ladycool - af emilia van hauen

EMILIA VAN HAUEN

ELSKETFRI

SMUKVIGTIG

DIT KØN ER EN STYRKE – BRUG DET!

POLITIKENS FORLAG

Ladycool-ombrydning.indd 3 30/01/14 13.35

Til min farmor, mormor, mor og søster.


INDHOLD

Prolog – side 11

Det feminine er en ressource – side 13

Når skammen styrer os – side 19

En fortælling eller en debat? – side 20

Ladycool er vejen ud af skammen – side 22

Del I – Jeg er elsket – side 28

Elsket er vigtigt fordi … – side 30

Kvinders fem mest udbredte løgne – side 31

Løgn 5. Jeg har kun været i seng med fem mænd! – side 36

Vi vil elskes, før vi vil begæres – side 39

Løgn 4. Nej da, den er ikke ny! – side 43

Kvinders og mænds købsadfærd – side 44


Løgn 3. Undskyld, jeg missede dit opkald – side 49

Vi skal lære at give den nødvendige afvisning – side 51

Den asociale løgn – side 53

Løgn 2. Jeg vejer 58 kilo – side 55

Tynd er lig med høj status – side 58

Løgn 1. Nej, jeg er ikke sur! – side 62

Vi må ikke føle det, vi føler – side 64

Prinsessen er selvværdet in persona – side 65

At turde være krævende – side 67

En generation af prinse-prinsesser – side 70

Forskellen på moder- og faderkærlighed – side 71

Del II – Jeg er fri – side 76

Fri er vigtigt fordi … – side 78

Seksualiteten er vores livskraft – side 79

Kvindelig seksualitet og kreativ energi – side 82

Min mandeliste som optakt til erotisk kapital – side 85

Økonomisk, kulturel og social kapital – side 88

Hvad er erotisk kapital? – side 91

Flirteri giver et godt samarbejdsklima – med forbehold – side 98

Med pik skal pik fordrives – side 102

Ej din lyst og din kreativitet – side 106

Vores indre frihed – side 107

Kvinders indre frihed – side 109

M/K-dynamikken – side 112

Kend og brug din aggression – side 118


Kan jeg leve med de andres fordømmelse? – side 123

Undskyld! – side 128

Frihed over din lyst og dit bidrag – side 130

Del III – Jeg er smuk – side 134

Smuk er vigtigt fordi … – side 137

Skønhed er at komme til syne og bidrage – side 139

Kan vi frigøre os fra tidens idealer? – side 141

Ægte skønhed kan ikke skjules – side 144

At besidde din egen skønhed – side 147

En liste af afvisninger? – side 152

Argumenterne for at være o.k. – side 158

Æstetik er livskvalitet – side 162

Æstetik kontra den vestlige verdens logik – side 166

Æstetik styrer vores følelser og kommunikation – side 168

Rimer Botox på frihed eller undertrykkelse? – side 170

Jeg er nøgen, voksen … og smuk? – side 176

Unge mænd og voksne damer – side 179

Del IV – Jeg er vigtig – side 186

Vigtig er vigtigt fordi … – side 189

Min ret til at eksistere på mine egne betingelser – side 192

Køn er en ressource – ikke et problem – side 194

Mandlige og kvindelige arketyper – side 199


Central – side 205

Central – Top – side 208

Central – Ligegyldig – side 210

Ydmyg – side 213

Ydmyg – Selvudslettende – side 217

Sårbar – side 221

Sårbar – Svag – side 224

Hengiven – side 227

Hengiven – Undertrykt – side 230

Sødme – side 233

Vigtige konklusioner – side 235

Epilog – side 238

Tak – side 246


11PROLOG

PrologDet siges, at en kvinde husker sit første par højhælede sko bedre, end hun

husker den første mand, hun elskede med. For mit vedkommende husker

jeg begge dele lige godt.

Han hed Jesper, og de var hvide med en lille sløjfe, der blev bundet på

hælen. Jeg var nok mest vild med skoene. Ikke at han var ligegyldig, for han

var en dejlig fyr. Jeg var bare ikke forelsket, og det var vist gensidigt, for det

blev aldrig til mere end nogle få dates, så var vi begge videre. Min seksuelle

debut var til gengæld langt mere tilfredsstillende og nydelsesrig end mine

første famlende og smertefulde forsøg på at stavre rundt på de høje hæle til

min konfirmation en del år tidligere. Begge dele er med tiden blevet både

bedre og mere sikkert, og nogle gange lader de sig også med held kom-

binere.

Jesper er altså den uforglemmelige nummer 1 på den liste over mænd, som

jeg har været i seng med, mens de hvide sko aldrig nåede at optræde på den

liste, jeg først som voksen begyndte at føre over mine sko. Med +130 par er

det svært for mig at huske dem alle, og da jeg gerne vil nå at have dem alle

på i løbet af et år, fordi jeg virkelig nyder den æstetiske oplevelse, de hver

især giver mig, krydser jeg dem af, så jeg kan holde styr på dem. Dette er

imidlertid en falsk sikkerhed. Hvert år er der til min ærgrelse altid flere par,

der alligevel ikke bliver promeneret og i stedet må henslæbe en uglamourøs

tilværelse i en lukket skotøjsæske i et mørkt skab.

