I N G E N T I N G

Man kan opleve det tomme rum som et billede på ingen-ting. Vi forstår væggene. Gulvet. Loftet. Vi forstår det golde landskab. Den flade jord. Den store tomme him-mel. Den materielle skal, som intet indeholder ud over tomhed og stillestående luft. Et indrammet ingenting. Men rammen, begrænsningen, er netop forudsætningen for at begribe ingenting.

Tanken om universet som et stort tomt rum er ubegribe-lig. At forsøge at forstå en tomhed, der aldrig ender, er en svimlende fornemmelse, og et vacuum, der befinder sig milliarder af kilometer ude i det mørke ingenting, hvor lyd ikke eksisterer, er ufatteligt for den menneskelige hjerne.

Når man i matematikken snakker om den tomme mængde, er det begrebet for det tomme tal, der ingen værdi indeholder. En mængde, der ingen påvirkningskraft har, fordi den er tomt. Tomhed ses ofte som ligegyldig-hed. Tømt for information. Tømt for indhold. Tømt for mening. Fyldt med ingenting.

Det tomme

Det ikke synlige ingenting. Det som vi ikke kan regi-strere med det blotte øje, men som vi må forsøge at forstå uden visuelt bevis. Den tomme mængde, der i matema-tikken eksisterer som et visuelt tegn – ET NUL, et rundt hult ingenting - hvorfra hele det matematiske univers kan skabes. I tallenes perfekte verden eksisterer det håndgri-belige ingenting. Men i sanseverdenen er dette ingenting ikke visuelt muligt.

For den blinde er intet synligt. Han kan ingenting se, men forestillingsevnen eksisterer. Han må skabe billeder og visuel mening baseret på forestillinger om den kon-krete verden.

For barnet eksisterer det ikke synlige ikke længere. Går du ud af døren, er du borte. Det kræver erfaring at vide, at noget eksisterer, selvom man ikke kan se det.

Vi kan være bevidste om noget eksisterer, selvom vi ikke kan se det. Fordi det er skjult. Fordi det er udenfor vores synsfelt. Fordi det er gemt for vores øjne. Eller netop fordi det kun eksisterer i vores forestilling om det. En drøm. En fantasi. En tanke. Vi kan ikke se det træ, der står gemt bag et bjerg og vi kan kun forestille os en enhjør-ning. Imaginære forestillinger. Selvskabte billeder. Som kan være alting og intet er.

Det usynlige

Når noget er, men ikke synes at være, fordi vi ikke kan afkode dets konstruktion. Vi kan ikke berettige dets eksistensberettigelse, fordi det i vores optik og målestok ikke er noget definerbart.

Vi kan se på noget, der rent fysisk er noget. Men findes der ikke et begreb for det, genkender vi det ikke, så kategoriserer vi det som intet. Det eksiste-rer, men er ikke noget.

Når noget er ude af stand til at blive beskrevet. Når vi ikke kan finde ord, der matcher, hvad vi ser. Det abstrakte. Det fragmenterede. Det uforklarlige. Det, der er noget, uden at være noget.

Det non-figurative kender vi fra kunstens verden. Det som ikke forestiller eller efterligner genstande, søger at tale til os på et abstrakt plan. Her er in-genting et motiv, der ikke efterligner den konkrete verden, men gør sig forståelig netop i kraft af ikke at gengive noget forståeligt.

Det uforståelige ingenting er det, der ser bort fra den konkrete billedverden til fordel for et uafkode-ligt univers, hvor alting er ingenting og ingenting er alting.

Det uforståelige

Det er netop på baggrund af intet, at vi kan se, at der er noget, der er til. Alting spejler sig i ingen-ting.

I filosofien bruger man begrebet det værende. Træet. Barken. Månen. Bjerget. Vandet. Kroppen. Huden. Håret. Alt det vi kan røre. Alt det der er. Væren derimod er det, at det er. Mennesket er ikke det, det er, og er det, det ikke er. Det er altid i gang med at definere sig selv. På en måde ud over sig selv. Ved at ændre noget. Ved at skabe noget. At skabe og ændre verden.

Det fraværende er, når noget burde være, men ikke er. Det kan være frustrerende at vide, at noget, der plejer at være, pludseligt ikke er. For det ikke værende kan være lige så vigtigt som det værende. Hvis det ikke er her - hvor er det så? Eller har det aldrig været? Og i så fald, hvorfor har det så aldrig eksisteret?

Vi kan opleve mentalt fravær. Når hukommelsen svigter i amnesi. Når minder forsvinder, og viden går tabt i tomme hjernehuller. Når vi ved, at vi vid-ste det førhen. Vi kan huske, at vi engang kunne huske det, der nu er væk for altid.

Ofte skal der fravær til for at skærpe vores bevidst-hed om nogets eksistens. Når noget forsvinder. Når noget bliver ingenting forstår vi, at det engang var.

Tab er en forståelse af fravær af noget, der en gang var.

Det fraværende