henrik skov kristensen gerningsmænd eller ofre? · jeg at give et signalement af det tyske...

Henrik Skov Kristensen

Gerningsmænd eller ofre?

Erindringer om nazismen, Anden Verdenskrig og

efterkrigsårenes retsopgør med særligt henblik på det tyske

mindretal i Sønderjylland

Forsiden: Udsnit af det tyske mindretals mindelund på Knivsbjerg, som fra 1962 til 2012 blev

benævnt ’Ehrenhain’, derefter ’Gedenkstätte’. Bronzetavlen viser navnene på faldne og savnede fra

krigens sidste år og ”faldne som følge af krigen”. Enkelte navne er tydeligvis fjernet fra tavlen.

Dette er sket, fordi de pågældende har vist sig enten at være dødsdømte krigsforbrydere eller

henrettede Gestapomedarbejdere. Foto: Henrik Skov Kristensen.

Bagsiden: Ikonisk foto fra 1970 af forbundskansler Willy Brandts ’Kniefall von Warschau’.

Brandts knæfald foran monumentet for de omkomne fra opstanden i ghettoen i Warszawa er blevet

selve symbolet på Brandts udsoningspolitik over for Østeuropa og for Forbundsrepublikken

Tysklands vedgåelse af ansvar og skyld for Nazi-Tysklands forbrydelser. Foto: Engelbert

Reinike/Bundesarchiv

Denne afhandling er sammen med Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret (2011) den

19. december 2018 af Akademisk Råd ved Det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet,

antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad.

Forsvaret findet sted den 22. marts 2019 på SDU, Sønderborg.

Simon Møberg Torp

Dekan, Det Humanistiske Fakultet

Syddansk Universitet

Campusvej 55

5230 Odense M

www.sdu.dk

http://www.sdu.dk/

2

Indholdsfortegnelse

Indledning s. 4

1. Historiebevidsthed: mellem ’historie’ og ’erindring’ s. 6

2. ’Vergangenheitsbewältigung’ i Forbundsrepublikken, ’nationalsocialis-

mens 2. historie’ s. 18

2.1 De vestlige besættelseszoner 1945-1949 s. 20

2.2 Forbundsrepublikken 1949-1961 s. 24





2.7 Offernarrativer og nye erindringssteder s. 49

2.8 Skyld og ansvar: forskydning over tid s. 55

2.9 Opa war kein Nazi: den kommunikative erindring s. 61

3. Opgøret med fortiden uden for Tyskland s. 71

3.1 Central- og Østeuropa s. 71

3.2 Østrig s. 76

3.3 Alsace-Lorraine s. 77

3.4 Eupen-Malmédy s. 82

4. Det tyske mindretal i Nordslesvig s. 91

4.1 Mindretallet 1938-1945 s. 92

4.2 Mindretallet 1945-1955 s. 95

4.3 Mindretallet 1955-1975 s. 112

4.4 Mindretallet 1975-1984 s. 121

4.5 Mindretallet 1985-2016 s. 137

4.6 Erindringen i det tyske mindretal s. 166

5. Kampen om erindringsstederne s. 179

5.1 Knivsbjerg s. 183

5.2 Ladelund, Neuengamme og Husum-Schwesing s. 194

5.3 Fårhus s. 200

6. ’Public History’ s. 214

3

7. Konklusioner s. 220

Kildefortegnelse s. 227

Noter s. 236

Tak s. 259

Zusammenfassung s. 260

4

Indledning

I de sidste kapitler af bogen Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret fra 2011 forsøgte

jeg at give et signalement af det tyske mindretal i Sønderjyllands manglende kritiske omgang med

sin nazistiske fortid, og hvordan dette kunne anskues som et konkret udslag af det kollektive

martyrium, Fårhuslejren var selve symbolet på i mindretallets kollektive bevidsthed.

Hensigten med den aktuelle afhandling er dels at folde problematikken om mindretallets omgang

med fortiden ud i større bredde og dybde, dels at placere Straffelejren, der først og fremmest var

tænkt som en empirisk detailundersøgelse af forholdene i Fårhuslejren og denne lejrs

perceptionshistorie, i en bredere historisk og teoretisk forståelsesramme.

Efter Anden Verdenskrig har det tyske mindretal i Sønderjylland, fuldstændig som fra 1920 til

1945, spejlet sig i og identificeret sig med Tyskland og den tyske befolkning syd for grænsen.

Derfor er erindringen i Forbundsrepublikken om nazismen Anden Verdenskrig efter min opfattelse

også en nødvendig prisme at anskue mindretallets erindring igennem. Men samtidig har

mindretallet, ikke mindst i sammenhæng med retsopgørsproblematikken, i lighed med andre tyske

folkegrupper i europæiske lande, forholdt sig til og været præget af at være borgere i en ikke-tysk

flertalsstat. Mindretallets erindring om og omgang med sin nazistiske fortid skal derfor anskues i

spændingsfeltet mellem det tyske moderland og den danske herbergstat. Hvordan denne dialektik

har materialiseret sig, hvad der særligt kendetegner udviklingen for det tyske mindretal i

Sønderjylland, samt hvilke faktorer, der har været drivkræfterne bag, udgør afhandlingens første

hovedproblemstilling, som vil blive belyst gennem en beskrivelse og analyse af erindringen og

erindringsbearbejdningen i henholdsvis Forbundsrepublikken og det tyske mindretal i

Sønderjylland. Forbundsrepublikken vil blive beskrevet oversigtsmæssigt, det tyske mindretal med

større detaljeringsgrad. Belysningen vil forsøge at besvare spørgsmål som: Hvilke elementer indgik

i erindringen og erindringsbearbejdningen de to steder, og hvorfor? Hvordan har det tyske

mindretals fokus været på henholdsvis opgøret med nazismen i Forbundsrepublikken og på det

hjemlige retsopgør – og kan der påvises en udvikling over tid? Hvordan skal det fænomen, der

almindeligvis benævnes ’Vergangenheitsbewältigung’, periodiseres i henholdsvis

Forbundsrepublikken og det tyske mindretal, var der faseforskydninger de to steder imellem og i

givet fald, hvorfor?

Et underliggende tema vil være ’skyld’ og ’ansvar’, juridisk så vel som moralsk. Og i tilknytning

hertil: Hvilke handlemuligheder har menige borgere i et totalitært diktatur, og kan man i den

5

forbindelse sammenligne handlemuligheder og råderum for det tyske mindretal i Danmark med dem

i Hitler-Tyskland og i de øvrige tyske mindretal i Europa?

Årsagerne til det tyske mindretals sene opgør med sin nazistiske fortid udgør afhandlingens anden

hovedproblemstilling. Afhandlingens hovedtitel Gerningsmænd eller ofre? er hentet fra en meget

anvendt typologi i den internationale holocaustforskning, nemlig typologien ’gerningsmænd’,

(’tilskuere’) og ’ofre’, og den antyder afhandlingens intention om at anskue det tyske mindretals

nazistiske fortid og omgangen med den i et internationalt perspektiv. Typologien er imidlertid også

central i den tyske socialpsykologiske/kultursociologiske forskning vedr. konstitueringen og

traderingen (dvs. overleveringen) i erindringsfællesskaber af erindringer om den nazistiske fortid,

især personificeret ved socialpsykologen og kultursociologen Harald Welzer, som på afgørende vis

har sat sit præg på debatten i Forbundsrepublikken om tyskernes omgang med den nazistiske fortid,

Anden Verdenskrig og Holocaust. Indsigterne fra denne forskning, som opererer med to forskellige

’erindringsrum’, et ’kulturelt’ og et ’kommunikativt’, leverer efter min opfattelse en delforklaring

på det tyske mindretals omgang i efterkrigstiden med sin nazistiske fortid.

I den aktuelle afhandlings sammenhæng skal begrebet ’erindring’, sådan som det vil fremgå, forstås

som afspejlingen af et kollektivs foranderlige selvforståelse, og altså ikke som ’historie’ i

betydningen saglig, nøgtern viden om fortiden. Tværtimod kan ’erindring og ’historie’ i denne

forståelsesramme nærmest anskues som hinandens idealtypiske modsætninger. ’Erindring’ handler

således i høj grad også om fortrængning og glemsel, hvilket afspejles i forholdet til

erindringssteder. Afhandlingens tredje hovedproblemstilling er derfor en analyse af det tyske

mindretals forhold til og brug af erindringssteder, primært Fårhuslejren og Knivsbjerg, som i

efterkrigsårene har været helt centrale for det tyske mindretals selvforståelse og identitetsdannelse. I

den forbindelse vil den franske kulturhistoriker Pierre Noras banebrydende begreb ’erindringssted’,

som stadig står centralt i den aktuelle historiske identitetsforskning, blive operationaliseret med

henblik på en nærmere identifikation af de to erindringssteder og anvendelsen af dem.

For så vidt angår metodiske overvejelser og en nærmere præsentation og vurdering af de anvendte

kilder vil dette ske løbende i fremstillingen. En (reflekteret) forskningsoversigt i anslaget til

afhandlingen vil jeg afstå fra, idet den mest naturligt vil indgå i fremstillingens organiske forløb og

argumentation. Dog er der grund til allerede i indledningen at gøre opmærksom på, at jeg

naturligvis er mig bevidst, at jeg selv er blevet aktør i den problematik, som afhandlingen forsøger

at beskrive og analysere, idet Straffelejren er et eksempel på en faghistorisk afhandling, som har

genereret ’public history’. Bogen har nemlig medvirket til at skabe og facilitere en offentlig debat,

6

hvor en befolkningsgruppe, det tyske mindretal i Sønderjylland, har taget sin egen fortid op til

revision.1 Det forhold, at jeg har været aktør, bevirker også, at jeg visse steder i fremstillingen

nødvendigvis må anvende ’jeg’-formen.

1. Historiebevidsthed: mellem ’historie’ og ’erindring’

”Det som er, har erindringen ingen adkomst til. Det, der omgiver os og møder os i nutiden, reagerer

sindet, som er grundlaget for erkendelse og oplevelse, på. Først når nutiden er afbrudt eller afsluttet,

kan erindringen træde ind. Denne har imidlertid […] et nyt anliggende [Gegenstand]: det er ikke,

hvad det engang var, men hvad nutidsperspektivet tilsiger, og muligvis vil det hele tiden udvikle

sig. Den nye nutid bestemmer eller former fortiden, der aldrig kan være identisk med den tidligere

nutid. Så længe fortiden stadig var nutid, var den formet af fremtidsforventninger […]”2

Det noget snurrige citat er fra bogen Geschichte im Gedächtnis skrevet af den tyske

’erindringsekspert’ Aleida Assmann, der har en længere produktion bag sig om (især tysk)

kollektiverindring, historiebevidsthed samt erindringskultur og –politik. Assmann konstaterer også,

at der stort set hvert årti opstår en ny og anderledes omgang med den tyske ’Vergangenheit’ – her

særlig forstået som Det Tredje Rige, nazi-tiden og Holocaust – som er bestemt af den tidsånd, der

gør sig gældende på det pågældende tidspunkt. At erindre betyder, at den overståede nutid får

mening. Gennem erindringen udvider mennesket ikke bare sin tidshorisont, erindringen tilføjer også

mennesket en afgørende refleksiv dimension.3

Assmann refererer i den forbindelse en kritiker for at hævde, at just derfor får normer primat i

forhold til historien.4 Og en anden for, at det tyske samfund siden 80’erne har været

gennemhistoriseret og gennemsyret af Vergangenheits-hensyn.5

Netop fordi historien ændres, dvs. opfattes forskelligt over tid, forsøger den kulturvidenskabelige

generations-forskning ifølge Aleida Assmann at få besvaret spørgsmål som: Hvordan opleves

historien i en given periode, hvordan erindres den, hvordan glemmes den, og hvordan rekonstrueres

den – og af hvem? Hvor længe har bestemte erfaringer og tolkningen af dem gyldighed i samfunds-

diskursen?

De forskellige generationer bestemmes ikke udelukkende ved dåbsattesten, men også ved fælles

erfaringer og udfordringer, gennem kommunikation og diskurser, gennem kollektive mønstre vedr.

7

erfaringsbearbejdning og retrospektive identitetskonstruktioner. Afgrænsningen af de enkelte

generationer sker gennem afgørende historiske begivenheder og samfundsmæssige fornyelser, der

opleves som historiske nybrud.

Generationsmarkører i Tyskland

Som Assmann (og andre tyske forskere) påpeger, kan der i den tyske historie identificeres syv

erfaringsgenerationer i det 20. århundrede, hvoraf nogle er mere markante end andre.6

”Die 14er Generation” (også kaldet ”Første Verdenskrigs-generationen” eller ”Jugendbewegung-

generationen”) blev født og socialiseret i det tyske kejserrige mellem 1880 og 1895.

Nøglebegivenheden for denne generation var nederlaget i Første Verdenskrig. For dem, der ikke

formåede at kommer over dette nederlag, og som ikke ønskede at gøre brug af den efterfølgende

Weimarrepubliks muligheder, fremmede krigserfaringen tilbøjeligheden til at støtte autoritære

bevægelser, som ville ”genrejse” Tyskland.

”Die 33er Generation”, eller ”Anden Verdenskrigs-generationen”, blev også født i kejserriget, men

socialiseret i Weimarrepublikken. Generationen, som omfatter årgangene født fra ca. 1900 til 1920,

nåede kun at opleve Første Verdenskrig perifert som børn, hvorimod de oplevede og deltog i Anden

Verdenskrig fra starten. For denne generation var reaktionen på nederlaget i Første Verdenskrig og

den efterfølgende Weimarrepubliks kriser politisering og militarisering, og den borgerlige

individualismes værdier blev hurtigt forkastet. Værdierne for den efterfølgende ungdom, som var

født mellem 1920 og 1925, blev afstemt med målene for den foregående generation. At dette

lykkedes så godt, skyldes ifølge Assmann, at denne stadig fremstillede nationalsocialismen som en

’ungdomsbevægelse’ – der i øvrigt snart antog militæriske former.

Efter 1945 tog ”14-generationen” hul på sin 2. karriere og besatte topposterne i efterkrigens

Tyskland. Generationen var dermed ansvarlig for den personelle kontinuitet i de samfundsbærende

institutioner og for genrejsnings-klimaet i 1950’erne – og var ”68-generationens” forældre.

”Die 45’er”, 45-generationen, som også kaldes for ”Flakhelfer-generationen”, fordi de i deres

meget tidlige ungdom, ofte mod krigens slutning, var indkaldt til militærtjeneste på hjemmefronten

ved det tyske antiluftforsvar, omfatter årgangene 1926-29. Generationen er ifølge Assmann

repræsenteret ved meget forskellige personer, men fælles for dem er, at de har gjort sig gældende

akademisk i 1970’erne, og fælles for dem er, at de har insisteret på fornyelse. Fire af de mest

markante personer fra 45-generationen er filosoffen Jürgen Habermas og forfatterne Günter Grass,

Siegfried Lenz og Martin Walser. 45-generationen var i deres tidlige ungdom præget af

8

nationalsocialismen og de sidste, som selv havde oplevet den. Da det kom for en dag, at de alle

havde været medlemmer af NSDAP, vakte det en skandale, som ifølge Assmann aldrig ville være

forekommet, såfremt halvdelen af den tyske befolkning på det pågældende tidspunkt selv var blevet

socialiseret i nazi-tiden. For dem ville det nemlig have været en del af et normalbillede.7

Årgangene født mellem 1930 og 1945 betegner Asmann som ”Die Kriegskinder”, en ”mellem-

generation”, der blev præget af bombenætter, evakuering, faderløshed og flugt og fordrivelse.

Denne traumatiserede generation kom aldrig til at markere sig så stærkt i samfundsdebatten som

deres yngre søskende i ”68-generationen”, der efterfulgte 45-generationen. Mange af

”krigsbørnene” reagerede dog i 1950’erne mod Forbundsrepublikkens genoprustning.

68-generationen var årgangene mellem 1940 og 1950, og som Assmann anfører: uden 45-

generationen kan man ikke forstå denne oprørs-generation. Medens den direkte politiske

modstander for 68-generationen var den ”politiserede” (dvs. nazistiske) generation fra nazi-tiden, så

indgik 45-generationen og 68-generationen i en underjordisk ”Abstossungs- und

Anziehungsdynamik” med hinanden.

På tre punkter adskilte 68’erne sig imidlertid fra 45’erne: For det første mht. politiseringen. Den tog

45’erne afstand fra, medens den var et karakteristikon for 68’erne. For det andet ungdommen.

Flakhelfer-generationen havde ikke haft en egentlig ungdom. For dem var barndommen blevet

afløst af Anden Verdenskrig, og med efterkrigstidens elendighed kunne ungdommen ikke

indhentes igen. Derimod blev der kompenseret med akademisk flid. 68’erne, derimod, nærmest

legemliggjorde ungdommen. Og de gjorde det så grundigt og længe, at de fik svært ved at blive

voksne, som Assmann en anelse maliciøst bemærker. De stjal nemlig ifølge hende ressourcerne fra

den efterfølgende generation. For det tredje adskilte 68’erne sig fra 45’erne mht. forholdet til

historiske brud. 45’ernes profil er helt og aldeles defineret ved året 1945. Det blev nærmest et

livslangt og eksplicit tema for dem. For 68’erne var nazismen primært et fortrængt emne både i den

offentlige og i den private sfære. Nazismen blev nærmest betragtet som en sjælelig skade. Derfor

forblev nazismen nærværende for denne generation – selv om den var overvundet. Bedriften ved

68’ernes oprør var ifølge Assmann først og fremmest at få tavsheden om den nazistiske fortid gjort

eksplicit ved protest og konfrontation. Det var ifølge Assmann den skeptiske 45-generations

manglende vrede, der forberedte 68’ernes indignation. 45’erne kunne ikke rigtig mobilisere vrede

på deres forældre-generation, fordi 45’erne selv var socialiseret under nazismen og var tæt

sammenknyttede med forældregenerationen. Først da 68’erne protesterede og gjorde oprør, blev de

støttet af 45’erne, som indgik en alliance med dem. Erindringspolitikken og –kulturen i relation til

9

nazismen og Holocaust fra de sene 1960’ere blev ifølge Assmann forberedt af 45’erne og

gennemført i alliance med disse. Hun peger i den forbindelse fx på Richard von Weizsäckers

berømte tale den 8. maj 1985, en tale, som vi skal vende tilbage til. Og på Habermas’ bidrag til den

såkaldte ”Historiker-Streit” et år senere, en debat, vi også senere skal komme nærmere ind på.

I Assmanns øjne kommer 45’erne ikke på tale som ’Täter’, altså ’gerningsmænd’. På grund af

45’ernes unge alder fik de en chance efter krigen for at begynde på en frisk, og mange af dem greb

denne og satte sig konsekvent ind for demokratiet. Flere repræsentanter for generationen blev

”moralske instanser i den nye Forbundsrepublik”, som Assmann udtrykker det.8

Og som hun konstaterer om 68-generationen, så er det meget få generationer beskåret at markere et

nybrud fra begyndelsen til enden. Men sådan var det for 68’erne, og herved adskilte de sig fra alle

andre (tyske) generationer i det 20. århundrede. Deres identitet knytter sig ikke til historiske

begivenheder som Første og Anden Verdenskrig. Nej, de skabte ifølge Assmann selv et historisk

nybrud ved at tage et opgør med det bestående og måske især med nazismen – som var fortrængt og

gemt væk. Med 68’erne startede ifølge Assmann den fase, som stadig pågår, dels med kritisk

efterforskning og opklaring af nazismens forbrydelser dels med Holocaust-mindekulturen.

Fra ca. årtusindeskiftet begyndte 68-generationens indflydelse dog i nogle forskeres øjne at dale.

Som Assmann gør en kollegas ord i 2006 til sine: ”Die Ära der hypermoralistischen Söhne

nationalsozialistischer Väter läuft zeitbedingt aus.”

Den næste generation, ’78’er-generationen’, som omfatter årgangene født mellem 1950 og 1960,

gik ifølge Assmann længe i takt med 68’erne, men de trak nu deres støtte og definerede deres egen

identitet som anti- eller post-68’erne. Deres afstand til den forrige generation definerede de ikke

mindst ved at have et mere positivt forhold til fx kapitalismen.

”85-generationen”, som omfatter årgangene ca. 1965-1980, er i bogstaveligste forstand 68’eres

børn. Generationen er præget af digitaliseringen, genteknologien, aids, forurening, naturkatastrofer,

globaliseringen og terror. De er den første generation, som voksede op ”krigsskadefrit”, som

Assmann formulerer det. Ganske som 78’erne identificerer de sig selv ved at distancere sig fra

68’erne. De moraliserer ikke som 78’erne, men bekender sig åbent til ”selvcentreret indifference”,

som Assmann nådesløst konstaterer. De genoptog solide borgerlige værdier som fx kernefamilien –

uden nødvendigvis at indforskrive sig til disse. De historiske nøgleoplevelser for dem er: Aids,

Tjernobyl, Perestrojka og Murens fald. Og som Assmann konstaterer, så er 85- generationen

”adressaten for Holocaust-pædagogikken”.9

10

Indsigterne vedr. det 20. århundredes generationer i Tyskland er nyttige at have med, når vi i kapitel

2 kommer nærmere ind på erindringen om den nazistiske fortid i Tyskland og på det forskningsfelt,

som har beskæftiget sig med ’nationalsocialismens 2. historie’, dvs. nazismens efter- og

virkningshistorie i Forbundsrepublikken.

Pierre Noras ’erindringssteder’

Videnskabsteoretisk er Aleida Assmann tæt beslægtet med den franske historiker Pierre Nora, som

med sit begreb ’erindringssted’, lieux de mémoire, også har leveret et afgørende bidrag til

forståelsen af erindringens rolle i det moderne samfund.10 Et erindringssted definerer Nora i den

engelsksprogede udgave af Les lieux de mémoire, Realms of Memory, som ” […] any significant

entity, whether material or nonmaterial, which by dint of [ved hjælp af] human will or the work of

time has become a symbolic element of the memorial heritage of any community”.11

Et erindringssted i Norask forstand favner altså vidt. For at kvalificere sig til betegnelsen må

erindringsstedet indeholde tre lag eller dimensioner, som hver især kan være mere eller mindre

fremtrædende: For det første, en sanselig dimension,12 dvs. et konkret geografisk punkt, et punkt i

tiden, et ord eller et begreb. For det andet, en symbolsk dimension, dvs. den betydning, som stedet

tillægges og for det tredje, en funktionel dimension, dvs. stedets brug og ritualiseringen af stedet.

Erindringssteder kan altså være både konkrete og håndgribelige (fx Dannevirke og Istedløven); men

de kan også være abstrakte som en begivenhed i fortiden, et punkt i tiden (fx Danmarks sejr ved

Fodbold-EM i 1992) eller idealer, sproglige begreber (fx ’Aldrig mere en 9. april’), symboler, samt

historiske og mytiske personer.13 Der kan ske en forskydning fra den ene kategori til den anden,

således at erindringen om en begivenhed knyttes til et bestemt sted, fx bliver erindringen om

Holocaust med tiden særlig knyttet til en enkelt udryddelseslejr, Auschwitz. Således er den

officielle danske betegnelse for den 27. januar, årsdagen for befrielsen af Auschwitz, ikke længere

’Holocaust-dagen’, men ’Auschwitz-dagen’.14

Det ligger i erindringsstedernes natur, at de er kollektive: etableringen af et erindringssted fordrer

en konsensus om at dette sted, denne begivenhed, fortjener en særlig plads i den fælles erindring.

Jeg vil senere, i forbindelse med en analyse af de for det tyske mindretal i Sønderjylland centrale

erindringssteder Knivsbjerg og Fårhus, uddybe Noras teori om erindringssteder. Men i det følgende

skal begrebet erindringssteder forstås i Norask forstand.

For så vidt angår forholdet mellem ’erindring ’og ’historie’ anfører Nora:

11

”Memory and history, far from being synonymous, are thus in many respectc opposed. Memory is

life, always embodied in living societies and as such in permanent evolution, subject to the dialectic

of remembering and forgetting, unconscious of the distortions to which it is subject, vulnerable in

various ways to appropriation and manipulation […]. History, on the other hand, is the

reconstruction, always problematic and incomplete, of what is no longer. Memory is always a

phenomenon of the present, a bond tying us to the eternal present; history is a representation of the

past. Memory, being a phenomenon of emotion and magic, accommodates only those facts that suit

it. It thrives on vague, telescoping reminiscences, on hazy general impressions or specific symbolic

details. It is vulnerable to transferences, screen memories, censorings, and projections of all kinds.

History, being an intellectual, nonreligious activity, calls for analysis and critical discourse […]”.15

Netop forholdet mellem erindring og historie er efter grundige diskussioner nogenlunde afklaret i et

forskningsfelt, der i øvrigt er karakteriseret ved ”begrebsanarki”, som historikeren Anette Warring

konstaterer i en instruktiv artikel om erindringsforskningen. I artiklen ”Erindring og historiebrug.

Introduktion til et forskningsfelt”gengiver Warring en metafor, som Nora selv har anvendt om

forholdet mellem historie og erindring, og som for hende dementerer, at Nora skulle have hævdet en

fuldstændig distinktion mellem historie og erindring, nemlig at erindring er som træet, medens

historie er som barken. Altså, at der på én og samme tid er både en organisk forbindelse og

adskillelse. Når Nora primært har været optaget af at opretholde distinktionen, skyldes det ifølge

Warring hans erkendelsesinteresse i at forstå, hvordan historie og erindring har ændret sig historisk.

At betragte historie (sådan som Nora synes at hævde) som en destruktiv modsætning til erindringen

anser historikeren Nils Arne Sørensen bramfrit for noget ”vrøvl”.16

Les lieux de mémoire befatter sig (ligesom den engelske udgave) udelukkende med franske

erindringssteder. Værket gav imidlertid inspiration til en tysk pendant om udelukkende tyske

erindringssteder, som udkom i 2001 under ledelse og redaktion af Etienne Francois og Hagen

Schulze – og i øvrigt efter faglig sparring med Aleida Assmann.17 Gennem værkets tre bind giver en

række kyndige historikere, tyske som ’udenlandske’, bud på 121 tyske erindringssteder, og

spændvidden af bidragene rummer flere budskaber. For det første, at man er tro mod Noras

ovennævnte definition på et erindringssted. For det andet, at omgangen med fortiden er speciel og

specielt ihærdig i Forbundsrepublikken i en europæisk kontekst pga. landets smertefulde nazistiske

fortid. For det tredje, at den tyske Genforening i 1990 har haft erindringshistoriske konsekvenser.

Og for det fjerde, at spørgsmålet om Tysklands omgang med sin nazistiske fortid, en fortid der jo

også havde en europæisk dimension, er blevet et internationalt anliggende, hvor

12

omdrejningspunktet i høj grad er folkemordet på jøderne og Auschwitz. Opgøret med den nazistiske

fortid skal derfor (også) ses i sammenhæng med den europæiske integration og Tysklands

’normalisering’ som stat.18

Værket om de tyske erindringssteder, der omfatter bidrag om fx ”Flucht und Vertreibung”,

”Auslandsdeutsche”, ”Versailles”, Auschwitz”, ” Der Kniefall” (som refererer til kansler Brandts

symbolske knæfald i Warszawa), ”Der Mitläufer”, ”der 20. Juli” og ”Dresden”, er nok så relevant,

konkret og stimulerende i forhold til den aktuelle afhandlings anliggender end Noras franske forlæg.

Ikke mindst fordi erindringsstederne i relation til nazismen og Anden Verdenskrig spænder over to

helt centrale, men modsatrettede, parallelle fænomener i den tyske erindringskultur: på den ene side

skyld og ansvar og på den anden side offernarrativer.

Identitet og erindringsforskningens begrebsapparat

Det er ikke afhandlingens ambition at fordybe sig i eller bidrage til erindringsforskningens

teoriudvikling. Som Anette Warring konstaterer i ovennævnte artikel, er feltet præget af et

betydeligt anarki, hvis årsag hun bl.a. henfører til erindringsforskningens flerfaglige karakter. Den

medfører, at ”der cirkulerer et væld af begreber, hvis indbyrdes relation det ikke er helt enkelt at

udrede, og hvis antal er meget stort”.19 Enkelte begrebsafklaringer i forhold til afhandlingen (ud

over de ovenstående vedr. erindring og erindringssteder) er dog nødvendige.

Erindring handler med Warrings ord om ”at etablere betydningssammenhænge mellem det

fortidige, det nutidige og det fremtidige”, og erindring indgår som et afgørende element i

individuelle og kollektive identitetsdannelser.20 Identiteter dannes gennem et samspil af biologiske,

psykologiske og sociale processer, hvor man fx efterligner, spejler sig i og identificerer sig med

andre individer eller grupper. Helt afgørende er tilegnelsen af den eller de kulturer, der er

fremherskende i det samfund, man lever i. Dette samfunds kulturkoder må man lære at afkode for at

kunne tage del i dets kultur. Et menneskes identitet dannes ved at identificere sig med mennesker,

man omgås, og det medfører, at man kommer til at føle sig hjemme i en bestemt gruppe og på et

bestemt sted. Med dannelsen af en identitet opstår der en samhørighedsfølelse med og loyalitet over

for en bestemt gruppe. Men identitet er, som historiedidaktikeren Bernard Eric Jensen konstaterer,

også med til at markere forskelle i forhold til andre grupper (eller andre individer inden for samme

gruppe). Dermed etableres der et identitetsmæssigt skel mellem ’os’ og ’de andre’, et skel der

opretholdes ved at understrege de kulturforskelle, der tilskrives afgørende betydning. I en

gruppeidentitet vil der fx være indlejret en historiebevidsthed, som vil give svar på spørgsmålene:

13

Hvor kommer vi fra? Hvor står vi nu? Og hvor ønsker vi at bevæge os hen? En identitetsdannende

historiebrug (om ’historiebrug’, se nedenfor) er almindeligvis præget af forenklede forestillinger, af

stereotyper, som man hæfter på sig selv eller andre. Ofte henter disse forestillinger næring fra de

foreliggende fortidstolkninger, og ofte har de som Bernard Eric Jensen formulerer det, ”karakter af

mentale fossiler, en forstenet tolkning af et identitetsfællesskab”. Og dette gælder såvel for en

gruppes selvbillede som for dens fjendebilleder. Som regel ses dette stærkest udfoldet i forbindelse

med, eller under mobiliseringen til, en krig eller en kulturkamp. Sagligt set har enhver identitet

ifølge Bernard Eric Jensen imidlertid karakter af en sociokulturel konstruktion (og er altså ikke

naturgiven) – hvoraf følger, at det er muligt at bearbejde en sådan identitet gennem historiebrug.21

Denne iagttagelse er også central hos Denis-Constant Martin, der som Bernard Eric Jensen

fremhæver, at mennesket altid vil have flere identiteter på samme tid, fx en kønsmæssig, en

familiemæssig, en etnisk, en sproglig, en religiøs, en politisk og en erhvervsmæssig. Men én af

disse vil som regel have forrang. Martin anvender det billede i sin artikel ”The Choices of Identity”,

at der altid vil være flere identiteter til fals på markedspladsen på samme tid, som ’borgeren’ frit

kan vælge imellem. Med dette billede underkender Martin ikke betydningen af kulturelle egenarter,

tværtimod må det for Martin føre til en revurdering af de omstændigheder, der tillader denne

valgfrihed, idet det, Martin betegner som ”identitsfortællinger” (”identity narratives”), står helt i

centrum for aktuelle konflikter. Bagtæppet for Martins konstatering er ikke mindst konflikterne på

Balkan.

Martins dissektion og dekonstruktion af identitetsfortællingerne skal tydeligvis ses i sammenhæng

med et ønske om at demontere disse som årsag til konflikter eller mobiliseringer til sådanne. Og det

helt fundamentale udgangspunkt for analysen er: Hvad er forholdet mellem identitet og virkelighed,

og kan man overhovedet anvende begrebet til at beskrive og analysere sociale processer? Ifølge

Martin låner identitetsnarrativet fra både historien og fiktionen og behandler den enkelte som en

karakter i et plot. Personen kan ikke skilles fra sine livserfaringer, men plottet tillader, at der bliver

flyttet rundt på disse – hvilket betyder, at det er identiteten fra plottet, der bliver personens identitet.

Dvs. at begivenheder i et livsforløb kan omorganiseres og omfortolkes, så de favner såvel

uforanderlig- som foranderlighed med det formål at bringe begivenheder i overensstemmelse med

personens identitetsfølelse, selv om de rent faktisk ikke er det. Identitetsfortællingen, som altså både

favner realiteter og fiktion, giver plads til at omfortolke fortiden – et plot kan jo altid ændres – og

også plads til nye initiativer i fremtiden. Der er med Martins ord tale om ”en identitet, som er åben i

14

begge ender”, en identitet som giver mening til den måde, man praktiserer sin identitet på, og som

gør enhver handling meningsfuld.

Men i og med at en fortælling er en ytring, er den stilet både til en selv og til ’den anden’

(svarende til Bernard Eric Jensens typologi ’os’ og ’de andre’), hvilket indebærer eller forudsætter

ytringer fra andre og deres narrativer. I social sammenhæng er interaktionen af praksisser integreret

i interaktionen af fortællinger, som fremprovokerer en flerhed af interaktioner og en

sammenvævning af fortællinger. Fortællinger kan ytres individuelt. Det forhold, at de er

sammenvævede, antyder, at hvad de indeholder eller formidler ikke kommer udelukkende fra den,

som taler eller skriver. Eller mere præcist: der vil altid i en individuel fortælling være elementer fra

udvekslingen af fortællinger, og følgelig vil fortællingen rumme kollektive elementer. Den enkelte

person er for Martin på én og samme tid aktør i relation til og bærer af et større antal mentale og

adfærdsmæssige mønstre. Som et individ altid vil være knyttet til en gruppe, således vil et narrativ

altid fortælle en eller flere gruppers fortælling, og gruppeidentiteten kan analyseres som et narrativ,

fuldstændig som en individuel identitet kan det. Ifølge Martin viser sociologisk og antropologisk

forskning, at kollektive identiteter er opbygget som en kontrast, som en modsætning til billedet af

den/de andre, og at de udtrykkes i fortællinger, som giver disse identiteter mening. Og han

fortsætter:

”This approach implies to take into account that, narratives being meant for others as well as

oneself, several versions of the same narrative may be uttered, or that the same narrative may

comprise several levels because it aims at different targets. In identity narratives, it is therefore

interesting to trace what is meant to stir up group awareness and mobilize energies, what is meant to

a rival or a foe [fjende], and what is meant to build up an image for the world at large.”

Identiteter konstrueres altså, og under denne process ‘låner’ man fra ‘den anden/de andre’, og man

’tilpasser’ og ’korrigerer’ fortiden. Eller sagt på en kort formel: opbygningen og formidlingen af en

identitetsfortælling transformerer netop den gruppe, som den er konstrueret for at bevare og

beskytte. Ifølge Martin er de grupper, som er fortællingernes ’helte’ ”forestillede” [”imagined”] i

Benedict Andersonsk forstand. Identitet indebærer forandring.

For Martin deler identitetsfortællingerne ofte flere træk, fx strategisk sammensmeltning (”strategic

syncretism”), opfindelse af traditioner takket være et ”befriende hukommelsestab” (”a liberating

amnesia”) og bestræbelser på at legitimere forandring samt forbindelsen mellem fortælling og magt.

I begge tilfælde er fortællingen konstrueret med det formål at lave om på eller rulle en magtbalance

tilbage, der opfattes som skadelig for gruppen. Det er målet med identitetsnarrativet at mobilisere

15

gruppen ved at give den selvbevidsthed og bevidsthed om sin situation. Fordi identitetsnarrativet er

et våben i en magtkamp, synes den både at være et instrument til at konstruere et ’forestillet

fællesskab’ og til, når dette er lykkedes, da at mobilisere dette fællesskab i en magtkampsituation.

Ifølge Martin må identitetsnarrativet formulere nogle kriterier, som definerer gruppen eller

fællesskabet abstrakt. Det kan, som tidligere nævnt, være sprog, religion, stedligt tilhørsforhold,

etnicitet eller race, beskæftigelse, køn og alder. For at blive et fællesskab, må dets medlemmer have

følelsen af at dele nogle træk, der adskiller dem fra andre grupper eller fællesskaber – og som gør

de ligheder, der har knyttet dem til andre grupper, irrelevante. Denne følelse og mobilisering af

samhørighed er meget ofte ansporet af følelsen af en fælles, ydre trussel eller uretfærdighed.

Den forvandling fra gruppe eller fællesskab til en egentlig organisation med regler og hierarki, man

ofte kan iagttage, fordrer ifølge Martin, at nogle aktører griber ind og fremstiller en fortælling, ja,

personificerer denne som talsmænd. Disse talsmænd harmoniserer deres politiske strategi med de

følelser, som ”grasserer” i dele af befolkningen i det politiske system, de opererer i. Som Martin

observerer: ”All examples of political action governed by the claims of identity demonstrate, that a

few individuals play a key role in articulating the identity narrative, in ’conscientizing’ the members

of a group, in organizing them into a political association.”

Sammenfattende hviler identitetsnarrativer for Martin på tre søjler. For det første: et stærkt forhold

til gruppens historie, som (naturligvis) er lang og glorværdig. Historien, som er præget af ”befriende

hukommelsestab” og fantasi i samdrægtighed bidrager til at vælge, hvad man ønsker at huske og

hvordan, samt ikke mindst hvad der skal glemmes. I denne proces spiller vold, ofte subjektivt

oplevet eller rekonstrueret, en helt central rolle. ’Kollektive erindringer’ (se nedenfor) rummer ofte

helt specielle kapitler om dramatiske begivenheder, reelle som imaginære, og disse traumatiske

begivenheder legitimerer hyppigt holdninger og adfærd i nutiden. De kan også lynhurtigt

omskrives, såfremt dette er opportunt. Som eksempel på dette peger Martin på udviklingen i det

fransk-tyske forhold fra Anden Verdenskrigs tyske besættelse og kz-lejre til det nuværende tætte

forhold indenfor rammerne af EU. Havde Martin været bekendt med udviklingen i det dansk-tyske

grænseland, ville han have kunnet belægge sin observation med nok et empirisk eksempel.

For det andet: Forholdet til omgivelserne (”relationship to space”), dvs. til jorden, slægten, ’det

gode liv’ (dvs. mad, drikke, vaner etc.) og til den stedlige styreform og autoriteter (”where power is

exercised in a certain form by certain people”). Ifølge Martin transformeres disse omgivelser

undertiden til gruppens eksklusive rum, hvor gruppen er selvskreven hersker, og hvor den måde,

den gør tingene på, ikke tåler forskellighed eller konkurrence.

16

For det tredje: Forholdet til kultur. Hvis kultur for grupper udgør et system af betydninger og

opfattelser som fundamentet for en sammenhængende, underliggende logik, forudsætter

fremstillingen af en identitetsfortælling ifølge Martin udvælgelse af allerede eksisterende træk, som

bliver transformeret til ”identitets-symboler” (”emblems of identity”). Disse symboler relaterer ofte

til de praksisser, som gav det miljø, hvor medlemmerne af gruppen voksede op, et særligt præg (”a

particular flavour”) og er derfor bærere af meget stærke følelser. I en grænselandssammenhæng

kunne det være sproget. Omformuleringen af disse træk til en identitet synes ifølge Martin blot at

forstærke deres følelsesmæssige potentiale, således at de får primat i forhold til andre træk, som

måske også har omgivet de samme individer i deres opvækst og tidlige ungdom. For Martin er det

indlysende, at identitetsfortællinger forandrer kulturer ved at vælge mellem forskellige kulturelle

træk, hvorved kulturernes interne struktur ændres. Eller sagt på en anden måde:

identitetsfortællingen kanaliserer politiske følelser, så de kan give næring til bestræbelser på at

”ændre” (”modify”) en magtbalance. Identitesfortællingen omformer opfattelsen af fortiden og af

nutiden; den ændrer den måde, menneskelige grupper organiserer sig på og skaber nye grupper. Den

ændrer kulturer ved at fremhæve bestemte træk og vride deres betydning og logik.

Identitetsfortællingen frembringer en ny fortolkning af verden med henblik på at ændre denne.

Som Martin konstaterer, kan et individ ændre sin identifikation over et livsforløb, dvs. han eller hun

på et tidspunkt kan føle sig mere tiltrukket af én identitetsfortælling end af en anden og på et andet

tidspunkt af en anden. Det er også muligt samtidig at relatere sig til adskillige fortællinger, og i

hvert fald til et vist punkt at komme overens med deres indbyrdes modstridende indhold. Faktisk

er, ifølge Martin, flere identifikationer på én gang reglen. Fx kan man på én gang identificere sig

med sit kvarter, sin by, sit land og med Europa.22 Eller i denne afhandlings konkrete sammenhæng:

med Nordslesvig, Schleswig-Holstein og Tyskland.

Også Bernard Eric Jensen fastslår, at mennesker som regel vil have en flerhed af identiteter. Han

peger på, at historieskrivning indgår som element i personers og gruppers identitetsarbejde og bl.a.

bruges til at opretholde eller omdanne erindringsfællesskaber, som i al korthed er betegnelsen for

fællesskaber, der er baseret på et sæt fælles erfaringer, historier og symboler. Erindring indgår som

et centralt element i dannelsen af såvel personlig som kollektiv identitet og er dermed

medbestemmende for, hvad mennesker identificerer sig med og føler loyalitet overfor. Derfor kan

man også være medlem af flere erindringsfællesskaber på én gang, fx lokalitetsbestemte, etniske,

sproglige, kulturelle, religiøse eller generationsmæssige. Men ét bestemt erindringsfællesskab,

17

peger Bernard Eric Jensen på (som også Martin gør det), vil som regel have primat i forhold til de

øvrige. Det kan fx være nationalt, religiøst eller etnisk.23

For Anette Warring er erindringsfællesskaber ikke nødvendigvis karakteriseret ved, at man deler

den samme erindring om fortiden, men måske lige så meget, at man deler denne erindring

sammen.24

Begrebet kollektiv erindring er betegnelsen for erindringen/erindringerne i erindringsfællesskabet.25

Ifølge Warring tjener kollektiverindringen (hvis betydning minder meget om Martins

’identitetsnarrativ’) altid et nutidigt formål. Hun refererer i sin artikel forskningsfeltets ’fader’

Maurice Halbwachs for den iagttagelse, at fortiden hele tiden genskabes i vores erindring, og for

hver gang vi erindrer, reduceres den oprindelige oplevelse gradvist til et stereotypt billede, som

former kollektiverindringen.26

Erindringsarbejde, som ifølge Warring i langt de fleste tilfælde ækvivalerer to andre begreber inden

for erindringsforskningen, nemlig erindringspraksis eller historiebrug (sidst nævnte ækvivalerer i

øvrigt for Inge Adriansen begrebet mindekultur), betegner de tilbagevendende ritualer i tilknytning

til erindringssteder.27

Når myndigheder eller autoriteter i øvrigt tager styringen i sådanne processer, taler man om

erindringspolitik, der ”kan have som funktion at opretholde, bearbejde eller omforme eksisterende

erindringsfællesskaber”, som Warring formulerer det. Her er der altså tale om en ’top-down’

magtudøvelse, der med Warrings ord både kan eksekveres ”med henblik på og med den effekt at

kontrollere og styre, men også fremme menneskers handlingsevne og selvbestemmelse”.28

Fortidsbearbejdning, som Bernard Eric Jensen fordansker det tyske begreb

Vergangenheitsbewältigung, kommer hyppigt i en aftapning, der er affødt af en bestemt

erindringspolitik – ofte med et terapeutisk eller ideologisk sigte. At oversætte det tyske udtryk til

dansk lader sig ikke gøre 1:1, idet det tyske begreb knytter sig specifikt til omgangen med den

nazistiske fortid, men der er helt klart tale om at forholde sig kritisk til en ømfindtlig del af en

”identitetsnær historie, hvortil der knyttes følelser af skyld og skam og etiske dilemmaer om

forpligtelse og ansvar”, som Bernard Eric Jensen formulerer det i sin bog Hvad er historie.29

Den pågældende bog er inspirerende, men også et konkret vidnesbyrd om den mangfoldighed af

begreber, der præger erindringsforskningen, og hvis indbyrdes konkrete indhold og forskelle

forbliver noget uafklarede.

Den manglende begrebslige præcision får historikeren Johan Peter Noack til at stille sig skeptisk

over for den analytiske anvendelighed af centrale begreber indenfor erindringsforskningen som

18

’national identitet’ og ’kollektiv identitet’.30 Skønt Noacks indvendinger er velbegrundede, vil jeg

ikke desto mindre i det følgende anvende begrebet ’kollektiv identitet’ (og andre begreber fra

erindringsforskningen) i overensstemmelse med den almindelige praksis inden for feltet – uden at

jeg dog vil føle mig indforskrevet til nogen konsekvent anvendelse. Således vil fx begreberne

erindring, narrativ, fortælling og diskurs blive anvendt om ikke arbitrært, så dog om nogenlunde det

samme fænomen.

2. ’Vergangenheitsbewältigung’ i Forbundsrepublikken,

’Nationalsocialismens 2. historie’

Som nævnt i indledningen er det debatten i Forbundsrepublikken, det tyske mindretal har forholdt

sig til, implicit og eksplicit, ikke den i Det Tredje Riges to øvrige efterfølgerstater DDR og Østrig,

hvorfor jeg kun i meget begrænset omfang vil komme nærmere ind på disse.

Omgangen med den nazistiske fortid i Forbundsrepublikken Tyskland fra 1945 til vore dage

udviklede sig i løbet af 1990’erne til et egentligt tysk faghistorisk forskningsfelt31 med en

omfattende bibliografi.32 Feltet betegnes almindeligvis som ’nationalsocialismens 2. historie’ og på

en kort formel befatter det sig med nazismens efterkrigs- og virkningshistorie i Tyskland, primært i

Vesttyskland/Forbundsrepublikken. Når bortses fra et leksikalsk værk, som jeg vil præsentere

nærmere nedenfor, har jeg især haft glæde af, og benyttet, Norbert Freis monografi fra 2005, 1945

und Wir. Das Dritte Reich im Bewusstsein der Deutschen og en omfattende antologi fra 2009

udgivet og redigeret af Peter Reichel, Harald Schmidt og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus.

Die Zweite Geschichte. Überwindung - Deutung – Erinnerung. Såvel Frei som Reichel er førende

historikere inden for feltet. Freis fremstilling fra 2005 er velskrevet, stimulerende, velpointeret og

med en nærmest essayistisk tilgang til sit emne. Reichel, Schmid og Steinbachs antologi indeholder

en lang række tematiske bidrag af kyndige historikere om emner, der er centrale for en beskrivelse

af nationalsocialismens 2. historie, og som tilsammen giver ikke bare et godt overblik over den

tyske omgang med den nazistiske fortid fra 1945 til 2009, men også et solidt indtryk af feltets

historiografi.

To hovedlinjer lader sig identificere inden for nationalsocialismens 2. historie: dels en

kultursociologisk/Cultural Studies præget tilgang, som primært Aleida Assmann, men også

19

socialpsykologen Harald Welzer er eksponenter for, dels en faghistorisk, diskursanalytisk præget

tilgang. Norbert Frei og Peter Reichel er fremtrædende eksponenter for denne tilgang.

Holocaust Angst. The Federal Republic of Germany & American Holocaust Memory since the

1970s udgivet af den tyske historiker Jacob S. Eder i 2016 er et eksempel på en klassisk empirisk,

arkivalsk baseret, detailstudie af en enkelt, men fra sidst i 1970’erne meget central facet af

nationalsocialismens 2. historie. Med baggrund i tyske og amerikanske departements- og

organisationsakter fremlægger Eder nemlig, hvordan Holocaust og erindringskulturen i forhold til

Holocaust har været en konstant sten i skoen (stumbling block) i det tysk-amerikanske forhold fra

sidst i 1970’erne.

Bredden og diversiteten mht. tilgang og synsvinkel inden for feltet kan også illustreres ved at nævne

et 1.000-siders værk som Habbo Knochs monografi fra 2001, Die Tat als Bild. Fotografien des

Holocaust in der deutschen Erinnerungskultur. Inspireret af en fotoudstilling om Værnemagtens

forbrydelser, som vi skal komme nærmere ind på nedenfor, udfolder Knoch, hvordan fotografiet fra

midten af 1950’erne fik stor indflydelse på debatten om og omgangen med den nazistiske fortid. Ja,

hvordan bestemte fotografier føjede sig ind i en kanon af ikoniske symbol-billeder, som fik

afgørende indflydelse på den tyske erindringskultur ind i 1990’erne.

Tilgangen kan også være en (overvejende kulturhistorisk) analyse af erindringssteder og brugen af

disse erindringssteder, materielle som ikke-materielle, sådan som bidragene i omtalte antologi

Deutsche Erinnerungsorte er udtryk for.

Udgangspunktet for den følgende oversigt over diskursudviklingen siden 1945 er imidlertid værket

Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” in Deutschland. Debatten- und Diskursgeschichte des

Nationalsozialismus nach 1945.33 Det omfattende værk, som er udgivet og redigeret af Torben

Fischer og Matthias N. Lorenz, senest i en videnskabeligt opdateret version i 2015, rummer artikler

af godt 80 kyndige forfattere og tegner et billede af de diskurser, som over tid har kunnet

identificeres på baggrund af udviklingen inden for oplagte felter som politik, jura, medier og

videnskab. Men, som det påpeges af værkets udgivere: vil man forstå nationalsocialismens

efterkrigs- og virkningshistorie i Forbundsrepublikken i emnets fulde bredde, rækker det ikke alene

at analysere mediedebatter og fagkontroverser. Lige så relevante er fænomenets mange ”æstetiske

afspejlinger” (dvs. kunst og kultur), overordnede mentalitetshistoriske processer, omgangen med

erindringssteder, kollektiv-symboler og erindringsnarrativer. Alle er vigtige elementer i det, der

sædvanligvis betegnes som Vergangenheitsbewältigung.34

20

Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” er almindeligt anerkendt som et standardværk på feltet

og må anses for at være udtryk for ’Forschungsstand’. 35 Overordnet set er værket kronologisk

struktureret og udgør en omhyggelig begivenheds-registrant – hvilket kvalificerer det specielt i

denne afhandlings sammenhæng, hvor et hovedanliggende er at beskrive den kronologiske

udvikling i det tyske mindretal i Sønderjylland, og i hvilket omfang denne var påvirket af

udviklingen i Forbundsrepublikken. Værkets overvejende deskriptive (og derfor noget springende)

tilgang vil dog blive suppleret og perspektiveret med ræsonnementer af andre tyske faghistorikere,

som har haft en mere tematisk, argumentativ tilgang til emnet, primært ovenfor nævnte fremstilling

af Norbert Frei, bidragene i antologien af Peter Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach og

relevante bidrag i Deutsche Erinnerungsorte.

Udgiverne af Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” identificerer (stort set samstemmende med

den øvrige tyske forskning36) seks tidsafsnit, som hver især afspejler et erindringsmæssigt nybrud i

relation til den nazistiske fortid: 1945-1949, 1949-1961, 1961-1968, 1968-1979, 1979-1995 og

1995-2008. Sidstnævnte periode er i tredje udgave af bogen rudimentært udvidet til 2015.

Når udgiverne har valgt at sætte Vergangengheitsbewältigung i anførselstegn i værkets titel, skyldes

det uden tvivl en akademisk distancering til begrebet, fordi det blandt førende forskere inden for

feltet betragtes som et værdiladet og problematisk begreb, der postulerer, at man kan ’mestre’

fortiden og så at sige lægge den bag sig. Man foretrækker i stedet begreber som ’Umgang mit der

deutschen Geschichte’, ’Aufarbeitung der Vergangenheit’, ’Vergangenheitspolitik’ eller de

tilsvarende engelske termer ’Politics/Culture of Memory’. Når denne akademiske pointe er gjort,

vover jeg ikke desto mindre at anvende begrebet Vergangenheitsbewältigung i det følgende.

2.1 De vestlige besættelseszoner 1945-1949

Afnazificering og genopdragelse under allieret besættelse.

For de allierede besættelsesmagter var det en hovedbestræbelse at fjerne nazismen fra det tyske

samfundsliv, dvs. opløsning af alle nazistiske organisationer og institutioner og anholdelse eller

fjernelse af fremtrædende partifunktionærer, nazistiske tjenestemænd og fremtrædende

erhvervsfolk. Ca. 200.000 personer fra SS, SD, Gestapo og NSDAP blev indespærret i særlige

interneringslejre – der som regel var identiske med tidligere kz-lejre. I den amerikanske zone gik

man indledningsvist hårdt og systematisk til værks, hvorimod man tog lettere på sagen i den britiske

og franske.

21

En vigtig milepæl i afnazificeringen var en lov af 5. marts 1946, den såkaldte ’Befreiungsgesetz’,

som gjorde de tyske myndigheder ansvarlige for afnazificeringen. De såkaldte ‘Spruchkammern’,

der var en slags afnazificeringsdomstole, inddelte de undersøgte personer i fem kategorier – alt efter

’belastning’: 1. ’hovedskyldige’, 2. ’belastede’, 3. ’mindre belastede’, 4.’ Medløbere’ og 5. ’ikke-

belastede’. Hvad der imidlertid skulle have været en konsekvent og hård afnazificering, udviklede

sig ifølge Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” nærmest farceagtigt: i stedet for straf trådte en

decideret politisk renvaskning.

I takt med at Den Kolde Krig udviklede sig, indførte amerikanerne i 1948 en blød linje. Man anså

nu Vesttyskland, fra 1949 Forbundsrepublikken Tyskland, som en forbundsfælle, og derfor skulle

kræfterne i stedet anvendes på at genopbygge landet. I december 1950 udstak den tyske

Forbundsdag retningslinjer for afslutningen af afnazificeringen, og efter den 1. januar 1951 måtte

der kun rejses sag mod ’hovedskyldige’ og ’belastede’.

Opbakningen til en hård kurs over for de tidligere ledende nazister var indledningsvis stor i den

tyske befolkning. Således støttede fra 1945 til marts 1946 mellem 50 og 57 % af befolkningen en

hård kurs, medens kun 17 % gjorde det i maj 1949. Ikke desto mindre er det vurderingen i Lexikon

der ”Vergangenheitsbewältigung”, at afnazificeringen var et vigtigt skridt mod etablering af et

demokrati, idet man gennem de ’eksemplariske’ domme, der trods alt blev afsagt, fremmede den

almindelige vilje til og forståelse for demokrati.

En anden side af afnazificeringen var genopdragelsen til demokrati med henblik på at undgå enhver

fremtidig tysk aggression. Denne ’reeducation’ rettede sig især mod kulturlivet og

uddannelsessystemet. Hvad angik politikken overfor presse og radio, var der stor uenighed mellem

de allierede, så efter et tre måneders totalforbud mod enhver aktivitet, indførtes forskellige

linjer i besættelseszonerne. Især amerikanerne og briterne forsøgte at ’genopdrage’ den tyske

befolkning gennem film, radioudsendelser, avisartikler og oplysningsarrangementer. Bl.a. viste de

film om nazisternes grusomheder, særligt kendt er Die Knochenmühlen, og undertiden tvang man

lokalbefolkninger til fx at bese og håndtere ligdynger i de tidligere kz-lejre.

Den tyske oversættelse af ’reeducation’, nemlig ’Umerziehung’, havde overvejende negative

konnotationer i den ældre del af befolkningen, som derfor var meget utilbøjelige til at annamme

den. For de yngre generationer derimod, betød ’reeducation’ en mulighed for at lægge fortiden bag

sig, samtidig med at Forbundsrepublikken blev optaget i det vestlige fællesskab. Derfor er det

vurderingen, at denne ’genopdragelse’ var et vigtigt element i etableringen af det efterkrigstyske

demokrati.37

22

Nürnberg processen, som foregik fra november 1945 til oktober 1946, skal også ses i lyset af de

allieredes bestræbelser på en afnazificering og en genopdragelse af den tyske befolkning. Ved dette

militærtribunal, som var stærkt eksponeret såvel i Tyskland som internationalt, sad den nazistiske

elite på anklagebænken, anklaget for krigsforbrydelser. Almindeligvis så den tyske befolkning med

skepsis på processen, der af mange blev anset for ’Siegerjustiz’, men det forhold, at enkelte af de

anklagede faktisk (med rette eller urette) blev frikendt, og at der blev radiotransmitteret fra

retshandlingerne, medførte en trods alt positiv bedømmelse. Også det fremlagte bevismateriale i

form af fx filmoptagelser af krigsforbrydelser, gjorde indtryk på den tyske befolkning.

Flere mindre amerikanske processer i Nürnberg efterfulgte fra 1946 til 1949 hovedprocessen, fx

mod læger, jurister samt ’den administrative elite’, dvs. embedsmænd, diplomater, generaler,

fabrikanter og virksomhedsledere. Disse processer fusede imidlertid ud på grund af Den Kolde

Krigs udbrud, og hovedparten af de dømte var igen på fri fod i begyndelsen af 50’erne og kunne

genoptage deres karriere.38

Den første selvrefleksion

Et stort indtryk på den tyske offentlighed gjorde tre processer, som fra sensommeren 1945 til foråret

1948 blev ført ved britiske militærdomstole mod SS-personel fra kz-lejren Bergen-Belsen. Tyske

medier berettede indgående fra processerne i Nordtyskland og rejste det spørgsmål, som kom til at

martre den tyske offentlighed: var det tyske folk kollektivt skyldigt i nazi-forbrydelserne?39

Netop spørgsmålet om skyld var emnet for Max Picards bog fra 1946 Hitler in uns selbst, hvor han

forsøgte at anvise, hvordan den enkelte kunne foretage en selvkritisk analyse, medens en anden

forfatter, historikeren Friedrich Meinecke i Die deutsche Katastrophe, ligeledes fra 1946, forsøgte

at levere den første faghistoriske analyse af nazismen og Det Tredje Rige. Karakteristisk for de

tidlige fremstillinger indtog folkemordet på jøderne en helt marginal position.40

Ganske typisk var det også, som Hans Rothfels gjorde det i sin Die deutsche Opposition gegen

Hitler fra 1949, at fremstille det tyske folk som det første ’offer’ for nazi-regimet. Gennem terror,

propaganda og retsløshed blev befolkningen tvunget til at støtte regimet. Rothfels hævdede

endvidere, at nationalsocialismen ikke var et specifikt tysk fænomen, men var et resultat af den

almindelige moralske og kulturelle krise, som prægede moderniteten. Han vendte sig radikalt mod

forestillingen om en kollektiv skyld og bagatelliserede derved den folkelige opslutning bag Hitler,

medens modstanden mod regimet blev postuleret at have været stærkt udbredt i befolkningen.

Rothfels bog, som fik stor gennemslagskraft i den tyske offentlighed, betød også en rehabilitering af

23

de borgerlige oppositionelle, først og fremmest juli-attentatmændene, som hidtil overvejende var

blevet opfattet som landsforrædere.

Den tyske katolske kirke henregnede sig i efterkrigsårene nærmest til denne borgerlige opposition

mod regimet, medens den evangeliske kirke i 1947 gennem det såkaldte Darmstädter Wort

vedkendte sig både sin medskyld og sit ansvar. En stillingtagen til folkemordet på jøderne var dog

helt fraværende hos kirken. Det samme gjorde sig gældende vedr. skyldsspørgsmålet: omfattede

vedkendelsen af skyld det tyske folk, alle evangelisk-kristne, eller blot kirkens ledelse?

Den evangeliske kirke kunne faktisk, dog ikke institutionelt, knytte an til oppositionen mod Hitler,

idet flere fremtrædende teologer fra den såkaldte ’bekendende kirke’ var blevet sat i fængsel og kz-

lejr. Blandt disse var Dietrich Bonhoeffer, som blev henrettet i kz-lejren Flossenbürg. I 1946 udkom

en række af hans digte under titlen Gedichte aus Tegel, som fik enorm gennemslagskraft i den tyske

offentlighed. Ud over at dokumentere lidelserne i fangenskabet dokumenterede bogen også for

befolkningen modstanden mod nazi-regimet – og dementerede dermed det tyske folks kollektive

skyld. Publicerede erindringer fra jødiske forfattere derimod, blev nærmest overset, fx Primo Levis’

Ist das ein Mensch fra 1947. Først langt senere, da den almindelige diskurs var ændret, brændte

disse stærke vidnesbyrd igennem.41

Skyldsspørgsmålet stod tidligt helt centralt i den offentlige debat i Forbundsrepublikken. Udtrykket

’kollektiv skyld’ er altovervejende blevet knyttet til forestillingen om, at personer er skyldige alene

pga. deres tilhørsforhold til et kollektiv, uanset om de kan bebrejdes noget moralsk eller retligt. Ud

fra denne forståelse er alle tyskere ansvarlige for folkedrabet på jøderne, ganske enkelt fordi de er

tyskere. Derfor har der været en almindelig afvisning, både intellektuelt og moralsk, af en tysk

kollektiv skyld. I de første efterkrigsår førte førende personligheder fra den evangeliske kirke an i

denne afvisning, som i virkeligheden primært rettede sig mod afnazificeringen. Det var bekvemt for

mange tyskere, at fx den katolske biskop Clemens August von Galen, der var kendt som en

udpræget modstander af det nazistiske regime, gik hårdt i rette med den allierede retspraksis og

afnazificering.42

Også Forbundspræsident Theodor Heuss afviste i en tale i 1949 en tysk kollektiv skyld, til gengæld

var der grund til kollektiv skam. Helt frem i 1990’erne var det den dominerende grundfortælling i

den tyske offentlighed, at det retlige og moralske ansvar for Holocaust lå hos en begrænset gruppe

af mennesker. Den almindelige tysker kunne ikke bebrejdes. I virkeligheden var den almindelige

tyske befolkning den nazistiske magtelites første offer. Tabuiseringen af kollektiv skyld-

spørgsmålet og kravet på en offerrolle greb ind i hinanden og udgjorde i de første efterkrigstiår

24

hovedkomponenter i den tyske Vergangenheits-diskurs.43 Norbert Frei peger på det interessante

forhold, at begrebet kollektiv skyld, som i den grad har gennesyret debatten i efterkrigstidens

Tyskland, er ”selvopfundet”. I intet officielt dokument postulerede de allierede en kollektiv skyld

for det tyske folk. Det tætteste man kommer, er en formulering i kommuniquéet efter Potsdam-

konferencen den 2. august 1945. Der var heller ikke tale om en kollektiv afstraffelse af det tyske

folk, men afnazificeringen omfattede naturligvis mange personer. Fokuseringen på kollektiv

skylden i den tyske offentlighed antog ikke desto mindre ifølge Frei karakter af en kollektiv

neurose. Den voldsomme fokusering på kollektiv skyld, som også blev instrumentaliseret

indenrigspolitisk, ser han som en psykologisk reaktion, der indicerer en bevidsthed hos den enkelte

tysker om medskyld som udtryk for dårlig samvittighed – og dermed i realiteten en anerkendelse af

kollektiv skyld-tesen. 44

De sceniske og filmiske frembringelser udfordrede stort set ikke den almindelige diskurs. I den

tyske teaterverden var der med få undtagelser ringe interesse for at forholde sig til den nazistiske

fortid. På film udviklede en egentlig genre sig, kaldet ’Trümmer- und Zeitfilme’, altså film som

skildrede livet i ruinerne efter krigen, og som havde det mål at kaste et kritisk blik på nazi-tiden.

Men temaer som krigsforbrydelser, folkedrab og kz-lejre var helt fraværende. Filmene forsøgte at

finde en balance mellem anskueliggørelse, fortrængning og forklaring af nazi-tiden og fungerede

således også som en indikator for, hvad befolkningen kunne bære efter krigsafslutningen. Filmenes

appel til livsmod og vilje til genopbygning blev ofte forlenet med konstruktionen af en tysk

offerrolle og ønsket om at slå en streg over fortiden. Filmene tilbød en mulighed for at distancere

sig fra repræsentanterne for nazi-tiden, hvilket ofte førte til, at mange tyskere følte sig bekræftet i, at

de ikke havde nogen medskyld i de nazistiske forbrydelser.45

2.2 Forbundsrepublikken 1949-1961

’Aufarbeitung’ og ’Wiedergutmachung’.

De to termer Aufarbeitung og Wiedergutmachung knytter sig tæt til den tyske omgang med den

nazistiske fortid og lader sig dårligt oversætte til dansk. Men de to bestræbelser ses som

karakteristiske for perioden 1949-1961.

For kansler Adenauer, som stod i spidsen for den nydannede tyske Forbundsrepublik, var

Wiedergutmachung angiveligt en moralsk forpligtelse – men også politisk uomgængelig i forhold

til udlandet. Befolkningen var imidlertid delt i spørgsmålet. Etableringen af Institut für

25

Zeitgeschichte i München fra 1949-1952 var et konkret udtryk for ønsket om og viljen til at

’oparbejde’, at udforske, historien om nazi-tiden. Første bestand af dokumenter stammede fra

Nürnberg-processerne. Processerne fra 1949 til 1960 mod de nazistiske krigsforbrydere var ikke

desto mindre én lang historie af forsømmelser. Vendepunktet begyndte først med oprettelsen i 1958

af ’Zentrale Stelle der Landesjustizverwaltungen zur Aufklärung nationalsozialistischer Verbrechen

in Ludwigsburg’ (herefter kaldet Zentralstelle Ludwigsburg). I 1948 nåede tallet for domfældelser

sit højdepunkt med 1819, men tallet faldt betragteligt efter dannelsen af Forbundsrepublikken. I

1955 var der kun 21 domfældelser. Først fra 1952 var processerne udelukkende de tyske domstoles

ressort – og man behandlede kun sager, hvor tyskere havde begået forbrydelser mod tyskere. Også

afnazificeringen var med Forbundsrepublikkens grundlæggelse et overstået kapitel. Talrige

krigsforbrydere, der var fængslet og dømt af de allierede, blev benådet og løsladt, og personer, som

havde været ramt af afnazificeringen, vendte i stort tal tilbage til deres offentlige embeder.

Der blev dog gennemført en række meget forskelligartede processer, fx mod højrepolitikere (især

fra Sozialistische Reichspartei Deutschlands, et NSDAP-venligt parti som blev forbudt af

Bundesverfassungsgericht i 1952), der var anklaget for bagtalelse af oppositionelle i nazi-tiden. Ca.

25-30 % af den tyske befolkning anså i 1950 disse oppositionelle for forrædere. Ved en af

processerne (i 1952) slog en tysk domstol for første gang fast, at naziregimet udgjorde en

’Unrechtsstaat’. Men først i 1960’erne ændrede synet på (den borgerlige) modstand mod nazi-

regimet sig afgørende.

Processen mod ’Einsatzgruppe A’, som foregik i Ulm i 1958, kom til at udgøre en milepæl i

retsforfølgelsen af nazi-forbrydelserne – som ellers var gået helt i stå i midten af 50’erne. Processen

pegede frem mod en langt større offentlighed om kommende processer, ligesom den fik afgørende

betydning for den faghistoriske udforskning af Einsatzgruppernes virksomhed. De domfældte blev

imidlertid ikke dømt som gerningsmænd (Täter), kun for meddelagtighed (Beihilfe). Og helt

karakteristisk var, at pressen ikke stillede sig kritisk over for dommene. Processen i Ulm

medvirkede til opbygningen af Zentralstelle Ludwigsburg, og dermed til en langt mere systematisk

strafforfølgelse af nazi-forbrydere.46

Helt i tråd med Aufarbeitung og især Wiedergutmachung besluttede den evangeliske kirke i 1958 at

gå aktivt ind i fredsarbejde ved at modarbejde ’fremmedfjendtlighed’ og antisemitisme. Man ville

nu arbejde (også internationalt) for forsoning og tilgivelse, og kirken betonede den tyske skyld mht.

krigens forbrydelser. Statsmagten fulgte trop i 1960, da Forbundsdagen efter årelang debat vedtog

en lov, som gjorde ’Volksverhetzung’ strafbar. Det skete efter en umiskendelig opblomstring af

26

antisemitisme. I 1994 tilføjedes denne lov i øvrigt en paragraf om Holocaustbenægtelse og i 2005

en paragraf, som ulovliggjorde positiv omtale af nazisme.

Sideløbende med disse bestræbelser på ydmyg Wiedergutmachung, som jo også var til udvortes

brug, forsøgte Forbundsrepublikken den vanskelige øvelse at etablere en national identitet med alt,

hvad dertil hører af symbolik: Hvordan skulle den tyske forbundsrepubliks flag se ud, og gik det an

fortsat at anvende nationalhymnen ’Deutschland über Alles’, som ikke mindst i udlandet blev

opfattet stærkt martialsk, og som var blevet direkte forbudt af de allierede? Som bekendt landede

man på vers 3 af den forbudte ’Deutschlandlied’, som indledes med ordene Einigkeit und Recht und

Freiheit.47

Brud og kontinuitet ses også i den vedtagne politik for ordner, som blev lovfæstet i 1957: det var

tilladt at bære ordner fra Det Tredje Rige, men evt. hagekors skulle fjernes. På samme måde blev

omgangen med krigsmindesmærker lagt i faste rammer, ligesom minde- og nationaldage blev gået

efter i sømmene. ’Volkstrauertag’ fra 1919 (hvor man mindedes de faldne under Første

Verdenskrig) var i Det Tredje Rige blevet omdøbt til ’Heldengedenktag’, men i 1950 erstattet med

det oprindelige navn, og nu for at mindes de faldne fra både Første og Anden Verdenskrig.

De millioner af tyske fordrevne fra Østeuropa var en væsentlig politisk faktor i det tyske samfund.

Først efter forbundsdagsvalget i 1957 var de fordrevne ikke længere repræsenteret med deres eget

parti i Forbundsdagen, og langt op i 50’erne var det på alle partiers politiske program ikke at

anerkende de nye grænser efter Anden Verdenskrig. De fordrevnes politiske repræsentanter fik

udvirket finansieringen af et stort 5-binds værk (1953-1961), som dog blev kritiseret for at

abstrahere fra den historiske kontekst, og helt op i vore dage har de fordrevne og deres

efterkommere en vis indflydelse, sådan som det vil fremgå.48

En af de vigtigste identitetsskabende begivenheder i den tidlige Forbundsrepubliks historie,

nærmest på linje med ’Wirtschaftswunder’, var, da Vesttyskland i 1954 vandt verdensmesterskabet i

fodbold i Schweiz. De tyske tilskuere fejrede spontant sejren ved at afsynge den gamle version af

nationalsangen, altså ’Deutschland über Alles’ – noget som vakte uro i udlandet, og som den tyske

presse fortav.

Frygten for tysk nationalisme og militarisme forhindrede dog ikke (var måske endda medvirkende

til), at Forbundsrepublikken i 1954 blev fuldgyldigt medlem af NATO, og i 1957 blev de første

værnepligtige indkaldt. I starten var der ud fra dogmet ’Nie Wieder Krieg’ en vis folkelig modstand,

men den aftog hurtigt. Adenauers uformelle rådgivere var tidligere værnemagtsofficerer, som trods

deres nazistiske fortid skulle lægge kimen til det nye ’Bundeswehr’. Forsvarsminister Franz Josef

27

Strauss udtalte åbent, at forbilledet for det nye Bundeswehr var Wehrmacht, men sørgede trods alt

for at afgrænse i forhold til de tjenestegørende i Waffen-SS, også selv om disse hårdnakket

hævdede udelukkende at have været almindelige frontsoldater. Så sent som i 1982 blev det forbudt

gennem en forordning, at Bundeswehr overtog traditioner fra Wehrmacht.49 Så meget tyder på, at

det faktisk havde fundet sted indtil da.

Andre forhold gav ubehagelige mindelser om den nazistiske fortid: I ca. 1959 var der tydelige tegn

på en ny antisemitisk bølge i Forbundsrepublikken, som fik næring af allerede eksisterende

antisemitiske holdninger i den tyske befolkning. Fra statsligt/offentligt hold satte man i 1960 ind

mod strømningen (som også ytrede sig ved benægtelse af folkedrabet på jøderne) fx i

skoleundervisningen. Et egentligt forbud mod Holocaustbenægtelse kom (ligesom udtrykket

’Holocaust’) først langt senere.50

Meget tænkeligt var en hovedårsag til den revisionistiske strømning en reaktion mod statsmagtens

håndtering af opgøret med fortiden. I 1949 og 1954 vedtog Forbundsdagen amnesti-love for ’små

fisk’, som man ønskede at integrere i samfundet. Lovgivningen i den nydannede Forbundsrepublik

tog sigte på at imødekomme den almindelige vrede i befolkningen over den allierede afnazificering

og genopdragelse. Men den imødekom også den udbredte opfattelse af at være de virkelige ofre.

Man havde nu ”lidt nok”. I realiteten betød lovgivningen i 1954, at også alvorlige forbrydelser nu

gik fri.

Vigtigere end selve benådningerne var symbolværdien og de politiske signaler: Den demonstrative

slutstreg over den allierede udrensning var ikke mindst den nye stats selvrehabiliterings- og

legitimeringsakt. Resultatet var, at antallet af retssager mod nazi-forbrydelser faldt, og det kritiske

opgør med fortiden gik i stå. Lovgivningen i 1949 betød, at personer, som var afskediget fra

offentlig tjeneste på grund af deres nazistiske fortid, generhvervede retten til offentlig ansættelse –

eller forsørgelse. Det gjaldt fx for tidligere Gestapofolk og nazistiske dommere.51

Et konkret udtryk for diskursen på dette tidspunkt var, at instruktøren bag den berygtede nazistiske

propagandafilm fra 1940 Jud Süss i 1950 blev frikendt for forbrydelser mod menneskeheden – og

kunne genoptage sin karriere i filmbranchen.52

I løbet af 1960’erne blev der rejst enkelte sager mod tidligere nazi-jurister, men de endte alle med

frifindelse. Ikke mindst fordi de tiltalte fik energisk juridisk assistance fra gamle kolleger fra nazi-

tiden. Vi skal helt frem til 1995, før det lykkedes at dømme en tidligere nazi-dommer.53 Derimod

var der eksempler på, at tidligere fremtrædende nazi-personligheder fik ledende politiske poster

under Adenauer.54

28

Offernarrativer i film og litteratur

Heller ikke i den kunstneriske verden tog man i 50’erne alvorligt livtag med den nazistiske fortid,

og da slet ikke med folkedrabet på jøderne. Ganske vist udkom Anne Franks Dagbog, som var et

vigtigt dokument om jødeforfølgelserne, men i den vesttyske udgave greb udgiver og forlag ind og

ændrede eller bortlugede fx de passager, hvor der ikke blev skelnet mellem tysk og

nationalsocialistisk kultur, eller hvor dagbogen hævdede, at tyskerne var jødiskfjendtlige. Den

jødiske offerrolle blev med andre ord nedtonet, således at den tyske offentlighed lettere kunne

tilgive sig selv kollektivt.55 Peter Reichel, som har skrevet bidraget om Auschwitz i Deutsche

Erinnerungsorte, mener direkte, at Anne Franks Dagbog, som også blev filmatiseret og opført som

teaterstykke, blev instrumentaliseret af den tyske offentlighed og af tyske politikere til at koge

budskabet i Anne Franks Dagbog ind til: ”Trods alt tror jeg på det gode i mennesket”. Og Bergen-

Belsen (hvor Anne Frank omkom) blev målet for en veritabel strøm af pilgrimsfærd.56

I den deciderede apologetiske boldgade udkom i begyndelsen af 1950’erne en række selvbiografier

af fremtrædende skikkelser i nazi-tiden, Fx Hans Fritzsche fra Propagandaministeriet, Rudolf Diels,

som var den første chef for Gestapo og fx tidligere nationalbankdirektør Hjalmar Schacht.

Størst gennemslagskraft i offentligheden fik dog Ernst von Salomons Der Fragebogen

(Spørgeskemaet), som siden 1951 er kommet i talrige oplag, det seneste i 2011. Von Salomon var

aktiv i mellemkrigstidens frikorps og stærkt nationale grupperinger, og titlen refererer til det

spørgeskema, der blev anvendt under afnazificeringen – en øvelse von Salomon fremstiller som en

bureaukratisk monstrøsitet. Bogen fremstiller forfatteren som stående i opposition til nazi-regimet –

ganske som det tyske folk som sådan gjorde det. Folkedrabet på jøderne relativerer forfatteren ved

at sammenligne det med det tyske folks lidelser under den allierede besættelse. Det er vurderingen i

Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung”, at bogen ”kaster et betegnende lys over 50’ernes

erindringskultur”.57

En dokumentar- eller essayfilm fra 1955-56, Nacht und Nebel, af den franske filmskaber Alain

Resnais, skulle blive skelsættende og udløse chok og debat i flere generationer.58 Det var den første

film om kz-lejrens rædsler efter de allierede dokumentarfilm i de første efterkrigsår. De tyske

myndigheder forsøgte at forhindre, at filmen blev vist på Cannes-festivalen. Man frygtede, at den

ville forgifte forholdet mellem Forbundsrepublikken og Frankrig – et forhold som var under

opbygning. I Forbundsdagen udløste hele affæren heftig debat, og SPD protesterede over de tyske

myndigheders indgriben. Nacht und Nebel bidrog i høj grad til, at den unge tyske generation

29

overvandt tavsheden, idet filmen blev anvendt som standardpensum i den politiske opdragelse af

ungdommen, både i skolerne og af de dertil oprettede ’Zentrale für politische Bildung’. I 1980’erne

rejstes imidlertid kritik af Nacht und Nebel for ikke i tilstrækkelig grad at fokusere på jøderne som

en specifik offergruppe.59

En veritabel bølge af tyske krigsfilm i anden halvdel af 1950’erne afspejlede nok så meget den

dominerende grundfortælling i det tyske samfund, nemlig den at det tyske folk og den almindelige

værnemagtssoldat var nazismen primære ofre. Det kulminerede med filmen Die Brücke i 1959, som

var den vel nok mest differentierede film i denne bølge. Som bekendt handler filmen om en enhed

af drengesoldater fra ’Volkssturm’, der i krigens slutfase helt meningsløst bliver indsat til forsvar af

en bro. Fælles for krigsfilmene var, at de afkonkretiserede befolkningens forhold til nazismen og

betonede naziregimets misbrug af de almindelige soldaters offervilje og fædrelandskærlighed.

Filmene var på én gang anti-krigsfilm – og dog krigsforherligende.60 Med filmene i anden halvdel

af 1950’erne blev der meget bekvemt etableret en traditionslinje, som det nye Bundeswehr kunne

knytte an til. Det er imidlertid omstridt, hvorvidt bølgen af krigsfilm direkte faciliterede

genoprustningen.61

Til den vesttyske offergrundfortælling hører også fordrivelsen af tyskere fra øst og de forbrydelser,

flygtningene blev udsat for af både den sovjetrussiske hær og af de lokale befolkninger af anden

etnicitet. Flugt og fordrivelse blev længe opfattet som et tabuemne i den tyske offentlighed, men

nyere forskning har påvist, at fænomenet tværtimod er den mest bearbejdede kollektiverindring

overhovedet i den tyske befolkning. Litteraturen om flugten og fordrivelsen, som primært består af

selvbiografiske erindringer, kan inddeles i 1. En ’Oplevelsesfase’, som udkom fra ca. 1945 til 1955,

2. En ’dokumentationsfase fra 1950’erne til 1970’erne og 3. En ’digterisk fase’ siden ca. 1975.62


Juridisk grundlag og sandhedssøgning. Eichmann- og Auschwitz processerne

Eichmann processen i Jerusalem i 1961 og Auschwitz processen i Frankfurt fra december 1963 til

august 1965 udgjorde milepæle i Forbundsrepublikkens offentlige erindringshistorie, og

sidstnævnte udgjorde også strafferetligt et paradigmeskift mht. pådømmelsen af nazi-forbrydelser

ved tyske domstole. Sidst, men ikke mindst: de to processer medførte en helt ny offentlig

bevidsthed om folkedrabet på jøderne.63

30

Eichmanns tyske forsvarer påberåbte sig, at Eichmann hverken havde forbrudt sig mod samtidig

tysk eller mod international lov. Men det afviste retten under henvisning til Nürnberg Processen,

hvor der (også) blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft, fx for folkemord. Med Eichmann

processen blev det statueret, at ’skrivebordsmordere’ kunne dømmes, og processen lagde et stærkt

pres på den vesttyske politiske verden og retsvæsen, som i stigende grad erkendte, at det var

påtrængende med en strafforfølgelse af nazi-gerningsmændene. Derfor medførte processen i

Jerusalem, der som bekendt medførte dødsdom over Eichmann, flere retssager i

Forbundsrepublikken mod Eichmanns medarbejdere. Især Auschwitz processen i Frankfurt åbnede

den tyske offentligheds øjne for folkedrabet på jøderne og naziregimets tilintetgørelsespolitik. Med

hjælp fra historikere og Zentralstelle Ludwigsburg blev uhyrlighederne i Auschwitz rullet op for

den tyske offentlighed ned til mindste detalje. Det var chokerende for offentligheden, at mange af

de sigtede var sluppet gennem afnazificeringen uden særlig påtale og integreret i

Forbundsrepublikkens samfunds- og erhvervsliv. De sigtede, som blev konfronteret med

vidneudsagn fra tidligere fanger, hævdede hårdnakket intet at kende til gasning og drab. Og i øvrigt

havde de kun efterkommet ordrer fra deres foresatte.64

På baggrund af det omfattende bevismateriale fra Auschwitz processen blev der udgivet et

faghistorisk værk, Anatomie des SS-Staates, som fik blivende betydning for udforskningen af den

nazistiske tilintetgørelsespolitik. De mange journalister, som fulgte processen, rapporterede fra den,

og juridiske samt mediekritiske kommentarer fulgte. Men også i den kunstneriske verden satte

processen sig spor.65

Som Eichmann processen trak også Auschwitz processen flere processer med sig, nemlig mod SS-

personellet i Treblinka, Sobibor, Belzec og andre tilknyttet den såkaldte ’Aktion Reinhardt’. En af

følgeprocesserne mod to Eichmann-medarbejdere resulterede i 1964-1965 i meget lave straffe,

hvilket oprørte udlandet. En ny proces blev berammet, og i 1967 blev de to idømt livsvarigt

fængsel. 66

En hovedårsdag til de milde domme var den vesttyske retspraksis, som gjorde sig gældende frem til

midten af 1960’erne: De tiltalte blev i helt overvejende grad ikke dømt som gerningsmænd, men

som hjælpere (Beihilfe). I 1966 blev det imidlertid på en konference, hvor historikere og jurister

(herunder fra Zentralstelle Ludwigsburg) deltog, besluttet at arbejde for en skærpelse af straffene –

ved at ændre definitionen af gerningsmænd og hjælpere. Programerklæringen medførte

lidenskabelige debatter, både i juridiske kredse og i den almindelige offentlighed. De fleste retter

holdt dog foreløbig fast ved den gamle retspraksis.67

31

Sammenfattende om diskurs-udviklingen må det dog konstateres, at med retssagerne, og den

mediemæssige og kulturelle oparbejdning disse medførte, udviklede der sig en voksende sensibilitet

i den vesttyske offentlighed over for fremtrædende embedsmænd med en nazi-fortid. Medvirkende

hertil var også den vedvarende kritik fra DDR om, at gamle nazister fortsatte i fremtrædende

offentlige stillinger i Forbundsrepublikken og dermed underbyggede DDR’s påstand om, at

Forbundsrepublikken i virkeligheden var fortsættelsen af det fascistiske Tyskland. Så i modsætning

til de første år af Forbundsrepublikkens historie, hvor integration af gamle nazister blev set som et

mål og havde bred folkelig tilslutning, blev flere fremtrædende personer nu afskediget eller trådte

tilbage.68

”Die Nachkriegszeit ist zuende”. Denne passus fra Ludwig Erhards regeringserklæring den 10.

november 1965 er ofte blevet citeret. Erhard, der efterfulgte Adenauer som kansler, anerkendte, at

Nazi-Tyskland havde begået forbrydelser, men dem havde Forbundsrepublikken ifølge Adenauer

erkendt. Wiedergutmachung skulle stadig være en bestræbelse for Forbundsrepublikken, men nu

behøvede Forbundsrepublikken ifølge Erhard en ”sund national selvbevidsthed”. Fortsat at

instrumentalisere den nazistiske fortid politisk som en ”tysk arvesynd” kunne ikke accepteres.

Uheldigvis for Erhard kolliderede denne programerklæring med Auschwitz processen i Frankfurt.69

Når Erhard i 1965 efterlyste en ny national bevidsthed skal det sikkert ses på baggrund af den

virkning, Eichmann processen havde haft på den tyske offentlighed – og en fjernsynsdokumentar i

14 dele om Det Tredje Rige, som blev sendt fra oktober 1960 – ét afsnit om ugen og fulgt af mellem

49 og 60 % af seerne. Forfatterne, alle faghistorikere, var drevet af bekymring over vidensniveauet i

de tyske skoler. Især 8. afsnit vakte stor furore i offentligheden. Det omhandlede SS’ rolle og

folkemordet på jøderne.70 Som historikeren Knut Hickethier konstaterer vedr. tysk fjernsyns rolle i

konstitueringen af den historiske bevidsthed: ”Es ging ja nicht nur um ’Geschichtsfernsehen’ über

eine vergangene Epoche. Die Thematisierung der NS-Zeit diente á la longue auch dazu, durch

Abgrenzung und Distanzbildung im Sinne eines ’nationbuilding’, zur Identitätsbildung der

Bundesrepublik Deutschland beizutragen.”71

To fotoudstillinger om henholdsvis ghettoen i Warszawa og Auschwitz i 1963 og 1964 var direkte

affødt af Auschwitz processen i Frankfurt. ’Bundespresseamt’ tog initiativet til og finansierede

udstillingen om ghettoen i Warszawa, ikke mindst af udenrigspolitiske grunde. Udstillingen var

tænkt som et officielt modspil til en vandreudstilling, der var fremstillet af det’Jødiske Historiske

Institut’ i Warszawa. Man forventede nemlig fra tysk side, at den polske udstilling, som også skulle

turnere i tyske byer, ville fokusere på den udprægede person-kontinuitet fra nazi-tiden til

32

Forbundsrepublikken. Den tyske udstilling vakte skræk, chok og skam i den tyske offentlighed, og

straks lød kravet om en forstærket oplysning om det nazistiske folkedrab. Erindringspolitisk blev

ghetto-udstillingen en modvægt til ønsket om at slå en slutstreg over Nazi-tiden og til forældelse af

forbrydelserne.

De to udstillinger var et tysk signal til udlandet om, at Forbundsrepublikken var indstillet på at tage

et opgør med nazi-tiden.72 Denne indstilling har uden tvivl givet medvind til de initiativer, tidligere

kz-fanger udfoldede for at etablere museer, dokumentationscentre eller mindesteder i de tidligere

kz-lejre. Noget sådant havde man længe praktiseret i DDR, hvor ’KZ-Gedenksstätten’ formidlede

den nationale selvforståelse af den antifascistiske bonde- og arbejderstat. Først i midten af 60’erne

lykkedes det for de tidligere fanger at slå igennem i Forbundsrepublikken – ofte akkompagneret af

massive protester fra lokalsamfundet. De tidligere kz-lejre i Forbundsrepublikken blev

altovervejende slet ikke opfattet som erindringssteder, i hvert fald ikke som éntydige sådanne.

Lejrene havde jo i efterkrigstiden (ganske som dem i DDR) været anvendt af besættelsesmagterne

til internering af mistænkte nazister; siden blev de anvendt til såkaldte ’displaced persons’ og til øst-

flygtninge. Og i fx den tidligere kz-lejr Neuengamme opførte bystyret i Hamborg i 1950 en

straffeanstalt for angiveligt at borttvætte fortidens skændselsmonument med en ”vorbildlichen

Anstalt der Menschlichkeit”, som historikeren Stefanie Endlich gengiver bystyrets begrundelse.73 I

1965 åbnedes ’Gedenkstätten’ i såvel Dachau som i Neuengamme (hvor dog straffeanstalten forblev

i funktion), og udviklingen fortsatte i 70’erne og 80’erne.74

Ud over Eichmann- og Auschwitz processerne, de to udstillinger om henholdsvis ghettoen i

Warszawa og Auschwitz samt de nyetablerede ’KZ-Gedenkstätten’ medvirkede en lang række

erindringspolitiske artikler i Der Spiegel fra 1964-1967 til at konstituere en større folkelig

bevidsthed om nazi-forbrydelserne.75 Man så også i disse år de første forsøg på at skildre det

nazistiske folkedrab (fiktions)filmisk.76


Ungdomsoprør

Året 1968 er blevet symbolet på et nybrud i den vestlige verden, hvor de traditionelle autoriteter og

ofte selve det kapitalistiske system blev udsat for stærk kritik. I Forbundsrepublikken ytrede den

nye bevægelse sig også ved at udfordre den officielle erindringspolitik. Den vesttyske

33

studenterbevægelse og fagforeningerne havde længe før 1968 efterlyst et tilbundsgående opgør og i

kritiske vendinger påpeget den udprægede kontinuitet fra nazi-tiden til Forbundsrepublikken, især

hvad angik politikere og embedsmænd. Helt centralt for 68-generationen var imidlertid, at den som

den første stillede forældregenerationen direkte til ansvar for dens medvirken til nazi-regimets

etablering og opretholdelse. Og dermed også til ansvar for de lidelser regimet havde påført både

egne og andre landes borgere.77

I Forbundsrepublikken fødte den kritiske analyse af det kapitalistiske vesttyske samfund også en

ekstremistisk gruppering, nemlig Rote Armee Fraktion, RAF. Grupperingens analyse var ikke

ukendt, nemlig den at Forbundsrepublikken blot var en fortsættelse af det fascistiske Nazi-

Tyskland. Nyt var imidlertid, at grupperingen greb til røverier, vold og mord – ikke mindst ud fra

den analyse, at den fascistiske statsmagt så ville gribe til modforanstaltninger, der over for

befolkningen ville demaskere statens sande fascistiske natur. Symptomatisk for RAF’s (manglende)

succes er, at en amerikansk politolog i 1977 betegnede grupperingen som Hitler’s Children.78

En bog, som i høj grad bidrog til, at Vergangenheits-diskussionen tog fart fra 1968, udkom allerede

i 1967, nemlig Alexander og Margarete Mitscherlichs Die Unfähigkeit zu trauern. Bogens

hovedtese var, at den tyske offentlighed endnu ikke havde gennemgået en ”kollektive Trauer über

die Leiden der Opfer des Nationalsozialismus”. I stedet var realiteterne blevet fortrængt, også i de

enkelte familier. Bogen fik stor gennemslagskraft i og med, at den blev flittigt anvendt i

undervisningen af skolelærere de næste mange år.79

Mere korporligt gik aktivisten Beate Klarsfeld til værks, da hun offentligt og for rullende kameraer

gav forbundskansler Kurt Georg Kiesinger en syngende lussing den 7. november 1968, samtidig

med at hun råbte ”Nazi, Nazi”. Kiesinger havde fra 1933 været medlem af NSDAP og gjorde fra

1940 karriere i Auswärtiges Amt, det tyske udenrigsministerium. Beate Klarsfeld og hendes mand

Serge gjorde det til en livsopgave at afsløre tidligere topnazister og krigsforbrydere ved hjælp af

detaljeret dokumentation og spektakulære demonstrationer. Sammen opsporede og afslørede de fx

de tidligere gestapochefer Kurt Lischka og Klaus Barbie. Begge blev stillet for retten og dømt.80

At det kritiske blik på fortiden kunne koste en forbundspræsident posten, blev demonstreret i

sommeren 1969, da Heinrich Lübke måtte træde tilbage efter en offentlig debat om hans fortid. Det

er aldrig blevet helt afklaret, hvilken rolle DDR spillede i denne konkrete sag, men Lübkes

tilbagetræden skete efter en flerårig offensiv fra det andet Tyskland, der fremstillede Lübke som

tidligere nazist og dermed Forbundsrepublikken som nazi-regimets arvtager.81 Den konstante

offensiv fra DDR var uden tvivl stærkt skadelig for Forbundsrepublikkens omdømme i udlandet.82

34

En sådan kampagne kunne DDR dårligt rette mod kansler Willy Brandt, der som bekendt havde

opholdt sig som politisk flygtning i Norge i 1930’erne (og siden i det neutrale Sverige). Brandt, der

ved sin tiltræden udtalte, at ”først nu har Hitler endegyldigt tabt krigen”,83 foretog den 7. december

1970 en opsigtsvækkende symbolsk handling, da han knælede foran mindesmærket for de jødiske

ofre for ghettoopstanden i Warszawa i 1943. Set i retrospektiv var denne handling skelsættende,

både mht. omgangen med den nazistiske fortid og til et nyt øst-vest forhold. Handlingen var et klart

udtryk for anerkendelse af den tyske skyld, og Brandt blev da også efterfølgende kritiseret i dele af

den konservative presse. Samme dag underskrev Brandt den såkaldte ’Warszawa-traktat’, hvorved

Forbundsrepublikken anerkendte Oder-Neisse grænsen. Også for dette og i øvrigt hele sin østpolitik

indkasserede Brandt kritik fra konservative kredse.84

Tidens kritiske opgørs-tendens slog også igennem i kunsten. Fra ca. midten af 1970’erne til de

tidlige 1980’ere var der en litterær strømning, som er blevet betegnet ’Väterliteratur’. Det var

selvbiografiske prosatekster, som tog sigte på Vergangenheitsbewältigung i familiens

mikrounivers.85 De tyske film hævede sig nu over hjemstavns-, underholdnings- og krigsfilm og

forsøgte i socialrealistiske film at sætte en samfundskritisk dagsorden, hvor en kritisk omgang

med nazi-tiden var helt central. En hovedeksponent for denne genre var Rainer Werner Fassbinder.

Tidligere havde som nævnt den tyske offerrolle eller den tyske modstand mod regimet været

hovedtemaer. Mod slutningen af 1970’erne behandlede filmene i stigende grad eksplicit den

nazistiske fortid. Men folkedrabet på jøderne berørtes stadig kun perifert i filmene.

Senest i slut-80’erne begyndte tysk film ifølge Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” at ”vise

træthedstegn”, dvs. der skete en kommercialisering. Das Boot fra 1981 var en decideret

kassesucces, også internationalt, og i 90’erne blev nationalsocialismen stort set reduceret til en

kulisse i en række underholdningsfilm.86

Nye retssager

Perioden fra 1968 til 1979 var også karakteriseret ved, at der blev gjort op med nogle politisk-

juridiske forsømmelser. Spørgsmålet om at afskaffe forældelsesfristen for drab havde hele fire

gange siden 1960 været gjort til genstand for større debatter i Forbundsdagen, men først den 3. juli

1979 blev det endelig besluttet at afskaffe den. Vedtagelsen var imidlertid ganske snæver: for

stemte 255, medens 222 stemte imod.87

Drab i stor målestok havde nazi-regimet begået mod en gruppe af mennesker, som på grund af

fysiske, men især psykiske sygdomme skulle ”udskilles af det tyske folkelegeme”. Allerede i 1947

35

havde amerikanerne ført retssager mod læger, som havde været involveret i det nazistiske eutanasi-

program. Og eftersom ofrene for programmet var tyskere, blev der også rejst sager ved tyske

domstole umiddelbart efter krigen. Men fra 1948-1949 blev læger og jurister med nazi-fortid i vidt

omfang integreret i samfundet som følge af ’Artikel 131 Gesetzgebung’ og genoptog deres

profession. Ved en stor eutanasi-proces i Frankfurt i 1966-1969 blev de tiltalte frifundet trods

overbevisende beviser. Frifindelserne for drab blev begrundet med, at drabene var begået af

medlidenhed og ikke havde været ”grusomme”.

Imidlertid ophævede Forbundsdomstolen dommene efter tre år, og sagerne blev genoptaget. Der

skete igen frifindelse i 1972, og to år efter stadfæstede Forbundsdomstolen frifindelserne, hvilket

medførte en heftig offentlig debat. Først i 1986-1987 blev sagerne på ny genoptaget, og nu skete der

domfældelser. Stærkt medvirkende til at vende stemningen var flere publiceringer om emnet, ikke

mindst bogen Euthanasie im SS-Staat fra 1983 skrevet af journalisten Ernst Klee.

Fra 1988 blev der i det hele taget publiceret adskillige kritiske indlæg mod nazi-tidens medicinske

verden, og den 13. maj 2012 gav den tyske lægestand for første gang en officiel undskyldning for

de handlinger, tyske læger havde begået under nationalsocialismen.88

Fra 1975 til 1981 førtes i Düsseldorf en proces mod SS-mandskab fra udryddelseslejren Majdanek.

Selv så højtstående folk som lejrens næstkommanderende fik imidlertid forholdsvis milde domme.

Dommene udløste nærmest tumult i retslokalet og demonstrationer uden for, men den tyske

offentlighed og medierne viste ringe interesse for processen. Den samtidige retssag mod RAF-

terrorister optog sindene langt mere. Først i 1979 begyndte medierne, og dermed den bredere

offentlighed, at interessere sig for processen. Den nyopståede interesse kan kædes sammen med tre

forhold: Den amerikanske fjernsynsserie Holocaust (som vi vender tilbage til) startede i januar 1979

og afstedkom straks en omfattende offentlig diskussion af den nazistiske tilintetgørelsespolitik.

Derefter blev frifindelserne af de anklagede i Majdanek processen i juni 1970 udsat for voldsom

offentlig kritik. Og endelig så var 1979 året for den sidste store debat om forældelsesfrist. Og under

denne debat blev der konstant refereret til den igangværende Majdanek proces.89

Intentionalister kontra strukturalister

Hitlers yndlingsarkitekt og rustningsminister Albert Speer udgør en vigtig symbolfigur i den tyske

Vergangenheits-debat. Det kan primært tilskrives Speers erindringer, der udkom i 1969. Bogen,

som blev en international bestseller, hvidvaskede stort set Speer. Nok erkendte han, ganske som han

behændigt havde gjort under Nürnberg processen, at have været nazist, og nok tog han afstand fra

36

nazismen og dens mere vulgære fremtrædelsesformer, men selv om han som rustningsminister må

have været vidende om kz-fangers tvangsarbejde (som en stor del af den tyske økonomi hvilede på),

smøg han sig udenom. Han fremstod charmerende og beleven og var den civiliserede nazist. Som

sådan blev han taget til indtægt af mange tidligere nazister.

Speer døde i London i 1981, men hans opfattelse og selviscenesættelse overlevede i det vesttyske

samfund. Det ses fx i filmen Der Untergang fra 2004. Først i 2005 blev der med

fjernsynsudsendelsen Speer und Er sat et alvorligt spørgsmålstegn ved Speers udlægning.90

Ghostwriteren på Speers erindringer var den konservative historiker og journalist Joachim C. Fest,

som i øvrigt også var forfatter til den bog fra 2002, der udgjorde forlægget til Der Untergang. I

1973 udgav Fest en monumental biografi på 1200 sider med titlen Hitler – eine Biographie. Fest var

fascineret af Hitler og skrev ud fra den grundholdning, at store mænd bestemmer historiens gang.

For en umiddelbar betragtning startede Hitler-biografien en veritabel ’Hitler-bølge’ – en

sammenhæng Fest selv afviste. Det stærke fokus på Hitler skød uvægerlig det mere strukturelle og

ideologiske i baggrunden, fx Holocaust.91 Historikere delte sig efter anskuelse i de to positioner

’intentionalister’ og ’strukturalister’, som fra 1970’erne førte energiske diskussioner. På en kort

formel anskuede intentionalisterne nazismen som”Hitlerismus”, altså at nazi-regimet primært var et

resultat af Hitlers verdensanskuelse. Heroverfor stod strukturalisterne, som lagde vægten på den

fascistiske stat i deres forklaringsmodel.92

Det fremgår ganske vist ikke af Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung, men faktisk var der

allerede i slut-60’erne opstået to konkurrerende fagdiskurser, for så vidt angik synet på den tyske

nationalsocialisme. Den tyske historiker Karl-Dietrich Bracher formulerede, at nationalsocialismen

var et unikt tysk fænomen, som kun kunne forklares ud fra Weimarrepublikkens særegne

forudsætninger. Hermed opponerede han direkte mod historiker-kollegaen Ernst Noltes tese om

fascismen som et europæisk fænomen, der blev båret frem af mellemkrigstidens særlige ’Zeitgeist’.

Det var, anfører Nolte, én af historiens store ulykker, at det gik så galt i Tyskland, men under andre

omstændigheder kunne fx den franske fascisme have udartet sig lige så vildt som den tyske.93

Denne politologisk inspirerede sidestilling af flere ’fascismer’ fandt god klangbund i 1960’erne,

både blandt borgerlige teoretikere (som gjorde fascisme til en underkategori af begrebet

’totalitarisme’, der også omfattede kommunisme) og på venstrefløjen (hvor man gjorde fascisme til

en underkategori af ’kapitalisme’).

For så vidt angår striden mellem de to faghistoriske skoler fra 1970’erne, var det i den brede

offentlighed umiddelbart den intentionalistiske forklaring, der fik primat. Mellem 1973 og 1975

37

blev det tyske marked som nævnt oversvømmet med bøger om Hitler, ofte forfattet af ”tidsvidner

og amatørhistorikere”, som det en anelse maliciøst konstateres i Lexikon der

”Vergangenheitsbewältigung”.94

Hans Karl Filbinger

I flere måneder af 1978 rasede en debat om den baden-württembergske ministerpræsident Hans

Karl Filbingers nazi-fortid, og i august valgte han at træde tilbage. Filbinger havde under Anden

Verdenskrig været dommer ved Krigsmarine-domstolen og der afsagt adskillige dødsdomme. Ikke

desto mindre blev han ved sin begravelse i 2007 fremhævet af den baden-württembergske

ministerpræsident (der også repræsenterede partiet CDU) som ”en modstander af det nazistiske

styre”.95


Hvordan formidle folkedrabet på jøderne?

Af helt afgørende betydning for, at det nazistiske folkemord på jøderne blev kendt i den brede

vesttyske offentlighed, var den amerikanske serie i fire dele Holocaust, som blev vist i vesttysk

fjernsyn i januar 1979, og som kom til at navngive folkedrabet på primært jøderne. Serien kom til at

udgøre et nybrud i den vesttyske omgang med fortiden. De faghistoriske fremstillinger af Nazi-

tyskland og Holocaust havde ikke haft tilnærmelsesvis den samme gennemslagskraft i

offentligheden som Holocaust-serien, der af den jødiske forfatter, nobelpris-modtager og Holocaust-

overlever Elie Wiesel i øvrigt blev betegnet som en ”soap opera”. Den offentlige debat i kølvandet

på Holocaust-serien havde som nævnt sandsynligvis indflydelse på den efterfølgende

’Verjährungsdebatte’, dvs. debatten vedr. forældelsesfrist for forbrydelser i nazi-tiden.96

Som Elie Wiesel brød heller ikke den jødisk-franske filmskaber Claude Lanzmann sig om

Holocaust-serien. Hans monumentale dokumentarfilm fra 1985 med titlen Shoa (som er det

hebræiske ord for folkemordet på jøderne), distancerede sig fra den amerikanske serie alene ved

titlen. Men hovedanliggendet for Lanzmann var, at det nazistiske folkemord på jøderne overhovedet

ikke lod sig filmisk fremstille. Shoa gengav øjenvidneudsagn på de steder, hvor begivenhederne

udspillede sig, og Lanzmann afstod fra enhver form for rekonstruktion og fiktion.97

Hvordan bevidstheden om og interessen for den nazistiske udryddelse af jøderne voksede i

Forbundsrepublikken, er også den amerikansk-jødiske forfatter Raul Hilbergs bog Die Vernichtung

38

der europäischen Juden et godt eksempel på. Bogen, der anskuer Holocaust som resultatet af

bureaukratiske foranstaltninger, udkom på tysk i 1990 og fik stor opmærksomhed. Den

engelsksprogede originaludgave fra 1960’erne, derimod, havde ikke haft nogen som helst

gennemslagskraft i den tyske offentlighed.98

En anden bog, der fik stor opmærksomhed og blev den bedst sælgende erindringsbog i

Forbundsrepublikken i begyndelsen af 1990’erne, var Ruth Klügers Weiter leben. Eine Jugend.

