KREJLLOKALHISTORISK TIDSSKRIFT FOR LØGSTØR OG OMEGN

20. ÅRGANG - NR. 2 - NOVEMBER 2OOO

INDHOLD:Kommentar side 18

Svend Knud og Valdemar. Af Valdemar den Store og N.H. Lindhard side 19

LøgsIør bådebyggeri (fortsat). Af Søren Sørensen side 23

Krejls julefortælling. Af Grethe Engemann og Anna Nørgaard......... side 27

Tilnavne. Kælenavne m.m. Af N.H. Lindhard ............... side 29

KREJL udkommer med 4 numre om året, ca. september - november,februar og april. Omfang 16 sider pr. nummer.

Redaktion: N.H. Lindhard.Ekspedition: B alles Boghandel, Østerbro gade, 9 67 0 Lø gstør

Telefon 98-67-15-66' Postgiro 150 4746Årsabonnement: 75 kr.

ISSN 0107-6701 Tryk: Løgstør Bogtryk & OffsetAps.

K,if,RE L/[,SERNr. 2 i en årgang er jo traditionelt medjulekonkurrence. Det er der ikke i år. Vifik bebrejdelser for, at vi allerede havdeet julebillede i septembernummeret.

Det,var en forbytning, så i må und-være det i dette nummer.

Der er ellers en julefortælling medfor første gang, måske ikke helt almin-delig, men nok sand.

Ellers er det en broget samling, der ermed denne gang, så der bliver for-håbentlig noget for de fleste. Det er lyk-kedes at formå Valdemar den Store, atfortælle om, hvordan han blev enekon-ge.

Vi har fået et brev fra Ragnhild Sven-son, P. Lykkesvej 85-l-1ej1.207. 2300København S.

FORSIDEBILLEDET:Det viser nedrivningen afdet hus, som"den bette køvenhavner" boede i. (Seartiklen om tilnavne sidst i nummeret.)Det blev revet ned i 1998, og billedet erfra auglsep. 1998.

KREJLS LÆSERBREV ÅR 2OOO

TIL KREJL

Jeg fik lyst at skrive et lille indlæg.Jeg er født iLøgstør i 1917. Min far

hed Michael Nøhr. Han havde i sin tidChristiansminde samt lystanlægget,som han passede. Jeg rejste ftaLøgstøri 1935, kom i huset hos lærer Munchsdatter, Ellen Jahn Nielsen.

Jeg havde ikke været i Løgstør iman-ge ar, men i maj var jeg med min datterog svigersøn iLøgstør og ville gerne sejeres boghandel. Var inde og købe enbog og kort.

Ja, jeg må sige, Løgstør var megetforandret, men det var hyggeligt og se

byen igen. Jeg har læst artiklen omAnne Grethe Rasmussen om de vildeblomster i Aggersundbakkerne. Der harjeg også været på tur mange gange ogplukke blomster. Ligeså over for detgamle gasværk, hvor vi plukkede Hjer-tegræs.

Jeg håber I kan læse artiklen. Jeg ermeget glad for jeres lille blad. Mangevenlig hilsener.

SVEND,KNUD OG\ALDEMAReller kongemordet i Roskildeeller slaget på Grathe Hede.

I sidste nummer af KREJL blev læserne indviet i dønmarkshistorien, bl. a. iLøgstør. Artiklen var noget uhøjtidelig, men da KREJL gerne vil leve op til sit ima-

ge som "et alvorligt og videnskabeligt korreh" tidsskrift, bringer vi her den rigti-ge historie med kong Valdemars egne ord. Af hensyn til læserne (og redaktøren!) er

sprogetblevetmoderniseret. Altså:

Danmarks Riges Breve.1. Række. Nr. 120.

Roskilde, I157

"I den hellige og udelelige treenighedsnavn. Jeg, Valdemar, af Guds nåde,Danernes konge.

Jeg ønsker, at det skal være vitterligtfor alle, såvel nulevende som fremtidi-ge, at nogle troløse mænd som nød etfestligt måltid og førte venlig tale medmig, pludselig med dragne sværd søgteat gennernbore mig våbenløse mand,jeg som ikke befrygtede noget sådant.

Dog Guds barmhjertighed var udenende; uden hjælp fra nogen beskyttededen mig og udrev mig magtfuldt midtiblandt de bevæbnede skarer.

