lissabon-traktaten - purepure.au.dk/portal/files/11188/total_opgave_-_pdf.pdf · lissabon-traktaten...

Lissabon-traktaten Et skridt i retningen mod mere integration i

dybden?

Udarbejdet af:

Camilla Lahrmann Jensen

Julie Kristine Rømmesgaard Hansen

Undervisningsgruppe: Europæiske Studier

BACHELOR PROJEKT

Maj 2010

Vejleder: Jøren Jes Humlum

Tegn (ekskl. blanktegn) 96.655

http://www.svez.gov.si/fileadmin/svez.gov.si/pageuploads/docs/slike/pogodba.

Abstract

The Lisbon Treaty has been a controversial part of the integration in The European Union. The Treaty had a

long and problematic ratification process with French and Dutch rejection of the European Constitution

Treaty along with the Irish voting ‘no’ to the Lisbon Treaty in 2008. The debate concerning the Lisbon

Treaty can be divided into two parts. The first part deals with the ratification process and its challenges. The

second part contains the discussion about the Lisbon Treaty and its initiatives. Our thesis concentrates on

the second part as we focus on the intergovernmental and the supranational aspects of the Treaty in our

striving to examine whether the Lisbon Treaty is a step towards further integration in depth. Our thesis is

based on empirical material consisting of existing institutional and scientific literature in the form of

articles, speeches, documents, and books.

Our thesis begins with an introduction to our theories which are used as tools in our analysis of the Lisbon

Treaty. We have chosen to make use of the International Relation theories, neorealism and liberalism in

order to explain how and why the EU member states act in a specific way on the international arena. We

have chosen to explain the European integration on the basis of the integration theories, neofunctionalism

and intergovernmentalism. Furthermore, we briefly include euroscepticism in our paper, as we are

convinced that nobody can analyse the Treaty without dealing with the eurosceptic aspect of especially the

loss of sovereignty. Secondly, we describe and analyse the historical background and the ratification

process of the Treaty including the problems of euroscepticism and domestic character. In the third part of

our paper we analyse and discuss the Lisbon Treaty on the basis of our theories and statements from EU-

personalities, experts, and head of governments to provide our analysis with different perspectives. In our

examination of the Treaty and its initiatives, we concentrate on the four main purposes: A more efficient

EU, the efforts to make EU capable of dealing with global challenges, an EU with rights and values,

freedom, solidarity and security, and also the efforts in EU to increase the transparency and democracy.

Finally, we make a conclusion of our main discussion points.

The initiatives of the Lisbon Treaty are of different characters. The supranational institutions, particular the

Parliament, have increased their legislative power with the co-decision procedure and further competences

within new policy areas. The Council of Ministers has increased the use of qualified majority voting, which

along with the new authorities of the Parliament result in integration in depth due to the fact that the

member states give up and pool their sovereignty. Another area which has led to integration in depth is the

policy, Justice and Home Affairs, which with the Lisbon Treaty has become supranational. Within police-

and judicial cooperation the Lisbon Treaty introduces the ‘emergency brake’ and ‘enhanced cooperation’

which respectively delay and encourage integration in depth. In this way, the Lisbon Treaty has considered

a fragmented EU with different objectives. However, there are also initiatives which only are formal

attempts towards integration in depth. The President of the European Council, Herman Van Rompuy, can

only lead to integration in depth, as he, with his role as mediator can encourage continuity within the

European Council. The new High Representative, Cathrine Ashton, can lead to integration in depth by her

representation in both the Commission and the Council of Ministers. However, we argue that the

appointment of the anonymous Ashton undermines the status of the HR compared to the strong heads of

governments. In this way, the impact of the HR regarding the integration in depth depends on Ashton

ability to be influential in CFSP both in the internal and the external perspective.

With the ratification of the Lisbon Treaty the Union has sole competences in regard to the external trade

dimension which formally result in integration in depth. In practice this change can only be seen as a formal

change as the national parliaments have already delegated main parts of their external trade policy to the

EU.

We conclude that the Lisbon Treaty is a step towards further integration in depth as a result of the

increased competences to the supranational institutions and the increased use of qualified majority voting.

Furthermore, we have come to the conclusion that it is difficult to define the degree of integration in depth

with the initiatives in the Treaty. In regards to the future perspective it is difficult to predict what political

impact the Lisbon Treaty will have. We are under the assumption that the Treaty might be seen as a

temporary keystone based on the historical background and the final result of the Lisbon Treaty with opt

outs.

(Characters, no spaces: 4.153)

(Characters, no spaces in total: 96.655)

Side 1 af 51

Indholdsfortegnelse

1 Indledning (Camilla og Julie) ............................................................................................................ 3

1.1 Problemformulering (Camilla og Julie) ...................................................................................... 3

1.2 Afgrænsning (Camilla og Julie) .................................................................................................. 3

1.3 Opgavens struktur(Camilla og Julie) .......................................................................................... 4

1.4 Teori - og metodevalg (Camilla og Julie) ................................................................................... 4

2 Præsentation af teori (Camilla og Julie) ........................................................................................... 6

2.1 Integrationsteorier (Camilla) ..................................................................................................... 6

2.1.1 Neofunktionalisme (Camilla) .............................................................................................. 6

2.1.2 Intergovernmentalisme (Camilla) ....................................................................................... 7

2.1.3 Liberal intergovernmentalisme (Camilla) ........................................................................... 8

2.1.4 Opsummering (Camilla) ...................................................................................................... 9

2.2 Euroskepticisme (Julie) .............................................................................................................. 9

2.3 Internationale relations teorier (Julie) .................................................................................... 10

2.3.1 Realisme (Julie) ................................................................................................................. 11

2.3.2 Neorealisme (Julie) ........................................................................................................... 11

2.3.3 Liberalisme (Julie) ............................................................................................................. 12

2.3.4 Opsummering (Julie) ......................................................................................................... 13

3 Forfatningstraktaten (Camilla) ....................................................................................................... 14

3.1 Baggrunden for Forfatningstraktaten (Camilla) ...................................................................... 14

3.2 Traktaten (Camilla) .................................................................................................................. 15

3.2.1 Ratificeringsprocessen (Camilla) ....................................................................................... 16

3.2.2 Konsekvenserne (Camilla) ................................................................................................. 17

3.3 Vejen til Lissabon-traktaten (Camilla) ..................................................................................... 18

4 Lissabon-traktaten (Julie) ............................................................................................................... 19

4.1 Ratificeringsprocessen (Julie) .................................................................................................. 19

4.2 Traktaten (Julie) ....................................................................................................................... 20

4.3 Ændringerne i forhold til Forfatningstraktaten (Julie) ............................................................ 21

5 Lissabon-traktatens tiltag (Camilla og Julie) .................................................................................. 22

5.1 Effektivisering af EU (Camilla) ................................................................................................. 22

Side 2 af 51

5.1.1 Institutionelle ændringer (Camilla) ................................................................................... 22

5.1.1.1 Parlamentet (Camilla) ................................................................................................ 22

5.1.1.2 Kommissionen (Camilla) ............................................................................................. 25

5.1.1.3 Rådet (Camilla) ........................................................................................................... 26

5.1.1.4 Det Europæiske Råd (Camilla) .................................................................................... 28

5.1.2 Opsummering (Camilla) .................................................................................................... 29

5.2 Åbent og demokratisk (Julie) ................................................................................................... 30

5.2.1 ”Borgerinitiativet” (Julie) .................................................................................................. 30

5.2.2 De nationale parlamenter (Julie) ...................................................................................... 31


5.3 EU’s rolle i den globale verden (Julie) ..................................................................................... 32

5.3.1 Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (Julie) ..... 32

5.3.2 EU’s handel med tredje lande (Julie) ................................................................................ 35


5.4 EU med rettigheder og værdier, frihed, solidaritet og sikkerhed (Camilla og Julie) ................ 37

5.4.1 Retlige og indre anliggender (Camilla og Julie)................................................................. 38

5.4.2 Charteret om Grundlæggende Rettigheder (Camilla og Julie) ......................................... 39

5.4.3 Opsummering (Camilla og Julie) ....................................................................................... 41

6 Konklusion (Camilla og Julie) .......................................................................................................... 42

7 Bibliografi (Camilla og Julie) ........................................................................................................... 45

Side 3 af 51

1 Indledning

Lissabon-traktaten har været en kontroversiel del af EU’s historie. Idéen om en ny traktat for Den

Europæiske Union opstod efter udarbejdelsen af Nice-traktaten, da resultatet af traktaten ikke var

tilfredsstillende. Den endelige Lissabon-traktat har været undervejs siden 2001, hvor Det Europæiske Råd

udstedte Laeken-erklæringen om, at EU skulle være ”more democratic, more transparent and more

efficient” (Nugent: 2006 p. 116). Dette blev startskuddet til den meget omdiskuterede Forfatningstraktat,

som delte medlemslandene. Forfatningstraktaten blev i sommeren 2005 forkastet af den franske og den

hollandske befolkning, hvilket medførte spekulationer om fremtidsperspektivet for Den Europæiske Union.

Den efterfølgende periode var præget af splittelse internt i Unionen angående spørgsmålet om, hvordan EU

skulle fortsætte sit samarbejde. Resultatet blev udformningen af Lissabon-traktaten, som stødte på en del

udfordringer i kraft af det irske ’nej’ samt national modstand fra euroskeptiske lande, inden den kunne

blive endeligt ratificeret i december 2009.

Vi mener, at man kan opdele debatten om Lissabon-traktaten i to niveauer. Det første niveau omhandler

ratificeringsprocessen og de udfordringer Unionen stod overfor i denne forbindelse. På det andet niveau er

der diskussionen om Lissabon-traktaten og dens tiltag. Vores fokus ligger primært på den sidste del, hvor vi

ønsker at belyse både det intergovernmentale samt det supranationale aspekt af traktaten. Ydermere er

vores interesse for emnet opstået i takt med de øgede problemstillinger, som udarbejdelsen af en ny

traktat er blevet stillet overfor. Vi finder det spændende, at en så langvarig og problemfyldt proces er endt

ud med en konkret traktat, og vi vil derfor undersøge traktaten ud fra et teoretisk perspektiv understøttet

af tilkendegivelser fra eksperter, statsledere samt andre prominente EU-personligheder.

1.1 Problemformulering

Vi har udarbejdet følgende problemformulering, som vi vil forsøge at besvare i vores opgave:

”Vi vil analysere samt diskutere Lissabon-traktaten med henblik på, hvorvidt traktaten er et skridt i retning

mod mere integration i dybden.”

1.2 Afgrænsning

Vi vil i vores opgave primært fokusere på Lissabon-traktaten og dens tiltag med udgangspunkt i at besvare

vores problemformulering. Vi har dog ligeledes valgt at inddrage en begrænset del af ratificeringsprocessen

og den historiske baggrund for traktaten i begyndelsen af vores opgave for at kunne analysere og forstå

Side 4 af 51

Lissabon-traktaten. Der er blevet fremført mange argumenter samt synspunkter for og imod traktaten, og

der er derfor mange forskellige indgangsvinkler, som kunne være interessante at arbejde ud fra. Men

grundet opgavens omfang har vi valgt at tage udgangspunkt i, hvilken form for integration Lissabon-

traktaten har medført både på det intergovernmentale samt det supranationale niveau, og derfor har vi

kun berørt de euroskeptiske problemstillinger kort.

1.3 Opgavens struktur

Vores opgave er opdelt i tre hovedbestanddele, hvoraf hver del indeholder en række underafsnit. Den

første del af opgaven består af en gennemgang af de valgte teorier. Vi har valgt at placere teorierne i

starten af opgaven, da de vil blive anvendt som analyseredskab i de to øvrige dele af opgaven. Dernæst vil

vi præsentere den historiske baggrund for Lissabon-traktaten, som yderligere er opdelt i to afsnit,

henholdsvis Forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten. Vi har valgt denne opdeling, da vi anser det som en

naturlig opdeling at skildre imellem tiden før Lissabon-traktatens udarbejdelse og selve traktatens

ratificeringsproces samt indhold. I den sidste del af vores opgave vil vi fremføre tiltagene med Lissabon-

traktaten og analysere samt diskutere disse. Vi har valgt at bygge vores afsnit om Lissabon-traktaten tiltag

op omkring de fire hovedmål, som traktaten indeholder, henholdsvis: At effektivisere EU-samarbejdet, at

gøre EU bedre i stand til at tackle globale udfordringer og at sikre et EU med rettigheder og værdier, frihed,

solidaritet og sikkerhed samt øge åbenhed og demokrati. Dette vil vi gøre for at skabe en sammenhæng

mellem vores historiske gennemgang og analyse af traktatteksten. Slutteligt vil vi konkludere på vores

opgave.

1.4 Teori - og metodevalg

Vi har valgt at benytte os af internationale relations teorier, neorealisme og liberalisme, da de forklarer,

hvorfor stater agerer som de gør i internationale relationer. De to teorier supplerer derudover ligeledes

hinanden, da de har forskellige fokusområder. På denne måde er det muligt for os at analysere Lissabon-

traktaten fra flere perspektiver. Ydermere har vi gjort brug af integrationsteorierne, neofunktionalisme

samt intergovernmentalisme med fokus på liberal intergovernmentalisme. Disse tilgange forklarer, hvorfor

der forekommer integration i EU, og vi betragter dem derfor som væsentlige i vores analyse af Lissabon-

traktaten. Derudover har vi valgt at inddrage et udsnit af euroskepticisme med Catharina Sørensens fire

typologier, da vi anser skepticisme som en faktor man ikke kan ignorere i forbindelse med Lissabon-

traktaten.

Vi baserer vores opgave på forskelligt empirisk materiale, hvilket i vores tilfælde er konkret foreliggende,

udarbejdet litteratur. Vi har i vores valg af materiale bestræbt os på at differentiere vores kilder mellem

Side 5 af 51

faglitteratur, artikler, videnskabelige tekster samt institutionelt materiale, herunder Lissabon-

traktatteksten, for at give vores analyse et bredt fundament, idet vi inddrager forskellige perspektiver samt

vinkler. Vi er ligeledes opmærksomme på ikke kun at basere vores opgave på institutionelt materiale fra

EU-institutionerne, da dette vil give et ensidigt resultat.

Vi har derfor valgt at supplere vores opgave med holdninger samt argumenter fra eksperter og

fremtrædende personligheder. Herunder har vi lagt vægt på at inddrage personlige tilkendegivelser fra

både statsledere og EU-repræsentanter. Dette har vi valgt at gøre for at underbygge den teoretiske tilgang,

vi har med vores teorier. Ydermere er vi opmærksomme på, at enkelte EU-kilder kan forekomme

overvejende positive overfor Lissabon-traktaten, og vi mener derfor at andet materiale, såsom

videnskabelige tekster og artikler, er væsentlige at inddrage i opgaven. Vores materiale er hovedsagligt af

nyere dato. Dette kan forklares med, at Lissabon-traktaten er et nyt EU-tiltag. Samtidig har vi ligeledes

fokuseret på at finde nyt og aktuelt materiale. Vi har dog benyttet os af ældre materiale, herunder bøgerne,

”The Government and Politics of the European Union” fra 2006, ”Policy-Making in the European Union” og

”International Relations and the European Union” fra 2005 samt enkelte af vores akademiske artikler, da de

indeholder den historiske baggrund samt nogle af vores teorier.

Vores empiri omfatter, udover de ovennævnte bøger, også taler, pressemeddelelser, EU-dokumenter,

artikler samt andet institutionelt materiale. Den benyttede litteratur er hentet fra EU’s internetportaler,

institutionernes egne hjemmesider, den akademiske database, Elin, og internationale samt danske medier.

Vi har i vores udvælgelse af medier fokuseret på deres specialeområder for at understøtte validiteten af

kilderne. Eksempelvis betegner dagbladet Information sig selv som værende politisk og økonomisk

uafhængig. Avisen beskriver endvidere sine læsere som politisk og samfundsinteresserede, hvor EU-forhold

og miljøspørgsmål spiller en stor rolle.1

Som beskrevet ovenfor er vores empiri sammensat af forskellige typer af materiale. Dette er med til at

styrke vores analyse, da kilderne indeholder et bredt udsnit af argumenter, og vi får derved traktaten og

dens tiltag dækket fra flere forskellige synspunkter. Endvidere håber vi på, at den måde, vi har behandlet

vores materiale på, vil give en høj grad af validitet og gøre konklusionen inter-subjektivt overførbar.

1 http://www.information.dk/fakta

http://www.information.dk/fakta

Side 6 af 51

2 Præsentation af teori

I dette afsnit vil vi præsentere de teorier, vi vil benytte i vores analyse af Lissabon-traktaten samt til vores

undersøgelse af ratificeringsprocessen til at belyse, hvorvidt Lissabon-traktaten er et skridt i retningen mod

mere integration i dybden.

2.1 Integrationsteorier

Integrationsteorierne forsøger at klarlægge, hvilke træk der karakteriserer den europæiske

integrationsproces. Vi har herunder valgt at fokusere på neofunktionalisme og intergovernmentalisme, som

begge benytter interne faktorer til at forklare den europæiske integration. Ydermere har de to teorier

forskellige fokusområder, hvilket vil være med styrke vores analyse. I vores præsentation af de to teorier

har vi valgt at benytte os af Helen Wallace, William Wallace og Mark Pollack, Christopher Hill og Michael

Smith samt William E. Paterson og Neil Nugents fremstillinger af de to teorier.

