forretninger i tyskland - danske bank · 2009. 4. 21. · forretninger i tyskland er udarbejdet af...

Forretninger i Tyskland

Udarbejdet af advokat og Rechtsanwalt Stefan Reinel,

Bang + Regnarsen

Udgivet af Danske Bank

Forord �Forretninger i Tyskland� er tænkt som en introduktion til de retlige spørgsmål, der typisk opstår i forbindelse med en dansk virksomheds ønske om bearbejdning af det tyske marked - det være sig i forbindelse med salgsaktiviteter eller ved en etablering. I det følgende gøres der først et par bemærkninger om den tyske erhvervskultur, derefter gennemgås de centrale problemer, der opstår ved direkte salg til tyske kunder (2). For det tilfælde at man ønsker at engagere en fast repræsentant i Tyskland, kan der hentes nyttige oplysninger i afsnittet om salg via andre (3). De mest centrale spørgsmål i forbindelse med en selvstændig etablering behandles i afsnittet om etablering (4). Når personale udstationeres eller ansættes, er der visse regler, man skal være opmærksom på (5). Særlige overvejelser knytter sig til leje eller køb af fast ejendom i Tyskland (6) og til byggeri (7). For alle virksomhedsaktiviteter gælder lige som i Danmark en omfattende erhvervslovgivning, hvoraf enkelte, vigtige områder belyses (8). Skattemæssige regler har naturligvis også betydning (9). Afslutningsvis forsøges det at give et overordnet overblik over den juridiske jungle, man står overfor når man er aktiv i Tyskland (10) Danske Bank er udgiver af �Forretninger i Tyskland�, der er udarbejdet af advokat og Rechtsanwalt Stefan Reinel, Bang + Regnarsen (København-Hamburg-Berlin) (www.br-law.com), som alene er ansvarlig for indholdet. Det er naturligvis ikke hensigten at afdække samtlige problemer, der opstår i forbindelse med aktiviteter i forhold til Tyskland. Det er imidlertid vores håb, at der gives et vist overblik over de typiske spørgsmål, og at der ved læsningen tændes et antal "røde lamper". Uafhængig professionel rådgivning af juridisk, skattemæssig, finansiel eller markedsføringsmæssig karakter vil aldrig kunne undværes og er som regel en god investering. May 2007

�Forretninger i Tyskland� er udarbejdet af advokat og Rechtsanwalt Stefan Reinel, Bang + Regnarsen, og udgivet af Danske Bank. May 2007

1

http://www.nebelong.dk/

Danske Bank i Tyskland Danske Bank koncernen er Danmarks største bank og samtidig en betydende bank på det nordeuropæiske finansielle marked. Vi opererer i Norge, Sverige, Finland, Rusland, de baltiske lande, Polen, UK, Den Irske Republik og Nordirland. Koncernen består af Danske Bank, Realkredit Danmark, Danica Pension og yderligere en række datterselskaber. Siden 1985 er vi i Tyskland repræsenteret med en filial i Hamburg, som er ansvarlig for bankens tyske aktiviteter. På det tyske marked servicerer vi alene erhvervskunder. Vi kan tilbyde en bred palette af bankprodukter til finansiering af drift og investeringer, risk management, trade finance, cash management m.m. Vi er integreret i alle tyske clearingsystemer og udfører alle former for lokale og internationale betalinger. Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte os direkte i Hamborg eller via en af bankens skandinaviske filialer. Se side 61.


2

1. Erhvervskultur.......................................................................................................................................... 6 2. Direkte salg................................................................................................................................................. 7 2.1 Bedømmelse af kunderne ................................................................................................................. 7 2.1.1 Juridisk konstruktion............................................................................................................................ 7 2.1.2 Økonomi........................................................................................................................................................ 7 2.1.2.1 Kreditoplysninger ................................................................................................................................... 7 2.1.2.2 Offentliggjorte regnskaber................................................................................................................ 8 2.2 Den internationale købelov ............................................................................................................... 8 2.3 Salgs- og leveringsbetingelser ....................................................................................................... 8 2.4 Check som betalingsmiddel ............................................................................................................. 9 2.5 Ejendomsforbehold ............................................................................................................................... 9 2.6 Renteberegning ved forsinket betaling ..................................................................................... 10 2.7 Inddrivelse af fordringer ..................................................................................................................... 10 2.8 Konkurs......................................................................................................................................................... 11 2.8.1. Virksomheders konkurs..................................................................................................................... 11 2.8.2. Enkeltpersoners konkurs .................................................................................................................. 11 2.9 Forældelse .................................................................................................................................................. 12 3. Salg via andre............................................................................................................................................ 12 3.1 Handelsagent (Handelsvertreter) ................................................................................................ 12 3.1.1 Kommerciel betydning ........................................................................................................................ 12 3.1.2 Hvad er en handelsagent ................................................................................................................... 13 3.1.3 Gældende lovgivning/afgørelse af tvister................................................................................ 13 3.1.4 Hvilke bestemmelser gælder .......................................................................................................... 13 3.1.5 Eneagent for området .......................................................................................................................... 14 3.1.6 Handelsagentens og virksomhedens generelle pligter.............................................. 14 3.1.7 Provision ...................................................................................................................................................... 14 3.1.8 Opsigelse...................................................................................................................................................... 14 3.1.9 Goodwillerstatning (Ausgleichsanspruch) ............................................................................. 15 3.1.10 Konkurrenceklausul.............................................................................................................................. 15 3.1.11 Stikord for forhandlingerne .............................................................................................................. 15 3.2 Eneforhandler (Vertragshändler) ................................................................................................. 16 3.2.1 Kommerciel betydning ........................................................................................................................ 16 3.2.2 Hvad er en eneforhandler.................................................................................................................. 16 3.2.3 Gældende lovgivning/afgørelse af tvister............................................................................... 16 3.2.4 Hvilke bestemmelser gælder .......................................................................................................... 17 3.2.5 Eneforhandlerens og producentens generelle pligter ..................................................... 17 3.2.6 Vederlag ....................................................................................................................................................... 17 3.2.7 Opsigelse...................................................................................................................................................... 17 3.2.8 Goodwillerstatning (Ausgleichsanspruch) ............................................................................. 17 3.2.9 Stikord for forhandlingerne .............................................................................................................. 17 4. Etablering..................................................................................................................................................... 18 4.1 Generelle overvejelser ........................................................................................................................ 18 4.1.1 Etableringsområder.............................................................................................................................. 18 4.1.2 Nødvendige registreringer ............................................................................................................... 18 4.1.2.1 Erhvervstilsynet (Gewerbeamt)..................................................................................................... 19 4.1.2.2 Handelsregistret/�Kaufmann� ....................................................................................................... 19 4.1.2.3 Skattemyndighederne og momsregistrering........................................................................ 20 4.1.2.4 Industri- og handelskamre ................................................................................................................ 20 4.1.3 Virksomhedens handelsbøger, bogføring m. v. ................................................................... 21 4.2 Repræsentationskontor (Zweigstelle)....................................................................................... 22 4.3 Filial (Zweigniederlassung) ............................................................................................................... 22 4.3.1 Brevpapiret................................................................................................................................................. 23 4.4 Egen selvstændig virksomhed........................................................................................................ 23 4.4.1 Stiftelse eller skuffeselskab ............................................................................................................. 24 4.4.2.1 Hæftelsesregler for ledelsen........................................................................................................... 26 4.4.4 Andre virksomhedsformer ............................................................................................................... 27 4.4.4.1 Enkeltmandsvirksomheder (Einzelunternehmen, Einzelkaufmann) ....................... 27 4.4.4.2 Handelsselskab (offene Handelsgesellschaft, OHG) ........................................................ 28 4.4.4.3 Kommanditselskab (Kommanditgesellschaft, KG)............................................................ 29


3

4.4.4.4 Særformen GmbH & Co. KG ............................................................................................................ 29 4.4.4.5 Særformer og blandingsformer..................................................................................................... 30 4.4.4.6 Navne ............................................................................................................................................................. 30 5. Personale..................................................................................................................................................... 31 5.1 Udsendte danske medarbejdere .................................................................................................. 31 5.1.1 Hvilket lands lov gælder for kontrakten .................................................................................... 31 5.1.2 Hvilket lands lov gælder for skatten............................................................................................ 31 5.1.3 Hvilket lands lov gælder for sociale bidrag mv. .................................................................... 32 5.1.4 Opholds- og arbejdstilladelse.......................................................................................................... 32 5.1.5 Bil ...................................................................................................................................................................... 32 5.1.5.1 Egen bil .......................................................................................................................................................... 32 5.1.5.2 Firmabil ......................................................................................................................................................... 32 5.2 Direkte ansatte tyske medarbejdere ......................................................................................... 33 5.2.1 Hvilket lands lov gælder for kontrakten .................................................................................... 33 5.2.2 Kontrakten .................................................................................................................................................. 33 5.2.2.1 Opsigelse...................................................................................................................................................... 33 5.2.2.2 Bortvisning (außerordentliche Kündigung) ............................................................................ 34 5.2.2.3 Lov om ansættelsesbeskyttelse (Kündigungsschutzgesetz)...................................... 34 5.2.2.4 Lønforhold ................................................................................................................................................... 35 5.2.2.5 Konkurrenceklausuler......................................................................................................................... 35 5.2.3 Arbejdsgivers pligter med hensyn til skatten....................................................................... 35 5.2.4 Arbejdsgivers pligter med hensyn til sociale bidrag ........................................................ 36 5.3.1 Alderspension........................................................................................................................................... 37 5.3.2 Arbejdsløshedsforsikring.................................................................................................................. 37 5.3.3 Sygeforsikring........................................................................................................................................... 37 5.3.4 Plejeforsikring........................................................................................................................................... 37 5.3.5 Arbejdsskadeforsikring ...................................................................................................................... 37 5.3.6 Ferieregler/arbejdstidsregler......................................................................................................... 37 5.4 Lønmodtagermedbestemmelse.................................................................................................... 38 6. Fast ejendom............................................................................................................................................. 38 6.1 Leje .................................................................................................................................................................. 38 6.1.1 Lovgivning.................................................................................................................................................... 39 6.1.2 Særskilte driftsomkostninger (Nebenkosten) ...................................................................... 39 6.1.3 Indeksklausuler........................................................................................................................................ 40 6.1.4 Mæglere ....................................................................................................................................................... 40 6.2.7 Lejeforhold .................................................................................................................................................. 45 6.2.8 Investering .................................................................................................................................................. 45 7. Byggeri........................................................................................................................................................... 46 7.1 Retsgrundlag (VOB)............................................................................................................................... 46 7.2 Aftaleparter................................................................................................................................................ 46 7.2.1 Hovedentreprenør ................................................................................................................................. 46 7.2.2 Underentreprenør.................................................................................................................................. 46 7.2.3 Konsortium................................................................................................................................................. 47 7.2.4 Arkitekter/ingeniører........................................................................................................................... 47 7.2.5 Stikord for forhandlingerne .............................................................................................................. 47 7.3 Særligt om sikkerhedsstillelse....................................................................................................... 47 7.3.1 Kaution (Bürgschaft) ............................................................................................................................ 47 7.3.2 Deponering (Hinterlegung)................................................................................................................ 48 7.3.3 Tilbageholdelse af betalinger (Einbehalt) ................................................................................. 48 7.4 Momsregler ............................................................................................................................................... 48 7.5 Syn og skøn................................................................................................................................................. 48 7.6 Skatteforpligtelser ................................................................................................................................. 48 7.6.1 Ordregiverens forpligtelser.............................................................................................................. 49 7.6.2 Fritagelsesmulighed ............................................................................................................................. 49 7.6.3 Anbefaling til danske virksomheder............................................................................................ 49 8. Erhvervslovgivning i øvrigt ................................................................................................................ 50 8.1 Erhvervsstøtte.......................................................................................................................................... 50 8.2 Regulering af enkelterhverv ............................................................................................................. 51 8.2.1 Detailhandel ............................................................................................................................................... 51 8.2.2 Transporterhverv ................................................................................................................................... 51 8.2.3 Mæglere ....................................................................................................................................................... 51 8.2.4 Hotel- og restaurationserhverv ..................................................................................................... 51


4

8.2.5 Industri .......................................................................................................................................................... 52 8.2.6 Håndværk .................................................................................................................................................... 52 8.2.7 Liberale erhverv....................................................................................................................................... 52 8.3 Reklameregler .......................................................................................................................................... 53 8.3.1 Markedsføringsregler.......................................................................................................................... 53 8.3.2 Markedsføringsloven (Gesetz gegen unlauteren Wettbewerb, UWG)................. 53 8.4 Konkurrenceloven (Gesetz gegen Wettbewerbsbeschränkungen, GWB)......... 53 8.5 Patent-, varemærke og mønsterbeskyttelse......................................................................... 53 8.6 Produktansvar.......................................................................................................................................... 53 9. Skattemæssige regler ......................................................................................................................... 54 9.1 (Undgåelse af) Dobbeltbeskatning ............................................................................................... 54 9.2 Driftsstedet ................................................................................................................................................ 54 9.3 Virksomheder ........................................................................................................................................... 55 9.3.1 Selskabsbeskatning .............................................................................................................................. 55 9.3.2 Selskabsskat (Körperschaftssteuer)......................................................................................... 55 9.3.3 Virksomhedsskat (Gewerbesteuer)............................................................................................ 56 9.4 Personbeskatning .................................................................................................................................. 56 9.5 Andre skatter og afgifter.................................................................................................................... 56 9.5.1 Solidaritetsskat (Solidaritätszuschlag) .................................................................................... 57 9.6 Formueskat (Vermögenssteuer) .................................................................................................. 57 10. Den juridiske jungle ............................................................................................................................... 57 10.1 Hvilket lands lov gælder/International privatret ................................................................. 57 10.2 BGB ................................................................................................................................................................. 57 10.3 Handelslovgivning (HGB).................................................................................................................... 58 10.4 Kreditsikringsmuligheder.................................................................................................................. 58 10.5.1 Statslige........................................................................................................................................................ 59 10.5.2 Delstatsmyndigheder........................................................................................................................... 59 10.5.3 Domstole...................................................................................................................................................... 59 10.5.4 Handelsregistret..................................................................................................................................... 59 10.6 Rådgivere..................................................................................................................................................... 60 10.6.1 Advokater .................................................................................................................................................... 60 10.6.1.2 Honorarberegning.................................................................................................................................. 60 10.6.2 Notarer.......................................................................................................................................................... 60 10.6.3 Revisorer...................................................................................................................................................... 61 10.7 Valg af tvistested (værneting)......................................................................................................... 61 11. Kontaktadresser: .................................................................................................................................... 61


5

1. Erhvervskultur Formålet med nærværende brochure er at give et overblik over de vigtigste juridiske overvejelser, en dansk virksomhed bør gøre sig, når den påtænker at gøre forretninger i Tyskland. Herudover må man imidlertid ikke overse, at der er en del forskelle på erhvervskulturen i Danmark og Tyskland. Der findes egentlige kurser i �erhvervsopførsel� i Tyskland (se f.eks. www.knigge-seminare.de), og det er vel efterhånden sjældent, at danske erhvervsdrivende ikke husker grundreglerne: • Påklædningen under forretningsmøder bør altid være korrekt. • �Du�-formen med forretningsforbindelser er bandlyst, indtil man er

kommet meget tæt på hinanden � det er den ældre, der �tilbyder� det. • Det er også usædvanligt at være �dus� med sine medarbejdere. • Det er en forudsætning for professionelt arbejde, at man behersker tysk

på et højt niveau. • Det er i denne sammenhæng en fornuftig ting, at man har sat sig ind i den

nye tyske retskrivning. • Det er en god idé at ansætte en tysker, som kender skik og brug, til at lede

aktiviteterne i Tyskland. Det, der gælder for påklædningen og omgangsformen, gælder også med hensyn til de juridiske forhold. Formkravene er større, og der findes adskillige eksempler på disse i lovgivningen. Inden for en del retsområder kræves der notarbekræftelse af aftaler, hvilket er ukendt i Danmark. Dette er f.eks. tilfældet, når der oprettes selskaber (4.4) eller erhverves fast ejendom (6.2). Endvidere er det meget sædvanligt at bekræfte mundtlige aftaler skriftligt, og det er vigtigt, at man nøje gennemlæser den tyske kontraktparts skriftlige bekræftelse af en mundtlig aftale. EU-harmoniseringen har medført en gradvis tilnærmelse af danske og tyske retsforhold, f.eks. for områderne handelsagenter (3.1) og regnskabsforhold (4.1.2). Det vil dog være farligt bare at gå ud fra, at forskrifterne nok er ens, når de minder om hinanden. Der er en del danske håndværkere og entreprenører, der har måttet udrede betydelige erstatninger, fordi de ikke var helt fortrolige med de tyske byggetekniske forskrifter. Der må således opfordres til, at man omhyggeligt sætter sig ind i de gældende regler for det område, som man ønsker at arbejde med i Tyskland. �Ordnung muss sein� � også hvad angår juridiske spørgsmål. Siden 1. januar 1999 er EURO�en Tysklands valuta. I overgangstiden frem til 1. januar 2002 eksisterede EURO�en kun som �regnskabs-valuta�. DEM var stadigvæk eneste gyldige betalingsmiddel - dog kun som fast møntenhed bundet til EURO�en. DEM-sedler og mønter blev accepteret af banker og handlende son led i en frivillig ordning frem til den 28.02.2002, herefter er EURO�en eneste gyldige betalingsmiddel i Tyskland.


6

http://www.knigge-seminare.de/

DEM-sedler og -mønter kan i en tidsmæssig ubegrænset periode veksles gratis i alle filialer af Deutsche Bundesbank. Der er også mulighed for at sende DEM-sedler og -mønter til Deutsche Bundesbanks filial i Mainz: Deutsche Bundesbank SZ BLog Hegelstraße 65 D-55122 Mainz Afsendere fra udlandet får tilsendt en ordrecheck på EURO-beløbet (www.bundesbank.de/bargeld/bargeld_faq_banknotendm.php#dm_umtausch) 2. Direkte salg 2.1 Bedømmelse af kunderne Inden der indgås aftaler med en ny forretningsforbindelse, bør der foretages en vurdering af forretningspartneren, der ikke begrænser sig til dennes visitkort eller farvestrålende brochurer. Man må aldrig være i tvivl om ens kontraktparts juridiske konstruktion. Endvidere bør der foreligge oplysninger om kontraktpartens økonomi. 2.1.1 Juridisk konstruktion Den retsform, som ens tyske kontraktpart driver virksomhed i, er nærmere beskrevet nedenfor under de mulige etableringsformer (4.4). Såfremt der er tale om en juridisk person, bør man inden underskrift på en større kontrakt sikre sig, at pågældende virkelig kan tegne virksomheden (10.6.4). Dette sker ved at indhente en bekræftet udskrift fra det pågældende handelsregister. Aftaler, der falder ind under den pågældende virksomheds almindelige drift, kan også indgås af personer, der har �stillingsfuldmagt� hertil, dvs., at de i forretningslivet almindeligvis må antages at være berettiget til at indgå aftaler på det pågældende område. 2.1.2 Økonomi En bankoplysning kræver kundens samtykke. Ønsker man ellers at komme tættere på kundens økonomi, kan der indhentes kreditoplysninger via et kreditoplysningsbureau eller søges indsigt i kundens offentliggjorte regnskaber. 2.1.2.1 Kreditoplysninger Det er muligt via Internettet at indhente kreditoplysninger fra de kendte større kreditoplysningsbureauer som f.eks. Creditreform (www.creditreform.de) eller Dun & Bradstreet (http://dbgermany.dnb.com/German/default.htm). Sidstnævnte forudsætter


7

http://www.creditreform.de/

ikke noget abonnement, idet oplysninger kan indhentes ved online-betaling med kreditkort. 2.1.2.2 Offentliggjorte regnskaber Tyskland har ikke noget effektivt system med hensyn til kapitalselskabers indlevering af regnskaber, der svarer til det system, der i Danmark administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ligesom man hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen via Internettet(www.publi-com.dk) kan indhente et selskabs seneste officielle regnskab, er dette også muligt i Tyskland (www.handelsregister.de), selvom selskabsregistreringerne i Tyskland foretages decentralt ved de lokale handelsregistre (10.6.4). I fortiden var det dog sådan, at tyske selskaber, selvom de officielt er forpligtet til at indsende deres årsregnskaber, ikke reelt har gjort det, da manglende indlevering ikke har haft nogen konsekvens. Reglerne er nu � efter at forholdet er blevet påtalt af EU-domstolen � blevet strammet, men der må antages at gå lang tid, før systemet bare antydningsvis har samme effektivitet som det danske. 2.2 Den internationale købelov Hvilken lovgivning, der finder anvendelse ved et salg mellem en dansk og en tysk virksomhed, afgøres af den såkaldte internationale privatret (10.1). Parterne kan også aftale, at det ene eller andet lands retssystem skal finde anvendelse mellem parterne. Medmindre der konkret er aftalt andet, gælder DEN INTERNATIONALE KØBELOV imidlertid for dansk-tyske købsaftaler (www.cisg.dk). Denne regulerer de mest vigtige spørgsmål, som f.eks. sælgers pligter vedrørende varens beskaffenhed og rettidig levering, samt købers pligter med hensyn til købesummens betaling og erstatning ved misligholdelse. Bestemmelserne i denne lov, der gælder både i Danmark og Tyskland, findes på begge sprog. Den internationale købelov gælder også i tilfælde, hvor man måtte have aftalt, at �dansk ret� finder anvendelse. En tysk udgave af loven findes hos www.cisg.at/CISGframe.htm. 2.3 Salgs- og leveringsbetingelser Såfremt man ønsker at anvende sine egne salgs- og leveringsbetingelser, bør man være opmærksom på, at Tyskland i BGB (borgerlige lovbog) har særlige bestemmelser om almindelige forretningsbetingelser. Bestemmelsen regulerer meget detaljeret, hvad der er tilladt at aftale i sådanne forretningsvilkår. Det er meget vigtigt, at man undersøger, om ens tyske salgs- og leveringsbetingelser i givet fald overholder de lovmæssige krav, da enkelte vilkår og i værste fald hele sættet kan ende med at blive erklæret ugyldige.


