kinas historie

Kildesamling til Kinas historie – udvalgt og oversat af Otto Leholt – www.kina-historie.dk

1 Kilder til Kinas historie

Kinas historie kilder til Kinas historie Udvalg og oversættelse af Otto Leholt

http://www.kina-historie.dk/



Indhold

Indhold .................................................................. 2

Forandringernes Bog – Om yin og yang ............... 4

Det Himmelske Mandat ........................................ 5

Citater af Konfutze ................................................ 6

Qin-kejserens bogbrænding: ................................ 8

Han-dynastiet: Om prioritering af landbruget, 163

f.Kr. ....................................................................... 9

Han-dynastiet: Debatten om statsmonopol på

salt og jernproduktion. ...................................... 10

Ming-dynastiets fald 1636 .................................. 11

Den hellige forordning 1670 ............................... 12

Kejser Qianlongs brev til Kong George d. III -

1793 .................................................................... 13

Handelsrestriktioner ca.1830 ............................. 14

Brev til Dronning Victoria 1839 .......................... 15

Nanjing-traktaten 1842 ...................................... 17

Oprør og lokale militser ...................................... 18

Taiping-oprøret 1851-1864 ................................ 19

Selvstyrkelsesbevægelsen (1) ............................. 20

Feng Guifen (1861): Hvorfor er Kina svagt? .. 20


Principper kontra det praktiske .......................... 21

Zeng Guofan og Li Hongzhang ............................ 21


Zhang Zhidong (1898): Formaning om at lære.

........................................................................ 22

Liang Qichao – Kinesernes fejl ............................ 23

Zou Rong: “Om revolutionen” 1903 .................. 24

Om revolution ............................................. 24

Om revolutionær uddannelse. ................... 24

Kinesiske forrædere .................................... 24

Om revolutionær uafhængighed ................ 24

Sun Yat-sens Revolutionære Proklamation, 1907

........................................................................... 25

Chen Duxiu: ”Call to Youth” ............................... 27

B. Russel: ”The problem of China” (1922) ......... 28

Mao Zedong: Bondebevægelsen i Hunan – marts

1927 ................................................................... 29

”Udrens Partiet”, Slogans for det kinesiske folk,

maj 1927 ............................................................ 30

Fru Chiang Kai-shek: ’The New Life Movement’ 31

”New Life ” i korthed ......................................... 31

Liu Shaoqi: ”How to be a good communist”,1939

........................................................................... 32

Japans premierminister – sept. 1937 ................ 33

Om folkets demokratiske diktatur – 1949 ......... 34

Se et længere uddrag af talen på næste side .... 34

’Om folkets demokratiske diktatur’ – 1949 ....... 35

Kinas forfatning 1954 ......................................... 37

Hungersnøden i Anhui ....................................... 38

’Under Kammerat Mao Zedongs banner’ – af

Chen Boda 1958 ................................................. 40

Kulturrevolutionen 1966 .................................... 41

”16-punkts programmet” fra Kulturrevolutionen

aug. 1966 ........................................................... 42

Mao: ”Bombarder hovedkvarteret” 5/8/1966 .. 44

Opråb fra rødgardisterne ................................... 45

Billeder fra Kulturrevolutionen 1966-76 ............ 46

Resolution vedrørende visse spørgsmål i partiets

historie siden grundlæggelsen af

Folkerepublikken Kina........................................ 48

At opbygge socialismen med særlige kinesiske

træk .................................................................... 50

Kilder fra :

Lawrance, A. (2004). China since 1919 - Revolution and

Reform. A Sourcebook. NewYork: Routledge.

Lestz, P.-k. C. (1999). The search for modern China - a

documentary collection. New York: W Norton & Company .

Kobylinski, H. : Mao Tse-tung og Kulturrevolutionen, 1973,

København, GAD




Faurby, Ib: Maos Kina (1974) København , Gyldensdalske

Bogklubber




Forandringernes Bog – Om yin og yang

En grundlæggende ide i den kinesiske tankemåde,

er at himmel, jord og mennesker er en del af en

samlet kosmisk orden, og at alle fænomener,

begivenheder og egenskaber består af komple-

mentære modsætninger, som betegnes yin og

yang. Det er denne ide om altings dobbelthed

som illustreres med det velkendte Yin-yang sym-

bol. Denne grundlæggende ide i kinesisk kosmo-

logi og filosofi er først beskrevet omkring år 1000

f.kr under Zhou-dynasiet, og senere kommenteret

og redigeret under det tidlige Han-dynasti og

kanoniseret som en af de Fem Klassikere i vær-

ket ’Bogen om Forandringer’ ( I Ching / Yijing),

hvorfra der her gengives et par korte uddrag. 1

Som Himmelen er ophøjet og nobel og jorden

lavereståede og ydmyg, sådan er himmelen (ren

yang) og jorden (ren yin) defineret. Det høje og

det lave er hermed bestemt og det ophøjede og

det middelmådige har deres plads i forhold hertil.

Der er normer for handling og hvile, som be-

stemmes af hvorvidt hårdhed eller blødhed er

involveret. De med regelmæssige tendenser

samles alt efter deres slags, og tingene deles op i

henhold til gruppe; på den måde opstår lykke og

ulykke. I Himmelen producerer denne proces

billeder (symboler) og på jorden fysiske former;

det er på denne måde at forandringer og trans-

formation manifesterer sig. Som konsekvens af

dette, mens hårdt og blødt rammer hinanden,

aktiverer de Otte Triagrammer hinanden.

Dao vækker ting ved brag af torden, fugter dem

med regn og vind. Sol og måne gennemgår deres

cyklus, så nu er det koldt, nu er det varmt. Him-

melens ’Dao’ former det maskuline, og jordens

Dao former det feminine. Himmelen er herre

over altings begyndelse, mens jorden fuldender

alle ting.

1 (Bloom, 1999) s. 320 ff

(…)

Den gensidige proces af yin og yang kaldes for

Dao. Det som tillader Dao fortsat at operere er

menneskelig godhed (shan) , og det som tillader

Dao at bringe ting til fuldendelse er den menne-

skelige natur (xing) Mennesket ser dette og kal-

der det humanisme / menneskelighed , og den

vise ser det og kalder det visdom. Det fungerer

for de alminelige mennesker på daglig basis, selv

om de er uopmærksomme på det.

###########….to be continued …..##########




Det Himmelske Mandat

I 1046 f. Kr. blev Zhou-dynastiet oprettet og efter-

fulgte således det tidligere Shang-dynasti (1600-

1040 f.Kr. ) og det endnu tidliere Xia-dynasti

(2000-1600 f.Kr.). Da den første Zhou konge, Wu,

dør i 1040 f.Kr. overtages administrationen af

hans bror, Hertugen af Zhou, da tronfølgeren

endnu ikke er myndig til at overtage tronen. Da

tronfølgeren i 1036 fylder 20 år, overdrager Her-

tugen af Zhou tronen til ham, og holder i den for-

bindelse følgende tale til den nye konge. Teksten

er fra ’The Classic of Document’ som regnes for en

af den kinesiske kulturs klassiske værker, og er

formentlig nedskrevet omkring år 500 f. Kr.

”(...) Se på de tidligere folk fra antikken, Xia-folket.

Himmelen vejledte, forkælede og værnede dem,

så de kunne stræbe efter at forstå hvad Himme-

len fortrak, men de havde ladet Himmelens Man-

dat falde til jorden. Og nu – se på Shang-folket:

Himmelen vejledte dem, stod dem bi, gav dem

næring, så de kunne stræbe efter at begribe

Himmelens ønsker; men nu har de ladet deres

mandat falde til jorden.

Nu følger en ung mand på tronen, lad ham ikke

negligere de ældre og deres erfaringer. De er ikke

bare i stand til at begribe de gamle mænds dyder

- nej, de er endda sommetider i stand til at begri-

be Himmelens tegn. Selvom kongen er ung, er

han Himmelens første søn. Lad ham blive i stand

til på storartet vis at vær i harmoni med de små

mennesker.2 I de nuværende nådige tider, må

kongen ikke vove at være langsom, men bør være

klogelig frygtsom overfor hvad folket siger.

Kongen vil repræsentere den Højeste Gud og selv

overtage regeringen her i midten af vort land.

Jeg – Hertugen af Zhou – siger: lad en stor by

2 ’small people’ anvendes som betegnelse for alminde-lige mennesker. I senere kilder kaldes de også for ’sort hovederne’

blive opført her; må han fra dette sted fungere

som den Ophøjede Himmels medhjælper, og

ærbødigt ofre til de højere og lavere ånder. Må

han fra dette sted regere centralt.

(…) Lad kongen fungere med ærbødighed i sin

position: han kan ikke andet end at udvise ærbø-

dig forsigtig med sin dyd. Vi kan ikke undgå at

spejle os selv i Xia; vi kan heller ikke undgå at

spejle os selv i Shang. Vi må ikke forgive at tro, at

Xia havde modtaget himmelens mandat for en

fast årrække; vi må ikke bilde os ind at det ikke

var ment til at forsætte. Det var fordi de ikke

med ærbødighed plejede deres dyder at de mi-

stede mandatet.

(… det samme gentages nu om Shang)

Nu har kongen overtaget dette mandat fra dem;

lad os derfor med hensyn til vore to stater, fort-

sætte med storhed, hvis vi gør dette, så vil kon-

gen nu begynde at udøve mandatet.

(…)

Hvis kongen anvender dyderne, kan han bede

himmelen om et vedvarende mandat. Når han

udøver sin kongegerning, lad ham ikke på grund

af de almindelige menneskers udskejelser og

forkerte handlinger, vove at regere dem med

hårde dødsstraffe; på den måde vil han ikke opnå

meget. I sin rolle som konge, lad ham indtage sin

position som dydernes første repræsentant. Over

hele jorden vil de små mennesker efterligne ham,

og kongen vil være hæderkronet (…).” 3

3 Oversat fra (Bloom, 1999) s. 35-37




Citater af Konfutze

Konfutze (551-479 f.Kr.) er den kinesiske filosof

som mere end nogen anden har formet den kine-

siske kultur i de sidste to tusinde år. Konfutze

levede i en periode hvor Zhou dynastiet var præ-

get af voldsomme politiske og sociale omvæltnin-

ger. Konfutze havde fra en tidlig alder kastet sig

over studiet af de klassiske tekster, og fandt her

sit idealsamfund i fortællingerne om Zhou-

dynastiets første konger, og ikke mindst Hertugen

af Zhou (ca. 1000 f.Kr.). Vi kender kun Konfutzes

tanker og ideer fra ’The Analects of Confucius’,

som er en samling af korte monologer og dialoger

som Konfutze havde med sin elever og statsmænd

han har mødtes med. Teksterne er nedskrevet ca.

et hundrede år efter Konfutzes død. Konfutzes

ideer blev videreudviklet i en mere sammenhæn-

gende form af Mencius (372-289 f.Kr.)

Om den noble mand /gentlemanden: ”En gentleman er optaget af hvad der moralsk er

rigtigt og forkert, den ringere person er optaget

af profit” (kap 4.16)

Videre om den noble mand / gentlemanden hed-

der det:

”Han kultiverer sig selv for at bringe fred til alle

mennesker. Selvudvikling for at skabe fred – Yao

og Shun (forf. De mytiske kejsere) var også ivrigt

optaget af dette” (kap. 14.45)

”En gentleman er bekymret over sine egne mang-

ler, ikke over at andre ikke anerkender ham” (kap.

15.19

”En person skal ikke være optaget af at han ingen

position har; han skal være optaget af hvordan

han kan gøre sig fortjent hertil. Han skal ikke væ-

re optaget af hvorfor han ikke er berømt; men i

stedet finde ud af hvordan han gør sig fortjent til

berømmelse”

”En gentleman hjælper andre med at se deres

gode sider; han hjælper dem ikke med at se deres

dårlige sider. Den lille mand gør det modsatte”

(kap. 12.16)

”For en gentleman er det basale hans moral og

ved at overholde ritualerne praktiserer han denne,

ved at være morerat giver han den udtryk og ved

at være troværdig i sine ord fuldføres det. Dette

er bestemt en gentleman” (kap. 15.18)

På spørgsmålet om hvad Konfutze mener med

medmenneskelighed / humanisme (ren), svarer

han:

”Ikke at gøre mod andre, hvad du ikke ønsker

gjort mod dig selv” (kap.12.2) og

”At elske alle mennesker” (kap. 12.22)

Om familien og sønnernes hengivenhed

”I hjemmet må den unge mand vise sine forældre

sønnelig hengivenhed. Når han forlader hjemmet,

må han respektere sine forældre og de ældre. Han

skal være omhyggelig og trofast i de ting han gør.

Når han omgås mennesker, må han vise sin velvil-

je over for dem. Endvidere, må han søge at om-

gås de dydige mennesker”

På spørgsmålet om hvorfor man skal sørge i tre år

over sine døde forældre siger Konfutze:

”Først når barnet er tre år gammelt forlader det

forældrenes arme. Tre års sorg er den almindelige

sørgetid alle steder under Himmelen (forf. I hele

verden) – var du ikke din mor og fars elskede i tre

år?” (kap. 17.21)

På et spørgsmål fra en af sine studerende om

hvad der lå i dette med sønnens hengivenhed

over for forældrene, svarede Konfutze:




”Lad der ikke være nogle disharmoni”

Da svaret ikke helt er forstået, uddybede Konfut-

ze:

”Mens ens forældre er i live behandler man dem i

overensstemmelse med ritualerne; når de er døde,

begraver man dem i overensstemmelse med ri-

tualerne og ofrer til dem i overensstemmelse med

ritualerne” ( kap. 2.5 )

”Blandt de som er hengivne over for deres foræl-

dre og broderlige over for deres søskende, vil der

være få som er tilbøjelige til at fornærme deres

overordnede. Blandt de som er utilbøjelige til at

fornærme deres overordnede, har der endnu ikke

været nogle som var tilbøjelige til at skade uor-

den. ” (kap. 1.2 )

På spørgsmålet om hvilke egeskaber der kende-

tegnede det gode menneske, svarer Konfutze:

”Det er respektfuldhed, tolerance, troværdighed i

ord, hurtighed og generøsitet. Hvis en mand er

respektful vil han ikke blive mødt med uforskam-

methed. Hvis han er tolerant vil han vinde mas-

serne. Hvis han er troværdig i ord, vil hans med-

mennesker betro ham ansvar. Hvis han er hurtig

vil han opnå resultater. Hvis han er generøs vil

han være god nok til at indtage en overordnet

position i forhold til sine medmennesker.

(kap. 17.6 )

Om den gode regeringsførelse:

I en diskussion om den rette regeringsførelse

forslår en af Konfutzes disciple følgende:

”Kan man ikke bruge denne metode; at dræbe de

dårlige mennesker for at beskytte de gode men-

nesker? Hertil svarer Konfutze:

”At regere er ikke at dræbe. Hvis regenten gør

gode gerninger, vil folket følge ham ved at gøre

det gode. Embedsmændenes opførsel er som

vinden, og folkets som græsset. Når vinden blæ-

ser, vil græsset bøje sig”.

På et andet spørgsmål om hvad god regeringsfø-

relse er, svarer Konfutze:

”Lad herskeren være hersker; ministeren være

minister, faderen være far og sønnen være en

søn” og han fortsætter, ”at hvis ikke det var så-

dan, så ville jeg næppe får mad at spise selv om

der var korn på marken”. (kap.12.11)

”Den der regerer i kraft af sine dyder kan sam-

menlignes med Nordstjernen, som besidder sin

plads og hyldes af stjernes hærskarer ” (kap. 2.1 )

”Vejled dem med regler, og oprethold orden med

straffe og de almindelige mennesker vil holde sig

på måtten, men vil ikke havde nogen skamfølelse.

Vejled dem med dyder, oprethold orden med ritu-

aler, og de vil, udover at få skamfølelse, forbedre

sig selv”. ( Kap. 2.3)

”Det siges at hvis vi i hundrede år kun have gode

og ærlige mænd til at udføre regeringsopgaverne,

så ville volden forsvinde og der ville ikke længere

være brug for dødsstraffe. Jeg er enig heri” (kap.

8.11)




Qin-kejserens bogbrænding:

Kinas første kejser, Qin Shi Huang di (259-210.f.kr)

opnåede som den første at samle alle de kinesiske

stater til en centralt styret stat. Det statssystem han

indførte her, skulle blive model for alle kommende

kejserdynastier. Men Qin-dynasteit overlevede kun i 15

år, og under det efterfølgende Han-dynasti, lagde man

stærkt afstand til Qin-dynastiet, ikke mindst på grund

af Qin-kejserens holdning til og behandling af de kon-

fucianske lærde. Historierne om Qin-kejseren har vi fra

Han-historikeren Sima Qian (145-85 f.Kr.) hvorfra føl-

gende stammer. 4

”Den Første Kejser have budt på vin i hans palads

i Xianyang, og 70 lærde var forsamlet i hans nær-

vær for at ønske ham et langt liv. Zhou Qingchen,

kaptajn for bueskytterne, stod nu frem og udtalte

disse hyldestord: ” I tidligere tider udgjorde Qin’s

territorie ikke over 1000 li. Men Deres Majestæt,

har gennem deres spirituelle magt og oplyste

visdom, skabt fred inden for havene og fordrevet

Man og Yi barbarerne. Hvor end solen og månen

skinner er der ingen som ikke kommer for at un-

derkaste sig. Feudalherrernes besiddelser er ble-

vet omdannet til provinser og distrikter. Enhver

person finder fred og lykke fri for krigens trusler,

hvilken velsignelse er her overgivet til 10.000’er af

generationer. Siden den storslåede oldtid har der

intet været der kan måle sig med Deres Maje-

stæts vælde og dyder.”

Den Første Kejser var glad. Men en anden lærd,

en mand fra Qi kaldet Chunyu Yue, trådte nu

frem og sagde: ”Jeg har hørt af kongerne i Yin

(Shang-dynastiet) og Zhou-dynastiet herskede i

1000 år eller mere, fordi de gav len til deres søn-

ner og yngre brødre og fortjenstfulde ministre for

at støtte og hjælpe dem. Nu besidder Deres Maje-

stæt alt inden for havene, og alligevel lever deres

sønner og brødre blot som almindelige menne-

sker. (…) Jeg har aldrig hørt om noget foretagen-

4 Records of the Grand Historian by Sima Qian. Oversat af

Burton Watson 1993, The Chinese University of Hong Kong. S. 53-55

de som undlod at efterligne oldtidens eksempler

og samtidig kunne bestå ret længe! Når Zhou

Qingchen smigrer Dem direkte op i deres ansigt er

det simpelthen at fornægte Deres Majestæts fejl-

tagelser – han er ikke en loyal undersåt! ”

Den Første Kejser regerede hændelsen for sine

ministre for videre diskussion. Hans kansler Li Si

sagde: ” De Fem Kejsere efterlignede ikke hinan-

den, de Tre Dynastier videreførte ikke hinandens

metoder, alligevel blev de alle regeret godt. Det

var ikke fordi de fornægtede hinanden, men fordi

tiderne havde ændret sig. Nu har Deres Majestæt

iværksat dette store projekt og etableret en prak-

sis som vil bestå i 10.000 generationer. Men dette

er en af den slags ting som dumme konfucianere

ikke vil forstå. ” (…)

”Men vor tids lærde, i stedet for at kigge på nuti-

den, studerer de oldtiden for at kunne kritisere

deres egen tidsalder og vildleder og forvirrer

de ’sorthovedede’ mennesker. Som kansler, må

din tjener Li Si her tale med dødens smerte. I for-

tiden var riget fragmenteret og i kaos, og ingen

var i stand til at forene det. Derfor stod de feudale

herskere op mod hinanden og alle fremhævede de

oldtiden for at underkende nutiden, fremsatte

tomme ord for at forvirre fakta. Nu har Kejseren

forenet alt under himmelen, skelnet mellem sort

og hvidt og etableret én enkelt autoritet.” (…)

” Jeg anbefaler derfor at alle historiske optegnel-

ser ud over dem fra Qin-staten bliver brændt. (..)

hvis der er personer nogen steder i riget som har

kopier af Sangenes Bog, Dokumenternes Bog eller

skriverierne fra de hundrede filosofiske skoler,

skal de aflevere dem til guvernøren eller hans

kommandant for at blive afbrændt. Enhver som

vover at diskutere Sangene eller Dokumenternes

Bog skal henrettes på markedspladsen” (…)

Et kejserligt dekret godkendte forslaget.




Han-dynastiet: Om priorite-ring af landbruget, 163 f.Kr.

