hvordan kan man skrive en oceanroman?

Hvordan kan man skrive en OceanRoman?Hvordan kan man skrive en OceanRoman?

© Copyright 2003, 2006 Jan Knus. (Fri benyttelse mod kildeangivelse). Tlf. 2020 8697. Email: [email protected] R&B — Hvordan skriver man en OceanRoman? — Version 1.2 - Side 1

AF JAN KNUS

Indholds-oversigtAfs. 01 /s.3/ Om fjorten ugers ocean-sejlads

Afs. 02 /s.6/ Om idéen

Afs. 03 /s.12/ Om research (kilder og on location) -og arbejdsredskaber

Afs. 04 /s.17/ Om fortælletekniske overvejelser ogmetoder

Afs. 05 /s.21/ Om forholdet mellem æstetik ogcivilisationskritik

Afs. 06 /s.26/ Om genre-problematikken

Afs. 07 /s.34/ Om skrivearbejdet, hjemmefra og påLa Gomera til den første version - løsninger på deæstetiske udfordringer

Afs. 08 /s.39/ Om forholdet mellem inspiration oghårdt arbejde [Oblique Strategies] - arbejde og ‘fritid’

Afs. 09 /s.42/ Om forlagssystemet, forlags-odysséenog den lange pause

Afs. 10 /s.43/ Om skrivearbejdet, anden omgang, iPortugal

Afs. 11 /s.47/ Den færdige OceanRoman (version to)

Afs. 12 /s.51/ Om dannelsen af eget forlag og egenpublicering, print-on-demand

Afs. 13 /s.54/ Om lancering og modtagelse

Let bearbejdet manus fra forelæsning vedKolding Designskole, mandag 31. marts 2003.ved prorektor Peter Hegstrup.

Romanen blev udgivet i april 2001, på Forlaget Rip Rap (465 sider).Den kan købes i boghandlen.Eller den kan lånes på biblioteket.Eller købes (billigere end i boghand-len) via:www.riprap.dkHvor man også kan læse lidt om bo-gen.

)0( Hvordan kan man skrive en OceanRoman?Hvordan kan man skrive en OceanRoman?


Afsnit 01 // Fortale & Om fjorten ugers ocean-sejlads

FortaleDa jeres prorektor Peter Hegstrup gav mig tilbud-det om at lave to forelæsninger på Designskolenovervejede jeg først, om jeg skulle forsøge mig medemner, der direkte kunne tale til jeres daglige akti-viteter på skolen.

Men det opgav jeg. Dels fordi jeg ikke kender je-res studieliv. Og dels fordi mit forhold til designførst og fremmest er teoretisk, kritisk-videnskabe-ligt, og ikke særlig opdateret (men især daterer sigfra en række universitetsforløb, men også prakti-ske begivenheder i 1970’erne).

Jeg har siden haft berøring med det (bog)grafi-ske område. Og især det digitale område, hvor jegpå forskellig måde stadig har både en praksis ogen opdatering.

Men som temaer for forelæsningerne valgte jeg istedet emner, som jeg selv brænder for og har lysttil at fortælle om. Helt i forlængelse af en pointe imin første forelæsning om Katedralen og Bazaren.

Man kunne sige, at dagens forelæsning handlerom at leve et liv, at få en kreativ idé og at føre denud i verden.

Også uden at blive verdensberømt.

Og uanset om vi snakker potteskår, tøjstumper el-ler digitale bits er det dén salto mortale enhver de-signer skal slå.

AnslagCD-rom: Det Syngende Ocean, fra begyndelsen &udvalg

Hvordan skriver man en OceanRoman?

Fortællinger fra skriveværkstedet om tilblivelsen af"Leif Eriksens OceanRoman“.

Historien om en kreativ proces, fra idé til færdigt

)01( Om fjorten ugers ocean-sejladsHvordan kan man skrive en OceanRoman?


produkt og markedsføring.

Om fjorten ugers ocean-sejladsFredag den 27. marts 1992 sov jeg første gang påNordstjernen i det lille lukaf, der var min livmoderden næsten måneds tid.

Det skete før afrejsen fra Struer havn i bundenaf Limfjorden.

I Viking til EnglandMandag den 30. marts stod vi ud fraThyborøn i den 43 fods ketchriggedeoceansejler af ferrocement.

Det var rigeligt tidligt på året for åbnebåde på åben sø, og vi knurrefrøs frabegyndelsen, selv med termosokker isøstøvlerne, og især fordi sejlerhand-skerne hurtigt blev våde.

Til gengæld gik vi lige durk ind i enbenhård kuling med 6 meter høje bølgerog vind på 18 m/s.

Det holdt mig søsyg i to døgn, uden jegkunne lave et eneste lille notat i minegen lille logbog. Eller være nogensom-helst hjælp for skipperen og hans befar-ne søn.

Den anden gast var endnu mere sygend mig.

Efter et par timer spiste jeg en kiksog brækkede mig igen. Selv en Fish-erman’s Friend kom op med mavesaft.

Men jeg vidste, jeg ville overleve, hvisjeg tog én bølge ad gangen, én hård søad gangen, én time ad gangen.

Skibet fulgte ingen planlagt kurs, menblev smidt over mod England, og da vin-den var løjet noget af på den anden ef-termiddag i et af de store oliefelter med mægtigelysende boretårne, fik jeg lavet en gang pulver-aspargessuppe til mandskabet. Den første varmemad i 50 timer.

Siden fandt vi havn i Dover. Med de hvide klinterog seks meters forskel i vandstanden mellem flodog ebbe.

Hér, på den nærliggende halvø overvintrede vikin-


gerne første gang i året 789.

ALT er anderledes på en sejlbåd i åben sø.Forestil jer lige projektet med gå på toilettet, i hårdsø, med meget tøj på …!

Stormjakken skal af for at få selerne til sejlbuk-serne ned. Så skal der trækkes sejlbukser, jeansog underhylere ned. Mens man forsøger at holdesig lidt oprejst i den ekstremt lille kabine, ved atpresse på skottene med knæ og albuer og den enehånd.

Før man kan prøve at sætte sig på brædtet. Det gør man, imens man har fysisk kontakt

med skottet og presser sig ned i sædet, og samtidigstemmer fødderne hårdt i dørken for ikke at blivesmidt rundt, mens skibet ruller og ryster og svin-ger frem og tilbage mellem 15 til 30 grader.

Dét er voldsomt. Og efter at have bidt i knæene, skal man så hele

proceduren igennem, bare den anden vej. Og så er det jo ikke fordi, der er så meget at ski-

de af, efter to døgn uden fast føde. Men pisses skalder jo en gang imellem …

Forestil jer så at lave mad! På et komfur der er gyroophængt, med fast-

spændte gryder, men låg der kan rutsche af ...Og altid skal man huske den gyldne regel: én

hånd til båden, én hånd til dig selv! Altså, manskal holde fast! Altid.

Hvordan piller kokken et hårdkogte æg til sala-ten med én hånd? (Med den ene håndflade presserman ægget mod kanten i den lille stålvask og pillerskallen af med et par fingre …)

Så - Vi var kommet i viking! Ligesom danske søfolk, der angreb de engelske

kyster mere end 1000 år tidligere. Men vi havdeden endelig kurs endnu mere mod vest.

I viking til de varme lande!

Ankomst AmerikaTirsdag den 9. juni anduvede vi havnen i SanJuan, Puerto Rico klokken 04 om morgenen.

71 dage efter afsejling. Vores generalprøve havde været fire døgn på det

åbne ocean fra Lissbon til Gran Canaria. Men nu havde vi de sidste 24 døgn haft ocean-


seejlads over Atlanten, fra La Gomera, en af desmå Kanariske Øer. 24 døgn hvor der kun varvand. Ingen civilisation, ud over os selv på skibet.Syv mænd fra Jylland. Ingen kvinder, udover i fan-tasien.

Intet kunstigt lys om natten, bortset fra en lillekompas-spot. Vi sejlede uden lanterner for at spa-re på elektriciteten. Men med levende stjerne-billeder på himlen, som slår enhver skærm og et-hvert lærred med en milliard lysår.

Og det var så præcis 500 år efter indianernesmøde med Columbus. 15-20 år efter mødet varCarib- og Arawak-indianerne på De Caribiske øernæsten totalt udryddet. I antal af millioner. Detblev de helt senere, mens massakrerne på de storekontinenter mod syd og nord endnu var i sin be-gyndelse.

Med disse få antydninger har jeg også anvist de tretidsakser i min sejlads og især for min senere fikti-on:

En sejlende nutid i 1992Columbus-tiden, omkring 1492 - ogVikinge-tiden, omkring år 1000.


Afsnit 02 // Om idéen

Om idéenHvad kom først, idéen om at skrive eller idéen omat sejle?

I 1974 var der folk fra mit kollektiv, der tog til Mid-delhavet for at sejle på Nordkaperen med TroelsKløvedal. Det blev hans første varme trænings-kryds før jordomsejlingen. Man var oplevelses-rejsende, og det var en del af det store kollektiveoprør og eventyr i de år.

Jeg skulle også have været af sted, men lod migforhindre af noget enormt vigtigt studenterpolitiskarbejde. Det prøvede jeg hårdt på ikke at fortrydebagefter.

Nogle år senere boede jeg igen i samme kollektiv,hvor så den samme Troels lagde til i 1979 efterden her første jordomrejse.

Han boede hos os et halvt års tid, begyndte atholde dias-foredrag og gik i gang med at skrive påsin første bog.

Samtidig var der også et andet sejlerprojekt sat ivandet i kollektivet. Det var det gode skib Shear-water, der senere så sørgeligt blev slået til pinde-brænde i Alexandria havn under en storm.

Så rundt om storbordet i kollektivkøkkenetskvulpede det med havfruer og havmænd - ogskrøner og søforklaringer. Men jeg kom stadig ikkeaf sted.

Mange år senere sad jeg så og gjorde en bog fær-dig. Det var i efteråret 1991 - efter min anden ogafgørende alkoholbehandling - og bogen var enkrønike om det samme kollektiv:

„HUNDREDE ÅRS KOLLEKTIVAnholtsgadekrøniken. en krønikeom et kollektiv, et hus, en gade, etkvarter i hundrede år“.

Den ser sådan her ud:!

)02( Om idéenHvordan kan man skrive en OceanRoman?


Jeg delte et lille freelan-cekontor med en med-kollektivist fra dengang,og midt i en meget in-tensiv og kreativ procesmed færdigskrivning ogselvlæring af digital bil-ledbehandling og DTP,

-(det var learn-ing by making,som jeg citeredeSeymour Papertfor i min førsteforelæsning)-

så jeg pludselig en an-nonce i den lokaledistriktsavis:

Gaster søges.

Dét fangede! Sådan enraskmeldt alkoholikerhavde godt af lidtsøluft, og den gamlerejselyst checkedestraks ind. Jeg ringedetil et telefonnummer ogbesøgte skibet og ejerenog hans søn i Struerhavn.

Joh, man skulle daover Atlanterhavet i køl-vandet af Columbus-re-gattaen.

Vi kendte ikke hinanden, men vi lavede en fore-løbig aftale, der efter lidt dødvande og misforståel-se senere blev en realitet.

Sammen med nogle af de gamle kollektivister hav-de jeg arrangeret udgivelsesfest for Krøniken den29. februar 1992

Og en lille måned efter stævnede vi en firemands besætning ud med Nordstjernen. Efterendnu en måned efter sejlede vi op ad Tejo-flodentil Lisabon.

Min rejse skulle jo finansieres. Og jeg må da ind-rømme, at det grundlæggende skete gennem ar-


bejdsløshedsdagpenge, som man jo normalt ikkeer berettiget til at hæve i havnebyer fra Kanalen tilCaribien, for slet ikke at snakke om midt på Ocea-net.

Men med lidt kreativ tænkning … og handling.Jeg solgte nogle ting, lånte lidt penge. Og så fik jeg fremlejet min lejlighed, hvad der

var helt afgørende. Og endelig fik jeg et par journalistiske freelance-

aftaler. Det var ikke stort, for Troels selv sad tungtpå Jyllands-Posten, men ‘den bette pjosker’, medden røde prik over I’et, Dagbladet Information,som jeg tidligere havde skrevet lidt freelance til,ville godt købe et par store features.

Så var der dels lidt håndører i freelance-journa-listikken, og dels var der en kanal og en retning formin skrivelyst.

Så hér ankom den aktive skrivning, i kombinatio-nen af rejselyst og skrivelyst.

Under hele sejladsen og i havnene og på land-turene brugte jeg alle mine sanser godt og bevidst.

Jeg skrev meget i min logbog, læste ting fra ski-bets bibliotek og egen medbragte litteratur og do-kumenterede gennem notater og optagelser af fotoog lyd. Skibet havde et nyt videokamera med.

