krig og normativitet

Hovedfagsspeciale, Krig og normativitet, Kim Lützhøft Jensen, stud. nr. 20011299, 2009

1

”Krig og normativitet”

Hovedfagsspeciale af Kim Lützhøft Jensen

Stud.nr.20011299

Vejleder: Anders Moe Rasmussen

Institut for Filosofi og Idéhistorie

Afdeling for Filosofi

Århus Universitet

2009


2

Indholdsfortegnelse

Indledning...................................................................................................................3

1. Generelt om krig.....................................................................................................6

2. Norm og beslutning – Carl Schmitt........................................................................9

2.1 Tanker om politik................................................................................... ..9

2.2. Krig og fjende........................................................................................13

2.3. Undtagelsestilstand og suverænitet....................................................... 18

2.4. Opsummering og refleksion.................................................................. 22

3. Mellem norm og anomi – Giorgio Agamben....................................................... 22

3.1. Tanker om politik.................................................................................. 22

3.2. Undtagelsestilstand og suverænitet....................................................... 26

3.3. Krig og fjende....................................................................................... 32


4. Sammenfatning og diskussion af Schmitt og Agamben...................................... 36

4.1. Politik og krig........................................................................................ 36

4.2. Krig som en undtagelsestilstand............................................................38

4.3. Den legitime krig...................................................................................42


5. Praktisk applikation – Hiroshima og Nagasaki.................................................... 46

5.1. Krigens situation sommeren 1945......................................................... 46

5.2. Baggrundene for nedkastningerne af atombomberne................ ........... 46

5.3. Atombomben: Symbol på krigen, der totaliserede sig?........................ 48

5.4. Atombomben: En handling i en undtagelsestilstand?........................... 50


6. Krig og undtagelsestilstand – reflekterende opsummering på specialet.............. 55

Konklusion og afslutning......................................................................................... 60

English summary...................................................................................................... 63

Litteraturliste............................................................................................................ 65


3

Indledning

Hvis man kigger på Verdenshistorien, vil man se, at den er fyldt med krige. Imperier er blevet

skabt ud fra krige, og de er gået til grunde pga. krige. Man har udkæmpet krige for idealer, religioner,

ismer etc. Man har kæmpet for overlevelse og endda nogle gange blot for eksistensens skyld. Ofte

har krigene ikke handlet om andet end profit, hvad enten det har drejet sig om plyndring eller tribut.

Hele civilisationer har været bygget op omkring krig, og mere ofte end tit har kulturer set krigeren

som det eftertragtede ideal. Krig kan således siges på mange måder at have været primus motor for

menneskehedens historie.

Krig har ofte været fulgt af en eller anden form for regelsæt, der tit har hængt sammen med et

æreskodeks. Men for de fleste mennesker er krigens realitet kommet som et chok, når de endelig har

stået ansigt til ansigt med den. Vi skal dog helt op til det 20. århundrede, før krigens faktiske tilstand

– ved hjælp af den moderne medievidenskab – er kommet ud til den brede befolkning frem for bare

at være eksklusiv for de kæmpende soldater. Sammen med den effekt industrialiseringen har haft for

krig, hvorved det er blevet yderst effektivt at slå ihjel i stor skala samt, at drabene er blevet mere

upersonlige, fordi de ofte er blevet udført fra lange afstande, har det bl.a. betydet, at krigens normer

har skullet tages op til revision. Fra slutningen af det 19. århundrede begyndte man at udarbejde

egentlige konventioner for krig, som man baserede på tidligere tiders traditioner. Spørgsmålet er blot,

om der kan siges at være en forbindelse mellem 'krig' og 'normativitet', således at det er muligt at

forskrive regler for krig, eller er hele idéen om krigskonventioner ikke andet end en illusion? Kan

man finde en sammenhæng mellem 'krig' og 'normativitet', eller er de to begreber inkompatible?

For at nå frem til et svar på denne problemstilling er det nødvendigt at se på flere aspekter. En

fyldig gennemgang af normativitet som en etik-filosofisk gren finder jeg unødvendig, da det blot vil

stjæle opmærksomheden fra den egentlige problemstilling uden at bringe noget til undersøgelsen.

Generelt vil jeg se begreberne 'lov', 'regel', 'konvention' og 'norm' som fire alen ud af samme stykke.

Til gengæld vil et godt sted at starte være at se på begrebet 'krig', men for at undgå at dette kommer

til at fylde for meget, holder jeg mig her til de tre klassiske tænkere Hobbes, Locke og Clausewitz,

hvis tanker ang. krig jeg bruger gennem specialet.

Som mine primære filosoffer har jeg valgt at gøre brug af Carl Schmitt og Giorgio Agamben,

da disse to arbejder med mange af de samme begreber og ofte lidt på samme vis, men alligevel på en


4

forskellig måde, hvorfor deres tanker supplerer hinanden ganske godt.

Carl Schmitt (1888-1985) var en konservativ tysk politisk tænker, der havde sin litterære

storhedsperiode i 20erne og 30erne. Af hans store forfatterskab har jeg udvalgt de tre hovedværker

”Politische Theologie”, ”Legalität und legitimität” samt ”Det politiskes begreb”. Hovedsageligt

foretrækker jeg at læse værkerne på originalsproget, men dansk ligger forholdsvis tæt på tysk, så da

det var muligt at skaffe den sidste bog i en dansk oversættelse, valgte jeg at benytte denne udgave.

De to andre har jeg læst på originalsproget.

Den italienske filosof Giorgio Agamben (f. 1942) derimod er en nyere og mere liberalt

orienteret politisk tænker. Af hans værker har jeg primært set på ”Homo Sacer: Sovereign power and

bare life” og ”State of Exception”, som må siges at være hans to hovedværker, men jeg har suppleret

med ”The Open” samt hans korte artikel ”Beyond human rights” fra samleværket ”Cities without

citizens”. Da jeg ikke kan italiensk, har jeg læst Agamben på engelsk. Et nøgleord hos disse to

filosofer er begrebet 'undtagelsestilstand', som er en tilstand, hvor normerne på den ene eller anden

måde ikke gælder, men som alligevel ikke er en tilstand af kaos. Hvis jeg således kan finde en

forbindelse mellem krig og undtagelsestilstand, har jeg dermed fundet linket fra 'krig' til 'normativitet'

eller mangelen på samme.

Jeg gennemgår Schmitt og Agamben én af gangen, hvorefter jeg sammenfatter og diskuterer

dem i forhold til problemstillingen. Problemet ligger i, at ingen af dem eksplicit arbejder med

krigsnormativitet, men jeg fandt alligevel deres filosofi yderst kompatibel med det. Men dette aspekt

betyder dog, at det fra tid til anden kan virke som om, at jeg bevæger mig lidt langt væk fra min

egentlige problemstilling. Men dette er på ingen måder tilfældet. Der foruden vil jeg efter hvert kapitel

inkludere en hurtig opsummering og refleksion, hvorved jeg sammenfatter mine undersøgelser med

problemstillingen. Jeg har valgt at tage et case study med, hvilket bliver atombombningerne af

Hiroshima og Nagasaki ved afslutningen af Anden Verdenskrig, som jeg vil se på i forhold til mine

undersøgelser. Valget af dette case study har to formål. For det første vil jeg behandle case studiet

som et slags tankeeksperiment til en yderligere analyse og diskussion af mine undersøgelser. For det

andet skal det ses som en praktisk anvendelse af mine undersøgelser på noget reelt. Filosofi har en

tendens til at blive opfattet som højt hævet over den virkelige verden, fordi filosofi er meget teoretisk.

Men jeg er af den klare formening, at vi som filosoffer skal kunne gøre brug af vores kunnen på reelle

sager. Mit hovedfag er filosofi, så jeg skriver filosofi, men mit sidefag er historie, hvilket naturligvis

kommer til at skinne igennem i min gennemgang.


5

Disse fire kapitler udgør så kernen i mit speciale. Før jeg når til den egentlige konklusion, er

det min plan at reflektere over mine undersøgelser, især med henblik på at at vise min opgaves

relevans.

Jeg fandt Schmitt forholdsvis let at læse og forstå selv på tysk, hvilket er grunden til, at jeg

ikke syntes, at det var nødvendigt at bruge sekundært litteratur til ham. Agamben derimod var en

mere kompleks filosof, hvilket er grunden til, at jeg fandt det hensigtsmæssigt at få en anden

indgangsvinkel til ham. Til dette formål var Rasmus Ugilt - der er ved at udarbejde en dansk

oversættelse af ”State of Exception” - flink at låne mig Efterskriftet til sin på det tidspunkt endnu ikke

udgivet oversættelse.

Som supplement inkluderer jeg fra tid til anden nogle tanker fra en klassiker fra

filosofihistorien. Primært drejer det sig om Thomas Hobbes' ”Leviathan”, John Lockes ”Two Treatise

of Government” samt Claus von Clausewitz' ”Om krig. Men jeg har desuden inkluderet visse pointer

fra andre filosoffer uden, at det dog bliver reduceret til ren name dropping. For at få et klart overblik

over temaet har jeg læst samleværket ”The ethics of war”, som er en præsentation af de primære

filosoffer indenfor emnet samt uddrag af deres hovedværker. Den går lige fra Platon til Kofi Annan.

Jeg har endt med ikke at have gjort særlig meget direkte brug af den, men den har været god at læse

som en slags basis for mit arbejde, hvilket er årsagen til, at jeg har valgt at nævne den her i min

indledning. Da mit speciale er en filosofiopgave og ikke en historieopgave, har jeg fundet det

unødvendigt at bruge mere end én bog om Hiroshima og Nagasaki atombombningerne. Til dette

formål har jeg læst Dennis Wainstocks ”The decision to drop the atomic bomb: Hiroshima and

Nagasaki: August 1945”, der giver et godt indblik i sagen. Derudover har jeg bl.a. kigget lidt på

krigskonventionerne (Haag og Geneve), men uden dog at dykke for meget ned i dem.

Mit speciale er således en tematisk opgave med henblik på at finde en mulig forbindelse

mellem norm og krig. Den skal hverken læses som en historisk eller en politologisk opgave, men som

en filosofiopgave, der dog går en lille smule ud over sit eget felt. Generelt vil jeg komme med det

filosofiske argument først, for derefter fra tid til anden at illustrerer det med et historisk eksempel,

hvis jeg finder det hensigtsmæssigt. Undtagelsen her er dog mit case study, hvor jeg fandt det gavnligt

først at lave en hurtig gennemgang af de mest relevante historiske baggrunde, som jeg så bagefter

tolkede filosofisk på.

Både Schmitt og Agambens forfatterskab går langt ud over temaet for opgaven, så jeg har

været nødt til at skære i dem og kun tage det med, som jeg fandt relevant for problemstillingen.


6

Projektet er i sidste ende at se på, hvordan og om krig på en eller anden måde kan passe overens med

normativitet. Jeg vil med andre ord forsøge at nå frem til den problematik, der ligger i det, at krig er

en del af den menneskelige eksistens, men alligevel er den en ”unormal” tilstand, som man ofte med

al magt forsøger at undgå.

Her til sidst er det vigtigt at gøre opmærksom på, at jeg ser på krig i en moderne forstand.

Dette ses bl.a. i min gentagne brug af Anden Verdenskrig. Vikingernes forhold til krig kan være et

nok så spændende studie i sig selv, men det er ikke det aspekt, der bliver belyst i min opgave.

1. Generelt om krig

Lige fra oldtiden til antikken og videre op gennem middelalderen og frem til i dag har

menneskets historie været præget af konflikter. Når disse konflikter har været sammenkædet med

vold, har det ofte gået under fællesbetegnelsen 'krig'. En hurtig skitsering af krigsbegrebet vil altid

være ufuldendt, men en større undersøgelse ville i forhold til opgavens tema være spild af tid.

En generel forståelse af begrebet 'krig' er svær at udarbejde, da hver tidsperiode synes at have

sin helt egen form. Under den Peloponnesiske Krig (431-04 f.Kr.) foregik krig mellem

spydbevæbnede borgere i bronzerustninger, der stod i formation overfor hinanden. To et halvt

årtusinder senere sluttede Anden Verdenskrig (1939-45) med kastningerne af to atombomber. Men

der synes ikke at være nogen problemer med at kalde begge disse begivenheder krig, selvom de

umiddelbart virker væsensforskellige.

Krigsproblematikken har optaget nogle af de mest prominente tænkere gennem tiderne.

Allerede Platon (427-347 f.Kr.) anerkendte krigen som en konsekvens af menneskelig samvær, da der

i hans ideelle retfærdige stat var brug for en klasse af krigere ('Auxiliarias'), både i forhold til interne

så vel som eksterne konflikter. Augustin (354-430) så krigen som et nødvendigt onde i den verdslige

verden, og Thomas Aquinas (ca. 1225-74) lavede en tredeling af krigsbegrebet mellem (faktisk) krig,

fejder og optøjer. Men det var først fra renæssancen, at der udarbejdedes en egentligt praktisk

forståelse af krig.

Thomas Hobbes (1588-1679) var som så mange andre filosoffer på hans tid optaget af idéen

om kontrakt (eller pagt) og naturtilstand, som han gjorde rede for i sit hovedværk ”Leviathan” fra

1651. For Hobbes er naturtilstanden det samme som en krigstilstand med potentielt alles krig mod


7

alle (ment som alle personers krig mod alle andre personer). Selvom der ikke nødvendigvis behøver

at være direkte kamphandlinger, så ligger muligheden altid til stede. Alt andet vil så være en

fredstilstand.1 Pga. frygt for alle andre mennesker går man sammen i samfund via indgåelse af en

pagt og opgiver dermed den fuldkomne naturfrihed (dvs. friheden til at gøre, som man vil) til én

suveræn, mod at man opnår beskyttelse, hvilket kommer frygten til livs. Hobbes så ikke denne

krigstilstand som en aktuel historisk periode, men tænkte den som et tankeeksperiment med det

formål at opnå en større forståelse af den politiske magts funktion, nemlig ved at forstille sig en

tilstand hvor den ikke er til stede. Dermed bliver hans tanker lette at overføre på det internationale

samfund, hvor staterne indbyrdes forhold ofte er set som en tilstand af alle mod alle. Krigstilstanden

i Hobbes' terminologi kan således let føres over på det internationale samfunds præmisser, med en

række uafhængige staters indbyrdes interaktion, hvor hver enkelt stat altid forsøger at tjene sine egne

interesser med alle de midler, der er til rådelighed.2 Dette bliver især interessant, når man ser på det i

forbindelse med (mere eller mindre) suveræne staters indbyrdes forhold.

Hvis suverænitet skaber intern fred, må det nødvendigvis skabe ekstern anarki, når de

forskellige suveræner handler suverænt i forhold til hinanden.3 Således kan man se den internationale

politik som Hobbes' naturtilstand. Når staterne går sammen i det, man kan kalde internationale

samfundsordninger, er det især pga. frygt for potentiel krig, hvilket er Hobbes pointe. FN er grundlagt

på dette princip, men endte dog med at få en lidt anden betydning, end det oprindeligt var planen

således, at det mere blev til et internationalt forum end til et sted, hvor alle fremtidige ”krige” skulle

afgøres.

John Locke (1632-1704) arbejdede også med begreberne 'kontrakt' og 'naturtilstand', men hos

ham er naturtilstanden ikke det samme som krigstilstanden. Årsagen til dette er, at han ikke så

naturtilstanden som en retsløs tilstand med alles krig mod alle, fordi de naturlige rettigheder -

universal ret til liv, frihed og ejendom - som vi kan begribe via fornuften, allerede er tilstede i

naturtilstanden, selvom der ikke er nogen politisk instans til at beskytte dem. I hans politiske

hovedværk ”Two Treatise of Government” (udgivet 1688) beskrev han, hvorledes den regerende

instans i sidste ende bunder i folkets samtykke eller billigelse. Hans krigstilstand kan godt forekomme

i samfundet, for som han beskriver det: ”The State of War is a State of Enmity and Destruction...” og,

1 ”Leviathan”, s. 70. 2 Således har staternes indbyrdes forhold været tænkt op til Anden Verdenskrig. Efter 1945 er supernationale

organisationer skudt op som paddehatter og har brudt med den gamle forståelse af absolut suveræne stater, Her kan

nævnes bl.a. FN, NATO, EU, etc. 3 ”Sovereignty and the return of the repressed”, s. 5.


8

at det er ”...reasonable and just I should have a Right to destroy that which threates me with

Destruction.”4 Dette giver således en person ret til at dræbe f.eks. en tyv, der forsøger at bryde ind.

Men det er kun i den umiddelbare situation, hvor man føler sig truet på liv, frihed og ejendom, at man

har denne ret på samme måde som, hvis man føler sig truet af et vildt dyr. For denne krigstilstand

gælder kun så længe, selve den fysiske trussel er til stede. I samme nu den er overstået, holder

krigstilstanden op med at eksistere.

Ligesom Hobbes' kan Lockes krigstilstand med lethed overføres til det internationale

samfund. Hvis et land krænker et andet lands uafhængighed, vil man i Lockes terminologi se det som

en ret til at forsvare sig selv og dermed til at dræbe fjenden, men kun så længe den direkte trussel

forekommer, dvs. krigstilstanden ophører, når truslen er borte. Dette passer meget godt overens med

den formulering ang. selvforsvar, der findes i De forenede Nationers Pagt (art. 51): ”Nothing in the

present Charter shall impair the inherent right of individual or collective self-defence if an armed

attack occurs against a Member of the United Nations, until the Security Council has taken measures

necessary to maintain international peace and security. ”5 Det er især interessant at se, hvordan

formuleringen bygger på 'inherent right', dvs. det virker som en pendant til naturret i Lockes forstand.

Den mest kendte krigsteoretiker nogensinde må nok siges at være Claus von Clausewitz

(1780-1831), der i sit hovedværk ”Om krig” (aldrig færdiggjort, men udgivet 1832) beskrev krigen

som et politisk instrument, hvilket han udtrykte med sit berømte citat ”Krig er blot en fortsættelse af

politik med andre midler.”6 Lidt banalt kan man sige, at hvor diplomaten bruger pennen, bruger

feltherren sværdet.

Nøgleordet for Clausewitz' forståelse af krig er mål, for krig har ifølge ham altid et politisk

mål. Dette mål kan ændre sig i løbet af krigen, men generelt er det, at jo større ens mål er, jo flere

kraftanstrengelser vil det koste at få det gennemført (ressourcer, tid, energi etc.). En krig slutter, når

den bliver for dyr i forhold til det satte mål, dvs. når den ene side anerkender, at det ville være billigere

at gå med til sin modstanders præmisser frem for at fortsætte krigen, dvs. opfylde modstanderens mål.

Krig var for Clausewitz ensbetydende med kamp, fordi ”...krig er altså en voldshandling for at tvinge

modstanderen til at opfylde vores vilje.”7 Krigens mål er noget specifikt, men krigs formål er generelt,

nemlig det at gøre fjenden værgeløs, så man kan få sit politiske mål opfyldt. Målet med krigen er altid

4 ”Two treatise of government”, s. 278. 5 http://yale.edu/lawweb/avalon/un/unchart.htm#art51 6 ”Om krig”, bind 1, s. 47. 7 ”Om krig”, bind 1, s. 29.

http://yale.edu/lawweb/avalon/un/unchart.htm#art51


9

et eller andet politisk mål, men krigens essentielle formål er at gøre fjenden værgeløs, og dette er ens

for alle krige. Værgeløs betyder simpelthen, at modstanderen er totalt slået. Men dette er en ideal

tilstand, da de fleste krige slutter, inden det er noget så vidt. For det meste er det nok, at man har bragt

modstanderen i en situation, der er værre end den situation, som udgør opfyldelsen af ens krav.8 Jo

større krav, man sætte sig, jo sværere vil det være at få modstanderen til at acceptere dem, fordi en

videreførsel af krigen i så fald vil være det mindste af to onder. Men derfor er målet under selve krigen

stadigvæk fjendens værgeløshed.

For at opsummere kan man sige, at Hobbes repræsenterer det synspunkt, at krig er en kaotisk

periode, hvor regler og love ikke har nogen effekt, dvs. en ikke-fredspeioder. Når krigen slutter, dvs.

det internationale samfund (re)etableres, træder konventioner og normer i kraft igen.

Hos Locke er krigen derimod et udtryk for retten til at forsvare liv, frihed og ejendom, hvilket

sagtens kan ske inden for rammerne af konventioner og normer.

I Clausewitz' forståelse er krig som et politisk instrument, dvs. blot en anden måde at føre

politik på end ved diplomatiske forhandlinger. Til denne kan både Hobbes' og Lockes krigsbegreber

implementeres.

2. Norm og beslutning – Carl Schmitt

2. 1. Tanker om politik

”Statens begreb forudsætter det politiske begreb.”9 Med disse berømte ord fra ”Det politiske

begreb” (1932) har Carl Schmitt vendt hele den politiske tankegang på hovedet. Normalt i den

europæiske politiske tænkning er politikken set som et resultat af staten, men hos Schmitt er staten

blevet til som en konsekvens af politikken. Schmitt finder det dermed unødvendigt at definere, hvad

en stat essentielt udgør – en maskine, organisme, samfund, fællesskab, etc. – men koncentrerer sig i

stedet om det politiske, som han ser som én sondring ud af mange sondringer i den menneskelige

væren. Hele menneskets væren er netop præget af forskellige sondringer i åndslivet.10 Af andre

8 ”Om krig”, bind 1, s. 32. 9 ”Det politiskes begreb”, s. 51. 10 Ingen tvivl om at Schmitt er inspireret af Hegels dialektik, men en direkte sammenligning mellem de to ville være

farlig, bl.a fordi Schmitt f.eks. ikke ser noget endemål for historien.


10

sondringer kan nævnes sondringen mellem 'god' og 'ond' i det moralske område, mellem 'smuk' og

'hæslig' i det æstetiske, mellem 'nyttig' og 'skadelig' i det økonomiske, etc. I det politiske er det

sondringen mellem 'ven' og 'fjende', der udgør essensen. Dette betyder, at alle politiske begreber skal

ses i en ven-fjende sondring. En nationalstat skal således forstås i kontrast til andre nationalstater –

partier i kontrast til andre partier – idealer i kontrast til andre idealer etc. For politikken har ikke noget

selvstændigt sagsområde, men bliver aktuel, hver gang der sker en ven-fjende sondring. Det være sig

i religionen, æstetikken, økonomien etc. Politikken bliver dermed ”...blot intensitetsgraden af en

mellemmenneskelig association eller dissociation.”11 Hvad, der menes med dette, er, at politikken

ikke i sig selv udgør en eksklusiv sondring som sådan, men blot får sin kraft fra de andre

mellemmenneskelige sagområder. Religion bliver f.eks. til politik, det øjeblik den ene religion

sondrer sig selv i forhold til en anden religion i en ven-fjende sondring (f.eks. katolikker i forhold til

protestanter). Før dette finder sted, er religionen upolitisk. Ikke at det dermed gør politikken

uselvstændig, blot fordi det henter sin kraft fra andre sagområder. Politikken kan nemlig aldrig

begrundes ud fra de andre sagområder, men har sine helt egne begreber. For det er vigtigt i en

forståelse af Schmitt, at sondringen mellem ven og fjende ikke svarer overens med sondringen i f.eks.

det æstetiske eller moralske. Dvs. at vennen ikke nødvendigvis er 'smuk' og 'god', og fjenden dermed

heller ikke automatisk er 'hæslig' og 'ond'. For at illustrere dette kan man sige, at det ikke ligger i

begrebet 'ond', at det også udgør en fjendtlighed, fordi 'den onde' ikke nødvendigvis er min fjende.

