kronikken

LÆS FLERE KRONIKKER PÅ B.DK/DEBAT

’

I haven foran Rungstedlund står der et gammelt solur. Soluret blev sat af Karen Blixens far, Wil-helm Dinesen, da han i 1881 flyttede ind med sin unge kone, Ingeborg Westenholz. Som så mange

andre solure har også dette et motto indgraveret i stenen: Nunquam umbra sine luce står der – det er latin og betyder »Aldrig skygge uden lys«. Ordene afspejler en dyb indsigt i livet, som blev givet Karen Blixen i dåbsgave, og som skulle komme til at løbe som en rød tråd gennem hendes liv og forfatterskab. Da Karen Blixen vendte hjem fra Afrika, var hun midt i fyrrerne. Alle de mænd, hun havde elsket, var døde. Hendes tidlige karrierer som kunstmaler og kaffefarmer var en saga blot. Samtidig var hun fysisk og psykisk mærket af sygdom. Hendes bror Thomas fortæller senere om chokket over at se hende stå ved rælingen på Afrika-båden, mager, udpint, slået ud. Og som om det ikke skulle være nok, så var hun også fallit. Hun havde ingen andre muligheder end at flytte ind hos sin gamle mor, der stadig boede i barn-domshjemmet. Baronessen af Ngong Hills måtte tigge om penge, hver gang hun skulle købe en pakke cigaretter. Det var meget svært for hende at se frem-ad – og endnu sværere at se tilbage. Hun fortæller, at hun på dette tidspunkt i sit liv konstant gentog de samme to ord for sig selv: »hvorfor« og »ikke«. Men så en dag gik det pludselig op for hende, at hvis man satte de to ord sammen, så skiftede de betydning og blev til det positive »hvorfor ikke?«

Minus gange minus bliver nogle gange til plus i li-vet, og således opmuntret havde hun en dyb samtale med broren. »Jeg kan tre ting i livet,« fortalte hun ham. »Jeg kan tegne, jeg kan lave mad, og jeg kan fortælle historier. Hvad synes du, jeg skal sætte mig for?« Thomas Dinesen læste hendes udkast til en række fortællinger, hun havde arbejdet på i Afrika, og rådede hende til at få dem udgivet.

Blixen havde ganske vist skrevet før – da hun var midt i tyverne, havde hun udgivet tre korte historier under pseudonymet »Osceola«, opmuntret af sin ven fra kunstakademiet, Mario Krohn. Disse tidlige fortællinger blev trykt i tidsskrifter, men forblev to-talt ubemærket og læses som regel kun af dedike-re-de fans. Det er derfor normalt først ved udgivelsen af Seven Gothic Tales, at man taler om hendes egentlige debut som forfatter. Året er 1934, og Karen Blixen er 48 år gammel. Allerede før udgivelsen var bogen blevet valgt som »Book of the Month«. Seven Gothic Tales skabte overskrifter og strøg øjeblikkeligt ind på bestsellerlisterne. Karen Blixen var blevet en ver-densstjerne over night, og navnet Isak Dinesen var på alles læber – ikke mindst i Danmark, da hendes forlægger valgte at gøre hendes sande identitet of-fentligt kendt. Året efter, da Karen Blixen fyldte 50, udkom Seven Gothic Tales i Danmark under titlen Syv fantastiske fortællinger. Det er herfra, at vi i dag kender hende som verdensdamen, baronessen på Rungstedlund, den gamle, livskloge fortællerske med den markante stemme, der brænder sig fast, blot man én gang har hørt den.

Og hvad er det så for nogle historier, hun skriver, denne kvinde, som havde mistet alt og alligevel for-måede at kæmpe videre, for pludselig som ved et trylleslag at blive forvandlet fra familiens sorte får til verdensbe¬rømthed – i en alder af 50 år?

Helt centralt for Blixens fortællinger er, at de handler om en uskyld, der må gå tabt, for at livet som men¬neske kan begynde. Næ-sten alle Karen Blixens hovedpersoner må

opleve at blive forbrydere, før de kan blive hele men-nesker – om der er tale om en banal synd som tabet af en kostbar perle eller voldsomme forbrydelser som at forråde den, man elsker, eller begå mord, op-lever personerne i Karen Blixens fortællinger, at det netop er midt i mørket, at lyset findes. En af hendes

Livet ifølge Blixen

Litteratur. I dag er det 50 år siden, Karen Blixen døde. Men hvem var denne

Karen Blixen, der blev en af vores største forfattere? Mens Berlingskes Frederik

Schyberg kaldte hendes pervers, udråbte Tom Kristensen hende som genial. SUNE DE SOUZA SCHMIDT-MADSEN

REDAKTØR, FORFATTER OG OVERSÆTTER

helt store styrker som forfatter er, at hun tager læ-seren ved hånden og bevæger sig langt ind i sjælens afkroge – og aldrig giver slip, heller ikke når skyg-gerne bliver allertættest. Utroskab, sygdom, død, forræderi, fortvivlelse – man mærker som læser, at Blixen har været der og er kommet ud på den anden side. Selvom historierne er henlagt til fjerne tider og fremmede miljøer, genkender man deres konflik-ter, fordi de urfølelser, fortællingerne behandler, er så fundamentalt menneskelige.

