, folk tror, der

kommer på Værestedet:

”Jeg har tit haft nogle kammerater og sagt til dem, ”kom med herop”, nej det vil de i hvert fald

ikke” … ”Jeg tror, de tror, det er sådan nogle, der er lidt mærkelige, jamen det tror jeg virkelig”.

”Jeg kan huske første gang, jeg inviterede min kone herop. Jamen jeg drikker ikke, sagde hun. Men

det er for alle mennesker, siger jeg så, og hun er så glad for at komme her”.

En anden bruger, Gert på 64 år fortæller om brugen af Værestedet:

”… til at tælle piller op til mig selv hver fredag, indtil jeg fik bedre styr på hovedet” … ”Jeg har

behov for, at der er nogle der holder øje med mig”.

Og en tredje bruger, Torben på 55 år fortæller om sig selv:

” Jeg tror vi hører til dem, vi kalder ensomme mænd, altså singler. … Mange af os er på pension,

en enkelt er arbejdsløs, og nogle går på efterløn, der jo også er en form for pension”.

Asger, bruger og hjælper på 57 år udtaler om Værestedet: ”Det er godt for mig at komme der”. Han

har fået at vide, at Værestedet er med til at løse nogle af kommunens problemer med nogle borgere,

der har særlige behov for hjælp. Vil dog ikke anvende betegnelsen ”socialt udstødte” om disse

mennesker. Asger mener, at betegnelsen alene bør anvendes om de hjemløse misbrugere og

sindslidende i storbyen.


18

Else Nørgaard fortæller, at kommunen melder positivt tilbage om, at den aflastes for ”et rend af de

sværeste klienter”, der er uden for rækkevidde af det etablerede social- og sundhedssystem.

Således ser konstruktionen af målgruppen omkring betegnelsen ”socialt udstødte” ud til at være

socialt og kulturelt bestemt af politiske, ideologiske, lægefaglige, socialfaglige og lokale forhold i

den konkrete kontekst, hvori begrebet skal anvendes. Her for at legitimere oprettelsen af et værested

i en landkommune. Begrebet ”socialt udstødte” er langt fra entydigt defineret, og i gennemgangen

ses det udviklet og bygget op omkring adfærdstermer som manglende social kontakt, sindslidelser

og misbrug som: ”mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale

kontakter og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser.

Gruppen består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver,

der har brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab” (Projektbeskrivelse

af Værestedet i Ulfborg fra 1999).

4.0. Feltet

4.1. Om ydmyghed og omsorg

I forbindelse med mine samtaler om masterprojektet med lederen Else Nørby oplevede jeg ud over

interesse en usædvanlig hjælpsomhed i forhold til min person og mit projekt. Else håbede meget, at

jeg nu også kunne få noget ud af at lave min undersøgelse dér på Værestedet, og at det ville være

godt nok til mig at komme dér. Else virkede næsten bekymret på mine vegne, om der nu også lå

materiale nok til masterprojektet. Jeg tolkede det som en bekymring, som både signalerede

beskedenhed og ydmyghed, men også i høj grad interesse og omsorg for min person med

bemærkningen: ”Jeg håber, det er godt nok til dig”. På en eller anden måde blev denne venlige

slutbemærkning hængende i luften og gav efterfølgende anledning til mange tanker om, hvad jeg

dog havde rodet mig ud i. Tvivlede Else på mine evner til at kunne etablere kontakt til brugerne?

Ville brugerne være tilbageholdende i deres kontakt til mig? Eller skete der så lidt på Værestedet, at

det ikke værd at bekoste en undersøgelse på?

På lignende vis blev atmosfæren og stemningen på Værestedet, som jeg oplevede i forbindelse med

mit første besøg, ligesom hængende fast i mig. Her tænker jeg ikke på det sociale liv, der udspandt

sig i lokalerne, men alene på den måde og den særlige orden, Værestedet er indrettet på med

lokaler, møbler, tæpper, farver osv. Den samme beskedne ydmyghed, som Else havde udtrykt,

afspejlede sig på en eller anden måde i indretningen af Værestedet. Længe efter, at jeg havde forladt


19

huset, dukkede denne særlige fornemmelse op igen og igen sammen med Elses ydmyge ord til mig,

uden at jeg gjorde dette til genstand for nærmere refleksion og analyse. Det var jo noget helt andet,

jeg havde i fokus, nemlig noget med brugernes livshistorier, social udstødelse og hvordan et

Værested måske kan hjælpe dem til at få et andet og bedre liv. Først senere i forbindelse med

feltarbejdet, åbnede en af mine informanter i forbindelse med en samtale mine øjne for

sammenhængen mellem Værestedets form og indhold ved at sige:

”Det er som om det bare er et almindeligt hus lige som alle andre. Det er hverdagsagtigt indrettet

med almindelige møbler og ikke som en institution, det er hyggeligt og hjemligt, ligner et

almindeligt hjem” (Henrik, bruger, 49 år).

4.2. KFUM´s sociale arbejde

Det sociale arbejde på Værestedet defineres af KFUM som frivilligt omsorgsarbejde, der har til

formål at afhjælpe sociale problemer (Jensen og Perit, 2004). Omsorgsarbejdet har karakter af

social indsatsmetode og konstituerer så at sige Værestedets form og indhold.

KFUM´s koncept ”omsorg som metode” karakteriseres bl.a. ved at være ”ægte omsorg”, der

kommer fra hjertet (ibid.:30). Den frivillige omsorgsudøvelse bygger på et kristent grundlag og

hviler på et grundsyn om, at mennesker skal hjælpes, blot fordi de er mennesker og dermed har

betydning i sig selv. Denne omsorgsmodel kan ses som en modsætning til den skandinaviske

velfærdsmodel, der kommer til udtryk i en offentlig omsorgsudøvelse, der bygger på en forestilling

om retfærdig fordeling og en fælles interesse i at kunne imødegå eller afhjælpe problemer.

Frivillig omsorgsudøvelse, som den bl.a. praktiseres på Værestedet, kan beskrives som et praktisk

og følelsesmæssigt arbejde, ofte ulønnet, og hvor det ligger i omsorgens karakter, at arbejdet

fortsætter, selv når det bliver besværligt.

”Omsorg kan både gives og modtages – men det særlige ved omsorg, som den udøves i de sociale

cafeer under KFUM´s Sociale Arbejde, er måske snarere, at omsorgen her skabes og udvikles i et

samspil mellem medarbejdere og gæster. Omsorgen skabes af medarbejderne gennem bestemte

måder at være til stede og nærværende på – måder der er båret af det kristne menneskesyn. Men

omsorgen udvikles også hos dem, der modtager den skabende - helende – omsorg, og denne

omsorg rettes i mange tilfælde så igen mod de andre gæster, som en form for interesse for

hinanden.


20

Når man skal beskrive omsorgsudøvelse, henviser man ofte til situationer, hvor et menneske er

afhængig af et andet menneske, og hvor omsorgen udøves på giverens initiativ. [På de sociale

cafeer] er de deltagende parter ”besøgende” – enten gæster eller frivillige – og er således ikke

afhængige af hinanden. … Måden hvorpå kaffen serveres, og måden hvorpå kontakten indledes –

kan give en oplevelse af varme, interesse, tryghed, muligheder. Og ud af dette kan der således gro

omsorg – for hinanden og for sig selv. Omsorg kan således … forstås som det samspil mellem

medarbejderne og gæsterne , der gør det muligt for gæsterne at udvikle en egenomsorg, hvor de

begynder at tage vare på sig selv og dermed også begynder at håndtere deres liv på en anden

måde” (ibid.:28).

4.3. Omsorg og behandling

En bruger fortæller om sine erfaringer fra behandlingshjemmet: ” … og der var tvungen antabus, vi

stod i en lang række og skulle have den her antabus, og så skulle vi gå ud igen, og folk fandt ud af at

holde det i munden og spytte den ud, når de kom ud igen …”. Og om behandlingen på et andet

behandlingshjem: ”Der var antabus i en måned, og så kunne man springe fra den antabus, og se

hvordan det gik. Men så rendte jeg jo i byen , men så hjalp en kammerat mig op på værelset, og jeg

var skidefuld” (Andreas, bruger, 52 år).

Fra Værestedet fortæller en anden bruger: ”Det er ligesom om det er en tryghed at få den (antabus)

her, og så ved de andre også, at man ikke smutter. Det er også bekvemmelighed, man får jo sin

varme mad og så videre, og dejligt samvær med andre mennesker, andre mennesker i godt humør.

Det er jo det sociale samvær, der hjælper, og det er mig selv der skal gøre arbejdet for at blive

ædru” (Torben, bruger, 55 år).

”Her er plads til mig, jeg må være her. Man er ikke en sag eller et nummer som på offentlige

institutioner. Værestedet giver terapi gennem omsorg, omsorgen er praktisk og orienteret mod mig

og mit hverdagsliv, hvorimod behandlersystemet på den psykiatriske afdeling er orienteret imod min

sygdom” (Helle, bruger, 59 år og manio-depressiv).