Forrædernes anslag blev såledesgjort til intet, og efter at have samletalle menedere, oprørere og forbrydere,af hvilke der er mange, greb de atter tilåben krig, hvorved de ville berøve mig

Blodgildet i Roskilde efter Saxo.Tegning af Gudmund Hentze

l9

liv og rige og mit folk dets fred; men da

Gud kæmpede for os, blev de udslettedesammen med forbrydelsens hoved-mand.

Af den grund har jeg, ihukommendeGuds godhed og det løfte, jeg havde af-lag!,på en synode i Roskilde højtideligtog lovmæssigt ved en hellig gaveaktskænket Henrik og hans brødre og deresefterfølgere, som lever i overensstem-melse med cisterciensernes regel, denlandsby, som er min fædrenearv og somkaldes VitskøI, med alt tilliggende tilopførelse af et abbedi i nærværelse afden ærværdige ærkebiskop, det aposto-liske sædes legat, Eskil, der stadfæstededette, sammen med seks bisper, mangeabbeder og hele gejstligheden og folket.

Men for at denne gave altid skal for-blive gyldig og uanfægtet for de brødre,hvem den er givet, har vi stadfæstet denmed kongelig myndighed og med et af-tryk afvort segl og under optegnelse afvidner, hvis navne er disse:

Eskil, ærkebiskop af Lund, Asser afRoskilde, Elias af Ribe, Eskil af Århus,Niels af Viborg, Tyge af Børglum,Osbern af Slesvig, Knud" hertug, oghans broder Buris, Radulf, kongens ka-pellan, Henrik Pallesen, som kaldesHvide, Karl, og utallige andre, som deter for vidtløftigt at opregne."

Forud var der gået, at "Kongen...sendte mænd til Jylland med befalingom at vise abbeden alle de bedste ejen-domme i hans fædrenearv, for at abbe-den kunne vælge en af ejendommene,der var bedst egnet for cistercienseror-denen, som grundlag for et abbedi" oghan "besluttede sig efter moden overve-

Svend Grathe sidder udmattet efter athave tabt slaget kortfør han blev dræbt.

jelse til at vælge ejendommen VitskøI."Da sproget var latin, ville man gerne

også have Vitskøl latiniseret, så detblev: Vitæ schola, altså livets skole!.

Det blev et stort rigt kloster, som be-gyndte på en kolossal kirke, som de

byggede på i flere århundreder. Munke-ne færdedes over det meste af Nord-jylland og samlede penge og varer. Kir-ken var dog ikke færdig ved reformatio-nen.

Hugo Matthiesen beskriver det så-

dan: "Munkene hørte med i Middel-alderens Limfi ordsbillede, enkeltvis el-

20

R. H. Kruses prospelct over Bjørnsholm 1836. Desværre må vi undvære farverne!

ler faalfølge som de rejste fra Gaard tilGaar4 fra Kloster til Kloster, Kirke tilKirke, med Brev og Bud - eller dragen-de i Flok til Fiskerlejerne, hvor travleMennesker rev til sig af Fjordens Over-flod.

Overalt hvor Penge og Varer strøm-mede sammen, fandt Kirken ind; skær-mede af Klostres eller KapellersFredhellighed udfoldede de storeMarkeder sig; ... "Klostermarked" lok-kede store Skarer til de lynggroedeStrandvolde foran Vitskøls Porte.."

Det fik en brat ende ved reformatio-nen, så kongens "evighedsbrev" holdt i400 år. Ganske vist var alt klostergodshjemfalden til Kronen, men de sidste

munke måtte blive boende, så længe de

levede. Den sidste døde sidst i 1560-erne. Så var klosterets saga ude.

I 1573 mageskiftede kongen, Frede-rik d. 2., godset i Vesthimmerland medrigsråd Bjørn Andersen, og det fik så

navnet Bjørnsholm.Der blev snart besvær med vedlige-

holdelsen. Klosterkirken faldt sammenefterhånden og måtte erstattes af en min-dre. Da den var sognekirke for Bjørns-holm sogn, bevarede man den gamlesydmur, og gjorde den til nordmur, og så

byggede man en ny sydmur i gården, så

kirken blev nordfløj til herregården.Det er den, der kan ses endnu i dag.

Kirken fungerede fra 1668 til 1917,

2l

hvor Bjørnsholm sogn blev delt. Ranumkirke var bygget 1909, og Overlade kir-ke blev bygget i forbindelse med delin-gen.