8

http://www.publi-com.dk/

2.4 Check som betalingsmiddel Checkbetalinger forstås som regel således, at overgivelsen af checken ikke har den virkning, at den endelige betaling anses for at være sket (�zahlungshalber�). Man bør derfor ikke udstede en kvittering samtidig med modtagelsen af en check. En tysk check, der skal indfries af en tysk bank, skal søges indløst i denne bank inden 8 dage efter udstedelsen. Overholdes fristen ikke, mister man muligheden for, at checken kan tjene som fuldbyrdelsesgrundlag i den særlig hurtige tyske checkproces. Modtager man mange tyske checks, er det derfor en god idé at oprette en bankkonto i en tysk bank eller en dansk bank med tysk filial, da det ellers kan være vanskeligt at overholde indløsningsfristen. 2.5 Ejendomsforbehold I Danmark er det vanskeligt at aftale et ejendomsforbehold, når varer sælges til videresalg. Man må i givet fald aftale et egentligt konsignationsforhold. I Tyskland kræves der derimod ikke meget for at aftale et gyldigt ejendomsforbehold og ejendomsforbehold er et standardvilkår i stort set alle tyske leveringsbetingelser. Ejendomsforbeholdet medfører, at sælgeren kan kræve varerne tilbage, også fra køberens konkursbo, såfremt købesummen ikke er betalt. Et ejendomsforbehold kan efter tysk ret aftales som et udvidet ejendomsforbehold (erweiterter Eigentumsvorbehalt), hvilket betyder, at alle leverede varer tjener til sikkerhed for samtlige krav mellem parterne. Et sådant ejendomsforbehold er umuligt efter dansk ret. Man kan også aftale et ejendomsforbehold som et forlænget ejendomsforbehold (verlängerter Eigentumsvorbehalt). I dette tilfælde tjener ikke bare de leverede varer til sikkerhed for køberens fordring, men også færdigprodukter, som er fremstillet ved hjælp af de leverede varer. Endvidere kan ejendomsforbeholdet kombineres med en transport i de fordringer, som vil opstå ved videresalg af varerne (Vorausabtretungsklausel). I tilfælde af køberens konkurs har sælgeren herefter sikkerhed enten i de varer, der stadig måtte være hos køberen, eller i de fordringer, som er opstået ved varernes videresalg. Der er dog ikke sikkerhed i allerede indgåede betalinger, da disse som regel ikke kan individualiseres fra andre beløb. De tyske regler om ejendomsforbehold medfører, at tyske konkursboer �tømmes� af varekreditorerne. De eneste varekreditorer, der ikke kan udtage deres varer, er som regel de danske kreditorer, idet disse ikke har aftalt noget ejendomsforbehold. Det må derfor stærkt anbefales, at man aftaler et ejendomsforbehold med sine tyske købere.


9

2.6 Renteberegning ved forsinket betaling Hvilke renter, der kan beregnes ved forsinket betaling, er i første omgang afhængig af, om renteberegningen og renternes størrelse på forhånd er aftalt mellem køber og sælger. En rentebestemmelse på en fremsendt faktura er hverken efter dansk eller tysk ret nogen aftale. Derimod vil en ordrebekræftelse, hvor rentebestemmelserne er anført som regel være tilstrækkelig til at blive betragtet som en aftale om renteberegning. Hvis der ikke er aftalt noget om renter, er det afgørende, om dansk eller tysk ret finder anvendelse mellem parterne (10.1). Dog er forskellene minimale, da både Tyskland og Danmark har implementeret Europaparlaments og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Hvis ikke andet er aftalt, forfalder en regning automatisk til betaling senest 30 dage efter den er modtaget. Morarentesatsen svarer i Danmark til den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis per 1. januar og 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 % (for tiden: 10,00 %). I Tyskland svarer morarentesatsen til den specielle �Basiszins�, som ligeledes fastsattes henholdsvis per 1. januar og 1. juli det pågældende år alt efter Den Europæiske Centralbanks nyfastsættelse af renten med et tillæg på 5 % (for tiden: 6,95 %). Efter tysk ret er der i mange tilfælde mulighed for at få erstattet de kassekreditrenter, sælger selv har måttet betale til sin egen bank, og som beviseligt skyldes manglende betaling fra debitor. Denne mulighed for at få sit rentetab erstattet, findes fortsat ikke i dansk ret. 2.7 Inddrivelse af fordringer Når debitor ikke betaler, opstår spørgsmålet om, hvordan man bedst inddriver penge hos en tysk debitor. Man bør i denne forbindelse være opmærksom på, at det i mange tilfælde vil være muligt at anlægge retssag både i Danmark og i Tyskland. Det er en grundlæggende retsregel, at man kun kan anlægge retssag mod en anden person eller virksomhed på det sted, hvor pågældende hører hjemme, og det vil derfor formentlig være en overraskelse for mange, at en dansk virksomhed oftest kan anlægge retssag mod sin tyske kunde i Danmark. Dette skyldes, at der i den såkaldte EU-domskonvention findes en regel om, at man kan anlægge retssag på det sted, hvor ens modpart skal opfylde sin forpligtelse (opfyldelsesværnetinget). Da en tysk køber efter DEN INTERNATIONALE KØBELOV skal opfylde sin betalingsforpligtelse på sælgerens forretningssted, kan danskeren derfor anlægge sag mod sin tyske køber ved eget �hjemting� (den ret, hvor danskeren har sit forretningssted). Alternativt kan danskeren imidlertid også anlægge sag i Tyskland ved tyskerens bopæl. Efter tysk ret der ydermere mulighed for en forkortet inkassoprocedure (Mahnverfahren), dvs. at der kan opnås en dom


10

(Mahnbescheid) uden en egentlig retssag. Efter denne procedure falder der automatisk dom, hvis debitor ikke inden visse frister svarer på en betalingsopfordring, som retten sender til ham. Rejser debitor derimod indsigelser mod betalingsopfordringen, vil der også efter tysk ret skulle gennemføres en egentlig retssag. Hvilken af de to muligheder, man skal vælge, er ikke nemt at afgøre på forhånd. En dansk retssag har naturligvis den fordel, at den tyske modpart tvinges til at forsvare sig i det for ham fjerne udland. Imidlertid må stævningen og dokumenter oversættes til tysk og forkyndes i Tyskland, hvilket kan være en besværlig affære. Falder der dom i Danmark til fordel for den danske sælger, kan denne dom fuldbyrdes i Tyskland, men også dette kan tage en del tid. En tysk inkassoprocedure er i første omgang ganske enkel og omkostningsfri. Rejser den tyske modpart imidlertid indsigelser, er der fare for, at man herefter skal gennemføre hele sagen uden hjemmebanefordelen. Det må være de konkrete omstændigheder, der afgør, hvilken løsning man vælger. Som tommelfingerregel gælder det, at man bør anlægge sagen i Tyskland, hvis man ikke forventer indsigelser mod kravet. Ved man på forhånd, at der vil komme indsigelser, bør sagen typisk anlægges i Danmark. 2.8 Konkurs Forudsætningen for, at en debitor tages under konkursbehandling, er, at man har et dokumenterbart krav mod debitor, og at denne ikke er i stand til at betale fordringen, f.eks. fordi der allerede forgæves har været forsøgt udlæg. I Tyskland behøver kreditor ikke stille sikkerhed for konkursbehandlingen. Kan boets midler imidlertid ikke dække bobehandlingsomkostningerne, kan kreditoren påtages sig at betale sagsomkostninger, hvis han alligevel ønsker konkursbehandlingen gennemført. Reglerne herom findes i den tyske konkurslov (Insolvenzordnung) (www.gesetze-im-internet.de/inso/index.html) 2.8.1. Virksomheders konkurs For en simpel kreditor (10.4) vil det som regel ikke kunne svare sig at foranledige en konkursbehandling. Som nævnt (2.5) vil de privilegerede kreditorer have tømt konkursboet, så der ikke bliver noget tilbage til de privilegerede kreditorer. 2.8.2. Enkeltpersoners konkurs


11

Er der tale om privatpersoner, kan konkursbehandlingen først gennemføres, efter en udenretslig bobehandling har fundet sted (außergerichtliche Schuldenbereinigung). Kun hvis debitor og kreditorerne ikke kan enes om en gældssaneringsplan kan debitor tages under konkursbehandling ved en domstol, hvorved formueværdierne bliver fordelt mellem kreditorerne. Derefter er der mulighed for, at debitor i seks år stiller en del af sin indkomst til rådighed for sine kreditorer, hvorefter han er frigjort for restgælden (Restschuldbefreiung). Reglerne minder om de danske regler om gældssanering. 2.9 Forældelse For ikke at miste sit krav mod en tyske debitor, skal man være opmærksom på forældelsesreglerne. Forældelsesreglerne i dansk og tysk ret er ret forskellige. Man bør derfor først overveje, om det er dansk eller tysk ret, der finder anvendelse (10.1.). Efter dansk ret forældes almindelige fordringer ved køb og salg 5 år efter købet. Siden 1. januar 2002 andrager den almindelige forældelsesfrist efter tysk ret 3 år. Forældelsesfristen udløber ved årets udgang. Dette er baggrunden for, at der som regel hersker stor travlhed på tyske advokatkontorer omkring juletid. Det er vigtigt, at man noterer sig, at man efter tysk ret mister sin ret til at påberåbe sig mangler ved købte varer allerede 2 år efter salget. Såfremt det drejer sig om byggematerialer, som har medført mangler på en bygning, er forældelsesfristen 5 år. For at afbryde forældelsesfristen skal der � efter begge landes ret � begyndes retslige skridt, idet kravet ellers fortabes. 3. Salg via andre 3.1 Handelsagent (Handelsvertreter) 3.1.1 Kommerciel betydning Antagelse af en handelsagent vil være det første skridt til en mere intensiv bearbejdning af det tyske marked. Den danske producents økonomiske forpligtelser i forbindelse hermed er som regel til at overse, da den eneste omkostning er provisionen til handelsagenten � og denne forfalder jo kun, hvis bliver solgt noget. Ved antagelse af en handelsagent bør man overveje, om det er hensigtsmæssigt at nøjes med en handelsagent for hele Tyskland, da landet i de fleste tilfælde nok ikke kan dækkes af en enkelt agent. Det vil derfor typisk være bedre at begrænse agentens område til en eller flere delstater.


12

De danske generalkonsulater og eksportstipendiater i Tyskland (www.ambberlin.um.dk/da/menu/Eksportraadgivning/) kan � mod betaling � bistå med at finde egnede emner til handelsagenter. Problemerne ved en handelsagentaftale viser sig som regel først, når agenten har været så succesfuld, at virksomheden mener bedre selv at kunne betjene markedet ved egen etablering. I denne situation har agenten krav på et opsigelsesvarsel, samt krav på erstatning for mistet fremtidig omsætning. Man bør allerede fra starten være opmærksom herpå, da man ikke kan aftale sig ud af disse erstatninger. Opsigelse af en handelsagent koster penge. Tyske handelsagenter er meget velorienterede om deres rettigheder og tøver ikke med at søge dem gennemført ad rettens vej. 3.1.2 Hvad er en handelsagent En handelsagent er en selvstændig erhvervsdrivende, som på en anden virksomhed vegne forestår salg af dennes produkter. Det vil sige han sælger for denne virksomheds regning og i dennes navn. Det er virksomheden, der bærer risikoen for, at der sælges til kunder, som ikke betaler, og virksomheden hæfter direkte over for kunden ved eventuelle reklamationer. Handelsagentens forhold er derfor anderledes end eneforhandlerens (3.2). Det forhold, at en handelsagent skal være selvstændig erhvervsdrivende, betyder, at denne ikke må være så integreret i virksomhedens organisation, at han i virkeligheden er ansat af denne. I dette tilfælde finder de tyske ansættelsesretlige bestemmelser anvendelse, der ofte vil være mere byrdefulde for virksomheden end handelsagentreglerne. 3.1.3 Gældende lovgivning/afgørelse af tvister Det er ikke sandsynligt, at en tysk handelsagent vil acceptere, at det aftales, at dansk ret finder anvendelse på forholdet mellem parterne. Selvom han måtte acceptere dette, findes der i tysk ret en del regler, der beskytter handelsagenten og som ikke kan fraviges, selvom dansk ret i øvrigt er aftalt. Man må derfor gå ud fra, at en tysk handelsagents retsstilling bedømmes efter tysk lovgivning og retspraksis. Som udgangspunkt vil eventuelle tvister ligeledes blive afgjort af de tyske domstole. Det forekommer dog, at en tysk handelsagent accepterer, at stedet for afgørelsen af eventuelle tvister (værnetinget) er en dansk domstol, især Sø- og Handelsretten i København. 3.1.4 Hvilke bestemmelser gælder Reglerne i den tyske handelslovbog (Handelsgesetzbuch = HGB, www.gesetze-im-internet.de/hgb/index.html) har været forbillede for EU-direktivet om handelsagenter, som også Danmark har gennemført. Den nuværende danske og tyske lovgivning minder derfor meget om hinanden, og


13

for så vidt angår hovedreglerne kan man derfor orientere sig i den danske lov. Der er dog � som altid � forskelle i detaljen. Der er ikke specielle formkrav til handelsagentaftaler. Hvis ikke der er aftalt andet, gælder lovens bestemmelser. 3.1.5 Eneagent for området En handelsagent vil typisk forlange, at han har retten til eneforhandling (Alleinvertretung) af produkterne i sit område. I dette tilfælde har handelsagenten ret til provision af salget af alle produkter i sit område, uanset om han har været med til at formidle salget af disse eller ej. 3.1.6 Handelsagentens og virksomhedens generelle pligter Det er ikke overraskende, at handelsagenten automatisk har visse pligter, uden at dette skal aftales særskilt. Hertil hører naturligvis pligten til at søge salget af produkterne fremmet (Vermittlungs-/Abschlusspflicht), pligten til at overvåge markedet og pligten til at underrette om aktuelle udviklinger (Marktbeobachtungspflicht, Informationspflicht). Herudover er handelsagenten forpligtet til at bevare tavshed om forretningshemmeligheder. Denne tavshedspligt rækker ud over varigheden af kontraktforholdet (Verschwiegenheitspflicht). Mens handelsagenten uden videre er afskåret fra at måtte sælge konkurrerende produkter under kontraktens varighed, gælder dette ikke efter kontraktens ophør. Et forbud mod salg af konkurrerende produkter efter kontraktens ophør kræver i givet fald en udtrykkelig aftale (Wettbewerbsverbot). Virksomheden er forpligtet til at forsyne handelsagenten med det nødvendige salgsmateriale, såsom kataloger, vareprøver etc., og er ligeledes forpligtet til at informere handelsagenten om aktuelle udviklinger, samt at bevare tavshed om handelsagentens forretnings-hemmeligheder. 3.1.7 Provision Provision bliver typisk beregnet af omsætningen, men kan også beregnes efter antallet eller mængden af solgte produkter. Provisionen afregnes hver måned, dog kan der aftales en afregningsperiode på op til 3 måneder. Handelsagenten har ikke krav på godtgørelse af øvrige udgifter, medmindre dette er aftalt særskilt. 3.1.8 Opsigelse Medmindre kontrakten er indgået for et fast åremål, kan virksomheden efter tysk ret opsige handelsagenten med følgende varsler:


14

• 1 måned varsel inden for det 1. år • 2 måneders varsel inden for det 2. år • 3 måneders varsel inden for 3. � 5. år • 6 måneders varsel ved kontrakter, der har varet over 5 år Hvis man har aftalt dansk ret, er varslerne lidt anderledes: • 1 - 5 måneders varsel inden for 1. � 5. år • 6 måneders varsel ved kontrakter, der har varet over 5 år Endvidere kan begge parter ophæve kontrakten ved misligholdelse (Kündigung aus wichtigem Grund), hvilket dog som regel forudsætter en forudgående advarsel (Abmahnung). Misligholdelse fra handelsagentens side kan bl.a. være for ringe salgsaktivitet. Misligholdelse kan fra virksomhedens side bl.a. være undladelse af betaling af skyldig provision. 3.1.9 Goodwillerstatning (Ausgleichsanspruch) Ved kontraktens ophør har handelsagenten en ufravigelig ret til goodwillerstatning (Ausgleichsanspruch), som skal kompensere ham for den fremtidige mistede omsætning. Efter dansk og tysk ret beregnes erstatningen efter bestemmelser, som har den samme ordlyd. Her bestemmes, at der maksimalt kan tilkendes en erstatning svarende til 1 års bruttoprovision beregnet som et gennemsnit af de sidste 5 års provisioner (Ausgleichshöchstgrenze). Domstolenes praksis i de to lande med hensyn til beløbets udregning er imidlertid grundlæggende forskellig. Medens de danske domstole tilkender en erstatning efter et �skøn�, som typisk ligger mellem 3 og 6 måneders provision, foretager de tyske domstole en skematisk beregning ved hjælp af en formel. Efter denne formel ses der på den forventede fremtidige omsætning med de kunder, som handelsagenten har skaffet som nye kunder eller som er blevet genaktiveret. Det er en forudsætning ved beregningen, at de nævnte kunder må forventes fortsat at ville købe produkterne. Der indregnes yderligere, at visse kunder alligevel på længere sigt vil købe andetsteds (Abwanderung), samt at betalingen af en omgående erstatning medfører en tidligere betaling af provisionsbeløb end under et løbende kontraktforhold (Abzinsung). I de fleste tilfælde medfører denne formel, at en tysk domstol vil tilkende større erstatninger end en dansk domstol i tilsvarende sager. 3.1.10 Konkurrenceklausul Ifølge tysk ret kan der ikke pålægges en handelsagent en konkurrenceklausul, medmindre der samtidig gives en kompensation (Karenzentschädigung). Denne kompensation må ikke være urimelig lille. 3.1.11 Stikord for forhandlingerne


15

• Nøjagtig betegnelse af handelsagentens område • Handelsagentens og virksomhedens pligter • Provisionens størrelse og afregning • Opsigelsesfrister og ekstraordinære ophævelsesgrunde • Goodwillerstatning • Erstatning ved konkurrenceklausul • Lovvalg og værneting 3.2 Eneforhandler (Vertragshändler) 3.2.1 Kommerciel betydning Ved salg til �almindelige� kunder i Tyskland gælder det, der er anført ovenfor under afsnittet om direkte salg (2). Indgår man imidlertid en aftale med en eneforhandler, er der tale om et intensiveret salg til én enkelt kontraktpart, som man har en særlig tæt relation til. Her gælder særlige regler. Fordelen ved ikke at sælge til flere enkeltkunder er naturligvis, at man kan koncentrere sig om forholdet til denne ene kontraktpart, herunder om pågældende kan opfylde sine forpligtelser. Ulempen i forhold til en handelsagent er, at man som regel ikke har adgang til oplysninger om, hvem de egentlige tyske slutkunder er. 3.2.2 Hvad er en eneforhandler Eneforhandleren er juridisk karakteriseret ved, at han i eget navn og for egen regning sælger varerne , og er integreret i producentens salgsorganisation. Forhandleren behøver ikke automatisk at være en �eneforhandler�, men vil typisk være det. Man kan aftale eneforhandlingsret for hele Tyskland eller for enkelte dele af landet. 3.2.3 Gældende lovgivning/afgørelse af tvister Det er ikke sandsynligt, at en tysk eneforhandler vil acceptere, at man aftaler, at dansk ret finder anvendelse på forholdet mellem parterne. Skulle man imidlertid have mulighed for at aftale dansk ret, kan dette få stor betydning i forbindelse med en eventuel tvist, da man i tysk ret - modsat dansk ret - anvender en del af handelsagentreglerne på eneforhandlerne (www.gesetze-im-internet.de/hgb/index.html). Efter dansk ret er der således frihed til at aftale vilkårene, mens tysk ret lægger visse begrænsninger. Man bør også søge at aftale, at stedet for afgørelsen af eventuelle tvister - værnetinget - er en dansk domstol, f.eks. Sø- og Handelsretten i København.


