7døgnuden løgnHvis du siger, du aldrig lyver,

er det løgn! De fleste af os giver sandheden et lille tvist i ny og næ.

Og det kan vel ikke skade?Jo, det kan det faktisk. Et nyt studie

viser nemlig, at det er sundere at tale sandt. I FORM’s journalist

afprøver den teori med en uge i sandhedens tjeneste.

EKSPERIMENT:

IFO_DK_150982-02_DZ_Loegn.indd 68 13/12/12 15.29

Af journalist Malin Perlheden · Foto: Steen Evald

7uden løgn

IFO_DK_150982-02_DZ_Loegn.indd 69 13/12/12 15.29

iform.dk70 Af Randi Rehmeier · Foto: Colourbox · Billedbearbejdning: Henning Dalhoff

► MANDAGKlokken er ni, og jeg sidder i kantinen på universitetet. I studie-gruppen har vi aftalt at mødes på slaget, og alligevel er jeg alene. Minutviseren haster af sted på uret, og jeg bliver irriteret. Men please: ingen retoriske spørgsmål a la “det gør ikke noget, vel?”. Skal min sandhedsuge virkelig begynde med noget så akavet som at påpege, at folk skal blive bedre til at komme ud ad døren?

Jeg magter det ikke. Men da vi tyve minutter senere endelig er fuldtallige, går snakken heldigvis på alt andet end mødetidspunk-ter. Og jeg er bare glad for at kunne holde Hellig-Randi skjult.

Vi sidder over bøgerne, og jeg er totalt uoplagt. Af ren vane skal jeg lige til at undskylde min mandagsladhed med, at jeg ikke kunne sove i nat, eller noget andet ligegyldigt, som kan begrunde min tamme akademiske formåen. Men jeg når lige at hugge bremsen i. I dag må jeg bare æde den: Jeg stinker, og der er ingen undskyldning.

Min første ærlige dag er mere drænende end forventet. Sandhe-den kræver en del selvbevidsthed, og jeg er mere stille end normalt. Velsagtens for at mindske risikoen for, at nogen spørger mig om no-get “farligt”: “Vil du komme til min fest?”. “Hmm, det ved jeg ikke, det plejer at være ret dødt oppe hos dig. Må jeg vente med at svare, hvis der nu skulle komme et bedre tilbud?”. Det ville være frygteligt!

► TIRSDAGSelvfølgelig går jeg ikke fri ret længe. Min veninde ringer. Hun har gratis billetter til en håndboldkamp og spørger, om jeg vil med. Jeg er meget tæt på at ty til en af de sædvanlige "komme ud af dødssyge aftaler"-løgne, for dem er jeg god til. Og jeg er langtfra den eneste, for en undersøgelse blandt I FORM’s læsere afslører, at det også er deres favoritløgn. På spørgsmålet “hvad lyver du oftest om?”, svarer hele 63 pct., at de lyver for at undgå en aftale.

– Nej tak, jeg springer over håndbold, svarer jeg endelig.– Nå, hvad skal du? lyder det nysgerrigt fra min veninde.HER mangler jeg min løgn. Jeg synker en lille klump.– Ikke noget. Jeg gider bare ikke rigtigt.Der bliver stille i røret, og jeg skynder mig at tilføje:– Altså, det kunne være vildt hyggeligt at ses, men skal vi ikke

finde på noget andet end håndbold? Jeg synes, det er så kedeligt.Hun godtager tøvende, nu da hun ved nærmere eftertanke godt

ved, at jeg hader håndbold, og at der er grænser for, hvad hendes selskab kan opveje.

Det føles dristigt at leve uden afbudsnødløgnene. De er gode, når man vil undgå akavede situationer, men jeg er især bange for at gøre andre kede af det. Jeg ringer til adfærdspsykolog Charlotte Skeel for at spørge, om jeg har grund til bekymring.

Min uge i sandhedens tjeneste

Randi Rehmeier er 29 år og bor i Aarhus. Hun er uddannet journalist og er i øjeblikket ved at tage en kandidatgrad i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet.

