IXQYCMenighedsfakultetets Studenterblad.

Udgives af Studenterrådet ved MF.

REDAKTIONStud. theol. Knud Erik Nielsen. (ansv. red.)

Stud. theol. Nikolaj Frøkjær-Jensen.Stud. theot. Ole Jakobsen.

Stud. theol. Poul Ivan Madsen.

TEKSTBEHANDLING:Birte Langdahl.

LAY-OUT OG SATS:Georg S. Adamsen

ADRESSEIXQYC, Menighedsfakultetet

Katrinebjergvej 758200 Århus N.

11f. 86 16 63 00

TRYKSvend Åge Tolstrup

Frihedsvej 60

6700 Esbjerg

DEADLINE1. januar 1. marts

1. august 1. oktober

De i artiklerne fremførte synspunkter er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionensmening.

OMSLAG: Usbeth Lyrstrand (Billedkunstner)

COPYRIGHT: \XQYC 1989

Andagt

Aflad eller tilgivelse

Hvis vi bekender vore synder, er Hantrofast og retfærdig, sd han tilgiver osvore synder og renser os fra al uretfær-dighed. 1. Joh. 1,9.

Hvad gør Guds børn med deressynd? "Beder Gud om tilgivelse selv-følgelig". Men er sagen nu s~ enkel?Det er let nok hver aften at bekendesig selv som "en stor synder". Men denederlag, som virkelig er pinlige, er detstraks sværere at ffi sat ord p~, for detkan gøre ondt - meget ondt.

1 stedet for at se sine nederlag iøjnene og bekende synden, synes detmeget lettere at holde sin mund over-for Gud, fortrænge eller bortforklaredet hele: "Det var jo heller ikke s~slemt". M~ske bliver samvittigheden s~d~rlig, at man begynder at betale afladved at give lidt mere til missionen ogsige ja til endnu et par opgaver i mis-sionshuset. Det dulmer samvittighedenet stykke tid.

Men kun for en tid, for pludseligbegynder nederlagene at anklage mig:"Du kan da vist ikke være et barn afGud, sådan som du er; mon ikke duskulle holde dig væk fra ham?".

Det er det tragiske og dæmoiskeved uopgjort synd: Den trælbinder mig,den ødelægger det nære tillidsfuldebarnefarhold til Gud: hvordan skal jegse Gud i øjenene? Hvordan skal jegkunne være ærlig overfor ham? Det ermed dilrlig samvittighed, jeg nærmermig Gud. Alle anklagerne presser migud i pseudoløsninger i en evig jagtefter Guds accept. Og nilr man ikke vilgå bekendelsens og tilgivelsens vej, m~

man dække sit behov fnr soning p~anden vis. Sådan kan uopgjort syndgøre livet uglad, ødelægge barnefor-holdet til Gud og kræve mange afmine kræfter til bortforklaringer ogpseudoløsninger.

Det er ikke del liv, Gud har til-tænkt sine børn. Han ønsker for os etliv i frihed fra syndens anklager, et livhvor vi trygt tør se ham i øjnene somvores barmhjertige Far.

Derfor viser Gud os en bestemt vejtil friheden og det glade barneforhold:Bekendelsens vej. Nemlig at kalde detfor synd som er synd, og som aldrignogensinde kan kaldes andet, og der-med f~ Guds bundløse, grænseløse ogtotale tilgivelse.

Den vej er smertefuld, det er joderfor vi s~ ofte tyr til andre løsninger,men i længden er disse langt meresmertefulde.

Hvor synden er bekendt, er denogs~ tilgivet, og kan aldrig i evighedanklage mig mere, for Guds tilgivelseer liges~ radikal som mit fald var det.Det er derfor David kan juble: "Saligden hvis overtrædelse er forladt, hvissynd er skjult". (Ps. 32,1).

Afsløringen, opgøret, bekendelsener for livets skyld. Fordi Gud ikke vilvi skal være bundne af uopgjort syndsanklager mod os, men leve i et glad,trygt og frit barneforhold til ham.

Det gør ondt at gå den vej, menden fører til salighed - og s~dan er deti Guds rige: vejen til livet gilr gennendøden.

Torben Jeppesen

Leder:

MF-visionen

Il 'De tiloversblevne, ... der er i landet,lever i stor nød og forsmædelse, og Jenl-sa/ems mur er nedrevet og portene op-brændt.' Da jeg hørte denne tidende,saue jeg mig hen og græd og sørgede iflere dage, og jeg fastede og bad forHimmelens GI/ds åryn, ... ". Neh. 1,4-5

Folket i stor nød, Guds hus og by i ensørgelig forfatning, det var den besked,-som Nehemias fik af nogle mænd fraJuda. Resten af Nehemias' bog er en'stor reaktion på denne besked. Hankommer i stor nød for sit folk, fasterog går i bøn til Herren. Herren læggerde ydre omstændigheder til rette ogNehemias skrider til handling undermodstand og kamp med det langvarigeprojekt at opbygge Jerusalems mur oghjælpe folket i dets nød.

.Kan du se parallelen til MWs start,mål og vækst indtil idag. Af nød fordet danske folk og den danske kirkekom MF under bøn og handlingens

. offervilje på benene med en vL~ion omat forny den danske kirke indefra.

Mange er siden starten gået gennemMF og står nu på "byggepladsen' påmere eller mindre udsatte poster. Idelle efterår vil mange følge efter. Ogdet er nærliggende at spørge: Hvordangår det da med den enkelte af os medat leve i denne nød, vision og fornyel-se?

Fungerer MF fortsat som dennevisionens,nødens, bønnens og hand-lingens udplantningssted?

Nuvel, jeg ved godt at nøden og

VISIonen ikke kommer og fastholdesved, at vi puffer til hlnanden eller hiveros selv op ved hilret. Det er Åndensværk. Den barske hverdags fUtlne ogslid kan være ganske anderledes endvisionen og drømmen. Det gælder bådeos studenter og jer der står i en andentjeneste.

Men skal MF undgå blot at væreen lnstitution blandt andre eller endesom en kirkehistorisk parentes, da måNehemias'nød og vision konstant bræn-de her på stedet.Lad os derfor ved bønnens og Andenshjælp midt i al vor personlige forskel-lighed og dygtighed konstant arbejdepå at gøre MF til et sådant sted. (Nej,ikke ved at feje det MF står for indunder gulvtæppet, ej heller ved atblokere for, at teologiske synspunkterbrydes blandt os studenter, tværtimod).

Det gælder også nu, hvor vi dekommende måneder i fællesskab gamlesom nye skal tage imod et nyt holdstudenter. Lad dem mærke, at dennenød og vision brænder i det fællesskabog den undervisning, der er her påstedet. Det må ihvertfald ikke ske,atnogen der kommer med brand forKristus, får den slukket her hos osp.gra vi ældre studerendes lunkenhedeller mangel på omsorg og imødekom-menhed. Også selvom vi har travlt medemnekrcdse og sidder på den lille læse-sal eller i computerrum.

God læselyst. K.E.N

Henry Ussings kirke/menighedssynog dette syns indflydelse på Københavns kirkesag

Esper Silkjær, stud. theol., Århus

IndledningDer er to gode grunde til at beskæftigesig med Henry Ussings kirkesyn. Fordet første er det i år 100 år siden, hanholdt sit berømte kirkesynsforedrag iBethesda i KØbenhavn, hvori han ud-foldede det kirkesyn, som kom til atdanne grundlag for Kirkefondets arbej-de i slutningen af forrige århundrede.

For det andet har kirkesynet fåetfornyet aktualitet, idet initiativtagernetil "Forum for en Fri Folkekirke"(FFF) på et orienteringsmøde den 14.-15. april i år i Århus henviste til Us-sings kirkesyn som det kirkesyn, FFFvil gøre til grundlag for sit arbejde.

l herværende artikel vil jeg derforforsøge at give en redegørelse for Us-sings kirkesyn og dets indflydelse påkirkesagen, indtil det blev kompromit-teret ved menighedsrådsloven i 1903 ogefterfølgende kirkelig lovgivning.

I. KIRKESAGENSBEGYNDELSEPå grund af industrialiseringen og dendermed følgende indvandring fra landtil by voksede Københavns befolkning islutningen af det 19. århundrede eks-plosionsagtigt, så at byens indbyggertalpå 35 år mere end fordobledes. I 1855var indbyggertallet ca. 148.000 og detmed Frederiksbjerg mod 360.000 indb.i 1889. Fra kommunalt hold blev der

gjort meget for at følge med udviklin-gen. Således søgte man at forbedrekloak-, vand- og brandvæsen, ligesomman søgte ikke blot at følge med, menogså at forbedre skolevæsnet. Fra kir-keligt hold blev der derimod gjort gan-ske lidt for at følge med udviklingen.Sognene voksede ud over alle grænser.Sogne, der ved begyndelsen af århun-dredet var på omkr. 10.000 mennesker,var i 1889 på både 60- og 70.000 men-nesker. Det resulterede i at sognekir-kerne i forstæderne blev de "rene an-stalter for masseproduktion af kirkeligehandlinger: massedåb, bunkebryllup,bunkebegravelse (af de fattige) etc.".(P. G. Lindhardt). l "Den Danske Kir-kes Historie" bd. 7, s. 357 viser P. G.Lindhardt et program for en præst, J.Steen, på en enkelt søndag i 1895:"9.30 skriftemlll, 10 højmesse og alter-gang, 11.30 begravelse (6 børn), 12 d1Ib(8 børn), 12.30 ligeslI, 13 vielse (7 par),13.30 vielse (1 par), 14 d1Ib (8 børn),14.30 vielse (2 par), 15 vielse (1 par),16.30 vielse (1 par), 17 dllb (5 børn),17.30 skriftemlll, 18 aftengudstjenesteog altergang; dertil i dagens løb endnu3 begravelser og om aftenen ungdOlns-møde.

Hverdagene var lige sll strenge:mandag og torsdag med lange træffeti-der og konfirmandlæsning; tirsdag ogorlSdag var især begravelsesdage, fredag

52 Esper Silkjær

dåbs- og vielsesdag, lørdag beregnet tilhus- og sygebesøg; kun lørdag aftenvar frit!,

Selvom de få sognekirker, dcr var,var store, kunne de ikke så nær rum-me allc ved gudstjenesterne, hvilketmedførte, at de fattige ofte måtte ståop i midtergangen eller måske heltuden for kirken, fordi de mere velha-vende havde købt sig en bestemt pladsi kirken. Med andre ord, også i kirkenog med hensyn til kirkelig betjeningoplevede man, at der var forskel påfattig og rig, hvad der tydeligt fremgåraf ovenstående program. Dem, derhavde råd, kunne få særskilt betjening,medens de mindre bemidlede måttenøjes med fællesbetjening, noget dervar medårsag til massernes afstandtagenfra Kirken. Retfærdigvis skal det over-for disse præster dengang siges, atselve aflønningssystemet af præstendengang cementrerede dette forhold,idet præstens løn bestod af betalingenfor de enkelte handlinger.

Belhesdamødet 1886Fra kirkens officielle side blev der intetgjort for at forbedre disse forhold,derimod tog man forholdene op tildiskussion på Bethesdamødet i 1886,hvor spørgsmålet om, "arbejdet for devantro masser i hovedstaden" stod ø-verst på dagsordenen. Der var folk fraalle egne af landet samlet til dettemøde, hvor Sehepelern fra Kbh.s 1M iet foredrag skildrede den mørke situa-tion. Schepclerns eget forslag til løs-ning af situationen gik i retning af atorganisere de troende til hus- og syge-besøg, spredning af kristeligt oplysendeog opbyggende litteratur, samt at arbej-de for at få bygget nogle flere store

IXQYC nr. 2, 1969

kirker. I debatten bagefter var dermange, som fulgte i disse tankers spor,indtil præsten Johannes Møller fraOdense i et indlæg i debatten tog af-stand fra massebegrebet. "Når man vilarbejde for de vantro masser, må manhindre, at de bliver ved med at væremasser. Massebegrebet stiller dem udenfor kristendommen. Denne vil frelse deenkelte, og disse enkelte må stille sigsammen i et organiseret samfund"(Småkyrkorørelsen s. 42). Endvideresagde han: "Der må tages fat på enhelt ny Måde... Det at bygge enkeltenye store Kirker er ikke den rette Vej;der må bygges mangfoldige smaa Kir-ker, 60-70; Sognene maa deles stærke...De nuværende Sogne kan ikke bliveGrundlag for en Menighedsordning,hvor de enkelte kan faa deres Plads iMenigheden.. Lad, for at vi kan kom-me ind paa den rette Vej, blot en en-kelt Mand begynde i et enkelt Sogn,lad ham af Sognepræsten faa afstaaetf.Eks. en Firkant, begrænset af 4 Ga-der, og lad ham faa sig en Trækirkeeller en anden Bygning i en Baggaardat tale i. Eksemplet vil virke; her ernoget for unge Mænd at tage fat paa"(Københavns Kirkesag 1890-1915 s. 8).