Klüger blev deporteret fra Wien til Theresienstadt – og senere til Auschwitz. Bogens budskab var

bl.a., at man ikke skulle arbejde på forsoning mellem ’gerningsmænd’ og ’ofre’. Ej heller skulle

man begive sig ud i en museal formidling af nazi-forbrydelserne, fx gennem Gedenkstätten i

tidligere kz-lejre.99

Spændingsfelter 40 år efter krigsafslutningen

Fra 1980 til 1982 var der et spændt forhold mellem Forbundsrepublikken og Israel. Store dele af

den vesttyske offentlighed var rystet over de udtalelser om Forbundsrepublikken og det tyske folk,

som den israelske ministerpræsident Begin fremsatte. Begin, der mente, at Tyskland havde en

særlig forpligtelse over for Israel, gjorde det værst tænkelige: han pukkede på den nazistiske fortid

og antydede en kontinuitet fra denne.

Det dårlige forhold skyldtes for det første, at Forbundsrepublikken, som af historiske grunde altid

havde tilstræbt et særligt og godt forhold til den jødiske stat, i stigende grad blev bundet op på den

politik over for Mellemøsten, som blev fastlagt i FN og EF (EU). For det andet var der en udpræget

dårlig personlig kemi mellem Begin og kansler Helmut Schmidt – som stort set undlod at

kommentere Begins udfald.100

Heller ikke Schmidts borgerlige efterfølger som kansler, Helmuth Kohl, fik mange plusser i

Jerusalems karakterbog. Kohl arbejdede nemlig fra 1982 (især ifølge kritikerne) målrettet mod at

opbygge en positiv (selv)opfattelse af den tyske nation. Kritikerne mente, Kohls historiepolitik i

realiteten var en relativering af nazi-tiden. Allerede i 1980 havde den borgerlige alliance mellem

CDU og søsterpartiet CSU første gang anvendt udtrykket ”Die Wende” programmatisk om en ny

grundliggende, åndelig, moralsk og politisk opfattelse, som man ønskede at arbejde for. Man

ønskede en ”normalisering” af Forbundsrepublikken i den forstand, at det tyske folk skulle have ret

til at omfatte nationen og dens kultur med stolthed. 101

I 1983 udtalte Kohl sentensen ”Gnade der späten Geburt”, altså nåden ved at være født så sent, at

man ikke kunne stå til ansvar for nazi-regimets forbrydelser. Han gentog udtalelsen i det israelske

39

Knesset den 25. januar 1984 under en officiel rejse til Israel, hvilket vakte stor debat i

Forbundsrepublikken102 – en debat som tog til, da den amerikanske præsident Reagan aflagde

Forbundsrepublikken et officielt besøg fra den 1. til den 6. maj 1985. I planlægningen af besøget

havde de tyske værter fravalgt et besøg i en kz-lejr, og i stedet havde man indlagt en

kransenedlæggelse på en soldaterkirkegård i Bitburg, hvor det viste sig, at også SS-soldater lå

begravet. En voldsom mediereaktion fulgte straks sekunderet af fangeveteranorganisationer og

jødiske organisationer. Og i måneden op til Reagans besøg var der en heftig debat mellem

regeringen på den ene side og oppositionen bestående af SPD og De Grønne på den anden. Ikke

desto mindre blev kransenedlæggelsen i Bitburg gennemført, men der blev under indtryk af den

offentlige debat også indlagt et besøg ved mindesmærket for kz-lejren Bergen-Belsen.103

Forbundspræsident von Weizsäckers tale den 8. maj 1985

Den 8. maj 1985 holdt forbundspræsident Richard von Weizsäcker (fra CDU) en tale i

Forbundsdagen i anledning af 40-årsdagen for Nazi-Tysklands kapitulation. Talen fik kolossal

opmærksomhed og gennemslagskraft både nationalt og internationalt og var udtryk for et

paradigmeskift. Weizsäcker fremstillede nemlig som den første, ledende tyske politiker nederlaget

som en ”befrielse”. Han efterlyste endvidere, at tyskerne så sandheden om fortiden i øjnene uden

besmykkelse. Talen blev også opfattet som en kritisk kommentar til kansler Kohls

erindringspolitiske linje og Helmut Schmidts anstrengte forhold til Begins Israel: Naturligvis kunne

efterkrigsgenerationer ikke stilles til ansvar, men den, eller de, stod til ansvar for arven efter

krigsgenerationen. Weizsäcker betonede, at ”uden erindring kan ingen forsoning ske”. Han

betonede dog også, at ansvaret for forbrydelserne i nazi-tiden lå hos Hitler og den øvrige nazi-elite.

De var ”gerningsmændene”, den øvrige befolkning var ”forførte”.

Ikke desto mindre: Talen udgjorde en milepæl i Forbundsrepublikkens erindringspolitik.104

Folkedrabet på sintier og romaer nævntes for første gang i Weizsäckers tale, og sammen med andre

’glemte ofre’ som homoseksuelle, tvangssteriliserede, asociale osv. blev de anerkendt og kunne

søge erstatning – især fra slutningen af 1985, hvor partiet De Grønne rejste sagerne i

Forbundsdagen.105

Historikerstrid

Hvordan nazi-tiden skulle anskues, optog i høj grad også faghistorikere. Således var der i 1985-

1986 en offentlig strid mellem lederen af Institut für Zeitgeschichte, Martin Broszat, som selv havde

40

været NSDAP-medlem og ’Flakhelfer’106, og den israelske historiker Saul Friedländer. Broszat

plæderede for, at man historie-metodisk gik til nazi-tiden som til enhver anden tidsperiode. Hans

synspunkt blev bifaldet fra konservativ side – hvilket han ifølge Lexikon der

”Vergangenheitsbewältigung” bestemt ikke brød sig om. Friedländer, selv Holocaust-overlever,

betragtede Auschwitz som noget helt enkeltstående og centralt, der måtte være selve

udgangspunktet for udforskningen af nazi-tiden.107

De to synspunkter gik principielt igen under den såkaldte ’Historikerstreit’, som udspillede sig i de

tyske medier i 1986 mellem faghistorikere og journalister – en til tider stærkt polemisk og endda

ondskabsfuld strid om den politiske og historiografiske omgang med den nazistiske fortid.

Startskuddet var en artikel i juni 1986 med titlen ”Vergangenheit, die nicht vergehen will”.

Forfatteren til artiklen, historikeren Ernst Nolte, hævdede, at det stalinistiske gulag-system var en

forløber for det nazistiske folkemord på jøderne – og Hitlers handlinger blot en reaktion på

bolsjevikkernes udåd. Dermed modsagde han meget bastant og kategorisk det nazistiske folkemords

’singularitet’. Og han tilsluttede sig også Broszats synpunkt.

Måneden efter blev Ernst Nolte modsagt af Jürgen Habermas, og denne fik støtte fra venstre-

liberale historikere som fx Hans Mommsen. Ud over politisk anskuelse gjaldt uenigheden også valg

af metodik: På den ene side konventionelle, konservative historikere. På den anden personer, som

hyldede en socialhistorisk metode, og som siden 1968 havde formået at marginalisere mere

konservative historikere. Med Kohls annoncering af en ”åndelig-moralsk vendepunkt” forsøgte de

konservative intellektuelle ifølge Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” at genvinde magten i

den offentlige debat. Med Kohl var der skabt nye rammebetingelser for en ændret diskurs og for en

fortsat historie-diskussion i 1990’erne.108 Norbert Frei peger endvidere på det forhold, at

positionerne i striden også synes betinget af de deltagende historikeres generationstilhørsforhold.109

Philipp Jenningers tale på 50-årsdagen for ’Krystalnatten’

På 50-årsdagen for Krystalnatten den 10. november 1988 holdt formanden for Forbundsdagen

Philipp Jenninger fra CDU en tale, som blev så stærkt kritiseret, også internationalt, at han valgte at

træde tilbage allerede dagen efter. Jenninger blev ganske enkelt misforstået, fordi han med et

bevidst retorisk greb reproducerede den nazistiske terminologi, fx ’Rassenschande’, altså

’raceskænding’. I virkeligheden ønskede Jenninger at ytre kritik af den diskurs-ændring, som hans

eget parti havde efterlyst – altså den at Forbundsrepublikken måtte se fremad og begrave fortiden.

110

41

Heimat og Schindlers liste

1980’ernes tyske filmiske fremstilling af Nazi-Tyskland og krigen var meget broget, men mange af

filmene dyrkede temaet tyske gerningsmænd og ofre. Mest usædvanlig var nok en fjernsynsserie fra

1984 i hele 11 dele med titlen Heimat. Eine deutsche Chronik af Edgar Reitz. Op mod 12 millioner

seere fulgte serien, der som noget helt nyt anskuede den politiske udvikling fra 1919 til 1980

gennem en fiktiv landsbybefolknings øjne. Hele syv af de 11 dele formidlede en mikrohistorisk

fremstilling ’fra neden’ af nazitiden. Og fremtillingen af landsbybefolkningens hverdag og

mentale/politiske horisont var helt ubesmykket, både i relation til Hitlers fremkomst, nazismens

gennembrud, tilslutningen til nazismen, ideologiens gennemgribende virkning på samfundslivet,

indespærringen af kommunister, anlæggelsen af rigsautobaner, Wochenschau-propagandaen,

antisemitismen og drab på jøder samt krigsforbrydelser.111 Heimat anerkendes i almindelighed som

en ’øjenåbner’, men Knut Hickethier, som indgående har analyseret tysk fjernsyns rolle som aktør i

Vergangenheits-debatten, peger på, at serien formentlig også gennem sin hverdagsskilding af en

tysk landsbybefolkning har virket ”afdæmoniserende”.112

Mens Heimat var en socialrealistisk, meget ’tysk’ produktion, var Schindlers Liste af Steven

Spielberg i 1994 en Hollywood-produktion, der blev belønnet med syv Oscars og indspillede 321

millioner dollars. Filmen, der byggede på en roman baseret på faktuelle begivenheder, vakte heftig

offentlig debat, ikke mindst i Forbundsrepublikken. Spielberg forsøgte at gøre just det, Lanzmann

havde hævdet ikke var muligt: at beskrive Holocaust filmisk. Men overvejende blev filmen positivt

modtaget, også af mange Holocaust-overlevere, og fik stor betydning for den offentlige diskurs i

Forbundsrepublikken. Kritikerne hævdede, at filmen reducerede Holocaust til et sentimentalt

anliggende - med en happy ending, som var aldeles atypisk for folkedrabet på jøderne. Og at

filmen, også helt atypisk, portrætterede en ’god’ tysker på baggrund af en anonym skare jøder.

Debatten blussede op igen i 1997, da filmen blev vist på tysk fjernsyn. Spielbergs filmiske

virkemidler, bl.a. anvendelsen af sort-hvide billeder, bevirkede, at mange opfattede filmen som

dokumentarisk.113

Den længstvarende og mest omfangsrige debat (som også havde internationale udløbere) drejede sig

om, hvor vidt Rainer Werner Fassbinders film Der Müll, die Stadt und der Tod fra 1975 var

antisemitisk eller ej, idet den reproducerede en lang række af de traditionelle jødiske arketyper.

Debatten pågik i årene 1975-1976 og 1984-1985. Endnu i 1998 var der diskussioner i forbindelse

med en teaterudgave af filmen. Tidsrammen for denne kontrovers omfatter således flere perioder af

42

erindrings-diskursen i Forbundsrepublikken: lige fra en i mange henseender manglende systematisk

udforskning af antisemitismen og anskueliggørelse af den jødisk-tyske kulturarv over

bestræbelserne på ’normalitet’ i 80’erne til forfatteren Martin Walsers tale, da han i 1998 modtog de

tyske boghandleres fredspris. Her beklagede han ”instrumentaliseringen af vor skam til nutidige

formål”, hvor ”Auschwitz er blevet reduceret til en allestedsnærværende moralsk kølle”.114

Bygninger og områder som erindringssteder

Ud fra omgangen med (resterne af) nazi-bygninger kan man aflæse forskellige tendenser: I de første

efterkrigsår skulle de helst fjernes, ethvert spor af dem så at sige slettes. Derefter var tendensen, at

de skulle istandsættes og anvendes til et passende formål. Og senest udviklede der sig en ny

bevidsthed om, at stedernes elementære fascinationskraft skulle udnyttes til at formidle historien.

Diskussionerne og positionerne i forbindelse med de forskellige tendenser er et godt udtryk for den

skiftende kollektive erindringsstrategi. Hele tiden har man været meget bevidst om dilemmaet

mellem på den ene side historieformidling og læringssted og på den anden risikoen for at skabe et

valfartssted for (ny)nazister.115

Topographie des Terrors. Sådan har man siden 1987 betegnet området, hvor

Reichssicherheitshauptamt, dvs. hovedkvarteret for det hemmelige nazistiske politi og

sikkerhedstjeneste, lå i Berlin. Det blev også navnet på det udstillings- og dokumentationscenter,

som i 2010 blev etableret på området efter flere års arbejde. Mod slutningen af 1970’erne

’genopdagede’ man området som et centralt erindringssted, og i 1980 krævede flere organisationer,

at der på stedet blev etableret et mindesmærke. I 2012 havde centeret 900.000 besøgende.

Ifølge Lexikon der ”Vergengenheitsbewältigung” tydeliggør debatten om området – analogt med

paradigmeskiftet i den faghistoriske opfattelse – et skift i opfattelsen af det: medens området

primært blev opfattet som et erindringssted for ofrene for nazi-systemets terror og forbrydelser med

fokus på Gestapo, fremstår det i dag som det betydeligste sted i Forbundsrepublikken for et kritisk

opgør med gerningsmændene. I stedet for empati med ofrene skiftede fokus til spørgsmålet om

Tysklands ansvar.116 Historikeren Peter Steinbach ser dog (i 2009) Topographie des Terrors som et

godt eksempel på, at ” […] die Geschichte der Täter und Opfer zusammengeführt und gleichzeitig

in den Blick genommen wurde”.117

Også villaen i Wannsee, hvor konferencen om tilintetgørelse af Europas jøder blev afholdt, har

siden 1992 været et erindrings- og læringssted. Her tydeliggøres det tætte samarbejde mellem SS,

parti og de traditionelle statsforvaltningsorganer ved planlægningen og gennemførelsen af

43

folkemordet på jøderne. Siden 1960’erne havde der været bestræbelser på at etablere et

dokumentationscenter om Wannsee-konferencen, og den første udstilling fra 1992 var stærkt præget

af en intentionalistisk opfattelse, dvs. at der blev fokuseret meget på nazi-styrets elite. Udstillingen

fra 2006 fokuserer i forlængelse af den strukturalistiske tilgang mere på det nazistiske

samfundsapparats betydning for Holocaust, forskellige typer af gerningsmænd og på nye

videnskabelige indsigter vedr. den europæiske kollaborations rolle og den tyske befolknings

kendskab til folkemordet.118

En udstilling i Berlin om den tyske modstand mod nazi-regimet vakte heftig debat, først i anden

halvdel af 1980’erne og dernæst i 1994. Udstillingen var blevet etableret i den tidligere

Oberkommando des Heeres bygning, mere specifikt Claus Schenk von Stauffenbergs kontor, som

var hovedkvarteret for Juli-sammensværgelsen i 1944, og som allerede siden 1950’erne havde været

et mindested. Ikke mindst efterkommere af tidligere modstandere havde stærke meninger om

indholdet af denne udstilling. Især blev det kritiseret, at et udstillingsafsnit beskæftigede sig med

”den kommunistiske modstandskamp”. Denne debat rasede fra 1985 til 1989. I 1994, da et tredje

udstillingsafsnit skulle indvies, antændtes en ny debat i anledning af 50-året for 20. juli-attentatet

mod Hitler. Den drejede sig om selve forståelsen af modstandsbegrebet: var attentatmændene

demokratiske forbilleder, som Forbundsrepublikken kunne knytte an til? Og: hvordan kunne man

ære personer (kommunister), som blot ville erstatte et diktatur med et andet?119 Regeringen i Bonn

havde i begyndelsen af 1950’erne været overordentlig forsigtig med, hvordan man omgikkes 20.

juli-attentatet, for de mange millioner tyske soldater, og folkefælleskabet som sådan, der havde fulgt

Føreren til det sidste, kunne let opfatte en for kraftig dyrkelse af attantatmændene som en

misbilligelse af deres offervilje over for fædrelandet.120

Både indenlands og udenlands var der dyb skepsis over for det genforenede Tyskland, og der blev

holdt nøje øje med de symbolhandlinger, som det nye Tyskland foretog for at opbygge en ny

national identitet.121 Til denne øvelse hørte nu også en ’Doppelte Vergangenheitsbewältigung’, altså

en bearbejdning båe af nazi- og DDR-diktaturet. Ofte skete der under denne proces en ukritisk

parallelisering af de to tyske diktaturer, fortrinsvis foretaget af konservative, som derved

relativerede nazi-diktaturet. En stor del af de faghistoriske undersøgelser, som blev publiceret i

1990`erne, fokuserede på principielt parallelle strukturer i de to diktaturer, og derved blev

singulariteten ved nazi-tiden uvægerligt nedtonet. Forudsigeligt opstod der dog en faghistorisk

modbølge, som vi skal se.

44


Erindringskontroverser i ’Berliner Republikken’

Spørgsmålet om Berliner Republikkens (det genforenede Tysklands) specifikke

Vergangenheitsbewältigung i relation til DDR vil ikke blive forfulgt i det følgende, ej heller de

forskelle, der har været på erindringen om den fælles nazitid i den østlige og vestlige del af det

genforenede Tyskland. Man skal imidlertid ikke undervurdere, sådan som det også punktvis er

fremgået af nærværende oversigt, at DDR’s erindringspolitik til stadighed havde været med til at

sætte rammerne for erindringspolitikken i Forbundsrepublikken.

Året 1995 betegnede et nybrud i den tyske erindringsdiskurs af én grund: I marts åbnedes i

anledning af 50-året for krigsafslutningen en vandreudstilling med titlen Vernichtungskrieg,

Verbrechen der Wehrmacht 1941 bis 1944. Udstillingen, der var lavet af Institut für

Sozialforschung i Hamburg, viste hidtil ukendte private fotos og breve fra værnemagtssoldater, og

selv om udstillingen ikke grundlæggende præsenterede ny viden, var offentligheden chokeret: den

almindelige forestilling om, at værnemagten og dens soldater i hvert fald ikke (modsat SS-

soldaterne) havde været involveret i krigsforbrydelserne på Østfronten, blev med udstillingen

dementeret. En storm af protester rejste sig og gav anledning til en debat i Forbundsdagen.

Den anførte proveniens for enkelte af udstillingens fotos viste sig at være forkert eller tvivlsom, og

da den reviderede udstilling blev vist i Berlin i 2001 var det også under den lettere reviderede titel

Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des Vernichtungskrieges 1941-1944.

Den oprindeligt ansvarlige for udstillingen tog direkte afstand fra den reviderede version og

karakteriserede den som en ”Konsensausstellung”. Den brede offentlighed, derimod, tog godt imod

den reviderede udstilling.122 Tilbage stod imidlertid, at ikke blot SS, men også værnemagten, og

dermed potentielt flere millioner almindelige tyske soldater, havde medvirket ved krigsforbrydelser.

Denne erkendelse betød i realiteten, at ’beskyttelsesmuren’ af løgne og fortrængninger omkring

hjemmets fire vægge blev revet ned. Almindelige tyske familier kunne ikke længere undvige

spørgsmålet om skyld og ansvar.

Efter mere end 15 års diskussioner åbnede man den 12. maj 2005 i Berlin det centrale tyske

mindesmærke ’Denkmal für die ermorderten Juden Europas’. Undervejs havde der været rejst kritik

som: hvorfor ikke også et mindesmærke for romaer og sintier? Selve stedet for mindesmærket

havde også været genstand for ophedet debat. Og hvem skulle udforme monumentet? Det blev

arkitekten Peter Eisenman.123 Fra sit udsigtspunkt i 2005 var etableringen af dette centrale

45

Holocaustmonument for historikeren Norbert Frei udtryk for ikke bare et nybrud, men også for

noget enestående og symbolpolitisk bemærkelsesværdigt, nemlig at et land midt i sin hovedstad

etablerede et mindesmærke tilegnet ofrene for landets største historiske forbrydelse.124

Den verdenskendte arkitekt Daniel Libeskind blev betroet opgaven med at omsætte ”det

civilisationsbrud, Holocaust udgjorde” til et formsprog, som kunne udtrykkes i en

museumsbygning. Efter årelange diskussioner om form og indhold var det største og mest kendte

jødiske museum i Europa, nemlig ’Jüdisches Museum Berlin’, blevet åbnet i 2001. Sammen med

Holocaust-mindesmærket udgjorde museet nu en betydelig del af det integrerede erindringsområde,

som er blevet etableret i Tysklands nye hovedstad siden 1989.125

Hitlers villige bødler og ’Täterforschung’

Spørgsmålet om, hvordan folkedrabet på jøderne skulle anskues, og ikke mindst hvordan, det havde

ladet sig gennemføre, optog stadig faghistorikerne. Problematikken fik et nyt skub, da den jødisk-

amerikanske historiker Daniel Goldhagen i 1996 udgav bogen Hitlers Willing Executioners, som

fokuserede på gerningsmændenes motiver for at deltage i myrderierne, og hans ambition var at

underkaste forskningen på feltet en ”radikal revision”. Grundlæggende kunne Holocaust ifølge

Goldhagen forklares ved, at tyskere og Tyskland som nation siden det 19. årh. havde været besjælet

af en ”eliminatorisk antisemitisme”. Goldhagens påstand var eksplicit rettet mod den faghistoriske

kollega Christopher Brownings konklusioner i dennes paradigmeskabende bog fra 1992, Ordinary

Men. Heri hævdede Browning på baggrund af en mikro-studie af en reserve-politibataljon fra

Hamburg, som deltog i drab på jøder, at gerningsmændene var helt almindelige mennesker, der på

grund af krigen og nazismen var blevet forrået.126

Diskussionen af Goldhagens og Brownings positioner, den voksende fokus på Holocaust, debatten i

kølvandet på Værnemagtudstillingen, åbningen af arkiverne i Øst- og Centraleuropa samt tysk

historieskrivnings voksende vægt på hverdags- og mentalitetshistorie og den moderne empirisk

orienterede biografiskrivning medførte en ny tysk (men også international) faghistorisk disciplin,

nemlig den såkaldte ’Täterforschung’, som fokuserede på at beskrive og forklare

gerningsmændenes gerninger og motiver. Denne nye disciplin ”betød et fokusskift fra toppen af

nazihierarkiet til det enkelte agerende menneske ved mødebordet, i kz-lejrene og bag

maskingeværerne”, som historikeren Henrik Lundtofte har formuleret det. Implikationen af dette

skift fra det strukturelle til det personlige har ifølge Norbert Frei været et øget fokus på skyld og

straf samt på ”die Moral in der Geschichte”. For ham er forklaringen ligetil: De spørgsmål, som

46

medløber- og gerningsmands-generationerne i årtier havde undveget, var ikke længere det store

problem på grund af tidens gang. Og det fik konsekvenser for historieopfattelsen, for så var

nazismen ikke længere blot summen af tidsvidnernes ’autentiske’ erindringer – erindringer, som

oftest havde betonet det tyske folks offerrolle.127

I den tyske presse var der i første omgang, dvs. i april-maj 1996, en massiv tilbagevisning af

Goldhagens påstand om en særlig radikal tysk antisemitisme. I tiden derefter bragte avisen Die Zeit

en længere artikelserie, hvor faghistorikere forholdt sig til bogens substans. Meningerne var delte.

Da en tysksproget og revideret udgave kom på gaden med titlen Hitlers willige Vollstrecker, blev

bogen et egentligt samfundsanliggende. I august-september 1996 var debatten i medierne massiv,

og vurderingen af bogen blev stadigt mere positiv i den brede offentlighed. I slut-90’erne ramte

bogen, der jo fokuserede på ’gerningsmands’-aspektet, imidlertid ind i den ’offer’- diskurs, som her

blev fremherskende og derved slog over i bogens modsætning.128 Offer-diskursen, som ikke

relaterede sig til ofrene for de tysk-nazistiske gerningsmænd, men til de tyske ofre for de allieredes

krigsførelse, vender vi tilbage til.

’Walser-Bubis-Debatte’ og Auschwitz-dagen

En debat, som måske i en vis forstand skal ses i sammenhæng med offerdiskursen, var den såkaldte

’Walser-Bubis-Debatte’, som blev ført i samtlige større tyske aviser fra efteråret 1998 til foråret

1999 om den offentlige erindrings normative karakter. Det, der udløste debatten mellem forfatteren

Martin Walser og Ignatz Bubis, præsidenten for de tyske jøders centralråd, var tidligere nævnte

takketale af Walser, da han modtog de tyske boghandlerens fredspris i oktober 1998. I talen

beklagede Walser som tidligere anført ”instrumentaliseringen af vores skam til nutidige formål”.

Auschwitz var ifølge prismodtageren blevet ”den universelle moral-kølle”. Walser plæderede for, at

den enkelte selv koblede den nazistiske fortid til nutidige moralske og etiske problemstillinger frem

for at underkaste sig den offentlige, ritualiserede erindring om fortiden.

Talen fik stor offentlig tilslutning, idet mange opfattede den som en ”befrielse”: nu var det blevet

sagt, som mange tænkte. Ignatz Bobis tog til genmæle. Han karakteriserede Walser som ”en åndelig

brandstifter” ved at slå en streg over Auschwitz, i hvert fald i den offentlige erindring. Walser,

betonede Bubis, åbnede med sin tale for en legitimering af en højreradikal diskurs.

Den brede tyske offentlighed var ikke enig med Bubis; man opfattede ikke Walsers ytringer som

antisemitiske.

47

Debatten ebbede ud med Bubis’ død i 1999, men havde indtil da været en af de hidtil heftigste om

omgangen med den nazistiske fortid – med deltagelse af den brede befolkning. Selv om debatten

ikke blev ført helt til ende eller kom til et egentligt resultat, førte den ifølge Lexikon der

Vergangenheit uden tvivl til en forskydning af tolerancen overfor, hvad man kunne ytre offentligt

om problemstillingen.129

At instrumentalisere Auschwitz til nutidige formål var just, hvad udenrigsminister Joschka Fischer

gjorde på De Grønnes partidag i marts 1999. ”Nie wieder [Auschwitz]” var Fischers argument for

tysk støtte til et militært angreb mod Serbien, vel at mærke uden et FN-mandat – og i det hele taget

for en tysk interventionspolitik fremover, når det gjaldt et forsvar for menneskerettigheder. Dette

var et brud med ikke bare De Grønnes pacifistiske grundlag, men også med det tyske udenrigs- og

sikkerhedspolitiske dogme om ikke overhovedet at intervenere militært i internationale konflikter,

et dogme som byggede på ’nie wieder [Krieg]’.130

Da alle partier i Forbundsdagen i januar 1996 stemte for fremover den 27. januar at markere ”Tag

des Gedenkens an die Opfer des Nationalsozialismus”, siden kendt under betegnelsen ”Holocaust-

Gedenktag”, lå det også helt i forlængelse af nie wieder-tankegangen. Under Forbundsdagens første

markering (som af praktiske årsager fandt sted allerede den 19. januar det første år), betonede

forbundspræsident Herzog, at mindedagen ikke skulle opfattes som udtryk for en ”permanent

skyldfølelse”, men langt mere som udtryk for en skærpelse af befolkningens forsvar mod evt. andre

menneskerettighedsforbrydelser. Kun gennem erindring kunne man ”overvinde det onde”. Med

henblik på at forhindre en gentagelse var medier og skoler derfor forpligtet på at bibringe den unge

generation en ansvarsfølelse over for nazi-tiden.131

De sidste regnskaber gøres op

Mellem 1998 og 2000 var en debat om erstatning til 10 mio. udenlandske tvangsarbejdere i Nazi-

Tyskland i høj grad med til at sætte den politiske dagsorden i Forbundsrepublikken, som kom under

et betydeligt pres fra udlandet i sagen. Det drejede sig både om regeringer, offerorganisationer og

disses advokater. Efter langvarige forhandlinger oprettede 12 store tyske virksomheder i februar

1999 en fond med det sigende navn ”Erinnerung, Verantwortung und Zukunft”, som påtog sig et

samlet, kollektivt ansvar for nazi-tidens udnyttelse af tvangsarbejdere. Alle fordringer skulle nu

rettes til denne fond. Senere trådte også den tyske regering til, og resultatet var en fælles fond med

en samlet kapital på 6 mia. D-Mark.

48

”Gesetz zur Entschädigung ehemalige Zwangsarbeiter im Dritten Reich” blev vedtaget af

Forbundsdagen den 6. juli 2000, og 10 dage senere blev der indgået en aftale med USA, Israel,

diverse østeuropæiske lande og den jødiske ’Claims Conference’ samt advokater for sagsøgere. I

juni 2007 var alle sager afgjort, og i alt 4,37 mia. euro udbetalt.132

De stadige livtag med den nazistiske fortid gav sig i slut-90’erne også udtryk i en aftale med

Rusland om udveksling af krigsbytte-kunst133 og forgæves forsøg på fra 2001 til 2003 at få

Bundesverfassungsgericht til at forbyde det nynazistiske parti NPD – en afgørelse, som retten også

nåede frem til i 2013, da Forbundsdagen igen forsøgte.134

Enorm opmærksomhed, også internationalt, fik processen mod den tidligere ukrainske kz-vagtmand

John Demjanjuk fra 2009 til 2011. Sagen, som blev ført ved Landgericht München, var rejst af

Zentralstelle Ludwigsburg. Man mente at have samlet beviser for, at Demjanjuk, der var blevet

udleveret fra USA, var medansvarlig for 29.000 mord i Sobibor – også selv om han ikke kunne

kædes sammen med konkrete drab. Det var første gang i Forbundsrepublikken, at man anklagede en

ikke-tysk statsborger uden konkrete beviser, uden øjenvidneskildringer og ingen samtidige SS-

dokumenter, der kunne belægge anklagen. Ikke desto mindre krævede anklageren seks års fængsel

– ud fra den betragtning, at alle tjenestegørende i Sobibor var ansvarlige for drabene der.

Demjanjuk blev idømt fem års fængsel, og dommen var udtryk for en ny retspraksis i

Forbundsrepublikken.

Denne nye praksis fik også konsekvenser for ”bogholderen fra Auschwitz”, den 94-årige Oscar

Gröning, der som SS-mand havde gjort tjeneste i lejrforvaltningen i Auschwitz. Her havde han

bogført de ombragtes ejendele, ligesom han havde ved flere lejligheder havde gjort tjeneste på

’rampen’ i Auschwitz, hvor selektionen af fanger foregik. Processen, som blev ført i 2015 ved

Landgericht Lüneburg, endte med en dom på fire års fængsel for medvirken til 300.000 mord.

De to (og et par andre) sager gav medvind til dem, der kritiserede Forbundsrepublikken for aldrig at

have gennemført et ordentligt retsopgør. Således er kun 49 ud af ca. 6.500 tjenestegørende i

Auschwitz blevet dømt før Oscar Gröning, der, ganske atypisk, vedgik at have været i det mindste

moralsk medskyldig i folkedrab.135

49

2.7 Offernarrativer og nye erindringssteder

Karakteristisk for diskursen siden ca. 1995 har været fokuseringen på forskellige og ofte

modsatrettede offernarrativer. Victor Klemperers dagbøger fra 1933 til 1945, som blev

offentliggjort i flere bind mellem 1995 og 1999, berømmes, også internationalt, som

en helt usædvanlig kilde til sprogbrugen og diskursen om jøderne i Det Tredje Rige. Klemperer var

selv jøde (dog ’arisk’ gift), men oprindeligt var den jødiske identitet fuldstændig underordnet for

ham, han følte sig først og fremmest som tysker. Begivenhederne i nazi-tiden, som han fastholder i

sine dagbøger, fik ham imidlertid til at besinde sig på sin jødiske identitet. Klemperer skelner i sin

dagbog stærkt mellem ”sand tyskhed” (”wahres Deutschtum”) og nationalsocialismen. Dette bidrog

ifølge Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” uden tvivl til både bøgernes og filmatiseringens

(tysk fjernsyn) popularitet, fordi denne fremstilling svarer godt til den almindelige tyske

selvforståelse. Klemperer beskriver også de massive vestallierede luftangreb på Dresden (hvor han

boede) i februar 1945, men af gode grunde ikke Auschwitz.

Klemperers dagbøger blev i den tyske offentlighed ofte instrumentaliseret som et modstykke til

Goldhagens tese om, at Tyskland og tyskerne var besat af et altomfattende og brændende jødehad.

Det er dog tvivlsomt, om der er belæg for dette, for dagbøgerne dokumenterer jo også, som det

påpeges i Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung”, at langt de fleste tyskere ’så væk’ i

forbindelse med jødeforfølgelserne.136 Norbert Frei peger endda på, at Klemperers

dagbogsoptegnelser giver kildebelæg for, at kendskabet til Auschwitz og Holocaust allerede var til

stede i den tyske befolkning under krigen. Det var kun et spørgsmål om at ville vide.137

Fra 1995 sendte ZDF jævnligt dokumentarudsendelser om nazi-tiden i bedste sendetid, tilrettelagt af

Guido Knopp og med mellem 3½ og 4 mio seere hver gang. Udsendelserne havde stor

gennemslagskraft og medvirkede i høj grad til at forme den almindelige bevidsthed om perioden.

Tilgangen var personorienteret, der var interviews med tidsvidner, og der var optagelser fra de

historiske, autentiske steder. Knopp har i 2009 selv karakteriseret sin tilgang og målsætning som

”en demokratisering af den historiske diskurs”. Knopp blev af faghistorikere kritiseret for

trivialisering og popularisering, men kritikerne kunne sjældent påpege konkrete faktuelle fejl i hans

udsendelser, og han inddrog altid den nyeste forskning. Kritikken rettede sig mod hans tolkning og

tilgang, som tillod alle at føle sig som ofre.138 Man talte om Guido Knopps ”Histotainment-

Maschinerie”.139

I 2002 udkom to bøger, som var helt afgørende for (selv)opfattelsen af det tyske folk som ofre:

historikeren og publicisten Jörg Friedrichs Der Brand. Deutschland im Bombenkrieg 1940-1945 og

50

forfatteren Günter Grass’ Im Krebsgang. Begge bøger solgte i flere hundrede tusinde eksemplarer

og vakte også opmærksomhed i udlandet, hvor den nye tyske selvopfattelse blev bemærket.140

Jörg Friedrichs bog beskriver den tyske civilbefolknings lidelser under den vestallierede

bombeoffensiv mod de tyske byer. Historiefagligt bragte bogen ikke nyt, selv om forfatteren og

andre hævdede, at historikere, journalister og publicister siden krigen havde fortiet emnet. Ved

udgivelsen og den følgende debat om bogen blev Friedrich af en del faghistorikere bebrejdet, at han

ikke omtalte den historiske kontekst for luftangrebene. Og at han ved diverse retoriske greb forsøgte

at fremmane associationer for læseren til Holocaust, fx ved at benævne de britiske bombe-enheder

”Einsatzgruppen”, og de brændende byer som ”krematorier”.141

Om Günter Grass’ bog, der befatter sig med de tyske østflygtninges hårde skæbne, eksemplificeret

ved den sovjetrussiske torpedering af flygtningeskibet ’Wilhelm Gustloff’, hedder det i Lexikon der

”Vergangenheitsbewältigung”: ”Im Krebsgang kann somit als Teil und Stimulus der so genannten

neuen deutschen Opferdiskurse bewertet werden, der 2002 seinen Höhepunkt fand.”142

At tiden var til vidnesbyrd om det tyske folks lidelser, viser en dagbogs-udgivelse i 2003 med titlen

Eine Frau in Berlin. Den anonyme, kvindelige forfatter beskriver heri de traumatiserende

massevoldtægter, fortrinsvis sovjetrussiske soldater begik mod tyske piger og kvinder i det

besejrede Berlin. Dagbogen var allerede blevet publiceret i 1950’erne, men først nu slog den

igennem i en ny udgave, selv om dens autenticitet blev draget i tvivl af nogle faghistorikere, og

andre pegede på, at den abstraherede fuldstændigt fra de tyske troppes forudgående hærgen i

Østeuropa. 143

Sideløbende med de nævnte bogudgivelser var der i bladet Der Spiegel en intensiv tematisering af

nazi-tiden i sammenhæng med den såkaldte ”erindringsoffensiv” fra begyndelsen af 00’erne. Det

skete med serien Die Gegenwart der Vergangenheit. Die Spiegel-Serie zum langen Schatten des

Dritten Reichs, hvor publicister, journalister, politikere og faghistorikere skrev om forskellige

emner på baggrund af den nyeste ”Forschungsstand” – eller formidlede deres personlige erindringer

fra nazi-tiden. I forgrunden stod Hitler og det øverste lederlag. Socialpolitiske sammenhænge (som

mere ’snerpede’ faghistorikere påpegede) blev derimod ikke analyseret, fx baggrunden for den

brede befolknings støtte til nazi-regimet. I stedet blev der fra marts 2002 til januar 2003 lagt vægt

på temaerne ”Flugt og fordrivelse af tyskerne i øst”, og ”Bombekrigen mod tyskerne”, altså den

tyske civilbefolknings lidelser. Som det hed: ”Nu var det muligt at betragte tyskerne som ofre”.

Spiegel-serien blev efterfulgt af en lind strøm af artikler i den øvrige tyske presse og i TV- og i

øvrigt af en række andre bøger end Friedrichs og Grass’ overnævnte, først og fremmest Die Flucht

51

(2002), Als Feuer vom Himmel fiel (2003) og på Der Spiegels eget forlag: Die Gegenwart der

Vergangenheit (2004). Serien i Der Spiegel spillede ifølge Lexikon der

”Vergangenheitsbewältigung” en betydelig rolle for en forskydning af den almindelige

konsensusforestilling og diskurs om Det Tredje Riges Tyskland. Den tyske skyld gled nu i

baggrunden – den blev betragtet som stort set ”abgearbeitet”.144

Erindringssteder, mindesmærker og museer

Den nye diskurs afspejledes også i det centrale dokumentations- og forskningscenter, som de

fordrevnes interesseorganisation i marts 1999 foreslog etableret. Stedet skulle tillige være et

erindringssted for de tyske øst-flygtninge og deres lidelser. Det forslag, den selvejende institution,

der var blevet etableret for at arbejde for tanken, fremsatte i september 2000, udløste de følgende år

ikke blot en heftig politisk og mediemæssig debat om, hvordan man skulle opfatte og mindes

problematikken, men også kraftige reaktioner fra nabolandene Polen og Tjekkiet, der opfattede

initiativet som utilladeligt relativerende og revanchistisk, som en brik i, hvad de opfattede som en

bestræbelse på at konstruere et martyrium for det tyske folk.

I løbet af flere debatfaser frigjorde initiativet sig ikke bare fra de oprindelige initiativtagere, men

også fra det oprindeligt tænkte formål. I begyndelsen nød initiativet bred politisk støtte, men i 2002

skete der en (parti)politisk polarisering. Venstrefløjen krævede en eksplicit formidling af Holocaust

inden for centerets rammer. Også placeringen af centeret blev genstand for diskussion. Nogle

mente, det skulle placeres i ’erindringslandskabet’ i den nye hovedstad Berlin, altså i tilknytning til

bl.a. Holocaust-mindesmærket.

I 2008 besluttede den tyske regering sig for en helt ny institution til erindring om ”Flugt og

fordrivelse”. Den skulle fremme ”forsoning samt erindringen og mindet om flugt og fordrivelse i

det 20. århundrede i forbindelse med Anden Verdenskrig og den nazistiske ekspansions- og

udryddelsespolitik”. Altså et formål, der lå ganske langt fra det oprindelige. Til formålet skulle der

etableres en permanent udstilling om flugt og fordrivelse i Berlin.

Hermed var diskussionerne dog ikke ovre. Direktøren for den nye institution havde i 2007 skrevet

en artikel, hvor han angiveligt forfægtede det synspunkt, at fordrivelsen af tyskerne fra øst havde

været tabuiseret, hvilket blev imødegået af andre tyske faghistorikere. En anden person kom

imidlertid afgørende i vejen, nemlig CDU-politikeren Erika Steinbach, som nok så vigtigt også var

formand for de fordrevnes interesseorganisation. For Polen var det uspiseligt, at hun blev udpeget til

bestyrelsen for den nye institution. Hun trak sig derfor i februar 2010. I juni 2012 opgav man efter

52

lange diskussioner helt grundlaget for den planlagte udstilling, dog ikke tanken om en permanent

udstilling om emnet i Berlin.145

Et stærkt symbol på det tyske folks lidelser under Anden Verdenskrig er Dresden, som blev ødelagt

ved allierede luftangreb i februar 1945 – angreb, som eftertiden har stillet spørgsmål ved den

militære nytteværdi af og derfor har været tilbøjelig til at betragte som en ren krigsforbrydelse.

’Dresden’ indgår, som det tidligere er fremgået, blandt de tyske ’erindringssteder’ i Deutsche

Erinnerungsorte.146 Allerede i DDR-tiden afholdt man i Dresden mindehøjtideligheder den 13. og

14. februar, som var vendt mod de ”anglo-amerikanske krigsmagere”. Efter Genforeningen blev

Frauenkirche i løbet af 1990’erne et internationalt forsoningssymbol, men også anvendt af

højrekræfter til relativering og revanchisme. Dresden blev imidlertid også et faghistorisk

diskussionsemne, idet der var betydelig uenighed om, hvor mange mennesker, der blev dræbt ved

luftangrebene i februar 1945. ’Forsonings-støtterne’ havde en interesse i at nedskrive tabstallet,

’revanchisterne’ det modsatte. I 2004 nedsattes en historikerkommission, som skulle nå frem til et

bud på det skønnede korrekte tabstal. Herved håbede man at kunne sagliggøre og kvalificere den

erindringspolitiske debat.

Erindringen om Dresden er et markant eksempel på offerdiskursen, som blev etableret efter

årtusindskiftet. Herunder har det som nævnt ofte været hævdet, at temaer som fordrivelsen af

tyskerne fra øst og luftangrebenes ødelæggelser af de tyske byer har været tabubelagte i den tyske

offentlighed. I Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” gøres imidlertid gældende, at det ikke

blot i DDR, men også i Forbundsrepublikken har hørt til det faste erindringsrepertoire i en lang

række byer at mindes luftangrebene.147

Antisemitisme?

Om noget havde ytringer, der kunne udlægges som anti-semitiske, været tabu i det tyske politiske

og kulturelle establishment. Fra omkring 2002, altså nogenlunde parallelt med offerdiskursens

kulmination, forekom imidlertid ret så frimodige udtalelser. FDP-politikeren Jürgen Möllemann

fremsatte i 2002 flere antiisraelske udtalelser, der sagtens kunne opfattes anti-semitisk, således

beskyldte han Israel for at anvende ”nazi-metoder” over for palæstinenserne, fx ”indespærring i

store lejre” og ”den brændte jords politik”. Udtalelserne mindede en del om den retorik, som

højreekstremister traditionelt betjente sig af.148

CDU-forbundsdagsmedlemmet Martin Hohmann tog dog skridtet videre, da han på ’Tag der

deutschen Einheit’ i 2003 udtalte, at ” jøderne også havde været gerningsmænd”- en udtalelse som

53

først noget senere førte til skandale, da en jødisk-amerikaner faldt over Hohmanns tekst, som var

blevet offentliggjort på internettet i fuld længde af Hohmanns lokale partiforening. Temaet for

Hohmanns tale var ”Retfærdighed for Tyskland”, og i talen gik han ind på emnet: tyskernes

problematiske forhold til sig selv, og hvordan nazi-tiden konstant blev instrumentaliseret til at

pukke på det tyske folk - altså en tematik, som Martin Walser også italesatte året før i sin

omdiskuterede takketale for de tyske boghandleres fredspris. Hohmanns tale tog alle partier i

Forbundsdagen afstand fra.149

Sensibilitet over for fortiden

Med den nazistiske fortid har stort set enhver sympati for patriotisme og nationalisme om ikke

været bandlyst, så i hvert fald udsat for dyb skepsis i den tyske offentlighed. Derfor har der været

højreintellektuelle bestræbelser på at nyformulere nationale idéer og strategier. Fra midten af

1990’erne til slut-90’erne fuldførte ”Die Neue Rechte”, som var samlebetegnelsen for disse

nationalkonservative kredse, et paradigmeskifte, for så vidt angik den historiepolitiske kulturkamp.

Man fik den ”patologiske tyske skyld-kult” på dagsordenen, men sørgede dog for at lægge afstand

til ekstreme højrekræfter. I stedet knyttede man sig direkte til attentatmændene mod Hitler den 20.

juli 1944.150

Sensibiliteten over for fortiden er forståelig, for historiens lange skygger bliver med jævne

mellemrum kastet over det tyske samfund. Mest smerteligt, når personkontinuiteten fra nazi-tiden

hos bærende samfundskræfter og –institutioner kommer for en dag. Fx i 1995 da Hans Schwerte,

som havde gjort en fremragende universitetskarriere i germanistik, viste sig at være identisk med

den fremtrædende SS-funktionær Hans Ernst Schneider, som officielt var afgået ved døden i

1945.151

I 1998 havde man en voldsom debat om, hvilken rolle faghistorikere havde spillet i Det Tredje Rige

– og hvordan de også havde ageret i den tidlige Forbundsrepublik. Der var nemlig en meget

betydelig personkontinuitet på dette felt. Indtil midt-90’erne var det den almindelige faghistoriske

antagelse, at historikerne overvejende havde været i opposition til nazi-regimet. Men fra ca. 1998

har det været et større forskningsfelt, hvordan tyske faghistorikere rent faktisk var med til at

understøtte den nazistiske ideologi.152

Perspektivet blev i 2000 udvidet til at omfatte hele den videnskabelige verden i Tyskland – fra 1920

til 1970. Forskningsprojektet skal ses som led i 90’ernes tendens til, at videnskabelige

organisationer og selskaber iværksatte undersøgelser af deres egen fortid, fx Max Planck-Instituttet

54

i årene 1999-2004, men også videnskabsdiscipliner som medicin, sociologi, historie og

socialvidenskab havde medvirket til at producere ’videnskabeligt’ belæg for nazi-styret til at begå

fx folkemord. 153

I 2005 blev der iværksat en undersøgelse af det tyske udenrigsministerium, Auswärtiges Amts

historie. Selv om ministeriet efter krigen havde ladet forstå, at det havde formået at stå på

traditionelle diplomatiske dyder i nazi-tiden, viste virkeligheden sig helt anderledes. Dette var

genstand for en heftig mediedebat fra 2010 til 2012, hvor faghistorikere, publicister og diplomater

medvirkede. Udgangspunktet for debatten var et stort 880-siders værk med titlen Das Amt und die

Vergangenheit. Ikke blot viste den historiske undersøgelse, at Auswärtiges Amt havde deltaget i

nazi-forbrydelser, ministeriet havde også efter krigen konsekvent forsøgt at dække over dette og

beskytte medarbejdere, som fortsatte i Forbundsrepublikkens udenrigstjeneste. Værket udkom i ikke

mindre end 80.000 eksemplarer – og blev pligtlæsning for vordende diplomater i

Forbundsrepublikken.

Undersøgelsen og den efterfølgende debat har dannet skole for andre ministerier og statslige

myndigheder. Som Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” konstaterer: ”Nicht zuletzt deshalb

steht Das Amt und die Vergangenheit für eine neue Etappe sowohl der wissenschaftlichen als auch

der gesellschaftlichen Aufarbeitung der Nationalsozialismus in der Bundesrepublik.”154

Til de statslige institutioner og myndigheder, man systematisk er begyndt at endevende, hører

Bundeskriminalamt. Institutionen var den direkte arvtager efter Kripo (Kriminalpolizei), som var

underlagt det mangehovede nazistiske uhyre Reichsicherheitshauptamt. Det interessante var og er:

hvor mange tidligere Kripo-folk fortsatte direkte over i tjeneste hos Bundeskriminalamt? Vi ved

nemlig, at det kun sjældent forekom, at kriminalfolk med nazi-fortid blev skilt fra under

fortsættelsen efter krigen.155

Som videnskabelige selskaber og institutioner samt statslige institutioner og myndigheder er blevet

gjort til genstand for historiske undersøgelser, således gør det samme sig gældende for større tyske

firmaer som fx VW og Siemens. Her er det betændte spørgsmål ikke mindst: hvor stor en del af

virksomhedernes produktion blev udført af tvangsarbejdere og kz-fanger, som nazi-staten stillede til

virksomhedernes rådighed?156

At udbytningen af tvangsarbejderes og kz-fangers slavearbejde samt udplyndringen af jøderne og de

besatte lande, ikke blot kom tyske virksomheder til gode, men også den almindelige tyske

befolkning, fordi udbytningen finansierede diverse socialpolitiske tiltag fra de nazistiske

magthavere, er hovedtesen i en studie Hitlers Volksstaat. Raub, Rassenkrieg und nationaler

55

Sozialismus, som historikeren Götz Aly udgav i 2005. Og netop disse socialpolitiske tiltag som

følge af udbytningspolitikken var, ifølge Aly, en hovedårsag til, at den almindelige tyske befolkning

overvejende støttede nazistyret. Bogen var stærkt debatskabende og fik lige så omfattende offentlig

omtale som Goldhagens bog om ’de villige bødler’.157

Det nazistiske parti havde et solidt greb i den tyske befolkning, og fra 1990’erne, da der blev

adgang til NSDAP- medlemsarkivet, som var blevet anvendt under den amerikanske afnazificering i

efterkrigstiden, viste flere kendte forfattere og intellektuelle fra den såkaldte ’Flakhelfer-generation`

sig at have været partimedlemmer, fx Siegfried Lenz.158

Mest chokerende for den tyske og internationale offentlighed var dog, da det i 2006 viste sig, at det

antinazistiske ikon og koryfæ, forfatteren og nobelprismodtageren Günter Grass, som ellers havde

været fortaler for et ubønhørligt selvkritisk opgør med nazitiden, bekendte at have gjort tjeneste i

Waffen-SS. Grass havde hidtil hævdet blot at have været Flakhelfer i krigens slutfase.

Grass, der regnedes for en ”moralsk instans”, havde altså selv været medlem af en organisation, der

ved Nürnberg-processen blev erklæret for krigsforbryderisk.

Grass’ fortielse ramte ikke blot ham selv, men hele Flakhelfer-generationen, der som ’unbelastete’

tidsvidner altid havde domineret diskursen vedr. Vergangenheitsbewältigung. Lige fra den

umiddelbare efterkrigstid havde de påberåbt sig rollen som meningsdannende intellektuelle.

I 2007 kom det frem, at Grass i 1960’erne havde været forholdsvis åben om sin SS-tjeneste, i hvert

fald i samtaler med sit forlag, men under indtryk af den ændrede Vergangenheits-diskurs efter

Auschwitz-processen i Frankfurt og den senere skærpelse af diskursen med 1968-bevægelsen skulle

Grass og forlaget ifølge en forlagsmedarbejder have resolveret, at det ville skade hans image

alvorligt at omtale sin tjeneste i Waffen-SS. Da imidlertid forståelsen for det tyske offerperspektiv

fra slut-90’erne begyndte at dominere Vergangenheits-diskursen, skulle Grass have fundet det

opportunt at indrømme sin SS-fortid.159

2.8. Skyld og ansvar: forskydning over tid

Sammenfattende kan vi med Norbert Frei foretage følgende grove periodisering af omgangen med

den nazistiske fortid: 1. fase fra 1945 til 1949 var karakteriseret ved politisk udrensning. 2. fase i

1950’erne ved den nye stats etablering af en ”Vergangenheitspolitik”, og 3. fase, som startede i

56

slutningen af 1950’erne og først klingede af i slut-70’erne, var karakteriseret ved

”Vergangenheitsbewältigung”. Tiden derefter er vanskeligere at sætte på en kort formel, men Frei

foreslår, inspireret af Aleida Assmann, at karakterisere den som en ”Phase der

Vergangenheitsbewahrung”, fordi den er præget af overgangen fra erindringskamp til

erindringskultur, dvs. antog kommemorativ karakter.160

At der er en tæt sammenhæng mellem det 20. århundredes tyske erfaringsgenerationer og

udviklingen i omgangen med den nazistiske fortid, er indlysende. Ligeså indlysende er det, at et

stadigt, underliggende tema er spørgsmålet om ansvar og skyld. Efter nederlaget i 1945 var der, som

Rainer Würz og Rainer Ohliger påpeger i Deutsche Erinnerungsorte, tre veje at gå for Tyskland for

at retablere en national identitet: (1) kritisk selvrefleksion, hvor man anskuede sig selv som

gerningsmænd og medløbere. Denne tilgang ville medføre en anerkendelse af ansvar og skyld. (2)

antifascisme uden selvrefleksion (som i DDR) og (3) etablering af en offerrolle for tyskerne og den

tyske nation. Her er det de to historikeres (og andre historikeres) vurdering, at (3) havde en nærmest

hegemonisk status i de første to årtier af den tyske efterkrigshistorie.161 Tysklands skyld var ifølge

denne opfattelse udlignet gennem det tyske folks lidelser under krigen og gennem de allieredes

besættelsesmagters afnazificeringspolitik. Størst interesse i at promovere denne fremstilling havde

den omkring århundredeskiftet fødte ”Funktionsgeneration des Nationalsozialismus”, som Norbert

Frei benævner den generation, der havde støttet Hitlers vej til magten, og som langt hen ad vejen

havde udgjort kernen i den nazistiske magtelite. Flakhelfer-generationen var for unge til at hæve

stemmen på dette tidspunkt, og den lille gruppe af tidligere Weimar-demokrater undlod af

opportunistiske grunde at markere sig. ”Den skeptiske generation”, som Frei benævner Flakhelfer-

generationen med personer som Walser, Grass og Habermas, drog sine egne slutninger, og dertil

hørte, at man ikke tilsluttede sig efterkrigsårenes selvmedlidenhed, men fra 50’erne og de tidlige

60’ere udviste et tiltagende mod til at stå op mod ”selvmedlidenhedsdiskursen” og etablere, hvad

Frei betegner som en mere ”aufklärischen Diskurs”. Ligesom det var for den efterfølgende 68-

generation, var det et vigtigt mål for Flakhelfer-generationen at opnå et politisk-kulturelt hegemoni,

som manifesterede sig i en selvkritisk omgang med den nazistiske fortid. Denne diskurs levnede

ikke megen plads til de tyske ’ofre’, dvs. bombeofrene, de fordrevne og de faldne soldater. Men i

løbet af 1990’erne skete der hos en del af denne generation, fx hos Walser og Grass, en vis

distancering til det, Frei betegner som ”Ethos der ’Vergangenheitsbewältigung’”. Som årsag hertil

peger han på ”en ændret generationskonstellation” og ”ein die Selbstversöhnung des Alter suchende

Blick auf die eigenen Biographie […]”. Denne udviklingstendens mener Frei også at kunne

57

konstatere hos 68-generationen, især hos dem, som forstod sig selv som revolutionære. Den

radikale perspektivforskydning, fra ofre for tyskerne til tyske ofre, som i fx Jörg Friedrichs bog,

udgør dog ifølge Frei trods alt undtagelser. Men hvor man i 1970’erne (som regel forgæves!)

forsøgte at opdrive ”sin røde bedstefar”, dominerede i 1990’erne ønsket om at forsone sig med sine

gamle forældre. De sidste tidsvidner skulle høres, ”før det var for sent”, børnene ville forstå deres

forældres motiver, og Freis diagnose er, at ’medløberne’ og ’gerningsmændene’ nu blev målet for

deres børns medlidenhed og tranformeret til ofre: ”Die Identifikation mit den Opfern des

Holocausts, einstmal Ausdrück einer bewussten Distanzierung von der Elterngeneration, tritt

darüber offenbar in den Hintergrund.” Siden Flakhelferne mistede deres autoritet og blev fravalgt

og siden afslutningen på Kohl-æraen, indfandt der sig ifølge Frei en helt ny tone i omgangen med

fortiden, en tone, som fokuserede på tyske ofre og frihedshelte.162 Og Frei konkluderer fra sin

udkigspost i 2005: ”Das Ende der Schuld scheint also nahe, und von links bis rechts sind die

Erwartungen an diesen Zustand gross. Einem Land, in dem keine Täter mehr leben, eröffnen sich,

so die Auguren, bisher nicht erkannten Chancen […].” 163 Det forhold, at der efterhånden ikke var

levende tyske tidsvidner at tage hensyn til, udgjorde/udgør dog ifølge Frei ikke bare en chance, men

også en fare i den forstand, at tidsvidner ikke længere kan foretage en helt elementær ’kontrol’ af

påstande og teser fremsat af historikere og medier.164

Begreberne ’skyld’ og ’ansvar’ har været et underliggende tema i omgangen med den nazistiske

fortid i Forbundsrepublikken. Men skyld for hvad? I det spørgsmål synes der at være sket en

forskydning over tid. Ernst Nolte og Karl-Dietrich Bracher personificerede, som nævnt, to

konkurrerende faghistoriske diskurser i 1960’erne, hvor førstnævnte så nationalsocialismen som

udtryk for et europæisk (fascistisk) fænomen, sidstnævnte som et unikt tysk fænomen. Begge

stillede imidlertid det spørgsmål, hvordan fascismen kunne komme til magten i den demokratiske

Weimarrepublik. Dette var i 1960’erne nok et relevant spørgsmål at stille til fædregenerationen,

hvoraf mange var gamle nok til at have stemt på nazisterne ved et af de tre sidste rigsdagsvalg –

eller at have gjort modstand på et tidspunkt, hvor dette endnu var muligt. Joachim Fest flyttede med

sin Hitler-biografi fra 1973 fokus til personen og Føreren Hitler, dvs. til perioden efter 1934.

Dermed antyder han den mulighed, at de fleste tyskere kun var delvist skyldige, da de blev vildledt

af deres karismatiske fører og/eller handlede under regimets tvang.

Holocaust-fjernssynsserien fra 1979 forskyder perspektivet yderligere fremad: nu ligger fokus på

jødeudryddelserne, dvs. efter 1941. Nu var det skyldpådragende spørgsmål ikke længere, hvordan

58

demokratiet i 1933 kunne kollaborere og diktaturet etableres (”Warum 1933?”), men hvordan den

tyske befolkning kunne medvirke til et folkemord fra 1941 (”Warum 1941?”).

I 1980’erne er den generation, der var voksne i 1920’erne, ved at være borte og kan altså ikke

længere stilles til regnskab for sine undladelsessynder (”Hvorfor gjorde I ikke modstand?”). Fokus

rettes mod dem, der var voksne og kampduelige under krigen. I 1990’erne og 00’erne rykker

tidligere omtalte Guido Knopp med bogen Hitlers Kinder så endnu en gang tidsrammen fremad og

sætter fokus på Flakhelfer-generationen.

En anden vigtig forskydning synes at være, at der har udviklet sig en tydelig konkretisering i

omgangen med gerningsmands-aspektet. Fra ”hvordan kunne sådan noget ske?” til ”hvem var

gerningsmændene”, ”hvad gjorde borgmesteren i vores lille by”, og ”var der en kz-udekommando i

nærheden af vores by?” Denne ændrede omgang med fortiden har uden tvivl medført (eller er

resultatet af), at en ny generation af tyskere er blevet tilskyndet til at placere skyld hos de

oprindelige gerningsmænd og medskyldige, men defineret et politisk, moralsk og samfundsmæssigt

ansvar for denne del af tysk (og europæisk) historie.

Den tidsmæssige forskydning af det historiske fokus synes også at kunne følges i

mediebehandlingen af historien i Forbundsrepublikken. Tidlige TV-serier som Bauern, Bonzen und

Bomben fra 1973, der bygger på en roman fra 1931 af Hans Fallada og Heimat fra 1984 ser

nazismen i Brachers lange, tyske perspektiv. Med film som Der Untergang er vi helt fremme ved

krigens slutning. Her vil man ganske vist kunne indvende, at handlingen i Die Brücke foregår i

krigens slutning, men romanen, der var forlæg for filmen, indeholder (mere udpræget end filmen)

mange flashbacks til 1930’erne. Derimod gør Der Untergang intet forsøg på at forklare, hvordan

personerne nåede dertil, hvor de nu befinder sig.

Fjernsynsserien Holocaust fra 1979 flyttede som nævnt fokus over på folkedrabet på jøderne – et

fokus som også internationalt slog igennem og blev yderligere forstærket i løbet af 1990’erne og

cementeret som følge af den internationale Holocaust-konference i Stockholm i 2000.165 Ikke bare i

Tyskland, men overalt, har folkedrabet på jøderne fået en langt mere fremtrædende plads i den

kollektive erindring og er blevet et kolossalt faghistorisk forskningsfelt. Hvor forskningen tidligere

overvejende havde bevæget sig inden for en national ramme, blev udgangspunktet og

omdrejningspunktet i løbet af 1990’erne de universelle menneskerettigheder og værdier som

tolerance og demokrati, og Holocaust kom til at stå som det 20. århundredes mest centrale

fælleseuropæiske erfaring. Også derved at skylden for Holocaust ikke alene bæres af Tyskland, men

at de øvrige europæiske lande også var medskyldige i en eller anden udstrækning. Som den

59

fremtrædende, nu afdøde, britiske Transitional Justice-historiker Tony Judt konstaterede det i 2005:

”Holocaust recognition is our comtemporary European entry ticket”.166

Auschwitz, som selve symbolet på Holocaust, er et helt centralt tysk erindringssted. Som Peter

Reichel, der har forfattet bidraget om Auschwitz til Deutsche Erinnerungsorte, anfører, så har den

tyske erindringshistorie, som i de første efterkrigsårtier i høj grad var fikseret på den ’tyske

katastrofe’, i løbet af 80’erne og 90’erne rykket fokus over på den ’jødiske katastrofe’167 Langt op i

80’erne gjorde imidlertid ifølge Reichel den opfattelse sig gældende, som kansler Adenauer

udtrykte i 1951: ”Das deutsche Volk hat in seiner überwiegender Mehrheit die an den Juden

begangenen Verbrechen verabscheut und hat sich an ihnen nicht beteiligt.”

Reichel gør en interessant iagttagelse for så vidt angår ’skyld’ og udviklingen i omgangen med

denne, som han har bemærket kommer til udtryk i såvel Holocaust-mindekulturen som –retorikken:

”Gern zitiert sie [die deutsche Erinnerungspolitik] ein Kernsatz israelischen Gedenkens, wonach die

Erinnerung Erlösung vom Exil verspricht, das Vergessen aber dasselbe verlängert. Aber der Satz

wird nicht selten in verfälschender Eindeutschung benutzt: ’Das Geheimnis der Versöhnung heisst

Erinnerung’. Verknüpft man ihn mit der christlichen Erlösungshoffnung und Bitte um

Schuldvergebung, dann bekommt der Satz seine eigentliche erinnerungspolitische Bedeutung: ’Das

Geheimnis der Erlösung heisst Versöhnung”. Altså forsoning gennem erindring og

forløsning/tilgivelse gennem forsoning.

Ifølge Reichel består det tysk-jødiske skyldforhold, men både formen og anliggendet (Gegenstand)

har (i 2001) undergået en forandring. Erindringen om Auschwitz, og dermed også om Holocaust,

gør ikke ondt mere, skønt dens karakter og ritualisering stadig opfattes som tyngende af de fleste.

Derfor må man ifølge Reichel spørge sig selv, ”hvad der henholdsvis erindres, henholdsvis

glemmes i erindringen”. Reichel mente også (i 2001), at hele Holocaust-diskursen i den grad havde

rykket offerperspektivet i forgrunden, at gerningsmændene bag ofrene nærmest var forsvundet

(”unkenntlich werden”) – hvilket jo i en vis forstand kan være ganske bekvemt for Tyskland og det

tyske folk. Reichels iagttagelse kan under alle omstændigheder bidrage til en forklaring på, at offer-

narrativet pt. lever side om side i den tyske offentlighed med den grundlæggende erkendelse af, at

Tyskland var hovedansvarlig for Holocaust.

Den tyske TV-serie i tre dele fra 2013 Unsere Mütter, unsere Väter, som fik stor gennemslagskraft i

den tyske offentlighed, forekommer at afspejle (eller at medvirke til at cementere!) denne

dobbelthed i den tyske diskurs. Der har tænkeligt været tale om et dramaturgisk greb, men ikke

desto mindre formidler serien gennem hovedpersonerne det indtryk, at den tyske nation og

60

befolkning under Anden Verdenskrig nok var gerningsmænd derved, at tyske styrker, herunder

Wehrmacht, begik krigsforbrydelser på Østfronten, og derved at tyske jøder blev deporteret, men

den tyske befolkning og soldat var også ofre for et menneskefjendsk og racistisk diktatur, som

mange valgte at forholde sig passivt til, medens andre valgte at gøre modstand, fx ved at hjælpe

deres jødiske medborgere. Hovedpersonerne i serien legemliggør disse forskellige

handlingsmønstre og postulerer derved uvægerligt en nogenlunde ligelig repræsentation i det nazi-

tyske samfund.

Af serien (som også blev vist på dansk TV) fremgår tillige, at folkedrabet på jøderne i Polen blev

faciliteret af polsk antisemitisme – hvilket naturligvis medførte protester fra det officielle Polen.

Også fra USA lød der protester mod seriens fremstilling af forholdene. Seriens bagmænd henviste

imidlertid til deres ’kunstneriske frihed’.

Tyske historikere er uenige i deres vurdering af Unsere Mütter, unsere Väter. Norbert Frei, fx,

hæfter sig som noget positivt ved, at serien viser krigen på Østfronten ubesmykket i al dens råhed,

fx hvordan russiske soldater og partisaner blev likvideret af tyske styrker som følge af den såkaldte

’Kommisarbefehl’, og hvordan jøder blev deporteret og dræbt. Serien viser også, hvordan ’ariske’

tyske medborgere indrettede sig i deporterede tyske jøders lejligheder.

Journalisten Tobias Kaufmann spidder derimod spydigt serien under overskriften ”Wir armen

Täter”. Om seriens fremstilling af virkeligheden i Det Tredje Rige skriver han: ”Alle tyske jøder

havde en forretning. De opførte sig korrekt, var anstændige og havde kæmpet ved fronten for

Tyskland under den 1. Verdenskrig. Der var lige nøjagtig så mange jøder i Tyskland, at alle andre

tyskere hver havde en jødisk ven, og denne blev så enten forrådt eller reddet af sin ariske ven ved,

at hun gik i seng med en vigtig nazist […].”

Ulrich Herbert, som Norbert Frei en førende tysk historiker, hører også til kritikerne. Han skriver

bl.a. følgende: ”Intet om den tiltro og kærlighed, som Hitler blev mødt med netop af ungdommen.

Intet om den faste overbevisning, at Europa nødvendigvis måtte beherskes af Tyskland. Og at det

var bedst, om jøderne var væk. Ikke at de skulle slås ihjel – men væk skulle de. Og helt normale

tyskere var jøderne ikke, selv for de tyskere, som havde reservationer over for nazisterne. […]

Vores mødre og fædre var netop ikke bare unge mennesker, som bare ville leve, men som ikke

kunne det på grund af krigen, sådan som filmen hævder det. Nej, det drejede sig om en i allerhøjeste

grad ideologiseret, politiseret generation, som ville den tyske sejr, som ville den

nationalsocialistiske sejr, fordi de betragtede den som rigtig.” 168

61

For Herbert er der altså ingen tvivl om, at den tyske krigsgeneration bakkede op om nazi-regimet og

dets forbrydelser, og at opslutningen var båret af begejstring snarere end af frygt eller

opportunisme. Den position har de seneste ca. 25 år i stigende grad været den fremherskende i den

tyske forskning, at der var en stærkt udbredt identifikation med Hitler og regimets politik i

befolkningen, og at eliten var villig til at arbejde for regimets mål. Samspillet mellem den positive

holdning over for nazismen på den ene side, og kz-systemet og terroren på den anden side, var det

der fik nazismens dynamik til at udfolde sig så hurtigt, hævder Ulrich Herbert i sin bog fra 2014,

Geschichte Deutschlands im 20. Jahrhundert.169

Tanken om ’folkefællesskabet’(dvs. det nazistiske ’Volksgemeinschaft’) var ifølge Norbert Frei

gennemgribende i den tyske befolkning og prægede den også i efterkrigstiden. Den kendsgerning, at

det altovervejende flertal i befolkningen støttede Hitler og naziregimet, kom dog ifølge Frei til at stå

i skyggen på grund af Brachers og andres totalitarismeteorier. Disse teoriers stærke fokusering på

det skelsættende år 1933 var med til at spærre i 1950’erne og 60’erne for erkendelsen af den store

betydning af selve krigen og af Holocaust. Denne manko blev først udlignet af historikere fra 2. og

3. generation.170

Vigtige stationer i den opfattelse, at støtten til Hitler i befolkningen var både stærkt udbredt og

begejstret, har formentlig været Peter Reichels banebrydende værk Der schöne Schein des Dritten

Reiches. Gewalt und Faszination des deutschen Faschismus fra 1991 (som siden er kommet i flere

reviderede udgaver) og det ovenfor nævnte arbejde fra 2005 af Götz Aly.

2.9. Opa war kein Nazi: den kommunikative erindring

Aleida Assmann og hendes mand Jan Assmann beskrev som de første fænomenerne ’kulturel

erindring’ og ’kommunikativ erindring’, men det var kultursociologen og socialpsykologen Harald

Welzer og hans forskerteam, der almindeligvis bliver forbundet med termerne på grund af bogen Opa

war kein Nazi: Nationalsozialismus und Holocaust im Familiengedächtnis fra 2002. Bogen blev en

bestseller og er foreløbigt kommet i en halv snes oplag.

På baggrund af en større interview-undersøgelse med helt almindelige tyske familier171 kunne Harald

Welzer, Sabine Moller og Karoline Tschuggnall fastslå (hvad der måske ikke var så overraskende), at

historiebevidstheden er sammensat af kognitiv historiebevidsthed og emotionelle forestillinger om

fortiden. Metaforisk udtrykt står der i ’familiereolen’ både et ’vidensbaseret leksikon’ om den

nazistiske fortid og et ’familiealbum’, som er et følelsesmæssigt vigtigt referencesystem til tolkningen

62

af denne fortid. Albummet indeholder breve, fotos og personlige dokumenter fra familiehistorien

omfattende forældre, bedsteforældre og slægtninge. Dette ’album’ med minder om Det tredje Rige er

fyldt med krig og heltedåd, lidelser, ofre, afsavn og storheds-forestillinger (Grössenphantasien), og

ikke som leksikonnet med forbrydelser, udgrænsning og tilintetgørelse. Leksikonnet og

familiealbummet står side om side i ’reolen’, og i familien forsøger man at harmonisere de to. Ifølge

Welzer er det oftest forældre og bedsteforældre, det står for denne opgave, og midlet er samtaler i

familien. Og som Welzer påpeger: intet gør historien mere begribelig, end når et tidsvidne beretter om

sine oplevelser, fx hvordan man har været kritisk over for nazismen. Det billede af den nazistiske

fortid, som bliver formidlet i familien, er helt anderledes end det, der fx formidles i skolens

historieundervisning.

Billedet med leksikonnet og familiealbummet anvender Welzer altså til at anskueliggøre forskellen på

det, der indenfor dette forskningfelt kaldes den ’kulturelle erindring’, dvs. den erindring, som gennem

fx skolebøger og mindesmærker etableres i det offentlige rum og den ’kommunikative erindring’, som

etableres og ’traderes’ (dvs. overleveres) indenfor snævre erindringsfællesskaber, primært familien.

Welzer kan på baggrund af interview-undersøgelserne påvise, at under traderingen fra generation til

generation inden for familien bliver antisemitter til modstandsfolk og Gestapofolk til ”jødebeskyttere”.

I forsøget var der endda to tidsvidner, som fortalte om deres medvirken ved mord og nedskydninger,

men i interviews med børn og børnebørn var disse kendsgerninger fuldstændigt forsvundet.

Gerningsmændene blev her fremstillet som gode, hæderlige mennesker.

Et andet karakteristikon ved den version af historien, der traderes i familien, er, at der sker en

’viktimisering’, dvs. at familieledlemmerne fremstilles som ’ofre’ for det nazistiske regime eller for

krigens omstændigheder, men i realiteten var der tale om personer, der sympatiserede med nazi-

regimet, ja i nogle tilfælde var der endda tale om ’gerningsmænd’.

Undersøgelsen kan altså påvise en fundamental diskrepans mellem den ’kulturelle erindring’ om nazi-

tiden og den ’kommunikative’, som eksisterer side om side. Og som Welzer påpeger: den

kommunikative erindring er kendetegnet ved nærhed, medens den kulturelle er mere fjern. Derfor er

den unge generations historiebevidsthed vedr. Det Tredje Rige i langt højere grad baseret på den

dagligdag, der formidles i familien, samt fx spillefilm, end på den ”kulturelle historiebevidsthed”.

Man kan måske ’oversætte’ Welzers iagttagelser derhen, at det ikke drejer sig om psykens evne til at

huske, men om bevidste handlinger, de være sig af privat eller politisk betydning. Welzers

kommunikative erindring ville altså så blive til beslutninger om at meddele udsagn om givne

erindringer – eller at tie, dvs. adfærd i privatsfæren. Den kulturelle erindring ville tilsvarende blive til

63

beslutninger om at meddele normativt fortolkende udsagn om manges mere eller mindre divergerende

erindringer, dvs. politisk adfærd.

Welzers tilbagevendende anvendelse af familiealbum- kontra leksikonmetaforen kan sagtens forlede til

den opfattelse, at den kulturelle erindring principielt er en kritisk erindring, som baserer sig på

kognitive erkendelser. Sådan forholdet det sig utvivlsomt i en specifik, aktuel forbundstysk

sammenhæng, men principielt vil den kulturelle erindring naturligvis lige så vel kunne udtrykke

(løgnagtig) propaganda, hvor fx en statsmagt ved sin erindringspolitik opbygger eller fastholder et

opportunt selv- eller fjendebillede. Med andre ord: det er ikke nødvendigvis udtryk for kognitiv viden,

hvad der står i leksikonnet.

Jeg vil senere gå nærmere ind i Welzers undersøgelse, idet jeg mener dens konklusioner har

udsagnskraft i forhold til en forklaring på, hvorfor omgangen med den nazistiske fortid er forløbet

anderledes i det tyske mindretal i Sønderjylland end i Tyskland.

Ifølge Welzer fordrer en permanent fastholdelse af den kulturelle erindrings version af fortiden en

”kulturel formning”, dvs. at der sker en organiseret og ”ceremonialiseret kommunikation” af fortiden,

fx i form af mærkedage, mindesmærker, ritualer etc.172 Familiefortællingen, dvs. den kommunikative

erindring, formidles derimod helt improviseret og ude af sammenhæng. Der er ikke tale om ”planlagte

historietimer”, som Welzer formulerer det.173 Familierindringen baserer sig ikke på indholdsmæssig

ensartethed, men på ”der Einheitlichkeit und Wiederholung der Praxis des Erinnerns sowie auf der

Fiktion einer kanonisierten Familiengeschichte”.174

Som nævnt kan familiehistorien vise sig at være fuldstændig forkert. Der kan fx dukke en skriftlig

beretning op fra en ’gerningsmand’ i familien, hvor vedkommende, som hidtil i familien er blevet

fremstillet positivt, endda udtrykker stolthed over sine gerninger. I sådanne tilfælde kan det være

vanskeligt at opretholde den hidtidige fortælling.175 Men Welzer konstaterede her, at efterkommerne

stillet over for de barske kendsgerninger ofte forsøgte at manøvrere den pågældende fra

’gerningsmand’- kategorien til ’tilskuer’- eller ’medløber’- kategorien. I et konkret tilfælde fortæller en

tidligere SS-soldat om nedskydninger af civile i Sovjetunionen, men tydeligvis henregner han ikke

dette til Holocaust. Efterkommerne griber beredvilligt denne selvforståelse som en tolkningsmulighed

(”Deutungsangebot”).176

Et andet tidsvidne, som var tidligere SA-mand, fortæller i interviewet åbent om krigsforbrydelser, men

de bundfælder sig overhovedet ikke i børnenes og børnebørnenes bevidsthed. Ifølge Welzer tillader

familieloyaliteten det ganske enkelt ikke. Han konstaterer, at der sker en tydelig forvandling af

fortællingen fra den ene generation til den næste, i dette tilfælde fra børn til børnebørn, selv om disse

64

er helt på det rene med fra fx undervisningen i skolen, at Holocaust og krigsforbrydelser fandt sted.177

Welzers observationer tilsiger endda, at jo mere omfattende en viden, man har om krigsforbrydelser,

forfølgelse og tilintetgørelse, desto stærkere fordrer den familiemæssige loyalitet at udvikle

fortællinger, som tillader at forene de to kategorier ”nazisternes eller tyskernes forbrydelser” og ”deres

forældres og bedsteforældres integritet”. Og det lader sig ifølge Welzer kun gøre ved at fremstille

tidsvidnerne som tavse modstandere af regimet, skønt de havde været medlem af nazi-partiet.

På grund af deres oppositionelle indstilling var de tilmed i kronisk fare for opdagelse. De risikerede at

blive ramt erhvervsmæssigt, de risikerede familiekonflikter, ja sågar indsættelse i kz-lejr eller

dødsstraf. Det var ikke ualmindeligt, at de demonstrativt havde fortsat med at handle hos jødiske

forretningsfolk, var vidende om hvor jøder levede i skjul eller havde været med til direkte at skjule

jøder. Dette fænomen, som Welzer betegner ”kumulativ heroisering”, forekom i 26 af 40 interviewede

familier. ”Viktimisering”, altså forestillingen om at have været ’ofre’, forekom i 50 % af de

interviewede familier.

Men andre ord handler to tredjedele af alle familiehistorierne om, at tidsvidnerne i familien og deres

pårørende enten var ofre for nazi-regimet og/eller udførte, sympatiserede med eller tav om

modstandsgerninger. Små angivelige modstandshandlinger, eller blot ikke-begejstring for regimet,

bliver til spektakulær modstand i det, Welzer kalder ”traderingskæden”.178

I flere tilfælde af ”ambivalente fortællinger”, fx hvor et tidsvidne beretter forblommet om

nedskydninger af partisaner på en måde, hvor man ikke bliver rigtig klog på, om han har været vidne

til den eller deltaget i den, konstaterer Welzer, at den pågældendes medansvar nedtones eller fjernes

helt i traderingskæden. Den pågældende har fx handlet i nødværge, eller som det udtrykkes: ”Han

måtte jo forsvare sig.”179

Heroiseringstendensen er gennemgående i interviewene. Således betoner et 91-årigt tidsvidne og

hendes 65-årige søn, at hun indtil krigsafslutningen ikke anede, hvad en kz-lejr var. Men senere gik de

befriede fanger fra koncentrationslejren Bergen-Belsen gennem landsbyen, og tidsvidnet hørte til de

lokale tyskere, som de britiske myndigheder tvang til at stille indvarteringsmuligheder til de befriede

fangers rådighed – hvilket tidsvidnet var meget utilfreds med. Hvad værre var: ”jøderne” og ”russerne”

havde været rigtig modbydelige og fordringsfulde over for hende og andre lokale efter krigen. Så hun

havde langt hen ad vejen ved list forhindret denne indkvartering. I hendes 65-årige søns version havde

moderen direkte gemt og bespist folk og derved løbet en risiko. I et barnebarns version havde

bedstemoderen gemt og bespist en fange, der var på flugt fra lejren. Og der havde været soldater på

gården for at lede efter vedkommende, men heldigvis, også for bedstemoderen, uden held.180

65

Ikke at have angivet en lokal jøde bliver typisk i traderingen til aktivt at have beskyttet en jøde.181 .

Forskerteamet bemærkede også som karakteristisk (og bemærkelsesværdigt), at det oftere var børnere

end tidsvidnerne selv, der ikke ønskede at deltage i undersøgelsen – hyppigt under påskud af, at

forældrene eller bedsteforældrene ikke ville tale om den tid.182

Welzers konklusion vedr. den kumulative heroisering i generations-overleveringsprocessen er, at ”[…]

for historiebevidstheden om nationalsocialismen og Holocaust betyder fænoment kumulativ

heroisering […], at der sker en retablering af den traderede, men egentlig længst glemte forestilling

om, at ’nazisterne’ og ’tyskerne’ var to helt forskellige persongrupper, at tyskerne som forførte,

misbrugte og ungdomsberøvede, selv var ofre for nazismen.” Denne forestilling har tilsyneladende,

ifølge Welzer, lejret sig trygt i såvel den kommunikative erindring som i Forbundsrepublikkens

kulturelle erindring. Og dermed bliver den kendsgerning dølget, at der var tale om et samfundssystem i

det moderne 20. århundredes Tyskland, hvor det overvældende flertal af befolkningen havde billiget

udgrænsningen og udelukkelse af bestemte befolkningsgrupper og senere deres deportation og

tilintetgørelse.183

Welzer har kunnet påvise seks forskellige ”traderingstyper”. Der er tale om idealtyper, som sagtens

kan overlappe hinanden i den samme fortælling:

1. Offerfølelse (Opferschaft)

2. Retfærdiggørelse

3. Distancering

4. Fascination

5. Overvældelse

6. Heroisering

Offerkonstruktioner og det at vende op og ned på den historiske offer- og gerningsmandsrolle er ifølge

Welzer et gennemgående træk. Og han observerede også, at der i gruppesamtaler var en klar tendens

til, at når en person, som i realiteten var om ikke gerningsmand, så i hvert fald ’passiv medløber’,

’skiftede’ til offer, så blev vedkommende mødt med empati fra andre i gruppediskussionen. Welzer

betegner dette fænomen ”Wechselrahmung” (skifte ramme). Typisk forekommer det, når offerrollen

skifter fra de forfulgte og tilintetgjorte til ”Volksgenossen und –innen”, dvs. ’almindelige’ tyske

medborgere.

Gruppedialoger inden for rammerne af traderingstypen ’retfærdiggørelse’ derimod, ser man i

forbindelse med bebrejdelser mod tidsvidne-generationen for manglende Vergangenheitsbewältigung –

bebrejdelser, som er pågået siden 50’erne, og som Welzer påpeger, hele tiden er blevet aktualiseret fx i

66

forbindelse med Goldhagen-debatten, Værnemagtsudstillingen og erstatninger til tvangsarbejdere. Her

ses retfærdiggørelsesstrategier som fx ”Vi vidste intet om lejrene”.

Traderingstypen ’distancering’ kommer ifølge Welzer stærkest til udtryk ved, at tidsvidnet anvender

ironi for at tydeliggøre, at vedkommende allerede i samtiden havde haft en ironisk distance til

nationalsocialismen. Man morer sig fx sammen med intervieweren over den naragtige nazistiske

liturgi, Hitlers taler etc. Indbygget i denne distanceringsdiskurs er ifølge Welzer også en almindelig

latterliggørelse af politiske eliter i andre lande og dermed i realiteten en trivialisering af det nazistiske

styre.

Inden for rammerne af fascinations-traderingstypen ser man tydeligst efter- eller senvirkningen af den

nazistiske propaganda. Tidsvidnet beretter med strålende øjne om det nazistiske samfunds mange

bedrifter. Og sætter dermed, ifølge Welzer, det nutidige samfund, som ikke har den samme

fascinationskraft, i et mindre gunstigt lys.

Dramatiske fortælleformer er kendetegnende for overvældelses-traderingstypen inden for hvis rammer,

tidsvidnet beretter om oplevelser og begivenheder, der fuldstændigt overvælder vedkommende og

tilhørerne og gør tildragelserne fuldstændigt nærværende.

Den sjette traderingstype trådte meget markant frem i interviewmaterialet, nemlig ”Heldentum”, dvs.

heroisme eller heltedåd. Overvældelsestypen, som knytter sig stærkt til kampscener fra slagmarken,

var derimod af biologiske grunde ikke så stærkt repræsenteret. De tidligere soldater var på interview-

tidspunktet ved at være borte.184

Welzer uddyber og eksemplificerer de forskellige traderingstyper, og til ”Opferschaft” knytter sig især

bombekrigen mod de tyske byer, russernes fremtrængen fra øst med drab og voldtægter, sult og

militærtjenesten.185 I løbet af flere af interviewene skete der en ”Wechselrahmung”, hvor en fortælling

om jødiske ofre skiftede fokus til tyske ofre.186

Fortællingerne om heroisme rakte lige fra hverdagscivilcourage til decideret heltedåd ved fronten. Af

306 ’heltehistorier’ drejede de 109 sig om modstand og opposition, 79 om hjælp til forfulgte og 30 om

heltedåd i krig. Det sidste (lave) tal kan igen forklares med den biologiske faktor. Gennemgående

angivelige motiv for hverdagscivilcouragen i forhold til fx jøder i nabolaget eller den nærmeste kreds

var, at man ”trods alt stadig var et menneske” og havde handlet inden for rammen af menneskelige

moralnormer. At disse sikkert nok så meget var udtryk for den tid, hvor interviewene blev foretaget,

påpeger Welzer naturligvis helt usentimentalt. Disse fortællinger relaterede sig også til behandlingen

af de mange tvangsarbejdere, som tyske familier især på landet bogstaveligt talt kom helt tæt på.187

67

Afslutningvis konkluderer Welzer vedr. traderingstyper, at ’viktimiseringstypen’ og heroiseringstypen’

spiller en overordentlig stor rolle i familieerindringen, hvor det er særligt påfaldende, at selv principielt

absurde fortællinger i samtaler mellem generationerne helt uproblematisk ”passerer sandhedsfilteret”,

som Welzer udtrykker det. I andre situationer ville fortællingerne være blevet udsat for krav om logisk

konsistens eller normativ rimelighed.

Lidelseshistorierne bliver billedliggjort under fortællingen, og her sker der ifølge Welzer en

”Wechselrahmung” på baggrund af film og viden fra helt andre kontekster, ikke mindst fra Holocaust,

der ifølge Welzer i stigende grad har undergået en forvandling fra en konkret historisk foreteelse til et

narrativ og en visuel metafor for et absolut onde, som er løsrevet fra sin historiske kontekst. 188

Eksempler på film med stor indflydelse på erindringen er de tidligere nævnte Die Brücke og Das Boot.

Her var det tydeligt, at ’selvoplevede’ kampscener i virkeligheden stammer fra de to film, og i

traderingen var de endnu vigtigere. Her blev de anvendt af børn og børnebørn som belæg for

forældrenes og bedsteforældrenes fortællinger, ligesom Schindlers Liste blev anvendt som belæg for,

at der faktisk var tyskere, som hjalp jøderne. 189

Welzer udvikler i Opa war kein Nazi også det, han benævner ”tolkningsmønstre og Topoi som

kollektiv referenceramme for erindringen”.’Topoi’, som er det græske ord ’topos’ i flertal, betyder på

dansk ’steder’, men i symbolsk sammenhæng anvendes det om et samfunds (et erindringsfællesskabs)

fællesbegreber, en slags klichéer, talemåder eller forestillinger, som alle i fællesskabet instinktivt

(under)forstår. Welzer betegner disse erindringer som ”implicitte erindringer”. De kommer fx til

udtryk i interviewmaterialet ved sætninger som: ”Man musste ja mitmachen”, eller ”es war eine

schwierige Zeit”.

Begrebet ’topoi’ anvender Welzer (under inspiration af kollegers forskning) om tilbagevendende

stereotyper, der traderes fra tidsvidne-generationen til de efterfølgende generationer, fx ”die Bösen

Russen”, ”die guten Amerikaner”, ”die reichen Juden” og ”die Nazis”. Welzer interesserer sig især for

de topoi, som han beskriver som ”Leeres Sprechen”: talemåder som ”se[sie] haben die Juden

weggeholt” (så hentede de jøderne) eller ”Das ging ja dann los”. Hvem ”de” er, eller ”hvad”, der gik

løs, forklares ikke, men vil forstås af en fra erindringsfællesskabet.

”Deutungsmuster” (tolkningsmønster) anvender Welzer om endnu mere implicitte argumentations-

kæder, og karakteriserer ’topoi’ og ’tolkningsmønster’ som hyppigt forekommende ”stiltiende

forudsætninger for den intergenerationelle samtale om Det Tredje Rige”. Han konstaterer, at hvad der

er selvfølgeligheder i familiediskursen om nazi-tiden, slet ikke forekommer i samme målestok i den

kulturelle erindringsdiskurs. 190 Stereotyperne, fx om jøderne, var under interviewene (trods den

68

kulturelle erindring) udtalte i tidsvidnegenerationen og til stede i børnegenerationen, hvorimod de stort

set ikke forekom hos børnebørngenerationen.191

”Die Nazis” var ’de andre’ i familiefortællingerne. Dem stod man i et tvangsforhold til. Selv SA-mænd

og som tidligere nævnt Gestapofolk bliver i familietraderingerne til ’ofre’ og ’oppositionelle’. Ofte

angives økonomiske årsager til medlemskabet af/ansættelsen hos NSDAP, SA, SS og Gestapo, og

Welzer observerede, at under traderingen til børnebørngenerationen bliver nazisterne stadig fjernere.

De bliver til ’de andre’ i familieerindringen.192

Både topoi og tolkningsmønstre viser sig ifølge Welzer at være utroligt erfarings- eller faktaresistente i

familiefortællingen. Eksempelvis hævdede et tidsvidne (årgang 1924), at han aldrig havde hørt om kz-

lejre før efter 1945 – hvorefter han senere under interviewet fortalte om en lejr han havde set ved det

tyske forsøgsanlæg i Peenemünde, hvor der stod ”Arbeit macht Frei” over indgangsporten. Han havde

også set en Kapo (og det var just det udtryk, han anvendte), som til hans forargelse bankede løs på sine

medfanger. Især i forbindelse med kz-lejre og udskillelsen af jøder i det tyske samfund fandt Welzer

en udbredt anvendelse af den indforståede ”leeres Sprechen” i interviewene. 193

I Dresden vakte det et voldsomt oprør, da en faghistoriker i forbindelse med et foredrag om

luftangrebet på byen i februar 1945, hævdede, at bombeflyene ikke blev eskorteret af langtrækkende

jagerfly, som iskoldt og nådesløst beskød de flygtende indbyggere. Denne konstatering stred

fundamentalt mod den fortælling, der var traderet i byen. Eksemplet bruger Welzer til at

anskueliggøre, at det ved den kommunikative tradering af historie ikke primært drejer sig om

erindringen om oplevet historie, men nok så meget om erindringen om historie, der er blevet og bliver

fortalt.194

Erindringen om Det Tredje Rige i den tyske familieerindring er ifølge Welzer en fortsat proces, som

konstant undergår forandringer og omskrives. Fx via den kumulative heroisering, som henter billeder

fra det, Welzer betegner som ”de nye Holocaust-diskurser”. Og ”på forbløffende vis synes

familieerindringen at være i stand til at inkorporere de offentlige diskurser om Holocaust eller

Værnemagtens forbrydelser i en hverdagsteori om den nazistiske fortid, hvis kerne består af, at

’tyskere’ og ’nazister’ var to vidt forskellige persongrupper…[…]”. Og hvis et familietidsvidne eller

en pårørende til denne, uomtvisteligt har været medlem af partiet eller arbejdet for Gestapo, så har der

foreligget et tvangsforhold.

Som Welzer påpeger, så ligner denne fortælling til forveksling den grundfortælling, som den

amerikanske officer Saul K. Padover, der i 1944-45 havde gjort tjeneste i en enhed for psykologisk

krigsførelse, kunne beskrive gennem en interviewundersøgelse i det besatte Tyskland. Padover kunne

69

således konstatere, at der stort set ikke fandtes nogen skyldfølelse i relation til krigen og de lidelser,

Tyskland havde påført andre lande og etniske grupper. Der var, konstaterede Padover, stadig en udtalt

racisme over for russere, polakker og andre østeuropæere.

Welzer kan gennem sine interviews dertil lægge en udpræget offerfølelse. Man var ofre i forhold til

nazi-regimet og ofre i forhold til krigens omstændigheder. Og som om det ikke er nok (konstaterer

Welzer): Netop den viden, at nationalsocialismen var et forbryderisk system, som krævede millioner af

ofre, fremkalder i de efterfølgende generationer et behov for at konstruere en fortid, i hvilken

pårørende optræder i roller, som intet har med forbrydelserne at gøre. Det sidste endog i tilfælde, hvor

en pårørende selv har fortalt om eller efterladt en beretning om sin medvirken til forbrydelser.195

Denne konstatering står principielt noget i modsætning til en anden konstatering, som Welzer med

rette anfører: et tidsvidne bliver i familien (og andre snævre erindringsfællesskaber) tillagt en stor

autoritet og troværdighed, som det nærmest vil være upassende at sætte spørgsmålstegn ved.

Om den kommunikative erindring konkluderer Welzer, at emotionelle erindrings- og

videregivelsesprocesser er noget helt andet end læring gennem kendsgerninger og besiddelse af viden

– og derfor udgør kommunikativt traderede visheder og kognitiv viden to helt forskellige kategorier af

historiebevidsthed. De kan sagtens eksistere uafhængigt ved siden af hinanden. Men de kan også,

sådan som det eksempelvis demonstreres gennem den kumulative heroisering og viktimisering, indgå i

forbindelse med hinanden på en måde, som ingen historiedidaktiker kunne have forudset. Holocaust

har ingen systematisk plads i den tyske familiebevidsthed eller –erindring, som ifølge Welzer er den

primære kilde til historiebevidstheden i almindelighed. Holocaust-narrativet udspringer, som Welzer

udtrykker det, af en ekstern kilde, og den er dannet af historieundervisning, museumsarbejde,

dokumentation og spillefilm. En sådan formidlet viden er imidlertid noget helt anderledes end den

selvfølgelige vished, som man som medlem af et erindringsfællesskab har om sin egen fortid.196

Kan man så deraf slutte, at historieundervisningen i de tyske skoler og alle erindringspolitiske tiltag

over årene har været nytteløse? Nej, fastslår Welzer, for de fleste adspurgte havde en klar viden om, at

Tyskland var ansvarlig for Anden Verdenskrigs forbrydelser og for mordet på de europæiske jøder. Og

dette gælder ikke mindst for den unge generation. Men når det drejer sig om egne forældre og

bedsteforældre, så er det overvejende flertal overbeviste om, at de ikke har deltaget i forbrydelserne, de

har tværimod ydet modstand mod nazi-regimet. Det tilsiger familieloyaliteten og ikke mindst hensynet

til eget identitetsbehov. Derfor får ’Opa’, bedstefar, rollen som den gode tysker – han holdt som en af

de få den humane fane højt. Ikke desto mindre mener Welzer altså, at målet med

70

historieundervisningen er nået i og med, at næsten ingen betragter nazisterne som forbilleder.

Forbilleder er derimod dem, der var modstandere af regimet.197

Som nævnt har Opa war kein Nazi haft kolossal gennemslagskraft i den tyske offentlighed. Akademisk

har bogens konklusioner også opnået anerkendelse. Men der har været rejst kritik af den interview-

undersøgelse, som ligger til grund for bogen og af de konklusioner, undersøgelsen har givet anledning

til. Isabel Heinemann har således peget på det metodisk problematiske i, at Welzer og hans

forskerteam har kategoriseret de interviewede familier som ”almindelige tyske familier”. Alene det

forhold, at de pågældende familie har været indstillet på at tage tematikken op, gør det for Heinemann

tvivlsomt, om de kan rubriceres som sådanne. Hun peger endvidere på, at kildebelægget for at hævde,

at ’offer’- og ’helte-historier i familien skulle være mere fremherskende end bevidstheden om

Holocaust og ”de utallige forbrydelser begået af hundrede tusinder af tyskere”, er tvivlsomt.198

Christelle Le Faucheur (som man må formode har gennemgået interviewmaterialet) går skridtet videre

og beskylder Welzer og hans forskerteam for at anvende interviewmaterialet tendentiøst, derved at de

angiveligt kun fremhæver de sekvenser i materialet, som understøtter deres tese. I den forbindelse

henviser hun til en anden studie, som giver grundlag for at konkludere, at skoleundervisningen har

større indflydelse på erindringen/bevidsthedsdannelsen end familie-fortællingen. Hun peger endvidere

på, at ”the lack of substantial examples from the grandchildren in Opa war kein Nazi is surprising and

frustrating, considering that the study and its main thesis of heroization come from this group”.199

Welzer og hans forskerteams konklusioner synes dog i al væsentlighed at stå sig. For så vidt angår en

påvisning af diskrepansen mellem en kulturel og en kommunikativ erindring og traderingen af

erindringer i familien, understøttes konklusionerne i Opa war kein Nazi af konklusionerne i en

komparativ undersøgelse af tilsvarende forhold i en række europæiske lande. Undersøgelsen med titlen

Der Krieg der Erinnerung. Holocaust, Kollaboration und Widerstand im europäischen Gedächtnis,

som udkom i 2007, er ganske vist også udgivet af Harald Welzer, men indeholder en række bidrag fra

faghistorikere, som hver især skriver om erindringen om Anden Verdenskrig og den tyske besættelse i

deres respektive lande, nemlig Norge, Danmark, Holland, Serbien/Kroatien og Schweiz (der som

bekendt var neutralt), dvs. lande som (når delvist bortses fra Kroatien) ikke har samme ’belastede’

historie som Tyskland. Erindringen i disse lande er, som man kunne forvente, præget dels af landenes

forskellige inddragelse i krigen og den besættelsespolitiske situation, dels af deres forskellige

efterkrigshistorie. I både de norske og danske familier kunne der konstateres en stærk betoning af, at

der ikke havde været nazister eller landsforrædere i den nærmeste familie. I de danske familiesamtaler

var der endvidere, ganske som i de tyske familier, et klart behov for heroisering, altså at der havde

71

været modstandsfolk i familien, men forestillingerne blev ”ofte via selvrefleksion forkastet” – især af

børnebørnsgenerationen.200 En forklaring på denne ’forkastelse’ kunne være, at den traditionelle

grundfortælling om det besatte Danmark forenet i modstand mod den tyske besættelsesmagt var under

demontering i den danske offentlighed som følge af Claus Bryld og Anette Warrings banebrydende (i

hvert fald i en dansk sammenhæng) arbejde Besættelsestiden som kollektiverindring fra 1998. At denne

demontering så efter min opfattelse medførte en ny grundfortælling, der havde lige så lidt med

virkeligheden at gøre som den tidligere, nemlig (sat på spidsen) den at danskerne bortset fra nogle få

hundrede sabotører var en samling kollaborerende usselrygge, er en anden sag.201

Billedet af fortrængning var langt mere udtalt i i de tyske familier end i familier fra de øvrige

undersøgte lande, men som nævnt bekræftede den komparative undersøgelse for Welzer og hans

medarbejdere i det hele taget konklusionerne fra Opa war kein Nazi.202 Jeg vil senere argumentere for,

at Welzers iagttagelser også med udbytte kan operationaliseres i forhold til det tyske mindretal i

Sønderjylland.

3. Opgøret med fortiden udenfor Tyskland

Men hvordan er erindringen om den 2. verdenskrig i andre lande, hvor etniske tyskere havde

samarbejdet med Nazi-Tyskland, og hvordan forløb opgøret med disse? Det vil blive beskrevet i det

følgende på baggrund af korte skitser af de tyske folkegrupper i Central- og Østeuropa samt Østrig og

en mere udførlig beskrivelse af de tyske folkegrupper i Vesteuropa, dvs. Alsace-Lorraine (Elsass-

Lothringen) i Frankrig og Eupen-Malmédy i Belgien. I et følgende kapitel vil så det tyske mindretal i

Sønderjylland blive indgående beskrevet.

3.1 Central- og Østeuropa

I Central- og Østeuropa formede opgøret sig som flugt og fordrivelse af ca. 15 mio. tyskere. ’Flucht

und Vertreibung’ er så smertefuld en erindring, så stærkt et narrativ i den tyske kollektiverindring, at

den, sådan som det er fremgået, har kvalificeret sig som erindringsted til antologien Deutsche

Erinnerungsorte. ’Flugt og fordrivelse’ er ifølge Eva Hahn og Hans Henning Hahn ”erindringsstedet

par excellence i den tyske efterkrigshistorie”, skønt der (endnu) ikke findes et centralt, materielt

erindringssted.203 Med henblik på en perspektivering af opgøret med det tyske mindretal i Nordslesvig,

og fordi mindretallet ofte har spejlet sig i de fordrevne folkefællers skæbne, skal der gives et rids af

opgøret med de tyske folkegrupper i Central- og Østeuropa og baggrunden herfor.204

72

De nye statsdannelser og grænsedragninger efter Første Verdenskrig medførte store tyske

minoritetsbefolkninger i Central- og Østeuropa, Ungarn, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Rumænien og

Polen, hvoraf de fleste tidligere havde levet inden for det tidligere Habsburg-riges grænser.

De fleste etniske tyskere i Polen, i alt ca. 2 millioner, havde dog indtil afslutningen af Første

Verdenskrig og den efterfølgende dannelse af den polske stat hørt under Det tyske Kejserrige. De

boede i Vestpreussen, Posen og Øvre-Schlesien, men også omkring industricenteret Lodz. I disse

områder udgjorde tyskerne flertalsbefolkningen. En del af det tyske befolkningselement i Øvre-

Schlesien og Galicien stammede dog fra det tidligere Habsburg-rige. I og med at Polen-tyskerne

udgjorde forskellige mindretal, var deres forhold til den polske stat også uensartet. I de tidligere

rigstyske områder var holdningen afvisende, navnlig i Øvre-Schlesien, hvor der var hyppige

sammenstød mellem polske og tyske schlesiere. Årsagen var som regel den polske stats stærke

assimileringsbestræbelser, der stred mod de forpligtelser om mindretalsbeskyttelse, som de central- og

østeuropæiske lande på amerikansk foranledning havde accepteret under fredsforhandlingerne i Paris

efter Første Verdenskrig. Der var tillige blevet indgået tosidede aftaler om minoritetsbeskyttelse

mellem de forskellige stater på den ene side og Tyskland og Østrig på den anden.

Weimar-republikken så med stor bekymring på den polske stats poloniseringspolitik, der medførte, at

800.000 Polen-tyskere emigrerede til Tyskland inden for de første fem år af den polske stats levetid. I

Berlin opfattede man den polske politik som et bevidst forsøg på at aftyske bl.a. Vestpreussen, og

derfor støttede man Polen-tyskerne både politisk og økonomisk. Det strategiske mål var at fremsætte et

grænserevisionskrav. Polen-tyskerne tog med kyshånd mod støtten fra Tyskland, og derfor var de –

sådan opfattede polakkerne det i hvert fald – let modtagelige for den nazistiske ideologi og kravet om

en grænserevision. I realiteten var Polen-tyskernes baggrund ifølge historikeren Jørgen Kühl så

forskellig, at de reagerede forskelligt på den nazistiske propaganda: selv om de fleste uden tvivl var

nazister, var der skepsis og endda modstand blandt de gamle konservative, katolikkerne,

socialdemokraterne og kommunisterne.

