1

Indholdsfortegnelse.

Indledning ………………………………………………………………………………………………………… 1

Systemisk tænkning …………………………………………………………………………………………. 2

De fem samtalefærdigheder i systemisk coaching ………………………………………….. 3

Appreciative Inquiry, anerkendende coaching ……………….…………………………………. 5

Case 1 ………………………………………………………………………………………………………………. 6

Case 2 ……………………………………………………………………………………………………………….. 8

Case 3 ……………………………………………………………………………………………………………….. 9

Refleksion / Analyse ………………………………………………………………………………………. 10

Konklusion ………………………………………………………………………………………………………. 12

Perspektivering ……………………………………………………………………………………………… 13

2

INDLEDNING.

Jeg arbejder som forebyggende sygeplejerske og har arbejdet med forebyggende og sundhedsfremmende besøg hos borgere over 75 år, i 12 år. Grundlaget for besøgene er parregraf 79 a. i Serviceloven (se bilag 1) Jeg kommer hos ca. 500 borgere. Borgerne får brev fra mig med en foreslået dato og tidspunkt, og de skal kontakte mig, hvis de ikke ønsker besøget.

Hjemmebesøget er, en helhedsorienteret samtale, hvor jeg har fokus på borgerens ressourcer, valg og handlemuligheder. Det er en åben situationsbestemt dialog, skal gerne være et refleksionsrum for de tanker, der fylder borgeren for tiden. Jeg tilbyder også sorgbesøg ved tab af ægtefælde, og udskrivningsbesøg efter indlæggelser. Jeg har 4 kollegaer, der arbejder på samme vis.

Jeg har været uddannet sygeplejerske i 29 år, og er gået fra at være optaget af det instrumentelle, til at blive mere og mere optaget af mødet mellem mennesker, vores kommunikation og samtalen som værktøj. Ud fra denne interesse valgte jeg mit nuværende arbejde, hvor samtalen og relationen mellem borger og mig er omdrejningspunkter og har deltaget i flere kurser om ”Den motiverende samtale.”

Jeg har i løbet af Coachuddannelsen været optaget af, hvordan samtalerne har ændret sig ved mine forebyggende besøg.

Jeg kan nu høre, at jeg før stillede mange lukkede spørgsmål og ikke var bevidst om, at måden jeg stiller spørgsmål på, betyder noget for de svar jeg får. Jeg tolkede og gættede ofte i stedet for at spørge. Nu stiller jeg åbne nysgerrige spørgsmål, får mere at vide, erfarer nye ting om borgere jeg har besøgt flere gange, får borgeren mere frem i stolen, og ”på banen” i samtalen, og oplever at der er mere energi imellem os og at samtalen rykker mere. Tidligere informerede jeg uopfordret om min viden, nu spørger jeg for eksempel: ”Hvad ved du om blodtryk.” Så kan jeg supplere med min viden bagefter. Når jeg spørger borgeren, som jeg gør nu ” Vil du høre, hvad jeg ved om det,” svarer de: ”Ja.” Så har vi en kontrakt, og de lytter derfor mere opmærksomt.

Jeg er også optaget af, at jeg nu teoretisk kan forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør under samtalen. Det kunne jeg ikke i samme grad før.

Ved de forebyggende besøg er jeg, når det er relevant oplysende, vejledende og rådgivende. Derfor bruger jeg både den coachende tilgang, som er kendetegnet ved at jeg bruger coach værktøjer, uden at have lavet en kontrakt, og den coachende samtale, som er baseret på en kontrakt, men hvor alle coachprincipperne, ikke behøver at være til stede. Den 100 % rene coaching, som er kendetegnet ved: Kontrakt, nærvær nysgerrighed, neutralitet, fortrolighed, frivillighed, fremadrettethed, fasthed, fokus og det magtfri rum, praktiserer jeg ikke ved disse besøg.

Denne opgave skriver jeg til andre coaches, mine kollegaer i Sundhedsafdelingen og forebyggende medarbejdere i andre kommuner.

3

Der er mange spændende emner, jeg kunne have tænkt mig at have med i opgaven. Ud fra min problemformulering, har jeg valgt teoretisk kort at beskrive, hvad der ligger til grund for henholdsvis systemisk og anerkendende coaching.

Systemisk tænkning bygger på socialkonstruktionismen, der antager at vi mennesker opfatter verden forskelligt. Vi ser kun et lille udsnit af verden og vi ser den med vores helt egne øjne, der er farvet af hvem vi er, hvilke erfaringer vi har, og hvilke historier vi har med os. Med denne tankegang er der ikke en endegyldig sandhed om, hvordan verden ser ud. Hvad der er rigtigt og forkert bliver umiddelbart et meningsløst spørgsmål, idet der kun findes subjektive sandheder. Vi accepterer, at vi alle har forskellige virkeligheder, laver forskellige konstruktioner, og handler på en måde der giver mening for den enkelte. Vi har alle mange sider af os selv. En socialkonstruktivistisk tanke er at vi, ved at bruge de gode erfaringer og historier vi har, fremmer, udvikler og giver liv til de ”foretrukne selv”. At få det bedste ud af os selv.

I systemisk tænkning ser man at problemer opstår i relationerne mellem mennesker, og at det også er her, løsningerne skal findes. Denne måde at tænke på opstod i blandt psykologer og psykiatere i 19 70érne. Den såkaldte Milanoskole, hvis teoretiske fundament byggede videre på antropologen og biologen Gregory Batesons’ tanker. Milanoskolen arbejdede med familieterapi, og i stedet for udelukkende at se på problem bæreren, valgte de, at se på hele familien. På helheden og forbindelserne, idet de mente, at familiens kultur og sociale samspil var vigtig i forhold til løsningen af problemet. ”Det er ikke problemet, der er problemet, men tænkningen vi hver især har om problemet, der er problemet.”