Min mandeliste burde være langt mere overskuelig, da den lander på cirka

100 færre. Det burde den, men … hmmm, behøver jeg egentlig fortsætte

den sætning? Listen løb naturligt ud, da jeg mødte min mand og vidste, at


12 PROLOG

nu var det sket; nu havde den ægte evige kærlighed fundet mig, og derfor

kunne jeg glemme alt om den. Det kunne jeg så ikke, men mere om det

senere i bogen.

Hvad har de to lister med denne bog at gøre?

På hver sin måde fortæller de historien om kvinders traditionelle værdi og

status, nemlig skønhed og reproduktion. Af samme årsag er de også kilden

til de to områder i livet, hvor kvinders skam oftest opstår. Selv i 2014. Selv

i Vesten. Selv i et ligestillet land, hvor kvinder ejer deres egne penge, deres

egen krop og seksualitet, deres egne tanker og deres egen fremtid. Og natur-

ligvis også hos mig.

I mange år var jeg så pinlig berørt over min skoliste, at jeg slet ikke turde

fortælle om den til nogen. Følte, den eksponerede al min svaghed, overfla-

diskhed, manglende seriøsitet og afhængighed, som på en eller anden måde

måtte bunde i et selvværd, der lå og rodede i bunden af skabet, sammen

med det tøj, der var gledet af bøjlerne og siden var blevet glemt. Den repræ-

senterede en kvindelig, forfængelig, uværdig modsætning til de værdier,

som jeg syntes, jeg burde tage til mig, og som var knyttet til det mandlige

univers af resultater, magt, hierarkier og konkurrence.

Selv da jeg med tiden fik skabt mig et karrieremæssigt rygstød, der fik mig

til at se hele verden direkte i øjnene med en grundlæggende fornemmelse

af mit eget værd, skammede jeg mig over listen. Og det på trods af at jeg

var begyndt at vise den frem som en gimmick til nogle af mine foredrag i et

forsøg på at skabe en modgift til den flovhed, jeg stadig følte listen bar på.

Mandelisten nåede jeg til gengæld aldrig at føle skam over, før den var fær-

dig med at blive ført, selvom den i nogle kulturer ville have hugget hovedet

af mig. Næsten bogstaveligt talt. Kvinders seksuelle eksklusivitet, forklædt

som kvinders egen ønskelige kyskhed, har altid afspejlet kvindens værdi i

samfundet. Faktisk har vores seksualitet været ejet af mændene i så mange

generationer, at vi på trods af prævention og abort stadig ikke selv ejer vores

egen lyst og liderlighed, men ofte lyver den mindre og dermed mere ærbar.

Sex er, selv i dag – endnu mere end forfængelighed – en ansats til social

forkastelse.


13PROLOG

Min skam over skolisten vidner om, at jeg har taget den gængse forestil-

ling om, hvad der har værdi i vores samfund, til mig, og det provokerer

mig at tænke på, at hvis jeg havde været en mand, der havde lavet en liste

over mit værktøj, cykeludstyr eller min vinsamling, ville jeg med sikker-

hed blive beundret for min interesse, viden, seriøsitet og passion. Jeg føler

nu ikke trang til at klandre nogen. Eller noget. For i dag er jeg teknisk set

fri til selv at vælge, om jeg vil tage de værdier til mig og dermed skammen

på mig.

Jeg er langtfra alene. Vi er beskæmmende mange kvinder, der på forskellige

områder af livet og i varierende grad føler en indre skam over at være, som

vi er. Som føler os halvt forkerte. Kvart uværdige. Fordi vi prioriterer, som

vi gør. Fordi vi tænker, føler og handler, som vi gør. Det gode er imidlertid,

at når jeg tager en skam på mig, kan jeg også vælge at kaste den af mig igen.

Og begynde at ændre på mine betingelser, så jeg gør mig selv stærkere og

ikke svagere. Hvilket er præcis, hvad jeg synes, at vi kvinder skal til at gøre

nu. Og derfor at jeg har skrevet denne bog.

Betingelsen for, at vi kan tage den plads i fællesskabet, som jeg synes vi både

fortjener og har pligt til, er, at vi selv oplever, at vi er elskede. At vi er frie. At

vi er smukke. Og at vi er vigtige. Eller med andre ord – det som jeg kalder

for ladycool. Sådan at vi tror på vores berettigelse til at eksistere. På vores

evne til at være skabende. På vores ret til at komme til syne. Og på vores

betydning for både os selv og andre.

Tiden, samfundet og ikke mindst vi er nemlig modne til, at vi opgiver den

negative fortælling om vores arv, historie, kultur og værdi og i stedet opda-

ger de særlige styrker og muligheder, som vores køn giver os. Både vi og

samfundet har brug for, at vi kvinder tør, vil og kan bidrage mere autentisk

og helhjertet til alle de fællesskaber, som vi indgår i. På vores egne betingel-

ser, men i gensidig respekt med manden.