Men - jeg havde nu stadigvæk ikke tanker om atskrive en bog.

Så, efter godt en måneds sejlads på rimeligt kol-de vande over Nordsøen, Den engelske kanal, Bis-cayen og Nordatlanten fik vi La Gomera i sigte.

Det er en af de mindste af de syv store Kanari-ske øer, og jeg fik øjeblikkelig lyst til at vende tilba-ge.

La Gomera var det første rigtige billede på devarme vande og de varme lande.

Især ovenpå en overhektisk uge på Gran Ca-naria, i Lysets Havn i Las Palmas, hvor den storeColumbus-regatta piskede festival-skum langt oppå kajerne.

Store skibe og store fester. Alt for mange men-nesker og alt for meget gang-i-den. Alt det kendtejeg godt, og det var ikke dét, jeg var rejst ud efter.

La Gomera var afslappet og fredelig, uden luft-havn i øvrigt, så turister måtte tage færgen fra Te-nerife.


Men vi forlod øen allerede efter en enkelt over-natning for svaj i bugten og et enkelt visit i hoved-byen San Sebastián, før vi bølgede ud på den lan-ge dønninger.

Da vi duvede ud af bugten efter aftensmaden,med den nedadgående sol i agterspejlet, inden vigik sydom øen for senere at stikke vestover, danse-de båden for en stille aftenbrise med byens be-skedne skyline i silhuet bag os.

Det var præcis dét billede, jeg havde set i talrigevisualiseringer af sejladsen under min mentaletræning hjemmefra. Og jeg vidste, at jeg var på ret-te vej.

Inde i landluften stejlede brevduerne op i flokkepå en sidste aftenrunde under palmerne.

Mens de begsorte og bratte bjergkløfter i bjerg-kæderne i horisonten rundt om dalen gav det per-fekte bagtæppe for byens lys og de høje lygter påhavnepromenaden.

Foran stævnen gled et par måger på patrulje.Og langt derude ventede mange, mange døgn udenlandkending.

Da jeg kom tilbage fra sejladsen efter knap firemåneder blev jeg opfanget af et intensivt arbejdesom lokal-tv-reporter.

I nogle af pauserne researchede jeg lidt viderepå Columbus-tiden.

Godt nok var jeg komme tilbage fra ocean-kryd-set. Men det var slet ikke overstået. Jeg var egent-lig ikke kommet helt hjem endnu.

Måske skulle den ufuldendte hjemkomst ses påbaggrund af det allerførste notat, som jeg skrev imin logbog en uges tid før udsejlingen. En megethøjtidelig indvielse, og selvhøjtidelig kan manmåske synes:

„Inden de første brudstykker af ensøfarers logbog vier jeg denne bog tilWakantanka som ledefigur på minrejse mod at finde og slutte fredmed min indre indianer.“

Hwa’behar!?Men der er altså en del associationer i den ind-

vielse.

‘brudstykker af en søfarers logbog’ henviser for© Copyright 2003, 2006 Jan Knus. (Fri benyttelse mod kildeangivelse). Tlf. 2020 8697. Email: [email protected]

Freelance R&B — Hvordan skriver man en OceanRoman? — Version 1.2 - Side 10

den litteraturkyndige til den geniale jeg-fortællingaf Steen Steensen Blicher, Brudstykker af enlandsbydegns dagbog.

‘Wakantanka’ er på Sioux, som er Lakota-indianer-nes sprog, Sitting Bulls sprog, sproget for CrazyHorse og Red Cloud, de folk der anførte nedkæm-pelsen af general Custer, på deres sprog er det be-tegnelsen for det store hemmelige, den store ånd.

Og til slut minder formuleringen ‘rejsen for at fin-de og slutte fred’ om den folkeeventyrlige formel,‘at drage ud for at lære frygten at kende’.

Og endelig, så er hele indvielse en parallel til denindvielse, som Christóforo Colombo, ChristofferColumbus skrev i sin logbog, sin El Diario, i au-gust 1492.

Og dén lød naturligvis endnu mere ambitiøs:

„Inden disse første linjer bliver skre-vet vil jeg vie denne bog til den aller-nådigste Jomfru Maria.

Gid hun måtte høre mine bønnerog lade mig finde det, jeg søger: IN-DIEN.“

Så - Litterær mesterskrivning … indiansk kosmo-logi … folkeeventyrlig fortælling … verdenshistorie…

Joh, man kan nok lige sige, at den sørejsendeher bygger lidt ovenpå den glade 70’er hippies op-levelsesrejse, Fedt marn! Vi tager sgu lige en ømere, do!

Men først i det tidlige forår 1993 begyndte den en-delige idé at komme i havn.

Jeg ville skrive en bog af en slags,med baggrund i sejladsen og denstore historie,

- jeg ville hjemme skrive så langt jegkunne henad forår og sommer1993,

- og så ville jeg gøre manus færdigt ivinteren 1993-94, under et tremåneders ophold på La Gomera!


Afsnit 03 // Om research - og arbejdsredskaber

Om research og arbejdsredskaber

Mens jeg lavede de sidste hug på Anholtsgade-krøniken årskiftet 1991-92 begyndte jeg at læselidt om Columbus.

Dengang vidste jeg for eksempelikke, at Columbus foretog fire rejsertil Den såkaldt nye verden - somhan til det sidste troede var en delaf Indien

- at han på første og tredie rejsestævnede ud fra La Gomera, som jegheller ikke kendte som en af demindste af de syv store Kanariskeøer,

- og at han faldt fra tinderne ogdøde fattig og glemt i 1506.

Under hele sejladsen og landturene brugte jeg allemine sanser godt og bevidst, jeg skrev meget i minlogbog, læste ting fra skibets bibliotek og egenmedbragt litteratur og dokumenterede gennem no-tater og optagelser.

Internettet var ikke opfundet på det her tidspunkt,hverken til research eller gensidig kommunikation.

Jeg har siden haft meget stort ud-bytte af research gennem Nettet.Både i forhold til min undervisningpå tekniske skoler i Medie & Kom-munikation (1996-2000), og underskrivningen af min anden roman(Oslo, DK 2002).

Mobile satellit-telefoner var på det nærmeste sci-ence fiction-grej i 1992, som man evt. så i spion-film, og en bærbar computer var knapt opfundetog økonomiske aldeles uden for rækkevidde.

Jeg prøvede dog at få Apple Danmark til atsponsorere, men det afslog de. Og hvor skulle manogså lige oplade dens batterier? Solceller var end-nu ikke opfundet til den slags - det er de forlængst

)03( Om research og arbejdsredskaberHvordan kan man skrive en OceanRoman?


i dag, og tilbage var kun muligheden for strøm fraskibet, men det ville koste olieforbrug, fordi maski-nen så skulle køre, så over Atlanten var det i hvertfald ikke en mulighed.

I stedet købte jeg en brugt, lille og transportabelskrivemaskine, elektrisk og batteridrevet.

Jeg skrev min logbog i hånden hver dag fra etpar dage før afrejsen,

Den ser sådan her ud:!

… og ligeledes artikeludkastene. Jeg skulle sparepå batterier, farvebånd og papir.

Sidste kladde og renskrivning skrev jeg på ma-skine og efter meget besvær fik jeg telefaxet en ar-tikel fra Lisabon. Og senere fra San Juan på Puer-to Rico.

Telefaxen var blevet anvendt i pres-severdnen siden omkring ‘83, hvorjeg først anvendte den fra Århus tilKbh.

På min første rejse i USA i 1984havde jeg en almindelig rejseskrive-maskine og måtte sende mine artik-ler som eksprespost. Man kunnehave dikteret dem pr. telefon, mendet var ikke deciderede nyhedsartik-ler, men baggrundsartikler

Desuden købte jeg et brugt Nikon-kamera og havde så to fotokameraer med samt en lille trans-portabel båndoptager.

Skipper havde fået sponsoreret et rimelig godtSuper-8 filmkamera. Så jeg var godt dækket indmed dokumentation. Postkort og brochurer m.v.samlede jeg op undervejs.

Da internettet altså endnu ikke var opfundet tilmin brug, blev min research til mit efterhåndenmeget voksende skriveområde naturligt delt op i toklassiske domæner: ned i dokumenterne og ud ivirkeligheden.

Jeg havde et par småjobs, der gav mig råd til atkøbe et par nyudkomne værker om Columbus ogellers brugte jeg det lokale folkebibliotek. Jeg læstespredt og forsøgte blot at få et overblik.

Sidenhen, og først i selve skriveprocessen, ud-søgte jeg detaljerne og enkeltforløb.


På La Gomera købte jeg en enkelt lokalhistorie,der var tilgængelig på engelsk, men også en hånd-fuld bøger på spansk, om lokale forhold på La Go-mera, De kanariske øer i historien og myten, omguancherne, det folk som levede på øerne, da por-tugiserne og spanierne erobrede dem i 1400-tallet.Jeg kunne ikke læse spansk. Men fra latin ogfransk havde jeg så meget, at jeg ofte kunne tydeting, som det var meget nødvendigt for mig at vide.

Jeg brugte også museer, både på De kanariske øerog De caribiske øer. Er det så dokumenter eller vir-kelighed? Det er jo kilder til historiske antagelserog viden, i hvertfald.

En enkelt levende kilde fandt jeg også, nemlig enlokalhistoriker på Tenerife, som var forfatter til fle-re af de bøger, jeg havde anskaffet mig. Han varengelsktalende og jeg fik arrangeret et møde og etinterview.

Ellers måtte jeg ud i felten, on location.

Hele min egen rejse anvendte jeg som research tiloceansejlads. Jeg havde også en kollektiv søster,der havde krydset Atlanten på Nordkaperen, jegkendte nogle af Troels’ skrøner osv.

Jeg knaldede rigtig mange film af, optog lydbille-der og indtalte små reportager til min datter hjem-me i Danmark

Havnene og især øerne, som vi besøgte, blev nyttiggenstand for interesser både i forhold til den fikti-ve nutidshistorien og Columbus-tiden:

Dover, Jersey, Vigo, Lisabon, Gran Canaria, Pu-erto Rico, Sct. Thomas, Sct. John. Og efter atvære steget af båden rejste jeg videre alene til Sct.Lucia og Martinique.

Vikinge-tiden havde jeg kun dækket ind on loca-tion af Dover, men jeg havde tidligere været på Is-land og havde materiale derfra. Grønland og Vin-land/ Amerika måtte jeg finde i litteraturen.

Det samme var tilfældet mht til indianerne i Nord-og Sydamerika. Men jeg havde dog rejst i USA førog også besøgt et par indianske områder.

Endelig var jeg lang inde i skrivningen blevet over-bevist om, at bogen måtte have en nutidig kvinde-

© Copyright 2003 Jan Knus. (Fri benyttelse mod kildeangivelse). Tlf. 2020 8697. Email: [email protected] R&B — Hvordan skriver man en OceanRoman? — Version 1.2 - Side 14

lig hovedperson.Det faldt så heldigt, at Journalistforbundet ud-

trak mig til en efteruddannelse i fransk på etsprogkursus i Paris, kort tid før jeg tog af sted tilLa Gomera. Så denne fiktive danske kvinde kom tilat bo i denne herlige by.

KunstnerproblematikkenMan kan godt få øje på et problem i denne måde atrejse på: at dokumentere i hoved og røv, med hen-blik på måske at ville skrive om det sidenhen. (El-ler lave tv eller film eller fotos eller …)

Mange backpackers kender lidt fænomenet somdet gentagne dagsbogskriveri.

Men ritualet, hvor man trækker sig tilbage i sigselv og formulerer sine indtryk og tanker er jo ennavigation i kaos. Det er en bevægelse der skaberlidt kosmos ud af kaos. Et ritual, som henter sjæ-len med op i forhold til de mange nye indtryk, tilkulturchok.

Et ritual som justerer verdensbillederne til enselv - og justerer en selv til verdensbillederne.

Jeg har fået kritikken fra en ven, der i sine ungedage var bjergbestiger i Alperne, Andesbjergene, ogHimalaya. Som har boet og rejst meget uden forDanmark. Men i øvrigt aldrig skrevet en linje omdet, udover i personlige breve og lidt dagbøger.

Men kritikken går også især på fænomenet,hvor rejsen og oplevelsen ikke er målet i sig selv,at være der hvor man er, på farten. Men hvor rej-sen blevet et middel, for senere at skulle gøres iudtryk for at score penge eller prestige på det.

Det er en moralsk og eksistentiel kritik.Bliver ens væren uegentlig, usand, uautenstisk,

hvis den på den måde bliver instrumentaliseret?Til formidling. Måske til at blive profitabel.