I socialkonstruktionismen har vi hver vores virkelighed, og det handler om at forhandle vores forskellige virkeligheder med hinanden, og derigennem når frem til en fælles forståelse. Forhandlingen foregår gennem sproget, og derfor bliver det af største vigtighed, hvordan vi lytter til og taler med hinanden, da det er gennem sproget, vi skaber vores fælles verden.

Kommunikationspyramiden.

Et vigtigt grundlæggende redskab, jeg har lært på coachuddannelsen og nu har med mig i alle samtaler, er kommunikationspyramiden. Den er inddelt i 6 discipliner.

1. Kontrakten er grundlaget, det er her vi afstemmer vores forventninger til samtalen med samtalepartneren. Det er en forudsætning hvis vi skal have en god samtale, at begge parter er parate og indstillede på det. For at være sikker på det, kan vi bruge de 5 H’er : Hvad, Hvem, Hvornår, Hvordan, Hvorfor. Ordet hvorfor, skal man være forsigtig med at bruge, da det kan give fokuspersonen en opfattelse af at han/hun skal forklare sig, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Problemformulering.

Hvad bidrager den systemiske, anerkendende coaching med, ved forebyggende besøg.

4

2. Nærvær er grundlæggende for at mennesker overhovedet virkelig kan mødes. Uden ægte nærvær intet ægte samvær. Vi næres af nærvær, og har alle behov for nærværet fra andre mennesker for at trives, vokse og gro.

3. Lytte. At blive lyttet til, eller ikke blive lyttet til, gør meget for vores oplevelse af os selv i henholdsvis positiv eller negativ retning. Man føler sig hørt, respekteret, modtaget, værdigfuld, glad og tryg, når en opmærksom eller empatisk samtalepartner lytter til en. Hvorimod det modsatte er tilfældet, hvis den man taler med lytter på en falsk eller selektiv måde. Se lyttetrappen.

4. Åbne nysgerrige spørgsmål. Det er vigtigt at vi ikke kommer med vores forforståelse, og tænker ud fra os selv og vores verden, men prøver at finde frem til netop det menneske vi sidder overfor. Dette gør vi ved at stille åbne, nysgerrige spørgsmål.

5. Empatisk feedback. At fortælle andre hvordan vi tænker, på en indfølende måde, uden at være bedrevidende.

6. Det refleksive øje. Det er en evne der skal optrænes og bruges, så vi bliver endnu mere bevidste om, hvad der foregår i vores samtaler. At kunne se og høre sig selv udefra. At tænke over hvor vi er i samtalen, og hvilken vej vi skal, giver os mulighed for at påvirke samtalen i en mere livgivende retning, det kræver selvindsigt og opmærksomhed at kunne praktisere denne parallelle bevidsthed.

Mindfulness, kan hjælpe os i denne træning. Det handler om at være til stede i nuet, på en venlig, accepterende, ikke dømmende måde, at være helt fokuseret på og bevidst om, det vi er i gang med. At udvikle et smidigt og fleksibelt sind, som Dalai Lama udtrykker det. I bogen” Kunsten at leve lykkeligt” af Dalai Lama og Howard C. Cutler.

De fem samtalefærdigheder.

For at opdage hvad den systemiske coaching bidrager med, er det nødvendigt at vide, at den er kendetegnet ved fem grundlæggende samtalefærdigheder.

5

1. Når vi arbejder med systemisk coaching, er det vigtigt at der skabes et refleksionsrum, hvor det er tilladt at se på udfordringer fra flere sider, få ideer, brede ud, se på muligheder, uden straks at skulle beslutte sig og gribe til handling, som vi ellers ofte er vant til. Efter at have opholdt sig i refleksionsrummet snævre man mulighederne ind og går i beslutningsrummet, for at finde ud af hvad der så er bedst i den givne situation. Ved at bruge tid i refleksionsrummet, før man beslutter sig, har man fået tænkt sig grundigt om og truffet et bevidst valg, og ikke ladet tilfældighederne, eller hvis man er flere, den der taler højst, råde.

I hverdagen er vi mest i handlingsrummet, også kaldet driftsrummet. Det er her vi har travlt med at udføre noget, ofte sammen med andre. Det er derfor også her relationerne opbygges og udfordres.

2. Der er cirkulær forståelse i systemisk tænkning. Vi påvirker hinanden, og sådan som jeg vælger at møde mine medmennesker, vil jeg opleve at de møder mig. Det man ser på i systemisk coaching er blandt andet, hvordan relationer er imellem fokuspersonen og andre involverede. Der er en meget åben, respektfuld og ærlig samtale mellem fokusperson og coach. Der kan inddrages spørgsmål om, hvordan fokuspersonens relation til sig selv er, og hvordan han/hun gerne ville have det skulle være, og selv om samtalen er asymmetrisk, kan coachen også bruge sig selv som spejl, og spørge om fokuspersonen vil høre, hvad det fortalte gør ved coachen.

3. Bevidsthed og opmærksomhed på vores sprog. De ord vi vælger at bruge, har stor betydning, både for os selv, hvis vi lytter til det vi siger, for det viser noget om hvordan vi tænker, men sandelig også for modtageren. Ser man og udtrykker man at glasset er halvt tomt eller halvt fyldt. Hvis man kan reformulere en negativ ladet sætning hen imod noget mere positivt, vil det betyde noget for alle og derfor også for udfaldet af samtalen.

4. De 3 N’ er. Det er vigtigt som coach at være neutral. At kunne tilsidesætte sine egne holdninger og historier. Ikke at have behov for at fortælle om sig selv, at være ikke dømmende, undlade at komme med løsninger, og i stedet vælge at være nærværende og nysgerrig på, hvordan andre menneskers virkelighed ser ud.

