GRUNDLOVEN P Å L E T DANSK

GRUNDLOVEN P Å LET DANSK

Mange har sagt, at den danske grundlov er

svær at læse. Den blev senest ændret i 1953

– men mere end halvdelen af teksten er en

ordret gengivelse af Junigrundloven fra

1849, så mange begreber kan i dag være

vanskelige at forstå.

Folketinget har derfor besluttet at udgive

denne kommenterede udgave af grundlo-

ven, så alle får mulighed for at deltage i den

folkelige og politiske debat om grundloven

som det fælles fundament for vort demo-

krati.

Der er mange emner at tage fat på: Er der

paragraffer, der er forældede, er grundloven

sprogligt til at forstå, eller er der nye værdi-

er – aspekter – i vort samfund, der bør ind i

en ny grundlov?

Jeg opfordrer alle til at deltage i debatten.

Grundloven til debat

Af Ivar Hansen, Folketingets formand

5

Hvad skal vi egentlig med en grundlov? Den

er ikke nødvendig. Man behøver ikke en

grundlov for at kunne kalde sig et demokra-

tisk samfund. England har f.eks. altid kun-

net klare sig uden.

Det betyder naturligvis ikke, at det, der står

i den danske grundlov, ikke er vigtigt. Men

det behøvede ikke at stå samlet i en særlig

fornem “overlov”, der står over alle andre

love og er meget sværere at ændre. På man-

ge måder ville det være mere praktisk, hvis

grundlovens 89 paragraffer var spredt ud i

en række almindelige love. De ville være

lettere at forny, efterhånden som samfundet

ændrer sig.

Hvorfor gør vi så ikke det?

Fordi grundloven er symbolet for den højti-

delige pagt, vi har indgået med hinanden

for at garantere folkestyret, også for fremti-

dige generationer. Og det er umuligt at fore-

stille sig, at vi danskere frivilligt vil afskaffe

den. Ligesom Dannebrog er det vigtigste

symbol på vores danskhed, er grundloven

det vigtigste symbol på vores demokratiske

sindelag.

Vi er stolte af vores grundlov – og vi er især

stolte af den måde, vi fik den på i 1849.

Hvert år den 5. juni holder vi en fest for

den. Den dag plejer vi at minde hinanden

om, at den demokratiske revolution i

Danmark var så fredelig, at den dårligt nok

kan kaldes en revolution. Modsat i så man-

ge andre af verdens nationer.

Det er dog kun en halv sandhed. I Køben-

havn, hvor grundloven blev skrevet, var der

ganske vist fred og ro og sammenhold. Men

i Slesvig-Holsten og i det sydlige Jylland var

der krig. De tyske slesvig-holstenere havde

rejst sig i oprør mod den enevældige danske

stat. De ville have demokrati, og de ville be-

fries fra det danske herredømme.

Uden det oprør – og uden det nationale

sammenhold mellem høj og lav, som det

skabte blandt danskerne – var Danmark

næppe blevet demokratisk så hurtigt og

smertefrit, som det skete.

Danmarks Riges Grundlov

Forord af Ebbe Kløvedal Reich

6

Kongeloven af 1665 var det enevældige

Danmarks grundlov. Den var så absolutis-

tisk, som det overhovedet kan tænkes. Den

slog fast, at den danske konge var indsat af

Gud selv og derfor skulle bestemme alting.

Denne primitive styreform havde i lang tid

ført landet fra krise til krise. Men de danske

enevældige konger havde heldigvis udøvet

deres almagt på en ret human måde. Derfor

hadede danskerne ikke deres konge, og de

ønskede ikke at afskaffe monarkiet sammen

med enevælden.

Resultatet blev en grundlov, hvor konge-

magten stadig spiller hovedrollen. Men un-

der den klare forudsætning, at magten ikke

bliver brugt. Kongen/dronningen er “an-

svarsfri”. Han/hun sidder først og fremmest

på tronen for at forhindre, at andre sætter

sig på den og afskaffer demokratiet. Magten

udøves af den regering og det folketing, som

ifølge grundloven står til ansvar over for

vælgerbefolkningen.

For udenforstående kan den konstruktion

forekomme tvetydig eller hyklerisk. Men

den afspejler et behov hos danskerne for

både at holde fast i historien og at leve helt

i nutiden.

Ligesom grundloven i sig selv gør det. Den

udmærker sig ved at være kortere og lettere

at forstå end de fleste andre grundlove. Men

den bærer også præg af, at de fleste af dens

paragraffer er skrevet for mere end 150 år

siden. På den måde er den gammeldags.

Men de frihedsrettigheder og demokratiske

principper, grundloven fastslår, er lige så

aktuelle nu som dengang.

Grundloven er kun blevet fornyet tre gange,

siden den blev vedtaget (i 1866, 1915 og

1953). Hver gang er det meste af den gamle

tekst blevet stående. Fornyelsen i 1915 er

den vigtigste. Faktisk var det først i 1915, at

Danmark blev et rigtigt folkestyre. Indtil da

var det under halvdelen af danskerne, der

havde stemmeret og dermed ansvar for

demokratiet. I 1915 kom kvinder og tjene-

stefolk også med.

Det er nu 48 år siden, danskerne sidst ved-

tog en ændring af grundloven. Verden har jo

ændret sig meget siden. Ikke mindst ser Eu-

ropa i dag helt anderledes ud end dengang.

7

Derfor hører man stadig oftere, at tiden må

være kommet til at vedtage en ny grundlov,

der kan bruges i den nye virkelighed. Men

det er en langvarig og besværlig affære (som

man kan se i § 89). Først og fremmest skal

et flertal og mindst 40 procent af samtlige

danske stemmeberettigede blive enige om at

stemme ja.

Det er måske svært af forestille sig, hvordan

det skulle ske. Men hvis det er helt umuligt

at forestille sig, betyder det jo, at det folk,

som er forudsætningen for folkestyret, er

forstummet. Derfor er grundloven i denne

tid meget vigtig læsning for alle demokra-

tiske danskere.

Indholdsfortegnelse

11 Kapitel I Regeringsformen

14 Kapitel II Kongehuset

18 Kapitel III Regeringen

30 Kapitel IV Valg til Folketinget

38 Kapitel V Folketingets arbejde

60 Kapitel VI Domstolene

68 Kapitel VII Folkekirken

72 Kapitel VIII Borgernes rettigheder

89 Kapitel IX Færøerne, Grønland og Island

92 Kapitel X Ændring af grundloven

95 Kapitel XI Grundlovens ikrafttræden

Kapitel I

Kapitel I handler især om, hvordan landet

skal regeres.

§ 1 Denne grundlov gælder for alle dele af

Danmarks Rige.

§ 1Grundloven gælder for Danmark, Færøerne

og Grønland.

§ 2 Regeringsformen er indskrænket-monarkisk.

Kongemagten nedarves til mænd og kvinder

efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953

fastsatte regler.

§ 2Danmark regeres af en monark. Det vil sige

en konge eller en dronning. I øjeblikket er

monarken dronning Margrethe den Anden.

Hun overtog tronen i 1972, da hendes far,

kong Frederik den Niende, døde.

Selv om dronningen er regent, har hun ikke

nogen selvstændig magt. Landet styres af en

regering, som Folketinget har accepteret.

Både mænd og kvinder kan arve kongemag-

ten. Tronfølgeloven beskriver reglerne for,

hvem der kan arve titlen, når kongen eller

dronningen dør eller går af. Loven er fra

den 27. marts 1953. Da fik kvinder arveret

til tronen. En søn arver dog altid forud for

en datter.

Tronfølgeloven har samme status som

grundloven. Derfor kan Folketinget f.eks.

ikke bare afskaffe monarkiet. Det ville være

i strid med grundloven.

§ 3 Den lovgivende magt er hos kongen og

Folketinget i forening. Den udøvende magt

er hos kongen. Den dømmende magt er hos

domstolene.

§ 3Ifølge grundloven har dronningen og Folke-

tinget i fællesskab magten til at lovgive.

Men helt sådan er det ikke i virkeligheden.

I praksis er det nemlig regeringen og Folke-

tinget, som bestemmer lovene.

11

Dronningen skriver dem blot under.

Dronningen skal føre lovene ud i livet –

hun har den udøvende magt. I dag betyder

det blot, at hun rent formelt udnævner mi-

nistrene i en regering. Dronningen har in-

gen indflydelse på, hvem der skal være mi-

nistre. Det bestemmer statsministeren. Hun

har heller ingen indflydelse på, hvilke par-

tier der skal danne regering. Det handler

§§ 12, 13, 14 og 15 blandt andet om.

Domstolene har magten til at dømme. De

afgør, om folk har overtrådt landets love og

skal straffes. Og de tager stilling i sager,

hvor borgere har indbyrdes konflikter.

Domstolene afgør også, om ministerier og

kommuner har overtrådt lovene, og om

lovene overholder grundloven.

§ 4 Den evangelisk-lutherske kirke er den dan-

ske folkekirke og understøttes som sådan af

staten.

§ 4Den danske folkekirke er kristen. Den byg-

ger på evangelierne i Biblen og den tyske

præst Martin Luthers lære. Kirkeretningen

kaldes for protestantisk.

Folkekirken er en statskirke, og staten har

pligt til bl.a. at støtte kirken økonomisk.

Staten kan også støtte andre trosretninger,

f.eks. ved at låne bygninger ud til dem eller

give tilskud til undervisning. Men det er

ikke en pligt.

12

Kapitel II handler især om kongehuset.

§ 5 Kongen kan ikke uden Folketingets samtyk-

ke være regent i andre lande.

§ 5Dronningen kan ikke uden videre blive re-

gent i et andet land. Det skal Folketinget

først give tilladelse til.

§ 6 Kongen skal høre til den evangelisk-

lutherske kirke.

§ 6Dronningen kan ikke selv bestemme, hvil-

ken trosretning hun vil tilhøre. Hun skal til-

høre den evangelisk-lutherske kirke. Men

hun behøver ikke nødvendigvis at være

medlem af den danske folkekirke.

§ 7 Kongen er myndig, når han har fyldt sit

18. år. Det samme gælder tronfølgeren.

§ 7At blive myndig betyder, at man bestemmer

over sig selv og kan indgå bindende aftaler,

f.eks. om køb. Denne paragraf fortæller, at

en konge er myndig, når han er fyldt 18 år.

Det kan virke lidt underligt i dag, hvor alle

er myndige, når de fylder 18 år. Men sådan

var det ikke i 1953, da grundloven sidst

blev ændret. Da blev almindelige menne-

sker først myndige, når de var fyldt 21 år.

§ 8 Forinden kongen tiltræder regeringen, afgi-

ver han skriftligt i statsrådet en højtidelig

forsikring om ubrødeligt at ville holde

grundloven. Af forsikringsakten udstedes

tvende ligelydende originaler, af hvilke den

ene overgives Folketinget for at opbevares i

sammes arkiv, den anden nedlægges i Rigs-

arkivet. Kan kongen som følge af fraværelse

eller af andre grunde ikke umiddelbart ved

tronskiftet afgive denne forsikring, føres

regeringen, indtil dette sker, af statsrådet,

medmindre anderledes ved lov bestemmes.

Har kongen allerede som tronfølger afgivet

14

Kapitel II

denne forsikring, tiltræder han umiddelbart

ved tronskiftet regeringen.

§ 8Dronningen skal love, at hun vil overholde

grundloven. Det sker ved, at hun underskri-

ver en erklæring i statsrådet. Det kaldes de

møder, som dronningen holder med rege-

ringen.

Erklæringen skal gemmes i to eksemplarer.

Det ene bliver gemt i Folketingets arkiv. Det

andet gemmes i Rigsarkivet.

Rigsarkivet er statens arkiv, hvor alle vigtige

dokumenter opbevares.

§ 9 Bestemmelser angående regeringens førelse

i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom

eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der

ved tronledighed ingen tronfølger, vælger

Folketinget en konge og fastsætter den frem-

tidige arvefølge.

§ 9Folketinget har vedtaget en lov, der bestem-

mer, hvem der skal regere, hvis dronningen

er umyndig eller forhindret i at være til ste-

de. I praksis betyder det, at dronningen har

en vikar, der træder til, når hun f.eks. er

syg, ude at rejse eller på ferie. Hvis tronføl-

geren er myndig, er han automatisk stedfor-

træder. Hvis tronfølgeren ikke er myndig

(eller hvis han er forhindret), udpeger Fol-

ketinget en rigsforstander. Indtil kronprins

Frederik fyldte 18 år, var dronning

Margrethes mor og søster på skift stedfor-

træder for dronningen.

Hvis der ikke er nogen arvinger til tronen,

skal Folketinget vælge en konge og fastsætte

den arvefølge, som skal gælde i fremtiden.

§ 10 Stk. 1. Statens ydelse til kongen bestemmes

for hans regeringstid ved lov. Ved denne

fastsættes tillige, hvilke slotte og andre

statsejendele der skal overlades kongen til

brug.

15

Stk. 2. Statsydelsen kan ikke behæftes med

gæld.

§ 10Stk. 1. Folketinget bestemmer, hvor mange

penge kongen eller dronningen skal have

om året. Pengene kaldes for apanage. I øje-

blikket får dronningen 51,5 millioner kr. om

året, hvoraf de 5,2 millioner kr. går til prins

Henrik. De øvrige medlemmer af kongehu-

set får i alt 15,8 millioner kr. (Tallene stam-

mer fra finanslovforslaget for 2001.)

Folketinget bestemmer også, hvilke slotte og

anden statsejendom dronningen må bruge.

Anden ejendom er f.eks. kongeskibet

“Dannebrog”, som dronningen har fået lov

til at råde over. Skibet ejes ellers af staten.

Stk. 2. Dronningen kan ikke belåne apana-

gen.

§ 11 For medlemmer af det kongelige hus kan

der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene

kan ikke uden Folketingets samtykke nydes

uden for riget.

§ 11Flere medlemmer af den kongelige familie

får et årligt beløb af staten. Det kaldes for

årpenge.

De kongelige kan ikke flytte til udlandet og

modtage årpenge dér, medmindre de først

får tilladelse af Folketinget.

16

Kapitel tre handler om kongen og ministre-

ne. Her slås det fast, at kongens magt er ind-

skrænket. Landet ledes af en regering, der er

accepteret af Folketinget.

§ 12 Kongen har med de i denne grundlov fast-

satte indskrænkninger den højeste myndig-

hed over alle rigets anliggender og udøver

den gennem ministrene.

§ 12Det lyder næsten, som om dronningen be-

stemmer alt. Men i virkeligheden er det ik-

ke sådan, for grundloven indeholder store

begrænsninger for, hvad hun kan bestemme.

Dronningen udøver sin magt gennem minis-

trene i en regering; hun bestemmer ikke ret

meget alene.

Det står beskrevet i §§ 13 og 14.

§ 13 Kongen er ansvarsfri; hans person er fred-

hellig. Ministrene er ansvarlige for regerin-

gens førelse; deres ansvarlighed bestemmes

nærmere ved lov.

§ 13Dronningen har en ganske særlig retsstil-

ling. Hun kan ikke drages til ansvar. Hun

skal godt nok overholde landets love, men

hun kan ikke anklages og dømmes af dom-

stolene. Til gengæld har dronningen heller

ikke nogen magt. Det er nemlig ministrene,

der har ansvaret for det, regeringen laver.

Ministrenes ansvar er bestemt nærmere i en

særlig lov, der hedder ministeransvarlig-

hedsloven. Den er fra 1964.

§ 14 Kongen udnævner og afskediger statsminis-

teren og de øvrige ministre. Han bestemmer

deres antal og forretningernes fordeling

imellem dem. Kongens underskrift under de

lovgivningen og regeringen vedkommende

beslutninger giver disse gyldighed, når den

18

Kapitel III

er ledsaget af en eller flere ministres under-

skrift. Enhver minister, som har underskre-

vet, er ansvarlig for beslutningen.

§ 14Grundloven giver dronningen magt til at

udnævne statsministeren og de øvrige mi-

nistre. Hun kan også bestemme, hvor mange

ministre der skal være, og hvad de skal

lave. Desuden kan hun afskedige dem igen.

Sådan fungerer det imidlertid ikke i dag.

Dronningen har ingen reel indflydelse på,

hvem der skal være ministre, eller hvem der

skal fyres. Dronningen udnævner de minis-

tre, som statsministeren anbefaler. Når der

skal udpeges en ny statsminister, finder

statsministeren og dronningen ud af, hvil-

ken politiker der kan samle et flertal blandt

Folketingets medlemmer. Derefter udnæv-

ner hun den person til ny statsminister.

Dronningen skal skrive under på alle love

og vigtige beslutninger fra regeringen. Men

lovene og beslutningerne gælder kun, når

én eller flere ministre også har skrevet

under.

Dronningen er ikke ansvarlig for de love og

beslutninger, hun skriver under på. Det er

ministrene til gengæld. Hvis en minister

skriver under, står han til ansvar over for

Folketinget og Rigsretten.

§ 15 Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit

embede, efter at Folketinget har udtalt sin

mistillid til ham.

Stk. 2. Udtaler Folketinget sin mistillid til

statsministeren, skal denne begære ministe-

riets afsked, medmindre nyvalg udskrives.

Et ministerium, som har fået et mistillidsvo-

tum, eller som har begæret sin afsked, fun-

gerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt.

