lav en demo
DESCRIPTION
120x120 mm. Guide to producing audio demos aimed for teaching at secondary schools and high schools.TRANSCRIPT
Palle VibeL
av en d
emo
Per Helmer HansenFilmsprogFilm-, video- og tv-produktion
En bog, der rummer alt det, du skal vide om filmsprog og massemedieproduktion, enten hvis du interesserer dig for den teoretiske side af sagen, eller hvis du skal i gang med produk-tionen selv.
80 sider, illustreret i farver149 kr.
Søren Marquardt FrederiksenSkriv journalistik
Hvordan skriver du en artikel, reportage, anmeldelse eller kro-nik? Hvordan interviewer du en anden person? Hvordan vinkler og målretter du din historie? Og hvordan arbejder en journalist? Bogen giver svar på alle disse spørgsmål.
157 sider199 kr.
Læs mere om bøgerne på www.frydenlund.dk
ISBN 87-7887-883-7
9 788778 878830
Palle Vibe (født 1952)
har skrevet, arrangeret og
produceret musik, bl.a.
til reklamer. Herudover
ud giver han musikserien
Naturens Melodi.
Han er forfatter til en
lang række bøger om bl.a.
musikproduktion og com-
puterspil, og han skriver
artikler til magasiner og
fagblade samt romaner.
Læs mere på
www.pallevibe.skysite.dk.
Palle Vibe
Frydenlund
Du behøver ikke nødvendigvis et professionelt lydstudie eller alt mulig avanceret udstyr, hvis du vil lave en demo.
Lav en demo fortæller, hvordan du trin for trin kan indspille en demo hjemme hos dig selv – enten alene eller sammen med dit band.
Her er gode råd om, hvad du skal huske, hvordan du gør, og hvilke miksere, optagere, computer-programmer m.m., der kan hjælpe dig på vej.
Bagerst i bogen finder du desuden en oversigt over alle de musikudtryk og -begreber, der er værd at kende, når du indspiller din musik.
Er du særlig interesseret, kan du også læse om den teoretiske side af musik, lyd og optagelse.
2 3
Lav en dem
o
Palle Vibe
Lav en demo
Frydenlund
2 3
Lav en dem
o
Palle Vibe
Lav en demo
Frydenlund
Del 1Før optagelse
Del 1Før optagelse
14 15
Før
opta
gel
se
Musikkens m
ursten
Vil du vide lidt om lyd? Nå, du vil hellere i gang med at spille og optage? Så bare vent med at læse det følgende, til du bliver interesseret. Det gør du før eller siden. Nu kan du bare gå direkte til side 63.
En toneEn tone er en lyd, men en lyd er ikke en tone. Lyd opstår, når de molekyler, som luften består af, bliver skubbet rundt af en fysisk påvirkning. Er påvirkningen uregel-mæssig, bliver lyden det også og vil lyde som noget, de fleste formentlig vil kalde støj. Er påvirkningen regelmæssig, bliver lyden det også og vil mere eller mindre minde om en tone. En svingende guitar-streng vil f.eks. sætte luftens molekyler i så regelmæssige svingninger, at resultatet bliver en pæn tone med en bestemt tone-højde, tonestyrke og toneklang.
TonehøjdeTonehøjden angiver, hvor høj eller dyb tonen er, og det afhænger af, hvor mange gange luftmolekylerne svinger frem og tilbage på et sekund. Det kaldes lydens frekvens og måles i hertz (Hz).
Dit øre kan ikke høre en hvilken som helst frekvens. Frekvenser under 16 Hz føles mere, end de høres, og kun meget få er i stand til at fornemme toner over ca. 19.000 Hz.
Teknikere vil derfor sige, at dit øres frekvensområde eller frekvensomfang går fra 16-19.000 Hz. Dyrs høresans er gene-relt meget bedre. Hunde menes f.eks. at kunne høre op til 40.000 Hz.
TonestyrkeTonestyrken er et udtryk for, hvor kraftigt tonen lyder. Men ikke hvor kraftig tonen
rent faktisk er. Mennesker hører nem-lig ikke alle toner lige kraftigt. Og du er næppe nogen undtagelse. Tonestyrken har ikke det fjerneste med frekvensen og an-tallet af svingninger at gøre, men er alene resultatet af, hvor store luftmolekylernes udsving er. Tonestyrken er lydens ‘ampli-tude’ og angives i watt pr. kvadratmeter (forkortes W/m2).
Som nævnt er øret ikke lige følsomt for alle frekvenser. Dybe og høje toner skal være betydeligt kraftigere, før du hører dem lige så godt som toner i mellemom-rådet, hvor f.eks. tale eller sang befinder sig. Din og alle andre menneskers hørelse fungerer altså højst uensartet. En tekniker vil sige ulineært.
Du har derfor kun begrænset glæde af kende amplituden i W/m2. Derfor har man vedtaget at måle en tones styrke i forhold til en tilfældigt fastlagt værdi og har givet
Musikkens mursten Det hørbare toneområdeOrgel
KlarinetTrompet
FløjtePaukeViolinCello
KontrabasPiano
Mandsstemme (sang)Kvindestemme (sang)
Maracas
Grundtoner Overtoner
20 50 100 200 500 Hz 1000 2000 5000 10000 20000
C1 C c c1 c2 c3 c4
Skematisk oversigt over forskellige lydkilders
frekvensomfang.
14 15
Før
opta
gel
se
Musikkens m
ursten
Vil du vide lidt om lyd? Nå, du vil hellere i gang med at spille og optage? Så bare vent med at læse det følgende, til du bliver interesseret. Det gør du før eller siden. Nu kan du bare gå direkte til side 63.
