Handelshøjskolen Århus, Engelsk & Europæiske Studier

Hvilke barrierer er der for Tyrkiets optagelse i EU?

Bachelorprojekt, 5. maj 2010

Udarbejdet af: Majken Ginnerup & Per Klit HansenVejleder: Jøren J. Humlum Tegn uden blank tegn: 89.883

2

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse.........................................................................................................2

1.0 Indledning..................................................................................................................31.1 Metode, empiri, teori og teoretiske begreber.........................................................................................31.2 Afgrænsning.............................................................................................................................................41.3 Opgavens struktur...................................................................................................................................4

2.0 Tyrkiets vesternisering...............................................................................................62.1 Kort historisk gennemgang af Tyrkiets historie........................................................................................62.2 Tyrkiets vej mod EU.................................................................................................................................7

3.0 De formelle krav til Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union.................................83.1 Optagelse og forhandling.........................................................................................................................93.2 Særlige krav til Tyrkiet...........................................................................................................................113.3 Forhandlingssituationen lige nu.............................................................................................................133.4 Europa-Parlamentet og dets holdning til Tyrkiet...................................................................................16

4.0 De uformelle krav til Tyrkiet.....................................................................................184.1 Intergovernmentalt niveau....................................................................................................................18

4.1.1Geografiske holdninger...................................................................................................................184.1.2 Kulturelle holdninger......................................................................................................................194.1.3 Den videre integration i EU.............................................................................................................204.1.4 Privilegeret partnerskab.................................................................................................................224.1.5 Folkeafstemninger..........................................................................................................................23

4.2 EU-borgernes holdning..........................................................................................................................234.2.1 Frihedsrettigheder og kultur holdninger.........................................................................................244.2.2 Geografiske holdninger..................................................................................................................254.2.3 Immigrations holdninger................................................................................................................264.2.4 Politiske holdninger........................................................................................................................26

4.3 Sammenfletningen af EU-regeringernes og EU-borgernes holdninger..................................................28

5.0 Den tyrkiske holdning til EU.....................................................................................305.1 Regeringen og partiernes holdning........................................................................................................305.3 Borgernes holdning................................................................................................................................32

6.0 Kritik af teorier........................................................................................................34

7.0 Konklusion...............................................................................................................35

8.0 Bibliografi................................................................................................................37

Appendiks 1: Tyrkiet og forhandlingskapitler

Appendiks 2: Freedom Houses’ vurdering af EU-landene

3

1.0 IndledningTyrkiets optagelse i EU er et aktuelt emne, idet optagelsesforhandlingerne imellem Tyrkiet og EU har været i gang siden 2005, dog ikke uden de store problemer. På mange måder er Tyrkiet et specielt kandidatland, hvilket vil fremgå af opgaven. En af grundene til at Tyrkiet er specielt er, at optagelsesprocessen har været i gang siden 1963, hvilket er det længste et ansøgerland har ventet på at blive godkend som kandidatland. Tyrkiet blev godkendt som kandidatland i 1999, og optagelsesprocessen har været i gang i 47 år, og debatten har verseret både i EU og i Tyrkiet. Internt i EU er der stor debat om, hvorvidt Tyrkiet skal optages eller ej. Debatten foregår ikke kun i EU’s institutioner, men også blandt borgerne i Unionen. I den franske debat omkring forfatningstraktaten var Tyrkiet et meget debatteret emne, og i valgkampen til EP i 2009 var Tyrkiet igen på dagsordenen i de forskellige EU-lande. Debatten omhandler mange forskellige facetter såsom kultur, værdier, geografisk afgræsning etc. Disse facetter fungerer som barrierer, når de bliver fremlagt af modstanderne mod Tyrkiets optagelse i EU. Der er barriere på supranational, intergovernmentalt og subnationalt niveau.

Målet med vores opgave er at belyse de holdninger som modstanderne benytter imod Tyrkiets optagelse samt holdninger, som findes i Tyrkiet imod EU. Det gør vi, da vi vil undersøge, om Tyrkiet har reel mulighed for at blive optaget. For at finde ud af dette, har vi udarbejdet følgende problemformulering, som skal ligge til grund for undersøgelsen:

”Hvilke barrierer er der for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union?”

1.1 Metode, empiri, teori og teoretiske begreberFor at besvare vores problemformulering har vi brugt følgende fremgangsmåde. For at finde information omkring EU’s holdninger og krav samt medlemslandenes og EU-borgerens holdning har vi benyttet os af EU-Kommissionens hjemmeside, EP’s hjemmeside samt andre relevante EU hjemmesider, som fx eu-oplysningen. Ydermere har vi benyttet forskellige bøger, som berører emnet omkring EU og Tyrkiet. Igennem det sociale medie Facebook, har vi fundet en debat om, hvorvidt Tyrkiet skal optages i EU. Denne debat giver et indblik i, hvad nogle EU-borgeres samt tyrkeres holdning er. Debatten er anvendelig, idet holdningerne komme direkte fra borgerne og udenom journalister eller andre mellemmænd. Da debatten fandt sted på EP’s profil på Facebook, er det primært borgere, som interesser sig for EU, der deltager i debatten. Det betyder, at debatten ikke er repræsentativ for den gennemsnitlige EU-borger samt den tyrkiske borger. Derfor har vi holdt argumenterne fra Facebook op imod undersøgelser lavet af Kommissionens statistik-kontor, Eurobarometer. På intergovernmentalt niveau har det været vanskelligt at finde citater fra regeringschefer. I vores litteratur er det de samme citater og udtalelser, som bliver benyttet, hvilket ikke giver et helhedsbillede af EU-landenes holdning, da det kun er Nicolas Sarkozy og Angela Merkels udtalelser, som bliver brugt.

I afsnittet omkring Tyrkiets officielle holdning samt tyrkernes holdning har vi benyttet litteratur omkring emnet og herunder litteratur, der primært baserer sig på statistiske målinger lavet af EU og andre. Derudover er der benyttet en enkelt avis artikel. Der er generelt en begrænset mængde

4

materiale tilgængeligt omkring dette emne, hvilket i sagens natur gør det sværere at afgøre, hvad den almindelige tyrker mener om emnet. Dette svarer overens med Ali Carkoglus konklusion1.

Igennem opgaven har vi benyttet teorierne neorealismen, neoliberalismen og socialkonstruktivis-men. Dette har vi gjort, da de er de tre største teorier indenfor international relations. Ligeledes passer de til vores perspektiv på opgave, hvor vi vil undersøge om Tyrkiet har mulighed for at blive optaget. Vi har benyttet teoretiske begreber som: supranationale, intergovernmentalt, integration i bredden og integration i dybden. Supranational anvendes i opgaven i betydningen overstatelig og refererer til EU, da EU’s beføjelser står over nationalstaternes, idet de har afgivet suverænitet til EU. Intergovernmentalt betyder mellemstatslig og refererer til medlemslandene og deres indbyrdes samarbejde. Integration i dybden betyder videreudvikling af eksisterende politikker og inddragelsen af nye politikområder i EU-politik. Integration i bredden betyder geografiske udvidelser af EU. Herud over bruger vi begrebet acquis communautaire, som er betegnelsen for EU’s samlede regelsæt.

Vi har bestræbt os på at opnå en høj validitet i opgaven. Vi har dog haft nogle udfordringer på dette område, da vi som ovennævnt har haft begrænset mængde materiale til rådighed omkring regeringslederens udtalelser og den tyrkiske befolknings holdning til EU. Angående undersøgelser og udtalelser har det været svært at finde materiale, der er dateret efter 2005. Ydermere har vi haft en stor sproglig barriere, idet at de tyrkiske aviser og partiers hjemmesider står på tyrkisk.

1.2 AfgrænsningVi har valgt ikke at beskæftige os med sikkerhedspolitik, da det ikke er en barriere for Tyrkiet, men en styrke. Det skyldes, at landet er en magtfuld aktør i regionen og har gode diplomatiske forbindelser til de omkring liggende lande2. Vi har også valgt at se bort fra forhold vedr. Herman van Rompuy, som er den permanente formand for Rådet. Han er imod tyrkisk medlemskab, men han har ingen reel magt. Han er uden for beslutningsprocessen og kan kun påvirke beslutningstagerne3. Ydermere har vi ikke undersøgt NGO’ers og andre transnationale organisationers holdning. Vi ser ligeledes bort fra lobbygrupper, som har en mening omkring det evt. Tyrkiske medlemskab. Vi har ligeledes ikke beskæftiget os med den tyrkiske økonomi, idet EU og Tyrkiet har indgået en toldunion siden 1995. Vi har dog berørt emnet et par steder for at give et nuanceret billedet af problemstillingen. Økonomien har ligeledes ikke været en central del af debatten hverken internt i EU eller i Tyrkiet, er således også udeladt i opgaven. Vi har været nuanceret i vores opgave, og har belyst alle facetter i debatten omkring Tyrkiets optagelse. Dette har vi gjort for at give et helheds billede af problematikken, da alle facetter udgør en barriere for landets optagelse i EU. Dette har til gengæld betydet, at vi ikke har haft mulighed for at gå i dybden med hvert enkelt emne.

1.3 Opgavens strukturOpgaven er delt i to dele. Første del beskæftiger dig med EU, EU-landenes og EU-borgernes holdning til et evt. tyrkisk medlemskab. Anden del beskæftiger sig med Tyrkiets regerings og tyrkernes holdning til et evt. EU-medlemskab. Inden første del fremlægger vi en kort beskrivelse af Tyrkiets

1 (Carkoglu, 2003, s. 172-173)2 (Dokos, 2009, s. 75-77)3 (Europa-Kommissionen, Rompuy, 2009)

5

vesternisering og Tyrkiets vej imod EU. Dette gør vi for at give baggrundsviden om Tyrkiet og derved få indblik i landets historie, og hvorfor Tyrkiet er problematisk for EU og EU-borgerne.

Første del indleder med de formelle krav EU stiller Tyrkiet. Vi beskriver den officielle vej som Tyrkiet skal igennem for at blive optaget herunder de særlige krav, som EU har opstillet overfor landet. Derefter vil vi, igennem progressionsrapporten udarbejdet af EU, klarlægge, hvordan status i optagelsesforhandlingerne er lige nu, og hvilke tiltag Tyrkiet yderligere skal iværksætte, set fra EU’s side. Progressionsrapporten er en statusopgørelse, men også en rapport hvor EU fremlægger de områder, landet skal reformere og herved fremsættes også de barrierer, der er for landets optagelse i Unionen. Herefter opstiller vi de holdninger, som EP har overfor Tyrkiet. Dette gør vi, da EP skal stemme om landets optagelse. Afslutningsvis, i afsnittet omkring de formelle krav fra EU, sammenfattes de holdninger, som Kommissionen opstiller på vegne af EU, og EP’s holdning. Dette gør vi for at se, om EU’s institutioner taler med samlet stemme overfor Tyrkiet. I afsnittet om de uformelle krav har vi både opstillet medlemsstaternes og EU-borgernes holdninger. Vi har inddelt holdningerne i kategorier efter emne, som f.eks. geografiske holdninger, kulturelle holdning etc.. Slutteligt har vi sammenholdt EU-landenes og EU-borgernes holdning for at se, om der er en sammenhæng imellem holdninger hos et lands borgere og landets regering.

Anden del omhandler som tidligere nævnt holdningerne internt i Tyrkiet. Først afsnit klarlægger holdningerne på regeringsniveau, og anden afsnit klarlægger tyrkernes holdning. Vi finder dette relevant, idet de barrierer, som findes internt i Tyrkiet, vil kunne få en indvirkning på optagelsen i EU.

Efter dette forholder vi os kritisk til de brugte teorier. En hver teori kan forklare nogle områder, men de enkelte teorier har også nogle blinde vinkler i forhold til vores emne. Teorier skal i vores opgave bruges til at forklare og forstå internationale relationer, og hver teori har sine begrænsninger.

Til slut udarbejder vi en konklusion, hvor vi præsenterer vores resultater og konkluderer på opgavens problemformulering. Ligeledes fremstiller vi en perspektivering af vores opgave.

Igennem opgaven har vi udarbejdet en løbende analyse, og vi har derfor ikke fremstillet et analyseafsnit.

6

2.0 Tyrkiets vesterniseringVi vil starte med at præsentere baggrunden for det nuværende tyrkiske samfund igennem en kort historisk gennemgang af landet samt landets vej mod EU.

2.1 Kort historisk gennemgang af Tyrkiets historieDet Osmanniske Rige blev grundlagt i 1453, og var i mange år en stormagt i og omkring Europa. I 1600-tallet var Det Osmanniske Rige langt mere veludviklet end europæiske lande, da Konstantinopel, det nuværende Istanbul, havde bedre sanitære forhold såsom kloakering og vandforsyning. I 1700-tallet begyndte riget dog at smuldre, og i 1800-tallet gik landet bankerot pga. store lån optaget af Sultanen. Pga. disse økonomiske problemer fik Det Osmanniske Rige tilnavnet ”Europas Syge Mand” af de europæiske magthavere. Det vil sige, at allerede i 1800-tallet så man Det Osmanniske Rige som en del af Europa, selvom Riget dengang strakte sig længere ind i asien end Tyrkiet gør i dag4. Det Osmanniske Rige var på tabernes side under 1. Verdenskrig, hvilket betød at landet måtte indgå en fredsaftale med de allierede om at dele riget op i mindre, selvstændige nationalstater. Tilbage stod Atatürk som general for en mindre hær, der havde forhindret de allierede styrker i at trænge ind i et område omkring det nuværende Tyrkiet. Med underskrivelsen af Lausanne-aftalen, mellem Atatürk og de allierede i 1923, blev Tyrkiet anerkendt som nationalstat på lige fod med andre nationalstater i Europa5. Op til nu havde Tyrkiet ikke oplevet den samme teknologiske udvikling som resten af Europa. Dette betød at mange tyrkere, som boede på landet, var analfabeter, og mange landsbyer var kun forbundet med jordveje. Atatürk indså, at landets multietniske kultur og megen respekt for Islam havde medført, at landet ikke havde udviklet sig på lige fod med Europa6. Derfor moderniserede Atatürk landet efter europæisk forbillede og adskilte religion og stat, hvilket bl.a. betød, at det blev forbudt at gå med slør i offentlige bygninger 7. Disse forandringer skulle ske ud fra mottoet ”En stat, et folk, et sprog, et flag”8. Atatürk fremsatte via kemalismen seks elementer, som i dag stadig er en vigtig del af det politiske liv i Tyrkiet.

De seks elementer er:

Republikanisme: Det moderne Tyrkiet skulle være en republik i modsætning til monarkiet, der herskede under Det Osmanniske Rige.

Nationalisme: Det Osmanniske Rige var præget af mange kulturer og etniske grupper. I Tyrkiet skulle der kun være én fælles kultur omkring ét fælles folk, og dette folk skulle være muslimer, som boede indenfor Tyrkiets territorium.

Sekularisme: I Det Osmanniske Rige var islam en vigtig del af sultanens virke, men i Tyrkiet skulle der være en skarp adskillelse af stat og religion.

Populisme: I det moderne Tyrkiet skulle befolkningen ikke være opdelt i klasser på baggrund af kultur og religion, befolkningen skulle være én organisk masse.

Revolutionisme: Landet skulle altid være klar til at gennemføre de nødvendige reformer for at opnå den højeste grad af civilisation.

4 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 24)5 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 26)6 (ibid.)7 (Den Danske Europabevægelse, 2005, s. 4)8 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 27)

7

Etatisme: Det er op til staten at regulere samfundsøkonomien9.

Som et symbol på de forandringer, der var på vej i Tyrkiet og for at gøre op med Det Osmanniske Rige, flyttede Atatürk hovedstaden fra Istanbul til den lille provinsby Ankara10.

Tyrkiet blev medlem af FN i 1945 og var blandt de første lande i organisation11. Op gennem 1950’erne og 1960’erne blev landet medlem af flere vestlige organisationer såsom NATO, Europarådet og OECD12. At Tyrkiet blev medlem af disse organisationer er et tydeligt bevis på Tyrkiets vilje til at optage vestlige værdier samt deres lyst til at være en aktør i europæisk regi.