I Tjekkoslovakiet boede der i midten af 1920’erne ikke mindre end 3,3 millioner tyskere svarende til

25 % af befolkningen. Der var faktisk flere tyskere i den nye stat end slovakker, og de var koncentreret

i Sudeterlandet samt i Bøhmen-Mæhren. Sudetertyskerne fik imidlertid aldrig nogen folkeafstemning

om deres nationale tilhørsforhold, sådan som det skete i Slesvig, Schlesien og Burgenland.

Sudeter-tyskerne, der med deres geografiske placering nøje kunne følge udviklingen i Tyskland, var

splittede i et hav af organisationer. Fælles for disse var imidlertid en afvisende holdning over for den

tjekkoslovakiske stat, som ikke var indstillet på at tilstå de store tyske befolkningsgrupper nogen form

73

for autonomi. Sudeter-tyskerne delte sig i to hovedgrupper: ’aktivister’, som mente at kunne forbedre

forholdet til staten gennem et vist samarbejde, og ’negativisterne’, der kategorisk afviste ethvert

samarbejde og fastholdt kravet om en grænserevision.

Indtil 1935 var aktivisterne, der bl.a. omfattede de store tyske partier, herunder socialdemokratiet, de

stærkeste og havde del i regeringsmagten i Tjekkoslovakiet. Et generationsskifte førte imidlertid til en

mere tysk-nationalistisk grundholdning blandt Sudeter-tyskerne. Nazisterne vandt indpas og blev

organiseret i Konrad Henleins ’Sudetendeutsche Partei’ (SDP), der ved valget i 1935 fik 1,2 mio.

stemmer. Ved kommunalvalgene tre år senere fik SDP en overvældende tilslutning på ikke mindre end

91% af stemmerne.

I Rumænien boede der ca. 700.000 tyskere, der ligesom tyskerne i Ungarn (ca. 650.000) og

Jugoslavien (ca. 500.000) i realiteten var en ganske heterogen etnisk gruppe.

Rumænien-tyskerne havde modsat Sudeter-yskerne og Polen-tyskerne et udmærket forhold til

flertalsbefolkningen og nød udstrakt kulturel og religiøs selvbestemmelse. De var derfor loyale over

for den rumænske stat. Men de var samtidig stærkt tysk-nationale og derfor modtagelige for nazistisk

tankegods, fx ’Blut und Boden’-ideologien. Det samme sås i Jugoslavien, hvor tyskerne længe var

domineret af en konservativ tyskhed, der fik mæle gennem paraplyorganisationen ’Schwäbisch-

deutscher Kulturbund’. Men i 1939 blev den unge generation fanget af nazismen og organiserede sig i

en ’Erneuungsbewegung’, i opposition til de konservative Jugoslavien-tyskere, som var meget

skeptiske over for nazismen. Også i Ungarn var de etniske tyskere præget af en stærk tysk-national

holdning, som faciliterede den nazificering, der var et helt generelt træk i de tyske folkegrupper i

Central- og Østeuropa fra midten af 1930’erne.

I de baltiske stater Letland, Estland og Litauen, som havde løsrevet sig fra Rusland i forbindelse med

den russiske revolution i 1917, var der også tyske mindretal. Mindretallene var nok numerisk

beskedne, men økonomisk var de stærke. I 1923 blev tillige det tysktalende Memelland (den

nuværende Klaipèda-region), som havde været under international administration siden Versailles-

freden, indlemmet i Litauen, men nød dog udstrakt autonomi.

I de baltiske stater var forholdene for de tyske mindretal i det hele taget gode frem til midten af 1930’

erne, hvor autoritære kræfter overtog styret i Letland og Estland og skærpede kursen over for

mindretallene. Fx blev tyske stednavne forbudt, og i Letland blev de autonome forhold på

skoleområdet ophævet. I Estland fungerede det kulturelle selvstyre derimod fortsat. Den skærpede

politik i de baltiske stater gav nazismen medvind, og også her opstod der en ’Erneuungsbewegung’,

74

som blev støttet fra Nazi-Tyskland. Der var dog også kræfter, der arbejdede imod en nazificering og

for en forståelse med statsmagten, men de nye kræfter vandt magtkampen.

De beskrevne variationer til trods skete der altså fra midten af 1930’erne en nazificering af de etniske

tyskere i Central- og Østeuropa, og kombineret med at de tyske folkegrupper mellem 1918 og 1935

havde etableret et udstrakt samarbejde over landegrænserne og følte sig som en elite i forhold til de

øvrige nationaliteter i området, udgjorde det en giftig cocktail – ikke mindst fordi både Polen, Ungarn

og til dels Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Rumænien ifølge historikeren Jørgen Kühl havde det mål at

etablere homogene nationalstater.

Tyskerne i Østeuropa indgik i Hitlers racistiske ’Lebensraum’-koncept. De slaviske folkeslag skulle, så

vidt muligt, fortyskes, deporteres og genbosættes i Sibirien - eller udryddes. Det vigtigste element i

Hitlers plan var fortyskningen af det hidtidige polske statsområde: polakkerne skulle deporteres og

området genbosættes af folketyskere fra forskellige dele af Østeuropa – om disse ønskede det eller ej.

Dybest set synes Hitler ikke at have været interesseret i disse menneskers tyske etnicitet (hvilket de

pågældende troede), men anvendte dem kynisk som ”byggeelementer i en arkitektur med folkeslag”,

som Jørgen Kühl formulerer det.205 Det var således et chok for folketyskerne, da Tyskland i

henholdsvis september 1942 og i januar 1943 sluttede overenskomster med sine alliancepartnere

Bulgarien og Kroatien om, at samtlige tyskere i disse lande skulle flytte og genbosættes. I maj 1940

havde Tyskland truffet en lignende aftale med Ungarn, som dog kun berørte en del af Ungarn-

tyskerne.

De tyske minoriteters nazistiske sympatier nåede nærmest ekstatiske højder, da Østrig i marts 1938

blev annekteret af Tyskland. Og hvor tyskerne rykkede frem i Central- og Østeuropa blev de begejstret

modtaget af folketyskerne, som nu opnåede en privilegeret status i deres lande samt udstrakt autonomi.

Folketyskerne (der ikke var tyske statsborgere) havde hverken pligt eller ret til at gøre militærtjeneste i

den tyske værnemagt, men lod sig i meget stor udstrækning hverve til frivillig tjeneste i Waffen-SS.

De undertrykte folkeslag i Østeuropa synes ikke at have skelnet mellem rigstyske og folketyske SS-

soldater, idet de tyske minoriteter overvejende blev identificeret med det nazistiske Tyskland: tysk var

tysk, og minoriteternes privilegeredes status og nazistiske ensretning gjorde det ikke let at skelne

mellem på den ene side medløbere og hovedansvarlige og på den anden tvangsensrettede.

Opløsningen af de tyske mindretal i Østeuropa i 1945 bestod af tre delelementer: For det første Nazi-

Tysklands egen ”evakuering” af tyskere til det tyske kerneland – en ”evakuering” der i realiteten

formerede sig som en panisk flugt fra Den Røde Hær. For det andet en fordrivelse, der for

75

størstepartens vedkommende fandt sted som følge af de allieredes beslutninger. Og for det tredje,

deportationer af tyskere til Sovjetunionen som krigsskadeerstatning.

Som en reaktion på den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1939 opstod tanken om en fordrivelse af

de tysksindede medborgere efter krigen hurtigt i den tjekkiske modstandsbevægelse, og den tjekkiske

eksilregering i London arbejdede konkret med planer herfor. Befolkningsflytninger i Østeuropa efter

krigens afslutning var også et tema på både Jalta- og Potsdam-konferencerne. Her var udgangspunktet

imidlertid velordnede flytninger med henblik på at demontere en fremtidig trussel mod freden.

Allerede før Potsdam-konferencen var der foregået ’vilde’, dvs. impulsive, men desto mere voldelige,

fordrivelser af tyskere fra Polen og Tjekkoslovakiet. I Jugoslavien blev tusinder af folketyskere

massakreret af partisaner, og et langt større antal samlet i interneringslejre under kummerlige forhold.

Men forhistorien, som nu faldt kollektivt tilbage på de tyske mindretal, havde i sandhed også været

blodig og brutal.

Efter Potsdam-konferencen ændrede folkeflytningerne karakter. De ’vilde’, yderst brutale, fordrivelser

hørte op, selv om der isoleret stadig forekom blodige episoder. I Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet

foregik de nu efter bestemte retningslinjer, og processen blev eksekveret efter aftale med de allierede

besættelsesmagter i Tyskland.

Folketyskere blev ikke udvist over en kam. Således betonede de tjekkoslovakiske myndigheder til

stadighed, at udelukkende tyskere, som havde været illoyale over for staten, skulle udvises. Der var

med andre ord principielt ikke tale om en etnisk udrensning. Det samme gjaldt i Ungarn. Dermed fik

udvisningerne i disse to lande, som Jørgen Kühl påpeger det, en vis karakter af et retsopgør. Mange af

de loyale tyskere blev dog få år senere alligevel tvunget til at flytte fra Tjekkoslovakiet til Østtyskland,

der nu blev defineret som en antifascistisk, demokratisk stat.206

I løbet af få år måtte som nævnt op mod 15 millioner tyskere forlade deres hjemstavn i Østeuropa som

bod for Nazi-Tysklands ekstremt voldelige fremfærd – herunder de rigstyske østprovinser der indgik i

det nye Polen.

Det tredje element i fordrivelserne af tyskere i Østeuropa, deportationerne til Sovjetunionen som

krigsskadeerstatning, skal ikke omtales nærmere her.

Som det er fremgået af beskrivelsen af diskursudviklingen i Forbundsrepublikken – og som Jørgen

Kühl også påpeger – har de fordrevne set sig selv som ’ofre’, og de har til stadighed udgjort en fast

komponent i det tyske offernarrativ. Man har i vid udstrækning formået at abstrahere fra den

historiske kontekst for fordrivelserne.207

76

3.2 Østrig

Østrig blev allerede i 1943 i den såkaldte ”Moskva-deklaration” klassificeret af de allierede som

’offer’ for Nazi-Tysklands aggression. Derfor var Østrig efter Anden Verdenskrig ikke bare et besat,

men også et befriet land. Skønt der, lige som i det besejrede og besatte Tyskland, blev iværksat en

’afnazificering’ og ’genopdragelse’ i Østrig, så har denne formelle distinktion (ud over de

vestallieredes betydelige sikkerhedspolitiske interesser) spillet en stor rolle for både afnazificeringens

forløb i Østrig og for østrigernes selvopfattelse af landets og befolkningens rolle i nazi-tiden. For så

vidt angår det første, blev fremtrædende nazister arresteret af de allierede, medens de mindre

eksponerede kunne fortsætte på deres poster i det østrigske samfund. Og allerede fra 1948 blev der

meddelt en omfattende amnesti af de østrigske myndigheder.208

Offerrollen, der som nævnt blev fastslået formelt af de allierede, har været central for den østrigske

nationsopbygning i efterkrigstiden. Østrig er langt hen ad vejen lykkedes med at etablere en

grundfortælling om, at man blev svigtet af det internationale samfund, da Hitler-Tyskland, trods

østrigsk modstand, annekterede Østrig ved Anschluss i 1938. Kun tvunget af disse omstændigheder

blev østrigerne tyske statsborgere med rettigheder og pligter, som bl.a. indkaldelse til tjeneste i den

tyske Værnemagt.

Forskningen har imidlertid på overbevisende vis kunnet påvise, at der i den østrigske befolkning, målt

på flere parametre, var såvel stor sympati for nazismen som stor samhørighedsfølelse med Tyskland og

det tyske folk. Historikeren Peter Thaler konstaterer således tørt, at ”man kan anse det for at være en

tilfældighed, at der var to østrigere blandt de tolv jagerpiloter, som modtog den næsthøjeste militære

orden for aktive medlemmer af luftvåbenet, Ridderkorset med Egeløv, Sværd og Diamanter (den

højeste orden blev kun tildelt en enkelt pilot). Derimod kan den tilsyneladende overrepræsentation af

østrigere i Waffen-SS, som hovedsageligt var baseret på frivillige, kun ses som en indikator på det

østrigske engagement i den tyske krigsindsats”.209 Thaler peger også på, at den tyske militære ledelse

betragtede de østrigske værnepligtige som mere pålidelige soldater end visse folketyskere fra Polen og

soldater fra de vestlige grænseregioner som Alsace-Lorraine.210

Men tilbage til opgørene med de tyske mindretal. Om denne problemstilling blev der i 2007 udgivet en

omfattende antologi med titlen Deutschsprachige Minderheiten 1945. Ein europäischer Vergleich.211

En ikke overraskende hovedkonklusion i antologien er, at man må skelne fundamentalt mellem

opgørene i Østeuropa, hvor landene blev befriet, eller erobret om man vil, af Den Røde Hær, og hvor

landene alle kom under sovjetrussisk interessesfære (fordrivelsen af Sudeter-tyskerne fandt dog, som

det er fremgået, sted allerede, mens Tjekkoslovakiet havde en borgerlig regering) og opgørene i Vest-

77

og Nordeuropa. I Øst- og Centraleuropa formede opgørene sig (med Tjekkoslovakiet og Ungarn som

delvise undtagelser) som kollektive fordrivelser, dvs. en etnisk udrensning. Der blev ikke differentieret

mellem områder, som havde bakket energisk op om nazismen, og områder hvor opbakningen havde

været mere tøvende.

I Vest- og Nordeuropa, der blev befriet af vestmagterne, antog opgøret retlige former, selv om der også

her var en (især) indledende fase med såkaldte ’vilde’ opgør, hvor retstilstanden efter normal

demokratisk målestok var enten fraværende eller tvivlsom. Siden fulgte så ’retlige’ og ’bureaukratiske’

opgør. Den sidste term kan især henføres til udrensninger af personer i offentlige embeder, som havde

samarbejdet (i hvert fald i Danmark på ’utilbørlig’ vis) med den tyske besættelsesmagt.

Også Sydtyrol blev befriet af vestmagterne, men dette område havde og har en særlig status (et

anliggende mellem Østrig og Italien), som gør det vanskelig sammenlignelig. Skal man derfor foretage

en meningsfuld sammenligning mellem det tyske mindretal i Sønderjylland212 og andre tyske

mindretal, må det nødvendigvis blive med det i Frankrig og det i Belgien. I Frankrig drejer det sig om

området Alsace-Lorraine, eller på tysk Elsass-Lothringen, og i Belgien om den østbelgiske provins

Eupen-Malmédy.

3.3 Alsace-Lorraine

Alsace-Lorraine blev efter den tysk-franske krig i 1871 indlemmet i Det tyske Rige. Størstedelen af

befolkningen i området, op mod 1,7 millioner, talte enten tysk eller forskellige tyske dialekter.

Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig blev området annekteret af Frankrig, som gennem

århundreder havde haft overhøjhed over området. Og med annekteringen startede en forfranskning af

befolkningen.

Ordlyden af den tysk-franske våbenstilstand den 22. juni 1940 indeholdt intet særskilt om Alsace-

Lorraine. Hitler-Tyskland erklærede sig endog villig til at respektere fransk suverænitet over området,

indtil spørgsmålet blev endeligt afklaret ved en fredsaftale. Området blev dog i realiteten besat af

tyske tropper og de facto indlemmet i Det tyske Rige, men altså ikke formelt annekteret. Denne

teknikalitet skyldtes Hitler-Tysklands hensyn til det franske Vichy-styre.213

Områdets befolkning forblev franske statsborgere ligesom i den tysk-besatte del af Frankrig. Berlin

viste sig dog hurtigt ikke at være indstillet på at respektere våbenstilstandsaftalen, for allerede den 2.

august 1940 blev den civile franske forvaltning i Alsace-Lorraine via et hemmeligt dekret lagt ind

under Gauleiterne i Saarland og Pfalz, og frem til december 1940 traf de to Gauleitere

befolkningspolitiske foranstaltninger, som havde til formål at rense området for personer, der havde et

78

”ikke-tysk folketilhørsforhold”, nemlig jøder, udlændinge, romaer, asociale, ikke-alsaciske og ikke-

lothringiske franskmænd samt frankofone alsacere og lothringer. Sådanne personer, alene i Alsace i alt

ca. 22.000, blev ganske enkelt udvist af regionen.

Dertil blev ca. 100.000 forbudt at rejse tilbage til deres bopæl i Alsace, efter at de i forbindelse med

den franske militære planlægning mod et tysk angreb var blevet evakueret til Sydfrankrig. Gauleiteren

for Lorraine gik endnu mere drastisk til værks, idet han udviste ca. 100.000 personer og konfiskerede

deres ejendom.

Ydermere blev der i sommeren 1940 iværksat et større antal ’germaniseringsforanstaltninger’: tyske

navne på gader og byer blev (gen)indført og de franske forbudt. Tysk blev indført som eneste officielle

sprog, fransk måtte ikke tales offentligt. Franskklingende familienavne blev fortysket, og bøger på

fransk blev brændt. Befolkningen blev trods den faktiske anneksion ikke betragtet som ’rigstyske’,

men som ’folketyskere’, der, ligesom fx det tyske mindretal i Sønderjylland, stod under Det tyske

Riges bekyttelse. Men som franske statsborgere kunne den mandlige del af befolkningen ikke

indkaldes til tysk krigstjeneste.

Som krigen skred frem, og behovet for soldater steg, ændredes Berlins indstilling imidlertid. Dog var

man ikke sindet at erklære personer, som ikke levede op til de foreskrevne racemæssige krav, for

’rigstyskere’. Dette problem løste man i august 1942, da et dekret kundgjorde, at ”alle alsacere,

lothringer (og i øvrigt også luxemburgere), som enten havde tjent i Værnemagten eller i Waffen-SS,

eller som kom til at gøre det, fik tysk statsborgerskab. Det samme gjorde sig gældende for deres

hustruer og børn. Skolevæsenet blev også germaniseret og nazificeret, og fra begyndelse af 1942 var

der medlemspligt til Hitlerjugend for alle mellem 10 og 18 år. Mange lærere, især bekendende

katolikker, blev sendt på ’genopdragelse’ i Tyskland.

Efter befrielsen af Alsace-Lorraine i 1944-45 blev fransk omgående genindført som eneste lovlige

officielle sprog. Retningslinjerne fra mellemkrigstiden om, at officielle dokumenter skulle være på

både fransk og tysk, blev, i første omgang provisorisk, ophævet, og undervisningen i tysk blev forbudt

i folkeskolen. Indgrebet affødte omfattende protester, men først fra december 1952 gav den franske

centralmagt sig en anelse, da man tillod, at folkeskolelærere frivilligt kunne undervise i tysk som

valgfag to timer i ugen - hvoraf den ene skulle tages fra idræt. Tysksprogede aviser og tidsskrifter blev

forbudt, og radioudsendelser måtte stort set kun være på fransk.

I de første uger efter befrielsen i 1944-45 foregik der ’vilde’ beslaglæggelser af ejendom fra den lokale

modstandsbevægelses side, men senere også beslaglæggelser, som havde baggrund i både allieret og

fransk lovgivning.

79

Talrige tyske familier, der var ”umgesiedelt”, dvs. flyttet fra selve Riget til Alsace-Lorraine, fx

forretningsdrivende, partifunktionærer, tjenestemænd eller soldater, blev overrasket og afsnøret af den

hastige allierede fremmarch i 1944. De blev derfor taget til fange af enten modstandsbevægelsen eller

af de allierede tropper. Den 4. oktober 1944 kundgjorde den franske republiks kommissær for området,

at alle udlændinge i området skulle interneres af militære sikkerhedsgrunde. Derved ønskede man både

at legalisere de interneringer, som modstandsbevægelsen allerede havde foretaget, dels at sikre de

pågældende personer mod vilkårlig justits fra den lokale befolkning og den lokale

modstandsbevægelse.

Personer, som blev beskyldt for at have begået krigsforbrydelser, indledte den franske stat sager mod

på grundlag af dels den franske strafferet dels den militære strafferet. Der blev siden rejst kritik mod to

forhold ved disse retssager: dels at der blev anvendt love med tilbagevirkende kraft, dels at en del af

dommerne angiveligt havde en tilknytning til den franske modstandsbevægelse. De to vigtigste

retssager af denne karakter var mod Gauleiter Robert Wagner og mod en gruppe Gestapofolk.

En lov fra 15. september 1948 gjorde det muligt at dømme alle personer, som havde haft tilknytning til

en organisation, der var erklæret for kriminel, for ’medvirken’, medmindre man kunne bevise, at man

var tvangsudskrevet eller ikke havde medvirket til den pågældende forbrydelse. Denne lov fik

betydning ved den såkaldte ’Bordeaux-proces’, hvor massakren mod befolkningen i byen Oradour-sur-

Glane blev pådømt, en massakre alsaciske Waffen-SS-soldater medvirkede i.

Opgøret, udrensningen, omfattede også embedsmænd og politikere, der var under mistanke for at have

samarbejdet med de tyske myndigheder, og for at kunne idømme disse personer straf, måtte man

tilvejebringe en lov med tilbagevirkende kraft. Straffene kunne være fx at miste sine borgerlige

rettigheder. Ud af i alt 18.000 anmeldelser blev ca. 8.000 afvist, og Bernard Poloni, som har forfattet

bidraget om Alsace-Lorraine til antologien om de tysksprogede mindretal i 1945, vurderer i det hele

taget, at nok var antallet af sager i Alsace ”uproportionelt høj”, til gengæld blev der idømt relativt

milde straffe. 1450 sager endte dog med strenge straffe, lige fra fængsel over strafarbejde til dødsstraf.

Et særligt problem i det franske retsopgør udgjorde de ganske mange personer fra Alsace-Lorraine, der

som følge af de facto annekteringen og det efterfølgende dekret i 1942 om tildeling af tysk

statsborgerskab til folketyskere blev tvangsindkaldt til tjeneste i Værnemagten eller i Waffen-SS,

ganske enkelt fordi cheferne for civilforvaltningen i Alsace tolkede dekretet sådan. Mange indkaldte

protesterede mod indkaldelsen eller forsøgte at flygte, hvorfor de nazistiske myndigheder greb til

drakoniske modforanstaltninger: Den, der nægtede at efterkomme indkaldelsen, blev fængslet eller

anbragt i lejr.

80

I alt kom 130.000 mænd fra Alsace-Loraine til at udføre tvungen tysk militærtjeneste. Ca 32.000 af

dem faldt, og ca 32.000 blev såret. Dertil kom ca. 10.500 savnede. Hvor mange fra området, der

meldte sig frivilligt til Waffen-SS, nævner Poloni ikke.

De tvangsudskrevne soldater blev i første omgang af de franske myndigheder kategoriseret som

”fanger, deporterede og flygtninge”, men fra juli 1945 entydigt som ”militært deporterede”, og modtog

erstatning herefter. Først i 1979 indgik Forbundsrepublikken og Frankrig en aftale, som forpligtede

Forbundsrepublikken til fra og med 1981 at indbetale 250 millioner DM årligt til en særlig fond, som

skulle udbetale erstatninger til de tvangsudskrevne.

Antologien om de tyske folkegruppers situation i 1945 har et ret snævert retshistorisk sigte, nemlig

primært at fremlægge den lovgivning og de politiske beslutninger, som blev lagt til grund for opgørene

med de forskellige tyske folkegrupper efter den tyske kapitulation. Men selv dette sigte taget i

betragtning forekommer Polonis bidrag om Alsace-Lorraine at abstrahere påfaldende fra de

modsætninger, der har præget erindringen om områdets historie under Anden Verdenskrig og det

efterfølgende opgør. Denne mangel kan selvfølgelig skyldes det forhold, at den franske

historieskrivning om opgøret under og efter Anden Verdenskrig ikke ses at have beskæftiget sig

særskilt med Alsace-Lorraine og områdets specielle situation.214

Forholdene her får man et levende, men ikke nødvendigvis helt retvisende, indtryk af i Gabriel

Andres’ bog fra 2006 Histoire de L’épuration en Alsace-Lorraine. Andres, selv fra Alsace, blev i 1943

indkaldt til den tyske Rigsarbejdstjeneste og senere overført til tjeneste i Værnemagten. Da han i 1944

var hjemme på orlov, fik han kontakt til modstandsbevægelsen, som hjalp ham til Schweiz. Efter

krigen læste han jura, gik ind i politik og blev redaktør.215

I sin bog beskriver Andres et opgør, en udrensning, hvor det retlige nærmest var fraværende. Der var

tale om et brutalt, hensynsløst opgør med de alsacere, som først så deres land annekteret og derefter

nazificeret. Nogle blev indkaldt til Waffen-SS eller til Værnemagten, andre blev involveret i den civile

administration af Alsace. Begge grupper blev kriminaliseret under den lange periode fra efteråret 1944

og langt ind i 1945, hvor modstandsbevægelsen (den kommunistiske FFI, Forces Francaises de

l’Interieur) havde frit slag til at gøre op med den tysktalende del af Frankrig, som de i forvejen ifølge

Andres ikke kunne fordrage.

Alsacerne betragtede sig selv som værgeløse ofre: ”Victimes de leur alsacianité, de dénonciations et de

criminels ivres de rapines (ofre for deres alsassiske sindelag, for angiveri og for kriminelle, der var

berusede af plyndring).”216 Der skulle ingenting til for at blive anmeldt som nazist, og for Andres er

der ingen i tvivl om, at retsopgøret har været særligt grusomt og traumatiserende i Alsace. Hans

81

målestok her er det øvrige Frankrig, som der ifølge Andres gik en sand blodrus hen over, i takt med at

befrierne smed tyskerne ud af landet. De alsacere, der blev angivet til modstandsbevægelsen som

kollaboratører, blev hentet og anbragt i fem lejre, hvoraf Struthof modtog 4.000 og Schirmeck-lejren

3.000. Begge lejre var tidligere, berygtede tyske kz-lejre, og ifølge Andres var metoderne de samme nu

som tidligere. Blot var det kommunistiske modstandsfolk, som havde overtaget SS’ernes metoder. Der

nævnes talrige eksempler på overgreb i bogen,217 ligesom der anføres eksempler på, hvordan den

kommunistiske modstandsbevægelse angiveligt myrdede løs uden lov og dom alene på grundlag af

mistanker og løse rygter.218 De fleste franskmænd havde ifølge Andres nok svært ved at frigøre sig fra

den mistanke, at alsacerne havde fraterniseret med fjenden. 219 Og formodentlig derfor kom ingen til

undsætning, da opgøret gik i gang efter krigen. Andres havde visse forventninger til den katolske

kirke, men den forholdt sig fuldstændig tavs.220

Den store skurk for Andres var dog kommunistpartiet: ”Udrensningen var hovedsageligt orkestreret af

stalinisterne”, 221 og motiverne var ifølge Andres enkle: ”et længe undertrykt ønske om hævn og en

sygelig trang til at dække over egen fejhed.”222 Dette førte til grusomheder begået af franskmænd mod

alsassere eller endnu værre: alsacere der optrådte som bødler mod deres egne.223

Andres anfører flere grunde til, at han havde haft svært ved at få folk til at tale om det, der var

foregået. Dem der selv havde oplevet det, kunne ikke tale om det af blufærdighed, og deres

efterkommere nægtede forfatteren tilladelse til at skrive om, hvad deres fædre eller slægtninge havde

været udsat for.224

Året før Andres’ bog udkom, i 2005, havde retshistorikeren Jean-Laurent Vonau fra Robert Schumann

Universitetet i Strasbourg udgivet den angiveligt første videnskabelige monografi om retsopgøret i

Alsace. Modsat Andres’ bog er L’épuration en Alsace. La face méconnue de la Libération 1944-1953

veldokumenteret, men også her konstateres, at ’små fisk’ og uskyldige ofre blev ramt af opgøret,

ligesom højststående nazister, tyske partifunktionærer, alsaciske kollaboratører, der villigt ydede

tjenester for det nye regime, ’værnemagere’, forrædere og ondskabsfulde naboer gjorde det.

De blev tilbageholdt, interneret, undertiden mishandlet og ydmyget, idømt fængsel og tvangsarbejde,

nogen endda dødsstraf, fik frataget deres borgerlige rettigheder og fik konfiskeret deres ejendom.

Ifølge Vonau var retsopgøret i det annekterede Alsace ikke mere uforsonligt eller ubønhørligt end i det

øvrige Frankrig, men erindringen var nok mere smertefuld i Alsace på grund af en følelse af at være

ofre for uretfærdighed.225 Så Andres’ ovennævnte fremstilling er formentlig i god overensstemmelse

med den almindelige erindring i regionen, i hvert fald med de interneredes, de dømtes og deres

pårørendes erindring. Men som Marc Olivier Baruch bemærker i en artikel fra 2014: “What happened

82

after the end of the war, including trials for ‘collaboration’ in occupied northeastern France or

departements of Alsace and Moselle [Lorraine] that had belonged to the German Reich since 1871 is

not sufficiently known to the larger public to demonstrate any kind of collective trauma.”226

Spørgsmålet om retsopgøret i Alsace-Lorraine og rimeligheden af det har ikke optaget den franske

offentlighed eller forskning, i nævneværdig grad.

3.4 Eupen-Malmédy

Det tyske mindretal i Belgien, i den østbelgiske provins Eupen-Malmédy, minder på i hvert fald ét

punkt mere om mindretallet i Sønderjylland: Numerisk androg befolkningen mellem 60.000 og 70.000

personer, der ligesom befolkningen i Alsace-Lorraine nok udgjorde et mindretal inden for

nationalstaten, men ikke i det pågældende område. Dette til forskel fra det tyske mindretal i

Sønderjylland, der som tidligere nævnt var på ca. 25.000-30.000 personer, svarende til ca. 15% af

Sønderjyllands befolkning. Om Eupen-Malmédy har Ulrich Tiedau skrevet et meget instruktivt bidrag

”Die Rechtslage der deutschsprachigen Bevölkerung in Belgien nach dem Zweiten Weltkrieg” til

ovennævnte antologi om de tysksprogede mindretal i 1945.227

Områderne Eupen-Malmédy, som strækker sig i en smal stribe langs den tysk-belgiske grænse fra

Aachen i syd til Luxemborg i nord, kom ved Wiener Kongressen i 1815 til Preussen, efter at de havde

hørt under lokale hertugdømmer. Som preussiske provinser gled områderne i 1871 ind i Det tyske

Rige, hvilket medførte protester fra de vallonsktalende i området, som i 1900 udgjorde 28,7 % af

befolkningen i Malmédy. I Eupen var der kun tale om 5 % ikke-tysktalende. Når i det følgende

begrebet ’Eupen-Malmédy’anvendes, omfatter det også et mindre område på tre kvadratkilometer,

Moresnet, som aldrig havde hørt til Preussen, men som i forbindelse med grundlæggelsen af Belgien i

1830-31 kom under belgisk styre.

I 1920 talte ca. 47.000 af Eupen-Malmédys 60.000 indbyggere tysk eller overvejende tysk, mens ca.

10.000 udelukkende eller overvejende talte fransk eller det beslægtede vallonsk. Ved Versailles-freden

blev Eupen-Malmédy med fransk støtte indlemmet i Belgien, som havde en sikkerhedspolitisk

interesse heri. Det britisk-amerikanske ønske om en folkeafstemning på grundlag af princippet om

folkenes selvbestemmelse blev ikke imødekommet. Men som et kompromis enedes man om, at

indlemmelsen efterfølgende skulle ’afprøves’ ved en såkaldt ’Volksbefragung’ (på engelsk ’public

expression of opinion’, på fransk ’consultation populaire’), der ikke må forveksles med en egentlig

folkeafstemning som den, der fx fastlagde den dansk-tyske grænse.

83

Ved denne ’Volksbefragung’ kunne man over for de belgiske overgangsmyndigheder skriftligt og med

navns nævnelse protestere over indlemmelsen i Belgien. Resultatet af denne øvelse, som siden i den

belgiske historieskrivning er blevet karakteriseret som en ”farce”, var, at kun 271 personer

protesterede. Og den 20. september 1920 blev Eupen-Malmédy endeligt og formelt indlemmet i

Belgien.

Der er almindelig enighed om blandt historikere, at måden, hvorpå grænsen blev fastlagt, er afgørende

for en forståelse af den politiske udvikling i Eupen-Malmédy i mellemkrigs- og krigstiden, og at den

trækker erindringsmæssige spor langt op i tid. For den overvejende del af befolkningen i Eupen-

Malmédy betød grænsedragningen, at man mistede sit fædreland.

I mellemkrigstiden kan man ifølge Tiedau konstatere to grundholdninger i befolkningen, som blev

formuleret i anden halvdel af 1920’erne, men som dybest set og med andre fortegn kom til at præge

den politiske debat i Østbelgien resten af århundredet: Nogle tilpassede sig omstændighederne, mens

det for andre blev et politisk hovedmål at omgøre, hvad de anså for en uretfærdighed, ganske som det

også kan iagttages i tyske folkegrupper i Central- og Østeuropa. I 20’erne sluttede den sidste kategori

sig sammen i både åbne og hemmelige tysksindede foreninger, fx ’Heimatbund’ og ’Verein für das

Deutschtum im Ausland’, og der skete i det hele taget en polarisering mellem protyske og probelgiske.

Den tysksindede position omfattede alt lige fra ønsket om større politisk og kulturel selvstændighed til

et decideret ’Heim ins Reich’-krav.

Ved valgene i 1929 vandt partiet CVP, et kristeligt folkeparti, som var gået til valg på kravet om en

egentlig folkeafstemning om grænsen under neutral overvågning, det absolutte flertal med 52,1 % af

stemmerne under parolen ”Bleib der Heimat treu”. 23,3 % stemte på Arbejderpartiet, som også var et

”revisionistisk” parti, dvs. kritisk over for grænsedragningen, så mere end 75 % af vælgerne støttede

altså i 1929 en egentlig folkeafstemning om grænsen.

Polariseringen medførte imidlertid også en styrkelse af den belgiske position, og den nazistiske

magtovertagelse i Tyskland i 1933 medførte en yderligere polarisering. Mens den nye regering i Berlin

faktisk forsøgte at forbedre det meget anspændte forhold mellem Tyskland og Belgien, bl.a. ved at

nedtone Eupen-Malmédy-spørgsmålet, så hindrede det ikke de lokale nazister i Gauleitung Köln-

Aachen i at optrappe deres agitation for og aktive støtte til de tysksindede i Østbelgien. Dette billede

genkender man fra det tyske mindretal i Sønderjylland og de lokale nazi-førere i Schleswig-

Holstein.228

I 1933 var lederen af det revisionistiske parti CVP efter personlig invitation på besøg hos Hitler i

Berlin. Hans tilnærmelse mod nazismen var dog ifølge Tiedau ikke ”unumstritten” i partiet, og han

84

ville muligvis have mistet sin lederpost, hvis ikke den belgiske stat i 1936 simpelthen havde udvist

ham af Belgien grundet hans aktivistiske, politiske virksomhed. Belægget for udvisningen var en lov

fra 1934, som havde baggrund i den stigende aktivisme og agitation fra nazistiske dækorganisationer

(Tarnorganisationen).

Ved valget i 1936 havde alle ’Heimattreue’ organisationer og partier slået sig sammen til ’Heimattreue

Front’ (HF), som var præget af nazistisk tankegods og modtog økonomisk støtte fra rigstyske

instanser. HF erklærede sig dog loyal over for Belgien og betonede stærkt et godt belgisk-tysk forhold,

samtidig med at man krævede fuld ligeberettigelse for Eupen-Malmédy og det tyske sprog. Man opgav

dog sit katolske grundlag, som man havde overtaget fra CVP, og fulgte i stigende grad direktiver fra

den nazistiske Gauleiter i Köln.

Ved valgene i 1939 forblev HF det største parti med 45 % af stemmerne, men mistede altså det

absolutte flertal. Som Tiedau anfører, er denne tilbagegang bemærkelsesværdig på et tidspunkt, hvor

Sudetertyskland nyligt var ’vendt tilbage’ til Tyskland. Man kunne have forventet en mobiliserende

begejstring, men reaktionen var tilsyneladende skepsis. Overbeviste nazister optrådte stadigvæk ikke

åbent, men fylkedes i dækorganisationer, der var opbygget som det rigstyske SA, fx ’Eupen

Segelfliegerverein” (Eupen Svæveflyverforening), ’Bogenschützenverein’ (Bueskytteforeningen) i St.

Vith og Malmédy ’Saalschutz’. Disse organisationer optrådte ifølge Tiedau direkte som en 5. kolonne i

forbindelse med den tyske invasion i maj 1940.

Få dage efter den tyske invasion, den 18. maj 1940, erklærede Hitler kort og godt de områder, som var

blevet afstået til Belgien ved ”Versailles-Diktatet”, som en del af Det tyske Rige, og lagde dem ind

under ’Regierungsbezirk’ Aachen og dermed Rhin-provinsen. At det dog ikke blot drejede sig om en

omgørelse af ”Versaille-Diktatet”, blev klart få dage senere, da tillige ni tysk-sprogede, men gammel-

belgiske, kommuner ved en ”grænsekorrektur” blev omfattet af anneksionen.

Inden for ganske få måneder indførtes tysk lovgivning, valuta og krigsøkonomi. Såkaldte ’nicht-

Heimat-treue’ belgiske lærere og tjenestemænd blev erstattet med rigstyskere, og tosprogetheden i den

offentlige forvaltning blev afskaffet. Man oprettede kredse og amter efter rigstysk mønster og indsatte

’Heimat-treue’ borgmestre. I 1941 blev befolkningen fuldgyldige tyske statsborgere, hvilket bl.a.

medførte, at unge mænd, ligesom i Alsace-Lorraine, blev indkaldt til tysk krigstjeneste, i Eupen-

Malmédy tilsyneladende udelukkende i Værnemagten.

Formelt var anneksionen imidlertid ikke gyldig, idet den allerede, i strid med Folkeretten, blev meddelt

10 dage før kong Leopold III kapitulerede, dvs. medens der stadig pågik krigshandlinger mellem

Belgien og Tyskland. Denne juridiske teknikalitet fik betydning under retsopgøret efter krigen.

85

Den belgiske regering nægtede nemlig at anerkende, at der havde fundet en formel anneksion sted, og

derfor blev området og befolkningen der behandlet nøjagtigt som det øvrige Belgien - bortset fra på et

enkelt punkt: i forhold til Eupen-Malmédy opretholdt den belgiske regering i princippet den lov, som i

1934 havde givet hjemmel til at udvise belgiske statsborgere, hvis de udgjorde en sikkerhedsrisiko.

Loven blev i juni 1945 nyformuleret i en ’Ausbürgerungsgesetz’.

Den lovgivning, som blev bragt i anvendelse i Belgien under retsopgøret efter Anden Verdenskrig, er

ganske kompliceret, men i al korthed anvendtes (som i Frankrig) både civile og militære domstole, og

lovgivningen var eksisterende civil og militær lovgivning, ligesom den belgiske eksilregering i London

havde vedtaget og offentligt meddelt nogle retningslinjer for det kommende retsopgør. I sidste tilfælde

var der altså i princippet tale om love med tilbagevirkende kraft.

I europæisk sammenhæng var det belgiske retsopgør strengt. Således faldt der 1247 dødsdomme,

hvoraf imidlertid kun 242 blev fuldbyrdet. Det, der dog helt op i nutiden synes at have martret det

belgiske samfund mest, er de to bølger af ’vilde udrensninger’, som ramte landet, først i forbindelse

med befrielsen i efteråret 1944 og siden i maj 1945, da fangerne fra lejrene i Tyskland vendte tilbage

til Belgien. Der er almindelig enighed om blandt belgiske historikere, at disse to ’vilde’

udrensningsbølger havde karakter af pøbeljustits med henrettelser efter tilfældige standretter,

mishandlinger, plyndringer og brandstiftelser. Derudover foregik der omfattende private udrensninger

inden for forskellige organisationer og foreninger.

Det egentlige retsopgør, som blev foretaget af de statslige myndigheder, omfattede en ’administrativ’

eller ’bureaukratisk’ udrensning, som fjernede tjenestemænd, borgmestre, politikere og lærere, som var

blevet udnævnt under besættelsen, eller som var blevet på deres post efter den tyske indmarch og

derved havde opført sig ’unationalt’. Endvidere omfattede retsopgøret sager mod krigsforbrydere og

kollaboratører. Den såkaldte ’civile udrensning’, som ikke havde karakter af en retshandling, udmålte

sanktioner og/eller tvangsforanstaltninger i form af indskrænkning og fratagelse af borgerlige

rettigheder (Ehrenrechte) eller statsborgerskab.

Den første bølge af vilde udrensninger blev foretaget af den belgiske modstandsbevægelse Armée

Blanche (Den hvide Hær), der fulgte i hælene på de fremrykkende amerikanske styrker. Hadet mod alt

tysk efter fem års besættelse medførte omfattende afhentninger og interneringer af ’Heimattreue’ i

Eupen-Malmédy, som blev anbragt i fængsler og lejre og frarøvet deres ejendom. Den lokale belgisk-

orienterede befolkning, som havde lidt under anneksionen, sekunderede modstandsstyrkerne. De

belgiske myndigheder var fraværende, men de amerikanske styrker satte en foreløbig stopper for

selvtægten.

86

Ved den anden vilde udrensningsbølge i foråret 1945 kan det private opgør ikke undskyldes med et

statsligt magtvakuum, men heller ikke her greb de belgiske myndigheder ifølge Tiedau rettidigt ind.

Der findes ikke nøjagtige tal for hvor mange, der blev udsat for det private opgør, men retsopgørets

omfang i Østbelgien lader sig læse ud af tallene: I det halvandet år militærretterne fungerede, indledtes

undersøgelse mod i alt 15.623 personer, svarende til en fjerdedel af hele Østbelgiens befolkning – eller

hver anden mand i den erhvervsaktive alder. På landsplan var tallet 4,15 %. Der blev dog kun rejst sag

mod 3.201, hvoraf 1.503 modtog en dom. Ikke desto mindre var det procentuelt antal dømte i

Østbelgien fire gange så højt som landsgennemsnittet på 0,68 %. Til gengæld viser strafudmålingen, at

der blev givet forholdvis mildere straffe i Østbelgien end på landsplan, hvilket Tiederau tager som et

udtryk for, at militærretterne ved strafudmålingen tog hensyn til, at området de facto havde været

annekteret.

Ligesom frakendelsen eller indskrænkningen af borgerlige og civile rettigheder havde fradømmelse af

statsborgerskabet karakter af en civilsanktion. Som nævnt var muligheden for fradømmelse af

statsborgerskab det eneste punkt, hvor retsgrundlaget i Østbelgien adskilte sig fra det øvrige Belgien.

Ialt blev indtil 1948 1.335 frakendt statsborgerskabet – en sanktion, der også omfattede de

pågældendes familier. Men andre ord ca. 4.000 personer eller 7,5 % af befolkningen i Østbelgien. De

pågældende blev ikke statsløse ved sanktionen, de blev erklæret for tyske statsborgere. Det skulle

imidlertid vise sig, at de britiske besættelsesmyndigheder i Tyskland ikke var sindet at modtage disse

udviste personer. Og for 300-400 af dem, der var blevet frakendt deres belgiske statsborgerskab, var

problemet ret akademisk. De var nemlig under krigen flyttet til Tyskland og opholdt sig der. Stadig i

1956 boede der 163 ”Ausgebürgerte” i Østbelgien, men i 1962 blev det muligt for dem formelt at

(gen)ansøge om belgisk statsborgerskab.

Ifølge Tiedau var disse sager samt ikke mindst de foranstaltninger, som ramte tjenestemænd og lærere,

med til at skabe og vedligeholde bitterheden i den tyske befolkningsgruppe i Østbelgien mod den

belgiske stat og den belgiske befolkning, en bitterhed som har varet ved langt op i tid, og som stadig

præger erindringen. Så nidkær var den belgiske stat, at almindelige postbude, som blot havde fortsat

deres dont efter anneksionen, blev fradømt job og pension. Krigsinvalider, som var blevet dømt under

retsopgøret, mistede også deres ret til en pension fra den belgiske stat. Heller ikke fra Tyskland måtte

de modtage pension. 250 lærere mistede deres arbejde, fordi de var forblevet på deres post under

anneksionen. De blev herefter erstattet med lærere fra det øvrige Belgien, og derfor opstod der i

Østbelgien mangel på tysktalende lærere, som skulle vare ved i to årtier. Ganske vist blev de

tysktalende lærere, som havde fortsat deres gerning under anneksionen, efterhånden rehabiliteret, men

87

først i slutningen af 1960’erne ændrede situationen sig afgørende, da man begyndte at nyuddanne

tysktalende lærere.

Skolen blev en kampplads for en assimilering af de tysktalende østbelgiere. Fransk blev i november

1945 fastlagt som eneste undervisningssprog i overbygningsskolerne (Ergänzungsschulen), og der blev

i det hele taget ført en bevidst belgisk assimilerings-kulturpolitik. Tyske statsborgere blev ganske

enkelt udvist af Østbelgien som ”fjendtlige udlændinge”.

En helt afgørende anstødssten i forholdet mellem det tyske mindretal i Østbelgien og den belgiske stat

har dog ifølge Tiedau været behandlingen af de næsten 8.700 østbelgiere, som blev tvangsindkaldt til

tysk krigstjeneste fra 1941 til 1945. Først langt op i 1980’erne blev problemet løst endeligt. Af de

8.700 østbelgierne, der gjorde tysk krigstjeneste (700 af dem frivilligt), primært ved Østfronten, faldt

(eller savnedes) ca. 2.000, og 1.600 vendte tilbage som krigsinvalider. De hjemvendte blev sat i

interneringslejre ud fra den betragtning, at alle besættelsesmagtens foranstaltninger havde været

ulovlige. De hjemvendte blev betragtet som ”Waffenträger gegen Belgien” og dermed sidestillet med

flamske og vallonske SS-frivillige.

Senere erkendte man tvangssituationen for dem, som var blevet direkte indkaldt til tjeneste i

Værnemagten, og de undgik straf i modsætning til dem, der havde meldt sig frivilligt. Men først i 1989

fik de tvangsindkaldte krav på erstatning.

I sit 87sider lange bidrag konkluderer Ulrich Tiedau bl.a. om retsopgøret Eupen-Malmédy og dets

virkningshistorie:

”Die aus der Epuration [opgør/udrensning] resultierende Probleme oder, besser gesagt, die gesamten

Geschehnisse des dreimaligen Wechsels der staatlichen Zugehörigkeit zwischen 1920 und 1945 haben

das politische Leben in den Ostkantonen [Østbelgien] zwar nachhaltig bestimmt, sie waren aber

aufgrund der tiefgehenden Verunsicherung der Bevölkerung aus der öffentlichen Diskussion

weitgehenden verdrängt, so dass erst Ende der 1980er Jahre begonnen wurde, auch diese Epoche

aufzuarbeiten. Erst im Zuge der durch die Sprachgesetze und föderalen Staatsreformen seit den

sechziger Jahren von Belgien gewährten, mittlerweile im europäischen Massstab vorbildhaften

Autonomie, gewann die deutschsprachige Bevölkerung eine eigene, neue Identität und überwand die

Unsicherheiten, die sich zuvor in Diskussionen um korrekte Begrifflichkeiten wie ’Ostbelgier’,

’Deutschbelgier’, ’deutsche Belgier’ oder ’deutschsprachige Belgier’ niedergeschlagen hatten […].”

Tiedau måtte også i 2007 konstatere, at det fx var vanskeligt at trænge til bunds i omfanget af den

’vilde’ udrensning, som langt hen ad vejen var baseret på beretninger fra tidsvidner og derfor var

indgået som en meget væsentlig komponent i de tysk-sprogede belgieres grundfortælling.

88

Det tyske mindretal i Belgiens særegne skæbne har ikke rigtigt interesseret den almindelige belgiske

offentlighed eller de faghistorikere, som har beskæftiget sig videnskabeligt med retsopgøret i Belgien.

De belgiske historikere Nico Wouters og Dirk Luyten giver den sandsynlige forklaring herpå i en

artikel fra 2014 (hvor de i øvrigt også selv stort set undlader at forholde sig til Østbelgiens særlige

forhold): den offentlige debat i Belgien, og historieskrivningen, har været stærkt præget af vallonernes

og flamlændernes konkurrerende grundfortællinger, som har pågået helt op til vore dage. Også for så

vidt angår erindringen om Anden Verdenskrig er Belgien et udpræget todelt samfund, hvor de to store

etniske grupper har instrumentaliseret deres egne versioner til politiske formål.229 Det tyske mindretal i

Østbelgien er således erindringsmæssigt kommet i klemme mellem det belgiske samfunds to store

rivaliserende etniske og sproglige befolkningsgrupper.

Imidlertid har den tysksprogede, østbelgiske faghistoriker Carlo Lejeune i årene 2005 til 2014 udgivet

et omfattende fire-bindsværk, og at retsopgøret og udrensningen efter Anden Verdenskrig er et

fuldstændigt centralt identifikationspunkt i den østbelgiske erindring ses af, at hovedtitlen på tre af

bindene er ’Die Säuberung’, og i det fjerde indgår ’Säuberung’ i titlen, skønt de fire bind kronologisk

og emnemæssigt dækker tidsperioden fra 1920 til 1973.230

Mest interessant i et erindringsperspektiv er bind 3, som over mere end 300 sider gengiver hele

interviews eller centrale dele heraf med ikke mindre end 340 tidsvidner. De pågældende interviews er

for de flestes vedkommende tilvejebragt mellem 2005 og 2006. Med interviewene, som er fremskaffet

under løfte om anonymitet, forsøger Lejeune at indkredse den kollektive erindring i Eupen-Malmédy

om mellemkrigstiden, krigen samt det efterfølgende opgør.

Strukturelt har han grebet sit anliggende an ved at tematisere sit meget omfattende materiale omkring

en række centrale begivenheder og spørgsmål, fx hvordan reagerede man på den tyske indmarch den

10. maj 1940? Var der konfrontationer mellem den tysk- og belgisksindede befolkning? Hvordan

påvirkede anneksionen de nazistiske organisationers styrke og adfærd? Hvordan påvirkede

nazificeringen undervisningen i skolen? Hvordan påvirkede den ændrede politiske magtbalance den

almindelige adfærd mellem de tysk- og belgisksindede i lokalsamfundene? Var der angiveri og pres?

Hvad vidste man om tyske fængsler og kz-lejre? Forekom der opposition eller direkte modstand?

Hvordan var tilværelsen som tysk soldat? Var der desertører? Hvad vidste man om jødeforfølgelser?

Hvordan var ’befrielsen’, oplevedes den som frihed eller ufrihed? Hvordan oplevedes opgøret?

Hvordan så man på den belgiske modstandsbevægelse, de belgiske myndigheder, interneringerne,

varetægtsfængslingerne og afsoningen? Og hvordan oplevedes det at skulle være belgier efter krigen?

89

Den tyske indmarch erindres nærmest udelt som eufori og jubel,231 og den nye magttilstand udløste

hån og ydmygelser af de belgisksindede.232 Også derved at der i hver en flække blev foranstaltet

jubelfester af de tysksindede.233 Det nye nazistiske regime iværksatte en ideologisk mobilisering, og i

skolen blev eleverne introktrineret med den nazistiske Weltanschauung.234 I interviewene skinner

ifølge Lejeune en tydelig skam igennem over, at der var meget fanatiske nazister i det tysksindede

samfund, og at der jævnligt blev uddelt tæsk til anderledes tænkende.235

Lejeune er naturligvis fuldstændig klar over sit materiales begrænsninger, for så vidt angår wie es

eigentlich gewesen. Om erindringen i forhold til angiveri, pres og tyske fængsler samt kz-lejre anfører

han, at ”meget bliver fortiet”, mens ”meget bliver fortalt” om oppositionel adfærd såsom at lytte til

fjendtlig radio.236 Egentlig modstand var der ifølge Lejeune ikke. 237

Det at have gjort tjeneste som kz-vagt bliver bagatelliseret.238 Lejeune konstaterer, at tjenesten som

tysk soldat, fronttilværelsen, og hvad dette kunne indebære af gru, fx blodige repressalier mod

civilbefolkningen på Balkan, langt hen ad vejen er blevet fortiet eller nærmest udskudt til dødslejet.239

Mange nægter endvidere overhovedet at have kendt til jødeforfølgelser og kz-lejre - før efter krigen.

Nogle fortæller, at de godt kendte til jødeforfølgelserne, ikke mindst i sammenhæng med, at de

angiveligt før krigen har hjulpet jøder, som var flygtet fra Tyskland.240

Den første (vilde) udrensning foretaget af ’Den Hvide Armé’ har ifølge Lejeune (og det understøttes i

høj grad af interviewmaterialet) brændt sig ind i den kollektive bevidsthed som et traume.241 Flere

udtaler om de belgiske gendarmer, som var de belgiske myndigheders repræsentanter i Eupen-

Malmédy, da man fik kontrol over området, at de ”opførte sig værre end Gestapo”.242

Med interneringen af 6.000-7.000 i dertil indrettede fængsler og lejre, primært fængslet i Verviers, går

man med Lejeunes ord ”ind i et stort rum af negative oplevelser og følelser”. ”Immer wird von

Misshandlungen und Selbstmorden berichtet,” men som Lejeune konstaterer: ”Es sind immer die

gleichen Fälle, die beschrieben werden”.

En del interviews viser imidlertid også, at mange husker tilbage på behandlingen under

varetægtsfængslingen i Verviers fra sommeren 1945 med mere positive følelser: fængselsbetjentenes

behandling af de indsatte var korrekt, og maden var i orden. Lejeune peger på to mulige årsager til

denne ændring: at den revanchistiske stemning var aftaget, og at de statslige myndigheder var ved at få

greb om situationen og genoprettet deres autoritet. Ifølge Lejeune peger alt på, at det fra sommeren-

efteråret 1945 var en helt almindelig belgisk fængselstilværelse, der prægede tilstandene i Verviers-

fængslet. Mishandlinger forekom ikke, og omgangstonen var korrekt. Mange interviewede har

90

imidlertid ikke bemærket nogen ændring i behandlingen. Opholdet skildres helt og holdent som ét

langt, sammenhængende mareridt.243

Som et gennemgående træk i de mange interviews peger Lejeune på opfattelsen af at være ’ofre’. De

interviewede forsøger at unddrage sig et medansvar for nazismen og dens forbrydelser. Som han

udtrykker det: ”De burde sige, at også vi som tyskere var en del af Hitlers krigsmaskine og en del af

den nazistiske terrorstat. Ved vores handlinger og ikke-handlinger bærer vi et medansvar […]. Også

mange af vore forældre og bedsteforældre [Vorfahren] har ved at varetage en funktion, aktivt eller

passivt, gjort sig til medløbere eller gerningsmænd og støttet nazi-regimet (det være sig ved

medlemskab af en nazistisk organisation, ved at give støtte til ’Winterhilfswerk’ eller som soldat) og

derved muliggjort, at Hitlers tilintetgørelsesapparat kunne fungere. Uden alle disse hjælpere ville

naziregimet ikke have kunnet fungere i Tyskland, i de besatte lande eller de annekterede områder.”244

I 1950’erne, 60’erne og 70’ernes Østbelgien gjorde ifølge Lejeune et stærkt behov for en

”vergangenheitsbereinigten, nicht zu beanspruchenden Normalität” sig gældende, og derfor havde

’gerningsmændene’ ikke nogen plads i erindringen.245 Videre påpeger Lejeune, at der ligesom i

Forbundsrepublikken i den umiddelbare efterkrigstid opstod en meget klar sondring mellem ’det

nazistiske regime’ og ’frontsoldaterne’, når talen var om krigsforbrydelser, ligesom ansvaret blev

placeret på Hitler og regimets mest centralt placerede personer. Derved undgik de ”fjerntbeliggende

tilintetgørelsessteder”, som i denne version intet havde at gøre med de almindelige krigshandlinger,

opmærksomhed. Og derved opbyggedes også et billede af de almindelige soldater som ofre – et billede

som ifølge Lejeune blev overtaget og hyldet i Østbelgien.246

Denne offerrolle blev udbygget og forstærket med interneringerne og retsopgøret i det hele taget og er

blevet suppleret med en selvstændig offererindringskultur, som knytter sig til de store ødelæggelser,

som kampene mellem amerikanske og tyske styrker medførte i området under slaget om

Ardennerne.247

Interviewmaterialet fra Eupen-Malmédy minder stærkt om det tilgængelige beretningsmateriale fra det

tyske mindretal i Sønderjylland, fx som det er kommet til udtryk i erindringsbøger om Fårhuslejren og

retsopgøret. Her skildres også i mange beretninger en ’vild’ fase i opgøret, nemlig indtil den 13. maj

1945, hvor modstandsbevægelsen forestod afhentninger og interneringer. I Fårhuslejren varede den

’vilde’ fase, som det fremgår af Straffelejren, principielt helt frem til den 3. august 1945, hvor det

danske fængselsvæsen overtog driften af lejren i sin helhed fra modstandsbevægelsen. Denne ændring

registreres af mange berettere, men mange ser Fårhuslejren som ét langt mareridt – ligesom en del

91

østbelgiere opfatter fængslet i Verviers, der øjensynligt har en slags ’Fårhus’-status i østbelgiernes

erindring.

Hvordan forholdene rent faktisk var i Verviers, ved vi ikke, men den hollandske historiker Helen

Grevers har i sin publicerede dissertation fra 2013 om interneringerne af de hollandske og belgiske

landssvigere, deres efterfølgende varetægtsfængsling og afsoning samt ikke mindst deres egen

opfattelse heraf, kunnet påvise, at der ikke generelt er belæg for anklagerne om systematisk

mishandling af de indsatte. I Van landverraders tot goede vaderlanders (Fra landsforrædere til gode

landsmænd), som heller ikke beskæftiger sig særskilt med forholdene i Eupen-Malmédy, kan hun som

Carlo Lejeune påvise, at det ofte er de samme mishandlinger og fx skudepisoder, der går igen i

beretningerne.248

4. Det tyske mindretal i Nordslesvig

I forhold til opgøret med nazismen og nazisterne i andre dele af Europa er Nordslesvigs tyske

mindretal et særligt tilfælde. Modsat de tyske mindretal i Belgien og Frankrig blev deres hjemland ikke

annekteret af Hitler-Tyskland under krigen, og modsat tyskerne i øst blev de ikke fordrevet efter

krigen. Samtidig er opgøret – eller det manglende opgør – med fortiden i det nordslesvigske mindretal

(sådan som det er skitseret i Straffelejren) særligt veldokumenteret både gennem trykte kilder og

personlige erindringer. Dermed er mindretallets Vergangenheitsbewältigung et indlysende vigtigt

undersøgelsesobjekt - også i et europæisk perspektiv - for samtidshistorien.

Som det vil fremgå af nedenstående periodisering af mindretallets omgang med den nazistiske fortid,

lader den sig ikke overføre 1:1 til den, der er beskrevet for Vesttyskland/Forbundsrepublikkens

vedkommende. Afkodningen af diskursudviklingen i det tyske mindretal i Nordslesvig baserer sig dels

på den kursoriske forskning på området, primært mine egne udgivelser fra 2005 til 2016 samt den

nordtyske historiker Torben Mayers artikel fra 2010, ”Die deutsche Minderheit in Nordschleswig und

die Aufarbeitung der eigenen nationalsozialistischen Vergangenheit”, dels på en systematisk

gennemgang af mindretallets avis Der Nordschleswiger fra avisens start den 2. februar 1946 til i dag

samt diverse andre skrifter, som er blevet udgivet i mindretallets regi.

Endelig er BDN-Hauptvorstands, dvs. mindretalsledelsens, arkiv blevet systematisk gennemgået for

mødereferater mv., som kan kaste lys over mindretallets løbende stillingtagen til erindringspolitiske og

–kulturelle spørgsmål vedr. den nazistiske fortid. Denne gennemgang har meget klart vist, at Der

Nordschleswiger med føje betragtes som mindretallets officielle talerør, idet der er en udpræget

92

kongruens mellem de løbende drøftelser og beslutninger i BDN’s Hauptvorstand og avisens løbende

redaktionelle artikler, først og fremmest lederartiklerne. I enkelte tilfælde kaster arkivet imidlertid lys

over interne uenigheder i Hauptvorstand, men i takt med at rene beslutningsreferater i stigende grad

bliver normen fra omkring 1970, føjer Hauptvorstands arkiv ikke meget til de redaktionelle artikler i

mindretallets avis.

Principielt er Der Nordschleswiger og Hauptvorstands arkiv primært kilder til en forståelse af

lederlagets opfattelser og motiver. Meget tyder imidlertid på, at den almindelige diskurs i mindretallet

var ganske stærkt formet og styret af disse. Læserbreve og personlige beretninger muliggør i en vis

udstrækning at stikke en sonde ned i den menige mindretalstyskers forestillingsverden, men

kildematerialet til en beskrivelse af fx variationer inden for denne lider af principielle begrænsninger.

Inden beskrivelsen af diskursudviklingen i mindretallet skal dog først gives en kort karakteristik af det

tyske mindretal i Nordslesvig fra 1938 til 1945 og det efterfølgende retsopgør.

4.1 Mindretallet 1938-1945

”Vi forsvarer den hellige ret til at leve, både som folk og som enkelte tyskere. Derfor har vi ret, og

derfor er fjendens angreb et forbryderisk anslag mod livets love – og derfor kan vi kun svare med et

fanatisk had mod alle, som direkte eller indirekte er vore fjender […]. Vi svarer med en fanatisk

kærlighed til vort folk, til vor Fører og hans verdensanskuelse, med en fanatisk énsidig tro på vor ret

og med et helligt glødende had til vore fjender […].”249

Dette voldsomme udfald i det tyske mindretals avis i juni 1943 skylder vi mindretallets presse- og

propagandachef Asmus Wilhelm Jürgensen, og det afspejler mindretalsledelsens selvopfattelse:

skønt mindretallet langt overvejende var danske statsborgere, så opfattede man sig som en del af det

tyske folk. Loyaliteten var deponeret hos Nazi-Tyskland og Føreren Adolf Hitler. Denne

selvforståelse (og -iscenesættelse) kommer også bastant til udtryk i en propagandafilm fra 1942,

som var fremstillet af mindretallets propagandafotograf Rudolf Gimm. I den halvanden time lange

film om mindretallets indre liv i Nordslesvig (Sønderjylland) er der ikke en eneste reference til, at

mindretallet overvejende var danske statsborgere og landsdelen en del af dansk statsområde.250

Især fra 1938 var mindretallets indre liv under føreren Jens Møller blevet nazificeret og

’gleichgeschaltet’, dvs. ensrettet, efter rigstysk mønster. SK (Schleswigsche Kameradschaft),

svarende til det rigstyske SA, udgjorde NSDAP-N’s (Nationalsozialistische Deutsche

93

Arbeiterpartei-Nordschleswig) ideologiske kernetropper. Mindretallets ungdom blev organiseret i

Deutsche Jungen- og Mädchenschaft Nordschleswig, der var nøje kopier af rigstyske Hitlerjugend

og Bund Deutscher Mädel, og i mindretallets skoler blev ungdommen tillige indoktrineret med den

nazistiske ’Weltanschauung’. Også mindretallets kirkesamfund og kulturelle foreninger var loyale

over for Tyskland og nazismen, ligesom mindretallets arbedsgivere og –tagere på land og i by blev

organiseret efter rigstysk, nazistisk mønster.

I 1940 etablerede mindretallets erhvervsorganisation Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig endda

et såkaldt Liefergemeinschaft, som skulle sørge for favorable leverancer til den tyske værnemagt.

Ganske som i Nazi-Tyskland foregik alt efter ’førerprincippet’. Mindretallet i Nordslesvig mindede

politisk formentlig meget om slesvig-holstenerne syd for grænsen, og her fik det tyske nazi-parti

NSDAP som bekendt den største opbakning overhovedet i Tyskland ved det sidste demokratiske

valg i 1932.251 Således fik NSDAP hele 84,6 % af stemmerne i Ladelund, 2-3 km syd for

grænsen.252

Som i andre tyske folkegrupper gødede en udpræget tysk-nationalistisk indstilling jorden for

nazismen, ligesom en dyb økonomisk krise i det nordslesvigske landbrug var befordrende for den

nazistiske ideologi.253

I løbet af krigen etablerede mindretallet uniformerede og bevæbnede korps, som til forveksling

lignede egne politi- og hærstyrker i form af henholdsvis ’Selbstschutz’ og ’Zeitfreiwilligendienst’.

Førstnævnte skulle primært beskytte virksomheder, der var ejet af mindretalsmedlemmer, mod

sabotage, sidstnævnte primært bistå regulære tyske tropper i tilfælde af en allieret invasion.

Desuden støttede det tyske mindretal, der som tidligere nævnt omfattede ca. 25.000-30.000

medlemmer (svarende til ca. 15 % af Sønderjyllands befolkning), den tyske krigsindsats ved de

militære fronter massivt, primært ved at stille mere end 2.000 frontfrivillige til rådighed.

Altovervejende gjorde disse tjeneste i Waffen-SS.254

Alt i alt kan man med føje hævde, at det tyske mindretal i Sønderjylland, især fra 1940 til 1945, i

mangt og meget havde karakter af en nærmest autonom tysk stat eller offentlighed på dansk

statsområde.

Som andre tyske mindretal eller ”folkegrupper” i Europa var mindretallet i Sønderjylland et resultat

af Versailles-fredens grænser fra 1920, og fra første færd var det det altoverskyggende politiske

hovedmål for mindretallet at få omgjort denne demokratisk bestemte grænsedragning, at komme

’heim ins Reich’, dvs. genforenet med moderlandet Tyskland.

94

Netop en omgørelse af ”Versailles-Diktatet”, som man yndede at karakterisere Versailles-traktaten,

var lige fra den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 et hovedmål i tysk udenrigspolitik og

stod helt centralt i den nazistiske propaganda. Dette var uden tvivl en hovedforklaring på, at

nazismen som ideologi lynhurtigt holdt sit indtog i det tyske mindretal i Sønderjylland.

Trods loyaliteten over for Nazi-Tyskland og trods det brændende ønske om en genforening med

moderlandet nærede mindretallet (som andre tyske folkegrupper) samtidig en dyb kærlighed til

hjemstavnen og var regionalt bevidst, dvs. følte sig som slesvig-holstenere.255

Den dansk-tyske grænse blev imidlertid, som den eneste tyske Versailles-grænse, aldrig revideret af

Hitler-Tyskland, så det tyske mindretals brændende ønske om at vende hjem til Det tyske Rige

forblev uforløst. At Sønderjylland ikke blev annekteret af Tyskland, har forskningen traditionelt

forklaret med, at Hitler ikke interesserede sig synderligt for spørgsmålet pga. mindretallets ringe

størrelse og spørgsmålets ringe betydning i forhold til Tysklands storpolitiske interesser, herunder

også at opretholde et godt forhold til Danmark og de øvrige skandinaviske lande.256

Jeg mener imidlertid, at den manglende grænserevision skal kædes sammen med, at Danmark

(ganske vist under udtrykkelig protest) den 9. april 1940 accepterede den tyske besættelse til

gengæld for et tysk løfte om at garantere ”kongeriget Danmarks politiske uafhængighed og

territoriale integritet”, som det hed i den tyske note af 9. april 1940. Et lignende tilbud sagde fx

Belgien nej til, da tyskerne måneden efter invaderede Belgien, med den konsekvens at Eupen-

Malmédy blev annekteret. Med andre ord: det var den specielle ’fredsbesættelse’ af Danmark og

den efterfølgende etablering af samarbejdspolitikken, som til det tyske mindretals store frustration

udskød en grænserevision på ubestemt tid.257

Som følge af mindretallets fuldstændige solidarisering med Tyskland under Besættelsen, blev det

hårdt ramt af det danske retsopgør. Mere end 3.000 fra mindretallet blev dømt, hvilket svarede til op

mod 25 % af samtlige dømte i Danmark. Hovedparten blev dømt for tysk krigstjeneste, på

udefronten eller på hjemmefronten. Mindretalsmedlemmerne blev dømt efter nøjagtig den samme

lovgivning som andre danske statsborgere. Ved straffeudmålingen tog domstolene imidlertid

hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, mindretallet angiveligt havde befundet sig i.258 Til

forskel fra retsopgøret i Tyskland, hvor hovedformålet var at gøre op med nazi-eliten og

krigsforbrydere, var hovedsigtet med retsopgøret i Danmark (og i øvrigt i andre tidligere tysk-

besatte lande i Vest- og Nordeuropa) at straffe illoyalitet over for nationalstaten. Derfor ramte det

danske retsopgør meget bredt, også ’de små fisk’.

95

Selv om opgøret med det tyske mindretal i Danmark var moderat i forhold til den skæbne, der

overgik andre tyske folkegrupper efter Hitler-Tysklands nederlag,259 har mindretallet anskuet

opgøret som dybt uretfærdigt, som en politisk proces, hvor nationalt sindelag blev straffet. Og

Fårhuslejren ved Padborg i Sønderjylland, hvor op mod 3.500 fra mindretallet blev spærret inde i

kortere eller længere tid, blev for mindretallet selve symbolet på et uretfærdigt retsopgør – og

dermed et vigtigt identifikationspunkt helt op til vore dage. Indespærringen skabte stor bitterhed

mod Danmark, snarere end eftertænksomhed og selvransagelse. Det stærke interne sammenhold,

som indespærringen medførte, bevirkede også, at kun få menige mindretalsmedlemmer stillede den

nazistiske ledelse til regnskab for dens handlinger, for den tidligere ledelse var jo lidelsesfæller og

fangekammerater.

Derfor har det tyske mindretal først inden for de allerseneste år foretaget et klart og utvetydigt

selvopgør – hvilket bl.a. har haft til følge, at fremtrædende nazistiske ledere problemløst har kunnet

gøre politisk comeback på samme niveau efter krig og retsopgør. Mindretallet har ganske vist i

efterkrigstiden distanceret sig fra den nazistiske ideologi, men har samtidig i vid udstrækning

undladt at forholde sig til, at mindretallet selv var en del af nazismen, og at det ikke blot var

Mutterland Tyskland, man havde identificeret sig med og støttet, men også en totalitær ideologi og

et forbryderisk regime. I stedet har der været en udpræget tendens til at søge tilflugt i en dobbelt

offerrolle: først forført og snydt af Hitler-Tyskland og siden, under retsopgøret, svigtet og

kriminaliseret af Danmark for blot at opfylde sin nationale pligt over for Tyskland.260

Hvordan denne opfattelse har materialiseret sig og hvorfor, vil fremgå af de følgende to kapitler.


Overlevelsesstrategi og konsolidering

Det var selvfølgelig vigtigt og skelsættende for mindretallet og ikke mindst for mindretallets

selvforståelse som tyskere, at Forbundsrepublikken blev dannet i 1949, med alt hvad deraf fulgte af

politiske og kulturelle impulser og samarbejde over grænsen. Der etableredes en egentlig vesttysk

offentlighed, der, som det er fremgået, i stigende grad tog livtag med den nazistiske fortid - hvilket

naturligvis blev formidlet i et betydeligt omfang til det tyske mindretal, ikke bare gennem

mindretallets avis, men også gennem vesttysk radio (og senere TV). Men for så vidt angår

mindretallets egen Vergangenheitsbewältigung, dvs. mindretallets forhold til og bearbejdning af sin

96

egen nazistiske fortid samt mindretallets medansvar for nazismen, udgjorde dannelsen af

Forbundsrepublikken i 1949 ikke en egentlig cæsur.

Det gjorde det heller ikke, at Fårhuslejren blev lukket i efteråret 1949, og retsopgøret, i hvert fald

for så vidt afsoningen angik, stort set var et overstået kapitel i 1949-1950. Derimod giver det

mening at anskue 1955 som et skelsættende år, idet mindretallet dette år fuldendte, i hvert fald på

det formelle plan, en normaliseringsproces på såvel det regionale, det statslige som det mellem-

statslige niveau. Det såkaldte ’Københavns-notat’ i 1949 betød en forsigtig tilnærmelse til den

danske herbergstat,261 mindretallets folketingsrepræsentation ved valget i 1953, at man fik en

indenrigspolitisk platform, og Vesttysklands Nato-medlemskab samt København-Bonn-

Erklæringerne i 1955 at mindretallet nu var statsborgere med mindretalsbeskyttelse i en stat, der

ikke længere betragtede Tyskland som en fjende eller trussel, men som en allieret.

I årene frem til dannelsen af Forbundsrepublikken i 1949 forholdt mindretallet sig kun i begrænset,

omend tiltagende omfang til forholdene i Tyskland. Det skyldtes to forhold: For det første havde

man nok at gøre med at sikre sin egen overlevelse, for det andet var man stort set afskåret fra det

besatte moderland i syd, som især i de første efterkrigsår henlå ødelagt, forarmet, isoleret og

desorganiseret.

Bund deutscher Nordschleswiger og loyalitetserklæringen

Det helt afgørende skridt for mindretallet i dets overlevelses- og reorganiseringsbestræbelser var

dannelsen af Bund deutscher Nordschleswiger (BDN), som blev offentliggjort den 1. december

1945.

Inden for det nazificerede tyske mindretal havde der været en snæver, oppositionel kreds, som først

fik mæle efter Nazi-Tysklands sammenbrud. Den såkaldte ’Haderslev-kreds’ bestående af personer

med et borgerligt-kirkeligt ståsted, herunder fabrikant Matthias Hansen og pastor Prahl, havde

allerede i november 1943 nedfældet et program, hvori man erklærede sig loyal over for den danske

konge og stat, bekendte sig til den demokratiske styreform og anerkendte den eksisterende dansk-

tyske grænse. Haderslev-kredsens teser blev stort set identisk med BDN’s stiftelseserklæring og

arbejdsgrundlag. Stiftelseserklæringens klare budskab dækkede imidlertid over ret så forskellige

opfattelser i mindretallet og blandt de personer, som hen over sommeren og efteråret 1945 forsøgte

at blive enige om et arbejdsgrundlag.

Tre grupperinger lader sig identificere: For det første den oppositionelle Haderslev-kreds. Her var

der altså tale om personer, som ud fra ideologiske og etiske overvejelser frivilligt havde undsagt

97

nazismen og tilvalgt demokratiet, herunder også den demokratisk valgte grænse fra 1920. For det

andet folk som Niels Wernich og pastor Carl Beuck fra Aabenraa, der havde holdt sig fri af

nazismen og i en vis udstrækning endda blev anset for at have været kritiske over for mindretallets

nazistiske kurs. Til denne gruppe må også henregnes visse af de mere moderate nazister, som nu

indså deres fejltagelse, eller i hvert fald under indtryk af de ubønhørlige politiske kendsgerninger

indså, at der måtte et tydeligt kursskifte til, hvis mindretallet skulle overleve politisk og kulturelt.

Det værst tænkelige scenarie var selvfølgelig en kollektiv udvisning af mindretallet fra

hjemstavnen, sådan som det var sket for andre tyske folkegrupper i Central- og Østeuropa, og sådan

som den sønderjyske modstandsbevægelse krævede det for den store del af mindretallet, som havde

kollaboreret med besættelsesmagten ved at optræde uniformeret og bevæbnet på hjemmefronten.

Personer som redaktør Ernst Siegfried Hansen, hjemstavnsdigteren Hans Schmidt-Gorsblock og den

tidligere leder af mindretallet pastor Schmidt-Wodder kan henregnes til denne gruppering, om end

der hersker nogen tvivl om, hvorvidt de to sidste havde været organiserede nazister. Men det

nazistiske tankegods havde bestemt ikke ligget dem fjernt. For det tredje var der de såkaldte

’Fårhusfolk’, som stadig ønskede konfrontation med den danske stat, og som sikkert stadig var

overvejende præget af nazistisk tankegang. Én ting bandt imidlertid de tre grupperinger sammen: et

kritisk forhold til retsopgøret og ønsket om at afbøde de værste virkninger af det. Dybest set var

man overvejende enige om helt at afvise retsopgørets legitimitet.262 Af Hauptvorstands arkiv

fremgår, at loyalitetserklæringen, affattet på dansk, til den danske offentlighed sluttede således:

”Det er dette program og den ærlige vilje til at føre det igennem, der giver os mod til at bede om

Deres opmærksomhed. På et andet grundlag ville vi ikke se os i stand til at tale vore fængsledes og

domfældtes sag.”263

’Fårhusgruppen’ var på forhandlingstidspunktet svækket, idet nøglepersonerne i gruppen sad bag

Fårhuslejrens pigtråd. Men deres synspunkter var kendte, og der blev også i en vis udstrækning

taget hensyn til dem under forhandlingerne. I situationen stod Haderslev-kredsen, repræsenteret

ved tobaksfabrikant Matthias Hansen, stærkest, så deres teser fra november 1943 blev stort set lagt

til grund for BDN’s stiftelseserklæring, der som nævnt tilvalgte demokratiet, men dog undlod

eksplicit at undsige nazismen og mindretallets lod og del i den. Det sidste var måske en lille

indrømmelse til de to grupperinger, der repræsenterede den altovervejende majoritet af

mindretallet.264

Der Nordschleswiger

98

Den 2. februar 1946 fik BDN et officielt talerør, da Der Nordschleswiger kom på gaden – frem til

den 24. november 1951 blot som ugeavis, men derefter som dagblad. Avisen afløste

Nordschleswigsche Zeitung, som fra senest 1938 havde været den nazistiske ledelses talerør indtil

den 5. maj 1945. Nordschleswigsche Zeitung udkom stadig herefter, selv om en del af de bærende

journalistiske og redaktionelle kræfter sad interneret, indtil ukendte gerningsmænd, formentlig med

tilknytning til modstandsbevægelsen, udførte et bombeattentat mod avisens trykkeri i august 1945.

Attentatet, der selvfølgelig af det tyske mindretal blev opfattet og udlagt som et forsøg på at knægte

deres ytringsfrihed, var blot et enkelt i en hel række af bombesprængninger af tysk ejendom og

mindesmærker i sommeren 1945. Også den danske presse fordømte voldshandlingerne og

kategoriserede dem som nazi-metoder.265

Det anslås, at Der Nordschleswiger i de første årtier havde ca. 4.000 abonnenter,266 hvilket må siges

at være mange ud af en samlet (reduceret) mindretalstysk befolkning på ca. 20.000. Det har med

andre ord været en meget høj procentdel af familierne i mindretallet, som abonnerede på avisen. I

dag har Der Nordschleswiger et dagligt oplag på ca. 2.500.267

Det nye talerørs første chefredaktør var redaktør Ernst Siegfried Hansen, som havde været politisk

redaktør ved Nordschleswigsche Zeitung og i øvrigt også Kreis- og Ortsgruppenführer i ’Deutsche

Jungenschaft Nordschleswig’, der, som tidligere nævnt, svarede til det rigstyske Hitlerjugend. Ernst

Siegfried Hansen var kortvarigt interneret i Fårhuslejren i sommeren 1945, men blev løsladt uden at

der blev rejst tiltale mod ham. Ernst Siegfried Hansen blev en central skikkelse i mindretallet, idet

han tillige var blevet udpeget som foreløbig leder af BDN’s sekretariat.268

Det er formentlig Ernst Siegfried Hansen, der er ophavsmanden til en redaktionel artikel med den

besværgende titel ”Wir müssen ganz neue Wege gehen”, som blev bragt i avisens første nummer. I

artiklen hed det bl.a.: ”Nur eines wäre Schlimmer gewesen: Wenn das deutsche Leben in

Nordschleswig kraftlos dahingesiecht wäre”. Men det havde ikke været tilfældet, selv om mange,

mange måtte i interneringslejr, undervisningen i skolerne og foreningslivet ophørte, og tyskheden

stod under et voldsomt indre og ydre tryk. ”Aber das Herz hörte nicht auf zu schlagen, und bald

zeigten sich neue Energien. Oft gingen sie von Menschen aus, die sich früher im Hintergrund

gehalten hatte. Sie traten nun der Not entgegen[…].”269

Niels Wernich, der i 1947 blev valgt som BDN’s første egentlige formand, efter at Matthias Hansen

havde været den ledende skikkelse i etableringsfasen, tolkede tre numre senere den almindelige

stemning i mindretallet i en artikel, ”Die quälende innere Not”. Det hedder bl.a.:

99

”Der hersker nød i Nordslesvig. Tyske mennesker lider nød her. Mange er afskediget fra deres

stillinger, fordi de er tyske. Mange er interneret og fængslet, fordi folkets stemme talte stærkere til

dem, end stemmen fra det land, hvor de er statsborgere. […] Men ikke blot ydre nød har taget bo i

de tyske hjem i Nordslesvig. Hvordan skal vi forholde os til Tysklands skæbne? Det er oprørende,

så foragtet alt tysk er. Vi er tyske, vi kender vort folk, og vi elsker det. Er andre folk da bedre? Og

nationalsocialismen: bragte den ikke meget opløftende [viel Erhebendes]? Har man måske set et

lignende folkefællesskab, så megen offervilje før? Fik ikke alle folkefæller arbejde, var der ikke

sørget for sundhed og ferierejser? Og nu skal alt ved nationalsocialismen lige pludselig være

hæsligt. Det tror vi ganske enkelt ikke på. Vi har jo tidligere hørt løgnehistorier om tyskerne, som fx

den om de belgiske børn i Lüttich [Liège], der fik hænderne hugget af. Fjendepropaganda kan

bedrage verden i årevis. Og historierne om koncentrationslejrene er sikkert overdrevne. Og hvordan

er vore venner lige blevet behandlet af vore danske medborgere? Sådanne spørgsmål og svar hører

vi igen og igen i de tyske hjem i Nordslesvig. Den tyske nordslesviger troede på den tyske ledelse,

og mange kan ikke komme over, at alt ser helt anderledes ud nu. Ud over den ydre har den indre

nød taget bo i de tyske hjem, og det kan betyde, at mange slutter sig inde i had og foragt mod

selvretfærdige farisærer i den anden lejr, som forlanger bodsgang og bekendelse af skyld fra vores

side. Så vil mange lukke øjnene for, at tyskere [deutsche Menschen] har begået stor uret mod andre

folk. De vil udelukkende tænke på, at det regnede ned med fosforbomber over tyske byer, og at

kvinder og børn brændte op […].270

At Wernichs manende diagnose var ganske præcis, og at han var ude i et besværligt ærinde, viser et

indlæg i samme nummer af Der Nordschleswiger. En læser mente ikke, at man blot skulle

kapitulere over for danskerne. Hvad havde det tyske folk gjort- ud over at forsøge at gøre uretten fra

Versailles-freden god igen og genindsætte Tyskland i sin retmæssige stilling. Folket havde vist

Tyskland grænseløs offervilje og troskab, så at tale om skyld og udsoning var oprørende og stik

mod enhver sandhed og ret. Så længe Tyskland stod under fremmed herredømme, tilkom det ingen

at dømme om, hvad det tyske folk tænkte. Hvorfor skulle man ikke være stolt over det tyske folks

bedrifter (Leistungen) under den sidste krig? ”Det tyske folk har ofret og båret, og så vil man have,

at det skal iførte sig sæk og aske? – latterligt!”271

Det uforsonlige læserindlæg var en direkte reaktion på en tidligere artikel i avisen, hvor forfatteren

konstaterede og begræd Tysklands og det tyske folks hårde skæbne og det forhold, at man i

Nordslesvig var helt afskåret fra moderlandet, der var sønderdelt i besættelseszoner, geografisk

stærkt reduceret fra øst og afskåret fra omverdenen af et jerntæppe af tavshed. Meget lidt, man

100

kunne stole på, slap ud, og næsten intet af det var på grundlag af tyske, men udenlandske kilder med

fremmed målestok, oftest ensidig og sjældent udførligt. De tyske radiostationer var den eneste

livline, og hørte man nøje efter, kunne man stykke en del sammen om livet i det besatte Tyskland

og om befolkningen, ”dette arme, sultne og frysende folk, som lever i skyldfølelse og udsoning”.

Artiklen udtrykte et inderligt ønske om en stabil, rolig og gunstig udvikling i Tyskland og var derfor

tydeligvis for defensiv for nogle læsere. 272

På anklagebænken

Det forholdsvis ringe informationsniveau og indskrænkede bevægelsesfrihed var, som nævnt, uden

tvivl en delårsag til, at mindretallet kun i ringe grad beskæftigede sig med forholdene i det besatte

Tyskland. Den såkaldte ’Entnazifizierung’ og Nürnberg processerne fandt lejlighedsvis vej til

avisens spalter, og i disse to fænomener kunne mindretallet spejle sig selv. Der var ingen løbende

reportager fra Nürnberg under processen fra november 1945 til oktober 1946, men undervejs

hæftede man sig i en leder (som sandsynligvis var skrevet af Ernst Siegfried Hansen) ved, at den

tyske Hitlerjugend-fører, Baldur v. Schirach, under processen havde bedt om tilgivelse for at have

forført den tyske ungdom og ledt den i ulykke. Han havde gjort det, fordi han stolede blindt på

Hitler. Dette argument overførte lederartiklen på det tyske mindretals ungdom – og formentlig

mindretallet som sådan: man var blevet forført af Hitler.273

Da forsvarerne i Nürnberg-processen kom til orde i slutningen af juli 1946, satte avisen sig det mål

at følge argumentationen nøje ved hjælp af en ”neutral kilde”, nemlig det liberale, schweiziske

dagblad Neuen Zürcher Zeitung, og man hæftede sig ved, at forsvaret indledningsvist satte

spørgsmålstegn ved tribunalets anvendelse af det nye begreb ’ulovlig krig’.274

Mindretallets talerør var i det hele taget stærkt kritisk over for processerne i Nürnberg, og med

baggrund i forskellige fremtrædende tyske personligheders kritiske udtalelser, fx formanden for det

evangeliske kirkeråd i Tyskland, kolporterede man den opfattelse, at processerne var udtryk for

gengældelse (Akt der Vergeltung) og gold hævntørst,275 samt at den tyske befolkning ikke længere

orkede at følge med i processen, fordi den politiske udvikling gik så hurtigt, at fortiden, som man

ikke mere ønskede at blive husket på, hurtigt gik i glemmebogen. Den tiltagende modvilje mod

besættelsesmagterne gjorde sit hertil, så nu var det ikke blot i de nationalsocialistiske kredse, at det

blev betragtet som upatriotisk at ytre sig negativt om de embedsmænd, industriledere og højtstående

officerer, der sad på anklagebænken. De ”deciderede forbrydere” var måske en anden sag, hed

det.276

101

Der Nordschleswiger yndede at dække sig bag sine kilder i omtalen af Nürnberg-processerne.

Således bragte man i februar 1947 den tale, som chefredaktør Ernst Siegfried Hansen havde holdt

på ’Jugendtag’ i Tinglev. Her citerede han bl.a. fra en samtale mellem ærkebiskoppen af Køln og en

dansk journalist fra Berlingske Tidende. Ærkebiskoppen skulle bl.a. have sagt: ”Hvilket indtryk gør

Nürnberg processen? Intet! Kun et meget ringe indtryk. Det virker helt forkert, at nationer, som er

dommere i Nürnberg, uafladeligt tillader de samme forbrydelser, som de anklagede har begået! 10

millioner mennesker er blevet fordrevet fra Schlesien, Brandenburg, Pommern samt Øst- og

Vestpreussen. Nationalsocialisterne kunne ikke have gjort det værre. Jeg beklager at måtte

konstatere, at de allierede ikke har formået at give os et bedre Tyskland end det, vi havde. Har det

tyske folk da slet ikke dårlig samvittighed over de utallige forbrydelser, som blev begået før og

under krigen? Nej, de fleste har ikke dårlig samvittighed. Vi kunne jo intet gøre for at ændre

tingenes tilstand. Lederne alene må bære ansvaret […].”

Ernst Siegfried Hansen gør behændigt ærkebiskoppens ord til sine, forkaster forestillingen om

’kollektiv skyld’ og opfordrer mindretallets ungdom til trods alt at fatte mod og se optimistisk på

fremtiden.277

Mindretallets avis synes i det hele taget at have trukket på de kirkelige og religiøse autoriteter i

etiske spørgsmål som ’kollektiv skyld’. Således blev en tale, holdt i 1946 af den i mellemtiden

afdøde tyske kardinal i Rom, Graf von Galen (som fra 1933 til 1946 havde været biskop i Münster

og ud fra et kristent grundlag stærkt kritisk over for nazi-regimets raceteorier og eutanasi-program),

bragt som en helsides artikel under titlen ”Erklärungen über Rechtsbewusstsein und

Rechtsunsicherheit”. Talen befattede sig med den manglende retstilstand i Nazi-Tyskland, fx i form

af lovgivning med tilbagevirkende kraft og mod sindelag samt det forhold, at de vestallierede

myndigheder havde lovet, at sådanne tilstande ingen sinde skulle vende tilbage. Men ikke desto

mindre var det nu ifølge kardinalen sket. Retssikkerheden var mangelfuld, ikke mindst derved, at

det tyske folk nu ifølge kardinalen blev straffet kollektivt. Han vendte sig i det hele taget stærkt

mod forestillingen om ’kollektiv skyld’, idet det stred mod alle retsprincipper.278

Et helt jordbundent indtryk af forholdene i Tyskland fik læserne af mindretallets avis gennem en

mindre artikelserie ”Volk in Not – Briefe aus Deutschland”, hvor ikke nærmere identificerede kilder

berettede om nøden og elendigheden i det besatte Tyskland. Fx hed det, at ”de allieredes politik er

så umenneskelig, at det burde diskvalificere dem fra at føre sager retssager i Nürnberg for

forbrydelser mod menneskeheden”.279

102

I omtalen af processen mod det tyske mindretals ledelse, som foregik ved først byretten i Aabenraa i

1948 og siden landsretten i Sønderborg i 1949, skete der en parallelforskydning til Nürnberg

processen mod Nazi-Tysklands ledelse. Processen mod mindretalsledelsen blev fulgt i detaljer i

mindretallets avis, således blev retsforhandlingerne gengivet ordret i avisen af en medarbejder, som

må have været kyndig i stenografi. Referaterne af retsforhandlingerne blev løbende akkompagneret

af redaktionelle kommentarer, som udtrykte en umiskendelig grundsympati med de anklagede i det,

avisen benævnte ”den lille Nürnberg proces”, og i en leder karakteriserede Ernst Siegfried Hansen

processen mod mindretalsledelsen som ”en politisk proces” og udtrykte om ikke direkte sympati for

den tidligere ledelse så dog forståelse for dens motiver.280

Betydeligt krassere udtrykte den i mindretallet stærkt respekterede Hans Schmidt-Gorsblock sig om

ankesagerne ved landsretten i Sønderborg i artiklen ”Die nicht für die Gefängnisse geboren waren –

Gedanken zum Prozess gegen die Volksgruppenführung”: Hele retssagen var uden legitimitet, den

var politisk og udtryk for magt og had, ikke retfærdighed. De anklagede var mandfolk, som til det

sidste havde stået ved deres kærlighed til Tyskland og hjemstavnen, og som havde taget

konsekvensen af denne kærlighed. De kunne ikke gøre andet. Særlove (Sondergesetze) med

tilbagevirkende kraft var ikke en retsstat værdig.281

Også hvad angik den institutionaliserede ’Entnazifizierung” i det besatte Tyskland følte mindretallet

et vist skæbnefællesskab med de tyske folkefæller sydpå. Indirekte tog Der Nordschleswiger stilling

til afnazificeringen ved i en ledende artikel at referere og kommentere en indsigelse, som den

evangeliske kirke i de amerikanskbesatte zoner Württemberg, Bayern, Hessen og Frankfurt am

Main havde sendt til den amerikanske militærregering i Berlin og det tyske

’Säuberungsministerium’. Kirken var enig i målet med afnazificeringen, men man argumenterede

for, at bestræbelserne i stedet ville ’renazificere’ befolkningen, fordi de ofte medførte en forarmelse

af familier, der blev berøvet deres livsgrundlag. Man var i det hele taget imod

tvangsforanstaltninger: ”Nationalsocialismen kan kun bekæmpes indefra. Sat på spidsen betyder

det, at nationalsocialismen kun kan overvindes af mennesker, som selv har været optaget af den”.282

Selv om avisen sikkert udtrykte en almindelig opfattelse i mindretallet, når den i forbindelse med

lukningen af mindretallets biblioteker og skoler udlagde dette som et resultat af den danske stats

’Entnazifizierung’,283 så var lukningerne faktisk ikke udtryk for, at den danske stat havde et

egentligt afnazificeringsprogram. Ikke desto mindre rummede opgøret elementer af noget, der

kunne minde om det. Lukningen af de tyske skoler og biblioteker skete bl.a. under henvisning til, at

undervisningsmateriale og bogbestand var af nazistisk karakter. Det skete dels med baggrund i et

103

cirkulære af 25. juni 1945 fra Undervisningsministeriet, dels med baggrund i en lov af 9. oktober

1945 om tilbagebetaling af fortjeneste ved erhvervsvirksomhed mv. i tysk interesse. I løbet af

Besættelsen var der fra den danske stat tilflydt de tyske privatskoler knap 4 millioner kr. via det

tyske gesandtskab i København. De penge krævede staten nu tilbagebetalt, og for at sikre beløbet

gjorde staten udlæg i de i alt 53 tyske privatskoler i Nordslesvig. Først fra efteråret 1946 kom de

tyske privatskoler langsomt i gang igen.284

Mange lærere i de tyske skoler blev også arresteret og dømt for tysk tjeneste på ude- eller

hjemmefronten, og i tillæg til deres fængselsstraf mistede de (som også fx læger, sagførere og

præster) retten til at udøve deres erhverv i en årrække eller i visse tilfælde for bestandigt, fordi man

frygtede, at de ville propagandere for nazismen. Ydermere havde hele den del af

landssvigerlovgivningen, der omhandlede de dømtes afsoning og resocialisering, en politisk

genopdragelse som mål. Nazister skulle indse deres vildfarelse og omvendes til gode demokrater.285

Men en egentlig institutionaliseret afnazificering af mindretallet var der ikke tale om.

”Fluch der Masslosigkeit” og krav om amnesti

Den ’første selvrefleksion’, der er beskrevet for det besatte Tysklands vedkommende, kan man også

se sporadiske udslag af i det tyske mindretal. Allerede i det første nummer af Der Nordschleswiger

startede chefredaktør Ernst Siegfried Hansen en fortløbende artikelserie med titlen ’Fluch der

Masslosigkeit”, som nærmest kan oversættes til ’Umådeholdenhedens forbandelse’. Heri udfoldede

Hansen sit personlige opgør med nazismen og en analyse af nazismens store fejltagelser. Men

grundholdningen i artikelserien var den, at han selv, mindretallet, ja hele det tyske folk var blevet

forblændet og forført af Hitler og nazismen.286

Angiveligt skulle artikelserien ikke desto mindre have været så stærk kost for en stor del af læserne,

at avisen efterfølgende modtog 2.000 abonnements-opsigelser,287 hvilket formentlig ikke ligefrem

opfordrede til gentagelser.

Det forhold, at mindretallet blev ramt massivt af retsopgøret, udviklede den anden komponent til

den dobbelte offerrolle, som prægede mindretallets selvforståelse i årtier efter Anden Verdenskrig:

først forført af Hitler og siden svigtet og kriminaliseret af den danske stat. Man mente ikke, at den

danske stat i tilstrækkelig grad tog hensyn til den loyalitetskonflikt, som mindretallet angiveligt

befandt sig i mellem herbergstat, dvs. Danmark, og Mutterland Tyskland. Man var opbragte over de

grundlovsstridige interneringer og over at være blevet dømt på grundlag af love med

tilbagevirkende kraft. Man pegede videre på, at der aldrig havde hersket egentlig krigstilstand

104

mellem Tyskland og Danmark, og at den danske stat med en lovligt valgt regering i spidsen også

havde samarbejdet med Tyskland. Når mindretallet således havde samarbejdet med Tyskland ved fx

at levere frontfrivillige, så var det ikke blot i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning,

men også sket i bedste forståelse med den danske stat. Det såkaldte Straffelovstillæg, som

folketinget vedtog den 1. juni 1945 med henblik på at retsforfølge forskellige former for

landssvigerkriminalitet, kaldte man konsekvent for en ”Sondergesetz” og lod forstå, at den danske

stat med denne lov straffede mindretallets nationale sindelag. De frontfrivillige fra mindretallet

havde blot fulgt et nationalt kald. Den dansk stats indgriben over for mindretallets skole- og kirkeliv

samt det omfattende hærværk mod hjemmetysk ejendom og tyske mindesmærker forstærkede blot

mindretallets opfattelse af at være forfulgt på grund af dets nationale sindelag.

Men helt central for mindretallets selvforståelse var Fårhuslejren og til dels Sønderborg Slot for

hjemmetyskere fra Als og Sundeved. Indespærringen, afsavnene og de ret så barske forhold bag

pigtråden skabte stor bitterhed mod Danmark snarere end eftertænksomhed og selvransagelse. For

de indespærredes pårørende, som indirekte blev straffet ved at lide menneskelige og økonomiske

afsavn, gjorde de samme mekanismer sig gældende. Og dermed har vi hovedingredienserne til den

såkaldte ’Fårhusmentalitet’ – en mental tilstand, som kom til at præge det tyske mindretal i årtier

efter krigen, og som uden tvivl også har blokeret for en dansk selvransagelse med hensyn til visse

dele af opgørets forløb. 288 Det stærke og naturlige sammenhold, indespærringen medførte,

bevirkede som tidligere nævnt også, at kun få menige hjemmetyskere stillede den tidligere ledelse

til ansvar for dens politik og handlinger, for ledelsen var jo lidelsesfæller og fangekammerater.289

Mindretallet anerkendte lige fra starten ikke retsopgøret. Tværtimod blev det et politisk hovedmål at

opnå ’retfærdighed’ og rehabilitering for de dømte, og derved udsendte mindretallet i realiteten

tvetydige signaler i forhold til den loyalitetserklæring, man den 1. december 1945 tilsagde den

danske stat.290

Formentlig for at undgå indre splittelse formulerede BDN og Der Nordschleswiger sig kritisk om

retsopgøret og havde som et politisk hovedkrav, at dets virkninger blev afbødet. Herom vidner

samtlige mindretallets valgprogrammer, programerklæringer, åbne breve mv. helt frem til midten af

1960’erne.291 På den baggrund argumenterer Torben Mayer meningsfyldt for, at man anskuer

mindretallets Vergangenheitsbewältigung i perioden fra 1945 til 1975 som én fase, idet der først i

1975 kom personer på mindretallets ledende poster, som enten var børn under krigen eller født efter

krigen.292

105

Nazistisk fortid ingen hindring

Som nævnt havde Haderslev-kredsens en afgørende indflydelse på BDN’s stiftelseserklæring i 1945

og dermed på mindretallets arbejdsgrundlag, men allerede fra 1947 vandt de tidligere ledende

nazister stigende indflydelse ved at sætte sig på ledende poster i BDN i takt med, at de blev valgt

efter deres løsladelse. Højdepunktet var, da den tidligere leder af mindretallets ’Amt für Presse und

Propaganda’, juristen Rudolf Stehr, blev ansat i den magtfulde stilling som generalsekretær for

BDN. 293 I øvrigt en ansættelse, der var fuld opbakning og enighed om i BDN’s Hauptvorstand. 294

Kun for føreren Jens Møller og højrehånden Peter Larsen synes et politisk comeback på samme

niveau at have været umuligt. Der ses i den sammenhæng bort fra den tidligere propagandachef,

Asmus Wilhelm Jürgensen, der som tysk statsborger blev udvist af Danmark i 1950 efter

afsoningen af sin straf.295

Hauptvorstands arkiv viser dog, at man i 1951 tog Jens Møller i ed for at ”slå bro mellem de to

lejre”, som mødereferatet omtaler ”Fårhusfolkene” (herunder Jens Møller) og ”ikke-Fårhus-

folkene”. Kontakten til den tidligere, nu løsladte fører, blev fysisk etableret gennem Hans Schmidt-

Oxbüll.296 Da Jens Møller i 1951 omkom ved en trafikulykke, viede Der Nordschleswiger ham en

leder, som forsøgte at gå på line i forhold til hans politiske virke fra 1933-1945. Derimod

berømmede lederen ham udelt for at have følt et tungt ansvar for sin politik og for de menneskelige

kvaliteter, han havde udvist under sit fangenskab. Efter løsladelsen i 1950 havde han meldt sig til

orde igen, ikke mindst for at retfærdiggøre sig og sine motiver over for mindretallet og over for den

danske stat og befolkning. Og i dette anliggende ”har vi ladet ham komme til orde”, som det hedder

i lederen, der afslutningsvist konkluderer, at ”først historikerne vil kunne bedømme Møllers

politiske gerning i sin helhed”.297 Mindre forbeholden var en nekrolog, som den gamle

hjemmetyske fører pastor Schmidt-Wodder lagde signatur til få dage senere.298

Der Nordschleswiger havde bl.a. ladet Jens Møller komme til orde, i dette tilfælde dog indirekte,

da man af en leder, som helt undtagelsesvist var begået af Matthias Hansen, kunne læse, at Jens

Møller på BDN’s årlige delegeretmøde den 7. maj 1950 i Tinglev havde rejst en kras kritik af

ledelsen for ikke i tilstrækkelig grad at varetage de frontfrivilliges og deres efterladtes tarv. I

lederen tilbageviste Matthias Hansen særdeles skarpt Møllers påstand og gjorde den tidligere fører,

som også pastor Carl Beuck tidligere havde gjort det, personligt ansvarlig for de frontfrivilliges

hårde skæbne. Man fornemmer Hansens vrede over, at delegeretmødet ikke havde reageret

beslutsomt nok på Møllers angreb, når han slutter sin leder: ”Havde føreren for det tidligere parti på

106

mødet i Tinglev fået et klart svar på sine bebrejdelser og sin kritik, så havde disse linjer været

overflødige. Men vi må have klare linjer. Derfor denne konstatering.”299

Selv den førende antisemitiske forfatter Dr. Lorenz Christensen, der havde ledet mindretallets

såkaldte ’Wirtschaftsberatungsstelle’ og etableret et ’Sippenkanzlei’, som udstedte arierattester,

fandt sig en niche i mindretallet efter retsopgøret. Christensen, hvis registreringsarbejde blev lagt til

grund for den tyske aktion mod de danske jøder i oktober 1943, blev nemlig af

mindretalsmedlemmerne i Aabenraa valgt som deres byformand, og i 1953 blev han i denne

egenskab indvalgt i hovedbestyrelsen for BDN.300 Her viser Hauptvorstands arkiv, at han var en

’hardliner’ i forhold til spørgsmålet om retsopgøret og rehabilitering af de dømte – i øvrigt sammen

med Paul Koopmann og Hans Schmidt-Oxbüll. Allerede fra 1951, altså før han qua sin position

som byformand for BDN i Aabenraa blev medlem af Hauptvorstand, deltog Lorenz Christensen i

Hauptvorstands overvejelser i spørgsmålet – på foranledning af Peter Larsen-Apenrade (ikke at

forveksle med Peter Larsen fra den tidligere nazistiske ledelse), som var den valgte repræsentant for

Aabenraa. Således stod Lorenz Christensen i 1952 bag en resolution fra ’Ortsverein Apenrade’, som

krævede, at lokalforeningen måtte udtrykke særstandpunkter i forhold til kravet om en

generalamnesti. Lorenz Christensen fik dog i oktober 1954 sat stolen for døren, idet man gav

generalsekretær Rudolf Stehr (som må have haft en mere pragmatisk indstilling i spørgsmålet) en

tillidserklæring i forhold til Christensen, der i stigende grad blev oplevet som en belastning i

Hauptvorstand.301 Og i oktober 1954 besluttede Hauptvorstand at meddele Lorenz Christensen og

Aabenraa-afdelingen, at samarbejde ikke længere var muligt.302

I 1955 besluttede Hauptvorstand sig for ikke at deltage i et møde i den såkaldte ’Faarhus-Verein’,

som var en sammenslutning af tidligere Fårhusfanger, hvor der også var dansksindede medlemmer

fra den såkaldte ’Forening af 6. maj’. Her skulle bl.a. Lorenz Christensen tale. I stedet ville

Hauptvorstand deltage officielt ved en markering i mindretallets regi den 5. maj 1955, på 10-

årsdagen for Fårhuslejrens ibrugtagelse. I dette spørgsmål, resolverede Hauptvorstand, var det

vigtigt ikke at ”skille Fårhus-folkene og ikke-Fårhusfolkene”.303

Lorenz Christensen blev endvidere ansat på Der Nordschleswiger, hvor han var korrekturlæser og

lejlighedsvis anmelder og kronikør. Han rejste med et foredrag om retsopgøret og et revisionistisk

foredrag om det såkaldte ’Rostockmøde’ – et populært emne i mindretallet, idet man blev bekræftet

i, at den danske regering havde aftalt besættelsen af Danmark med Hitler-Tyskland.304

Mest politisk lod avisen dog Lorenz Christensen komme til orde den 22. april 1953, da han lagde

signatur til et debatindlæg, som nærmest havde karakter af en redaktionel artikel: ”Wir fordern

107

unser Recht!” Indlægget skal ses i sammenhæng med det forestående folketingsvalg og den

(kritiske) debat, der havde været i landsdelens danske presse om mindretallet.305

Da Lorenz Christensen døde i 1965, blev han af såvel avisen, dens medarbejdere, chefredaktør og

ejere mindet for sin flid, viden og omgængelighed. Og i en dødsannonce fra BDN hed det: ”Med

Dr. Lorenz Christensens død er en mand gået bort, som gennem årtier kæmpede for at opretholde

tyskheden i Nordslesvig. Hans arbejde blev ikke gjort let for ham, men konstant fandt han modet og

paratheden til at deltage i det tyske arbejde. Han var i en længere årrække formand for BDN i

Aabenraa, og i denne egenskab har han efter sammenbruddet medvirket til at genopbygge tysk liv i

Nordslesvig.”306

Nekrologen er karakteriseret ved de indforståede koder, som blev anvendt i mindretallet: man

undlod helst at referere konkret til den nazistiske fortid. Samme tilgang havde den gamle politiske

kampfælle Harboe Kardel i sin personlige nekrolog over Lorenz Christensen, hvor han hyldede

afdøde for dennes ”[…] kamp for hjemstavn og retfærdighed”.307

Skal vi fæste lid til en centralt placeret kilde i det tyske mindretal med tætte relationer til en

ledende aktør i reorganiseringen efter krigen, forelå der en decideret strategi, som var udarbejdet i

Fårhuslejren, og som indgik i forhandlingerne om dannelsen af BDN:

1. Ingen vedgåelse af skyld under nazismen

2. Ingen undskyldning til Danmark

3. Indre og ydre modstandere bekæmpes

4. Rehabilitering af fangerne i Fårhuslejren.308

Især i de første udgivelsesår førte BDN og Der Nordschleswiger en aggressiv kampagne for amnesti

og en afslutning på alle retsopgørets virkninger. Som regel fremførtes kravet om amnesti meget

bastant og i sammenhæng med mindretallets stærkt kritiske opfattelse af hele retsopgøret med

mindretallet, som man opfattede som en ren sindelagsproces, tillige ført på et nærmest illegitimt

grundlag, primært derved at det skete på grundlag af et straffelovstillæg med tilbagevirkende kraft.