2.1.1 Neofunktionalisme

Den neofunktionalistiske tankegang, som er en gren af funktionalisme, har sin oprindelse sidst i 1950’erne

og op igennem 1960’erne, hvor Ernst Haas i 1958 publicerede en neofunktionalistisk teori om regional

integration.2 Ifølge neofunktionalisterne er integrationsprocessen endogenous, hvilket betyder, at det

nuværende integrationsstadie er afgørende for de fremtidige niveauer i integrationen. 3 Dette ses ved, at

den neofunktionalistiske integrationsproces udvikler sig på baggrund af spillover-effekten, som deles op i

henholdsvis funktionel spillover samt politisk spillover. 4 Den funktionelle spillover skal forstås således, at

integration inden for et politikområde fører til integration i et tilstødende og relateret politikområde.

Eksempelvis kan dannelsen af det indre marked og det derefter stigende krav om økonomisk integration

betegnes som en funktionel spillover.5 Funktionelle spillovers kan ligeledes skabe politiske spillovers, idet

den formelle kontrol overføres fra det nationale niveau til det supranationale. Dette sker på baggrund af

integrationsprocessens stigende betydning, som fremkalder et øget pres samt krav om politisk kontrol og

ansvar på et supranationalt niveau. Derved bliver non-governmentale aktører samt supranationale

institutioner de indflydelsesrige i integrationsprocessen,6 hvilket ses ved brugen af kvalificeret flertal i

Rådet samt, at Kommissionen anses som motor den europæiske integration. Det er ligeledes derfor, at

2 Wallace, H., Wallace, W. & Pollack, A. M. (2005) p. 15

3 Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 21

4 Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 562

5 Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 22

6 Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 562-63 + Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 22

Side 7 af 51

størstedelen af lobbyarbejdet fra diverse organisationer foregår i Kommissionens arbejdsfelt. Den

neofunktionalistiske teori er fokuseret på low politics, såsom velfærd og økonomi. Dette indebærer, at high

politics emner som fælles forsvars- og sikkerhedspolitik har en underordnet rolle i den neofunktionalistiske

tankegang, da det forventes, at politiske spillovers vil følge økonomisk og social integration.7

Den manglende integration i EU fra slutningen af 1960’erne blev afgørende for den neofunktionalistiske

teori. Det var ikke muligt for de prominente tænkere, Haas og Leon Lindberg, at redegøre for stilstanden i

europæisk integration, og de trak sig tilbage. Teorien fik dog sit comeback, i en revurderet udgave, i

slutningen af 80’erne i takt med udviklingen af Den Europæiske Fælles Akt. 8

Vi har herunder valgt at tage udgangspunkt i Wayne Sandholtz og Alec Stone Sweets version, da vi mener,

at de tilføjer den neofunktionalistiske tankegang nye dimensioner, der kan være med til at forklare dele af

den integration vi oplever i dag, og teorien vil derfor være relevant i forhold til vores analyse af Lissabon-

traktaten. Sandholtz og Sweets version er baseret på det neofunktionalistiske grundlag, men de har tilføjet

ekstra dimensioner, navnlig globalisering samt transaktionalisme, for at forklare den supranationale

udvikling i EU samt, hvorfor at integrationen i de forskellige politikområder er varierende. Globaliseringen

har ført til grænseoverskridende kommunikation og økonomiske transaktioner, såsom investering, handel

samt produktion, hvilket har medvirket til et pres for fjernelse af barrierer og oprettelse af EU-regler. Dette

fører, ifølge Sandholtz og Sweets, til EU-politikområder, hvor de supranationale institutioner har

nøglekompetencer. På denne måde fremkalder de transnationale aktioner et behov for, at supranationale

institutioner laver love for at regulere samt lette det transnationale samarbejde. Sandholtz og Sweet

forklarer dermed den differentierede integration på politikområderne med variationen i de

grænseoverskridende interaktioner samt de forskellige behov for supranationale love og reguleringer. 9

2.1.2 Intergovernmentalisme

Intergovernmentalisme udspringer af den realistiske internationale relationsteori (IR), som vi vil uddybe i

afsnittet om IR teorierne. I den intergovernmentalistiske tankegang er staterne hovedaktører med

nationale interesser, som de er villige til at forsvare. Dette ses specielt indenfor high politics områder. Ifølge

denne teori er det, modsat neofunktionalisme, handlinger foretaget af medlemslandene der kontrollerer

niveauet og farten på den europæiske integration. Hermed anser intergovernmentalisterne ikke

7 Hill, C. & Smith, M. (2005) pp. 21-22


9 Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) pp. 564-565

Side 8 af 51

supranationale institutioner, transnationale- og non-governmentale aktører som værende indflydelsesrige i

integrationsprocessen.10

2.1.3 Liberal intergovernmentalisme

I mange år var det Stanley Hoffmann, man anså som den mest prominente eksponent af den

intergovernmentalistiske fortolkning af europæisk integration, men fra midten af 1980’erne oplevede man

samme udvikling som ved neofunktionalisme, og Andrew Moravcsik publicerede liberal

intergovernmentalisme.11

Liberal intergovernmentalisme består af tre hoveddele, henholdsvis ”liberal theory of national preference

formation”12, ”intergovernmental model of EU-level bargaining”13 samt ”model of institutional choice”14.

Den første del af teorien forklarer, at nationale interesser bliver skabt indenrigspolitisk og ikke gennem EU-

samarbejde. Dette sker dog ikke uden komplikationer, da landene oplever en indbyrdes afhængighed,15

hvilket indebærer, at nationalstaterne ikke kan ignorere tiltag samt problemstillinger i andre lande, også

kaldet geopolitisk interdependens.16 I den anden del forklares det, at resultatet af forhandlingerne imellem

de nationale regeringer afgøres af de enkelte landes relative forhandlingsmagt, og supranationale

institutioner, som Kommission, har derved begrænset indflydelse. Moravcsik og andre

intergovernmentalistiske tænkere anser, udover forhandlingsmagt, side payments og gentleman-aftaler

som de afgørende faktorer i de mest vigtige forhandlingssituationer.17 I den sidste del af teorien,

”Institutional choice” teorien, redegøres der for, hvorfor staterne vælger specifikke institutioner og

afstemningsmetoder.18 Dette sker for at øge troværdigheden af de indbyrdes forpligtelser, så enkelte lande

ikke kører frihjul, samt for at styrke og effektivisere forhandlingssituationer.19 Problemstillingerne løses ved

pooling og delegation af suverænitet. Ved pooling benytter staterne kvalificeret flertal, som

afstemningsmetode, og der er således ikke mulighed for, at enkelte stater kan blokere afstemningerne.

Delegation indebærer, at nationalstaterne delegerer deres suverænitet til supranationale institutioner for

at sikre fremtidige tiltag samt pålidelig kontrol med aftalerne.20

10

Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 565 11

Wallace, H., Wallace, W. & Pollack, A. M. (2005) p. 17 12




Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 565 + Wallace, H., Wallace, W. & Pollack, A. M. (2005) p. 18 16

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/hmo_europas_fremtid_web.pdf p.11 17


Wagner, W. (2003) p. 581 19


Wallace, H., Wallace, W. & Pollack, A. M. (2005) p 18 + Wagner, W. (2003) p. 581

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/hmo_europas_fremtid_web.pdf

Side 9 af 51

Liberal intergovernmentalisme har modtaget kritik på grund af teoriens opbygning, som kritikerne ikke

mener stemmer overens med virkelighedens mange forskellige aktører samt den kompleksitet der opleves i

forbindelse med interdependens og path dependency imellem staterne i dag.21 Vi har dog valgt at tage

udgangspunkt i teorien på trods af dette, da vi mener, at den indeholder elementer, der kan forklare

integrationen i EU.

2.1.4 Opsummering

For at opsummere kan man fastslå, at de to integrationsteorier adskiller sig fra hinanden på centrale

punkter. Intergovernmentalisterne mener, at EU’s integration er baseret på forhandlinger mellem

medlemsstaterne, hvor udfaldet afhænger af landenes forhandlingsmagt. Neofunktionalisterne ser

derimod integrationen, som et resultat af spillover-effekten med supranationale institutioner samt

transnationale organisationer som hovedaktører.

2.2 Euroskepticisme

Ordet, euroskepticisme, findes ikke i diverse ordbøger, men det er dog stadig et fænomen, man i EU-regi

bliver konfronteret med. Som eksempler kan nævnes befolkninger som den danske og den irske, der begge

har stemt ’nej’ ved flere afstemninger i forhold til EU-traktater. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi,

stammer ordet, skepticisme, fra det græske ord, skeptesthal, hvilket er første led af skepticisme og betyder

at undersøge og iagttag. Det sidste led,” –isme”, er en ”Filosofisk opfattelse, der benægter muligheden af

objektiv eller sikker viden”.22 Catharina Sørensen, ph.d.–forsker i euroskepsis ved Dansk Institut for

Internationale Studier, har, for bedre at forstå landenes mulige skepsis overfor EU, opstillet fire typologier

for, på hvilke områder lande er skeptiske og i hvilken grad. Til at beskrive graden af skepsis har Sørensen

brugt termerne: Soft og hard. Når der tales om soft euroskepticisme, er der en utilfredshed, men intet

ønske om at forlade EU. Ved hard euroskepticisme er der så stor utilfredshed, at man ønsker at forlade EU.

Dette illustreres i figur 1 nedenfor.

21


http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Filosofi/Oldtidens_filosofi/skepticisme?highlight=skepticisme



Side 10 af 51

Figur 1: Typologi af euroskepticisme23

Euroskepticisme Økonomisk Suverænitets-

baseret

Demokratisk Socialt

Soft Utilfredshed med

udbyttet af EU

Skeptisk overfor

yderligere

integration i

dybden

Kritiske omkring

det nuværende

politiske setup i EU

Kritiske overfor

EU’s ideologi – for

lidt socialt

samarbejde

indenfor EU

Hard Ønsker at forlade

EU pga. det

økonomiske

samarbejde

Ønsker at forlade

EU, da det anses

som en trussel

mod den nationale

integritet

Ønsker at forlade

EU pga. det anses

som udemokratisk

og fjerntliggende

Ønsker at forlade

EU pga. uenighed

med EU’s ideologi

og ønske om

socialt samarbejde

Figur 1 prøver at illustrere eksistensen af euroskepticisme med udgangspunkt i fire typologier. Dette afviser

derfor tidligere undersøgelser lavet omkring euroskepticisme, hvor man karakteriserede enkelte lande som

euroskeptiske uden at forske i baggrunden samt graden af denne skepsis. I forhold til graden af

skepticisme, kan man ligeledes ikke tale om et land som en homogen enhed i den forstand. Her vil man

endnu engang differentiere mellem de fire forskellige typologier.

Der er forskellige måder at udtrykke denne skepticisme på. Et velkendt middel er protestdemonstrationer,

hvilket oftest ses i forbindelse med ændringer i landbrugsstøtten. Disse demonstrationer starter ofte på

nationalt niveau for at ytre en utilfredshed overfor politikerne. Ydermere har medierne en stor og betydelig

magt. Det er dem, der kan lukke hullet mellem politikerne og borgerne via information, og dermed gøre EU-

materiale mere gennemsigtigt. Omvendt er det også medierne, der kan bestemme, hvad der skrives og i

hvilken tone det formidles, og det er medierne, der foretager overvejelserne omkring nyhedsværdien.

Medier spillede ligeledes en stor rolle i forbindelse med ratificeringen af Lissabon-traktaten, hvor en af

årsagerne til det hollandske ’nej’ var mangel på information omkring traktaten.24

2.3 Internationale relations teorier

IR teorier forklarer relationer i international politik. IR teorierne handler ikke udelukkende om international

politik, men mere om udenrigspolitik. Forskellen ligger heri, at international politik er mere ustruktureret

interaktion med flere aktører, hvorimod udenrigspolitik bliver baseret på én aktør, typisk et land, der

23

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2008/Yearbook08/DIIS_Yearbook_2008.pdf p. 88 24

Taggart, P. (2006) p. 19

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2008/Yearbook08/DIIS_Yearbook_2008.pdf

Side 11 af 51

ønsker at varetage egne interesser og værdier.25 Vi har valgt at tage udgangspunkt i de to dominerende IR-

teorier, henholdsvis neorealisme samt liberalisme. Endvidere vælger vi at introducere den klassiske

realisme, idet den danner baggrund for neorealismen. Til fremstilling af de to teorier benytter vi os af Hill

og Smith, Volker Rittberger samt Steve Smith.

2.3.1 Realisme

Realismen udspringer helt tilbage fra antikken og middelalderen, og er grundlagt af Hans Morgenthau, men

fik først sit endelige gennembrud i forbindelse med Den Kolde Krig. Realisterne er af den overbevisning, at

internationalt samarbejde er konfliktfyldt og umuligt, da de kun anerkender staten som unipolar aktør på

den internationale scene. Realisterne arbejder ud fra det anarkistiske system, hvor autoriteten først og

fremmest tilhører staten, hvilket vil sige, at der ikke er nogen top down26 påvirkning. I samme forbindelse

mener realisterne, at politik er domineret af militærhensyn, og at krig derfor altid er en mulighed, og at

high politics er det væsentligste.27 Det primære er at sikre sin stats sikkerhed overfor potentielle farer.

Derudover er overlevelse samt bibeholdelse af suverænitet vigtige for staten.28 Realisterne tilhører det

pluralistiske sikkerhedsfællesskab29 i spørgsmålet om integration. Dette vil sige, at bevarelse af suverænitet

og selvstændighed er de primære faktorer. Et andet væsentligt kendetegn for realisterne er deres

pessimistiske verdenssyn, som bliver reflekteret i deres gøren og ageren, hvilket vil sige, at de altid handler

rationelt og for egen vindings skyld, hvilket sker på baggrund af beregning af cost benefit for at opnå

relative gains.30

Realismen kan opdeles i to retninger: Den klassiske realisme og neorealisme. Fælles for de to retninger er

overbevisningen om vigtigheden af magtbalance. Realisterne kan ikke klarlægge, hvorfor staterne er villige

til at afgive suverænitet for at blive en del af EU-fællesskabet. De er af den overbevisning, at der findes et

begrænset kvantum magt i verden, og ved at afgive magt og suverænitet vil magten derfor tilfalde andre,

og gøre magtbalancen skæv. Dette forklarer realisternes med nul-sums spillet31, som er troen på, at

skævheden vil være ensbetydende med risiko for krig.

2.3.2 Neorealisme

Den klassiske realisme differentierer sig ved, at den skildrer verden som et farligt sted, hvor konflikter og

krige er tilstedeværende, hvorimod neorealismen, som er en nyere tænkning, har en mindre normativ

25

Rittberger, V. (2004) p. 1 26


Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 23 28

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 25 29

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 24 30

Smith, S. (2000) p. 40 31

Hix, S. (2005) p. 332

Side 12 af 51

tilgang, og ikke ser samarbejde i en sammenslutning som umuligt.32 Vi anser derved den neorealistiske

tilgang som et bedre værktøj til at forklare tiltagene i Lissabon-traktaten. Neorealisme har også fået navnet,

strukturel realisme, da der er fokus på strukturen i internationalt samarbejde, hvor stater godt kan være

relateret i samarbejde.33 Kenneth Waltz, ledende figur indenfor neorealismen, prøver at forklare staternes

ageren ud fra den internationale struktur. Som udgangspunkt er neorealisterne, ligesom den klassiske

realistiske tilgang, ligeledes rationalister. Dette ses ved, at neorealisterne godt kan anerkende

internationalt samarbejde, men at det primære motiv altid vil være at få mest muligt ud af aftalen, også

kaldet relative gains.34

For neorealisterne er historien et vigtigt element og en vigtig faktor, når der tales om integration.

Eksempelvis forklarer neorealisterne integrationen i EU som et resultat af, at de øvrige lande ville

indskrænke Tysklands øgede position, specielt efter genforeningen. Det essentielle for neorealisterne er

high politics, hvor nøglebegreberne er magt og militæroprustning samt sikkerhed. En hovedårsag til, at

neorealisterne kan indgå i internationalt samarbejde, kan være én af to årsager: Enten fordi staten har

evnen og midlerne til det, eller fordi staten vil have kontrol med dens allierede. Begge muligheder vil

betyde en form for suverænitetsafgivelse, men dette bliver opvejet i forhold til den magtkontrol, de opnår

ved et givent samarbejde.35

2.3.3 Liberalisme

Hovedtanken bag liberalisme stammer fra det latinske ord liberalis, og betyder ’frisindet’, hvilket kan føres

tilbage til 1600-tallet til Thomas Hobbes og John Locke. Som udgangspunkt betyder det retten til naturlige

rettigheder såsom frihed og liv, hvilket også hører til det individualistiske menneskesyn.36 Ved det

liberalistiske syn på forholdet imellem staterne, er det væsentligste mål at bevare fred og ikke mindst

frihandel. Tanken om specielt frihandel er baseret på ideen om, at fælles interesser vil få stater til at indse,

at krig ikke kan betale sig.37

I forhold til realisterne er liberalisternes motiv for integration ligeledes det pluralistiske

sikkerhedsfællesskab38. Omvendt er det nemmere at forklare det liberalistiske syn på EU-integration og

32

Smith, S. (2000) p. 40 33


Smith, S. (2000) p. 40 35

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 27 36

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Moderne_demokrati_og_konstitutionelt_monarki/liberalisme?highlight=liberalisme 37

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Moderne_demokrati_og_konstitutionelt_monarki/liberalisme?highlight=liberalisme 38

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 24

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Moderne_demokrati_og_konstitutionelt_monarki/liberalisme?highlight=liberalisme




Side 13 af 51

EU’s fælles udenrigspolitik ud fra to årsager: Liberalisternes evne til at tilpasse sig fleksibelt samt deres

evne til at anerkende flere aktører på den internationale scene, heri også supranationale organisationer

såsom NATO og EU.39 Ligeledes har de et mere positivt syn overfor samarbejde stater imellem, og

anerkender andre aktører end staterne.40 Liberalisterne ser en fordel i, at staten uddelegerer bestemte

politikområder til supranationalt niveau, som styrker statens egne ressourcer på politikområder på

nationalt plan.41 Dette er i høj grad præget af gensidig afhængighed mellem stater, også kaldet

interdependens, hvilket så bliver til en synergieffekt. Liberalismen fik sit gennembrud i 70’erne, hvor blandt

andet oliekrisen flyttede fokus og prioritering fra high politics områder over til det økonomiske perspektiv

og low politics.42 Selvom liberalisterne er tilhængere af internationalt samarbejde, handler liberalisterne

stadig ud fra rationel selv-interesse og materialistiske mål.43

2.3.4 Opsummering

Efter at have gennemgået neorealismen og liberalismen, kan vi konkludere, at det rationelle aspekt er et

væsentligt gennemgående element med udgangspunkt i relative gains, selvom fokus på high politics og low

politics ikke er ens. Begge teorier lægger vægt på statens indblanding og vigtigheden deraf. Liberalisterne

anerkender andre aktører på den internationale scene, såsom supranationale organisationer, hvorimod

neorealisterne kun indgår i samarbejde udelukkende af egoistiske årsager.