En anden bruger lægger ligeledes vægt på friheden: ”Man skal ikke stemple ind, ikke opgive

personnummer eller krydsforhøres, men kan have noget fornuftigt at give sig til” (Henrik, 49 år).

Eller der lægges vægt på den hjemlige hygge: ”Det er ikke institutionsagtigt med mange mennesker,

men lige som hvis man kommer hos en anden familie, vil jeg sige. Her får du ingen behandling, her

kommer du og får en bid mad, vi sidder og spiller, det giver sammenhold, kammeratskab og

hjælpsomhed” (Andreas, bruger, 52 år).


21

Brugerne har alle stor og ofte en negativ erfaring med offentlige behandlingsinstitutioner. Brugernes

egne oplevelser og erfaringer med omsorg handler om kvalitative værdier og begreber som tryghed,

rummelighed, samvær, accept, frihed eller hjemlig hygge. Brugernes omsorgsforståelse ligger tæt op

ad KFUM´s definitioner på omsorg.

I modsætning til den private omsorgsudøvelse reguleres det offentlige social og sundhedsvæsen i

Danmark via lovgivningen og administreres og udøves af velfærdsinstitutioner6 under stat, amt eller

kommuner. Ifølge Järvinen og Mik-Meyer (2004) finder der en ”klientgørelse” sted, der beskrives

som den proces, hvor mennesket bliver til en sag og tildeles en problemidentitet: ”hvor

menneskelige problemer oversættes til systemsprog; hvor individets situation afklares ud fra

institutionelt fastlagte diagnoser og forståelsesrammer; hvor klienter tilpasses kategorier, der

modsvarer de foranstaltninger og handlingsmodeller, velfærdsinstitutionen råder over” (ibid.:10).

Det sociale arbejde har en moralsk forankring, hvorfor institutionerne skaber og påvirker

problemidentiteterne. Problemidentiteterne er således ikke moralsk neutrale, men afspejler, at

livsførelsen ikke er i overensstemmelse med samfundets normer. Dette gælder f.eks. de

institutionelle kategorier: ”socialt udstødte”, ”misbrugere”, ”hjemløse”, ”alkoholikere” og

”langtidsledige”. Det forventes, at det hjælpsøgende menneske er brødebetynget og villig til at få

hjælp og behandling gennem udredning og diagnosticering. Uvilje mod at blive diagnosticeret og

kategoriseret vurderes som manglende vilje til samarbejde og bekræfter behandlingsbehovet og er et

iboende paradoks i socialt arbejde (ibid.:20).

5.0. Udstødelse og klientgørelse

Andreas (bruger, 52 år) har tidligere fortalt om alkoholbehandling på behandlingshjem. Her fortæller

han, hvad der skete ham herefter:

Først hvordan det gik efter en druktur, hvor broderen forsøger at hjælpe ham: ”.. og så kom de

sandelig midt nat og hiver mig hjem til dem og fik mig afruset. Han tog fat i mig: ”Du sku fandme ha

en lussing, så blodet det sprøjter ud til alle sider, du er en kraftidiot”, sagde han. Det var den hårde

metode, men til sidst opgav han faktisk”.

6 Det drejer sig om institutioner, hvis opgave det er at hjælpe, afklare, behandle eller yde omsorg til personer med sociale problemer. Det kan være socialforvaltninger, revalideringsinstitutioner, behandlings- og omsorgsinstitutioner for misbrugere eller institutioner for utilpassede unge. Velfærdsinstitutioner kaldes i den internationale forskningslitteratur for ”menneskebehandlende institutioner” eller ”people-processing organizations” (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:10).


22

Andreas flytter derefter fra broderen til en kæreste: ”Jeg flyttede, og jeg fandt en kæreste, det gik jo

ad h til, og når jeg faldt i, ville de jo ikke have mig. Det forstår jeg jo godt, jeg ligger der i bræk,

men jeg drak jo. Det er jo enten eller. Det var jo fandme lige så jeg stint 7 ved det”.

I forbindelse med, at vi taler om kørekort, fortæller Andreas, at han har prøvet at miste det: ”Du kan

fandme tro, at jeg har været ude at køre, og landbetjenten kom og sagde til mig, at han skulle ha mit

kørekort. Hvorfor? ”Du har en promille på 2,75”, sagde han. Jeg kan ikke huske, at jeg har været

ude at køre”.

5.1. Stigma, status og roller

Goffman (1975) anvender begrebet ”stigma” til at forklare situationen hos det individ, der af en

eller anden grund ikke er i stand til at opnå fuld social accept. Med hensyn til Andreas´

alkoholmisbrug drejer det sig om den type stigma, der består af karaktermæssige fejl. Det drejer sig

om egenskaber som viljesvaghed, dominerende eller unaturlige lidenskaber eller uhæderlighed, der

kan vise sig som sindslidelse, alkoholisme eller arbejdsløshed (ibid.: 17). Den stigmatiserede

besidder egenskaber, der er dybt miskrediterende, og som for Andreas´ vedkommende fremtræder

som alkoholisme. Der er en betænkelig lighed mellem sammenstillingen af sindslidelse,

alkoholisme og arbejdsløshed med begrebet ”social udstødelse”. Værestedets brugere kan efter

Goffman defineres som stigmatiserede med den type stigma, der består af forskellige

karaktermæssige fejl, der også benævnes ”problemidentiteter” (Järvinen og Mik-Meyer, 2004).

Stigmatiserede personer kan dog opnå en vis form for accept, men den er betinget af, at de giver

udtryk for et normativt standard-selv, eller en standard-identitet - og jo større afvigelse fra normen,

desto bedre og smukkere må disse udtryk for standard-identitet være. Når den stigmatiserede

således på smukkeste vis bekræfter de normer der gælder for identiteten, ydes der ham en

”spøgelses-accept”, som bliver grundlaget for en ”spøgelses-normalitet” (Goffman, 1975:7).

Ifølge Goffman (1997) vil aktørerne i menneskebehandlende institutioner orientere sig mod én af to

centrale roller8 og være enten behandlere eller klienter. I nærværende sammenhæng har

rolleindehaverne på Værestedet status af enten leder/frivillige eller brugere. Goffman peger på, at

7 stintede = væltede (dialekt)

8 I Encounters (1961:85) definerer Goffman rolle som ”den aktivitet som den der skal udfylde rollen ville engagere sig i, hvis han alene handlede ud fra normative fordringer til en person i hans position” (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:165). Hos Krause-Jensen (2005) er status ”en anerkendt social position, som individet besidder”. Rolle forstås som ”den adfærd, som forventes af en person med en given status”. Begrebet rolledistance dækker over et misforhold imellem rolleindehaverens status (position) og rolle (adfærd), og hvor adfærden ikke altid er forventet.


23

klienter i interaktionen med behandlerne udfylder deres klientrolle forskelligt, og at udviklingen går

fra initial modstand til at falde til. Goffman opdeler denne proces i fire stadier:

- tilbagetrækning og undgåelse af kontakt,

- uforsonlig holdning med nægtelse af samarbejde med personalet,

- ”kolonisering”, hvor klienten søger at opnå en stabil tilværelse, men uden tilsigtet forandring,

- og ”omvendelsen”, hvor rollen som den perfekte klient udleves med tilsigtet forandring.

At den institutionelle tilpasning kan være besværlig hænger bl.a. sammen med de indbyggede

konflikter imellem klient og system. Det ser ud til, at Værestedets brugere bevæger sig omkring

koloniserings- og omvendelsesstadiet, når de opholder sig på Værestedet, og har etableret en såkaldt

”spøgelses-normalitet” med stabilitet og forandring. En del af denne tilpasning viser sig f. eks. som

ædruelighed og overholdelse af spisetider. Imidlertid kan brugeren i en anden situation i mødet med

den kommunale sagsbehandler sagtens opfylde rollen som utilpasset problemidentitet i forhold til

samfundets normer, og fremvise et misforhold imellem status og rolle. Dette viser, at udstødelse og

tilpasning er høj grad er kulturelt konstruerede og kontekstbestemte begreber.

5.2. Klientkonstruktioner og empowerment

Værestedets brugere udtaler sig sjældent positivt om hverken social- og sundhedsforvaltningen eller

om behandlingsinstitutionerne. Gert fortæller, at sygehuset fejldiagnosticerede ham med

sygdommen alkoholisme, der senere på et andet sygehus rettedes til diabetes II. Han har senere

forsøgt at få ændret fejlen i sygejournalen. På spørgsmålet, om han bruger kommunens

sagsbehandlere, når han har problemer, svarer han nærmest overbærende: ”Det tror jeg ikke, at de

har begreb om”.

Den narrative forståelse lægger op til, at personen så at sige har definitionsretten til sin egen lidelse

og selv beskriver og forklarer sin tilstand med sin egen forklaringsmodel (Kleinman:1981). En

modsætning hertil er Foucaults ”normaliseringsteknologier”, der dels udskiller, dels normaliser.