En toneEn tone er en lyd, men en lyd er ikke en tone. Lyd opstår, når de molekyler, som luften består af, bliver skubbet rundt af en fysisk påvirkning. Er påvirkningen uregel-mæssig, bliver lyden det også og vil lyde som noget, de fleste formentlig vil kalde støj. Er påvirkningen regelmæssig, bliver lyden det også og vil mere eller mindre minde om en tone. En svingende guitar-streng vil f.eks. sætte luftens molekyler i så regelmæssige svingninger, at resultatet bliver en pæn tone med en bestemt tone-højde, tonestyrke og toneklang.
TonehøjdeTonehøjden angiver, hvor høj eller dyb tonen er, og det afhænger af, hvor mange gange luftmolekylerne svinger frem og tilbage på et sekund. Det kaldes lydens frekvens og måles i hertz (Hz).
Dit øre kan ikke høre en hvilken som helst frekvens. Frekvenser under 16 Hz føles mere, end de høres, og kun meget få er i stand til at fornemme toner over ca. 19.000 Hz.
Teknikere vil derfor sige, at dit øres frekvensområde eller frekvensomfang går fra 16-19.000 Hz. Dyrs høresans er gene-relt meget bedre. Hunde menes f.eks. at kunne høre op til 40.000 Hz.
TonestyrkeTonestyrken er et udtryk for, hvor kraftigt tonen lyder. Men ikke hvor kraftig tonen
rent faktisk er. Mennesker hører nem-lig ikke alle toner lige kraftigt. Og du er næppe nogen undtagelse. Tonestyrken har ikke det fjerneste med frekvensen og an-tallet af svingninger at gøre, men er alene resultatet af, hvor store luftmolekylernes udsving er. Tonestyrken er lydens ‘ampli-tude’ og angives i watt pr. kvadratmeter (forkortes W/m2).
Som nævnt er øret ikke lige følsomt for alle frekvenser. Dybe og høje toner skal være betydeligt kraftigere, før du hører dem lige så godt som toner i mellemom-rådet, hvor f.eks. tale eller sang befinder sig. Din og alle andre menneskers hørelse fungerer altså højst uensartet. En tekniker vil sige ulineært.
Du har derfor kun begrænset glæde af kende amplituden i W/m2. Derfor har man vedtaget at måle en tones styrke i forhold til en tilfældigt fastlagt værdi og har givet
Musikkens mursten Det hørbare toneområdeOrgel
KlarinetTrompet
FløjtePaukeViolinCello
KontrabasPiano
Mandsstemme (sang)Kvindestemme (sang)
Maracas
Grundtoner Overtoner
20 50 100 200 500 Hz 1000 2000 5000 10000 20000
C1 C c c1 c2 c3 c4
Skematisk oversigt over forskellige lydkilders
frekvensomfang.
16 17
Før
opta
gel
se
Musikkens m
ursten
måleenheden betegnelsen decibel.Man har fundet ud af, at den svage-
ste lyd, mennesker normalt kan skelne, har en amplitude på 10-12 W/m2. Denne styrke har man så fastsat som ørets nedre tærskelværdi eller høregrænse. Videre har man opdaget, at øret ikke er dygtigt
til at registrere små forskelle i tonestyrke. Faktisk skal styrken fordobles, før dit øre overhovedet erkender en styrkeændring, og skal du opleve en fordobling af lydstyr-ken, kræver det en tidobling af den abso-lutte lydstyrke i W/m2. Tilsvarende skal styrken mindskes ti gange, før du oplever en styrkehalvering.
For at kunne angive dette på en lidt smartere måde, har man opfundet enhe-den Bell opkaldt efter telefonens opfinder: Graham Bell. Men da en Bell ofte er for stor en enhed at arbejde med i det prakti-ske liv, deler man den almindeligvis med ti til en tiendedel Bell eller en decibel (dB).
Decibel er med andre ord et forholds-tal. Enheden har ikke nogen værdi i sig selv, men angiver kun en værdi i forhold til en anden. Sætter du lyden af ingenting (altså absolut stilhed) til 0, kan øret i den anden ende af skalaen tåle et lydtryk på ca. 120 dB, før hørenerverne smerter og kan lide varig skade. Ørets arbejdsområde eller ‘dynamikområde’ er med andre ord 120 dB. Men da det faktisk er en forøgelse af lydstyrken på en billion, er forholdstal-let dB noget mere praktisk.
Grundtoner, overtoner og gode tonerDer kan være forskel på, hvordan og hvor behageligt en tone opleves. Er tonen ubehagelig, er det fordi den er opbygget af mere eller mindre uregelmæssige sving-ninger og derfor mere har karakter af støj
end af tone. Men selv toner af meget re-gelmæssige svingninger kan lyde vidt for-skelligt. En helt ren tone uden overtoner (en såkaldt sinustone) er faktisk direkte ubehagelig at høre på i længere tid. Der må altså være andre fysiske faktorer end svingningernes frekvens og amplitude, der former en tone.
To lydbølger i fase To lydbølger, der er faseforskudt To lydbølger i modfase
Som alt der udbreder sig i bølger, har også lyd faser.
En fase er den del af bølgen, der enten er positiv
(over nullinjen) eller negativ (under nullinjen). Når
svingningen passerer nullinjen, skifter den med
andre ord fase. To lydbølger kan imidlertid løbe
mere eller mindre faseforskudt til det punkt, hvor de
kommer i modfase. Og det sker, når den enes fase er
positiv, mens den andens er negativ. Teoretisk ophæ-
ver de hinanden, så ingen kan høre dem. Men også
mindre faseforskydninger er uheldige. Det samme
gælder for elektriske svingninger.