Vi gør det alle sammen. Ly-ver. Selvfølgelig ikke vildt og voldsomt til højre og venstre, men bare lige lidt. Når vi kommer for sent til

en aftale og ikke vil indrømme, at vi bare er sløsede. Når vi får en gave, som er monstergrim, men alligevel plaprer løs om, hvor glade vi er. Og når betjenten spørger: “Er det så sid-ste gang, du cykler uden lys?”.

Der er mange situationer, hvor en hurtig lille løgn er mest bekvem. Det mener I FORM’s læsere også. I hvert fald svarer kun 6 pct. i en undersøgel-se (hvis altså I taler sandt!), at I AL-DRIG lyver. Og over halvdelen lyver et par gange om ugen eller måneden.

Sandheden er sundereMen i virkeligheden er det meget sundere at sige sandheden. Det viser et nyt forskningsprojekt fra USA, hvor 110 forsøgspersoner ikke måtte lyve i 10 uger. Det resulterede i, at de fik et klart bedre helbred, hvor gener som tristhed og hovedpine blev reduceret. Det er altså både dumt og usundt at gå rundt og fyre alle de småløgne af, så hvorfor lader vi ikke bare være?

Det er i hvert fald et eksperiment værd, og derfor vil jeg prøve ikke at lyve i en hel uge. Overhovedet. Jeg tænker, at det ikke bliver det store problem, for så meget går jeg da hel-ler ikke og taler usandt. Det viser sig senere at være den første løgn!

Detaljer: Der er færre detaljer i en usand historie end i en sand, så spørg ind til dem.

Brok: Løgnere beklager sig generelt mere og er ikke så rare at være i nærheden af.

Øjenkontakt: Undgår man øjenkontakt med den, man taler med, er det ofte et tegn på, at man skjuler noget.

Pynteri: Har din veninde for-talt dig noget, du senere hører hende sige til en anden i en ny version, er det tvivlsomt, om historien var helt sand.

Stresstegn: Hvis en løgner er presset, kan pupillerne være udvidede, og personen taler med mere skinger stemme. Pauser: Er der lidt for lange tænkepauser i samtalen? Så står personen måske og digter.

Manipulation: Folk, der bruger fraser som “for at være helt ærlig”, eller “tror du ikke på mig, når jeg siger ...”, lyver oftere. For andre er sandhed en selvfølge, man ikke skal overbevise den anden om.

Sådan spotter du en løgn

IFO_DK_150982-02_DZ_Loegn.indd 70 13/12/12 15.29

iform.dk 71I FORM 2/2013

Min uge i sandhedens tjeneste

– Et velfungerende menneske med sundt selv-værd kan tåle at høre sandheden og tager den ikke for personligt. Men hvis du er oppe mod nogen med angst, narcissistiske træk, lavt selvværd eller lignende problemer, er der større sandsynlighed for, at de føler sig krænket af dig, forklarer hun og fortsætter:

– Vi mennesker kommunikerer virkelig kikset, men vi kan ofte undgå at lyve, hvis vi er mere indsigtsfulde. Måden, vi siger tingene på, har en stor betydning.

Jeg skal for eksempel ikke være nervøs for, at en god veninde smider en bombe i form af klassikeren: “Ser min røv stor ud i de her bukser?”.

– Du vil lyve, fordi du ikke vil såre hende. Men i stedet kunne du sige, at det er ligegyldigt, hvad du mener, og spørge, om hun har det godt, og om du kan gøre noget for at hjælpe. Så har du ikke løjet, men kommunikeret ordentligt, lyder rådet fra Charlotte Skeel.

► ONSDAGMit sandhedseksperiment er lige ved at spænde ben for mig i dag, da jeg møder en god bekendt i fitnesscentret. Vi har trænet det samme sted i lang tid, men er aldrig stødt på hinanden i svedeklubben før. Han kommer med en kommentar i stil med, “nå, du træner her rent faktisk!”.

Normalt ville jeg nok have svaret: “Jaaa da, flere gan-ge om ugen”, mens jeg stod der i de kridhvide løbesko, som stadig ser nye ud efter et år. Virkelig åndssvagt.

Men i stedet for at gå i den ærkeærlige grøft med ordene: “Jaeh, kun cirka en gang om måneden, og det er vist heller ikke svært at se på mig”, fingerer jeg et svar, som min forfængelighed har det bedre med.

