hjemmeopgaver, projekter, synopser u/ …pure.au.dk/portal/files/75239788/eu_turkey.pdf · 302786...
TRANSCRIPT
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
1
OBLIGATORISK FORSIDE Prescribed front page
HJEMMEOPGAVER, PROJEKTER, SYNOPSER U/ MUNDTLIGT FORSVAR Home Assignments, Project Reports, Synopses without oral defence
INSTITUT FOR ERHVERVSKOMMUNIKATION Department of Business Communication
STUDIENUMMER Student No.
KM93206
EKSAMENSNR. (6 cifret
nummer på studiekortet kaldet Kortnr. eller eksamensnr.) Student Exam No.: (6 digit No at your Student ID-card called either Kortnr. or Eksamensnr.)
302786
HOLD NR.: Class No. Ex.: U02
FAGETS NAVN: Course/Exam Title
Bacheloropgave Engelsk og Europæiske studier
VEJLEDER: Name of Supervisor
Amin Alavi
ANTAL TYPEENHEDER I DIN BESVARELSE (ekskl. blanktegn): Number of Characters in your Assignment (exclusive of blanks):
50.038
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
2
Abstract
The purpose of this paper is to examine if there are other factors than the Copenhagen criteria that prevent
Turkish admission to the European Union.
Turkey has fought for EU membership ever since they first applied in 1959, but without achieving the final goal,
the EU membership. In recent times, various EU politicians have explained Turkey`s missing admission with
their problem of fulfilling the Copenhagen criteria. This paper assesses Turkey`s particular problem with
fulfilling the political criterion.
However, this paper suggests that the omission of Turkey also can be explained with help from international
relation theories. Therefore, this paper offers its take on how constructivist- and neorealist considerations
influence the decision of whether or not to admit Turkey in the EU.
Consequently, Turkey faces a challenge both with regard to fulfilling the Copenhagen criteria, but also due to
internal disputes in EU that complicate the matter of Turkey membership even more. Therefore, it might take
some time before we see Turkey in the EU as both the EU and Turkey seem to be reluctant to solve the
problems that prevent Turkish admission to the European Union.
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
3
Indholdsfortegnelse
Indledning ................................................................................................................................................................. 4
Opgavens struktur .................................................................................................................................................... 5
Metode ..................................................................................................................................................................... 6
Kildekritik .................................................................................................................................................................. 7
Teori .......................................................................................................................................................................... 7
Neorealisme .......................................................................................................................................................... 7
Konstruktivisme .................................................................................................................................................... 9
Historisk overblik .................................................................................................................................................... 11
Københavnerkriterierne ......................................................................................................................................... 13
Konstruktivistiske overvejelser ............................................................................................................................... 16
Demokrati ........................................................................................................................................................... 16
Religion ............................................................................................................................................................... 17
Geografi .............................................................................................................................................................. 18
Neorealistiske overvejelser .................................................................................................................................... 21
Magtbalancen ..................................................................................................................................................... 21
Self interest - Storbritannien .............................................................................................................................. 22
Self interest - Tyskland og Frankrig .................................................................................................................... 22
Konklusion .............................................................................................................................................................. 24
Perspektivering ....................................................................................................................................................... 25
Bibliografi ................................................................................................................................................................ 26
Appendiks ............................................................................................................................................................... 28
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
4
Indledning
Optagelsesforhandlingerne mellem Tyrkiet og den Europæiske Union blev indledt i 2005 og markerede et
højdepunkt for Tyrkiet, som allerede i 1959 ansøgte om at blive medlem af det Europæiske Fællesskab, som
blot syv år forinden var blevet dannet af Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien med
etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Siden 2005 har det imidlertid været småt med
fremskridtene, og udsigterne synes lange for tyrkisk medlemskab. Alligevel er diskussionen stadigvæk aktuel,
da udfaldet står hen i det uvisse - og ikke mindst relevant, fordi perspektivet i, at Tyrkiet bliver en del af EU,
repræsenterer et potentielt vendepunkt for Tyrkiet, men i høj grad også for EU.
Endvidere er Tyrkiet et spændende land, fordi landet siden sin tilblivelse som republik i 1923 har gennemgået
en beundringsværdig transformation. Det var landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk, der med sine omfattende
reformer i sin tid som præsident fra 1923 til 1938 påbegyndte transformationen af Tyrkiet til en sekulær stat
ved at afskaffe kalifatet og erstatte det med demokrati (Ayata, 1996). Forfatningen i 1924 cementerede den
udvikling og sikrede endegyldigt parlamentarisk demokrati (MFA, 2014). Tyrkiet gik dermed fra autokrati til
demokrati. Ændringen af samfundsmodellen var hjørnestenen i Atatürks målrettede forsøg på at integrere
Tyrkiet i den vestlige verden og som konsekvens deraf tage afstand til de øvrige lande i Mellemøsten (Dagi,
2005). I sine bestræbelser på at opnå dette gennemførte Atatürk, foruden de politiske reformer, vidtgående
sociale reformer, som rakte langt ind i de tyrkiske hjem, og som havde til formål at ændre tyrkernes mentalitet.
Heraf kan nævnes Atatürks hattelov i 1925, som havde til formål at promovere den vestlige livsstil ved at
forbyde det traditionelle tørklæde, som kvinder hidtil havde båret (Nereid, 2011). Disse politiske og sociale
reformer vidner om en Tyrkisk diskurs, grundlagt af Atatürk, målrettet mod Tyrkisk integration i den vestlige
verden og i særdeleshed mod optagelse i europæiske fællesskab (Cepel, 2011, s. 534).
Missionen er til en vis grad lykkes. Tyrkiet er i dag en del af internationale organisationer som FN, OECD, NATO
og G20 (MFA, 2014). Dog kæmper Tyrkiet til stadighed for en plads i den Europæiske Union og har gjort det,
siden de ansøgte om medlemskab i 1959 (Yesilada, 2013).
Begrundelsen for, at Tyrkiet ikke er blevet optaget i Unionen, har hidtil været, at Tyrkiet ikke lever op til
københavnerkriterierne, der bliver betragtet som en fundamental forudsætning for optagelse. Tyrkiet har
særligt problemer med at opfylde det politiske kriterium, hvor det endda kan argumenteres, at de bevæger sig i
den forkerte retning. Derfor er denne opgaves udgangspunkt en præcisering af, hvor Tyrkiet har problemer i
forhold til det politiske kriterium og en analyse af, hvorfor det har betydning for optagelsen af dem. Ydermere
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
5
opererer denne opgave med den antagelse, at Tyrkiet, før eller siden, vil opfylde Københavnerkriterierne.
Opgaven har derfor til formål at undersøge hvilke andre faktorer, som kan forhindre optagelsen af Tyrkiet. For
selvom tyrkisk medlemskab rummer mange muligheder, repræsenterer optagelsen af dem tilsyneladende også
en lang række trusler, som - efter alt at dømme - på nuværende tidspunkt har større gennemslagskraft i EU.
Derfor er tyrkisk medlemskab ikke blot et spørgsmål om opfyldelsen af de formelle krav, men også et
spørgsmål om medlemslandenes egne interesser i et fuldt tyrkisk medlemskab i EU.
Opsummerende giver det følgende problemformulering:
Formålet med opgaven er at undersøge, om der i virkeligheden er mere en de formelle krav, som skiller EU og
Tyrkiet. Derfor undersøger denne opgave, hvad der kan forhindre Tyrkiets optagelse, når alle de formelle krav
ellers er opfyldt. Det skal siges, at opgaven her tager EU’s synspunkt. Det vil sige, at jeg vil undersøge, hvad der
afholder EU fra at optage Tyrkiet i fællesskabet. I den forbindelse kun man kigge på mange andre faktorer, som
muligvis også er med til at forhindre Tyrkiets optagelse i EU såsom: Cypernproblemet, landbrugsstøtten,
immigration, sikkerhedspolitik osv. Det har dog været nødvendigt for mig at afgrænse emnet på grund af
opgavens omfang.
Opgavens struktur
For at skabe et overblik over den kontekst EU agerer ud fra vil jeg i den første del af opgaven give et historisk
overblik over de mange års forhandlinger mellem Tyrkiet og EU.
Derefter vil jeg, med afsæt i Kommissionens ”Turkey - Progress Report 2013”, analysere Tyrkiets evne - eller
mangel på samme - til at opfylde det politiske kriterium. Dernæst vil jeg ud fra antagelsen om, at Tyrkiet før
eller siden opfylder Københavnerkriterierne, videre kigge på hvilke omstændigheder, som kan forhindre, at
Tyrkiet bliver optaget i EU ud over de formelle konditioner opstillet med Københavnerkriterierne.
Alt dette vil forhåbentlig betyde, at jeg i min konklusion kan give et velkvalificeret bud på, hvorfor Tyrkiet efter
54 års jagt på EU medlemskab endnu ikke er en del af EU.
- Er der andre faktorer end de formelle krav, som forhindrer Tyrkiet i at
blive optaget i EU
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
6
Metode
Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for den videnskabsteoretiske metode i opgaven samt begrunde, hvorfor
jeg har valgt netop denne tilgang.
