kofoeds avis september 2014

12
September 2014 Har du fem minutter side 2 Kofoedlook‘et tilbage side 7 Sprut forbi side 8-9 Sommer- marked side 10-11

Upload: kofoeds-skole

Post on 02-Apr-2016

220 views

Category:

Documents


1 download

DESCRIPTION

SPRUT FORBI! For Ib Maack var vejen ud af mange års alkoholmisbrug en kamp. Men det var ikke kun alkoholen der skulle kæmpes med. For Ib oplevede også, at skulle kæmpe med det system, som egentlig skulle hjælpe ham. I septembernummeret af Kofoeds Avis kan du læse Ib's egen fortælling om hvordan han stoppede som 'professionel alkoholiker.' Har du fem minutter? Spørgsmålet er forstander Robert Olsens og handler om jobcentrenes praksis med at gennemføre samtaler med ledige i fem minutters intervaller. Og så er Kofoed look'et vendt tilbage til Christianshavn. Hvad det er, og hvad Wili Jönsson og Franz Beckerlee fra Gasolin laver på forsiden, kan du også læse om i dette nummer af Kofoeds Avis. God fornøjelse! Du kan blive abonnent på avisen ved at klikke her: http://www.kofoedsskole.dk/abonnement

TRANSCRIPT

Page 1: Kofoeds Avis september 2014

September 2014

Har du fem minutter side 2

Kofoedlook‘et tilbage side 7

Sprut forbi side 8-9

Sommer- marked�side 10-11

Page 2: Kofoeds Avis september 2014

LEDER

SIDEN SIDS T

En elev viste mig et brev fra sit jobcen-ter, der blev indledt på denne måde:”Vi indkalder dig til samtale om din ud-

dannelses-/jobsøgning pr. telefon. Du bedes ringe:

Onsdag d. 16-07-2014 kl. 13:20 - 13:25 på telefon: xx xx xx xx

Ved samtalen skal vi tale om dine muligheder for at komme i ordinær uddannelse/arbejde. Du kan forbe-rede dig til samtalen ved at komme med forslag til hvad der skal til, for at starte i ordinær uddannelse/arbejde. Vi skal under samtalen drøfte hvilke aktiviteter, der kan bringe dig nærmere ordinær uddannelse/arbejde, og vi skal aftale nogle konkrete aktiviteter, du skal deltage i.”Herudover meddelte jobcenteret i brevet, at eleven ville blive trukket i kontanthjælp, hvis han ikke ringede op inden for det interval på 5 (fem) minutter, samtalen skulle finde sted i. Han optog samtalen på sin mobiltele-fon og afspillede den for mig. Den blev indledt med at jobcentermedarbejderen i den anden ende af røret spurgte, hvordan det gik i Væksthuset? Nu har den på-gældende aldrig været tilknyttet Væksthuset, som er et andet tilbud til ledige, i sin aktivering. Så allerede her drejede samtalen ind på et sidespor. Tiden – og det var faktisk kun fem minutter – gik med, at eleven forkla-rede, at han såmænd var i gang med både værkstedsar-bejde og undervisning på Kofoeds Skole. Hvilket jobcenteret allerede havde fået at vide indtil flere gange og havde registreret i sine systemer. - Jamen det var jo godt, så er du jo i gang, lød konklusionen på sam-talen i den anden ende af røret.På den side kunne eleven altså gå i flere uger og lade op til en samtale, hvor han risikerer at miste noget af

sin indkomst, hvis han glemmer at ringe op. Og når han så gennemfører dette overordentligt vigtige telefonop-kald, kommer han til at tale med en medarbejder, som tydeligvis ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. Det kommer der helt naturligt en ligegyldig samtale ud af, som eleven ikke kan opfatte som andet end kontrol for kontrollens egen skyld.Jeg ved ikke hvor mange samtaler af denne karakter, der bliver afholdt mellem landets jobcentre og de le-dige. Men jeg både håber og tror, at de politikere, som har vedtaget den lovgivning, der gør denne type samta-ler mulige, er enige i, at de næppe bringer nogen vi-dere mod arbejde og selvforsørgelse. Det maksimale, samfundet får ud af denne type kontrol er, at den en-kelte kommune lever op til sine forpligtelser over for staten i forhold til at sikre, at de ledige opfylder kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De ledige får næppe andet ud af denne type systemkontakt end at blive endnu mere stressede og frustrerede.Jeg har det ydmyge ønske til den næste reform af syste-met, at den vil sigte på at skabe en ramme, som sigter på at tage de mennesker, som er ramt af ledighed, al-vorligt. For eksempel ved at mødet med systemet efter-lader dem med en følelse af håb og muligheder i stedet for følelsen af bare at være et nummer i systemet, der skal ringe op indenfor fem minutter.Ser vi på konjunkturudviklingen viser tal fra Nykredit at der i 2007 var fem ledige for hver opslået stilling på landsplan. I 2013 var dette tal vokset til 18 ledige pr. op-slået stilling. Kampen om arbejdspladserne er blevet mere end tre gange så høj på seks år. Gad vide om no-gen har regnet på, hvor mange samtaler af fem minut-ters varighed, landets jobcentermedarbejdere skal af-holde, før dén triste kurve vender?

