faxe kirke

FAXE KIRKERestaureringen af

Efter mange, mange års forberedelser, et par års detailprojektering og forundersøgelser og ca.

halvandet års arbejde i 2014 og -15 er den indvendige restaurering af Faxe Kirke nu færdiggjort

Restaureringen er meget gennemgribende og omfat-ter restaurering af bænke og inventar, nye løse stole i sideskibet og i hovedskibets forreste del, nyt varme-anlæg med bl.a. gulvvarme, nyt teglgulv i hele kirken, kalkning/limfarvning af alle vægge og vælv, maling af alle bænke, orgelfacade m.v. og restaurering af kalkma-lerierne i tårnrummet

I forbindelse med restauringen har Faxe Kirke også fået restaureret en del af sin gamle kirkekunst, epitafi-et i koret er restaureret og det store korbue-krucifix er blevet afrenset og har fået forgyldt glorien. Vi har flyttet en del rundt på kirkens ældre kunst, idet det gamle alterbillede, sammen med det vævede antependium, er flyttet til sideskibets østvæg. Korbuekrucifixet har fået en ny og helt central plads på korets østvæg, mellem de to genåbnede østvinduer. De to korbuefigurer af Maria og Johannes er flyttet til sideskibets vestvæg, og re-sterne af den gamle dørportal er flyttet til en placering mellem hoved- og sideskib. Kirken har fået tilføjet ny

kirkekunst af kunstneren Peter Brandes, som har skabt to billeder i glasmosaik i de to genåbnede østvinduer i koret, samt skabt en ny alterskranke med de 12 apostles symboler, udført i forgyldt smedejern. Farvesætningen af kirkens

bænke, orgelfacade m.v. er fore-stået af kunstneren Maja Lisa

Engelhardt.

Det har været flere på hinanden følgende enige menighedsråd, som gennem årene har arbejdet med dette omfattende projekt, og vi har modtaget kyndig rådgivning fra projektets arkitekt, Arkitektfirmaet Bering v/arkitekterne Peter Bering og Tine Tegl-bjærg.

Målet med restaureringen var, at kirken skulle være fornyet, men stadig genkendelig, at den skulle være lys og åben, og at den skulle være mere bru-gervenlig især for gangbesværede og handicappe-de. Kirkens indgang og hele gulvet i kirkerummet er nu i ét niveau, uden trin. De løse stole giver os mulighed for anderledes opstilling ved koncerter og gudstjenester. Indretningen af sideskibet gør, at kirkens skibe nu i højere grad fremstår som et sam-let kirkerum, men alligevel kan sideskibet bruges selvstændigt til mindre andagter, gudstjenester og koncerter m.v. I sideskibet er endvidere opsat en stor fladskærm, og med kamera på koret og prædikesto-len, kan alle kirkegængere nu se med fra sideskibet, når kirken er fyldt til gudstjenester og koncerter.

Vi er meget tilfredse med resultatet og glæder os nu til at byde alle velkomne i Faxe Kirkes ”levende stene”, som står mere spillevende end nogensinde. Nu har præster og menighedsråd den spændende op-gave at dele vores nye, gamle kirke med menighe-den. Der er skabt en fantastisk ramme, og nu glæder vi os til at udfylde den.

Morten ViveFormand for Menighedsrådet

Velkommen til en ny – gammel kirke.

Kirke-Haefte_40s_21x21cm.indd 2 15-10-2015 14:41:21

Jeg er som formand for restaureringsudvalget blevet bedt om at fortælle, hvordan jeg har oplevet restau-

reringen af Faxe Kirke.Der har været talt om restaureringen lige siden 2000,

hvor jeg blev valgt ind i menighedsrådet, men planerne er flere gange blevet sat på pause, fordi der var andre store kostbare opgaver, der skulle løses først. Vi blev i 2001 pålagt af arbejdstilsynet at bygge en mandskabs-bygning med faciliteter til kirkegårdsmedarbejderne. Da denne var ved at være betalt, fik vi at vide af orgelkon-sulenten, at vor orgel var slidt op og ikke kunne repare-res, så vi måtte købe og installere et nyt orgel.

Endelig - i 2008 - kunne vi gå i gang med den endeli-ge projektering. Vi var alle i menighedsrådet enige om, at vi gerne ville have en mere åben og lys og fleksibel kirke. Især åbningen af østvinduerne var vi alle me-get interesserede i, og vi havde fået kunstneren Peter Brandes til at lave et forslag til mosaikvinduer i de tre østvinduer. Han lavede et forslag, hvor det midterste vindue var med motiv af Jesus på korset og i det højre vindue Johannes og i det venstre Maria. Samtidig blev det bestemt, at Maja Lisa Engelhardt skulle stå for far-vesætningen af kirken. Det var et forslag vi alle syntes var rigtig smukt, og vi glædede os meget til at kunne realisere det.

Men i maj 2009 fik vi besked fra Roskilde Stift at projektet var godkendt bortset fra åbningen af østvindu-

erne. Begrundelsen var at Nationalmuseet ikke ville godkende åbningen, fordi

der inde bag ved kunne være rester af nogle gamle vinduer, og at må-den de var tilmuret på var ganske speciel og enestående.

Denne meddelelse blev modtaget med meget mismod af menigheds-

rådet – vi tabte næsten lysten til at arbejde videre med projektet. Men den 14.

juli 2009 skrev jeg en artikel i Kr. Dagblad og Me-nighedsrådenes blad, hvor i jeg beskrev problemet og lagde op til en debat om emnet: ”Er det National-museet der ejer vore kirker og bestemmer, hvordan de skal se ud indvendig?” Det gav en del debat og gav anledning til at biskop Peter Fischer-Møller ringede til mig og gav udtryk for, at han var ked af, at vi var utilfredse med afgørelsen. Der blev derfor indkaldt til et møde den 8. september 2009, hvor både Nationalmuseet og menighedsrådet kom frem med deres begrundelser og øn-sker. Mødet sluttede med at Peter Fischer Møller bad menig-hedsrådet om at finde et kompromis, hvor både vore ønsker og Nationalmuseets ønsker var tilgodeset.

Vi gik i tænkeboks, og kort tid efter fandt vi en løsning, hvor det midterste vindue ikke blev åbnet alligevel, og hvor vi istedet ophængte det gamle middelalderkrucifiks, som hang i sideskibet. Vi hav-de et møde med Peter Brandes og Maja Lisa Engel-hardt, og de syntes også godt om det nye forslag. Det blev fremsendt til Roskilde Stift, som godkendte det. Vi var alle glade og kunne nu gå i gang med detail-projektering og derefter indbyde til licitation.

