få hele historien via university college via kristendom ... · de a irak nærmere estemt i en...

3KIntegration3K-tidsskrift- for Kristendom, Kultur og Kommunikation

Få hele historienVIA Kristendom, Kultur & Kommunikation

VIA University College

Nr. 1-2, december 2016

KOLOFON

Udgivet af

VIA University College/3K

Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg

Redaktion

Christina Raakjær Nielsen, Morten Daastrup, Kristine Roel Andersen,

Elsebeth Breinholt Jepsen og Ullrich Zeitler (ansv.)

ISSN: 2246-5944

Nr. 1-2/2016

Layout

Lene Schaarup, VIA Kommunikation

Tryk

GP-Tryk

Ordre nr. 7790

VIA University College 3

INDHOLD

05 Leder

06 Integrationen i Danmark

Af Saliha Marie Fetteh

12 Jeg var fremmed … Kirkens ansvar for flygtninge og migranter

Af Mogens Mogensen

18 Integration af flygtninge og migranter – set fra en kirkelig synsvinkel

Af Bent Dahl Jensen

24 Mentorer i inklusions- og integrationsarbejdet – At skabe sig en verden at leve i

Af Lars Holmboe

26 Samskabelse – teori og praksis

Af Ester Due Jensen

32 Synspunkt: Hvem har ansvaret for en vellykket integration?

Af Mikaela Ølholm Hougaard

34 Hvad er ny professionalisme?

Af Ullrich Zeitler

VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 4


Det er ikke overraskende, at vie et temanummer af 3K-tidsskriftet til integration.

Integrationsspørgsmålet har længe været øverst på den politiske dagsorden og det

er et centralt fagfelt for 3K-uddannelsen og den praksis, 3Kerne kommer ud i – hvad

enten det er i kirkelig eller kommunalt regi eller i organisationerne.

I 2016 har vi haft to store arrangementer på Diakonhøjskolen i Aarhus, som har haft

integrationsspørgsmålet som tema: 3K-dagen, der fandt sted medio maj, og den

ligeledes årligt tilbagevendende temadag om kirkens sociale ansvar, der havde flygt-

ningesituationen som omdrejningspunkt. Flere af tidsskriftet bidrag kan føres tilbage

til disse to begivenheder.

Det er en ambition med tidsskriftet, at den også giver plads til 3K-studerende. To af

bidragene er skrevet af 3K-studerende. Tidsskriftets sidste bidrag er et kort resumé

af et centralt kapitel i en nylig udkommen bog om ny professionalisme. Bidraget

falder lidt udenfor temaet, men taler dog ind i det relationsarbejde, som ikke mindst er

vigtig, når man har med flygtninge og indvandrere at gøre.

God fornøjelse med læsningen. Og husk: Der kommer en ny 3K-dag i 2017 – den 17.maj

2017, som denne gang handler om digital dannelse, et tema som vil blive fulgt op i det

kommende tidsskriftsnummer.

Ullrich Zeitler

Aarhus den 10. december 2016

LEDER


Ifølge Gyldendals online-leksikon defi-

neres integration som ”den proces, der

forbinder adskilte enheder og skaber en

større helhed”. Det drejer sig hovedsa-

geligt om den kulturelle integration, der

blandt andet omfatter indvandrere og

flygtninges indslusning i samfundet;

boligmæssigt, politisk, sprogligt og så

videre. Uheldigvis forstår mange men-

nesker begrebet forkert, godt præget

af politikere, der taler om integration,

men i realiteten mener assimilation, der

betyder at ”gøre lig med”. Denne proces

er envejs og resulterer i majoritetskul-

turens omslutning af minoriteten, hvis

særpræg derved forsvinder. Tager man

udgangspunkt i, at flygtninge og ind-

vandrere i Danmark skal assimileres, har

man således en forventning om, at de

med tiden kommer til at ligne de ”gamle”

danskere, hvilket set med mine øjne er

utopisk, da de ”nye” danskere bevarer

kontakten til det gamle hjemland via

rejser, onlinekontakt, satellitkanaler og

så videre.

Fra politisk side er der ikke megen

erkendelse af det mangfoldige danske

samfund. Adskillige danske politikere

lukker i håbet om flere stemmer øjnene

for, hvordan det danske samfund ser ud

anno 2016. Overalt i storbyerne præger

for eksempel vietnamesiske, tyrkiske

og arabiske butikker forretningsmiljøet,

og på Strøget i København ser man

alle hudfarver og hører utallige sprog

foruden dansk. Jo, Danmark er, hvad

enten adskillige af vores politikere vil

indrømme det eller ej, et mangfoldigt

samfund, hvor mange etniske, religiøse

og sproglige grupper på godt og ondt er

repræsenteret.

Adskillige instanser i det danske sam-

fund støtter indvandrere og flygtninge

samt efterkommere i deres proces for

at inkludere sig i det danske samfund.

Dette bekymrer mange ”gamle” dan-

skere, der frygter, at den danske kultur,

som de kender den, forsvinder. En del

af majoriteten samler sig derfor og

forsvarer deres danskhed med dens

symboler og traditioner uden at tænke

over, at den danske kultur, ligesom alle

andre kulturer, aldrig har været stille-

stående. Det samme sker for en del af

minoriteterne, som søger tilflugt i deres

gamle hjemlandskultur og hvad denne

måtte indeholde af normer og traditio-

ner. Denne reaktion er problematisk, da

den danner afstand mellem to grupper

af mennesker, som ikke i fællesskab

formår at skabe, og være en del af, en ny

dansk kultur. Kun i fællesskab kan den

danske befolkning definere, hvad dansk

kultur er.

Dette er også en af årsagerne til, at

kulturminister Bertel Haarder (V) den 6.

juni 2016 udtalte til Ekstrabladet, at han

i forbindelse med udarbejdelsen af en

ny dansk kulturkanon ønsker, at landets

mange borgere med muslimsk baggrund

Integrationen i DanmarkAf Saliha Marie Fetteh

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor på Syddansk Universitet (SDU).


bidrager til fortællingen om, hvem

danskerne er. Kulturministeren mener, at

den nye Danmarkskanon bør indeholde

værdier og traditioner, som afspejler, at

Danmark er et land med et muslimsk

mindretal, der udgør cirka 300.000

personer. Der er således oprettet en

hjemmeside samt en Facebookgruppe,

hvor danskere på tværs af etnisk, religiøs

og kulturel baggrund kan komme med

forslag til, hvad den nye kanon skal

indeholde.

Omkring 11 procent af den danske

befolkning har i dag indvandrer- eller

flygtningebaggrund. For eksempel

udgør det arabiske mindretal i Danmark

omtrent 75.000 personer, hvorfor

arabisk, efter engelsk, er Danmarks

største minoritetssprog. Denne kends-

gerning falder nok nogle for brystet.

For i Danmark tales der jo dansk! I

andre lande med etniske og religiøse

minoritetsgrupper er det imidlertid

mere reglen end undtagelsen, at der

foruden nationalsproget tales flere

sprog, samt at sprogene ”smitter af” på

hinanden eller sagt med et andet ord:

blendes. Dette opdagede jeg selv i årene

1988-1995, hvor jeg var indvandrer i det

dengang mangfoldige Irak og skulle

lære et nyt sprog og en anden, fremmed

kultur at kende for at kunne integrere

mig i det irakiske samfund.

Sproget

Fra 1988 til 1989 boede jeg i den nordlige

del af Irak, nærmere bestemt i byen

Kirkuk, som dengang var et etnisk og

sprogligt kludetæppe bestående af

kurdisk, assyrisk og turkmensk foruden

landets officielle sprog arabisk. Sjovt

var det, som udefrakommende, at lytte

til børnene i mit kvarter, når de spillede

fodbold, og ivrigt, som den naturligste

ting i verden, diskuterede og råbte til

hinanden på fire forskellige sprog, uden

at nogen syntes, det var underligt.

Da jeg selv taler lidt tyrkisk, vakte

specielt de turkmensktalende børn min

interesse. Turkmenerne har været et

mindretal i Irak siden år 640, og flere

generationers tilknytning til det officielle

sprog arabisk samt manglende kontakt

med tyrkisk har med tiden udviklet et

unikt tyrkisk talesprog, bestående af

tyrkiske ord fra en svunden tid, gloser

fra moderne tyrkisk samt adskillige

låneord fra arabisk. Forstår en tyrker

en turkmensktalende fra Kirkuk? Ja da,

men han synes nok, at det lyder lidt

sjovt. Forstår en turkmener fra Kirkuk

sproget i Tyrkiet? Ja, men han forstår for

eksempel ikke altid fagudtryk anvendt

indenfor politik og litteratur.

I dag, 27 år senere, underviser jeg i

arabisk og til tider kulturforståelse på

henholdsvis Syddansk Universitet og

Voksenundervisningscenter (VUC) i

Odense, hvor mange af mine studerende

blandt andet er dansk-arabere, der af

forskellige årsager ønsker at få papir på

deres arabiskkundskaber. Interessant er

det som underviser at iagttage, hvordan

samme mønster, som jeg husker fra Kir-

kuk, er ved at udvikle sig her i Danmark.

For jo længere tid personer med arabisk

baggrund opholder sig i Danmark, desto

flere danske gloser sniger der sig ind i

deres modersmål, hvorfor sætninger på

arabisk kan lyde således: "Arid aruh ila

vejlederen" (Jeg skal hen til vejlederen),

”Lazim asadjil skema djadida” (Jeg skal

have lavet et nyt skema), eller ”Andi

shugl ind al-kommune” (Jeg har noget at

ordne hos kommunen). Alle eksempler er

hørt i undervisningslokalet på VUC hos

dansk-arabere, første generation, der

ganske naturligt anvender disse danske

gloser på trods af, at de også findes i det

arabiske sprog.

Anden generation af dansk-arabere,

der har gået i den danske folkeskole

og måske også har fuldført en dansk

uddannelse, taler ikke arabisk som deres

forældre, men er i stand til hurtigt at

skifte mellem de to sprog. Men tit blan-

der de sprogene, fordi man i barndoms-

hjemmet har anvendt danske gloser,

eller fordi de har tilbragt tid sammen

med andre unge dansk-arabere, der taler

på samme måde som dem. Fagudtryk

indenfor sundhed, politik og litteratur er

således gloser, som adskillige dansk-ara-

bere af anden generation derfor ikke

mestrer på arabisk, da deres arabiske

ofte ikke er så udviklet som deres

danske sprog. Sætninger sammensat af

danske og arabiske ord samt grammati-

ske konstruktioner (for eksempel danske

navneord med den arabiske bestemte

artikel foran) præger i høj grad det

arabiske sprog, som det tales i Danmark.

”Shukran, nej, wallah, jeg er ikke sulten”

(Nej tak, jeg sværger, jeg er ikke sulten),

”Maa ahab al-gulerod” (Jeg kan ikke

lide gulerod),”Djibi as-støvsuger” (Hent

støvsugeren) eller ”Al-yaum kaan indana

imtihan fii fysik og kemi” (I dag havde vi

eksamen i fysik og kemi) er bare nogle få

eksempler på, hvordan arabisk i Dan-

mark kan lyde hos unge dansk-arabere.

Kommende generationer af dansk-ara-

beres talesprog vil derfor udvikle sig,

og det vil uden tvivl med tiden komme

til at ligne det turkmenske sprog, jeg

hørte i Kirkuk: en blanding af et forældet

arabisk sprog, nye arabiske gloser lært

via rejser og de arabiske satellitkanaler

samt danske ord, der ændres, så de

grammatisk kan bøjes ligesom på ara-

bisk. Men der er såmænd intet underligt

i denne udvikling.

Det er et tegn på tilpasning at være

så fortrolig med sin omverden, at man

gradvis evner at tilpasse sit sprog til

9VIA University College

den virkelighed, man befinder sig i, samt

sin identitet som dansk-araber. Dette

må om noget kaldes for integration,

da to sprog mødes og blandes for at

skabe en helhed. Også selvom man som

arabiskunderviser nogle gange står og

krummer tæer over ”underlige” ord, der

pludselig forekommer i klasseværelset,

både når de unge taler dansk, og når

de taler arabisk. Det skal imidlertid

understreges, at de fleste unge på trods

af dette blendede sprog som sagt ofte

taler dansk meget bedre end arabisk.

Kulturen

Nye danskere skal ikke kun tilegne

sig det danske sprog, men også lære

at beherske de synlige og usynlige

kulturelle koder, der skal til for at begå

sig i Danmark, hvilket de som bekendt

lærer bedst i sociale sammenhænge.

Man har i flere år fejlagtigt troet, at bare

de nyankomne lærte dansk, så fandt de

nok ud af resten selv. Undersøgelser

har imidlertid vist, at manglende viden

om, hvordan man begår sig i den danske

kultur, er årsag til, at selv en del velud-

dannede nydanskere ikke formår at finde

fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Ifølge Geert Hofstedes kulturanalyse-

model – løget – er kultur inddelt i fire

lag: symboler, helte, ritualer og værdier.

Symboler kan være ord, nonverbal

adfærd eller artefakter som flag og

klædedragt og så videre. Helte er blandt

andet sportsfolk, kunstnere eller andre

rollemodeller. Ritualer er en kulturs

kollektive aktiviteter såsom måden,

hvorpå man hilser på hinanden, religiøse

ritualer, møderitualer med mere. Den

inderste del af ”løget” er værdierne, der

ifølge Hofstede er sværest at ændre. Det

kan være en given kulturs forestillinger

om, hvad der for eksempel er godt og

ondt, normalt og unormalt.

