humlebien, der ikke ved, den ikke kan ﬂyvehvis jeg kan det, bliver det en succes. ellers siger jeg...

10 Viva Interview SØNDAG DEN 18. NOVEMBER 2012

Humlebien, der ikke ved, den ikke kan flyve På trods af at livsstilskommentatoren Christine Feldthaus ikke har nogen fine papirer,fortsætter karrieren derudad. Hun har prioriteret sit job før sit barn, hun er ligeglad medsin 50-års-fødselsdag, og så har hun altid troet på, at hun kan flyve, selv om hun godtved, hun ikke kan. Ligesom humlebien. PARASTOU BOOYASH | [email protected]

SØNDAG DEN 18. NOVEMBER 2012 Interview Viva 11

Christine Feldthaus’livsvisdom handlerom at tro på sig selv.»Gør som humlebien,tro, du kan flyve.Tvivl ikke. Det gårnok også godt dennegang,« siger hun.

Fortsættes E


Undskyld,« beklager Christine Feldt-haus, mens hun nærmest flyver indad døren. Sveddråberne kan stadiganes på hendes ansigt. Hun viskerhurtigt dråberne væk med trænings-trøjen og sætter sig ned. Hun kanikke lide at komme for sent til afta-

ler, men spinningtimen i en nærtliggende by vedLøkken trak ud. 50-årige Christine Feldthaus erpå turné i Nordjylland og kan lige presse et inter-view ind på et galleri - mellem sine oplæg, sin 50-års-fødselsdag og sit liv. Hun er kendt for tv-pro-grammerne ”Kender Du Typen” og ”So FuckingSpecial”, men inden hun blev et kendt ansigt påtv, arbejdede hun sig op helt fra bunden udennogen relevant uddannelse og endte som direk-tør i et reklamebureau. Det er blandt andet hen-des naturlige fandenivoldskhed, der har fåethende hertil, mener hun selv.

»Jeg har bare sprunget ud i tingene uden retmegen frygt. For jeg har troet på, at jeg kunnefuldføre tingene. Min vindermentalitet er stærk,jeg ligger ikke under for janteloven og har ikke såmange stopklodser. Jeg går efter mine mål ogtror, jeg kan flyve, selv om jeg godt ved, jeg ikkekan. Det er som humlebien, der er dårligt fly-vende - og lidt for tyk. Det er et godt billede afmig,« forklarer Christine Feldthaus alvorligt,mens hun kigger tilbage på et liv levet i buld-rende fart.

Et liv, hvor arbejdet kom i første række.

Ti år med 400 km/t.I Shanghai findes der et magnetsvævetog, derkører op til 430 kilometer i timen. Det tog følteChristine Feldthaus, at hun steg på hver morgen iti år.

»Da jeg arbejdede på reklamebureauet, knok-lede jeg 24 timer i døgnet, samtidig med at jegskulle passe min lille søn. Man stod ikke af pånogle stationer på det lyntog, jeg kørte i. Det drø-nede bare derudad, og det var nogle pissehårdeår, fordi der ikke var plads til andet end arbejdet.Der var ikke engang plads til at trække vejret, såjeg var ret presset. Men jeg tog mig ikke tid til atslappe af, for jeg ville ikke skuffe mine kunder.De var jo alle vigtige for mig og for firmaet. Detvar et valg, jeg tog og levede med i ti år.«

Men Christine Feldthaus tænker ikke negativttilbage på den tid, fordi hun udviklede sig og fiken masse ud af det. Også selv om hun ikke priori-terede andet end arbejdet. Den livsstil er dogikke hende mere. Men det tog hende ti år at læreat sige nej til opgaver.

»Nu hvor jeg kigger tilbage på det, kan jeg se,at det liv på lang sigt var uinspirerende og ikke-udviklende. Gudskelov skal jeg aldrig derhenmere,« siger Christine Feldthaus, mens hun sor-terer i sine mange minder i hovedet.

Hun har meget at fortælle, og hun fortæller dethurtigt. Så hurtigt, at selv en garvet notetager kanhave svært ved at følge med. Christine Feldthaustanker er længere fremme i forhold til de talteord. Og nogle gange også omvendt. Så hun tager

sig lige en håndmad, mens noterne bliver ned-skrevet, inden Christine Feldthaus bliver sat påplay igen.