Det samme gælder om 'den hæslige'. På samme måde er 'den smukke' og 'den gode' heller ikke

nødvendigvis min ven. Når 'den onde' eller 'den hæslige' bliver min fjende og 'den gode! og 'smukke'

min ven, så er sondringen gået hen og blevet politisk og skal derefter forstås ud fra politiske begreber.

Hvad, der udgør essensen af det politiske, er netop selvbestemmelsen over ven-fjende sondringen.

Uden denne selvbestemmelse ophører en gruppe mennesker med at eksistere politisk – uanset om

deres samlingspunkt er en nationalstat eller et religiøst synspunkt. I praksis betyder dette, at en sådan

gruppering vil falde ind under en anden gruppering, som så i mellemtiden er gået hen og blevet

politisk (eller måske hele tiden har været det, men har ligget i baggrunden), dvs. som har fået en ven-

fjende sondring. For at illustrere dette kan man f.eks. se, at i den vestlige verden grupperer vi os ikke

længere så meget i religiøse ven-fjende sondringer – katolikker vs. protestanter eller kristne vs.

muslimer, etc. – hvilket der tidligere er blevet kæmpet mange og blodige krige over. Det er vigtigt

her at understrege, at Schmitts pointe er, at man netop ikke kan føre egentlige religionskrige (dvs.

krige der kun omhandler religion), fordi de altid vil være politiske. Religionen er blot det, der giver

11 ”Det politiskes begreb”, s. 75.


11

krigen sin kraft ved at ligge til baggrund for ven-fjende sondringen. Jeg vil gøre yderligere rede for

dette i afsnit ”2.2. Krig og fjende”. Men med tiden er ven-fjende sondring gået hen og er blevet

nationalistisk betinget, som vi kender det i dag. Dette er et vigtigt aspekt af Schmitts idéer. For ifølge

Schmitt forskyder de åndelige centralområder sig, dvs. ord og begreber skifter betydning afhængigt

af, hvilket område i det åndelige liv, der aktuelt er det primære. Disse centralområder (eller tidsånder

om man vil) går fra det teologiske til det metafysiske (systematisk og fornuftig videnskab) til det

humanitært-moralske til det økonomiske. Dette strækker sig fra ca. 1500-tallet til 1900-tallet og gør

sig kun gældende i den vestlige verden.12 Østen og andre dele af verden har følgelig haft deres egne

centralområder, men dem nævner Schmitt ikke noget om. Han taler altså ikke om noget alment

menneskeligt med sin egen regelmæssighed. Desuden er det vigtigt at understrege, at bare fordi et

centralområde har forskudt sig, og et andet er blevet det primære, betyder det ikke, at det forrige helt

forsvinder. Det er blot gået hen og er blevet sekundært. Sondringen mellem katolikker og protestanter

eksisterer stadig i dag, men er bare blevet sekundær til den nationalistiske sondring, der er blevet den

primære ven-fjende sondring. Schmitt bruger selv eksemplet med begrebet 'fremskridt', som f.eks. i

det humanitært-moralsk prægede 18. århundrede betød ”...fremskridt i oplysning,... i dannelse,

selvbeherskelse og opdragelse, moralsk perfektionering.”13 I 18- og 1900-tallets økonomiske

tidsalder skal 'fremskridt' nærmere forstås som økonomisk og teknisk fremskridt. Dette er yderst

vigtigt for politikken, da det åndelige centralområde udgør grundlaget for tidens ven-fjende sondring.

Under Trediveårskrigen (1618-48) var grundlaget for ven-fjende sondringen religionen (mellem

katolikker og protestanter), fordi teologien dengang udgjorde tidens centralområde. Den

Amerikanske Borgerkrig (1861-65) skal derimod ses i lyset af 1800-tallets humanitært-moralske

centralområde,14 hvor slaveriet blev afskaffet med vold. Vigtigt for disse to krige er, at de kun på

overfladen udgjordes af teologiske og humanitært-moralske spændinger. Krigenes virkelige

bevæggrunde var helt igennem politiske, hvor politikken blot hentede sin kraft fra tidens sondringer,

mellem protestanter og katolikker i Trediveårskrigen og mellem slavestat og fri stat i den amerikanske

borgerkrig. Faktisk var Trediveårskrigen en konflikt, der afgjorde, hvilken politisk fraktion, der skulle

have magten i Det Tysk-Romerske Kejserrige, og dette illustreres ved, at protestanter ikke kun

kæmpede mod katolikker og omvendt men, at alliancer blev skabt og brudt på tværs af den religiøse

sondring. Den samme politisering kan ses i den amerikanske borgerkrig, der reelt set var en politisk

12 ”Det politiskes begreb”, s. 129. 13 ”Det politiskes begreb”, s. 134. 14 Det humanitært-moralske var i midten af 1800-tallet ved at forskubbe sig til det økonomiske, og det har naturligvis

sat sit præg på borgerkrigen.


12

kamp om centralisering, dvs. mellem nordstaternes føderalisme og sydstaternes konføderalisme. Dvs.

at det var en konflikt om, hvor meget magt centralmagten skulle have. Det, der er ens for de to krige,

er, at politikken blot har hentet sin kraft fra tidens åndelige centralområde.

Hermed er det blevet tydeliggjort, hvorledes det politiske system bliver relativ til tidens

aktuelle centralområde, da ven-fjende sondringen, der udgør det politiske, henter sin kraft fra denne.

Den primære sondring i verden i dag er mellem nationalstater, for vi lever i et verdenssystem inddelt

i nationalstater. F.eks. tænker danskere sig som danskere i forhold til ikke-danskere, hvad enten det

er tyskere, amerikanere, kinesere etc. Og det samme gælder naturligvis også for de andre

nationaliteter.

Men grænserne for den autonome, uafhængige nationalstat er blevet indskrænket siden Anden

Verdenskrig. Den gængse statstype i dag er retsstaten15, som Schmitt beskriver som en statstype, hvor

normer og ikke mennesker hersker.16 Dette betyder, at der ikke er nogen egentlige beslutningstagere,

fordi alle eksekutioner er forskrevet i lovene. Hvis situation A forekommer, er det givet, at man

handler p. Hvis situation B forekommer, er det i stedet q, man gør. Den, der bestemmer p og q er

lovgiveren, som der kun kan være én af – dvs. én af slagsen.

I et moderne repræsentativt demokrati, der udgør den moderne retsstat, som vi kender den i

dag, er lovgiveren en lovgivende forsamling (også kaldet parlament).17 For at dette system kan

fungere, er det et minimumskrav, at folket skal have tillid til deres parlament og dermed til de love,

som parlamentet udfærdiger. Denne tillid må komme af, at parlamentet forskriver love, der svarer

overens med befolkningens samlede vilje, dvs. at folkets ”vilje” svarer overens med parlamentets

”vilje”. Hermed antages det, at folket som enhed er ”godt” og dermed har en ”god” vilje,18 samt at

folket er forenet, så de kun udgør én vilje.19 Og denne kollektive vilje skal være udtryk for folkets

15 Jeg har valgt at oversætte 'Gesetzgebungsstaat' med 'konstitutionel borgerlig retsstat' eller blot 'retsstat', dvs. en stat

hvor lovene er det primære. Schmitt bruger selv en halv side på at redegøre, hvorfor han ikke selv vil bruge

udtrykket 'Rechtstaat' (Legalität und Legitimität, s. 18), da dette udtryk ofte er blevet misbrugt. Men Schmitt skrev i

1930'erne, hvor demokrati blot var én ud af mange mulige og konturrende former for styre (dog den primære), der

tog patent på udtrykket 'retsstat'. I dag forstår vi ikke en retsstat, hvis ikke denne har en eller anden form for fri

forfatning og repræsentativ demokrati, så det skulle være nogenlunde sikkert for mig at bruge dette udtryk alligevel.

Et alternativ udtryk ville være 'forfatningsstaten'. 16 ”Legalität und Legitimität”, s. 8. 17 En lovgivende forsamling kan have mange navne og forskellige opbygninger afhængig af tradition og nationale

følelser, men uafhængigt om man kalder det 'Parliament', 'Assemblée Nationale', 'Duma', 'Reich-' eller 'Bundestag',

'Folketing', 'Congress', etc. og har et eller flere kamre, så indeholder begrebet samme elementer, nemlig en flok

delegerede (for det meste valgte) medlemmer, der sætter lovene. 18 ”Legalität und Legitimität”, s. 26. 19 ”Legalität und Legitimität”, s. 29.


13

følelse af, hvad der er det rigtige eller være udtryk for deres retsbevidsthed,20 dvs. det ideelt set skal

være grundlaget for det, der lovgives om.21 Sagt på en anden måde skal der komme gode love ud af

en god vilje. Lidt banalt kan man sige, at folkets vilje skal være udtryk for Guds vilje i teologiske

termer.22

Men et folk er sjældent samlet i én altomfattende helhed, da den politiske sondring mellem

ven og fjende også etablerer sig selv på mindre samfundsniveauer. Konsekvensen af dette bliver, at

det parti, der udgør majoriteten i en retsstat, kommer til at udgøre staten, fordi det er dens vilje, der

ligger til grund for lovene. Det er det, man kalder ”flertalsdiktatur”, dvs. hvor majoritetens love også

bliver påtvunget minoriteterne, der måske ikke deler majoritetens mening, og derfor heller ikke tager

del i den samlede vilje og følgelig heller ikke nødvendigvis er enige med lovene. J.S. Mill har de

samme overvejelser og hans løsning er en begrænsning af, hvad der kan lovgives om.23 Men til det

argument ville Schmitt blot sige, at en sådan begrænsning ikke er nogen garanti i sig selv, fordi

lovgiveren (dvs. parlamentet) i sidste ende er garanten for lovene, og da lovgiverens vilje blot skal

svare overens med befolkningens (eller retter majoriteten), kan man sagtens forstille sig, at der kan

blive lavet love, som visse dele af befolkningen måske ville være direkte fjendtlige indstillet overfor.

F.eks. ville visse nazister nok ikke være enige i love, der gjorde det strafbart at benægte Holocaust.

Den, der har flertallet bag sig, kan således ikke længere udøve illegalitet.24 Ingen norm kan nemlig

vogte sig selv.25 Blot fordi det er normen i dag at beskytte etniske minoriteter, ved man ikke, hvad

der kan ske om ti år. Måske er majoritetens vilje til den tid blevet mere xenofobisk orienteret, og der

ligger dermed ikke eksplicit i normen en beskyttelse mod sådanne populistiske tendenser.

2. 2. Krig og fjende

Som nævnt ovenfor lever vi i dag i et verdenssystem bestående af nationalstater26, som er et

system, der har udviklet sig gradvist siden 1600-tallet.27 Siden dette system kom til at dominere, har

20 'Rechtbewuβtsein' er et lidt svært ord at oversætte til dansk, fordi det ikke kun dækker over 'retsbevidsthed' i

juridisk forstand, men også en generel følelse af hvad der er rigtigt (dvs. godt), og dermed også af hvad der er

forkert. 21 ”Politische Theologie”, s. 31. 22 ”Politische Theologie”, s. 53. 23 ”On liberty”, s. 63. 24 ”Legalität und Legitimität”, s. 31. 25 ”Legalität und Legitimität”, s. 53. 26 Forskellen mellem nation og nationalstat er flydende, men at udarbejde en klar distinktion finder jeg unødvendig for

specialets tema. 27 I tiden før nationalstaten fremkomst fra ca. år 1800 og fremefter havde man det, der kaldes territorialstaten (eller den


14

krigen traditionelt været forstået som en tilstand mellem stater – og ikke mellem folk. Dette har kunnet

lade sig gøre, fordi staten har haft monopol på det politiske,28 da det i nyere tid har været via staten,

at fjenden er blevet bestemt. Dvs. den potentielle fjende har således været en anden stat, hvor vennen

udgør ens egen stat eller sammenslutning af stater enten som konføderation eller som føderation. Som

tidligere nævnt udgøres essensen af det politiske netop af selvbestemmelsen over ven-fjende

sondringen. Men den moderne sondring mellem nationer er ifølge Schmitt blot konsekvensen af

tidens åndelige centralområde. Dette forklarer ikke, hvad fjenden er for en størrelse.

Lidt banalt kan man sige, at fjenden er den, der ikke er os, dvs. det er en anden gruppering

end vores egen, som vi kan have en potentiel konflikt med. Fjenden er hermed ikke den private fjende,

men det offentlige.29 Dette betyder, at de menige soldater i krig ikke (nødvendigvis) behøver at bære

antipati imod dem, de kæmper imod og, hvis de alligevel gør det, er det irrelevant for det politiske

element i konflikten, dvs. for selve krigen. Som illustration på dette er det værd at bemærke, at det

ikke har været nødvendigt for soldaterne at skulle lave den politiske ven-fjende sondring i selve

kampsituationen, da systemet er så praktisk indrettet, at fjenden har haft en anden uniform på end en

selv og derfor har været let at genkende fra sig selv og ens venner.30 Stephen E. Ambrose (forfatteren

til ”Band of Brothers” om et amerikansk kompagni under Anden Verdenskrig, som senere blev en

succesrig TV miniserie) beskriver, hvorledes tyskerne var den europæiske folkegruppe, som de

amerikanske soldater ”...liked best, identified most closely with, enjoyed being with.”31, hvilket

illustrerer denne pointe meget godt.

Denne distinktion mellem den offentlige og den private fjende er et tema, der går igen flere

gange i filosofihistorien.32 Jeg finder, at Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) fanger det bedst med

citatet fra hans ”The social contract” (1762): ”War is... not a relationship between one man and

another, but a relationship between one State and another... any State can only have other States, and

not men, as enemies...”33 Krigen er dermed ikke en tilstand mellem mennesker som private individer

men mellem (territorial og sidenhen national) stater.34 Hermed forsvinder fokus fra den personlige

tidlig-moderne stat), dvs. statens omfang var bestemt af fyrstens magtområde.

28 ”Det politiskes begreb”, s. 55. 29 ”Det politiskes begreb”, s. 65. 30 ”Det politiskes begreb”, s. 70. 31 ”Band of brothers”, s. 248. 32 Jeg fandt mange referencer til problemstillingen ang. privat og offentlig krig fra filosofihistorien i ”The ethics of

war”, og det ville være tidsspilde at bruge for megen plads på det. Men af de mest prominente tænkere, som har

taget denne problemstilling op, kan nævnes Thomas Aquinas (ca. 1225-74), Francisco de Vitoria (ca. 1492-1546) og

Hugo Grotius (1583-1645). 33 ”The ethics of War”, s. 482. 34 Da Rousseau skrev sit værk, var den moderne nationalstat stadig i sin vugge, men udviklingen var allerede godt på


15

antipati, den enkelte soldat måske kan føle over for sin modstander. Fjenden er blot karakteriseret ved

at være en anden gruppe mennesker, som står i kontrast til ens egen gruppe. Således bliver den

potentielle krigstilstand, som er baseret på en ven-fjende sondring, forudsætningen for det politiske.

Schmitt går ikke i detaljer med, hvad krigen i sit væsen er, men skriver blot, at de politiske begreber

'ven', 'fjende' og 'kamp' alle indeholder muligheden for potentielt at dræbe andre mennesker. Fjenden

dræber vennen og omvendt. Krigen er blot kendetegnet ved den tilstand, hvor det potentielle bliver

reelt, dvs. hvor drabene begynder.35 Hermed går Schmitt imod Clausewitz forståelse af krig, fordi

krigen således ikke blot er et politisk instrument – dvs. karakteriseret ved at være en form for politik,

der er Clausewitz' hovedpointe – men at krigens potentialitet bliver grundlaget for politikken. Uden

krigen som potentialitet kan fjendskabet – dvs. ven-fjende sondringen – aldrig komme til udtryk. Med

andre ord: Uden mulighed for krig – hvor lille chancen end er – kan der ikke forekomme politik.36

Politik og krig hænger således sammen uafhængigt af, hvad der ligger til grund for ven-fjende

sondringen. Dette bringer et vigtigt aspekt i fokus, nemlig at det hermed bliver umuligt at udkæmpe

krige på andet end på politiske betingelser og i forhold til politiske begreber. Krigens primære

kendetegn er fjenden, så en krig er kendetegnet ved, at man altid kæmper mod en fjende og f.eks. ikke

for et ideal. Idealet er blot konsekvensen af tidens åndelige centralområde, men som via ven-fjende

sondringen er gået hen og er blevet politiseret. Når beslutningstagere sætter idealer op for en krig, vil

de altid have en politisk dagsorden. Et eksempel på dette er idealet ”menneskeheden”, der er et ofte

brugt ideal i moderne krige, dvs. ”krige i menneskehedens navn”. Brugen af denne floskel kan have

farlige konsekvenser. Hvis ens egen side – dvs. vennen – udgør og repræsenterer ”menneskeheden”,

så må fjenden som følge heraf udgøre og repræsentere ”umenneskeligheden”. Dermed er fjenden pr.

definition ”umenneskelig”. Menneskelighed er kun noget, man skal udvise overfor andre mennesker,

så hvis fjenden er umenneskelig, følger det heraf, at der ikke er noget i vejen med at udvise

umenneskelighed overfor denne.37 Pointen er, at de moralske begreber 'menneskelig' og

'umenneskelig' bliver politiserede i processen, fordi de kommer til at udgøre en ven-fjende sondring.

En funktion af dette er at have forskellige begreber afhængigt af, om man taler om fjenden eller

vennen. Fjenden bedriver 'terrorbombning'; vennen udfører 'strategisk bombning'. Fjenden forlanger

'krigstribut'; vennen vil blot have 'krigsskadeserstatning'. Fjenden 'besætter'; vennen 'befrier' - og

vej.

35 ”Det politiskes begreb”, s. 68. 36 Det er derfor, at Schmitt argumenterer imod idéen om Verdensstaten, da manglen på ven-fjende sondring og dermed

krig ville føre til det resultat, at politikken helt hører op. (”Det politiskes begreb”, s. 71). 37 ”Det politiskes begreb”, s. 95-96.


16

denne liste er lang.

Hermed bliver legalitet en del af problemstillingen. Hele det moderne nationalstats

verdenssystem forudsætter, at krige kan være legale. Dette er især blevet tydeliggjort med først

Folkeforbundet og siden da med FN - men traditionen er meget ældre. Augustin fangede meget godt

den mentalitet, der står bag. Han var som kristent menneske pacifist, men var dog realist nok til at

anerkende, at krigen er en konsekvens af den jordiske menneskelige væren. Denne erkendelse gjorde

det muligt for ham at sætte standarder for den retfærdige krig, hvorfor Augustin ofte ses som faderen

til den retfærdige krigs tradition.38 Denne tankegang er blevet taget op mange gange op gennem

filosofihistorien og er senest blevet udmøntet i de moderne internationale sammenkomster. Den

primære ideologiske sondring er mellem 'angriber' og 'forsvarer', hvor forsvareren altid er 'den

retfærdige', fordi han blot kæmper for at beskytte sin egen eksistens, hvorimod angriberen således ses

som fredsforstyrrerren. Angriberen, som hermed bliver den 'uretfærdige', bliver på den måde

kriminaliseret. Dermed bliver angriberens krig illegal og – som følge heraf – forsvarerens krig legal.

Denne kriminalisering af fjenden er især blevet relevant i nyere tid, hvor beslutningstagerne i højere

grad end før har skullet tage hensyn til befolkningen og i stigende grad har skullet forsvare deres

krige til et bredere publikum.

Et eksempel på denne distinktion finder man tydeligt hos Locke, hos hvem der opstår en

krigstilstand i det øjeblik, at en person bliver truet på liv, frihed og ejendom af en anden person. Dette

begrundes med, at selvpreservering er en ubestridelig naturlov, og naturlove kommer før samfundets

love.39 Således bliver det legalt at dræbe en aggressor uden videre, som truer ens eksistens, på samme

måde som man har ret til at dræbe et vildt dyr, hvis det truer en.40 Essentielt set ser Locke ikke nogen

forskel på krig mellem nationer og krig mellem enkeltpersoner. Det at dræbe en indbrudstyv svarer

essentielt overens til det at dræbe en invaderende fjende. Krigen bliver dermed kriminaliseret, fordi

'en angriber' svarer overens med 'en tyv', dvs. en forbryder.

Schmitts kritik af dette ville for det første være Lockes manglende distinktion mellem den

private og den offentlige fjende, fordi Locke laver en analogi mellem 'tyv' og 'angriber' - dette aspekt

hos Schmitt har jeg allerede gjort rede for. Men endnu vigtigere for Schmitt er den strafferetslige

38 ”The ethics of war”, s. 70. Denne bog gør en del ud af at pointere, at dette ikke helt svarer overens med

virkeligheden, fordi Augustin (som alle andre filosoffer) har bygget videre på tidligere filosoffers tanker. Men min

pointen er blot, at idéen om den retfærdige krig har gennemsyret den vestlige (kristne) tankegang hvert fald de

sidste 1600 år. 39 ”Two treatise of government”, s. 271. 40 ”Two treatise of government”, s. 279.


17

forståelse af krigsbegrebet, som Locke således bliver talsmand for ved, at fjenden skal kriminaliseres,

for at krigen kan legaliseres.41 Heri ligger der to problemstillinger. Den første problemstilling har jeg

allerede været lidt inde på, nemlig den ang. de forskellige begreber man ifølge ham bruger i forhold

til fjenden og vennen. Schmitt bruger selv eksemplet med Versaillestraktaten42, med hvilken man

ifølge ham forsøgte at balancere mellem etisk patos og økonomisk beregning. Versaillestraktaten var

ideologisk set ment som en fair løsning på Første Verdenskrig, især med henblik på at gøre den til

nationernes sidste, men problemet kom til at ligge i, at dens begrebsvæsen indeholdt iboende

konflikter. Et eksempel på dette er konflikten mellem (det moralske) ansvar for krigen og

krigsskadeserstatning. Krigen var dyr selv for de sejrende parter, så man skulle have Tyskland til at

betale for omkostningerne. Heri ligger den økonomiske beregning. Måden, man gjorde dette på, var

ved at tvinge Tyskland til tage ansvaret for krigen.43 Dette er en moralsk og legal dom. Med

Versaillestraktaten forsøgte man hermed at blæse og have mel i munden. Schmitts pointe er, at denne

polaritet mellem liberal idealisme og økonomisk beregning gjorde det umuligt for Versaillestraktaten

at realisere 'fred' som et politisk begreb.44 Problemet ligger i krigens basale væsen (jf. Clausewitz),

dvs. gennemtrumfningen af egen vilje overfor fjenden, som er motiv for krigen.45 For at kunne få en

politisk fred til at fungere, må fredsbetingelserne afspejle de motiver46, der har ligget til grund for

krigen.47 Med det forvirrende budskab, som kom til udtryk i Versaillestraktaten, må man sige, at dette

ikke lykkedes. 'Fred' er et politisk begreb og skal forstås politisk – ikke idealistisk og økonomisk.