Under Kejser Wen (180-157 f.kr) belønnede staten de

der indleverede korn til statens lagre, og denne politik

ble videreført under Kejser Wu (141-87 f.Kr.). Følgende

edikt fra kejser Wen belyser hvordan staten så på

landbrugets betydning. 5

”I de seneste år har høsten ikke været god, og

vores folk har lidt under ulykker fra oversvøm-

melser, tørke og pest. Vi er dybt bedrøvet over

dette, men grundet ignorance og manglende

oplysninger, har vi ikke kunnet afdække hvor

skylden herfor ligger. Vi har overvejet hvorvidt

vor administration har været skyldig i nogle fejl

eller fejlagtige handlinger. Har vi fejlet med hen-

syn til at følge Himmelens Vej eller at opnå Jor-

dens goder? Har vi skabt disharmoni i de menne-

skelige affærer eller negligeret Guderne så de

ikke accepterer vores ofringer? Hvad har skabt

denne situation?

Har vores belønning af embedsmændene været

for overdådige eller har vi involveret os i for

mange u-profitable affærer? Hvorfor er fødevare-

forsyningen til folket så begrænset? Når land-

brugsjorden opmåles er den ikke reduceret og

befolkningstællingerne viser ikke en stigning i

befolkningen, så mængden af landbrugsjord for

hver indbygger er den samme som tidligere eller

endda større. Og alligevel er der en drastisk man-

gel på føde. Hvor ligger fejlen?

Er det fordi for mange mennesker forfølger se-

kundær aktiviteter som er til skade for landbruget?

Er det fordi der anvendes for meget korn til at

producere vin eller at der opfodres for mange

husdyr? Jeg har ikke været i stand til at oprethol-

de den rette balance mellem vigtige og mindre

vigtige affærer. Lad spørgsmålet blive diskuteret

mellem kansleren, aristokratiet, embedsmænde-

5 Edict of Emperor Wen on the primacy of agriculture (163 f.Kr.) , oversat efter (Bloom, 1999) s. 354

ne og de lærde doktorer. Lad alle udfolde deres

bedste bestræbelser til hvordan vi kan støtte

befolkningen. Lad intet blive holdt skjult for Os.”




Han-dynastiet: Debatten om statsmonopol på salt og

jernproduktion. 6

6 Oversat fra (Bloom, 1999)360 ff




Ming-dynastiets fald 1636

Teksten her er skrevet af Song Yingxing (1600- 1646?)

som var embedsmand under Ming-dynastiet (1368-

1644). Song reflekterer her over de problemer som

prægede riget umiddelbart før dynastiets undergang.

(oversat fra (Lestz, 1999) s. 5)

Verdens udvikling.

Det siges at: ”Når der er størst orden følger kaos;

når kaos er størst følger orden”. Denne foran-

dringernes cyklus følger den Himmelske matema-

tik af division og multiplikation. Efter at skrifttegn

var udviklet og skriften og vognaksler var stan-

dardiseret, fra Shang-dynastiet og frem, har intet

andet dynasti end vores eget, skabt vedvarende

orden og stabilitet i tre århundreder. Lige nu fryg-

ter nogle mennesker at vinterkulden vil ramme i

midsommeren. De er uopmærksomme på, at når

kaos er størst, vil orden følge.

De ulykker som banditterne i nordvest har skabt

har allerede spredt sig til de centrale flodsletter.

Kun de befæstede byer består; Ingen ved hvor

mange landsbyer, byer og markeder som er ble-

vet nedbrændt. I dag bliver mennesker dræbt af

banditternes bander; I morgen vil de blive dræbt

af regeringens tropper. Ingen ved hvor mange

marker der er blevet efterladt øde af bønder som

flygter fra katastrofen, eller på hvor mange mar-

ker de allerede plantede afgrøder visner under

solen. Ingen kan tælle hvor mange familier der er

blevet splittet, eller antallet af døde som ligger

stablet i grøfterne. Ingen kan vide hvor mange

befæstede byer der er blevet invaderet og så

generobret eller hvor mange byer der er nedre-

vet til grunden og så genopbygget.

De, der er heldige at leve i sydøst, nyder fortsat

fremgang, men embedsmændenes øjenbryn er

rynkede af bekymring og befolkningens ansigter

præget af uro.

De er urolige over de allestedsværende banditter,

tørken og oversvømmelsernes plager. Intet er

tilbage af ånden fra kejser Longjing (1567-1572)

og Wanli (1573-1620)! Men dette øjeblik, præcis

når kaos er på sit højeste, er et forvarsel om at

orden vil komme. Verdensordnen kan stadig blive

genskabt; vær ikke forvirret over hvordan den

kosmiske matematik fungerer.




Den hellige forordning 1670

Under manchu-kejseren Kangxi, udstedes nedenståen-

de 16-punkts forordning. Målet var at indskærpe de

konfucianske normer og værdier i den kinesiske be-

folkning. Det blev samtidigt befalet at disse 16-punkter,

to gange årligt, skulle gennemgås af lokale embeds-

mænd helt ned på landsby niveau. Forordningen bliver

senere suppleret med noter og eksempler til brug i

undervisningen heraf i landsbyerne. 7

De seksten leveregler (shengyu)

1. Styrk børnenes hengivenhed for forældrene

og broderlig hengivenhed for at fremhæve

menneskelige relationer

2. Styrk klan og slægts relationer for at illustrere

harmoni

3. Fredeliggør relationer mellem lokale grupper

for at gøre ende på skænderier og retssager

4. Fremhæv landbrug og silkeavl så der vil være

tilstrækkeligt med mad og klæder

5. Præmier nøjsomhed for at anvende rigdom

med forsigtighed

6. Fremme uddannelse for at forbedre de lær-

des vaner

7. Udryd overtro for at fremme ortodoksi

8. Tal om loven for at advare de dumme og

stædige

9. Tydeliggør ritualer og opførsel forat forbedre

folks vaner

10. Lad en hver passe sin egen beskæftigelse –

således at folk har fred i sjælen

11. Instruer unge mennesker for at forhindre

dem i at handle forkert

12. Forhindre falske anklager for at beskytte de

lovlydige

13. Undlad at give husly til bortløbne for at undgå

at blive indblandet i deres forbrydelser

14. Betal skatter og undgå at blive presset hertil

15. Foren jer i ”baojia” systemet for at eliminere

tyveri og væbnet røveri

16. Afstå fra had og skænderi for at respektere li-

vet

7 Kilde: (Lestz, 1999) s. 66




Kejser Qianlongs brev til Kong George d. III - 1793

Efter faste helt fastlagte ritualer ankom tributmissio-

ner fra Kinas nabo lande til hoffet og til gengæld for

deres tributgaver og loyalitet, fik de lov at handle i

Kina og modtog tillige Kinas beskyttelse. Her er gengi-

vet, i uddrag, det berømte svar som den engelsk han-

delsmission under Lord G. Macartney fik med tilbage til

den engelske Kong George d III

”Skønt I, O konge, lever på den anden side af de man-

ge haves grænser, har I ikke desto mindre, tilskyndet

af jeres ydmyge ønske om at få del i vor civilisations

fordele, sendt en delegation, som på værdig måde har

frembåret jer bønskrivelse. Jeres gesandt har krydset

mange have og har ført sig frem ved hof på årsdagen

for min fødselsdag. For at vise jeres hengivenhed har I

også sendt mig gaver – lavet i jeres land.

Jeg har gennemlæst jer bønskrivelse. Den alvorlige stil,

hvori den er affattet, viser en respektfuld ydmyghed

fra jer side, som er yderst prisværdig. I betragtning af

den kendsgerning at jer gesandt og hans fuldmægtig

er kommet en lang vej med jer bønskrivelse og tribut,

har jeg vist dem min høje gunst og tilladt dem at blive

introduceret i min nærværelse. For at vise min til-

fredshed har jeg underholdt dem ved en banket og

givet dem talrige gaver. Jeg har også udvirket, at gaver

blev bragt til lederen af flåden og 600 af dennes office-

rer og folk, skønt disse ikke kom til Peking, så også de

kunne få del i min altomfattende godhed.

(…….)

Europa består af mange andre nationer foruden jeres

egen: Hvis hver og én krævende at blive repræsente-

ret ved vort hof, hvordan skule det da være muligt for

os at samtykke heri? Sagen er helt uigennemførlig.

Hvordan skulle vort dynasti kunne ændre hele vort

procedure og etikettesystem, der har været etableret i

over et århundrede for at imødekomme jeres indivi-

duelle ønsker? Når det siges, at jeres mål er at udøve

kontrol med jeres lands handel, så har jer landsmænd

fuld frihed til at handle i Canton flere gange om året

og har modtaget den største erkendtlighed fra vor side.

Delegationer er tidligere blevet sendt af Portugal og

Italien fremførende de samme andragender. Tronen

påskønnede deres oprigtighed og belønnede dem

deres gunstbevisninger og tog desuden forholdsregler

til at lette deres handel med Kina.

(….)

Hvis I hævder, at jer ærbødighed over for Vort Him-

melske Dynasti fylder jer med et ønske om at erhverve

vor civilisation, så adskiller vore ceremonier og vort

retssystem sig så meget fra jeres eget, at selv om jer

gesandt var i stand til at erhverve visse begynderele-

menter af vor civilisation, ville det være umuligt for jer

at overføre vore sæder og skikke til jeres fremmede

jordbund. Uanset vor dygtig jer gesandt måtte være,

ville intet være vundet herved.

Herskende over den vide verden har jeg stedse kun et

for øje, nemlig at opretholde et fuldendt styre og op-

fylde statens pligter: Fremmede og dyre varer interes-

serer mig ikke. Når jeg har beordret, at de tribut gaver

der er sendt af jer , O konge , skal modtages , var det

alene i betragtning af den hensigt , som har fået jer til

at sende dem fra det fjerne. Vort dynastis majestæti-

ske dyd er trængt ud til hvert et land under himlen, og

konger fra alle nationer har bragt deres kostbare tri-

butgaver over land og hav. Som jer gesandt selv kan se,

er vi i besiddelse af alle slags ting. Jeg værdsætter ikke

fremmede og sindrige ting og har ingen brug for jert

lands fabriksvarer.

Dette er da vort svar på jer anmodning om at udnæv-

ne en repræsentant ved mit hof - en anmodning som

er imod vort dynastis sædvane, og som kun ville med-

føre ubehageligheder for jer selv. Jeg har udviklet

mine ønsker i detaljer og har beordret, at jer tributud-

sendinge skal drage af sted i fred på deres hjemfart.

Det påhviler jer, O konge, at rette sig efter mine udta-

lelser og visse endnu større hengivenhed og loyalitet i

fremtiden, så at I ved evig underdanighed over for vor

trone kan sikre fred og velstand for jeres land herefter.

Foruden at skænke gaver (over hvilke jeg vedlægger

en fortegnelse) til hvert medlem i delegationen, skæn-

ker jeg jer, O konge, kostbare gaver, der i antal overgår

hvad der sædvanligvis skænkes ved sådanne lejlighe-

der, hvor blandt andet indgår silke og kuriositeter –

over hvilke en fortegnelse ligeledes vedlægges. Mod-

tag dem på ærbødig vis og vær opmærksom på den

gode vilje vi har vist over for jer.

Et særligt mandat ” (Kilde: Henrik Fabricius: Kina. Tradition – revolution, Gjellerup,1976 ,

spalte. 81-85. Engelsk version findes i (Lestz, 1999) s. 104 ff.)




Handelsrestriktioner ca.1830

Siden starten af Ming-dynastiet (1368-1644) havde

privat udenrigshandel været forbudt i Kina, hvor alt

udenrigshandel alene kunne finde sted inden for ram-

merne af det officielle tributsystem. I 1577 fik Portugal

som de første europæere tilladelse til at handle i Macao,

og i de næste århundrede fulgte mange andre europæi-

ske lande efter. I 1830 præciseres reglerne for de euro-

pæiske købmænd. Nedenstående reglement blev op-

læst for de handlende ved ankomsten til Kanton. 8

1. Ingen fremmede krigsskibe må komme inden

for Bocca Tigris.

2. Hverken kvinder, skydevåben, spyd eller no-

gen anden form for våben må bringes med til

faktorierne.

3. Alle lodser og compradorer skal registreres

hos de kinesiske myndigheder i Macao; frem-

mede skibe må ikke komme i direkte forbin-

delse med den kinesiske befolkning eller køb-

mænd, medmindre de er underkastet com-

pradorens kontrol.

4. Intet faktori må beskæftige kvindelige tjene-

stefolk, og der må kun anvendes 8 kinesiske

tjenere ved hvert faktori.

5. De fremmede må ikke ro på floden i deres eg-

ne både for deres fornøjelses skyld; men d. 8. ,

18. og 28. dag i hver måned må højst 10 af

dem besøge blomsterhaverne og det buddhi-

stiske tempel på den anden side af floden. Så

snart de har fået frisk luft, skal de vende tilba-

ge til faktorierne, og de må ikke tilbringe nat-

ten derude eller samles til drikkegilde.

6. De fremmede må ikke fremsætte ansøgninger

til kinesiske embedsmænd. Hvis de har noget

at meddele, må det ske via Hong-

købmændene.

7. De fremmede må ikke bruge bærestole eller

sampaner9, der fører flag; de må kun sejle i

små åbne både.

8 Kilde: Jes Bo Falk og P.C. Willemoës Jørgensen: Opiumskri-gen 1840-1842, et kultursammenstød (1982) s. 133-34 9 Sampaner – større sejlførende fartøj.

8. Den fremmede handel skal varetages via hong-

købmændene. Hemmelig handel mellem de

fremmede og forræderiske kinesiske køb-

mænd skal forhindres. Ind- og udsmugling af

varer i Canton er forbudt.

9. De fremmede købmænd må ikke forblive i

Canton efter handelssæsonens afslutning; de

skal enten rejse hjem eller begive sig til Macao.

10. Fremmede handelsskibe må ikke drive om

uden for floden, men skal gå direkte til

Whampoa, som er den eneste tilladte anker-

plads.

11. Hong-købmænd må ikke stå i gæld til de

fremmede.

12. De fremmede må hverken købe kinesiske bø-

ger eller lære kinesisk.

Figur 1 Perleflodsdeltaet syd for Kanton (Guangzhou)




Brev til Dronning Victoria 1839

I 1838 sender kejseren sin kommissær Lin Zexu (1785-

1850) til Kanton for at bringe den omfattede illegale

opiumsimport til ophør. Her førte han moralske kam-

pagner mod opiumshadelen og – rygningen, og beslag-

lægger opium, piber m.v. I 1839 skriver han et brev til

den engelske Dronning Victoria om opiumsproblemet.

Brevet blev aldrig overrakt til dronningen men blev

offentliggjort i avisen The Times i 1840.

Her er kun en del af brevet gengivet. 10

Hans Majestæt Kejseren trøster og værner frem-

mede såvel som kinesere; han elsker alle menne-

sker i verden uden forskel. Alle gode ting ønsker

han at dele med alle mennesker, og ligeledes øn-

sker han alle skadelige ting udryddet for hele

menneskeheden. Hans hjerte omfatter hele uni-

verset.

Stort set har rækken af Deres ærværdige lands

herskere været respektfulde og lydige. Gang på

gang har de sendt ansøgninger til Kina med føl-

gende indhold: ” Vi er taknemmelige for Hans

Majestæts Kejserens upartiske og nådige behand-

ling af vort lands undersåtter, der er kommet til

Kina for at handle, etc. ” Det glæder mig at høre,

at De i Deres egenskab af hersker i Deres ærvær-

dige land er helt fortrolig med princippet om ret-

skaffenhed, og at De er taknemmelig for den

gunst, som Hans Majestæt Kejseren har tilstået

Deres undersåtter. Derfor har Det Himmelske Rige

i overensstemmelse med sin traditionelle venlige

måde at behandle fremmede på været dobbelt

hensynsfulde over for folk fra England. De har

handlet i Kina i næsten 200 år, og Deres land er

som følge heraf blevet rigt og lykkeligt.

Da denne handel har stået på så længe, må den

nødvendigvis omfatte både samvittighedsløse og

ærlige handlende. Blandt de samvittighedsløse er

de, der indfører opium til Kina for at skade kine-

serne; de har haft et sådant held med sig, at den-

ne gift har bredt sig over alle provinserne. Jeg

håber, at DE er helt enig med mig i, at folk, som

10 Kilde: Jes Bo Falk og P.C. Willemoës Jørgensen: Opiumskri-

gen 1840-1842, et kultursammenstød (1982) s. 153-157

søger materielle fordele på bekostning af andres

velfærd, hverken kan accepteres af Himmelen

eller tolereres af mennesker. Da Hans Majestæt

Kejseren hørte om denne dødbringende gift, blev

han optændt af vrede; han sendte mig til Guang-

dong –provinsen for at undersøge situationen

nærmere og for efter samråd med generalguver-

nøren og guvernøren at træffe de nødvendige

helbredende forholdsregler. En af vores beslut-

ninger gik ud på, at enhver kineser, der forhandle-

de eller røg opium, skulle straffes med døden. I

erkendelse af, at fremmede i mange år har udski-

bet og solgt opium og virkelig påført det kinesiske

folk ubeskrivelig skade for at berige sig selv, bør

disse fremmede henrettes i overensstemmelse

med den nye lov. Imidlertid har de udtrykt anger

og bedt om tilgivelse; deres Konsul Elliot har udle-

veret deres opium, i alt 20.283 kister, til de an-

svarlige kinesiske myndigheder. Derefter blev alt

dette opium destrueret ved brænding, og jeg rap-

porterede herom til den kejserlige regering. I be-

tragtning af, at disse fremmede frivilligt udlevere-

de deres opium og derfor fortjener barmhjertig-

hed, har Hans Majestæt Kejseren besluttet at til-

stå dem en særlig gunst, nemlig at tilgive dem de

forbrydelser, som de hidtil har begået. Jeg håber,

at De i Deres beundring for Kina og den kinesiske

civilisation som Englands hersker vil pålægge De-

res undersåtter at være omhyggelige med at

overholde kinesisk lov. De bør udtrykkeligt lade

dem forstå, hvor alvorlige konsekvenserne vil væ-

re, hvis de vælger ikke at overholde den. Vi vil

under ingen omstændigheder tillade fremmede i

Kina at bryde kinesisk lov.

Deres land ligger mere end 60.000 li fra Kina. De-

res skibe kommer til Kina for at opnå en stor ge-

vinst. Da denne gevinst hentes i Kina og i virke-

ligheden fratages det kinesiske folk, hvordan kan

fremmede da finde på at gengælde den fordel,

som de har opnået, ved at skade deres velgørere

ved at sende gift hertil? (…) Har de ingen samvit-

tighed? Jeg har hørt, at De har forbudt opium i

Deres eget land på det strengeste, hvilket unægte-

lig må indebære, at De ved, hvor skadeligt opium




er. 11De ønsker ikke, at opium skal skade deres

eget land, men De finder det for godt at påføre

andre lande som f.eks. Kina denne skade. Hvorfor?

De varer, der stammer fra Kina, er alle nyttige. De

er anvendelige som fødemidler og på anden måde,

og de er lette at sælge. Har Kina frembragt nogle

vare, som er skadelig for andre lande? (…) Der-

imod er de varer, der importeres fra fremmede

lande, rene legetøjsartikler, som uden ringeste

skade kan undværes. Da vi ikke har noget rigtigt

behov for disse ting, hvilken skade ville det så

være, om vi besluttede at standse al fremmed

handel? Grunden til, at vi uden tøven tillader

fremmede at indskibe kinesiske varer som te og

silke, er, at vi mener, at alle jordens mennesker

bør have del i alle goder. (…)

Jeg har forstået, at De er en venlig og barmhjertig

monark, og jeg er overbevist om, at DE ikke vil

gøre mod andre, hvad De ikke ønsker, at andre

skal gøre mod Dem. (…) Jeg har hørt, at der i de

områder, der hører under Deres direkte jurisdikti-

on – som f.eks. London, Skotland og Irland – ikke

dyrkes opium; det produceres i stedet i Deres

indiske besiddelser. (…) Må jeg foreslå, at De de-

struerer alle disse opiumsplanter og dyrker føde-

varer i stedet, og at De befaler, at alle, der vover

at plante opiumsvalmuer igen, skal straffes strengt.

Hvis De træffer disse menneskekærlige forholds-

regler ved at fremme det gode og udrydde det

onde, vil Himmelen beskytte Dem og guderne give

Dem lykke. Desuden vil De opnå et langt liv og

blive belønnet med en mængde børn og børne-

børn! (…)

Da en fremmed, der drager til England for at hand-

le, skal overholde engelsk lov, hvorfor skal en eng-

lænder da ikke adlyde kinesisk lov, når han befin-

der sig i Kina? Den nuværende lov pålægger en-

hver kineser, der har forhandlet eller røget opium,

dødsstraf. Da en kineser ikke ville have mulighed

for at forhandle eller ryge opium, hvis ikke frem-

mede havde bragt det til Kina, er det indlysende,

at de, der er de virkelige skyldige i en kinesers død

som følge af en opiumsdom, er opiumshandlerne

11 Opium var ikke forbudt i England, men forbruget var meget begrænset, og rygning fandt ikke sted.

fra de fremmede lande. Når de forårsager andres

død, hvorfor skulle de så selv skånes fra en døds-

straf? (…) Dette er den logiske begrundelse for

den nye lov, der fastslår, at enhver fremmed, der

bringer opium til Kina, vil blive dømt til hængning

eller halshugning. Det er vor hensigt at udrydde

denne gift én gang for alle og derved gavne hele

menneskeheden.