Viden bliver til magt – Foucault kalder det ”biopower” - og legitimerer retten til at benævne andre

menneskers adfærd og sætte navn på fænomenerne (Jensen, 2004:56). Dette sker i forbindelse med

psykiatrisk og social diagnosticering for at finde såkaldt objektive kriterier for sygdom og psyko-

sociale lidelser. Mennesker med et ”psykosocialt handicap” tænkes her ind i kategorien ”socialt

udsatte” og defineres som ”hjemløse, misbrugere og sindslidende”. Dette får som konsekvens, at en

række af Servicelovens bestemmelser ikke gælder for de ”socialt udsatte”. Vejledningen for socialt

udsatte voksne præsenteres for langt mindre ambitiøse og discountprægede løsninger (ibid.:214).


24

Omsorgen for de svageste overlades derfor ofte til private hjælpeorganisationer, som vi ser det

praktiseret på Værestedet.

For at kunne administrere loven på en retfærdig måde og samtidig imødegå og afhjælpe problemer,

finder der en klientgørelse sted (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:10). Eller som i ”sociale

teknologier”, hvor problemerne formes af allerede forestillede løsningsmodeller: For at blive

opfattet som relevante, må problemer først underkastes ganske bestemte forståelser og beskrivelser

for at komme inden for menneskelig rækkevidde som noget, der kan løses eller i det mindste

afbødes (Hastrup, (red.), 2004:385). At blive klient er at blive tillagt en identitet, som modsvarer

problemer, der søges afhjulpet. Problemidentiteter er ikke ”moralsk neutrale” identiteter (Goffman,

1997, og der findes grænser for klienternes rolleopførelse. De institutionelle rammer sætter grænser

for, hvordan og med hvilke sociale problemer man kan henvende sig på en socialforvaltning. En

klients opførsel bør ikke afvige for meget fra det forventede, hvis han eller hun skal få indviet sine

ønsker med besøget. Klienter, der er økonomisk afhængige af socialforvaltningen, indtager således

en svag forhandlingsposition i forhold til systemet (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:26). Dette

forhold kan være med til at positionere klienter som så afvigende, at de vurderes at være uden for de

sociale indsatsers rækkevidde, idet de ikke kan tilpasses systemet. De utilpassede problemidentiteter

”uværdigt trængende” og ”kværulerende” er produkter af en social sorteringsproces, der fører til

yderligere marginalisering og stigmatisering med konstruktionen af problemidentiteter som ”socialt

udsatte” og ”socialt udstødte”. En del af Værestedets brugere beskrives som ”nogle af kommunens

sværeste klienter” og falder helt tydeligt ind under kategorien ”utilpassede problemidentiteter”.

Goffman (1975) påviser, hvordan de udstødte er med til at opretholde den sociale ordens

undertrykkende funktion ved at overdeterminere de fuldt accepteredes normer. Dette

undertrykkelses- og kontrolperspektiv står i modsætning til socialt arbejde defineret som

”medborgerskabs-teknologi”, der er et redskab til at skabe klienter til kompetente medborgere. Her

er målsætningen frisættelse af klienten forstået som fjernelse af de barrierer, der forhindrer klienten

i at realisere sig selv som et frit, myndigt og kompetent samfundsmedlem. Det sociale arbejde er

drevet af vilje til ”empowerment” eller myndiggørelse. Social empowerment og dets funktion kan

ikke begribes gennem en undertrykkelsesterminologi (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:194).

Empowerment bygger på brugernes og overlevernes personlige beretninger, og etablerer sig

omkring en erfaringsbaseret viden (Jensen, 2004:19). Empowerment med retten til at definere sig

selv og at være medkonstruktør på sit eget liv knytter i høj grad an til den narrative tankegang, hvor

livshistoriefortællingen både løser problemer og giver identitet. Imidlertid lever værestederne ikke


25

deres eget liv med de forskellige aktører og aktiviteter, men er sammen med resten af befolkningen

genstand for den Foucault-inspirerede ”governmentalitet”, dvs. om den måde hvorpå befolkningen

er genstand for regeringsudøvelse. Larsen (2001) gør opmærksom på et paradoks, idet han påstår, at

væresteder kan fremme i stedet for hæmme ”marginale kulturer”: ”Therefore there seems to be a

tension or ambivalence built into this new urban governance regime. One the one hand, the overall

governmental policy is aiming at the reintegration of marginal people into the normal labour

market and other normalizing social institutions. … On the other hand, there is a growing

awareness - … - of the impossibility of normalising all people” (ibid.:44). Denne dobbelthed

betyder samtidig, at der kan spørges, hvorvidt væresteder fremmer empowerment eller skaber

undertrykkelse. Lokalområderne kan ikke alene kan løse strukturelle og samfundsskabte

fattigdomsproblemer – med manglende social kapital og andre former for kapital (Bourdieu) - samt

de hermed afledte problemer med marginalisering og social udstødelse. Den manglende

anerkendelse af psyko-sociale lidelser og overladelse af de udstødte til privat omsorg i stedet for

behandling ser ikke umiddelbart ud til at være fremmende for empowerment med normalisering og

myndiggørelse. Ikke desto mindre viser den empiriske undersøgelse, at Værestedet på individplan

ser ud til at have en empowerment-fremmende funktion for brugerne. Brugerne, der kommer sig,

fortæller den generelle historie, at de forlader et narrativt kaos, får orden på tilværelsen og

genetablerer en ny meningssammenhæng, der gør det muligt at komme videre i livet. Faktisk er

nogle af Værestedets brugere kommet sig så meget, at de så at sige er vendt tilbage til samfundet

som fuldt integrerede borgere med f.eks. arbejde, bolig, bil og familie. Naturligvis er ikke alle

beretninger succeshistorier, men ingen af de brugere, som jeg talte med, havde fået det dårligere

efter at de havde fået kontakt til Værestedet.

6.0. Narrativer og omvendelse

6.1. Sundhedsnarrativer

Der er en eller anden sammenhæng mellem det narrative og undersøgelsen af socialt udstødte

mennesker samt hverdagsviden og hverdagslivet. Den narrative metode ser ud til at være særligt

egnet til at kunne opsamle viden om netop disse livsverdener:

”… narrative has an affinity with marginal groups … narrative provides a window on a deviant

reality” (Skultans, 2000:7).


26

Den amerikanske psykolog Jerome Bruner ser anvendelsen af narrativer samt hverdagssproget og

hverdagsviden som en reaktion på den såkaldt videnskabelige videns monopol på formidling af sand

viden og stiller de to tænkemåder over for hinanden:

”Der findes to kognitive funktionsmåder, to måder at tænke på, som giver hver sin særlige måde at

sortere erfaringer på, at konstruere virkeligheden på. En god historie og en velformuleret

argumentation er af forskellig natur. Begge kan bruges som middel til at overbevise andre. Men

hvad de overbeviser om, er fundamentalt forskellig:

- argumenter overbeviser om den sandhed de indeholder,

- historier om deres lighed med livet.

Den ene bekræftes af henvisning til metoder der sikrer formel og empirisk sandhed. Den anden

etablerer ikke sandhed, men blot noget der virker sandsynligt” (Lundby, 2000:35).

Det narrative er livs- og erfaringsnært og åbner vinduer ind til fremmede kulturer og verdener. Det

narrative er også et perspektiv på, hvorledes vi konstruerer og tænker os selv ind i verden. Begrebet

narrativ kan oversættes med historiefortælling og kan forstås som en metafor for det, at vi

mennesker oplever og erfarer vores liv gennem de historier, vi fortæller om det (ibid.:28).

Narrativ analyse har sit udgangspunkt i fortællinger. Også handlinger kan være en del af fortællinger

Narrativer er en god historie med et plot, som er historiens underliggende intention, og narrativer er

åbne for fortolkning og emplotment, hvilket er det forhold, at lytteren kan inddrage egen erfaring og

berige historien. (Meinert, 2005).

”Jeg har det ikke godt med at være alene. Værestedet hjælper mig til at få et godt helbred, og jeg

har det godt psykisk og laver fornuftigt betonede ting, handler ind og skræller kartofler og er

sammen med andre mennesker. Værestedet giver mening og glæde og en indre tilfredsstillelse”

(Henrik, bruger, 49 år).

”Værestedet kan hjælpe med at få hverdagen til at funger; bruger Værestedet i hverdagen, hvor man

kan komme som man vil til daglig. Værestedets terapi er praktisk og orienteret mod hverdagslivet,

hvorimod den psykiatriske behandling er orienteret mod min sygdom”(Helle, bruger, 59 år).

”Jeg blev meget syg efter skilsmissen, blev dødssyg med indlæggelse og diagnosen alkoholiker.

Senere diagnosen diabetes II, men datteren troede, at jeg var blevet tosset i hovedet, men lægerne

undersøgte hovedet, og erklærede at jeg havde gammelmandssukkersyge. Jeg brugte i starten


27

Værestedet til at tælle piller op til mig selv hver fredag, og indtil jeg fik bedre styr på hovedet”(Gert,

bruger, 64 år).