Selv anvender jeg gerne ”løget”, når jeg

underviser flygtninge og indvandrere i

kulturforståelse. Men også kursister på

VUC har glæde af analysemodellen, da

de via den kan sætte folk i ”kasser” og

samtidig kan rokere rundt på indholdet

i løgets fire lag, så de passer til den

mangfoldige kultur, de er en del af. Ikke

bare for eksempel dansk-arabere formår

for en stor dels vedkommende at blende

dansk kultur med deres egen, men

også unge med dansk baggrund tager

nye ting til sig, der er bragt til landet af

indvandrere og flygtninge. Vi har fået

vandpiber, kebab, hummus, bulgur og

shawarma, og folk hilser i stigende grad

på hinanden med et ”sydlandsk” kram,

når de mødes. Vores nye danskere har

derimod taget remulade, danske kager,

lakrids, rugbrød, (halal) hotdogs og

kyllingeleverpostej samt stearinlyshygge

i hjemmene til sig. Endvidere bliver der i

mange dansk-arabiske hjem holdt både

fødselsdagsfester og ramadanmiddage

foruden Eidfester og julekomsammen.

Og for de sportsinteresserede kan der

heppes på både det danske landshold og

landsholdet i det gamle hjemland.

De inderste værdier kan derimod være

svære at ændre, og især hvis man

stammer fra en kollektivistisk kultur,

hvor mennesket fødes ind i og er en

integreret del af en stor familie. Her

kommer gruppens interesser forud for

individets, og til gengæld beskyttes og

hjælpes gruppens medlemmer af alle

andre tilhørende den samme gruppe.

Kollektivister tænker i ”vi”, og en even-

tuelt overtrædelse af gruppens regler

medfører skamfølelse, og både individet

og gruppen taber ansigt. Dette mønster

kan resultere i for eksempel social

kontrol, hvilket kan have stor indvirkning

på integrationen, da individets gøren og

laden hele tiden bedømmes af gruppen.

Det kollektivistiske ”vi” kan således

være svært at ændre til et individua-

listisk ”jeg”, da ”vi” giver tryghed, og

måske især hos den gruppe af borgere i

Danmark, der i forvejen føler sig utrygge

og til tider sågar udsatte i det danske

samfund. Overordnet betragtes individu-

alismen som noget særdeles negativt i

mange andre kulturer end den danske.

Det er blandt andet undervisernes

opgave at guide unge gennem deres

integrationsproces, hvor de på nogle

områder frigør sig fra forældrenes kultur

og tilegner sig den danske. Især de unge,

der kommer fra hjem, hvor kendskabet

til dansk sprog og kultur er begrænset.

Man kan som underviser stille krav om, at

ens elever eller studerende skal lære om

demokrati, menneske- og kvinderettighe-

der, dansk kultur, historie og religion. Men

de nye danskere må aldrig føle, at deres

kulturelle eller religiøse baggrund bliver

nedgjort, da dette kan medføre en uhel-

dig afstandtagen fra det danske sam-

fund. Underviserne bør derfor bestræbe

sig på at inddrage den i undervisningen

uden at fastholde eleverne og kursisterne

i en anden kulturel kontekst end dansk.

På denne måde vil eleven opleve både

individuel og social anerkendelse, hvilket

er vigtigt for deres identitetsudvikling og

integration i det danske samfund. Vi skal

inkludere og ikke ekskludere.

Integrationsprocessen var jeg selv

igennem under et treårigt studie på

et universitet i Irak (1988-1991), hvor

underviserne tog udgangspunkt i min og

de andre studerendes baggrund, mens

de lærte os arabisk sprog samt irakisk

historie og kultur. Der var aldrig andet

end respekt for min kulturelle baggrund

fra lærernes side, og de inddrog flittigt

både litteratur og historie fra Vesten i

deres undervisning. Jeg læste eksempel-


vis ”Den lille pige med svovlstikkerne” på

arabisk, hvorefter jeg, også på arabisk,

skulle fortælle om H.C. Andersen samt

om byen Odense.

Der bør derfor skabes et bredere dansk

”vi”, hvilket blandt andet afhænger af os

undervisere samt de emner, vi vælger at

arbejde med i klassen. En del minoritets-

unge har stadigvæk svært ved at se sig

selv som en del af det danske fællesskab.

Denne mangel på et tilhørsforhold

påvirker både, hvordan de opfatter sig

selv, hvordan de opfatter andre samt

deres lyst til at lære. Vi har en del unge,

født og opvokset i Danmark, der aldrig

har besøgt et dansk hjem og som skriver

så dårligt dansk, at de ikke formår at klare

sig gennem en uddannelse. Pigerne klarer

sig imidlertid noget bedre end drengene.

Hovedårsagerne til de dårlige danskkund-

skaber kan være mange. Men en opvækst

i en af de såkaldte ghettoer, hvor der ikke

tales dansk uden for skoletid, hvor man

ikke har danske venner, ikke ser dansk tv,

ikke læser bøger og så videre kan være en

årsag. Alligevel har de i større eller mindre

omfang en sproglig og kulturel dansk

identitet. De ved det bare ikke altid selv!

Afslutning

Vi kommer ingen vegne med ”gør og

bliv som os”- retorikken, da danskerne

i dag lever i et samfund, der på godt og

ondt er en del af den globale verden.

Der er således behov for at skabe et nyt

fælles ”VI”, som i højere grad inddrager

mangfoldigheden i Danmark. Et mang-

foldigt Danmark baseret på demokrati,

respekt og anerkendelse. Det er på tide,

at man forstår, især fra politisk side, at

det kan være en gevinst for Danmark

med en befolkning, der taler flere sprog,

og som kan begå sig i flere kulturer; at

der er brug for flersprogede og flerkul-

turelle medarbejdere indenfor både den

offentlige og den private sektor.

Den danske nationalstat, kendetegnet

af ét sprog, én religion og én kultur,

svarer ikke længere til realiteterne. Den

danske sang er ikke mere en ung blond

pige. Hun kan faktisk hedde Fatima,

være sorthåret eller sågar bære tørklæde

og er en "både-og". Fremtidige gene-

rationer af eksempelvis dansk-arabere

vil formodentlig bevare en del af deres

særegenhed via deres sprog, der tales

derhjemme og kulturelle særpræg som

mad, religion og beklædning, men sam-

tidig vil de i stigende grad gøre Danmark

til deres eget land.

Hvornår er man så dansk? Det er man

vel, hvis man er født i Danmark og har

et dansk pas, vil nogle måske sige. Nej!

Man er dansk, når man FØLER sig dansk

og ikke, når man står med et rødbede-

farvet pas i hånden. Hjertet og hjernen

skal også følge med, og det kan være en

sej proces at nå dertil. Men hvem man

er, finder man først ud af i selskab med

andre. Man kan ikke opbygge sin danske

identitet alene, da kulturel identitet

skabes mellem mennesker. Det danske

samfund er på lige fod med alle andre

samfund et fællesskab, der er produktet

af en lang og fælles historie. Og den tid,

vi lever i nu, bliver også historie en dag.

Men den historie vil Mohammed, Fatima

og alle de andre nydanskere på flere

måder også være en del af, da de alle er

en vigtig del af ”den proces, der forener

adskilte enheder og skaber en større

helhed”.

Referencer

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisationer/integration

www.dst.dk

www.svendborgnyt.dk/wise-words-synliggoer-flersprogedes-interkulturelle-styrker.html

http://videnskab.dk/kultur-samfund/udlaendinge-skal-forsta-dansk-kultur-ikke-nodvendigvis-sprog-fa-job

http://ekstrabladet.dk7nyheder/samfund/bertel-haarder-muslimer-skal-bidrage-til-fortaelling-om-hvem-danskerne-er6116286

Jensen, Iben (2012): Grundbog i kulturforståelse. Roskilde Universitetsforlag.

Nielsen, Geerts A. & Karen Schmedes (2011): Kulturforståelse – Columbus vejviser til nye verdener. Forlaget Columbus.

Rasmussen, Anne Skaarup & Georg Bank-Mikkelsen (2011): Det kulturelle møde. Systime A/S.

Rasmussen, Hans Kornø (2000): Dem og os – det multietniske Danmark. Tiderne Skifter.

Søelund, Lise (2002): Kulturens vilkår i en globaliseringstid. Akademisk Forlag.


Af Mogens Mogensen

Den 9. november

I går var det den 9. november, og det er

en særlig dag. Den 9. november i år viste

det sig, at Donald Trump til alles overra-

skelse var blevet valgt som USA’s næste

præsident. Den 9. november 1991 faldt

Berlinmuren, som optakt til kommunis-

mens fald og Tysklands genforening.

Den 9. november 1938 var datoen for

Krystalnatten, hvor nazisterne for alvor

begyndte at forfølge jøderne.

Hvad har disse tre begivenheder den 9.

november med flygtninge og migranter

at gøre? Trump blev blandt andet

valgt på en meget hård politik over for

flygtninge og migranter. Berlinmurens

fald banede vejen for EU's udvidelse

med Østeuropa og arbejdskraftens

frie bevægelighed – og dermed en stor

arbejdsmigration. Forud for Krystal-

natten var gået et voksende pres på

Tysklands jøder, der anede, at deres

liv var truet. I juli samme år havde

Roosevelt kaldt 32 lande sammen for at

drøfte jødernes ønske om at finde asyl

uden for Tyskland. Der var ingen lande

i Europa og heller ikke i Nordamerika,

der ville tage imod jødiske flygtninge, og

begrundelserne virker meget aktuelle.

De var i forvejen fyldt op, det ville blive

en økonomisk belastning og skabe social

uro. Jøderne slap ikke ud af Tyskland og

resultatet blev holocaust.

Efter krigen var der enorme flygtninge-

problemer, og i Danmark havde vi i de

følgende år ca. 250.000 tyske flygtninge

(sammen med et lignende antal tyske

soldater, som dog meget hurtigt blev

sendt til Tyskland). Erfaringerne fra tiden

op til og efter anden verdenskrig førte

til, at der i regi af FN på en konference

i Geneve i 1951 (med en dansker som

formand!) blev etableret en flygtninge-

konvention, der den dag i dag danner

rammen om håndteringen af flygtninge.

Hvem har et flygtningeproblem?

I efteråret 2015 voksede antallet af

flygtninge, der bl.a. fra krigen i Syrien

flygtede og søgte asyl i Europa. I

Danmark modtog vi i 2015 ca. 21.000

asylansøgere, heraf ca. 8.700 fra Syrien.

Politikerne i Danmark – og i det øvrige

Europa – har lige siden diskuteret,

hvordan vi skulle løse vort flygtningepro-

blem. Flygtningene ville udgøre sikker-

hedsrisiko, de ville øge kriminaliteten,

true sammenhængskraften, skabe social

uro og underminere velfærdsstaten,

mente man. Derfor har målet for den

danske regering været at begrænse

tilstrømningen af flygtninge.

Men hvem er det, der har et flygtninge-

problem, når det kommer til stykket?

Jeg var fremmed … Kirkens ansvar for flygtninge og migranter

Mogens Mogensen er ph.d., intercultural.dk


Der er i dag ca. 65 mio. flygtninge, hvoraf

ca. 2/3 er internt fordrevne, dvs. de er

flygtet fra hus og hjem, men opholder

sig stadig i deres eget land, typisk i

flygtningelejre. 90% af verdens flygt-

ninge opholder sig i u-lande, og 86% af

dem, der har forladt deres land er i dag

at finde i nærområderne – bl.a. i flygtnin-

gelejre, som er underfinansierede.

Har vi i Vesten et ansvar

for verdens flygtninge?

Ja, det må vi sige, for mange af verdens

flygtninge kommer fra lande, hvor vi

i Vesten, inkl. Danmark, i årevis har

været involveret i krige. Det gælder fx

Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen.

Dertil kommer, at vi lever i en fælles

globaliseret verden, hvor det, der sker

i et hjørne af verden, hurtigt påvirker

resten af verden. Vi er på vej til at blive

én global landsby, hvor vi ikke kan isolere

os og lade resten af verden passe sig

selv. Endelig er det os i Vesten, der

har været de drivende kræfter mht. at

indføre en international verdensorden

med bindende konventioner og men-

neskerettigheder, og disse aftaler er vi

derfor også forpligtet på. Endelig bygger

Europa – og resten af Vesten – på et

kristent værdigrundlag, som tilsiger os,

at vi skal hjælpe mennesker i nød.

Derfor har vi også i vesten et stort

ansvar for at bidrage til løsningen af

verdens flygtningeproblemer. Vi må yde

langt mere hjælp, end vi gør i dag, til

flygtningene i nærområderne, hvis de

skal overleve og have et værdigt liv også

i flygtningelejrene. Vi må også yde en

langt større støtte til landene i nærom-

råderne, som bærer langt de største

byrder, når det gælder omsorgen for

verdens flygtninge. Hvis vi ikke gør det,

bryder disse lande måske også sammen,

med uoverskuelige konsekvenser til

følge. Og så kan vi ikke undslå os også

at tage imod flygtninge i Vesten, men

må arbejde på en solidarisk fordeling

af flygtningene. Det vigtigste bidrag til

løsningen af flygtningeproblemerne er

naturligvis, at de konflikter, som produ-

cerer millioner af flygtninge, bringes til

ophør, og at de samfund, som er ødelagt

af krig, genopbygges, så flygtningene en

gang kan vende tilbage.

Har vi også et migrant-problem i dag?

Flygtningene er kun en af flere migrant-

grupper, og vi lever i en migrationstid.

I 2015 fik knap 87.000 udlændinge

lovligt ophold i Danmark, men heraf

udgjorde dem, der fik asyl og dem, der

blev familiesammenført kun tilsammen

23.000. De resterende 64.000 personer

kom her til på andre vilkår, nemlig som

arbejdsmigranter.

I dag er der ca. 235 mio migranter i

verden (ca. 3% af verdens befolkning).

En tredjedel af dem er søgt til Europa,

og en fjerdedel til Nordamerika. En

migrant er et menneske som har forladt

sit hjemland for at søge ophold i et

andet land. Årsagerne til migrationen

kan være meget forskellige. Bortset fra

krige, konflikter og forfølgelse, som er

baggrunden for konventionsflygtninge,

så kan årsagen være, at mennesker

flygter som følge af fattigdom og sult,

og det kan skyldes klimakatastrofer

eller andre katastrofer. Men vigtigst er

det forhold, at mennesker til alle tider er

blevet tiltrukket af lande og byer, hvor

der var gode muligheder for at få arbejde

og for at skaffe sig en bedre fremtid,

end de havde udsigt til, der hvor de kom

fra. Globaliseringen med dens moderne

kommunikations- og transportmidler

har blot været med til at fremme denne

udvikling.