Denne opgave anvender positivisme som videnskabsteoretisk metode. Positivisme bygger på den klassiske
empirisme, der hævder, at al viden opnås gennem sanseerfaring (Holm, 2011, s.24). Dette har stor betydning
for måden, hvorpå videnskabsmanden arbejder. For ifølge positivisme er teori en sammenfatning af en
mængde enkeltobservationer, og teori kan således føres tilbage til ”sansedata” (Holm, 2011, s.25). Denne
metode kaldes også den induktive metode. I forbindelse med min opgave betyder det, at mine observationer
er kommet forud for min teori. Jeg har i opgavens indledende fase afsøgt materielle, som kan forklare, hvorfor
Tyrkiet endnu ikke er en del af EU og på baggrund af de observationer udarbejdet problemformuleringen: Er
der andre faktorer end de formelle krav, som forhindrer Tyrkiet at blive optaget i EU? I problemformuleringen
ligger det implicit, at tyrkisk optagelse handler om mere end de formelle krav, hvilket mine observationer
indikerede. Derfor prøver opgaven at bevise, at dette også er tilfældet. I den forbindelse tillader positivismen
at bruge den deduktive metode for at indkredse, hvad videnskabsmanden skal lede efter (Holm, 2011, s.31).
Formålet med dette er at bevise den opstillede teori ud fra verifikationsprincippet. Altså bevise at påstanden
om, at tyrkisk optagelse handler om end de formelle krav, er korrekt. Til at bevise dette har jeg valgt at benytte
de to internationale relationsteorier: neorealisme og konstruktivisme som analyseværktøj. Jeg har valgt disse
to teorier på baggrund af de observationer, jeg gjorde i den indledende fase, som pegede hen i retningen af, at
Tyrkiets manglende optagelse bedst kan forklares vha. af de konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser,
medlemslandene gør sig vedrørende Tyrkiet. De to teorier har derfor til formål at verificere min påstand om, at
tyrkisk optagelse handler om mere end de formelle krav.
Min arbejdsmetode kan derfor opsummeres på følgende måde. Første skridt: objektive observationer, hvor jeg
har afsøgt teoriuafhængig materielle - andet skridt: på baggrund af det afsøgte materielle har jeg
sammenfattet en teori/problemformulering - tredje og sidste skridt: at prøve at verificere den teori.
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
7
Kildekritik
Denne opgave beror fortrinsvis på sekundære kilder. Det vil sige bøger, videnskabelige rapporter og
journalistiske avisartikler. Det vigtigste kriterium i forbindelse med at finde sekundære kilder har været
validiteten. Min søgekanaler har derfor primært været www.scholar.google.dk eller www.library.au.dk i forhold
til at finde relevante videnskabelige rapporter med den forventede validitet. Derimod har jeg brugt
www.google.dk til at finde avisartikler og derefter selv vurderet validiteten af mediet ud fra fx tidligere
publiceringer eller ejerforhold. Derudover har jeg også benyttet en del primære kilder. Blandt andet beror
afsnittet ”københavnerkriterierne” i høj grad på EU Kommissions udviklingsrapport fra 2013, mens afsnittet
”neorealistiske overvejelser” anvender nøgletal fra Birol Yesiladas bog EU-Turkey Relations in the 21st Century.
Teori
Denne opgave beror på international relationsteori som værktøj til analysen. Formålet med at benytte disse
teorier er at analysere, hvilken indflydelse konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser har på Tyrkiets
optagelse i EU, og hvordan de kan besværliggøre optagelsen af Tyrkiet. I den forbindelse er det vigtigt at holde
for øje, at den ene teori ikke udelukker den anden, men at de to teorier kan komplementere hinanden.
Neorealisme Den første teori, jeg ønsker at redegøre for, er neorealisme. Denne tankegang er enig med den klassiske
realisme i den betragtning, at uafhængige stater opererer i et internationalt system af anarki, hvor det for
staterne handler om at sikre overlevelse igennem selvhjælp (Rittenberger, 2004, s. 4). Den grundlæggende
præmis for både klassiske realister og neorealister er derfor sikkerhed.
De to teorier har dog forskelligt ståsted i forhold til internationalt samarbejde. Den neorealistiske
tænker Kenneth Waltz er uenig i, at statsledere er den centrale drivkraft. Derimod mener Waltz, at det er
strukturen i det internationale system, som er det afgørende, og at statsledere for så vidt er ligegyldige, da
strukturen dikterer den måde, de arbejder på og deres beslutninger (Sørensen, 2013, s.79). Dette er en
afgørende forskel, da det har betydning for tilgangen til internationale relationer. For i modsætning til de
klassiske realister er selvhjælp ikke uforenelig med internationalt samarbejde, da strukturen i det
internationale system muliggør relationer staterne i mellem (Rittenberger, 2004, s. 3). Dette står i stærk
kontrast til de klassiske realister, som ikke stoler på, at stater kan arbejde sammen, fordi staterne er drevet af
ledere, som alle prøver at herske, og ifølge Hans Morgenthau bedst beskrives som political animals (Sørensen,
2013, s.72).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
8
Strukturen i det internationale system muliggør altså samarbejde i følge neorealisterne. Waltz pointerer, at
stater grundlæggende er ens på trods af forskellig kulturer, forfatninger og historier. De har alle den samme
praktiske funktion og varetager alle de samme opgaver. Forskellen ligger imidlertid i styrkeforholdet (Sørensen,
2013, s. 79). Her pointerer Waltz, at de stærke magter spiller en større rolle: ”States differ significantly only in
regard to their greatly varying capabilities. In Waltz’s own words, the state units of an international system are
’distingusihed primarily by their greater of lesser capabilities for performing similar tasks… The structure of a
system changes with changes in the distribution of capabilities across the system’s units’ (Sørensen, 2013, s.80)”
Derved består det internationale system, ifølge neorealister, af stærke stater og mindre stærke stater, og
mængden af indflydelse er proportional med, hvilken position man indtager i dette spektrum. Det betyder
også, at strukturen i det internationale system nødvendigvis må være hierarkisk. I den forbindelse skelner
Waltz mellem bipolært og unipolært system.
Bipolært system er et system, hvor magten er fordelt mellem to stater, mens den i et multipolært
system er fordelt mellem flere end tre stormagter. Af de to argumenterer Waltz for, at man skal tilstræbe et
bipolært system, hvor man kan balancere magten mellem to lande. Begrundelsen er, at man med kun to
magter sikrer en stabilitet, som afføder fred og sikkerhed i forhold til et multipolært system, hvor landene i
højere grad vil kæmpe for at opnå magt: ”with only two great powers, both can be expected to act to maintain
the system (Waltz, 1979, s. 204)”. Motivationen for at sikre systemet er dermed drevet af en motivation om at
sikre sig selv og sin egen position i det internationale system. Ikke desto mindre skaber det en situation, hvor
chancen for, at de dominerende stormagter kommer i konflikt, er mindre, end tilfældet er med et multipolært
system - ganske enkelt fordi der kun er to stormagter og derfor ikke så mange at komme i konflikt med.
Dernæst argumenterer en anden neorealist, John Mearnshimer, for, at et bipolært systemer er mere effektivt
end det multipolære system, fordi der ikke er nær så mange beslutningstagere (Sørensen, 2013, s.82).
Neorealisterne tilslutter sig de klassiske realisters synspunkt om, at stater først er fremmest er drevet af at
sikre egne interesser. Dermed bygger beslutninger på en rationel kalkulering af, hvad der bedst kan betale sig:
”each state plots the course it thinks will best serve its interest” (Waltz, 1979, s. 81). I den sammenhæng afviger
neorealisme ikke synderligt fra klassisk realisme, der ligesom neorealisterne påpeger, at alle nationer forfølger
egne mål (Sørensen, 2013, s.67). Derfor gør aktørerne i det internationale system sig følgende overvejelser, før
de træffer en beslutning (Rittenberger, 2004, s. 8)1:
1 Modellen er oversat fra engelsk til dansk
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
9
Denne model tager en rationel tilgang, idet beslutninger bliver styret af, hvad der tilgodeser en selv. I den
forbindelse er det primære mål at tilkæmpe sig magt, da magt af neorealister bliver betragtet som en
forudsætning for sikkerhed (Rittenberger, 2004, s. 4). Derfor er stater ikke interesseret i at indgå aftaler, som
risikerer at underminere deres evne til selvhjælp. Staterne vil derfor som udgangspunkt træffe den beslutning,
der enten kan styrke eller bevare deres magtposition i det internationale samfund.
En af måderne, hvorpå stater kan gør dette, er ved at indgå i alliancer eller organisationer, hvor deres
”relative power position” er fordelagtig, således at de kan influere andre stater. Som konsekvens heraf kan det
være nødvendigt at opgive suverænitet, for til gengæld at tilkæmpe sig mere magt i det internationale system
vha. ens relative powerposition (Rittenberger, 2004).