Det narrative lægger sig op ad hverdagslivet, hvor den personlige livshistorie får karakter af en

subjektiv og kvalitativ hverdagsviden præsenteret som en personlig fortælling, der får betydning i

praksis for personens handlinger og måder at træffe beslutninger på (Buchanan:2000 og Risør:

2002). I denne sammenhæng bliver sygdom forstået som disease i sygehistorien redefineret til

illness. Det er den subjektivt oplevede lidelse, som den fortolkes gennem patientens oplevelser og

erfaringer. Personen har så at sige definitionsretten til sin egen lidelse og beskriver og forklarer sin

tilstand med sin egen forklaringsmodel (Kleinman:1981).

”Jeg har jo haft alkoholproblemer siden 1982, hvor jeg blev skilt rigtigt, nej det var i 1984, hvor

jeg fandt min kone, der lå sammen med en anden. Det slog altså hovedet på sømmet. Det var det

der det skete, og så begyndte jeg lige så stille med flasken, og så er det kørt siden, og så har jeg

haft pauser i et og to år” (Andreas, bruger, 52 år).

Narrativer indeholder et tidsperspektiv med en fortid, en nutid samt en fremtid, der alle står i

forbindelse med hinanden. Livshistorien er ikke statisk, men en personlig fortælling, der kan ændres

gennem nyskrivning af historien. En belastende dominerende historie kan således erstattes af

subjunctivitet, hvilket er en ønskværdig alternativ historie. Netop det forhold, at tilværelsen er åben

for fortolkning, og at historien kan skrives om, giver muligheder for udvikling og ændringer også af

sygdommens forløb. Virkeligheden konstrueres så at sige som en narrativ sandhed af de hændelser

og følelsesmæssige reaktioner herpå, som giver sammenhæng og mening (Lundby:2000). De

personlige fortællinger får transformerende værdi i kraft af narrativ struktur, og sygehistorierne er

strukturerende i forhold til at genskabe personens livsverden (Meinert:2005).

Torben beretter om, hvorledes hans belastende dominerende historie ved lægens hjælp blev

omskrevet til en ønskværdig historie:

” … da man var yngre, sad man jo på værtshus som alle de andre, men helbredet kan ikke blive ved

med at holde til det, og min læge sagde til mig, at hvis jeg ikke holdt op med det her snart, så blev

jeg ikke meget ældre”(Torben, bruger, 55 år).

Vieda Skultans (2000) ser som tidligere nævnt den narrative tilgang som en meget anvendelig

metode, når det drejer sig om at indsamle viden om afvigende og marginaliserede grupper. Også når


28

det drejer sig om personlige erfaringer med og oplevelser af fysisk sygdom og lidelser, åbner det

narrative op for en nyt perspektiv med en anderledes erkendelse og forståelse af os selv og andre:

”These qualities are particularly evident in illness narratives. Stories of illness evoke a ”me too”

response. They speak to us because in recognising the vulnerability of others we recognise our own:

we too must face illness and death. Illness narratives also emphasise the inevitable conflict between

intention, aspiration – character if you like – and the contingencies of the flesh imposed by the

physical world” (ibid.:8).

Ud over muligheden for at opleve indlevelighed og empati med den syge åbner sygehistorien i den

narrative form op for ønskværdige ændringer i sygdomsforløbet:

”It is because these individuals, like all of us, are enganged in a constant dialogue with the

circumstances of their existence that stories of illness and healing experience which represent quite

distinct and often competing forms of composing the illness are present in narratives precisely

because they maintain the quality of subjunctivity and an openness to change” (ibid.:10).

Andreas fortæller om sin entre til Værestedet for 3 år siden: ”Hun (lægen) havde kendskab til mine

alkoholproblemer, og jeg var gået derop (til lægen) for at få noget hjælp. Min kone havde bedt mig

om det. Lægen sagde, jeg tror du skal op til Else på Værestedet, og hun ringede op til Else og

fortalte, at hun havde en mand, der gerne ville komme, og jeg var velkommen, og jeg kom og fik min

kaffe, og jeg er kommen her siden. Jeg kommer her flere gange i ugen, jeg kigger ind næsten hver

dag og får en kop kaffe, i hvert tilfælde mandage og torsdage og får min antabus. … Jeg har haft

mange nedture siden, … men nu har jeg været alkoholfri i to år, men jeg skal jo have antabus. Jo så

kommer du jo også lige hen og snakker med de andre og får din kaffe, jo, det er jeg meget glad for.

Jeg kender de mennesker, og de kender mig nu. … Jeg har det godt i dag, som jeg har det, rigtigt

godt, … ” (Andreas, bruger, 52 år).

Selv om der er tale om personlige narrativer, udtrykker og afspejler sygehistorierne i høj grad de

socialt udstødtes livsvilkår samt sociale og kulturelle baggrund:

” … it is very often when narratives are most personal that they draw upon the deep structures of

the cultures to which they belong. The term social suffering offers a short-hand way of referring to

this relationship of a medical biography whose existence and direction are overdetermined by

political and historical forces over which the individual has no control” (Skultans, 2000:11).

Den socialt og kulturelt konstruerede lidelse forstået som ”social suffering” fylder meget i den

medicinske biografi og henviser til en tilværelse med alkoholisme, arbejdsløshed, skilsmisse,


29

ensomhed samt fysiske og psykiske lidelser. På samme måde kan Kleinman inddrages for at

legitimere målgruppens sociale og kulturelle forankring i samfundet.

Kleinman anvender begrebet ”socio-somatik” for at vise det sociales indflydelse på kognition,

følelser og fysiologi. Individet er placeret i en social og kulturel kontekst, der ikke kan adskilles fra

individet. Dette betyder, at fysiske symptomer har et socialt oprindelsessted, ikke kun et psykisk

eller biologisk. Kleinman forsøger således at sammenkæde det samfundsmæssige, det kulturelle og

det individuelle, illness og disease, og derved bevæge sig væk fra en dualistisk tankegang

(Dalsgaard, 2003). Definitionen af målgruppen fra 1999 er i høj grad ”socio-somatisk”, ligesom de

socialt udstødte efter en recovery-forståelse kan klassificeres som mennesker med ”psykosociale

handicaps” (Jensen, 2004:11):

”Målgruppen er mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale kontakter

og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser. Gruppen

består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver, der har

brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab”.

6.2. Vendepunkter og transformative øjeblikke

Ændringer i livshistorien medfører ofte ændringer i sygdomshistorien og omvendt, og ændringerne

beskrives ofte i sammenhæng med dramatiske vendepunkter i livshistorien. Antropologen Cheryl

Mattingly (1998) har gennem studier af ergoterapeuters narrative arbejde udviklet en narrativ teori

om social handling og erfaring. Hun afviser her den klassiske forståelse af relationen mellem

narrativer og de levede erfaringer som værende overensstemmende og logisk sammenhængende:

”If narratives offers a homology to lives experience, the dominant formal feature which connects the

two is not narrative cohorence but narrative drama” (ibid.:154). ”The structure of beginning,

middle and end is one we find in narrative and lack in life” (ibid.:34).

Det levede liv og historien om livet kan derimod opfattes som et drama, der knyttes sammen af

konflikter og uoverensstemmelser imellem livet som det er, og forventningerne til livet, som det

burde være:

”Collision between expectations end experience gives narrative discource its drama” (ibid.:157).

Mattingly (Tine Tjørnhøj-Thomsen, 2004) taler om transformative øjeblikke som:

- Øjeblikke, der huskes og opleves som signifikante vendepunkter i forbindelse med at komme

sig.


30

- … der afslører mulige verdener og et muligt selv, som er værd at kæmpe for.

- … hvor kroppen bliver er ”site” for muligheder i stedet for at være en forhindring.

- … der signalerer potentialer og hjælper mennesker til at se deres muligheder.

- Øjeblikke af ”imagination”, ”becoming” and ”empowerment”.

Værestedets brugere har i interviews alle at berette om konfliktfyldte og dramatiske ændringer af

deres livshistorie, der har karakter af vendepunkter, og som betød at de begyndte at komme sig igen.

I forbindelse med min samtale med Torben på Værestedet, taler vi om, hvad der fik ham til at holde

op med at drikke: ”Jeg ved lige, at det er den her (viser sit højre håndled). Jeg kom kørende op ad

viadukten , og mit spejl ramte én, og jeg slog en koldbøtte på knallerten, da der lige var passeret en

lastbil lige umiddelbart inden det skete, - og det er derfor, at jeg har gjort, som jeg har gjort, og

ellers har jeg ikke siddet her, - så jeg vælter ud over styret og brækker håndleddet. Da jeg så var

kommet op på sygehuset og var kommet lidt til mig selv, blev jeg så enig med mig selv om, at jeg

skulle holde op” (Torben, bruger, 55 år).

Asgers vendepunkt fandt sted på sygehuset: ”Et røntgenbillede viste mig, at der var forskydninger i

lændehvirvlen, en lidelse, der ikke kan helbredes, og som jeg skal leve med, og som betyder, at jeg

ikke kan klare tunge løft, og ikke kan klare et arbejde”(Asger, bruger og frivillig, 57 år).