Mange fandt forslaget utopisk oguigennemførlig, men ideen fængedehos tre unge piger, der stiftede enforening til opførelse af små kirker.Foreningen mødte megen undren ogoverbærende spot, men i løbet af 3 århavde de samlet så mange penge sam-men, at den kunne købe en lille kirke,der var opført i en baggård af et andetkirkesamfund, og lønne en ung præst,Jul. Ifversen, der var københavnskarbejdersøn, og som havde tilbudt sig.

Den 12. maj 1889 blev denne lille

IXQYC nr. 2,1989

kirke, Bethlehemskirken, indviet, ogdermed havde den praktiske side afdet, der senere skulle blive til Kirke·fondet, taget sin spæde begyndelse.

RingenÅret før, i november 1888, havde femyngre mænd, tre lægmænd: Dr.med. P.D. Koch, biblioteksassistent H. O.Lange, professor v. universitetet H.Westergaard, og to præster: Jul. FriisHansen, kapellan i Lyngby, og HenryUssing, sognepræst i Vejlby ved Århus,startet en cirkulerende korrespondance,hvor de udvekslede synspunkter ogtanker angående kirken og menighe·dens åndelige liv og trivsel. I førsteomgang var det mere en principieldrøftelse af et ret menighedsliv, end detvar en drøftelse af den særlige køben·havnske situation. Men efterhåndenkom korrespondancen mere og meretil at dreje sig om de vanskeligheder,menighedslivet der havde. De er afeftertiden blevet benævnt "Ringen".Gennem denne korrespondance for·medes det syn, som Henry Ussing nåe·de frem til og fremlagde på Bethes·damødet i oktober 1889 i København;det syn som skulle komme til at danneteoretisk basis for hele opbygningen afKirkesagen.

I. USSINGSKIRKE/MENIGHEDSSYN

Kirken l verdenl de fire foredrag, han holdt på mødet,skildrer han det kirkeideal, som Kirke·fondets kirker senere blev bygget opomkring. Han ser kirkens problem somden, at kirken, for at favne den heleverden, har slået af på idealet, på for·

U»ings kirtei)T1 53

dringen om at være en hellig kirke, vedat udslette forskellen mellem verden ogGuds rige. Kirken er faldet i den tredjefristelse, som Jesus ikke faldt i, at givelidt plads for djævelen for at få magtover hele verden. Dette fald sketeallerede i begyndelsen af det 4. årh.med Konstantin d. store, da kristen·dommen blev gjort til statsreligion.Hcrved blev mange folkeslag "fulde afråhed og hedenskab" optaget i kirken,overfor hvem man ikke kunne gørenoget krav om personlig tro eller søm·melig adfærd gældende, men kun kun·ne kræve at de underordnede sig underkirkens autoritet. Kirken, der skullevære jordens salt, mistede herved sinkraft. For Ussing er det ikke et spørgs.mål om folkekirkeprincippets rigtighed,men det er et spørgsmål om, at for·skellen mellem verden og Guds rigeholdes klar, og at kirketugten, som ermed til at bevare kirkens kraft, kanudøves. Guds rige er for Ussing ligmed den troende menighed.

SkelletDer er med Kristus sat skel i verden,skel mellem Guds rige og verden. Skel·let skal ikke være forkyndelsens gen·stand, men forkyndelsen skaber skel,ligesom Jesu forkyndelse skabte skelmellem tilhængere og modstandere.Skellet er der i forvejen, men det bliveråbenbart, når forkyndelsen åbenbarerden afgørende forskel mellem liv ogdød, frelse og fortabelse, det nye ogdet gamle menneske, Guds rige ogverden. Forkyndelsen skal vække ogudvikle liv, men dette kan ikke skeuden at tale om livets væsen som no·get modsat døden. Ligeså kan forkyn·

S4 Espe.r SilkJæc

delsen af Guds n§de heller ikke skillesfra den ubetingede fordring. Man kanikke tilhøre halvt Gud og halvt verden,enten tilhører man helt Gu~ eller ogsåtilhører man helt verden. "Guds Naadeskal prædikes ikke som en Trøst, enKrykke og en Støttestav for dem, derikke ville ud af det gamle Liv, mensom en Kilde til virkeligt nyt liv, ennyskabende Kraft for alle dem, der iSandhed ville frelses" (Ussing s. 71).

Der er for Ussing ikke tale om, atman som troende krl,ten kommer til atleve et liv i syndfrihed, ikke engangunder menighedstugt, men derimod omat man ikke unddrager sig det kors,som man som kristen er kaldet til atbære. Derfor tager fordringen hellerikke noget fra nåden, men fordringenuddyber hjertet og skaber rum fornåden. Om hele forholdet til det nyeliv, som menighedstugten skal væremed til at bevare, siger Ussing megetbetegnende: "Chrislellidealel er ikJæ delsyndfrie Liv, mell Livet i SYlldemes for-ladelse..." (Ussing s. 70). Det skel, Us-sing ønsker at tydeliggøre, er skelletmellem troende og ikke-troende. Delleskel bliver ved menigheds- eller sam-fundsdannelse synlig i en ydre virkelig-hed og må blive det, for at spørgsmilletom, hvor menigheden er, kan besvares.De troende må slutte sig sammen i ensynlig menighed, for at de kan røgtederes opgave i verden. Hvis der ikke ~ren synlig troende menighed, hvor skalman da lede. "de søgende" hen?

Den personlige bekendelseSkellet svarer til den troende menig-heds grænse. I aposteltiden dannededåben denne grænse, fordi dåb og trohørte sammen, men i dag, hvor dåb og

lXQYC nc. 2, 1989

tro er adskilt, må menighedens grænse,for at komme ud af vanekristendom·men, dannes ved en personlig beken-delse, hvor man underkaster sig menig-hedstugten.

Det skel, der opstår ved den per-sonlige bekendelse mellem de troendeog de ikke-troende, svarer dog ikkedirekte til skellet mellem dem, der frel-ses og dem, der går fortabt. Ved be-kendelsen udtaler man blot, at mansluller sig til den bekendende menig-hed. (Ussing s. 79). Derfor kan Ussingogså tale om, at der fmdes Judas'ereller vantro indenfor den bekendendemenighed, og troende i den ikke-troen-de del af sognemenigheden, delle erhelt og alene Guds afgørelse, for kunGud kender hjerterne. For så vidt erder stadig tale om en synlig og usynligkirke. Vi skal lægge mærke til, at det,det drejer sig om for Ussing, er atbygge kirke og menighedssamfund, ogdelle kan man ikke gøre på troende,der ikke står frem og bekender sig soms§dan. "De troendes Samfund kan kunbygges paa den bekjendende Tros Klip-pe; og enhver, som ikke vil træde ind idelle Samfund, kan derfor heller ikkeregnes til "de troende". Ved at hen-regne ham til de ikke-troende udsigerman principielt intet om hans hjerte-stilling; man udtaler kun det faktiske,at han ikke er trådt ind i Samfundet"(Ussing s. BO).

NøglemagtenMenighedssamfundet besidder nøgle-rnagten og skal bruge den til hævdelseaf samfundets renhed og ære.

Det er ikke præsten, der udøvermenighedstugten, men menigheden,hvilket vil sige, at også præsten er

IXGYC nf, 2,1969

underkastet menighedstugten, hvad derteoretisk betyder, at præsten ogs§ kanudelukkes af menigheden. Den menig-hedstugt, som samfundet skal udøve, erkun en udvortes tugt, der betegneryderpunkterne, men den m§ for denenkelte sigte p§ hjertets inderste. Skel-let tjener, sMan som Ussing forst§rdet, til at opbygge menighedssamfundog til at øve menighedstugt. Dette skelopst§r, n§r kaldet til at g§ ud overenkeltmandskristendom, ud over det, atkristendom er en privatsag, lyder, forat opbygge Kristi legeme d.v.s. menig-hed, kirke.

TempletSelve idealet for menighedsdarmelsenhenter Ussing fra GT i genopbygnin-gen af Templet efter eksilet. LigesomGud i det gamle Israel boede i Tem-plet, udgør menigheden i den nye pagt,det tempel af levende stene, hvori Gudbor (ivf. 1. Peter 2,4f). Situationen er iøjeblikket, at templet ligger i ruiner ogde levende stene ligger spredte rundtomkring, ligesom israels folk var spredtrundt i landflygtighed. Begyndelsen tiltemplets genrejsning efter eksilet var,at folket skilte sig ud fra Babylon ogdrog til Jerusalem, hvor det s§ sinfornemste opgave i at genrejse templet.P§ samme mMe m§ det nye pagtsfolkskille sig ud fra Babylon (Babylon erher ikke lig med folkekirken, menverden), for at genrejse templet af delevende stene; det er at slutte sig sam-men i menighedssamfund. De ikke-troende i folkekirken svarer til samari-taoerne, der under tempelbyggerietsøgte at lægge alle mulige hindringer ivejen for dets fuldførelse. De allieredesig med den verdslige magt, klagede til

UMlny kilt«yn SS

perserkongen over byen og dens hjem-vendte indbyggere, og fik s§ledes tem-pelbyggeriet til at g§ i st§. P§ lignendemMe har de ikke-troende folkekirke-medlemmer, men ogs§ folkekirken sominstitution, søgt at lægge hindringer ivejen for enhver form for tempelbyg-geri, dvs. samfundsdarmelse omkringkirken.

Sm§ "hellige huse" i stedet fortempletUssing betragter p§ det nærmeste pie-tismen som det hjemvendte folk, hviskald det var at genrejse templet, menligesom samriatanerne for en tid for-m§ede at stoppe tempelbyggeriet, sManhar modstanden fra verdenskristendom-men (det er den kristendom, der til-kender alle døbte kristennavn uansettro, her lig med de ikke-troende folke-kirkernedlemmer) ogs§ form§et at filpietisOlens hænder til at synke. Trængtaf verden og samaritanerne fik det folk,der var kaldede til at genopbygge Gudstempel, travlt med at bygge egne sm§huse og ikke Guds tempel, og resulta-tet er blevet "eeclesiolæ in eeclesia",sm§ "hellige huse" i stedet for templet(Ussing s. 91).

Her kritiserer Ussing pietismen, forfølgen er, at ingen længere fØler sigforpligtet p§ Herrens tempel. Det folk,der var kaldet til at genopbygge tem-plet, har p.g.a. presset fra verdenskri-stendommen filet travlt med egne huse,har filet nok i sig selv, i konventikler-ne. Et udtryk herfor er bl.a. at udtryk-ket "Herrens brud" anvendes som denenkelte troende sjæl i stedet for ommenigheden. Man har mere travlt medsin egen sjæls frelse end med at op-bygge Kristi legeme, at darme menig-

56 Esper Siltjær

hedssamfund.Gudsrige-tanken er i denne forbin-

delse vigtigt for Ussing, fordi kristen-dommen ikke alene sigter på den en-kelte sjæis frelse, men på oprettelsenaf Gudsriget, det er menigheden, somer kaldet til at føre dette rige til sejrpå Jorden gennem forkyndelse og om-sorg.

Det Allerhelligste og det HelligeTil templet hører både forgården ogtempelbygningen. Tempelbygningensvarer til menighedens indre liv, ogforgården til menighedens udadrettedevirksomhed. Tempelbygningen består afdet hellige og det allerhelligste. I detallerhelligste, der svarer til nadveren,"bor" Gud, og herfra udgår nådekræf-terne til menigheden og folket. Der erfri adgang fra det hellige til det aller-helligste, fordi forhænget er bristet vedKristi død.