Har du fem minutter Om at tage mennesker alvorligt…

Hjemmelavet avis Dette nummer af Kofoeds Avis er layoutet i skolens nye medieværksted. Læserne vil også møde nye skribenter, nemlig elever fra skolen med noget på hjerte og et ønske om at skrive. I redaktionen håber vi at skabe en oplevelse af at læse en lidt mere hjemmelavet avis. Ambitionen er den samme som al-tid: at give jer med interesse for Kofoeds Skole et indblik i skolens arbejde og de udfordringer, som eleverne står overfor i deres hverdag. (thop)

2 Kofoeds Avis | september 2014

Page 3: Kofoeds Avis september 2014

Tekst: Jane Fogedby | Foto: Magnus Cederlund

MangfoldigemenneskerI N T E R V I E W

-Jeg havde bare det tøj jeg havde på, og så smuttede jeg. Jeg vidste ikke hvad fanden jeg skulle lave. Eller hvor jeg skulle hen. En hård depression og hjemløshed blev hverdag i København. I 4 år boede Christian på Herbergscenteret Sundholm. En dag startede han som elev på Kofoeds Skole. -Jeg møder kl. 8 hver dag i transport-afdelingen. Det er meget godt, for så har man noget man skal leve op til – nogle der stiller krav til en. Jeg har også fået nogle gode venner på Autoværkstedet.Christian er ikke hjemløs mere, men bor sammen med sin forlovede Astrid i Vanløse. Hashen er droppet til for-del for kærligheden. Han kæmper hver dag med sin de-pression og epilepsi. Samtidig drømmer han om at blive lastbilchauffør og ikke mindst at få kontakt til sin 5 år gamle datter. -Jeg tog kontakt i år til moren til min datter. Det er nyt for mig. Spændende og skræmmende. Min datter er hjerneskadet, så hun har nogle andre præmisser. Man skal være tålmodig. Jeg er gået med til først at skulle se hende, efter hun er startet i skole – så jeg skal vente to år. Det er fint – jeg skal ikke presse på. Frygten for at ryge tilbage i hash-misbruget er der sta-dig, men Christian holder fast i sig selv og sine drømme.-Fristelsen er der altid, når man har røget, siden man var 13 år. Men så en dag begyndte jeg at se på mit eget liv og spurgte mig selv. – Hvad vil du? Hvor vil du hen? Har du ikke nogle mål i livet?

Hvad vil du? Hvor vil du hen? Har du ikke nogle mål i livet? Christian er 33 år. Han blev født på Filippinerne. Da han var 5 år, blev han bortadopteret til Danmark sam-men med sine to brødre. Han voksede op på Amager. -Vi var nogle værre banditter. Rod var der altid. Jeg var det sorte får i familien, og i teenageårene levede jeg op til mit ry.Christian begyndte at ryge hash som 13-årig. Tjente sine egne penge som avisbud og trak sig længere væk fra familien.-Jeg har altid følt min mor har været efter mig. Aldrig følt den der forældrekærlighed – når man ikke får den, så føler man sig som ingenting. I dag har Christian ingen kontakt med familien. Et op-gør med storebroren ødelagde alt.-Min storebror slog sin familie. Det kunne jeg ikke gå med til. Det kan godt være vi selv blev slået, da vi vok-sede op. Men man skal jo ikke føre det videre. Man slår ikke på børn!På det tidspunkt havde Christian boet 3 år i Sverige hos sin storebror og hans familie. Dagen efter opgøret rejste Christian til København. Uden bagage og uden et sted at bo.

