karl stegger

2

kaae_stegger_materie.indd 2 02/07/14 12.35

3

PEER KAAE

KARLSTEGGER

EN BIOGRAFI

People’sPress


4

Karl Stegger. En biografi© 2014, Peer Kaae og People’sPressOmslag: Harvey Macauley/ImperietFoto: Willy Henriksen/ScanpixISBN: 978-87-7137-353-02. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2014

Denne bog er en revideret udgave af Kæmpen Karl,som udkom første gang på forlaget Forum i 2002.

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavs-ret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPressVester Farimagsgade 41DK-1606 København Vwww.artpeople.dk


5

Indhold

Forord 9

Riget 15

Barndommens gade 18

Hjem til Aarhus 41

Forelsket i København 67

Far til fire 85

Døden kommer til middag 94

Javel, hr. minister 100

Privatliv 120

Den forsvundne fuldmægtig 127

Præsten i Vejlby 137

Man sku’ være noget ved musikken 150

Ballade på Christianshavn 159

Sengekant og stjernetegn 171

En sælgers død 181

Karl, kult, kitsch og B-film 197

Gensyn med vennerne 202

Tilbage til fremtiden 219

Filmografi 222

Kilder 232


6


7

Man taler så tit om, at der er mangel på filmmanuskripter. Man kunne såmænd bare filmatisere mit liv, der er tilstrække-ligt af dramatisk stof.

Karl Stegger


15

Riget

Den 13. april 1980 ligger en ældre mand på Rigsho- spitalets afdeling B. Han bliver tilset af hjertepro-

fessor Thybjerg Hansen. Efter endt stuegang forlader professoren hovedrystende stuen.

Der er intet at stille op.Den ældre mand gisper efter vejret. En lungebetæn-

delse er stødt til. I rummet runger den svage hyletone, som lungerne giver fra sig, hver gang han med besvær trækker vejret. Hjertet slår uregelmæssigt på grund af en forkalket hjerteklap, og kredsløbet har givet op over for forkalkningerne i begge ben.

På journalen, der ligger på rullebordet ved siden af sengen, står der: Carl Johan Stegger Sørensen.

Hele Danmark kender ham. Som Karl Stegger.Han er 67 år og har kun befundet sig i pensionister-

nes rækker i tre måneder. Hans ansigt er furet og blegt. Dansk films tykke mand har tabt sig til ukendelighed, og han ser ældre ud, end dåbsattesten afslører. Kroppen er ikke bare slidt. Den er slidt op af et langt liv, hvor ordet »fri« ikke har indgået i større klumper end højst et par dage.

Som han ligger her, er han ikke bare en ældre mand, men en gammel mand, der indtil for et par dage siden vidste, at livet var gået ind i sin sidste fase.

Han har nået mere, end han kunne drømme om i den-ne verden.

Nu vil han ikke mere.


16

Han har lige spillet rollen på film i »Johnny Larsen«. Den gamle, døende mand i sengen. Nu er det virkelig-hed. Han har sagt nej til lægerne. Han er bevidstløs og har været det i et par dage.

Forårssolen går ned over den by, som Karl Stegger har frit udsyn til fra sin sygeseng, hvis han kunne åbne sine øjne. Husene ligner legetøjshuse. Byen summer – bilerne kører. Bag vinduerne tændes lysene, og hr. og fru Dan-mark gør sig klar til en tv-aften. Monopol-fjernsynet sen-der tv-stykket »Vores år«, skrevet af Klaus Rifbjerg.

I TV-Teatrets opsætning optræder en dommer Asmus-sen. En mand, som klamrer sig til systemets regler for at bevare sin juridiske uskyld trods betænkelige økonomi-ske transaktioner.

Asmussen spilles af Karl Stegger, som ikke klamrer sig til noget – ikke engang livet.

Mens TV-Teatrets satsning løber over skærmen, bliver han stadig svagere. Et par timer efter at danskerne har slukket for »Vores år«, sover Karl Stegger stille ind i dø-den.

Danmark har mistet en af sin største skuespillere.

*

»Danskheden er død,« skrev Bent Mohn i sin nekrolog i Politiken et par dage efter. Flottere og mere præcist kun-ne det ikke siges.

Karl Stegger blev begravet fra Frederiksberg Kirke. Sam-men med sognepræst Helge Lundblad stemte venner og familie i og sang en af hans yndlingssalmer: »I Østen stiger solen op«.

Kirken var fyldt til bristepunktet med kendte menne-sker: Bjørn Puggaard-Müller, Paul Hagen, Bent Warburg, Jens Okking, Judy Gringer, Lillian Tillegreen, Holger Per-fort og mange andre.


17

Men selv i døden var Karl beskedenheden selv. En af Danmarks berømteste skuespillere havde valgt at blive stedt til evig hvile i de ukendtes grav i Birkelunden på Søndermark Kirkegård.

I sin nekrolog i Ekstra Bladet skrev vennen Jens Ok-king:

»I lørdags blev Karl afleveret til den jord, hvoraf han var rundet, og som han aldrig mistede kontakten med. Den gigantiske storm, som hjemsøgte vores øer i netop de døgn, blev naturens symbolske kommentar til det liv, der blev Karl Stegger tildelt.«


18

Barndommens gade

I 1913 var der omsider blevet ryddet op efter en politisk skandale af dimensioner. Landets tidligere justitsmi-

nister, P.A. Alberti, havde nogle år forinden snydt sam-fundet for mindst 15 millioner kroner, og det havde medført et politisk stormvejr, der først rigtig drev over, da den første radikale statsminister, C.Th. Zahle, skabte ro og respekt bag skrivebordet i Statsministeriet.

