30

ww

w.arenam

ag.dk

AG

EN

DA

mit liv

som

ma

nd

For ung til BerlingoDu dør en lille smule indeni, når du køber sin første ‘familiebil’

Arenas Thomas

Brunstrøm burde købe

en praktisk familiebil,

men gammelt tysk stål

trækker stadig mere.

Jeg har netop sagt farvel til min første og hidtil eneste bil. En Mercedes 200 fra ‘81 i farven ‘silberdistel’ (udenfor­stående vil kalde den grøn, men fein­

schmeckere insisterer på at bruge den officielle Mercedes­betegnelse).

Det var en pragtfuld bil. Halvanden ton kon­centreret tysk ingeniørkunst. Et køretøj for gentlemen, der rumlede af sted og føltes som en blanding mellem at sidde i en sofa og en kamp­vogn.

Okay, den brugte så meget benzin, at jeg per­sonligt har finansieret en olieprins’ sommerhus – eller i hvert fald en tilbygning – og den fik så mange nye lyde, at jeg på et tidspunkt over­vejede, om en mår havde bygget rede i motor­rummet. El­antennen virkede kun hver tredje gang, soltaget var en smule utæt, og sådan var der i det hele taget en hel del i vejen. Men den kørte dæl’me godt. Altså lige indtil den brændte sammen i en kæmpe røgsky på landevejen mel­lem Herning og Ikast. Jeg af leverede den hos ophuggeren, som var jeg med i en henrettelses­peleton, og min bedste ven stod med bind for øjnene og en smøg i næbbet.

Indtil jeg får en ny bil, har jeg lånt min sviger­mors vinrøde Toyota Carina, og jeg må sige, at

den kører upåklageligt. Den starter hver gang, bruger halvt så meget benzin, og alle knapperne virker. Også centrallåsen, hvor det i Merceren krævede, at man kørte seks­syv kilometer, før alle døre var låst op. Men har Toyotaen person­lighed? Nej. Hvis Mercedes’en var Hunulven Ilse fra SS, er Toyotaen bibliotekaren Else fra Saks­købing.

Hver eneste gang, jeg havde parkeret min Mer­cedes, vendte jeg mig om og gav den et smil. Når jeg kører i sviger­Toyota’en, håber jeg mest, at jeg ikke møder nogen, jeg kender.

Og det fører mig frem til mit dilemma. Hvor­når er man gammel nok til en Berlingo? Al for­nuft siger mig, at jeg nu burde investere i en fabriksny, dødssyg, snusfornuftig familiebil fyldt med airbags og ruder med masser af udsyn. For det første er der, både økonomisk og af hensyn til CO2­samvittigheden, ræson i at købe en bil, der kan køre længere end syv kilometer på lite­ren. For det andet har jeg to små børn, så selv en én­dagstur kræver oppakning, der er en polar­ekspedition værdig, og der er jo masser af plads i sådan en Berlingo. Og for det tredje er den nok mere stabil – og så fedt er det heller ikke at stå med to børn på en landevej mellem Ikast og Her­ning og vente på Falck.

Men ... f lere af mine venner har droppet deres sjove biler – en af dem oven i købet en Mercedes (en ‘diamantblau’ 300 TD fra ‘80) til fordel for en Peugeot et­eller­andet, der ligner en Ber­lingo til forveksling. Han kalder den en MPV (Multi Purpose Vehicle) for ligesom at få det til at lyde af noget, påstår at være glad for den og gør jævnligt opmærksom på, at hans gamle bil tilbragte forholdsvis mere tid hos Mercedes­værkstedet på Amager end på landevejen. Men jeg kan se på hans livløse øjne, at han ikke er rigtig glad. Ikke bare glad for sin Berlingo­klon, men for tilværelsen som sådan. Når man har kæreste, børn, fast ejendom og en tørvetrillerbil, er man endegyldigt færdig med at være ung. Og med at have det sjovt.

Nå, jeg endte med at købe en Mercedes 280 TE fra ‘83. Den har godt nok kørt 294.000 kilometer og har nogle rust­issues. Og central­låsen virker ikke. Men den kører fantastisk, og så ser den frygtindgydende stor og benzinfrå­dende ud.

For resten, hvis du ser en mand med kæreste, to børn og en udbrændt Mercedes stå i vejkanten et eller andet sted, hvor du kommer kørende forbi, giver du så ikke et lift? Jeg lover, at jeg ikke siger noget grimt om din Berlingo.

TeksT Thomas BrunsTrøm FoTo Thomas Dahl

“Mercedes, vendte jeg mig om og gav den et smil.

Hver eneste gang, jeg havde parkeret min

Når jeg kører i sviger-Toyota’en, håber jeg mest, at jeg ikke møder nogen, jeg kender.