Begge teorier er blevet kritiseret som værende mangelfulde i forklaringen på international politik.44 Siden

hen er der dukket andre alternativer op som pendant til dem. Her er specielt den konstruktivistiske tilgang

blevet anvendt. Denne teori går, ligesom neorealismen og liberalismen, ud på at forklare international

politik. Konstruktivisterne udfordrer de to rationelle teorier med tanken om, at ideer skal deles. Her menes,

at det er interaktionen mellem stater, samt deres evne til at agere i samråd med andre, der er

bestemmende for, hvordan international politik fungerer. Konstruktivisterne er meget rolle-orienterede,

hvorimod rationalister er mere mål-orienterede.45 Konstruktivisternes logik er dermed passende opførsel.

Ydermere mener konstruktivisterne, at det sociale perspektiv bliver forfordelt, og at betydningen af

værdier, ideer, kultur og identiteter er afgørende.46

39

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 29 40

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 28 41

Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 29 42

http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Samfund/Forfatningsforhold_i_andre_lande/neoliberalisme 43


Hill, C. & Smith, M. (2005) p. 31 45


Rittberger, V. (2004) pp. 8-9

http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Samfund/Forfatningsforhold_i_andre_lande/neoliberalisme

http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Samfund/Forfatningsforhold_i_andre_lande/neoliberalisme

Side 14 af 51

3 Forfatningstraktaten

I de følgende afsnit vil vi give en opsummering af forfatningstraktaten, som er den traktat, der ligger til

grund for Lissabon-traktaten. Vi vil begynde med baggrunden for traktaten, da vi mener, at den er vigtig for

at forstå den integrationsproces, som EU har gennemgået fra Nice-traktaten til Lissabon-traktaten. Vi vil

derefter beskrive samt analysere ratificeringsprocessen samt resultatet af det hollandske og det franske

’nej’ til Forfatningstraktaten. Afslutningsvis vil vi kort redegøre for vejen til Lissabon-traktaten.

3.1 Baggrunden for Forfatningstraktaten

Integrationsprocessen i den europæiske union har gennemgået en markant udvikling i løbet af de sidste to

årtier. Dette ses ved de tre udvidelsesrunder i henholdsvis 1995, 2004 og 2007 samt de fire traktater, som

har været medvirkende til at øge det politiske samarbejde i EU. Det er ligeledes karakteristisk, at fokus i

traktatforhandlingerne har ændret sig siden Maastricht, idet der er sket et skift væk fra økonomisk

integration og koordinering hen imod politisk samt institutionel integration.47 Man kan her argumentere for

en direkte sammenhæng mellem integration i bredden og integration i dybden, da de to begreber kan

beskrives som gensidig afhængige. Det vil sige, at når EU udvider dets antal af medlemslande oplever man

ofte politiske ændringer inden for Unionen.

Dette er arbejdet med Nice-traktaten og den efterfølgende Forfatningstraktat, hvis officielle navn er

”Traktaten om en forfatning for Europa” et eksempel på. Formålet med Nice-traktaten var at forberede

EU’s institutioner på den store udvidelse i 2004.48 Foruden de institutionelle ændringer i Nice-traktaten

medførte den ligeledes mere magt til Parlamentet ved at udvide den fælles beslutningsprocedure med

Rådet på syv traktatområder.49 Dette tiltag anses som integration i dybden, da Parlamentets fælles

lovgivningskompetencer sammen med Rådet er med til at gøre EU mere supranationalt, hvilket resulterer i

suverænitetsafgivelse fra medlemsstaterne.

Men resultatet af Nice-traktaten var ikke tilfredsstillende, idet traktaten manglede at tage højde for,

hvordan et udvidet og fragmenteret EU skulle fungere effektivt.50 Statslederne besluttede derfor at

påbegynde en debat om fremtidens EU med en afsluttende regeringskonference for stats- og

regeringscheferne, som i resten af opgaven vil gå under den engelske betegnelse, IGC, i 2004. I december

2001 udstedte Det Europæiske Råd Laeken-erklæringen, hvor det bekendtgøres, at det udvidede EU var

47

Finke, D. (2009) p. 469 48



Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 116

Side 15 af 51

nødt til at blive ”more democratic, more transparent and more efficient” (Nugent 2006: p. 116). Et af

hovedpunkterne var blandt andet, hvilken rolle EU for fremtiden skulle have i den globale verden.51

Arbejdet hen imod Forfatningstraktaten medførte ligeledes ændringer i arbejdsmetoden på grund af det

utilfredsstillende resultat, som blev udarbejdet på IGC’en før Nice-traktaten. Det nye tiltag blev ”The

Convention on the Future Europe”52, bestående af repræsentanter fra Kommissionen, Parlamentet,

regeringerne og de nationale parlamenter, hvoraf repræsentanterne fra de to sidstnævnte talte både

nuværende samt kommende medlemslande.53 Udover repræsentanterne bestod konventet af formanden,

den tidligere franske præsident Valéry Giscard D’Estaing, og hans to næstformænd, henholdsvis den

tidligere italienske og den belgiske premierminister. Med valget af den prominente og proeuropæiske

D’Estaing som formand for konventet, kan der argumenteres for, at EU ønskede at styrke det europæiske

samarbejde. Dette ses blandt andet ved, at D’Estaing sammen med Helmut Schmidt, tidligere tysk

forbundskansler, var med til oprette EMS-samarbejdet.54 Dette understøttes ligeledes af den daværende

belgiske premierminister, Guy Verhofstadt, der forudså, at det ville blive et stærkt proeuropæisk resultat,

som konventet vil fremlægge. Dette begrunder han med, at ”De har et proeuropæisk syn, og de mener, at

EU-Kommissionen skal have en dominerende rolle,” (Berlingske: 15.12.01).

Konventet udarbejdede et udkast til en forfatning for Europa,55 som derved blev udgangspunktet for de

senere intergovernmentale forhandlinger på en IGC i oktober 2003. Laeken-erklæringen havde foreskrevet

en tidsplan for hele processen, hvilket medførte, at man kun genforhandlede de mest omstridte

problemstillinger,56 hvilket var atypisk for en IGC. Afslutningsvis accepterede man dog på en IGC i juni 2004

udkastet fra Konventet næsten uden modifikationer.57 Forfatningstraktaten blev formelt underskrevet af

EU’s stats - og regeringschefer i Rom den 29. oktober 2004.58

3.2 Traktaten

Forfatningstraktatens formål var, foruden at tilpasse unionen til de 25 medlemslande at gøre EU-

samarbejdet mere demokratisk, gennemsigtigt og effektivt.59 Vi har valgt at præsentere de fire dele, som

forfatningstraktaten består af, for at give et overblik over traktatens indhold. Ydermere vil vi trække

51

http://eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/ae714352/laeken.pdf p. 20 52

Finke, D. (2009) p. 470 53


http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/EU/EU/EU_(3.2._Det_Europ%C3%A6iske_Monet%C3%A6re_System,_EMS)

55 Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 118 + Folketingets EU-oplysning (2004) p. 26

56 Finke, D. (2009) p. 471

57 Finke, D. (2009) p. 471

58Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 120


http://eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/ae714352/laeken.pdf



Side 16 af 51

specifikke ændringer frem i vores afsnit om Lissabon-traktaten, for at klargøre forskelle samt ligheder

imellem de to traktater. Den første del af traktaten fastsætter de overordnede mål, værdier, institutionelle

rammer samt kompetencefordelingen mellem EU og dets medlemslande. Den anden del inkorporerer EU’s

Charter om grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed og ret til uddannelse. Den tredje del består af

en række detaljerede bestemmelser om EU’s politikker og den sidste del af traktaten indeholder

afsluttende bestemmelser.60 Det karakteristiske ved Forfatningstraktaten er brugen af ordet, forfatning, der

har stor symbolsk betydning for både EU-tilhængere samt EU-skeptikere. Dette medførte ligeledes større

politisk interesse ved traktatudviklingen og spillede en stor rolle i ratificeringsprocessen.61

3.2.1 Ratificeringsprocessen

I forbindelse med ratificeringen af Forfatningstraktaten var antallet af folkeafstemninger markant højere

end ved tidligere traktater. Dette skyldes ifølge flere forfattere primært et indenrigspolitisk pres,62 og

indenrigspolitikken kom ligeledes til at fylde meget i ratificeringsdebatten i de enkelte medlemslande. Vi

har herunder valgt at beskæftige os med den franske og den hollandske folkeafstemning i henholdsvis maj

og juni 2005, idet det var de to landes afstemninger, der fik afgørende betydning for Forfatningstraktatens

skæbne, da de to befolkninger overraskende forkastede traktaten.63

Der findes forskellige baggrunde for resultatet af de to folkeafstemninger. I Frankrig handlede det i høj grad

om frygten for at miste arbejdspladser og om at beskytte den franske økonomi mod neo-liberale tiltag,64

såsom liberalisering af services, også kaldet ”Bolkestein direktivet”.65 Ifølge Eurobarometer var nogle af de

mest hyppige begrundelser for et ’nej’, at traktaten var for økonomisk liberal, samt at den ville have en

negativ effekt på den franske beskæftigelse. Endvidere mener en del af de franske vælgere, at traktaten

mangler et socialt aspekt.66 I Holland derimod handlede det højere grad om frygten for tab af

nationalidentitet.67 Eurobarometer bekendtgør, at tab af suverænitet var en af hovedårsagerne til et

hollandsk ’nej’ til Forfatningstraktaten, sammen med den omstændighed at befolkningen anser EU-

medlemskabet som værende for dyrt for Holland, som nettobidragsyder til EU budgettet.68

60

Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p.. 121 + Folketingets EU-oplysning (2004) pp. 29-31 61


Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) pp. 125-126 + Taggert, P. (2006) p. 15 63

Milner, H. (2006) p. 257 64

Jenkins, C. (2006) p. 5 65

Taggert, P. (2006) p. 16 66

Taggert P. (2006) p. 16 67

Taggert, P. (2006) p. 18 68

Taggert, P. (2006) pp. 18-19 & Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) p. 126

Side 17 af 51

Hollænderne kan med deres ’nej’ til Forfatningstraktaten på grund af frygten for suverænitetsafgivelse

karakteriseres som soft-suverænitetsbaserede skeptikere, hvorimod Frankrig med deres ’nej’ kan betegnes

som socialt og økonomisk skeptiske. Dette ses ved, at franskmændene ønsker et øget socialt samarbejde i

EU, og at de er utilfredse med det økonomiske udbytte af EU, da de mener det er til skade for den franske

økonomi. Det er dog ligeledes et vigtigt faktum, at begge landes befolkninger, ifølge Eurobarometer,

begrunder deres ’nej’ til Forfatningstraktaten med en modstand imod den nationale regering eller

partierne.69 Hermed bliver det klart, at man ikke kan se EU’s politik samt integrationsproces isoleret, idet

de indenrigspolitiske forhold spiller en stor rolle, og der opstår en større sammenhæng imellem EU- og

indenrigspolitik.70 Man kan derfor ikke alene begrunde valgresultaterne med en øget euroskepticisme, hvis

man tager udgangspunkt i Eurobarometers målinger.

3.2.2 Konsekvenserne

Resultatet af de to folkeafstemninger blev ”a periode of reflection”, hvilket skulle give medlemslandene

mulighed for at debattere.71 Dette skete på trods af det faktum, at ti medlemslande samt Parlamentet

allerede havde ratificeret Forfatningstraktaten, da Frankrig og Holland forkastede den.72 På baggrund af de

to landes ’nej’ til Forfatningstraktaten proklamerede politikere samt eksperter, at EU og den europæiske

integrationsproces var i krise, hvilket førte til spekulationer om fremtiden for EU.73 Premierministeren i

Luxemburg, Jean-Claude Junker udtalte: ”Europe is not in crisis, it is in deep crisis”. (The Economist:

06.01.07). Som et resultat af den nedstemte traktat oplevede Unionen en intern splittelse.

Medlemslandene var delte i meningerne om, hvordan EU skulle fortsætte. Spørgsmålet var derfor, om EU

skulle fortsætte ratificeringsprocessen og forsøge at overvinde det franske og det hollandske ’nej’, eller om

Unionen skulle indse, at traktaten var definitivt færdig og fortsætte arbejdet med udgangspunkt i Nice-

traktaten, eller om EU skulle den vælge den sidste løsning og acceptere, at Forfatningstraktaten ikke ville

blive ratificeret og derfor forsøge at genbruge de vigtigste aspekter. 74 Splittelsen blev yderligere bekræftet,

da ”Friends of the Constitution”, bestående af de 18 medlemslande, der havde ratificeret traktaten, plus

Portugal og Irland, mødtes i januar 2007 for at kræve handling fra de lande, der endnu ikke havde

ratificeret traktaten.75

69

Taggert, P. (2006) pp. 16+19 70

Taggert, P. (2006) pp. 8-9 71



Dinan, D. (2006) p. 63 74


Anonym (2007)

Side 18 af 51

3.3 Vejen til Lissabon-traktaten

Efter det rungende ’nej’ til Forfatningstraktaten skulle EU forsøge at komme fra et nederlag til en

oprejsning. De fleste nationale regeringer, Kommissionen, Parlamentet samt andre myndigheder ønskede

at bibeholde så meget af den oprindelige Forfatningstraktat som muligt.76 Dette skyldes blandt andet, at

det kunne være for risikabelt at genåbne forhandlingerne på grund af de mange forskellige nationale

interesser.77 De nationale regeringsledere blev i marts 2007 enige om, at forhandlingerne skulle gå stærkt,

og det tyske formandskab påbegyndte derfor bilaterale forhandlinger inden den officielle IGC i juli.78

Medlemslande, såsom Holland, Frankrig og Storbritannien, så gerne, at den nye traktat blev tilstrækkeligt

ændret i forhold til forfatningstraktaten for at undgå en folkeafstemning med risiko for endnu et ’nej’.

Storbritannien fremsatte derved en række ”red lines”. Eksempelvis ville landet have slettet titlen

udenrigsminister samt fjerne EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder fra den oprindelige traktattekst.

På denne måde forsøgte Tony Blair at få Lissabon-traktaten til at tage afstand fra de forfatnings- og

statslige tilkendegivelser, som Forfatningstraktaten indeholdt.79 Medlemslandene, Polen og Tjekkiet, viste

sig ligeledes at give problemer, idet de to euroskeptiske regeringer helst så hele forfatningsproblematikken

forsvinde.80

Resultatet af de mange bilaterale forhandlinger blev et mandat til en IGC, som skulle afsluttes i oktober

2007 ved et topmøde i Lissabon. Mandatet bestod primært af en detaljeret beskrivelse af ændringer i

Forfatningstraktaten.81 Topmødet i Lissabon blev en kulmination på de mange nationale interesser og

stridigheder. En række medlemslande havde indvendinger. Deriblandt Polen, der i ønsket om at få en

permanent polsk generaladvokat fremsatte en bekymring for fordelingen af generaladvokaterne ved

Domstolen. Derudover bragte Polen spørgsmålet om flertalsbestemmelser i Rådet på dagsordenen.82 På

trods af interne uenigheder mellem medlemslandene blev Lissabon-traktaten underskrevet af stats – og

regeringslederne den 13. december 2007.

76

Dinan, D. (2008) p. 71 77

Jenkins, C. (2007) p. 3 78

Dinan, D. (2007) pp. 75-77 79

Dinan, D. (2007) p. 77 80

Dinan, D. (2007) p. 78 81

Dinan, D. (2007) p. 80 82

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/2ba97bcb/07E7.pdf


Side 19 af 51

4 Lissabon-traktaten

I dette afsnit vil vi primært koncentrere os om de sidste foranstaltninger til Lissabon-traktaten samt en

beskrivelse af Lissabon-traktaten i hovedtræk. Ydermere vil vi kort berøre ændringerne i forhold til

Forfatningstraktaten for at klargøre eventuelle forskelle og ligheder. Derudover vil vi komme ind på selve

ratificeringen og det irske ’nej’.