Den anden problemstilling ligger i, at som konsekvens af den moderne tanke om 'ret' og 'uret'

er det således blevet, at hvis noget er legalt, er det begrebsligt ikke 'uret', fordi man blot skal undlade

at kalde det ord, der associeres med uret. Sagt på en anden måde, skal man blot undlade at bruge

udtryk, der har en negativ værdi. Det tyske udtryk 'Recht' betyder både 'ret' i juridisk forstand og

'rigtigt' i moralsk så, det er blevet en del af den daglige tale at tænke 'retsligt' som 'rigtigt' - dvs.

'retfærdigt'. Hermed er overgangen fra det legale til det retfærdige fuldendt. Og alt dette sker blot

41 ”Det politiskes begreb”, s. 155. 42 Afslutningstraktaten for Første Verdenskrig. 43 Første Verdenskrigs udbrud er en svær ting at få styr på, men mange historikere er i dag enige om, at man ikke uden

forbehold kan skyde skylden eksklusivt på Tyskland. 44 ”Det politiskes begreb”, s. 119-20. 45 ”Om krig”, bind 1, s. 29. 46 Clausewitz, s. 54. Det er vigtigt at huske, at Clausewitz gør opmærksom på, at motiverne for krigen kan ændre sig

meget i løbet af en krig i forhold til, hvordan den udspiller sig. Min pointe er blot, at der er motiver, og disse motiver

er betinget af gennemførslen af sin vilje overfor fjenden. 47 Schmitt skriver ikke noget om selve bevæggrunden for en specifik krig, andet end at fjenden udgør en negation af

ens egen eksistens, og denne ven-fjende sondring er relativ til tidens centralområde. Clausewitz har lidt den samme

pointe, nemlig ”...at krigen og den skikkelse, man giver den, fremstår af tidens fremherskende ideer, følelser og

forhold...” (Clausewitz, bind II, s. 718).


18

”...durch ein formales Kunststück...”48. Schmitt skriver godt nok om legalitet i retsstaten, men jeg

mener, at hans pointe sagtens kan overføres til den internationale ret, dvs. til det internationale

samfunds konventioner. Pointen er, at man blot ved at bruge alternative begreber kan gøre noget ellers

illegalt til i stedet at være legalt og dermed retfærdigt. Et eksempel på dette kunne være, da USA

under Cubakrisen i 1962 kaldte deres blokade af Cuba for en 'karantæne' i stedet for at kalde det en

'blokade', fordi en blokade i følge internationale konventioner49 er en del af en krigshandling. På

denne måde fik de retten på deres side.

2. 3. Undtagelsestilstand og suverænitet

Normer er handlingsvejledende, dvs. de ”rigtige” handlinger er bestemt ud fra den normale

måde at gøre tingene på. Sagt på en anden måde kan man sige, at hvis normerne altid siger, hvad der

skal gøres i situationen, bliver beslutningen – om hvad der skal gøres – overflødiggjort. Som tidligere

nævnt skriver Schmitt, at der i den moderne retsstat hersker normer og ikke mennesker,50 hvor f.eks.

love er bestemt af lovgiveren – parlamentet – som repræsenterer majoritetens vilje. Dette betyder, at

handlinger altid bliver bestemt af normer og ikke af beslutning eller befaling. En person befales f.eks.

ikke til at afholde sig fra at stjæle, men det ligger i normen, at man ikke gør det. Bliver man f.eks.

grebet i at stjæle, bliver man straffet for det, for det er den normale fremgangsmåde - jf. man har love

for det. Man beslutter sig således ikke for at straffe en tyv, men det er normen, at man gør det.

Normer vil altid forudsætte en normal situation.51 Negeringen af den normale situation er

følgeligt den unormale situation, dvs. en tilstand hvor normerne ikke længere gælder. Denne situation

kaldes 'undtagelsestilstanden', og dette begreb dækker ifølge Schmitt over en situation med

ubegrænset autoritet, dvs. en tilstand hvor beslutningen gør sig fri af normerne og dermed bliver

absolut52 og derved gjort mulig, fordi der ikke længere skal tages hensyn til normerne. Denne tilstand

står stadig i kontrast til anarki og kaos, som netop er defineret ved at være en tilstand af mangel på

orden, fordi selvom undtagelsestilstanden er en ophævelse af den eksisterende orden, udgør den selv

en orden, bare ikke en retsorden, men en orden beroet på absolut beslutning.

Undtagelsestilstanden udgør netop den tilstand, hvor beslutningen bliver så absolut, at den

48 ”Legalität und Legitimität”, s. 30. 49 Man kan kun føre blokade mod en fjende, hvilket således forudsætter en krigstilstand. 50 ”Legalität und Legitimität”, s. 8. 51 ”Det politiskes begreb”, s. 84. 52 ”Politische Theologie”, s. 18.


19

normale måde at gøre tingene på ophæves. Handling bestemmes nu af nødvendighed og bliver til

egentlig beslutning og bestemmes således ikke længere af, hvad man normalt plejer at gøre, dvs. af

normerne.

Hele problemstillingen med undtagelsestilstanden gør det derfor nødvendigt at undersøge

begrebet 'suverænitet'. En suveræn er den person eller instans, der har absolut myndighed. Begrebet

er nok mest kendt fra Hobbes, hvor en suveræn beskrives som en enkeltperson eller forsamling, som

folket pga. frygt opgiver deres absolutte naturfrihed til via en samfundspagt, så denne suveræn (eller

'Leviathan' som Hobbes kalder det) kan beskytte dem mod alle andre menneskers absolutte

naturrettigheder. Derved bliver naturtilstanden (eller krigstilstanden om man vil – Hobbes laver jo

ingen distinktion mellem de to) ophævet og samfundstilstanden oprettet. Suverænen forbliver således

i naturtilstanden som den eneste.

Schmitts forståelser passer meget godt overens med denne definition, men da han hverken

arbejder med begreberne 'naturret' eller 'naturtilstand', må han bygge videre på den. Dog er hans

grundholdning ligesom Hobbes nemlig, at ”...der Souverän is höchster Gesetzgeber, höchster Richter

und höchster Befahlshaber zugleich, letzte Legalitätsquelle und letzte Legitimitätsgrundlage.”53 dvs.

der er ingen instans, der står over suverænen. Suverænen er pr. definition absolut. Behovet for en

suveræn opstår i ekstreme nødstilfælde, hvor én person eller én instans får den nødvendige frihed til

at handle, hvis statens eksistens er i fare, fordi normerne simpelthen kommer til kort. Normerne kan

nemlig ikke dække alle tilfælde af det menneskelige liv. Der vil altid opstå situationer, som ikke kan

forudses og, hvor man følgelig heller ikke har ”den normale måde at gøre tingene på”. Sagt på en

anden måde har suverænen mulighed for at tage beslutninger, hvilket som sagt ikke er muligt, når

normerne hersker. Det er derfor, at den normale situation må opgives, simpelthen så det bliver muligt

at tage suveræne beslutninger. Suverænen får dermed frie hænder til at gøre det nødvendige, men,

hvad der er endnu vigtigere, han får frie hænder til at beslutte, hvad der er det nødvendige, hvilket

viser det beslutningsmonopol, suverænen har over undtagelsestilstanden, hvilket udtrykkes i citatet:

”...suverän ist, wer über den Ausnahmezustand entscheidet.”54

Undtagelsestilstanden er vigtig at have på plads for at forstå den normale tilstand, fordi

undtagelsen bekræfter reglen,55 og det er ligegyldigt, om det er en naturvidenskabelig, formel logisk

eller retslig regel. Hvad, dette betyder, er, at for at forstå en regel må man se på dens undtagelse. ”En

53 ”Legalität und Legitimität”, s. 10. 54 ”Politische Theologie”, s. 13. 55 ”Politische Theologie”, s. 21.


20

proces kan overhovedet først tænkes som retshandling, når en ret negeres.”56 Dvs. for at forstå retten

må man se på uretten, dvs. se på den specifikke situation, hvor retten krænkes. Sagt på en anden måde

kan man ikke have en normal tilstand uden muligheden for den unormale, dvs. undtagelsestilstanden.

Dette er vigtigt, hvis man ser krigen som en undtagelsestilstand, som dermed bliver den unormale

tilstand. Krig udgør netop en sådan situation, hvor normerne holder op med at gælde, fordi krig er

den unormale situation, hvor fred er den normale. Der er dermed intet rigtigt eller forkert i en krig. I

den normale tilstand er drab forkert og forbudt. Dræber man en person, har man brudt denne persons

ret til liv, hvilket udgør en af de grundlæggende normer i en hvilken som helst moderne retsstat. I

krigen er denne norm ophørt, fordi krigen blot er bestemt af aktualiteten af ven-fjende sondringen og

intet andet, hvilket er dens eksistentielle betydning,57 da alle kriges betydning i sidste ende indebærer

det element at slå fjenden ihjel. Beslutningen om at føre krig ligger hos suverænen, og fordi han netop

har beslutningsmonopol på hele undtagelsestilstanden, kan han beordre folk til at slå ihjel, hvilket

ellers ville være stik imod den gængse norm.

Det er en pointe i den moderne retsstat, at konstitutionalismen forsøger at eliminere

muligheden for en sådan suveræn. Som jeg tidligere har været inde på, så tager et åndeligt

centralområde over for et andet centralområde. Som jeg også har nævnt, overtager det nye

centralområde det gamles begreber men giver dem nye betydninger. Forskydningen i 1700-tallet var

mellem teologien til metafysikken (eller naturvidenskaben). Naturvidenskaben er kendetegnet ved

lovmæssighed. Når noget uforudset og uforklarligt skete i teologien, kaldte man det et mirakel. I

naturvidenskaben svarer miraklet således til undtagelsen.58 Med den naturvidenskabelige metode, der

er vokset frem siden det 18. århundrede, der er kendetegnet ved en søgen efter lovmæssighed, er

undtagelse således blevet et ”fy-ord”, fordi det som det unormale står i direkte kontrast til det normale.

Denne tendens er ført over på retsvidenskaben. Den moderne konstitutionalisme forsøger dermed at

have styr på alle eventualiteter, dvs. have en norm til enhver situation. Dermed skulle suverænen blive

overflødiggjort. Som eksempel kan man forstille sig et tankeeksperiment, hvor nuværende danske

statsminister Lars Løkke Rasmussen proklamerer undtagelsestilstand, pådrager sig hele suverænens

autoritet og annullerer de grundlæggende frihedsrettigheder, der danner basis for hele det vestlige og

dermed det danske værdigrundlag. Denne situation virker jo ganske absurd. Men Schmitt's pointe er

bl.a., at der ikke er nogen garanti imod, at noget sådan ikke kan ske, fordi normerne som sagt ikke er

56 ”Det politiskes begreb”, s. 44. 57 ”Det politiskes begreb”, s. 88. 58 ”Politische Theologie”, s. 44.


21

i stand til at vogte over sig selv. I en nødsituation som f.eks. krig kan det simpelthen blive nødvendigt

at ophæve normerne.

Hermed skabes der et paradoks i forhold til krig, fordi moderne international ret giver

mulighed for krig. For at det kan lade sig gøre, bliver det dermed imperativt at gøre krigen normativ.

Krigen skal således ikke være en del af undtagelsestilstanden, men skal udkæmpes i forhold til klare

normer, dvs. der skal være en normal måde at føre krig på. Et eksempel på dette er de diverse

krigskonventioner (f.eks. Haag og Geneve Konventionerne), som nationerne er blevet enige om. Men

da krig ingen normativitet kan have, bliver dette i sidste ende et umuligt projekt. Selvom man starter

en krig med at overholde visse internationale konventioner, vil en krigs intensivering på længere sigt

overflødiggøre sådanne normer, fordi krig i yderste betydning handler om eksistentiel overlevelse, i

moderne tid forstået som statens eksistens. Som illustration på dette kan man se, hvorledes den totale

krig ligesom kan komme ”snigende”, fordi modstanderne gradvist presser hinanden længere og

længere ud, og krigen derved intensiveres.59 Et åbenlyst eksempel på dette er Anden Verdenskrigs

luftbombekrig. Tyskernes civile bombning af engelske byer gav de allierede påskud for

terrorbombningen af de tyske storbyer – nødsituationen krævede det, fordi man skulle nedkæmpe

Tyskland, så krigskonventionerne, der ellers forbød direkte terrorbombning af civile, måtte

tilsidesættes.60 Desuden kaldte man det strategisk bombning for at give det en legitim klang. Men

hvis man gør op til egentlige tal, viser det sig, at Tyskland i løbet af hele krigen kastede 71.172 tons

bomber mod England, mens de allierede i alt kastede 1.996.036 tons bomber over Tyskland og de

tyskbesatte områder. Det er en ratio på ca. 28 til 1 i de allieredes favør. Ca. 55,8% (1.113.788 tons) af

de allierede bomber var rettet mod tyske byer og trafikanlæg, hvilket kostede ca. 593.000 mennesker

livet. Bare i krigens sidste år, hvor krigen i Europa sluttede allerede i april, kastede de allierede

477.000 tons bomber over Tyskland,61 hvilket udgør ca. en fjerdedel af det samlede antal bomber.

Dette illustrerer meget godt den intensivering, som den totale krig bærer med sig – og alle krige kan

potentielt udvikle sig til totale krige, fordi alle krige er eksistenskampe og dermed nødsituationer.

Den normative krig må således siges at være en illusion.

59 ”Det politiskes begreb”, s. 155. 60 Jeg redegør yderligere for konventionerne ang. luftkrigen under Anden Verdenskrig i ”5. Sammenfatning og

diskussion af Schmitt og Agamben”. 61 ”Anden Verdenskrig”, bind 10, s. 94-95.


22

2. 4. Opsummering og refleksion

Schmitts politiske begreb udgøres af en ven-fjende sondring betinget af en konstant potentiel

krig. Denne ven-fjende sondring får sin kraft fra andre kerneområder i den menneskelige eksistens

og bestemmes af en given epokes åndelige centralområde, der konstant forskyder sig. Fjenden er den

offentlige fjende, der tilhører en anden gruppering end vores egen. Krigens eksistentielle betydning

kan summeres op til at indeholde det element at dræbe andre mennesker i direkte respons til

grupperingens eksistentielle overlevelse, hvilket således gør krigen til en nødsituation, der dermed

kræver, at normerne suspenderes for at gøre den suveræne beslutning mulig. Krigen er den unormale

situation, som således er karakteriseret ved ikke at have normer, fordi alle krige kan eskalere til at

blive totale krige. Ved at de krigsførende stater blot bruger alternative begreber for deres handlinger,

kan de på denne måde give en grad af legalitet, som dermed skal hjælpe til at gøre dem rigtige og

retfærdige.

Ifølge Schmitt gør krigens eksistentielle betydning, at krig aldrig kan være underordnet

konventioner, fordi krig ikke kan være normativ, da den aldrig kan være ”den normale tilstand”, men

altid vil karakteriseres som en undtagelsestilstand. Argumentet om den totale krig viser tydeligt dette.

Dermed bliver hele tanken om f.eks. krigsnormativitet ikke er andet end en idealistisk illusion med

en politisk dagsorden.

3. Mellem norm og anomi – Giorgio Agamben

3. 1. Tanker om politik

Vestlig politik udgøres ifølge Agamben af en sondring; men ikke mellem ven og fjende som

Schmitt skriver, men mellem 'blot liv' og 'politisk liv'. Til belysning af dette arbejder han med to ord

for liv, som han henter fra græsk:62 ”...zoē, which expressed the simple of living common to all living

beings (animals, men, or gods), and bios, which indicated the form or way of living proper to an

individual or a group.”63 Zoē eller det blotte liv64 har mennesket således til fælles med alle andre

62 Grækerne havde ikke et generelt udtryk for 'liv', som de fleste moderne sprog har: 'liv' på dansk, 'Leben' på tysk,

'life' på engelsk, 'vie' på fransk, etc. 63 ”Homo sacer”, s. 1. 64 Jeg har valgt at oversætte 'bare life' med 'blot liv', da jeg synes, det bedst udtrykker det at være blottet for alt

undtagen det faktum, at man er i live. Et alternativ ville være 'nøgent liv'.


23

levende væsner i og med, at det er levende, hvorimod bios eller livsform er forstået som noget, det

varierer fra gruppering til gruppering inden for samme art.65 Denne gruppering kan være et religiøst

fællesskab, nationalitet, etnicitet, etc. Det primære er blot, at grupperingen skal udgøre en bestemt

måde at leve på, en bios, som står i kontrast til andre bios'er. Hermed kommer zoē til at stå i kontrast

til bios, fordi det, at alle mennesker har det til fælles, at de er levende – eller har været det eller

kommer til at være det – er ikke grund nok til, at de automatisk vil blive inkluderet i et givet

fællesskab. Dermed er den politiske sondring mellem zoē-bios, eksklusion-inklusion.66 Dvs. livet i

sig selv er ikke det primære grundlag til fællesskabet. For at forstå dette nærmere, kan man tænke på

det i forhold til dyreverden. Man kan f.eks. forstille sig en forsker i et studie observerer, at en bestemt

ulveart i Europa lever det samme liv – dvs. har samme måde at leve på - som ulve i Kina af den

samme art. Hos ulve (og de fleste andre dyrearter – der er dog undtagelser) er bios (hvis man kan tale

om det i forhold til ikke-mennesker) ens for arten, uafhængigt af tid og sted. Selvom ulve inddeler

sig i grupperingen – ulven er et flokdyr – er den ene floks livsførelse præcis den samme som en

hvilken som helst anden ulvefloks, der udgøres af samme art.67

Mennesket derimod har ikke en ensartet måde at leve på som homogen art (selvom de fleste

antropologer ville hævde, at der er paralleller – dette aspekt vil jeg ikke komme ind på). Mennesket

derimod har en livsførelse, der er relativ til dets livsform i det fællesskab, som det er en del af. Sagt

på en anden måde har mennesket utallige måder at leve på, dvs. det har utallige måder at sondre sig

fra zoē på. Hvor ulve som sagt lever ens, uafhængigt af, om det er ulve i Europa eller ulve i Kina –

eller ulve i dag eller ulve for 15.000 år siden – er menneskets levemåde relativ til den gruppering,

hvori det er inkluderet. Mennesket har fysiologisk ikke ændret sig i hvert fald 75.000 år – eller kun

uhyre lidt – men alligevel er der ikke en ensartet menneskelig livsførelse, man kan pege på uden

forbehold.

Politikken har således altid været karakteriseret af en kontrast mellem blot liv (zoē) og politisk

liv (bios). Men det blotte liv har været inkluderet i det politiske liv netop ved at være ekskluderet fra

det. Sagt på en anden måde kan man ikke have det politiske liv, uden at man samtidig har det blotte

liv som det, der er ekskluderet. En inklusion forudsætter nemlig altid en eksklusion. Dette uddybes i

afsnit ”3.2. Undtagelsestilstand og suverænitet”. Vigtigst lige nu er blot at holde fast i, at det blotte

65 Agamben arbejder også med udtrykket 'livsform' i en vis utopisk kapacitet; men det aspekt af hans filosofi finder jeg

irrelevant for min problemformulering og springer som følge deraf over. 66 ”Homo sacer”, s. 8. 67 Ikke at ulvens bios dermed bliver en zoē, blot fordi alle ulve har ens bios. Det er vigtigt i forståelsen af zoē, at det

netop ikke er liv relativ til én art, men liv som liv, dvs. blot det faktum, at noget er levende.


24

liv er inkluderet i det politiske liv netop via sin eksklusion.

En af Agambens vigtigste pointer er, at selvom det politiske liv altid har indeholdt det blotte

liv, har der historisk set været en skarp skelnen mellem de to ”typer” liv. Denne skelnen er blevet

mindre skarp med årene. Den moderne politik er således blevet til en såkaldt 'biopolitik'68, der netop

er karakteriseret ved, at bios og zoē er blevet umulige at skelne fra hinanden, fordi menneskets

naturlige liv er blevet indblandet i magten.69 Dette betyder, at politikken regulerer flere og flere

aspekter af menneskets liv, som ikke tidligere lå under den politiske magt. Som eksempler kan nævnes

alt fra ernæring – f.eks. sanktioner på tilsætningsstoffer – til forplantning – f.eks. lovgivning om fri

abort eller ej – til almindelig sundhed – f.eks. restriktioner på tobak og alkohol – etc. Sagt på anden

måde er hans argument, at den politiske opgave er gået fra at være ”det gode liv” – dvs.

kvalitetsbestemmelser af liv, hvorved livet får værdi ved en specifik livsmåde (bios) – til langt hen ad

vejen blot at handle om at holde folk i live (zoē), dvs. et forsøg på at få en bios til gøre sig ud for

zoē.70 Som Agamben selv formulere det: ”...[nationalstatens opgave, red.] is a question of taking on

as a [politisk, red.] task the very existances of peoples, that is... their bare life.”71

Politikken opstår det øjeblik, et menneske har magten over liv og død hos et andet menneske,

for som Agamben skriver: ”There is no clearer way to say that the first foundation of political life is

a life that may be killed, which is politicized through its very capacity to be killed.”72 Dette indebærer

muligheden for eksklusion fra selve biosen, dvs. en persons politiske død, hvor man mister sin

politiske status og står tilbage som blot liv. Således er blot liv ikke det samme som simpel naturligt

liv, men er netop karakteriseret af livet, der er udsat for døden.73

Det primære fællesskab i dag er nationaliteten, som en borger ”modtager” som status via sin

fødsel. Dvs. hvis man har danske forældre og bliver født i Danmark, er man pr. automatik dansk

statsborger. Det samme gælder for folk i andre lande. Nationalisme er ikke mere end ca. 200 år

gammel, men udgør et højdepunkt i den biopolitiske udvikling, fordi blot liv er blevet

legitimitetsbærerende. Jeg har danske rettigheder, fordi jeg er født dansk og dermed er dansk

statsborger, der således bliver min politiske status, jf. mit politiske liv. Dvs. blot via min fødsel – som

jeg ikke selv har kontrol over – er jeg blevet underlagt en bios, der samtidig er blevet umulig helt at

68 Agamben låner dette udtryk fra Michel Foucault, men bygger videre på det. 69 ”Homo sacer”, s. 119. 70 ”Homo sacer”, s. 9. 71 ”The open”, s. 76. 72 ”Homo sacer”, s. 89. 73 ”Homo sacer”, s. 88.


25

skelne fra zoē. Ved at lave bestemmelser om, hvem der fortjener statsborgerskab, har man dermed

opnået virkelig magt over det blotte liv, fordi uden den status – af borger i en nationalstat – er man

netop reduceret til blot liv. Nazisterne tog dette til det ekstreme med Nürnberg lovene fra 1935, hvor

borgerskab var noget, man skulle gøre sig fortjent til.74 Hermed fik man to typer borgere i den tyske

stat ”...citizens with full rights and citizens without political rights.”75 Jøderne var den primære

folkegruppe, der mistede deres politiske status og dermed deres politiske liv. Dette kulminerede i KZ-

lejrene. De blev ekskluderet fra bios men inkluderet via deres eksklusion og udgjorde dermed kernen

i sondringen mellem bios og zoē. Denne sondring er så vigtig for den politiske magt, at det blev et af

hovedemnerne for det nazistiske styre – bestemmelsen over, hvem der kunne opnå politisk status og,

hvem der ikke kunne.