Licitationen var vellykket og prisen blev lidt lavere end vi havde budgetteret med, og samtidig fik vi bevilget penge til restaureringen af kalkmalerierne i våbenhuset fra Augustinusfonden. Det betød, at der var en god sum penge til uforudsete udgifter, hvilket vi har haft stor glæde af under forløbet, idet vi har

Det nye orgel.


fået lavet alt det ekstra, vi ønskede, undervejs.Den 1. januar 2014 startede restaureringen af side-

skibet, og imens brugte vi hovedskibet til tjenester, idet der var lavet skillevægge i de to korbuer. Efter St. Bededag byttede vi rundt, så hovedskibet blev restaureret imens det færdigrestaurerede sideskib blev brugt til tjenester. Det har været en god ordning, fordi kirken kun har været lukket i ca. 14 dage under hele restaureringen som har taget et helt år.

Jeg har igennem hele restaureringsprocessen haft den spændende opgave at være menighedsrådets talsmand og bindeled til arkitekten og håndværker-ne. Det har betydet at jeg været med til alle bygge-møderne (40 i alt) og været på besøg i kirken flere gange om ugen for at følge arbejdet og tale med de forskellige håndværkere, konservatorer og folk fra

nationalmuseet. Derudover har jeg haft en stor mailkorrespon-dance og utallige telefonsamtaler med arkitekterne Tine Teglbjærg og Peter Bering. Der har også været adskilli-ge møder med kunstnerne Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt.

Det har været en udfordring, men også meget spændende at

skulle samarbej-de med så mange

forskellige instanser og 20 forskellige håndværksfir-maer.

Der har undervejs kun været få problemer med samarbejdet med og imellem håndværkerne, og de få, der har været, er blevet løst på en god måde med samtaler, som især Tine Teglbjærg har været god til at føre.

Håndværkerne har alle været meget omhyggelige og dygtige og har vist stor respekt for den gamle bygning under hele forløbet. De har været omstil-lingsparate og gode til at lytte til de specielle ønsker vi har haft undervejs. Kvaliteten af arbejdet har også været i top.

I en så stor og gammel bygning, hvor alt har været ude og endevendt, vil der altid opstå ting undervejs, som man ikke har kunnet forudse. Nationalmuseet stiller også særlige krav til, hvordan tingene skal behandles og har hele tiden været med og lavet undersøgelser under vejs. Bortset fra uenigheden om åbningen af østvinduerne har Nationalmuseet været gode og konstruktive at samarbejde med.

Det nye sideskib efter restaureringen.

Malerne viser farveprøver frem.


Tidsplanen blev overholdt, og vi havde indvielse som planlagt, den 14. december 2014. Der var blot nogle få småting der manglede, og de kunne let gø-res færdige i det nye år imens kirken var i brug.

Hele projektet har beløbet sig til ca. 13. mio. kr., hvoraf de 2.6 mio. kr. er moms. Halvdelen af penge-ne har vi lånt i stiftsmidlerne, mens resten er op-sparing og gaver og donationer, herunder en meget generøs donation fra Augustinusfonden på 3 mio. kr. til restaurering af kalkmalerierne, i våbenhuset.

Det har været rigtig spændende at have været med til at præge en så gennemgribende restaurering af en gammel kirke fra 1492. Det har været dejligt at vi i menighedsrådet hele vejen har været enige om, hvor-dan det skulle gøres og hvordan det skulle se ud.

Det allerbedste er at se det færdige resultat! Jeg synes det er blevet rigtig flot. Vi har nu et lyst, åbent, fleksibelt og moderne kirkerum i en gammel solid bygning fra 1492.

Peter Brandes og undertegnede ved indvielsen af kirken på en flot søndag, hvor vinterlyset spillede i de smukke mosaikvinduer.

Det er da dejligt og jeg håber, at mange vil gøre brug af vor smukke nye kirke.

Kurt SangildFormand for restaureringsudvalget


Ved første opsætning af skillevæggen erfarede vi, at der kom et vældigt lufttryk, når der var

gennemtræk i kirken – det hele kunne faktisk flytte sig adskillige centimeter. Og derudover var grønt plastik temmelig grimt. Man kom til at tænke på en mindre charmerende østtysk banegård. Spånplader er ikke så meget pænere end plastic, - i hvert fald ikke i så store plader.

Da vi kom til anden opsætning af skillevæggen, og holdt gudstjenester i sideskibet (”Den Lille Kirke”), fik vi derfor sat plastic op uden farve og fik malet skillevæggen hvid.

Det første projekt i restaureringen var at få tømt kirken så meget som muligt. Samt få

beskyttet såvel prædikestol som orgel og andet fast inventar, så det store arbejde med varmesy-stem og gulv kunne gå igang.Det var planlagt således, at man først ville gå

igang med, at færdiggøre sideskibet, og deref-ter give sig i kast med hovedskibet. Altså tage processen i to tempi.Man lavede derfor en afskærmning mellem

hoved- og sideskib, og på den måde kunne de kirkelige handlinger foregå først i hovedskib og derefter i sideskib, alt imens restaureringen på-gik. Sognebørnene har altså næsten ikke måttet undvære deres kirke i restaureringsåret, hvilket naturligvis har været en stor fordel.

“Den Lille Kirke”

På den tomme væg ses skyggen af det gamle krucifiks, der har haft sin plads her i mange år.

Sideskib og hovedskib blev adskilt af en midlertidig væg. Først helt af plast, og herefter med spånplader.


Gulvet er støbt i sideskibet. Det er nemt at se, hvor maleren har været.

Sideskibet i brug, imens hovedskibet restaureres.Man aner den midlertidige væg til højre.

Gudstjenester under byggefasen? Det føltes stort set uændret under første del af bygge-

perioden, fordi det meste af kirken var ”som den plejer”. Og man kan vænne sig til meget.

Under anden del af byggefasen, hvor vi var i ”Den Lille Kirke”, kunne vi glæde os over nye stole, hvide vægge og det intime ved et lille kirkerum. Vi mærke-de dog også flere gange, at vi manglede alle de man-ge bænke og stole og hele den plads, som vi plejede at have. Især da en forholdsvis lun sommer – hvor Vorherres natur dannede rammen om både kirkekaf-fe og alt det andet, der normalt foregår i våbenhuset – blev afløst af efterårsvejr med regn og rusk.

Kirsten Kjær OhmsSognepræst i Faxe Kirke


Gulvet

Med stor spænding gik arbejdet med gulvet igang. Der skulle graves ud til

ny isolering og varmesystem. Og belægningen skulle gøres mere handikapvenlig. Men ville man mon finde arkæologiske rester, som gan-ske vist kunne være meget interessante, men som desværre også kunne true med at forlænge tiden med restaureringen betydeligt?

Heldigvis var det ikke tilfældet. Der blev fundet nogle enkelte knogler fra ukendte personer, som efter restaureringen blev samlet og genbegravet på kirkegården, og derudover nogle interessante ting ved muren, to nye karmsten og nogle overraskelser ved korstolen. (Se afsnittene om disse.)

Hovedskibet er nu ryddet. Man ser tydeligt hvor de gamle bænke har stået.

Den gamle karmsten og gravpladerne bliver bug-seret ud i vinterkulden. Det er tunge sten, og selvom der bruges maskiner til at løfte, skal der udvises stor forsigtighed.