Migration er, som sagt, ikke noget nyt

fænomen. Verdenshistorien – og det

gælder også Europas historie – er en

lang migrationshistorie. Hele menneske-

heden stammer fra Afrika og spredte

14VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion

sig derfra over alle kontinenter. I årene

efter 200 e. Kr. fik vi folkevandringsti-

den, hvor bl.a. goter, vandaler, franker,

germanere spredte sig over Europa og

også bidrog til Roms undergang. Fra

det 7. Årh. ekspanderede araberne langt

ud over Arabiens grænser – mod vest

hen over Mellemøsten og Nordafrika

og op i Europa og mod øst ind i Asien.

Mongolerne invaderede det muslimske

Abbaside-kalifat og ødelagde i 1258

Bagdad. I de følgende år invaderede tyr-

kerne det område, som i dag er Tyrkiet

og med udgangspunkt derfra etablerede

de verdensriget, det osmanniske kalifat.

Opdagelserne førte til en kolonitid, hvor

europæere ekspanderede ud over hele

kloden. Mellem 1850 og 1925 migre-

rede således en femtedel af Europas

befolkning især til Nord- og Sydamerika,

Australien, New Zealand og Sydafrika.

Og i denne periode udvandrede 300.000

danskere – dvs. ca. 1/10 af befolkningen

til Amerika!

I Danmark udgør migranterne og deres

umiddelbare efterkommere over 700.00

mennesker, dvs. 12,5 % af befolkningen,

altså hver ottende borger i Danmark. To

tredjedele af disse første- og andenge-

nerationsindvandrere har ikke-vestlig

baggrund. Det er imidlertid tankevæk-

kende, at de kristne indvandrere udgør

en lidt større andel end de muslimske

indvandrere.

Der er, som nævnt, mange årsager til

migration. Derfor har vi også i Danmark

i dag en lang række forskellige legale

migrant-typer. Udover konventions-

flygtninge, er der klima- og fattigdoms-

flygtninge, økonomiske migranter, som

fx østarbejdere og aupair-piger samt

internationale studerende. De gammel-

danskere, der i disse år mister deres

arbejde eller har svært ved at komme ind

på arbejdsmarkedet, vil naturligvis være

tilbøjelige til at rette kritikken mod de

migranter, der - efter deres mening – har

taget deres arbejde. Årsagen til denne

krise er imidlertid ikke kun tilstrøm-

ningen af migrantarbejdere, men også

udflytningen af arbejdspladser til andre

lande – og begge dele hænger sammen

med globaliseringen.

Ud over de legale migranter er der

naturligvis også en gruppe af illegale

migranter. Det drejer sig om afviste

asylansøgere, som ikke forlader

landet, og om arbejdsmigranter uden

arbejdstilladelse. Det skønnes, at der

er omkring 18.000 illegale migranter.

Uanset om menneskers status er legale

eller illegale migranter, så er der, som en

har sagt, ingen illegale mennesker. Alle

mennesker har et legitimt krav på en

menneskeværdig tilværelse.

Hvad kan vi lære fra Bibelen og

missionshistorien om flygtninge og

migranter?

Den frelseshistorie, som skildres i Bibe-

len, fra 1. Mosebog til Johannes Åbenba-

ring, er en lang migrationshistorie. Og

læst med migrationsbriller er Bibelen en

sand guldgrube at grave i for os i dag.

Adam og Eva blev uddrevet fra deres

hjem i Paradisets have – og lige siden

har menneskeheden været på vandring,

været pilgrimme. Abraham og Sara

forlod deres hjem i Ur i Kaldæa og

efter en meget lang vandring, der bl.a.

førte dem til Egypten, slog de sig ned

i det, der senere blev Israels land. Pga.

hungersnød måtte israelitterne flygte til

Egypten, hvor de efterhånden oplevede

at blive undertrykt som fremmede i

landet. Efter udvandringen erobrede de

Kana’ans land, hvor de slog sig ned – i

konflikt med dem, der oprindeligt boede

der. Først gik Nordriget til grunde og

folk blev sendt i landflygtighed for aldrig

at vende tilbage. Derefter gik Sydriget

til grunde og folk blev sendt i eksil i

Babylon, hvorfra de efter nogle årtier fik

lov at vende tilbage.

I begyndelsen af Ny Testamente læser vi

om, hvordan Josef og Maria måtte flygte

til Egypten med Jesus-barnet, fordi

kongen ville slå alle drengebørn ihjel. De

første kristne i Jerusalem oplevede at

blive forfulgt og mange af dem måtte

flygte til nærområderne og tog deres nye

kristne tro med sig. Bibelens sidste bog

er Åbenbaringsbogen skrevet af apost-

len Johannes, der levede i landflygtighed

på øen Patmos; her skildrer Johannes

håbet om at vende tilbage til et liv

hjemme hos Gud, i det nye Jerusalem.

Det er også værd at bemærke, at

ligesom kristendommen spredtes fra

Jerusalem til andre dele af Romerriget

bl.a. på grund af forfølgelse og migra-

tion, på samme måde har migration

spillet en helt afgørende rolle for

kristendommens udbredelse lige siden.

Selvfølgelig har udsendelsen af missio-

nærer spillet en vigtig rolle (og selv det

kunne man også godt kalde for en slags

migration), men den afgørende faktor

har været, at kristne er migreret og har

taget deres kristne tro med sig og delt

den der, hvor de er kommet frem. Sådan

har det været lokalt – som fx i Nigeria,

hvor jeg har været missionær. Der var

det ganske almindelige kristne bønder,

der fungerede som evangelister, når de

flyttede med hele deres familie til en

ny landsby, slog sig ned der, dyrkede

jorde, og delte deres tro med naboerne.

Hvilken rolle har udsendte missionærer

så haft. En svensk missiolog har sagt, at

missionærerne har spillet samme rolle i

missionshistorien som fodnoterne spiller

i en tekst. Fodnoterne forbinder den

aktuelle tekst med hele det store korpus

af tekster om samme emne. På samme

måde er missionærerne forbindelsesled


fra nye missionsområder til den kristne

tradition og den gamle kristenhed.

Hvad siger Bibelen om vort ansvar for

de fremmede – dvs. flygtningene og

migranterne?

Et af omkvædene i Mosebøgerne er

”Husk på, at I selv engang var frem-

mede”. Det handler om at kunne sætte

sig i den andens sted. Mange danskere

har i kortere eller længere tid boet uden

for deres hjemland – eller det sted, hvor

de følte sig hjemme og trygge – og

derfor har vi også en mulighed for at

forestille os, hvilke behov de fremmede

iblandt os har. Det flugter med Jesu ord

om, at ”alt hvad I vil, at mennesker skal

gøre mod jer, det skal I også gøre mod

dem”. Vort ansvar handler altså ikke om

noget, vi kan slå op i en facitliste, men

det handler om vor indlevelse og fantasi.

Et andet omkvæd i Mosebøgerne

handler om ansvaret for ”den faderløse,

enken og den fremmede”. Fælles for

disse tre grupper, er at de mangler den

naturlige beskyttelse. Den faderløse

har mistet sin far, enken har mistet sin

ægtemand, og den fremmede har mistet

sit hjemland og sin slægt. Allerede her i

Mosebøgerne lægges der altså et grund-

lag for en socialpolitik, der understreger

samfundets ansvar for de svageste.

Samtidig lægges der også et grundlag

for en udlændinge- eller integrations-

politik. ”Når en fremmed bor som gæst

i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den

fremmede, der bor som gæst hos jer,

skal være som en af landets egne, og du

skal elske ham som dig selv. I var jo selv

fremmede i Egypten. Jeg er Herren, jeres

Gud!” (3 Mos 19:33-34).

I Jesu domslignelse i Mattæusevangeliet

kap. 25 fører Jesus denne grundlæg-

gende holdning til den fremmede videre,

når han siger: ”Jeg var fremmed, og I

tog jer ikke af mig”. På spørgsmålet om,

”Hvornår så vi dig fremmed?” svarer

Jesus, at ”Alt, hvad I har gjort mod en

af disse mine mindste brødre, det har I

gjort mod mig”. Jesus gør sig dermed til

ét med mennesker i nød. Og samtidig

minder han os om, at han befinder sig

et andet sted, end vi måske forventede.

Han er ”udenfor” – hos den fremmede

og andre nødlidende. Der står i lignel-

sen, at ”alle folkeslagene skal samles

foran ham”, og dermed slås det fast, at

barmhjertighed ikke kan reduceres til

individuel velgørenhed, men at der også

er tale om en kollektiv ansvarlighed.

I lignelsen om den barmhjertige samari-

taner vender Jesus det hele på hovedet.

Her er det ligefrem den fremmede,

samaritaneren, der tager sig af en af

majoritetsbefolkningen, der er kommet

i nød. Den skriftkloge og farisæeren så

deres folkefælle i nød, men de lukkede

deres øjne for ham og gik forbi. Her

bliver den fremmede et eksempel til

efterfølgelse.

Med henvisning til Abraham siger

hebræerbrevets forfatter, ”Glem ikke

gæstfriheden, for ved at være gæstfrie

har nogle uden selv at vide det haft

engle som gæster”. I Tværkulturelt Cen-

ters nye hæfte ”Glem ikke gæstfriheden”

skriver sogne- og indvandrerpræst Niels

Nymann Eriksen, bl.a.

”Gæstfrihed er ikke på vore breddegra-

der et revolutionært begreb. Vi forbinder

gerne ordet med selskabelighed og det,

at venner føler sig velkomne i vores

hjem. Men ordet gæstfrihed har en

oprindelse, der fortæller en anden histo-

rie. Ordet gæst er afledt af det latinske

hostis, der både betyder fremmed og

fjende. Med andre ord har det at udvise

gæstfrihed på et tidspunkt været en

handling, hvor man lukkede et andet

menneske ind – et menneske, som man

ikke kendte, og som måske ligefrem til-

hørte en gruppe, man stod i et potentielt

konfliktforhold til. Forstået på denne

måde bliver det at vise gæstfrihed en

handling, der både kræver villighed til at

ofre noget, men som også rummer en

særlig mulighed for forsoning.”

Endelig er der forståelsen af, at alle

mennesker er skabt i Guds billede, som

minder os om, at også den fremmede er

et værdifuldt menneske, og et menne-

ske, der ikke blot har behov, men som

også har noget at bidrage med.

Hvad kan kirken, kirkelige

organisationer og kristne gøre for

– og sammen med – flygtninge og

migranter?

Kun fantasien – indlevelsesevnen, empa-

tien, viljen – sætter grænser for, hvad vi

som kirke, kirkelige organisationer og

enkeltkristne kan gøre for – og sammen

med flygtninge og andre migranter.

Heldigvis er der i den sidste snes år

taget en lang række initiativer på

dette område. Jeg nævner blot i flæng

Tværkulturelt Center, Mødestedet på

Vesterbro (DMS/Danmission), KIVIK

(Sudanmissionen/Mission Afrika),

Indre Missions tværkulturelle arbejde,

Luthersk Missions tværkulturelle

arbejde, Kirkens Korshærs arbejde.

Fælles for alle disse tidlige initiativer er,

at det er kirkelige organisationer, som

tog initiativ til dem, men i de senere

år er den officielle folkekirke heldigvis

også kommet på banen med nationale

initiativer som ”Folkekirke og Religions-

møde” og ”Folkekirkens Asylsamarbejde”

og stifts- og provsti-initiativer som fx

Folkekirkens tværkulturelle samarbejde

i Odense og Esbjerg, det tværkulturelle

arbejde i Kolding Provsti, og i dag er

mange menigheder engageret i mødet

med flygtninge og andre migranter.

Hvad kan man gøre i den lokale menig-


hed eller forening? Når det gælder

asylansøgere, peger Folkekirkens

Asylsamarbejde på tre meget konkrete

behov. Vi kan som menigheder være

med til at danne netværk omkring

asylansøgere og inddrage dem i

eksisterende netværk. Er der noget, som

vi i kirken må være eksperter i, så er det

relationer, for kristendom handler i den

grad om relationer. Vi kan hjælpe dem

til at lære dansk, for skal det lykkes er

det langt fra nok, at asylansøgere får

sprogundervisning på sprogcentre; de

har brug for nogen, der vil tale med dem.

Endelig har de brug for en bolig, de har

råd til at bo i, og arbejdspraktik.

Vi kan som menighed eller forening være

med til at etablere mødesteder, hvor

det er godt og trygt for nydanskere at

mødes med gammeldanskere, og hvor

man invitereres til at deltage i fælles

aktiviteter. I det hele taget må vi gøre,

hvad vi kan, for at åbne vore menigheder

og foreninger, så nydanskere oplever,

at der også er plads til dem og brug for

dem. Vi må være opmærksomme på den

sociale nød, der kan ramme fattige grup-

per af migranter og overveje, hvordan vi

kan møde deres behov for hjælp, og så

må vi naturligvis også være fortalere for

de fremmede, når vi oplever at de bliver

overset, diskrimineret, forfordelt eller

undertrykt.

Det er ikke raketvidenskab at engagere

sig i mødet med de fremmede. Det

kan hver enkelt kristen gøre. For det

vigtigste er det personlige møde – det

er der, det hele begynder. Vi kan besøge

dem i deres hjem eller i deres asylcenter

og modtage deres gæstfrihed. Vi kan

invitere dem hjem til os og vise dem

gæstfrihed. Vi kan tage dem med i vore

menigheder, foreninger og til vore akti-

viteter, om det så er fodbold eller banko.

