Fremmedkrigernes exodus fra Syrien og Irak rejser spørgsmål om, hvorvidt de udgør en større sikkerhedstrussel, hvis de hentes hjem til deres hjemlande, end hvis de søger mod nye konfliktzoner. Og hvad skal der ske med deres børn?

Efter intense kampe i de sidste IS-kontrollerede områder på lidt under en halv kvadratkilometer i Syrien, ved landsbyen Baghuz nær grænsen til Irak, erklærede den amerikanske præsident Trump midt i februar 2019, at kampen mod IS var vundet, og at Europa nu skulle indlede en proces for at tage sine tilfangetagne IS-fremmedkrigere hjem.

DIIS POLICY BRIEF MARTS 2019

ANBEFALINGER Danmark bør:■ Sikre, at det umiddelbare fokus på national

sikkerhed ikke hindrer langsigtede indsatser mod dannelsen af nye terrorformationer og globale trusler.

■ Aktivt opsøge og hjemtage danske IS-fremmedkrigere til retsforfølgelse i Danmark.

■ Etablere rehabiliteringstiltag for de hjemvendte, som ikke kan retsforfølges.

■ Hurtigst muligt udvikle en særligt aktiv indsats for at hente fremmedkrigeres danske børn, som erstrandetikonfliktzonen,hjem.

■ I den forbindelse udarbejde skræddersyede psykologiske og sociale tiltag til at modtage fremmedkrigernes børn.

IS-FREMMEDKRIGERNE EFTER KALIFATETS FALD

Det er estimeret, at omkring 40.000 IS-fremmedkrige-re har kæmpet i Syrien og Irak. Heraf vurderes omkring 5.000 at være udrejst fra Europa, og af dem kommer mindst 150 fra Danmark. Et ukendt antal IS-fremmedkrigere formodes dræbt i kamp eller henrettet efter at have modtaget lyn- dødsdomme i masseretssager. Et svimlende antal tidligere IS-frem-medkrigere er dog enten forduftet, og højst sandsyn-ligtrejsttilnyekonfliktområder,ellererimidlertidigtfangenskab i tyrkiske, kurdiske og irakiske fængsler med en noget usikker fremtid. Forskere peger på, at denne situation kan udgøre grobunden for den næste terrormobilisering, hvis fremmedkrigernes hjemlande ikke gør en aktiv indsats for at hente deres statsborge-re hjem for at retsforfølge og rehabilitere dem.

Skal fremmedkrigerne hjem?Der er i skrivende stund stadig en hård kerne af IS-fremmedkrigeretilbageiBaghuz,mensflereIS-fremmedkrigere er fængslet af alliancen af oprørs-

bevægelser kaldet Syriens Demokratiske Styrker i midlertidige lejre. Det er disse IS-fremmedkrigere og deres familier, som USA og FN opfordrer hjemlandene til at bringe hjem med henblik på at sætte dem for nationale domstole. Opfordringen har mødt modstand fra hjemlandene, som frygter, at hjemtagne IS-frem-medkrigere kan udgøre en national sikkerhedstrussel.

FN har udtrykt bekymring over medlemslandenes manglende vilje til at hjemtage fremmedkrigere. Bekymringen deles af forskere inden for feltet og skyldes særligt risikoen for at IS-fremmedkrigere, der harforladtkonfliktområderneiIrakogSyrien,vilomgruppere og begynde at rekruttere igen med henblik på at genvinde territorium og forsøge at genskabe det kalifat, de har tabt. Lige nu tyder det på, at IS-fremmed-krigere, der er undsluppet tilfangetagelse, enten søger modnyekonfliktområdersærligtiAfghanistanogSydøstasienellersøgertilflugti”safehavens”såsomLibyen. Deres tilstedeværelse i disse regioner kan være

Medlemmer af oprørsbevægelsen Syriens Demokratiske Styrker holder vagt under et angreb på det sidste IS-kontrollerede område i landsbyen Baghuz nær grænsen til Irak.