2.2 Tyrkiets vej mod EUI 1959 søgte Tyrkiet om associering med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), nu EU, hvilket i 1963 førte til, at Tyrkiet og EØF underskriv Ankara aftalen. Ankara aftalen indebar, at Tyrkiet gradvist bliver indlemmet i en toldunion med de seks EØF-lande, derudover var optagelse i EØF anført som det endelige mål for Tyrkiet13.

Økonomi har langt hen af vejen været en kilde til uro i Tyrkiets forhandlinger med EU, da begge lejre i starten havde områder, hvor de ikke var villige til at lukke den anden part ind. EU havde forbehold mod at give Tyrkiet fordele med hensyn til landbrugspolitikken, og Tyrkiet brugte en importsubstitution, hvor udenlandske varer fik pålagt høj told for at fremme landets egne varer14.

Da Bülent Ecevits var ministerpræsident i 1974-75 og igen i 1978, gik dialogen mellem Det Europæiske Fællesskab (EF) og Tyrkiet i stå. Ecevits så det europæiske fællesskab som et kapitalistisk uhyre. Han så helst, at Tyrkiet førte en socialistisk og uafhængig udenrigspolitik. Derudover søgte han alliancer med flere af de arabiske lande, og han afviste at et medlemskab af EF kunne komme på tale. Dette var ellers på et tidspunkt, hvor EF så positivt på et tyrkisk medlemskab. Medlemskabet skulle komme samtidig med Grækenlands medlemskab, da landene fulgtes nogenlunde ad i deres tilnærmelser til EF. Det var også EF-politikernes håb, at et EF-medlemskab til både Grækenland og Tyrkiet ville sætte en stopper for konflikten mellem de to lande15.

Forhandlingerne blev i midlertidig suspenderet i 1980 pga. militærkuppet, der udspillede sig i landet. Militærkuppet medførte en ny forfatning, der gav mere magt til militæret, men allerede i 1983 blev forhandlingerne genoptaget efter, at et demokratisk valg var blevet afhold i landet. Fire år senere søgte Tyrkiet om fuldt medlemskab af EF. Forhandlinger blev dog stoppet af Kommissionen i 1989 pga. Tyrkiets dårlige forhold til Grækenland, Cypern problemet og Tyrkiets dårlige økonomiske og politiske forhold. Det var også på dette tidspunkt, at Tyrkiet havde store problemer med kurderne, som ville have deres eget land. Det førte til et sammenstød mellem militæret og de kurdiske oprørere. Militærets hårdhændede metoder medførte en række krænkelser af menneskerettigheder, hvilket også var medvirkende til Kommissionens beslutning om at afbryde forhandlingerne16.

9 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 27)10 (ibid.)11 (Central Intelligence Agency, 2010)12 (Udenrigsministeriet, 2009)13 (Madsen, 2007-2010)14 (Bretherton & Vogler, 2008, s. 141)15 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 71)16 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 72-73)

8

Kommissionen afviste dog ikke, at Tyrkiet en dag kunne blive fuldgyldigt medlem17. I 1990’erne skete der store fremskridt i forhandlingerne med Tyrkiet, men evt. udvidelser i EU blev sat i baggrunden, indtil det indre marked var indført. EU’s udsættelse af forhandlingerne vakte harme hos tyrkerne, og derfor foreslog Kommissionen som en formidlende omstændighed at accelerere toldunionen mellem Tyrkiet og EU. Dette resulterede i 1995 i en toldunion mellem Tyrkiet og EU.

I 1997 bliver Agenda 2000 offentliggjort hvori 10 Øst - og Centraleuropæiske lande samt Malta og Cypern fik kandidatstatus18. Dette bevirkede at Tyrkiets og EU’s forhold blev forringet, da Tyrkiet ikke mente, at EU var interesseret i at få landet med i fællesskabet. Tyrkiet mente også, at landet blev til side sat af EU i optagelsesprocessen eftersom mange lande, som havde søgt om optagelse efter Tyrkiet, var blevet indlemmet i Unionen. Tyrkiet afbrød dialogen med EU omkring Cypern-problemet og menneskerettighederne. Ved parlamentsvalget i 1999 var det de nationalistiske partier, der var de store vindere, hvilket vakte noget bekymring blandt politikerne i EU19. De nationalistiske bevægelser i Tyrkiet havde indflydelse på EU’s beslutning om at anerkende Tyrkiet som kandidatland på topmøde i Helsinki i 1999. Den nationalistiske drejning førte til Storbritanniens massive lobbyarbejde for at gøre Tyrkiet til kandidatland, idet Tyrkiet i mange år har været en vigtig allieret for Vesten20.

I 2002 udtalte Kommissionen, at man ville starte optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, hvis landet opfyldte EU’s optagelseskriterier, kaldet Københavnskriterierne. På samme tidspunkt kom partiet AKP til magten i Tyrkiet. Partiet gennemførte en række reformer, som skulle sikre, at Tyrkiet kunne opfylde Københavnskriterierne. Partiet så det som sin fornemmeste opgave at bevare Tyrkiets EU-kandidatur21.

3.0 De formelle krav til Tyrkiets optagelse i Den Europæiske UnionInden Tyrkiet kan blive optaget i EU, skal landet igennem en formel proces, hvor EU vurderer, om Tyrkiet kan leve op til de krav, som EU stiller til medlemslandene. Derfor har vi valgt at se på den proces landet skal igennem inden optagelse. Ydermere vil vi også kigge på, hvordan forhandlinger går lige nu og identificere hvilke barrierer EU har for Tyrkiets optagelse. I dette afsnit kigger vi ligeledes på EP’s holdning til Tyrkiet, idet EP skal stemme om landets optagelse. Afslutningsvis vil vi sammenligne Kommissionens og EP’s holdninger for at se, om EU’s institutioner opstiller de samme barrierer for Tyrkiet.

3.1 Optagelse og forhandlingIfølge Rom Traktaten fra 1957 kan ethvert europæisk land anmode om optagelse i EU 22. Dette har medført en debat om, hvorvidt Tyrkiet er et europæisk land. Hvilket vil blive fremlagt senere i opgaven.

17 (Madsen, 2007-2010)18 (Bretherton & Vogler, 2006 s. 142-143)19 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 72)20 (Bretherton & Vogler, 2008, s. 143)21 (EDC Economics, 2010)22 (Hill & Smith, 2005, s. 276)

9

I 1993 udarbejdede EU en række betingelser for, hvad et kandidatlandet skal opnå inden optagelse i Unionen. Disse kriterier er kendt som Københavnskriterierne, og de opstod pga. østudvidelsen for at sikre EU’s fortsatte udvikling. Det var første gang i EU’s historie, at medlemslandene skulle opfylde bestemte betingelser for at blive optaget i Unionen. Tidligere var optagelsesbetingelserne mere abstrakte og ikke håndgribelige. Københavnskriterierne blev designet sådan, at ansøgerlandet konvergerer imod EU med sine økonomiske og politiske systemer inden endelig optagelse. Derved har EU givet ansøgerlandene konkrete områder, som landene skal reformere, inden de lever op til acquis communautaire og kan blive optaget i Unionen23.

Københavnskriterierne er som følger:

Politiske kriterier: Institutionel stabilitet, som garanterer demokrati, retssikkerhed, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretallet.

Økonomiske kriterier: Fungerende markedsøkonomi, som kan klare konkurrencepresset og markedskræfterne fra de nuværende medlemslande.

Administrative kriterier: Evnen til at indføre acquis communautaire samt til at tilslutte sig målene om politisk, økonomisk og monetær union24.

Med Amsterdam traktaten i 1999 tilførte EU yderligere, at ethvert europæisk land, som respekterer frihed, demokrati, menneskerettighederne samt retssikkerhed kan søge om optagelse25. Dette betyder, at Tyrkiet skal opfylde nogle bestemte krav, opstillet fra EU’s side, for at kunne blive optaget som medlem i Unionen. Desuden tilførte EU også et yderligere kriterium til Købehavnskriterierne.

Godt naboskab: Kandidatlande skal fredeligt løse grænsekonflikter26.

Hvilke reformer og ændringer, EU mere specifikt kræver, at kandidatlandet lever op til, varierer fra land til land. Tiltrædelsesprocessen starter med, at Kommissionen screener kandidatlandet for mulige problemer med optagelsen. Derefter udarbejder Kommissionen en tiltrædelsesrapport for at hjælpe landet med at imødekomme Københavnskriterierne. I tiltrædelsesrapporten er der opført områder, som EU mener, at landet skal hæve til EU-niveau. Dette gør, at kandidatlandet har mere konkrete områder og mål at arbejde med, for at opnå medlemskab27.

På EU-topmødet i Bruxelles i 2004, blev det besluttet, at Tyrkiet har indfriet alle punkterne i tiltrædelsesrapporten, og at Tyrkiet lever op til de politiske kriterier i Københavnskriterierne. Efterfølgende skal Tyrkiet forhandle med EU. Igennem denne forhandling sikrer EU, at landet overholder alle EU’s værdier og regelsæt, og at landets lovgivning konvergerer mod acquis communautaire28.

Forhandlingerne er inddelt i 35 kapitler (se appendiks 1), som alle bliver forhandlet via bilaterale forhandlinger imellem kandidatlandet og EU. Inden forhandlingerne kan begynde, skal Det Europæiske Råd enstemmigt vedtage, at EU må åbne forhandlingerne med kandidatlandet om hvert enkelt kapitel. Derved kan et nuværende medlemsland forsinke forhandlingerne og derigennem

23 (Hill & Smith, 2005, s. 275-278) 24 (Hill & Smith, 2005, s. 276)25 (ibid.) 26 (ibid.)27 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 80)28 (Fenger-Grøndahl, 2007 s. 78-81)

10

optagelsen af et kandidatland29. Et EU-land kan ikke kun forsinke forhandlingerne, men også helt blokere for optagelsen af et kandidatland. Udvidelsesproceduren foregår således, at Kommissionen godkender et kandidatland til optagelse, på baggrund af den afsluttede forhandling omkring de 35 kapitler samt Københavnskriterierne. Derefter skal de 27 EU-landene i Det Europæiske Råd enstemmigt godkende optagelsen af landet. Ligeledes skal EP afholde en afstemning, hvor flertallet skal stemme for optagelse inden kandidatlandet bliver medlem. Hermed kan Tyrkiet risikere at blive afvist, selvom landet lever op til alle EU's krav og kriterier30.

På topmødet i Bruxelles i december 2006, blev Unionen enig om, at integration i bredden kun kan ske hvis befolkningen tilslutter sig udvidelsen. Udvidelsen skal være på linje med holdningen af borgerne i EU. Som Jose Manuel Barroso, formand for Kommissionen, sagde:

”Tyrkiet er nødt til at vinde hjerter og hjerner hos de europæiske borgere. Det er borgerne, der i sidste ende tager stilling til det tyrkiske medlemskab.”31

Det betyder, at borgernes holdning til Tyrkiet kan få konsekvens for landets evt. medlemskab, og derfor vil vi fremlægge borgernes holdning i et senere afsnit. Flere eksperter har også ytret sig om, at det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten var et nej til Tyrkiet. Eurobarometeret har dog vist, at kun tre procent af franskmændene og seks procent af hollænderne stemte nej pga. Tyrkiet 32 og har derved bestridt disse eksperters udsagn. Kommissionsformanden Barroso mener, at EU bliver nødt til at kigge seriøst på de signaler, som borgerne sender. Derfor har EU afsat 330 millioner kroner til at forbedre dialogen imellem EU-borgerne og kandidatlandene. Der bliver især fokuseret på Tyrkiet, da det er det land, som borgerne er mest bekymret for at optage33.

Afslutningsvis har EU’s nyindsatte kommissær for udvidelse og European Neighbourhood Policy (ENP), Stefan Füle udtalt, at hans højeste prioritet er at bringe Tyrkiet tættere på EU, og at han er fortaler for Tyrkiet i EU. Han fortsætter med at sige, at Tyrkiet er og har altid været vigtig for EU pga. landets placering, størrelse og dens strategiske beliggenhed. Han siger også, at Tyrkiet gang på gang har bekræftet deres europæiske kald ved at være medlem af diverse europæiske organisationer samt ved at foretage de valg, som tyrkiske politiske ledere har truffet igennem historien for at modernisere Tyrkiet efter vestlige standarder. Han mener, at Tyrkiet ligger i Europa, og at landet vil ligge i Europa34.

3.2 Særlige krav til TyrkietUnder forhandlingerne med Tyrkiet er EU blevet enig om, at menneskerettighederne har en stor betydning for landets mulige optagelse. EU debatterede internt om menneskerettighederne skulle indgå i alle kapitlerne, men som noget unikt for Tyrkiet er menneskerettigheder blevet et selvstændigt forhandlingsemne omkring fundamentale rettigheder og domstole35. Hvis Tyrkiet overtræder nogle af menneskerettighederne samt demokratiske retsprincipper kan EU stoppe

29 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 80)30 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 63)31 (ibid.)32 (Jensen, 2005)33 (ibid)34 (Delegation of the European Union to Turkey, 2010)35 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 80-81)

11

forhandlingerne36. I tidligere udvidelser var demokrati og menneskerettigheder ikke et kriterium for optagelse, men selve målet med optagelsen i fællesskabet. Spanien, Portugal og Grækenland havde alle haft diktaturer, og efter diktaturernes fald opstod et skrøbeligt demokrati i landene. EU mente derfor, at det var vigtigt at optage lande, så demokratiet blev mere stabilt og rodfæstet i landenes institutioner. Dette er ikke tilfældet for Tyrkiet, da EU forventer, at landet har indført et stabilt demokrati inden optagelsen. Det skal dog siges, at det ikke kun er Tyrkiet, der skal leve op til dette krav. De Øst- og Centraleuropæiske lande havde ligeledes krav om demokrati og menneskerettigheder. Dette kan også ses i lyset af, at EU ændrede karakter op igennem 1980’erne og 1990’erne. EU begyndte at lægge mere vægt på menneskerettigheder og kvaliteten af demokratisering37. Stefan Füle sagde på sit første officielle besøg i Tyrkiet i marts 2010, at Tyrkiet vil blive et nyt, moderne og reformeret land efter den igangværende proces og han mener, at et medlemskab til Tyrkiet både vil gavne EU og Tyrkiet38.

Som tidligere nævnt er det et nyt krav til Tyrkiet, at menneskerettigheder er repræsenteret i alle kapitlerne. På et pressemøde i 2005 udtalte den daværende udvidelseskommissær, Olli Rehn, at det var de skrappeste krav EU nogensinde har haft overfor et ansøgerland39.

I oktober 2005 understregede EU, ved indledningen af forhandlingerne med Tyrkiet:

Forhandlingerne kan afbrydes, hvis kandidatlandet vedvarende bryder EU’s fundamentale retsprincipper.

EU kan beslutte, at et nyt medlemsland skal omfattes af særlige overgangsordninger, undtagelser og såkaldte ”permanente beskyttelsesmekanismer”.

Hvis et kandidatland ikke kan leve op til EU’s krav, skal der opsættes et alternativ, så landet bliver stærkt tilknyttet EU. Dog uden de samme rettigheder og pligter som et medlemsland, et såkaldt privilegeret partnerskab.40

I Tyrkiets tilfælde står det ikke klart, hvad et privilegeret partnerskab betyder. Eksperter mener, at det f.eks. kan være at udbygge toldunionen, som blev etableret i 1995 imellem Tyrkiet og EU samt andre handelsmæssige samarbejder. Sandsynligvis vil et privilegeret partnerskab betyde, at Tyrkiet ikke får adgang til EU’s strukturfond og landbrugsstøtteordningerne samt EU’s forskellige arbejdsmarkeder41. Der er flere EU-lande, som mener, at Tyrkiet kun skal have et privilegeret partnerskab i stedet for et egentligt medlemskab. Denne ide bliver støtte af Tyskland, Frankrig og Østrig, som gentagende gange har ytret deres modvilje mod Tyrkiet som EU-land. Olli Rehn mener også, at Tyrkiet ikke vil være bedre stillet med et privilegeret partnerskab, end de allerede er, da EU og Tyrkiet allerede arbejder sammen i en toldunion samt på andre områder. Olli Rehn mener, at Tyrkiet ikke vil finde det tilstrækkeligt42. Dette emne har ført til stor debat internt i EU, og vi vil ligeledes præsentere dilemmaet senere.