I det allerhelligste mødes menighe-den med den opstandne. Ussing læggervægten på eommunionen i sin nadver-forståelse, og vender sig mod en ensi-dig opfattelse af nadveren som et per-sonligt nådemiddel, hvor den enkeltemødes med sin frelser. Nadveren er,siger Ussing: "... Menighedens Sam-fundsmaaltid, hvor den opstandne Frel-ser selv gaaer for Borde iblandt allesine" (Ussing s. 93). Herfra hentermenigheden den kraft og styrke, somgør den i stand til at arbejde i forgår-den. Denne kraft og styrke, som manhenter her, består også i en styrkelse afhinanden. Menighedstugten kommerind ved nadverbordet til bevarelsen afkraften og styrken i menigheden. Ingenkan gå til nadverbordet uden viljen tilat gøre op med synden og viljen til at

lXQYC nr. 2, 1969

forlige sig med sin broder. Nadveren erde troendes fællesmåltid med Krlstus.

I det hellige står røgelsesaIteret,hvorfra røgelsen, menighedens bønner,lovprisning og tak (jfr. Åb. 5,8), stigerop. Fællesbønnen må her have enlangt større plads, end den har nu,fordi fællesbønnen "... er en af Menig-hedslivels stærkeste bevægende Grund-kræfter (sml. Matth. 18,191)" (Ussing s.95). Alle der hører med til menighe-den, det hellige, er præster. Her brugerUssing tanken om det almindelige præ-stedømme på dem, der har allagt be-kendelse. Disse leder arbejdet i forgår-den, og hjælper præsten i hans arbej-de, ikke som en personlig tjeneste,men som deres almindelige kristne''værnepligt''. Præsten har således ret tilat kræve lægfolkets, menighedenshjælp. Præstens nuværende folkekirke-lige rolle er således en åndelig umulig-hed, eftersom også præsten kun er etlem på legemet, af hvem man ikke kankræve alt.

Den Indre og den ydre forgårdDen indre forgård, den egentlige for-gård, indtager en særstilling, idet denpå den ene side hører med til templet,og er omsluttet af dets mur, men påden anden side er udenfor det egent-lige tempel. Muren uden om den indreforgård svarer til dåben. Dåben er altsåadgang til forgården og templet, såledesat alle i forgården er døbt, dette svarertil folkekirken. Disse er genstand formenighedens, "præsternes", omsorg oghjælp både af åndelig og timelig art, såsom ordets forkyndelse, børnenes un-dervisning, sjælesorg, sygepleje, fattig-hjælp o.s.v. P. G. Lindhardt kalder, igengivelsen af det ussingske syn, den

)XQYC nr. 2.1969

indre forgArd for menighedens mis-sionsmark. Dette tilbagevises af JørgenGlenthøj i en artikel, der hedder "DetUssing'ske syn" i Kirkefondets Arbagfra 1962. Her fremhæver Glenthøj, atUssing netop pointerer, at "Folkekir-ken tør ikke betragtes som en mis-sionsmark", men at der er tale om, atdAben er en hellig tempelmur, sommenigheden er forpligtet pA. Alle erdøbt, og derfor har menigheden pligttil, at alle oplæres i den tro, som de erdøbt pA. Det betyder, at den indreforgArd ikke mA være større end atmenigheden, "præsterne", kan over·komme omsorgen for den enkelte iforgArden. Hvis forgArden er større,siger Ussing, mA muren til forgArdenbygges om, og det betyder efter Us-sings mening, at sognene mA deles.

SpørgsmAlet, om den indre forgArder at betragte som en missionsmark,som P. G. Lindhardt hævder, afhængeraf, om dAbsoplæring er at betragte sommission eller ej. Hvis Lindhardt menerat dåbsoplæring er at betragte sommission, sA har han ret i, at den indreforgArd er menighedens missionsmark,men sA udvider han begrebet, sA atmenigheden ogsA selv bliver til en mis-sionsmark.

Den ydre forgArd derimod er enmissionsmark. Den svarer til hedninger-nes forgArd i Salomons tempel. Denhørte oprindelig ikke med til det gamletabernakel, men kom med under Salo-mon og er et symbol på, at fra IsraeludgAr frelsen til hele verden. OgsA herer det menigheden, der forestAr ogleder arbejdet. Men medens man i hed-ningernes forgArd arbejder efter evne,sA skal arbejdet i den indre forgArdkunne overkommes, ellers er grund-

Uuinga klrtesyn 57

planen for stor og mA bygges om, sog-nene mA deles.

Guds nærvær I templetHvis Gud igen skal gøre store undereog tegn i folket, som i kirkens begyn-delse, er det ikke et spørgsmAl om enny pinse, en ny udgydeL.e af H.Å, mendet er spørgsmAl om at stenene bliversamlet og templet bliver genrejst. Dengamle pinse1\nd svæver stadig overruinerne af templet, og venter kun pAat templet rejses sA Guds herlighedkan Abenbares. Gud Abenbarer sinherlighed i templet, dvs. i menigheden,men ikke kun for menighedens menfor hele folkets skyld. LigesA skænkesnMegaverne til menigheden, ligesom iaposteltiden, ikke bare for menighe-dens, men for hele folkets skyld. NMe-gavernes tilstedeværelse er for Ussingikke bare et spørgsmAl om tro, menligesA meget et spørgsmAl om "menig-hedens grundlæggende betydning ogstilling i verden". Hvor menighedenforsvinder, der forsvinder nMegaverneogsA, men hvor menigheden genopstAr,der vil nådegaverne igen være at finde.

OgsA hAbet om og forventningen tilHerrens genkomst er knyttet nøje sam-men med menighedslivet og menigheds-arbejdet. Der, hvor kristendommenskrumper ind til troen pA den enkeltesjæls frelse, skrumper håbet for denenkelte, der ikke selv forventer at op-leve Herrens genkomst, ind til et Mbom "det andet liv" (Ussing s. 104).Den, der derimod lever med i menIg-hedslivet, ser pA Guds rigets sejr oglænges efter Herrens genkomst sombruden efter brudgommen.

58 Esper Silkjær

Jernsniems mur (Forholdet mellemslnt og kirke)Efter eksilet m§tte indbyggerne i Jeru-salem genrejse Jerusalems mur. for atlivet i og omkring templet ret kunneudfolde sig. P§ samme mMe m§ kirke-lovgivningen rejses som en mur om-kring kirken. s§ kirken kan blive herrei sit eget hus og selv bestemme husetsindretning. Kirken er under fremmedherredømme. idet staten regerer i kir-ken. Ikke nok med at staten førertilsyn med sakramenternes forvaltningog ordets forkyndelse. og herunderlægger hindringer i vejen for altergangom aftenen. den tvinger ogs§ præster-ne til at døbe børn mod forældrenesvilje. og mod Guds bud af vie fraskilte.Hele kirkens liv styres af staten. idetudnævnelser af præster og biskopper.s§vel som hele præsteuddannelsenligger i statens hænder. Hvis idealetskal n§s. s§ at menighedslivet bliver tilkirkeliv. d.v.s. at alle kirkens medlem-mer. det er aUe døbte. inddrages iGuds rigets arbejde. s§ m§ kirken havemyndighed til at råde i sit eget hus."Staten er fri paa sin Side; den træfferselv Afgørelser om sit eget Liv og giverselv Love derfor. Kirken maa paa sinSide kræve den tilsvarende Frihed...."(Ussing s. 115).

Ussing Ønsker ikke en total adskil-lelse meUem stat og kirke. men enkirkeforfatning. Han anerkender for s§vidt statens tilsynsret i sager. hvor"statsinteresser spiller ind i forholdetmellem kirke og stat". Ussing har stær-ke forventninger til en kirkeforfatningssnarlige komme og store forh§bningertil. hvad en sådan forfatning vil med-føre. Han forestiller sig nærmest envækkelse. der udgår fra templet. det

IXOYC nr. 2. 1969

hellige og det allerhelligste. ud i helefolket. En vækkelse. der mobilisererhele folket til at tage ansvar for kir-kens styrelse og beskyttelse. ligesom daJerusalems indbyggere mobiliseredes.med murskeen i den ene hånd ogsværdet i den anden. for at genrejsebymuren. Jerusalems indbyggere rejsteselv bymuren. sådan må kirken ogsåselv udforme en kirkeforfatning. Menen betingelse for at det kan ske. er atstaten opgiver sit fremmedherredømmeover kirken og overdrager denne myn-dighed til kirken selv.

Hvis denne kirkeforfatning. somikke bare Ussing. men mange af kir-kens ledere ventede. ikke kommer.hævder Ussing. så er det "fordi Tider-nes Ende er nær. og de antichristeligeKræfter ere for stærke i Statslivet til.at Staten skulde opgive en uretmæssigMagt" (Ussing s. 116).

Modsat viste det sig. da vi kunnehave lllet en kirkeforfatning. at detikke var de antikristelige kræfter istaten. men derimod "de antikristeligekræfter" i kirken. splittelsens kræfter.der var årsag til. at vi ikke fik den ogendnu ikke har lllet en sådan. De for-skellige grupper var nemlig bange for.at den ene gruppe skuUe III mere magtend den anden. Man frygtede. at dengruppe. der fik størst magt. ville brugemagten til at knægte de andre grupper.

Kort sammenfatning af Ussings synSelvom Ussing ikke bruger begreberne"menighed" og "folk" stringent. og be-grebet menighed derfor bMe brugesom den "troende" menighed og om denlttroendell og llil(ke~troenden menighedunder et. altså sognemenigheden. ogligeså med begrebet "folk". der på et

IXQYC nr. 2.1989

sted bruges om det bekendende Gudsfolk og et andet sted om hele det døb-te Guds folk, så er billedet alligevelklart, bl.a. p.g.a. den klare parallel tildet GT-lige tempelbillede.

Når Ussing taler om menighedssam-fund, så er der tale om den bekenden-de del af menigheden, d.v.s. den egent-lige menighed, der har aflagt bekendel-se. Den svarer til templet. Folket er alledøbte, det svarer til Mde templet og for-gården. Der er tale om to skel, skelletmellem den indre og den ydre forgård,dåben, som danner skellet mellem dem,der hører til folket, og dem, der ikkegør. Det andet skel er bekendelsen, derudgør det egentlige skel, idet det ud-skiller menigheden i folket og gør tem-plet synligt i og for folket. Gennem"præsternes" arbejde i forgården, og enforhåbentlig dermed følgende vækkelsei folket, skal templet bygges større, såat bekendelsen til sidst falder sammenmed dåben. Templet skal altså byggesud over forgården. Idealet er nemlig,atfolket udgør ET stort tempel, hvorGuds herlighed tydeligt ses. Alle skullehelt inddrages i arbejdet for Guds rige,hvorfor sognene må deles der, hvor derer flere medlemmer, end menighedenkan overkomme at oplære.

Ud fra dette menighedstempel ud-går arbejdet så til den ydre forgård,dvs. ydre mission. For at dette kan skebedst muligt må kirken være herre i siteget hus, d.v.s. fri i forhold til staten.