Havde det moderne ikon på den rejsende skri-vekugle, den engelske antropolog Bruce Chatwin,et uautentisk liv, fordi har altid rejste for at gøresine oplevelser til skrift? Og ikke bare var i sit liv…

Er danskernes oplevelses-darling, min kollektiv-kammerat Troels Kløvedal, en tilsvarende uauten-tisk rejsende, fordi hans forfatterrolle og medieli-derlighed har grebet ind over den frie rejse, denautentiske væren?


Det her er en problematik for ethvert kreativt men-neske, ethvert kunstnerisk menneske, der brugersit eget liv som brændstof for sit udtryk.

Og det gør ethvert kreativt menneske, men i for-skellige former for distance til, i forskellige formerfor formidling af, i forskellige former for fiktionover - det faktisk levede liv.


Afsnit 04 // Om fortælleteknik

Om fortælleteknik

Første persons fortæller(1)„Føulum, den 1ste Januar 1708.Gud skjenke os Alle et glædeligt Nytaar! og bevarevor gode Hr. Søren! Han slukkede lyset i aftes, ogModer siger, at han lever ikke til næste Nytaar;men det har vel intet at betyde. - Det var ellers enfornøielig Aften: da Hr. Søren tog sin Hue af eftermaaltidet og sagde, som han pleier: „agamus grati-as!“ pegte han på mig i stedet for Jens. Det varførste Gang jeg læste vor latinske Bordbøn; …“

Steen Steensen Blicher:Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824)

(2)„I lang tid gik jeg tidligt i seng. Undertiden faldtmine øjene i før jeg havde pustet lyset ud og kunnenå at tænke. „Nu falder jeg i søvn.“„

Marcel Proust: På sporet af den forsvundne tid(© 1932/1932, 2002)

(3)„Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af BjergetNgong. Selve Ækvators linje trak sig over Høj-landet femogtyve mil længere nordpaa.“

Karen Blixen: Den afrikanske farm (© 1937)(4)„Jeg mødte Dean ikke så længe efter at mig og minkone var gået fra hinanden. Jeg var lige kommetover en alvorlig sygdom, som jeg ikke gider atsnakke om, bortset fra at sige at den havde nogetat gøre med det forfærdelige udmarvende opbrudog min fornemmelse af, at alting var dødt.“

Jack Keroauc: Vejene (© 1955/ 1998)(5)„Tore var en af de fyre man ikke kan lade væremed at kunne lide på en eller anden måde. (… …)Jeg lover for, der var ikke een af lærerne, der kun-ne lade være med at grine, ligemeget hvor ånds-svagt den gut opførte sig.“

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (© 1958)

(6)

)04( Om fortælleteknikHvordan kan man skrive en OceanRoman?


„Uden at flytte hånden fra det venstre håndtag kanjeg se på mit ur at klokken er halvni om morge-nen. Selv med en fart på 95 km i timen er blæstenvarm og fugtig.“

Robert M. Pirsig: Zen og kunsten at vedligeholde en motor-cykel (©1974/ 1977)

Tredie persons fortæller(1)„Sommer var det, midt på Dagen, i et Hjørne afHegnet. Lige for stod der et gammel Egetræ, omhvilket man gjerne kunde sige, at den vred sig iFortvivlelse over den Mangel paa Harmonie, dervar mellem dens ganske ny, gulladne Løv og denssorte og tykke, krogede Grene, som meest af Altinglignede grovt fortegne gammelgothiske Arabesker.“

I. P. Jacobsen: Mogens (1882)(2)„Værdigt traadte den trivelige Buck Mulligan fremfra den øverste trappeafsats; han bar en sæbeska-al, paa hvilken et spejl og en barberkniv laa overkors. En gul snoreløs slaabrok bølgede let efterham i den milde morgenbrise.“

James Joyce: Ulysses (© 1922/ 1949)(3)„Nu kimede telefonen igen.

Ole Jastrau, som laa paa divanen og læste, lag-de bogen fra sig, opslaaet.“

Tom Kristensen: Hærværk (1930)(4)„En dag spurgte Willie Chandran sin far: „Hvorforer mit mellemnavn Somerset? Drengene på skolenhar lige fundet ud af det og de driller mig meddet.““

V. S. Naipaul: Et halvt liv (© 2001/ 2002)

Fortæller, synsvinkel, stilholdning, verdensbilledeUanset hvordan man nu skruer tingene sammensom forfatter, så arrangerer man en fortælling. Li-gegyldig hvor meget fortællingen evt. er sprængt istumper og stykker. Men for at kunne have en for-tælling, kræves en fortæller.

FortællerEn bogs, en romans fortæller, er den stemme, denbevidsthed, som bærer en fortælling.

I den enkle udgave er der én fortæller, én stem-me. Men der kan snildt være flere fortællere, flere


stemmer, flere lag af fortællere. Som måske taler imunden på hinanden, eller kommenterer hinan-den.

Fortælleren kan være åbenlys, evt. med kom-mentarer til begivenhederne, nu skal vi bare høre.Eller skjult. Som en flue på væggen der repæsen-terer et virkelighedsudsnit.

Forfatter vs fortællerDer er ikke identitet mellem forfatter og fortæller.Det er meget vigtigt at være opmærksom på. Selvom den ukyndige (lyst)læser ofte ikke kan eller vilskelne mellem forfatteren og fortælleren.

Den ukyndige forfatter vil måske ovenikøbet og-så blande de to instanser sammen.

Der kan være meget stor forskel på forfatterensbevidsthed, indsigt, moralske livsvalg og sympati-er, verdensbillede - og de tilsvarende kvaliteter,som fortælleren udtrykker eller indeholder.

Og det er blandt andet det forhold, der kan førefortælleren og hovedpersonen ind i en udvikling.

Romanen er større end fortællerenOfte kan romanen som helhed have en større be-vidsthed end fortælleren selv. Og undertiden endforfatteren selv.

Det sker, når stemmen gennem romanens hel-hed fortæller et mønster, en labyrint, en arabesk,den ikke selv kan se, fordi stemmen, fortælleren -måske ovenikøbet forfatteren - hele tiden fortællerfra skiftende steder i mønstret, hvor fra man ikkekan overskue hele mønstret.

Valget af fortællerValget af fortæller er afgørende for den synsvinkel,som historien kan dække.

Første personEn første persons fortælling, en jeg-fortælling, kangive et fortroligt indblik i en enkelt person, som re-gel hovedpersonens tanker, følelser og handlinger.

Samt belyse andre personer og omverdenen fradette meget subjektive temperament og intellekt.

Den ekstreme jeg-fortælling er dagbogs-genren.Ligesom i den virkelige verden - og i den virkeligeverdens dagbog - kan jeg-fortælleren være utro-værdig, være upålidelig, lyve, over for læseren ellersig selv - eller arrangere virkeligheden efter enhensigt, skjult for jeg’et eller ej.


Tredie personEn tredie persons fortælling, en han-, hun-fortæl-ling, giver fortælleren større distance til hovedper-sonen, blandt andet en mulighed for at belyse ho-vedpersonen udefra, også gennem andre personersopfattelser af personen.

Ligesom det også er enkelt for fortælleren at giveflere personers synsvinkel på begivenhederne, evt.vise flere personers tanker og indre liv.

Fortælle-SynsvinklerFortælleren ser altid en fortælling med tanker, be-skrivelse og handling fra et bestemt synspunkt, enbestemt fortælle-synsvinkel.

Indre synsvinkelFortælleren beretter tingene for læseren, indefra,evt. med adgang til personens indre. (Blicher).

Ydre synsvinkel (Behaviorisme)Læseren får tingene præsenteret udefra, med enobjektiv fortælleholdning, ofte som en sceniskfremstilling. den ekstreme ydre synsvinkel er be-haviorisme (evt som ‘Hemingways isbjerg’).

Kombineret synsvinkelDen kombineret synsvinkel benytter både indre(personernes følelser og tanker) og ydre synsvinkel(scenisk fremstilling). (Kerouac, Rifbjerg).

Vekslende synsvinkelSynsvinklen skifter i krydsklip fra indre synsvink-ler hos flere end en person. Ofte kombineret medydre synsvinkel. (Proust).

Alvidende synsvinkel, den Olympiske synsvinkelDen alvidende fortæller ved alt, og kan skifte mel-lem alle de øvrige synsvinkler, kommentere perso-nerne - eller selve fortællingen - og også have bag-udsyn og viden om personernes fremtid. (Blicher,Blixen).

Stream of consciousness (Joyce, Kristensen)Bevidsthedsstrøm gengiver personers tanker ogassociationer. Som udvidet indre monolog.Tegnsætning og sætningsbygning kan være heltanormal. Øvrige synsvinkler kan kombineres.(Joyce, Kristensen).


Afsnit 05 // Æstetik & civilisationskritik

Om forholdet mellem æstetik ogcivilisationskritik

Det æstetiske og det politiskeTidligere i mit professionelle og kulturelle liv harjeg været stillet over for parolen om at politiserekulturen.

Alt er politisk! Er du en del af problemet eller endel af løsningen? Som vi spurgte i 1970’erne, medDe Sorte Panteres revolutionære retorik.

I forhold til udøvelse og organisering af musik oganden kultur havde jeg valgt til og fra og arbejdetinden for en dialektisk dobbelt-parole som æsteti-sering af politikken og politisering af æstetikken.

Fra såkaldt ‘progressiv beat’ i 1960’erne til1980’ernes heftige parole om ‘politisk musik! ellervi skider på gulvet!’

Denne bevægelse rummer en række historiskeog teoretiske problemer, som jeg ikke her kan gå idybden med.

Men det er indlysende, at den overleverede kul-tur, den arvede kultur og den nye kultur, forsåvidtden er anderledes, fremmed, oprørsk, subversiv,kun eksisterer i udkanterne, i undergrunden og påden herskende kulturs nåde.

Det er altid sejrherrerne, der skriver historien.Og det er også sejrherrernes sprog, der tales ogsejrherrernes kultur, der leves.

Am I right or am I right!(And this is not a question.This is a statement!)

Den autentiske kunst klarer sig uden overfladiskpolitisering. Den vil netop i og med at den er etkunstværk være et radikalt udsagn.

Både om sin tid. Og om altid.Men jeg har næppe nogensinde før arbejdet med

et stofområde som dette, der i sine sprækker i déngrad selv antydede de voldsomme modsætningerog konflikter, som var indbygget i den.

Den store historieEfterhånden som min research og den indledende

)05( Æstetik og civilisationskritikHvordan kan man skrive en OceanRoman?


skrivning skred frem, blev det klart for mig, at jeg imit bogprojekt måtte involvere mig i den store hi-storie.

Allerede fra sejladsens begyndelse havde de få ma-terialer fra den officielle Columbus-regatta medoprørende tydelighed vist, at femhundredåret forAmerikas såkaldte opdagelse var sejrherrernesfest.

Det var kolonisatorernes fest, imperialisternesfest, de hvide europæeres fest sammen med efter-kommerne af deres indvandrede forfædre på deamerikanske kontinenter.

Det trykte materialer blev kun overtrumfet af vir-keligheden, af regattaens prangende selvbevidst-hed og iscenesættelse, overalt i havnene hvor visejlede ind i regattaen kølvand:

I Lisabon, i Las Palmas, i San Juan. Og detteshow off har ikke været mindre i Genoa, i Bristol, iNew York og Boston.

Til festen og ombord på de store, prægtige, menprangende sejlskibe, var ikke inviteret repræ-sentanter for afrikanerne eller de oprindelige folkpå de amerikanske kontinenter.

Millioner af sorte mennesker døde eller blevbortrøvet som slaver i den europæiske jagt på bil-lig arbejdskraft.

Millioner af indianere blev massakreret og måttese deres kulturer og naturrigdomme ødelagt ogplyndret af europæerne.

I 500-året for disse permanente forbrydelserprotesterede disse folks forskellige organiseringermod sejrherrernes fest og forsøgte sig med modop-lysninger.

Men de trængte ikke igennem i den vestlige me-dieverden.

Jeg ønskede at lade disse oprin-delige folk komme til orde i min bog.

Blot en overfladisk surf henover den europæiskekolonihistorie må kante sig meget behændigt udenom historiske kendsgerninger for at undgå at ridepå bølgen af den europæiske civilisations indbyg-gede racisme, den europæiske arrogance, det eu-ropæiske barbaris massakre.


Alt og alle der ikke ligner os europæere måtteændres til vores verdensbillede, eller undertryk-kes. Eller simpelthen udslettes.

Tilbage fra den europæiske civilisation forfædre,i Platons statslære, gror racismen, i synet på bar-barer og borgernes egne kvinder, børn og slaver.