36 (Jensen, 2005)37 (Önis, 2003, s. 10)38 (Europa-Kommissionen, Stefan Füle, 2010)39 (Jensen, 2005)40 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 82-83)41 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 82)42 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 83)

12

Idet EU understregede disse punkter ved begyndelsen af forhandlinger, viste EU ikke kun sin modvilje mod Tyrkiet, men også, at et medlemskab ikke er garanteret på forhånd, selvom forhandlingerne er startet. Vi mener, at grundlaget for dette skal findes i de forskellige medlemslandes holdninger til Tyrkiet som medlemsland, hvilke vil blive fremstillet i de følgende afsnit.

Udover disse ekstra punkter har EU også ytret, at det er muligt, at permanente beskyttelsesmekanismer vil blive benyttet overfor Tyrkiet, hvis de bliver optaget. Tyrkiet vil ikke få samme rettigheder som andre medlemmer, når det kommer til arbejdskraftens fri bevægelighed. Ligeså får landet ikke samme ret til landbrugsstøtten og strukturfonden. Det bliver dog kun for en periode, siger EU43. Dette er dog ikke noget nyt fra EU’s side, da mange EU-lande i forbindelse med østudvidelsen også opstillede barrierer for de nye EU-borgers mulighed for at arbejde i de andre EU-lande.

Cypern problemet har været genstand for tidligere afbrydelser af forhandlingerne, f.eks. i 1989. Med østudvidelsen i 2004, kom der en protokol til Ankara aftalen. Med underskrivelsen af Ankara-protokollen, omfatter Ankara aftalen også de 12 nye medlemslande, herunder Cypern 44. Protokollen indebærer, at Tyrkiet skal anerkende Cypern som et selvstændigt land, ellers vil Tyrkiet ikke overholde de forpligtelser, landet indgik igennem Ankara aftalen. I Tyrkiets moderklæring til Ankara-protokollen formulerede Tyrkiet, at underskrivelsen af protokollen ikke indebærer anerkendelsen af Cypern45. Dette medførte en moderklæring fra EU, hvori det bliver fastslået, at Tyrkiet skal anerkende alle EU-lande og ikke diskriminere et medlemsland. EU slår også fast, at anerkendelsen af Cypern er en nødvendig del af tiltrædelsesprocessen, og at ”manglende efterlevelse vil forsinke forhandlingerne”46. Til slut understreger EU-landene, at de fuldt ud støtter FN generalsekretærens bestræbelser på at løse Cypern-problem så der skabes fred, stabilitet og harmoni i regionen. Ankara-protokollen indebar, at EU i 2006 suspenderede forhandlingerne af otte kapitler relevante for Cypern-problemet. Forhandlingen af disse kapitler og andre kapitler vil ikke blive lukket inden Tyrkiet overholder deres forpligtelser og anerkender Cypern47. Olli Rehn, udtalte igen i oktober 2009, at Tyrkiet bliver nødt til at overholde Ankara-protokollen48 og derved lægger han pres på Tyrkiet i forhold til de fremtidige forhandlinger. De otte kapitler, som er åbnet for forhandling, men som er fastfrosne, er varernes fri bevægelighed, retten og friheden til at udbyde service, finansielle tjenester, landbrug og landlig udvikling, Fiskeri, Transport politik, Toldunion og Eksterne forhold.

3.3 Forhandlingssituationen lige nuForhandlingssituationen på nuværende tidspunkt er, at 11 kapitler ud af 35 er åbnet for forhandling i mellem EU og Tyrkiet, og et kapitel er lukket, hvilket er videnskab & forskning49.

Progressionsrapport fra 2009 er en statusopgørelse samt EU’s vurdering af, hvilke reformer og tiltag Tyrkiet mangler at gennemføre. Rapporten er opdelt i to punkter 1) politiske kriterier, herunder demokrati og retssikkerhed samt menneskerettighederne og beskyttelse af minoriteterne og 2)

43 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 82-83)44 (Asselborn, 2005)45 (EU-oplysningen)46 (Folketingets Europaudvalg, 2005)47 (Europa-Kommissionen konklusion)48 (Mauri, 2009)49 (Europa-Kommissionen konklusion)

13

økonomiske kriterier, herunder funktionen af markedsøkonomien samt om det tyrkiske marked er konkurrencedygtig, og om det kan holde til presset fra det indre marked50.

De politiske kriterier indebærer, at Tyrkiet stadig mangler at distancere sig fra de autoritære levn fra militær kuppet i 1980. EU mener, at Tyrkiet skal foretage reformer af forfatningen, så de fundamentale friheder kommer på højde med EU-niveau. Nogle reformer er gennemført, men der skal yderligere til, anser EU. Ydermere, skal Tyrkiet også lave flere tiltag imod korruption, idet det er et stort problem, selvom landet har strammet reglerne på dette område51. Transparency International (TI) udarbejder undersøgelser omkring korruptionsopfattelsesniveauet i verdens lande i forhold til hinanden. På TI’s korruptionsindeks fra 2009 ligger Tyrkiet på 4,4. Tallet skal ses i forhold til de andre lande og jo højere tal landet får, jo mindre korruption er der i landet. EU-lande, som Danmark og Sverige, har begge tal over 9 på korruptionsindekset, og derved er de to lande de mindst korrupte i EU. Derimod er der nuværende EU-lande, som ligger under eller på samme niveau som Tyrkiet, heriblandt Italien (4.3), Grækenland (3,8), Slovakiet (4,5), Tjekkiet (4,9), Rumænien (3,8), Letland (4,5), Litauen (4,9), Bulgarien (3,8)52. EU-eksperter hævder, at EU forskelsbehandler Tyrkiet, fordi nuværende EU-lande har samme korruptionsniveau som Tyrkiet53. Derved kan EU få svært ved at legitimere, deres argument for, at Tyrkiets korruptionsniveau er for højt til et EU-medlemskab, og signalet til Tyrkiet fra EU vil være, at Unionen ikke vil have landet med.

Et andet stort problem er civil og politiske rettigheder, herunder menneskerettighederne og beskyttelse af minoriteterne. Kommissionen skriver i deres rapport, at Tyrkiet stadig har problemer med, at forkæmpere for menneskerettighederne bliver dømt i kriminalsager pga. deres arbejde. EU finder det et stort problem, og Tyrkiet bliver nødt til at forstærke sine rammer om institutionerne, inden problemet kan løses. EU fremhæver også, at tortur og dårlig behandling af gerningsmænd stadig er til stor bekymring. Også på dette område mangler Tyrkiet retslige instanser til at opretholde regeringens nul tolerance. Til gengæld mener EU, at ytringsfriheden er blevet mere åben og fri, også når det kommer til mere følsomme emner. Idet tyrkisk lovgivning ikke garanterer tilstrækkelig ytringsfrihed, bliver Tyrkiet også her nødt til at udføre reformer. Det er også et problem, at der er meget politisk pres på medierne, som påvirker pressens friheder i praksis 54. I en rapport lavet af organisationen Freedom House, som støtter demokratiske forandringer og fører tilsyn med frihedsrettighederne i verdens lande, vurderes Tyrkiets frihedsstatus anno 2009. Rapporten vurderer, på en skala fra 1 til 7, hvor 1 er mest frit og 7 er mindst frit, at Tyrkiet ligger på et 3-tal (Se appendiks 2). Tyrkiet har både fået et 3-tal, når det kommer til politiske rettigheder og civile privilegerer. Freedom House konkluderer, at Tyrkiet er delvist frit og, at der er sket nogle negative forandringer i landet. Disse har dog ikke haft betydning for de politiske eller civile rettigheder 55. Hvis man sammenligner Tyrkiet med de 27 EU-lande ligger Tyrkiet under EU-standard. Freedom House har dog ikke givet Tyrkiet en pil ned, hvilket betyder, at situation ikke er blevet forværret i landet. Med EU’s indflydelse vil landet konvergere imod EU-standard og derved forbedre de politiske og civile rettigheder. Hvis dette ikke bliver tilfældet, kan Tyrkiet ikke blive optaget i EU.

50 (Europa-Kommissionen, 2009)51 (ibid.)52 (Transparency International)53 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 81)54 (Europa-Kommissionen, 2009)55 (Freedom House International)

14

Forbruger og sundhedsbeskyttelse er endnu et område, hvor EU er bekymret. EU er bange for, at for mange kemikalier og dårlig hygiejne vil påvirke andre EU-borgere og gøre dem syge. Tyrkiet har reformeret området, men der mangler stadig justeringer f.eks. så forbrugeren er bedre beskyttet i forhold til fødevarer56.

Ligestillingsinstansen er ikke etableret i Tyrkiet og er et af hovedproblemerne, anser EU. Rent lovgivningsmæssigt garanterer staten, at kvinder og mænd har lige rettigheder, men husspektakler, æres-drab og arrangeret ægteskaber er seriøse problemer. EU foreslår, at der skal skabes mere opmærksomhed og debat omkring dette område, inden det kan ændre sig til det bedre57.

Det kurdiske mindretal har haft store problemer i Tyrkiet, med folkedrab og forfølgelse. Derfor pointerer EU, at Tyrkiet bliver nødt til at have mere respekt for, og beskyttelse af sproget, kulturen og kurdernes fundamentale rettigheder. Selvom en kurdisk talende tv-kanal og flere radiostationer gik i luften i januar 2009 og Armensk radio i marts 2009, gør Tyrkiet en meget begrænset indsats for at forbedre tolerancen overfor mindretallet og inkludere dem i samfundet58.

Endnu et af hovedproblemerne for Tyrkiets optagelse er Cypern-problemet. Cypern er både et problem, når det kommer til forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet samt mindretallet af græske cyprioter, som bor permanent i den tyrkiske del af landet. Officielt støtter Tyrkiet forhandlingerne mellem den græsk cypriotiske og tyrkiske cypriotiske del, men der er stadig ikke en normalisering af de bilaterale forhandlinger med Cypern. Yderligere har Tyrkiet endnu ikke implementeret Ankara-protokollen, og landet nægter stadig indsejling af cypriotiske skibe til tyrkiske havne, selvom EU forlanger det af landet. EU konkluderer, at det haster for Tyrkiet at indfri deres forpligtelser både overfor EU, men også overfor det internationale samfund, ellers risikerer Tyrkiet at miste EU-medlemskabet. Angående forholdet til Grækenland er der endnu ikke kommet en aftale omkring grænse problemerne, selvom landene forhandler. Grækenland har gentagende gange klaget over, at Tyrkiet kontinuerligt flyver ind i græsk luftrum59.

Angående eksterne forbindelser fortsætter Tyrkiet med at justere sig ind på EU's fælles udenrigs- og forsvarspolitik (FUSP). Tyrkiet engagerer sig og søger indflydelse i FUSP, dog protesterer Tyrkiet imod EU-NATO samarbejde, som vil involvere alle EU-lande. På den anden side har Tyrkiet gjort store tiltag for at stabilisere regioner som Sydkaukasus og Mellemøsten. Landet har også styrket sit diplomatiske forhold til Irak samt etableret kontakt med den kurdiske regionale regering. Ligeledes har Tyrkiet bestræbt sig på at styrke forholdet til Armenien60. Under Første Verdenskrig deporterede den daværende tyrkiske regering ca. 2 mio. mennesker, som tilhørte den armenske befolkning. Herudover forfulgte og myrdede regeringen de intellektuelle og gejstlige, som tilhørte den gruppe. Tyrkerne fastholder, at der ikke var tale om folkedrab. Frankrig mener dog, at Tyrkiet skal anerkende folkedrabet, og EP har opfordret tyrkerne til at ophæve paragraffen, som gør det ulovligt at omtale det som et folkedrab61.

56 (Europa-Kommissionen konklusion)57 (Europa-Kommissionen, 2009)58 (ibid.)59 (ibid.)60 (Europa-Kommissionen konklusion)61 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 84)

15

I forbindelse med de økonomiske kriterier, mener EU, at Tyrkiet overordnet er kommet godt ud af den globale finansielle krise, og at Tyrkiet bliver ved med at forbedre sine færdigheder, så landet er klar til de forpligtelser, der kommer med et EU-medlemskab.

Som rapporten formuler det:

” As regards the economic criteria, Turkey is a functioning market economy. It should be able to cope with competitive pressure and market forces within the Union in the medium term, provided that it continues implementing its comprehensive reform programme in order to address structural weaknesses”62.

De reformer og justeringer, som EU omtaler i citatet er mange og omfattende. Dog er der nogle områder, som EU lige nu prioriterer højere end andre, og det er områderne: bevægelse og betaling af kapital, arbejdskræfternes fri bevægelighed, landbrugs og landlige udviklingsområdet (hvor den nuværende tyrkiske politik adskiller sig meget fra landbrugspolitikken i EU), økonomi og monetær politik, social politik og beskæftigelse (ligestilling imellem kønnene)63.

Igennem hele rapporten indikerer EU, at Tyrkiet stadig har mange reformer og justeringer at gennemføre. Dog indikerer rapporten også, at Tyrkiet har reformeret områder, hvor befolkningen og embedsmændene i ydreregionerne stadig mangler at overholde de nye love og regler. Dette kan ses på kurder-problemet i det sydøstlige Tyrkiet samt ligestillingsområdet, hvor nye love er blevet indført, men hvor befolkningen og embedsmændene ikke er bevidste om, at lovene eksisterer og derved ikke følger dem. EU mener, at der skal ske en holdningsændring i befolkningen inden de nye love kommer til at fungere optimalt og anbefaler Tyrkiet at starte en debat på området. EU signalerer også med rapporten, at hvis Tyrkiet ikke gør en større indsats på disse områder og derved får mere styr på dem, kan det betyde et muligt nej til EU-medlemskabet. Især Cypern-området er et stort problem for Tyrkiet. Tyrkiet nedlægger veto mod Cypern i alle internationale organisationer og sanktionerer landes skibe. Hvis Tyrkiet ikke i den nærmeste fremtid anerkender Cypern som et selvstændigt land, er det et meget stort problem for medlemskabet.

Denne rapport kan analyseres som et signal til Tyrkiet om at øge hastigheden på reformerne på de områder, som EU ser som stridspunkter. De ovenstående problemer er de vigtigste, idet det er på disse områder, Tyrkiet har foretaget de færreste justeringer imod acquis communautaire. De fremstår hermed som de nuværende barrierer for et eventuelt tyrkisk medlemskab.

Progressionsrapporten har mange neoliberalistisk elementer. Neoliberalisme beskæftiger sig med low-politics, hvorimod neorealismen beskæftiger sig med high-politics. Low-politics er politikområder, som ligger tæt på borgerne, såsom økonomi, sundhed og menneskerettigheder. High-politics er militærforsvar og udenrigspolitik64. At progressionsrapporten er neoliberalistisk kan ses ved EU’s fokus på områder som korruption, menneskerettigheder, herunder ytringsfrihed, ligestilling og problemet med kurderne og deres rettigheder, samt forbruger og sundhedsbeskyttelse. Yderlige beskæftiger EU sig med økonomien på flere niveauer. Alle disse områder er low-politics områder, og som grundlæggeren af neoliberalismen, Robert O. Keohane, argumenter er low-politics vigtige for det internationale system65. Progressionsrapporten har dog også neorealistiske elementer. 62 (Europa-Kommissionen konklusion)63 (ibid.)64 (Petersen & Skak, 1998, s. 21-22)65 (ibid.)

16

Hele udvidelsesprocessen er en af EU’s udenrigspolitikker og derved en neorealistiskpolitik. Cypern-problemet omhandler ligeledes udenrigspolitik og er neorealistisk. På den anden side kan man også se udvidelsen af EU fra et neoliberalistisk perspektiv, da udvidelse også er et instrument til at sprede demokrati, respekt for menneskerettighederne og økonomisk velstand til de nye lande. Derved indeholder EU både neorealistiske og neoliberalistiske elementer, dog er EU domineret af neoliberalistiske elementer.