Vi kan hjælpe dem med de praktiske

problemer med at finde ind i det danske

samfund, være en slags kulturtolke for

dem. Midt i det alt sammen må vi lytte

til deres livsfortælling og høre om deres

tro, og selv dele vores livsfortælling og

tro med dem. Det er alt sammen noget,

som enhver af os har forudsætninger for

at gøre.

I mødet med flygtninge og andre

migranter er det vigtigt, at vi ikke bare

tænker på dem som ofre, der skal

hjælpes, men at vi husker på, at der er

tale om mennesker med værdighed,

mennesker med ressourcer, mennesker,

der også ønsker at bidrage til fællesska-

bet. Flygtninge og migranter er ikke bare

et problem der skal løses, men de kan

være med til at berige vort liv, vor kirke

og vort samfund.

I dag …

Jeg begyndte denne artikel med at

reflektere over den 9. november som en

mærkedag. Den 9. november 1938, 1991

og 2016 er nu en del af historien – på

godt og ondt. Men den dag, vi i vores

kirke eller forening eller den enkelte af

os personligt rækker ud for at møde

flygtninge og migranter, bliver også

en mærkedag, både i flygtningenes og

migranternes og i vor egen historie, en

dag, hvor vi sammen er med til at påvirke

historiens gang.


Af Bent Dahl Jensen

Lektiecaféer, venskabsfamilier, middage

på tværs. Det er tre af de mange aktivi-

teter, der findes i en række kirker for at

hjælpe flygtninge og migranter med at

finde fodfæste i det danske samfund.

Den store stigning i antallet af asylan-

søgere i de seneste år har skabt øget

opmærksomhed omkring flygtninge

– og ikke mindst hvordan vi i Danmark

håndterer integrationen af de mange

nye medborgere. Det er en opgave, som

også kalder på kirkeligt engagement.

Stigningen i antallet af asylansøgere

begyndte for alvor i 2014. Selv om

medier og politikere er meget optaget

af de mange flygtninge, er det ikke en

fuldstændig ny eller ukendt situation,

vi oplever i dag. Det antal asylansøgere,

der i de seneste to-tre år er kommet

til Danmark, svarer til niveauet i første

halvdel af 1990’erne, hvor flere tusinde

flygtninge søgte asyl i Danmark pga. de

blodige konflikter i det tidligere Jugosla-

vien (se graf).

I 2015 søgte 21.225 udlændinge asyl i

Danmark – sammenlignet med 14.792

i 2014 og 7.557 i 2013. Hovedparten af

disse asylansøgere er fra Syrien, Iran,

Afghanistan og Eritrea.

Integration af flygtninge og migranter - set fra en kirkelig synsvinkel

Bent Dahl Jensen er journalist og redaktør


12 % af befolkningen har

rødder i et andet land

Migration er ikke et nyt fænomen. Op

gennem historien har mennesket til

stadighed været på vandring. Krige,

undertrykkelse, voldelige konflikter,

hungersnød, naturkatastrofer og håbet

om en bedre fremtid har til alle tider fået

mennesker til at bryde op og søge mod

det ukendte. Men med globaliseringen,

den voksende kløft mellem rig og fattig

og de begyndende klimaændringer er

antallet af migranter vokset eksplosivt i

de seneste årtier.

I Danmark har omkring 12 procent af

befolkningen i dag rødder i et andet land.

De fleste er kommet hertil fra EU og

andre, overvejende vestlige, lande for at

arbejde eller studere. Indvandrergruppen

omfatter også filippinere, pakistanere,

thailændere, tyrkere m.fl. I de seneste

årtier har også en del flygtninge fået

ophold i Danmark. De fleste er kommet

fra Irak, Syrien, Libanon, Bosnien-Her-

cegovina, Somalia, Iran, Afghanistan

og Vietnam. Endelig har nogle – og det

gælder både indvandrere og flygtninge

– fået ophold i Danmark ved familiesam-

menføring.

Ved indgangen til 2016 boede der

703.873 indvandrere, flygtninge og

efterkommere i Danmark – ud af en

befolkning på 5.507.251 mennesker.

Talmæssigt udgør asylansøgerne

således en lille del af det samlede antal

indbyggere med udenlandsk baggrund.

Integrationsforpligtelsen gælder alle

Både i forhold til asylansøgere, flygt-

ninge, der har fået asyl, og indvandrere

er der opgaver og udfordringer, som

kalder på et kirkeligt engagement, såvel

medmenneskeligt, socialt/diakonalt som

pastoralt og kirkeligt – og de skal tages

op i respekt for de enkelte gruppers

og menneskers behov og livssituation.

Nyankomne asylansøgere har andre

behov end de flygtninge og indvandrere,

der allerede har boet flere år i Danmark.

Asylansøgere står i en særlig situation. I

det følgende fokuseres på opgaverne og

udfordringerne i forhold til asylansøgere

og de særlige behov, de står med, når de

ankommer til Danmark efter en måske

både lang, besværlig og farlig flugt fra

krig, forfølgelse eller andre traumatiske

forhold i hjemlandet. De kommer til et

land med en fremmed kultur, et anderle-

des sprog, andre traditioner, og mange

vil også opleve, at det religiøse liv fore-

går på en anden måde end i hjemlandet,

uanset om de er kristne, muslimer eller

kommer fra en helt tredje baggrund.

Hertil kommer deres usikkerhed i forhold

til, om de overhovedet får lov til at blive

i landet – og hvor længe, de i givet fald

kan blive. Nogle er blevet adskilt fra

familiemedlemmer, måske en af foræl-

drene eller et par af børnene, eller de kan

ikke komme i kontakt med slægtninge,

som er blevet i hjemlandet. Uvisheden

om deres skæbne fylder rigtig meget i

nyankomne asylansøgeres liv.

Rundt om i kirker og sogne kan man

på forskellig vis prøve at imødekomme

disse behov:

Medmenneskeligt: Asylansøgerne er

først og fremmest mennesker, og her

har vi som enkeltpersoner en helt almen

medmenneskelig opgave i at møde dem,

som vi møder vore andre naboer, med

venlighed, åbenhed og hjælpsomhed.

Hvis man har tid og overskud kan

kontakten udvikle sig til mere end et:

”Goddag. Hvordan går det?” når man

mødes på gaden eller i supermarkedet.

Mange asylansøgere sætter stor pris

på at få en kontaktperson eller -familie,

som de jævnligt kan mødes med. Her

kan man lære om hinanden som menne-

sker og om hinandens lande, mad, skikke

og kulturer. Den danske familie kan også

hjælpe med at fortælle, hvordan det

danske samfund fungerer, og hjælpe

med at ”oversætte” breve fra kommunen

og andre myndigheder.

Socialt/diakonalt: Som kirke og menig-

hed kan man tage forskellige initiativer,

hvor man går sammen om en opgave.

Hvis man har fået mange nye asylansø-

gere som naboer, kan det være en god

idé at lave en fælles koordinering med at

skaffe kontaktpersoner og matche dem

med asylansøgerne.

Man kan tilbyde lektiehjælp – både til

børn og voksne.

Man kan lave sociale og kulturelle

arrangementer: Spille fodbold, spise

sammen, tage på udflugt, gå på museum

og meget, meget mere.

Pastoralt: Det er oplagt, at præsten – og

andre med relevante faglige kompeten-

cer – tilbyder samtaler og sjælesorg til

asylansøgere, der har brug for at tale om

de svære ting, de har været igennem.

Der kan også være asylansøgere, som

ønsker at vide mere om kristendom og

tro. Det kan gøres både i form af indivi-

duelle samtaler med de interesserede,

men der kan også arrangeres bibelun-

dervisning eller studiekredse, hvis flere

har dette ønske. Hvis en asylansøger

med en ikke-kristen baggrund ønsker at

blive kristen, skal ønsket om dåb tages

alvorligt. Samtidig er det nødvendigt

med et længere undervisningsforløb

forud for dåben, så personen er klar over,

hvad det indebærer – herunder risikoen


for at møde modstand. Asylansøgeren

skal også vide, at dåben ikke er en

genvej til at få asyl i Danmark.1

Kirkeligt: Nogle asylansøgere er kristne.

Det er dog langt fra givet, at de kommer

fra en luthersk baggrund, da den luther-

ske kirke på verdensplan er ganske lille

sammenlignet med katolikker, ortodokse

og andre store kirkesamfund.

Det er oplagt at inddrage dem i gudstje-

nestelivet i den lokale kirke – velvidende,

at det kan give udfordringer, både

sprogligt og liturgisk. Derfor kan en

løsning være, at man arrangerer særlige

gudstjenester, som er mere tilgængelige

for asylansøgere – evt. på et andet

sprog end dansk, og fx med sange på

asylansøgernes eget sprog. Måske kan

man inddrage en lystænding som led i

gudstjenesten, da den med sin ordløs-

hed taler et universelt sprog.

En tredje mulighed er, at man stiller

kirken eller et menighedslokale til

rådighed, hvor asylansøgere kan holde

gudstjeneste på deres eget sprog og

med deres vante liturgi.

Mange nye flygtninge

Mange af asylansøgerne, der i de

seneste år er kommet til landet, får asyl

i Danmark. Derfor modtager landets

kommuner mange nye flygtninge. De er

kommet gennem nåleøjet og ved, at de

nu får lov til at blive her i landet. Nogle

befinder sig måske stadig i en uvished

i forhold til, hvordan det går slægtninge

i hjemlandet, men grundlæggende er

de sluppet af med en stor del af den

usikkerhed, de havde, da de kom som

asylansøgere.

Mange af dem har været så kort tid i

landet, at de stadig har meget at lære.

De har derfor fortsat brug for støtte

1 Læs mere herom i ”Vejledning til præster vedrørende dåb af asylansøgere”. Kan downloades fra: www.interchurch.dk/_Resources/Persistent/d/6/d/6/d6d677f30fb49c5d7ba3c30aafc56e4cee1f1d60/vejledning-omkring-daab.pdf

og fællesskab, når de skal i gang med

sprogundervisning og integrationsforlø-

bet i deres nye kommune.

Her kan kirker og menigheder også

være behjælpelige. Mange af de punkter,

der er nævnt i det foregående i forhold

til asylansøgere, gælder også for nye

flygtninge.

En koordineret indsats med

resten af civilsamfundet

Rundt om i landet har en del kirker

allerede i flere år været solidt engageret

i arbejdet blandt asylansøgere og flygt-

ninge. Der er således flere steder, man

kan hente inspiration, når man lokalt at

ønsker at starte noget op.

Behovene er store, og heldigvis er

der også både i kirker og andre dele

af civilsamfundet mange mennesker,

som ønsker at række hånden ud for at

tage imod vores nye medborgere på en

værdig og inkluderende måde.

Netop fordi mange ønsker at være med,

bør man lokalt søge at samarbejde, så

man imødekommer behovene og udnyt-

ter ressourcerne bedst muligt. Her er

det vigtigt med et godt samarbejde med

kommunen, så der sker en koordinering

af de forskellige indsatser og aktiviteter,

som tages af foreninger, kirker og andre

grupper i lokalsamfundet.

Denne koordinering kan ske på forskellig

vis. Måske kan man hente inspiration i

den måde, man har grebet det an på i

Haderslev Kommune.

Modellen fra Haderslev

I Haderslev har folkekirker, frikirker og

kirkelige organisationer gennem en

årrække været aktive i integrationsarbej-

det med hver deres fokusområder. I 2010

etablerede de et nyt fælles initiativ for


at etablere venskabskontakter mellem

danskere og nyankomne flygtninge.

Samarbejdet fik navnet Fælleskirkeligt

Integrations Netværk (FIN).

Ud over arbejdet med at etablere ven-

skabskontakter arrangerer netværket et

månedligt møde for danske og nydanske

kvinder, hvor de laver mad sammen,

hører om hinandens skikke og kultur og

deler forskellige ting med hinanden.

Da der i november 2014 blev ind-

kvarteret asylansøgere på Haderslev

Beredskabscenter, etablerede netværket

i løbet af kort tid aktiviteter for asyl-

ansøgerne, og efter at der er oprettet

et modtagecenter for asylansøgere

på byens nedlagte sygehus, hjælper

netværket i samarbejde med forskellige

frivilliggrupper med at stå for driften af

en café for asylansøgere.

Hent inspiration:

Der er mange ressourcekilder

Modellen fra Haderslev er et af de

steder, man kan søge inspiration.

Der findes flere andre. Folkekirkens

Asylsamarbejde, der har til opgave at

inspirere og koordinere de mange akti-

viteter, der sker landet over, har et godt

overblik over, hvad der sker på landsplan.

Derfor er det en god idé at kontakte

dem i den indledende fase. Folkekirkens

Asylsamarbejde har også udarbejdet en

række materialer, der kan bruges i det

lokale arbejde. Der kan ligeledes hentes

inspiration og materialer hos Tværkultu-

relt Center.

Referencer

Jensen, B.D. (2015), Værdig og respektfuld integration. K. Lumholt og J.N. Mortensen (red.): Det relationelle menneske. Personalisme

i perspektiv. (1. udgave, ss. 232-249). Frederiksværk: Forlaget Vindelsti.

Jensen, B.D. (2016): Stigningen i antallet af asylansøgere fortsatte i 2015. [online].

Tilgængelig fra: www.sameksistens.dk/flygtninge/asyltal/ [Downloaded 28. april 2016].

Jensen, B.D. (2016): Danmark bliver mere og mere mangfoldigt. [online].

Tilgængelig fra: www.sameksistens.dk/nyhed/article/danmark-bliver-mere-og-mere-mangfoldigt/ [Downloaded 29. april 2016].


Efterskrift

Sådan kommer man i gang

Hvis man i lokal sammenhæng – fx i et provsti – ønsker at

opbygge et samarbejde som i Haderslev-modellen, kan neden-

stående fremgangsmåde benyttes. Det anbefales samtidig at

kontakte Folkekirkens Asylsamarbejde, som kan bidrage med

råd og vejledning samt konsulentbistand ude lokalt.