Opsummerende kan det siges, at stater grundlæggende er motiveret af at sikre sin egen overlevelse i et
internationalt system af anarki. Det kommer til udtryk i beslutningssituationer, hvor stater derfor er sig selv
nærmest og fokuseret på at fastholde eller styrke sin ”relative powerposition”.
Konstruktivisme Den anden teori jeg ønsker at redegøre for er konstruktivisme. Denne teori medgiver, at struktur spiller en rolle
i det internationale system, men påpeger samtidig, at aktører kan påvirke den. Det internationale system er
derfor langt mere dynamisk med konstruktivisternes øjne (Sørensen, 2013, s. 210). Indledningsvis kan man
sige, at den konstruktivistiske tilgang er en knap så kynisk måde at anskue det internationale system på og
tilskriver generelt mennesker en større rolle i internationale relationer. Konstruktivister betragter det
internationale system som noget, der er er socialt konstrueret: ”Everything involved in the social world of men
and women is made by them. The fact that it is made by them makes it intelligible to them. The social world is a
world of human consciousness: of thoughts and beliefs, of ideas and concepts, of languages and discourses, of
signs, signals, and understandings among human beings, especially groups of human beings, such as states and
nations. The social world is an intersubjective domain: it is meaningful to people who made it and live in it, and
who understand it precisely because they constructed it and they are at home in it” (Sørensen, 2013, s. 212).
1) Hvilke muligheder har jeg?
2) Hvad er mine mål?
3) Hvilke konsekvenser har mine muligheder?
4) Hvilken mulighed er bedst for mig i forhold til mine mål?
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
10
Dermed ikke sagt, at den materielle faktor ikke spiller ind. Konstruktivisterne anerkender, at dette også er en
faktor, men mener samtidig, at det, som er afgørende, er måden, hvorpå man opfatter hinanden (Wendt,
1995). Det har altså større betydning for aktører, hvem der fx har atomvåben end hvem der har flest da det,
som er afgørende er måden hvorpå man opfatter hinanden.
Desuden gør konstruktivisme op med den rationelle tilgang, som kendetegner neorealisme. I stedet tillægger
konstruktivisme sociale normer en afgørende betydning i international politik. Ifølge dem er normer nemlig
med til at bestemme spillereglerne i det internationale system, som staterne agerer i (Rittenberger, 2004, s.7).
Derfor er det mere afgørende for aktørerne, at beslutningen er i overensstemmelse med de normer og
værdier, som de sammen har konstrueret, end at beslutningen tilgodeser dem selv. Det betyder, at
konstruktivisterne afviser, at stater kun er optaget af egne interesser og mål, men i højere grad er influeret af
den eller de sociale roller, som de påtager sig i det internationale system (Rittenberger, 2004, s.9). Det er
derfor en helt anden selvbevidsthed, som karakteriserer aktørerne i det internationale system med
konstruktivisme end med neorealisme.
Sammenfattende kan man sige, at konstruktivister lægger vægt på den sociale og historiske konstruktion af
internationale relationer, og at den store forskel i forhold til neorealisme er, at konstruktivister i højere grad
ser stater som rolleorienterede end målorienterede (Rittenberger, 2004, s. 9).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
11
Historisk overblik
Det faktum, at Tyrkiet siden 1959 har kæmpet for optagelse i den Europæiske Union, vidner om et forløb, som
har været alt andet end snorlige. Tværtimod har Tyrkiets optagelses historie budt på både op og nedture.
Derfor vil der i det følgende afsnit blive givet et historisk overblik over de mange års forhandlinger mellem
Tyrkiet og EU. Forhandlingsprocessen har været lang, og jeg har derfor kun udvalgt de væsentligste
begivenheder.
De første spæde skridt hen imod optagelse i det daværende Europæiske Fællesskab blev taget i 1963 med den
såkaldte Ankaraaftale. Formålet med denne associeringsaftale var at gøre Tyrkiet i stand til at indgå i EF’s
toldunion, og samtidig var aftalen også en indikation om, at man i EF var indstillet på at arbejde hen imod fuldt
medlemskab til tyrkerne (Østergård, 2006). For at nå dette mål underskrev de to parter en ny aftale i 1970, der
indeholdte en plan for at nedlægge handelsbarrierer mellem Tyrkiet og EF.
Den positive udvikling fortsatte, da Tyrkiet i 1975 var snublende nær drømmen om EF medlemskab. Det skete,
da man i EF opfordrede Tyrkiet til at ansøge om fuldt medlemskab som følge af Grækenlands ansøgning samme
år (Yesilada, 2013, s.10). Dette var en naturlig konsekvens af det parløb, der forinden havde foregået mellem
de to lande: Begge lande blev i 1952 en del af NATO, og begge lande blev med to års mellemrum associeret i
EF. Dette var ikke nogen tilfældighed, men en nødvendighed på grund af det anspændte forhold mellem dem.
Man var derfor klar over, at det ville være en god ide at optage de to lande på samme tid. Desuden var der
ingen, som stillede spørgsmålstegn ved Tyrkiets tilhørsforhold til Europa: ”As a front line country against the
Soviet Union, Turkey was a key factor in defense of the West. Furthermore, European leaders did not think
otherwise when they granted Turkey an associate membership status with future membership possibility in
1963, and when they invited the Turkish government to apply for full membership in 1975” (Yesilada, 2013,
s.25). Tyrkiet havde altså bevist deres loyalitet ved at hjælpe med at bekæmpe Sovjet, og den gængse holdning
var, at Tyrkiet var en del af Europa, og i øvrigt et særdeles vigtigt land i forhold til at forsvare Vesten under den
kolde krig (Yesilada, 2013, s. 10). Alt i alt var tidspunktet det rette, mente man i EF. Den daværende tyrkiske
premierminister Bülent Ecevit ville det dog anderledes og afslog tilbuddet.
Derefter blev forholdet mellem Tyrkiet og EF stærkt belastet, og EF valgte helt at suspendere
associeringsaftalen med Tyrkiet i 1980 på grund af militærkup i Tyrkiet (Østergård, 2006, s.3). Forholdet mellem
de to parter blev ikke normaliseret før 1986, og der var på dette tidspunkt sket meget siden 1975: Grækenland
var blevet optaget i EF, hvilket i sig selv repræsenterede en udfordring, og man var desuden begyndt at
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
12
fokusere mere på at udvikle et tættere samarbejde mellem de eksisterende lande på bekostning af yderligere
udvidelse (Yesilada, 2013, s.11). Derfor blev tyrkernes ansøgning i 1987 afvist med den begrundelse, at man
ikke ønskede en yderligere udvidelse, før planerne om at skabe et indre marked var blevet realiseret. Det skete
med Maastricht traktaten i 1993, som betød, at EF blev til EU, men som også betød, at Tyrkiet i dag står overfor
flere optagelseskrav, end de gjorde præ 1975 (Yesilada, 2013, s. 11). Derfor var det et logisk skridt, da der i
første omgang blev oprettet en toldunion mellem EU og Tyrkiet i 1995. Til gengæld valgte Det Europæiske Råd
at se bort fra Tyrkiet, da de i 1997 tilkendegav hvilke lande, som var klar til at ansøge om medlemskab til et EU
topmøde i Luxembourg (EU-Oplysningen, 2004). Tyrkiet følte sig i den grad forbigået, hvilket udløste en krise
mellem de to parter og førte til, at Tyrkiet tog afstand til EU ved at suspendere den politiske dialog med EU
vedrørende blandt andet Cypern, menneskerettigheder og forholdet mellem dem og Grækenland. Dialogen
blev først genoptaget i 1999, da EU tildelte tyrkerne kandidatstatus uden dog at sætte nogen dato for starten
for optagelsesforhandlingerne. Forhandlingerne blev endegyldigt åbnet i 2005, hvilket i dag betyder, at Tyrkiet
er i færd med at tilpasse sig EU’s love og standarder i henhold til de opstillede Københavnerkriterier. Dette
forløb er, i tråd med resten af tyrkernes EU historie, ikke forløbet uden problemer. Tilmed har både den
daværende franske præsident Nicholas Sarkozy og den nuværende tyske kansler Angela Merkel været ude at
stille spørgsmålstegn ved Tyrkiets fremtidig rolle i EU og i stedet foreslået at tildele Tyrkiet et privilegeret
parnerskab med EU (Yesilada, 2013, s.19).
Opsummerende kan siges, at den historiske gennemgang fortæller os, at der er sket et stemningsskift i EU
angående tyrkisk medlemskab (Yesilada, 2013, s.25). I hvert fald indikerer Ankaraaftalen i 1963 samt
opfordringen til Tyrkiet om at ansøge om fuldt medlemskab i 1975 om en periode, hvor begge parter arbejdede
for tyrkisk medlemskab. Den konsensus omkring tyrkisk medlemskab har muligvis fortaget sig en smule. Det er
således svært at spore den samme entusiasme omkring tyrkisk medlemskab i dag og svært at forestille sig, at
EU direkte vil opfordre Tyrkiet til at ansøge om medlemskab, som de gjorde det i 1975.