Christians historie

“Jeg togkontakt i år til moren til min datter.“

3Kofoeds Avis | september 2014

Page 4: Kofoeds Avis september 2014

Fredag d. 20. juni lukkede Kofoeds Skoles Oplysningsforbund ned for den almindelige undervisning. Almindeligvis ville det så have varet syv uger, før eleverne på skolen igen kunne gå til undervisning. Men i år kunne man allerede den følgende mandag følge et kursus i bæredygtig kunst på Kofoeds Sommerskole. Et til-bud som blev til fordi mange elever har givet udtryk for, at sommertiden kan være lang at komme igennem, når man ikke har noget at lave og må-ske heller ikke penge til at tage no-gen steder hen. Og dét tilbud var der omkring 100 elever, der sagde ’ja tak’ til hver dag hele vejen igennem den

Bæredygtig sommerskole

Omkring 100 elever prøvede dagligt kræfter med Kofoeds Sommerskole

lange og varme sommer.Kofoeds Sommerskole var et forsøg på at skabe en kobling mellem sko-lens værksteder og undervisningen. Bæredygtighed blev valgt som et gen-nemgående tema på de aktiviteter, som var en del af sommerskolen. Herudover var der selvfølgelig også alle de almindelige driftsopgaver som fx rengøring, kørsel og produktion, der skulle løses.

Morgenmad kl. 8.00 Sommeren igennem begyndte hver dag kl. 8.00 med morgenmad for alle i Café Himmelblå. Herefter gik medar-bejdere og elever ud til deres forskel-lige aktiviteter. Værkstederne be-gyndte etableringen af en række nye

højbede, der i fremtiden vil være sko-lens grønne haver, og der blev også sat gang i en – efter kofoedske for-hold – storstilet planteproduktion. Undervisningen var inddelt i ugete-maer som fx Grøn mad i byen, solcel-leopladere til mobiltelefoner, bære-dygtige boliger og byhaver.

Inputs og energi En af de flittigste elever på sommer-skolen var Mona Kurt, som deltog i seks af de syv uger, sommerskolen kørte. – Jeg var lidt i tvivl om det var noget jeg havde energi til i starten. Men det var faktisk lige modsat: det gav mere energi og vi fik nogle gode inputs i det fantastiske sommervejr, fortæller Mona, som ellers ville have

Tekst: Thomas Pedersen

S O M M E R

Foto

: Nin

a Re

née

Sim

onse

n

Foto

: Th

omas

Ped

erse

n

4 Kofoeds Avis | september 2014

Page 5: Kofoeds Avis september 2014

Bæredygtig sommerskole

brugt sommeren hjemme med hus-lige gøremål. - Det var dejligt at spise morgenmad sammen, og jeg kom til at tale med mange, som jeg ikke kendte i forvejen, siger Mona, og sen-der samtidig en buket roser til under-viserne for både at være inspirerende og gode til at tage hensyn til alle på holdene.

Grønne haver godt på vej I løbet af sommeren kom værkste-derne godt i gang med at forberede skolens udendørsarealer til en grøn-nere fremtid. Der blev flyttet rundt på tingene og gjort klar til at der kan etableres højbede på skolen henover efteråret. – Vi har fået kickstartet den udvikling henimod at blive en grøn-nere skole i løbet af sommeren, for-tæller Dorthe Andersson, der er sous-chef for værkstederne. - Målet er, at Café Himmelblå i hvert fald en gang om ugen i sæsonen skal bruge afgrø-der fra vores egne haver, fortæller Dorthe, mens hun er i fuld gang med

at omplante noget af den salat, der nu er kommet op af jorden og måske al-lerede når at blive klar til høst her i efteråret.

En ommer Udover alt det, der pibler frem i be-dene har sommerskolen også sat sig varige spor i form mange forskellige slags kunstværker, som alle på Kofoeds Skole kan gå og glæde sig over og lade sig inspirere af i det ef-terår, som venter forude. Alt i alt er langt de fleste medarbejdere og ele-ver, Kofoeds Avis har talt med, enige om, at sommerskolen er noget, der skal gentages. Idéen om at lave en sommerskole med bæredygtighed som tværgående tema viste sig altså at være bæredygtig i sig selv. Eller som Mona Kurt udtrykker det: - Det har været en fantastisk sommerskole. Vejrguderne var med jo også med os i sådan en grad, at det føltes som at være på charterrejse og højskole på samme tid.

I februar i år indledte Kofoeds Skole et ambitiøst projekt om-kring renoveringen af Holger Nielsens Ungdomsboliger, som til hverdag kaldes ’Honolulu’. Huset er bygget om til et såkaldt passivhus, og ombygningen vil fremover betyde at varmeregnin-gen bliver op til 90% mindre. Men undervejs i projektet er der også blevet arbejdet med at lære beboerne at bo og leve bæredyg-tigt. Projektet har modtaget støtte fra blandt andre A.P. Møller-fonden, og nu står huset altså klar til at blive vist frem for samarbejds-partnerne og andre interesse-rede. Det sker fredag den 5. sep-tember i tidsrummet 14.00 – 17.00, hvor blandt andre Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen, og Københavns Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, kigger forbi. (danielv)

Tekst og foto: Daniel Vedsted

Havearbejde, bæredygtig kunst, ture og udflugter skabte mange gode

og inspirerende timer i løbet af sommeren

H O N O L U L UFo

to: N

ina

René

e Si

mon

sen

Foto

: Nin

a Re

née

Sim

onse

n Indvielsesfest på ’Honolulu’Efter nu godt seks måneders dagligt byggerod og håndværkerhumor, er ’Honolulu’ nu gennemrenoveret som et bæredygtigt bofællesskab for udsatte unge. Der er indvielsesfest fredag den 5. september 14.00-17.00.