(…)

Vort Himmelske Rige hæver sig over alle andre

lande i henseende til dyd, og det besidder en magt,

der er stor og ærefrygtindgydende nok til at udfø-

re dets vilje. Men vi vil ikke retsforfølge en person

uden at advare ham i forvejen; derfor har vi gjort

vor lov klar og bestemt. Hvis købmændene fra

Deres ærværdige land ønsker at handle med os i

fremtiden, skal de rette sig efter vor lov og afbry-

de opiumsforsyningen én gang for alle. De må

under ingen omstændigheder ved en bevidst over-

trædelse sætte vor vilje til at håndhæve loven på

prøve. Som hersker over et ærværdigt landbør De

gøre Deres til at afdække det skjulte og afsløre det

onde. Jeg håber, at De fortsat vil kunne glæde

Dem over vores land og blive mere og mere re-

spektfuld og lydig. Hvor er det dejligt, at vi alle kan

glæde os over fredens velsignelser. Jeg håber

endvidere, at De, når de modtager dette brev,

øjeblikkeligt vil meddele begrundelserne for opi-

umsforbuddet til alle, der har behov for at kende

dem. Vær venlig ikke at tøve hermed.

Vil Deres Højhed straks efter modtagelsen af dette

brev prompte informere os om situationen og om

de skridt, De vil tage for at få sat endeligt punktum

for opiumsondet. Vær venlig at svare hurtigt.




Nanjing-traktaten 1842

Efter Kinas nederlag i den 1. opiumskrig (1939-42) måt-

te Kina d. 29 August 1842 underskrive den første af en

lang række såkaldte ’ulige traktater’, hvor man gav

særlige handelstilladelser mv. til England og snart efter

også Frankrig, USA og andre lande. De ulige traktater

blev starten på det som i Kina omtales som de ”100 års

ydmygelser”, idet traktaterne først blev annulleret igen

under 2. verdenskrig. Det følgende er kun et uddrag af

Nanjing-traktaten. 12

2. Hans majestæt kejseren af Kina giver tilladelse

til, at britiske borgere med husholdning må op-

holde sig i den hensigt at drive handel i byerne

Canto, Amoy, Houchou, Ningpo og Shanghai. Hen-

des majestæt dronningen af England vil indsætte

konsuler i hver og en af ovennævnte byer til at

varetage kommunikationen mellem de kinesiske

myndigheder og de udenlandske handelene, og til

at tilse at rimelige skatter og afgifter til den kinesi-

ske regering bliver betalt af den britiske majestæts

undersåtter. …

3. Da det ganske åbenbart er nødvendigt og ønsk-

værdigt, at britiske borgere har en havn, hvor de

kan reparere deres fartøjer, når dette behøves, og

holde forråd til dette formål, afstår hans majestæt

kejseren af Kina til hendes majestæt dronningen

af England øen Hong Kong, som evigt skal være i

hendes britiske majestæts, hendes arvingers og

efterfølgeres besiddelse. Hong Kong skal styres

efter de love og forordninger, som hendes maje-

stæt dronningen af England finder det hensigts-

mæssig for udlændinge.

4. Kejseren af Kina accepterer at betale et beløb

på seks millioner dollars svarende til værdien af

den opium som blev leveret til Canton i marts

måned 1839, som løsesum for hendes britiske

majestæts superintendent, som var fængslet og

truet med døden af de kinesiske embedsmænd.

12 Efter http://china.usc.edu/treaty-nanjing-nanking-1842 (oversættelse otto leholt) Den senere Tianjin-traktat af 1858 kan ses på http://www.chinaforeignrelations.net/node/144

5. Kinas regering har tvunget de britiske købmænd

til udelukkende at handle med de af den kinesiske

regering godkendte kinesiske købmænd, (eller

Cohong) (…) Kejseren af Kina accepterer at afskaf-

fe denne praksis i fremtiden i alle de havne hvor

de britiske købmænd måtte opholde sig, og tillade

dem at udføre deres handelstransaktioner med

hvem de måtte ønske (…)

6. Da den britiske majestæts regering har været

tvunget til at udsende en ekspedition for at få

oprejsning for de kinesiske myndigheders voldeli-

ge og uretfærdige behandling af den britiske ma-

jestæts undersåtter, accepterer den kinesiske

kejser at betale en sum på 12 millioner dollars (…)

7. (omhandler hvordan den samlede sum på 21

millioner dollars skal betales)

8. og 9. (Om den betingelsesløse løsladelse af alle

britiske statsborgere eller andre som har samar-

bejdet med englænderne og som er tilbageholdt af

de kinesiske myndigheder)

10. (omhandler toldafgifter på import og eksport-

varer i de omtalte traktatbyer – at afgifterne skal

være kendte og fastlagte og at yderligere told på

indenlandsk videreforhandling af disse varer ikke

må overstige 5 % )

11. (fastslår at al kommunikation mellem de to

lande regeringer og deres repræsentanter er mel-

lem ”fuldstændig ligeværdige parter”)

12. Når den kinesiske kejser har bekræftet denne

traktat, og de første pengebeløb er modtaget, vil

de britiske dronnings militære styrker blive trukket

tilbage fra Nanjing og Den Store Kanal. (…)

13. Ratifikationen af denne traktat af hans maje-

stæt kejseren af Kina og hendes majestæt dron-

ningen af England skal udveksles så snart som den

store afstand som skiller England og Kina tillader

det, men i mellemtiden skal kopier heraf, som er

signeret og forseglet af repræsentanter for de

respektive Suveræner, omgående træde i kraft

Udstedt i Nanjing (…) d. 29. august på den hendes

britiske majestæts skib Cornwallis (…)

HENRY POTTINGER, KEYING and ELEPOO.


http://china.usc.edu/treaty-nanjing-nanking-1842

http://china.usc.edu/treaty-nanjing-nanking-1842

http://www.chinaforeignrelations.net/node/144



Oprør og lokale militser

Kina har altid oplevet oprør, men aldrig i det omfang som

tilfældet var i årene 1850-73. Tai-ping oprøret var det største

af disse, og førte andre oprør med sig. I vest og nordvest

gjorde muslimer oprør, i sydvest var det Miao-oprøret , i nord

Nian-oprøret og langs kysterne hærgede hemmelige selskaber

og Triader. Kilden her er en forespørgsel fra det lokale aristo-

krati om militær hjælp til organisering af deres lokale for-

svarsmilitser. Netop disse lokale militser kom til at spille en

afgørende rolle i nedkæmpelsen af de mange lokale oprør.13

Anmodning fra Li Yuying, med Juren grad, og Tan Du-

anyuan, med Shengyuan grad, fra Wu Præfektur, Gu-

angxi-provinsen. 14

Vort dynasti har fulgt læren fra antikkens vismænd.

Derfor har alle i Rong-amtet kunne leve i harmoni i lang

tid. Befolkningen voksede og ressourcerne var mang-

foldige; selv vores hunde og høns skulle aldrig frygte

forstyrrelser. … Imidlertid, i 1846 begyndte banditter og

oprørere at samle sig på østsiden af Liangxu og forstyr-

rede vores lokale ro. Som deres magt voksede spredte

deres indflydelse sig. De erobrede endda byen og tog

regeringens embedsmænd til fange. Der var inden lov

og orden i byen og oprørerne hærgede alle vegne.

Medlemmer af adelen blev dræbt og tilfangetaget;

kvinder blev voldtaget. Døde kroppe flød overalt; huse

var forvandlet til aske; bøndernes marker dækket af

ukrudt. Det var bestemt trist, at se alt dette ske…. De

plyndrede ejendomme, selv langt fra deres base områ-

de, og tvang folk under deres kontrol til at betale jord-

skatter til dem. De var med til at tvinge embedsmænd

til at sende falske rapporter om, at oprørenes områder

var generobret af regeringstropperne. Banditterne

brugte officielle segl og udsendte falske bekendtgørel-

ser til befolkningen. Det var utåleligt at have disse bøl-

ler til at dominere vores lokale regering.

Sidste år var vi heldige at have en guvernør og general-

guvernør, som besluttede at lede deres tropper ud for

at knuse banditterne i Xunzhou. Guvernøren havde

lovet at overføre hæren til Rong-amtet, hvor den lokale

milits prøvede at konsolidere sig, mens man afventede

regeringstropperne. Militsen har kæmpet i lang tid og

er nu blevet ret udkørte. Jeg er bange for, at hvis den

lokale milits kollapser, vil banditterne hærge over hele

13 Kilde: Patricia B. Ebrey: Chinese Civilization – a sourcebook, The Free Press New York, 1993, s. 321-322. Oversættelse Otto Leholt 14 Juren - Eksamensgrad fra provinseksamen. Shengyuan –

laveste eksamens grad fra den statslig amtseksamen r

amtet og vise sig vanskelige for regeringstropperne at

kontrollere.

Den lokale milits er i stand til at mønstre ti tusinde

tropper, alle kamp-trænede veteraner som hader oprø-

rerne. Det er vores holdning, at kunne vi bare få en

uddannet kommandør, ville militsen være meget effek-

tiv imod oprørerne. Desværre har vi ikke været i stand

til at finde en erfaren kommandant til at lede tropper-

ne. Der har været konstante diskussioner om slagpla-

ner og militsen har aldrig handlet som én enhed. Derfor

er vi ofte blevet besejret af oprørerne. Præfekten og

generelguvernøren udnævnte et par officerer til at lede

militsen. De gav ordrer, uddelte bannere og segl, men

kom ikke og tog personlig kommando. Den lokale milits,

har derfor, ikke været forenet og kan ikke bidrage me-

get til at afværge den kritiske situation.

Nu har guvernøren i Guangxi-provinsen udsendt sin

hær for at udrydde banditterne i Xunzhou, vi håber at

de derefter, øjeblikkeligt vil komme Rong-amtet for at

udrydde banditterne og rede folket. Hvis deres Excel-

lence har sympati med folkets lidelser, lad venligst

hæren straks komme her for at nedkæmpe banditter-

ne… Vi vil foreslå at De konsoliderer militserne i Teng,

Pingnan, Beiliu, Chenqi og Xinyi amter under Deres

kommando, så banditterne ikke undslipper vores milits

ved at hoppe frem og tilbage over amtsgrænserne. Når

regeringstropperne kommer til Rong amtet, få dem til

at træne militsen så den bedre kan forsvare os mod

banditterne. Vo forslårat De også udsteder en general

amnesti for de som er blevet tvunget til at tilslutte sig

oprørerene. Vi har tillid til en strategi om at omringe

banditternes opholdsbaser; vi er sikker på at de ikke

kan modstå Deres angreb og at deres dage er talte …

Huang Pengfen og Feng Weireng er to ledere som er

respekterede af militsen. Hvis De ville udpege dem som

kommandanter, ville de få støtte og være i stand til at

nå vores mål om at befri området for oprørerene. Når

Deres tropper ankommer her, vil vi personlig gerne

tilslutte os dem, og modtage Deres ordre og give dem

støtte om ønsket. Med Deres store talent og evner

som højere militær og civil embedsmand, vil de helt

sikkert kunne frelse folket fra deres lidelser. Med den

største ydmyghed præsenterer vi disse synspunkter for

Dem.




Taiping-oprøret 1851-1864

I årene 1850-70 var Kina plaget af omfattende indre

oprør. I nordøst af Nian-oprøret, i vest det muslimske

oprør, i sydvest Miao-oprørene og i det østlige centrale

Kina af Taiping-oprøret. Taiping- oprøret regnes for at

være det mest omfattende og mest blodige bondeoprør

verden endnu har set. Oprøret var ledet af den fallerede

student Hong Xiuquan (1813-1864) som, inspireret af

de kristne missionærer i Guangzhou, havde fået en

vision om at han var Jesus Kristus broder og nu skulle

sprede kristendommen i Østen. Oprøret var ikke rettet

mod de ’fremmede’ udlændinge, men først og frem-

mest mod at knuse alle de ’onde dæmoner’ (manchuer-

ne, daoismen, buddhisme og konfucianismen) som i

årtusinder havde undertrykt folket.

Det følgende er uddrag at Taiping-oprørenes økonomi-

ske program fra 1853.15

”Fordelingen af jorden skal baseres på antallet af

personer i hver familie, uafhængig af køn. En stor

familie har ret til mere jord, den lille familie til

mindre. Den fordelte jord skal ikke være af samme

standard, men blandet. En familie på seks perso-

ner skal således have tre stykker frugtbart jord og

tre stykker ufrugtbart jord.

Al jord i landet skal dyrkes i fællesskab af hele

befolkningen. Hvis der er mangel på jord et sted,

flyttes nogle af indbyggerne til et andet sted. Al

jord i landet skal gensidigt understøtte alle i for-

hold til overflod og knaphed. Hvis et sted har

tørke, så træk på den rigelige høst et andet sted

for at overkomme manglerne. (…) Således vil alle

mennesker i landet nyde den Himmelske Far, den

Højeste Herre og Gud Herren i det højes velsignel-

se. Jorden er til for alle at dyrke, føden for alle at

spise, klæderne for alle at bære og penge for alle

at bruge. Ulighed skal ingen steder findes; ingen

skal lide af sult eller kulde …

Morbærtræer skal plantes langs bymurene i over-

alt i landet. Alle kvinder skal dyrke silkeorme, for

at væve og lave klæder. Alle familier i landet skal

opdrætte fem høns og to svin (..)

15 Oversat fra (Lufrano, 2000) s. 224-226 af Otto Leholt

I høstsæsonen skal en Gruppe Officer 16 styre (ind-

samlingen af korn) af hans sergenter . Efter at

have fratrukket det korn som er nødvendigt for at

føde 25 familier indtil næste høst, skal han ind-

samle resten af produktionen til oplagring i sta-

tens magasiner. Den samme metode for indsam-

ling skal anvendes på andre produkter som byg,

bønner, fibre, bomulds klæde, silke, husdyr, sølv

og kobbermønter og så videre, for alle mennesker

under Himmelen er af den samme familie som

tilhører den Himmelske Far, den Højeste Herre og

Gud Herren i det høje. Ingen skal have privat

ejendom. Alle ting skal overdrages den Højeste

Herre, så at Han har mulighed for at gøre brug af

dem og fordele dem ligeligt til alle mennesker i

hans store verdens-familie. Således vil alle have

tilstrækkeligt med føde og klæder …

(…) I de enkelte enheder af 25 familier skal der

udføres arbejde med keramik, metal, tømre og

murearbejder og andre slags faglært arbejde af

sergenter og militsmændene, uden for sæsonen

med høstarbejde eller militære tjenester.

I udførelsen af de forskellige ceremonielle højtider

for de 25 –familier under hans administration, skal

Gruppe Officeren afholde gudstjenester og bede

til den Himmelske Far, den Højeste Herre og Gud

Herren i det høje. Alle de dårlige skikke fra tidlige-

re må fuldstændig afskaffes. ”

16 Der henvises til lederen af en gruppe af 25 hushold-ninger.




Selvstyrkelsesbevægelsen (1)

Som reaktion på Kinas ydmygelser i Opiumskrigene og

de ulige traktater, er der en række lærde embedsmænd,

som i årene 1860-95 tager forskellige initiativer til at

styrke Kina i forhold til vesten. Disse mange forsøg på

at styrke Kina, omtales under ét som Selvstyrkelsesbe-

vægelsen fra ca. 1860 – 1895. Det var karakteristisk for

selvstyrkelsesbevægelsen, at man ikke argumenterede

for grundlæggende kulturelle eller politiske forandrin-

ger, men alene for mindre justeringer i forhold til den

nye virkelighed som mødet med den europæiske impe-

rialisme repræsenterede. Her skal bringes uddrag af fra

et par af disse reformatorer:

Feng Guifen (1861):

Hvorfor er Kina svagt?

Feng Guifeng (1809-74) tog initiativ til at der i 1863

oprettes en skole for vestlige sprog og videnskab i

Shanghai. Han mente ikke at kineserne i bund og grund

kunne lære noget nyt af vesterlændingene, men at

kineserne skulle blive bedre til at udnytte det de allere-

de kunne. Teksten her er uddrag fra hans essays i bo-

gen ”Protest from the study of Jiaobin” fra 1861. 17

”Ifølge den almindelige geografi som er opgjort af

en englænder, er Kinas territorie otte gange større

end Rusland, ti gange større end De Forenede

Stater, hundrede gange større end Frankrig og to

hundrede gange større end England. … Alligevel

er vi blevet skamfuldt ydmyget af de fire nationer,

ikke fordi vores klima, jord eller ressourcer er de-

res underlegne, men fordi vort folk er underleg-

ne …. Nuvel, vores underlegenhed skyldes ikke

hvad Himmelen har tildelt os (dvs. nedarvede

natur), men skyldes snarere os selv. (…) Fordi

denne underlegenhed skyldes os selv, er det sta-

digt skamfuldt, men dog noget som vi kan gøre

noget ved. Og hvis vi er skamfulde, er der intet

bedre at gøre end at begynde en selvstyrkelse.

Hvorfor er de vestlige nationer små og alligevel

stærke? Hvorfor er vores nation stor og samtidigt

svag? Vi må søge efter midlerne til at blive deres

ligemænd, og det afhænger alene af vores men-

neskelige anstrengelser. Med hensyn til den nu-

17 (Lufrano, 2000) s. 235-236. Oversættelse Otto Leholt

værende situation, kan følgende observeres: I at

undgå spild af menneskelige talenter, er vi barba-

rerne underlegne; I ikke at spilde naturressourcer,

er vi barbarerne underlegne; I at tillade at der

ingen barriere er mellem herskeren og folket, er vi

barbarerne underlegne; og i at lade handling følge

ord er vi også barbarerne underlegne. Afhjælpnin-

gen af disse fire punkter skal findes i os selv. De

kan blive ændret øjeblikkeligt, om blot kejseren

udstikker den rette kurs for os. Der er ingen grund

til at lære fra barbarerne i disse sager.

Vi har kun én ting at lære fra barbarerne, og det er

stærke skibe og effektive geværer…. Der skal gives

midler til at etablere skibsværfter og arsenaler i

hver en handelsby. (…)

Vores nations vægt på embedseksamener har i

gennem lang tid lejret sig dybt i befolkningens

bevidsthed. Intelligente og fremragende studenter

har spildt deres tid og energi på så ubrugelige ting

som de stereotype eksamens essays, eksaminati-

ons papirer og formel kalligrafi … Vi bør nu bede

halvdelen af dem om, at anvende tiden på at

fremstille instrumenter og våben og at fremme

naturvidenskaben. … Kinesernes intelligens og

opfindsomhed er helt bestemt overlegen i forhold

til de forskellige barbarer; det er kun fordi vi ikke

hidtil har gjort nytte heraf. Når regeringen over os

finder glæde ved noget, så vil folket under den

forfølge det videre: deres reaktion vil være som et

ekko båret af vinden. Der bør være nogle personer

med ekstraordinær intelligens som kan få nye

ideer og forbedre de vestlige metoder. Til at be-

gynde med må de bruge vesterlændinge som læ-

rermestre og forbilleder; herefter vil de opnå det

samme niveau og være deres lige; Endelig vil de

bevæge sig fremad og komme foran dem. Heri

ligger vejen til selvstyrkelse.

Vi skal bruge barbarenes instrumenter, men ikke

overtage deres kultur. Vi skal bruge dem således

at vi kan afværge dem. (…) Kun således kan vi ska-

be fred i riget; Kun således kan vi blive den leden-

de magt i verden; (…) Frigøre os fra ydmygelserne

(..) og forblive den største land på jorden”





Principper kontra det praktiske Et af de første projekter som Selvstyrkelsesbevægelsen

fik iværksat var var oprettelse af skoler som underviste i

fremmede sprog i 1861, og senere også i naturviden-

skab. Dette førte i 1867 til debat ved hoffet, hvor flere

konfucianske lærde så dette som uforeneligt med den

klassiske lære og som en trussel imod denne. En af

modstanderne var den mongolske leder af Statssekre-

tariatet, Woren, hvis synspunkter her bringes i uddrag. 18

”Hvis vores studerende i almindelighed skal un-

dervises i disse emner (astronomi og matematik)

af vesterlændinge, vil det øve stor stade … Deres

tjener har lært, at den måde hvorpå man opbyg-

ger en nation er ved at lægge vægt på ritualer og

korrekthed, ikke på magt (and plotting).19 Den

fundamentale indsat ligger i folkets sind, ikke i

teknikken. (…)

Fra antikken og ned til moderne tid, har Deres

tjener aldrig hørt om nogen der kunne bruge ma-

tematikken til at rejse en nation fra en tilstand af

forfald eller at styrke den i tider med svaghed ….