Det er uholdbart, uetisk og i strid med FN’s Børnekonvention at efterlade børn i væbnede gruppers varetægt.

Der er generel uenighed om, i hvilken grad hjemvendte fremmedkrigere udgør en sikkerhedstrussel for de lande, de vender tilbage til eller søger midlertidig tilflugt i.

forbundet med en akut og langvarig sikkerhedstrussel, da de kan være afgørende for dannelsen af nye globale terrorformationer – og da de vil have bedre mulighed foratorkestrerestørreangrebmodVestenfra”safehavens”ellerustabilekonfliktzoner.

De FN-medlemslande, heriblandt Danmark, hvorfra IS-fremmedkrigerne er rejst, står derfor foran den udfordring, at de har et umiddelbart ansvar for at sikre deres borgeres sikkerhed. Flere lande har meldt ud, at selvom deres statsborgere i princippet kan vende hjem, hvis de formår at henvende sig på en af landets ambassader, vil man ikke risikere diplomatisk personels sikkerhed ved aktivt at hjælpe IS-fremmed-krigeremedatforladekonfliktområder.Samtidigermedlemslandene forpligtet til at bidrage til inter- nationale tiltag, som søger en mere langtidsholdbar løsning på terrortruslen, så IS eller en lignende bevægelse ikke genopstår, så snart den militære ind- sats mod dem afsluttes. Det kan derfor argumenteres, at medlemslande som Danmark er forpligtede til ikke kunattageimoddefremmedkrigeresomselvfindervej til en dansk ambassade, men også til at udarbejde en aktiv indsats for at hente deres statsborgere hjem.

De allerede hjemvendteFN vurderer, at over 6.000 fremmedkrigere fra ca. 33 lande verden over er vendt hjem de sidste par år. Der kandogværeflere,somerblevetforhindretpågrund

af manglende pas, opholdstilladelse eller penge. Ifølge PET er ca. en tredjedel af de mindst 150 udrejste danskere vendt hjem, en fjerdedel er dræbt, mens restenfortsatbefindersigiområdetelleriandrelande.

Der er generel uenighed om, i hvilken grad hjemvendte fremmedkrigere udgør en sikkerhedstrussel for de lande, de vender tilbage til eller søger midlertidig tilflugti.IEuropaermanbekymredefor,hvorvidttidligere IS-fremmedkrigere, eller personer som på andre måder har støttet terrororganisationer, vil fortsætte med at fremme organisationens sag enten med base eller mål i Europa. Endelig frygter man også, at hjemvendte fremmedkrigere kan spille nøgleroller i rekrutteringen af nye tilhængere og dannelse af nye netværk, ikke mindst inde fra fængsler eller igennem infiltreringafkriminellemiljøer.

Forskning peger på, at relativt få terrorangreb i Vesten har haft hjemvendte fremmedkrigere som bagmænd – men også, at netop disse angreb har været nogle af de mest blodige, vi har set i løbet af de seneste tre årtier.

Repatriering, retsforfølgelse og rehabiliteringNogle EU-lande har aktivt taget statsborgerskabet fra de IS-fremmedkrigere, der har dobbelt statsborger-skab. Det har fået eksperter til at påpege, at det

En kvinde kropsvisiteres efter at have forladt den IS-kontrollerede landsby Baghuz. Det forlyder, at der sidder ca. 600 kvinder og tre gange så mange børn fanget i væbnede gruppers midlertidige fængsler i Irak eller Tyrkiet.

DIIS POLICY BRIEF MARTS 2019

Maja Touzari Greenwood, forsker (mtjg@diis.dk)

Forsidefoto: Delil Souleiman, Ritzau ScanpixFoto side 2: Delil Souleiman, Ritzau ScanpixFoto side 3: Delil Souleiman, Ritzau Scanpix

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER www.diis.dk

udgør en strukturel forskelsbehandling at fratage børn af immigranter, som er født med dobbelt statsborgerskab, deres europæiske statsborgerskab. Det er også blevet påpeget at lande, såsom Danmark, som lægger pres på andre lande om at modtage udviste kriminelle eller afviste asylansøgere, får svært ved at forsvare deres modvilje mod at hjemtage deres egne kriminelle, som har begået forbrydelser mod civile i Syrien og Irak.