3.4 Europa-Parlamentet og dets holdning til TyrkietSom skrevet tidligere skal EP ved en afstemning beslutte, om et kandidatland skal være fuldbyrdet medlem af Unionen. Derfor mener vi, at det er vigtigt at se på EP’s holdning til Tyrkiet, da EP kan blokerer for optagelsen. Vi vil også se på, om EP og Kommissionen sender de samme signaler til Tyrkiet angående reformerne.

EP er det eneste folkevalgte organ i EU, og parlamentet består af 736 politikere, hvor alle EU-landene er repræsenteret. Da medlemmerne af EP (MEP) er folkevalgte burde EP afspejle borgernes holdning. Antallet af repræsentanter fra hvert land afhænger af landets størrelse. EP’s har beføjelser til at godkende Kommissionen og have fælles beslutningsprocedure med Kommissionen. Derudover vedtager EP i samarbejde med Rådet budgettet for Unionen. En anden vigtig kompetence er, at EP udøver demokratisk kontrol med EU’s institutioner. Det er hovedsageligt overfor Kommissionen. MEP’er organiserer sig efter deres politiske tilhørsforhold og ikke efter nationalitet. Det vil sige, at der i de ni forskellige grupper i EP sidder forskellige nationaliteter66.

Overordnet set er EP positiv omkring optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, dog bekymrer den langsommelige reformproces EP, som mener ”at Tyrkiets regering skal bevise sin politiske vilje til at fortsætte reformprocessen”67. Hanna Swoboda, en østrigsk MEP udtaler, at målet med forhandlingerne skal være optagelse, men at Tyrkiet stadig mangler meget endnu68. EP kritiserer ytringsfriheden og pressefriheden i Tyrkiet. De mener, at den ikke er fuldstændig beskyttende, og at ændringen i straffeloven ikke beskytter befolkningen imod retsforfølgelse for at ”udtrykke ikke-voldelige meninger”69. Flere politikere og borgmestre er ligeledes blevet sat for en dommer pga. udtalelser omkring det kurdiske problem, og 53 fængselsdomme er tilstedt kurdiske borgmestre. MEP’erne mener, at problemerne med kurderne skal løses vha. uddannelser på kurdisk samt ved at give kurderne mulighed for at bruge deres sprog i radio og tv. EP mener også, at frihedsrettigheder og menneskerettigheder skal indføres som en central del af den tyrkiske forfatning, så mænd og kvinder får lige rettigheder i samfundet70. Et andet kritikpunkt angår Cypern-problemet, som EP lægger vægt på, skal løses. MEP’er har været ude og advare Tyrkiet mod at dets optagelsesmulighed vil blive sat overstyr, hvis landet ikke giver cypriotiske skibe og fly tilladelse til tyrkiske havne og lufthavne. MEP’er tilskynder også den tyrkiske regering til at bidrage til at få en aftale omkring

66 (Nugent, 2006, s. 240-280)67 (Europa-Parlamentet, 2009)68 (Europa-Parlamentet, 2008)69 (Europa-Parlamentet, 2009)70 (Europa-Parlamentet, 2008)

17

delingen af Cypern på plads ved bl.a. at trække sine tropper ud af den nordlige del af øen 71. Den græske MEP, Giorgos Dimitrakopoulos mener, at EP skal sende et tydeligt signal til Tyrkiet om, at en række betingelser skal blive opfyldt:

”Reformprocessen skal i vejret, alle menneskerettigheder skal overholdes, og de tyrkiske tropper skal trækkes tilbage fra Cypern,”72

EP er internt splittet omkring optagelsen af Tyrkiet. Flere MEP’er ytrer deres bekymring for, at Tyrkiet ikke kan reformerer lovene tilstrækkeligt til at blive optaget i EU73.

I en sammenligning af EP’s og Kommissionens holdning og kritikpunkter overfor Tyrkiets evt. optagelse, skal det fremhæves, at punkterne, som både EP og Kommissionen fremhæver, er de samme. Både EP og Kommissionen lægger vægt på Cypern-problemet, respekt for menneskerettighederne, nationale minoriteter og kultur. Da disse EU-institutionerne står samlet overfor Tyrkiet medfører det, at EU har en større gennemslagskraft og derved kan presse Tyrkiet til reformer på de ovenstående områder. Dog kritiserer EP Kommissionen for dens håndtering af forhandlingerne. Det cypriotiske MEP Ioannis Kassoulides argumenterer, at selvom Kommissionen lægger pres på Tyrkiet igennem deres årlige rapporter, har landet endnu ikke implementeret Ankara-protokollen fuldt ud og Kassoulides mener at: ”…Turkey has no intention to implement it”74. Det hollandske MEP, Johannes van Baalen, har forespurgt Kommissionen om det ikke er muligt at foretage sanktioner imod Tyrkiet, så landet bliver nødt til at implementere Ankara-protokollen. Tidligere udvidelseskommissær, Olli Rehn, forsvare kritikken fra EP, med at Kommissionen allerede har gjort brug af sanktioner, da EU har lukket for forhandlingerne af otte kapitler, samt at EU arbejder på at forbedre situationen på Cypern75.

4.0 De uformelle krav til TyrkietI dette afsnit vil vi klarlægge holdningerne hos medlemsstaterne og derefter hos EU-borgerne. Medlemsstaternes holdning er relevant, idet landene igennem Det Europæiske Råd skal beslutte, om Tyrkiet kan blive optaget. Ligeledes finder vi medlemslandenes holdning essentielle, da EU i starten af forhandlingerne fremlagde tre punkter som særlige krav. Vi mener, at disse tre punkter bygger på nogle medlemsstaters modvilje mod Tyrkiet, som beskrevet i afsnit, de formelle krav til Tyrkiet. EU-borgernes holdning er væsentlig, da EU har udtalt, at Tyrkiet kun bliver optaget, hvis borgerne støtter op omkring udvidelsen. Yderligere har både den franske og østrigske regeringschef udtalt, at der i deres lande skal afholdes afstemning omkring medlemskab af Tyrkiet. Vi inddeler holdninger i forskellige emner efter holdnings karakter.

71 (Europa-Parlamentet, Danmark, 2010)72 (Europa-Parlamentet, 2008)73 (ibid.)74 (Mauri, 2009)75 (ibid.)

18

4.1 Intergovernmentalt niveauNår det kommer til optagelsen af Tyrkiet er Unionen delt i to lejre. På den ene side står EU-landene, som er for et medlemskab, hvor fortalerne er Storbritannien og Spanien og på den anden side står bl.a. Tyskland, Frankrig og Østrig. De to lejre har hver deres argumenter for, hvorfor Tyrkiet skal med eller ej. Vi vil dog ikke klarlægge holdningerne for fortalerne af et tyrkisk medlemskab. Vi har valgt at lægge mest vægt på Frankrig, Tyskland og Østrig, da det er de tre lande, som har været mest fremme i debatten om, hvorvidt Tyrkiet skal optages i EU eller ej.

4.1.1Geografiske holdningerDet geografiske argument kan diskuteres. Da Europa mod øst og sydøst ikke er naturligt afgrænset af et hav, som det er mod nord, syd og vest. Derved er det svære at definerer Europas grænser. Med øst er det oftest Uralbjergene, der bliver brugt som skillelinje mellem Europa og Asien. I Tyrkiets tilfælde er det dog langt sværere at definere en grænse, og holdningerne til, hvor grænsen går, svinger alt efter, om det er fortalere eller modstandere af Tyrkiets optagelse, der diskuterer. Fortalerne har brugt som argument, at Tyrkiet i slutningen af Det Osmanniske Rige blev omtalt som Europas syge mand, og derfor mener de, at Tyrkiet hører med til Europa. Derimod hævder modstanderne ofte at grænsen går ved Bosporusstrædet. Hovedparten af Tyrkiet ligger øst for strædet og derfor i Asien.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy har udtalt, at han ikke mener, Tyrkiet rent geografisk ligger i Europa, og at han altid har været imod et medlemskab. Han nævner også, at hvis Schweiz en dag skulle søge om optagelse, ville det ikke kræve en folkeafstemning, da ingen er i tvivl om, at landet ligger i Europa76. Ifølge Sarkozy vil et medlemskab til Tyrkiet føre til, at man i fremtiden vil blive nødt til også at optage Libanon og Israel77. Da de europæiske grænser ikke er defineret, som beskrevet tidligere, er det geografiske argument mere abstrakt, idet EU ikke har en klar definition af, hvor de europæiske grænser går.

Da Tyrkiet er medlem af Europarådet og OECD, mener vi ikke, at det geografiske argument er betydningsfuldt i forhold til de barrierer, som medlemsstaterne ellers opstiller overfor Tyrkiet. Det Europæiske Råd anerkendte Tyrkiet som kandidatland og har derved afklaret, hvorvidt Tyrkiet er europæisk eller ej. Derfor vil vi ikke lægge vægt på de geografiske argumenter.

4.1.2 Kulturelle holdningerDet er ofte de kulturelle og herunder de religiøse argumenter, der præger diskussionen om Tyrkiets optagelse i EU. Den franske præsident, Nicolas Sarkozy mener, at Tyrkiet ingen plads har i EU, og at Unionen kun er for europæiske stater. Ydermere har han forsikret franskmændene om, at Tyrkiet aldrig vil blive medlem af EU, så længe han er præsident78. Denne udtalelse er et meget klart signal til Tyrkiet om, at de ikke skal forvente et medlemskab i den nærmeste fremtid.

76 (novinite.com, 2008)77 (eudigest.com, 2007)78 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 61-62)

19

Kritikere af Tyrkiets optagelse i EU mener, at Tyrkiet vil forandre den europæiske identitet. Den europæiske identitet er dog noget udefinerbar, og det tætteste Unionen kommer på et fællestræk er religion79. Den kristne tro er dominerende i Europa, og selvom der er en minoritet af ca. 10 millioner muslimer80, så er det et meget lille antal i forhold til den næsten 500 mio. 81 indbyggere i EU. Dette vil dog blive forandret, hvis Tyrkiet bliver medlem, da der bor 71,5 mio. mennesker i landet og omkring 98 procent af dem er muslimer82. Hvis Tyrkiet kommer med, vil der dog stadig være en betydelig majoritet af kristne i forhold til muslimer. Hvis man antager, at den europæiske identitet bygger på den kristne tro, vil der ifølge eksperter ikke være plads til lande såsom Grækenland, Rumænien, Bulgarien, Albanien og Bosnien, da disse lande ikke er forankret i den kristne tro. Den græske kultur bygger på den græsk-ortodokse tro. Den rumænske og bulgarske kultur er en gren af den orientalske kultur og Albanien og Bosnien er muslimske lande83.

Mht. religion, og hvorvidt EU er en kristen klub, udtalte Angela Merkel i 2007, at det ikke er tilfældet. ”EU er ikke en kristen klub, men en klub med værdier84” siger Merkel. Hun fortsætter med at sige, at hun gerne ser klare henvisninger til EU’s kristne arv i forfatningen 85. Merkel er således tvetydig i sine udtalelser, hvad angår EU og kristendommen. Hun siger både, at EU ikke er en kristen klub, og at hun gerne ser kristne værdier som en grundpille i forfatningen. Dette argument har en mere socialkonstruktivistisk tilgang, da det omhandler kultur og værdier. Indenfor socialkonstruktivismen mener man, at international politik er formet af kultur, kollektive værdier og social identitet86. Når Merkel i sin udtalelse siger, at EU er en klub med værdier, kan det tolkes på den måde, at EU har ét sæt værdier, og Tyrkiet har et andet. Når hun dernæst siger, at hun gerne ser klare henvisninger til EU’s kristne arv i forfatningen, siger hun dermed, at EU har fælles kristne værdier, og at de kristne værdier er EU borgernes sociale identitet. I og med, at Tyrkiet er et muslimsk land, vil det være svært for Tyrkiet at overholde forfatningen, hvis kristendommen nævnes som en del af den. Idet forfatningen er noget, som alle EU-land skal leve op til. Derved forlanger Angela Merkel, at nye medlemslande skal have forbindelse til kristendommen, og idet Tyrkiet er et muslimsk land, kan landet ikke leve op til dette krav. Derved siger Merkel implicit at EU er en kristen klub.

Frankrig, Tyskland og Østrig er de lande, der er mest udfarende med deres holdning imod Tyrkiet. Dette bunder i, at alle tre lande har store problemer med at integrere etniske tyrkere i samfundet. Som Aristotle Tziampiris skriver:

”…concerns about the inability of Muslims to assimilation and accept European cultural norms, arguing that ´Islam in Europe has not followed a process of Westernization´.”87

Tziampiris mener, at muslimer ikke overtager europæisk kultur, når de immigrerer til Europa. De bibeholder deres hjemlands traditioner og kulturelle værdier. I Tyskland, som er det land, der har den største gruppe tyrkiske immigranter, er der problemer med at integrere tyrkerne i samfundet. Det er især problemer med æres-drab begået af tyrkere i Tyskland, der bestyrker denne samfunds-

79 (Karlsson, 2008, s. 103)80 (Sørensen & Boel, 2005, s. 327-328)81 (EU oplysningen, 2009)82 (Udenrigsministeriet, 2009)83 (Karlsson, 2008, s. 103)84 (Danmarks Radio, 2007)85 (ibid.)86 (Snyder, 2004)87 (Tziampiris, 2009, s. 69)

20

opfattelse. I Frankrig er det også manglende integration, der gør sig gældende. Her har der i de seneste år været optøjer blandt efterkommere af indvandrere. Østrig har også disse problemer, og flertallet af indbyggerne i Østrig mener, at de tyrkiske immigranter ikke er godt nok integreret i samfundet. Derfor ønsker østrigerne ikke et tyrkisk medlemskab, hvor de kan risikere endnu flere tyrkiske immigrerer til landet88.

I Storbritannien var der i 2006 1,6 mio. muslimer, hvilket betyder, at landet har den tredje største koncentration af muslimer i Europa, efter Frankrig og Tyskland89. På trods af dette er Storbritannien fortaler for et tyrkisk medlemskab af EU. På denne baggrund vurder vi, at antallet af muslimske immigranter ikke er den primære grund til at være imod et tyrkisk medlemskab. Dog vurderer vi, at det spiller en rolle, men vi mener ikke, at denne er den afgørende.

4.1.3 Den videre integration i EUSom nævnt tidligere er Frankrig imod optagelse af Tyrkiet, fordi landet ikke ønsker at integrationen i dybden stagnerer. Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, udtaler:

”jo flere vi er, jo mindre integrerede er vi. Jo mindre integrerede, jo svagere er vi”90.

Dette argument er af neorealistisk karakter, da Sarkozy refererer til det internationale magtforhold aktører imellem. Ifølge neorealismen er det vigtigt at opretholde den magt, som aktøren har tilegnet sig. Neorealismen sætter nationalstaten i fokus, idet det er nationalstatens ve og vel, som kommer i første række. Et andet vigtigt element i neorealismen er zero-sum game. Dette betyder, at der i verden er en bestemtmængde magt og velstand, og hvis aktørerne skal få mere af dette skal de tage det fra de andre aktører91. Sarkozy ønsker ikke at rykke på den nuværende magtbalance i EU ved at optage Tyrkiet. Det vil ikke være til Frankrigs fordel, fordi Frankrig i så fald skal afgive noget af sin magt til Tyrkiet. Historisk set har Frankrig altid været fortaler for integration i dybden, og at EU står stærkt92. Dette er endnu en grund til at modsætte sig Tyrkiets medlemskab. Derudover ville et tyrkisk medlemskab rykke på magtbalancen i selve EP, og Tyrkiet vil blive det land med næst fleste MEP’er efter Tyskland. Jo flere indbyggere et land har, desto flere sæder bliver landet tildelt i EP. EP er delt ind i politiske partier i stedet for nationale tilhørsforhold, dog varetager MEP’erne stadig deres nations interesser i EU93. Da Tyrkiet vil få næst flest sæder i EP, mister Frankrig magt til Tyrkiet. Da Sarkozy vægter Frankrigs velstand højest, er et tyrkisk medlemskab ikke til Frankrigs fordel.