+
–
Tid
0 sek. 1 sek.
Amplitude maksimum
Amplitude minimum Lydsvingning
Bølgelængde
Skematisk tegning af lydfrekvensers udseende.
Graham Bell og hans decibels140 Colt 0,45 pistol (7-8 m afstand)130
Smertegrænse120110
Undergrundstog10090 Alm. stue-lydanlæg
Fabriksstøj8070
Samtale6050 Kontorstøj40 Baggrundslyd i hjemmet30
Hvisken (1½ m afstand)20100 Høregrænse
16 17
Før
opta
gel
se
Musikkens m
ursten
måleenheden betegnelsen decibel.Man har fundet ud af, at den svage-
ste lyd, mennesker normalt kan skelne, har en amplitude på 10-12 W/m2. Denne styrke har man så fastsat som ørets nedre tærskelværdi eller høregrænse. Videre har man opdaget, at øret ikke er dygtigt
til at registrere små forskelle i tonestyrke. Faktisk skal styrken fordobles, før dit øre overhovedet erkender en styrkeændring, og skal du opleve en fordobling af lydstyr-ken, kræver det en tidobling af den abso-lutte lydstyrke i W/m2. Tilsvarende skal styrken mindskes ti gange, før du oplever en styrkehalvering.
For at kunne angive dette på en lidt smartere måde, har man opfundet enhe-den Bell opkaldt efter telefonens opfinder: Graham Bell. Men da en Bell ofte er for stor en enhed at arbejde med i det prakti-ske liv, deler man den almindeligvis med ti til en tiendedel Bell eller en decibel (dB).
Decibel er med andre ord et forholds-tal. Enheden har ikke nogen værdi i sig selv, men angiver kun en værdi i forhold til en anden. Sætter du lyden af ingenting (altså absolut stilhed) til 0, kan øret i den anden ende af skalaen tåle et lydtryk på ca. 120 dB, før hørenerverne smerter og kan lide varig skade. Ørets arbejdsområde eller ‘dynamikområde’ er med andre ord 120 dB. Men da det faktisk er en forøgelse af lydstyrken på en billion, er forholdstal-let dB noget mere praktisk.
Grundtoner, overtoner og gode tonerDer kan være forskel på, hvordan og hvor behageligt en tone opleves. Er tonen ubehagelig, er det fordi den er opbygget af mere eller mindre uregelmæssige sving-ninger og derfor mere har karakter af støj
end af tone. Men selv toner af meget re-gelmæssige svingninger kan lyde vidt for-skelligt. En helt ren tone uden overtoner (en såkaldt sinustone) er faktisk direkte ubehagelig at høre på i længere tid. Der må altså være andre fysiske faktorer end svingningernes frekvens og amplitude, der former en tone.
To lydbølger i fase To lydbølger, der er faseforskudt To lydbølger i modfase
Som alt der udbreder sig i bølger, har også lyd faser.
En fase er den del af bølgen, der enten er positiv
(over nullinjen) eller negativ (under nullinjen). Når
svingningen passerer nullinjen, skifter den med
andre ord fase. To lydbølger kan imidlertid løbe
mere eller mindre faseforskudt til det punkt, hvor de
kommer i modfase. Og det sker, når den enes fase er
positiv, mens den andens er negativ. Teoretisk ophæ-
ver de hinanden, så ingen kan høre dem. Men også
mindre faseforskydninger er uheldige. Det samme
gælder for elektriske svingninger.
+
–
Tid
0 sek. 1 sek.
Amplitude maksimum
Amplitude minimum Lydsvingning
Bølgelængde
Skematisk tegning af lydfrekvensers udseende.
Graham Bell og hans decibels140 Colt 0,45 pistol (7-8 m afstand)130
Smertegrænse120110
Undergrundstog10090 Alm. stue-lydanlæg
Fabriksstøj8070
Samtale6050 Kontorstøj40 Baggrundslyd i hjemmet30
Hvisken (1½ m afstand)20100 Høregrænse
26 27
Før
opta
gel
se
Fra sang til sig
nal
MikrofonenEnhver elektrisk optagelse af lyd kræver, at lydsvingningerne først omdannes til elektriske signaler. Og det sker i mikro-fonen. Mikrofonen kan være indbygget i optageren, eller den kan være løs og skal tilsluttes med en ledning og stik.
Der findes forskellige typer mikrofoner, der hver for sig fungerer på lidt
forskellig vis og hver især har deres fordele og
ulemper.
Den dynamiske mikrofon
Den mest populære og udbredte mi-krofontype har stort set altid været den dynamiske mikrofon. Den kan fremstilles i glimrende kvalitet, den er robust, relativt prisbillig og virkelig alsidig. Den dynami-ske mikrofon afgiver en rimelig signalstyr-ke, der kan ledes gennem relativt lange kabler uden behov for ekstra signalfor-stærkning.
Kondensatormikrofonen
En kondensatormikrofon er i modsætning til en dynamisk mikrofon skrøbelig, hun-dedyr og ikke lige god til hvad som helst.
Desuden skal alle kondensatormikrofoner strømforsynes med en jævnspænding for at virke, og denne spænding er typisk så høj som 24-48 V. Samtidig er mikrofonty-pens signal så svagt, at det forudsætter forstærkning og helst så hurtigt efter selve mikrofonenheden som muligt, og også denne forforstærker skal naturligvis have strøm. Det betyder bl.a., at kondensator-mikrofoner ikke egner sig særlig godt til batterioptagere og alt i alt er ret udfor-
drende at have med at gøre. Til gengæld er de normalt af uovertruffen kvalitet og an-vendes professionelt næsten konsekvent i alle situationer, hvor lydkvalitet tæller højere end alle de nævnte ulemper.
