Journalist på den anden side

En undersøgelse af professionel selvforståelse i rollen som kommunal kommunikatør

Kandidatspeciale

af Lis Katharina Volke

● Udarbejdet ved Cand.Public ● Aarhus Universitet ● Efterår 2012 ●

1

Store dele af det samlede bilagsmateriale til dette speciale er

omfattet af fortrolighed, hvorfor bilagshæftet ikke offentliggøres.

For uddybende kommentarer, henvisninger eller faglige

diskussioner kan forfatteren kontaktes via LinkedIn

Alle rettigheder forbeholdes

2

Abstract Title

Journalist on the other side – a study on professional self-

concept in the role of municipal communicator

Hard times in the news business drive many Danish journalists

to change careers. Some become public strategic communica-

tors, leaving news journalism for a job in the political reality

of municipalities. But what happens to their professional self-

concept after this change of roles; do they still regard them-

selves journalists? Based on in-depth interviews, this study

with deep roots in Pierre Bourdieu's principles of methodo-

logical reflexiveness and participant objectivation focuses on

the individual experience of professional self and thus sup-

plements the latest research, which has suggested journalists'

self-identity as something structurally dependent.

I find, though, that by not focusing on structures but on

the experiences, feelings, ambitions, and motivations of the

individual, a new aspect of journalistic identity is unearthed.

Despite differences in gender, age, life stage, motivation,

professional ambitions, practical journalistic experience, and

not least practical communications experience, all four inter-

viewees still consider themselves journalists. Being able to

still practise journalistic skills like researching, interviewing,

angling and writing, means they never have to see themselves

as anything other.

3

Forord

Dette speciale er udarbejdet ved Center for Journalistiske

Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet som afslutning

min kandidatuddannelse i Analytisk Journalistik; Cand.Public.

Studieleder og lektor ved Medievidenskab og Journali-

stik, Unni From, har ydet kyndig sparring og vejledning. Tak

til Kasper for aftensmad, til Thomas for adgang til hans

professionelle netværk og ikke mindst til Zeus, som havde

været her altid men desværre ikke er det længere.

Forsideillustration: Karina Kristensen og Lis Katharina Volke.

4

Indhold

INDLEDNING MOTIVATION & KONTEKST 6 1. MOTIVATION 7 2. PROBLEMFELT 8 2.1. PROBLEMSTILLING 11 2.1.1. Problemformulering 12 2.1.2. Begrebsafklaring og afgrænsning 12 3. LÆSEVEJLEDNING 14 3.1. SPECIALETS OPBYGNING 15 4. EKSISTERENDE LITTERATUR 18 4.1. NYERE FORSKNING I JOURNALISTISK SELVFORSTÅELSE 18 4.2. LITTERATUR OM KOMMUNIKATØRERS SELVFORSTÅELSE 19 4.3. NÅR JOURNALISTER BLIVER PROFESSIONELLE KILDER 20 4.4. PROFESSIONEL SELVFORSTÅELSE I HISTORISK KONTEKST 21 4.4.1. Starten og idealerne 21 4.4.2. Parajournalister i offentlig kommunikation 23

KAPITEL 1 BOURDIEUSK METODE & PROCES 25 5. METODE 26 5.1. AT FORSKE SIG IND I ET FELT 27 5.2. INSPIRATION FRA BOURDIEU 29 5.2.1 Udfordring af indledende hypotese 30 5.2.2. Objektivering af subjektet 31 5.3. BOURDIEU MODERNISERET 39 5.4. KORT OM BOURDIEUS BEGREBSAPPARAT 41 5.5. BOURDIEU OG DET JOURNALISTISKE FELT 43 5.6. INTERVIEWGUIDE 45 5.6.1. Via deduktion til en interviewguide 47 5.6.2. Testinterview 51 5.7. INTERVIEW AF ELITEKILDER 52 5.7.1. Delanalyse - Kim 55 5.7.2. Delanalyse - Lisa 59 5.7.3. Delanalyse - Jakob 63 5.7.4. Delanalyse - Kasper 68 5.8. DATABEHANDLING 72 5.8.1. Via induktion til analysetemaer 74

5

6. OPSAMLING PÅ METODE 76 6.1. TILLEMPNING AF BOURDIEU 77 6.2. BOURDIEUS FELTFORSTÅELSE SOM ANALYSERAMME 79 6.4. REFLEKSION OVER INTERVIEWPRAKSIS 80 6.5. UNDERSØGELSENS KVALITET 82 6.5.1. Kvalitativ reliabilitet 82 6.5.2. Kvalitativ validitet 83 6.5.3. Kvalitativ nøjagtighed 84 6.5.5. Kvalitativ generaliserbarhed 85

KAPITEL 2 VÆRKTØJSKASSEN GØR JOURNALISTEN 86 7. ANALYSE AF PROFESSIONEL SELVFORSTÅELSE 87 7.1. JOURNALIST HELT IND TIL BENET 88 7.2. HAR ALDRIG VÆRET SÅ MEGET I AVISEN SOM NU 94 7.3. PÅ THE DARK SIDE? 97 7.4. MED EN UNIK OG KOMPLET FAGLIGHED 101 7.5. VAGTHUNDENE OG HISTORIEFORTÆLLEREN 104 8. KONKLUSION 107 9. DISKUSSION 110 9.1. DOBBELTROLLER 110 9.2. METODISK AFGRÆNSNING 112 10. PERSPEKTIVERING 115

REFERENCER OVERSIGT OVER ANVENDT LITTERATUR 118 11. LITTERATURFORTEGNELSE 119 11.1. BØGER OG ARTIKLER 119 11.2. INTERNETSIDER 125

6

Indledning

Motivation & kontekst

7

1. Motivation "Hvad sker der, når journalistik bliver en del af strategisk

kommunikation?" Det spørgsmål stillede medieforsker og

journalist Kirsten Sparre sidste efterår 21 Cand.Public.-

studerende ved Aarhus Universitet.

Journalister besætter i stigende grad kommunikations-

stillinger1, hvorfor det var oplagt at afdække, hvordan den

udvikling påvirker kommunikationsprodukter som eksempel-

vis pressemeddelelser. Med en studiekollega undersøgte jeg

derfor, hvordan danske dyreværnsorganisationer benytter

journalistik i deres pressemateriale, og om brug af journalist-

faglige virkemidler forbedrer organisationernes muligheder

for at påvirke mediernes dagsorden (Nielsen & Volke 2012).

Afledt af den undersøgelse blev jeg interesseret i, hvad

der sker, når journalister bedriver strategisk kommunikation;

ikke med kommunikationsprodukterne som sådan men med

selve journalisten. Det er den undren, der er motivationen for

dette speciale, og min undersøgelse tager afsæt i en videreud-

vikling af Kirsten Sparres spørgsmål, som kunne lyde: "Hvad

sker der med journalisten, som arbejder i en kommunikations-

stilling?" Drevet af det spørgsmål har jeg ud fra et journalist-

fagligt perspektiv undersøgt fire tidligere journalisters

oplevelse af egen professionel selvforståelse efter at have

skiftet branche til kommunal kommunikation.

1 http://journalisten.dk/kommunikationsjobs-driver-djs-v-kst

8

2. Problemfelt Internt i den danske journaliststand har der været udtrykt

stærke meninger om uforeneligheden mellem journalistik og

strategisk kommunikation (bilag 1). I det omfang de to

brancher virkelig er uforenelige, må et skifte mellem dem

være forbundet med en konsekvens for de journalister, der

begår det; de må på en eller anden måde opleve skiftet i for-

hold til deres faglighed. Spørgsmålet er bare, om de så faktisk

gør det.

Sidste år var der for første gang flere kommunikations-

end journaliststillinger i Danmark2, og journalister søger mod

kommunikationsbranchen som aldrig før3. Den udvikling har

journalisternes fagorganisation, Dansk Journalistforbund, ikke

været langsom til at reagere på. Forbundet repræsenterer alle-

rede godt 90 procent af journalisterne og 25 procent af de

kommunikationsansatte herhjemme4, men journalistforbundets

ledelse vil have flere kommunikatører som medlemmer5.

Derfor har hovedbestyrelsen blandt andet diskuteret et navne-

skifte6, og de har ansat en konsulent specifikt til at skaffe nye

medlemmer blandt de strategiske kommunikatører7. Af en

mængde debatindlæg på fagbladet Journalistens hjemmeside

er det dog tydeligt, at mange journalister ikke bryder sig om

de professionelle kommunikatører. Eksempelvis omtales

kommunikationsbranchen som the dark side, giftig og ond

2http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2011/August/Flere-kommunikationsfolk-end-journalister/ 3http://journalisten.dk/kommunikationsjobs-driver-djs-v-kst + http://journalisten.dk/danske-journalister-overvejer-forlade-mediebranchen (på grund af den økonomiske krise i mediebranchen) 4http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2011/August/Flere-kommunikationsfolk-end-journalister/ 5http://journalisten.dk/kommunikatorer-er-kommet-blive-0 6http://journalisten.dk/hb-diskuterer-nyt-navn-til-dansk-journalistforbund 7http://journalisten.dk/node/22969

9

(bilag 1). Den modstand mod strategiske kommunikatører kan

bero på mange faktorer, men synes at blive karakteriseret som

en del af selve journalistikkens essens. Et eksempel er, at de

studerende på journalistiklinjen ved Syddansk Universitet

(SDU) undervises i, hvordan de kan imødegå modvillige

kommunikationsansatte8, og i en artikel på Journalisten.dk

udtrykker en journaliststuderende ved Roskilde Universitets-

center (RUC) det således:

Herude lærer vi, at kommunikatørerne er vores modstandere.

De har en anden rolle. Det er en holdning, jeg har i blodet 9

Der synes for så vidt at eksistere en institutionaliseret og

instrumentaliseret antipati over for kommunikationsbranchen i

den journalistfaglige bevidsthed, og træningen i journalistik

lader til i en vis udstrækning at handle om at føle sig som

journalist. I citaterne i bilag 1 defineres den journalistiske

identitet gennem forskellene til 'de andre'; til kommunikatø-

rerne. Det at være en rigtig journalist synes således for den

enkelte at kunne handle om definere sin professionelle selv-

forståelse gennem såvel overensstemmelse med den kollektive

journalistfaglige rolleforståelse og i modsætningsforholdet til

de strategiske kommunikatører.

Som nytiltrådt redaktør for Journalisten udtalte Jakob

Elkjær i 2006 i et interview med branchesitet Kommunika-

tionsforum.dk, at:

Standardhistorien for journalister er den gode journalist

versus den onde spindoktor. For kommunikationsfolk går

standardhistorien på den dygtige og ærlige kommunikatør,

der arbejder med den luddovne journalist 10

8http://www.sam.sdu.dk/study/fag/fagprint.shtml?fag_id=3541&print=1 + http://journalisten.dk/scener-fra-et-gteskab 9http://journalisten.dk/gr-nser-v-kst 10http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/vi-er-ikke-fjender-vi-er-journalister

10

Der eksisterer en anomali i journalisters uvilje mod strategiske

kommunikatører på den ene side og på den anden side tenden-

sen med, at flere journalister bestrider netop kommunikations-

stillinger. En gendrivelse kunne være, at modstanden mod

kommunikationsbranchen er en forestilling rodfæstet i myter

og tradition mere end i den enkelte journalist, eller at den mest

er et udtryk for journalisternes projicerede frustration over,

hvor presset deres egen branche er. Mine egne erfaringer11

samt ovenstående citater fra den RUC-studerende og Jakob

Elkjær indikerer dog, at modviljen er formuleret, utabuiseret

og væsentlig for den enkelte journalist. At SDU ligefrem

underviser i metoder til at omgå kommunikationsfolk styrker

en tese om, at modstanden er noget, der institutionelt anerken-

des og endda fordres præcis der, hvor den enkelte journalist-

spires professionelle selvforståelse grundlægges; på skole-

bænken.

Formanden for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher

Bjerregård mener, at journalister og kommunikationsfolk har

mere til fælles end til forskel, og at de to professioner deler

mange arbejdsopgaver og -processer12.

Når det er en del af den journalistiske fagforståelse i

hvert fald til dels at være defineret ved sit modsætningsforhold

til kommunikationsbranchen, er det interessant og ikke mindst

væsentligt for faget og dets praktikere, hvordan de journali-

ster, der skifter branche, oplever at bytte deres rolle ud med en

modstående, og hvordan de oplever deres professionelle

selvforståelse samt eventuelle ændringer i den. Føler de sig

stadig som journalist, hvordan oplever de journaliststanden nu,

og kan man bare sådan skifte rolle?

11Se afsnit 5.2.2. om objektivering af mig som interviewer og aktør. 12http://journalisten.dk/prisvinder-smid-spindoktorerne-ud-af-journalistforbundet

11

2.1. Problemstilling

Journalister har qua deres uddannelse og arbejde et særligt

professionelt kodeks, som må efterleves, for at journalisten er

en god journalist – en rigtig journalist. Litteraturen bugner af

kriterier for god journalistik (eks. Allern 2010, Franklin 2005,

Kramhøft 2000, Kruuse 1991), og i en nyere dansk kontekst

har journalist og lektor ved Danmarks Medie- og Journalist-

højskole Lars Bjerg (2009) formuleret de værdier, der udgør

selve journalistikkens grundvæsen. Det drejer sig blandt andet

om, at journalister må lade sig styre af etik, saglighed, sand-

hed og objektivitet. Journalistikkens formål, argumenterer

han, er at gøre folk klogere (ibid.: 31), og dens berettigelse er

at være borgerens agent og forlængede erkendelsesapparat

(ibid.: 34). Den rolle stiller ikke så små krav til den etik, som

legitimerer journalistfagets samfundsrolle.

Den citerede RUC-studerende siger, at hans rolle løber i

blodet. Den er en rodfæstet del af, hvem han er som journalist

og som menneske. Grundprincipperne, der driver strategiske

kommunikatører er ganske modsat journalisters. Sidstnævnte

kan næppe kræve sin titel uden at sværge til uafhængighed og

metodisk objektivitet, som Bjerg anfører, er essentielle værdi-

er for den journalistfaglige etik (ibid.: 143, 129). Den gode

strategiske kommunikatør derimod må være partisk og i stand

til at overtale sine modtagere for at leve op til sit fags idealer

(Parsons 1993: 52, Allern 2003: 176). Disse grundlæggende

modsætningsforhold i faglighed tyder på, at etik lige såvel

som samfundsrolle og faglighed må være til forhandling, når

en journalist vælger at arbejde som kommunikatør. Men mere

end det forekommer de værdier og ambitioner, der driver

journalister, så dybt forankret i både person- og faglighed, at

en forhandling af den enkeltes professionelle selvforståelse

synes uundgåelig.

12

Hvis journalistrollen virkelig er noget, journalister har i deres

blod, noget de er indoktrineret i og indtil brancheskiftet har

lagt til grund for deres selvforståelse, må videnskaben

undersøge, hvad det brancheskifte betyder for den enkeltes

mulighed for at finde tilfredsstillelse og forankring i sin nye

professionalitet. Derfor har jeg undersøgt, hvordan de fire tid-

ligere journalister Kim, Lisa, Jakob og Kasper oplever deres

professionelle selvforståelse før og efter et jobskifte til strate-

gisk kommunikation, samt hvordan de har det med at have

skiftet branche. Det leder til følgende todelte problemformule-

ring:

2.1.1. Problemformulering

Jeg vil undersøge, hvordan den traditionelt uddannede

nyhedsjournalist oplever sin professionelle selvforståelse efter

at have skiftet branche til nu at arbejde med strategisk kom-

munikation i en kommune.

Det vil jeg gøre med udgangspunkt i Pierre Bourdieus metodi-

ske principper om gyldig forskning gennem refleksivitet og

objektivering af forskeren samt ved hjælp af hans analytiske

begrebsapparat om blandt andet felt, doxa og kapital.

2.1.2. Begrebsafklaring og afgrænsning

Hvordan oplever

Undersøgelsens fokus er individets oplevelse. Derfor er analy-

sens udgangspunkt, hvordan den enkelte interviewperson

verbalt har tilkendegivet sin selvforståelse. Ordet oplever har

dertil indgået i flere afledte interviewspørgsmål for at lade

betydningen være op til Kim, Lisa, Jakob og Kaspers indivi-

duelle fortolkning. Interviewguiden findes i bilag 3, og trans-

skriptioner af interviewene i bilag 5 til 8.

13

Traditionelt uddannet nyhedsjournalist

Ud fra antagelsen om, at uddannelse er en hjørnesten professi-

onel selvforståelse, har det været oplagt at interviewe såkaldte

rendyrkede journalister. Derfor er de udvalgte interviewperso-

ner dimittender fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i

Aarhus, hvor omdrejningspunktet for uddannelsen er det jour-

nalistiske håndværk og en lang praktik13. Til sammenligning

er landets to andre journalistuddannelser ved RUC14 og SDU15

delvist akademiske, tværfaglige og har kortere praktik. De fire

interviewpersoner har efter endt studium arbejdet som nyheds-

journalister på dagbladsredaktioner.

Professionel selvforståelse

Fordi det netop er selve den professionelle selvforståelse,

denne undersøgelse belyser, har begrebets indhold ikke været

givet på forhånd. Det, der i overbevisende udstrækning har

kunnet identificeres empirisk, er lagt til grund for den endelige

afgrænsning af begrebet, som det relaterer til de valgte infor-

manter og præsenteres i dette speciales analyseafsnit.

Strategisk kommunikatør i en kommune

Denne undersøgelse er begrænset til kommunalt ansatte kom-

munikatører ud fra et ønske om en vis grad af sammenligne-

lighed mellem interviewpersonernes jobsituation. Betegnel-

serne PR (public relations) og kommunikation benyttes også i

teksten om strategisk kommunikation, ligesom begrebet

kommunikatører gør det om strategiske kommunikatører.

13http://www.journalisthojskolen.dk/journalist/pdf/studieordning_journalist.pdf 14http://www.ruc.dk/fileadmin/assets/cbit/Journalistik/Pdf-filer/studieordning-journalistik.pdf 15http://static.sdu.dk/mediafiles//9/2/8/%7B928F9DDB-BA6F-4CA1-AB26-4A15A056C332%7DBAJournalistik_2011_Godkendt.pdf

14

3. Læsevejledning Det helt grundlæggende for dette speciale har været en konti-

nuerlig vekselvirkning i undersøgelsesprocessen mellem

Bourdieus analytiske begrebsapparat, en refleksiv metode og

empirien. Det afspejler dette speciale i sin skriftlige fremstil-

ling, som kan virke lidt utraditionel med løbende analyser.

Undersøgelsens to øvelser; metodisk fortolkning og

applicering af Bourdieus principper om gyldig forskning samt

analyse af informanternes selvforståelse har været aldeles af-

hængige af hinanden. Analyse og metode har konstant grebet

ind i hinanden, og derfor optræder såvel teori som empiri i

metodekapitel 1, og det samme gør delanalyser af hver enkelt

interviewpersons professionelle selvforståelse. Afsnittene

5.7.1. til 5.7.4. rummer nemlig metoderefleksion over den

enkelte interviewsituation samt centrale analytiske pointer om

den enkelte informant ud fra vedkommendes egne perspekti-

ver om professionel selvforståelse. Det metodiske argument

for, at disse delanalyser optræder i metodeafsnittet er, at jeg

for at finde og forstå de endelige analysetemaer, der i kapitel 2

tegner sig på tværs af informanterne, har været nødt til at for-

stå informanternes individuelle kontekst og deres ophav. Det

udgøres af Kim, Lisa, Jakob og Kaspers respektive ambitio-

ner, motivationer, glæder, oplevelser og erfaringer i forbindel-

se med deres arbejde.

Der findes endnu ingen forskning i journalisters opleve-

de selvforståelse efter et brancheskifte. Den nærværende

undersøgelse har altså også haft en eksplorativ karakter i

bestræbelserne på at identificere professionel selvforståelse.

Det praktiske metodiske projekt kan overordnet beskrives som

15

følgende tredelte proces: I første fase genererede jeg hypoteser

på baggrund af min intuitive, forudfattede forståelse af og op-

levelser i det journalistiske felt. I anden fase identificerede jeg

via deduktion relevante temaer i litteratur og teori, som gen-

nem interviewpersonerne blev fortolket til empiri, og i tredje

fase formulerede jeg via induktion af interviewpersonernes

tilkendegivelser yderligere temaer til analysen af professionel

selvforståelse i forhold til brancheskift.

Specialets empiriske grundlag består af klausulerede

dybdeinterview, som findes som ordrette transskriptioner i

bilag 5 til 8. Der inddrages i teksten udsagn og citater fra

interviewene, som i overførslen til specialet er korrigeret for

talesprog. Første gang en given pointe fra bilagsmaterialet

anvendes, optræder den med en talreference i parentes til det

korresponderende sidetal i det samlede bilagsmateriale.

Analysen i afsnit 7.1. til 7.5. baseres næsten udelukkende på

tematiseringen i bilag 9, og for læsevenligheds skyld anføres

ikke kildehenvisninger, hvor kilden indgår i bilag 9.

3.1. Specialets opbygning

Resten af denne indledning sigter mod at brede problemfeltet

ud. Først trækkes tråde til den mest relevante forskning og

litteratur, som beskæftiger sig med henholdsvis journalisters

og kommunikatørers professionelle selvforståelse. Fælles for

forskningen er et strukturelt fokus, som ikke umiddelbart lader

sig overføre til denne undersøgelse af individets oplevelse. For

at forstå yderligere elementer af selvforståelse opstilles en kort

historisering af de to fags integration fra starten af 1900-tallet,

hvor strategisk kommunikation som fag blev institutionaliseret

som modsvar til den kritiske journalistik, frem til nu hvor

journalister i stigende grad tager arbejde inden for strategisk

kommunikation.

16

Kapitel 1 er et metode- og proceskapitel, hvor det indled-

ningsvis diskuteres, hvordan undersøgelsen relaterer sig til

forskningen på det journalistiske område. Herigennem

redegøres for valget af den kvalitative undersøgelsestilgang og

af Bourdieus principper om refleksivitet og objektivering.

Derpå og med yderligere inspiration fra Bourdieu anskuelig-

gøres, hvordan jeg har brudt med egne forforståelser og den

indledende hypoteses normative grundlag forud for udarbej-

delsen af en interviewguide. Her objektiveres mine positioner

og motivationer i såvel det journalistiske som det akademiske

felt. Følgende kritiseres Bourdieus konstruktivistiske struktu-

ralisme, og den moderniseres forud for en kort gennemgang af

det anvendte analytiske begrebsapparat, som typisk refereres

til som Bourdieus feltteori. Det leder til en redegørelse for

Bourdieus teoretiseringer om det journalistiske felt, hvor hans

term journalist-intellektuelle perspektiveres til konceptet om

parajournalister. I sidste halvdel af kapitel 1 argumenteres for

udarbejdelsen af interviewguiden, for forberedelserne til og

mødet med elitekilderne Kim, Lisa, Jakob og Kasper samt for

databehandling. Metoden evalueres løbende, men i et nærmest

konkluderende afsnit 6 samles op på de metodiske valg og

processer; herunder min rolle som interviewer samt undersø-

gelsens reliabilitet, validitet og nøjagtighed.

Kapitel 2 starter med en analyse, der primært bygger på

tematiseringen i bilag 9 men også på de fire delanalyser fra

afsnittet om elitekilder i kapitel 1. Her tolkes i denne samlende

og endelige analyse på fem temaer, der særligt tegner inter-

viewpersonernes professionelle selvforståelse; blandt andet

føler de sig alle stadig som journalister, fordi de til dagligt

benytter sig af journalistiske arbejdsteknikker som kritisk

research og vinkling. Derpå følger en konklusion om

henholdsvis journalistisk professionel selvforståelse i den

17

kommunale kommunikationsbranche og på anvendeligheden

og udbyttet af Bourdieus videnskabsteoretiske lære og analyti-

ske greb samt en diskussion om journalisters skift mellem to

modstående professionelle roller og undersøgelsens metodiske

afgrænsning til dimittender fra det tidligere journalisthøj-

skolen i Aarhus. Sidst i kapitel 2 perspektiveres ud fra

kritikken af kommunikationsbranchen og på baggrund

interviewpersonernes selvforståelse til behovet for en

journalistfaglig debat om, hvor grænsen for journalistik går.

18

4. Eksisterende litteratur Journalistik som arbejdsproces og institutionel struktur er rige-

ligt belyst i den eksisterende litteratur16, men den enkelte

journalists professionelle selvopfattelse har ikke fået megen

opmærksomhed i forskningssammenhæng, og oplevelsen af

den gennem et brancheskifte slet ingen. I det følgende præsen-

teres den seneste, relevante forskning med særligt fokus på en

dansk kontekst.

4.1. Nyere forskning i journalistisk selvforståelse

Ud fra et strukturelt perspektiv har enkelte berørt emnet om

danske journalisters professionelle selvforståelse, heriblandt

Gitte Gravengaard (2008), som i sin Ph.d.-afhandling analyse-

rer journalisters selvforståelse som betinget af fravalgskriterier

for nyhedshistorier. Det sker på baggrund af spørgeskema-

undersøgelser og interview med nyhedsjournalister på avis-

redaktioner. Hun identificerer i forhold til journalistikkens

strukturelle rammer nogle karakteristika ved journalisters selv-

forståelse som især er påvirket af deres arbejdspraksis. Særligt

interessant er forestillingen om den enkelte journalists tilfreds-

stillelse i at se sin byline eller historie i medierne samt ikke

mindst det paradoksale i, at de adspurgte journalister i høj

grad ser sig selv som uafhængige af deres ledelses politiske

interesser, mens de selv samme journalister ser hinanden og

altså journalister generelt som under en vis og i mange tilfæl-

de betydelig påvirkning af en politisk dagsorden.

Ida Schultz (2005, nu Willig) benytter i sin Ph.d.-

afhandling Pierre Bourdieus feltbegreb som analysestrategi

16Allerede i 1990 kaldte Sclesinger de empiriske studier af nyhedsproduktion det måske mest gennemarbejdede felt i mediesociologien (1990: 69).

19

i et etnografisk feltstudie af, hvordan nyhedsjournalister

arbejder med nyhedskriterierne. Som en sidebemærkning be-

rører hun emnet om journalisters professionelle selvforståelse;

primært som kædet sammen med journalisternes forhold til og

vægtning af de nyhedskriterier, de baserer deres daglige valg

og fravalg af historier på. Det journalistiske ideal, finder hun,

er den selvstændige, originale historie, men dens realisering

lider i praksis under svære produktionsvilkår.

Jannie Møller Hartley (2011) har ligesom Ida Schultz

fået meget ud af at benytte Bourdieus begreber til at undersøge

dansk journalistik. I sin Ph.d.-afhandling undersøger hun

blandt andet ved hjælp af observationer og interview net-

journalisters praksis, og hun opstiller afslutningsvist nogle

kendetegn for danske netjournalisters selvforståelse; nemlig

hurtighed, omstillingsevne, ressourcefattighed og kildeafsavn.

Maarja Lõhmus (2001) har forsket i journalisters profes-

sionelle identitet i et estisk perspektiv med fokus på, om indi-

vider i faggruppen har oplevet ændringer i deres professionelle

identitet fra under til efter Sovjetunionen. Gennem spørge-

skema- og interviewundersøgelser med 80 journalister og

redaktører i 1997 analyserer hun med udgangspunkt i struktu-

ralisme og kulturelle indikatorer sig frem til, at de adspurgte

oplevede mindre prestige i deres job omkring årtusindeskiftet

end under Sovjetstyret, selvom de på tidspunktet for undersø-

gelsen følte at have mulighed for større indflydelse på de

sociale processer i landet. Hun konkluderer, at selvom den

estiske presse har fået større friheder efter Sovjet, undlader

den i vid udstrækning at gøre brug af dem.

4.2. Litteratur om kommunikatørers selvforståelse

Det centrale i denne undersøgelse er som beskrevet interview-

personernes oplevede selvforståelse som tidligere journalister.

Men ligesom de er tidligere journalister, er de også nuværende

20

kommunikatører. Derfor har det været oplagt også at konsulte-

re faglitteraturen om strategiske kommunikatører og de

elementer, der dér kan gøre sig gældende for oplevelsen af

professionel selvforståelse.