På Blegdamsvej i København tænkte fysikeren Niels Bohr langt større tanker, end den korrupte Alberti havde gjort sig, inden han lænsede statskassen. De måske stør-ste tanker i flere hundrede år blev sat på tryk og udgivet i form af tre notater.

Niels Bohr fik i 1913 et gennembrud i sit komplicere-de arbejde med kvantemekanikken. Hans teori pegede så langt ud i fremtiden, at selv ikke Albert Einstein var på bølgelængde med visionerne fra København. Bohr var lysår forud for sin tid og dannede grundlag for hele den digitale tidsalders lyksaligheder – eller uoverskuelige problemer. Uden Bohr ingen computere, mobiltelefoner eller atombomber.

Både fysikere og historikere mener, at 1913 vil stå som det mest skelsættende år, når fremtidens forskere engang ser tilbage på det 20. århundrede. Det år vil blive husket, så længe der er en civilisation her på kloden. Ganske en-kelt fordi Niels Bohr så verden på en helt ny måde – og så rigtigt.

I danskernes erindring har Niels Bohr ikke den plads,


19

han fortjener. Det ville den utilnærmelige og tilknappe-de Christian X heller ikke have haft, hvis han ikke havde siddet stolt på en hvid hest ved Genforeningen nogle år senere i Sønderjylland. Og endnu senere i livet – igen til hest – var blevet et nationalt samlingspunkt under Anden Verdenskrig, fordi han red gennem Københavns gader.

Sammen med dronning Alexandrine havde Christian X i 1912 overtaget et land, hvor alt åndede fred og idyl. Økonomien var genoprettet, og troen på fremtiden spi-rede, selv om der kun var få måneder, til Gavrilo Princip affyrede to dræbende skud mod Franz Ferdinand i Sara-jevos gader. Franz Ferdinand troede, han skulle hyldes. I stedet blev han ramt af de kugler, der væltede den første brik i en dominoeffekt, som fik verden til at gå af lave. Første Verdenskrig brød ud, og 10 millioner mennesker mistede livet.

Verdenskrigen var utænkelig, da kunstneren Edvard Eriksen og brygger Jacobsen i august 1913 fik deres fæl-les projekt om en skulptur på plads. Med inspiration fra Det Kongelige Teaters eventyrballet over H.C. Andersens klassiker blev den kun 125 cm høje figur »Den Lille Hav-frue« et nationalsymbol på sin smukke plads ved Lange-linie i København. Bryggeren fulgte, bevæbnet med en buket roser, enhver detalje, mens håndværkerne baksede med den lille, men 125 kilo tunge havfrue.

»Dér skal hun sidde,« sagde bryggeren, tog en rose i munden, gik ind i sin limousine og kørte bort.

Og det har hun så gjort lige siden.

*

Den 11. januar det år kom en lille, velskabt dreng til verden. Selv om han var stor, blev han smuttet som et stykke håndsæbe mellem et par våde barnehænder ved


20

hjemmefødslen i et af Aarhus’ fattigste kvarterer. En stor, kraftig og brysk jordemor var eneste vidne. Hun var be-væbnet med kæmpetaske, store fade, hvide viskestykker og kogende vand.

Efter at navlestrengen var klippet, gav jordemoren den lille, griserøde dreng et klask i rumpen. Da skriget kom hurtigt og præcist, var alt, som det skulle være.

Jordemoren forlod hurtigt den lille knast af en arbej-derlejlighed. Det passede den nybagte mor godt. For hun var flov – meget flov. Den lille dreng var nemlig født i dølgsmål. Hun var ikke gift, og faren stod ikke stolt ved siden af sengen, som tidens moral krævede det. Han var stukket af. Både fra sit ansvar og såmænd også ud af lan-det.

Det hårde og kontante velkomstklask fra jordemoren i den bare, våde babynumse var mere end symbolsk. For den lille dreng var slet ikke velkommen i denne verden. I vore dage var han blevet fjernet ved en abort. Familien var nemlig slet ikke gearet til endnu en mund, der skulle mættes hver dag.

»Jeg begyndte tilværelsen med at være en skamplet på min familie. Jeg var det, man dengang kaldte et uægte barn. Ved min ankomst har tilværelsen nok virket ekstra mørk og truende for min arme mor.«

Så nøgternt reflekterede Karl Stegger selv over sin håb-løse start på livet mange år senere. Men selv om han nok var uønsket, omtalte han altid sin mor som en elskelig og brav kvinde. Det forstår man godt, når man ser nær-mere på hendes baggrund og det tragiske liv, hun fik.

*

Marie Stegger Sørensen var ud af en fattig bondeslægt fra Mariager-kanten. Hendes forældre, Karl Steggers bed-steforældre Niels og Katrine Sørensen, var bønder i gam-


21

meldags forstand. De havde gevaldig svært ved at følge med, da industrialiseringen skyllede ind over landbru-get i slutningen af 1800-tallet. Deres gård var stor, men jorden var sandet, og Niels forsøgte at redde stumperne og eksistensen ved at lægge om til svineavl. Det gik ikke. Niels Sørensen – og resten af familien Sørensen – gik fal-lit lige omkring århundredskiftet.