1. Kortlægning

Der udarbejdes oversigt over samtlige kirkelige aktører (sog-

nekirker, kirkelige organisationer, frikirker) i en given kommune

(evt. provsti) eller anden geografisk enhed, som skaber naturlig

samarbejdsflade med kommunen. Kortlægningen omfatter alle

kirkelige sammenhænge, både de steder, hvor man allerede er

i gang med integrationsinitiativer, og de steder, som ikke har

igangsat særlige initiativer.

2. Kontakt til kommunen

Der etableres kontakt til kommunen med henblik på at lytte

til, hvad de ser for sig af behov og muligheder for samarbejde

(fx sprogcafé, tilbud om venskabskontakter, etc.). Kommunen

har kontakten til alle flygtninge og kan derfor hjælpe med at

facilitere kontakt til civilsamfundsorganisationer så som kirken.

3. Stormøde

Der inviteres til et stormøde med deltagelse af repræsentanter

fra alle kirkelige aktører (sognekirker, kirkelige organisationer,

frikirker). Repræsentanter fra kommunen og andre eksterne

samarbejdspartnere kan evt. inviteres til at deltage eller holde

oplæg. På sådan et møde er det en god ide at få afklaring

omkring:

a. Udpegning af en eller flere tovholdere, som fremover er

kirkernes primære kontaktperson til fx kommune, asylcenter

og andre samarbejdspartnere, og som har ansvar for at koor-

dinere og fastholde kontakten til baglandet i menighederne.

b. Drøftelse af hvilke behov, muligheder og udfordringer, der

findes lokalt. Afklaring af, om der er behov for ressourcetil-

førsel.

c. Fælles forståelse af, hvilke indsatsområder man vil satse på

(fælles ordning med venskabskontakter, flygtningecafé i en

sognegård e.l.). Hvad vil man gøre sammen og hvad kan man

hver især gøre?

d. Beslutning om, hvilke menigheder der ønsker at være med

i samarbejdet, hvor ofte repræsentanter for disse mødes

fremover, samt hvordan man holder kontakten undervejs (fx

om der skal laves en Facebookside, et nyhedsbrev, eller blot

kontakt via den udpegede tovholder).

4. Kontakt til Folkekirkens Asylsamarbejde

Kontakt Folkekirkens Asylsamarbejde med kontaktinformation

til den udpegede tovholder, hvilke initiativer det er besluttet

at igangsætte, samt liste over de lokale aktører, som deltager i

samarbejdet. På den måde sikres det, at det lokale samarbejds-

netværk er knyttet til det landsdækkende arbejde.

5. Igangsætning af initiativer

Foldere og andre materialer udarbejdes, frivillige mobiliseres,

initiativer igangsættes. Folkekirkens Asylsamarbejde har

udarbejdet skabeloner til materialer, som kan tilpasses lokale

forhold.


I mere end 15 år har tusinder af frivil-

lige og lønnede mentorer bidraget til

samfundets sociale kapital ved at støtte

medborgere, der har en aktuel risiko for

at blive marginaliseret. Frem til i dag har

mentorordninger udviklet sig til at blive

en central del af arbejdsmarkeds- og

socialpolitikken. Det at få en mentor

omtales i forbindelse med oprettelsen

af rehabiliteringsteams, oprettelse

af ressourceforløb, fleksjob- og kon-

tanthjælpsreformen og integration af

indvandrere og flygtninge.

De personer, der typisk får en mentor, er

mennesker, der har svært ved at komme

ind på arbejdsmarkedet efter længere

tids sygdom, eller som er gået ned med

stress eller andre psykosociale hæn-

delser. Det er borgere, der har en aktuel

risiko for samfundsmæssig marginalise-

ring og social eksklusion.

I min optik er inkluderende mentorering

en proces, hvor der sker en uformel

overførsel af viden, social kapital og

psykosocial støtte. Spørgsmålet er så,

hvordan det at få en mentor, mindsker

hovedpersonens risiko for marginalise-

ring og eksklusion. Hvad får hovedperso-

nen over tid ud af at få en mentor?

Min egen forskning viser overordnet

at der gemmer sig store samfunds-

mæssige ressourcer i at tildele særligt

udsatte personer en mentor. Det gælder

både for mentorer indenfor beskæftigel-

sesindsatsen og mentorer indenfor det

frivillige sociale arbejde.

Det overordnede udbytte af den

inkluderende mentorrelation er, at

hovedpersonen indgår i nye positive

handlesammenhænge. Hovedpersonen

opnår dermed mulighed for at ændre

retning på den korte og lange bane. Den

støttende-anerkendende forholdsmåde

fremmer myndiggørelse og handleevne.

Vendepunkterne vise os noget om hvad

hovepersonerne får ud af at indgå i den

inkluderende mentorrelation. I det frirum

der udvikles mellem mentor og hoved-

person skabes mulighed for at hovedper-

sonen får kontinuitet i hverdagen. Ting

sættes på plads på den personlige bane.

Inkluderende mentorrelationer produce-

rer positiv psykosocial kapital i bredeste

forstand. Hovedpersonerne har i den

inkluderende mentorrelation mulighed

for at udtrykke både positive og nega-

tive følelser. Gennem hovedpersonens

fortællinger har mentor muligheder for

at skabe et frirum for fleksibilitet og

for at hjælpe hovedpersonen med at

Mentorer i inklusions- og integrationsarbejdetAt skabe sig en verden at leve i

Af Lars Holmboe

Lars Holmboe er konsulent og driver hos Mentorlandet.dk


manøvrerer i særligt vanskelige situa-

tioner. De særligt værdifulde relationer

åbner for hovedpersonens gemte

ressourcer, hjælper til at udfolde nye

sider og åbner op for skabelsen af en ny

identitet.

Den inkluderende mentorrelation

sigter på at myndiggøre, udvikle og

frigøre hovedpersonernes ressourcer.

Hovedpersonen bringes med mentors

hjælp i en position, der skaber mulighed

for frigørelse fra marginaliserende

og ekskluderende positioner. Denne

inkluderende og empowerment-facilite-

rende forholdsmåde tager klar afstand

fra enhver form for manipulation. Fordi

relationen bygger på gensidig tillid og

anerkendelse, åbnes hovedpersonens

muligheder for at møde nye positive

praksisfællesskaber. Det frigørende

element i processen består i, med

mentors hjælp, at tilkæmpe sig retten til

at bestemme over eget liv, egne værdier

og retten til fuldgyldig deltager i fæl-

lesskabet. Vendepunkterne i relationen

er der, hvor hovedpersonens potentielt

marginaliserende position vendes i

retning af social inklusion.

Hvilke egenskaber skal mentor have?

Mentor skal kunne udbygge og fast-

holde tillid. Mentor skal være tålmodig,

empatisk og vise anerkendelse. Mentor

skal være den gode lytter og i besiddelse

af et positivt menneskesyn. Men mentor

skal også kunne udfordre den der får en

mentor. Mentor skal kunne vise mulighe-

der og åbne døre til nye fællesskaber. Og

sidst men ikke mindst; Mentor skal være

i stand til at sætte grænser for sig selv

og den han eller hun er mentor for.

For at sikre kvaliteten af mentorarbejdet

må mentorer have et fællesskab. Et

praksisfællesskab hvor de kan mødes

og hjælpe hinanden med dilemmaer der

opstår. Mentorer kan være hinandens

mentorer. De kan supervisere og sparre

med hinanden i et lærende mentornet-

værk.

Mere viden: http://mentorblog.dk/


Af Ester Due Jensen

”Handlinger er det der gør en forskel, og

selvom samskabelse er kompleks, er det

ikke umuligt at sige noget om det”

Nis Grønager Madsen

Min historie

Da jeg i januar 2016 skulle til at finde ud

af, hvor jeg ville i praktik stod det helt

klart for mig, hvor jeg skulle søge.

Tidligere i min uddannelse var jeg i prak-

tik på asylcenteret i Jelling, og oplevede

der en stor glæde ved at arbejde med

flygtninge. Jeg oplevede en utrolig gæst-

frihed og venlighed. Jeg blev forelsket i

tanken om integration, og vidste jeg nu

måtte arbejde med flygtninge fremover,

så vidt det var muligt.

Jeg blev efter min tid på asylcenteret

frivillig i kommunen, og oplevede her

igen en utrolig stor glæde over at blive

kontaktfamilie for en syrisk familie.

Her fyldtes jeg af en følelse af mening.

Som Nis Grønager Madsen siger i sin

bog ”Plads til deltagelse”: ”Mening er

i dag det vigtigste for mennesket. Når

man er frivillig får man ikke løn eller

anden anerkendelse, derfor skal det give

mening.” (Madsen s. 58) Det gjorde det i

mit tilfælde.

Samtidig oplevede jeg et behov for mere

som frivillig. Jeg havde brug for mere

viden om de mennesker jeg var frivillig

hos. Min viden omkring flygtninge var

meget begrænset. Jeg oplevede ikke

egentlige problemer, men jeg havde brug

for mere hjælp i arbejdet. Så de to ting

sammenholdt; altså at føle en dyb glæde

og meningsfyldthed som frivillig, og det

at jeg oplevede et behov for mere viden

gjorde, at jeg så gode muligheder for at

arbejde med det i en evt. praktik.

Jeg søgte praktikplads i Hedensted

Kommune og fik den … yes!

Opgaven

I denne artikel vil jeg beskrive min

primære opgave i praktikken. Samtidig

vil jeg beskrive den teori der gør sig

gældende i forhold til samskabelse.

Min første opgave i praktikken blev, at

være koordinator for et nyt forum der

skulle oprettes.

Et par af de ansatte i kommunen havde

sat sig sammen for at finde en måde at

inddrage civilsamfundet på i forhold til

integrationsindsatsen. Målet var i korte

træk at fremme forholdet og kommu-

nikationen mellem de frivillige og de

professionelle. Der blev formuleret en

smule mere, men det var vigtigt ikke at

have en hel færdigstøbt problemstilling.

De endelige behov skulle formuleres i

fællesskab med de frivillige. Det skulle

være et et rundbordsprojekt og ægte

samskabelse.

Samskabelse – teori og praksis

Ester Due Jensen er 3K-studerende (3K13)


Kommunen indkaldte alle frivillige, der

ville arbejde med integration. Der var

et stort fremmøde, og alle fik lov til at

udtrykke deres behov. Tydeligt kom det

frem, at mange havde samme ønske

som kommunen –at fremme samar-

bejdet og kommunikationen indbyrdes

blandt de frivillige og med kommunen.

Aftalen den aften blev, at der skulle

nedsættes et mindre udvalg, der skulle

arbejde videre med at nedsætte et

forum og definere forummets arbejds-

opgaver.

Det blev ikke i første omgang til et

egentligt udvalg. Vi afholdt derfor et

møde mere hvor flere kunne deltage.

Efter dette møde blev der nedsat en

lille arbejdsgruppe bestående af fire

frivillige.

Gruppen fik hurtigt defineret opgaverne

og spurgte et par frivillige mere om at

deltage i forummet. Forummet blev

derefter nedsat og kom til at bestå af 7

ildsjæle:

- En repræsentant fra Røde Kors i

Hedensted

- En repræsentant fra Dansk Flygtnin-

gehjælp i Tørring

- Stifteren af Venligboerne i Hedensted

- En repræsentant fra Hedensted

valgmenighed

- En fra Internationalt Venskab i

Juelsminde

- En uafhængig frivillig

- En socialrådgiver fra Hedensted

Kommune

- Jeg deltog også i forummet. Jeg

faciliterede de første møder og tog

referat.

At de alle er ildsjæle, er blevet tydeligt

for mig, som tiden er gået. Alle har

fingrene i utroligt mange ting, og giver

sig helt i ønsket om at fremme vilkårene

for kommunens flygtninge.

Det første forummet tog fat i var beho-

vet for at koordinere arrangementer.

Der skulle laves en hjemmeside med en

fælles kalender. Mange oplevede i deres

foreninger, at begivenheder de lavede

faldt oven i andres arrangementer der

var lavet for flygtninge. De havde ikke

overblik over kommunens arrangemen-

ter eller hinandens. Det betød at få

flygtninge fik gavn af de mange gode

begivenheder de frivillige lavede for dem

og mange kræfter føltes spildt.

Der blev derfor hurtigt oprettet en

hjemmeside med kalender funktion.

Det opland som forummet kendte til, fik

så adgang til kalenderen og mulighed

for at plotte deres eget arrangement

ind. Den frustration som mange havde

oplevet når arrangementer landede oven

i hinanden, var nu ovre. Håbet var at det

ville give fornyede kræfter og energi til

arbejdet med flygtningene.

Nu …

De næste ting der er på dagsorden for

forummet er bla. at se på det store

behov for kontaktfamilier som kommu-

nens socialrådgivere oplever. Mange

af de flygtningefamilier, der kommer

til landet, har et stort behov for at tale

dansk. Det er derfor meget vigtigt for

dem at mødes med danskere. Her kan

de frivillige noget, som de ansatte ikke

kan. De kan komme og være der uden

at få løn for det. Det gør en stor forskel

for flygtningene, at møde nogle der bare

gerne vil komme for at byde dem vel-

kommen i landet og lære dem at kende.

Desuden skal der ses på behovet for

frivillige til at være værger for kommu-

nens mange uledsagede flygtninge. Der

skal i forummet diskuteres, hvordan de

frivilliges behov får en lettere tilgang

til de ansatte kan fremmes. Kendeteg-

nende for forummet er, at alle mødes

på lige fod. Socialrådgiveren som sidder

i forummet, har ikke en anden status

end de andre medlemmer. Hun har en

insiderviden som hun bidrager med,

men hendes ideer og ønsker, vejer ikke

tungere end de andre i forummet.


Kommunernes historie

Op gennem 70erne har der lydt en sti-

gende kritik af den måde den offentlige

sektor har umyndiggjort kommunens

borgere. Borgerne måtte affinde sig med

de beslutninger og afgørelser, myndig-

hederne tog. Der var ofte indgribende

beslutninger, der fik stor betydning i

borgernes liv. Borgerne var underdanige

klienter. (Torfing og Sørensen, 2015)

Det førte til at der i 80erne blev sat

fokus på borgernes behov og ønsker.