Desværre undgik man ikke, at een af gravpladerne flækkede langs en revne den havde i forvejen. Den er nu registreret, og lagt tilbage i kirken under gulvet, så den evt. kan fremtages på et senere tidspunkt.

Nu kunne gravemaskinerne gå igang. Det er ikke hver dag man ser sådan et monstrum i en kirke.

Under alteret konstateredes en opbygning af kalkkvadre, og omkring alteret registreredes dele af et ældre teglgulv lagt i munkesten, i næsten samme niveau som det nuværende gulv.

Man fandt også et hjørne af en gravsten.

Under gulvet ved nordmuren (lige under grevesto-len) fandt man rester af en mur af kalkkvadre, og ne-den for den noget der sikkert har været en vægbænk.

Det formodes, at der er tale om en romansk mur, altså sikkert nordmuren i den oprindelige kirke.

I billedets nederste højre hjørne ses et kvadre,der godt kunne være bunden af en triumfbue.

Gulvet syd for alteret fotograferet oppefra.


I den mere muntre afdeling af fund, kan vi bl.a. præsentere en godtepose og en ølflaske. Og vi kan også, langt om længe, efterlyse ejeren til et bundt nøgler.

Herover: Her har de gamle varmerør ligget i varme-kanalerne.

Venstre øverst: De gamle radiatorskjulere. Man kan se, hvor bænkene har stået.

Venstre nederst: De gamle radiatorer.


Der er isoleret, og gulvarmeslangerne er lagt. I baggrunden ses rørene til radiatorerne der skal sidde under bænkene.

Endelig kan gulvet støbes i hovedskibet.

Varmestyringen er placeret i kælderen under gre-vestolen, der oprindeligt var gravkælder for familien Gyldenstjerne.

Et gammelt sagn siger, at der her fra kælderen skulle gå en underjordisk gang til præstegården. Håndværkerne har dog, så vidt vides, ikke fundet denne gang.

I fyrrummet under grevestolen. Man må håbe at rørene er sat rigtig sammen.


Gravstenene lægges på plads, og der lægges nyt teglgulv.


Korstolen

Op ad korets sydvæg står den gamle kor-stol, eller degnestol, hvis endegavle op-

rindeligt har været en del af en katolsk korstol, som stammer fra ca. 1450, altså nogenlunde samtidig med opførelsen af kirken.

Ved fjernelsen af stolen, i forbindelse med optagning af gulvet, fandt man, at den stod meget løst funderet på nogle fyrretræsplanker, mellem hvilke man fandt et par stykker klart vinduesglas, nogle kabelholdere og et ”0” fra nummertavlen. Dendrokonologisk undersøgel-se af bænkens midterste gulvstrø viste, at træet til den er fældet efter år 1356.

Korstolen er sat op før gulvet, rundt om den, er lagt, og før murene blev kalket. Hvornår det var, ved vi ikke.

Bag stolen, i muren, fremkom også to nicher. De er dele fra den oprindelige mur.

De to gotiske bænkgavle er udformet som hhv. en drage og et topspir med sideblade, og derunder en udskæring af evangelisten Johannes med kalken.

I forbindelse med restau-reringen blev der fundet et hulrum i kirkens sydlige væg (til højre set mod alte-ret) efter korstolen og før prædikestolen. Formentlig den sidste rest af en gam-mel døråbning i sydsiden. Den tilmurede dør kan stadig ses tydeligt udefra.


Karmstenene

Opgravningen af gulvet fra skibets nord-mur, bragte også to nye karmsten frem i

lyset. Stenene er fra den gamle kirke, og er rigt udsmykket med relieffer.

Karmstenene kan sættes sammen med en af kirkens tidligere fundne karmsten, og forestiller umiddelbart en mand (Jesus), som er omsnoet af en lindorm.

Et gammelt sagn siger, at en kæmpe lindorm engang snoede sig rundt om kirken, og hin-drede kirkegængerne i at komme ind, og det sagdes, at hvis den blev så stor, at den kunne nå rundt om hele kirken og bide sig selv i halen, ville kirken falde sammen.

Løsningen på et sådant problem var normalt at opfostre en tyrekalv i tre år med sødmælk, hvorefter den kunne dræbe lindormen, men dog også selv dø af lindormens gift.

Sagnet findes i lidt varierende versioner i mange sogne over hele landet, men altid for romanske kirker. Så det har angiveligt været et billede på hedenskabets kamp mod den nye religion, kristendommen, der i 1100-tallets Danmark kun havde været statsreligion i små 200 år efter Poppos dåb af Harald Blåtands omkring år 960.

Det varede dog formentlig mange år fra indførelsen af statsreligionen til den menige dansker havde lagt Thor og Odin på hylden.

De to nyfundne karmsten er ikke fremdraget. Man har nøjes med at tage afstøbninger.

De to nyfundne karmsten.

Til venstre: Den oprindelige karmsten på sin nye plads i kirken, og til højre ses afstøbningerne af de to nyfundne sten, sat i forlængelse af hinanden, og med den tidligere fundne karmsten i bunden..


Bænkene og dørene

Kirken har fået en generel opfriskning med maling i de nye farver. Dette gælder

naturligvis også indgangsdøren, der har fået et mere gyldent udtryk end tidligere.

Ved genopsætningen af bænkene kunne man, fordi de gamle radiatorskjulere nu var væk, stille dem tættere på væggen, hvilket gav plads til en lidt bredere gang. Udgangspartiet virker nu mere harmonisk og mindre “klemt”.

Bænkene har fået nye hynder, varme under sæderne, nye farver og bladguld. Derudover er hældningen på ryggen justeret, så bænkene idag er en langt mere behagelige at sidde på. Selve gulvet har nu nye teglsten.

Øverst: Bænkene som de så ud hhv. før og efter restaureringen.

Til venstre: Detalje fra de nye bænke. Man ser bladguldet, og den øgede hældning af ryggen.

Herover: Udgangspartiet før restaureringen.

Herunder. Efter restaureringen.


Hvælvene og væggene

Det er fantastisk, hvad en nykalkning (lim-farvning) kan gøre for lyset i en kirke!

Og nu når al inventar alligevel var ude, skul-le hvælv og vægge naturligvis have en tiltrængt klat, efter grundig afrensning.

Men under afrensningen af nordkapellet afsløredes rester af en gammel kalkdekorati-on, så Nationalmuseet blev tilkaldt for videre undersøgelse.

Til venstre: Den nyfundne kalkdekoration. En del af bogstaverne er væk, men alligevel kan man læse:

Lader smaa børn komme til Mig, og formeener Dem iche thi Guds Rige hører ........ tilSandelig ....... Eder ..... .....................Rige .............. Barn............... MARC : X

Teksten er fra Markus Evangeliet, kap. 10 v. 14-15: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke

hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Det er en tekst der benyttes ved barnedåb. Så man kan derfor forestille sig, at kirkens døbefont engang har stået foran dekorationen, og at dåb altså forret-tedes i sideskibet.

Dekorationen er tilsyneladende udført et godt styk-ke tid efter 2. kalklag er påført på væggen, hvilket daterer den til nogen tid efter 1639, hvor nordkapel-let blev udvidet.