Unge Marie måtte fra svinene i stalden til Ceres-bryg-gerierne og vaske ølflasker. Far Niels slæbte for føden i et job som fyrbøder ved De Forenede Jernstøberier. Penge-ne var små – så små, at selv mor Katrine også måtte i ar-bejde. Hun overtog et mejeri i Falstersgade i Aarhus. Her sled hun dagligt frem og tilbage og ud og ind med store kasser fyldt med tunge mælkeflasker så hårdt, at hun ef-ter et par år måtte give op.

Penge var der stadig alt for få af, så Katrine investe-rede de sidste spareskillinger i et par strikkemaskiner, som også Marie hjalp til med at betjene. Nu kunne folk i Fynsgade og omegn pludselig få stoppet sokker, repa-reret uldtøj og strikket en varm sweater hos familien Sø-rensen.

*

Bedst som Sørensens strikkemaskiner var begyndt at køre på højtryk, lagde en norsk båd til i Aarhus Havn. Marie mødte på en glad bytur en af skibets sømænd på landlov. Han var en charmerende gut, der på klingende norsk talte sig direkte ind i den unge bondepiges hjerte.

Han forførte hende til det, vi i dag kalder et engangs-knald.

Marie blev gravid. Men altimens hun drømte om fa-milie, barn og et nyt liv, havde den norske matros alle-rede glemt alt om guldet, de grønne skove og det halve norske kongerige, han havde lovet hende den skæbne-


22

svangre aften. Hans skib var stukket til søs og var allere-de mange sømil fra Danmark, da Karl blev født. Så vidt vides, satte sømanden aldrig sin fod på dansk jord igen.

Marie og hendes lille søn kunne med andre ord sejle deres egen sø.

»Hvem min far var, ved ingen – ud over min mor. Hun opgav aldrig navnet, fordi hun følte, han svigtede hende noget så grusomt. Jeg er sikker på, at de kun var sammen den ene gang, da jeg blev til. Da han fik at vide, at hun ventede mig, forsvandt han. Men selv om han forlod hende, må hun ha’ elsket ham alligevel. For mine for-navne Carl og Johan er jo klingende norsk.«

Far eller ej – livet skulle jo gå videre. Nu var Carl der, og Marie og hendes forældre rykkede sammen for at få økonomien og især maden til at slå til.

De fik en lille toværelses lejlighed i Fynsgade 29 på fjerde sal. Det var i øvrigt i samme kvarter, den senere statsminister H.C. Hansen voksede op i de år.

*

Den første tid sammen med bedstemor, bedstefar og mor i den lille lejlighed havde Karl Stegger naturligvis ingen erindring om – men lykkelig var den ikke.

Bedstemoren var ikke begejstret for sin datters uægte søn, som hun skulle skifte, mens garnet blev skiftet på strikkemaskinerne. Drengen var i vejen – både fysisk og økonomisk – men også fordi det var nedværdigende for familien. Det gik især bedstemoren på, at kvarterets da-mer sladrede om den lille dreng, der var født i synd hos familien Sørensen.

»Jeg blev gemt væk og aldrig vist frem, når der var besøg eller kunder i lejligheden. Jeg var en skam, som ingen forventede sig noget som helst af. Min morbror


23

har fortalt mig, at jeg gjorde noget fuldstændig forrykt, engang min mor var på vej ud ad døren til arbejde: Jeg stillede mig op midt på gulvet og tissede i bukserne. Jeg har vel været to år, da det skete, og mormor må have fundet situationen uendelig pinlig. For hun blev så for-tvivlet over mig, at hun udbrød: ‘Åh herregud da, hvad skal det dog blive til med den pjosker!’«

Karl Steggers bedstemor kom dog ikke til at trækkes med den lille pjosker ret længe, for kort efter episoden døde hun.

Man kan kun gisne om, hvilke tanker der løb gennem hovedet på den stakkels Marie. Først svigtede sømanden, så døde moren. Nu måtte hun hver morgen klokken seks forlade sin treårige søn, og hun vendte først hjem fra arbejdet langt ud på aftenen. Nok kiggede hendes far lidt efter drengen, men kun i den korte pause, han holdt mellem det ene værtshusbesøg og det næste. Efter sin kones død hjalp Niels Sørensen godt til med at skaffe sin datter ekstra arbejde med flaskerne på bryggeriet. Han var en tørstig sjæl, der brugte sine sidste dage på byens bodegaer i selskab med Ceres’ produkter.

Lille Carl var mere eller mindre overladt til sig selv i en alder af bare tre år.

Det kan lyde både uforsvarligt og utænkeligt. Men det var ikke helt ualmindeligt i arbejderklassen i starten af forrige århundrede, og Karl Steggers mor havde ikke no-get valg. Børnehave, fritidshjem og vuggestue var næ-sten lige så fremmede ord som rumfærge og computer i 1916, Første Verdenskrig rasede, og krisen kradsede også i Danmark. Marie levede på bunden af samfundet. Hun befandt sig kun lige over det ydmygende bundfald, der endte på fattiggården.