4.1 Ratificeringsprocessen

Irland sendte, som det eneste af de 27 medlemslande, Lissabon-traktaten til afstemning. 15 medlemslande

havde allerede ratificeret traktaten via deres respektive parlamenter, og med et ’ja’ til traktaten i Irland,

ville de resterende landes parlamenter højst sandsynligt også ratificere traktaten.83 Grunden til den lidt

afventende status fra de sidste lande var, at EU nødig skulle komme i den samme situation, som Unionen

var i med forkastningen af Forfatningstraktaten. Den nyindsatte irske premierminister, Brian Cowen, var af

den overbevisning, at Lissabon-traktaten var vigtig for Irlands nationale interesser.84 Derudover udtalte

Irlands forhenværende præsident, Peter Sutherland, at en afvisning af traktaten ville være det mest

ødelæggende for Irlands udenrigspolitik til dags dato. Alligevel blev det til et ’nej’.85 Irlands forkastning af

Lissabon-traktaten i juni 2008, hvor 53,4 %86 af befolkningen var imod, medførte en opgivende effekt. Den

nye polske præsident nægtede efter Irlands ’nej’ at skrive under på Lissabon-traktaten med det argument,

at traktaten nu var meningsløs,87på trods af, at det polske parlament allerede havde ratificeret traktaten.

Frankrig, Spanien, Tyskland og Italien mente derimod, at den irske forkastning ikke skulle ødelægge den

igangværende ratificeringsproces.88

Det er uvist, hvorfor den irske befolkning stemte ’nej’, da de i en meningsmåling, lavet af Eurobarometer,

anser dem selv som værende den befolkning, der har haft flest fordele af EU-medlemskabet i forhold til de

andre EU-lande.89 Skønt Irland siden deres medlemskab i 1973 har været nettomodtager, og har modtaget

dobbelt så meget fra EU som de har bidraget med, har den irske befolkning stemt ’nej’ til både Nice- og

Lissabon-traktaten.90 Dette kan forklares med, at Irland, med Sørensens termer, kan betegnes som soft-

83

Anonym (2008) p. 1 84

Anonym (2008) p. 1 85

Cowen, B. (2008) 86

Anonym (2008) p. 1 87

Kaczynski, L. (2008) p. 1 88

Finke, D. (2009) p. 483 89

http://ec.europa.eu/public_opinion/cf/nationoutput_en.cfm 90 http://www.dr.dk/Templates/NewsArticle.aspx?NRMODE=Published&NRNODEGUID=%7B90D7C4C0-012B-4304-

A95D-

http://ec.europa.eu/public_opinion/cf/nationoutput_en.cfm

http://www.dr.dk/Templates/NewsArticle.aspx?NRMODE=Published&NRNODEGUID=%7B90D7C4C0-012B-4304-A95D-B92C960A87A1%7D&NRORIGINALURL=%2FNyheder%2FUdland%2F2008%2F06%2F06%2F06110440.htm%3F&NRCACHEHINT=Guest

http://www.dr.dk/Templates/NewsArticle.aspx?NRMODE=Published&NRNODEGUID=%7B90D7C4C0-012B-4304-A95D-B92C960A87A1%7D&NRORIGINALURL=%2FNyheder%2FUdland%2F2008%2F06%2F06%2F06110440.htm%3F&NRCACHEHINT=Guest

Side 20 af 51

skeptikere på det suverænitetsbaserede, det demokratiske samt det sociale område af EU. En yderligere

forklaring på, hvorfor den irske befolkning forkastede Lissabon-traktaten, kunne være, at traktaten i

debatten er blevet fremstillet som værende lig med opgivelse af irske principper samt identitet.91 Et

eksempel kunne være, at irerne med deres katolske overbevisning er imod fri abort, som frygtes overført til

landet med traktaten, da fri abort i mange af de andre EU-medlemslande er lovlig. Andre faktorer, som var

medvirkende til skepsissen omkring Lissabon-traktaten, var kampen for at beholde Irlands

neutralitetspolitik, bevarelsen af en irsk kommissær samt ønsket om ingen indblanding i skattepolitikken.92

Irlands forkastning af Lissabon-traktaten resulterede i forskellige overvejelser angående EU’s videre

fremtid. Her blev muligheden for irsk ekskludering af EU drøftet samt overvejelser om et parallelt

samarbejde ved siden af Lissabon-traktaten diskuteret.93 Efter forhandlinger med Irland opnåede landet en

særordning med forbehold på ovenstående emner, såsom neutralitets – samt skattepolitik.94 Dette var en

medvirkende årsag til, at den irske befolkning den 2. oktober 2009 stemte ’ja’ med et flertal på 67,1 %.95

Med den sidste underskrift fra Tjekkiet blev Lissabon-traktaten en realitet den 1. december 2009 med

ratificering i alle 27 medlemslande.

4.2 Traktaten

Det væsentligste formål med Lissabon-traktaten er at leve op til EU-borgernes krav, samt at give det

fornødne retsgrundlag og redskab til, at de 27 medlemslande kan fungere og samarbejde sammen.96 I den

forbindelse har stats– og regeringscheferne opstillet en række mål, hovedsageligt med fokus på udvalgte

områder. Disse er: Øget åbenhed og demokrati i EU, at effektivisere EU-samarbejdet, at gøre EU bedre i

stand til at tackle globale udfordringer97 samt at skabe et EU med rettigheder og værdier, frihed, solidaritet

og sikkerhed.98 Disse målsætninger er udarbejdet for at styrke EU både internt og eksternt. Udfordringen

bliver ligeledes at finde en passende magtbalance mellem institutionerne og medlemslandene.

Fokusområderne vil blive uddybet samt analyseret senere i opgaven.

B92C960A87A1%7D&NRORIGINALURL=%2FNyheder%2FUdland%2F2008%2F06%2F06%2F06110440.htm%3F&NRCAC

HEHINT=Guest 91

Jenkins, C. (2008) p. 1 92

http://www.radikale.net/charlotte-jennifer-amdi-behrens/indlaeg/2009/06/18/de-irske-forbehold-en-catch-twenty-two, + Jenkins, C. (2008) p. 1 93

Jenkins, C. (2008) pp. 3-5 94

Formandskabets konklusioner p. 2 95

http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2009/oktober/Irland/ 96

http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/index_da.htm 97

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf p. 2 98 Lissabon-traktaten p. 11

http://www.radikale.net/charlotte-jennifer-amdi-behrens/indlaeg/2009/06/18/de-irske-forbehold-en-catch-twenty-two


http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2009/oktober/Irland/

http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/index_da.htm

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf

Side 21 af 51

Lissabon-traktaten indeholder remedier til et øget supranationalt EU-samarbejde i kraft af blandt andet

styrkede roller til supranationale institutioner, men også til en mindre grad af samarbejde i form af

eksempelvis de irske forbehold. Noget af det essentielle for Lissabon-traktaten er værdierne for EU, hvilket

er beskrevet under artikel 1 a samt 2 først i traktaten.99 Dette er med andre ord de retningslinjer, som EU-

landene skal leve op til i forhold til respekt, menneskerettigheder, ligestilling, solidaritet, tolerance og

værdighed.100

4.3 Ændringerne i forhold til Forfatningstraktaten

Lissabon-traktaten er en ændringstraktat til de eksisterende traktater, TEU og TEF, ligesom

Forfatningstraktaten var påtænkt at være det.101 I henhold til denne opgaves omfang, vil vi dog ikke

beskrive og forklare samtlige ændringer, men kun dem der har relevans i tilknytning til vores opgave.

Der er foretaget flere videreførelser fra Forfatningstraktaten, såsom sammenslutningen af EF og EU til én

juridisk person, jf. artikel 46 a, hvilket indebærer, at EU kan indgå bindende aftaler med internationale

organisationer samt tredjelande,102 udvidet brug af kvalificeret flertal i Rådet samt ”borgerinitiativet”.103 For

udenrigspolitikken er der sket et væsentligt tiltag i form af udnævnelsen af en højtstående repræsentant,

også kaldet ”udenrigsrepræsentanten”. Ligeledes har man erstattet det roterende formandskab for det

Europæiske Råd med en fast formand, siddende i to et halvt år.104 Søjlestrukturen, som blev oprettet under

Maastricht-traktaten, bliver ændret fra tre til to søjler. Derudover har Lissabon-traktaten medført

institutionelle ændringer. Parlamentet har blandt andet fået en betydeligt større rolle, specielt med hensyn

til håndtering og medbestemmelse af EU’s budget.105 Endvidere er det nu blevet muligt for et medlemsland

at melde sig ud af EU. Der er ligeledes foretaget konkrete ændringer i forhold til Forfatningstraktaten. De

væsentligste er: Fjernelse af unionssymboler, såsom Schuman-day og hymnen, og EU’s Charter om

Grundlæggende Rettigheder er ikke inkluderet i selve traktatteksten. De specifikke ændringer samt

konsekvenser for EU vil blive uddybet samt analyseret i nedenstående afsnit.

99

Lissabon-traktaten p. 13 100

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf p. 12 101



http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/lissabontraktat/ 104


Lissabon-trakaten p. 18 + Dinan, D. (2008) p. 85


http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/lissabontraktat/

Side 22 af 51

5 Lissabon-traktatens tiltag

I denne del af vores opgave vil vi analysere og diskutere Lissabon-traktaten samt de tiltag den har medført.

Vi vil benytte de valgte teorier samt supplere med udtalelser samt tilkendegivelser fra eksperter og andre

relevante personligheder. Vi har valgt at opdele afsnittet om Lissabon-traktatens tiltag efter de fire

målsætninger traktaten er bygget op omkring, henholdsvis; Effektivisering af EU-samarbejdet, at gøre EU

bedre i stand til at tackle globale udfordringer, et EU med rettigheder og værdier, frihed, solidaritet og

sikkerhed samt øget åbenhed og demokrati.

5.1 Effektivisering af EU

Som tidligere beskrevet i vores opgave er en af de væsentligste baggrunde for Lissabon-traktatens

eksistens, at EU-samarbejdet skulle gøres mere effektivt samt, at EU skulle rustes til at tackle nye

udfordringer. Dette skal primært opnås ved ændringer indenfor institutionerne samt i

beslutningsprocedurerne. På denne måde forsøger EU ligeledes at tilpasse unionens arbejdsgang til de nu

27 medlemslande.

5.1.1 Institutionelle ændringer

Der ændres ikke ved den grundlæggende institutionsstruktur, som vi kender fra før Lissabon-traktatens

ikrafttrædelse. Det er derfor stadig Kommissionen, Rådet samt Parlamentet der betegnes som de primære

beslutningsorganer.106 Ændringerne består derimod i specifikke tilpasninger og nye tiltag indenfor de

forskellige institutioner, hvilket vi vil analysere samt diskutere nedenfor.

5.1.1.1 Parlamentet

Parlamentet er den eneste af EU’s institutioner, hvor medlemmerne er valgt direkte af befolkningen. Dette

har haft stor betydning for, hvordan magtfordelingen imellem Unionens institutioner skulle være med

Lissabon-traktaten. Den store betydning begrunder vi med, at Parlamentet igennem de direkte valg er med

til at styrke EU’s demokratiske legitimitet og derved bringe EU tættere på borgerne. Derfor er et styrket

Parlament med til at understøtte EU’s ønske om at gøre EU mere demokratisk.107

Med Lissabon-traktaten bliver Parlamentet styrket igennem nye lovgivningsbeføjelser samt får

medindflydelse på, hvilke personer der skal sidde på nogle af de ledende poster i EU.108 Dette sker ved, at

Parlamentet formelt vælger formanden for Kommissionen på baggrund af de nationale regeringers

106

http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/institutions/index_da.htm 107

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a31e14af/ld_euo_fakta_20_02.pdf 108

Lissabon-traktaten p. 17

http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/institutions/index_da.htm

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a31e14af/ld_euo_fakta_20_02.pdf

Side 23 af 51

indstillede kandidater. Endvidere skal Parlamentet godkende EU’s udenrigspolitiske chef, den højtstående

repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som ligeledes bliver næstformand for

Kommissionen.109

Parlamentets lovgivende magt bliver styrket, da 40 politikområder placeres under den fælles

beslutningsprocedure, som med Lissabon-traktaten overgår til den almindelige lovgivningsprocedure, hvor

Parlamentet og Rådet har ens kompetencer. Der opstår dermed en balance imellem Rådet og Parlamentet

på store politikområder såsom handel, landbrug, strukturfonde samt retlige og indre anliggender.110 Dette

resulterer i, at Parlamentet, som supranational institution, får mere magt på bekostning af Rådet, da det

førhen har kunnet vedtage love alene på disse politikområder.111 På denne måde bliver EU mere

supranational, samtidig med at Unionen opnår en styrket demokratisk legitimitet, da Parlamentets

lovgivningsbeføjelser bliver næsten fordoblet.112 Parlamentets større rolle i forhold til EU- politikker kan

forklares ud fra Sandholtz og Sweets neofunktionalistiske teori, som fokuserer på eksterne påvirkninger i

deres beskrivelse af EU’s integration. Vi mener, at denne teori kan være med til at redegøre for, hvorfor det

lige netop er de ovennævnte politikområder der flyttes ind under den almindelige lovgivningsprocedure og

dermed bliver mere supranationale. Som beskrevet i vores teoriafsnit har globaliseringen påvirket EU og

dets medlemslande, idet globaliseringen har ført til grænseoverskridende handel, kommunikation og

diverse transaktioner.

I takt med den stigende globalisering har retlige og indre anliggende fået større betydning.

Grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig indvandring113 har medvirket til, at der opstår et behov for, at

EU på et supranationalt niveau laver love samt retningslinjer for at bekæmpe problemstillingerne. Dette ses

blandt andet ved, at Parlamentet med Lissabon-traktaten sammen med Rådet er blevet medlovgiver på

retlige og indre anliggender. De mere specifikke ændringer indenfor retlige og indre anliggender vil blive

beskrevet samt analyseret senere i opgaven. Parlamentets rolle i forhold til landbrugspolitikken, som er en

af EU’s re-distributive politikker, er ligeledes blevet ændret med Lissabon-traktaten. Dele af

landbrugspolitikken er, som tidligere nævnt, flyttet ind under den almindelige lovgivningsprocedure, hvilket

resulterer i, at Parlamentet får medindflydelse på lovgivningen, men fortsat ingen kompetencer har

109

http://www.europarl.europa.eu/parliament/public/staticDisplay.do?language=DA&refreshCache=yes&pageRank=1&id=66 110


Folketingets EU-oplysning (2004) p. 115 112

Erklæring fra Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek om Lissabontraktatens ikrafttrædelse


Wallace, H., Wallace, W. & Pollack, A. M. (2005) p. 458

http://www.europarl.europa.eu/parliament/public/staticDisplay.do?language=DA&refreshCache=yes&pageRank=1&id=66






Side 24 af 51

indenfor landbrugspolitikkens fastsættelse af afgifter, priser samt støtte, som Rådet afgør med kvalificeret

flertal. 114 På denne måde bliver landbrugspolitikken ved med at være præget af både intergovernmentale

samt supranationale interesser. Lissabon-traktaten giver dog Parlamentet andre muligheder for at påvirke

landbrugspolitikken, hvilket Parlamentets formand, Jerzy Buzek, ligeledes lægger vægt på i sin tale om

Lissabon-traktatens ratificering.115 Dette sker ved en forenkling af proceduren for vedtagelse af EU’s

budget, hvor man afskaffer den tidligere sondring mellem ”ikke-obligatoriske” og ”obligatoriske”

udgifter.116 Dette resulterer i én budgetprocedure, hvor Parlamentet og Rådet bliver ligestillet. Førhen

udgjorde de ”obligatoriske” udgifter ca. 45 % af budgettet, kontrolleret af Rådet, og dækkede primært

udgifter til landbrugspolitikken, hvorimod Parlamentet havde det sidste ord i forbindelse med de ”ikke-

obligatoriske” udgifter, såsom strukturbevillinger.117

Med ændringen i Lissabon-traktaten bliver budgetvedtagelsen mere effektiv i kraft af forenklingen.

Ydermere bliver proceduren mere supranational, da Parlamentets medbestemmelse over hele budgettet

får afgørende betydning på udgifterne til store politikområder. Budgetvedtagelsesproceduren beholder dog

fortsat et intergovernmentalt aspekt, idet medlemslande, igennem Rådet, er medbestemmende, og det er i

den forbindelse vigtigt at pointere, at medlemslandene har stor interesse i, hvordan EU’s penge fordeles.

Dette gælder specielt de medlemslande, der drager nytte af EU’s re-distributive politikker, men også de

lande, som er nettobidragsydere til EU’s budget, eksempelvis Holland, er interesserede i, hvordan pengene

fordeles.