Hvælv og vægge kalkes.


Grevestolen

Grevestolen blev sandsynligvis opført omkring 1620-30 af Jytte Gyldenstierne

til Totterupholm, som senere kom til at hed-de Rosendal, og var en del af et gravkapel og gravkælder, som blev nedlagt ca.1855. Kapellet er nu efter restaureringen blevet kontor for kir-ketjeneren, og kælderen huser varmesystemet.

Topstykket med krone og våben for Rosen-krantz og Gyldenstierne har nok oprindeligt siddet på væggen i kirkerummet over stolen.

Bag kirkens gamle ”grevestol” er der et stort rum, hvorfra der har været nedgang til et, for længst, ned-lagt gravsted for greverne af Rosendal. Trappen er blevet sløjfet, der har alligevel længe været nemmest og sikrest at benytte den udendørs trappe, når man skulle ned i ”kælderen”, og gulvet skal derfor ord-nes. Herover ses mureren lægge klinker, og kontoret der er ved at tage form.

Selve grevestolen har fået en ordentlig omgang med maling og alminde-lig istandsættelse.

Her lægges nyt gulv.

Grevestolen, som den så ud før restau-reringen. Læg mærke til de blå nuancer på både stol, gitter og dør.

Herunder som grevestolen nu tager sig ud. De blå nuancer er væk og erstattet af mere harmoniske far-ver, samt forgyldning som bedre understreger stolens værdighed.


Sakristiet

Sakristiet er den ældste tilbygning til kirken, og er sandsynligvis samtidig med

hovedskibet. I sakristiet opbevares de effekter, der benyttes

til gudstjenesten, inklusiv messehagel, præste-kjole, kalk osv., og præsten kan også opholde sig her før gudstjenesten.

Under restaureringen skulle alle ting midler-tidigt flyttes fra sakristiet og op til det færdig-gjorte rum bag grevestolen, så håndværkerne kunne komme til.

Det var ikke nemt for kirketjener Susanne at kon-centrere sig om kontorarbejdet under restaureringen, hvor kuglepenne og papir blev fortrængt af skruer og pensler.

Gulvet blev brudt op, og nye klinker lagt.

Det istandsatte sakristi fik, ligesom resten af kirken, nye farver og forgyldning. Herudover blev der bygget nye skabe.


Epitafiet

På nordmuren i koret over døren ind til sakri-stiet hænger et epitafium over præsterne Hans Andresen Schrøder (1609 -1650) i forgrunden, og Hans Thomsen Rostrup (død 1670) bagest. Førstnævnte, som kom fra Haderslev Købstad, blev gift med Anna Jensdatter fra Roskilde Købstad, som ses i højre side af epitafiet. Han blev af Roskilde universitet kaldet til sogne-præst i Faxe kirke i 1646. Han fik dog kun 4 år på posten og døde kun et par måneder før sønnen Johannes blev født. Johannes blev senere i øvrigt sognepræst i Helsingør, og var det til sin død i 1711. Han ses som ældste søn i forgrunden til venstre. Parret havde tidlige-re fået et barn, der døde som spæd (liggende i forgrunden). Efter Schrøders død, giftede Anna sig med

”eftermanden”, dvs. den nye sognepræst Hans Thomsen Rostrup (som umiddelbart ikke til-hørte den adelige familie Rostrup). Det kan bestemt synes underligt, men det var

faktisk ikke ualmindeligt på den tid, at den nye præst både overtog den gamle præsts embede, præstegård ... og hustru. Der har jo nok næppe været tale om kærlig-

hed, men snarere om et rent praktisk forhold. Præstefruen kendte jo forretningsgangene og bysbørnene i sognet.Anna fik også et barn med sin nye mand.Anna Jensdatter døde 13. april 1669 og året

efter 4. december 1670 fulgte Hans Thomsen Rostrup efter.

Der var lidt mere dramatik end ønsket, da Hans Rostrup begravede sin hustru:

“Der Sognepræsten i Faxe, Hr. Hans Rostrup, lod sin Hustrues Lig begrave, kom der, formedelst deres Uagtsomhed, som i Kjøkkenet brasede op til Begra-velsen, Ild udi Præstegaarden, saa at den, tilligemed mange flere Gaarde der i Byen, paa faa Timers Tid afbrændte” (Wibergs Præstehistorie).

Det var i sidste øjeblik restaureringen blev udført. Da det blev taget ned, konstateredes det nemlig, at det var i en sørgelig forfatning, og på nippet til at falde fra hinanden. Heldigvis gik det ikke så vidt.


Prædikestolen

Prædikestolen fra ca. 1615 var en gave fra Jytte Gyldenstierne til Totterupholm som

minde over sin mand Peder Juul, der døde år 1612.

Den er bygget som en senrenæssance prædi-kestol, formentlig fremstillet af Abel Schrøder fra Næstved, og må siges at være kirkens mest pompøse og smukkeste stykke inventar.

Prædikestolen bliver båret på hovedet af Moses. Man har dog været så barmhjertig, at forsyne ham med en pude mellem hoved og prædikestol.

Bænkene omkring Moses-figuren blev fjernet, og derved kom også den nederste del af figuren med bølge/ild-agtige dekorationer frem.

Prædikestolen fik også ny maling på trappens sidestykke, og lydhimlens ret snavsede overside blev støvsuget og derefter træbehandlet. Nogle af topstyk-kerne på lydhimmel og prædikestol sad løse, og blev derfor fastgjort med skruer af rustfrit stål.


Orgelet

Orgelet slap ikke. Også her måtte maleren igang med opfriskning og forgyldning,

så den i forvejen smukke kombination af orgel og pulpitur kunne blive endnu smukkere.

Der bliver sat en dekorativ lysliste af messing op på orgelpulpituret, så sangerne kan læse både noder og salmetekst. En ung elektriker har travlt med at trække strøm.

Stillads er sat op omkring orgel og pulpitur, og malerne er i fuld gang med penslerne.

Til højre orgelet før -, og herunder efter restaureringen.

Detaljer fra det nymalede orgel.


Tavlerne og fonten

Renæssancepanelet blev undersøgt og restaureret af en malerkonservator, og kom derefter også under en kærlig hånd af snedkeren, så det blev sikret for eftertiden. Planen var, at panelet nu skulle udgøre bagsiden af et stolestade, men det var desværre ikke muligt, så det har nu sin plads på nordvæggen i side-skibet.

Under restaureringen af kirken så den gamle døbefont dagslys for før-ste gang i mange mange år. Efter gulvet var færdigt, kom den ind igen, men nu på en plads et par meter tættere på bænkene. Det gav tiltrængt plads til dåbsfølget.

De tidligere præstetavler, som hang på side-skibets østvæg, er blevet taget ned, og er nu

erstattet af nye tavler, som har fået deres plads på sydvæggen i tårnet. Herunder ses de tre tavler, og derunder et detaljeudsnit.

Her ser vi, som præst nummer 8 og 9 de to på epi-tafiet afbildede sognepræster.