Problemstillingen findes den dag i dag. Siden Første Verdenskrig er fødsel/nation forbindelsen

kommet mere og mere i krise. Agamben illustrerer dette med flygtningestatussen. Flygtninge er netop

svære at definere politisk, fordi en flygtning på sin vis er statsløs, men alligevel har en form for

politisk identitet – de opnår visse rettigheder netop ved deres status som flygtning, men ikke via deres

nationalitet, der ellers skulle være den primære status. F.eks. har en flygtning fra krigen på Balkan

den samme (flygtninge) status som en flygtning fra Afghanistan, hvis de kommer til Danmark (eller

et hvilket som helst andet land, der tager imod flygtninge under de internationale konventioner).

Dermed er der ikke plads til det rene menneske i sig selv – en flygtning bliver netop taget imod via

sin status som flygtning og ikke som borger i det land, de kommer fra (og slet ikke fordi det er et

menneske – Danmark tager jo absolut ikke imod alle mennesker). Som kontrast kan man se, at en

turist jo f.eks. beholder sin status som statsborger i det land, han kommer fra, i det land han rejser til.

Flygtningestatussen er desuden en midlertidig status, dvs. en overgangsstatus til flygtningen bliver

statsborger igen – en flygtning kan således siges at være ”mellem nationaliteter”.76 Enten skal de

tilbage til det land, de kommer fra, eller også opnår de borgerskab i det land, de er flygtet til. Man

kan altså ikke ”leve politisk” som zoē alene, men har brug for en bios – flygtning og senere

statsborger. Hele problemstillingen viser, hvorledes det at have politisk status bliver det bærende

element, og hvis man mister den – dvs. bliver reduceret til blot liv – er man ingenting. Jeg vil uddybe

dette i ”3.2. Undtagelsestilstand og suverænitet”.

Agamben bruger selv eksemplet med hjernedødskriteriet for at illustrere, hvordan forståelsen

74 ”Homo sacer”, s. 132. 75 ”Cities without citizens”, s. 5. 76 ”Cities Without Citizens”, s. 7.


26

af blot liv er gået hen og er blevet et spørgsmål om politisk beslutning. Denne problemstilling har to

kerner: For det første handler det om organdonation, da man ved at holde (vegetativ) liv i en hjernedød

person er i stand til at ”høste” organerne meget let. Ved en nyligt afdød person skal organerne

transplanteres inden for yderst kort tid, ellers går de tabt. Den hjernedøde derimod kan holdes i live

på ubestemt tid og bliver således en ”beholder” for sine organer, til de skal transplanteres. Den anden

problemstilling er, at man skal undgå, at lægen, der ”høster” disse organer og derved gør det umuligt

at holde live i den hjernedøde patient – et menneske kan jo ikke leve uden sit hjerte – bliver gjort til

morder i processen. Nøgleordet er 'beslutning' – der ligger en politisk beslutning om, hvad det vil

sige, at 'være død'. Hermed lægger Agamben sig op af Schmitt, hvis suverænitetsbegreb netop var

karakteriseret ved muligheden for at tage en beslutning, som gjorde sig fri af normerne. Og

hjernedødskriteriet er blot én ud af mange problemstillinger, der er blevet politisk bestemt. Et andet

eksempel er beslutningen om liv og død i forhold til et foster, jf. debatten ang. fri abort, dvs. hvornår

livet opstår.. Og der findes mange andre eksempler.

3. 2. Undtagelsestilstand og suverænitet

Agamben arbejder med begrebet 'homo sacer', som han låner fra romerretten. I det gamle Rom

udgjorde homo sacer et menneske, der efter en forbrydelse blev erklæret helligt - sacer. Hvad, der

menes med dette er, at en sådan person hverken kunne henrettes under nogen lov eller ofres som en

del af en religiøs ceremoni. Homo sacer var således fanget i et tomrum mellem verdslig og

guddommelig lov. Men hvis nogen dræbte homo sacer, ville man ikke blive straffet for det. Pointen

er, at homo sacer udgjorde en dobbelt eksklusion, i-og-med han mistede alle sine juridiske rettigheder

samt sin ret til at tage del i det religiøse fællesskab. Men ved det faktum, at han var dømt af

fællesskabet, var han samtidig inkluderet i fællesskabet. Han var således inkluderet netop ved sin

eksklusion. Homo sacer befandt sig dermed i en undtagelsestilstand, en retsløs tilstand der alligevel

på en måde relaterede sig til det normative. Rasmus Ugilt formulerer det som: ”Det, der ekskluderes

fra lovens område er den juridiske person eller det formede liv [bios, red.]. Det, der inkluderes i

lovens område, er det nøgne liv [zoē, red.].”77 Homo sacer mister således sin politiske status – eller

liv – men forbliver dog i det samfund, han er ekskluderet fra, dvs. hans eneste status er det simple

faktum, at han er i live – som ikke er en politisk status. Ved at se på dette fænomen forsøger Agamben

at få hoved og hale i det konfuse begreb 'undtagelsestilstand'.

77 ”Undtagelsestilstand”, s. 148.


27

Først må vi få styr på, hvilken størrelse undtagelsen udgør. Som Ugilt så udmærket har

bemærket, er det vigtigt for at forstå Agamben at holde sig for øje, at undtagelsestilstanden ifølge

ham netop ikke har klart definerede rammer.78 Undtagelsestilstanden udgør et tomrum ved ordenens

suspension, men er ikke – som Schmitt også bemærker – det samme som en kaotisk tilstand.79

Undtagelsen skal altså ses som en inklusiv eksklusion, fordi den er inkluderet i det normale tilfælde,

fordi den netop ikke tilhører den. Undtagelsen er således kun en undtagelse fra dét, den er undtaget

fra og ikke fra noget andet. Atter en gang lægger Agamben sig op ad Schmitt, denne gang ved at se

på undtagelsens forhold til reglen, hvad Schmitt også så på i forhold til det normative. Agamben

bygger videre på det ved at se på forskellen mellem en undtagelse og et eksempel. Hvor undtagelsen

er en inklusiv eksklusion, er eksemplet derimod en eksklusiv inklusion.80 Når eksemplet tages ud af

sin kontekst, får det særstatus, hvorved det bliver specifikt og ikke mere kan siges at være generelt.

Således holder det op med at fungere som en regel. Dermed er eksemplet inkluderet i sin klasse, fordi

det stadig tilhører den, men er ekskluderet netop ved at være taget ud og specificeret. Undtagelsen

derimod er inkluderet i det normale netop ved sin eksklusion. En undtagelse kan således kun forstås

i forhold til den klasse, som det er, den ikke tilhører – ellers kan det jo ikke siges at være nogen

undtagelse, hvis det var for dén klasse.81 Således kan man sige, at det ikke ligge i selve normen,

hvordan den skal anvendes,82 da det som vist ovenfor ikke er nok at tage et specifikt eksempel ud for

at vise, hvordan det skal gøres. Man har brug for undtagelsen for at afgrænse normen og dermed få

øje på dens anvendelse. En regel har strukturen ”hvis, så”, men en sanktion afstedkommer først ved

overtrædelsen af reglen, dvs. først når man kan afgrænse undtagelsen til en klasse, kan man sige, at

denne klasse udgør en regel. Ellers ville det være umuligt at stedfæste, hvornår en regel skulle

betragtes som overtrådt. Dette viser undtagelsestilstanden som den tilstand, hvorpå loven oprindeligt

er grundlagt.

I undtagelsestilstanden forsvinder normen således ikke, men suspenderes blot og mister

derved sin potentialitet. Undtagelsestilstanden skal altså ses som et anomisk rum, dvs. en retsløs sfære

der dog ikke er helt frataget fra loven kraft. Det kan dermed ikke siges at være en naturtilstand i en

Hobbes' forstand, fordi anomien kun fungerer på baggrund af, at der findes noget udenfor anomien,

der er normativt. Loven får således en nærmest mytologisk eller mystisk værdi i anomien. Til

78 ”Undtagelsestilstand”, s. 146. 79 ”Homo sacer”, s. 18. 80 ”Homo sacer”, s. 21. 81 ”Homo sacer”, s. 22. 82 ”State of exception”, s. 40.


28

belysning af dette fænomen skaber Agamben begrebet ”lovkraft”, hvor lov er streget over, fordi det

er ”...a force of law without law...”83 Dette begreb bruger han så til at illustrere, hvorledes loven kan

besidde en kraft, der på mystisk vis binder og forpligter mennesker, og som stadig eksisterer i

undtagelsestilstanden, selvom ordenen - og dermed loven - er sat ud af kraft.84 Jeg synes, Ugilt

formulerer det bedst med ”...at denne kraft [lovkraft, red.], som loven besidder, sagtens kan overføres

til andre instanser end selve loven.... Det vil sige, at denne lovkraft, som netop egentlig kun skulle

kunne være noget der tilhøre den lovgivende myndighed, netop ikke er nødvendigt forbundet til loven.

Der findes lovkraft uden lov... et helt afgørende spørgsmål [er, red.] hvad der sker med lovkraften,

når loven suspenderes.”85 Således bliver det lettere at forstå, hvorledes der i anomien kan findes

lovkraft, men kun i kraft af, der har været noget udenfor anomien, der var normativt. I en verden uden

normativitet ville denne retsløse sfære netop være en kaotisk naturtilstand i Hobbes' forstand og ikke

en undtagelsestilstand.

Dermed bliver det tydeliggjort, hvorledes vestens juridiske system har været udgjort af en

dobbelt struktur: normativ/juridisk på den ene side og anomisk/metajuridisk på den anden, hvor disse

elementer er gensidigt afhængige af hinanden. Det normative element har brug for det anomiske

element i sin anvendelse, fordi man ikke kan have normativitet uden undtagelse. Omvendt kan man

sige, at det anomiske element kun er en anomi for så vidt, at der findes noget udenfor anomien, der

er normativt. Undtagelsestilstanden er det, der forbinder disse to elementer ved at være det tomrum,

hvori de blive umulige at adskille fra hinanden.86 Som Ugilt skriver: ”...undtagelsestilstanden udgør

et anomisk rum i retten. Et ikke-sted som ikke desto mindre gør krav på at blive placeret i forhold til

normaltilstanden og retten.”87 Undtagelsestilstanden må dermed ikke ses som et diktatur med magten

koncentreret på få hænder, men som et lovtomrum, der dog har lovkraft. Suverænen er den, hvis

handling bliver både lov og faktum, fordi suverænen både er intern og ekstern i forhold til

retsordenen88 Hans handlinger er således undtagelser, dvs. de er inklusive eksklusioner. Han bliver

dermed garanti for loven, fordi han står udenfor den og dermed kan sætte den ud af kraft. Dette vil

blive uddybet i ”3.3. Krig og fjende”.

Som følge af dette bliver det vigtigt at se på, hvad Agamben skriver om begrebet 'suverænitet'.

83 ”State of exception”s, 39. 84 ”State of exception”, s. 39. 85 ”Undtagelsestilstand”, s. 152. 86 ”State of exception”, s. 86. 87 ”Undtagelsestilstand”, s. 157. 88 ”Homo sacer”, s. 15.


29

Ligesom Schmitt arbejder Agamben med et såkaldt 'teologisk suverænitetsbegreb', hvilket betyder, at

suverænen skal forstås som en slags 'gud', dvs. en person eller instans der er absolut i sin handlemåde,

netop fordi han står udenfor loven i en inklusiv eksklusion. Suverænitet skal således ikke forstås i

forhold til nogle overgivne rettigheder, som vi kender det fra f.eks. kontraktfilosofferne, fordi han

netop befinder sig i en retsløs zone. Overfor det kan man f.eks. se Hobbes' suverænitetsbegreb, som

er et juridisk suverænitetsbegreb, netop fordi han arbejder med (natur)rettigheder, der er blevet

overladt til suverænen, dvs. suverænens handlemåde er absolut hos Hobbes kun for så vidt, at han har

(natur)ret til det.

Agambens suveræne magt hænger som hos Schmitt sammen med det at bestemme

undtagelsestilstanden ved beslutningen om at suspendere loven.89 I kernen af den suveræne

beslutning ligger den mulighed at kunne bestemme, hvilket liv, der kan udslettes, uden at det

konstituerer mord, fordi man dermed bliver placeret inklusiv-eksklusivt for fællesskabet. Han belyser

dette ved at se på det nazistiske Euthanasia Program90, som var en suveræn beslutning om liv, der

ikke var værd at leve, dvs. en direkte beslutning på det blotte liv. Euthanasia Programmet mødte

megen modstand – især fra gejstligheden – og var på sin vis overflødig, da de mennesker, man

aflivede, alligevel ikke var i stand til at reproducere sig selv, således at der slet ikke var nogen fare

for ”raceforurening”. Hitler endte også med at være nødt til at afbryde programmet igen efter hårdt

pres men først efter, at 60.000 mennesker var blevet slået ihjel. Agamben bruger dette eksempel til at

illustrere, hvordan den suveræne beslutning på blot liv er kernen i den suveræne magt og, at det netop

er derfor, Euthanasia Programmet var så vigtigt for Hitler og den nationalsocialistiske ideologi.91

Men hvilken forbindelse er der så mellem suverænen og homo sacer? For at finde ud af dette,

må vi først undersøge begrebet 'bandlysning'92, dvs. undtagelsestilstanden som en zone, hvori der

ikke er en klar distinktion mellem inklusion og eksklusion, som jeg har været inde på tidligere. Som

bandlyst træder man ind i en zone, hvor det ikke er klart, hvad der er indenfor fællesskabet og, hvad

der er udenfor det. Bandlysningen er det, der forbinder blot liv og suveræn beslutning,93 og det

indeholder en dobbelt betydning, som det er vigtigt at holde fast i: ”...in which ”banned”... meant

both ”at the mercy of” and ”out of free will, freely”, both ”excluded, banned” and ”open to all, free.”

The ban is the force of simultaneous attraction and repulsion that ties together the two poles of the

89 ”Homo sacer”, s. 83. 90 Organiseringen af drab af evnesvage i Nazi Tyskland i 1939-41 som led i den nazistiske ”race purifikation”. 91 ”Homo sacer”, s. 142. 92 'Ban'. At være 'lyst i band' eller bandlyst betyder netop, at man er udelukket fra (kirke)fællesskabet. 93 ”Homo sacer”, s. 109.


30

sovereign exception: bare life and power, homo sacer and the sovereign. Because of this alone can

the ban signify both the insignia of sovereignty... and expulsion from the community.”94 Suverænen

bestemmer undtagelsestilstanden, hvor homo sacer derimod er den udstødte. Men de er således begge

bandlyst fra fællesskabet, fordi de står udenfor det men alligevel befinder sig i det. Dermed bliver

deres indbyrdes forhold tydeliggjort. Suverænen og homo sacer har den samme struktur og svarer

overens. For suverænen er alle mennesker potentielle homo sacere. For homo sacer derimod handler

alle mennesker som suveræner. Bandlysningen indeholder således begge elementer, men i hver sin

ende af spektrumet.95 For at gøre dette lettere at forstå kan man se det i forhold til Hobbes'

naturtilstand, der er konstitueret ved ikke så meget at være alles krig mod alle men nærmere som en

tilstand, hvor alle er homo sacer for alle andre, hvilket, i forlængelse af det jeg lige har skrevet, så må

betyde, at alle derfor også handler som suveræner i forhold til hinanden. Det er netop Hobbes pointe,

fordi suverænen er den instans eller person, der ”tager” naturtilstanden med sig ind i

samfundstilstanden, fordi han har (natur)ret til at gøre alt mod alle, dvs. alle hans undersåtter er

(potentielle) homo sacere for ham. Som Agamben meget rigtigt har set, så er retten ikke så meget

givet til suverænen i samfundspagten, men nærmere overladt ham. Det skal netop forstås som, at alle

andre mennesker end suverænen undlader at bruge deres absolutte naturrettigheder, hvilket således

giver suverænen frit spil til at bruge sine.96 Sagt på en anden måde befinder suverænen sig i

naturtilstanden, mens hans undersåtter befinder sig i samfundstilstanden. Men da Agambens suveræn

er den, der bestemmer undtagelsestilstanden, er alle undersåtterne potentielle homo sacere, fordi han

har magt til at dømme dem til udstødelse ved at tage deres politiske status fra dem og reducere dem

til blot liv, der således kan slås ihjel uden, at det er mord. Forskellen på Hobbes og Agamben bliver

dermed bandlysningen, fordi hos Hobbes grundlægges samfundet på en pagt, hvorimod Agambens

samfund er skabt ved den dobbelte struktur mellem norm og anomi – som jeg har beskrevet ovenfor

– og hvor bandlysningen er det, der sætter suverænen i forbindelse med homo sacer.

Al dette kan godt virke lidt overvældende og forvirrende. Agamben bruger selv KZ-lejrene

under Anden Verdenskrig til at illustrere undtagelsestilstanden som en anomisk zone, hvor faktum og

lov bliver til ét, hvorved alt bliver muligt. Lejr-problematikken er så vigtig for ham, at han tager denne

problemstilling op i alle de fire tekster, jeg har læst af ham. Han ser KZ-fangen – eller jøden – som

den sande homo sacer, fordi jøderne, fra Nürnberglovene97 blev introduceret i 1935, til deres

94 ”Homo sacer”, s. 110-11. 95 ”Homo sacer”, s. 86. 96 ”Homo sacer”, s. 106. 97 En del af nazi regimets race purifikation, hvor jødernes statsborgerskab i Tyskland blev ophævet, hvorved de fik


31

internering i KZ-lejrene under selve krigen, gradvist var gået hen og havde mistet alt, undtagen det

faktum, at de var i live. Dvs. KZ-lejren udgør kulminationen på en fuldstændig reduktion til blot liv,

som jøderne blev udsat for.98 At slå jøden ihjel i KZ-lejren var dermed ikke mord, fordi spørgsmålet

om 'rimeligt' og 'urimeligt' i denne forbindelse bliver irrelevant og faktisk slet ikke kan bruges på

situationen. Jødens død i KZ-lejren var således intet andet end udslettelsen af liv, fordi jøden ikke

besad noget politisk liv – han havde ikke nogen politisk status – men var kun blot liv, og dermed

kunne han slås ihjel, uden at det var mord. Jøderne var således inkluderet i samfundet netop via deres

eksklusion, fordi de havde mistet deres politiske status og var blevet reduceret til blot liv ved en

suveræn beslutning. Men det er dog i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at lejren stadig stod

i relation til det normative, fordi der var noget uden for lejren, der var normativt. Heri ligger forskellen

mellem Hobbes' naturtilstand og Agambens undtagelsestilstand. Således fik handlingen - udslettelsen

jødens liv - lovkraft, selvom KZ-lejren befandt sig i en retsløs tilstand. Lov og faktum blev umulige

at skelne fra hinanden, fordi handlingen besad begge dele. I filmen ”Schindlers liste” (1993) fortæller

den unge jødinde Helen Hirsch, hvordan kommandanten for KZ-lejren uden videre skød en

forbigående KZ-fange uden, at denne har gjort kommandanten noget – hverken irriteret eller behaget

ham på nogen måde. Således kan der ikke være tale om nogen sanktion for overtrædelsen af en lov.

Èn af pointerne er netop, at der ikke var en ”rigtig” eller ”forkert” måde for KZ-fangerne at handle

på – hvis de ønskede at overleve – dvs. de var ikke beskyttet af normens ”hvis, så” struktur, som jeg

tidligere har været inde på. Jeg tror, at det bedst kan formuleres som: ”kommandanten havde ret til

sin handling – at skyde den forbigående KZ-fange - plus det faktum at han gjorde det”. Alternativet

var, at han undlod, og handlingen ville ikke kunne siges at være nævneværdigt anderledes. Lov og

faktum blev til ét, så hvor det ene element slutter og det andet begynder, er umuligt at sige. Og det er

netop det, der er hele pointen med undtagelsestilstanden, suveræn beslutning og homo sacer.

3. 3. Krig og fjende

Det er kendetegnet ved den vestlige civilisations tankegang, at politikken har fået en primær

værdi – livet, som således er blevet ”helligt”. Dette kan synes ejendommeligt, når netop de gamle

grækere, på hvis tankegang den moderne tankegang er baseret, ikke havde et entydigt begreb for 'liv'

– de brugte som tidligere nævnt zoē og bios uden, at der var en direkte forbindelse mellem de to

status af andenrangsborgere. Bl.a. måtte jøder ikke gifte sig arier, ej heller gå i samme skole som arier.

98 ”Homo sacer”, s. 114.


32

udtryk. Livet i sig selv var ikke helligt for dem.99 Men det blev livet i løbet af de næste 2500 år –

Kristendommen har haft sin del af skylden for denne udvikling. Dette bringer fokus på det paradoks,

som homo sacer størrelsen kommer til at udgøre: Liv der kan udslettes uden, at det er mord (eller

ofring). Hvis livet er den primære politiske værdi, hvordan hænger det så sammen med, at politikken

grundlægges på mennesket, der kan dræbes?

Det eneste sted man kan slå ihjel uden, at det er mord, er i den suveræne sfære, hvilket jeg har

været inde på. Nøgleorder er 'vold', men en speciel slags vold – nemlig den suveræne vold, der finder

sted i undtagelsestilstanden. Suveræn vold relaterer sig til lov, både som garanti for den eksisterende

lov – fordi suverænen står udenfor retten og kan suspendere den – samt som sætning af lov – fordi

den suveræne handling er forudsætningen for loven; uden undtagelse, ingen regel. Som Agamben

skriver: ”The violence exercised in the state of exception clearly neither preserves nor simply posits

law, but rather conserves it in suspending it and posits it in excepting itself from it.” Der er dermed

en direkte forbindelse mellem den suveræne vold og lov, således at det er volden i

undtagelsestilstanden, der er grundlæggende for loven uden for undtagelsestilstanden. Hermed kan

man ikke entydigt sige, at den suveræne vold gør det ene eller det andet – den både garanterer lov og

sætter lov uden, at man kan skelne klart mellem disse to funktioner. ”Sovereign violence opens a zone

of indistinction between law and nature, outside and inside, violence and law. And yet the sovereign

is presisely the one who maintains the possibility of deciding on the two to the very degree that he

renders them indistinguishable from each other.” Dermed får vi fokus på suverænens rolle i forhold

til volden i undtagelsestilstanden – det er netop ham og i hans beslutning, at voldens to funktioner –

som man ellers ikke kan se forskel på – bestemmes. Agamben fortsætter: ”As long as the state of

exception is distinguished from the normal case, the dialectic between the violence that posists law

and the violence that preserves it is not truly broken, and the sovereign decision even appears simply

as the medium in which the passage from the one to the other takes place.” Den suveræne beslutning

er det, der sammenfatter de to ”typer” vold – vold som sætter lov og vold som bevarer lov. Således

bliver volden i undtagelsestilstanden mulig, fordi ”...sovereign violence posists law, since it affirms

that an otherwise forbidden act is permitted, and that it conserves law, since the content of the new

law is only the conservation of the old one.”100 Denne tilladelse til at overtræde et forbud bliver netop

en bevaring af en eksisterende lov, fordi suverænen – hvis handlinger er undtagelser, og som er den,

der giver tilladelse til at overtræde – står udenfor retten og kan dermed suspendere normen og bliver

99 ”Homo sacer”, s. 66. 100 ”Homo sacer”, s. 64.