Tyskland er ligeledes bange for den omstrukturering, der vil komme indenfor EU med et tyrkisk medlemskab. Tyskland er det folkerigeste land i Unionen, og dermed har landet flest sæder i EP. Tyskland arbejder ligesom Frankrig for et stærkere og mere integreret EU94.

“Like the French, Germans also tend to be concerned about the impact that Turkish accession would have on the EU’s balance of power, and its ability to move forward.

88 (euractiv.com, 2010)89 (Tziampiris, 2009, s. 69)90 (Sørensen & Boel, 2005, s. 272)91 (Hill & Smith, 2005, s. 23)92 (Rasmussen, 2007)93 (Nugent, 2006, s. 240-280)94 (Rasmussen, 2007)

21

Paul Taylorrecounts how he once asked a German politician why he did not want Turkey in the EU. “100 MEPs”, was his interlocutor’s curt answer95.”

Her fremgår det, at Tyskland er bange for den magt Tyrkiet, vil få i EP, hvis landet kommer med. Med næst flest MEP’er bliver Tyrkiet en vigtig magtfaktor i EP og derved i EU’s beslutningsproces. Tyskerne frygter, at deres magt i EU bliver svækket. Denne holdning er neorealistisk og referer til neorealismens tro på zero-sum game. Både Tyskland og Frankrig benytter de instrumenter, de har til rådighed for at bibeholde deres magt i EU, og instrumentet er at udelukke Tyrkiet fra fællesskabet. Frankrig, Tyskland og Østrig er bekymret for hvilken spiller Tyrkiet vil være i EU, og om landet er EU-skeptisk eller pro-EU. Hvis Tyrkiet er skeptisk overfor den videre integration internt i EU, som det er tilfældet med Storbritannien, vil det svække integrationen i dybden, og dermed er det modstridende med de tre landes egne interesser og idéer med Unionen.

Frankrig og Østrig har argumenteret mod Tyrkiets medlemskab, ved at fremsætte argumentet, at EU ikke er klar til at optage Tyrkiet i Unionen. De mener, at hvis Tyrkiet bliver optaget på nuværende tidspunkt, vil det gå udover den europæiske integration, hvilket vil være i modstrid med absorbtionskapaciteten. Den blev vedtaget på topmødet i København i 1993, på samme tidpunkt som Københavnskriterierne.96 Absorbtionskapaciteten omhandler

”Unionens evne til at optage nye medlemmer uden derved at sætte tempoet i den europæiske integration over styr er ligeledes af stor betydning”97

Formuleringen betyder, at et kandidatland skal kunne overholde Københavnskriterierne, men hvis den videre integration i dybden kommer til at lide, pga. optagelse af det pågældende land, bliver landet ikke optaget. Absorbtionskapaciteten har indtil videre ikke gjort sig gældende ved udvidelser, men især Frankrig og Østrig har omtalt absorbtionskapaciteten i debatten om det tyrkiske medlemskab. Anne Mette Vestergaard, tidl. europapolitisk chefrådgiver ved Dansk Institut for International Studier, mener, at dette er en måde for medlemslandene at undgå optagelsen af Tyrkiet på, hvis Tyrkiet en dag skulle opfylde alle betingelserne for optagelse98.

4.1.4 Privilegeret partnerskabDen østrigske regering er ligesom den franske og tyske regering imod en eventuel optagelse af Tyrkiet. Den østrigske udenrigsminister, Michael Spindelegger, udtalte i december 2009, at Tyrkiet ikke er velkommen som medlemsland i Unionen. Østrig synes, på linje med Tyskland, at Tyrkiet skal tilbydes et skræddersyet partnerskab med EU99. Østrig, Tyskland og Frankrig er enige om, at Tyrkiet er en vigtig handelspartner og en vigtig allieret bl.a. indenfor NATO. Ligeledes er de tre lande også enige om, at forholdet ikke skal udvikle sig videre.

Den tidligere østrigske udenrigsminister, Ursula Plassnik, sagde tilbage i 2008 at

95 (Barysche, 2007)96 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 81-82)97 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 81)98 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 81)99 (Czarnowska, 2009)

22

"Turkey should be taken as close to the EU as possible. But we should expand our imagination and build a tailor-made Turkey-EU community as an alternative"100.

Den udenrigspolitiske holdning fra Østrig har været den samme igennem flere år, og dette viser, at Østrig, ligesom Tyskland og Frankrig, står fast på idéen om et privilegeret partnerskab til Tyrkiet.

Hverken Merkel eller Sarkozy har endnu fremvist en officiel plan for, hvad et privilegeret partnerskab går ud på. Dog har den nuværende tyske økonomiminister, Karl-Theodor zu Guttenberg, tilbage i 2004 fremlagt et bud på en sådan plan. Planen indebærer bl.a. et udvidet samarbejde indenfor toldunionen. Det vil medføre mere samarbejde indenfor områderne landbrug og service ydelser. Zu Gutttenberg fremlagde også muligheden for et samarbejde indenfor FUSP101. Ved at tilbyde Tyrkiet et privilegeret partnerskab kan Tyskland og Frankrig ud fra et neorealistisk perspektiv beskytte deres land. De kan anvende Tyrkiet som buffer-zone mellem dem og det urolige mellemøsten og samtidig ikke afgive mere magt i EU. Østrig, Tyskland og Frankrig sender tvetydige signaler til Tyrkiet. De ønsker ikke at optage landet, men ser gerne et stærkt Tyrkiet både demokratisk og økonomisk. Tyrkiet er en vigtig allieret for EU-landene, og landet er med i alle de militære organisationer, 102 der har betydning for Europas sikkerhed. Derfor er Tyskland, Frankrig og Østrig ud fra et neorealistisk synspunkt interesserede i Tyrkiet som et stærkt land, der kan hjælpe dem med at beskytte deres eget land. Det vil desuden kræve en minimal omkostning for de tre lande.

Skulle Tyrkiet blive tilbudt et privilegeret partnerskab i stedet for medlemsstatus, kan det diskuteres, hvad landet kan tilbydes, som det ikke allerede har, når det kommer til samarbejde med EU. Tyrkiet er allerede med i en toldunion med EU, hvilket vil sige, at på det handelsmæssige område, er det svært at se fordelen for Tyrkiet, som skrevet i afsnit de formelle krav til Tyrkiet.

4.1.5 FolkeafstemningerSarkozy har udtalt, at han mener, at Frankrig skal holde en folkeafstemning om Tyrkiets optagelse i Unionen. Hvis andre lande såsom Schweiz, Island, Kroatien etc. søger om optagelse, kræver det ikke en folkeafstemning. Hans begrundelse for denne udtalelse er, at der ikke er tvivl om hvorvidt disse lande ligger i Europa, men tvivlen er tilstedte angående Tyrkiet103.

Det er ikke kun i Frankrig, at regeringen har lovet befolkningen en folkeafstemning. Den østrigske regeringsleder, Wolfgang Schüsssel, har gjort det samme104. Ved en folkeafstemning i Østrig vil resultatet blive et klart nej til Tyrkiet i Unionen. I en undersøgelse fra 2008 var der kun fem procent af de stemmeberettigede østrigere, der ville have Tyrkiet med i Unionen105.

I landene, der vælger at afholde en folkeafstemning, lægger regeringen ansvaret over på befolkningen. Derved er det befolkningen, der tager beslutningen, og overfor Tyrkiet kan regeringen fralægge sig ansvaret for et evt. nej. Ved at landene holder folkeafstemning følger de beslutningen fra EU-topmødet i 2006, hvor Unionen blev enig om, at borgerne skal tilslutte sig en evt. udvidelse

100 (Ultsch, 2008)101 (Euractiv, enlargement, 2010)102 (Cayhan, 2003, s. 45-47)103 (novinite.com, 2008)104 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 62)105 (Ultsch, 2008)

23

inden en sådan kan finde sted. Det vil dog være usandsynligt, at et land holder folkeafstemning, hvis regeringen er usikker på, hvorvidt det ønskede resultat opnås. Det vil sige, at en regering kun udskriver folkeafstemning, hvis regeringen på forhånd er sikker på resultatet. Befolkningerne i Frankrig og Tyskland sammen med borgerne i Østrig, Cypern og Grækenland har været mest kritiske over for udsigten til, at Tyrkiet vil kunne indtræde i EU,106 og i blandt de østrigske borgere er der kun fem procent, som ønsker et se Tyrkiet i EU, som nævnt ovenfor.

Frankrig og Østrig er de lande, som har ytret holdningen om en evt. folkeafstemning, da det også er i disse lande borgerne er størst modstander af Tyrkiet. De tyske borgeres modstand mod Tyrkiet er også stor, men ifølge den tyske forfatning er det forbudt at holde folkeafstemning omkring udvidelse af EU107. Sørensen & Boel mener, at en folkeafstemning er en dårlig ide, idet et lands befolkning kan sætte sig imod udvidelse, som de andre 26 EU-lande ser udført. Ligeledes mener de også, at en folkeafstemning er med til at skabe ”en hadsk retorik, som ikke hører oplyste samfund til.”108 De fortsætter med at sige, at EU-borgerne ikke skal modsætte sig Tyrkiets optagelse, inden landet lever op til alle EU’s krav og kriterier109.

4.2 EU-borgernes holdningArgumenterne borgerne bruger imod medlemskab til Tyrkiet er mange og varierer meget i deres natur. De angår fx Unionens fremtid, kulturelle spørgsmål, og immigrationsproblemer. Vi vil i dette afsnit give et indblik i, hvilke synspunkter EU-borgere har. En undersøgelse lavet i 2009 viser, at 52 procent af respondenterne ville stemme nej til optagelse af Tyrkiet110.

4.2.1 Frihedsrettigheder og kultur holdningerDer er flere racistiske og stereotype bemærkninger om Tyrkiet og det tyrkiske folk. En siger, at han opfatter Tyrkiet som et barbarisk land på mange måder, og at landet bestemt ikke skal optages111. Dog drejer hovedparten af argumenterne og synspunkterne imod Tyrkiets optagelse sig om, hvorvidt landet overholder demokrati principperne eller har europæiske værdier112. Ifølge debatten er europæiske værdier: menneskerettigheder og frihedsrettigheder samt en fælles kulturel og historisk baggrund. En franskmand siger, at han absolut ikke ønsker, et tyrkisk medlemskab, idet han mener, at store dele af Tyrkiet ikke kender til europæiske værdier. Rent historisk mener han ikke, at Tyrkiet er europæisk, idet Tyrkiet og Europa ikke deler en fælles historie. Tyrkiet har fx ikke været under indflydelse af den katolske kirke og oplevet oplysningstiden. Han mener i stedet, at Tyrkiet skal fungere som bro imellem Europa og Mellemøsten, og at et tæt eller strategisk partnerskab imellem EU og Tyrkiet er den eneste vej frem for begge parter. Han skriver også, at han ikke mener, at EU er klar til Tyrkiet, og at Tyrkiet ikke kan leve op til europæiske standarder 113. En borger tvivler på, om den tyrkiske mentalitet er klar til at homoseksuelle og kvinder bliver stillet lige med resten af

106 (Laursen, 2008)107 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 62)108 (Sørensen & Boel, 2005, s. 328)109 (Sørensen & Boel, 2005, s. 328-329)110 (Esen, 2010)111 (Facebook, 2010)112 (EurActive.com, 2009)113 (Facebook, 2010)

24

befolkningen og kan kræve at deres rettigheder respekteres ved domstolene. Efter at være blevet provokeret af en tyrkers udtalelse, skriver en tysker denne kommentar:

“The man you call father of the Turks has done the same things. But you are proud of him and continue to apply the same policies. This is why you are not compatible with the EU. First of all recognize the Armenian and Greek genocides, withdraw from Cyprus and recognize the right of self-determination to the millions of Kurds living in your country... ”114

I starten af citatet refererer tyskerne til Hitler og Atatürk. Tyskeren opridser stridspunkterne, som Tyrkiet kæmper med, og disse stridspunkter ligger til grund for de bekymringer, som EU-borgerne, Kommissionen og EP har. Denne kommentar beskriver meget godt debatten. Flere debattører har samme synspunkt115.

Som tidligere nævnt er europæiske værdier, kultur og menneskerettigheder de mest udbredte i debatten, og rigtig mange støtter op omkring dette synspunkt eller har yderlige tilføjelser. En debattør tilføjer, at det kun er en meget lille del af Tyrkiet, som har vestlige værdier, hvis nogle i landet overhovedet har det. Her referer han til det vestlige Tyrkiet, som den del, der evt. kunne have vestlige værdier116. En Eurobarometer rapport ”Views on European Union Enlargement” fra 2009 viser, at respondenterne mener, at hvis EU skal udvide igen, skal frihed, demokratiske værdier og økonomiske spørgsmål være en vigtig del af overvejelserne117. Flere debattører ytrer deres tvivl, om Tyrkiet kan efterkomme EU’s krav overfor minoriteterne, både når det kommer til kurderne, men også omkring homoseksuelles rettigheder. Som Katinka Barysch, cheføkonom på Centeret for Europæisk Reform skriver, så er tiden ovre, hvor EU kunne udvide i stilhed. Borgerne i EU vil i dag være overbevist omkring fordelene før en evt. udvidelse. Dette har ændret karakteren i EU og ændret måden hvorpå, politik bliver besluttet118. Det ses også i processen omkring Tyrkiet, hvor EU har udtalt, at landet kun bliver optaget hvis EU-borgerne er positive stemt. Borgernes mening har fået mere indflydelse i EU.

Flere i debatten er bange for, at et medlemskab til Tyrkiet vil medføre en religiøs konflikt internt i Unionen. De mener, at der er fundamentalistiske bevægelser i både EU og Tyrkiet, som muligvis ikke kan forenes. Her henviser de til historien og de tidligere opgør imellem kristne og muslimer. De fleste debattører ser dog helst en sekulær Union, hvor religion ikke skaber problemer. Der er dog én debattør, som mener, at dét at dømme Tyrkiet ud fra et religiøst eller etnisk perspektiv er imod europæiske værdier. Hun mener desuden, at Tyrkiet er meget velkommen i EU 119. Denne holdning finder man også blandt de østrigske borgere. Østrigske borgere har den holdning, at kulturen er vigtigere end religionen, og majoriteten af østrigerne mener, at religion ikke skal være et kriterium for at blive optaget i Unionen120. Religion er et vigtigt emne for EU-borgerne og mange har den opfattelse, at det politiske liv i Tyrkiet er blevet mere islamiseret gennem de seneste år. Flere mener

114 (ibid.)115 (ibid.)116 (ibid.)117 (Gallup Organisation, Hungary/Eurobarometer, 2009, s. 36)118 (Barysch, 2007)119 (Facebook, 2010)120 (Barysch, 2007, s. 4)

25

også, at der er lang vej, inden det muslimske land kan leve op til EU’s normer for demokrati, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene121.

Aristotle Tziampiris mener, at Europas opfattelse af muslimer har ændret sig siden Tyrkiet fik tilkendt kandidatstatus i 1999. Han finder, at efter terrorangrebet på World Trade Centre i New York i 2001, har EU-borgerne fået en mistro til muslimer og mange borgere sætter lighedstegn imellem den islamiske tro og potentielle terrorister. Han mener, at denne mistro har fået en alvorlig konsekvens for Tyrkiets evt. optagelse, da mange EU-borgere marginaliserer muslimer. Yderligere mener han, at marginaliseringen af muslimerne er uacceptabel, idet han mener, at muslimer stammer fra forskellige historiske baggrunde, og at der er mange varianter af islam122.

EU-borgernes argumenter imod Tyrkiet har en socialkonstruktivistisk tilgang, da det omhandler fælles kultur og værdier i det internationale system, som præsenteret i afsnittet intergovernmentalt niveau. Som nævnt ovenfor lægger EU-borgerne meget vægt på fællesværdier og normer, og at udvidelse kun skal finde sted, hvis kandidatlandet lever op til de europæiske værdier.