Mindretallets opfattelse materialiserede sig også i grundige retsteoretiske artikler, hvor

udgangspunktet ofte var, at der aldrig havde været krig mellem Tyskland og Danmark, og at den

lovlige danske regering jo selv havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Det samarbejde,

mindretallet udførte, skete derfor i vid udstrækning efter anvisning fra de danske myndigheder. I

talrige artikler førtes rigsdanske og fremtrædende dansksindede sønderjyske kritikere af retsopgøret,

dets legitimitet og dets følger i felten til støtte for mindretallets synspunkter. 309

108

For så vidt angår kravet om amnesti og en endelig afslutning (Schlussstrich) på retsopgøret

sammenfatter en ledende artikel, ”Über Mittel und Wege”, den 15. marts 1952 mindretallets krav på

et tidspunkt, hvor den danske stat i 1950-51 havde tilstået ikke bare mindretallet, men alle dømte

danske landssvigere en delamnesti: Delamnestien hilste man velkommen, men kun en

generalamnesti, som fjernede alle virkninger ved retsopgøret, kunne hele modsætningerne mellem

dansk og tysk.310

Amnestidebatten i Vesttyskland blev kun i beskedent omfang gengivet i mindretallets avis fra 1945

til 1955. Tilsyneladende første gang i januar 1951, hvor Der Nordschleswiger gengav en appel fra

den evangeliske kirke i Tyskland om nu endelig at få afsluttet retsopgøret.311 Siden gengav man en

appel fra ’Essener Ausschuss’ om at starte en ”Amnestie-Bewegung,”312 og i august 1953 gengav

en leder i avisen endnu et opråb fra den evangeliske kirke til de allierede myndigheder om at frigive

fængslede nazister, herunder også de ledende i Landsberg-fængslet, og i det hele taget at slå en streg

over krig og opgør.313 Mon ikke lederskribentens hensigt var, at læseren også skulle indlæse en

dansk dagsorden?

Siden orienterede mindretallets talerør om vedtagelsen af den såkaldte ’Straffreiheitsgesetz’, som

medførte amnesti til alle i Forbundsrepublikken, der var dømt før januar 1954.314

De fordrevne folkefæller og opbygningen af den nye tyske stat

De fordrevne folkefæller fra østområderne fyldte pænt i Der Nordschleswiger fra 1945 til 1955.

Ikke underligt al den stund, mindretallet kunnet have delt skæbne med dem. En forsidesartikel i

oktober 1946 adresserede det problem, at Tyskland var blevet decimeret, og et stort antal etniske

tyskere fordrevet mod vest.315

Året efter problematiserede en leder ”Die Flüchtlingsfrage”,316 og det følgende år beskrev en artikel

”Flygtningenes og de fordrevnes tragedie”, som havde kostet næsten 5 millioner livet.317 Herefter

fulgte en lang række artikler og artikelserier om de fordrevne og de tabte områder i øst, fx ”Berichte

über das Schicksal des Deutschtums im Ausland”, ”Wem gehört Ostpreussen?”, ”Wie es im alten

deutschen Osten aussieht”, ”Im Niemandsland zwischen Oder und Neisse” og ”Oder-Neisse-Grenze

endgültig?”

I august 1950 anerkendtes det i en leder, at de fordrevne udgjorde et problem for Tyskland, men at

de havde menneskerettigheder. En programerklæring fra de fordrevne blev gengivet i lederen, en

erklæring som understregede, at man ikke ønskede hævn, men fred og retfærdighed – og et enigt

Europa.318

109

Det brisante grænsespørgsmål mellem Polen og Tyskland blev under overskriften ”Die

’Friedensgrenze’”gjort til genstand for en leder i september 1951. Lederen ironiserede over denne

betegnelse, som man yndede at anvende i Østtyskland om Oder-Neisse-grænsen, og gjorde sig til

talsmand for det synspunkt, som også var Vesttysklands på dette tidspunkt, nemlig at man ingen

sinde kunne anerkende denne grænse, som i realiteten var en anerkendelse af ”den polsk-sovjetiske

besættelse af Oder-Neisse-området”, ja en annektering af området.319

Spørgsmålet om de fordrevne og disses rettigheder blev taget op i et større antal ledere de

kommende år, ligesom artikler fra hovedsageligt telegrambureauer gengav den indenrigspolitiske

debat om spørgsmålet i Forbundsrepublikken, hvor det var et af de mest brisante overhovedet.

Opbygningen af den nye tyske stat, Forbundsrepublikken Tyskland, med en ny national identitet,

blev naturligvis løbende dækket i mindretallets talerør. Den nyindførte ’Volkstrauertag’ blev også

højtideligholdt i Nordslesvig, hvor man først og fremmest mindedes egne faldne,320 men på en langt

mere stilfærdig måde end på den hidtidige ’Heldengedenktag’. At anvende tredje vers af den gamle

nationalhymne ’Deutschlandlied’ fandt Der Nordschleswiger velvalgt, det var udelukkende udtryk

for en sund nationalfølelse og en bekendelse til en demokratisk, tysk stat.321 Tilsyneladende

fastholdt mindretallet dog ved den årlige ’tyske dag’ at afsynge alle tre vers af ’Deutschland-Lied’,

hvilket blev kritiseret i 1967 i ungdomsbladet Die Brücke af en ung studerende i Kiel med rødder i

mindretallet, Ursula Tästesen. 322

Tysklands sejr ved verdensmesterskabet i fodbold i 1954 og den efterfølgende nationale fejring blev

naturligvis behørigt dækket af Der Nordschleswiger, men den gav ikke anledning til nogen særskilt

national demonstrativ retorik.323

Spørgsmålet om oprettelsen af en vesttysk hær blev behandlet meget forsigtigt af mindretallets

talerør. En leder den 22. september 1951 konstaterede neutralt, at tanken om en tysk genoprustning

var opstået, men udtalte i øvrigt det lønlige håb, at krig ingensinde ville forekomme igen.324 I 1956

adresserede en leder med overskriften ”Abrüstung und Wehrpflicht” igen spørgsmålet helt neutralt,

men få måneder senere konstateredes det i en ny leder om spørgsmålet, at en tysk genoprustning var

en nødvendighed,325 helt i overensstemmelse med at dette nu også var konklusionen i

Forbundsrepublikken (og selvfølgelig i Nato).

Fra 1950 til 1951 refereredes der i stigende grad i Der Nordschleswiger fra de mere kulturelle

frembringelser i Vesttyskland. Det skete hovedsageligt i en kulturrubrik, som i vinteren 1951

præsenterede anliggendet for en række tyske forfattere og filosoffer, herunder Martin Heidegger.326

Kulturrubrikken, som bl.a. rapporterede fra diverse bogmesser, informerede de følgende år løbende

110

om, hvad der rørte sig inden for kultur, filosofi og videnskab i Forbundsrepublikken. Også om

Gottfried Benn og dennes forfatterskab, som i 1955 blev indgående præsenteret for læserne i

forbindelse med, at han skulle læse op i Flensborg – og forklare sin inspiration fra Nietzsche.327

Både Heidegger og Gottfried Benn lykkedes med helt frem til 1970’ernes Forbundsrepublik at

bagatellisere deres produktion i nazi-tiden og fremstille sig som ofre for afnazificeringen.328

Kulturrubrikken fulgte også den skarpe debat om Ernst von Salomon (som var født i Kiel) og

dennes bog Der Fragebogen, der, som det er fremgået, af nogle blev beskyldt for at relativere nazi-

tidens forbrydelser. Dette synes dog ikke at have gjort noget større indtryk på redaktøren, idet han

under overskriften ”Der Flensburger liest gute Bücher”, konstaterede, at Der Fragebogen var den

mest udlånte bog på biblioteket i Flensborg.329

Den heftige debat om et forbud mod partiet SRP (Sozialistische Reichspartei Deutschlands), der

almindeligvis blev betragtet som nynazistisk i Forbundsrepublikken, og den efterfølgende retssag i

marts 1952 mod partiets leder Otto Ernst Remer blev også løbende refereret og kommenteret i

mindretallets avis. Remer stod anklaget for at have diffameret de personer, der havde deltaget i

attentatforsøget mod Hitler den 20. juli 1944. Attentatmændene og deres medsammensvorne,

herunder teologen Dietrich Bonhoeffer, havde Remer betegnet som landsforrædere. I to

redaktionelle artikler i maj 1951, ”Schatten Hitlers an der Wand?” og ”Den Rechtsstaat

verteidigen!” advaredes der mod, at man så nazistiske spøgelser i forbindelse med SRP, og mod at

man greb til et forbud. For i et demokrati skulle holdninger imødegås med argumenter.330

Udtrykket ’Einsatzgruppen’ blev for første gang introduceret for Der Nordschleswigers læsere i

marts 1952, hvor en artikel fyldigt beskrev den makabre baggrund for, at den tidligere legationsråd i

Auswärtiges Amt, Franz Rademacher, var blevet idømt tre år og fem måneders fængsel for

meddelagtighed i drabet på 1.300 mennesker på Østfronten. Selve drabene var blevet udført af SS-

personel i en Einsatzgruppe.331

Wiedergutmachung

Udtrykket Wiedergutmachung blev, som det er fremgået, i Forbundsrepublikken anvendt om

udsoningen af Nazi-Tysklands forbrydelser, men i det tyske mindretal fik udtrykket fra 1945 og

langt op i 50’erne en helt anden betydning, nemlig den kompensation, man følte, den danske stat

var mindretallet skyldig for retsopgørets uretfærdigheder. For så vidt angår mindretallets

Vergangenheitsbewältigung af dets egen nazistiske fortid, lader den sig udlede af en højstemt leder i

Der Nordschleswiger den 22. november 1955, ti-årsdagen for grundlæggelsen af BDN. Snarere end

111

eftertænksomhed og selvransagelse er lederen (hvis grundtone stedvist giver mindelser om den i

avisens ’völkische’ forgænger) præget af trodsig stolthed:

”I dag er der gået et årti, siden nordslesvigske mænd mødtes i Aabenraa for i en skæbnesstund (der

Stunde tiefster deutscher Not) at lægge grundstenen til en genopbygning af tysk liv. Den 22.

november 1945 betrådte man med dannelsen af Bund deutscher Nordschleswiger den vej, som

skulle føre ud af den svære efterkrigstids mørke. Der er al mulig grund til i dag at mindes disse

mænd, som dengang i fast tro på det tyske folks livskraft beviste det tyske mindretals

selvopholdelsesvilje. Situationen var så svær, som man overhovedet kan forestille sig. Bag ved

Fårhuslejrens pigtråd og bag gitteret i hjemstavnens fængsler sad tusinder af nordslesvigske mænd

og kvinder og ventede på deres domme på baggrund af en lov med tilbagevirkende kraft. Vores

skoler havde man lukket. 4.000 drenge og piger stod uden undervisning. Venner, som [ikke] havde

et rigsdansk pas i lommen, ventede på udvisning. Om natten detonerede bomberne og sprængte

tyske forretninger og mindesmærker i luften. Skriget på hævn i en presse, som hengav sig til den

umådeholdenhed, de foregav selv at bekæmpe, ringede for vore øren. Konfiskation og

beslaglæggelse rullede hen over os som på et samlebånd. Og hvad endnu værre var: over det

Tyskland, som vi af hele vort hjerte følte os forbunden med, bredte sig Morgenthau-planens gru,

som angiveligt skulle være vort folks skæbne i hundrede år.

Netop i disse måneder rørte tyskheden i Nordslesvig på sig. Med varme hjerter og kølig forstand tog

man det afgørende skridt, som for hele verden sagde: vi forbliver tyske, og vi tror på vort folks

fremtid […].

Siden er hengået ti år. I ti år er der arbejdet sejt og kæmpet, arbejdet på at genopbygge alle områder

i vort liv, kæmpet for at overkomme følgerne af retsopgøret. Det kan man i sandhed sige her i dag

på ti-årsdagen. Sandt er det imidlertid, at følgerne fra det såkaldte retsopgør endnu ikke overhovedet

er overvundet, og genopbygningen af det tyske liv slet ikke fuldført […].”332

Lederen var forfattet af Jes Schmidt, der i 1953 havde afløst Ernst Siegfried Hansen som

chefredaktør, angiveligt efter en intern magtkamp. Schmidt, der på grund af en fysisk skavank

havde været afskåret fra at melde sig til fronttjeneste under krigen, havde i stedet virket som

krigskorrespondent i Norge for det nazistiske presseagentur. Efter den tyske kapitulation vendte han

tilbage til Danmark, hvor han blev redaktør på mindretallets avis og hurtigt indtog en ikke

ubetydelig rolle ved opbygningen af BDN. Ifølge tidligere nævnte anonyme, centralt placerede

kilde i mindretallet var Jes Schmidt, i det mindste funktionelt, del af en ”trojka”, som i

efterkrigstiden ledede slaget om mindretallets interesser. De to øvrige var generalsekretær Rudolf

112

Stehr og den tidligere SS-officer og faghistoriker Paul Koopmann, der kom til at nyde stor anseelse

i mindretallet både som politiker og kulturpersonlighed.333 Det var formentlig de færreste i

mindretallet, der var bekendt med, at Koopmann, ud over sin fronttjeneste, også havde gjort tjeneste

i Germanische Leitstelle i SS-Hauptamt direkte under Franz Riedweg, og der virket for den

pangermanske, racistiske Weltanschauung, som SS var selve bæreren af.334


’Ofre’ fra en styrket position

På ’den tyske dag’ den 6. november 1955 holdt formanden for BDN, Hans Schmidt-Oxbüll, en tale,

der vakte opsigt i den danske offentlighed. Schmidt-Oxbüll, som siden 1953 også havde

repræsenteret det tyske mindretal i Folketinget, udtalte, at loyalitetserklæringen fra november 1945

var afgivet ”under pres” (”unter Druck”). Dermed såede den tidligere nazist Schmidt-Oxbüll, der

også havde gjort sig bemærket ved at holde en jomfrutale i Folketinget, som var ét langt angreb på

den danske stat og blottet for selvransagelse, tvivl om erklæringen havde bindende moralsk kraft.

Knapt så kendt er det imidlertid, at talen den 6. november 1955 også gav anledning til en altereret,

intern diskussion i BDN’s ledelse – en diskussion, som både kaster et skrålys ind over positionerne i

mindretallet i sommeren og efteråret 1945, men også over positionerne i efteråret 1955, som

tydeligvis ikke uden videre lader sig forklare på baggrund af politisk fortid.

Generalsekretær Stehr, fx, hørte til den absolutte inderkreds i den nazistiske ledelse, ikke desto

mindre var han meget kritisk over for Schmidt-Oxbülls tale. Om dette så bundede i et personligt,

eksistentielt opgør med nazismen eller i realpolitiske overvejelser, kan vi ikke vide. Under alle

omstændigheder var der en stort set enig front i BDN’s Hauptvorstand mod formandens

udtalelser.335

Schmidt-Oxbülls udtalelse kan virke noget uovervejet, ikke mindst henset til at Købernhavn-Bonn-

Erklæringerne, der sikrede mindretalsrettigheder i grænselandet, var blevet udsendt samme år. I

denne normaliseringsproces udgjorde Schmidt-Oxbülls udtalelse imidlertid knapt et bump på vejen.

Allerede året efter udtalte statsminister H.C. Hansen under et besøg i Landdagen i Kiel, at nok var

der stadig uløste problemer i grænselandet, men nu måtte man ”overvinde fortidens skygger”.336

113

Det tyske mindretal havde forsøgt at gøre retsopgøret til en del af forhandlingerne om København-

Bonn-Erklæringerne, men det havde den danske regering blankt afvist under henvisning til, at det

var et dansk indenrigspolitisk anliggende.337

De første historiske fremstillinger

Den traditionelle hjemmetyske grundfortælling om tiden fra 1933 til 1945 og det efterfølgende

retsopgør blev i 1958 for første gang udfordret videnskabeligt på tysk. Den dansk-sønderjyske

historiker Troels Fink udgav bogen Geschichte des schleswigschen Grenzlandes, hvori han nøgternt

beskrev nazificeringen af mindretallet, samarbejdet med Hitler-Tyskland under Besættelsen og

retsopgøret. Troels Fink havde under retsopgøret opbygget en omfattende viden om det tyske

mindretal, idet han havde virket som sagkyndig for politiet under forberedelsen af retsopgøret.

Derfor var mindretallet heller ikke tilbøjeligt til at være lydhør over for Finks version af historien.338

Bogen blev indgående dissekeret i mindretallets avis, hvis vurdering lader sig aflæse af overskriften

”Durch die Brille Prof. Dr. Troels Finks gesehen” – og måske endnu mere tydeligt af

rubrikoverskriften ”Dänische ’Geschichte des schleswigschen Grenzlandes’ in deutscher Sprache.

Licht und Schatten ungleichmässig verteilt”.339

Nordschleswig – Bild einer Grenzlandschaft - einer politische Monographie fra 1963 var det første

historiske standardværk om det tyske mindretal, hvor mindretallet selv medvirkede. Monografien

havde ingen forfatter, men bag stod ’Schleswig-Holsteinischer Heimatbund’, der var mindretallets

politiske samarbejdspartner i Schleswig-Holstein (og bl.a. repræsenteret i Landdagen i Kiel ved den

tidligere leder af mindretallets nazistiske propagandatjeneste, Asmus Wilhelm Jürgensen, der som

nævnt var blevet udvist af Danmark efter udstået straf 340), og en række fremtrædende personer fra

mindretallet, bl.a. faghistorikeren Paul Koopmann, generalsekretær Rudolf Stehr og chefredaktør

Jes Schmidt. Om situationen i mindretallet efter 1933 hedder det i bogen: ”Was kam, scheint uns

noch nicht so weit abgeklärt, dass es darstellbare Geschichte ist. Zu stark würden noch die

Leidenschaften aufgewühlt, wenn man Massnahmen von noch Lebenden historisch werten soll.”341

Med andre ord: en historisk bearbejdelse af den nazistiske fortid måtte afvente de impliceredes

naturlige bortgang.

Harro Marquardsen, der i 1960 blev valgt som ny formand for BDN, var heller ikke lydhør over for

Troels Finks version af mindretallets historie; det fremgår klart af et langt senere interview i 1983

med Marquardsen, som vi vender tilbage til. I øvrigt foretog mindretalsledelsen på den ’tyske dag’ i

1960 en bemærkelsesværdig analyse af den stemmetilbagegang, man havde oplevet ved valget i

114

1960: den skyldtes bl.a. de tyske TV-stationers ”allzu häufige düstere Fernsehsendungen zur

Bewältigung der deutschen Vergangenheit”.342 Denne konklusion må tages som udtryk for, at det

ikke var en vej, mindretallet selv agtede at følge.

’Kreis Junger Schleswiger’

Til den organisatoriske genopbygning af mindretallet efter krigen hørte også etableringen i 1947 af

ungdomsorganisationen ’Deutscher Jugendverband für Nordschleswig’. Just fordi forgængeren

’Deutsche Jungenschaft Nordschleswig’ havde undergået en stærk politiserering i nazi-tiden, blev

det betonet i Jugendverbands formålsparagraf, at der var tale om en fuldstændig upolitisk

ungdomsorganisation, som hovedsageligt befattede sig med sportslige aktiviteter. De ledende

figurer i Jugendverband var Paul Koopmann og Jes Schmidt.

I 1961 gjorde en lille snæver kreds af unge fra mindretallet oprør mod forestillingen om, at

ungdommen ikke måtte beskæftige sig med politik overhovedet. Den 26-årige teologistuderende

Günter Weitling skrev indlæg om det problematiske ved en ”historieløs generation” i mindretallets

avis og efterlyste, at den unge generation reflekterede kritisk over fortiden.343 Det sidste blev ikke

positivt modtaget i Der Nordschleswiger, som afviste, at kravet om en Vergangenheitsbewältigung

var udbredt blandt ungdommen. Tværtimod kom ønsket om en bearbejdelse af fortiden fra de

voksne, der var involveret i ungdomsarbejdet. De unge, mente avisen besværgende, ønskede at

beskæftige sig med fremtiden. Og fortsatte: ”De [unge ] søger viden om Tysklands historie, som

nationalsocialismen på godt og ondt er en del af.”344

Efterfølgende inspirerede Weitlings indlæg en snæver kreds af unge med gymnasieeleven Siegfried

Christiansen, dennes storebror Walter samt tidligere nævnte Ursula Tästesen som primi motores til

at starte en studiekreds, der skulle befatte sig netop med politiske spørgsmål. Navnet på

studiekredsen var først ’Junger Arbeitskreis Apenrade’, men siden blev den officielle betegnelse

’Kreis Junger Schleswiger’. Med dette navn ønskede initiativtagerne at betone det slesvigske og

dermed åbne for et perspektiv ud over det snævert tysk-nordslesvigske. Man ønskede at markere

interessen også for den danske dimension, og det både nord og syd for grænsen. I en

præsentationsfolder var det formuleret således: ”Nach aussen hin bemüht sich der Kreis u.a. um

Kontaktaufnahme und Gemeinschaftstreffen mit deutschen und dänischen Jugendgruppen

beiderseits der Grenze.”345

Frem til og med 1963 arrangerede studiekredsen i forsøget på at finde en identitet for mindretallets

ungdom og i det hele taget at forstå mindretallets fortid en lang række møder, hvor man inviterede

115

personer fra mindretallets ledelse, også nogle af dem fra nazi-tiden, til at deltage og tale. Herunder

Paul Koopmann og Jef Blume, der havde været fører for det nazistiske Jungenschaft, men nu var

toppolitiker i mindretallet.

’Kreis Junger Schleswiger’ udgjordes af en meget lille ’eksklusiv’ kreds af unge, og søgningen til

møderne – det viser mødereferaterne – var begrænset til 10-15 personer, inclusive initiativtagerne.

346 At formanden for Juvendverband, Paul Koopmann, talte ved et af møderne i ’Kreis Junger

Schleswiger’ kan naturligvis tolkes som udtryk for imødekommenhed over for de unge rebeller,

men kan med lige så god ret tolkes som et forsøg på en inddæmning. Under alle omstændigheder

gik initiativerne i sig selv igen, formentlig også fordi Siegfried Christiansen flyttede væk fra

landsdelen.

Da han i sommeren 2013 afleverede det omfangsrige arkiv efter ’Kreis Junger Schleswiger’ til det

tyske arkiv i Aabenraa, reflekterede han på 50 års afstand over for arkivets leder Frank Lubowitz

over kredsens virke og resultater: ”[…] Jeg ser nu, at der også i to af mapperne er dokumenter vedr.

diskussionen om Jugendverbands rolle. Frem for alt [om] vore bestræbelser på at ændre dens

formålsparagraf. Her hed det nemlig, at Jugendverband ikke har ’politiske opgaver’. Denne

formulering spærrede så at sige vejen for den selvkritiske diskussion, som vi savnede. […]

Diskussionen [ die Auseinandersetzung] med Jugendverband varede, så vidt jeg husker, flere år og

førte […] hen ad vejen til forskellige initiativer, fx seminarer om specifikt nordslesvigske

samfundspolitiske temaer og i efteråret 1964 til fornyelsen af tidsskriftet Die Brücke som talerør for

mindretallets ungdom. Redaktionens sigte med det nye format var ikke mindst, at ungdommen her

fik en platform, på hvilken man kunne føre en fri og åben diskussion om mindretallets virkelighed,

og at de unge her tillige kunne få den ældre generation i tale. Desværre kom en sådan samtale aldrig

rigtig i stand. […] Forældregenerationen forholdt sig tavs. Det samme gjorde redaktionen. Især

skuffede det mig, at der hverken i Die Brücke eller i Der Nordschleswiger var nogen som helst

kommentarer til indholdet og forløbet af Jugendverband-arrangementet den 12.-13. marts 1966 med

titlen ’Har det tyske mindretal i Nordslesvig en ubearbejdet fortid [unbewältigte Vergangenheit]?

Det ville have været virkelig interessant at erfare, hvad de to talere (Jes Schmidt og ?) havde at sige,

og hvordan den efterfølgende diskussion forløb. Jeg havde boet i Aarhus og København siden 1963,

så jeg var forhindret i at være til stede […].”347

Siegfried Christiansen forsøgte sig igen i marts 1968, hvor han fik optaget et indlæg i Der

Nordschleswiger med titlen ”Geschichtsschreibung”. Heri ironiserede han over, hvordan avisen

med flid refererede eksempler på danske opgør med besættelsestiden og i en lind strøm bragte

116

artikler om 1864, 1920 og andre historiske mærkedage, men forholdt sig pinligt tavs om

mindretallets rolle fra 1933 til 1945. Ifølge Siegfried Chrisiansen kom der ikke noget ud af det, ud

over hvad han opfattede som en flabet replik fra Jes Schmidt.348

Auschwitz og folkedrabet på jøderne

Mindretallet ytrede sig i spørgsmålet om SS-soldaterne tydeligvis reaktivt i forhold til den diskurs,

som fra omkring 1961 prægede Forbundsrepublikken, en diskurs som mindretallet naturligvis blev

præsenteret for gennem primært de tyske medier og Der Nordschleswiger. Tilfangetagelsen af

Adolf Eichmann i 1960, procesforberedelsen, selve processen i Jerusalem i 1961 og henrettelsen i

sommeren 1962 blev løbende refereret i mindretallets avis, på visse tidspunkter under selve

processen med nærmest daglige rapporter fra de internationale nyhedsbureauer. De makabre

afsløringer af Hitler-Tysklands systematiske folkedrab på jøderne og bureaukraten Eichmanns andel

heri har uden tvivl været en øjenåbner også for det tyske mindretal349 - ligesom følgeprocesserne i

kølvandet på Eichmann processen må have været det: Den store Auschwitz proces i Frankfurt fra

december 1963 til august 1965, som de følgende år blev efterfulgt af to mindre Auschwitz processer

samt Sobibor-processen, Treblinka-processen og Belzec-processen. Den store proces i Frankfurt

blev fulgt intenst af Der Nordschleswiger, de øvrige mere sporadisk, formentlig helt i

overensstemmelse med de tyske og internationale pressebureauers dækning. Det er imidlertid

karakteristisk, at avisen ikke i et eneste tilfælde fandt anledning til at bringe en leder eller

redaktionel artikel af refleksiv, endsige selvrefleksiv, karakter.

Auschwitz var ikke et helt ukendt begreb for den opmærksomme læser af Der Nordschleswiger.

Allerede i april 1948 bragte man en helsides redaktionel artikel, som var baseret på en reportage i

Flensburger Tageblatt om Nürnberg-processen mod store tyske industrivirksomheder, fx

I.G.Farben, som havde en fabrik Bunawerk i Auschwitz. I artiklen gjorde skribenten sig store

anstrengelser for at komme virksomheden til undsætning og håbede, denne kunne bevise, at de

”udskejelser”, der altid ville være, hvor mange mennesker var involveret, ikke var udtryk for et

system, der havde tilknytning til ”KZ-Begriff Auschwitz”.350 Artiklen var mærkelig fragmentarisk,

idet mindretallets avis ellers ikke overhovedet omtalte processen mod de store tyske virksomheder i

Nürnberg.

I 1951 nævntes Auschwitz igen i avisens spalter, og da i en lille notits, som meddelte, at man nu

havde fundet 260.000 dødsattester på omkomne kz-fanger, heraf 35.000 med forbindelse til

Auschwitz.351 Og fra 1952 til 1960 omtaltes også andre mindre retssager for mishandlinger og drab

117

i kz-lejre, herunder Auschwitz. En videnskabelig monografi om Bergen-Belsen, som udkom i 1962,

og som ifølge artiklen ”bragte klarhed over infernoet i Belsen” med 51.000 omkomne, blev også

omtalt i avisen,352 ligesom den såkaldte Callsen-Proces i 1967-68, hvor 11 tidligere SS-folk stod

tiltalt for at have medvirket til massakren på tusindvis af jøder i Babi-Jar-slugten, blev omtalt. Her

fulgte man dog ikke selve retshandlingerne.353

Særlig ’lokal’ interesse påkaldte sig den såkaldte ’Fellenz-Prozess’, der foregik ved retten i

Flensborg fra 1962 til 1963. Martin Fellenz havde under krigen været højtstående SS-officer og

medvirket ved jødedeportationer i Generalgouvernementet i det nuværende Polen. Han blev

’afnazificeret’ som ’medløber’ efter krigen og løsladt i 1947, hvorefter han bosatte sig i Slesvig.

Han meldte sig ind i partiet FDP og blev en respekteret medborger. I 1962 blev hans sag genoptaget

ved retten i Flensborg, og i 1963 blev han idømt 4 års fængsel for ’medvirken’ til drabet på næsten

40.000 jøder. Sagen blev anket og genoptaget ved retten i Kiel, som skærpede straffen til 7 års

fængsel. Han blev dog umiddelbart løsladt på grund af sin lange varetægtsfængsling og kunne

afslutte sit arbejdsliv som klaverlærer i Flensborg fra 1981 til 1989.354

Bergen-Belsen fik tidligt mindretallets avis’ særlige opmærksomhed, hvilket hang stærkt sammen

med Anne Franks Dagbog, som havde stor international gennemslagskraft. Allerede i 1959, altså

før de ovennævnte processer, tog mindretallets avis med udgangspunkt i Anne Franks instruktive

skæbne stilling til nazismens raceteorier. I en leder med titlen ”Herr Koophuis”, som købmanden J.

Klemann, der blev deporteret til Bergen-Belsen for at have skjult Anne Frank, bliver kaldt i hendes

dagbog, tog man stærkt afstand fra ”race-hetzen” i det nazistiske Tyskland.355

Åbningen i 1963 af den i Forbundsrepublikken stærkt debatskabende udstilling om Warszawa-

ghettoen, der var et resultat af Eichmann- og Auschwitz-processerne, blev omtalt i en artikel, hvis

overskrift citerede en sekvens fra professor Böhms (medlem af Forbundsdagen for CDU)

åbningstale, ”Wir alle wussten…”. Artiklen gav et kort rids af ghettoen, deportationen hertil af

tyske jøder og opstanden. Også udstillingen ”Auschwitz – Bilder und Dokumentation” blev

omtalt.356

Fjernssynsserien Das Dritte Reich fik ingen særskilt omtale, men den interesserede kunne via tyske

radio- og TV-oversigter i Der Nordschleswiger orientere sig. Filosoffen Karl Jaspers, derimod,

havde i den hjemmetyske avis en lydhør formidler helt frem til sin død i 1969, når han rejste

eksistentialistiske spørgsmål.357 Efter sin død blev Jaspers nærmest en slags ’hus-filosof’ for avisen,

idet den under rubrikken ’Zum Nachdenken’ ofte bragte Jaspers-citater.

118

Avisen begyndte også lejlighedsvis at bringe større featureartikler, ofte skrevet af tyske

faghistorikere, om Nazi-Tyskland og dets forbrydelser, således i 1970 en omfangsrig analyse af Det

Tredje Riges endeligt, hvori en af underrubrikkerne havde titlen ”Ende des deutschen Ansehens”.358

Til trods for at det tyske mindretal uden tvivl i løbet af 1960’erne indså nazismens forbrydelser,

vidner en leder fra den 4. maj 1965 om, at man stadig opretholdt forestillingen om, at mindretallet

ikke var en del af nazismen. Lederens tilbageblik på begivenhederne 20 år tidligere var en

repetetion af mindretallets selvforståelse: opgøret havde været uretfærdigt og drevet af blindt dansk

had og dumhed. Man havde ikke tilstået mindretallet de menneskerettigheder, som krigens

sejrherrer havde fordret af de besejrede. Men, medgav lederen, mindretallet havde dog trods alt

undgået at dele skæbne med andre tyske folkegrupper, som blev udsat for fordrivelse og

folkedrab.359

Tankevækkende nok havde avisen få dage tidligere refereret den tyske forbundspræsident Lübke for

ved en mindehøjtidelighed i Bergen-Belsen på 20-årsdagen for lejrens befrielse at have udtalt: ”Kun

fordi vi med vores politik har bevist, at vi efter bedste evne gør op med den nazistiske fortid, har vi

opnået verdens tillid.”360

Samme ydmyghed var ikke karakteristisk for en leder i Der Nordschleswiger året efter. Under

overskriften ”Gleiches Recht für alle” var lederens udgangspunkt den standende debat i

Forbundsrepublikken vedr. erstatning til personer, som havde måttet tåle forfølgelse og

indespærring i nazi-tiden. På den baggrund havde lederen af det danske mindretal syd for grænsen,

Karl Otto Meyer, fremsat krav eller ønske om, at alle fra det danske mindretal, som havde levet i

nazi-tiden, skulle kunne opnå erstatning, fordi de, alene på grund af deres sindelag, havde været

udsat for et tryk. På den baggrund plæderede lederen for, at også medlemmer af det tyske mindretal

blev tildelt en erstatning fra den danske stat pga. de uretfærdigheder, det var blevet udsat for under

retsopgøret i form af fratagelse af sociale understøttelser, afskedigelser fra offentlige embeder,

beslaglæggelse af skoler mv.361

Kamp for pension og rehabilitering

På samme måde kæmpede mindretallet fra 1956 til 1966 en ti år lang kamp med den danske stat for

at få løst det såkaldte ”pensionsspørgsmål”, det vil sige, at de personer, som regel tjenestemænd, der

ved retsopgøret havde fortabt dele af eller hele deres pensionsret, skulle genvinde den fulde

pensionsret. Samtidig kæmpede man for en rehabilitering af de frontfrivillige. Begge spørgsmål, og

ofte i kombination, blev gjort til genstand for en lang række lederartikler i mindretallets avis,362

119

indtil Der Nordschleswiger den 26. maj 1966 på forsiden omsider kunne meddele: ”Endlich ein

Schlussstrich unter kapitel Pensionsfrage.363 En rehabilitering af de frontfrivillige havde man dog

ikke opnået.

Der syntes i det hele taget at være utilfredshed i kredsen af tidligere frontfrivillige med BDN og

mindretallets politiske parti Slesvigsk Parti. Således fremgår det af de interne drøftelser i

Hauptvorstand op til folketingsvalget i 1964, at repræsentanten for Haderslev-afdelingen, Jens

Harrebye, var opløftet over, at den tidligere SS-officer og fører for Deutsche Jungenschaft

Nordschleswig Jef Blume opstillede som kandidat for partiet, fordi det øgede muligheden for, at de

mange fra de frontfrivilliges kreds, ”som i dag ikke støtter os, måske kan blive trukket tilbage på

grund af Blumes kandidatur”.364

Op mod den 4. maj 1970 konstaterede en leder i mindretallets avis, at der igen ville blive sat lys i

vinduerne over det ganske land for at markere Befrielsen. Mindretallet havde imidlertid intet at fejre

eller markere. Som det hed: ”os forestår den stille selvransagelse. Men vi har også pligt til at erindre

de ting, som førte til krigskatastrofen og til den 4. maj 1945”. Fra dansk side måtte man have

forståelse for, at det var avisens pligt (Chronistenpflicht) at belyse ”den anden side af Maj-

medaljen”, ikke for at unddrage sig skyld og fejltagelser, men på grund af sandheden, som ikke bare

var sort og hvid. Og videre: ”Meget er sagt og skrevet om det tyske mindretals adfærd før og under

krigen, men en objektiv historieskrivning vil uden tvivl fastslå, at det tyske mindretal hverken var

værre eller bedre end andre tyske mindretal – som alle blev ramt af hårde foranstaltninger efter

krigen.” Lederen pegede på, at antallet af mindretalsmedlemmer fra Nordslesvig, som blev dømt

efter love med tilbagevirkende kraft, faktisk var større end det antal tyskere, som var blevet dømt i

den britiske besættelseszone under afnazificeringen. Mindretallet var blevet prügelknabe i Danmark

for det had mod Tyskland, som var vokset frem under krigen, og følgerne heraf var slet ikke

overvundet endnu. ”Hadet og dårskaben fejrede triumfer i majdagene,” sluttede lederen.365

Skønt lederen opretholdt den traditionelle grundfortælling, anes dog små sprækker her i 1970.

Ekstern historieskrivning

I 1972 interviewede Siegfried Matlok, der var blevet ansat som journalist ved det tyske mindretals

avis i 1964, tidligere nævnte Troels Fink. Fink var ud over at være en fremtrædende dansk

historiker med speciale i grænselandets historie også dansk generalkonsul i Flensborg. Overskriften

til interviewet var ”Grenzregion verschärft Wettbewerb – und nicht nationale Gegensätze”, og

120

samtalen kom (uvægerligt) også ind på nazi-tiden og dens følger for mindretallet og det nationale

forhold. Ifølge Fink havde mindretallet fra 1933 til 1945 sat sit omdømme i den danske befolkning

over styr, ikke fordi det var tysksindet, men fordi det havde identificeret sig fuldstændigt med

nazismen. Der havde ingen betydende opposition været, Haderslev-kredsen fik først betydning efter

krigen, og loyalitetserklæringen havde været en nødvendighed for overlevelse. Mindretallet havde

reelt ikke andre muligheder. Ifølge Fink var det på høje tid, at mindretallet kom i gang med den

”Vergangenheitsbewältigung”, som man havde foretaget i Forbundsrepublikken i årene 1955-1965.

Hvad angik retsopgøret, mente han, at en del ikke burde have været i Fårhuslejren, men i

betragtning af, hvordan mindretallet kom gennem opgøret, burde mindretallet måske anskue det

mere afbalanceret.366

Med tanke på de holdninger, Matlok senere som ansvarshavende redaktør fra 1973 og især som

chefredaktør fra 1979 gav udtryk for i Der Nordschleswiger spalter, kunne noget tyde på, at Finks

argumenter havde bundfældet sig hos ham. Alene offentliggørelsen i 1972 af Finks analyse kan

formentlig tages som udtryk for, at noget var under forandring.

Hertil bidrog også tre faghistoriske arbejder, som blev udgivet i første halvdel af 70’erne, nemlig

svenske Sven Tägils Deutschland und die deutsche Minderheit in Nordschleswig (1970) om den

tyske grænsepolitik fra 1933 til 1945, Johan Peter Noacks Det tyske mindretal i Nordslesvig under

besættelsen fra 1975 og tyske Hilke Lenzings Die deutsche Volksgruppe in Dänemark und das

nationalsozialistische Deutschland. Sidstnævnte var en dissertation fra 1973, som dog

tilsyneladende først kom til mindretallets kendskab i 1976, da en historiestuderende fra Kiel med

baggrund i mindretallet, Thiel J. Martensen, anmeldte arbejdet grundigt i Der Nordschleswiger

under overskriften ”Um die Vergangenheit”.367

På det tidspunkt var der indtruffet et tidehverv i mindretallet i den forstand, at den ’belastede’

generation ikke længere sad på de ledende poster. Generalsekretær Rudolf Stehr var gået på pension

i 1973 og afløst af Peter Iver Johannsen, og Harro Marquardsen, som ganske vist ikke havde

indtaget nogen ledende position før og under krigen, men dog var dømt som Zeitfreiwillig, var

blevet afløst som formand for BDN af Gerhard Schmidt i 1975. Gerhard Schmidt var barnebarn af

den gamle hjemmetyske fører pastor Schmidt-Wodder.

121


Efterkrigsgeneration

At der fra omkring 1968 foregik et paradigmeskift i den vestlige verden, hvor traditionelle

autoriteter blev udfordret, gik selvfølgelig ikke uden om det tyske mindretal. Ej heller at den nye

bevægelse ytrede sig specielt i Forbundsrepublikken ved også at udfordre den officielle

erindringspolitik og kontinuiteten fra nazi-tiden til Forbundsrepublikken, hvad angik politikere og

embedsmænd. Kendetegnende for Forbundsrepublikken var som nævnt også, at ’68-generationen’

som den første stillede forældregenerationen direkte til ansvar for dens medvirken til nazi-regimets

eksistens og for dens uhyrlige gerninger.

Beate Klarsfelds lussing til kansler Kiesinger, retssagen mod hende, hendes stålsatte og

opsigtsvækkende jagter på nazi-forbrydere, fx Gestapochefen fra Lyon, Klaus Barbie, som hun fik

fanget og stillet for retten, og hendes konfrontationer af fremtrædende personer som fx østrigske

Kurt Waldheim med deres mørke fortid blev nøje fulgt i mindretallets avis. Men nogen stilling tog

avisen ikke. Filbinger-skandalen i 1978, hvor den baden-württembergske ministerpræsident måtte

træde tilbage, efter at hans fortid som nazi-dommer var kommet for en dag, fulgte avisen nærmest

fra dag til dag. Men igen: nogen mening om sagen gav man ikke udtryk for, skønt hele

problemstillingen godt kunne have givet anledning til en principiel parallelisering til mindretallet.

Som vi skal se, kom en stemme med rod i det tyske mindretal til at gøre det udefra.

Kansler Brandts ’østpolitik’ og den intense indenrigspolitiske debat, den gav anledning til i

Forbundsrepublikken, blev også nøje fuldt af avisen. På lederplads forholdt man sig til en

begyndelse positivt afventende. Man nøjedes med i januar 1970 at beskrive rationalet bag Brandts

politik og det storpolitiske spændingsfelt, han bevægede sig i,368 men fra februar var der tiltagende

sympati for Brandts anliggende, og i december 1971 syntes lederen direkte at støtte en Oder-Neisse-

grænse, hvilket tidligere havde været utænkeligt.369 I januar 1971 var en leder (af H.O. Lippens)

under overskriften ”Die Realität der Bonner Ostpolitik” en utvetydig støtteerklæring til SPD/FDP’s

østpolitik.370

Forbundsrepublikkens udsoning med de østlige nabolande var i det hele taget en balancegang i

forhold til de fordrevne tyske folkegrupper, men også et spørgsmål, som det tyske mindretal var

meget opmærksom på – uden at man kan hævde, at mindretallets avis eksplicit udtrykte stærke

holdninger til spørgsmålet på lederplads eller i redaktionelle artikler.

122

Debatten i Forbundsrepublikken om forældelse for forbrydelse begået i nazi-tiden blev også

refereret i Der Nordschleswiger, faktisk allerede fra begyndelsen af 60’erne,371 og i juni 1969 kunne

man konstatere, at et flertal i Forbundsdagen havde vedtaget, at folkedrab ikke længere kunne

forældes.372

Eutanasiprocesserne blev også fulgt nøje i mindretallets avis. Faktisk var det et anliggende, som

havde optaget avisen stærkt allerede fra 1959, da forundersøgelserne mod lederen af det nazistiske

eutanasiprogram, professor Heyde, blev indledt. Hele sagen strakte sig over flere år, indtil Der

Nordschleswiger den 15. februar 1964 kunne meddele, at Heyde havde begået selvmord, inden

selve processen var kommet i gang. Andre sager blev herefter ført mod læger, der var mistænkt for

at have medvirket i eutanasiprogrammet, og hele spørgsmålet om eutanasi optog mindretallets avis

levende. Ikke sådan at forstå, at man tog spørgsmålet op i ledende artikler, men man refererede

grundigt fra sagerne. Det samme var tilfældet med Majdanek-processen, som begyndte i Düsseldorf

i november 1975,373 og først sluttede fire år senere – for at blive genoptaget indtil 1981.

Diskussionen af Joachim Fests Hitler-biografi nåede Der Nordschleswigers læsere gennem en

artikel af dpa-korrespondenten Rolf Krüger.374

Dønninger fra ungdomsoprøret og Vergangenheitsbewältigungen i Forbundsrepublikken ramte også

det tyske mindretal, om end med betydelig forsinkelse. I første halvdel af 70’erne blev der ført en

debat i mindretallet om, hvorvidt ungdommen udviste en manglende identitetsfølelse, altså en debat

som kan ses i forlængelse af Kreis Junger Schleswigers bestræbelser fra 1961 til 1963. Debatten

førte til den erkendelse, at man måtte lære at tale med hinanden om fortiden, sådan som Troels Fink

havde anbefalet mindretallet det i december 1972 i ovennævnte interview i Der Nordschleswiger.375

Ernst Siegfried Hansen, der, efter han var blevet gået som chefredaktør i 1953, var flyttet til

København for at virke som avisens korrespondent her frem til 1956, hvorefter han blev

korrespondent i København for det tyske telegrambureau dpa, kvitterede i sin tale på ’den tyske

dag’ i 1975 for Finks synspunkt ved at indrømme, at ”nødsituationen i det tyske mindretal i tiden

mellem kapitulationen og […] retsopgøret har blokeret for en fri og åben

Vergangenheitsbewältigung”.376

Det første skarpe opgør med fortiden

Medvirkende til Ernst Siegfried Hansens erkendelse har sikkert også været, at ”identitetsdebatten” i

foråret 1975, i kombination med en diskussion om veteransammenslutningen

123

’Kameradschaftsverband’, udløste en længerevarende læserbrevsdebat i mindretallets avis – en

debat, som Torben Mayer med rette karakteriserer som ”det første skarpe og åbne opgør

[Auseinandersetzung] med den interne omgang med den nationalsocialistiske fortid”,377 men som

han i øvrigt ikke kommer nærmere ind på komponenterne til eller substansen og forløbet af.

I det tidlige forår 1975 udgav journalisten Manfred Spliedt, der var født i 1928 og opvokset i det

tyske mindretal i Haderslev, erindringsbogen Sådan en dum knægt. Heri fortæller Spliedt378 om sin

opvækst og skolegang, der var præget af indoktrineringen med den nazistiske verdensanskueelse,

både i skolen og i Deutsche Jungenschaft Nordschleswig. I bogen, der skånselsløst udleverer

førende, navngivne mindretalstyskere i Haderslev og hele den svulstige, nazistiske retorik og

selviscenesættelse, gør Spliedt mindretallets nazistiske ledelse direkte ansvarlig for de hundredvis af

faldne unge frontfrivillige, hvem bogen er direkte tilegnet. Han kritiserer endvidere hårdt, at det

nazistiske lederlag i mindretallet, især personificeret ved generalsekretær Stehr, fortsatte efter

retsopgøret og forhindrede et kritisk opgør med den nazistiske fortid. Bogen, der formidlede den

første kritiske beskrivelse af mindretallet indefra, beskriver, set med den viden vi har i dag, de

faktiske forhold. Ikke desto mindre blev udgivelsen tydeligvis overvejende opfattet som utilstedeligt

polemisk. Således undlod mindretallets avis i første omgang overhovedet at omtale endsige

anmelde bogen, men valgte så den 21. marts 1975 at gengive, ord for ord, den anmeldelse, som

chefen for DR Syd, Bjørn Svensson, havde bragt i sin regionalradio.

Når avisens valgte denne fremgangsmåde, skyldtes det uden tvivl, at Svensson, der var uddannet

cand. polit. med ry for både at være en virkelig kender af grænselandets historie og for at forholde

sig kritisk til mindretallets nazistiske fortid og dets omgang med denne, havde visse reservationer i

forhold til bogens nådesløse dom.379

Allerede dagen efter Svenssons ’anmeldelse’ havde avisen indhentet Rudolfs Stehrs kommentar til

anklagerne i Spliedts bog, og den erfarne embedsmand gled naturligvis af på anklagerne ved

afslutningsvis at konkludere, at det måtte være op til andre at vurdere hans virke i efterkrigstiden,

som bestandigt havde været baseret på BDN’s arbejdsgrundlag siden loyalitetserklæringen.380

En lille måneds tid senere kom også den tidligere BDN-formand og folketingsmand Hans Schmidt-

Oxbüll med sit besyv i avisen, som ikke efterlod nogen læser i tvivl om, at han havde haft et

personligt modsætningsforhold til Stehr. Dog ikke for så vidt angik diskussionens substans.381

I oktober samme år trådte Spliedt ind i løvens hule, da han tog hele vejen fra sin udkigspost i

Birkerød, hvor han havde søgt eksil i sin voksenalder, til et velbesøgt foredragsarrangement i

Haderslev om sin bog. Arrangementet blev indgående omtalt i Der Nordschleswiger under

124

overskriften ”Ein Buch in der Diskussion”. Avisens udsendte kunne berette, at især Spliedts

indiskretion i forhold til navngivne personer i hans tidligere nærmiljø og omgangskreds, faldt

mange af tilhørerne for brystet. Spliedt på sin side savnede en Vergangenheitsbewältigung i

mindretallet, primært at ledelsen vedgik sit ansvar for de mange unge faldne frontfrivillige. Han var

forstående over for, at der ikke skete en Vergangenheitsbewältigung under den vanskelige

genopbygningsproces umiddelbart efter krigen, men fandt, at den burde have været påbegyndt

senest i 50’erne.382

Manfred Spliedt nøjedes ikke med at revse mindretallet i Der Nordschleswiger, men formidlede

også sin hårde polemik i andre landsdækkende og regionale aviser, som fx Flensborg Avis. Her

anmeldte han bl.a. Harboe Kardels bog Grenzlandmelodie in Dur und Moll så uvenligt, at Kardel,

der i anmeldelsen fik revet sin nazistiske fortid i næsen, tog til genmæle i mindretallets avis i januar

1976.383

Samme dag som foredragsarrangementet i Haderslev blev refereret i Der Nordschleswiger, den 14.

oktober 1975, bragte mindretallets avis en leder, som tog hele spørgsmålet om identitet og den

manglende historiebevidsthed op. Man havde på en ’Tagung’ på Akademie Sankelmark, der var

arrangeret af ’Arbeitskreis Junger Nordschleswiger’, konstateret, at de unge ikke var bekendte med

mindretallets historie. Her havde historieundervisningen øjensynligt svigtet. Men hvorfra skulle

lærerne i mindretallets skoler også vide noget om mindretallets historie, de kom jo stort set alle fra

Forbundsrepublikken. Men, konkluderer lederen, godt var det, at de unge lærere, der havde

arrangeret seminaret, nu tog problemet op.384 De ”unge lærere” var bl.a. Kurt Seifert, Dieter

Wernich, Philipp Iwersen og Martin Christiansen, som var drivende kræfter i identitetsdebatten og

hele spørgssmålet om den manglende Vergangenheitsbewältigung.

Tidligere nævnte Thiel Martensen hørte også til de unge kritikere. Han kritiserede Kardels og

Koopmanns faghistoriske fremstillinger, sådan som de kom til udtryk i Deutscher Volkskalender

Nordschleswig (herefter Volkskalender), og han kritiserede Der Nordschleswiger for i realiteten at

lade de to have monopol på avisens fremstilling af mindretallets historie,385 en kritik der

forekommer velbegrundet, idet de to nærmest blev betragtet som forvaltere af mindretallets historie.

Debatten henover 1975-76 fik som konkret resultat, at mindretallets historiske forening,

’Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig’ i november 1976 arrangerede en ’Tagung’,

et seminar, på Grenzakademie Sankelmark, hvor emnet var tiden fra 1933 til1945 og mindretallets

omgang med den. I en paneldiskussion, hvor Stehr og en anden tidligere fremtrædende person fra

den nazistiske ledelse, bibliotekar og redaktør af Volkskalender, Peter Callesen, deltog sammen

125

med repræsentanter for mindretallets ungdom, blev fx følgende spørgsmål taget under behandling:

Hvorfor havde størstedelen af mindretallet identificeret sig med nazismen, og havde mindretallet nu

også foretaget en tilbundsgående Vergangenheitsbewältigung.386

Afholdelsen af denne Tagung kan man tage som udtryk for, at mindretallet nu officielt anerkendte

problemet.

Læserbrevsdebatten fortsatte i 1977, efter at Manfred Spliedt havde publiceret hårde angreb på

mindretallets omgang med dets historie i både Aktuelt og Flensborg Avis. I debatten blandede både

Siegfried Matlok, Walter Christensen og Kurt Seifert sig.387 Sidstnævnte erklærede sig helt enig i

Spliedts analyse af en artikel, der havde været bragt i Volkskalender.

Både i Der Nordschleswiger og i Jydske Tidende foregik der i oktober 1977 en heftig debat med

spidse meningsudvekslinger mellem, groft sagt, på den ene side K.F. Kornett fra Højer og

ansvarshavende redaktør Siegfried Matlok, og på den anden Manfred Spliedt og Jørgen Rostgaard

Evald.388

Den 26. oktober tilførte redaktør Bjørn Svensson debatten om mindretallets manglende

Vergangenheitsbewältigung nyt brændstof, idet han i et omfattende debatindlæg i mindretallets avis

med titlen ”Er det at bygge bro?” hævdede, at mindretallet nægtede ham at komme til orde. Sagen

var ifølge Svensson i al korthed følgende:

Den danske historiker Gottlieb Japsen havde i en nyligt udgivet bog om Aabenraa bys historie givet

en ifølge Svensson meget varsom beskrivelse af mindretallets forhold til nazismen. Men selv det

kunne man altså ikke acceptere fra mindretallets side. Svaret blev et ”regulært overfald på Japsen” i

Heimatkundliche Arbeitsgemeninschafts skriftrække udført af Gerd Callesen, som var en ung

faghistoriker fra mindretallet. I Sønderjysk Månedsskrift havde Svensson (ifølge ham selv) i

artiklen ”Hjemmetysk historiepynteri” påvist, at Gert Callesens fremstilling var ”usaglig og

underlødig”. Reaktionen fra mindretallets side havde ikke været en imødegåelse af Svenssons

dokumentation, men en ”tilsværtning af ham fra Gerd Callesens side” i en artikel i Heimatkundliche

Arbeitsgemeinschafts skriftrække. Tilsværtningen bestod ifølge Svensson i en fejllæsning af

Svenssons pjece fra 1934: Dansk nazisme i kritisk Belysning. Svensson havde ønsket en berigtigelse

optaget i Heimatkundliche Arbeitsgemeinschafts skriftrække, men fik afslag herpå fra Peter

Callesen – som ud over at bestride redaktørposten (var Svensson ’ufin’ nok til at gøre opmærksom

på) også var Gerd Callesens far. I afslaget hed det dog, at det var begrundet i en beslutning i BDN’s

Hauptvorstand.

126

I stedet valgte Svensson at svare i Jydske Tidende, hvor han tog sagen op i en større sammenhæng,

hvorefter mindretallets avis kritiserede, at Jydske Tidende overhovedet havde optaget indlægget.

Svensson følte sig angrebet af mindretallets avis, uden at den overhovedet forholdt sig til

substansens i hans indlæg, nemlig mindretallets forhold til nazismen. For Svensson var

konlusionen, at ”vi her står over for et hjemmetysk tabuemne, som man med fortielser og

fordrejelser, afslag, trusler og klager vil forhindre bliver rørt kritisk ved”. Og debatindlægget

sluttede:

”Jeg har til enhver tid søgt at give Tyskland en fair bedømmelse […]. Lige så fordomsfrit har jeg søgt

at skabe forståelse for det tyske mindretals eksistensberettigelse og for dets problemer. Både i aviser, i

regionalradioen og i Danmarks Radios landsprogrammer […]. På mange områder har jeg arbejdet for

dansk-tysk forståelse og ro i grænselandet. Hjemmetyskerne har altid været glade for min kritik, når

den var i deres favør. Men rettede min kritik sig mod det tyske mindretal, var det straks en anden sag.

Man svarede ikke på kritikken, men søgte med alle midler at bringe den til tavshed. Niks pille ved

deres tabuemner. Så ryger barometeret på storm […].”389

Bredsiden fra Svensson blev fulgt af yderligere indlæg i mindretallets avis, således et af Svensson, som

påpegede, at når formanden for BDN, Gerhard Schmidt, på et nyligt delegeretmøde havde udtalt, at

man ikke burde fortabe sig i fortiden, men beskæftige sig med fremtiden, var det både symptomatisk

og foruroligende.390 Og Thiel Martensen fra Kiel, der som tidligere nævnt havde rod i mindretallet,

sekunderede ved at oplyse, at han havde sendt en afhandling om den nazistiske redaktør Ernst

Schröder til Heimatkundliche Arbeitsgemeinschafts skriftrække med henblik på optagelse. Peter

Callesen var som udgangspunkt positiv, men Martensen hørte herefter intet til sagen. Derfor

kontaktede han redaktøren og erfarede, at redaktionen ikke brød sig om afhandlingens ideologikritiske

tilgang. Derudover rummede Der Nordschleswiger samme dag, dvs. den 4. november 1977, to

læserbreve med kritik af Manfred Spliedts kritiske ytringer i den danske presse. Det ene af indlæggene

anså nærmest Spliedt for at være renegat, fordi han havde valgt at fraflytte landsdelen og havde tilvalgt

at være dansk.391

En leder af Siegfried Matlok næsten et år senere vidner om, hvor fjendtligt forholdet på dette tidspunkt

var mellem mindretallet og Manfred Spliedt. I lederen, som er betitlet ”Der ’festliche’ Spliedt” hed

det:

”For tiden er der festuge i Aabenraa. For hele befolkningen, thi Aabenraa Kommune yder et tilskud på

100.000 kroner! Ud af disse midler har man også finansieret en gæsteoptræden med forfatteren

Manfred Spliedt (Sådan en dum knægt!), som i fredags på Landsbiblioteket fortalte [von sich gab],

127

hvad han allerede provokerende havde ladet trykke i Jydske Tidende og Flensborg Avis: skarpe og

delvist usande påstande om det tyske mindretal før og efter 1945, personlige fornærmelser mod et

folketingsmedlem ved navn Jes Schmidt, som Spliedt allerede tidligere på uforskammet og

bedrevidende facon havde sammenlignet med Filbinger. Og alt dette inden for rammerne af en festuge,

der finansieres af byens borgere – dvs. også af de tyske medborgere […]”.392

Spliedts sammenligning mellem folketingsmedlem Jes Schmidt og den baden-württembergske

ministerpræsident Hans Karl Filbinger, der, som nævnt, måtte træde tilbage efter flere måneders

offentlig debat i Forbundsrepublikken på grund af sin nazi-fortid, faldt tydeligvis ikke i god jord hos

den tyske avis. Men helt ved siden af var sammenligningen nu ikke.

Det siger en del om, hvordan mindretallet siden skulle flytte sig mht. synet på egen historie og

omgangen med den, at Spliedt senere opnåede fine anmeldelser i Der Nordschleswiger,393 ligesom

avisen i en nekrolog over Spliedt i 1997 i sidste afsnit lidenskabsløst noterer, at ”især vakte Spliedt

opmærksomhed med sin erindringsbog fra 1975, Sådan en dum knægt!, hvor han gik hårdt i rette med

mindretallets tidligere spidser [Spitzen] […]”.394

Begyndende Vergangenheitsbewältigung

Men foreløbigt var mindretallets reaktioner på kritik, i hvert fald den udefra, at danne vognborg.

Indadtil begyndte der at danne sig en egentlig opposition, som syntes generationsbetinget. I

mindretallets gamle, traditionsrige Volkskalender, som i de fleste henseender fremstod uberørt af

tidens gang, bragte man nekrologer over årets døde. Selv i forbindelse med tidligere nazister fra

lederlaget undlod man at tale ilde om deres virke fra 1933 til 1945, men nøjedes med at hylde dem for

deres utrættelige virke for hjemstavnen og tyskheden.

Således også i 1977-udgaven, hvor den tidligere nazistiske ungdomsfører og højtdekorerede SS-

officer, Johann Thorius, var genstand for en decideret hyldestomtale. I nekrologen, hvor Thorius var

afbilledet i SS-uniform, hed det, at ”med sin personlighed og gåpåmod var Johann Thorius den fødte

anfører, som gerne tog ansvaret på sig, og som dermed prægede mange af vore unge […]. Hans

kammerater og alle, som kendte ham, vil trofast bevare mindet om ham”.395

I samme nummer af Volkskalender var endvidere optrykt en 15 siders lang apologetisk krigsberetning

fra en præst i mindretallet. I beretningens indledning hed det: ”Dette er ikke et bidrag til det meget

omtalte opgør med fortiden [Bewältigung der Vergangenheit]. Vi gjorde dengang i Det Tredje Rige,

hvad vi opfattede som rigtigt. Det var bestemt ikke rigtigt alt sammen, men jeg har ikke tænkt mig at

stå til ansvar for det over for personer, der ikke selv var med.”396

128

Herefter rasede debatten i flere måneder i hovedsageligt Der Nordschleswiger og Flensborg Avis, en

debat hvor tidligere frontfrivillige, tidligere nazi-funktionærer, lærere, BDN-funktionærer, men også

dansksindede deltog i den lidenskabelige debat.397 Volkskalenders redaktør, Peter Callesen, hævdede i

løbet af debatten, at racespørgsmålet ikke havde spillet nogen rolle for den daværende nazistiske

ledelse, som han jo selv havde været en del af som leder af ’Kulturamt’. Man havde ikke været

antisemitiske, havde ikke været overbeviste nazister, men blot tysksindede.

Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for især Dieter Wernich, som havde været

næstformand i BDN siden 1971 (og tabt formandsvalget til Gerhard Schmidt i 1975). Han tog til

genmæle: ”Det er heller ikke sandt, at racespørgsmålet ikke spillede nogen rolle i mindretallet. Prøv

engang at læse Junge Front [hjemmetysk, nazistisk ungdomsblad fra 1937 til 1945]. Alle artiklerne i

disse blade, prøv at læse dem […]. Dilemmaet for mindretallet bestod dengang ikke kun deri, at det

gennem den tyske besættelse blev folkeligt forbundet med det tyske folk. Dilemmaet for mindretallet

var især, at nazismen i sin ideologi krævede en total sammensmeltning […]. Ideologien var ikke

folkelig, dvs. statslig betinget, men racistisk-ideologisk betinget.”398

Enkelte nedslag i debatten, som pågik i 1978-79, illustrerer, at den var udpræget konfrontatorisk. Fx

skrev Siegfried Matlok i oktober 1978 en leder med titlen ”Wider das achte Bot [mod det 8. Bud]…”,

at Bjørn Svensson talte usandt, når han til Kristeligt Dagblad havde udtalt, at før mindretallet foretog

en Vergangenheitsbewältigung, kunne der ikke komme ”frisk luft” i Sønderjylland.399

Matlok var åbenbart på dette tidspunkt af den opfattelse, at mindretallet allerede havde gennemført en

Vergangenheitsbewältigung, som tog sin begyndelse med Ernst Siegfried Hansens artikelserie i 1946

”Fluch der Masslosigkeit”. I hvert fald citeres han for dette i et dobbeltinterview med Karl Otto Meyer

i nordtyske Radio NDR, et interview som blev gengivet i Der Nordschleswiger i maj 1979.400

Diskussionerne hen over 1978-79 foranledigede en mindre kreds af unge lærere, fx Kurt Seifert og

Philipp Iwersen, til at udgive en årbog, der skulle være et alternativ til Volkskalender. Titlen blev

Nordschleswig – Berichte. Daten. Meinungen, og første udgave i 1978 satte just emnet

Vergangenheitbewältigung på dagsordenen, bl.a. med et bidrag af Kurt Seifert

”Vergangenheitsbewältigung – ein rotes Tuch?”, hvor han så at sige tog tyren ved hornene. I

Hauptvorstand så man med en vis bekymring på splittelsen. Generalsekretær Peter Iver Johannsen

orienterede på et møde i Hauptvorstand i september 1978 om, at han havde haft en samtale med

repræsentanter for de to årbøger, og han måtte på den baggrund konstatere, at ”det næppe er muligt at

udvikle en fælles konception”. Hauptvorstand besluttede dog at tage forretningsudvalgets indstilling

129

om at understøtte endnu en årgang af Nordschleswig til efterretning, selv om den første var blevet

”dårligt afsat”.401

I februar 1977 arrangeredes det første offentlige møde om den nazistiske fortid og mindretallets

omgang med den på Jugendhof Knivsberg under ledelse af gymnasielektorerne Immo Doege og Peter

Hopp. Det var et tre-dages seminar, hovedsageligt med deltagelse af gymnasieelever fra det tyske

gymnasium i Aabenraa. Seminaret og de erkendelser, man nåede frem til, blev publiceret i Der

Nordschleswiger. Flere seminarer om tiden fra 1933 til 1945 fulgte i 1979-1982 – indtil tilslutningen

var så begrænset, at man indstillede aktiviteten.402

I Hauptvorstand så man åbenbart på med blandede følelser. Således evaluerede formanden for BDN,

Gerhard Schmidt, arrangementerne i løbet af ’de tyske dage’ i 1978. Et arrangement af

’Volkshochschulverein’ med titlen ”Vor 35 Jahren – Haderslebener Kreis” blev diskuteret, og ”i

forhold til temaet Vergangenheit var ikke alle medlemmer af Hauptvorstand enige om, hvorvidt det var

meningsfyldt [sinnvoll] at diskutere det offentligt”. Jes Schmidt betonede, at formålet med

arrangementet ikke havde været ”die Bewältigung der Vergangenheit”, men at ”informere om en epoke

i vor hjemstavns historie”.403

Bruddet mellem SP og CD

Diskussionen om mindretallets nazistiske fortid og omgangen med den fortsatte dog og blev i 1979

ansporet af to faktorer: dels den amerikanske Holocaust-serie på TV, dels at Arne Melchior fra partiet

CD, som var i et valgteknisk samarbejde med mindretallets parti SP, ikke ville acceptere SPs Peter

Wilhelmsen som folketingskandidat på grund af dennes fortid som SS-frivillig.

I sidstnævnte sag bragte Der Nordschleswiger en leder med titlen ”Mandat oder Glaubwürdigkeit”.

Her repeteredes den traditionelle opfattelse af de hjemmetyske frontfrivillige som idealister, der havde

fulgt et nationalt kald. Det var tale om rene frontsoldater, som havde sat livet ind på en sag. For dette

var de efterfølgende blevet diffameret og kriminaliseret af den danske stat på et højst tvivlsomt juridisk

og etisk grundlag, som også mange danske fandt kritisabelt. Og videre hedder det i lederen: ”Efter 30

års demokratisk arbejde for sin kommune [Tinglev] og for sin landsdel må Peter Wilhelmsen opleve, at

han igen bliver sat på anklagebænken, at hans demokratiske forhåbninger bliver ignoreret, og at han

som tidligere frontsoldat igen, mellem linjerne, bliver gjort medansvarlig for SS-forbrydelserne. Dette

er rystende. At det hos Arne Melchior som jøde vækker skrækkelige erindringer om SS er forståeligt,

men har ikke også Arne Melchior pligt til at tilstå en 17-årig forsoning, i stedet for i al offentlighed at

130

dømme ham? Hvorfor har Arne Melchior ikke informeret sig ordentligt om Wilhelmsens fortid noget

tidligere? Er der tale om et forsøg på personlig profilering?”

I samme nummer af avisen kunne man meddele, at det valgtekniske samarbejde mellem SP og CD var

ophørt, og at Tinglevs (danske) borgmester her så et ”tilfælde af dobbeltmoral”. I en samtale med

sagens hovedperson om dennes fortid som frontsoldat udtalte Peter Wilhelmsen til mindretallets avis,

at han intet havde at skjule, og at han i øvrigt havde forståelse for Arne Melchiors holdning.404

At netop Peter Wilhelmsen på den følgende Volkstrauertag holdt talen på Knivsbjerg var sikkert ikke

et tilfælde. Mindretallets avis sammenfattede dagen efter Wilhelmsens tale med overskriften:

”Ehrenhaftigkeit der Gefallenen nicht anzweifeln.”405

Hele sagen vedr. Wilhelmsen og CDs afvisning af, at SP opstillede ham som folketingskandidat, var

selvfølgelig også et landspolitisk tema. Mange kommenterede, men (igen) Svensson mest

omhyggeligt, underbygget og præcist. I et læserbrev i Der Nordschleswiger anførte han bl.a.:

”Det er forkert, når Wilhelmsen forsvarer Waffen-SS med, at det var et rent militært korps; Waffen-SS

blev ved Nürnbergdommen dømt for grove krigsforbrydelser, bl.a. i forbindelse med kz-lejrene. Det er

også forkert at forsvare Peter Wilhelmsen med, at han ikke var medlem af det nazistiske parti. Han var

organisationsmæssigt indlemmet i det nazistiske system. Det er fundamentalt forkert af det tyske

mindretal at feje så mange ting ind under gulvtæppet […].” Og videre: ”Men uanset den enkelte tysker

kan være totalt uskyldig […] må man forstå, at der fra dansk side er knyttet visse følelseskomplekser

til dele af det tyske mindretals fortid og til hele SS-kapitlet, som ved given lejlighed kan slå ud i

reaktioner, der må være ubehagelige for tyskerne. Men det er jo ikke fortid alene. Den tyske måde at

tackle disse ting på er nutid, og den bringer igen og igen aktualitet til problemer, som det havde været

bedre at rydde af vejen […].”406

Hauptvorstands arkiv viser i øvrigt, at Arne Melchior heller ikke ville kunne acceptere, at Uwe Møller

opstillede som kandidat for SP i et valgteknisk samarbejde med CD, ganske enkelt fordi han var søn af

Jens Møller.407 Drøftelserne i Hauptvorstand viser også, at Kameradschaftsverband blev taget i ed i

forbindelse med overvejelserne om, hvordan man skulle reagere på CDs synspunkter og krav.408

Holocaust-serien

Holocaust-fjernsynsserien og reaktionerne på den i Forbundsrepublikken og internationalt fulgte Der

Nordschleswiger allerede fra januar 1979, dvs. endnu inden den var blevet vist på tysk TV.409 Da

serien i midten af januar var gået i gang i Forbundsrepublikken, kunne den tyske avis referere de meget

stærke reaktioner her, fx at formanden for det jødiske centralråd, Heinz Galinski, mente, at serien var

131

”en appel til samvittigheden”, og at mange seere allerede efter det første afsnit viste ”Betroffenheit”.410

Serien havde ifølge den dpa-korrespondent, som skrev en artikel til mindretallets avis, medført en helt

ny tilgang til historien i Forbundsrepublikken, hvor en anden pressestemme berettede, at ”tyskerne er

blevet mere bedrøvede og kloge”.411 Også den tyske evangeliske kirke udtalte sig positivt om seriens

virkning. 412

Danmark Radio var imidlertid ikke sindet at vise serien, idet vurderingen her var, at den manglede

kunstnerisk kvalitet. Men i den almindelige befolkning var man ikke desto mindre stærkt optaget af

serien.413 Befolkningen blev gennem de danske medier, som mindretallet blev det gennem fx den tyske

avis, orienteret om, at serien havde afstedkommet et chok i Israel, da serien blev vist der i september

1978.414 Og på grund af den intense omtale valgte Radio Syd at tage serien op som et tema.415 I

slutningen af januar 1979 blev så Danmarks Radio svag i koderne og lod den store interesse for serien

få primat for den kunstneriske kvalitet.416

Om denne beslutning bragte Der Nordschleswiger en leder, som var positiv, men også forbeholden på

et enkelt punkt: I Forbundsrepublikken havde serien medført en diskussion, ikke mindst i den yngre

generation, af ”den ubearbejdede fortid”. Det var positivt, for disse massemord skulle lige så lidt

forties som faren for, at det ville kunne gentage sig – hvad man under ingen omstændigheder kunne

tillade. Just derfor var diskussionen om ’Holocaust’ nyttig. ”Dette er ikke redetilsmudsning, for der er

intet alternativ til sandheden,” som lederen formulerede det. Når det så var sagt, måtte man også

advare mod ”faren for generalisering og perfid forenkling”. Heller ikke Holocaust måtte forringe

evnen til differentiering: Grev Stauffenberg var lige så tysk som Adolf Hitler, og her til lands måtte et

navn som Georg Ferdinand Duckwitz (der som bekendt gennem sine socialdemokratiske kontakter

advarede om den forestående tyske aktion mod de danske jøder i oktober 1943) heller ikke glemmes.

Fjernsynsserien indebar ifølge lederen en fare for, at der i Danmark kunne opstå en ny antitysk bølge,

som var baseret på historiske forhold og ikke på, hvordan det nutidige Tyskland agerede. Debatten

skulle nødig ende i evige fordomme overfor tyskerne eller forældelse af skyld. Der måtte føres en

saglig diskussion. Når man i Danmark diskuterede Holocaust og den tyske fortid, måtte man også tage

fat på den nyeste danske historie. Det nyttede ikke noget, at man altid rev det tyske mindretal dets

ubearbejdede fortid i næsen. Holocaust og diskussionen om bearbejdet eller ubearbejdet fortid havde

kun mening og berettigelse, hvis der derudaf voksede – netop i det dansk-tyske grænseland - en

historisk forpligtelse til mere tolerance overfor anderledes tænkende, end det hidtil havde været

tilfældet. Og lederen sluttede: ”At der findes vanskelige og lette fædrelande, som Gustav Heinemann

132

engang formulerede det, må man netop ihukomme, fordi man ikke kan unddrage sig ansvaret for sit

fædreland i vanskelige stunder.”417

Matloks leder – og de mange debatindlæg i mindretallets avis i forbindelse med Holocaust-serien –

afstedkom et meget skarpt indlæg fra et ungt medlem af BDNs Hauptvorstand, Helge M. Wolffhechel,

Haderslev. Titlen på hans indlæg ”Holocaust und Faarhus sind zwei Paar Schuhe”, eller på dansk:

”Holocaust og Fårhus kan ikke sammenlignes”, antyder hans anliggende. Wolffhechel konstaterede

indledningsvist, at Holocaust-serien også i det tyske mindretal havde afstedkommet en livlig debat.

Ikke underligt, mente han, al den stund mindretallet altid af den danske flertalsbefolkning havde fået

skudt medskyld i nazi-regimets forbrydelser i skoene. Trods de mange positive kommentarer i

tilknytning til serien noterede Wolffhechel imidlertid også, at dele af debatten havde taget en farlig

retning. Han hentydede her til læserbreve i Der Nordschleswiger, hvor det systematiske folkemord på

seks millioner mennesker blev karakteriseret som en historie, der var fabrikeret af allieret propaganda

eller jødisk grådighed for at afpresse det tyske folk. Den slags ytringer risikerede ifølge Wolffhechel at

bringe det gode forhold til den danske flertalsbefolkning i fare – at forskertse den goodwill, som det

tyske mindretal med sin demokratiske kurs siden 1945 havde opnået.

I den forbindelse kritiserede han også lederen fra den 9. februar i Der Nordschleswiger: Sikkert for at

balancere tingene, havde lederartiklen antydet, at der også var begået fejl fra dansk side. Men hvilke

fejl havde danskerne begået i forbindelse med jødeforfølgelsen, ville Wolffhechel vide. For det var jo

just temaet for lederartiklen! Som han så det, kunne man, som lederartiklen jo også fastslog

andetsteds, ikke holde fejlene op mod hinanden. For Wolffhechel led lederartiklen af mangel på

proportionssans. Man kunne ikke sammenligne mordet på seks millioner mænd, kvinder og børn med

retsopgøret i Danmark. Nu måtte mindretallet stoppe den slags ”fårhusmentalitet”. Naturligvis var der

begået fejltagelser under retsopgøret, men var opgøret ikke en forståelig reaktion fra et folk, som

havde levet i fem år under den tyske besættelses åg? Det gik kollaboratørerne ilde, da den tyske

besættelsesmagt rykkede ud, og til kollaboratørerne hørte pr. definition også det tyske mindretal. Og

helt ærligt mente Wolffhechel ikke, at der var nogen mindretalstysker, som havde været aktiv i de

nazistiske organisationer, der ventede at slippe helskindet fra det efter et tysk nederlag. Og hvis der

var, var det for ham udtryk for en utrolig naivitet.418

Flere gik efterfølgende i rette med Wolffhechel i Der Nordschleswiger,419 og Matlok gjorde i Kolding

Folkeblad (men tilsyneladende ikke i mindretallets avis) gældende, at hans leder var blevet

misforstået. Hans forblommede vendinger om ”danske fejl” havde ikke taget sigte på retsopgøret, men

på de danske jøder, i hvilken forbindelse Danmark havde store synder på samvittigheden. Bjørn

133

Svensson, der havde opfattet lederen nøjagtigt som Wolffhechel, flyttede debatten til Der

Nordschleswigers spalter og konkluderede spidst, at han nu mere opfattede tonen i den daværende

mindretalstyske avis, dvs. den nazistiske Nordschleswigsche Zeitung, som et problem for de danske

jøder.420

Af den skarpe debat kunne man få det indtryk, at positionerne var helt fastlåste. Det var dog ikke

tilfældet. Ernst Siegfried Hansens tale på et grænsehistorisk seminar i november 1978 betonede

således, at nok havde retsopgøret været uretfærdigt, men man måtte også erkende, at det havde medført

en ny begyndelse til den mest fredelige periode i grænselandets historie.421 Og i 1981 fastslog Rudolf

Stehr i en udførlig artikel, ”Neubeginn und kritische Rückschau” i Schriften der Heimatkundliche

Arbeitsgemeinschaft, stik imod den traditionelle opfattelse i mindretallet, at retsopgøret var en direkte

følge af mindretallets nazisme, og at ”tungere end nogen statslig strafferetlig reaktion vejer for alle os,

der blev berørt af den, det menneskelige, politiske ansvar for fortiden”. 422

Problematiske relativeringer

Selverkendelse var da heller ikke en selvfølgelighed de kommende år. Således hævdede BDN-formand

Gerhard Schmidt på 40-årsdagen for den tyske kapitulation stadig, at mindretallet, end ikke i

krigsårene, havde haft nogen mulighed for at gennemskue ”nationalsocialismens menneskefjendske

facade”.423

Der Nordschleswiger var heller ikke sen til at kvittere for det, når en person fra den danske

flertalsbefolkning støttede den traditionelle hjemmetyske grundfortælling. Ifølge mindretallets avis

havde grænselandsmedarbejder ved Radio Syd, Sigfred Jespersen, i sin tale ved afstemningsfesten i

Toftlund udtalt, at der af de 3.000 indespærrede i Fårhuslejren nok havde været mellem 2.000 og 3.000

for mange. En leder med titlen ”Jespersens Rede” karakteriserede udtalelsen som ”modig”, men nok

ikke noget, Jespersen ville blive populær på i vide danske kredse, som ofte optrådte ”selvretfærdigt”

over for mindretallet.424

Netop Fårhuslejren skulle blive omdrejningspunktet for den næste holmgang vedr. mindretallets

Vergangenheitsbewältigung, men denne gang kom startskuddet fra Forbundsrepublikken, nærmere

betegnet fra mindretallets traditionelle, politiske samarbejdspartner i Slesvig-Holsten, Schleswig-

Holsteinische Heimatbund (SHHB). Forretningsføreren for det slesvig-holstenske hjemstavsparti, Hans

Joachim von Leesen, havde offentligt udtalt, at der ikke var den store forskel på Bergen-Belsen og

Fårhus, og i det hele taget talt om ”danske kz-lejre”. Denne relativering reagerede landdagsmedlem

Kurt Hamer (SPD) på i et debatindlæg i Der Nordschleswiger.425 Von Leesen var sikkert kommet for

134

skade at formidle den opfattelse, som han ofte havde hørt fra sine kontakter i mindretallet, men en

leder i Der Nordschleswiger viste, at denne fremstilling ikke harmonerede helt med mindretallets

opfattelse anno 1982. Med afsæt i tvisten mellem von Leesen og Hamer gjorde lederen gældende, at

avisen ikke kunne anerkende den måde, von Leesen anvendte kz-begrebet på, idet der uvægerligt blev

associeret til Bergen-Belsen, Auschwitz, Sachenhausen mv. Fårhuslejren var lige så lidt som

Frøslevlejren en kz-lejr. Men at Fårhus ligefrem skulle have været et ’højskoleophold’, som det ofte

blev fortalt, ville lederen nu sætte spørgsmålstegn ved. Der blev uden nogen tvivl begået uret i

Fårhus.426

Lederens sidestilling af Frøslev og Fårhus var et af angrebspunkterne i en kommentar fra Bjørn

Svensson tre dage senere, som dog tog udgangspunkt i kontroversen mellem von Leesen og læsere af

Flensborg Avis, som først havde refereret von Leesens udtalelser. Svensson efterlyste, ligesom den

danske avis i Flensborg, at mindretallet med baggrund i sin loyalitetserklæring fra 1945 straks havde

taget afstand fra udtalelserne i stedet for at møde dem med tavshed. Man måtte på baggrund af den

alvorlige påstand kunne forvente en reaktion fra mindretallet. Den var så ”Gudskelov” kommet med

lederen den 21. august, men efter alt for lang tid, hvor diskussionen havde raset syd for grænsen.

Svensson måtte imidlertid på det bestemteste anke over lederens sammenstilling af Frøslevlejren og

Fårhuslejren. Der var den afgørende forskel, at fanger fra Frøslevlejren i stort tal blev deporteret sydpå

til kz-lejre – stik mod alle aftaler.427

Debatten var nu så ophedet, at Radio Syd fandt det betimeligt at lave en udsendelse, hvor man stillede

spørgsmålet: var Fårhus en kz-lejr?428

Inden for mindretallet rørte ungdommen stadig på sig. På et seminar i 1981 arrangeret af ’Politisches

Jugendforum für Nordschleswig’ talte fx den tidligere ’Kreisführer’ i Deutsche Jungenschaft

Nordschleswig, Heinrich Sievers, om sin nazistiske fortid, og han bekendte på den ene side åbent og

ærligt, hvad han havde gjort og stået for og på den anden side, at han følte skyld og ansvar for sin

sammenblanding af rollen som nazistisk ungdomsfører og lærergerningen, for i begge egenskaber

indpodede han den nazistiske verdensanskuelse i den opvoksende ungdom. Talen blev efterfølgende

offentliggjort i årbogen Nordschleswig 1982.429

Førnævnte BDN-Hauptvorstandsmedlem Helge Wolffheckel kritiserede dog en anden af talerne, man

havde inviteret til at tale for ungdommen, nemlig den tidligere SS-frivillige Christen Dall, som ifølge

Wolffheckel havde fremstillet de frontfrivilliges indsats alt for unuanceret.430 Samme Christen Dall

orienterede i øvrigt Hauptvorstand om, at man i Kameradschaftsverband omgikkes med planer om at

ændre foreningens vedtægt således, at man kunne optage ”dänische Kameraden” som medlemmer.

135

Dall sigtede med denne formulering uden tvivl til tidligere danske SS-frivillige i Frikorps Danmark og

andre SS-formationer. Hauptvorstand advarede dog mod, ”die deutsche Zielsetzung innerhalb eines

Verbandes ausser Kraft zu setzen und waren der Meinung, dass das Problem auf andre Art und Weise

gelöst werden könne”.431

”Hold kæft dit nazisvin! Her taler vi dansk”

Med etableringen af ’Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe’ i 1983 blev

mindretallets udforskning af egen historie institutionaliseret. Institutionen skulle, som den første leder

Immo Doege redegjorde for det, ud over at beskæftige sig med andre felter, udforske og oplyse om den

politiske udvikling inden for mindretallet 1933-45.432

Man kan naturligvis anskue etableringen af Forschungsstelle som en lokal udgave af ’Institut für

Zeitgeschichte’. Mindre prætentiøst, og mere sandsynligt, ville det nok være at betragte den nye

institution som en pendant til de allerede eksisterende institutioner i dansk regi, nemlig

Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg og Institut for Grænseregionsforskning i

Aabenraa.

Også i 1983 var den offentlige debat optaget af den tyske avis’ sammenstilling af Frøslev- og

Fårhuslejren. Om dette prekære emne formåede Der Nordschleswigers lederskribent ikke at formulere

sig på en måde, der kunne godkendes af den danske offentlighed og Flensborg Avis.433 Størst interesse

påkaldte sig dog et interview i Jydske Tidende med den tidligere formand for BDN, Harro

Marquardsen, et interview som efterfølgende også blev bragt i sin helhed i Der Nordschleswiger. I

interviewet, der i den danske avis blev betitlet ”Hold kæft dit nazisvin! Her taler vi dansk”, gav

Marquardsen, der som nævnt havde modtaget en dom som Zeitfreiwillig, udtryk for, at han ikke var

sig nogen skyld bevidst, og at mindretallet blot havde gjort sin nationale pligt over for Tyskland.

Retsopgøret var ifølge den tidligere BDN-formand urimeligt og straffede kollektivt tysk sindelag.

Marquardsens udtalelser udløste straks kraftige reaktioner fra dansk side, som også blev gengivet i den

tyske avis.434

Interviewet med Marquardsen gav dønninger på et efterfølgende delegeretmøde i BDN i oktober 1983.

Her forlangte en delegeret, Hans Christiansen, at man skulle udvise mere solidaritet med Marquardsen

og dennes generation. Spørgsmålet blev taget op i en leder i Der Nordschleswiger, hvor

lederskribenten sluttede, at det endnu en gang havde vist sig, at den såkaldte

Vergangenheitsbewältigung voldte de fleste mere eller mindre besvær. For lederskribenten var det

forståeligt, at kritikerne i mindretallet følte sig stødt over at blive taget til indtægt for diverse

136

forbrydelser, som de ikke havde begået eller taget del i. Og lederen fortsatte: ”Sådanne insinuationer

[Unterstellungen] må tilbagevises på det skarpeste, for de forgifter også klimaet i grænselandet. Men

selvfølgelig er det ikke ensbetydende med, at historieforskningen skal indstilles. Vi har ikke brug for

mindre, men mere information om den tid og de motiver, som dengang spillede en så stor rolle for

mænd som Hans Christensen. Hvordan skal de yngre generationer lære at forstå, hvis de ikke hører

mere om bevæggrundene (også mentalt) dengang? Her har den danske side også noget at indhente;

uden at komme med modregninger eller undskyldninger.”435

Synspunktet udbyggede Matlok i samme nummer i en artikel ”Auch die andere Seite hat

Nachholbedarf”, hvor han tog udgangspunkt i hele debatten om Marquardsens udtalelser og den

efterfølgende reaktion på delegeretmødet. Mht. nazi-forbrydelserne hørte den voldelige tyske

besættelse af Danmark også hertil, og derfor kunne Der Nordschleswiger ikke undlade at tage dette

emne op.436 Her var der nærmest tale om en korrektion af den traditionelle fortælling i mindretallet om,

at den tyske besættelse var sket for at beskytte Danmark og i øvrigt gennemført i forståelse med den

danske regering.

Problematisering af det danske retsopgør

I 1984 udkom den danske retshistoriker Ditlev Tamms helt grundlæggende fremstilling om

retsopgøret, disputatsen Retsopgøret efter besættelsen. Bogen var imødeset med spænding af

mindretallet, hvis særlige forhold Tamm dog kun viede et enkelt kapitel på 24 sider i en undersøgelse,

hvor det lokale opgør i grænselandet naturligvis måtte indtage en marginal position. Tamms

undersøgelse fokuserede dels på tilblivelsen af det retlige grundlag for retsopgøret og den politiske

kontekst for det, dels implementeringen af det og udviklingen i retspraksis. I en ikke mindre en otte

siders gennemgang af Tamms disputats i Der Nordschleswiger, primært i relation til Danmarks

specielle besættelsespolitiske situation og til det tyske mindretal, var Siegfried Matloks konklusion:

”Heller ikke efter Tamms bog skal vi som tyske nordslesvigere pege fingre ad den anden side! Vi

sidder historisk set i et glashus og må naturligvis ikke forveksle årsag med virkning, uden at vi dog

derfor skal give afkald på at betegne uret fra dansk side som uret, for retsopgøret var ikke nogen pryd

for Danmark!”. I den forbindelse undlod Matlok heller ikke at pege på Harro Marquardsens

berettigede afvisning af en ”kollektiv skyld” for mindretallets vedkommende og på Rudolf Stehrs

omtalte artikel fra 1981 i Heimatkundliche Arbeitsgemeinschafts årbog, hvor han havde sat ord på sit

eget ansvar.437

137

Stehr fik lejlighed til at gentage sine synspunkter vedr. retsopgøret og sit eget ansvar i sin tale på

DBN’s årlige Sankelmark-møde den 19. januar 1985. Mødets hovedtaler var naturligvis Ditlev Tamm,

som gjorde rede for sit syn på retsopgøret med mindretallet.438

Alt tyder på, at Tamms grundige undersøgelse af retsopgøret langt hen ad vejen blev taget til

efterretning af mindretallets ledende lag, herunder at retsopgøret hvilede på retsstatslige principper i

den forstand, at hver enkelt fik sin sag prøvet ved en domstol, at retsopgøret tog sigte på at straffe

handlinger, ikke holdninger, og at mindretallet som udgangspunkt blev behandlet nøjagtig som andre

danske statsborgere. Men man hæftede sig selvfølgelig også ved de kritiske bemærkninger, Tamm

havde til retsopgøret, først og fremmest det problematiske juridiske grundlag for at dømme de

danskere, der havde meldt sig frivilligt til Waffen-SS.439

4.5. Mindretallet 1985-2016

At dømme ud fra de følgende års debat synes Tamms disputats fra 1984 at have udgjort et vigtigt

vende- og referencepunkt for mindretallet: den var afklarende i relation til nogle centrale kritikpunkter,

som mindretallet til stadighed havde fremført, idet den mere eller mindre demonterede disse. På ét

centralt punkt tog man imidlertid Tamms konklusioner til indtægt for mindretallets synspunkter,

nemlig det juridiske grundlag for at dømme de frontfrivillige.

Man kunne meningsfyldt pege på andre vigtige cæsurer og foretage en mere detaljeret periodisering af

mindretallets Vergangenheitsbewältigung fra 1985 til 2016, fx en opsigtsvækkende tale på Knivsbjerg

i 1987 af et fremtrædende medlem af BDN. Man kunne også pege på den tyske genforening i 1990,440

som medførte en forstærket nationsopbygning med fokus på et moderne, demokratisk og europæisk

Tyskland, der fuldt ud vedstår sig sin problematiske nyere historie og bygger på universelle

menneskerettigheder – noget som efter min opfattelse også påvirkede diskursen i det tyske mindretal.

Eller man kunne pege på publiceringer af forskningsresultater vedr. mindretallets historie og

mindretallets omgang med denne, som skubbede til diskursen i mindretallet. Alt sammen forhold vi

skal komme nærmere ind på i det følgende.

”Når alt kommer til alt, blev Tyskland jo befriet!”

Den 4. maj 1985, på 40-årsdagen for befrielsen af Danmark, skrev Siegfried Matlok en ret

bemærkelsesværdig leder i Der Nordschleswiger, som vidner om, at kursen var sat mod en ny diskurs i

mindretallet vedr. den nazistiske fortid og omgangen med den. Indledningsvist fastslog Matlok i

lederen, at mindretallet med den udgang, krigen fik, blev sparet for store lidelser. Den tyske besættelse

138

af Danmark var en ”folkeretsstridig forbrydelse”, og det danske folk måtte slide sig gennem fem hårde

besættelsesår. For det danske folks ofre måtte man bøje sig i respekt. At danskerne jublede den 4. maj

1945 og stadig fejrede denne dag, var forståeligt. At tyskerne syd og nord for grænsen, dengang som

nu, jublede knapt så meget i disse dage, lå jo ikke i, at de ikke var glade for at slippe af med despoten

Hitler, nej, som den første tyske forbundspræsident, Theodor Heuss, med rette havde udtrykt det, så

bragte disse majdage både ødelæggelse og forløsning til tyskerne.

For det tyske mindretal havde der ifølge Matlok ikke været meget at juble over for 40 år siden.

”Stunde Null” begyndte med frygten for danske reaktioner som følge af den daværende

mindretalsledelses nazistiske politik med alle dens fejltagelser. Næsten alle mindretallets mænd blev

interneret, dømt og straffet, og selv 40 år efter var det for dem, der stadig levede, en ringe trøst, at selv

mange danskere mente, at retsopgøret på grundlag af love med tilbagevirkende kraft, ramte mange fra

mindretallet uretfærdigt. ”Ja, at selv professor Tamm i dag taler for en delamnesti”, som Matlok gjorde

gældende. Og senere i lederen om omgangen med fortiden: ”Vi tyskere kan, ganske som

forbundskansleren for nyligt udtalte i KZ-Bergen-Belsen, hvor det skrækkelige folkemord på jøderne

materialiserede sig for ham, ikke flygte fra historien – og vi skal heller ikke ville det!”

Udgangsbønnen for Matloks leder var: ”Nazi-tidens forbrydelser må ikke glemmes, men hvilket håb

har den unge generation af tyskere syd og nord for grænsen, hvis man ikke snart tager til efterretning,

at de har lært af historiens fejltagelser?! De vil også gerne kunne juble i disse majdage. Når alt

kommer til alt blev Tyskland jo befriet!”441

Fire dage senere indlagde forbundspræsident Richard von Weizsäcker sig uvisnelig hæder ved at sige

just dette i sin skelsættende tale på 40-årsdagen for krigens afslutning – en tale, der naturligvis også

blev indgående refereret og omtalt i Der Nordschleswiger.442

Men trængte slige besværgelser ned i den tysk-nordslesvigske muld? Bestræbelserne på at få det til at

ske var i hvert fald i gang. På BDN’s årlige Sankelmark-møde i januar 1986, hvor temaet var ”tysk

identitet”, opfordredes deltagerne til at ”konfrontere deres egen fortid”, og akademidirektøren

tydeliggjorde i sin tale, at først med ”bekendelsen til egen fortid i den nazistiske epoke” åbnede

muligheden sig for at ”forholde sig frimodigt til nutidsproblemer”.443

En snert af terapi havde også det råd, Troels Fink i februar 1986 i Der Nordschleswiger gav

mindretallet i en samtale med fhv. Schulrat Arthur Lessow. Lessow (der også havde været interneret i

Fårhus) genkaldte sig, hvordan Ernst Siegfried Hansens artikelserie ”Fluch der Masslosigkeit” fra

1946 gav anledning til voldsomme diskussioner i Fårhuslejren, hvor de indsatte gennem indsmuglede

eksemplarer af mindretallets avis gjorde sig bekendte med chefredaktørens undsigelse af nazismen.

139

Fink huskede også artikelserien og fandt allerede dengang, at begrebet ”Masslosigkeit” blev anskuet

alt for snævert. Det var ikke kun ”umådeholdenhed”, der kendetegnede nazismen, hele ideologien bag

var i Finks øjne umenneskelig. Det var forbrydere, der sammen med en stor skare medløbere havde

grebet magten i Tyskland. For Fink var mindretallets store problem at få bearbejdet denne fortid. Han

og andre havde kunnet betragte udefra, hvordan denne bearbejdelse af fortiden var foregået, et forhold

som han i høj grad tilskrev retsopgøret. Den del var overstået, og som han udtrykte det: ”Det er vi

færdige med. Vi har ingen fordringer over for det tyske mindretal i så henseende. Nej, det handler

langt mere om et indre anliggende for mindretallet.”444

Dieter Wernichs tale på Knivsbjerg

Dieter Wernich, lærer og søn af tidligere BDN-formand Niels Wernich, som havde tilhørt den lille skare

inden for mindretallet, der var skeptisk over for nazismen, havde tidligt bakset med mindretallets

Vergangenheitsbewältigung og efterlyst en sådan. Allerede i 1963 havde han som sit afslutningsprojekt

til lærereksamen forfattet en afhandling (som aldrig blev publiceret) med titlen ”Das Problem der

’Unbewältigten Vergangenheit’ und der zeitgeschichtliche Unterricht in den Abgangsklassen der

Volksschulen Nordschleswigs”. En af afhandlingens pointer var, at mindretallet tilsyneladende (dvs. i

1963) slet ikke havde begrebet sin egen rolle under nazismen.445

Uden tvivl tilskyndet af den spirende diskursændring inden for mindretallet forlenede Wernich sin

festtale på den traditionelle Knivsbjerg-dag i juni 1987 med et budskab, der vakte stor opsigt både ind-

og udadtil. I talen fastlog Wernich, at mindretallet led af et historisk efterslæb mht. oparbejdelsen af sin

nazistiske fortid. I sin argumentation anvendte han to citater fra Forbundspræsident Richard von

Weiszäckers tale på 40-årsdagen for krigsafslutningen (som akademidirektøren på Sankelmark uden

tvivl også havde været inspireret af):

1. ”Wir müssen die Vergangenheit kennen, wir dürfen der Erinnerung gerade dort nicht

ausweichen, wo sie schmerzt, wir brauchen ein gemeinsames Grundverständnis darüber. Wenn

ein Volk nicht weiss, wie es zu seiner Vergangenheit steht, dann kann es leicht in der Gegenwart

stolpern, dann hat es ein Identitätsproblem.” Og

2. ”Nicht hinzusehen, das bedeutet Belastung. Aber sich der Vergangenheit zu stellen, das entlastet

uns, das erleichtert uns für unsere Gegenwartaufgaben”.

Wernich gjorde klart, at mindretallets ungdom havde ret til at kende historien, og udtalte rystelse over,

hvor let man i mindretallet var sluppet om ved det – og hvor mange med en ’brun’ fortid, der havde

genindtaget ledende positioner i mindretallet.446

140

Dieter Wernichs tale, som Torben Mayer med rette vurderer udgør en milepæl i mindretallets omgang

med sin nazistiske fortid447, fik et mærkeligt efterspil, som man kan tolke efter behag. Den 15. juni,

dagen efter Knivsbjerg-festen, omtalte Der Nordschleswiger ganske vist Wernichs tale på forsiden, men

bragte kun uddrag under overskriften ”Wernich warnt vor Ausgrenzung Andersdenkender”, og kun

uddrag, som ikke kom ind på de mest krasse udfald mod mindretallets manglende opgør med fortiden.448

En leder den 16. juni om Knivsbjerg-festen, hvor Wernichs tale igen blev omtalt, veg også fuldstændigt

uden om talens kritiske substans.449

Jydske Tidende, som selvfølgelig havde haft en journalist til stede under Wernichs tale, bragte samme

dag en leder, der undrede sig over det ’friserede’ referat i mindretallets avis og i hovedtræk gengav

Wernichs kritikpunkter. Den danske avis tog udeladelserne som udtryk for manglende vilje til

Vergangenheitsbewältigung i mindretallet.

Jydske Tidendes kritiske leder blev så gjort til genstand for en leder i Der Nordschleswiger den 17. juni

under overskriften ”Jydskes Brei [grød]”, hvor lederskribenten (som ikke var Matlok, men signaturen

pl.) beroligede med, at man nok skulle vende tilbage til Wernichs tale, men man forbeholdt sig retten til

at redigere sin egen avis. I rubrikken ”Aus der Presse” på samme side som lederen, gengav man Jydske

Tidendes stærkt kritiske leder i sin helhed.450

Den 20. juni bragte Der Nordschleswiger så Wernichs tale i sin helhed – en tale, som efterfølgende

indbragte Wernich kras kritik fra egne rækker, herunder telefoniske trusler. Han blev betegnet som

’Nestbeschmutzer”, og en tidligere dømt i retsopgøret (for ret grove forhold) skrev et læserbrev, hvor

det bl.a. hed, at hvis mindretallet skulle skamme sig over sin fortid, skulle danskerne gøre det samme

over vikingetiden, og briterne skulle hvert år bede om tilgivelse for ”folkedrabet i Dresden”, dvs. for det

britiske luftangreb på Dresden under Anden Verdenskrig. Wernich modtog dog også mange private

positive tilkendegivelser i form af breve.451

Rudolf Stehr, som uden tvivl har følt sig adresseret i Wernichs tale, kommenterede efterfølgende talen i

Der Nordschleswiger, ”fordi han fra flere sider var blevet opfordret til det”. Stehr mente nu nok, han

havde taget kritisk stilling til fortiden – begyndende med den refleksion, som Ernst Siegfried Hansens

artikelserie ”Fluch der Masslosigkeit” havde givet anledning til hos ham. Og overskriften til Stehrs

kommentar bar hans budskab: ”Det drejer sig om at udvikle en linje, som viser ind i fremtiden.