Jobbet før sønnenNår håndmadden er spist, og noterne rettet indefter talestrømmen, forklarer Christine Feldt-haus, at den dårlige samvittighed prægede hendei de åndeløse år, hvor hun ikke havde tid til andetend arbejde. Det gik nemlig ud over hendes søn.»Det var meget hårdt at have et lille barn og væredirektør samtidig. Han græd i perioder hver dag,når jeg afleverede ham i institutionen. Det varikke nemt. Selv om jeg vil få tæsk for at sige dether, så sendte jeg ham i vuggestue, selv om hanvar syg. For eksempel ringede de fra børnehavenog sagde, at han havde øjenbetændelse, men jegprioriterede mit møde højere og hentede hamikke før tid. Men jeg havde dårlig samvittighedover, at møderne trak ud. Og når jeg var sammenmed min søn, havde jeg dårlig samvittighed over,jeg ikke var på jobbet. Jeg er ikke et eksempel påen speltmor. Men jeg har ikke fortrudt de valg,jeg har taget.«

Christine Feldthaus tager en kort tiltrængttænkepause og konkluderer hurtigt, at hendes nu17-årige søn er kommet helskindet igennem indtilvidere. »Min søn er ikke blevet ulykkelig af, at jegprioriterede mit job frem for ham. Han har lært,hvordan han klarer sig i dette liv, og han fungererpisse godt socialt.«

Christine Feldthaus ved godt, at det er langt fra

OM KÆRLIGHED»Jeg har ikke været sing-le i særlig lang tid, forjeg foretrækker tosom-heden. Men jeg er holdtop med at tro på at kær-lighed varer hele livet.Nu er jeg i gang medfemte mand i mit liv. Jeger blevet friet til og sagtnej, for kærlighed hand-ler om at ære og agtehinanden til kærlighedenog ikke til døden os skil-ler.«


alle, der har samme syn på, hvordan man skalopdrage sin børn, men hun tøver alligevel ikkemed at lufte sit synspunkt. Hun læner sig tilbagei stolen, folder hænderne og forklarer:

»Vi har i Danmark enormt travlt med at taleom, hvordan vores børn har det. Vi skal i stedetløfte børnene op i vores verden. Man kan selvføl-gelig godt lege med dem samtidig med at løftedem mentalt op. For eksempel skal vi voksneikke ligge på gulvet og sige som et futtog. Men atsamle Lego med sin søn kan være brugbart, fordidet stimulerer ham. Jeg har heller ikke ladet hamvinde i spil hele tiden. Børn skal nemlig væreborgere i en stor verden. De skal støttes ogudvikles til en dag at kunne klare sig i de voksnesverden.« Det var Christine Feldthaus’ daværendekæreste, der gerne ville have et barn. Han gavhende et ultimatum. Enten skulle de få et barn,eller også skulle deres veje skilles. ChristineFeldthaus nedfældede en for og imod-liste, og dader var flere krydser på plussiden, og da kære-sten var et stensikkert farpotentiale, gik hun medtil at få et barn. Men de stoppede ved det enebarn. »Det var det bedste valg i mit liv at få etbarn. At få børn er det, der lærer en allermestom, hvad livet handler om. Men vi stoppede vedét barn, fordi min karriere var vigtigere for mig iden periode.«

Mod …Selv om Christine Feldthaus følte, hun kunneflyve igennem livet med lyntogets hastighed, blev

det alligevel for meget for hende. Hun kigger udad vinduet, og går pludselig ned i talegearet,mens hun langsomt fortæller om dengang, hunhev i nødbremsen.

»Stress var en stor del af min hverdag, og tilsidst blev det nok. Det kræver enormt mod atkaste sig ud i nye perioder og udfordringer. Menlivet skal jo give mening, og hvis man ikke tror påreinkarnation, skal man have det bedste ud afden tid, man har. Vi er her kun gennemsnitligt icirka 78 år. Og det kan føles som et brøkdel afsekund. Så hvert menneske skal tage hvertsekund alvorligt. Også mig. Så jeg sagde til migselv: »Feldthaus, nu er det nok med det hæsblæ-sende liv.«

Christine Feldthaus fandt ud af, at det handlerom, hvad man vil sige ja til, og hvad man skal ilivet. Nu tænker hun over, hvad hun prioriterer.Hendes mantra er: Is it good for you, good for meand good for the world? Pointen er, at alle tre tingskal være der, før hun siger ja til en opgave.