II. Kirkesynets indflydelse påkøbenhavns kirkesagog kirkesagens videre udvik·IingAt Ussings kirkesyn fik meget stor be-

UlSingø klrte$)'Tl 59

tydning for kirkesagen viser 'de 7punkter" som "Ringen" med tilslutningfra murermester J. F. Hansen, over-retsassessor P. P. E. Mourier og gros-serer Plum udsendte i begyndelsen af1890 "til overvejelse for kirkens ven-ner". Disse 7 punkter kom til at dannedet teoretiske grundlag for kirkefondetsarbejde. I de 7 punkter hedder det:1. Trods det TrosU..., der rører sig i Danmark i vorTid, findes der en slor og vo:rende undelig Nød, ogal...orlige Farer true den danske Folkekirke. Detbevidste Frafald griber stadigt om sig, og slore Kred·se af Befolkningen bliver mere og mere fremmedefor al Religion. Folkekirken i dens nuværende Skik-kelse synes paa mange Punkter værgeløs overfor deAngreb, der rettes imod den, og ude af Stand til atoptage og lede det fremspirende kristelige Liv, somderfor henvises Iii private Smukredse, der ere udenorganisk Forbindelse med Kirken, eller til sekteriskeSamfund. Og under alt delte gjør Romerkirken nereog nere Fremskridt2 Under disse Forhold gjælder det for de Troendeindenfor Folkekirken at slutte sig sammen til etvirkeligt Samfundsli.... Grundlaget for et saadant maavære den bevidste personlige Bekjendelse og denfrivillige Underkastelse under Samfundstuglen. ITilslutning til den bestaaende kirkelige Orden børSammenslutningen søges tilvejebragt sognevis og un-der det kirkelige Embedes Ledelse. Ved den Hel·ligaands Hjælp vil der saaledes fremvoxe et Menig·hedsliv, hvori de Troende i Aandens Fællesskabkunne opdrage hverandre til større Modenhed ogblive i Stand til at bære Virksomheden for GudsRige.3. En Betingelse for, at et saadant organiseret Me·nighedsliv kan udviUe sig, er, at Arbejdet lokalise·res, hvilket kun kan ske, naar Sognene begrænses tilen vis Størrelse. Kun salliedes kunne de Troendekomme i &Ila nær Berøring med hverandre, at derkan udvikles et virkeligt in.dbyrdes Samliv. Kun saa·ledes kan Sjæleplejen gjennemføres, saa at ingenKristen kommer til at undvære aandelig Støtte fraandre Troende, og ingen Anfægtet eller Vakt beohøver al glide ud i Vantroen af Mangel paa trøst ogVejledning. Kun saaledes kan en kraflig Mis.sionsvirksomhed drives, der bringer Evangeliet tilAJle. Intet Sogn bør derfor være større, end at Me·nighedens Leder kan lære alle Sognebeboerne atkjende. Heraf følger, at de nuværende store Sogne iHovedstaden og enkelte andre Steder maa deles ogen Garanti tilvejebringet for, al intet Sogn voxer udover en vis Grænse.4. Selv indenfor et saadant Sogn vil Opgaven ikkekunne magtes, naar der ikke ved Siden af Præstenstaar en Kreds af kristelig udviklede Lægmænd, som

60 Esper Silkjær

efter de hver især tilmaalte Gaver varetage de Arbej-der, som kræves i Menighedens Samfundsliv (Sjæ-lepleje, Menighedstugt, Fattigpleje o.s.v)

Ifølge P. G. Lindhardt i Den danske Kirkes Historiebd. 7 s. 364, blev en pasus om lægfolkets aktivitetved guds~enesten strøget af punkt 4.

5. M saadanne Menighedskredse vil alt Missions-,Opbyggclse- og KjærlighedYJbejde indenfor Sognetkunne bæres, og det vil beslaglægge saa mangeKræfter, at ingen Troende behøver at slaa ledig paaTorvet. Foruden det, der i snævrere Forstand kaldesKjærlighedsgjeminger, og som vil udkræve megetbude legemligt og aandeligt Arbejde, vil der væreArbejdet for Børnene og de Unge ved Søndagssko-ler, Dibelklasser og Ynglingeforeninger, Arbejdet forved Hus~g, Omdeling af Prædikener osv_ at brin-ge Guds Ord i Hjemmene, Besøg hos Syge og Gam-le, hos Anfægtede og Tvivlende, hos enlig stilledeKristne OSV., Ledelse af Møder til Vækkelse, Be-læring og Opbyggelse samt anden indre Missions-gjerning.6. Idet Menigheden indenfor det enkelte Sogn kom-mer tU Udvikling, vil den naturligt søge Forbindelsemed Menigheden paa andre Steder; og til Løsning afde fælles Opgaver, som overstiger Kræfterne i denenkelte Kreds, saasom uddannelse af Missionærer,Udgivelse af Skrifter, Opførelse af Kirker, Missions-virksomhed i døde Sogne OSV.; vil der udkræves enSammenslutning af Menigheden i en større Kreds afSogne, ja for nogle Øjemeds Vedkommende i heleLandet, hvorfor der maa søges afholdt Fællesmøderaf Ombud fra de enkelte Menighedskredse. Paadenne Maade vil der være givet et Grundlag for enOrganisation, der kan omslulte Menighedens fællesLiv og fyldestgjøre dettes Krav. Med det samme vildet meste af det nuværende Foreningsliv, der maases som et Surrogat for Menighedslivet, blive over-flødiggjort De enkelte Menigheder ville med dennævnte Organisation SOffi Mellemled kunne deltagei Løsningen af hele KirkeIIs fælles Livsopgave: Hed-Ilingemissionen, saavelsom af de større folkekirkeligeOpgaver, som Sædelighedssagen, Ædrulighedssagen""'.7. Under den her skildrede Udvikling vil Kirkenmodnes tH at leve sit eget Liv i den Selvstændighed,der tilkommer Guds Menighed, hvad der vil være aflige stor Betydning. hvad enten Forbindelsen medSlatelI vedvarer eller ej. Denne Selvstændighed vilfremme medlemmernes OffeJViJlighed til at fyldest-gjøre Kirkelivels Krav. De Midler, der hertil erenødvendige, er Kirkestyreisen iøvrigt forpligtet ogberettiget til at skaffe mveje ved en Ligning paaFolkekirkens Medlemmer. Men en saadan Ligningbør ikke, hverken direkte eller indirekte, falde Stats-borgere, som ikke ere medlemmer af Folkekirken, tilJl>7de.

lXQYC nr. 2, 1969

Det er tydeligt at se, hvor disse 7punkter henter deres inspiration fra.Ussings fIre foredrag knapt et halvt Ari forvejen har sat sit tydelige præg pAdem. At det ikke bare blev ved det te-oretiske, viser dannelsen af det førstemenighedssamfund i Helligkors sogn-,kort efter at "de 7 punkter' var ud-sendt. Menighedssamfundet,der her af-lagde bekendelse, og frivilligt underka-stede sig menighedstugten, blev ledet afen kreds af 'ældste'.

Herefter begyndte det at gA stærktfor Kirkefondet, trods spot og mod-stand fra mange sider. Man begyndteat bygge smA barak-/vandrekirker, dersenere,f.eks. efter en sognedeling, blevafløst af større og permanente kirker.

I løbet af de første 25 Ar af Kirke-fondets historie (1890-1915) blev dersAledes bygget 31 nye kirker i Køben·havn, og det siger ikke sA lidt, nAr derved starten i 1890 kun var 18 kirker.Antallet af indbyggere pr. kirke blevnæsten halveret, sAledes at der i gen-nemsnit var omkring 11.600 indbyggerepr. kirke og ca. 5000 sjæle pr. præst.Det var et fantastisk arbejde, der blevlagt for dagen, og dets principper fIkvældig afsmittende virkning ikke alenetil de større købstæder som Odense ogÅrhus, men ogsA til de andre nordiskelande.

Ejendoms. og kaldsrettenSpørgsmAlet om ejendomsretten overkirkerne fIk i begyndelsen afgørendebetydning ved besættelsen af præsteem·bederne ved disse kirker. Ved indviel·sen blev kirken overgivet til folkekirke-lig brug, medens kirkens drift garante-redes af Kirkefondet. Det betød, atKirkefondet, der betalte præstens løn,

IXQYC nr. 2,1989

havde kaldsretten, og kunne ansætteudelukkende "troende" præster. Ungemissionspræster, der var kommet fralandet ti! byen for at studere teologi,var i begyndelsen, da kirkesagen endnuså latterlig og ubetydelig ud, de eneste,der ville lade sig ansætte ved disse småuanselige kirker.

Efterhånden som kirkesagen skredfrem, kom Kirkefondets præster ogsåhelt eller delvis på folkekirkens løn-ningsliste. Dette skete i takt med sog-nedelingen, hvorved flere og flere Kir-kefondskirker blev gjort ti! sognekirke,og dets præster blev ti! sognepræster.Det betød,. at embederne underkaste-des de almindelige regler og bestem-melser for besættelse af præstembeder.Herved bortfaldt den sikkerhed, menig-hedssamfundene havde for at få en"troenden præst.

MenighedsrådslovgivningenDa I. C. Christensen i 1902 fremsattesit menighedsrådslovforslag, blev sagenendnu mere alvorlig for Kirkefondet,der frygtede, at et kirkefjendsk flertal,der kunne vælges uden nogen kirkeligegarantier og med en afgørende indfly-delse ved præstevalg, ved masseagita-tion skulle erobre rådene. På grundheraf blev bestemmelserne om præ-stevalg ikke medtaget i loven, da denblev vedtaget i 1903. Udnævnelsen afpræster lå herefter hos ministeriet, derdog gav menighedsrådene en megetvæsenlig indflydelse, idet disse kunneindstille en kandidat ti! udnævnelse iministeriet.

Da menighedsrådene ved Kirkefon-dets kirker, efter lovens vedtagelse,kom ti! at bestå af næsten de sammepersoner, som sad i samfundsrl1dene,

UuiogJ kirteJ)'fl 61

havde de således endnu en væsenligindflydelse på præstevalget. Men i 1906blussede sagen for alvor op, da menig-hedsrådet ved Fredens kirke snorksov,og ikke i tide gjorde sin indflydelsegældende ved besættelsen af et ledigtembede der. Ministeriet udnævnte daen anden til sognepræst end ham,menighedsrådet havde tænkt sig. Me-nighedsrådet, der fik støtte af Kirkefon-dets forretningsudvalg, satte nu alle sejltil for at få udnævnelsen omstødt. Manendte i et kompromis, hvor udnævnel-sen ikke omstødte, men ministerietlovede at oprette et kapellani ved kir-ken for den mand, menighedsrådetønskede.

nen kongelige anordning af 1907Sagen var endt nogenlunde axeptabelt,men situationen var uholdbar set fraKirkefondets side. Presset af forskelligeomstændigheder gik Kirkefondets be-styrelse med ti! en af departementschefDamkier foreslået kongelig anordning,hvori Kirkefondet var sikret ret ti! "denhalve brug" af kirken for en eventuelvalgmenighedsdannelse. l denne anord-ning, der blev godkendt af Kirkefondetsbestyrelse i oktober 1907, og i sammemåned i en kongelig resolution gjortgældende overfor Filipskirken og snartefter for andre af Kirkefondets sogne-kirker, hedder det: "at der ved Over-dragelsen af en Kirke ti! folkekirkeligtBrug kan gives Kirkefondet et binden-de Tilsagn om, at det ti! enhver Tidskal være berettiget til at forbeholdesig den halve brug af Kirken til Fordelfor en Valgmenighed, som med detsTilslutning måtte ønskes stiftet - selv-følgelig på de i Lovgivningen for Dan-nelse af Valgmenigheder overhovedet

62 &per Silkjær

angivne Vilkllr" (Københavns Kirkesags. 38).

Kirkefondet stod stadigvæk som eneejer af kirkerne, hvilket under de folke-kirkelige forhold ikke havde nogensærlig betydning. Dette ejerforholdkunne fli betydning ved en adskillelsemellem stat og kirke, eller ved en fri-kirkedannelse.

Med menighedsrådsloven og dennekongelige anordning blev selve ide-grundlaget, Ussings kirkesyn, kompro-mitteret, idet. bia. kirketugten ikkelængere kunne gennemføres, som detvar tænkt, man måtte, hvis kirkesynetskulle gennemføres, trække sig tilbagetil " Ecdesiolæ in Ecclesia".

III. KONKLUSIONDer går en næsten lige linie fra Johan-nes Møllers debatindlæg på Bethes-damødet i 1886 over Ussings 4 kirke-synsforedrag i 1889 og til "de 7 punk-ter". Der er ingen tvivl om at Ussingskirkesyn er fremskyndet af den kirkeli-ge nød, inspireret - måske igangsat - afJoh. Møllers indlæg og "Ringens" kor-respondance.

Med kirkesagsvækkelsen som resul-tat har Ussings kirkesyn haft betydninghelt frem til i dag. Af de 7 punkterskabte punkt 7 grundlag for en afskaf-felse af bunkevæsenet og klasseskellenei kirken, idet man ved Kirkefondetskirker ikke skulle betale for de enkeltehandlinger. Udgifterne vedrørendekirkedrift og præsteløn betaltes i fæl-lesskab af medlemmerne. Sognedeling,når der er mere end 10.000 indb., erogså en frugt af Ussings kirkesyn ogKirkefondets arbejde såvel som menig-hedsrådsløftet.

lXGYC nr. 2, 1989

Uddøet menighedslIvDet er blevet hævdet, at det skyldesUssings kirkesyn, at menighedslivet idag er uddøet omkring mange af kirke-fondskirkerne. Man peger bla. på, atmenighedslivet ikke blev sat ind i enstørre sammenhæng, sådan som detville være, hvls det var blevet ledt ind iorganisationerne. I stedet blev menig-hedslivet koncentreret omkring kirkenog præsten. Dette er efter mit skøn enfejlvurdering. Punkt 6 i de 7 punkterviser med al tydelighed, at man ønske-de at sætte menighedslivet ind i enstørre sammenhæng. Det skyldes ikkeUssings kirkesyn, at menighedslivet eruddøet, men kompromiset med dettekirkesyn.