Fungerende ministre kan i deres embede

kun foretage sig, hvad der er fornødent til

embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

§ 15Stk. 1. Hvis et flertal i Folketinget ikke

længere har tillid til en minister, skal mi-

nisteren træde tilbage. Det sker ved en

19

afstemning i Folketinget, hvor folketings-

medlemmerne stemmer om et såkaldt mis-

tillidsvotum.

Stk. 2. Hvis Folketinget udtrykker mistillid

til statsministeren, skal regeringen gå af

eller udskrive nyvalg. Den “gamle” regering

fungerer, indtil der er fundet en ny. Men

ministrene må i den periode kun tage sig af

de praktiske ting, der er nødvendige for, at

ministerierne og den offentlige forvaltning

kan køre videre. Ikke andet.

§ 16 Ministrene kan af kongen eller Folketinget

tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten

påkender de mod ministrene for deres em-

bedsførelse anlagte sager.

§ 16En minister er ansvarlig for måden at styre

sit ministerium på. Hvis han f.eks. forsøm-

mer sit arbejde eller mistænkes for at gøre

noget ulovligt, kan Folketinget kræve, at

han skal stilles for en særlig domstol. Den

hedder Rigsretten og er beskrevet i § 59.

Rigsretten afgør, om ministeren er skyldig.

Ifølge lovens ordlyd kan dronningen også

kræve ministrene tiltalt ved Rigsretten.

Men i praksis er det regeringen, som har

denne ret.

Siden Rigsretten blev indført i 1849, har der

været fem rigsretssager, men kun to ministre

er blevet dømt.

I 1910 blev fhv. indenrigsminister Sigurd

Berg idømt en bøde for at have forsømt til-

synet med Den Sjællandske Bondestands

Sparekasse (Alberti-sagen).

I 1995 blev fhv. justitsminister Erik Ninn-

Hansen idømt fire måneders betinget fæng-

sel for at have hindret tamilske flygtninge i

at få deres familier til Danmark (Tamil-sagen).

§ 17 Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrå-

det, hvori tronfølgeren, når han er myndig,

tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen

i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde,

hvor lovgivningsmagten i henhold til be-

20

stemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrå-

det myndighed til at føre regeringen.

Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og

vigtige regeringsforanstaltninger.

§ 17Stk. 1. Statsrådet består af alle ministrene,

dronningen og tronfølgeren, hvis han da er

myndig. Dronningen leder møderne i stats-

rådet. Hvis hun f.eks. er ude at rejse, ledes

møderne af hendes stedfortræder – en

såkaldt rigsforstander. Disse regler kan man

se i §§ 8 og 9.

Stk. 2. Alle love og vigtige beslutninger,

som regeringen træffer, skal tages op i stats-

rådet. Men i praksis træffes beslutningerne

af regeringen, ikke af statsrådet.

§ 18 Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan

han lade sagen forhandle i et ministerråd.

Dette består af samtlige ministre under for-

sæde af statsministeren. Enhver minister

skal da afgive sit votum til protokollen, og

beslutning tages efter stemmeflerhed.

Statsministeren forelægger den over for-

handlingerne førte, af de tilstedeværende

ministre underskrevne protokol for kongen,

der bestemmer, om han umiddelbart vil

bifalde ministerrådets indstilling eller lade

sig sagen foredrage i statsrådet.

§ 18Hvis dronningen er forhindret i at komme

til statsråd, kan hun kræve, at ministrene i

stedet holder et møde. Det kaldes for et

ministerråd og består af alle ministrene.

Statsministeren er mødeleder.

Bagefter kan dronningen så skrive under på

beslutningen.

Denne paragraf har ikke længere den store

betydning. Faktisk har ingen monark benyt-

tet sig af muligheden siden 1869.

§ 19 Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i

mellemfolkelige anliggender. Uden Folke-

tingets samtykke kan han dog ikke foretage

21

nogen handling, der forøger eller indskræn-

ker rigets område, eller indgå nogen forplig-

telse, til hvis opfyldelse Folketingets med-

virken er nødvendig, eller som i øvrigt er af

større betydning. Ej heller kan kongen uden

Folketingets samtykke opsige nogen mel-

lemfolkelig overenskomst, som er indgået

med Folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet an-

greb på riget eller danske styrker kan kon-

gen ikke uden Folketingets samtykke an-

vende militære magtmidler mod nogen

fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen

måtte træffe i medfør af denne bestemmel-

se, skal straks forelægges Folketinget. Er

Folketinget ikke samlet, skal det uopholde-

ligt indkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et

udenrigspolitisk nævn, med hvilket rege-

ringen rådfører sig forud for enhver beslut-

ning af større udenrigspolitisk rækkevidde.

Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske

Nævn fastsættes ved lov.

§ 19Dronningen udøver sin magt gennem minis-

trene. Hun kan ikke stilles til ansvar for,

hvad regeringen foretager sig (§§ 12, 13 og

14). Derfor skal ordet “kongen” læses som

“regeringen”.

Stk. 1. Det er Folketinget, som lægger ho-

vedlinjerne for landets udenrigspolitik. Alle

væsentlige udenrigspolitiske beslutninger

skal nemlig godkendes af Folketinget, inden

regeringen foretager sig noget. Regeringen

kan ikke blot selv bestemme.

Stk. 2. Regeringen kan heller ikke bare be-

slutte, at dansk militær skal angribe andre

lande. Folketinget skal spørges først.

Der er dog én undtagelse. Regeringen må

godt bruge de danske styrker til forsvar,

hvis vi bliver angrebet af et andet land. Men

den militære indsats skal straks efter fore-

lægges for Folketinget. Hvis Folketinget

ikke er samlet, f.eks. på grund af ferie, skal

der straks indkaldes til møde.

22

Stk. 3. Folketinget skal nedsætte et udvalg,

som regeringen skal drøfte større udenrigs-

politiske beslutninger med. Det skal ske, før

beslutningerne træffes. Udvalget kaldes Det

Udenrigspolitiske Nævn.

Medlemmerne af udvalget har tavsheds-

pligt. De må ikke udtale sig om det, de får

at vide på møderne.

§ 20 Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov

tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov

i nærmere bestemt omfang overlades til

mellemfolkelige myndigheder, der er opret-

tet ved gensidig overenskomst med andre

stater til fremme af mellemfolkelig retsor-

den og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom

kræves et flertal på fem sjettedele af Fol-

ketingets medlemmer.

Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til

vedtagelse af almindelige lovforslag nød-

vendige flertal, og opretholder regeringen

forslaget, forelægges det folketingsvælgerne

til godkendelse eller forkastelse efter de for

folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

§ 20Stk. 1. Danmark samarbejder med andre

lande i organisationer som f.eks. EU. Der

kan opstå situationer, hvor det er nødven-

digt, at den internationale organisation kan

træffe beslutninger, som borgerne i alle lan-

dene skal følge. Det giver denne paragraf i

grundloven mulighed for. Man kalder det at

“afgive suverænitet”.

Der er dog en række betingelser, som skal

opfyldes. Først og fremmest skal der vedta-

ges en lov. Den skal fortælle, hvilken magt

Danmark afgiver.

Stk. 2. Det er ikke nok, at loven vedtages

med et almindeligt flertal i Folketinget.

Mindst 150 af Folketingets 179 medlemmer

skal stemme ja til lovforslaget. Det svarer til

fem sjettedele af Folketingets medlemmer.

Når almindelige lovforslag skal vedtages, er

det nok, at der er flere stemmer for end

imod. Men hvis flertallet for et forslag om

23

afgivelse af suverænitet er mindre end fem

sjettedele, skal det sendes ud til folkeaf-

stemning, for at det kan blive til lov.

Reglerne for folkeafstemningen står i § 42.

Før Danmark blev medlem af EF i 1973, var

det nødvendigt at holde en folkeafstemning

efter § 20. Der var godt nok et stort flertal i

Folketinget for medlemskabet, idet 141 fol-

ketingsmedlemmer stemte ja og 34 stemte

nej. Men hermed kom flertallet ikke op på

fem sjettedele.

Folkeafstemningen foregik den 2. oktober

1972. Og 56,7 procent stemte ja, mens 32,9

procent stemte nej.

En § 20-lov gælder ikke for evigt. Hvis et

flertal i Folketinget ønsker det, kan man

opsige en traktat, der er vedtaget efter § 20.

Det vil i teorien sige, at et flertal i Folketin-

get kan bestemme, at vi skal melde os ud af

EU.

§ 21 Kongen kan for Folketinget lade fremsætte

forslag til love og andre beslutninger.

§ 21Regeringen kan foreslå love og stille forslag

om andre beslutninger, som Folketinget skal

tage stilling til. Faktisk har alle medlemmer

i Folketinget ret til af foreslå love og stille

forslag. De kaldes for private forslag og om-

tales i grundlovens § 41, stk. 1.

I praksis fungerer det lidt anderledes. Langt

de fleste lovforslag kommer fra regeringen.

Ligesom det er regeringen, der kommer med

næsten alle de lovforslag, som bliver vedta-

get. Det hænger sammen med, at regeringen

kan få hjælp i de forskellige ministerier. Her

har man eksperter til at udarbejde de enkel-

te lovforslag.

§ 22 Et af Folketinget vedtaget lovforslag får

lovskraft, når det senest 30 dage efter den

endelige vedtagelse stadfæstes af kongen.

Kongen befaler lovens kundgørelse og dra-

ger omsorg for dens fuldbyrdelse.

24

§ 22Dronningen stadfæster en lov ved at skrive

under på den. Det vil sige, at loven først

gælder, når hun har skrevet under.

En regent har ikke nægtet at skrive under på

et lovforslag siden 1865. Og loven fortolkes

sådan i dag, at regenten slet ikke har ret til

at nægte.

Regeringen skal også skrive under på lovfor-

slaget. Det sker ved, at ministeren på områ-

det giver sin underskrift. Lovforslaget bliver

ikke til lov, hvis regeringen af en eller an-

den grund nægter at skrive under, eller hvis

lovforslaget ikke skrives under, inden der er

gået 30 dage.

Lovene skal offentliggøres, inden de gælder

for borgerne. Det sker som regel ved, at de

bliver trykt i Lovtidende.

§ 23 I særdeles påtrængende tilfælde kan kon-

gen, når Folketinget ikke kan samles, udste-

de foreløbige love, der dog ikke må stride

mod grundloven og altid straks efter Folke-

tingets sammentræden skal forelægges dette

til godkendelse eller forkastelse.

§ 23Denne paragraf handler om foreløbige eller

provisoriske love. Hvis det ikke er muligt at

samle Folketinget, kan regeringen på egen

hånd udstede en foreløbig lov. Men loven

må ikke være i strid med grundloven. Og

den skal hurtigst muligt behandles i Folke-

tinget, når det igen kan samles. Her kan et

flertal godkende eller forkaste loven.

Bestemmelsen kan kun anvendes i helt sær-

lige tilfælde. Desuden skal Folketinget være

forhindret i at samles. Det kunne f.eks. være

på grund af krig eller naturkatastrofer. Men

det kunne også være på grund af nyvalg.

Der går nogle dage, fra valget er overstået,

til de nye folketingsmedlemmer kan samles.

Finansloven kan ikke vedtages som en fore-

løbig lov. Det fremgår af § 46.

§ 24 Kongen kan benåde og give amnesti.

Ministrene kan han kun med Folketingets

25

samtykke benåde for de dem af Rigsretten

idømte straffe.

§ 24Oprindelig havde kongen ret til at fritage

folk fra en straf eller dele af en straf. Det

kaldes at benåde. I dag er det justitsministe-

ren, som har denne ret.

Ministeren benåder kun folk, hvis der er

særlige personlige forhold, som taler for

det. Det kunne f.eks. være sygdom, alder,

familieforhold m.m. Og i praksis sker de

fleste benådninger, før folk er begyndt at af-

sone deres straf.

Justitsministeren kan også benåde en grup-

pe mennesker, der er dømt for en forbrydel-

se. Det kaldes for amnesti.

Det sidste har især været brugt i forbindelse

med en række politiske begivenheder.

Senest ved afslutningen af tyskernes besæt-

telse af Danmark i 1945.

Regeringen kan ikke på egen hånd benåde

en minister, der er dømt ved Rigsretten. Her

må regeringen stille et forslag i Folketinget

og forsøge at få et flertal.

I øvrigt har der været megen diskussion om

regeringens magt til at benåde og give am-

nesti. Mange mener, at det burde være op til

Folketinget at bestemme, om folk skal benå-

des eller have amnesti. Det ville passe bedre

til nutidens demokratiske samfund.

§ 25 Kongen meddeler dels umiddelbart, dels

gennem vedkommende regeringsmyndighe-

der sådanne bevillinger og undtagelser fra

lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849

gældende regler er i brug, eller hvortil

hjemmel indeholdes i en siden den tid

udgiven lov.

§ 25Bestemmelsen i § 25 har en ganske særlig

historisk baggrund.

Før 1849 var kongen enevældig. Han be-

stemte lovene, og han kunne også gøre und-

tagelser fra dem. I tiden op til grundloven

blev vedtaget, var det almindelige lovgiv-

ningsarbejde næsten gået i stå. I stedet gjor-

de kongen tit undtagelser fra loven, f.eks.

26

med hensyn til skilsmisser. Dengang var det

meget svært at blive skilt efter loven.

Alligevel blev en del ægtefolk skilt, fordi

kongen bevilgede dem skilsmisse.

Da grundloven blev vedtaget i 1849, var

man klar over, at der ville gå lang tid, før

man fik alle undtagelserne ind i nye love.

Derfor blev § 25 skabt. Bestemmelsen skulle

først og fremmest lette overgangen fra ene-

vælden.

I dag har bestemmelsen næsten ingen betyd-

ning. De fleste områder er nu dækket af en

lov. Men den bruges for eksempel, når en

betydningsfuld borger bliver udnævnt til

æresborger i kommuner uden for

København.

§ 26 Kongen har ret til at lade slå mønt i hen-

hold til loven.

§ 26Det er staten, som udsteder de danske møn-

ter. Staten og hermed regeringen har godt

nok også ret til at udstede sedler, men det

står ikke i grundloven.

I praksis har Nationalbanken fået eneretten

til at udstede sedler. Det fremgår af lov om

Danmarks Nationalbank.

§ 27 Stk. 1. Regler om ansættelse af tjeneste-

mænd fastsættes ved lov. Ingen kan an-

sættes som tjenestemand uden at have ind-

fødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af

kongen, afgiver en højtidelig forsikring om

at ville holde grundloven.

Stk. 2. Om afskedigelse, forflyttelse og pen-

sionering af tjenestemænd fastsættes regler

ved lov, jf. dog herved § 64.

Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kon-

gen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes,

når de ikke derved lider tab i de med tjene-

stemandsstillingen forbundne indtægter og

der gives dem valget mellem sådan forflyt-

telse og afsked med pension efter de almin-

delige regler.

27

§ 27Staten har brug for gode, loyale embeds-

mænd, der ikke lader sig bestikke. Derfor

bliver de ansat efter nogle særlige regler,

der beskytter dem. De kan f.eks. ikke afske-

diges uden særdeles god grund. Og de har

ret til pension, selv om de bliver fyret.

Stk. 1. Reglerne er fastsat i en lov, der hed-

der tjenestemandsloven. Ifølge stk. 1 skal

statens tjenestemænd have dansk indføds-

ret. Det vil sige, at de skal være danske

statsborgere. Det krav gælder imidlertid

ikke kommunale tjenestemænd.

Udlændinge kan godt blive ansat som tjene-

stemænd, hvis de først bliver danske stats-

borgere. Ifølge § 44 kræver det, at Folketin-

get vedtager en særlig lov.

Borgere fra EU og de nordiske lande kan

godt arbejde i tjenestemandsstillinger i

Danmark, uden at de først skal være danske

statsborgere. De bliver i stedet ansat på tje-

nestemandslignende vilkår.

Stk. 2. En lov fastsætter også regler for

afskedigelse, forflyttelse og pension.

Reglerne står i tjenestemandsloven og i tje-

nestemandspensions-loven. Man kan dog

ikke forflytte dommere mod deres vilje. Det

fremgår af § 64.

Stk. 3. Man kan godt forflytte andre tjene-

stemænd ved f.eks. at give dem en ny stil-

ling. Men det må ikke betyde, at de går ned

i løn. Hvis de forflyttes, skal embedsmæn-

dene have lov at vælge mellem det nye job

eller at gå på pension.

28

Kapital IV handler især om reglerne for valg

til Folketinget.

§ 28 Folketinget udgør én forsamling bestående

af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlem-

mer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

§ 28Folketinget må ikke bestå af mere end 179

medlemmer. Heraf vælges 2 medlemmer på

Færøerne og 2 i Grønland.

§ 29 Stk. 1. Valgret til Folketinget har enhver,

som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget

og har nået den i stk. 2 omhandlede valg-

retsalder, medmindre vedkommende er

umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i

hvilket omfang straf og understøttelse, der i

lovgivningen betragtes som fattighjælp,

medfører tab af valgret.

Stk. 2. Valgretsalderen er den, som har op-

nået flertal ved folkeafstemning i overens-

stemmelse med lov af 25. marts 1953.