Det gik op og ned med herregården, iden sidste tid mest ned. Den 14.November 193 I kunne Løgstør Avis be-rette:

"Avlsbygningerne til Bjørnsholm ernedbrændt, men det lykkedes at reddeklosterfløjen og hovedbygningenVitskøl Kloster. Ejeren RobertEriksen var ikke hjemme, men der varfamiliefest i hovedbygningerne, dabranden blev opdaget. Brandvæsenetfra Løgstør blev tilkaldt, men havdeuheld undervejs, idet motoren var i uor-den, og turen tog ca. 50 minutter.

En tæt tåge lå over egnen, og manmåtte famle sig frem som i blinde. Detlykkedes ved energisk arbejde at reddealle dyrene."

Robert Eriksen bror, Ole Eriksen,skriver i sine erindringer: "Uden at råd-føre sig med sine egne købte vor faderBjørnsholm og aftrændede vort kæreRanumhjem. Det skulle vor fader aldrighave gjort; han var ikke manden, derBjøns (Bjørnsholm) kunne magte, menkvaler og skuffelser den ham bragte, oguden at spørge os, de ældste børn, solg-te han Bjørnsholm til vores broderRobert, der havde lærereksamen. Dasagde faders venner: Vi har ikke forståetJens Eriksen længe, han sælger sin gårdtil en søn uden penge efter først at havebekostet sønnens seminarielære".

I 1934 var det galt igen, og nu var detværre. "Politiken" skrev 28. okt. 1934:"Ruinerne af klosterkirken er et tavst,men overbevisende vidnesbyrd om,hvad Vitskøl betød. Kirken sank i grus,

nu truer undergangen også hovedbyg-ningerne, hvor cisterciensermunkenesad i flere hundrede år og stovte herre-mænd i lige så mange år derefter.

Det gamle hus vil blive revet ned, ogmunkestenene - de første der blev frem-stillet i Danmark - skal anvendes til op-førelse afen villa og en kostald.

En af vort lands interessanteste byg-ninger skal falde i løbet affå dage. Detkan kun hindres derved, at staten griberind og overtager den; men hidtil harstatsmyndighederne ikke kunnet beslut-te sig til handling."

Så startede seminarieforstander Chr.Høyrup en landsindsamling, som gav20.000 kr. og da staten bevilgede15.000, var pengene til købet reddet.

Staten (eller Københavns kommune),oprettede et ungdomshjem, og gavBjørnsholm navnet Vitskøl tilbage.Avlsbygningerne blev genopført etstykke nord for hovedbygningen

I dag efter en større restaurering erdet blevet kursuscenter med den gen-skabte klosterhave og kirkeruinernesom attraktioner. Kirken bliver bl. a.

brugt til udstillinger.

Det er blevet meget flot, og mon ikkekong Valdemar ville gøre store øjne,hvis han så det?

Valdemør den Storeog N. H. Lindhard

22

LØGSTØR BÅDEBYGGERI1970 - 1gg0

afSøren Sørensen(fortsat)

Inden vi startede på værkstedet var vihver især i gang med at bygge nogle jol-ler hjemme hos os selv. De blev nu hen-tet over på værkstedet og lavet færdige.Den, Peter var i gang med, var til hansbroder Per, som vi senere fik et megetstort samarbejde med.

Den jeg var i gang med var enAalboryiolle, som jeg skulle se at fåsolgt.

Så da dette var ovre, var det rygtedesså meget rundt omkring, at der næstenvar kø affiskere, der ville have os til atbygge Damjoller, lige fta en 20 fod optil26 fod.

Samtidig stod min Onkel og villehave lavet en 2l fods jolle, men indret-tet som lystbåd. En lokal mand skulleogså have en lavet som lystbåd, så vikom ikke til at kede os i de to år, vi hav-de værkstedet ornme bag ved ffret.

Jollerne, vi lavede, kom næsten over-alt på fiorden og længere omkring. Ja,der var snart ikke det sted på fiorden,hvor ikke vi var repræsenteret med enDamjolle. Selv ude på Østkysten, Hals,Aså, Øster Hurup.

Pengesagerne, som det til syvende ogsidst drejede sig om, gik forbavsendegodt. Fiskerne var noget af de mest so-lide betalere, man kunne møde. Mangegange betalte de a'conto længe inden,deres bestilling var påbegyndt.

Det var dengang, det var så modernemed Saab motor i jollerne. Små 6n og tocylindres dieselmotor, som gik fanta-stisk godt, selv under vand, bare de hav-de luftindtag og udstødning oven vande.

Vi blev snart kendt alle vegne for vo-res joller, men der var nu heller ikkenogle som fiskerne, der kunne ladejungletrommerne buldre. Heldigvis tilvores fordel.