Kommunerne gik fra at være en autoritet

man underordnede sig, til at være en

serviceleverandør. (Torfing og Sørensen,

2015) Samtidig blev borgerne til kunder

der kunne kritisere og kræve, uden

selv at være en del af løsningen. Denne

form for styring blev kaldt New Public

Management. Konceptet bag New Public

Management var hentet fra det private

erhvervsliv, og var en fælles betegnelse

for alle de nye reformændringer der

skulle indføres. Kritikere af new public

management beskriver den nu som

bureaukratisk, ineffektiv og forvokset.

(Den Store Danske, 2016)

Gennem de sidste år er den offentlige

sektor blev mere og mere presset rent

økonomisk og man har måttet tænke

anderledes for at efterkomme de høje

standarter kunderne forventer. (Torfing

og Sørensen, 2015)

Det har ført til den nye tankegang

omkring samskabelse, hvor borgerne

ikke længere skal agere som kunder

men, som ligeværdige medspillere med

kommunens ansatte.

Samskabelse er blevet det nye sort, og

noget der i stigende grad bliver brugt i

kommunerne. Det er derfor værd at for-

holde sig til det. Hedensted Kommune er

ikke længere 4000 medarbejdere men

46.000 borgere.

Hedensted Kommune

Jeg var så privilegeret i min praktik, at

have fået mulighed for at interviewe

Hedensted Kommunes kommunal-

direktør Jesper Thyrring. Jeg spurgte

ham, til hans overordnede tanker om

samskabelse. Han fortalte, at ideen om

samskabelse i kommunen var opstået på

baggrund af et behov for øget velfærd.

Der blev i kommunen færre og færre

penge, og det førte til en reduktion af

velfærdssamfundet, som de bestemt

ikke ønskede som kommune. Det

åbnede derfor for nye arbejdsmetoder,

hvor samskabelse var én blandt andre

nye tiltag. ”Det vi som kommune ønsker,

er en bæredygtig velfærd” fortæller

Jesper Thyrring. Det betyder en ændring

i forholdet mellem kommune og borger.

Hvor forholdet før var præget af et

kunde og serviceforhold, har det nu et

mere foreningslignende præg.

Thyrring skriver i en af sine kommunale

blogindlæg, at vi ikke skal spørge ”hvad

de frivillig kan gøre for os, men hvad vi

kan gøre for de frivillige”. Jeg spurgte

hvad vi som kommune kunne gøre for de

frivillige:

Vi kan give lov til at borgerne engagerer

sig. Give lov til at de kan have en mening

og være betydningsfulde. I modsætning

til ikke at få lov til det. Vi skal ikke på

forhånd definere hvad de frivillige må

og ikke må. Det kan være nødvendigt at

italesætte på sigt, men som udgangs-

punkt skal vi give lov og give plads.

Hvad er samskabelse så?

Samskabelse er ifølge Nis Grønager

Madsen ikke det samme som samar-

bejde. Meget samarbejde får tilnavnet

”samskabelse” på et forkert grundlag.

Han mener begrebet samskabelse kan

fortolkes og det er han fortaler for. Det

er stadig et begreb der er nyt og ved at

tale om definitionen, bliver det levende.

(Madsen, 2015, 44) Dog mener han at to

ting skal være tilstede i arbejdet, for at

kunne kalde det samskabelse:

- Følelsen af ejerskab: jo flere der føler

et ejerskab i projektet og vil kendes

ved det – des bedre. (Madsen, 2015

s.45)

- Følelsen af at være aktør i eget liv.

Borgeren har gennem tiderne kun

været ydelsesmodtager, nu går de fra

at være modtager til også at være en

ydelsesgiver og dermed en ressource.

De er ikke kun medskaber af deres

egen ydelse, men også af andre borge-

res ydelse, der er i lignende situatio-

ner. På den måde fjernes offerrollen,

og borgeren får mulighed for at tage

ansvar ind i eget liv. (Madsen, 2015 s.

44)

Madsen beskriver desuden tre helt

afgørende ting kommunen må gøre, for

at lave samskabelse:

1) Give slip på retten til at definere

problemet – spørg dig frem til hvad

problemet er, uden på forhånd at have

bestemt hvad det er. Vi bliver på den

måde samlet om en sag. (Madsen s.

69)

2) Opbygge de lokale ressourcer.

Mangler der evner og kompetencer, så

find dem et andet sted i kommunen.

Gør ikke arbejdet, men oplær borge-

ren og uddan i det. (Madsen, s. 77)

Kommunen skal ikke forlade gruppen,

men vedligeholde løsningen ved at

give borgerne de evner der er brug

for. Hvor velfærd før i tiden var med til

at degradere borgerne fra menneske

til kunde, er samskabelse med til at

opbygge borgeren. (Madsen s. 54)

3) Være facilitator for deltagelsen. Det

gør vi bl.a. ved at mødes på neutral

grund, -et sted hvor man ikke er på

besøg i kommunen (Madsen s. 84) Der

er flere barriere der kan forhindre folk


i at deltage. Fx betyder det en del for

nogle mennesker, om de kender nogle

af de andre deltagende? (Madsen s.

85) At hygge sig og have tid til andet

end ”emnet” er også en måde at være

facilitator på. Det er vigtigt at komme

dem i møde, du gerne vil have til at

deltage. Det kan være svært som

leder, at bede sin medarbejder drikke

kaffe uden en dagsorden, men det er

en god investering. Dem du har mødt

og lyttet til, vil huske dig, og du vil

huske dem, når i måske senere kan

urette noget sammen. Vær obs. på

hvordan du kan gøre det nemt at del-

tage. Sænk dørtrinnet. Det er vigtigt

at gøre sig umage når man invitere til

samskabelse. (Madsen, 2015, 86)

Jesper Thyrring gav et eksempel på

et sted hvor samskabelsen fungerer i

praksis. I idrætsforeningerne i de små

byer er arbejdet primært drevet af

frivillige. Kommunen giver plads til, at

de selv finder ud af hvad der er behov

for. De er facilitator for deltagelsen bl.a.

ved at stille bygningerne til rådighed.

De opbygger ressourcer, ved at tilbyde

kurser i bestyrelsesarbejdet.

Samskabelse er kendetegnet ved at

arbejde med både hvad, hvordan og

hvorfor. Her er udviklingen bottom-up.

Ledelsen skal give plads til at medarbej-

deren kan samskabe, og dermed måske

påvirke kommunens struktur. (Madsen,

s. 53)

Hvilken slags samskabelse?

Jens Ulrich, chefkonsulent hos VIA, har

i sin artikel ”Samskabelse –en typologi”,

givet sit bud på hvordan forskellige typer

af samskabelse kan defineres. Ifølge

ham er der mange forskellige måder at

snakke om samskabelse på. Definitionen

for samskabelse er ikke fast og tydelig.

Han har derfor udviklet en typologi,

hvor man bedre kan finde den type

samskabelse man ønsker at få ud af sit

samarbejde. Dermed får man flere og

mere præcise ord til at definere sam-

skabelsen på. I skemaet vist nedenfor er

samskabelsen inddelt i fire forskellige

slags samskabelse.

Ulrich har ikke lavet typologien med

ønsket om at gøre den normativ, altså

fortælle hvordan samskabelsen bør

være. Han ønsker deskriptivt (skildrende)

at beskrive de forskellige former for

samskabelse. Alle typerne er kende-

tegnet ved at de skaber ny velfærd i

kommuneren, blot på forskellige måder

og med forskellige aktører.

Type A, styret samskabelse, er ken-

detegnet ved at have kommunen som

den centrale aktør. Samtidig er der stor

forudsigelighed i opgaven. Kommunen

definerer problemet, og borgerne har en

minimal indflydelse på samskabelsen.

En sådan samskabelse kan fx være til

en høring, hvor der er mulighed for at

komme med indsigelser i et byggepro-

jekt. Det er muligt at komme til orde,

men kommunen har defineret projektet.

Type B, ansvarliggørende samskabelse,

er som type A præget af stor forudsige-

lighed. Resultatet af processen er derfor

på forhånd tydeligt. I modsætning til

type A er det primært eksterne aktører

der har den centrale rolle i udførelsen

af processen. Et eksempel på det,

er rehabilitering. Her bliver borgeren

og eventuelle pårørende udrustet til

at kunne tage ansvar for den syges

rehabilitering. Fagpersonernes viden

og ekspertise ligger som baggrund for

projektet, men udførelsen bliver primært

gjort af borgeren.

Type C er en ligeværdig samskabelse.

Her er kommunen den definerende i

forhold til problemstillingen. Kommunen

har en problematik som de ønsker en

løsning på. Løsningens karakter er ikke

kendt, dermed er uforudsigeligheden

stor. Når løsningen i type C skal udføres

bliver det gjort af den mest relevante

person i samskabelsesprocessen. Nogle

gange af den offentligt ansatte, andre

gange af de frivillige.


Ser vi på type D, faciliterende samska-

belse, så er den kendetegnet ved at

de kommunale aktører har en tilbage-

trukket rolle og de eksterne aktører har

hovedansvaret. Kommunen er primært

af faciliterende art. I yderste instans

bliver kommunen helt sat ud af arbejdet

og det bliver udelukkende styret af

de eksterne aktører. Et eksempel på

faciliterende samskabelse er projektet

”vores rum”. Her var det en forespørgsel

fra hjemmeløse, der ønskede et sted de

kunne være sammen med deres børn.

Kommunens eneste opgave i forbindelse

med projektet har været at sætte arealer

til rådighed. Flere forskellige eksterne

aktører har drevet projektet. Arkitek-

ter, de hjemmeløse og deres familier,

håndværkere osv. De har sammen fået

etableret et sted hvor de hjemmeløse

kan være sammen med deres børn i

gode omgivelser. Kommunen har en

meget lille funktion i samskabelsen.

Da vi i Hedensted kommune ønskede

at samskabe var det med en defineret

problemstilling. Vi ønskede, at lave nogle

fastere rammer for samskabelsen mel-

lem os. Hvordan og med præcist hvem

var uklart. Udkommet af samskabelsen

var uforudsigeligt. Samskabelsen skulle

være ligeværdig og det er den blevet.

Der sidder syv deltager i forummet

hvoraf 6 af dem er eksterne aktører. De

sidder ved det runde ligeværdige bord,

med kun en repræsentant fra kommu-

nen. Denne type samskabelse ligge tæt

op af den ligeværdige samskabelse, Type

C som Ulrich beskriver.

På sigt kan det være, at forummet selv

laver en ny problemstilling og selv løser

problemstillingen, så der bliver mindre

og mindre kommune i samskabelsen.

Jeg snakkede også om denne model

med Jesper Thyrring. Han mente

modellen var meget brugbar til at se

flere modeller af samskabelse. Han

fortalte, at den ene ikke var mere rigtig

end den anden. Dog sagde han, at den

faciliterende samskabelse var den mest

bæredygtige.

Koordinatorens rolle

Som mulig ansat koordinator i en

kommune er jeg nysgerrig på rollen som

facilitator/koordinator/netværksleder

– kært barn har mange navne. Hvad for-

ventes der af den, der besidder rollen?

Ifølge Nielsen m.fl. i bogen ”Samska-

belse eller Samarbejde” er det vigtigt

som facilitator af samskabelsen at

skabe et rum, hvor alle får lov at bidrage

på lige fod. Der vil være forskel på de

ressourcer hver enkelt bidrager med

såvel uddannelse-, job- og personlig-

hedsmæssigt. Det at alle bliver hørt er

derfor facilitatorens vigtigste rolle.

I opstartsfasen af samskabelsen, er det

vigtigt at facilitatoren giver rum til at

definere problemstillingen, og sikre at

alle deltagere er aktive i italesættelsen

af problemet.

Når problemstillingen er defineret søges

der efter en fælles løsning. Her er det

som facilitator afgørende at holde målet

for øje. Hver enkelt organisation skal

forpligte sig på, at være aktive deltager

i projektet. De må tilsidesætte egne

organisatoriske ønsker og arbejde på

den bedste løsning for projektet.

”Det handler om, at alle deltagere skal

få en dyb forståelse af egne og andres

interesser, så man sammen kan arbejde

på at opfylde fælles interesser” siger

Stine Hald Larsen i sin artikel ”Samska-

belse er en forhandlingsproces”.

Facilitatoren er også ansvarlig for, at alle

bliver behandlet med respekt og med

en positiv anerkendelse af hinandens

holdninger. Der skal skabes en dialogkul-

tur hvor alle arbejder mod det fælles mål.

(Hald, 2014)

Det er vigtigt for de frivillige at have

følelsen af, at de udretter noget, også

noget af det der i første omgang drev

dem til at gå ind i det frivillige arbejde.

Mister de den følelse, stopper indsatsen.

(Torfing og Sørensen, 2012)

Kritik af samskabelse

I litteraturen omkring samskabelse

lyder der ikke kun positive røster. Nogle

forskere peger på flere ulemper ved

samskabelsen. Det kan ifølge nogle

forskere bla. få en negativ effekt hvis

samskabelsen bruges så meget, at det

bliver en for stor byrde for civilsam-

fundet. Det kan betyde, at ildsjælene

brænder ud, og der bliver en negativ

holdning blandt borgerne. (Torfing og

Sørensen, 2012). Jeg bad Jesper Thyrring

forholde sig til den kritik. Han var enig,

og pointerede at det hele tiden måtte

balanceres. Samskabelsen skulle ifølge

ham gøres intelligent og anerkendende.