5Kofoeds Avis | september 2014

Page 6: Kofoeds Avis september 2014

Det giver heldigvis ofte overskud, når der festes på de danske festivalplad-ser. Og lige så heldigt er det, at mange af festivalerne bruger en stor

del af deres overskud på at støtte so-ciale formål. Smukfest – som tidligere hed Skanderborg Festival – oprettede tidligere på året Smukfonden, som hvert år vil modtage 20% af overskud-det fra den smukke fest i de midtjy-

Nye skriveborde til Smukfest På Kofoeds Skole i Aarhus har der i løbet af foråret og sommeren været travlt i

tømrerværkstedet. Elever og medarbejdere har knoklet for at blive fær-dige med seks hævesænkeskriveborde, som skulle gøres klar til årets Smukfest i Skanderborg. Skrivebordene er hele vejen igennem udført i genbrugsmaterialer: gamle stel fra rådhuset i Aarhus, bordplader fra et renoveret beskyttelsesrum og sågar skruerne var genbrug fra en tidligere festival. Ud over de seks skriveborde producerede tømrerværkstedet også et konferencebord, som i en snæver vending kan laves om til et bordtennisbord – selvfølgelig leveret med net, bolde og bordtennisbat. – Vi kunne aflevere bordene med nogle rigtig flotte pendellamper, vi fik fra et hotel i Aarhus, så projektet har været bæredygtigt hele vejen igen-nem. Skolen har også fået en pæn betaling for bordene, og det har givet et socialøkonomisk element, som både vi og eleverne er rigtigt glade for, op-lyser viceskoleleder i Aarhus, Peter Bruun Hjorth til Kofoeds Avis. (thop)

ske bøgeskove. Pengene skal overve-jende bruges til at støtte udsatte og ensomme unge. Fondens første udde-ling af midler foregik ved årets Smukfest i begyndelsen af august måned, og blandt modtagerne af mid-ler var Kofoeds Kælder for hjemløse. Pernille Jacobsen, der til dagligt ar-bejder i kælderen, tog derfor turen fra København til årets Smukfest i Skanderborg, for at modtage checken på de 50.000 kr. Hun oplyser, at de først og fremmest skal bruges på nye møbler og faciliteter i kontaktstedets nødherberg for unge hjemløse. - Vi har stor udskiftning blandt de unge, som bor midlertidigt i nødher-bergerne, mens der arbejdes på at finde en varig løsning på boligsituati-onen. Det slider meget på møblement og faciliteter, og derfor skal pengene bruges til istandsættelse og måske også lidt nye møbler, fortalte Pernille Jacobsen i forbindelse med uddelin-gen af midler.Med andre ord vil pengene fra Danmarks efter sigende smukkeste fest snart gøre Kælderens nødher-berg lidt smukkere. (thop)

Smukfonden, der får sine midler fra overskuddet på

Smukfest i Skanderborg, delte for første gang 150.000

kr. ud til sociale formål. I den forbindelse modtog

Kofoeds Kælder 50.000 kr., som skal bruges på nye

møbler i nødherbergerne.

Smuk støtte forskønner nødherberg

A A R H U S

Pernille Jacobsen (tv) fra Kofoeds Kælder var sammen med fundraiser, Daniel Vedsted, til Smukfest i Skanderborg for at modtage checken på 50.000 kr. fra Smukfonden.

Foto

: Sm

ukfe

st.d

k

Foto

: Sm

ukfe

st.d

k

S T Ø T T E

6 Kofoeds Avis | september 2014

Page 7: Kofoeds Avis september 2014

Da Kofoeds Skole lå på Christians-havn, var de selv hyppige gæster i Tøjdepotet, indtil de blev rockstjerner. Men i juli måned var de to tidligere medlemmer af Gasolin, Wili Jönsson og Franz Beckerlee, selv i givernes rolle, da de både forærede lidt af de-res tid og noget af deres aflagte tøj til Kofoeds Skole. Det skete i forbindelse med indvielsen af skolens nye indsamlingscontainer til tøj i Sofiegade på Christians havn. I dag huser ejendommen Christianshavns Beboerhus, men fra 1951 og frem til 1975, var det hér Kofoeds Skole lå. Og det var hér de fleste af Gasolinmedlemmerne gik i bad og ekviperede sig i det, de selv kaldte ’Kofoed-look’et’. - Det var især Kim, der dyrkede Kofoed-look’et, som vi kaldte det. Men jeg og Franz hentede nu også selv en del. Og vi blev faktisk ved med at tage bad på Kofoeds Skole, helt ind til den flyttede fra kvarteret, fortæller Wili Jönsson. Og derfor var Wili Jönsson ikke lang tid om at sige OK til at stille op til in-terview og fotografering for at gøre