Siden indgåelse af fredsaftalen (Tianjin-traktaten)

har kristendommen været fremherskende, og

halvdelen af vores uvidende folk er blevet narret

heraf. Den eneste ting vi kan stole på er, at vores

lærde med tydelighed forklarer folket om de kon-

fucianske grundsætninger, som vil gøre det muligt

at understøtte den uvidende befolknings sindelag.

Hvis vores talentfulde og fremragende lærde (…)

skal afvige fra de almindelige studier og følge bar-

barerne, så vil det korrekte sindelag ikke udvikles,

og dermed vil de onde ånder (evil spirits) blive

styrket. Efter flere år, vil det ende med ikke min-

dre end at drive flertallet af de kinesiske folk, til at

vise deres troskab til barbarerne”.

18 (Lufrano, 2000) s. 238-39. Oversættelse Otto Leholt 19 Engelsk tekst ’power and plotting’, mangler oversæt-telse heraf ..?

Zeng Guofan og Li Hongzhang Zeng Guofan (1811-1872) og Li Hongzhang (1823-1901)

er de mest fremtrædende repræsentanter for ’selvstyr-

kelsesbevægelsen’. Begge med høje klassiske uddannel-

ser bag sig og var aktive i nedkæmpelsen af Tai-ping

oprøret. De havde begge høje embedsposter i provin-

serne som guvernører og generalguvernører og havde

en pragmatisk tilgang til spørgsmålet om at lære af

vesten. Uddraget her er fra et brev de sendte i marts

1871 til det nyligt oprettede udenrigspolitisk kontor

(Zongli Yamen) 20

Sidste efterår (…) diskuterede vi forslaget om, at

udvælge intelligente unge som kunne sendes til

skoler i forskellige vestlige lande for at studere

militær administration, skibsfart, infanteri taktik,

matematik, fremstillingsvirksomhed og andre em-

ner. Vi vurderede at deres uddannelse kunne af-

sluttes efter godt ti år, hvorefter de kunne vende

tilbage til Kina så andre kinesere kunne få en

grundlæggende forståelse af Vestens overlegne

teknikker. (…) Nogle vil sige, ”Arsenaler er blevet

etableret i Tianjin, Shanghai and Fuzhou for skibs-

bygning og fremstilling af våben og ammunition.

Tongwen College (for udenlandske sprog) er opret-

tet i Beijing for at Manchuer og kinesiske unge kan

studere under vestlige lærere. En sprogskole er

åbnet i Shanghai for at uddanne de unge studen-

ter. Det ser derfor ud som om at man er godt i gag

i Kina og at der derfor ikke er nogen grund til at

sende de unge udenlandsk. ” Disse kritikere

glemmer imidlertid, at åbne arsenaler for fremstil-

lingsvirksomhed og at åbne skoler til instruktion er

kun begyndelsen på vores bestræbelser på at rejse

os. (..) Vesterlændinge søger praktisk viden … Hvis

vi kinesere ønsker at overtage deres overlegne

teknikker og pludselig prøver at købe deres ma-

skiner, vil ikke bare vore ressourcer hertil være

utilstrækkelige, men vi vil ikke være i stand til at

mestre de grundlæggende principper og at forstå

de komplicerede teknikker, med mindre vi har

praktiseret dem over en lang tid … ”

20 (Lufrano, 2000) s. 240-241 – oversættelse Otto Leholt





Zhang Zhidong (1898): Formaning om

at lære. Zhang var ligeledes en yderst velrenommeret em-

bedsmand, som havde iværksat mange reformer i

provinserne. Han tilhørte de moderate blandt

reformatorerne, og hans position er bedst udtryk i

talemåden: ”Chinese learning for substance, We-

stern learning for function”. 21

”Kina krise i dag har ingen parallel i Forårs- og

Efterårs Perioden (Kontutzes tidsalder) eller i alle

dynastierne fra Qin og Han ned til Yuan og Ming. ..

FORTSÆTTES

21 (Lufrano, 2000) s. 245 ff




Liang Qichao – Kinesernes fejl

Den unge Liang Qichao (1873-1929) opholdt sig i 1903 i syv

måneder i USA og Canada. Han flygtede efter de fejlslagne

100 dages reformer i 1898 til Japan, hvor han blev journalist.

Hans artikler blev smuglet til Kina, hvor de blev en vigtig

inspiration for de revolutionære grupper. Teksten her er et

uddrag fra hans dagbog fra USA. Selvom han var for demo-

kratiske institutioner, mente han ikke at det amerikanske

system kunne bruges i Kina. I uddraget her, fremhæver han

det kinesiske folks svagheder. 22

Kinesernes fejl. (…) svagheden hos det kinesiske folk kan opstilles såle-

des:

1. Vores karakter er mere den som slægtsfolk

end borgere. Kinas sociale organisation er ba-

seret på familien og slægten som en enhed

frem for individet, det vi kalder for ”at styre

ens familie før man styrer samfundet” … Jeg

mener at selv om styrken ved de vestlige ari-

ers selvforvaltning var tidligere udviklet, er vo-

res kinesiske form for lokalstyre lige så godt.

Hvorfor kunne de skabe nationalstater mens vi

ikke kunne? Svaret er at de udviklede et sy-

stem af byer med selvstyre, mens vi udviklede

et selvstyre baseret på slægten. … At kinesere

er slægtsfolk men ikke borgere blev jeg endnu

mere overbevist om efter at have rejst i Nord-

amerika ….

2. Vi har en landsby mentalitet og ikke en natio-

nal identitet. Jeg hørte Roosevelt tale om at

den mest presserende opgave for amerikaner-

ne var at slippe landsby mentaliteten, hvor

med han mente folks loyalitet til deres egen

hjemby og stat. I historiske sammenhæng har

amerikanerne ikke desto mindre haft succes

med at skabe en republikansk styreform, selv-

om om de havde disse lokale følelser fra star-

ten af, så det kan ikke være helt forkert. Men

udviklet til det yderste vil det være en hindring

for opbygningen af nationen. … Vi kinesere

har udviklet det for langt …

22 Kilde: Patricia B. Ebrey: Chinese Civilization – a sourcebook,

The Free Press New York, 1993, s. 338 f. Oversættelse Otto Leholt

3. Vi kan kun acceptere despotiet og kan ikke ny-

de friheden …Når jeg kigger på alle de kinesi-

ske samfund rundt om i verden, er ingen så

uorganiserede som i San Francisco. Hvorfor?

Svaret er frihed. Karakteren af kineserne i Kina

er ikke bedre end de i San Francisco, men

hjemme er de styrede af embedsmænd og be-

grænsede af fædre og ældre brødre …. (…)

Med sådanne landsmænd ville det da være

muligt at praktisere et valgsystem? … Helt ær-

ligt (…) jeg finder ikke at kineserne hjemme er

overlegne i forhold til dem i San Francisco.

Tværtimod finder jeg at deres civilisations ni-

veau er underlegent i forhold til dem i San

Francisco (…)

Friheden, forfatningen og republikansk styre

indbefatter et flertalsstyre, men den overve-

jende del af det kinesiske folk er som de i San

Francisco. Hvis vi skulle indføre et demokratisk

regeringssystem nu, ville det betyde ikke min-

dre end et nationalt selvmord. (…) For at sige

det i få ord, så kan det kinesiske folk kun rege-

res gennem et autokrati; de kan ikke nyde fri-

heden. (…)

4. Vi mangler ophøjede målsætninger.… Dette er

den fundamentale svaghed ved os kinesere. …

Drivkraften for amerikanere og europæere er

ikke helt ens, men efter min mening er de

mest vigtige deres forkærlighed for skønhed,

deres bekymring for social æresfølelse og de-

res religions ideer om fremtiden. Disse tre ting

er grundlaget for udviklingen af vestens spiri-

tuelle civilisation, og er det som vi kinesere

mangler allermest ….

(…)




Zou Rong: “Om revolutionen” 1903

Zou Rong (1885-1905) voksende op i en velstående

handelsfamilie i Sichuan-provinsen. Hvor forældrene

havde ønsket at Zou havde taget den traditionelle em-

bedseksamen, så valgte han i stedet for i 1902 at tage

til Japan for at studere. Her stiftede han bekendtskab

med europæisk historie og europæiske filosoffer som

Rousseau, Montesquieu og Spencer. Han får også her

kontakter til Sun Yat-sen revolutionære undergrundsbe-

vægelse. I 1903 vender Zou tilbage til Kina,. med hans

manuskript ’Den Revolutionære Hær’ som snart blev

den mest læste revolutionære tekst i Kina. Zuo Rong

bliver arresteret af politiet i det Internatonale Koncessi-

onsområde i Shanghai og dør i fængslet i 1905 – kun 21

år gammel. Det følgende er uddrag af hans bog 23

Om revolution

Revolution er en universel lov for evolutionen. Revolu-

tion er et universelt princip i verden. Revolutionen er

en overgangsperiode og essensen af kampen for over-

levelse. (…) Revolution er at udrydde slaveri og selv

blive herre (… ) Jeg har hørt at den Engelske Revolution

i 1668, den Amerikanske Revolution i 1775 og den

Franske Revolution af 1870 alle var revolutioner som

fulgte naturen og var i overensstemmelse med menne-

skets natur. Det var alle revolutioner som tjente til at

eliminere hvad der var korrupt og fastholde det gode

og til at gå fra vildskab til civilisation. Individet blev

ofret for at rede verden; adelsklasserne blev ofret for

at tilgodese det almindelige folk og tillade alle at nyde

lykken ved lighed og frihed. (….)

Om revolutionær uddannelse.

For at gennemføre en stor genopbygning, må der også

gennemføres en destruktion. For en omfattende de-

struktion må der først ske en konstruktion. Dette har

været et uforanderlig og fast princip gennem tiderne.

Den revolution vi gennemfører i dag er en revolution

som vil ødelægge, for at gøre genopbygningen mulig.

Men, for at gennemføre destruktionen må vi være i

stand til at konstruere. Dette blev udtrykt meget fint af

den store helt i den italienske nations opbygning, Maz-

zini, som sagde: ” Revolution og uddannelse må gen-

nemføres samtidigt.” Foran Jer, mine landsmænd,

23 Oversat fra Lestz, P.-k. C. (1999). ’The search for modern China - a documentary collection’. New York: W Norton &

Company . s. 198-201

siger jeg: Revolutionær uddannelse! Endvidere, der må

være uddannelse før revolutionen og uddannelse efter

revolutionen. ….

Kinesiske forrædere

Zeng Guofeng, Zuo Zongtang og Li Hongzhang 24 er alle

blevet kåret som adelige og hyldet af kejseren af det

store Qing-dynasti (..) som Restorationens

(=selvstyrkelsesbevægelsen) helte. (…) De er blevet

endeløst tilbedt og holdt frem som eksempler for sene-

re eksamenskandidater. Men, jeg har hørt, at den

tyske premierminister Bismarck skændede på Li

Hongzhang med ordene: ”Vi europæere ser en ærefuld

bedrift i at pacificere fremmede racer. Jeg har aldrig

hørt om at man skulle vinde hæder ved at slagte ens

eget folk”. (…) Zeng, Zou og Li hævdede alle at være

belæste og at kunne sammenligne sig med fortidens

lærde. Alligevel slagtede de nådesløst deres egne

landsmænd og tjente således som de mest loyale og

undertrykkende slaver af Manchuerne …. (..) og tillod

hermed Manchuerne fortsat at herske over Kina (…)

Om revolutionær uafhængighed

Jeg er et ungt menneske med ringe uddannelse og

dannelse. Jeg kan egentlig ikke rigtigt diskutere den

store betydning af revolutionær uafhængighed, men

med frygt og skælven har jeg samvittighedsfuldt prøvet

at forstå meningen i den Amerikanske revolutionære

uafhængighed. Knælende foran mine mest respektere-

de og elskede firehundrede millioner opstemte Han-

kinesiske landsmænd, opstiller jeg de følgende forslag

til jeres overvejelse:

1. Kina tilhører kineserne. Vi skal alle anerkende

at dette er Han-kinesernes Kina

2. Vi vil ikke tillade nogen fremmed race at æn-

dre på vort Kinas rettigheder

3. Alle pligter til at adlyde Manchuerne er bort-

faldet

4. Lad os vælte den barbariske regering som

Manchuerne har etableret i Beijing

5. Lad os fordrive alle manchuerne og dræbe

dem for at hævne os

6. -19 … (her følger en række punkter som kopierer den

Amerikanske Uafhængighedserklæring vedrørende bor-

gernes rettigheder etc., inden Zou Rong forslår oprettel-

sen af Den Kinesiske Republik. )

24 Progressive provinsguvernører som dels havde hjulpet med

nedkæmpelsen af Taiping – oprøret i 1864 og siden stod i spidsen for den kinesiske ’selvstyrkelsesbevægelse’ i 1870-80’erne.




Sun Yat-sens Revolutionære Proklamation, 1907 25

I 1905 var der ca. 10.000 kinesiske studerende i

Japan. Deres oplevelser af de store fremskridt Ja-

pan havde gjort på kun få årtier, var kun med til at

forstærke deres utilfredshed med Qing-styret i

Kina. Der var også flere kinesiske revolutionære

som havde søgt midlertidigt eksil i Japan - herun-

der Sun Yat-sen, som i 1905 havde oprettet en

revolutionær organisation kaldet: Chinese Alliance

Association. I 1907 udsender organisationen

sin ’Revolutionære Proklamation’, som her gengi-

ves i uddrag.

Siden den kinesiske nation opstod, har vi kinesere,

trods midlertidige afbrydelser, regeret vort eget

land. Når Kina var midlertidigt besat af en frem-

med race, lykkedes det altid vores forfædre at

drive disse fremmede ud, og genoprette fædre-

landet, og sikre Kina for fremtidige generationer af

kinesere. Når vi i dag fremhæver det retfærdige i

at starte et oprør for at udvise en fremmed race

der har besat Kina, gør vi ikke andet end hvad

vores forfædre tidligere har gjort og også ville

forvente af os. Retfærdigheden er i den grad på

vores side, at alle kinesere som er gjort bekendte

med vores synspunkter, ikke vil være i tvivl om

retfærdigheden i vores sag.

Der er imidlertid en forskal mellem vores revoluti-

on og vore forfædres revolutioner. Formålet med

tidligere revolutioner, så som Ming-oprørene eller

Taiping-oprørene, var at bevare Kina for kineserne

og ikke andet. Vi derimod, kæmper ikke kun for at

uddrive de fremmede herskere, og således bevare

Kina for kineserne, men også for grundlæggende

at ændre Kinas politiske og økonomiske struktur.

Mens vi ikke kan beskrive detaljerne i denne nye

politiske og økonomiske struktur, da det involve-

rer så mange ting, så er de grundlæggende prin-

cipper bag: frihed, lighed og broderskab. Gårds-

dagens revolutioner var revolutioner af og for

25 Oversat fra Lestz, P.-k. C. (1999). ’The search for modern

China - a documentary collection’. New York: W Norton &

Company . s. 202-206

heltene; vores revolution er derimod en revoluti-

on for og af folket. I folkets revolution har enhver

der tror på principperne om frihed, lighed og bro-

derskab en pligt til at deltage, og Militære Rege-

ringen26 er blot et middel hvormed vi kan fuldende

denne revolutionære forpligtigelse. I korthed, er

befolkningens ansvar det samme som Militær

Regeringens ansvar. (…) Kun når (befolkning og

regering) samarbejder fuld ud, kan vores revoluti-

onære mål opnås.

Netop nu ønsker vi at udtrykke fuldt og oprigtigt

hvordan vi nu skal gennemføre vores revolution

og hvordan vi i morgen skal regere vort land.

1. Uddrivelse af Manchuerne fra Kina.

Manchuerne af i dag er kendt som de øst-

lige barbarer (…) siden slutningen af

Ming-dynastiet invadere de gentagne

gange vort land (…) og besatte med magt

vort land. De tvang alle kinesere til at bli-

ve deres slaver, og antallet af de der ikke

ville underkaste sig og blev slagtet, kan

tælles i millioner. (…) Hvis de (manchu-

soldater eller kinesere) vælger at mod-

sætte sig folkets hær, vil de blive dræbt

uden nåde.

2. Genoprette Kina for kineserne. Kina til-

hører kineserne som har ret til at regere

sig selv. (…)

3. Etablering af en republik. (..) en republik

hvor alle borgere har ret til at deltage i

regeringen, og præsidenten vil være fol-

kevalgt (…)

4. Lighed i jordbesiddelse. Den sociale og

økonomiske struktur i Kina må reorgani-

seres så arbejdets frugter kan deles af alle

kinesere på lige basis. (..) det ultimative

mål er at garantere en tilfredsstillende le-

vestandard for alle (..)

26 Sun Yat-sen mente, ligesom mange andre kinesere, at Kina ikke var klar til demokrati, men at der i en over-gangsperiode skulle oprettes en militærregering, inden frie valg kunne afholdes. (ol)




For at opnå de ovenfor opstillede mål, forslår vi en

procedure over tre faser:

Den første fase er et militærstyre. (…) Det er es-

sentielt i en periode med kaos og uroligheder (pga.

kampen mod manchuerne) at både folket og hæ-

ren underlægger sig militært styre. (…) I de områ-

der der nyligt er overtaget af den revolutionære

hær, vil lokalregeringerne blive underlagt militær-

kommandoen, som har til opgave at sikre at alle

fortidens politiske og sociale mishandlinger ophø-

rer. Med politisk mishandlinger menes regerin-

gens undertrykkelse, bureaukratisk korruption,

overdreven beskatning (…) Ved social mishandling

menes besiddelse af husslaver, den grusomme

tradition med fodbinding, opiumsrygningen, over-

tro (..) Denne fase med militærstyre skal ikke vare

mere end tre år.

I den anden fase vil en Provisorisk Forfatning træ-

de i kraft. Folket skal regere sig selv, ved at vælge

deres repræsentanter til distriktsrådet og em-

bedsmændene hertil vælges også. (..)

Seks år efter at landet har fået fred, vil en forfat-

ning blevet proklameret til at erstatte den provi-

soriske forfatning som beskrevet ovenfor, og lan-

det vil da formelt træde ind i den tredje fase med

forfatningsmæssigt styre. Militærregeringen slip-

per dens udøvende magt, inklusive dets kontrol

over de væbnede styrker og overdrager denne

magt til folkets repræsentanter (…)

Kort fortalt, under den første fase vil Militær Re-

geringen i samarbejde med folket , udrydde alle

fortidens former for misbrug; under den anden

fase vil militærregeringen overlade den lokale

administration til folket, mens den fortsat behol-

der jurisdiktionen over alle affærer som vedrører

nationen som helhed; under den tredje og sidste

fase vil militærregeringen ophøre med at eksistere

og al regeringsmagt overføres til de institutioner

som er beskrevet i den nationale forfatning.

Denne gradvise procedure er nødvendig fordi vore

folk behøver tid til at vænne sig til ideerne om

frihed og lighed. Frihed og lighed er det grundlag

som Kinesiske Republik hviler på.

(…) Som efterkommere af Huang Di27 skal vi opfat-

te hinanden som brødre og søstre og hjælpe hin-

anden uanset situationens vanskeligheder. (…)

Hvad end vores position er i samfundet, rig eller

fattig, så er vi alle lige i vores beslutsomhed for at

vogte om Kinas sikkerhed som en selvstændig

nation og bevare det kinesiske folk som race.

(…)

27 Huang Di – den mytiske Gule Kejser, som regnes for Han-kinesernes stamfader, og som grundlage den kinesiske civili-sation ca. 2600 år f.Kr. (ol)




Chen Duxiu: ”Call to Youth”

Chen Duxiu var redaktør af tidsskriftet ”New Youth”,

som blev det vigtigste talerør for den Fjerde Maj Bevæ-

gelsen. Chen var en af de mest indflydelsesrige skriben-

ter og blev senere medstifter af Kinas Kommunistiske

Parti. Teksten her er fra 1915. (Oversat fra Alan Law-

rance: ”China since 1919 – Revolution and Reform – A

Sourcebook” Routledge, London 2008, s. 2-3)

1. Vær selvstændige, ikke servile ( krybende)

Alle mennesker er lige. Enhver har ret til at være

uafhængig, men absolut ikke nogen ret til at gøre

andre til sin slave eller nogen pligt til at krybe for

andre. Ved slaveri mener vi – at i gammel tid mi-

stede de uvidende og svage deres ret til frihed,

som blev brutalt tilranet af tyraner. Siden frem-

komsten af teorierne om menneskets rettigheder

og lighed skal ingen udholde slaveriet. Det mo-

derne Europas historie er almindeligvis beskrevet

som en ”Historie om frigørelse”: nedbrydningen af

monarkierne sigtede mod politisk frigørelse; af-

visningen af kirken autoritet sigtede på religiøs

frigørelse; fremkomsten af teorien om lige ejen-

domsbesiddelse sigtede på økonomisk frigørelse;

og suffragetternes bevægelse sigtede på frigørel-

sen fra den mandlige autoritet.