Electretmikrofonen
Det er klart, at det ville være ideelt, om man kunne forene kondensatormikrofo-nens kvalitet med den dynamiske types robusthed og enkelhed, og drømmen er til en vis grad opfyldt med electretmikro-fonen.
Electretmikrofonen er billig at frem-stille og behøver ikke at få tilført spænding i sig selv, men det er stadig nødvendigt at forstærke dens signal. Denne forstærkning kan imidlertid nøjes med strøm fra et lille 1,5 V element, der ofte kan holde et års tid eller mere.
Derfor findes denne mikrofontype også i et utal af udformninger og er normalt den type, der er indbygget i batteriopta-gere, diktafoner og mp3-afspillere med diktafonfunktion. Til mere seriøs brug er typen endnu temmelig sjælden. Til
Typisk klassisk dynamisk kvalitetsmikrofon,
som er blevet nærmest legendarisk
(Sennheiser MD 421).
Fra sang til signal
Typisk klassisk kondensator-
mikrofon fra Neumann i
10.000-kroners-klassen.
26 27
Før
opta
gel
se
Fra sang til sig
nal
MikrofonenEnhver elektrisk optagelse af lyd kræver, at lydsvingningerne først omdannes til elektriske signaler. Og det sker i mikro-fonen. Mikrofonen kan være indbygget i optageren, eller den kan være løs og skal tilsluttes med en ledning og stik.
Der findes forskellige typer mikrofoner, der hver for sig fungerer på lidt
forskellig vis og hver især har deres fordele og
ulemper.
Den dynamiske mikrofon
Den mest populære og udbredte mi-krofontype har stort set altid været den dynamiske mikrofon. Den kan fremstilles i glimrende kvalitet, den er robust, relativt prisbillig og virkelig alsidig. Den dynami-ske mikrofon afgiver en rimelig signalstyr-ke, der kan ledes gennem relativt lange kabler uden behov for ekstra signalfor-stærkning.
Kondensatormikrofonen
En kondensatormikrofon er i modsætning til en dynamisk mikrofon skrøbelig, hun-dedyr og ikke lige god til hvad som helst.
Desuden skal alle kondensatormikrofoner strømforsynes med en jævnspænding for at virke, og denne spænding er typisk så høj som 24-48 V. Samtidig er mikrofonty-pens signal så svagt, at det forudsætter forstærkning og helst så hurtigt efter selve mikrofonenheden som muligt, og også denne forforstærker skal naturligvis have strøm. Det betyder bl.a., at kondensator-mikrofoner ikke egner sig særlig godt til batterioptagere og alt i alt er ret udfor-
drende at have med at gøre. Til gengæld er de normalt af uovertruffen kvalitet og an-vendes professionelt næsten konsekvent i alle situationer, hvor lydkvalitet tæller højere end alle de nævnte ulemper.
Electretmikrofonen
Det er klart, at det ville være ideelt, om man kunne forene kondensatormikrofo-nens kvalitet med den dynamiske types robusthed og enkelhed, og drømmen er til en vis grad opfyldt med electretmikro-fonen.
Electretmikrofonen er billig at frem-stille og behøver ikke at få tilført spænding i sig selv, men det er stadig nødvendigt at forstærke dens signal. Denne forstærkning kan imidlertid nøjes med strøm fra et lille 1,5 V element, der ofte kan holde et års tid eller mere.
Derfor findes denne mikrofontype også i et utal af udformninger og er normalt den type, der er indbygget i batteriopta-gere, diktafoner og mp3-afspillere med diktafonfunktion. Til mere seriøs brug er typen endnu temmelig sjælden. Til
Typisk klassisk dynamisk kvalitetsmikrofon,
som er blevet nærmest legendarisk
(Sennheiser MD 421).
Fra sang til signal
Typisk klassisk kondensator-
mikrofon fra Neumann i
10.000-kroners-klassen.
28 29
Før
opta
gel
se
Fra sang til sig
nal
Kugle. En kuglemikrofon er lige følsom for
lyd fra alle retninger.
Nyre (cardioid). En nyremikrofon er mest
følsom for lyde forfra og kun lidt følsom
for lyd bagfra.
Supernyre (supercardioid). Supernyremikro-
fonen er endnu mere følsom for lyd forfra
end nyremikrofonen.
8-tal. En 8-talsmikrofon er enten følsom for
lyd forfra og bagfra eller fra siderne.
Kølle. En helt særlig karakteristik har
køllemikrofoner, der så at sige gør det
muligt at pege på en lydkilde og opfange
den, mens alt andet lukkes ude. Beteg-
nes også shotgun, fordi de ofte monteres
Electretmikrofoner har i dag mange udformnin-
ger, men kan dog også ligne det, de er (Philips
SBCME570/00).
Specielle mikrofoner til specielle opgaverStereomikrofoner
Optagelser i stereo kræver mindst to mikrofoner svarende til dine to ører. To ens enkeltmikrofoner kan udmærket klare sagen. Det kaldes A/B-teknik. Men du kan også anskaffe en speciel stereomikrofon med to selvstændige mikrofonkapsler. Det kan f.eks. være to nyremikrofoner eller en ottetalsmikro-fon (der peger til siderne og ikke for- og
Mikrofonens retningskarakteristikUd over størrelse, kvalitet og udformning
er det også væsentligt at vide, hvor følsom
mikrofonen er for lyde i forskellige retninger.