Blandt mange andre beskriver Mie Femø Nielsen (2000,

2004a, 2004b, 2010) de parametre, der tilsammen kan danne

grundlag for kommunikatørers selvforståelse. Det handler især

om, hvordan kommunikatører indgår i mange meget forskelli-

ge ledelses-, marketings- og relationsmæssige processer med

et utal af aktører og interessenter, samt ud fra hvilke hensyn de

bør træffe strategiske og operationelle beslutninger. Hendes

fokus er gennemgående praksisorienteret, men ikke desto

mindre relevant i forhold til at forstå interviewpersonernes

opgaver, mål og midler i rollen som kommunikatør.

I en specifik offentlig kontekst argumenterer Erik

Lindegaard og Max Rasmussen (2006) samt Mark Ørsten

(2006) henholdsvis for, hvordan offentligt ansatte, strategiske

kommunikatører helt formelt er forpligtet til at begå sig

professionelt, samt hvilke opgaver og udfordringer de møder i

en stadigt mere professionaliseret offentlig kommunikation.

Jan Foght Mikkelsen (2002) identificerer og problematiserer

de etiske og værdimæssige hensyn, strategiske kommunikatø-

rer må forholde sig til. Han mener, de må erkende, at de som

afsendere har partsinteresser, og at de bør tilsigte redelighed i

deres formidling og dens argumenter.

4.3. Når journalister bliver professionelle kilder

I sin Ph.d.-afhandling behandler Nete Nørgaard Kristensen

(2003) emnet om journalister som professionelle kilder; altså

tilfælde hvor tidligere journalister agerer partskilder i en

repræsentativ egenskab som kommunikationsmedarbejdere.

Hun konkluderer blandt andet, at journalisters branche- og

rolleskift udfordrer den journalistfaglige ideologi, og hun

21

teoretiserer om den journalistiske selvforståelse, at den er

blevet mindre loyal over for selve journalistfaget, samt at den

journalistfaglige identitet er udsat for en banalisering og

udvanding på grund af den slags rolleskift.

4.4. Professionel selvforståelse i historisk kontekst

Den netop præsenterede forskning forklarer overvejende

professionel selvforståelse som strukturelt afledt. Interessen

med denne undersøgelse har dog ikke været for de strukturer,

der efterhånden er så rigeligt belyst; men for individerne og

deres oplevelse af sig selv i en ny faglighed. For at opnå en

bredere indsigt i de elementer, der udgør oplevelsen af selv-

forståelse og for at identificere spørgetemaer til interview-

guiden (bilag 3) trækkes på den ovenstående faglitteraturs

identifikation af det særligt journalistiske og det særlige for

offentligt ansatte kommunikatører samt for de to fags integra-

tion. I det nedenstående introduceres en kort historisering af

mødet mellem journalistik og strategisk kommunikation samt

begreber og temaer, der har været relevante i denne under-

søgelses interviewsammenhæng for at belyse professionel

selvforståelse i denne specifikke kontekst17.

Denne korte historisering er ikke en Bourdieusk felt-

konstruktion, men en afgrænsning og udpensling af rammerne

for undersøgelsens analysetemaer.

4.4.1. Starten og idealerne

Strategisk kommunikation trækker rødder tilbage til starten af

1900-tallets USA. Pressens selvstændiggørelse fra politik og

erhvervsinteresser betød en mere kritisk presse (Wien & Lund

2001: 92). Journalisterne dyrkede deres nyfundne rolle som

demokratiets og borgernes vagthund, og som modsvar antog

17Det kan bemærkes, at der allerede er foretaget omfattende undersøgelser af blandt andet pædagogers, akademiske underviseres og minoriteters selvforståelse.

22

politikere, oliekarteller og jernbaneselskaber konsulenter til at

modinformere offentligheden (Allern 2003: 174). Allerede i

1920'erne var efterspørgslen på disse informationskonsulenter

så stor, at PR blev oprettet som et selvstændigt studie med

praktisk udgangspunkt i markedskommunikation og med hen-

blik på at udnytte journalistiske teknikker i kampagnearbejdet

(ibid.)18. Strategisk ekstern kommunikation opstod altså som

modsvar til den kritiske journalistik, men på grund af kommu-

nikationsfagets afhængighed af journalistikken som medie til

en bred offentlighed deler fagene mange metodiske træk. Stra-

tegiske kommunikatører og journalister vinkler begge deres

budskaber, henvender sig til definerede målgrupper, og som

dette speciale også er et udtryk for, agerer de samme aktører i

begge brancher. Allern bemærker dog, at etiske konfliktlinjer

skiller de to; journalistikkens eksistensberettigelse er den

nytte, som samfundet har af en uafhængig presse, hvis præmis

til gengæld er fri adgang til information. Det står i direkte

modsætningsforhold til den styring af information, som PR-

faget handler om (ibid.: 178). Kramhøft konkretiserer i en

dansk kontekst med, at "journalistikkens mål er at søge viden,

sandhed og forståelse" (2000: 29), samt at det mål indholds-

mæssigt omsættes til krav om sandfærdighed, relevans,

væsentlighed og aktualitet i de journalistiske produkter (ibid.:

34).

Ifølge Gregory (2004: xiii) vil spørgsmålet om etik altid

hjemsøge kommunikationsbranchen, men det synes ikke i

praksis at tynge de danske journalister, der arbejder med

strategisk kommunikation. Næsten halvdelen af de journali-

ster, som Nete Nørgaard Kristensen har spurgt, har nemlig

arbejdet med PR (Kristensen 2004a: 264), og heraf var knapt

18Den første danske kommunikationsuddannelse blev oprettet ved Roskilde Universitetscenter i 1987 og havde forbud mod optagelse af journalister (Wien & Lund 2001: 94). De første kurser i journalistik startede på Aarhus Universitet i 1946. Loven om Danmarks Journalist-højskole og dermed den egentlige journalistuddannelse blev vedtaget i 1970.

23

halvdelen samtidig fastansat som journalist på et nyhedsmedie

(ibid.: 266). Parsons (2004: 29) argumenterer da også for, at

strategiske kommunikatørers første etiske forpligtelse – lige-

som journalisternes – er over for samfundet, og at kommuni-

katørernes personlige værdier altid må være rettesnoren for de

opgaver, de påtager sig, og måden de løser dem. Etik, påstår

hun, er altså også tvingende inden for strategisk kommunika-

tion, fordi faget er afhængig af en høj grad af troværdighed for

at opnå gennemslagskraft i medierne (Allern 2003: 181).

Den særlige dimension i dette kandidatspeciale er den

politiske virkelighed, de tidligere journalister bedriver

kommunikation i, og med den følger yderligere etiske forplig-

telser, udleder Stolleis. Den gode embedsmand må nemlig

besidde integritet, værdighed, fromhed, oprigtighed og loyali-

tet (1990: 197-232). I dansk kontekst er de offentlige kommu-

nikatører dertil underlagt særlige vilkår om lovmæssige

rammer, borgerhensyn og troværdighed (Hansen & Jørgensen

2010: 375), som blandt andet dikterer, at de ikke må tale

usandt, videregive ukorrekte oplysninger eller fortie oplysnin-

ger, der kan få tidligere meddelte oplysninger til at vildlede

om væsentlige forhold (Lindegaard & Rasmussen 2006: 64-

65).

4.4.2. Parajournalister i offentlig kommunikation

Nyhedsmedierne blevet en politisk aktør med en markant rolle

i den offentlige debat. Det er nemlig særligt gennem medierne,

at borgerne danner sig indtryk af politikere og myndigheder

(Ørsten 2006: 29)19, og det er i medierne, at kampen om bor-

gernes velvilje og legitimitet udspilles (Togeby et al 2003.:

136). I den erkendelse og for indirekte at styre det journalisti-

19Stig Hjarvard går skridtet længere og konkluderer, "at meningsdannelse i samfundet i sti-gende grad varetages af (…) medierne og den journalistiske profession" (Hjarvard 1995: 11).

24

ske system har myndigheder professionaliseret20 deres kom-

munikation ved at ansætte journalister (Esmark 2006: 23).

Schudson (2003: 3) beskriver med sit parajournalist-

begreb21 journalister uden for nyhedsorganisationer, der dog

nærer sig ved deres virke. Det konkretiserer Bro (2009: 96)

ved at definere parajournalister som folk, der forsøger at styre

nyhedsjournalisters arbejde ud fra hensynet til, hvad der er

hensigtsmæssigt for parajournalisternes arbejdsgiver. Det gør

de især ved at udnytte deres viden om journalisters navigering

efter nyhedskompasset (ibid.: 78). De mest oplagte parajour-

nalister er derfor tidligere journalister, og der sker med deres

ansættelse uden for nyhedsmedierne en faglig udflytning af

journalistikken, hvor det bliver stadig mere vanskeligt at defi-

nere, hvornår nogen er journalist, og hvornår de ikke er (ibid.:

126).

Journalister, der finder ansættelse i kommunal kommu-

nikation skal – ud over at holde sig inden for rammerne af de

etiske og formelle regler – arbejde for at pleje organisationens

image, udarbejde pressemateriale, researche og formidle op-

lysninger, foretage interview samt dyrke og pleje relationer til

relevante nyhedsmedier (Clear & Weideman 2002: 16). Man-

ge af de opgaver vil ligne dem, kommunikatørerne havde som

nyhedsjournalister, og ifølge Tamm skifter de faktisk til en

branche, hvor skellet mellem politik og forvaltning er ret klart

defineret. Nok er offentlig kommunikation politisk, men den

er undtaget partipolitiske interesser, pointerer han (1997: 60).

20Nete Nørgaard Kristensen definerer professionalisering som en kontinuerlig udvikling, "hvor ny viden, nye kompetencer og ny teknologi over tid fremmer eksisterende kundskab og praksis og redefinerer standarderne for professionel kommunikation" (Kristensen 2004b: 52). 21Termen parajournalism er ifølge opslagsværket Merriam-Webster kendt siden 1965 og defineredes oprindeligt som "journalistik, der i høj grad er farvet af journalistens egne menin-ger" (frit oversat fra engelsk), http://www.merriam-webster.com/dictionary/parajournalism.

25

Kapitel 1

Bourdieusk metode & proces

26

5. Metode I dette kapitel, som rummer afsnit 5 og 6 redegøres for under-

søgelsens metode og for refleksioner over dens metodiske

kvalitet herunder reliabilitet, validitet og nøjagtighed. Således

klarlægges altså de konkrete metoder til og overvejelser om-

kring indsamlingen af empiri, ligesom valg, fravalg og proces

præsenteres med henblik på at sikre undersøgelsen, dens

analyse og konklusioner gennemsigtighed og troværdighed.

Metoden eksemplificeres og evalueres løbende i dette kapitel.

Den metodiske ramme er inspireret af Pierre Bourdieus

videnskabsteoretiske analysetilgang, som undersøgelsens

empiri er indsamlet, behandlet og analyseret i forhold til.

Læser kan med fordel løbende orientere sig i de transskribere-

de interview, som findes i bilag 5 til 8.

Det metodiske udgangspunkt for denne undersøgelse har

været en postmodernistisk læsning og praktisk tillempning af

Pierre Bourdieus refleksive sociologi, hvor der kontinuerligt

er vekslet mellem teori22 og empiri som to af hinanden

fuldstændigt afhængige erkendelsesredskaber til den samme

virkelighed (Bourdieu & Wacquant 1996: 41). Ingen del tager

forrang, fordi hverken teori eller empiri er noget værd uden

den anden, og begge konsulteres de konstant i forhold til den

anden. Dette metodiske princip har i praksis skabt synergi i

min refleksive tilgang til feltet og undersøgelsen, hvor proces-

sen har udviklet sig fra et bredt perspektiv til et snævert og

tilbage igen, ligesom det har fra teori over metode til empiri,

til teori og tilbage til empirien mange gange. Det afspejler den

22Hvad, jeg og mange andre generelt kalder Bourdieus teorier, er mere en samling internt afhængige analytiske begreber. Det redegør jeg nærmere for i afsnit 5.4. om praktisk anven-delse af Bourdieus begrebsapparat.

27

skriftlige præsentation af dette speciale eksempelvis. Sammen

med analysen og interviewsituationerne er udarbejdelsen af

interviewguiden det mest bemærkelsesværdige udtryk for

denne vekselvirkning og synergi. Den proces redegøres indgå-

ende for i afsnit 5.6.1.

Dette speciale er dels et forsøg på at omsætte Bourdieus

principper om refleksivitet i forskningsprocessen til praksis og

anvende dem med hans analytiske begrebsapparat. I det

nedenstående forklares og operationaliseres logikken bag

denne Bourdieu-inspirerede undersøgelse.

5.1. At forske sig ind i et felt

I læsningen af den seneste journalistikforskning er det tyde-

ligt, at Bourdieus begrebsapparat genererer relevante perspek-

tiver (Hartley 2011, Svith 2011, Schultz 2005). Felt, habitus

og kapital er blevet en væsentlig del af den etablerede sam-

fundsvidenskabs terminologi (Hammerslev et al., 2009: 11),

og for Bourdieu selv var eksporten af begreberne til andre

forskningsområder vigtig for deres udvikling og for sociologi-

en som fag (Jacobsen 2001: 516).

Via en bourdieusk undersøgelsestilgang tilføjer dette

speciale et nyt, individfokuseret perspektiv til den eksisteren-

de forskning i en journalistisk professionel selvforståelse.

Hartley (2011) og Schultz (2005) ender i deres respektive

bourdieuske forskning med kort at forklare journalistisk selv-

forståelse ud fra et strukturelt perspektiv. Hartley benytter

Bourdieus refleksive sociologi og feltbegreb til at undersøge

danske netjournalisters selvforståelse, som hun ender med at

definere gennem de af netjournalisternes praksislogikker og

teknikker, der står i modsætning til kollegerne på det traditio-

nelle, trykte avismedie (2011: 344).

Schultz anvender på samme vis Bourdieus feltbegreb;

men gør det til en undersøgelse af journalisters forhold til

28

nyhedsværdierne. I sin begrebsliggørelse af idéen om den

gode journalist karakteriserer hun journalistisk selvforståelse

som afgjort af branchens kollektive anerkendelse af den

undersøgende journalistiks idealer om en journalist, der selv

finder historier, én der arbejder grundigt og kritisk med mate-

rialet, og én der arbejder for at påvirke dagsordenen (2005:

148-162). Fordi ambitionen med denne undersøgelse har

været at opnå en snæver dybdeforståelse af selvopfattelse, er

der ligesom hos Hartley og Schultz samt Gravengaard anlagt

et kvalitativt metodisk fokus med valget af dybdeinterview

som undersøgelsens empiriske grundlag. Pierre Bourdieu, hvis

feltteori Hartley og Schultz anvender, bruger også selv det

kvalitative forskningsinterview til at afdække opfattelser og

oplevelser (Hammerslev 2009: 16, 26). Nærværende speciales

analyser bygger på i alt 10 timers dybdeinterview, som blandt

andre Kvale & Brinkmann anviser som den bedste metode til

at opnå en dyb forståelse for informanters livsverden og ople-

velser (2010: 30).

Både Hartley og Schultz bidrager med grundige analyser

af de strukturelle forhold, der påvirker journalisters selvforstå-

else. Modsat deres er denne undersøgelses kerne ikke struktu-

relle forhold men erfaringer og oplevelser før, under og efter

informanternes brancheskifte. Dertil tilbyder Bourdieu også

analytiske greb; hans konstruktivistiske epistemologi rummer

nemlig rigelig plads til at undersøge, hvordan individer kon-

struerer og forstår deres verden. Det er "The Weight of the

World" (1999) om social lidelse og hans selvanalyse "Ein so-

ziologischer Selbsversuch" (2002) udmærkede eksempler på.

Bourdieu benyttes her altså af flere årsager. For det før-

ste kan denne undersøgelses resultater via hans begrebsapparat

bidrage til den viden om det journalistiske felt, der allerede

har etableret en stærk teoretisk reference til Bourdieu. Uden at

29

være en feltanalyse som Hartley og Schultz’ men ved stadig at

tage afsæt i de samme af Bourdieus helt centrale begreber,

som den nyere journalistikforskning også benytter, præsente-

res en undersøgelse, der i relation til den eksisterende forsk-

ning skaber synergi i retningen af en bredere afklaring af

journalistikken som fag og dybere forklaringskraft i forhold til

forståelsen af den enkelte journalist.

5.2. Inspiration fra Bourdieu

Målet med at lade denne proces inspirere af Bourdieus forsk-

ning har især været hans argument om refleksiv sociologi23.

Første trin er deltagerobjektivering, altså at anskueliggøre for-

skeren som en deltager i konstruktionen af felt og empiri. For

overhovedet at kunne forholde sig troværdigt til sin undersø-

gelsesgenstand må forskeren bryde med sine "ubevidste følel-

ser af samhørighed og loyalitet" over for sit forskningsobjekt

(Bourdieu & Wacquant 1996: 234) for at undgå, at de ureflek-

teret projiceres over på det undersøgte (ibid.: 60-61). Gyldig

videnskabelig forskning kræver således, at forskeren gør sin

baggrund, sine holdninger, normer og fordomme bevidst

(Bourdieu 1999a: 163). Det er vigtigt i dette tilfælde, fordi jeg

har været en del af den journalistiske branche, som interview-

personerne kommer fra. Mine erfaringer med og oplevelser i

faget vil have præget mig, maner Bourdieu, og hvis de indfly-

delser ikke var blevet bevidstgjort og reflekteret over, var der

en risiko for, at de var blevet fejlkilder i undersøgelsen. Læs

mere om dette i afsnit 5.2.2. om objektivering af subjektet.

Her følger først et par lavpraktiske men vigtige betragtninger

om mine forforståelser og arbejdet med at bevidstgøre dem i

forbindelse med valg af problemstilling og -formulering.

23Oprindeligt formuleret som det dobbelte brud ud fra et princip om omhyggelighed og en ambition om at få samfundsvidenskabelige forskere til at erkende for det første, at de sociale objekter, der studeres, altid er underlagt forforståelser og førbevidste konstruktioner, og for det andet at forskeren selv er en del af selv samme sociale verden som objektet, hvorfor disse forforståelser og førbevidste konstruktioner må erkendes og imødegås (Bourdieu et al. 1991).

30

5.2.1 Udfordring af indledende hypotese

Da jeg indledningsvis formulerede undersøgelsens fokus om

journalisters professionelle selvforståelse efter et branche-

skifte, nedskrev jeg min indledende hypotese om, at det må

være svært for journalister at skifte branche. I en baglæns

associationsøvelse udfordrede jeg den tese ved at spørge,

hvorfor det måtte være sådan. Alle svar blev stillet det samme

"Hvorfor?" og deres svar det ligeså (bilag 2). Øvelsen afsløre-

de, at jeg havde en oplevelse af den journalistfaglige rolle som

værende meget internaliseret for en del journalister. Derfor, og

fordi skiftet er til en branche, der i journalistkredse er ud-

skældt (bilag 1), mente jeg, at det måtte være svært for dem,

der skifter til strategisk kommunikation, at frasige sig deres

selvopfattelse som journalist.

Oplevelser fra journalisthøjskolen, hvor en særlig for-

ankret og kompromisløs etik fremhæves som journalistfagets

særlige kendetegn, ledte mig til en afledt hypotese om, at den

enkeltes faglige etik må være til forhandling ved et sådan

brancheskift. Denne udfordring af mine hypoteser udgjorde i

praksis en oversættelse af ganske uvidenskabelige teoretise-

ringer til potentielle interviewspørgsmål, fordi jeg her begynd-

te at identificere særlige spørgetemaer til interviewguiden

(bilag 3). Denne refleksionsproces har også fungeret som

metodisk afgrænsning. Eksempelvis indså jeg, at mine hypote-

ser var normative, hvorfor et direkte spørgsmål med samme

essens ville være alt for ledende til at kunne genere svar, som

jeg troværdigt kunne analysere ud fra. Derfor har jeg ikke

stillet hovedspørgsmål24 som: "Var det svært for dig at skifte

branche?", "Oplevede du dit brancheskifte som hårdt?" og så

videre. I stedet spurgte jeg ind til elementerne af hver rolle og

24Hovedspørgsmål defineret som spørgsmål i interviewguiden; altså spørgsmål, der har funge-ret som introduktion af et emne eller tema. Enkelte opfølgende spørgsmål har bevidst været formuleret ledende. Det redegøres nærmere for senere i specialet.

31

lod de fire interviewpersoner frit fortælle om deres betydning.

Fordi mine oplevelser blev formuleret, har jeg kunnet tage

højde for dem og imødegå dem som potentielle fejlkilder ved

eksempelvis helt åbent og med fokus på at undgå normative

formuleringer at bede informanterne fortælle om omstændig-

hederne for, hvordan de kom til deres nye stilling (bilag 3).

Det resulterede i svar med udgangspunkt i interviewpersoner-

nes oplevelser i stedet for mine. Jeg har også kunnet bruge

mine egne oplevelser strategisk ved på modsatte vis at stille

forståelse på spidsen for at lade interviewpersonerne tydelig-

gøre deres egne oplevelser gennem enten enighed med eller

argumentation imod denne skarpe vinkling. Den fremgangs-

måde eksemplificeres og redegøres for i slutningen af næste

afsnit.

I det nedenstående opstilles en kort selvanalyse, som

Bourdieu foreskriver og selv i adskillige tilfælde har grebet sin

egen an. Et udmærket eksempel er at finde i Bourdieus "Viden

om viden og refleksivitet" (2005a: 150-176).

5.2.2. Objektivering af subjektet

Med min erfaring som journalist har jeg på forhånd en vis

indsigt, der hjælper mig til at navigere i og forstå det journali-

stiske felt, dets praktikere og dets problematikker, men jeg er

også manipuleret af dets uskrevne regler og blind for mine

forforståelser (Bourdieu 1998: 16). Indtil jeg gør mig og læser

dem bevidst.

Bourdieu kan virke provokerende at læse. Han er stædig

i sin kritik af videnskaben, når han forsøger at overbevise sine

fagfæller om, at forskning alt for ofte styres af relationelle

strukturer, som ikke er gjort bevidst og derfor forurener resul-

taterne med skjulte fordomme og antagelser.

32

Vores tilsyneladende mest personlige og intime valg […]

har som grundlæggende princip

socialt konstituerede holdninger, i hvilke

helt banale og sørgeligt upersonlige sociale træk

i mere eller mindre forvandlet form viser sig endnu engang

(Bourdieu 2003: 284)

Forskerens valg af objekt vil altid være et resultat af hans

personlige præferencer, hans interesser og loyaliteter, siger

Bourdieu. Mens de påvirker valget af objekt og måden at

erkende og analysere det på, forbliver disse præferencer, inte-

resser og loyaliteter desværre ofte ubevidste og ubelyste.

Bourdieus insisteren på og instruktioner til, hvordan man som

forsker må og kan erkende sig selv som subjekt og dermed

sine præferencer, interesser og loyaliteter, før man gyldigt kan

erkende sit objekt, er mit primære argument for at anvende

Bourdieus forskningsprincipper. Hans refleksive sociologi

præsenterer nemlig en konstruktiv løsning på paradokset om,

at jeg undersøger et felt, hvor jeg engang var aktør. Klassiske

samfundsvidenskaber, der idealiserer objektivitet, ville enten

afholde mig fra at forske inden for mit interesseområde eller

mere sandsynligt tvinge mig til på kunstig vis at forstille mig

forskningsmæssigt ved at påstå at være neutral (Bourdieu

2003: 287). Men gennem refleksivitet mobiliseres mine ople-

velser i journalistikken til nye perspektiver og referencer samt

til et forsvar mod interviewpersonernes egne teoretiseringer og

efterrationaliseringer om deres sociale virkelighed (Bourdieu

2003: 288-289). I afsnit 5.7. om eliteinterview konkretiseres

dette forsvar i form af udfordringer af interviewpersonernes

dogmer og fordomme.

Kim (31), Lisa (103) og Jakob (139) så som journalister

sig selv som ivrige medlemmer af den fjerde statsmagt

(Franklin et al. 2005: 84) med ambitioner om at skrive

33

systemkritiske historier (32, 103) og forbrugerstof (96), der

kunne påvirke dagsordenen. Jeg har brugt første år af min

kandidatuddannelse og knapt et halvt år forinden på at blive en

del af den verden og forstå de ambitioner. I processen har jeg

idealiseret og tilegnet mig dem. Jeg har villigt taget de journa-

listiske principper til mig, og jeg har delt journalisternes

frustration over at føle adgangen til de politiske magthavere

besværliggjort af netop tidligere journalister, hvis nuværende

job er det, de fire interviewpersoner nu udfører. Hvor nyheds-

journalister tjener som gatekeepere i forhold til medierne

(Franklin et al. 2005: 92), var det ofte min oplevelse som

journalist, at kommunale kommunikatører agerede gatekeepe-

re i forhold til adgangen til politikere. Min umiddelbare me-

ning om informanternes nuværende funktion var altså farvet.

Sammenlignet med Kim, Lisa, Jakob og Kasper er min

praktiske erfaring som journalist meget begrænset, og det

samme er derfor summen af min faglige prestige; altså min

symbolske kapital (Bourdieu 1991: 72). Faktisk gør det

samme sig gældende i universitetsverdenen, hvor dette kandi-

datspeciale skal bedømmes. Dér er jeg blot studerende og må

altså opleves at bidrage med viden på en beskeden skala.

Gennem min bacheloruddannelse i Politik & Administration

(Ba.Scient.Adm.) har jeg en forståelse for den politiske

kontekst, de fire informanter til dagligt begår sig i, og jeg har

fra mit kandidatstudie, praktik og studiejob en grundlæggende

indsigt i det journalistiske felt, de kom til kommunikations-

branchen fra. I forhold til mine på journalisthøjskolen tillærte

idealer om kritisk og samfundsrelevant nyhedsjournalistik

indtager interviewpersonerne en stærk position, som jeg har

været bevidst om ikke at stå ukritisk overfor. Gennem dette

udtryk for en persons professionelle tyngde og derfor magt;

symbolsk kapital, bliver det tydeligt, at jeg har noget at kom-

34

pensere for i mødet med interview-personerne. Min uanseelige

grad af prestige opvejes dog i nogen grad af min højere grad af

formel, kulturel kapital; uddannelse på kandidatniveau og

rollen som interviewer (Bourdieu 1979: 3-6).

I studiemiljøet på journalisthøjskolen var der i min

erfaring en udbredt holdning om, at strategisk kommunikation

var en beregnende og ikke særlig fin øvelse. Sammenfaldende

med min egen studietid oprettede Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole en professionsbacheloruddannelse i kom-

munikation, som de reklamerede for med slogans som

"Professionsbachelor i lusk", "Sandheden er den løgn, vi bli-

ver enige om", "Statsautoriseret skiderik" og "Hvis du synes

spindoktorerne har alt for meget magt i Danmark, så er den

nye kommunikationsuddannelse slet ikke noget for dig"25.

Ironisk som de reklamer sikkert var ment, talte vi studerende

meget om den nye uddannelse, og det samme gjorde vores

journalistiske undervisere med os. Det var ikke i flatterende

vendinger, og der var intet ironisk over det.

Før jeg startede på journalisthøjskolen som del af min

kandidatuddannelse, havde jeg aldrig tænkt negativt om

kommunikation. Jeg havde i en årrække forinden faktisk

arbejdet med kommunikation i forskellig udstrækning (bilag

10); blandt andet med tilrettelæggelse og salg af reklamer for

et mediebureau. Det arbejde oplevede jeg intet suspekt i. Jeg

tilbød en service og et produkt, som mine kunder værdsatte.

Alligevel fik jeg i takt med mere erfaring som journalist

mindre tilovers for kommunikationsbranchen.