6

5. Vi er opvokset i et samfund hvor vi fra små bliver belønnet, når vi kommer med svar og løsninger. I den systemiske tænkning og coaching, vender vi det vante på hovedet, og vælger i stedet at komme med nysgerrige spørgsmål, for på denne måde at få andre mennesker til, dybt i sig selv at finde, de for dem rigtige svar. Det at man får gode spørgsmål, sætter ens egne tanker i gang, man får ejerskab og føler ansvar for selv at finder svar og løsninger, hvilket bevirker at det bliver lettere at føre nye beslutninger ud i livet, idet man har sig selv med, og løsningen så at sige er skræddersyet til den enkelte. Det giver styrke og øget selvværd, at man selv finder vejen frem.

Til at sikre nogle gode trygge samtaler med indhold og nytænkning, har vi det systemiske spørgehjul at holde os til. Det kan anvendes både i coaching og i hverdagssamtaler. Hjulet er opdelt i 6 faser. (se bilag 2)

I anerkendende coaching, også kaldet Appreciative Inquiry, ser vi på ressourcer. Vi ser på det, der fungerer, og har som udgangspunkt, at der altid er noget der fungerer. Vi tænker ikke i problemer, men i muligheder, og antager at man får mest af det, man fokuserer på. Det vil sige, hvis vi fokuserer på, hvordan vi ønsker fremtiden skal se ud, har vi større mulighed for at påvirke den, så det faktisk bliver som ønsket, idet vi har opmærksomheden i den retning. Det er ligesådan med forholdet vi har til hinanden. Vi har det med at leve op til de forventninger, vi bliver mødt med, og derfor har vi altid en lille del af hinandens liv i vores hænder.

Denne viden kan vi bygge på, ved at fokusere på det bedste, både i os selv, i hinanden og vores historier. Når vi føler os set, hørt og anerkendt, har vi mere mod på at tænke fremad. Det er vigtigt at sige, at anerkendende tankegang kan rumme alle slags følelser. Det handler om at vi ser og anerkender, hvor personen er lige nu og møder ham/hende der. I belastede situationer er det godt at tænke på oplevelser, hvor vi er lykkedes med noget, for at finde styrke herfra. De gode erfaringer, succeser og den energi vi har oplevet, kan synes langt væk, når vi har et problem, men vi har det hele med os i det ubevidste. Nogle gange, skal der skal bare lidt hjælp til at få gravet guldklumperne op, huske på hvordan de kan stråle, og så bruge dem igen.

Den anerkendende tænkning bygger på den heliotropiske ide om, at vi mennesker er som blomster. Vi vokser bedst i sol og varme, og som blomsten drejer vi os i retning mod solen. En anden grundantagelse er, at, bag hvert problem gemmer der sig en frustreret drøm. De ord vi bruger, og måden vi spørger ind, påvirker det svar vi får. Det vil sige, hvis jeg spørger ind til et problem, er det problemet, som fokuspersonen og jeg fokuserer på. Hvis jeg i stedet spørger ind til, hvad fokuspersonen ønsker sig, hvad det er for en drøm, der ligger derinde bag problemet, bliver svaret et andet. Vi anvender såkaldt hen imod styret sprog. Vi ser hen imod det ønskede, eksempel” Hvordan kan jeg få endnu mere motion ind i min hverdag.”

Når vi skal bevæge os ind i fremtiden, er det trygt at have noget med os fra fortiden, og når vi tager fortiden med os, så lad os tage det bedste med. Vores bedste ressourcer/ guldklumper/ erfaringer og bygge videre på dem. Som hjælp i samtalen har vi her 5 D hjulet, der sætter fokus på fokuspersonens ressourcer og gode erfaringer. Det er delt op i 5 faser. (se bilag 3)

7

Jeg har valgt kort også at fortælle om Batesons Neurologiske Niveauer fra NLP.

Noget af det, der ligger til grund for Batesons Neurologiske Niveauer, modeleret af Robert Dilts, er Batesons tænkning om, at enhver person er sin egen kultur, og socialkonstruktivismens antagelse om, at vi dannes gennem det miljø, vi er en del af. Der er 6 niveauer, de er prioriteret i forhold til den betydning, de antages at have.(se bilag 4)

Hvis der kommer inkongruens i trekanten, kan det give fokuspersonen problemer. De enkelte lag kan forskubbe sig, så for eksempel arbejde (omgivelser) og værdier ikke længere passer sammen. Så opstår der en ubalance hos fokuspersonen.

Case 1. Coachende samtale.

Forebyggende besøg hos ægtepar i deres hjem. De er henholdsvis 76 og 70 år. De har begge levet et meget udadvendt og aktiv liv.

Jeg har besøgt dem en gang før, sidste år. Da jeg kommer ind, kan jeg se de har fået nyt køkken. Det bemærker jeg, og vi taler os lidt ind på hinanden (før kontakt).

Manden har en vaskulær demens efter en hjerneblødning, og det har ændret ægteparrets livssituation, da det er gået ud over hans korttidshukommelse og aktivitetsniveau. Hustruen har svært ved at acceptere den nye situation. Hun har konsulteret en psykolog, men synes dog ikke hun fik noget ud af det. Ægteparret er tilknyttet kommunens demenskonsulent.

Vi får kontrakten på plads, den kommer til at lyde ”Hvordan bliver vi endnu bedre til at mestre nogle af de udfordringer det giver, at Hans/jeg ikke husker som før.”

Jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at de begge kommer til at føle sig trygge og opleve nærvær i samtalen, de er meget forskellige i deres sprog, tonalitet og kropssprog, så for at opnå rapport, kalibrer og matcher jeg dem på skift, alt efter hvem jeg taler med. Jeg stiller en del åbne nysgerrige spørgsmål til begge, og lytter opmærksom f.eks.: ”Hvordan oplever du det ikke at kunne huske som før?” ”Hvad gør det ved dig, når din mand spørger om det samme flere gange?”. Jeg er i det systemiske spørgehjul, tænker på det cirkulære og relationerne, spørger den anden part ”Hvad tænker du så om det?” Jeg spørger også ind til, hvordan de tror, familie, venner og naboer har det med ægteparrets situation (antropolog) og hvad det betyder, for henholdsvis den ene og den anden af ægteparret. Et par gange opsummerer jeg, og spørger, om det jeg har hørt, er rigtigt opfattet.

Spørger af og til ind til meningen af forskellige ord f.eks.: ”Hvad mener du, når du siger frustreret?” Hustruen siger: ”Nogen gange bliver jeg så vred.” ”Hvad gør du når du bliver vred?” (Jeg spørger for ikke at antage at jeg ved det) ”Skælder voldsomt ud, og siger, at nu må han tage sig sammen.” ”Hvordan har du det bagefter?” ”Så bliver jeg ked af det og sur på mig selv.” Jeg spørger ægtemanden: ”Hvordan påvirker det dig, at din kone skælder ud?” ”Det kan jeg ikke huske.” Tilbage til hustruen ”Hvad tænker du om det?” ”At det ikke hjælper at skælde ud”. Jeg spørger ind til om de kender andre, der er i samme situation, hvordan de griber det an, og om der er noget her ægteparret kan gøre ligesådan. (modellering NLP)

8

I samtalen får vi afklaret at ægtemanden har det godt og trygt med at være alene hjemme, så hustruen kan tage i byen, uden den dårlige samvittighed hun ellers har haft. Dette havde de aldrig talt om. Hun gik bare ud fra, at han var ked af at være alene. Vi er i det fortrolige rum, i kontaktniveauerne. Ind imellem taler hustruen meget hurtigt og højt med en hård tone, så leader jeg. Taler langsomt, roligt og i en venlig tone. Det virker godt, hustruen følger mig.

Når de er hos venner, og der kommer alkohol på bordet, får manden for meget at drikke, for han kan ikke huske hvad han har drukket. Sidste gang faldt han ned af stolen, og måtte praktisk talt bæres hjem. Hustruen bliver flov over ham, ked af det og vred på ham. Her kom vi ind i det autentiske rum. Jeg tænker på isbjerget, den gode historie, spørger ind til hvornår manden kan drikke alkohol uden at få for meget, og bagefter hvad det er, der gør det muligt. Jeg spørger om de kan bruge den gode erfaring, de har med alkohol i hjemmet, når de er ude, og om der er nogen der kan støtte dem i beslutningen. Siger ”Hvad vil I sige til jeres venner?” og ”hvornår vil I gøre det”.

Jeg giver dem en juvel, spørger om de vil høre, hvad det gør ved mig, at sidde her og lytte til dem. Det vil de gerne. Jeg siger, jeg synes det er dejligt, de er så åbne og ærlige over for hinanden. Det synes jeg er stærkt. Jeg spørger, hvad de tænker om det. De smiler begge to og hustruen siger: ”Vi har altid været gode sammen, (støttende overbevisning). Dejligt at høre, at du ser os sådan.” De ser kærligt på hinanden, han tager hendes hånd.

Vi går i Bateson, og taler om hvad der er vigtigt. Hvordan vil de gerne have det sammen, hvordan vil hustruen gerne se sig selv, og blive set på af andre. Manden siger i slutningen: ”Jeg ved godt, at jeg ikke husker så godt mere, men jeg synes jeg har et godt liv. Jeg behøver ikke så meget. Jeg kan lide fred og ro.” Jeg spørger hustruen: ”Hvad gør det ved dig at høre det?” og hun svarer: ”Jeg bliver så usigelig lettet”. ´

Jeg vender tilbage til kontrakten, og hustruen siger, at hun har fået meget ud af samtalen, og at hun helt sikkert føler sig bedre rustet til nogle af hverdagens mange udfordringer. Giver udtryk for, at denne samtale virkelig har hjulpet hende, og at hun vil begynde at spørge sin mand noget mere, i stedet for at tro, at hun ved hvad han tænker. Det synes han er en god ide.

Vi slutter af med lidt efterkontakt, ser ud i haven på de smukke efterårsfarver. Jeg får et stort knus af dem begge, da jeg går.

Faglig tilgang:

Har fra Gestaltterapi anvendt Kontaktcirklen, Kontaktniveauer, Juveler. Har fra NLP anvendt kalibrering, matching, pacing, rapport, michmach, leading. Modelering Batesons Neurologiske Niveauer, Krop-sprog-tonalitet fra NLP universet. Kommunikationspyramiden, Lytte trappen, Det systemiske spørgehjul, Den Anerkendende Tilgang, Isbjerget.

9

Mine refleksioner:

Jeg tænkte på, hvor meget det betød for samtalen, at jeg kunne anvende mine nye coach samtaleværktøjer, og var tilfreds med, og glad for at det faldt mig naturligt. Det tror jeg er meget vigtigt at det gør. At det er mig der spørger, og ikke en rolle jeg tager på mig. Jeg var vågen og bevidst. Jeg vidste, hvor jeg var, og det gav mig muligheden for at vide, hvor jeg ville hen Jeg gav ikke pauserne den tid, de kunne have fået, det kan være fordi, der var to med i samtalen. Det vil jeg være opmærksom på. Jeg havde været opmærksom på hvordan vi sad, og det fungerede godt. Jeg havde en god følelse af, at have efterladt ægteparret et bedre sted, end de var, da jeg kom.