Eller med andre ord at kende mikrofonens
såkaldte retningskarakteristik.
Almindeligvis arbejder man med fem
forskellige grundtyper af retningskarakteri-
stik, der har navn efter den grafiske afbild-
ning af mikrofonens følsomhed:
Illustrationen viser de mest udbredte mikrofonkarakteristikker: kugle-, nyre-, supernyre- og 8-talskarakteristik.
computeroptagelse (se side 120) er electretmikrofoner,
der tilsluttes med usb-stik, praktiske, fordi de kan få strøm
direkte fra computeren via stikket.
Matchede mikrofoner til stereoopta-
gelse (SE Electronics SE1a ST).
håndholdt på en form for pistolgreb, der
får disse lange mikrofoner til at ligne et
sigtevåben. Bruges også ofte monteret på
en lang stativstang (en boom) i forbindelse
med tv- og filmoptagelse.
28 29
Før
opta
gel
se
Fra sang til sig
nal
Kugle. En kuglemikrofon er lige følsom for
lyd fra alle retninger.
Nyre (cardioid). En nyremikrofon er mest
følsom for lyde forfra og kun lidt følsom
for lyd bagfra.
Supernyre (supercardioid). Supernyremikro-
fonen er endnu mere følsom for lyd forfra
end nyremikrofonen.
8-tal. En 8-talsmikrofon er enten følsom for
lyd forfra og bagfra eller fra siderne.
Kølle. En helt særlig karakteristik har
køllemikrofoner, der så at sige gør det
muligt at pege på en lydkilde og opfange
den, mens alt andet lukkes ude. Beteg-
nes også shotgun, fordi de ofte monteres
Electretmikrofoner har i dag mange udformnin-
ger, men kan dog også ligne det, de er (Philips
SBCME570/00).
Specielle mikrofoner til specielle opgaverStereomikrofoner
Optagelser i stereo kræver mindst to mikrofoner svarende til dine to ører. To ens enkeltmikrofoner kan udmærket klare sagen. Det kaldes A/B-teknik. Men du kan også anskaffe en speciel stereomikrofon med to selvstændige mikrofonkapsler. Det kan f.eks. være to nyremikrofoner eller en ottetalsmikro-fon (der peger til siderne og ikke for- og
Mikrofonens retningskarakteristikUd over størrelse, kvalitet og udformning
er det også væsentligt at vide, hvor følsom
mikrofonen er for lyde i forskellige retninger.
Eller med andre ord at kende mikrofonens
såkaldte retningskarakteristik.
Almindeligvis arbejder man med fem
forskellige grundtyper af retningskarakteri-
stik, der har navn efter den grafiske afbild-
ning af mikrofonens følsomhed:
Illustrationen viser de mest udbredte mikrofonkarakteristikker: kugle-, nyre-, supernyre- og 8-talskarakteristik.
computeroptagelse (se side 120) er electretmikrofoner,
der tilsluttes med usb-stik, praktiske, fordi de kan få strøm
direkte fra computeren via stikket.
Matchede mikrofoner til stereoopta-
gelse (SE Electronics SE1a ST).
håndholdt på en form for pistolgreb, der
får disse lange mikrofoner til at ligne et
sigtevåben. Bruges også ofte monteret på
en lang stativstang (en boom) i forbindelse
med tv- og filmoptagelse.
Del 2Optagelse
64
Før
opta
gel
se
Eget hjemmestudie/øvelokale?Det er nemt at optage sang og musik i dag.
Det kan du stort set gøre overalt. Selv uden-
dørs, fordi meget optagegrej i dag kan køre
på batteri. En stue, et soveværelse, ja, faktisk
ethvert ledigt lokale kan bruges. Bare væg-
gene ikke er for hårde, så lyden runger.
Men der kommer uden tvivl et tids-
punkt, hvor dine optagelser beslaglægger
samme værelse så massivt og længe, at dine
omgivelser stritter imod. Derfor drømmer
alle hjemmemusikere om at kunne indrette et
musiklokale, der ikke skal bruges til andet.
Det kan være et frigjort værelse på
loftet, i kælderen eller et andet sted. Det
eneste, du skal sørge for, er at gøre rummet
tilpas lyddødt. Det kan du gøre med filt eller
træbeklædning og tæpper på både gulv og
vægge. Tidligere var det in at bruge ægge-
bakker på enhver ledig kvadratcentimeter. I
dag er det både bedre og enklere at bruge
dæmpematerialer, der er specielt beregnet
til lyddæmpning af rum, og som fås i bygge-
markeder, i specialforretninger og på nettet.
Se f.eks. www.aquatex.dk og www.ebst.dk.
Det er dog vigtigt at vide, at
dæmpende beklædningsmateria-
ler kun betyder noget for akustikken
og dæmpningen af rummet, så det ikke
‘synger’ for meget med. Ønsker du lyd-
dæmpning af rummet, så din musik ikke
trænger ud af lokalet og måske forstyrrer
andre, er der tale om egentlig støjdæmp-
ning og lydisolering, og så er det helt andre
midler, der skal til.
Det eneste, der kan lydisolere og virkelig
spærre for og dæmpe lyd, er tunge ting. Dvs.
materialer som sten, beton og tunge træarter.
Dobbelte vægge isoleret med rockwool
har også en vis effekt. Men det er sjældent
nogen oplagt mulighed, hvis du holder til i
f.eks. soveværelset eller gæsteværelset.
Selve indretningen af et lydstudie eller
øvelokale afhænger fuldstændig af, hvilke
instrumenter du spiller på. Hvis du alene
optager elektronisk, dvs. uden mikrofoner,
uden rigtige trommer og uden instrument-
forstærkere, er det hele ligegyldigt, for
så kan du roligt blive i soveværelset.