2. Vær progressive, ikke konservative

Vores land er stadig ikke vågnet af sin lange drøm

og isolerer sig selv og holder sig på den gamle

vej … Al vor traditionelle etik, love, uddannelse, ri-

tualer og vaner er levn fra feudalismen. Når vi

sammenligner os med den hvide races resultater,

er der tusinde års forskel i vore tankemåder, selv

om vi lever i den samme tidsalder. Ved kun at ære

historien om vores 24 dynastier og uden at lave

planer om fremskridt og forbedringer, vil vore folk

blive udelukket fra det 20. århundredes verden og

sidde fast bag mørke voldgrave (be lodged in the

dark ditches ..) kun egnet for slaver, kvæg og he-

ste. Hvad mere behøves der at blive sagt? Jeg ved

virkelig ikke hvilke slags institutioner og kulturer

som er passende for vor overlevelse i den nuvæ-

rende verden, hvis man under disse omstændig-

heder fastholder konservatismen. Jeg ville meget

hellere se vor nations gamle kultur forsvinde, end

at se vor race uddø nu, fordi vi ikke kan tilpasse os

livet i den moderne verden

3. Vær aggressive, ikke tilbageholdende.

Mens det ondes tidevand nu skyller frem, ville

det da være en sjælden dyd for respektable

lærde at trække sig tilbage fra verden, for at

holde sig selv uplettet og ren? Men hvis dit

mål er at påvirke folket og etablere en ny tra-

dition, så foreslår jeg at du gør yderligere

fremskridt fra din nuværende ophøjede posi-

tion. Det er umuligt at undgå kampen for over-

levelse, og så længe man trækker vejret vil der

ikke være et sted hvor man kan trække sig til-

bage til eneboerens rolige liv. Det er vores na-

turlige forpligtigelse i livet at udvikle os på

trods af utallige vanskeligheder. Udtrykt i ven-

lige termer, at trække sig tilbage er den lærde

mands måde at slippe væk fra en vulgær ver-

den. Udtrykt i fjendtlige termer; så er det et

udtryk for den svage som ikke er i stand til at

kæmpe for overlevelse….! (…)

4. Vær kosmopolitiske, ikke isolationister

Enhver forandring af det økonomiske eller po-

litiske liv i nogen nation vil oftest påvirke hele

verden, ligesom hele kroppen påvirkes når et

enkelt hår fjernes. Fremgang eller tilbagegang,

en nations opstigen eller fald, afhænger i dag

dels af dets hjemlige administration og dels af

påvirkninger fra udlandet. Tag de nylige begi-

venheder i vort land som bevis: Japan blev

pludselig en stormagt og stimulerede vores

revolutionære bevægelser og reformbevægel-

ser; den europæiske krigs udbrud, og Japan

stillede nye krav til os - er dette ikke et klart

bevis? (…) Ifølge pessimisterne så har vort land

siden åbningen af traktathavene, blev drevet

til udmattelse gennem tab af territorier og be-

taling af krigsskadeerstatninger. Men ifølge

optimisterne, ville vi stadig befinde os i ’de ot-

te –benede essays’ 28 og hårpiskens tidsalder,

hvis det ikke var for den velsignede Japansk-

kinesiske krig i 1895 og Bokseropstanden i

1900. Vi er ikke bare ude af stand til at opret-

holde en isolationistisk og lukket-dørs politik,

men forholdene er heller ikke til det …. Hvis

man i denne situation stadig håber herved at

kunne modstå strømmen, så indikerer dette at

man fortsat tænker isolationistisk og mangler

kendskab til verden. Når et lands indbyggere

mangler kendskab til verden, hvordan kan da

landet forvente at overleve i denne verden?

(…)

28 En meget rigid og regelret form for skriftlig fremstilling som

var påkrævet ved de traditionelle embedseksamener




B. Russel: ”The problem of China” (1922)

Bertrand Russel var en engelsk filosof som opholdt sig i Kina umiddelbart efter Den Fjerde Maj epi-

soden. (Oversat fra Alan Lawrance: ”China since 1919 – Revolution and Reform – A Sourcebook”

Routledge , London 2008, s. 16-17)

”De intellektuelle i Kina indtager en meget

speciel position, i forhold til hvad de gør i alle

andre lande. Et fødsels-aristokrati har praktisk

talt været ikke eksisterende i Kina for mere

end 2000 år, og gennem århundreder er lan-

det blevet regeret af de succesfulde kandida-

ter i konkurrencen om eksamensgrader. Dette

har givet de uddannede en prestige som an-

dre steder kun tilfalder det herskende aristo-

krati. Selvom det gamle eksamenssystem nu

hastigt forsvinder og man nu i de højere ud-

dannelser underviser i moderne fag, så har

prestigen ved uddannelse overlevet, og den

offentlige mening er fortsat påvirkelig for de

der besidder intellektuelle kvalifikationer. (…)

Indflydelsen fra Det Unge Kina - dvs. dem der

er blevet uddannet enten i udlandet eller på

de hjemlige moderne skoler – er langt større

end den ville være i et land med mindre re-

spekt for uddannelse. Dette er – måske – det

mest positive træk i den nuværende situation,

fordi antallet af moderne studerende er sti-

gende og deres udsyn og mål er meget beun-

dringsværdige. Om ti år eller så, vil de for-

mentlig være stærke nok til at genskabe Kina

– om kun Stormagterne29 vil undlade drasti-

ske handlinger inden denne periode.

Det er vigtigt at prøve at forstå Det Unge Ki-

nas synspunkter og potentialer. Det meste af

min tid (i Kina) tilbragte jeg sammen med ki-

nesere som havde en moderne uddannelse,

og jeg skal prøve at give et indtryk af deres

mentalitet. For mig så det ud til at man alle-

rede kunne identificere to generationer: de

ældre mænd som under store anstrengelser

og mere eller mindre alene havde kæmpet

deres vej ud af konfucianismens traditionelle

fordomme; og den yngre mand, for hvem

moderne skoler og uddannelse ventede på

dem, med en verden af moderne indstillede

29 Der anvendes ordet ”Powers” og der henvises formentlig til Krigsherrerne som reelt kontrollerer Kina på dette tids-

punkt.

mennesker som var parat til med sympati og

opmuntring at støtte de unges uundgåelige

kamp mod familien. De ældre mænd – mel-

lem 30 og 50 år gamle – (…) har haft smerte-

fulde og ofte uoverstigelige problemer med at

befri deres tanker fra den lære som de er op-

draget med, og vende deres tanker mod den

nye videnskab og nye etik … De unge mænd

derimod, (…) har haft mindre besvær, mere

energi og selvtillid. De unge mænd under 30

har ofte været i kontakt med Vestlige ideer på

et tidligt tidspunkt i deres liv, og har lettere

kunne optage disse ideer uden stort besvær,

og kan således opnå nye kundskaber uden at

være plaget af åndelige /spirituelle konflikter.

De yngste studerende vil selvfølgelig stadig

have reaktionære familier, men de finder det

mindre vanskeligt end deres forgængere at

modstå familiens krav og forventninger, og at

indse i praksis – ikke kun teoretisk – at den

traditionelle Kinesiske forkærlighed for tradi-

tionen, måske er blevet drevet for vidt .I disse

unge mennesker ser jeg et håb for Kina.. ”




Mao Zedong: Bondebevægelsen i Hunan – marts 1927

Uddrag af Mao Zedongs ”Report on an Investigation of

the Peasant Movement in Hunan”

Her oversat fra (Lawrance, 2004) s. 45 ff

Vigtigheden af bondeproblemet

Under mit nylige besøg i Hunan kunne jeg på egen

hånd undersøge forholdene i fem distrikter Hsiangtan,

Hsianghsiang, Hengshan, Lilling og Changsha. I de

toogtredve dage fra 4. januar til 5. februar, indkaldte

jeg til ”fact-finding” konferencer i landsbyer og små-

byer, som blev besøgt af erfarne bønder og kammera-

ter som arbejdede i bondebevægelsen, og lyttede

opmærksomt til deres beretninger og indsamlede en

hel del materiale. Mange af bondebevægelsens ’hvor-

dan’ og ’hvorfor’ var helt i modsætning til hvad lavade-

len i Hankow og Changsha fortæller. Jeg så og hørte

mange underlige ting som jeg hidtil havde været uop-

mærksom på. Jeg tror at det samme også må gælde

for mange andre steder.

Al tale til bondebevægelserne må straks korrigeres.

Alle forkerte foranstaltninger som er truffet af de

revolutionære beslutningstagere i forhold til bondebe-

vægelsen må hurtigst muligt ændres. Kun sådan kan

revolutionens fremtid gavnes, for det nuværende

opsving i bondebevægelsen er en kolossal begivenhed.

Om ganske kort tid, i Kinas centrale, sydlige og nordli-

ge provinser, vil adskillige hundrede millioner af bøn-

der rejse sig som en storm, som en orkan, en kraft så

hurtig og voldsom at ingen magt, uanset hvor stærk,

vil være i stand til at holde dem tilbage. De vil springe

alle fortøjninger der binder dem og storme frem ad

vejen mod befrielsen. De vil smide alle imperialister,

krigsherrer, korrupte embedsmænd, lokale tyraner og

onde godsejere i deres grave. Ethvert revolutionært

parti og enhver revolutionær kammerat vil blive testet,

for at blive accepteret eller afvist som de (bønderne)

nu ønsker det.

Der er tre alternativer. Man kan marchere foran dem

og lede dem? Man kan traske efter dem, gestikulere

og kritisere? Eller man kan stille sig i vejen og modgå

dem? Enhver kineser er fri til at vælge, men begiven-

hederne vil tvinge dig til at træffe et hurtig valg……….

(herefter følger et afsnit om organisering af bondebevægel-

sen, hvor Mao fortæller at der i løbet af de sidste måneder i

1926 er organiseret to millioner bønder i Hunan. Med et

registreret navn for hver familie, og fem medlemmer af

familien, betyder det at ca. ti millioner bønder er underlagt

bondebevægelsen i Hunan provinsen )

……….

Ned med de lokale tyraner og onde godsejere!

Al magt til bonde-sammenslutningerne!

Hovedmålet for bøndernes angreb er de lokale tyraner,

de onde godsejere og de lovløse jordejere, men i forbi-

farten slår de også til mod patriarkalske ideer og insti-

tutioner, mod de korrupte embedsmænd i byerne, og

mod dårlige vaner og arbejdsmåder i landområderne. I

styrke og momentum er angrebene stormfulde; de der

bøjer sig herfor vil overleve og de der sætter sig til

modværge vil forulykke. Resultatet er at de privilegier

som de feudale jordejere har nydt i årtusinder nu

tilintetgøres. Enhver form for værdighed og prestige

som godsejerne har opbygget fejes nu bort i støvet.

Med godsejermagtens kollaps er bondesammenslut-

ninger nu blevet det eneste organ med autoritet, og

det populære slogan ”Al magt til bonde sammenslut-

ningerne” er nu blevet en realitet. Selv trivialiteter,

såsom skænderier mellem ægtefæller bringes nu op i

bonde-forsamlingen ….

(…)

Spørgsmålet om ”at gå for vidt”

Så er der en anden del af befolkningen som siger: ” Ja

– bondesammenslutningerne er nødvendige, men de

er gået for vidt”. (…) Sandt, bønderne i landområderne

er på en måde uregerlige. Med deres overordnede

autoritet, tillader bonde sammenslutningerne ikke

jordejerne nogen indflydelse og deres prestige er fejet

bort. (…) De giver bøder til den lokale godsejer, og

onde jordejer, de forlanger bidrag fra dem, og smadrer

deres bærestole. Folk myldrer ind i den lokale gods-

ejers huse, eller den onde landadels som modsætter

sig bønderne, slagter deres grise og spiser deres korn.

De tager endda en lille lur i de elfenbensbelagte senge

som tilhører husets unge kvinder. Ved den mindste

provokation foretager de anholdelser, kroner den

arresterede med en papirhat og fører dem i parade

gennem byen, mens de råber ” Din onde godsejer, nu

ved du hvem vi er ”. Idet de gør som de lyster og ven-




der alting op og ned, har de skabt en slags terror i

landdistrikterne. Dette er hvad folk kalder at ”gå for

vidt”, eller ”overskrider grænserne for hvad der er

rigtigt for at rette hvad der er forkert”… .

Sådanne indvendinger syntes rimelige, men er faktisk

forkerte. For det første; De lokale godsejere, den onde

landadel og lovløse jordejere har selv drevet bønderne

hertil. Til alle tider har de brugt deres magt til at ty-

rannisere bønderne og trampet dem under fode, dette

er grunden til at bønderne har reageret så voldsomt.

(…) Bønderne er klartseende. Hvem er dårlige og hvem

er ikke, hvem er de værste og hvem er knap så slem,

hvem fortjener hård afstraffelse og hvem fortjener at

slippe mildere - bønderne holder nøje regnskab, og

kun sjældent har straffen overgået forbrydelsen.

For det andet; Revolutionen er ikke som et middags-

selskab, eller som at skrive et essay, male et billede

eller lave broderier; Revolutionen kan ikke være forfi-

net, tempereret, venlig, høflig, behersket og storsindet.

En revolution er et oprør, en voldshandling hvorved en

klasse omvælter de feudale godsejeres tusindårige

gamle magt. Landområderne behøver et vældigt revo-

lutionært opsving, for kun dette kan rejse folkets milli-

oner til en magtfuld kraft. (…) Derfor er vores nuvæ-

rende opgave at lede bønderne, og deres anstrengel-

ser ind i den politiske kamp, så godsejernes autoritet

bliver fuldstændigt nedbrudt. (…) ”

”Udrens Partiet”, Slogans for det kinesiske folk, maj 1927

Nedenstående slogans blev udsendt af Guomindangs

provins afdeling i Guangzhou, og udtrykker nationalist

Partiets (GMD) målsætninger og ånden i GMD i 1927 –

det år hvor kommunisterne blev udrenset af partiet..

(Her oversat fra Cheng, Lestz & Spence: ”The Search

for Modern China – a Documentary Collection”, W.W.

Norton & Company , New York 1999, s. 264-265)

1. ”Ned med Kinas Kommunistiske Parti, som er

forrædere mod vores tidligere direktør, Dr.

Sun Yat-sen

2. …

3. Ned med Kinas Kommunistiske Parti, som

ødelægger Folkets Revolution

4. ….

5. Ned med Kinas Kommunistiske Parti, som an-

vender banditter og arbejderoprørere til at

undertrykke Bønder og arbejdere

6. …

7. Ned med Kinas Kommunistiske Parti som

planlægger at nedbryde og ødelægge

Guomindang

8. …

9. At være imod Guomindang er at være Kontra-

revolutionær

10. Al magt og autoritet tilfalder Guomindang

11. ..

17. Udryd alle korrupte embedsmænd, grådige

landadel og skrupelløse købmænd

18. Udrens Guomindang for alle kontrarevolutio-

nære

21. Folkets masser må rejse sig og udrense det

kontrarevolutionære Kinesiske Kommunisti-

ske Parti

22. ….




Fru Chiang Kai-shek: ’The New Life Movement’

Nationalisterne under Chang Kai-shek starter i 1935 en

kampagnen ”New Life Movement” for at forbedre

befolkningens moral og almindelige levevilkår. Chiang

Kai-sheks kone – Soong Meiling og søster til Sun Yat-

sens enke - skriver nedenstående artikel i 1941 hvor

hun redegør for indhold og mål med kampagnen.

(oversat fra Alan Lawrance: ”China since 1919 – Revo-

lution and Reform – A Sourcebook” Routledge , Lon-

don 2008, s. 61ff

”New Life (kampagnen) blev lanceret i Nanjing i 1934.

Den var skabt til, på grundlag af en genoplivelse af

visse dyder i det gamle Kina, at tilbyde folk i Jiangxi

provinsen en spirituel og praktisk vejledning i en tid

hvor de havde brug for hjælp til at komme sig oven på

lang tids krigsførelse. Det er anslået at de havde mistet

over en million liv, at mere end en million hjem var

blevet ødelagt og havde medført tab af ejendomsvær-

dier for mere end halvanden mia. dollars. De overle-

vende fremstod lammede, forarmede og nedvist til

tiggeri.

Mere end ren militær beskyttelse var nødvendigt for

at genetablere disse menneskers mentale og fysiske

velbefindende i en sådan situation. Fire af det Gamle

Kinas kardinal dyder blev draget frem som mulige

kilder til genoplivelse (…) med praktisk tilpasning til

nutidens forhold. Det drejede sig om ”Li”, ”I”, ”Lien”

og ”Chih”, fire principper som i det Gamle Kina, styre-

de den personlige opførsel og relationer og sikrede

retfærdighed for alle klasser, inspirerede til integritet i

embeds- og forretningslivet, og krævede respekt for

andre menneskers rettigheder.

De blev taget i anvendelse fordi vi troede at disse

principper med succes kunne anvendes til at tilfreds-

stille både psykologiske og fysiske behov. I praksis

manifesterede det sig i undervisning i hygiejne, om-

sorg for hjem og børn, rene omgivelser, forbedring af

levevilkår, at fremme fælles hjælp og fordele og hen-

sigtsmæssighed af samarbejde. Det endelige mål var

at vække folkets forståelse af deres individuelle og

kollektive rettigheder, pligter og ansvarlighed som

borgere, og at få afsluttet den inerti som var resultatet

af århundreder års misstyre under Manchuerne som,

ved at udelukke masserne fra deltagelse i statens

affærer og administration, havde dræbt den nationale

bevidsthed og skabt en apati som var ødelæggende for

nationens fremgang og velfærd. (…) ”

Herefter giver Fru. Chiang Kai-shek en række eksem-

pler på tusinder af foreninger, komiteer og kooperati-

ver for gensidig hjælp, velgørenhed og socialt arbejde

som i årene herefter blev oprettet i Kina

”New Life ” i korthed

I Nanjing fremstiller regeringen i 1934-35 hundredevis

af korte slogans som kunne vejlede og hjælpe befolk-

ningen til at forstå indholdet i ”New Life Movement”.

(Her oversat fra Cheng, Lestz & Spence: ”The Search

for Modern China – a Documentary Collection”, W.W.

Norton & Company , New York 1999, s. 298 ff)

”Regler for opførsel.

Tøj bør være pænt og rent. Undlad at larme når

du spiser og drikker. Smid ikke mad på jorden. Tal

ikke i munden på andre. Hold til venstre når du

går på gaden. Ikke at spille hasard eller besøge

prostituerede. Vær loyal overfor dine venner. Sig

godmorgen til andre mennesker hver morgen.

(….)”

(… i alt ca. 35 råd)

”Hygiejne

Gå tidligt i seng, stå tidligt op. Red dit hår. Klip

negle regelmæssigt. Spis ikke snacks. Bliv ikke

fuld. Ryg ikke. Udryd moskitoer, fluer og rotter.

Spyt ikke på jorden. Smid affald i affaldstønden.

Smid ikke frugtkerner på gaden. Sengetøj skal

regelmæssigt vaskes og tørres udendørs. Alle skal

holde sig selv ren hele tiden. (…) ”

(I alt ca. 30 slogans vedr. hygiejne )




Liu Shaoqi: ”How to be a good communist”,1939

Ligesom man i kejsertidens Kina havde haft ideelle normer

for opførsel og dannelse, skulle dette også skabes i kommu-

nisternes Kina. Efter Japans angreb på Kina i 1937 strømme-

de tusinder af nye folk til de kommunistiske baser i Yan’an. I

juli 1939 gav Liu Shaoqi et foredrag på kadre-skolen, for

såvel nye som gamle partimedlemmer, om hvordan man

bliver en god kommunist gennem omformning af sit sind, sit

ego eller selvet. Her oversat fra Lestz 1999, s. 333-335

”Hvorfor må kommunister undergå ’kultivering af

selvet’30? For at leve må mennesket kæmpe en kamp

mod naturen og anvende naturen til at producere

materielle værdier. Til alle tider og under alle forhold,

har menneskets frembringelse af materielle værdier

antaget en social karakter. Det følger heraf at når

mennesket deltager i produktionen, på ethvert trin i

den samfundsmæssige udvikling, indgår de i bestemte

produktionsforhold med hinanden. (….)

Når de menneskelige samfund når et vist historisk

stadie, opstår klasserne og klassekampen. Ethvert

medlem af klassesamfundet indgår i en given klasse og

under de af klassekampen givne omstændigheder.

Menneskets samfundsmæssige væren bestemmer

dets bevidsthed. I klassesamfundet vil de enkelte klas-

sers ideologi afspejle disse klasser forskellighed og

deres forskellige klasseinteresser.