33

derfor garanti for den. Således har vi sammenfatningen af de den suveræne volds to funktioner, som

netop viser, hvordan volden i undtagelsestilstanden forholder sig til normaltilstanden. Agamben

fortsætter: ”...the link between violence and law is maintained, even at the point of their

indistinction.”101 Undtagelsestilstanden relaterer sig jo stadigvæk til normaltilstanden, fordi

undtagelsestilstanden er den zone, hvor man ikke umiddelbart kan adskille lov og vold, således at en

voldelig handling i undtagelsestilstanden er lov og fakta. Sagt på en anden måde så er

undtagelsestilstanden netop en zone, der er karakteriseret af ubestemmelighed mellem norm og anomi

og indeholder begge elementer. Dermed stedfæster den suveræne vold undtagelsestilstandens

normativitet – der hænger uadskilleligt sammen med anomien – ved at give lovkraft til handlinger i

undtagelsestilstanden, som de kun kan få på baggrund af, at der er eller har været en normaltilstand

og dermed normer. Og på dette område fjerner Agamben sig fra Schmitt, hvis pointe netop var at se

undtagelsestilstanden ”...som en tærskel mellem norm og anomi, der garanterer deres (regelbundne)

forbindelse...”102, fordi Schmitts projekt er at indordne undtagelsestilstanden i en retslig kontekst,

dvs. forsøger at ”fange” undtagelsestilstanden i retten. Schmitt har således til forskel fra Agamben en

skarp skelnen mellem norm og anomi.

Volden i undtagelsestilstanden indeholder dermed to elementer – normbevaring og

normsætning – der begge relaterer sig til retten. Hvis man skal illustrere dette i praksis, kunne man

med fordel se på den manglende forskel mellem overtrædelse af norm og udførsel af norm i en

undtagelsestilstand. Lad os forstille os en undtagelsestilstand i et besat land under en krig, hvor den

besættende magt har indført udgangsforbud efter kl. 20.00. Et udgangsforbud i et besat land kan ikke

siges at være en egentlig lov, da det er vedtaget ved en fremmed magts militærforordning og ikke ved

en lovgivende instans – det er både norm og anomi. En mand, der bliver skudt og dør, fordi han

bevæger sig udenfor kl. 21.30, overtræder ikke forbuddet hverken mere eller mindre end den soldat103,

der skyder ham for det, fordi soldaten også har overtrådt udgangsforbuddet ved at være udenfor på

dette tidspunkt. Hvad er det, der gør, at det ikke er manden, der skulle skyde soldaten i stedet for

omvendt? Hvad er handlingen, der krænker loven, og hvad er handlingen, der stemmer i

overensstemmelse med loven?104 Soldatens egen overtrædelse af udgangsforbuddet og det

efterfølgende drab på manden er således en ellers sanktioneret handling, men handlingen bliver tilladt,

101 ”Homo sacer”, s. 65. 102 ”Undtagelsestilstand”, s. 159. 103 Soldaten kan sagtens være af samme nationalitet som manden, så de burde have samme politiske status i

normaltilstanden. Det er ikke unormalt for en besættende magt at bruge landets egen befolkning for derved at frigive

egne tropper til andre opgaver. 104 ”Homo sacer”, s. 57.


34

fordi den suveræne handling i undtagelsestilstanden – hér soldatens handling – sætter lov ved at

undtage sig selv fra den samt bevare lov ved at suspendere den – men dog ikke afskaffer den. Således

indeholder voldshandlingen begge dele og gør det dermed muligt for soldaten med lovkraft selv at

overtræde udgangsforbuddet og skyde manden for den samme overtrædelse, som soldaten selv var

skyld i. Pointen er, at der i undtagelsestilstanden ikke er nogen klar skelnen mellem de to elementer

– vold og lov. Soldaten handler som suveræn overfor manden, hvorimod manden derimod er homo

sacer for soldaten. De befinder sig begge i en undtagelsestilstand, men i to forskellige poler af den.

Normen er således smeltet sammen med anomien, da handlingen – soldatens overtrædelse af

udgangsforbuddet og skydningen af manden – både er lov så vel som fakta, og at det er umuligt at

adskille de to fra hinanden. Således bliver dét at slå ihjel i undtagelsestilstanden tilladt.

Men hvordan hænger alt dette så sammen med krig og fjende? Agamben nævner ikke noget

om disse to begreber. Men hvis man ser fjenden som homo sacer og krigen som en

undtagelsestilstand, bliver forbindelsen pludselig tydeliggjort.105 Homo sacer er jo netop den

bandlyste person i undtagelsestilstanden, der kan dræbes uden, at det er mord. Dette er jo et af

hovedtemaerne i krigen, nemlig at man skal undgå, at ens soldater bliver mordere, fordi de dræber

deres modstandere. Ved at tage modpartens soldaters – og civiles – politiske liv fra dem og kun

efterlade dem deres blotte liv, har man opnået netop dette – de kan dræbes uden, at det er mord. Men

her må man holde sig for øje, at en krig ikke nødvendigvis behøver at være en undtagelsestilstand –

ihvert fald ikke alle krige – fordi der er vedtaget konventioner for krig, som derved må siges at blive

normativ. Dermed kan soldaterne ikke siges at være homo sacere og suveræner for hinanden, fordi

soldaterne dermed får politisk status, i-og-med at de er soldater. Det samme gælder civilstatussen.

Når en amerikaner under Anden Verdenskrig skød og dræbte en tysk soldat, var det ikke udslettelsen

af blot liv men det legitime drab af en af modpartens kombattanter. Legitim fordi det blev gjort inden

for krigsnormernes rammer. Hvis en tysk soldat overgav sig til en amerikansk, krævede de gængse

krigskonventioner, at den tyske soldats politiske status gik fra at være kombattant til at være

krigsfange. Han kunne således ikke længere slås ihjel. Dette gjaldt naturligvis også den anden vej

rundt. Dermed lægger Agamben sig op af Lockes krigsbegreb, fordi krigen således kan ses inden for

retslige rammer, hvor Schmitt ser krig mere, som Hobbes gjorde det, nemlig ved at krigstilstanden

ikke kunne have nogen normativitet, pga. krigs basale natur. Men her må man huske på, at ifølge

105 Jeg må gøre læseren meget kraftigt opmærksom på, at denne sammenligning fuldstændigt står for min egen regning,

da det ikke er noget, Agamben gør rede for. Men hans argumenter, mener jeg, går ad denne vej, hvorfor jeg meget

konsekvent følger denne linje resten af specialet.


35

Schmitts kan en krig godt indledes med at have normer og konventioner, for så i løbet af krigen at

forsvinde i den gradvise totalisering, som han havde set det ske under Første Verdenskrig. Sagen er,

at alle krige har potentiale til at totalisere sig og således udvikle sig til en retsløs tilstand, og netop

derfor nytter det ikke noget at tale om krigsnormer. Lad os prøve at føre denne tankegang over på

Agamben. I et tankeeksperiment kunne vi lade Anden Verdenskrig – der nåede at blive endnu mere

total, end Første Verdenskrig nogensinde blev – fortsætte uafbrudt og med uformindsket styrke i 50

år. Hvad ville der ske med normativiteten i en sådan krig? Anden Verdenskrig startede jo ikke som en

krig, hvor man bevidst gik efter civile mål, men udviklede sig til at blive det på bare ganske få år. Det

ville ikke være urimeligt at se en større totalisering af krig som et udtryk for en reducering af fjenden

til homo sacer og dermed krigen som en undtagelsestilstand. Til sidst ville det blot handle om at

udslette fjenden, dvs. fjendens eneste status ville være, at det var liv, der kunne udslettes – og blev

det. Det er vigtigt her at huske, at blot fordi normen er suspenderet, betyder det ikke, at den er

afskaffet.106 Nøgleordet er ”suspendering”, der bare betyder, at noget midlertidigt er sat ud af kraft.

Når undtagelsestilstanden bliver ophævet, får normen sin normale kraft igen.

Således har vi hermed fundet linket mellem total krig og Agambens forståelse af

undtagelsestilstanden – soldaterne bliver suveræner og homo sacere for hinanden, og de civile non-

kombattanter bliver kun homo sacere.


Hos Agamben udgøres vestlig politik af en sondring mellem politisk og blot liv, hvorved det

blotte liv kommer til at stå i kontrast til det politiske liv i en inklusion-eksklusion. Politikken opstår

ved menneskets mulighed for at blive dræbt. I nyere tid er denne sondring blevet mere diffus, da

politikken er kommet til at regulere flere aspekter af borgernes blotte liv i en såkaldt biopolitik. Det

at miste politisk status vil unægtelig resultere i en reduktion til blot liv, der kan slås ihjel uden, at det

er mord. Den primære politiske status i dag er nationen. Agamben bruger homo sacer størrelsen til at

illustrere en person, der befinder sig i en undtagelsestilstand, der udgør et retsligt tomrum, hvor man

ikke kan skelne mellem normativitet og anomi, men hvori handlinger alligevel besidder lovkraft.

Vestens politik udgøres af en dobbeltstruktur mellem norm og anomi, og undtagelsestilstanden er det,

der forbinder de to. Agambens suverænitetsbegreb handler ligesom Schmitts om det at bestemme

undtagelsestilstanden. Forholdet mellem suveræn og homo sacer er den bandlysning, som forbinder

106 ”State of exception”, s. 23.


36

dem, hvorved de udgør to dele af spektrummet i undtagelsestilstanden. Volden i undtagelsestilstanden

bliver mulig, fordi der ikke er en klar adskillelse mellem vold og lov. Hvis man skal se homo sacer

og undtagelsestilstanden i forhold til fjenden og krigen, opstår der et problem, så længe man har

noget, der hedder krigskonventioner. Men i den totale krig suspenderes disse normer, og fjenden

reduceres til blot liv.

Ved en læsning af Agamben virker det som om, der kommer to typer af krig i spil – krig med

normer og krig uden normer. Spørgsmålet er så, om Schmitt har ret i, at den første er en illusion, dvs.

at krigen slet ikke kan have normer, fordi totaliseringen unægtelig vil resultere i normernes

tilsidesættelse?

4. Sammenfatning og diskussion af Schmitt og Agamben

4. 1. Politik og krig

De fleste mennesker vil nok mene, at krig unægtelig hænger sammen med politik. Dette virker

intuitivt men viser muligvis også den betydning, Clausewitz' har haft på krigsbegrebet, for som

allerede nævnt skulle krig for ham ses som et politisk begreb.

Men hvad der udgør politikken, kan der være lidt diskussion om. For Schmitt udgøres

politikken af en ven-fjende sondring og potentiel krig. Agamben derimod ser politikken som en

sondring mellem politisk liv og blot liv, hvor det politiske liv er liv, der kan dræbes, og det blotte liv

er inkluderet i det politiske liv via sin eksklusion. Alt dette har jeg gjort rede for i de to foregående

kapitler.

For Schmitt kan krig så følgeligt kun være politisk. Ville Agamben være enig i denne

konklusion? Han nævner ikke direkte noget om krig, men hvis man ser på hans tanker ang. sondringen

mellem bios og zoē, må man konkludere, at der ikke kun er én måde at sondre sig fra zoē på, dvs. der

er potentielt uendeligt mange forskellige slags bioser. Dermed kan det tænkes, at disse bioser også

kan komme til at stå i kontrast med hinanden og iboende denne kontrast ligger muligheden for

konflikt. Sammenfatter man det med mindstekravet for det politiske liv, som hos Agamben jo er livet,

der kan dræbes, er det let at følge op på denne tankegang. Schmitts forståelse af krig har som

mindstekrav, at der skal være en reel mulighed for at mennesker bliver dræbt. Hvis prisen for det

politiske liv er muligheden for at blive dræbt, som Agamben skriver, må det dermed kunne betyde, at


37

krig i hvert fald kan ses som politisk. Sondringen mellem bioser kommer derved til at passe meget

godt overens med Schmitts ven-fjende sondring, da Schmitts fjende blot er kendetegnet ved at være

”den anden”, dvs. den der ikke er ”os”. Den anden bios er netop ikke vores bios, fordi den anden

gruppering har en anden måde end vores egen at sondre sig fra zoē på. Agamben nævner flere gange,

at den suverænitetsbærerende instans i dag er nationalstaten, dvs. det er herigennem, at mennesket

opnår sin politiske status og dermed det politiske liv. Sagt med andre ord så udgøres den moderne

politiske status af et nationalt statsborgerskab. Og det har traditionelt set været via (national)staten,

at der er ført krig de sidste mange hundrede år, hvad enten det har været eksternt (stat mod stat) eller

internt (borgerkrig).107 Således er det muligt at se, hvordan Schmitts ven-fjende sondring og krigen

som aktualitet til en vis grad kan passe overens med Agambens tanker om bios og zoē. Det er dog

vigtigt her at være opmærksom på, at Agamben ikke tegner bios skarpt op i sort og hvid, fordi bios

er et mere diffust begreb end Schmitts ven-fjende størrelse. Den enkelte nationalstat i sig selv udgør

som sådan ikke nødvendigvis den eneste bios, men også hele den moderne Verdens

nationalstatssystem kan siges at udgøre en bios, dvs. Verden i dag er en verden af nationalstater. Som

illustration på dette kan man se, at en dansk statsborger har politisk status som dansk statsborger, selv

hvis han befinder sig i Tyskland. Dvs. danskerens politiske status er absolut anerkendt af Tyskland og

omvendt. I en krigstilstand mellem Danmark og Tyskland ville danskerens status blive ændret til civil

eller til kombattant eller - hvis han overgiver sig som kombattant – til krigsfange. Dermed er

danskeren, uafhængigt om han er statsborger, civil, kombattant eller krigsfange, stadig inkluderet i

fællesskabet via disse statusser, som således udgør hans politiske liv. Det er bl.a. derfor, man skal

være yderst påpasselig med at lave et direkte lighedstegn mellem Schmitts 'ven-fjende' og Agambens

'bios'. Der er også en anden stor forskel på Schmitts og Agambens politiske begreber, som man skal

være opmærksom på. Hos Schmitt er det ven-fjende sondringen og den potentielle krig, der udgør det

primære i politikken – uden den kan der ikke forekomme noget, man kan kalde 'politik'. Hertil ser jeg

ikke, at Agamben nødvendigvis ville være enig, for som jeg læser ham, skal der blot være én bios,

der sondrer sig fra zoē, for at der kan være politik. Dvs. bios har ikke brug for andre bioser og potentiel

krig mellem disse bioser for at eksistere, men har blot brug for én bios, der sondrer sig fra zoē. Som

illustration på forskellen mellem de to synspunkter kan man i et tankeeksperiment forstille sig en

verden, hvor der i alt kun findes 500 mennesker. Hos Agamben ville de 500 mennesker sagtens kunne

gå sammen i et samfund og således skabe en bios. Da denne bios er sondret fra zoē, opstår der herved

politik. Hvis man bliver ekskluderet fra denne bios, er man reduceret til zoē, og dét er den primære

107 Både Schmitt og Agamben er inde på, at den traditionelle nationalstat er i opløsning.


38

sondring. Således er krigen ikke primus motor for politikken, dvs. at man sagtens kan have politik

uden samtidig at have (potentiel) krig. Om det så også forholder sig omvendt, er en anden sag. Modsat

har Schmitts politikbegreb brug for, at de 500 mennesker deler sig hvert fald i to grupperinger, der

kan stå i kontrast til hinanden og som der derved kan opstå potentiel krig imellem. Ellers kan der

ifølge ham ikke være nogen politik.108

4. 2. Krig som en undtagelsestilstand

Det er vigtigt at huske, at både Schmitt og Agamben viser, hvordan undtagelsestilstanden ikke

skal ses som en kaotisk tilstand. Men herfra deler deres veje sig.

Schmitts undtagelsestilstand udgør en klar skelnen mellem norm og anomi, og da krig aldrig

kan ses som en normaltilstand, er det let for ham at lave overgangen fra krig til undtagelsestilstand,

fordi forudsætningen er, at normerne sættes ud af kraft. Således eksisterer krigen stadig som en orden,

men blot ikke som en retsorden. Argumentet er, at det grundet krigens potentielle totalisering er naivt

at tro, at krigskonventioner, som man er blevet enige om før krigen, vil blive overholdt, hvorfor man

med tiden kommer til at suspendere dem. Dette sker ved en gradvis eskalering af konflikten, som

beror på forståelsen af krig som en nødsituation. Krigs primære mål er tilintetgørelsen af fjenden.

Denne forståelse har han til fælles med Clausewitz, som også så krigens essentielle formål som det

at gøre fjenden værgeløs. Dette har alle krige tilfælles uafhængigt af hvilke politiske mål, der står til

grund for den specifikke krig. Dette aspekt alene gør krigen til en nødsituation, som dermed baner

vejen for en suveræn.

Det er lidt sværere at se krigen som en nødvendig undtagelsestilstand, når man læser

Agamben, fordi der findes diverse internationale krigskonventioner, som foreskriver normerne for

krig, og hvis disse normer er i kraft, dvs. garanterer politisk status for de implicerede, kan der ikke

være tale om en undtagelsestilstand. Dermed er fjendens soldater ikke reduceret til blot liv, men har

stadig politisk status som fjendtlige kombattanter. Ifølge Den Tredje Genève Konvention 1949 art. 4,

som er skrevet i forbindelse med bestemmelser ang. krigsfanger, lyder definitionen på en kombattant:

”...(a) that of being commanded by a person responsible of his subordinates; (b) that of having a fixed

distinctive sign recognizable at a distance; (c) that of carrying arms openly; (d) that of having

108 Dette er nogenlunde det samme argument, Schmitt bruger til at vise, hvordan en homogen og fredelig Verdenstat

ikke kan lade sig gøre.


39

conducting their operations in accordance with the laws and custums of war.”109 En person, der

kvalificerer sig til disse fire forhold, har bl.a. krav på, i tilfælde af overgivelse, at blive behandlet som

krigsfange, om hvis bestemmelser man ser i art. 13 ”[p]risonors of war must at all time be humanely

treated.”110 En person med en sådan status kan på ingen måde siges, hverken som kombattant eller

som krigsfange, at udgøre en homo sacer størrelse. Men hvis man følger op på Schmitts argument om

totaliseringen af krigen, vil man i lyset af Agambens undtagelsestilstand kunne se, hvordan krigen

lidt efter lidt vil resultere i en nedbrydning af normerne ved, at de fjendtlige soldater og civile mister

alle deres (mulige) politiske statusser og derved bliver reduceret til blot liv. Her er det vigtigt at have

to ting for øje. For det første er der altid mulighed for, at de individuelle soldater i krigen selv kan

vælge at frasige sig normerne. Krig er et paradoks fordi ikke nok med, at det er tilladt at slå andre

mennesker ihjel, men det er også tilskyndet. For mange mennesker virker drab på andre mennesker

som det værste, man kan gøre, så hvorfor skulle dette lige pludseligt være tilladt, når andre og intuitivt

mindre alvorlige handlinger som f.eks. plyndring eller tilfældig vold stadig er ulovlige i den

selvsamme krigssituation? Ambrose beskriver, hvorledes plyndring er en ganske naturlig del af krigen

for alle parter, selvom det retsligt er ulovligt.111 Man må jo desuden ifølge konventionerne heller ikke

længere skyde en fjendtlig soldat, der har overgivet sig, fordi denne person juridisk går fra at være

kombattant til at være 'krigsfange', og det er den selvsamme person, man for få øjeblikke siden gjorde

sit ypperste for at slå ihjel. Derudover kan man forstille sig, at det kan være svært for en soldat at

holde sig tilbage, hvis den overgivne modstander lige har dræbt ens kammerater. Derfor er det ikke

så underligt, at den almindelige soldat kan føle sig desillusioneret i sin retsbevidsthed og måske

begynde at behandle de fjendtlige soldater, som om de ingen politisk status har. Men her er det vigtigt

at huske, at selvom det måske er et brud med normerne, er det ikke et udtryk for en suspendering af

normerne, fordi undtagelsestilstanden er et retsfilosofisk begreb. Soldaten, der på må og få skyder

fjendtlige kombattanter, der opfylder den førnævnte §4, samt civile og krigsfanger uden forbehold,

gør sig skyldig i krigsforbrydelser og bliver dermed til en kriminel, der skal sanktioneres på samme

måde, som når en morder i fredstid slår andre mennesker ihjel og derefter står til at blive dømt for

det. Sagt på en anden måde, så kan den menige soldat ikke selv suspendere normerne, lige så lidt som

morderen i fredstid kan det, og han er således stadig underlagt dem, fordi han er inkluderet i biosen.

For at være suveræn i Agambens forståelse må man befinde sig i et ikke-sted mellem normativitet og

anomi. Soldaten kan ikke selv lave sin egen personlige undtagelsestilstand ved at slå fjenden ihjel på

109 ”The laws of armed conflicts”, s. 513. 110 ”The laws of armed conflicts”, s. 517. 111 ”Band of brothers”, s. 260-61.


40

må og få, da det er vigtigt i forståelsen af homo sacer og suveræn, at de begge er bandlyst fra

samfundet, som dermed gør det til en eksklusion, men samtidig også en inklusion. Homo sacer var

jo i Romerretten netop dømt til eksklusion af fællesskabet. Agamben arbejder ikke med en knivskarp

forståelse af suverænen andet end, at det er en afspejling af homo sacer i undtagelsestilstanden.

Suverænen kan f.eks. være Hitler (dvs. Der Führer), der befinder sig eksternt til loven – dvs. uden for

retten. Men KZ-vogteren er på sin vis også suveræn i forhold til KZ-fangen, der dermed bliver homo

sacer. Det primære er, at man skal være bandlyst fra samfundet, og KZ-lejren udgør jo som bekendt

et ikke-sted mellem norm og anomi, dvs. en undtagelsestilstand. Soldaten, der selv ignorerer

normerne, befinder sig i kontrast til dette ikke i en undtagelsestilstand. Ved soldaternes egen

tilsidesættelse af normerne behandler de desuden også fjenden som en privat og ikke som en offentlig

fjende, hvilket yderligere illustrerer, at det ikke er en suveræn handling i en undtagelsestilstand.

Dette bringer os så videre til den anden ting, nemlig overgangen fra krig som normativ tilstand

over til krig som en undtagelsestilstand. Totaliseringen af en krig sker som bekendt automatisk hos

Schmitt – faktisk er denne udvikling uundgåelig, jo længere tid krigen fortsætter. En suveræn vil som

en direkte konsekvens tilsidesætte normerne og dermed erklære en undtagelsestilstand for således at

gøre det muligt at tage beslutninger. Denne suveræn vil via sin monopol på beslutning om

undtagelsestilstanden således bestemme fjenden samt, hvad der skal gøres for at overvinde den

ekstreme nødsituation, dvs. bestemme hvad der skal gøres for at vinde krigen.

En krig kan først blive en undtagelsestilstand hos Agamben, i det øjeblik, man fratager fjenden

hans politiske liv, dvs. når konventionerne suspenderes. Fjenden, hvad enten det drejer sig om civile

eller kombattanter, vil blive reduceret til blot liv, hvor det at slå dem ihjel ikke er mord, men

udslettelse af liv. Som eksempel på dette kan man tænke Østfronten under Anden Verdenskrig.

