Min far og hans familieFar er den yngste ud af en søskendeflok på 10 – 6 drenge og 4 piger. Hans forældre var Else Marie Boe Christensen og Jens Nielsen. Da de traf hinanden var Farmor – eller Bette Bedste, som hun blev kaldt af sine børnebørn – 25 år. Farfar var 20, men aldersforskellen havde åbenbart ingen betydning. Farfar gik kun under navnet Barbar, fordi en af hans første børnebørn ikke kunne sige farfar.

Farmor Else (Bette Bedste) og farfar (Barbar) Jens NielsenJeg kom ikke til at kende Fars forældre særlig godt. Bette-Bedste døde af kræft, da jeg var 3 år. Desuden var far den yngste af børneflokken, og så er det klart, at bedsteforældrene er blevet ældre. Jeg husker endnu, at vi besøgte dem kort før hun døde og efter hendes død så jeg hende liggende i kisten i stuen, som skikken var dengang. De boede i en mørk baggård i Markedsgade med lokum i gården. Fra at have været en trivelig kone, svandt hun ind til det rene ingenting, som mange kræftpatienter ofte gør.

Barbar begyndte at gå meget ud efter Bette-Bedstes død, fordi han som så mange andre, der mister en kær ikke kan udholde tomrummet og ensomheden. Det viste sig, at han var endda ekstrem glad for at danse.

Engang mødte jeg ham uden for den katolske skole og hilste på ham. ”Hvis pige er du?”, spurgte han. Jeg kunne selvfølgelig ikke forstå, han ikke genkendte mig, men han havde jo et hav af børnebørn, og familien blev beriget med 4 piger det år, jeg blev født. Han trak dog pungen op og stak mig en skilling, og så gik han ellers videre. Jeg kom ikke til at tale med ham mere. Senere flyttede han til sin datter Marie og hendes mand Michael, hvis lejlighed næsten var tømt for børn – eller også var de hos nonnerne – hvem kan huske, hvornår de var her eller der.

Bette Bedste og Barbar fik 10 levendefødte børn. Hvor mange dødfødte og aborter, der var indimellem, fortæller historien ikke noget om, men man mener, der kunne have været yderligere 3 børn. De levendefødte børn er født i perioden 1894 til 1912, hvor min Far var den sidstfødte.

1

Hvad levede de af?

Barbar var uddannet slagter, men kørte også omkring og solgte forskelligt til bønderne, fx lertøj. Ofte havde han en af sine sønner med fx Far, som var en god handelsmand, der forstod at tale med kunderne.

Ligesom så mange andre kvinder forestod Bette-Bedste husholdningen, og der var jo nok at se til med sådan en flok. Det fortælles om hende, at om det så var træskoene, så flikkede hun også dem selv.

Mor har dog fortalt, at hun på trods af sin flid havde et motto, der hed: ”Det kan int betåle sig.” Hun smed ofte tøj væk, som Mor halede op af skrællespanden og gik hjem og syede om. Man kan da godt tænke sig, at man bliver lidt ”slitten”, når man når til de sidste i rækken, og mor var jo den sidstankomne svigerdatter med små børn. Og pengene var små.

Bette-Bedste havde jo 10 munde at mætte. Selvfølgelig var de ikke hjemme samtidig, men på besøg kom de da, og drengene især var glade for deres mor og samledes ofte hos hende for at få et slag kort.

Fars ældste bror Johannes og hans kone Clara.Ældste søn hed Johannes og blev gift med Clara. Begge døde de 1926. Han af tyfus – hun af tuberkulose. De efterlod sig 3 børn. Den ældste blev adopteret af sin Fars forældre, altså min farmor og farfar.

Johannes arbejdede som natmand. Dvs. han tømte lokummer om natten og sad sandsynligvis med fødderne i lort. Det var et farligt job, som jo altså også kostede ham livet i en ung alder.

Far og hans nevø Svend AagePå den måde fik Far en lillebror, som hed Svend Aage, og som han altså var onkel til, og de fik hele livet et tæt forhold til hinanden og døde næsten samtidig. Begge var de storrygere og var begyndt tidligt. Far har fortalt, han begyndte allerede som 8-årig.