»Nu er jeg meget fokuseret og mærker efter,om jeg kan få en oplevelse ud af en opgave oglevere noget samtidig. Hvis jeg kan det, bliver deten succes. Ellers siger jeg nej til jobbet. Jeg erklar over, at det er privilegeret at træffe sine valgpå den succesbaggrund. Og jeg lyder måske arro-gant, men det er jeg ikke. Jeg gør bare, hvad derer bedst for mig selv, for modparten og for omgi-velserne. Hvis der er noget, der ikke fungerer formig, laver jeg det om. Jeg gider ikke at spilde mitliv, for der er ingen tid at spilde.«

OM AT VÆRE/IKKE VÆRE LIVSSTILSEKSPERT»Jeg er ikke livsstilsekspert men en adfærdsspejder.Min ekspertise er danskernes forbrug, interesser ogadfærd. Jeg er ligeglad med, hvad god livsstil er, ogpudernes farver rager mig en skid. Jeg er selv altid etår bagud i moden.«

Hvordan kan du se, hvilke type mennesker vi erved at kigge på møbler og mad?»Det er en blanding af kvindelig intuition og 35 årsreklameerfaring med danske forbrugere og fokus-grupper om hvem, der køber hvad.«

Hvordan tror du, en livsstilsekspert ville beskrivedig?

»Så jordnær og ofte irriterende præcis.«

Hvordan ville du beskrive dit hjem?»Et hyggeligt og rummeligt levehjem, hvor man godtmå svine og spilde lidt.«

Hvad har du altid i din taske?»Tyggegummi, vinoplukker og strikkepinde.«

Hvad kan få dig til at blive gal?»Uberettet jantelov, når de ikke selv kan noget. Deter småligt.«

,,Vi har iDanmark

enormt travltmed at tale om,hvordan voresbørn har det. Viskal i stedet løf-te børnene op ivores verden.

Christine Feldthaus er li-ge fyldt 50 år. Men derer vigtigere ting i verden,synes hun.

KORT OM CHRISTINEFELDTHAUSChristine Feldthaus erfødt i 1962 og opvokseti Sønderjylland.

Hun har arbejdet sig opfra bunden og endtesom direktør i reklame-bureauet Young & Rubi-cam.

Hun har 25 års erfaringfra reklame og kommu-nikationsbranchen.

Hun har medvirket i enlang række tv-program-mer men er mest kendtfra ’Kender Du Typen’ og’So fucking Special.’

I dag arbejder ChristineFeldthaus som selvstæn-dig kommunikationsråd-giver og foredragsholderi firmaet FELDTHAUS.

Fortsættes E


… og modgangDen indstilling har hun også til parforholdet ogkærligheden. Hvis det ikke fungerer, og man ikkekan reparere det, så skal man måske bryde op.

»Jeg har aldrig tudet min røv i laser i måneds-vis. Det er ikke min idé med livet. Jeg slikker sår ien periode, som alle andre – og går videre. Jeg ernok generelt mere optaget af udvikling end selv-medlidenhed.«

Christine Feldthaus’ adskillelse fra sin søns farvar hård for hende, fordi familien delte bopælen.Men omvendt er faderen til sønnen, Alfred, ogsåhendes tætteste ven i dag.

»Vi har kæmpet for og besluttet at være der forhinanden og sidde i hinandens benende, når viskal herfra. Og det kommer vi til at holde.«

Christine Feldthaus afbryder sig selv og tagersin hårelastik ud af det stadig fugtige hår, som erbeviset for, at hun har kæmpet hårdt på spinning-cyklen.

»Jeg har forbrændt 1.000 kalorier i dag, men jeger stadig tyk,« indskyder hun helt alvorligt, selvom mange vil mene, hun ikke vil være godkendttil kategorien ’tyk.’