Historieskrivningen har vist, at krigskonventionerne blev tilsidesat, og det var en suveræn beslutning

fra beslutningstagerne. Russiske krigsfanger og civile blev med naziregimets billigelse udsat for

tortur, medicinske forsøg, vold, voldtægt, samt slået ihjel etc. uden megen forbehold – faktisk blev

sådanne handlinger tilskyndet. Som en direkte reaktion på tyskernes handlemåde opførte russerne sig

efter sigende ikke meget bedre. Som jeg ser det, var russerne en form for homo sacer for tyskerne –

på samme måde som jøderne var det – fordi russerne via den nazistiske racepolitik var ekskluderet

fra den normale måde at begå krig på – dvs. fra konventionerne – og således var blevet reduceret til

blot liv, der kunne – og skulle – udslettes, for at give plads til Lebensraum112. Overfor amerikanerne

112 Terminologi fra Hitlers ideologi ang. tyskernes territoriale aggressions politik mod øst, hvor den oprindelige

befolkning skulle udryddes eller forflyttes for at give plads til et Stortyskland.


41

og englænderne, som nazisterne følte sig mere racemæssigt i familie med, blev krigsnormerne i højere

grad overholdt. Jeg har f.eks. aldrig hørt om hverken amerikanske eller engelske krigsfanger, der blev

brugt til forsøg. Det er muligt, at tyskerne overfor dem ikke overholdt alle krigsregler, men så længe

de holdt sig til nogle (endsige mange), må man konkludere, at ihvertfald krigen i vest har været en

normativ krig. Som nævnt i det forrige kapitel er det ikke til at sige, hvad der ville være sket, hvis

Anden Verdenskrig havde trukket ud. Den eskalerende terrorbombning af civile fra begge sider er et

godt tegn på, at krigsnormerne generelt også på den front med tiden ville være blevet fuldstændigt

suspenderet.

Dette bringer en vigtig pointe på banen nemlig ideen om, at målet helliger midlet. Hvis

normerne bare kan suspenderes, fordi man ser det fordelagtigt i forhold til et politisk mål (jf.

overvindelse af en nødsituation), hvad er de så i sidste ende så værd? Udtrykket målet helliger midlet

sættes ofte i forbindelse med den italienske filosof Niccolò Machiavelli (1469-1527), der om nogen

regnes for at være en af de mest betydningsfulde tænkere, når det kommer til politisk pragmatisme. I

hans hovedværk ”The Prince” fra 1513 er ét af hans hovedpunkter netop, at krigen bør være fyrstens

hovederhverv.113 Hele værket omhandler problemstillingen med fastholdelsen af magten, og krigen

som et middel dertil. Men flosklen målet helliger midlet er en fejlfortolkning af Machiavellis citat,

som lyder ”In the actions of all men, and especially of princes, where there are no tribunal to which

to appeal, one must consider the final result.”114 Hvad, han mener med dette, er, at når man ikke har

nogen objektiv måde at finde ud af, hvad man skal gøre, kan man se på det endelige resultat af

handlingen og dømme efter den. Hermed er det ikke en uforbeholden accept af alle handlinger.

Machiavellis hovedpointe er nemlig, at alting handler om fyrstens image udadtil, hvorfor fyrsten altid

bør tage sig ud som en moralsk karakter overfor sine undersåtter.

Sammenfatter man dette med Schmitt, kan man med lethed se en vis lighed. Den totale krig

har netop ingen tribune – måske bortset fra historien? – som man kan appellere til, hvorfor den eneste

mulighed i tilfælde af en eskalering af krigen er at tilsidesætte normerne og bero sig på den rene

beslutning, som suverænen – Schmitts pendant til Machiavellis fyrste – har monopol på. Den menige

soldat skal således ikke bekymre sig om 'rigtigt' eller 'forkert' men blot adlyde.

Agamben derimod ville have problemer med denne påstand. Han er i det hele taget kritisk

overfor enhver reducering til blot liv. Homo sacer er ikke en størrelse, der skal eftertragtes, bl.a. fordi

113 ”The prince”, s. 50. 114 ”The prince”, s. 62.


42

vi alle er i fare for at blive det – det ligger jo implicit i det politiske liv. Jøderne i sig selv havde ikke

gjort noget, der skulle meritere, at de blev homo sacer i KZ lejre, men var blot ofre for en rendyrket

suverænitet. Hvilken beskyttelse ligger der så for resten af os, andet end at vi må modarbejde denne

tendens til at ekskludere folk fra det politiske liv? En god start, som jeg tror, Agamben ville være enig

i, er at holde sig til krigskonventionerne.115

4. 3. Den legitime krig

Har Schmitt ret, når han skriver, at krig er den unormale tilstand, og krigens basale natur gør,

at normerne unægtelig før eller siden vil blive sat ud af kraft? 'Rigtigt' og 'forkert' må således

bestemmes efter krigen som postulater, i regel dikteret af sejrherren. For Agamben er den normale

tilstand en tilstand med normer i kraft, dvs. en tilstand, hvor mennesket besidder et politisk liv.

Krigens natur kan for mig at se sagtens gøre sig ud for en del af et politisk liv, fordi den er normativt

i og med, at man har krigskonventionerne. Men som jeg allerede har været inde på, afhænger disse

normer af selve krigen. Schmitt arbejder med et meget enkelt begreb for krig, som er enten-eller. Alle

krige er potentielle totale krige. Der er således ikke nogen gråzoner tilstede hos ham. Som jeg læser

Agamben, vil der derimod være stor forskel på f.eks. 30ernes og 40ernes krig mod fascismen (Anden

Verdenskrig) og den aktuelle krig mod terror. Krigen mod fascismen var i højere grad en eksistentiel

kamp, hvor demokratiet kæmpede for sin overlevelse og endte med at vinde.116 Der blev sat flere

ressourcer ind på at vinde – både menneskelige, åndelige og materielle – og man suspenderede eller

ihvertfald ændrede normerne, når det var hensigtsmæssigt, og det gjaldt for begge sider. Et godt

eksempel er den allerede nævnte terrorbombning af tyske byer. Problemet heri er bl.a., at der ikke var

vedtaget klare regler for brug af luftvåben, fordi det var et nyt fænomen i krigskunsten. Det nærmeste,

man havde af bestemmelser, var fra Haag Konventionen 1907,117 der lyder: ”Art. 25. The attack or

bombardment of towns, villages, habitations or buildings which are not defended, is prohibited... Art.

26... [kommandøren, red] should do all he can to warn the authorities. Art. 27... all necessary steps

should be taken to spare... edifices devoted to religion, art, science, and charity, hospitals... provided

115 Der ligger naturligvis også et rent etisk element i hele HoloCaust problematikken, men det er ikke en del af min

opgave. 116 Dette er naturligvis en med vilje noget forenklet tolkning. Østlandene ville f.eks. ikke være helt enig i denne

påstand, men det er ikke så vigtigt for mit argument. 117 Bestemmelser er skrevet ang. land krig. Flyvemaskinen som våben fik først sin debut under Første Verdenskrig, og

ved Anden Verdenskrig var der sket en massiv udvikling.


43

they are not used... for military purposes.”118 Som jeg læser det, er bombningerne af f.eks. London

eller Hamburg og Dresden i direkte modstrid med disse artikler, også selvom der ligger det praktiske

element i det, at man naturligvis ikke kunne forudse i 1907, hvilke muligheder og mangler tunge

bombemaskiner ville udgøre 30-40 år senere. Ihvertfald synes jeg, at det illustrerer meget godt,

hvordan krigskonventionerne nærmest bare virker som retningslinjer og ikke som normer, hvilket

absolut giver plads til, at fjenden på sigt vil blive reduceret til homo sacer.

Jeg tror, de fleste større krige har haft brud med deres førkrigsnormer. Spørgsmålet er blot,

om normerne nogensinde har været fuldstændigt suspenderet. Ihvertfald har de ofte ligget og luret på

overfladen, selv i en total krig som Anden Verdenskrig. Det er bl.a. det, Agamben mener med lovkraft

i undtagelsestilstanden. Den vestlige verden er så overlegen overfor sin fjende i kampen mod terror,

at der hér simpelthen er mere råd til at overholde konventionerne. Skulle denne krig eskalere til f.eks.

at blive en reel verdenskrig mellem den vestlige og den muslimske verden, gætter jeg på, at man vil

se nogenlunde den samme udvikling som under Anden Verdenskrig og måske endda i endnu højere

grad.

Schmitt argumenterer for, at legalitet på sin vis kan dikteres ved brug af forskellige udtryk,

afhængig af, om man taler om ven eller fjende. Et moderne eksempel er forskellen mellem

frihedskamp og terrorisme. På sin vis er de to alen ud af samme stykke, men de er alligevel

væsensforskellige. Frihedskamp forstås som legitim kamp mod f.eks. tyranni og undertrykkelse.

Terrorisme derimod er forsøget på at opnå politiske mål ved hjælp af ødelæggelse og død.119 Således

er kampen mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig en befrielseskamp, hvorimod

kampen mod koalitionen i Irak og Afghanistan i dag er terrorisme.120 Forskellen ligger i den suveræne

beslutning om hvad, der er hvad, da begge handlinger er handlinger i en undtagelsestilstand, fordi der

bl.a. ikke findes normer for frihedskamp, samt at terrorisme er illegitimt.

Her har jeg lidt sværere ved at se, hvad Agamben ville sige, da det absolut ikke er noget, han

kommer ind på. Men for ham er legalitet noget, der findes i den normative tilstand.

Undtagelsestilstanden er en retsløs tilstand, hvor norm og anomi falder sammen, hvorved handlinger

bliver både fakta og lov. Dette hænger sammen med den mystiske kraft, loven besidder, jf. lovkraften.

Således kan der ikke siges at være en ”ren” legalitet i undtagelsestilstanden, og dermed bliver

diskussionen ang. terror og frihedskamp irrelevant, da ingen af de to kan siges at være legale, men

118 ”The laws of armed conflicts”, s. 74. 119 På denne måde stemmer definitionen af terror faktisk overens med Clausewitz' forståelse af krig. 120 Denne diskussion er naturligvis mere kompleks, end jeg giver udtryk for hér.


44

begge finder sted i en undtagelsestilstand.121

Det næste, man kan spørge sig selv er, om der i det mindste ikke er nogle menneskerettigheder,

man skal holde sig til, selvom krigskonventionerne skulle blive sat ud af kraft. Scmitts svar er igen

ganske enkelt ”nej”, fordi krigen ikke på nogen måder kan have normer og følgeligt heller ikke

menneskerettigheder, der kan holde i længden. En af hans pointer er jo netop, at krige i

menneskehedens navn altid har et politisk øjemed. Menneskerettighedserklæringer er ikke andet end

politiske handlinger. Agamben derimod er lidt mere påpasselig, men er dog modstander af tanken om

eviggyldige, universelle menneskerettigheder, der skal gælde for alle mennesker for altid. Han

begrunder det med, at hvis en rettighed ikke har struktur som en beskyttet statsborgerrettighed i en

nationalstat, er de postulater og kan derfor ikke yde nogen beskyttelse alligevel.122 Dvs. det at være

inkluderet i menneskeheden er ikke i sig selv det samme som at være inkluderet i et politisk liv,

selvom det politiske liv i dag mere og mere kommer til at mangle den skarpe skelnen fra det blotte

liv, hvad menneskerettighederne også er udtryk for. Således er menneskerettighederne en udvikling i

den biopolitiske proces. Dog er det her vigtigt at huske på, at menneskerettighedskonventionerne ofte

ses som mere eller mindre moralske retningslinjer – dette er dog en diskussion, jeg ikke vil give mig

i kast med.

Her på falderebet til dette kapitel er der endnu en vigtig pointe, jeg må have med. For hvis

Schmitt har ret i, at krigen udgør en undtagelsestilstand, må det betyde, at den demokratiske retsstat,

som er konstitueret af normer, unægtelig må suspenderes i tilfælde af krig. Det er en direkte

konsekvens af hans argumentation. Og der er belæg for det i historien, især hvad angår Første og

Anden Verdenskrig, hvor de fleste krigsførende stater kom under mere eller mindre

undtagelsestilstand, hvor bl.a. nogle af de basale borgerrettigheder blev suspenderet.123 Hvis det ikke

sker med det samme, vil det ske, når krigen totaliseres. Dertil er Agamben ikke enig i, da især ”State

of Exception” er skrevet efter at krigen mod terror er indledt, og han er yderst kritisk overfor den

udvikling, der er sket de seneste år. Bl.a. sammenligner han Guantanamobasen med KZ-lejrene under

Anden Verdenskrig med det argument, at en lejr er udtryk for en zone, hvor mennesket har mistet al

status undtagen, at det er i live – som jo netop ikke er en politisk status. Forskellen på Schmitt og

121 Mange forfatninger har inkluderet muligheden for civil modstand mod en tyrannisk regering, men det vil jeg ikke

komme ind på her. 122 ”Homo sacer”, s. 126 samt ”Cities without citizens”, s. 7. 123 Et eksempel på dette er interneringen af japanere i USA, efter at krigen mod Japan blev indledt i slutningen af 1941.

Et andet eksempel er fængslingen af danske kommunister under den tyske besættelse, der godt nok var foranlediget

af det tyske Udenrigsministerium, men udført af den danske regering. Begge handlinger var direkte

grundlovsstridige og udtryk for suspendering af basale politiske rettigheder (og dermed status).


45

Agamben i denne henseende må således være, at Schmitt er mere velkommen overfor tanken,

hvorimod Agamben er direkte modstander, og det er en vigtig forskel på dem.


Selvom Schmitt og Agamben arbejder med mange af de samme begreber, gør de det på

forskellig vis. Schmitts politikbegreb udgøres af en ven-fjende sondring, hvor Agamben derimod ser

det som en sondring mellem politisk og blot liv. Med store forbehold kan man sammenfatte ven-

fjendestørrelsen med bios, men Schmitts begreb er mere sort-hvidt end Agambens. En primær forskel

er, at der på sin vis godt hos Agamben kan være blot én bios, hvorimod Schmitts politikbegreb altid

vil forudsætte en deling til ihvertfald to grupper. Ens for dem er, at de begge arbejder med begrebet

'undtagelsestilstand', der er en retsløs sfære, men som alligevel ikke er en tilstand af kaos. Hos Schmitt

er krig en undtagelsestilstand, fordi det er en nødsituation, der forudsætter, at normerne tilsidesættes.

Men hvis man overfører Schmitts argument om den totale krig på Agamben, vil man også her se en

lignende udvikling. Det primære hos Agamben er menneskets status. Hvis et menneske kan siges at

have en politisk status, er det ikke homo sacer, hvilket betyder, at der hos Agamben godt kan være

plads til krigskonventioner, som på sin vis giver krigsførelsen legalitet, hvilket Schmitt jo ser som en

ren illusion. Men konventionernes suspendering reducerer mennesket til blot liv. Med krigen som en

unormativ tilstand skabes der et paradoks i forhold til den moderne retsstat, for det må betyde, at

demokratier ikke kan føre krig som demokratier, hvilket er et paradoks i forhold til krige for

demokrati.

For Schmitt er krigsnormativitet en illusion. For Agamben kan de sagtens gælde, så længe de

garanterer menneskets politiske status. Den totale krig er - som jeg læser Agamben - den tilstand,

hvor fjenden reduceres til blot liv.

5. Praktisk applikation – Hiroshima og Nagasaki

5. 1. Krigens situation sommeren 1945

Japans angreb på Pearl Harbor d. 7. december 1941 førte til krig med USA. Efter slaget ved

Midway juni 1942 vandt USA frem. I sommeren 1945 var Japan militært slået. Dets luftvåben var


46

praktisk talt ikke-eksisterende, og dets flåde var mere eller mindre sænket. Blokaden af Japans øer

havde kvalt industrien, og japanerne sultede. Mange af byerne bl.a. hovedstaden Tokyo var blevet

bombet gentagne gange. Oveni dét havde Japan mistet sin sidste allierede, da Tyskland overgav sig

d. 8. maj samme år. Krigen var tabt, og Japans ledere var vel vidende om det. Gennem 1945 havde

der været mere eller mindre uofficielle fredsfølere til USA gennem neutrale lande som Sverige og

Portugal, men Japan hæftede sig især meget ved kontakt gennem Sovjet Unionen, som Japan havde

en ikke-angrebs pagt med. Det, Japans ledere ikke vidste, var, at Sovjet Unionen havde aftalt med

sine allierede – England og USA – at erklære Japan krig, efter at krigen i Europa var vundet.

5. 2. Baggrundene for nedkastningerne af atombomberne

Japans ledere vidste som sagt, at krigen var tabt. At tabe en krig var æreløs nok, men at skulle

gå med til en betingelsesløs overgivelse, som de allierede forlangte, var næsten utænkeligt for

japanerne. De ville bl.a. ikke gå med til afskaffelsen af deres kejser, Hirohito, især ikke hvis han

skulle stå til regnskab for en international domstol, der måske kunne finde på at dømme ham til døden

– som jo skete med mange af de tyske naziledere.124 De allierede var på den anden side fanget i deres

egen doktrin. Hvis de gik bort fra at forlange den fuldstændige betingelsesløse overgivelse, som var

blevet bekendtgjort flere gange, ville de tabe ansigt. Sagen er, at USA og dets allierede ikke så noget

problem med at lade japanerne beholde deres kejser – faktisk kunne det være en fordel at lade dem

beholde ham som et samlingssymbol. Men det skulle ske på de allierede betingelser og ikke på

japanernes. USA's ledere kendte til den japanske mentalitet og til de japanske fredsfølere, men valgte

at ignorere dem. Japan havde stadig det trumfkort på hånden, at en invasion af dets hjemøer ville

koste fjenden dyrt, fordi japanerne selv med manglende materiel ville kæmpe indædt og lade USA

betale i blod for hvert skridt, de tog.125 Som illustration på den japanske fanatisme kan man se på

f.eks. kamikaze-konceptet – selvmordspiloter – samt slaget om Iwo Jima februar til marts 1945, som

japanerne - fordi det var en japansk hjemø – kæmpede indædt for at holde. Denne japanske fanatisme

er derfor ifølge den officielle historiefortælling et vigtigt argument for nedkastningerne af

atombomberne. For selvom ødelæggelsen af Hiroshima ved atombombe måske i sig selv ikke er så

meget forskellig fra f.eks. den konventionelle bombning af Tokyo hvad ang. ødelæggelse, så er der

124 Hirohito havde meget lidt reel magt. Han var mere et symbol end noget andet. Det var langt hen ad vejen militæret,

der styrede landet (og krigen). 125 Det er næsten umuligt at beregne, hvor mange amerikanske soldater, der ville være dræbt ved en invasion af de

japanske hjemmeøer. Nogle tal siger henved en million, andre tal er væsentligt lavere.


47

noget højest opsigtsvækkende og skræmmende over det at være i stand til at ødelægge en by med blot

én bombe. Denne chokværdi kunne måske give momentum til de japanske fredsfortaler både i

militæret men især i regeringen, samt få den japanske civilbefolkning til at presse på for en hurtig

afslutning af krigen.

En anden bevæggrund for nedkastningerne af atombomberne kunne være, at krigen i Europa

var blevet vundet ved en alliance hovedsageligt mellem England, USA og Sovjet Unionen, men

allerede før sejren var der gnidninger mellem de to første parter og den sidste part. Mange har

spekuleret på, om USA valgte at kaste atombomberne som en advarsel til Sovjet Unionen. Det er ikke

nok, at man har et masseødelæggelsesvåben, men man skal også kunne vise, at man har viljen til at

bruge det. Ellers kunne det være, at truslen ikke bliver taget alvorlig.

En tredje bevæggrund for nedkastningerne af atombomberne, som hænger nøje sammen med

forrige, er, at man skulle nå at afslutte krigen, inden Sovjet Unionen nåede at besætte for store dele

af de japansk kontrollerede områder, og at de efter krigsslutningen så ville nægte at trække sig tilbage

fra dem igen. De allierede pressede på for at få Sovjet Unionen til at erklære krig mod Japan, omend

retorikken blev mindre markant efter Trinity Testen126 d. 16. juli 1945.

Som fjerde grund for nedkastningerne af atombomberne kan man nævne det faktum, at

Manhattan Projektet127 havde kostet omkring 2 milliarder dollars, og hvis man så ikke skulle bruge

den, ville det virke som spild af ressourcer. Da man alligevel var i gang med en systematisk

udbombning af de japanske byer, ja så man kunne jo lige så godt benytte chancen til at bruge

atomvåben, mens det var muligt. Efter krigen ville man jo kun have mulighed for testsprængninger.

Atombomben over Hiroshima blev kastet d. 6. august 1945 og den over Nagasaki allerede d.

9. august. Sovjet Unionen havde som lovet erklæret Japan krig d. 8. august. Det var tre store ting på

blot fire dage. Man må næsten kunne sige, at én atombombe samt Sovjet Unionens krigserklæring

burde have været nok – det virker overflødigt at kaste bombe nr. 2. Faktisk skriver Wainstock, at

Japans ledere blev mere chokeret over Sovjet Unionens krigserklæring end kastningen af

atombomberne.128 Og Nagasaki blev bombet kun få timer efter Sovjet Unionen officielt havde

erklæret Japan krig, som om USA skulle nå at kaste den anden atombombe, inden japanerne nåede at

overgive sig. Der var nemlig forskel på de atombomber. Hiroshima bomben var en uran bombe, hvor

Nagasaki var en plutonium bombe, og deres design var forskellige. Kun plutonium typen var blevet

126 Den første atomprøvesprængning. 127 Udviklingen af de første atombomber under Anden Verdenskrig. 128 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 90.


48

testet før den aktuelle kastning, og det var som en mekanisme og ikke som en reel bombe.

Sammenlagt med dette kunne det også ses et varsel til Sovjet Unionen. Der foruden er fire dages

betænkningstid heller ikke særligt lang tid. Det ville have set bedre ud, hvis USA havde ventet en uge

til fjorten dage – krigen havde da varet fire et halvt år, så en halv måned mere skulle man jo nok

kunne have ventet – og hvis Japan så stadig nægtede at overgive sig, kunne de kaste den næste

atombombe. Oveni det må man huske på, at USA sagtens kunne have afsluttet krigen meget tidligere

– måske allerede i foråret – hvis de havde garanteret kejserens eksistens, men de valgte som sagt at

ignorere de japanske fredsfølere.

Man kan argumentere, at i stedet for at bruge atombomberne, kunne man have foretaget en

atomprøvesprængning som demonstration for Verdenspressen og/eller japanske repræsentanter.

Ulempen ved dette var dog, hvis det viste sig at blive en fuser. Det ville styrke fjenden i den tro, at

USA var langt fra at udvikle en funktionel bombe. Men man kan også se det som den manglende vilje

til at kaste atombomben, som jeg har været inde på.

5. 3. Atombomben: Symbol på krigen, der totaliserede sig?