4.2.2 Geografiske holdningerEt andet område som debatteres, er hvorvidt Tyrkiet geografisk ligger i Europa. Det er et spørgsmål som flere kommenterer på, og der er bred enighed om, at den største del af Tyrkiet ikke ligger i Europa. Debatten definerer den del af Tyrkiet, som ligger vest for Bosporusstrædet som europæisk mens delen, som ligger øst for strædet, ligger på det asiatiske kontinent. Flere mener, at hvis EU siger ja til Tyrkiet, får Unionen svært ved at sige nej til andre lande som f.eks. de nordafrikanske lande, Libanon, Syrien og Israel etc. Endvidere kommenteres der på, at EU bliver nødt til at afklare hvor de europæiske grænser går, og om EU ønsker at grænse op til uro-områder som Irak, Iran og Armenien123.

Som nævnt i afsnit om geografiske holdninger på intergovernmentalt niveau, mener vi ikke, at dette argument er relevant, da Europas grænser er klarlagte, og idet Tyrkiet er medlem af Europæiske organisationer.

4.2.3 Immigrations holdningerDe evt. problemer, som vil komme med øget immigration, bekymrer også EU-borgerne. En græker skriver, at det vil være en katastrofe, hvis Tyrkiet bliver medlem af EU. Han mener, at mange tyrkere vil immigrere til andre EU-lande, og som græker siger han, at han ved, hvor mange problemer Grækenland har med tyrkiske immigranter. I Tyskland er der ligeledes store problemer med tyrkiske immigranter, og der er store ghetto dannelser124. Franskmændene ser en klar sammenhæng imellem tyrkerne og de problemer, der er i de franske forstæder med optøjer, der involverer netop immigranter og muslimer125. I forlængelsen af immigrationsproblemerne nævner en tysk kvinde, at EU-borgerne skal have mulighed for at stemme om det tyrkiske medlemskab. Da der er åbne grænser

121 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 9)122 (Tziampiris, 2009, s. 67-72)123 (Facebook, 2010)124 (ibid.)125 (Barysch, 2007)

26

i EU og hvis det skal fortsætte skal borgerne have mulighed for at ytre sig 126. Denne holdning er på linje med den officielle holdning i EU og de østrigske og franske regeringers holdninger. Hun er også bekymret for, at EU-lande bliver invaderet af tyrkere, så snart landet bliver optaget i fællesskabet127.

4.2.4 Politiske holdningerAndre synspunkter omhandler ikke decideret optagelsen af Tyrkiet, men er mere henvendt til den yderligere integration internt i EU. Der er yderligere holdninger om, at EU skal sætte fremtidige udvidelser på standby, 1) indtil Unionen har fået fuldt ud integreret de lande, som blev medlem i 2004 og 2007. 2) indtil alle EU-lande har fået implementeret EU’s love i landenes nationale lovgivninger. Flere mener, at Tyrkiet ikke skal fjernes som kandidatland, men at EU skal udsætte optagelsestidspunktet. Der sættes spørgsmålstegn ved, hvad EU skal bruge udvidelser til, og når det spørgsmål er besvaret kan diskussionen om, hvorvidt udvidelse med Tyrkiet er fornuftig eller ej, fortsætte128.

En borger frygter at magtbalancen i EU vil blive ændret med et tyrkisk medlemskab, fordi Tyrkiet vil være det land med næst flest MEP’er efter Tyskland129. Både franskmænd og tyskere er bekymret for at deres lands magt internt i EU vil bliver formindsket130. Som Nicolas Véron, fra Bruegel, en tænketank i Bruxelles, argumenterer:

”Many French people already worry that their country’s central role in the EU has been weakened by successive enlargement. For them, Turkey is a step too far”131.

Igennem EU’s historie har der været en magtakse imellem Frankrig og Tyskland, men med udvidelserne igennem tiden er denne akse smuldret, og især østudvidelsen betød at aksen forsvandt. Udvidelserne har påvirket den fransk-tyske magtakse, fordi mange mindre lande er blevet optaget i Unionen, og de mindre lande kan danne alliancer og derved få gennemført love og regler uden Tyskland og Frankrigs billigelse132. Denne bekymring udspringer af viden om, at store og små lande har forskellige interesser.

Debatten er passioneret og fokuser meget på tankegang ”dem” og ”os”. Igennem hele debatten fremstilles der stereotyper af, hvad borgerne tror, den tyrkiske befolkning har af værdier og holdninger, og hvad de tror, tyrkerne ikke står for. Et eksempel er, at borgerne ikke tror, at tyrkere har europæiske værdier. I en undersøgelse lavet af Eurobarometer omkring værdier har borgerne i de 27 EU-lande og Tyrkiet de samme forventninger til staten så som beskyttelse af demokratiet, menneskerettigheder etc.133. Derved er EU-borgerne og tyrkerne ikke så forskellige som EU-borgerne antager, idet begge befolkningsgrupper grundlæggende har de samme demokratiske værdier. Simon Anholt, grundlæggeren af National Brand Index (NBI) mener, at borgernes holdning overfor et land

126 (Facebook, 2010)127 (ibid.)128 (ibid.)129 (ibid.)130 (Barysch, 2007)131 (Barysch, 2007) 132 (Nugent, 2006, s. 51)133 (Europa-Kommissionen, 2010)

27

ikke er det mest nuancerede og korrekte billedet. Han mener, at offentligheden har nogle opfattelser og forudantagelser omkring et land og at disse er nødvendige for at kunne navigere i en kompleks verden. Borgernes antagelser om Tyrkiet har ikke nødvendigvis ændret sig siden Atatürk. Ydermere mener han, at den udvikling, som Tyrkiet har haft igennem de sidste mange år og især siden 2001, ikke er blevet opfattet hos den europæiske befolkning134. Det skyldes det faktum, at de tyrkiske immigranter ofte er fra de mere fattige og tilbagestående områder i landet. De tager de traditionelle levemåder med til det nye land og lever efter dem. Derved følger immigranterne ikke med den modernisering, som foregår i deres hjemland. Dette betyder, at de tyrkiske immigranter har en tilværelse i europæiske byer som tyrkere i Tyrkiet ikke længere har, og dette giver europæerne et forældet billede af Tyrkiet og tyrkerne135. Dette leder tilbage til facebook debatten som er fokuseret på ”dem” og ”os” tankegangen.

NBI er en undersøgelse, som viser, hvordan andre lande opfatter ét land. Undersøgelsen kombinerer kultur, immigration og mennesker med økonomi, regeringsledelse og eksport. Derved kan NBI give en beskrivelse af, hvordan et land interagerer med andre lande på områder som diplomati og kulturelle relationer. I denne sammenhæng vil vi bruge undersøgelsen til at vise, hvordan Tyrkiet fremstår overfor andre lande. NBI fra 2009 viser, at Tyrkiet ligger på en 34. plads ud af 50 lande. Det er den samme placering som året før. Lande som Frankrig, USA og Storbritannien rangerer i toppen af listen136. Derved kan det ses, at Tyrkiet ligger efter de store EU-lande og har derfor ikke et godt brand sammenlignet med disse. Da over 50 procent af EU-borgerne er imod Tyrkiet som medlem af Unionen137 har Tyrkiet et behov for at promoverer landet overfor EU-borgerne. Tyrkiet skal forklare, hvad landet og befolkningen står for og har af værdier. For på den måde at ændre europæernes opfattelse af Tyrkiet og det tyrkiske folk. Vha. NBI kan man også se, hvordan befolkningen i ét land synes om ét andet lands borgere, produktion, regering, turisme, kultur samt immigration og investering. Vi har kun valgt at fokusere på synspunkterne om borgerne, regeringen og kulturen, da vi mener, det er mest relevant for vores opgave.

Ifølge NBI har franskmændene, tyskerne, italienerne og briterne et negativ syn på tyrkerne. Tyrkerne ligger blandt de 10 mindst vellidte befolkningsgrupper på indekset. Briterne synes bedst om tyrkerne og franskmændene og italienerne som synes dårligst om tyrkerne138. Dette svar stemmer overens med de holdninger, som det officielle Storbritannien har overfor Tyrkiet, da Storbritannien gerne vil have Tyrkiet med i Unionen og Frankrig ikke vil have landet med. Når det kommer til holdningen til og troen på den tyrkiske regering er mønsteret det samme. Den tyrkiske regeringen ligger i bunden af listen, og igen er det briterne, som synes bedst om tyrkerne, og det er franskmændene, som har mindst tiltro til den tyrkiske regering139. Tiltro til den tyrkiske regering er vigtig, idet det er dem som repræsenterer Tyrkiet i verden og i EU. Det er igen de samme mønstre, som findes i holdningen til den tyrkiske kultur. Her er dog den forskel, at Tyrkiet ligger i midten af undersøgelsen og ikke i bunden, som under de andre to områder. Gennemsnitlig bliver den tyrkiske kultur placeret som nummer 30 ud af 50 kulturer140.

134 (Barysch, 2007, s. 5)135 (Rasmussen, 2007)136 (Anholt, 2010) 137 (Barysch, 2007)138 (Anholt, 2010)139 (ibid.)140 (ibid.)

28

NBI giver et helhedsbillede af EU-borgernes opfattelse af Tyrkiet og befolkningen. Det skal fremhæves, at det er franskmændene, som generelt er mest imod Tyrkiets optagelse og briterne, som er mest for. I Frankrig har en højreorienteret gruppe startet en kampagne for at få Tyrkiet af det europæiske kort. De mener, at Tyrkiet ikke er et europæisk land, hverken når det kommer til sociologisk, geografiske, historiske eller kulturelle argumenter141. Nogle eksperter mener, at det franske nej til forfatningstraktaten var et resultat af deres modvilje imod medlemskab til Tyrkiet. Igennem debatten var Tyrkiets optagelse en stor del af diskussionen. En fransk politiker sagde endda, at et nej til forfatningstraktaten var ligeledes et nej til Tyrkiet i EU 142. I og med at Frankrig stemte nej til forfatningstraktaten kan det tolkes som et fransk nej til Tyrkiet i EU. Dog har en Eurobarometer undersøgelse bestridt dette, som skrevet tidligere.

4.3 Sammenfletningen af EU-regeringernes og EU-borgernes holdningerIfølge socialkonstruktivismen er det internationale system påvirket af de borgere, som lever i det. Derved er det relevant at klargøre, hvordan borgernes og nationalstaternes holdninger overfor Tyrkiet stemmer overens.

Som set i tidligere afsnit har borgerne og regeringen i et land enslydende holdninger. Dette er tilfældet i både Frankrig, Tyskland og Østrig. Indenrigs- og udenrigspolitik bliver påvirket af hinanden, da regeringen og politikkerne er valgt af borgerne og derved repræsenterer deres værdier og holdninger. Når borgerne igennem parlamentsvalg vælger deres repræsentanter på nationalt niveau, vælger de også deres repræsentanter på international niveau. Derved udgør borgerne det internationale system, og det er deres meninger og holdninger, som bliver udøvet på internationalt niveau.

Dynamikken i det internationale system kan også ses i et historisk perspektiv. Da Storbritannien i 1963 søgte om medlemskab, modsatte den franske præsident, Charles de Gaulle, sig. Han mente, at Storbritannien ville være medlem af de forkerte årsager, og derfor blokerede de Gaulle deres forsøg på optagelse143.

”They are not entirely European.”

“They do not have the political will to join the European integration project.”

“Their membership will distort the European project.”

“The United States and NATO are behind their request to join.”

“The country is too big: it will unbalance the institutional system.”

“Their agriculture sector is incompatible with the Common Agricultural Policy 144.”

141 (Yilmaz, 2009, s. 4)142 (ibid.)143 (Christensen, 2002, s. 5)144 (Chislett, 2008, s. 73)

29

Disse argumenter har stor lighed med de argumenter, der følger Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU. Selvom de Gaulle dengang nedlagde veto mod Storbritanniens optagelse i EU, så kom landet senere med i samarbejdet. I dag er der ingen, der tvivler på, at Storbritannien hører til Europa. Set i det lys kan man sige, at selvom disse argumenter nu igen bliver brugt mod et ansøgerland, betyder det ikke, at landet på sigt ikke kan komme med i Unionen. Det samme kan siges om Spanien. For 30 år siden, da Spanien var under fascistisk diktatur, var der ikke mange danskere eller andre europæere, der kunne forestille sig at skulle indgå i et omfattende samarbejde med Spanien, som det ses i dag. Det samme gjorde sig gældende med de Øst- og Centraleuropæiske lande, da de for over 20 år siden hørte under kommunismen145.

Via de ovennævnte eksempler kan det ses, at verden er dynamisk og i evig forandring. Der kan ske store ændringer i samfundet på bare 10 eller 20 år. Det politiske verdensbillede kan hurtigt ændre sig pga. udviklingen af de ideer og værdier, der hersker i Europa og verden. Ifølge socialkonstruktivismen bliver det internationale system påvirket af de ideer og normer, som menneskerne besidder. Derved er det internationale system ikke fastlåst men dynamisk, foranderligt og påvirket af de mennesker, som lever i systemet såvel internationalt som regionalt som EU. Hvis menneskene ændrer idéer og normer, ændrer systemet sig146. Det er umuligt at forudsige befolknings holdning, og ifølge Katinka Barysch er det muligt, at de antagelser, som borgerne har om tyrkerne ændrer sig med tiden147.

5.0 Den tyrkiske holdning til EUTyrkiets holdning til EU er væsentlig for at få et helhedsbillede af optagelsesprocessen i mellem EU og Tyrkiet. Den tyrkiske befolknings holdning til EU er vigtig for den indsats, den tyrkiske regering ligger i de reformer, der er nødvendige for at leve op til acquis communautaire. Den tyrkiske regeringsholdning er vigtig, da det er den, der skal implementerer EU’s regler og krav, samt informere borgerne omkring fordelene ved EU.

Der er set en nedgang i den tyrkiske befolknings støtte til et EU medlemskab samtidig med, at der er observeret en stagnation i regeringens arbejde med at gennemføre de førnævnte reformer148.

5.1 Regeringen og partiernes holdningDe tre partier, der sad i regeringen i Tyrkiet fra 1999 til 2002, var alle positive stemt overfor EU. Dette blev synliggjort, da de afskaffede dødsstraffen i fredstid og gjorde det muligt for kurderne at blive undervist på deres eget sprog, ligesom der også blev oprettet kurdiske tv-kanaler. Disse partier var Moderlands Partiet (ANAP), Demokratisk Venstre Partiet (DSP) og Nationalist Aktions Parti (MHP). Af disse partier var det dog kun ANAP, der præsenterede sig som et klart pro EU-parti. Undervejs i regeringsperioden kom det til uoverensstemmelser i regeringen og DSP og MHP begyndte at blive mere skeptiske overfor EU. Dette betød, at der måtte udskrives valg i utide, og de tre partier mistede magten. Vinderen af valget blev Retfærdighed og Udviklings Partiet (AKP), som sidder i regering i dag.

145 (Sørensen & Boel, 2005, s. 328)146 (Jackson & Sørensen, 2007, s. 162)147 (Barysch, 2007)148 (Europa-Kommissionen konklusion)

30

AKP er et religiøst højre-orienteret parti, som dog er meget pro-EU. De andre religiøse højre-orienterede partier har tidligere været meget EU-skeptiske og mener, at EU er en kristen klub149.

AKP er på sin vis et modstridende parti, idet partiet er grundlagt på resterne af det konservative Refah-parti, som var et meget konservativt og islamvenligt parti. AKP’s ideologi bygger på en videreudvikling af Refah-partiets værdigrundlag. Blandt andet holder AKP fast ved kritikken af kemalismen for at være for autoritær, men ifølge AKP skal kritikken ikke længere ske i Islams navn. AKP mener, at staten er for autoritær på områder inden for demokrati, menneskerettigheder og retssamfund. Derudover mener AKP, at staten tidligere satte dets egne interesser før individets. De reformer, som AKP har lavet, siden de vandt valget i 2002, har haft til formål at fører Tyrkiet til AKP’s endelige mål, optagelse i EU150.

Det Republikanske Folkeparti (CHP), som er i opposition, er noget mere usikker på demokratiseringsreformerne, som AKP er tilhængere af. Generelt har CHP bekymringer angående EU’s indflydelse i Tyrkiet og specielt angående EU’s politiker omkring minoriteter151. CHP blev oprettet af Atatürk og var det eneste lovlige parti indtil 1946. Partiet er også kemalisternes højborg, og er derfor meget sekulært152.