Case 2. Coachende samtale. Sorgbesøg.

Kort fortalt.

Mand 86 år, har mistet sin hustru igennem 63 år for 7 uger siden. Hun havde mange belastninger, de sidste år hun levede. Har tre børn. Jeg har kendt borgeren igennem flere år. Jeg ser med det samme, at der ikke er det spil i hans øjne, der plejer at være. Blikket er mat, der er ikke meget mimik i ansigtet, han bevæger sig langsomt med lidt slæbende skridt. Tøjet hænger lidt om kroppen.

Kontrakten lyder ”Hvordan kommer jeg videre med mit liv!”

Vi bevæger os først lidt rundt i det systemiske spørgehjul. Jeg spørger bl.a. ind til, hvordan dagen går, hvad han laver, hvad han får at spise, hvem han taler med, hvordan det føles at være alene. Borgeren siger, at det såmænd kan være lige meget om han lever eller dør.

Jeg spørger, hvad han tror, det vil betyde for hans familie, når han ikke lever mere. ”De vil savne mig. Vi har det godt sammen. Jeg spurgte, hvad det betyder for ham, at vide at de ville savne ham, når han er væk og han svarede, at når han tænkte på det, på den måde, så kunne han se, at det er vigtigt at han lever.

Borgeren synes det er svært at komme op om morgenen, der er ikke rigtig noget at stå op til. Jeg går på jagt efter gode historier og ressourcer, hvornår var det anderledes. Borgeren fortæller om flere oplevelser i sit liv, hvor han har følt sig stærk og ovenpå. Han husker hvem han er, og der kommer liv i øjnene, bevægelse i hænderne. Han flytter lidt rundt i stolen, sidder ikke længere tungt og stille. Talen bliver hurtigere, tonaliteten lysere, han smiler flere gange. Han får ideer til, hvad han kunne give sig i kast med. Ser nu fremad mod nye oplevelser, ser en mening med at stå op, har fået sat ord på noget, han har lyst til, og fundet mening og formål med sit liv igen.

Da jeg skulle gå, sagde borgeren, at det var den bedste samtale, han havde haft i lang tid, ”Vi kom langt omkring, jeg ved ikke hvordan vi gjorde det, men det gjorde mig godt. Jeg føler mig lettere. Jeg er ligesom vågnet op igen.” Han lagde hånden på min skulder ”Tak” og gav mig et varmt håndtryk.

10

Faglig tilgang:

Jeg anvendte: Systemiske spørgehjul, 5 d hjulet, Isbjerget, Batesons Neuroligiske Niveauer, Kommunikationspyramiden, Lytte trappen, Rapport, Kontaktcirklen, Kontaktniveauerne, Juvel. Anerkendende tilgang.

Mine refleksioner: Jeg gav borgeren god tid til at fortælle sine historier. Jeg huskede at give plads til pauserne, og ikke forcere ham, ved ofte at sige ja, som jeg har haft for vane, men nikkede i stedet, så han kunne se jeg var med i samtalen. Det han nævnte om, at han ikke vidste hvordan vi var kommet så meget rundt, gjorde at jeg tænkte, ”Godt”, så er det fordi, jeg bruger mine værktøjer på en naturlig måde. Jeg forlod ham et godt sted. Jeg var glad og varm indeni, da jeg gik. Følte mig taknemmelig over mit arbejde og min nye viden.

Case 3. Coachende samtale.

Mand 79 år, bor sammen med hustru. Efter at have været faldet og brækket en arm, tilstødte der forskellige komplikationer. Har forhøjet BT og diabetes. Borgeren har dalende funktionsniveau, da han i ½ år kun har bevæget sig lidt rundt i huset.

Kontrakten lyder ”Hvordan bliver jeg endnu bedre til at få rørt mig!”

Borgeren fortæller at han mangler energi til at komme i gang med motion, Jeg spørger, hvad han tror, der vil give ham energi. Det ved han ikke, men tror måske motion vil give energi. Jeg spørger, hvad han kan sige til sig selv, for at komme i gang. Han siger ”Jeg vil have det godt.” Jeg spørger, hvad det betyder for ham at have det godt. Det handler om, at kunne blive ved med at kunne gå. Jeg spørger, lidt skubbende, hvad det betyder for ham at kunne gå. Det kan han ikke svare på. Han tænker længe. Jeg spørger ind til relationerne, f.eks. ”Hvad vil det betyde for din kone, at du kan gå?” og hvad han så tænker om det. Jeg spørger ”Hvad er din bekymring?” og han svarer, at sådan har han aldrig tænkt, men det er, ikke at kunne klare sig selv, og at blive afhængig af hjemmeplejen.

Vi taler om, hvad det bedste der kunne ske ville være. Lidt om hvordan han gerne vil se sig selv, og om hvordan han gerne vil have at andre ser ham. Jeg spørger, hvad han vil gøre og hvornår. ”Jeg vil gå en tur hver dag, jeg begynder nu”, siger han.

Hustruen var overvældet og glædeligt overrasket, da hun kom hjem i det samme. Hun spurgte, hvad jeg havde sagt til borgeren, for mange andre havde prøvet at motivere ham til at få rørt sig. Jeg kunne sige, at jeg ikke havde sagt så meget, han havde sagt noget til sig selv. Hustruen smilede til sin mand, han tog hende under armen. Vi fulgtes alle tre ned gennem haven til min bil. Borgeren holdt godt fast i sin kone. Vi aftalte, at han ville bruge sin rollator, her i starten. Han spurgte, om vi skulle tales ved om en måned, så jeg kunne høre hvordan det gik. Det aftalte vi.

11

Faglig tilgang:

Kontaktcirklen, Kontaktniveauerne, Rapport, Det systemiske spørgehjul, Lytte trappen, Batesons Neurologiske Niveauer, Anerkendende tilgang.