Peter den næstældste blev adopteret af sin mors forældre, mens den yngste vist kom på børnehjem.

2

Agnes og HansNæstældst var Agnes (født 1895 – død 1961). Hun blev gift med Hans Nielsen, som var postbud. Fordi han gik i vores kvarter, kendte jeg ham lidt. Han var en glad mand, der altid fløjtede. Desværre kom der nogle uregelmæssigheder i de penge, han medbragte til aldersrentenyderne (som de hed dengang). Han blev afskediget, og familien flyttede til København, hvor de købte en rulleforretning. De fik en datter, som døde tidligt, hvorfor de adopterede en pige, som blev meget knyttet til de to rare mennesker, min faster og onkel var. Hans døde 1955. Agnes 1961.

Fordi de boede i København, havde vi ikke meget med dem at gøre, men jeg har besøgt dem et par gange, da jeg var omkring konfirmationsalderen og var på ferie hos min kusine Inger, som var født 3 mdr. efter mig.

Josef og AnnaI januar 1896 blev Knud Josef født. Sammen med Anna Møller fik han 3 børn: Kirsten, Ruth og Erik. De to ældste er døde, og dem har jeg ikke haft noget med at gøre, fordi de var så meget ældre end jeg. Min fætter Erik blev maskinmester I skrivende stund august 2003 er han stadig er i live og er ca. 70 år. Han har i mange år været ansat på Shell Rafinaderiet i Skelskør. Han blev gift med en jævnaldrende fra den katolske menighed i Randers, men til deres store sorg fik de ingen børn. Man mener, det skyldes, Lisbeth, som hun hedder, havde en alvorlig underlivsbetændelse i sine unge år.

Tante Anna var gårdmandsdatter og enebarn, så da hendes forældre døde, arvede hun gården, og som de eneste i familien Nielsen købte de et hus allerede mens deres børn var i skolealderen. Josef havde ellers været ”på valsen” og ejede ikke meget, men Anna var en flittig og bestemt dame, så hvis Josef ville noget med hende, måtte han overholde nogle spilleregler bl.a. ikke at ryge og drikke.

Anna havde mange fælles træk med Mor; var arbejdsom, og alt hvad hun serverede, var hjemmegjort. De havde den fordel at have deres store have i forbindelse med huset, og den rummede næsten alt, hvad der var brug for i en husholdning.

3

Vi har haft mange gode stunder sammen med dem, og jeg holdt især af min onkel, som altid var i godt humør. Han var en glimrende sanger, og det bar hans tale præg af på den måde, at det virkede som om han var evigt syngende. Han fik meget tidligt fast arbejde hos S.C. Sørensen Jern- & Stål, som i min barndom var et stort velrenommeret firma med filialer bl.a. her i Esbjerg. Da han kom lidt op i årene, blev han altmuligmand og sørgede for, tingene fungerede, og da havde vi fælles arbejdsplads, idet S.C. Sørensens minieksportafdeling Refimex, hvor jeg var i lære, lå som en del af den store koncern, og jeg oplevede, at han var meget velanskrevet – ikke mindst pga. sit gode humør og friske bemærkninger.

Han blev 94 år. Efter sin 90-års fødselsdag holdt han hvert år til sin fødselsdag inviterede op til dans for hele sin familie. Kun det sidste år han levede, måtte han føres på plads. Han forblev åndsfrisk , og han døde i en stol, mens han læste avisen.

Af alle min fars søskende var det Josef, der fik det bedst materielt set. Ingen af hans andre søskende var så heldige at gifte sig til et enebarn med en god gård i ryggen.

På grund af Josefs alkoholforbud fra Anna meldte han sig i en afholdsforening. Flere af hans brødre fulgte efter, bl.a. Far. Ved en lejlighed holdt Anna og Josef en fest. Mændene ville ud at spadsere lidt oven på middagen (mens kvinderne vaskede op!) I Strømmen lå dengang et kendt traktørsted ”Skansen”. Da vi kom der til, kunne mændene ikke dy sig. De tog afholdsmærket i lommen og gik ind for at få et par øl. Jeg husker ikke, om jeg var med inden for, eller blot blev sendt tilbage, og vi måtte love ikke at sige, hvor mændene var.