16

3.2.4 Hvilke bestemmelser gælder De tyske domstole anvender en del af reglerne i den tyske handelslovbog (Handelsgesetzbuch = HGB), som egentlig er beregnet på handelsagenter, tilsvarende på eneforhandlere. Dette gælder ikke mindst reglerne om opsigelsesfristerne og reglerne om goodwillerstatning (Ausgleich). 3.2.5 Eneforhandlerens og producentens generelle pligter Forhandleren skal naturligvis varetage producentens interesser, herunder at søge at fremme salget af producentens produkter. Der bør aftales en pligt for forhandleren til at aftage en mindsteomsætning, således at kontrakten eventuelt kan opsiges før tid, hvis omsætningsmålet ikke opnås. Producenten er forpligtet til at underrette eneforhandleren om udviklinger vedrørende produktet. 3.2.6 Vederlag Eneforhandlerens vederlag består som udgangspunkt af den avance, som denne opnår ved videresalg af produkterne. Denne avance fastsættes af eneforhandleren selv. 3.2.7 Opsigelse Der gælder ikke nogen lovregler om, hvorledes opsigelsesfristerne skal være. De aftalte frister må dog ikke være urimelige. Er der ikke aftalt opsigelsesvarsler, vil man efter tysk ret anvende reglerne for handelsagenter tilsvarende, mens anvendelse af dansk ret vil føre til et varsel af �passende� varighed. Efter tysk ret er producenten - også uden udtrykkelig aftale - forpligtet til ved kontraktens ophør at tage leverede varer tilbage. 3.2.8 Goodwillerstatning (Ausgleichsanspruch) Tysk ret giver i modsætning til dansk ret mulighed for, at en eneforhandler kan få goodwillerstatning. Dette gælder i hvert fald, når eneforhandleren har været en meget integreret del af producentens salgssystem, og producenten efterfølgende fortsat kan have glæde af forhandlerens kontakter, fordi producenten er blevet bekendt med disse. 3.2.9 Stikord for forhandlingerne • Nøjagtig betegnelse af kontraktgenstanden og kontraktområdet • Konkurrenceforbud


17

• Forpligtelser til service- og garantiydelser • Opsigelsesfrister og ekstraordinære ophævelsesgrunde • Tilbagetagelse af varer ved kontraktens ophør • Lovvalg og værneting

4. Etablering 4.1 Generelle overvejelser 4.1.1 Etableringsområder Tyskland er inddelt i 16 delstater (Bundesländer) med egne lovgivningsbeføjelser. Tyskland har også en meget decentraliseret erhvervsstruktur. Der er 10 store erhvervsområder i den vestlige og 3 i den østlige del af landet. Fra den vestlige del kan nævnes Hamborg, området omkring Stuttgart, München og Ruhrdistriktet. Fra den østlige del bør nævnes Berlin såvel som områderne omkring Leipzig, Dresden og Chemnitz. Der er store forskelle på disse erhvervsområder, hvad angår den personlige indkomst pr. indbygger, antallet af udlændinge, antallet af arbejdsløse etc. Strukturen i det tyske erhvervsliv er ikke homogen. Det anslås almindeligvis, at der for tiden findes omkring 1000 danske etableringer af større eller mindre karakter i Tyskland. Når det gælder danske investorer, har hovedinteressen oprindeligt været rettet mod Nordtyskland, især områderne omkring Flensborg og Hamborg. Senere er andre områder blevet populære, f.eks. Frankfurt/Main for danske banker og området omkring Stuttgart og München for danske hightech-virksomheder. Efter genforeningen er også Mecklenburg-Vorpommern og Berlin blevet interessante. Det anslås, at godt 2/3 af de danske datterselskaber er etableret i den nordlige del af Tyskland. 4.1.2 Nødvendige registreringer I Tyskland gælder princippet om næringsfrihed. Den, som vil drive virksomhed i Tyskland behøver som udgangspunkt ikke have nogen særlig tilladelse hertil. I erhvervsmæssig henseende ligestilles danskere med tyskere. Forskrifter, som er særlig henvendt til udlændinge, som vi f.eks. kender dem i Danmark i forbindelse med udlændinges køb af fast ejendom, findes ikke i Tyskland. Dog kræves det i visse situationer - f.eks. i forhold til tyske skattemyndigheder - at udlændinge har en repræsentant, som er bosat i Tyskland. Pengeoverførsler fra Danmark til Tyskland kræver ikke nogen tilladelse, men beløb over en vis beløbsgrænse skal af statistiske grunde indberettes til Nationalbanken. Dette sørger ens egen bank normalt for. Uanset virksomhedens retsform skal følgende krav overholdes:


18

• virksomheden skal anmeldes til erhvervstilsynet (Gewerbeamt 4.1.2.1), • virksomheden skal registreres hos handelsregistret ved byretten

(Amtsgericht 4.1.2.2) www.justiz.de/OrtsGerichtsverzeichnis/index.php) i den kommune, hvor virksomheden har sit hjemsted,

• de lokale skattemyndigheder (Finanzamt 4.1.2.3)(www.finanzamt.de) skal underrettes.

• der kræves medlemskab i det lokale industri- og handelskammer (Industri- und Handelskammer 4.1.2.4)(www.ihk.de).

4.1.2.1 Erhvervstilsynet (Gewerbeamt) Enhver form for erhvervsvirksomhed i Tyskland kræver, at virksomheden anmeldes til Erhvervstilsynet (Gewerbeamt). De forskellige delstatslovgivninger udpeger selv den myndighed, som anmeldelsen skal indgives til. Ofte er det �Gewerbeamt�, i visse delstater er det �Gewerbe- und Aufsichtsamt�, der begge er kommunale myndigheder. I forbindelse med registreringen betales en mindre afgift. For visse virksomheder kræves særlig tilladelse (8.2). Anmeldelsespligten gælder også, når virksomheden/driftsstedet flyttes til et andet sted, eller når virksomhedens art ændres eller udvides. Endelig skal der indgives anmeldelse, såfremt virksomheden ophører. En dansker, som vil drive virksomhed i Tyskland, skal indlevere en bekræftet kopi af sit pas. En dansk virksomhed skal indlevere en udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med bekræftet oversættelse. Oversættelser skal være foretaget af statsautoriserede translatører. 4.1.2.2 Handelsregistret/�Kaufmann� En virksomhed, som er indrettet med henblik på forretningsmæssig drift, har efter tysk ret status som "Kaufmann" (som intet har at gøre med den danske "købmand"!). En sådan virksomhed skal lade sig registrere i handelsregistret (10.6.4). Det er altså ikke kun kapitalselskaber, der skal registreres i handelsregistret, men også enkeltmandsvirksomheder. Status som �Kaufmann� har alle erhvervsdrivende virksomheder, såfremt virksomhedens størrelse kræver en forretningsmæssig drift. Er en virksomhed registreret i handelsregisteret har det uanset dennes størrelse status som �Kaufmann�. Derfor har virksomheder, som skal registreres i handelsregisteret såsom GmbH, OHG og KG, altid status som �Kaufmann�. Virksomheder med status som �Kaufmann� har i mange henseender en særlig retlig status både i forbindelse med indgåelse af kontrakter med andre og over for det offentlige, og disse virksomheder skal ved indgåelse af kontrakter ikke bare være opmærksom på bestemmelserne i den store borgerlige lovbog (BGB) (10.2), men herudover også den tyske handelslovbog (Handelsgesetzbuch = HGB) (10.3).


19

I en personligt ejet virksomhed er den, som ejer virksomheden, "Kaufmann" i ovennævnte forstand, uanset om pågældende selv til dagligt er leder af virksomheden. Det samme gælder for deltagerne i den særlige tyske selskabsform OHG (4.4.4.2), som alle anses som "Kaufmann" sammen med selskabet. Som "Kaufmann" anses også komplementaren i et kommanditselskab. Ved registrering i handelsregistret bliver der bl.a. krævet følgende oplysninger: Virksomhedens navn, virksomhedens beliggenhed, ejerens eller deltagerens navn, forretningsførerens eller direktørens navn, om der er meddelt prokura, samt evt. aktiekapitalens eller indskudskapitalens størrelse. 4.1.2.3 Skattemyndighederne og momsregistrering Underretning til den lokale told- og skattemyndighed (Finanzamt) om, at virksomheden har påbegyndt sit arbejde, skal ske inden for en måned efter man har begyndt sin virksomhed(www.finanzamt.de). Virksomheder, der foretager momspligtige leverancer i Tyskland eller sælger momspligtige ydelser, skal lade sig momsregistrere. Virksomheden behøver dog ikke at lade sig momsregistrere, hvis omsætningen i de tidligere år ikke oversteg � 16.620 eller i indeværende år ikke forventes at ville overstige � 50.000. Ved mindre aktiviteter er der mulighed for at nøjes med kvartalsvise momsangivelser i stedet for månedlige. Den tyske moms udgør 16 %, dog med en reduceret momssats på 7 % for visse varer, f.eks. levnedsmidler og tryksager og ydelser som taxakørsel. Momsregistreringsnummeret udleveres af den centrale skattemyndighed (Bundesamt für Finanzen)(www.bundesfinanzministerium.de). Bortset fra de forskellige momssatser minder det danske og det tyske momssystem efterhånden meget om hinanden på grund af en omfattende EU-regulering. 4.1.2.4 Industri- og handelskamre Medlemskab i det lokale industri- og handelskammer er obligatorisk for alle virksomheder. Industri- og handelskammeret har efter tysk ret i mange sammenhænge status som en offentlig myndighed. En liste over de tyske industri- og handelskamre findes på www.ihk.de. Handelskamrene i Tyskland kan ikke sammenlignes med f.eks. Det Danske Handelskammer. De tyske handelskamre har i forskellig henseende status som offentlig myndighed, bl.a. i forbindelse med udstedelse af tilladelser. Medlemsafgiften varierer og beror bl.a. på virksomhedens retsform og størrelse, årsomsætning, antal ansatte m.v.


20

www.finanzamt.de/

http://www.bundesfinanzministerium.de/

http://www.ihk.de/

4.1.3 Virksomhedens handelsbøger, bogføring m. v. Enhver virksomhed er - uanset virksomhedens retsform - bogføringspligtig. Virksomhedens forretningsforhold og økonomi skal kunne dokumenteres i overensstemmelse med god bogføringsskik. Bogføringsgrundlaget og al forretningskorrespondance skal opbevares i original eller i kopi. Ved virksomhedens opstart skal der opstilles en åbningsbalance, og der skal herefter hvert år udarbejdes en balance. Regnskabsåret kan vælges ved virksomhedens start, dog må det aldrig (heller ikke i forbindelse med stiftelsen) have en varighed på mere end 12 måneder. Ændringer af regnskabsåret kræver den lokale skattemyndigheds (Finanzamt) godkendelse. Bogføringen skal som udgangspunkt foregå på tysk. Benyttes et andet sprog, kan skattemyndighederne kræve oversættelse. Resultatopgørelsen og balancen skal være på tysk og angives i EURO. Handelsbøger, inventarfortegnelser, balancer samt øvrige væsentlige dokumenter skal opbevares i 10 år. Forretningskorrespondance og bogføringsbilag skal opbevares i 6 år. Bogførings- og årsregnskabsbestemmelserne bygger i vidt omfang på EU-direktiver. Da disse direktiver også er gennemført i dansk lovgivning, minder de danske og tyske regler efterhånden meget om hinanden. Kapitalselskaber skal offentliggøre deres årsregnskab. Der skelnes mellem store, mellemstore og små kapitalselskaber. Små kapitalselskaber er selskaber, som ikke opfylder mindst to af de tre følgende nævnte forudsætninger over en toårig periode:

• balance på � 4.015.000 • omsætning på � 8.030.000 det sidste regnskabsår. • 50 arbejdstagere i gennemsnit om året. I det følgende ses der bort fra mellemstore og store kapitalselskaber, som næppe vil være særligt relevante i forbindelse med en ny etablering. For små kapitalselskaber gælder der regler om et forenklet årsregnskab. Der er ingen revisionspligt og kun begrænsede offentliggørelsesforpligtelser. Årsregnskabet skal være udfærdiget senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning. Senest 12 måneder efter regnskabsårets afslutning skal der til handelsregistret indleveres en balance med noter (Anhang), men ikke et egentligt årsregnskab. Forslag til behandling af overskud eller tab skal dog fremgå. I det tyske Statstidende (Bundesanzeiger) indrykkes en kort notits med oplysning om, at balancen er indleveret.


21

4.2 Repræsentationskontor (Zweigstelle) Etablering kan ske i form af et repræsentationskontor (Zweigstelle) eller i form af en filial (Zweigniederlassung). Udenlandske virksomheder, som etablerer en filial eller et andet driftssted i tilknytning til den udenlandske modervirksomhed (f.eks. salgskontor), skal i forbindelse med al forretningskorrespondance angive den adresse, hvor virksomheden har sit forretningssted, og navngive filialbestyrerne. Et repræsentationskontor er den mest enkle og mindst omkostningskrævende form for direkte engagement på det tyske marked. Et sådant kontor kan drives som et salgskontor, et informationsbureau eller lignende og kan ligge i forbindelse med et distributionslager. Er der tale om mindre enheder, f.eks. salgs- eller marketingkontorer, kan det i mange tilfælde være fornuftigt at indrette det første kontor i Nordtyskland, f.eks. i Kiel, Flensborg, Lübeck, Hamborg, Hannover eller Rostock. I disse byer har de stedlige industri- og handelskamre indrettet kontorcentre specielt med henblik på skandinaviske virksomheder, hvor man kan leje sig ind for rimelige beløb, og hvor alle kontorfaciliteter, herunder skandinavisk talende sekretærer, som regel er til rådighed. Et informationsbureau, som indhenter oplysninger, plejer kontakt med kunder, foretager markedsundersøgelser m.v., er som regel fritaget for registreringsforpligtelser og skattebetaling. I forbindelse med et salgskontor må man dog være opmærksom på følgende: Et salgskontor må kun formidle ordrer, men ikke selv afslutte kontrakter i eget navn. Kun så længe dette overholdes, bliver salgskontoret ikke skattepligtigt. Såfremt der bliver indrettet et distributionslager, kan der i momsmæssig henseende blive tale om konsekvenser, idet den danske virksomhed herefter bliver momspligtig i Tyskland. Det samme gælder for et servicekontor, hvorfra der udføres service, installation og reparation i den danske virksomheds navn og for dennes regning. 4.3 Filial (Zweigniederlassung) Begrebet �filial� er ikke præcist defineret i lovgivningen. I praksis gælder dog forskellige kriterier ved afgrænsning af et repræsentationskontor (Zweigstelle) fra en filial (Zweigniederlassung). En filial bliver således defineret som et afdelingskontor med selvstændig forvaltning, der er afhængig af hovedvirksomheden og arbejder i dennes tjeneste, men alligevel er udstyret med en sådan selvstændighed, at det - såfremt hovedvirksomheden skulle ophøre - uden videre selv kunne blive til en hovedvirksomhed. Filialen har sit eget, varige kommercielle og tekniske liv, en separat driftskapital og egen bogføring. Filiallederen har en vis selvstændighed og kan


22

træffe egne beslutninger. Man bør dog være opmærksom på, at det juridiske ansvar og den økonomiske hæftelse fortsat ligger hos moderselskabet. Filialens juridiske karakter er, at den er uselvstændig. Det er også moderselskabet, som er arbejdsgiver for eventuelle ansatte og dermed bl.a. er undergivet de bestemmelser, som gælder tyske arbejdsgivere. For at kunne drive en filial i Tyskland, skal der foretages anmeldelse af virksomheden til erhvervstilsynet (4.1.2.1). Foruden denne anmeldelse skal en filial registreres i handelsregistret (4.1.1.2). På trods af registreringen bliver filialen ikke nogen selvstændig juridisk person. Moderselskabet kan imidlertid blive stævnet ved filialens værneting i den pågældende by. Hvorvidt der foreligger en filial eller et repræsentationskontor, afgøres af handelsregistret, som regel efter at handelsregistret har indhentet en udtalelse fra det lokale industri- og handelskammer. Filialen bliver beskattet i Tyskland. Til filialen vil blive henført sådanne indkomster, som filialen ville have oppebåret, såfremt den havde været en selvstændig virksomhed med samme eller lignende opgaver. Ved fordelingen tages udgangspunkt i filialens regnskab. Alle omkostninger, som kan henregnes filialen, herunder omkostninger til filialens ledelse og almene administration, kan fradrages. 4.3.1 Brevpapiret Når en dansk virksomhed etablerer et repræsentationskontor eller en filial, skal denne handle i modervirksomhedens navn med tillæg af ordet �Verkaufsbüro�, �Servicebüro� eller �Zweigstelle� eller med tillæg af �Filiale� eller �Zweigniederlassung� afhængigt af, hvad der er tale om i det konkrete tilfælde. Endvidere skal modervirksomhedens firmanavn, organisationsform (A/S, ApS, I/S, K/S) og hjemsted være angivet på kontorets eller filialens brevpapir, f.eks.: Petersens Tæpper A/S Valby Langgade 5 2500 Valby Geschäftsführer (direktørens fornavn + efternavn) Verkaufsbüro Flensburg Schleswiger Str. 3 D-24937 Flensburg Den danske modervirksomheds CVR-nummer hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bør også angives. Kontoret kan anvende samme brevpapir som modervirksomheden og f.eks. påføre dette �Verkaufsbüro Flensburg� med et stempel eller lignende med fuldstændig angivelse af adressen. Filialens registreringsnummer i det tyske handelsregister anføres med angivelse af den byret, hvor registreringen er sket. 4.4 Egen selvstændig virksomhed


23

4.4.1 Stiftelse eller skuffeselskab I Tyskland er det er ikke hovedregelen, at man starter sin egen virksomhed ved at erhverve et færdigt registreret selskab. Dette skyldes, at det i Tyskland kun i begrænset omfang er tilladt at stifte selskaber, der reelt ikke har nogen aktiviteter. 4.4.2 Anpartsselskab (GmbH) Den langt overvejende del af de eksisterende danske etableringer i Tyskland har form af et GmbH. Gesellschaft mit beschränkter Haftung (GmbH) svarer til det danske anpartsselskab (ApS). Det tyske GmbH har endda været forbillede for anpartsselskabsformen i Danmark og i øvrigt en del af EU-forskrifterne på området. Anpartsselskabet er den mest hyppige kapitalselskabsform i Tyskland. Selskabsformen er meget anvendelig for middelstore og i mange tilfælde også store virksomheder. Anpartsselskabet er et kapitalselskab og dermed en juridisk person. Selskabet er reguleret i lov om anpartsselskaber (GmbH-Gesetz, www.gesetze-im-internet.de/gmbhg/index.html). Selskabet opnår først status som selvstændig juridisk person efter registrering i handelsregistret (10.6.4). Det er en forudsætning for registreringen, at der til handelsregistret indleveres en selskabskontrakt, som er bekræftet og oprettet for en notar (10.7.2). Selvom der er visse ligheder er selskabskontrakten ikke det samme som vedtægterne i et dansk selskab. Selskabskontrakten vil typisk også have bestemmelser, som i Danmark vil findes i en anpartshaveroverenskomst. Selskabskontrakten skal mindst indeholde: • Selskabets navn og hjemsted, • Navn og adresse på samtlige anpartshavere, • Selskabets formål • Anpartskapitalens størrelse (mindst EURO 25.000,-), • Hver anpartshavers andel af indskudskapitalen, som skal udgøre mindst

EURO 100,- • Oplysninger om, hvem der tegner selskabet, • Eventuelle begrænsninger i tegningsretten I et selskab med en registreret kapital på EURO 25.000 skal mindst 50 % af selskabskapitalen være indbetalt, inden registreringen kan ske. Påbegynder selskabet sin virksomhed før registreringen i handelsregistret (GmbH in Gründung - i.Gr.), hæfter de handlende personer ligesom efter dansk ret personligt for alle forpligtelser. Har anpartshaverne ikke handlet personligt, hæfter de med et beløb op til deres andel af anpartskapitalen (Stammeinlage). Først efter registreringen er det alene selskabet, som hæfter.