Mine refleksioner: Jeg oplevede, hvor godt det virkede, at jeg mismatchede og var lidt skubbende og provokerende et par gange i samtalen. Det vil jeg være mere opmærksom på fremover. Jeg fik forstyrret ham. Jeg kunne også have spurgt ind til gode erfaringer fra tidligere, da han før har dyrket idræt.

Refleksion / Analyse.

I mit arbejde, er jeg heldig at få lov til at besøge mange mennesker i deres hjem. Det er vigtigt for mig at huske på, at sådan som jeg ser verden, ud fra mine erfaringer, min viden, og hvad jeg har i forgrunden og i baggrunden, er der ingen anden der ser den. Det har jeg været bevidst om før, og coach uddannelsen har åbnet mine øjne endnu mere for dette. Det gør, at jeg møder andre mennesker mere fordomsfrit nu, og når de vælger at handle, som de gør tænker jeg, der er altid en mening med, at vi handler som vi gør. Nu søger jeg meningen i stedet for at tolke, gætte og måske fordømme. Jeg kan nu se, at jeg ind imellem har været lidt hurtig til at tro, at jeg forstod andre.

At være blevet bevidst om, at være opmærksom på min egen adfærd og kommunikation, på valget jeg hele tiden har, til at justere samtalen i en mere livgivende retning, er en gave jeg er dybt taknemmelig for. Blandt andet at kunne tænke, hvordan går det egentlig med nærværet i samtalen, hvordan lytter jeg, er mine spørgsmål åbne eller lukkede, er der rapport imellem os, er det nu jeg skal give en juvel, gør at jeg føler mig vågen og mere tilfreds, fordi jeg ved hvor jeg er, og derfor også kan beslutte, hvor jeg vil hen. Jeg oplever der kommer mere energi i samtalen, fordi jeg har værktøjskassen i orden. Det er også godt at huske på, at hvis der er noget der ikke virker i situationen, så kan jeg gøre noget andet, da jeg har mange værktøjer.

Jeg har før haft en lineær tankegang: ”Her er et problem, det skal vi finde en løsning på og gerne med det samme”. Efter mit møde med systemisk tænkning, er jeg opmærksom på, at bruge en del mere tid med borgeren i refleksionsrummet. Det er meget spændende.

Jeg synes det systemiske spørgehjul, med 5 D hjulet lagt ovenpå, er et rigtig godt værktøj, der er med til at sikre en meningsfyldt samtale, og det hjælper mig til at lægge min ekspertrolle ”på hylden”, blandt andet fordi, jeg nu stiller åbne nysgerrige spørgsmål. Jeg ved dog, at jeg ikke kan, ikke påvirke med mine spørgsmål.

Noget af det vi taler om som forebyggende sygeplejersker er, at vi vil hjælpe borgerne med at finde deres egne løsninger. Det har sommetider været svært. Jeg har ofte følt, at borgerne så mig som eksperten, og ind imellem har jeg tænkt, gad vide om det her egentlig er borgerens løsning eller min. Nu er jeg blevet bevidst om, at hvis borgeren skal have mulighed for at finde egne løsninger, skal jeg kunne aflægge min formodning om, at jeg sidder med den helt rigtige løsning for borgeren.

12

Det at lave en kontrakt har jeg ikke gjort tidligere, borgerne forventer ofte, at jeg sætter dagsordenen. Jeg oplever, at når jeg nu, begynder med at spørge, hvad de gerne vil tale om, bliver samtalen mere vedkommende for dem, og vi kommer hurtigere ind på det, der optager borgeren. Før oplevede jeg somme tider, at når jeg skulle til at gå, kom borgeren med det for ham/hende allervigtigste spørgsmål.

Det at lave en kontrakt ser jeg som en stor fordel, for det gør borgeren medansvarlig for samtalen. Jeg har dog oplevet nogle gange, hvor det ikke lod sig gøre. Hvor borgerne ikke var parate til selv at komme på banen så hurtigt, men jeg tænker, at i og med jeg begynder at spørge, vil de måske, før mit næste besøg have tænkt mere over, hvad de gerne vil tale om.

At bevæge sig ned i det ubevidste plan, som vi gør med antropolog og kunstner-spørgsmål, får noget helt nyt frem. Jeg synes det gør en stor forskel på mine samtaler før og efter coach uddannelsen, at jeg kan bevæge mig her. Det at spørge cirkulært og til relationerne, synes jeg virker rigtig godt, der kommer et andet perspektiv ind, som jeg er meget glad for at kunne bidrage med i samtalen.

Som forebyggende sygeplejerske tænker jeg på, at samtalen gerne skal styrke borgeren og hjælpe ham/hende med at øge deres handlekompetence, og det passer fint sammen med at runde samtalen af i kaptajnsrummet. Det, at jeg bruger det systemiske spørgehjul, gør at jeg kan føre en både dybere og mere struktureret samtale med borgeren, end jeg kunne før. Jeg føler mig tryg, når jeg bruger spørgehjulet, både på borgerens og mine egne vegne.

Noget andet vi taler om indenfor forebyggende hjemmebesøg er, at vi skal se på ressourcer frem for belastninger, ikke tænke i problemer med i muligheder. Jeg har før prøvet at fokusere på det borgerne kan. Jeg har ikke altid syntes, det har rykket nok, har tænkt, det her må jeg kunne gøre bedre, men jeg har ikke helt vidst hvordan. Nu oplever at jeg, at det er blevet meget lettere for mig, at hjælpe borgerne med, at de selv ser deres ressourcer og derigennem bliver styrkede, idet jeg kan anvende 5 D hjulet og isbjerget, der netop sætter fokus på ressourcerne og de gode erfaringer. Det er befriende at have fået redskaber til det arbejde, jeg gerne vil udføre så godt som muligt, for at borgeren får mest muligt ud af det årlige besøg, og jeg derved opfylder noget af formålet med mig.