Efter AKP’s overlegne valgsejr i 2007, hvor partiet fik 46,5 procent af stemmerne, udtalte formanden for Kommissionen sin glæde derved153.

”Sejren kommer i et vigtigt øjeblik for Tyrkiets folk, hvor landet bevæger sig fremad med politiske og økonomiske reformer. Premierminister Erdogan har forpligtet sig personligt til at bringe landet tættere på EU. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke i den nye valgperiode”154.

Det var et tydeligt tegn fra José Manuel Barroso, at EU holder øje med hvilken retning indenrigspolitikken tager i Tyrkiet. Det har dog ikke været uden bekymring fra EU, at AKP har fået den store fremgang, som er tilfældet. Partiet er åben omkring dets islamiske rødder og har ifølge dem selv ingen planer om at indføre et islamisk styre i landet. Det har ellers været noget, der har gjort flere lande omkring Tyrkiet og i EU urolige. Abdullah Gül, der er præsident i Tyrkiet, har sammenlignet AKP med de konservative kristne partier, der findes flere steder i EU. Partierne har rødder i religionen, men ingen af dem har som mål at indføre et religiøst styre i landet155. I forbindelse med optagelsen er der flere forskellige grupper i Tyrkiet og EU der gør deres mening gældende og dermed besværliggør regeringens arbejde. EU ønsker flere reformer, demokratisering af landet og derud over sender EU ofte blandede signaler til tyrkerne, som beskrevet i de tidligere afsnit.

Der er flere grupper, som påvirker regeringen i forskellige retninger og især i forbindelse med optagelsesforhandlingen. Sekularisterne er modstandere af en islamisering af landet. Islamisterne kræver derimod en islamisering af landet, og derudover er de modstandere af EU, Vesten, og truslen

149 (Eylemer & Tas, 2007, s. 570-571)150 (Sørensen & Boel, 2005, s. 110-115)151 (Eylemer & Tas, 2007, s. 571-572) 152 (Sørensen & Boel, 2005, s. 377)153 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 11)154 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 11)155 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 13)

31

om terror ligger dem ikke fjern. Nationalisterne er lige som islamisterne modstandere af EU, lige som militæret er. Militæret er også modstander af reformer, og truslen om et militærkup forekommer fra tid til anden. Militærets modstand mod reformerne bunder i, at de ved, at deres magt sandsynligvis vil blive mindre, hvilket allerede er tilfældet på grund af forhandlingerne med EU. Da EU forlanger, at militæres magt bliver formindsket og ikke bruges som den fjerde statsmagt efter den lovgivende, udøvende og den dømmende magt. Militæret ser sig selv som kemalismen beskytter, og det er derfor vigtigt for dem, at de kan afsætte regeringen, hvis de føler, at sekularismen i landet er truet af en for religiøs regering. Dette er igen grundlag for deres modstand mod EU. Det er set flere gange i løbet af Tyrkiets lange forhandlinger med EU, at militæret har overtaget styringen af landet, hvis militæret har ment, at det var nødvendigt. Kurderne og PKK støtter en EU-optagelse, men de kræver mere kulturel frihed såsom kulturelle rettigheder, selvstyre og deres egen nation. Derudover bruger de også truslen om terror til at gennemføre deres krav156. Udover, at der er mange grupper, der har mange krav, er mange af disse også modstridende. Regeringen skal derfor balancere mellem disse interne grupper og EU’s krav til reformer og øget demokratisering.

Hvor militæret i Tyrkiet handler ud fra det neorealistiske synspunkt for at beskytte staten og befolkningen, så handler regeringen ud fra en mere neoliberalistisk synsvinkel. Tyrkiet var med fra starten både i FN og NATO. Derudover er landet med i flere internationale organisationer for på den måde at have indflydelse. I forhandlingerne med EU har dette også vist sig i og med, at Tyrkiet er villig til at afgive magt og lave de reformer og tiltag, det kræves for at kunne optage acquis communautaire. Da Tyrkiet er med i de mange internationale organisationer, viser landet også, at det er indforstået med at skulle forholde sig til, hvad et flertal bestemmer, selvom dette strider mod landets egen opfattelse af, hvordan problemer skal løses.

5.3 Borgernes holdningDen tyrkiske befolkning ved meget lidt om EU. Det gælder især de personer, der har en lavere eller slet ingen uddannelse, og oftest er det dem, der bor på landet. Ude i de mindre samfund har de lokale myndigheder, som i sidste ende skal implementere lovgivningen fra staten og EU, også meget lidt viden om EU. Det er sværere at udføre et arbejde, når man ikke forstår organisationen bag, og hvordan politikken er blevet til. Hos Kommissionens EU informationscenter i Istanbul besvarer de spørgsmål fra borgerne om EU. Det var meningen, at centret skulle svare på spørgsmål om EU-lovgivning og om mere følsomme emner såsom Grækenland og Cypern problemerne. Det har dog vist sig, at de emner, der ligger tyrkerne mest på sinde, er langt mere jordnære end først antaget157.

”Can somebody look after my child?”

“I have a walking disability, can the EU help me?”

“Can the EU cover my medical expenses?”158

Disse udtalelser viser, at den tyrkiske befolkning har en meget begrænset viden om, hvad EU er, og hvad EU kan gøre for dem.

156 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 17)157 (Griffiths & Özdemir, 2004, s. 36-37)158 (Griffiths & Özdemir, 2004, s. 37)

32

Selvom store dele af den tyrkiske befolkning ikke ved, hvad EU er, eller hvad EU kan gøre for dem, er der alligevel en stor opbakning til optagelse i EU. I 2004 støttede over 60 procent af tyrkerne et fremtidigt samarbejde med EU og 67 procent svarede ja til et medlemskab. Ydermere var 50 procent af tyrkerne positivt stemte overfor EU159. Den generelt højere tilslutning skyldes, at det var i dette år, at EU erklærede, at optagelsesforhandlingerne ville starte i nær fremtid. Derved kunne tyrkerne se, at der endeligt skete noget i forsøget på at blive medlem.

I efteråret 2005 syntes 55 procent af tyrkerne, at et medlemskab ville være en god ting, dette tal faldt til 44 procent i 2006160. Ifølge en Eurobarometers rapport udarbejdet i 2009 er tyrkernes holdning til EU stagneret på samme niveau som i 2006161. Modstanden mod EU er vokset i de seneste år. I 2004 og 2005 var modstanden på ca. 10 procent. Dog var der en kraftig stigning i modstanden i 2006 til 26 procent162.

Faldet i opbakningen til et EU-medlemskab, de seneste år, skal ses i lyset af, at otte af kapitlerne i acquis communautaire er fastfrosset af EU. Derved fornemmer tyrkerne EU’s modvilje mod Tyrkiet, og selvom forhandlingerne er påbegyndt kan EU stadig stoppe dem, hvis Tyrkiet ikke følger EU’s retningslinjer. Det har betydet, at tyrkerne har mistet troen på, at EU optager landet i Unionen. Tyrkerne har flere gange følt sig snydt af EU. F.eks. da de Øst og Centraleuropæiske lande fik tildelt kandidatstatus før Tyrkiet, selvom landet havde været ansøgerland i længere tid end de ovennævnte lande, og da EU stoppede forhandlingerne i 1989.

Ifølge det tyrkiske institut for statistik, Tüik, er støtten til et EU medlemskab faldet. Undersøgelsen peger på, at støtten er mindst blandt kvinder og unge. De unge udgør i Tyrkiet over halvdelen af befolkningen på 72 millioner. Grundlaget for utilfredsheden blandt de unge er, at EU med vilje udskyder forhandlingerne, og at Tyrkiet er udsat for forskelsbehandling i forhold til f.eks. de Øst og Centraleuropæiske lande163. Ydermere er der flere i befolkningen, der mener, at det er spild af tid at forsøge at opnå medlemskab, da EU aldrig vil acceptere landet164. Baggrunden for denne holdning kommer af den tyske og franske modstand mod medlemskabet til Tyrkiet. Derudover mener de unge tyrkere, at Tyrkiet ikke skal med i EU, da Tyrkiet og EU har forskellig kultur og historie, hvilket er de samme argumenter som modstanderne i EU benytter165. Holdningerne omkring kultur og historie debatteres på det sociale medie Facebook. Via Kommissionens profil på Facebook kan debatten imellem fortalere og modstandere følges. Modstanderne mod et medlemskab mener, at Tyrkiet ikke skal med i EU, fordi EU og Tyrkiet ikke deler den sammen kultur. Denne holdning kan forstås ud fra et socialkonstruktivistisk perskeptiv, da den bygger på fælles kultur og værdier og ifølge socialkonstruktivismen bygger det internationale system på fællesværdier og normer. En tyrker mener også, at landet ikke er demokratisk nok, og at der stadig er ultra-nationalistiske holdninger i landet. Derfor mener han ikke, at Tyrkiet skal med i EU166. Tyrkere er skeptiske overfor EU, da de mener, at EU træffer beslutninger på Tyrkiets vegne uden, at Tyrkiet har nogen indflydelse på beslutningen. Dette gør sig bl.a. gældende indenfor toldunionen, hvor EU forhandler på toldunionens

159 (Griffiths & Özdemir, 2004, s. 29)160 (Eylemer & Tas, 2007, s. 565)161 (Europa-Kommissionen, 2010)162 (Eylemer & Tas, 2007, s. 565)163 (Sahin, 2009)164 (Griffiths & Özdemir, 2004, s. 30)165 (Facebook, 2008)166 (ibid.)

33

vegne uden, at Tyrkiet kan gøre sin indflydelse gældende. EU-modstandere sammenligner dette med forholdet mellem en koloni og et imperium167.

Signalerne, som EU sender til tyrkerne, har stor indflydelse på tyrkernes støtte til optagelsen. Ligeså snart EU stiller krav, som tyrkerne ikke mener, de skal leve op til eller at EU kommer med tvetydige udmeldinger så falder støtten både fra de EU-skeptiske, men også fra de EU-positive. Det er specielt EU’s krav angående Cypern-problemet, der har skabt uro i begge lejre. Derudover har tyrkerne dårlige erfaringer med at overgive suverænitet til fremmede magter, som efter faldet af Det Osmanniske Rige, som næsten førte til udslettelsen af den tyrkiske stat. Dette strider dog imod EU’s grundlag idet EU er en supranational organisation, hvor alle medlemslande afgiver suverænitet for at være medlem168. Overdragelsen af suverænitet til EU, er et stort problem for tyrkerne. Ifølge neorealismen er det naturligt for modstanderne at modsætte sig afgivelse af magt. Som tidligere nævnt er staten den vigtigste aktør inden for neorealismen, og det betyder, at afgivelse af magt til en organisation ikke er en mulighed, da staten ikke anerkender andre aktører end staten.

Tyrkerne er bekymrede for europæernes tolerance overfor deres religion, og blandt tyrkerne er der 36, 1 procent, som ser EU, som en kristen klub169. Det er et meget omdiskuteret emne, hvorvidt EU er en kristen klub eller ej.

Griffiths og Özdemir hævder, at en mulighed for at øge den tyrkiske befolknings interesse i EU er ved at øge oplysningen af befolkningen. Hvis den almindelige tyrker får et større kendskab til, hvad EU er, bliver det også lettere for dem at finde ud af, hvad det vil sige at blive medlem af Unionen. Som de skriver, vil information for den almindelige tyrker give mulighed for, at der kommer græsrods bevægelser i landet. Dette vil muliggøre, at der er flere tyrkere, der tager aktiv del i debatten, og at der kommer flere tiltag og ideer fra befolkningen. Indtil nu har informationen været for meget rettet i mod eliten og de veluddannede, og der har været for meget top-down information 170. Mere undervisning om EU i skolerne i Tyrkiet kunne også imødegå uvidenhed mange har angående EU. Især mere undervisning i dette emne i landområderne hvor EU virker som en meget fjern og fremmed institution. Dette stemmer over-ens med EU’s analyse i progressionsrapporten, hvor EU efterlyser mere information og debat internt i Tyrkiet omkring optagelsen i EU.

Tidligere i Tyrkiet har et pro-EU parti mistet magten pga. manglede handlinger fra EU’s side. Inden Tyrkiet blev tilkendt kandidatstatus i 1999, var tyrkere utilfredse med den langsommelige proces og afsatte regeringen til fordel for de nationalistiske partier. Dette fik EU til at reagere, idet EU var bange for at samarbejdet mellem de to aktører var i fare og Tyrkiet blev tildelt kandidatstatus171. I den sammenhæng ytrede Tyrkiet også muligheden for, at landet vil lede efter andre allierede som f.eks. Iran og Irak172. Denne situation kan ske igen, idet tyrkernes skepsis imod EU vokser og tyrkere har mistet troen på, at de bliver optaget i Unionen, som berørt ovenfor.

167 (Eylemer & Tas, 2007, s. 567)168 (Sjøberg, 2008, s. 41-43)169 (Griffiths & Özdemir, 2004, s. 39)170 (Griffiths & Özdemir, 2004, s. 42)171 (Fenger-Grøndahl, 2007, s. 74)172 (Nugent, 2006, s. 60)

34

6.0 Kritik af teorierIgennem opgaven har vi taget udgangspunkt i teorierne neorealismen, neoliberalismen samt socialkonstruktivisme. Hver teori har en forklaring på, hvordan verden er opbygget, og hvordan den fungerer. Teori benyttes til at forstå og analysere et givent emne. Vi forholder os kritisk til teorierne ud fra overvejelser over, hvordan de hjælper med at undersøge problemfeltet om Tyrkiets optagelse i EU. Vi forholder os ikke til teoriernes generelle blinde vinkler.

Neorealismen kan bruges til at forklare EU-landes modstand imod Tyrkiet. EU-landene er nationalistiske i deres udtalelser og vil ikke overgive deres nuværende magtposition til andre lande, idet neorealismen beskriver verden som et zero-sum game. Neorealisme har dog blinde vinkler, punkter hvor teorien ikke kan give forklaring på verdens opbygning. I vores rapport har vi fundet, at neorealismens blinde vinkler ligger indenfor de værdier og normer, som det internationale system bygger på. Ligeledes har neorealismen forklaringsproblemer, når det kommer til EU som en aktør i det internationale system, da neorealismen mener, at nationalstaterne er den vigtigste aktør og ikke anerkender aktører over nationalstaterne. Ligeså koncentrerer teorien sig ikke omkring low-politics, hvilket er en stor del af EU og nationalstaternes ansvarsområde.

Neoliberalismes kan, som neorealismen, ikke forklare holdninger omkring kultur og religion. Neoliberalismen passer mest på EU, idet den kan forklare EU’s krav og kriterier til Tyrkiet samt EU’s motiv for at udvide.

Socialkonstruktivismen har dannet baggrund for vores analyse af holdninger omkring kultur og værdier. Ligeledes har den kunnet forklare dynamikkerne i samfundet og det internationale system. Vi har ikke kunnet bruge den til at forklare EU’s motiver for at udvide, og ligeledes har den ikke kunnet bruges til at analysere holdningerne omkring geografisk afgrænsning. Ligeledes har socialkonstruktivismen ikke kunne forklare hvorfor Tyrkiet er tøvende mod at afgive suverænitet til supranationale organisationer som EU. Teorien kan yderligere ikke forklare Tyskland og Frankrigs modvilje mod at fragive magt til Tyrkiet i EU.

Alle tre teorier oversimplificerer verden, men ved at bruge alle tre teorier kan motiverne for EU’s, staternes og borgernes holdninger forklares.

7.0 KonklusionMålet med opgaven er at klarlægge, hvilke barrierer der er for Tyrkiets optagelse i EU. Det har vi gjort ved at belyst de holdninger, som er imod tyrkiske medlemskab til EU, der gør sig gældende i debatten både internt i EU’s institutioner, EU-landene og i Tyrkiet.

De empiriske problemer vi har oplevet er, at det var vanskeligt at finde nuancerede holdninger både på intergovernmentalt niveau og borgerniveau, da alt vores empiri har beskæftiget sig med de samme udtalelser og argumenter. Angående informationer om holdningerne internt i Tyrkiet har der været meget lidt materiale, som ikke er på tyrkisk. Der er udgivet meget lidt materiale, som behandler tyrkernes holdning overfor EU.