Fremskridt og fortid.” 452

Samme dag bragte mindretallets avis et længere interview med pastor Günter Weitling, der også

fungerede som historiker for mindretallet, bl.a. var han aktiv i bestræbelserne på at få etableret et

museum for mindretallet i Sønderborg, hvor der skulle være en udstilling om tiden 1933-45 og det

141

efterfølgende retsopgør. Weitling kommenterede den standende debat i de sønderjyske medier vedr. det

tyske mindretals omgang med sin nazistiske fortid, en debat som ikke mindst havde fået nyt brændstof

med Wernichs tale. Weitling var helt enig med Wernich, når denne konstaterede, at mindretallet var

hurtige til at blive færdige med nazi-tiden, og at de gamle nazisters politiske comeback efter krig og

retsopgør var iøjnefaldende. Men han brød sig ikke om det ekko, talen havde afstedkommet i dele af den

danske presse. I stedet for at prise Wernichs tale, brugte pressen den nu i stedet til at rette bebrejdelser

mod det tyske mindretal. Weitling mente ganske enkelt ikke, det var korrekt, at den nuværende

mindretalsledelse ikke havde tage et opgør med fortiden, og henviste i den forbindelse til to taler, som

formanden for BDN, Gerhard Schmidt, havde holdt: Talen i anledning af 40-året for afslutningen af den

2. verdenskrig, som ifølge Weitling gjorde utvetydigt op med den nazistiske fortid, og talen til

dronningen (hvor Gerhard Schmidt dog blot bekræftede mindretallets loyalitet over for kongehuset, den

demokratiske, danske stat og den eksisterende grænse453) da hun i 1986 aflagde mindretallet et officielt

besøg. Weitling pegede videre på, at mindretallets reaktion på Ditlev Tamms bog om retsopgøret ikke

var til at misforstå: man stod ved sit historiske ansvar. At hævde, som visse dele af den danske presse

gjorde, at de gamle nazister stadig havde afgørende indflydelse i mindretallet, var notorisk forkert.454

Holocaustbenægteren Thies Christophersen

Gennem hele 1988 markerede Der Nordschleswiger med Siegfried Matlok i spidsen sig som den avis i

kongeriget, der mest ihærdigt overvågede den gamle tyske nazist Thies Christophersen. Ham havde

Simon Wiesenthal sporet til Kollund ved Flensborg Fjord, hvorfra han udfoldede sin globale

forlagsvirksomhed med revisionistisk litteratur. I det bedst kendte af sine skrifter, Die Auschwitz-Lüge,

hævder Christophersen, der havde gjort tjeneste i tilknytning til Auschwitz, at gaskamrene aldrig

havde eksistetet, og at fangerne i øvrigt havde haft det udmærket.455

Christophersen var efterlyst i Forbundsrepublikken for sine ekstreme holdninger, men han opholdt sig

lovligt i Kollund med arbejds- og opholdstilladelse fra de danske myndigheder, der ikke anså

Christophersens virksomhed som stridende mod den danske lovgivning. Derfor var man heller ikke

umiddelbart sindet at udlevere ham til Forbundsrepublikken.456 Men i marts 1988 kunne mindretallets

avis meddele, at ”Dänemark weist Thies Christophersen die Tür”. Nu var justitsministeren villig til at

imødekomme udleveringsbegæringen fra Forbundsrepublikken, fordi de danske myndigheder (nu)

skønnede, at han også efter dansk lovgivning havde udtalt sig strafbart om jøderne.457

Christophersens modtræk var at søge om politisk asyl i Danmark, hvilket de danske myndigheder dog

afslog i april.458 Justitsministeriets beslutning om udlevering blev imidlertid i slutningen af april 1988

142

underkendt af retten i Gråsten, som ikke fandt, der var grundlag i den danske lovgivning for en

udlevering.459

Anden holmgang med Thies Christophersen fandt sted seks år senere i 1994, hvor lokalbefolkningen i

Sønderjylland begyndte at røre på sig med demonstrationer ved Christophersens hjem, ligesom

tilrejsende demonstranter fra det øvrige Danmark begyndte at tage mere håndfaste midler i

anvendelse.460 Hele sagen satte ytrings- og meningsfriheden på spidsen, hvorfor den gav anledning til

debat i både offentligheden og i Folketinget.461

Til sidst blev presset på Christophersen så stort, at han valgte at flytte. Der Nordschleswiger fulgte

med på nærmeste hold, da Christophersen med hjælp fra sympatisører i nattens mulm og mørke

ryddede huset i Kollund for få dage senere at dukke op i sit sommerhus ved Svendborg.462 Thies

Christophersen flyttede dog snart til udlandet, først til Storbritannien, siden til Belgien, Schweiz og

Spanien. Syg og uegnet til afsoning flyttede han tilbage til Tyskland, hvor han døde i 1997 i Molfsee i

Schleswig-Holstein, tæt på sit fødehjem.

I de mange måneder Thies Christophersen-sagen påkaldte sig opmærksomhed i Danmark, skrev

Siegfried Matlok flere ledere i Der Nordschleswiger, der viste, at mindretallets avis fandt den tyske

lovgivning på området, som jo ikke tolererede nazistiske ytringer, mere rimelig end den danske – selv

om avisen selvfølgelig accepterede den historisk betingede diskrepans.463

Det var imidlertid ikke alle i mindretallet, der var enig i avisens hårde linje over for den gamle nazist.

Det viser en forhandling i BDN’s Hauptvorstand i februar 1988, ligesom den viser, at Thies

Christophersen faktisk var blevet bevilget medlemskab af BDN. Det hedder i referatet fra det

pågældende møde:

”Man diskuterede på foranledning af […] tilfældet Thies Christophersen og den behandling, han

havde fået i Der Nordschleswiger. Det blev fastslået, at det i dette tilfælde ikke drejede sig om

’Vergangenheitsbewältigung der Volksgruppe’, men om at bekæmpe nynazisme. Der var enighed om,

at man skulle tage afstand fra nynazisme, og man stillede sig i dette spørgsmål helt bag avisen. Man

beklagede, at enkelte medlemmer af mindretallet havde ytret sig således offentligt, at frakendelse af

Christophersens medlemskab af BDN var at betragte som et angreb mod mindretallets ældre

generation […].” For at undgå yderligere misforståelser ville formanden og generalsekretæren tage en

opklarende snak med Christen Dall og Andreas Fleischer fra Kameradschaftsverband.464 Så mon ikke

det var fra den kant, anklagerne kom?

143

På det følgende møde i Hauptvorstand blev det meddelt, at den massive omtale i avisen af

Christophersen-sagen ikke havde medført en synlig nedgang i avisens oplagstal. Kun få havde opsat

deres abonnement.465

Bitburg og Ehrenhain

Selv om debatten om fortiden og omgangen med den på mange måder levede sit eget liv i det tyske

mindretal, var den tydeligvis ikke upåvirket af diskursen i Forbundsrepublikken. Betydningen og

implikationerne af Helmuth Kohls udtryk ”Geistig-moralische Wende” blev således i juni 1983 udlagt

i en artikel af Wolfram Lückner466 - et udtryk, som den senere forbundskansler Helmut Schmidt i sin

sene pensionisttilværelse i øvrigt tørt bemærkede, at han ikke gav så meget for. Han overlod hellere

den slags til ”præster, biskopper, mullaher og filosoffer”.467

Hele forløbet vedr. Reagans besøg på soldaterkirkegården i Bitburg og kz-lejren Bergen-Belsen i april-

maj 1985 og debatten herom blev løbende refereret i Der Nordschleswiger på grundlag af artikler og

notitser fra primært tyske nyhedsbureauer, men også avisens egne korrespondenter i Tyskland bidrog

med analyser. Kun i ét tilfælde adresserede chefredaktør Siegfried Matlok Bitburg-problematikken i en

leder – og da kun i en bisætning. Det skete i forbindelse med hans leder i anledning af 40-året for

Danmarks befrielse, og om hvordan denne kunne have udviklet sig fatalt med militære kampe i

Nordslesvig: ”Desværre ser vi mange eksempler på, at den store og lille politik påvirker

mindehøjtideligheder. Vi behøver blot at tænke på Reagans besøg på kirkegården i Bitburg […].”468

Med tanke på Ehrenhain på Knivsbjerg (se nedenfor, kapitel 5.1) kunne man måske have forventet en

refleksion over, at forargelsen og protesterne i forbindelse med Reagans besøg i Bitburg rettede sig

mod den omstændighed, at der på denne kirkegård lå en del faldne SS-soldater. En parallelisering

turde ligge lige for. Til gengæld har det sikkert været en trøst for mange tyskere, også i mindretallet, at

Reagan under sit besøg afviste forestillingen om ’kollektiv skyld’.469

Forbundspræsident Richard von Weizsäckers tale i anledning af 40-året for krigsafslutningen, hvor han

som den første fremtrædende vesttyske politiker betegnede denne som en befrielse af Tyskland, blev

indgående omtalt i mindretallets avis og den 25. maj 1985 bragt i sin helhed.

Det gjorde i det hele taget von Weizsäckers udtalelser vedr. Tysklands nazistiske fortid og omgangen

med den. Da Siegfried Matlok talte på ’den tyske dag’ i november 1985 var han stærkt inspireret af

von Weizsäckers 8. maj.-tale.470 Og da von Weizsäcker i april 1989 aflagde mindretallet et officielt

besøg og ved denne lejlighed fremhævede det dansk-tyske grænseland som et eksempel for hele

Europa, steg hans aktier, om muligt, yderligere i mindretallet. En kvindelig tilskuer, som mindretallets

144

avis talte med, udtalte, at ”Das war eine Stunde, die für Jahre stärkt”, og BDN-formand Gerhardt

Schmidt mente, at et nyt blad i grænselandets historie var vendt med forbundspræsidentens besøg.471

Von Weizsäcker skulle i det hele taget komme til at stå som et moralsk ledefyr for det tyske mindretal

helt op i nutiden.472

Forbundsdagspræsident Jenningers mindetale i november 1988 i anledning af Nazi-Tysklands

’Reichspogromnacht’, hvor han som anskuelsesundervisning over for medlemmerne af Forbundsdagen

bevidst betjente sig af det nazistiske vokabular, blev naturligvis også refereret i mindretallets avis – og

konsekvenserne af den analyseret af avisens Bonn-korrespondent Stephan Richter.473

På samme måde holdt Der Nordschleswiger sine læsere orienteret, om end i beskedent omfang, om de

tyske overvejelser om at anerkende romaer og sintier som offergrupper for nazismen. De

homoseksuelle, derimod, ses ikke at have været omtalt førend efter 1990, måske fordi det tyske

mindretal lettere kunne identificere sig med etniske minoriteter og beskyttelsen af disse.

Den såkaldte ’Historikerstreit’ fra 1987 til 1989 holdt avisen også sine læsere orienteret om, både for

så vidt angår positioner, substans og forløb. Også Martin Broszats bog fra 1988 Vom schwierigen

Umgang mit der eigenen Geschichte blev omtalt.474 Det samme gjorde et foredrag af den israelske

historiker Chaim Schatzker, som ved et arrangement i Lübeck i februar 1989 gjorde rede for

positionerne i striden mellem Ernst Nolte og Jürgen Habermas og konkluderede, at den efter hans

opfattelse ikke repræsenterede noget nyt i historikerstriden.475

Diskussionen i Forbundsrepublikken om folkedrabet på jøderne, hvordan dette kunne og burde

formidles, og ikke mindst hvorvidt hele det tyske folk kunne holdes ansvarligt for det, blev Der

Nordschleswigers læsere også holdt orienteret om. Men nogen stilling tog avisen ikke. Til gengæld

bragte man i 1985 en større featureartikel ”Sonderzüge nach Auschwitz”, som var skrevet med

baggrund i dels Raul Hilbergs bog fra 1981 af samme navn, dels i Heiner Lichtenssteins bog fra 1985

Mit der Reichsbahn in den Tod – Massentransporte in den Holocaust. Netop lange, indgående

forskningsbaserede artikler om Nazi-Tyskland, ofte over flere sider i specielle tillæg, blev i stigende

omfang et kendetegn for mindretallets avis, der som regel entrerede med anerkendte og kyndige tyske

historikere og skribenter, oftest fra nordtyske forskningsinstitutioner som universiteterne i Kiel og

Flensborg eller Institut für Zeit- und Regionalgeschichte i Slesvig/Flensborg. For så vidt angår

dækningen af Nazi-Tyskland i bredeste forstand kommer ingen anden avis i kongeriget Danmark i

nærheden af Der Nordschleswiger.

Hitlers willige Vollstrecker og kollektiv skyld

145

Opfattelsen af, eller erindringen om, Holocaust i mindretallet var også fuldstændig kongruent med den

i Forbundsrepublikken. Der Nordschleswiger fulgte forskningsresultaterne,476 debatten og de

kunstneriske udtryk, sådan som de blev formidlet i de tyske medier, men bidrog også selv med vægtige

bidrag fra kyndige folk.477 Således refereredes debatten i 1996 blandt historikere og politologer om

Daniel Goldhagens bog Hitlers willige Vollstrecker, hvor kritikere af bogen hævdede, at den

postulerede en tysk kollektiv skyld i forhold til Holocaust, der ikke var fagligt belæg for.478 Dette

synspunkt delte den nordtyske faghistoriker Uwe Danker, som Der Nordschleswiger lod anmelde

Goldhagens bog. Danker mente, at selv om Goldhagen benægtede at have postuleret en tysk

kollektivskyld, så havde han måske ikke semantisk, men i realiteten gjort det.479

Debatten om Goldhagens bog var også den direkte anledning til, at mindretallets avis bragte en række

forskningsbaserede featureartikler med særligt henblik på implikationerne af Holocaust i Schleswig-

Holstein. Artiklerne var baseret på foredrag, som forfatterne skulle holde under en kommende tema-

uge i Schleswig-Holstein om delstaten og Holocaust.480

Også den giftige debat i oktober-december 1998 mellem forfatteren Martin Walser og lederen af det

jødiske centralråd i Tyskland Ignatz Bubis (og deres respektive våbendragere) fulgte Der

Nordschleswiger nøje. Bubis havde som nævnt efterfølgende karakteriseret Walsers tale som ”åndelig

brandstiftelse”. Og noget kunne tyde på, at Walsers tale stemte nogle til initiativ. Sådan kan i hvert fald

FDP-politikeren Jürgen Möllemanns meget kritiske Israel-politik fra december 1996 tolkes, en politik

der i 2002 materialiserede sig i Möllemanns såkaldte Israel-Flugblatt, som mange fandt antisemitisk.

Også denne holmgang fulgte Der Nordschleswiger. Men som det var tilfældet med Goldhagens bog og

debatten mellem Walser og Bubis, tog man ikke direkte stilling.

Det gjorde man heller ikke for så vidt angik filmen Schindlers Liste, hvis sejrstog man beskrev

løbende. Man indbød dog Ignatz Bubis til at skrive en ’gæstekommentar’ i avisen, og under

overskriften ”Gegen das Vergessen” tog denne stilling i spørgsmålet om filmens betimelighed og

berettigelse.481 Fem år senere bragte avisen en portrætartikel af den tyske købmand Oscar Schindler.

Den direkte anledning hertil var, at man på et loft i Hildesheim havde fundet en kuffert med

dokumenter, som dokumenterede Schindlers redning af 1.200 jøder.482

Også Victor Klemperers dagbog og dens særlige kvaliteter blev omtalt i Der Nordschleswiger, og

positionerne i den (især) faghistoriske debat i Tyskland om filmen Der Untergang formidlede avisen

pædagogisk ved, at to redaktionsmedlemmer (som begge var tyskfødte) med henholdsvis faghistorisk

og litteraturvidenskabelig baggrund diskuterede filmens kvaliteter og faldgruber pr. mail.

Faghistorikeren mente, at filmen i for ringe grad betonede nazi-regimets forbrydelser mod

146

menneskeheden. Litteraturforskeren mente tværtom, det netop var filmens styrke. Og dermed

afspejlede de hovedpositionerne i Forbundsrepublikken.483

Værnemagtsudstillingen

Udstillingen om den tyske Værnemagts forbrydelser, som akkompagneret af demonstrationer

turnerede i to forskellige versioner i Forbundsrepublikken fra 1995 til 2004, udgjorde som tidligere

nævnt et nybrud i diskursen i Forbundsrepublikken. Det gjorde den ikke som sådan i mindretallet,

skønt udstillingen også her var stærkt omdiskuteret og nærmest må have afstedkommet refleksioner

over, hvad de mange frontfrivillige fra mindretallet (som endda havde gjort tjeneste i Waffen-SS)

kunne have deltaget i af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Der Nordschleswiger

skånede dog ikke læserne, idet man den 21. november 1998 bragte et syv siders tillæg med titlen ”Am

Ende der Zivilisation”. Her konkluderede Stephan Richer, at der var tale om ”Eine wichtige

Ausstellung an richtigen Ort”, og han gennemgik over en hel side ordrer fra den tyske militære

overkommando om, hvordan og med hvilke midler, partisan- og modstandsvirksomhed skulle

nedkæmpes. Der var også et helsides interview med udstillingens arrangør, direktøren for Hamburgs

institut for socialforskning, Jan Philipp Reemtsma, samt seks artikler, der beskrev forskellige sider af

udstillingens anliggende.484

Efter denne manuduktion kunne ingen være i tvivl om, at der var begået uhyrligheder, også af

værnemagtsenheder.

I 1998 var det tanken at vise udstillingen i Kiel, hvilket CDU vendte sig stærkt imod i Landdagen.485

Ikke desto mindre åbnede den i selve landdagsbygningen i januar 1999, dog under politibeskyttelse.486

Og efter en måneds åbning, hvor der var en kolossal tilstrømning af gæster, konkluderede

Landdagspræsidenten, at den havde afstedkommet ”Ein Diskurs im Land wie nie zuvor”.487

I juni 1999 vendte udstillingen så tilbage til Hamburg, hvor den var blevet fremstillet, og Der

Nordschleswiger kunne fortælle, at der var voldsomme demonstrationer i vente, hvor både højre- og

venstrekræfter ville komme på gaden.

Som tidligere fremgået konstateredes visse fejl i udstillingen, der blev rettet, hvorefter den også kom

til Neumünster. I marts 2003 lod Der Nordschleswiger, som ikke selv havde kommenteret udstillingen

og diskussionen af den, professor Michael Salewski fra Kiels Universitet komme til orde med en

helsides debatartikel med den sigende titel ”Zur kapitulation der Wehrmachtsausstellung”. Salewski

var her stærkt kritisk over for udstillingen. Han betvivlede ikke, at udstillingen var blevet til ud fra de

147

bedste motiver, men så vidt han kunne se, havde udstillingen først og fremmest formået at gøre de

højreradikale ’salonfähige’ – og havde polariseret det tyske samfund.488

Salewskis indlæg medførte talrige læserreaktioner, så mange, at avisen valgte at sætte en helside op

med dem. Nogle var enige med Salewski og ville ligefrem have udstillingens arrangør stillet til ansvar.

Andre var uenige, og en enkelt undrede sig eksplicit over, at Salewski i sin artikel overhovedet ikke

havde forholdt sig til udstillingens sandhedsværdi.489

Erindringsstederne i Forbundsrepublikken og nationsopbygningen

De mange monumenter, mindesmærker, museer og erindringssteder, som skulle udgøre det

erindringspolitiske fundamentet for det nye, genforenede Tyskland – og ikke mindst diskussionerne i

forbindelse med projekterne – optog også mindretallets avis. ’Topographie des Terrors’, ’Haus der

Wannsee-Konferenz’, ‘Gedenkstätte deutscher Widerstand’, ‘Jüdisches Museum Berlin’ ‘Holocaust

Mahnmal’ og ‘Zentrum gegen Flucht und Vertreibung’ var jævnligt genstand for notitser og artikler i

Der Nordschleswiger , og der blev trykt rejsebreve i avisen, når grupper, skoler eller delegationer fra

mindretallet havde besøgt den nye hovedstad Berlin med dens mange nye, spektakulære kulturelle

seværdigheder, fx i maj 2009, hvor 50 nordslesvigere efter invitation fra ’Presse- und

Informationsamtes der Bundesregierung’ tilbragte tre dage i hovedstaden.490 Men stilling til de

brisante erindringspolitiske spørgsmål i forbindelser med de nævnte steder og institutioner tog avisen,

så vidt det ses, ikke.

Ikke mindst ’Zentrum gegen Flucht und Vertreibung’ ramte lige ned i et vigtigt indenrigs- og

udenrigspolitisk minefelt, som avisen overlod til sin Berlin-korrespondent at udlægge. Institutionen

aktualiserede også det gamle spørgsmål: var tyskerne gerningsmænd eller ofre under Anden

Verdenskrig, og netop denne problemstilling blev diskuteret i Forbundsrepublikken fra omkring

årtusindeskiftet, da bøger og artikler satte spørgsmålet på dagsordenen. Især to bøger aktualiserede,

som det tidligere er fremgået, spørgsmålet, nemlig Günter Grass’ Im Krebsgang og Jörg Friedrichs Der

Brand.

De to eksponenter for det voksende offernarrativ i Forbundsrepublikken gav imidlertid ikke

umiddelbart anledning til egentlige ’revanchistiske’ toner fra mindretallets side. Om Friedrichs bog

hed det, at den havde givet anledning til diskussioner, også blandt britiske historikere, hvorvidt den

britiske luftoffensiv overhovedet var en moralsk legitim form for krigsførelse. En britisk historiker,

som Der Nordschleswiger havde indforskrevet til at vurdere bogen, karakteriserede den som ”En farlig

omskrivning af historien”.491 Avisen refererede senere Jörg Friedrich for at have angrebet den britiske

148

presse, ligesom man med bogen som anledning bragte en helsides artikel om britiske luftangreb mod

Berlin.492

Nobelpristageren Grass fik naturligvis større omtale i Der Nordschleswiger. Indledningsvist blev det

fastslået, at han havde præsteret en ”meisterhafte literarische Trotz-Aktion”.493 En kritiker, Walter

Kempowski, var knapt så imponeret. Han mente nemlig, at Grass havde stjålet historien fra ham, og

var forarget over, at Grass karakteriserede sig selv som ”Tabubrecher”.494 Det abstraherede

litteraturvidenskabsmanden Heinrich Detering imidlertid helt fra, da han i en artikel i avisen

diskuterede Grass’ forfatterskab og ikke mindst dens betydning for diskursen i

Forbundsrepublikken.495

Da det i 2006 kom for en dag med Grass’ næste bog Hauten der Zwiebel, at han havde meldt sig

frivilligt til Waffen-SS under krigen, ramte diskussionerne om Grass også Der Nordschleswigers

spalter. Nogle var skadefro, idet han altid havde forekommet dem utåleligt selvretfærdig, andre havde

forståelse for hans motiver for ikke at have omtalt det tidligere. Grass selv følte sig diffameret og

mistænkeliggjort. Synspunkterne blev gjort gældende i mindretallets avis fra den 14. august 2006 stort

set til og med Grass’ død i 2015, også fordi han i 2012 igen bragte sig i søgelyset ved at offentliggøre

et Israel-kritisk digt. ”Hört auf, einen alternden Dichter zu zerreissen” lød overskriften i Der

Nordschleswiger, hvor en hel side var fyldt med læserindlæg til fordel for Grass.496

Mindretallets avis afspejlede efter alt at dømme i store træk den herskende diskurs i det genforenede

Tyskland. Som BDN-formand Hinrich Jürgensen udtalte i maj 2009, så havde han ”nie ein besseres

Deutschland kennengelernt als heute”.497

Til dette Tysklandsbillede hørte også beslutningen om at yde erstatning til personer, som havde måttet

udføre tvangsarbejde i Nazi-Tyskland, herunder tidligere kz-fanger. Her var det som tidligere nævnt i

høj grad de gamle tyske koncerner som Siemens, Bosch og I.G. Farben, der til sidst abstraherede fra

juridiske tvister om forældelse og frivilligt indbetalte penge til en stor fond, som kunne søges af de

skadelidte. Der Nordschleswiger fulgte udviklingen nøje fra 1991,498 og fra 1997 også med en dansk

vinkel på historien. Dels havde man fokus på danskeres ansøgninger om erstatning, dels skrev man fra

1997499 om danske virksomheder, der (som den danske historiker Joachim Lund påviste det) havde

betjent sig af tvangsarbejdere i det tyskbesatte Østeuropa under krigen, primært F.L. Schmidt i det

tyskbesatte Estland. Hvad det sidste angik, var det sikkert ikke ukært for mindretallets avis at

beskæftige sig med denne skyggeside af den danske samarbejdspolitik. I 2003 kunne avisen så

meddele, at der var udbetalt erstatning til 539 tidligere danske tvangsarbejdere.500

149

Mht. de homoseksuelle som offergruppe i Nazi-Tyskland, der også havde krav på erstatning, ses dette

ikke at have været behandlet i mindretallets avis, førend man i november 1988 kunne referere, at

Landdagen i Kiel krævede erstatning til alle ofre for nazi-tiden, herunder eksplicit de

homoseksuelle.501 I maj 1995 rummede et stort tillæg på 20 sider om den tyske kapitulation og tiden

derefter skrevet af en række tyske faghistorikere også oplysninger om forfølgelsen af de

homoseksuelle.502 Og siden fulgte i hvert fald to omtaler af de homoseksuelles hårde skæbne i nazi-

tiden i større artikler, der tog udgangspunkt i lokalhistoriske studier af forholdene i henholdsvis

Itzehoe og Flensborg.503.

Også tankerne om at synliggøre forfølgelsen af de homoseksuelle i Nazitiden, herunder at oprette et

mindesmærke for dem i Berlin, på linje med romaer og sintier, blev omtalt i Der Nordschleswiger.504

Netop Roma og Sinti var, som mindretallets avis i 1994 gjorde opmærksom på, i en speciel situation

som etniske ’mindretal’, fordi de ”nicht zu den traditionellen bodenständigen Minderheiten gerechnet

werden”.505 Det kunne derimod de mange etnisk-tyske mindretal i Europa, hvis forhold og sag stod det

tyske mindretal noget nærmere, og hvis mindretalsrettigheder man i fællesskab kæmpede for i

sammenslutningen FUEV (på dansk: ’Føderalistiske Union af Europæiske Folkegrupper’), hvor det

tyske mindretal var, og er, særdeles aktivt.

Da SPD i 1994 foreslog mindretalsrettigheder indføjet i den tyske grundlov, kvitterede Der

Nordschleswiger med en leder, hvor man efterlyste noget tilsvarende for alle lande i Europa samt, at de

blev indføjet i en ”Europæisk Stabilitetserklæring”. For som en artikel samme dag fastslog: ”Ohne

Minderheiten keine Stabilität”. Bagtæppet for denne konstatering var stridighederne på Balkan.506

BDN-formanden taler på Dybbøl

I 1995 kom der adskillige vigtige markeringer fra mindretallet i spørgsmålet om mindretallets historie

og omgangen med den – markeringer som har udsagnskraft om mindretallets position i 1995, i hvert

fald ledelsens position. I en leder den 4. maj med titlen ”Der 4./5. Mai und danach” behandlede Matlok

Danmarks særegne position under Besættelsen, hvor to linjer udkrystalliserede sig – især frem til den

29. august 1943: en samarbejds/forhandlingslinje og en modstandslinje. Dette gav ifølge Matlok (og

her støttede han sig i høj grad til den danske forskning, fx Tamms) et mudret retsopgør, som især det

tyske mindretal kom til at lide under. Lederen konstaterede dog, at den daværende mindretalsledelse

var illoyal over for herbergstaten (Danmark), og enkelte tysksindede optrådte endog ”forbryderisk”

overfor deres danske medborgere, ”Aber es gibt kein kollektiv-Schuld für die deutsche Minderheit in

Nordschleswig.” Ikke nok med at mindretallet ifølge lederen måtte lide under tabet af mere end 700

150

faldne ved fronten, man blev også gennem retsopgøret særligt hårdt straffet, når man betænkte, at ca.

3.000 fra mindretallet blev idømt fængselsstraffe. Det var (som andre ledere tidligere havde påpeget)

flere end i hele den britiske besættelseszone i Tyskland. At mange danskere i dag mente, at

mindretallet blev straffet for hårdt og uretfærdigt, var kun en ringe trøst for de ramte og for

efterkommerne til disse. Mindretallet unddrog sig som tyskere ikke ansvaret for historien med denne

konstatering, det ville ifølge lederen være at forveksle årsag og virkning. Skylden bar alene

nationalsocialismen og de dengang alt for mange tyskere, som viste mangel på civilcourage. Og

lederen fortsatte: ”Den 4.-5. maj har vi som tysk mindretal også fået chancen for en ny begyndelse,

selv om det for mange begyndte med ufrihed. Dette medførte forbitrelse, men i tilbageblik fik

mindretallet dog også støtte fra fornuftige danskere i denne svære tid, som var præget af menneskelig,

materiel og åndelig nød – støtte som anviste vejen ud af forbitrelse til friheden med en demokratisk

genopbygning.”507

De samme toner, som synes inspireret af von Weiszäckers tale ti år tidligere, havde BDN-formand

Hans Heinrich Hansen anslået, da han under stor opmærksomhed var inviteret til at tale på Dybbøl i

1995 på 75-årsdagen for Genforeningen mellem Sønderjylland (Nordslesvig) og Danmark. I talen, som

stod i forsoningens og det gode naboskabs tegn, vedgik mindretallet sig for første gang i fuld

offentlighed, altså også over for den danske offentlighed, sin historie fra 1933 til 1945. Invitationen og

talen var så bemærkelsesværdig, at den blev optrykt i fuld længde i Sønderjyske Årbøger. BDN-

formanden sagde bl.a.:

”I 20’erne og 30’erne var det især det tyske mindretals krav om en grænserevision, der med baggrund i

afstemningsformen førte til nationale og menneskelige spændinger. Nazi-Tysklands besættelse af

Danmark fra 1940 til 1945 og mindretallets dominerende nationalsocialistiske holdning skærpede

modsætningerne. Denne udvikling blev til en alvorlig belastning for det dansk-tyske forhold og det

gode naboskab i Nordslesvig og førte til personlige tragedier. Det tyske mindretal vedkender sig sin

historie og dermed også sit medansvar for denne mørke periode. Men vi har bevist, at vi har lært. Ved

at afgive en loyalitetserklæring over for kongehuset og den danske stat og ved at anerkende

statsgrænsen bidrog mindretallet efter Befrielsen til et nyt og afgørende kapitel mellem dansk og tysk i

grænselandet.”508

Af Hauptvorstands arkiv fremgår, at invitationen (som blev modtaget omkring årsskiftet 1993-1994) til

at tale på Dybbøl-dagen sammen med lederen af det danske mindretals kulturelle organisation SSF,

Heinrich Schultz, blev drøftet nøje i mindretallets ledelse. Men man bifaldt, at Hans Heinrich Hansen i

talen kunne gøre rede for ”mindretallets nutidige position”.509

151

I løbet af 1994 afstedkom invitationen en større offentlig debat med skarpe udvekslinger af

synspunkter. På den baggrund drøftede Hauptvorstand i december 1994, om man skulle stå ved

tilsagnet om at tale. Det anbefalede Matlok. Han så invitationen som et udtryk for anerkendelse og en

udstrakt hånd fra dansk side. Men man var enige om, at indholdet af talen ville blive meget vigtigt

(referatets udhævning).510

Referatet fra et møde i Hauptvorstand, efter at Hans Heinrich Hansen havde holdt talen, emmer af

glæde og lettelse over forløbet: Det havde været en rigtig beslutning at holde talen, og fra stort set alle

sider var den blevet positivt modtaget. Hans Heinrich Hansen rettede derfor en tak til Siegfried

Matlok, Franz Christiansen og Peter Iver Johannsen for hjælp til at skrive talen.511

Retsopgøret kom BDN-formanden ikke ind på i sin tale på Dybbøl, hvilket sikkert var med velberåd

hu. Det gjorde han derimod i sin tale på Knivsbjerg (og senere på dagen i Tinglev) den 5. maj 1995,

hvor mindretallet i anledning af 50-året for afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa (som ret beset

var den 8. maj) mindedes sine faldne. Her gav BDN-formanden udtryk for respekt for de danske

følelser, som knyttede sig til den 5. maj, og bad om forladelse i tilfælde, hvor danske medborgere

under Besættelsen var blevet gjort uret af mindretallet. Han udtrykte videre respekt for de danske

medborgere, som havde kæmpet for friheden og betalt med deres liv derfor. Men, fortsatte Hans

Heinrich Hansen, ”vor selvfølelse byder os til gengæld også at bede om forståelse for vore følelser! Vi

må klart og umisforståeligt gøre vore danske medborgere opmærksomme på, at mange

mindretalsmedlemmer blev alt for hårdt og uretfærdigt straffet under retsopgøret. Det gælder især de

frontfrivillige. Men selv retsopgørets uretfærdighed taget i betragtning må vi anerkende, at vi blev […]

sparet for fordrivelse. Året 1945 betød for mindretallet også chancen for en ny, demokratisk

begyndelse”.

Nogen kollektiv skyld for mindretallets vedkommende kunne der ikke være tale om, betonede BDN-

formanden i sin tale, men derimod et ansvar hos den daværende mindretalsledelse, som ”i vidt omfang

ureflekteret tilpassede sig nationalsocialismen i Tyskland”. Hans Heinrich Hansen udtalte endvidere, at

”ud over at mindes de faldne frontsoldater mindes vi også folk, der faldt som ofre for den racistiske

nazi-ideologi, folk som professor Jens Jessen”.512 Jens Jessen vender vi tilbage til.

I forbindelse med markeringen i november 1995 af 50-året for grundlæggelsen af BDN udtalte Hans

Heinrich Hansen sig igen kritisk om retsopgøret: ”Tiden dengang var først og fremmest præget af

retsopgøret, hvor mange fra mindretallet blev straffet alt for hårdt og uretfærdigt. At afbøde

virkningerne af retsopgøret var dengang hovedanliggendet for BDN.”513

152

’Det andet Tyskland’ og professor Jens Jessen

En bestræbelse i det genforenede Tyskland var også, som det er fremgået, at konstituere erindringen

om ’det andet Tyskland’, at der ud over den kommunistiske modstand også havde været en opposition

af demokratisk observans mod Hitler-styret. Hertil henregnedes fx den evangelisk-kristne teolog og

filosof Dietrich Bonhoeffer, der blev henrettet for medvirken til attentatforsøget mod Hitler i juli 1944.

Der Nordschleswiger skrev allerede i 1977 og 1984 større artikler om Bonhoeffers rolle i

attentatforsøget, og at han var udtryk for, at der fandtes ’et andet Tyskland’.514 Modsat den evangeliske

kirke som sådan havde Bonhoeffer eksplicit talt mod Nürnberg-lovenes racediskriminering og dermed,

ifølge mindretallets avis, demonstreret, at han modsat kirken også havde en holdning til forholdene i

den verdslige sfære.515 Og samme år som forbundskansler Kohl offentligt hædrede Bonhoeffer,

arrangerede BDN en foredragsrække, hvoraf et af bidragene var om den oppositionelle teolog.516

I 1995 kunne avisen berette om, at man i Forbundsrepublikken påtænkte at afholde talrige

gudstjenester til ære for ”modstandsmanden” Bonhoeffer, og året efter, at Forbundsrepublikken

påtænkte at rehabilitere ham for den dødsstraf, han var blevet idømt i 1944.517

Den person, som allerede fra begyndelsen af 50’erne nærmest kom til at personificere

”modstandsbevægelsen”, endda en demokratisk sådan, var imidlertid værnemagtsofficeren greve Claus

Schenk von Stauffenberg, en udvikling man også kan følge i mindretallets avis.

En anden mindre kendt person fra attentatkredsen skulle dog især i 90’erne komme til at personificere

’det andet Tyskland’ for mindretallet, nemlig Jens Jessen, som var født i Stoltelund ved Tinglev, og

som havde taget studentereksamen i Flensborg og studeret ved universitetet i Kiel, før han gjorde

videnskabelig karriere i Tyskland. Allerede i 1984 kunne man i mindretallets avis læse, at CDU-

fraktionen i Flensborgs byråd ville opkalde en gade efter Jens Jessen for at hædre ”den Stoltelunder

Widerstandskämpfer”, som blev henrettet ved hængning for sin medvirken i sammensværgelsen mod

Hitler.518

Jens Jessen blev faktisk præsenteret for Der Nordschleswigers læsere allerede i 1955, hvor en artikel

omtalte ham som medlem af den såkalte ’onsdagsklub’, fra hvilken en del af de sammensvorne bag

Hitler-attentatet blev rekrutteret, fx den forhenværende ambassadør i København Ulrich von Hassel og

general Ludwig Beck. Artiklens karakteristik af Jens Jensen baserede sig på Paul Fechters

erindringsbog, Gestalten und Zeiten. Jessen blev ikke fremstillet som ”nordslesviger”, skønt hans

fødested Stoltelund blev anført.519

Det gjorde han i den næste store artikel, en to-siders portrætartikel fra 1979, der havde overskriften

”Deutscher Nordschleswiger aus Stoltelund entwarf Attentat-Plan auf Hitler am 20. Juli 1944”.

153

Artiklen, der fremhævede Jessen som en nøglefigur i sammensværgelsen og en af de ”mest

fremtrædende repræsentanter for ’det andet Tyskland’,” baserede sig på en artikel af professor Günter

Schmölders og var blevet publiceret i en årbog for lovgivning, forvaltning og nationaløkonomi520, just

Jessens eget forskningsfelt. Günter Schmölders, som også havde forfattet artiklen til mindretallets avis,

anvender ikke udtrykket ”tysk nordslesviger” om Jessen, men ”tysk” i forbindelse med ”ein deutscher

Held”, så artiklens overskrift var formentlig redaktionel. Sagen er da også, at Jessen ganske vist

voksede op i Stoltelund, som på dette tidspunkt lå i det tyske kejserrige, men allerede før 1920 flyttede

han fra landsdelen. Dog holdt han forbindelsen til familien i Stoltelund ved lige, og familien satte ham

en mindesten på kirkegården i Tinglev efter krigen.

I 1994 skrev lederen af mindretallets arkiv og ’Forschungsstelle’, Frank Lubowitz, en helsides artikel

om Jessen i Der Nordschleswiger, hvor det blev betonet, at Jessen faktisk til en begyndelse var nazist,

men efterhånden mistede troen. Lubowitz betegner ikke i sin artikel Jessen som tysk nordslesviger. En

(formentlig) redaktionel rubrikoverskrift anfører dog, at Jessen kom fra ”nordslesvigske Stoltelund”.521

Få dage senere, på 50-årsdagen for 20. juli-attentatet, skrev Siegfried Matlok en leder ”Jens Jessen

zum Gedenken”. Her gør Matlok nøgternt rede for omstændighederne ved sammensværgelsen og

attentatet samt hvilke bevæggrunde, de sammensvorne var drevet af politisk og moralsk. Naturligvis

var hovedmanden, der personificerede attentatet, von Stauffenberg, men som Matlok anfører: ” […]

for os i Nordslesvig – og det er ikke for at inddrage os selv [vor der eigenen Verstrickung] – er det

vigtigt, at professor Jens Jessen fra Stoltelund ved Tinglev var en af de mest aktive tilhængere af

attentatplanerne […].”

Fra et historisk synspunkt var det nok så nyt, når Matlok senere i lederen hævdede at være i besiddelse

af en ”hidtil ukendt skriftlig beretning [Niederschrift]”, hvoraf fremgik, at Jessen i maj 1944 under et

besøg i Tinglev hemmeligt havde en samtale med ”nogle af mindretallets ledende personligheder”.

Disse orienterede han angiveligt om planer, der var udtænkt af ”højtstående officerer og politikere,

som ønskede at gøre en ende på den udsigtsløse krig”. Og Matlok fortsatte: ”Hvilket formål denne

samtale havde, ved vi ikke, men her 50 år efter er det godt at vide, at formanden for Bund deutscher

Nordschleswiger i dag ved familiegravstedet vil ære professor Jens Jessen, for det har denne søn af

Nordslesvig gjort sig fortjent til over for Tyskland og over for tyskerne”.522

I en senere featureartikel om Jens Jessen fra november 2012, der tog udgangspunkt i en nyligt udgivet

bog om Jens Jessen af forfatteren og journalisten Søren Flott, konkretiserer Matlok proveniensen af

denne ”Niederschrift”: Det skulle dreje sig om en ”hemmelig notits”, skrevet af den ledede nazist Jep

Marcussen Schmidt fra Løjt om ”en samtale med professor Jens jensen i marts 1944”. Ifølge Matlok

154

skulle det af notitsen fremgå, at Jens Jessen havde ført en drøftelse med føreren Jens Møller. Men som

Matlok nøgternt (og 18 år senere) konstaterer: ”Einen ’Widerstandsverdacht’ gegen Dr. Möller oder

andere deutsche Nordschleswiger hat es nie gegeben.”523 Kildebelægget for Jens Jessens angivelige

samtale med Jens Møller eller andre ledende personligheder fra mindretallet forekommer en anelse

tvivlsomt. En beretning afgivet mellem 1980 og 1983 af Nis Friedrich Jürgensen synes dog at

godtgøre, at Jens Jessen under et besøg hos sin bror i Stoltelund havde en samtale med Jürgensens far,

hvorunder Jessen fortroligt havde udtrykt ”sig pessimistisk om nationalsocialismen og krigen”.524

Dagen efter Matloks leder om Jens Jessen på 50-årsdagen for attentatforsøget (dvs. i 1994) var der fire

artikler i avisen om Jens Jessen, hvoraf en selvfølgelig var et referat af den tale, som BDN-formand

Hans Heinrich Hansen havde holdt ved familiegravstedet på Tinglev kirkegård. En anden var om et

bevægende øjeblik ved mindehøjtideligheden, hvor den tidligere danske modstandsmand Werner

Nørgaard fra Aabenraa tog sit frihedskæmperarmbind af og lagde det ved mindestenen for Jens

Jessen.525

Denne stærke symbolhandling skrev Matlok en leder om den følgende dag. Han sammenlignede

handlingen med den franske præsident Mitterrands invitation til tyske soldater om at deltage i

markeringen af den franske nationaldag. I dette tilfælde var der dog tale om en forsoningsgestus på det

mere folkelige niveau – ligesom det var udtryk for en ”fælles tilkendegivelse”, at Tinglevs (danske)

borgmester deltog i mindehøjtideligheden. Men det, at den tidligere modstandsmand lagde sit

frihedskæmperarmbind ved mindestenen, ” kan enhver sikkert forstå den psykologiske betydning af”,

som Matlok formulerede det. Nørgaard havde med sin handling, som ifølge Matlok sikkert ikke ville

blive bifaldet af alle tidligere danske frihedskæmpere, i en tid, ”hvor diskussionen om Frøslevlejren og

Fårhuslejren næsten truer med at spærre blikket for den fælles fremtid, sat et modigt personligt tegn,

som fører ud af en fortid og ind i en fremtid, hvor menneske- og mindretalsrettigheder mellem danske

og tyske aldrig mere må trædes under fode”.526 Hvad Matlok med Frøslev-Fårhus problematikken

hentydede til, vender vi tilbage til.

I maj 1995 inviterede Hans Heinrich Hansen den danske regering til at deltage i markeringen af 50-året

for grundlæggelsen af BDN. Han erindrede i den forbindelse om, at mindretallet ved markeringen af

50-året for krigsafslutningen tidligere på måneden havde gjort op med mindretallets ”mørke fortid” og

mindet såvel danske som tyske krigsofre. Men mindretallet havde også ved samme lejlighed æret ”den

tyske nordslesviger professor Jens Jessen, som var blevet henrettet på grund af sin deltagelse i

attentatet på Hitler”.527

155

Som nævnt kommenterede Matlok i 2012 den bog om Jens Jessen, som Søren Flott netop havde

udgivet. Matlok var ikke tilfreds med titlen Danskeren der ville dræbe Hitler, for ’dansker’ var Jens

Jessen jo ikke. Spørgsmålet er så, om han kan betegnes som ’nordslesviger’, sådan som det

efterhånden var reglen i det tyske mindretal.528 Da den tidligere leder af det tyske biblioteksvæsen i

Nordslesvig, Nis-Edwin List-Petersen (der i øvrigt er grandnevø til Jens Jessen), senere lavede en tysk

oversættelse af Søren Flotts bog, løste han pragmatisk forbistringen ved at oversætte bogens titel til

Der Mann, der Hitler töten wollte.529

En læser, Paul Sehstedt, spyttede i et læserbrev direkte i kålen. Han pegede nemlig for det første på, at

Jens Jessen til en start var overbevist nazist, og først da han erkendte, at Hitler ville styre Tyskland i

afgrunden, vendte han sig mod Hitlers terrorregime. For det andet anfægtede han, at Jens Jessen var

”deutscher Nordschleswiger im Sinne der Volksgruppe”. Han blev heller aldrig dansk statsborger efter

grænsedragningen i 1920. Jessen var blot tilfældigvis født i Stoltelund.530

Spyttet i kålen havde også professor Salewski fra Kiels Universitet gjort i en artikel allerede i 2004, da

han op mod 60-årsdagen for juli-attentatet i en helsides artikel i Der Nordschleswiger havde hævdet, at

det var højst problematisk overhovedet at tale om et ’andet Tyskland’, fordi det langt hen ad vejen var

en efterkrigskonstruktion til såvel indvortes som udvortes brug.531 Denne instrumentalisering af ”Der

20. Juli” beskrives også interessant af Jürgen Danyel i Deutsche Erinnerungsorte, hvortil

attentatforsøget mod Hitler har kvalificeret sig.532

At ethvert erindringsfællesskab, stort som småt, har brug for symboler, symbolhandlinger og

forbilleder, og at disse kan antage rituel karakter, viser den tradition, som blev påbegyndt den 20. juli

2008, altså på årsdagen for attentatet, hvor tyske værnepligtige ved en ceremoni aflagde ed til det

demokratiske Tyskland foran Forbundsdagen i Berlin.533

Også en foredrags/debatturné rundt i Danmark i 2009, som var affødt af den amerikanske film

Operation Valkyrie med Tom Cruise i rollen som von Stauffenberg, kan anskues i lyset af behovet for

symboler. Her deltog den tyske ambassadør og Siegfried Matlok samt skiftende danske og tyske

historikere, og Der Nordschleswiger, som nøje fulgte turnéen, rammede sikkert fint debatternes

substans ind med overskrifter som ”Stauffenberg im Mönchskeller unter die Lupe genommen.

Diskussion in der Kopenhagener Universität zum Auftakt der Filmpremiere ’Operation Walküre’ in

Dänemark,”534 ”Stauffenberg: Verräter oder Nationalheld? Diskussion in Aarhus,”535 ”Uneins über

Heldenrolle Claus von Stauffenberg. Lebhafte Diskussion bei Veranstaltung in Aarhus”,536 og

”Debatte über Stauffenberg und Widerstand [på Odense Universitet].537

156

Turnéen sluttede i Aabenraa med et arrangement, som mindretallets avis foromtalte med overskriften

”Stauffenberg und die Bundesrepublik”, og efter arrangementet indrammede med ”Es gibt keine reinen

Helden. Der Mythos Stauffenberg stand im Mittelpunkt […].”538 Det forholdsvist korte referat fra

mødet i Aabenraa antyder det ikke, men mon ikke også Jens Jessen er blevet nævnt i løbet af aftenen?

Det tyske mindretals forståelige ønske om at blive associeret til en opposition mod nazismen, ses også

af Der Nordschleswigers omtale af Margarete Mitscherlich, som var gift med den anerkendte tyske

psykoanalytiker Alexander Mitscherlich, der havde siddet indspærret i nazi-tiden. De to udgav i 1967

den tidligere omtalte banebrydende bog, eller rettere essay-samling, med titlen Die Unfähigkeit zu

trauern. Grundlagen kollektiven Verhaltens, en bog som fik meget stor gennemslagskraft i

Forbundsrepublikken og var med til at præge debatten om den nazistiske fortid og omgangen med

denne. Ægteparret betoner i deres hovedbidrag, som antologien fik titel efter, at et kritisk opgør med

den indtil da fortrængte nazistiske fortid var en forudsætning for udviklingen af det forbundstyske

samfund. Når mindretallets avis interesserede sig for Margarete, skyldtes det dog især, at hun var født i

Gråsten, eller snarere Gravenstein, i 1917, da Nordslesvig var tysk. Indtil Margarete Mitscherlich døde

i 2012, blev hun jævnligt omtalt i avisen.539

Videnskabelig oparbejdning af fortiden

Syd for grænsen, i Schleswig-Holstein, var tyske historikere godt i gang med på opdrag af Landdagen i

Kiel at optrevle den nazistiske fortid i provinsen og ikke mindst kontinuiteten, både strukturelt og

personligt, til delstaten Schleswig-Holstein. Forskningsresultaterne blev løbende præsenteret for

læserne af mindretallets avis gennem featureartikler, fx skrev Sebastian Lehmann i 2008 med afsæt i

Filbinger/Oettinger-sagen en artikel om dommere i Schleswig-Holstein med nazistisk baggrund.540

Men hvordan forholdt det sig med den historiske oparbejdning af det tyske mindretals nazistiske fortid

og med mindretallets omgang med denne?

I 1990 bragte BDN-årsskriftet Grenzland en analyse af Slesvigsk Partis politik fra 1920 til 1990, og i

sammenfatningen hedder det, at mindretalslederen pastor Schmidt-Woders tysk-nationale politik havde

beredt vejen for nationalsocialismen og dens ’Blut und Boden’- ideologi. Ligeledes fastslog Günter

Weitling i en anden BDN-publikation samme år, at den overvejende del af mindretallet identificerede

sig med Hitler-regimets fremfærd og mål før og under Anden Verdenskrig.541

Parallelt med disse officiøse fremstillinger udkom der i 1990-udgaven af Schriften der

Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft en artikel med titlen ”Grundlinien der Geschichte der

deutschen Volksgruppe in Nordschleswig von 1920-1955” skrevet af Kieler-historikeren Erich

157

Hoffmann. Som Torben Mayer påpeger, er der i artiklen en tendens i retning af at ville undskylde

mindretallet for dets begejstring for nazismen med en henvisning til, at mindretallet aldrig ville have

annammet den nazistiske ideologi, hvis man havde erkendt, hvad målet for nazismen var. Hoffmann

hævdede også, at mindretalspolitikere siden havde erkendt, at de var blevet ”skamløst udnyttet og

misbrugt”. Hoffman forudsatte altså, som Mayer spidst anfører, at mindretallet slet ikke var bekendt

med Hitlers Mein Kampf og ikke havde hørt Hitlers taler i radioen.

I 1993 udkom i form af en monografi, eller måske rettere en kildeudgivelse, en omfattende

dokumentation af mindretallets årbog Deutscher Volkskalender Nordschleswig fra kalenderens start i

1920, udgivet af Schulrat P.J. Sönnichen, selv medlem af mindretallet. Her kan man, som undertitlen

antyder, følge dette spejl af ”den tyske folkegruppe i Danmarks kulturhistorie”, herunder også hvordan

den nazistiske ideologi sneg sin ind i den yderste krog af mindretallets kulturliv og –arbejde, netop

formidlet ved en gengivelse af den samtidige selvforståelse og -iscenesættelse.542

I 1995 publiceredes i Schriften der Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft det først egentligt

videnskabelige arbejde om perioden 1933-1945. Ingrid Riese, også selv fra mindretallet, anskuede i en

artikel kritisk nazificeringen af mindretallet, dets indstilling til grænsespørgsmålet og tiden under

besættelsen. Sönnichsens og Rieses arbejder og andre, som skulle komme i løbet af 90’erne, var, som

Torben Mayer anfører, de første, der markerede en ny omgang indenfor mindretallet med nazi-

fortiden.543

På dansk side beskæftigede man sig også faghistorisk med det tyske mindretal. I 1995 udgav jeg selv

sammen med Inge Adriansen Als og Sundeved 1940-45, og i de fleste af kapitlerne var et

gennemgående tema modsætningsforholdet mellem det tyske mindretal og den danske

flertalsbefolkning. Især kapitlet ”Opgøret efter den 5. maj 1945”, hvor interneringerne og afsoningen

på Sønderborg Slot for første gang blev beskrevet, tog fat om den varme kartoffel.544

I sin anmeldelse af bogen i Der Nordschleswiger betonede Günter Weitling, at fremstillingen også

kunne læses ”med interesse og udbytte” af mindretallet. Af særlig interesse var kapitlet om retsopgøret

og interneringerne på Sønderborg Slot, ”et hidtil ubeskrevet blad”, som Weitling formulerer det. Han

fandt beskrivelsen heraf ”nøgtern, korrekt og fri for de undertoner, som sammenlignelige fremstillinger

har været skæmmet af”.545

I 1998 udgav Sabine Lorek fra Kiel, barnebarn af Hans Schmidt-Oxbüll, sin tyske dissertation

Rechtsabrechnung – Retsopgør. Politische Säuberung nach dem Zweiten Weltkrieg in Nordschleswig.

Metodisk og for så vidt angik synsvinkel, juridisk og politisk, lagde Lorek sig tæt op ad Ditlev Tamms

disputats om retsopgøret. Lorek valgte at koncentrere sig om parallelle forløb i tre sønderjyske

158

retskredse og kunne derved påvise nogle interessante forskelligheder i relation til strafudmålingen. Om

retsopgøret i Nordslesvig var Loreks overordnede konklusion, at det på trods af mangler og

urimeligheder forløb forholdsvist humant, når man betænkte mindretallets frygt for at miste alle

muligheder for ligeberettigelse ved krigens afslutning. Opgøret førte ikke til kollektiv afstraffelse, og

der blev anvendt retsstatslige metoder og retslige undersøgelser i hver enkelt sag, som stort set førte til

moderate domme. Lorek pegede endvidere på, at retsopgøret i sidste ende var en stabiliserende faktor

for sameksistensen mellem de to nationale grupper i Nordslesvig.546

Modtagelsen af Loreks bog i mindretallet var, hvis man skal dømme efter omtaler og anmeldelse i

mindretallets avis, anerkendende, men nærmest flegmatisk, sikkert fordi hendes tilgang og

konklusioner, som nævnt, mindede meget om Tamms.547 Og ligesom Tamm kom hun ikke rigtigt

omkring Fårhuslejren.

Det skete til gengæld, da jeg selv i 2000 publicerede en artikel ”Fra Frøslevlejr til Fårhuslejr. Brud og

kontinuitet i en lejrverden” i et festskrift til Henning Poulsen.548 Som titlen på den 35 sider lange

artikel antyder, var dens anliggende overgangen fra den tyske Frøslev interneringslejr til den tidlige

Fårhuslejr, som frem til august 1945, hvor fængselsvæsenet overtog driften af lejren, var en

interneringslejr under modstandsbevægelsens kommando. Artiklen, som påviste en udpræget

kontinuitet fra den ene lejr til den anden, ses ikke at have været omtalt eller anmeldt i mindretallets

avis, men samme år blev jeg inviteret til at holde et foredrag om emnet på det tyske bibliotek i

Aabenraa i foredragsrækken Schleswigsche Gespräche.549

Konklusionerne i såvel Loreks dissertation som artiklen fra festskriftet til Henning Poulsen blev i

øvrigt publiceret i korte versioner i en antologi fra 2001, som udkom parallelt på både dansk og

tysk550: Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1933-1945/Zwischen Hoffnung, Anpassung

und Bedrängnis. Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzraum in der NS-Zeit, redigeret af Robert

Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl.

I 2002 udkom Hans Schultz Hansens bog Dansk jord på danske hænder. Foreningen Landeværnet og

den nationale jordkamp i Sønderjylland 1927-2002. Året efter, i 2003, udkom bogen Sønderjylland

under Krig og Besættelse 1940-1945551, som rummede især fire bidrag, der tog fat på problemstillinger

vedr. det tyske mindretal og dets forhold til den danske flertalsbefolkning, nemlig ”Den 9. april og

grænseflytningsrygterne” af mig selv, ”Sindelagskamp og samarbejdspolitik” af Hans Schultz Hansen,

”Det tyske mindretal” af Frank Lubowitz og ”Besættelsens sidste år og befrielsen, interneringerne og

retsopgøret”, som jeg også var forfatter til. Førstnævnte bidrag blev i øvrigt under titlen ”Der 9. April

159

1940, die deutsche Volksgruppe in Nordschleswig und die Grenzfrage” publiceret i det historiske

fagtidsskrift Demokratische Geschichte i 2004.

Sønderjyllandsbogen er tilsyneladende aldrig blevet omtalt eller anmeldt i mindretallets avis, måske

fordi lederen af mindretallets Forschungsstelle, Frank Lubowitz, selv bidrog. I sit bidrag til bogen

fastslog Lubowitz i øvrigt, at nazificeringen af mindretallet skete ”helt frivilligt”.

Anmeldt blev derimod en 55 siders artikel med titlen ”Det tyske mindretal og Fårhuslejren –

retsopgøret på museum”, som jeg i 2005 publicerede i fagtidsskriftet Historie.552 Frøslevlejrens

Museum udgav samtidig artiklen som et særtryk, først og fremmest for at tage temperaturen hos

offentligheden og forberede denne (først og fremmest den danske) på, at museet påtænkte at etablere

en permanent udstilling om Fårhuslejren 1945-1949, og hvilke historiske præmisser, det ville komme

til at foregå på. Günter Weitling mente i sin meget grundige anmeldelse, der loyalt gengav artiklens

hovedanliggende, at ”Museumsfenster über Faarhus lässt Gutes erahnen”, og at et ”dementi af tyske og

danske myter i en udstilling i Frøslevlejrens Museum har sin berettigelse”. Han undlod dog stort set at

tage stilling til artiklens beskrivelse af mindretallets manglende vilje til i efterkrigsårene og helt op til

2005 at tage et tilbundsgående opgør med sin nazistiske fortid.553

Mindretallet tog også selv i disse år et formidlingsmæssigt livtag med sin historie fra 1933 til1945, da

Deutsches Museum für Nordschleswig i Sønderborg i 2004-05 åbnede en ny permanent udstilling

under ledelse af Immo Doege. I mellemtiden havde den mindretalstyske historiker Britta Bargfeldt fra

Tønder i 2003 publiceret en lokalhistorisk undersøgelse i Schriften der heimatkundliche

Arbeitsgemeinschaft om nazificeringen af det tyske mindretal i hendes hjemby.554

Samme år udgav Peter Christian Alnor sin erindringsbog In Schleswig zu Hause. Der rote Mantel von

Bülderup. Alnor havde som dømt frontfrivillig siddet i Fårhuslejren, men hans bog gav en betydelig

mere nuanceret fremstilling af forholdene her, og i det hele taget af retsopgøret, end forgængerbogen

af Hanns Christian Jessen, ligesom Alnor indgående beskrev sin egen og ungdommens nazificering.

Måske fordi han var flyttet væk fra Nordslesvig umiddelbart efter sin løsladelse og havde fået et nyt

udkigspunkt fra sidelinjen i Braunschweig, hvor han var blevet overlæge.555 Vi skal senere komme ind

på bogens modtagelse og virkning i mindretallet.

I 2004 kastede Jan Hyldahl Christensen i artiklen ”Die neue Entwicklung in Dänemark hat begonnen.

Det tyske mindretal i Nordslesvig 1945-47” nyt lys over overvejelserne i mindretallet, som førte frem

til loyalitetserklæringen i december 1945.556

Blandt bidragene til en omfattende antologi i anledning af 50-året for København-Bonn Erklæringerne

i 2005 var et af Hans Schultz Hansen og mig om ”Mindretal og flertal i Nordslesvig 1945-1955”, som

160

beskrev, hvordan de nationale modsætninger i grænselandet som følge af krig, besættelse og retsopgør

trods alt bevægede sig hen mod en normalisering, i hvert fald for så vidt angik formelle

mindretalsrettigheder.557

Mindretallets ubestridte fører fra 1938 portrætterede jeg i 2007 i en artikel med titlen ”Mellem Hitler

og hjemstavn. Folkegruppefører Jens Møller”.558 Artiklen, som i 2008 også udkom på tysk,559

problematiserer den loyalitetskonflikt, mindretallet har hævdet, man befandt sig i mellem herbergstat

Danmark og Hitler-Tyskland. Artiklens konklusion var, at der i høj grad var tale om en

efterkrigskonstruktion, der fx var bekvem i forbindelse med retsopgøret. I realiteten bestod

loyalitetskonflikten snarere mellem Hitler-Tyskland og hjemstavnen. Artiklen, som indgik i en

omfattende antologi Over Stregen – under besættelsen, redigeret af John T. Lauridsen, blev indgående

refereret i Der Nordschleswiger, dog blev der ikke taget stilling til artiklens centrale problematik.560

Fra mindretallet selv kom der i 2007 tre vægtige faghistoriske bidrag. To i Schriften der

Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft, nemlig Frank Lubowitz’ ”Vom Mythos zu Realität: Die

’Haderslebener Erklärung’ und ihre Bedeutung für die deutsche Volksgruppe”, og Gese Friis Hansens

”Das alte ’up ewig ungedeelt’ hört ein für allemal auf: der Haderslebener Kreis und der Kampf um die

Loyalität”. Desuden udkom Günter Weitlings monografi Deutsches Kirchenleben in Nordschleswig

seit der Volksabstimmung 1920, hvori han beskæftigede sig med modsætningerne fra 1933 til1945

mellem de liberale tyske folkekirkepræster i de større sønderjyske byer og præsterne fra

”Nordschleswigsche Gemeinde”, der som medlemmer af den slesvig-holstenske ”Landeskirche”

orienterede sig mod den nazificerede tyske kirke. Gese Friis Hansen leverede desuden i 2009 et bidrag

om overvågningen af det tyske mindretal fra 1945 til 1950 i efterkrigsårene til PET-Kommissionens

bind 11 om PET’s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989.561 Bidraget vakte så stor

opmærksomhed, i hvert fald hos Siegfried Matlok, at han i samarbejde med forfatteren bragte et to

siders sammendrag i Der Nordschleswiger. 562

I 2010 udkom Torben Mayers omtalte artikel ”Die deutsche Minderheit in Nordschleswig und die

Aufarbeitung der eigenen nationalsozialistischen Vergangenheit”. Artiklen påkaldte sig tilsyneladende

ingen opmærksomhed i mindretallet førend i 2012, hvor der blev afholdt et foredragsarrangement med

Mayer.563 I sin artikel konkluderede Mayer om status for mindretallets Vergangenheitsbewältigung i

2010, trods de ovennævnte publiceringer, at ”Die eigenen Mitverantwortung und somit Mittäterschaft

an der gigantischen NS-Mordmaschinerie mag man sich heute nur in Ausnahmefällen eingestehen. Die

befreiende Wirkung eines solchen Eingeständnisses blieb der Minderheit bis dato verwehrt”.564

161

Først med Dennis Larsens bog i 2010 Fortrængt grusomhed. Danske SS-vagter 1941-1945 og med

Straffelejren i 2011 kom digebruddet. Dem vender vi tilbage til.

Årsagerne til digebruddet er komplekse, men helt afgørende var, at mindretallet med disse to bøger

måtte revidere, eller i hvert fald nuancere, opfattelsen af to bærende komponenter i deres traditionelle

grundfortælling, nemlig de frontfrivillige og især Fårhuslejren, hvor den overordnede fællesnævner var

det uretfærdige retsopgør.

Rehabilitering af de frontfrivillige?

Som nævnt udgav den tidligere SS-soldat og Fårhusfange Peter Christian Alnor i 2003

erindringsbogen In Schleswig zu Hause, der var langt mere nuanceret i sit syn på retsopgøret og

Fårhuslejren end de tidligere aktørberetninger. I 2005 bedømte jeg hans bog som en udgivelse, der

måske kunne blive et vigtigt identifikationspunkt for mindretallet, idet aktørberetninger

erfaringsmæssigt tillægges stor sandhedsværdi i snævre erindringsfællesskaber. Bogen vakte nemlig

stor opmærksomhed i mindretallet og blev levende diskuteret på efterfølgende

foredragsarrangementer.565

Ikke desto mindre medførte de interne diskussioner i mindretallet i kølvandet på Alnors bog, at BDN

tog spørgsmålet op om en rehabilitering af og en undskyldning til de frontfrivillige fra den danske stat.

En rehabilitering af de frontfrivillige havde tidligere været drøftet i Hauptvorstand, senest i 1993, hvor

man principielt havde tilsluttet sig et forslag om ”Rehabilitierung der Kriegsfreiwilligen der deutschen

Volksgruppe”. Man var indstillet på at rette henvendelse til Ditlev Tamm for at få ham til at udarbejde

et juridisk responsum. Andreas Fleischer frarådede dog, at man orienterede offentligheden ”for ikke at

skabe unødig uro om spørgsmålet i et valgår”.566

Om man henvendte sig til Ditlev Tamm, er uvist, men efter referaterne at dømme skulle der gå ti år,

førend spørgsmålet igen blev alvorligt drøftet i Hauptvorstand, netop i forlængelse af Alnors bog. Det

skete på foranledning af BDN-formand Hans Heinrich Hansen, som mente, at 50-året for krigens

afslutning ville have været en passende lejlighed til at rejse spørgsmålet, men det tidspunkt var nu

forpasset. I stedet foreslog han, at spørgsmålet ville kunne tages op i forbindelse med 50-året for

København-Bonn-Erklæringerne. Andreas Fleischer, formanden for Kameradschafsverband og dermed

født medlem af Hauptvorstand, understregede, at det ikke drejede sig om økonomisk erstatning, men

kun om en ”moralsk rehabilitering”.

Der var enighed i Hauptvorstand om, at en rehabilitering af de frontfrivillige ”längst überfällig ist”,

altså for længst skulle være sket. Flere medlemmer udtrykte tvivl, om hvorvidt det var en sag, den

162

danske regering ville gå positivt ind i. Hans Heinrich Hansen understregede imidlertid, at ”es zum

Selbstbewustsein der Volksgruppe gehöre, sich für eine Rehabilitierung der Frontfreiwillige mit

Fingerspitzengefühl, aber mit Nachdruck nachgegangen wird”.567

Referaterne fra Hauptvorstands møder viser, at der blev arbejdet videre med spørgsmålet, og i oktober

2003 besluttede man sig (igen) for at henvende sig til Ditlev Tamm for at tage en opklarende samtale

med denne, om det overhovedet var meningsfyldt at forfølge spørgsmålet. Men allerførst skulle

spørgsmålet drøftes nøje internt. Det skete ved et møde i generalsekretariatet, hvor der blev fremstillet

et notat om spørgsmålet. I mødet deltog Hans Heinrich Hansen, Gerhard Schmidt, Peter Iver

Johannsen. Jes Jepsen og Leif Nielsen. Fraværende på grund af ferie var Andreas Fleischer og

Siegfried Matlok. Jes Jepsen mente kun, man skulle foretage sig noget, hvis det havde gang på jord.

Gerhard Schmidt tvivlede på, at den danske stat ville gå ind i spørgsmålet. Efter hans opfattelse var det

tilstrækkeligt anerkendt fra den danske stat, ved at Harro Marquardsen var blevet benådet med

Ridderkorset og med dronningens officielle besøg i 1986. Det var at betragte som en slags

rehabilitering. Leif Nielsen satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var en sag for mindretallet

anno 2003. Han frygtede også, at det ville skabe interne problemer i mindretallet, at rehabiliteringen

kunne skulle gælde for de frontfrivillige og ikke for de Zeitfreiwillige.

Hans Heinrich Hansen anbefalede at få Ditlev Tamm til at udarbejde et responsum, førend man foretog

sig videre.568 Uvist af hvilke årsager blev det imidlertid Günter Weitling, som udarbejdede det

pågældende responsum. Weitlings kommissorium, som han selv var med til at fastlægge, lød: ”Hvad

taler henholdvis for og imod på nuværende tidspunkt [2004] at bede kongeriget Danmarks regering om

en rehabilitering af frontfrivillige fra det tyske mindretal i Nordslesvig”. Summen af Weitlings

grundige overvejelser kunne dårligt opfattes som en opfordring til BDN om at forfølge spørgsmålet om

en rehabilitering af eller en undskyldning til de frontfrivillige. Derimod vurderede Weitling, at med en

fornyet diskussion af spørgsmålet udsatte mindretallet sig for risikoen for at blive beskyldt for ”at have

plejet og stadig pleje en myte”.569

Nu betragtede Hauptvorstand sagen som bragt ud af verden (erledigt) og udtalte stor anerkendelse af

Weitlings responsum. Man besluttede, at responsummets ”opfordring til oparbejdelse af mindretallets

historie” skulle udskydes til et senere møde.570

Dansk-tysk debatarrangement om retsopgøret

Trods den tiltagende harmoni mellem det tyske mindretal og den danske flertalsbefolkning var der

stadig én ting, der skilte, nemlig opfattelsen af den fælles historie. Det viste sig også ved et

163

bemærkelsesværdigt arrangement i 2007 på Sønderborg Slot. Bemærkelsesværdigt, ja banebrydende,

var arrangementet derved, at BDN og Historisk Samfund for Sønderjylland (der traditionelt har været

opfattet som en dansknational forening) i fællesskab var gået sammen om en diskussionsaften om

retsopgøret.

Den direkte anledning til arrangementet, som blev overværet af 250 personer, hvoraf mange fra

mindretallet, var blevet leveret af daværende undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder, som ved

det danske årsmøde i Flensborg den 11. juni 2006 havde udtalt, at der i en kort periode umiddelbart

efter den tyske kapitulation blev begået uret mod medlemmer af det tyske mindretal. Haarder, som selv

havde oplevet befrielsen i Rønshoved ved Flensborg Fjord i sin barndom, udtalte, at ”danskerne i dag

skal være store nok til at indrømme, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt”.571

I en leder ”Haarders Urteil” manede Matlok til besindighed: udtalelsen var bemærkelsesværdig i

betragtning af, at den kom fra en dansk minister, men man måtte ikke misbruge den som ”en

frikendelse eller et frihedsbrev”. At ”en overvejende del af det tyske mindretal fulgte en

nationalsocialistisk kurs var desværre uomtvistelig”, og det havde ”BDN også officielt overtaget et

medansvar for”. Lederen tolkede Haarders udtalelse derhen, at det drejede sig om ”de ikke så få

tilfælde af nordslesvigere, der blev begået uret mod. Med andre ord fjerner ministeren den svære

kollektive skyld fra mindretallets skuldre. Hans mod fortjener tak og anerkendelse, og derfor må man

vel stille spørgsmålet, om dette kun var en ministers private opfattelse, og hvorfor han så længe har tiet

med den?”572

Internt i Hauptvorstand tog man dog ”de klare ord fra en minister i den danske regering til efterretning

med stor tilfredshed [Befriedigung] og hilste velkomment, at der dermed blev tegnet et differentieret

historisk billede af det tyske mindretal og dets medlemmer”.573

”Hatten af for Bertel Haarder” var reaktionen hos fire hjemmetyskere, som mindretallets avis

efterfølgende interviewede. En af dem, en tidligere frontfrivillig, gav udtryk for, at han længe havde

ventet på en officiel undskyldning fra Danmark.574

Nogle måneder senere tog Bertel Haarder imod en delegation fra BDN bestående af formand Hans

Heinrich Hansen, chefredaktør Siegfried Matlok og Günter Weitling. Mødet resulterede i enighed om,

at flere forhold vedrørende det tyske mindretals forhold under og efter besættelsen burde underkastes

en nærmere historisk undersøgelse. Dog understregede Weitling, at der ikke var behov for en generel

revision af retsopgøret, blot for en undersøgelse af enkelte mindretalsmedlemmers forhold.

Det var på baggrund af hele dette forløb, at Historisk Samfund for Sønderjylland og BDN sammen tog

initiativ til arrangementet i Sønderborg den 30. januar 2007.

164

I korte træk forløb mødet som følger, og som det er beskrevet i Straffelejren efter et grundigt referat i

Sønderjyske Årbøger: Efter velkomsttaler af Historisk Samfunds formand Hans Schultz Hansen og

BDN-formand Hinrich Jürgensen gav jeg en gennemgang af mindretallets forhold under retsopgøret og

under interneringen og fængslingen i Fårhuslejren og Sønderborg Slot, en gennemgang som mundede

ud i en samlet vurdering. Dernæst gav Günter Weitling, Hans Schultz Hansen og Siegfried Matlok

deres vurderinger, hvorefter det store publikum bidrog med spørgsmål og kommentarer.

Hvad angik retsopgørets legitimitet var der ikke enighed. Jeg fandt opgøret rimeligt under de givne

forhold, og at det primært skulle anskues i en politisk kontekst, nemlig den at retsopgøret var udtryk

for en imødekommelse af den danske befolknings retsfølelse.

Weitling var enig heri, men mente ikke, at mindretallets unge var klare over, at de overskred en farlig

grænse ved at melde sig til fronttjeneste. Han fandt det rimeligt, at mindretallet efter 1945 havde

beklaget sig over, at de frontfrivillige blev kriminaliseret. Denne opfattelse delte Siegfried Matlok og

henviste i den forbindelse til samarbejdspolitikken og regeringens tilladelse til, at man kunne melde sig

til Frikorps Danmark. På mindretalles side var der altså enighed om, at retsopgøret havde ramt mange

mindretalsmedlemmer urimeligt hårdt.

Hans Schultz Hansen var i nogen grad enig i, at de frontfrivillige måske blev behandlet for strengt.

Men heller ikke han var tilbøjelig til at anskue opgøret udelukkende under en juridisk synsvinkel. Man

måtte også inddrage perspektivet om kampen mellem nazisme og demokrati. Og her havde

mindretallet stillet sig på den forkerte side, også de frontfrivillige.

Spørgsmålet om mindretallets forhold til og omgang med egen historie var et andet hovedtema. Matlok

fandt, at der fra dansk side alt for ofte blev set bort fra de oppositionelle kræfter, der havde været inden

for mindretallet under krigen. Her tænkte han på ’Haderslev-kredsen’, hvis loyalitetserklæring blev

grundlaget for mindretalllets arbejde og politik efter krigen. Han mente, at mindretallet ved flere

lejligheder havde taget afstand fra sin nazistiske fortid. Når det tyske mindretal efter krigen havde haft

svært ved at gennemføre en rigtig Vergangenheitsbewältigung i stil med den i Forbundsrepublikken, så

skyldtes det efter hans mening det sammenhold, som indespærringen i Fårhuslejren havde

afstedkommet. Fårhusmentaliteten havde blokeret for selvransagelse og givet læ for en forkastelse af

hele retsopgørets legitimitet, og derved havde mindretallet efter 1945 gjort livet svært for sig selv.

Weitling mente ikke, man med rimelighed kunne hævde, at BDN havde undladt at forholde sig til og

tage et medansvar for den nazistiske periode. Han pegede på BDN’s stiftelseserklæring og de taler af

BDN-formand Gerhard Schmidt, som tidligere er blevet nævnt, ligesom han pegede på efterfølgeren

Hans Heinrich Hansens tale i 1995 på Dybbøl.

165

Undskyldning eller ej? I Sønderjyske Årbøgers omtale af arrangementet blev jeg citeret for at

konkludere, at Danmark under de givne omstændigheder godt kunne være retsopgøret bekendt – også

selv om der kan påvises urimeligheder i enkelte forhold. Der var ikke grundlag eller behov for

officielle undskyldninger, sådan som det havde været på tale. Derimod var der behov for at lægge

tingene frem og diskutere dem så åbent, nøgternt og fordomsfrit, som man nu kunne.575

Arrangementet i Sønderborg vakte stor opsigt, og blev levende diskuteret i medierne efterfølgende,

også på landsplan. Særligt indgående var omtalen i Der Nordschleswiger, der med rette tolkede

arrangementet som et udtryk for det efterhånden harmoniske forhold mellem dansk og tysk i

grænselandet. Indlæggene på mødet blev selvfølgelig også refereret indgående. Man hæftede sig

således ved et udsagn fra Matlok om, at mindretallet ikke skulle føle kollektiv skyld, men nok

kollektiv skam (en vurdering, som kan føres tilbage til diskursen i Forbundsrepublikken), og man

hæftede sig ved de rent faktuelle historiske forhold, der blev lagt frem under arrangementet. Derimod

refererede avisen kun i ringe omfang problematiseringen af mindretallets (manglende)

Vergangenheitsbewältigung og Fårhusmentaliteten, som både Matlok og jeg var inde på.576

Fårhusmentaliteten var den afgående generalsekretær for BDN, Peter Iver Johannsen, som havde været

ansat i stillingen i 35 år, også inde på i et to-siders interview i Der Nordschleswiger i december 2008.

Her ’tilstod’ han, at han i ”sine første år som generalsekretær meget tydeligt mærkede den såkaldte

Fårhusmentalitet”, men mente ikke, det var retvisende at anklage BDN-ledelsen for ikke at have tage

livtag med nazismen, selv om han ikke afviste, at man kunne have gjort mere. Han henviste til fx

Immo Doeges aktiviteter i det tyske gymnasium i Aabenraa og til Nis-Edwin List-Petersens

”Informationsveranstaltungen” på Jugendhof Knivsberg, da denne var leder af stedet fra 1978 til

1990.577

”Der Berg ruft”

Processen mod den tidligere kz-vagt John Demjanjuk fra 2009 til 2011 og ikke mindst den efter al

sandsynlighed sidste proces mod tidligere SS-personel i Auschwitzlejren i 2015-2016 fulgte Der

Nordschleswiger nøje, og i en leder af tidligere chefredaktør Siegfried Matlok blev det (ganske vist

ikke eksplicit) adresseret, at en tilsyneladende ny retspraksis på området i Forbundsrepublikken også

kunne have implikationer for mindretalsmedlemmer, der havde gjort tjeneste i kz-lejre. De anklagede i

processen var nemlig blevet dømt for medvirken til drab, alene på grund af deres blotte tilstedeværelse

i Auschwitz. I lederen ”Der Berg [dvs. Knivsbjerg] Ruft” resumerede Matlok, at navne var blevet

fjernet fra bronzetavlerne med faldne mindretalsmedlemmer i Ehrenhain på Knivsbjerg, når det var

166

blevet afsløret, at vedkommende havde været involveret i krigsforbrydelser (se kapitel 5.1.). Linjen fra

BDN-formand Hinrich Jürgensen var klar: kun hvis der forelå konkrete beviser for, at en person havde

begået krigsforbrydelser, blev navnet fjernet. Meget talte ifølge Matlok for, at historikere også

fremover ville kunne knytte navne på Knivsbjerg til tjenestesteder og lokaliteter, hvor der notorisk var

blevet begået krigsforbrydelser. Så hvad nu? Hvad skulle for fremtiden lægges til grund for en navne-

relegering. Og hvad med navnene på de mange, som blot havde været med i Waffen-SS? Og Matlok

slutter:

”Die historische Aufarbeitung geht zu Recht weiter. Namen lassen sich löschen, braune Flecken

bleiben. Die moralische Verantwortung dafür, dass solche Tafeln auf dem Knivsberg angebracht

worden sind, wird der deutschen Minderheit weiterhin angelastet. Der Berg ruft zum Gedenken auf,

zum gedenken der Opfer.”578

Med denne udgangsbøn synes forestillingen om, at det tyske mindretal ikke var en integreret del af

nazismen og de forbrydelser, der blev begået af Nazi-Tyskland, at være endeligt faldet.

Hvordan Matlok var nået frem til erkendelsen, vil blive uddybet nedenfor i kapitel 5, men først skal

sammenfattes, hvordan mindretallets erindring om Anden Verdenskrig og efterkrigstidens retsopgør er

blevet konstitueret – og tentativt hvorfor erindringen har antaget den beskrevne form.

4.6. Erindringen i det tyske mindretal

Den beskrevne udvikling af omgangen med den nazistiske fortid i henholdvis Forbundsrepublikken og

det tyske mindretal beskriver for en umiddelbar betragtning to forskellige udviklinger. Ikke desto

mindre vil man kunne iagttage en vis parallellitet – i den forstand at man begge steder starter med at

begrænse skylden og ansvaret til en lille lederklike, som har ’forført’ flertallet, hvorefter man, tvunget

af internt og eksternt pres, påtager sig et mere kollektivt ansvar. Den mest iøjnefaldende forskel på

diskursen i henholdsvis Forbundsrepublikken og mindretallet er måske, at hvor diskursen i

Forbundsrepublikken fra omkring årtusindeskiftet er blevet præget af offernarativer (samtidig med, at

der, især i den akademiske verden, også har været fokus på gerningsmænd og ’bystanders’, dvs.

passive vidner), så har mindretallet i samme periode, efter at have følt sig som ofre siden 1945,

gradvist indset, at der også var gerningsmænd i mindretallet – at mindretallet var en integreret del af

nazismen og dens forbrydelser og måske på mange måder derfor i virkeligheden var repræsentative for

den tyske befolkning som sådan. Forestillingen og fortællingen om, at man ikke var en del af

nazismens forbrydelser, har ikke kunnet opretholdes. Den tyske/internationale diskursændring fra

167

1990’erne med et helt nyt fokus på gerningsmændene, Holocaust og folkedrabet i Øst, og dermed også

på de SS-frivillige fra mindretallet, har uden tvivl medvirket til at ændre mindretallets omgang med

den nazistiske fortid – og som en konsekvens heraf også med den del af den nazistiske fortid, som

relaterede til en ren dansk, national ramme. Dermed blev der åbnet yderligere for en mere nuanceret

opfattelse i mindretallet af det nationale retsopgør.

Det forekommer velbegrundet at pege på, at der også i mindretallets omgang med den nazistiske fortid

er en tæt sammenhæng med de beskrevne tyske erfaringsgenerationer i det 20. århundrede.

Generationen, som var født umiddelbart før og efter århundredeskiftet, dvs. ”nationalsocialismens

funktionsgeneration” (som Norbert Frei karakteriserer disse årgange), genfindes i Nordslesvig, der jo

som bekendt hørte under Tyskland indtil 1920. Her er der altså tale om en generation i det tyske

mindretal, som principielt har gennemgået den samme socialisering som folkefællerne i det øvrige

Tyskland. Resultatet af folkeafstemningen i 1920 har efter alt at dømme blot radikaliseret denne

generations tyske nationalisme. Det var denne generation (omfattende såvel Asmanns ’Første

Verdenskrigsgeneration’ som ’33-generation’), der udgjorde det nazistiske lederlag i mindretallet, og

som satte kursen. Efter krigen bevarede de den politiske magt og tolkningsretten til mindretallets

historie langt mere udtalt, end det var tilfældet i Forbundsrepublikken. Først i midten af 1970’erne blev

denne generation afløst af en ny, som dog ikke det første tiår tog afgørende livtag med den forrige

generations opfattelse. Tænkeligt skal denne undladelse ses som et resultat af, at mindretallet efter min

vurdering helt op til omkring 1990 (men gradvist aftagende) i mange henseender udgjorde et

parallelsamfund i forholdet til den danske flertalsstat og –befolkning. Denne, langt hen ad vejen

selvvalgte, isolation, kan også være en delforklaring på, hvorfor der ikke som i Forbundsrepublikken

materialiserer sig en markant oppositionel ’Flakhelfer’- eller ’68-generation’ i mindretallet. Der er,

som det er fremgået, ansatser, men de kritiske synspunker vinder kun vanskeligt og langsomt terræn.

Tilstanden af introvert ’lukken sig sammen om sig selv’ har virket klaustrofobisk på en del unge og

motiveret dem til at fravælge mindretallet og ofte helt fraflytte landsdelen.579

Det forekommer velbegrundet at hævde, at mindretallets Vergangenheitsbewältigung i virkeligheden

længe foregik på to niveauer: man har, ikke mindst som følge af og parallelt med diskursen i

Forbundsrepublikken, gjort op med nazismen og Nazi-Tysklands forbrydelser, mens den kritiske

omgang med mindretallets egen konkrete nazistiske fortid er kommet senere. Dette forhold kan måske

forklares på baggrund af Harald Welzers og hans forskerteams observationer. Welzer m.fl. påviste

således, at der i Forbundsrepublikken er en tydelig diskrepans mellem erindringen i familien og den i

det offentlige rum, altså mellem den kommunikative og den kulturelle erindring. Medens den

168

kulturelle erindring som tidligere beskrevet omhandler krigsforbrydelser, folkedrab og gerningsmænd,

så er disse forhold stort set fraværende i den kommunikative erindring. Her indeholder fortællingen i

stedet krig, heltedåd, oppositionelle, opofrelse, nød og mangel. Selv tidligere notoriske gerningsmænd

som Gestapo-folk antager skikkelse som oppositionelle og som ofre for regimets fejl og vildfarelser.

Dette billede træder især frem ved traderingen af fortællingen fra generation til generation og typisk

mest udtalt i børnebørn-generationen.

For så vidt angår opfattelsen af egen historie, har der i det tyske mindretal langt op i tid ikke været

nogen diskrepans, men et udpræget sammenfald mellem indholdet af den kulturelle og den

kommunikative erindring. Lige fra den enkelte familie til ledelsen af mindretallet har den samme,

identiske grundfortælling, hvor selvkritikken er fraværende, domineret og formet mindretallets

selvforståelse. Mindretallet har på sæt og vis udvist de samme reaktioner, som Welzer har beskrevet

for familiens vedkommende. Mindretallets historiker Frank Lubowitz har da også over for mig

karakteriseret det numerisk beskedne mindretal på i dag ca. 15.000 medlemmer som netop en familie.

Jeg vil i det følgende repetere hovedpunkterne i Welzers undersøgelse af historietraderingen i en række

tyske familier og applicere disse på mindretallet. Ikke sådan at forstå, at jeg vil forsøge at påvise en

’traderingskæde’, som er identisk med den i Welzers undersøgte familier (det ville forudsætte en

tilsvarende socialantropologisk interviewundersøgelse i mindretallet), men sådan at forstå, at Welzers

observationer, teori og terminologi giver os et redskab og et begrebsapparat, som kan anvendes til at

forstå og forklare mindretallets omgang med sin nazistiske fortid, og hvordan denne har udviklet sig

over tid.

Erindringen om nazi-tiden i mindretallet har været præget af fortrængninger, viktimiseringer,

heroiseringer og indforståede sproglige koder, sådan som Welzer beskriver det for en typisk tysk

families vedkommende. Hvor ’offerfølelsen’ i en tysk familie knytter sig til de frygtelige tab ved

fronten, luftangrebene mod de tyske byer, fordrivelsen fra øst mod vest, voldtægterne begået af især

sovjetrussiske soldater og den materielle nød mod slutningen af og efter krigen, så har mindretallets

offernarrativ, ud over selvfølgelig de traumatiske tab af flere hundrede unge frontfrivillige, især været

knyttet til den uret, man følte, man led i efterkrigstiden i form af ydmygende og i visse tilfælde

traumatiserende afhentninger ved bevæbnede modstandsfolk, interneringerne under primitive forhold

og den efterfølgende afstraffelse af ca. 3.000 mænd fra mindretallet, primært i Fårhuslejren. Og stort

set havde disse mange mænds eneste brøde været at have fulgt et nationalt kald. Ofre var også de

efterladte hustruer og børn, som under hårde materielle kår måtte klare driften af virksomheden eller

169

bedriften stort set alene. En del måtte endda gå fra gården, fordi der var tyske kreditforeningslån i

ejendommen.580 Kulturelt blev man også hårdt ramt med de mange midlertidige skolelukninger.

Men ikke mindst var en væsentlig komponent i mindretallets offernarrativ den uretfærdige behandling,

de frontfrivillige, primært i Waffen-SS, blev udsat for. ”Diffameringen” af disse var så slem, at Jes

Schmidt, som det vil fremgå, hævdede, at de gik ”med en usynlig jødestjerne”. Med denne

karakteristik transformeres personer, som på en traditionel skala indplaceres som ’gerningsmænd’, til

de ultimative ’ofre’. Her er der tale om et eklatant eksempel på det, Welzer kalder ’at skifte ramme’.

Andre eksempler på et sådant ’rammeskift’ er, når, som vi har set, en omtale af Frøslevlejren og dens

fanger bruges som afsæt for en omtale af Fårhuslejren og Fårhusfangerne, eller når Bergen-Belsen

eller Neuengamme anvendes på samme vis. Og når mindretallet på baggrund af et ønske eller krav fra

det danske mindretal i Sydslesvig om erstatning fra den tyske stat for det pres, man hævdede at have

levet under i Det Tredje Rige, tilsvarende rejste ønske eller krav overfor den danske stat for

overgrebene efter krigen, kvalificerer det også til betegnelsen ’ramme-skift’.

’Leere Sprache’, dvs. det begreb Welzer anvender for ind- eller underforståede sprogkoder, har, at

dømme efter vokabularet i mindretallets avis og andre publikationer, været særdeles udbredt. Således

har tiden fra 1933 til 1945, og også i nogen grad det efterfølgende retsopgør, nærmest konsekvent

været omtalt som ”den svære tid”, og det indforståede ’tomme sprog’ har også blomstret i fx

nekrologer.

Antisemitismen og racismen havde uden tvivl tag i mindretallets krigsgeneration, også den helt unge

del af den. I mindretallets skoler anvendte man fx en ’Rassenhygienische Fibel’, altså en

undervisningsbog om racehygiejse, og en fast bestanddel af den nazistiske Weltanschauung, der blev

doceret for de unge i skolen, i de ungnazistiske organisationer og for de SS-frivillige, var raceteorierne.

Der forekom jævnligt antisemitiske ytringer i mindretallets daværende avis Nordschleswigsche Zeitung

og i ungdomsbladet Junge Front. En af de fremmeste og mest højprofilerede antisemiter i Danmark

var dr. Lorenz Christensen fra det tyske mindretal. At han efter krigen, sådan som det er fremgået, blev

valgt i Aabenraa som formand for lokalafdelingen af BDN og dermed til Hauptvorstand, kan man

formodentlig med føje tage som et udtryk for, at man i efterkrigsårene ikke havde noget problem med

antisemitisme i mindretallet, i hvert fald ikke i Aabenraa, hvor man formodentlig har lagt mere vægt på

Lorenz Christensens utrættelige arbejde for tyskheden og hjemstavnen, sådan som det nævnes i en af

nekrologerne over ham.

Da pastor Gottfried Horstmann, der frem til sin internering i Fårhuslejren havde været præst for den

tyske menighed i Gråsten, i 1954 udgav sin erindringsbog Zwei Jahre Meines lebens. Erinnerungen an

170

Faarhus, som fik kolossal udbredelse i mindretallet, beskrev han en afhøring, som han og hustruen

gennemgik i den britiske Neuengamme-interneringslejr, efter at de som tyske statsborgere var udvist

fra Danmark: ”Min hustru var knapt så heldig. Hendes udspørger var en temmelig jødisk udseende

civilist, som var fyldt til randen med had mod alt tysk, og som udsatte min hustru for et ti minutters

langt vredesudbrud, indtil hendes rolige blik, som var fæstnet på den skældende og smældende mand,

trods alt gjorde ham en smule forlegen.”581

At Horstmann frimodigt udtrykker sig på denne måde, siger formentlig også en del om diskursen på

dette tidspunkt. Opfattelser og udsagn som på dette tidspunkt efter alt at dømme ville være henvist til

den kommunikative erindring i Forbundsrepublikken, materialiserer sig i det tyske mindretals

kulturelle erindring.

Som det vil fremgå, blev der i 2014 udgivet en erindringsartikel i Schriften der Heimatkundlische

Arbeitsgemeinschaft, som giver grundlag for at konkludere, at der var en udbredt antisemitisme i

mindretallet i nazi-tiden. Det ses også derved, at Rudolf Stehr, mens han var leder af ’Amt für Presse

und Propaganda’, skrev følgende om ’jødespørgsmålet’ i mindretallets avis den 8. januar 1942, dvs.

længe før aktionen mod de danske jøder: ”Løsningen på jødeproblemet er et af de principper, på

hvilket Det nye Europa vil blive bygget, og før eller senere må også Danmark tage stilling til dette

spørgsmål […]: ønsker Danmark at udvikle sig til en semitisk naturbeskyttelsespark, eller vil Danmark

selv hjælpe med til at fjerne disse sygdomskim fra det danske folkelegeme.”582 Her betjente Stehr sig

af et umiskendeligt nazistisk vokabular.

Ganske som Welzer påviser det for de tyske familiers vedkommende, har der også i mindretallet været

en skarp skelnen mellem ’nazisterne’ og ’tyskerne’, og dermed mellem ’gerningsmændene’ og

’ofrene’, mellem ’dem’ og ’os’. Historikeren Harboe Kardel priser således i sin dagbog fra Fårhus

føreren Jens Møller som et principfast, retsskaffent og djærvt mandfolk. Kardel, der jo selv var i den

nazistiske mindretalsledelse, men som ikke desto mindre, som dagbogen skrider frem, formår at

definere sig selv som en slags oppositionel moderat, retter i det hele taget ingen bebrejdelser mod den

øvrige nazistiske ledelse af mindretallet. Ikke engang mod Asmus Wilhelm Jürgensen, der, som det

anføres i Straffelejren, notorisk var rabiat. Også han beskrives i dagbogen udelt positivt. Kardel

forekommer at gennemgå en fortrængningsproces, hvor han opererer med en ikke nærmere defineret

gruppe af fanatikere, som hverken han selv, Jens Møller eller Asmus Wilhelm Jürgensen tilhørte. Han

formår gradvist i dagbogen at fremstille sig selv, bevidst eller ubevidst, som et offer for

omstændighederne.583

171

Også for Kardel hørte de SS-frivillige fra mindretallet til ’tyskerne’ (og ikke ’nazisterne’), de var en

del af den store skare af ”ærlige idealister”, som desværre blev behandlet som den lille skare af

”forbrydere og sadister”.584 Under krigen blev de frontfrivillige hyldet og dyrket som helte i

mindretallet, og som helte har man set på dem helt op i vore dage. Det ændrede dommen i Nürnberg

om, at SS-organisationen var krigsforbryderisk, og den senere forsknings påvisning af, at Waffen-SS

havde deltaget i de mest uhyrlige krigsforbrydelser, ikke ved. Denne heltedyrkelse kom fx meget

stærkt til udtryk ved indvielsen af Ehrenhain på Knivsbjerg i 1962585, som vi skal se.

At man skulle have haft kendskab til kz-lejre for slet ikke at tale om, at mindretallet skulle have

udgjort et lille tandhjul i kz-systemet, har heller ikke hørt til mindretallets erindring om nazi-tiden og

Anden verdenskrig. At man i nazitiden vidste, at lejrene eksisterede, synes dog godtgjort. Således

havde den ledende hjemmetysker og SS-officer i Division Totenkopf, Wilhelm Deichgräber, der var en

drivende skikkelse i hvervningen af SS-frivillige, skrevet følgende giftige, eufemistiske omtale af kz-

lejrene i Nordschleswigsche Zeitung: ”Til det nye Europa hører også et nyt Danmark, og vi tvivler ikke

om, at det vil lykkes for det, som for så mange andre lande, at blive herre over den engelske syge. De

små midler herimod har sikkert allerede gjort sig bemærket. I særligt alvorlige tilfælde skal

hensigtmæssigt indrettede kursteder have vist sig helsebringende.”586

Manfred Spliedt skriver i sin erindringsbog Sådan en dum knægt: ”I dag [1975] vil ingen i Tyskland

vide af, at de skulle have vidst, at der fandtes koncentrationslejre. Den samme påstand hører man

blandt hjemmetyskere, som dengang var voksne nazister. Det er løgn. KZ var et begreb. Vore lærere

Marius Ravn og Magdalena Sørensen kunne til tider – ganske vist med en skæmtsom undertone –

finde på at sige den sætning, som man senere skulle høre nogle gange, nemlig Du bist ja reif fürs KZ,

at man var moden til kz, hvis man kom med en upassende bemærkning. De kendte altså begebet kz.

Men man medgiver dem gerne, at de sikkert ikke kendte den virkelige uhygge bag dette begreb.

Derimod vidste de, at man kunne blive moden til at friste en tilværelse bag disse to bogstaver, hvis

man ikke havde samme mening som dem og deres medsammensvorne. De vidste, at man kunne

forsvinde fra arenaen i Tyskland. De vidste, at der var ting, man ikke talte om i Det tredje Rige.”587

Op mod 50 mindretalstyskere blev, som det vil fremgå, dømt for at have gjort tjeneste i en kz-lejr, og

der var omtaler af nogle af disse sager i dagspressen, så det lyder ikke troligt, at man i mindretallet var

ubekendt med, hvordan det forholdt sig.

Manfred Spliedt beskriver også, hvad Welzer betegner som ’heroisering’. Ikke den på slagmarken,

men den dagligdags opposition og civilcourage, som Welzer konstaterer, mange tidsvidner helt

grundløst forlenes med – af sig selv eller af deres efterkommere. Det er et gennemgående træk ved

172

Spliedts bog, at han skånselsløst demaskerer tidligere notoriske nazister, som efter krigen hævder at

have været en slags oppositionelle.

Det er i øvrigt et gennemgående træk ved mange beretninger, mundtlige som skriftlige, fra

mindretallets tidsvidnegeneration og deres efterkommere, at man havde handlet under økonomisk og

socialt pres, og at man ikke havde sympatiseret med nazismen. En del beretter endda om, at man i det

skjulte havde hjulpet den danske modstandsbevægelse, som regel ved ikke at gøre eller sige noget.

Typisk vidste man, at naboen var involveret i modstandsbevægelsen ved fx at opbevare våben, men

man undlod at rapportere det, som man ellers havde fået ordre til. Fx lyder en beretning fra en søn

(født 1940):” Vi boede på en gård ved Broager.[…] i det tyske mindretal var der nogle virkelig

nazistiske organisationer […], men mine forældre holdt sig væk fra alt det. Så havde vi en nabo på den

ene side og en på den anden, og de var begge med i modstandsbevægelsen. Det vidste mine forældre

godt. De var ikke venner med dem, men de havde et udmærket forhold. Og det vil jeg sige: de

beskyttede faktisk mine forældre, da retsopgøret kom. Det var ret så farligt at være tysk i maj 45.”588

Eller som et barn (født 1925) fortæller om sin far i Haderslev til en journalist fra JydskeVestkysten i

2013: ”[…] Selv om faderen som Zeitfreiwillig har meldepligt over for illegale aktiviteter, har han set

gennem fingre med nevøens distribution af illegale blade og naboens daglige lytten til den engelske

radio. Desuden har den danske skolekommisson selv givet ham tilladelse til at være Zeitfreiwillig.”589

At faderens medlemskab af Zeitfreiwilligendienst skulle være en sag for den danske skolekommission

lyder løjerligt, men i øvrigt er det umuligt at efterprøve begge ’heroiseringshistorier’. Typiske er de

under alle omstændigheder.

Det foreliggende kildemateriale giver ikke grundlag for at undersøge det, Welzer betegner som

’kumulativ heroisering’, til bunds. Her mangler vi beretninger fra og interviews med børnebørn-

generationen. Vi skal senere, i kapitel 6, stifte bekendtskab med et kildemateriale, som trods dets

fragmentariske karakter formentlig har udsagnskraft om børn og børnebørns opfattelse af

familieerindringen - eller mangel på samme.

Forståeligt nok har mindretallet i efterkrigstiden, især i de seneste år, været interesseret i at blive

forbundet med opposition til nazismen. Haderslev-kredsen har derfor fået tillagt en større betydning

under krigen, end der har været belæg for. Alt tyder på, at det først var efter krigen, at den lille

oppositionelle kreds af borgerlige-kristne fra Haderslev fik politisk betydning i forbindelse med

genopbygningen af mindretallet. For mindretallets selvforståelse har Haderslev-kredsen dog haft stor

betydning. Det har især i de senere år også professor Jens Jessen fra Stoltelund, som var med i

attentatforsøget på Hitler og blev henrettet derfor. Jessen har man måske også associeret mere med

173

mindretallet, end der er belæg for, og forlenet med et mere demokratisk sindelag, end der er belæg for,

fuldstændig som von Stauffenberg i Forbundsrepublikken.

Efter alt at dømme var der ingen betydende opposition i mindretallet mod nazismen og den nazistiske

ledelse. Men som Welzer anfører: det at man gerne vil forbindes med en demokratisk opposition mod

nazismen og markere denne, manifesterer en afstandtagen fra nazismen.

”Ich habe das nicht gewusst – und zunächst nicht geglaubt”

Et bemærkelsesværdigt dokument, jeg tidligere har gennemgået i detaljer i Straffelejren, udgør et

papir, eller måske rettere et testamente, som Jef Blume, nazistisk ungdomsfører, medlem af den

nazistiske mindretalsledelse, SS-officer og senere fremtrædende politiker i mindretallet, skrev

formentlig i 80’erne. I hvert fald er det skrevet efter 1978-79, idet Blume anvender begrebet

’Holocaust’, som indtil fjernssynsserien af samme navn ikke var almindelig anvendt. Blume har

betitlet det ”Ich habe das nicht gewusst – und zunächst nicht geglaubt”, altså ”Jeg vidste det ikke – og

til at begynde med troede jeg det ikke”, og han har formentlig skrevet det til skrivebordskuffen med

tanke på sine efterkommere - hvor det da også endte!

Papiret udgør nærmest et katalog over samtlige Welzers observationer. I papiret, som giver os indblik i

overvejelser og forhold, der har været fortiet af mindretallet både under og efter krigen, bakser Blume

med spørgsmålet om (personlig) skyld i relation til masseudryddelser og kz-lejre. Han gransker sin

hjernekiste for at finde noget, der måske burde have tilsagt ham, at et og andet var galt – hvilket for

ham var forudsætningen for at føle personlig skyld.

For det første havde han i Weimar, hvor hans enhed blev opstillet i 1941, været kaserneret i nærheden

af kz-lejren Buchenwald. Og når Blumes enhed var på øvelser i området, traf de ofte fanger i stribede

fangedragter, som var på vej til og fra arbejde, anført af en Kapo, dvs. en overfange. Kapoen havde

ordre til, når fangerne passerede hans enhed, at tage huen af og stå ret. Angiveligt havde han og de

andre SS-soldater et ret afslappet forhold til kz-fangerne. Når fangerne arbejdede rundt om kasernen,

kastede soldaterne undertiden brød til dem. Fangerne var ifølge Blume ikke tyndere, end han selv og

hans soldaterkammerater var, og derfor mente de ikke, at fangerne kunne have det værre end dem selv.

”Ja, enkelte af os mente faktisk, at de havde det bedre end os, for de skulle jo ikke til fronten.” Og

videre skriver Blume: ”Jøder var der også imellem, jeg mener i hvert fald at kunne huske den gule

stjerne – derudover kendte vi naturligvis ikke de forskellige kendetegn [for forskellige

174

fangekategorier]. Men altså, vi så ikke noget graverende og var derfor heller ikke foruroligede på

nogen måde.”

For det andet var der i nærheden af SS-uddannelseslejren Sennheim en mindre kz-udekommando, ca.

30 mand under kommando af en SS-Unterscharführer, som jævnligt kom i deres kantine for at spise.

Unterscharführeren var ifølge Blume en særdeles rolig, ældre mand, som de kom i snak med. De

spurgte ham fx, om han bevogtede fangerne helt alene. Nej, der kom også nogle fra hovedlejren. Hvad

var det for nogle folk, de fanger? ville Blume vide. Alle mulige – politiske, bedragere, - alle erhverv,

også velbeslåede folk, svarede Unterscharführeren. Velbeslåede? Ja, velbeslåede – de skulle bare se

indholdet af de pakker, fangerne fik tilsendt. Pakker – det kunne da ikke passe! Jo, én hver måned.