Ændring af den til enhver tid gældende

valgretsalder kan ske ved lov. Et af Folke-

tinget vedtaget forslag til en sådan lov kan

først stadfæstes af kongen, når bestemmel-

sen om ændring af valgretsalderen i over-

ensstemmelse med § 42, stk. 5, har været

undergivet en folkeafstemning, der ikke har

medført bestemmelsens bortfald.

§ 29Stk. 1. Man skal være dansk statsborger for

at kunne stemme ved et folketingsvalg. Man

skal også bo i Danmark. Det vil sige, at man

skal være tilmeldt folkeregisteret i Dan-

mark. Der er dog undtagelser for visse dan-

skere, der bor i udlandet. Man har ret til at

stemme, hvis man arbejder for Udenrigs-

ministeriet eller er udsendt af en dansk

myndighed, virksomhed eller forening. Det

gælder også, hvis man opholder sig i udlan-

det på grund af udddannelse eller helbred.

Reglerne er bestemt i valglovens § 2.

Man kan ikke stemme, hvis man er gjort

umyndig. Det kunne f.eks. være på grund af

30

Kapitel IV

psykisk sygdom eller mentalt handicap. Til

gengæld mister man ikke længere sin stem-

meret, fordi man får kontanthjælp fra kom-

munen, eller fordi man er straffet.

Hverken grundloven eller nogen anden lov

siger noget om dronningens eller hendes

families valgret. Men i praksis stemmer

dronningen og hendes familie ikke. De er

heller ikke opført på valglisterne.

Stk. 2. I 1953 skulle man være 23 år for at

stemme. Siden er valgretsalderen sat ned tre

gange, og i dag er den 18 år.

For at ændre valgretsalderen kræves to ting.

Først skal Folketinget blive enigt om at æn-

dre den. Derefter skal forslaget sendes til

folkeafstemning, hvor et flertal ikke må

stemme imod. Dette flertal skal dog udgøre

mindst 30 procent af alle vælgere.

Det går ikke altid, som politikerne ønsker. I

1969 ville politikerne sætte valgretsalderen

ned fra 21 til 18 år. Men det ville den dan-

ske befolkning ikke være med til – den

stemte forslaget ned. Først ved en folkeaf-

stemning i 1978 stemte danskerne ja til at

sætte valgretsalderen ned til 18 år.

§ 30 Stk. 1. Valgbar til Folketinget er enhver,

som har valgret til dette, medmindre ved-

kommende er straffet for en handling, der i

almindeligt omdømme gør ham uværdig til

at være medlem af Folketinget.

Stk. 2. Tjenestemænd, som vælges til med-

lemmer af Folketinget, behøver ikke rege-

ringens tilladelse til at modtage valget.

§ 30Stk. 1. Hvis man har stemmeret, kan man

også vælges ind i Folketinget. Men man må

ikke være straffet for noget, som i folks øjne

gør én uværdig til at sidde i Folketinget. Det

er Folketinget, der bestemmer, om et dømt

medlem også er uværdigt. Grundloven læg-

ger op til, at spørgsmålet kan fortolkes tem-

melig frit.

I praksis bruger man straffen som rettesnor.

Hvis folk er blevet idømt en frihedsstraf,

31

kan de normalt ikke vælges ind i Folketinget.

Og hvis et folketingsmedlem får en straf, må

medlemmet som regel træde ud af Folketin-

get. Det skete f.eks. for Fremskridtspartiets

tidligere leder, Mogens Glistrup. Han blev

dømt skyldig i skattebedrageri og kom i

fængsel. Folketinget mente derfor, at han

var uværdig, og stemte ham ud. Da han hav-

de afsonet sin straf, stillede han op og blev

atter valgt ind i Folketinget. Og Folketinget

fandt ham igen værdig.

Stk. 2. Tjenestemænd kan godt vælges til

Folketinget. De behøver ikke regeringens til-

ladelse først.

Denne bestemmelse er anderledes end i

mange udenlandske forfatninger, hvor tje-

nestemænd ikke kan være medlemmer af

parlamentet.

§ 31 Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges ved

almindelige, direkte og hemmelige valg.

Stk. 2. De nærmere regler for valgrettens

udøvelse gives ved valgloven, der til sikring

af en ligelig repræsentation af de forskellige

anskuelser blandt vælgerne fastsætter valg-

måden, herunder hvorvidt forholdstalsvalg-

måden skal føres igennem i eller uden for-

bindelse med valg i enkeltmandskredse.

Stk. 3. Ved den stedlige mandatfordeling

skal der tages hensyn til indbyggertal, væl-

gertal og befolkningstæthed.

Stk. 4. Ved valgloven gives nærmere regler

vedrørende valg af stedfortrædere og disses

indtræden i Folketinget samt angående

fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg

måtte blive nødvendigt.

Stk. 5. Særlige regler om Grønlands repræ-

sentation i Folketinget kan gives ved lov.

§ 31Stk. 1. Alle vælgere skal have mulighed for

at stemme til Folketinget. Vælgerne skal

kunne stemme direkte på de folketingsmed-

32

lemmer, der stiller op. Og ingen må kunne

se, hvor den enkelte sætter sit kryds. Folk

kan få hjælp til at stemme, hvis de f.eks. har

problemer med at se eller læse stemmesed-

len. Afstemningen regnes stadig som hem-

melig, selv om hjælperen ser, hvor krydset

bliver sat.

Stk. 2. Valgloven fortæller, hvordan valgene

skal holdes. Den vedtages af Folketinget,

men grundloven stiller forskellige krav til

loven.

Valgloven skal sørge for, at alle synspunkter

bliver ligeligt repræsenteret. Det sker ved at

bruge en særlig optællingsmetode, som kal-

des forholdstalsvalg. Efter den metode får

partierne mandater i forhold til, hvor mange

stemmer de opnår. Hvis et parti f.eks. får 10

procent af alle stemmerne, får det også

omkring 10 procent af mandaterne i Folke-

tinget.

Stk. 3. Man skal tage hensyn til antallet af

indbyggere, vælgertal og befolkningstæthed,

når man finder ud af, hvordan mandaterne

skal fordeles. Den bestemmelse er taget med

for at tilgodese de tyndtbefolkede egne af

landet. Den betyder, at der ikke skal så

mange stemmer til for at blive valgt i f.eks.

Nordjylland som i København.

Stk. 4. Hvis et folketingsmedlem f.eks. er

syg eller har orlov i en periode, indkalder

man en stedfortræder. Disse regler står i

Folketingets forretningsorden. Hvis med-

lemmet træder helt ud af Folketinget eller

måske dør, går mandatet videre til en sted-

fortræder. Disse regler står i valgloven.

Folketingsmedlemmerne har ikke personli-

ge vikarer. Ifølge valgloven skal stedfortræ-

deren hentes blandt de kandidater i partiet,

som ikke er blevet valgt ind i Folketinget.

Man tager normalt den person, der står

øverst på listen.

Valgloven indeholder også nogle få bestem-

melser om omvalg. Men de har ikke nogen

stor betydning i praksis. Der har ikke været

omvalg siden 1918.

33

Stk. 5. I Grønland vælges de to folketings-

medlemmer ved direkte valg. Men bestem-

melsen giver grønlænderne lov til at bruge

indirekte valg i stedet for, hvis befolkningen

ønsker det.

§ 32 Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges for

fire år.

Stk. 2. Kongen kan til enhver tid udskrive

nyvalg med den virkning, at de bestående

folketingsmandater bortfalder, når nyvalg

har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt

ministerium kan valg dog ikke udskrives,

forinden statsministeren har fremstillet sig

for Folketinget.

Stk. 3. Det påhviler statsministeren at foran-

ledige, at nyvalg afholdes inden valgperio-

dens udløb.

Stk. 4. Mandaterne bortfalder i intet tilfæl-

de, før nyvalg har fundet sted.

Stk. 5. Der kan ved lov gives særlige regler

om færøske og grønlandske folketingsman-

daters ikrafttræden og ophør.

Stk. 6. Mister et medlem af Folketinget sin

valgbarhed, bortfalder hans mandat.

Stk. 7. Ethvert nyt medlem afgiver, når hans

valg er godkendt, en højtidelig forsikring

om at ville holde grundloven.

§ 32Stk. 1. Der skal være folketingsvalg mindst

hvert fjerde år. Og statsministeren skal sørge

for, at der holdes nyvalg, inden perioden er

udløbet (ifølge stk. 3).

Stk. 2. Statsministeren kan også udskrive

valg, før de fire år er gået. Det er en stor for-

del for regeringen. Så kan statsministeren

nemlig udskrive valg på det tidspunkt, der

er bedst for netop hans parti.

Stk. 3. Statsministeren må ikke udskrive

valg lige efter, at han har dannet en rege-

34

ring. Han skal først “fremstille sig” for Fol-

ketinget. Det betyder, at han skal stille op til

en debat og gøre rede for sine planer i Fol-

ketinget.

Stk. 4. Når der bliver udskrevet valg, behol-

der folketingsmedlemmerne deres manda-

ter. Deres mandater gælder, indtil valget er

forbi. Det gælder også for folketingsmedlem-

mer, som ikke stiller op til det nye valg.

Stk. 5. Der findes særlige valglove for

Færøerne og Grønland.

Stk. 6. Hvis et folketingsmedlem erklæres

for uværdig til at sidde i Folketinget, mister

han sit mandat. Det sker også, hvis han flyt-

ter permanent til udlandet eller bliver gjort

umyndig.

Læs mere om valgbarhed i § 33.

Stk. 7. Et folketingsmedlem skal højtideligt

love, at han vil overholde grundloven.

Ellers kan han ikke deltage i Folketingets

forhandlinger eller afstemninger.

Han kan heller ikke være medlem af folke-

tingsudvalg. Det står i Folketingets forret-

ningsorden.

§ 33 Folketinget afgør selv gyldigheden af sine

medlemmers valg samt spørgsmål om, hvor-

vidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

§ 33Folketinget afgør selv, om et valg er gået rig-

tigt til.

Det sker tit, at nogle klager over fejl ved et

valg. Det kan f.eks. være fejl i opstillingslis-

ter eller fejl i optællingen af stemmesedler.

Hvis der er klaget over et valg, må Folke-

tinget finde ud af, hvordan sagen hænger

sammen. Der nedsættes et midlertidigt ud-

valg, som skal vurdere, hvad der er sket.

Det hedder Udvalg til Prøvelse af Valgene.

Hvis der er sket fejl, skal Folketinget tage

stilling til, hvilke konsekvenser det skal

have. Det skal først og fremmest tage stilling

til, om fejlen er så stor, at valget bør erklæ-

res for ugyldigt. Men i de fleste tilfælde

35

bliver man enig om, at fejlen ikke har

betydning for det endelige valgresultat.

Det er også Folketinget, som skal behandle

spørgsmål om medlemmernes valgbarhed.

Man har nedsat et fast udvalg, som undersø-

ger medlemmernes forhold i tiden mellem

valgene. Det kaldes for Udvalget til Valgs

Prøvelse.

Hvis man mister sin valgbarhed, kan man

ikke beholde sit mandat i Folketinget.

Praksis i dag er, at man er “uværdig” til at

sidde i Folketinget, hvis man er idømt en

frihedsstraf. Læs også om dette i § 30.

Hvis Udvalget til Valgs Prøvelse mener, at et

medlem har mistet sin valgbarhed, stiller

det forslag om, at medlemmet skal miste sit

mandat. Og dette forslag kommer til afstem-

ning i Folketinget.

§ 34 Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der an-

taster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der

udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende

befaling, gør sig skyldig i højforræderi.

§ 34Folketinget er landets øverste myndighed.

Det anses for højforræderi at gøre noget,

som truer Folketingets sikkerhed eller fri-

hed til at bestemme. Ifølge straffeloven kan

det give fængsel i op til 16 år eller livstid.

Man fritages ikke for ansvar, selv om man

har fået en ordre til at angribe Folketinget.

Hvis f.eks. en soldat eller en politibetjent

får sådan en ordre, skal han nægte at adlyde

den.

Man må heller ikke forstyrre Folketingets

arbejde ved f.eks. at demonstrere i salen.

Man bliver godt nok ikke dømt for højforræ-

deri. Men det er ulovligt – og som regel

fører det til, at man bliver idømt en bøde.

36

Kapitel V handler især om lovgivning og

reglerne for Folketingets arbejde.

§ 35 Stk. 1. Nyvalgt Folketing træder sammen

kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen,

dersom kongen ikke har indkaldt det til

møde forinden.

Stk. 2. Straks efter prøvelsen af mandaterne

sættes Folketinget ved valg af formand og

næstformænd.

§ 35Stk. 1. Folketinget skal samles kl. 12 den

tolvte søgnedag efter et valg. Søgnedage er

det samme som hverdage. Så i praksis bety-

der bestemmelsen, at Folketinget skal sam-

les senest 14 dage efter valget. Men regerin-

gen kan indkalde Folketinget til det første

møde, inden der er gået 14 dage.

Når Folketinget ikke mødes med det sam-

me, skyldes det bl.a., at der går lidt tid med

at opgøre valget helt præcist.

Stk. 2. Det første møde i Folketinget indle-

des med en afstemning. Her godkender man

valget af alle folketingsmedlemmerne, med-

mindre Udvalget til Prøvelse af Valgene har

noget at indvende.

Udvalget er omtalt i § 33.

Dernæst vælges Folketingets formand og

fire næstformænd. Formanden bliver valgt

ved en afstemning i salen, mens de fire

næstformænd udpeges af de fire største par-

tier. Formandens parti må dog ikke tælles

med i den forbindelse.

Valget af formanden foregår som regel ved

et fredsvalg. Der var dog en helt særlig situ-

ation i 1998, hvor socialdemokraten Birte

Weiss og Venstremanden Ivar Hansen begge

stillede op til posten. De fik lige mange

stemmer. Derfor måtte man trække lod, og

Ivar Hansen vandt.

Der vælges formand og næstformænd efter

folketingsvalg og i starten af hvert folke-

tingsår.

38

Kapitel V

§ 36 Stk. 1. Folketingsåret begynder den første

tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag

det følgende år.

Stk. 2. På Folketingsårets første dag kl. 12

sammentræder medlemmerne til møde,

hvor Folketinget sættes på ny.

§ 36Stk. 1. Et folketingsår begynder den første

tirsdag i oktober og varer til den samme

tirsdag året efter.

Stk. 2. Folketinget træder helt automatisk

sammen, når folketingsåret begynder.

Herefter vælges formand og næstformænd,

som det er omtalt i § 35.

§ 37 Folketinget træder sammen på det sted,

hvor regeringen har sit sæde. I overordent-

lige tilfælde kan Folketinget dog samles

andetsteds i riget.

§ 37Folketinget skal holde sine møder i nærheden

af regeringen. Der skal være tæt forbindelse

mellem ministrene og Folketinget, fordi

ministrene er meget vigtige for Folketingets

arbejde. De giver folketingsmedlemmerne

oplysninger og forklaringer. De tager for-

skellige initiativer, f.eks. forslag til nye love

eller ændringer af love. Og så fører de jo

også Folketingets beslutninger ud i praksis.

Derfor bygger grundloven i høj grad på, at

ministrene er personligt til stede i Folke-

tinget. Det står der mere om i § 40.

Der kan opstå situationer, hvor Folketinget

ikke er i stand til at følge regeringen. F.eks.

hvis Folketingets bygning, Christiansborg,

brænder, som det skete i 1884. Derfor siger

punkt to, at Folketinget kan samles et andet

sted. Men kun i helt særlige tilfælde.

Siden 1953 har Folketinget nu ikke bevæget

sig ret langt væk. I sommeren 1993 kom

Fællessalen i brug, fordi Folketinget pludse-

lig blev indkaldt for at tage stilling til, om

staten skulle sende dansk militær til Eks-

jugoslavien. Folketingssalen var lukket på

39

grund af håndværkerarbejde.

Af samme grund mødtes Folketinget i

Landstingssalen i sommeren 1999. Da skul-

le Folketinget tage stilling til, om der skul-

le danske soldater med i en international

styrke på Balkan.

§ 38 Stk. 1. På det første møde i Folketingsåret

afgiver statsministeren en redegørelse for

rigets almindelige stilling og de af regerin-

gen påtænkte foranstaltninger.

Stk. 2. På grundlag af redegørelsen finder

en almindelig forhandling sted.

§ 38Stk. 1. På Folketingets første møde i oktober

skal statsministeren holde en tale. Her skal

han gøre rede for, hvilke planer regeringen

har for året. Han skal også fortælle, hvilke

lovforslag og reformer regeringen gerne vil

gennemføre. Talen kaldes for åbningstalen

eller trontalen.

Det sidste er et gammelt udtryk, der stammer

fra dengang, hvor kongen holdt åbningstalen.

Stk. 2. Når talen er holdt, sættes den til de-

bat. Folketingets formand har pligt til at

sætte redegørelsen på dagsordenen.

Den politiske debat kan godt vare flere da-

ge, og Folketingets partier skal have mulig-

hed for at udtale sig om regeringens redegø-

relse. Hvis et flertal blandt folketingsmed-

lemmerne ikke kan gå ind for regeringens

planer, kan det vælte regeringen. Det står

der mere om i § 15.

Grundloven kalder debatten for en “almin-

delig forhandling”. Det betyder, at der ikke

er sat grænser for, hvilke emner der kan

tages op.