Det etiske aspekt, som de førnævnte reklameslogans

satte på spidsen, blev dog sat i relief gennem min praktiske

erfaring på nyhedsredaktioner, hvor jeg oplevede, at mange af

de fine tanker om etik, som underviserne på journalisthøj-

25www.illbunker.dk/p=1652

35

skolen havde prædiket, ofte ikke blev prioriteret i praksis. Jeg

så, hvordan nogle journalister villigt vinklede historier skarpe-

re, end de egentligt kunne bære, og hvordan særligt yngre

journalisters motivation virkede til at tage ligeså meget afsæt i

egne ambitioner om imagepleje gennem overskrifter som om

at sikre borgerne den indsigt og oplysning, der ellers skulle

være kernen i det journalistiske virke (Bjerg 2009: 31). Prak-

tikanterne og de yngste journalister brugte også væsentligt

meget mere tid på at være i rollen som journalist; de havde

længere dage på redaktionen end deres ældre og mere erfarne

kolleger, de opstøvede historier i fritiden og jagtede hele tiden

nye netværksforbindelser for at udvide deres kildegrundlag.

Mere kritisk oplevede jeg, det var, når nogle journalister til

tider undlod væsentlige kilder, fordi de ikke støttede vinklen,

og når en part andre gange ikke blev tilbudt genmæle. Om end

lidt desillusioneret rationaliserede jeg med mine medstuderen-

de og journalistkolleger, at skylden lå ved redaktionernes util-

strækkelige ressourcer og ikke ved den enkelte journalist, som

jo gav udtryk for at respektere presseetikken og i teorien tage

den aldeles alvorligt.

Denne redegørelse for mit udgangspunkt sikrer indsigt i

motiverne bag den valgte undersøgelsestilgang og fordrer sy-

stematiske refleksioner over min position i det sociale og

forskningsmæssige rum (Bourdieu 2005a: 11). Særligt i forbe-

redelsen til interviewene har disse refleksioner været givtige,

da det herigennem blev klart for mig, at simpel interviewtek-

nik ikke ville række i forhold til de udvalgte informanter, der

alle er medlem af en veluddannet, velartikuleret, strategisk

habil elite tæt på magtens centrum. I afsnit 5.7. redegør jeg for

36

de metodiske valg forud for og under interviewene med disse

elitekilder26.

Endelig, mener Bourdieu, dikterer social lov, at en per-

sons geografiske og sociale baggrund spiller en afgørende

rolle for vedkommendes måde at realisere en række afledte

dispositioner på inden for rammerne af et socialt univers som

eksempelvis det akademiske (2005a: 169). Det følgende bør

ikke læses som en narcissistisk eller ekshibitionistisk øvelse,

men som en ærlighed omkring de livsvilkår, der kan have på-

virket min undersøgelse, min relation til undersøgelsesfeltet,

til akademia og mit valg af metode.

Helt kort kan i den forbindelse oplyses, at jeg er opvok-

set op i den lille, nordjyske by Frederikshavn med en enlig

mor og en storesøster. Min mor var skibsbygger og døde, da

jeg var 16 år gammel. Den oplevelse har efterladt mig med en

beundring for håndværksfagene, som jeg gennem de senere år

har nærmet mig. Det er mit skift fra politikstudiet til journali-

stik et udtryk for. I min familie er jeg indtil videre den eneste,

der har gennemført en treårig gymnasial uddannelse og altså

snart også en lang videregående. Jeg har holdt flere pauser i

mit universitetsstudie for at arbejde (bilag 10). Det var mere

interessant, det betalte bedre, og den akademiske verden var

alligevel ikke én, jeg kunne spejle mig i, selvom jeg så absolut

er underlagt akademias kriterier for en god præstation. Min

baggrund har gennem hele min studietid drevet mig til at pro-

ducere viden ud fra et hensyn om, at det skal have praktisk

relevans og anvendelighed, også for ikke-akademikere. Valget

af dybdeinterview til denne undersøgelse præsenterede en

unik mulighed for mig til at arbejde med aktører, som, jeg

26Jeg kalder dem elitekilder, fordi de ikke passer ind i det journalistiske ekspertkildebegreb. De anvendes i denne sammenhæng ikke som eksperter på et særligt fagområde men som informanter med viden om egne forhold og subjektive oplevelser. Interviewpersonerne er dertil eliteprofessionelle qua deres arbejde i det kommunalpolitiske magtcentrum og indfly-delse på samme. Kvale & Brinkmann kalder denne type informanter elitepersoner (2010: 158).

37

synes, besidder interessante positioner. Journalister forstår

nærmest per automatik interviewkonteksten, og jeg tror, at

kombinationen af en meget praksisorienteret metode og mu-

ligheden for at få indsigt i forholdet mellem journalist- og

kommunikatørrollen er en betydelig faktor i, at adskillige

journalister og et par kommunikatører i mit netværk allerede

tidligt i undersøgelsesprocessen udviste interesse for specia-

lets analyser og konklusioner.

I interviewene har jeg kunnet relatere informanternes

udsagn til mine egne erfaringer. Fra journalisthøjskolen og

forskellige redaktioner (bilag 10) kender jeg eksempelvis den

journalistfaglige kultur godt nok til, at jeg kunne konfrontere

informanternes svar og stille uddybende spørgsmål. For

eksempel mente jeg ikke, at Jakob reflekterede ret kritisk over

sit forhold til journalistikken. Han sagde et par gange gennem

interviewet, at journalister er meget selvsikre og bedrevidende

(128), at almindelige mennesker tilskriver journalistrollen

større prestige, end den fortjener (145), at journalister ser

kommunikatører som folk, der skjuler information (148), og at

journalistikken ofte ophøjes til en status, den ikke kan bære

(148). Men han begrundede ikke de meninger. Da jeg bad ham

uddybe (151), fandt han ud af, at hans kritik af nyhedsjourna-

lister bunder i en reaktion på den kritik, han mener, nogle

journalister retter mod hans nye fag. Han fortalte om sin irrita-

tion over 'dem og os'-diskussionen i Dansk Journalistforbund,

som, han mener, er ubegrundet og mest bunder i journalisters

usikkerhed omkring deres eget jobmarked.

Et andet eksempel er, hvor Kim kritiserede nyhedsjour-

nalister for at vinkle (23). Som journalist har jeg selv modta-

get ret skarpt vinkede pressemeddelelser fra kommunale

kommunikationsmedarbejdere, hvorfor jeg kunne konfrontere

ham: "Så den vinkling laver I ikke her?", hvortil han medgav,

38

at det gør de. Senere fortalte Kim om sin tid som journalist, at

han helst ville lave borgerrettighedshistorier (31), der overtog

mediernes dagsorden (35). Men på trods af det så han aldrig

sig selv som 'en helvedes karl' (30). Gennem min erfaring på

nyhedsredaktioner ved jeg, at mange især unge journalister

synes, det er sejt at få historier på forsiden og få dem i andre

medier. Jo større des bedre27. Fordi jeg har haft den oplevel-

se28, undrede hans udsagn mig. Enten var han ikke oprigtig,

eller også er han anderledes end de fleste journalister, jeg har

mødt. Havde jeg ukritisk accepteret hans påstand, måtte andre

forkaste værdien af den, fordi den umiddelbart virker usand-

synlig; i forhold til mine egne observationer, til Gravengaards

ambitionsstige (2010: 146), og til hans beskrivelse af sig selv

som én, der gerne ville have sine historier på forsiden. Jeg

måtte altså udfordre Kims opfattelse af sig selv som journalist

og gjorde det ved at opfordre til selvkritik med det meget le-

dende spørgsmål: "Så en ung gut, der får forsiden, han er ikke

en helvedes karl?" (31). Kim svarer, at der er "rigtig mange

journalister, der har solbrillerne rigtig højt oppe i panden og

glemmer at have en ydmyg tilgang til at være journalist", men

sådan var han ikke (31). Målet med den konfrontation var ikke

at flytte hans opfattelse af sig selv, men at sikre, at det, han

fortalte, også er det, han faktisk føler. Ud fra samme hensyn

spurgte jeg tre gange ind til Kaspers meget afslappede hold-

ning til sin byline, som han viste sig at være aldeles ligeglad

med både som journalist og som kommunal kommunikatør

(177-178).

27Gravengaard har defineret den journalistiske ambition om at påvirke offentligheden eller politikere ved at skabe debat som det næstøverste trin på journalisternes ambitionsstige; kun overgået af at modtage branchens hæderspriser og efterfulgt af ambitionen om, at påvirke mediernes dagsorden med en historie (2010: 146). 28Min oplevelse kan også betragtes en fordom, men etiketten er ikke vigtig. Jeg ved, at mine oplevelser er subjektive, men fordi jeg refleksivt gør mig det klart, kan jeg bruge dem og være bevidst om at imødegå dem som fejlkilder. Jeg må altså korrigere for min rolle i Kims svar.

39

5.3. Bourdieu moderniseret

Bourdieus samtid er ikke ligegyldig for hans forskning og

teoretisering, og der er langt fra Bourdieus Frankrig i sidste

halvdel af forrige århundrede til Danmark i dag.

Bourdieu begyndte først i 1990'erne at beskæftige sig

specifikt med journalistik (Benson & Neveu 2005, Bourdieu

1998a). Dengang præsenterede han nogle kontroversielle per-

spektiver på blandt andet tv-mediesystemets jagt efter høje

seertal og dermed den laveste fællesnævner (Bourdieu 1998a:

7-8), dets indbyggede selvcensur (ibid.: 16-17) og trang til at

kopiere sig selv (ibid.: 25-27). Den analyse blev heftigt kriti-

seret af de franske medier og deres repræsentanter, mens de

samme konklusioner sikkert kunne nås om nutidens danske

mediebillede.

Der er dog én bestemt kritik, som jeg særligt forestiller

mig, at Bourdieu ville tage til efterretning, hvis han kunne29;

nemlig sit allestedsnærværende fokus på strukturer. Hans

strukturalistiske konstruktivisme eller konstruktivistiske struk-

turalisme, som han kalder det (Bourdieu 1989: 14), er blevet

kritiseret for at negligere sin konstruktivisme (Järvinen 2007:

364), og dermed reducere individer til aktører underlagt sam-

fundsbetingelsernes vold. Bourdieu var givet præget af struk-

turalismen, som i efterkrigstiden og med amerikansk

fortegn stillede teoretiske paradigmer og skemaer over sam-

fundet, men hans arbejde er faktisk i vid udstrækning netop et

opgør med strukturtyranniet og et forsøg på at skabe opmærk-

somhed omkring eksistensen af det handlende individ. Med

sin version af habitusbegrebet (se Callewaert 1992 for andres

versioner) forsøger han således at tilføje strukturalismen et

aspekt af noget individuelt og det subjektive.

29Pierre Bourdieu døde i 2002.

40

Når man siger habitus, siger man samtidig,

at det individuelle, det personlige og det subjektive

er socialt og kollektivt. Habitus er socialiseret subjektivitet

(Bourdieu & Wacquant 1996: 111)

I citatet er Bourdieus udgangspunkt et decentreret subjekt,

men senere centraliserer og individualiserer sit syn på den

enkelte yderligere. Som beskrevet i afsnit 5.1. baserer han og

hans forskningskolleger således hele "The Weight of the

World" (1999) på nøgterne analyser af individets oplevelser.

For sin tid og med udviklingen af hans syn på individet som et

gyldigt og interessant forskningsobjekt læser jeg Bourdieu

som en progressiv postmodernist. Havde han været her i dag,

tror jeg, at han ville være påvirket af tidens individfokuserede

sociologiske strømninger; ikke til at forlade sit strukturelle

koncept men til at supplere sin ontologiske antagelse om den

af individet uafhængige virkelighed (Bourdieu & Wacquant

1996: 84) med en interesse for og vægt på netop individets

bevidsthed og potentiale for refleksion. Allerede i "The

Weight of the World" udgør den enkelte aktørs subjektive

opfattelser da også en nødvendig analytisk tilgang (Bourdieu

1999b: 113-114) til selve hans erklærede mål om at forstå det

sociale (Bourdieu & Wacquant 1996: 24).

Bourdieu tilbyder som sådan ikke nogen teori eller

begreber til at undersøge oplevelse og selvforståelse. Hans

habitusterm, der ellers netop rummer det subjektive, dækker

nemlig kun over praktisk handling. Men habitus er del af et

større begrebsapparat, som Bourdieu benytter til at analysere

de felter og samfundsstrukturer, som, han mener, vi alle ikke

bare agerer, men også oplever og forstår, i forhold til. Fra det-

te kompleks af analytiske begreber har jeg via deduktion

identificeret temaer til undersøgelsesspørgsmål om interview-

personernes professionelle selvforståelse. Den proces forklares

41

nærmere i afsnit 5.6. om udarbejdelsen af en interviewguide30.

Først redegøres kort for min praktiske anvendelse af

Bourdieus begreber, som de senere operationaliseres i del-

analyseafsnittene 5.7.1. til 5.7.4. samt i den endelige analyse i

afsnit 7.1. til 7.5.

5.4. Kort om Bourdieus begrebsapparat

Tilsammen udgør Bourdieus begreber en forståelsesramme

for, hvordan forskeren rent praktisk kan nærme sig sit objekt

(Prieur & Sestoft 2006b: 211). Begreberne er formuleret

abstrakt for at lade dem være åbne for fortolkning gennem den

konkrete empiri, de anvendes i forhold til. Den tilgang til

empiri og teori som en dynamisk helhed lader sig gøre, fordi

han ikke arbejder med teori i traditionel forstand som lovmæs-

sigheder. Den sociale verden er nemlig for kompleks til tro-

værdigt at kunne favnes af sproglige rekonstruktioner som

videnskabelige teorier, mener han. Begreberne er derfor også

udviklet og videreudviklet gennem empirisk styrede undersø-

gelser af forskellige forskningsfelter. Skabt ud fra empiri, skal

de også fortolkes gennem empiri, og deres definition levner

rigelig plads til at analysere individuelle oplevelser. Bourdieus

begreber felt, habitus og kapital er nemlig ud over værktøjer

til at forstå praksis også hans forsøg på at bringe handlende

agenter i fokus (Bourdieu 1990: 9).

Begreber som felt, habitus og kapital kan godt defineres,

men kun inden for rammerne af det teoretiske system,

de udgør tilsammen – ikke hver for sig

(Bourdieu & Wacquant 1996: 83)

Fordi alle individer er underlagt deres felts strukturer i alt,

hvad de gør, er den begrebstreenighed et godt udgangspunkt

30Interviewguiden findes i bilag 3.

42

for ikke alene at afdække, hvordan tidligere nyhedsjournalister

oplever skiftet til kommunikationsbranchen, men samtidig til

at bibringe viden, som umiddelbart kan integreres i den allere-

de eksisterende Bourdieu-inspirerede forskning i det danske

journalistikfelt.

Feltbegrebet begynder for alvor at fylde i Bourdieus

forskning i 1970'erne ud fra en betragtning om, at samfundet

ikke eksisterer som en helhed, men som summen af mange,

mange differentierede små universer; felter med egne logik-

ker, værdier og regler (Bourdieu & Wacquant 1992: 90).

Feltet udgøres internt af aktører i forskellige positioner, som

hver især defineres ud fra deres relationer til andre aktører i

feltet (Bourdieu 1993: 72). Positioner kan med fordel forstås

som roller, og aktørerne i de forskellige roller vil altid forsøge

at bedre deres position ved at mobilisere deres kompetencer

og kapitaler (Bourdieu 1996: 241-258). Her kan være tale om

overordnet symbolsk kapital i form af prestige, om økonomisk

kapital i form af penge og materielle ressourcer, om kulturel

kapital i form af uddannelse og finkulturelle færdigheder eller

social kapital i form af evnen til at tolke og begå sig i feltets

vigtige referencesystemer. Social kapital kan altså være ad-

gang til samfundets magtfelter via netværk, og det kan være at

have adgang og viden til at benytte sig af teknikker, litteratur

og teori. Habitus er i Bourdieus fortolkning internaliserede

strukturer, og altså måden, som individer vælger at agere på

ud fra deres rolle og samlede kapitaler samt livserfaringer

(Bourdieu 1977: 87-90). I denne undersøgelse, hvor individets

oplevelse af sin professionalitet er i fokus, har habitus-

begrebet været anvendt som forståelsesramme for interview-

personernes meninger om og oplevelser af feltet og kapitaler-

ne i det.

43

I feltet vil aktørerne altid mere eller mindre ubevidst skulle

forholde sig til feltets doxa, som er den uudtalte sandhed, som

feltets sociale orden bygger på; altså regler og normer

(Bourdieu 1993: 73-74). Doxa er konsensus om rigtigt og

forkert, normalt og unormalt, kvalificering og diskvalificering.

Aktører kæmper om at påvirke opfattelsen af disse normer, så

de bedre kan dreje dem i retning af deres egen position og

netop deres kapitaler, så det er dem selv, der er mest rigtige,

mest normale og bedst kvalificerede. Illusio er troen på, at der

er noget at vinde ved at være i feltet, og at feltet er værd at

kæmpe for at være i (Bourdieu 1998b: 77-78). Feltets under-

gang starter, når aktørerne begynder at tvivle på, om feltets

spil faktisk er værd at spille og derfor trækker sig fra feltet.

Bourdieus metoder varierer fra undersøgelse til undersø-

gelse (Hammerslev 2009: 16), men de er alle styret af de

begreber, han løbende har udviklet og derfor haft til rådighed i

forhold til sin empiri. Samme begrebsapparat har dannet min

analytiske forståelsesramme sammen med et metodisk funda-

ment, der er tro mod Bourdieus videnskabsteoretiske overbe-

visning; nemlig at der i selve den metodiske og empiriske

proces ligger redskaber til en nuanceret og reflekteret viden,

der ellers risikeres overset. Med problemformuleringen i

centrum har denne undersøgelse altså i høj grad været styret af

empirien og drevet af en kontinuerlig metoderefleksivitet; men

det har den været i forhold til Bourdieus åbne og fortolknings-

venlige begreber.

5.5. Bourdieu og det journalistiske felt

Selvom min undersøgelse ikke er en feltanalyse, trækker den

på den viden og de teoretiseringer, som Bourdieu har udviklet

i forbindelse med sine mange omfattende feltanalyser.

44

Grænsen for et felt går dertil, hvor virkningen af det ophører,

eller sagt på en anden måde:

En aktør eller en institution er en del af et felt,

for så vidt som den pågældende aktør

eller institution er underlagt påvirkninger fra feltet

og selv er i stand til at påvirke det

(Bourdieu & Wacquant 1996: 214)

Det journalistiske felt er sin egen lille verden med egne regler

og idealer; doxa, som konstant defineres af den tiltrækning og

frastødning, som det journalistiske felt har til andre små

verdener (Bourdieu 1998a: 83). Internt er det journalistiske

felt organiseret mellem de to poler:

De 'reneste' mest uafhængige af statsmagt,

politisk magt og økonomisk magt

og de som er mest afhængige

af disse magter og kommercielle magter

(Bourdieu 2005b: 41, min oversættelse)

Som felt er journalistikken hierarkisk underordnet den politi-

ske verden (Bourdieu 2005b: 31) men nyder alligevel en vis

dominans. Den råder nemlig over midlerne til at ytre sig

offentligt (Bourdieu 1998a: 52-53). Hvad, Bourdieu mener, er,

at journalister qua deres særlige adgang til den brede offent-

lighed indtager en gunstig position i forhold til samfundets

magthavere, fordi det er gennem journalistikken, magthaver-

nes budskaber må spredes. Samtidig eksisterer der internt i

journalistikken et ideal om uafhængige journalister i modsæt-

ning til journalister underlagt politisk og økonomisk magt.

Modstanden mellem de to poler; mellem uafhængighed

og afhængighed minder om den kritik, nogle journalister

45

nærer over for kommunikatører31, og i forhold til denne

undersøgelse, hvor interviewpersonerne stadig føler sig som

journalister, selvom de er trådt ind i det politiske univers, er

det interessant, at de ikke oplever så at sige at være faldet fra

idealet om uafhængighed. Journalisternes felt er præget af

konflikter, konkurrence og fjendskaber (ibid.: 23), som til dels

bunder i disse stærke spændinger mellem de, der vil forsvare

journalistikkens uafhængighed af politiske og kommercielle

magter og de, der underkaster sig magten og kompenseres

derefter (ibid.: 41)

Schudson og Bros definition af parajournalistbegrebet

minder om Bourdieus idé om journalist-intellektuelle. Det er

journalister, der begår sig i både journalistikken og et andet

felt (ibid.: 89). De benytter sig af deres dobbelte tilhørsforhold

til at undvige de to forskellige felters respektive krav, og fordi

de kan operere i begge verdener, kan de importere deres magt

fra det ene felt til det andet (ibid.: 89). For en redegørelse af

det journalistiske felt i Danmark kan med fordel læses kapitel

3 og 4 i Flemming Sviths Ph.d.-afhandling fra 2011.

5.6. Interviewguide32

Det bør indledningsvis bemærkes, at Bourdieu ikke tror på

faste interviewguides, da et interview bør tage udgangspunkt i

og have blik for den enkelte informants situation og omstæn-

digheder (1999b: 607, 613). En rigid spørgeplan kan, mener

han, forhindre informanten i at fremsætte netop de historier og

erfaringer, der kunne have vist sig vigtigst for forskerens

forståelse. At jeg alligevel har udarbejdet én (bilag 3) skal

tilskrives to faktorer; for det første har jeg ikke Bourdieus

træning i at udføre forskningsinterview, hvorfor et formuleret

udgangspunkt har været med til at sikre informanternes

31Som beskrevet i bilag 1 og i dette speciales indledning. 32Interviewguiden findes i bilag 3.

46

mulighed for hver især at forholde sig til de samme temaer og

dermed for at sætte ord på netop deres oplevelse i en kontekst,

der kan indgå i den endelige analyse. For det andet tjener in-

terviewguiden et strategisk formål. De fire udvalgte er nemlig

elitekilder, der alle lever af at formulere sig velovervejet. De-

res erfaring med at formulere skarpe budskaber og kontrollere

emner og ikke-emner33 er en udfordring, jeg har kunnet imø-

degå med de på forhånd formulerede spørgsmål. Ved at have

en interviewguide minimeredes risikoen for, at jeg ville kunne

blive talt væk fra bestemte spørgsmål og for, at interview-

personerne ville tale så længe om et eller flere temaer, at der

ikke ville være tid til dem alle.

Interviewguiden er bygget op over åbne spørgsmål for at

opfordre informanterne til refleksion og frie associationer, og

af hensyn til at lade dem udfolde deres oplevelser så meget

som muligt lægger den ikke eksplicit op til at konfrontere

hverken Kim, Lisa, Jakob og Kasper. I praksis har jeg dog i

adskillige tilfælde konfronteret interviewpersonerne og udfor-

dret deres svar, når de har virket skråsikre, for velovervejede

eller indøvede. Skråsikre udsagn er afprøvet ved at opfordre

interviewpersonerne til at konkretisere, argumentere eller end-

og forsvare deres udsagn. Dette aspekt af arbejdet med elite-

kilder blev eksemplificeret i afsnit 5.2.2. og beskrives nærme-

re i afsnit 5.7.

Interviewguiden er planlagt med tanke på at få informan-

terne til at reflektere over deres svar. I flere tilfælde måtte de

da også svare på stort set de samme spørgsmål blot forskellige

steder i deres refleksionsproces, fordi de ved at skulle forholde

sig til den samme oplevelse på forskellige måder blev tilskyn-

33Eliteteoretikerne Bachracch & Baratz (1963) argumenterer for, hvordan eliter uden reel autoritet kan formå at definere, hvad der bliver emner, og hvad der ikke gør; de såkaldte ikke-emner.

47

det til løbende forhandle deres refleksioner og svar34. Den

spørgestrategi valgte jeg ud fra en erkendelse af, at de inter-

viewede alle er professionelle kommunikatører, der er trænet i

at formidle afgrænsede og ikke mindst beregnede budskaber. I

det tilfælde, at de forud for interviewet skulle have forberedt

bestemte budskaber à la "Jeg er tilfreds med mit job" eller

"Jeg har meget indflydelse på mit job", skulle de gentagne

spørgsmål til eksempelvis arbejdsglæde og autonomi udfordre

informanternes præmisser for at have formuleret det i det hele

taget. I Kims tilfælde blev dette særligt udtalt, da jeg mod

slutningen af interviewet havde en fornemmelse af, at han ikke

havde været særlig kritisk i sine refleksioner og svar. Mit til-

tag for at afgøre denne tvivl blev en 'mere eller mindre'-øvelse,

som beskrives i afsnit 5.7.1.

5.6.1. Via deduktion til en interviewguide

Jeg har ad fire omgange arbejdet deduktivt for at identificere

væsentlige spørgetemaer i forhold til at få interviewpersonerne

til at sætte ord på deres oplevelse af skiftet fra nyhedsjournali-

stik til kommunal kommunikation. De temaer er oversat til

spørgsmål i interviewguiden35, og de centrale emner analyse-

res i afsnit 5.7.1. til 5.7.4. samt i afsnit 7.1 til 7.5. Af hensyn

til omfanget af dette afsnit eksemplificeres kun de to sidste

deduktionsøvelser, som tager udgangspunkt i henholdsvis

objektiveringen af mig selv som interviewer og aktør samt i

Bourdieus analytiske begreber.

Den første måde var deduktion fra litteraturen i afsnit 4.

Fra den omfattende forskning og faglitteratur har jeg udledt

kerneelementer som arbejdspraksis, autonomi og byline-

34Læser kan med fordel danne sig et overblik over og indsigt i de fire interviewtekster, som findes i bilag 5 til 8. 35Læser kan med fordel orientere sig i interviewguiden (bilag 3) for at se eksempler på, hvor-dan denne deduktive tilgang har resulteret i konkrete formuleringer af interviewspørgsmål.

48

forfængelighed36 (Gravengaard 2008), valg og vægtning af

historier (Schultz 2005), roller, ambitioner og arbejdsopgaver

(Lõhmus 2001), vægtning af ledelse og strategi (Nielsen

2010), idealer og faglig loyalitetsfølelse (Kristensen 2003),

rollen som vagthund (Wien & Lund 2001), forhold til pressen

og til misinformation (Allern 2003), etik (Gregory 2004),

samfundsrolle (Parsons 2004) og endeligt; hvordan interview-

personerne i kommunikationsarbejdet drager nytte af deres

indsigt i journalistik (Bro 2009).

Det andet deduktive greb var, at jeg i udfordringen af

min indledende hypotese i afsnit 5.2.1.37 fandt flere spørge-

temaer, som senere indgik i de fire interviews. Formuleringen

og konfronteringen af mine hypoteser var for det første en

refleksiv teknik til at afdække subjektive fejlkilder. For det

andet åbnede mine refleksioner over egne meninger og

erfaringer op for en objektiveret forståelse af dem, så de kunne

indgå som referencer i undersøgelsen. Det er spørgsmål om

omstændigheder for interviewpersonernes jobskifte, om etik

og om hvad, der gør og gjorde dem stolte og glade i deres ar-

bejde, om deres forhold til de lokale politikere, om hvordan de

følte sig som journalister, og nu hvordan de nu føler sig som

kommunikatører.

Den tredje måde, jeg via deduktion har udledt temaer fra

det generelle plan og omsat dem til spørgsmål i interview-

guiden er via processen med at objektivere min position som

beskrevet i afsnit 5.2.2. Det, jeg sluttede ud fra, var altså mine

generaliserede indtryk baseret på personlige oplevelser af

journalister og det journalistiske felt. Blandt andet var det mit

indtryk, at en del yngre journalister går meget personligt op i

deres rolle som journalist og investerer mere energi end de

kolleger, der har nået en anciennitet, alder og et livsstadie,

36Blandt andre beskrevet af Gravengaard (2010: 47). 37Selve hypotesen og dens udfordringer er opstillet i bilag 2.

49

hvor der skal og kan hentes børn om eftermiddagen. Sådanne

observationer er ganske uvidenskabelige, men hellere end at

forkaste og ignorere dem, muliggjorde objektiveringen af

dem, at jeg kunne trække på min erfaring i interviewguiden.