Klassekampen vil konstant udspille sig mellem disse

forskellige klasser, deres stilling, deres interesser og

ideologier. Således er det ikke alene i kampen mod

naturen, men også i klassekampen mellem de forskel-

lige klasser, at mennesket omdanner naturen, ændrer

samfundet og på samme tid ændrer dem selv …

Når vi siger at kommunisterne må omforme sig selv,

og kæmpe i alle sfærer mod de kontrarevolutionære

og reformisterne, så er det fordi vi mener at det er

gennem sådanne kampe at de gør fremskridt og for-

bedrer deres revolutionære kvaliteter og evner. En

umoden revolutionær må gå igennem en lang omstil-

30 Eng. ’self-cultivation’ kinesisk 修养 (xiu yang) som bety-

der at forbedre sin moralske adfærd og sit temperament. Det er det samme begreb som Konfutze anvendte som et mål for den lærde der gennem studier kunne udvikle sig selv og dermed blev en ’lærd’ eller ’nobel-mand’.

lingsproces, før end han kan blive en moden og hær-

det revolution som forstår og anvende revolutionens

love. For i første omgang er en relativ umoden revolu-

tionær, som er født og opvokset i det gamle samfund,

fortsat bærer af dette samfunds forskellige ideologier

(inkl. Fordomme, vaner og traditioner), og for det

andet har han ikke været igennem en lang periode af

revolutionære aktiviteter. Derfor har han endnu ikke

en fuldstændig forståelse af fjenden, af os selv, eller af

lovene for samfundsudviklingen og den revolutionære

kamp. For at ændre denne tingenes tilstand, udover at

lære fra tidligere revolutionære erfaringer (vore for-

gængeres praksis), må han også selv deltage i den

nuværende revolutionære praksis, og i denne revolu-

tionære praksis, og i kampen mod alle slags kontrare-

volutionære og reformister, må han anvende sine

bevidste aktiviteter i fuld omfang, til at arbejde hårdt

med selv-kultivering og studier. Kun sådan kan han

gradvist opnå en større erfaring og kendskab til lovene

for samfundsudviklingen og den revolutionære kamp,

opnå en virkelig fuldstændig forståelse af fjenden og

os selv, opdage og korrigere hans forkerte ideer, vaner

og fordomme, og således højne hans politiske be-

vidsthed, forme sine revolutionære kvaliteter og for-

bedre hans revolutionære metoder.

Således, for at omforme sig selv og højne sit eget ni-

veau, må den revolutionære tage del i den revolutio-

nære praksis, en praksis som han under ingen om-

stændigheder må isolere sig fra. ( ….)

Hærdning og kultivering af selvet i den revolutionære

praksis og hærdning og kultivering af selvet i den pro-

letariske ideologi er vigtigt for enhver kommunist, især

efter at have vundet den politiske magt. Det Kommu-

nistiske parti faldt ikke ned fra himlen, men er skabt

ud af Kinas historie. Ethvert medlem af Kommunist

partiet kommer fra dette samfund, lever i det i dag, og

er konstant udsat for alle dets onder. Det er derfor

ikke overraskende at Kommunister, hvad enten de har

en proletarisk eller ikke-proletarisk baggrund eller

hvad enten de er gamle eller nye medlemmer af Parti-

et, i større eller mindre omfang vil bære med dem, det

gamle samfunds tankemåder og vaner.

Med henblik på at bevare vores renhed (‘purity’) som




proletariatets kæmpende avangarde (fortrop) og for at

forøge vores revolutionære kvaliteter og evner, er det

essentielt for enhver Kommunist at arbejde hårdt med

at hærde og kultivere sig selv på enhver måde …. ”

Japans premierminister – sept. 1937

Den japanske premierminister – Pris Konoe - af-

sendte nedenstående notat to måneder efter at

Japan indledte krigen mod Kina i 1937. Der henvi-

ses i teksten til de omfattende anti-japanske de-

monstrationer i årene forud.

Her oversat fra Cheng, Lestz & Spence:

”The Search for Modern China – a Documentary

Collection”, W.W. Norton & Company, New York

1999, s. 315-16

”(…) Siden udbruddet af affæren i Nordkina d. 7.

juli, har den Japanske regerings fundamentale po-

litik overfor Kina helt enkelt været at søge den Ki-

nesiske regerings anerkendelse af og afslutning af

dens ødelæggende anti-japanske politik, med

henblik på en grundlæggende tilpasning af relati-

onerne mellem Japan og Kina. (….)

Kineserne har imidlertid ikke magtet at forstå re-

geringens politik, men har i stigende grad fremvist

en følelse af foragt og modstand mod Japan, og

således udnyttet vor regerings tålmodighed. Såle-

des, med udbruddet af ukontrollerede nationali-

stiske synspunkter, er situationen blevet hastigt

forværret og spreder sig i omfang til det centrale

og sydlige Kina. Og nu har vor Regering, som har

været tålmodig til det yderste, anerkendt det

umulige i at bilægge affæren stille og roligt, men

er tvunget til at yde et klart beslutsomt slag mod

den Kinesiske Regering på en aktiv og omfattende

vis.

Fakta er, for et land at antage som sin nationale

politik at stille sig i modsætning til og foragte an-

dre bestemte lande, og gøre dette til det under-

liggende princip i sin uddannelsespolitik og der-

med plante den slags ideer i hovedet på ung-

dommen, så er dette uden fortilfælde i verdenshi-

storien. Når vi således vurderer resultat af en så-

dan kinesisk politik, føler vi stor bekymring, ikke

bare for det fremtidige kinesisk-japanske forhold,

men for freden i Østen og følgelig for freden i hele

verden. Den Japanske regering har derfor gentag-

ne gange, bedt den Kinesiske regering om at

genoverveje og ændre sin attitude, men forgæves.

Denne undladelse fra den Kinesiske regering har

resulteret i den nuværende situation.

Det er vores faste overbevisning af i overens-

stemmelse med retten til selvforsvar, såvel som

for retfærdigheden og humanismens sag, at vores

land er besluttet på at udføre et afgørende slag

mod et sådant land, så det kan reflektere over

dets fejltagelser.

For Østasiens befolkninger kan der ikke skabes

lykke uden en retfærdig fred i denne del af verden.

Det kinesiske folk i sig selv er på inden måde må-

let for vores handlinger, som alene er rettet mod

den kinesiske regering og dens hær som udfører

denne ødelæggende anti-udenlandske politik.

Hvis derfor, den kinesiske regering fuldt og rede-

ligt revurderer sin attitude og i fuld alvor tager

skridt til at etablere fred og fremme kulturudvik-

lingen i Østen, i samarbejde med vores land, har

vort Kejserrige ikke til hensigt at presse yderligere

på.

(…) men hvis (…) Kina ikke formår at anerkende

sine fejltagelser og fastholder sin stædige mod-

stand, er vort Kejserrige fuldt beredt til langvarige

fjendtligheder. Indtil vi lykkes med vor store mis-

sion om at etablere fred i østen, må vi møde alle

vanskeligheder, og, for at overkomme disse vil vi

fortsætte vores opgave, i troskab til udholdenhe-

den, mod og sjælsstyrke i et samlet legeme. …. ”




Om folkets demokratiske dik-tatur – 1949

I anledningen af 28-års dagen for KKP’s stiftelse holdt

Mao Zedong den 1. juni, kort før magtovertagelsen,

talen ”Om folkets demokratiske diktatur”. Dele af talen

er formet som svar på retoriske spørgsmål. Uddrag af

talen gengives her. (Kilde: (Lestz, 1999)s. 351-357)

”Vi er det modsatte af borgerskabets politiske partier.

De er bange for at tale om udryddelsen af klasser,

statsmagten, og partierne. Vi, derimod, erklærer åbent

at vi kæmper hårdt for at skabe de særlige betingelser

som vil bringe dem til udryddelse. Det Kommunistiske

Partis lederskab og statsmagten under folkets diktatur

er sådanne betingelser. Enhver som ikke erkender

denne sandhed er ikke en kommunist. (…)

Som alle ved har, har vores Parti ikke gennemlevet

disse 28 år i fred, men mod svære vanskeligheder,

hvor vi har måttet bekæmpe fjender, både udenland-

ske og indenlandske, både indenfor og udenfor Partiet.

Vi takker Marx, engels, Lenin og Stalin for at have givet

os et våben. Dette våben er ikke et maskingevær, men

Marxismen-Leninismen. (...)

’I hælder til en side.’ Netop, Sun Yat-sens 40 års erfa-

ring31 og Kinas Kommunistiske Partis 28 års erfaring

har lært os, at vi for at vinde og konsolidere sejren må

hælde til én side. De henholdsvis 40 og 28 års erfaring

viser uden undtagelse, at det kinesiske folk enten

hælder til imperialismens eller til socialismens side. At

sidde mellem to stole er ikke muligt; det findes ingen

tredje vej. Vi bekæmpede Chiang Kai-sheks reaktionæ-

re gruppe, der hældede til imperialismens side; vi

bekæmper også illusionen om en tredje vej. Ikke blot i

Kina, men i hele verden må man hælde til imperialis-

mens side eller til socialismens. (…)

’I er diktatoriske.’ Kære herrer, De har ret; det er net-

op hvad vi er. Den erfaring det kinesiske folk har ind-

hentet gennem flere årtier, siger os, at vi må indføre

31 Der henvises til Sun Yat-sens politiske arbejde fra 1884-til

hans død i 1924. Tidligere i talen siger Mao at alle Sun Yat sens forhåbninger om etablering af et borgerligt demokrati i Kina var slået fejl.

folkets demokratiske diktatur. Det vil sige, at de reak-

tionæres ret til at udtrykke deres meninger må ophæ-

ves, og vi må alene lade folket have denne ret.

Hvem er ’Folket’? På det nuværende trin i Kina, er det

arbejderklassen, bønderne , byernes småborgerskab

og det nationale borgerskab. Disse klasser, ledet af

arbejderklassen og det Kommunistiske Parti, forenes

for at danne deres egen stat og vælge deres egen

regering; de påtvinger deres diktatur over håndlan-

gerne af imperialismen, - godsejerklassen og bureau-

kratiske kapitalister – så vel som repræsentanter for

disse klasser, Guomindang reaktionære og deres med-

skyldige – tillader dem kun at opføre sig ordentligt og

ikke være uregerlige i i tale og handling. Hvis de tler

eller handler på en uregerlig måde, vil de straks blive

standset og straffet. Demokratiet bliver praktiseret

indenfor folkets rækker, som nyder retten til ytrings-

frihed, forenings- og forsamlingsfrihed og så videre.

Stemmeretten tilhører kun folket og ikke til de reakti-

onære. Kombinationen af disse to aspekter, demokrati

for folket og diktatur over de reaktionære, er folkets

demokratiske diktatur. (…)

Hvorfor må tingene gøres på denne måde? Årsgaen er

ganske klar for alle . Hvis ikke tingene var gjort på

denne måde, ville revolutionen fejle, folket ville lide,

og landet ville blive erobret. (….) ”

Se et længere uddrag af ta-len på næste side




’Om folkets demokratiske dik-tatur’ – 1949

I anledningen af 28-års dagen for stiftelsen af KKP,

holdt Mao Zedong den 1. juni 1949, kort før magtover-

tagelsen d.1. okt., talen ”Om folkets demokratiske

diktatur”. I talen skildrer Mao Kinas søgen efter inspi-

ration til moderniseringen og forklarer begreberne

om ’at læne sig til én side’ og ’folkets demokratiske

diktatur’. Uddrag af talen gengives her.

(Kilde: (Kobylinski, 1973) s. 38ff samt OL’s oversættelse

fra (Lestz, 1999)s. 351-357)

… Fra Kinas nederlag i Opiumskrigen i 1840 gennemgik

kinesiske progressive utalte strabadser i deres søgen

efter sandhed fra de vestlige lande. Hung Hsiu-chuan32,

Kang Yu-wei33, Yen Fu34 og Sun Yat-sen var repræsen-

tanter for de mennesker, der havde søgt til Vesten for

sandhed, før Kinas Kommunistiske Parti blev født.

Kinesere, der på det tidspunkt søgte fremskridt, læste

enhver bog, der indeholdt den nye viden fra Vesten.

Det antal studenter, der blev sendt til Japan, Storbri-

tannien, De Forenede Stater, Frankrig og Tyskland, var

forbløffende. Hjemme blev de kejserlige eksaminer

afskaffet, og moderne skoler skød op som bambus-

skud i forårsregn; alt blev gjort for at lære af Vesten.

I min ungdom bedrev jeg også sådanne studier. De

repræsenterede det vestlige borgerlige demokratis

kultur, herunder denne periodes samfundsteorier og

naturvidenskaber, og de blev alle kaldt ”den nye lær-

dom” i modsætning til den kinesiske feudale kultur,

der blev kaldt ”den gamle lærdom”. I temmelig lang

tid var de, der havde tilegnet sig den nye lærdom,

sikre på, at den ville frelse Kina, og meget få af dem

nærede nogen tvivl i denne henseende, således som

tilhængere af den gamle lærdom gjorde det. Kun mo-

dernisering kunne frelse Kina, kun lærdom fra frem-

mede lande kunne modernisere Kina. (…)

Den imperialistiske aggression knuste kinesernes

skønne drømme om at lære af vesten. Det er meget

32 Huang – leder af Taiping oprøret i 1850-64 33 Kang Yu-wei – var idemanden bag ’de 100 dages reformer’ i 1898, som dog aldrig føres ud i livet 34 Yen Fu (1853-1921), oversatte omkring århundredeskiftet en lang række vestlige værker til kinesisk, bl.a. T.H. Huxley, Adam Smith, J. St. Mill og Montesquieu.

besynderligt – hvorfor begik lærerne altid aggression

mod deres elev? Kineserne lærte en del af Vesten,

men de kunne ikke få det til at fungere og var aldrig i

stand til at virkeliggøre deres idealer. Deres gentagne

kampe, herunder en sådan landsomfattende bevægel-

se som revolutionen i 1911, endte alt sammen med

fejlslag. Dag efter dag blev forholdene i landet værre,

og tilværelsen blev gjort umulig. Der opstod tvivl, den

voksede og uddybedes. Den første verdenskrig rystede

hele kloden. Russerne gennemførte Oktoberrevolutio-

nen (1917) og skabte verdens første socialistiske stat.

Under Lenins og Stalins ledelse kom Ruslands store

proletariats og arbejdende folks revolutionære energi,

der hidtil havde ligget latent og uset af fremmede,

pludseligt til udbrud som en vulkan, og kineserne og

hele menneskeheden begyndte at se russerne i et nyt

lys. Da, og først da, trådte kineserne ind i en helt og

aldeles ny æra i deres tankegang og deres tilværelse.

De fandt marxismen-leninismen, den universelt an-

vendelige sandhed, og Kinas ansigt begyndte at ændre

sig.

Det var gennem russerne, at kineserne fandt marxis-

men. (….) Oktoberrevolutionen hjalp progressive i Kina

(….) Følg russernes vej – det var deres følgeslutning. I

1919 fandt 4. maj-bevægelsen sted i Kina. I 1921 blev

Kinas kommunistiske Parti stiftet. Sun Yat-sen mødte i

fortvivlelsens dyb Oktoberrevolutionen og Kinas

kommunistiske Parti. Han hilste Oktoberrevolutionen

velkommen, hilste russisk hjælp til kineserne velkom-

men og hilste samarbejde med Kinas kommunistiske

Parti velkommen. Så døde Sun Yat-sen, og Chiang Kai-

shek kom til magten. I en lang periode på 22 år trak

Chiang Kai-shek Kina ud i en stadig mere håbløs situa-

tion. ( ....)

Således har den borgerlige vestlige civilisation, det

borgerlige demokrati og planerne for en borgerlig

republik alle slået fejl, set med kinesernes øjne. Det

borgerlige demokrati måtte vige for folkets demokrati

under ledelse af arbejderklassen, og den borgerlige

republik for folkets republik. Dette har gjort det muligt

at opnå socialisme og kommunisme gennem folkets

republik, at afskaffe klasserne til fordel for en verden

af Stor Harmoni35

(…)

35 ’Great Harmony’ er en oversættelse af det kinesiske ud-

tryk ’Taiping’ og dermed en reference både til oprøret af




”Vi er det modsatte af borgerskabets politiske partier.

De er bange for at tale om udryddelsen af klasser,

statsmagten, og partierne. Vi, derimod, erklærer åbent

at vi kæmper hårdt for at skabe de særlige betingelser

som vil bringe dem til udryddelse. Det Kommunistiske

Partis lederskab og statsmagten under folkets diktatur

er sådanne betingelser. Enhver som ikke erkender

denne sandhed er ikke en kommunist. (…)

Som alle ved har, har vores Parti ikke gennemlevet

disse 28 år i fred, men mod svære vanskeligheder,

hvor vi har måttet bekæmpe fjender, både udenland-

ske og indenlandske, både indenfor og udenfor Partiet.

Vi takker Marx, engels, Lenin og Stalin for at have givet

os et våben. Dette våben er ikke et maskingevær, men

Marxismen-Leninismen. (...)

’I hælder til en side.’

Netop, Sun Yat-sens 40 års erfaring36 og Kinas Kom-

munistiske Partis 28 års erfaring har lært os, at vi for at

vinde og konsolidere sejren må hælde til én side. De

henholdsvis 40 og 28 års erfaring viser uden undtagel-

se, at det kinesiske folk enten hælder til imperialis-

mens eller til socialismens side. At sidde mellem to

stole er ikke muligt; det findes ingen tredje vej. Vi

bekæmpede Chiang Kai-sheks reaktionære gruppe, der

hældede til imperialismens side; vi bekæmper også

illusionen om en tredje vej. Ikke blot i Kina, men i hele

verden må man hælde til imperialismens side eller til

socialismens. (…)

’I er diktatoriske.’

Kære herrer, De har ret; det er netop hvad vi er. Den

erfaring det kinesiske folk har indhentet gennem flere

årtier, siger os, at vi må indføre folkets demokratiske

diktatur. Det vil sige, at de reaktionæres ret til at ud-

trykke deres meninger må ophæves, og vi må alene

lade folket have denne ret.

samme navn, og reformatoren Kang Yu-wei som skrev en bog med denne titel. 36 Der henvises til Sun Yat-sens politiske arbejde fra 1884-til

hans død i 1924. Tidligere i talen siger Mao at alle Sun Yat sens forhåbninger om etablering af et borgerligt demokrati i Kina var slået fejl.

Hvem er ’Folket’?

På det nuværende trin i Kina, er det arbejderklassen,

bønderne, byernes småborgerskab og det nationale

borgerskab. Disse klasser, ledet af arbejderklassen og

det Kommunistiske Parti, forenes for at danne deres

egen stat og vælge deres egen regering; de påtvinger

deres diktatur over håndlangerne af imperialismen, -

godsejerklassen og bureaukratiske kapitalister – så vel

som repræsentanter for disse klasser, Guomindang

reaktionære og deres medskyldige – tillader dem kun

at opføre sig ordentligt og ikke være uregerlige i i tale

og handling. Hvis de taler eller handler på en uregerlig

måde, vil de straks blive standset og straffet. Demo-

kratiet bliver praktiseret indenfor folkets rækker, som

nyder retten til ytringsfrihed, forenings- og forsam-

lingsfrihed og så videre. Stemmeretten tilhører kun

folket og ikke til de reaktionære. Kombinationen af

disse to aspekter, demokrati for folket og diktatur over

de reaktionære, er folkets demokratiske diktatur. (…)

Hvorfor må tingene gøres på denne måde? Årsagen er

ganske klar for alle. Hvis ikke tingene var gjort på den-

ne måde, ville revolutionen fejle, folket ville lide, og

landet ville blive erobret. (….) ”




Kinas forfatning 1954

Efter at Mao Zedong havde udråbt Den Kinesiske Fol-

kerepublik d. 1. okt. 1949 , indkaldtes en folkekongres

som vedtog en midlertidig ’grundlov’ for regeringen.

En egentlig forfatning blev først vedtaget af Den første

Natioale Folkekongres d. 20.sept. 1954. Nedenstående

er uddrag af fortalen til forfatningen.

(Kilde: Ib Faurby : Maos Kina , Gyldendal 1974, s. 18)

I 1949, efter mere end hundrede års kamp, opnåede

det kinesiske folk, under ledelse af Kinas Kommunisti-

ske Parti, endelig en stor sejr i folkets revolution mod

imperialisme, feudalisme og bureaukratisk kapitalisme;

herved tilendebragte det sin lange historiske under-

trykkelse og slavebinding og grundlagde Den kinesiske

Folkerepublik, et folkets demokratiske diktatur. Den

kinesiske Folkerepubliks folkedemokratiske system,

Det nye Demokrati, garanterer, at Kina fredeligt kan

udrydde udbytning og fattigdom og opbygge et rigt og

lykkeligt socialistisk samfund.

Perioden fra grundlæggelsen af Den kinesiske Folkere-

publik til opnåelsen af et socialistisk samfund er en

overgangsperiode. I overgangsperioden er det statens

fundamentale opgave skridt for skridt at tilvejebringe

en socialistisk industrialisering af landet, skridt og

skridt at gennemføre en socialistisk omformning af

landbrug, håndværk og kapitalistisk industri og handel.