40

§ 39 Folketingets formand indkalder Folketinget

til møde med angivelse af dagsorden. Det

påhviler formanden at indkalde til møde,

når mindst to femtedele af Folketingets

medlemmer eller statsministeren skriftligt

fremsætter begæring herom med angivelse

af dagsorden.

§ 39Det er Folketingets formand, der indkalder

Folketinget til møde. Han skal også sørge

for, at der sendes en dagsorden for mødet

ud til medlemmerne. En dagsorden bestem-

mer, hvilke emner man kan diskutere på

mødet.

Men formanden skal indkalde til møde,

hvis to femtedele af Folketingets medlem-

mer skriftligt beder ham om det. Det svarer

til 72 medlemmer. Og de skal lave en dags-

orden, der fortæller, hvad mødet skal hand-

le om.

Statsministeren har den samme ret, men

også han skal give formanden en dagsorden.

§ 40 Ministrene har i embeds medfør adgang til

Folketinget og er berettigede til under for-

handlingerne at forlange ordet, så ofte de

vil, idet de i øvrigt iagttager forretningsor-

denen. Stemmeret udøver de kun, når de

tillige er medlemmer af Folketinget.

§ 40Ministre er ikke altid valgt ind i Folketin-

get. Alligevel har de ret til at deltage i mø-

derne i Folketinget. De kan også forlange at

tale, lige så tit de vil.

Denne bestemmelse giver ministrene ret til

at deltage i både åbne og lukkede møder i

Folketingssalen. Men den giver dem ikke

ret til at være med under udvalgsmøderne.

En minister har kun stemmeret, hvis han

eller hun også er valgt ind i Folketinget.

§ 41 Stk. 1. Ethvert medlem af Folketinget er

berettiget til at fremsætte forslag til love og

andre beslutninger.

41

Stk. 2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedta-

ges, forinden det tre gange har været be-

handlet i Folketinget.

Stk. 3. To femtedele af Folketingets med-

lemmer kan over for formanden begære, at

tredje behandling tidligst finder sted tolv

søgnedage efter forslagets vedtagelse ved

anden behandling. Begæringen skal være

skriftlig og underskrevet af de deltagende

medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde

sted for så vidt angår forslag til finanslove,

tillægsbevillingslove, midlertidige bevil-

lingslove, statslånslove, love om meddelelse

af indfødsret, love om ekspropriation, love

om indirekte skatter samt i påtrængende til-

fælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke

kan udsættes af hensyn til lovens formål.

Stk. 4. Ved nyvalg og ved Folketingsårets

udgang bortfalder alle forslag til love og

andre beslutninger, der ikke forinden er

endeligt vedtaget.

§ 41Stk. 1. Normalt er det regeringen, som tager

initiativ til en ny lov. Men ifølge § 41 kan

alle medlemmer af Folketinget foreslå love

og folketingsbeslutninger.

Stk. 2. Et lovforslag skal behandles tre gan-

ge i Folketinget, før det kan vedtages.

Ved førstebehandlingen diskuterer folke-

tingsmedlemmerne lovforslaget bredt.

Både regeringen og folketingsmedlemmerne

har ret til at stille forslag til ændringer af

lovforslaget, og ved andenbehandlingen

stemmer man om ændringerne. Ved tredje-

behandlingen stemmer man så om selve

lovforslaget.

Stk. 3. Hvis 72 medlemmer ønsker det, kan

de kræve udsættelse af tredjebehandlingen.

De kan forlange, at tredjebehandlingen tid-

ligst må ske “tolv søgnedage” efter andenbe-

handlingen. Det er det samme som 14 dage.

De skal dog skriftligt bede Folketingets for-

mand om udsættelsen.

Retten til udsættelse gælder imidlertid ikke

42

alle lovforslag. Man kan ikke kræve udsæt-

telse, når forhandlingen drejer sig om sta-

tens finanser, det vil sige finanslove, til-

lægsbevillingslove og midlertidige bevil-

lingslove eller forslag til love om statslån,

indfødsret, ekspropriation og indirekte skat-

ter. Ekspropriation betyder, at staten f.eks.

inddrager borgeres private ejendom og giver

dem en erstatning.

Man kan heller ikke kræve udsættelse, hvis

det er meget vigtigt, at en lov træder i kraft

på et bestemt tidspunkt.

Stk. 4. Et lovforlag skal være vedtaget inden

den første tirsdag i oktober, hvor et nyt fol-

ketingsår starter. Ellers bortfalder det. Det

samme gælder ved nyvalg. Bestemmelsen er

med for at få ryddet op, inden det nye fol-

ketingsår begynder.

§ 42 Stk. 1. Når et lovforslag er vedtaget af Fol-

ketinget, kan en tredjedel af Folketingets

medlemmer inden for en frist af tre søgne-

dage fra forslagets endelige vedtagelse over

for formanden begære folkeafstemning om

lovforslaget.

Begæringen skal være skriftlig og under-

skrevet af de deltagende medlemmer.

Stk. 2. Et lovforslag, som kan undergives

folkeafstemning, jf. stk. 6, kan kun i det i

stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af

kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte

frist, eller inden begæret folkeafstemning

har fundet sted.

Stk. 3. Når der er begæret folkeafstemning

om et lovforslag, kan Folketinget inden for

en frist af fem søgnedage fra forslagets ende-

lige vedtagelse beslutte, at forslaget skal

bortfalde.

Stk. 4. Træffer Folketinget ikke beslutning i

henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at

lovforslaget skal prøves ved folkeafstem-

ning, snarest tilstilles statsministeren, der

derefter lader lovforslaget bekendtgøre med

meddelelse om, at folkeafstemning vil finde

sted. Folkeafstemningen iværksættes efter

43

statsministerens nærmere bestemmelse tid-

ligst tolv og senest atten søgnedage efter

bekendtgørelsen.

Stk. 5. Ved folkeafstemning stemmes for og

imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald

kræves, at et flertal af de i afstemningen

deltagende folketingsvælgere, dog mindst

30 procent af samtlige stemmeberettigede,

har stemt imod lovforslaget.

Stk. 6. Forslag til finanslove, tillægsbevil-

lingslove, midlertidige bevillingslove, stats-

lånslove, normeringslove, lønnings- og pen-

sionslove, love om meddelelse af indføds-

ret, love om ekspropriation, love om direkte

og indirekte skatter samt love til gennemfø-

relse af bestående traktatmæssige forplig-

telser kan ikke undergives folkeafstemning.

Det samme gælder forslag til de i §§ 8, 9, 10

og 11 omhandlede love såvel som de i § 19

nævnte beslutninger, der måtte være i lovs-

form, medmindre det for disse sidste ved

særlig lov bestemmes, at sådan afstemning

skal finde sted.

For grundlovsændringer gælder reglerne i

§ 88.

Stk. 7. I særdeles påtrængende tilfælde kan

et lovforslag, som kan undergives folkeaf-

stemning, stadfæstes af kongen straks efter

dets vedtagelse, når forslaget indeholder be-

stemmelse herom. Såfremt en tredjedel af

Folketingets medlemmer efter de i stk. 1

omhandlede regler begærer folkeafstemning

om lovforslaget eller den stadfæstede lov,

afholdes sådan folkeafstemning efter foran-

stående regler. Forkastes loven ved folkeaf-

stemningen, kundgøres dette af statsminis-

teren uden unødigt ophold og senest fjorten

dage efter folkeafstemningens afholdelse.

Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.

Stk. 8. Nærmere regler om folkeafstemning,

herunder i hvilket omfang folkeafstemning

skal finde sted på Færøerne og i Grønland,

fastsættes ved lov.

44

§ 42Denne paragraf er grundlovens længste pa-

ragraf, og den handler om retten til at sende

lovforslag til folkeafstemning. Den beskytter

et stort mindretal mod at blive stemt ned af

et snævert flertal. Paragraffen er delt op i

otte stykker.

Stk. 1. Hvis en lov bliver vedtaget, kan et

mindretal forhindre, at den uden videre

træder i kraft. Det kan kræve, at lovforslaget

skal sendes ud til folkeafstemning. Og hvis

der er et flertal i befolkningen imod loven,

kan lovforslaget ikke blive til lov.

Mindretallet skal bestå af mindst 60 folke-

tingsmedlemmer, og de skal være hurtige.

Der må højst gå 3 hverdage, fra lovforslaget

er vedtaget, til medlemmerne skriftligt

beder om en folkeafstemning.

Kravet og underskrifterne skal afleveres til

Folketingets formand.

Stk. 2. En lov gælder først, når den er un-

derskrevet af dronningen. Men kun i helt

særlige tilfælde må hun skrive loven under,

inden der er gået 3 hverdage. Mindretallet

skal jo have en reel mulighed for at kræve

en folkeafstemning. Dronningen må heller

ikke skrive under, hvis der allerede er kræ-

vet folkeafstemning.

Stk. 3. Hvis mindretallet har bedt om en

folkeafstemning, kan flertallet fortryde lov-

forslaget. Det kan trække lovforslaget tilba-

ge, selv om loven faktisk er blevet vedtaget.

Mindretallet skal blot gøre det, inden der er

gået 5 hverdage, fra loven blev vedtaget.

Det lyder måske underligt, at politikerne

skulle have lyst til at trække en lov tilbage,

som de netop har fået vedtaget. Men det er

en meget god livline at have. For rent poli-

tisk er det et problem at tabe ved en folkeaf-

stemning. Og flertallet kan være så bange

for, at afstemningen går imod dem, at de

hellere vil trække forslaget tilbage. Så kan

de f.eks. udskyde lovforslaget til bedre tider

eller gennemføre det i en ændret form.

Stk. 4. Hvis ikke Folketinget trækker lovfor-

slaget tilbage, skal statsministeren udskrive

45

folkeafstemning. Han bestemmer selv, hvor-

når det skal være. Men det skal være tid-

ligst 12 og senest 18 hverdage efter, at han

har udskrevet afstemningen og offentliggjort

lovforslaget med meddelelsen om, at der

skal holdes folkeafstemning.

Stk. 5. Her beskrives afstemningsreglerne.

Man skal stemme for eller imod lovforsla-

get. Og lovforslaget kan kun blive forkastet,

hvis et flertal stemmer nej. Dette flertal skal

bestå af mindst 30 procent af alle vælgere.

Ugyldige stemmer tælles ikke med.

Stk. 6. Dette er § 42’s såkaldte undtagelses-

bestemmelse. Her beskrives alle de love,

som ikke kan komme til folkeafstemning.

Det er mest love om skatter, økonomi og

udenrigspolitiske forhold, der ikke kan

komme til folkeafstemning. F.eks. kan

befolkningen ikke underkende en finanslov

ved en afstemning.

Man kan heller ikke stemme om statens eks-

propriationer, der er omtalt i § 73. Denne

paragraf giver staten ret til at tage folks

ejendom, hvis det er i “almenvellets” inter-

esse. Staten kan ekspropriere en families

hus, hvis der f.eks. skal anlægges en motor-

vej eller en bro på grunden. I stedet får fa-

milien penge for at flytte fra huset.

Nogle udenrigspolitiske forhold kan dog

godt komme til folkeafstemning. Hvis et

flertal i Folketinget beslutter det, kan man

sende en lov, der er vedtaget efter § 19, til

folkeafstemning. Men først skal Folketinget

vedtage en lov om, at beslutningen skal

underkastes en folkeafstemning.

Den mulighed blev brugt for første gang

nogen sinde, da Maastricht-aftalen i 1993

kom til afstemning for anden gang.

Stk. 7. I ganske særlige tilfælde kan dron-

ningen skrive en lov under straks efter, at

den er vedtaget i Folketinget. I den forbin-

delse er der indført en særlig garanti for

mindretallet. De 60 medlemmer kan kræve

en folkeafstemning om loven, selv om den

faktisk er blevet stadfæstet. Det foregår efter

de samme regler, som er beskrevet i stk. 1

og i stk. 5.

46

Hvis loven forkastes af befolkningen, skal

den trækkes tilbage. Det sker ved, at stats-

ministeren meddeler resultatet af folkeaf-

stemningen senest 14 dage efter af-

stemningen.

Stk. 8. Det er op til politikerne at vedtage

reglerne for folkeafstemninger ved lov. De

skal også vedtage reglerne for folkeafstem-

ninger på Færøerne og i Grønland. I prin-

cippet kan Færøerne og Grønland holde af-

stemning på et andet tidspunkt end

Danmark. Men Folketinget har vedtaget en

lov om, at afstemningerne skal holdes sam-

tidig, hvis emnet berører alle landene.

§ 43 Ingen skat kan pålægges, forandres eller op-

hæves uden ved lov; ej heller kan noget

mandskab udskrives eller noget statslån op-

tages uden ifølge lov.

§ 43Folketinget sidder tungt på retten til at be-

stemme landets skatter, afgifter og statslån.

Det er et af Folketingets væsentlige magt-

midler, og det kan ikke uddelegeres.

§ 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skat-

ter, afgifter og statslån kun kan besluttes

ved lov. Og det er som bekendt Folketinget,

der vedtager lovene.

Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring

og kontrol med skatteudskrivningen.

§ 43 fastslår også, at Folketinget bestemmer,

hvor mange soldater der må indkaldes.

§ 44 Stk. 1. Ingen udlænding kan få indfødsret

uden ved lov.

Stk. 2. Om udlændinges adgang til at blive

ejere af fast ejendom fastsættes regler ved

lov.

§ 44Stk. 1. En udlænding kan kun blive dansk

statsborger, hvis der laves en lov om det.

Regeringen eller en anden myndighed kan

ikke bare selv give dansk statsborgerskab til

en udlænding. De kan heller ikke bestemme

47

reglerne for, hvornår man kan blive dansk

statsborger.

Alligevel siger den nuværende lov, at man i

visse situationer bliver dansk statsborger

helt automatisk.

I loven om indfødsret er der også regler om,

at man kan få dansk stasborgerskab ved at

afgive en erklæring. Der er dog en række

betingelser, som først skal være opfyldt.

Ellers kan man kun blive dansk statsborger

direkte ved lov. Det foregår i praksis sådan,

at justitsministeren stiller et lovforlag om,

at en række mennesker får dansk indføds-

ret. Forinden har man undersøgt, om perso-

nerne nu også opfylder betingelserne for at

blive danske statsborgere. Dernæst bliver

lovforslaget vedtaget ved en afstemning i

Folketinget.

Stk. 2. Udlændinge kan ikke bare købe jord

og ejendomme i Danmark. Det er besluttet i

en lov fra 1959, som stadig gælder – med

visse ændringer. Loven kræver, at man har

fast bopæl i Danmark eller har boet her i

landet i mindst fem år, før man kan købe

jord. Hvis ikke, må man have en tilladelse

fra Justitsministeriet, før man køber ejen-

dom.

Der er dog visse undtagelser for EU-borgere

og borgere i de gamle EFTA-lande, der sta-

dig står uden for EU. Det er Norge, Island og

Liechtenstein. De har ret til at købe fast

ejendom, hvis de arbejder her i landet. Men

ejendommen skal bruges som helårsbolig

eller til erhverv. Selskaber i EU har også ret

til at købe f.eks. kontorlokaler eller fabriks-

bygninger.

Hvis man som udlænding er ude efter et

sommerhus i Danmark, skal man have tilla-

delse fra Justitsministeriet. Og den får man

kun, hvis man har en særlig stærk tilknyt-

ning til landet.

§ 45 Stk. 1. Forslag til finanslov for det kommen-

de finansår skal fremsættes for Folketinget

senest fire måneder før finansårets begyn-

delse.

48

Stk. 2. Kan behandlingen af finanslovforsla-

get for det kommende finansår ikke ventes

tilendebragt inden finansårets begyndelse,

skal forslag til en midlertidig bevillingslov

fremsættes for Folketinget.

§ 45Stk. 1. En finanslov er et budget over sta-

tens indtægter og udgifter. Finansloven be-

stemmer, hvor mange penge staten må

bruge.

Finansloven gælder for et år ad gangen – et

såkaldt finansår. Siden 1979 har det fulgt

kalenderåret.

Forslaget til finansloven skal fremsættes

senest 4 måneder før næste finansår starter.

Det vil sige, at forslaget skal være klar til

førstebehandling senest den 1. september.

Derefter skal det genfremsættes i oktober.

Det siger grundlovens § 41, stk. 4.

Stk. 2. Hvis Folketinget ikke bliver færdigt

med at behandle finansloven inden nytår,

kan man vedtage en midlertidig bevilling,

der dækker de mest nødvendige udgifter.

Det kaldes en midlertidig bevillingslov. Den

gælder, indtil selve finansloven bliver ved-

taget.

Den bestemmelse brugte man f.eks. i decem-

ber 1990, fordi et folketingsvalg forsinkede

behandlingen af finanslovforslaget for 1991.

§ 46 Stk. 1. Forinden finansloven eller en mid-

lertidig bevillingslov er vedtaget af Folke-

tinget, må skatterne ikke opkræves.

Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjem-

mel i den af Folketinget vedtagne finanslov

eller i en af Folketinget vedtaget tillægsbe-

villingslov eller midlertidig bevillingslov.

§ 46Stk. 1. Man må ikke opkræve skatter eller

afgifter, medmindre der er vedtaget en fi-

nanslov eller en midlertidig bevillingslov.

Stk. 2. Man må heller ikke bruge penge til

at betale udgifter, før Folketinget har bevil-

get dem. Det kan enten ske gennem finans-

49

loven, en midlertidig bevillingslov eller en

tillægsbevillingslov. Det sidste er en lov, der

indeholder en række udgifter, som ikke er

med på selve finansloven.