Schmitt bruger tesen om den totale krig til at argumentere for, at krige ikke kan være

normative. Han begrunder det med erfaringer fra Første Verdenskrig, men Anden Verdenskrig må

siges at være et endnu bedre eksempel. Luftkrigen er især et rigtig godt eksempel, fordi den startede

i det små, men eskalerede således, at der skete et markant gradvist skred, hvor den ene ekstrem

overgik den anden. Tyskerne startede luftkrigen over England med at angribe militære mål, men gik

hurtigt over til at koncentrere sig om civile mål. Dette brugte englænderne som påskud og

undskyldning for at starte en bombeoffensiv mod Tyskland og tyskbesatte lande, der blev svaret igen

med en forøget terrorbombning af de engelske byer. Som illustration på denne udvikling, kan man se

på et tysk luftangreb på Coventry mellem d. 14. og 15. november 1940, hvor 554 englændere døde.129

Ved de allieredes angreb på Hamburg mellem d. 24. og 30. juli 1943 døde over 30.000 mennesker.130

Det er en forøgelse på ca. 5502 % på under tre år!

Den japanske hovedstad Tokyo var ofte mål for amerikanske bombefly i krigens sidste år. Ved

129 ”Anden Verdenskrig”, bind III, s. 138. 130 ”Anden Verdenskrig”, bind VIII, s. 143.


49

det værste angreb d. 9. marts 1945 blev 88.793 mennesker døde,131 dvs. det var næsten tre gange så

mange som ved Hamburg og ca. 160 gange så mange som ved Coventry. Til sammenligning døde ca.

71.000, da Hiroshima blev atombombet d. 6. august 1945. Mange flere døde sidenhen som følge af

radioaktiv stråling – enten ved egentlig strålesyge eller af kræft.132 Det er svært at sætte tal på, men

Wainstock skriver, at Professor Shogo Nagaoka efter en undersøgelse har konkluderet, at Hiroshima

bomben i alt har kostet over 200.000 mennesker livet. Hvis man sammenligner dette med Coventry

bombningens 554 dødsofre virker dette tal nærmest surrealistisk, men ikke helt så meget som hvis

man ser det i forhold til Hamburgs 30.000 eller Tokyos næsten 90.000 omkomne. Man kan således

trække en direkte linje fra Coventry til Hiroshima, fordi den ene ekstrem overgik den anden. Denne

udvikling virker på en absurd måde ganske naturlig, netop fordi krigen er den unormale tilstand. Hvis

man havde set samme forøgelse af dødsofre i forbindelse med et fænomen i en normaltilstand – dvs.

i en fredstid – ville det have skabt næsten ubegribelig furore.

Én efter én blev de japanske storbyer jævnet med jorden: Tokyo, Osaka, Kobe, Yokohama ved

konventionelle bombninger, og sidenhen Hiroshima og Nagasaki ved atombombninger. Men

amerikanerne begyndte dog i sommeren 1945 at nedkaste flyveblade over de japanske byer med

varsling før et forestående angreb. Spørgsmålet er blot, om de gjorde dette for at overholde art. 26 af

Genève Konventionen – advarsel af de offentlige myndigheder før et angreb, hvor det var muligt –

eller om de havde andre grunde? Sagen er den, at amerikanerne først begyndte på denne praksis efter,

at bombetogterne var blevet sikre for besætningerne af deres bombefly, fordi japanernes kampevne

var næsten ikke-eksisterende på det tidspunkt.133 Så der var ikke nogen større fare ved at advare i

forvejen, da japanerne alligevel ikke var i stand til at gøre noget ved det. Desuden lå der et strategisk

element i det, da man således viste, at man havde overskud nok til at advare i forvejen, dvs. det

illustrerede overfor fjenden – både militæret så vel som lederne og de civile – at man var dem så

overlegen, at man kunne tillade sig at gøre det, og som effekt ville det sprede defaitisme blandt

japanerne. At man dræbte færre civile, fordi de kunne nå at flygte, var måske blot tænkt som en ekstra

bonus. Desuden blev det tidligt i forløbet besluttet, at der ikke skulle være nogen sådan forvarsel før

atombombningerne. Her skal man selvfølgelig overveje dét, at USA ikke ville risikere, at japanerne

brugte deres sidste ressourcer til at skyde netop det ene fly med atombomben ned. Men det kan også

ses som et forsøg på at maksimere atombombens virkning, for hvis japanerne kunne nå at flygte, ville

131 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 7. 132 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 87. 133 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 8.


50

dødstallet blive væsentligt mindre og så ville man ikke opnå fuld forståelse af atombombens

maksimale effekt. Dette hænger nøje samme med en atombombes essentielle betydning – en

atombombe er og bliver et terrorvåben. Den er designet til at jævne byer og dræbe civile i massefold,

og det var vigtigt for amerikanerne at vise, hvor effektivt den var til det. Selv som afskrækkende

våben i en fredstid har atombomben stadig denne essentielle funktion.

Jeg tror, man hurtigt kan konkludere, at krigskonventionerne i 1945 for længst var tilsidesat.

Hvis de blev overholdt, virker det mest af alt som en frivillig gestus fra de sejrendes side, og ikke

fordi det var normer. Dermed lå konventionerne og flød på overfladen, hvilket gav krigen en vis

”smag” af legalitet – jf. lovkraft – og Schmitts totale krig var i effekt.

5. 4. Atombomben: En handling i en undtagelsestilstand?

Atombombningerne passer fint overens med Schmitts begreber om krig og

undtagelsestilstand. Anden Verdenskrig var en aktualisering af ven-fjende sondringen mellem USA

og Japan relativt til tidens åndelige centralområde, hvor sondringen var mellem nationalstater. Krigen

var som en nødsituation blevet en undtagelsestilstand, hvor den suveræne beslutning gjorde sig fri af

normerne og dermed gjorde det muligt for den amerikanske præsident Truman at beslutte sig for at

bruge atombomberne134 som et led i en gradvis totalisering af krigen, der trak sine linjer tilbage til

den tyske Blitz135. Langt de fleste amerikanere var vrede over Japans uprovokerede angreb på Pearl

Harbor, så Truman havde majoriteten i ryggen, hvorved hans vilje blev udtryk for deres samlede –

antageligvis ”gode” – vilje, og han kunne dermed ikke bedrive illegitimitet. Desuden var japanerne

blevet dehumaniserede i den amerikanske propaganda, og da de allierede repræsenterede

”menneskeheden” – fordi Anden Verdenskrig var en krig i ”menneskehedens navn”, dvs. en kamp for

”frihed, lighed og demokrati”, der dog ikke var andet end floskler som del af en politisk dagsorden –

blev det således gjort muligt at være umenneskelig overfor japanerne, deriblandt at jævne deres

storbyer med jorden med titusindevis af dødsofre til følge. Ved at kalde det ”strategisk bombning” fik

det desuden også en legitim mening til forskel fra, hvis man f.eks. havde kaldt det ”terrorbombning”.

Argumentet om, at man kunne have nøjes med en enkelt atombombe eller måske endda afsluttet

krigen tidligere, fordi Japan militært set var slået, kan også ses i forhold til Schmitts tanker, fordi det

er suverænen – i dette tilfælde Truman – der bestemmer undtagelsestilstanden, dvs. også hvornår

134 Kastningen af atombomberne var i sidste ende Trumans beslutning. 135 Luftslaget over England.


51

nødsituationen er overstået, så man kan gå tilbage til normaltilstanden.

Agambens position er noget anderledes men har dog visse lighedspunkter. Hans

undtagelsestilstand er et ikke-område mellem norm og anomi, hvor mennesket mister sit politiske liv

og står tilbage som blot liv, der kan dræbes uden, at det er mord. Var det det, der skete for beboerne i

Hiroshima og Nagasaki? For at svare på dette, må vi se på de forskellige aspekter af problemstillingen.

Hvad gjorde det muligt for Truman at tage beslutningen om at kaste atombomberne? Jeg har allerede

været ind på den historiske baggrund og de mest betydelige årsager; men var nedkastningerne

handlinger i en undtagelsestilstand?

Det første, man kan se på, er den tidligere nævnte idé om at målet helliger midlet. Krigen

havde et formål jf. Clausewitz nemlig japanernes betingelsesløse overgivelse, og midlet hertil var

bl.a. udslettelsen af deres byer. Hvis man brugte atombomber, kunne man bare gøre det hurtigere, da

man i stedet for tusind bombefly kunne nøjes med ét fly og én bombe. Således var der ingen forskel

på konventionel bombning og atombombning. Dermed kommer Trumans beslutning til at stå i

forlængelse af den totale krig mod Japan, og atombomberne i sig selv kan ikke siges at have været

specielle som sådan. Men Japan var militært slået, dvs. atombombningerne (og de sidste

konventionelle bombninger, hvor det sidste storangreb på Tokyo var d. 13. august 1945 – dvs. fire

dage efter Nagasaki og to dage før japanerne overgav sig)136 virker overflødige. Hvis formålet var at

slutte krigen, kunne man være gået med til en næsten betingelsesløse overgivelse, men dog ladet

japanerne beholde deres ære – man kunne sagtens have forhandlet sig frem til det, hvis man havde

villet. Desuden havde to voldsomme begivenheder – atombombningen af Hiroshima og Sovjet

Unionens krigserklæring – måske været nok, hvis man havde givet japanerne mere betænkningstid

end kun fire dage. Men hvis man i stedet ser atombombningerne som en advarsel til Sovjet Unionen

og ikke (blot) som en del af krigen mod Japan, tegner der sig et lidt andet billede, som man kan

sammenfatte med forsvaret for Manhattan Projektets høje omkostninger. Ens for disse to muligheder

er, at man skulle nå at kaste atombomberne, inden japanerne nåede at overgive sig. Ved at vise, hvor

mange mennesker, man kunne udslette på én gang, havde man vist, at atombomber var kraftige nok

til at blive kaldt ”masseødelæggelsesvåben”, men man havde også vist, at man havde viljen til at

bruge det, specielt hvis man kastede to. Dermed ville atombomberne være gode kort at have på

hånden, når der skulle forhandles internationalt efter krigen. Pointen her er, at de civile japanere

overhovedet ikke kom i betragtning ved beslutningen om at kaste atombomberne - andet end som liv,

136 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 105.


52

der kunne udslettes. Wainstock skriver f.eks., hvordan tabet af japanske liv slet ikke var relevant for

Truman, da han skulle beslutte sig,137 dvs. i hans beslutning var japanerne frarøvet al politisk status

og stod tilbage som blot liv. De var kun en del af en kalkulation og må dermed siges at være homo

sacere. Om der døde 70.000 eller 90.000 havde ikke haft nogen normativ betydning, fordi det ikke

havde gjort nogen forskel på beslutningen om at kaste atombomben over Hiroshima – disse tal var

blot et udtryk for atombombens reelle effekt, der så godt ud på papiret. Og når man havde kastet en

atombombe, kunne man lige så godt kaste en til; eller man kunne havde ladet være – der ville igen

ikke have været nogen normativ forskel på de to handlinger. Således var Trumans beslutning en

suveræn beslutning i en undtagelsestilstand, der havde lovkraft bl.a. i kraft af, at man havde

krigskonventioner fra før krigen, dvs. i kraft af normaltilstandens normativitet. Hans handling var

således både lov og fakta i ét. Japanerne var homo sacere for ham, og han handlede som en suveræn

overfor dem.

Men man kan også se på hele sagen fra en lidt anden synsvinkel. Måske var nedkastningerne

af atombomberne en normativ handling, nemlig et forsøg på at redde menneskeliv. Jeg taler om

argumentet om, at atombomberne gjorde en invasion af Japan unødvendig. En invasion ville som sagt

have kostet et uhyre antal menneskeliv – både amerikanske soldater og så sandelig også japanske

forsvarere. Atombomberne gjorde denne invasion unødvendig. Fra et rent utilitaristisk synspunkt

giver det god mening. Men hvilke konventioner skulle dette hensyn til menneskeliv så være i

overensstemmelse med? Den egentlige Menneskerettighedskonvention var endnu ikke udarbejdet,

men mon ikke de allierede allerede havde konceptet i tankerne, før krigen sluttede, specielt efter at

man efter Tysklands overgivelse fandt ud af nazisternes folkemord på jøder og andre etniciteter? Som

repræsentanter for ”menneskeheden” måtte de allierede jo tage et moralsk standpunkt. På den måde

kan man sige, at beslutningen om at kaste atombomberne var en del af en normativ handling, dvs.

normer der dog endnu ikke var nedskrevet som konventioner endnu. Men hvis man virkelig havde

ønsket at spare menneskeliv, kunne man have afsluttet krigen noget tidligere. Eller man kunne i det

mindste have nøjedes med at kaste en enkelt atombombe. Desuden kan beboerne i Hiroshoma og

Nagasaki stadig ikke siges at have haft nogen politisk status, også selvom det var for at undgå, at

andre skulle dø – samme argument ser man f.eks. ved den hjernedøde, hvis liv udslettes ved suveræn

beslutning netop for at redde andre menneskeliv.138 Det var stadig en suveræn beslutning i

137 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 121. 138 Dette er ikke en egentlig handling i en undtagelsestilstand som sådan, men blot et udtryk for den biopolitiske

udvikling, hvor man tager beslutninger på det blotte liv.


53

undtagelsestilstanden, og japanerne var dermed stadig bandlyst fra det politiske liv,139 dvs. deres

politiske status som civile, som de ellers skulle have besiddet, var taget fra dem. Som nævnt ovenfor

havde hensynet til tabet af japanske civile slet ikke andel i Trumans beslutningstagen. Men da man

trods alt stadig arbejdede med begrebet 'civil' - man tog bare ikke hensyn til det – illustrerer det den

normativitet, der var uden for krigstilstanden og som lagde grund til den lovkraft, som Trumans

beslutning havde. Beboerne i Hiroshima og Nagasaki havde på papiret status af at være civile, men

det betød bare i realiteten ikke noget. Hermed viser det Agambens pointe med den inklusive

eksklusion – de japanske ”civile” befandt sig stadig som homo sacere i et ikke-område mellem norm

og anomi. Overfor dem stod Truman stadig som suveræn.

Et andet aspekt, man kan overveje, er selve valget af Hiroshima som mål. Amerikanske

bombefly havde som sagt allerede udbombet langt de fleste japanske storbyer. Kyoto, som var blevet

sparet, havde egentlig først været tænkt som mål for den første atombombe, da byen både havde

krigsindustrier samt en befolkning på over en million.140 Men da Kyoto var Japans gamle hovedstad

og dermed var hjemsted for mange antikke og religiøse bygninger, blev Hiroshima valgt i stedet, da

det var den næststørste by, der stadig stod nogenlunde uberørt af bomber. Kan man dermed sige, at

beslutningen om at skåne Kyoto således var i overensstemmelse med art. 27 (bestemmelsen om at

man for så vidt det er muligt skal forsøge at skåne bygninger med bl.a. religiøs værdi)? Mit svar må

være ”nej”, fordi det stadig var en del af en strategisk beslutning. Amerikanerne havde brug for

japanerne efter krigen som et værn mod Sovjetblokken, og hvis man jævnede Japans gamle hovedstad

med hele dens religiøse og nationale symbolværdi, ville japanerne sikkert aldrig tilgive USA for

det.141 Desuden kom beboerne i Hiroshima stadig ikke med i betragtningen, dvs. de var stadig

bandlyste fra det politiske liv, selvom man måske alligevel kunne sige, at art. 27 blev overholdt ved

at skåne Kyoto, fordi art. 27 ikke garanterede den japanske civil status.

Her til sidst er der to ting, jeg vil kommentere på. For det første må man sige, at

konventionerne for bombning af byer ikke var aktuelt opdateret under Anden Verdenskrig –

bestemmelserne var trods alt fra 1907 og var allerede blevet forældet med Første Verdenskrig – og

krigens pragmatisme gjorde, at man så at sige måtte følge med tiden. Men en sådan pragmatisme er

139 Japanerne var naturligvis inkluderet i deres egen bios (nationalstaten Japan), men ekskluderet fra det internationale

samfunds. Dette hænger sammen med det, jeg skrev i min sammenfatning og diskussions kapitel ”5.1. Politik og

krig” omkring hvorledes bios både kan udgøre den enkelte stat, men også hele den moderne Verdens

nationalstatssystem. Det er fra den sidstenævnte bios, japanerne i denne betydning var ekskluderet fra. 140 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 83. 141 ”The decision to drop the atomic bomb”, s. 84.


54

på sin vis blot et element af målet helliger midlet-doktrinet og dermed et udtryk for den totale krig.

Desuden må man huske på, at der findes andre krigsnormer end blot krigskonventionerne. USA's

egen Uafhængighedserklæring siger: ”We hold these truths to be self-evident, that all men are created

equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are

Life, Liberty, and the pursuit of Happiness.”142 Dette er en universel erklæring og måtte derfor også

gælde for beboerne i Hiroshima og Nagasaki – eller Tokyo eller Hamburg for den sags skyld. Således

må man sige, at også disse normer var suspenderet.

For det andet kan man ikke undlade at overveje, hvad der ville være sket, hvis det i stedet for

USA havde været Japan eller Tyskland, der havde atombombet en eller flere af de allieredes storbyer.

Et kvalificeret gæt ville være, at de ansvarlige ville være blevet sat for en international ad hoc

krigsdomstol og var højest sandsynligt blevet dømt til enten døden eller ihvertfald til lange

fængselsstraffe for forbrydelser mod menneskeheden. Dette passer nøje overens med Schmitts tanker

om fjenden som umenneskelig, hvor en handling er umenneskelig, netop fordi den er udført af

fjenden.


I Anden Verdenskrigs sidste dage kastede amerikanerne to atombomber over japanske byer.

Baggrunden for denne handling er mangfoldig, og målet har været at se på, hvordan man kan tolke

disse begivenheder ud fra Schmitt og Agambens filosofi.

Anden Verdenskrig var en krig, der som et eksempel på Schmitts tanker om krig, netop var en

krig, der totaliserede sig, som man kan se ved at sammenligne forskellige bybombninger fra

forskellige tidspunkter af krigen og på, hvordan de med tiden blev mere og mere ekstreme i forhold

til antal dødsofre, hvilket viser en gensidig suspendering af normerne. Bl.a. forsøgte amerikanerne

ikke nødvendigvis at overholde nogen krigskonventioner, da de med flyveblade begyndte at advare i

forvejen før et bombeangreb, da de muligvis havde en mere pragmatisk begrundelse.

Atombombningerne i forbindelse med krigen som en undtagelsestilstand er let at få til at

hænge sammen med Schmitts filosofi, da hans stilling essentielt er, at krig ikke kan have normer. Med

Agamben kræver det lidt mere analyse og diskussion. Hovedspørgsmålet er, om indbyggerne i

Hiroshima og Nagasaki kan ses som homo sacere, hvilket de godt kan. Den vigtigste grund til dette

142 http://www.ushistory.org/declaration/document/index.htm

http://www.netlibrary.com/Reader/


55

er, at deres status som civile i en krig ikke blev anerkendt – eller hvert fald ignoreret – og, at der

overhovedet ikke blev taget hensyn til dem, da beslutningen om kastningen af atombomberne blev

truffet. Dette illustrerer meget godt, hvordan japanerne var blevet ekskluderet fra det politiske liv og

stod tilbage som blot liv. Som jeg ser det, symboliserer atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki

den totale krig, hvor der ikke hersker normer. Dette er blot blevet bekræftet ved min undersøgelse af

Schmitt og Agamben. Men man må også holde sig for øje, at Anden Verdenskrig er en ekstrem – det

er det værst tænkelige eksempel. Atombomben er et så altødelæggende våben, at den faktisk kunne

afholde sondringen mellem Øst- og Vestblokken – eller mellem repræsentativ demokrati og

kommunisme – i 50 år indtil 1989 fra at aktualisere sig i Tredje Verdenskrig, en krig som ofte forstilles

som menneskehedens sidste – fordi der efter den ikke vil være nogen menneskehed tilbage!

6. Krig og undtagelsestilstand – reflekterende opsummering på

specialet

Ved hjælp af filosofisk argumentation – og fra tid til anden et historisk eksempel – har vi i det

foregående set på forholdet mellem krig og normer og fundet frem til, at der er et eller andet

misforhold mellem disse to størrelser. Men her ender vores undersøgelse ikke. For vi mangler stadig

at stille et yderst vigtigt spørgsmål: Hvorfor har man i første omgang overhovedet valgt at lave

konventioner for krig? Hvorfor ikke bare lade krigene udspille sig, som de nu engang gør det? Til

dette er der ikke noget let svar. De første egentlige krigskonventioner dukkede op omkring det første

årtusindskifte og var sanktioneret af den kristne kirke. ”Guds fred” (Pax Dei) i 989 og senere med

”Guds frist” (Treuga Dei) i 1027 og 1054 blev proklameret pga. den uindskrænkede vold, der

herskede i Europa på dette tidspunkt. Det, der bl.a. er vigtigt ved disse, er især indførslen af idéen om

non-kombattanter, dvs. at folk, der ikke direkte var involverede i kamphandlingerne, skulle skånes,

hvilket siden er blevet en naturlig del af den moderne mentalitet omkring krig. Denne tradition

fortsatte de næste tusind år, men især med Geneve og Haag konventionerne, der begyndte i slutningen

af det 19. århundrede, fik krigskonventionerne den form, som vi kender dem i dag. Fællesnævnerne

hér er en fordømmelse af krig samtidig med en pragmatisk erkendelse af dens eksistens. I forlængelse

af dette kan man se på paradokset i, at de moderne internationale sammenkomster som f.eks.

Folkeforbundet og sidenhen FN begge var grundlagt med det formål at komme krig til livs, men

indeholdt dog begge muligheden for legalt at føre krig. Folkeforbundet var skabt ud fra en generel


56

accept af ikke at bruge krig til løsning af konflikter, men via art. 8 havde medlemslandende bl.a.

mulighed for at holde et minimalt militær til eksistensforsvar,143 og art. 12 gav direkte ret til krig

mellem medlemslande i tilfælde af en konflikt, der ikke kunne løses efter tre måneders mægling.144

FN Pagtens art. 51 er en direkte henvisning til retten til selvforsvar med fokus på en eller anden form

for naturret.145 Folkeforbundet viste sig heller ikke at være i stand til at forebygge endnu en

Verdenskrig. På baggrund af dette blev FN oprettet bl.a. med den praktiske applikation, at Verdens

fem mest magtfulde nationer – USA, England, Frankrig, Sovjet Unionen og Kina – permanent skulle

sidde i Sikkerhedsrådet, og hver af disse havde vetoret. Grundidéen med FN var, at FN altid skulle

være neutralt og ikke tage side i en konflikt. Dette viste sig hurtigt at være en sværere opgave end

først antaget, da det havde været muligt for USA at gøre Korea Krigen (1950-53) FN sanktioneret,

fordi Sovjet Unionen på dette tidspunkt boykottede FN, fordi Kina blev repræsenteret af Jiang Jieshis

regering på Taiwan og ikke Mao Zedongs kommunistiske regering i Beijing. Sydkorea fik således et

blåstempel som den legale forsvarer via FN, og Nordkorea – og senere Kina, da de tog en aktiv rolle

i krigen – blev som konsekvens de illegale angribere. Dette eksempel på ”papirlegalitet” er som taget

ud af Schmitts kritik af legalitet, og det hænger nøje sammen med de forrige århundredes distinktion

mellem 'forsvarer' og 'angriber'. Denne mangel på upartiskhed var bl.a. grunden til, at Danmark

nægtede at sende kamptropper til Korea.