Del 2Optagelse
64
Før
opta
gel
se
Eget hjemmestudie/øvelokale?Det er nemt at optage sang og musik i dag.
Det kan du stort set gøre overalt. Selv uden-
dørs, fordi meget optagegrej i dag kan køre
på batteri. En stue, et soveværelse, ja, faktisk
ethvert ledigt lokale kan bruges. Bare væg-
gene ikke er for hårde, så lyden runger.
Men der kommer uden tvivl et tids-
punkt, hvor dine optagelser beslaglægger
samme værelse så massivt og længe, at dine
omgivelser stritter imod. Derfor drømmer
alle hjemmemusikere om at kunne indrette et
musiklokale, der ikke skal bruges til andet.
Det kan være et frigjort værelse på
loftet, i kælderen eller et andet sted. Det
eneste, du skal sørge for, er at gøre rummet
tilpas lyddødt. Det kan du gøre med filt eller
træbeklædning og tæpper på både gulv og
vægge. Tidligere var det in at bruge ægge-
bakker på enhver ledig kvadratcentimeter. I
dag er det både bedre og enklere at bruge
dæmpematerialer, der er specielt beregnet
til lyddæmpning af rum, og som fås i bygge-
markeder, i specialforretninger og på nettet.
Se f.eks. www.aquatex.dk og www.ebst.dk.
Det er dog vigtigt at vide, at
dæmpende beklædningsmateria-
ler kun betyder noget for akustikken
og dæmpningen af rummet, så det ikke
‘synger’ for meget med. Ønsker du lyd-
dæmpning af rummet, så din musik ikke
trænger ud af lokalet og måske forstyrrer
andre, er der tale om egentlig støjdæmp-
ning og lydisolering, og så er det helt andre
midler, der skal til.
Det eneste, der kan lydisolere og virkelig
spærre for og dæmpe lyd, er tunge ting. Dvs.
materialer som sten, beton og tunge træarter.
Dobbelte vægge isoleret med rockwool
har også en vis effekt. Men det er sjældent
nogen oplagt mulighed, hvis du holder til i
f.eks. soveværelset eller gæsteværelset.
Selve indretningen af et lydstudie eller
øvelokale afhænger fuldstændig af, hvilke
instrumenter du spiller på. Hvis du alene
optager elektronisk, dvs. uden mikrofoner,
uden rigtige trommer og uden instrument-
forstærkere, er det hele ligegyldigt, for
så kan du roligt blive i soveværelset.
66 67
Op
tag
else
En enkelt m
usiker – eller en dob
belt
Har du ikke hørt nok nu om mikrofoner og instrumenter? Lad os dog komme i krig!
Sidder du alene og synger til en akustisk guitar, er det naturligvis oplagt at stille en mikrofon op og blot begynde at optage. Det kan der blive et rigtig godt resultat ud af. Og du behøver ikke noget særligt udstyr overhovedet. En god håndholdt digitaloptager med indbygget stereomikrofon (hvoraf nogle af de små opta-gere ligefrem kan skrues på et
mikrofonstativ), en stem-meprøve for at høre, om balancen mellem stemme
og guitar er i orden og så ellers i gang. Og det er nok i virkeligheden både den enkleste og billigste form for demo-optagelse, du kan foretage.
Vil du gerne gøre det lidt avanceret, slutter du et par gode udvendige mikrofoner til optageren. Ryk lidt rundt på placerin-gen, til du opnår den bedst mulige sang og klang. Er du dygtig, vil resultatet være en udmærket lydoptagelse
i stereo, der, for så vidt du er tilfreds og ikke forlanger
mere, vil være lige til at brænde ned på en demo-cd. Tak for nu!
Men nu kan det jo være, at det er en flad spade af en elguitar eller f.eks. et keyboard, du akkompagnerer dig selv på, og medmindre du vil optage lyden gennem højttalere og forstærker, er du nødt til at optage direkte (se side 61). Så er der ingen anden vej end at slutte mikrofonen til den ene kanal og instrumentet til den anden. Det betyder, at din sang kommer til at ligge helt for sig selv i den ene højttaler og dit akkompagnement i den anden. Hvis du lytter til optagelsen gennem f.eks. dit stereoanlæg, kan du ganske vist balancere styrken mellem sang og guitarakkompag-nement på balanceknappen. Men du kan ikke være bekendt at aflevere en demo, der er så skarpt opdelt i de to kanaler.
På den anden side er du jo også kun lige begyndt at eksperimentere, og måske får du den tanke, at en solo efter andet vers vil klæde dit nummer. Hvordan føjer du en guitarsolo til det, du allerede har optaget?
Kunsten at udstyreKunsten at udstyre er det samme som
at indstille optagestyrken optimalt.
Kunsten at udstyre består med andre
ord i at holde et gennemsnitsniveau,
der hverken er for svagt eller for kraf-
tigt.
Stort set alle optagere har en indi-
kator, der fortæller om styrken af det
signal, du optager. Det er nødvendigt,
for et alt for kraftigt signal vil uund-
gåeligt ‘overstyre’ – eller ‘overfodre’
– både optagerens elektronik og
selve optagelsen, og i begge tilfælde
vil resultatet være forvrængning.
Indikatoren hedder et VU-meter og
havde oprindelig form af et viserin-
strument med en skala inddelt fra -20
dB til +3 dB (det klassiske VU-meter),
men i dag er det normalt en række
lysdioder (LED-meter) eller et flydende
krystaldisplay som i digitale armbånds-
ure (LCD-meter).