opmærksom på, at Kofoeds Skoles tøjcontainer var flyttet ind i kvarteret. Dén øvelse må allerede inden disse linjer skrives siges at være lykkedes. Amager Bladet rykkede ud for at dække historien med journalist og fo-tograf og mere end 13.000 mennesker delte facebookopdateringen om den lille event.

Memory Lane-Jeg erklærer nu denne tøjcontainer for åben, sagde Wili Jönsson med klar stemme, mens han selv og Franz Beckerlee som de allerførste lagde et par plasticposer fyldt med tøj op i containeren. Begge de to ældre musikere bor sta-dig i Dronningensgade, som de har gjort siden Gasolin-tiden. Efter fotose-ancen gav de sig tid til at fortælle lidt om, hvordan kvarteret så ud tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor der til for-skel fra i dag var rigtig mange små købmænd. - Der var en købmand i Dronningens-gade 10, hvor der holdt mange alko-holikere til, og der var en del finner. På et tidspunkt gik jeg derover, og der stod de alle sammen med sådan et blåt Beatles-jakkesæt på med hver sin flaske sprut i hånden. De lignede

et helt orkester, og jeg tænkte: ’Hvad foregår der?’ Men tøjet havde de selv-følgelig fået på Kofoeds Skole, fortæl-ler Wili Jönsson, som også husker ’Statsministeren’, en alkoholiker, der altid gik i de fineste mærkevarer. ’Statsministeren’ havde bare sans for kvalitet og spottede hurtigt de fine tøjmærker i Tøjdepotet. Franz Beckerlee fortæller til gen-gæld, at Dæmonernes Port – som der bliver sunget om i sangen Langebro - var porten ind til Dronningensgade nr. 25. – Det var hér, de værste alko-holikere stod. Dem, som holdt til læn-gere nede ad Dronningensgade, var ikke så langt ude. Og sangen kom i øvrigt til at hedde Langebro, fordi det er bedre at synge, end ’Knippelsbro’, som nok havde været geografisk mere korrekt, siger Franz Beckerlee.Nu håber alle så, at opmærksomhe-den også udmønter sig i mere tøj til skolens elever. Det vil også være rart at høre fra nye steder, som er interes-seret i at låne et par kvadratmeter til de af skolens tøjcontainere, som sta-dig ikke har fundet et nyt hjem. Men indtil videre: stor tak fra skolen til Christianshavns Beboerhus for at give plads til tøjcontaineren, og til Wili og Franz for endnu en gang at stille op for skolens elever. … og Kofoed-look’et? Det er som det altid har været: en mulighed for at klæde sig pænt på, så man kan møde ver-den på lige fod.

- Wili Jönsson og Franz Beckerlee var med til at indvie skolens nye tøjcontainer ved Christianshavns Beboerhus.

tilbage påChristians-

havn

Kofoedlook’et

S T Ø T T E

Wili Jönsson og Franz Beckerlee skænker noget af deres aflagte tøj ved indvielsen af skolens nye tøjcontainer på Christianshavn.

Tekst og foto: Thomas Pedersen

7Kofoeds Avis | september 2014

Page 8: Kofoeds Avis september 2014

Sprut forbiSprut forbi

Goddag, jeg hedder Ib Maack. I mid-ten af 90érne var jeg for første gang elev på skolen. Efter en tid blev jeg tilbudt at komme i Håndværkerhuset. Med løntilskudsordning samt bevil-ling af kørekort. Efter at jeg havde er-hvervet det, forlod jeg skolen for igen at sige goddag til erhvervslivet. I år 2008 kan jeg se, at jeg igen vil blive arbejdsledig. Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg skal tage hen, Kofoeds Skole. Jeg tager faktisk først ud på skolen og bliver tilmeldt som elev, in-den jeg drager på jobcenteret og mel-der mig arbejdsledig. Samtidig bliver jeg Hus Forbi sælger.