Overført til interviewene blev de erfaringer omsat til at bede

interviewpersonerne forholde sig til, hvordan deres oplevelse

af forholdet mellem arbejdstid og fritid var som journalist og

er som kommunikatør (bilag 3). På trods af forskellige livssta-

dier er Kim (41), Lisa (99), Jakob (141) og Kasper (175) enige

om, at arbejdstiderne som kommunikatør er en stor forbed-

ring. Afledt af lignende indtryk spurgte jeg også, om de savner

at se deres byline på forsiden, og om hvilke værdier og etik-

ker, de hver især lægger til grund for deres arbejde (bilag 3).

Deres svar redegøres for de kommende analyseafsnit.

Den fjerde måde, jeg deduktivt har formuleret spørgsmål

til interviewguiden, er gennem Bourdieus analytiske begreber.

For at skabe en forståelsesramme for interviewene og for

interviewpersonernes kontekst formulerede jeg spørgsmål ud

fra begreberne i afsnit 5.4. om Bourdieus begrebsapparat. Ind-

ledningsvis og for at afdække feltet og informanternes aktuelle

position bad jeg dem eksempelvis fortælle om, hvordan de fik

deres nuværende job, og hvilken funktion de varetager dér

(bilag 3). Henrik (19, 53) og Jakob (123) kunne eksempelvis

mobilisere social kapital i form af et professionelt netværk i

adgangen til det nye job, ligesom adgangen for alle fires ved-

kommende har været faciliteret af en vis mængde kulturel

kapital i form af journalistuddannelse og -erfaring. Ved at

fokusere på positioner bliver det ligeledes tydeligt, at alle fire i

deres daglige arbejde trækker på en bred vifte journalistiske

færdigheder. Således udarbejder de blandt andet alle sammen

pressemateriale ud fra et klart fokus på eksempelvis vinkling

(23-24, 72-73, 123+125, 157+159), og de yder alle presse-

50

rådgivning til lokalpolitikere (20, 85, 127, 159) ud fra en erfa-

ringsmæssig indsigt i nyhedsjournalisters arbejdsproces og

typiske reaktions- og spørgemønstre. Opfølgende spørgsmål

som "Hvad synes du om det?" og "Hvordan oplever du det?"

(bilag 3) efter de fleste svar fastholder informanternes fokus

på sig selv, og det giver blandt andet indblik i, at Kasper

synes, der er god mulighed for selvledelse på sin arbejdsplads

(162), og at Lisa finder det kommunale system alt for bureau-

kratisk (105).

Ved at lade interviewpersonerne tolke deres felts regler

og normer gennem spørgsmål henledende til doxa; altså ting,

de ikke må, og andre ting de skal, fik jeg indsigt i etik og nor-

mer om, at de blandt andet aldrig ville lyve (25, 87, 133, 165),

og de skal være åbne og sociale over for alle slags medarbej-

dere i deres i kommune (80, 131, 163). På baggrund af kritik-

ken i bilag 1 spurgte jeg også, om interviewpersonerne mener,

at Kommunikationsgruppen under Dansk Journalistforbund

bør vedtage et sæt kommunikationsetiske regler, men de er

overvejende enige om, at branchen i tilstrækkelig grad allere-

de lader sig styre af etiske hensyn (56, 111, 188). Jakob som

den eneste mener, at man internt i forbundet godt kunne prøve

at opstille konkrete etiske retningslinjer for strategiske kom-

munikatører, men at det vil være svært på et så bredt område

(147). Private firmaer, mener han eksempelvis, kan ikke for-

ventes uopfordret at melde ud, hvis deres produkter er farlige

(148). Ovenstående er blot nogle eksempler på de resultater,

min metodisk refleksive tilgang har genereret, flere bringes i

analyseafsnittene.

Efter at have udviklet en interviewguide via deduktion

fra Bourdieus begrebsapparat, egne refleksioner og observati-

oner samt relevant litteratur, fulgte to testinterview forud for

selve forskningsinterviewene, som de fremgår i bilag 5 til 8.

51

Fra erfaringerne gjort med hver enkelt interviewperson udled-

te jeg induktivt temaer til brug i den endelige analyse. Den

beskrives kort i afsnit 5.8.1., og den endelige tematisering kan

ses i bilag 9.

5.6.2. Testinterview

I processen med at rette interviewguiden til og identificere

netop de mest relevante temaer for forståelsen af tidligere

journalisters professionelle selvforståelse udførte jeg testinter-

view med to personligt bekendte kommunikationsansatte, der

begge er journalistuddannede fra det nuværende Danmarks

Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, og som begge tidligere

har arbejdet som nyhedsjournalist på danske dagblade.

Deres deltagelse hjalp mig især med at konkretisere mi-

ne spørgsmål og indordne dem i klynger, hvor alle spørgsmål

om kommunikation blev stillet i forlængelse af hinanden, og

det samme med spørgsmål om journalistik. Det betød, at jeg i

vid udstrækning kunne undgå at afbryde interviewpersonernes

associationsproces med spørgsmål frem og tilbage i tid og

over brancher. Det mest givtige ved at teste interviewguiden af

inden mødet med de egentlige informanter var, at jeg fik gen-

opfrisket mine interviewkompetencer og blev udfordret i mine

hypoteser, på mine forståelseskategorier og i min rolle som

interviewer. På et praktisk plan betød testinterviewene også,

at jeg fik en forståelse for, cirka hvor lang tid bestemte temaer

ville kræve for at blive tilstrækkeligt belyst, og i de konkrete

interviewsituationer har jeg trukket på den viden i styringen af

tid og for at anspore til emnefokus og -skift.

52

5.7. Interview af elitekilder38

På grund af interviewpersonernes rigelige erfaring med selv at

foretage interview med blandt andre eksperter og politikere,

kender de teknikkerne til at sikre kontrol over et interview.

Hvor lægpersoner måske automatisk ville tillægge min rolle

som interviewer en vis autoritet og derfor også ukritisk tillade

mig kontrol over situationen, forventede jeg ikke, at elitekilder

med baggrund i journalistik vil gøre det samme; de kan være

blaserte over for selve interviewsituationen, og de kan have en

indgroet vane med selv at ville styre interview. Når Kim for

eksempel siger: "Hullerne er jo gode, når man er journalist"

som svar på, at jeg ville give ham tid til at reflektere (18), for-

tæller han mig implicit, at han udmærket ved, at jeg vil tolke

på hans svar og ikke-svar, at han kender min rolle og mit mål,

og at han selv er en kyndig interviewer. Han understreger, at

han som minimum er min lige.

Phadenhauer (2009:87) bemærker, at intervieweren i

forhold til eliter selv er nødt til at være kvasi-ekspert på inter-

viewpersonens område for at gennemføre et givtigt interview.

For at lade mine interviewpersoner vide, at jeg forstår den

professionelle og politiske kontekst, de arbejder i, havde jeg

forud for hvert interview oplyst informanten om min akademi-

ske baggrund i politik og journalistik og min praktiske erfa-

ring med nyhedsproduktion39. Ud over at etablere en præmis

om indsigt tjener de oplysninger også afværgende i forhold til

lange forklaringer omkring det kommunalpolitiske system,

som informanterne kunne føle sig fristet til at bruge som rati-

onalisering for deres funktion og rolle. Svar som

"Sådan gør jeg, fordi sådan er systemet" ville fritage en inter-

viewperson ansvaret for at reflektere over sin professionalitet,

38I bilagsmaterialet oplyses, hvordan jeg opnåede adgang til de fire informanter (17, 68, 119, 155). 39En oversigt over min akademiske og erhvervsmæssige erfaring findes i bilag 10.

53

og fordi jeg ved, hvordan systemet fungerer, var jeg forberedt

på at imødegå sådanne bortforklaringer og kunne spørge uden

om dem. Måske på grund af interviewpersonernes viden om

min baggrund for denne indsigt, afholdt de sig i vid udstræk-

ning fra den type svar. Kun Kim trak på den måde upersonlige

redegørelser om blandt andet det kommunale system ind i sine

svar, men fordi jeg var sikker i min viden om det, følte jeg

mig ikke fristet til at lade ham bruge tid på det. Derfor var min

reaktion hurtige spørgsmål med hans egne oplevelser i cen-

trum, og dem reagerede han godt på (27, 46-47, 56, 65).

Selv med kun fire interviewpersoner, var det nødvendigt

at behandle dem meget forskelligt. Det redegør jeg for i afsnit

5.7.1 til 5.7.4. Efter at have sammenholdt nyere litteratur om

elitekilder (Thuesen 2011, Odendahl & Shaw 2011, Vitus

2008 samt Kvale 2006) var mit udgangspunkt, at elitekilder og

trænede kommunikatører ville udfordre min styring af inter-

viewet. Eksempelvis påpeger Odendahl & Shaw ud fra et

nærmest antagonistisk perspektiv, at der med den type kilder

altid vil være et spil om dominans over interviewsituationen

(2011: 310). Kvale gør sig lignende betragtninger (2006: 486-

489) og understreger vigtigheden af at udfordre elitekilder40.

Særligt det første interview, Kims, er da også præget af denne

subtile kamp om at diktere fokus og talerække, hvilket beskri-

ves nærmere i afsnit 5.7.1. og kan ses i bilag 5. Lisa, der lige-

som Kim både er ældre og ansat i en væsentligt højere stilling

end de to sidste informanter, forsøgte til tider at definere

indholdet i sit interview. Hun gjorde det bare ved at tale om

uvedkommende og private forhold (98, 109). Det viste sig, at

Jakob og Kasper i højere grad anerkendte interviewets roller

og min styring af det. Selvom Jakob har en høj stilling, virker

han ikke til at føle nogen særlig autoritet i sit job, som Kim og

40Eksempler på dette blev allerede gennemgået sidst i afsnit 5.2.2.

54

Lisa gør det. Måske er det, fordi hans stilling er tidsbegrænset,

men det kan også være fordi, han er ret ung (120). Det samme

gælder Kasper, som ikke bare er den yngste, men også er den

eneste såkaldt menige kommunikationsmedarbejder (155)

blandt interviewpersonerne. I forhold til Jakob og Kasper som

ikke-dominerende elitekilder tilbyder Adler & Adler (2001)

nogle gode råd. De understreger, at en åben og ikke-

dominerende tilgang til interviewpersoner er med til at skabe

en tillidsfuld relation, hvori de kan føle sig sikre nok til at tale

ærligt om personlige emner (ibid.: 525). Eksempelvis grinede

Jakob meget. Det skabte for det første en rar stemning men

krævede også, at jeg mødte hans grin på de rigtige tidspunkter

(bilag 7). Timing er afgørende i så kort et møde mellem to

mennesker, og jeg er kun blevet bekræftet i, at spejling af in-

terviewpersonen er et vigtigt redskab i at understøtte og opret-

holde en situation, som han for det første har lyst til at være i,

men også har lyst til at bidrage til. At samme hensyn inkorpo-

rerede jeg også Kims hyppige brug af indskydelsen "hvad kan

man sige" i mine formuleringer (bilag 5). Udbyttet af inter-

viewene afhang ikke blot af min selvkontrol som modtager og

fortolker af interviewpersonernes sproglige såvel som ikke-

sproglige budskaber, men af min evne til empatisk at anerken-

de, præge og indgå i de sociale dynamikker, som hvert inter-

view skabte; eksempelvis som i tilfældet med Kasper, hvor

selve interviewmetoden måtte korrigeres for at fordre kritisk

og dyb refleksion. Det forklares nærmere i afsnit 5.7.4.

For at ruste mig så godt som muligt til interviewene

læste jeg før mødet med informanterne noget af deres tidligere

pressemateriale samt presseomtaler. På den måde var jeg for-

beredt på deres respektive fagområder, ligesom deres citater

og artikler i pressen havde givet mig et indtryk af deres

respektive temperament og gennemslagskraft. I forhold til

55

Kasper var den forberedelse særlig nyttig, fordi han havde

svært ved at komme i tanke om konkrete eksempler på egne

kommunikationsprodukter, vi kunne tage udgangspunkt i i

hans interview (167). Fordi jeg kunne huske nogle af hans

seneste, kunne jeg foreslå et eksempel, som vi så talte videre

ud fra.

Hvert af de fire følgende afsnit behandler interview-

personerne på to niveauer, hvoraf det ene er selve interviewet

med dem som kilder samt refleksioner derom. Derudover

introduceres den enkelte informant med udgangspunkt i de

individuelle kendetegn, som gennem kondensering af inter-

viewet er særligt for netop deres professionelle selvforståelse.

Det er gennem opmærksomhed for den enkeltes kontekst, at

jeg har fået indsigt i deres oplevelse af sig selv, og for at forstå

analysen i afsnit 7 på tværs af interviewpersonerne er det nyt-

tigt først at forstå den enkeltes bidrag.

5.7.1. Delanalyse - Kim

Kim ville som journalist skrive samfundsvigtige [sic] historier

(30), der tog forsiden (32, 35). Han ville påvirke mediernes

dagsorden med "nogle kæmpe store historier" (39) og ville til

tops i det redaktionelle hierarki.

Jeg stillede høje krav til mig selv,

for jeg havde en oplevelse af,

at der på en redaktion er et hierarki.

Og jeg kunne jo godt se,

at dem, der lå i toppen af det hierarki […],

var dem, der kunne levere varen til forsiden.

Og det ville jeg gerne være en del af

(Kim: 32)

56

I sin nuværende branche har han stadig ambitioner om at nå

videre op ad rangstigen (63). Respekt om hans job og person

er afgørende for ham (34), og han kan godt lide at være tæt på

magten, at være betydningsfuld og at have autoritet (47-48).

Jeg oplevede Kim som en spændende mand med mange

gode historier og interessante perspektiver. Han er høflig og

virker både meget bevidst og meget selvsikker i sine udtalel-

ser. I interviewsituationen var der ingen tvivl om, at han er

vant til at kommunikere velovervejet og at formulere sig

afværgende i forhold til kritiske spørgsmål. Han afbrød ofte

(bilag 5), hvilket naturligvis kan skyldes fortælleivrighed, men

han var ellers så kontrolleret, at jeg oplevede mange af hans

afbrydelser som forsøg på at styre interviewet. Derfor gjorde

jeg en pointe ud af at afbryde ham, når han fjernede sig fra

emnet eller forsøgte at afbryde mig. Han er en stærk person-

lighed, som jeg fornemmede, trives med modspil. Den egen-

skab identificerer blandt andre Kvale da også ved autoritære

elitekilder (2006: 486-489), og jeg følte heller ikke, at inter-

viewet led under, at jeg flere gange konfronterede ham med

tidligere svar, udfordrede hans opfattelser eller afbrød ham.

Eksempelvis udfordrede jeg hans kritik af nyhedsjournalister,

som han klandrer for at skrive unuanceret (25). Jeg spurgte,

hvor vigtigt det er for ham i sit arbejde at få alle nuancer med,

hvilket fik ham til at indrømme, at han også kondenserer sine

budskaber. Ligesom han med sit "Hullerne er jo gode, når man

er journalist" lod mig vide, at han forstod min rolle, signalere-

de jeg her, at jeg forstod vilkårene for hans rolle. Jeg havde

ikke forventet et andet svar, men konfrontationen var vigtig,

fordi den lod Kim vide, at jeg godt ved, hvad han laver, og at

jeg ikke var der i egenskab af en ukritisk mikrofonholder, men

med en målsætning og som ligeværdig i interviewet. Jeg ople-

57

ver den teknik som afgørende for, at jeg formåede at fastholde

styringen af interviewet med Kim.

Kim nød at være journalist. Vagterne var lange (40), og i

hverdagene nåede han ikke hjem til aftensmad med familien,

men det var lige meget, for jobbet var "fantastisk sjovt" (40).

Jeg kom fra en verden,

hvor det at være hardcore journalist på forsiden

– vi banker de andre 10-0 hver dag,

fordi vi er kraftedeme bedre til at finde en nyhed,

end de er –

det var der prestige i

(Kim: 53)

I 2008 blev Kims dagbladsstilling nedlagt. Han valgte at søge

væk fra journalistikken og blev tilbudt sin nuværende stilling

(54). Nu er han hjemme til eftermiddag (41), han føler sig

stadig som journalist (64), og han oplever stadig prestige i sit

job.

Jeg behøver ikke prestige ude i byen;

at blive genkendt på gaden, men mine politiske chefer

– og alle andre – må godt synes, at når de spørger mig,

så får de et svar, de kan bruge til noget

(Kim: 48)

En ting, han dog lader til at have givet afkald på, er sin begej-

string for journalistik. Han beskrev nemlig ad flere omgange

journalister mindre flatterende; de er unuancerede i deres

fremstillinger (25), de er kritiske på en kynisk måde (29), og

mange nyheder er ligegyldige (63). Det interessante er, at Kim

på trods af sin kritik af journalistfaget stadig opfatter sig selv

som journalist først. "Jeg er en journalist, der er god til at

kommunikere," siger han (64). Jeg undrede mig over dette

58

misforhold mellem, at han på den ene side stadig kalder sig

selv journalist, når han på den anden side udtrykker sig i så

kritiske vendinger om journalister og er glad for at have skiftet

branche (42). Dertil virkede han kritikløs over for sin nye rol-

le på trods af, at han forud for sit brancheskift havde gjort sig

betænkeligheder i forhold til at blive "firmaluder"41 (52). Hvis

han vitterligt stadig føler sig som journalist, tænkte jeg, må det

være fordi, journalistikken på en eller anden måde var bedre

eller mere tilfredsstillende end kommunikationsjobbet. Jeg

blev usikker på, i hvilken udstrækning jeg kunne stole på, at

Kim havde været oprigtigt kritisk reflekterende over sit bran-

cheskifte og dets betydning for hans selvforståelse, og jeg

havde kun dette ene møde til at finde ud af det. For at

teste grænserne for hans villighed til at reflektere over sig selv

og sin selvforståelse bad jeg ham med en simpel 'mere eller

mindre'-øvelse om at tage stilling til, om han har opnået enten

mere eller mindre autonomi, indflydelse, arbejdsglæde, pro-

fessionel stolthed og samfundsansvar nu som kommunikatør

end før som journalist (62-63). Kim svarede, at hans nye job

tilbyder mere af det hele.

Det indikerer én af tre ting; enten at Kim vitterligt befin-

der sig aldeles godt i sin nye stilling, at han ikke forholder sig

særligt reflekterende til sit brancheskifte over for mig –

hvilket mine endelige analyser og konklusioner så måtte

medtage som forbehold – eller at jeg ikke lykkedes med at

spørge godt nok ind til hans oplevelse af at være offentligt

ansat kommunikatør. Flere gennemlæsninger af transskriptio-

nerne viser, at jeg stiller Kim de samme spørgsmål, som frem-

bringer kritisk reflekterende svar hos især Lisa og Jakob, som

blandt andet fortæller om frustrationer over kommunal lang-

41Til mit åbne spørgsmål: "Havde du nogle betænkeligheder eller nogle overvejelser om at skifte til the bright side" [han havde tidligere omtalt kommunal kommunikation som the bright side i modsætning til nyhedsjournalistikken som the dark side], svarede han: "Om at blive firmaluder. Jamen, det gjorde jeg mig da betænkeligheder ved." (52)

59

sommelighed og bureaukrati i det offentlige system (106), og

at andre må redigere i informanternes pressemateriale (129).

Kim sidder så tæt på sin politiske ledelse som fysisk muligt,

han har let adgang og god indflydelse (47), og han producerer

kun et minimum af pressemateriale, hvilket kan forklare hans

manglende frustration over træge og rigide kommunikations-

kanaler eller over at have sine produkter gjort til genstand for

mere eller mindre kvalificerede rettelser. For god ordens skyld

bør det i denne forbindelse bemærkes, at Kasper heller ikke

oplever nogen særlig frustration, fordi han beskæftiger sig

med netop de opgaver, han helst vil (184)42.

I forhold til om Kim er åben over for mig med sine svar,

tyder hans meget uforbeholdne sprogbrug på, at han er. Han

bander eksempelvis ofte og er ærlig omkring et øgenavn, han

har for en lokal, kommunal aktør (51). Kim virkede generelt

meget velovervejet og kontrolleret, og jeg udledte, at hvis han

var tryg nok i situationen til at bande og tale knapt så pænt om

andre, måtte han også være fortrolig med at åbne sine oplevel-

ser og meninger for mig43. Jeg konkluderede derfor, at Kim

havde været oprigtig i sine svar, og min research efterlader

mig ikke med nogen tvivl om, at han er meget tilfreds i kom-

munikationsbranchen.

5.7.2. Delanalyse - Lisa

En tidligere nyhedschef sammenlignede engang Lisa med en

terrier, når hun fik færten af en god historie (80). Hendes

journalistiske interesse har været centreret omkring erhvervs-

og forbrugerjournalistik, fordi hun ikke synes, at "nogen skal

tage andre folk i røven" (95). Hun tænker stadig i den type

42Lisa, Jakob og Kasper præsenteres nærmere i de følgende afsnit. 43Jeg har i perioden for min analyseproces haft mulighed for at møde Kim igen, om end under andre, lidt mere formelle rammer, hvor mine indtryk af ham fra interviewet blev bekræftet. I denne konkrete sammenhæng bandede han ikke og virkede fortsat meget velovervejet. Det forsikrede mig i, at hans niveau af åbenhed omkring sine oplevelser, som han formulerede dem i sit interview, er troværdigt at analysere ud fra.

60

historier i sin fritid og synes, at rollen som vagthund er svær

helt at lægge fra sig.

Selvfølgelig er der nogle ting, jeg ikke kan skrive,

i og med at jeg sidder i det job, jeg sidder i.

Men hele den der vagthunde-ting er svær at lægge fra mig

(Lisa: 96-97)

Alligevel finder hun måder at agere borgernes vagthund i sit

nye job. Her diskuterer hun nemlig gerne med sin chef, om de

skal prutte om prisen på de services, som afdelingen køber.

"Man har også et ansvar over for de borgere, som betaler for

de her ting," siger hun (102). Dertil er det vigtigt for Lisa, at

hendes arbejde genererer en værdi for indbyggerne i kommu-

nen; eksempelvis ved gennem positiv omtale at tiltrække nye

butikker og virksomheder (101).

Ved at være til gavn for indbyggerne i sin kommune

føler Lisa den samme tilfredsstillelse, som hun gjorde ved at

agere forbrugernes vagthund som journalist (102). Hun har

altså bibeholdt sin oprindelige, professionelle motivation om

forbrugerbeskyttelse. På grund af den og fordi hun gør brug af

sine journalistiske færdigheder i sit daglige arbejde, oplever

Lisa sig stadig som journalist (108). Til spørgsmålet om, hvad

der kendetegner hende som kommunikatør svarer hun således:

"Min evne til at arbejde journalistisk" (101). Senere fortæller

hun da også, at "Jeg opfatter jo stadig mig selv som journalist.

I min autosignatur står der også journalist" (112) og senere

igen, at det overraskede hende i interviewet, hvor meget hun

faktisk føler sig som journalist (114).

Hele rygraden i den måde, jeg arbejder på,

er at se tingene som en journalist.

Hvis man ser tingene som en nyhedsjournalist,

61

som det de ville skrive derude,

og det de gerne vil have i avisen,

er det meget nemmere at få ting i avisen.

Og så falder det mig bare så naturligt at tænke på den måde

(Lisa: 115)

Af praktiske årsager foregik interviewet hjemme hos Lisa. Det

var præget af en munter og åben stemning, fordi hun griner og

gestikulerer meget. Dertil fortalte hun åbent om frustrationer

både som kommunikatør i en kommune og som journalist, og

hun holdt sig ikke fra at kritisere det kommunale system, der

efter hendes mening er alt for omstændigt og fordrer rigide og

formelle beslutninger, der til tider går ud over især kommuni-

kationsresultaterne (105). Eksempelvis bliver nogle gode

historier aldrig skrevet, fordi deres tema falder mellem to

kommunale ressortområder (77), og politiske hensyn trumfer

ofte kommunikationsfaglige argumenter om, hvad der er

smartest at gøre i forhold pressen. Man må "lære at leve med"

at være underlagt politiske hensyn og at hverken have eller

kunne få indsigt i alle de overvejelser og beslutninger, som

nogle gange påvirker ens arbejde (80-81), men det er okay,

synes hun, bare hendes faglige argumenter bare bliver hørt

(132). Lisas største frustration som kommunal kommunikatør

er netop at arbejde i et system med så mange indbyggede kon-

trolmekanismer, og hun bruger en væsentlig del af sit

interview på at forklare, hvor ineffektivt, trægt og "fucking

waste of time" de kommunale procedurer kan være (107).

Alligevel har hun det godt og pendler gerne et par timer om

dagen, fordi hun nu er en del af et hold med en fælles målsæt-

ning (93-94), og fordi hun netop dér har mulighed for at

arbejde med sine journalistiske kompetencer (71).

Et iøjnefaldende træk ved Lisa er hendes stræben efter

bekræftelse. Som journalist fandt hun den i at skrive historier

62

til forsiden (91); at de blev trykt forrest betød, at hun var god

til sit arbejde. Nu finder hun den bekræftelse i, at medierne

bringer hendes pressemateriale (102). Når de dertil gør det

uden at redigere i det først, er hun særligt stolt af sine journali-

stiske evner (105). Det er ikke noget, Kim overhovedet taler

om, men Jakob deler Lisas behov for at blive anerkendt på den

måde (148), og et prestigekriterium på Kaspers arbejdsplads er

også at få historier i de landsdækkende medier (164). Endelig

er det også interessant, hvor meget fokus Lisa har på sandhed.

Hun nægter til tider bestemte opgaver på sit arbejde, fordi hun

ikke vil skrive og love mere, end hun er sikker på, bliver holdt

(84). Af samme princip mener hun heller ikke at ville kunne

arbejde på et reklamebureau (84). Vægtningen af sandhed

mener hun dog ikke at have med sig fra skolen (84), der til

gengæld lærte hende at se ned på både kommunikatører og på

'andenrangsjournalisterne' fra universiteterne (109).

På journalisthøjskolen var der en nedladende holdning

over for det der med at være kommunikatør. […]

Deroppe ser man ned på alle andre end dem, der går på

DJH44

. Selv på dem, der går på SDU og på RUC;

de er kun andenrangsjournalister,

for de er jo mest teoretikere; de er ikke en skid praktikere

(Lisa: 109)

Fordi Lisa var så åben og ligefrem, blev interviewet aldrig

konfronterende på samme måde som Kims. På den ene side

ville det have været forstillet af mig at indtage en antagoni-

stisk spørgeposition, fordi situationen hverken fordrede eller

krævede det, og fordi hun så velvilligt leverede kritisk reflek-

terede svar om både sig selv, sin rolle og sin selvforståelse før

44DJH er en forkortelse af Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles tidligere navn: Danmarks Journalisthøjskole.

63

og nu. Alligevel har jeg ærgret mig lidt over ikke at have pres-

set mere på, men der opstod aldrig tidspunkter som med Kim,

hvor det virkede passende, nødvendigt eller overhovedet

konstruktivt, og jeg fornemmede, at Lisa ville have oplevet

den type konfrontationer som en unødvendig provokation. Det

ene svar, som jeg mener, jeg accepterede for let, er hendes

ræsonnement for stadig at føle sig som en journalist, når det

meste af hendes praktiske erfaring faktisk er som strategisk

kommunikatør (68). Hendes begrundelse for stadig at være

journalist er, at hendes arbejdsproces er journalistisk (100).

Der kunne jeg have vendt mit spørgsmål om til en udfordring i

retningen af, om hun ved at kalde sig journalist ikke svigter

sine egentlige strategiske kompetencer og faglighed som

kommunikatør. Alle fire informanter ser mange lighedspunk-

ter mellem de to jobs; grundig research, interview, over-

vejelser om målgrupper, vinkling og så videre, men jeg ville

gerne have udforsket, om der er flere forskelle end den

væsentligste, som de også alle kommer ind på af sig selv,

netop at den kommunale afsenderposition på sin vis bare er

rammerne, inden for hvilke de stadig bedriver journalistik.

5.7.3. Delanalyse - Jakob

Jeg har villet være journalist, siden jeg i 9.B

var i et praktikophold på en avisredaktion.