Små batteridrevne optagere vil som
oftest have et LCD-meter, der har et
relativt lavt strømforbrug. Som oftest
En enkelt musiker – eller en dobbelt
De mest smarte små håndholdte
er nu så avancerede, at de fås med
trådløs fjernbetjening af start og
stop (Olympus LS-11).
66 67
Op
tag
else
En enkelt m
usiker – eller en dob
belt
Har du ikke hørt nok nu om mikrofoner og instrumenter? Lad os dog komme i krig!
Sidder du alene og synger til en akustisk guitar, er det naturligvis oplagt at stille en mikrofon op og blot begynde at optage. Det kan der blive et rigtig godt resultat ud af. Og du behøver ikke noget særligt udstyr overhovedet. En god håndholdt digitaloptager med indbygget stereomikrofon (hvoraf nogle af de små opta-gere ligefrem kan skrues på et
mikrofonstativ), en stem-meprøve for at høre, om balancen mellem stemme
og guitar er i orden og så ellers i gang. Og det er nok i virkeligheden både den enkleste og billigste form for demo-optagelse, du kan foretage.
Vil du gerne gøre det lidt avanceret, slutter du et par gode udvendige mikrofoner til optageren. Ryk lidt rundt på placerin-gen, til du opnår den bedst mulige sang og klang. Er du dygtig, vil resultatet være en udmærket lydoptagelse
i stereo, der, for så vidt du er tilfreds og ikke forlanger
mere, vil være lige til at brænde ned på en demo-cd. Tak for nu!
Men nu kan det jo være, at det er en flad spade af en elguitar eller f.eks. et keyboard, du akkompagnerer dig selv på, og medmindre du vil optage lyden gennem højttalere og forstærker, er du nødt til at optage direkte (se side 61). Så er der ingen anden vej end at slutte mikrofonen til den ene kanal og instrumentet til den anden. Det betyder, at din sang kommer til at ligge helt for sig selv i den ene højttaler og dit akkompagnement i den anden. Hvis du lytter til optagelsen gennem f.eks. dit stereoanlæg, kan du ganske vist balancere styrken mellem sang og guitarakkompag-nement på balanceknappen. Men du kan ikke være bekendt at aflevere en demo, der er så skarpt opdelt i de to kanaler.
På den anden side er du jo også kun lige begyndt at eksperimentere, og måske får du den tanke, at en solo efter andet vers vil klæde dit nummer. Hvordan føjer du en guitarsolo til det, du allerede har optaget?
Kunsten at udstyreKunsten at udstyre er det samme som
at indstille optagestyrken optimalt.
Kunsten at udstyre består med andre
ord i at holde et gennemsnitsniveau,
der hverken er for svagt eller for kraf-
tigt.
Stort set alle optagere har en indi-
kator, der fortæller om styrken af det
signal, du optager. Det er nødvendigt,
for et alt for kraftigt signal vil uund-
gåeligt ‘overstyre’ – eller ‘overfodre’
– både optagerens elektronik og
selve optagelsen, og i begge tilfælde
vil resultatet være forvrængning.
Indikatoren hedder et VU-meter og
havde oprindelig form af et viserin-
strument med en skala inddelt fra -20
dB til +3 dB (det klassiske VU-meter),
men i dag er det normalt en række
lysdioder (LED-meter) eller et flydende
krystaldisplay som i digitale armbånds-
ure (LCD-meter).
Små batteridrevne optagere vil som
oftest have et LCD-meter, der har et
relativt lavt strømforbrug. Som oftest
En enkelt musiker – eller en dobbelt
De mest smarte små håndholdte
er nu så avancerede, at de fås med
trådløs fjernbetjening af start og
stop (Olympus LS-11).
68 69
Op
tag
else
En enkelt m
usiker – eller en dob
belt
vil det være indbygget i
optagerens almindelige
display, der også viser alt
muligt andet. Større bær-
bare optagere kan have et
LED-meter. Miksere og æl-
dre båndoptagere er gerne
forsynet med VU-metre,
der i bund og grund ikke
er andet end et voltmeter,
der er justeret til at give en
bestemt aflæsning.
Et viserinstrument har
dog en vis træghed, og et
klassisk VU-meter viser derfor
snarere den gennemsnitlige
signalstyrke og når sjældent at registrere
kortvarige kraftige spidser (peaks). Der
findes dog også PEAK-metre, der viser alle
spidser. De er til gengæld ikke gode til at
give et billede af det gennemsnitlige lyd-
niveau. Derfor bruges i mange tilfælde VU-
metre med en rød lysdiode (LED), der lyser
op, hvis der forekommer så kraftige spidser
i signalet, at optagelsen bliver overstyret.
Lysdioden reagerer meget hurtigt, og det er
lettere at opfatte et lysglimt
end et hurtigt viserudsving.
Kortvarige glimt medfører
ikke hørbar forvrængning,
men dioden må selvsagt
ikke stå og blinke endsige
lyse konstant.
Det har ført til udvikling af LED-metret
eller PPM-søjlen (Peak Program Meter). Det
er simpelthen en række farvede lysdioder,
der angiver optagestyrken og takket være
lysdioders meget hurtigere reaktion giver
et ganske reelt billede af signalstyrken.
Normalt indfører man dog en vis tøven, så
dioderne nok tænder hurtigt, men slukker
langsomt. Mange LED-metre har endvidere
en særlig finesse, peak-hold. Denne funktion
holder den LED, der registrerer den kraftig-
ste peak, tændt, et øjeblik efter at de øvrige
er slukket.
Udstyring, understyring eller overstyring?