På nogle få år har vore folk med held gennemført en

række store kampagner: reformen af landbrugssyste-

met, modstand mod amerikansk aggression og hjælp

til Korea, undertrykkelsen af kontrarevolutionære og

genopbygningen af den nationale økonomi. Som følge

heraf er de nødvendige betingeler for planlagt øko-

nomisk udvikling og gradvis overgang til socialismen

blevet skabt. (…)”




Hungersnøden i Anhui

I 1958 iværksættes Det Store Spring Fremad hvor land-

brugs kooperativerne blev samlet i endnu større enhe-

der – de såkaldte Folkekommuner - som gennem mas-

semobilisering af bønderne skulle udføre store vand-

indvindingsprojekter og samtidigt være selvforsynende

med jern og stål fremstillet i små primitive baggårds-

højovne. Resultatet var en hungersnød som i årene

1959-61 kostede et sted mellem 20-45 mio. kinesere

livet.

Kilde: Jasper Becker: Hungry Ghosts, China’s Secret Famine

(London: John Murray, 1996, s. 132-7).

Her oversat af Otto Leholt fra Lawrance, 2004 ,s. 175-177

Da det Store Spring Fremad begyndte i Anhui-

provinsen, var det som med alt andet under påstande

om ekstraordinær succes. I amtet Fenyang var der

dette år (1958) en ’sputnik-mark’ som angiveligt

høstede en rekordhøst på 62,5 tons tobak på kun 0,07

hektar. Et enormt pres blev udøvet fra ethvert niveau

for at opfylde de produktionskvoter som Zeng (første

sekretæren i Anhui) havde opsat. De lokale

partiledere blev holdt indspæret i mødelokalerne i

ugevis indtil de indvilligede i at efterleve deres

kornkvoter og øvrige målsætninger. De udsatte

herefter deres underordnede for de samme prøvelser.

Således gik det det , fra prefekturet til amtet, fra

kommune til brigade, fra produktionsteamet og helt

ned til den enkelte bonde. Hvis bønderne ikke

tilsluttede sig at fordoble eller tredoble eller firedoble

hans høst, ville produktionsteamets leder tæve ham

indtil han accepterede kravet.

Ingen troede på at disse produktionsmål kunne

opfyldes, men partikadrerne rapporterede at de blev

opfyldt. Løgnene gik herefter tilbage op igennem

pyramiden, fra bonden til produktions- lederen, til

brigade lederen, til kommunens partiledelse, til amts

ledelsen , til prefekturets leder og endelig til Zeng

Xisheng som herefter rapporterede til Mao. Med hver

gentagelse blev løgnen mere og mere fantastisk, en

grufuld parodi på den ’Chinese Whisper’37. Over hele

37 Udtrykket ’Chinese Whisper’ er ofte brugt i England og

engelsktalende lande som navn på den selskabsleg hvor en

provinsen blev høstudbytter som i bedste fald var på

726 Lbs (326 kg) pr. acres (=0,40 hektar) , pustet op til

forbløffende 33.000 lbs (14,7 tons)

Det sølle forarmede Anhui hævdede nu at være

overstrømmet af en fantastisk guldgrube, og Zeng

begyndte at levere store mængder korn til andre dele

af landet og endda udenlandsk. Alene i 1959 eksporte-

rede Anhui 200.000 tons , selvom dets kornhøst var

skrumpet til 4 mio. tons fra rekordhøsten på 10 mio.

tons i 1958. I 1959 forlangte staten at bønderne i

Anhui afleverede 2,5 mio. tons, svarende til 40 % af

høsten.

I Fengyang havde året før været slemt nok. I 1958

have amtet høstet 89.000 tons, men indrapporteret

178.500 tons for at dække over et markant fald i ud-

byttet. En del af høsten var ikke engang blevet indsam-

let, men rådnede på markerne fordi for mange af bøn-

derne var beskæftiget med at lave stål eller bygge

vandreservoirs. Efter at bønderne havde frataget en

del af kornet de behøvede til føde og såsæd, var over-

skuddet som kunne leveres til staten kun 5,800 tons,

men på baggrund af de falske høstresultater var

kornskatten blevet fastsat til 35.000 tons. De mang-

lende 29.200 tons måtte derfor inddrives med magt.

I 1959 mistede amtets ledelse al jordforbindelse. Am-

tet rapporterede at man havde høstet 199.000 tons,

lidt mere end indrapporteret i 1958, men i virkelighe-

den var høsten faldet yderligere, fra de 89.000 tons til

nu 54.000 tons. Heraf krævede staten indleveret de

29.464 tons (….)

Mens kommunerne i amtet udbasunerede deres nye

rigdom, havde kadrerne travlt med at beslaglægge alt

hvad bønderne ejede. Alt privat ejendom skulle over-

drages, inklusiv privat jord, trækdyr, vogne og selv

stenkværne og huse. I Fengyang havde partikadrerne

kommando over 11.000 huse, og for at føde bag-

gårdsovnene, tog de cykler, sakse, kogegrej og endda

jernstakitter. Når partiet havde brug for flere vogne til

sine projekter, skaffede partikadrerne træet hertil ved

at nedrive husene. Nogle bønder blev efterladt fuld-

stændigt hjemløse, og andre tvunget til at leve ti men-

nesker i hvert rum. Selv de hytter som var tilbage blev

rippet for trædøre og møbler for at skaffe brændsel til

baggårdsovnene. I de mest fanatiske landsbyer kunne

kort historie fortælles til en person som herefter skal søge at genfortælle historien til den næste person osv. osv.




en mand ikke engang beholde sin kone, idet mænd og

kvinder blev tvunget til at leve separat.

Under opstarten af folkekommunerne i 1958, begynd-

te bønderne i raseri at spise så meget af deres mad

som de kunne og sælge deres husdyr. Folk fældende

deres træer, gravede grøntsagerne op og gjorde alt for

at sikre at så lidt som muligt blev overdraget til folke-

kommunen. Da kommunerne var etableret, ændrede

hele administrationen af dagligdagen sig. Enhver lille

beslutning eller arrangement som bønderne tidligere

selv havde haft ansvar for, skulle nu føres op til kom-

munens hovedkvarter, hvor man havde opsyn med ca.

5.000 husholdninger.

Mod slutningen af september 1958 var folkekommu-

nerne i fuld drift, og spisning i fælleskøkkenerne var

blevet obligatorisk. Ved Forårsfesten i 1959 sultede

bønderne i Fengyang og alle andre steder i Anhui. Som

fødevare forsyningen skrumpede ind, udbrød der

slagsmål i fælleskøkkenerne. Det eneste mad der blev

serveret var en vandet suppe. De uheldige fik den

tynde vælling i toppen af gryden, og de heldige fik den

tykkere suppe fra bunden af gryden. Imod denne

desperate kamp for føde i begyndelsen af 1959, lance-

rede partiet den første ’ikke-gemme-korn’ kampagne i

Anhui, som i brutalitet overgik den i Henan-provinsen.

Efter at høsten i 1959 var fjernet i efteråret, begyndte

folk at sulte til døde i stort antal. En fornemmelse af

hvordan livet var i vinteren 1959-60 er skildret af en af

de overlevende, i dag bedstemor, men som dengang

levede i et af amterne tæt på Fengyang på Huai flo-

dens slette:

”I det første år (1958-59) tjente vi arbejdspoint og

kommunen distribuerede korn til hver enkelt familie.

Dette beholdt vi hjemme. Men i det andet år (1959-60)

var der intet tilbage derhjemme, det var alt sammen

blevet taget38. Ikke des tro mindre, kom landsby-

kadrerne rundt til alle husholdningerne og ledte efter

mad. De tog alt hvad de kunne finde, inklusiv vores

bomuldsdyner, adskillige sække med gulerødder, og

det bomuld vi havde gemt til at lave nye klæder af.

Fælleskøkkenet serverede ikke ordentlig mad, kun vildt

38 Her henvises til den tvungne indlevering af korn / ris til

staten, uden betaling. Dette korn skulle bruges til at brødfø-de bybefolkningerne samt til eksport. (OL)

græs, jordnøddeskaller og skrællerne af søde kartofler.

På grund af denne diæt have vi forfærdelige problemer.

Nogle fik forstoppelse, mens andre havde konstant

diare og kunne ikke gå uden for en dør. …

Mine hænder og fødder var opsvulmede og jeg følte at

jeg kunne dø hvert øjeblik. I stedet for at gå ud til mar-

kerne for lede efter vildt græs, måtte jeg kravle for at

spare energi. Mange ældre kvinder prøvede at hente

græs i damme og floder, men fordi de måtte stå længe

i vandet fik de infektioner i benene. Alle træer i lands-

byen var blevet fældet. Alle træer i nærheden var rip-

pet for bark. Jeg pillede bark af lotustræerne og kogte

det, som om det var ris suppe. Det smagte af træ og

var klistret …

Mere end halvdelen af landsbybeboerne døde, de

fleste mellem Nytår 1960 og april – maj måned. I en af

mine naboers hjem døde tre drenge og en pige af sult.

I min ene brors familie døde to børn. En familie på

seksten medlemmer døde. Mange familier forsvandt

fuldstændig – uden nogen overlevende. En svigerdat-

ter og to børnebørn til chefen for vores produktions-

hold sultede til døde. Herefter kogte og spiste han det

ene barn, men han døde også selv. Da landsbylæreren

var på kanten af døden sagde han til sin kone: ’Hvorfor

skal vi beholde vores barn? Hvis vi spiser ham kan jeg

måske overleve og senere kan vi få et nyt barn’. Hans

kone nægtede at gøre dette og hendes mand døde ….

Senere, da hveden var blevet høstet, var situationen

blevet bedre, men vi skulle fortsætte med at spise i

fælleskøkkenet gennem hele 1960. Det var en god høst

og der var nu væsentlig færre munde at mætte. Efter-

årshøsten var også god og senere fik vi lov at spise

hjemme. Vi havde ingen kogeredskaber og måtte låne

gryder hos vores naboer. Nogle af husene jeg kom til

var tomme fordi alle var døde.”

- 0 -




’Under Kammerat Mao Zedongs banner’ – af Chen Boda 1958

Under propagandakampagnerne i foråret 1958 som

forberedte Det Store Spring Fremad blev Mao Zedong

bidrag til den kinesiske revolution hyldet. Teksten her

er en sådan hyldest til Mao, og fremført i en tale på

Beijing Universitet d. 16. juli 1958. Chen Boda (1905-89)

var Maos sekretær og partiets specialist i ideologiske

spørgsmål. (oversat af OL fra Lestz, 1999 s. 401-404

Den første juli er vores partis fødselsdag. Der er

gået 37 år siden vort partis grundlæggelse. I disse

37 år har det kinesiske folk og vort parti besteget

en lidelsernes sti og vundet en række store sejre

under Kammerat Mao Zedongs banner. Syvog-

tredve år er ikke lang tid i kinesisk historie, men

under vort partis lederskab og kammerat Maos

banner, har vi set det kinesiske folk gennemføre

en epokegørende revolution i deres land og ska-

ber nu deres eget nye liv, med en sådan ha-

stighed at ”tyve år er som koncentreret i én

dag…”.

Kammerat Mao Zedong er i stand til at vurdere

og anvende, hvad der er karakteristisk for Kina

uden at være det mindste bundet af formalisme.

Hans udgangspunkt er praksis frem for formula-

rer. Det mest slående træk ved kammerat Mao

Zedongs tænkning er hans evne til tæt at integre-

re Marxismen-Leninismens universelle sandheder

med massernes kreativitet. Han har tillid til mas-

serne, stoler på masserne, og respekterer intelli-

gensen hos de almindelige masser, og styrker

hermed den uovervindelige kræft i den Marxisti-

ske-Leninistiske teori, under de nye betingelser

og i nye omgivelser …

De problemer som Kammerat Mao Zedong har

løst er mangfoldige. Her vil jeg tage nogle pro-

blemer op som var vigtige for det kinesiske folks

sag som helhed.

Det primære og enestående bidrag som Kamme-

rat Mao Zedong har ydet til den Demokratiske

Revolution var hans teori om at bygge og udvikle

revolutionære baser i landområderne som den

vigtigste form for alliance mellem arbejderklassen

og bønderne, under lederskab af det Kommuni-

stiske Parti på det politiske, militære og økonomi-

ske område, og at anvende disse baser som ud-

gangspunkt for revolutionen og den landsomfat-

tende sejr. Tidligere har mange mennesker, på

baggrund af deres viden om den borgerlige fran-

ske revolution i 1800-tallet, og 1911- revolutio-

nen og Den Nordlige Ekspedition i Kina, haft den

forestilling, at revolutioner altid måtte udgå fra

storbyerne. Og det var den almindelig opfattelse

at guerilla krigsførelse højest kunne være et sup-

plement til konventionel krigsførelse.

Kammerat Mao Zedong afviste disse gamle ideer,

som uanvendelige under den kinesiske revoluti-

ons betingelser. Han fremsatte ideen om at tilde-

le guerilla-krigsførelse en strategisk position i den

kinesiske revolution, og den nye ide om at be-

væbne hele det kinesiske folk til revolutionen.

Kammerat Mao Zedong nye ideer gav partiets

ledelse en ny retning i kampen, efter det revolu-

tionære nederlag i 1927. Senere, under perioden

med den anti-japanske krig, udviklede og forfine-

de Kammerat Mao Zedong disse ideer, og som

følge heraf var det kinesiske folk og vort parti i

stand til at vinde den landsomfattende sejr i løbet

af 1949.

(….)




Kulturrevolutionen 1966

Hæren udgjorde fra Kulturrevolutionens start Ma-

os vigtigste organisatoriske støtte og dens dag-

blad ”Befrielseshærens Dagblad”, det væsentligste

organ for hans synspunkter. Det følgende er et

uddrag af en ledende artikel i bladet fra Kulturre-

volutionens første tid ( d.18 april 1966)

(Kilde: Ib Faurby : Maos Kina , Gyldendal 1974, s.

60-61)

”Formand Mao Zedong har lært os, at klasser

og klassekamp fortsætter med at eksistere i

det socialistiske samfund. Han har sagt, at i

Kina, ’vil klassekampen mellem proletariatet

og bourgeoisiet, klassekampen mellem de

forskellige politiske kræfter og klassekampen

på det ideologiske område mellem proletaria-

tet og bourgeoisiet fort- sætte med at være

lang og bugtet og til tider endog blive akut’.

Kampen for at opfostre hvad der er proleta-

risk, og likvidere, hvad der er borgerligt på

kulturfronten, er en vigtig side af klassekam-

pen mellem proletariatet og bourgeoisiet,

mellem den socialistiske vej og den kapitali-

stiske vej og mellem proletarisk ideologi og

borgerlig ideologi ….

Vor Folkets Befrielseshær, folkets væbnede

styrker, der er skabt og ledet af Kinas kom-

munistiske Parti og formand Mao, er partiets

og folkets mest loyale redskab og proletaria-

tets diktaturs hovedstøttepille. Den har altid

spillet en vigtig rolle i proletariatets revoluti-

onære sag, og den vil også gøre det i den sto-

re socialistiske kulturrevolution. Vi må er-

hverve os en dybere forståelse af situationen

med hensyn til klassekampen på det ideologi-

ske område, holde Mao Zedong-tænkningens

store røde fane højt, og uden at vakle, føre

den socialistiske kulturrevolution til ende

sammen med hele folket i vort land, og få vo-

re væbnede styrkers litterære og kunstneri-

ske arbejde til at spille en magtfuld rolle i at

sætte politik i højsædet og fremme revoluti-

oneringen af folket.

………..

De sidste tre år har været vidne til en ny situ-

ation i den store socialistiske kulturrevolution.

Det mest fremtrædende eksempel er frem-

komsten af Peking-operaen med nutidige re-

volutionære temaer. De, der har arbejdet

med at reformere Peking-operaen, har, ledet

af partiets Centralkomité og formand Mao og

væbnet med marxismen-leninismen og Mao

Zedongs tænkning, iværksat en heroisk og

udholdende offensiv mod den feudale klasse,

bourgeoisiets og de moderne revisionisters

litteratur og kunst. Peking – operaen, der tid-

ligere var den stædigste fæstning, man kunne

forestille sig, er således radikalt blevet revo-

lutioneret, såvel i ideologisk indhold som i ar-

tistisk form, og dette har startet en revoluti-

onær forandring i litterære og kunstneriske

kredse.

Peking-operaer med nutidige revolutionære

temaer som ”Den Røde Lygte”, ”Indtagelse af

banditternes Fæstning” og ”Angreb på den

hvide tigers Regiment”, balletten ”Det Røde

Kvindekompagni”, symfonien ”Shachiapang”

og skulpturerne ”Afgiftsinddrivnings-gården”

er blevet anerkendt af de brede masser af ar-

bejdere, bønder og soldater og begejstret

hilst af kinesiske og udenlandske tilskuere. De

er pioner bestræbelser, der vil have en dyb

og langvarig virkning på den socialistiske kul-

turrevolution. De beviser effektivt, at selv

den stædigste fæstning, Peking-operaen, kan

tages med storm og revolutioneres, og at

udenlandske klassiske kunstformer som bal-

let, symfonisk musik og skulptur også kan

omformes til at tjene vort formål. Dette bør

give os endnu større tillid til at revolutionere

andre kunstformer …. ”




”16-punkts programmet” fra Kulturrevolutionen aug. 1966

I august måned 1966 hasteindkaldes Centralkomiteens

til det 11. plenarmøde, hvor der træffes en række vig-

tige beslutninger vedr. kulturrevolutionen. Fra mødet

udsendes dette ’16-punkts program’ som afspejler

Mao visioner med kulturrevolutionen.

Her gengivet i uddrag efter (Faurby, 1974)s. 64-68 og

(Lawrance, 2004) s. 190-194.

1. En ny etape i den socialistiske revolution.

Den store proletariske kulturrevolution. Der nu er

under udfoldelse, er en stor revolution, der ram-

mer folk helt ind i sjælen og udgør en ny etape i

den socialistiske revolutions udvikling i vort land,

en dybere og mere omfattende etape.

(…)

2. Hovedstrømmen og siksak-bevægelserne

de brede masser af arbejdere, bønder, soldater,

revolutionære intellektuelle og revolutionære

kadrer udgør hovedkraften i denne store kultur-

revolution. Et stort antal revolutionære unge

mennesker, der tidligere var ukendte, er blevet

modige og dristige banebrydere. De er energiske i

handling og intelligente. Med storskriftsplakater

og store debatter som midler, argumenter de

tingene igennem, afslører og kritiserer gennem-

gribende og iværksætter beslutsomme angreb på

bourgeoisiets åbne og skjulte repræsentanter.

I en sådan stor revolutionær bevægelse er det

næppe til at undgå, at de udviser mangler af den

ene eller anden art; men deres revolutionære

hovedorientering har været rigtig fra starten.

Dette er hovedstrømmen i den store proletariske

kulturrevolution. (….)

Da modstanden er ret stærk, vil der forekomme

tilbageslag og endog gentagne tilbageslag i denne

kamp. Dette er der ingen skade ved. Det hærder

proletariatet og andre arbejdende mennesker og

især den yngre generation, giver dem en lære og

erfaring og hjælper dem til at forstå, at den revo-

lutionære vej er en siksak-vej og ikke lige ud af

landevejen.

3. Sæt vovemod over alt andet, rejs dristigt mas-

serne.

Resultatet af denne store kulturrevolution vil

blive afgjort af, om partiledelsen vover ellerikke

vover dristigt at rejse masserne. For tiden er der

fire forskellige situationer med hensyn til det

førerskab, der ydes kulturrevolutionsbevægelsen

af partiorganisationer på forskellige trin:

1. der er den situation, hvor de personer,

der partiorganisationer, står i bevægel-

sens forreste linje og vover dristigt at rej-

se masserne. De sætter vovemod over alt

anet; de er ukuelige kommunistiske

kæmpende og gode elever af formand

Mao (…)

2. I mange enheder har de personer, der

har ledelsen, en meget svag forståelse af

ledelsens opgave i denne store kamp (…)

De er blevet overrumplet af den nye tin-

genes orden, massernes revolutionære

orden, med det resultat, at deres fører-

skab sakker bagud for situationen, sakker

bagud for masserne.

3. I nogle enheder er de personer, der har

ledelsen, og tidligere begik fejl af den ene

eller den anden art, endnu mere tilbøjeli-

ge til at sætte frygt over alt andet, da de

er bange for at masserne vil gribe dem i

disse fejl. Det forholder sig i virkeligheden

sådan, at hvis de gennemfører alvorlig

selvkritik og accepterer messernes kritik,

vil partiet og masserne være langmodige

over deres fejl ( …)

4. Nogle enheder kontrolleres af dem, der

har sneget sig ind i partiet , og som har

slået ind på den kapitalistiske vej. Sådan-

ne personer med myndighed er yderst

bange for at blive afsløret af masserne og

benytter derfor ethvert muligt påskud til

at undertrykke massebevægelsen. (…)

5. Lad masserne opdrage sig selv i bevæ-

gelsen. Tro på masserne, stol på dem og

respekter deres initiativer. Glem frygten.