»Jeg kan huske, at jeg i timevis sad alene i trappeop-gangen og ventede på, at mor skulle komme hjem og


24

give mig noget mad. Ofte gik jeg for lud og koldt vand. Det meste af dagen brugte jeg på at strejfe rundt på ga-der og stræder i det gamle Aarhus. Jeg havde jo intet at ta’ mig til, så langsomt udviklede jeg mig til en lille rod, der fordrev tiden med smårapserier. Specielt når jeg var sulten, huggede jeg mad fra forretningerne. Når jeg ikke stjal, havde jeg et yndlingssted, hvor jeg meget ofte kom. Det var på Galgebakkens legeplads, der lå dér, hvor universitetsbyen ligger nu.«

Men lille Carl havde ikke kammerater eller gode ven-ner. Trods sin alder var han en stor, tung dreng med kæmpekræfter, og det fik ham til at skille sig ud. Han var en enspænder, der var svær at komme ind på livet af, og med tiden udviklede han også en ensomhed, der forfulg-te ham gennem barndommen, og som fortsatte med at gnave i hans sjæl hele livet.

Carl gjorde dog indimellem kreative forsøg på at kom-me ud af ensomheden.

En dag ringede det på døren. Udenfor stod et bud med en kuvert. Carl havde langsomt vænnet sig til at stjæle det, han havde brug for, og nu havde han fået en blæn-dende idé, der kunne skaffe ham det, han savnede aller-mest: venner.

»Jeg vidste, at det var mors løn fra bryggeriet. Jeg tog mod til mig og åbnede forsigtig kuverten. Den var fyldt med penge. Jeg havde aldrig set så mange penge i mit liv og kunne ikke stå for fristelsen. Alle sedlerne blev stop-pet i lommen, og så listede jeg ellers ned til bageren og købte wienerbrød for hver en krone. Det blev til stabler af bagerens lækreste sager, som jeg derefter inviterede alle gadens unger på. De var sultne og kastede sig over basserne. Mine kammerater beundrede mit mod, og jeg blev umådelig populær.«

Mens Carls nye venner gnaskede det ene stykke i sig


25

efter det andet, fik han dog en dårligere og dårligere smag i munden. For hvad ville hans mor sige, når hun kom hjem og opdagede, at sønnen havde brugt hele løn-ningsposens indhold på noget så tåbeligt som wiener-brød?

»Mor kom sent hjem den aften. Jeg krøb til korset med den dårligste samvittighed og bekendte min synd. Men hun reagerede fuldstændig modsat af, hvad jeg havde ventet. Hun blev slet ikke gal, men forklarede mig stille og rolig, at det måtte jeg aldrig gøre igen, for så kunne vi ikke få råd til mad resten af måneden.«

Mange år senere var Karl Stegger overbevist om, at hans mor dengang havde sagt til sig selv, at sådan en hændelse var prisen for at lade en lille dreng passe sig selv.

»Hun var en kærlig kvinde, der allerhelst ville være blevet hjemme hos mig hele dagen. Faktisk følte jeg, at hun var ulykkelig, hver gang hun gik ud ad døren. Men den stakkels pige havde jo ikke noget valg. Vi skulle ek-sistere, og pengene var små nok i forvejen.«

Selv bedstefaren, der til tider kunne være skrap, når lil-le Carl havde lavet drengestreger, gnæggede i cykelstyr-skægget, da hans datter fortalte ham om barnebarnets eventyr hos bageren.

»Min bedstefar, som tog sig af min egentlige opdragel-se, var en stor, jovial mand, der gik i knapstøvler, havde en imponerende moustache og holdt uendelig meget af brændevin. Det sidste gjorde ham til en munter mand, som dog indimellem lagde lidt for mange penge på by-ens værtshuse. Han fortalte historier og fik mig ofte til at le med sit smittende humør. Jeg tror, han holdt me-get af mig, for der var fa’me ingen, der skulle sige noget ondt om hans barnebarn. Han var altid på vagt. Modsat min mor følte han ikke den store skam over, at jeg var


26

»Her er jeg tre år gam-mel og sammen med min bedstefar Niels, der tog sig af min egentlige opdragelse.« (Foto: pri-vat)

»Min kusine Petra står til venstre og yderst til venstre min bedstefar Niels, der virkede impo-nerende. Jeg husker to af hans formaninger: »Ret ryggen, og tal sandhed.« Og den anden, når jeg var uartig: »Du burde skamme dig for Gud og mennesker.« (Foto: pri-vat)


27

et uægte barn, og derfor tog han mig ofte med på værts-hus, hvor jeg for første gang blev vist offentligt frem med stolthed. Var der enkelte, der bare antydede noget i retning af skam eller uægte barn, tog han personligt og håndgribeligt fat, så det aldrig gentog sig. Bedstefar var min støtte og mit faste holdepunkt.«

*

Niels Sørensen var arbejder med stort A, og det bogstav repræsenterede også det politiske parti, der var det fa-ste holdepunkt i hans liv. Hver aften, når Marie tog af bordet efter middagsmaden, blev den lille røde sangbog fundet frem, og så skulle besse og barnebarn synge ar-bejdersange.

»Der blev sunget af karsken bælg i timevis, så nabo-erne må have været godt trætte af os to. Om det lød godt, aner jeg ikke, men det var i hvert fald højt! Bedste-far havde en kæmpestemme, der rungede gevaldigt i de gamle stuer, og jeg elskede det.«

Allerede som seksårig var Carl stærkt fascineret af sang, og tæt på Fynsgade lå Vennelyst Friluftsteater i et stort, luftigt haveanlæg, der om aftenen blev spærret af. Her optrådte tidens store revystjerner og skuespillere.