Blev der også løsladt nogle en gang imellem? Nej, men nogle blev flyttet. Var der også jøder imellem?

Nej, de var sat ind (eingesetzt) østpå. Forplejningen? Den var så nogenlunde, for fangerne skulle jo

arbejde. Og disciplinen? Ingen problemer – den klarede Kapoerne!

På den baggrund konkluderer Blume: ”Det ville jo være latterligt på baggrund af en sådan

fragmentarisk viden at drage generelle slutninger om kz-lejre som sådan. At der var andre lejre, vidste

vi godt. Men på en eller anden måde virkede det beroligende på mig – måske også søvndyssende. Så

godt, som det var i 1941, var det sikkert ikke sidenhen – krigen, som bare fortsatte, de mange fanger

og, og…men også vi soldater døde jo i millionvis, blev såret, savnet – også vi levede i stigende grad

livet farligt. Vi havde i sandhed nok i at klare os selv.”

Jef Blume og hans SS-kammerater havde angiveligt ikke troet på det, da de blev taget til fange af

amerikanerne i maj 1945 og erfarede om rædslerne i kz-lejrene. De fleste havde, hævder han, opfattet

det som ren propaganda. Kun enkelte var tavse og sagde ingenting. Indbyrdes talte de heller ikke om

det – der var så meget andet at tænke på og at bearbejde: fangenskabet, det totale nederlag, Tysklands

undergang, familien derhjemme, og hvad der nu skulle blive af dem alle. Hvordan skulle der være

plads til at tænke på andre? – især da, når det var det rene vrøvl!

Først i ’den politiske lejr’ i Darmstadt, fra den 25. marts 1946, faldt skællene ifølge Blume fra deres

øjne:

”Her blev vi virkelig oplyst og endelig trængte det ind, hvad der virkelig var sket. Det forekom os så

uhyrligt, at vi havde vanskeligt ved overhovedet at begribe det. Men vi begyndte at ane, at dette

overgik alt, hvad der hidtil var braset sammen om os: den totale kapitulation, de mange millioner døde,

sårede og savnede, den næsten totale ødelæggelse af byerne [i Tyskland], de sultende, frysende

mennesker overalt i Tyskland, håbløsheden, fortvivlelsen og angsten for fremtiden. Hvad der var sket

her, havde bragt skam over Tyskland, det ville aldrig forlade os og ville for altid belaste hver og en af

175

os. Men vi følte os bedraget, ydmyget og skuffede over et system, som vi havde holdt fast ved, og som

vi havde været villige til at ofre livet for, og som vi længe – alt for længe, kan vi se nu – havde stolet

på. Vi havde endda tålt forkerte dispositioner og fejltagelser, fx Stalingrad, - vi havde endda kritiseret

forordninger og befalinger – men hele tiden havde vi nøjedes med at håbe og tro.

Efter alle disse beretninger styrtede vi nu ned i et dybt, dybt hul, vi blev overmandet af en skrækkelig

tomhed, en håbløshed, som knapt var til at bære. For os og for Tyskland var der ingen udvej mere. Vi

blev overmandet af skyldfølelse – selv om vi ingen skyld havde – vi havde overhovedet ikke taget del i

det forfærdelige at ville udrydde et helt folk [jøderne], og vi havde heller ikke vidst noget om det.

Hvordan skulle vi så kunne føle os skyldige i det? Var alle tyskere skyldige, fordi dem i toppen –

Hitler, Göring, Himmler, Bormann og hvad de nu ellers hed – havde taget en beslutning om at udrydde

alle jøder? Hvordan kan jeg være skyldig i noget, jeg ikke vidste foregik – og som jeg slet ikke deltog

i?”

Herefter gennemgår Blume en lang række konkrete punkter, hvor han tilstår sin begejstring for Hitler

og Nazi-Tyskland – og stadig forsvarer sin begejstring og sine handlinger. På ét punkt (må han tilstå)

havde han dog fejlet alvorligt, men også formået at fortrænge det: jødespørgsmålet og

koncentrationslejrene. ”Behandlingen af jøderne straks efter magtovertagelsen [i 1933] havde jeg ikke

selv oplevet – jeg var for langt fra gerningsstedet. Men jeg læste om det, jeg hørte om det og blev

fortalt om det. Jeg fandt det mere end skændigt, men jeg gjorde intet, foretog mig intet. Jeg kendte

heller ikke nogen [jøder]. Jeg må også tilstå, at jeg et lille sted inde i hjertet var af den opfattelse, at

jøderne havde alt for stor indflydelse i medierne, i finansverdenen og i kulturlivet i forhold til deres

antal – det kunne godt have været lidt mindre. Men herfra og så til overfaldene, jødestjernen,

forfølgelsen, parolen: handl ikke hos jøderne og de korporlige overfald var der et stykke vej – helt til

tavsheden om udryddelseslejrene. Hvad jeg så, henholdsvis ikke så, rakte ikke til at bryde med

nationalsocialismen.”

Og længere fremme i papiret: ”Jeg kendte intet til det overlagte mord på jøderne, til ’Holocaust’, til

udryddelseslejrene i Østeuropa, til grusomhederne, til ’Endlösung’ – som nok blev beordret og udført

af SS-folk, men ikke af Waffen-SS.”590

Historieundervisningen i mindretallets skoler

En alternativ fortælling til den gængse i mindretallet synes ikke at have fået fodfæste før langt op i tid.

Et godt parameter på dette forhold er den tilsyneladende begrænsede undervisning i mindretallets

skolevæsen om mindretallets nazistiske fortid og det efterfølgende retsopgør. Tobias Haiman Wung-

176

Sung har til sin upublicerede PhD.-afhandling om ungdomsidentiteter i grænselandets to mindretal fra

omkrig 1955 til 1971 ikke, trods forsøg herpå, kunnet finde undervisningsplaner i faget historie i

mindretallets skolevæsen, hvor nazi tiden i Nordslesvig bliver nævnt overhovedet, et forhold, som også

nævnes i en korrespondance mellem Siegfried Christiansen og Günter Weitling i 1961.591

Inge H. A., som gik i den tyske skole i Sønderborg i 1960’erne, kunne ikke få svar på sine spørgsmål i

historietimerne. Mere korporligt reagerede den samme historielærer, da hendes bror også stillede

kritiske spørgsmål om de frontfrivillige på Østfronten. Læreren, som selv havde været frontfrivillig,

kvitterede angiveligt med en syngende øretæve. Så var den sag ligesom uddebatteret.592

Stillet over for kritik af historieundervisningen i mindretallets skolevæsen, udtalte Schulrat Arthur

Lessow i 1973 i et interview i Der Nordschleswiger, at ”Vergangenheitsbewältigung har spillet en ret

vigtig rolle i vore skoler de seneste år”, og at dette faktisk havde ført til uenigheder forældrene

imellem.593 Måske har denne angivelige uenighed medført, at Vergangenheitsbewältigung på de

skoler, hvor den var blevet praktiseret, blev nedtonet igen, for den almindelige konstatering i 1975 i

forbindelse med seminaret om ungdommens identitetsproblemer og manglende historiebevidsthed var,

som fremgået, at der generelt ikke blev undervist i mindretallets historie i skolerne. Som Der

Nordschleswiger konstaterede efterfølgende i en leder, så var der tale om ”Unbekannte Geschichte”.

Man ville dog ikke afvise, at der ”her og der” faktik blev undervist i mindretallets historie.594

Det gjorde der ikke i de skoler, som den senere bachelor i historie Jon T. frekventerede. Jon T. kan

ikke erindre, at han gennem hele sit skoleforløb i grundskole og gymnasium overhovedet er blevet

undervist i mindretallets historie. I slutningen af 2015 tilsluttede Nora Sina, nu bosiddende i

København, sig denne opfattelse i et læserbrev i Der Nordschleswiger:

”Uanset, hvor jeg bliver spurgt, og hvem der spørger mig, svarer jeg med stolthed, at jeg er vokset op i

det tyske mindretal i Sønderjylland. Det være sig ved starten på universitetet eller i forbindelse med

det sædvanlige isbryderspørgsmål: hvor kommer du fra i landet?

Jeg fortæller om mangfoldigheden kulturelt og sprogligt, jeg fortæller om roklubben, og jeg siger en

sætning på tysk og på sønderjysk.[…] Jeg fortæller, at man helt problemfrit kan have intet eller to

nationale tilhørsforhold. Jeg fortæller om lanterneløb og om Knivsbjerg. Jeg fortæller om, hvordan

man altid kan se en sag fra flere sider, for det har jeg lært i skolen. Jeg fortæller om mindretallets

historie. Til jul fik jeg bogen Danskerpak og Tyskerpak af Hans Boll-Johansen. En helt igennem

spændende bog om krigsårene i Sønderjylland set i både et mindretals- og et flertals-perspektiv. Som

jeg ser bogen, er den relativ upartisk. Og så dukker det spørgsmål op, som ikke må forblive ubesvaret:

hvordan kan det gå til, at jeg som et 21-årigt medlem af mindretallet med 12 års skolegang i

177

mindretallets skoler bag mig har en så begrænset viden om mindretallets historie/min familie/min

identitet? Hvor var pligtbesøget i Fårhuslejren? Hvor var diskussionsrunderne i skolerne. Hvor var

temaugerne og AT-forløbene? Hvor var byvandringerne? Hvor er dokumenterne? Hvor var

foredragene? Hvor var pligtbesøgene til byarkiverne?

Jeg vidste ikke, at Kameradschaft [mener formentlig Kameradschaftsverband] stadig eksisisterede. Jeg

vidste ikke, hvad Selbstschutz eller Zeitfreiwillige var. Jeg vidste ikke, hvilken indtryksfuld rolle,

mindretallet spillede ved indkvarteringen af tyske flygtninge. Jeg vidste ikke, hvordan retsopgøret

forløb efter [5. maj] 1945. Derimod kender jeg BDN’s ungdomsarrangementer [die

Bundesjugendspiele], jeg synger den tyske nationalmelodi til Knivsbjergfesten og bekender mig til en

folkegruppe. Det vil jeg fortsat gøre, dog en smule mere nuanceret.

At historien skulle være os unge nordslesvigere ligegyldig, er ganske enkelt ikke rigtigt. Min bedstefar

[Opa] voksede op to år uden sin far, fordi denne sad i Fårhuslejren. At historien ikke vedkommer os, er

således ikke korrekt.

Forhåbentlig bunder min uvidenhed i mine begrænsede evner, at jeg ikke har hørt ordentlig efter i

skolen, eller at jeg ikke har udvist det fornødne engagement. Hvis det er tilfældet, må jeg se at få læst

nogle flere bøger og i øvrigt undskylde ulejligheden.”595

Mindretallets avis tog udfordringen op. En journalist gravede lidt i sagen og kunne afsløre, at heller

ikke Noras klassekammerater var mere velbevandrede i mindretallets eller familiens historie under

nazismen og retsopgøret end hun. Så spørgsmålet til Schulrat fra ’Deutsche Schul- und Sprachverein

für Nordschleswig’, Claus Diedrichsen, gav næsten sig selv: Er man forbeholden overfor at tage dette

emne op i undervisningen – eller er det ligefrem et tabuemne?

Det afviste Diedrichsen. Temaer, som belyste mindretallets historie, var direkte omfattet af læseplanen.

Men han kunne selvfølgelig ikke afvise, at intensiteten kunne variere fra skole til skole og fra skoleår

til skoleår. Også rektor Ilse Friis fra mindretallets gymnasium i Aabenraa afviste, at der skulle

eksistere tabuemner i historieundervisningen. Hvis noget blev underprioriteret eller –belyst, skyldtes

det den begrænsede tid til historieundervisningen. Rektor mente heller ikke, at Fårhus var et så vigtigt

identitetspunkt for mindretallet, at man skulle henlægge obligatoriske besøg til lejren. Det ville være

”overdrevet”.

Helt afvise Nora Sinas kritik ville Claus Diedrichsen dog ikke og forudså, at man ville tage

spørgsmålet op på det følgende skoleledermøde.596

Nu brød den nye chefredaktør på Der Nordschleswiger, Gwyn Nissen, en lanse for sagen, da han den

følgende dag skrev en leder med titlen ”Nora hat eine Pointe”. Han nægtede at tro, at Noras manglende

178

viden om emnet kunne henføres til manglende lydhørhed eller opvakthed. Man kunne selvfølgelig bare

henvise Nora til arrangementerne i Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft – eller til seminarer på

Sankelmark. Men man kunne også vælge at ’slå ørerne ud’ og høre efter, hvad hun sagde.

Mindretallets historie var ikke bare noget, der skulle stå i læreplanerne, det skulle prioriteres. Og i det

spørgsmål efterlyste chefredaktøren også handling fra BDN’s side.597

Tidligere gymnasielektor Jørn Arpe Munksgaard der havde undervist i bl.a. faget historie på et dansk

gymnasium i Sønderborg, og hvis tysksindede hustru, Birgit Mørck stadig underviste i historie på en

tysk skole i Haderslev, fandt dog, at Gwyn Nissens kritik var præget af manglende indsigt. Hans

hustrus undervisning i mindretallets historie var ikke dikteret af tabuer. Således havde hun gennemført

et undervisningsforløb i sin 9. klasse, hvor emnet var retsopgøret. Helt nærværende var denne

undervisning blevet, da det viste sig, at der i klassen både var et oldebarn af føreren Jens Møller og et

oldebarn af fabrikant Matthias Hansen fra Haderslev-kredsen. Munksgaard tog både Diedrichsen og

Friis i forsvar, idet intensiteten naturligvis måtte veksle fra skoleår til skoleår og fra skole til skole,

ligesom tidsprioriteringen var en benhård kendsgerning, man måtte bøje sig for. Skolen kunne yde

støtte, men den egentlige identitetsdannelse måtte ske i den enkelte familie.598

Dette gode råd synes familien Sina at efterleve, for i marts 2016 bragte mindretallets avis en artikel om

Stella Sinas familiehistorie-projekt. Stella, 9. klasses-elev i Sønderborgs tyske skole, var i gang med i

en temauge, ”Spuren”, at udforske sin families brogede historie i nazi-tiden og under retsopgøret. Hun

havde såvel rigstyske aner, der angiveligt kunne placeres på den oppositionelle fløj, som aner i

mindretallet, der hørte til de absolut nazistiske, fx en oldefar, der havde fået en lang fængselsstraf

under retsopgøret.599

Den overvejende opfattelse synes imidlertid at være, at undervisningen i mindretallets skolevæsen om

mindretallets nazistiske fortid og dets omgang med denne fortid helt generelt har været, og er, noget

tilfældig – og meget afhængig af den enkelte lærers interesse. Således hæfter man sig ved, at en i Oslo

siden 1995 bosiddende mindretalstysker i et interview i Der Nordschleswiger udtaler på spørgsmålet

om, hvad hans børn ved om deres nordslesvigske herkomst:

”Ganske lidt. De har næsten ikke haft kontakt til regionen eller kulturen. Men min ældste har for nyligt

lavet en opgave i skolen, hvor hun bl.a. lavede research om Fårhuslejren. I den forbindelse stillede hun

mig spørgsmålet om, hvad jeg vidste om min internerede bedstefar. På den ene side var det dejligt for

mig at tale om mine rødder, på den anden side måtte jeg vedgå, at jeg vidste alt for lidt om denne

periode. I skolen, ikke mindst i gymnasiet, fik vi alt for lidt at vide om emnet.”600

179

Som illustration på vekselvirkningen i det tyske mindretal mellem kommunikativ og kulturel erindring,

der i stigende grad har tilladt en generel afstandtagen fra antidemokratisk, völkisch og nazistisk

tankegods i kombination med et stærkt offernarativ og fraværet af en selvkritisk komponent i den

kulturelle erindring kan anføres universitetslektor Thorsten Wagners erfaringer fra sin opvækst og

ungdom i mindretallet. Som elev på det tyske gymnasium i Aabenraa i 1980’erne lærte han i

historietimerne om den tyske nazismes forbrydelser. Fra sine bedsteforældre fik han formidlet Fårhus-

offernarrativet; samtidig var han på sin historielærers initiativ med til sammen med sine

klassekammerater at praktisere en kulturel erindring ved at opsøge grave for faldne frontfrivillige på

lokale kirkegårde og nedlægge kranse ved Ehrenhain på Knivsbjerg – oftest uden at det moralsk

problematiske i at mindretallet kæmpede nazismens sag blev problematiseret. Denne ukritiske

”Deutschtümelei” (overdreven kærlighed til alt tysk), som Thorsten Wagner karakteriserer den

daværende holdning i mindretallets institutioner, var stærkt medvirkende til hans beslutning om at

fraflytte landsdelen.601

Netop Ehrenhain på Knivsbjerg og Fårhuslejrens betydning som erindringssteder for det tyske

mindretal vil blive belyst i det følgende kapitel.

5. Kampen om erindringsstederne

Jeg har i kapitel 1 givet en rudimentær karakteristik af Pierre Noras teori om erindringssteder. I

dette kapitel vil jeg uddybe Noras teori med henblik på at identificere og analysere vigtige

erindringssteder for det tyske mindretal, først og fremmest erindringsstederne par excellence:

Knivsbjerg og Fårhus, men også andre erindringssteder, som efter min opfattelse rummer

udsagnskraft om udviklingen i mindretallets erindringskultur og –politik. Det skal anføres, at

nedenstående uddybning af Noras tankesæt er afgrænset af relevansen for afhandligens konkrete

problemstilling.602

Som nævnt tidligere må erindringsstedet indeholde tre lag eller dimensioner, som hver især kan

være mere eller mindre fremtrædende. For det første en sanselig dimension, dvs. et konkret

geografisk punkt, et punkt i tiden, et ord eller et begreb. For det andet, en symbolsk dimension, dvs.

den betydning, som ’stedet’ tillægges, og for det tredje, en funktionel dimension, dvs. ’stedets’ brug

og ritualiseringen af ’stedet’. Erindringsstederne kan altså være både konkrete og håndgribelige,

men de kan også være abstrakte som en begivenhed i fortiden, et punkt i tiden, idealer, sproglige

begreber, symboler samt historiske og mytiske personer. Men det at ’stedet’ tillægges symbolsk

180

betydning er afgørende. Undertiden sker der også en forskydning fra den ene kategori til den anden,

således at erindringen om en begivenhed knyttes til et bestemt sted. Endelig ligger det i

’erindringsstedernes’ natur, at de er kollektive: etableringen af et ’erindringssted’ forudsætter en

konsensus om at dette ’sted’, denne begivenhed, fortjener en særlig plads i den fælles erindring. De

tre lag eller dimensioner i Noras definition af et erindringssted svarer i øvrigt ret nøje til de tidligere

nævnte tre søjler i Denis-Constant Martins identitetsopfattelse: omgivelser (sanselig), kultur

(symbolsk) og gruppe (kollektivt).

At Noras erindringssteder er komplekse, for ikke at sige diffuse, fremgår, når han fastslår om dem,

at de på én gang er ”naturlige og kunstige, simple og tvetydige, konkrete og abstrakte”.

Erindringsstederne er skabt af samspillet mellem erindring og historie, men viljen til at erindre må

ifølge Nora som en forudsætning være til stede. Uden dette kriterium ville definitionen af et

erindringssted med Noras ord ”blive så bred, at stort set ethvert objekt kunne blive genstand for

erindring”.

Som definerende anfører Nora også, at selv om et fundamentalt karakteristikon ved et

erindringssted så at sige er at ’stoppe tiden’, at forhindre glemsel, at fastlåse tingenes tilstand (to fix

a state of things), ”at gøre døden udødelig og at materialisere det immaterielle – alt sammen med

det formål at indkredse den størst mulige betydning med så få ord som muligt”, så er det også klart,

at erindringssteder udelukkende lever (thrive) pga. deres evne til forandring, deres evne til at

genoplive tidligere betydninger og skabe nye betydninger i helt nye og uforudsigelige

sammenhænge. Som regel på grund af konflikter om stedets betydning.

Nora indsnævrer, klassificerer og kategoriserer forskellige typer af erindringssteder som følger: ”Alt

hvad der har med dødskult [the cult of the dead], national arv [national heritage] eller

tilstedeværelsen af fortiden at gøre, kan pr. definition betragtes som erindringssteder […]”. Desuden

mener Nora, at særligt historiebøger og historiske begivenheder fortjener særlig opmærksomhed,

idet begge er redskaber, ”som erindringen bruger til at indskrive sig selv i historien med”. Men kun

visse historieværker kvalificerer sig til betegnelsen, nemlig dem som formår at genskabe

erindringen på en helt fundamental måde – eller som epitomiserer, er indbegrebet af, en revision af

erindringen i pædagogisk øjemed.

Også erindringer, dvs. memoirer, fx skrevet af fremtrædende politikere, kan blive erindringssteder

Men det fordrer ifølge Nora, at forfatteren må forholde sig til andres erindringer – han, eller hun,

må ”identificere sin egen historie med en mere generel historie”.

181

For så vidt angår ”store begivenheder” er kun to typer interessante for Nora, nemlig begivenheder,

som måske har forekommet ubetydelige i samtiden, men som eftertiden har erkendt den store

betydning af. Og så begivenheder, som straks i samtiden er blevet tillagt stor betydning og

symbolværdi, men som siden har vist sig ingen betydning at have. Man kan ifølge Nora kalde den

første type begivenhed ”grundlæggende” [”foundational”] og den anden ”spektakulær”

[”spectacular”], men i intet af tilfældene er det selve begivenheden, der tæller. Som Nora

opsummerer det: Tanken om erindringssteder (The notion of lieu de mémoire) ville ikke længere

give mening, hvis man inkluderede ”begivenheder”. Og han fortsætter: “Indeed, it is the exclusion

of the event qua event that defines the lieux de mémoire. Memory fastens upon site, whereas history

fastens upon events.”

Man kan dog ifølge Nora skelne mellem forskellige kategorier af erindringssteder. Nogle er en del

af dagligdagen, fx kirkegårde, museer og mindehøjtideligheder. Andre er resultatet af refleksion,

som fx tanken om historiske generationer, slægten eller hjemstavnen. Og koncentrerer man sig om

erindringsstedets fysiske aspekt, åbner der sig nye muligheder for erindringssteder, også af

topografisk karakter. Det afgørende for Nora er, at de er rodfæstede. Nogle har karakter af

monumenter, som ikke må forveksles med arkitektoniske frembringelser. Statuer og monumenter

tilegnet de døde, fx, får ifølge Nora deres betydning alene ved deres tilstedeværelse. Selv om

placeringen/lokaliteten for sådanne monumenter bestemt ikke er uden betydning, kunne de i og for

sig være placeret hvor som helst – uden at det ifølge Nora ville ændre deres betydning eller

budskab.

Hvis man i stedet for det fysiske aspekt fokuserer på den funktionelle dimension, viser der sig for

Nora et andet billede. Nogle erindringssteder, fx veteranforeninger, forsvinder, når de, som deler

erindringen, alle er døde. Og fokuserer man endelig på den symbolske funktion, kan man skelne

mellem, hvad Nora betegner som ”dominante” og ”dominerede” erindringssteder, i den forstand at

de dominante fx er fejringer af sejr og triumf, som regel iscenesat og styret af regeringer eller

officielle organisationer, medens de dominerede er tilflugtssteder eller fristeder, hvor ”erindringens

hjerte stadigt slår”, som Nora lyrisk formulerer det.

Pierre Noras teori eller måske rettere tankesæt forekommer ikke at lægge direkte op til et bestemt

metodisk greb, men anviser mange mulige veje. Hans noget diffuse beskrivelse af erindringssteder

gør det vanskeligt rent metodisk at definere, hvad de ikke er.603

Ud over Knivsbjerg og Fårhus kvalificerer ’Haderslev-kredsen’, ’loyalitetserklæringen’, ’de

frontfrivillige’, ’København-Bonn-Erklæringerne’ og ’Jens Jessen’ sig efter min opfattelse alle som

182

centrale erindringssteder for det tyske mindretal. Haderslev-kredsen var som nævnt en lille kreds af

oppositionelle til den nazistiske ledelse, der i 1943 nedfældede en række teser. Stort set ingen var

bekendt med kredsen i samtiden, og den fik først mæle efter krigen. Her blev Haderslev-kredsens

teser anvendt som grundlaget for BDN’s politiske og kulturelle arbejde og kaldt for

’loyalitetserklæringen’. Den tilsagde loyalitet overfor den eksisterende grænse, over for kongehuset

og overfor den demokratiske styreform. Der var uden tvivl en almindelig accept i mindretallet af

såvel Haderslevkredsen som loyalitetserklæringen, den var dog for manges vedkommende ikke

båret af veneration, men af uomgængelighed. Så sent som i 1955 er der belæg for denne

karakteristik. Her udtalte som tidligere nævnt BDN-formand og folketingsmedlem Hans Schmidt-

Oxbüll offentligt, at loyalitetserklæringen i 1945 var blevet afgivet ”under pres”, hvilket naturligvis

blev opfattet som en frakendelse af erklæringens moralske indhold. 604 I de første år efter krigens

afslutning anvendte mindretallet ofte loyalitetserklæringen som en effektiv parade, når man blev

udsat for beskyldning for eller mistanke om manglende demokratisk sindelag eller endda blev skudt

nazisme i skoene. Siden er loyalitetserklæringen, som i starten blev mødt med stærk skepsis i den

danske befolkning, blevet et stærkt symbol på mindretallets (helt berettigede) selvopfattelse som

demokrater, og Haderslev-kredsen (lidt mere tvivlsomt) et symbol på, at der også i mindretallet var

en opposition til nazismen.

På samme måde har København-Bonn-Erklæringerne fra 1955 længe været et fejret symbol på

fredelig sameksistens og mindretalsbeskyttelse (som det øvrige Europa kunne lære af), men en del

tyder på, at man i mindretallet til en start også anskuede erklæringerne (og medlemsskabet af Nato)

som en manifestation af Tysklands genrejsning og dermed en styrkelse af mindretallets position

over for den danske herbergstat.605

Jens Jessens eksistens og rolle som deltager i komplottet mod Hitler var indtil for ca. 20 år siden

helt ukendt i mindretallet, men i dag indgår han som et fast element i mindretallets mindekultur –

som et symbol på oppositionen mod nazi-regimet. Lidt tvivlsomt også som et symbol på

mindretallets opposition, men under alle omstændigheder som et symbol på dets afstandtagen til

nazismen og bekendelse til demokrati og universelle menneskerettigheder.

De frontfrivillige har helt op til vore dage været genstand for beundring og respekt. De har, trods

mindretallets øvrige udvikling i retning af at hylde og efterleve demokratiske idealer og respekt for

universelle menneskerettigheder, formået at navigere uden om alvorlige antastninger. Og som det

vil fremgå nedenfor, blev de frontfrivillige i 1962 viet et materielt erindringssted, som siden har

været et vigtigt (stedbundet) erindringssted for udfoldelsen af mindretallets mindekultur.

183

5.1 Knivsbjerg

Mod slutningen af befrielsessommeren 1945 sprængte danske modstandsfolk tårnet på Knivsbjerg

ved en stort anlagt aktion. Knivsbjerg-tårnet var efter sprængningerne af de tyske sejrsmonumenter

på Dybbøl og Arnkil tidligere på sommeren det stærkeste materielle symbol på tyskheden i

Nordslesvig og derfor forhadt blandt mange dansksindede sønderjyder. Ganske som

sejrsmonumenterne på Dybbøl og Arnkil var tårnet på Knivsbjerg ikke i sig selv et nazistisk

symbol, men rejst i 1901 til minde om Bismarck, hvis statue allerede i 1919 var fjernet fra stedet og

bragt i sikkerhed længere sydpå af tysksindede nordslesvigere, som forudså, at afstemningen om

områdets nationale tilhørsforhold ville føre til et dansk flertal. Efter Genforeningen i 1920 var

Knivsbjerg, Nordslesvigs højeste punkt mellem Aabenraa og Haderslev, trods ’jernkanslerens’

fravær i tårnet de tysksindedes vigtigste samlingssted for opretholdelsen af tysk identitet og for

forbindelsen syd for grænsen, primært til Schleswig-Holstein.

I 1931 opførtes et vandrerhjem på Knivsbjerg-området, det såkaldte ’Langbehn-Haus’, opkaldt efter

den tyske kulturkritiker, filosof og nationalpædagog Julius Langbehn (1851-1907), som var født i

Haderslev. Herved blev Knivsbjerg, som Inge Adriansen anfører, inddraget i den tyske

’Wandervogel-bevægelse’ og fik betydning som et mødested for den tyske ungdom.606

Fra midten af 1930’erne manifesterede den tiltagende nazificering af det tyske mindretal sig i de

traditionelle Knivsbjerg-folkemøder, der blev præget af nazistisk liturgi og selviscenesættelse. Først

i 1947 fik det tyske mindretal lov til af de danske myndigheder at genoptage den traditionelle årlige

Knivsbjerg-fest – under forudsætning af, at der ikke fandt politiske demonstrationer sted. Der måtte

ikke ske nogen som helst form for opildning af stemningen i forhold til de indsatte i Fårhuslejren og

bombeattentaterne på Knivsbjerg, og politiet var talstærkt til stede for at overvåge mødernes forløb

helt frem til 1955, hvor den danske stat finansierede en retablering af området (dog ikke af tårnet)

som led i afspændingen efter København-Bonn-Erklæringerne.607 Også i dag er Knivsbjerg et

omdrejningspunkt for det tyske mindretal, og ungdommen bruger stedet til aktiviteter, primært

sportslige.608

’Ehrenhain’ og de frontfrivillige

På det årlige møde i 1961 i Kameradschaftsverband, dvs. mindretallets soldater-veteranforening,

drøftede man den længe planlagte etablering af ’Ehrenhain’ på Knivsbjerg, et mindesmærke, som

184

skulle rejses til ære for de faldne soldater fra mindretallet. Et hovedmotiv var, som det hedder i Der

Nordschleswigers mødereferat, at imødegå ”den konstante diffamering af de tyske soldater i

almindelighed og soldaterne fra Waffen-SS i særdeleshed gennem film, radio, fjernsyn og

magasiner [Illustrierte]”. Man havde for at imødegå denne tendens også tilsluttet sig den

internationale organisation for tidligere SS-soldater, HIAG med sæde i Forbundsrepublikken.609

Frontsoldaterne, og det drejede sig hovedsagelig om frivillige i Waffen-SS, nød høj anseelse i

mindretallet, og der blev lyttet til dem. Helt indtil 2011 havde formanden for

Kameradschaftsverband således fast sæde i BDN’s Hauptvorstand.610

Chefredaktør Ernst Siegfried Hansen udtrykte sikkert hele mindretallets holdning, da han i 1951

udtalte, at ”af alt, hvad der er sket siden den 5. maj [1945] har det smertet os mest, at de

frontfrivillige blev straffet”. Stærkest er de frontfrivilliges skæbne dog blevet italesat af Jes

Schmidt, da den senere chefredaktør for mindretallets avis i Volkskalender gav udtryk for, at de

tidligere SS-soldater efter krigen ”nægtede at bøje hovedet og derfor gik rundt med en usynlig

jødestjerne”. Det lå tilsyneladende uden for mindretallets forestillingsevne, at de frontfrivillige

kunne have deltaget i andet end blot rene militære operationer. Eller også var det udtryk for en

bevidst eller ubevidst fortrængning.611 Således besværede en leder i Der Nordschleswiger sig over,

at en tidligere SS-mand, Zech-Nenntwitch, der var blevet dømt for krigsforbrydelser i 1964,

uafladeligt i verdenspressen blev omtalt som ”SS-mand” i forbindelse med sine forbrydelser, for

derved associeredes SS med forbrydelser, ikke mindst af den unge generation. Og intet kunne være

mere fejlagtigt. Der var nemlig ifølge lederen en afgrundsdyb forskel på frontsoldaterne i Waffen-

SS og den SS-organisation, som begik umenneskelige handlinger i det ”sikre bagland” og ”mod

fanger bag pigtråd”. BDN ville fortsat kæmpe for de frontfrivilliges ære og for, at de blev

retfærdigt behandlet.612

Det følgende år forsøgte avisen igen at drive sin pointe igennem, og nu tog man sågar en talsmand

for HIAG til indtægt for, at soldaterne i Waffen-SS var almindelige frontsoldater. Med lederens ord

var der tale om en ”kollektiv hetz” mod de frontfrivillige og deres pårørende.613

Det smertelige og traumatiske tab af flere hundreder, fortrinsvis unge mennesker, var et fælles

anliggende for mindretallet, som slog bro over de forskellige interne opfattelser af den nazistiske

fortid. Derfor nød oprettelsen af omtalte Ehrenhain på Knivsbjerg i 1962 meget bred støtte og var

helt afgørende for mindretallet.614

Indvielsen af Ehrenhain

185

Der er korrekt, når det tyske mindretal har hævdet, at der aldrig har foreligget en egentlig beslutning

i BDN om, hvad mindestedet for de faldne frontfrivillige på Knivsbjerg skulle hedde.615 Faktisk var

der mange bud i tiden op til indvielsen i august 1962. Allerede i 1950 opstod i

’Kameradschaftshilfe', som var en organisation, der tog sig af hjælp til krigsdeltagere fra

mindretallet, tanken om en Ehrenmal. Den komité, som i 1956 blev dannet med henblik på

etableringen af mindestedet, hed Denkmal-Ausschuss, men i komitéens interne korrespondance helt

tilbage fra 1955 var de gennemgående udtryk Ehrenhain og Ehrenmal. Af det prospekt, som

komitéen i 1960 lod udarbejde for at samle penge ind til mindesmærket, fremgår imidlertid, at de

indsamlede midler gik til et Gedächtnisstätte, og i Der Nordschleswigers indgående omtale af selve

indvielsen anvendtes udtrykkene Ehrenhain, Ehrenmal, Denkmal, Mahnmal, Gedenkhain,

Gedächtnisstätte og Gedenkstätte nærmest arbitrært. Almindeligvis vil de to første udtryk blive

anvendt om et æresmonument, som skal minde de nulevende fra gruppen om, hvem de er tak

skyldig, ligesom de tjener til at opfordre de nulevende til at lade sig inspirere af de mindedes

prisværdige og ærefulde gerninger. Et Mahnmal derimod rejses som en advarsel til de nulevende

om ikke at lade sig forlede til at gentage fortidens fatale fejltagelser, altså at lade sig formane af

fortidens fejltagelser.616 Gedenkstätte og Gedächtnisstätte signalererer nok så meget stille

eftertanke.

En læsning af Der Nordschleswigers omtale af indvielsen efterlader dog ingen tvivl om, at det navn,

som hurtigt vandt hævd, nemlig Ehrenhain, var helt i overensstemmelse med avisens (og dermed

BDN’s) opfattelse af de frontfrivilliges indsats og offer. Og alt tyder på, at der i det forhold var

fuldstændig samklang mellem mindretalsledelsen og den almindelige diskurs i mindretallet. De

tidligere frontfrivillige nød stor anseelse.

”Die Heimkehr unserer Toten”. Sådan betitlede chefredaktør Jes Schmidt sin leder i Der

Nordschleswiger på dagen for indvielsen af Ehrenhain. Han henviste til det traumatiske forhold, at

langt de fleste faldne frontfrivillige hvilede i fremmed jord langt fra hjemstavnen. Med etableringen

af Ehrenhain opfyldte man ikke blot sin pligt over for de faldne. Troskaben mod de faldne var også

at betragte som en personlig bekendelse og en bekendelse til det tyske samfund i grænselandet.

De faldne frontfrivillige havde man ifølge Jes Schmidt et særligt ansvar for at ære, for

”aldrig har der vel været en krigsgeneration, som har følt en så dyb konflikt, mens den tjente sit

folk, som det skete under den sidste krig. De og deres pårørende blev ramt af modstridende følelser.

De blev trukket ind i de tragiske ideologiske stridigheder, de blev diffameret, og man satte

spørgsmålstegn ved deres indsats, skønt de blot ville tage vare på deres eget folk. Netop derfor er

186

det op til os levende at værne om vore dødes ære og sørge for, at der ikke kan sættes en plet [Makel]

på deres liv og død. Nøjagtig som soldaterne under Første Verdenskrig og millioner af soldater fra

alle nationer forsøgte den unge nordslesviger at gøre sin pligt over for sit folk. At deres idealisme

blev skamløst misbrugt, er en anden sag.”

Den tidligere beskrevne dobbelte offerrolle lader sig tydeligt identificere i Jes Schmidts leder: Først

blev de frontfrivillige skamløst misbrugt (af Nazi-Tyskland) og siden (efter krigen) blev de

diffameret. Herudover foretager Jes Schmidt ganske behændigt en sidestilling af Første og Anden

Verdenskrig samt ikke mindst af de henholdsvis (tvangs)indkaldte soldater og frontfrivillige fra

Nordslesvig, som deltog i de to krige.

At mindretallet ikke blot havde solidariseret sig med Tyskland, men også indforskrevet sig til den

nazistiske ’Weltanschauung’, var heller ikke et tema ved indvielseshøjtideligheden på Knivsbjerg

om eftermiddagen den 18. august 1962. Op mod 8.000 mennesker deltog, primært naturligvis fra

mindretallet, men også repræsentanter fra Forbundsrepublikken og diverse foreninger i Schleswig-

Holstein fylkedes på Knivsbjerg. Af referatet i Der Nordschleswiger fremgår, at der også blev lagt

kranse fra HIAG og ”Organisation ehemaliger SS-Leute aus Kopenhagen” (som må formodes også

at have et dansk navn). Så overvældende var tilslutningen, at der var trafikkaos på Hovedvej 10

mellem Aabenraa og Haderslev.

Efter koralen ’Ein fester Burg ist unser Gott’ indledte pastor Georg Schau fra Højer med en andagt.

Schau (som repræsenterede veteranforeningen Kameradschaftsverband Nordschleswig) var

formand for Denkmal-Ausschuss og havde således en betydelig aktie i etableringen af

mindesmærket. Herefter talte Jürgen Berg, som var forretningsfører i Kameradschaftshilfe

Nordschleswig, der også havde understøttet initiativet, både ideelt og økonomisk. Berg talte med

den autoritet, som kun aktøren er forlenet med. Som tidligere SS-officer og tjenestegørende på

Østfronten vidste han at tolke de frontfrivilliges og de pårørendes følelser: Hvem kunne vel dømme

om årsag og skyld i forbindelse med den forfærdelige krig? ”Livet forløber [vollziehe sich] efter

naturlove. På den måde er en verdenskrig som en naturkatastrofe. Vil man spørge om meningen, må

man rette spørgsmålet derhen, hvor livet og dets love opstod. Vi kender ikke svaret.”

Berg betonede, at mindretallet stod last og brast med Tyskland i gode som i dårlige tider, så

”hvordan kunne det derfor være anderledes, end at mindretallet [die Volksgruppe] under Anden

Verdenskrig stillede sig til rådighed gennem manges frivillige indsats,” ville Berg vide.

Om de nordslesvigske soldaters tapperhed under Første Verdenskrig var der skrevet en del, fortsatte

Berg, men om de nordslesvigske frontfrivillige i Anden Verdenskrig fandtes der ingen skriftlige

187

beretninger. Han kunne imidlertid fortælle de forsamlede om en værnemagtsbefaling, hvori der blev

berettet om en lille gruppe soldater, som havde holdt et frontafsnit på Østfronten. Ved deres

skyttehul havde man senere fundet de sidste fem mand med tømte våben: ”Det var nordslesvigere,

der havde budt fjenden trods [Halt geboten] med livet som indsats.”

Også formanden for Kameradschaftsverband, som ikke mindst havde været aktiv i forbindelse med

indsamlingen af økonomiske midler til mindesmærket, holdt en følelsesladet tale. Han sagde bl.a.:

”I denne mindestund er vore døde kammerater helt tæt på os. På samme måde, som vi i sin tid

samlede deres stålhjelme op, tager vi nu vort hjerte i vore hænder og giver det i stilhed til jer. Vi er

forbundet med jer i dyb samhørighed. Vi var dem, der hørte jeres sidste ord, og vi er dem, som jeres

øjne så som det sidste, inden døden kom.”

Mindretallets folketingsmedlem, Hans Schmidt-Oxbüll, talte også ved indvielsen. Han

karakteriserede mindestedet som ”helligt” og fandt (sikkert med tanke på den daværende atom-

terrorbalance), at udviklingen i verden havde diskvalificeret krigen som et middel til at ordne

forholdet mellem folk og nationer. ”Men så langt var man endnu ikke kommet, da vore frivillige

trådte an til offergangen for deres folk med den overbevisning, at den også tjente til at skaffe andre

folkeslag [Völker] friheden. De kunne ikke vide bedre.”

Helt på linje med Schmidt-Oxbüll var BDN-formand Harro Marquardsen, som afsluttede

indvielseshøjtideligheden. Han fandt, at de 665 navne på mindepladerne formidlede et klart

budskab: krig medfører død og sorg. Men navnene manede også til troskab mod tyskheden og

hjemstavnen – til at de levende skulle fylde den nordslesvigske hjemstavn med tysk liv.617

Som det vil fremgå senere, skulle Ehrenhain i 2012 blive omdøbt til Gedenkstätte og dermed blive

det hidtil mest konkrete udtryk for, at det tyske mindretals erindringskultur og –politik var under

forandring.

Kz-vagter og folkedrab

”Som chefredaktør har der over årene været lederartikler, som det har været svært for mig at skrive. Men

denne har måske været den sværeste af alle […].”

Sådan indledte Siegfried Matlok den 27. november 2010 en leder, om han betitlede ”Grausames

Kapitel”. Anledningen var Dennis Larsens nyudgivne bog Fortrængt grusomhed. Danske SS-vagter

1941-1945, som Matlok samme dag havde omtalt detaljeret i Der Nordschleswiger. 44 af de ca. 100

danske kz-vagter, Dennis Larsen havde fundet frem i sin research til bogen, kom fra det tyske mindretal,

herunder de to hvis ’meritter’ Matlok koncentrerede sig særligt om i sin omtale af bogen.

188

Ud over chok udtrykte Matlok i sin leder erkendelse af, at kun en skånselsløs fremlæggelse af

mindretallets historie fra 1933 til 1945 var vejen frem. ”Folkegruppen [mindretallet] stak i alt for lang

tid hovedet i sandet mht. den nazistiske fortid.” Først sent kom der undskyldninger fra BDN-formændene

Gerhard Schmidt og Hans Heinrich Hansen. Alt for længe havde man hengivet sig til håbet om, at

skurkene under krigen ikke skulle findes blandt mindretallets medlemmer, men navnene på påviselige

krigsforbrydere som de to, Matlok havde beskæftiget sig med i sin omtale af Dennis Larsens bog, skulle

selvfølgelig fjernes fra Ehrenhain på Knivsbjerg.618

Matloks udsagn må delvist kunne forklares med en fortrængning af nogle ubehagelige kendsgerninger,

for, som anført i Straffelejren, hvor yderligere nogle mindretalstyskeres tjeneste som kz-vagter rulles op,

så havde det længe været kendt, at der var SS-folk fra mindretallet, som udførte tjeneste i kz-lejre og i

det hele taget havde været involveret i krigsforbrydelser.619

Et par af de større sager efter krigen mod SS-mænd fra mindretallet, der havde befattet sig med andet

end blot fronttjeneste, blev omtalt i samtidens aviser, fx sagen mod Anton Peter Callesen, der blev ”dømt

til døden for mishandling af utallige fanger i tyske koncentrationslejre”, hvoraf 11 af de ulykkelige døde

af slagene, som det hedder i Politikens omtale i januar 1950 af sagen ved retten i Sønderborg.620

Anton Peter Callesen, der dog blev benådet til livsvarigt fængsel, hvorfra han blev løsladt i 1960 for at

bosætte sig i sin gamle hjemstavn under nyt navn, fik senere sine gerninger beskrevet nøje af den tyske

historiker Hans Mommsen,621 og Matlok fremdrog da også ved retsopgørarrangementet i Sønderborg i

2007 Callesen som en skamplet på mindretallet.

Den tyske journalist og forfatter Günther Schwarberg afdækkede i sin bog Der SS-Artz und die Kinder

vom Bullenhuser Damm fra 1988, hvordan en mindretalstysker fra Sønderborg, Hans Friedrich Petersen,

medvirkede som chauffør, da man i Neuengammes allersidste dage forsøgte at slette sporene efter

medicinske forsøg ved at hænge tyve jødiske børn i en kælder i Hamburg. Schwarberg kunne endda

følge Petersen til Sønderborg, hvor denne var død som pensionist.

På samme vis havde Gustav Alfred Jepsen, ligeledes fra mindretallet, gjort sig så bemærket, at den tyske

historiker Immo de Vries i 2000 i bogen Kriegsverbrechen in Lüneburg detaljeret havde beskrevet kz-

vagten Jepsens forbrydelser, der omfattede ansvaret for mindst 256 døde fanger, handlinger, der

medførte, at briterne henrettede ham. Denne sag var også blevet omtalt i 2005 i Weekendavisen af den

islandske arkæolog og historiker Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, og efterfulgtes af flere debatindlæg vedr.

betydningen af den pågældende SS-mands tilhørsforhold til mindretallet.

Flere publicerede kz-fangeberetninger har også omtalt mindretalstyske kz-vagter, fx omtalte Jens Martin

Sørensens publicerede erindringer og tegninger fra Neuengamme og udekommandoen Versen i 2000

189

netop den ene af de to kz-vagter, som Matlok slog ned på i sin omtale af Dennis Larsens bog, nemlig

Carl Heide (Jörgensen). Heide blev dødsdømt af briterne in absentia for krigsforbrydelser.

I 1995 blev der udgivet en bog med titlen Karup-Berlin over østfronten, hvor en tidligere østfrontfrivillig

fra mindretallet meget detaljeret beskriver sin fars tjeneste som kommandant i en lejr i tilknytning til kz-

Stutthof. Og Matlok havde selv i oktober 1989 lavet et interview med en meget kendt københavnsk

modstandsmand, som fortalte, at hans svigerfra var fra mindretallet og havde gjort tjeneste som

køkkenchef i kz-Buchenwald.622

I Der Nordschleswiger blev der i marts 1950 bragt en dødsbekendtgørelse over den in absentia

dødsdømte kz-vagt fra udekommando Versen, Carl Heide, hvor det eksplicit blev nævnt, at han

forrettede tjeneste i Neuengamme, da han sidst blev set. Og at han i øvrigt havde meldt sig frivilligt som

kz-vagt i 1942. Det fremgik tilmed, at han inden sin tjeneste i Neuengamme havde været ansat i

Nordschleswigsche Zeitungs trykkeri.623

Under sin tjeneste i kz-Neuengamme havde Callesen og nogle af hans medvagter fra det tyske mindretal

også sendt en hilsen eksplicit fra kz-Neuengamme til læserne af Nordschleswigsche Zeitung.624

I juli 1950 gjorde Der Nordschleswiger under overskriften ”En and” (Die Ente) sig lystig over, at Tønder

Amtstidende havde været ude med en historie over flere numre om et lokalt mindretalsmedlem, som ved

retten i Tønder stod anklaget for at have gjort tjeneste i Neuengamme, men hvor der sluttelig ikke kunne

rejses tiltale mod vedkommende.625

Af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smiths Under hagekors og

Dannebrog fra 1998 stod det klart, allerede inden Dennis Larsens bog blev publiceret, at der formentlig

var omkring 100 danske SS-frivillige, der under retsopgøret havde indrømmet at have forrettet kz-

vagttjeneste, så det, der chokerede Matlok efter læsning af Fortrængt grusomhed, må have været den

udtalte overrepræsentation af mindretalsmedlemmer.

Det forekommer ikke videre sandsynligt, at det ikke i den første efterkrigstid har været almindelig kendt

i mindretallet, at en del SS-frivillige fra mindretallet havde været involveret i kz-tjeneste og andet end

almindelig fronttjeneste – antallet af domfældte kz-vagter og den almindelige snak indenfor et mindre

samfund som mindretallet (og i Fårhuslejren) taget i betragtning.

Matloks chok kan selvfølgelig også have været udtryk for den almindelige, grundfaste tro i mindretallet

på, at de SS-frivillige havde været soldater og ikke andet. Det er således karakteristisk, at den

tyske/internationale veteransammenslutning HIAG626 var velanskreven i mindretallet og Der

Nordschleswiger. Der var jævnligt omtaler af HIAG-møder i Forbundsrepublikken, som regel i

Rendsborg, hvor repræsentanter fra Kameradschaftsverband deltog (og efterfølgende fik spalteplads

190

stillet til rådighed i avisen), selv efter at HIAG fra 1960’erne var stærkt omdiskuteret i

Forbundsrepublikken og endda foreslået forbudt af veteran-modstandsforeninger og SPD som en

højreradikal forening, der stred mod den tyske grundlov (hvilket avisen også refererede!). CDU og FDP

modarbejdede dog et forbud.627

Af avisen fremgår også, at HIAG fast deltog ved de årlige mindesammenkomster ved Ehrenhain på

Knivsbjerg og ved den årlige Kameradschaftverbands-fest i hvert fald helt op til og med 1995.628 At

betone forskellen på SS-frontsoldaterne og det SS-personel, som fx var kz-vagter, at benægte at Waffen-

SS havde deltaget i krigsforbrydelser og at forsvare Waffen-SS soldaternes ære var ud over det

kammeratlige samvær nærmest HIAG’s raison d’etre.629

At personel fra Waffen-SS i høj grad medvirkede til andet end almindelig fronttjeneste, kunne ikke

mindst den tyske forskning tidligt fastslå, en indsigt som tilsyneladende ikke bundfældede sig i det tyske

mindretal. Men der var også omtaler heraf i den danske presse, selv om tidligere danske SS-soldaters

apologetiske beretninger synes at have haft en vis gennemslagskraft i den danske offentlighed.

Allerede i 1945 kunne man i Vendsyssel Tidende læse en artikel med overskriften ”Med til jødemassakre

i Polen”, hvor avisen fortalte en hårrejsende historie om en ung sønderjyde, der tilhørte det tyske

mindretal, og som var blevet fundet blandt tyske flygtninge på Esbjerg Flyveplads. Den pågældende var

i 1942 blevet ”indkaldt til tysk militærtjeneste” (havde mere sandsynligt meldt sig frivilligt til Waffen-

SS) og var kommet til Polen, hvor han var blevet vidne til frygtelige jøde-massakrer. Over for

kriminalpolitiet i Esbjerg forklarede han, at hans afdeling en nat i store biler blev kørt langt bort ind i en

skov, hvor der fandtes flere kæmpegrave, hvorover der var lagt brædder. Afdelingen fik af SS-folk,

forklarede den unge mindretalstysker, ordre til at stille sig op og skyde alle ned, som kom hen til gravene.

Der blev herefter ført flere hundrede jøder i tre hold hen over gravene, og da de kom ud på brædderne,

fik afdelingen ordre til at fyre. I hundredevis blev de polske jøder i alle aldre på denne måde drevet i

døden. Der var, fortalte han, unge piger og yngre mænd og naturligvis også ældre, alle blev mejet ned

af kuglerne. Det skete, at flere af dem, som ikke straks blev dræbt, lå og skreg og jamrede sig nede i

gravene. SS-officerer sprang da hen til gravene og dræbte dem med håndgranater eller maskinpistoler.630

En omtale af den hjemmetyske soldats gruopvækkende forklaring har med stor sandsynlighed også været

bragt i andre af landets aviser.

Under krigen ses der eksempler på, at det i forbindelse med dødsannoncer for faldne frontfrivillige fra

mindretallet blev anført under hvilke omstændigheder den pågældende var faldet, fx i en nekrolog over

C.C. i 1944: ”Igen har kampen for Tysklands frihed kostet et offer fra vore rækker. Igen har én af de

bedste sat livet til for os, for på ærens mark har C.C. [anonymiseret af HSK] lidt heltedøden. Enhver,

191

der kendte ham, ved, hvor svært dette tab vil ramme hans pårørende og det tyske fællesskab. C.C. var

frontfrivillig og Unterscharführer i en alder af 23 år. Allerede som dreng udmærkede han sig ved en

særlig livs- og indsatsglæde. Han var altid rede til at kæmpe for tyskheden, og at han også var rede til

den højeste tjeneste, har han bevist. Det var for ham en selvfølgelighed at melde sig frivilligt under

fanerne, da partiføreren [Jens Møller] kaldte. Han blev indkaldt den 13. februar 1941. Han kom på

underofficersskole i Nürnberg. Derfra kom han til Østfronten og var længst indsat i Kroatien ved

bandebekæmpelsen [Bandenbekämpfung], indtil han sidste efterår igen kom til Østfronten”.

”Bandebekæmpelse” var et almindeligt anvendt udtryk for partisanbekæmpelse, en irregulær

krigsførelse, som også på Balkan blev udkæmpet på bestialsk vis med talrige drab på og repressalier

mod uskyldige civile. Nekrologen viser, at ”Bandenbekämpfung¨ var et almindeligt kendt og ikke-

tabubelagt foreteelse i mindretallet under krigen.631 Og C.C. var langt fra den eneste mindretalstysker,

som gjorde tjeneste i den pågældende SS-enhed.

At den slags ubehageligheder er blevet fortrængt, er Ehrenhain, der som nævnt blev indviet i 1962, et

godt eksempel på. Initiativtagerne, herunder Paul Koopmann, var helt på det rene med, det viser kilderne,

at nogle af de faldne på bronzetavlerne var ’faldet’ under højst irregulære omstændigheder. Enkelte var

blevet henrettet under det danske retsopgør for mord og tortur i Gestapos tjeneste, og to var som nævnt

blevet dødsdømt af briterne for overgreb mod kz-fanger. Her var tale om personer, der ”døde som følge

af krigen”, som det forblommet, men immervæk korrekt, anførtes på bronzetavlerne.632

Senest er det blevet påvist af forfatteren Henning N. Larsen, at et af navnene på bronzetavlerne tilhørte

et mindretalsmedlem, der faldt under en skudveksling i København mellem Hipo (som den pågældende

gjorde tjeneste i) og en modstandsgruppe. Afsløringen afstedkom (igen) en større omtale i Der

Nordschleswiger ved en rystet Siegfried Matlok.633

Der har uden tvivl været en fortrængning af disse forhold i det offentlige rum efter krigen. Men en del i

mindretallets krigsgeneration var vidende om egen eller andre mindretalsmedlemmers medvirken til den

nazistiske verdensanskuelses ’implementering” i sin fulde konsekvens.

Langbehn-Haus

Ikke blot mindelunden for de faldne, men også det såkaldte Langbehn-Haus på Knivsbjerg blev genstand

for en længerevarende debat i mindretallet. Startskuddet blev givet i 2012, da journalisten og historikeren

Jesper Vind på baggrund af den offentlige debat vedr. Ehrenhain gjorde en antropologisk feltrejse til

Sønderjylland for nærmere at tage Knivsbjerg i øjesyn og interviewe personer til den artikel i

Weekendavisen, som han betitlede ”Tidslommen”.634

192

Under sin besigtigelse af Knivsbjerg opdagede han, at den Julius Langbehn (1851-1907), som han fra

sine studier kendte som en tysk nationalistisk kulturkritiker, der havde været med til at starte en

kulturpessimistisk, antisemitistisk bevægelse i Tyskland og almindeligvis blev betragtet som en af

nazismens åndelige fædre, havde givet navn til det ’Jugendheim’, som blev indviet på Knivsbjerg i 1931.

Primært, formentlig, fordi Langbehn var født i Haderslev.

En af Der Nordschleswigers læsere, Paul Sehstedt, blev opmærksom på Jesper Vinds artikel og

reagerede med et læserbrev i mindretallets avis, hvori han foreslog navnet ændret til ’Knivsberghaus’.635

Dette forslag, og i det hele taget forslaget om en navneændring, skulle åbenbart lige bundfælde sig i

mindretallet, for næste fase i det stærkt symbolske anliggende, blev indledt med, at pastor Kirstin

Kristoffersen ved den årlige mindehøjtidelighed for Jens Jessen på Tinglev kirkegård i 2014 foreslog at

ændre navnet på Langbehn-Haus til ’Jens Jessen-Haus’. Som hun udtalte: ”Eine Umbenennung wäre

genau wie diese Veranstaltung heute, ein kleines Zeichnen.”636

Det forslag fandt Paul Sehstedt ikke heldigt ud fra den betragtning, at Jessen for det første var overbevist

nazist indtil 1939 og for det andet ikke kunne betragtes som nordslesviger.637 Derimod støttede Ingrid

Brase Schloe og Kay Brase forslaget i en én-sides featureartikel om Langbehn og dennes tankegods. En

navneændring ville være ”et politisk signal”.638

Formanden for mindretallets politiske parti, Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt, tog efterfølgende i

sin tale på Volkstrauertag på Knivsbjerg hele det principielle spørgsmål om ændringer af navne på

historiske steder op. Han fandt, at der var forskel på Ehrenhain- og Langbehnproblematikken i den

forstand, at begrebet Ehrenhain var værdiladet, mens Langbehn for de fleste ikke umiddelbart gav

værdiladede associationer til noget som helst. Først når man undersøgte sagen nøjere, fik man sat

Langbehn ind i den rette kontekst og blev dermed også ansporet til en kritisk stillingtagen til en ”forfatter,

hvis navn er lige så synligt mejslet ind over indgangen [til Langbehn-Haus], som det er i to generationers

tankegang, der gjorde dem blinde for de menneskeforagtende resultater af de Langbehnske idéer”.639

Netop dette at bevare navnet Langbehn-Haus fandt lederen af ’Bildungsstätte Knivsberg’, Heiko Frost,

var en fordel i den aktive formidling af mindretallets nazistiske fortid og opgøret med denne.640 Dette

hensyn kunne for fhv. gymnasielektor Jørn Arpe Munksgaard ikke have primat i forhold til den negative

politiske signalværdi, det havde for mindretallet at bevare navnet. Han fandt dog ikke navnet Jessen-

Haus velvalgt ud fra den betragtning, at nok var Jens Jessen født i Stoltelund, men hele sit voksenliv

havde han tilbragt uden for Nordslesvig. Munksgaard foreslog i stedet ’Matthias Hansen-Haus’. Det

ville være et signal om, at mindretallet fra 1945 stod på demokratiets og modernismens grundlag.641

193

I januar 2015 tilsluttede Nis-Edwin List-Petersen sig grundlæggende Heiko Frosts argumenter for at

bevare Langbehn-Haus navnet – man ville kunne anvende stedet som ’historischer Lernort’.642

”Langbehn gehört ins Museum” var Jørn Arpe Munksgsaards reaktion på List-Petersens indlæg og

fastholdt sit forslag.643

Nu besluttede BDN sig for at afholde et offentligt debatmøde under titlen ”Ja oder Nein – Vom Umgang

mit der Geschichte und dem Langbehn-Haus”. På mødet den 5. februar 2015 i Aabenraa gav Frank

Lubowitz en historisk indføring i Langbehn og Carsten Schlüter-Knauer en politisk-filosofisk. Herefter

argumenterede Jørn Arpe Munksgaard for et ja til navneændring og formanden for Heimatkundliche

Arbeitsgemeinschaft, Lorenz Wree, for et nej.

Også efter arrangementetet måtte mindretalles avis konstatere, at synspunkterne stod mod hinanden.644

Dog kunne man i en leder med titlen ”Geschichts-Arbeit” konkludere, at arrangementet i Aabenraa, som

var det første i en række af ’Politisches Forum’, havde vist, at det ikke nyttede at fortie den problematiske

fortid, men også at der ikke var patentopskrifter på, hvordan man skulle foretage

’Vergangenheitsbewältigung’.645

Læserdebatten fortsatte imidlertid. Et indlæg fra den tidligere SS-frivillige og formand for

Kameradschaftsverband Andreas Fleischer var markant: Man kunne jo ikke ændre på fortiden, så

hvorfor overhovedet beskæftige sig med den?646

En navneændring var imidlertid princielt et anliggende for det såkaldte ’Knivsberggesellschaft’, der med

skibsreder Jebsen som formand ejer området. Med denne instans ville BDN nu tage et møde om

spørgsmålet,647 og i september 2015 kunne Der Nordschleswiger meddele, at ejerne havde besluttet sig

for at bevare Langbehn-navnet. Formanden Christian Jebsen begrundede beslutningen med, at

”mindretallet i Nordslesvig ikke kan løbe fra sin fortid”, og at man ikke kunne omskrive denne ved at

ændre navnet på Langbehn-Haus.648

BDN-formand Hinrich Jürgensen bakkede op om beslutningen. Han så på sagen nøjagtig som Jebsen:

man kan ikke fjerne historien, man skal forklare den og lære af den.649 Denne beslutning gav naturligvis

anledning til en ny runde af indsigelser fra de personer, der offentligt var gået i brechen for en

navneændring.650

Det var uden tvivl med føje, når lederen af mindretallets sekretariat i København, Jan Diedrichsen, senere

i september 2015 holdt en tale over temaet ”Minderheit und Vergangenheit – eine nicht immer ganz

einfache Geschichte” ved et arrangement i Aabenraa om ”Geschichtsbewusstsein und

Geschichtsvergessen”.651 Men at mindretallet nu aktivt og offentligt tog stilling til sin fortid, kom også

til udtryk derved, at Claudia Knauer, redaktør ved Der Nordschleswiger, publicerede en artikel i

194

Schriften der Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft 2015, hvor hun havde samlet og perspektiveret hele

debatten om en navneændring af Langbehn-Haus.652

5.2 Ladelund, Neuengamme og Husum-Schwesing

At medtage kz-lejren Neuengamme ved Hamburg og denne hovedlejrs to udekommandoer lige syd for

grænsen, Ladelund og Husum-Schwesing, under erindringssteder for det tyske mindretal kan

umiddelbart virke som en tilsnigelse. Nora anstiller jo som en hel fundamental forudsætning for et

erindringssted, at et erindringsfællesskab er indstillet på at erindre netop dette sted. Jeg vil ikke desto

mindre argumentere for, at Ladelund kan opfattes som et erindringssted for mindretallet, som et

erindringssted for tilgivelse, forsoning og endda (trods alt) tysk humanitet – på linje med den rolle,

som kz-lejren Dachau helt fra de tidlige efterkrigsår har spillet i Forbundsrepublikken.653

Neuengamme og Husum-Schwesing (som jo begge længe har været erindringssteder, blot ikke for

mindretallet) kan måske udvikle sig til erindringssteder for mindretallet henset til den udvikling,

mindretallets erindringskultur og –politik undergår i disse år, sådan som det vil fremgå nedenfor.

Under alle omstændigheder perspektiverer mindretallets forhold til de tre kz-lejre forholdet til

Knivsbjerg og Fårhus.

”Erinnerung an die Greul der NS-Zeit. Kz-Gedenkstätte Ladelund eingeweiht” kunne Der

Nordschleswiger den 19. november 1990 meddele sine læsere,654 som allerede var bekendte med

rædslerne i den lille udekommando under Neuengamme, der var i funktion i november-december 1944

ved landsbyen Ladelund, umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse.655 Lejren, hvor 300 fanger døde

af sult, sygdom og udmattelse, var, og især skulle blive, nærmest en prisme for det tyske mindretal i

forhold til kz-universet. Det skyldtes selvfølgelig den omstændighed, at lejren lå i mindretallets

geografiske nærhed, men formentlig også fordi erindringen om Ladelund trods gru og tysk skyld tillige

rummede en opbyggelig fortælling om forsoning og håb.

Af de 300 omkomne i lejren var næsten 200 fra den lille hollandske by Putten, og efter krigen tog den

lokale præst i Ladelund, som havde forestået begravelserne af de omkomne fanger fra lejren på den

lokale kirkegård, forbindelse til de pårørende i Putten. I 1950 kom der for første gang gæster fra Putten

til Ladelund for at afholde en samlet mindehøjtidelighed for de omkomne. Siden udviklede båndene sig

mellem de to små byer med årlige gensidige besøg og arrangementer, og derfor faldt det naturligt at

195

kalde museet, som åbnede i 1990, for ”KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte [min udhævelse]

Ladelund”.656

Der Nordschleswiger berettede løbende om mindehøjtideligheder, arrangementer og udstillinger i kz-

Gedenkstätte Bergen-Belsen og andre kendte tidligere kz-lejre, hvor der var oprettet museer eller

erindringssteder, ligesom avisen omtalte, når børn og unge fra mindretallets skoler besøgte disse steder.

Men Ladelund indtog, især i løbet af 1990’erne, helt klart en særstilling i mindretallets bevidsthed. De

årlige mindehøjtideligheder i Ladelund blev indgående omtalt, ligesom udekommandoens historik og

tanken med og planerne for erindrings- og mødestedet jævnligt er blevet gjort til genstand for grundige

artikler i mindretallets avis.657

Den store Neuengamme-lejr ved Hamburg, som Ladelund sorterede under, har fået en langt mere

overfladisk behandling i mindretallets avis – selv om (eller måske fordi?) denne lejr har en helt særlig

betydning i såvel en dansk, sønderjysk som en mindretalstysk sammenhæng. Langt de fleste af de godt

6.000 danskere, der blev deporteret under krigen, kom til Neuengamme, eller i hvert fald stiftede

bekendtskab med den under deres hjemtransport med De Hvide Busser. Mange af de deporterede kom

fra Sønderjylland. Det drejede sig om enten modstandsfolk eller grænsegendarmer.

Ikke så få SS-soldater fra mindretallet kom til at gøre tjeneste i kz-Neuengamme, og langt flere var

interneret i den tidligere kz-lejr efter krigen som allierede krigsfanger, før de blev sendt videre hjem til

Danmark.

Den store proces mod SS-personel og overfanger i Neuengamme forløb allerede fra den 18. marts til den

3. maj 1946 i Curio-Haus i Hamburg, altså på et tidspunkt, hvor mindretallets avis knap nok var kommet

i gang. Det kan være en af forklaringerne på den nærmest fraværende omtale af Neuengamme. Første

gang Neuengamme blev nævnt i Der Nordschleswiger var tilsyneladende i april 1947, hvor en artikel i

serien ”Volk in Not – Briefe aus Deutschland” beskrev nøden, elendigheden og diffameringen i det

besatte Tyskland gennem personhistorier. ”Interneringslejren Neuengamme” nævntes som et af de

steder, der nærmest symboliserede denne tilstand. Lejrens fortid som kz-lejr blev forbigået i tavshed.658

Denne åbenbaredes dog kort i 1948 i forbindelse med en meddelelse om at SS-manden L.F. fra Felsted

(anonymiseret af HSK) var blevet frikendt for mishandling af fanger i kz-lejren Neuengamme, hvor han

var vagtmand (Aufseher) i lejrens tøjdepot. Så L.F., der allerede havde afsonet en straf på to års fængsel

for fronttjeneste i SS, blev sat på fri fod.659

En opbyggelig historie, som nok kunne sætte forholdet mellem kz-Neuengamme og Fårhuslejren på

plads for mindretallet, var den tidligere SS-officer Hanns Jessen god for, da han i Der Nordschleswiger

i 1948 kunne berette om et møde, han nylig havde haft med en ældre grænsegendarm, der havde været

196

deporteret til Neuengamme under krigen. ”Gewiss” havde gendarmen været sulten, som også den tyske

befolkning på dette tidspunkt af krigen, og var blevet dårligt behandlet, men efter at være kommet videre

fra hovedlejren til en udekommando på Lüneburger Heide (må have været enten udekommandoen Alt

Garge eller Schandelah) var han blevet godt behandlet. Umiddelbart efter krigen havde han hadet

Tyskland og tyskerne, men havde nu indset, at det ikke nyttede. De almindelige tyskere var jo ikke

ansvarlige for grusomhederne (Greultaten) i kz-lejrene – ligesom heller ikke den almindelige dansker

var ansvarlig for behandlingen af mindretalstyskerne i Fårhuslejren.

Hanns Jessen kunne også berette, hvordan han umiddelbart før kapitulationen stødte på en gruppe

kvinder, der var blevet befriet fra kz-lejren Ravensbrück. Da de så hans SS-uniform, mødte de ham

umiddelbart med had, men da de hørte nærmere om hans baggrund som tysker med dansk

statsborgerskab, der følte sig nationalt forpligtet til at kæmpe for Tyskland, mødte han forståelse. De

bød ham på chokolade og cigaretter, som han dog afslog at tage imod. Moralen var ifølge Jessen: vi må

glemme hadet og tro på det bedste i menneskene.660 Formentlig var en sådan fortælling udtryk for

mindretallets selvforståelse på dette tidspunkt – eller medvirkende til at konstituere den.

I 1953 var der en kort notits i Der Nordschleswiger om, at ”Ehrenmal Neuengamme” var blevet indviet,

altså et mindesmærke, og at tidligere fanger fra Holland, Danmark og Frankrig lagde en krans.661 Og i

1955 refererede mindretallets avis under overskriften ”Der erste Eisenbahnsaboteur” fra et interview

med den lokale pastor Riishøjgaard i Berlingske Tidende, hvor han berettede om sin deportation fra

Frøslevlejren til Neuengamme. I interviewet (og det var just det Der Nordschleswiger koncentrerede sig

om) udtalte Riishøjgaard (som havde været fængselspræst i Fårhuslejren), at han ville ”møde fangerne

fra Fårhus”. Det bød kristendommen ham. ”Før eller senere må vi anerkende disse mennesker. Vi kan

ikke have en pariakaste i vort samfund. Vore ledende politikere har gjort det svært for landsforræderne

[…].”662

Deportation til kz-Neuengamme blev også nævnt i forbindelse med fødselsdagsomtale for den tidligere

lokale modstandsmand J.P. Egebjerg Andersen, som i 1976 fyldte 60 år. Egebjerg Andersen blev i

omtalen hyldet for at ”vise forståelse for de tyske nordslesvigere”.663

Fra 1966 omtaltes Neuengamme kort i forbindelse med det stigende antal notitser og artikler om

Ladelund, men udelukkende som en baggrundsoplysning for at forstå Ladelund.664 Lejlighedsvist blev

Neuengammelejren nævnt, fx i forbindelse med forhenværende ministerpræsident i Schleswig-Holstein

Bruno Dickmanns 80-års fødselsdagsomtale i 1977.665 Dickmann havde siddet i Neuengamme under

krigen. Endvidere blev Neuengamme fra 1983 nævnt som en nødvendig baggrundsoplysning i

forbindelse med den årlige mindehøjtidelighed den 3. maj for det britiske luftangreb på skibet ’Cap

197

Arcona’ i Lübecker-bugten ud for Neustadt. Flere tusinde kz-fanger fra Neuengamme omkom ved

angrebet.666

I 1984 kunne mindretallets avis meddele, at den tidligere kz-lejr Neuengamme var ”unter

Denkmalschutz gestellt” for at beskytte de stadig intakte bygninger på lejrområdet fra forfald, men at

der ikke var planer om at etablere et egentligt museum667 til erstatning for den udstillingsbygning, man

havde anvendt siden 1981 til at formidle Neuengammes historie.

Fra midt-80erne drejede de fleste omtaler af Neuengamme sig om en gruppe til stadighed sultestrejkende

romaers besættelse af dele af lejrområdet for dels at opnå anerkendelse og erstatning som offergruppe

fra Nazi-tiden dels for at opnå asylstatus i Forbundsrepublikken. Et andet hovedtema fra slutfirserne var

bestræbelserne på at få nedlagt og fjernet det ungdomsfængsel, der befandt sig på det historiske

lejrområde, med henblik på at omdanne hele lejrområdet til museum. Begge disse emner dækkede Der

Nordschleswiger gennem korte notitser fra tyske pressebureauer.

I 1995 åbnede et nyt mere omfattende museum i Neuengamme, og siden har Der Nordschleswiger omtalt

skiftende udstillinger, arrangementer og videnskabelige seminarer i museets regi, formentlig

hovedsageligt baseret på pressemeddelelser fra institutionen. I første omgang lykkedes det dog ikke at

få fjernet ungdomsfængslet, og Der Nordschleswiger fulgte den heftige tyske debat herom fra 2001, til

det endelig lykkedes helt i 2007.668 Avisen rammede problematikken præcist ind med en overskrift den

18. oktober 2001, ”Gefängnisplätze contra Erinnerungskultur”.669

Hvor udekommandoen Ladelund, som det er fremgået, jævnligt blev ikke bare omtalt, men også

beskrevet i dybden i mindretallets avis, forholdt det sig længe anderledes med en udekommando lige i

nærheden, nemlig Husum-Schwesing-lejren ca. 30 km syd for den dansk-tyske grænse. Den havde ingen

opbyggelig historie, ej heller var der på det tidligere lejrområde en Gedenkstätte som i Ladelund, hvis

aktiviteter kunne påkalde sig offentlighedens interesse.

Husum-Schwesing, der også var en udekommando under Neuengamme med modbydelige forhold meget

lignende dem i Ladelund, blev tilsyneladende første gang nævnt i mindretallets avis i slutningen af 1987,

da der blev afsløret et mindesmærke ved det tidligere lejrområde.670 Notitsen baserede sig formentlig på

en pressemeddelelse fra de lokale myndigheder, for der nævntes intet om, at Husum-Schwesing i høj

grad, i modsætning til Ladelund, havde en dansk vinkel, idet ca. 100 af fangerne i lejren var blevet

deporteret til Neuengamme fra Frøslevlejren den 15. september 1944.671

Denne sammenhæng fremgik heller ikke af en kort omtale af et hæfte om Frøslev-, Ladelund- og

Schwesinglejrene, som det slesvig-holstenske museumsvæsen og det daværende Amtsmuseumsråd i

Sønderjylland havde ladet fremstille i 1992.672

198

Da Der Nordschleswiger i 1995 anmeldte, måske snarere omtalte, Olde Lorenzens bog om Husum-

Schwesing-lejren, Macht ohne Moral, nævntes heller intet om, at der var mange danskere i lejren. Første

gang, det tilsyneladende blev nævnt, var, da faghistorikeren Uwe Danker fra Institut für Regional- und

Zeitgeschichte i Slesvig/Flensborg skrev en længere featureartikel med titlen ”Ja, so war Husum. So war

Macht ohne Moral”, hvor han tydeligvis lod sig inspirere af titlen på Olde Lorenzens bog.673 Der var

dog ingen sønderjysk vinkel på historien.

Den ville det have været oplagt at tage op i forbindelse med Der Nordschleswigers omtale af sønderjyden

Hans Mørups erindringsbog fra 2000, På Fløjen, hvor Mørups lidelsesrejse fra Frøslev over

Neuengamme til Husum-Schwesing beskrives både detaljeret og særdeles stærkt. Anmelderen

anerkender dette uden at gå i detaljer,674 men den oplagte mulighed, nemlig at forfølge denne historie ud

fra en lokal, personlig vinkel, forsømte avisen. Måske fordi den stærkt nationalkonservative Mørup i sin

bog frimodigt beskriver sit meget konfrontatoriske forhold til det tyske mindretal i 30’erne, under krigen

og i efterkrigsårene.

Første gang mindretallets avis gik i dybden med en sønderjyde, der havde oplevet kz-lejrenes gru, var

tilsyneladende i 2002, hvor Siegfried Matlok over tre sider interviewede den tidligere Frøslev- og

Neuengamme-fange Mogens Dyre.675

Den tilsyneladende (længe) manglende interesse for at konfrontere læserne med konkrete lokale

forbindelser til Neuengamme, virker påfaldende, al den stund avisen på ingen måde havde afstået fra at

beskrive andre kz-lejre og andre fangenationaliteter. Den tanke er nærliggende, at man har fortrængt den

nære sønderjyske historie, fx grænsegendarmernes hårde skæbne. Når Grænsegendarmerne overhovedet

lejlighedsvist blev omtalt i mindretallets avis, var det som regel i forbindelse med Jens Møllers jævnligt

omtalte interventioner over for besættelsesmagten til fordel for de internerede grænsegendarmer.676

I 1998 etablerede en lokal grænseoverskridende arbejdsgruppe, hvor også Frøslevlejrens Museum

deltog, med hjælp fra skolelever i Flensborg et mindesmærke (Mahnmal) ved jernbanelinjen i Harrislee

(Harreslev) umiddelbart syd for grænsen. Her blev de 1.600 Frøslevfanger, der blev deporteret i 1944-

45, ført til og omladet i kreaturvogne, som transporterede dem til Neuengamme og for en enkelt

transports vedkommende til Dachau ved München. Etableringen af mindesmærket skete ud fra

betragtningen ”Erinnerung braucht Orte”. Ved indvielsen af mindesmærket den 15. september 1998

deltog efter invitation også formanden for BDN Hans Heinrich Hansen.677

Samtidig udgav arbejdsgruppen et tosproget (tysk/dansk) hæfte, som i 2002 blev udbygget til en lille

bog, der dokumenterer transporterne fra Frøslev til kz-lejr, hvem der blev deporteret og hvorfor. Desuden

199

beskriver bogen (som ikke ses at have været omtalt i mindretallets avis) de forhold, der mødte

Frøslevangerne sydpå. 678

Siden etableringen af mindesmærket har mindretallets avis hvert år bragt omtaler af de

mindehøjtideligheder, der er blevet afholdt ved mindesmærket i Harreslev på årsdagen for den første

deportation fra Frøslev, nemlig den 15. september. Siden blev der også afholdt mindehøjtideligheder

ved mindemærket på ’Auschwitz-dagen’, eller ’Holocaust-dagen’, som den 27. januar siden kom til at

hedde.

Arbejdsgruppen har tillige i samarbejde med Harreslev Kommune afholdt årlige

foredragsarrangementer, fx om udekommando Husum-Schwesing, som er blevet omtalt eller refereret i

Der Nordschleswiger.679 Det samme blev ved flere lejligheder en større udstilling om De Hvide Busser

i Nationalmuseets Egmonthal i København i 2015, som Frøslevlejrens Museum medvirkede til, bl.a. ved

at overføre sin Hvide Bus til København. Flytningen af bussen og udstillingen i det hele taget blev tæt

dækket af mindretallets avis, ligesom den historiske baggrund for hele aktionen i 1944-45 blev formidlet

til læserne.680 Da en lokal Rotary-afdeling sendte 262 elever fra danske og mindretalstyske skoler i bus

til København for at se udstillingen, blev elevernes indtryk fra udstillingen også gengivet i mindretallets

avis.681 Så måske kandiderer De hvide Busser til at blive et erindringssted for det tyske mindretal, sådan

som de tydeligvis har været for den danske befolkning i mindst 60 år?

I 2016 bragte Der Nordschleswiger for første gang en omtale af den årlige mindehøjtidelighed den 5.

oktober i Frøslevlejren ved den såkaldte ’Gendarmmur’, hvor navnene på de 38 grænsegendarmer, der

omkom som følge af opholdet i kz-lejr, er opført. Avisen havde endog sendt en journalist til

mindehøjtideligheden, der talte med et barn til en omkommet gendarm.682

Den større lydhørhed i mindretallet over for danske fangers skæbne i kz-lejr kan man uden tvivl tage

som udtryk for en ændret holdning – der måske også kan tilskrives, at Frøslevlejrens Museum i 2013

åbnede en permanent udstilling om Fårhuslejren.

5.3 Fårhus

Fårhus etablerede sig i efterkrigstiden som det vel vigtigste erindringssted i mindretallets kollektive

bevidsthed. Det kom for eksempel til udtryk ved, at samtlige internerede og arrestanter fra

mindretallet i Fårhuslejren løbende blev nævnt ved navns nævnelse i mindretallets avis, og derved

200

at et ophold i Fårhuslejren har været en fast bestanddel i fødselsdags-, bryllups-, jubilæums-,

sølvbryllups-, guldbryllups-, diamantbryllupsomtaler og nekrologer helt op til vore dage,

nogenlunde som det har været tilfældet i den danske presse for personer med en fortid i

modstandsbevægelsen. I modsætning til den stigmatisering og udgrænsning danske nazister

oplevede efter krig og retsopgør, så var et ophold i Fårhuslejren absolut ikke skamfuldt i

mindretallet, tværtimod var det et ridderslag og i en længere årrække for en umiddelbar betragtning

nærmest en afgørende kvalifikation for en politisk karriere. Man undlod således ikke at omtale et

Fårhusophold i en personlig valgannonce.

Enkelte satte i de første efterkrigsår også jobannoncer i Der Nordschleswiger, hvor man

bekendtgjorde, at man nu var løsladt fra Fårhuslejren og parat til at tage fat igen.683 Derudover var

der især de første par årtier efter krigen jævnligt personlige beretninger fra Fårhuslejren i Der

Nordschleswigers spalter, selvfølgelig med en opbyggelig morale om indre sammenhold og vilje til

tyskhed. Og Fårhus indgik sædvanligvis som en central ingrediens i avisens stærkt kritiske omtale

af retsopgøret.

I 1954 udkom som tidligere nævnt den i mindretallet højt respekterede pastor Gottfried Horstmanns

erindringer fra Fårhuslejren. Bogen, Zwei Jahre meines Lebens. Erinnerungen an Faarhus havde

længe været foromtalt i Der Nordschleswiger, som også bistod direkte ved salget af den.684 Og

bogen skuffede ikke. Horstmann spidder syrligt og elegant lejrautoriteterne, der fremstilles som

emsige og småstupide. Sammenholdet mellem de indsatte var derimod eksemplarisk, og føreren

Jens Møller prises som et mandfolk, der optrådte princip- og karakterfast. Uden tvivl fik

Horstmanns bog, der var totalt blottet for selvransagelse, stor udbredelse, blev en slags folkebog, og

som det konstateres i Straffelejren, er der med garanti blevet læst op af den i mangt et hjemmetysk

hjem.685

Da planerne om etableringen af et Frøslevlejrens Museum konkretiseredes i 1967 i forbindelse med,

at hæren rømmede Padborglejren, manifesteredes Fårhuslejrens stærke symbolværdi for

mindretallet på ny. I en leder ankede Der Nordschleswiger over, at Fårhuslejren af en initiativtager

til etablering af Frøslevlejrens Museum blev omtalt som et sted, der blev anvendt til indespærring af

”stikkere og værnemagere”. Det drejede sig nemlig om nordslesvigske medborgere, som var blevet

spærret inde som følge af love med tilbagevirkende kraft, personer, som aldrig havde begået noget

kriminelt, men udelukkede blev kriminaliseret på grund af deres tyske sindelag. Det tyske mindretal

bøjede sig for erindringen om de danskere, der på grund af deres kærlighed til friheden var blevet

sendt i Frøslevlejren af den tyske besættelsesmagt, men man forventede den samme respekt fra

201

dansk side over for de nordslesvigske mænd og kvinder, som uden individuel skyld måtte henslæbe

måneder og år bag Fårhuslejrens pigtråd. Det var personer, som havde måttet lægge ryg til ”et

grusomt system, som vort folk var fanget i”. Men bag pigtråd sad de også fordi, de havde været

trofaste over for deres eget folk, i lyse som i mørke stunder, og nådesløst havde måttet stå

konflikten igennem – konflikten mellem det folkelige og det statslige tilhørsforhold. Og lederen

sluttede: ”Wer wagt hier den ersten Stein zu werfen […]?”686

Hermed havde mindretallet indledt en offensiv, der med vekslende intensitet blev ført over de næste

godt 30 år: kravet, og meget senere et mere stilfærdigt ønske, om at også Fårhuslejrens historie blev

formidlet på det lejrområde, som den danske offentlighed i almindelighed kom til at betragte som et

stærkt symbol på tysk besættelse og dansk modstand. Det omstridte lejrområde ved Padborg og

anvendelsen af det, kom ofte, som det fremgår af Straffelejren, til at udgøre selve

omdrejningspunktet, ja, kamppladsen for spændingerne mellem den danske flertals- og den tyske

mindretalsbefolkning. Nok voksede en stigende harmoni mellem de to nationale befolkningsgrupper

frem, men helt op til vore dage har én ting, som tidligere anført, stadig adskilt: tolkningen af den

fælles historie.687

I perioden fra juli 1968 til august 1969, hvor Frøslevlejrens Museum blev officielt indviet, blev ikke

mindre end fem repetetive ledere viet emnet.688 I samme tidsrum bragte avisen en føljeton på 30

afsnit med den tidligere chefredaktør på Nordschleswigsche Zeitung Harboe Kardels illegale

Fårhus-dagbog.689 I dagbogen følger man ud over hverdagen i lejren Kardels refleksioner over

Nazi-Tysklands og mindretallet skæbne: Nazismen havde været forfejlet og bar ansvaret for

forfærdelige forbrydelser. Mindretallet var blevet forført og forrådt af Nazi-Tyskland og under

retsopgøret svigtet af Danmark. Mindretallets nazistiske ledelse, som han selv var en del af, formår

Kardel i sin dagbog, som tidligere nævnt, at distancere sig fra – uden at det i øvrigt afficerer hans

varme forhold til fangekammeraterne Jens Møller, Asmus Wilhelm Jürgensen, Jef Blume, Jep

Marcussen Schmidt, Ernst Schröder og Wilhelm Deichgräber. Kardels tanker kredser også konstant

om mindretallets ofre ved fronten – og den uretfærdige behandling de frontfrivillige blev udsat for

efter krigen. 690 At mindretallets avis valgte at bringe Harboe Kardels dagbog, kan man med føje

tage som udtryk for, at Kardels opfattelse blev delt af mindretalsledelsen i 1968.

Harboe Kardel, en af mindretallets (få) faghistorikere, udgav i øvrigt i 1971 en bog med titlen Fünf

Jahrzehnte in Nordschleswig, som nærmest har karakter af en hybrid mellem erindringer og

fremstilling. I bogen, som savner analytisk dybde og distance, opfordrede Kardel til ”ikke forhastet

at bryde staven over mindretallet”. Den havde nemlig været i en loyalitetskonflikt mellem stat

202

(Danmark) og folk (det tyske). Mindretallet var, som Kardel udtrykker det, nødt til at tage det, som

var sket, på samme måde som ”kystbefolkningen må tage en stormflod”. Der havde ikke været

noget alternativ. Tonen over for Jens Møller var respektfuld og beundrende – på grund af Møllers

menneskelige egenskaber. I en efterfølgende bog Grenzlandmelodie in Dur und Moll fra 1975

karakteriserer Kardel dog nationalsocialismen som ”den store ulykke”.691

Hos Kardel genfinder man den viktimisering, som også prægede erindringskulturen i

Forbundsrepublikken i flere årtier efter krigen: ”Først blev vi forført og snydt af nazi-gangsterne, så

måtte vi lide under krigen (som soldater i vinterkulden på Østfronten og som børn og mødre under

tæppebombardementerne af byerne), og efter krigens afslutning sultede vi, og sejrherrerne

mishandlede os.” Også Kardels metafor eller topos om nazismen som et uvejr, en naturkatastrofe,

har været almindelig i Forbundsrepublikkens erindringskultur.

Ny runde i Frøslev-Fårhus debatten

Siden Frøslevlejrens Museum blev etableret i 1968-69 havde der altså været rejst krav fra mindretallet

om, at også Fårhuslejren skulle synliggøres på lejrområdet. I 1994 gav den daværende amtsborgmester

i Sønderjyllands Amt, Kresten Philipsen, startskuddet til en ny, længerevarende debat om de to lejres

symbolværdi og om det betimelige i en Fårhus-udstilling. Det gjorde Philipsen, som også var formand

for ’Den Selvejende Institution Frøslevlejren’, der administrerede lejrområdet, da han under den årlige

4. maj-markering i Frøslevlejren i sin tale til forsamlingen gav udtryk for, at han personligt mente, at

Frøslevlejren også burde rumme en udstilling om Fårhuslejren, altså om tiden efter den 5. maj 1945.

Den konkrete anledning til hans bemærkning var de meget omfattende og ophidsede reaktioner,

indenlands som udenlands, i kølvandet på en brochure, som lederen af det daværende ’Frøslevlejrens

Kursuscenter’ havde ladet udsende i Tyskland med henblik på at trække tyske kursister til.692

Kursuscenterets initiativ blev også hudflettet af Siegfried Matlok i en efterfølgende leder i Der

Nordschleswiger, hvor han karakteriserede det som udtryk for manglende respekt og

situationsfornemmelse. Men i øvrigt var han enig med Philipsen i, at der burde etableres en udstilling

om Fårhuslejren på lejrområdet. 693 Under den offentlige debat om kursuscenterets initiativ var der

fremkommet antityske udtalelser, som Philipsen ønskede at tage afstand fra, herunder uddybede han sine

synspunkter og udtalte i den forbindelse, at ”alle ved, at nogle hjemmetyskere trængte til en afkøling,

men man tog alle, der bare talte lidt tysk”.

Philipsens udtalelser havde klangbund i mindretallet. ”Jeg har altid ment, at man burde fortælle, hvad

lejren blev brugt til efter den 4. maj 1945. At man faktisk har fortiet lejrens brug, gør stedet lidt plettet,”

203

udtalte BDN-formand Hans Heinrich Hansen694, og Matlok sekunderede med en leder den 10. maj, hvor

han under overskriften ”Respekt vor Philipsen” kvitterede for talen.695

Dette blev kraftigt imødegået af repræsentanter for modstandsbevægelsen og også formanden for

støtteforeningen ’Frøslevlejrens Venner’. På baggrund af den offentlige debat, som omtaltes i mange

medier, ønskede formanden for Landdagen i Kiel, Ute Erdsieck-Rave, også at markere sig. Hun foreslog,

at der blev afholdt et dansk-tysk historiesymposium, som skulle beskæftige sig med symboler og

mindesmærker i grænselandet, ud fra den betragtning, at diskussionen om Istedløven og nu også

Frøslevlejren havde vist, at isen i grænselandet var tynd. Det støttede Hans Heinrich Hansen, som

betonede, at det tyske mindretal ville optræde objektivt i spørgsmålet om Frøslevlejren. Men den danske

side havde ikke ret til kun at fremhæve ”historiens positive sider”.

Det foreslåede symposium, som formentlig blot var en politisk markering, blev aldrig til noget, men

under den efterfølgende offentlige debat stod synspunkterne ret stejlt over for hinanden. Fra dansk side

var den generelle holdning, at man ikke skulle blande tingene sammen, mens mindretallet så meget

positivt på en synliggørelse af Fårhuslejren på lejrområdet.696

Faarhus 1945-1949. Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark

Der var tydeligvis spændinger inden for mindretallet mht. til omgangen med den nazistiske fortid, og

den undertiden tvetydige linje i avisen har sikkert været udtryk for reminiscenser af den spagat, som

mindretalsledelsen havde udført siden 1945. Parolen for ’den tyske dag’ i november 1987 var

”Geschichte, Verantwortung, Mitgestaltung”, og hovedtaleren var landdags-vicepræsident Kurt Hamer

(SPD), en person, der, som Matlok gjorde opmærksom på i en leder, nærmest personificerede årets

parole.697 Samtidig hermed markedsførte Der Nordschleswiger en bog om Fårhuslejren, som udkom i

december 1987 under titlen Faarhus 1945-1949. Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark.

Erlebnisse, Berichte und Dokumente. Bogen, der var samlet og redigeret af den tidligere SS-officer og

Fårhusfange, Hanns Christian Jessen, blev foromtalt allerede fra den 28. februar 1984, hvor Jessen

forklarede, at hovedstykket i bogen bestod af beretninger, som Hans Schmidt-Gorsblock havde

indsamlet allerede i 1948 med henblik på en bog om Fårhus. Jessens bog skulle ses som en opfølgning

til pastor Gottfried Horstmanns bog fra 1954. Den direkte anledning for Hanns Christian Jessens initiativ

havde været interviewet i Jydske Tidende med Harro Marquardsen og den efterfølgende debat.698

I december 1987 kom bogen på gaden, og BDN-formand Gerhard Schmidt udtalte i den forbindelse, at

det var vigtigt at ”fastholde kendsgerningerne for den fremtidige historieskrivning”.699 Nøgternt bedømt

var bogen, eller rettere antologien, en blandet landhandel. Den var naturligvis på grund af de mange

204

fangeberetninger en vigtig kilde til fangetilværelsen bag Fårhuslejrens pigtråd, men den var i lige så høj

grad en kilde til de indespærredes selvforståelse af deres skæbne. Undtagelserne var to bidrag af

henholdsvis Immo Doege, som gav et kort rids af mindretallets historie, og en afhandling af Günter

Weitling om ”Die Bedeutung der totalen Institution Faarhus für die deutsche Volksgruppe in

Nordschleswig”.700

Modtagelsen i mindretallet var meget positiv. Realskoledirektør Horst Jacobsen fra Tinglev anmeldte

bogen i Der Nordschleswiger, og hans indtryk blev rammet ind med overskriften: ”Zeugnis ein leidvolles

Kapitel. Das Buch ’Faarhus 1945-1949’ von Hanns Christian Jessen ist mehr als ein reines

Erinnerungsbuch.” I anmeldelsen skrev Jacobsen bl.a.: “Hermed er et vigtigt kapitel oparbejdet for ikke

at sige bearbejdet [bewältigt worden].” Han noterede sig, at der kom flere vurderinger af retsopgøret til

udtryk i bogen, dog alle kritiske. Han havde gerne hørt fra en, som var uenig i denne bedømmelse, men

mente dog, at man måtte ”bøje sig i respekt” for Faarhus-generationen og udtalte håb om, at bogen måtte

vinde indpas i mindretallets skoler.701

Også af Jydske Tidende blev bogen positivt modtaget. I en leder skrev redaktør Jeff Lytsen bl.a., at med

bogen havde modige medlemmer af mindretallet spillet ud. På én gang forsøgte de at gøre op med

mindretallets egen politiske fortid samtidig med, at de gjorde op med nogle af retsopgørets mindre

heldige sider. Bogen var ifølge Lytsen et vidnesbyrd om, at mindretallet nu var ved vejs ende med

begrebet ’Bewältigung der Vergangenheit”. I sidstnævnte forbindelse henviste han især til Immo Doeges

bidrag, fordi denne her understregede mindretallets medansvar for nazismens indtog i det tyske

mindretal.702

Knapt så begejstret var (helt på linje med de faghistoriske anmeldere) Jyllands-Postens anmelder, som

fandt, at bogen var et vidnesbyrd om, at det tyske mindretallet dyrkede bitterheden over et retsopgør,

som nok led af skønhedsfejl, men som ikke desto mindre var meget moderat over for mindretallet – dets

illoyalitet under Besættelsen taget i betragtning.703 En læser, Carl Th. Andersen, tog i Der

Nordschleswiger til orde overfor Jyllands-Postens anmeldelse og bebrejdede mindretallets organ for

overhovedet at gengive den.704

Et konkret udtryk for den toneangivende diskurs i mindretallet anno 1990 var en faktuel udstilling, som

blev åbnet den 9. april på det tyske gymnasium i Aabenraa i anledning af 50-årsdagen for den tyske

besættelse af Danmark. Udstillingen, der var arrangeret af Immo Doege og rektor for det tyske

gymnasium i Aabenraa Hans Jürgen Nissen, belyste gennem samtidig nazistisk propaganda og samtidige

aktstykker forholdene i det tyske mindretal fra 1933 til 1945. Udstillingen var opdelt i syv sektioner,

herunder en om nazificeringen af mindretallet fra 1933, en om det tyske overfald på Danmark den 9.

205

april 1940, og sluttelig en om retsopgøret og Fårhuslejren.705 Samme dag fastslog en leder i mindretallets

avis (igen), at den tyske indmarch i Danmark den 9. april 1940 var et folkeretsstridigt, voldeligt overfald

mod Danmark og et klart brud på ikke-angrebspagten fra maj 1938.706

Spørgsmålet om en Fårhusudstilling dukkede jævnligt op de følgende år, fx i forbindelse med

Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig’s årsmøde på Akademie Sankelmark i marts

1999, hvor jeg var indbudt til at tale om Frøslevlejren og lejrens efterkrigshistorie, herunder selvfølgelig

Fårhuslejren og dennes store symbolværdi for mindretallet. Fra salen blev jeg spurgt, hvordan jeg stillede

mig til en Fårhusudstilling. ”Tanken er ikke fremmed for mig”, svarede jeg – hvilket Der

Nordschleswiger efterfølgende hæftede sig meget ved i sin fyldige omtale af foredraget og reaktionene

herpå fra et fyldt auditorium. Dagen efter blev spørgsmålet taget op i en leder i mindretallets avis. Her

hed det bl.a.:

”I det dansk-tyske grænseland er der mange varme kartofler [viele heisse Eisen]. Ét tema er særligt

sensibelt: Frøslev og Fårhus. Det er derfor helt igennem et positivt udtryk for tiden, at sådanne temaer

ikke er tabu, når danskere og tyskere mødes for at diskutere, sådan som det var tilfældet på Akademie

Sankelmark her i weekenden, hvor Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig også havde

inviteret danskere til at diskutere det sørgelige kapitel ’Frøslev’ og det omstridte efterkrigskapitel

Fårhus. Danske indledere […] plæderede herunder for, at også Fårhustemaet skulle tages op i en af

Frøslevlejrens barakker. Lederen af Frøslevlejrens Museum, dr. Henrik Skov Kristensen, udtalte, at for

ham var ”denne tanke ikke fremmed”. Vor avis har på denne plads gennem mange år forfægtet det

synspunkt, at også efterkrigstiden skulle inddrages i museumsvirksomheden. Det har vi aldrig gjort –

selv om vi desværre ofte er blevet beskyldt for det – for at sammenligne ’Frøslev’ og Fårhus, eller på

tåbelig vis at udligne de to. Det ville være uhistorisk, for som tysker må man kende disse fra en ond tid

stammende barakkers forskellige historier og indordne dem korrekt. Fårhus var aldrig ’Frøslev’, men

det skal siges, at selv om den enkelte blev uretfærdigt behandlet, så var Fårhus heldigvis ingen

gennemgangstation til Auschwitz eller til en anden dødslejr, sådan som det var tilfældet før [5. maj]

1945. Den tyske præst i Sønderborg, Günter Weitling, som også er videnskabelig ’primus motor’ for

Deutsches Museum i Sønderborg, påpegede derfor med rette i Sankelmark, at ”mindretallet ikke er ude

efter nogen martyrhistorie”. Hvordan Fårhustiden skal belyses i det danske museum, overlader vi trygt

til fagfolkene, til historikerne fra begge sider.”707

Lederen manede dog til den største forsigtighed, for ét forkert ord kunne rive ned, hvad der så småt var

bygget op i Sankelmark. På baggrund af denne analyse, må man sige, at BDN-formand Hans Heinrich

Hansen legede med ilden, da han en måned senere i Radio Syd gik i rette med den danske

206

historieskrivning om besættelsestiden. Han kritiserede den danske regerings eftergivenhed over for den

tyske besættelsesmagt og forventede, at dette var et spørgsmål, som ville optage danske historikere de

følgende år. Derved lagde BDN-formanden sig som en del andre fra mindretallet, både før og siden, i læ

af samarbejdspolitikken og antydede, at den danske stat og befolknings påtvungne samarbejde og

mindretallets frivillige, ideologiske samarbejde med besættelsesmagten stort set var ét fedt.

Også retsopgøret og mindretallets frontfrivillige var et emne, som efter Hans Heinrich Hansens

opfattelse skulle debatteres. I radioudsendelsen blev der således ifølge Der Nordschleswigers referat

”omtalt en nylig afdød tysk nordslesviger, dømt for krigstjeneste, som selv på sit dødsleje talte om en

rehabilitering”.708

At i hvert fald ikke alle de indespærrede hjemmetyskere i Fårhuslejren sad der uretfærdigt, gjorde en

leder i Der Nordschleswiger gældende, efter at den israelske ambassadør som mindretallets gæst havde

aflagt et besøg i Frøslevlejrens Museum i juni 2003. Herom hed det i Matloks leder:

”[…] Når der i øvrigt er tale om Frøslev, hører det med – ikke som sammenligning, men dog som

historisk sandhed – at Frøslevlejren efter 1945 var det sted, hvor de fleste mænd fra det tyske mindretal

blev spærret inde af danskerne. Mange desværre med rette. Det er imidlertid glædeligt, at lederen af

Frøslevlejrens Museum, Henrik Skov Kristensen, ved det nylige besøg af den israelske ambassadør

Gillon ikke undlod at nævne dette kapitel af ’Frøslevhistorien’, og at der også findes en henvisning til

tiden efter 1945 i Frøslevlejren!”.709

Som tidligere nævnt udsendte museet i 2005 et skrift med titlen Det tyske mindretal og Fårhuslejren.

Retsopgøret på museum med henblik på at gøre rede for principperne og præmisserne for den planlagte

Fårhusudstilling samt for at tage temperaturen hos offentligheden. Planerne affødte adskillige

lederkommentarer og artikler i pressen, men ingen hidsede sig voldsomt op over dem. Den nye BDN-

formand Hinrich Jürgensen bød i JydskeVestkysten (selvfølgelig) en Fårhusudstilling velkommen.710

Straffelejren

I forbindelse med årsdagen i 2011 for krigsafslutningen rykkede mindretallets avis sig endnu en tand i

forhold til sin opfattelse af Fårhuslejren. Om den 5. og 8. maj maj 1945 skrev chefredaktør Siegfried

Matlok i en leder:

”For det tyske mindretal var den 5. maj ikke en befrielse – i hvert fald i den datidige generations øjne.

Befrielsen medførte en kollektiv internering af næsten alle mænd i mindretallet, primært i Fårhuslejren.

Koner stod alene med forsørgelse af børn og pasning af bedriften. Den kollektive internering, delvist på

grundlag af love med tilbagevirkende kraft, kom sikkert ikke helt overraskende. Den ramte et mindretal,

207

hvis ledelse havde spillet med på den nazistiske melodi, og som nu også erfarede den brutale sandhed

om Det tredje Riges forbrydelser. De fleste anså dengang indspærringen for uretfærdig. At også

uskyldige blev ramt i den danske befrielsesrus, benægtes ikke fra dansk side, men det ændrer ikke på

den kendsgerning, at den daværende ledelses politik var ansvarlig for at have ødelagt forholdet mellem

de to nationale befolkningsgruppper. Dengang fandt de fleste, at det tyske nederlag var ydmygende og

skamfuldt, men selv folk fra denne generation erkender nu i stort omfang, at det samtidig betød

begyndelsen på en bedre fremtid med demokrati, godt naboskab og velstand.”

Og Matlok sluttede sin leder med (igen) at henvise til von Weiszäckers tale i 1985, hvor den daværende

forbundspræsident karakteriserede den 8. maj som en ’befrielsesdag’ for Tyskland. For det tyske

mindretal var det den 4. maj, påpegede Matlok.711

Godt tre måneder efter denne leder udkom min bog Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret.

Bogens anliggende var ikke blot detaljeret at klarlægge Fårhuslejrens institutionshistorie, men også at

udrede lejrens perceptionshistorie. Altså, hvordan indespærringen i Fårhuslejren er blevet opfattet af de

internede og dømte og deres pårørende, og hvordan lejrens symbolværdi har påvirket primært det tyske

mindretals opfattelse af dets egen historie fra 1933 til 1945 og omgangen med denne, helt op til vore

dage.

Bogen, som var stærkt omtalt og debatteret både i det offentlige rum og internt blandt

mindretalsmedlemmer de næste mange måneder, blev modtaget med anerkendelse i mindretallets avis

med overskrifter som ”Buch klärt Symbol der Rechtsabrechnung auf” og ”Ein Buch, das ein heisses

Eisen historisch aufarbeitet”. Og i en leder af Siegfried Matlok, der også medvirkede ved præsentationen

af bogen i Frøslevlejrens Museum og var inviteret til at tale der, hed det bl.a.:

”[…] Den kollektive afstraffelse af det tyske mindretal medførte en (næsten) kollektiv afvisning af den

danske stat i mindretallet og bag straffelejrens pigtråd [medførte den] også et internt Fårhus-

sammenhold, Fårhus-myten, som indeholdt andet end blot godt kammeratskab. De personlige kontakter

førte til, at mange gamle nazister igen overtog nøglepositioner i det demokratiske BDN efter 1945 […].