Kirkeskibet

I forbindelse med restaureringen af Faxe Kirke blev kirkeskibet taget ned, inden loftet blev ma-

let. Da skibet kom i øjenhøjde var det tydeligt at se, at det trængte til en kærlig hånd. Derfor blev skibet sendt til restaurering hos Freddy Schmidt fra Faxe Ladeplads - og han sendte en rapport om arbejdet, som vi har fået lov til at plukke lidt i.

Freddy Schmidt fortalte, at udgangspunktet for modellen er korvetten Valkyrien, der blev bygget på Nyholm (=Holmen) omkring 1845 og som indgik i flåden fra 1847-1867. Det foretog et togt til Vestindi-en og indgik ellers i flåden som kadetskib - et øvel-sesskib for vordende søofficerer.

Kirkeskibets historie er lidt mere sparsom; det vides med sikkerhed, at det er ophængt i 1953 - men ellers vides ikke meget om hvorfor det blev Valkyrien, der er valgt som kirkeskib i Faxe Kirke og hvem, der har bestilt/skænket/doneret skibet til kirken. Freddy Schmidt har via nettet fundet frem til, at Valkyrien sandsynligvis er bygget af modelbygger Poul Esmann Christensen i Kastrup, der er kendt for at have lavet flere kirkeskibe.

Freddy Schmidt fortæller om selve restaureringen: - Generelt var Valkyrien i fin teknisk stand, men ski-bet var overalt dækket af støv og en fedtet substans. Skibet er derfor blevet afrenset/afvasket overalt med vand tilsat et mildt rengøringsmiddel.

Freddy fortæller, at der undervejs er brugt ca. 200 vatpinde, en del piberensere og små stykker pla-stik-grydesvamp.

- Rigningen er blevet opstrammet og der er foreta-get et par små reparationer.

- Redningsbådene er ophæng i daviderne. Der-

manglede en redningsbåd og Freddy fremstillede en ny, men den originale dukkede siden op, så nu er der en i reserve.

- Kanonportene er blevet opfrisket.- Der var på agterdækket tydelige mærker efter

„noget“, der var fjernet. På rigsarkivet havde Freddy Schmidt lejlighed til at studere de originale tegnin-ger af Valkyrien. Det manglende/fjernede er sand-synligvis fire lugekarme og et spil. Han har - efter aftale - lavet fire nye lugekarme og monteret dem på agterdækket, ligesom et spil.

På billedet ses Freddy Schmidt og Valkyrien, ligeinden den atter blev hængt op i sideskibet og igenkan minde os om havets farer og Guds hjælp, nårbølgerne går højt.


Kalkmalerierne

Restaureringen af de fantastisk smukke kalkma-lerier fra ca. år 1500 viste sig at blive et større

arbejde end først antaget. Malerierne var desværre skadede i omfattende grad.Ved forundersøgelsen, konstateredes det nemlig, at

der udover revner, huggespor, nedbrudt overflade, reparationer i kalk- og pudslag, dårlig vedhæftning af kalk- og pudslag, snavs, mekaniske skader, mi-krobielle angreb og efterladte små skaller af over-kalkningslag, også var det problem, at undersiden af hvælvingen indeholdt en stor mængde af vandoplø-selige salte. Problemer, der sandsynligvis er opstået i forbindelse med restaureringen i 1950 hvor nogle defekte skodder ved glamhullerne i tårnet siden har ledt vand ind i murværket.Nordisk Konservering anbefalede derfor en restau-

rering uden brug af vand.Kalkmalerierne, som vi ser dem idag, pryder kirken

omkring skibets vestvæg og i tårnrummet/våbenhus, som oprindeligt blev brugt som dåbskapel, men fund rundt omkring i kirken antyder, at hele skibet engang har været smykket af lignende malerier. Malerierne i tårnet blev fundet i 1862, og blev re-

staureret i 1878 af J. Kornerup og senere af H. Borre i 1950. Enkelte reparationer er udført i 1992.Desværre har opfattelsen af restaurering ikke været

den samme dengang som nu, og nogen steder har de tidligere reparationer gjort mere skade end gavn. Der er tilført puds men også ”rekonstruktioner” af hvad man troede var engang. Ved nærværende restau-rering har man naturligvis forsøgt at få malerierne tilbage til oprindeligt udseende, men visse steder, hvor det har virket harmonisk, har man ladet Borres

og Kornerups tilføjelser være. Det er jo også en del af maleriernes historie.De nye retoucheringer er til gengæld udført på en

reversibel måde, så de senere, om ønsket, vil være nemme at fjerne igen, og efterlade den originale maling fra 1500-tallet.

Nedbrudt kalklag grundet saltvandring-er.

Finafrensning med kniv afslører det oprindelige maleri og kalkbund.

Konservatoren i arbejde.


Mellem tårnrummets ribber er afbildet Johannes Døberens dramatiske liv. Men der mangler noget. Noget vi vist ikke må se. “Danmarks Kirker” skri-ver:

Under disse billeder har der i de nederste kappefli-ge været nu overkalkede djævlescener.

Under Fængslingen sås to djævle, som i en stang over deres skuldre bar en bøtte fuld af penge, og tre andre djævle omkring en smørkærnende kvinde. Un-der Gæstebuddet en djævel og en kvinde ved en bøtte med æg. Desuden har der endnu været et par djævle omkring en bøtte.

Hvad vi ikke må se ... Om disse fæle malerier, som her er gengivet i akvareller fra 1800-tallet af hhv. Zeuthen og Kor-nerup, skriver Kornerup i 1878 i et brev til Professor J.L. Ussing :

“Hóistærede Hr Professor!Arbeidet i Faxe Kirke er nu begyndt, et Stillads

er opstillet og Malerierne paa Hvælvingerne ere afdækkede mere Fuldstændigt, hvorved et og andet er fundet saasom Hovedet af Herodes, der, hvor han sidder tilbords.

Det har vist sig, at Figuren til hóire, som bringer Johannes´s hoved paa et Fad ikke er Salome, men en Page med kort Jakke og snævre Ben-Klæder.

Fremstillingen af den gamle Kone, der kjærner, er kommet noget bedre frem; men den Gruppe af Djæv-le, der omringer hende, er ubehagelig og anstödelig. En af Djævlene er malet i en meget uhövisk Stilling. Han böjer sig forover og viser Konen sin Bag, idet han med Haanden lófter Halen i vejret. Denne Scene er ikke sömmelig i Kirken, og der bliver vistnok ikke andet for end at hvidte den over.”


Åbningen af de to østvinduer blev foreta-get under Nationalmuseets bevågenhed.

Alle var spændte på, hvad man ville støde på af overraskelser, idet ingen vidste hvornår vindu-erne var blevet muret til.