»Jeg kunne ikke få nok af at se på revyerne. Hver aften pressede jeg næsen flad mellem tremmerne ved teatret. Der var sammenklappelige stole og borde på gruset, hvor elegante tjenere med hvidt forklæde og svingerskæg vimsede omkring med en serviet over armen.«

Hvor bedstefaren foretrak de mere ydmyge knejper i området, sugede hans barnebarn teaterstemningen til sig. Lille Carl nød hvert et sekund, når stumfilmens sto-re stjerner indtog scenen med deres numre. Det var folk som Oscar Stribolt, Olga Svendsen, Frederik Buch og Schiøler Linck. Carl så forestillingen hver eneste aften,


28

og til sidst kunne han for eksempel følgende muntre vise udenad:

Mens gøgen kukkede, månen smilede vemodigtOg duftende syrener fortonede sig i mørket,Men se dér har vi jo den lille Frederik,Den sjove mand med det fordømte tyveblikOg han er født med overlagte tæ’rDet er lige sådanne her …

Bedstefaren fandt ud af, at Carl kunne visen og syntes, det var så sjovt, når han gav den. En dag, hvor han hav-de fået et par snapse for meget, og de to skulle på en tog-tur sammen, råbte han derfor pludselig: »Syng, knægt, for pokker, vi må sgu ha’ den der vise, du ka’!«

Carl sang det bedste, han havde lært. Den ene smuk-ke kornmark efter den anden fløj forbi vinduerne, uden at nogen opdagede det, for pludselig var alle passagerer-nes opmærksomhed rettet mod drengen med stemmen. Folk i kupeen fik en herlig oplevelse, og de kunne angi-veligt lide den improviserede optræden, for en indsam-ling blev sat i gang, og alle passagerer gav et par mønter.

Det blev Karl Steggers egentlige professionelle debut. I en af etatens gamle togvogne til stor jubel – især for hans bedstefar.

Men Niels Sørensen gjorde alt andet end at juble, ef-ter at lille Carl et par dage senere havde kedet sig noget så bravt og var gået op på loftet og havde rodet rundt. Her havde han fundet kassen med julepynt. Og så havde Carl gjort det, hans mor så inderligt frygtede hver dag, når hun lod ham alene hjemme – nemlig noget torske-dumt:

Glasjulekuglerne var en stor fristelse for den lille dreng. Bevæbnet med flere kasser under trøjen begav han sig på eventyr ud af loftsvinduet. Med små sikre skridt bevæ-


29

gede han sig ned ad det gamle tegltag, der var glat som en nyfejet ishockeybane. Lille Carl satte sig til rette med begge fødder solidt plantet i tagrenden, der befandt sig i femtesals højde.

Nede på gaden fik den ene fine ældre dame efter den anden et chok under spadsereturen, når rubinrøde ju-lekugler ramte dem i nakken! Og hver gang de hylede, hylede Carl på taget med – af grin.

Først da en genbo talte med meget store bogstaver, kravlede den lille »juleterrorist« ind gennem tagvinduet til sit livs – på det tidspunkt – største skideballe.

*

Kort efter optrinnet med julekuglerne skulle Carl begyn-de i skole. Kun seks år gammel mødte han op til den første dag i Samsøgades Skole sammen med 34 andre drenge. Carls mor havde taget fri fra bryggeriet. Hun vil-le følge sønnen på den store dag, der desværre endte i kaos og blev et kedeligt varsel om, hvordan den side af barndommen skulle udvikle sig.

Carl, som i dagens anledning havde et flot, nyt sæt sø-mandstøj på, tissede i bukserne af skræk over de nye og voldsomme indtryk, der mødte ham. Den oplevelse sad længe i kroppen på ham. Han begyndte også at pjække, og når han endelig dukkede op på skolen, gad han ikke følge med. Tavle, kridt, lærere, bøger og kammerater in-teresserede ham ikke en døjt, og hverken mor eller bed-stefar opdagede jo, når han var hjemme i stedet for bag pulten i klasseværelset i Samsøgade.

Karl Stegger har siden fortalt, at han ligefrem var ræd for at gå i skole. Det var et af de første eksempler på, hvor bange han var for autoriteter.

Carls mor havde også mødt en autoritet, men en af de gode. Hun var blomstret op og var lykkeligere end


30

»Billedet her er min mor, og det er taget i 1916. Hun var en ejegod kvinde, som døde af tuberkulo-se, da jeg var 10 år gammel.« (Foto: privat)

Karl Stegger i første klasse på Samsøgades Skole. Karl sidder helt til højre i nederste række. (Foto: privat)


31

nogensinde. Hun var forelsket, for første gang siden af-færen med den norske sømand. Det havde hun omsider tilladt sig selv. Sårene var helet, og nu havde Marie fun-det et stabilt, regulært stykke mandfolk.

Marie havde åbenbart krammet på søfolk, for parret havde ikke kendt hinanden ret længe, før den bomstær-ke fyr, der arbejdede som søfyrbøder, rykkede ind på kvi-sten i Fyensgade.

Bedstefaren var dog mindre begejstret for sin datters nye mand, og efter en kort uoverensstemmelse flyttede han på De Gamles Hjem.