KompromissetDette kompromis kom i stand, fordi

der i de troendes rækker var uenighedom, hvorvidt den kirkeforfatning - somUssing h1Ibede på ville komme - villeskabe gode muligheder for det vakteliv. De grundtviske og Indre Mlssionafviste samstemmende en kirkeforfat-ning af frygt for, at de ville blivetrængt under et kirkeligt "diktatur". Istedet fIk vi menighedsrådsloven, sombMe Kirkefondet og Indre Mission gikimod, men da der var politisk flertalfor loven, blev den vedtaget. Da me-nighedsrMene ikke valgtes blandt detroende i den gudstjenestefejrendemenighed som Ussings samfundsrM,men blandt en mere eller mindre ukir-kelig sognemenighed, så måtte Kirke-fondet nu ved overdragelse af kirker tilfolkekirkeligt brug gå på kompromismed Ussings kirkesyn, da man ikkeønskede at træde ud af folkekirken ogdanne frikirke.

IXQYC nr. 2,1969

Man skal ikke af den grund gøresig for hurtigt færdig med Ussingskirkesyn. Der er meget godt at hentederi. Ussing har nemlig sans for at vimå ud af privatkristendommen og slut-te os sammen til et bekendende Gudsfolk, dersom vi ret skal kunne gøretjeneste i verden. Det er ikke nok atordet sås, der må også omsorg til fordet silede ord. Der må være en Apol-los, der vander. Derfor må hele detbekendende Guds folk stå sammen forbåde at kunne så Guds ord og passeog pleje marken, hvor ordet er sået.

Forum for en Fri FolkekirkeNår FFF i dag påny tager Ussingskirkesyn op og gør det til grundlagetfor sit arbejde, da udfordres både dennuværende folkekirkelige struktur ogde kirkelige organisationer. En sådanudfordring er der i dag temmelig megetpolitisk og kirkepolitisk sprængstof i,eftersom vi i dag har en helt ander-ledes fasttømret struktur i folkekirkenend for 100 år siden, en struktur sompå mange måder står i modsætning tilUssings kirkesyn. Denne struktur erfor nogen en hellig ko, men den børikke være det. Derfor skal initiativta-gerne til dette forum ikke have utakfor denne udfordring.

MEN medens Ussings kirkesyn klarttog sigte på at nå alle døbte med om-sorg og oplæring, så er der noget, dertyder på, at FFF dybest set tager sigtepå at danne egne menigheder af karis-matisk-frikirkelig tilsnit, fordi man ikkeføler, at man har udfoldelsesmulighederi de nuværende folkekirkelige menig-heder. (Det var ret betegnende at flereaf deltagerne havde flakket rundt iforskellige kirkelige og frikirkelige kred-

Uuing.s tirtU)'ll 63

se uden at have følt sig hjemme). Den-ne antagelse bestyrkes yderligere veddet forslag til vedtægter, som initiativ-tagerne har fremlagt, hvoraf det frem-går af paragraf 4 og 5, at der blivertale om et lukket forum. Yderligere erder heller ikke tale om, at man ved enfrikirkedsnnelse - en mulighed FFFkalkulerer med - vil tilslutte sig denallerede eksisterende danske evangelisk-lutherske frikirke, som netop har detlæregrundlag som FFF vil bygge pli.Man vil IIbenbart have sin egen kirke.Ussing ønskede at opbygge menighe-der. Det gør FFF også. Men dersomFFF ønsker at undgå blot at blive enorganisation (for karismatiske menig-heder) eller en frikirke mere i Dan-mark, må FFF forblive et åbent forumfor lægfolk, organisationsfolk og præ-ster fra hele den bekendelsestro flØj ifolkekirken, for at vi kan f1I en fællesdrøftelse, der kan føre til et fællessamarbejde om at opbygge Kristi lege-me. Et af de første emner vi mil havedrøftet her er: Hvad mener vi med"bekendelsestroskab"? Hvad mener vimed en "bekendelsestro kirke"?

LITTERATUR:

Den Danske Kirkes Historie. Bd. 7 og8: P. G. Lindhardt

Menighedsliv og Kirkeliv: Henry UssingKøbenhavns Kirkesag 1890-1915 (fest-

skrift)Kirkefondets Årbog 1962 "Det Ussing'-

ske syn" af Jørgen Glenthøj"Smllkyrkorørelsen" B. Gustafson 1955

Ordo herimarum sancti augustiniReformationens "interne" baggrund

Carsten Jensen, stud. theol., Århus

IndledningI 1256 blev Augustinereremitordenengrundlagt og fik stor udbredelse i heleSyd- og Centraleuropa. Den øvede envæsentlig indflydelse p~ det kirkeligemiljø middelalderen igennem.

Mest kendt er augustinereremitter-ne dog nok p.g.a. ordensbroderen Mar-tin Luther, der indtrådte i augustiner-konventet i Erfurt 1505.

19 §r tilbragte Luther som tigger-munk, og i løbet af disse ~r rystedesordenen kraftigt i sin grundvold ogsammen med hele den øvrige kirkep.g.a. denne munks 'tænken tanker'.

Hvorfor lod man det komme s§ vidtfra ordensledelsens side? Hvorfor grebman ikke ind og lukkede munden p~denne reformivrige munk? Tidligerehavde kirken lukket munden p~ andre"reformatorer" - Wyclif, Johan Hus o.a.(godt hjulpet af Augustinereremitter-ne). Hvorfor kunne man s~ ikke stop-pe denne lille munk?

En historisk forklaring kan eftermin mening søges i de tyske augusti-nereremitters interne forhold i det§rhundrede, der gik forud for reforma-tionen. Denne formodning vil jeg i detfølgende søge at begrunde ved en nær-mere redegørelse for forholdene i detyske ordensprovinser.

I. Tiden 1256·1417Slutningen af 1300-tallet og begyndel-sen af 1400-tallet var især præget af enbestemt begivenhed - nemlig valget af

en fransk modpave til pave Urban d.VI i Rom i §ret 1378. Dette skismablev først bragt til ende under koncilieti Konstanz 1417 (efter man i en peri-ode havde haft ikke mindre end trepaver p~ en gang).

Naturligt nok havde det Vesterland-ske Skisma rystet kirken alvorligt; ikkemindst munkeordnerne havde følt skis-maet meget stærkt, idet alle størreordner var blevet spaltet i en avigno-nisk og i en romersk halvdel.

Ogs§ augustinereremitterne varblevet delt i to under skismaet, doghavde deres skisma varet længere endkirkens, idet ordenen først fra 1419kunne blive enig om en fælles gene-ralprior - Augustinus Favoroni.

Hvem var Augustlnereremltterne?Sammen med franciskanerne, domini-kanerne og karmelitterne udgjordeaugustinereremitterne de fire storemendikantordner (-tiggerordner). Dissetiggerordner blev alle grundlagt i be-gyndelsen af det 13. §rhundrede. Kirke-ligt set havde de oprindelige munke-ordner (benediktinerne, cisterciensernemfl.) spillet fallit i 1200-tallets (nye)religiøse situation. Over for den hurtigtvoksende række af kætterbevægelserhavde de gamle ordener vist sig atvære til ringe gavn, idet de pga. deresstadig mere indadvendte livsform ikkeform~ede at sl~ effektivt ned p§ dissebevægelser, der jo netop havde deresstyrke i den nære kontakt med den

lXQYC nr. 2,1999

jævne mand.Nogle ordensfolk reagerede imod

denne stivnethed i ordenerne og pfigrundlag af denne modstand fremstodtiggermunkene.

Det lfi i sagens natur, at disse mun·ke ikke ligesom de 'gamle' ordner kun·ne isolere sig pfi afsidesliggende steder.Da de baserede deres eksistens pfialmisser, var det ikke særligt klogt atafskære sig fra menneskelig kontakt.Derfor søgte disse nye ordensfolk indtil byerne og pfitog sig der et længemisrøgtet religiøst og socialt ansvaroverfor bybefolkningen. Folk tog velimod disse nye ordensfolk og snartspredte medikanterne sig over heleEuropa.

Tiggermunkene viste sig at være detideelle modtræk fra kirkens side imodkætterbevægelserne. Tiggermunkenehavde alt det i sig, som havde gjortkætterbevægelserne sfi attraktive -nemlig deres engagement i dagligdagen- deres nærhed pfi sfivel det materiellesom pfi det findelige plan. Hvor kætter·bevægelserne blev trængt tilbage, kun-ne tiggermunkene udfylde det findeligt-/sociale tomrum, der fulgte efter.

Dette var den kirkepolitiske situa-tion i 1256, da augustinereremltteror-denen blev grundlagt i Italien.

Oprindeligt havde der i det nordligeItalien været en række spredte oguafhængige eremitbevægelser. Disseblev af paven sluttet sammen i enkongregation (-sammenslutning) i 1256.

På det 4. Lateran-koncil 1215 havdepave rnnocens d. III befalet, at alleordner og ordenssammenslutningerskulle antage en af paven godkendtmunkeregel. Som følge heraf antogaugustinereremitterne i lighed med

Ordo herimarum ul)Cli augustini 65

dominikanerne og karmelitterne SkI.Augustins regel. (Francikanerne var enundtagelse, idet de aldrig officielt antogen klosterregel).

r firtierne efter unionen 1256 spred-te Aug. sig ud over det meste af Syd-og Centraleuropa.

Ifølge ordenens konstitution (for-fatning) skulle ordenen ledes af engeneralprior med sæde i Rom. Efter-Mnden som ordenen spredte sig, blevde landomrMer, hvor ordenen varaktiv, opdelt i provinser, hver ledet afen provincial. Provincialen var direkteansvarlig overfor generalprioren i Rom.De enkelte klostre blev ledet af enprior.

Augustinerne l Det tyske Riger 1299 var augustinerne (herefterAug.) så talrige i Det tyske Rige, atman delte omrMet i 4 provinser: DenBayerske provins (ca. 20 klostre), denRhinske provins (ca. 24 klostre), denKøiniske provins (ca. 15 klostre) ogden Saksiske-Thilringske provins (ca.20 klostre).

Ved flere lejligheder op gennem1300-tallet viste Aug. sig at være sær-deles pavetro, hvilket ofte bragte dem ikonflikt med de lokale fyrster og ogsfiden tysk-romerske kejser, der til gen-gæld ved flere lejligheder støttede sigtil franciskanerne.

Aug. var endvidere særdeles aktiveved grundlæggelsen af de første univer-siteter i det tyske sprogomrMe. r pe-rioden 1348-1506 blev der oprettet ialt24 universiteter indenfor de fire or-densprovinser, heraf havde Aug. ind-flydelse pfi ialt 15 universiteter.

Ved siden af deres teologiske enga-gement forsømte Aug. heller ikke deres

66 Carlten JcnJro

sjælesørgeriske ansvar blandt bybefolk-ningen. Det sociale arbejde slog imid-lertid tilbage på ordenen i anden halv-del af 1300-tallet, som det slog tilbagepå alle, der var engageret i socialtarbejde. Europa blev på det tidspunktramt af de første af en lang rækkepestepidemier. Specielt hårdt gik detud over byerne og dermed også overtiggermunkene. Pesten rev såledesstore huller i Aug.'s rækker. Da manmanglede folk til at fylde disse hullerud, slækkede man fra ordensledeisensside på kravene til de nye novicer. Detførte til en generel lempelse af kloster-tugten/disciplinen.

Ikke alle var dog tilfredse med den-ne lempelse af klosterdisciplinen. Såle-des ser vi allerede i 1300-tallet reform-bevægelser tage form inden for orde-nen. Disse reformbevægelser prakti-serede et strengere liv inden for klo-sterets mure - det såkaldte vita regula-ris eller observantia.

Disse reformbevægelser kendes frapraktisk talt alle ordener i middelal-deren og på længere sigt førte det,som vi skal se, til alvorlige internebryderier - ofte endda med en splittelsetil følge i en liberal og i en strengkonservativ flØj; således også hos Aug.- ikke mindst i Tyskland.

Som nævnt bragte Det vesterlands-ke Skisma 1378-1417 yderligere uro ogsplid til kirken og munkeordnerne.Derfor er det ikke overraskende, attiden efter skismaets ophør blev prægetaf en række reformkoncilier, hvor manforsøgte at rette op på de kirkeligemisforhold.