Det var derfor fascinerende at erfare, at tilmuringen var foretaget med munkesten af samme størrelse, som man brugte, da den sengotiske kirke blev bygget omkring midten af 1400-tallet. Dette kan skyldes, at tilmuringen er sket samtidig med en for os ukendt ombyg-ning, eller snarere, at tilmuringen er sket så hurtigt efter opførelsen af kirken, at man har haft overskydende sten på lager. Da man på den indvendige side af vinduerne fandt kalkmale-rier af samme type som de malerier i kirken, som dateres til omkring år 1500, peger det på, at vinduerne er blevet tilmurede på samme tid. Vinduerne har derfor kun været åbne i ca. 50 år. Hvorfor man har ønsket tillukningen så hurtigt, kan man kun gisne om.

Ved gennembrydningen fandt man spor efter

de oprindelige vinduers jernspiger og trædyv-ler eller hullet efter dem. Og faktisk fandt man også et stykke klart middelalderglas og små jernstykker, der fortæller, at vinduerne har sid-det i jernramme.

De oprindelige vinduesåbningers højde, blev allerede under opførelsen af kirken reduceret med fire skifter munkesten i bunden. Man har åbenbart fundet vinduerne for høje. Åbningerne har haft en midtersprosse. På den måde fik man et vinduesparti med to høje (og meget smalle) spidsbuede vinduer og et mindre formentlig fir-sidet foroven. I princippet som det ses i kirkens vinduer mod syd. Det giver også forklaringen på vinduesåbningens udformning foroven, hvor sprossen har delt sig i to.

Østvinduerne


I de fleste kirker vender vi os - ser vi - mod øst, hvor alteret står i solopgangens verdenshjør-

ne. Solopgangen er i kristendommen et symbol på opstandelsen, og lyset er et synonym for Jesus Kristus. Både i Bibelen og salmebogen er lyset et af de vigtigste poetiske begreber. Som eksempler kan nævnes: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at skinne for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge” (Lukas 1,78). Og i en vore mest kendte morgensalmer synger vi om Jesus: ”Du soles sol fra Betlehem, hav tak og lov og pris, for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit paradis! ” (Den danske Salmebog 749 v. 7)I mange kirker er der lysindfald fra øst, det har der

også, i tidligere tider, været i Faxe Kirke. De vinduer blev - vi ved ikke hvornår, men for længe siden - tilmurede. Tidligere menighedsrådsmedlemmer har fortalt, hvordan man havde ønsket at få østvindu-erne genåbnet, men Nationalmuseet satte sig - også dengang - imod. Nu er det lykkedes, men ikke uden ”sværdslag” og kompromis.Hvordan begyndte det egentlig denne gang, der

blev lykkens gang? Begyndelsen skete på et stifts-præstemøde, hvortil Jan Lindhardt havde inviteret Peter Brandes som foredragsholder. Peter havde ingen billeder med, men han fortalte og beskrev. Jeg blev dybt fascineret af hans beskrivelse af lyset som fænomen og som symbol, og af lysets indfald i et rum, når det sker gennem farvet glas. Det gik op for mig, at her var der en kunstner, som ikke var pyntesyg, men forkyndelsesglad. Som med en dyb indsigt i, hvad der er på færde i kristendommen, med enkle og stærke midler formår at lade lyset forkynde

lysets budskab. Spillet af skiftende timers og årsti-ders lys i det farvede glas vidner om, at her er noget på spil. ”Lyset, der lander på verdens kyst”, som Jakob Knudsen beskrev det. Evigheden i tiden. Her er der ikke tale om spild af tid eller spild af liv, men om liv på spil. Og vi, der er her nu, er med i livets spil. Efter foredraget gik jeg op for at tale med Peter Brandes og for at fortælle om Faxe kirkes tillukkede østvinduer.Da vi under et menighedsrådsmøde talte om restau-

reringen, og jeg nævnte Peter Brandes, var rådsmed-lemmerne straks indstillede på at møde ham. Og en skønne aften kom både Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt og menighedsrådet var fra første øjeblik indstillede på, at her var den mand, de gerne ville sætte til at arbejde med projektet: Faxe kirkes øst-vinduer.Da biskop Jan Lindhardt hørte om vore planer, så

han på mig med det der skæve sideblik og en træk-ning om mundvigene, som kun han kunne præstere, og som man ikke helt kunne tolke - var det antyd-ningen af et smil, eller var det en grimasse? og så sagde han lavmælt: ”Du er godt klar over, at sådan noget koster penge, mange penge. ” Jeg kunne ikke nære mig for at replicere: ”Var det ikke dig, der inviterede Peter Brandes som foredragsholder til stifts-præstestævnet? ” Så blev gri-massen til et ordløst smil.Der gik mange år. Nationalmu-

seet var stadig imod at åbne vinduerne. Men menigheds-rådet stod fast. Restaure-

Til sans og samling i lysets og livets spil.

noget koster penge, mange penge. ” Jeg kunne ikke nære mig for at replicere: ”Var det ikke dig, der inviterede Peter Brandes som foredragsholder til stifts-præstestævnet? ” Så blev gri-

Der gik mange år. Nationalmu-seet var stadig imod at åbne vinduerne. Men menigheds-


ringsudvalgets formand, Kurt Sangild, skrev en - i vide kredse - læst og debatteret artikel, der stillede spørgsmålet: Hvem ejer kirken, er det Nationalmu-seet eller den lokale menighed? Og omsider indgik man med biskop Peter Fischer-Møllers mediering et kompromis med Nationalmuseet: Kun de to vinduer blev åbnet. Det midterste og største forblev tilmuret.Men så er kirken til gengæld blevet beriget med en

smukt forgyldt alterskranke med apostelsymboler, som reflekterer lyset fra apostlenes liv og forkyndel-se lige ind i kirkegængerne syn og sans, så de, når de går til alters og knæler sammen ved Herrens bord, går til sans og samling.Til lykke til menighedsrådet med gennemførelsen

af restaureringen og udsmykningen. Til lykke til menigheden!”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende ste-

ne” (DDS 323,v3). Men i Faxe er der et dejligt hus, hvor I kan hente kræfter, mod og glæde til at være netop det. Det er ikke et museum, men et tilhørssted.

Frede TrammSognepræst i Faxe 1994 - 2008

Maria. Den ene af de to glasmosaikker, der nu pryder Faxe kirkes østvinduer.


Glasmosaikkerne

Skabelsesprocessen for de smukke glasmo-saikker, der skulle indsættes i de nyåbnede

østvinduer, var fascinerende at følge med i.Vi vil med følgende billedserie forsøge, at

give - bare et lille - indtryk af, hvor kompliceret sådan et kunstværk egentlig er at realisere.

Arbejdsbordet, hvor det hele foregår. Man ser de farvede glasstykker, som snart sættes sammen til et billede.

Der skæres ...

... og samles ...

... og limes.


Nu er mosaikken af Johannes næsten færdig ...

... og turen kan komme til Maria.

I kirken er rammen sat fast, og nederste del af mosaikken placeres ...

... det midterste og en-delig det øverste.


Til venstre vinduet med Jesus’ mor, Maria. Flere besøgende har fortalt mig, at de spontant tæn-

ker på Edvard Munchs berømte maleri: ”Skriget”, når de ser hendes sorgfulde og fortvivlede ansigt.