Professionel alkoholikerI 2011 har jeg udviklet en sygdom: ”Professionel alkoholiker”. Funktionspromille alkoholiker! Det vil sige, at jeg skal oparbejde en pro-mille på mindst 2,5 før jeg kan fore-tage mig nogen som helst. Ellers bli-ver jeg syg. Rigtig syg! Jobcenteret var en meget stor risikofaktor i udvik-lingen mod afhængighed. De skulle

hjælpe mig, men gør lige det stik modsatte. For eksempel ved at fast-holde at jeg skal være aktivt jobsø-gende, på trods af at de kender til mit alkoholmisbrug. Eller ved at fratage mig min kontanthjælp, fordi jeg ikke møder op til samtaler, jeg ikke ved, at jeg er indkaldt til.I de socialcentre, jeg er tilknyttet, runder jeg hurtigt 10 forskellige sags-behandlere, og i jobcenteret føler jeg ikke, at jeg bliver taget alvorligt i for-hold til mit ønske om at komme i be-handling for mit misbrug, som efter-hånden er ved at udvikle sig til at være livstruende.

65 hospitalsindlæggelserJeg har fra 2008 til år 2013 været ind-lagt 65 gange på hospitalet for fuld udrykning. Årsagerne er fx ånde-drætsbesvær, blackouts og faldulyk-ker. En gang blev jeg endda indlagt fra min egen læges konsultation uden at hun ellers gør noget ved det. Hospitalet er osse fuldstændig lige-glad. Det er jo mit problem.Mit held er, at jeg får nogle skinne-benssår, som jeg begynder at få be-

handlet hver dag på Sundholms syge-plejeklinik. Det var godt, at jeg gjorde det, for det bliver starten på en tre år lang behandling. Ja, behandlingen er faktisk ikke helt færdig endnu. Jeg får en journalist fra Hus Forbi samt en socialarbejder fra Sundholm med mig på socialcentrene samt jobcenteret; dét sætter skred i tingene.

Behandling og tilbagefaldDer går ca. 8 måneder, før jeg første gang kommer i behandling i 3 måne-der, derefter efterbehandling på Sundholm. Jeg får tilbagefald og øn-sker at komme i behandling igen. Da jeg henvender mig i Alkoholenheden, tager de det meget alvorligt, og der går ca. 1 måned, så er jeg tilbage i be-handling igen i 4 måneder, efterfulgt af efterbehandling på Sundholm, som efter nogle måneder bliver sparet væk. Jeg arbejder selv videre med mit liv. Jeg kommer tilbage til en tid, hvor jeg ikke kan huske en lang tids-periode. Jeg benytter mig af hypnose og finder frem til starten på mit mis-brug. Jeg har nogle fysiske skavanker og retter henvendelse til en akupunk-

For Ib Maack var vejen ud af mange års alkoholmisbrug en kamp. Men det var ikke kun alkoholen der skulle kæmpes med. For Ib oplevede også, at skulle kæmpe med det system, som egentlig skulle hjælpe ham.

Tekst: Ib Maach | Foto: Thomas Pedersen

8 Kofoeds Avis | september 2014

B E R E T N I N G

Page 9: Kofoeds Avis september 2014

turlæge. Det skal vise sig at give spektakulær resultater. Ja, jeg er fak-tisk stadig i behandling hos denne.Når jeg har haft succes med at komme så langt som jeg er i dag, skyldes det et hav af forskellige men-nesker og faktorer. Jeg kan pt. ikke udelukke nogen af dem. Fx oplevede jeg den terapi, jeg blev tilbudt i Jylland, som ganske elendig. Til gen-gæld var det rigtig godt at komme væk fra København og også at tale med andre, som befandt sig i samme situation.

Hjælp fra mange siderMen hjælpen kan komme fra mange

sider – og er nogle gange også bare bemærkninger, som sætter sig fast i sindet. Fx min ”spindoktor” – en so-cialarbejder på Sundholm - som en dag sagde: ”Når det bliver allermør-kest, så giv det 24 timer mere”. Sygeplejersken, der kikker meget for-uroligende på mig: ”Nu går det snart ikke mere - eller der findes altid et al-ternativ til det, du befinder dig i nu. Min behandler: ”Jeg vælger at ville bruge mit liv på noget andet end al-kohol”. Andre Hus Forbi sælgere, du er fanme sej, go go go.Hvis du er blevet lidt nysgerrig om hvordan det er at være mig kan du finde en lang række artikler på

www.husforbi.dk, artiklerne handler om møder i alkoholenheden, i socialfor-valtningen – hvor vi – jeg selv og en journalist fra Hus Forbi – engang var ved at blive anholdt, behandlingsste-det i Jylland, samt da jeg kommer hjem. Snart kommer en ny artikel i Hus Forbi om den fortsatte kamp med jobcenteret, og hvordan de ar-bejder.I dag ved jeg, hvor lang tid en mis-brugsbehandling tager – og hvor lang tid er så det? Det varer lige fra den ene ende til den anden. Jeg arbejder nu på en bog, hvor jeg detaljeret for-tæller om mit liv i igennem de sidste fire år.