Det er dog ikke kun spinningcyklen og vægten,hun har måttet kæmpe med. Hun har også måttekæmpe for at få lov til at snuse til succesen ogblive i odøren.

»Jeg har kæmpet og arbejdet som et svin i 25 årfor at nå hertil. Så det har hverken været heldeller tilfælde, som har fået mig gennem karrieren.Jeg har gjort en dyd ud af, at skulle gøre migumage. Og det skal jeg stadigvæk gøre, hver gangjeg får en opgave. Jeg skal bruge flere kræfter,fordi jeg ikke har nogen uddannelse. Jeg har al-drig fået undervisning i, hvordan jeg skal ageresom tv-vært, foredragsholder, forfatter ellerdirektør. Det har været en udfordring, men jeghar lært mig selv det, og jeg siger stadig ja tilting, jeg egentlig ikke har en uddannelse indenfor. Jeg forbereder mig bare til det og lader migikke begrænse, da jeg ikke er faldet. Endnu. Hel-digvis. Det viser, at livets skole har virket formig.«

Fucking SpecialChristine Feldthaus er ikke den eneste, der hararbejdet sig til en direktørstilling helt fra bunden,så hvad er det, der gør hende speciel nok til, athun får taletid i pressen, og folk stadig gider at sehende på tv?

»Jeg føler ikke, jeg er ”so fucking special”, mendet, der gør mig speciel, er mit lyse sind og troenpå, at det hele nok skal gå. Og så har jeg en letgang på jorden i forhold til dem, der slæber sig afsted med tunge skuldre. Det vil sige, jeg prøver

ikke at se problemer, der ikke er synlige. Jeg harheller ikke øre for folk, der siger grimme ting ommig. Jeg lytter ikke til ukonstruktiv kritik, for detbliver jeg ikke dygtigere af,« siger ChristineFeldthaus meget beslutsomt.

Men hvordan kan kritik bare prelle af hende,som vanddråber på en svanes fjer?

»Det er noget, jeg har skullet øve mig meget i.Den første hademail, jeg fik, var fra en seer, dermente, at jeg var talentløs og bredte skam overDR. Det var hårdt at få at vide. Nogle gange bli-ver jeg ked af det, men så tænker jeg det igennemog deler måske oplevelsen til mine foredrag. Jegskrev også 80 klummer for Ekstra Bladet, men jeglæste ikke svarene, for jeg havde ikke brug forrabiate sure mennesker, der kører sig selv af spo-ret. Det er bare mennesker, der har siddet på koldpotte.«

Det har Christine Feldthaus ikke selv. Altsåsiddet på kold potte. Men det er ikke kun det, dergør hende speciel:

»Heldigvis har jeg fået lov til at være den, jeger, når jeg er på tv. Jeg er ikke tynd, jeg har fedtethår i nogle programmer, og seerne kan bedreidentificere sig med mig, fordi jeg lugter lidt afsved engang imellem,« siger hun, mens hun snu-ser til træningstøjet, som hun stadig har på.

»Hvis jeg gik op i, hvordan min makeup sidder,

OM ADSKILLELSE»I starten af et forholdgiver man den bedsteversion af sig selv. Menslutter af med at give endårligere udgave af sigselv. Nogle gange skal etbrud til, at man bliverlykkelig. Hvis ikke det varnødvendigt, var det ikkesket. Der er årsag til etbrud. Så må man jo bareigennem den krise etbrud medfølger. Det erstort arbejde, men vedhver brud, lærte jeg migselv at være alene. Såefter hvert brud har jegbrugt måneder på at gø-re livet hyggeligt for migselv. Men jeg har ikke tu-det i månedsvis.«

E


ville programmet blive lidt kedeligere. Det erikke mig, at hele livet skal gå op i at fokusere pådet ydre,« siger hun, mens hun hurtigt indskyder,at hun dog gerne lige vil have makeup på tildenne artikels billeder.

»Jeg brød mine egne grænser på tv, men detblev til en af de store oplevelser i mit liv. Der erikke mange, der ville springe faldskærm i minalder. Og lade sig filme imens. Men jeg lod migovertale. Sådan noget kræver, at man ikke tænkerover sit udseende. For man ligner jo Fedtmulemed flagrende kinder, når man hænger deroppe.Bogstaveligt talt.«

At fylde 50 årSelv om Christine Feldthaus kinder er blevetmere flagrende med alderen, tænker hun ikke såmeget over, at hun lige er blevet 50 år.