Til højre disciplen Johannes. Jesus betroede ifølge påske-evangeliet sin mor i Johannes’ varetægt, da han hang på korset. Også Johannes er tydeligt mærket af sorg og smerte og står med bøjet hovedet, som om han ikke kan bære at se sin lidende herre og mester.

Bag dem, - tydeligst bag Maria, - ses en kraftig lysende gul farve, som jeg opfatter som genopstan-delsens påskesol, der allerede nu gør sig gældende, på trods af al denne lidelse, sorg og død.

Farverne er i øvrigt gennemgående kraftige og intense og leder tanken hen på middelalderens far-vebrug, og de står lysende, selv i gråvejr. Først når mørket for alvor er faldet på, er der brug for at tænde de udendørs projektører.

Jesus’ død på korset er ifølge kristen tankegang den endelige soning af al den menneskelige synd og død, der begyndte, da Adam og Eva var ulydige mod

Gud i paradisets have og spiste af kundskabens træ. Adam og Eva ses da også repræsenteret i de 2 glasmosaik-ker.

På billedet af Johannes ses en lille grøn mand forneden. Det er Adam, der jo blev taget af den græsgrønne jord. Han spiser af noget rødt og rundt: frugten fra kundskabens træ.

På billedet af Maria er Eva blot repræsenteret med den hånd, der fristende rækker frugten frem til en bid. Der er ved Johannes-billedet en noget uregelmæssig karm forneden. Egentlig var det en fejl, - en sten for

meget, der blev taget af, da vinduerne skulle åbnes - men da Peter Brandes så det blev han inspireret. Det er en af stenene i paradismuren, husker jeg at han forklarede. En paradismur, der ikke længere holder menneskene ude, men nu rives ned… og i baggrunden bag Adam ses flere af de sten, der nu ryddes væk, så vi ved Jesus Kristus død og genopstandelse kan få adgang til Guds rige.

Men det er ikke nok med at rive muren ned. På billedet af Maria kan vi - i det samme nederste felt, hvor Evas hånd fristende rækker æblet frem, - se en træstamme, der er savet af ved roden og med tydelig årringe. Det er træet til kundskaben om godt og ondt, der er fældet, så vi ikke gør den samme fejl én gang til.

Kirsten Kjær Ohms, Sognepræst i Faxe Kirke

Glasmosaikkernes motiver


Alteret

Før restaureringen var det gamle stenalter omgivet af træ på de tre af siderne. Sider

som antependiet fra 1970 dækkede. Og på bag-siden sås to nicher til relikvier. Opbygningen af munkesten af samme type som hovedskibet, antyder at alterbordet er fra samme periode, altså fra ca. 1500.

Ved fjernelse af ”trækassen”, og det om-kringliggende gulv, var det interessant at se, at der under gulvet fandtes store kalkkvadre, og et teglgulv i munkesten.

Det nøgne 500 år gamle alter var så smukt, at man valgte at bibeholde det uden andet tiltag end en nykalkning og ny bordplade af Faxe-marmor, venligst skænket af Faxe Kalk.

Under alterbor-det registreredes en opbygning med kalk-kvadre omkring alteret registreredes dele af et ældre teglgulv lagt i munkesten.

Overraskende fandt man, at nordsiden af alteret bæres af en aflang betonpille, som sikkert må være blevet sat ind midt i 1800-tallet.

Man kunne ikke lægge gulvet i december, da luften i kirken var for fugtig. Derfor blev gulvet først lagt i februar 2015.

Længe før hele pro-jektet med restaure-ringen gik igang, var en passende sten af Faxemarmor blevet udvalgt i kalkbrud-det.

Det føles både rigtigt og godt, at Faxe Kirke nu får et alterbord fra det brud, der kun ligger få meter fra kirken, og som har været byens livsnerve i så mange hundrede år.


Efter en lille rejse til Jylland, blev den store sten skåret ud hos Gudnasons Granit i Give, som vist er det eneste firma herhjemme, der kan håndtere så store sten.

Stenens struktur efter skæring. Denne type kalksten kaldes Faxemarmor.

Den nye - og meget tunge - alterbordplade af Faxemarmor lægges på plads. Det er godt at vi idag har maskiner til at løfte for os.


Træfigurerne

De tre træfigurer: Krucifixet, Maria og Johannes er udført i egetræ, og er alle

fra ca. år 1500. De har derfor været i kirken fra starten. Indtil 1758 hang de, sammen, på en bjælke tværs over rummet i korbuen, men da restaureringen gik igang, stod Maria og Johan-nes i nicherne i de vinduesåbninger, der nu er genåbnet, og krucifixet hang på østvæggen i sideskibet.

Vi ved at figurerne i 1832 var bronzerede, og malet i farver i 1894. Men hænder fik de først i 1925.

Efter nedtagning af Maria og Johannes, kom de på værksted, hvor diverse revner og samlinger blev repareret. Derefter fik de en afrensning, og placeret tyverisikret, på deres nye konsoller på vestvæggen i sideskibet.

På bagsiden af figurerne ses øskner til ophængning.

Krucifixet blev lige-som sidefigurerne taget ned. Til venstre ses det på dets hidtidige plads på sideskibets østvæg.


Udover afrensning og reparation af revner og sam-linger, blev Jesusfigurens glorie også forgyldt.

Når man står under figuren kan det være lidt svært, at se detaljerne i figurens ansigt. Men tæt på ses det, hvor utrolig detaljeret og udtryksfuldt billedskærer-arbejdet egentlig er udført, med de snoede hårlok-

ker, fuldskæg og ikke mindst de lukkede øjne og halvåbne mund, hvor tungen anes.

Korbuekrucifixet hæn-ges op på væggen over alteret af ikke mindre end 6 mand.

Det færdige resultat af krucifixets restaurering, forgyldning af glorie, lys og samspil med de 500 år yngre mosaikvinduer er betagende.

Under restaureringens anden del, hvor ”Den Lille Kirke” i sideskibet blev taget i brug, var krucifixet taget ned og erstattet med altertav-len af Henrik Krock fra 1717, som indtil da hav-de haft sin plads over alteret. At det skulle blive tavlens permanen-te fremtidige plads kom nok som en overraskelse for nogle.

Altertavlen har fået en beskyttende plade på bagsiden.


Altergitteret

Ligesom med glasmosaikkerne i de nyåb-nede vinduer, er det også Peter Brandes,

der har stået for det nye altergitter ved knæfal-det.

Knæfaldet er nu i mørkebrun tekstil, hvor det tidligere var af lysebrun læder. Den nye farve står i smuk kontrast til det lyse egetræsgulv omkring alteret, som stråler fra centrum af alteret, og ud til de 12 disciple, som det nye al-tergitter, udført i forgyldt smedejern, symbolsk fremstiller.

Vi havde fået en prøve på gitteret og Peter Brandes tog det med ud i solen, så vi kunne se skygge-effekten. Desværre viste prøve-gitteret sig at være lidt for lille, så smeden måtte på den igen. Men næste gang han kom, passede det perfekt, og nu var der sat ramme på.