Henriks vendepunkt havde tilfældighedens præg: ”Jeg fandt Værestedet, ved at jeg tilfældigt gik

forbi huset og så skiltet. Ingen havde fortalt mig om det, og dette betød et vendepunkt i mit liv, dette

ændrede mit liv, fordi jeg havde behov for at være sammen med andre mennesker. Jeg kan ikke klare

at være alene” (Henrik, bruger, 49 år).

Også Gerts transformative øjeblik opstod, da han søgte noget andet: ”Havde der ikke været noget

Værested, havde der ikke været nogen Gert. Jeg fik kontakt med Værestedet gennem Røde Kors, som

jeg kontaktede for at blive besøgsven. Alternativet til Værestedet kunne være at drikke sig ihjel på

kroen. Jeg har behov for, at der er nogle der holder øje med mig” (Gert, bruger, 64 år).

Andreas fortæller om flere vendepunkter i sit liv: ”Jeg har haft mange vendepunkter, så holdt vi jo

nogle pauser ind i mellem. Min storebror kone skrev til mig, de var jo klar over, at den var jo helt

rygende gal, så skrev de til mig, om jeg ikke kom på ferie oppe i Timring, de boede jo der, og jeg fik

at vide senere, at lige så snart jeg kom på ferie, fik jeg ikke lov til at vende tilbage. Så boede jeg hos

dem, og de hjalp mig utroligt meget” (Andreas, bruger, 52 år).


31

Også Helle fortæller om et vendepunkt: ”I forbindelse med en udflugt så jeg sloganet på skiltet over

døren på Diakonhøjskolen i Århus med sætningen ”Du kan altid komme igen”. Jeg kan bruge denne

form for omsorg og frivilligt socialt hjælpearbejde, og er nu kommet på Værestedet gennem 4 år”

(Helle, bruger, 59 år).

6.3. Narrativer, selvværd og identitet

Flere af brugerne fortæller, at vendepunkterne medførte ændringerne, der fik betydning for deres

identitet og den måde, de kom til at opfatte sig selv på.

En bruger fortæller: ”Det er utroligt dejligt, at komme på Værestedet, det er afslappende og

befriende; nogle gange har folk bare behov for at snakke og behov for at være sammen med andre

mennesker. Behovet for samvær får mennesker, der er alene, dækket på Værestedet. … Man føler

sig altid velkommen og ubetinget accepteret – uanset særhederne. Denne accept og omsorg øger

selvværdet, og man kommer bedre over tingene igen” (Helle, bruger, 59 år).

Sprogforskeren Paul Ricoeur har udviklet en teori om selvets hermeneutik, der anvender begreberne

personlig identitet og narrativ identitet. Den personlige identitet er noget tidsligt, mens narrativ

identitet er sprogliggørelsen af denne (Kvan 58, 2000).

”I den narrative identitet berettes om en persons livssammenhæng. Forbindelsen mellem den person

man var, og den man i fremtiden gerne vil være, tilvejebringes i fortællingen, der på denne måde

giver en fornemmelse af kontinuitet midt i forandringen” (ibid.:86).

Følgende udsagn fra en bruger viser udviklingen af narrativ identitet i form af ansvarlighed og

moralsk adfærd: ”Jeg føler det som en forpligtelse, at komme her … Det er antabus, hvor jeg får

hjælp til antabus. Jeg aftalte med stedet her, at de skulle hjælpe mig, derfor føler jeg det som en

forpligtelse, derfor synes jeg at jeg svigter dem, når jeg ikke kommer. Altså nu i tirsdags ringede jeg,

fordi min knallert var punkteret, jeg ringer og fortæller dem, hvorfor jeg ikke kommer, det synes jeg,

er det mindste jeg kan gøre, for når de vil hjælpe én, så skal man også selv være indstillet på at ville

modtage hjælp, så det er det mindste man kan gøre … det var jeg jo ligeglad med førhen, det var

ikke noget, der betød noget; det, der betød noget, var, hvornår man kunne få den første”. (Torben,

bruger, 55 år).

Ricoeur fortsætter: ”I fortællingen fremstår den handlende med sine forskellige karaktertræk som

havende en bestemt kronologi, og karaktertrækkene afsløres i fortællingernes iscenesættelse af dem.


32

… Det er denne trussel [mod identiteten] som tvinger os til at opsamle karaktertrækkenes identitet i

en livshistorie. … For at mit liv kan fuldendes, må jeg være i stand til at opretholde mig selv i

forhold til et mål; jeg må være et selv. Hvis jeg ikke evner at opretholde mig selv som et selv, er jeg

heller ikke i stand til at forholde mig til etikkens fordring om det gode liv for og med andre”

(ibid.:87).

Selvet bliver hos Ricoeur så at sige til som et etisk subjekt og et ansvarligt selv i beretningen om de

handlinger, han eller hun er ansvarlig for.

Erving Goffman (1975) opererer med begreberne social identitet og personlig identitet. Social

identitet forstås som en slags ”social status” og vedrører den kategori, man tilhører, samt hvilke

egenskaber man besidder af personlig såvel som strukturel art (ibid.:14). Den personlige identitet

vedrører individets unikhed med ”positive mærker” eller ”identitetsknager” samt den kombinerede

sammensætning af kendetegn som person-historiske data, der gør personen til noget særligt, der gør

det muligt at individet kan skelnes fra andre (ibid.:76).

For Richard Jenkins (2004) er enhver menneskelig identitet altid en social identitet, idet identiteten

alene kan forstås i en social eller kulturel kontekst (ibid.:4). Hvor identiteten hos Goffman betegner

en egenskab, har identiteten hos Jenkins karakter af en proces:

”Indeed, identity can only be understood as proces, as being og becoming. One´s identity … is

never a final or settled matter” (ibid.:5).

Jenkins definerer social identitet på følgende måde:

”… social identity: the way in which collectivities and individuals are distinguished in their

relations with other collectivities and individuals; the establishment, signification and organisation

of relationships of similarity and difference between collectivities and individuals.”

(Jenkins, 1998: 6)

Social identitet handler således både om de ligheder og forskelle, der eksisterer i forhold mellem

individet og andre fællesskaber.

Ricoeurs narrative identitet kan derfor bedst forstås som en social identitet, der løbende konstrueres

i og gennem personens sociale og kulturelle livssammenhæng med andre mennesker.

Livshistorieforsker Marianne Horsdal skriver om narrativ identitetskonstruktion i ”Livets

fortællinger”:

”Spændvidden i vores narrative identitet, i vores egne fortællinger, øger rummeligheden i forhold

til andre. Når vi gør noget sammen, får vi fælles erfaringer og dermed en partiel fælles identitet,


33

som vi hver især tager med os i vores individuelle livshistoriske fortællinger. Jo flere gange vi

oplever dette, jo rummeligere bliver vore egne fortællinger” (Kvan 58, 2000:126).

”Vores narrative identitetskonstruktion er en vedvarende proces, hvor påvirkningerne går begge

veje: fortiden påvirker fremtiden og omvendt” (ibid.:139).

Torben fortæller om fællesskabets betydning for identitetsudviklingen: ”Da jeg sidste gang slog et

stort hul i jorden efter en tre måneders druktur, var jeg flov ved at skulle tilbage hertil, efter at jeg

ikke havde været her i nogle måneder. Ja, jeg bliver flov, … og jeg er ikke faldet i siden. Og på

Møltrup [behandlingsinstitution] er man sammen med mennesker i samme situation, som man selv

er i, og vi er positive for behandlingen, det er jo det sociale samvær der hjælper. … Jeg føler mere

tilknytning til de mennesker, der er her, end til selve stedet, dem der er her, dem jeg omgås sammen

med, derfor føler jeg en moralsk forpligtelse til at give lyd fra mig, når jeg er forhindret” (Torben,

bruger, 55 år).

7.0. Hverdagsliv

”Det er hverdagsagtigt indrettet med almindelige møbler og ikke som en institution” (Henrik,

bruger, 49 år).

7.1. Et ganske almindeligt hus

”Det (Værestedet) er også indrettet som et ganske almindeligt hus. Det er jo ikke sådan

institutionsagtigt” (Andreas, bruger, 52 år).

Settingen for mit feltarbejde er Værestedet, der er beliggende på adressen Herredsgade 24 i Ulfborg

i et almindeligt beboelseskvarter ud til hovedgaden. Værestedet er placeret i et almindeligt

murstenshus fra 1920érne i tre etager fordelt på kælder, stueetage og første sal. Huset adskiller sig

fra nabohusene ved at have et stort skilt på facaden med målene ½ x 1 m på højkant, og hvorpå der

er et rødt hjerte omgivet af løftede hænder (logo for KFUM) og ordene ”Værestedet” og ”KFUM´s

sociale arbejde i Danmark”.

Fra arrivalstory: Jeg åbner yderdøren. Inde i huset er der en entre med gulvtæppe, en kommode med

blomster i vase, en knagerække med et par vindjakker, en måtte med et par gummistøvler samt et

par træsko. Ligefrem er døren til toilettet, til højre trappen op til første salen og til venstre og en dør

med et stort ”VELKOMMEN” håndskrevet på et ark A-4 papir lige i øjenhøjde.