Peter og KatrineNovember 1899 blev Peter født – død 1983. Han blev gift med Ane Katrine Bech – død 1964. Begge havde de et barn, før de blev gift. Jeg har ikke kendt nogen af dem. Sammen fik de 6 børn. De havde den sorg at miste en søn på 14 den 30. april 1938. Katrine var gravid, og den 1. maj – altså dagen - efter fødte

4

hun en pige. Hun var en efternøler og blev sine forældres trøst i nøden.

Marie, som hun blev døbt, blev min yndlingskusine, selv om der var over et år imellem os. Mærkelig nok gled vores venskab ud, men vi kom også til at beskæftige os med hver sit fag. Hun blev syerske, mens jeg jo kom på kontor. Så fik vi kærester, senere mand og børn, og jeg flyttede fra byen. Selv bor hun nu i det hus hendes forældre købte på deres gamle dage.

Peter var ansat ved den katolske kirke og skulle bl.a. forestå ringningen morgen og aften, og den skete jo manuelt den gang. Desuden var der en række tjenester omkring kirken, bl.a. rengøring og at sørge for, alt var i orden til en forestående gudstjeneste, bryllup, begravelse m.m.

Katrine havde arbejde på det katolske hospital, Sct Josef, som var velanskrevet i byen. Hun var fortrinsvis nattevagt, og gik altså på arbejde, når familien gik i seng.

De boede neden under skolen i en meget lille 3-værelses lejlighed med lokum i gården. De havde en opholdsstue, hvor alt muligt foregik – et soveværelse med den traditionelle store dobbeltseng. Og så havde de en ”fin” stue med mahognimøbler og med det dengang så eftertragtede ”uopskårne” mekkastof. Og et luksusmøbel, som ingen andre i familien ejede: et klaver. Marie skulle nemlig have musikundervisning. Det fik hun også. Husker ikke hvor længe, men jeg fulgte hende ofte derop i Danmarksgade, hvor musiklæreren boede.

I menigheden var en slagtermester: Melchior. Det var skik og brug, at var der handlende i menigheden, købte man ind for at støtte. Mor gjorde det også, men kun engang imellem, for hun har altid haft næse for at finde de billigste og bedste steder.

Engang ringede Marie og jeg til slagtermester Melchior og bestilte et x-antal pølser til levering hos hendes spillelærer, som jo ingen pølser havde bestilt. En klassiker var også, at vi ringede til forskellige slagtere og spurgte, om de havde grisetæer. Svarede de bekræftende, sagde vi: ”Så må de se forfærdelig ud!” Og flere af samme slags.

5

Fordi Katrine jo naturnødvendigt måtte sove om dagen og var væk om natten, boede Mie, som hun oftest blev kaldt, hos nonnerne. Hun havde dog den fordel, at hun lige kunne smutte ned og sige hej til sin mor, når hun vidste, hun var vågen. Ligesom hun også boede hjemme i weekenderne.

Når Mie sov hos sine forældre, lå hun i fodenden af dobbeltsengen. Gad vide, hvordan det har været, for hygiejnen var ikke høj, fordi der ikke var noget bad, så alt forgik ved vasken i køkkenet, og ingen af de sønner var særlig renlige i forvejen. Holdt deres koner dem ikke i ørerne, så fik de sikkert kun vand i øjnene for at vågne, så måtte det være godt.

Far besøgte af og til Peter, når han var alene hjemme. Så blev Mie og jeg sendt efter øl, men fik en sodavand for ulejligheden. Så sad de to brødre og ordnede verdenssituationen. Vi to piger fandt det ikke interessant, men gik på legepladsen som regel for at spille en eller anden form for boldspil. Vi var begge habile boldspillere, og skolen havde end ideel væg, vi kunne spille op ad. Begge kom vi til at spille med 4 bolde samtidig.

