Doom metal

Doom metal — en kort introduktion

Doom er en af de tungeste genrer i metal, og også en af de ældste. Den har rødder i alt metals moder: Black Sabbath. Det var den mørke stemning og det slæbende tempo i Sab-numre som ”Iron man” og ”Electric funeral”, der var inspiration for de første doom-bands omkring 1980. Et andet forbillede var det obskure 70’er-band Pentagram, som holdt sig i live næsten lige så længe som Sabbath - ind over årtusindskiftet. Typiske træk ved genren er det langsomme tempo, de tunge rytmer og fraværet af guitarblær - i stedet bygges numrene op over dybe akkorder, der falder som slag på en ambolt. Teksten i sangene kredser ofte om død, depression og menneskehedens endeligt. Efterhånden som nye bands kom til og doom metal muterede i undergenrer, blev pionererne fra de tidlige 1980’ere klassificeret som traditionel doom. Det var navne som Saint Vitus, The Obsessed og Witchfinder General. I de følgende årtier blandede doom sig med andre slags metal, så man nu til dags kan vælge mellem episk doom, stoner doom, funeral, death, gothic og sludge doom. Samt et par stykker til, jeg ikke lige kan huske. I det følgende tager vi en tur omkring de vigtigste bands og indspilninger inden for doom. Rigtig glædelig dommedag!

Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne

Redaktion og Layout:

Niels Mark og Jens Laigaard

Saint Vitus fra Californien var blandt pionererne i doom. Skønt de kun udgav en håndfuld plader, fik de stor indflydelse på genrens udvikling. På deres bedste plade, Born too late fra 1986, kan man nyde guitarist Dave Chandlers supermix af Iommi, syrerock og punk.

The Obsessed blev dannet 1976, men fik først album-debut i 1990 - bl.a. fordi frontmand Wino tog fire års orlov for at synge i Saint Vitus. Men efter genforenin-gen blev det til tre skiver klassisk amerikansk doom med et skvæt thrash oveni. Hør kværnen male tungt på The church within fra 1994.

Witchfinder General var samtidige med New Wave Of British Heavy Metal, men skilte sig ud med deres langsomme og syrede spil. Debuten Death penalty (de lavede kun to album) er en hyldest til sex, stoffer, øl, heksekult og ikke mindst lyden af Sabbath.

Engelske Cathedral definerede doom metal på deres første 3-4 plader. Dannet 1989 af Lee Dorrian (ex-Napalm Death). Eksperimenterede på en lang række album med groove, humor og stoner rock. Lukkede showet 2013 som veteraner i genren. Anbefales: The ethereal mirror.

Traditionel doom

Tre engelske bands trådte frem omkring 1990 med udgangspunkt i death metal. Paradise Lost gik den gotiske vej, Anathema og My Dying Bride hældede mod doom, og sidstnævnte leverede et metallisk hovedværk med The angel and the dark river. Violin og keyboards. Erotisk og trøstesløst.

Fire år, en ep, en lp, ingen koncerter. Alligevel fik australske Disembowelment skåret sit mærke i metalhistorien som pionerer inden for death doom. Kan man lide metal, der skrider frem som en sort gletsjer, drevet af slowmotion-riffs og hulemands-growl, må man absolut høre opsamlingen her.

Anathema er en stålhård forvandlingskugle, som er rullet fra death til atmosfærisk prog a la Pink Floyd, men altid med en kerne af selvmorderisk mørke. Anbefalet skive: The silent enigma fra 1995.

Den svenske kvintet Katatonia har lavet en række begavede album, man godt kan kalde scandinavian noir. Et tidligt højdepunkt er Brave murder day fra 1996. Musikken er rå, forvreden og så frysende kold, at den efterlader lytteren følelsesløs.

Death doom

Når man kalder sin debut ”Epicus doomicus metal-licus” er man bestemt for noget stort. Og svenske Candlemass strøg til tops med nr. to, Nightfall, som satte dem i forreste række af doom metal. Originalt, storslået, rædsomt deprimerende og usædvanlig hårdtslående.

DoomSword fra Italien finder sit stof i mytologi og historiske slag og serverer det med überflotte riffs og tordentrommer. Som f.eks. på Let battle commence, der fortæller om vikingernes hærgen og død. På med ringbrynjen og skru op!

Texas-bandet Solitude Aeturnus er blandt dem, der spillede episk doom først og bedst. Hør deres udspil Through the darkest hour (1995). Sådan skal det gøres. Monumental musik med et strejf af power metal og tekster med rod i fantasy fremført af Rob Lowes klagende operastemme.

Ud af Las Vegas og gennem ørkenen kommer denne tank ved navn Demon Lung rullende, langsomt og dræbende. Brændstoffet er Sabbath og Candlemass. Ammunitionen er Shanda Fredricks kraftfulde, hypno-tiske stemme. Check The hundredth name fra 2013.

Episk doom

Funeral doom skal være sindssygt slæbende, ultra depressivt og med dybe grynt fra dødsmærkede mænd. Denne undergenre kommer selvfølgelig fra Finland. Blandt pionererne har vi Thergothon. De gik i graven efter kun ét album, men Stream from the heavens (1994) fik stor indflydelse på andre bands.

Mournful Congregation fra Australien har været på gravens rand i mere end tyve år, og de har givet os en række album, som er knugende, afdæmpede og elegante. Hør The book of kings fra 2011. Med fire numre fordelt på 76 minutter er det musik, man kan gå i (dødlignende) trance til.

De gale nordmænd har også været med i funeral doom fra starten, og hovednavnet er meget passende Funeral (med mottoet “We bury the dead”). Trods dødsfald og selvmord er de stadig på banen med deres lange, melodiske klagesange. Nordisk tungsind. Gotisk skønhed. Hør From these wounds (2007).

“Dette er den smerte du føler, når du har mistet alt hvad du holder af, og livet er tømt for håb og glæde,” skriver en anmelder. Finske Shape of Despair laver nogle af mine yndlingslyde. Og deres album fra 2001, Angels of distress, er den perfekte kur hvis man en dag skulle være i for godt humør.

Funeral doom

Danmark har ét doom-navn med internationalt ry, nemlig mægtige Saturnus. Med udgangspunkt i death metal har bandet glædet alverden med mørk vellyd, komplicerede sangstrukturer og en vokal, der både kan hviske og growle. Hør mesterværket Martyre, produceret 1999 af Flemming Rasmussen, the man.

Nortt består af én person, som aldrig har givet kon-cert og hvis identitet er ukendt. Alligevel har Nortt vakt begejstring i udlandet med sin nihilistiske, dødsfikserede funeral doom, der drives frem af keyboards og lydeffekter. Hør Gudsforladt fra 2003. Glimrende musik at hænge sig til.

Der kommer stadig nyt blod til. F.eks. københavnske Rising, som på debuten To solemn ash skærer det ud i stålplader, at dommedag ikke er aflyst. Man aner lidt psykedelisk Sabbath bag tordenvejret. Et flot arrangeret og hårdtslående album. .

Vi slutter med en perle fra Færøerne: seks herrer i sorte jakkesæt, der spiller death doom. Hamferd vandt Metal Battle ved Wacken Open Air i 2012, med fuld ret, for deres musik er stemningsmættet, skarp og knusende tung. Anbefalet skive: Evst fra 2013.

Dansk doom