Vi var inderst inde godt klar over, atdet på længere sigt ville komme til atknibe med pladsen. Og det begyndte al-lerede at melde sig, da vi skulle køre deførste joller ud afværkstedet.Lystbåd i Vesterhavn.

23

Vi svinger om hjørnet bag furet

Her kneb det gevaldigt med at svingerundt om hjørnet og ud på gaden. Goderåd var dyre, men sammen med smedenfra Vitskøl fik vi lavet en todelt vogn,der kunne dreje på begge sæt hjul.

Så lettede det gevaldigt med at kanteos ud af værkstedet, og da vi så samti-dig kunne købe to meter afnabohaven,som tilhørte den gamle fru Simonsen,lettede det yderligere.

Vi påtog os også opgaven med atbygge den gamle lodsbåd "Hjælperen"om. Det var en lods fra Frederikshavn,Walter Jacobsen, "Walter havnefoged",der ejede den, og nu ville han have denlavet om til lystbåd med den originalegamle rigning, saloner og kahytter, pan-try og hvad vedjeg.

Det var en stor opgave, og for ikke at

skulle rende mellem værksted og hav-nen, fik vi arrangeret det sådan, at denkunne ligge lige neden for værkstedet.Det gik også godt i lang tid men så

pludselig var det slut. En gevaldig for-

24

årsstorm overraskede os, og vi måttehave lodsen til at hjælpe os med atslæbe "Hjælperen" op i Vesterhavn.

" Hj ælp eren " v ed udrus tnings kaj en

Det var lige ved at ge gah, og ingenform for forsikringer havde vi. Så efterden tur blev båden liggende i havnen.Og vi blev så nødt til at tage turen fremog tilbage. Men færdig med ombygnin-gen blev vi da, selv om det var medmange sværdslag mellem os og skippe-fen.

Der var visse ting, som opstod ogikke helt var, som vi syntes og modsat,men det endte da altid me{ at vi blevenige om tingene.

Vi kom da noget omkring. Så ud tilden ene og så ud til den anden for at se

på både og hente fiduser efter, hvad an-dre lavede. Det var med til at give os

kendskab til andre fiskere i de forskelli-ge havne. hvad gavnede vores images.

Sådan gik der to åq og det var ikkesmåting, vi fik produceret på den ti{men det var også nogle lange dage, selv

I

j

II

I

lørdage og mange gange søndage. Ferievar der ikke noget, der hed.

Vi havde vel nok landets mest apartefrokoststue, nemlig et lille lysthus, derstod på et par jernbaneskinner, som ra-gede ud over fiorden.

Men det kom til at knibe mere ogmere med pladsen. Der kom jo mere ogmere til i form af værktøj og andre hjæl-peredskaber, og der var en tendens til, atjollerne skulle være større og større. Så

hvad skulle vi gøre?Det med at bygge nyt værksted var

utopi for os, og det ville så resultere i, atvirksomheden ville ekspandere, og detvar ikke meningen, for så vidste vi godt,hvad det kunne ende med.

Næe, det vi var interesseret i, var enlille virksomhed" som var uafltængig afandre, og økonomisk afen sådan karak-teq at vi kunne dreje nøglen om og gå

derfra uden at skylde nogen noget. Somogså viste sig, at det lykkedes, den dagvi lukkede efter tyve års virke.

Nå det var et sidespring, det var detmed pladsen. Som altid så ordner tin-gene sig.

Løgstør Skibsbyggeri disponeredeover den store bedding, men brugte denaldrig. Den lå bare hen til ingen nytte,og da vi havde et behov for at kunnetage både på land syntes vi, at det varpassende, at vi overtog beddingen ogværkstedet der, men det var udelukket.

Så det endte med" at vi gik til borg-mesteren, Worm Nielsen, og forelagdeham sagen. Selve pladsen tilhørte jokommunen. Han var meget positiv, oginden der var gået en uge, var sagenklar, og vi kunne overtage beddingen.

Så det blev til, at vi købte bygninger-ne, en båndsav og det elektriske anlæg

af Løgstør Skibsværft for, jeg mener detvar 10.000 kr.

Vi stod nu med en bedding uden vognog motor til spillet. Det var blevet af-monteret, for at bruges andetsteds. Så

nu var det bare om at få det etableretigen.

Spillet var stort i dimensioner. Dervar en meget stor udveksling, da det varberegnet til at trække store fragtskibeop. Så da vi havde etableret det, vistedet sig, at det tog ca. ti minutter at haleop fra to meters vanddybde, og til dethang i stop-stroppen.