IXQYC nf. 2, 1969

II. Reformarbejdet 1417·1512

Reformkonventerne organiseresOgså hos Aug. i de føromtalte tyskeprovinser tog reformarbejdet fart efter1417, men allerede fra 1404 kender videt første reformkonvent i den Saksi-ske provins - nemlig konventet Grim-ma. I lighed med Grimma blev enrække klostre ruodt i provinserne "re-formeret" i de følgende år frem til1422, hvor den for min problemstillingførste væsentlige begivenhed indtrådte.

Generalprior Augustinus Faverooiudnævnte i 1422 provincialen for denSaksiske provins Johannes zachariae til(general-) vikar for denne provins' da-værende og fremtidige reformkonven-ter. Det var således vikarens opgave atføre tilsyn med reformkonventerne.

Indtil zachariaes udoævnelse havdereformerne i klostrene ikke fulgt nogetbestemt mønster. Dette forhold ændre-de sig nu fra 1422. Arbejdet blev her-efter langt mere målrettet p.g.a. dendelvise centrale styring. Endnu var detdog kun I den Saksiske provins. at ensådan styring fandt sted.

I 1437 blev også den Bayerske ogden Rhinske provins reformkonventerlagt ind under generalvikaren (der nuhed Heinrich Zolter - vikariat 1432-ca.1458). Den Kølniske provins havdeendnu ingen reformkonventer.

Samtidig med at de tyske reform-konventer blev lagt sammen undergeneraivikarens iedelse, tillod paveEugenius d. IV i et dekret, at alle dissereformkonventer blev organiseret i enegentlig tysk reformkongregation. Pa-ven bestemte endvidere, at kongrega-tionen på trods af tidligere praksisskulle have ret til selv at vælge deres

IXQYC nr. 2,1989

vikar uden indblanding fra provincialer-nes side. Den valgte vikar ville allto-matisk flI pavens godkendelse.

Zolter lod sig imidlertid ikke stilletilfreds med det pavelige dekret. Allere-de ilret efter i 1438 fik han igennemden pavelige kardinallegat udvirket enbulle, der indførte en egentlig konstitu-tion i den tyske kongregation.

Dette var naturligvis i strid medAug.s oprindelige konstitution fra ilre-ne efter den store union 1256, idethele det hierakiske system, fastlagt iden oprindelige konstitution, blev for-vredet til fordel for generalvikaren ogtil ulempe for provincialerne, der silderes magt truet af den nye reform-kongregations selvstændighedstrang.Således blev det bestemt i reformkon-gregationens nye konstitution at: 1)Den valgte vikar var i besiddelse af sinmagt i kraft af apostolisk autoritet. 2)Oeneralvikaren var, i lighed med alleobservater, direkte underlagt general-prioren, hvis provincialen ikke selvtilhørte reformbevægelsen. 3) Alle dersatte sig op mod generalvikaren, ud-satte sig selv for bandlysning og inter-dikt. 4) Alle, der ønskede at antageden reformerte levemilde, kunne udenvidere med vikarens eller den lokalepriors tilladelse optages i kongregatio-nen; ingen måtte forsøge at hindre ensådan optagelse. 5) De reformerteklostre skulle have samme rettighedersom andre ordensmedlemmer ved pro-vincialkapitlerne.

Provincialerne ville, hvis konstitutio-nen fik varig gyldighed, være frataget alindflydelse på en væsentlig del af pro-vinsernes klostre. Klager strømmedeind til generalprioren i Rom fra pro-vinsernes provincialer. Samtidig havde

Ordo huimarum aallCti auguuinJ 67

Zolters noget hilrdhændede fremfærdoverfor potentielle reformkonventerfremkaldt voldsomme protester fra deberørte klostre. Ikke alle brødrene varlige indstillet pil at indordne sig underZolters reformprogram. Denne mod-stand blandt de berØrte klostre viste sigat komme provincialerne til gode, idetgeneralprioren i Rom fandt, at mod-standen mod Zolter nu var sil massiv,at han (OP) ikke kunne sidde prote-sterne overhørig. Han turde ikke op-retholde status quo af frygt for nyeskismatiske forhold i ordenen.

Allerede samme ilr (1438) befaledegeneralprioren silledes, at alle klostre idet tyske sprogomrilde skulle under-ordne sig deres respektive provincialer- dog blev det efter pavelig anordningbesluttet, at eneste undtagelse var defem oprindelige saksiske reformkonven-ter: Magdeburg, Himmelpforten, Dred-sen, Waldheim og KClnigsberg i Fran-ken. Disse fem reformkonventer skulleforblive sammen under generalvikarZolters ledelse.

Zolter selv fortsatte formodentligsom generalvikar frem til 1458 for denstærkt reducerede reformkongregation.

Indtil videre havde ntan fra provin-cialernes og generalpriorens side flIetsat en stopper for reformkonventernesuafhængighedstrang, men reformarbej-det fortsatte dog i de tyske provinser -men nu under provincialernes ledelseog kontrol.

Rerormkong"egationen og General·vikar ProlesI 1458 fik reformkongregationen imid-lertid ny generalvikar - Andreas Proles.

Proles var stærk inspireret af enitaliensk reformkongregation, den lom-

68 Canten Jens

IXQYC nr. 2,1969

vendte han sig direkte til paven ogankede generalpriorens besluthing.

Pave Sixtus d. IV gav Proles med-hold i klagerne. De privilegier somProles påberåbte sig blev kendt gyldige;han selv blev som vikar sidestillet medprovincialen, og de af hertugen tvangs-indrullerede klostre skulle forblive iunionen.

Fra at have været ekskummunieeretstod Proles nu som sejrherren. Meddette i baghånden vendte han sig imodde øvrige tyske provinser, og nye klo-stre blev føjet til kongregationen.

I perioden fra 1485 og frem tilProles ' afgang som vikar i 1503, varder gentagne forsøg på at stoppe denenergiske generalvikar både fra paveligside og fra ordensledelsens side. Intetsyntes dog at bide p§ Proles. Et pave-ligt forbud 1485 stoppede ham ikke, ogen jævn udskiftning af generalpriorenegjorde det svært at gennemføre enensartet og konsekvent linie overforProles. Der er intet at sige til, at pro-vincialerne efterhånden opgav al mod-stand mod Proles. Resten af det 15.årh. var der ingen samlet front imodProles og reformkongregationen. I1497 blev det dog på et generalkapitelunderstreget at observanterne stadigvar underordnet generalprioren. I 1503nedlagde Proles embedet som vikar ogkunne se tilbage på en periode, hvorhan på trods af h1Ird modstand havdeopbygget en kongregation på ialt 27reformkonventer.

Generalvikar John Staupltz 1503·20Naeste vikar blev Johan Staupitz (1503-20). Han blev valgt på opfordring afAndreas Proles. De første år af sitvikariat forsøgte Staupitz at videreføre

Ordo ht'rimarum s.aocti augustini 69

sin forgængers arbejde i kongregatio-nen; således bestræbte han sig på atstadfaeste kongregationens retsligegrundlag. I lighed med sin forgængervar også Staupitz optaget af den lom-bardiske kongregation. Et forsøg i1505/06 på at sidestille de to kongrega-tioner mislykkedes imidlertid for Stau-pitz, og det blev fra generalpriorensside understreget, at vikaren havde atunderordne sig ordensledelsen (læg dogmærke til den fortsatte uafhængighedaf provincialerne).

I 1507 fremkom for første gangutvetydige planer om at samle densaksiske provins og kongregationenunder Staupitz' ledelse og derved gøreen ende på striden imellem provincialog vikar. Observanterne selv stilledesom betingelse, at de ikke skulle giveafkald på deres privilegier, samt atfremtidige provincialer også skulle væl-ges blandt observanterne.

Generalpriorens krav var, at Stau-pitz afholdt sig fra flere løsrivelsesfor-søg, og at observanterne dermed aner·kendte generalprioren som det samledeoverhoved for ordenen.

Efter en del forhandlinger frem ogtilbage blev Staupitz så i 1510 endeliggodkendt som provincial for den saksi-ske provins, men da det således så udtil, at striden imellem observanter ogprovincialer kunne bilægges, rejste dersig fornyede protester imod sammen-lægningen - igen var det observanterneselv, der spændte ben for deres egenvikar. Seks reformkonventer rejste sig iprotest mod sammenlægningen. Deforsøgte at påvirke generalprioren til atforkaste planerne ved at sende to or-densbrødre til Rom for at tale oprører-nes sag - den ene af disse to hed Mar-

70 Cal'1ten Jensen

tin Luther.Generalprioren afviste imidlertid

observanternes klage og gav dermedStaupitz sin tilslutning. Dog havdeutilfredsheden blandt observanternespredt sig til de fleste af kongregatio-nens klostre. Staupitz inds§ nødtvun-gent, at uden klostrenes opbakningnyttede det intet. 1512 ved kongrega-tionens kapitel opgav Staupitz sineplaner om en samlet provins; til gen-gæld valgte observanterne ham til end-nu en embedsperiode.

III. Perioden 1513·1545

Oprør I Wlttenberg 1522I begyndelsen af januar 1522 indkaldteGeneralvikar Wenzeslaus Link (gene-ralvikar 1520-23) til et ekstraordinærtkapitel i Wittenberg for den tyske re-formkongregations medlemmer.

Tidligt i oktober 1521 var det p§det nærmeste kommet til oprør i re-formkonventet i Wittenberg. Tilhæn-gere af Luthers nye lære prædikedeoffentligt bl.a. imod den katolske messeog munkeløftet. Dette §bne oprør modden katolske kirke førte til skarpeprotester fra Wittenberger-klostretsprior, Konrad Helt. Han kunne imid-lertid ikke tale "oprørerne" til fornuft,og forsøgte istedet at appellere til kur·fyrsten og generalvikaren. Kurfyrstenafslog af hjælpe, og Oeneralvikar Linkvar p§ dette tldspunkt p§ rejse (for-modentlig en visitatlonsrejse til kongre.gationens klostre i bIa. HollandlBelg-ien), han hørte derfor først om begi-venhederne, da han vendte tilbage.

I begyndelsen af november 1521forlod 13 Augustinere Wittenbergerklo-stret. De tilbageblevne vovede sig næp-

IXQYC nr. 2, 1989

pe ud p§ gaderne p.g.a. den ophidsedestemning blandt Wittenbergs borgere.

I erkendelse af tingenes tiistandindkaldte Link til det ekstraordinærekapitel i Wittenberg januar 1522. Til-slutningen var imidlertid stærkt be-grænset. Kun Luthers tilhængere varmødt frem - ingen af hans kritikerevovede at komme til Wittenberg affrygt for 'pøbelen'.

Link havde personilgt et godt for-hold til Luther, hvilket prægede kapit-let i 'luthersk" retning, idet ingen ellerkun rn af de tiistedeværende var imodLuther.

Kapitlet udmundede I en 6 punktsbeslutning helt i overensstemmelse medLuthers ideer: 1) Enhver skulle handleefter sin overbevisning • det stod hamfrit for enten at blive i klostret ellerforlade det. Munkeløftet blev stempletsom ukristeligt. 2) De, der forblev iklostrene, skulle bevare klædedragtenog de 'sædvanlige skikke". 3) Dog villedet, under iagttageise af pkt. 2, væreforkasteligt at afvise andres overbevis·ning samt at handle mod kærlighedensbud. 4) Det ville fremover være for·budt at samle almisser og at holde 'pri·vatmesser'. 5) Egnede brødre skuilebruge tid (og evner) p§ at prædike,alle øvrige brødre skulle tjene til livetsopretholdeise gennem deres hændersarbejde. 6) Da munkeløftet var sat udaf kraft, formanedes brødrene til ikærlighed og ikke længere af pligt atunderholde sig ordenens øvrighedsper.soner. (Det bør her understreges, atkapitlet udelukkende gjaldt konventerinden for den tyske kongregation (ca.36 klostre) og ikke havde konstitutio-nel virkning p§ de tyske provinsersøvrige klostre). Den 9. januar forlod

IXGYC nr. 2,1999

kapitlets deltagere Wittenberg og begavsig til deres respektive klostre.

Årene 1512-22Det er imidlertid nødvendigt at se nær-mere på årene, der gik forud for 1522,og det usædvanlige kapitel i Witten-berg, ikke mindst de fortsatte internereformstridigheder, der prægede detyske konventer.