»Min mors nye mand var en brav fyr og havde ordet i sin magt. Jeg tror, han kunne have været en god poli-tiker. Han mindede mig om Stauning. Han havde prø-vet lidt af hvert. Under Første Verdenskrig havde han blandt andet arbejdet om bord på en båd, der var blevet torpederet to gange. Begge gange var han blevet reddet mirakuløst.«

Fyrbøderen og Marie giftede sig, og Carl gik den lykke-ligste tid i møde, han overhovedet kom til at opleve som barn. For første gang følte drengen den tryghed og har-moni, han så inderligt havde savnet. Han var nu med-lem af en rigtig lille familie. Skolen begyndte han at dyr-ke med stor interesse, og skolekammeraterne fik mange historier om den nye far og hans meritter på havet under krigen. Han arbejdede sig fra en sidste- og 34. plads op til nummer 12.

Carl droppede rapserierne til fordel for et job: Han solgte aviser. Fra sit faste gadehjørne råbte han folk an med sin klare stemme, og han var god til at sælge nyhe-der. Det var sjældent, han behøvede at slæbe så meget som et eneste eksemplar af Århus-Posten med tilbage til redaktionen, når der ud på aftenen skulle gøres regnskab.

Men lykken er en uberegnelig størrelse, der snyder, hver eneste gang man tror, man har fanget den.


32

*

»Efter mors og stedfars bryllup gik det støt ned ad bakke med mor. Kræfterne svandt dag for dag, selv om hun kæmpede bravt. Både for at klare sit job, der var livsnød-vendigt for os, men til sidst for bare at holde sig oprejst. Hun kunne ikke længere ta’ trapperne op til vores lejlig-hed, så min bomstærke stedfar tog hende på ryggen og bar hende hele vejen op.«

Karl Steggers mor døde af tuberkulose, da han var 10 år gammel.

»Jeg savnede hende bitterligt, men var slet ikke klar over, hvilke konsekvenser hendes død havde for mig. Jeg kan huske, at jeg satte mig op på køkkenbordet, da bed-stefar fortalte mig, at mor var død. Dér sad jeg og stirrede lige ud i luften, og pludselig tænkte jeg: ‘Du må hellere begynde at tude. Det ser vist bedst ud!’ Og så græd jeg inderligt og længe.«

Langsomt gik virkeligheden op for Carl, og hele hans verden brød sammen. År senere stod begravelsen kun i en svag erindring. Men en af de ting, der stod lysende klar, var bedstefar, der holdt drengen hårdt og fast i hån-den, indtil de to havde sagt farvel til Marie for allersidste gang.

I den første tid efter sin mors død passede Carl sig selv. Skolen flygtede han fra igen, og han søgte blandt andet ned til havnen i stedet for at gå hen i Samsøgade. På havnen brugte han sine »fridage« på at kigge på skibe og dagdrømme. Carl ville til søs – bare væk fra det hele. Men det kunne jo ikke lade sig gøre for en dreng, der kun var 10 år gammel.

Carl var alene i verden.Han havde mistet alt. Han havde en aldrende bedste-

far på De Gamles Hjem, som prøvede at udfylde rollen


33

som far, men han havde ingen kræfter tilbage. Stedfade-ren, som nu også var alene, magtede slet ikke rollen som enlig far. Og hverken onkler eller tanter meldte sig under fanerne for at tage ansvar.

Så der var kun én udvej. Den stakkels bedstefar, som lige havde lagt en datter i graven, måtte kalde til familie-rådsmøde.

Det blev holdt bag lukkede døre – uden Carl. Ingen ville have noget med drengen at gøre, så bedstefaren måtte tage den tungeste beslutning af alle: Carl skulle på børnehjem.

*

Valget faldt på Ormslev Børnehjem 10 kilometer uden for Aarhus, grundlagt i 1881. Stedet blev ledet af diako-nisser, og tonen var stærkt kristelig.

I flere interviews betegnede Karl Stegger stedet som en anstalt, der groft udnyttede børnenes arbejdskraft. Et sted med kadaverdisciplin, hvor de behandlede de stak-kels børn som rekrutter i Fremmedlegionen.

Ens tøj, ens retning og ens benhårdt arbejde, uddele-geret i Guds navn.

Hele sit liv holdt Karl Stegger hånden over de perso-ner, der drev hjemmet. Han var et fint og rart menneske, men historierne han fortalte gennem årene dokumen-terede så rigeligt, at børnehjemmet var noget lort. Det var et ord, han selv brugte, når tiden der skulle beskrives kort og kontant. Og han kunne såmænd godt være gået et skridt videre, for Ormslev Børnehjem var en regulær børnearbejdslejr.

Derfor faldt lille Carl aldrig til på Ormslev og græd sig i søvn om aftenen. Han var 10 år gammel – og havde en arbejdsdag på 12 timer.

Fra at være den frie fugl i byen var han nu prügelkna-


34

be på landet. En kæmpeomvæltning, både fysisk og psy-kisk. Pludselig skulle Carl bede bordbøn, før han måtte spise. Og efter måltidet var bedstefarens skillingsviser og hans egne revynumre erstattet af salmebogens dystre og fromme passager.

»Mellem os drenge var det en forbrydelse at synge med. Du kan lige vove på at gøre det, så får du tærsk bagefter, blev der sagt til mig den første gang, jeg gjalde-de med på salmerne. Jeg var jo ny og ville gerne indpas-se mig, så jeg klappede i som en postkasse, selv om jeg elskede at synge.«

Om natten var det en anden sang, der blev sunget. Når først mørket sænkede sig over Ormslev, og drengene blev beordret i seng præcis klokken 20.00, gnavede en-somheden. Den forbandede ensomhed, der som et va-kuum i mellemgulvet sugede al ro ud af kroppen på Carl, når han lå dér søvnløs og stirrede op i overkøjens bund. Ved siden af lå en dreng, som ikke blev en ven, men der-imod legemliggørelsen af Carls værste mareridt.