24

Selskabet har som regel 2 organer,

• generalforsamlingen (Gesellschafterversammlung) • én eller flere direktører (Geschäftsführer)

Generalforsamlingen er selskabets højeste organ. Forsamlingen træffer de grundlæggende beslutninger vedrørende selskabets anliggender, vedtager årsregnskabet og overskudsfordelingen, ansætter og afskediger direktøren, og vedtager ændringer af vedtægterne. Direktøren leder virksomheden og tegner selskabet udadtil. Direktørens tegningsbeføjelser fastsættes som regel i selskabskontrakten, mens hans ansvar over for anpartshaverne og anpartshaverforsamlingen som regel fastsættes i direktørkontrakten (Geschäftsführervertrag). Begrænsninger og instrukser vedrørende direktørens kompetence kan ikke gøres gældende over for tredjemand og har således kun intern virkning. En dansker kan være direktør i et tysk anpartsselskab, og behøver end ikke at have bopæl i Tyskland. Ønsker han at tage bopæl i Tyskland, skal han have en opholdstilladelse, men ingen arbejdstilladelse. Efter tysk anpartsselskabslovgivning kan en direktør fratages sin stilling uden særskilt begrundelse og med umiddelbar virkning. Dette berører dog ikke den ansættelsesretlige aftale med direktøren. Man kan altså afregistrere en direktør med omgående virkning, men selskabet skal fortsat betale løn i henhold til ansættelsesaftalen. Selskabet kan � og skal i visse tilfælde - have et yderligere organ, �Aufsichtsrat�. Dette organ minder i mange henseender om et dansk anpartsselskabs bestyrelse, dog bestemt ikke i alle henseender. Således er �Aufsichtsrats� funktion alene at være et tilsyn, og bestyrelsesmedlemmerne kan aldrig � som det tit ses i danske selskaber � tegne selskabet udadtil. I et dansk moderselskabs tyske datterselskab kan det være hensigtsmæssigt at have en bestyrelse også i de tilfælde, hvor det ikke er lovpligtigt, idet man således fra dansk side signalerer et stærkt tilsyn. Selskabets forretningspapirer, dvs. brevpapir, ordrebekræftelser og lignende, skal indeholde følgende oplysninger: • Selskabets retsform (GmbH) • Selskabets hjemsted • Selskabets direktør med efternavn og fornavn • Såfremt der findes en bestyrelse: Bestyrelsesformanden angivet med

efternavn og fornavn, • Det handelsregister, hvor selskabet er registreret, og selskabets

registreringsnummer. Derimod behøver disse oplysninger ikke fremgå på fakturaer, kvitteringer og lignende, som anvendes over for allerede bestående forretningsforbindelser.


25

Direktøren skal anmelde selskabet til registrering i handelsregistret. Er der flere direktører, skal disse anmelde selskabet i fællesskab. Anmeldelsesdokumenterne skal være bekræftet af en notar. Anmeldelsen skal være vedlagt vedtægterne, oplysninger om navn, adresse og antallet af direktører og deres ret til at tegne firmaet samt en liste over anpartshaverne. Anpartsselskabet er forpligtet til at offentliggøre årsregnskabet (4.1.3). I forbindelse med stiftelsen af et GmbH opretter advokaten selskabskontrakten, sørger for underskrivelse af denne hos notaren og træffer i øvrigt alle nødvendige forberedelser. For dette debiteres som regel ca. � 2.000,- med tillæg af 16 % moms.

4.4.2.1 Hæftelsesregler for ledelsen Det er vigtigt at være opmærksom på, at der for tyske direktører gælder betydelig strengere pligter i tilfælde af selskabets insolvens end tilfældet er efter dansk ret. En direktør har efter tysk ret pligt til at indlevere konkursbegæring eller begæring om akkordbehandling (Konkursantragspflicht) senest 3 uger efter, at selskabet er konstateret insolvent. Det samme gælder, hvis regnskabet viser en underbalance. Denne pligt er strafsanktioneret, og direktøren kan også komme til at hæfte personligt. 4.4.3 Aktieselskab (Aktiengesellschaft = AG) I Tyskland er aktieselskabet den typiske selskabsform for meget store virksomheder, som dækker kapitalbehovet gennem udgivelse af aktier til en større offentlighed. Aktieselskaber anvendes ikke nær så hyppigt som i Danmark. Selskabets form er forholdsvis kompliceret. Da et større antal aktionærer overlader kapital til en mere eller mindre fjern ledelse, gælder der til sikring af aktionærernes interesse nogle meget detaljerede lovbestemmelser. Aktieselskabsloven (Aktiengesetz) har 400 paragraffer og indeholder indgående bestemmelser om selskabsdannelsen, ansvarsforholdene, kontrolmuligheder osv. Det tyske aktieselskab svarer i sin konstruktion til det danske aktieselskab. Et tysk aktieselskab har tre organer: • Direktionen (Vorstand = selskabets forretningsførende organ). • Bestyrelsen (Aufsichtsrat = selskabets tilsynsorgan). • Generalforsamlingen (Hauptversammlung = aktionærernes forsamling). Direktionen udpeges af bestyrelsen for højst 5 år og leder selskabet på eget ansvar. Direktionen kan bestå af én eller flere personer. Direktører kan dog genudnævnes for yderligere fem år ad gangen. Selskaber med en aktiekapital på mere end � 3 mio. skal have mindst to direktører. Denne regel kan dog


26

fraviges i vedtægterne. Direktørernes ansvar over for bestyrelsen og generalforsamlingen er nøje reguleret. Bestyrelsen består som regel af aktieejernes og de ansattes repræsentanter og vælges af generalforsamlingen hhv. af arbejdstagerne og deres organisationer. Bestyrelsen har til opgave at føre tilsyn med direktionen, men bestyrelsen skal ikke lede virksomheden, hvorfor der f.eks. ikke som efter dansk ret kan tillægges bestyrelsesmedlemmer tegningsret i selskabet. Der kan dog være fastsat bestemmelser i vedtægterne, således at visse beslutninger og aktiviteter kræver bestyrelsens samtykke. Medlemmerne af bestyrelsen kan ikke - modsat hvad der gælder i Danmark - samtidigt være medlemmer af direktionen. Generalforsamlingen skal afholdes mindst én gang om året. Generalforsamlingen træffer bl.a. beslutning om selskabets vedtægter, om udbetaling af dividende og om godkendelse af bestyrelsens og direktørens beretninger. Desuden udpeger generalforsamlingen selskabets revisor (Wirtschaftsprüfer 10.7.3). Stiftelsen af et aktieselskab kræver mindst en kapital på � 50.000, hvoraf mindst 25 % skal være indbetalt straks. Stiftelsesdokumentet skal angive:

• Stifterne • Aktiernes nominelle værdi, aktieklasse samt antal pr. stifter • Størrelsen af den indbetalte kapital • Vedtægterne, som mindst skal indeholde:

• Selskabets navn og hjemsted • Selskabets formål • Aktiekapitalens størrelse • Aktiernes værdi og antal - og i givet fald aktieklasserne • Oplysning om, hvorvidt aktierne er navne- eller ihændehaveraktier • Antallet af medlemmer i direktionen eller de regler, i henhold til

hvilke antallet vil blive fastsat • Eventuelle apportindskud, dvs. indskudte genstande i stedet for

penge Aktieselskabets firmanavn afledes normalt af virksomhedens hovederhverv eller virksomhedens art. Angivelsen "AG" skal indgå i firmanavnet. 4.4.4 Andre virksomhedsformer 4.4.4.1 Enkeltmandsvirksomheder (Einzelunternehmen, Einzelkaufmann) Kun en lille del af de danske etableringer har benyttet sig af denne etableringsform. For erhvervsdrivende, som driver virksomhed i form af enkeltmandsvirksomhed i Danmark, kan denne retsform dog også være


27

anvendelig i Tyskland. Virksomhedsindehaveren hæfter i dette tilfælde personligt med alle sine aktiver � herunder også med de i Danmark værende aktiver - for den tyske virksomheds forpligtelser. Den del af virksomhedens overskud, der kan henføres til Tyskland, beskattes som regel der. Loven foreskriver at virksomhedens retsform anføres sammen med virksomhedens navn. Det vil for enkeltmandsvirksomheden sige: �e.K.�, �e.Kfm.� eller �e.Kfr.�, for handelsinteressentskabet �oHG�, for kommanditselskabet �KG�, for anpartsselskabet �GmbH� osv. Fra og med 1. juli 1998 er det ikke længere nødvendigt, at en enkeltmandsvirksomhed anvender ejerens navn som firmabetegnelse. Også enkeltmandsvirksomheder er nu som kapitalselskaberne berettiget at udlede virksomhedens navn af virksomhedens erhvervsaktivitet. Eksempel: �Skagerakfischimport e.K.� 4.4.4.2 Handelsselskab (offene Handelsgesellschaft, OHG) Denne selskabsform svarer - groft sagt - til det man i Danmark kalder et �interessentskab�, dog således, at selskabets formål skal være erhvervsmæssig. Mens der i Danmark ikke findes nogen lovgivning om denne selskabsform, er de tilsvarende tyske selskabers forhold undergivet en detaljeret lovgivning (se www.kanzlei.de/gesohg.htm). Et handelsselskab skal have mindst to deltagere. Også juridiske personer kan være deltagere. Hver deltager hæfter personligt og ubegrænset for selskabets gæld. Hver deltager kan tegne selskabet over for tredjemand. I det indbyrdes forhold har hver deltager dog vetoret. Eventuelle begrænsninger i selskabsdeltagernes ret til at tegne selskabet udadtil har kun virkning i forhold til tredjemand, hvis begrænsningen er registreret i handelsregistret. Der kan træffes aftaler i selskabskontrakten vedrørende ledelsen af selskabet, fordeling af overskud, interne ansvarsbestemmelser etc. Efter tysk ret er et handelsselskab ikke nogen juridisk person. Handelsselskabet kan dog under sit firmanavn få rettigheder og pådrage sig forpligtelser og kan være part i en retssag. For så vidt angår indtægter fra selskabet, er udenlandske deltagere i reglen begrænset skattepligtige i Tyskland. Deltagerne skal sammen anmelde selskabet til handelsregistret. Forhold, der ønskes registreret i handelsregistret, skal være bekræftet af en notar (notariell beglaubigt). Selskabsdeltagernes personlige hæftelse ved handelsselskabsformen har selvsagt betydning ved den konkrete kreditvurdering af det pågældende selskab.


28

http://www.kanzlei.de/gesohg.htm

Såfremt virksomheden drives i form af et handelsselskab (OHG), skal der i firmanavnet indgå en tilføjelse, som oplyser, at der er tale om et selskab, altså �OHG�. Såfremt kun juridiske personer og ingen fysiske personer er anpartshavere i selskabet, skal firmanavnet henvise til dette. 4.4.4.3 Kommanditselskab (Kommanditgesellschaft, KG) Kommanditselskabet er nært beslægtet med OHG (offene Handelsgesellschaft). Til forskel fra OHG er der tale om et begrænset ansvar for en del af kapitalindskyderne (kommanditisterne), men mindst én af deltagerne skal hæfte ubegrænset (komplementar). Kommanditisternes begrænsede hæftelse er først juridisk effektiv, når selskabet er registreret i handelsregistret. Indtil da hæfter også kommanditisterne personligt og ubegrænset. Komplementaren tegner selskabet. Kommanditisterne har ingen tegningsret, men selskabskontrakten kan bestemme andet. Der findes ingen krav i lovgivningen om størrelsen af kommanditisternes indskud. Størrelsen beror på selskabets kapitalbehov og fastsættes i selskabsaftalen. I øvrigt gælder det, der er anført om handelsselskabet (oHG) tilsvarende. Tysk ret har � modsat dansk ret � en omfattende lovregulering af kommanditselskabets forhold. Såfremt en virksomhed drives i form af et kommanditselskab (KG), skal der i firmanavnet indgå en tilføjelse om, at der er tale om et selskab, altså �KG�. Også her skal det ud fra firmanavnet kunne fastslås, om det kun er juridiske personer, der er komplementar(er). 4.4.4.4 Særformen GmbH & Co. KG En mindre del af de eksisterende danske etableringer har anvendt denne form. Der er tale om et kommanditselskab, som adskiller sig fra det normale kommanditselskab ved, at det er et anpartsselskab (GmbH), der er komplementar i kommanditselskabet. Det er ikke usædvanligt, at kommanditisterne er identiske med anpartshaverne i anpartsselskabet, men de behøver ikke at være det. Da anpartsselskabets ansvar er begrænset ligesom kommanditisternes ansvar, opstår der derved et personselskab med et begrænset ansvar. Denne selskabsform er meget populær i Tyskland, da den indebærer en del skattemæssige fordele. Omkring 40% af alle kommanditselskaber i Tyskland drives i form af et GmbH & Co. KG. Registreringen i handelsregistret forudsætter, at GmbH�et allerede er registreret. Derefter kan GmbH & Co. KG registreres som beskrevet ovenfor. Også et udenlandsk selskab kan i øvrigt stå som komplementar. Der kan således stiftes et �ApS & Co. KG�.


29

4.4.4.5 Særformer og blandingsformer Bortset fra de nævnte etableringsformer findes der yderligere et antal selskabsformer, som dog ikke har nogen praktisk betydning i forbindelse med dansk virksomhedsetablering i Tyskland. Her skal blot kort nævnes, at der også findes et såkaldt kommanditaktieselskab (Kommanditgesellschaft auf Aktien, KGaA), som er en kombination af et kommandit- og et aktieselskab. Der findes også visse foreninger med økonomisk sigte, såsom andelsselskaber (eingetragene Genossenschaft) og registrerede foreninger (eingetragener Verein (e.V.). 4.4.4.6 Navne Retsforskrifterne om virksomheders navne findes i den tyske handelslov, Handelsgesetzbuch (HGB). Ved �firma� forstås en virksomheds navn, hvorunder virksomheden udøver sin erhvervsdrift, og som anvendes ved underskrift for virksomheden. Tilsvarende bestemmelser findes i den danske lov om erhvervsdrivende virksomheder.

Ved stiftelsen af en virksomhed kan der vælges mellem 3 navnekategorier:

• Personenfirma � virksomheden bærer navnet af mindst én virksomhedsejerne. Eksempler: Robert Bosch GmbH, Adam Opel AG.

• Sachfirma � virksomhedens navn udledes af virksomhedens erhvervsaktivitet. Eksempler: Bayrische Motorenwerke AG, Hanomag-Henschel Fahrzeugbau GmbH.

• Phantasiefirma � virksomhedens navn har ingen relation til ejer eller genstand. Eksempler: Glückliches Leben GmbH, Nordische Advokaten EWIV.

Navnet skal kendetegne virksomheden og må ikke være egnet til at vildlede. Derfor må navnet ikke indeholde vildledende angivelse af aktiviteter, der ikke står i forhold til den af virksomheden udøvede erhvervsaktivitet. Tilføjelser som �Zentrale�, �Zentrum�, �Center� og lignende forudsætter, at virksomheden har en ledende markedsposition rent omsætnings- og kapitalmæssigt. �Discount� forudsætter, at virksomhedens priser er betydeligt lavere end konkurrenternes på markedet og den lavere pris er grundlæggende for alle produkter. På virksomhedens brevpapir skal som minimum være anført:

• Virksomhedens navn


30

• Retsform • Forretningssted • Byretten, hvor firmaet er registeret • Registreringsnummeret

5. Personale 5.1 Udsendte danske medarbejdere EU har indrettet en udmærket hjemmeside, hvor vigtige oplysninger i forbindelse med udsendelse til Tyskland kan findes (http://ec.europa.eu/youreurope/nav/en/citizens/working/cross-border/index.html). For grænsependlere mellem Danmark og Tyskland har Region Sønderjylland/Landesteil Schleswig ligeledes indrettet en særlig hjemmeside (www.eures-kompas.org). 5.1.1 Hvilket lands lov gælder for kontrakten For udsendte danske medarbejdere er der ifølge EU-reglerne en periode på op til 1-2 år, i hvilken dansk ret finder anvendelse på kontrakten. Når medarbejderen ender med at blive i Tyskland, vil tysk ret efter udløbet af denne periode finde anvendelse. Udsendte danske medarbejdere bliver dog allerede fra første dag omfattet af de tyske regler på følgende områder • Maksimal arbejdstid og minimal hviletid • Mindste antal betalte feriedage pr. år • Mindsteløn, herunder overtidsbetaling • Betingelserne for at stille arbejdstagere til rådighed, herunder

vikarbureauer • Sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen • Beskyttelsesregler med hensyn til arbejds- og ansættelsesvilkår for

gravide kvinder • Reglerne om ligebehandling af mænd og kvinder Baggrunden herfor er implementeringen af et EU-direktiv, som i dansk ret findes i loven om udstationering af lønmodtagere. Formålet med disse regler er at undgå �social dumping�. Da udstationerede danske medarbejdere typisk vil have en bestemmelse i deres kontrakter om, at dansk lov finder anvendelse, er den retlige regulering af udstationeringer blevet mere kompliceret. 5.1.2 Hvilket lands lov gælder for skatten Ifølge den gældende dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst skal en arbejdstager som udgangspunkt betale skat der, hvor han har sin bopæl. En udsendt dansk medarbejder, der tager bopæl i Tyskland, skal således betale sin skat i Tyskland.