Vær ikke bange for forstyrrelser. For-




mand Mao har ofte fortalt os at revoluti-

onen ikke kan være forfinet, blid, tempe-

raret, venlig, tilbageholdende og storsin-

det. Lad masserne uddanne sig selv i

denne store revolutionære bevægelse og

lære at skelne mellem rigtigt og forkert

og mellem korrekt og ukorrekt måder at

gøre tingene på (…)

6. Anvend med fasthed partiets klasselinje.

Hvem er vores fjender? Hvem er vores

venner? Dette er et spørgsmål af største

vigtighed for revolutionen og det er på

samme måde et spørgsmål af største vig-

tighed for den store Kulturrevolution (…)

7. Vær på vagt mod dem der stempler de

revolutionære som kontrarevolutionære.

(….) Disse folk har endda udviklet slogans

som: opposition til lederne af en enhed

eller en arbejdsgruppe betyder oppositi-

on til partiets Centralkomite, betyder op-

position til partiet og socialismen, bety-

der kontrarevolution. (…)

8. Spørgsmålet om kadrer.

Kadrerne falder groft sagt indenfor føl-

gende fire kategorier:

I. Gode

II. Forholdsvis gode

III. De som har begået alvorlige fejl,

men ikke er blevet partifjendtli-

ge, antisocialister højredrejede

IV. En lille gruppe af partifjendtlige,

anti-socialistiske højredrejede.

De partifjendtlige, anti-socialistiske høj-

re-drejede må fuldstændig afsløres, til-

bagevises, styrtes og komplet miskredi-

teres, og deres indflydelse elimineres.

(…)

9. (….)

10. Undervisningsreform

… Skoletiden bør afkortes. Kurserne bør

være værre og bedre. Undervisningsma-

terialet må gennemgribende omformes,

og herunder må man i nogle tilfælde be-

gynde med at simplificere kompliceret

materiale. Studerenes hovedopgave er

vel at studere, men de bør også lære an-

dre ting. Det vil sige, at de foruden deres

studier også bør lære industriarbejde,

landbrugsarbejde og militære anliggen-

der og deltage i Kulturrevolutionens

kampe, efterhånden som de finder sted,

for at kritisere bourgeoisiet.

(….)

16. Mao Zedong tænkningen er vores

guide til handling. I den Store Kulturre-

volution, er det af største vigtighed at

holde den Mao Zedong tænkningen røde

fane højt og lade proletariatets politik

være styrende. (….)




Mao: ”Bombarder hovedkvar-teret” 5/8/196639

Under et ti dage langt møde i partiledelsen hvor der

var store diskussioner mellem Maos radikale fløj og de

moderate (Liu Shaoqi, Deng Xiaoping) omkring den

igangværende Kulturrevolution, opsatte Mao neden-

stående storskriftplakat. Indholdet blev d. 11. august

1966 optrykt i avisen Beijing Review med denne kom-

mentar: ”Denne storskriftsplakat er det mest brillante

revolutionære dokument. Den viser partiledelsens

vejledende tanker og de generelle principper for den

Store Proletariske Kulturrevolution”

Kinas første Marxistisk-leninistiske storskrifts

plakat40 og kommentatorernes bemærkninger

her til i Folkets Dagblad er virkelig velskrevet!

Kammerater, læs dem venligst igen. Men i de

sidste 50 dage eller så, har nogle kammarater i

ledelsen, lige fra det centrale ned til det lokale

niveau handlet på en diametralt modsat vis. Ved

at overtage borgerskabets reaktionære synspunk-

ter, har de fremtvunget borgerskabets diktatur,

og slået ned på proletariatets Store Kulturrevolu-

tionære brusende bevægelse. De har vendt fakta

på hovedet og manipuleret med sort og hvidt,

omringet og undertrykt revolutionære, kvalt de

meninger som afveg fra deres indført en hvid

terror, og været meget tilfredse med dem selv.

De har svulmende af borgerlig arrogance under-

trykt proletariatets moral. Hvor ødelæggende og

giftigt! Set i sammenhæng med Højre afvigelsen i

1962 og de forkerte tendenser i 1964, som var

Venstreorienteret i udtryk, men Højreorienteret i

indholdet, skulle dette få alle til at vågne op!

39 Oversat fra (Lawrance, 2004) s. 190 40 Der henvises til den første storskriftsplakat som blev sat op på Beijing Universitet d. 25 /5/1966 som bl.a. opfordrede til: ”resolut, fuldstændigt, totalt og gen-nemgribende at udrydde alle dæmoner og monstre og alle Khrusjtjov-lignende kontrarevolutionære revisioni-ster, og føre den socialistiske revolution til ende”




Opråb fra rødgardisterne

Nedenstående tekst er fra en af rødgardisternes stor-

skriftsplakater fra sommeren – efterår 1966, da Kultur-

revolution var brudt ud, og millioner af unge rødgardi-

ster gik til angreb på ’De Fire Gamle’ samt ’revisioni-

ster’ og ’kapitalistiske medløbere’ i Kommunistpartiet.

(oversat fra Patricia B. Ebrey: ’Chinese Civilization – a

sourcebook’ , 1993 NewYork, The Free Press, s. 450 )

Længe leve proletariatets revolutionære oprørs ånd!

Revolution er oprør, og oprør er selve ånden i Mao

Zedong tænkningen. At vove at tænke, at tale , at

handle, at bryde op og at lave revolution - med ét ord ,

at vove at gøre oprør – er den mest værdifulde egen-

skab ved proletariatets revolutionære; det er funda-

mentalt for ånden i proletariatets parti! Ikke at gøre

oprør er revisionisme, slet og ret! Revisionismen har

kontrolleret vore skoler i 17 år. Hvis vi ikke i dag rejser

os til oprør, hvornår vil vi så?

Nu er nogle af de mennesker som dristigt har modsat

sig vores oprør pludseligt blevet sky og bly, og begyndt

uafladeligt at mumle og hakke på at vi er for ensidige,

for arrogante, for grove og at vi gå for langt og vidt. Alt

dette er det rene nonsens. Hvis du er imod os – så

venligst sig det. Hvorfor være genert over det? Fordi vi

er besluttet på oprøret, er spørgsmålet ikke længere i

dine hænder. Ja vist – vi skal gøre luften tyk af den

sviende lugt af krudt. Alt denne snak om at være ”hu-

man” og ”alsidig” – lad os gøre en ende på det!

(…)

Du siger vi er arrogante? ’Arrogante’ er netop hvad vi

ønsker at være. Formand Mao siger: ’ og de i de høje

stillinger regner vi ikke for andet end støv’. Vi er fast

besluttet på at slå ned , ikke kun på de reaktionære i

vores skole, men på reaktionære over hele verden.

Revolutionære ser det som deres opgave at ændre

verden. Hvordan kan vi så undgå at være ’arrogante’?

Du siger vi er grove? Grove er netop hvad vi ønsker at

være. Hvordan kan vi være bløde overfor revisionis-

men og gå ind for den store moderation. At være mo-

derat overfor fjenden er at være grov overfor revoluti-

onen! Du siger vi går for vidt? Helt ærligt – din ’ ikke gå

for vidt’ er reformisme, det er den ’fredelige overgang’.

Det er hvad dine dagdrømme handler om! Ok – vi vil

nedkæmpe dig – og holde dig nede!

Der er nogle der er skræmt til døde af revolutionen,

skræmt til døde over oprøret. I der hænger jer i kon-

ventioner, I spytslikkere er alle ind rullet i jeres revisi-

onistiske skal. Med det første strejf af oprør bliver i

bange og nervøse. En revolutionær er som ’abe kon-

gen’ hvis gyldne kæp er magt, hvis overnaturlige kræf-

ter er langtrækkende og hvis magi er altomfattende ,

præcist fordi han besidder Mao Zedongs store og

uovervindelige tanker. Vi svinger vores ’gyldne

kæp’ , ’ viser vor overnaturlige kræfter’ og bruger

vores ’magi’ for at vende den gamle verden på hove-

det, smadre den i stykker, skabe kaos og et enormt

rod – jo større jo bedre.! Vi må gøre dette i den nuvæ-

rende revisionistiske mellemskole tilknyttet Qinghua

Universitetet. Skabe et kæmpe oprør, gøre oprør til

det sidste. Vi er fast besluttet på at skabe et kolossalt

proletarisk spektakel, og at skære ud den nye proleta-

riske verden.

Længe leve proletariatets revolutionære oprørs ånd!




Billeder fra Kulturrevolutionen 1966-76

Figur 2 Partisekretæren i Harbin, Ren Zhongyi, anklages for revisionisme m.v. på rødgardi-sternes 'kamp-møde' i Harbin september 1966. kampmødet afholdes på et stadion i over-værelse af 10.000 ’er af tilskuere. De anklagede blev almindeligvis bagbundet så de ind-tog ’flyver-stillingen’, med en plakat (gerne et jernskilt) om halsen som angiver ’forbrydel sen’, en dosmerhat på hovedet, og ofte overhældt med blæk i ansigtet. Sådanne ’kamp-møder’ kunne tage flere timer. (kilde: Li Zhensheng : Red-color - News Soldier, 2003, s. 105)




Figur 3 Togpassagerer på vej mod Beijing d. 8. marts 1974 råber slagord fra 'Anti- Lin Biao , anti-Konfutze kampagnen´. (kilde: Li Zhensheng : Red-color - News Soldier, 2003, s. 265)




Resolution vedrørende visse spørgs-

mål i partiets historie siden grundlæg-

gelsen af Folkerepublikken Kina.41

27. juni 1981

Kulturevolutionen, som varende fra maj 1966 til

oktober 1976, bærer ansvaret for de mest alvorli-

ge tilbageslag og de største tab som partiet, sta-

ten og folket har lidt, siden grundlæggelsen af

Folkerepublikken. Den var påbegyndt og ledet af

kammarat Mao Zedong. Hans principielle tese var,

at repræsentanter for borgerskabet og kontrare-

volutionære revisionister havde sneget sig ind i

partiet, regeringen, hæren og kulturelle cirkler,

og at lederskabet i en stor del af vore organisati-

oner og afdelinger ikke længere var i hænderne

på marxisterne og folket …

(disse teser) var inkorporeret ind i en generel

teori - ’teorien om den fortsatte revolution under

proletariatets diktatur’ - som herefter fik en be-

stemt betydning. Disse fejlagtige ’venstre’ teser,

var tydeligvis ikke i overensstemmelse med Mao

Zedong tænkningen, som integrerer den univer-

selle marxisme – leninisme med den kinesiske

revolutions konkrete praksis. ….

Kulturrevolutionens historie har vist at kammerat

Mao Zedongs principielle teser for iværksættel-

sen af denne revolution ikke stemte med hverken

marxismen-leninismen eller med den kinesiske

virkelighed. …

Kulturrevolutionen var defineret som en kamp

mod den revisionistiske linje eller den kapitalisti-

ske vej. Der var intet grundlag for denne definiti-

on. Det førte til forvirring om rigtigt og forkert i

en række vigtige teorier og politikker. Mange ting

som under Kulturrevolutionen blev afvist som

revisionistiske eller kapitalistiske, var faktisk soci- 41 Oversat fra: Lawrance, A. (2004). China seince

1919. Revolution and Reform. A Sourcebook.

New York: Routledge. s. 220 ff

alistiske principper, hvoraf mange tidligere var

fremsat af eller støttet af kammerat Mao Zedong

selv. ….

Forvirringen omkring rigtigt og forkert førte nød-

vendigvis til at folket blev forvekslet med fjenden.

De ’kapitalistiske medløbere’ som blev væltet

under Kulturrevolutionen var ledende kadrer på

alle niveauer indenfor partiet og regeringen, som

udgjorde den socialistiske sags kernetropper. Det

såkaldte ’borgerlige hovedkvarter’ i partiet ledet

af Liu Shaoqi og Deng Xiaoping eksisterede sim-

pelthen ikke. Uafviselige fakta har bevist at mær-

ke Kammerat Liu Shaoqi som ’ en frafalden, skjult

forræder og skruebrækker’ ikke var andet end en

sammensværgelse af Lin Biao, Jiang Qing, og de-

res følge ….

Hovedansvaret for Kulturrevolutionens alvorli-

ge ”venstre” fejltagelser (…) ligger bestemt hos

kammerat Mao Zedong. Men det er trods alt en

fejltagelse begået af en stor proletarisk revoluti-

onær. Kammerat Mao Zedong var altid opmærk-

som på at rette fejl og mangler i partiet og staten.

Ikke des tro mindre tog han i sine senere år, un-

der Kulturrevolutionen, fejl og forvekslede rigtigt

og forkert og folket med fjenden. Samtidigt med

at han begik alvorlige fejl, opfordrede han igen og

igen hele partiet til at samvittighedsfuldt at stu-

dere værkerne af Marx, Engels og Lenin, og for-

stillede sig at hans teori og parksis var marxistisk

og essentiel for konsolideringen af proletariatets

diktatur. Heri ligger hans tragedie.

Mens han stædigt fastholdt den fejlslagne kultur-

revolution, rettede han også nogle af dens kon-

krete fejltagelser, beskyttede nogle ledende parti

kadrer og offentlig kendte personer udenfor par-

tiet, og gjorde det muligt for nogle ledende parti-

kadrer at vende tilbage til vigtige ledende deres

poster. Han ledte kampen for at tilintetgøre den

kontrarevolutionære Lin Biao klike. Han gav om-

fattende kritik og afsløringer af Jiang Qing, Zhang

Chunqiao og andre, og forpurrede deres skumle

ambitioner om at overtage den øverste ledelse.




Alt dette var afgørende for partiets efterfølgende

og relativ lette afsættelse af Firebanden. ….

De fleste af vores partikadrer, var enten de fejlag-

tigt blev afsat eller forblev i deres stillinger, hvad

enten de blev rehabiliteret tidligt eller sent, er

loyale over for partiet og folket, og faste i deres

tro på socialismens og kommunismens sag. De

fleste intellektuelle, model-arbejdere, patriotiske

demokrater, patriotiske oversøiske kinesere og

kadrer, og masserne i alle lag og alle nationalite-

ter, som er blevet forurettet og forfulgt , vaklede

ikke i deres kærlighed til moderlandet og i deres

støtte til partiet og socialismen. Parti og statsle-

dere som kammerat Liu Shaoqi, Peng Dehuai, He

Long og Tao Zhu, og alle andre parti- og ikke-

partimedlemmer som blev forfulgt til døden un-

der kulturrevolutionen, vil for evig leve i det kine-

siske folks erindring.

(herefter følger nogle eksempler på økonomisk og

teknologiske fremskidt under Kulturrevolutionen )

På trods af den hjemlige uro, forsvarede Folkets

Befrielseshær tappert moderlandets sikkerhed.

Unødvendigt at sige, ingen af disse succeser kan

tilskrives Kulturrevolutionen, uden hvilken vi ville

have opnået langt større resultater for vores sag.




At opbygge socialismen med

særlige kinesiske træk 42

Deng Xiaoping, 30. juni 1984

Ved grundlæggelsen af Folkerepublikken arvede

vi fra det gamle Kina en økonomi i ruiner med

praktisk taget ingen industri. Der var mangel på

korn, inflationen var akut og økonomien i kaos.

Men vi løste problemerne med hensyn til at brød-

føde og beskæftige befolkningen, stabiliserede

varepriserne og ensrettede det finansielle og

økonomiske arbejde, og økonomien blev hurtigt

genoprettet. På dette fundament begyndte vi en

storstilet genopbygning. Hvad stolede vi på? Vi

stolede på marxismen og socialismen. Nogle

mennesker spørg hvorfor vi valgte socialismen. Vi

svarer at vi var nød til det, fordi kapitalismen ikke

kunne hjælpe Kina. Hvis vi havde taget den kapi-

talistiske vej, kunne vi ikke have gjort en ende på

landets kaos og afskaffet fattigdom og underud-

viklingen. Det er grunden til, at vi igen og igen har

erklæret, at vi skal holde fast ved marxismen og

blive på den socialistiske vej. Men med marxisme

mener vi, en marxisme som er integreret med de

kinesiske forhold, og med socialisme mener vi en

socialisme som er skræddersyet til kinesiske for-

hold og som har specifikke kinesiske træk. ( …. )

Det socialistiske systems overlegenhed er de-

monstreret i den endelige analyse, ved en hurti-

gere og større udvikling af de (produktive) kræf-

ter end under kapitalismen (… ) Forarmelse er

ikke socialisme. Endnu mindre kommunisme.

I og med at Kina fortsat er tilbagestående, hvilken

vej kan vi da tage for at udvikle produktivkræf-

terne og højne befolkningens levestandard?

Dette bringer os tilbage til spørgsmålet om hvor-

vidt vi skal fortsætte af den socialistiske vej eller

stoppe og dreje ind på den kapitalistiske vej.

Kapitalismen kan kun berige mindre end 10 % af

den kinesiske befolkning; den kan aldrig berige de

42 Oversat fra Lawrance, A. (2004). China seince 1919 Revolution and Reform. A Sourcebook. New York: Routledge, p 231-34

resterende 90 % . men hvis vi holder fast ved

socialismen og anvender princippet om fordeling

til enhver i forhold til hans arbejde, vil der ikke

være nogen væsentlige forskelle i velstanden.

Følgelig, vil der ikke ske nogen polarisering, når

vores produktivkræfter udvikles over de næste

20-30 år.

Mindstemålet for vores moderniseringsprogram

er at opnå en forholdsvis komfortabel levestan-

dard ved slutningen af århundredet. Ved en for-

holdsvis komfortabel levestandard forstår vi en pr.

capita indkomst på 800 US$.

Nutidens verden er åben. En vigtig grund til Kinas

underudvikling efter den industrielle revolution i

den vestlige verden, var den lukkede-dørs-politik.

Efter grundlæggelsen af Folkerepublikken var vi

under blokade af andre lande, så landet forblev i

realiteten lukket, hvilket skabte problemer for os.

Erfaringerne fra de sidste godt 30 år har demon-

streret at en lukket-dørs-politik vil hæmme op-

bygningen og hindre udviklingen. (….)

Vi foreslår, at vi skal udvikle os hurtigt, men ikke

for hurtigt fordi det vil være urealistisk. For at

gøre dette, må vi styrke den hjemlige økonomi og

åbne op for verden udenfor.

Med udgangspunkt i de kinesiske realiteter, må vi

først løse problemerne på landet. 80 % af befolk-

ningen lever i landområderne, og Kinas stabilitet

afhænger af stabiliteten i disse områder. Uanset

hvor succesfuld vores politik er i byerne, vil det

intet være værd uden en stabil base i landområ-

derne. Derfor begyndte vi med at styrke øko-

nomien og indføre den åbne politik der, for at

bringe initiativet fra 80 % af befolkningen i fuld

udfoldelse. Vi indførte denne politik i slutningen

af 1978, og efter få år har det givet de ønskede

resultater. Nu har den nyligt afholdte Anden Ses-

sion af den Sjette Nationale Folkekongres beslut-

tet at skifte fokus for reformerne fra landområ-

derne til byerne. Reformerne i byerne vil ikke

bare inkludere industri og handel, men videnskab

og teknologi, uddannelse og tillige en række an-

dre bestræbelser. I korthed, skal vi fortsætte




reformerne hjemme og åbne os stadig mere mod

verden udenfor.

Vi har åbnet 14 store og mindre store kystbyer. Vi

byder udenlandske investeringer og avanceret

teknik velkommen. Management er også en tek-

nik. Vil det underminere vores socialisme? Sand-

synligvis ikke, da vores socialistiske sektor er

grundpillen i vores økonomi. Vores socialistiske

økonomiske base er så stor at den kan absorbere

udenlandske obligationer til en værdi af ti og

hundreder af milliarder af dollars, uden at blive

rystet. Udenlandske investeringer vil uden tvivl

tjene som et væsentligt supplement til opbygning

af socialismens i vores land (…)

Ok – dette er vores planer. Vi vil akkumulere nye

erfaringer og prøve nye løsninger i takt med at ny

nye problemer opstår. Generelt tror vi, at den vej

vi har valgt, og som vi vil kalde at opbygge socia-

lisme med kinesiske særtræk, er den rigtige. Vi

har fulgt denne vej i fem et halvt år og har opnået

tilfredsstillende resultater; rent faktisk har udvik-

lingens hastighed indtil videre overgået vores

forventninger. Vi hvis fortsætter denne kurs, vil vi

være i stand til at nå målet med at firedoble Kinas

bruttonationalprodukt ved slutningen af dette

århundrede. Og så kan jeg fortælle vores venner

at vi er endnu mere selvtillidsfulde nu.

Noter:

Kinas BNP:

år 1977 = 39 mia. US$

år 2003 = 1,4 trillioner US$


kinas historie

Documents