»Min sidemand, Leif, er det ondeste menneske, jeg har mødt i hele mit liv.«

Drengene på Ormslev Børnehjem sov i en stor sovesal. De yngste lå bagest i salen, konfirmanderne øverst i kø-jerne, og midt på gulvet stod en spand, hvis man skulle tisse. Leif hørte, at Carl græd sig i søvn, fordi han havde hjemve og savnede sin familie. Han begyndte at drille den nye dreng, og det udviklede sig til tortur, som stod på nat efter nat. Hver gang Carl lige var faldet til ro, stak Leif til ham, så han vågnede.

»Han må have været sadist,« mente Karl Stegger, når han senere tænkte tilbage på siden plageånd. »For ellers kan man ikke opføre sig så modbydeligt over for et andet menneske.«

Og var Carl ikke klar over det, da han kom til Ormslev, blev han det meget hurtigt: Han var og blev ikke andet


35

end en vindøjet, rødhåret knægt, som ingen regnede for noget.

Den grusomme mobning var ikke den eneste overra-skelse, Carl fik. De omkringboende folk i Ormslev var også fyldt med fordomme over for børnehjemsbørnene, der blev betegnet som noget krapyl, man helst skulle holde på afstand. Børnene fra hjemmet var undermen-nesker, som kun kunne gøre opmærksom på sig selv ved at banke sognets andre børn, hvad de nemt kunne, fordi de blev bomstærke af det benhårde fysiske arbejde. Og så var den onde ring sluttet – de blev endnu mere forhadte af naboerne.

Carl mærkede hurtigt, at han havde fået endnu en ne-gativ etikette klistret på sin i forvejen hårdt plagede ryg, og siden bevægede han sig ikke uden for børnehjemmets område. I de fire år, han boede på Ormslev Børnehjem, kom han kun ind til Aarhus by fire gange – og det var, fordi han skulle til tandlæge.

»Uden for murene var vi ildeset, og det tryk skabte et stærkt hierarki inden for murene mellem os drenge, hvor man måtte kæmpe for sin plads. Jeg begyndte med det ringeste job af alle: lokumsdreng. Jeg stod op klok-ken fem om morgenen før alle andre og gik ud på gårds-pladsen, hvor der stod to retirader. En til pigerne og en til drengene. Sammen med en anden dreng skulle jeg tømme tønderne med lort og pis op i en ajlebeholder. Væggene og brættet var oversmurt med urin og afføring, og det skulle vi vaske af. Ofte var jeg ved at kaste op – så forfærdeligt stank vi, når vi var færdige med at gøre rent.«

Når møgjobbet var overstået, fik de to lokumsdrenge et lille mellemmåltid bestående af kaffe og et stykke sig-tebrød, som de akkurat kunne nå at sluge, inden det var tid til en grundig, kold etagevask, så de andre kunne hol-de ud at være i selskab med dem til den fælles morgen-


36

mad. Den bestod altid af mørkt rugbrød med margarine – uden pålæg.

Klokken 8.00 startede skolen, men Carl kunne ikke passe sine ting så godt i begyndelsen, fordi han var svagt ordblind. Senere kom han dog efter det og var ret kvik, selv om undervisningen var nødtørftig. Børnene på Ormslev Børnehjem brugte f.eks. den samme regnebog i alle fire år.

I dansktimerne kaldte lærerinden Carl for Kalle. Kam-meraterne begyndte også at bruge det som et kælenavn, og det navn tog Carl langsomt til sig. Han skrev nu Karl med K som i Kalle, så alle vidste, hvem han var.

Sådan blev han til Karl Stegger.

*

Der hørte et stort landbrug til Ormslev. Her oplærte de drengene hver dag mellem klokken 12 og 17 i alt, der havde med drift at gøre. De hjalp til med markerne og dyrene. Der var både heste, køer og grise.

At passe hestene var det fornemste job af alle – det mest misundelsesværdige blandt drengene. Men inden de nåede til at skifte seletøj, banke hestesko på og give havre, skulle alle gennem en lang række mindre behage-lige job. Som nævnt først lokumsdreng, siden køkken-dreng, så svinedreng, og trinnet før hestene var haved-reng.

Karl var ikke heldig med sine tjanser. Som havemand ville han gøre sit bedste og rensede fuldstændig op i en af haverne. Men det var de smukkeste anemoner, kodri-vere og andre forårsblomster, han havde hevet op med rod og smidt væk.

Som køkkendreng havde han adgang til melkamme-ret, hvor der også var svesker, rosiner og sukker:


37

»Men jeg var en satans knægt, så sukkeret fyldte jeg i små tobaksæsker, som jeg byttede med kammerater-ne. Til gengæld fik jeg pålæg til mine rugbrødsmadder om aftenen. De store havde nemlig et lille stykke jord hver, hvor de kunne dyrke græskar, kartofler og karse, som blev brugt som pålæg. Syltede græskar på rugbrød var en himmerigsmundfuld – noget, vi drenge drømte om og kastede os over, når de en sjælden gang kom på middagsbordet.«

Om efteråret, når høsten var kørt i lade, fik drenge-ne et andet arbejde, de hadede. De blev sendt i marken to og to med en kæmpebalje. I den skulle de samle alle de sten, de kunne finde, mens de vandrede fra den ene ende af marken til den anden. Hver gang baljen var fuld, skulle de slæbe den hen til et stendige og læsse af. Det var hårdt arbejde, men stenene skulle væk, så ploven kunne komme til

En dag gik Karl og samlede sten med en af de andre drenge. De to kom til at tale om Gud og tro, som jo var et emne, de talte meget om på børnehjemmet. Måske ville stenene blive lettere at bære, hvis de gav sig til at tro oprigtigt på Vorherre? Det talte de frem og tilbage om, mens de samlede sten, og snart fik de gejlet hinanden så meget op i snakken om Gud, at de til sidst var helt eni-ge: Nu var de sten altså ikke så tunge mere. Dér kunne man alligevel se, at tingene blev lettere at bære, når man troede på Gud.