At mine drømme blev indfriet,

og at virkeligheden passede til drømmen;

det, synes jeg, var helt fantastisk

(Jakob: 141)

Det var Jakobs drøm at være journalist, og da han skiftede

branche på grund af et svært jobmarked, havde hans bekendte

svært ved at forstå, hvordan han kunne tage arbejde i kommu-

nikationsbranchen (152). Som den eneste af de fire interview-

64

personer fortæller Jakob også, at han faktisk savner at se sin

byline på forsiden (143), hvilket dog til dels opvejes af, at

hans tekster stadig trykkes uredigeret i de lokale aviser, og at

hans lokale politikere holder de taler, han skriver (148). En

stor del af Jakobs arbejde er at skrive pressemateriale, og han

gør det i en kontekst, hvor der ofte medvirker mange forskel-

lige interessenter, som alle har redigeringsmagt over hans

produkter (135). Han synes selv, at han skriver godt og

journalistisk (138), og det gør ondt på hans faglige stolthed,

når nogen vil rette eller redigere i hans tekster, inden de

sendes ud til pressen. Det er jobbets største irritationsmoment,

siger han (128-129). I sin kommunale kommunikationsstilling

er han ikke længere herre over sit produkt, som han var som

journalist (128), og det betyder for det første, at han nogle

gange må vente mange dage eller en hel uge på at kunne fær-

diggøre en enkelt pressemeddelelse (134-135), og for det

andet at han må finde sig i, at andre forringer han historier.

"Nogle gange bander jeg højt", fortæller han (130).

Nogle gange savner jeg godt nok bare at kunne trykke

på send-knappen, og så kommer det i avisen i morgen

(Jakob: 134)

Den formelle rummelighed og respekt for andres faglighed og

input er et vilkår i jobbet (127), som, han i sidste instans

synes, handler om at "gøre den offentlige kommunikation

mere forståelig" (149).

Nogle gange løser Jakob opgaver, som han umiddelbart

ikke kan se formålet med. Han fortæller blandt andet om en

pressemeddelelse, han blev bedt om at lave, selvom han

på forhånd var klar over, at intet medie ville bruge den til

noget, fordi "det lugter langt væk af bestillingsarbejde" (136).

Processen tog ham godt en uge, fordi parter fra det private

65

erhvervsliv og fagorganisationer skulle bidrage med citater,

rettelser og forslag. Da den endelig blev sendt ud, fik han ret;

intet medie tog historien (136). Sådan nogle opgaver føles

"som at skrive til en skraldespand" (137). Siden viste det sig

dog, at samme pressemeddelelse, kunne bruges politisk til at

kvæle potentiel kritik. De interessenter, der havde haft den til

gennemsyn og godkendelse, inden den blev sendt ud, havde

nemlig ikke gjort nævneværdige indsigelser, hvorfor Jakobs

politiske chef fremadrettet kan kræve deres fulde opbakning

om det emne, der var fokus for pressemeddelelsen. Så langt

havde Jakob ikke tænkt dens potentiale, men det er netop dette

strategiske aspekt, han nyder i sit nye job (137).

Vi kan bruge pressemeddelelsen som signal over de parter,

der har deltaget i det her;

”I har altså sagt det her. I har altså lovet, at I bakker os op”

(Jakob: 137)

Det er måske det, nogle kalder for spin,

men jeg synes det er vildt fascinerende,

og jeg har om ikke altid så i hvert fald i mange, mange år

været inspireret af og interesseret i det politiske miljø.

Og nu kommer jeg så bare mere ind bag kulisserne,

end jeg har gjort tidligere, og det er fascinerende, synes jeg

(Jakob: 137)

Det er nøjagtig samme strategiske aspekt de andre interview-

personer også nyder i deres kommunikationsstillinger. Jakob

er dog den eneste af alle fire interviewpersoner, der mener at

have oplevet bare en lille ændring i sin professionalitet i for-

hold til "måden at være kritisk på" (142). På trods af at være

mindre kritisk nu end som journalist, føler han ikke at have

mistet sin journalistfaglige identitet.

66

Jeg føler mig ikke som kommunikatør,

jeg føler mig i høj grad som journalist. […]

Det er ikke så meget det her forbandede pressekort.

Det er det faktisk slet ikke.

Det er det der med stadig at være interesseret i,

hvad der bliver skrevet: ”Hvordan bliver det skrevet?”,

”Hvordan bliver historien vinklet?”,

”Hvorfor er nyhederne, som de er?”,

”Hvad er den journalistiske dagsorden?”

Så jeg føler mig meget som journalist. Plus det løse så,

fordi der netop er kommet det her med ind over:

”Hvorfor gør vi, som vi gør på et givet tidspunkt?”.

Jeg er blevet mere tvunget til at tænke over det, jeg laver

(Jakob: 142-143)

Alligevel savner han til tider at skrive kritiske historier (149).

Endelig ville Jakob ligesom Lisa have svært at arbejde for en

stor virksomhed, "der skjuler ting", og hvor journalister er

sådan nogle, man helst ikke taler med (152).

Jakob virkede meget uforbeholden i sine svar og endte i

interviewet med at overraske sig selv. Hvor Kim eksempelvis

virkede nærmest forberedt på nogle af mine spørgsmål om

forskellene mellem og oplevelserne i de to brancher, havde

Jakob ikke før tænkt over dem (152), og han var ikke på for-

hånd klar over, hvor negativt han faktisk føler om journalist-

standen (152); for det første nyder faget mere anseelse, end

det fortjener, mener han (148, 152), og for det andet er han

skuffet over journalisternes kritik af kommunikationsfolk.

Den der diskussion om ’dem og os' er jeg småirriteret over,

fordi jeg synes – i hvert fald for mit eget vedkommende –

at jeg ligner mig selv ret meget rent fagligt.

67

Der er nogle ting, jeg ikke laver,

men der er godt nok også mange ting, der går igen

(Jakob: 151) Kritikken, ræsonnerer han, må bunde i nyhedsjournalisternes

dårlige oplevelser med individuelle kommunikatører og deres

frygt for, at deres branche og fagforbund forandres (151).

Det er i Jakobs interview, jeg oplever den største reflek-

sion og meddelsomhed, men det er også Jakob, der virker til at

have mest i klemme i sit brancheskifte. På en måde vil han

gerne tilbage til journalistikken (140), som så længe var hans

drøm, men kommunikationspakken er også interessant, så han

forsøger at gøre sig uundværlig, hvor han er (140). I sidste

ende er han glad, så længe han får lov til at skrive (140). Må-

ske beror hans splittelse på, at han sidder i en tidsbegrænset

stilling og derfor ikke helt tør hellige sig kommunikations-

faget, ligesom både Kim og Lisa med faste ansættelser ellers

gør. Kasper vil ligesom Jakob også bare gerne skrive; det

kommer der mere om i afsnit 5.7.4.

Jeg oplevede ikke, at Jakob forsøgte at kontrollere inter-

viewet, hvilket faktisk overraskede mig. Han bestrider en ret

indflydelsesrig stilling i det kommunalpolitiske centrum, hvor

han blandt andet yder rådgivning til sin politiske ledelse, og

han er ikke blind for, at man kan kalde hans arbejde for spin.

Jeg havde forventet, at en tidligere ret kritisk journalist og

nuværende politisk rådgiver, som han jo også er, ville forsøge

at dominere; om ikke andet så bare for ikke at være den domi-

nerede. Men dynamikken i Jakobs interview var meget lige-

værdig. Det kan måske skyldes, at Jakob ikke er ret meget

ældre end mig, og at vi tidligere havde stiftet perifert professi-

onelt kendskab til hinanden. Sammenholdt med Kaspers inter-

view får aldershypotesen vægt, for ham havde jeg aldrig

tidligere hverken set eller mødt, men han og jeg er også lige

68

gamle, og han synes ligesom Jakob ganske tilpas med at lade

mig styre interviewet.

5.7.4. Delanalyse - Kasper

Særligt to ting er centrale i interviewet med Kasper. For det

første var der nogle tidspunkter, hvor jeg ikke fik kommunike-

ret i en kontekst, han umiddelbart kunne svare i. Det vender

jeg tilbage til i sidste halvdel af dette afsnit. For det andet har

Kasper aldrig været en 'nyhedshund' (174) som de tre andre

informanter. Han er en historiefortæller, der motiveres af den

fortællende journalistiks reportager (174), og han er meget

optaget af muligheden, som den type historier tilbyder for de

medvirkede til bedre at forstå deres faglighed (166-167). Ved

at sætte ord på kommunalt ansattes arbejde føler han, at han

hjælper dem til at reflektere over og finde stolthed i deres pro-

fessionelle identitet (166).

Vi tvinger fagpersonale til at sætte ord på det,

de laver, og det, tror jeg faktisk, er en ret god øvelse for dem

(Kasper: 166)

[…] også ud fra deres selvforståelse;

de får et andet syn på det, når det pludselig er stillet op

som en journalistik historie,

fordi det er en klarere måde at se det på

(Kasper: 167)

Det er ret interessant, hvordan Kaspers professionelle stolthed

i forhold til Kim, Lisa og Jakobs handler om andre mennesker.

Kim ville ikke bruge ordet stolt, men han bliver "super glad",

når han præsterer godt (37). Lisa er stolt, når hun skriver noget

rigtig godt (102, 105), og Jakob er det, når andre synes, han er

dygtig (138). Det handler om informanterne selv, og hvad de

69

får ud af deres journalistiske kompetencer. Kaspers første svar

på, hvad der gør ham stolt i sit arbejde, var:

Faktisk langt hen ad vejen at behandle folk ordentligt

og fair og at have i baghovedet, at mange af dem,

som man bruger, ikke er vant til at være i medierne,

for det er der rigtig mange af dem, vi snakker med,

som ikke er; så at have en forståelse for, at de er usikre.

Og når det er kritiske historier;

forsøge at behandle folk ordentligt

og være omhyggelig med det, der bliver lavet

(Kasper: 174)

Han bliver dog også stolt af at få sine historier i de nationale

medier, hvilket generelt er en udfordring for hans kommune

og derfor forbundet med prestige (164). Som den eneste af de

fire interviewpersoner har Kasper heller ingen særlig lyst til at

stige i graderne inden for kommunikation.

Jeg synes, det er fint at være, hvor jeg er,

og også på det niveau, hvor jeg er.

At det stadig er historierne og det journalistiske,

der er i fokus, det kan jeg godt lide. Jeg har ikke lyst til,

at den kommunikationsmæssige del

kommer til at fylde meget mere, end den gør

(Kasper: 184-185)

Hvor de andre gerne vil avancere, vil Kasper bare gerne være

dér, hvor han kan fortælle historier på den måde, han gerne

vil, og så er det lige meget, om det er i en kommune, på en

avis eller i en privat virksomhed (183). Uanset vil han føle sig

som journalist, så længe han arbejder og skriver journalistisk.

I interviewsituationen efterspurgte Kasper nogle gange

præciseringer af mine spørgsmål, som om han behøvede mere

70

kontekst for at svare (163, 165, 169). Efter flere gennemlæs-

ninger og -lytninger mener jeg, at jeg stillede spørgsmålene til

ham på stort set samme måde som til de andre informanter,

men i den her situation og i vores dynamik var det ikke til-

strækkeligt. Efter er par ganske harmløse konkretiseringer var

det som om, Kaspers fortrolighed med situationen var ved at

forsvinde (165). Der slog det mig, at hans usikkerhed omkring

mine spørgsmål kunne ligge i selve interviewformen eller rol-

lerne. Derfor forsøgte jeg at ændre dynamikken ved at lægge

op til en mere uformel samtale (169-170, 179, 181, 187, 188,

190) med udgangspunkt i blandt andet ret normative formule-

ringer; meget bevidst om, at skulle tage højde for den taktik i

såvel kondensering, tematisering og analyse. Det var stadig

mig, der stillede spørgsmålene, men jeg sørgede for at gøre

det i kontekster, som jeg ikke var i tvivl om, han kunne for-

holde sig til; eksempelvis med det ledende og værdiladede

spørgsmål: "Føler du aldrig en impuls for næste gang du ser en

bestemt journalist, at sige: 'Hey, sku’ I ikke lige ta’ at under-

søge det, vi sender ud?'" (190). Den type spørgsmål sætter

mening på spidsen, og Kasper var da heller ikke i tvivl om,

hvad han mente. Han svarede: "Nej". Associationsrækken, der

følger, er interessant, for Kasper endte med at tale om, hvor-

dan det undrer ham, hvor ukritiske de lokale medier faktisk er

(191), og med at fortælle om de teknikker, han bruger for at

plante sin kommunes budskaber i pressen (192). Eksempelvis

beskrev han de lokale medier som:

”Vi er kritiske, men vi er ikke for kritiske”.

Der er en tæt sammenhæng mellem kommunen

og de lokale medier, for vi er jo en vigtig kilde for dem.

Jeg tror faktisk, at der er lidt censur blandt journalister;

at de ikke sådan virkelig går efter biddet altid

(Kasper: 171)

71

Og om at plante historier:

Det er et usmart signal om kontrol,

hvis en kommunikationsmedarbejder kontakter en journalist.

I hans sted ville jeg tænke: ”Der ligger noget bag.”

Det ville jeg slet ikke tænke, hvis det var en biolog

i miljøafdelingen, som kontaktede mig på en redaktion.

Så ville jeg bare tænke:

”Der sidder en begejstret medarbejder,

som har lavet noget fedt, og som gerne vil fortælle om det.”

Og de overvejelser ligger der nogle gange

(Kasper: 192)

Det var ikke temaer, jeg havde i min interviewguide, og jeg

tror ikke, at vi var kommet omkring dem, havde jeg ikke stillet

det spørgsmål så skarpt, at han var nødt til at forholde sig til

det, og havde jeg ikke givet ham tid og rum til at tale ud fra

sine associationer.

Ud fra samme hensyn spurgte jeg ham, om journalisten i

ham nogle gange skammer sig lidt på vegne af de lokaljourna-

lister, der ukritisk bringer hans kommunes pressemeddelelser i

deres avis (187). Først svarer han ja, men han ændrer skamme

til undre. At han først sagde ja, selvom det ikke er det, han

mente, viser, hvor stor indflydelse formuleringen af et

spørgsmål kan have. Havde han ikke været så eftertænksom,

som han er, havde han måske ikke rettet sig selv, og så var jeg

endt med et usandt svar, som jeg selv havde skabt og ikke

kunne lægge til grund for noget om hans professionelle selv-

forståelse. Baggrunden for det spørgsmål er, at de andre inter-

viewpersoner naturligvis synes, det er fint, når lokalaviserne

trykker deres pressemateriale (61, 104, 146). Til sammenlig-

ning forekommer Kasper mig som den mindst strategisk

anlagte af informanterne, og han er samtidig den af de fire, der

senest gik ud fra journalisthøjskolen, hvorfor han kunne tæn-

72

kes potentielt at have bibeholdt mest loyalitet over for de

journalistiske idealer om uafhængighed og kildekritik, der

prædikes dér. Om nogen, mente jeg, ville det være ham, der

ærgrede sig på journalistikkens vegne over lokalmediernes

ukritiske brug af hans pressemateriale. Men, viste det sig, har

han et ganske afklaret forhold til det, for det gavner jo hans

faglige målsætning om at skaffe netop sin kommune positiv

presseomtale (164-165).

5.8. Databehandling

For at skabe mest mulig gennemsigtighed i processen ledende

til den endelige analyse og konklusion redegør jeg i dette af-

snit for, hvordan jeg har bearbejdet det datagrundlag, som med

interviewpersonernes deltagelse har ladet sig konstruere45.

Min ambition har været at genskabe interviewsituationen for

læseren i den udstrækning, det lader sig gøre i form af udførli-

ge interviewtekster, som de findes i bilag 5 til 8.

Efter hvert interview har jeg haft nytte af et par timer

senere at lytte optagelsen af det igennem og notere temaer og

indtryk. Allerede før interviewene havde jeg gennem inter-

viewguiden foretaget en indledningsvis kodning, som blev

suppleret i selve interviewsituationerne og altså nu igen via

lytning. Senere er hvert interview transskriberet ordret i Word,

hvor jeg inkluderede interviewpersonernes gestikulering og

kropssprog, ligesom det er oplyst, hvornår vi afbrød hinanden,

og hvor lange pauser, de tager i deres svar. Lige så vigtigt det

er, hvad interviewpersonerne sagde, er det også interessant,

hvordan de sagde det. Eksempelvis griner især Lisa men også

Jakob meget (bilag 6 og 7), hvilket både udtrykker en positiv

stemning og deres åbne humør men samtidig også en lyst for

45Jeg bruger ordet konstruere i erkendelse af, at viden ikke eksisterer uafhængigt af kontekst, men produceres og konstrueres. Interviewsituationen er en interpersonel relation, som med en anden interviewer eller andre informanter kunne og sikkert ville have frembragt andre svar og andre refleksioner. Det er en socialkonstruktivistisk forståelse af viden, som Bourdieu epistemologisk vedkender sig.

73

at møde forståelse for deres udsagn. Pauserne signalerer flere

steder blot, at interviewpersonerne overvejede deres svar, men

jeg mener også, at de pauser, der indikerer misforståelser mel-

lem interviewpersonerne og mig har været væsentlige at med-

tage, så jeg har kunnet evaluere min rolle og indflydelse som

interviewer; det gælder særligt for Kaspers interview (bilag 8).

Af samme hensyn gengiver transskriptionerne også sproglige

gentagelser, talefejl og så videre.

For at sikre interviewteksternes reliabilitet lyttede jeg

efter endt transskribering interviewoptagelserne igennem sam-

tidig med, at jeg foretog præciseringer i det transskriberede,

ligesom alle dele, der bruges som reference, er lyttet igennem

flere gange. Transskriptioner er konstruktioner og som sådan

forekommer idéen om validitet som baseret på graden af kor-

rekthed ikke ret anvendelig. Til gengæld foreslår Kvale &

Brinkmann (2010: 194) at basere validitet på transskriberin-

gens nytteværdi i forhold til dens formål. Mit valg af trans-

skriberingsmetode er inspireret af Bourdieus egne transskribe-

ringer, som de fremgår i "The Weight of the World"

(Bourdieu et al. 1999) og suppleret med Kvale & Brinkmann

(2010) og Halkiers (2008) anvisninger om omhyggelighed og

nøjagtighed.

Den endelige analyse på tværs af Kim, Lisa, Jakob og

Kaspers selvforståelse tager afsæt i en nøgtern kondensering

(bilag 5 til 8) og tematisering af intervieweksterne (bilag 9).

Jeg har kodet ud fra interviewguidens temaer og inddelt hver

enkelt interviewpersons udsagn i adskillige betydningsenhe-

der, som også omfattede de temaer, informanterne selv

præsenterede. Disse er derpå samlet under færre, overordnede

temaer for at skabe overblik over den enkelte informants me-

ninger og oplevelser af sin professionelle selvforståelse.

Temaerne for alle fire informanter blev derpå samlet og ende-

74

ligt inddelt i fire analysebærende temaer, som de fremgår af

bilag 9 og deraf afledt i analyseafsnittene 7.1. til 7.4. På grund

af det omfattende datagrundlag har der kunnet laves flere te-

maer til analyse, men det ville gå ud over, hvor grundigt de

vigtigste temaer kunne behandles. De temaer, der altså indgår

i dette speciale, er dem, der i overvejende grad udgør de

væsentligste pointer for interviewpersonerne og de mest

essentielle elementer af og argumenter for, hvorfor de fire

interviewpersoner oplever deres professionelle selvforståelse,

som de gør.

Mine analysespørgsmål er meget åbne, hvorfor jeg har

kunnet været opmærksom på, at interviewpersonerne hver for

sig og tilsammen bibringer nogle aspekter af deres selvforstå-

else, som jeg ikke på forhånd havde forestillet mig. Ved ikke

at spørge mere specifikt end: "Hvad fortæller informanterne

mig om deres professionelle selvforståelse?", "Hvordan ople-

ver de sig selv før og nu?", "Hvad betyder noget for dem?",

"Hvorfor mener de, som de gør?" og "Hvad definerer dem

professionelt før og nu?", opdagede jeg, at både Kim og Jakob

diskuterer konceptet om strategisk kommunikation som the

dark side, alle fire hæfter sig ved deres arbejdsglæde som rela-

teret til deres daglige brug af journalistiske kompetencer, og

Kasper bringer helt andre etiske værdier i spil, end jeg fik

spurgt ind til; eksempelvis om hans forhold til sine kilder.

5.8.1. Via induktion til analysetemaer

Interviewene gav indsigt ud over, hvad mine spørgsmål lagde

op til, og det er måske det bedste tegn på, at informanterne tog

mine spørgsmål til sig, reflekterede over dem og ikke mindst

associerede videre fra dem. Hver enkelt interviewperson har

på den måde fortalt bredere og dybere om sine oplevelser,

erfaringer og sig selv, end jeg havde regnet med. Derfor afslø-

rer de transskriberede interviewtekster flere temaer end de, der

75

umiddelbart blev formuleret i den deduktive proces. Disse nye

temaer46 handler blandt andet om, at interviewpersonerne fin-

der tilfredsstillelse i at se deres pressemateriale bragt direkte i

medierne (61, 103, 149, 178). Gennem spørgsmålet om, hvor-

vidt Kim, Lisa, Jakob og Kasper mener, der er behov for et

etisk regelsæt for kommunikatører under Dansk Journalistfor-

bund (bilag 3), blev det således også klart, at de mener, at der

er etisk forskel på kommunal kommunikation og kommerciel

eller partipolitisk kommunikation, hvor, de mener, der skjules

informationer (56-57, 116, 152, 193).

Med tanke på kritikken af kommunikationsbranchen i

bilag 1 bad jeg interviewpersonerne forholde sig til, om deres

nye fag er uforeneligt med journalistik (bilag 3). I stedet for et

simpelt "nej", fik det dem alle til at pege fingre tilbage. På

trods af at de stadig føler sig som journalister, kritiserer de

gerne nyhedsjournalisterne for at være kritiske for kritikkens

skyld (51), for skrive for negativt (105) og for bare at trykke

kommunernes pressemeddelelser direkte i avisen (191). Ved at

konfrontere deres opfattelse af sig selv som journalist med

deres kritik af nyhedsjournalister fandt jeg ud af, at de føler

sig som journalister, fordi de arbejder journalistisk (bilag 9).

Denne induktive øvelse gik altså ud på at begrebsliggøre og

tematisere interviewpersonernes udsagn til videre analyse af

deres professionelle selvforståelse. Disse væsentligste elemen-

ter af informanternes selvforståelse har via induktion fordret

en tematisering (bilag 9), der på tværs af interviewpersonerne,

danner grundlag for den endelige analyse af professionel selv-

forståelse efter brancheskifte, som suppleres med en analyse

af mine observationer af og fortolkninger om interview-

personernes forskellige typologier.

46Den endelige tematisering, som er lagt til grund for analysen på tværs af de fire interview-personer kan ses i bilag 9.

76

6. Opsamling på metode En stor del af denne skriftlige fremstilling er præsentation af

og argumentation for undersøgelsens metode, som både er et

projekt i sig selv og et middel til en nuanceret analyse. Løben-

de i teksten har jeg eksemplificeret og argumenteret for mine

metodevalg, og jeg har redegjort for deres konsekvenser. Det

følgende er en opsamling på de betragtninger forud for analy-

sen af professionel selvforståelse på tværs af informanterne.

Med afsæt i kvalitative analyser og Bourdieus analytiske

begrebsapparat kan resultaterne af dette speciale bidrage med

en dybere forståelse for det område af journalistikken, der

handler om den enkelte praktiker. Tidligere har blandt andre

Hartley (2011) Gravengaard (2008) og Schultz (2005) under-

søgt journalisters selvforståelse, og dette speciale gør det fra et

nyt perspektiv; nemlig efter de har skiftet job, og det til den

ellers udskældte kommunikationsbranche (bilag 1).

Lige så meget som mit mål har været at afdække inter-

viewpersonernes professionelle selvforståelse, er dette specia-

le også et forsøg på at vinde særlig indsigt ved at arbejde ud

fra bourdieuske principper om troværdig forskning. Bourdieu

selv advokerer for at integrere teorikonstruktion og praktiske

undersøgelsesmetoder til én samlet øvelse (Bourdieu &

Wacquant 1992: 34-35), og han anvender den refleksive

sociologi som et gennemgående metodisk og analytisk greb. I

forhold til nærværende undersøgelse har det forbillede stillet

strenge krav til min selvbevidsthed og -kritik, men den reflek-

sive sociologi har også tilbudt operationaliserede værktøjer til

at konvertere min viden og oplevelser til indsigt, jeg har kun-

net bruge som reference i særligt interviewsammenhæng. Ved

77

at anlægge denne refleksive videnskabsteoretiske tilgang har

jeg draget nytte af mine personlige erfaringer og observationer

som aktør i det journalistiske felt, og jeg har afdækket, hvor-

dan visse forståelseskategorier gør sig gældende for inter-

viewpersonerne; herunder særligt hvad der gør en god journa-

list og en god kommunikatør. Forståelseskategorier – som at

lokalmedierne er lette at påvirke, og politisk kommunikation

godt kan være journalistik – påvirker informanterne, men de

påvirker også mig som interviewer og relationen mellem os.

Vi deler nemlig nogle norm- og regelforståelser, som letter

interviewet; eksempelvis ved jeg, hvad Kim og Jakob mener,

når de taler om the dark side og the bright side (23, 54, 60,

151, 152). Men interviewene giver mig også indsigt i særligt

én forståelseskategori, som interviewpersonerne deler, men

som jeg intet begreb havde om på forhånd; nemlig at journali-

stisk identitet for dem handler om redskaber, kompetencer og

arbejdsprocesser. Det kommer endda bag på Lisa, hvor meget

hun faktisk føler sig som journalist (114), alene på grund af

sin journalistiske arbejdsproces. Jakob, der ligesom de andre

interviewpersoner helt og aldeles opfatter sig som journalist

på grund af sin måde at arbejde på, overrasker både sig selv og

mig med, hvor negativt han faktisk tænker om journalistfaget

og de nyhedsjournalister, der jo ellers griber deres arbejde an,

netop som han selv plejede at gøre det (150). Det har altså

været afgørende for udbyttet af den nedenstående analyse, at

jeg har været i stand til at afkode interviewpersonernes førbe-

vidste dogmer om felt og roller, erfaring og værdier for at

finde frem til deres oplevelser af professionel selvforståelse.

6.1. Tillempning af Bourdieu

Denne undersøgelse har bygget på en kritisk læsning af

Bourdieus konstruktivistiske strukturalisme. Målet var ikke at

forske, præcis som Bourdieu gjorde det, til det mangler jeg

78

ressourcer af enhver art; det var i stedet at foreslå et tidssva-

rende individfokus, der lod mig undersøge oplevelse og selv-

forståelse, uden hverken at betinge dem af eller negligere

strukturelle vilkår. Som mine refleksioner så vidt illustrerer,

anerkender jeg absolut den enorme indflydelse strukturelle

forhold har på både interviewpersonerne og mig selv som

aktører og på de felter, de og jeg agerer i. Men individet, som i

Bourdieus optik er ganske uvidende om sine strukturelle

begrænsninger, oplever sin verden uanset disse strukturer, og

da det er netop oplevelse, der er mit fokus, undsiger jeg hans

oprindelige strukturalistiske determinisme (Järvinen 2007:

362). Det kan måske virke som om, jeg med denne undersø-

gelse ignorerer, at Bourdieu ikke tror på det frit handlende

individ, men det er ikke tilfældet; vi er alle underlagt struktu-

rer, det er blot ikke dem, jeg heri har undersøgt. Var det struk-

turerne, jeg havde lavet en undersøgelse af, var resultatet

blevet en feltanalyse, som ikke tilbød dybere forståelse for

informanternes selvforståelse end den, der allerede foreligger i

litteraturen. Det er værd at bemærke, at Bourdieu selv havde et

anstrengt forhold til strukturalisme, som han gennem sin

studietid og tidlige karriere ihærdigt modsatte sig (Honneth,

Kocyba & Schwibs 1986: 38)

Det primære udbytte ved at lade en undersøgelse som

denne inspirere af Bourdieu er at hente i den refleksive socio-

logi. Gennem objektiveringen af min egen position i både det

journalistiske, kommunikationsfaglige og det akademiske felt

blev det tydeligt, ikke blot at jeg har interesser og bias, men

hvordan de kunne imødegås og bruges konstruktivt. Min ide-

alforestilling om uafhængighed og kildekritik som journali-

stisk etik er ikke bare bias. Ved at formulere det for læser og

mig selv fandt jeg grunden til den forestilling, knyttede ople-

velser til og så, at journalister i teorien deler det. Det under-

79

bygger, at mine interviewpersoner som journalister kunne

have haft samme forestilling, hvorfor jeg kunne bede dem

forholde sig til det. I undersøgelsen af et felt, jeg engang var

aktør i, har det været afgørende at kunne finde metodiske

redskaber til at komme bias til livs, og objektiveringskravet i

den refleksive sociologi er netop sådan et greb. Helt grund-

læggende og uden for behandling i dette speciale er Bourdieus

feltbegreb specielt nyttigt som forståelsesramme for grænser-

ne af en profession. Som beskrevet i afsnit 5.5. er det journali-

stiske felt underlagt den politiske verden. Interviewpersonerne

er altså skiftet fra ét afgrænset felt til et hierarkisk overordnet

felt. I analysens afsnit 7.3 om the dark side behandles det

nærmere, hvordan skiftet til den politiske magts univers måske

netop er ophav til den særligt sejlivede kritik, kommunikatø-

rerne udsættes for i bilag 1.