Beddingen med to havbåde

Nå, men en ny vogn hjalp smeden iVitskøl med at lave, og en gamrnel el-motor fandt vi i et firma i Aalborg, også var vi klar til atkøre.

Ind imellem alt dette lavede vi bådentil Peters broder færdig, så han kom tilat indvie beddingen med sit nye skib.Det skulle have hjemsted i Munkebo på

Fyn, hvor han dengang boede.

II

25

Men nu stod vi der med et gammeltpakhus, som vi skulle se at få aftrændet.Det var ikke bare noget, vi gjorde, så vifik den gamle borgmester, nu ejen-domsmægler Vagn Bro, tll at prøve på atfå det solgt.

I mellemtiden puklede vi videre medlidt efter lidt at ffi indrettet det nye sted.Vi havde som sagt Pers båd stående idet gamle værksted. Den skulle nu flyt-tes op i beddingsværkstedet og lavesfærdig.

Trælager skulle flyttes, så det varikke sådan bare lige til. Men færdig blevvi da, så produktionen kunne fortsætte,så måtte alt det andet komme efterhånd-en.

Vi havde fået os en arbejdsdreng,nemlig Peters søn, Jørn. Han kom hverdag efter skoletid og stod og legede medat snitte modelskibe, og ind imellemrende i byen, eller på anden måde hjæl-pe til.

Han var altid villig, så det endte med"at han kom på lønningslisten. Det vilsige, at det var uden om skattevæsenet,så vi bar udgiften på vores kappe. Så vividste godt, hvor det bar hen, når hanengang skulle ud af skolen, nemlig ilære hos os, og det viste sig også, at hanvar den fødte håndværker.

Men en dag stod der en fisker ovrefra Slettestrand inde på værkstedet ogspurgte, om vi kunne bygge ham enhavbåd over til kysten. Det var noget afen opgave, vi anede dårligt, hvordan ensådan så ud. Men enden på legen blev, atvi ville kikte på det.

Men hvor fik vi tegninger fra? Detvar en helt anden sag, det fandtes ikke,så vi tog op til Vorupør for at snakkemed et par af de gamle bådebyggereder.

26

Vi regnede med at hale nogle fiduserud af dem, men nej, der var lukket. Ikkeså meget som et lille tips kunne vi få,hvad der skuffede os meget. Vi ville daikke tage brødet ud af munden på dem,da de varholdt op med at virke for man-ge år siden.

Nå, men nordvestjyderne er nu en-gang anderledes end andre. Den erfa-ring giorde jegiøvigt mange gange si-den hen.

Så der var ikke andet end at tage tom-mestok, målebånd, papir og blyant ogbegive os over på stranden og begyndeat måle en eksisterende kutter op. Etstort stykke arbejde, men det kunnelade sig gøre, hvorefter Peter med derids, der var lavet, tegnede en linieteg-ning og et spanterids op, som vi så kun-ne lave en opsnøring efter, og dermedbyggeskabeloner.

Så da vi var nået dertil, kunne vi så

småt begynde at måle op, hvad der skul-le bruges af byggematerialer.

(fortsættes)

KREJL S JULEFORT,IILLING

af Grethe Engemannog Anna Nørgaard

JULESTORMEN 1923.Juleaften vil længe blive husketfor den storm, som for over landet.

Om morgenen var der en lillesnestorm. Men op ad dagen løjedevinden af. Ved middagstid var derblikstille, og solen lagde sit gyld-ne skær over det snehvide land-skab. Det tegnede til et sjældentfint julevejr.

Sidst på eftermiddagen rejstesig en hurtig storm fra nord" derved sekstiden var vokset til orkanog forårsagede en voldsom sne-

ffgning. Stormen varede hele nat-ten, men var voldsomst før mid-nat. Den forårsagede en hel ræk-ke ulykker over hele landet.

I Løgstør slukkedes alt elek-trisk lys kl. godt seks. Grundenvar, at det øverste af en brædde-stabel på Løgstør havn blev blæstud over luftledningerne, som såbrændte sammen og faldt ned.

Brædderne blæste over gaden,hvor de med voldsom kraft ramteinspektør Badstues ejendom, somfik slået store huller i taget, lige-som ruderne blev slået ind. Slag-teriarbejder Krogstrup, der med

sin familie boede i huset, blev ind-kvarteret hos hr. Badstue.

Ledningerne kunne man ikkereparere, før stormen var ovreførste juledag.