Og siden indfører den kristne middelalderkirke,med rødder langt tilbage i jødisk, kristen og mus-limsk tradition, begrebet og handlingen „Retfærdigkrig“ mod ‘hedninge’, der bliver karakteriseret tilikke at være ‘fornuftsvæsner’.

Jeg kunne ikke skrive om dengamle verden og den nye verdenuden at kritisere denne civilisation.

Den lille historieMen inde i denne store historie, denne verdens-historie og civilisationskritik, måtte jeg skrive enmindre historie. Eller flere mindre fortællinger.

Jeg måtte skrive en art spændingshistorie om ennutidig, lille flok europæiske mænd, alene ombordpå et skib i mange dage. Et lille samfund, menlangt væk fra deres sædvanlige civilisation. Et mi-ni-samfund der kom mere og mere i mangel påden allervigtigste ressource: vand!

Jeg måtte også skrive en kærlighedshistorie. Kvin-den var med i sagaen, selv om mændene sejledealene. Eller mange løsagtige kærlighedshistorierom besætningens medlemmer og hovedpersonenLeif Eriksen. Og især en eller måske to vigtigekærlighedshistorier om Leif. En i erindringen og eni nutiden.

Og endelig ville jeg skrive en udviklingshistorie forLeif Eriksen, med glimt helt tilbage i barndommen,men især fra musikkens og kollektivernes gladehippie-dage i 1970’erne op gennem de kolde 80’ere- til en måske begyndende afklaring i 90’erne?

Disse krav, som mit stof og mine skrive-ambitionerefterhånden opstillede, konfronterede mig med enrække æstetiske udfordringer, stillede mig somskriver en række æstetiske opgaver:

Hvordan skulle jeg litterært-æste-


tiske set indløse disse ambitioner?

Havde jeg overhovedet bogstavernok, tid nok, ressourcer nok, talentnok?

Ganske vist havde jeg skrevet pro-fessionelt gennem mange år. For-skelligt materiale, universitets-op-læg og afhandlinger, kulturelle es-says, journalistiske artikler, journa-listisk-historiske bøger.

Ja, også rock-tekster og digte. Og jeg havde en række prosa-sti-

løvelser bag mig fra de sidste ti år.Men det var novellelængde. Havdejeg overhovedet luft til en roman?

Hvilken slags fortæller kunnerumme og berette hele dette oceanaf fortællinger?

Jeg kunne næppe nøjes med én for-tæller. Det var jo ikke en videnska-belig afhandling, jeg ville lave.

Heller ikke en essay-samling.Og jeg kunne da slet ikke nøjes

med en logbogsskrivende jeg-fortæl-ler, for hvordan skulle han kunnerejse i tiden? Og hvordan skulle hankomme rundt om eller ind i andremennesker i andre kulturer og epo-ker?

Hvilken fortæller-synsvinkel kun-ne favne disse horisonter i en sam-let fremsstilling?

Hvis det skulle dreje sig om en en-kelt synsvinkel kunne kun en gud-dommeligt alvidende synsvinkelrumme helheden.

Men jeg var ikke interesseret i etolympisk synspunkt, fordi det sand-synligvis ville give en bedrevidendedistance til fortællingen.

Og dét ville sikkert vanskeliggørelæserens identifikation

Hvilken stilholdning ville kunnedække denne brogede samling for-tællinger?

Naturalisme, impressionisme, re-


alisme, dokumentarisme, behavio-risme, stream-of-consciousness,modernisme …? Ingen indbød sigsom det naturlige, organiske valg.

Det forekommer fuldstændig umuligt at skulle føretre tidsdimensioner med omegn sammen, 1000-årene, 1400-årene, 1990’erne …

En sejrende, frembrusende og undertrykkende ci-vilisation overfor en række kulturer, der blevbesejret, undertrykt, udslettet …

En mindre hær af personer, historiske figurer oghelt fiktive personer i hver deres enestående kul-tursammenhæng og tid …

Heldigvis var de her litteraturteoretiske tanker ogskrivetekniske problemer ikke et problemkatalog,som jeg stillede samlet op fra begyndelsen. Så varjeg nok aldrig kommet videre.

Næh. Sådan set begyndte jeg nemlig bare …med at skrive, altså. Og det vender jeg tilbage til.


Afsnit 06 // Om genre-problematikken

Om genre-problematikken

Endnu havde jeg en overordnet æstetisk udfor-dring eller et overordnet æstetisk valg tilbage.

Nemlig valget af genre.

Det var klart nok, at mit færdige manus ikke skul-le være et drama til scenen. Heller ikke en samlingdigte, eller en lyrisk rejsebog.

Det skulle være en roman af en slags.I hvert fald skulle det være et episk værk.Altså et fortællende værk i prosa om et forløb af

begivenheder over tid og i et rum. Men jo altså udvidet til flere tider. Og mange

rum.

Aristoteles’ PoetikPå forhånd tænkte jeg noget forpustet, at mit epi-ske værk slet ikke ville kunne overholde kravenetil antikkens drama og den klassiske franske tra-gedie. De krav som Aristoteles opstillede i sin Poe-tik, nemlig handlingens, stedets og tidens enhed.

Altså i værketskulle en afsluttet handling udspille sig

på ét sted og inden for et given tidsrum, gerne 24 timer.

Sejladsens poetikNu var det jo altså heller ikke et drama for scenen,jeg var i gang med.

Men jeg besluttede alligevel at fastholde nutids-sejladsen som fortællingens stamme eller rygrad.Fortællingens køl er måske det bedste begreb i dether maritime tilfælde.

Hermed havde jeg faktisk i helt klassisk for-stand opfyldt de klassiske krav:

I denne kerne i bogen udstrakte handlingen sigfra sejladsens begyndelse og blev afsluttet ved sejl-adsens afslutning.

Rummet var ovenikøbet det klassiske, det lukke-de rum, men nu på et skib. Som ingen kunne an-komme til eller forlade. Med mindre det helt uven-

)06( Om genre-problematikkenHvordan kan man skrive en OceanRoman?


tede eller dramatiske indtraf … (Det gør det …).Og tiden var den udsejlede tid, og hvis det blev

begrænset til selve Atlant-krydset, kunne det sæt-tes til 24 døgn. En parallel til 24 timer.

De episke genrerOfte undrede jeg mig over, hvilken episke genremit manus kunne skrives ind i?

Af de store episke genrer kan nævnes i nogen-lunde kronologisk rækkefølge:

De mytologiske skabelsesberetninger:(Hvordan opstod og begyndte verden, eller en kul-tur)

Skildpaddeøen, de oprindelige amerikanere, den store ogden lille familie, alt er besjæletGilgamesh, fra MesopotamienBiblen, jødernes fortællinger mv.Fortællingerne om Valhalla, NordenCamelot, Kong Arthur og ridderne om det runde bord, Eng-landRolandskvadet, Frankrig (med Holger Danske)Kalevale, fra FinlandRingenes Herre, som ren kopi-mytologi, tilføjet Fantasy

Odysséerne (rejsefortællinger, livsrejsen ≈ road stories):Mytologiske epos, men også over i området for dekosmiske epos (genesis)

Homer: Odysséen og Illiaden, Vergil: Æneiden, Dante: In-ferno

De didaktiske, belærende dialoger(Er til læring og belæring om tingenes og verdenssammenhæng og helhed. Især Platons dialoger,som illustrerer Sokrates’ metode, den dialektiskespørgemetode (at være jordemoder)).

Platon: Sokrates’ Forsvarstale, Symposion, Phaidros, Faidono.m.a.Siden anvender f. eks. Folkebøgerne prosametoden.

Rammefortællingerne:(Fortælle-cyklus med uafhængige fortællinger in-den for en ramme).

1001 nats eventyr, Boccacio: Dekameron, Geoffry Chaucer:Canterbury Tales

Saga(Egt. ‘beretning’, ‘historie’: Island, 1200-tallet, for-tællende prosa fra historieskrivning til ren under-holdningslitteratur. Kongebiografier, myter, aneko-ter, legender. Heltehistorier og slægtsfejder med


vægt på ære og slægt).Erik den Rødes Saga, Islændinge Saga, (Som jo benyttes som kilde i OceanRomanen)

Folkebøgerne(1400-tallet - 1800-tallet. Populær bogtryk, Prosa-ens internationale. Bøger på folkesprogene, altsåikke latin, og i folke(over)troens eget sprog. Medtråde til Middelalderens religiøse og verdslige digt-ning. Men f. eks. Salomon og Marcolfus bygger påfolkenes mundtlige genrer: eventyr, gådegætning,ordsprog, kappestridsdialog, parodier, dialoger, ek-sempelsamlinger. Andre bygger på genrer som rid-der-epikken, legenden, prædikenen, skæmte-dig-tet, balladen etc.

Doktor Hjælpeløs af Grækenland, Finkeridderen, Historieom Dr. Faustus, Jerusalems Skomager, Olger DanskesKrønike, Griseldis

Ridderfortællingen(Den høviske adelskultur fra Frankrig og Tysk-land, England, opstået efter Korstogenes mødemed muhamedanernes overlegne kultur).

Crétien de Troyes: Herr Ivan, Løveridderen (1180), HertugFredrik af Normandiet (1308), Flores og Blancheflor (1312)

Rejsebogen(Middelalderens: Om foretrukne pilgrimsruter - tilSantiago de Compostella, Jerusalem, Rom - og omfortællerens fantastiske oplevelser gennem angive-ligt virkelige rejser ud i det ukendte) - I Romantik-ken, individets følsomt oplevede dannelsesrejse).

Historien om Jon præst i Indien (fra 1165), Mandevillesrejse (fra 1357), Marco Polo (dokumentarisk og dervedukarakteristisk),Lawrence Stern: A Sentimental Journey Through Franceand Italy (1768), Tristham Shandy (1759-67, en slags for-løber for Ulysses(!)), Jens Baggesen: Labyrinten (1792,bygger på Brevet og Dagbogen).Og i romantisk og moderne udgave: H. C. Andersen, SophusClaussen, Johs. V. Jensen, Tom Kristensen, Martin Ander-sen Nexø, Klaus Rifbjerg, Thorkild Hansen, Vagn Lundbye,Ib Michael, (Thor Heyerdal, Arne Falk Rønne, Hakon Miel-che), Troels Kløvedal, Carsten Jensen - Bruce Chatwin

Den pikariske roman (Skælmeromanen)(Opstået i Spanien i 1500-tallet, episodiske begi-venheder som perler på en snor, uden den seneredannelses-fortælling eller udviklings-historie).

Cervantes: Don Quichote, Holberg: Peder Pårs


Eventyret(Udspring i den folkelige fortællekultur med rødderi Middelalderen. Folkeeventyr (≈ folkeviser), eksi-stentielt vigtige overgange i livet. Kunsteventyr, fraRomantikken. Egen streotyp logik, kamp mellemondt og godt, ofte i tre faser, overnaturlige væsnerog kræfter spiller ind, aktant-modellen).

Brd. Grimm’s Eventyr, TysklandAsbjörnsen & Moe, NorgeH. C. Andersen

Fantasy(Beslægtet med eventyr og myter, befolket medovernaturlige væsner i kamp mellem godt og ondt,egen logik, men ikke stereotyp. Arketyper er enfælles symbolkreds. Camelot og Valhalla er inspi-rationskilder).

J. R. Tolkien: Ringenes herre. J. K. Rowling: Harry Potter-serien (Lene Kaaberbøl: Skammer-serien m. fl.)

Den fantastiske fortælling(Den fantastiske tøven, mellem eventyr og realis-me. Læseren tvinges til valg mellen ‘en kompliceretrealistisk forklaring, der overskrider realismen, el-ler en enkel psykologisk forklaring, der til gengældafskriver realismen’. Ikke identifikation med perso-nerne, men tvang til at forholde sig til tekstensmagiske rum).

Edgar Allan Poe, Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Ka-ren Blixen, J. L. Borges

Dannelsesromanen(Individet der gennemgår en harmoniserende dan-nelsesproces, en individuation. I tre faser: Hjem-me- Hjemløs-Hjem).

W. Goethe: Wilhelm Meister, M. A. Goldschmidt: Hjemme-Hjemløs-Hjem, HC Andersen: Lykke Peer

Udviklingsromanen(Den tredie harmoniserende fase bliver uopfyldt,eller problematisk - modernismen forudgribes).

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, I. P. Jacobsen: Niels Lyhne

Kollektivromanen:(Ikke et individ, men en gruppe menneskers liv in-teresserer forfatteren, fra psykologi til sociologi).

H. C. Branner: Legetøj, Hans Kirk: Fiskerne

Den modernistiske roman:(Den klassiske romans former opløses, fordi detharmoniske, religiøst-borgerlige liv opløses og ikke


lader sig enkelt beskrive, centralperspektivet ned-brydes, eksperimenter. I forhold til den tre-fasedeudviklingsroman kan den tredie fases harmonise-ring ikke realiseres).