Neorealismen og neoliberalismen har ikke kunnet forklare det kulturelle aspekt i debatten. Neorealismen har desuden ikke kunne forklare eksistensen af en supranational organisation som EU og hvorfor nationalstaterne overgiver magt til en sådan. Socialkonstruktivismen har ikke kunnet

35

forklare motivet bag EU’s udvidelser og kan ikke forklare Frankrig, Tyskland og Østrigs modvilje mod at afgive magt til Tyrkiet i EU’s institutioner. Slutteligt mener vi, at alle teorierne oversimplificerer verdens opbygning, men ved at sammenstille alle tre teorier kan internationale relationer forklares.

Tyrkiet begyndte at reformere landet efter vestligt forbillede efter Første Verdenskrig. I 1959 søgte landet optagelse i EØF, nu EU. Regeringens modvillighed og militærkup har gjort, at Tyrkiets vej til kandidatstatus har været lang og problematisk. I 1999 blev landet kandidatland efter stor splid imellem EU og Tyrkiet.

EU har opstillet en række formelle krav til Tyrkiet, som fungerer som en barriere for optagelsen. Disse er Københavnskriterierne, hvor korruption, respekt for minoriteter samt politiske og civile rettigheder indgår. Yderligere er der særlige krav til Tyrkiet, idet menneskerettighederne er blevet et stort tema. Ligeledes har Tyrkiets manglende anerkendelse af den cypriotiske stat medført fastfrysningen af otte forhandlingskapitler.

Der er flere regeringer i EU, som fungerer som barrierer for Tyrkiets optagelse. Disse lande er primært Frankrig, Østrig og Tyskland, som har forskellige argumenter for deres modstand. Argumenterne er geografiske, religiøse, kulturelle og de indeholder frygten for, at integration i dybden stagnerer, hvis Tyrkiet bliver medlem. På baggrund af vores analyse har vi fundet, at hovedgrunden til deres modstand omhandler landenes modvilje mod at afgive magt til Tyrkiet internt i EU.

EU-borgerne fungerer ligeledes som barrierer for Tyrkiet, idet lidt over halvdelen af EU-borger er imod medlemskabet. Deres argumenter ligger indenfor de samme områder som regeringernes argumenter. Vi vurderer, at hovedgrunden til deres modvilje er, at de har en stereotypisk opfattelse af Tyrkiet og tyrkerne, og at de er uvidende omkring de reformerer, der har fundet sted i Tyrkiet. I vesten er der en stigende mistro imod Islam, idet mange sætter lighedstegn imellem muslimer og potentielle terrorister, hvilket fungerer som en barriere for Tyrkiets optagelse.

Barriererne internt i Tyrkiet ligger primært hos befolkningen og især blandt de unge. Mange tyrkere mener, at EU har sendt tvetydige signaler til landet, og at det skyldes, at EU ikke vil optage landet, selvom landet lever op til alle EU’s krav.

Det kan konkluderes, at som situationen ser ud lige nu, bliver Tyrkiet ikke optaget, både pga. de manglede reformer samt modviljen fra EU-lande og EU-borgerne. Dog er det internationale system dynamisk og foranderligt, derfor er det muligt, at Tyrkiet kan blive optaget i fremtiden. Det kræver dog en holdningsændring hos EU-medlemslandene og EU-borgerne. Yderligere kan det konkluderes, at debatten hos borgerne i EU og i Tyrkiet handler om identitet og om manglede fælles identitet imellem tyrkerne og EU-borgerne.

For at kunne tage stilling til Tyrkiets medlemskab skal formålet med integration i bredden klarlægges. Vil EU med integration i bredden promovere vestlige værdier, som demokrati til deres nabolande eller er formålet med udvidelsen sikkerhedspolitisk? Det afhænger af, om Unionen ser sig selv ud fra et neoliberalistisk eller neorealistisk perspektiv. Ligeledes afhænger det også af hvilken rolle EU vil spille på den internationale scene.

36

Samlet tegn uden blank tegn: 89.883

37

8.0 BibliografiBøger:

Bretherton, C., & Vogler, J. (2006). The European Union as a Global Actor. London: Routledge.

Carkoglu, A. (2003). Who Wants Full Membership? Characteristics of Turkish Public Support for EU Memebership. I A. Carkoglu, & B. Rubin, Turkey and the European Union (s. 171-195). London: Frank Cass & Company Limited.

Cayhan, E. (2003). Towards a European Security and Defense Policy: With or Without Turkey? I A. Carkoglu, Turkey and the European Union (s. 35-54). Abingdon: Frank Cass and Company Limited.

Chrislett, W. (2008). Socio-Economic Arguments For and Against Turkey's EU Membership. I C. Timmerman, D. Rochtus, & S. Mels, European and Turkish voices on Favour and Against Turkish Accession to the European Union (s. 73-82). Bruxelles: P.I.E Peter Lang.

Christensen, L. U. (2002). Danmark og EU i 30 år. København: Europa-Kommissionen.

Den Danske Europabevægelse. (2005). Eu og Tyrkiet - en europæisk udfordring. København: Den Danske Europabevægelse.

Dokos, T. (2009). Turkey and European Security. I C. Arvanitopoulos, Turkey's Accession to the European Union (s. 73-85). Athen: Springer-Verlag.

Fenger-Grøndahl, M. (2007). Tyrkiet - en del af Europa? København: Informations Forlag.

Griffiths, R. T., & Özdemir, D. (2004). Turkey and The EU Enlargement. Istanbul: Istanbul Bilgi University Press.

Hill, C., & Smith, M. (2005). International Relations and the European Union. London: Oxford University Press.

Jackson, R., & Sørensen, G. (2007). Social constructivism. I R. Jackson, & G. Sørensen, International Realations. Theories and approaches (s. 162-177). New YOrk: Oxford University Press.

Karlsson, I. (2008). Turkey's Historical, Cultural and Relegious Heritage. An Asset to the European Union? I C. Timmermann, D. Rochtus, & S. Mels, European ans Turkish voices in favour and against Turkish accession to the European Union (s. 99-106). Bruxelles: P.I.E Peter Lang.

Kelstrup, M., Martinsen, D. A., & Wind, M. (2008). Europa i forandring. København: Hans Reitxels Forlag.

Keohane, R. O. (1989). International Institutions and State Power. San Francisco: Westview Press.

Nugent, N. (2006). The government and the politics of the European Union. London: Palgrave Macmillian.

Petersen, N., & Skak, M. (1998). Teorier om international politik. København: Dansk Udenrigspolitisk Insitut.

38

Sjøberg, J. (2008). EU-en verden til forskel. Spøttrup: Jakob Sjøberg.

Sørensen, J. M., & Boel, e. (2005). Tyrkiet - på vej gennem Eu's nåleøje. Viborg: Gyldendal.

Tziampiris, A. (2009). The European Union, Islam and Turkey: Delineating Europa's soft power. I C. Arvanitopoulos, Tukey's Accession to the European Union (s. 65-74). Athen: Springer-Verlag.

Wallace, H., Wallace, W., & Pollack, M. A. (2005). Policy-Making in the European Union. Oxford: Oxford University Press.

Önis, Z. (2003). Domestic Politics, International Norms and Challenges to the States: Turkey-EU Relations in the post-Helsinki Era. I A. Carkoglu, Turkey and the European Union (s. 9-34). Abingdon: Frank Cass and Company Limited.

Artikler

Snyder, J. (November/december 2004). One World, Rival Theories. Foreign Policy , s. 52-62.

Eylemer, S., & Tas, I. (2007). Pro-EU and Eurosceptic Circles in Turkey. Journal of Communist Studies and Transition Politics , s. 561-577.

Yilmaz, H. (2009). Problems af Europeanization and European Perceptions of Turkey as a Future Member State. Granada.

Hjemmesider

Anholt, S. (2010). Earthspeak. Hentede 22. April 2010 fra Earthspeak: http://www.earthspeak.com/Anholt%20Nation%20Brands%20Index%20General%20Report%20Q3%202007%20-%20Germany%20overtakes%20UK%20to%20reach%20No%201%20Rank%20-%20Muslims%20prefer%20America.pdf

Asselborn, J. (13. Juni 2005). EU-oplysningen. Hentede 3. Marts 2010 fra EU-oplysningen: http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/bc64f3ea/afgoerelse.pdf

Central Intelligence Agency. (22. April 2010). Central Intelligence Agency. Hentede 23. April 2010 fra Central Intelligence Agency: http://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/tu.html

Czarnowska, M. (31. December 2009). Lexisnexis. Hentede 7. April 2010 fra Lexisnexis: http://www.lexisnexis.com.www.baser.dk/us/lnacademic/search/homesubmitForm.do

Danmarks Radio. (21. Januar 2007). DR Nyhederne. Hentede 14. April 2010 fra DR Nyhederne: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/EU/2007/01/16/000518.htm

39

Delegation of the European Union to Turkey. (15. Marts 2010). Delegation of the European Union to Turkey. Hentede 17. Marts 2010 fra Delegation of the European Union to Turkey: http://www.avrupa.info.tr/News_Archieve/Mar2010,20100315-1.html?LanguageID=2

Den Store Danske. (2009-2010). Den Store Danske. Hentede 23. April 2010 fra Den Store Danske: http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellemøsten/Tyrkiet/Anatolien

EDC Economics. (Februar 2010). EDC Economics. Hentede 2. Marts 2010 fra EDC Economics: http://www.edc.ca/english/docs/GTurkey_e.pdf

eudigest.com. (26. April 2007). eudigest.com. Hentede 8. April 2010 fra eudigest.com: http://www.eu-digest.com/2007/04/sarkozy-if-we-accept-turkey-in-eu-will.html

EU-oplysningen. (u.d.). Hentede 15. Marts 2010 fra Eu-oplysningen: http://www.eu-oplysningen.dk/emner/udvidelsen/fortsatte/tyrkiet/ankara/deklaration/

Euractiv, enlargement. (29. Januar 2010). Euractiv. Hentede 9. April 2010 fra Euractiv: http://www.euractiv.com/en/enlargement/privileged-partnership-offers-turkey-privilege-partnership/article-183935

euractiv.com. (29. Januar 2010). euractiv. Hentede 16. April 2010 fra euractiv: http://www.euractiv.com/en/priorities/turkey-eu-public-thinks/article-171187

EurActive.com. (20. August 2009). EurActive.com. Hentede 5. April 2010 fra EurActive.com: http://www.euractiv.com/en/priorities/turkey-eu-public-thinks/article-171187

Europa-Kommissionen. (u.d.). Europa-Kommissionen. Hentede 9. Marts 2010 fra Europa-Kommissionen: http://ec.europa.eu/enlargement/pdf/key_documents/2009/conclusions_on_turkey_en.pdf

Europa-Kommissionen. (14. Oktober 2009). Europa-Kommissionen. Hentede 4. Marts 2010 fra Europa-Kommissionen: http://ec.europa.eu/enlargement/pdf/key_documents/2009/tr_rapport_2009_en.pdf

Europa-Kommissionen konklusion. (u.d.). Europa-Kommissionen. Hentede 9. Marts 2010 fra Europa-Kommissionen: http://ec.europa.eu/enlargement/candidate-countries/turkey/eu_turkey_relations_en.htm

Europa-Kommissionen, Rompuy. (20. November 2009). Europa-Kommissionen. Hentede 25. April 2010 fra Europa-Kommissionen: http://ec.europa.eu/news/eu_explained/091120_en.htm

Europa-Kommissionen, Stefan Füle. (2010). Europa-Kommissionen, Stefan Füle. Hentede 16. Marts 2010 fra Europa-Kommissionen: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/fule/headlines/news/2010/03/20100315_en.htm

Europa-Kommissionen, udvidelse. (2009). Hentede 9. Marts 2010 fra Europa-Kommissionen: • http://ec.europa.eu/enlargement/pdf/enlargement_process/accession_process/how_does_a_country_join_the_eu/negotiations_croatia_turkey/overview_negotiations_tr_en.pdf

40

Europa-Parlamentet. (21. Maj 2008). Europa-Parlamentet. Hentede 14. April 2010 fra Europa-Parlamentet: http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+IM-PRESS+20080520IPR29475+0+DOC+XML+V0//DA

Europa-Parlamentet. (12. Maj 2009). Europa-Parlamentet. Hentede 25. Marts 2010 fra Europa-Parlamentet: http://www.europarl.europa.eu/news/expert/infopress_page/027-51429-068-03-11-903-20090310IPR51427-09-03-2009-2009-true/default_da.htm

Europa-Parlamentet, Danmark. (5. Februar 2010). Europa-Parlamentet. Hentede 25. Marts 2010 fra Europa-Parlamentet: http://www.europarl.dk/view/da/press-release/pr-2010/pr-2010-February/press-release-2010-February-1.html;jsessionid=A9253B23D605398A64769DEFD9487DE5

Facebook. (September 2008). Hentede 7. Marts 2010 fra Facebook - Europaan Union's profil: http://www.facebook.com/pages/European-Union-EU/12088416071?ref=mf&v=wall#!/topic.php?uid=12088416071?topic=5764

Facebook. (2. Februar 2010). Hentede 15. Marts 2010 fra Facebook: http://www.facebook.com/photo.php?pid=10974560&id=178362315106&comments

Folketingets Europaudvalg. (20. September 2005). EU-oplysningen. Hentede 15. Marts 2010 fra EU-oplysningen: http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/f6197ec2/20050292.pdf

Freedom House International. (u.d.). Hentede 11. Marts 2010 fra Freedom House International: http://www.freedomhouse.org/uploads/fiw10/FIW_2010_Tables_and_Graphs.pdf

Jensen, L. W. (30. Juni 2005). Kristeligt Dagblad. Hentede 3. Marts 2010 fra Kristelig Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/72079:Udland--Skrappe-EU-krav--til-Tyrkiet?all=1

Lausen, A. B. (Januar 2008). Euro-med.dk. Hentede 9. Marts 2010 fra Euro-med. dk: http://www.euro-med.dk/?p=1090

Madsen, M. Ø. (2007-2010). EU tv. Hentede 5. Marts 2010 fra EUtv: http://www.eutv.dk/cgi-bin/index.php?page=kort-om-tyrkiets-optagelsesforhandlinger-med-eu

Mauri, F. (15. Oktober 2009). ISIS Europe. Hentede 15. April 2010 fra ISIS Europe: http://www.isis-europe.org/pdf/2009_artrel_349_epupdate-afet-15%20oct09.pdf

Novinite. (26. April 2008). Novinite. Hentede 7. April 2010 fra Novinite: http://www.novinite.com/view_news.php?id=92635

Rasmussen, A. (26. Juli 2007). Information. Hentede 27. Marts 2010 fra Information: http://www.information.dk/88735

Sahin, G. (14. Oktober 2009). Kristelig Dagblad. Hentede 24. Marts 2010 fra Kristelig Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/342100:Udland--Tyrkerne-vender-ryggen-til-EU-medlemskab

Transparency International. (u.d.). Transparency International. Hentede 12. Marts 2010 fra Transparency International: http://www.transparency.org/policy_research/surveys_indices/cpi/2009/cpi_2009_table

41

Udenrigsministeriet. (23. November 2009). Udenrigsministeriet. Hentede 24. Marts 2010 fra Udenrigsministeriet: http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktaeuropa/landefaktatyrkiet

Ultsch, C. (22. April 2008). Lexisnexis. Hentede 7. April 2010 fra Lexisnexis: http://www.lexisnexis.com.www.baser.dk/us/lnacademic/search/homesubmitForm.do

Rapporter

Barysche, K. (August 2007). Centre for European Reform. Hentede 14. Marts 2010 fra Centre for European Reform.

Esen, A. T. (Februar 2010). Tepav. Hentede 27. April 2010 fra Tepav: http://www.tepav.org.tr/eng/admin/dosyabul/upload/EN_Why_the_Unease_among_EU_Citizens_Over_Turkeys_Membership.pdf

Europa-Kommissionen. (2010). Eurobarometre 72. Bruxelles: Februar.

Gallup Organisation. (2009). Views on European Unione Enlargment. Eurobaromenter.