Retfærdigvis skal det dog siges, at EU og Tyrkiet har indledt en afgørende fase med åbningen af
optagelsesforhandlingerne. Aftalen kan dog også ses som en elegant måde at sparke bolden over på tyrkernes
banehalvdel. Nu er det ikke længere EU, som skal levere, men derimod Tyrkiet. Samhørigheden omkring ønsket
om tyrkernes medlemskab er derfor ikke den samme, som den var præ 1975. En af grundene hertil er muligvis,
at EU som organisation er mere kompleks, end den var det i 1975, og at EU ledere samtidig er begyndt at tvivle
på, om det er en god ide at optage Tyrkiet i EU. Således befinder Tyrkiet sig i dag i en situation, hvor de både
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
13
selv har svært ved at tage de sidste skridt med opfyldelse af de formelle krav, men hvor også EU forholder sig
skeptisk til deres kandidatur.
I den følgende analyse vil jeg derfor undersøge, hvorfor Tyrkiet har svært ved at opfylde de formelle krav, men
også hvorfor EU ikke ubetinget synes, at tyrkisk optagelse er en god ide. Formålet med dette er at undersøge,
hvilke problemer Tyrkiet står overfor i forhold til de formelle krav, men også at undersøge, om der er andre
bagvedliggende grunde til, at Tyrkiet endnu ikke er blevet optaget i Unionen.
Københavnerkriterierne
Efter et møde i det Europæiske Råd i 1993 blev begrebet ”Københavnerkriterierne” introduceret. Disse kriterier
betragtes i dag som en forudsætning for optagelse i EU og anvendes om de politiske og økonomiske
betingelser, som ansøgerlande skal opfylde for at blive medlem af EU (Nikolajsen, 2013). Endvidere skal
ansøgerlandene påtage sig EU’s samlede regelværk ”acquis communautaire”.
I forbindelse med Københavnerkriterierne står Tyrkiet i disse dage over for en stor udfordring med hensyn til at
opfylde det politiske kriterium. Det fremgår af EU Kommissionens ”2013 Progress Report”, som giver udtryk for
bekymring over den seneste tids udvikling i Tyrkiet illustreret med urolighederne i Gezi Parken i Istanbul sidste
år, hvor seks personer mistede livet, og 8000 kom til skade (Commission, 2013, s. 2). Såvel som udfordringer
inden for det politiske kriterium redegør rapporten også om problemer i forbindelse med de to andre kriterier.
Jeg vil dog i det følgende afsnit udelukkende beskæftige mig med det politiske kriterium, da den siddende
premierminister i disse dage er genstand for massiv kritik vedrørende den demokratiske udvikling, både fra den
tyrkiske befolkning, NGO’er og ikke mindst Kommissionen. Derfor er det særligt interessant at undersøge, hvad
den seneste udvikling kan betyde for tyrkernes EU chancer.
Hensigten med det politiske kriterium er at sikre, at ansøgerlandene har et stabilt demokrati, en retsstat, samt
udviser respekt for menneskerettigheder og mindretal (Yesilada, 2013, s. 29).
Rapporten fra Kommissionen udtrykker en bekymring over den demokratiske udvikling i Tyrkiet. Bekymringen
handler om, at det demokratisk klima er for polariseret og efterlader for lidt plads til løsninger, hvor flere
parter bliver hørt; både inden for parlamentet og interessegrupper uden for (Commission, 2013, s. 8). Grunden
er, at den siddende regering med premierminister Recep Tayyip Erdogan i spidsen har et suverænt flertal i
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
14
parlamentet2. Derfor har regeringen så megen magt, at de kan regere egenhændigt, hvilket de bliver beskyldt
for at gøre i mange henseender (Levs, 2013). En af de situationer, som har givet anledning til debat, er
Erdogans forsøg på at omlægge den politiske model fra parlamentarisk til præsidentielt system og som
konsekvens heraf selv blive Tyrkiets første præsident. Eftersom oppositionen ikke bakkede op om ideen,
forsøgte Erdogan at trumfe forfatningsændringen igennem vha. sin flertalsregering. Det viste sig imidlertid, at
ikke alle i AKP syntes, at det var en god ide, hvorfor forslaget i sidste ende blev droppet. Ikke desto mindre
fortæller det en historie om en premierminister, som ikke er altid er villig til at lytte til sit parlament og i stedet
søger at gå egne veje i sin bestræbelse på at nå sine mål (Koplow, 2013). Demonstrationen i Gezi Parken sidste
år var blot en manifestation af dette problem. Nok handlede protesterne om, at en stor del af byens 13
millioner indbyggere ikke ønskede, at der skulle bygges et storcenter i parken, men demonstrationen var reelt
mere et udtryk for en utilfredshed over ikke at blive hørt (Koplow, 2013).
Det næste, som skete, udgør også et af Kommissionens kritikpunkter – nemlig måden man håndterede
demonstrationerne i Gezi Parken. På trods af at demonstrationerne forløb fredeligt brugte det tyrkiske politi
unødvendig magtanvendelse og fængslede demonstranter på løst grundlag (Commission, 2013, s. 5). Dette
harmonerer ikke med EU’s ide om en velfungerende retsstat, hvor ytringsfrihed og forsamlingsfrihed bliver
betragtet som en kerneværdi. Kommissionen appellerede derfor i 2013 rapporten for en indsats om at sikre, at
demonstrationer ikke igen bliver mødt af politi, som responderer med unødig magtanvendelse: ”Turkish
legislation and its implementation concerning the right to assembly and intervention by law enforcement
officers are still to brought further in line with European standards, which focus on the peacefulness of
demonstrations. Improvements in the legal framework need to be complemented with appropriate training for
law enforcement officers” (Commission, 2013, s. 6). Udtalelsen understreger, at kommissionen ikke på
nuværende tidspunkt oplever, at Tyrkiet lever op til det politiske kriterium og foreslår lovændringer, således at
man sikrer forsamlingsfrihed.
Samme episode i Gezi Parken førte også til, at 59 journalister mistede deres arbejde pga. kritiske artikler
omkring det tyrkiske styre, og flere er sidenhen blevet fyret efter ligeledes at have skrevet kritiske artikler om
Erdogan (FreedomHouse, 2014, s.3). Freedom House, som beskæftiger sig med demokrati, betegner frie og
uafhængige medier som en forudsætning for demokrati og ser derfor det tyrkiske demokrati som værende i
krise, da regeringen, efter deres overbevisning, undertrykker dette: ”Turkey’s democracy is in crisis. Three and
2 Med en jordskredssejr i 2011 vandt Erdogans parti AKP 49.95 % af stemmerne (Koplow, 2013).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
15
a half million people across the country took part in the Gezi Park protests last summer. Yet the AKP-led
government’s response, first to the protests and now to the December 17 corruption scandal, has been to crack
down even harder on its critics, fanning even wider public alienation. At least 59 journalists were fired during
the Gezi protests for criticism of the government, and more have lost their jobs in recent weeks for criticizing the
government over corruption” (FreedomHouse, 2014). Den seneste udvikling er ikke i overensstemmelse med
EU’s mål om sikre, at ansøgerlandene har et stabilt demokrati og retsstat. Erdogans autoritære metoder, i
forhold til parlamentet og medierne, efterlader et indtryk af, at meget stadig skal gøres for, at Tyrkiet opfylder
det politiske kriterium. Man kan derfor, med den seneste udvikling in mente, med rette stille spørgsmålstegn
ved Tyrkiets evne til at sikre en retsstat, et stabilt demokrati og udvise respekt for menneskerettigheder.
Konkluderende: Der er ingen tvivl om, at Tyrkiet siden 1923 har taget store skridt i den rigtige retning i forhold
til at benytte den demokratiske styreform, men ud fra kommissionsrapporten må det konstateres, at der stadig
er et stykke vej. I hvert fald giver rapporten udtryk for bekymring over samtlige parametre inden for det
politiske kriterium. Så længe Tyrkiet ikke er i stand til at opfylde Københavnerkriterierne kan og vil EU
sandsynligvis affærdige enhver snak om tyrkisk medlemskab ved at henvise til fx mangel på retsstat og et
stabilt demokrati. Derfor er det altafgørende, at Tyrkiet formår at opfylde Københavnerkriterierne, hvis de skal
gøre sig forhåbninger om EU medlemskab. En anden grund til, at Tyrkiet skal tilstræbe at opfylde det politiske
kriterium er, at ideen om et stabilt demokrati og en retsstat udgør en vigtig del af ideen om den Europæiske
identitet og indgår derfor i de konstruktivistiske overvejelser, som EU gør sig vedrørende Tyrkiet.
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
16
Konstruktivistiske overvejelser
Indledningsvis argumenterede jeg for, at perspektivet i, at Tyrkiet bliver en del af EU, repræsenterer et
potentielt vendepunkt for EU. En af årsagerne hertil er, at det tyrkiske medlemskab repræsenterer en række
signifikant anderledes værdier og normer end dem, de eksisterende medlemslande sammen har konstrueret.