James Joyce: Ulysses, Marcel Proust: På sporet af dentabte tid, Tom Kristensen, Svend Åge Madsen

Den postmoderne meta-roman:(Tekstkommenterende, ironisk legende med gen-rerne. Den tredie fases mangel er ikke mere pro-blemet).

Milan Kundera, Umberto Eco, Peter Høeg,

Spændingsromanen:(Jvf. Berettermodellens spændingskurve).

Mange: Graham Greene, Alistair Maclean, Jan Guillou.

Undervejs og efter at mit manus var færdigt reflek-terede jeg igen og igen over dets genre-tilhørsfor-hold.

En oprindelig arbejdstitel for manus var Det syn-gende ocean.

Den titel skulle vel antyde et vist slægtsskabmellem oceanet og menneskelivet, samt at oceanetvar levende og fyldt med sange eller fortællinger.Det var også titlen på en af de avis-features, jegskrev under min sejlads. Og det blev titlen på denCD-rom fortælling, jeg siden lavede.

Som færdigt manus viste det sig, at mit værk komtil at rumme en række hovedtræk fra mange, ja,de fleste af de episke genrer, som jeg har opregnether. Og et par stykker til. Det vil jeg komme tilbagetil.

Og det var egentlig frygtelig forvirrende.Både for mig som skriver.Men også for den læser, der begav sig af sted ud

i den bølgende tekst, og som måske forventede enmere rendyrket romangenre. Og som derfor måskeblev skuffet, ja, frustreret. Fordi teksten stillede opmed større udfordringer end læseren ville ellerkunne indløse.

Den endelige titel blev efter mange overvejelserden, som I nu kender: Leif Eriksens OceanRoman.

Dels fordi den sejlende hovedperson i nutids-dimensionen hedder Leif Eriksen.


Og dels fordi han i øvrigt er bevidst om at havenavn til fælles med en anden og større sømand,nemlig vikingen Leif, søn af Erik, Erik Thorvaldsenden Røde, som fandt og anlagde byer på det nye,store land og navngav det Grønland — som den-gang ikke på de steder var beboet af inuit. Ellerskrælinger, som vikingerne kaldte dem.

Alt dette og mere til er fortalt i bogens vikinge-tid. Den indeholder naturligvis også Leif den Lyk-keliges opdagelse af Vínland - dét Amerika somvarmtvandsejlerne mener de har opdaget - og Leif Eriksens anlæggelse af en lille koloni der,ved Anse aux Meadows, på nordspidsen af NewFoundland.

Og endelig fordi nutids-Leif i bogen efterlader etoceanisk manuskript om sin sejlads og studier tilen kvinde, som derpå eftersøger ham, Leif, og iøvrigt overlader manuskriptet til denne forfatter,Jan Knus. Som da renskriver og bearbejder det.

På den måde bliver bogen en rammefortælling,med forfatterens bearbejdning og tilføjelser til LeifEriksens OceanRoman.

En OceanRoman - SubRealismeDen endelig genre bliver således en … OceanRo-man.

I bogen hører Leif Eriksen blandt andet denneforestilling om sammenhængens verden:

»Javel, ja. I har talt jeres ord. Anazasi har hørtjeres rasen. Lad os nu falde til ro og ikke skændesom elementære ting, men fortsætte vores vildesamvirke. For min del er ordenes og sammenhæn-gens verden i havet. Hvis man bliver ved kysternemøder man kun de ord, der som nødvendig del afen hvirvel skummer på land, eller de ord der erhittebørn og horeunger i brændingens alfabetiskevraggods, men også de ord, der søger mod stran-den for at lægge deres afkom, som vender formerettilbage til havet, hvor deres fortællinger bevægersig i bølger og dønninger, overflader ogskumsprøjt, i lange strømme og mange lag, dybderog steder, men alle i samme ocean. Her under ha-vet mødes alle ord, ja, og her under havet mødesalle øer, og øerne er Jorden, og ordene er den storefortælling, og inde i Jorden, under Vandet og udenfor Jorden leger Ilden og Luften med i kræfternestummel, og sammen gør vi en stor levende orga-nisme. Vi kan jo kalde den for Gaia.«


»Så, skal dét være meningen, de fire klassiskeelementer? Ilden, Luften, Jorden, Vandet. Menhvad ...«

»Stille, menneske, øs af havet.Gaia er stor! Men Den store familie er større, fra den mindste

celles ophobede rigdom til stjernerne og rummetsuendelighed.

Vandet og oceanet er skabelsen og forbinder al-verden. Vandet er tidevandets skyllen i cellerne, ogdet er det mudder, som alle levende væsener fød-tes i, og hvor fra mennesket kravlede op. Vanddig-teren er Skaberen. Hans runer er ringene i vandetog sporene, som vi levende væsener efterlader ihinanden. I verden. Det er hans digt. Under realis-men er virkeligheden.«

»Der er ikke meget rum tilbage til et rejsendemenneske i denne sammenhæng,« indvendte jegspagfærdigt.

»Sig ikke det. Spirituelle rejsende har bragt migog min Skildpadde-ø på tale igen og også sagt påjævn vis, at de fire elementer, som de antikkegrækerne og kinesere anså for at være bærende forden fysiske verden, har Rummet i verden som detfemte element.

Et lille rum omslutter stor tomhed.Derude i den store hvirvel, i det store hvælv

hænger stjernerne. Og hvem kan komme uden foruniverset? Ikke engang lyset. Men tøv. De vildeords digt er født et andet sted. Og behøver ikke atblive. Som vilde gæs på træk rejser vilde ord hjemhøjtflyvende over grænser, de færreste ting kanpassere.

Den spirituelle rejsende har sin vej at gå og singerning at gøre i Den store familie.

Den store familie er komplet, når vi til rummetføjer et sjette element, som buddhistiske mestre iIndien gjorde det, og som nordamerikanske india-nere gjorde det: Sindet.

Sindet er hvert menneskes rigdom, menneske.Såvel som digtningen også er det. Mennesket errejsende i rummet, for det rejser i sindet gennemdigtet.

Nu har du seks elementer, menneske, og kanbegynde at bygge med disse seks forskellige ord.

erdigtet

uden for verden


er inden for verden

digtet

Giv efter. Bed til din Store familie. Digt. Øv dig i atrejse i kærlighed med vildskabens komplette år-vågenhed.« (Leif Eriksens OceanRoman, ss. 399-400)


Afsnit 07 // Om skrivearbejdet

Om skrivearbejdet, hjemmefra og på LaGomera (første version) - løsninger på deæstetiske udfordringer

HjemmefraEfter jeg var kommet tilbage fra min sejlads tænk-te jeg ikke i begyndelsen på noget bogprojekt. Jeghavde nok at gøre som lokalTV-reporter. men dajeg efterhånden kunne se til enden på dette ar-bejdsforhold, begyndte jeg selvfølgelig at overveje,hvad mit liv og arbejdsliv så skulle indeholde.

Jeg genoptog min research i Columbus-tiden ogudvidede det efterhånden indover Vikinge-tiden.

Jeg digitaliserede min egen logbog fra sejladsen,dvs. selve Ocean-krydset. Altså indskrev tekstenpå en fil i min Mac-computer.

Omkring Sct. Hans 1993 havde jeg knapt 80 si-ders manus. Som et arbejdspapir eller en optakt tilfortællingen om selve sejladsen.

Under titlen Krydderivejen samlede og nyskrevjeg de mangfoldige grunde til Columbus’ afrejse inetop 1492, som en alternativ rejserute efter de af-sindigt dyre og efterstræbte krydderier, som detrige Europa tørstede efter.

Ved bålet på Helgenæs den aften viste en gammeluniversitets-kammerat interesse for sagen. Han(Niels Ole Finnemann, siden dr. phil.) var et af dehelt skarpe hoveder fra den første generation afstudenteroprøret fra 1968, hvor jeg selv kunneplacere mig i den anden generation.

Niels Oles positive respons efter at have læstmit manus var opmuntrende for min nye plan omat skrive en bog og rejse til La Gomera for at gøreden færdig.

Han mente selvfølgelig, at det meste af arbejdetstadig var tilbage. Og en stor udfordring ville ligge iat forbinde det historiske materiale med den nuti-dige sejlads.

Så kursen var sat.Tilbage til arnestedet. På Columbus’ tid var øen

det kendte Europas yderste vestlige punkt. At sejle

)07( Om skrivearbejdetHvordan kan man skrive en OceanRoman?


herud fra var mod en aldeles ukendt og skrækbe-tonet verden.

Tilbage til arnestedet for mit sejlende møde medden første lune ø i de varme vande.

HavnearbejderneI Århus var Ib en gæv havnearbejder, som jeg hav-de kendt i mange år. Desværre døde han alt fortidligt. Men havnearbejderne er arbejdere med in-ternational solidaritet og kontakter, og Ib havdeflere gange besøgt Francisco, der var formand forhavnearbejderne på Tenerife.

Francisco kendte selvfølgeælig havnearbejderenManuel på La Gomera. Og Manuel havde en lediglejlighed efter noget familie.

Dén lejlighed fik jeg mig lejet ind i.For sådan gør man dét. Og efter et par dages rejse med mellemlanding i

Madrid og på Tenerife, hvor jeg fik en meget gæst-fri modtagelse af Francisco - „Ibs venner er minevenner“ - med spisning og overnatning, så begynd-te jeg at skrive i San Sebastián den første uge i no-vember 1993.

La GomeraJeg havde en kuffert fuld af bøger med, og en MacPowerbook af en af de første generationer af mobilecomputere. Den havde jeg lånt af en god ven. Detvar blot at plugge i, så var der hul igennem.

Internettet var stadig ikke opfundet. Mobiltele-fonen heller ikke. Så kommunikationen 3.000 kmhjem var pr. håndskrift og telefonboks en gang omugen

Jeg arbejdede hver dag med bogen de næste tremåneder. De dage, jeg ikke skrev kunne tælles påén hånd. Og i alle mine vågne timer var jeg i sel-skab med min bog.

Når jeg købte ind og spiste. Når jeg hentede post eller vekslede penge. Når

jeg gik på café eller på stranden. Når jeg tog rundt på øen i bus eller lejet bil.Mine dagsrutine var enkel. Jeg stod op ved nitiden og arbejde et par timer

efter morgenmaden. Så gik jeg på posthus og køb-te ind i et par småbutikker til frokost.

Efter at have spist arbejdede jeg igen en timestid, og tog på stranden ved tre-tiden. På nær de fådage, hvor det blæste meget eller regnede. Tempe-


raturen lå mellem 15 og 21 grader. Her tog jeg lidtsol og hørte et yndlingsbånd eller to på min walk-man.

Herefter valgte jeg mellem to-tre caféer, drakmin cafe latte og kiggede på folk. Skrev måske etpostkort eller to.

I al denne afslapning lå problembearbejdningenlige under overfladen. Jeg vendte og drejede for-tælletekniske, kompositoriske, researchmæssigeog praktiske forhold med bogen.

Så gik jeg på torvet eller i supermarkedet. Varhjemme i lejligheden igen ved 18-tiden, hvor detnu var blevet mørkt.

Jeg arbejdede så en time til halvanden, indenjeg lavede aftensmad og spiste.

Jeg havde tv i lejligheden, med 4-5 programmer.Kun spansksprogede. Jeg forstod næsten ingen-ting. Havde flere gange hørt et begynder-spansk-kursus på bånd derhjemme og havde da også enparlør og en ordbog … men derfra og til at forståunderholdning, nyheder, film …

Der var mange, flot opsatte shows og konkur-rencer. Og så var der sport. Jeg så spanierne tævedet danske landshold i fodbold. Igen! Og banke tu-ren til VM 94 ud af dem. Dét var ret surt. Med lidtbilhorn på gaden og sådan …

Nyhederne kom sjældent nord for Bonn. Tilgengæld var der en del stof fra Latinamerika. Allefilm var synkroniserede til spansk. Mit største heldvar en reprise med Pelle Erobreren, som ikke varsynkroniseret.

Om aftenen og natten havde jeg så to til fem ti-mers arbejde. Jeg gik sjældent ud om aftenen. Ogikke for at spise. Det havde jeg ikke råd til. Der varheller ikke noget aftenliv i byen, ingen biograf. Engang imellem tog jeg en kaffe på den store café veddet store torv.

Jeg snakkede aldrig med nogen. Éndagsturis-terne var taget tilbage til Tenerife. Øens andre be-søgende boede andre og smukkere steder på øen,især i Kongernes Dal, som er et at de ti steder jeghar set, som konkurrerer med Paradis. Og de loka-le talte spansk, og var i øvrigt uinteresserede.