31

www.eures-kompas.org/

5.1.3 Hvilket lands lov gælder for sociale bidrag mv. Mens skatten er lavere i Tyskland, er de sociale bidrag mangfoldige og betydelig højere end i Danmark. Dette betyder, at man som udsendt medarbejder har en interesse i længst muligt at være omfattet af det danske socialsystem. Ifølge de gældende EU-regler på området kan en arbejdstager kun være omfattet af et lands sociale system ad gangen. Udgangspunktet er i denne forbindelse, at en arbejdstager falder ind under reglerne i den medlemsstat, hvor han udfører arbejdet, selvom han har bopæl i en anden stat. Ved hjælp af en af Sikringsstyrelsen (www.dss.dk) udstedt blanket E 101 er der mulighed for at bevare tilknytningen til Danmark i op til 3 år. 5.1.4 Opholds- og arbejdstilladelse Selvom danskere er EU-borgere, kræver Tyskland en opholdstilladelse, såfremt opholdet overstiger 3 måneder. Opholdstilladelsen meddeles automatisk i alle tilfælde, hvor danskeren kan påvise, at han har taget ansættelse i Tyskland eller tager dertil for at etablere sig. Efter ansøgning herom meddeles opholdstilladelse tillige til pågældendes familie. Opholdstilladelsen fås hos fremmedpolitiet (Ausländerbehörde). Ud over dette kræves tilmelding hos Folkeregistret (Einwohnermeldeamt) inden en uge efter flytningen. En særskilt arbejdstilladelse kræves ikke for danskere. 5.1.5 Bil 5.1.5.1 Egen bil Ved indregistrering af biler i Tyskland skal der kun betales en mindre afgift. Dette er en klar modsætning til den danske registreringsafgift, der udgør op til 2 gange bilens værdi. En udsendt dansk medarbejder vil derfor være fristet til at erhverve en bil i Tyskland og bagefter tage den med tilbage til Danmark. 5.1.5.2 Firmabil Udgangspunktet er, at personer, der er hjemmehørende i Danmark, ikke må køre rundt i Danmark i tysk indregistrerede biler. Ønskes der foretaget rent erhvervsmæssig kørsel med en tysk firmabil i Danmark, skal der rettes henvendelse til Told- og Skatteregionen (www.skat.dk), hvor der kan erhverves en særlig mærkat. Mærkaten skal anbringes i bilens frontrude, hvorved der opnås tilladelse til at benytte den tyske firmabil til erhvervsmæssig kørsel i Danmark mod betaling af kr. 30 for


32

http://www.dss.dk/

http://www.skat.dk/

varebiler og kr. 60 for personbiler per dag. Rent praktisk påtegnes mærkaten for hver dag, der har været kørt i Danmark. Der er endvidere mulighed for at indhente en særlig tilladelse fra det danske politi til i forbindelse med weekender, helligdage og ferier at benytte den tyske firmabil til kørsel fra den dansk/tyske grænse direkte til bopælen i Danmark. 5.2 Direkte ansatte tyske medarbejdere Minimumsvilkårene for aftaler med funktionærer og arbejdere findes i lovgivningen samt overenskomsterne (Tarifverträge) mellem arbejdsgiverforbundene (Arbeitgeberverbände) og fagforeningerne (Gewerkschaften). Ansættelsesaftaler reguleres af BGB (Bürgerliches Gesetzbuch (www.gesetze-im-internet.de/bgb/index.html) i afsnittet om tjenestekontrakter (Dienstverträge). Ligesom i Danmark gælder det også i Tyskland, at en del af de anførte beskyttelsesregler ikke kan påberåbes af direktører og ledende ansatte i selskaber. 5.2.1 Hvilket lands lov gælder for kontrakten Det kunne være fristende at aftale med sit tyske personale, at dansk ret finder anvendelse. Set fra en dansk arbejdsgivers side ville dette have den fordel, at man havde fuldt overblik over, hvilke rettigheder og forpligtelser, der gælder i forhold til arbejdstageren. Ifølge den gældende EU-lovvalgskonvention kan en arbejdstager med permanent arbejde og bopæl i Tyskland imidlertid ikke fratages den beskyttelse, som følger af de tyske arbejdsretlige regler. Selvom det således principielt er muligt at aftale dansk ret, måtte man sammenholde den danske kontrakt med de tyske (ufravigelige) regler på området. Det er derfor som regel mest fornuftigt, at lade tysk ret finde anvendelse på hele kontrakten. 5.2.2 Kontrakten 5.2.2.1 Opsigelse Det er muligt at aftale tidsbegrænsede arbejdskontrakter, men typisk vil kontrakterne være tidsubegrænsede. Arbejdsgiveren og arbejdstageren kan opsige en ansættelsesaftale med det i kontrakten fastsatte varsel (ordentliche Kündigung). De lovpligtige minimumsvarsler må dog ikke underskrides, hvad angår opsigelsen af en arbejdstager. Efter tysk ret skal arbejdsgiveren � modsat dansk ret - som regel begrunde sin opsigelse.


33

En arbejdstager kan (uanset om der er tale om en funktionær eller en arbejder) som regel sige op til den 15. i måneden eller til månedens udgang � i begge tilfælde med 4 ugers varsel. Arbejdsgiverens ret til opsigelse er begrænset af lovgivningen og eventuelle overenskomster. De vigtigste lovmæssige begrænsninger er: • Loven om ansættelsesbeskyttelse (Kündigungsschutzgesetz, se

(www.gesetze-im-internet.de/kschg/index.html)) • Loven vedrørende mødres retsstilling (Mutterschutzgesetz, se

(www.gesetze-im-internet.de/muschg/index.html)) En tysk arbejdsgiver skelner som regel ikke mellem fagforeningsmedlemmer og andre ansatte. Overenskomster pålægger som oftest arbejdsgiveren informere og i givet fald høre arbejdstagernes repræsentation i virksomheden (Betriebsrat). Opsigelsen kan også være nærmere reguleret i den enkelte aftale. Som regel kan en funktionær og en arbejder opsiges med mellem 1 og 7 måneders varsel til slutningen af en måned afhængig af vedkommendes alder og anciennitet. 5.2.2.2 Bortvisning (außerordentliche Kündigung) En bortvisning (außerordentliche Kündigung) er udtryk for arbejdsgiverens afskedigelse af en medarbejder uden varsel. Bortvisningen skal efter tysk ret foretages inden 2 uger efter den hændelse, som gav anledning til bortvisningen. Den afskedigede har ret til at blive informeret skriftligt om grunden til afskedigelsen. 5.2.2.3 Lov om ansættelsesbeskyttelse (Kündigungsschutzgesetz) Denne lov, som ikke har noget sidestykke i dansk ret, gælder for alle arbejdstagere, som er fyldt 18 år og har været ansat i virksomheden i mindst 6 måneder. Reglerne omfatter alle virksomheder med mindst 6 medarbejdere. Loven om ansættelsesbeskyttelse fastsætter regler om alle arbejdstageres beskyttelse mod opsigelse, samt regler om medarbejderrepræsentanters beskyttelse (Betriebsrat). Endelig indeholder loven regler om beskyttelse mod masseopsigelser. Ifølge loven kan en arbejdstager inden 3 uger efter opsigelsen henvende sig til en arbejdsdomstol for at få en retslig efterprøvelse af opsigelsen og i givet fald få dom for, at opsigelsen er uberettiget. Er en opsigelse uberettiget, er


34

den ugyldig ifølge tysk lov, hvorfor den pågældende lønmodtager fortsat skal beskæftiges i virksomheden. En opsigelse af en tysk ansat skal være "socialt velbegrundet" (sozial gerechtfertigt). Dette er tilfældet, såfremt en videre ansættelse er udelukket. Dette kan skyldes arbejdstagerens person (f.eks. hvis der er tale om alkoholmisbrug), virksomhedens forhold (økonomiske krise eller organisatoriske ændringer), forudsat at der ikke er mulighed for omplacering, eller arbejdstagerens adfærd. For ansatte i ledende stillinger gælder særlige regler. Hovedreglen for ledende ansatte er, at de ikke kan kræve fortsat ansættelse, men i stedet henvises til kompensation. Loven gælder ikke for bestyrelsesmedlemmer og direktører i kapitalselskaber. Som det fremgår af ovenstående, er det mere vanskeligt at opsige ansatte i Tyskland end i Danmark. Derfor bør man fra starten være nøjeregnende med det antal personer, som man ansætter, og eventuelt vælge at benytte sig af tidsbegrænsede ansættelser. 5.2.2.4 Lønforhold Bruttolønningerne i Tyskland er umiddelbart betragtet lavere end i Danmark. Men det vil formentlig overraske de fleste, at de effektive lønomkostninger for arbejdsgiverne i Tyskland gennemsnitligt er højere end i Danmark. Dette skyldes de betydelige indirekte personaleomkostninger, som bl.a. skyldes, at de sociale ordninger i større udstrækning end i Danmark er led i forsikringsordninger. Hertil kommer, at arbejdsgiveren i visse tilfælde er forpligtet til at bidrage til forsikringsordningerne, hvor det i Danmark som hovedregel er arbejdstageren selv, der betaler (f.eks. arbejdsløshedsforsikring). Hvis funktionæren ifølge ansættelseskontrakten har en løn på � 2.500,00 betyder det, at arbejdsgiveren i alt skal udrede et beløb på ca. � 3.200,00 om måneden. 5.2.2.5 Konkurrenceklausuler Konkurrenceklausuler med tyske medarbejdere bør overvejes nøje, idet arbejdstageren har krav på en rimelig godtgørelse for at påtage sig klausulen. Reglerne minder om de regler, der gælder efter den danske funktionærlov. 5.2.3 Arbejdsgivers pligter med hensyn til skatten Arbejdsgiveren er ansvarlig for at tilbageholde kildeskat (skat af indkomst ved lønarbejde) og at indbetale det indeholdte beløb til den lokale


35

skattemyndighed i den ansattes hjemstedskommune. Skattefradraget beregnes af arbejdsgiveren ved hjælp af et skattekort (Lohnsteuerkarte), som hjemstedskommunen udfærdiger og tilsender arbejdstageren. En dansk virksomhed, som har ansat fast personale i Tyskland, som f.eks. handelsrejsende, lagerpersonale ved et distributionslager eller ansatte i et salgskontor, har - uanset om virksomheden selv er skattepligtig i Tyskland - som arbejdsgiver pligt til at indeholde og indbetale kildeskatten. 5.2.4 Arbejdsgivers pligter med hensyn til sociale bidrag Arbejdsgiveren skal inden for 2 uger efter ansættelsesforholdets begyndelse anmelde arbejdstageren til rette forsikringsselskab, medmindre arbejdstageren godtgør, at han er medlem i et privat forsikringsselskab. Arbejdstageren er forpligtet til at give arbejdsgiveren sit forsikringshæfte (Versicherungsnachweisheft). Selvom arbejdsgiveren og arbejdstageren som regel hver betaler halvdelen af de sociale bidrag, hæfter arbejdsgiveren for indbetalingen af hele forsikringsbeløbet. Arbejdsgiveren fradrager de sociale bidrag i arbejdstagerens bruttoløn (jfr. systemet for kildeskat) og indbetaler disse tillige med arbejdstagerens egenandel. Pensions-, arbejdsløsheds- og sygeforsikringsbidragene forfalder til betaling senest den 15. i den måned, der følger efter den måned, i hvilken bruttovederlaget er indtjent. Arbejdsskadeforsikringsbidraget skal indbetales senest 2 uger efter påkrav fra den pågældende arbejdsskadeforsikring (Berufsgenossenschaft) for det forløbne kalenderår. Også frynsegoder ud over den egentlige løn er indkomstskatte- og socialforsikringspligtige. Således udgør f.eks. fri bolig eller privat anvendelse af en firmabil indtægter, hvoraf der skal betales indkomstskat og sociale bidrag. Den tyske socialforsikring omfatter alderspension, arbejdsløshedsforsikring, sygeforsikring, plejeforsikring og arbejdsskadeforsikring. Der findes dog visse undtagelser fra forsikringspligten. De nedenstående bidragsgrænser reguleres årligt. De anførte tal er for 2006: Arbejdstagere, som har en månedsindkomst fra erhvervsarbejde, der overstiger � 3.937,50 (også � 3.375 i det tidligere Østtyskland) , er ikke sygeforsikringspligtige. De kan i stedet tegne private forsikringer eller frivilligt forblive i den offentlige sygeforsikring. Som regel betaler arbejdsgiveren og arbejdstageren hver halvdelen af sygeforsikringsudgifterne. For 2006 gælder følgende afgiftssatser og beløb:


36

5.3.1 Alderspension 19,5 % af bruttoindtægterne, dog højst 19,5 % af � 5.250 (� 4.440 i det tidligere Østtyskland) pr. måned = � 1023,75 (� 865,80 i det tidligere Østtyskland). 5.3.2 Arbejdsløshedsforsikring 6,5% af bruttoindtægterne, dog højst 6,5% af � 5.250(� 4.440 i det tidligere Østtyskland) pr. måned = � 341,25 (� 288,60 i det tidligere Østtyskland). 5.3.3 Sygeforsikring Mellem 11,4 og 14,8 % af bruttoindtægterne (satserne er forskellige i de enkelte forsikringsselskaber), gennemsnitligt 13,6% af � 3.937,50 pr. måned. De forskellige sygeforsikringssatser beror på forskellene dels i forsikringskassernes beregningssystemer, dels på de forskellige forsikringstageres forudsætninger. Informationer om gældende afgiftssatser gives af det pågældende forsikringsselskab. 5.3.4 Plejeforsikring 1,7 % af bruttoindtægterne, dog højest 1,7 % af � 3.937,50 (også � 3.375 i det tidligere Østtyskland) = � 66,94 pr. måned. 5.3.5 Arbejdsskadeforsikring Arbejdsskadeforsikringen skal tegnes og betales af arbejdsgiveren. Afgiften skal erlægges til rette arbejdsskadeforsikring (Berufsgenossenschaft). Afgiften er afhængig af virksomhedens størrelse og arbejdspladsens farlighed. Farlighedsgraden fastsættes ikke konkret for hver enkelt arbejdsplads, men ud fra gennemsnitsnormer for beslægtede arbejdspladser. 5.3.6 Ferieregler/arbejdstidsregler Efter den tyske ferielovgivning (Bundesurlaubsgesetz = BUrIG, se www.gesetze-im-internet.de/burlg/index.html) har alle arbejdstagere ret til mindst 24 betalte arbejdsdages ferie om året, som optrappes med alderen. I praksis ligger antallet af feriedage dog noget højere, i gennemsnit mellem


37

25 og 30 arbejdsdage, afhængig af den for området gældende overenskomst eller ansættelsesaftalen. Som en tysk specialitet bør det anføres, at det er almindeligt, at arbejdstagere hvert år modtager en 13. månedsløn (julegratiale). Arbejdstidsregler gælder for alle arbejdstagere i privat eller offentlig tjeneste. Der gælder en arbejdsdag på 8 arbejdstimer. Arbejdstiden kan undtagelsesvis forlænges op til 10 timer dagligt. Fravigelse fra loven kan kun ske til arbejdstagerens fordel gennem enkeltaftaler eller kollektive aftaler. Inden for visse brancher og områder er 35-timers-ugen indført gennem overenskomster.

5.4 Lønmodtagermedbestemmelse "Betriebsverfassungsgesetz" (se www.gesetze-im-internet.de/betrvg/index.html) regulerer arbejdspladsforhold, herunder bl.a. arbejdstagerrepræsentanters medvirken ved opsigelse og ansættelse af personale, ferieplanlægning m.v. I virksomheder med mindst 5 ansatte over 18 år, hvoraf mindst 3 skal have været ansat i mindst 6 måneder, har de ansatte ret til at danne en arbejdstagerrepræsentation (Betriebsrat) til at varetage deres interesser over for virksomhedens ledelse. Der findes ikke noget tilsvarende i dansk ret. Medlemmerne af Betriebsrat vælges for 3 år ad gangen. Møder kan finde sted i arbejdstiden uden lønreduktion. I tyske aktieselskaber har arbejdstagerne ret til at vælge en tredjedel af pladserne i selskabets bestyrelse. I anpartsselskaber har arbejdstagerne ret til at vælge en tredjedel af pladserne i bestyrelsen, såfremt selskabet beskæftiger mere end 500 ansatte. Betriebsrats opgave er bl.a. at påse, at virksomheden overholder de gældende arbejderbeskyttelseslove, overenskomster og interne virksomhedsaftaler. Loven om medbestemmelse (Mitbestimmungsgesetz, se www.gesetze-im-internet.de/mitbestg/index.html) gælder for alle kapitalselskaber med mere end 2000 ansatte. I sådanne selskaber har arbejdstagerne ret til at vælge halvdelen af pladserne i bestyrelsen. Formanden for bestyrelsen, hvis stemme er afgørende ved stemmelighed, bliver dog udpeget af virksomhedens ejere. Loven fastsætter desuden, at en arbejdstagerrepræsentant (såkaldt Arbeitsdirektor) skal indgå i virksomhedens direktion med samme rettigheder og pligter som de andre medlemmer i virksomhedens ledelse. 6. Fast ejendom 6.1 Leje


38

Det er anført ovenfor (jfr. 4.2), at der i visse nordtyske byer er indrettet kontorcentre specielt med henblik på skandinaviske virksomheder. Også i andre byer findes der "kontorhoteller", hvor man kan leje sig ind, når man søger et første ståsted. Første gang man lejer egne lokaler, bør man være opmærksom på følgende hovedpunkter: For erhvervslejemål er der som udgangspunkt kontraktfrihed. Lejeniveauet for erhvervslejemål ligger som udgangspunkt noget over det danske niveau. Modsat Danmark er det ikke usædvanligt, at depositum (Mietkaution) stilles ved hjælp af en bankgaranti og ikke betales kontant. Erhvervslejekontrakter er som regel meget langvarige, dvs. at der for begge parter gælder lange opsigelsesfrister. Lejekontrakter med 10 - 15 års uopsigelighed er sædvanlige. Herudover vil der oftest blive tillagt lejeren en option til efter uopsigelighedsperiodens udløb at kræve en forlængelse af lejemålet. Lejekontrakter, som indgås med længere varighed end 1 år, skal være skriftlige. I modsat fald anses lejekontrakten for indgået på opsigelsesvilkår, dvs. den kan opsiges med 3 måneders varsel.