På Sundholms sygeplejeklinik fik Ib behandlet nogle skinnebenssår. Det var hér tanken om at gå i alkoholbehandling blev født, hjulpet

godt på vej af sygeplejerske Grethe Jensen, som Ib i dag stadig besøger af og til, selvom sårene på skinnebenene for længst er helet.

9Kofoeds Avis | september 2014

Page 10: Kofoeds Avis september 2014

REPOR TAGE

Om formiddagen rendte folk rundt og satte telte op i et blæsevejr, som viste sig af skulle holde det meste af da-gen. Truende mørke og grå skyer for hen over himlen, så man kunne blive helt bekymret over det. Men det holdt i hvert fald tørt til henad klokken to. Jeg var lige kommet ind på gårds-pladsen, da det store spisetelt beslut-tede sig for at benytte sig af situatio-nen og tage sig en flyvetur. Friheden varede dog kun få sekunder, da teltet, i processen med at lette, smed alle stænger fra sig, og de spisende var ved at få dem i hovedet, hvilket til-skyndede folk til hurtigt at gribe fat i både stænger, telthjørner og kanter for at holde fast i teltet. Det lykkedes forholdsvis snart at sætte teltet tilbage på sin plads.

Sommermarkedi al slags vejr

Annihjaleena fra holdet i kreativ skrivning meldte sig som reporter iforbindelse med årets sommermarked d. 21. juni.

Som altid satte vejret sit præg på dagens begivenheder,men der var også mange andre.

oplevelser, der bød sig til for de besøgende.

Tekst: Annihjaleena | Foto: Thomas Pedersen

Dette lille intermezzo gjorde sit ind-tryk på mig. Nogle minutter i det mindste. Så trak de mange boder min opmærksomhed til sig.

Patchwork, lertøj og strikvarerDer var megen variation i indholdet hos de forskellige boder. Grafikholdet havde en fin udstilling af indram-mede værker ved siden af deres salg. En bod havde yndige patchworktæp-per, en anden unikke lervarer i form af skåle med låg, mange firkantede med flotte mønstre, der var bl.a. også et stort rundt fad, meget flot i en rød-brun farve, som gav mig associationer i retning af et bellisblomsterhoved i sin form.Der var strikkede og syede varer til salg, der var ting, som nærmest havde været skrot, som nu bar’ var flot’. Der var planter opvokset i hjem-bragt grønt affald (forinden dog for-

vandlet til kompost af fineste kvali-tet); jeg så en lykkekløver, hvis lyse-røde blomster og grønne blade med mørkviolet center - som kunne spises. Rabarberne i en stor rund beholder var lange og røde og så særdeles ap-petitlige ud.Underholdning skal der da til på et-hvert ordentligt marked. Ligeså her. I gården spillede et orkester (under teltdug, for en sikkerheds skyld). ”Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig”, (forfatte-rens bemærkning!) Omme bag hånd-arbejdshuset sang koret bl.a. ”Kom maj, du søde milde”, og diverterede desforuden med en italiensk sang, hvilket tydeligt fremgik, da alle kunne høre, at den var blevet oversat til dansk.Der skulle være danseforestilling i gården klokken halv tre. Gad vide, hvordan det gik? Godt, er jeg sikker

Sambaorkestret Mariposa sluttede dagens omfattende musikprogram med et forrygende optog.

10 Kofoeds Avis | september 2014

Page 11: Kofoeds Avis september 2014

Sommermarkedi al slags vejr

Annihjaleena fra holdet i kreativ skrivning meldte sig som reporter iforbindelse med årets sommermarked d. 21. juni.

Som altid satte vejret sit præg på dagens begivenheder,men der var også mange andre.

oplevelser, der bød sig til for de besøgende.

på, men jeg tænkte mere med hen-blik på vejret. Jeg kunne desværre ikke blive og overvære det.