Jeg havde arrangeret, at min 11 årige datter be-søgte mig en uge i december. Jeg hentede hende ilufthavnen på Tenerife. Dét var dejligt. Jeg arbej-dede nogle timer, når hun var gået i seng. Og entime midt på dagen, hvor hun lavede skoleting. Vihavde masser af udflugter i byen og en heldagstur


i lejet bil rundt på øen, som jeg så også brugte tilresearch.

Da jeg fulgte hende tilbage til lufthavnen havdejeg fået arrangeret et interview med lokalhistorike-ren.

En gammel veninde besøgte mig også en ugestid i januar. Men det var måske lidt skævt. Jeg varegentlig ikke særlig social at omgås i mit arbejds-raseri. Jeg ville selv råde over, hvornår der varpause, og hvornår der var fuld tryk på.

Hjemkomst - Læser-respons og resultatDet lykkedes mig faktisk på de tre måneder at fåen masse research på plads, at få løst en rækkekompositoriske og fortælletekniske problemer. Ogat få skrevet et manus sammen. Som jeg oveni-købet havde en lille uge til at læse samlet igennemog korrigere.

380 sider var det blevet til.Egentlig var det en helt utrolig præstation.Da jeg tog af sted hjemmefra vidste jeg, at et

dansk forlag (Forlaget Centrum) havde udskreveten roman-konkurrence med en deadline midt imarts 1994. Det blev min egen deadline.

Jeg havde mange drømme om at vinde den kon-kurrence. Inden jeg faldt i søvn om aftenen fanta-serede jeg ofte om, hvordan jeg ville læne mig til-bage i Meyerheims TV-hjørne og lige få sat det lit-terære landskab og ocean lidt på plads …

Jeg kom planmæssigt hjem omkring 1. februar.En uge i forvejen havde jeg via afsendelsen fået enkammerat til at udprinte hele manus fra et par di-sketter, jeg havde sendt ham. Han arbejdede ogsåmed Mac og havde det program, jeg brugte.

Inden afrejsen havde jeg kontaktet en forfatter-bekendt fra min tid som redaktør på forlaget Mod-tryk.

Efter et par uger blev jeg så inviteret ned tilHenning Mortensen, som var meget begejstret formit manus. Vi snakkede om det, det meste af endag. Han havde et par indvendinger, eller forslag.Især syntes han, at jeg skulle stramme konfliktenop ombord på det lille nutidsskib.

Og det var et par ting mere.Men efter den sammenkomst var jeg helt sikker

på, at jeg havde et godt manus. Jeg havde ikkemeget tid tilbage før deadline, men fik dog trimmetlidt på nogle ting i manus efter Hennings råd.


Og så, midt i marts måned 1994, sendte jeg mitmanus ind til konkurrencen.


Afsnit 08 // Om inspiration & hårdt arbejde

Om forholdet mellem inspiration og hårdtarbejde [Oblique Strategies eller‘Forblommede Strategier’]

Som jeg har fortalt, var mit skrivearbejde en blan-ding af daglig disciplin og inspireret lyst til af skri-ve.

Den kreative computerJeg gik aldrig for alvor i stå.

Skriverens angst for det hvide papir blev ikke af-løst af frygten for den let blinkede skærm. Jeg erfor altid dybt fascineret af at arbejde kreativt meden computer.

Tekstbehandling, DTP, multimedier. Bare kommed det!

Med det forbehold, at kodning og teknik skal fyl-de så lidt som muligt. I det samme det overskrideren vis tærskel i forhold til det kreative, bliver detkedeligt for mig, mister fascination.

Helt ærligt, mit liv er for kort til Lingo og dyna-misk HTML og Java. Men jeg elsker espresso.

Den samme diskrimination gælder også andre tek-nologier, jeg har haft hænderne ned i. Audio-tek-nologi i forhold til rockmusik. Visuel teknologi iforhold til video/TV.

Jeg får ikke de der nørdede orgasmer af det tek-niske fix. Jeg vil hellere leve højt og kreativt på, atandre får det.

Jeg står heller ikke på hovedet i min gamleVolvo Amazon, selv om det da ville være praktiskat kunne det. Men jeg vil gerne køre godt og medstil i den, og så flot som jeg nu har råd til.

Hold pause!For mig stiller sagen med hårdt arbejde og inspira-tion sig måske lidt på hovedet. Jeg har nu erfarin-ger fra tre lange skriveophold. Og problemet ersådan set ikke at komme til computeren og tastebogstaver og laver planer.

Problemet er mere at holde fornuftige pauser. Atfinde ud af og faktisk føle, at det er okay, ja helt

)08( Om inspiration & hårdt arbejdeHvordan kan man skrive en OceanRoman?


nødvendigt indimellem IKKE at lave noget …! Men i stedet lave lækker mad med små midler.

Gå tur, motionere, meditere. Pleje maven, sanser-ne, kroppen. Høre musik. Eller bare kigge ud i luf-ten, på stranden, på caféen, på gaden.

Når man er på fremmede steder, så går en vis por-tion tid simpelthen også med at organisere. Orga-nisere ens dagligdag og personlige infra-struktur.Organisere bevægelser og smårejser på stedet. Or-ganisere kommunikationen til hjemmefronten,breve, telefon, siden mails og sms.

Ofte oplever jeg organiseringsom tidsrøvere i forhold til detegentlig projekt, at skrive buk-serne af fanden selv.

Men i min hjemlige dagligdager der endnu flere tidsrøvere ogdistraktions-ting. Ikke mindstdet evigt voksende bureaukratived at bo i et massivt dokumen-terende og kontrollerendevelfærdssamfund. Dét kan manså i et eller andet omfang tagefri fra ved at rejse ud.

Pausen er nødvendig, ligesomsøvnen. Her oplades ressourcer-ne på ny, og nye forbindelserlinkes mellem områder og pro-blemer, der før var kørt fast,men så finder nye former at be-væge sig i.

Oblique StrategiesHvad gør man så, hvis man alli-gevel kører helt fast?

Man gør noget andet.Skriver på to kapitler ad gan-

gen og hopper fra det ene til detandet. Går fra skrivning til re-search eller omvendt. Går turmed sin imaginære hund. Følgersine impulser og intuition.

For nylig faldt jeg over en krea-tiv problemløsnings-metode,som er udviklet af musikeren

© Copyright 2003 Jan Knus. (Fri benyttelse mod kildeangivelse). Tlf. 2020 8697. Email: [email protected] R&B — Hvordan skriver man en OceanRoman? — Version 1.2 - Side 40

Brian Eno, og blandt andet i mange år er anvendtaf hans mere berømte kollega David Bowie.

Oblique Strategies kaldes det. Indirekte eller For-blommede Strategier.

Vis æsken. Tag et kort op og læs:„Disse kort udviklede sig fra sepa-rate iagttagelser af de principper,der ligger under, hvad vi gør. Som-metider blev de anerkendt retro-spektivt (intellektet indhenter intui-tionen), sommetider blev de identifi-ceret mens de skete, sommetiderblev de formuleret.

De kan anvendes som en stakkort (som et sæt muligheder derkonstant bliver genset af bevidsthe-den), eller ved at trække et enkeltkort fra den blandede stak, når etdilemma optræder i en arbejdssitua-tion. I dette tilfælde bliver kortet til-lagt troværdighed, selv om dets eg-nethed er ganske uklar. De er ikkeendelige, da nye ideer vil fremkom-me, og andre vil blive selvindlysen-de.“

Oblique Strategies Over one hundred worthwhile dilemmas. Brian Eno and Peter Schmidt.’Fifth, again slightly revised edition, 2001© 1975 Brian Eno and Peter Schmidt

Hvad jeg har hér, er Femte revidere-de udgave, med 102 kort. Det er ind-til videre trykt i et oplag på 1.000 ogkoster omkring 300 kr. Kan købesvia Internettet, på:

http://www.roughtrade.com/

Og så har jeg netop set, at Femteudgave er udsolgt, men at Sjette ud-gave er på vej.

Oblique StrategiesNortons BoxThird special edition


Afsnit 10 // Om forlagssystemet

Om forlagssystemet (og øvrige hindringer),forlags-odysséen og den lange pause

Sidst i maj måned 1994 var det klart, at jeg ikkehavde vundet den der omtalte romankonkurrence.

Hvad jeg selvfølgelig syntes var dybt uretfærdigt.Jeg kan ikke huske, hvad vinderen hed, men haner heller ikke blevet helt verdensberømt siden.

OptionJeg begyndte nu den lange vej gennem forlags-systemet.

Forlagene har en skummel vane med at mene,at forfattere kun må sende deres manuskript til étforlag ad gangen. Når nu forlagene arbejder såhårdt med at læse de der manus’er, så vil de ogsåhave en førsteret, en option, på at kunne udgivedet, hvis de vil.

Sådan arbejdede jeg såmænd også selv, da jegvar forlagsredaktør 10 år tidligere.

Men det er meget langsommeligt proces og pro-cedure, og de fleste forlag er helt utilnærmelige,mens de har manus liggende. To måneder er enhurtig behandling, og der kan snildt gå op til firemåneder. Og i mens er man som skriver selvfølge-lig rimelig utålmodig, og sender en forsigtig rykkeren gang i mellem.

Når så afslaget kommer, har forlaget som regelhverken tid eller råd til at give en brugbar bedøm-melse.

Forlags-odysséenDa jeg havde fået det første nye afslag efter Cen-trums romankonkurrence - det var i øvrigt fra Gyl-dendal, hvor den kvindelige redaktør, som jeg rin-gede op synes mit manus var underligt, og tvivledepå, om jeg overhovedet havde været ude at sejl, ‘fordet var jo slet ikke som Troels Kløvedal skrev …’ -nå, siger man så …

Men efter det begyndte jeg at lade to kopier cir-kulere rundt til forlagene.

Jeg henvendte mig til yderligere seks forlag, og

)09( Om forlagssystemetHvordan kan man skrive en OceanRoman?


var ikke færdig og mør før året efter, maj 1995. Da havde jeg så fået otte afslag gennem fjorten

måneder. Og var i øvrigt ved begyndelsen til enhelt ny periode i mit liv.

Jeg vil ikke gå i detaljer med den der forlags-lidel-seshistorie, men det mest skuffende var vel, atgamle forlagskammerater, på et forlag der varbrudt ud fra det, jeg selv arbejdede på, ikke villecoache en udgivelse. Altså ikke ville gå ind i et kre-ativt samarbejde. Men bare sagde ja-joh, noget errigtig godt, men-øh … ævle-bævle …

Egen udgivelse?Jeg tænkte på selv at udgive bogen. Jeg havde joerfaring med bogudgivelse. Men derfor vidste jegogså, at den ville blive dyr. Den var alt for stor, formeget papir, alt for dyr i de 6-800 eksemplarer detville være nødvendigt at trykke i off-set for at holdeprisen pr. stk. nogenlunde nede.

Jeg kunne søge fonde om støtte, men det villeogså tage en masse tid. Og det var ikke den slagsarbejde, jeg holdt mest af.

HarddiskenSå - Nu lå manus så på min harddisk.

For i mellemtiden havde jeg lavet familie, skullevære far for anden gang, skulle i øvrigt lige pålangtur til Singapore først, og så flytte ind i et ny-købt, lille træhus ved vandet. Og siden på kursusfor at lære om multimedier, og siden igen blev jegskilt og fik arbejde på Teknisk Skole i Odense - dérmødte jeg i øvrigt Peter, hr. Prorektoren, og derforstår jeg her i dag …… det ene år gik efter det andet …

Og engang i mellem kom der en mental mail fraharddisken om, at jeg da vist havde et manuskriptnedfrosset her … var jeg nu helt færdig med det?

Og det var jeg vel ikke. Men jeg kunne ikke fåtid og fokus. Og flere år gik.

Først fem år efter nedfrysningen af manus tilharddisken kom muligheden … i år 2000.


Afsnit 10 // Fortale & Om fjorten ugers ocean-sejlads

Om skrivearbejdet, andenomgang, Portugal 2000,version toFørst fem år efter nedfrysningen af manus til minharddisk kom muligheden … i år 2000.

Mit liv havde ikke stået stille. Jeg var kommet hel-tids tilbage til Århus, havde skiftet boliger ad-skillige gange. Og var nu i færd med at forladeTeknisk Skole i Århus.

Men andres liv var pludseligt stået stille. Beggemine gamle forældre døde med kort tids mellem-rum, mens min datter flyttede ind hos mig eftersin efterskole.

Jeg var nu freelance igen. Eller som amerikanernesiger, ‘between jobs’ …

Jeg havde tid. Og en pose penge efter mine for-ældre.