Som vi afslutningsvis hørte i detforegående kapitel, blev generalvikarStaupitz genvalgt til embedet 1512 (5.maj) på reformkongregationens kapiteli Køln.

Der faodt også andre udnævnelsersted på kapitlet i Køln. WenzeslausLink blev genvalgt til prior for Witten-bergklostret; til stillingen som 'sub-prior' samme sted blev Martin Luthervalgt (en stilling han beholdt indtil1515). Yderligere blev Luther udnævnttil 'regens studiorum' i Wittenberger-klostret.

Efter kapitlet i Køln forlod Staupitzdet nordtyske område for at slå sig nedi henholdsvis MiJnchen, Salzburg ogNOrnberg. Det er bevidnet, at han fraoktober 1512 til foråret 1513 opholdtsig hos ærkebiskoppen i Salzburg, ogat han derefter drog til Rom for hosPave Leo d. X (1513-21) at ordnenogle sager for ærkebiskoppen. For-uden nogle visitationsrejser i det sydty-ske område før Rom-rejsen, hører viintet til Staupitz's engagement i re-formkongregationen. Noget kunne tydepå, at det har kostet generalvikarenikke så lidt at måtte give afkald på sineunion.,planer, og det er muligt, at hansrejse skal tages som udtryk for detnederlag, han trods alt må have følt.

Han lod dog ikke kongregationen

Ordo heri1ll8rul1l uncti augu,tini 71

helt i stikken; af Leo d. X Hk hantilladelse til at inkorporere konventerneRappoitsweiler og Gent i reformkon-gregationen.

Det er ikke helt klart, hvornårStaupitz vendte tilbage fraRomlSydtyskland. Sikkert er det, athan til d. 29. april 1515 indkaldte kon-gregationens medlemmer til kapitlet iGotha. Ved den lejlighed holdt Lutherden traditionelle åbningsprædiken - påopfordring af Staupitz.

Udover at genvælge Staupitz tilgeneralvikar, valgte man også nye dis-triktsvikarer. En af dem har vores sær-lige interesse - Luther. Han overtogvikariatet over ti konventer: Witten-berg, Dredsen, Herzberg, Gotha, Lan-gensaiza, Nordhausen, Sangerhausen,Erfurt, Magdeburg og Neustadt an derOder (alle klostrene var beliggende iMeissen eller ThiJringen). Senere pååret kom også det nye konvent i Eisle-ben til.

Også efter kapitlet 1515 opholdtStaupitz sig for det meste i Sydtysk-land. S/Iledes Hk distriktsvikarerne storindflydelse i deres områder under ge-neralvikarens fravær. Luther selv varmeget ihærdig og visiterede hovedpar-ten af de ham betroede klostre samti-dig med, at han passede sit professorati Wittenberg (541). Link, der var priori Wittenberg, og Luther har formo-dentlig haft tid til ind imellem at ud-dybe deres venskab og dermed læggegrunden til Links senere sympatier forLuther og dennes lære.

Staupltz og LutherI perioden 1513 til 1518 formede Lut-her den teologi, der uundgåeligt førtetil et brud med den romersk-katolske

72 Carsten Jen&eft

kirke og paven.Staupitz og andre medlemmer Inden

for kongregationen, herunder Link,bifaldt Luthers kritiske kommentarertil, hvad generalprioren opfattede sommIsvækster inden for kirken. Staupltzopfattede alts§ Luther som en gavnlig'revser" og som den reformmand ge-neralvlkaren var, l§ det ham vel næppefjernt at ønske en reformation af helekirken. Dog I§ det ham fjernt at kriti-sere pavemagten som Institution, somvi ser det hos Luther i dennes ønskeom reformer.

Kirken sad imidlertid Ikke Luthersangreb overhørig. Efter at Luther 1518nægtede at opgive sine holdninger,indledte pave Leo d. X samme §r ensag mod Luther. Det trak Imidlertid udmed en afgørelse, der s§ledes førstforel§ 1520, hvor paven truede med atbandlyse Luther. Denne svarede Igenved l derember 1520 at brænde eteksemplar af bullen samt kirkeligeretsbøger - denne handling betegnedeLuthers endelige brud med pavekirken,idet paven kort tid senere bandlysteham.

. StllUpltz og Luther skillesHvordan forholdt augustinerordenensig til dette? I 1518 havde Staupltzigen Indkaldt til ordinært kapitel I Hei-delberg. P§ dette kapitel forsvaredeLuther §bent sine holdninger (stadigmed vikarens billigelse).

Luther blev ikke genvalgt som dls-triktsvikar, men det er uklart, om detvar hans teologiske holdninger, derafskrækkede kapiteldeltagerne eller detvar p.g.a. for stor arbejdsbyrde (et pro-blem Luther tidligere havde givet ud-tryk for). Hans efterfølger blev vennen

IXQYC nr. 2, 1989

Johannes Lang. Staupltz havde alleredetidligere p§ året givet udtryk for sinstigende bekymring over det store antalprotester, som Luthers teser havdeforårsaget; det var dog sandsynligvisførst året efter (1519), at Staupitztvang sig selv tU at erkende, at Luthersholdninger måtte føre til et brud medkirken. Det fik I nogen grad Staupltztil at løsne sig fra Luther - men detvar alligevel for sent for ham at gribeInd; sldert 1512, hvor han havde måttetopgive sine urtionsplaner, havde hanværet tilbageholdende og nu havdetumulterne omkrlrtg Luther og Stau-pltzs egen sene erkendelse af konse-kvenserne helt revet tøjlerne ud afhænderne på den aldrende generalvl-kar. 1520 Indkaldte han til et ekstraor-dinært kongregationskapItel IElsleben,hvor han nedl!tgde hvervet som gene-ralvlkar. Ny vikar blev Luthers godeven Wertzelaus Link. I 1522 udtrådteStaupitz af augustinereremltordenen ogindtrådte Istedet I benediktinerklostretSkt. Peter I Salzburg, og blev ved sinvens, fyrstebIskoppen af Saltzburg'smellemkomst, udnævnt til klostretsabbed. 1524 døde han; dybt skuffetover Luthers h§rde angreb på kirke ogordensUv.

Stlluplb:' efterfølger som generalvt-karWenzelaus Link brugte den første tidsom generaivikar til visitationsrejserrundt om til de forskellige reformkon-venter. S§ledes tog han 1521 på enrejse, der omfattede hovedparten afden tyske kongregations klostre. Påtrods af hans venskab med Luther ogsympatier for dennes reformforsøgpeger intet på, at han følte sig splittet

lXOYC nr. 2.t969

ImeUem dert Romerske tdtke og Lut-her. tJtider gertetalvlkaterts rejse havdesltuatlortert itnldtertld tiJspidset sig lforskeUige klostre. Flere var ved at 11\øjnene op for konsekvenserne af Lut-hers ideer - de kunne ikke længerebegrænses tU udelukkende teologiskediskussioner blandt lærde mennesker.Havde Luther ret i sine pilstande, villedet 11\ konsekvenser for al!e - høj oglav. Derfor kom det tU oprøret i au-gustlnerkortventet l Wittenberg. SlIledeser vi tilbage ved begyndelsen af afsn.Itl.

Link sil sig nødsaget tU, efter sinhjemkomst, at Indkalde tI! ekstraordi-nært kapitel l Wittenberg for at 11\ løstproblemerne. Resultatet blev skæbne-svangert lor reformkongregalionen ogde nordtyske provlnser i det hele taget.

Kapitlets yderst pro-lutherske be-slutninger virkede Ikke dæmpende plioprørerne i Wlttenherg. ben 10. janu-ar 1522 - clageti elter kaplttets alslut-ning - stormede oprørerne, under le-delse af Zwilling, klostrets kirke. Her-inde foranstaltede de en omfattendeødelæggelse af alt, hvad der traditionelthørte den katolske gudstjeneste til:altre, kruciflXer, helgenfigurer m.v. Altblev brændt i klostrets gllrd.

Denne fremgangsrnMe 111 dog Lut-her fjernt; da han pli Warlburg hørteom begivenhederne, vendle han strakstilbage til Wlttenberg (marts 1522), ogholdt der en prædiken mod "dieSchwarmgeistern•

Det var dog ikke kun I Wlttenberg,at munkene forlod klostrene. I Erfurtforlod 15 munke klostret (forlIret1522) under ledelse af prioren - LUI-hers mang",~rige ven - Johannes Lang.I februar samme lir var klostret Herz-

Ordo tKrimarum UrKtl augustin! 73

berg blevet lagl fuldkommen øde p.g.a.frafald lra ordenen. Ogsll andre klostreled under udvandringer udløst af Wlt-tenberger-kapitlets beslutninger. Lutherselv forblev derimod I ordenen til om-kring dec. 1524.

På trods af det ekstraordinære kapl-tell Wittenberg, alllOldtes det ordinærekapilel alligevel I plnsen 1522 I kon-ventet Grlmma. Dette kapitel var næ-sten lige så dlIrligt besøgt som kapitleti Wlttenberg, idet mange pavetro fyr-ster og hertuger forbød munkene fraderes områder at deltage I kapitlet forikke at sætte klostrenes bestIlen plispil. Det drejede sig om hertug Georgaf Sachsen, hertug Wilhelm d. IV afBayern og den kejserlige 'Statthalterln'i Nederlandene, Margarete.

Herlugernes frygt var ikke ubegrun-det; kapitlet blev lIbnet af HeinrichZutphen, der holdt en prædiken/disput-alion helt I Luthers lind. I forhold tilbeslutningerne truffet pli kapitlet iWlttenberg, skete der I Grlmma enmoderering af en del punkter, idet manhavde oplevet, at munkene misbrugteden givne frihed til f.eks. at presseandre medbrødre. Det blev understre-get, at al!e havde deres frie valg m.h.t.at træffe beslutninger angllende enforbliven I ordenen. Alle skulle frivilligtog uden tvang adlyde de engang fast-lagte munkeregler - ikke af pligt, menaf kærlighed.

Indsamlingen af almisser blev ogslltilladt under visse omstændigheder.

Begyndelsen til enden - Link gdr afDisse ændringer i forhold til Witten-bergmødel kom imidlertid for sent til,at der var Mb om at kunne samle dendybt splittede orden i de tyske provin-

74 Canteo Jens-en

ser. Links stilling som generalvikar varfor længst begyndt at vakle - dog tøve-de han med at opgive stillingen. Førsti januar 1523 tog han imod et kurfyr-steligt tilbud om at slå sig ned i Alten-burg som evangelisk prædikant (kraf-tigt tilskyndet af Luther). Dermed hav-de en af de sidste Luther-sympatisøreri den tyske ordensledelse taget konse-kvensen af udviklingen, og var trådthelt og fuldt over på Luthers side.

Link blev efterfulgt af ialt tre ge-neralvikarer, der efter tur blev betroetden håbløse opgave at holde sammenpå resterne af den tyske kongregation.Link havde officielt nedlagt embedetden 22. februar 1523. Det var umuligtat samle tilstrækkeligt mange repræ-sentanter fra den tyske kongregationtil, at man på normal vis kunne vælgeen efterfølger til Link, derfor mødtes d.22. juni 1523 seks augustinermunke ifraneikanerordenens kloster i Leipzig.De besluttede,at man på et kapitel iMiilheim ville vælge en efterfølger tilLink uanset antallet af repræsenteredekonventer.

På kapitlet i MUlheim d. 8. septem-ber 1523 blev Johannes Bethel fraSpangenberg valgt til den ny general-prior af de få fremmødte.

Der er ikke meget at berette omSpangenbergs vikariat. Antallet af klo-stre i kongregationen gik stærkt tilba-ge, og det var efterhånden en redu-ceret 1l0k,Spangenberg kunne visitere.1529 slog kræfterne ikke længere til,og Spangenberg nedlagde embedet.Hans efterfølger blev Johann Ferberfra Grossenheim. Han var generalvikarfra 1529 til 1536. Sidste generalvikarfor den tyske kongregation var Ludwigfra Kokeritz. Egentligt er det misvisen-

lXQYC nr. 2, 19M

de overhovedet at bruge betegnelsen"den tyske kongregation"; reelt set varder efterhånden kun tale om Ure kon-venter: Udover Erfur! var det tre kon-venter i hertug Georg af Sachsen'sområder: Dredsen, Langensalza ogWaldheim. Ikke engang disse Ure kon-venter kunne få lov til at opretholdeskyggen af den tidligere så store kon-gregation. Ved hertugens død 1539blev reformationen også indført i hanstidligere områder og klostrene Dredsen,Langensalza og Waldheim blev efter-hånden helt lagt øde - kongregationeneksisterede ikke længere.