Af samme grund har optagelsesspørgsmålet affødt skarpe ryster blandet den europæiske befolkning såvel som
blandt EU politikere, der ikke ubetinget er vilde med ideen om tyrkisk medlemskab (Østergård, 2006, s. 6). En
undersøgelse foretaget af Eurobarometer i år 2006 taler sit tydelig sprog: 59 % af de adspurgte EU borgere er
imod tyrkisk EU medlemskab, mens kun 28 % er for (Eurobarometer, 2007, s. 223). Derfor vil den Europæiske
familie, med optagelsen af Tyrkiet, adoptere et medlem, som ikke alle nuværende medlemmer vil kendes ved.
Det følgende afsnit er en analyse af, hvordan Tyrkiet skiller sig ud fra de eksisterende medlemslande, og
hvorfor det kan menes at have en betydning for deres chancer for EU medlemskab.
Ud fra den konstruktivistiske tilgang er EU et socialt konstrueret fællesskab bestående af 28 medlemmer. Disse
28 medlemmer har sammen skabt EU, som vi kender det i dag, og som udgør den Europæiske identitet. Ud fra
den konstruktivistiske tilgang er det altafgørende, at Tyrkiet formår at tilpasse sig de værdier og normer, de 28
medlemmer sammen har konstrueret. Hvis Tyrkiet evner dette, er optagelse bestemt mulig set med
konstruktivistiske briller: ”states that share the collective identity of an international community and adhere to
its constitutive values and norms are also entitled to join its organizations.” (Schimmelfennig, 2001, s. 58-59).
Eftersom Tyrkiet endnu ikke er en del af EU må den konstruktivistiske konstatering være, at de ikke passer ind i
den fælles identitet, som de nuværende EU lande sammen har konstrueret. Dette leder hen til spørgsmålet:
Hvorfor passer Tyrkiet ikke ind i den Europæiske identitet?
Demokrati Først og fremmest afspejles EU’s værdier i Københavnerkriterierne, særligt i det politiske kriterium (Smith,
2011, s. 36-37) (Cepel, 2011, s.533). EU’s selvopfattelse beror i den grad på ideen om demokrati. Derfor skaber
Tyrkiets seneste udvikling, beskrevet i det foregående afsnit , tvivl om tyrkernes vilje til at assimilere de måske
vigtigste værdier i EU : et stabilt demokrati og en retsstat. Her mangler Tyrkiet at konsolidere deres demokrati
yderligere og bevise, at de kan opfylde det politiske kriterium, som på nuværende tidspunkt betragtes som en
væsentlig forhindring for deres optagelse i EU: “Although Turkey is based on democratic structures and the rule
of law, and has committed itself to respecting fundamental and human rights, in reality the implementation of
the constitution is not consistent with these fundamental European values” (Arvanitopoulos, 2008, s. 48).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
17
Argumentet er således, at Tyrkiet ikke vil være i stand til at indgå i den Europæiske identitet, før de opfylder
det politiske kriterium (Arvanitopoulos, 2008, s. 165).
Dog er det lykkes andre lande at blive optaget i EU på trods af problemer med at opfylde det politiske
kriterium. Der kan blandt andet stilles spørgsmålstegn ved, om Rumænien og Bulgarien opfyldte det politiske
kriterium, da de blev optaget tilbage i 2007. Ligesom man kan stille spørgsmålstegn ved om mange af de lande,
som blev optaget i forbindelse med østudvidelsen i 2004, opfyldte kravet om et stabil demokrati (Andreev,
2009) (Huffington, 2013). Man kan endda spekulere i, om Tyrkiet ikke i højere grad opfylder
Københavnerkriterierne, end Bulgarien, Rumænien og Slovakiet gjorde, da de blev optaget (Müftüler‐Bac,
2007, s. 24). Derfor er det interessant at undersøge, om Tyrkiet i virkeligheden falder uden for ideen om den
Europæiske identitet af andre grund end Københavnerkriterierne. I den sammenhæng er den konstruktivistiske
tilgang et godt værktøj, da den kigger på, hvad der påvirker en aktørs beslutning - I dette tilfælde hvad der
påvirker EU’s beslutning om at ikke optage Tyrkiet.
Modsat andre IR teorier tager konstruktivisme afsæt i ideer. Derfor er tyrkisk optagelse ikke et spørgsmål om
EU øger deres militærmagt eller profiterer økonomisk af deres optagelse, men derimod om tyrkisk optagelse er
i overensstemmelse med den social konstruerede ide om EU. De vigtigste overvejelser er dermed sociale og
ikke materielle (Sørensen, 2013, s. 209). I den forbindelse repræsenterer tyrkisk medlemskab andre værdier i
forhold til de eksisterende lande, hvilket komplicerer optagelsen af dem: ”The future of Turkey within the EU is
more complicated than that of other candidate countries because of questions regarding Turkey’s identity. A
muslim country sitting on Europe’s outer banks, it does not fit into Christian Europe or the Islamic Middle East”
(Müftüler‐Bac, 2007, s. 22). Jeg vil i det følgende give et bud på, hvordan den religiøse forskel og Tyrkiets
geografiske placering måske har indflydelse på EU’s beslutning om ikke at optage Tyrkiet.
Religion Den religiøse forskel er den mest påfaldende forskel, når man ser på de nuværende medlemslande og Tyrkiet.
De eksisterende 28 medlemslande praktiserer alle den kristne trosretning, mens Tyrkiet overvejende bekender
sig til islam. Derfor kan der retfærdigvis spekuleres i, om den kristne trosretning er en betingelse for
medlemskab, og i forlængelse heraf om den religiøse forskel mellem EU og Tyrkiet har nogen indflydelse på
tyrkisk optagelse i unionen?
Det er svært at give noget entydigt svar på dette spørgsmål. Det hurtige (og officielle) svar må være nej, idet
religion ikke indgår i de formelle krav for optagelse. Ikke desto mindre virker det som om, at både EU politikere
og borgere helst vil holde Tyrkiet en armslængde fra fuldbyrdet medlemskab. I hvert fald synes der at være en
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
18
fremherskende skepticisme blandt den europæiske befolkning i forhold til at inkludere et muslimsk land i EU. I
undersøgelsen fra Eurobarometer svarer 61 % af de adspurgte EU borgere ja til, at den kulturelle forskel er for
stor til, at Tyrkiet kan blive optaget i EU (Eurobarometer, 2007, s. 225). Den samme holdning hersker blandt EU
politikere. Til trods for at det er et synspunkt, som for det meste forbliver utalt, kom den tidligere tyske kansler
Helmut Kohl til at tale over sig i 1997, da han kaldte EU for en ”kristen klub” (Østergård, 2006, s. 10), inden han
videre tilkendegav, at Tyrkiet ikke havde nogen plads i EU’s civilisationsprojekt (Müftüler‐Bac, 2007, s. 21).
Det religiøse aspekt påvirker formentlig beslutningen om at optage eller ikke optage Tyrkiet i EU. For
både den kulturelle og religiøse forskel bidrager til, at man ser Tyrkiet som dem frem for os (Arvanitopoulos,
2008, s. 172). Der er altså så tale om, at de kulturelle og religiøse forskelle er med til at ekskludere Tyrkiet og
besværliggøre medlemskabet af dem, fordi den europæiske identitet er bestemt ud fra, hvad den ikke er
(Müftüler‐Bac, 2007, s. 25). EU er ikke muslimsk og det faktum at Tyrkiet er det, er et problem, da de bliver
betragtet som den signifikante anden: ”The differences in culture and religion consistently dominate the
debates and serve to consruct Muslim Turks as the Other of Europe, when Europeans try to define what it is to
be European” (Arvanitopoulos, 2008, s.172).
Geografi En anden faktor, som medvirker til en dem/os følelse af Tyrkiet, er deres geografiske placering. På trods de
formelle krav ikke indeholder et geografisk optagelseskrav, eksisterer der i Europa en udbredt fornemmelse af,
at Tyrkiet befinder sig på den forkerte side af Bosporus-strædet og derfor ikke er en del af Europa
(Arvanitopoulos, 2008, s. 151) (Østergård, 2006, s.7). Dette bidrager til, at EU politikere sår tvivl om Tyrkiets
berettigelse i EU. Nicolas Dupont-Aignan, medlem af det borgerlige franske parti UMP, har for eksempel udtalt:
”Tyrkiet ligger jo ikke i Europa. Så skal vi vel også have Marokko med. Og Tunesien. De lande ligger tættere på
os. Men det er alle lande, som har en helt anden økonomisk situation, og desuden forsvinder ideen om en
europæisk union” (Østergård, 2006, s. 7). Således bliver Tyrkiets geografiske placering brugt som argument
mod tyrkisk optagelse i EU. Den konstruktivistiske tilgang er dermed igen på spil. For det lader til, at Tyrkiets
geografiske placering bidrager til en opfattelse af Tyrkiet som en signifikant anden, og det har den betydning, at
Tyrkiet ikke passer ind i den Europæiske identitet.