Hen over de næste 27 år skrev Karen Blixen i alt syv bøger. Fem af dem opnåede at blive valgt som »Book of the Month«. Dette er ikke overgået nogen anden dansk forfatter, ja, det er faktisk ikke overgået nogen anden forfat¬ter i verden, hverken før eller si-den.

Inden Syv fantastiske fortællinger udkom, havde Karen Blixen været bekymret over, hvordan den skulle blive modtaget i Danmark. Det skulle vise sig, at hun havde god grund til at frygte at blive misfor-stået, for denfik en noget blandet modtagelse. Den internationale succes bar bogen frem, men der var også kritikere, der mente, at teksterne var opstyl-tede, unødigt komplicerede og krukkede. Berling-ske Tidendes Frederik Schyberg kunne slet ikke se meningen med galskaben og kaldte forfatterinden »forskruet« og bogen »pervers«. Politikens Tom Kristensen kaldte Syv fantastiske fortællinger for en »aldeles uborgerlig bog, snobbet, så man burde foragte den, udansk, så man burde forstøde den, asocial, så man burde fordømme den«. »Men,« tilfø-jede han, »den var heldigvis mere …« Han ville ikke tøve med at lægge hovedet på blokken for, at den var »genial«.

Man kan som læser være fristet til at give Berlingskes anmelder ret: Fortællin-gerne er sære. Udover Bibelen og Kora-nen henter Blixen blandt andet inspi-

ration fra den italienske renæssances digterkonger, Dante, Boccaccio og Petrarca, de arabiske fortællin-ger Tusind og en nat og Shakespeares og Holbergs forvekslingskomedier – som blandes i et virvar med hendes egen levende fantasi og dyrekøbte livser-faring. I en veritabel kraftpræstation løfter Blixen hele molevitten, ryster posen og stiller alting på hovedet. At læse Syv fantastiske fortællinger er lidt som at kigge ind i et kalejdoskop – jo mere man ven-

der og drejer dem, jo flere facetter dukker frem, nye mønstre tegnes, og nye fortællinger opstår. For en, der for første gang skal til at kaste sig over Blixens forfatterskab, er det da heller ikke Syv fantastiske fortællinger, man bør begynde med – snarere kan man med fordel begynde med bøgerne Skæbne-anekdoter eller Vinter-eventyr. Skæbne-anekdoter indeholder blandt andet »Babettes gæstebud«, som blev smukt filmatiseret af Gabriel Axel, og fortæl-lingen Den udødelige historie, filmatiseret af Or-son Welles. Men har man først fået blod på tanden, rummer de kalejdoskopiske fortællinger uendelige lag, der bliver ved med at overraske, og som udover et mesterligt sprog rummer en indsigt i menneske-sjælens dyb.

Alting i livet har to sider, synes Karen Blixen at sige – ingen skygge uden lys, virkelighe-den er altid både-og, fordi vi som menne-sker altid er både-og. Der findes utallige

forfattere, der kan skrive solstrålehistorier – og lige så mange, der kan udpensle bloddryppende ræds-ler. Men det er meget få, der kan rumme både lyset og skyggen i én og samme fortælling – ikke som en påklistret happy ending; det er de færreste af Blix-ens historier, der ender rigtig lykkeligt – men som den helt specielle stemning, man kan komme i, når man ser en sommerfugl lege i en lysstråle under en nær vens begravelse og opdager, hvor rigt og hvor tragisk livet kan være på én og samme tid – eller når man står midt i livet og har styr på det hele, og så pludselig kærligheden med et snuptag trækker gulvtæppet væk under én og sætter spørgsmålstegn ved alt det, man troede, man var, og man opdager, at man bare er: et menneske.

Gal eller genial, en ny stemme var født, en stem-me, der var helt sin egen. En stemme, der turde stå ved sin egen menneskelighed, fordi det jo er sådan, vi er: Der er ingen af os, der kun er gode eller kun er onde, kun er forbilledlige eller helt latterlige. Vi rummer begge sider i os – og Karen Blixen min-der os om, at det er let at holde af en engel og nemt at hade en djævel. Men det kræver mod at elske et menneske.

H Kronikøren udkommer i dag med bogen »En lille bog om Blixen« på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Karen Blixen min-

der os om, at det er let at holde af

en engel og nemt at

hade en djæ-vel. Men det kræver mod

at elske et menneske.

TEGNING: JENS HAGE

REDIGERET AF .ESBEN SCHJØRRING / DEBAT / .25BERLINGSKE / 1.SEKTION / TORSDAG 06.09.2012