Bilejer Jesper Nielsens storerutebil satte sig fast i Kornum, ogpassagererne kom til fods og i me-get ynkelig tilstand tllLøgstør.

Løgstørbanen blev også stop-pet. Toget kom til Aalestrup, ogtoget sydfra kom heller ikke læn-gere, men passagererne blev ind-kvarteret. Nibe-Hvalpsund togethavde et ekstra stop mellem Farsøog Holme. De skulle tilbage ogtage tilløb.

Men da toget holdt, troede enAalborgdame, som skulle på jule-besøg hos en gårdejer Chr. Hol-me, at man var fremme, så hunstod ud. Toget kørte så frem igen,og først senere blev man klar over,at hun var stået af.

En eftersøgning blev sat i gang,men hun blev først fundet om mor-genen i banegrøften, frosset ihjel.

Mere heldig var Niels Chri-stensen, der var kommis i Farsø.Han ville gå til sit hjem i Vognsild,men for vild. Han kom til en stak,som stod på marken. Der boredehan sig i 1æ, men var ret forkom-men, da han blev fundet.

Ån 2ooo

ALLLLLLLLLLLLLL27

I Ulstrup sogn blev vejret også

en trist oplevelse. Mange folk vartaget i kirke i det fine vejr, og in-gen tænkte på, at de ikke skullekomme hjem til juleaftensmaden.

Men da gudstjenesten var forbi,havde vejret ændret sig, så mangeældre og også andre, som havdelangt hjem, måtte ty ind i præste-gården til præsten eller forpagte-ren. Det blev så til en ekstra ind-kvartering og juleaft ensnadver.

Sent på aftenen, da vejret bed-redes lidt, tog nogle hjem, menflere ældre måtte blive nattenover.

I de mange hjem, hvor der varnogen i kirke, der ikke kom hjem,blev det en trist juleaften, da detikke var muligt at få meddelelserigennem.

I Salling kirke var der ligeledesgudstjeneste på samme tid. Og da

man skulle hjem, kunne de, dervar nærmest, nok orientere sig. Deder var lidt længere hen fra, varkørende.

De fandt vej, så godt de kunne,sammen med hestene. Og noglekom hjem. Men Kristine og An-ders Nørgaard fra Vejrhøjgård" ogAnna og Jacob Jacobsen fra Brøn-dum, kom hver for sig til Dam-mergård.

De blev også indkvarteret tildagen efter.

Laura Knudsen var også i Sal-ling, men blev hentet af faderen,Chr. Knudsen, Brårup, der ved he-

stenes og egen hjælp kunne onen-tere sig, så de kom hjem.

I Oudrup kirke skulle der væregudstjeneste første juledag. Der-for gik Anders Olsens datter,Marie, sammen med to andre fraBrårup op for at pynte kirken.

Da de ikke kom hjem, samlede

en flok Brårupfolk sig. De lavedeet undsætningshold ved at bindesig sammen med lange reb. Detman var bange for, var det storekærområde med sine vandhuller,der er syd for kirken.

Det kunne være farlig, når manslet ikke kunne orientere sig. Menholdet kom hen til kirken. Der varman klogelig blevet inde.

Juledag havde stormen lagt sig,og solen skinnede over det snebe-gravede landskab.

28

LLLLLLAAALALLLL

TILNAVNE, K,IELENAVNE OG ØGENAVNEHvordan vi kender folk fra hinanden.

af N.H. Lindhard

Det har altid været svært at vide, omdet nu var den rigtige person med et al-mindeligt navn, man havde fået fat i.Hvordan kan man så kende forskel i detdaglige?

Blandt andet med hensyn til kongerog dronninger var løsningen et tilnavn.

Kong Valdemar, der også optræder etandet sted i tidsskriftet, blev kaldt "denStore" for at vi kan kende ham fra Sejrog Atterdag. Han var for øvÅgt søn afKnud Lavard, en af de mindst seksKnud'er i kongeslægten. Og hvad menerI om Erik henholdsvis Ejegod, Glip-ping, Menved Emune, Lam, og så hamder kom fra Pommern og igen gik adPommern til? Nogen har forsøgt atnummerere dem, men vi vil hellere havetilnarznene.

Vi ved ikke meget om, hvad de selvmente om tilnavnene. Mange af dem erførst kommet til meget senere, så de harnok ikke selv kendt dem. F. eks. fikKnud den Hellige først sit tilnavn efter,at han var blevet dræbt i Odense St.Knuds kirke, et tilnavn han ikke fortjen-tel Han blev helgenkåret for at skaffeflere indtægter til kirken.