En enkelt kortvarig overstyring vil næppe
genere, men hvis der er flere, kan forvræng-
ningen godt blive generende. Hvis metret
blot holder sig omkring 0 til -3 dB og kun
lejlighedsvist blinker rødt, skal det ret store
uheld være ude, for at du ikke henter en pæn
og uforvrænget optagelse hjem. I hvert fald
hvis din musik har et nogenlunde ensartet
gennemsnitsniveau. Optagelse af sang og
mere klassisk betonet musik kan imidlertid
medføre slemme overraskelser.
Her er det en fordel, om du eller den,
der indstiller optagestyrken, kender ma-
terialet godt i forvejen eller erfarings-
mæssigt fornemmer, hvornår en kraftig
passage nærmer sig. På den måde er det
nemlig muligt at følge med og regulere
lidt ned før de kraftigste toner, og tilbage
igen når faren er drevet over. Derved
ændres optagelsens styrke (gain) løbende
op og ned, hvilket udøves ganske normalt
af alle professionelle indspilningsteknikere
ved optagelse af vanskeligt materiale og
kendes som gain-riding, og som enten kan
foretages på gain-reguleringerne eller
på faderne (se også side 78). Det skal
naturligvis gøres med følelse – meget
blødt og meget blidt – så reguleringen
ikke bliver opfattet.
Små batteridrevne og hånd-
holdte optagere som f.eks.
denne Sony model PCM M10
vil som oftest have deres
LCD-meter indbygget i
optagerens almindelige
display.
Klassisk VU-meter fra en TEAC-spolebånd-
optager. VU betyder Volume Unit (styrke-
enhed). Et VU-meter er med andre ord et
instrument, der måler den gennemsnitlige
styrke af lydsignal. Et VU-meter er velegnet
til at bedømme den gennemsnitlige styrke af
lydsignalet, men ikke spidserne i musikken
(peak-niveauet).
68 69
Op
tag
else
En enkelt m
usiker – eller en dob
belt
vil det være indbygget i
optagerens almindelige
display, der også viser alt
muligt andet. Større bær-
bare optagere kan have et
LED-meter. Miksere og æl-
dre båndoptagere er gerne
forsynet med VU-metre,
der i bund og grund ikke
er andet end et voltmeter,
der er justeret til at give en
bestemt aflæsning.
Et viserinstrument har
dog en vis træghed, og et
klassisk VU-meter viser derfor
snarere den gennemsnitlige
signalstyrke og når sjældent at registrere
kortvarige kraftige spidser (peaks). Der
findes dog også PEAK-metre, der viser alle
spidser. De er til gengæld ikke gode til at
give et billede af det gennemsnitlige lyd-
niveau. Derfor bruges i mange tilfælde VU-
metre med en rød lysdiode (LED), der lyser
op, hvis der forekommer så kraftige spidser
i signalet, at optagelsen bliver overstyret.
Lysdioden reagerer meget hurtigt, og det er
lettere at opfatte et lysglimt
end et hurtigt viserudsving.
Kortvarige glimt medfører
ikke hørbar forvrængning,
men dioden må selvsagt
ikke stå og blinke endsige
lyse konstant.
Det har ført til udvikling af LED-metret
eller PPM-søjlen (Peak Program Meter). Det
er simpelthen en række farvede lysdioder,
der angiver optagestyrken og takket være
lysdioders meget hurtigere reaktion giver
et ganske reelt billede af signalstyrken.
Normalt indfører man dog en vis tøven, så
dioderne nok tænder hurtigt, men slukker
langsomt. Mange LED-metre har endvidere
en særlig finesse, peak-hold. Denne funktion
holder den LED, der registrerer den kraftig-
ste peak, tændt, et øjeblik efter at de øvrige
er slukket.
Udstyring, understyring eller overstyring?
En enkelt kortvarig overstyring vil næppe
genere, men hvis der er flere, kan forvræng-
ningen godt blive generende. Hvis metret
blot holder sig omkring 0 til -3 dB og kun
lejlighedsvist blinker rødt, skal det ret store
uheld være ude, for at du ikke henter en pæn
og uforvrænget optagelse hjem. I hvert fald
hvis din musik har et nogenlunde ensartet
gennemsnitsniveau. Optagelse af sang og
mere klassisk betonet musik kan imidlertid
medføre slemme overraskelser.
Her er det en fordel, om du eller den,
der indstiller optagestyrken, kender ma-
terialet godt i forvejen eller erfarings-
mæssigt fornemmer, hvornår en kraftig
passage nærmer sig. På den måde er det
nemlig muligt at følge med og regulere
lidt ned før de kraftigste toner, og tilbage
igen når faren er drevet over. Derved
ændres optagelsens styrke (gain) løbende
op og ned, hvilket udøves ganske normalt
af alle professionelle indspilningsteknikere
ved optagelse af vanskeligt materiale og
kendes som gain-riding, og som enten kan
foretages på gain-reguleringerne eller
på faderne (se også side 78). Det skal
naturligvis gøres med følelse – meget
blødt og meget blidt – så reguleringen
ikke bliver opfattet.
Små batteridrevne og hånd-
holdte optagere som f.eks.
denne Sony model PCM M10
vil som oftest have deres
LCD-meter indbygget i
optagerens almindelige
display.
Klassisk VU-meter fra en TEAC-spolebånd-
optager. VU betyder Volume Unit (styrke-
enhed). Et VU-meter er med andre ord et
instrument, der måler den gennemsnitlige
styrke af lydsignal. Et VU-meter er velegnet
til at bedømme den gennemsnitlige styrke af
lydsignalet, men ikke spidserne i musikken
(peak-niveauet).