Var Mie og jeg alene, var vi altid i fuld vigør. Vi samlede på flere ting bl.a. Richs billeder og servietter, som vi byttede efter nogle nøje fastlagte regler. Mor huskede altid at tage en serviet med til min samling, når mor og far var til fest. Den interesse, der varede længst, var tegning af tøj til påklædningsdukker. Til at begynde med var det til Marie-kiks dukker, men senere tegnede vi selv dukkerne.

Jeg kan regne ud, at vores aktiviteter mest må have fundet sted i weekender og i sommerferier, fordi jeg jo havde barnepigejob fra kl. 15-18, og senere gik jeg med aviser fra 14.30 til 16 og efterpå kørte byærinder for Store Bedste og Moster Jenny + min egen Mor.

Som sagt er det mærkeligt, vi aldrig har forsøgt at genoptage kontakten, men jeg har fået mange hilsner gennem Mor.

Jenny og Leo Er begge født i juli 1904 med to dages mellemrum. Altså begge født i Krebsens tegn, hvad moster tydeligst bar præg af. De fik drengene Christian og Andreas. Leo havde et barn uden for ægteskabet, som jeg ved, han måtte betale i 18. år, så det må

6

have været nogle ”trælse” penge at komme af med. ”Det bødes der for i mange år, som kun var en stakåndet glæde”.

Da Leo giftede sig med Mors søster, har jeg berettet om dem under min mors familie.

Heinrich og AnnaI 1906 fødtes Heinrich (død 1989) Han blev gift med Anna, som døde allerede i 1974. De fik 5 børn, men de 3 første døde lige efter fødslen. Derefter fik de 2 døtre. Inger født primo december 1939 (altså en skytte). Hun blev født med en skæv ryg og fik senere eksem, så jeg tror, hun lå på sygehuset de første 2 år af sin levetid. I det hele taget fik hun en kort levetid. Blev kun 35 år og blev fundet død i en stol. Hendes mand kom og fandt hende. Aase blev født juni 1945, og hende har jeg næsten ingen kontakt haft med.

Heinrich var anderledes end sine øvrige brødre. Han var ”den tavse dansker”, som var en talemåde dengang. Han var utrolig pertentlig og lignede på mange måder min bror Keld. Han fik en regulær gartneruddannelse på et gods uden for Randers. Og det er mit indtryk, han havde let ved at finde arbejde selv i sløje tider, fordi han var gennempålidelig og ordentlig med sig selv.

Anna, hans kone, var hans diametrale modsætning. Livlig og snakkesalig, men festlig og glad altid.

Min kusine Inger. Begge pigerne opholdt sig en stor del af deres skoleliv hos nonnerne i Randers. Anna havde dårligt hjerte og var meget overvægtig. Familien var ellers flyttet til København, så pigerne led under, at deres forældre var så langt væk. De var naturligvis altid hos deres forældre i ferierne, hvor børnehjemmet var lukket ned.

Efter deres skoletid var omme, havde vi ingen kontakt. Men jeg besøgte da Inger omkring 14-års alderen. Heinrich og Anna havde købt et to-etagers hus. Boede selv i stuen og havde lejere på 1. sal.

De havde, hvad, der svarer til en 2 værelses lejlighed, og ligesom andre var der en fin stue med de sædvanlig mahognimøbler og uopskåret mekka på. Så foregik alle aktiviteter ellers i den anden stue, man spiste, havde aktiviteter der og hele familien sov også i

7

den. Når jeg var på besøg, sov jeg altid på sofaen i den fine stue. Det var sofaen absolut ikke beregnet til.

Anna kom jævnligt hjem i taxa, når jeg var på besøg. Jeg måbede. Det kunne Mor ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, men hun havde jo dårligt hjerte og vejede mindst 30 kg for meget, så måske kunne hun ikke slæbe så meget.

Jeg har aldrig hørt Heinrich sige et eneste ord, men han virkede som en rar mand.

Jens og Nina.Jens blev født 1909 og døde 1959. Han er født med et hareskår, som Bette-Bedste selv syede sammen med kinesertråd og slap godt fra det, men han var dog skæmmet af det hele livet. Det siges, han ikke var så kvik, men som de fleste af hans søskende havde han et godt humør og var en utrolig arbejdskraft, når det gjaldt fysisk arbejde, men var ikke god til at holde sig selv i gang.