Tilnavne, eller kælenavne, forekom-mer også meget flittigt blandt den jævnebefolkning, fordi de i ældre tid skiftedeefterna'øno så sønnen af Niels Jensenkom til at hedde Jens Nielsen o.s.v.

Det gjaldt kun for den ældste søn,men de næste havde også temmelig fa-ste navne.

Efter at efternavnet var lagt fast, varder temmelig mange, der hed det sam-me, så man måtte finde et tilnavn, somofte var hjembyen. På den måde komSkjoldborgs far til at skifte fra Christen-sen, for han kom fra Skjoldborg og fiknavnet heftet på som soldat. Johan hedogså Christensen Skj oldborg.

På Rigsdagen var der også problemermed navnene. Der måtte ofte tilføjesden kreds, medlemmet kom fra. En pe-riode var der fire, der hed Poul Hansen,så det blev Poul Hansen, Grenaa,Kalundborg o.s.v.

For at gøre det endnu vanskeligerevar der familier, hvor sønnen fik sammenavn som faderen. I Haderslev var der i1930-erne et firma, der hed Paul Chri-stiansen & søn. Der var tre generatio-ner, der alle tre hed Paul Christiansen,så de blev kaldt gamle Paul, unge Paulog Palle! Så var den klaret.

Ved folketællingen i Løgstør 1797var der i alt 373 indbyggere. Det var tilat tælle på, og det viste sig, at de femalmindeligste drenge- og pigenavne ud-gtrorde 214 af de 373.

Det almindeligste pigenavn var Annai forskellige sammensætninger. Der var44. Det almindeligste drengenarm varChristen. Der var 26. Ellers var dermange Niels, Peder og Jens, og da mannæsten kun brugte fornavnene, kunneder nemt blive forvirring.

Lokalhistorisk arkiv har en anetavle

29

for havnefoged Jacobsen. Den er lavetaf en tidligere lokalhistoriker.

En dag sad en slægtsforsker og stude-rede den, og pludselig sagde han: "Dermå vist være noget galtl Ham, der er no-teret som slægtens stamfader, døde kunfire år gammel".

Det viste sig, at i den lille landsby varder fire af samme navn, og lokalhistori-keren havde grebet forkert i bunken!

Kongerne undgik næsten tilnavne, ef-ter at de fandt på at nummerere Chri-stian og Frederik i en fin talrække, derkun blev forstyrret indtil i dag afen ind-sneget kong Hans.

Ja, helt undgik de det ikke. Christian2., som også regerede i Sverige, fik nav-net "Christian Tyran", på grund af denhårde fremfærd mod de svenske adels-mænd. Så var det hyggeligere medFrederik 7., som blev kaldt "FrederikFolkekær". I Sønderjylland blev Chr. X.til "Kedde kryds", og Frederik IX. til"Fedde jen-kryds"!

De har nok været mere høflige over-for dronningerne.

I Løgstør var det også et problem.Der var forskellige måder at kende folkpå, bl. a. efter deres erhverv.

Det bedst kendte eksempel, er PederKræmmer, Peder Christensen Thorup.Han var stor købmand men kunne ikkelide betegnelsen "kræmmer". Det kunneman heller rl<ke i 1911 , da Søndergadeforsvandt.

Det var meningen at forlænge PederKræmmersgade baglæns til lyskrydset,men det stødte på modstand hos noglehandlende. Så blev Fischersgade for-længet baglæns, og Peder Ktæmmers-gade blev flyttet til Søndergades forlæn-gelse.

Folk brugte som regel fornavnene, ogdet kunne give besvær, når de skullekende forskel på alle Hans Nielsener ogJensener, for der var en del. Men sagdeman Flise-Hans, Køkken-Hans ellerTaxa-Hans, så var der ingen tvivl.

Der var også en Hans Nielsen, somvar hoteldirektør for Mikkelsens Hotelunder første verdenskrig. Han var me-gethøj og blev kaldt Hans Fyrtårn!.

Det var det samme med fornavnetPeder. Der var Peder Tre, som byggededen første tre-etages bygning iLøgstør.Der var også dem, der mente, at navnetkom afP.P. Pedersen. Han var træhand-ler, og navnet gik i arv til sønnen.

Peder Tre (sønnen) var en ivrig ama-tørskuespiller. Her som "Den glade sko-mager".