34

Jeg åbner døren med velkomstskiltet og kommer ind i forstuen, der fortsætter ind til spisestuen og

til dagligstuen.

Jeg blev på en eller anden måde indfanget af denne fortættede hverdagsagtige stemning og den

særlige orden, tingene var placeret i. Jeg kunne ikke slippe den, og fik efter aftale med Else lov til at

fotografere stuerne på Værestedet uden mennesker. Således har jeg kunnet fastlåse og fryse det

visuelle indtryk af lokalernes indretning med henblik på en senere beskrivelse af rammen om det

liv, der leves på Værestedet. De digitale billeder viser:

Forstuen: Et gråt gulvtæppe dækker gulvet, hvide vægge, fyrretræsreol med nipsting, på væggen

ved siden af reolen hænger nipsting; 3-personers sofa med to puder, billede over sofaen med landlig

idyl med bondehus og store træer, billedet afgrænses af to lampetter med én på hver side af billedet,

store lyse vinduer, vindueskarme med blomster, lysegrønne gardiner, sofabord med bordlampe,

grønne planter i rummet, rummet afgrænses af en skranke ind til køkkenafdelingen, på skranken står

en blomsterdekoration med et stort stearinlys, langs væggen ud mod gaden spisebord med grøn

voksdug, langs væggen ind mod spisestuen skab med glaslåger, nipsting i og på skabet, på væggen

ind mod spisestuen to landskabsmalerier med gul strand og blåt hav, fra loftet hængelamper, to med

røde skærme og en med kobberskærm, stor døråbning med gråmalede og profilerede gerigter

(dørkarme) ind mod spisestuen.

Spisestuen: Gulvtæppe som i forstuen, to spiseborde med voksduge som i forstuen og med hver 6

stole, rundt bord også med voksdug, store lyse vinduespartier som i forstuen, blomster i

vindueskarme og på bordene, hængelamper ned over bordene, lyse vægge, landskabsbilleder på

væggene, reol med nipsting.

Dagligstuen: Tæppe som i de øvrige stuer, rosa tapet, teakreol med bøger, nipsting i form af

lysestager og vaser på reolen, sofagruppe med 3-personers polstret sofa med puder, lænestol i læder,

sofabord med dug og blomster og tinfad, standerlampe, skab med låger og bordlampe, teakreol med

skuffer med bøger og TV samt nipsting på reolen, væglampe, hængelampe i messing over sofabord,

landskabsbillede på væg med motiv af skov med å, der slynger sig gennem skoven.

7.2. Hverdagslivets symbolske orden

Flere af brugerne fremhæver, at Værestedet er indrettet som et almindeligt hjem og ikke ligner en

institution. Udtalelserne er så hyppige, at der kan tales om gennemgående narrativer. Mine egne

observationer går ud på det samme, nemlig at Værestedet har mest til fælles med en familiebolig,

samt at brugerne færdes omkring i huset og har det med hinanden, som om de var en stor familie:


35

” … det er også indrettet som et almindeligt hus, det er jo ikke sådan institutionsagtigt. Det er

ligesom, hvis man kommer til en anden familie, vil jeg sige, … , her får du ingen behandling, her

kommer du og får en bid mad, vi sidder og spiller” (Andreas, bruger, 52 år).

En anden informant sætter Værestedets orden i relation til udviklingen af selvværd:

” … man får sin varme mad her og så videre, og dejligt samvær med andre mennesker, andre

mennesker i godt humør. Når man er rigtigt langt nede, så har man intet selvværd, også ens

omgivelser, hvor man bor, er man ligeglad med om der flyder med nok så meget ukrudt, eller

hvordan der ser ud i køkkenet, om der flyder med tallerkener, der rager én en papand. Når først man

er kommet op igen, står der ikke 100 tallerkener i køkkenet, og der er ikke støv over det hele, det er

nogle ting der, det kommer faktisk helt af sig selv, og man er opmærksom på, at man gerne vil se

ordentlig ud igen” (Torben, bruger, 55 år).

Det ser ud som om, at hverdagen og hverdagslivet har en særlig betydning og en værdi i sig selv,

der rækker langt ud over en måde at leve livet på og at indrette tilværelsen på.

Begrebet ”hverdagslivets symbolske orden” blev udviklet af Birte Bech-Jørgensen (1994) for at

beskrive coping-strategierne hos langtids-arbejdsløse enlige mødre. Hverdagslivet konstitueres af

selvfølgelighed, og uden selvfølgelighed var der slet intet hverdagsliv. Selvfølgeligheder

struktureres som en symbolsk orden gennem genkendelser og gentagelser (ibid.:144). Forfatteren

Suzanne Brøgger har gjort opmærksom på, at gentagelser er levende: ”De holder noget i live, der

ville dø, smuldre bort, blive til ingenting, hvis det ikke blev gentaget. Gentagelser, forstået som

vaner og rutiner, traditioner og ritualer, skaber ikke bare orden i livet, men også liv i ordenen”.

At noget er symbolsk betyder ifølge antropologen Clifford Geertz: ”Et symbol er ethvert objekt og

enhver begivenhed, handling, kvalitet eller relation, der tjener som et udtryksmiddel. Der er tale om

symboler eller symbolske elementer, når begreber formuleres og bliver håndgribelige, når

abstraktioner fra erfaringer fikseres i opfattelige former, og når ideer, attituder, vurderinger,

længsler og forestillinger legemliggøres” (ibid.:145).

Begrebet tages op igen af Jørgen Elm Larsen (2001) i forbindelse med et forskningsprojekt om

marginaliserede mennesker i lokalområder:

”The drop-in centres managers´ stories mainly deal with creating and maintaining a space where

there is room fo those people that in many ways are excluded. This space is not characterised by the


36

same positions and relations existing in the surrounding spaces, and where the users are allocated

some other (”lower”) symbolic value. A central characteristic of the drop-in centre managers´ self-

impression is that they are the creators and implementers of ”the symbolic order of everyday life.

Even though there may be chaos around the users and in their lives, then the drop-in centres must

represent ”normality” in terms of a cosy environment, proper preparation of food, neat table set-ups

and serving the meals. This creates ”the symbolic order of everyday life”, and the drop-in centre

managers are of the opinion that this order returns users´ dignity to them. ”The symbolic order of

everyday life” is a way of creating some type of order in an otherwise chaotic and problematic life.

It can be understood as a type of symbolic glue, which influences the user in a positive manner by

installing a normality and dignity in their daily life” (ibid.:38).

Værestederne repræsenterer normalitet og skaber orden i en ellers kaotisk og problematisk verden,

der rækker ud over det praktiske, og som Torben fortæller påvirker selvværd og værdigheden,

således at man kommer oven på igen og gerne vil se ordentlig ud igen og have det ordentligt og

ryddeligt.

Bech-Jørgensen anvender begrebet hverdagslivskræfter til at beskrive nogle vitale ressourcer, som

opstår i hverdagslivet:

”Det er kræfter, som ikke bare kan forandre hverdagslivet, men som også søger at gøre det

meningsfyldt og modstandsdygtigt over for kontrol og magtudøvelser. Hverdagslivskræfterne

frembringes, når mennesker ikke bare lever for at overleve. … Hverdagslivskræfterne er psyko-

sociale ressourcer. De udspringer af en kropslig og emotionel responsivitet, … og forøger

handlekraften” (1994:274-275).

Som Torben oplever, at ”det kommer faktisk helt af sig selv”, og Bech-Jørgensen fortsætter: ”Inden

for hverdagslivets betingelser udvikler vi selv nogle indre kræfter. Det sker ganske upåagtet, selvom

vi godt kan mærke, når disse indre kræfter begynder at udvikle sig. Så begynder vi at føle os stærke,

i stand til at ”gøre noget” og få noget til at ske” (ibid.:275). Og for Torben betyder det, at han får

ryddet op i og omkring sit eget liv.

7.3. Tilknytning

”Det er bare ligesom et ganske almindeligt hjem”, er en meget almindelig brugerudtalelse, ja næsten

en standardnarrativ, om Værestedet, når dette skal beskrives. Det er som om ”hjem” og Værested


37

bliver identiske størrelser. Samtidig pointeres det ofte, at der ikke er tale om en institution, og at der

ikke finder behandling sted på Værestedet.

Egentlig handler det ikke så meget om stedet som om stedets mennesker og deres relationer som

Torben oplever det: … ”Jeg føler mere tilknytning til de mennesker, der er her, end til selve stedet,

dem der er her, dem jeg omgås sammen med, derfor føler jeg en moralsk forpligtelse til at give lyd

fra mig, når jeg er forhindret” (Torben, bruger, 55 år).