Det feminine er en ressource

Når talen er faldet på ordet køn, har det i et par generationer afledt dybe suk

og støn flankeret af flakkende øjne og urolige hænder. „Åh nej, skal vi nu til


14 PROLOG

det igen!!“ har underteksten ofte været – fra begge køns side. Måske fordi

køn siden 1970’erne har været nært forbundet med en kamp om ret og

rimeligt og rigtigt. Og dermed omfattet en taber og en vinder.

Men køn er ikke et problem. Det er en ressource. En mulighed. En livskraft.

Og en uundgåelighed.

Min drøm med denne bog er, at vi kvinder tager denne uundgåelighed

og gør den til en styrke på vores egne præmisser. Så den både matcher og

forstærker alt det, som vi har opnået de seneste generationer. Og sådan at

den sætter os fri af forældede og formindskende forestillinger om, hvad det

kvindelige er.

Hvor indgroet – og dermed usynlig – forestillingen om det feminines

(manglende) værdi var hos mig, gik op for mig nogle få måneder, inden

jeg begyndte at skrive denne bog. Og det var samtidig det, der ansporede

mig til at skrive den. Min åbenbaring skete en sen aften, hvor jeg var så træt

af mig selv og mine tanker om fremtiden, og ikke mindst udmattet af min

skilsmisse, at jeg åbenbart ikke længere magtede at holde sandheden væk og

derfor pludselig havde skrevet det ord, der satte hele mit liv og identitet som

’hun’ i et næsten ubærligt perspektiv:

Lavstatus.

Ordet stod lidt utydeligt prentet på papiret, der lå på min nye sofa i min

nye lejlighed i mit nye liv. Det stod presset ind mellem de mange andre ord

i min forretningsplan; skubbede lidt til ordet workshop, ramte t’et i ordet

tidsånden og trådte E-bizz-koncept over p’ets lange streg. Beskæmmet. Som

om det ville forsvinde, faktisk helst ikke eksistere. Bogstaverne var skæve,

ufærdige, asymmetriske og sjuskede. Forsømte i forhold til de andre ords

bogstaver, som stod langt mere nydeligt sat op i lige rækker, som om de

gerne måtte være der. Som om det ligefrem var godt, at de var der. Men

de slukørede bogstaver stod der også. Og mens jeg kiggede på det ord, de

sammen skabte, kunne jeg ikke længere benægte, at dette – lige præcis dette

– var grunden til, at jeg aldrig for alvor havde overgivet mig til det, der er så

indlysende, at jeg skal gøre.


15PROLOG

Nemlig at beskæftige mig helhjertet med kønnet som en ressource. Og

udforske det med åbent hjerte og klare øjne.

Skammen fik mig til at trække vejret en lille bitte smule kortere, for det var

jo mig selv, der var lavstatus. Og alle andre af samme køn som mig. Jeg var

lavstatus, bare fordi jeg er født som en hun. Og som en vestlig kvinde med

to lange uddannelser, stemmeret, børn, jeg selv kan forsørge, og et sexliv,

jeg suverænt bestemmer over, var det frygteligt flovt at måtte erkende, at jeg

ikke ville være kendt for at være specialiseret i køn og moderne kvindeliv,

fordi jeg var bange for, at det ville trække min egen status ned. Så ville jeg

nemlig bare blive til ’en af dem, der ved noget om kvinder’, og jeg kunne

næsten høre den lille arrogante vinken med hånden, der viftede min faglige

tyngde væk fra direktionsgange og mænd i jakkesæt med indflydelse, og

tilbage ville der kun stå min røde læbestift og mine stiletter, der fra at være

et aktiv ville blive til en tom skal af ynkelig anerkendelseshigen på alle de

forkerte parametre.

Og sådan en ville jeg ikke være.

Jeg ville have noget vigtigt på hjerte. Noget som kan anerkendes af alle, også

af mænd, som værende af betydning. Noget der kan påvirke dem, og som

de derfor bliver nødt til at interessere sig for, hvis de selv skal beholde deres

egen status. Og til det dur kvindeliv ikke. Heller ikke i et land, hvor vi kvin-

der både kan raketstyre en karriere og samtidig være nærværende mødre

med tilnærmelsesvis harmoniske børn og ægteskaber (ja, o.k. – serieæg-

teskaber måske?), og hvor vores tv-serier om kvinder, der forstår at bruge

magt på den fede måde, vinder internationale priser, er det stadig ikke rigtig

fint og vigtigt at beskæftige sig med kvindeliv. Endsige køn. Og med det

paradoks gik jeg i seng.

Dagen efter sidder jeg i køkkenet og skriver, da min søn Silas på ti år kom-

mer hjem. Jeg hører hans tunge skridt op ad bagtrappen, hans fumlen med

nøglen, inden han træder ind i køkkenet. Han er træt efter hård træning,

og mens han smider fodboldstøvlerne, opdager han appelsinerne på køk-

kenbordet. „Må jeg få en?“ spørger han tørstigt, og da jeg går i gang med at

skrælle den for ham, bliver jeg brat zoomet tilbage til en barndomssommer-

aften, hvor hele familien var samlet omkring havebordet. Solen var så småt


16 PROLOG

på vej ned, og vi var i gang med desserten, den friske frugt. Min far tog en

appelsin, skar begge ender af den og begyndte at fjerne skrællen systematisk,

mens han belærte med sædvanlig mildhed og omhu: „Se, børn, sådan skræl-

ler man en appelsin. Først skærer man enderne af, så skærer man igennem

skrællen i lige store mellemrum, og så kan man fjerne skrællen uden proble-

mer!“ Han fremviste glad den orange frugt med pletvise hvide plamager, og

vi vidste, at verden med hensyn til appelsiner var blevet sat på plads.