Derfor kom det noget bag på Karl, da han ved hjem-komsten hørte kammeraten forkynde højt for de andre drenge:

»Tak skal I ha’. Nu ska’ I ellers høre. Karl tror på Gud. Den tøsedreng!’«

Efter det regnede hån og tæsk ned over Karl i måneds-vis. At blive hængt ud som en tøsedreng, var det værste,


38

der kunne ske. Så efter den historie passede han på, hvad han sagde. Senere blev han dog sat i en situation, hvor han ikke kunne vælge at tie:

En af lærerinderne på hjemmet, Søster Esther, fik på et tidspunkt den idé, at børnene skulle spille skolekome-die, og hun udvalgte Karl til at sige et vers. Et vers, som han aldrig siden glemte.

Det blev Karl Steggers første deklamation, og i den for-stand var det det, der satte ham i gang med skuespillet. Verset lød:

»Far Nis, far Nis.Her ligger jeg,Alt på min grønne hose.Vær mindelig, sig ikke nej.Skænk mig din skønne rose.«

Karl fremsagde digtet med stor patos over for de andre børn på hjemmet – og blev selvfølgelig tykt til grin og drillet voldsomt bagefter. Det var noget af det mest tøse-de, de andre drenge nogensinde havde oplevet.

»Vi drenge påvirkede hinanden – mest negativt,« hu-skede Karl:

»Jeg begyndte som et sølle skrog, men modgangen gjorde mig til en fandens knægt.«

Karl lærte at stjæle kager fra fadeburet og dele ud til kammeraterne. Det gjorde et vist indtryk, og med årene udviklede den svage dreng sig til den stærkeste dreng på hele børnehjemmet. Det var vigtigt i den lille, lukkede verden, hvor kræfter betød alt. Det var, som Karl selv formulerede det, »en beskyttelsesdragt« mod mobning«.

Karl huskede særligt én episode: I klassen under ham gik en dreng, der var stærk som en olm tyr, og så måtte Karl sætte sig i respekt. En afgørelse måtte træffes. Som til en anden gladiatorkamp linede alle drengene op på


39

legepladsen for at få afgjort, hvem af de to der havde flest bøffer. De kæmpede, så milten var ved at sprænges, og da Karl satte sit afgørende stød ind, ringede klokken tilbage til time. Han havde vundet, og nu vidste alle, at Karl var den stærkeste.

Men selv om Karl kunne banke dem alle sammen, blev han ikke lykkeligere af den grund. Og han fandt snart ud af, at han på ingen måde var fredet.

Selv om Karl var blevet en slagsbror og en børste, meldte han sig til præst, fordi han gerne ville konfirme-res – som den eneste dreng på hjemmet. Sammen med et par piger begyndte han at gå til præst i Bering et stykke fra Ormslev. I valgmenighedskirken, »fordi den stedlige sognepræst var lidt for glad for piger,« som Karl fortalte.

Dagen oprandt, hvor Karl skulle konfirmeres, og han glædede sig. Festen skulle holdes på børnehjemmet, Karl

Karl Stegger med vandkæmmet hår og i sømandstøj den dag, han blev konfirmeret på Ormslev Børne-hjem uden for Aarhus. Hvem de to piger er, kunne Karl ikke huske. (Foto: privat)


40

havde fået syet et sæt matrostøj, og alt var i skønneste orden. Alligevel var det med bange anelser, Karl gik ind til festen. Hans onkel havde nemlig afsløret, at han hav-de forfattet en konfirmationssang, som skulle synges ved middagsbordet foran alle de andre børnehjemsdrenge, som hurtigt havde fået fat i nyheden:

»Har I hørt, at Karls onkel har skrevet en sang til ham?« sydede det i krogene på hele hjemmet.

Noget mere åndssvagt kunne drengene på hjemmet ikke forestille sig, og Karl var ved at krybe under bordet, da onklen med høj og klar røst istemte:

»Jeg mindes, da Karl var så lille og nuttet.Jeg husker hans første og usikre skridt.Hvordan han sig brysted’ og maven lod strutte.Og faldt på halen, det gjorde han tit.«

Sangen gik på melodien »Jeg elsker den gamle, den vak-lende rønne«, og der var naturligvis et utal af vers. Da den endelig sluttede, var det også slut for Karl. Efter så-dan en sang nyttede det ikke engang at være den stær-keste. Karl var igen til grin – indtil den dag, han forlod Ormslev Børnehjem.

»Jeg havde en forbandet barndom,« sagde Karl mange år senere:

»Men det forfærdeligste ved tilværelsen er jo, at man vænner sig til alt …«


karl stegger

Documents