Johannes Bertelsen, formand for Frivil-

ligt Forum udtrykker også kritik over for

den nye trend med samskabelse. Han

ser et problem ved, at kommunerne

overtager ledelsen af det frivillige

arbejde. Han mener, at den funktion som

de frivillige organisationer før havde,

nemlig at varetage interesserne for

borgerne over for det offentlige system,

tabes, når det offentlige overtager. Per-

spektivet her bliver, at få de offentlige

institutioner til at fungere. (Bertelsen,

2015)

Ikke os og dem, men VI

Det som har gjort et stort indtryk på mig

i arbejdet med samskabelse har været

det som Madsen beskriver: oplevelsen af

at være aktør i eget liv. ”Borgeren går fra

at være en ydelsesmodtager som kræver

og forventer, til at være en ydelsegiver

også. Borgeren bliver aktør i eget liv.”

(Madsen, 2015 s. 44)


Det har som frivillig været let at stå

på afstand af kommunen og klage, og

synes de ikke gør nok. Det har været

muligt uden nogen form for deltagelse.

Samskabelse fjerner skellet mellem

os og dem. Det er noget der mærkes

i samskabelsesforummet. Nu er det

ikke længere kun den enkelte som

frivillig i kommunen der er i centrum,

men forummet arbejder for at fremme

arbejdet for alle de frivillige, der arbejder

med integration. Pludselig hører vi

dem i forummet sige ”vi” –”vi arbejder

på at oprette en kalender”. Der bliver

en tydelig ansvarsfølelse og en tydelig

ligestilling med kommunen.

Det er nu de frivillige, såvel som de

ansatte, der svarer på de andre frivilliges

spørgsmål. Udfordringerne og ansvaret

er ikke længere kun de ansattes i kom-

munen, men også borgernes. Offerrollen

er fjernet, og der er brug for deltagelse

omkring det runde samskabelsesbord.

Referencer

Madsen, N.G. (2015): Plads til deltagelse, Trykværket, Århus

Nielsen S., mfl. (2014): Samskabelse eller samarbejde, Forlaget Ingerfair, København Ø, 1. udgave, 1.oplag

Sørensen, E. og Torfing, (2015): Farvel til grønthøster besparelser … [online] Tilgængelig fra: http://denoffentlige.dk/farvel-til-gro-

enthoesterbesparelser-nu-skal-velfaerden-fornys-gennem-en-arena-samskabelse [Downloaded 20. september 2016]

Sørensen, E. og Torfing, J. (2012): Offentlig Ledelse af Frivilliges Samproduktion af Velfærdsservice [online]

Tilgængelig fra: www.lederweb.dk/ImageVault/Images/id_42871/ImageVaultHandler.aspx [Downloaded 20.september.16]

Larsen Hald, S. (2014): Samskabelse er en forhandlingsproces [online]

Tilgængelig fra: www.kl.dk/menu/Samskabelse-er-en-forhandlingsproces-id162875/ [Downloaded 20. september 2016]

Bertelsen, J. (2015): Et sekretariat er ikke bare et sekretariat [online] Tilgængelig fra:www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/frivil-

ligt-forum-et-sekretariat-er-ikke-bare-et-sekretariat#comments [Downloaded 20. september 2016]

Ulrich, J. (2016): Samskabelse -en typologi [online] Tilgængelig fra: www.dropbox.com/sh/n6xvxqyvl94y6em/AACjfQVKyVbeVRK-

ClXsOhyh0a/Jens%20Ulrich%20-%20Samskabelsestypologi%20-%20LEAD.pdf?dl=0 [Downloadet d. 21. september 2016]

Den store danske (2016): New Public Management [online] Tilgængelig fra: http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/

Samfund/Offentlig_forvaltning/New_Public_Management [Downloadet d. 28. september 2016]


”Vi skal skis’me ikke have flere flygt-

ninge, som ikke gider at integreres. Fint

med dem, der vil, men de, der ikke vil,

burde få sparket med det samme!” Er

det noget, du har hørt før eller måske en

tanke, du selv går med?

Jeg skal være den første til at indrømme,

at jeg engang kunne tendere til at

tænke dette. Det var indlysende. Der

er ikke plads til dem, som ikke gider

Danmark. Jeg havde intet problem med

de velintegrerede, som taler sproget

og har et arbejde. Ja dem, der praktisk

talt lever som pæne danske borgere i et

parcelhus i forstaden med et dansk flag

i haven – dem, der fejrer jul og måske

spiser bacon i skjul.

Jeg som led i min uddannelse været

igennem et 5-ugers praktikforløb i

Tværkulturelt Center i København, som

arbejder med integration af flygtninge.

Herigennem har jeg lært mange unge

mænd primært fra Syrien, Afghanistan

og Eritrea at kende. Fantastiske menne-

sker med en enorm livsglæde på trods

af deres traumatiserede baggrunde. Det

er helt tydeligt, at disse unge mænd er

meget taknemmelige over at være kom-

met til Danmark. Flere af dem har boet i

Danmark i et lille års tid, taler godt dansk

eller engelsk og har gode uddannelser

med i bagagen. Samtidig med det er de

også mennesker, som har mistet deres

hjem, deres familier, oplevet krig, er

flygtet gennem ørkenen eller over havet

i en overfyldt gummibåd.

Men de er ikke integrerede endnu. De

lever ikke som os danskere. De har ikke

jobs. Flere af dem har andre religioner.

De taler ikke alle vores sprog. De forstår

os ikke, og vi forstår ikke dem. Hvem har

ansvaret for denne gensidige forståelse?

Os eller dem?

En påstand, jeg lyttede til igen og

igen, var, at det er umuligt at få danske

venner. De unge mænd ønsker sig

brændende danske venner, som kan lære

dem, hvordan man lever her, men de ved

ikke, hvor de skal finde dem. De går ikke

på studie med danskere, de bor ikke med

danskere, og kun få af dem har jobs med

danskere. Er det virkelig så svært at få

danske bekendtskaber, eller kræver det

bare, at de nye tager sig mere sammen?

Mange af vi danskere har så travlt med

vores hverdag, og vi mangler for det

meste ikke relationer. Derfor magter vi

ikke rigtigt, når en fremmed begynder

SynspunktHvem har ansvaret for en vellykket integration?

Af Mikaela Ølholm Hougaard

Mikaela Ølholm Hougaard er 3K-studerende


at tale til os i bussen, for hvorfor spilde

vores energi på det?

Tænk at komme til et nyt land, som man

intet kendskab har til, og oven i købet

have psykiske eller fysiske mén at slås

med, hvor vi alle bare går rundt med

vores mobiler og signalerer, at vi ikke

gider at snakke?

Jeg har selv prøvet at flytte til et nyt

land. Jeg flyttede til Madrid for nogle år

siden, og jeg talte ikke sproget, kendte

ingen og havde meget svært ved at få

spanske venner. Derfor fandt jeg lynhur-

tigt nogle andre danskere, som ligesom

jeg var nye i landet. Vi blev hinandens

et og alt. Vi kunne tale sproget sammen

og bare være danske sammen. Det, at

vi ikke boede i Danmark, gjorde os bare

mere danske. Ikke fordi vi ikke ville være

spanske, men ingen rakte ud til os, og

i det fremmede land følte vi os mest

trygge sammen.

Vi har indtil fornylig været vidne til at

flygtninge strømmer ind over landets

grænser. Udover at have alle de normale

barrierer, der kan være ved at ankomme

til Danmark, kommer de også direkte fra

krig og ødelæggelse. Er det ikke forstå-

eligt, hvorfor de hurtigt finder sammen

med deres landsmænd for bare at have

én ting, de kan relatere til, eller er det,

fordi de ikke gider at integreres?

Der er så meget tale om integration

i medierne for tiden. Flygtninge skal

integreres bedre i det danske samfund.

Politikkerne skal gøre, hvad de kan,

så integrationen ikke fejler. Men hvad

med os danske borgere? Har vi ikke et

ansvar?

Jeg mener, det er for naivt at tro, at de

fleste flygtninge ikke vil integreres. Selv-

følgelig vil de det, men de har brug for, at

nogen rækker ud til dem. Borgere, som

vil dem. Unge mennesker på deres egen

alder, som vil spille fodbold med dem.

Arbejdspladser, som vil ansætte dem på

trods af sprogbarrieren. Venner, som vil

vise dem vores kultur. Og venner som

er interesserede i deres. De er nemlig

ikke bare flygtninge, de er mennesker.

De har interesser, humor og spændende

kulturer. Men mange af dem er også

ødelagt indeni, og den enkelte af os har

et ansvar for at invitere dem med i vores

fællesskab. Et ansvar for at opmuntre

dem, støtte dem og hjælpe dem.

De har brug for almindelige mennesker,

og ikke kun fagfolk, som vil lære dem at

kende og omvendt. Nogle, som ikke kun

vil høre om deres lange flugt, men som

vil kende deres personlighed.

Mange er meget privilegerede her i

Danmark. Vi har alt og lidt mere til. Vi

har ikke selv gjort os fortjent til det, men

vi er født ind i velstand. Med det følger

der et ansvar. Et ansvar for at tage sig

af de, som ikke har fået, hvad vi har fået.

Hvis alle os danskere tog lidt ansvar for

bare én enkelt, ville Danmark måske se

anderledes ud.

Sammen kan vi måske ændre den

spændte situation til vellykket integra-

tion. Har du lyst til at prøve? Hvem ved,

måske kunne du også lære noget?


Af Ullrich Zeitler

Ny professionalisme er udtryk for en

professionsforståelse, der gør op med

den traditionelle protektionistiske

tænkning, der har præget professi-

onerne og professionsteorien. Den

er samtidig udtryk for de senere års

opmærksomhed omkring betydningen

af det tværprofessionelle samarbejde

for løsningen af velfærdsopgaverne. Ny

professionalisme står for et paradigme-

skift i professionstænkningen, der gør

bæredygtighed til sit omdrejningspunkt.

Som normativ teori gør den sig til

talsmand for bestemte holdninger til,

hvordan professionerne skal løfte deres

samfundsmæssige opgave: at sikre

velfærd for alle. Den foregiver ikke at

være neutral, men argumenterer for,

at der skal en holdningsændring til hos

både professionelle og medborgere for

at tilvejebringe de nødvendige ændrin-

ger, der giver samfundet en bæredygtig

retning og den enkelte medborger de

optimale livsvilkår.

Begrebet ”ny professionalisme” er

ikke nyt, men er på det seneste blevet

brugt af et stigende antal teoretikere.

Gorm Hansbøl og Kasper Kofod (2004)

samt Jens Erik Kristensen (2014) er to

forfatterskaber, der anvender begre-

bet. Hos Jens Erik Kristensen står ”ny

professionalisme” for ”en udviskning,

nivellering og afvikling af tidligere fag-

grænser og professionsmarkører mellem

forskellige professioner” (Kristensen

2014, 170). Kristensen påpeger i denne

sammenhæng, at det opbrud, vi oplever i

forbindelse med overgangen til kon-

kurrencestaten og en nybestemmelse

af velfærdsstaten og velfærdsprofes-

sionerne, lægger op til tre scenarier for

professioner: (1) enten en udvikling af

helt nye professioner og en ny slags

professionalisme, (2) en modernisering

af de eksisterende professioner, eller

(3) en ”afprofessionalisering, hvor de

hidtidige professioner erstattes af helt

andre måder at organisere velfærdsar-

bejdet i en konkurrencestat” (Kristensen

2014, 169). Grundlæggende peger disse

tre muligheder dog i samme retning,

nemlig en ny professionsforståelse, der

genererer nye samarbejdsformer og

organiseringer og nye opgaveløsninger

på tværs af faggrænser, sektorer og

traditioner. Med en ny slags modernise-

ret type af professioner tænker Kristen-

sen på f.eks. ”velfærdsiværksættere”

eller ”tværfaglige velfærdseksperter”

(Kristensen 2014, 183). Disse ”postmo-

derne professionelle” er karakteriseret

ved ”øget fleksibilitet, teamsamarbejde,

tværfaglig integration og interdiscipli-

nære problemløsninger m.v.” (Kristensen

2014, 184).

Hvad er ny professionalisme?

Ullrich Zeitler er uddannelsesleder på 3K


Margaretha Järvinen og Nanna Mik-

Meyer (2012) anvender et meget bredt

professionsbegreb. Det nye profes-

sionsbegreb refererer primært til de

velfærdsprofessionelle. Med begrebet

”velfærdsprofessionelle” betegnes

”den række af personer, der arbejder i

velfærdsstaten med at hjælpe, coache

og kontrollere klienter, patienter,

elever mv.”, det vil sige personer, der

har ”praksiserfaring med at arbejde

med borgere i velfærdsstatens mange

institutioner (Järvinen & Mik-Meyer

2012, 14). Her er professionsbegrebet

ikke forbundet med en række specifikke

professionskriterier, men er udelukkende

opgaveorienteret.

I min egen forståelse af ny professiona-

lisme vil jeg tilslutte mig Järvinen & Mik-

Meyers og Kristensens postmoderne,

innovative perspektiv og koble det til

den grundstruktur for professionel

udvikling, der ligger implicit i Teori U.

Medborgerkontakten er det centrale

udgangspunkt for enhver professionel

aktivitet indenfor velfærdsområdet. En

model for professionalisme må derfor

tage sit afsæt i face to face-mødet med

medborgeren. Mødet skal foregå på

medborgerens præmisser, det vil sige

ideelt set være et fordomsfrit møde

mellem mennesker og til medborgerens

bedste. Hvordan skaber vi et sådant

møde? Der er en lang række barrierer,

der stiller sig hindrende i vejen for et for-

domsfrit møde. Det har bl.a. Scharmer

analyseret i U-teorien. Der er ”voice of

judgment”, der står for vores forældede

og indskrænkede dømmekraft, ”voice of

cynism”, der udtrykker vores mangel på

empati og en arrogant og kynisk hold-

ning til medmennesket, og der er ”voice

of fear”, nemlig angsten for at give slip

på det, vi har (Scharmer 2009, 239). Det

er manglen på et ”åbent sind”, et ”åbent

hjerte” og en ”åben vilje”. Alt sammen

kræfter, der modarbejder et fordomsfrit

møde med medborgeren.

Når den professionelle skal forberede

sig til mødet med medborgeren, er der

en række ting, der skal være på plads.