– Jeg er her ikke så tit, nej, men hvis vi to havde en fast træningsaftale, ville det helt sikkert blive oftere og hyggeligere.

Hurra, det lykkedes! Jeg løj ikke.

► TORSDAGI dag er jeg på studieekskursion med en flok, jeg ikke kender ret godt. Til min store forbløffelse tager jeg flere gange mig selv i liiige at gøre en historie 10 procent bedre. Eller jeg er i hvert fald lige ved, hvorefter jeg hastigt må moderere anekdoterne til et knap så episk niveau. Det er federe at fortælle historier, hvis de bliver lidt vildere, lidt mere mærkelige og lidt sjovere.

Sikke en uflatterende skodvane, og jeg anede ikke en-gang, jeg havde den. Fyrer jeg luksusløgne af, fordi det journalistiske fag har knækket min moral? Fordi jeg har en sensationsliderlighed? Shit. Er jeg lystløgner?

Annette Due Madsen er psykolog og leder på Center for Familieudvikling. Hun beroliger mig lidt:

– Det er sympatisk, at du indrømmer det. Men der ligger en snert af det i os alle, fordi vi dybest set gerne vil holdes af og accepteres. Derfor pynter vi nogle gange på virkeligheden, siger hun.

Heller ikke psykolog Charlotte Skeel mener, jeg har grund til at lade mig indskrive på psyk. til eksperimenter.

Hånden på hjertet,lyver du?Vi har spurgt I FORM’s læsere på iform.dk

Hvad lyver du oftest om?Hvor ofte jeg træner

Min alder

Hvad noget har kostet

Min vægt

Hvor jeg har været

Min økonomi

Antal sexpartnere

Hvad jeg spiser

Om min veninde ser tyk ud

Hvilke planer jeg har forat undgå en aftale

12 %

2 %

27 %

20 %

38 %

9 %

6 %

16 %

6 %

Hvem lyver du mest for?Min kæreste/mand/kone

Mine børn

Mine forældre

Mine venner/veninder

Mine kolleger25 %

30 %

26 %

4 %

14 %

63 %

Hvor ofte lyver du?Ofte – flere gange om dagen

Hmm, et par gange om ugen

Nogle gange om måneden

Sjældnere

Jeg lyver ALDRIG6 %

33 %

27 %

28 %

6 %

IFO_DK_150982-02_DZ_Loegn.indd 71 13/12/12 15.29

iform.dk72 I FORM 2/2013

– Vi har lært fra tv, at alt hele tiden skal være bedre og flottere, og at vi er i kon-stant konkurrence. Du vil gerne under-holde og imponere andre, og det drejer sig om angsten for ikke at slå til, hvilket er meget almindeligt, siger hun.

Jeg er med andre ord ikke syg, men bare se lige mig-agtig. Herligt.

► FREDAGDen første, der får mig at se denne fredag, er kiropraktoren. Og først senere på dagen slår det mig, at jeg i et svagt, uopmærksomt øjeblik har løjet hende lige op i ansigtet. – Laver du dine knæøvelser?

Ja, ja, det havde jeg da helt bestemt gjort. I stedet burde jeg have sagt noget i retning af: “Nej, de var møgkedelige, og jeg har glemt alt om dem.” Så havde jeg måske fået konstruktive råd og alterna-tive øvelser med derfra?

Gad vide, om der findes en særlig ka-tegori af autoritetsløgne? “Ja, tandlæge, jeg lover at bruge tandtråd resten af mit liv”, ”nej, kontrollør, jeg anede ikke, at min busbillet udløb for en halv time siden”.

Overlevelsesløgne, som er nødvendige i et samfund, hvor ingen kan leve op til alle forskrifter om optimal opførsel? Må-ske. De er dybt indkodet i mig i hvert fald.

► LØRDAGLørdag er ugens bedste dag efter min mening. Man kan sove længe og tage sig bedre tid til mad, hygge og samvær. Jeg skal til fest, men nu hvor jeg ikke må lyve, diskuterer jeg kort med mig selv, om jeg skal lade rødvinen stå. Det er svært at være ærlig, men det bliver helt sikkert ikke nemmere af promiller i blodet.