6.2. Bourdieus feltforståelse som analyseramme

Det særlige blik Bourdieus begrebskompleks tilbyder, er en

operationaliserbar forståelse for felter, og ikke mindst det

komplekse forhold imellem dem. I erkendelsen af, at mine

interviewpersoner, ligesom alle andre i Bourdieus optik, er

underlagt visse strukturer, agerer de som aktører i et felt med

særlige regler, trumfkort og kapitaler. Nok erkender individet

ifølge Bourdieu ikke selv disse strukturer, men for at jeg kun-

ne forstå informanternes forhold til dem og analysere ud fra

dem, har de først måttet identificere og formulere dem. For at

lade det ske, benyttede jeg Bourdieus felt-"teori" til at danne

udgangspunkt for interviewguiden (bilag 3). Eksempelvis

fandt jeg ved at spørge ind til feltets regler (11) ud af, at det

for især Lisa (79), Jakob (27) og Kaspers (163) professionelle

succes er afgørende, at de udviser social forståelse, åbenhed

og respekt over for de mange forskellige kommunalt ansatte,

som de hver dag forholder sig til. Det er også ud fra dette

80

doxa-begreb om feltets regler, at interviewpersonernes versio-

ner af den journalistfaglige etik udfoldes. De har erstattet idea-

let om uafhængighed med muligheden for at være uenig med

den politiske ledelse, og det journalistiske krav om neutralitet

føler de, de lever op til med saglighed i deres kommunikation.

Fordi de på den måde er i stand til at fortolke reglerne, føler de

sig aldrig nødsaget til at overveje deres selvforståelse som

journalist i kommunikationsbranchen.

Ved at operationalisere Bourdieus mest centrale forståel-

ser af de strukturer, der udgør felter, har jeg på den måde

opnået en forståelse af interviewpersonernes selvforståelse i

relation til de strukturer og forhold, som aktører ikke selv er

klar over og derfor ikke kunnet have svaret på, havde jeg blot

direkte spurgt "Hvad er reglerne i dit felt?".

6.4. Refleksion over interviewpraksis

Som allerede eksemplificeret påvirkede jeg som interviewer

Kim, Lisa, Jakob og Kaspers refleksioner ved blandt andet at

stille ledende spørgsmål afledt af mine egne erfaringer og ved

at udfordre deres umiddelbare svar. Men interviewforløbet gav

også anledning til refleksioner over min egen indvirkning på

processen. Her følger den vigtigste.

Mod slutningen af interviewet med Kasper indgik jeg i

en samtale om blandt andet the dark side og the bright side

(192-193). Jeg introducerede begreberne for at få et klart

indtryk af, hvor konsistent hans kritik af de lokale nyheds-

journalister er (170, 190). Kasper var sværere end de andre

informanter at få til at reflektere og associere over mine

spørgsmål, hvilket jeg har forklaret i afsnit 5.7.4. om netop

hans interview. At indgå i samtale med ham i stedet for et

klassisk interview fik ham til at tale indgående om betydnin-

gen af strategi for hans faglige selvforståelse (193-194).

Strategi kan være en udfordring, siger han, og det skal helst

81

ikke fylde mere på bekostning af de reportager og historier

(173), han helst vil arbejde med (205).

At jeg ikke fra starten formåede at skabe en interview-

situation, som var afstemt til Kaspers temperament, beror på

en fejlbedømmelse af ham, hans position og hans kapitaler.

Helt tilfældigt blev interviewene gennemført i en rækkefølge,

der gik fra ældst til yngst og samtidig fra mest autonomi og

autoritet til mindst; fra Kim over Lisa og Jakob til Kasper. Fra

starten havde jeg forberedt mig selv på og forventet at møde

eliteprofessionelle, der skulle håndteres som sådan, og hvor

den tilgang i varierende grad passede fint til de tre første

interviewpersoner, passede den ikke til Kasper. Hvor Kim har

mere autoritet i sin afdeling, er ældre og har været redaktør, er

Kasper ligesom jeg selv i slutningen af 20'erne, og han er helt

almindelig, menig kommunikationsmedarbejder med sammen-

lagt to års erfaring fra en mindre dagbladsredaktion. Det var

ikke selve spørgsmålene fra interviewguiden, men min måde

at følge op på dem, der virkede uhensigtsmæssigt. I stedet

skulle jeg have grebet Kaspers interview an med en erkendelse

af, at han og jeg på grund af ligheder i alder og erfaring ville

indgå i en mere lige relation. Alt i alt, og det afspejler analy-

sen af Kaspers professionelle selvforståelse og transskriptio-

nen af hans interview i bilag 8 også, blev det et udbytterigt

interview; dels fordi jeg ændrede spørgeteknik, men også fordi

Kasper var villig til at blive i situationen og deltage aktivt med

reflekterede svar. Sidst i hvert interview (66, 117, 152, 194)

bad jeg informanten overveje, hvor tilpas på en skala fra 1 til 7

han eller hun havde været i interviewet, og Kasper svarede 6.

Som negativ faktor i den vurdering indgik, at han havde været

i tvivl om, hvad han skulle svare til nogle spørgsmål og i posi-

tiv retning, at:

82

Det er fedt at blive stillet de spørgsmål,

for det tvinger én til at tænke over det

(Kasper: 194)

Interviewet med Kasper var da heller ikke mindre rart eller i

en mindre venlig stemning end de tre andre47, men denne

erfaring illustrerer, hvor vigtigt det er at tage højde for alle

faktorer i vurderingen af, om en interviewperson skal behand-

les som en elitekilde eller ej. Bourdieu fokuserer meget på

formel status, prestige og akkumulerede kapitaler i vurderin-

gen af sine informanter, og Kaspers interview er et stærkt

argument for ikke at negligere helt banale faktorer som alder.

6.5. Undersøgelsens kvalitet

For overskueligheds skyld og så bestræbelserne ikke fortaber

sig i de forskellige afsnit, tydeliggør jeg i det følgende de

argumenter, metoder og teknikker, der har været med til at

sikre videnskabelig kvalitet undersøgelsens start med af-

grænsning af problemfeltet til den endelige analyse.

6.5.1. Kvalitativ reliabilitet

Dette omfattende metodekapitel vidner om, hvor afgørende

det har været for mig at sikre gennemsigtighed i undersøgel-

sen. Der er tidligere redegjort for, hvordan jeg bestemte steder

har påvirket interviewpersonernes refleksioner gennem leden-

de spørgsmål og udfordringer af deres svar, og jeg har

argumenteret for motiverne om at finde frem til den mest

sandfærdige udgave af Kim, Lisa, Jakob og Kaspers oplevelse

af deres professionelle selvforståelse. Eksempelvis mente Kim

umiddelbart, at Kommunikationsgruppen under Dansk Journa-

listforbund bør formalisere nogle etiske retningslinjer for sine

47Kim vurderede sin oplevelse af sit interview til 6 (66), Lisa sin til 6,5 (117) og Jakob sin til 7 (152) på en skala fra 1 til 7 omkring, hvor tilpas de hver især var i situationen.

83

medlemmer i kommunikationsbranchen, men da jeg spurgte

dybere ind til det svar, skiftede han mening (55-56). Ikke fordi

han mener, at kommunikation gerne må være uetisk, men for-

di han mener, at den allerede er etisk forankret. Også i Lisas

interview gør et enkelt ledende spørgsmål stor forskel. Hun

fortalte, at hendes første forsidehistorie bekræftede hende i, at

selve historien var god; at det var, fordi historien var god, at

hendes første forside betød noget specielt for hende. Men ved

at spørge om forsiden også bekræfter, at hun selv er en god

journalist (93), var det som om, hun forstod, at sådan må hun

gerne føle. På adskillige tidspunkter over resten af sit inter-

view fortalte hun således, hvordan hun føler en personlig og

professionel bekræftelse gennem offentliggørelsen af sine pro-

dukter (100, 103, 105, 106).

For at undgå risikoen for at udelade potentielt relevante

udsagn og betydninger har jeg transskriberet alt undtaget

længerevarende, irrelevant udenomssnak, og jeg har holdt mig

til konsekvente regler for transskribering (bilag 4). Interview-

teksterne er dertil læst og rettet igennem ad flere omgange for

at styrke deres troværdighed.

Min kvalitative og Bourdieu-inspirerede metode er for så

vidt muligt konsistent med den eksisterende beslægtede forsk-

ning i journalisters selvforståelse (Hartley 2011, Schultz

2005), hvilket øger anvendeligheden af denne undersøgelses

resultater i forhold til at tilvejebringe en dybere forståelse for

journalistfaget.

6.5.2. Kvalitativ validitet

Især fordi min metode er usædvanlig, og journalisters bran-

cheskift indtil nu har været uudforsket, stiller validiteten store

krav til gennemsigtighed i detaljerne og en nøjagtighed i rap-

porteringen. Jeg har kontinuerligt søgt at minimere eventuelle

fejlkilder; eksempelvis ved i udarbejdelsen af interviewguiden

84

(bilag 3) at have et solidt fagligt og teoretisk fundament base-

ret på den eksisterende faglitteratur og forskning samt i

Bourdieus begrebsapparat. I selve interviewene har jeg sørget

for at spørge ind til mening og betydning og at udfordre ud-

sagn for at kontrollere deres konsekvens samt at give Kim,

Lisa, Jakob og Kasper mulighed for at revurdere deres svar.

Dertil handler denne undersøgelse for så vidt om fire indivi-

der, og deres åbenhed taget i betragtning har jeg ingen bekym-

ringer omkring deres evne eller villighed til oprigtighed

omkring deres opfattelser af deres faglighed og selvforståelse.

Gennem objektiveringen af mig selv har jeg klarlagt de infor-

mationer, der kunne give anledning til mistanke om bias, og

jeg har behandlet dem grundigt for at bruge dem konstruktivt

og agere djævlens advokat på såvel egne hypoteser som

informanternes svar.

En gennemgående faktor for at kunne opstille relevante

interviewspørgsmål har været en systematisk konsultation af

faglitteratur, den nyeste forskning og den teori, som tilsam-

men lod mig forstå, hvad jeg skulle spørge ind til for at

afdække interviewpersonernes professionelle selvforståelse.

6.5.3. Kvalitativ nøjagtighed

Jeg har haft tid til at fordybe mig i et omfattende datamateria-

le, og jeg har følt mig forpligtet til at sikre gennemskuelighed

og nøjagtighed i databehandlingen. De mange gange, jeg har

gennemarbejdet interviewteksterne, har resulteret i mønster-

genkendelse af essentielle temaer for den enkelte informants

oplevelse af sig selv som journalist i en kommunikationsstil-

ling samt på tværs af interviewpersonerne.

Hensynet til nøjagtighed handler også om etik. Fra et

videnskabsteoretisk synspunkt er det væsentligt, at min rolle

som medproducent af datagrundlaget evalueres, som jeg har

forsøgt det blandt andet i forhold til brugen af ledende

85

spørgsmål og udfordringer af informanternes svar. Forud for

hvert interview er interviewpersonerne også i detaljer oriente-

ret om rammerne og vilkårene for deres deltagelse; anonymitet

og fortrolige optagelser er ét aspekt, men briefing og debrie-

fing udgør andet. God orientering, mener jeg, har været afgø-

rende for for det første at få elitekilderne til at deltage og for

det andet for at få dem til at føle tryghed nok i situationen til

at være åbne om deres oplevelser og opfattelser, så mine ana-

lyser har kunnet blive så virkelighedstro som muligt.

6.5.5. Kvalitativ generaliserbarhed

Undersøgelsens datagrundlag udgøres som beskrevet af 10

timers interview med fire interviewpersoner, og det er derfor

disse fire personers professionelle selvforståelse jeg har

kunnet udlede noget om med rimelig sikkerhed.

Der er et velovervejet mønster i udvælgelsen af infor-

manter. Som beskrevet i afsnit 2.1.2. om begrebsafklaring og

afgrænsning deler interviewpersonerne nogle professionelle

karaktertræk, der kan argumenteres at danne grundlag for et

generaliseringspotentiale for den viden, som denne undersø-

gelse afdækker. De fire kommunikatørers respektive selvop-

fattelse er naturligvis ganske personlig, men der tegner sig i

analysen nogle fællestræk for deres oplevelser af brancheskif-

tet, som de sandsynligvis deler med andre i samme situation

og med samme faglige karaktertræk.

86

Kapitel 2

Værktøjskassen gør

journalisten

87

7. Analyse af professionel selvforståelse

Allerede i interviewprocessen men særligt i forbindelse med

transskriberingen og den empiriske kodning tog analysen

form. Det var her Kim, Lisa, Jakob og Kaspers udsagn blev

sorteret hver for sig og samlet på tværs for at afsløre de møn-

stre, undersøgelsen havde defineret. Fra det første interview til

det andet over det tredje til det sidste blev det stadigt mere

tydeligt, at interviewpersonerne deler adskillige kendetegn;

herunder fire helt centrale temaer i deres oplevelse professio-

nelle selvforståelse efter skiftet til strategisk kommunikation.

Den femte og sidste analyse handler om de to typologier, som

interviewpersonerne kan inddeles i; 'nyhedshunden' og histo-

riefortælleren.

Som resultat af metodiske refleksioner og evaluering

blev der allerede i kapitel 1 redegjort for nogle særligt

individuelle og fælles træk ved de fire interviewpersoner.

Analyserne herunder er baseret på især tematiseringen i bilag

9, men pointer fra delanalyserne i afsnit 5.7.1. til 5.7.4. indgår

også. Analyserne tegner de væsentligste elementer af inter-

viewpersonernes oplevelse af deres professionelle selvforstå-

else efter skiftet fra nyhedsjournalistik til kommunal kommu-

nikation. Hvor informanternes udsagn eller pointer herunder

ikke indgår i afsnit 5.7.1 til 5.7.4. eller bilag 9, henvises i

parentes til deres sidetal i det samlede bilagsmateriale.

88

7.1. Journalist helt ind til benet

For mig er det meget journalistisk

at skrive en pressemeddelelse,

for jeg ringer og laver et lille interview,

og så skriver jeg ud fra det

(Jakob: 129).

At Jakob dagligt gør brug af sine journalistfaglige kompeten-

cer er hans primære argument for stadig at være journalist; nu

er han det bare plus det løse; altså plus en strategisk forståelse

og indsigt i politikdannelse. Kim er helt sikkert journalist, Lisa

er det helt ind til benet, og Kasper ligeså. Selv Lisa og Kasper,

der begge har mere praktisk erfaring som kommunikatører,

insisterer på at være journalister. Om de skriver pressemedde-

lelser eller nyheder, skriver taler til en borgmester eller analy-

ser til erhvervssektionen er underordnet; det vigtige er

måden de gør det på, og de kompetencer, de trækker på, mens

de gør det. Ikke engang den kritiske tilgang, som er en af

journalistikkens kerneværdier, mener de at have forladt. Kim,

Jakob og Kasper fortæller netop, at det er deres opgave at

stille de kritiske spørgsmål, inden pressen gør det. Derved

kvalificerer de ikke bare de forklaringer, deres politikere og de

kommunale chefer kan give pressen, de sørger også for, at

visse kritiske spørgsmål overhovedet bliver stillet. Kim forkla-

rer eksempelvis, hvordan han er aldeles uenig i timingen af en

politisk og økonomisk beslutning, som da også er blevet kriti-

seret i de lokale medier. Beslutningen var kontroversiel i lyset

af ellers store besparelser på området, men hans kommunika-

tionsafdeling besluttede selv at gøre den lokale presse op-

mærksom på historien (51). Ved at udsende en pressemedde-

lelse om beslutningen, før medierne selv opdagede den, greb

kommunen muligheden for at sætte de første vinkler på histo-

89

rien og tage brodden af kritikken med sine bedste argumenter.

Som konsekvens af det strategiske valg om proaktivt at sende

den meddelelse til pressen, optimerede afdelingen sin chance

for imødegå kritikken og gøre sine argumenter gældende. En

vigtig del af Kims selvforståelse som journalist og offentlig

kommunikatør er at være med til skabe tryghed blandt borger-

ne, og det mener han, han gør ved at undgå konfliktfyldte og

kritiske overskrifter og artikler i de lokale medier.

Interviewpersonerne mener, at de laver det samme som

før bare med et andet fortegn og med en længere horisont, og

at de på grund af deres journalistiske måde at gribe opgaver an

på stadig er journalister. Men Kim, Lisa og Jakob vil gerne

avancere på deres aktuelle arbejdsplads; de vil arbejde mere

intensivt med strategi og for Lisas tilfælde også med

ledelse. Kun Kasper vil bare gerne blive på det niveau, han er,

hvor strategi ikke fylder for meget, og hvor han kan skrive

historier til kommunens magasiner. Når alle fire interviewper-

soner er så tilfredse med at være kommunikatører, og de ikke

higer efter at komme tilbage til journalistikken, er det bemær-

kelsesværdigt, at de slet ikke spejler sig i den kommunikati-

onsfaglige identitet men holder fast i den journalistiske.

Alle har de kolleger, der også er uddannede journalister,

men kun for Jakob synes denne daglige interaktion med andre

journalister at være afgørende for hans arbejdsglæde (131,

151). Han har brug for at have journalister at spejle sig i for

helt at føle, at han er journalist. Generelt lader selve skiftet til

kommunikationsbranchen og til en dagligdag med kolleger

med andre fagligheder og andre kompetencer altså ikke til at

kompromittere interviewpersonernes journalistiske faglighed,

som synes så grundlæggende for deres selvforståelse. Ud over

arbejdsteknik bunder deres journalistiske selvforståelse også i

informanternes uddannelse. På journalisthøjskolen lærte Lisa

90

at se ned på strategiske kommunikatører, og Kim, Jakob og

Kasper (189) er enige om, at det ikke er ligeså prestigefyldt at

være kommunikationsmedarbejder i en kommune som at være

journalist. Kim omtaler skiftet fra journalistik til kommunika-

tion som et – i journalisters øjne – skridt ned ad rangstigen

(53). At interviewpersonerne holder fast i en journalistisk

selvforståelse modvirker måske en følelse af tab; identitets-

mæssigt, fagligt og i prestige. Det er også tydeligt, at den

journalistiske identitet samtidig repræsenterer noget personligt

for den enkelte; Kim prioriterede i mange år journalistikken

over sin fritid med familien, Lisa definerer sig ud fra sin for-

melle titel, Jakob nyder at diskutere journalistik i sin fritid, og

for Kasper er det mere attraktivt i sociale sammenhænge at

kunne præsentere sig som journalist (189).

I Bourdieus feltteori er en aktør en del af et felt i den

udstrækning, han påvirker det og selv påvirkes direkte af det.

Ved at holde fast i deres journalistiske metoder og selvforstå-

else markerer interviewpersonerne over for sig selv og andre,

at de bestemt ikke har forladt det journalistiske felt. Jakob og

Kim siger, at alle journalister fra journalisthøjskolen minder

om hinanden, og altså fra uddannelsens side deler en særdeles

stærk fagforståelse. Lisa bemærker det samme. En del af

hendes faglige identitet på skolen blev således formet ud fra

forskelsforholdet til 'de andre'. Netop disse tre 'nyhedshunde'

siger da også, at de stadig tænker på journalistisk gode og kri-

tiske historier i deres fritid. De kan faktisk slet ikke lade være.

Selv om de fire nu lever af at lave partskommunikation,

er deres indflydelse på de lokale medier ikke blevet mindre.

Den strategiske del af deres arbejde består dels af at håndtere

pressehenvendelser og planlægge kommunikationsindsatser,

men de tilrettelægger også deres pressemateriale, så det er let

for medierne at bringe i uredigeret form. De skriver altså jour-

91

nalistisk for at få flest muligt af deres kommunes budskaber

bragt direkte. Og det har de held med. Samtidig påvirkes deres

arbejdsdag af selv samme lokale presse, der kræver forklarin-

ger, forventer citater og bringer kritik af kommunen, som

interviewpersonerne må forholde sig til. De er altså i høj grad

påvirket af og påvirker selv det journalistiske felt.

Det journalistiske felt er ifølge Bourdieu underordnet

den politiske verden, men de fire interviewpersoner befinder

sig ubesværet med en fod i hver verden. Kasper beskriver sit

dobbelte tilhørsforhold med, at kommunen er spillebanen, han

er journalist på (183). I sit begreb journalist-intellektuelle48

rummer Bourdieu denne dobbelthed med, at den type profes-

sionelle:

[…]benytter sig af deres dobbelte tilhørsforhold

til at komme uden om de specifikke krav der stilles

fra de to universer og til at importere en mer [sic]

eller mindre velerhvervet magt fra det ene univers

til det andet, og vice versa

(Bourdieu 1998a: 89)

Og hvad er det så for nogle journalistiske krav, interviewper-

sonerne undgår? Krav oversat til feltbegrebet er doxa; altså

feltets usagte sandhed om rigtigt og forkert og forforståede

regler for kvalificering og diskvalificering. I den optik er typi-

ske journalistiske idealer som autonomi og politisk uafhæn-

gighed essentielle, og journalisters kritik af kommunikatører,

som den eksemplificeres i bilag 1, handler da også meget om

disse regelbrud. Kommunikatørerne løser opgaver og accepte-

rer visse vilkår i deres arbejde, som journalister traditionelt set

ikke kan uden at bryde med forståelsen, om hvad journalister

48Om kulturproducenter inden for filosofi, samfundsvidenskab, litteratur osv. (Bourdieu 1998a: 89)

92

må og bør. Eksempelvis yder informanterne strategisk presse-

rådgivning til deres politiske chefer, og de lystrer gerne deres

politikere, så længe de bare må udtrykke deres faglige indven-

dinger. Lisa (112), Jakob (138) og Kasper (189) taler i forbi-

farten endda om deres arbejde som spin. Hvis de tre bedriver

spin, gør Kim, der arbejder ligeså tæt på sin politiske ledelse

som Lisa og Jakob gør, sandsynligvis det samme49, men det er

ikke noget, han nævner i sit interview.

Netop journalistikkens doxa er måske de stærkeste

argumenter imod, at interviewpersonerne stadig skulle være

journalister. De bryder jo med, hvad journalister traditionelt

kan bilde sig ind. Ikke desto mindre er det netop som journali-

ster, de definerer deres selvforståelse. Det mest tydelige

eksempel på, at interviewpersonerne stadig føler sig i overens-

stemmelse med journalistikkens doxa, er, at de alle nægter at

tilbageholde information fra journalister, der søger den.

Selvom de alle generelt virker desillusionerede omkring

lokaljournalistik, tyder informanternes fastholdelse i den jour-

nalistiske fagidentitet på, at de stadig har noget på spil i feltet.

De tror stadig på dets illusio og på, at kampen i og om feltet er

vigtig. Kasper er da heller ikke bleg for at kalde journalistik-

kens rolle "sindssygt vigtig" (194). At de fire vælger at blive i

det journalistiske felt og udfordre dets regler med deres ny-

erhvervede kommunikationsfaglige kapitaler og positioner

inden for strategisk kommunikation er ikke nogen ubetydelig

beslutning. De udfordrer nemlig ikke bare feltets rammer, men

også de journalister, der sværger til uafhængighed fra politik.

Billedligt beskrevet står sidstnævnte journalist-journalister

inde midt i feltet, mens de tidligere journalister; nu i alverdens

andre funktioner, forsøger at rykke grænserne for hvem, der

kan kalde sig journalist, og hvad den titel kan rumme. Sådan-

49 Se siderne 16, 67, 118 og 154 i bilagsmaterialet for interviewpersonernes stillingsbetegnel-ser.

93

ne interne kampe om retten til at definere feltet foregår kon-

stant, fordi aktørerne hver for sig forsøger at gøre netop deres

kapitaler og kompetencer gældende. Ved at insistere på stadig

at være journalister og endda at være bedre journalister nu

med nuanceret forståelse og dybere indsigt i journalistikkens

kerneområde; politik, kæmper interviewpersonerne i virkelig-

heden en stille kamp for at definere deres egne kompetencer

som bedre end nyhedsjournalisternes. At de tager den kamp

om at definere reglerne for det journalistiske felt på trods af

alle at ønske sig en fremtid inden for strategisk kommunikati-

on underbygger, at i hvert fald kommunal, strategisk kommu-

nikation potentielt kan høre til i det journalistiske felt og altså

være en journalistisk genre. Hvis kommunal kommunikation i

modsat fald ikke var en del af journalistikken, ville Kim, Lisa,

Jakob og Kasper ganske enkelt spilde deres ressourcer på at

akkumulere og operationalisere kapitaler og kæmpe om idea-

ler i et andet felt end det, de fremover vil positionere sig og

samle magt i.

Ved at erstatte det journalistiske krav om uafhængighed

med saglighed, åbenhed og ærlighed har interviewpersonerne

redefineret en helt central journalistisk dyd, så den bliver bred

nok til at lade dem varetage egentlig partskommunikation

samtidig med, at den ligger tæt nok op ad journalistikkens

regler til, at de føler, at de med rette fortsat kan kalde sig jour-

nalister. Fordi de på den måde pragmatiserer og efterrationali-

serer det journalistiske felts doxa, føler de ikke behovet for at

forhandle deres egen professionelle selvforståelse. Det er vig-

tigt i den forbindelse at understrege, at oplevelser er subjekti-

ve. Uanset hvad andre må mene om Kim, Lisa, Jakob og

Kaspers professionalitet, er de i deres optik journalister, fordi

de med sig selv har haft held til at integrere journalistikken og

dens værdier i deres nye arbejde.

94

7.2. Har aldrig været så meget i avisen som nu

At være ansat ved og kommunikere for en kommune har ikke

haft nogen negativ konsekvens for Kim, Lisa, Jakob og

Kaspers indflydelse på de lokale medier. Aviserne trykker

nemlig ifølge interviewpersonerne i mange tilfælde kommu-

nernes pressemateriale direkte. Lisa anslår, at omkring 90 pro-

cent af hendes pressemeddelelser bringes i den lokale avis, og

Kim og Jakobs udgangspunkt er, at de altid har indflydelse på

medierne. Kasper undrer sig over, at folk gider betale for en

avis som hans lokale, hvor halvdelen af artiklerne er kommu-

nens pressemeddelelser i uredigeret form (187). "De aner jo i

princippet ikke, om vi sidder og manipulerer helt vildt," siger

han. Skal man tro kritikken i bilag 1, er de kommunale kom-

munikatørers lette adgang til medierne en udfordring for den

folkeoplysning og de lokale mediers kontrol af den politiske

magt. Men offentlig kommunikation er underlagt særlige

regler om sandhed (Lindegaard & Rasmussen 2006: 64) og

saglighed (Esmark 2006: 9), og netop derfor mener interview-

personerne da heller ikke, at deres indflydelse som parts-

kommunikatør er foruroligende. Lisas svar til, om der er

behov for yderligere etiske retningslinjer for strategiske

kommunikatører, er således:

Jeg ved ikke, hvor nødvendigt, jeg synes, det er.