I de forebyggende besøg taler vi om, at vi skal møde borgeren med respekt. Det, jeg har lært i uddannelsen, bl.a. om empatisk feedback, har givet mig en dybere forståelse, en ny dimension på begrebet respekt. I mødet mellem borgeren og mig, vil jeg under samtalen nu, være endnu mere opmærksom på, hvordan jeg formidler min faglighed, så jeg ikke kommer til at virke bedrevidende, og derfor ikke når ind til borgeren. Eksempel ”Det jeg hører, du fortæller, sætter nogle tanker i gang hos mig. Har du lyst til at høre dem.”

Jeg er, efter at have lært lyttetrappen at kende, blevet opmærksom på, at jeg ved besøgene, ofte har lyttet selektivt, lyttet efter bestemte ting. Det kan nogle gange være en styrke, i diagnostisk sammenhæng. Samtidig er der også en stor risiko forbundet med selektiv lytten, som er, at idet jeg lytter efter noget, jeg har fokus på, går jeg glip af noget andet. Nu kan jeg høre, hvor på trappen jeg er, og det ser jeg også som en stor forbedring i min kommunikationsevne.

For at opøve Det Refleksive Øje, som jeg bruger i mine samtaler, er jeg blevet bevidst om at være mere til stede i nuet. Jeg mærker ofte efter, er mine tanker hvor min krop er. Det er de ikke altid,

13

for tanker har vinger og kan flyve langt omkring. Når jeg imidlertid nu er årvågen og opmærksom, kan jeg hurtigt komme tilbage til nuet. Jeg kan derfor bruge min energi i øjeblikket, i stedet for at dele den ud, ved at tænke på, hvad der er sket, og hvad der måske vil ske, hvad jeg skal lave til aftensmad, og hvad vi fik i går etc.

Fordelen ved dette er, at jeg under mine besøg, er mere til stede, mere nærværende og oplevelsen af nærvær er grundlæggende for samtalen.

De mennesker jeg besøger er 75 år og derover. De oplever forskellige tab, ændrede livsbetingelser og livssituationer. Det er tab af familie, venner, omgangskreds, det kan være forskellige funktionstab, tab af syn og hørelse, sygdom kan sætte sit præg på hverdagen Det kan pludselig være svært at se meningen med tilværelsen, og hvis vi mennesker taber meningen af syne, sygner vi hen.

At der er en mening med os, er livsnødvendigt. Derfor er det ofte vigtigt i de forebyggende besøg at tale om, hvad der er vigtigt og hvad, der giver mening for den enkelte. I det at hjælpe andre med at huske, hvad meningen er, elle med at nå frem til erkendelse af en ny mening, er det en stor hjælp at kunne bruge Batesons Neurologiske Niveauer i samtalen. (se bilag 3)

En ting blandt mange, der giver mig glæde og følelsen af, at jeg som ønsket, har formået at udvikle mig og min samtalekunst, gennem coach uddannelsen er, at borgere, der før har sagt ”Tak for besøget” nu siger ” Tak for samtalen.”

Konklusion.

Som jeg ser det, bidrager den systemiske og anerkendende coaching ved de forebyggende besøg, med, at samtalerne bliver mere nærværende, vedkommende og handlingsorienterede. Der kommer mere liv, energi, refleksion og overblik ind i samtalen.

Borgerne bliver udfordrede på det at se tingene fra flere sider, og også fra andres perspektiv. Der kommer en ny dimension ind i samtalerne, da vi bevæger os både på det bevidste og det ubevidste plan.

Samtalerne rykker mere, idet borgerne får tænkt nye tanker, eller bliver opmærksomme på, hvad de faktisk tænker, via de åbne nysgerrige spørgsmål, anvendt i forskellige værktøjer.

Borgeren bliver styrket og ser lettere fremad, ved at få givet mulighed for, at genfinde sine ressourcer, se på sine muligheder, tænke over hvad der gjorde det muligt dengang, og hvordan de gode erfaringer kan bruges i den nuværende situation.

Samtalen bliver dybere, og strukturen i samtalen bliver på en gang både, mere forankret og mere fleksibel på grund af samtaleværktøjerne.

Relationen mellem borgerne og den forebyggende sygeplejerske bliver styrket, og da det er denne relation, de forebyggende besøg, som jeg ser det, i bund og grund hviler på, er det vigtigt at den er så god som mulig.

14

Handlekompetencen hos borgeren bliver styrket, idet der i slutningen af samtalen bliver i tale sat, ikke kun hvad borgeren nu kan og vil gøre, men også hvor, hvornår, hvordan, hvorfor, og om der eventuelt andre der skal inddrages.

Som jeg ser det, bliver de forebyggende samtaler, ved brug af systemisk og anerkendende coaching, løftet op på et højere og mere livgivende niveau.

Perspektivering.

Med den viden jeg har fået, og beskrevet i konklusionen, synes jeg det er oplagt, at forebyggende sundhedsfremmende medarbejdere på landsplan, bliver opmærksomme på, og får mulighed for at tage en Systemisk Anerkende Coach uddannelse.

Jeg har overvejet hvordan jeg kan bidrage til dette. Er nået frem til at jeg, i min egen kommune, vil give mit team et kopi af opgaven til inspiration.

Derudover vil jeg tage min opgave med til vidensdeling, på næste landsdækkende årskursus for forebyggere.

Jeg vælger at afslutte med et Gruk af Piet Hein.

Du skal ikke ville det hele. Du er kun en enkelt del. Du ejer en verden i verden.