,5åi:_-;-:--rr,-.--.lk Ih t&rl|r'.t:j:

30

En anden P. Pedersen var vognmandog boede på Sønderport. Han blev kaldtPer Mannepæng', så han har nok haftoverskud. Der var også en PerRigtigmanne pæng, men jeg har glemt,hvad han hed.

Vi må heller ikke glemme Fyr-Petermed brødrene Fyr-Henry og Fyr-William. Der var heller ingen tvivl,måske med undtagelse af Fyr- Peter.Det hed faderen nemlig også. Han vartil gengæld søn af Fyr-Anders, der hav-de til opgave at passe furet på molenved kanalmundingen i Lendrup.

Han boede i det lille stråtækte hus iLendrup. Det ligger der endnu lige vedsiden af "Rørhusene", et nyere kæle-navn!.

Det smittede for øvrigt også afpå æg-tefællerne. F. eks. "Fyr-Peters Elly".

Ejnar Madsen siger vel ikke folk retmeget i dag. Men hvis man tidligere tal-te om "20oÅ", så vidste folk, at det varden Ejnar Madsen, der passede kontoreti Køllgaards korn- og foderstoffirma.

Han gik ofte på restaurant med noglevenner, vistnok bl. a. "Forbavseren", ogdet var dengang normalt, at tjeneren fikl5% i drikkepenge. Det var ikke nok forden fine mand, så han gav alrid 20oÅl

Et kendt indslag i gadebilledet var"Kancelliråden", Chr. Klitgaard. Hanvar født i 1874, blev handelsmand iNørre Sundby og kom tlI Løgstør en-gang i 1920-erne. Han flyttede ind hosfamilien Kjærgaard i Blindebomsgadel. Her boede han, indtil han kom på al-derdomshjemmet, hvor han døde i1966.

Han gik rundt som en slags kolportørog uddelte blade m.m. Tilnavnet er derlidt tvivl om. Nogle mener, det var for-

di han vidste så meget eller fordi hanhavde en smuk håndskrift. I hvert faldvar han et festligt indslag, når han påsine gamle dage gik rundt med tokrykstokke og et uopslideligt humør.

Desværre har vi ikke noget billede afham. Er der nogen, der har?

Før anden verdenskrig var der enhavneassistent, der hed Niels PeterNielsen. Det kunne jo næsten værehvem som helst, så han blev kaldt "Denbette køvenhavner". Ham har vi et bille-de af.

"Den bette køvenhavner". Niels PeterNielsen.

Han boede i et lille hus i Vestergade,som i dag ville hedde Toftegade I 8, hvisdet ikke var revet ned i 1998. Det var så

lavt, at man skulle et trin ned når mankom ind i huset.

3l

Der var ingen tvivl om, hvor hanstammede fra. Det sanune gjaldt "kø-benhavner-mureren". Det øgenavn varså indarbejdet, at det var svært at få op-klaret, hvad han hed i virkeligheden.Han hed A.C. Nielsen, og han boedelige ved siden af Hotel du Nord. Det eri dag Havnevej 36.

Der var også en speciel type. Han bo-ede i en del år i Fjordgade 28 indtil ca.

1963. Når man ville anvise ham arbej-de, afviste han det med ordene: "A er så

skidt tilpas!" Så han gik under navnet

"Skidttilpas". Han påstod også, at hanvar blevet opereret og havde fået indsaten "plasticmaww", så ham skulle mantage hensyn til.

"Honolulu-Laurits" boede i Sønder-gade i det hus, der nu hedder Fischers-gade 26. Hans tilnavn må stamme fra de

skrøner, han har fortalt om sejlads på de

store have.

På landjorden kunne man læggemærke til den betjent, der tit dukkedeop ved store baller, hvis der var optræktil uro. Han var stor, og havde nogle sto-re hænder, som var nok til at skaffe ro.Han gik under navnet "Karl Kusk". Deter usikkert, men sandsynligt, at hans farhavde været kusk. For øvrigt blev hanogså kaldt "Karl-Svenskeme" efter hans

favorit-bandeord: Satan Svenskeme !

På statsbanearealet 1å der først i1890-erne en gård. Den lå, hvor stienfra stationen og havnesporet førte modhavnen. Ejeren hed Michael Mikkelsen,og han var meget påholdende, hvorforhan gik under navnet "Fjet-Michael".

Hvor han flyttede hen, vides ikke,men hans bror, der hed "Post-Mikkel-sen", byggede hus ved Jernbanegade, så

bekvemt, at da posthuset blev bygget,kom han til at bo lige ved siden af!

Her lå "Fjet-Michael"s gård

32