„Nej, Erik, sådan gør man ikke!“ Mors stemme brød gennem beundringen,

og hun viftede med en lille skarp kniv, som hun skar ned i appelsinen med,

hvorefter hun rykkede et lille stykke skal af, hvor alt det hvide sad på. „Se!

På denne måde får man også alt det hvide med!“

Det føltes pludselig, som om efteråret slog ned, og vi børn fulgte beklemte

med i en diskussion, der varede flere minutter, og som omhandlede det

meget vigtige emne: Hvordan man skræller en appelsin rigtigt. Min far kig-

gede på min mor med resignationen siddende i øjenkrogen, for orkede han

denne samtale? Men han tog havehandsken op og forklarede med dæmpet

stemme, at det var den måde, han havde lært at skrælle appelsiner på, og at

det jo blot var én måde at gøre det på. Men min mor, der var datter af en

appelsinavler i Andalusien, vidste, at der kun var én rigtig måde at skrælle

appelsiner på, og insisterede på, at hendes måde var den smarteste, for så

fik man hele skrællen med, også det hvide: Og med hele hendes betydelige

familiearv af appelsinplantagedyrkere var det svært for min københavnerfar

at kaste troværdigt materiale ind i samtalen.

Jeg erindrer, at diskussionen var uendelig. Og at jeg syntes, min mor burde

lytte til min far, for han vidste bedst. Da vi børn i desperation var blevet

færdige med at tage ud af bordet og ordne køkkenet, stilnede samtalen mel-

lem mine forældre af, og den der underlige vakuumagtige tavshed, der ofte

opstår efter en tabt-tabt-diskussion, indfandt sig i stedet.

Men da jeg skræller appelsinen til Silas, tager jeg den store brødkniv, skæ-

rer enderne af den og deler skrællen op i små både, hvorefter jeg metodisk

piller skrællen af i lange stykker, hvoraf nogle med held tager alt det bitre

hvide med sig. Jeg skræller ikke altid appelsiner på den måde. Når jeg har

en lille skarp kniv og tid nok, bruger jeg min mors metode. Den fungerer


17PROLOG

bedre. Men i mig sidder stadig, at min fars metode er bedst. Smartest. Og

mens jeg står der i køkkenet og husker episoden fra min barndom, slår det

mig pludselig, at min mor ikke kæmpede for at have ret i sin appelsinskræl-

lemetode. Hun kæmpede for retten til at være værdifuld.

Min far var helten; ham der kom hjem fra arbejde, og ham der tjente penge,

og ham som min søster og jeg brugte som forbillede. Min mor ... var mor.

Og selvom hun bestemt ikke på nogen måde var et lille underkuet mæhæ,

tværtimod, var hendes stædige vedholdenhed med at sætte dagsordenen

for, hvordan man skræller en appelsin mest hensigtsmæssigt, et udtryk for

den kamp, vi alle kæmper for vores eksistensberettigelse. Og jeg bliver tung

i hjertet ved at tænke på, at jeg allerede som en lille pige havde besluttet, at

min far altid ville trumfe min mor. Selv inden for områder, hvor hun klart

vidste bedst. Som madlavning. Uden at forstå hvorfor, vidste jeg instinktivt,

at han var den, jeg skulle koble mig op på, hvis jeg ville føle mig sikker. Og

derfor også var den, jeg gennem det meste af min barndom og ungdom

havde som uudtalt forbillede. Naturligvis fordi han var højstatus og min

mor noget andet. Noget mindre.

Når jeg tænker tilbage på min barndom med denne tone i baggrunden, står

det klart for mig, at jeg på mange måder tog afstand fra pigeverdenen som

værende useriøs, overfladisk og lidt dum. Passivt tænkte jeg, at drengemå-

den var afgørende mere rigtig end pigemåden. Og nogle gange ønskede jeg,

at jeg var sådan en rigtig drengepige som Dorthe fra min folkeskoleklasse,

der havde helt kort hår, var enormt god til sport og indtog verden med

en total no-bullshit-attitude, der forlenede hende med en aura af ubryde-

lig selvsikkerhed. Men som måtte holde mig i hånden, da vi gik rundt i

Madame Tussauds Voksmuseum på en klassetur til København, hvor jeg

helt uvant blev beskytteren. Drengepige havde en lidt højere status end bare

pige, mens tøsedreng var det laveste, og da jeg mere var sådan en pigepige,

der især godt kunne lide sko, var jeg altid en smule forkert i forhold til det,

der vakte beundring og respekt, så jeg havnede konsekvent i et dilemma:

Jeg ville gerne hengive mig til en pigeverden, som jeg forstod spontant og

ubesværet, og som gav mig en indre mening, hvorfor jeg med lethed kunne

fortolke den og bruge dens symboler til at styrke min egen position. Men

samtidig drømte jeg om at opnå en sikker plads i hierarkiet og ønskede, at

jeg kunne være mere som en Dorthe, hvilket jeg kæmpede helt håbløst for


18 PROLOG

og uden overbevisning med det resultat, at jeg alt for ofte landede i ingen-

mandsland.