Den skal du gøre hel. Én eneste vej skal du vælge, og være identisk med den.

De andre veje må vente. Vi kommer altid igen.

Du skal ikke spare din møje. Men ofre den nu og her. Det er netop endeligheden, som gør det alt sammen værd.

Det er dette Nu du skal være, skal virke og give dig hen. Det er uendeligheden.

Vi kommer aldrig igen.

15

16

Bilag 2.

1. Kontrakten, også kaldet samtalen om samtalen. Focuspersonens inviteres til at fortælle om sine forventningerne til samtalen. Det er vigtigt at fp. og coach er enige om hvad samtalen skal handle om, så coachen ved hvilke spørgsmål der kan stilles i den forbindelse. Kontrakten kan genforhandles, hvis der opstår et andet mere præserende emne undervejs i samtalen

2. Detektivspørgsmål. Her kommer vi med vores åbne, nysgerrige hv.spørgsmål, vi afdækker focuspersonens udfordring, prøver at sætte os ind i hvad focuspersonen er optaget af og hvor de er lige nu.

3. Antroprologspørgsmål. I denne del af cirklen går vi på opdagelse i relationerne. Vi spørger ind til de personer der er med i historien, her kan vi spørge på to måder, både hvordan focuspersonen tror A. oplever situationen og hvad det så gør ved focuspersonen. På denne måde sætter focuspersonen sig i de andres sted og ser verden fra andre synsvinkler. Denne fase er derfor meget vigtig og kan være med til at give focuspersonen en bredere forståelse.

4. Kunstnerspørgsmål. Her er målet med vores spørgsmål, at få focuspersonen til at tænke ” ud af boksen” bryde med sin sædvanelige tankegang, blive forstyrret og lege med muligheder, også de vilde, her skal vi ikke tænke realistisk men tænke anderledes nyt.Det er ligesom Antroprologfasen, en meget vigtig fase i samtalen og ofte her der sker noget nyt i focuspersonen. Som coach er det vigtigt at være vedholdende i denne fase, da vi voksne tit har glemt hvor befriende det kan være at lege.

5. Kaptajnspørgsmål. I denne fase skal samtalen afsluttes på en måde, så focuspersonen går styrket og målrettet videre i livet.Coachen spørger ind til en handleplan, hvad kan og hvad vil focuspersonen nu gøre.

6. Samtalen om samtalen. Her spørger coachen ind til hvordan focuspersonen har oplevet processen, for at blive klogere på hvad der virkede og hvad der ikke virkede for focuspersonen.Det er vigtigt for coachen at vide dette med henblik på hvad der kan gøres endnu bedre i fremtidige samtaler.

Det systemiske spørgehjul.

17

Bilag 3.

5 D hjulet. isbjerget.

1. Definition, her formuleres et spørgsmål hen imod et ønske.

2. Discovery, her går vi på opdagelse i gode erfaringer der kan bruges i den aktuelle sag, vi prøver

at se den gode historie i den dårlige historie, for at rykke fp. til at se at der noget der virker, eller

har virket. Når vi har fundet ud af det, ser vi på, hvad det så var der gjorde at det virkede, hvad

gjorde du, hvad gjorde andre, dengang det virkede. Så er vi på guldklumpejagt.(se bilag 2) Ideen er

at fp. ved at mindes bedre tider, husker på sine resurser, husker, og genoplever en succeshistorie,

bliver styrket og derfor lettere kan komme videre, i sin nuværende måske problematiske situation.

I stedet for at bruge energi på at være lukket om problemet, åbnes for energien. Man fokuserer

på noget godt og derfor går man mod noget godt. Denne fase er den længste.

3. Dreaming. Nu skal vi bruge guldklumperne og fp. skal hjælpes til at drømme om hvordan de

gode erfaringer kan overføres til den nuværende situation. eks.” Hvis du tænker på den gode

erfaring du har med dig omkring at flytte, hvordan kan den så hjælpe dig i din nuværende

situation”?

4. Design. Her ser vi på forskellige muligheder, man kunne vælge at gøre enten det, eller hint. Ser

på fordele og ulemper ved at vælge de forskellige retninger.

5. Destiny. Her skal fokuspersonen ud fra sine overvejelser, beslutte sig til hvilken vej han/hun så

vælger at gå. Coachen spørger ind til hvad fokuspersonen helt præcist vil gå hjem og gøre. Dette

for at hjælpe fokuspersonen. til at forpligtige over for sig selv, til at komme videre.

18

Bilag 4.

Omgivelser - Hvor.

De fysiske rammer, tid, sted, temperatur, luftfugtighed, miljø.

Adfærd - Hvad.

Hvad gør du, hvad siger du. Her er det vigtigt at huske, at vi ikke er vores ord og handlinger.

Hvad er det i virkeligheden du laver.

Evner og færdigheder - Hvordan.

Hvilke kompetencer har du og hvordan kan de evt. opgraderes.

Værdier og overbevisninger - Hvad er vigtigt.

Værdier er hvad der er vigtigt for den enkelte, hvad der betyder noget. Overbevisninger ligger til grund for mange af vores handlinger både de støttende og de hæmmende.

Identitet - Hvem.

Hvem er du og hvem vil du gerne være. Identitet er vores personlighed, hvordan vi ser ud inden i.

Formålet - Hvorfor.

Det egentlige formål med den enkeltes eksistens. Hvorfor står du op om morgenen? Hvad vil du gerne give til verden? Hvad er dit bidrag?

Inkonkurents i trekanten kan give problemer, de enkelte lag kan forskubbe sig, så f.eks. værdier og arbejde ikke længere passer sammen.

Hvis formålet forsvinder, bliver personen trist og der kan opstå fornemmelsen af kaos indeni, for nu er der ingen mening med mig længere.

19

20