I praksis er bestemmelsen dog ændret lidt.

En minister kan nemlig godt betale udgifter,

der ikke er bevilget på finansloven. Men

han må først have en tilladelse fra et særligt

folketingsudvalg: Finansudvalget. Bagefter

skal udgiften anføres på en tillægsbevil-

lingslov, der skal vedtages af Folketinget.

Ministeren kan altså helt lovligt betale ud-

giften, også selv om det viser sig, at der

ikke senere er flertal i Folketinget for bevil-

lingen.

§ 47 Stk. 1. Statsregnskabet skal fremlægges for

Folketinget senest seks måneder efter

finansårets udløb.

Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer.

Disse gennemgår det årlige statsregnskab og

påser, at samtlige statens indtægter er opført

deri, og at ingen udgift er afholdt uden

hjemmel i finansloven eller anden bevil-

lingslov.

De kan fordre sig alle fornødne oplysninger

og aktstykker meddelt. De nærmere regler

for revisorernes antal og virksomhed fast-

sættes ved lov.

Stk. 3. Statsregnskabet med revisorernes be-

mærkninger forelægges Folketinget til be-

slutning.

§ 47Stk. 1. Statens regnskab over alle udgifter

og indtægter skal præsenteres for Folke-

tinget senest 6 måneder efter, at finansåret

er udløbet.

Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer.

Der skal være mindst fire og højst seks

statsrevisorer. I øjeblikket har Folketinget

valgt seks.

Revisorerne skal gennemgå regnskabet. De

skal kontrollere, om regnskabet er ført rig-

tigt, og om der er en bevilling bag alle de

penge, staten har brugt.

50

Statsrevisorerne får hjælp til at gennemgå

regnskaberne af en rigsrevisor. Han er uaf-

hængig og ansat af Folketinget. Han er ikke

folketingsmedlem.

Stk. 3. Når revisorerne har gennemgået

regnskabet, skriver de deres bemærkninger

og giver dem til Folketingets medlemmer.

Derefter skal regnskabet til afstemning i

Folketinget. I praksis godkendes det endeli-

ge årsregnskab uden forbehold. Men i løbet

af året afgiver statsrevisorerne en række kri-

tiske beretninger om konkrete sager som

f.eks. edb-projekter eller administration af

særlige tilskudsordninger.

Folketinget følger Finansudvalgets betænk-

ning og indstilling.

§ 48 Folketinget fastsætter selv sin forretningsor-

den, der indeholder de nærmere bestem-

melser vedrørende forretningsgang og or-

dens opretholdelse.

§ 48Hvis Folketinget skal kunne fungere, må der

være bestemte regler at arbejde efter. De står

i den såkaldte forretningsorden, som Folke-

tinget har vedtaget. Den indeholder f.eks.

regler om Folketingets ledelse, hvordan mø-

derne skal foregå, og hvordan der skal stem-

mes. Den indeholder også bestemmelser om

Folketingets administration. Og der er or-

densregler for, hvordan tilhørere i Folke-

tingssalen skal opføre sig.

Der er tradition for, at Folketinget vedtager

en ny forretningsorden, hver gang der laves

om på grundloven. Mange af reglerne er

ændret med tiden, men en del er som de

altid har været. Og nogle går helt tilbage til

Folketingets første forretningsorden. Den

blev vedtaget den 11. februar 1850.

§ 49 Folketingets møder er offentlige.

Formanden eller det i forretningsordenen

bestemte antal medlemmer eller en minister

kan dog forlange, at alle uvedkommende

fjernes, hvorpå det uden forhandling afgø-

51

res, om sagen skal forhandles i et offentligt

eller lukket møde.

§ 49Folk kan frit komme og overvære møderne i

folketingssalen. Men Folketingets formand,

en minister eller 17 medlemmer kan foreslå,

at en sag skal behandles for lukkede døre.

Beslutningen træffes så ved en almindelig

afstemning.

Det er meget sjældent, at Folketinget holder

møder for lukkede døre. Sidste gang, det

skete, var i 1924. Dengang var der en strid

om Østgrønland mellem Norge og Danmark.

Og Folketinget valgte at indlede andenbe-

handlingen af en rigsdagsbeslutning for luk-

kede døre.

Folketingets Præsidium har desuden vedta-

get nogle regler, der giver offentligheden

mulighed for at følge arbejdet i Folketinget.

Alle forslag, forhandlinger, udvalgsbetænk-

ninger og vedtagelser skal trykkes i Folke-

tingstidende. Men man kan også se dem på

Internettet under adressen:

www.folketinget.dk

Hvis tilskuerne i Folketingssalen ikke tier

stille og forholder sig i ro, kan Folketingets

formand smide dem ud. Det betyder ikke, at

mødet bliver lukket. Pressen kan stadig re-

ferere fra mødet.

§ 50 Folketinget kan kun tage beslutning, når

over halvdelen af medlemmerne er til stede

og deltager i afstemningen.

§ 50Der skal være mindst 90 folketingsmedlem-

mer til stede, før Folketinget kan stemme

om love eller andre beslutninger. De har tre

muligheder: De kan stemme for, imod eller

hverken for eller imod.

§ 51 Folketinget kan nedsætte kommissioner af

sine medlemmer til at undersøge almenvig-

tige sager. Kommissionerne er berettigede til

at fordre skriftlige eller mundtlige oplys-

ninger såvel af private borgere som af of-

fentlige myndigheder.

52

§ 51Folketinget kan nedsætte en såkaldt parla-

mentarisk kommission til at undersøge en

vigtig sag. Muligheden bruges ikke så tit.

Siden 1849 har der kun været nedsat en

parlamentarisk kommission fem gange. De

tre første kommissioner skulle opklare for-

skellige spørgsmål om lovgivning. De to sid-

ste skulle efterforske, om der var grundlag

for at rejse sag mod forskellige ministre.

Den seneste parlamentariske kommission

blev nedsat i juni 1945 efter den tyske be-

sættelse af Danmark. Kommissionen skulle

undersøge forholdene under besættelsen. På

den baggrund skulle Folketinget så vurdere,

om man burde gøre et ansvar gældende over

for nogle af ministrene. Kommissionen blev

fornyet tre gange: efter folketingsvalgene i

oktober 1945, oktober 1947 og september

1950.

Der har ikke været nedsat en parlamentarisk

kommission, efter at grundloven blev lavet

om i 1953.

§ 52 Folketingets valg af medlemmer til kommis-

sioner og hverv sker efter forholdstal.

§ 52Valg til kommissioner og udvalg sker efter

forholdstal. Det vil sige, at posterne til de

forskellige udvalg fordeles efter partiernes

styrke. Hvis et parti f.eks. har 10 mandater i

Folketinget, vil det normalt få ét medlem i

hvert udvalg. Et parti med 20 mandater vil

normalt få to pladser, osv.

Men et lille parti kan sikre sig lidt mere

indflydelse ved at gå ind i et valgforbund

med et andet parti. Ved beregningen op-

træder man nemlig som ét parti.

Et parti med f.eks. 15 mandater får kun ét

medlem i hvert udvalg, hvis partiet er ale-

ne. Men går det sammen i valgforbund med

et andet parti på 15 mandater, får de to par-

tier tilsammen tre pladser i hvert udvalg.

§ 53 Ethvert medlem af Folketinget kan med det-

tes samtykke bringe ethvert offentligt anlig-

53

gende under forhandling og derom æske

ministrenes forklaring.

§ 53Ifølge grundlovens § 40 har ministrene ad-

gang til Folketinget, selv om de ikke er

medlemmer af Folketinget. § 53 giver Fol-

ketingets medlemmer ret til at kræve oplys-

ninger og forklaringer af ministrene. Denne

debat kaldes en forespørgselsdebat, og mi-

nisteren har pligt til at svare på forespørgs-

len. Folketinget skal godt nok sige ja til, at

en forespørgselsdebat kan holdes. Men Fol-

ketinget har kun i meget få tilfælde nægtet

at godkende sådan en debat.

Man kan også stille spørgsmål til en minis-

ter under Folketingets forhandlinger eller i

Tingets spørgetid om onsdagen. Spørgsmål

til ministeren er ikke det samme som en fo-

respørgsel. De skal ikke godkendes af Fol-

ketinget, og ministeren har ikke pligt til at

svare. Man kan bede om, at de bliver besva-

ret mundtligt eller skriftligt. Den mundtlige

besvarelse foregår i Folketingets spørgetid

om onsdagen, hvis spørgsmålet er stillet

skriftligt senest den foregående fredag. Den

skriftlige besvarelse trykkes i Folketingsti-

dende. Der er ikke mulighed for at føre en

egentlig debat, og der kan ikke træffes

beslutning om et spørgsmål.

I folketingsåret 1997-98 indførte man des-

uden en særlig spørgetime, der finder sted

om tirsdagen. Her kan medlemmerne stille

spørgsmål til de ministre, som er til stede.

Og de får svar med det samme.

De sidste tyve år er antallet af forespørgsler

og spørgsmål steget meget. Det giver folke-

tingsmedlemmerne en god mulighed for at

kontrollere administrationen af lovene.

§ 54 Andragender kan kun overgives til

Folketinget ved et af dettes medlemmer.

§ 54Hvis man som almindelig borger ønsker, at

Folketinget skal tage et bestemt emne eller

en bestemt sag op, må man gå til et folke-

tingsmedlem for at få den på dagsordenen.

Derefter kan Folketingets formand henvise

54

sagen til et bestemt udvalg.

Bestemmelsen bliver ikke brugt ret tit. Hvis

enkeltpersoner eller organisationer ønsker

at få indflydelse på lovgivningen, går de

som regel direkte til en partigruppe eller til

et af Folketingets udvalg. De kan også forsø-

ge at overtale et folketingsmedlem til at stil-

le et spørgsmål til en minister.

§ 55 Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger

en eller to personer, der ikke er medlemmer

af Folketinget, til at have indseende med

statens civile og militære forvaltning.

§ 55Folketinget kan vælge en eller to personer

til at behandle klager over statens admini-

stration og forvaltning. En sådan person kal-

des en ombudsmand, og han må ikke være

medlem af Folketinget.

Den første ombudsmand blev udnævnt i

1954. Han har siden også fået mulighed for

at behandle klager over den kommunale for-

valtning.

Man kan som borger klage til ombudsman-

den, hvis man mener, at f.eks. et offentligt

kontor har handlet forkert eller måske ulov-

ligt.

Grundloven siger ikke noget om, at man

skal indføre en ombudsmandsinstitution.

Bestemmelsen er en slags "løfteparagraf".

Den kræver på den ene side, at Folketinget

indfører en ombudsmandslov. Men der er

ingen straf, hvis politikerne ikke vedtager

sådan en lov.

Man kan imidlertid ikke afskaffe ombuds-

mandsinstitutionen, nu den er oprettet. Det

forhindrer grundlovens § 55.

Ombudsmanden kan ikke behandle alle

slags klager over offentlige myndigheder.

Man kan ikke klage over en lov, der er ved-

taget af Folketinget. Man kan heller ikke

klage over en afgørelse, der er truffet af en

domstol.

§ 56 Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved

deres overbevisning og ikke ved nogen for-

skrift af deres vælgere.

55

§ 56Grundloven fastslår, at medlemmerne af

Folketinget er uafhængige. De kan frit stem-

me efter deres overbevisning. De har ikke

pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti

eller vælgere siger. De behøver heller ikke

at opfylde de løfter, de f.eks. har givet væl-

gerne i en valgkamp.

Hvis man først er blevet valgt til Folketin-

get, kan mandatet ikke trækkes tilbage –

medmindre man da gør noget ulovligt, så

man er uværdig til at sidde i Folketinget.

Det står der mere om i §§ 30 og 33.

Ellers har et folketingsmedlem ret til at skif-

te mening eller parti. Han kan f.eks. også

melde sig ud af sit parti og blive løsgænger i

resten af valgperioden.

Omvendt forhindrer § 56 ikke, at et folke-

tingsmedlem indordner sig under partidisci-

plinen. Og den vej vælger langt de fleste.

Det er ubehageligt at gå imod flertallet i ens

egen partigruppe – og det er ofte politisk

selvmord. Medlemmets genvalg afhænger jo

af, om partiet vil opstille ham eller hende

igen. Derfor stemmer de fleste folketings-

medlemmer som resten af partigruppen.

§ 57 Intet medlem af Folketinget kan uden dettes

samtykke tiltales eller underkastes fængs-

ling af nogen art, medmindre han er grebet

på fersk gerning. For sine ytringer i Folke-

tinget kan intet af dets medlemmer uden

Folketingets samtykke drages til ansvar

uden for samme.

§ 57Et folketingsmedlem kan ikke uden videre

føres for retten i en straffesag eller sættes i

fængsel. Folketinget skal først give tilla-

delse til, at der kan føres sag mod medlem-

met. Det sker gennem en særlig afstemning.

Bestemmelsen er indført for at beskytte

Folketingets medlemmer mod vilkårlige for-

følgelser fra regeringens side. Men beskyt-

telsen gælder kun, så længe man er medlem

af Folketinget. Hvis man ikke længere er

medlem, kan man godt retsforfølges for ting,

der er sket, mens man sad i Folketinget.

56

Der er en enkelt undtagelse. Hvis et folke-

tingsmedlem bliver taget med “fingrene i

kagedåsen” – altså på fersk gerning – kan

han eller hun uden videre føres for retten.

Folketingsmedlemmer kan desuden få min-

dre bøder, f.eks. for at køre for stærkt, uden

at Folketinget skal give sit samtykke.

Men kun hvis den pågældende frivilligt

betaler bøden.

I praksis giver Folketinget altid tilladelse

til, at der kan rejses tiltale eller ske fængs-

ling.

Grundloven giver også folketingsmedlem-

merne en udvidet form for ytringsfrihed,

når de taler i Folketinget. Der kan ikke føres

injuriesager mod medlemmerne for ting, de

har sagt i Folketinget, medmindre Folketin-

get giver tilladelse til det. Her er Folketin-

gets praksis modsat den tidligere nævnte.

Folketinget giver aldrig tilladelse til den

slags injuriesager.

§ 58 Folketingets medlemmer oppebærer et

vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valg-

loven.

§ 58Folketinget fastsætter selv den løn, folke-

tingsmedlemmerne skal have for deres

arbejde. Den er bestemt i en lov, der hedder

folketingsvalgloven.

Frem til 1920 fik medlemmerne et vederlag,

der var fastsat som et bestemt beløb pr. mø-

dedag. Sådan er det ikke mere. I dag får

folketingsmedlemmerne et fast beløb om

måneden.

Lønnen består af et grundbeløb og et om-

kostningstillæg. Grundbeløbet svarer til den

løn, en statstjenestemand i lønramme 38 tje-

ner, nemlig 486.232 kr. om året (april 2001-

tal). Omkostningstillægget på 46.654 kr.

om året skal dække de udgifter, folketings-

medlemmerne har i forbindelse med deres

arbejde. Det er skattefrit. Medlemmer, der

bor i provinsen, får desuden en godtgørelse

for boligudgifter.

57

Folketingsmedlemmerne får også et såkaldt

eftervederlag, når de holder op. Vederlaget

svarer til grundbeløbet og udbetales i 12-24

måneder.

Endelig har de ret til pension, ægtefælle-

pension og børnepension, som stort set sva-

rer til det, statstjenestemænd får. Man får

højeste pension, når man har været medlem

af Folketinget i 20 år, og pensionen udbeta-

les fra 60-års-alderen.

58

Kapitel VI handler om domstolene.

§ 59 Stk. 1. Rigsretten består af indtil 15 af de

efter embedsalder ældste ordentlige med-

lemmer af rigets øverste domstol og et til-

svarende antal af Folketinget efter forholds-

tal for 6 år valgte medlemmer. For hver af

de valgte vælges en eller flere stedfortræde-

re. Folketingets medlemmer kan ikke væl-

ges til eller virke som medlemmer af Rigs-

retten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den

øverste domstols medlemmer ikke deltage i

sagens behandling og påkendelse, fratræder

et tilsvarende antal af de af Folketinget

sidst valgte rigsretsmedlemmer.

Stk. 2. Retten vælger selv sin formand af sin

midte.

Stk. 3. Er sag rejst ved Rigsretten, beholder

de af Folketinget valgte medlemmer deres

sæde i retten for denne sags vedkommende,

selv om det tidsrum, for hvilket de er valgt,

udløber.

Stk. 4. Nærmere regler om Rigsretten fast-

sættes ved lov.

§ 59Rigsretten er den særlige domstol, som be-

handler sager mod ministre. Det er omtalt i

grundlovens § 16.

§ 59 handler om, hvordan Rigsretten skal

sammensættes.

Stk. 1. Rigsretten består af højst 15 domme-

re fra Højesteret og det samme antal med-

lemmer, der er valgt af Folketinget. De poli-

tisk valgte medlemmer skal sikre, at politi-

ske argumenter også kommer til at tælle

med i sager mod ministre. Men Folketingets

egne medlemmer må ikke sidde i Rigsretten.

Rigsrettens politisk valgte medlemmer må

ikke være medlemmer af Folketinget, og de

er valgt for 6 år ad gangen.

Rigsrettens juridiske dommere er de 15

dommere fra Højesteret, som har højest an-

ciennitet. Man vælger dem, der har arbejdet

i længst tid som højesteretsdommere.