Så om end EU’s motto ”united in diversity” indikerer, at der er plads til forskelle i unionen, er grænsen muligvis
nået med Tyrkiet. Foruden problemer med at opfylde de formelle krav er der fundamentale forskelle,
simplificeret med religion og geografisk placering, som gør, at Tyrkiet ikke passer ind ideen om den europæiske
identitet, hvilket i sidste ende kan få betydning for tyrkisk optagelse. For selvom kommissionen beslutter, at
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
19
Tyrkiet opfylder de formelle krav, skal deres medlemskab stadig ratificeres i Europa parlamentet, og hvad
endnu vigtigere er, enstemmigt stemmes for af medlemslandene (Borragan, 2013, s. 232-233). Derfor kan den
konstruktivistiske tilgang få betydning for tyrkisk medlemskab. For mens man må formode, at Kommissionens
beslutning er en rationel og objektiv vurdering af, om Tyrkiet opfylder de formelle krav, er beslutningen om at
optage Tyrkiet i højere grad influeret af følelser på det mellemstatslige niveau: ”Den følelsesmæssige eller
symbolske side af sagen spiller for mange EU-borgere og EU-politikere en mindst lige så afgørende rolle som de
konkrete reformer af det tyrkiske samfund: Det handler om, hvorvidt Tyrkiet ’føles’ eller ’opleves’ som
europæisk. Mange synes ikke, at Tyrkiet er europæisk eller ’hører til i Europa’, og derfor støder selve ideen om
tyrkisk medlemskab på voldsom modstand fra mange EU-politikere og en stor del af befolkningen i de
nuværende medlemslande” (Østergård, 2006, s. 6). Dette betyder, at Tyrkiet ikke er selvskrevet til EU
medlemskab, selvom de opfylder Københavnerkriterierne - ganske enkelt fordi de ikke opfattes som en del af
den europæiske identitet. Dette forhold kan få betydning, da beslutningen om at optage et ansøgerland i sidste
ende ligger ved medlemslandene og ikke på det supranationale niveau.
Dermed skal forklaringen på Tyrkiets manglende optagelse, set med konstruktivistiske briller, findes i deres
manglende evne til at indpasse sig det konstruerede fællesskab. Dertil konstituerer Tyrkiets værdier og normer
en kultur, som ikke er i tråd med den europæiske identitet: For det første evner de ikke på nuværende
tidspunkt at opfylde de formelle krav, som bliver betragtet som grundstenen i den Europæiske identitet.
Dernæst er deres religion og geografiske placering så signifikant anderledes, at de betragtes som dem frem for
os. Ansvaret for, at Tyrkiet bliver optaget, ligger imidlertid ved begge parter. De formelle krav må Tyrkiet selv
ændre. Derimod må landets geografiske placering og religiøse overbevisning siges at være et vilkår, som
EU-landene må acceptere. Derfor er der behov for en indsats fra begge parter, hvis der i fremtiden skal blive
plads til Tyrkiet i EU. Tyrkiet skal opfylde de formelle krav, mens EU skal skabe et klima i unionen, hvor der er
plads til Tyrkiet i den europæiske identitet. Entusiasmen for at arbejde hen imod dette er imidlertid svær at
spore fra begge sider, hvorfor der synes lang vej til tyrkisk medlemskab.
Det har det dog ikke altid været sådan. Som gennemgået under det historiske overblik var der under den kolde
krig en opfattelse af Tyrkiet som en del af Europa og derfor en større forståelse for tyrkisk medlemskab, hvilket
som bekendt endte med, at Tyrkiet i 1975 blev opfordret til at ansøge om medlemskab. Denne opfordring
endte imidlertid, da den Kolde Krig sluttede, og det samme gjorde samhørigheden omkring tyrkisk medlemskab
(Yesilada, 2013, s.25). Ikke desto mindre bekræfter dette den konstruktivistiske tese om, at strukturen i det
internationale system er dynamisk, da det i overvejende grad er aktørerne og ikke strukturen, som former det
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
20
internationale system - i dette tilfælde EU. Derfor kræver det en indsats fra EU, hvis der i fremtiden skal blive
plads til Tyrkiet i det konstruerede fællesskab, som EU ud fra den konstruktivistiske tilgang er: ”Structures do
constrain actors, but actors can also transform structures by thinking about them and acting on them in new
ways” (Sørensen, 2013, s.210). Ligesom det selvfølgelig også kræver en indsats fra Tyrkiet, som bliver nødt til at
opfylde Københavnerkriterierne, hvis de skal gøre sig forhåbninger om EU medlemskab.
På baggrund af denne analyse vil det være blåøjet at påstå, at det eneste, som forhindrer tyrkisk optagelse, er
opfyldelsen af de formelle krav. I stedet sætter denne konstruktivistiske analyse fingeren på en måske større
stopklods for tyrkisk medlemskab: At Tyrkiet ikke bliver opfattet som europæisk (Arvanitopoulos, 2008, s. 172).
Dermed er vi med den tyrkiske optagelse blevet vidne til et nyt kriterium, som de eksisterende 28 lande ikke
har stået overfor: ”we have seen the emergence of a new criterion, not formally set out, since Europe was
plunged into the issue of Turkey’s candidacy: europeanite. This has never been a criterion for other candidate
countries. When Brussels and Turkey began taking their half-century-long relationship one stage further,
Europeans, for their part, began hotly to question the Europeanness of Turkey” (Arvanitopoulos, 2008, s. 172).
Dette gør det nemmere at forstå, hvorfor Tyrkiet efter halvt århundrede endnu ikke er en del af EU. For
når fokus udelukkende ligger på de formelle krav, danser man uden om det, som det i virkeligheden handler
om; at Tyrkiet ikke passer ind i den europæiske identitet. Så til trods for at Tyrkiet øjensynligt ikke opfylder det
politiske kriterium, er det ikke den væsentligste forhindring (Müftüler‐Bac, 2007, s. 24). Til gengæld giver de
formelle krav EU’s statsleder en kærkommen mulighed for at sparke bolden over på den tyrkiske banehalvdel
og forsvare udladelsen af tyrkisk medlemskab med en henvisning til Københavnerkriterierne. Med den
defensive tilgang er det også tydligt, at EU ikke har interesse i at optage Tyrkiet på nuværende tidspunkt på
samme måde, som de havde det, da de opfordrede dem til at ansøge om medlemskab i 1975. For hvis
interessen i at optage Tyrkiet var gensidige, ville EU’s indsats utvivlsomt være større, ligesom tilfældet var det
med østudvidelsen i 2004 (Müftüler‐Bac, 2007, s. 24).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
21
Neorealistiske overvejelser
Følgende afsnit er en undersøgelse af, hvordan neorealistiske overvejelser, i forbindelse med Tyrkiets
eventuelle indtog i EU og deres beslutningsorganer, kan besværliggøre optagelsen af dem. Jeg er opmærksom
på, at denne analyse ikke afdækker alle de overvejelser og aktører, som er involveret i det tyrkiske
optagelsesspørgsmål.
Magtbalancen Lad os indledningsvis kigge på, hvordan beslutninger i EU generelt bliver truffet. I et forsøg på at mindske det
demokratiske underskud i EU blev det med Lissabontraktaten i 2007 bestemt, at beslutninger fortrinsvis skulle
træffes vha. af den almindelige lovgivningsprocedure. Det betyder, at godt og vel tre fjerdele af alle EU’s
beslutninger i dag bliver truffet af Ministerrådet og Europa-Parlamentet (EU-Oplysningen, 2010).
Forudsat at beslutningsproceduren forbliver den samme, vil Tyrkiet i kraft af deres størrelse på 75.6 millioner
indbyggere og en befolkningstilvækst, som langt overgår de eksisterende medlemslandes komme til at spille en
stor rolle i begge beslutningsorganer. Ifølge Birol Yesilada vil Tyrkiet, såfremt de bliver optaget, i år 2015 blive
tildelt 82 pladser i Europa Parlamentet ud af de 766 ledige (Yesilada, 2013, s.105). Tyrkernes indtog i EP vil
betyde, at Tyskland går fra at have 99 pladser til 82, mens de andre stormagter Frankrig, Italien og
Storbritannien vil gå fra 78 til 64 pladser. I Ministerrådet vil tyrkerne få 29 stemmer, ligesom de fire største
lande Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien har det. Dermed vil tyrkisk medlemskab få betydning for de
lovgivende institutioner i EU og som konsekvens heraf utvivlsomt påvirke magtbalancen i unionen.