Egentlig handler det vel om identitet, idet udgangspunktet for social identitet altid er relationer, der

gør det muligt at være i verden og at være til i en sammenhæng. Jenkins (2004) citerer Anthony

Cohen for at definerer fællesskaber og andre kollektive identiteter som symbolske konstruktioner og

medtager herunder også begrebet ”tilknytning”: ” … people construct a sense of themselves and

their fellows as ”belonging” in a particular locality or setting of relationships, and interactions,

and with – if not to – each other” (ibid.:110). Identitet er derfor også en del af et konstrueret

tilhørsforhold, et relationelt rum, som man føler sig tilknyttet, og hvor man sammen med andre føler

sig hjemme. I narrativ sammenhæng bliver ”hjem” en metafor for et sted i relationel betydning, når

det drejer sig om at beskrive forholdet mellem rum og identitet. Hvor føler man sig hjemme? Hvor

føler man sig ikke hjemme? Er hjemmet et tilflugtssted, eller er det klaustrofobisk, eller føler man

sig hjemløs? (Kvan 58, 2000:128). Identitet er således både at være til og at være knyttet til noget

eller nogen, det vil sig at høre til noget bestemt, at have et udgangspunkt, at have tilknytning og

relationer til andre et bestemt sted, hvor man føler sig hjemme. Brugerne kommer til at være fælles

om en del af fortællingen. At dele livsfortællinger er at dele erfaringer og oplevelser, der skaber

samhørighed og tilhørsforhold.

Generelt forsøger mennesker at identificere sig med ligestillede og opnå tilhørsforhold til

fællesskaber, hvor igennem social accept kan opnås. ”Normality is about belonging”, fordi

normalitet dannes i lokale kontekster, hvor mennesker grupperes i fællesskaber (van Dongen,

2004).

Andre undersøgelser, f. eks. Larsen, J. E. (2001): ”Who cares about and for marginal people”

viser, at netop Væresteder kan betragtes som brugernes ”hjem”, idet ”For many of the users, their

own (physical) home is associated with loneliness, boredom and for many of the mentally ill their

home is actually a harbouring place of fear and obsessive–compulsive thougths, whilst the drop-in-

centre is associated with homeliness in the shape of food, care and social contact” (ibid.:70).

Således er ”hjemmet”, hvor man bor, blot et sted at opholde sig, hvorimod Værestedet er stedet,


38

hvor man føler sig hjemme. Værestedet er stedet med den sociale kontakt, hvor man kan spise et

varmt måltid mad sammen med andre, og stedet, hvor tilværelsens sociale aspekter og den sociale

identitet kan udvikles. Værestedet bliver således et hjem i metaforisk betydning, som et sted, der

repræsenterer ”normalitet” i en kaotisk verden: ”the drop-in centres must represent ”normality” in

terms of a cosy environment, proper preparation of food, neat table set-ups and serving the meals”.

Værestedet skaber - ud over at være et symbolsk ”hjem” for de udstødte - også orden i tilværelsen i

form af ”hverdagslivet symbolske orden”. Der etableres en oplevelse af normalitet, der igen får

betydning for brugernes udvikling af social identitet og selvværd, og som giver brugerne mulighed

for at komme sig igen.

8.0. Omsorg og recovery

KFUM anvender begrebet ”egenomsorg” som personens mulighed for at udvikle sig selv.

Værestedet ses som et ”helende rum”, hvor en kaotisk tilværelse bliver til at bære, og hvor lidelse

kan udholdes, og hvor brugeren har mulighed for at udvikle sig og dermed forandre sit liv (Jensen

og Perit, 2004). Et væsentlig element i omsorgsudøvelsen bliver derfor: ”At blive mødt i et samvær

med åbenhed, men først og fremmest med lydhørhed over for ens livshistorie, er en vigtig brik til at

få ændret selvopfattelsen. At formulere sig selv, sit liv og sine følelser er en form for proces, hvor

man kommer til at forholde sig til sig selv … fordi et andet menneske lytter involveret til ens

erfaringer og beretningen om ens liv. At sætte sig selv på ord og derved forholde sig til sig selv

åbner op for at se sig selv på en anden måde og derved også opdage muligheden af forandring”

(ibid.:30).

Den sociale proces med forandring gennem omsorg vil jeg mene er indeholdt i recoverybegrebet.

Begrebet ”recovery” er hentet fra hverdagssproget og betyder ”at komme sig”. Recovery forstås i

denne sammenhæng som det at komme sig efter et ”psykosocialt handicap”. Begrebet psykosocialt

handicap anvendes i stedet for medicinske diagnoser og dækker over psykosociale vanskeligheder

eller psykosocial såret- eller udsathed (Jensen, 2004:11). Værestedets ”socialt udstødte” må derfor

være inkluderet i begrebet psykosocialt handicap, hvorfor deres heling må kunne forstås som

recovery. Recovery har en anden betydning end det at vende tilbage til en tidligere tilstand, som

man skal komme sig over, men handler mere om at komme videre i livet (ibid.:17). Recovery

bygger på et humanistisk menneskesyn og en narrativ forståelse af raskgørelsesprocessen med

udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse og erfaring med sine lidelser. Mennesket ses som

et handlende subjekt i sin egen recoveryproces og har definitionsretten til den psyko-sociale lidelse


39

såvel som til recovery efter lidelsen. Handlingen foregår ikke i et tomrum, men er en social proces,

idet ingen kan komme sig alene. Det sociale liv, der udspilles på Værestedet, er en del af

recoveryprocessen, med Værestedet som det helende rum.

Recovery har - ud over menneskets magt og ret til at definere lidelse - fælles med narrativer, at der

kan ske ændringer af livshistorien og udvikles en ny mening med tilværelsen. Mattingly (1998:64)

udtaler sig eksplicit om recovery: ”Recovery in the world of rehabilitation rarely means a return to

the life one once had. It means rather the remaking of a life”. I forlængelse af Mattingly kan

recovery ses en proces, der påbegyndes i forbindelse med vendepunkter og transformative

øjeblikke.

Recovery forstås således som en proces hen i mod skabelse et nyt selvbillede, hvor den nye identitet

ikke længere er underkastet eller er hjælpeløs over for sygdommen. Klienten genvinder magten over

sit eget liv og kan igen møde hverdagens udfordringer med det psykosociale handicaps

begrænsninger og muligheder. Perspektivet er brugernes med empowerment som mål. Dette kan

forstås og rummes i såvel en narrativ sammenhæng som i en forståelse, der bygger på

omsorgsudøvelse, og som udøves blandt socialt udstødte brugere med psyko-sociale lidelser på

Værestedet.

9.0. Opsamling og konklusion

Masterprojektet har påvist, hvordan Værestedet hjælper med at få hverdagen til at fungere for

socialt udstødte mennesker med psykosociale vanskeligheder. Undersøgelsen viser, at brugerne

betragter Værestedet som et almindeligt hjem, hvor de føler sig hjemme, og hvor de kommer for at

spise, have socialt samvær og hygge samt klare praktiske opgaver. Samtlige brugere fortæller, at de

har fået det bedre, efter at de er begyndt at komme på Værestedet, men pointerer samtidig, at

Værestedet ikke er en institution, og at der ikke finder en behandling sted. Brugerne oplever, at de

på Værestedet bliver respekteret som mennesker, at nogen tager sig af dem, at der er lydhørhed for

deres problemer, og at deres problemer tages alvorligt.

Brugerne har generelt negative erfaringer med det offentlige social- og sundhedssystem, der opleves

som et system, der har besvær med at forstå brugernes særlige situation, og som har svært ved at

tilbyde passende hjælp samtidig med, at brugerne føler sig umyndiggjorte og besværlige. Brugerne

oplever ikke sig selv som socialt udstødte mennesker.

Analysen viser, at Værestedets brugere har psykosociale vanskeligheder i en grad, der har betydet

talrige kontakter til behandlings- og hjælpesystemer med diagnosticering, klientgørelse og


40

stigmatisering, og for nogles vedkommende har det betydet social udstødelse. Brugerne har så at

sige været ofre for nogle samfundsmæssige processer, der har medført en social og kulturel

konstruktion af problemidentiteter.

Omvendt sætter Værestedets hverdagsliv og omsorgsudøvelse en positiv udvikling i gang, hvor

mennesker begynder at komme sig. Hverdagslivets symbolske orden giver tid og rum til udvikling

af sociale processer og social interaktion imellem brugere, hjælpere og leder. I hverdagslivets opstår

nogle vitale ressourcer, hverdagslivskræfter, der øger handlekraften. Dette giver mulighed for

personlig udvikling af egenomsorg, social konstruktion af tilknytning og dannelse af ændrede

narrativer samt recovery.

Omsorgen for sig selv viser sig f.eks. som motivation til at tage antabus, personlig hygiejne samt

spise, søvn og hvile. Det ser ud til, at den basale behovstilfredsstillende åbner op for de sociale

behov med dannelse af social tilknytning. Tilknytningen er ikke til Værestedet som sådan, men til

de mennesker, der befolker Værestedet. Dette ser ud til at udvikle den personlige og den sociale

identitet med ansvarlighed, normalitet og øget selvværd til følge.