Der er meget, der i praksis har ændret sig siden min barndom, men min

påstand er, at alt for mange kvinder stadig inderst inde føler, at de masku-

line værdier er mere værd end de feminine, og det giver os en grundlæg-

gende falsk bevidsthed om vores egen værdi. Der er stadig en klar overvægt

af kvinder (og mænd), der synes, at det er finere at være leder af en frisør-

salon end at gå hjemme. Det er også mere statusgivende at kunne tale med

om biler end om håndtasker. Eller mere seriøst at kunne diskutere kon-

flikten i Syrien, end det er at kende alle argumenterne for barsel til mænd.

Det er også lidt mere beundringsværdigt at lave en ironman end at gå til

yoga eller dans, og jeg er lidt cool, hvis jeg gider gå ind og se en hardcore

actionfilm, mens kvinder undskyldende kalder romantiske film for ’rigtige

tudefilm’ eller ’bare en pigefilm’.

Kort sagt er det stadig sejt at være en drengepige, mens det er uværdigt at

være en tøsedreng.

Derfor har vi i vores udvikling mod mere magt, indflydelse og frihed været

dygtige til at kopiere mændenes idealer, værdier, adfærd og normer for at

opnå samme værdi som dem, og vi er tæt på at lykkes. Hvilket er nødven-

digt og godt. Det, der mangler, er, at vi anerkender vores værdi som kvinder

ved at tage det arketypisk feminine til os på en måde, der passer til tidens

samfund. Og klikker det sammen med alle de privilegier, vi allerede har

opnået.

Og lad mig understrege en million gange, bare så der ikke er plads til mis-

forståelser, at alt det feminine, vi skal i gang med at gøre til vores, og som

jeg synes, vi trænger til at genopdage i en moderne udgave, vil være et

supplement til det, vi allerede ejer. Vi skal altså ikke afskrive os noget, men

derimod tilføre os noget. Hvordan vi så end selv vælger at balancere de nye

ingredienser, vil være op til os selv.

Pointen er, at når vi begynder at eje det feminine på vores betingelser, vil

det også komme til at ske på samfundsniveau. Jeg taler altså ikke om et selv-

stændigt, individuelt projekt, hvor vi hver især må kæmpe vores egen kamp.


19PROLOG

Dette er også et projekt for regeringen, virksomhederne, organisationerne,

Folketinget og mændene – men det skal begynde hos os.

En dag, da min ældste søn var omkring fire år gammel, sad jeg og havde et

forretningsmøde inde i stuen. Pludselig bliver døren smækket op, og Wil-

liam drøner ind i stuen, stiller sig midt ude på gulvet, slår ud med armene

og siger højt:

„Her har I mig!!!“ mens han smiler stort.

Først kigger vi lidt betuttede på hinanden, for øh, hvad er det lige, han har

gang i? Men meget hurtigt begynder vi at grine, mens William stadig står

og flagrer med sine arme og sit store smil og tilbyder sig selv til os. Og det

er faktisk præcis dette, jeg vil opfordre dig til. Gå ind i verden, kast armene

ud til siden og vis den, at her har I mig. Hvis vi alle tør gøre det, gør vi hele

tiden verden bedre og større.

Når skammen styrer os

Jeg har nævnt ordet ’skam’ flere gange. Taler om, at vi skammer os over at

være kvinder. Over at vi næsten rutinemæssigt og mekanisk tager afstand

fra de feminine værdier og interesser og ser dem som mindre værdifulde

end de maskuline. Skam er et hårdt ord. Også et lidt fremmed ord i en

moderne verden, hvor vi hylder individet i hidtil uset grad og derfor sjæl-

dent taler om, at vi skal skamme os, fordi vi ikke længere føler det samme

ansvar over for hverken fællesskaber eller traditioner. Tværtimod ynder vi

at fremhæve de mennesker, der er i stand til at bryde konventioner og skabe

innovative måder at være sammen og tænke på.

Alligevel vover jeg min påstand om moderne kvinders skam. Fordi skam

handler om, at vi ikke synes, at vi er nok. Smukke nok. Kloge nok. Sjove

nok. Rige nok. Tynde nok. Dygtige nok. Succesfulde nok. Elskede nok. Nok.

Og bag alle de ’nok’er’ er en afgrundsdyb angst for ikke at være forbundet

til andre og dermed for evigt være udstødt. Fordi jeg ikke er værdig og

elskelig nok til, at nogen gider at være forbundet til mig. Min status skal

være høj nok i fællesskabet til at sikre min overlevelse, og hvis jeg oplever,


20 PROLOG

at det, jeg rent faktisk er, i sig selv ikke har nok værdi for ’de andre’, opstår

skammen og får mig til at ændre på mig selv. Så jeg ikke risikerer at blive

afvist og i sidste ende udslettes.