Men det er måske, fordi jeg tænker som en journalist.

Og så fordi jeg måske ganske højrøvet tænker,

hvor meget skade kan de [kommunikatører] gøre?

(Lisa: 111)

At Lisa siger de om kommunikatører cementerer, at hun vitter-

ligt ikke oplever sig selv som en kommunikatør. De har én

faglighed, og hun har en anden. Hun er journalist. Og hver

gang medierne bringer hendes historier, bekræfter de igen, at

95

hendes produkt er journalistisk, og at hun som dets forfatter er

journalist.

At bringe kommunens pressemateriale beskrives af

interviewpersonerne som en attraktiv løsning for lokal-

redaktioner, hvis mandtal er blevet beskåret og beskåret igen.

Kim har aldrig som journalist været så meget i avisen, som

han er nu, og selvom interviewpersonernes historier ikke

længere ledsages af deres byline, tager de stor tilfredshed i at

se dem i pressen. Fordi de nu skriver på vegne af politikere,

borgmestre, kommunale chefer og fagmedarbejdere, er de ikke

selv afsender af de budskaber, de formulerer. Og det er fint

med dem, så længe deres chefer ved, at det er deres presse-

meddelelse, der står dér helt uredigeret i avisen eller læses op i

radio og tv. Det bekræfter dem nemlig i deres journalistiske

kompetencer og profilerer dem som dygtige kommunikatører

internt i deres organisation.

Interviewpersonerne er de parajournalister, Bro (2009)

beskriver. De påvirker pressen gennem gode netværkskontak-

ter ude på redaktionerne, de kender til redaktørernes ressour-

ceknaphed og ved, hvor i journalisternes arbejdsproces de kan

påvirke udviklingen af en historie. De leverer ofte cases og

kilder til journalisterne og er således i stand til at præge både

vinkel og budskab i lokalmedierne. Som Kim forklarer,

tilbydes pressen naturligvis kun de kilder og cases, som

repræsenterer kommunen bedst (60-61). Det er interessant, at

interviewpersonerne ikke er mere kritiske over for de lokale

mediers manglende kildekritik. Når Kim, Lisa, Jakob og

Kasper vitterligt ser sig selv som journalister, kunne man tro,

at de ville græmmes over, hvor let det er at påvirke den presse,

der skal forestille at være fri og uafhængig; den presse som er

idealiseret og helt central i det felt, interviewpersonerne

insisterer på stadig at være en del af. Kommunikatørernes

96

åbenlyse interesse i at påvirke mediernes dagsorden samt ikke

mindst deres uforbeholdne tilfredshed, når det lykkes, er et

stærkt argument for, at informanterne er mere strategiske

kommunikatører, end de vil være ved. I overensstemmelse

med de klassiske journalistiske dyder ville 'rigtige' journalister

kunne forventes at ærgre sig over, at lokaljournalistikken – i

hvert fald ifølge informanterne – lader sig reducere til et

kommunalpolitisk talerør og mikrofonholdere.

Kasper har altid bare gerne villet fortælle gode, gennem-

arbejdede historier, men Kim, Lisa og Jakob ville som nyheds-

journalister øve kontrol med de politiske beslutningstagere. At

være en del af den fjerde statsmagt var dengang en helt central

del af deres professionelle selvforståelse. Nu oplever de til

gengæld stor tilfredshed med at påvirke pressen. Det skift i

succeskriterier og ambition indikerer, at der for i hvert fald

'nyhedshundene' Kim, Lisa og Jakobs vedkommende må have

foregået en personlig, om end potentielt ubevidst, genforhand-

ling af det centrale journalistiske ideal om uafhængighed.

Når aktører i det journalistiske felt opererer mellem to

poler af magtuafhængighed og magtafhængig, levner selve

feltet plads til aktører, der ligesom de fire interviewpersoner

ikke arbejder uafhængigt af politisk magt. Den egentlige test

for, om Kim, Lisa, Jakob og Kasper faktisk er journalistiske

aktører, bliver derfor, hvorvidt de påvirkes af og selv påvirker

det journalistiske felt. For at få plads i medierne, formulerer de

deres kommunes budskaber journalistisk via journalistiske

arbejdsprocesser, og i kontakten med nyhedsjournalistiske

aktører påvirker de kildevalg og vinkling.

At pressen så villigt lader sig påvirke leder til helt andre

diskussioner; nemlig om hvorvidt kritikken i bilag 1 er rettet

mod den rette faggruppe. Nok lever interviewpersonerne ikke

op til det journalistiske krav om uafhængighed, men ud fra

97

deres udsagn gør en stor del af de lokale nyhedsmedier det

heller ikke. Med udgangspunkt i Lisas citat om, hvem af de to

faggrupper, der potentielt kan udrette mest skade, er det

væsentligt at overveje, hvad den demokratiske konsekvens er

af, at partskommunikation professionaliseres direkte ind på

avissiderne. Det spørgsmål ville kræve en helt anden

undersøgelse, men som erklærede journalister er det ikke

noget, der bekymrer Kim, Lisa, Jakob og Kasper. De stoler

ultimativt på, at nyhedsmedierne ikke vil bringe urigtige

oplysninger.

Når det journalistiske felt er så udsat for interne kampe

om, hvordan feltets rammer skal defineres, og hvordan doxa

kan tolkes, ville det være oplagt, at de kommunikatørkritiske

nyhedsjournalister udfordrer, efterprøver og nuancerer det

pressemateriale, partskommunikatørerne sender ud. At tolke

ud fra de fire interviewpersoner ville en mere opsøgende, selv-

stændig og kildekritisk tilgang til den kommunale kommuni-

kation i første instans fjerne en stor del af det, der får inter-

viewpersonerne til fortsat at føle sig som journalister; nemlig

at deres produkter ikke behøver redigering for at komme i

medierne. Dertil kunne man forestille sig, at en mere aktiv og

uafhængig arbejdsproces ville tilbyde nyhedsjournalisterne en

mere klart defineret og stærkere professionel selvforståelse

som journalister, fordi de værdier rammer direkte ind i selve

kernen af det journalistiske felts doxa, som de kæmper for at

bevare.

7.3. På the dark side?50

Interviewpersonerne erkender, at dagbladsjournalister arbejder

under et betydeligt ressourcepres og mener, at det er manglen

på tid og penge, der gør de lokale medier så påvirkelige, som

50Begrebet the dark side introduceres i interviewsammenhæng af Kim (24) og Jakob (152) selv. Kim nævner i samme ombæring begrebet the bright side.

98

tilfældet synes at være. Men de lokale nyhedsjournalister lever

alligevel ikke op til branchens idealer om uafhængighed, kil-

dekritik og neutralitet, mener de. Kim, Lisa, Jakob og Kasper

føler til gengæld selv at have en stærk og afklaret etik.

Kim mener, at megen journalistik er forvrænget (23),

unuanceret (25), vinklet for skarpt (29) og rådet af kynisme

(29). Det får ham til at kalde nyhedsjournalistik for the dark

side. Til gengæld kan han ikke lyve eller vinkle for skarpt i sit

nuværende job uden at blive slagtet af pressen (23), og hans

professionelle mål er at skabe tryghed for kommunens borgere

og ansatte gennem rettidig og god kommunikation. Det får

ham til at mene, at kommunal kommunikation i modsætning

til nutidens nyhedsjournalistik må være the bright side. De

andre interviewpersoner mener da også, at de i deres arbejde

oplever at udrette noget godt. Lisa skaber merværdi for sin

kommunes borgere og nægter at fortælle noget mindre end

sandheden (84). En vigtig del af Jakobs professionelle selvfor-

ståelse er at være ærlig, åben og hjælpe nyhedsjournalister

med at navigere rundt i det kommunale system (133), og

Kasper mener, at det ligefrem er hans pligt at stille sine politi-

kere kritiske spørgsmål (170). Interviewpersonerne føler sig i

den grad etisk forankret, og de gjorde sig da heller ikke mange

betænkeligheder forud for deres brancheskifte. Manglen på

egentlig refleksion over skiftet fra journalistik til kommunika-

tion understøtter, at interviewpersonerne ikke har oplevet

nogen faglige eller personlige dilemmaer i den forbindelse.

Som Kasper siger, ville han have reflekteret mere, hvis han

havde følt, at hans rolle eller selvforståelse var ændret (192).

Lisa og Jakob er enige om, at der er en grænse for, hvor i

kommunikationsbranchen de ville kunne føle sig som journa-

lister, og den går ved kommerciel kommunikation. Kim

forestiller sig ikke, at store, private virksomheder vil risikere

99

konsekvenserne af at lyve, og derfor sikkert heller ikke gør det

(56-57). Kasper føler, at han kan arbejde journalistisk alle

steder, så længe han ikke skal skjule oplysninger eller dække

over interesser (193).

Kasper har som den eneste ikke oplevet, at føle sin jour-

nalistiske faglighed kritiseret af andre journalister (192). Men

eksempelvis er både Kim og Jakob af tidligere journalist-

kolleger blevet konfronteret med deres skift til the dark side.

Nyhedsbranchen er som tidligere beskrevet under pres, og det

får de mest traditionstro journalister til ihærdigt at forsvare

deres opfattelse af, hvad journalistik er og bør være. Det gør

de ved at tage afstand fra alt, hvad deres feltideal ikke er, her-

under strategi og politisk afhængighed. Modsat disse reaktio-

nære aktører udfordrer Kim, Lisa, Jakob og Kasper grænserne

for og definitionen af det journalistiske felt. Ved at arbejde i

den politiske verden og samtidig insistere på at være journali-

ster personificerer de fire informanter en udvikling i feltet,

som truer de traditionelle journalisters magt og selvforståelse.

Naturligvis, ville Bourdieu sige, kritiserer journalist-

journalisterne de af deres kolleger, der i stedet for at bøje sig

for det journalistiske ideal om at øve kontrol af magthaverne,

skifter til og underlægger sig magten. Og ikke nok med det; de

har det godt med det, har gode muligheder for selvrealisering

og professionel udvikling, og så vover de stadig at blive ved

med at kalde sig journalister – og derved manifestere kampen

mellem det journalistiske felts to poler om afhængighed og

uafhængighed. Jakob tror da også, at hele diskussionen om

'dem og os' beror på de traditionelle dagbladsjournalisters

frygt for, at deres egne interesser får sværere og sværere kår,

efterhånden som journalister finder beskæftigelse i andre

brancher, og i takt med at kommunikationsuddannede fylder

mere og mere i journalisternes fagforbund (151).

100

Det er et udtryk for, at arbejdsmarkedet vender.

Jeg snakkede med en gammel kollega den anden dag,

og han sagde, at da han havde været på avisen i 10-15 år,

var de 300 et eller andet ansatte, og nu er de 150.

Og det er jo ikke alle sammen, der går på pension.

Det er et udtryk for, at journalisters arbejde bliver anderledes,

og det er det, jeg tror, den her diskussion bunder i;

at der er en kæmpe omstilling undervejs

(Jakob: 151)

Ud fra citaterne i bilag 1 er det dog tydeligt, at andre faktorer

også påvirker kritikken af de journalister, der tager arbejde i

kommunikationsbranchen. Det handler blandt andet om åben-

hed, ærlighed – og ifølge Esmark; politisk afhængighed.

Nok er offentlig kommunikation ikke partipolitisk kommunika-

tion, men det er ikke desto mindre politisk kommunikation

(Esmark 2006: 13)

Det virker rimeligt at argumentere, at når journalistik trænger

ind i det politiske, trænger det politiske også ind i journalistik,

og interviewpersonerne medgiver da også, at det sker. På trods

af deres tætte arbejde med og for politikere mener de alle, at

de sagtens på troværdig vis igen kunne varetage et job som

nyhedsjournalist. Men som Jakob nævner, følger hans tavs-

hedspligt fra den kommunale ansættelse ham uanset, hvor han

søger hen (142), så selvom Jakob gerne vil arbejde som dag-

bladsjournalist igen, hvis det rigtige job byder sig, betyder

tavshedspligten, som alle fire informanter er omfattet af, at

han ikke vil kunne skrive om emner, han har kendskab til fra

sit nuværende job. I et lokaljournalistisk perspektiv vil samtli-

ge interviewpersoner altså være underlagt en vis mængde

101

selvcensur og afhængighed; selv efter et skifte tilbage til ny-

hedsjournalistik. Dette punkt diskuteres nærmere i afsnit 9.1.

Selvom det ud fra de fire interviews er klart, at der er

flere elementer i interviewpersonernes arbejde, som i hvert

fald for 'nyhedshundenes' vedkommende virker modstridende

med deres tidligere journalistiske selvforståelse, synes de ud

over stadig at være journalister også, at de gør noget godt.

Deres arbejde gør en forskel for deres kommunes medarbejde-

re og borgere, og de genkender ikke at skulle være på nogen

dark side.

7.4. Med en unik og komplet faglighed

Selvom ingen af interviewpersonerne har konkrete ambitioner

om at vende tilbage til nyhedsjournalistikken, er de sikre på, at

de ville være bedre journalister end før på grund af den indsigt

i og forståelse for politik, de har opøvet i deres kommunale

kommunikationsansættelse. Ud over flere kompetencer nyder

Kim, Lisa, Jakob og Kasper deres nye job, fordi det tilbyder

stor autonomi, fleksibilitet og alsidighed i arbejdsopgaver,

indflydelse på ledelsen, direkte adgang til politikere samt god

balance mellem arbejde, fritid og personlige værdier. Alle er

de dertil enige om, at kommunikationsjobbet passer deres

respektive familieliv og livsstadie bedre, end nyheds-

journalistikken gjorde det. Og på trods af at politik kan være

udfordrende betingelser at arbejde under, og Jakob og Kasper

endnu ikke er helt rutinerede i det strategiske aspekt af kom-

munikation, finder de alle fire deres arbejde tilfredsstillende,

interessant og fascinerende. De oplever stadig at få pulsen op,

de føler suset i maven, når der pludselig kommer en haste-

opgave, og de føler deres faglighed udfordret. Her har de

netop hele hjernen i brug, som Jakob formulerer det (124).

102

Alle fik de deres nuværende job på baggrund af en anerken-

delse af deres journalistiske kompetencer, og deres magtkulti-

vering på tværs af de to brancher synes kun fordret af, at de

omvendt ville kunne tage den politiske indsigt, de har opnået i

det kommunale system, med tilbage til nyhedsjournalistikken,

hvis det skulle blive aktuelt. Kim kalder det en mere unik og

komplet faglighed. Ved at mobilisere og opøve magt og

kapitaler på tværs af de to brancher, har informanterne ikke

bevæget sig ned ad nogen rangstige; tværtimod lægger deres

brancheskifte grunden for, at de kan bevæge sig ud over de

strukturelle grænser, brancherne hver for sig har for avance-

ment. Den kommunale kommunikation har åbnet døre for

dem, som nyhedsjournalistikken ikke kunne, og de har tilegnet

sig en mængde egenskaber og styrket deres kapitaler. Her har

de fundet en niche, hvor de stadig arbejder journalistisk, men

som tilbyder bedre jobmuligheder end nyhedsjournalistikken.

Hvor nyhedsjournalistik var blevet en rutineproduktion,

(23, 174), tilbyder kommunikationsbranchen et afvekslende

alternativ med samfundsmæssige perspektiver om at optimere

den kommunale kommunikation internt såvel som eksternt.

Når det er sagt, er der også en vis rutine at spore i Kim, Lisa,

Jakob og Kaspers beskrivelser af deres arbejdsprocesser. Ved

at researche, interviewe og skrive journalistisk vælger de,

måske uforvarende, at lægge deres gamle fag til grund for

deres fortsatte professionelle selvopfattelse, men de lader ikke

til hverken at føle nogen frustration eller usikkerhed omkring

deres faglighed.

At få en bred palet (59) var ikke interviewpersonernes

oprindelige motivation for at skifte branche. For Kim, Jakob

og Kasper er deres nuværende jobs det muliges kunst i lyset af

nedskæringerne i dagspressen, og Lisa, der tidligere havde

været selvstændig kommunikationskonsulent, ville rigtig ger-

103

ne have faste kolleger igen. Havde de lokale medier ikke skul-

let spare, havde der sandsynligvis også været attraktive jobs

for de fire at søge på lokale avisredaktioner, men de virker

glade for at være havnet i kommunal kommunikation. De føler

ikke at være gået på kompromis mellem journalistik og poli-

tik; tværtimod nyder de at kunne påvirke kommunale forhold

og borgere på en mere direkte måde end før. Det virker

væsentligt for alle fire, at de er med til at forbedre deres kom-

muner. Prisen de så betaler for at være med bag kulissen og

inde i maskinrummet (140) er, at de har måttet lære at accepte-

re, at politiske og forvaltningsmæssige hensyn dikterer ram-

merne for deres kommunikation, og at gode historier ikke altid

må laves. For Lisa og Jakob kan det stadig være svært. Lisa

lader spydige bemærkninger falde, når politiske og strategiske

hensyn vinder over de kommunikationsmæssige (106), og

Jakob føler, at han skriver til skraldespanden, når han skal

udarbejde strategiske pressemeddelelser, som han udmærket

ved, pressen ikke vil trykke.

De journalistiske fællesnævnere for interviewpersonerne

er, at de arbejder journalistisk, de bruger af den indsigt om

journalistisk prioritering, som de har med sig fra redaktioner-

ne, deres historier udgives i pressen, og de interesserer sig

personligt for journalistik. Med aktører, der skifter til nye

brancher og tilbage igen, udvides grænserne for det journali-

stiske felt til også at omfatte disse fire kommunale kommuni-

katører51.

Selv Jakob, hvis drøm det længe havde været at blive

journalist, føler sig udfordret, tilpas i sin nye rolle og fascine-

ret af kommunikationsbranchens strategiske perspektiv. Fordi

samtlige interviewpersoner lader til at finde stor tilfredsstillel-

51Ved Aarhus Universitet undersøger specialestuderende i Cand.Public. Dorit Reichstein Hejslet virksomhedskommunikation som en journalistisk genre med ligheder til freds- og lokaljournalistik. Det kandidatspeciale forventes trykt i november 2012.

104

se som kommunale kommunikatører, på grund af deres kritik

af journalistikken, og fordi det er i kommunikationsbranchen,

de umiddelbart forestiller sig at blive, er det paradoksalt, at

ingen af dem har taget en mere kommunikationsfaglig selvfor-

ståelse til sig. Selvforståelsen synes i høj grad cementeret

gennem deres formelle uddannelse.

7.5. Nyhedshundene og historiefortælleren

Som case-personer er Kim, Lisa, Jakob og Kasper ikke bare

fire journalister i kommunikationsstillinger, de er fire indivi-

der med forskellige ambitioner, dogmer, oplevelser og tempe-

ramenter. I denne undersøgelse tegner de dog to markante

typologier. Kasper var ingen 'nyhedshund' og har modsat de

tre andre aldrig haft ambitioner om at præge nogens dagsor-

den. Han kan knapt huske sin første forside (173), og vil helst

bare skrive gennemarbejdede reportager (174). Han drømmer

heller ikke om at klatre videre op ad kommunikationsbran-

chens rangstige (63, 77).

Det gør derimod Kim, Lisa og Jakob. De tre nød jagten

på den væsentlige historie, de ville sætte dagsorden, og de

følte sig bekræftet gennem den journalistiske identitet og rol-

len som dem, der bed magthavere af forskellig slags i haserne.

Som kort beskrevet i afsnit 5.7.4. binder de tre stadig deres

professionelle stolthed op på, hvad andre mener om dem og

deres kompetencer. De realiserer sig selv gennem deres job og

ikke mindst deres fagprofil som dygtige og effektive kommu-

nikationsjournalister52. Det er sigende, at det er netop de tre,

der professionelt positionerer sig i forhold til forfremmelser,

som de i den traditionelle journalistik sandsynligvis ikke ville

52Jeg definerer kommunikationsjournalistik som følgende: Kommunikationsjournalistik er strategisk partskommunikation for en virksomhed, organisation, forening eller lignende baseret til dels på journalistiske arbejdsmetoder samt ikke mindst journalistiske virkemidler. Kommunikationsjournalister er således strategiske partskommunikatører, der ved hjælp af journalistiske teknikker som research, nyhedskriterier, vinkling, nyhedskilder og nyhedstre-kanten, søger at optimere resultatet af deres kommunikationsindsats.

105

have kunnet opnå. Kim (17) og Jakob (119) avancerede godt

nok begge fra journalist til redaktør, men deres stillinger er

siden forsvundet fra den nyhedsbranche, der de seneste år har

budt sine fagprofessionelle et stadigt sværere jobmarked.

Hvad, der til gengæld er her for dem, er et arbejdsmar-

ked for kommunikatører, hvor i hvert fald Kim (53) og Lisa

(114-115) selv har kunnet definere deres titler. Samtidig er der

i denne branche mulighed for videre professionel udvikling.

Således ser Lisa sig potentielt i en chefstilling (77), og Kim vil

med tiden gerne prøve en helt tredje faglighed af inden for

kommunikation (63). Efter journalistik og strategisk kommu-

nikatør vil det oplagte karriereskridt for ham omfatte mere reel

autoritet og altså ligesom for Lisa være en chefstilling. Kun

ved have bevæget sig væk fra nyhedsjournalistikken og ind i

kommunikation har de to kunnet positionere sig selv til sådan

en stilling. For Jakob handler det i første omgang om at få

sikring i sit tidsbegrænsede ansættelsesforhold, men også han

drømmer om mere inden for den kommunale kommunikation

(140). Kasper er ung, og man kunne indvende, at de ønsker,

han ikke har om forfremmelse, vil komme med alderen. Men

for nærværende virker han afklaret om helst ikke at ville stige

i graderne. En forfremmelse vil nemlig fjerne ham fra de jour-

nalistiske opgaver, han nyder mest; at skrive gode historier.

Inden for denne meget begrænsede population deler

'nyhedshundene' et professionelt ambitionsniveau, som ikke

genkendes i historiefortælleren. Andre faktorer kan naturligvis

være afgørende for, hvilke individer, der har hvilke ambitio-

ner, men det lader til, at der er et element af selvrealisering i

selve rollen som 'nyhedshund'. De, der var ivrige efter at lave

væsentlige historier, kontrollere magthaverne og få deres

byline på forsiden, er de samme, som vil have mere indflydel-

se og mere ansvar i deres nye branche. Kasper, der bare gerne

106

vil fortælle historier, skabe forståelse og er ligeglad med sin

byline, vil ikke have mere ansvar. Han vil ikke forfremmes.

Selvom de fire interviewpersoner er trænet i den samme

faglighed og arbejder i det samme felt i forhold til de samme

aktører, har de to typer ganske forskellige opfattelser af hvad,

der gør journalistikken betydningsfuld. Illusio er altså forskel-

lig, om man (i denne undersøgelse) er 'nyhedshund' eller histo-

riefortæller. Det, der betyder noget for Kim, Lisa og Jakob og

altså det, der holder dem i journalistikken, er troen på at kunne

udvikle sig fagligt, brede sine kompetencer ud, have mulighe-

den for at blive noget andet og mere. Kaspers ambition er ikke

at brede sig eller sine kompetencer ud, men at fordybe sig.

Han vil dyrke den journalistiske måde at formidle på, og det

vil han gøre, hvor end han tilbydes de bedste vilkår for det.

107

8. Konklusion Selve udgangspunktet for denne undersøgelse var det para-

doksale i, at flere og flere journalister tager arbejde i kommu-

nikationsbranchen på trods af, at der internt i den danske jour-

naliststand udtrykkes markant kritik af netop de strategiske

kommunikatører, deres troværdighed, etik og rolle som nogle,

der forsøger at styre information. I kritikken præsenteres de to

fag som uforenelige i en sådan grad, at min indledende hypo-

tese blev, at denne journalistfaglige afstandtagen fra strategisk

kommunikation må besværliggøre et brancheskifte; at der i

den enkelte må foregå en vis forhandling af faglighed og

professionel selvforståelse.

For at besvare min problemformulering om, hvordan den

traditionelt uddannede journalist oplever sin professionelle

selvforståelse efter at have skiftet branche og nu arbejder med

strategisk kommunikation i en kommune, udførte jeg 10 ti-

mers dybdeinterview med fire sådanne fagprofessionelle. Det

korte svar er, at de stadig ser sig selv som journalister, og de

har ikke oplevet at måtte ændre deres selvforståelse.

De føler sig som journalister, fordi de arbejder journali-

stisk. De arbejder journalistisk for at få deres budskaber i

medierne, og fordi de får deres journalistisk formidlede bud-

skaber i medierne, er de journalister. Akkurat som før.

De oplever stor tilfredshed, indflydelse og forankring i

deres nye job, og en af årsagerne til den stort set uændrede

selvforståelse er, at de i stedet for at have forladt den journali-

stiske identitet har videreudviklet den. Nu er de en anden type

journalist, mener de: Én med dybere indsigt i politik og strate-

gi, én med en bredere faglighed og forståelse for nuancer. Suc-

108

ceskriteriet i den nye branche er da også, at disse kommunika-

tionsjournalister hver dag formår at omsætte deres journalist-

faglige kompetencer og viden om nyhedsbranchen til presse-

meddelelser, læserbreve, reportager, presseservice, kommuni-

kationsrådgivning med mere. Arbejdsmetoderne og den viden,

de mobiliserer og refererer til i deres dagligdag, er det væsent-

ligste element i deres professionalitet. Grundlaget for deres

kommunikationsfaglighed er altså stadig journalistik, og de

har ikke følt sig nødsaget eller fristet til at genforhandle hver-

ken værdier, etik eller selvforståelse.

Til gengæld har den kommunale kommunikation givet

alle fire en niche, hvor de kan dyrke deres journalistiske

faglighed og udbygge deres faglige kompetencer uden at gå på

kompromis med personlige og faglige værdier om åbenhed og

ærlighed.

8.1. Refleksivitet i eget felt

Denne undersøgelse af professionel selvforståelse har hentet

metodisk inspiration fra Pierres Bourdieus forskningsprincip-

per om metodisk refleksivitet og objektivering af forskeren

som deltager i konstruktionen af undersøgelsesfeltet. Dertil

har jeg benyttet Bourdieus analytiske begrebsapparat i både

formulering af interviewspørgsmål og som teorianalytisk greb.

Hans begrebsapparat og mine analysers teoretiseringer

på baggrund af dem er dog ikke dette speciales trumf. Det er

til gengæld den grad af indsigt, jeg var i stand til at opnå

gennem mine interviewpersoner, alene fordi mine egne forstå-

elser indgik som objektiverede referencer. Jeg har udfordret

Kim, Lisa, Jakob og Kaspers formulerede forståelser med mi-

ne egne for at teste deres konsekvens og ophav, og jeg har fået

en dybere forståelse derfor; af dem, af mig selv og af selve de

holdninger og elementer, der udgør deres professionelle selv-

109

forståelse. Som indlæg til den akademiske debat taler dette

speciale med sin refleksive tyngde for en udbredelse af erken-

delsen af forskerens rolle i konstruktionen af et undersøgelses-

felt. Vi bærer alle vores erfaringer, fordomme, dogmer, loyali-

teter og interesser med os, og de påvirker vores erkendelse i

alle aspekter af vores liv. Hver især bærer vi også de anlæg

med ind i vores forskning, siger Bourdieu. Især fordi jeg har

erfaringer fra, minder om og holdninger til journalistikken, er

jeg ikke i tvivl om, at mine aksiomer, om ikke andet, ville

kunnet have udgjort fejlkilder i min undersøgelse, havde jeg

ikke løbende gjort op med dem. Og netop fordi jeg har udfor-

dret mine hypotesers forudsætninger og spurgt mig selv, hvad

jeg synes, journalistik er, og fordi jeg konsekvent har over-

vejet, hvorfor jeg forstod informanternes og mine svar, som

jeg gjorde, har jeg erkendt mange af disse forforståelser,

fordomme og loyaliteter. Præmisserne for min forståelse er

blevet skilt ad, samlet og pillet fra hinanden igen på grund af

grundig, stædig og kontinuerlig refleksivitet i alle undersøgel-

sesfaser, og jeg har opnået dybere indsigt på grund af det.