Gitteret sat op i smedeværkstedet.

Nu kunne første del af gitteret beundres, og vi kunne prøve at forestil-le os, hvordan det helt færdige gitter ville tage sig ud.


Simon PeterSværd og afhugget øre.

JudasJudaskys og løkke eller pung.

AndreasMed X-kors

MatthæusHovedet på blokken

Thomas (Tvivleren)Stikker finger i sår

ThaddæusBetlehemsstjerne

“Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypper-stepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.” - Joh. 18.10.

“Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spid-sen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden.” - Luk. 22. 47.

Efter traditionen, rejste Andreas nordpå i sin forkyndelse af Je-sus lære. Til sidst endte han sin rejse - og sit liv - i Grækenland, hvor han blev korsfæstet på et tværliggende kors.Andreas er skytshel-

gen for Skotland, og derfor indgår korset i det skotske flag.

Matthæus, også kal-det Levi, var tolder, og regnes traditionelt som forfatter til Matthæus Evangeliet. Han præ-dikede i Etiopien, og døde som martyr efter et sværdhug.Hans symbol som

evangelist er en ”mand”.

“De andre discip-le sagde til ham: Vi har set Herren. Men Thomas sagde til dem: Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

- Joh. 20.25.

Thaddæus var bror til Jakob d. Yngre, og hans attribut er den stok han blev dræbt med under sin prædi-ken i Persien.

Her er han dog afbil-det med den ottetakke-de Betlehemsstjerne, da traditionen vil vide, at han var en af hyr-derne, der så stjernen, da Jesus blev født.


JohannesØrn i nakken og Ordstrøm

Jakob d. YngreHård hud på knæene

Jakob d. ÆldreIbskal og pilgrimsstav

FilipSlange og Kors

BartholomæusAfflået hud

Simon ZelotesSav

Johannes fobindes ofte med evangelisten Johannes, hvis symbol er ørnen, fordi netop hans evangelie anses for at være det mest velskrevne og bevin-gede.De 4 evangelister har

hver deres symbol, som findes i Åbenbaringen 4, 6-8

Jakob bad efter traditionen så meget, at han fik hård hud på knæene.

Det hjalp ham åbenbart til en højere stilling, da han blev Bi-skop af Jerusalem. Han døde efter et kølleslag eller stenkast fra en jøde.

Jakob afbildes som pilgrim med vandrings-stav og Ibskal, som er skallen fra en kammus-ling, almindelig i Nord-spanien, hvor Jakob er begravet. Pilgimme tog den med hjem som bevis for, at de havde besøgt graven.

Drengenavnet ”Ib” stammer herfra.

Filip jagede, efter traditionen, en giftslan-ge ud af et Marstempel i Hierapolis, for hvilket han blev korsfæstet og stenet,

Bartholomæus drog til Indien og missione-rede her med succes. Han fik f.eks. kon-gefamilien omvendt til kristendommen. Afgudspræsterne, som naturligvis var oprørte, fik ham imidlertid flået levende og korsfæstet.

Simon Zelotes ved vi ikke meget om, og der er stor uenighed i øst-lig og vestlig tradition.

I den østlige tradition dør Simon fredsom-meligt i Edessa, Etio-pierne siger han blev korsfæstet i Samaria.

Men traditionen der er afbildet her, er den, hvor Simon bliver savet over på langs.


Før restaureringen.


Efter restaureringen.


Indvielsen

Søndag den 14. december kl. 14.00 var der indbudt til indvielse af den nyrestaurere-

de kirke, med deltagelse og gudstjeneste ved biskop Peter Fischer-Møller. Herudover deltog præsterne: Kirsten Kjær Ohms, Pia Heegaard Lorentzen og Carsten Ackermann samt tidlige-re præster i Faxe Kirke: pastor emeritus Knud Hillerup og pastor emeritus Frede Tramm.Som et ekstra festligt indslag var der Lu-

cia-optog ved kirkens pigekor med Rie Lou som Luciabrud. Lucia forbindes med lys, hvil-ket på passende vis understregede indvielsen af den nu solrige kirke. Efter gudstjenesten var der reception i me-

nighedshuset, med lidt tørt og vådt, taler og underholdning.Faxe Kirke kunne stolt gå sin nye æra i møde.

Sognepræst Kirsten Kjær Ohms fortæller:Der var knald på op til indvielsen. Biskoppen kom

”flyvende” fra Hylleholt, hvor deres nye messehag-ler lige var blevet indviet – og det gjaldt om at kom-me i tøjet for de forsamlede præster. Hillerup klædte om i sakristiet, så han ikke havde så langt at gå og Frede Tramm tog billedet. Det havde været ideelt at få os alle sammen med, - og øv at vi ikke fik taget et billede bagefter.

Fra venstre: Præst Pia Heegaard, Biskop Peter Fischer-Møller, Præst Kirsten Kjær Ohms og Præst Carsten Ackermann.

Luciabruden Rie Lou med sine terner. Sangen de fremførte fugtede mangen en tilhørers øjenkrog. Det var meget smukt.


Tine Teglbjærg, Maja Lisa En-gelhardt, Peter Brandes og Kurt Sangild umiddel-bart før indviel-sen.

Peter Fischer-Møller og Frede Tramm i spidsen for processionen.

Kirken var fyldt til bristepunktet. Alle ville se den nyrestaurerede bygning.

Altergangen blev forrettet af en biskop og hele 3 præster.

Taler, underholdning og dejlig mad satte punktum på invielsen, og afslutningen på det kæmpe projekt, det har været at restaurere Faxe Kirke. Vi har fået en lys og anderledes funktionel kirke, som alle i Faxe kan glæde sig over i de næste mange år.


ISBN 978-87-998571-0-4

Følgende firmaer har medvirket ved restaureringen:

Arkitekt: Berings Tegnestue, Konduktør: Tine Teglbjærg, Berings Teg-nestue. Ingeniør: Kurt Jacobsen, Murer: Knud Andreassen, V.V.S.: Finn L. & Davidsen, Elinstallation: Faxe-Orup Elinstallation, Tømrer: Tømrermester Madsen, Maler: Mogens Lysholm, Stenhugger: Saks-købing Stenhuggeri, Snedkerkonservator: Claus Englund Petersen, Malerkonservator: Ole Dufor, Kalkmalerier: Nordisk Konservering, Glarmester: Per Hebsgaard, Smedejernsgitter: Henrik Petersen, TPC smeden: Thor Piet Christensen, Gørtler: Kobbersmeden v/ Leo Thor-sen, Modelskib: Freddy Juul Schmidt, Kunstnere: Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt, Fonde: Augustinusfonden og Nationalmuseet.

Restaureringshæftet udgives af Faxe Menighedsråd © 2015.

Redaktion, tekst, grafisk tilrettelæggelse og layout: Kent CarlsonFotos: Kirsten Kjær Ohms Kurt Sangild Torkild Svane Kraft Jesper Jørgensen Kent Carlson

faxe kirke

Documents