6.1.1 Lovgivning De almindelige opsigelsesregler findes i øvrigt i den borgerlige lovbog, §§ 535-580a (BGB se www.gesetze-im-internet.de/bgb/index.html). Et lejemål, der er indgået for en bestemt periode, ophører uden opsigelse. Øvrige opsigelsesfrister følger de perioder, huslejen er beregnet for. En lejekontrakt kan hæves uden varsel, f.eks. når det lejede benyttes til formål, som ikke er i overensstemmelse med det aftalte, eller hvis der i mere end 2 betalingsterminer har været restancer svarende til 2 måneders husleje. Huslejen i beboelseslejemål skal være i overensstemmelse med den borgerlige lovbogs regler om lejeregulering (§§ 557-561), som tilsvarer den tidligere lejereguleringslov (Miethöhengesetz). Lejeforhøjelser kan herefter ikke foretages ud over hvad der gælder i sammenlignelige lejemål i det pågældende område. En ny ejer af ejendommen skal respektere indgåede lejekontrakter ("Kauf bricht nicht Miete"). 6.1.2 Særskilte driftsomkostninger (Nebenkosten) Ud over huslejen skal en tysk lejer betale driftsomkostningerne (Nebenkosten) som et særskilt månedligt beløb. Disse omkostninger indeholder udgifterne til bl.a. snerydning, forsikringer, vicevært, renovation,


39

varmt vand og opvarmning. Opkrævningen til dækning af driftsomkostningerne kan forhøjes løbende, såfremt udgifterne stiger. 6.1.3 Indeksklausuler Det er sædvanligt, at erhvervslejekontrakter indeholder indeksklausuler med henblik på lejeforhøjelser, der relaterer sig til det af Statistisches Bundesamt fastsatte forbrugerprisindeks (Lebenshaltungskostenindex, se www.destatis.de/indicators/d/pre110ad.htm). Andre indeksklausuler skal oftest godkendes af de enkelte forbundslandes �Landeszentralbank�. 6.1.4 Mæglere Efter tysk ret vil en mægleraftale, der ikke er indgået skriftligt, typisk være uden nogen som helst retsvirkning. Ikke mindst ved mægleraftaler opstår der ofte tvister, fordi man ikke har gjort sig helt basale overvejelser: • Har mægleren alene til opgave at finde interessante emner, eller er det

en forudsætning, at der indgås endelig aftale? • Hvilken provision er aftalt? • Hvad sker der, når en formidlet aftale senere bortfalder? For formidling af beboelseslejemål er provisionen ifølge lovgivningen maksimeret til 2 måneders husleje. For formidling af erhvervslejemål gælder ingen lovmæssig begrænsning, men mægleren vil typisk beregne sig 3 måneders husleje. 6.2 Køb I Tyskland har udlændinge fri adgang til at erhverve fast ejendom. Men selvom retsreglerne om køb af fast ejendom i Danmark og Tyskland i realiteten ikke er så forskellige, vil enhver dansker, der stifter bekendtskab med tyske retsforhold, hurtigt erfare, at et tilsyneladende enslydende begreb kan have forskelligt indhold og betydning i de to retssystemer. Man vil også erfare, at tysk retspraksis er præget af betydeligt flere krav om overholdelse af bestemte former og fremgangsmåder, end man er vant til i Danmark.

Nedenfor beskrives i hovedtræk de forhold, en dansk køber skal være opmærksom på i forbindelse med køb af fast ejendom i Tyskland.

6.2.1 Finansieringen

En af de første væsentlige forskelle, man vil lægge mærke til, når man skal købe eller sælge fast ejendom i Tyskland, er, at man principielt forhandler og aftaler prisen på kontant basis, dvs. at man normalt ikke overtager de i ejendommen tinglyste prioriteter. Sælger ønsker kontant betaling for at


40

www.destatis.de/indicators/d/pre110ad.htm

kunne indfri sine forpligtelser, og køber må selv sørge for sin egenfinansiering af købesum og omkostninger. Det er nødvendigt, at man har gjort sig tanker om finansieringen før man handler. Vanskeligheden i forbindelse hermed består i, at en bank eller en kreditforening først vil afgive et endeligt finansieringstilsagn, når banken eller kreditforeningen har fået forelagt fyldestgørende oplysninger om ejendommen i form af udkast til købekontrakt, vurdering, driftsbudget, lejekontrakter m.v.

Såfremt ejendommen allerede før handelen er udlejet, giver udarbejdelse af driftsbudget og vurdering ikke anledning til større problemer. Værre er det, hvis handelen drejer sig om en ubebygget grund med eller uden byggeprojekt. I så fald må man nøje undersøge og vurdere udlejnings- og salgsmulighederne eller søge denne forretningsmæssige risiko afdækket ved garanti fra sælger eller entreprenør.

6.2.2 Købekontrakten

Et andet væsentligt problem er, at en tysk købekontrakt vedrørende fast eijendom kan ikke sammenlignes med en dansk købsaftale. F. eks. kendes begrebet slutseddel ikke i Tyskland. Skal der med bindende virkning træffes aftale om overdragelse af fast ejendom i Tyskland, skal det ske ved et dokument oprettet og bevidnet af og for en tysk notar (notarielle Beurkundung, jfr. 10.7.2). Mundtlige eller skriftlige aftaler, der ikke er indgået for en notar, er, for så vidt de drejer sig om fast ejendom, ikke retsgyldige og dermed uforpligtende.

Overholdes den notarielle form ikke, er kontrakten altså ikke bindende for parterne, og disse kan inden registreringen i tingbogen (Grundbuch, se www.wowi.de/vs/grundbuch/frameset.htm eller www.grundbuch.de) tilbagekalde kontrakten.

Det indebærer, at den der i tillid til en sådan aftale afholder omkostninger til udarbejdelse af driftsbudget, vurdering, besigtigelse m.v., løber den risiko, at ejendommen bliver solgt til en anden interessent, inden undersøgelserne er tilendebragt og en bindende aftale indgået.

Denne risiko er en realitet, man gør klogt i at medtage i sine overvejelser, idet tyskere heller ikke moralsk føler sig forpligtet til at vedstå en mundtlig eller skriftlig aftale om fast ejendom, som ikke er indgået for en notar. Et brud på en ikke-notariel aftale kan dog efter omstændighederne give grundlag for et erstatningskrav imod den anden part for forgæves afholdte omkostninger.

Forpligtende er udelukkende en købekontrakt (betinget skøde) oprettet af og for en tysk notar. En sådan kontrakt kan bringes i stand ved tilbud (enten fra sælger eller køber) og accept. Tilbud og accept forpligter selvsagt kun den, der afgiver erklæringen, og skal ligeledes underskrives for en tysk notar. I den forbindelse er det uden betydning, om køber eller sælger afgiver erklæringen personligt overfor notaren, eller om den pågældende lader sig repræsentere af en fuldmægtig.

Men selvom købekontrakten er forpligtende, indeholder den dog alene et


41

www.wowi.de/vs/grundbuch/frameset.htm

løfte om at overdrage selve ejendommen, hvorfor der kræves en yderligere aftale om ejendomsrettens overgang (Auflassung). I de fleste tilfælde vil købesummen skulle indbetales på notarens klientkonto (Notaranderkonto), og bestående hæftelser vil skulle indfries. Køberen må således selv sørge for finansiering af købesummen. Købesummen bliver frigivet, når aftalen om ejendomsrettens overgang (Auflassung) er underskrevet. For at forhindre, at sælgeren inden den endelige tinglysning pantsætter ejendommen yderligere eller sælger denne til en anden køber, vil der som regel - med notarens hjælp - blive foretaget en foreløbig lysning (Auflassungsvormerkung), som har samme funktion som et betinget skøde i Danmark. For en del faste ejendomme gælder, at den kommune, hvor ejendommen er beliggende, skal give samtykke til overdragelsen, idet kommunerne ofte har forkøbsret til større ejendomme. 6.2.3 Notaren

Ved indgåelse af aftaler om fast ejendom i Tyskland har notaren således en central funktion. Han repræsenterer hverken sælgers eller købers interesse, men derimod det offentliges interesse i, at ejendomshandler sker på en for alle implicerede parter betryggende og sikker måde.

Notarens vigtigste opgaver er derfor at sørge for, at de handelsvilkår, som sælger og køber er blevet enige om, kommer til udtryk i købekontrakten, og at der ikke indgås aftaler, som - bevidst eller ubevidst - tilsidesætter den ene parts interesser unødvendigt i forhold til den anden parts. Notaren kan derfor heller ikke deltage i forhandlingen om selve handelsvilkårene, men det er hans opgave at formulere kontrakten og i den forbindelse at vejlede parterne, således at resultatet bliver en velafbalanceret aftale.

Mens notaren således sørger for, at parternes rettigheder og forpligtelser bliver indført i kontrakten, kan det ikke stærkt nok understreges, at notaren normalt ikke sørger for eller har til opgave at sikre en part mod den situation, at den anden part ikke overholder de påtagne forpligtelser. Skal sælger f.eks. stille bankgaranti til sikkerhed for en tilsagt lejeindtægt eller for afhjælpning af efterfølgende mangler ved et byggeri, kan man ikke påregne, at notaren foreslår købesummens frigørelse betinget af, at denne bankgaranti stilles.

Det må derfor anbefales, at man i hvert fald som dansk køber lader sig repræsentere af en advokat, der udelukkende varetager købers interesser, og som i så fald udarbejder udkast til en købekontrakt.

Det er notarens opgave at afvikle kontrakten: indberette kontrakten til og indhente de fornødne godkendelser fra skattevæsen og kommunale myndigheder; sørge for tinglysning af reserverende retsanmærkning i tingbogen med henblik på senere tinglysning af ejerskifte til køber; sørge for aflysning af panterettigheder, der ikke skal overtages; foretage endelig tilskødning; sørge for tinglysning af ny panteret til fordel for købers bank;


42

modtage, deponere og udbetale købesummen samtidig med at tinglysning af ejerskifte sker, og i øvrigt sikre, at betingelserne for udbetaling er opfyldt.

Notaren har således en betroet stilling ikke kun i relation til sælger og køber, men også i relation til sælgers og købers banker. Det er sædvane, at der i købekontrakten meddeles omfattende fuldmagt til en eller flere af notarens ansatte, således at de kan foretage ændringer i kontrakten, som måtte vise sig nødvendige i forbindelse med afvikling af denne.

Køberen vælger normalt, hvilken notar der skal berigtige handelen og afholder også omkostningerne til denne.

6.2.4 Omkostninger De omkostninger, der er forbundet med erhvervelse af fast ejendom i Tyskland, beregnes af ejendommens værdi/købesum og omfatter normalt honorar til ejendomsmægler, notar samt gebyr til tinglysning og grunderhvervelsesskat (beregningen kan foretages på

www.wowi.de/info/finanzen/grundbuch/grundbuch.htm)

De samlede omkostninger til disse ydelser andrager mellem 5% og 10% af købesummen.

Omkostninger til notaren og tinglysningen er fastsat ved lov. I gennemsnit kan man påregne, at omkostningerne til notaren udgør ca. 1% af købesummen og tinglysningen ca. 0,5% af købesummen.

Grunderhvervelsesskatten udgør 3,5% og beregningsgrundlaget er købesummen med tillæg af den del af påløbne omkostninger, som ifølge lovreglerne skulle betales af sælgeren, men som ifølge købekontrakten betales af køberen.

Omkostningerne til den medvirkende ejendomsmægler beregnes af købesummens størrelse og varierer mellem 1 % og 6 %.

I praksis aftales det ofte i købekontrakten, at ovennævnte omkostninger betales af køberen.

Udover ovennævnte omkostninger betales der honorar til egne rådgivere, f.eks. teknisk sagkyndige, revisor, advokat m.v.

De samlede honorarer ved køb af fast ejendom i Tyskland kan forekomme urimeligt høje, når der henses til omfanget af arbejdet og det ansvar, der er forbundet med opgaven, hvorfor det må anbefales, at disse honorarer tages op til forhandling.

Det skal hertil bemærkes, at størrelsen af notarens honorar er fastsat ved lov, og at notaren ikke uden at gøre sig skyldig i lovbrud kan fravige disse takster i nedadgående retning.


43

www.wowi.de/info/finanzen/grundbuch/grundbuch.htm

6.2.5 Tingbogen

Tingbogen føres ved byretten (Amtsgericht) og er indrettet som et løsbladsystem. Herudover eksisterer for hver ejendom en mappe med beskrivelser af ejendommen (beliggenhed, matr.nr., størrelse m.m.). Tingbogen er indrettet med tre afdelinger. Adkomstforholdene indføres i afdeling I, servitutter og andre byrder i afdeling II og panterettigheder i afdeling III.

Alle indførelser og forandringer, som ønskes foretaget i tingbogen, skal indleveres til retten i form af et dokument oprettet af en tysk notar.

Et notarielt dokument skal ved oprettelsen i parternes tilstedeværelse læses op af notaren; dette gælder også for alle bilagene. En sådan oplæsning kan være en søvndyssende og tidskrævende affære, specielt hvor der er mange omfattende erklæringer og bilag, som f.eks. en byggebeskrivelse i forbindelse med en nybygning, en opdelingserklæring vedrørende ejerlejligheder eller lejekontrakter.

At referere til et bilag udenfor den notarielle form har til følge, at dokumentet i sin helhed er ugyldigt, eller at det kan omstødes. Det er derimod tilladt at referere til andre dokumenter, der er oprettet af en notar, selvom dette er sket på et andet tidspunkt og mellem andre parter. Blot skal det pågældende dokument foreligge i bekræftet udskrift under oplæsningen.

Det er tilladt at samle bilagene i et særskilt notarielt dokument (Musterurkunde), som ikke oplæses, men som parterne overfor notaren erklærer at være bekendt med.

Efter oprettelsen af et notarielt dokument (notarielle Urkunde) eksisterer der kun et originalt eksemplar med parternes underskrifter. Dette forbliver i notarens arkiv. Parterne, skattevæsenet samt kommunale og andre myndigheder, herunder tinglysningskontoret, modtager ligesom panthaver, køber og sælger kun simple eller bekræftede udskrifter.

6.2.6 Mangler

Som i Danmark opererer man med retslige og faktiske mangler.

Retslige mangler er hovedsageligt mangler, der indebærer, at sælgeren ikke kan overgive køberen den fulde ejendomsret til den solgte ejendom.

Faktiske mangler foreligger, når ejendommen ikke har den brugbarhed og værdi, som er almindelig ved ejendomme af den pågældende art.

Sælgere af ældre ejendomme vil altid fraskrive sig mangelansvaret, hvorfor man før lade udarbejde en teknisk vurdering, førend ejendommen erhverves. Ved nyere ejendomme bør ansvarsfraskrivelser ikke accepteres og sælger bør afgive garantier for ejendommens tilstand.


44

6.2.7 Lejeforhold

På tilsvarende måde som i Danmark overtager en køber af fast ejendom de rettigheder og forpligtelser, som sælgeren har overfor lejerne.

Man bør sikre sig, at købekontrakten fuldstændigt gengiver de for tiden betalte lejebeløb, og at sælgeren garanterer for rigtigheden af de oplyste forhold omkring lejens størrelse, idet de som oftest til købekontrakten vedhæftede lejekontrakter ikke indeholder den aktuelle lejes størrelse.

Købekontrakten bør endvidere angive, hvorvidt der foreligger forudbetalt leje eller deposita. Da deposita sædvanligvis af lejerne indsættes på særlige bankkonti til sikkerhed for lejerens forpligtelser ved fraflytning eller manglende lejebetalinger, skal købekontrakten angive, at sælgeren overdrager de pågældende deposita til køber.

Endvidere skal sælgeren forsikre, at der ikke foreligger rettigheder eller forpligtelser udover det, der fremgår af lejekontrakterne.

Adgangen til at opsige lejere eller kræve lejeforhøjelser i boliglejemål er grundlæggende reguleret som i dansk ret. Adgangen til at opsige og forhøje lejen i erhvervslejemål er reguleret i lejekontrakten, og der består som udgangspunkt aftalefrihed.

Det bemærkes dog, at automatisk virkende indeksklausuler i erhvervslejekontrakter kun er gyldige, såfremt lejemålet indgås for minimum en tiårig periode, eller såfremt lejekontrakten giver lejeren adgang til at forlænge lejemålet i minimum ti år. Det er endvidere en betingelse, at lejeniveauet ændres såvel i opadgående som i nedadgående retning ved ændringer af indekset.

6.2.8 Investering Den typiske investeringsejendom er i tysk terminologi at betragte som et anlægsaktiv med en lang investeringshorisont. Det er derfor af afgørende betydning, at afkastmulighederne for den pågældende ejendom afdækkes så godt som muligt, førend købekontrakten indgås. Adskillige danskere har i de seneste år ladet sig lede af de gunstige skatteretslige regler, der var forbundet med en investering i fast ejendom i Tyskland, uden at have undersøgt den pågældende ejendom og dennes afkastmuligheder på tilstrækkelig måde, førend købekontrakten blev underskrevet. Dette har medført overraskelser i forbindelse med den senere drift og de aktiske afkastmuligheder af sådanne ejendomme. Det må derfor tilrådes, at der foretages en særdeles kritisk gennemgang af de dokumenter, der kan medvirke til at beskrive ejendommens tilstand og fremtidige afkastmuligheder, herunder en grundig gennemgang af de for ejendommen gældende lejekontrakter, disses løbetid, indekseringsklausuler samt lejernes bonitet.


45

Ved ældre ejendomme kan det anbefales at få udarbejdet en �tilstandsrapport� til brug for bedømmelsen af fremtidige reparations- og vedligeholdelsesomkostninger. En undersøgelse af prisniveauet for tilsvarende ejendomme i området samt områdets udviklingsmuligheder bør altid foretages 7. Byggeri 7.1 Retsgrundlag (VOB) Der vil stort set udelukkende finde tysk ret anvendelse på aftaler mellem tyske bygherrer og danske entreprenører eller danske bygherrer og tyske entreprenører. I modsætning til dansk ret har tysk ret udtrykkelige lovbestemmelse om entrepriseaftalers indhold. Disse findes i et særligt afsnit af den Borgerlige Lovbog om værksleverancer (Werkverträge). Bestemmelserne er dog på ingen måde tilstrækkelige, og i praksis henvises der vidtgående til færdigformulerede standardvilkår �Verdingungsordnung für Bauleistungen� (= VOB, se http://dejure.org/gesetze/VOB-B), som finder anvendelse, såfremt dette aftales af parterne. Standardvilkårene består af 3 dele: A,B og C. Mens del A især gælder for offentlige myndigheders entrepriser, indeholder del B og C de almindelige kontraktbetingelser for gennemførelse af byggearbejder. B indeholder regler for retsforholdet mellem kontraktparterne, f.eks. om hvordan arbejdet skal udføres, betalingsbetingelser, mangler, kontraktmisligholdelse m. v. Del B indeholder således de regler, som i dansk ret findes i AB 92(Almindelige betingelser af 1992). Del C præciserer de almindelige bestemmelser i den borgerlige lovbog (BGB) vedrørende byggekontrakter. 7.2 Aftaleparter 7.2.1 Hovedentreprenør Hovedentreprenøren er kontraktparten for en hel �byggepakke� og er ved sin hovedentreprisekontrakt (Generalunternehmervertrag) som bygherre ansvarlig for gennemførelsen af samtlige entrepriser. Kontraktens indhold vil som regel blive udførligt forhandlet mellem parterne, og en stor del af diskussionen vil vedrøre spørgsmålet om, i hvilket omfang man har fraveget VOB. 7.2.2 Underentreprenør Det er sjældent, at en underentrepriseaftale (Nachunternehmervertrag), hvorved en entreprenør påtager sig en delopgave, vil blive udførligt forhandlet mellem parterne. Oftest har underentreprenøren egne standardvilkår (Nachunternehmerbedingungen), som han henviser til ved


46

http://dejure.org/gesetze/VOB-B

ordrebekræftelsen. 7.2.3 Konsortium Større entrepriser gennemføres som regel af en sammenslutning af entreprenører, der finder sammen til pågældende entreprise i en interessentskabslignende juridisk form (Arbeitsgemeinschaft = ArGe) 7.2.4 Arkitekter/ingeniører Den borgerlige lovbogs regler gælder også for arkitekter og ingeniører, mens VOB ikke gælder for disse. Betaling sker efter særlige honorarregler for arkitekter og ingeniører (HOAI = Honorarordnung für Architekten und Ingenieure, se www.hoai.de). Der findes en standardkontrakt for arkitekter (Einheitsarchitektenvertrag). 7.2.5 Stikord for forhandlingerne • Hvad er opgaven? • Betaling (rater, fastpris, rabatter) • Tidsplan • Konventionalbod • Formkrav • Sikkerhedsstillelse • Aflevering • Forsikring • Værneting 7.3 Særligt om sikkerhedsstillelse VOB indeholder alene bestemmelser om entreprenørens sikkerhedsstillelse, mens en eventuel sikkerhedsstillelse fra bygherrens side i givet fald skal aftales særskilt. 7.3.1 Kaution (Bürgschaft) Kautionisten skal være en bank, og kautionen skal have karakter af en selvskyldnerkaution. Denne kaution er ikke det samme som en bankgaranti. Forskellen består i, at kautionisten kan rejse de samme indsigelser mod betaling, som entreprenøren (f.eks. at der er sket forsinkelse fra bygherrens side), mens en bankgaranti typisk er uafhængig af hovedforholdet. Med andre ord: Ved en bankgaranti skal banken betale, uanset om der er indsigelser fra entreprenørens side, ved en bankkaution ikke.