Således kan man sige, at selvom man fordømmer krigen, anerkender man også dens eksistens

af praktiske grunde. Det bedste, man derfor kan gøre, er at lave konventioner, som måske/måske ikke

bliver overholdt i tilfælde af krig. Schmitt har en god pointe i sine tanker om den totale krig, som jeg

ikke kan se Agamben ville være uenig med ham i, nemlig at ved en eskalering af en krig vil normerne

med tiden blive suspenderet. Det er sikkert derfor, man frygter Tredje Verdenskrig så meget. Man har

jo allerede set, hvor slemt det gik for sig under Første Verdenskrig og, hvordan Anden Verdenskrig

blev endnu værre. Atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki er blot et eksempel. Og disse

konventionelle atombomber er ingenting i forhold til den senere udviklede brintbombe. Den kraftigste

brintbombe nogensinde var den russiske Zar Bombe (1961), som med en sprængkraft på ca. 50

megatons TNT var omkring 4000 gange kraftigere end Hiroshima bomben, der ”kun” svarede til ca.

10-15 kilotons TNT! Zar bomben alene havde en sprængkraft, der var 10 gange kraftigere end alt

sprængstof brugt under Anden Verdenskrig! En sådan bombe er kun beregnet til én ting: At ødelægge

143 http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art8 144 http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art12 145 http://yale.edu/lawweb/avalon/un/unchart.htm#art51

http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art8

http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art12

http://yale.edu/lawweb/avalon/un/unchart.htm#art51


57

byer og dræbe civile. Den er ikke et våben skabt til militære sejre – den er et våben, der er skabt med

det ene formål at terrorisere modstanderen til at bøje sig for ens vilje. Og det virker plausibelt, at

Tredje Verdenskrig ville starte med en brug af denne slags bomber. Således er atombomben allerede

blevet normen i Tredje Verdenskrig, før krigen overhovedet er begyndt!

Men der findes andre krige end kun Verdenskrige. Schmitt er helt klart bundet af sin egen tid,

hvor der virkelig fandtes en egentlig naturtilstand mellem nationalstaterne. Det var før, staterne efter

Anden Verdenskrig begyndte at opgive dele af deres suverænitet i såkaldte supernationale

organisationer – FN og senere EU som de klareste eksempler. Men i mindre konflikter er det lettere

at holde sig til konventionerne, fordi krig på dette niveau ikke handler om blot eksistens. Her har

Agamben sin styrke i forhold til Schmitt. Hans projekt er bl.a. at skabe debat omkring problemet ved,

at undtagelsestilstanden skulle gå hen og blive normen. Hvis terroristerne skulle gå hen og vinde

borgerkrigen i Irak – dvs. definitivt får smidt koalitionens styrker ud af Irak og etableret et

fundamentalt islamisk styre – ville det jo ikke betyde enden på den Vestlige Verdens levevis. En

suspendering af normerne ville ikke være forsvarlig i denne krig, fordi det ikke er en nødsituation – i

Schmitts terminologi – så muligheden for suveræn beslutning uafhængig af normerne er på

nuværende tidspunkt ikke nødvendig. Lidt banalt kan man sige, at der ikke er nok på spil i krigen

mod terror til at risikere en undtagelsestilstand. Men hvis Nazi Tyskland derimod havde vundet Anden

Verdenskrig, havde det betydet enden på demokratiet i Europa, dvs. det kan mere siges at have været

en eksistenskamp, specielt da nazisterne begyndte at bedrive regulært folkemord på deres fjender.

Således var der mere på spil under Anden Verdenskrig, end der er i den nuværende krig mod terror,

så det er derfor lettere at se Anden Verdenskrig som en 'nødsituation'. Men for Schmitt er alle krige

potentielle totale krige, fordi alle krige i sidste ende handler om eksistens, og på det punkt er Anden

Verdenskrig og krigen mod terror ens. Aktualiseringen af ven-fjende sondringen gør det umuligt at

se krig anderledes. Fjenden udgør per definition en negering af vennens eksistens, uafhængigt af om

det handler om fascister eller fundamentale islamister.

Men her må man lige holde sig for øje, at den totale krig historisk set hører til sjældenhederne.

Selvom mange krige har set en vis eskalering i krigsførelsen, kan man faktisk kun beskylde Anden

Verdenskrig for at være en egentlig total krig. Der var en suspendering af normerne under f.eks. Første

Verdenskrig – mest markant med ubådskrigen, der fra 1917 blev uindskrænket – men slet ikke i

samme målestok som under Anden Verdenskrig. Altså må man lave sondring mellem normativ og

ikke-normativ dvs. total krig. Krigen mod terror er en normativ krig, fordi der ihvertfald fra Vestens

side er en vis anerkendelse af krigskonventionerne. Man er (endnu) ikke begyndt på en systemisk


58

terrorbombning af civile mål, som man gjorde under Anden Verdenskrig. Guantanamofangernes

mangel på politisk status viser dog en vis grad af reducering til blot liv, så udviklingen er potentielt

til stede.

Men forsvarer en eksistenskamp i virkeligheden brugen af terrorbombning på civile? Anden

Verdenskrig indeholder et iboende paradoks. Krigen ses ofte som ”den retfærdige krig”, der skulle

komme fascismen i alle dens udformninger og afskygninger til livs én gang for alle - men samtidig

har vi atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki med al deres kontrovers. Atombombningerne

svarer ikke overens med historien om de forenede nationers retfærdige sejr over fascismen, hvis man

ser dem som deciderede terrorbombninger – og hvordan skal man ellers kunne se på et våben, der er

beregnet til at dræbe civile for derved at tvinge modstanderen til at bøje sig for ens vilje, dvs. for ens

politiske krav? Er det ikke sådan, man definerer terrorisme? Var Truman således ikke en lige så stor

forbryder mod menneskeheden, som Hitler blev opgjort til at være? Da atombomberne blev kastet,

var nødsituationen overstået, fordi Japan – og naturligvis Tyskland – var overvundet. Dermed virker

atombombningerne overflødige for sejren.

Hér må man huske den gamle floskel – at det er sejrherrerne, der skriver historien. I årtierne

efter Anden Verdenskrig var det derfor en del af den anerkendte historiefortælling, at Anden

Verdenskrig var en retfærdig krig, og selvom der skete uhyrligheder fra de allieredes side, var det

med de bedste intentioner om håbet for en bedre Verden. Det er slet og ret blevet en del af mentaliteten

omkring Anden Verdenskrig. Vi skal faktisk helt op i 1990erne, før vi f.eks. endelig ser film, der viser

amerikanske soldater begå handlinger, der må betragtes som krigsforbrydelser. I filmen ”Saving

Private Ryan” (1998) ser man to amerikanske soldater, der skyder to tyske soldater, selvom disse har

hænderne i vejret, hvilket er et universelt tegn for overgivelse. Det er et direkte brud med

krigskonventioner, hvor en krigsfanges status netop gør, at man ikke må harme dem på nogen måde.

Og Tom Hanks karakter kaptajn Miller ser det, men reagerer ikke på det. Der har ganske enkelt ikke

været fokus på allierede soldaters dårlige opførsel før indtil for nyligt. Desuden er der en generel

mening om, at de tyske soldater opførte sig langt værre overfor deres fjender, så det er ligesom blevet

undskyldningen. Og selv med det øgede fokus på de allieredes brud med krigskonventionerne, er vi

stadig ikke gået væk fra fortællingen om Anden Verdenskrig som de retfærdiges sejr over de onde.

Og hertil udgør atombomberne til stadighed et paradoks.

Og det er her, hvis jeg selv skal sige det, at mit speciale har sin sande merit. For krig er et

paradoks. Der tangerer et ”sted”, der ikke er 'normalt'. Selv med konventionerne i kraft er krigen den

uønskede tilstand, den vi med al magt konstant forsøger at undgå. Krig er den sidste løsning, når alle


59

andre forsøg på fredelig konfliktløsning er prøvet og har fejlet. Derfor er det vigtigt at undersøge den

sfære, hvori krigen befinder sig. Dens yderste konsekvens er undtagelsestilstanden. Hos Schmitt er

det en del af udviklingen af den totale krig, hvor normerne bliver suspenderet for at gøre den suveræne

beslutning mulig. Hos Agamben er det en inklusiv-eksklusiv reducering af modstanderen til blot liv,

der tangerer i et ikke-sted mellem norm og anomi, hvor livet kan udslettes, uden at det er mord, men

hvor handlingerne stadig relaterer sig til normerne via lovkraften.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er glad for, at de allierede vandt Anden Verdenskrig, da jeg

helt klart fortrækker demokrati frem for fascisme. Men det betyder ikke, at jeg uden videre vil give

de allieredes opførsel under Anden Verdenskrig mit uforbeholdende blåstempel. Krig, både de

specifikke krige og krig som generelt begreb, skal kritiseres, og det skal kritiseres konstant og

konsekvent. Især hvad angår baggrunden for en krig. Schmitt har en pointe, hvad dette angår. For er

alle krige i sidste ende ikke politiske? Kampen i menneskehedens navn er en illusion. Så kampen for

demokratiet er ikke en kamp for menneskeheden, men en kamp for en levemåde. Fascismen var

fjenden, aktualiseringen af ven-fjende sondringen var Anden Verdenskrig. Da fascismen var

overvundet, dukkede andre ven-fjende sondringer op, der før krigen havde ligget mere i baggrunden.

Kampen mod kommunismen varede et halvt århundrede. Derefter var der kampen mod terror. Den

ene ven-fjende sondring afløser den anden. Således kan man tænke sig, at når hele verden er blevet

fri og demokratisk, vil den nye ven-fjende sondring måske blive mellem forskellige typer demokratier.

For hvis Schmitt har ret, har vi altid brug for en ven-fjende sondring for, at der kan være tale om

politik. Faktisk er politisk eksistens netop konstitueret ved selvbestemmelsen af fjenden. Dermed kan

det vise sig at være usandt, når man hævder, at demokratier ikke fører krig mod andre demokratier.

Alle krige kan potentielt totalisere sig. Krigskonventionerne er til for at beskytte os selv, dvs.

de er til for at undgå, at der sker uhyrligheder i krig, som vi har set det ske. Om ikke andet kan vi da

prøve at udskyde udviklingen til den totale krig så lang tid som muligt. Måske kan vi endda nå at få

konflikten overstået, inden normerne bliver suspenderet. For hvis vi bare uden videre accepterer, at

krigen er den unormale tilstand, hvor normerne alligevel ikke kan have nogen plads, har Agamben

ret – undtagelsen er dermed blevet til reglen, og vi står alle i fare til at blive reduceret til homo sacere

med alle de uheldige konsekvenser, der kan føre med sig. Hvordan kan vi i det hele taget tillade os at

kalde vores styreformer for repræsentative demokratier i konstitutionelle retsstater, hvis vi

uforbeholdende tillader os muligheden for sådan en tilstand?

Med disse overvejelser som grundlag, er det nu på tide at få svar på nogle af de essentielle

spørgsmål, som vi gennem specialet har bevæget os hen imod: Hvad er forholdet mellem krig og


60

normer? Det er mig umuligt at komme med et entydigt svar, men det tætteste, jeg kan komme, er

erkendelsen af, er der må være en normal måde at kunne bedrive krig på, der relaterer sig til

normaltilstanden i et direkte forhold. Denne krigsnormativitet vil dog, i og med krigen totaliserer sig,

med tiden føre til en suspendering af normerne, og krigen vil stå tilbage som en undtagelsestilstand.

I undtagelsestilstanden bliver den suveræne handling mulig, da den befrier sig fra normerne, men

stadig relaterer sig til dem, og overfor suverænen står homo sacer figuren, hvis eneste status er, at han

er i live. Da mord er noget, der kun kan ske med politisk liv, kan homo sacer, der mangler dette, ikke

myrdes. Drabet på homo sacer er dermed ikke andet end udslettelsen af liv.

Konklusion og afslutning

Jeg har i dette speciale beskæftiget mig med en undersøgelse, hvis formål var at stedfæste en

forbindelse mellem normativitet og krig, især med henblik på at se om krig kan have normer. Som

projekt har jeg stillet to filosoffer overfor hinanden, hvis styrke i forhold til problemstillingen var, at

de arbejder med mange af de samme begreber, omend på forskellig vis. Jeg startede ud med at lave

en generel undersøgelse af begrebet 'krig', hvor jeg ved at bruge de klassiske tænkere Hobbes, Locke

og Clausewitz satte nogle forskellige forståelser op, som jeg så gentagne gange har gjort brug af

gennem opgaven. Dernæst gik jeg i gang med den primære undersøgelse, hvor jeg ved først at tage

udgangspunkt i Schmitts filosofi fandt frem til, at politik ifølge ham udgøres af en ven-fjende

sondring, som er relativ til tidens åndelige centralområde og får sin styrke fra andre sondringer i den

menneskelige væren. I forlængelse af dette så jeg på, hvorledes der i den moderne retsstat hersker

normer og ikke mennesker. Dernæst undersøgte jeg, hvordan krig er aktualiseringen af ven-fjende

sondringen, dvs. at krigens potentialitet er grundlaget for politikken. Uden krig som mulighed ville

der således ikke kunne være politik. Krig er desuden altid en eksistenskamp, da fjenden udgør

negeringen af ens egen eksistens. Dermed bliver det gjort klart, at alle krige må være politiske - og

ideologiske eller etiske begrundelser for krige ikke kan være andet end illusioner. Dette bragte mig

videre til problemstillingen om legal krig, da legalitet kan dikteres ved at bruge forskellige begreber

afhængigt af, om man taler om ven eller fjende. Fra det gik jeg over og så på krig som en

undtagelsestilstand, der er den tilstand, hvor normerne holder op med at gælde, hvorved den suveræne

beslutning bliver gjort mulig for at imødegå en nødsituation, som netop bestemmes af suverænen. I

den moderne retsstat hersker normerne, hvilket gør den suveræne beslutning umulig, så længe de er


61

i kraft. Krig er således ifølge Schmitt den unormale situation, da en eskalering af konflikten unægtelig

vil føre til en totalisering af krigen, hvilket betyder en gradvis nedbrydning af normerne.

Herefter gik jeg over og så på Agamben og på, hvordan politik ifølge ham er en sondring

mellem politisk liv, som er en måde at leve på, og blot liv, som er det simple faktum, at noget er

levende. Dette forklarer Agamben ved hjælp af de græske ord for liv: 'bios' og 'zoē'. I forlængelse af

dette så jeg på, hvad der sker, når mennesket bliver ekskluderet fra det politiske liv, dvs. når

mennesket mister sin politiske status, hvilket betyder en reducering til blot liv. Herefter redegjorde

jeg for begrebet 'homo sacer', som Agamben låner fra romerretten til at forklare, hvordan en person

ved at være dømt af et fællesskab til eksklusion netop er inkluderet i dette fællesskab, således at denne

person lander i et ikke-sted mellem norm og anomi kaldet undtagelsestilstanden. For at uddybe dette

så jeg på forskellen mellem eksempel og undtagelse som henholdsvis eksklusiv-inklusion og inklusiv-

eksklusion. Herfra gik jeg over og så på begrebet 'lovkraft', som er et begreb Agamben opfinder til at

forklare den mystiske kraft, loven besidder, selv i en anomisk tilstand som undtagelsestilstanden.

Efter det så jeg på begrebet 'suverænitet', som sammen med homo sacer udgør de to spektrummer af

undtagelsestilstanden. Nøgleordet er bandlysning, som netop er det, der forbinder suveræn beslutning

og blot liv. Fra dette gik jeg videre og forklarede, hvorledes den suveræne vold bliver mulig i

undtagelsestilstanden ved at norm og anomi ikke er klart adskilte, dvs. handlinger bliver lov og

faktum. Dette er vigtigt, da drabet på homo sacer netop ikke er mord, hvilket er faren ved en

unormativ krig, hvorved jeg fik linket Agamben til min problemstilling.

Herefter gik jeg over til at sammenfatte og diskutere Scmitt og Agamben, med henblik på at

få det hele til at gå op i en højere enhed i forhold til problemstillingen. Som det første så jeg på deres

forskellige forståelser af politik og, hvordan man muligvis kunne se Schmitts ven-fjende billede i

forhold til Agambens bios, men dog med store forbehold. Derefter så jeg på krigen som en

undtagelsestilstand. Det primære her er Schmitts benægtelse af normer for krig. Agamben derimod,

som jeg læser ham, kan sagtens acceptere dem, så længe mennesket i krigen stadig besidder politisk

status. Herefter brugte jeg Schmitts argument om den totale krig til at se på, hvordan krigen også i

Agambens forståelse kunne gå hen og blive en undtagelsestilstand, når fjenden via normernes

suspendering mister sin politiske status og står tilbage som homo sacer. Fra dette gik jeg over til at se

på den legitime krig og, hvordan den for Schmitt blot er en illusion, men hvor den for Agamben må

betyde en normativ krig - men kun så længe fjenden kan siges at have politisk status.

I det efterfølgende kapitel undersøgte jeg, hvorledes atombombningerne af Hiroshima og

Nagasaki kan ses i forhold til de to filosoffer. Hos Schmitt er de blot en effekt af den totale krig, og


62

det var ikke muligt at forstå dem ud fra normativitet. Hos Agamben derimod var jeg tvunget til at gå

mere systematisk til værks og se på forskellige aspekter, men nåede dog frem til, at der også her er

tale om en handling i en undtagelsestilstand, fordi indbyggerne i Hiroshima og Nagasaki måtte siges

at være homo sacere i og med, at deres poliske liv var taget fra dem og, at de stod tilbage som blot liv

i en inklusiv eksklusion til den internationale Verden, dvs. til de gængse krigsnormer.

I mit refleksionsafsnit forsøgte jeg at bevæge mig ud over mine undersøgelser for bl.a. at vise,

hvorfor mit speciale i det hele taget er relevant. Dette gjorde jeg bl.a. ved at spørge ind til selve

behovet for krigsnormer.

Nu er jeg nået så langt, at jeg kan komme med et endeligt svar på min problemstilling: Krig i

dag kan have normer, som er mere end blot en illusion. Men krigens basale natur som eksistenskamp

gør, at krige potentielt kan eskalere. Denne eskalering fører gradvist til en total krig, hvor en

nedbrydning af normerne betyder, at der ikke er noget 'rigtigt' eller 'forkert' og 'rimeligt' eller

'urimeligt' således, at fjenden står tilbage som blot liv i en undtagelsestilstand, der kan dræbes uden

at det mord, men hvor handling alligevel relaterer sig til normaltilstanden, hvilket betyder, at det ikke

er retsløst kaos. Således skabes der et paradoks i forhold til den moderne retsstat, hvor normerne er

primus motor.

Det er min mening, at soldater i krig skal holdes i kort snor. Krigskonventionerne er til for at

beskytte os selv mod vores egen natur. Krigsforbrydelser er ikke bare skadelige for ofrene for dem,

men også for de implicerede soldater, der blot udfører deres ordre. Man hører den ene historie efter

den anden om soldater, der vender hjem fra krig som ødelagte mennesker af de ting, de har set og

gjort. Så længe der findes krige, finder jeg det uforsvarligt ikke at sætte normer for dem - og jeg tror

aldrig, at vi bliver krigen kvit.

English summary

The goal of my thesis is to examine the relationship between norm and war, and to find out if

such a relationship is possible. It is not my intention to get to the bottom of these concepts but to ask

the basic question if it is possible to have rules of war.

As a project I'm setting two political philosophers up against each other – Carl Schmitt and


63

Giorgio Agamben. Since they both work with the idea of 'state of exception', which is not chaos but

in which the norms are no longer in power, it will be prudent to examine this in accordance with war.

Schmitt defines politic as a 'friend-enemy' distinction – with a potential war – which is one in

many of distinctions in the human existence. Since the enemy is always the negation of the friend,

war cannot have rules – as a state of emergency a war will have to become a state of exception which

is the state where the norms are suspended to give free hands to a sovereign so that he is able to make

decisions – a total war.

Agamben on the other hand sees politic as a distinction between 'bare life' and 'political life',

where bare life is included in the political life by its exclusion. For him the state of exception is the

state where a man loses his political life – political status – and is reduced to bare life. Agamben uses

the idea of homo sacer from Roman Law to illustrate this. The sovereign is the one who decides upon

the state of exception since he is outside and inside the law at the same time and thus can suspend it.

Homo sacer and the sovereign are both banned from the political life – but in opposite spectrums.

Agamben mentions nothing of war but if war can be a state of exception, the connection to norms is

made. Since we do have conventions for war then not all wars can be said to be states of exception

and thus may have norms – and thats the main difference between Agamben and Schmitt.

To illustrate my examinations further I used a case study of the atomic bombings of Hiroshima

and Nagasaki at the end of the Second World War – which are easy to see as parts of a total war since

an atomic bomb by definition is a weapon of mass destruction. It is therefore also easy to see it as an

act in a state of exception in regards to both Schmitt and Agamben – but in different ways.

I come to the conclusion that it is possible to have norms of war that are more than just

illusions. But in a total war these norms will gradually become suspended, which means that right or

wrong and fair and unfair will lose their meanings.


64


65

Littearturliste

Agamben, Giorgio, ”Homo Sacer: Sovereign power and bare life”, Stanford University Press

1998

Agamben, Giorgio, ”State of exception”, The University of Chicago Preess 2005

Agamben, Giorgio, ”The open: Man and animal”, Stanford University Press 2003

Agamben, Giorgio, ”Undtagelsestilstand”, Forlaget Philosohia 2009

Ambrose, Stephen E., ”Band of brothers”, Pocket Books 2001

Brown, Wendy, ”Sovereignty and the return of the repressed”

http://www.law.berkeley.edu/centers/kadish/workshop_2006/brown.pdf

Cadava, Eduardo & Levy, Aaron (editor), ”Cities without citizens”, Slought Foundation 2003

”Charter of the United Nations: June 26, 1945” http://yale.edu/lawweb/avalon/un/unchart.htm

Clausewitz, Claus von”, ”Om krig”, Rhodos 1986 (3 bind)

Hobbes, Thomas, ”Leviathan”, W. W. Norton & Company, Inc. 1997

Locke, John, ” Two treatise of government”, Cambridge University Press 2003

Machiavelli, Niccolò, ”The prince”, Oxford World's Classics 2005

Mill, John Stuart, ”On liberty”, Penguin Books 1985

Piekalkiewicz, Janusz, ”Anden verdenskrig”, Peter Asschenfeldts Nye Forlag 1999 (10 bind)

Reichberg, Gregory M. & Syse, Henryk & Begby, Endre (editor), ”The ethics of war: Classic

and contemporary readings”, Blackwell Publishing 2006

Schindler, Dietrich & Toman, Jiri (editor), ”The laws of armed conflicts”, Martinus Nijhoff

Publishers 2004

Schmitt, Carl, ”Det politiskes begreb”, Hans Reitzels Forlag 2002

http://www.law.berkeley.edu/centers/kadish/workshop_2006/brown.pdf

http://yale.edu/lawweb/avalon/un/unchart.htm


66

Schmitt, Carl, ”Legalität und Legitimität”, Duncker & Humblot 2005

Schmitt, Carl, ”Politische Theologie”, Duncker & Humblot 2009

”The Covenant of the League of Nations” http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp

”The Declaration of Independence” http://www.ushistory.org/declaration/document/index.htm

Wainstock, Dennis, ”The decision to drop the atomic bomb: Hiroshima and Nagasaki: August

1945”, Enigma Books 2008

http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp

http://www.ushistory.org/declaration/document/index.htm

krig og normativitet

Documents