Parlamentets styrkede rolle er ligeledes med til at legitimere det supranationale i EU, idet parlamentets

medlemmer er organiseret efter politisk tilhørsforhold118 og arbejder for politiske mærkesager frem for

nationale interesser. Med Lissabon-traktaten er antallet af medlemmer i Parlamentet blevet ændret for at

tilpasse arbejdet i Parlamentet til de nu 27 medlemslande. De nationale regeringer havde stor interesse i

parlamentets sammensætning, hvilket Italien et eksempel på. Landet ønskede at opretholde sin nuværende

balance i Parlamentet med Frankrig og Storbritannien, hvor alle tre lande havde 78 medlemmer. Italien fik

dermed forhandlet sig til 73 medlemmer, hvilket er det samme antal som Storbritannien og én mindre end

Frankrig.119 Resultat blev dermed, at Parlamentet, efter en overgangsperiode indtil år 2014, består af 750

114

http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf p. 32 115


Lissabon-traktaten pp. 121-127 117


Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) pp. 260-268 119


http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf






Side 25 af 51

medlemmer plus en formand, hvoraf den sidste plads tildeles Italien.120 Det er yderligere præciseret, at et

land kan have maksimum 96 og minimum seks medlemmer. Eksemplet med Italien kan forklares ud fra et

realistisk synspunkt, idet realisterne mener, at suverænitets- samt magtafgivelse resulterer i en skæv

magtbalance, da den afgivne magt vil tilfalde et andet medlemsland. I dette tilfælde ville Storbritannien og

Frankrig få for stor en magt i forhold til Italien. Man kan ligeledes betegne det ekstra parlamentsmedlem til

Italien som en gentleman-aftale. Dette begrunder vi med, at Italien, som en af grundlæggerne, har en

relativt stor forhandlingsmagt, hvilket resulterede i, at de øvrige medlemsstater ikke kunne ignorere det

italienske krav.

Dette viser samtidig, at der er et intergovernmentalt perspektiv i sammensætningen af Parlamentet, idet

medlemslandene er interesserede i, at deres borgere er bedst repræsenteret i EU. Dette kan begrundes

med, at parlamentsmedlemmerne er valgt ind i Parlamentet på baggrund af deres mærkesager, som ofte

kan perspektiveres til nationale forhold. Et eksempel kunne være Dan Jørgensen, parlamentsmedlem siden

2004 for Socialdemokraterne. Han udtaler følgende frem mod valget i 2009: ”Vores region er forrest, når

det gælder vedvarende energi. Vindkraft, biobrændsel og brintteknologi er bare nogle af de områder, hvor

Midtjylland har meget at byde på, men vi skal blive endnu bedre til at sprede vores ekspertise og påvirke

verden omkring os. Det vil skabe arbejdspladser og vækst i regionen” (DR midt & vest: 18.05.08). I

udtalelsen er det tydeligt, at Jørgensen drager en parallel mellem det regionale niveau og EU. På denne

måde kan parlamentspolitikken også betegnes som multi-level, idet EU’s politik foregår på flere niveauer,

hvilket i dette tilfælde er på det regionale samt det supranationale niveau.

5.1.1.2 Kommissionen

Kommissionen oplever ikke i samme grad ændringer, som eksempelvis Parlamentet gør det, ved

ratificeringen af Lissabon-traktaten. Dette skyldes primært, at ideen om at ændre antallet af kommissærer

fra 27 til 18 blev forkastet efter det irske ’nej’ til Lissabon-traktaten i juni 2008.121 Her blev

problemstillingen om effektivitet sat overfor nationale interesser, idet mange af medlemsstaterne ser en

vigtighed i at, hvert medlemsland har én kommissær, selvom denne varetager EU’s interesser og ikke de

nationale interesser.122

Dette kan forklares med, at den nationale repræsentation, som landene får via en kommissær, spiller en

stor rolle. Man kan derved argumentere for, at medlemsstaterne oplever tabet af en kommissær som

120


Formandskabets konklusioner p. 2 122

http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf p. 23


Side 26 af 51

suverænitetsafgivelse, på trods af det faktum at Kommission varetager EU’s interesser.123 Dette begrunder

vi med, at alle kommissærer skal deltage i Kommissions beslutninger.124 Endvidere sker der med Lissabon-

traktaten en sammensmeltningen mellem Rådet og Kommissionen ved etableringen af en ny højtstående

repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som på samme tid bliver næstformand for

Kommissionen. Dette vil blive belyst og analyseret senere i opgaven under afsnittet, den højtstående

repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

5.1.1.3 Rådet

Rådets rolle ændres ikke markant med Lissabon-traktaten,125 idet Rådet fortsat deler de lovgivende samt

budgetmæssige kompetencer med Parlamentet. Rådets beføjelser er dog blevet indskrænket med

Parlamentets øgede lovgivningskompetencer, som beskrevet ovenfor i afsnittet om Parlamentet. De

primære ændringer med Lissabon-traktaten består i en stigning i antallet af beslutninger taget med

kvalificeret flertal i Rådet.126 Herved får den intergovernmentale institution et supranationalt aspekt, idet

kvalificeret flertal anses som et af de væsentligste værktøjer til at gøre samarbejdet mere supranationalt.127

Dette begrunder vi med, at et medlemsland ved brugen af kvalificeret flertal ikke kan nedlægge veto, og

landet kan dermed blive nødt til at acceptere beslutninger, som det pågældende land ikke har stemt for.

Derved bliver medlemsstaternes suverænitet pooled, da staterne vælger at benytte kvalificeret flertal som

afstemningsmetode for at effektivisere beslutningsprocessen. Den øgede brug af kvalificeret flertal

effektiviserer samt letter EU’s arbejde og er derved med til at opfylde en af målsætningerne med Lissabon-

traktaten om at effektivisere EU-samarbejdet samt lette beslutningsprocessen.128

Udover den øgede brug af kvalificeret flertal som afstemningsmetode medfører traktaten ligeledes det

”dobbelte flertal”, hvilket er en ny måde at beregne kvalificeret flertal på. Ved det ”dobbelte flertal” kræves

det, at 55 % af medlemslandene stemmer for, og at de ligeledes repræsenterer 65 % af EU’s befolkning.129

Den nye beregningsmetode tilgodeser derved både de store samt de små medlemslande. Dette ses ved

kravet om, at 55 % af medlemsstaterne, svarende til 15 ud af de 27 EU-lande, skal stemme for, samtidig

med at 65 % af EU’s samlede befolkning, ca. 325 ud af EU’s ca. 500 mio. borgere, skal være

repræsenteret.130 Derved kan en gruppe af seks store medlemsstater eksempelvis ikke vedtage et

lovforslag, selvom de repræsenterer en stor del af befolkningen. Ligeledes er der lavet nye regler for

123





Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006) pp. 559-560 128

http://ec.europa.eu/publications/booklets/others/84/index_da.htm 129

Lissabon-traktaten p.18 130




http://ec.europa.eu/publications/booklets/others/84/index_da.htm


Side 27 af 51

blokerende mindretal, hvor der mindst skal være fire medlemslande, som repræsenterer 35 % af Unionens

befolkning.131 Med det ”dobbelte flertal” opnår EU dobbelt legitimitet for deres beslutninger.132 På

baggrund af intergovernmentale forhandlinger træder reglerne om det ”dobbelte flertal” først i kraft i år

2014, og medlemsstaterne har derudover mulighed for at kræve de gamle afstemningsregler brugt indtil

31. marts 2017.133 Udskydelsen er et udtryk for forhandlingsmagt medlemslandene imellem samt

gentleman-aftaler, idet udsættelsen af brugen af det ”dobbelte flertal” er et udtryk for enkelte EU-landes

modstand imod tiltaget, og der er derved blevet indgået et kompromis ved at udskyde det ”dobbelte

flertal” som afstemningsmetode i Rådet.

Endvidere har Lissabon-traktaten medført et nyt initiativ, den såkaldte ”nødbremse” 134, på området for

social tryghed for vandrende arbejdstagere samt på det strafferetslige område. Med ”nødbremsen” er det

muligt for et medlemsland at blokere for eller fremprovokere et nyt lovforslag. Dette sker ved, at et

medlemsland henviser et uønsket lovforslag til Det Europæiske Råd, og behandlingen i Parlamentet og

Rådet sættes derved i stå i fire måneder. Det Europæiske Råd kan derefter vælge enten at etablere et nyt

forslag eller blot sende lovforslaget tilbage til Rådet.135 Initiativet til ”nødbremsen” kan forklares med, at de

to politikområder indeholder aspekter, som medlemslandene anser som værende kendetegnet for deres

nationalidentitet. Derved er det midlertidige veto et udtryk for, at man med Lissabon-traktaten forsøger at

tilgodese landene på suverænitetsfølsomme politikområder.136 Således formår EU at skabe en balance

imellem det supranationale og det intergovernmentale. Man kan dog diskutere, hvorvidt initiativet vil blive

brugt i praksis. Dette begrunder vi med, at Rådet i størstedelen af dets afstemninger bestræber sig på at nå

til enighed, før der stemmes.137 Dette sker for at fremme det fremtidige politiske arbejde, idet det er bedre

at nå til enighed frem for at pådutte enkelte medlemslande nye lovtiltag.

Ydermere er det dog ligeledes blevet muligt for ni medlemslande at indgå i et forstærket samarbejde. Dette

kan ske, hvis Det Europæiske Råd ikke har handlet inden for de fire måneder eller, hvis et nyt lovforslag ikke

er vedtaget 12 måneder efter dets fremsættelse.138 På denne måde kan EU-samarbejdet betegnes som

fleksibelt, idet der er åbnet op for, at integrationen kan ske i to dimensioner. Unionen kan derved

efterkomme de krav, der opstår ved en geopolitisk139 afhængighed, idet EU bliver påvirket af

131









http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/hmo_europas_fremtid_web.pdf p. 11




Side 28 af 51

udefrakommende faktorer og derfor er nødt til at være opmærksom på andres landes ageren på den

internationale scene. Et eksempel kan her være finanskrisen, som har bredt sig globalt og har tvunget EU og

de andre lande til at agere på grund af den gensidige afhængighed. Man kan dog diskutere, om et EU i to

dimensioner er positivt eller negativt for det europæiske samarbejde. Et forstærket samarbejde mellem en

gruppe af medlemslande kan være positivt, da EU hermed fremstår som en handlekraftig samt fleksibel

aktør. Derimod kan dette modvirke målsætningen om, at EU skal fremstå som én samlet enhed globalt.

Lissabon-traktaten har ligeledes medført en fast formand for Rådet i udenrigsanliggender, hvilket vil blive

analyseret under afsnittet Højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

5.1.1.4 Det Europæiske Råd

Under Lissabon-traktaten omdannes Det Europæiske Råd til en EU-institution,140 hvilket indebærer, at dets

kompetencer skrives ind i traktaten, samt at Det Europæiske Råd underlægges Domstolens kontrol.141

Parlamentet bliver dermed ikke den eneste af EU’s institutioner med folkevalgte repræsentanter.142

Ydermere består ændringerne i, at den roterende formand for Det Europæiske Råd erstattes af en fast

formand, Herman Van Rompuy, som sidder i to et halvt år ad gangen med mulighed for genvalg én gang.143

Formålet med en fast formand er at skabe mere kontinuitet i Det Europæiske Råds arbejde samt at styrke

EU på den internationale scene.144 Den øgede sammenhæng i Det Europæiske Råds arbejde består primært

i, at møderne i Det Europæiske Råd styres af én fast formand frem for fem forskellige i den givne periode,

hvilket førhen var gældende, da det roterende formandskab ligeledes skulle varetage opgaven som

formand for Det Europæiske Råd. Tiltaget med en fast formand skal styrke Unionens rolle i internationale

forhold, da EU her repræsenteres af én person udadtil. Medlemsstaterne har her, for at sikre fremtidige

politiske tiltag, valgt at delegere deres repræsentation til en fast formand.

I forbindelse med den konkrete betydning af en fast formand for Det Europæiske Råd, specielt i

international perspektiv, er det vigtigt at komme ind på, hvilken person der er blevet valgt til at bestride

posten som formand for Det Europæiske Råd. Valget af Van Rompuy, den tidligere belgiske regeringsleder,

som fast formand for Det Europæiske Råd kan betegnes som et kompromisvalg, idet der ved udnævnelsen

af en fast formand for Det Europæiske Råd samt en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og

sikkerhedspolitik er taget hensyn til politiske samt geografiske interesser.145 Man kan ligeledes fremføre det

140






http://www.information.dk/216103




Side 29 af 51

argument, at Van Rompuy er en forholdsvis anonym personlighed på den internationale scene, hvilket kan

underminere hans rolle i forhold nogle af EU’s karakteristiske statsledere. Disse to faktorer understøttes af

Ian Manner’s, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, udtalelse om, at

statslederne gerne vil have en stor magt, især dem fra de store lande.146 Dette er ligeledes et udtryk for

intergovernmentalisme, idet medlemsstaterne bibeholder rollen som hovedaktører. Sara Hagemann,

forlæser i EU-politik på London School of Economics, udtaler endvidere: ” … at man er gået efter

koordinatorer og mæglere, ikke politiske ledere,”(Information: 20.11.09). Dette kan ydermere understøttes

af Van Rompuys egne udtalelser om sin rolle som fast formand for Det Europæiske Råd 100 dage efter sin

indsættelse. Van Rompuy udtaler, at han ikke anser sig selv som præsident for Europa, men som en, der

leder møderne med stats- og regeringscheferne; En facilitator i stræben efter konsensus i en klub af

modsætninger.147

På baggrund af disse udtalelser kan man diskutere, hvorvidt Van Rompuy kan leve op til sin rolle som

repræsentant for EU i internationale sammenhænge. Atomtopmødet i Washington i april 2010 med Barack

Obama som vært er et eksempel på dette.148 Her deltog Van Rompuy som EU’s ansigt udadtil og

repræsenterede EU’s interesser,149 hvorimod Nicolas Sarkozy deltog i topmødet på vegne af Frankrig og

repræsenterede dets interesser.150 Hermed var EU repræsenteret på et supranationalt samt et nationalt

niveau, hvilket kan være med til at skade EU’s mål om at fremstå som én samlet enhed, idet Sarkozy her

underminerer Van Rompuys rolle. Dette kan ligeledes være et resultat af et fragmenteret EU, hvor

meningerne om atomkraft er delte, hvilket understøttes af det faktum, at det kun er enkelte

medlemslande, der har atomkraft.151

5.1.2 Opsummering

EU’s institutioner har gennemgået forskellige grader af ændringer med Lissabon-traktaten. De mest

karakteristiske ændringer sker indenfor Parlamentet, da Parlamentet styrker dets lovgivende kompetencer

med den almindelige lovgivningsprocedure. Ydermere er oprettelsen af en fast formand for Det Europæiske

Råd, et af de større tiltag Unionen oplever sammen med stigningen i brugen af kvalificeret flertal som

afstemningsmetode i Rådet.

146

http://www.information.dk/216103 147

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/fr/ec/113671.pdf 148

http://www.newsahead.com/preview/2010/04/12/washington-dc-12-13-apr-2010-president-barak-obama-hosts-

nuclear-security-summit/index.php 149

http://www.european-council.europa.eu/home-page/highlights/eu-committed-to-strengthening-nuclear-

security.aspx?lang=da 150

http://www.elysee.fr/president/international/dossiers/securite-nucleaire/sommet-de-washington-sur-la-securite-nucleaire.8527.html + http://nyhederne.tv2.dk/article/29852617 151

http://i.pol.dk/klima/klimapolitik/article880193.ece


http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/fr/ec/113671.pdf

http://www.newsahead.com/preview/2010/04/12/washington-dc-12-13-apr-2010-president-barak-obama-hosts-nuclear-security-summit/index.php


http://www.european-council.europa.eu/home-page/highlights/eu-committed-to-strengthening-nuclear-security.aspx?lang=da


http://www.elysee.fr/president/international/dossiers/securite-nucleaire/sommet-de-washington-sur-la-securite-nucleaire.8527.html


http://nyhederne.tv2.dk/article/29852617


Side 30 af 51

5.2 Åbent og demokratisk

En af Lissabon-traktatens målsætninger er at gøre EU mere åbent og demokratisk. Denne målsætning er

tiltænkt for at give EU-borgerne mulighed for en bedre indsigt i samt indflydelse på, hvad der bliver

besluttet i EU. I dette afsnit vil vi beskrive tiltaget vedrørende et såkaldt ”borgerinitiativ” og analysere,

hvorledes det kommer til at påvirke EU-borgerne. Vi vil ligeledes belyse de nationale parlamenters øgede

indflydelse.

5.2.1 ”Borgerinitiativet”

Med Lissabon-traktaten får EU-borgerne mulighed for at præsentere forslag for Kommissionen. Måden,

hvorpå dette gøres, er, at der skal samles en million underskrifter fra et ”betydeligt antal medlemslande”,

som opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslaget.152 Endvidere er det alene Kommissionen, der afgør,

om den vil fremsætte lovforslaget.153 Det er dog vigtigt at pointere, at det ved ratificeringen af Lissabon-

traktaten endnu ikke var præciseret, hvordan selve forslaget skulle fungere i praksis, samt hvordan

Kommissionen skulle forholde sig til de fremsatte lovforslag.154 Man kan derfor diskutere, om initiativet er

helt gennemarbejdet, eller om det blot er et tiltag på papiret i et forsøg på at styrke EU’s demokratiske

legitimitet ved at lade dets borgere komme til orde. Et modargument til dette kunne være Kommissær

Maroš Šefčovič’s udspil den 31. marts 2010 til, hvordan borgerinitiativet skal fungere i praksis.155 Der vil

være et regelsæt for at forhindre et misbrug af initiativet. Reglerne omfatter blandt andet, at

underskrifterne skal være samlet inden for ét år og indeholde et større antal underskrifter fra mindst ni

forskellige EU-lande. Derudover skal indsamlingen tælle en række personlige oplysninger såsom

fødselsdato- og sted på samtlige personer, der har skrevet under.