»Jeg kan næsten glemme min egen fødselsdag.Jeg er ligeglad. Det er ikke vigtigt, at jeg fylder 50.Det er vigtigt, at truede dyrearter er ved atuddø,« siger hun med rynkede bryn.

»Men det er da ærgerligt at være halvvejs, nårman er så vild med at trække vejret, som jeg er.Og apropos at trække vejret, så er jeg lige stoppetmed at ryge efter 25 år. Det var mit mål, inden jegblev 50, og det nåede jeg sgu.«

Smøgerne, der har været Christine Feldthaus’

følgesvende i halvdelen af livet, har dog ikkestået i vejen for, hvordan hun har levet sit liv.Hendes alsidige job har givet hende mange ople-velser i både Danmark og udlandet.

»Der er jo mere liv i mig end i to mennesker på25 år tilsammen. Og jeg har oplevet mere i mit50-årige liv, end mange mennesker oplever helelivet. Jeg har det privilegium at rejse Danmarkrundt og møde rigtig mange mennesker, der harlyst til at betale for at høre, hvad jeg siger. Det erfuldstændig absurd at tænke på.«

Christine Feldthaus tager sig til hovedet. Huntænker i lang tid. Så lang tid at noterne overhalerhende og når at blive nedskrevet, før hun svarerpå, hvad hun ville sige til sit teenage-jeg, hvis hunkunne:

»Arbejd med at finde ind til, hvad du virkeligdrømmer om. Sæt dig nogle mål og forfølg dem.Det er i øvrigt mit råd til alle. For eksempel varjeg mere urolig og havde mere ADHD-agtigadfærd før. Men der er kommet mere ro overmig, fordi jeg ved, hvad jeg vil bruge min tid på.Mit liv mellem 30’erne og 40’erne var på automat-reaktion. Men årene mellem 40 og 50 har væretnogle af de bedste, fordi jeg kunne slappe mereaf. Jeg er privilegeret at være på rette karriere-mæssige hylde. Og jeg har fået større frihed ogbedre overskud til at tænke over ting. I dag kører

jeg mere på refleksion og mindre på refleks.«

De næste 50 årChristine Feldthaus’ smittende latter fylder helelokalet, når hun grinende reflekterer over, hvilkeplaner hun har for de næste 50 år.

»Der er ikke så lang tid igen, som der harværet. Men jeg planlægger ikke så langt, for uvis-heden er spændende. Jeg har fokus på nuet ogbekymrer mig ikke om, hvad der sker om 10 år.Om 10 år kan jeg være lam og døv. Jeg mangler atlære mange nye kulturer at kende. Jeg vil gernetil Grønland, Færøerne, Nepal og Afrika. Der erogså nogle tv-programmer, jeg gerne vil lave, ogdet kunne også blive til en bog mere.«

De hurtige replikker, som Christine Feldthauser god til, udebliver, når hun skal svare på, hvadhun gerne vil huskes for.

»Det er krafteddermame et godt spørgsmål.«Hun tager sig til hovedet igen og forsvinder i sineegne tanker i lidt tid, inden hun når frem til kon-klusionen:

»Jeg vil gerne huskes for at formidle viden påen underholdende måde. Jeg er muligvis ikke denklogeste rent akademisk, men jeg kan formidlefra livets skole på en underholdende måde. Og såtør jeg måske være mere politisk ukorrekt ogmere filterløs end de fleste.« N

,,Jeg prøverikke at se

problemer, derikke er synlige.

»Det må have været i1981, tror jeg - og det ermin smukke far, som jegstår med.«

»År 1980 - bemærk fri-suren - toppen! Manglerbare benvarmere ogpangfarver.«

»Her er året 1979!!! Ogbrillerne har været mo-derne mange gange si-den – og er det igen!«

Christine Feldthaus er li-ge fyldt 50 år. Men derer vigtigere ting i verden,synes hun.

humlebien, der ikke ved, den ikke kan ﬂyvehvis jeg kan det, bliver det en succes. ellers siger jeg...

Documents