Hvor skyld er noget, jeg kan lægge fra mig, fordi den er koblet til en konkret

handling, er skam knyttet til min identitet og derfor ikke noget, jeg kan

lægge fra mig. Jeg er min skam. Skam er altså en anerkendelse af ens egen

forkerthed, fortolket som en mindre værdi og en lav status. At leve med en

konstant skam over sig selv gør os svage og ulykkelige. Hvilket ikke tjener

nogen. Hverken os selv eller vores omgivelser. Og derfor skal vi transfor-

mere denne skam til styrke. Min vej ud af min skam er at lave min identitet

om. Eller ændre min selvfølelse.

Denne bog vil gerne ændre din selvfølelse. Ikke sådan at du bliver skamløs

i alt. For skam er også en vigtig social kontrolmekanisme til, at vi ikke alle

ender som uempatiske psykopater, der skider højt og flot på alle andre og

kun kører egne behov af. Men jeg ville elske, at denne bog kunne hjælpe dig

til at slippe den skam, der er forbundet med at være kvinde. Og i stedet vise

dig, hvordan du kan eje den skam og bruge den til at gøre dig selv stærkere.

Friere. Vigtigere. Mere elsket. Med andre ord ser jeg gerne, at du går fra

skam dig til maks dig. Altså at du vender din skam om og i stedet bruger

den til at maksimere dig selv. Så du skaber dig de bedst tænkelige livsmulig-

heder, der samtidig gør dig glad og får dig til at føle dig hel. Og sådan at du

giver dig selv de bedste betingelser for at bidrage med alt, hvad du har. Kun

sådan kan vi skabe det bedste samfund for alle.

En fortælling eller en debat?

Er det her så en debatbog, der skal stå og ruske i de sociale tremmer og for-

søge at vække alle kvinder, der lever (og lider) under falsk bevidsthed? Eller

er det en selvbiografisk fortælling om en kvinde, der en dag så lyset og blev

tadaaaa!! fri! … eller så fri, som jeg nu er nået til? Eller er det i virkelighe-

den en slags selvhjælpsbog, der præsenterer en firetrins ladycool-model for

moderne kvinder til at eje deres feminine kraft og derigennem gøre sig selv

lykke ligere og samfundet stærkere?


21PROLOG

Jeg ved ikke, om den genre findes, men jeg tror, at denne bog er alle tre ting

på én gang! Du skal dog ikke være i tvivl om, at det er sociologen i mig,

der ønsker, at denne bog bliver skrevet, fordi jeg gerne vil være med til at

påvirke både min tid og min omverden med mit budskab om, at vi kvinder

skal opdage og eje vores kvindelighed og værdi for både at få en højere livs-

kvalitet og bidrage med mere til samfundet. Så på den måde begyndte den

nok med at være en debatbog.

Er det så en feministisk bog? Den Store Danske definerer feminisme som

en ideologi, „der fremhæver kvinders samfundsmæssige betydning og indivi-

duelle værdi, og hvis mål det er at afskaffe diskriminering og undertrykkelse

af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet. Feminismen kræver

rettigheder og medindflydelse for kvinder og kan tillige rumme visioner om en

alternativ samfundsindretning, der fremtidig i højere grad skal bygge på kvin-

ders livssyn og værdier.“ Ud fra denne definition kunne denne bog nok anses

for at være et feministisk projekt. Men jeg har enormt stor modstand mod

det, fordi jeg er megatræt af den næsten fjendtlige holdning til manden og

det maskuline, der også – nogle gange kun implicit – ligger i begrebet. Og

den indirekte desavouering og nedgørelse, der ligger i, at der skal tages et

særligt hensyn til kvinder, der på den måde anses for at være ofre og nogle,

det er synd for. Sådan ser jeg overhovedet ikke kvinder herhjemme. Måske

i nogle lande i Vesten, og ja, helt sikkert i mange lande i Asien, Afrika og

Mellemøsten. Men ikke herhjemme. Og derfor anser jeg ikke denne bog for

et feministisk projekt.

Det er en bog om køn. Om det ene køns fortræffeligheder, hvis værdi vi skal

til at (gen)opdage og sætte ind i en nutidig kontekst. Jeg synes, det er helt

enestående fantastisk, hvor langt vi er nået i ligestillingen, når vi tænker på,

at det kun er knap 100 år siden, at kvinder i Vesten, over en bred kam, fik

stemmeret. Jeg nærer en næsegrus beundring og bundløs taknemmelighed

for mine formødre, der har gjort det muligt for mig at uddanne og forsørge

mig selv, bestemme over min krop og reproduktion og i øvrigt kunne gå

efter det højeste embede i landet. Og jeg føler en dyb taknemmelighed over

for de visionære og modige mænd, som har været frontløbere i at skabe

den civilisation, vi i dag nyder godt af. I dag ligger vores udfordring et andet

sted: i samfundets ånd og ikke i lovens bogstav. At kvinder skal have ligeløn,

betalt barsel (også af farens virksomhed), lige adgang til uddannelse, pen-


22 PROLOG

sion, politik osv., må være minimum for ethvert samfund, og de steder, det

ikke findes, er der en heftig kamp at kæmpe. Ja. Men i vores del af verden

ser jeg, at vi skal i gang med en alliance og ikke en kamp. Nemlig at alliere

det kvindelige med det mandlige for at opnå den stærkest mulige kombina-

tion. Til fordel for alle individer og fællesskabet.