Grundet dette regelsæt kan man fremføre det argument, at det vil være vanskeligt at indsamle alle disse

informationer som almen borger. Dog kunne de sociale medier som Facebook og Twitter være et værktøj til

indsamlingen. Et modargument til dette kunne her være den manglende interesse for EU-politik. Dette ser

vi blandt andet ved den lave valgdeltagelse til parlamentsvalget 2009156 samt, at Den Europæiske Union og

Europa Parlamentet tilsammen har omkring 100.000 fans på Facebook ud af mere end 400 mio. aktive

brugere.157 En anden problemstilling kunne være det faktum, at der ikke er lavet noget konkret regelsæt

for, hvordan Kommissionen skal behandle det fremsatte lovforslag. Dette anser Marlene Wind, EU-forsker

ved Københavns Universitet, ikke som en begrænsning for borgerinitiativet, idet hun udtaler: ”Formelt set

152


http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a31e14af/id_euo_fakta_20_02.pdf 154



http://www.eu-oplysningen.dk/emner/parlamentsvalg/underside1/valgtekand/valgdeltagelse/ 157

http://www.facebook.com/press/info.php?statistics

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a31e14af/id_euo_fakta_20_02.pdf



http://www.eu-oplysningen.dk/emner/parlamentsvalg/underside1/valgtekand/valgdeltagelse/

http://www.facebook.com/press/info.php?statistics

Side 31 af 51

er det rigtigt, at EU sagtens kan ignorere de forslag, der kommer, men se lige avisoverskriften for dig: EU

ignorerer en million europæiske borgere. Det ville jo underminere hele foretagendet” (Information:

06.04.2010).

Det er på nuværende tidspunkt svært at vurdere, hvordan fremtidsperspektivet vil være, da

borgerinitiativets funktion, som beskrevet ovenfor, endnu ikke er præciseret.

5.2.2 De nationale parlamenter

Ved ratificeringen af Lissabon-traktaten får de nationale parlamenter mulighed for at blive mere involveret

i arbejdet i EU med udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet, også kaldet nærhedsprincippet158. Dette

betyder, at politiske beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt.159 Det indebærer, at

beslutningerne bliver taget helt ned til regionalt og lokalt plan,160 hvilket ligeledes er med til at gøre EU-

politik til en del af borgernes hverdag. Nærhedsprincippet kan således betegnes som et bottom-up system,

hvilket ligeledes understøtter Moravcsik’s ”liberal theory of national preference formation”, hvor de

nationale interesser bliver skabt indenrigspolitisk og ikke igennem EU. Princippet er dog ikke gældende på

de områder, hvor Kommissionen har enekompetence. De nationale parlamenter har med Lissabon-

traktaten fået mulighed for at klage over Kommissionens manglende overholdelse af nærhedsprincippet.161

Med klagen kan de nationale parlamenter blot forsinke processen og skabe opmærksomhed omkring et

givent lovforslag. De nationale parlamenter kan således ikke selv stoppe et forslag. Med Lissabon-traktaten

er der blevet etableret de såkaldte ”gule” og ”orange” kort. Dette tiltag er oprettet som et værktøj for at

sikre overholdelse af nærhedsprincippet. Ved et ”gult” kort skal Kommissionen genoverveje forslaget, men

den er ikke juridisk forpligtet til at ændre det. Får Kommissionen derimod et ”orange” kort, som kræver

opbakning fra mindst halvdelen af de nationale parlamenter, er det muligt at stoppe lovforslaget med et

flertal i Parlamentet eller Rådet.162

Ved indførelsen af disse tiltag opnår de nationale parlamenter formelt set en styrket rolle. Dette begrunder

vi med, at parlamenterne i de fleste tilfælde blot har incitament til at forsinke samt skabe opmærksomhed

omkring forslaget. Vi er dog opmærksomme på ikke at underkende mediernes samt

interesseorganisationernes magt og indflydelse, men vi mener dog at kunne argumentere for, at processen

med de ”gule” og de ”orange” kort er for omstændelig. Formelt set er tiltaget med kortene et godt initiativ,

da det giver de nationale parlamenter mulighed for at vogte over nærhedsprincippet. Men vi anser det som

158



http://europa.eu/lisbon_treaty/faq/index_en.htm#2 161


http://www.euo.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf p. 50

http://europa.eu/lisbon_treaty/faq/index_en.htm#2


Side 32 af 51

værende usandsynligt, at der vil være opbakning fra en tredjedel, eller bare halvdelen, af de nationale

parlamenter til, at Kommissionen bryder nærhedsprincippet i forbindelse med et givent lovforslag, og at de

derefter agerer ved at give Kommission et kort. Det begrunder vi med, at EU er fragmenteret, og at de

nationale parlamenter derfor har forskellige interesser og præferencer.

De nationale parlamenters styrkede rolle er ligeledes med til at øge den demokratiske legitimitet, idet

gennemsigtigheden i EU øges. Dette understøttes også af det faktum, at borgerne har fået aktindsigt i

dokumenter fra EU-institutioner, EU-organer, -kontorer og -agenturer.163 Herved forsøger EU med Lissabon-

traktaten at gøre EU mere åbent og derved gøre op med tidligere opfattelser af, at EU er et lukket og fjernt

beslutningsorgan, hvor beslutningerne bliver truffet langt væk fra borgerne.

5.2.3 Opsummering

EU har Lissabon-traktaten forsøgt at skabe nye tiltag for at øge åbenheden samt den demokratiske

legitimitet. Dette er primært sket ved etableringen af ”borgerinitiativet” samt, at de nationale parlamenter

har fået øgede beføjelser i bestræbelsen på, at EU’s beslutninger skal træffes efter reglerne om

”nærhedsprincippet”.

5.3 EU’s rolle i den globale verden

I dette afsnit vil vi analysere og diskutere, hvad Lissabon-traktaten vil bidrage med i forhold til EU’s rolle i

den globale verden. Herunder vil vi komme ind på den nyligt udnævnte højtstående repræsentant (HR) for

udenrigs- og sikkerhedspolitik, også refereret til som udenrigsminister for EU, Catherine Ashton, tidligere

britisk handelskommissær, og hendes rolle i EU. Ydermere er EU med Lissabon-traktaten blevet én juridisk

person, og vi vil dermed se på, hvad dette kommer til at betyde for EU i forhold til forhandlinger på den

internationale scene.

5.3.1 Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Oprettelsen af en HR, som også fungerer som næstformand for kommissionen, er en ny stilling, som

kombineres af: Den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (CFSP) samt

kommissæren for eksterne forbindelser.164 EU’s udenrigspolitik er karakteriseret som værende multi-level,

multi-pillar og multi-location165, hvilket vil sige, at der er en stor spredning i hvor, hvorledes og hvordan

udenrigspolitik i EU samt EU’s medlemslande bliver udviklet og udøvet. Dette skyldes primært, at der er

delte kompetencer mellem EU og dets medlemslande.

163

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_WEB.pdf 9.4 164


Wagner, W. (2003) p. 1


Side 33 af 51

Formålet med indsættelsen af en HR er at opnå en større sammenhæng mellem første og anden søjle i EU’s

søjlestruktur samt at skabe samhørighed i samarbejdet mellem de forskellige aktører og institutioner.166

Førhen var EU’s udenrigspolitik delt mellem Kommissionen og Rådet, og med Lissabon-traktaten er den

samlet under et ”udenrigsministerium” med den nyudnævnte HR, Cathrine Ashton, i spidsen som både

repræsentant for Rådet og en del af kommissionen. Målet er at samle EU overfor omverdenen og derved

gøre EU bedre til at tackle globale udfordringer, hvilket er en af Lissabon-traktatens hovedformål.167

Medlemslandene delegerer dermed repræsentationen af EU’s CFSP til Asthon for at øge Unionens

synlighed i international politik.168 En vigtig del af Ashtons opgaver er derfor at repræsentere EU’s CFSP,

samt medvirke til, at EU vil fremstå som en samlet enhed.

Dette kan forklares med liberalisternes holdning om, at det er bedre for alle parter at samarbejde og

dermed undgå krig og konflikter, samtidig med deres evne til at tilpasse sig i en større sammenhæng. For

neorealisterne kan det ligeledes forklares med, at de enkelte medlemslande udelukkende vil indgå i et

samarbejde om udenrigsanliggender af rationelle årsager. Dette ses ved, at flere teoretikere anser EU’s

CFSP som et værktøj for medlemslandene til at øge deres indflydelse på den internationale scene.169 Et

eksempel herpå kunne være, at Frankrig går ind for en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, da det vil

støtte landets egen position overfor omverdenen, og landet herved opnår relative gains.170 Endvidere kan

tiltaget med en ny HR forklares ud fra Sandholtz og Sweets version af den neofunktionalistiske tankegang,

da det ikke kun er interne faktorer der påvirker EU’s udenrigspolitik. På baggrund af globaliseringen og den

derved stigende, gensidige afhængighed mellem EU og resten af verden opstår der et øget behov for én

fælles EU-stemme. Vi er dog opmærksomme på, at det ikke er supranationale institutioner, der har

nøglekompetencerne. Dette ses ved, at EU’s udenrigspolitik fortsat bliver styret af Rådet og Det Europæiske

Råd. Endvidere er enstemmighed stadigvæk det fortrukne ved afstemninger, hvilket er kendetegnet ved et

intergovernmentalt samarbejde.

Lissabon-traktaten er først ratificeret i december 2009, og det er derfor på nuværende tidspunkt vanskeligt

at definere den nyoprettede HR’s funktion og magt i praksis. Vi vil dog analysere Ashton’s rolle som HR

efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse, og forsøge at analysere på fremtidsperspektivet af hendes position

i EU samt omverdenen. Vi vil begynde med at analysere udvælgelsen af Ashton som den nye HR. Ashton har

optrådt forholdsvist anonymt på den internationale scene i forhold den anden kandidat, Blair. På baggrund

166


http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a31e14af/id_euo_fakta_20_02.pdf 168

Wagner, W. (2003) p. 587 169

Wagner, W. (2003) p. 583 170

Charillon, F. (2009) pp. 282-285

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a31e14af/id_euo_fakta_20_02.pdf

Side 34 af 51

af det anonyme navn ”Ashton”, kan man diskutere, hvorvidt og i hvilken udstrækning Ashton vil overtage

statsledernes rolle som EU’s ansigt udadtil. Manners, mener ikke, at europærerne ønsker en stærk og

selvstændigt handlende person.171 Dette kan understøttes af den intergovernmentale tilgang, hvor man

anser staterne som hovedaktører. Katinka Barysch, vicedirektør for den europæiske tænketank, Centre for

European Reform i London, udtaler endvidere: ”Uanset om der var kommet en stærk figur, ville de blive ved

med også at ringe til hovedstæderne i de store lande for at tjekke af med dem…” (Information: 20.11.09).

Dette understøttes ligeledes af Smiths tekst172, hvor han argumenterer for, at de store medlemsstater vil

have mest indflydelse i en intergovernmental struktur, som det ses i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Man

kan dog ydermere argumentere for, at Asthons anonyme navn indenfor international politik kan være en

positiv faktor. Dette begrunder vi med, at der derved ikke er nogen forudindtagede holdninger til hende og

hendes arbejde, hvilket kunne være risikoen ved en i forvejen kendt person. På denne måde bliver EU ikke

associeret med personens tidligere bedrifter, hvilket kunne være risikoen ved udnævnelsen af Blair som HR,

idet Storbritannien deltog i invasionen af Irak under hans ledelse. Det er dog ligeledes vigtigt ikke at

underminere valget af Ashton som HR, idet hendes person samt HR’s sammenhæng mellem Rådet og

Kommissionen ifølge Manners kan komme til at overraske statslederne.173 Dette understøttes ligeledes af

Gavin Hewitt, Europa-redaktør for BBC, som udtaler følgende: ”Cathrine Ashton has little experience in

foreign affairs but she has a good reputation for competence” på sin blog.174

Der er en differentiering imellem valget af den tidligere HR, Javier Solana og den nyudnævnte HR, Ashton.

Dette ses ved, at Solana med sin udnævnelse i 1999 var en prominent person via sin stilling som NATO’s

generalsekretær fra 1995-1999.175 Derudover ser vi en forskel mellem den tidligere HR, Solana, og Ashton’s

erklæringer. Solana optræder som individ, hvilket ses ved disse udtalelser: ”Yet again I express my utter

condemnation…”(Solana: 25.01.08) og ”I am saddened by the tragic military plane crash…”(Javier Solana:

24.01.08). Hvorimod Ashton udtrykker sig på vegne af EU, hvilket ses i citatet: ”The EU condemns the

decision by the Government of Israel…”(Ashton: 10.03.2010). På sidstnævnte måde kommer EU til at

fungere som én samlet enhed overfor omverdenen og efterlever dermed Lissabon-traktatens krav om at

tale med én stemme.176 På trods af det faktum, at Ashton skal varetage EU’s interesser, spiller det nationale

ligeledes en vigtig rolle. Dette begrunder vi med Gordon Browns udtalelse: ”…Ashton gives Britain a

171


Smith, M. E. (2004) p. 102 173


http://www.channel4.com/news/articles/politics/international_politics/aposunknownapos+ashton+gets+top+eu+job+reaction/3430422 175

http://www.nato.int/cv/secgen/solana.htm 176




http://www.channel4.com/news/articles/politics/international_politics/aposunknownapos+ashton+gets+top+eu+job+reaction/3430422


http://www.nato.int/cv/secgen/solana.htm


Side 35 af 51

”powerful voice” at the EU’s top table.” (Channel4: 20.11.09)177. Dette kan forklares ud fra den

neorealistiske teori, da Brown fokuserer direkte på Storbritanniens position gennem Ashton. På denne

måde opnår Storbritannien, ud fra citatet, relative gains, da det er prestigefyldt for landet at have en brite

til at besidde den nye EU-toppost.

For at opsummere kan vi konstatere, at den nye HR-stilling er et middel til bedre koordination mellem

aktørerne indenfor CFSP. Specielt kombinationen imellem næstformand i Kommission og formand for

Rådet i udenrigsanliggender er med til at skabe øget samhørighed imellem EU’s institutioner og EU-

medlemsstaterne. Dette ændrer dog ikke derved, at EU’s CFSP er kendetegnet ved at være multi-pilar,

multi-level og multi-location.178

5.3.2 EU’s handel med tredje lande

I modsætning til CFSP er den fælles handelspolitik en supranational dimension af EU’s udenrigspolitik,

hvilket har været gældende siden Rom-traktatens artikel 113179, som giver Fællesskabet enekompetence på

handelspolitikken.180 Dette blev dog ændret i 1994, hvor Domstolen stadfæstede, at medlemsstaterne og

Fællesskabet får delte kompetencer på blandt andet serviceområdet.181 EU kan betegnes som en stor aktør

både i og igennem handel.182 Dette skal forstås således, at EU er en af de ledende aktører indenfor

handel,183 hvilket EU benytter til at opnå andre udenrigspolitiske mål. EU’s handelspolitik kan derved

betegnes som Unionens vigtigste politik i bestræbelserne på at skabe sig en indflydelsesrig position på den

globale scene.

Ved ratificeringen af Lissabon-traktaten har EU’s handelspolitik ligeledes gennemgået en række ændringer,

for at strømline og simplificere politikken.184 Lissabon-traktaten har medført, at EU nu har enekompetence

på det handelspolitiske område, hvilket indebærer, at områder såsom service og direkte udenlandske

investeringer ikke længere hører ind under delt kompetence.185 Der er dog oprettet specifikke regler for

specielle, følsomme områder som eksempelvis sundhed og uddannelse.186 Ved at de delte kompetencer

indenfor handelspolitikken er blevet afskaffet, er EU’s handelspolitik blevet mere supranational. Dette ses

ved, at medlemslandene ikke længere er medlovgivere. Tiltaget kan forklares med ”institutional choice”-

177

Baroness Ashton: EU foreign minister 178

Justaert, A. & Nasra, S. (2008) p. 3 179

Artikel 133 med Amsterdam-traktaten 180

Hill C. & Smith M. (2005) p. 249 181

Hill C. & Smith M. (2005) p.250 182

Meunier S. & Nicolaïdis K. (2006) p. 907 183

http://europa.eu/abc/keyfigures/tradeandeconomy/tradingpower/index_da.htm 184

Woolcock S. (2008) p. 1 185

Woolcock S. (2008) p.4 186


http://europa.eu/abc/keyfigures/tradeandeconomy/tradingpower/index_da.htm

Side 36 af 51

teorien, da medlemsstaterne vælger at delegere deres suverænitet indenfor handelspolitikken til

Fællesskabet for at styrke troværdigheden af de internationale handelsaftaler og for at effektivisere

forhandlingssituationerne, eksempelvis i WTO. Dette kan ligeledes forklares ud fra den liberalistiske

tankegang, da liberalisterne ser en fordel i, at medlemsstaterne uddelegerer bestemte politikområder til

supranationalt niveau, hvis landet selv får udbytte af det.