Folketinget kan i en lov bestemme, at der

60

Kapitel VI

skal være færre dommere og politiske med-

lemmer af Rigsretten. Men der må højst væ-

re 15 af hver, så der i alt er 30 medlemmer

af Rigsretten. Det er meget vigtigt, at der er

lige mange af hver. Hvis f.eks. en af højeste-

retsdommerne er forhindret i at være til ste-

de i en sag, må et af de politisk valgte med-

lemmer også gå fra.

I rigsretsagen 1993-95 mod forhenværende

justitsminister Erik Ninn-Hansen, bestod

Rigsretten først af 24 medlemmer. Men nog-

le gik fra, så der i slutningen af sagen “kun”

var 20 medlemmer.

Stk. 2. Rigsretten vælger selv sin formand.

Stk. 3. Man må ikke skifte de politisk valgte

medlemmer ud midt i en sag, heller ikke

selv om deres valgperiode udløber.

Stk. 4. Folketinget har vedtaget en lov, der

fastsætter reglerne for Rigsretten. Den hed-

der rigsretsloven.

§ 60 Stk. 1. Rigsretten påkender de af kongen

eller Folketinget mod ministrene anlagte

sager.

Stk. 2. For Rigsretten kan kongen med Fol-

ketingets samtykke lade også andre tiltale

for forbrydelser, som han finder særdeles

farlige for staten.

§ 60Stk. 1. Det er både regeringen og Folke-

tinget, som kan beslutte, om der skal rejses

sag mod en minister ved Rigsretten.

Stk. 2. Man kan også rejse sag ved Rigsret-

ten mod andre mennesker, hvis regeringen

og Folketinget mener, at forbrydelsen er

særlig farlig for staten. Men denne bestem-

melse har aldrig været brugt.

§ 61 Den dømmende magts udøvelse kan kun

ordnes ved lov. Særdomstole med dømmen-

de myndighed kan ikke nedsættes.

61

§ 61Det kræver en lov at regulere domstolenes

forhold. Reglerne findes i retsplejeloven,

der har mere end 1.000 paragraffer.

Man må under ingen omstændigheder ned-

sætte en særdomstol med magt til at døm-

me. Hvis Folketinget skulle finde på at ved-

tage en sådan lov, er den i strid med grund-

loven.

En særdomstol er en domstol, der nedsættes

til at behandle én bestemt sag. Domstolen

skal altså behandle en sag, der er kendt, før

dommeren er udpeget. Det er et problem,

fordi regeringen kan have en interesse i at

vælge en dommer, der har en bestemt hold-

ning til sagen. Derfor siger grundloven, at

en særdomstol ikke kan dømme. Den kan

kun undersøge en sag.

§ 62 Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra for-

valtningen. Regler herom fastsættes ved lov.

§ 62Denne paragraf slår fast, at domstolene skal

være uafhængige af regeringen og forvalt-

ningen. Den hænger tæt sammen med

grundlovens § 3, der handler om magtens

tredeling.

Domstolene hører til under Justitsministe-

riet, men i 1998 indførte man en lov om en

særlig styrelse af domstolene. Loven kaldes

lov om Domstolsstyrelsen. Styrelsen har sit

eget budget, og forvaltningen sker uafhæng-

igt af Justitsministeriet.

Man kan godt læse § 62, som om de samme

mennesker ikke må arbejde for forvaltnin-

gen og domstolene. Men sådan bliver para-

graffen ikke fortolket. Mange dommere har

f.eks. ekstraarbejde som formænd for for-

skellige offentlige klagenævn. Desuden er

der skabt en tradition for, at folk fra Justits-

ministeriet har deltidsjob som dommere ved

byretten.

§ 63 Stk. 1. Domstolene er berettigede til at på-

kende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyn-

62

dighedens grænser. Den, der vil rejse sådant

spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen

for domstolene unddrage sig fra foreløbig at

efterkomme øvrighedens befaling.

Stk. 2. Påkendelse af spørgsmål om øvrig-

hedsmyndighedens grænser kan ved lov

henlægges til en eller flere forvaltningsdom-

stole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves

ved rigets øverste domstol. De nærmere

regler herom fastsættes ved lov.

§ 63Stk. 1. “Øvrighedsmyndighed” betyder den

udøvende magt. Det er den statslige forvalt-

ning, kommunalforvaltningen, særlige nævn

m.m.

Hvis man som borger mener, at f.eks. staten

eller kommunen har gjort noget forkert, kan

man rejse sagen ved en domstol. Mens sa-

gen føres, er man dog nødt til at rette sig ef-

ter det, staten eller kommunen har bestemt.

Retssagen har ingen “opsættende virkning”.

Grundlovens § 63, stk.1, stammer helt tilba-

ge fra den første grundlov i 1849. Dengang

var det vigtigt at slå fast, at man kunne føre

sag mod forvaltningen uden kongens tilla-

delse. Under enevælden kunne man nemlig

ikke lægge sag an mod forvaltningen (som i

virkeligheden var kongen) uden først at

have kongens tilladelse.

Stk. 2. Folketinget kan oprette særlige for-

valtningsdomstole til at tage sig af sager

mod forvaltningen. Det kunne f.eks. være

aktuelt, hvis politikerne ville sikre, at dom-

merne fik en særlig ekspertviden inden for

forvaltningsspørgsmål. Men afgørelser fra

en forvaltningsdomstol skal altid kunne

indbringes for Højesteret.

Stk. 2 blev sat ind ved den seneste grund-

lovsændring i 1953. Men der har endnu

ikke været oprettet forvaltningsdomstole.

§ 64 Dommerne har i deres kald alene at rette sig

efter loven. De kan ikke afsættes uden ved

dom, ej heller forflyttes mod deres ønske

uden for de tilfælde, hvor en omordning af

63

domstolene finder sted. Dog kan den dom-

mer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men

uden tab af indtægter indtil det tidspunkt,

til hvilket han skulle være afskediget på

grund af alder.

§ 64Dommerne skal rette sig efter loven.

Regeringen eller Folketinget kan ikke be-

stemme, hvordan en dommer skal dømme.

Og dommeren må ikke lade sig påvirke af

andre, hverken private, kolleger, foreninger

el.lign.

Regeringen kan heller ikke afsætte en dom-

mer. Det kan kun en anden dommer. Hvis

regeringen bare kunne afskedige en dom-

mer, ville domstolene ikke være uafhængi-

ge. For så kunne man presse dommeren i en

bestemt sag ved at true ham med fyring.

Af samme grund kan dommere heller ikke

flyttes til andet arbejde, medmindre de selv

ønsker det.

Men man må godt ved lov oprette nye dom-

stole eller lægge flere domstole sammen.

Hvis det sker, kan dommeren ikke nægte at

lade sig forflytte eller afskedige.

Dommere kan afskediges, når de fylder 65

år. Men de skal alligevel have løn, indtil de

bliver 70 år. Først da skal en dommer gå af

på grund af alder. Herefter kan han eller

hun få tjenestemandspension.

§ 65 Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed

og mundtlighed i videst muligt omfang.

Stk. 2. I strafferetsplejen skal lægmænd

medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke

sager og under hvilke former denne medvir-

ken skal finde sted, herunder i hvilke sager

nævninger skal medvirke.

§ 65Stk. 1. Så vidt det er muligt, skal retssager

være åbne for offentligheden. Folk skal kun-

ne overvære retssagerne, ligesom pressen

skal kunne skrive om dem.

Alligevel er der en række undtagelser fra

denne grundregel. De står i retsplejeloven.

64

F.eks. kan dommeren beslutte, at dørene

skal lukkes i en sag. Det sker som regel af

hensyn til offeret eller den tiltalte. Og det

sker faktisk ret tit. Dommeren kan også be-

stemme, at der skal være referat- eller nav-

neforbud. Det betyder, at pressen ikke må

referere fra retssalen eller ikke må skrive

offerets eller den tiltaltes navn. Det sker

også ret tit.

Dørene kan også lukkes af hensyn til politi-

ets opklaringsarbejde i en sag.

Stk. 2. Det er ikke kun dommere med en

juridisk uddannelse, som dømmer i straffe-

retssager. Ifølge grundloven skal der også

være almindelige borgere med som domme-

re. De kaldes lægmænd.

Dette princip blev indført i 1849, fordi man

havde dårlige erfaringer med retssystemet i

enevældens sidste år. Der var en tendens til,

at domstolene slog meget hårdt ned, når sa-

gerne på den ene eller anden måde var poli-

tiske. Folk, der var kritiske over for samfun-

det, fik ofte meget hårde straffe.

Selv om princippet om lægmænd blev ind-

ført i 1849, blev det først gennemført i rets-

plejeloven i 1919.

Det er op til Folketinget at bestemme, hvor-

dan lægmændene skal fungere. Det sker ved

lovgivning.

Lægmændene optræder i retten under to

forskellige former: som domsmænd og som

nævninger.

I en domsmandssag er der to “civile” doms-

mænd og én juridisk dommer, hvis sagen

foregår i byretten. I landsretten er der tre

civile domsmænd og tre juridiske dommere.

De behandler sager af mindre grov karakter

som f.eks. tyveri, hvor den tiltalte ikke er-

kender sig skyldig. Domsmændene og dom-

merne afgør i fællesskab, om den tiltalte er

skyldig eller ej. De udmåler også straffen i

fællesskab.

Nævninger optræder i større sager i lands-

retten, f.eks. sager om mord, grov vold eller

røveri, hvor strafferammen er mindst 4 års

fængsel. Her har man 12 nævninger (læg-

dommere) og tre juridiske dommere. De 12

nævninger skal afgøre, om den tiltalte er

skyldig eller ej, mens nævningerne og de

65

juridiske dommere sammen udmåler straf-

fen. De juridiske dommere kan ikke ændre

den afgørelse, nævningerne er kommet frem

til om skyldsspørgsmålet. Men hvis næv-

ningerne har fundet en tiltalt skyldig og de

juridiske dommere mener, at tiltalte skal fri-

findes, kan de kræve, at sagen skal for et

nyt nævningeting.

66

Kapitel VII handler om den danske

folkekirke.

§ 66 Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 66Folkekirken styres gennem en lov, der ved-

tages af Folketinget. Faktisk skal det ifølge

grundloven være en særlig lov, det skal

nemlig være en “forfatning”.

Bestemmelsen er gået igen, siden den første

grundlov blev vedtaget. Tanken var den-

gang, at kirken skulle have en mere selv-

stændig rolle i forhold til staten. Derfor

skulle der laves en egentlig kirkeforfatning.

Det er nu aldrig sket. I stedet har vi en lov,

der giver folkekirkens medlemmer indfly-

delse gennem menighedsråd. Men mange

spørgsmål om kirken afgøres af kirkeminis-

teren.

§ 67 Borgerne har ret til at forene sig i samfund

for at dyrke Gud på den måde, der stemmer

med deres overbevisning, dog at intet læres

eller foretages, som strider mod sædelighe-

den eller den offentlige orden.

§ 67Folk har ikke nogen pligt til at være med-

lem af folkekirken. De må dyrke deres gud,

som de vil. Vi har religionsfrihed.

Folk har også ret til f.eks. at holde gudstje-

neste eller at bede, som de vil. Men de skal

overholde de regler, som i øvrigt gælder i

samfundet. F.eks. kan man ikke bare bygge

en kirke eller en moské. Det kræver først

godkendelse af kommunen. Og hvis man

f.eks. vil gå i et optog gennem byen, skal

man give besked om det til politiet.

Man skal også respektere de regler, der gæl-

der forskellige steder. F.eks. blev en soma-

lisk mand bortvist fra et AMU-Center, fordi

han lagde sig på knæ på gulvet i skolens

kantine og bad. Skolen forbød ham at udfø-

re sin bøn på fællesarealerne. I stedet måtte

han bruge klasselokaler, værksteder og lign.

Da han alligevel igen bad på skolens fæl-

lesarealer, blev han bortvist.

68

Kapitel VII

Sagen har været behandlet i både landsret-

ten og Højesteret. Og begge instanser har

givet skolen ret. Bortvisningen var ikke et

udtryk for forskelsbehandling på grund af

somalierens religion.

Religionsfriheden gælder ikke kun for dan-

skere. Den gælder alle, der opholder sig in-

den for rigets grænser, også folk, som kun er

i landet i en periode.

§ 68 Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til

nogen anden gudsdyrkelse end den, som er

hans egen.

§ 68Som nævnt i § 67 har man ikke pligt til at

være medlem af folkekirken. Man har heller

ikke pligt til rent personligt at betale til fol-

kekirken, hvis man ikke er medlem af den.

Folkekirkens økonomi er skruet sådan sam-

men, at alle medlemmer betaler en såkaldt

kirkeskat. Den dækker de udgifter, kirken

har til at holde gudstjenester eller andre kir-

kelige handlinger. Man er fri for at betale

kirkeskat, hvis man ikke er medlem af

Folkekirken.

Men staten har ifølge grundlovens § 4 pligt

til at “understøtte” den danske folkekirke.

Det betyder, at staten betaler en del af folke-

kirkens udgifter. Det sker gennem de skatter

og afgifter, som staten i øvrigt får ind – og

hermed betaler alle til folkekirken, uanset

hvilken tro de har. Det er ikke i strid med

grundlovens § 68. Den beskytter kun mod

“personlige” bidrag. Og de almindelige

skatter og afgifter, som folk betaler, regnes

ikke for personlige i denne forbindelse.

§ 69 De fra folkekirken afvigende trossamfunds

forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 69Folketinget kan vedtage en lov for andre

trossamfund. Det vil sige de trossamfund,

som står uden for folkekirken. Men det er

endnu ikke sket.

I stedet har man gennemført en række

regler. F.eks. må præster fra visse andre

69

trossamfund gerne udføre kirkelige hand-

linger som f.eks. vielser. Vielserne har sam-

me gyldighed, som hvis en præst fra folke-

kirken havde udført dem. Betingelsen er

dog, at staten har givet tilladelse til, at tros-

samfundets præster kan foretage vielser.

§ 70 Ingen kan på grund af sin trosbekendelse

eller afstamning berøves adgang til den ful-

de nydelse af borgerlige og politiske rettig-

heder eller unddrage sig opfyldelsen af

nogen almindelig borgerpligt.

§ 70Denne paragraf er religionsfrihedens ho-

vedbestemmelse. Den slår fast, at ingen må

forskelsbehandles på grund af deres religion

eller race. Alle har uanset race eller tro de

samme politiske og borgerlige rettigheder.

Staten kan f.eks. ikke forbyde jøder eller

muslimer at blive lærere eller embeds-

mænd. Staten kan heller ikke forbyde dem

f.eks. at stemme eller stille op for et politisk

parti.

Til gengæld har alle borgere også de samme

pligter i forhold til samfundet.

Man kan f.eks. ikke slippe for at betale skat

eller aftjene værnepligt, fordi man har en

anden tro.

70

Kapitel VIII handler om borgernes rettighe-

der og friheder. Man kalder kapitlet for

grundlovens friheds- eller menneskerettig-

hedskapitel.

§ 71 Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig.

Ingen dansk borger kan på grund af sin po-

litiske eller religiøse overbevisning eller sin

afstamning underkastes nogen form for fri-

hedsberøvelse.

Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted

med hjemmel i loven.

Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24

timer stilles for en dommer. Hvis den an-

holdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal

dommeren ved en af grunde ledsaget ken-

delse, der afsiges snarest muligt og senest

inden tre dage, afgøre, om han skal fængs-

les, og, hvis han kan løslades mod sikker-

hed, bestemme dennes art og størrelse.

Denne bestemmelse kan for Grønlands ved-

kommende fraviges ved lov, for så vidt dette

efter de stedlige forhold må anses for på-

krævet.

Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsi-

ger, kan af vedkommende straks særskilt

indbringes for højere ret.

Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægts-

fængsel for en forseelse, som kun kan med-

føre straf af bøde eller hæfte.

Stk. 6. Uden for strafferetsplejen skal lovlig-

heden af en frihedsberøvelse, der ikke er

besluttet af en dømmende myndighed, og

som ikke har hjemmel i lovgivningen om

udlændinge, på begæring af den, der er be-

røvet sin frihed, eller den, der handler på

hans vegne, forelægges de almindelige dom-

stole eller anden dømmende myndighed til

prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes

ved lov.

Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte

personer undergives et af Folketinget valgt

72

Kapitel VIII

tilsyn, hvortil de pågældende skal have ad-

gang til at rette henvendelse.

§ 71Stk. 1. Folketinget bestemmer ved lov, hvad

der skal være strafbart. Men grundloven har

fastsat nogle rammer for, hvad der ikke kan

straffes. Her slås fast, at folk ikke må anhol-

des, sættes i fængsel eller indspærres på

anden måde på grund af deres politiske

holdninger, deres tro eller deres afstamning.

Bestemmelsen gælder kun danske statsbor-

gere, mens resten af § 71 gælder alle, der

opholder sig i Danmark.

Stk. 1 er ligesom stk. 2, 6 og 7 sat ind i § 71,

da grundloven blev revideret i 1953. Det var

efter krigen. Den er stærkt inspireret af,

hvad der skete under den tyske besættelse

af Danmark i årene 1940-45. Her fængslede

det danske politi landets kommunister –

også dem, der sad i Folketinget. Og tyskerne

forfulgte også jøder i Danmark, så mange af

den grund måtte flygte til Sverige.