Jeg ville købe mig en butik af en eller andenslags. Men igen kom der en mental mail fra hard-disken, og jeg planlagde først tre måneders skrive-ophold i Portugal.

Columbus havde tilbragt meget tid i Lisabon isin tid, og det var lidt af et tilfælde, at det ikke varden portugisiske krone, der allerede havde storesøfartstraditioner, som sendte ham langt vestpå,men det nysamlede spanske kongerige (Fernan(Aragon) og Isabelle (Kastillien).

Planen var, at jeg ville læse manusstakken igen-nem for første gang i fem år, og se hvad der kunnebære.

Se om jeg skulle skrotte det hele, eller kunneskrive og redigere om på det.

Igen viste der sig en romankonkurrence, somjeg lagde min deadline efter, begyndelsen af juli2000.

Sidste gang jeg var i Lisabon kom jeg sejlende opad en morgendiset Tejo-flod.

)10( Om skrivearbejdet, anden omgang, Portugal 2000Hvordan kan man skrive en OceanRoman?


Og det var ærlig talt betydelig flottere end lan-dingen i Saventem lufthavn.

Det var også en del anderledes at skrive i enstorby end på en naturperle af en ø.

Men - det blev et glædeligt gensyn med mit manus.Jeg var stadig begejstret for mit værk, og jeg vil-

le lave en ny version, en ny bog ud af sagen.

Jeg havde nu selv fået anskaffet mig en alleredenoget gammel Mac Powerbook, og knoklede løsmed tasterne i en lille og centralt beliggende pen-sion. Og i mellemtiden var både mobiltelefon og In-ternet kommet op at køre. Jeg lavede nu ikke no-get særlig ny research på Nettet ved den her anled-ning. Selv om jeg f. eks. i forbindelse med min un-dervisning var blevet vant til og begejstret for atbruge nettet på den måde.

Siden tog jeg på landet til en ven og hans fami-lie. Og tilbage til byen igen.

Mit manus blev nyt gennem en række indsatser:

Udbygge og skærpe spændingshi-storien på 1992-skibet, efter Beret-termodellens Spændingskurve.

Trimme de historiske dimensionerifht nutidsdimensionen. Skære fraog klippe om.

Levendegøre og skærpe dialogernemellem LE og totemdyrene.

Indføre/ nyskrive flere sceniske,filmiske highlights i nutidshistorienog erindringerne.

Skærpe parallelhistorien mellemColumbus-tiden og nutiden, specielforholdet mand-kvinde.

Skærpe Vikinge-tiden som etmere respektfuldt kulturmøde endde senere europæiske massakre-møder med andre kulturer.

Præcisere Irokesernes Vilde de-mokrati som samfunds-ideal.


Min mest radikale omskrivnings-idé havde jeg ikke ressour-cer til at forfølge. Nemlig at nutidssejleren Leif Eriksen iforskellige inkarnationer, både havde være viking, nemligdet barn, som efter sagaernes beretning blev undfanget iVínland. Og siden var kommet til De kanariske øer, somspage rygter vil vide lykkedes for vikingerne, og dérfrasom inkarneret efterkommer var stegt på Columbus’ førsterejse med de tre skibe. På det amerikanske kontinent hav-de han slutte sig til Mandanerne, der inden de uddøde varkendt som høje, blåøjede og lyshårede osv og var kommethjem til DK i 1992, hvorfra han rejste ud på ny. Hele for-tællingen kunne da have været fortalt som jeg-fortælling,men i et evindeligt skred mellem synsvinkler, tid og sted,magisk inkarnations-realisme i stedet for sub-realisme.

Jeg nyskrev, omredigere eller klippede om, ændre-de. Og efter godt to måneder havde jeg et manus,jeg var efter omstændighederne var tilfreds med ogtog hjem til Danmark.

Jeg sendt igen et manus af sted til en konkur-rence. For at vinde.

Men denne gang blev forlaget - det var Asche-houg - så fornærmet over, at det ikke mente, atnogen af de tilsendte manuskripter var egnede tiludgivelse, at det slet ikke udvalgte en vinder.

Forlaget beholdt sine penge, og udgav ingenting.

Man gik ikke i samarbejde med en eneste skriver.Men man havde altså en forfatterpleje-strategi, derhed, at man kun ville skumme fløden.

Som man så ikke synes, der var noget af.Det skrev jeg en kritisk kommentar om i et dag-

blad, uden respons.

Og så besluttede jeg at lave mit eget forlag.


Afsnit 11 // Om den færdige OceanRoman

Om den færdigeOceanRoman,version to,Portugal-versionen

Fredag den 23.marts 2001 hente-de jeg 50 eksem-plarer af den fær-digtrykte bog hosen trykker i Års iNordjylland.

Det var næstenpå dato ni år efter,at jeg sejlede udmed Nordstjernenfra Struer.

Og det var ogsånæsten på dato ot-te år efter, at jegbegyndte at skrivepå mit manus sombog.

Jeg skyndte mighjem til min café iÅrhus, hvor jeghavde arrangeretreception sammeeftermiddag ogblandt andet havdeen performancemed min gamlekollektivven, musi-keren Tømmer-Claus.

Bogen ser sådanher ud.

Hold bogen op,drej den rundt! [Skal vi lige give

)11( Om den færdige romanHvordan kan man skrive en OceanRoman?


den en Fanfare!KnusSlideE.movie]

Den er på 464 sider.Jeg har skrevet den. Jeg har også lavet opsætningen i dtp. Jeg har lay out’et omslaget og skrevet bagside-

teksten. Jeg har hverken trykt bogen eller indbundet

den. Men det er min bog, og den er udkommet påmit eget forlag.

Bogens komposition og fortællere og lidt om tematikJeg vil ikke her gå ned i en egentlig litterær præ-sentation af Leif Eriksens OceanRoman.

Men jeg vil lige fortælle lidt om, hvordan jeg fik bo-gen opbygget.

Man kan sige, at bogen består af fem dele. Plus en Epilog, et efterskrift på kun 1 side, men

en meget væsentlig side for romanens plot.Dette er sat ind i en forfatter- og fortælleramme.

Denne ramme er kun synlig i romanens indgang,de første seks sider, i kolofon, Forord, oversigt overbesætning, Indholdsfortegnelse et par citater ogColumbus’ indvielse af sin Diario og rejse, paralleltmed Leif Eriksens indvielse af sin logbog og sinsejlads.

Skærmbillede af ‘Indhold’(NB anden version)

Første del, Krydderivejenindledes med bogens anslag i 1992, men erellers mest en historisk, men også nutidshi-storisk optakt til bogens hovedtematikker.

Fortæller er LE i jeg-form, blandet medhans studienotater.

Forskellige under-afsnits-inddelinger.

Anden del, Det syngende ocean 1.-12. døgnLE’s logbogs-optegnelser. Jeg-form.

Ind i dagbogen sprænger sig andre fortæl-lere. På hver af de tre første døgns optegnel-ser f. eks. synger kanariefuglen Silbo Sabioen lang sang om guancherne, de oprindeligebeboere på De kanariske øer. Det sker i enoplysende dialog med LE.

Her er synsvinklen guanchernes skønt


skildret i tredie person af deres talerør, kanarie-fuglen.

Tematiseringen omkring civilisation og vildskabbegynder at blive uddybet.

Ud over dagligdagen på skibet har LE en rækkeerindringer og flashbacks til sin fortid, især om-kring en norsk kvinde i denne fortid.

Der er også glimt fra sejladsen før afrejsen overAtlanten.

Desuden har LE også syner ombord.Og endelig møder han Hugin Ravn, der fortæller

første gang om vikingernes tid.Synsvinklen er de før-europæiske og før-kristne

vikingers.LE får igen besøg, den gang af træfrøen Tonto

Coqui, der fortæller carib- og arawak indianerneskulturhistorie.

Allerede før afsejling begynder langsomt en te-matisering omkring vand og tørst (i alle ordets be-tydninger, guldtørst, blodtørst, hævntørst, vand-tørst, alkoholtørst), der senere udvikler sig til enegentlig konfliktophobning.

De samtalende dyr er efter inspiration fra bådeindiansk kosmologi og europæiske eventyr.

Tredie del, ParisEt langt kapitel uden underafsnits-markeringer.

Nutidskvinden introduceres i fortællingen medsit eget kapitel.

Fortalt i tredie-person, i sprængt indre monologog enkelte replikstumper. Kombination af indre ogydre synsvinkel.

Synsvinklen er udelukkende kvindens.

Denne fortælling er helt udelukket fra synsvinkleni LE’s logbog og jeg-fortælling. Men kvinden kaldetStjerneøje er ofte nævnt i hans tilbageblik.

Og Kvinden, som hun blot kaldes i denne del,mindes tilsvarende fælles begivenheder i deresbarndom og ungdom.

Kvinden kommer i besiddelse af et manus fra‘manden med ordene’, LE. Og hun beslutter at rej-se ud efter ham. Hjemme på sin parisiske sofaskal hun netop til at læse Leif Eriksens optegnel-ser fra 13. døgn, da hendes kapitel slutter.

Fjerde del, Det syngende ocean, 13.-24. døgnBogens læser kan nu også begynde med at læse


13. døgn.LE får besøg af havskildpadden Anazasi, der

fortæller om indianerne på fastlandet, blandet an-det Irokeser-forbundet og deres Vilde Demokrati.

Synsvinklen er de oprindelige folks, gengivet afderes totem-dyr, skildpadden.

Vand- og tørst-problematikken forstærkes gen-nem døgnene. Til dramatiske højdepunkter. Gørmandskabet mytteri, ligesom på Bounty, hvis hi-storie repeteres.

Ravnen Hugin viser sig for anden gang og beret-ter videre om vikingerne på Island, Grønland ogVínland.

I et stort syn er alle de fire dyr i en stor palaverindbyrdes og med LE om verdens sammenhæng.

Efter ankomsten til USA stiger LE af båden ogsejler sin egen sø. Læseren ved ikke hvorhen.

Femte del, Ø med vulkanI bevægelse fra hver sit verdenshjørne af en ø medvulkan krydsklippes mellem Kvinden og Mandenmed ordene.

Læseren føres tæt gennem geografi og natur, ogmøder deres indre monologer og ord & sprog &kultur, om vildskab & civilisation, om mænd &kvinder oma. De nærmer sig hinanden, ved et hel-ligt guancher-sted mit på øen. Vil de mødes?

Af de to får læseren mere kendskab til mandensog kvindens fortid og manden kurs siden afskedenmed skibet.

Fortælleren er forfatterens skjulte tredie-per-sons fortæller.

Fortælleren beretter i kombination mellem ydreog indre synsvinkel, mellem indre monolog og pan-oramisk fremstilling.

Men samtidig veksler/krydser synsvinklen fremog tilbage mellem Manden og Kvinden.

Barracuda, EpilogEn mystisk, nærmest truende sømand ankommertil vulkan-øen.

Synsvinklen er uden for såvel mandens, somkvindens synsvinkel.

Det er en helt tredie vinkel, igen forfatterensskjulte tredie-persons fortæller, men nu uden ad-gang til mandens indre, kun en ydre synsvinkel.Læseren kender intet til mandens tanker, motiver,hensigter, kun vis ydre kendetegn og hans hand-linger i sceneriet … tørst, blandt andet.


Afsnit 12 // Om eget forlag

Om eget forlag - print-on-demand

I 2000 var den digitale tid så fremskreden, at tingnu var mulige, som før var umulige.

For eksempel blev det ret enkelt at oprette siteget forlag og publicere sine egne, eller andresbøger.

Forlagssystem og off setDet gamle og endnu dominerende forlagssystemoverlever blandt andet på, at det er allerhelvedesdyrt at producere og udgive en bog, trykt som offset. Som nævnt skal oplaget være stort for at ned-sætte stykprisen på bogen. Et oplag på 800 eks.kræver en investering på mere end 100.000 kr. Oget købedygtigt publikum til det meste af oplaget.

Men den digitale teknik blev det muligt for gud oggodtfolk at udgive bøger. Til et mindre publikum.

Man kunne nemlig nu undgå at skulle produce-re så store oplag, og dermed også undgå at løbeden store risiko for store usolgte restoplag -såkaldte lager-succes’er - der blot trak støv på etlager, hvor de kostede penge til husleje at have lig-gende og i øvrigt måtte afskrives værdimæssigt.

Desk Top Publishing Som nævnt havde jeg tidligere lavet DTP på minbog Anholtsgadekrøniken. Altså brugt programmerder digitalt muliggør grafisk bogtilrettelægning, layout og produktion af bogsats gennem computerensom multi-semantisk maskine.

DTP eller Desk Top Publishing betyder egentligskrivebords-publicering, men er faktisk kun før-publicerings-arbejdet.