Det første element består i at sætte den

professionelles faglighed i parentes. Den

professionelles faglighed er kendeteg-

net ved, at man har tilegnet sig forskel-

lige teorier, kategorier og begreber, et

fagsprog, som er blevet til en del af ens

måde at tænke og reflektere på. Dette

fagsprog kan være en alvorlig barriere i

dialogen med medborgeren, ikke kun i

forhold til den kommunikative barriere,

som fagsproget kan skabe, men lige

såvel i forhold til den særlige forståelse

en fagperson har af medborgeren. For

eksempel er det typisk, at medborgeren

mødes med en forforståelse af at være

”udsat”, ”misbruger”, ”kontanthjælps-

modtager”, ”autist”, ”indvandrer” eller

lignende, og kommunikationen antager

en form, der spejler den identificerede

kategori og det professionelle faguni-

vers. Fagligheden kan således være en

hindring for et fordomsfrit møde. Derfor

vil det være problematisk at identificere

faglighed med professionalisme. Når

den professionelle etablerer et møde

med medborgeren, er det ikke et fagligt

møde. Det kan være dybt professionelt

uden at have karakter af faglighed. Før-

ste skridt i den professionelle relation

med medborgeren er altså at sætte

parentes om fagligheden og have fokus

på selve relationen.

Det næste element vedrører den

professionelles sanselige indstilling

over for medborgeren, hans indføling

og medfølelse. Mødet med et andet

menneske, uanset sammenhæng, er

kun i begrænset omfang et spørgsmål

om den verbale kommunikation. Dets

succes er afhængig af, hvorvidt det

lykkes at etablere en tillidsrelation til

medborgeren. Og her er det ikke nok, at

den profession, vedkommende repræ-

senterer, nyder almen anerkendelse og

respekt, selvom det er vigtigt, at tilliden

til professionen er der. Det handler i

højere grad om, hvilket tillidsrelation der

skabes i situationen mellem professionel

og medborger. Her er det grundindstillin-

gen til den anden – menneskesynet – vi

taler om, snarere end de teknikker, man

kan henvise til, der fremmer den gode

samtale. Den åbne, empatiske holdning

til næsten er forudsætning for, at der

kan sættes gang i en proces af tillids-

skabelse.

Det tredje element handler om den vilje,

som den professionelle går til mødet og

til sagen med. Hos Scharmer er viljen et

spørgsmål om, at man tror på det, man

går ind i, og at man har kraften, gejsten

og energien til at gøre det. Det betyder,

at man har frigjort sig fra ”frygtens

stemme”, frygten for at give slip på

velkendte forestillinger. Der er brug for

en uforbeholdenhed og åben opmærk-

somhed på det, der venter en, brug for

autenticitet og nærvær.

Ny professionalisme tager sit afsæt i det

diakonale menneskesyn. I det diakonale

arbejde er grundprincippet, at den pro-

fessionelle først og fremmest møder en

medborger som menneske, og dermed er

professionel og medborger ligeværdige.

Men der skal også gøres forskel, ikke kun

fordi relationen på grund af magtpositio-

nerne nødvendigvis er asymmetrisk, men

fordi ethvert menneske er unikt, og hver

situation er uden sidestykke. ”Derfor må

ikke mindst den professionelle omgås

den enkelte bruger med respekt og

ydmyghed for det særlige og enestå-

ende, der kendetegner mennesket, dér

hvor det er” (Zeitler 2010, 71).


Lad mig illustrere den nye professiona-

lisme og mødets rolle ved det diakonale

arbejde. Diakonalt arbejde er kende-

tegnet ved, at der leveres en pædago-

gisk-socialfaglig indsats med afsæt i en

kristen motivation for at tjene næsten

uden betingelser. Livet er en gave, som

vi skal værne om, og som forpligter os på

næstekærlighed. I det diakonale arbejde

er det enkelte menneske i centrum, og

den professionelles opgave er at være

til for næsten, uden forbehold og uden

egeninteresse. Dette udgangspunkt skal

ideelt skabe et møde mellem professi-

onel og medborger, som er præget af

respekt og anerkendelse, og hvor det

er den professionelles énsidige pligt

at møde næsten med uforbeholden

tillid og åbenhed og principielt uden

dagsorden. Det handler i første omgang

ene og alene om at opbygge en åben og

tillidsfuld relation og vise, at man vil den

anden.

I anden omgang skulle den professi-

onelle gerne komme et skridt videre.

Der er trods alt et formål med mødet,

nemlig at hjælpe næsten videre på sin

livsrejse. Det passende ord for den

velfærdsprofessionelles rolle er at være

”vejleder” i ordets mest bogstavelige

forstand (Zeitler 2010, 77-78). Den

professionelle vejleder må være i stand

til det Scharmer kalder ”generativ

lytning”, en lytning, der åbner op for nye

muligheder og som skaber ”et rum for

dyb fælles opmærksomhed, der tillader

den spirende fremtid eller mulighed

at lande hos deltagerne i en samtale”

(Scharmer & Kaufer 2014, 150). Det, der

sker i mødet, er i sig selv en samskabel-

sesproces, som er karakteriseret ved,

at flere ”aktører” spiller sammen. Mødet

er samspillet mellem den professionelle

og medborgeren og mellem begge og

resten af universet. Det er en kollektiv

proces, fordi sindet og verden ikke er

adskilte elementer (Scharmer 2009, 167).

Når mødet befinder sig i presencing-sta-

diet, er der tale om en unik mulighed

for at generere en anderledes fremtid.

Mødet inspireres og inspirerer. I det

sanselige betingelsesløse nærvær

opstår en åbning for det ukendte, og

der skabes plads til, at noget andet kan

manifestere sig.

Helle Schimmell (20070) kalder den

professionelle kompetence for ”grund-

kompetencen”, hvilket er kompetencen

til

- at forfølge anerkendelsesbegæret

uden at være sikker på at opnå

anerkendelsen

- at møde den anden og engageret

udforske det perspektiv, den anden

sætter, og de forskelle, som denne gør

tydelig

- at give afkald på tvang og undertryk-

kelse også i dens mere eller mindre

subtile former

- at blive synlig og have modet til at

erfare sin egen andenværen, dvs. at se

det, som man er, på baggrund af, hvad

man ikke er

- at opretholde en nærhed i kontakten

med den anden, dvs. opretholde et

sagligt og/eller emotionelt engage-

ment i den andens perspektiv og den

fælles sag (Schimmell 2007, 320).

Schimmells grundkompetence er en

personlig kompetence, der danner

grundstenen for at den professionelles

kernekompetence kan udfolde sig og

den er kernen i lærings- og innovations-

kompetencen. Schimmells overvejelser

giver anledning til at konstatere, at

det, der skaber fremdrift i mødet, ikke

alene og formentlig ikke primært er et

spørgsmål om den individuelle viljeskraft

til forandring, men snarere et spørgsmål

om den indbyggede dynamik, der opstår

i mødet med den anden, drevet af et

naturligt anerkendelsesbegær, der

munder ud i en anerkendelseskamp,

hvis formål det er at skabe en jeg- og

vi-identitet. Denne proces er forudsæt-

ning for den kollektive samskabelse, der

er kernen i den professionelle opgave-

løsning.

Ny professionalisme bygger på en rela-

tionel forståelse af det professionelle

arbejde, det vil sige en forståelse af det

velfærdsprofessionelle arbejde som rela-

tionsarbejde. I velfærdsprofessionerne

er den primære fokus på medborgeren,

på den person eller gruppe af personer,

som den professionelles indsats retter

sig imod. Indsatsen må tage sit afsæt i

de konkrete vilkår for relationsarbejdet,

og den kræver evnen til at navigere i

et forandringslandskab, som er base-

ret på perceptioner af en situations

muligheder. Man perciperer mening og

betydning i den konkrete situation og

handler derefter (Tanggaard & Nielsen

2012, 171.).

Pointen er, at faglige teorier og metoder

og praksiserfaringer først bringes i spil,

når der er etableret en relation til den

medborger eller gruppe af medborgere,

hvis interesser skal varetages, og når

den professionelle i samarbejde med

medborgeren har muliggjort en iden-

tifikation af interesser, der kan danne

udgangspunkt for en faglig indsats.

I det velfærdsprofessionelle arbejde

er det afgørende, at mødet med og

etableringen af en relation til det

enkelte menneske ikke er baseret på

en faglig vurdering, men på tillid og en

anerkendelse af og respekt for dette

menneskelivs egenart og behov. Når

der er etableret en tillidsrelation, og når

der på dette grundlag er identificeret

et konkret behov, kan der begynde en


proces, hvor fremtidige muligheder

identificeres, og prototypiske løsninger

udformes. Først der kan det give mening

at trække på relevante faglige elementer

og oparbejdet viden og erfaringer. Men

disse ”gamle” erfaringer skal stå deres

prøve i en bæredygtighedssammen-

hæng. ”Den handling der ikke formår at

tilpasse sig konkrete situationer, men

som godt nok synes at kunne finde

belæg i det, der er gjort før (altså via den

eksisterende forskning eksempelvis),

er netop alt andet end professionel”

(Tanggaard & Nielsen 2012, 171).

Andy Højholdt taler tilsvarende om

udviklingen af en ”ny professionsiden-

titet”, hvor fagligheden stadig spiller

en væsentlig rolle, men hvor det i lige

så høj grad handler om at forholde sig

til kontekstuelle normer, værdier og

holdninger og om den professionelles

ansvar inden for et arbejdsfællesskab.

Ny professionalisme kræver udviklede

tværprofessionelle kompetencer. Den

ny professionsidentitet udvikles ved, ”at

professionen påtager sig og identificerer

sig med den fælles opgave, som altså

udvider den hidtidige opgave for de

involverede professioner” (Højholdt

2013, 56).

”Udfordringen er at skabe udvikling ved

at reflektere over balancen mellem det

individuelle ansvar i professionen og det

fælles ansvar mellem professionerne

for at løse den samlede opgave. Målet

i tværprofessionelt samarbejde er at

medvirke til at overskride professionerne

i mødet [min fremhævelse]. og at lære at

fungere på en måde, så nye forståelser

og redskaber og ny viden kan opstå i

samarbejdet.” (Højholdt 2013, 58)

Dette citat understreger betydningen

af det professionelle møde, hvoraf al

udvikling og innovation udspringer. For

at denne udvikling er mulig, er det ifølge

Højholdt helt afgørende at udvise mod

og vilje (Højholdt 2009, 211). Det, der

kendertegner et professionelt virke er at

have dyder såsom ”ydmyghed, villighed

til at lære, åbenhed for kritik og integri-

tet” (Tanggaard & Nielsen 2012, 172).

Disse dyder er samtidig udtryk for en ny

professionsforståelse, der gør op med

den klassiske opfattelse af den pro-

fessionelle som eksperten, der qua sin

faglighed suverænt skal være problemlø-

ser. Den professionelle kan intet udrette

uden i samarbejde med medborgeren og

andre professionelle.

Referencer

Hansbøl, G. & Kofod, K.K. (2004), ”Pædagogernes arbejde set i et professionsprisme”. I: Moos., L. et al., red.: Relationsprofessioner.

Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, København.

Højholdt, A. (2009): Den tværprofessionelle praktiker. Gyldendal Akademisk, København.

Højholdt, A. (2013): Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis. Hans Reitzels Forlag, København.

Järvinen, M. & Mik-Meyer, N. (2012), ”Indledning: At skabe en professionel”. I: Järvinen, M. & Mik-Meyer, N., red.: At skabe en professi-

onel. Ansvar og autonomi i velfærdsstaten. Hans Reitzels Forlag, København.

Kristensen, J.E. (2014), ”Velfærdsprofessionerne i konkurrencestaten – i lyset af velfærdspolitikkens omkalfatring”. I: Harrits, G.S. et

al., red: Professioner under pres. VIA Systime, Aarhus.

Scharmer, O. (2009): Teori U. Lederskab der åbner fremtiden. Ankerhus, Randers.

Scharmer, O. & K. (2014): Ledelse fra den spirende fremtid. Ankerhus, Randers.

Schimmell, H. (2007): Grundkompetencen. Books on Demand.

Tanggaard, L. & Nielsen (2012), ”Evidens mellem kontrol og kreativitet”. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift 3/2012, 166-175.

Zeitler, U. (2010): ”Mødet mellem mennesker – diakonal etik eller praksis?” I: Blå Kors Rold Skov: Den du er. Samtaler om mødet

mellem mennesker. Ulrikkeholm.com, 71-81.

Zeitler, U. (2015): ”Kvalitet i det socialpædagogiske arbejde.” I: Kjærgaard, H., red.: Social- og specialpædagogik. Akademisk Forlag,

København.

Hvad er digital dannelse?

Med internettet og sociale mediers

indtog i hverdagen skal man kunne begå

sig ’dannet’ på nettet. Digital dannelse

handler om evnen til at forholde sig

kritisk til vores brug af internettet og

de kilder til informationer, der danner

grundlaget for både holdninger og

viden. Hvordan optræder man dannet på

nettet? Hvilke digitale fodspor efterlader

vi og hvad skaber det af muligheder og

begrænsninger? Hvordan bidrager inter-

nettet til dannelsen af vores identitet?

Hvordan kan man arbejde med digital

dannelse inden for undervisningsverde-

nen? Disse og mange flere spørgsmål

tages op i årets konference i foredrag

og workshops med deltagelse af bl.a.

Michael Paulsen, SDU; Mikael Laursen,

KLF; Kirsten Wellendorph, VIA University

College; Martin Vestergaard, DMJX og

Lone Belling, Liv og Lederskab.

Få mere information om konferencen på

vores hjemmeside via.dk/3K.

Årets konferenceDigital dannelse3K-DAG 2017 – onsdag den 17. maj, kl. 8.30-14.30

http://www.via.dk/uddannelser/samfund-og-sociale-forhold/kristendom-kultur-og-kommunikation

få hele historien via university college via kristendom ... · de a irak nærmere estemt i en...

Documents