I samme åndedrag må jeg også hoste op, at jeg er dødtræt af de temmelig

latterlige forestillinger om, at hvis du aktivt søger det feminine, så er det

naturligvis også, fordi du angler efter et liv med forklæde, tilbudsaviser og

søstjernesex. Kun. Mens du afskyr læbestift, stiletter og en hovedet-på-skrå-

adfærd, hvis du søger det maskuline. Ingen mennesker er stereotyper, og

kønnet er for mig at se mest af alt en mulighed og ikke en rigid rolle, som

begrænser os. Så nej, dette er ikke et feministisk projekt. Det er en ladycool

bog.

Ladycool er vejen ud af skammen

‘Lady’, fordi en dame er en kvinde af høj status. Og det er denne høje status,

jeg gerne ser, at vi kvinder tager til os i vores kvindelighed. For mit ønske

med denne bog er at tale det feminine op. Undersøge hvad det indeholder i

en moderne udgave. Især fordi jeg selv har så svært ved at forlige mig med

tanken om, at en del af min selvforståelse skulle være styret af skam over

de egenskaber, interesser, følelser og handlinger, der oftest knyttes til det at

være kvinde. Det er vel også derfor, at det tog mig så mange år og så meget

arbejde at nå til den erkendelse. Jeg har gennem de seneste år talt og under-

søgt og diskuteret og debatteret med rigtig mange kvinder og prikket til dem

og provokeret dem, og jeg bliver mere og mere sikker på, at skammen ligger i

os som en samlende og begrænsende overbevisning, vi skal gøre os fri af, før

vi er i stand til at hente os selv hjem som hele mennesker. Som hele kvinder.

Hvad vil det da sige at være en moderne kvinde? Med frihed til selv at

vælge, hvem hun vil være? Med frihed til selv at skabe sin egen sociale,

økonomiske og karrieremæssige position? Med frihed til selv at bestemme,

hvad hun vil bruge sin egen kvindelighed til? Med frihed til selv at dyrke de

mennesker, hun vil dele sit liv med? Med frihed til selv at vælge, hvad hun

vil bidrage med til verden?


23PROLOG

Med frihed til at være … fortabt i friheden til at være kvinde?

Som jeg ser det, er der fire områder i livet, som vi hver især skal eje for både

at kunne være os selv 100 procent og samtidig bidrage til fællesskabet med

hvert vores originale input, hvorfor det er de fire områder, som udgør de

fire hoveddele i denne bog. Tilsammen skaber de også indholdet i lady-

cool, som jeg har opfundet for at tilbyde et begreb, der skal minde os om,

at vi hverken behøver at skamme os over os selv eller har en lavere status

end mændene. Tværtimod er det indgangen til både at maksimere os selv

og leve og indtage en naturlig høj status. Ladycool er dermed også en slags

antiskam-medicin, som man kan tage i forskellige doser, afhængigt af hvor

ens skam sidder mest fast. Eller hvor man har brug for at blive styrket mest.

De fire sætninger, der tilsammen udgør ladycool, er:

Jeg er elsket.

Jeg er fri.

Jeg er smuk.

Jeg er vigtig.

Nu sidder du måske og tænker, at nu er vi da virkelig ovre i selvhjælps-

bogsgenren, for det lyder som et mantra fra en virkelig dårlig én af slagsen.

På udsalg. Og jeg er tilbøjelig til at give dig ret! Det er virkelig ikke nogle

særlige originale, spektakulære, nye, banebrydende eller trendsættende

sætninger. De indskriver sig i den lange kulturarv, som alle kvinder er en

del af. Men det er præcis derfor, at jeg har valgt de fire sætninger og begre-

ber. Fordi hvis vi skal eje os selv på godt og ondt, skal vi først og fremmest

eje det, der kan gøre os og traditionelt har gjort os svage, underdanige og

uden status. Når vi gør det, vil vi være frie til at skabe vores egen kvindelige

identitet.

I bogen finder du et billede fra mine forældres bryllup, som jeg elsker. På

næsten underfundig vis afspejler det min spanske mors varme latinske

rødder og min danske fars nordiske kølige reserverthed. Min mor, min

mormor og min farmor repræsenterer hver især et liv og en historie, der


24 PROLOG

genspejler tre af de fire ladycool sætninger og sætter dem ind i en kvindehi-

storisk sammenhæng, hvorfor jeg har valgt at indlede del II, del III og del

IV med hver deres historie. Især fordi de rører mig. Hver gang. Og derfor

tænker jeg, at de også vil røre dig. Del I indleder jeg selv. Med den situa-

tion, som har været mest grænseoverskridende og angstprovokerende for

mig nogensinde i mit liv. Fordi jeg skulle gøre endeligt op med det selvbil-

lede, jeg har haft siden min barndom. Og som ikke længere passede til den

kvinde, som jeg er i dag.

Men inden vi når dertil, vil jeg slutte denne prolog af med en bøn til dig.