Stk. 2. Politiet kan ikke bare anholde folk.

Der skal være en mistanke om, at de har

gjort noget, som er i strid med loven.

Betingelserne står i retsplejeloven. Friheds-

berøvelse ved f.eks. tvangsindlæggelse på et

psykiatrisk hospital er også reguleret ved lov.

Stk. 3. Hvis man bliver anholdt af politiet,

skal man stilles for en dommer, inden der

er gået 24 timer. Det kaldes for et grund-

lovsforhør.

I praksis betyder det, at man skal løslades,

inden der er gået 24 timer. Ellers skal man i

grundlovsforhør, hvor en dommer tager stil-

ling til fængslingen.

Dommeren har lov til at udskyde spørgsmå-

let om fængsling i 3 dage. Man kalder det at

opretholde fængslingen. Det sker som regel

for at give politiet tid til at samle flere bevi-

ser, der kan underbygge sagen. Men dom-

meren må ikke opretholde fængslingen,

hvis det er helt tydeligt, at der ikke er

nogen sag.

Ved grundlovsforhøret kan politiet bede om,

at den anholdte fortsat skal være i fængsel.

Politiet skal komme med en grund. Det kan

73

f.eks. være af hensyn til deres efterforsk-

ning. Den kan blive vanskelig, hvis den

mistænkte er fri og kan skjule spor eller tale

med vidner. Hvis dommeren er enig med

politiet, kan han bestemme, at den anholdte

skal fængsles i en periode. Det kaldes vare-

tægtsfængsling. Dommeren har pligt til at

begrunde, hvorfor den mistænkte anbringes

i varetægtsfængsel.

Grundloven lægger op til, at der kan indfø-

res særlige regler i Grønland. Det skal ske

ved en lov.

Stk. 4. Dommerens beslutning kaldes en

kendelse. Hvis den anholdte er utilfreds

med kendelsen, kan han klage til landsret-

ten.

Landrettens afgørelse skal følges. Men der

kan gå et stykke tid, inden landsretten be-

handler sagen. Og man undgår ikke at blive

varetægtsfængslet i den periode.

Stk. 5. Man kan kun blive varetægtsfæng-

slet, hvis dommeren mener, at der er tale

om en forbrydelse, der straffes med fængsel.

Hvis sagen handler om en forseelse, der

“kun” giver hæfte eller bøde, kan man ikke

blive varetægtsfængslet.

Stk. 6. Når man fængsles, bliver man berø-

vet sin frihed. Men det er ikke den eneste

måde at blive berøvet sin frihed på. Hvis

man f.eks. i en periode er så syg, at man er

til fare for sig selv eller sine omgivelser, kan

man blive tvunget til at opholde sig på et

psykiatrisk hospital. Man bliver i så fald

tvangsindlagt, og det har ikke noget med

straf eller straffeloven at gøre.

En sådan frihedsberøvelse kan indbringes

for domstolene. Det behøver ikke at være

patienten selv, der klager. F.eks. kan et fami-

liemedlem eller en ven, der handler på pati-

entens vegne, rejse sagen.

Stk. 6 omfatter ikke den frihedsberøvelse,

som sker efter lovgivningen om udlændin-

ge. Efter udlændingelovens § 36 kan fri-

hedsberøvelse f.eks. ske, hvis man skal af-

gøre, om en udlænding skal udvises. En

sådan frihedsberøvelse kan altid indbringes

74

for domstolene. Det sikrer udlændingelo-

vens § 37 – ikke grundloven.

Stk. 7. Folketinget skal vælge et tilsyn, der

skal holde øje med behandlingen af de men-

nesker, der er omtalt i stk. 6. Tilsynet består

af ni medlemmer og vælges i begyndelsen af

hver folketingssamling. Man kan klage over

behandlingen til dette tilsyn eller til om-

budsmanden.

§ 72 Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse,

beslaglæggelse og undersøgelse af breve og

andre papirer samt brud på post-, telegraf-

og telefonhemmeligheden må, hvor ingen

lov hjemler en særegen undtagelse, alene

ske efter en retskendelse.

§ 72Denne paragraf værner om privatlivets fred.

Den sætter grænserne for, hvilke indgreb

offentlige myndigheder kan tillade sig i

folks privatliv.

Først og fremmest er folks boliger beskyttet.

Det samme er “private” lokaler og bygnin-

ger, hvor ikke alle og enhver har adgang.

Beskyttelsen betyder, at politiet ikke bare

kan bryde ind i private hjem og undersøge

dem. Det kræver, at en dommer først siger

ja. Politiet skal have en såkaldt retsken-

delse. Det gælder også, hvis de f.eks. ønsker

at åbne folks breve eller aflytte deres telefo-

ner.

Der er dog visse undtagelser. Der er ikke

altid tid til at skaffe en retskendelse. Hvis

politiet f.eks. jager en forbryder, der gem-

mer sig i et hus, har politiet lov til at skaffe

sig adgang til huset med magt, hvis der er

fare for, at forbryderen ellers undslipper.

Bagefter skal en dommer godkende denne

handling.

I visse tilfælde kan andre myndigheder end

politiet, f.eks. skattemyndighederne, under-

søge folks private regnskaber uden først af

få tilladelse af en dommer.

§ 73 Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen

kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden

75

hvor almenvellet kræver det. Det kan kun

ske ifølge lov og mod fuldstændig erstat-

ning.

Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspro-

priation af ejendom er vedtaget, kan en

tredjedel af Folketingets medlemmer inden

for en frist af tre søgnedage fra forslagets en-

delige vedtagelse kræve, at det først indstil-

les til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til

Folketinget har fundet sted og forslaget på

ny er vedtaget af det derefter sammentræ-

dende Folketing.

Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropria-

tionsaktens lovlighed og erstatningens stør-

relse kan indbringes for domstolene.

Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved

lov henlægges til domstole oprettet i dette

øjemed.

§ 73Denne paragraf beskytter folks ejendom.

Beskyttelsen omfatter alle ejere, danskere

såvel som udlændinge, selskaber såvel som

privatpersoner.

Ordet ejendom skal forstås i meget bred for-

stand. Grundloven beskytter de rettigheder,

som er grundlaget for folks økonomiske ek-

sistens. F.eks. beskytter § 73 et krav på løn

og pension, man selv har sparet op.

Man har retten til de ting, man har købt og

ejer. Det gælder også, hvis man f.eks. har

købt et hus eller et stykke jord. Men det kan

ske, at stat eller kommune pludselig har

brug for folks ejendom. Hvis der f.eks. skal

anlægges en offentlig vej, bliver projektet

ikke standset, fordi en grundejer ikke vil

sælge sin jord. I sådan en situation kan stat

og kommune overtage folks ejendom og give

erstatning i stedet. Man kalder det at eks-

propriere folks ejendom.

Det kan imidlertid ikke ske uden videre.

Projektet skal komme samfundet til gode.

Der skal vedtages en lov, som giver tilla-

delse til ekspropriationen. Og der skal gives

fuld erstatning for den ejendom, stat eller

kommune overtager.

76

Stk. 2. Det kan være svært at komme igen-

nem med en lov om ekspropriation. Hvis en

tredjedel eller 60 medlemmer af Folketinget

er imod en lov om ekspropriation, kan de

kræve, at den skal udskydes til efter næste

folketingsvalg. Og så skal det nye Folketing

stemme om loven.

Denne “indsigelse” fra mindretallet skal

komme, inden der er gået 3 hverdage.

Tidsfristen regnes fra den dag, loven er ble-

vet vedtaget.

Stk. 3. Bestemmelsen om, at ekspropriation

kun kan finde sted mod fuldstændig erstat-

ning, er det vigtigste led i grundlovens be-

skyttelse af ejendomsretten. Men det er ikke

altid let at afgøre, hvad der er “fuldstændig

erstatning”. Det er heller ikke altid så let at

afgøre, hvornår “almenvellet” kræver en

ekspropriation.

Derfor giver stk. 3 mulighed for, at man kan

gå til domstolene for at få prøvet sin sag.

Domstolene kan både tage stilling til, om

ekspropriationen er lovlig, og om erstatnin-

gen f.eks. er høj nok.

Hvis Folketinget ønsker det, kan man opret-

te en særlig domstol til at tage sig af den

slags sager. Det er nu ikke sket.

§ 74 Alle indskrænkninger i den fri og lige

adgang til erhverv, som ikke er begrundede

i det almene vel, skal hæves ved lov.

§ 74Denne bestemmelse stammer fra 1849, da

den første grundlov blev udformet.

Dengang bestemte de forskellige erhverv

selv, hvor mange konkurrenter der skulle

være. Tømrerlavet bestemte antallet af tøm-

rere, bagerlavet bestemte antallet af bagere,

osv. På den måde kunne håndværkerne bl.a.

holde fast i et bestemt prisniveau for deres

arbejde.

Denne magt var mange mennesker utilfred-

se med. Derfor indførte man såkaldt næ-

ringsfrihed med grundloven.

Der er dog stadig visse begrænsninger i fri-

heden til at udføre et erhverv. Men det er

ikke længere de enkelte brancher, der sætter

77

grænserne. Det er Folketinget og kommu-

nerne.

Visse erhverv bliver dog stadig stærkt regu-

leret. Det gælder f.eks. taxakørsel og bus-

drift. Man kan ikke bare sætte sig ind i en

bil og kalde sig taxavognmand. Det kræver

en særlig tilladelse fra kommunen. Og der

gives kun et begrænset antal taxabevillinger.

§ 75 Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det til-

stræbes, at enhver arbejdsduelig borger har

mulighed for arbejde på vilkår, der betryg-

ger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig

eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler

nogen anden, er berettiget til hjælp af det

offentlige, dog mod at underkaste sig de for-

pligtelser, som loven herom påbyder.

§ 75Stk. 1. Grundloven fastslår, at enhver bor-

ger, der kan arbejde, skal have mulighed for

det på rimelige vilkår. Hvis det altså kan

lade sig gøre.

Den sidste sætning er vigtig. Den betyder

nemlig, at en arbejdsløs ikke kan kræve at

få et arbejde med henvisning til grundlo-

ven.

Stk. 1 er ikke en bestemmelse, der i sig selv

giver individuelle rettigheder. Den har in-

gen direkte virkning. Man kan sammenligne

den med en politisk formålsbestemmelse,

der fortæller, hvad Folketinget skal arbejde

hen imod. Den virker på samme måde som

f.eks. EU-traktatens artikel 2. Den siger, at

EU-landene skal arbejde på at få et højt

beskæftigelsesniveau.

Stk. 2. Denne del af § 75 har større praktisk

betydning end stk. 1. Den siger nemlig, at

enhver, der ikke kan forsørge sig selv, skal

have hjælp af det offentlige.

Inden det offentlige træder til, skal den en-

kelte have udnyttet sine egne muligheder.

Det kan være gennem at arbejde eller ved at

bruge sin egen formue. Men der kan også

være tale om, at andre har en forsørgelses-

pligt. Ægtefæller eller registrerede partnere

78

har pligt til at forsørge hinanden. Ligesom

forældre har pligt til at forsørge deres børn,

så længe de er under 18 år.

Det er imidlertid ikke alle, der lever op til

deres forpligtelser. Hvis en fraskilt far f.eks.

ikke betaler børnepenge til moderen og bar-

net, træder det offentlige til. Det er bestemt

i sociallovgivningen.

Et par, der lever sammen uden papir, har

ikke pligt til at forsørge hinanden. Børn har

ikke pligt til at forsørge deres forældre. Og

forældrene har ikke pligt til at forsørge børn

over 18 år.

Den offentlige hjælp er fastsat i sociallov-

givningen.

Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem

der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende

love har bestemt, at det er “enhver, som op-

holder sig lovligt her i landet”. Det står også

i de seneste sociallove: lov om social servi-

ce og lov om aktiv socialpolitik.

Det har givet en del problemer med fortolk-

ningen, især i forhold til unge, studerende

og udlændinge.

Studerende er tilmeldt en uddannelse og

står derfor ikke til rådighed for arbejdsmar-

kedet. Derfor har studerende som regel hel-

ler ikke krav på hjælp. Til gengæld har unge

over 18 år et selvstændigt krav på hjælp. Og

det har udlændinge også, da grundloven

ikke kræver, at folk skal være danske stats-

borgere for at få hjælp.

I lov om aktiv socialpolitik er det bestemt,

at retten til socialhjælp afhænger af, om

man opholder sig lovligt i landet. Men det

er spørgsmålet, om det helt stemmer over-

ens med grundloven. En kommune er f.eks.

blevet dømt til at betale kontanthjælp til en

person, der ikke havde lovlig bopæl i kom-

munen. Domstolens synspunkt var, at

spørgsmålet om bopælens lovlighed ikke

havde noget med kontanthjælpen at gøre.

§ 76 Alle børn i den undervisningspligtige alder

har ret til fri undervisning i folkeskolen.

Forældre eller værger, der selv sørger for, at

børnene får en undervisning, der kan stå

mål med, hvad der almindeligvis kræves i

79

folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene

undervise i folkeskolen.

§ 76Alle børn har ret til at modtage gratis un-

dervisning i folkeskolen. Faktisk har alle

børn også pligt til at modtage undervisning.

Folketinget har nemlig indført 9 års under-

visningspligt. Det står i folkeskoleloven.

Grundloven slår fast, at undervisningen i

folkeskolen skal være gratis. Til gengæld er

forældrene ikke tvunget til at sende deres

børn i folkeskole. Undervisningen kan fore-

gå hjemme eller på en privat skole. Men

undervisningen skal kunne stå mål med fol-

keskolens undervisning.

Mange mennesker vælger folkeskolen fra af

f.eks. pædagogiske eller religiøse grunde.

Men hvis man vælger en anden type skole,

må man selv betale for skolegangen.

Grundloven sikrer kun, at folkeskolen er

gratis.

I den almindelige lovgivning er der regler

om, at det offentlige skal give tilskud til pri-

vatskoler m.v.

§ 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og

tale at offentliggøre sine tanker, dog under

ansvar for domstolene. Censur og andre

forebyggende forholdsregler kan ingensinde

påny indføres.

§ 77Alle borgere kan udtrykke det, de vil. Man

kan sige, skrive eller på anden måde ud-

trykke sine tanker offentligt. Men samtidig

må man også tage ansvaret for det, man

siger eller skriver. Lovgivningen sætter

nemlig nogle grænser for, hvad man kan til-

lade sig at sige eller skrive offentligt.

Hvis man f.eks. er meget grov og fornærmer

et andet menneske offentligt, kan man risi-

kere at blive stævnet i en såkaldt injuriesag.

Og hvis man f.eks. skriver noget, der truer

landets sikkerhed, kan man blive tiltalt ved

domstolene.

Indimellem ser man artikler og indlæg i avi-

ser eller blade, som optræder uden navn. I

de tilfælde er det den ansvarshavende re-

daktør, som har ansvaret for det, der står.

80

Derfor skal navnet på den ansvarshavende

redaktør altid stå i bladet. Det samme skal

bladets tryksted.

Selv om grundloven garanterer ytringsfri-

hed for alle, kan den i nogle situationer be-

grænses. Det gælder f.eks., hvis folk er i

fængsel. Myndighederne har lov til at ind-

skrænke indsattes ytringsfrihed, hvis det er

nødvendigt for sikkerhed og orden.

Forsvaret har også lov til at indskrænke sol-

daternes ytringsfrihed, hvis det sker af hen-

syn til orden og disciplin.

I princippet gælder ytringsfriheden natur-

ligvis også offentligt ansatte. Men samtidig

er f.eks. sagsbehandleren på et socialkontor

underlagt en tavshedspligt. Den betyder

bl.a., at sagsbehandleren ikke må udtale sig

om en række konkrete ting, han har fået at

vide gennem sit arbejde.

Grundloven beskytter mod “censur og andre

forebyggende forholdsregler”. Det betyder,

at politiet først kan skride ind mod et blad

eller en bog, når den er udkommet.

Myndighederne kan ikke forlange at gen-

nemse et manuskript på forhånd.

Alligevel kan man godt skride ind mod en

udgivelse, før den er trykt, også uden at

overtræde grundloven. Der kan nedlægges

forbud mod en offentliggørelse, hvis man

kan overbevise en dommer om, at den gør

stor skade og er ulovlig. Det er op til foged-

retten at afgøre, om der skal nedlægges et

såkaldt fogedforbud mod udgivelsen.

Det skete f.eks. i 1980’erne, hvor Frimurer-

ordenen kom igennem med forbud mod, at

Danmarks Radio viste en tv-udsendelse om

ordenen. Udsendelsen ville afsløre nogle af

Frimurerordenens hemmelige optagelsesri-

tualer. Sagen blev endeligt afgjort i

Højesteret. Og her fik Frimurerordenen

medhold. Højesteret mente, at optagelsesri-

tualerne berørte private forhold. Derfor var

de beskyttet mod offentliggørelse.

Tv-udsendelsen om Frimurerordenen er al-

drig blevet vist.