Med bogen er historien om Fårhus ikke afsluttet, men Henrik Skov Kristensen fortjener højeste

anerkendelse for sin dygtige, fair fremstilling uden giftige undertoner, som også afbalanceret

[angemessen] gengiver positioner i mindretallet […]. Fårhus forbliver – so oder so – et mørkt kapitel i

de fleste mindretalsmedlemmers bevidsthed […].”712

Efter en omfattende debat i mindretallets avis, i magasinet Grænsen713 og i tilknytning til adskillige

foredragsarrangementer om bogen blev jeg inviteret til at holde foredrag ved BDN’s traditionelle

årsmøde på Akademie Sankelmark i januar 2012. Mindretallets avis rammede den efterfølgende

208

diskussion i det fyldte auditorium ind med overskriften ”Debatte über Versäumnisse bei der

Vergangeheitsbewältigung”.714 Og de følgende dage, hvor mindretallets avis (helt som sædvanligt)

ydede det årlige Sankelmark-arrangement fuld retfærdighed, med følgende overskrifter: ”Nach 1945

vom BDN keine Entschuldigung” og ”Neues Werk über Faarhuslager sorgt in deutscher Minderheit für

neue Schuld- und Sühnedebatte.”715

Fire medlemmer af mindretallet gik på talerstolen på Akademie Sankelmark og aflagde velforberedte

vidnesbyrd.716 Tidligere nævnte Kurt Seifert, nu næstformand i BDN, årgang 50 og derfor, som Seifert

udtrykte det, velsignet med det, som tidligere forbundskansler Kohl havde betegnet ’Gnade der späten

geburt, tilsluttede sig Straffelejrens analyser og konklusioner. Og det gjorde han ikke mindst på

baggrund af sine personlige erfaringer og iagttagelser fra sin opvækst, ungdom og voksenliv, som han

delagtiggjorde auditoriet i. Afslutningsvis stillede han to konkrete forslag til handling: For det første

skulle der indsamles og bearbejdes al den dokumentation om mindretallets nazi-fortid, som det var

muligt. For det andet skulle Ehrenhain på Knivsbjerg, der for Seifert var selve forbindelsen til Anden

Verdenskrig, omdøbes til ’Gedenkstätte’.

Harro Hallmann, kommunikationschef i BDN, var helt på linje med Seifert og sluttede effektfuldt sit

indlæg: ”For at gøre det helt klart: det tyske mindretal og størstedelen af dets medlemmer støttede indtil

1945 et forbryderisk regime. Derfor blev de straffet. Med rette. Dette betyder for mig også, at tiden nu

er inde til at omdøbe Ehrenhain på Knivsbjerg. Gedenkstätte ville efter min mening være det passende

navn.”

Claus Pørksen, der som Seifert og Hallmann havde personer i den nærmeste familie med en fortid som

Fårhusfange, fandt deres straffe i orden – og i øvrigt også retopgøret som sådan. For ham var

Fårhuslejren et symbol på et helt nødvendigt retsopgør. Også Pørksen efterlyste en intern historie-

revision i mindretallet, ikke mindst i relation til den politiske genopbygning i den første efterkrigstid.

Det fjerde indlæg skabte en del uro i salen. Det kom fra den 85-årige Andreas Fleischer, som nævnt

tidligere frontfrivillig i SS-Division Totenkopf og indtil 2011 formand for Kameradschaftsverband. I

Fleischers øjne havde hverken Tyskland eller mindretallet noget som helst at fortryde. Og han havde i

øvrigt ingen respekt for vurderinger fra en historiker, som ikke selv havde ”været med”.717

Forslaget om at omdøbe Ehrenhain, der har stærke konnotationer til ære og hæder, til det mere neutrale

Gedenkstätte (mindested) blev også fremsat af Siegfried Matlok på Sankelmark-mødet. Ret beset var

det allerede blevet stillet af den daværende BDN-formand Hans Heinrich Hansen ti år tidligere, uden at

forslaget var blevet omsat til handling.718 Ifølge referatet fra et møde i Hauptvorstand i 2002 havde Hans

Heinrich Hansens bevæggrunde for navneændringen dog været lidt anderledes, nemlig, at ”Ehrenhain-

209

begrebet næppe siger unge mennesker noget”, og at man allerede på dette tidspunkt var begyndt at ære

ikke blot de faldne, men alle afdøde medlemmer af folkegruppen ved den årlige markering ved

Ehrenhain.719

Budskaberne i Sankelmark viste, at BDN var i begreb med at forberede den (tydeligvis) delikate og

vanskelige proces, som skulle bane vejen for, at Ehrenhain den 18. august 2012, på 50-året for

indvielsen, kunne omdøbes til Gedenkstätte.

At BDN’s ledelse gik ind for navneændringen var ét, noget ganske andet, hvordan de mange pårørende

til faldne så på sagen. At disse også skulle høres, og at det var BDN magtpåliggende at forsøge at undgå

en splittelse i mindretallet på spørgsmålet, lader sig læse ud af Der Nordschleswigers dækning.720

Vi skal ikke gå i detaljer med den efterfølgende interne debat og beslutningsproces i mindretallet, hvor

groft sagt den ældre generation og veteranerne samt disse efterkommere stod over for BDN’s holdning.

Debatten og beslutningsprocessen blev fulgt nøje af de regionale og landsdækkende skrevne og

elektroniske medier.721 Denne interesse blev selvfølgelig også bemærket af mindretallet, som via en

leder af Matlok i Der Nordschleswiger den 22. marts 2012 bekendtgjorde, at der nu efter omfattende

interne diskussioner, affødt af Straffelejren, var truffet en enstemming beslutning i BDN’s

Hauptvorstand om at ændre mindestedets navn til Gedenkstätte.722

Formentlig af reverens for de interne kritikere besluttede man dog at lade den gamle Ehrenhain-sten stå

ved mindelunden, men med en nyetableret informationstavle for Gedenkstatte, som fortalte, at

navneskiftet skyldtes nye videnskabelige indsigter, der havde medført en ny opfattelse af egen historie.

Men bibeholdelsen af den gamle Ehrenhain-sten formidlede også meget konkret det tyske mindretals

tidligere selvopfattelse, og ikke mindst at denne havde udviklet sig.723 Man vil således kunne

argumentere for, at mindelandskabet på Knivsbjerg i efterkrigstiden har udviklet sig til et ’fuldt’

erindringssted i Norask forstand: i mellemkrigstiden er det sanseligt konkret (monument, siden også

vandrerhjem) og kollektivt for mindretallet, men efter krigen får det den tredje symbolske funktion, da

Ehrenhain bliver et sted for dødekult (faldne i krigen). Samtidig bliver Knivsbjergs historie

(sprængningen i 1945) symbol for/en del af mindretallets erindrede historie om overgreb fra danske

modstandsfolk, mens de danske myndigheder så passivt til (Fårhus-myten), og senest altså symbol for

mindretallets ændrede omgang med den nazistiske fortid.

Den 18. august 2012 blev Ehrenhain officielt omdøbt til Gedenkstätte af BDN-formand Hinrich

Jürgensen. Denne stærkt symbolske handling må betragtes som udtryk for et nybrud i mindretallets

Vergangenheitsbewältigung. Og sådan blev det også udlagt i både mindretallets presse og i den

210

landsdækkende presse: Der blev skabt en klarhed i mindretallets officielle holdning. Mest interessant i

denne sammenhæng er en leder af Siegfried Matlok i mindretallets avis. Han skrev bl.a.:

”Bund deutscher Nordschleswiger foretog i lørdags en symbolsk handling, hvis betydning ikke må

undervurderes. At begrebet Ehrenhain dengang blev vedtaget som mindestedets navn af det tyske

mindretal, var også et resultat af den tidsånd [Zeitgeist] og det sammenhold, der prægede mindretallet

efter den svære belastning før og efter 1945, hvilket – nok noget forenklet – blev beskrevet som

Fårhusmentalitet. Det drejer sig om et mindested, fortsatte formanden [dvs. Hinrich Jürgensen], der

fortsat skal plejes og bestå, fordi det for så mange mennesker er det eneste sted, hvor de kan ære mindet

om deres døde. Navneændringen drejer sig imidlertid også om et vigtigt skridt for at bevare mindestedets

værdighed. Anden Verdenskrig var ingen ’ærefuld’ krig. Der blev dengang begået ufattelige

forbrydelser. Den kendsgerning, at navnene på flere personer i løbet af de seneste år har måttet fjernes,

fordi de havde begået alvorlige krigsforbrydelser, har moralsk set gjort denne navneændring bitter

nødvendig. Indadtil, men også udadtil. Formanden pegede med rette på egne mangler i den historiske

bearbejdelse af denne tid og på spørgsmål, som i den videre proces – også på det personlige plan – endnu

mangler et ærligt svar […].” 724

Fårhusudstilling

Udgivelsen af Straffelejren var at betragte som en forløber til en permanent udstilling om Fårhuslejren i

Frøslevlejrens Museum. Denne blev under stor opmærksomhed åbnet den 22. marts 2013. Mindretallet

fik således et længe næret ønske om en sådan udstilling opfyldt, selv om man utvivlsomt fik en udstilling

med en anden fortælling end den, man oprindeligt havde tænkt sig.

BDN-Formand Hinrich Jürgensen var inviteret til at tale ved åbningen, og han sagde her bl.a.:

”[…] Men Fårhus havde også mindst to betydningsfulde konsekvenser, der begge ikke var tilsigtet. Den

første konsekvens vedrører det tyske mindretals nystart med dannelsen af Bund Deutscher

Nordschleswiger i november 1945. I den forbindelse afgav det tyske mindretal en loyalitetserklæring,

hvor vi bekendtgjorde, at vi var loyale danske statsborgere, og at vi – i et for et nationalt mindretal

ganske usædvanligt skridt – anerkendte grænsen fra 1920.

Denne beslutning var dengang omstridt. Det er således meget tvivlsomt, om der havde været et flertal

for loyalitetserklæringen, hvis de, der var interneret i Fårhus, havde fået lov til at bestemme.

[…] Den anden utilsigtede konsekvens var den, at de, der havde været indespærret i Fårhus, gennem

deres fælles oplevelser blev svejset sammen. Det betød, at vi ikke internt fik det nødvendige opgør og

medførte, at mange af de centrale personer fra før 1945 fortsatte på ledende poster efter 1945. Og det er

211

en af forklaringerne på (men ikke en undskyldning for), at vi i det tyske mindretal meget sent, og også

meget tøvende, gjorde op med vores nationalsocialistiske fortid […]”.

Jürgensen nævnte det tilløb til et internt opgør, der havde været fra unge mennesker i mindretallet i

70’erne, og nævnte her også Dieter Wernich; de formåede imidlertid aldrig rigtigt at trænge igennem

mindretallets officielle linje. Men Straffelejren og den nyåbnede Fårhusudstillingen havde nu ifølge

Jürgensen leveret den platform af dokumentation, som muliggjorde en intern revision af egen historie.725

Der Nordschleswiger omtalte de næste to dage udstillingsåbningen over flere sider, og i en leder

”Faarhus 2013” konstaterede Matlok med tilfredshed, at det længe nærede ønske var gået i opfyldelse:

en permanent udstilling i Frøslevlejren om Fårhustiden. Lederen betonede dog, at man ikke kunne

sidestille de to lejre. Fra Frøslev blev folk sendt i kz-lejr – ofte med døden til følge. Ligeledes blev det

understreget, at retsopgøret formentlig var en politisk nødvendighed af hensyn til den almindelige

retsfølelse – en følelse der var så stærk, at politikerne måtte imødekomme den. Matlok bedømte

udstillingen som ”fair” og tilføjede, at Vergangenheitsbewältigung’en på ingen måde var overstået –

sådan som også fx Heimatkundliche Arbeitsgemeinschafts årsmøder havde vist det.726

Siden udstillingsåbningen i marts 2013 har talrige foreninger af forskellig art fra mindretallet samt

mindretalsfamilier aflagt samlede besøg i Frøslevlejrens Museum for at se Fårhusudstillingen, ganske

ofte akkompagneret af omtale i Der Nordschleswiger. Dette som en stærk kontrast til tidligere, hvor det

har været almindeligt i mindretallet aktivt at fravælge et besøg i Frøslevlejren.

Oparbejdningen af mindretallets historie fra 1933 til 1945 og den efterfølgende omgang med den var

også temaet for en konference i november 2013 på Alsion/Syddansk Universitet i Sønderborg, hvor

mindretallets ’Forschungsstelle’ i samarbejde med universitetets Institut for Grænseregionsforskning

havde samlet historikere og politikere med interesse for og viden om emnet.727

Efter konferencen i Sønderborg begik den nye chefredaktør på mindretallets avis sin første leder om det

prekære emne. Under overskriften ”Erinnerungskultur” skrev Gwyn Nissen bl.a.: ” […] Die Zeit des

grossen Schweigens ist endgültig vorbei, denn es ist nie zu spät mit seiner eigenen Geschichte und

Vergangenheit auseinanderzusetzen […].”728 Nissens konstatering rummer en interessant pointe; den

giver nemlig belæg for den tyske, akademiske problematisering af begrebet Vergangenheitsbewältigung.

Som det er fremgået, mente både danske og mindretalstyske stemmer i 1987, at mindretallets nazistiske

fortid med Hanns Chr. Jessens bog om Fårhuslejren nu var ”bewältigt”.

På BDN’s traditionelle årsmøde på Sankelmark i januar 2014 holdt universitetslektor Therkel Stræde et

foredrag om den nazistiske udryddelseskrig i Østeuropa, en krig som også SS-frivillige fra mindretallet

212

deltog i, og hvilke fortrængningsstrategier i forbindelse med erindringen om denne krig, den tyske

forskning har kunnet påvise.729

Der var imidlertid ikke fuldstændig konsensus i mindretallet om den nye chefredaktørs opfattelse af, at

man skulle gøre op med sin fortid. Jævnligt kunne man læse kritiske læserbreve i mindretallets avis, fx

et frontalangreb på Siegfried Matlok i marts 2015, hvor læserbrevsskribenten ville vide fra den tidligere

chefredaktør, hvem der havde givet ham mandat til at tale for mindretallet.730 Kameradschaftsverband

slog sig også stadig i tøjret mht. en faktuel anerkendelse af, at Ehrenhain ikke længere var navnet på

mindestedet på Knivsbjerg, hvilket BDN opfattede som en ren provokation.731

Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig havde under indtryk af den nye diskurs på sine

møder opfordret medlemmerne til at skrive eller aflevere allerede eksisterende personlige beretninger

om krigs- og efterkrigstiden. Det gav tilsyneladende hurtigt bonus, for allerede i 2014-årsskriftet

publicerede mindretallets historiske forening et bidrag, som mindretallets avis karakteriserede som

”Ehrliche Geschichte Nordschleswigs aus erster Hand”, nemlig Rudolf Andresens erindringer, som

kaster et ærligt lys over nazificeringen af mindretallet, herunder det sociale pres mod personer, der ikke

meldte sig ind i de nazistiske organisationer. Erindringerne gav også klare eksempler på, at der var en

udbredt antisemitisme i mindretallet. I samme nummer af årbogen var der en oversættelse til tysk af

Hans Schultz Hansens detailstudie fra Sønderjyske Årbøger 2014 om personkontinuiteten i mindretallets

politiske ledelse fra krigs- til efterkrigstid.732 Året efter, dvs. i 2015, var ”Vergangenheitsbewältigung in

neuer HAG-Jahrsschrift [også] Schwerpunkttema”. Bl.a. rummede årbogen en oversættelse af min

artikel ”Fra Ehrenhain til Gedenkstätte. Erindringspolitik og –kultur under forandring i det tyske

mindretal”, som var blevet publiceret året før i et festskrift til Inge Adriansen.733

De nye tider har formodentlig også været drivkraften bag en familiehistorisk undersøgelse, som Claus

Pørksen udgav i 2016 om tre mænd i sin familie fra Højer, som deltog i hver sin krig. Bedstefaderen

gjorde tjeneste i Division Totenkopf, og Claus Pørksen formodede, at bedstefaderen sammen med sin

enhed havde oplevet de forfærdelige forhold for indbyggerne i ghettoen i Warszawa.734

I læ af den ændrede diskurs udkom tillige i 2015 fhv. universitetslektor Hans Boll-Johansens tidligere

nævnte samtale- og erindringsbog Danskerpak og tyskerpak. De danske og de tyske i Sønderjylland – og

hvordan vi hver for sig oplevede krigen. Boll-Johansen havde gået på Aabenraa Statskole umiddelbart

efter krigen og der blevet klassekammerater med en del unge fra det tyske mindretal, som var afskåret

fra at besøge det tyske gymnasium. Som Boll-Johansen forklarede: ”Når jeg spurgte mine

skolekammerater, hvis fædre, der sad i Fårhuslejren, blev der stille.” I bogen, som i realiteten beskriver

213

et parallelsamfund, kommer disse tyske skolekammerater nu refleksivt til orde, og Boll-Johansen gør

rede for den danske synsvinkel.735

Den levende interesse i mindretallet for problematikken gav sig også udtryk i talrige

foredragsarrangementer om Straffelejren. I november 2012 kom der således ca. 300 til et foredrag i

Tønder, hvoraf de fleste formentlig var fra mindretallet. Som mindretallets avis skrev efter

arrangementet: ”Geschichtlicher Vortrag entpuppte sich als Renner [tilløbsstykke].”736

Men også ved interne arrangementer i mindretallet kom der mange mennesker, fx da Frank Lubowitz i

januar 2013 holdt et foredrag om mindretallets historie fra 1945 til 2012. Han pegede ifølge mindretallets

avis på ”Fårhusbogen” som betydningsfuld for en ny åbenhjertig diskussion af den nazistiske fortid, og

hvordan mindretallet havde forholdt sig til denne.737 Og i marts 2013 holdt Heimatkundliche

Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig sit årsmøde på Sankelmark under just dette tema. Frank Lubowitz

holdt et foredrag om, hvordan hjemmene klarede sig, medens mændene sad i Fårhus, Torben Mayer

holdt et foredrag med titlen ”Schmidt-Gorsblock als Beispiel für NS-Blindheit”, og jeg var også inviteret

til at tale. Under den efterfølgende debat vurderede Torben Mayer, at Straffelejren havde medført et

paradigmeskift i mindretallets opfattelse af sin egen historie og omgangen med denne.738

6.’Public history’

Straffelejren synes, som det anføres i afhandlingens indledning, at repræsentere et eksempel på en

faghistorisk afhandling, som har afstedkommet ’Public History’ i den forstand, at bogen (og den

efterfølgende udstilling) har medvirket til at skabe en bred offentlig debat og til, at det tyske mindretal

har taget sin egen historie op til revision.

Mindretallets fortrængninger var jeg meget bevidst om, da jeg valgte, hvordan jeg skulle gribe

fremstillingen an i Straffelejren. Gennem en længere årrække havde jeg iagttaget og undret mig over,

hvor resistent mindretallet tilsyneladende var over for visse historiske kendsgerninger og sammenhænge.

Med henblik på at skabe lydhørhed i mindretallet over for en anden, mere kritisk, version af historien,

valgte jeg derfor bevidst at reproducere mindretallets traditionelle grundfortælling over lange stræk i

fremstillingen, først og fremmest ved at citerere lange uddrag af, eller endda gengive in extenso,

tidsvidneberetninger, som jeg vidste var kendte, og som udgjorde grundpiller i mindretallets erindring

om Fårhuslejren og retsopgøret.

214

Pladskrævende var også en anden del af min tilgang, nemlig at invitere læseren til selv at tolke kilder,

som jeg (og her ligger selvfølgelig principielt en subjektiv selektion) fandt vigtige og udsagnskraftige i

forhold til emnet i stedet for blot at gengive kvintessensen af min tolkning af dem. Dette ud fra en

erkendelse af, at det var en kontroversiel historie, jeg forsøgte at formidle. Jeg er egentlig principiel

modstander af ideologisk og terapeutisk historieskrivning, men her kan man med føje anklage mig for

at have haft en rem af huden.

For så vidt lykkedes forehavendet. Straffelejren medførte en længerevarende offentlig diskussion, ikke

mindst i det tyske mindretal, som faktisk tog sin historie og omgangen med den op til revision. Man

fandt, som det også er fremgået, fremstillingen og den senere udstilling om Fårhuslejren ”fair”, sikkert

også fordi der blev peget på urimeligheder fra dansk side.

Efterfølgende har jeg fået mange henvendelser fra børn og børnebørn til internerede og dømte

hjemmetyskere, især i tilknytning til foredragsarrangementer, og karakteristisk for deres historie er, at

de stort set har mødt tavshed, afglidning eller bagatellisering, når de har spurgt til faderens eller

bedstefaderens gerninger under krigen og skæbne under retsopgøret.

Denne tavshed har også været typisk for Forbundsrepublikken og er velbeskrevet af både forskere som

Harald Welzer og af efterkommere, som inspireret af især Welzers bog Opa war kein Nazi har forsøgt

at trænge til bunds i og ikke mindst med et terapeutisk sigte at komme overens med deres egne

familiehistorier og –traumer.739

Baggrunden for efterkommernes henvendelser til mig har typisk været, at tidsvidnerne kort for hovedet

har erklæret, at de udelukkende blev ”spærret inde fordi de var tyskere”, de havde intet gjort. På den

baggrund måtte afhentningen og indespærringen, der ofte blev traumatiserende for især børnene,

naturligvis opleves som dybt uretfærdig og grundløs – som udtryk for rent had fra dansk side, sådan som

det ofte over årene også blev kolporteret i mindretallets avis. Og hermed var grundlaget skabt for den

viktimisering, som har præget mindretallet så stærkt. Viktimiseringen er blevet forstærket af, at man

også har kunnet læse i avisen og høre mand og mand imellem, at mindretallet var blevet ’forført’ af

Hitler og nazismen til at gøre sin nationale pligt over for Tyskland. Til grundfortællingen hører som

nævnt også familiernes afsavn, medens mændene og dermed forsørgerne var indespærret.

I forbindelse med disse henvendelser fra efterkommere har jeg henvist til fangejournalerne i

fængselsvæsenets Fårhus-arkiv og til de pågældendes straffesager. Begge beror i Rigsarkivet i Aabenraa,

og tæt blodsbeslægtede får problemfrit adgang til de pårørendes sager. Mange søgte om denne adgang

og vendte som regel en del klogere tilbage til mig med håndfaste oplysninger, som jeg så kunne hjælpe

dem med at perspektivere.740

215

Man kunne måske have forventet, at det ville skabe animositet at udgive en bog om et så ømtåleligt

emne, men den helt overvejende reaktion har været taknemmelighed – og en, så vidt jeg kan bedømme,

yderligere forbedring af forholdet mellem det tyske mindretal og den danske flertalsbefolkning.741 Det

sidste var imidlertid en hel uforudset sideeffekt.

Et eksempel på en meget reflekteret reaktion fik jeg fra tidligere nævnte Siegfried Christiansen. Han

skrev bl.a. til mig:

”Min far, Franz Christiansen (født 1909), havde i Fårhus fangenummer 964. Han blev anholdt den 27.

maj 1945 og indsat i Fårhuslejren. Han fik sin dom den 22. marts 1946. Den lød på 1 år og 6 måneders

fængsel og betaling af 10.000 kr til statskassen inden 15 dage [for tjeneste i Waffen-SS, først med

Division Totenkopf i Polen og mod slutningen af krigen i Danmark. De 10.000 kr. var det skønnede

beløb, han havde fået udbetalt ”i understøttelse, mens han var indkaldt”, som det hedder i dommen.

Pengene var blevet ”anvendt til en bageovn” i hans konditori]. Han blev dog løsladt den 7. november

1946 […].

Mine forældre har, som jeg husker det, ikke fortalt os børn meget om deres liv under og efter Anden

Verdenskrig, og hvordan det har bestemt deres liv. De har i hvert fald ikke ønsket at dvæle ved

begivenhederne. Det er mit indtryk, at de ’med oprejst pande’ gjorde, som man forventede, tog de

nederlag og straffen, som fulgte og byggede på en ny slidsom tilværelse efter krigen […].

Jeg er dig taknemlig for din forskning i det tyske mindretal og især interneringen i Fårhuslejren og

retsopgøret. Da jeg var ung, var det ikke et nemt emne at forholde sig åbent til. Som det også fremgår af

din omfattende monografi Straffelejren, har det været kendetegnende, at emnet, om ikke tabubelagt, dog

kun i meget begrænset omfang åbent er blevet drøftet mellem generationerne. Nogle fra min generation

har tilsyneladende følt det sådan, at først med dette års [2012] traditionelle Sankelmarktræf skete der et

reelt gennembrud mht. en fordomsfri snak om dette centrale kapitel i det tyske mindretals historie. Og

sandt er det jo, at de diskussionstiltag, jeg var en del af i 1962-63 og senere lejlighedsvise indlæg i Der

Nordschleswiger ikke afstedkom noget, som bare tilnærmestsvist fortjener betegnelsen

Vergangenheitsbewältigung […].

På en måde kan jeg forestille mig, at mine forældre og mange andre med dem har valgt stort set ikke at

dele deres fejltagelser og nederlag med deres børn, fordi de vel syntes, at de havde valgt forkert i et

omfang, som dramatisk har forringet de vilkår, de har kunnet byde deres børn. Jeg har dog ingen

erindring om mine forældre som flove eller skamfulde, men de kan jo have følt sådan inderst inde og

ikke magtet at tage det op med deres børn.

216

Jeg husker mine forældre som oprigtige og retlinede personer med høj integritet og bevidsthed om deres

rødder. Hjemmesproget var altid tysk og forholdet til naboer var hjerteligt. Jeg er dem taknemlig for, at

jeg fik mulighed for at vokse op tosproget. Efter tysk grundskole i Tønder og Broager gik jeg fem år i

danske mellem- og realskole i Broager og derefter i det tyske gymnasium i Aabenraa. Det meste af mit

arbejdsliv har jeg haft i organisationen Mellemfolkeligt Samvirke.”742

Fra Inge H. A. (f. 1955), der var vokset op i det tyske mindretal i Sønderborg, men siden som ung

fraflyttet landsdelen til Københavnsområdet, modtog jeg et håndskrevet brev med følgende ordlyd:

”Som aftalt under vores telefonsamtale sender jeg dig fire billeder fra Anden Verdenskrig [hvoraf et

tydeligvis viser personer i en jøde-ghetto, et andet en endeløs række holdende, lukkede kreaturvogne,

hvor tyske soldater holder vagt i en forholdsvis tæt kæde]. Desværre nåede min mors stedfar Jørgen P. i

Sønderborg at destruere de mange billeder taget ved Østfronten af Eduard og Egon P., som begge kom

fra det tyske mindretal og havde gået i den tyske skole i Sønderborg. De blev begge dræbt. Den ene fik

under et granattræf revet benene og armene af og døde kort efter. Et familiemedlem nåede at se de andre

billeder og har fortalt, at der var fotografier af tiggende børn og voksne bag pigtråd samt udsultede

mennesker her.

Under oprydningen fandt vi desuden breve fra fronten. Jeg har som nævnt selv gået i den tyske skole i

Sønderborg, altid været meget nysgerring og ved spørgsmål [om nazi-tiden og krigen] fået en kold og

kontant afvisning. I de tre første skoleår fra 1962til 1965 blev jeg undervist af en lærer, som jeg senere

hen har hørt rygter om havde begået flere ’ting under krigen’. Han var kolerisk og slog.

Mindretallets medlemmer oplevede jeg som meget delte. Udadtil holdt man sammen, men indbyrdes var

der megen ’sladder’. Arbejderne, som min familie tilhørte, blev i de år jeg har kendskab til, ikke rigtig

regnet for noget. Bestyrelsen [Hauptvorstand] med Stehr, Wernich m.fl. førte ordet.

Mine oplevelser foregik fra 1959 til 1972. Herefter har jeg ingen tilknytning haft til det officielle

mindretal, men mødt adskillige, som efter deltagelse i krigen brød forbindelsen med dem og var villige

til at fortælle om deres oplevelser til mig. Mit indtryk heraf er blevet en bevidst afstandtagen fra de

meldinger, som stadig forekommer fra især Der Nordschleswiger: ”Vi har ikke vidst noget før nu.” Folk

har set, samt vidst, hvad der foregik. Mange har taget frygtelige fotografier fra fronten. Eduard og Egon

var ikke de eneste. De var ikke velhavende, kom fra et arbejderhjem og havde sparet sammen til deres

fotografiapparat samt havde mulighed for at tage billeder. Min fars ven har fortalt om en episode, hvor

han blev udkommanderet (under ophold ved fronten) til at bevogte en fangelejr, hvor han så frygtelige

’ting’. Han var ligefrem glad, da han blev beordret ud til fronten igen. Andre fra mindretallet må have

oplevet lignende.

217

Jeg har flere billeder samt en del breve skrevet på dansk. Især det ene brev har gjort et stort indtryk på

mig. Her beder Eduard om hjælp fra mindretallet til at komme hjem igen og ud af krigen. Han fik aldrig

et svar. Flere af de utydelige billeder, jeg har, er taget i smug. Under orlov havde de billederne med og

nævnte for min mor, at de kunne have fået straffe, hvis de var blevet opdaget i at tage dem.”743

Enkelte andre kritiserede mig for at have generaliseret forholdene i mindretallet. Fx H.S. fra Rinkenæs,

der vedlagde en længere beretning, som læsningen af Straffelejren havde motiveret ham til at udarbejde.

Han skrev bl.a:

” [Min far] tilhørte det tyske mindretal og lagde absolut ikke skjul på det. Vi børn blev også opdraget

med tysk kultur på den måde, at vi blev taget med i teatret i Flensborg, eller når tyske cirkus gæstede

grænseegnen. Ligeledes blev der altid hørt tysk radio, og selvfølgelig gik vi i tysk skole, hvor jeg fik

realeksamen (næsten, for krigen sluttede, før vi kom op til prøverne), men også danske begivenheder

f.eks. dyrskuer, markeder og lignende blev vi taget med til.

Selv om min far tilhørte det tyske mindretal, så respekterede han fuldt og helt, at vi var en del af

Danmark. Det daglige sprog var sønderjysk hjemme, hvilket også var det daglige sprog i langt den

overvejende del af de tyske mindretals hjem. Tysk blev kun talt i de mest fanatisk tyske hjem (og det

var absolut ikke altid lige korrekt, deres sprog kaldte min far ’polak-tysk’), og så selvfølgelig i de hjem,

hvor den ene part var født rigstysk og havde besvær med dansk.

Min far interesserede sig levende for alt, hvad der foregik mellem himmel og jord, men afstod

fuldstændig fra at blande sig i det offentlige liv. Selv om han tilhørte det tyske mindretal, så var han

absolut ikke nazist. Han var stadig, hvad man kan kalde ”kejsertro”. For Hitler havde han kun nærmest

afsky tilovers. Samme indstilling havde vores nærmeste naboer [som også tilhørte det tyske mindretal].

Når de fire diskuterede Hitler, var det bag lukkede døre og nedrullede gardiner, for kom det visse

personer for øre, hvad de sagde om ham, kunne det evt. få ubehagelige følger. Mit værelse var kun

adskilt fra stuen af en dør, og det var spændende at ligge og høre på, hvad der blev snakket om. Jeg er

ved at tro, at disse diskussioner har været med til at præge min senere livsindstilling.

Dette at min far ikke var nazist, gjorde ikke ligefrem min tilværelse som skoledreng i nazi-tiden lettere.

Jeg var ligesom uden for fællesskabet. Min far var imod, at jeg var med i Hitlerjugend [Jungenschaft],

han forbød mig det ikke, men han kunne ikke lide, at jeg var med. Indrømmet, jeg brød mig heller ikke

om det. Muligvis på grund af min fars indstilling. Jeg var så heldig, at jeg på grund af vokseværk fik en

mavebrok og derfor ikke måtte deltage. Den henholdt jeg mig til, også længe efter at jeg var helbredt.

Men det betød, at der var et fællesskab, jeg ikke var med i. Direkte havde det ikke uheldige konsekvenser

for mig. Det havde det derimod for en af mine skolekammerater, som var søn af kornhandleren i

218

Bylderup-Bov, som også tilhørte det tyske mindretal. Hans far forbød ham direkte at være med. På et

tidspunkt opstod det rygte, at familien var jøder. Hvor rygtet kom fra, ved jeg ikke, men det bed sig så

fast, at familiens baggrund på et tidspunkt blev undersøgt. De var arier Gud ved hvor mange generationer

tilbage, men rygtet holdt sig flere år efter krigen[…] Noget af grunden kunne være, at det var den mest

velhavende familie på hele egnen […].”

Ifølge H.S. undslog faderen, der var 70 % invalid på grund af en krigsskade fra Første Verdenskrig, sig

for at melde sig ind i nogen som helst af mindretallets (nazistiske) organisationer. Den eneste forening,

han angiveligt ville være med i, var ”Sønderjyske Krigsinvalider”, og heller ikke som Zeitfreiwillig ville

han lade sig hverve, skønt det blev forsøgt. H.S. skildrer i det hele taget faderen og sig selv som nationalt

indifferente. H.S. legede helt uproblematisk med både danske og tyske kammerater. Faderen var ifølge

H.S. direkte frastødt af de stærkt nationale på begge sider og mente, at de skabte ufred.

Hans tiltro til Danmark led et alvorligt knæk i sommeren 1945, da han efter loven om beslaglæggelse af

japansk og tysk ejendom måtte indfri de tyske kreditforeningslån (Vogelgesang-lån) i ejendommen med

kort varsel. Det klarede faderen ved at sælge så at sige hele gårdens besætning. Krigsinvaliderenten, som

tidligere havde aflønnet en karl, måtte han nu bruge til at leve for, og gården kom aldrig op på samme

niveau som tidligere. Ifølge H.S. var faderens holdning herefter om Danmark og Tyskland, at ”den ene

er fandenmig ikke bedre end den anden”.744

I enkelte tilfælde blev jeg gennem henvendelser fra efterkommere koblet på ret så ambitiøse

familiehistorie projekter, hvor man på grundlag af feltpost, fotos, breve og beretninger i familiens

besiddelse – og nu også fangejournaler, domme og i enkelte tilfælde tilmed tjenestedokumenter fra SS-

personel arkivet i Bundesarchiv, som jeg fremskaffede, forsøgte at stykke den sande historie sammen

om de pågældende. Baggrunden i alle tilfælde var, at efterkommerne aldrig havde fået ordentligt svar på

deres spørgsmål.745

I så henseende er Moritz Pfeiffers bog Mein Grossvater im Krieg 1939-1945. Erinnerung und Fakten im

Vergleich fra 2012 forbilledlig. Som titlen antyder, er anliggendet for Pfeiffer (der er faghistoriker) at

efterprøve sin familiehistorie, som bl.a. er nedfældet af bedstefaderen i en skriftlig beretning fra 2005,

ved hjælp af samtidige dokumenter og interviews samt diverse videnskabelige arbejder. Pfeiffer er stærkt

inspireret af indsigterne fra Opa war kein Nazi og trevler systematisk familiehistorien op ved at anvende

Welzers metode som skabelon. Gennem sin egen familiehistorie og sin kildekritiske tilgang lykkes det

for Pfeiffer at anskueliggøre erindringens, glemselens og fortrængningens mekanismer for læseren.746

Pfeiffers anliggende er at rekonstruere den sande historie. I nærværende fremstilling er sandhedsværdien

af de enkelte beretninger, dvs. vurderingen af beretningernes udsagnskraft om faktiske historiske

219

tildragelser, sådan som det er fremgået, knap så vigtig som beretningernes udsagnskraft i relation til

erindringen om de historiske forhold.747

Spændvidden i mindretallets erindring om nazi-tiden og krigen er stor. Det konstaterede jeg fx ved et

foredragsarrangement i Kolding i 2012. Under den efterfølgende diskussion med tilhørerne kom jeg ind

på det forhold, at børnene og de unge mennsker i mindretallet blev indoktrineret med den nazistiske

’Weltanschauung’ i skolen. Konstateringen fremkaldte protester fra en ældre kvinde: hun havde selv

gået i en af mindretallets skoler, men var aldrig blevet udsat for nazistisk indoktrinering. Den påstand

bragte til gengæld en ældre svagelig herre på benene. Også han havde gået i en af mindretallets skoler,

og her havde klasselæreren inviteret SS-frivillige på orlov til at fortælle klassen om deres oplevelser på

Østfronten. Og de havde bl.a. pralet med, hvordan de havde ombragt (erledigt) masser af jøder. Begge

erindringer kan principielt være ’sande’. Der har formentlig været stor forskel på både de enkelte skoler

(privatskoler over for kommunale) og på de enkelte læreres ideologiske ildhu.

At en personlig erindring også kan være under stadig udvikling af biologiske årsager, viser eksemplet

med Mette S. A.’s mormor. Mette havde overværet et af mine foredrag og takkede efterfølgende for ”at

have åbnet øjnene for en anden fortid inden for min egen familie”, end de var klar over. I familien havde

man ikke været helt på det rene med, at mormoderen havde været en del af det tyske mindretal, da hun

altid havde ”reduceret den del af historien til kun ’at være gået i tysk skole’”. Mette havde nu talt med

sin mor, som mente, at mormoderen vist nok også havde været med i mindretallets ”ungdomsafdeling”.

Det meddelte Mette mig nu, at hun ville tale med sin mormor om, næste gang hun besøgte hende. Det

næste jeg hørte fra Mette var, at mormoderen var blevet dement og nu talte meget frimodigt om fortiden.

På samme måde har en tidligere portørafløser på Tønder Sygehus, Anders R., fortalt mig, at en dement

mandlig patient fra mindretallet, der tilsyneladende havde gjort tjeneste i Waffen-SS, uafladeligt

underholdt personalet og sine medpatienter med voldelige og racistiske soldatersange, som gjorde de

ældre kvindelige patienter (der selvfølgelig forstod tysk) meget urolige.748

7. Konklusioner

Der blev i indledningen rejst tre hovedproblemstillinger, nemlig for det første hvordan det tyske

mindretal i Sønderjyllands erindring om Anden Verdenskrig og det efterfølgende retsopgør har

udviklet sig sammenlignet med den i Forbundsrepublikken og sammenlignelige tyske mindretal.

220

For det andet at tilbyde en forklaring på forskellen mellem Forbundsrepublikken og mindretallet med

afsæt i den tyske socialpsykolog Harald Welzers teori om ’kulturelle’ og ’kommunikative’ erindringer.

Og for det tredje en analyse af mindretalles forhold til og brug af erindringssteder, især de to vigtigste,

Knivsbjerg og Fårhus. I dette afsluttende kapitel vil jeg sammenfatte, uddybe og perspektivere de

vigtigste iagttagelser undervejs, herunder det centrale tema om ’skyld’ og ’ansvar’.

Den, der får skyld for en handling, kan grundlæggende gøre én af tre ting: (1) nægte at være

gerningsmanden. Dette var, hvad Weimarrepublikken forsøgte med det såkaldte ’Kriegsschuldreferat’,

som skulle påvise, at Tyskland ikke bar skylden for Første Verdenskrig – og i nogen grad også, hvad

fx den tyske historiker Ernst Nolte forsøger mht. nazismen; (2) vedkende sig skylden og gennem bod

og anger forsøge at opnå tilgivelse. Dette er, hvad nutidens Forbundsrepublik forsøger gennem sin

Vergangenheitspolitik; (3) vende problematikken, så gerningsmanden overtager offerrollen, og en

anden bliver den skyldige. Dette er, hvad det tyske mindretal i Sønderjylland har forsøgt at praktisere.

Når man taler om skylden for nazismens forbrydelser, var (1) ikke nogen mulighed for

Forbundsrepublikken som Weimarrepublikkens arvtager. Alt for stor en del af den tyske befolkning

havde enten bakket op om nazismen eller set passivt til. For de tyske mindretal, derimod, var (1) en

mulighed, idet de hverken havde lod eller del i de begivenheder, der førte til Hitlers magtovertagelse i

Tyskland. De kunne med nogen ret hævde, at de var blevet påtvunget nazismen udefra (skønt

mindretallet i Nordslesvig i princippet frivilligt annammede nazismen), og/eller at de ikke erkendte

dens sande væsen, før det var for sent.

Mulighed (2) er den vej, som DDR slog ind på fra starten (men hvor den nye ’arbejder- og bondestat’

selv naturligvis var skyldfri), og som Forbundsrepublikken forfølger i dag. I DDR gjaldt det både om

at udstille den individuelle og den kollektive anger, sådan som det materialiserer sig i fx Rudolf von

Petershagens bog Gewissen im Aufruhr og i filmen Ich war neunzehn fra 1968. Angeren gjaldt her

naturligvis navnlig krigsforbrydelserne under felttoget mod Sovjetunonen.

For mindretallet i Nordslesvig var (2) ingen mulighed: individuel anger ville ipso facto medføre en

udstødelse af kollektivet, jf. den kraftige reaktion på Manfred Spliedts bog så sent som i 1975. Man

kan derfor sige, at jo stærkere kollektivet, desto vanskeligere den individuelle anger – og netop Fårhus

skabte et stærkt fællesskab inden for mindretallet.

Mulighed (3) er den vej, som Østrig gik. Skønt statistikken, som Peter Thaler anfører, viser, at

østrigere var endog meget aktive deltagere i nazisternes forbrydelser, så lykkedes det i efterkrigstiden

Østrig (med god hjælp fra de Allierede!) at fremstille sig selv som offer for nazismen, bl.a. med det

formelle argument at ’Anschluss’ fandt sted efter Tysklands nazificering. Tænkeligt viser Østrigs

221

(manglende) opgør med fortiden, hvordan det kunne være gået i det tyske mindretal i Nordslesvig, hvis

ikke det havde været udsat for pres udefra. For som fremgået er presset hovedsageligt kommet udefra:

fra den danske offentlighed i bredeste forstand (ikke mindst faghistorikere), fra ’exilerede’

mindretalstyskere (som ikke længere har følt sig bundet af ’familieloyaliteten’) og fra diskursen i

Forbundsrepublikken. Det er karakteristisk, at drivkraften for mindretallets

Vergangenheitsbewältigung har været af reaktiv karakter.

Fordi det tyske mindretal i Nordslesvig (modsat østrigerne) var et mindretal i eget land, udviklede de

den tidligere nævnte dobbelte offerrolle: Først ofre for nazismens forførelse, siden for flertallets

sejrsjustits. I den forbindelse er det nærliggende at sammenligne med Alsace-Lorraine og Eupen-

Malmédy – hvilket vil blive gjort nedenfor.

Den tidligere beskrevne tidsmæssige forskydning i Forbundsrepublikkens Vergangenheitsbewältigung

er tænkeligt en del af forklaringen på, at omgangen med den nazistiske fortid forløber forskelligt nord

og syd for grænsen for i løbet af 1990’erne at blive stadig mere kongruent. Så længe fokus var på

nazismens vej til magten, var mindretallet ikke kompromitteret: vel havde de sympatiseret med

nazismen, men det var ikke mindretallet, som bragte ’nazisterne til magten’ i Danmark (hvilket ikke

skal opfattes bogstaveligt, idet det jo som bekendt hverken de facto eller de jure skete!); det gjorde den

tyske Værnemagt den 9. april 1940 – hvilket imidlertid til mindretallets store fortrydelse ikke bragte

dem ’Heim ins Reich’. Derfor kunne mindretallet koncentrere sig om sin egen, nordslesvigske

’Sonderweg’, hvor mindretallets optræden under krigen, retsopgøret og Fårhuslejren stod centralt. I

forhold til skyldsspørgsmålet kunne man flytte fokus væk fra nordslesvigernes mulige forbrydelser før

og under krigen til danskernes angivelige forbrydelser mod nordslesvigerne efter krigen.

Langt senere, i 1968-1970, kommer så ungdomsoprøret. I Tyskland er dette i høj grad et

studenteroprør, bl.a. fordi der sidder mange eksnazister på lærestolene. Det bliver således langt hen ad

vejen et opgør med fædregenerationens fortielser. I Sønderjylland var der ingen universiteter, og ved

de danske universiteter er fædregenerationens nazisme intet tema, fordi de ganske få nazister på

universiteterne var blevet udrenset allerede i 1940’erne. I Danmark er det USAs – og dermed implicit

Vestens – moralske fallit i Vietnam, der bliver oprørets centrale tema.

I mindretallet i Sønderjylland var det de gamle nazister, som langt op i tid forvaltede mindretallets

historie over for et stigende pres fra både tysk og dansk side. Hvor Forbundsrepublikken var en stat,

som var tvunget til at tage erindringspolitiske initiativer for at demonstrere, at man tog afstand fra den

nazistiske fortid, var det tyske mindretal ikke underlagt et tilsvarende pres. Kynisk (og her abstraheres

fuldstændigt fra ideelle motiver) ville man kunne anlægge den betragtning, at

222

Vergangenheitsbewältigung minder om en ’bytteøkonomi’, i den forstand at man bytter soning for

anerkendelse, og som i enhver forretning betaler man ikke mere end højst nødvendigt. Ud fra denne

betragtning er der også en parallelitet mellem omgangen med den nazistiske fortid i

Forbundsrepublikken og i mindretallet.

Det tyske mindretals handlemuligheder og råderum har altså været langt større end

Forbundsrepublikkens. Det samme synes at have været tilfældet siden 1920, når man sammenligner

med det råderum, henholdsvis den franske og den belgiske stat har tilstået Alsace-Lorraine og Eupen-

Malmédy, hvor sidstnævnte foreligger bedst beskrevet. Danmark, som i høj grad var drevet af frygt for

den mægtige tyske nabo mod syd, synes at have udgjort en mere føjelig, liberal statsmagt i forhold til

sit tyske mindretal. Man hæfter sig således ved, at mindretallet i Sønderjylland langt mere manifest fik

lov til at organisere og ytre sig så nazistisk efter rigstysk mønster, som tilfældet var efter den nazistiske

magtovertagelse i Tyskland. Mindretallet fremstillede sig, i hvert fald fra 1938, meget energisk som en

del af det tyske folk og gjorde alt for at organisere sig, som man gjorde i Riget. Alene navnet på det

tysk-nordslesvigske nazistparti, NSDAP-N (Nationalsozialistiske deutsche Arbeiterpartei-

Nordschleswig), viser det tyske mindretals iscenesættelse af sig selv som en del af det tyske folk, den

tyske nation og det rigstyske parti (som man som ’folketysker’ ikke kunne være medlem af), og i det

mindretalstyske samfund hyldede man åbent ’førerprincippet’. I Eupen-Malmédy organiserede ’Die

Heimattreue’ sig i ’Tarnorganisationen’, og først efter anneksionen i maj 1940 organiserede man sig

åbent nazistisk.

Et slående eksempel på, at der tilsyneladende ikke før Anden Verdenskrig var den samme energiske og

unisone opbakning til nazismen i Eupen-Malmédy som i Nordslesvig er, at den store tysk-sprogede

avis i området, Grenz Echo, blev forbudt i Tyskland efter den nazistiske magtovertagelse i 1933. Den

skæbne overgik aldrig Nordschleswigsche Zeitung!

I både Frankrig, Belgien og Danmark anvendtes under retsopgørene efter krigen den samme

lovgivning i forhold til de tyske mindretal som i forhold til landenes øvrige statsborgere. I Belgien var

der dog en særlig hjemmel for udvisning af personer fra Østbelgien. Fælles for de tre tyske

folkegrupper er, at der ved strafudmålingen blev taget særlige hensyn. I Frankrig og i Belgien til at der

de facto havde været tale om anneksioner og i Danmark til, at mindretallet havde stået i en national

konfliktsituation. Fælles for i hvert fald det tyske mindretal i Sønderjylland og den tyske folkegruppe i

Eupen-Malmédy var, at de procentuelt blev hårdt ramt af retsopgørene i Danmark og i Belgien.

De statslige indgreb efter krigen på sprog-, skole- og kulturområdet var langt mere rigorøse i Frankrig

og i Belgien end i Danmark, medens retningslinjerne for fradømmelse af borgerlige rettigheder minder

223

mere om hinanden. Modsat den franske og den belgiske stat forholdt den danske sig stort set

iagttagende til, hvordan det tyske mindretal ordnede sine interne forhold efter krigen, herunder også til,

hvordan mindretallet valgte at omgås sin nazistiske fortid.749

Fælles for både det tyske mindretal i Sønderjylland og de tyske folkegrupper i Alsace-Lorraine og

Eupen-Malmédy er, at de helt op til vore dage har opfattet sig selv som ofre – for nazismen, for

krigens omstændigheder og for uretfærdige retsopgør. Her er der imidlertid en afgørende principiel

skelnen at gøre mellem de tre tyske folkegrupper: Både Alsace-Lorraine og Eupen-Malmédy var de

facto annekteret og dermed principielt i en tvangssituation, også for så vidt angik tysk militærtjeneste.

Det tyske mindretal i Sønderjylland, derimod, overtog principielt frivilligt den nazistiske ideologi og

meldte sig principielt frivilligt (dog sikkert ofte under et vist socialt pres) til tjeneste i (overvejende)

Waffen-SS og diverse uniformerede og bevæbnede korps på hjemmefronten.

Det er imidlertid ikke de tyske mindretal i Frankrig og i Belgien, det tyske mindretal i Sønderjylland

oftest har valgt at spejle sig i, men de fordrevne tyske fra østområderne. Kun i meget begrænset

omfang har Der Nordschleswiger beskæftiget sig med og sammenlignet sig med Eupen-Malmédy og

især Elsass-Lothringen (dvs. Alsace-Lorraine), i hvert fald for så vidt angår tiden fra 1933 til 1945 og

de efterfølgende retsopgør. Man har ganske vist fra midt i 1950’erne orienteret læserne om primært

Eupen-Malmédy, men fokus, især i form af lederartikler, har ligget på Østbelgiens stadig større

sproglige og kulturelle autonomi inden for den belgiske stat – uden at dette forhold dog er blevet

forsøgt anvendt som en løftestang for mindretallets egne politiske og kulturelle mål. Mindretallet har

anerkendt, at Eupen-Malmédy adskiller sig fra Nordslesvig/Sønderjylland ved at være et overvejende

tysktalende område.750

Når mindretallet oftest har valgt at spejle sig i de fordrevne fra østområderne, kan det selvfølgelig

skyldes, at ’Flugt og fordrivelse’, som nævnt, er det tyske erindringssted par excellence, men også en

selvforståelse af, at lige som tyskerne i øst blev det tyske mindretal i Sønderjylland ikke straffet for at

være nazister, men for at være tyske. At dømme efter det foreliggende kildemateriale er det også det

tyske mindretal i Sønderjylland, som mest bastant og vedholdende har hævdet sin uskyld og offerrolle.

Skulle folkegrupperne i Alsace-Lorraine og Eupen-Malmédy have haft de samme intentioner, har de

ikke fået plads hertil i den franske og belgiske offentlighed.

Over visse stræk kunne det tyske mindretal i Sønderjyllands traditionelle erindring minde om den

karakteristik, som de belgiske historikere Nico Wouters og Dirk Luyten reserverer til flamlænderne,

der ganske vist ikke følte sig som værende en del af det tyske folk, men som racemæssigt, kulturelt

beslægtede:

224

”De ideologiske, nationalsocialistiske aspekter ved den flamsk-nationalistiske kollaboration blev fejet

under gulvtæppet. En bemærkelsesværdigt stærk erindringskultur dyrkede og understøttede denne

fremstilling med pseudovidenskabelige bøger, biografiske udgivelser, folkeligt billedsprog og

folkelige erindringer i medierne, symbolsprog, skabelsen af martyrer og dyrkelse af offerroller, aktive

organisationer for tidligere kollaboratører og mindehøjtideligheder. En hel flamsk elite blev opdraget

med den grundfortælling, at kollaborationen havde været et legitimt valg, medens efterkrigs-

forfølgelsen af kollaboratører havde været en repressiv handling fra den belgiske stats side med det

underliggende motiv, at man permanent ville ødelægge flamsk nationalisme som politisk kraft […].”751

I forbindelse med det tyske mindretal i Sønderjyllands (og de øvrige tyske folkegruppers) opfattelse af

sig selv som ofre,752 har det måske virket selvforstærkende, at de etniske tyskere, som i 1920 blev

afskåret fra fædrelandet, som Rainer Münz og Rainer Ohliger fastslår i deres bidrag om

”Auslandsdeutsche” i Deutsche Erinnerungsorte, lige siden har indtaget en offerrolle i den tyske

bevidsthed. 1920-grænserne medførte ifølge de to historikere en udpræget ’offer-gerningsmand’

dikotomi, og ’tysk’ defineredes både sprogligt, kulturelt og racemæssigt. Begrebet ’Auslands’- eller

’Grenzdeutsche’ gled i 1930’erne ud for i stedet at blive erstattet af begrebet ’Volksdeutsche’, som

bedre udtrykte den ’organiske’ opfattelse af tysk og tyskere.753

Fårhus har været et helt centralt erindringssted for det tyske mindretal i Sønderjylland, idet det har

placeret sig centralt i mindretalles offernarativ. Og skønt stedet er materielt, har det indtil for nyligt

været et metaforisk erindringssted for mindretallet. Knivsbjerg, derimod, har været et fysisk

erindringssted. Det giver mening tentativt at knytte Welzers teori om den ’kulturelle’ og den

’kommunikative’ erindringssfære sammen med Pierre Noras om ’erindringssteder’ og således placere

Fårhus i den kommunikative erindringssfære og Knivsbjerg i den kulturelle. Mindretallets omgang

med sin egen historie indskriver sig i spændingsfeltet mellem disse to: Vi havde ret til at være stolte

over vores tyske tilhørsforhold (Knivsbjerg), men i stedet blev vi straffet for det (Fårhus).

Fårhuslejren, som skulle virke ’genopdragende’, fik den modsatte virkning, fordi den gav narrativet

om nordslesvigernes offerrolle et fælles erindringssted. Fårhus hjalp mindretallet til at forvandle sig fra

’gerningsmænd’ til ’ofre’.

Takket være Fårhus kunne mindretallet bruge tidligere nævnte skyldmodel (3) til at skyde medansvaret

for nazismens handlinger i baggrunden, gøre sig selv til ofre og danskerne til gerningsmænd, særligt

fordi der i den kommunikative erindringssfære er god plads til ’historieforbedring’ (”Fårhus var en kz-

lejr”, ”de danske vagter var brutale”, i ”i Fårhus sultede de”). Knivsbjerg, derimod, tilhører den

kulturelle erindringssfære, hvor man trods alt risikerer at blive udsat for kritik og faktatjek og fx må

225

fjerne navne på faldne, der påviseligt har deltaget i krigsforbrydelser eller er blevet henrettet under det

danske retsopgør for drab og tortur. At Fårhus har fyldt så meget i mindretallets erindring og

Knivsbjerg (det er min vurdering) noget mindre, siger således en del om den kommunikative

erindrings primat i forhold til den kulturelle, om styrken i familiens erindringskultur i forhold til den

officielle (der dog, som nævnt, har været stærkt sammenfaldende i mindretallet).

Det er en ironisk pointe, at fordi man fra dansk side forsøgte at fratage mindretallet et kulturelt

erindringssted – sprængningen af Knivsbjerg og afvisningen af, i hvert fald indtil for få år siden, at

mindes Fårhus i Frøslevlejren – opbyggede mindretallet i stedet Fårhus som et kommunikativt

erindringssted, hvor man lettere kunne abstrahere fra dokumentation og argumentation. Artiklerne og

navnlig lederne i Der Nordschleswiger bærer præg af forfatternes forsøg på at navigere i det minerede

farvand mellem disse to opfattelser, men over tid – efterhånden som tidsvidnerne forsvinder – kan man

iagttage en forskydning fra den kommunikative erindring mod en mere sober erkendelse af fortiden,

som også kommer til udtryk på Knivsbjerg, hver gang et navn på en falden må fjernes.

Fårhus har, som det anføres i Straffelejren, nærmest udgjort en mental tilstand i mindretallet i

efterkrigstiden. Derfor, og fordi Fårhus er erindringsstedet par excellence i mindretallets forvandling

fra gerningsmænd til ofre, har det været påkrævet med en minutiøs, videnskabelig-kritisk gennemgang

af Fårhuslejrens historie for én gang for alle at kunne skille myte fra virkelighed. Og det var just

hensigten med Straffelejren.

.

226

Kildefortegnelse

Utrykte kilder

Archiv der deutschen Volksgruppe Nordschleswigs (ADVN), Aabenraa

Hauptvorstandsprotokolle 1945-2016

67, 31, 39, 323, 241, 42. 128, 40, 43,44, 45 og 83.

Arkiv efter Kreis Junger Schleswiger samt følgeskrivelse af Siegfried Christiansen

W-B 24, beretning af Jens Peter Hansen

N-B 22, beretning af Hans Fr. J. Hansen

N-B 25, beretning af Nis Friedrich Jürgensen

N-B 26, beretning af Erich Kellmann

Tobias Haimin Wung-Sung: Beyond the Border. A History of Minority Youth Identities in the Danish-

German Border Rregion c. 1955-1971. Utrykt PhD-afhandling fra SDU, 2016.

Henrik Skov Kristensen: ”One Camp, two Narratives. Froeslev 1944-45, Faarhus 1945-49. Negotiating

the past?” Key note speech ved symposiet Competing Memories, Amsterdam Universitet/Museum

Westerbork 29.10.-01.11, 2013.

227

Henrik Lundtofte: “Tillæg til Håndlangerne” 2017. Upubliceret tillæg til PhD- afhandlingen

Håndlangerne , 2016.

Clemens Maier: Making Memories: The Politics of Remembrance in Postwar Norway and Denmark.

Utrykt PhD-afhandling fra European University Institute, 2007.

Julie Benedicte Riis: Ground Zero – etableringen af et nutidigt erindringssted 2001-2011. Utrykt (men

på internet tilgængeligt) kandidatspeciale i historie fra Københavns Universitet, 2012.

Diverse korrespondancer med børn og børnebørn til domfældte under retsopgøret.

Trykte kilder

Aviser, tidsskrifter og periodica

Der Nordschleswiger 02.02.1946 til 31.12.2016

Der deutsche Volkskalender Nordschleswig

Schriften der Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig (SHAN)

Nordschleswig. Berichte. Daten. Meinungen, 1979-1985.

Sønderjysk Månedsskrift

Grænsevagten, 1941-1970.

Monografier, antologier og artikler

Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder, 2010.

Gabriel Andres: Histoire de L’épuration en Alsace-Lorraine, 2006.

Götz Aly: Hitlers Volksstaat. Raub, Rassenkrieg und nationaler Sozialismus, 2005.

Aleida Assmann: Der lange Schatten der Vergangenheit. Erinnerungskultur und Geschichtspolitik,

2006.

Aleida Assmann: Geschichte im Gedächtnis. Von der individuellen Erfahrung zur öffentlichen

Inszenierung, 2007.

Aleida Assmann: Das neue Unbehagen an der Erinnerungskultur. Eine Intervention 2013.

Sofie Lene Bak (red.): Oral History i Danmark 2016.

228

Marc Olivier Baruch:”Changing Things so Everything Stays the Same: The impossible ‘épuration’ of

French Society, 1945-2000” i Nico Wouters (ed.) Transitional Justice and Memory in Europe (1945-

2013), 2014, s. 63-94.

Arnd Bauerkämper: Das umstrittene Gedächtnis. Die Erinnerung an Nationalsozialismus, Faschismus

und Krieg in Europa seit 1945, 2012.

Henrik Becker-Christensen: “Nazificeringen af det tyske mindretal i 1933” i Birgitte Herreborg

Thomsen og Henrik Skov Kristensen (red.) Sønderjylland i 1933, 2010, s. 48-56.

Tønnes Bekker-Nielsen m.fl. (red): Gads Historie Leksikon (4. udg.), 2009.

Robert Bohn, Christoph Cornelissen og Karl Christian Lammers (Hg.): Vergangenheitspolitik und

Erinnerungskulturen im Schatten des Zweitens Weltkriegs. Deutschland und Skandinavien seit 1945,

2008.

Hans Boll-Johansen: Danskerpak og tyskerpak. De danske og de tyske i Søndeejylland – og hvordan vi

hver for sig oplevede krigen, 2015.

Angela Borgstedt: ”Die kompromittierte Gesellschaft. Entnazifizierung und Integration” i Peter

Reichel, Harald Schmid, Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die Zweite Geschichte.

Überwindung – Deutung – Erinnerung, 2009, s. 85-104.

Karl-Dietrich Bracher: Die deutsche Diktatur, 1969.

Claudia Brunner, Uwe von Seltmann: Schweigen die Täter reden die Enkel, 2011.

Claus Bryld: Min besættelse. 50 års livtag med historien. Essays 1965-2015, 2015.

Claus Bryld: ”Mellem Holocaust og Gulag. Erindring og glemsel i Europa” i Sofie Lene Bak m.fl.

(red.) ”Kildekunst”. Historiske & kulturhistoriske studier. Festskrift til John T. Lauridsen. Bind I, s.

507-538.

Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiverindring, 1998.

Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith: Waffen-SS. Europas nazistiske

Soldater, 2015.

Alon Confino: Germany as a Culture of Remembrance. Promises and Limits of Writing History, 2006.

Christoph Cornelissen: “Erforschung und Erinnerung – Historiker und die zweite Geschichte” i Peter

Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die Zweite Geschichte.


Jan Hyldal Christensen: ”’Die neue Entwicklung in Dänemark hat begonnen’. Det tyske mindretal i

Nordslesvig 1945-1947” i Sønderjyske Årbøger, 2004, s. 87-132.

229

Uwe Danker og Sebastian Lehmann-Himmel: Landespolitik mit Vergangenheit.

Geschichtswissenschaftliche Aufarbeitung der personellen und strukturellen Kontinuität in der

schleswig-holsteinischen Legislative und Executive nach 1945, 2017.

Jacob S. Eder: Holocaust Angst. The Federal Republic of Germany & American Holocaust Memory

since the 1970s, 2016.

Norbert Otto Eke: ”Widersprüchliche Annäherungen – das deutschsprachige Drama” i Peter Reichel,

Harald Schmid og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die zweite Geschichte. Überwindung –

Deutung – Erinnerung, 2009, s. 261-282.

Stefanie Endlich:”Orte des Erinnerns – Mahnmale und Gedenkstätten” i Peter Reichel, Harald Schmid

og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die zweite Geschichte. Überwindung – Deutung –

Erinnerung, 2009, s. 350-379.

Jürgen Festersen: ”Dänemark und die deutsche Volksgruppe in Nordschleswig 1940 bis 1955” i

Manfred Kittel, Horst Möller, Jiri Pesek og Oldrich Tuma (Hg.) Deutschsprachige Minderheiten 1945.

Ein europäischer Vergleich, 2007, s. 571-612.

Torben Fischer og Matthias N. Lorenz (Hg.), Lexikon der”Vergangenheitsbewältigung”in

Deutschland.

Debatten- und Diskursgeschichte des Nationalsozialismus nach 1945, 2015 (3. reviderede udg.)

Etienne Francois, Hagen Schulze (Hg.): Deutsche Erinnerungsorte bd. 1-3, 2009. (1. oplag/udgave i

2001).

Norbert Frei: 1945 und wir. Das Dritte Reich im Bewusstsein der Deutschen, 2005.

Constantin Goschler:”Wiedergutmachungspolitik – Schulden, Schuld und Entschädigung” i Peter

Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die zweite Geschichte.


Helen Grevers: Van landverraders tot goede vaderlanders, 2013.

Gese Friis Hansen: “Das alte ‘up ewig ungedeelt’ hören für allemal auf: Der Haderslebener Kreis und

der Kampf um die Loyalität” SHAN, 1997, s. 9-41.

Gynther Hansen: Det var så det. Barndomserindringer fra grænselandet, 2002.

Gynther Hansen: Endnu et bette nyk. Erindringer fra efterkrigstiden, 2003.

Gynther Hansen: Mig og min storebror. Erindringsglimt, 2008.

Hans Schultz Hansen: ”’Så har vi dem igen’ – kontinuitet og brud i det tyske mindretals ledelse hen

over 1945” i Sønderjyske Årbøger, 2014, s. 313-334.

230

Hans Schultz Hansen: Dansk jord på danske hænder. Foreningen Landeværnet og den nationale

jordkamp i Sønderjylland 1927-2002, 2002.

Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen (udg.): Sønderjylland under krig og besættelse 1940-

1945, 2003.

Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen: ”Mindretal og flertal i Nordslesvig 1945-1955” i

Jørgen Kühl (red.) København-Bonn Erklæringerne 1955-2005. De dansk-tyske

mindretalserklæringers baggrund, tilblivelse og virkning, 2005, s. 124-196.

Klaus-Dietmar Henke og Hans Woller (Hg.): Politische Säuberung in Europa. Die Abrechnung mit

Fascismus und Kolaboration nach dem Zweiten Weltkrieg, 1991.

Klaus-Dietmar Henke: “Die Trennung vom Nationalsozialismus, Selbstzerstörung, politische

Säuberung, Entnazifizierung, Strafverfolgung” I Klaus-Dietmar Henke og Hans Woller (Hg.):

Politische Säuberung in Europa. Die Abrechnung mit Fascismus und Kollaboration nach dem Zweiten

Weltkrieg, 1991, s. 21-83.

Ulrich Herbert: Geschichte Deutschlands im 20. Jahrhundert, 2014.

Knut Hickethier: ”Nur Histotainment? Das Dritte Reich im bundesdeutschen Fernsehen” i Peter

Reichel, Harald Schmidt og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die zweite geschichte.


Peter Hopp: “Påskeblæsten 1933 – forløb, reaktioner og betydning” i Birgitte Herreborg Thomsen og

Henrik Skov Kristensen (red.) Sønderjylland i 1933, 2010, s. 29-47.

Bernard Eric Jensen: Hvad er historie, 2010.

Bernard Eric Jensen: Fortidsbrug og erindringsspor, 2014.

Olaf Jensen: ”Zur Methode der vergleichenden Tradierungsforschung” i Harald Welzer (Hg.), Der

Krieg der Erinnerung. Holocaust, Kollaboration und Widerstand im europäischen Gedächtnis, 2007,

s. 260-274.

Olaf Jensen und Sabine Moller: ”Streigzüge durch ein europäisches Generationsgedächtnis” i Harald

Welzer (Hg.), Der Krieg der Erinnerung. Holocaust, Kollaboration und Widerstand im europäischen

Gedächtnis, 2007, s. 229-259.

Hanns Christian Jessen (Hg.): Faarhus 1945-1949. Straflager für die deutsche Minderheit in

Dänemark. Erlebnisse, Berichte und Dokumente, 1987.

Tony Judt: Postwar: A History Of Europe Since 1945, 2005.

Manfred Kittel:”Das deutsche Problem” i Die Gegenwart Frankfurter Allgemeine Zeitung 12.07.2005

nr. 159.

231

Manfred Kittel, Horst Möller, Jiri Pesek, Oldrich Tuma (Hg.): Deutschsprachige Minderheiten 1945.

Ein europäischer Vergleich, 2007.

Habbo Knoch: Die Tat als Bild. Fotografien des Holocaust in der deutschen Erinnerungskultur, 2001.

Sven Kramer:”Wiederkehr und Verwandlung – der Vergangenheit im deutschen Film” i Peter Reichel,



Henrik Skov Kristensen: ”Den 9. april 1940 og grænseflytningsrygterne” i Hans Schultz Hansen og

Henrik Skov Kristensen (udg.): Sønderjylland under krig og besættelse 1940-1945, 2003, s. 11-33.

Henrik Skov Kristensen: ”Besættelsens sidste år og befrielsen, interneringerne og retsopgøret” i Hans

Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen (udg.): Sønderjylland under krig og besættelse 1940-1945,

2003, s. 138-170.

Henrik Skov Kristensen: ”Revisions-diskussion: Ny tysk selvbevidsthed” i Weekendavisen 28.02.2003.

Henrik Skov Kristensen: ”Det tyske mindretal og Fårhuslejren – retsopgøret på museum” i Historie

2005, 1, s. 54-110.

Henrik Skov Kristensen: ”Mellem Hitler og hjemstavn. Folkegruppefører Jens Møller” i John T.

Lauridsen (red.) Over stregen – under besættelsen, 2007, s. 582-608.

Henrik Skov Kristensen:”The Museum of Danish Resistance and the Frøslev Camp Museum as Places

of Danish Remembrance” i Robert Bohn, Christoph Cornelissen og Karl Christian Lammers (Hg.),

Vergangengheitspolitik und Erinnerungskulturen im Schatten des Zweitens Weltkriegs. Deutschland

und Skandinavien seit 1945, 2008, s. 169-180.

Henrik Skov Kristensen: Eine Station auf dem Weg in die Hölle. Harrislee-Bahnhoff und die

Deportation dänischer Gefangener aus Frøslev in deutsche Konzentrationslager, 2002, (2010).

Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret, 2011.

Henrik Skov Kristensen: ”Fra Ehrenhain til Gedenkstätte. Erindringspolitik og –kultur under

forandring i det tyske mindretal” i Anne Blond, Kim Furdal og Carsten Porskrog Rasmussen (red.)

Forundringsparat. Festskrift til Inge Adriansen, 2014, s. 135-154.

Henrik Skov Kristensen: ”Loyalitet under pres? BDN-formand Hans Schmidt-Oxbülls tale på ’den

tyske dag’ i 1955” i Sofie Lene Bak m.fl. (red.): ”Kildekunst”. Historiske & kulturhistoriske studier.

Festskrift til John T. Lauridsen, 2016. Bind II, s. 517-556.

Henrik Skov Kristensen og Inge Adriansen: Als og Sundeved 1940-1945, 2005 (2. rev. udg.).

Jørgen Kühl: Tyskerne i Øst, 1997.

Carlo Lejeune: Die Säuberung Band 1: Ernüchterung, Befreiung, Unwissheit (1920-1944), 2005.

232

Carlo Lejeune: Die Säuberung Band 2: Hysterie, Wiedereingliederung, Assimilierung (1945-1952)

Carlo Lejeune og Klaus-Dieter Klauser: Die Säuberung. Band 3: Verdrängte Erinnerungen – 340

Zeitzeugen berichten, 2008.

Carlo Lejeune & Christoph Brüll (Hg.): Grenzerfahrungen. Eine Geschichte der deutschsprachigen

Gemeinschaft Belgiens. Band 5: Säuberung, Wiederaufbau, Autononomiediskussionen (1945-1973),

2014.

Claudia Lenz, Jens Schmidtog Oliver von Wrochem (eds.): Erinnerungskulturen im Dialog.

Europäische Perspektiven auf die NS-Vergangenheit, 2002.

Keith Lowe: Savage Continent, 2012.

Frank Lubowitz: ”Det tyske mindretal” i Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen (udg.)

Sønderjylland under krig og besættelse 1940-1945, 2003, s. 57-76.

Frank Lubowitz: ”Vom Mythos zu realität: Die ’Haderslebener Erklärung’ und ihre Bedeutung für die

deutsche Volksgruppe” i SHAN 2007, s. 42-54.

Irmela von der Lühe: ”Verdrängung und Konfontation – die Nachkriegsliteratur” i Peter Reichel,



Harold Marcuse: Legacies of Dachau, 2001.

Denis-Constant Martin: ”The Choices of Identity” i Social Identities Feb 95, Vol 1 issue 1 s. 5-21.

Torben Mayer: ”Die deutsche Minderheit in Nordschleswig und die Aufarbeitung der eigenen

nationalsozialistischen Vergangenheit” i Demokratische Geschichte 2010, s. 245-284.

Winfried Nerdinger: “Die Dauer der Steine und das Gedächtnis der Architekten” i Peter Reichel,



Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen, 1975.

Johan Peter Noack: ”Nation; National, Nationalisme. Et essay om overskridelser af grænserne for

vores viden” i Sofie Lene Bak m.fl. (red.), ”Kildekunst”. Historiske & kulturhistoriske studier.

Festskrift til John T. Lauridsen, 2016, bd. 1 s. 73-88.

Ernst Nolte: Der Faschismus in seiner Epoche, 1963.

Pierre Nora (ed.): Realms of Memory. The Construction of the French Past vol. I-III, 1996.

Nordschleswig – Bild einer Grenzlandschaft – Eine politische Monographie, 1963

Sebastian Olden-Jørgensen: ”Historikerne mellem erindring og historie” i Scandia 79:2 2013, s. 101-

111.

233

Gerhard Paul (ed.): Öffentliche Erinnerung und Medialisierung des Nationalsozialismus. Eine Bilanz

der letzten 30 jahre, 2010.

Moritz Pfeiffer: Mein Grossvater im Krieg 1939-1945. Erinnerung und Fakten im Vergleich, 2012.

Bernhard Poloni: ”Frankreich und das Problem deutschsprachiger Minderheiten am Ende des Zweiten

Weltktieges” i Manfred Kittel, Horst Möller, Jiri Pesek og Oldrich Tuma (Hg), Deutschsprachige

Minderheiten in Europa 1945. Ein europäischer Vergleich, 2007, s. 523-570.

Richard Raskin: Nuit et Brouillard: On the Making, Reception and Function of a Major Documentary

Film, 1987.

Peter Reichel: Der schöne Schein des Dritten Reiches. Gewalt und Faszination des deutschen

Faschismus, 2006.

Peter Reichel, Harald Schmidog Peter Steinbach (Hg.): Der Nationalsozialismus. Die zweite

Geschichte. Überwindung – Deutung – Erinnerung, 2009.

Peter Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach:”Die ’Zweite Geschichte’ der Hitler-Diktatur. Zur

Einführung”, i Peter Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach Der Nationalsozialismus. Die zweite

Gescichte. Überwindung – Deutung – Erinnerung, 2009, s. 7-21.

Peter Reichel, Harald Schmidog Peter Steinbach: “Nach dem Ende nationaler Nachkriegsmythen –

eine europäische Erinnerungskultur?” i Peter Reichel, Harald Schmidog Peter Steinbach, Der

Nationalsozialismus. Die zweite geschichte. Überwindung – Deutung – Erinnerung, 2009, s. 398-415.

Peter Reichel: “Der Nationalsozialismus vor Gericht und die Rückkehr zum Rechtsstaat” i Peter

Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach Der Nationalsozialismus. Die zweite Geschichte.


Ingrid Riese: ”Det tyske mindretals valgkamp 1939” i Historie 2, 1994, s. 177-219.

Ulla Roberts: Spuren der NS-Zeit im Leben der Kinder und Enkel. Drei Generationen im Gespräch,

1998.

Peter Romijn and Erik Schumacher: “Transitional Justice in the Netherlands after World War II” i

Nico Wouters (ed.), Transitional Justice and Memory in Europe (1945-2013), 2014, s. 133-172.

Henry Rousso: “L’Épuration. Die politische Säuberung in Frankreich” i Klaus-Dietmar Henke und

Hans Woller (Hg.), Die politische Säuberung in Europa. Die Abrechnung mit Faschismus und

Kollaboration nach dem Zweiten Weltkrieg, 1991, s. 192-240.

Reinhard Rürup: Der lange Schatten des Nationalsozialismus. Geschichte, Geschichtspolitik und

Erinnerungskultur, 2014.

234

Harald Schmid: ”Deutungsmacht und kalendarisches Gedächtnis – die politischen Gedenktagen” i

Peter Reichel, Harald Schmid, Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die Zweite Geschichte.


Alexandra Sennft: Schweigen tut weh. Eine deutsche Familiengeschichte, 2012.

Manfred Spliedt: Sådan en dum knægt! 1975.

Manfred Spliedt: Skelettet, 1983.

Peter Steinbach: ”Die publizistischen Kontroversen – eine Vergenganheit, die nicht vergeht” i Peter

Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach, Der Nationalsozialismus. Die zweite geschichte.


Dieter Stiefel: ”Der Prozess der Entnazifiezierung in Österreich” i Klaus-Dietmar Henke und Hans

Woller (Hg.), Politische Säuberung in Europa. Die Abrechnung mit Faschismus und Kollaboration

nach dem Zweiten Weltkrieg, 1991, s. 108-147.

Anette H. Storeide: Arven efter Hitler. Tysklands opgør med naziregimet, 2010.

Bjørn Svensson: ”Hjemmetysk historiepynteri” i Sønderjysk Månedsskrift nr. 8 1976.

P.J. Sönnichsen: Spiegel der Jahre. ’der deutsche Volkskalender Nordschleswig’. Eine

Kulturgeschichte der Deutschen Volksgruppe in Dänemark, 1993.

Nils Arne Sørensen: ”Erindringssteder” i Noter/Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF 185,

2010, s. 13-18.

Nils Arne Sørensen: Den store krig. Europæernes første verdenskrig, 2013.

H.E. Sørensen: Alle de skjalde. Litteraturen i Sønderjylland og Sønderjylland i litteraturen, 2015.

Sven Tägild: Deutschland und die deutsche Minderheit in Nordschleswig. Eine Studie zur deutschen

Grenzpolitik 1933-1939, 1970.

Peter Thaler: Grænsetilfælde. Nationale og etniske identiteter i konflikt og overgang, 2004.

Birgitte Herreborg Thomsen og Henrik Skov Kristensen (red.), Sønderjylland i 1933, 2010.

Ulrich Tiedau: ”Die Rechtslage der deutschsprachigen Bevölkerung in Belgien nach dem Zweiten

Weltkrieg” i Manfred Kittel, Horst Möller, Jiri Pesek og Oldrich Tuma (Hg.) Deutschsprachige

Minderheiten in Europa 1945. Ein europäischer Vergleich, 2007, s. 435-522.

Jean-Laurent Venau: L’épuration en Alsace. La face méconnue de la Libération 1944-1953, 2005.

Jesper Vind: ”Tidslommen” i Weekendavisen nr. 11, 2012.

Anette Warring: Historie, magt og identitet. Grundlovsfejringer gennem 150 år, 2004.

Anette Warring: “Erindring og historiebrug. Introduktion til et forskningsfelt” i Temp. Tidsskrift for

historie 2011, s. 6-35.

235

Annette Weincke:”West Germany: A case of Transitional Justice avant la lettre?” i Nico Wouters

(ed.), Transitional Justice and Memory in Europe (1945-2013), 2014, s. 25-62.

Harald Welzer (Hg.): Der Krieg der Erinnerung. Holocaust, Kollaboration und Widerstand im

europäischen Gedächtnis, 2007.

Harald Welzer: Täter. Wie aus ganz normalen Menschen Massenmörder warden, 2011.

Harald Welzer: Das kommunikative Gedächtnis. Eine Theorie der Erinnerung, 2011.

Harald Welzer, Sabine Moller, Karoline Tschugnall: Opa war kein Nazi, Nationalsozialismus und

Holocaust im Familiengedächtnis, 2012 (8. Auflage).

Steffen Werther: SS-Vision und Grenzland-Realität. Vom Umgang dänischer und ‘volksdeutscher’

Nationalsozialisten in Sønderjylland mit der ‘Grossgermanischen’ Ideologie der SS, 2012.

Cornelia Wilhelm: ”Die allierte Entnazifizierungspolitik in Deutschland as Modell?” i Manfred Kittel,

Horst Möller, Jiri Pesek og Oldrich Tuma (Hg.), Deutschsprachige Minderheiten 1945. Ein

europäischer Vergleich, 2007, s. 347-372.

Nico Wouters og Dirk Luyten: “A Consensus of Differences. Transitional Justice and Belgium’s

Divided War Memories (1944-2012) i Nico Wouters (ed.), Transitional Justice and Memory in Europe

(1945-2013), 2014, s. 95-132.

Noter

1 Der findes ingen klar og afgrænset definition af ’public history’, en historiepraksis, som blev grundlagt i USA i 1970’erne, og som internationalt stadig benævnes ved sin oprindelige, engelske betegnelse. Om ’Public History’, se Bernard Eric Jensens artikel ”Historie i hverdagen” i Gads Historie Leksikon s. 249-250, samt Anette Warring 2011. Den amerikanske ’public history’-historiker Thomas Cauvin peger på følgende karakteristika ved ‘Public History’: ”Public History is a historical process (1) informed by a consideration for the variety of audiences. The process communicates history and historical methodology to non-academic audiences (2), encourages public participation (3), and /or applies (4) history to present-day needs and demands”. Se (http://thomascauvin.com/uncategorized/public-history-a-working-definition/) 2 Aleida Asmann, 2007, s. 9. Citatet har Asmann lånt fra en roman af Martin Walser, Ein springender Brunnen, 1998. 3 Ibid. s. 10. 4 Ibid. s 17. 5 Ibid. s. 19. 6 Ibid. s. 32-34 samt s. 60-67. 7 Ibid. s. 36-37. 8 Ibid. s. 43-46. 9 Ibid. s. 64-66. For en kort karakteristik, også grafisk, af syv generationer i det 20 århundredes Tyskland se s. 58-69. 10 Pierre Nora (red.): Les lieux de memoire bd. 1-3 1984-1992.

236

11 Pierre Nora (red.) 1996, Bd. 1, s. XVII. 12 Nora betegner denne dimension som ”matériel”, men begrebet har hos Nora en langt bredere betydning end det danske ord ”materielle”. 13 Pierre Nora (red.) 1996, Bd. 1 s. XVI-XXIV og s. 3, 14 og 18. For korte introduktioner til Noras teori, se endvidere Nils Arne Sørensen 2010 og Sebastian Olden-Jørgensen 2013. Kulturhistorikeren Inge Adriansen har i sit store værk Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder fra 2010 udelukkende medtaget stedbundne, topografiske erindringssteder – ikke de immatrielle og funktionelle. Årsagen hertil er dels, at Inge Adriansen ikke finder Noras brede definition særlig egnet som analyseredskab (især hendes undersøgelsesgenstand taget i betragtning), dels at hun i et tidligere arbejde separat har undersøgt ”Nationale symboler i Det danske Rige”, som befatter sig med immaterielle symboler. Se Inge Adriansen 2010 s. 24-25. I modsætning til Inge Adriansens bog fra 2010 er Anette Warrings Historie, magt og identitet. Grundlovsfejringer gennem 150 år (2004) i høj grad inspireret af Noras teori om immaterielle erindringssteder. 14 I den angelsaksiske verden betegnes dagen som ’Holocaust Memorial Day’, i FN som ’International Holocaust Remembrance Day’, og i Forbundsrepublikken ’Tag des Gedenkens an die Opfer des Nationalsozialismus’. 15 Pierre Nora (red.) 1996, bd. 1, s. 3. 16 Anette Warring 2011. Om Noras distinktion mellem ’erindring’ og ’historie’ og holdbarheden af en fuldstændig sådan set fra et faghistorisk synspunkt, se Nils Arne Sørensen 2013 s. 444. 17 Etienne Francois/Hagen Schulze, Vorwort, Deutsche Erinnerungsorte Bd. 1. 18 Ibid. Bd. 1, s. 9-24. 19 Anette Warring, 2011. 20 Ibid. 21 Bernard Eric Jensen, 2010 s. 97-99. 22 Denis-Constant Martin 1995. 23 Ibid. Bernard Eric Jensen, ”Identitet” og ”Erindringsfællesskaber” i Gads Historie Leksikon. 24 Warring, 2011. 25 Ibid. 26 Ibid. 27 Ibid. Inge Adriansen, 2010 s. 21. 28 Anette Warring, 2011. 29 Bernard Eric Jensen, 2010 s. 179ff. 30 Johan Peter Noack, 2016. 31 Norbert Frei, 2005, s. 23. 32 Nogle af de helt centrale udgivelser er: Reinhard Rürup, Der lange Schatten des Nationalsozialismus. Geschichte, Geschichtspolitik und Erinnerungskultur 2014, Peter Reichel, Harald Schmidt og Peter Steinbach (Hg.): Der Nationalsozialismus – die zweite Geschichte. Überwindung – Deutung –Erinnerung, 2009, Aleida Assmann: Der lange Schatten der Vergangenheit. Erinnerungskultur und Geschichtspolitik, 2006, Norbert Frei: 1945 und wir. Das Dritte Reich im Bewusstsein der Deutschen, 2005, Aleida Assmann: Das neue Unbehagen an der Erinnerungskultur. Eine Intervention, 2013, Claudia Lenz, Jens Schmidt og Oliver von Wrochem (eds.): Erinnerungskulturen im Dialog. Europäische Perspektive auf die NS-Vergangenheit, 2002, Gerhard Paul (ed.): Öffentliche Erinnerung und Medialisierung des Nationalsozialismus. Eine Bilanz der letzten 30 Jahre, 2010, Arnd Bauerkämpfer: Das umstrittene Gedächtnis. Die Erinnerung an Nationalsozialismus, Faschismus und Krieg in Europa seit 1945, 2012 og Alon Confino: Germany as a Culture of Remembrance.Promises and Limits of Writing History, 2006. 33 Torben Fischerog Matthias N. Lorenz (Hg.): Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung” in Deutschland. Debatten- und Diskursgeschichte des Nationalsozialismus nach 1945, 2015. Værket udkom første gang i 2007. Udgivelsen i 2015 er tredje, reviderede udgave. Værket på 488 sider er en kompilation af en lang række tematiske artikler (alle med omfattende litteraturhenvisninger), skrevet af kyndige fagpersoner. Værket er omfattende og detaljeret. Tilgang og opsætning er udpræget leksikalsk, dvs. tospaltede sider og tekst med små typer. Værket er meget faktuelt registrerende, men med en svag tendens i retning af en, sikkert udbredt blandt akademikere, positiv holdning til SPD og tilsvarende skepsis over for CDU/CSU. I gæld til dette værk står norske Anette H. Storeide: Arven efter Hitler. Tysklands opgør med Naziregimet, som kom i dansk oversættelse i 2010, samme år som den norske version. For så vidt angår det rent juridiske og politiske opgør med nazi-tiden i de vestlige besættelseszoner og Forbundsrepublikken Tyskland se også Klaus-Dietmar Henke: ”Die Trennung vom Nationalsozialismus. Selbstzerstörung, politische Säuberung, ’Entnazifizierung’, Strafverfolgung” i Klaus-Dietmar Henke und Hans Woller (Hg.): Politische Säuberung in Europa. Die Abrechnung mit Fascismus und Kollaboration nach dem Zweiten Weltkrieg,

237

1991, s. 21-83 og Annette Weinkel: ”West Germany: A Case of Transitional Justice avant la lettre?” i Nico Wouters (ed.): Transitional Justice and Memory in Europe (1945-2013), 2014, s. 25- 55. Sidstnævnte befatter sig også med erindringspolitiske aspekter. 34 Torben Fischer og Matthias N. Lorenz: Lexikon der ”Vergangenheitsbewältigung”, 2015 (herefter Lexikon), s. 9-10, s. 15-17. For de felter, som må analyseres i forbindelse med en analyse af nationalsocialismens 2. historie, se også Peter Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach 2009 (dvs. introduktionen til deres antologi). 35 Denne vurdering baseres bl.a. på følgende fire anmeldelser af Lexikon: Helmut König på H/ Soz/Kult, 20.10.2008, Markus Nesselrodt i Einsicht 05 – Bulletin des Fritz Bauer Instituts, Frühjahr 2011, s. 94-96, Philipp Erdmann i DISS-Journal 31 (2016) og Torsten Mergen på Literaturkritik.de/id/21523.Sidstnævnte er en anmeldelse af seneste udgave fra 2015, som ifølge anmeldelsen er vokset med over 20 artikler, eller i alt mere end 100 tekstsider. Anmelderne er enige om, at Lexikon er et standardværk om debat- og diskursudviklingen i Tyskland og formår kun at pege på tre kritikpunkter. For det første, at udtrykket ”Vergangenheitsbewältigung” (i anførselstegn), som jo indgår i titlen, er problematisk, idet det indebærer den ifølge Torsten Mergen problematiske påstand, at ”Vergangenheit lasse sich in einem substantiellen Sinn ’bewältigen’ und damit abschliessen”. Helmut König er enig i denne kritik, og peger endvidere på, at han savner en mere klar og eksplicit begrundelse for identifikationen af de enkelte periodiseringer/nybrud. Anførselstegnene omkring begrebet Vergangenheitsbewältigung i titlen på Lexikon er formentlig en reverens over for denne kritik, men udgiverne har tilsyneladende ikke kunnet finde et bedre udtryk, og/eller man har valgt at respektere den almindelige folkelige opfattelse af begrebet. 36 Se fx Norbert Frei 2005 og Peter Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach 2009. 37 Dennis Meyer Lexikon s. 20-24 38 Roland Ahrendt Lexikon s. 24-26. Om retsopgøret, afnazificeringen og den tyske befolknings holdning hertil samt vejen til demokrati, se også Peter Reichel 2009. 39 Dominique Schröder Lexikon, s. 28-29. 40 Magdalena Beljan Lexikon, s. 36-39. 41 Maria Beyeler Lexikon, s. 39-40, 42-43. 42 Angela Borgstedt 2009. 43 MS (ikke nærmere identificeret forfatter) Lexikon, s. 45-51. 44 Norbert Frei 2005, s. 108-120 og s. 145-155. 45 Frauke Klaska og Torben Fischer, Frauka Klaska og Anne Kathrin Herrmann og Torben Fischer Lexikon, s. 56-62. Om tysk film og teaters repertoire i relation til den nazistiske fortid fra 1945 til 2009, se henholdsvis Sven Kramer 2009 og Norbert Otto Eke 2009. 46 Maria Munzert, Torben Fischer Lexikon, s. 69-72. 47 Se I øvrigt Michael Jeismann “Die Nationalhymne” i Deutsche Erinnerungsorte Bd. 3 s. 660-664, som stort set udelukkende behandler den tyske nationalmelodi i sammenhæng med dens anvendelse i nazi-tiden og efterkrigstiden – og de erindringspolitiske overvejelser det har givet anledning til. 48 Maria Munzert Lexikon, s. 83-86. 49 Maria Munzert Lexikon, s. 89-91. 50 Maria Munzert Lexikon, s. 91-97. 51 Anna Sprockhoff og Torben Fischer Leksikon, s. 100-101. 52 Maike Raap Lexikon, s. 102-104. 53 Iris Törmer Lexikon, s. 104-106, Antje Langer Leksikon, s. 109-110. 54 Dominique Schröder Lexikon, s. 107-108. 55 Sven Kramer Lexikon, s. 112-114. 56 Peter Reichert, ”Auschwitz” i Deutsche Erinnerungsorte. Bd. 1, s. 600-621. 57 Torben Fischer Lexikon, s. 119-121. 58 Om filmen, se Richard Raskin: Nuit et Bruillard: On the Making, Reception and Function of a major Ducumentary Film, 1987. 59 Sven Kramer Leksikon, s. 123-125. 60 Lena Knäpple Lexikon, s. 125-126. Se endvidere Sven Kramer 2009. 61 Lena Knäpple Lexikon, s. 126. 62 Nicole Weber Lexikon, s. 129-131. 63 Georg Mein Lexikon, s. 136-138. 64 Dennis Meyer, Georg Mein, Torben Fischer Lexikon, s. 134-144. 65 Sandra Bengsch, Dorothea Kraus, Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 144-150. Især teaterstykket Die Ermittlung havde gennemslagskraft. Se herom Norbert Otto Eke 2009.

238

66 Nathalie Gerstle Lexikon, s. 151-154. 67 Nathalie Gerstle Lexikon, s. 155-158. 68 Julia Weiss Lexikon, s. 159. 69 Julia Weiss Lexikon, s. 168-169. 70 Fabian Bähr Lexikon, s. 171-173. 71 Knut Hickethier 2009. 72 Andrea Höfft Lexikon, s. 176-178. 73 Stefanie Endlich 2009. 74 Andrea Höfft Lexikon, s. 178-180. Om etableringen og anvendelsen fra 1945 til 2009 af fx tidligere kz-lejre til Mahnmale og Gedenkstätten samt diskussionerne i forbindelse hermed, se Stefanie Endlich 2009. 75 Fabian Bähr Lexikon, s. 180-181. 76 Fabian Bähr Lexikon, s. 181-182. Se også Sven Kramer 2009. 77 Klaus Wernecke Lexikon, s. 188-190. 78 Walter Uka Lexikon, s. 205-208. 79 Steffi Hobuss Lexikon, s. 193. 80 Neele Kerkmann Lexikon, s. 195-196. 81 Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 197-199. 82 Norbert Frei 2005, s. 76-77. 83 Claudia Fröhlich 2009. 84 Carina Koch Lexikon, s. 199-203. 85 Julian Reidy Lexikon, s. 203-204. 86 Fabian Bähr Lexikon, s. 208-209. Se også Sven Kramer 2009. 87 Antje Langer Lexikon, s. 215-217. 88 Antje langer Lexikon, s. 223-225. 89 Antje Langer Lexikon, s. 225-227. 90 Nicole Colin Lexikon, s. 227-229. Om Speer und Er se også Knut Hickethier 2009. 91 Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 229-231. 92 Torben Fischer Lexikon, s. 234-237. Om Fest og ’Hitler-bølgen’ samt strukturalister overfor intentionalister, se Christoph Cornelissen 2009. 93 Karl-Dietrich Bracher 1969 og Ernst Nolte 1963. Om Brachers og Noltes positioner og diskussionen mellem de to, se Chistoph Cornelissen 2009 og Norbert Frei 2005, s. 86-89. 94 Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 237-238. 95 Neele Kerkmann og Torben Fischer, Lexikon s. 219-221. 96 Ute Janssen Lexikon, s. 268-270. 97 Catrin Corell Lexikon, s. 270-272. 98 Torben Fischer Lexikon, s. 274-275. Det har i øvrigt i 2017 vist sig, at når Hilbergs bog ikke blev oversat til tysk allerede i 1961, skyldtes det, at bogens faglige kvalitet var blevet underkendt af Institut für Zeitgeschichte, en vurdering som ud fra en nutidig udkigspunkt forekommer grotesk, men formentlig var udtryk for tidsånden. Se herom Bernhard Schulz ”Grosser Bogen um den Holocaust”, http://.tagesspiegel.de/wissen/nationalsozialismus-grosser-bogen-um-den-holocaust/20501478.html 99 Sylvia Lakämper Lexikon, s. 279-280. 100 Anja Steinmetz Lexikon, s. 244-245. 101 Maren Röger Lexikon, s. 246. 102 Maren Röger Lexikon, s. 247-248. 103Maren Röger Lexikon, s. 248-249. 104 Daniela Beljan og Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 253-255. 105 Henning Borggräfe Lexikon, s. 263-265. 106 Betegnelsen ”Flakhelfer-Generation” anvendes i den tyske forskning om den generation, der som helt unge mennesker blev anvendt i krigsindsatsen på hjemmefronten mod slutningen af krigen. 107 Torben Fischer Lexikon, s. 256-258. Om diskussionen mellem Broszat og Friedländer og deres respektive positioner, se også Christoph Cornelissen 2009. 108 Lena Knäpple Lexikon, s. 259-260. Om ‘Historikerstreit’, se også Christoph Cornelissen 2009 og Claudia Fröhlich 2009. 109 Norbert Frei 2005, s. 53-55. 110 Antje Langer Lexikon, s. 261-263.

239

111 Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 275-277. 112 Knut Hickethier 2009. 113 Jörn Glasenapp Lexikon, s. 281-282. 114 Janusz Bodek Lexikon, s. 250-252. 115 Katharina Lange Lexikon, s. 284-287. 116 Miriam Hinners Lexikon, s. 292-294. 117 Peter Steinbach 2009. 118 Miriam Hinners Lexikon, s. 294-296. 119 Katharina Lange og Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 296-297. 120 Norbert Frei 2005, s. 130-131. 121 Constanze Clotz Lexikon, s. 301-303. 122 Lena Knäpple Lexikon, s. 312-314. 123 Antje Langer Lexikon, s. 314-317. 124 Norbert Frei 2005, s. 8. 125 Sabine Offe Lexikon, s. 323-326. Se også Stefanie Endlich 2009. 126 Torben Fischer Lexikon, s. 323-326. 127 Henrik Lundtofte i ”Tillæg til Håndlangerne” 2017, s. 14-15. Der er tale om en upubliceret tillægsafhandling til Ph.D.-afhandlingen Håndlangerne 2017. Om täter-forskningen og det nye fokus på enkeltpersoner, familier og grupper og implikationerne af dette fokusskift, se også Norbert Frei 2005, s. 10-12. 128 Torben Fischer Lexikon, s. 317-320. Se også Christoph Cornelissen 2009. 129 Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 320-322. 130 Laura Rucker og Torben Fischer, Lexikon s. 322-323. 131 Nike Thern og Arnd Walgenbach, Lexikon s. 336-337. 132 Arnd Walgenbach Lexikon, s. 337-339. 133 Arnd walgenbach Lexikon, s. 339-341. 134 Fabian Virchow Lexikon, s. 341-342. 135 Aurel Köpfli Lexikon, s. 342-345. 136 Laura Ruckert Lexikon, s. 364-366. 137 Norbert Frei 2005, s. 176. 138 Astrid Schwabe Lexikon, s. 366-369. 139 Knut Hickethier 2009. 140 Således også i Danmark: Henrik Skov Kristensen, ”Revisions-diskussion: Ny tysk selvbevidsthed”. Kommentar til/featueartikel om Jörg Friedrichs bog i Weekendavisen 28.02.2003. 141 Laura Ruckert Lexikon, s. 373-374. 142 Ute Janssen og Torben Fischer, Lexikon s. 375-377. 143 Chantal Russo Lexikon, s. 377-379. 144 Chantal Russo Lexikon, s. 379-380. 145 Maren Röger Lexikon, s. 380-383. 146 Olaf B. Rader, ”Dresden” i Deutsche Erinnerungsorte Bd. 3 s. 451-470. 147 Malte Thiessen Lexikon s. 383-384. 148 Matthias N. Lorenz Lexikon, s. 385-387. 149 Agnieszka Pufelska Lexikon, s. 389-391. 150 Lenard Suermann Lexikon, s. 394-396. 151 Jennifer Pavlik Lexikon, s. 403-404. 152 Torben Fischer Lexikon, s. 405-408. 153 Torben Fischer Lexikon, s. 408-410. 154 Christian Mentel Lexikon, s. 410-413. 155 Johannes Brunnschweiler Lexikon, s. 414-416. 156 Henning Borggräfe Lexikon, s. 416-419. 157 Ralf Banken Lexikon, s. 419-422. 158 Nicole Weber Lexikon, s. 426-429. 159 JBi (som ikke identificeres nærmere) Lexikon, s. 422-425. 160 Norbert Frei 2005, s. 26. For en lidt mere detaljeret opsummering af periodiseringen, se Peter Reichel, Harald Schmid og Peter Steinbach 2009. 161 Rainer Würz og Rainer Ohliger, ”Auslandsdeutsche” i Deutsche Erinnerungsorte Bd. 1 s. 370-390.

240

162 Norbert Frei 2005, s. 12-19. 163 Ibid. s. 21. 164 Ibid. s. 56-58 samt s. 29. 165 Ibid. s. 39-40. 166 Tony Judt 2005, s. 803. Udsagnet kan læses i bogens epilog ”From the House of the Dead. An Essay on Modern European Memory”, s. 803-831. 167 Det følgende er baseret på Peter Reichel, ”Auschwitz” i Deutsche Erinnerungsorte Bd. 1, s. 600-621. 168 ’Unsere Mütter, unsere Väter’ er grundigt beskrevet og analyseret i en 11-siders lang, tæt annoteret, artikel om serien på den tyske udgave af Wikipedia. Norbert Freis anmeldelse ”Das gespaltene Urteil der Historiker”, fremgår det af Wikipedia-artiklen, er publiceret på stern.de. Tobias Kaufmann anmeldelse ”Wir armen Täter” er publiceret i Kölner Stadt-Anzeiger 20.03.2013, og Ulrich Herberts anmeldelse med titlen ”Nazis sind immer die anderen” på taz.de. 169 Ulrich Herbert 2014, s. 358-369. 170 Norbert Frei 2005, s. 91-95. 171 Studiet baserer sig på 40 familie samtaler og 142 enkelt interviews, altså et ganske betragteligt kildegrundlag. Af de 40 familiesamtaler var de 30 med vesttyske familier og 10 med østtyske, og tre generationer deltog. En tredjedel af de interviewede var ”Angestellte”, dvs. lønarbejdere/ansatte, og en tredjedel var akademikere og studerende/skoleelever. Der blev i alt fortalt 2536 enkelt-’historier’. Se Welzer et al. 2012, s. 11. 172 Welzer et al. 2012, s. 13 173 Ibid., s. 19. 174 Ibid., s 21. 175 Ibid., s 21-22. 176 Ibid., s. 45-49. 177 Ibid., s. 50-53. 178 Ibid., s. 54-56. 179 Ibid., s. 56-61. 180 Ibid., s. 61-62. 181 Ibid., s. 65-67. 182 Ibid., s. 26. 183 Ibid., s. 79-80. 184 Ibid., s. 83-86. 185 Ibid., s. 86-89. 186 Ibid., s 89-96. 187 Ibid., s. 97-103. 188 Ibid., s.104. 189 Ibid., s. 105-133. 190 Ibid., s. 134-137. 191 Ibid., s. 144-149. 192 Ibid., s. 150-156. 193 Ibid., s. 157-161. 194 Ibid., s. 195. 195 Ibid., s. 205-207. 196 Ibid., s. 208-210. 197 Welzer et al. 2012, s. 9-10. 198 Anmeldelse af Welzer et al. 2007 ved Isabel Heinemann på H/SOZ/KULT – 1544, 18.09.2002. Anmeldelsen relaterer således til førsteudgaven af Welzer et al. 199 Anmeldelse af Welzer et al. 2012 ved Christelle Le Faucheur på H-Net Reviews, april 2004. Anmeldelsen relaterer således til førsteudgaven af Welzer et al. Den anden undersøgelse, hun henviser til i sin anmeldelse, er Nina Leonhard: ”Politikbewusstsein und Vergangenheitsbezug in der Dritten Generation. Ein Forschungsprojekt zum Wandel der Erinnerung an Nationalsozialismus und Holocaust” i Jens Fabian Pyper: ’Uns hat keiner gefragt: Positionen der dritten Generation zur Bedeutung des Holocaust, 2002, s. 67-101. 200 Olaf Jensen und Sabine Moller: ”Streifzüge durch ein europäisches Generationsgedächtnis” i Welzer (Hg.) 2007, s. 229-259. 201 Denne proces er kort beskrevet i Henrik Skov Kristensen: ”The Museum of Danish Resistance and the Frøslev Camp Museum as Places of Danish Remembrance” i Robert Bohn, Christoph Cornelissen, Karl Christian Lammers (Hg.):

241

Vergangenheitspolitik und Einnerungskulturen im Schatten des Zweiten Weltkriegs. Deutschland und Skandinavien seit 1945, 2008, s. 169-180. 202 Olaf Jensen und Sabine Moller i Welzer (Hg.), 2007, s. 229-259. Der er redegjort for undersøgelsens metode i Olaf Jensen: ”Zur Methode der vergleichenden Tradierungsforschung” i Welzer (Hg.), 2007, s. 260-274. 203 Eva Hahn/Hans Henning Hahn: ”Flucht und Vertreibung” i Deutsche Erinnerungsorte, Bd. 1 s. 335-351. 204 Skitsen er baseret på Jørgen Kühls omfattende og detaljerede PhD.-afhandling Tyskere i Øst (primært s. 34-76), som blev publiceret på Aarhus Universitetsforlag i 1997. Arbejdet var banebrydende derved, at det anlagde en identitetshistorisk vinkel på emnet. 205 Jørgen Kühl, 1997, s. 56-57. 206 Ibid., s. 73-74. 207 Ibid., s. 76. 208 For en nærmere beskrivelse af afnazificeringsprocessen i Østrig, se Dieter Stiefel: ”Der Prozess der Entnazifizierung in Österreich” i Klaus-Dietmar Henke und Hans Woller (Hg.): Politische Säuberung in Europa. Die Abrechnung mit Fascismus und Kollaboration nach dem Zweiten Weltkrieg, 1991, s. 108-147. 209 Peter Thaler 2004, s. 88. Om den østrigske historie, identitet og nationalmytologi i efterkrigstiden i øvrigt se s. 59-135. 210 Ibid., s. 86-87. 211 Manfred Kittel et al 2007. Den følgende oversigt over opgørene med de tyske folkegrupper bygger, hvis ikke andet er anført, på denne fremstilling samt på en artikel af Manfred Kittel ”Das deutsche Problem” i Die Gegenwart Frankfurter Allgemeine Zeitung 12.07. 2005 nr. 159. 212 Beskrivelsen af det tyske mindretal og retsopgøret med det er beskrevet i Manfred Kittel et al. 2007 af Jürgen Festesen: ”Dänemark und die deutsche Minderheit in Nordschleswig 1940 bis 1955”, s. 571-612. Der er tale om en kort indføring i emnet på 10 sider, hovedsageligt baseret på Sabine Loreks dissertation om retsgøret med det tyske mindretal, en artikel af Karl Christian Lammers: ”Der dänische Widerstand und die deutsche Minderheit in Nordschleswig” samt publicerede redegørelser af Rudolf Stehr, Ernst Siegfried Hansen, Harboe Kardel og Immo Doege. Dertil 29 sider med optrykt, relevant lovgivning i relation til retsopgøret (oversat til tysk), fx Straffelovstillægget, lov om konfiskation af tysk og japansk ejendom etc. Festesens vurdering af retsopgøret med mindretallet er som Loreks: det var i international sammenhæng moderat og en forudsætning for en tilbagevenden til demokratiske tilstande. 213 Hvor ikke andet anføres, bygger beskrivelsen af Alsace-Lorraine på Bernard Poloni: ”Frankreich und das Problem deutschsprachiger Minderheiten am Ende des Zweiten Weltkrieges” i Manfred Kittel et al. 2007, s. 523-570. 214 Fx behandler den fremtrædende franske (rets)historiker Henry Rousso ikke problemet særskilt i sit bidrag om det franske opgør ”L’Épuration. Die politische Säuberung in Frankreich” i Klaus-Dietmar Henke und Hans Woller (Hg.), 1991, s. 192-240. 215 Wikiwand. Us der alemannische Wikipedia, der frei Dialäkt-Enzyklopedy 216 Gabriel Andres 2006, s. 156. 217 Ibid., s. 61ff. 218 Ibid., s. 79ff. 219 Ibid., s. 43. 220 Ibid., s. 121. 221 Ibid., s. 10. 222 Ibid., s. 12. 223 Ibid., s. 173. 224 Ibid., s. 155. 225 Jean-Laurent Vonau 2005, passim. 226 Marc Olivier Baruch: “Changing Things so Everything Stays the Same: The impossible ‘épuration’ of French Society, 1945-2000” i Nico Wouters (ed), Transitional Justice and Memory in Europe (1945-2013), 2014, s. 63-94. 227 Ulrich Tiedau: ”Die Rechtslage der deutschsprachigen Bevölkerung in Belgien nach dem Zweiten Weltkrieg” i Manfred Kittel et. al., 2007, s. 435-522. Hvor intet andet anføres, bygger skildringen af Eupen-Malmédys forhold på Tiedaus bidrag. 228 Se herom Peter Hopp: “Påskeblæsten 1933 – forløb, reaktioner og betydning” I Birgitte Herreborg Thomsen og Henrik Skov Kristensen (red.), Sønderjylland i 1933, 2010, s. 29-47 samt Henrik Becker-Christensen ”Nazificeringen af det tyske mindretal i 1933”, ibid., s. 48-56. 229 Nico Wouters, Dirk Luyten: ”A Consensus of differences. Transitional Justice and Belgium’s Divided War Memories (1944-2012)” i Nico Wouters (ed.): Transitional Justice and memory in Europe (1945-2013), 2014, s. 95-132.