Det faktum, at EU med Lissabon-traktaten har fået status som én juridisk person187, indebærer, at EU opnår

en større forhandlingsstyrke, og derved bliver det politiske arbejde på den internationale scene mere

effektivt, idet EU kan indgå bindende aftaler. Effektiviteten bliver ligeledes understøttet af, at de nationale

parlamenter ikke længere spiller en rolle i ratificeringsprocessen.188 På den måde bliver handelspolitikken

mere supranational. Det er dog vigtigt at pointere, at denne ændring blot er en ændring på papiret, idet

Stephen Woolcock mener, at medlemsstaterne i forvejen tenderede til at overlade handelspolitikken mere

og mere til Kommissionen. Desuden ytrer han, at kun få af medlemsstaternes parlamenter har undersøgt

EU’s handelspolitik i dybden.189

En anden ændring i forbindelse med handelspolitikken er parlamentets styrkede rolle. Dette indebærer, at

flere beslutninger overgår til den almindelige lovgivningsprocedure indenfor blandt andet anti-dumping og

fair trade, at Parlamentet skal give sit samtykke, førend alle handelsaftaler kan blive godkendt, samt at

Kommissionen i henhold til artikel 207(3) er forpligtet til at give Parlamentet information om

forhandlingerne. Det er dog vigtigt at fastslå, at parlamentet fortsat ikke har bemyndigelse til at ændre eller

modificere forhandlingerne.190 Man kan her fremføre det argument, at EU forsøger at legitimere samt

demokratisere sin handelspolitik ved at styrke Parlamentets rådgivende funktion. Dette begrunder vi med,

at Parlamentet med Lissabon-traktaten ikke får nogen konkret autoritet til at ændre handelspolitikken.

Endvidere kan man argumentere for, at dele af tiltaget har været uformelt gennemført før Lissabon-

traktatens ratificering. Et eksempel kunne være, at Kommissionen regelmæssigt har givet Parlamentet

statusopdateringer på forhandlinger indenfor handel.191

EU’s handelspolitik er i de senere år blevet et værktøj til at få indflydelse på international politik. Her

fungerer EU som en normativ magt, idet de gennem deres store marked forsøger at påvirke deres

handelspartneres nationale politik. Dette gør sig især gældende for menneskerettigheder samt

187


Woolcock S. (2008) p. 5 189

Woolcock S. (2008) pp. 5-6 190

Woolcock S. (2008) p. 5 191

Woolcock S. (2008) p. 5

Side 37 af 51

arbejdsvilkår.192 Denne del af handelspolitikken kan forklares ud fra konstruktivisternes synspunkt, idet

tankegangen bag det er anstændig opførsel. EU forsøger igennem sin handelspolitik at videreføre

europæiske værdier og normer, da Unionen mener, at disse værdier er de korrekte. Man skal dog ikke tage

fejl af, at dette ligeledes gøres med udgangspunkt i rationelle årsager. Unionen opnår derigennem goodwill,

og kan på samme tid påvirke sine handelspartnere i forbindelse med udenrigspolitisk handel.

5.3.3 Opsummering

Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimension af EU har altid været et intergovernmentalt anliggende,

idet suverænitetsafgivelse på high politics områder traditionelt set har været et følsomt emne. Dette har

ligeledes været en medvirkende faktor til, at medlemslandene udelukkende har valgt at delegere deres

repræsentation til HR. Med henblik på fremtidsperspektiverne for CFSP kan der stilles spørgsmålstegn ved,

om den nye HR-funktion kan føre til, at high politics delen af EU’s udenrigspolitik bliver mere supranational

og om EU får et fælles militær. I denne forbindelse findes der både argumenter for og imod en mere

supranational udenrigspolitik. Globaliseringen, som Sandholtz og Sweets har fokus på, kan have en

afgørende betydning, da globaliseringen, som tidligere beskrevet, fører til en øget gensidig afhængighed og

skaber et behov for ét samlet EU. Endvidere kan ”institutional choice” teorien ligeledes argumentere for en

mere supranational udenrigspolitik, da medlemsstaterne her vælger at delegere deres suverænitet til en

supranational aktør for at øge troværdigheden i internationale handelsaftaler samt forhindre free ride

situationer. Et eksempel kunne her være antallet af udsendte soldater per nation til kriseområder. Et

modargument kunne være, at EU er et fragmenteret samt komplekst system, da medlemslandenes ageren

afspejles i landenes fortid samt kulturelle rødder, også kaldet ”path dependency”. Dette ses ved, at

medlemsstaterne har forskellige nationale relationer samt fokusområder i internationale konflikter. 193 Et

eksempel på dette er splittelsen internt i EU angående invasionen af Irak.

EU’s handelspolitik vil bibeholde samt styrke det supranationale aspekt efter Lissabon-traktaten, hvilket ses

ved afskaffelsen af delt kompetence, hvor både EU og medlemslandene kan lovgive.

5.4 EU med rettigheder og værdier, frihed, solidaritet og sikkerhed

I dette afsnit vil vi analysere og diskutere ændringerne med Lissabon-traktaten inden for området for

frihed, sikkerhed og retfærdighed. Vi vil herunder komme ind på retlige og indre anliggender, Charteret og

Domstolens rolle. Vi har valgt at tage dette politikområde op, da det er et af de områder, der har oplevet

192

Meunier S & Nicolaïdis K. (2006) p. 907 193

Wagner, W. (2003) p. 584

Side 38 af 51

de største ændringer med Lissabon-traktaten. Endvidere anser vi udviklingen på området, blandt andet ved

inkluderingen af Charteret, som et spændende og nytænkende aspekt af den europæiske integration.

5.4.1 Retlige og indre anliggender

Retlige og indre anliggender blev præsenteret i Maastricht-traktaten under søjle tre. Enkelte politikker, som

asyl, visa og immigration blev flyttet over i søjle et med Amsterdam-traktaten i 1997. Politikområdet, retlige

og indre anliggender, indeholder derudover strafferetligt samarbejde, politisamarbejde, bekæmpelse af

organiseret kriminalitet og terrorbekæmpelse.194

Retlige og indre anliggender, er et af de områder, der med Lissabon-traktaten oplever den største

forandring. Denne forandring ses ved, at politikområder under det, vi tidligere kendte som søjle tre, den

intergovernmentale søjle, i Maastricht-traktaten er blevet supranationale.195 Dermed overgår rets - og

udlændingepolitikken samt politisamarbejdet til det supranationale niveau. Dette indebærer, at

Parlamentet har fået delt lovgivningskompetence sammen med Rådet, samt at flere beslutninger træffes

med kvalificeret flertal frem for enstemmighed i Rådet. På denne måde effektiviseres beslutningstagningen

i Rådet med brugen af kvalificeret flertal, idet enkelte medlemsstater ikke kan nedlægge veto. 196 Derved

har medlemslandene pooled deres suverænitet for at lette beslutningstagningen samt legitimere EU’s

beslutninger inden for retlige og indre anliggender. Dette begrunder vi med, at medlemslandene ved at

poole deres suverænitet øger troværdigheden af deres indbyrdes aftaler, og de enkelte lande kan derfor

ikke køre frihjul.

Den ovenstående proces, hvor de resterende politikområder inden for retlige og indre anliggender bliver

supranationale, kan forklares med Sandholtz og Sweets version af neofunktionalisme, hvilket ligeledes er

blevet berørt tidligere i opgaven under afsnittet om Rådet. Globaliseringen og de øgede transaktioner har

medført et behov for, at love samt retningslinjer bliver formuleret på et supranationalt niveau frem for et

nationalt for at løse de givne problemstillinger. Eksempelvis er bekæmpelsen af terror samt

grænseoverskridende kriminalitet en af hovedårsagerne til, at medlemslandene vælger at styrke det retlige

samarbejde og indføre brugen af kvalificeret flertal.197 Man kan dermed betegne processen som en politisk

spillover, idet integrationsforløbet med Lissabon-traktaten skaber et øget pres og et krav om, at den

politiske kontrol skal overføres til det supranationale niveau. På denne måde har udviklingen med retlige og

indre anliggender både et intern samt et eksternt perspektiv.

194


http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2008/EU_udredningen_08/Book/EU08(B)_7_konklusion.pdf p. 13 196

http://ec.europa.eu/publications/booklets/others/84/index_da.htm p. 7 197


http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2008/EU_udredningen_08/Book/EU08(B)_7_konklusion.pdf


Side 39 af 51

Samarbejdet om politi- og strafferet vil dog fortsat have en speciel dimension, idet medlemslandene har

mulighed for at benytte ”nødbremsen”, som beskrevet tidligere, hvis et lovforslag strider imod

grundlæggende dele af et lands strafferetlige system.198 Endvidere har medlemslandene ligeledes mulighed

for at indgå i et forstærket samarbejde. På denne måde tilgodeser Lissabon-traktaten både de

medlemsstater, der ønsker et tættere samarbejde inden for området, samt de stater, der ikke gør.

Ydermere vil der ligeledes være undtagelser fra kvalificeret flertal som beslutningsprocedure på familieret

og lovlig indvandring, da beslutninger på dette område tages med enstemmighed i Rådet efter høring af

Parlamentet.199 De to modifikationer er et udtryk for, at medlemslandene har forskellige nationale

interesser samt problemstillinger, som EU forsøger at tilpasse sig.

Domstolen får en større betydning for retlige og indre anliggender, idet Domstolen får kompetence til at

træffe obligatoriske præjudicielle afgørelser på området for politisamarbejde og retligt samarbejde i

kriminalsager.200 Derved kommer politi - og retligsamarbejde ind under den generelle EU-ret, og alle

retsinstanser kan nu indbringe sager for Domstolen. Dette træder dog først i kraft i år 2014. Endvidere kan

Domstolen nu behandle sager om asyl, indvandring, visum samt andre politikker for bevægelighed for

personer. Domstolen får ligeledes kompetence til at udtale sig om foranstaltninger om lov og orden, og om

grænseoverskridende kontroller. Dermed opnår Domstolen generel retlig kompetence med Lissabon-

traktatens ikrafttrædelse.201 Domstolens nye kompetencer er et udtryk for, at retlige og indre anliggender

er blevet mere supranationale. Dette ses derved, at EU-ret sættes over national ret.

5.4.2 Charteret om Grundlæggende Rettigheder

Charteret består af 54 artikler fordelt på syv afsnit. Henholdsvis: Værdighed, friheder, ligestilling,

solidaritet, borgerrettigheder, retfærdighed i retssystemet og almindelige bestemmelser vedrørende

fortolkning og anvendelse af Chartret.202 Disse afsnit indeholder almene menneskerettigheder, der blandt

andet omfatter sociale rettigheder samt borgerrettigheder.

Charteret blev i år 2000 af Det Europæiske Råd vedtaget som et politisk dokument ved forhandlingerne i

Nice-traktaten, hvilket betyder, at det på daværende tidspunkt ikke var juridisk bindende.203 Med

198 Lissabon-traktaten p. 64 199 Lissabon-traktaten p. 67 200

http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=CJE/09/104&format=HTML&aged=0&language=DA&gui

Language=en 201

http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=CJE/09/104&format=HTML&aged=0&language=DA&guiLanguage=en 202

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder 203


http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=CJE/09/104&format=HTML&aged=0&language=DA&guiLanguage=en





Side 40 af 51

ratificeringen af Lissabon-traktaten bliver charteret juridisk bindende ved en henvisning i traktaten.204 Dette

indebærer, at institutionerne samt medlemslandene vil være forpligtet til at overholde Charteret, når de

gennemfører EU-lovgivningen. Ydermere kan EU’s borgere påberåbe sig Charteret ved nationale domstole.

Domstolen kan ligeledes henvise til Charteret i dens fortolkning af sager.205 Charteret kan betegnes som en

samling af EU’s værdier, identitet samt idéer. Dette begrunder vi med, at det indeholder forskellige

aspekter fra religionsfrihed, med artikel 22, til miljø– og forbrugerbeskyttelse i artikel 37 og 38.206 Charteret

er ligeledes et udtryk for de værdier, EU mener, burde være gældende for alle. Dette kan forklares ud fra

den konstruktivistiske tankegang, som har passende opførsel som deres logik. Det understøttes endvidere

af Rompuy’s udtalelse, ”Europa er en union af værdier. Derfor er det vigtigt, at vi med vores værdigrundlag

spiller en rolle ude i verden.” (Politikken: 19.11.09). Man kan hermed argumentere for, at EU forsøger at

påvirke ikke blot hinanden internt, men også omverdenen med deres værdigrundlag. Dette kan ligeledes

begrundes med, at EU har lagt Charterets indhold tæt op ad de rettigheder, der findes i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.207

Lissabon-traktaten vil åbne muligheden for, at EU kan tiltræde Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, hvor EU’s medlemslande er medlemmer.208 Dermed kan klager over EU

behandles af Menneskerettighedsdomstolen.209 Det er dog vigtigt at fastslå, at charteret ikke øger EU’s

rettigheder i forhold til det, der allerede står skrevet i traktaten.210 I denne forbindelse har Storbritannien,

Polen, Tjekkiet samt Irland fået en bekræftelse på, at charteret ikke giver nogen udvidede kompetencer til

Domstolen eller de nationale domstole i de fire medlemslande.211 De fire medlemslandes undtagelse fra

Charteret kan forklares med Sørensens fire typologier inden for euroskepticisme. De fire lande kan alle

karakteriseres som værende soft skeptikere, idet ingen af landene ønsker at forlade EU på basis af deres

uenighed med Charterets bestemmelser. Tjekkiet kan anses som værende kritisk overfor det ideologiske i

EU-samarbejdet. Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, kræver en undtagelse fra afsnittet om

borgerrettigheder for at undgå erstatningskrav fra de tre millioner Sudeter-tyskere, der blev fordrevet fra

det daværende Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrig.212 Man kan ligeledes argumentere for, at

undtagelsen fra Charteret handler om suverænitetsafgivelse på nationalt følsomme politiker, såsom det

204



Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder 207





http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=CJE/09/104&format=HTML&aged=0&language=DA&gui

Language=en + Formandskabets konklusioner p. 2 212

http://www.informationen.dk/208327






Side 41 af 51

sociale område. Dette ses i den nuværende valgkamp om posten som premierminister i Storbritannien,

hvor EU-politik er blevet et emne i valgkampen. Den konservative leder, David Cameron, udtaler, at han vil

genforhandle undtagelser for Storbritannien på social- og arbejdsmarkedsområdet fra Charteret.213

5.4.3 Opsummering

Ændringerne på politikområdet, retlige og indre anliggender er et udtryk for et mere supranationalt

samarbejde medlemsstaterne imellem, som et resultat af både interne samt eksterne faktorer. Charteret er

med Lissabon-traktaten blevet et værktøj til at sikre, at EU bliver et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed. Dette ses ved at Charteret sætter ord på EU’s værdier.

213



Side 42 af 51

6 Konklusion

Formålet med vores opgave var at undersøge Lissabon-traktatens tiltag samt ændringer og ud fra disse

analysere samt diskutere, om traktaten fører til mere integration i dybden.

Vi har i vores arbejde med opgaven iagttaget, at man kan drage paralleller mellem den indenrigspolitiske

samt den euroskeptiske dimension af EU-debatten ved ratificeringen af Forfatningstraktaten samt Lissabon-

traktaten. Eksempelvis havde den hollandske og den franske befolkning både indenrigspolitiske samt

euroskeptiske bevæggrunde for deres ’nej’ til Forfatningstraktaten. Endvidere var antallet af

folkeafstemninger markant højere end normalt ved Forfatningstraktaten, grundet indenrigspolitisk pres på

grund af Forfatningstraktatens symbolværdi. Vi kan hermed konkludere, at man ikke kan analysere EU-

politik isoleret. Vi kan ligeledes konkludere, at den endelige udformning af Lissabon-traktaten fraviger

ideen om det fælles retsgrundlag til at styrke det europæiske samarbejde, som statslederne havde håbet

på, da de påbegyndte det indledende traktatarbejde i december 2001. Dette begrundes med de

særordninger, som blandt andet Irland og Storbritannien fik tilsagn på med henblik på Charteret, som et

resultat af intergovernmentale forhandlinger. På denne måde bliver integration i dybden hæmmet af

særordningerne.

Lissabon-traktaten har indført institutionelle ændringer for at effektivisere EU-samarbejdet. Vi kan

konkludere, at disse ændringer har medført integration i dybden. Her har vi specielt fokus på Parlamentets

styrkede rolle via den almindelige lovgivningsprocedure samt Rådets øgede brug af kvalificeret flertal. På

baggrund af disse tiltag oplever EU integration i dybden, idet medlemsstaterne afgiver samt pooler deres

suverænitet, hvilket ligeledes kendetegner et supranationalt samarbejde.

Analysen viste os endvidere, at Lissabon-traktaten i takt med den øgede integration i dybden inddrager

demokratisk legitimitet, hvilket hovedsagligt ses ved Parlamentets nye rolle. Et yderligere forsøg på at

understøtte den demokratiske legitimitet er de nationale parlamenters nye klagebeføjelser i relation til

nærhedsprincippet samt tiltaget med ”borgerinitiativet”. Vi har dog i vores analyse af de to tiltag

konkluderet, at initiativerne på nuværende tidspunkt kun fremgår som ændringer på papiret, idet der i

praksis ikke er givet styrkede beføjelser. Vi anser dermed ikke ændringen med de nationale parlamenter

som integration i dybden, men et forsøg på at legitimere EU’s arbejde, hvorimod ”borgerinitiativet” på

længere sigt kan bidrage til integration i dybden, hvis tiltaget kommer til at virke efter hensigten.

Side 43 af 51

Vi kan konkludere, at den faste formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, via sin

rollebeskrivelse i traktatgrundlaget ikke medfører direkte integration i dybden. Dette begrunder vi med, at

medlemslandene delegerer deres repræsentation til en forholdsvis anonym personlighed med uklare

beføjelser, hvilket bevirker, at medlemsstaterne bibeholder rollen som hovedaktører. Vi er dog ligeledes

opmærksomme på, at det er vanskeligt at konkludere på effekten af et så nyt tiltag, men vi anser det som

en mulighed, at den faste formand kan påvirke EU i retningen af integration i dybden via dens formål om at

skabe kontinuitet i Det Europæiske Råds arbejde.