Nemlig at tænke over, hvordan du kan komme til at eje det, som historien,

kulturen, værdierne og andre har gjort dig svag på.

I skrivningen af denne bog er det nemlig blevet tydeligere og tydeligere for

mig, at først når jeg tager ejerskab for noget, kan jeg ændre dets betydning.

Desværre ser jeg også, at vi er millioner af kvinder i den vestligt domine-

rede verden, der ikke gør det. Vi ejer grundlæggende ikke vores eget køn.

Vi stoler ikke for alvor på, at det har en særskilt indre værdi. Vi aner ikke,

hvad det indeholder. Vi kan ikke mærke, hvad det giver os. Og vi ved slet

ikke, hvordan vi skal række ud efter det og nænsomt og nysgerrigt begynde

at aflokke det alle dets hemmeligheder, så vi kan tage ejerskab for dem, hver

på vores måde. Og samtidig være så meget hjemme i os selv, at vi ikke anser

hankønnet for noget, der skal bekæmpes, endsige ændres, men derimod

som noget, der kompletterer os.

Det er dette, som denne bog handler om. At være ladycool handler om at

stå hundrede procent i vores egen fulde kraft uden at synes, at vi skal holde

os tilbage af skræk for enten at virke for feminine eller for maskuline. For

jo mere du ejer din feminine side, desto mere vil du også eje din maskuline

side, og så bliver det dig, der bestemmer, hvem du er. Hvilken identitet der

giver mening for dig. Og hvad du vil med dit liv. Ikke samfundet. Ikke kul-

turen. Ikke traditionerne. Ikke historien.

Dig.

Lyder det godt? Så læs videre ...


100 mm 100 mm19,5 mm151+2 mm

226

mm

151+2 mm

POLITIKENS FORLAG

Sociolog, HD(A), foredragsholder,

selvstændig erhvervsdrivende og

forfatter. Hun er en af Danmarks mest

citerede sociologer og kendt for at for-

midle og skabe begreber, der rammer

tidsånden og de vilkår og konflikter, som

det moderne menneske står i lige nu og

her. Således også med denne bog, der er

hendes femte. Hendes seneste bog Farvel

egofest blev en bestseller og er foreløbig

kommet i 3. oplag.

Test din egen ladycoolness på

www.emiliavanhauen.dk og læs

mere om hendes andre bøger

samt artikler og blogindlæg.

Men det meste af mit liv har jeg følt, at jeg også burde mene en hel

masse om konflikten i Mellemøsten, kende det nyeste IT-gear eller

kunne lire de ti mest toneangivende direktører af.

På trods af stiletter og læbestift har jeg nemlig forsøgt at kopiere

mænds adfærd og interesser for at føle mig værdifuld. Anerkendt.

Rigtig. Fordi jeg gerne ville sikre mig, at min status var høj nok til,

at jeg ikke blev overset. Eller verfet af som underlødig, overfladisk,

useriøs. Ønskede jo ikke at føle mig forkert.

Men det gør jeg. Føler mig en smule forkert. Og til tider også

pinagtig skamfuld over at være den, jeg er. Jeg er ikke den eneste.

Faktisk er det noget, som rigtig mange kvinder føler. Hvorfor vi

blandt andet lyver om hvor mange mænd, vi har haft sex med. Hvor

meget tøj vi har købt. Hvor meget vi vejer. Eller om vi overhovedet

er sure eller ej. Med andre ord lyver vi, fordi vi

skammer os over, hvem vi egentlig er.

Og det behøver vi slet ikke. Verden står

nemlig over for en social revolution, hvor

det feminine er ved at få samme høje

status som det maskuline.

LADYCOOL er mit forslag til, hvordan

vi kvinder kan slippe skammen og føle os frie,

vigtige, elskede og smukke, fortalt gennem min livshistorie.

LADYCOOL er samtidig mit bidrag til den altid

vedkommende debat om, hvorvidt køn er et problem

eller en ressource. Jeg tror klart på det sidste.

... Alligevel vover jeg min påstand om

moderne kvinders skam. Fordi skam

handler om, at vi ikke synes, at vi er nok.

Smukke nok. Kloge nok. Sjove nok. Rige

nok. Tynde nok. Dygtige nok. Succesfulde

nok. Elskede nok. Nok. Og bag alle de

nok’er er en afgrundsdyb angst for ikke

at være forbundet til andre og dermed

for evigt være udstødt. Fordi jeg ikke er

værdig og elskelig nok til, at nogen gider

at være forbundet til mig.

FRA LADYCOOL

OMSLAG: ALETTE BERTELSEN / ALETTEB.DK

FOTO: BJARKE JOHANSEN

EMILIA VAN

HAUEN

ELSKETFRI

SMUKVIGTIG

JEG ELSKER SKO, TV-SERIER OG AT UDVEKSLE LIVSHISTORIER.

CMYK + MATTE KASCHED

IT K

ØN

ER

EN

S

TY

RK

E –

BR

UG

DE

T!

EM

ILIA V

AN

HA

UEN

DIT KØN ER EN STYRKE

– BRUG DET!

EMILIA VAN

HAUEN

POLITIKENS FORLAG

ladycool - af emilia van hauen

Documents