KonklusionDe tyske provinser og reformkongrega-tionen havde vist sig at være katastro-falt sårbare over for Luthers ideer.Reformationen greb om sig - både ikongregationen og i provinserne; ikkemindst i den nordlige Saksiske provins.

1520 (/1521) var magister Tiele-mann Sehnabel blevet valgt til denSaksiske provins' sidste provincial. Hanvar ikke desto mindre tilhænger afLuthers evangeliske lære, og dermednæppe den rigtige til at bjerge provin-sen igennem reformationen. Såledesopgav han da også hvervet i 1523, ogblev i stedet evangelisk prædikant.

Provinsens oprindelig 32 klostre gikunder N efter et; kun Miinnerstadt ogWiirzburg overlevede reformationen ogdet efterfølgende virvar; de sluttede sigsenere til den Rhinske provins. I det17. årh. forsøgte man i en kort periodeat genoplive den Saksiske Provins.1661 var det dog endegyldigt slut medprovinsens eksistens.

Der er ingen tvivl om, at det 15.årh.'s interne refonnstridigheder på

IXQYC nr. 2,1969

katastrofal vis havde svækket de tyskeprovinsers modstandskraft. Den internesplittelse, der var opst§et imellem kon-gregationen og provinserne, havdebrudt det sammenhold, der burde havekunnet binde ordenen sammen - speci-elt i modgangstider. Da Luthers ideerbegyndte at sprede sig i ordenens klo-stre, var der ikke nogen samlet frontimod dem. Provincialernes holdninghavde siden slutningen af 1400-tallet ihØj grad været præget af resignation -naturligvis i første omgang over forreformkongregationens p§g§ende ge-neralvikarer, men siden hen ogs§ over-for de spirende tendenser hos Luther.For sent blev man klar over faren i denye tanker. Den Saksiske provins' un-

Ordo herimllru!Ø IfIIKU Iluputinl 75

dergang skal da ogs§ ses i lyset af Re-formkongregationens opst§en og vækstnetop inden for denne provins' om-r§der. Man havde brugt alle sine kræf-ter p§ interne stridigheder, s§ledes atman ikke magtede et effektivt forsvar.Takket være de §relange interne stri-digheder l§ specielt de nordtyske klo-stre §bne for den lutherske reforma-tion.

Note:Nærværende artikel er blevet til pi grundlag af etspeciale i historie ved Odense Universitet, sommeren1988. Det i artiklen Iremlagte tema udgør kun endel al den samlede undersøgelse af de tyske Augu.stinereremiUer i perioden 1244·1545. Ønsker nogenat læse mere berom er spedalet tilgængeligt vedhenvendelse til undertegnede.

Hører Bibelen hjemme i etikken?'- om bibelbrug i etikken

Michael Westh, stud. theol., Århus

Indledning"Bibelen har ikke nogen autoritet over-hovedet heller ikke for den kristne.Der er simpelthen for stor afstandmellem vort samfund og så det sam-fund, vi ser afspejlet i de bibeiske skrif-ter, hvor hellig krig, børneofring, kvin-deundertrykkelse og dødsstraf ved ste-ning hører til dagens orden. Skal manderfor finde hjælp til at løse vore dagespresserende problemer, så skal vi sealle andre steder hen end netop tilBibelen, for der står ikke noget omden nukleare terrorbalance og denselektive abort på baggrund af denprænatale diagnostiks kromosomanaly-scr."

Sådan skriver Benny G. Sehuster ien bog, som sidste år udkom på Anis.(Benny G. Sehuster (red.): Moral ogetik, Anis 1988). Hermed giver han sitbud på, hvor Bibelen hører hjemme,når der skal tales om etiske problemer:på boghylden! Indeværende artikel eret forsøg på at hente Bibelen ned frahylden igen. Først vil jeg giver tre ek-sempler på bibelbrug i etiske spørgs-mål. Derefter vil jeg prøve at diskuteredem for at nå frem til at formulerebaseringen af etikken, redegøre forenileden i Bibelens etik, og endeligkomme med nogle udkast til, hvordananvendelsen af Bibelens etik kan findested. På den baggrund vil jeg til slutforholde mig til Benny G. Sehusterskommentar.

1. Tre eksempler på bibelbrugi etikken

1.1 SituationsetikkenEt eksempel på en etisk model er situ-ationsetikken. Som eksponent for denvil jeg fremdrage K.E.Løgstrup'. Selvom han har sin helt specielle udform-ning af etikken, vil jeg med ham somudgangspunkt forsøge at fremdrage dettypiske ved situationsetikken.

På baggrund af kendsgerningen, at vialtid har noget af det andet menneskesliv i vor hånd, udspringer umiddelbartfordringen om at tage vare på det afdet andet menneskes liv, vi har i vorhånd. Alternativet er, at vi lægger detøde. Denne fordring svarer ifølge Løg-strup til kernen i Jesu etiske forkyndel-se.

Nu er der det ved fordringen, atden er lavs. Hvordan den efterkommeser overladt tilos i situationen at afgøreud fra bl.a. indsigt og fantasi og for-ståelse. Det ville være at unddrage sigansvaret, at søge at få fordringen til attale gennem f.eks. normer eller kon-ventioner. At fordringen er tavs, menerLøgstrup ligeledes stemmer med Jesuetiske forkyndelse. Det konkrete ind-hold i Jesu etik skal derfor ikke forståssom normer eller anvisninger. At op-fylde dem er ikke at efterkomme for-dringen. Fordringen efterkommes alenei de spontane livsytringer. I skabthedenudspringer den spontane handling, somalene efterkommer fordringen. Etikkenhos Løgstrup baseres i det skabte.

IXGVC nr. 2.,1999

1.2 En formal bestemmelse af Bibe-lens etikEn anden elisk model bestAr i en for-mal bestemmelse af Jesu etik. Her erperspektivet noget anderledes, end til-fældet var hos Løgstrup. Problemstil-lingen inden for denne model er dob-belt. Den beslAr for det første i kullur-kløften mellem Bibelens verden og vor.Der er simpelt hen for storl el springmellem de to verdener. Dernæst bestArproblemet i at gøre rede for enileden iBibelens etik. Den bestAr ikke bare af~n teologi men mAske af liere og medet hav af forskrifter, er det umuligt atfmde en prioritering ud fra Bibelensmateriale.

Ifølge denne tilgang til etikken by-der de to nævnte problemfeller os atudlede et centrum, som indfanger es-sensen i NT's etik, sAledes at vi ikkeender i kasuistik, Samtidig mA vi gørerede for, hvordan vi med udgangspunkti Bibelen kan overføre Bibelens etiktværs over kulturkløften til vor tid.

Nu skelnes der i de fleste etikkermellem et cen/nim og en periferi. Detspecielle ved denne etikske model er,at Jesu etik bestemmes fomlO1t. Forf.eks. H.Thielicke ligger centrum i be-greberne 'ansvarlighed', 'frihed' og'kærlighed". Kun sAdanne centralebegreber, kan siges al have blivendekarakter. NAr de skal anvendes i nyesituationer, mA de, fordi de er formalebestemmelser, indholdsbestemmes udfra samtidens værdier og tilværelsesfor-ståelse.

Denne etik adskiller sig fra Løg-strups derved, at fordringens tavshedmed bestemmelserne ansvar, frihed ogkærlighed er brudt. Slægtskabel medsituationsetikken beslAr til gengæld i

Bibe1brull ~tikkcn 77

opfattelsen, at Bibelens materiale etikikke skal forstAs normativt. I sin konk-rete udformning leverer NT's etik sna-rere eksempler til og perspektiver for,hvordan der kan handles i stadig nyesituationer'.

1.3 NormetikEndelig kan en tredie etisk model kal-des normetik. Et vigtigt motiver her,at den udtalte fordring ikke er mindreværdifuld end den uudlalte. Norm ogansvar kan tværtimod forenes. Et andetvæsentligt træk er, al menneskets mu-ligheder for al indse og efterkommeden eliske fordring er begrænset. I deto foregAende modeller, hvor NT havde'vejledende' karakter, eller hvor for-dringen var tavs, forudsattes et opti-mistisk syn pA menneskets egne med-skabte muligheder.

NAr mennesket kun delvist indserog efterkommer fordringen ifølge nor-metikken, er det en konsekvens afsyndefaldet. Derfor mA fordringen d-benbares og gøres eksplici/. Det skernetop i og med Bibelens budskab.Inden for denne model er der varieren-de opfattelser af, i hvilken grad for·dringen efter syndefaldet er tilstede imenneskets naturlige erkendelse af detgode.

At Bibelen overhovedel kan haveprima/ i erkendelsen af den etiske for-dring inden for denne etik beror påliere forhold. For det første er denmenighedens og menneskers primærekilde til vidnesbyrdet om Jesus. Derfortaler Bibelens ælde. Dens virknings-historie ligesA. Dette faslholdes, ogsåhvor en mere udviklet lære om Bibe-lens inspiration er opgivet'. Desudentaler Bibelens selvjors/delse for, at denhar forpliglende karakter. Det gøres

78 Mkbael WUl

gældende. også hvor der arbejdes bådehistorisk og kritisk med bibelteksterne.Er disse forhold taget i betragtning,bliver det for det tredie umuligt atbegrænse Bibelens materiale autoritettil dogmatiske udsagn, mens autorite-ten i etiske udsagn bestemmes formalt.

Når det altså inden for normetikkenanses for muligt dels at udrede, hvoriden bibelske etik består, og at overføredenne etik til andre og nye situationer,er mulighedsbetingelserne hermed givetfor, at normetikken kan virkeliggøres.

1.4 SammenfatningVi har anført tre forskellige etiskemodeller, eller brug af Bibelen i etik-ken. Hvis vi skal indkredse tre vigtigeproblemfelter, som blev berørt, gælderdet problemerne med kllllllrkJøften,karakteren af Bibelens etiske materiale,samt endelig baseringen af etikken. Vivil derfor i det følgende behandle denteologiske diskussionen inden for netopdisse tre felter.

2. Diskussion

2.1 Etikkens basering. Skabelse ogsyndefaldHer er der tale om en diskussion mel-lem teologien og filosofien. Ved ba-seringen af etikken gælder det nemligforholdet mellem det specifikt krlsteligeog det humane. Jeg vælger at defmereproblemet ud fra teologien som etforhold mellem skabelse og syndefald'.

Nu er både teologien og filosofienklar over, at det skabte, det humane,udgør et fællesomrdde for de to. Menat vi kan tale om dette fællesområde,er ikke begrundet i, at filosofien i sinhævdelse af det humane arbejder medvirkeligheden mens teologien med sin

IXGYC nr. 2, 1969

tilværelsesforståelse kun kommer meden overbygning til 'det virkelige liv'.

Begrundelsen el' derimod den, at dethumane hØrer med i Bibelens llorisoll/.Det humane er her repræsenteret påflere måder. Dels ved at mennesket eradressat for Bibelens budskab, dels vedskabelsens og samvittighedens vidnes-byrd om Gud, og endelig derved, atGuds åbenbaring i den verden vi netoplever i.

Både teologien og ftIosofien er lige-ledes klar over, at de skabte livsytringerlangtfra altid sætter sig igennem somopfyldelse af den etiske fordring. Detbliver oftest ved erstatningshandlinger.Eller fordringen tilbagevlses og livetlægges øde. På human basis kan derikke redegøres for, hvorfor de skabtelivsytringer ikke sætter sig igennem.Løgstrup, f.eks., nødes til at sige detpå den måde, at de suveræne livsytrin-ger går forud for deres modsætning irang. Således går tilliden forud formistilliden. Men dermed bliver detheller ikke muligt på human basisontologisk at gøre rede fol', hvorfortilliden og det gode ikke sætter sigigennem i situationen. Syndefaldetsrealitet må således afstrejfes på endoketisk måde som fejlhandlinger, dernasser på den oprindelige tillid.

Nu kan en meget konsekvent åben-baringsteologi som f.eks. hos KarlBarth siges at have fremprovokeret ensådan ren skabelsesteologi netop der-ved, at fællesområdet mellem teologienog filosofien er benægtet. Men er detda en kombination i basis, der skal til,mellem det humane og det specifiktkristelige? Det