Jeg vælger at tage chancen. Om afte-nen spørger en, jeg kun kender overfla-disk, om hun ikke må sætte sig ved siden af mig. Det har jeg egentlig ikke lyst til. Hun er sød nok, men kan godt komme til at hænge lidt på skulderen af én med blå tænder og meget lange, men yderst vigtige, pointer.

Alligevel siger jeg ja, da hun spørger direkte. Alt det der sandhedsnoget kan også blive ekstremistisk, og det føles gan-ske enkelt brutalt at afvise en person på den måde. Det er okay, siger Annette Due Madsen fra Center for Familieudvikling:

– Selv om sandheden skal frem, er

det ikke ubetydeligt hvornår og hvordan. Vi har nogle socialt tilpassede måder, hvorpå vi siger ting, der ikke helt stemmer, og nogle gange må man sige ting valgt med omhu, som kan være til gavn for modtageren.

► SØNDAGJeg ånder lettet op om aftenen. Ikke fordi jeg har tænkt mig at lyve konstant fremover, men fordi de små bitte løgne gør hver-dagen lidt lettere. Nu er afholdenheden næsten overstået.

Kæresten og jeg har købt bland selv-slik. Hver vores pose, så den enes underlige, syntetiske sukkersnask ikke forurener den andens nødder med chokoladeovertræk. Det er mig, der spiser skodslik. Hele ugen er det gået okay med at tale sandt uden at komme i problemer. Men nu falder bomben.

– Må jeg smage dit? bliver der spurgt, da vi sidder i sofaen og gumler i hver vores nøje kuraterede slik.

Sagen er den, at jeg altid køber to stykker af slik, jeg ikke ken-der i forvejen. Ét, så jeg kan smage, og ét mere for det tilfælde, at jeg kan lide det. Jeg hader, når folk vil nasse slik, fordi mit system så falder fra hinanden.

– Øhhh. Helst ikke.Jeg får et forundret blik retur. – Hvad? Hvorfor ikke? Bare lige den der, så må du også smage

noget af mit, lyder det med en fedtet pegefinger i retning af en kandiseret, skrigrød, slangeformet vingummi i min pose.

Jeg er rådvild. Normalt ville jeg give efter for manglende slikpli hos andre, selv om jeg helst vil have mit snolder i fred. Så ånder jeg ind og siger i udåndingen: – Der er to af dem, og hvis jeg ikke kan lide den ene, må du gerne få den anden. Men ellers må du altså bare købe noget sjovere slik til dig selv næste gang.

Tavshed. Så et accepterende nik. Vi ender med at dele den sidste vingummislange, fordi det er hyggeligt.

► PYH!Ugen er gået. Det har været overraskende indsigtsfuldt, men også lidt anstrengende ikke at måtte lyve. Jeg vil give Charlotte Skeel ret i, at der ligger mange små høflighedsløgne i vores kultur. De hurtige, retoriske spørgsmål, vi stiller hinanden for at få det hele til at glide, kalder tit på en ret grå sandhed. Nogle gange er de dog berettigede, siger Annette Due Madsen:

– Hvis du møder nogen nede i Netto, som spørger, hvordan du har det, så siger du “fint”, selv om det måske ikke er hele sandheden. Men du orker ikke at svare ærligt i den kontekst.

Det er med andre ord i orden ikke at krænge sin sjæl ud, når man møder en bekendt ved køledisken. Men vi skal passe på, at vi ikke pr. instinkt gemmer os bag løgnen i andre situationer.

– Hvis du spiser middag med gode venner, vil det give en dybere og mere nærværende relation, hvis du IKKE bare svarer “fint”, når de spørger, hvordan det går. Hvis du derimod tør sige, at der måske er ting, der er svære, bliver forholdet mere auten-tisk, siger Annette Due Madsen.

Efter min sandhedsuge vil jeg helt klart være mere bevidst om, hvornår jeg lyver. Tænk, hvis min forfængelighed og usik-kerhed står i vejen for, at jeg kan få bedre og tættere forhold til andre? Det skal være løgn.

IFO_DK_150982-02_DZ_Loegn.indd 72 13/12/12 15.29