Selvom danske statsborgere rent juridisk kan retsfor-følges i udlandet, sidder mange fængslet af væbnede grupper, såsom de kurdiske styrker eller de Syriske Demokratiske Styrker, som ikke er anerkendt som statslige aktører. Henter man derimod fremmed- krigerne hjem til retsforfølgelse, opstår spørgsmålet om, i hvilken udstrækning der vil kunne fremlægges tilstrækkeligt bevismateriale til at fængsle dem. Selvom Danmark i 2016 indførte en strammere lovgivning end nabolandene og sikrede videre rammer for retsforfølgelse, ved at forbyde al uautoriseret rejse tilkonfliktzonerneiSyrienogIrak,risikerermanstadigat mangle bevismateriale mod hjemvendte. At bringe fremmedkrigerne hjem kræver derfor også en fokuseret rehabiliteringsindsats for de af dem, som ikke fængsles. For de, som kan fængsles, skal der også tages stilling til, om man i lighed med andre EU-lande skal oprette særlige afdelinger i fængslerne, i et forsøg på at isolere IS-fremmedkrigerne.

EU anbefaler derfor at de medlemslande, som modtager tilbagevendte fremmedkrigere, søger at supplere hårde tiltag, såsom fængselsstraf og overvågning (samt fratagelse af statsborgerskab), med mere bløde rehabiliteringstiltag, som kan give den relevante støtte til hjemvendte og deres familier – og som på længere sigt formodes at nedsætte risikoen for, at den hjemvendte vil udgøre en sikker-hedstrussel.

Kvinder og børn En særlig udfordring er det markante antal kvinder og børn, der er rejst til, eller i børnenes tilfælde er født i, IS’ territorium. Det vurderes, at ca. hver syvende udrejste fra Danmark er kvinde, og at nogle af dem har medbragt børn eller fået børn, mens de har været afsted. Kvinder og børn udgør ca. halvdelen af dem, som ikke er vendt hjem til Europa igen, og det forlyder, at der sidder ca. 600 kvinder og tre gange så mange børn fanget i væbnede gruppers midlertidige fængsler i Irak eller Tyrkiet.

De udgør i særlig grad et dilemma for deres hjem- lande, fordi det er uholdbart, uetisk og i strid med FN’s Børnekonvention at efterlade børn i væbnede gruppers varetægt. Samtidig vil det være svært at udarbejde en aftale med de væbnede grupper, som sanktionerer, at man kun tager børnene hjem og ikke deres forældre. Børnene tages derfor som gidsel i det politiske spil om hjemtagelse af fremmedkrigerne, på en måde som besværliggør deres muligheder for at forladekonfliktzonen.

Belgien har meldt ud, at de aktivt tilbagetager alle børn under 10 år, mens de vurderer sager om børn mellem 10 og 18 år enkeltvis, da IS angiveligt gav drengebørn kamptræning, fra de var ni år. Andre lande vedholder, at deres børn såvel som andre statsborgere har al mulighed for at vende hjem, hvis de selv henvender sig på en ambassade. Det udgør dog en utilstrækkelig og kritisabel politik, da det særligt for børnene er ureali-stisk på den måde at få kontakt til ambassaden – især for dem, som sidder i uformelle fængsler og andre lejre. Indsatsen for at hente børnene hjem bør derfor være særligt opsøgende og aktiv.

Efter børnene tages hjem, er der stadig vigtige spørgsmål, som skal håndteres. Hvilken form for psykologisk og social støtte, såsom familiepleje og terapi, skal børnene fx modtage for at få et velfunge-rende liv, der ikke vil være for evigt præget af dets tragiske begyndelse?