I en anden sag gik det modsat. Den stammer

også fra 1980’erne. Her var der i en periode

megen debat om landmændenes brug af me-

dicin til husdyr. Plakatkunstneren Mikael

Witte blandede sig i debatten ved at lave en

81

plakat, der var forsynet med teksten:

“Danske svin er sunde, de strutter af peni-

cillin”. Plakaten viste en tegning af en glad

gris, som var en satirisk efterligning af

noget reklamemateriale fra Andelsslagteri-

erne. Slagteriorganisationerne blev sure. De

forsøgte at få nedlagt forbud mod plakaten.

Men Højesteret slog fast, at plakaten ikke

var ulovlig. Retten lagde vægt på, at plaka-

ten var et indlæg i en samfundsdebat og

derfor var relevant for offentligheden.

Forbudet mod censur blev indført i 1849.

Før den tid blev bøger og blade undersøgt af

en af kongens embedsmænd, før de blev

trykt. Han fjernede det, han ikke brød sig

om, og først da kunne bøger og blade blive

offentliggjort.

§ 78 Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgåen-

de tilladelse at danne foreninger i ethvert

lovligt øjemed.

Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger

at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold

eller lignende strafbar påvirkning af ander-

ledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en

regeringsforanstaltning. Dog kan en forening

foreløbig forbydes, men der skal da straks

anlægges sag imod den til dens opløsning.

Stk. 4. Sager om opløsning af politiske for-

eninger skal uden særlig tilladelse kunne

indbringes for rigets øverste domstol.

Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsæt-

tes nærmere ved lov.

§ 78Grundlovens § 78 sikrer, at der er forenings-

frihed. Det er en grundlæggende ret i det

danske samfund, hvor foreninger spiller en

ret stor rolle. Bestemmelsen er først og

fremmest med for at beskytte foreninger

imod, at staten blander sig. Den beskytter til

gengæld ikke imod, at private blander sig.

Og den beskytter heller ikke den enkelte

borgers ret til at stå uden for en forening.

82

Stk. 1. Borgere har ret til at danne forenin-

ger. De behøver ikke at spørge nogen først.

Men foreningen skal være lovlig. Det vil

sige, at dens formål ikke må være at begå

ulovligheder.

Stk. 2. Hvis en forening bruger vold eller

andre, tilsvarende ulovlige metoder for at

nå sit mål, skal den opløses. Det skal i så

fald ske ved en dom. Og det er justitsminis-

teren, der skal rejse sagen.

Den særlige bestemmelse om foreninger, der

bruger vold, blev indført i 1953 – 8 år efter

den tyske besættelse af Danmark. Under be-

sættelsen oprettede tyskerne nemlig korps

og foreninger, der havde det formål at spre-

de vold og terror i befolkningen. Hipo-korp-

set er et eksempel på sådan et korps.

Stk. 3. Statsmagten eller regeringen kan

ikke blot opløse en forening. Dog kan rege-

ringen i særlige tilfælde gribe ind og forby-

de en forening midlertidigt. Men regeringen

skal straks indbringe sagen for domstolene.

Og hvis domstolene kommer frem til et

andet resultat end regeringen, bliver opløs-

ningen kendt ugyldig. Domstolene har det

sidste ord i den forbindelse.

Stk. 4. Hvis en sag drejer sig om opløsning

af en politisk forening, kan sagen gå direkte

til Højesteret. Man behøver ikke først at få

en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Stk. 5. De nærmere regler for virkningerne

af, at en forening opløses, skal fremgå af en

lov. Folketinget har dog ikke vedtaget sådan

en lov. Man bruger de almindelige forening-

sregler og straffeloven i stedet.

§ 79 Borgerne har ret til uden forudgående tilla-

delse at samle sig ubevæbnede. Offentlige

forsamlinger har politiet ret til at overvære.

Forsamlinger under åben himmel kan forby-

des, når der af dem kan befrygtes fare for

den offentlige fred.

83

§ 79Denne paragraf hænger tæt sammen med

§ 77 og § 78. Disse tre paragraffer udgør de

klassiske frihedsrettigheder: retten til at tale

frit, retten til at danne foreninger og endelig

retten til at forsamle sig. § 79 sikrer, at alle

personer, der opholder sig i landet, har ret

til at holde møder eller demonstrere når

som helst. De må blot ikke have våben.

Politiet har ret til at overvære de offentlige

møder.

Hvis mødet foregår i det fri, kan politiet for-

byde det, men kun hvis der er “fare for den

offentlige fred”. Det kan være, hvis der

f.eks. er trusler om omfattende uroligheder

mellem demonstranter og andre grupper

mennesker. Politiet kan dog forlange at få et

møde flyttet til et andet sted, hvis mødet

forstyrrer trafikken væsentligt eller er til

stor gene for andre.

Man skal ikke bede politiet om tilladelse til

at holde møde. Men hvis man f.eks. plan-

lægger at holde en demonstration i det fri,

skal man give politiet besked i forvejen.

Man skal “anmelde” demonstrationen ved

at fortælle mødetidspunktet, ruten og møde-

stedet. Og det skal helst ske senest 24 timer

før, demonstrationen går i gang. Gør man ik-

ke det, risikerer man at få en bøde. Men

demonstrationen bliver ikke ulovlig af den

grund. Disse bestemmelser står i politived-

tægten.

§ 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den

ikke angribes, kun skride ind, efter at

mængden tre gange i kongens og lovens

navn forgæves er opfordret til at skilles.

§ 80Et opløb er ikke det samme som en forsam-

ling. Men en forsamling kan udvikle sig til

et opløb, hvis den mister ledelse og selv-

kontrol og udvikler sig til kaos og tumult.

Hvis der sker opløb, kan politiet skride ind.

Men politiet skal advare tre gange først.

Faktisk bestemmer grundloven også, hvad

politiet skal sige i den situation. De skal

bede mængden om at skilles i “lovens og

dronningens navn”.

84

Først hvis folkemængden nægter at følge

opfordringen, har politiet lov til at angribe.

Denne “opløsningsformular” er vigtig. Efter

urolighederne i forbindelse med EU-afstem-

ningen i 1993 frifandt landsretten nogle del-

tagere i opløbet. De var tiltalt for ikke at føl-

ge politiets ordre. Men de blev frifundet,

fordi politiet ikke havde brugt “opløsnings-

formularen”.

§ 81 Enhver våbenfør mand er forpligtet til med

sin person at bidrage til fædrelandets for-

svar efter de nærmere bestemmelser, som

loven foreskriver.

§ 81Hvis en mand kan bære våben, er han for-

pligtet til at gøre tjeneste som soldat. Denne

forpligtelse kaldes for værnepligt.

Grundloven fastslår kun, at der skal være

værnepligt. Det er op til Folketinget at be-

stemme reglerne for denne pligt. Og her har

man bl.a. bestemt, at folk kan blive fri for

militærtjeneste, hvis det strider mod deres

overbevisning f.eks. at bære våben. I stedet

for militærtjeneste er militærnægtere tvung-

et til at gøre samfundstjeneste i f.eks. en

social institution.

De værnepligtige udvælges efter saglige og

ensartede kriterier som f.eks. alder, helbred

og uddannelse. Og selv om der står “våben-

før mand” i paragraffen, kan Folketinget

godt bestemme, at der også skal indføres

værnepligt for kvinder. Det er nu ikke sket.

§ 82 Kommunernes ret til under statens tilsyn

selvstændigt at styre deres anliggender ord-

nes ved lov.

§ 82Det er ikke bare stat og regering, der styrer

Danmark. Mange beslutninger træffes tætte-

re på borgerne – dér, hvor de bor.

Danmark er delt op i 275 kommuner og 14

amtskommuner. Kommunerne tager sig af

lokale forhold som f.eks. skole, børnepas-

ning, hjælp til gamle og syge og udbetaling

af sociale ydelser. Kommunerne sørger også

85

for el, vand og renovation og forskellige

kulturtilbud. Amtskommunerne tager sig af

de opgaver, som kommunerne er for små til

at klare. Det er f.eks. hospitaler, anlæggelse

af større veje og de unges uddannelse efter

folkeskolen.

Grundloven sikrer, at kommunerne har selv-

styre. Men staten fører tilsyn med kommu-

ner og amtskommuner. Det er reguleret gen-

nem en lov, der hedder lov om kommuner-

nes styrelse.

§ 83 Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang

knyttet forret er afskaffet.

§ 83Denne paragraf er vendt mod de fordele,

man blev født til i gamle dage.

Dengang var samfundet mere klassedelt,

end det er i dag. Man blev født ind i en be-

stemt “stand”, eller man blev født til en

særlig titel eller rang. Og det gav mange for-

dele – såkaldte privilegier.

Det var en stor fordel at være adelig, det vil

sige at have en titel som f.eks. greve eller

baron. Adelen havde privilegier, som ingen

almindelige borgere havde. De adelige betal-

te f.eks. ikke så meget i skat.

Disse privilegier afskaffede den første

grundlov i 1849. Men allerede dengang var

tiden løbet lidt fra bl.a. adelens særlige rettig-

heder. Der var ikke mange privilegier tilbage.

Grundlovsbestemmelsen afskaffer rettighe-

derne én gang for alle. Men den afskaffer

ikke retten til at adle bestemte folk. Det har

dog ikke den store betydning i dag.

§ 84 Intet len, stamhus, fideikommisgods eller

andet familiefideikommis kan for fremtiden

oprettes.

§ 84I gamle dage kunne man holde store formu-

er udelt samlede i bestemte familier. Det

kunne ske ved, at f.eks. den ældste søn ar-

vede formuen – måske et helt gods – uden

at han skulle dele med sine søskende. Det

princip gør grundloven op med her.

86

Tidligere kunne kongen belønne sine folk

ved at give dem godser og jord. Man kaldte

dem len. Der blev oprettet mange len, fordi

det gav visse økonomiske fordele for de fa-

milier, som sad på lensgodserne.

De kunne hente store årlige indtægter fra

driften af godserne og skulle ikke betale så

meget i skat.

De mange len betød også, at store dele af de

danske godser var bundet til bestemte grev-

skaber eller baronier. De kom kun særlige

familier til gode.

På samme måde var også stamhuse og fidei-

kommisgodser knyttet til bestemte familier.

Ordet fideikommis kommer fra latin og be-

tyder betroet gods eller midler. Gods og

ejendom gik udelt i arv til familien og kun-

ne ikke sælges.

Siden 1849 har det været forbudt at oprette

nye godser af denne type. Og i 1919 afvikle-

de man alle de len og fideikommiser, som

stadig var tilbage. Ejerne fik en vis erstat-

ning af staten – til gengæld måtte de afleve-

re en del af deres værdier.

§ 85 For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79

givne bestemmelser kun anvendelige med

de indskrænkninger, der følger af de militæ-

re loves forskrifter.

§ 85Soldaters borgerrettigheder er indskrænke-

de. De har ikke helt den samme forenings-

og forsamlingsfrihed som andre borgere.

F.eks. skal de have en særlig tilladelse, hvis

de vil holde møde på kasernen.

Soldater er også underlagt en særlig militær

straffe- og retsplejelov. Det betyder bl.a., at

en soldat kan tilbageholdes i 72 timer,

inden han kommer for en dommer.

87

Kapitel IX består af to paragraffer. De han-

dler specielt om Færøerne, Grønland og

Island.

§ 86 Valgretsalderen til de kommunale råd og

menighedsrådene er den for valg til Folke-

tinget til enhver tid gældende.

For Færøernes og Grønlands vedkommende

fastsættes valgretsalderen til de kommunale

råd og menighedsrådene ved lov eller i hen-

hold til lov.

§ 86Uanset om man stemmer til Folketingsvalg,

menighedsråd eller kommunalvalg er valg-

retsalderen den samme. Det vil sige 18 år.

Men Færøerne og Grønland kan godt beslut-

te en anden valgretsalder for de kommunale

valg. Det har de nu ikke gjort. I 1953 havde

Færøerne en lavere valgretsalder til kommu-

nalvalg end til folketingsvalg. Men det er

blevet lavet om.

§ 87 Islandske statsborgere, der i medfør af loven

om ophævelse af dansk-islandsk forbunds-

lov m.m. nyder lige ret med danske stats-

borgere, bevarer de i grundloven hjemlede

rettigheder, der er knyttede til dansk ind-

fødsret.

§ 87Island blev selvstændigt i 1918. Da vedtog

man en dansk-islandsk forbundslov, der

bl.a. gav islændinge i Danmark samme ret-

tigheder som danske statsborgere.

Det dansk-islandske forbund ophørte i

1944, da Island ville helt ud af forbundet

med Danmark. Men hermed forsvandt også

de særlige rettigheder for islændingene, der

boede i Danmark.

I stedet indførte man en særlig ordning for

islændinge. Den gjaldt islændinge, der hav-

de boet i Danmark på et tidspunkt inden for

en periode på 10 år før 1946, eller som boe-

de her i 1946. Og den ordning blev indføjet

i grundloven, da den blev revideret i 1953.

De særlige rettigheder for islændinge i

89

Kapitel IX

Danmark gælder valgret og valgbarhed og

muligheden for at blive ansat som tjeneste-

mænd. Her er islændingene ligestillede med

danske statsborgere.

Ifølge Indenrigsministeriet var der kun 37

islændinge med disse rettigheder tilbage

ved folkeafstemningen i maj 1998.

90

Kapitel X indeholder én paragraf, der be-

stemmer, hvordan man ændrer grundloven.

§ 88 Vedtager Folketinget et forslag til en ny

grundlovsbestemmelse, og regeringen vil

fremme sagen, udskrives nyvalg til Folke-

tinget. Vedtages forslaget i uændret skik-

kelse af det efter valget følgende Folketing,

bliver det inden et halvt år efter den endeli-

ge vedtagelse at forelægge folketingsvælger-

ne til godkendelse eller forkastelse ved di-

rekte afstemning. De nærmere regler for

denne afstemning fastsættes ved lov. Har et

flertal af de i afstemningen deltagende og

mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettige-

de afgivet deres stemme for Folketingets

beslutning, og stadfæstes denne af kongen,

er den grundlov.

§ 88Her står reglerne for, hvordan man ændrer

grundloven.

Grundloven er den lov, som det er sværest

at ændre. Der er en omfattende procedure,

som skal overholdes.

Først skal Folketinget vedtage grundlovsæn-

dringen. Dernæst kan regeringen udskrive

valg, hvis den vil “fremme sagen”. Efter val-

get skal Folketinget igen vedtage grundlovs-

ændringen. Og ændringsforslaget skal for-

muleres præcis ligesom før. Endelig skal

grundlovsændringen sendes ud til folkeaf-

stemning. Og her gælder nogle ganske særli-

ge regler, som betyder, at det kan være

svært i praksis at komme igennem med en

ændring. Det er nemlig ikke nok, at der er et

flertal for grundlovsændringen. Flertallet

skal være så stort, at det dækker mindst 40

procent af alle de borgere, som er berettige-

de til at stemme. Det betyder faktisk, at alle

tæller med, også selv om de ikke stemmer

eller stemmer blankt. Hvis mange bliver

hjemme på sofaen i stedet for at stemme,

kan det blive svært at få vedtaget en grund-

lovsændring.

Folkeafstemningen skal finde sted senest et

halvt år efter, at grundlovsforslaget er blevet

vedtaget af Folketinget.

92

Kapitel X

Hvis et flertal og mindst 40 procent af væl-

gerne stemmer for grundlovsændringen,

gælder den, når dronningen har skrevet

under.

Før 1953 krævede grundloven, at et flertal

og mindst 45 procent af alle vælgere skulle

stemme for en grundlovsændring. Det be-

tød, at 1953-grundloven kun med nød og

næppe blev vedtaget. Ved folkeafstemnin-

gen den 28. maj 1953 blev forslaget vedtaget

med 1.183.292 ja-stemmer. Det svarede til

45,76 procent af de stemmeberettigede væl-

gere. Kun 319.135 stemte nej.

93

Kapitel XI indeholder én paragraf. Den for-

tæller, hvornår grundloven træder i kraft.

§ 89 Denne grundlov træder i kraft straks. Dog

vedbliver den i henhold til Danmarks Riges

Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af

10. september 1920 senest valgte Rigsdag at

bestå, indtil nyvalg har fundet sted i

overensstemmelse med reglerne i kapitel IV.

Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i

Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915

med ændringer af 10. september 1920 for

Rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.

§ 89Grundloven trådte i kraft den 5. juni 1953,

samme dag som den blev offentliggjort i

Lovtidende.

Men den gamle Rigsdag med 76 medlemmer

af et Landsting og 151 medlemmer af et Fol-

keting fortsatte 4 måneder endnu.

Den 22. september 1953 blev der så holdt

valg til Folketinget i overensstemmelse med

den nye grundlov. Her blev Rigsdagen afløst

af et Folketing med 179 medlemmer, og

Landstinget blev afskaffet.

95

Kapitel XI

Grundloven på let dansk

Udgivet i forbindelse med Grundlovsdebatten 2001

Tekst: FolketingetForord: Ebbe Kløvedal ReichTekstforklaringer: Susannah PedersenJuridisk konsulent: Jens Peter ChristensenIllustrationer: Niels Bo BojesenGrafisk tilrettelæggelse: TriptykonTryk: J.H. Schultz Grafisk A/S

Udgiver: Folketinget i samarbejde med tidsskriftet Samspilmed støtte fra År 2000 Fonden

Distribution: Folketingets Kommunikations- og IT-afdeling,Christiansborg, 1240 København K.

www.grundlovsdebatten.dk

ISBN: 87-89756-54-1

W W W . G R U N D L O V S D E B A T T E N . D K