Vi kan ligeledes konkludere, at HR kan medføre integration i dybden i kraft af dens rolle som næstformand i

Kommissionen samt formand for Rådet i udenrigsanliggender, idet der derved skabes en vis kontinuitet

mellem det supranationale samt det intergovernmentale i EU, hvilket kan føre til et styrket samarbejde

indenfor CFSP. Et yderligere argument for, at HR kan føre til integration i dybden, er medlemsstaternes

delegation af deres repræsentation til HR, som dermed agerer som EU’s ansigt udadtil i CFSP henseende.

Dette understøttes ligeledes af, at den nuværende HR, Cathrine Ashton, i sine udtalelser udtrykker sig på

vegne af EU. Et modargument til, at Ashton bidrager til integration i dybden, er hendes anonyme navn,

hvilket kan underminere hendes position overfor de stærke statsledere i EU. Vi anser sidstnævnte

argument som væsentligt, og vi antager derfor, at fremtidsperspektivet for HR’s stilling afhænger af

Ashtons gennemslagskraft overfor både EU’s institutioner, statslederne samt omverdenen.

I forbindelse med EU’s handel med tredjelande kan vi konkludere, at der kun formelt set er sket integration

i dybden, idet tiltagene nu er skrevet ind i traktaten. Dette begrunder vi med, at medlemsstaterne i

forvejen havde overladt store dele af den handelspolitiske del af EU-samarbejdet til Kommissionen. Med

ratificeringen af Lissabon-traktaten har politikområdet, retlige og indre anliggender oplevet integration i

dybden ved, at de resterende politikker er blevet flyttet fra det intergovernmentale til det supranationale,

hvilket resulterer i brug af den almindelige lovgivningsprocedure samt kvalificeret flertal. Tiltaget med

”nødbremsen” på politi- og strafferet samt på områder med enstemmighed kan dog anses som en

midlertidig stopklods for yderligere integration i dybden, hvorimod muligheden for et forstærket

samarbejde sammen med Domstolens forøgede kompetencer fremmer integration i dybden. Vi har dog

den antagelse, at et EU i to dimensioner ikke stemmer overens med Lissabon-traktatens målsætning om, at

skal EU fremstå som én samlet enhed.

Charteret er en kontroversiel størrelse, idet den med Lissabon-traktaten bliver juridisk bindende, men

samtidig ikke øger EU’s beføjelser i forhold til traktaten. Charteret kan dermed ikke karakteriseres som

integration i dybden, idet medlemslandene ikke afgiver suverænitet. Det kan derimod anses som en

samling af EU’s normative værdier og rettigheder for at beskytte den europæiske borger.

Side 44 af 51

Slutteligt kan vi konkludere, at det er vanskeligt at definere, i hvilken grad Lissabon-traktaten er et skridt i

retningen mod mere integration i dybden. Vi har igennem vores opgave erfaret, at store dele af traktaten

medfører integration i dybden primært ved styrkede kompetencer til supranationale institutioner samt

øget brug af kvalificeret flertal. Ydermere resulterer et stadigt fragmenteret EU i særordninger og

forbehold, som underminerer Lissabon-traktatens tiltag. Vi anser det som en svaghed med henblik på

integration i dybden, at tiltag som ”borgerinitiativet” ikke er konkretiseret, samt at EU udnævner to

anonyme personer til at bestride posten som henholdsvis HR samt fast formand for Det Europæiske Råd. Vi

kan med udgangspunkt i vores opgave konkludere, at Lissabon-traktaten er et skridt i retningen mod mere

integration i dybden i EU.

En anden iagttagelse, vi har gjort os, er, at det fortsat er vanskeligt at forudsige, hvilke politiske virkninger

Lissabon-traktaten vil have på længere sigt. Man skal dog se traktaten som et led i en lang proces, og den

kan dermed karakteriseres som en foreløbig slutsten for Den Europæiske Unions integrationsproces.

Side 45 af 51

7 Bibliografi

Artikeldatabasen Elin:

- Anonym (2008). Dead in the water. Country Monitor Vol. 16 2008

- Anonym (2007). In need of a strong constitution. Business Europe January 2007. The Economist Intelligence Unit Limited 2007

- Cowen, B. (2008). A Taoiseach in trouble. Economist Vol. 387

- Dinan, D. (2008). Governance and institutional Developments: Ending the Constitutional Impasse.

JCMS 2008 Vol. 46 Annual Review. Blackwell Publishing Ltd

- Dinan, D. (2006). Governance and Institutional Developments: In the Shadow of the Constitutional

Treaty. JCMS 2006 vol. 44 Annual Review. Blackwell Publishing Ltd

- Finke, D. (2009). Challenges to intergovernmentalism: An Empirical Analysis of EU Treaty

Negotiation since Maastricht. Routledge Taylor & Francis Group

- Jenkins, C. (2007). Commentary: Can Germany forge a consensus on Europe’s constitutional future?

European Policy Analyst January 2007. The Economist Intelligence Unit Limited 2007

- Jenkins, C. (2006). Commentary: Policy and Public opinion. European Policy Analyst July 2006. The

Economist Intelligence Unit Limited 2007

- Jenkins, C. (2008). Commentary: The EU after Irish referendum. European Policy Analyst July 2008.

The Economist Intelligence Unit Limited 2008

- Kaczynski, L. (2008). European Vocation?. Business Eastern Europe July 7 th 2008. The Economist

Intelligence Unit Limited 2008

- Milner, H. (2006). ”Yes to the Europe I want: NO to This One” Some Reflections on France’s

Rejection of the EU Constitution. Political Science and Politics, Vol. 39, No. 2 (Apr., 2006). American

Political Science Association

Side 46 af 51

- Taggart, P. (2006). Keynote Article: Questions of Europe – The Domestic Politics of the 2005 French

and Dutch Referendums and their Challenge for the Study of European Integration. JCMS 2006 Vol.

44 Annual Review. Blackwell Publishing Ltd

- The Economist (2007). Europe: A monster lives again: Charlemagne. The Economist Newspaper Ltd,

Vol. 382 (2007)

Artikler:

- Arnout, J. A. & Nasra, S. (2008). EU Foreign Policy: Exploring the integrative potential of the Lisbon

Treaty. IIEB Working Paper, online: http://soc.kuleuven.be/iieb/docs/wp/IIEBWP032.pdf

- Charillon, F. (2009). Politique étrangère. Une mise en perspective. L’Etat de la France 2009-2010 pp.

282-285

- Meunier, S. & Nicolaïdis, K. (2005). The European Union as a conflicted trade Power. Journal of

European Public Policy 13 (6)

- Rittberger, V. (2004). Approaches to the Study og Foreign Policy Derived from International

Relations Theories.Tübinger Arbeitspapiere zur Internationalen Politik und Friedensforschung 46,

online: http://www.uni-tuebingen.de/ifp/taps/tap46.pdf

- Smith, M. E. (2004). Institutionalization, Policy Adoption and European Foreign Policy Cooperation.

European Journal of International Relations 10 (1)

- Smith, S. (2000). International Theory and European Integration. M.Kelstrup, M. Williams (eds.).

International Relations Theory and European Integration: Power, Security and Community. London:

Routledge

- Wagner, W. (2003). Why the EU’s common foreign and security policy will remain

intergovernmental: rationalist institutional choice analysis of European crisis management policy.

Journal of European Public Policy 10 (4)

- Woolcock, S. (2008). The Potential impact of the Lisbon Treaty on European Union External Trade

Policy. Working paper Swedish Institute for European Policy Studies 8: 1-6, online:

http://www.kommers.se/uploade/Analysarkiv/In%20English/Analyses/Woolcock%20paper%20on%

20impact%20of%20Lisbontreaty%20on%20tradepolicy.pdf

http://soc.kuleuven.be/iieb/docs/wp/IIEBWP032.pdf

http://www.uni-tuebingen.de/ifp/taps/tap46.pdf

http://www.kommers.se/uploade/Analysarkiv/In%20English/Analyses/Woolcock%20paper%20on%20impact%20of%20Lisbontreaty%20on%20tradepolicy.pdf

http://www.kommers.se/uploade/Analysarkiv/In%20English/Analyses/Woolcock%20paper%20on%20impact%20of%20Lisbontreaty%20on%20tradepolicy.pdf

Side 47 af 51

Bøger:

- Folketingets EU – Oplysning (2004). 117 spørgsmål og svar om EU. TGS-Group, Rødovre

- Hill, C. & Smith, M. (2005). International Relations and the European Union. Oxford University Press

- Hix, S. (2005). The Political system of the European Union. Palgrave macmillian

- Nugent, N. & Paterson, E. W. (2006). The Government and Politics of the European Union. Palgrave

macmillan

- Wallace, H., Wallace, W. & Pollack, A. M. (2005). Policy-Making in the European Union. Oxford

University Press

Diverse documenter:

- Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, 14.12.2007. Den Europæiske

Unions Tidende.

- Lissabontraktaten om ændringer af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, 17.12.2007. Den Europæiske Unions Tidende.

Internetartikler:

- Berlingske

o D’Estaing formand for EU-konventet, 15.12.2001.

http://www.berlingske.dk/verden/destaing-formand-eu-konvent (23.04.2010)

- Channel4: o Baroness Ashton: EU foreign minister, 20.11.2009.

http://www.channel4.com/news/articles/world/europe/baroness+ashton+eu+foreign+min

ister/3430397 (07.04.2010)

o ´Unknown´ Ashton gets top EU job: reaction, 20.11.2009.

http://www.channel4.com/news/articles/politics/international_politics/aposunknownapos

+ashton+gets+top+eu+job+reaction/3430422 (07.04.10)

- DR:

o Dan Jørgensen valgt til EU-kandidat, 18.05.2008. http://www.dr.dk/Regioner/Vest/Nyheder/MidtVest/2008/05/18/102628.htm (15.04.2010)

http://www.berlingske.dk/verden/destaing-formand-eu-konvent

http://www.channel4.com/news/articles/world/europe/baroness+ashton+eu+foreign+minister/3430397

http://www.channel4.com/news/articles/world/europe/baroness+ashton+eu+foreign+minister/3430397



http://www.dr.dk/Regioner/Vest/Nyheder/MidtVest/2008/05/18/102628.htm

Side 48 af 51

- Information: o EU-ledere tilfredse med bleg duo, 20.11.2009. http://www.information.dk/216103

(21.04.2010)

o Europas problembarn er endelig tilfreds, 23.10.2009. http://www.informationen.dk/208327 (23.04.2010)

o EU åbner døren for direkte borgerindflydelse - men ikke helt, 06.04.2010.

http://www.information.dk/229119 (13.04.2010)

o Udenrigspolitik på dagsordenen, 21.04.2010. http://www.informationen.dk/230684 (23.04.2010)

- Newsahead:

o President Barack Obama hosts nuclear security summit, 12.04.2010.

http://www.newsahead.com/preview/2010/04/12/washington-dc-12-13-apr-2010-president-barak-obama-hosts-nuclear-security-summit/index.php (16.04.2010)

- Politiken:

o Connie H. bliver grillet om a-kraft, http://i.pol.dk/klima/klimapolitik/article880193.ece (16.04.2010)

o Ny EU-præsident: Europa er en union af værdier, 19.11.2009. http://politikken.dk/udland/article840002.ece 23/4 (23.04.2010)

- Radikale.net

o De irske forbehold, en ”catch twenty two”, 18.06.2009. http://www.radikale.net/charlotte-

jennifer-amdi-behrens/indlaeg/2009/06/18/de-irske-forbehold-en-catch-twenty-two,

(16.03.2010)

- Tv2 Nyhederne: o Frankrig fastholder atomvåben, 13.04.2010. http://nyhederne.tv2.dk/article/29852617

(16.04.2010)

Internetsider:

- Dansk institut for internationale studier:

o Danish Foreign Policy Yearbook 2008.

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2008/Yearbook08/DIIS_Yearbook_2008.pd

f (23.03.2010) o Europas fremtid – et euro-atlantisk geopolitisk puslespil.


(09.04.2010)








http://politikken.dk/udland/article840002.ece%2023/4



http://nyhederne.tv2.dk/article/29852617




Side 49 af 51

o Kapitel 7, Konklusion.

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2008/EU_udredningen_08/Book/EU08(B)_

7_konklusion.pdf (19.04.2010)

- Den store Danske:

o Europæiske Monetære System, EMS.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/EU/EU/EU_(3.2._Det_Europ%C3

%A6iske_Monet%C3%A6re_System,_EMS) (23.04.2010)

o Liberalisme.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Moderne_demokrati_

og_konstitutionelt_monarki/liberalisme?highlight=liberalisme (11.03.2010)

o Neoliberalisme.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Moderne_demokrati_

og_konstitutionelt_monarki/liberalisme?highlight=liberalisme (11.03.2010)

o Skepticisme.http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Filosofi/Oldtidens_fil

osofi/skepticisme?highlight=skepticisme (19.03.2010)

- Det Europæiske Råd:

o Declaration by HR Ashton on behalf of the European Union on the decision by the

Government of Israel to build new housing units in East Jerusalem,

10.03.2010.http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/cfsp/1

13283.pdf (07.04.2010)

o Eu vil øge atomsikkerheden. http://www.european-council.europa.eu/home-

page/highlights/eu-committed-to-strengthening-nuclear-security.aspx?lang=da

(21.04.2010)

o Javier Solana, EU High Representative for the CFSP, condemns the continuing bomb attacks in Beirut, 25.01.08. http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/declarations/98358.pdf 7.4 (07.04.2010)

o Javier Solana, EU High Representative for the CFSP, conveys his condolences to the Polish

authorities following the tragic military plane crash, 24.01.08. http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/declarations/98318.pdf (23.04.10)

o Van Rompuy: ”Nous serons prêts à intervenir en Grèce”, 09.04.2010. Lemonde.fr.


(10.04.2010)











http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/cfsp/113283.pdf

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/cfsp/113283.pdf



http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/declarations/98358.pdf%207.4

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/declarations/98358.pdf%207.4

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/declarations/98318.pdf

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/declarations/98318.pdf


Side 50 af 51

- Elysee Precidence de la Republiqe.

http://www.elysee.fr/president/international/dossiers/securite-nucleaire/sommet-de-

washington-sur-la-securite-nucleaire.8527.html (21.04.2010)

- EU oplysningen:

o Det Europæiske Råds uformelle møde i Lissabon den. 18.-19. oktober 2007.

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/2ba97bcb/07E7.pdf (14.03.2010)

o EU fakta, november 2009.


(10.03.2010)

o Folkeafstemning i Irland: Ja til Lissabontraktaten. http://www.eu-

oplysningen.dk/nyheder/euidag/2009/oktober/Irland/ (17.03.2010)

o Formandskabets konklusioner, Det Europæiske Råd i Bruxelles den 11.-12. december 2008,

13.02.2009. http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/DER/2006-2010/1011122009/

(07.04.2010)

o Laeken-erklæringen om den Europæiske Unions fremtid. http://eu-

oplysningen.dk/upload/application/pdf/ae714352/laeken.pdf (07.03.2010)

o Lissabontraktaten.http://www.euo.dk/upload/application/pdf/70165fd2/EU_oplysninger_

WEB.pdf (08.03.2010)

o Spørgsmål og svar. http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/lissabontraktat/

(08.03.2010)

o Valgdeltagelse ved valget til Europa-Parlamentet 4.-7. juni. http://www.eu-

oplysningen.dk/emner/parlamentsvalg/underside1/valgtekand/valgdeltagelse/

(14.04.2010)

- Europa parlamentet:

o Europa-parlamentet & Lissabontraktaten.

http://www.europarl.europa.eu/parliament/public/staticDisplay.do?language=DA&refresh

Cache=yes&pageRank=1&id=66 (30.03.2010)

- Internet portalen til EU:

o Effektive og moderne institutioner. http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/institutions/index_da.htm (27.03.2010)







http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/DER/2006-2010/1011122009/





http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/lissabontraktat/






Side 51 af 51

o EU: en vigtig handelsmagt. http://europa.eu/abc/keyfigures/tradeandeconomy/tradingpower/index_da.htm (14.04.2010)

o Do national parliaments have a greater say in European affairs? http://europa.eu/lisbon_treaty/faq/index_en.htm#2 (09.04.2010)

o Lissabontraktaten og Den Europæiske Unions Domstol. http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=CJE/09/104&format=HTML&aged=0&language=DA&guiLanguage=en (21.04.2010)

o Traktaten kort fortalt. http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/index_da.htm (08.03.2010)

o Your Guide to the Lisbon Treaty. http://ec.europa.eu/publications/booklets/others/84/index_da.htm (12.03.2010)

- Nato:

o Former NATO Secretary General. http://www.nato.int/cv/secgen/solana.htm (13.04.2010)

http://europa.eu/abc/keyfigures/tradeandeconomy/tradingpower/index_da.htm

http://europa.eu/lisbon_treaty/faq/index_en.htm#2



http://europa.eu/lisbon_treaty/glance/index_da.htm


http://www.nato.int/cv/secgen/solana.htm

lissabon-traktaten - purepure.au.dk/portal/files/11188/total_opgave_-_pdf.pdf · lissabon-traktaten...

Documents