Der er altså tale om, at tyrkisk medlemskab vil udfordre magtbalancen og dermed strukturen i det
internationale system (fremefter EU). En situation, som de stærke og rige nationer ikke nødvendigvis
bifalder:”It is likely that small states will benefit from Turkey’s value as a coalition partner, as it is expected that
Turkey will take the side of the small, poor states on Council decisions. In that manner, it would challenge the
interests of the Big Three, France, Germany and the UK, in the EU” (Baç, 2004, s. 35). Derfor er det tænkeligt, at
disse tre lande vil opponere mod tyrkisk medlemskab. For skal man tro neorealisterne, er stater primært
koncentreret om at sikre sig selv og sin egen position i det internationale system. I den forbindelse konstituerer
Tyrkiet en trussel for de stærke landes ”relative power position” i EU, idet tyrkisk medlemskab risikerer at
underminere deres evne til selvhjælp (Baç, 2004, s. 33).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
22
Self interest - Stobritannien Dette til trods har Storbritannien gentagende gange udtrykt, at de bakker op om tyrkisk medlemskab. Den
nuværende Premierminister David Cameron gav i forbindelse med en tale i det tyrkiske parlament i 2010 sin
støtte til tyrkisk medlemskab: ”When I think about what Turkey has done to defend Europe as NATO ally, and
what Turkey is doing today in Afghanistan, alongside our European allies, it makes me angry that your progress
towards EU membership can be frustrated in the way it has been. My view is clear. I believe it is just wrong to
say that Turkey can guard the camp but not be allowed to sit in the tent. So I will remain your strongest possible
advocate for EU membership and greater influence at the top table of European diplomacy” (BBC, 2010). Denne
opgave anfægter ikke premierministerens ideologiske ståsted i forhold til Tyrkiet, men tillader sig dog at
undersøge, hvilken bagvedliggende motivation briterne kun have for at optage Tyrkiet i EU, ud fra den
neorealistiske antagelse at stater først og fremmest er sig selv nærmest. I den henseende vil tyrkisk
medlemskab sandsynligvis styrke briternes dagsorden i EU, idet briterne siden deres optagelse i 1973 har
forsøgt at bremse Frankrig og Tysklands forsøg på at skabe tættere samarbejde i EU (Binyon, 2013). I
modsætning til Frankrig og Tyskland kæmper briterne for, at EU skal være et mellemstatsligt samarbejde, og
den diskurs vil tyrkerne formentlig tilslutte sig, hvorfor briterne er venlig stemt overfor tyrkisk medlemskab: ”if
Turkey becomes a member of the EU, the fact that the largest member of the EU is not a part of the
evolutionary process of European integration might have some repercussions for the future of that integration.
This is why federalist oriented states like France, have reservations about Turkey’s accession and why those
states with intergovernmental preferences, such as the United Kingdom, view Turkey’s accession more
favorably” (Baç, 2004, s. 34). Briterne vil derfor med tyrkisk medlemskab styrke sin egen position i EU og set i
det lys styrke deres relative powerposition og deres plads i EU hierarkiet. Derfor er Camerons
opbakningserklæring ikke ren velgørenhed, men en rationel kalkulering af at tyrkisk medlemskab kan styrke
ham i hans mål på at gøre EU til en mere mellemstatslig organisation.
Self-interest – Tyskland og Frankrig Den samme opbakning modtager Tyrkiet imidlertid ikke fra Berlin og Paris. De tyske og franske stats- og
regeringsledere har traditionel modsat sig tyrkisk medlemskab og i stedet foreslået, at EU og Tyrkiet arbejder
hen i mod privilegeret partnerskab (Yesilada, 2013, s. 43) (Smith, 2011, s.317). Den aftale vil betyde, at Tyrkiet
ganske vist indleder et tættere samarbejde med EU, men dog uden at få lov at sidde rundt om bordet i EU’s
beslutningsinstitutioner. I den sammenhæng er det påfaldende, at de to lande, der normalvis sidder for
bordenden i Bruxelles, er modstandere af tyrkisk medlemskab. Det er derfor interessant at undersøge dette i
forhold til neorealisme. Der kan være mange grunde til at Tyskland og Frankrig foretrækker Tyrkiet som
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
23
privilegeret partner frem for en del af unionen. En af dem kan være, at man i Berlin og Paris ikke ønsker, at
Tyrkiet skal forstyrre den nuværende magtbalance i EU. De to lande har siden etableringen af kul- og
stålunionen været de to toneangivende stater i EU blandt andet på grund af Élysée-traktaten (1963), som har
betydet, at Paris-Berlin aksen har været den måske vigtigste magtkonstellation i europæisk politik
(Nedergaard). Den bipolære konstellation vil Tyrkiet givetvis udfordre. Såfremt Birol Yesiladas fremskrivninger
holder, vil Tyrkiet nemlig i år 2025 være det suverænt største land i EU med en befolkning på 88.9 millioner
imod Tysklands 81.9 millioner og Frankrigs 64.2 millioner (Yesilada, 2013, s. 105). Derfor er det svært at
forestille sig, at Tysklands og Frankrigs bipolære magtposition vil få lov at fortsætte med Tyrkiet i EU. Dertil er
Tyrkiet for stort et land. Set i forhold til den neorealistiske tankegang er Frankrig og Tyskland ikke interesseret i
at ændre strukturen i EU, da der er en god mulighed for, at det vil svække deres stærke ”relative power
position” i EU og som konsekvens heraf risikere at underminere deres evne til selvhjælp.
Sammenfattende er dette et forsøg på at illustrere, hvordan neorealistiske overvejelser kan forhindre, at
Tyrkiet bliver optaget i EU. For igen er det vigtigt at huske, at beslutningen om, hvorvidt Tyrkiet skal optages i
EU eller ej, i sidste ende ligger hos medlemslandene, som enstemmigt skal stemme for ideen (Østergård, 2006,
s. 4). Derfor har alle medlemslandene mulighed for at stille sig selv de rationelle spørgsmål, som kendetegner
den neorealistiske beslutningsprocedure: Hvilke muligheder har jeg? Hvad er mine mål? Hvilke konsekvenser
har mine muligheder, og hvilken mulighed er bedst for mig i forhold til mine mål?
I den forbindelse skal Tysklands og Frankrigs afvisning af tyrkisk medlemskab ses som en indikation af, at de
vurderer, at Tyrkiets medlemskab rummer flere trusler end muligheder for dem. Modsat anser Storbritannien
tyrkisk medlemskab som en mulighed for at styrke deres magtposition i EU, hvorfor Cameron i år 2010 åbent
erklærede, at Storbritannien vil kæmpe for tyrkisk medlemskab. Ikke desto mindre understreger dette, at
tyrkisk medlemskab ikke blot er et spørgsmål om opfyldelsen af de formelle krav, men også et spørgsmål om
medlemslandenes egne interesser i et fuldt tyrkisk medlemskab i EU. Dette bekræfter den neorealistisk tilgang,
som netop påpeger, at aktørerne i det internationale system, i dette tilfælde EU, forfølger egne mål (Sørensen,
2013, s. 67). Derfor er det afgørende for Tyrkiets optagelseschancer, at de eksisterende medlemslande i EU alle
synes, at optagelsen af dem gavner dem. I den henseende har Tyrkiets optagelse et stykke vej, både på grund
af konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser.
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
24
Konklusion
Tyrkiets kamp for optagelse ser ud til at fortsætte, og vejen til optagelse er ikke blevet nemmere for
republikken, der siden 1959 har arbejdet for netop dette. Tværtimod. Den omfattende integration i både
dybden og bredden har betydet, at den Europæiske Union i dag er mere kompleks end tidligere. Af samme
grund opstod begrebet ”københavnerkriterierne”, som i dag bliver betragtet som en forudsætning for
optagelse. I forbindelse med kriterierne står Tyrkiet i disse dage over for en stor udfordring med hensyn til at
opfylde det politiske kriterium. Det fremgår af EU Kommissionens ”2013 Progress Report”, som giver udtryk for
bekymring over den seneste tids politiske udvikling i Tyrkiet, illustreret med urolighederne i Gezi Parken i
Istanbul sidste år.
Endvidere bidrager den politiske udvikling til en opfattelse af, at Tyrkiet ikke er europæisk. I forbindelse med
den konstruktivistiske tilgang er dette det springende punkt, da de vigtigste overvejelser er sociale og ikke
materielle. Derfor udgør den seneste tids politiske udvikling i Tyrkiet ikke blot et problem i forhold til
opfyldelsen af de formelle krav, men også et problem i forhold til Tyrkiets evne til at indgå i den europæiske
identitet. Derudover gør de 28 medlemslande i EU sig også hver i sær nogle konstruktivistiske forestillinger, om
hvad Europæiske identitet er. De forestillinger kan blive afgørende, da beslutningsproceduren vedrørende EU
udvidelse fortrinsvis er mellemstatslig. I den forbindelse skal man ikke underkende den religiøse og geografiske
forskel på Tyrkiet og de nuværende medlemslande, da det bidrager til en opfattelse af Tyrkiet som værende
signifikant anderledes. Derfor vil den europæiske familie med optagelsen af Tyrkiet adoptere et medlem, som
ikke alle de eksisterende medlemmer vil kendes ved. Dette er dog ikke kun på grund af konstruktivistiske
overvejelser, men skyldes også neorealistiske overvejelser, som hvert enkelt EU land sandsynligvis vil gøre sig.
