34 HENDES VERDEN NR. 22 | 2019 HENDES VERDEN NR. 22 | 2019 35

Kirsebærtræet uden for Inge Mølle-haves vindue er sprunget ud. Hun ser det, så snart hun åbner sit vindue og opdager de delikate lyserøde blomster, og i det samme ved hun, er noget er ved at vende. Lysere tider er på vej,

ikke bare i hendes have, men også i hendes sind.– Det var tidligt forår, et år efter at jeg mistede min

mand, og alt havde været sort, husker Inge.– Jeg havde slet ikke bemærket, at blomsterne var

på vej, men pludselig kunne jeg se det. Der følte jeg, at jeg begyndte at leve igen.

I dag er det små to år siden, Erling døde, og Inges verden styrtede i grus. I den første tid var hun så lammet af sorg, at tanken om at lukke døren bag sig, gå ned til fjorden og forsvinde i det kolde vand ikke virkede så fjern.

– En dag var min præst på besøg, og jeg nærmest råbte til hende, at jeg ikke kunne leve uden Erling. Så sagde hun: ”Ved du hvad, Inge, du har lavet kaffe og ristet boller til os. Det betyder, at du lever uden Erling,” fortæller Inge.

Hun kom frem til, at præsten havde ret – hun stod jo ud af sengen hver dag, selv om hendes mand ikke længere var ved hendes side. Da Inge opdagede en ny måde at betragte sorg på, var det, som om nogle ting faldt på plads.

– For nogle år siden var holdningen, at vi skulle begrave vores døde, sige farvel og komme videre, siger hun.

– Det nye er, at vi skal bære dem med os, og at selv om sorgen ikke forsvinder, så har livet også et spor, vi sideløbende kan gå ned ad. Det trøster mig, for jeg vil aldrig komme over savnet af Erling.

FALDT OMErling havde blærekræft, men det endte med ikke at blive kræftsygdommen, der rev ham bort. Derimod fik han under en behandling hos en akupunktør vejrtrækningsbesvær, og da han få timer senere faldt om på badeværelsesgulvet med to sammenklappede lunger, stod hans liv ikke til at redde.

– Det var et stort chok, og min sorg blev forstyrret af politirapporter, obduktion og et retsligt efterspil, forklarer Inge.

– Men det bringer ikke Erling tilbage, at jeg bliver bitter. Nogle har udtrykt bekymring for, om vi nåede at sige farvel. Det gjorde vi. Mens Erling var i live, sagde vi hver aften, at hvis én af os ikke vågner i mor-gen, så tak for alt. Det trøster mig.

Når Inge slår øjnene op om morgenen, siger hun godmorgen til billedet på natbordet af sin livsledsa-ger, og hver aften fortæller hun ham lidt om dagen, der er gået. Intet gør hende mere glad, end når andre AF

ELI

NE

HOL

M F

OTO:

TRI

NE

BUK

H

Siden Inge Møllehave var ung, har døden været til stede i hendes liv. Alligevel ramte sorgen, da hendes mand døde, med uventet kraft. I dag kan hun atter se det lyse i livet – og ved, at det kan leves med Erling tæt på.

INGES AFDØDE MAND ER STADIG I HENDES LIV

”Jeg taler med Erling hver eneste dag”

Selv om Erling ikke længere fysisk er ved Inges side, lever hun videre med ham i sit liv.

36 HENDES VERDEN NR. 22 | 2019

vil være med til at mindes ham. – Jeg har en håndfuld gode venner,

som også kendte Erling, og vi taler meget om ham og griner af de sjove episoder, vi havde sammen. Det gør mig glad.

ALLE VAR TAVSEFor andre er det knap så selvfølgeligt, at Erling stadig skal have en plads i det liv, han har forladt.

– Nogle har trukket sig eller er stoppet med at tale om Erling. De vil mig det ikke ondt, det ved jeg. Men jeg ville ønske, vi var lidt bedre til at rumme døden og sor-gen, som er et vilkår for alle, konstaterer Inge.

For hende selv har bevidstheden om, at hun en dag skal herfra, altid været tæt på. Som 18-årig mistede hun sin far, som blev dræbt af en spritbilist. Hun husker ty-deligt den anspændte stemning, når hun trådte ind i en butik eller steg på en bus i det lille lokalområde.

– Der blev bomstille. Og jeg tænkte ”bare de dog ville sige noget til mig…”, husker Inge.

Oplevelsen af at blive fremmedgjort, oven i at hun skulle håndtere sin egen sorg, satte sig i Inge, som besluttede sig for, at hun en dag ville henvende sig til mennesker i sorg. Da hun og Erling blev præsenteret for muligheden for at blive frivillige på et hospice, var de derfor ikke i tvivl. Men selv om Inge allerede havde forholdt sig til døden, da Erling fik konsta-teret blærekræft, og den igen bankede på i

hendes eget liv, ramte den voldsomt.– Erling var min støtte og mit livs

kærlighed. Noget så stort kan man ikke forberede sig på at miste, siger hun.

DEN LILLE NABOI dag er Inge igen begyndt at arbejde som frivillig på hospicet. Hun finder styrke i sin tro og har igen mod på at tage til kon-certer og foredrag. Selv om sorgen stadig kan overmande hende, har glæden over at være i live sammen med sin søn, sviger-datter og barnebarn også sin plads.

Da Smilla, en lille nabopige, som plejede at komme på besøg hos Inge og Erling, for nylig bankede på Inges dør, kunne hun mærke, at livet igen er værd at leve.

– Hun stod herude og fortalte, at hun havde savnet mig, og

spurgte, om hun måtte begynde at komme her fast igen, fortæller Inge.

– Jeg sagde ja, og det var bare det helt store sus. Det er jo det, livet virkelig handler om: Det helt nære, at vi rummer hinanden, giver hinanden gensidig glæde. Og lever videre med dem, der har betydet allermest for os, selv om de ikke er her mere. ♦

Inge Møllehave, 71 årForfatter og pensionist. Arbejder som frivillig på et hospice. Mor til Kenneth og farmor til Oscar.

INGES RÅD TIL DIG, DER HAR MISTET

INGES RÅD TIL DIG, DER ER PÅRØRENDE

♦ Lad sorgen komme – den skal passes. ♦ Det er tilladt at miste fodfæste for en stund. ♦ Tillad dine følelser at komme og gå, også selv om det er vrede, du føler. Husk, at det også er tilladt at føle glæde. ♦ Mærk efter, hvad der er godt for dig, og undgå at lade dig ”smitte” af andres velmente råd – det, der er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. ♦ Skriv dagbog, så du bliver opmærksom på, at ikke alle dage er lige sorgfulde. ♦ Husk, at sorgen er kær-lighedens pris.

Inge siger hver dag god morgen til det billede af Erling, hun har stående på sit natbord.

Du løfter mig af Inge Møllehave, Rydendahl Forlag, 199 kr.

For nogle år siden var holdningen, at vi skulle begrave vores døde, sige farvel og

komme videre

♦ Bryd tavsheden – det gør ondt at blive mødt med tavshed. ♦ Tal gerne om den afdøde – det er misforstået omsorg at lade være. ♦ Lyt oprigtigt uden at kom-me med din egen historie. ♦ Lad den sørgende føle det, han/hun føler. ♦ Kom uanmeldt. Har den sørgende ikke har lyst til be-søg, så kom igen en anden dag. ♦ Udvis troværdighed – lov kun det, du kan holde.