Denne proces har på et par årtier overflødiggjortadskillige håndværk med femhundrede år i ryggenfra gamle Gutenbergs dage.

Den digitale produktion har ikke overflødiggjortal den oparbejdede grafiske kompetence, men net-op kun overflødiggjort de industrialiserede hånd-værksprocesser og de arbejdere, der kun var kom-

)12( Om eget forlagHvordan kan man skrive en OceanRoman?


petente i dem.

Print-on-demandDen nye sekvens i den digitale produktion er såprint-on-demand, som man kalder det. Eller Trykefter behov. Oplag efter behov.

Og den mulighed skyldes opfindelserne af enstor satan af en digital maskine, som fodres meddisse dtp-filer. Maskinen programmeres yderligereog digital-trykker derpå bogens 464 sider i den rig-tige rækkefølge og opsætning, i en limet bogmasse.

På løbende bånd går bogmassen ind i næste di-gitale maskine, der fræser massen i det rette for-mat og limer omslaget på. Eller man kan fåtrådhæftede bøger med hæftede omslag).

Vi er gået fra analog til digitalt tryk.

Ligesom den håndskrevne bog mistede kvaliteter -for eksempel illuminationerne, de farvelagte hånd-tegninger - ved overgang til bogtryk med blysats,således mistede bogtrykket kvaliteter og mulighe-der ved overgangen videre til off set-trykket. Op påsamme måde mister det også kvaliteter ved over-gang til digitaltryk.

Man man vinder så meget desto mere.Der skal ikke mere laves film af satsen pr. side

eller 16-siders ark, og derpå en trykplade af fil-


men.

Og hovedpointen er naturligvis, at når først ma-skinen er digitalt fodret, kan man trykke ligepræcis det antal eksemplarer, man har brug for - 2eller 50 eller 500 - uden at det væsentligt fordyrereller billiggør prisen pr. eksemplar.

Og man kan sidenhen, blot ved at fodre maski-nen med samme digitale koder lave genoptrykuden de store omstillingsprocesser som ved deenorme off set-maskiner.

Det er derfor også enklere at indføre korrekturereller opdateringer, fordi det igen kan ske uden atder skal laves nye film og trykplader af 16-sidersark.

Og i øvrigt kan hele svineriet køre på fire farverplus 1, altså fuldfarvetryk i én trykgang.

I princippet er proceduren altså, at forfatteren hosTold & Skat lader sine aktiviteter moms-registrereunder et forlagsnavn (Forlaget Rip Rap), og hos IS-BN-kontoret ved Dansk Biblioteks Center ansøgerom de ISBN-numre, som alle tryksager skal have.

Så har man et forlag, i et par kontorskuffer og etpar mapper på harddisken.

Derpå skriver forfatteren på computer sin bog færdig i manus,

omorganiserer manus til bogopsætning i dtpkonverterer dtp-filerne til såkaldte .pdf-filer

og vedhæfter disse .pdf-filer til en mail til trykkeriet

som så lavere resten af arbejdet efter aftale

Hokus Pokus færdigt arbejde, færdig bog.

Forfatteren kan nu selv have fuld kontrol med ikkealene den kreative produktion, men også den tek-niske produktion. Uden at en forlagsredaktør ogen budgetchef står og rykker i indhold og formater.

Tilbage er så markedet, bog-markedet.Og læseren — som bogen jo gerne skulle finde.


Afsnit 13 // Om lancering og modtagelse

Om lancering og modtagelse

Forfatterens egentlige arbejde er færdigt, når ma-nus er skrevet færdigt.

Men en hård del har traditionelt været tilbage,nemlig at forfatteren skal formå at gøre et forlaginteresseret i sit værk og få aftalt en udgivelses-kontrakt med forlaget.

Så ordner forlaget resten.Det vil sige forlaget forestår den tekniske pro-

duktion, inklusiv fremstilling af forside-illustrationog bagside-tekst.

Dernæst skal forfatteren selv læse 1. korrekturpå bogen, mens forlaget tager sig af 2. korrektur.

Men med den digitale produktion har forfatte-ren nu også mulighed for - eller er tvunget til -at tage sig af den tekniske produktion.

Der skal laves tekniske trykaftaler og pris-aftaler. Og der skal laves kreativt arbejde,som er visuelt baseret, hele bogtilrettelæggel-sen. Og endelig har forfatteren selv ansvaretfor de to eller flere korrekturer.

Så langt så godt. Forhåbentlig.

Bogmarkedet - Kulturvarens salto mortaleMen endnu mangler en del af virkeliggørel-sen af idéen:

Nemlig at bringe bogen til marked. Og at finde de købedygtige læsere.

DistributionHvis man kender vejen, er det ikke så van-skeligt at bringe bogen til bogmarkedet.

Nemlig at lave en aftale med DBK-bogdi-stribution om en ekspeditionsaftale.

Det kræver imidlertid også, at man la-ver en overenskomst med BogbranchensFællesråd. Om adgang til samhandel med denorganiserede boghandel.

Hermed lægges bogen på centrallager hos dbk

)13( Om lancering og modtagelseHvordan kan man skrive en OceanRoman?


og online til alle tilknyttede boghandlere, som såkan skaffe den hjem til kunderne.

Man skal bare have bøger nok til at lægge på la-ger og betale lagerleje og ekspeditionsafgifter.

Det springende punkt - kulturvarens egentlig saltomortale på bogmarkedet - er imidlertid at finde ogtiltrække de købedygtige læsere.

Her er tre centrale instanser:

Bogudgiverens markedsføringBogudgiverens markedsføring omfatter alt fraprisfastsættelser, bogstabler, særaftaler medsupermarkeder og kiosker, annoncering og andenreklame, PR og forfatter-promotion og hype (bog-messer, signerings-seancer, oplæsningstræf, talk-shows mm).

Reglen er her naturligvis, jo større forlag, jostørre budget og jo større gennemslagsmulighedhos boghandlende og jo større eksponering overfor publikum. Og ofte jo større ekspertise i al mar-kedsføring.

Og regel nummer to er, at den allerede kendteforfatter får meget forærende ved næste udgivelse.

Anmelder-institutionenAnmelder-institutionen befinder sig i alle medier,der berører bogmarkedet, mellem udgiverne oglæserne. Aviser, tv, radio, tidsskrifter, onlines. Mv.Anmelder-institutionen er sammenspist med detoneangivende forlag og er ikke interesseret ismåforlag - som f. eks. ikke annoncerer hos dem -eller i ukendte, sensationskedelige forfattere.

Placeringen af forlagets/ udgiverens bøger hosde relevante anmeldere er en kunst ud i frynse-be-stikkelse, spil på mediernes interne konkurrence,smalltalk og sladder-kvalitet og litterær kvalitet.

Med anmelder-institutionen blander sig mere ogmere kultur- og human interest stof. Altså forskræpom en bog eller en forfatter, der bliver til PR for enkommende udgivelse eller allerede udgivet bog. Ogomvendt markedsførings PR, der bliver til redakti-onelt forskræp. Forfatterliv, -sladder og -livshisto-rier, interviews indgår som en større og større fak-tor og metatekst i promoveringen af den enkelteudgivelse. Der går Se-Og-Hør i det.

Se-Og-Hør-faktoren forurener adskillelsen mel-lem markedsføring og anmeldelse. Eller Se-Og-Hør-faktoren danner symbiose mellem markeds-


føring og anmeldelse.

BibliotekerneBibliotekerne har også en anmelder-institution,nemlig Lektørudtalelsen, en lille grøn seddel, sombogen lever eller dør med på bibliotekerne. Fordibiblioteksanmeldelsen sendes rundt til alle folke-og skolebiblioteker og danner grundlag for deresindkøb.

Pointen er her, at for rigtig mange bøger og bog-typer (børnebøger) er bibliotekssalget helt afgøren-de for, om bogen overhovedet kan udgives eller ej.Risikoen er at ikke alle, heller ikke alle skønlitte-rære, udgivelser opnår en Lektørudtalelse. Og somved de egentlig anmeldelsen afgøres den positiveeller negative eksponering ved, om anmelderenstommelfinger vender opad eller nedad.

Lektør-institutionen er en en selvsupplerendesmagsdommer-institution, hvor fagbibliotekarer —der også selv kan være forfattere — for skattebor-gernes penge i løn skalter og valter med skattebor-gernes penge i anbefalinger og det modsatte tilindkøb af bøger tilbibliotekerne. De professionellelæsere, anmeldere og forskereog undervisere, erikke repræsenteret. Og det er lystlæserne heller ik-ke. Og forlagene naturligvis ikke.

Forlagets redaktør og det tekniske og markedsmæssigeekspertiseEn forfatter med tilknytning til et forlag vil normalthave en redaktør som litterær rådgiver måske end-og som kreativ sparringspartner.

Hvis der er hul igennem til et kommercielt for-lag, indebærer det som regel en litterær og salgs-mæssig vurdering af manus.

Formelt har bogen nu fået en litterær godken-delse. Men der udgives ofte dårlige bøger. Hvilketman for eksempel kan ane på dårlige anmeldelser.Og gode bøger afvises ofte, eller udgives ikke. Selvom senere publicering gennem anden kanal måskeviser, at bogen både var holdbar og salgbar.

I forhold til den tekniske produktion, kan forfat-terens ønsker måske høres, men ekspertisen, an-svaret og arbejdet er helt ude af hans hænder.

Og endelig i forhold til bogmarkdet er eksperti-sen, ansvaret og arbejdet igen ude af forfatterenshænder.

Og sluttelig skal forfatteren i dette tilfælde jo hver-


ken investere sine egne penge i produktion og lan-cering. Eller holde bogholderi over hele processen.

OceanRomanens (manglende) markedDenne sid-ste fase, he-le lancerin-gen, har formin Ocean-Roman vistsig at væreden vanske-ligste.

Distributi-onsaftalernekom efter-hånden påplads. Viamit lille for-lags web-si-de tilbydesbogen ogsåtil salg. En-delig har jegsolgt vedstalddøren.

Biblioteksdelen er vel også gået optimalt. GodLektørudtalelse, rimeligt salg, omkring 100 eks.

Men det offentlige, anonyme markedssalg harværet lig nul. Især fordi der ikke kom hul igennemtil hele anmeldelsesinstitutionen. Bogen har ikkefået en eneste anmeldelse (som jeg har kendskabtil).

Medierne er generelt ikke interesseret i små for-lag - der ikke annoncerer hos dem - sålidt som iukendte forfattere, som ikke har en salgbar, gernesensationspræget baggrundshistorie.

Det er ærgerligt for forfatterens vurderingsfelt afsit litterære arbejde. Og det er ærgerligt i forholdtil bogens mulighed for salg gennem læsernes be-kendtskab med den.

Jeg havde ellers en differentieret strategi i forholdtil anmeldelsesinstitutionen. Især i forhold til detmeget lille antal bøger jeg kunne smide ud somgratis anmeldelseseksemplarer.

Differentieringen gik på få kernemedier, der

Postkort, egen lay out & dtp (Markedsføring)


både fik bog, pressemeddelelse, pressebillede. Fle-re medier der fik omslag og pressemeddelelse, ognogle der kun fik pressemeddelelse. Alle internet-tilgængelige medier og særlige NetZines fik mailsmed vedhæftede billeder. (Anmelderinstitutionen).

På udgivelsesdagen havde jeg så arrangeret encafé-præsentation med musikalsk show. Dertil varder selvfølgelig flyers på min daværende lille cafe iÅrhus Midtby. (Markedsføring, promovering).

http://www.riprap.dk/reception.html

Jeg prøvede senere med tre annonceringer i de for-modede primærlæseres hovedorgan (Dagbladet In-formation), blandt andet op til Bogmessen i Forum2001, hvor avisen havde et særtillæg. Uden synlig(salgs)effekt. (Markedsføring, reklame).

Og jeg ansatte en litterær agent. For et akkord-be-løb. Hun skaffede dog heller ikke hul igennem i in-stitutionen. (Markedsføring, PR).

Men hun skaffede mig et helt andet freelance-job, der varet afkast af bogens tema om vildskab og civilisation, euro-pæerne og Amerikas oprindelige beboere, nemlig som op-lægsholder for Operations Dagsværks turné 2001 om indi-anerne i den meksikanske provins Chiapas.Selv om jeg - meget kort - viste bogen frem for ikke under5.000 gymnasieelever var der ingen synlig (salgs)effekt.

En række læsere har derimod haft stor udbytte ogfornøjelse af OceanRomanen, hvad man kan få etindtryk af på Forlaget Rip Raps web-side:

http://www.riprap.dk/readers.html


hvordan kan man skrive en oceanroman?

Documents