47

www.hoai.de

7.3.2 Deponering (Hinterlegung) Ved sikkerhed via deponering skal entreprenøren indbetale beløbet på en spærret konto hos et aftalt pengeinstitut. Som i Danmark tilfalder renterne entreprenøren, og partnere kan kun råde over kontoen i fællesskab. 7.3.3 Tilbageholdelse af betalinger (Einbehalt) Tilbageholdelse af penge forudsætter en aftale mellem bygherren og entreprenøren og gennemføres ved, at bygherren nedsætter sine betalinger med 10 % for hver rate, indtil den aftalte sikkerhed er nået. 7.4 Momsregler For virksomheder med fast driftssted i Tyskland gælder de almindelige momsregler (4.1.2.3). Danske entreprenør- eller håndværksvirksomheder uden fast driftssted i Tyskland kan levere ydelser i Tyskland til tyske momsregistrerede virksomheder uden selv at skulle udrede moms til den tyske stat ved den såkaldte �Nullregelungsverfahren�. Den danske virksomhed skal udstede sin faktura i EUR uden moms og forsyne den med en erklæring om, at der ikke er indeholdt tysk moms i fakturaen. Det er en forudsætning for denne metode, at den danske virksomhed har fået en skriftlig bekræftelse fra sin tyske kunde om, at denne er momsregistreret. 7.5 Syn og skøn Opstår der tvister, bør det nævnes, at man i Tyskland ikke kender til udenretligt syn og skøn eller til voldgift. Hvis der opstår tvister, og parterne ikke kan enes, afgøres disse af de almindelige domstole. 7.6 Skatteforpligtelser Virksomheder, der optræder som ordregivere i tyske byggeentrepriser, skal i henhold til en ny lov fra 1. januar 2002 være med til at hæfte for deres samarbejdspartneres skatteforpligtelser over for det tyske skattevæsen. De nye regler omfatter tillige udenlandske virksomheder, ligegyldigt om de optræder som ordregivere eller udførende entreprenører. Det vil sige, at også danske virksomheder, som optræder som aktører på en tysk byggeplads, bliver omfattet af den nye lov. Siden 1. januar 2002 skal samtlige ordregivere indenfor byggebranchen ifølge de nye regler ved betaling af entreprenørens/den udførende håndværkers fakturaer tilbageholde 15 % af nettobeløbet som en slags á conto skat og indbetale beløbet direkte til det tyske skattevæsen. Loven


48

gælder bredt for samtlige momsregistrerede virksomheder, som beskæftiger sig med opførelse, restaurering, vedligeholdelse, ændring og nedrivning af bygninger. 7.6.1 Ordregiverens forpligtelser Ordregiverens betaling af de indeholdte 15 % til skattevæsenet skal ske inden den 10. i måneden efter betalingen af den udførende entreprenørs faktura. Inden for samme frist skal der på en særlig blanket til skattevæsenet afgives en erklæring om det tilbageholdte beløb. Entreprenøren skal endvidere informeres om den direkte betaling til skattevæsenet. Det er vigtigt at understrege, at ordregiveren hæfter for denne betaling. De tilbageholdte og indbetalte 15 % bliver selvfølgelig modregnet i entreprenørens skatteforpligtelser over for det tyske skattevæsen. 7.6.2 Fritagelsesmulighed Loven gælder ikke for ordregivere, som indenfor et år får udført byggearbejder til en samlet værdi på under 5.000 EURO - eller 15.000 EURO, hvis ordregiveren er boligudlejer. Ordregiver fritages for tilbageholdelsespligten og hæftelsen, hvis entreprenøren/håndværkeren kan forelægge en dispensation (Freistellungsbescheinigung). En sådan dispensationen udstedes til ansøgere, der i den forgangne tid har vist sig at være tilforladelige skattebetalere, og i tilfælde hvor skattevæsenet ikke har nogen særlig anledning til at sikre sit skattekrav. Med dispensationen i lommen sikrer virksomheden sig, at ordregiver ikke tilbageholder 15 %, på trods af at man altid betaler sin forfaldne skat. 7.6.3 Anbefaling til danske virksomheder Begæringen om udstedelse af dispensation kan allerede indleveres nu, selvom loven først får virkning fra næste år. Man skønner, at ca. 500.000 virksomheder vil søge denne dispensation, hvorfor det anbefales danske virksomheder at indsende begæringen snarest, således at dispensationen foreligger i tide. Et spørgeskema - foreløbigt kun på tysk - som kan anvendes i forbindelse med ansøgningen om fritagelse for á conto beskatning og yderligere information findes på det tyske finansministeriums hjemmeside www.bundesfinanzministerium.de/cln_01/nn_2682/DE/Service/node.html__nnn=true. Danske byggevirksomheder skal ansøge om fritagelse for á conto beskatning centralt hos skattemyndigheden i Flensborg. Der kan ansøges om fritagelse med hensyn til et konkret projekt eller for et tidsrum på op til 3 år. De første meldinger fra fagkyndige i byggebranchen går på, at loven næppe vil få den tilsigtede virkning på det sorte arbejde i byggebranchen, men vil blot skabe mere papirarbejde for både ordregiveren, den udførende entreprenør og skattevæsnet. Ikke desto mindre anbefales det, at man sætter sig grundigt ind i de nye regler, inden man som dansk momspligtig virksomhed betaler for ydelser for opførelse, istandsættelse og restaurering


49

af en bygning. Fejltagelser her kan blive dyre pga. de nye hæftelsesregler! 8. Erhvervslovgivning i øvrigt 8.1 Erhvervsstøtte Der har været en lang tradition for offentlig hjælp i forbindelse med virksomhedsetablering og udbygning siden slutningen af 2. verdenskrig. Da der findes et utal af forskellige statslige og regionale støtteordninger og udviklingsprogrammer, kan det være svært at orientere sig. Man bør derfor søge professionel rådgivning, f.eks. hos de lokale industri- og handelskamre (www.ihk.de). Disse er offentlige og dermed neutrale. Desuden kender de lokale industri- og handelskamre de relevante regler og bestemmelser i detaljer, idet disse institutioner normalt høres i forbindelse med ansøgninger. Delstaternes, regionernes og kommunernes informations- og rådgivningsinstitutioner bør også nævnes i denne forbindelse. Disse institutioner er særdeles nyttige, når det gælder spørgsmål om fast ejendom, hvor regionale eller kommunale interesser er berørte. I oversigtsform kan støttemulighederne, der som nævnt hovedsageligt er relevante i det tidligere Østtyskland, beskrives som følger: Skattefordele: Der er mulighed for at forøge afskrivningerne på anskaffelses- og produktionsomkostninger samt bygninger. Der er tale om ekstra afskrivningsmuligheder, der kan anvendes sammen med de sædvanlige afskrivninger. ERP-lån: ERP er forkortelsen for �European Recovery Program�, der stammer tilbage fra Marshallplanen. Disse lån, som de virksomheder, der oprindeligt havde fordel af dem efter 2. verdenskrig, nu har tilbagebetalt, er fortsat samlet i en særlig fond �ERP-Sondervermögen�, hvis formål det er at give rentebegunstigede lån. Lånene søges gennem egen bankforbindelse. KfW-låneprogram: KfW er forkortelse for �Kreditanstalt für Wiederaufbau�, som ligeledes tilbyder rentebegunstigede lån ved køb af fast ejendom, byggeri, anskaffelse af driftsmidler m.v. De myndigheder, som behandler ansøgningerne om offentlig støtte, vurderer naturligvis de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. Af afgørende betydning i denne sammenhæng er som regel virksomhedens størrelse, stedet, hvor projektet skal gennemføres, og formålet med projektet. Det er klart, at projekter, der hovedsageligt sigter på skattetænkning med en lille miljøbeskyttelse som sideeffekt, som regel ikke kan subventioneres med skattemidler. Endvidere bør man være opmærksom på, at allerede påbegyndte projekter som regel ikke kan få støtte. Da de nævnte støtteforanstaltninger fortrinsvis ydes til produktion, og erfaringen er, at danske virksomheder som regel etablerer salgsselskaber


50

http://www.ihk.de/

eller er aktive inden for byggebranchen, har de tyske støttemuligheder nok en underordnet betydning. Det er i sådanne tilfælde tilrådeligt at undersøge, om ikke der findes muligheder for støtte gennem danske eksportstøtteordninger. 8.2 Regulering af enkelterhverv 8.2.1 Detailhandel Særlige tilladelser må bl.a. søges i forbindelse med salg af lægemidler, medicinske instrumenter, redskaber og hjælpemidler, salg af visse levnedsmidler som f.eks. mælk, samt køb og salg af våben og visse metaller. 8.2.2 Transporterhverv Efter de tyske transportlove (Güterkraftverkehrsgesetz, se www.gesetze-im-internet.de/g_kg_1998/index.html, og Personenbeförderungsgesetz, se www.gesetze-im-internet.de/pbefg/index.html) kræves en tilladelse ved erhvervsmæssig transport af varer med lastbiler med en lasteevne på over 750 kg. Der kræves ligeledes tilladelse for erhvervsmæssig transport af personer i biler og busser. Ansøgeren må påvise at have den krævede erhvervskundskab. Det er normalt tilstrækkeligt, at ansøgeren har arbejdet som ansat i et tilsvarende erhverv i en ledende stilling i mindst 3 år. Erhvervs- eller fagkundskab kan i andre tilfælde dokumenteres ved, at ansøgeren aflægger en eksamen hos industri- og handelskammeret i den by, hvor erhvervet skal udøves. For transport på under 75 km gives tilladelsen af de kommunale myndigheder (Gewerbeamt, Landratsamt). Tilladelser til transport på en strækning over 75 km gives i form af en koncession af delstatsregeringens lokale repræsentant (f.eks. Regierungspräsidium). 8.2.3 Mæglere Mæglere og personer med lignende erhverv inden for bygge-, bank- og børsbranchen skal påvise deres pålidelighed og tilstrækkeligt økonomisk fundament. Ansøgningen stiles til erhvervstilsynet i kommunen eller delstaten (Gewerbeamt, Landratsamt). 8.2.4 Hotel- og restaurationserhverv Inden for hotel- og restaurationsbranchen kræves ligeledes, at forskellige forudsætninger er opfyldt. Ansøgeren må være pålidelig og have tilstrækkelig erhvervskundskab. Ansøgeren skal have deltaget i undervisning tilrettelagt af industri- og handelskammeret på stedet. Lokalerne skal opfylde de krav, som erhvervstilsynet stiller i hvert enkelt tilfælde. Tilladelsen gives af kommunale eller delstatsmyndigheder.


51

8.2.5 Industri Ikke overraskende skal der ligeledes indhentes tilladelse til opførelse og benyttelse af visse industrianlæg. Dette gælder for anlæg, som kræver tilsyn (überwachungsbedürftige Anlagen) og anlæg, som kan give gener for omgivelserne (emittierende Anlagen). De førstnævnte anlæg overvåges af tekniske organisationer efter bemyndigelse fra det offentlige (technische Überwachungsvereine - TÜV). Anlæg, som udgør gener for omgivelserne, er f.eks. anlæg, som medfører sundhedsrisiko eller fare for de ansatte og for beboerne i området. Tilladelsen gives som regel af tilsynsmyndighederne (Gewerbeamt, Landratsamt, Kreisverwaltung). 8.2.6 Håndværk En person eller virksomhed, som vil udøve et håndværk, skal ifølge loven indskrives i et særligt register (Handwerksrolle), der føres af det lokale håndværkskammer. Med registreringen gives tilladelse til at udføre håndværksmæssige arbejder. Registreringen forudsætter, at ansøgeren har aflagt en særlig mestereksamen (�Meister�). I de fleste tilfælde kan tilladelse også gives ved fremlæggelse af dokumentation fra Håndværksrådet i Danmark. Det er strafbart ikke at lade sig indskrive i registret, og en håndværker, der ikke er registreret, risikerer at de aftaler, han indgår, kan blive ugyldige. Af de ca. 1.000 danske byggefirmaer, som arbejder i Tyskland, har halvdelen ladet sig indskrive hos håndværkskammeret i Flensborg (se www.hwk-flensburg.de). 8.2.7 Liberale erhverv Inden for flere og flere liberale erhverv gælder der efterhånden EU-regler om gensidig anerkendelse af uddannelser, således at en dansk uddannelse skal sidestilles med en tysk uddannelse. Inden for visse områder er der dog stadigvæk begrænsninger, således at der ud over den danske eksamen kræves en særlig tillægseksamen for EU-udlændinge, før disse må etablere sig inden for deres erhverv. F.eks. kan advokater nu uden særlige formaliteter etablere sig i Tyskland under deres oprindelige titel. En dansk advokat vil dog først kunne opnå ret til at arbejde som tysk Rechtsanwalt efter at have bestået en eksamen (Eignungsprüfung) eller en 3 årig �prøvetid� i Tyskland. Lignende regler gælder for revisorer.


52

www.hwk-flensburg.de

www.hwk-flensburg.de

8.3 Reklameregler 8.3.1 Markedsføringsregler Med henblik på beskyttelsen af de frie markedskræfter findes der to love: 8.3.2 Markedsføringsloven (Gesetz gegen unlauteren Wettbewerb, UWG) Denne lov (www.gesetze-im-internet.de/uwg_2004/index.html) der minder om den danske markedsføringslov, forbyder erhvervsdrivende at handle på en måde, som er utilbørlig i forretnings- og virksomhedssammenhæng. Denne lovs hensigt er hovedsageligt at beskytte andre erhvervsdrivende mod urimelig konkurrence. Loven regulerer reklamefremstød, udsalg, konkurssalg, salg fra producenter eller grossister til forbrugeren, virksomhedshemmeligheder m.m. 8.4 Konkurrenceloven (Gesetz gegen Wettbewerbsbeschränkungen,

GWB) Denne lov (www.gesetze-im-internet.de/gwb/index.html) der har sit sidestykke i den danske konkurrencelov, fastsætter grænser for aftaler mellem virksomheder vedrørende prisfastsættelse, markedsføring og distribution. Der findes særlige bestemmelser om virksomhedssammenslutninger, overtagelser, koncerndannelser etc. Loven foreskriver, at enhver sammenslutning af virksomheder er forbudt, såfremt den ikke efter loven udtrykkeligt er tilladt (Generelles Kartellverbot). 8.5 Patent-, varemærke og mønsterbeskyttelse Den relevante lov giver patentbeskyttelse (Patentgesetz, se www.gesetze-im-internet.de/patg/index.html) i 20 år. Mønster- og modelbeskyttelse (Geschmacksmustergesetz, se www.gesetze-im-internet.de/geschmmg_2004/index.html ) gives i 20 år med mulighed for forlængelse. Beskyttelse af brugsgenstande (Gebrauchsmustergesetz, se www.gesetze-im-internet.de/gebrmg/index.html) gives i 10 år med mulighed for forlængelse. Varemærkebeskyttelse (Markengesetz, se www.gesetze-im-internet.de/markeng/index.html) gives i 10 år ligeledes med mulighed for forlængelse. 8.6 Produktansvar Den tyske produktansvarslov svarer - da den følger samme EU-direktiv - i det store og hele til den tilsvarende danske lov.


53

Hovedprincippet i loven er, at producenten bliver ansvarlig på et objektivt grundlag. Dette betyder, at der hverken skal påvises forsæt eller uagtsomhed fra ejerens side med hensyn til skaden. Forudsætningen for et ansvar er dog, at produktet skal være fejlbehæftet, og at den skadelidte påviser denne fejl og skaden, samt påviser årsagsforbindelsen mellem fejl og skade. Hverken efter den danske eller den tyske lov hæfter producenten for såkaldte "udviklingsskader", dvs. skader som ingen kunne forudse på tidspunktet for produktets markedsføring. I den tyske lov er der fastsat en øvre grænse med hensyn til producentens erstatningsansvar for et menneskes død eller helbredsskade på grund af samme produkt eller lignende produkter på 85 mio. EUR. For tingskade bliver der kun pålagt producenten et ansvar i tilfælde af, at skaden overstiger 500 EUR. Loven gælder ikke for ubearbejdede jordbrugs-, fiskeri- og jagtprodukter. Udover denne lov gælder i øvrigt det almindelige kontraktmæssige produktansvar (Vertragliche Produkthaftung), samt de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt (Deliktische Produkthaftung). De sidstnævnte regler er udviklet i retspraksis under henvisning til en enkelt bestemmelse i den borgerlige lovbog (BGB). Denne bestemmelse forudsætter, at producenten enten har handlet forsætligt eller uagtsomt, og giver mulighed for at pålægge producenten et ansvar over for andre end forbrugere. Krav i henhold til loven forældes 3 år efter, at den berettigede har fået kendskab til fejlen ved produktet, og til hvem der har fremstillet produktet. Under alle omstændigheder forældes kravet 10 år efter, at produktet er bragt i omsætning. 9. Skattemæssige regler 9.1 (Undgåelse af) Dobbeltbeskatning Ved bedømmelsen af skatteeffekten af en udstationering til eller en etablering i Tyskland bør man også være opmærksom på dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fra 1962 (nyforhandlet udgave af 6.12.1996). Overenskomsten trådte i kraft den 1.1.1997. 9.2 Driftsstedet Det er herved vigtigt at være opmærksom på det skatteretlige begreb "driftssted" (Betriebsstätte). Driftsstedet er afgørende for, hvilket land der har beskatningsretten. Dermed er der naturligvis ikke taget endelig stilling til, hvorvidt et driftssted i givet fald også skal betale skat i Tyskland. Foreligger der et driftssted i Tyskland skal der indleveres en selvangivelse, men om der skal betales skat beror naturligvis på, om der kan tilskrives driftsstedet noget skattepligtigt overskud.


54

Såfremt et repræsentationskontor (jfr. 4.2) alene formidler ordrer til tyske kunder eller har til opgave at indhente informationer, foretage markedsundersøgelser eller lignende, vil der ikke foreligge et driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand. I sådanne tilfælde beskattes indtægterne alene i Danmark efter de sædvanlige regler. 9.3 Virksomheder 9.3.1 Selskabsbeskatning I Tyskland kendes 2 skatteformer, som - i deres grundtræk - også er velkendt i Danmark: Indkomstskat (Einkommensteuer, jfr. 9.4) og selskabsskat (Körperschaftssteuer, jfr. 9.3.2). Herudover findes der imidlertid en skatteform, som er ukendt i Danmark, nemlig en såkaldt virksomhedsskat (Gewerbesteuer, jfr. 9.3.3), hvorved virksomhedens resultat beskattes af kommunerne. I Tyskland er skattesatserne ens over hele landet med undtagelse af virksomhedsskatten. Der er således ikke nogen forskel i skattesatserne for enkeltpersoner, uanset i hvilken kommune de bor. Hvorledes virksomheden beskattes, er først og fremmest afhængig af dennes retsform (med personlig hæftelse, jfr. 4.4.4.1 og 4.4.4.2, eller som kapitalselskab, jfr. 4.4.2 og 4.4.3). En deltager i et personselskab (f. eks. offene Handelsgesellschaft, jfr. 4.4.4.2, eller Kommanditgesellschaft, jfr. 4.4.4.3), vil alene blive beskattet af sin andel i dette selskab. "Selskabet" som sådant vil imidlertid også blive undergivet virksomhedsskatten (Gewerbesteuer). 9.3.2 Selskabsskat (Körperschaftssteuer) Selskaber, der er registreret i Tyskland, eller som har deres hovedsæde i Tyskland, er ubegrænset skattepligtige i Tyskland (unbeschränkte Steuerpflicht), dvs. de skal beskattes af samtlige indtægter uafhængigt af, om disse stammer fra Tyskland eller andetsteds fra. Selskaber, der alene har et driftssted i Tyskland (hvilket f.eks. er tilfældet, når de har en filial, jfr. 4.3), vil blive beskattet af driftsstedets indtægter i Tyskland (beschränkte Steuerpflicht). Svarende til de danske regler om skjulte udbytter forbyder de tyske regler, at selskabsejerne gives fordele i strid med udbyttereglerne (verdeckte Gewinnausschüttungen). Særligt vigtigt er i den forbindelse, at der gælder regler om "tynd kapitalisering", hvorved der er sat snævre grænser for, hvor store lån ejeren af selskabet må yde til selskabet (og til hvilken forrentning).