Sælskindsfutter, mad og drikkeSkindsystuen havde udstillet produk-ter fremstillet fortrinsvis i sælskind, men også ulve- og kaninskind var an-vendt. Det hele udstillet på en for-længst pelset isbjørn, hvis store ho-ved med sine farlige tænder var det første man så, når man trådte ind. At det ikke lige er årstiden, hvor man tænker på at købe vanter eller lunt fodtøj afholdt os ikke fra at under-søge varerne med eventuelt køb for øje. Det bliver jo vinter igen, og så-dan et par sælskindsfutter med blødt brunt for kunne nok være sagen i et fodkoldt hjem som mit. Min pekuni-ære situation afholdt mig desværre fra at erhverve mig et sådant par. Jeg måtte nøjes med at nyde dem med

øjne og fingre, så det gjorde jeg. Længe. Uden mad og drikke… som man siger. Der var adskillige boder med varme og kolde drikkevarer, samt ernæring i alskens variationer. Café Himmelblå var i dagens anled-ning flyttet tre etager ned, og der var en laaang kø af folk, som måtte have stillet deres sult.

Genbrugsmusik og borgerserviceEn ting, jeg ikke tidligere har set, var gamle grammofonplader; jo selvfølge-lig har jeg set gamle grammofonpla-der, men disse kunne umuligt spilles, da de vist havde været igennem en form for varmebehandling, for nu fremstod de som skåle og fade med glatte eller buede kanter. Temmelig kreativt og en ganske morsom måde at genbruge musik på. Borgerservice var repræsenteret. De stod ved deres lille vogn og store skilt. Vi skal jo fra

1. november i år vænne os til at ’tale’ med en computer, hvis vi vil kommu-nikere med kommunen. Borgerservice har dog ikke til hensigt at forsvinde ud af vore liv sådan lige med det samme. Ifølge repræsentan-terne på markedet. Det er denne bor-ger i høj grad taknemmelig for, men må vel alligevel hellere se at få lært det der med IT i forhold til kommu-nen, som er mig en god støtte i den daglige økonomi.Medieværkstedet havde sin egen bod med spændende frembringelser. De ændrer jo både adresse (internt) og koncept efter sommerferien, så det skal blive interessant at se, hvad det kommer til at ske der,Og dermed nærmer vi os næste sæ-son, altså her på papiret, så tak for et underholdende og divergent marked fra en glad bruger af Kofoeds Skoles mange og interessante tilbud.

Sundholm United vandt finalen ved sommermarkedets fodboldturnering

Havde der været en pris for kreativ skiltning på Det Sociale Sommermarked, var den utvivlsomt gået til Redesigns bod.

Halløj i blomsterbutikken. På det Sociale Sommermarked kunne man også få grønne planter og andet godt med sig hjem.

11Kofoeds Avis | september 2014

Page 12: Kofoeds Avis september 2014

SKRIV TIL REDAKTIONEN: [email protected]Å KOFOEDS AVIS TILSENDT: Kontakt Kofoeds Skole på 41 73 32 80 eller [email protected]

Magasinpost – UMMID nr.: 42416

Ved betaling via netbank benyt reg.nr. 9541 konto nr. 9118845. Husk at oplyse medlemsnr. eller navn

GIV ET BIDRAG til Kofoeds Skoles arbejde med socialt udsatte kr.

REDAKTION: Thomas Pedersen, Daniel Vedsted, Steffen Dalasgaard og Helle Mors.

LAYOUT: Gitte Bengtsson Medieværkstedet Kofoeds Skole | forside foto: Thomas Pedersen

TRYK: Kailow Graphics. Oplag: 15.300 | Eftertryk tilladt med kildeangivelse | ISSN: 1604-2654 | Red. sluttet d. 22. august 2014

Kofoeds Skole er en selvejende institution, der yder hjælp til selvhjælp til mennesker i sociale vanskeligheder. Skolen arbejder på et kristent og folkeligt grundlag.

KONTAKT Nyrnberggade 1, 2300 København S | Tlf.: 32 68 02 00 – Fax: 32 95 62 17 [email protected] – www.kofoedsskole.dk | Postgiro: 9 11 88 45

Næste blad udkommer

1. december 2014

Vil du være ven med Kofoed?Hjælp socialt udsatte mennesker i Danmark med at finde vejen til et bedre liv. Bliv Kofoed Ven med et fast bidrag på 300 kr. om året og få bogen ”Vejen fra Hjertet” om Kofoeds Skoles sociale arbejde i gave.Som fast bidragsyder får du også Kofoeds Avis 4 gange om året. Din støtte er fradragsberettiget og kan tilmeldes betalingsservice.

Send en mail til: [email protected]

GIV DIT BIDRAG NU

SMS ’KOFOED’ TIL 1245 OG STØT SOCIALT UDSATTE MED 100 KR.

STØT ONLINE PÅ WWW.KOFOEDSSKOLE.DK

BRUG GIROKORTET PÅ AVISEN

Afse

nder

: Ko

foed

s Sk

ole

| N

yrnb

ergg

ade

1 |

2300

Køb

enha

vn S

.