Sundhedsnarrativerne viser, at der i sygehistorierne optræder vendepunkter, der kan karakteriseres

som transformative øjeblikke, hvor udviklingen vender, og mennesket begynder at komme sig.

Mødet med Værestedet kan i sig selv være vendepunktet, eller Værestedet kan følge op udviklingen

efter et oplevet vendepunkt. Efter vendepunktet skrives livshistorien om, eller den redigeres, således

at den dominerende og belastende historie får en ønskværdig handling, der passer til den person,

den fortæller om. Tilværelsen er således åben for fortolkning, og der kan konstrueres en narrativ

sandhed om en ny virkelighed med Værestedet som udgangspunkt. Personlighedsændringen sker

ved, at der dannes en ny narrativ identitet med ansvarlighed og moralsk adfærd til følge, der passer

til den ændrede fortælling.

Når Værestedets brugere fortæller, at de har fået det bedre, kan det forstås som recovery. Recovery

er et begreb, der gør det muligt at forstå og forklare raskgørelse som det forhold, at mennesker

kommer sig og får det bedre uden diagnoser eller medicinsk behandling. Begrebet passer fint ind i

en omsorgsforståelse og i en narrativ sammenhæng. Det centrale er her menneskets egen definition

af, hvordan det selv oplever at få det bedre og komme sig efter et psyko-socialt handicap, og

hvorledes det danner et nyt selvbillede med magten over eget liv og empowerment som mål.

Jeg vurderer, at Værestedet har sin berettigelse også i en landkommune, der slet ikke frembyder de

massive sociale problemer, der hører storbyen til. Alligevel findes der marginaliserede mennesker

med psyko-sociale vanskeligheder og sindslidelser i landkommunen, for hvem der i dag ikke står


41

egentlige behandlingsmuligheder til rådighed. Tidligere tilbød psykiatriske centralinstitutioner og

hospitaler behandling af målgruppen. Værestedets brugere er ikke klassificeret og diagnosticeret

som værende egentlig syge med ret til behandling, men heller ikke raske nok til at kunne klare et

arbejde. Brugerne er tænkt ind i kategorien ”socialt udsatte” med ret til offentlig forsørgelse og før-

tidspension.

Her har Værestedet i allerhøjeste grad sin berettigelse som alternativ eller som supplement til det

etablerede behandlingssystem. Ud over opgaven med på det personlige plan at give omsorg til

brugerne, der fremmer deres recovery og empowerment, løser Værestedet og KFUM´s Sociale

Arbejde i Danmark en samfundsmæssig opgave ved at være med til at integrere de socialt udstødte

mennesker i lokalsamfundet. Netop integrationsopgaven vurderer jeg som værende vigtig, idet

marginaliserede mennesker er mere påfaldende og dermed særligt udsatte og sårbare i små

lokalområder sammenlignet med storbyen. Nærværende masterprojekt synes at vise, at Værestedet

selv med meget begrænsede midler i høj grad er i stand til at løse disse opgaver. Samtidig er det min

vurdering, at Værestedets succes er betinget af, at det forbliver et alternativt og valgfrit tilbud.


42

10.0. Summary

This Masterproject (MSA) is a thesis about places-to-be and marginal people in a small community

in the western part of Jutland in Denmark. This paper examine and analyse the social and cultural

construction of a client, how people are socially excluded, and how mentally ill and people with

psycho-social handicaps are left to be taken care of in the local place-to-be. The ethnographic

method is based on participant observation in the local place-to-be and on semi structured

interviews with the informants here called the ”users”, the ”helpers” and the ”leader” of the-place-

to-be. To get empirical knowledge about the users illness experiences and their personal

development, illness narratives have been analysed. The users experience no treatment and no

institution in the place-to-be, but they all feel at home there. The users interviewed are all feeling

better and in good recovery, and normality, social identity, belonging and empowerment have been

created as parts of a personal transformation and development.

The analysis is mainly based on the theoretical framework of narratives with special emphasis on

the illness narratives and on the symbolic order of the everyday life. It seems as if the narratives

together with the everyday life and with the being taken care of in the-place-to-be create a turning

point with some type of order in a chaotic and problematic life and constitute a remaking of life

with new identities and narratives among the users in a way, that will make the social integration

possible.


43

11.0. Litteraturliste Alonzo, Angelo A. (1984): An Illness Behavior Paradigm: A conceptual Exploration of a Situational-Adaptation Perspective. Soc. Sci. & Med., Vol. 19, No. 5. pp. 499-510. Pergamon Press Ltd. Great Britain. Alonzo, Angelo A. (1979): Everyday Illness Behavior: A Situational Approach to Health Status Deviation. Soc. Sci. & Med., Vol. 13 A. pp. 397 to 404. Pergamon Press Ltd. Great Britain. Barth, Fredrik (1991): Andres Liv – Vårt Eget (s. 7 – 33). Oslo: Universitetsforlaget. Beaton, D. E. et al. (2001): Are You Better? A Qualitative Study of the Meaning of Recovery. Arthritis Care & Research 45:70-279. American College of Rheumatology. Bech-Jørgensen, Birte (1994): Når hver dag bliver hverdag. København: Akademisk Forlag. Buchanan, David (2000): Practical reason. An Ethic for Health Promotion. Oxford Univ. Press. Dalsgård, Anne Line (2005): Livsverden. En fænomenologisk tilgang. Power point. Forår 2005. Dalsgaard, Trine (2003): Funktionelle lidelser. Et historisk oprids af kulturelle tilgange til studiet af funktionelle lidelser. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. Marts 2003. 81. årgang. van Dongen, Els (2004): Noter fra foredraget “The ambiguity of normality“ afholdt på Afdeling for Antropologi og Etnografi, Moesgård, Aarhus Universitet, d. 29.10.2004. Elsass, P. (1993): Sundhedspsykologi. København: Gyldendal. Goffman, E. (1997): Anstalt og menneske. København: Paludans fiol-bibliotek. Goffman, E. (1975): Stigma. København: Gyldendals samfundsbibliotek. Gústafsson, Jónas og Ramien, Knud (red.) (2003): Livshistorien – en vej til det menneskelige. Metodeudvikling. Århus: Systime Academic. Hastrup, Kirsten (red.) (2003): Ind i Verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzel. Hastrup, Kirsten (red.) (2004): Viden om Verden. En grundbog i antropologisk analyse. København: Hans Reitzel. Janzen, John (2002): The Social Fabric of Health: An Intoduction to Medical Anthropology. Boston: McGracHill. Jenkins, Richard (1998): ”Culture, classification, and (in)competence” i Jenkins (red.) Questions of Competence, Cambridge: Cambridge University Press. Jenkins, R. (2004): Social Identity. London: Routledge.


44

Jensen, Bernhard & Perit, Birger (2004): Du kan altid komme igen. En rapport om omsorg. København: KFUM. Jensen, Pernille (red.) (2004): Recovery på dansk. At overvinde psykosociale handicap. Århus: Systime Academic. Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nana (red.) (2004): At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde. København: Hans Reitzel. Kvan 58, 20. årgang. (2000): Det narrative. Århus: Århus Dag- og Aftenseminarium. Kampmann, Jens (2003): ”Etiske overvejelser i etnografisk børneforskning”. I Gulløv, Eva & Susanne Højlund Feltarbejde blandt børn. Metodologisk og etik i etnografisk børneforskning. København: Gyldendal. Kleinman, Arthur (1981): Patients and Healers in the Context of Culture. Berkeley: University og California Press. Krause-Jensen, Jakob (2005): Erving Goffman. Power point. Forår 2005. Larsen, J. E. (2001): Spatialization and Culturalization of Social Policy: Conducting Marginal People in Local Communities. København: arbejdspapir. Larsen, J. E. (2001): Who cares about and for marginal people. København: arbejdspapir. Lundby, Geir (2000): Narrativ terapi. København: Gyldendal. Mattingly, Cheryl (2004): Healing dramas and clinical plots. The narrative structure of experience. Cambridge: University Press. Meinert, Lotte (2005): Powerpoint om narrativ analyse. Fordele, udfordringer og begrænsninger ( 04.03.3005). Ramien, Knud (red.) og Gústafsson, Jónas (red.) (1998): Liv i fokus – Det sindslidende menneske i hverdagen. Århus: Systime Academic. Ricoeur, Paul (1991): Life in Quest of Narrative. I: Wood, David (red.): On Paul Ricoeur. Narrative and Interpretation. London and New York: Routledge. Risør, Mette Bech (2002): Practical reasoning as everyday knowledge. Arbejdspapir. Skultans, Vieda (2000): Editorial. Narrative illness and the body. I: Anthropology & Medicine, Vol. 7, No. I, 2000. Tjørnhøj-Thomsen, Tine (2004): ”Rask er ikke et ord, jeg tør bruge om mig selv”. Institut for antropologi, KU: (Undervisningsbilag til seminar 26.11.2004). Wadel, Cato (1991): Feltarbeid i egen kultur. Flekkefjord: Seek.

et sted at være - henfred.dk · et sted at være: en antropologisk undersøgelse og analyse af...

Documents