55

Synspunktet er, at ejeren af selskabet har en forpligtelse til at give dette en tilstrækkelig egenkapital, og at han ikke kan unddrage sig denne forpligtelse ved i stedet at låne selskabet penge. Et selskab kan tilbageføre tab til de foregående indkomstår med op til 511.500 �. Der er ingen grænser med henblik på at fremføre underskud. Siden 1. januar 2000 andrager selskabsskatten 25%. 9.3.3 Virksomhedsskat (Gewerbesteuer) Virksomhedsskatten (Gewerbesteuer) er en særlig skat, som tilkommer den kommune, i hvilken virksomheden har sit driftssted. Den består af to dele. Dels beskattes resultatet eller overskuddet, dels virksomhedens kapitalgrundlag. Virksomhedsresultatet udgøres af det beregnede overskud med tillæg og fradrag af visse særlige poster. Skatten modregnes i en vis grad i indkomstskatten (9.4). Personer og personselskaber har et bundfradrag i virksomhedsskatten på � 24.500. Derefter sker der beskatning af de næste � 12.000 med 1%, de næste � 12.000 med 2% osv., indtil en 5%-beskatning er nået. Kapitalselskaber har et bundfradrag på � 3.900, og der sker en 5%-beskatning af beløb derover. De nævnte skattetrin er fastsat i forbundslovgivningen, men de enkelte kommuner kan selv fastsætte en faktor, som ligger mellem 3 og 4,8 (gennemsnit omkring 3,8), hvorved det beregnede skattebeløb forhøjes (Hebesatz). Den typiske virksomhedsskat anslås at ligge mellem 15 og 20 % af selskabets resultat. Virksomhedsskatten er en fradragsberettiget driftsomkostning. Det beskatningsgrundlag, som man opnår efter fradrag af virksomhedsskatten, underkastes selskabsskat (jf. 9.3.2) eller indkomstskat (jf. 9.4). Den samlede skattebelastning for en virksomhed ligger på mellem 30 og 40 %. 9.4 Personbeskatning Beskatningen af enkeltpersoner sker efter en progressiv skala, der strækker sig fra 15% til 42%. Bundfradraget andrager � 7.664. 9.5 Andre skatter og afgifter


56

9.5.1 Solidaritetsskat (Solidaritätszuschlag) I forbindelse med den tyske genforening er skatteyderne blevet pålagt et solidaritetsbidrag på 5,5%, der beregnes af beskatningsgrundlaget for henholdsvis selskabsskatten (jfr. 9.3.2) og indkomstskatten (jfr. 9.4). 9.6 Formueskat (Vermögenssteuer) Formueskatten er afskaffet pr. 1.1.1997. 10. Den juridiske jungle 10.1 Hvilket lands lov gælder/International privatret Det første spørgsmål en jurist (og en forretningsdrivende) bør stille sig, når han står over for et kontraktforhold af international karakter er, hvilket lands lov der egentlig gælder for forholdet. Det er i mange tilfælde naturligvis ikke ligegyldigt, om det er tysk eller dansk ret, der finder anvendelse. Dette spørgsmålet afgøres af den såkaldte �internationale privatret�, der � trods sin betegnelse � ikke er �international�. Dansk og tysk ret har sine egne (og i mange tilfælde forskellige) internationale privatretlige regler. Disse regler bestemmer ikke, hvad der skal gælde, men alene efter hvilke regler et problem skal afgøres. I mange tilfælde er det overladt til aftaleparterne at afgøre, hvilket lands lov, der skal gælde. F.eks. kan en dansk sælger og en tysk køber aftale, at dansk ret skal gælde for deres kontrakt, således at købelovens og rentelovens bestemmelser gælder (se også ovenfor 2.2). Omvendt er der situationer, hvor det ikke er muligt at aftale, hvad der skal gælde. Dette gælder f.eks., når en dansker ønsker sin ejendomsret over en tysk grund registreret i den tyske tingbog (Grundbuch), eller når en dansker ønsker at stifte et tysk GmbH. Her gælder udelukkende tysk ret. Hvilket lands internationale privatretlige regler, man skal se på for at bestemme, hvilket lands retsregler, der gælder, afgøres af den domstol, som skal tage stilling til tvisten. Ikke overraskende vil en dansk domstol anvende dansk international privatret og en tysk domstol tilsvarende tysk international procesret. 10.2 BGB Som udgangspunkt findes de regler, der regulerer aftaler mellem personer og virksomheder, i den tyske borgerlige lovbog (BGB, se www.gesetze-im-internet.de/bgb/index.html). Lovens fædre havde den idé, at den udtømmende skulle kunne regulere samtlige privatretlige forhold.


57

Loven trådte i kraft den 1.1.1900 og har derfor netop haft 100 års jubilæum. Det er ganske fascinerende, at den stort set har været uforandret siden. Loven har næsten 2.400 paragraffer og er opbygget således, at alle generelle problemer findes omhandlet foran i bestemmelserne. Jo længere man kommer bag i loven, jo mere specielle forhold omhandler reguleringen. Hvordan man indgår aftaler er derfor reguleret foran i loven, mens reglerne om overdragelse af fast ejendom findes noget længere bagi. Dette gør, at loven bliver meget svær at læse (man skal hele tiden blade frem og tilbage) og nærmest uforståelig for en almindelig forbruger. 1. januar 2002 blev den hidtidige lov ændret en del. 10.3 Handelslovgivning (HGB) Det er nævnt ovenfor (jfr. 4.1.2.2), at der for de fleste erhvervsdrivende ved siden af de almindelige regler i den borgerlige lovbog (BGB) gælder de særlige regler i handelslovbogen (HGB, se www.gesetze-im-internet.de/hgb/index.html). Ifølge denne lov gælder der bl.a. særligt strenge forpligtelser til at reklamere hurtigt over mangler ved leverede varer, idet en forsinket reklamation kan medføre, at man mister sin ret til at påberåbe sig manglen. Endvidere gælder der en højere rentesats ved forsinkede betalinger (5 % i stedet for 4%). I det hele taget skal man være opmærksom på, at en erhvervsdrivende (Kaufmann) i forretningslivet bedømmes efter en betydeligt strengere målestok end borgere i øvrigt. 10.4 Kreditsikringsmuligheder Ovenfor er mulighederne for at sikre leverandørkredit over for tyske virksomheder ved aftale af ejendomsforbehold (2.5) omtalt. Tysk ret har herudover meget vide muligheder for at sikre fordringer ved andre former for kreditsikring, hvoraf der specielt bør nævnes to, idet begge former er bandlyste i Danmark. Ved en form for uregistreret pant (Sicherungsübereignung) kan debitor alene ved aftale herom overdrage ejendomsretten til hele sit varelager eller bilparken til en kreditor, typisk en bank. Dette vil ikke fremgå i et register, som f.eks. i Danmark ved tinglysning i Person- eller Bilbogen ved Retten i Århus. Alligevel skal debitorens øvrige kreditorer respektere en sådan �pantsætning�. I dansk ret er sådanne transaktioner udtrykkelig forbudte under betegnelsen �møbellån�. Endvidere kan der efter tysk ret gives transport i udestående fordringer, f.eks. over for kunder, uden at dette kræver meddelelse/denuntiation over for kunden. En sådan transport skal respekteres af kundens øvrige kreditorer. Kundens debitor kan dog naturligvis betale med frigørende virkning til kunden, indtil denne har fået meddelelse om transporten. I dansk ret er sådanne �stille� transporter uden nogen virkning.


58

10.5 Myndigheder 10.5.1 Statslige Tyskland er som bekendt en forbundsstat, bestående af 16 delstater. Lovgivningskompetencen er fordelt mellem forbunds- og delstatsmyndighederne. Der findes derfor love, som gælder for hele Tyskland, og love, som kun gælder i de enkelte delstater. En oversigt over de statslige myndigheder findes på www.bundesregierung.de/Webs/Breg/DE/Bundesregierung/bundesregierung.html 10.5.2 Delstatsmyndigheder Delstaterne har vidtgående egne beføjelser, ikke mindst hvad angår politi- og justitsvæsen, miljøspørgsmål og undervisning. Som en pudsighed kan det nævnes, at forbundslandet Schleswig-Holstein har valgt at gå sine egne veje i forbindelse med den nye tyske retskrivningsreform, således at der nu i princippet gælder andre retskrivningsregler i Schleswig-Holstein end i resten af Tyskland. En oversigt over forbundslandene findes på www.derweg.org/deutschland/laender/index.html eller www.bundesrepublik.org/ 10.5.3 Domstole Modsat Danmark, hvor der kun findes 3 domstolstrin, har Tyskland 4 domstolstrin (Amtsgericht-Landgericht-Oberlandesgericht-Bundesgerichtshof), idet en sag dog kun kan føres i 3 instanser. Til forskel for Danmark findes i Tyskland ligeledes en hel del domstole med særlige kompetencer og sagkundskab. Der findes f.eks. særlige skattedomstole (Finanzgerichte) og forvaltningsdomstole (Verwaltungsgerichte). En samlet oversigt over de domstole, der findes på Internettet kan ses på www.justiz.de/OrtsGerichtsverzeichnis/index.php eller www.bund.de. 10.5.4 Handelsregistret Handelsregistret føres af den lokale byret (Amtsgericht) og er stadig en tyk støvet bog med mange håndskrevne bemærkninger og rettelser. Vil man have oplysninger om en bestemt virksomhed, er det en grundliggende forudsætning, at man ved, hvilken byretskreds virksomheden hører under (se www.ihk.de).

I modsætning til Danmark er alle selskabsformer (4.2 � 4.4) registreret i Handelsregistret. Udtog kan bestilles mod samtidig fremsendelse af gebyret eller via særlige tjenester på Internettet (se www.handelsregister.de)


59

http://www.derweg.org/deutschland/laender/index.html

http://www.ihk.de/

http://www.handelsregister.de/

10.6 Rådgivere 10.6.1 Advokater Juridisk rådgivning må i Tyskland kun gives af advokater, idet advokaterne har et egentligt rådgivningsmonopol. Med hensyn til de forskellige retlige forpligtelser, som normalt opstår i forbindelse med etablering, anbefales det at antage en tysk advokat (Rechtsanwalt), også når det gælder etablering af en enkeltmandsvirksomhed eller stiftelsen af et personselskab. I forbindelse med et anpartsselskab eller et aktieselskab er det absolut nødvendigt at antage en tysk advokat. 10.6.1.1 Møderet Hidtil måtte tyske advokater alene give møde i den retskreds, hvor de havde opnået bestalling. Denne begrænsning er nu ophævet. 10.6.1.2 Honorarberegning Advokatomkostninger beregnes i Tyskland efter en særlig lov (Rechtsanwaltsvergütungsgesetz = "RVG", se www.gesetze-im-internet.de/rvg/index.html) og kan således beregnes på forhånd. I de fleste tilfælde kan man også i forvejen aftale honorarets størrelse eller et fast timehonorar. 10.6.2 Notarer I Danmark er notaren en jurist, som regel en dommerfuldmægtig eller retsassessor ved den lokale byret, der har meget begrænsede opgaver f.eks. i forbindelse med bevidnelse af testamenter eller bekræftelse af underskrifter på dokumenter. Den tyske notar har derimod en meget central stilling i retssystemet. Han er ikke embedsmand, men en selvstændig erhvervsdrivende jurist (i de fleste delstater samtidig advokat), der har fået en særlig beskikkelse af landsrettens præsident i den pågældende delstat. Mange aftaler (f.eks. stiftelse af et GmbH (4.2.2) eller køb af fast ejendom (6.2)) kræver, at disse er oprettet for notar. Det er vigtigt, at man i disse tilfælde er opmærksom på notarpligten, da aftalerne i modsat fald vil være ugyldige. Typisk vil ens egen advokat forberede kontrakten, men den skal som nævnt underskrives for notaren. Notaren er forpligtet til at være absolut neutral og rådgive parterne om de underskrevne kontrakters indhold. I praksis er det imidlertid ofte så som så med den egentlige rådgivning, men notaren vil læse hele kontrakten op til parternes godkendelse, hvilket i øvrigt ofte er en


60

langsommelig affære. Notaren beregner et honorar ifølge en ved lov fastsat gebyrtabel, som retter sig efter sagens værdi. 10.6.3 Revisorer I Tyskland gøres der forskel på �Steuerberater� og �Wirtschaftsprüfer�, en forskel der ikke svarer til begreberne �registreret revisor� og �statsautoriseret revisor�, selvom der er visse ligheder. Både �Steuerberater� og �Wirtschaftsprüfer� kan rådgive i skattespørgsmål, udarbejde regnskaber, indlevere selvangivelser og påtage sig repræsentation for finansmyndighederne. �Wirtschaftsprüfer� må derimod som de eneste udfærdige årsregnskaber for tyske anpartsselskaber (GmbH, 4.4.2) og aktieselskaber (AG, 4.4.3) 10.7 Valg af tvistested (værneting) Naturligvis må man håbe, at forretningerne i Tyskland ikke ender i en retslig tvist. Skulle det komme så langt bør man imidlertid overveje, hvorvidt sagen skal anlægges i Tyskland eller Danmark. Der kan ikke på forhånd gives noget entydigt svar herpå, men der henvises til det ovenfor anførte (2.7). 11. Kontaktadresser: Medvirkende

Bang + Regnarsen Danske Bank Advokater og Rechtsanwälte International Trade Promotion Adv. og RA Stefan Reinel Holmens Kanal 2-12 www.br-law.com. DK-1092 København K Telefon: 33 44 00 00 Store Kongensgade 49 Telefax: 4514 91 96 1022 København K www.danskebank.dkTelefon: 33 70 60 00 Fax: 33 12 24 24 [email protected] Stülerstr. 11 D-10787 Berlin Telefon: + 49 30 23 00 51 35 Telefax: + 49 30 23 00 51 36 [email protected] Alter Fischmarkt 11 D-20457 Hamburg Telefon: + 49 40 30 10 070 Telefax: + 49 32 69 30 [email protected]

Danske Bank Hamburg Branch Georgsplatz I D-20099 Hamburg Telefon: +49/40 32 81 16 0 Telefax: +49/40 32 81 16 3 www.danskebank.de


61

http://www.br-law.com./

mailto:

http://www.danskebank.dk/

Danske Bank - Locations in the nordic Countries Sverige Danske BankSverige Norrmalmstorg 1 Box 7523 S-103 92 Stockholm Telefon : +46 8 561 600 00 Fax.: +46 8 8 561 61 600 www.danskebank.se Norge Fokus Bank Vestre Rosten 77 N-7466 Trondheim Telefon: +47 72 90 72 00 Fax.: +47 72 90 72 61 www.fokus.no Finland Danske Bank, Helsinki Branch Aleksanterinkatu 44 P.O. Box 993 FIN-00101 Helsinki Telefon: +358 20 175 4000 Fax: +358 20 175 4050 www.danskebank.com/fi Smapo Bank Postadresse FI-00075 SAMPO Besøgsadresse Unionsgatan 22 Helsingfors Telefon: +358 10 515 15 Fax: +358 9-654346 www.sampopankki.fi

Almene informationer og rådgivning

Bundesministerium für Wirtschaft Scharnhorststraβe 34-37 D- 10115 Berlin Tel.: + 49 30 20 14-9 Fax: + 49 30 20 14-70 10 www.bmwi.de

Bundesministerium der Finanzen Wilhelmstraβe 97 D- 10117 Berlin Tel.: + 49 30 18 682-0 Fax: + 49 30 18 682-3260 www.bundesfinanzministerium.de

Bundesamt für Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle (BAW) Frankfurter Straβe 29-35

Arbeitsgemeinschaft Selbständiger Unternehmer e.V. Reichsstraβe 17


62

http://www.danskebank.se/

http://www.fokus.no/

http://www.bmwi.de/

http://www.bundesfinanzministerium.de/

D- 65760 Eschborn Tel.: + 49 6196 980- 712 Fax: + 49 6196 980- 496 www.bawi.de

D- 14052 Berlin Tel.: + 49 30 30 06 50-0 Fax: + 49 30 30 06 50- 390 www.asu.de

Industri- og handelskamre (Adresser til de lokale industri- og handelskamre)

Deutscher Industrie- und Handelskammertag (DIHK) Breite Strasse 29 D- 10178 Berlin Tel.: + 49 30 20 308-0 Fax: + 49 30 20 308-1000 www.dihk.de

Håndværkskamre (Adresser til de lokale håndværkskamre)

Zentralverband des Deutschen Handwerks (ZDH) Mohrenstr. 20-21 D- 10117 Berlin Tel.: + 49 30 20 61 9- 0 Fax: + 49 30 20 61 9- 460 www.zdh.de

Finansiering og garantier Kreditanstalt Wiederaufbau (KfW)Palmengartenstraβe 5-9 D- 60325 Frankfurt a.M. Tel.: + 49 69 74 31-0 Fax: + 49 69 74 31 -2888 www.kfw.de

Forskning, teknologi og etableringshjælp

Bundesministerium für Bildung, Wissenschaft, Forschung und Technologie Hannoversche Straβe 28-30 D- 10115 Berlin Tel.: + 49 1888 57- 0 Fax: + 49 1888 57- 83601 www.bmbf.de

Advokater Bundesrechtsanwaltskammer Littenstr. 9 D- 10179 Berlin Tel.: + 49 30 28 49 39- 0 Fax: + 49 30 28 49 39- 11 www.brak.de

Revisorer Bundessteuerberaterkammer Neue Promenade 4 D- 10178 Berlin Tel.: + 49 30 24 00 87- 0 Fax: + 49 30 24 00 87- 99 www.bstbk.de

Social Sikring Bundesministerium für Arbeit und Soziales Wilhelmstr. 49 D-10117 Berlin Tel.: + 49 30 18 527- 0


63

http://www.bawi.de/

http://www.asu.de/

http://www.dihk.de/

http://www.zdh.de/

http://www.kfw.de/

http://www.bmbf.de/

http://www.brak.de/

http://www.bstbk.de/

Fax: + 49 30 18 527 -22 36 www.bma.de

Ambassader Königliche Dänische Botschaft Rauchstr. 1 D-10787 Berlin Tel.: +49 30 50 50 20 00 Fax: +49 30 50 50 20 50 www.daenemark.org

Forbundsrepubliken Tysklands Ambassade Stockholmsgade 57 DK-2200 København Ø Tel.: +45 35 45 99 00 Fax: +45 35 26 71 05 www.kopenhagen.diplo.de

Handelskammer Deutsch-Dänische

Handelskammer Børsen DK-1217 København K Tel.: +45 33 91 33 35 Fax: +45 33 91 31 16 www.ahk-daenemark.dk


64

http://www.bma.de/

http://www.daenemark.org/

http://www.tyske-ambassade.dk/

www.ahk-daenemark.dk/

Danske Bank

Holmens Kanal 2 –12

DK–1092 Copenhagen K

Tel. +45 33 44 00 00

www.danskebank.dk

2007.02 · Danske Bank A/S · CVR-nr. 61 12 62 28 – København

forretninger i tyskland - danske bank · 2009. 4. 21. · forretninger i tyskland er udarbejdet af...

Documents