242

230 Carlo Lejeune, Bd. 1: Die Säuberung. Ernüchterung, Befreiung, Ungewissheit (1920-1945), 2005, Band 2: Die Säuberung. Hysterie, Wiedereingliedering, Assimilierung (1945-1952), 2006, Band 3: Die Säuberung. Verdrängte Erinnerungen – 340 Zeitzeuge berichten, 2008, Band 5 (sammen med Christoph Brüll): Grenzerfahrungen. Eine Geschichte der deutschsprachigen Gemeinschaft Belgiens. Die Säuberung. Wiederaufbau, Autonomiediskussionen (1944-1973), 2013. Bind 4 er tilsyneladende aldrig udkommet. 231 Carlo Lejeune 2008 s. 63-69. 232 Ibid., s. 69-71. 233 Ibid., s. 71-74. 234 Ibid., s. 75-86. 235 Ibid., s. 89-98. 236 Ibid., s. 102ff. 237 Ibid., s. 126. 238 Ibid., s. 111-112. 239 Ibid., s. 133-139. 240 Ibid., s. 147-155. 241 Ibid., s. 163. 242 Ibid., s. 191 ff. 243 Ibid.. s. 210-218. 244 Ibid., s. 24. 245 Ibid., s. 25. 246 Ibid., s. 27-28. 247 Ibid., s. 28. 248 Helen Grevers 2013. Passim. Jeg har i forbindelse med et andet påtænkt arbejde gjort mig bekendt med indholdet af Helen Grevers’ dissertation, dels ved læsning på flamsk, dels ved en oversættelse af centrale kapitler til dansk. 249 Nordschleswigsche Zeitung 9.6.1943, jf. Henrik Skov Kristensen 2011, s. 23. 250 Filmen beror i arkivet hos det tyske mindretals museum i Sønderborg og vises i Frøslevlejrens Museums Fårhus-udstilling. 251 Om nazismens position i provinsen Schleswig-Holstein og den efterfølgende strukturelle og personlige kontinuitet i efterkrigstidens Schleswig Holstein, se Uwe Danker og Sebastian Lehmann-Himmel: Landespolitik mit Vergangenheit. Geschichtswissenschaftliche Aufarbeitung der personellen und strukturellen Kontinuität in der schleswig-holsteinischen Legistaltive und Exekutive nach 1945, 2017. 252 Koncentrationslejren Ladelund 1944, 1990, s. 8. (dansksproget katalog til udstillingen i Gedenk- und Begegnungsstätte Ladelund). 253 Torben Mayer 2010. 254 Om det tyske mindretal under Anden 2. Verdenskrig, se Johan Peter Noack 1975. Her efter Henrik Skov Kristensen 2011 s. 20-29. 255 Om denne problemstilling, som afstedkom konflikter i relation til især den pangermanske version af den tyske nazisme, se Steffen Werther 2012 passim samt Henrik Skov Kristensen 2007 256 Primært Sven Tägil 1970 og Johan Peter Noack 1975, s. 84-89 og s. 184-193. 257 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 20-21. Jeg har mest indgående redegjort for opfattelsen i Henrik Skov Kristensen 2003. Artiklen er også publiceret på tysk, ”Der 9. April 1940, die deutsche Volksgruppe in Nordschleswig und die Grenzfrage” i Demokratische Geschichte 16 2004, s. 155-170. 258 Henrik Skov Kristensen 2011 s. 20-29. 259 Om de tyske folkegruppers hårde skæbne efter den 2. Verdenskrig, se også Keith Lowe 2012. 260 Henrik Skov Kristensen 2011, passim. Her efter Henrik Skov Kristensen 2014. 261 Om Københavnsnotatet se Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen 2005. 262 Her efter Henrik Skov Kristensen 2016. 263 Hauptvorstands-arkiv, 2. Sitzung des Arbeitsausschusses, 08.12.1945. 264 Her efter Henrik Skov Kristensen 2016. For en detaljeret gennemgang af forhandlingerne forud for dannelsen af BDN og for en identifikation af de forskellige grupperinger og synspunkter se Jan Hyldal Christensen 2004 og Henrik Skov Kristensen 2011, s. 527-528. For en nærmere beskrivelse af Haderslevredsen, se Frank Lubowitz 2007 og Gese Friis Hansen 2007. 265 Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen 2005. 266 Estimeret af Siegfried Matlok i en samtale med forfatteren.

243

267 Wikipedia: Der Nordschleswiger. 268 Hans Schultz Hansen 2014. 269 DN 02.06.1946 270 DN 23.02.1946 271 Ibid., ””Ein wenig herzlicher Gruss” af Christine Hynding. 272 DN 09.02.1946. ”Um eine Ruhige Linie in Deutschland”. Af Jürgen Petersen 273 DN 15.06.1946. ”v. Schirach”. 274 DN 27.07.1946. Artikelserien blev bragt i DN den følgende tid under rubrikken ”Die Verteidiger haben das Wort. Blick auf die Vergangenheit/vom Prozess in Nürnberg”. 275 DN 18.06.1949. I rubrikken ’Am Rande’. 276 DN nr. 6, 1948, ”Eindrücke im Nürnberger Justitzpalast” 277 DN 22.02.1947, ”Vom Sinn unserer Zeit. Ansprache auf der deutschen Jugendtag in Tingleff”. 278 DN 19.06.1948, Eine Rede des Kardinals Graf von Galen”. 279 DN 08.03.1947, ”Volk in Not – Briefe aus Deutschland” 280 DN 22.03.1947, ”Ein politischer Prozess”. 281 DN 18.06.1949. 282 DN 16.08.1947, ”Ein Einspruch” og ”Rechtsunsicherheit in Deutschland”. 283 DN 22.10.1949, ”Fester Wille zum Wiederaufbau” og ”Neuordnung des detschen Büchereiwesens”. 284 Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen 2005. 285 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 454-471. 286 DN 02.02.1946, ”Ein Traum ging zu Ende. Fluch der Masslosigkeit” og herefter fortløbende numre af avisen. Således 09.02.1946 , ”Schatten auf dem Weg nach Prag. Fluch der Masslosigkeit”. 287 Oplyst af den senere chefredaktør Siegfried Matlok i et dobbeltinterview med Karl Otto Meyer i Radio NDR. Derefter optrykt i DN 19.05.1979. 288 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 518-519. 289 Ibid. s. 586. 290 Ibid. s. 525. 291 Ibid. s. 530, Henrik Skov Kristensen 2005 og Torben Mayer 2010. 292 Torben Mayer 2010. Mayers artikel udgør sammen med mine egne bidrag fra 2005 til 2011 de eneste skriftlige arbejder specifikt om mindretallets omgang med sin nazistiske fortid. Der vil senere i brødteksten blive præsenteret en oversigt over de i nærværende sammenhæng relevante skriftlige arbejder vedr. det tyske mindretal. 293 Henrk Skov Kristensen 2011, s. 536-543, Henrik Skov Kristensen 2005, Torben Mayer 2010 og Hans Schultz Hansen 2014. Sidstnævnte arbejde er en detailundersøgelse af personkontinuiteten i mindretallets ledelse fra nazi-tid til efterkrigstid. 294 Hauptvorstand-arkiv, Sitzung 24.11.1951. 295 Henrik Skov Kristensen: ”Asmus Wilhelm Jürgensen” i Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945. 296 Hauptvorstand-arkiv, ”Beilage zu den Protokollen der Hauptvorstandssitzungen 1950-1965”, 1951, men udateret. 297 DN 01.12.1951, ”Eine Periode im Grenzland”.. 298 DN 04.12.1951, ”Zum Tode Dr. Möller”. 299 DN 13.05.1950, ”Klare Linien”. Jf. Grænsevagten 1950, s. 191 samt Hans Schultz Hansen 2014. Pastor Carl Beuck blev under en julegudstjeneste for de indsatte i arresten i Aabenraa i 1945 bebrejdet af Jens Møller for at have underskrevet loyalitetserklæringen og derved svigtet de indsatte og deres pårørende. Efterfølgende havde Beuck i et brev til Møller gjort denne personligt ansvarlig for mindretallets ”bundløse ulykke” ved sin ”helt igennem uansvarlige politik”. Se herom i Henrik Skov Kristensen 2011, s. 525. Efterfølgende var sammenstødet mellem de to kommet offentligt frem, og i det første nummer af Der Nordschleswiger 06.02.1946 publiceredes flere indlæg, nogle til støtte for Beuck andre for Møller. 300 Hans Schultz Hansen 2014. 301 Hauptvorstand-arkiv, referater fra møder 24.11.1951, 10.05.1952, 25.05.1952, 02.10.1952 og 16.10.1954. 302 Ibid., referat af møde 16.10.1954. Ibid. ”Beilage zun den Protokollen der Hauptvorstandssitzungen 1950-1965 303 Ibid., Referat af møde 25.04.1955. 304 DN 13.05.1952, ”Vortragsabend am 19. Mai”, 01.12.1952, helsides interview, ”Kriminalrat der Gestapo – ’Onkel Hans’, der Widerstandskämpfer”, 07.03.1953, ”Vortrag über Rostock”, 31.10.1962, ”Was sagt uns der Bibel?” (halvsides anmeldelse af en nyudgiven bog, 23.04.1964, artikelserie af Lorenz Christensen, her del 3, ”Als der Bürgerverein 1864 wieder zum Kampf antrat”. 305 DN 22.04.1953, ”Wir fordern unser Recht”.

244

306 DN 05.07.1965. 307 DN 09.07.1965, ”Nachruf für Dr. Lorenz Christensen”. 308 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 540. 309 Et indtryk af forekomsten giver følgende redaktionelle artikler og ledere frem til 1955 i DN, hvor kravet om amnesti fremsættes: Nr. 2, 1946: ”Wann kommen unsere Internierten?”, Nr. 5, 1946: ”Unsere deutsche Jugend” og ”Ein Besuch im Faarhuslager, Nr. 19, 1946: ”Auf anderen Wegen zum 29. August. Bremsklötze der rückwirkende Kraft”, Nr. 20, 1946: ”Und der Kreisel wirbelt zum Ziel”, Nr. 23, 1946: ”Über die revision zur Amnestie”, Nr. 28, 1946: ”Wesentliche Milderung alter Urteile”, Nr. 37, 1946: ”Wann kommt Amnestie?”, ”Amnestie – ein Akt der Klugheit” og ”J.P. Nielsen fordert allgemeine Amnestie in Nordschleswig”, Nr 40, 1946: ”In welchem Umfange?. Um die Frage einer Amnestie”, Nr 42, 1946: Ein Mann des Friedens. Die Tat Jörgen Jörgensens”, og ”Wanderung in einem magischen Kreis. Gesichtspunkte wider und für Amnestie”, Nr. 43, 1946: ”Die Begrenzung der Amnestie”, Nr. 7, 1947: ”Die Amnestie”; Nr. 15, 1947: ”Rechtsverfahren und Amnestie im Rückblick auf 1848 und 1945”; Nr. 20, 1947: ”Die Amnestievorlage” og ”Oekonomische Amnestie”, Nr. 22, 1947: ”Kleine Amnestie”, Nr 29, 1947: Zum Gespräch über die Amnestie”, Nr 31, 1947: ”Aus Milde und Allerhöchste Gnade. Zur Amnestiefrage”, Nr. 49, 1947: ”Amnestie eine Notwendigkeit”. Christmas Möller sprach in Apenrade, Nr. 50, 1947: “Forderungen nach der grossen Amnestie. Neues Buch von Hal Koch”, Nr. 2, 1948: “Eine Stimme für die Wahrheit. Rektor Carl Gad über die rüchwirkende Gesetzgebung”, 12.02.1949: “Begnadigung, Amnestie?”, Nr. 16, 1949: “Wie lange noch?”, 04.06.1949: ”Entschlossen, unser Lebensrecht zu sichern”, 11.06.1949: ”Wo bleibt die befreiende Tat?” og “Der Ruf nach Amnestie”, Nr. 46, 1949: Gibt unsern Lehrer eine Chance!”, 17.12.1949: “Das magische Wort”, 11.02.1950: “Offener Brief an Hans Hedtoft” og “Magle, Andersen; Wollesen, Riishøjgaard. Führende Widerstandskämpfer fordern generelle Amnestie”, Nr. 7, 1950: “Rytter fordert erneut Schlussstrich”, Nr. 19, 1950: ”Rückgabe bürgerliche Rechte”, Nr. 22, 1950: ”Dem Schlussstrich entgegen. Der Wortlaut des Amnestiegesetzes – Bürgerliche Rechte, aber noch kein Pensionsrecht”. Nr. 23, 1950: “Die Teilamnestie”, Nr. 24, 1950: “Fallen Sie unter die Teilamnestie?”, Nr. 10, 1951: ”Generalamnesti ist notwendig”, Nr. 29, 1951: ”Resozialisierungsgesetzt verabschiedet. Keine Amnestie – aber ein weiterer Schritt zur Normalisierung der Verhältnisse”, 01.12.1951: ”Auch führende Dänen fordern Schlussstrich”, 19.06.1952: ”Ruf nach Amnestie-Bewegung”, 15.03.1952: “Über Mittel und Wege”, 24.01.1953: “Fast alle Jahre nach dem Kriege: immer noch Berufsverbot”. 22.04.1953: “Wir fordern unser Recht”, 18.08.1953: “Gebt die gefangenen frei”, 12.09.1953: “Die Vorschläge Svenning Rytters. Das verübte Unrecht muss wieder gut gemacht werden”. 310 DN 15.03.1952, ”Über Mittel und Wege”. 311 DN Nr. 1, 1951, ”Der Zeitpunkt ist gekommen. Macht endlich Schluss!”. 312 Ibid., 19.06.1952. 313 Ibid., 18.08.1953. 314 Ibid., 19.06.1954. 315 Ibid., 05.10.1946, ”Der verschobene Staat”. 316 Ibid., 19.07.1947. 317 Ibid., 24.04.1948. 318 Ibid., 19.08.1950. 319 Ibid., 15.09.1951. 320 Ibid., 01.03.1947, ”Volkstrauertag – wir werden Euch nie vergessen”, 15.11.1952, ”der Tod ohne Maske. Gedanken zum Volkstrauertag”, 17.11.1952, Der Volkstrauertag in Nordschleswig. Eindrucksvolle Gedenkfeiern und Gottesdienste in Stadt und Land”. 321 Ibid., 29.04.1950, ”Deutschtum, Demokratie, Europa”. 322 Tobias Haimin Wung-Sung: Beyond the Border. A history of minority youth identities in the Danish-German border region c. 1955-1971, 2016, s. 231-233. Der refereres til en debat i Die Brücke, marts og september 1967. 323 DN 05.07.1954, ”Deutschlands bisher grösste Sport-Triumph. Weltmeister im Fussball”, 06.07.1954, “Sieges-Feiern bis zum Morgengrauen, “Fussballwunder des Jahrhunderts” og 07.07.1954, “300.000 empfingen deutsche Elf”. 324 Ibid., 22.09.1951, ”Wieder Waffen”. 325 Ibid., 22.11.1956, ”Neue deutsche Wehrpolitik?” 326 Ibid., Nr. 6, 1951, ”Der Ruf an das Schweigen”. 327 Ibid., 11.08.1955. 328 Davis Musial Lexikon, s. 115-116. 329 DN 12.02.1952, ”Literaturskandal um Ernst von Salomon?”, 11.09.1952, ”Der Flensburger liest gute Bücher”. 330 Ibid., 19.05.1951, ”Schatten Hitlers an der Wand?”, ”Den Rechtsstaat verteidigen!”. 331 Ibid., 18.03.1952, ”Beihilfe zum Totschlag von 1300 Menschen”.

245

332 Ibid., 22.11.1955, ”Jahrzehnt der Bewährung”. Udsagnet giver ikke mening uden et ’ikke’, idet der ikke var lovhjemmel til at udvise danske statsborgere, men derimod tyske statsborgere. Der må være tale om en fejlskrivning. 333 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 540-543. 334 Henrik Skov Kristensen 2014. 335 Henrik Skov Kristensen 2016. Artiklen bygger primært på ordrette referater fra møder i Hauptvorstand, som er udskrifter af stenograferede referater. 336 DN 20.06.1956. 337 Henrik Skov Kristensen 2016. 338 Torben Mayer 2010. 339 DN 30.01.1959. ”Durch die Brille Prof. Dr. Troels Finks gesehen”. 340 Henrik Skov Kristensen: ”Asmus Wilhelm Jürgensen” i Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945. 341 Nordschleswig – Bild einer Grenzlandschaft – Eine politische Monographie 1963, s. 71. 342 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 534. 343 DN 19.10.1961, ”Im Schmelztiegel der Zeit: Die Resignation überwinnen!”, 20.10.1961, “Im Schmelztiegel der Zeit: Die Resignation überwinnen! II”, 21.10.1961, “Im Schmelztiegel der Zeit: Die Resignation überwinnen! III”. 344 Ibid., 17.10.1961, ”Jugend auf dem rechten Weg”. 345 Privat korrespondance med Siegfried Christiansen. 346 Siegfried Christiansens arkiv fra ‘Kreis Junger Schleswiger’ ADVN. Jf. Tobias Haimin Wung-Sungs upublicerede PhD-afhandling, s. 131-162. 347 Følgeskrivelse fra Siegfried Christiansen til Frank Lubowitz den 24.7.2013 i forbindelse med oversendelse af arkivet efter Kreis Junger Schleswiger til ADVN. 348 DN 16.03.1968, “Geschichtsschreibung”. Privat korrespondance med Siegfried Christiansen. 349 Ibid. 25.05.1960, ”Prozess gegen Eichmann erst im nächsten Jahr”. 02.06.1962, ”Eichmann hingerichtet. Seine Asche ins Mittelmeer gestreut”. Mellem disse to artikler bragte avisen i alt 35 artikler om sagen. 350 Ibid., 24.01.1948., ”Um die Ehre der deutschen Industrie”. 351 Ibid., 04.08.1951. 352 Ibid., 20.03.1962. 353 Ibid., 28.09.1967 ”Einer der grössten Massenmord-Prozesse beginnt am 2. Oktober in Darmstadt”, 30.11.1968, ”Zuchthausstrafen im Sonderkommando-Prozess”. 354 Ibid., 15.11.1962, ”Gestern began der Prozess gegen Fellenz”, 11.01.1963, ”Damals in Generalgouvernement. Der Fellenz-Prozess in Flensburg”. 355 Ibid., 16.02.1959, ”Herr Koophuis”. 356 Ibid., 22.11.1963 357 Ibid., 15.09.1956, ”Der Philosoph: Was ist deutsch?”, 04.01.1963, “Christentum ohne Christus. Zu Karl Jaspers Werk”, 17.06.1966, “Ein Jaspers-Interview. Wille zur Wiedervereinigung”, 07.01.1967, “Heck kritisiert Jaspers”. 27.02.1969, “Karl Jaspers gestorben!” (nekrolog). 358 Ibid,. maj 1970. 359 Ibid., 04.05.1965, ”Aus nordschleswigscher Sicht”. 360 Ibid., 26.04.1965. 361 Ibid., 23.07.1966, ”Gleiches Recht für alle”. 362 Ibid., 15.02.1959, ”Wir sind tief enttäuscht”, 23.04.1959, ”Wieder kalte Schulter in Kopenhagen”, 29.04.1959, ”Viel Schweigen – wenig Kommentare”, 26.05.1959, ”Eine würdige deutsche Antwort”, 20.06.1959, ”Noch einmal: Thema ’Schwarze Listen’”, 07.11.1959, ”Versuch einer Bilanz”, 28.09.1960, ”Der versöhnliche Abschluss fehlt”, 08.03.1961, “Wie lange will man noch zögern?”, 14.06.1961, “Das Versprechen des Staatsministers”, 01.10.1963, “Wir sind tief enttäuscht”, 04.06.1964, “Das Echo auf die ‘Ohrfeige’”, 15.09.1964, “Unsachliche dänische Vorwürfe”, 17.10.1964, “Unkluge Störversuche”, 13.05.1965, “Zum letzten mal Pensionsfrage”, 19.06.1965, “Im Zeichnen guten Willens”, 04.08.1965, “Die böse Nachricht aus Skagen”, 11.08.1965, “Säuerliche Reaktion der Danske Samfund”, 10.02.1966, “Wichtige Frage vor der Lösung”. 363 Ibid., 26.05.1966, ”Endlich ein Schlussstrich unter Kapitel Pensionsfrage”. 364 Hauptvorstand-arkiv, referat fra møde 24.02.1964. 365 DN 02.05.1970, ”Die andre Seite der Mai-Medalje”. 366 Ibid., 30.12.1972, ”Grenzregion verschärft Wettbewerb”. 367 Ibid., 21.02.1976. 368 DN 28.01.1970, ”Bundeskanzler Brandt auf Reisen”.

246

369 Ibid., 04.02.1970, ”Nicht beirren lassen”, 22.04.1970, “Das Interesse des Volkes”, 05.05.1970, “Vor Schweren Aufgaben” og 10.12.1970, “Deutsche und Polen wollen Frieden”. 370 Ibid., 13.01.1971, ”Die Realität der Bonner Ostpolitik”. 371 Ibid., 13.04.1962, ”Die zweite Entnazifizierung findet nicht statt”. Helsides artikel af Peter Jochen Winters efter et besøg hos Zentralstelle Ludwigsburg. Artiklen blev bragt i sektionen ’Christ und Welt’. 372 Ibid., 27.06.1969, ”Völkermord verjährt nicht mehr. Mord nach 30 Jahren”. 373 Ibid., 27.11.1975, ”Massenmordprozess im KZ-Majdanek begann gestern in Düsseldorf”. 374 Ibid., 26.10.1973, ”Beifall und Vorwürfe für Fests Hitler-Biographie”. 375 Torben Mayer 2010. 376 Ibid. 377 Ibid. 378 Om Manfred Spliedt og dennes forfatterskab se H.E. Sørensen 2015, s. 559-560. 379 DN 21.03.1975, ”Wie eine Anklage gedacht”. Redakteur Bjørn Svensson, Danmarks radio, über das von Manfred Spliedt im Gyldendal-Verlag erschienene Buch Sådan en dum knægt. Rundfunk-Kommentar in Wortlaut. 380 Ibid., 22.03.1975, “Rudolf Stehr zum Spliedt-Buch”. 381 Ibid., 18.04.1975 382 Ibid., 14.10.1975, “Ein Buch in der Diskussion”. 383 Ibid., 17.01.1976, ”Grenzlandmelodie in Dur und Moll. Dr. Harboe Kardel antwortet auf Spliedt-Angriff”. 384 Ibid., 14.10.1975, ”Unbekannte Geschichte”. 385 DN 31.12.1975, ”Bemerkungen zum Volkskalender” og 05.02.1976, ”Zugunsten der Minderheit”. 386 Torben Mayer 2010. 387 DN. 03.02.1977, læserbrev af Kurt Seifert hvoraf fremgår at Matlok og Christensen også havde kommenteret Spliedts artikler. 388 Ibid., læserbrev af Jørgen Rostgaard Evald 18.10.1977 og læserbrev af K.F. Kornett 20.10.1977. 389 Ibid., 26.10.1977, ”Er det at brygge bro?”, indlæg af Bjørn Svensson. Artiklen, ”Hjemmetysk historiepynteri”, som Svensson henviser til, kan læses i Sønderjysk Månedsskrift nr. 8 1976. s. 310-316. I artiklen kritiserer Svensson med baggrund i optrykte akter i Den Parlamentariske Kommissions beretning vedr. det tyske mindretal Gerd Callesens anmeldelse i Heimatkundliche Arbeitsgemeinschafts skriftrække af Japsens bidrag til Aabenraa Bys historie. 390 Ibid., 04.11.1977. 391 Ibid. 392 Ibid., 05.09.1978, ”Der ’festliche’ Spliedt”. 393 Ibid., 12.12.1992. Anmeldelse ved Hans Jürgen Nissen af Spliedts bog Soldaten fra Haderslev. 394 Ibid., 17.12.1997. 395 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 543. Torben Mayer 2010. 396 Gengivet i Torben Mayer 2010. 397 Torben Mayer 2010. 398 Her efter Henrik Skov Kristensen 2011, s. 543. Til grund herfor Kurt Seiferts bidrag ”35 Jahre Haderslebener Erklärung” i Jahrbuch Nordschleswig 1979, s. 75. 399 DN 06.10.1978, ”Wider das achte Bot”. 400 Ibid., 19.05.1979, ”Sie sind in dieser Landschaft das Salz in der Suppe…” 401 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 20.09.1978. 402 Torben Mayer 2010. 403 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 13.11.1978. 404 DN 08.10.1979, ”Mandat oder Glaudwürdigkeit”, ”Zwischen CD und Schleswigsche Partei keine wahltechnische Zusammenarbeit”, ”Tingleffs Bürgermeister sieht fall von Doppelmoral” og ”Nichts zu verbergen und auch Verständnis für Melchior”. 405 Ibid., 06.11.1979, ”Ehrenhaftigkeit der gefallenen nicht anzweifeln”. 406 Ibid., 30.10.1979, ”CD, SS og spærregrænser”. 407 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 07.10.1979. 408 Ibid., referat af møde 22.10.1979. 409 DN 03.01.1979, ”In Amerika riet die TV-Serie ressentiments und Kritik hervor”. 410 Ibid., 24.01.1979. 411 Ibid., 27.01.1979, ”Zuschauer über Holocaust: Zum Weinen, nicht zum Denken”, ”Die deutschen sind trauriger und weiser geworden”. 412 Ibid., 06.02.1979, “Die Konfrontation mit Holocaust hat Auswirkungen”.

247

413 Ibid., 26.01.1979, ”Dänisches TV will hart bleiben – Holocaust wird nicht gezeigt”. 414 Ibid., 26.01.1979, ”Ein Schock im ganzen Lande zu spüren”. 415 Ibid., 25.01.1979, “Holocaust heute Donnertstagsthema von Radio Süd”. 416 Ibid., 31.01.1979, ”Holocaust wahrscheinlich doch im dänischen Ferhnsehen”. 417 Ibid., 09.02.1979, ”Holocaust und die Deutschen”. 418 Ibid., 14.02.1979, ”Holocaust und Faarhus sind zwei Paar Schue”. 419 Ibid., 07.03.1979. 420 Ibid., 05.05.1979, ”Svensson und Tatsachen”. Fælles titel for et indlæg fra Svensson og en replik fra Matlok. 421 Ibid., 04.11.1978, ”Die Volksgruppe während des Krieges”. 422 Torben Mayer 2010. 423 Ibid. 424 DN 12.02.1981, ”Jespersens Rede”. 425 Ibid., 14.08.1982. 426 Ibid., 21.08.1982, ”Disharmonie”. 427 Ibid., 24.08.1982, ”Loyalitätserklärung und Faarhus”. 428 Ibid., 03.09.1982, ”Radio Süd am Diensttag: KZ in Faarhus?”. 429 Torben Mayer 2010. 430 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 16.11.1981. 431 Ibid., referat af møde 22.03.1982. 432 Torben Mayer 2010. 433 DN 22.07.1983, ”Frøslev und Faarhus”, 30.07.1983, Gengivelse af leder i Flensborg Avis og kommentar hertil. 434 Ibid., 28.08.1983, ”Schamgefühl über Faarhus-Internierung?”. Omtale på forsiden, som henviser til to-siders omtale inde i bladet, hvor interviewet med Marquardsen i Jydske Tidende bringes (på dansk) samt diverse læserreaktioner på interviewet. 435 Ibid., 27.10.1983, ”Bandbreite”. 436 Ibid. ”Auch die andere Seite hat Nachholbedarf”. 437 Ibid., 08.01.1985, ”Abrechnung mit der Rechtsabrechnung in einem geteilten Land”. 438 Ibid., 19.01.1985, ”Mich belastet die Verantwortung gegenüber der Volksgruppe mehr als neun Jahre vom dänischen Gericht”. I artiklen gengives positionerne fra debatten i Sankelmark. 439 I Henrik Skov Kristensen 2011 er de frontfrivillige i mindretallet og deres selvopfattelse, ikke mindst i relation til retsopgøret, et gennemgående tema. Især s. 518-524 og s. 554-557 beskrives denne problemstilling, ligesom der tages stilling til den. 440 Torben Mayer (2010) vurderer med rette Dieter Wernichs tale i 1987 som en vigtig cæsur og ansætter den seneste fase i mindretallets Vergangenheitsbewältigung til ”Fra genforeningen til i dag”, dvs. 2010. Han argumenterer imidlertid ikke nærmere for denne periodisering i sin artikel. 441 DN 04.05.1985, ”40 Jahre danach”. 442 Ibid., 09.05.1985, ”Die Bonner Gedenkstunde”, ”Schauen wir die Wahrheit ins Auge”. 443 Torben Mayer 2010. 444 DN 01.02.1986, ”In Nordschleswig atmen wir aus – im Landesteil Schleswig atmen sie ein!”. To-siders interview med Troels Fink, fhv. Schulrat Arthur Lessow og fhv. minister (i Kiel) Hartwig Schlegelberger. 445 Torben Mayer 2010. Mayer har gennem kontakt med Wernich fået stillet afhandlingen til rådighed. 446 Ibid. Talen kan læses i sin helhed i DN 20.06.1987, ”Eine stärkere demokratische Grundhaltung – wir haben hier viel Nachholbedarf!”. 447 Torben Mayer 2010. 448 DN 15.06.1987. 449 Ibid., 16.06.1987, ”Donner und Blitz”. Lederen bærer signaturen –uk-. 450 Ibid., 17.06.1987, ”Jyskes Brei”. Lederen bærer signaturen pl. 451 Torben Mayer 2010. 452 DN 14.07.1987, ”Es geht um Entwicklung einer Linie, die in die Zukunft weisst”. 453 Ibid., 25.07.1986, “Tatsache ist, dass sie lebt und leben will”, “Als bewusste Deutsche in unserer Heimat”. 454 Ibid., 04.07.1987. ”Teile der dänischen Mehrheitsbevölkerung wollen die deutsche Volksgruppe weiterhin am Gängelband halten”. 455 Ibid., 30.01.1988, “Wiesenthal schlägt Alarm: Naziführer in Kollund”. 456 Ibid., 01.02.1988, “Justizminister prüft Ausweisung von Thies Christophersen”, 02-02.1988, “Christophersens Ausweisung ist nicht wahrscheinlich”.

248

457 Ibid., 03.02.1988, ”Dänemark weist Thies Christophersen die Tür”. 458 Ibid., 20.04.1988, ”Kein politisches Asyl für Thies Christophersen”. 459 Ibid., 28.04.1988, ”Gericht lehnt Auslieferung Thies Christophersens ab”. 07.06.1988, “Thies Christophersen darf in Dänemark bleiben” 460 Ibid., 01.10.1994, ”Demonstrationen: Ja, Masken und Steine: nein.” 461 Ibid., 12.10.1994, ”Bewahrung der Meinungsfreiheit von entscheidender Bedeutung”. 462 Ibid., 21.12.1994, ”Thies Christophersen zieht aus”, Weinachten 1994, “Alt-Nazi Thies Christophersen aufgetaucht”. 463 Ibid., 04.02.1988, ”Gelernt”, 08.06.1988, ”Urteil”, 04.10.1994, ”Biedermanns Angebot” og 12.10.1994, ”Ins rechte Fäustchen”. 464 Hauptvorstand-arkiv, møde 10.02.1988. 465 Ibid., møde 12.09.1988. 466 DN 29.06.1983, ”Geistig-moralische Erneuerung”. 467 Ibid., 13.12.2010, ”Ein Bischof brachte Schmidt zur ’Zeit’”. Interview med Helmut Schmidt. 468 Ibid., 04.05.1985, ”40 Jahre danach”. 469 Ibid., 03.05.1985, ”Für Reagan gibt es keine Kollektivschuld”. 470 Ibid., 08.10.1985, ”Durch Wandel zur Annäherung oder durch Annäherung zum Wandel?” 471 Ibid., 28.04.1985, ”Das war eine Stunde, die für Jahre stärkt”. 472 Ibid., 02.07.1994, ”Ein Präsident, der Massstabe setzte”, ”Ihm ging es um die Freihet”, 17.06.2008, ”Berliner Reden des Bundespräsidenten – und was sie wirklich bewirken” og 14.03.2015, ”Wort zum Sonntag. ’Erinnerungskultur’”. 473 Ibid., 01.11.1988, ”Galinski ist längst eingeladen”, 11.11.1988, ”Jenninger-Rede zum Juden-Pogrom löst Eklat aus”, 12.11.1988, ”Suche nach Jenninger-Nachfolger”, 18.11.1988, ”Nach Streit im Juden-Zentralrat: Galinskis Stellvertreter geht”, 30.11.1988, ”Sie haben in der deutschen Alltagsseele herumgewühlt”. 474 Ibid., 21.04.1988, ”Vom schwierigen Umgang mit der eigenen Geschichte”. 475 Ibid., 02.02.1989, ”Dilemma im Umgang mit der eigenen Geschichte” 476 Fx Ibid., 16.04.2003, ”Anstoss zur Aufarbeitung. Der Eichmann-Prozess und die Zeitungen”. Anmeldelse af den tyske politolog Peter Krauses bog, som påviser, hvor meget mediernes omtale af Eichmann-processen betød for vidensniveauet om Holocaust og for viljen til at oparbejde historien om nazi-tiden. 477 Fx DN 08.09.1990, ”Wannsee – die ’Endlösung der Judenfrage”, to-siders featureartikel af Michael Salewski. 478 Ibid., 05.08.1996. 479 Ibid., 22.08.1996, ”Zu einfache Antwort auf viele gute Fragen. Über Daniel Goldhagens ‘Hitlers willige Vollstrecker”, helsides anmeldelse ved Uwe Danker. 480 Ibid., 21.09.1986, “Hitlers willige Vollstrecker und ihre Helfer in Schleswig-Holstein” af Gerhard Paul, 09.11.1996, ”Endstation Riga. Die Gestapo und die Judenverfolgungen in Schleswig-Holstein” af Gerhard Paul, ”Geduldet, entrechtet, ausgelöscht. Aus der Geschichte der Juden in Schleswig-Holstein” af Bernd Philippsen, ”Vom Umgang mit dem Beutegut. Deutsche als materielle Nutzniesser des Judenmords” af Frank Bajour, ”Totale Macht und Gewalt. Schleswig-Holstein und der Holocaust im Ostland” af Uwe Danker og ”Hass aus blossem Verdacht. Antisemitismus und Jugendverfolgung in Schleswig-Holstein in der Zeit der Weimarer Republik”. 481 Ibid., 03.02.1994, ”Gegen das Vergessen”. 482 Ibid., 20.10.1999, ”Ein Koffer erinnert an die Rettung von 1.200 Juden”. 483 Ibid., 20.10.2004, ”Der Untergang. Eine Mail-Diskussion”. 484 Ibid., 21.11.1998, ”Eine wichtige Ausstellung am richtigen Ort”, ”Der Mensch ist ja zu vielen fähig”, ”Zellen des Terrors, Keim des Widerstands”, ”Für Wahrhaftigkeit im Widerstreit”, ”Der lange Weg zur Selbsterkentnis”, ”Die andrede Seite des Grauens”, ”Das schleichende Gift der Ideologie. Die Rolle der Wehrmacht im NS-Staat und ihre historische Aufarbeitung” og ”Der graviernde Unterscheid. Ein Partisanenkämpfer blickt zurück”. 485 Ibid., 24.08.1998, ”CDU gegen Wehrmachtsausstellung”. 486 Ibid., 05.01.1999, ”Polizeischutz für Ausstellung im Landeshaus”. 487 Ibid., 13.02.1999, ”Ein Diskurs im land wie nie zuvor”. 488 Ibid., 25.03.2000, ”Zur kapitulation der Wehrmachtsausstellung”. 489 Ibid., 06.04.2000, Sich jetzt als Aufklärer zu gerieren, ist kein Heldenstück” 490 Ibid., 02.05.2009, ”Das ist ja kein Witz: Der BDN in Berlin”. Se også 21.10.2000, “Die Hauptstadt beeindruckte”, 11.05.2002, “Berlin-Fahrt des BDN: Vom Reichstag zum Jüdischen Museum”. 491 Ibid., 22.11.2002, ”Eine gefährliche Umschreibung der Geschichte”. 492 Ibid., 16.12.2002, “Historiker greift britische Presse an”, 24.12.2002, ”Christbäume und Lametta über dem nächtlichen Berlin”. 493 Ibid., 05.02.2002,”Meisterhafte literarische Trotz-Aktion”.

249

494 Ibid., 04.04.2002, ”Bieder und reinlich altmodisch”. 495 Ibid., 15.08.2006, ”Im Krebsgang”. 496 Ibid., 11.04.2012, ”Hört auf einen alternden Dichter zu zerreissen”. 497 Ibid., 20.05.2009, ”Nie ein besseres Deutschland kennengelernt als heute”. 498 Ibid., 16.10.1991, ”Zwangsarbeiter sollen jetzt entschädigt werden. 500 Millionen für deutsch-polnische Stiftung”. 499 Ibid., 13.09.1997, ”KZ-Gefangene bei F.L. Smidth”. 500 Ibid., 07.08.2003, ”Entschädigung an 539 dänische Zwangsarbeiter”. 501 Ibid., 10.11.1988, ”Kieler Landtag fordert Entschädigung aller NS-Opfer”. 502 Ibid., 06.05.1995, ”1945. Die Zeit der bitteren Wahrheit”. 503 Ibid., 10.03.1996, ”Im Zeichen der Zuchtmoral. Die Verfolgung von Homosexuellen im Landesbezirk Itzehoe 1933-1945”, 12.12.1998, ”Flensburg: Start in NS-Lager und –Ghettos. Das Buch ‘Ausgegrenzt, Ausgebürgt, Ausgesondert’ beleuchtet die Schicksal Verfolgter des NS-Regimes”. 504 Ibid., 27.05.2008, ”Erinnerung an die Homosexuellen Opfer des Nationalsozialismus”. 25.01.2008, ”Mahnmal für Sinti und Roma: Baustart”. 505 Ibid., 04.06.1994, ”Sinti und Roma in besonderer Lage”. 506 Ibid., 18.05.1994, ”Suche nach Lösungen” (leder), ”Ohne Minderkeiten keine Stabilität. FUEV fordert Aufnahme von Minderheitenrechten in europäischen Stabilitätsvereinbarung”. 507 Ibid., 04.05.1995,”Der 4./5. Mai und danach”. 508 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 535. Talen er optrykt i Sønderjyske Årbøger 1995 s. 54-56. 509 Hauptvorstand-Arkiv, referat af møde 24.01.1994. 510 Ibid., referat af møde 12.12.1994. 511 Ibid., referat af møde 14.08.1995. 512 DN 06.05.1995, ”Der 5. Mai ist uns späteren Generationen in Nordschleswig Mahnung und Verpflichtung” jf. Henrik Skov Kristensen 2011 s. 535. 513 DN 04.11.1995, ”Gründungserklärung bleibt auch in Zukunft verbindliche Grundlage”. 514 Ibid., 20.07.1977, ”Der Attentat auf Adolf Hitler”, 20.07.1984, ”Das es noch ’ein ’anderes Deutschland’ gab”. 515 Ibid., 12.09.1985, ”Die meisten Christen schwiegen damals…”. 516 Ibid., 04.02.1986, Kohl Würdigt Dietrich Bonhoeffer”, 09.10.1986, ”Vortragsreihe des BDN mit sieben Beiträgen”. 517 Ibid., 25.06.1996, ”Rehabilitierung für Bonhoeffer geplant”. 518 Ibid., 16.03.1984, ”Strassenbenennung nach Jens Jessen angeregt”. 519 Ibid., 13.12.1955, ”Männer der Mittwochs-Gesellschaft. Zum Gedächtnis von Professor Jens Peter Jessen”. 520 Ibid., 27.10.1979, ”Deutscher Nordschleswiger aus Stoltelund entwarf Attentat-Plan auf Hitler am 20. Juli 1944”. 521 Ibid., 16.07.1994, ”Was wir getan haben, war unzuläglich, aber am Ende wird uns die Geschichte freisprechen”. 522 Ibid., 20.07.1994, ”Jens Jessen zum Gedenken”. 523 Ibid., 17.11.2012. ”Unvergessen – ein leider vergessener Patriot”, featureartikel af Siegfried Matlok, som tager udgangspunkt i Søren Flotts bog fra 2012 Danskeren der ville dræbe Hitler. 524 Beretning af Nis Friedrich Jürgensen, ADVN NB 25. 525 DN 21.07.1994, ”Jessen-Grab als Gedenkstätte. Dänischer Widerstandskämpfer W.P. Nørgaard, Apenrade, legte als Symbol der Dankbarkeit seine Widerstandskämpfer-Binde auf der Erinnerungstafel für Jens Jessen in Tingleff nieder”. 526 Ibid., 22.07.1994, ”Grosse Geste”. 527 Ibid., 20.05.1995, ”Hansen erinnert an Fortschritt in der Vergangenheit”. 528 Ibid., 17.11.2012, ””Unvergessen – ein leider vergessener Patriot”, helsides artikel. Samme dag også en artikel med overskriften ”Gedenkstätte für Jens Jessen”. 529 Ibid.,18.03.2014, ”Auch ein Stück Grenzlandsgeschichte”. Omtale af at bogen er blevet oversat til tysk og præsenteret på bogmessen i Leipzig. Samme dag en artikel i avisen af Frank Lubowitz, ”Jens Peter Jessen – der Vergessener Verschwörer” samt Lubowitz’ anmeldelse af den tyske udgave af bogen. 530 Ibid., 24.07.2014, ”Weder Langbehn- noch Jessen-Haus” 531 Ibid., 16.07.2004, ”Kein ’anders Deutschland’: Gedenken zum 20. Juli 1944”. 532 Jürgen Danyel: ”Der 20. Juli” i Deutsche Erinnerungsorte Bd. 3 s. 220-237. 533 DN 18.07.2008, ”Ich Schwöre” helsidesartikel under ’Tagesthema’. 534 Ibid., 07.02.2009. 535 Ibid., 14.02.2009. 536 Ibid., 21.02.2009. 537 Ibid., 24.02.2009. 538 Ibid., 15.04.2009, 24.04.2009.

250

539 Ibid., 28.06.1963, ”Ungehorsam gehört zu Erziehung”. Artiklens artikel er identisk med en kapiteloverskrift fra Alexander Mitscherlichs seneste bog Auf dem Weg zur Vaterlosen Gesellschaft. 21.09.1978, ”Streitbarer Gesellschaftskritiker”. Fødselsdagsportræt (70 år), 29.06.1982, ”Der Mann, der das Buch über die ’Unfähigkeit zu trauern’ schrieb” (nekrolog), 14.06.2012 (nekrolog over Margrethe) og 26.06.2012, længere portræt-nekrolog over Margrethe af Jörn-Peter Leppien. 540 Ibid., 21.05.2008, ”Lange ein Tabu: Nazis in Schleswig-Holstein”. Sebastian Lehmann udgav sammen med kollegaen Uwe Danker i 2017 monografien Landespolitik mit Vergangenheit. Geschichtswissenschaftliche Aufarbeitung der personellen und strukturellen Kontinuität in der Schleswig-holsteinischen Legislative und Exekutive nach 1945. 541 Torben Mayer 2010. 542 P.J. Sönnichen Spiegel der Jahre. ’Der deutsche Volkskalender Nordschleswig’. Eine Kulturgeschichte det deutschen Volksgruppe in Dänemark, jf. Torben Mayer. 543 Torben Mayer 2010. 544 Henrik Skov Kristensen og Inge Adriansen 1995 (ny rev. udg. 2005). 545 DN 01.06.1996, ”Unnormale Normalität auf Alsen und im Sundewitt”. 546 Vurderingen af Loreks dissertation er her baseret på vurderingen i Henrik Skov Kristensen 2011, s. 596-597. 547 DN 14.02.1998, ”Dänische ’Rechtsabrechnung’ war letztendlich ein Stabilisierende Faktor”, 25.06.1998, ”Das Thema ist brisant –auch heute noch”, 07.11.1998, ”Schieflage bei Bestrafung mit rückwirkender Kraft” (anmeldelse ved Ingrid Riese). 548 Johnny Laursen, Michael Mogensen, Thorsten Borring Olesen og Søren Hein Rasmussen (red.), I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen, 2000. 549 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 580. 550 Robert Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl (red): Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1933-1945/Zwischen Hoffnung, Anpassung und Bedrängnis. Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzraum in der NS-Zeit, 2001. 551 Udgivet af Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen i 2003. Der var tale om en bearbejdet og udvidet samling af foredrag, som var blevet afholdt i regi af Historisk Samfund for Sønderjylland i 2002-2003. 552 Historie nr. 1, 2005. 553 DN 05.07.2005 554 SHAN 78/2003, Britta Bargfeldt, ”Die deutsche Volksgruppe und der Nationalsozialismus – am Beispiel der Stadt Tondern in den dreissiger Jahren”, S. 9-109. 555 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 555-558. 556 Publiceret i Sønderjyske Årbøger 2004. 557 Jørgen Kühl (red.), København-Bonn Erklæringerne 1955-2005. De dansk-tyske mindretalserklæringers baggrund, tilblivelse og virkning, 2005. 558 Artiklen bragt i John T. Lauridsen (red.),”Over stregen – under besættelsen, s. 582-609. 559 ”Zwischen Hitler und Heimat. Volksgruppenführer Jens Möller” i Demokratische Geschichte 2008, s. 41-70. 560 DN 11.12.2007, ”Seiten eines verschiebbaren Striches”, anmeldelse af Johannes Dose. 561 Gese Friis Hansen, ”Den politiske overvågning i Sønderjylland 1945-1950” i PET-kommissionens bind 11, s. 27-78. 562 DN 27.06.2009, ”Wie Herr und Frau X die Volksgruppe überwachten”. Politiets overvågning af mindretallet efter krigen havde i øvrigt også været omtalt i Henrik Skov Kristensen 2005 og Hans Schultz Hansen/Henrik Skov Kristensen 2005. 563 DN 31.10.2012, ”Schleswigsche Gespräche mit Vergangenheitsbewältigung”. Omtale ved Frank Lubowitz af et kommende foredragsarrangement med Torben Mayer i rækken ”Schleswigsche Gespräche”, som Lubowitz var med til at tilrettelægge. 564 Torben Mayer 2010. 565 Henrik Skov Kristensen 2005. 566 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 15.03.1993. 567 Ibid., referat af møde 12.05.2003. 568 Ibid., referat af møder 11.08.2003 og 20.10.2003. 569 Henrik Skov Kristensen 2005, gentaget i Henrik Skov Kristensen 2011 s. 559. Weitlings ’Gutachten’ stillede han venligt til min rådighed i 2005, da jeg arbejdede på Henrik Skov Kristensen 2005. 570 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 30.03.2004. 571 Henrik Skov Kristensen 2011 s. 560-561. Bertel Haarder har i øvrigt siden, tydeligvis under indtryk af sin læsning af Straffelejren, uddybet, måske snarere nuanceret, sin opfattelse af retsopgøret med det tyske mindretal og mindretallets omgang med sin nazistiske fortid i efterkrigstiden. Det sker i hans anmeldelse af Anne Blond, Kim Furdal

251

og Carsten Porskrog Rasmussen (red.): Forundringsparat. Festskrift til Inge Adriansen 2014 i Sønderjysk Månesskrift nr. 2, 2017. Anmeldelsen er betitlet ”De slesvigske dramaer”. 572 DN 13.06.2006, ”Haarders Urteil”, ”Haarder: Schluss machen mit Scharz-weiss-Malerei”. 573 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 12.06.2006. 574 DN., 13.06.2006,”Hut ab vor Bertel Haarder” og Henrik Skov Kristensen 2011 s. 561. 575 Henrik Skov Kristensen 2011 s. 561-565. 576 Ibid s. 565 samt DN 31.01.2007, ”Über Rechtsabrechnung noch viel zu erforschen. Dreistündiger Debattennachmittag im Museum Schloss Sonderburg bis in die frühen Abendstunden”, 01.02.2007, ”Keine Kollektivschuld aber Kollektivscham”. 577 DN 31.12.2008, ”Man muss einen etwas längeren Atem haben”. 578 Ibid., 30.01.2016. ”Der Berg Ruft”. 579 Antagelsen baserer jeg på adskillige samtaler med personer, som har forladt landsdelen/mindretallet. 580 Om de tyske kreditforeningslån gennem Kreditanstalt Vogelgesang, se Hans Schultz Hansen 2002. 581 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 552. 582 Ibid., s. 541-541. 583 Ibid., s. 525. 584 Ibid., s. 204-212. Her et resumé og en analyse af Kardels dagbog fra Fårhus. 585 Henrik Skov Kristensen 2014. 586 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 543. 587 Manfred Spliedt 1975, s. 117. 588 Tobias Haimin Wung-Sung 2016, s. 87. 589 JydskeVestkysten 09.05.2013, interview med og artikel om Ellen Sternkopf af Poul-Erik Thomsen. 590 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 235-239. 591 Tobias Haimin Wung-Sung 2016, s. 154-155. 592 Telefonsamtale med Inge H. A., maj 2012. 593 DN 10.03.1973. 594 Ibid., 14.10.1975, ”Unbekannte Geschichte” 595 Ibid., 29.12.2015, ”Neuer Blick”. 596 Ibid., 05.01.2016, ”Tabuthemen im Geschichtsunterricht?” 597 Ibid., 06.01.2015, ”Nora hat eine Pointe”. 598 Ibid., 12.01.2016, ”Fehlende Rescherche im Leitartikel”. 599 Ibid., 05.03.2016, ”Auf den Spuren des Nationalsozialismus”. 600 Ibid., Pinse 2016, ”Vermisstes nun Wiederentdeckt”. 601 Mail fra universitetslektor Thorsten Wagner, som efter sin studentereksamen i 1988 arbejdede som volontør i et år på et handicaphjem i Israel og senere læste historie bl.a. på universiteter i Tübingen og Berlin. Fokus i hans studier var på nazismens historie, antisemitisme og jødisk historie – netop som en reaktion på hans ungdomserfaringer. 602 Det følgende bygger på Pierre Nora (udg.) 1996. Nora gør rede for sin teori i bd. 1 ”General Introduction: Between Memory and History”, s. 1-20 samt i bd. 3 ”The Era of Commemoration” s. 609-637. En glimrende (kortfattet) beskrivelse af Noras teori om erindringssteder og en operationalisering af teorien på et konkret tilfælde kan ses i Julie Benedicte Riis’upublicerede (men på internet tilgængelige) kandidatspeciale i historie fra Københavns Universitet (2012), Ground Zero – etableringen af et nutidigt erindringssted 2001-2011. I specialet refererer forfatteren også den kritik, der i forskningen har været rejst af Noras teori. Se endvidere Nils Arne Sørensens artikel ”Erindringssteder” i Gads Historie Leksikon samt Anette Warrings introduktion til Nora i Warring 2004, s. 11-14. I bogen anvender Warring Noras teori om erindringssteder til en analyse af de danske grundlovsfejringer gennem 150 år. 603 Som observeret af Benedicte Riis 2012, s. 5 og s. 7. 604 Henrik Skov Kristensen 2016. 605 Ibid. 606 Inge Adriansen 2010, s. 289-295 samt s. 378-381. 607 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 546, s. 548 og s. 527. 608 Inge Adriansen 2010, s. 293-294. 609 DN 15.09.1961. 610 Henrik Skov Kristensen 2014. 611 Ibid.

252

612 DN 13.05.1964, ”Zech-Nenntwitch und die Soldaten”. 613 Ibid., 22.10.1965, ”Sie handeln im Ungeist der Zeit”. 614 Henrik Skov Kristensen 2014. Se her nærmere om oprettelsen af Ehrenhain og mindesmærkets historie frem til i dag. 615 Det følgende er, hvis ikke andet anføres, gengivet fra Henrik Skov Kristensen 2014. 616 Bernard Eric Jensen anfører i sin bog fra 2010, s. 101-102, at det tyske udtryk ’Ehrenmal’ er ”et sejrs- eller æresmonument, der erindrer gruppen om, hvordan den blev dannet, hvad den har opnået, og hvem de nulevende er en tak skyldig. Disse mindesmærker opfordrer de nulevende til at lade sig inspirere af fortidens prisværdige og ærefulde gerninger”. Et ’Mahnmal’, derimod, ”skal være en advarsel til de nulevende om ikke at lade sig forlede til at gentage fortidens fatale fejltagelser”. 617 For en udførlig analyse af Ehrenhain, se Henrik Skov Kristensen 2014. 618 DN 17.11.2010, ”Ein grausames kapitel Minderheit”, ”Grausames Kapitel” (leder). 619 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 298. Her en kortfattet bibliografi over litteratur, hvor hjemmetyske kz-vagter nævnes eller beskrives. Hvor ikke andet er anført skyldes oplysningerne denne. For en beskrivelse af fanger i Fårhuslejren med baggrund som kz-vagter samt partisanbekæmpelse og folkedrab, se s. 264-274 og 294-316. 620 Politiken 29.01.1950, ”Den danske SS-bøddel blev dømt til døden”. 621 Hans Mommsen: Das Volkswagenwerk und seine Arbeiter im Dritten Reich 1997, s. 767-799. 622 DN 14.10.1089, ”Die Soldaten der Feinde haben keine Gesichter…” 623 Ibid., 11.03.1950. 624 Dennis Larsen 2010, hilsenen fra Callesen m.fl. er gengivet i faksimile i Matloks omtale af bogen i DN 17.11.2010. 625 DN 08.07.1950, ”Die Ente”. 626 Om HIAG se Claus Bundgård Christensen et. al. 2016, s. 552-575. 627 DN 25.10.1965, ”trotz viele Proteste HIAG-Treffen”. 628 Ibid., 27.09.1995, ”Gelungenes Verbandsfest mit Eddy und Erbsensuppe”. 629 Ibid., 28.09.1964, ”HIAG-Treffen in Rendsburg. Gleichstellung von Waffen-SS und Wehrmacht gefordet, ”Nicht mit Auschwitz-Mördern auf eine Stufe stellen”, 29.06.1966, ”Vorurteile gegenüber HIAG müssen abgebaut werden”, ”Waffen-SS nicht zum Sünderbock für alle machen”. 630 Vendsyssel Tidende 05.09.1945, ”Med til jødemassakrene i Polen”. 631 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 266 samt generelt for denne type krigsførelse s. 264-274. 632 Henrik Skov Kristensen 2014. 633 DN 18.10.2014, ”Dem Henker in letzter Sekunde entkommen”, ” Neuer trauriger Trauerfall auf dem Knivsberg”. To-siders omtale af Henning N. Larsens bog fra 2014, Benådet. 634Weekendavisen nr. 11, 2012, ”Tidslommen”. 635 DN 24.03.2012, ”Vom Ehrenhain zur Gedenkstätte, vom Langbehnhaus zum Knivsberghaus?” 636 Ibid., 22.07.2014, ”Jessen ein weiteres Zeichnen setzen”. 637 Ibid., 24.07.2014, ”Weder Langbehn- noch Jessen-Haus”. 638 Ibid., 01.11.2014, ”Umbenennung des Langbehn Hauses – statt Ehrung eines Vorläufers des Nationalsozialismus”. 639 Ibid., 19.11.2014, ”Diskussion über Notwendigkeit des Änderns historisch geprägter Namen”. 640 Ibid., 21.11.2014, ”Leserbrief”. 641 Ibid., 30.12.2014, ”Das Langbehn-Haus”. 642 Ibid., 03.01.2015, ”Vorschlag; Langbehnhaus könnte auch ’historischer Lernort’ sein”. 643 Ibid., 10-01.2015, ”Langbehn gehört ins Museum”. 644 Ibid., 04.02.2015, ”Langbehn-Haus umbenennen?”, 08.02.2015, ”Langbehn-Debatte ohne eindeutige Wertung”. 645 Ibid., 11.02.2015, ”Geschichts-Arbeit” (leder af Volker Heesch). 646 Ibid., 11.02.2015, ”Zum Thema Langbehn”. 647 Ibid., 12.03.2015, ”BDN-Hauptvorstand will Knivsberggesellschaft zum Gespräch treffen”. 648 Ibid., 02.09.2015, ”Knivsberggesellschaft: Der Name Langbehnhaus bleibt”. 649 Ibid., 04.09.2015, ”BDN-Chef unterstützt Jebsen-Entschluss”. 650 Ibid., 08.09.2015, ”Das Image der Knivsberggesellschaft und des BDN” (læserbrev af Jørn Arpe Munksgaard), 09.09.2015, læserbrev af Ingrid Brase. 651 Ibid., 19.09.2015, ”Minderheit und Vergangenheit – eine nicht immer ganz einfache Geschichte”. 652 Claudia Knauer: ”Umbenennen – Ja oder Nein? Zur Diskussion um das Langbehnhaus”, Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig 2015, s. 125-154. 653 Se herom Harold Marcuse 2001. 654 DN 19.11.1990, ”Erinnerung an die Greul der NS-Zeit. KZ-Gedenkstätte Ladelund eingeweiht”.

253

655 Om Ladelund se Jörn-Peter Leppien: ”Erinnern für Gegenwart und Zukunft. Die historische Dokumentation in der KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte Ladelund” i Grenzfriedenshefte 4/2006, s. 277-294” og Henrik Skov Kristensen: ”Ladelund-Koncentrationslejren” i Nationalmuseets Arbejdsmark 2010, s. 8-21. 656 Ibid. 657 DN 10.10.1975. ”Putten (Holland) – Ladelund (Deutschland). Beispiel einer Versöhnung über den Gräbern” (helsides artikel), 19.11.1979, ”Holländer, Dänen und Deutsche an den Gräbern in Ladelund. Ein Überlebender aus dem Konzentrationslager nach 35 Jahren zum ersten Mal wieder in Deutschland: Ich habe keine Hass”, 12.12.1996, ”Warum Beatrice in Ladelund Brücken bauen will”, 15.06.1999, ”Ein Abgrund tut sich vor uns auf” (5-siders ’Story’ af Uwe Danker om afslutningen på Anden Verdenskrig med særlig henblik på begivenhederne i Schleswig-Holstein. Ladelund og Husum omtales indgående), 07.08.1999, ”Begegnung ist der Schlüssel” (helsides portræt af Karin Penno, lederen af Gedenk- und Begegnungsstätte Ladelund), 03.09.2004, ”Die Vergangenheit zeigt, wie die Zukunft nicht aussehen darf”, ”Die Kolonne der Hoffnungslosen: Leiden und Sterben im KZ-Ladelund” (helsides artikel om Ladelund), 21.09.2004, ”Tagesthema” om Ladelund og ”Das KZ-Neuengamme und die Aussenlager in Schleswig-Holstein”, 2.10.2004, ”Im KZ-Ladelund verlor ich meine Jugend” (helsides interview med tidligere hollandsk fange), 05.11.2004, ”Versöhnung über den Gräbern der KZ-Toten, ”KZ-Gedenkstätte Ladelund: Endspur für die Spenden-Kampagne”. 28.01.2006, ”Steine gegen das Vergessen”, 04.09.2006, ”Ladelund – Wachsende Räume der Versöhnung”, 19.10.2006, ”KZ-Ladelund: Trauriges Kapitel deutscher Geschichte”. 658 Ibid., 05.04.1947, ”Volk in Not – Briefe aus Deutschland (3)”. 659 Ibid., Nr 19, 1948, ”L.F. freigesprochen”. 660 Ibid., Nr. 44, 1948, ”Begegnung und Gedanken”. 661 Ibid., 20.10.1953, ”Ehrenmal Neuengamme eingeweiht”. 662 Ibid., 21.04.1955, ”Der erste Eisenbahnsaboteur”. 663 Ibid., 02.07.1976, ”Der ’Sheriff’ wird 60”. 664 Ibid., 21.01.1966, ”Abbruch der letzten KZ-Baracke”. 665 Ibid., 20.04.1977, ”Ehemaliger Ministerpräsident Bruno Dickmann wurde gestern 80”. 666 Ibid., 04.05.1983, ”Gedenken an die Cap Arcona-Opfer”. En repræsentant for den slesvig-holstenske regering nedlagde en krans. Første gang luftangrebet mod ’Cap Arcona’ og ’Thielbeck’ blev nævnt i Der Nordschleswiger var tilsyneladende 27.04.1955 under overskriften ”7398 Menschen ertranken in einer Stunde”. Artiklen baserede sig på beretningen fra en overlevende fange. 667 Ibid., 17.02.1984, ”Ehemaliges KZ-Neuengamme unter Denkmalschutz gestellt”. 668 Ibid., 21.05.2007, ”KZ-Neuengamme endlich ganz befreit”. 669 Ibid., 18.10.2001, ”Gefängnisplätze contra Erinnerungskultur”. 670 Ibid., 28.11.1987, ”Mahnmal erinnert an Schwesinger KZ-Aussenlager”. 671 Henrik Skov Kristensen 2010, s. 23-29. 672 DN 21.08.1992, ”Erinnerung an NS-Lager”. 673 Ibid., 27.06.1998, ”Ja, so war Husum. So war Macht ohne Moral”. 674 Ibid., 13.05.2000, ”Einsatz im Widerstand mit KZ-haft bezahlt”. 675 Ibid., 25.02.2002, ”Dem ehemaligen KZ-Häftling Nr. 69.133 wurde etwas wärmer um Herz”. 676 Om Jens Møllers interventioner for grænsegendarmerne, se Henrik Skov Kristensen 2007. 677 DN 16.09.1998, ”Mahnmal für Fröslee-Deportierte”. 678 Henrik Skov Kristensen 2010. 679 DN 21.09.2013, ”Das Leiden dänischer Häftlinge im KZ”. 680 Ibid., 05.07.2014, ”Museum Frösleelager liefert Exponate für Kopenhagener Weisse-Busse-Ausstellung”, 16.05.2015, “Die Rückkehr Zehntausender KZ-Häftlinge über die deutsch-dänische Grenze” af Stephan Richter. 681 Ibid., 10.12.2015, ”Weisse Busse machten Eindruck auf Schüler”, “Busfahrt voller Kontraste. 682 Ibid., 06.10.2016, ”Ein prägendes Erlebnis”. 683 Henrik Skov Kristensen 2011 s. 470-471. 684 DN 05.08.1954, ”Ein Leid der Treue. Ende August erscheint das Buch von Pastor Horstmann ’Zwei Jahren meines Lebens – Erinnerungen an Faarhus’. Bogen herefter løbende omtalt frem til udgivelsen, ligesom der bliver bragt uddrag af den. 685 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 550-552. 686 DN 07.04.1967. ”Stikkere og værnemagere”. 687 Henrik Skov Kristensen 2011, især kapitlet ”Frøslev og Fårhus i det offentlige rum”, s. 566-580. 688 DN 13.07.1968, ”Fröslee-Lager – Faarhus-Lager”, 03.06.1969, ”Nur Fröslee – nicht Faarhus”, 16.08.1969, ”Fröslee und Faarhus”, 20.08.1969, Museum oder Gedenkstätte” og 23.08.1969, ”Vom Recht auf Irtum”.

254

689 Føljetonen startede 06.01.1968. Om Harboe Kardels illegale Fårhus-dagbog og en analyse af denne, se Henrik Skov Kristensen 2011, s. 204-212. 690 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 204-212. 691 Torben Mayer 2010 samt Henrik Skov Kristensen: ”Harboe Kardel” i Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945. 692 Dette og det følgende er baseret, såfremt ikke andet angives, på Henrik Skov Kristensen 2011, s. 568-579 i kapitlet ”Frøslev og Fårhus i det offentlige rum”. 693 DN 24.04.1994, ”Frøslev/Faarhus”. 694 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 568. 695 DN 10.05.1994, ”Respekt vor Philipsen”. 696 Henrik Skov Kristensen 2011, s. 566-580. 697 DN 31.10.1987, ”Geschichte, Verantwortung, Mitgestaltung”, ”Deutsche Tage”. 698 Ibid., 28.02.1984, ”Ereignisse und Dokumente aus dem Faarhuslager in Buchform geplant”. 699 Ibid., 09.12.1987, ”Buch über Faarhus erschienen”. 700 For en nærmere karakteristisk af bogen, se Henrik Skov Kristensen 2011, s. 552-553 og s. 597. 701 DN 16.01.1988 jf. Henrik Skov Kristensen 2011 s. 553. 702 Ibid., 23.12.1987, ”Das Faarhus-Buch positiv bewertet”. Gengivelse af Lytsens anmeldelse. 703 Ibid., 14.04.1988. Gengivelse af Jyllands-Postens anmeldelse. 704 Ibid., 27.04.1988. 705 Ibid., 09.04.1990, ”Ausstellung anlässlich des 9. April 1940”. 706 Ibid., ”9. April”. 707 Ibid., 09.03.1999, ”Frøslev/Faarhus”, jf. Henrik Skov Kristensen 2011 s. 576. 708 Henrik Skov Kristensen 2011 s. 576-577. 709 DN 21.06.2003, ”Korrektur”, jf. Henrik Skov Kristensen 2011 s. 577-578. 710 Henrik Skov Kristensen 2011 s. 578-579. 711 DN 05.05.2011, ”Der 4.Mai/8. Mai”. 712 Ibid., 25.08.2011, ”Buch klärt über Symbol der Rechtsabrechnung auf”, ”Ein Buch, das ein heisses Eisen aufarbeitet. Nordschleswiger-Chefredakteur würdigt Henrik Skov Kristensens ’Straffelejren’ über Faarhuslager 1945-49”, ”Frøslev-Faarhus”, 26.08.2011, ”Ein Sternhimmel über Faarhus” (refererer at Jyllands-Postens anmelder har givet bogen seks stjerner), 30.08.2011, ”Straffelejren”, læserbrev fra Claus Pørksen, hvor han efter endt læsning af bogen stiller spørgsmålet: Hvorfor blev der ikke tidligere taget et opgør med nazi-tiden?, 29.10.2011, ”Rechtsabrechnung war nicht angemessen. In einer Replik für das Magazin ’Grænsen’ lobt Nis-Edwin List-Petersen Henrik Skov Kristensens Buch ’Straffelejren’. Teilt dessen Meinung aber nicht in allen Punkten.” 713 Magasinet Grænsen 20.10.2011, 03.11.2017, 14.11.2011, 24.11.2011, startende med et interview med mig om bogen, hvorefter der var debatindlæg fra Nis-Edwin List-Petersen, Siegfried Matlok og Hans Heinrich Hansen og mig selv. 714 DN 14.01.2012, ”Debatte über Versäumnisse bei der Vergangenheitsbewältigung”. 715 Ibid., 16.01.2012, ”Nach 1945 vom BDN keine Entschuldigung”, 17.01.2012, “Neues Werk über Faarhuslager sorgt in deutscher Minderheit für neue Schuld- und Sühnedebatte. Nach Vortrag von Henrik Skov Kristensen über sein Buch ’Straffelejren’ lebhafte Diskussion über Vergangeheitsbewältigung und neuen Namen für Knivsberg-Gedenkstätte”. 716 Henrik Skov Kristensen 2014. 717 Ibid. 718 Ibid. 719 Hauptvorstand-arkiv, referat af møde 25.09.2002. 720 Henrik Skov Kristensen 2014. 721 Fx JydskeVestkysten 09.02.2012, ”Bedre sent end aldrig” (leder), Ibid., 12.02.2012, Weekendavisen 16.03.2012, ”Tidslommen” featureartikel af Jesper Vind Jensen, 21.03.2012 ”Nyt navn til Æreslund for SS-soldater” og JydskeVestkysten 25.03.2012, ”Ros til mindretallet” (leder) . Jf. Henrik Skov Kristensen 2014, hvor den interne debat og beslutningsproces i mindretallet er fremlagt og analyseret. 722 DN 22.03.2012, ”Gedenkstätte”. 723 Henrik Skov Kristensen 2014. 724 DN 21.08.2012, ”Gedenktag” jf. Henrik Skov Kristensen 2014. 725 Hinrich Jürgensens tale er gengivet i Sønderjysk Månedsskrift 2013, s. 126-128. Uddraget her er efter Henrik Skov Kristensen 2014. 726 DN 23.03.2013, ”Faarhus 2013”, ”Faarhus und Fröslee Identifikationspunkte. Positive Reaktionen auf die Eröffnung der neuen Daueraufstellung Faarhus-lager in Fröslee”, ”Hinrich Jürgensen: Konsekvenzen aus der Internierung im

255

Faarhus-Lager”, ”Faarhus-Ausstellung stellt die Frage: Held, verbrecher oder Opfer”, ”Ein Buch zum Maggiwürfel eingekocht”, ”Filmische Annäherung an ein komplexes Kapitel deutsch-dänischer Grenzgeschichte. 40 Minuten Film über das Faarhuslager bereichert neue Dauerausstellung. Elf Zeitzeugen sprechen über ihre Erfahrungen im Interneirungslager”. 727 Ibid., 13.11.2013, ”Vergangenheitsbewältigung hatte in der Minderheit nicht stattgefunden. Heute spricht Geschichtsstudent Jon Thulstrup bei der Konferenz des SDU-Grenzforschungsinstitutes und Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe”, 14.11.2013, ”Späte Auseinandersetzung mit Minderheitsgeschichte. BDN-Chef bei Konferenz zur Minderheit nach Zweitem Weltkrieg: Kritische Aufarbeitung verlief im Sande. Durch Henrik Skov Kristensens Buch sind wir angestossen worden uns jetzt der Vergangenheit zu stellen. Viele Leute aus der deutschen Minderheit haben lange Zeit gerne ihre eigenen Wahrheit erzählt”. 728 Ibid., 15.11.2013, ”Erinnerungskultur”. 729 Ibid., 18.01.2014, ”Element der Komplizenschaft versperrt ehrliche Erinnerung an deutsche Ostkrieg 1941-1945”. 730 Ibid., 21.03.2015, læserbrev af Martin Christiansen. 731 Ibid., 13.04.2013, ”Provokation” (leder af Matlok). 732 Ibid., 23.12.2014, ”Ehrliche Geschichte Nordschleswigs aus erster Hand”. 733 Ibid., 16.01.2016. ”Vergangenheitsbewältigung in neuer HAG-Jahrsschrift Schwerpunkttema”. 734 Ibid., 22.10.2016. ”Hoyeraner Familiengeschichte mit drei Männer in drei Kriegen”. 735 Bogen blev anerkendende anmeldt og omtalt i mange medier, også i Der Nordschleswiger 29.04.2015, ”Als ich meine Schulkameraden fragte, wessen Vater im Faarhuslager war, wurde es ganz still”. 736 DN 03.11.2012. 737 Ibid., 19.02.2013, ”Nachdenken über die deutsche Minderheit”. Tosiders omtale af Lubowitz’ foredrag med uddrag fra dette. 738 Ibid., 12.03.2013, ”Faarhus-Gedenken und Vergangenheitsbewältigung der deutschen Nordschleswiger nicht abgeschlossen”, ”Faarhus-familien meisterten schweren Alltag”, ”Schmidt-Gorsblock als Beispiel für NS-Blindheit”. 739 Se fx Alexandra Senfft (f. 1961): Schweigen tut weh. Eine deutsche Familiengeschichte, 2008 (3. opl. 2012) og Claudia Brunner (f. 1972)og Uwe von Seltmann (f. 1964): Schweigen die Täter reden die Enkel 2006 (2. opl. 2011). 740 Diverse mail-korrespondancer i forfatterens privatarkiv. 741 ”One Camp two narratives. Frøslev 1944-45, Faarhus 1945-49. Negotiating the Past”. Key note speech af Henrik Skov Kristensen ved konferencen “competing Narratives”, Amsterdams universitet og Museum Westerbork, 28.10-02.11 2013. 742 Mail fra Siegfried Christiansen 23.05.1012. 743 Brev fra Inge H. A. 14.05.2012 744 Brev og beretning fra H.S. , august 2013. Også forhv. universitetslektor Thomas Petersen efterlyste en højere grad af nuancering, skønt han karakteriserede Straffelejren som ”[i sin] monumentale, velskrevne og videnskabeligt solide mursten af en bog”. I kronikken ”Far var god nok”, som blev bragt i flere medier, først i Jyllands-Posten umiddelbart efter udgivelsen af bogen, siden i Flensborg Avis 15.11.2011 og derefter i Netavisen 180-graders ”Bøger”, hvor den afstedkom en længere diskussion. Det samme gjorde et interview med Thomas Petersen og Nis-Edwin List-Petersen i JydskeVestkysten 02.12.2011, ”Far var god nok” af Poul-Erik Thomsen. Begge forsvarede deres fædre som anti-nazister, Nis-Edwin List-Petersen under henvisning til sin fars sympati for den tyske Bekendende Kirke, og Thomas Petersen til sin fars kategoriske modstand mod at melde sig ind i mindretallets nazistiske organisationer, og at danske naboer havde sagt god for ham efter krigen. Han måtte ikke desto mindre gå fra gården efter krigen på grund af kravet om indfrielse af Vogelgesang-lån. 745 Jeg tænker her især på Anne-Christel B.’s og Gisela J.’s arbejde, som jeg fulgte i 2013, med at sammenstykke deres respektive fædres historie. 746 Moritz Pfeiffer 2012. 747 Om mundtlige beretningers kildeværdi, se Sofie Lene Bak (red.): Oral History i Danmark, 2016. 748 Mail fra Mette S. A. 09.10.2013 samt efterfølgende telefonsamtale. Mundtlig beretning (2014) fra en tidligere portørvikar Anders R. på Tønder Sygehus. 749 To relevante kontrafaktiske spørgsmål kunne stilles i den forbindelse: ville det tyske mindretals Vergangenheitsbewältigung have forløbet anderledes, såfremt den danske stat ikke havde grebet til et retsopgør med indespærring bag Fårhuslejrens pigtråd? Eller havde grebet til en aktiv instituationaliseret afnazificering af mindretallet? I sagens natur må begge svar blive spekulative. At den danske stat helt skulle have afstået fra sanktioner, herunder indespærring, ville, som det anføres i Straffelejren, formentlig ikke have været en politisk mulighed, mindretallets illoyalitet under Besættelsen og den danske befolknings retsfølelse samt modstandsbevægelsens krav taget i betragtning. En afnazificering og genopdragelse i lighed med den i Vesttyskland,

256

ville formentlig i vid udstrækning have forhindret et politisk comeback af tidligere fremtrædende nazister. Således fastslår Klaus Dietmar Henke i bidraget ”Die Trennung vom Nationalsozialismus. Selbstzerstörung, politische Säuberung, ’Entnazifizierung’, Strafverfolgung” i Politische Säuberung in Europa s. 21-83, om processen i Vesttyskland, at den rent faktisk (trods mange mangler) forhindrede den gamle nazistiske elite i at genvinde de tidligere positioner og afgørende påvirke den politiske og samfundsmæssige udvikling i Forbundsrepublikken. Men det ville principielt have stødt an mod et grundlæggende princip i det danske retsopgør om udelukkende at straffe handlinger og ikke holdninger. 750 Om Elsass-Lothringen har Der Nordschleswiger publiceret følgende nævneværdige artikler: 09.08.1952, ”Unsere Sprache” (leder), 22.12.1954, ”Prozess gegen Robert Ernst” (leder), 21.07.1956, ”Sprache und Gesinnung” (leder), 14.07.1971, ””Deutschunterricht im Elsass” (leder), 20.06.1972, ”Gibt es im Westen eine Maginot-Linie?”, 03.07.1982, ”Praxis im Elsass” (leder), ”Das Elsass ist so deutsch wie das Rheinland – aber nichts im öffentlichen Leben weist darauf hin”, 04.09.1985, ”Franzosen behaupten: Elsässisch kein Deutsch”, 13.09.2006, ”Zweisprachige Strassenschilder – aber keine echte Zweisprachigkeit”. Om Eupen-Malmédy: 07.05.1954, ”Deutsch wieder in Eupen-Malmédy gleichberechtigte Staatssprache”, 28.11.1959, ”Deutsch vor der Grenze”, 26.07.1960, ”Sie haben Anspruch auf Solidarität”” (leder), 21.02.1969, ”Die Aktion von Eupen” (leder), 27.01.1971, ”Das Schicksal der Volksdeutschen” (leder), ”Erweiterte kulturelle Rechte für die Deutschen in Belgien”, 17.02.1972, ”Belgiens deutsche Partei” (leder), 03.10.1974, ”Belgiens Deutschtum” (leder), 02.05.1974, ”Deutschsprachiger Belgier stärker Berüchsichtigen”, 19.02.1975, ”Die vergessenen Deutschen” (leder), 15.12.1976, ”Belgiens Deutsche melden sich”, (leder), 31.07.1976, ”Ausnahme Nordschleswig – die deutsche Minderheiten in West-Europa seit 1945”, 29.09.1978, ”Nicht gleichberechtigt” (leder), 10.05.1978, ”Rad der Geschichte” (leder), 27.02.1980, ”Unzufriedene Deutsch-Belgier” (leder), 05.06.1980, ”Ostbelgiens Deutsche” (leder), 11.10.1980, ”Deutschbelgische Zukunft” (leder), 13.08.1980, ”Sorgen in Eupen” (leder), 28.06.1983, ”Den menschen von Eupen-Malmedy müssen wir Achtung erweisen”, 24.01.1984, ”Deutsch-Belgier erhalten kulturelle Autonomie zuerkannt”, 14.11.1992, ”Minderheitenlösung als staatliches Abfallprodukt”, 14.03.1995, ”Kein Heroismus für die deutsche Sache”, 16.12.2006, ”Früheres Unrecht mit neuem Unrecht vergolten” (anmeldelse/omtale af antologien Deutschsprachige Minderheiten 1945). 751 Nico Wouters og Dirk Luyten 2014. 752 Det skal dog understreges, at det at føle sig som ’offer’ for uretfærdige retsopgør efter Anden Verdenskrig ikke alene knyttede sig til tysk (eller flamsk) etnicitet, men var et generelt europæisk fænomen for (som regel pro-nazistiske) personer, som var blevet interneret eller dømt. Man sluttede sig sammen i foreninger og subkulturer for at virke for en revision af opgørene og en rehabilitering, og langt op i tid har disse personers efterkommere gjort krav på ’retfærdighed’, fx gennem synliggørelse i museer, der efter krigen blev oprettet på tidligere lejrområder for at mindes ofrene for Nazi-Tyskland, men som under retsopgørene efter krigen også blev anvendt til internering og afsoning for landssvigere. Især i Holland synes efterkommernes anstrengelser at være blevet kronet med held, idet det lykkedes at etablere en ny diskurs. Som Peter Romijn og Erik Schumacher konstaterer: ”[…] In autobiographies published by children of former political delinquents, the boundaries between ’victim’, ’perpetrator’ and ’bystander’, between ’right’ and wrong’ were questioned. Their stories found a sympathetic welcome, because they fit in with general criticism of the tired cliché of nationwide resistance and responded to the interest in authentic personal experiences”. Se Peter Romijn og Erik Schumacher: “Transitional Justice in Holland after World War II” I Nico Wouters (ed.), 2014, s. 133-172. Denne tendens, som formentlig også er blevet befordret af forestillingen om universelle menneskerettigheder, kan efter min opfattelse genfindes i både Danmark og Norge. 753 Rainer Münz og Rainer Ohliger: ”Auslandsdeutsche” i Deutsche Erinnerungsorte, Bd. 1, s. 370-388.

257

Tak

Som tidligere ved afsluttede projekter er jeg en række personer og institutioner tak skyldig. For

adgang til BDN’s Hauptvorstands forhandlingsprotokol og for hjælp til at navigere i det tyske

mindretals arkiv takker jeg henholdsvis kommunikationschef Harro Hallmann og leder af det tyske

mindretals Archiv und Forschungsstelle Frank Lubowitz. Chefredaktør Gwyn Nissen takker jeg for

adgang til Der Nordschleswiger’s righoldige fotoarkiv og Mary Tarp for hjælp til at benytte det.

Adskillige personer, primært med tilknytning til det tyske mindretal, har stillet beretninger,

erfaringer, oplevelser og opfattelser til rådighed for mig, hvilket har været helt afgørende for denne

undersøgelse. Jeg er dem alle tak skyldig.

For gennemlæsning af manuskriptet, kommentarer, diskussioner og inspiration takker jeg mine

fagfæller lektor Thorsten Wagner, museumsinspektør, seniorforsker Henrik Lundbak, fhv.

museumsleder Esben Kjeldbæk, fhv. rigsarkivar Johan Peter Noack, arkivleder Henrik Lundtofte,

arkivar og forskningsleder Hans Schultz Hansen, rektor Jørgen Kühl og enhedsleder Carsten

Porskrog Rasmussen. En særlig tak retter jeg i den forbindelse til lektor Tønnes Bekker-Nielsen,

også fordi han utrætteligt har opmuntret og ansporet mig til at fuldføre projektet.

258

Jeg takker min arbejdsgiver Nationalmuseet og mine medarbejdere ved Frøslevlejrens Museum for

forståelse og støtte undervejs. Endelig takker jeg min familie for endnu en gang at have udvist

langmodighed, når jeg var fysisk eller mentalt fraværende.

Henrik Skov Kristensen

Februar 2018

Zusammenfassung

Die vorliegende Untersuchung Gerningsmænd eller ofre? (Täter oder Opfer?) knüpft unmittelbar an

die von mir im Jahre 2011 vorgelegte Studie Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret

(Straflager. Faarhus, Die Landesverräter und die Rechtsabrechnung) an. Zentrales Thema des

Buches Straffelejren war die Darstellung der institutionellen Geschichte des Faarhus-Lagers als

Internierungs- und Straflager für sogenannte Landesverräter von Mai 1945 bis zum Herbst 1949,

sowie die Wahrnehmungsgeschichte von Faarhus, d.h. wie die Internierten (sowie ihre Angehörigen

und Kinder) sowohl das Lager als auch die Rechtsabrechnung in Dänemark nach dem Zweiten

Weltkrieg erlebt haben.

Im letzten Jahr des Krieges wurde das Lager unter dem Namen Frøslev (Fröslee) als ein deutsches

„Polizeigefangenenlager“ etabliert und diente von August 1944 bis Mai 1945 vor allem der

Internierung von Mitgliedern der dänischen Widerstandsbewegung. Nach der Befreiung wurde es in

Faarhus-Lager umbenannt. Der größte Teil der ca. 5.000 Insassen waren nunmehr Angehörige der

deutschen Minderheit in Nordschleswig. Aufgrund der engen Kollaboration der deutschen

Minderheit mit der deutschen Besatzungsmacht - in politischer, kultureller, wirtschaftlicher und

auch militärischer Hinsicht - war sie von der Rechtsabrechnung besonders betroffen. Ungefähr 25%

aller nach 1945 im Rahmen der Rechtsabrechnung verurteilten dänischen Staatsbürger entstammten

259

der zahlenmäßig kleinen deutschen Minderheit von 25.000 – 30.000 Personen (15% der

Bevölkerung Nordschleswigs). Dieser hohe Anteil an Verurteilten sowie die Überzeugung vieler

deutschgesinnter Nordschleswiger, man habe doch nur seine nationale Pflicht gegenüber dem

deutschen Vaterland erfüllt, ließen Faarhus zum Symbol einer von der Minderheit als zutiefst

unrechtmäßig empfundenen Rechtsabrechnung werden, im Zuge derer vermeintlich primär

Volkszugehörigkeit und nationale Gesinnung bestraft worden seien. Straffelejren (2011) zeigte, in

welcher Weise Faarhus im kollektiven Bewusstsein der Minderheit bis in unsere Zeit Symbol für

das Martyrium war, das man hatte durchleben müssen, und wie diese Einstellung einen kritischen

Umgang mit der nationalsozialistischen Vergangenheit verhinderte. Nicht zuletzt die öffentliche

Reaktion auf diese Publikation veranlasste mich, dieses Thema eingehender zu untersuchen, um

damit diese Fragestellungen in einem breiteren historischen und theoretischen Zusammenhang zu

verorten. Das geschieht nun mit der vorliegenden Studie. Hier wird der Umgang der deutschen

Nordschleswiger mit ihrer nationalsozialistischen Vergangenheit und der Rechtsabrechnung

untersucht und mit den entsprechenden Entwicklungen in der Bundesrepublik Deutschland und bei

anderen deutschen Minderheiten in Europa verglichen.

Während Straffelejren eine eher klassische, empirische Studie darstellt, die hauptsächlich aus

archivalischen Quellen und Zeitzeugenberichten schöpft, um auf dieser Basis neue Erkenntnisse zu

einem bisher kaum erforschten Thema zu vermitteln, so ist die vorliegende Arbeit von einem

stärker theoriegesättigtem und komparativen Zugang gekennzeichnet. Dabei wird die Erinnerung

der deutschen Minderheit an den Nationalsozialismus, den Zweiten Weltkrieg und die

Rechtsabrechnung nicht nur in einem nationalen, dänischen Kontext betrachtet, sondern auch auf

die Entwicklung in den beiden deutschen Staaten bezogen. Ebenso vollständig, wie sich die

deutsche Minderheit von 1920 bis 1945 mit dem Deutschen Reich identifiziert hatte, fühlte man

sich danach der Bundesrepublik verbunden. Deshalb fand die Erinnerung an den

Nationalsozialismus, den Zweiten Weltkrieg und die Rechtsabrechnung im Spannungsfeld der

Erinnerungskultur sowohl des Mutterlandes, also der Bundesrepublik Deutschland, und des

dänischen Herbergsstaates statt. Der Umgang mit der nationalsozialistischen Vergangenheit und die

damit verflochtene Kultur und Politik der Erinnerung in der Bundesrepublik ist seit den 1990er

Jahren ein bedeutendes Forschungsgebiet der deutschen wie auch der internationalen

Geschichtsforschung geworden, die sich in diesem Zusammenhang auch mit der „Zweiten

Geschichte des Nationalsozialismus“, d.h. der nachfolgenden Wirkungsgeschichte des Dritten

Reiches in der Bundesrepublik beschäftigt hat. Vor dem Hintergrund dieser Forschungen arbeitet

260

die vorliegende Untersuchung die Bezüge zwischen der Entwicklung des Diskurses in der

Bundesrepublik und jener innerhalb der deutschen Minderheit in Nordschleswig heraus. Die

vergleichende Perspektive der Untersuchung beschränkt sich dabei nicht nur auf die

Bundesrepublik, sondern betrachtet auch andere deutsche Volksgruppen in Europa, vor allem in

jenen Regionen, die unmittelbar an das Herrschaftsgebiet des nationalsozialistischen Deutschlands

angrenzten, wie etwa Elsaß-Lothringen in Frankreich und Eupen-Malmédy in Belgien.

In der deutschen Forschung zur Erinnerungs- und Geschichtskultur der Bundesrepublik lassen sich

zwei Hauptlinien identifizieren: Ein (kultur-) historischer bzw. diskursanalytischer Ansatz sowie ein

eher kultursoziologischer, von Cultural Studies geprägter Zugang. Zur letzteren Kategorie lässt sich

die Kulturwissenschaftlerin Aleida Assmann rechnen, die vor allem mit Forschungen zum

kulturellen Gedächtnis hervorgetreten ist; als ein führender Vertreter des letztgenannten Zugangs

kann man auch den historischen Sozialpsychologen Harald Welzer nennen. Assmanns

Forschungsergebnisse zur Funktion des Erinnerns und der deutschen Erlebnisgenerationen des 20.

Jahrhunderts stellen einen wesentlichen Bestandteil des theoretischen Gerüsts dieser Studie dar, und

die Ergebnisse der Studien Harald Welzers trugen wesentlich zur Bearbeitung einer weiteren

Problemstellung im Rahmen dieses Forschungsprojekts bei: die späte Auseinandersetzung der

deutschen Volksgruppe mit ihrer nationalsozialistischen Vergangenheit. Die kategorisierende

Typologie im Titel des Buches - Täter oder Opfer? - findet sich häufig in der internationalen

Holocaustforschung, sie ist aber auch zentral für die deutsche sozialpsychologische und

kultursoziologische Forschung zur Konstituierung und Tradierung von Erinnerungen an die

nationalsozialistische Vergangenheit innerhalb von Erinnerungsgemeinschaften, insbesondere

Familien. Welzers Forscherteam kann mit der Zusammenfassung ihrer Ergebnisse in der Studie

Opa war kein Nazi nachweisen, dass in deutschen Familien eine deutliche Diskrepanz zwischen der

Familienerinnerung über den Nationalsozialismus und den Zweiten Weltkrieg einerseits und der

Erinnerung in der Öffentlichkeit andererseits besteht – insbesondere hinsichtlich des Verhaltens der

eigenen Familienmitglieder. Die Erinnerung im Rahmen einer engen Erinnerungsgemeinschaft, wie

sie eine Familie darstellt, bezeichnet Welzer als kommunikative Erinnerung, im Gegensatz zur

kulturellen Erinnerung im öffentlichen Raum. Die kulturelle Erinnerung ist häufig – zumindest

potentiell, wie am Beispiel Nachkriegsdeutschlands ersichtlich – mit zunehmend distanzierend-

kritischen Bezügen zu den Verbrechen des nationalen Kollektivs verbunden, während die

kommunikative Erinnerung häufig mit der Abweisung individueller Schuld verbunden ist und mit

261

der Annahme einhergeht, die eigenen Verwandten seien tendenziell Helden des Widerstands oder

unschuldige Opfer gewesen.

Im Rahmen dieser Abhandlung wird „Erinnerung” als den Ausdruck eines historisch wandelbaren,

kollektiven Selbstverständnisses verstanden, im Gegensatz zu „Geschichte“ im Sinne eines

sachlich-nüchternen historischen Wissens. „Erinnerung“ und „Geschichte“ können in diesem

Zusammenhang geradezu als idealtypischer Gegensatz verstanden werden, wobei „Erinnerung“ in

hohem Maße auch mit Verdrängung und Vergessen verbunden ist.

Wissenschaftstheoretisch steht Aleida Assmann dem französischen Historiker Pierre Nora nahe, der

mit seinem Begriff vom „Erinnerungsort” einen wesentlichen Beitrag zum Verständnis der Rolle

der Erinnerung in der modernen Gesellschaft geleistet hat. Eine dritte Fragestellung in

Gerningsmænd eller ofre? zielt daher auf die Analyse des Verhältnisses der deutschen Minderheit

zu Erinnerungsorten, vor allem dem Faarhus-Lager und dem Knivsberg, die in der Nachkriegszeit

von zentraler Bedeutung für das Selbstverständnis und die Identitätsbildung der deutschen

Minderheit waren. Im Gegensatz zu Nora und den von ihm inspirierten Werken (z.B. Étienne

François/Hagen Schulze, Hgg., 2001-2008) oder Robert Traba/Hans Henning Hahn, Hgg., 2015)

sind die im Rahmen dieser Arbeit untersuchten lieux de memoire vor allem topographisch-konkrete

„materielle Erinnerungsorte“.

Vergleicht man die Veränderungsprozesse der öffentlichen Erinnerungskultur der deutschen

Minderheit mit jenen in der Bundesrepublik, werden zunächst zwei sehr unterschiedliche

Entwicklungen sichtbar. Dennoch lässt sich eine gewisse Gemeinsamkeit feststellen: Beiderorts

dominiert zunächst die entlastende Behauptung, eine kleine Clique habe die Führung an sich

gerissen und die „Mehrheit“ verführt, „man“ habe sich aber letztlich sowohl internem als auch

externem Druck ausgesetzt gesehen und infolgedessen eine „kollektive Verantwortung“ anerkannt.

Der auffälligste Unterschied zwischen der Erinnerung in der Bundesrepublik und jener der

deutschen Minderheit liegt vielleicht darin, dass der Diskurs in der Bundesrepublik etwa seit der

Jahrtausendwende von einem deutschen Opfernarrativ geprägt wurde (gleichzeitig richtete sich

insbesondere in der akademischen Welt der Fokus auf „Täter“ und „Zuschauer“), während die

deutschen Nordschleswiger sich im gleichen Zeitraum sukzessive eingestehen musste, dass es auch

in der Minderheit Täter gab, obgleich man sich zuvor seit 1945 vor allem als Opfer gefühlt hatte.

Die Minderheit war ein integrierter Teil des Nationalsozialismus und seiner Verbrechen, sie war

262

somit vielleicht auf vielfache Weise repräsentativ für die damalige deutsche Bevölkerung. Das

wasserdichte Schott, das man zwischen der eigenen Vergangenheit und dem Nationalsozialismus

eingerichtet hatte, gab dem Druck nach, so dass schließlich die Vorstellung bzw. die Erzählung,

dass man kein Teil des Nationalsozialismus gewesen sei, nicht aufrecht erhalten werden konnte.

Der Wandel des deutschen und auch des internationalen Diskurses seit den 1990ern, der vermehrt

den Blick auf Holocaust und Massenmord in Ostmitteleuropa gelenkt und insbesondere die Täter in

den Mittelpunkt des Forschungsinteresses gerückt hat, führte auch zu einer erneuten

Auseinandersetzung mit der Rolle der SS-Freiwilligen der Minderheit. Dieser Diskurswandel

erzwang mithin auch eine Revision des Umgangs der Minderheit mit ihrer nationalsozialistischen

Vergangenheit, einschließlich jenes Teils, der sich stärker auf das Verhältnis zur dänischen

Gesellschaft bezog. Dies implizierte auch eine zunehmend nuancierte Betrachtung der

Rechtsabrechnung in Dänemark.

Tatsächlich scheint der Umgang der Minderheit mit der nationalsozialistischen Vergangenheit lange

Zeit auf zwei Ebenen verlaufen zu sein. Parallel zur Entwicklung in der Bundesrepublik

beschäftigte man sich früh mit dem Nationalsozialismus und den Verbrechen Nazi-Deutschlands,

allerdings folgte die kritische Betrachtung der eigenen nationalsozialistischen Vergangenheit erst

wesentlich später. Dies lässt sich auf Harald Welzers These beziehen, dass in der Bundesrepublik

eine deutliche Diskrepanz zwischen den Inhalten der kommunikativen und der kulturellen

Erinnerung bestand. In der deutschen Minderheit, so zeigt es die vorliegende Studie, bestand

hingegen ein ausgeprägter Grad an Übereinstimmung zwischen diesen beiden Formen der

Erinnerung. Von der einzelnen Familie bis zum Führungspersonal der Minderheit dominierte das

gleiche Narrativ, dem jegliche Form der Selbstkritik fehlte, das zugleich jedoch in hohem Maße das

Selbstverständnis der Minderheit formte. Die Reaktionsmuster der Minderheit erinnern in hohem

Maße jenen, die Welzer et al. für den familiären Kontext beschrieben haben. Die Erinnerung an die

nationalsozialistische Zeit war in der Minderheit geprägt von Verdrängung, Opferhaltung,

Heroisierung und sprachlichen Codes, genauso wie es in familiären Erinnerungen in der

Bundesrepublik der Fall war.

Diese Reaktionen werden insbesondere beim Umgang der Minderheit mit ihren beiden

Erinnerungsorten par excellence manifest, dem Faarhus-Lager und dem Ehrenhain auf dem

Knivsberg, die sich möglicherweise jeweils der kommunikativen bzw. der kulturellen Sphäre

zurechnen lassen. Es läßt sich zeigen, dass die Publikation Straffelejren zu einen anderen Umgang

263

der deutschen Minderheit mit diesen beiden Erinnerungsorten beigetragen hat – ein konkreter

Ausdruck dafür, dass sich die Erinnerungspolitik und –kultur in einem Veränderungsprozess

befindet. So wurde im Jahre 2012 anlässlich des 50. Jahrestages der Einweihung der Ehrenhain –

die Gedenkstätte für die gefallenen Frontfreiwilligen der Minderheit – in „Gedenkstätte“

umbenannt, eine Bezeichnung, die im Gegensatz zu „Ehrenhain“ nicht mit dem Begriff Ehre

konnotiert ist.

Ein dem Buch Gerningsmænd eller ofre? zugrundeliegendes Thema ist die Frage nach Schuld und

Verantwortung. Bei dieser Frage war es von Bedeutung aufzuzeigen, welche Handlungsspielräume

die deutsche Minderheit im Verhältnis zum Deutschen Reich und später zur Bundesrepublik

hatte,auch im Vergleich mit den deutschen Minderheiten in Frankreich und Belgien, Elsaß-

Lothringen und Eupen-Malmédy. Dänemark, das in hohem Maße von Furcht vor dem mächtigen

Nachbarn

getrieben war, hatte sich von 1920 an seiner deutschen Minderheit gegenüber als eine recht

konziliante, liberale Staatsmacht gezeigt, insbesondere im Vergleich zu Frankreich und Belgien.

Man kann z.B. feststellen, dass der Minderheit in Nordschleswig nach der Machtübernahme 1933 in

Deutschland deutlich freiere Zügel gelassen wurde, sich nach reichsdeutschem Muster

nationalsozialistisch zu organisieren und zu äußern. Sowohl in Dänemark als auch in Frankreich

und Belgien wurde bei einer gerichtlichen Untersuchung nach dem Krieg die gleiche

Rechtsgrundlage gegenüber der deutschen Minderheit angewendet wie gegenüber den eigenen

Staatsbürgern, aber der staatliche Eingriff in den sprachlichen, schulischen und kulturellen Sektor

war in Frankreich und Belgien deutlich rigoroser. Im Gegensatz zum französischen und belgischen

Staat verhielt sich der dänische insgesamt gesehen lediglich beobachtend, wie die deutsche

Minderheit ihre inneren Verhältnisse nach dem Krieg organisierte, das galt auch für die Frage, wie

die Minderheit sich entschied, mit ihrer nationalsozialistischen Vergangenheit umzugehen.

Gemeinsam ist der deutschen Minderheit in Nordschleswig und jenen in Elsaß-Lothringen und

Eupen-Malmédy, dass sie sich bis in die Gegenwart als Opfer – Opfer des Nationalsozialismus,

Opfer der Auswirkungen des Krieges und Opfer einer ungerechten Rechtsabrechnung – gesehen

haben. Allerdings muss hier wiederum eine entscheidende, prinzipielle Unterscheidung

vorgenommen werden: Sowohl Elsaß-Lothringen als auch Eupen-Malmédy waren de facto vom

nationalsozialistischen Deutschland annektiert und befanden sich damit in einer Zwangssituation –

auch soweit es den deutschen Militärdienst anging. Die deutsche Minderheit in Nordschleswig

264

übernahm hingegen, ohne von außen gezwungen zu sein, die nationalsozialistische Ideologie und

ihre Mitglieder meldeten sich prinzipiell freiwillig (überwiegend) zum Dienst in der Waffen-SS und

bei verschiedenen uniformierten und bewaffneten Einheiten an der Heimatfront.

Vor diesem Hintergrund kann die nationale Rechtsabrechnung mit der deutschen Minderheit in

Dänemark im europäischen Vergleich als maßvoll bezeichnet werden. Auch wenn die Minderheit

dieses Verfahren als ungerecht angesehen und es das Faarhus-Lager als ein Symbol dieser

Ungerechtigkeit verstanden hat, kann die Rechtsabrechnung nach Abwägung aller Faktoren und in

Anbetracht der politischen und psychologischen Gegebenheiten als angemessen bewertet werden.

Übersetzung: Frank Lubowitz/Thorsten Wagner

henrik skov kristensen gerningsmænd eller ofre? · jeg at give et signalement af det tyske...

Documents