Tyrkiet vil nemlig med sin størrelse udfordre strukturen i EU’s institutioner og dermed også magtbalancen. I
den forbindelse konstituerer Tyrkiet en trussel for de stærke landes ”relative powerposition” i EU, idet tyrkisk
medlemskab risikerer at underminere deres evne til selvhjælp. Derfor foretrækker både Frankrig og Tyskland,
at EU i stedet indgår et privilegeret partnerskab med Tyrkiet således, at de ikke udfordrer den unipolære
magtkonstellation, den tysk-franske akse sammen har udgjort siden Elysee traktaten i 1963.
Dermed understreger de konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser, at tyrkisk medlemskab givetvis
handler om mere end de formelle krav. Det betyder at Tyrkiet i dag befinder sig i en situation, hvor de både
selv har svært ved at tage de sidste skridt med opfyldelse af de formelle krav, men hvor også EU forholder sig
skeptisk til deres kandidatur bl.a. på grund af konstruktivistiske og neorealistiske overvejelser forbundet med
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
25
beslutningen om at optage dem. Derfor synes der at være et stykke vej, før Tyrkiet kan få realiseret
landsfaderen, Mustafa Kemal Atatürks vision om at blive en del af Europa. Spørgsmålet er om det nogensinde
vil lykkes?
Perspektivering
Som nævnt i indledningen opererer denne opgave med den antagelse, at Tyrkiet før eller siden vil opfylde de
formelle krav. Derfor risikerer EU at stå med et forklaringsproblem, såfremt unionen til den tid forsat vil nægte
Tyrkiet adgang til trods for opfyldelsen af de formelle krav. Denne rapport vil afslutningsvis undersøge, hvilke
konsekvenser det kan få for EU, hvis evighedsdansen med Tyrkiet fortsætter.
EU’s udvidelsespolitik har bidraget til fred og stabilitet på det europæiske kontinent og udviklet sig til at være
unionens vigtigste udenrigspolitiske værktøj (Smith, 2011, s.300). Med udsigt til medlemskab har EU været i
stand til at transformere størstedelen af de tidligere kommunistiske lande om til, hvis ikke velfungerende, så
mere velfungerende demokratier. Derfor taler man ofte om EU som en normativ magt, som har været i stand
til at udbrede demokrati og respekt for menneskerettigheder (Smith, 2011, s. 437). Ansøgerlandene har været
villige til at foretage de påbudte konditioner i form af københavnerkriterierne på grund af udsigten til
medlemskab. Det kan dog ændre sig, for EU’s udvidelsespolitik bliver nemlig i stigende grad set som en politisk
beslutning, hvor spillereglerne ændrer sig alt efter hvem, der ansøger (Borragan, 2013, s.236) (Redmond, 2007,
s.317). Denne opgave understøtter, at Tyrkiets optagelse handler om mere en de formelle krav, men kan ikke
bruges som et generelt billede på optagelsesprocessen.
Ikke desto mindre kan det få konsekvenser for EU’s troværdighed, såfremt EU ikke optager Tyrkiet i en
situation, hvor de ellers opfylder de formellekrav: ”When the EU drifts away from the Turkish accesion talks
because of internal disputes and not due to the Turkish failure in adopting the criteria, then this jeopardizes the
EU’s international credibility… If Turkey’s accession to the EU becomes problematic due to EU-related factors,
rather than Turkey’s non-compliance with the accession criteria, then this would deliver a significant blow to the
European Union’s foreign policy making” (Müftüler‐Baç, 2008, s. 67). Derfor har tyrkisk optagelse en symbolsk
betydning for lande, som endnu ikke er optaget i EU. For incitamentet til at opfylde EU’s konditioner ligger i
udsigten til medlemskab. Bliver det incitament fjernet eller svækket, vil det sandsynligvis påvirke ansøgerlandes
vilje til at opfylde de formelle krav og dermed påvirke EU’s vigtigste udenrigspolitiske værktøj. Derfor kan
evighedsdansen med Tyrkiet få konsekvenser for EU som normativ magt i almindelighed og EU’s
udvidelsespolitik i særdeleshed (Müftüler‐Baç, 2008, s. 64).
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
26
Bibliografi
Artikler
BBC. (27. Juli 2010). Cameron 'anger' at slow pace of Turkish EU negotiations. BBC.
Huffington Post. (6. Marts 2013). Romania And Bulgaria 'Not Ready' For EU Membership, Say Peers. The
Huffington Post.
Josh Watson og Josh Levs (4. Juni 2013). Turkey's Erdogan: Successful leader or 'dictator'? CNN
Steven A. Cook og Michael Koplow. (3. Juni 2013). How democratic is Turkey? Foreign Policy.
Bøger
Constantine Arvanitopoulos (2008). Turkey's Accession to the European Union: An Unusual Candidacy. Athens :
Springer.
Nieves Borragan og Michelle Cini (2013). European Union Politics; Fourth Edition . Oxford: Oxford University
Press.
Andreas Beck Holm (2011). Videnskab i Virkeligheden. Frederiksberg C: Samfundslitteratur.
Christopher Hill and Michael Smith. (2011). International Relations and the European Union. New York: Oxford
University Press.
Gerorg Sørensen & Robert Jackson (2013). Introduction to International Relations; Theories and Aprroaches .
Oxford: Oxford University Press.
Birol Yesilada (2013). EU-Turkey Relations in the 21st Century. New York: Routledge Studies in Middle Eastern
Politics.
Rapporter
Svetlozar Andreev (2009). The unbearable lightness of membership: Bulgaria and Romania after the 2007 EU
accession. Brussels: Elsevier: Communist and Post-Communist Studies.
Sencer Ayata (1996). Patronage, Party, and State: The Politicization of Islam in Turkey. Middle East Institute.
Michael Binyon (Juni 2013). The Awkward Partner. Diplomat Magazine .
Unhalp Z. Cepel (2011). European - Turkish identity interaction from the social constructivist perspective. Dokuz
Eylul University: International Journal of Social Sciences and Humanity Studies .
European Commission (2013). Turkey, Progress Report 2013. Bruxelles : European Commission.
Ishan D. Dagi (2005). Transformation of Islamic Political Identity in Turkey: Rethinking the West and
Westernization. Anakara: Middle East Technical University.
EUCE. (2008). Turkey's Quest for EU Membership. European Union Center of North Carolina.
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
27
EU-Oplysningen. (2004). EU baggrund - Tyrkiet og EU. København: Folketingets EU-Oplysning.
Standard Eurobarometer (2007). Eurobarometer 66: Public Opinion in the European Union. European
Commission.
Meltem Müftüler‐Baç (2004). Turkey’s Accession to the European Union: Institutional and Security Challenges.
Perceptions.
Meltem Müftüler‐Baç (2007). Through the looking glass: Turkey in Europe. London: Routledge.
Meltem Müftüler‐Baç (2008). The European Union’s Accession Negotiations with Turkey from a Foreign Policy
Perspective. Istanbul: Routledge.
Peter Nedergaard. Élysée-traktaten – 50-året for det fransk-tyske ægteskab. København: Københavns
Universitet .
Camilla T. Nereid (2011). Kemalism on the Catwalk: The Turkish Hat Law of 1925. Oxford University Press.
John Redmond (2007). Turkey and the European Union: Troubled European or European trouble? Blackwell
Publishing Ltd: International Affairs.
Volker Rittenberger (2004). Approaches to the Study of Foreign Policy derived from International Relations
Theories. Tübingen: University of Tübingen.
Frank Schimmelfennig (2001). The Community Trap: Liberal Norms, Rhetorical Action, and the Eastern
Enlargement of the European Union. International Organization.
Freedom House: Susan Corke, Andrew Finkel, David J. Kramer, Carla Anne Robbins & Nate Schenkkan (2014).
Democracy in Crisis: Corruption, Media and Power in Turkey. New York: Freedom House.
Kenneth N. Waltz (1979). Theory of International Politics . Addison-Wesley Publishing Company .
Alexander Wendt (1995). International Security. I A. Wendt, Constructing International Politics (s. 71-81). JSTOR
Jan E. Zürcher (2005). How Europeans adopted Anatolia and created Turkey. Leiden: Middle East Studies.
Uffe Østergård(2006). Tyrkiet i EU? - EU's identitet, værdier og grænser . Dansk Institut for Internationale
Studier
Websteder
EU-Oplysningen. (26. Oktober 2010). EU-Oplysningen .
Hentet fra http://www.eu-oplysningen.dk/fakta/beslutninger/cod/
MFA. (18. marts 2014). Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs.
Hentet fra http://www.mfa.gov.tr/constitution-of-the-republic-of-turkey.en.mfa
MFA. (20. marts 2014). Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs.
Hentet fra http://www.mfa.gov.tr/sub.en.mfa?7cafe2ef-78bd-4d88-b326-3916451364f3
302786 BA opgave 2014 Aarhus University
28
MFA. (2014). Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs .
Hentet fra http://www.mfa.gov.tr/relations-between-turkey-and-the-european-union.en.mfa
Lone Nikolajsen (13. August 2013). Folketingets EU-Oplysningen .
Hentet fra http://www.eu-oplysningen.dk/leksikon/alle/kbh/
Appendiks
(Yesilada, 2013, s. 105)