Ligesom metoderefleksivitet er nødt til at være en konstant

øvelse, bekræfter denne undersøgelse, at der også er viden og

perspektiver at hente i kontinuerlig refleksivitet omkring og

objektivering af subjektet som aktør og interviewer. Målet må

ikke være blot at erkende egne dispositioner og dermed håbe

at imødegå dem som potentielle fejlkilder, men skal derimod

være at operationalisere og anvende dem i deres objektivisere-

de tilstand som referencepunkt for og kontinuerlig udfordring

af undersøgelsen.

110

9. Diskussion Hvor jeg i kapitel 1 redegjorde for og evaluerede metodens

konsekvenser for undersøgelsesprocessen og de resultater, den

afstedkom, suppleres i afsnit 9.2 med en diskussion af under-

søgelsens metodiske afgrænsninger og deres implikationer.

Først diskuteres dog i afsnit 9.1 den dobbeltrolle, som inter-

viewpersonerne bevæger sig mellem; partskommunikatør og

journalist.

9.1. Dobbeltroller

De fire interviewpersoner skelner mellem kommunal kommu-

nikation og andre strategiske kommunikationsformer. Kim

taler om private virksomheder og ministeriernes spin som ikke

underlagt samme krav om åbenhed, som han er (56), og Lisa

har ikke lyst til at arbejde i reklamebranchen, fordi hun ikke

vil lyve (84). Jakob ville føle sig på the dark side, hvis han

arbejdede for en virksomhed, hvor nogle oplysninger skjules

(152), og Kasper ville føle sin faglighed kompromitteret, hvis

han skulle dække over informationer (193). Fordi de arbejder i

netop kommunal kommunikation, som er underlagt lovkrav

om åbenhed, mener interviewpersonerne, at de holder sig så

tæt på journalistikkens krav om sandhed og oplysning, at de

lever op til den journalistfaglige etik. De mener, at de stadig

arbejder tæt på og samvittighedsfuldt med journalistiske idea-

ler som research og vinkling, og at de dertil på troværdig vis

ville kunne agere som nyhedsjournalister igen, skulle de få

lyst.

111

Problemet er, at jeg kunne være begrænset i

at skrive nogle historier, fordi jeg ved nogle ting,

som er svære ikke at skrive om, men som jeg ikke ville kunne

skrive om uden at overtræde min tavshedspligt.

For den følger jo med mig; også uden for murene

(Jakob: 142)

Jakob beskriver her et helt centralt problem i, at folk i profes-

sioner med samfundsmæssig tyngde, indflydelse og autoritet

skifter mellem modstående roller. Halvdelen af de journalister,

Kristensen har spurgt, har arbejdet med strategisk kommuni-

kation (Kristensen 2004a: 264), og knapt halvdelen heraf var

samtidig fastansat som journalist på et nyhedsmedie (ibid.:

266). Potentielt trækker mange forskellige, stadigt bindende

tavshedspligter altså tråde ind på de danske nyhedsredaktioner

med krav til den enkelte journalists selvcensur. Ligesom de

andre interviewpersoner mener Jakob, at han sagtens ville

kunne være kritisk over for sin nuværende arbejdsgiver, hvis

han senere skulle blive nyhedsjournalist i samme kommune

(142). Men ovenstående citat understreger, at den journalist-

fagligt grundlæggende uafhængighed (Bjerg 2009: 143) for

ham og for andre kan være kompromitteret længe efter, at det

journalistbrancheeksterne ansættelsesforhold er ophørt.

Spørgsmålet er, om uafhængighed er noget, man efter

forgodtbefindende kan vælge til og fra, og om eksempelvis

offentligheden kan gennemskue eventuelle interessekonflikter,

når partskommunikatører bliver nyhedsjournalister. Sådanne

rolleskift stiller potentielt særlige krav til borgeres orientering

i mediebilledet. Lignende diskussioner om dobbeltroller har

været rejst om blandt andre speciallæger, der både rådgiver

myndighederne om lægemidler og arbejder for medicinalindu-

112

strien53 samt om de bankrepræsentanter, der samtidig med at

kontrollere Cibor-renten også er med til at fastsætte den54.

9.2. Metodisk afgrænsning

I denne undersøgelse af professionel selvforståelse anlagde jeg

et journalistfagligt perspektiv, der skuede udad. Det valg af

udsyn har været styrende for alt fra måden at erkende pro-

blemstillingen, udvælge informanter, formulere de spørgsmål,

hvis svar er udgangspunktet for analysen og til i denne opga-

vens sidste del at konkludere, diskutere og perspektivere

undersøgelsen. Et så branchecentrisk perspektiv sætter nogle

meget klare grænser for rækkevidden af undersøgelsens resul-

tater, som må siges at begrænses i første instans til de fire

interviewpersoner Kim, Lisa, Jakob og Kasper. Det er alene

dem og deres professionelle selvforståelse, jeg har analyseret.

Interviewteksterne i bilag 5 til 8 tegner et billede af en yderst

internaliseret professionalitet. Interviewpersonerne oplever

den som en del af deres personlighed, og den handler for dem

om ambitioner om respekt, ønske om anerkendelse, behov for

bekræftelse, lyst til at præge samfundsdebatten, trang til at

gøre noget og hjælpe andre, tilfredsstillelse over at være den

bedste, glæde ved at have gode kolleger, brug for at kunne

spejle sig i andre og i sidste ende en rolle at definere sig selv

ud fra. Alligevel tegner der sig nogle tendenser, som også ind-

gik i den foregående analyse. Der er et mønster fordelt på de

to typologier, som interviewpersonerne udgør; 'nyhedshunden'

og historiefortælleren, som blandt andet handler om ambiti-

onsniveau, og hvor de finder arbejdsglæde. Men mere generel-

le oplevelser af professionel selvforståelse efter skiftet fra

journalistik til kommunal kommunikation er bestemt også at

spore. De to analyseniveauer har resulteret i så konsekvente

53http://jyllands-posten.dk/indland/article2640132.ece 54http://epn.dk/brancher/finans/bank/article4794707.ece

113

temaer, at jeg mener, at de samme mønstre må være er at finde

hos nogle af de andre journalister, der har foretaget samme

brancheskifte; hvis de kommer fra Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole vel at mærke. Lisa (109) fortæller nemlig,

at man på skolen får en helt bestemt faglighed på grund af

undervisningens praktiske orientering, og at man lærer at se

ned på såvel kommunikatører som universitetsuddannede

journalister. Kim og Jakob knytter også et helt særlig fag-

fællesskab til det at være journalistuddannet i Aarhus.

Vi er alle sammen er slået af den samme flint,

når vi har gået på journalisthøjskolen

(Kim: 32)

Vi ligner nok hinanden ret meget;

os, der bliver uddannet som journalister.

Det er nogenlunde de samme ambitioner

om at komme på forsiden eller komme på tv

(Jakob: 122)

Med fokus på individet har generaliseringspotentialet af denne

undersøgelse ikke fået nogen opmærksomhed, men skulle man

teoretisere om ligheder med andres professionelle selv-

forståelse, virker en afgrænsning til dimittender fra journalist-

højskolen velbegrundet. Kasper valgte journalisthøjskolen,

fordi han gerne ville blive bedre til at fortælle spændende

historier. Måske derfor betyder det journalistfaglige fælles-

skab, der i min egen erfaring idealiserer 'nyhedshunden', ikke

nok for ham til at hæfte sig ved det i sit interview. Men de tre,

der gerne ville på forsiden, som målte sig selv ud fra deres

historiers positionering og gennemslagskraft, er enige om,

hvor stor betydning netop studieforløbet i Aarhus har haft for

dem.

114

Der er altså en grænse for, hvor vidt denne undersøgelses ana-

lyser umiddelbart kan strækkes. Jeg forventer ikke, at analy-

sen havde set ud, som den gør, havde jeg fundet fire inter-

viewpersoner, der har skiftet fra journalistik til eksempelvis

det private erhvervsliv eller til en stilling som rådgiver for en

folketingspolitiker.

Analysen og metoden for denne undersøgelse har på den

måde grebet ind i hinanden hele tiden. Derfor, og fordi

Bourdieus refleksive øvelser er meget omsiggribende, er den

metode, jeg valgte meget tidskrævende. Det kræver både tid,

overskud og vilje til at forbyde sig og indrømme sine

fordomme og loyaliteter.

115

10. Perspektivering Som indlæg til den journalistfaglige debat om roller, etik og

brancheintern antipati håber jeg, at dette speciale kan være

med til at sætte perspektiv på de motiver, der synes at være i

centrum for kritikken af de strategiske kommunikatører.

Ligeså tydeligt det er, at de fire interviewpersoner arbej-

der med partskommunikation, er det også tydeligt, at de gør

det ud fra nogle klare holdninger til rigtigt og forkert, som de

især har med sig fra journalisthøjskolen; de vil ikke lyve, de

vil ikke udstille folk, de vil gerne sikre god oplysning gennem

faglig og saglig, aktuel og rettidig kommunikation, og de skal

være ærlige og åbne over for borgere og presse. Den etiske del

af deres professionelle selvforståelse er stadig etisk. Kernen

for kritikken er nærmere, at disse kommunikationsjournalister

med deres brancheskift og stædige insisteren på stadig at være

journalister gør spot på den læresætning, alle journalister fra

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus synes at

have fået ind med deres første øl i fredagsbaren: 'Vær uafhæn-

gig'.

Interviewpersonernes erfaringer vidner dog om, at

kommunikatører ikke er alene om at være faldet fra det ideal.

De fire beretter om en lokal presse, der er så afhængig af

kommunale indholds- og informationssubsidier, at den ikke

rigtig tør være ret kritisk. Kommunen er storleverandør af

trykklare historier og kilder, og uden ressourcerne til selv at

kunne producere tilsvarende er lokalmediernes output afhæn-

gig af kommunale kommunikationsmedarbejderes idé-

udvikling, research, interview og vinkling. Forskellen på de

to; kommunikationsjournalisterne og nyhedsjournalisterne

synes mest at handle om, at hvor afhængighed er en gennem-

116

skuelig og givet præmis for al partskommunikation, må

nyhedsmedier have sværere ved at forsvare dette tætte forhold

til det politiske system.

Når partskommunikation åbenbart lever op til så mange

nyhedskriterier og journalistiske metoder, at de kan trykkes

direkte i avisen, er der et stærkt argument for, at i hvert fald

kommunal kommunikation kan argumenteres at være en genre

under journalistikken. Den skabelon, som nyhedsjournalistik

baseres på, skriver kommunikationsmedarbejderne historier

ud fra, og Kasper skriver sine reportager over samme skabe-

lon, som den klassisk fortællende journalistik også gør. De

journalistiske genrer breder sig, ligesom journalisterne gør

det; ud i flere brancher og til at tjene flere formål.

Ligesom den udvanding af selve journalistikken lader til

at være roden til nyhedsjournalisternes kritik af de kolleger,

der skifter branche, er succesen med at udbrede journalistik-

ken samtidig de kommunale kommunikatørers bedste belæg

for stadig at være journalister. Som kort beskrevet i afsnit 1

undersøgte jeg sammen med en studiekollega tidligere i år

(Nielsen & Volke 2012), om brugen af journalistiske virke-

midler i pressemateriale gav danske dyreværnsorganisationer

bedre mulighed for at opnå indflydelse på mediernes dagsor-

den. Det viste sig, at redaktører og journalister på særligt loka-

le medier anså journalistisk udarbejdede pressemeddelelser fra

i hvert fald etablerede organisationer som journalistik. I både

radio, tv og avis bringer redaktører således gerne partskom-

munikatørernes budskaber, hvis de altså lever op til journali-

stiske kriterier som sandhed, aktualitet, væsentlighed og iden-

tifikation.

Det virker oplagt for den videre forskning at analysere

kommunale pressemeddelelser for tilstedeværelsen af journa-

listiske virkemidler for at afgøre, om kommunal kommunika-

117

tion kan bevises at være en journalistisk genre. Jeg vover

hypotesen, at netop de lovmæssige krav om sandhed og sag-

lighed, som offentlig kommunikation skal leve op til, samt

dens journalistiske udgangspunkt og formidling sikrer noget af

den type kommunikation en plads i det journalistiske genreka-

talog; især hvis den forfattes over en journalistisk skabelon.

At det tilsyneladende er uproblematisk at versionere

journalistikken til andre brancher er interessant, for hvor går

grænsen; hvornår holder man op med at være journalist? Det

undrer mig, at Kim, Lisa og Jakob slet ikke ser sig selv som

strategiske kommunikatører. Det er tydeligt, at de nyder den

strategiske del af deres arbejde, og de udtrykker også alle tre

ønsker om karrieretræk, der fjerner dem endnu mere fra at

producere journalistisk. Uanset hvad de kalder sig, mener de,

at de har indflydelse på lokaljournalistikken. Til et punkt er

det måske sundt for den offentlige debat, at medierne udfor-

dres på deres fortolkningsmonopol, men at forstå ud fra inter-

viewpersonernes oplevelse er det punkt flere steder ved at

være nået.

118

Referencer

Oversigt over anvendt

litteratur

119

11. Litteraturfortegnelse 11.1. Bøger og artikler

Adler, Patricia A. & Peter Adler (2001): "The Reluctant Respondent". I: Gubrium, Jaber F. & James A. Holstein (red.) (2001): Handbook of Interview Research. Sage Publications, Thousand Oaks, Californien, USA. s. 515- 535. Allern, Stuart (red.) (2010): The Routledge Companion to

News and Journalism. Routledge, Abingdon, UK, Storbritannien. Allern, Sturat (2003): "Etikk i public relations". I: Ottosen, Rune & Thore Roksvold (red.) Presseetisk front. Festskrift

til Odd Raaum. IJ-Forlaget, Kristiansand, Norge. s. 173- 183. Bachrach, Peter & Morton S. Baratz (1963): Decisions and Nondecisions. The American Political Science Review. Vol. 57, nr. 3. Washington DC, USA. s. 632-642. Benson, Rodney & Erik Neveu (2005): Bourdieu and the

Journalistic Field. Polity Press, London, Storbritannien. Bjerg, Lars (2009): Den gode journalist. Etik, værdier og

kvalitet i journalistik. Forlaget Ajour, Aarhus. Bourdieu Bourdieu, Pierre (2005a): Viden om viden og refleksivitet. Hans Reitzels Forlag, København. Bourdieu, Pierre (2005b) [på fransk 1995]: "The Political Field, the Social Science Field, and the Journalistic Field". I: Benson, Rodney & Erik Neveu (red.) (2005): Bourdieu

and the Journalistic Field. Polity Press. Cambridge, Storbritannien. s. 29-47. Bourdieu, Pierre (2003) [på fransk 2000]: Participant Objectivation. The Journal of the Royal Anthropological

Institute, vol. 9, nr. 2. London, Storbritannien. s. 281-294. Bourdieu, Pierre (2002): Ein soziologischer Selbsversuch. Suhrkamp, Frankfurt M. Tyskland. Bourdieu, Pierre (1999a) [på fransk 1998]: Den maskuline

dominans. Tiderne Skifter, København. Bourdieu, Pierre (1999b): "Understanding". I: Bourdieu, Pierre et al. (1999): The Weight of the World. Stanford University Press, Stanford, Californien, USA. s. 607-626. Bourdieu, Pierre (1998a) [på fransk 1996]: Om TV – og

journalistikkens magt. Tiderne Skifter. København. Bourdieu, Pierre (1998b): Practical Reason. On the Theory of

Action. Stanford University Press, Stanford, Californien, USA.

120

Bourdieu, Pierre (1996): "The forms of capital". I: Richard- son, John G. (red.) (1996): Handbook of Theory and

Research for the Sociology of Education. Greenwood, New York, New York, USA. s. 241-258. Bourdieu, Pierre (1993): Sociology in Question. Sage Publications, London, Storbritannien. Bourdieu, Pierre (1991): Language and symbolic power. Tekstsamling af Thompson, John (red.). Polity Press, Cambridge, Storbritannien. Bourdieu, Pierre (1990): In Other Words: Essays Towards a

Reflexive Sociology. Polity Press, Cambridge, Storbritannien. Bourdieu, Pierre (1989): Social Space and Symbolic Power. Sociological Theory. Vol. 7, nr. 1. [Nu]: London, Storbri tannien. s. 14-25. Bourdieu, Pierre (1979): Les trois états du capital culturel. Actes de la recherché en sciences sociales. Vol 30. s. 3-6. Paris, Frankrig. Bourdieu, Pierre (1977): Outline of a Theory of Practice. Cambridge University Press, Cambridge, Storbritannien. Bourdieu et at. Bourdieu, Pierre et al. (1999) [1993]: The Weight of the

World. Stanford University Press, Stanford, Californien, USA. Bourdieu, Pierre & Loïc J. D. Wacquant (1996) [på engelsk 1992, nedenstående titel]: Refleksiv sociologi – mål og midler. Hans Reitzels Forlag, København. Bourdieu, Pierre & Loïc J. D. Wacquant (1992): An Invitation

to Reflexive Sociology. Polity Press, Cambridge, Storbritannien. Bourdieu, Pierre et al. (1991): The Craft of Sociology. Epistemological Preliminaries. Walter de Gruyter, Berlin, Tyskland. Bro, Peter (2009): Menneskelig kommunikation – fra

telegrafisternes til journalisternes tidsalder. Syddansk Universitetsforlag, Odense. Callewaert, Staf (1992): Kultur, pædagogik og videnskab.

Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praksisteori. Akademisk Forlag, København. Clear, Anette & Linda Weideman (2002): Dynamics of Public

Relations and Journalism. Juta & Co Ltd, Claremont, Sydafrika. Dindler, Camilla (2011): Christiansborg uden for citat. Ph.d.- afhandling, Københavns Universitet. Esmark, Anders (2007): A Functional Public Sphere? A Systems Theoretical Look at the Professionalization of Political Communication. World Political Science Review, vol. 3, nr. 3. Berlin, Tyskland. s. 1-22.

121

Esmark, Anders (2006): "Offentlig kommunikation mellem ret og politik". I: Pedersen, Karsten, Birgitte Ravn Olesen & Roy Langer (red.): Offentlig kommunikation i spagat. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. København. s. 9-28. Franklin, Bob et al. (2005): Key Concepts in Journalism

Studies. Sage Publications, London, Storbritannien. Gravengaard, Gitte (2010): Journalistik i praksis – valg og

fravalg af nyhedsideer. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg. Gravengaard, Gitte (2008): En nyhed er en nyhed. Et studium

i journalistisk praksis og selvforståelse med fokus på

fravalg. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet. Gregory, Anne (2004): "Forord". I: Parsons, Patricia J. (2004): Ethics in Public Relations. Kogan Page Limited, London, Storbritannien. Halkier, Bente (2008) [2007]: Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg. Hammerslev, Ole, Jens Arnholtz Hansen & Ida Willig (red.) (2009): Refleksiv sociologi i praksis. Hans Reitzels Forlag, København. Hansen, Jens Otto Kjær & Hanne Birgitte Jørgensen (2010): Strategisk Kommunikation for praktikere – i andres brød

2.0. Forlaget Ajour, Aarhus. Hartley, Jannie Møller (2011): Radikalisering af kampzonen

– en analyse af netjournalistisk praksis og selvforståelse i

spændingsfeltet mellem idealer og publikum. Ph.d. afhand-ling, Roskilde Universitet.

Hjarvard, Stig (1995): Nyhedsmediernes rolle i det politiske

demokrati. Rapport. Statsministeriets Medieudvalg. København.

Honneth, Axel, Hermann Kocyba & Bernard Schwibs (1986): The Struggle for Symbolic Order – an Interview with Pierre Bourdieu. Theory, Culture & Society. Vol. 3, nr. 3. London, Storbritannien. s. 35-51. Jacobsen, Michael Hviid (2001): Tradition og fornyelse – en

problemorienteret teorihistorie for sociologien. Aalborg Universitetsforlag, Aalborg. Järvinen, Margaretha (2007): "Pierre Bourdieu". I Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen (red.) (2007) [1996]: Klassisk

og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag, København. s. 345-366. Kramhøft, Peter (2000): Journalistik med omtanke.

Arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik. Forlaget Ajour, Aarhus. Kristensen, Nete Nørgaard (2004a): Journalister og kilder –

slinger i valsen. Forlaget Ajour, Aarhus. Kristensen, Nete Nørgaard (2004b): Den journalistiske udfordring. Nordicom Information. Vol. 26, nr. 4.

122

Göteborg, Sverige. s. 51-68. Kristensen, Nete Nørgaard (2003): Udfordringen af

journalistikken i lyset af kildernes professionalisering:

Slinger i valsen? Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet. Kruuse, Helle Nissen (1991): Etik i journalistik. Forlaget Ajour, Aarhus. Kvale, Steiner & Svend Brinkmann (2010) [1997]: Det

kvalitative forskningsintervju. Gyldendal Norsk Forlag, Oslo, Norge. Kvale, Steinar & Svend Brinkmann (2009) [på engelsk 1996]: InterView – Introduktion til et håndværk. Hans Reitzels Forlag, København. Kvale, Steinar (2006): Dominance through Interviews and Dialogs. Qualitative Inquiry. Vol. 12, nr. 3. Sage Publications, Thousand Oaks, Californien, USA. s. 480- 500. Lindegaard, Erik & Max Rasmussen (2006): Politikere og

embedsmænd – samspil om ledelse i den offentlige sektor.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København. Lõhmus, Maarja (2001): "Staging Journalism: Professional Identity and Roles of Journalists in Social Changes". I: Kivikuru, Ullamaja (red.) Contesting the Frontiers –

Media and Dimensions of Identity. Nordicom, Göteborg, Sverige. s. 187-207. Lund, Anker Brink (1999): Journalistroller i det redigerede samfund. Politica, vol. 31, nr. 2. s. 133-146. Mikkelsen, Jan Foght (2002): Formidlingsetik. Bidrag til en

etik om strategisk kommunikation. Roskilde Universitetsforlag, Roskilde.

Nielsen, Mie Femø (2010): Strategisk kommunikation. Akademisk Forlag, København. Nielsen, Mie Femø (2004a): "Under vejr med sig selv – virksomhedens identitet og selvfremstilling i interaktion med dens stakeholders". I: Nielsen, Mie Femø (red.) Spin,

selvfremstilling og samfund – public relations som

reflekterende praksis. Samfundslitteratur, Frederiksberg. s. 243-277. Nielsen, Mie Femø (red.) (2004b): Spin, selvfremstilling og

samfund – public relations som reflekterende praksis. Samfundslitteratur, Frederiksberg. Nielsen, Mie Femø (2000): Under lup i offentligheden – introduktion til public relations. Samfundslitteratur, Frederiksberg. Nielsen, Nadia Lunn & Volke, Lis Katharina (2012): Dyr på

dagsordenen – en undersøgelse af danske

dyreværnsorganisationers muligheder for at påvirke

mediernes dagorden. (Eksamensprojekt i faget

123

Kommunikationsjournalistik) Aarhus Universitet. Odendahl, Teresa & Aileen M. Shaw (2001): "Interviewing Elites". I: Gubrium, Jaber F. & James A. Holstein (red.) (2001): Handbook of Interview Research. Sage Publications, Thousand Oaks, Californien, USA. s. 133- 150. Parsons, Patricia J. (2004): Ethics in Public Relations. Kogan Page Limited, London, Storbritannien. Parsons, Patricia (1993) Framework for Analysis of Conflicting Loyalties. Public Relations Review, vol. 19, nr. 1. Amsterdam, Holland. s. 49-57. Pfadenhauer, Michaela (2009): "At Eye Level: The Expert Interview – A Talk between Expert and Quasi-Expert". I: Bogner, Alexander, Beate Littig & Wolfgang Menz (2009): Interviewing Experts. Palgrave Macmillan, Basingstoke, Storbritannien. s. 81-97. Prieur, Annick (2006a): "En teori om praksis". I: Prieur, Annick & Carsten Sestoft (red.) (2006): Pierre Bourdieu.

En introduktion. Hans Reitzels Forlag, København. s. 23- 69. Prieur, Annick & Carsten Sestoft (2006b): "Bourdieus epistemologi og sociologiens håndværk". I: Prieur, Annick & Carsten Sestoft (red.) (2006): Pierre Bourdieu. En

introduktion. Hans Reitzels Forlag, København. Schudson, Michael (2003): The Sociology of News. Norton, New York, New York, USA. Schultz, Ida (2005): Bag om nyhedskriterierne – en

etnografisk feltanalyse af nyhedsværdier i journalistisk

praksis. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitetscenter. Stolleis, Michael (1990): "Grundzüuge der Beamtenethik (1550-1650)". I Stolleis, Micheal (1990): Staat und

Staaträson in der Fruhen Neuzeit. Suhrkamp, Frankfurt M., Tyskland. Svith, Flemming (2011): Nyhedsjournalistik – bedre end sit

rygte? Ph.d.-afhandling. Aarhus Universitet. Tamm, Ditlev (1997): "Kongens, statens eller folkets tjener? – Dansk embedsmandsetik set i historisk perspektiv". I: Christensen, Jens Peter et al. (red.) (1997) [1995]: Politikere og embedsmænd. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København. s. 49-62.

124

Thuesen, Frederik (2011): Navigating Between Dialogue and Confrontation: Phronesis and Emotions in Interviewing Elites on Ethnic Discrimination. Qualitative Inquiry, vol. 17, nr. 7. Sage Publications. Los Angeles, Californien, USA. s. 613-622. Togeby, Lise et al. (2003): Magt og demokrati i Danmark.

Hovedresultaterne fra Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus. Vitus, Kathrine (2008): The Agonistic Approach: Reframing Resistance in Qualitative Research. Qualitative Inquiry. Vol. 14, nr. 3. Los Angeles, Californien, USA. s. 466-488. Wien, Charlotte & Anker Brink Lund (2001): "Flid, fedt og snyd – kildens leg med journalisten". I: Nielsen, Mie Femø (red.) Profil og offentlighed – public relations for

viderekomne. Samfundslitteratur, Frederiksberg. s. 89-109. Ørsten, Mark (2006): "Det offentlige i medierne". I: Pedersen, Karsten, Birgitte Ravn Olesen & Roy Langer (red.) Offentlig kommunikation i spagat. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København. s. 29-41.

125

11.2. Internetsider

Følgende er en oversigt over de hjemmesider, der refereres til i specialeafhandlingen. Samtlige sider er senest besøgt og kon-trolleret for tilgængelighed den 1. september 2012. – http://journalisten.dk/kommunikationsjobs-driver-djs-v-kst – http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2011/August/Flere-

kommunikationsfolk-end-journalister/ – http://journalisten.dk/danske-journalister-overvejer-

forlade-mediebranchen – http://journalisten.dk/kommunikatorer-er-kommet-blive-0 – http://journalisten.dk/hb-diskuterer-nyt-navn-til-dansk-

journalistforbund – http://journalisten.dk/node/22969 – http://www.sam.sdu.dk/study/fag/fagprint.shtml?fag_id=3

541&print=1 – http://journalisten.dk/scener-fra-et-gteskab – http://journalisten.dk/gr-nser-v-kst – www.kommunikationsforum.dk/artikler/vi-er-ikke-

fjender-vi-er-journalister – http://journalisten.dk/prisvinder-smid-spindoktorerne-ud-

af-journalistforbundet – www.journalisthojskolen.dk/journalist/pdf/studieordning_j

ournalist.pdf – www.ruc.dk/fileadmin/assets/cbit/Journalistik/Pdf-

filer/studieordning-journalistik.pdf – www.illbunker.dk/p=1652 – http://static.sdu.dk/mediafiles//9/2/8/%7B928F9DDB-

BA6F-4CA1-AB264A15A056C332%7DBAJournalistik_2011_Godkendt.pdf

– http://www.merriam-webster.com/dictionary/parajournalism

– http://jyllands-posten.dk/indland/article2640132.ece – http://epn.dk/brancher/finans/bank/article4794707.ece

Hjemmesideadresser anvendt i det klausulerede bilagsmateri-

ale angives alene deri.

126