Han fik en kone af polsk afstamning. Hun hed Jenina, med blev aldrig kaldt andet end Nina. Hun havde en datter uden for ægteskabet, som Jens tog sig af som sin egen. Birgit hed hun og er også født samme år som jeg. Sammen fik Jens og Nina 2 døtre: Margit født 1942 og Inga født 1945.

Jens havde godt arbejde hos S.C. Sørensen, men skæbnen langede ud efter ham. En dag fik han en stålplade ned over det ene skinneben. Såret ville ikke heles, og han havde ulidelige smerter. Han var ikke god til at tage vare på sig selv, og Nina havde fået vind i sejlene, idet hun var blevet inspektør inden for et rengøringsselskab.

Jens dulmede smerterne med norske brystdråber, som siges at indeholde morfin. Jeg har set ham sidde og hænge sløvt på en stol, kort før Nina forlod ham og tog pigerne med sig. Han forlod Randers og ingen ved rigtig, hvad han foretog sig efter hjemmet var opløst.

En dag fik familien at vide, han var død på Sundholm, et sted for hjemløse mænd. Han blev kun 50 år. Kort forinden havde han dog besøgt os og havde en lille fin gave med til Ingrid. Hans tøj var utrolig beskidt, så Mor vaskede det hele, mens Jens lånte noget af Fars. God mad lavede Mor også til ham, men han var

8

kommet for langt ud. Far sørgede meget over hans død, for Jens var et enfoldigt, men ejegodt menneske.

Hildegard og Christian1910 fødtes Hildegard – død 1979. Hun var født krøbling. Hendes hoved sad nede mellem skuldrene. Det ene ben var kortere end det andet, og foden på det ben sad op langs benet. Og så vendte det ene øje udad – kaldet vindøjet. Bette-Bedste tog sig meget kærlig af hende og masserede hendes hals med olie, og dette afhjalp en del af skavanken.

Hildegard blev gift med Kristian Nielsen – født 1908 – død 1966. De fik 2 sønner Poul Erik og Svend.

Jeg husker ikke meget om dem, men ved at Hildegard kom til at lide af alskens dårligdom, som medførte store operationer. Dertil kom, at hun, som næsten alle hendes søskende, var storryger. Jeg husker hende som en lille dame med uendelig mange rynker i en tidlig alder.

Poul Erik døde forholdsvis ung af lungekræft. Som 15-årig var han sammen med nogle andre drenge involveret i en faderskabssag, hvor han blev udlagt som faderen ved hjælp af blodprøve, så en del af hans løn gik i 18 år til at betale til den datter, han fik. Hans kone døde 46 år gammel af knoglemarvskræft.

Svend fik 2 børn med Aase, som havde været gift før og havde 2 børn. Hendes mand var omkommet ved en arbejdsulykke. Han led af sukkersyge ligesom Hildegard. Jeg ved ikke, om han lever endnu.

Mine forældre gifter sigEfter par år som ringforlovede, giftede mine forældre sig den 24. august 1934. Mor var 23 og Far 22 år gamle. Jeg har sagt til Mor, at de altså var i samme situation som vi andre. Fra 26.8. til 27.4. er der 8 måneder. Hun forsvarede sig med, at brylluppet var fastsat, men man m å t t e ikke have ægteskabeligt samliv før efter brylluppet jf. den katolske kirkes regler. Nu har jeg jo berettet om, at et par af mine onkler havde børn uden for ægteskabet, så hormonerne har spillet en rolle til alle tider.

9

Deres første adresse blev i Markedsgade, hvor min moster Jenny og onkel Leo også boede, og hvor Store-Bedste også kom til at bo. Her kom Keld altså til verden 27. april 1935 og Lisbeth den 7. juli 1936. Af gode grunde kender jeg ikke meget til den tid. Ved dog, at det trak op til krig, og det var vanskelige tider med stor arbejdsløshed. Far havde periodisk arbejde. Bl.a. arbejdede han på en margarinefabrik Jeg ved også, han arbejdede i Gartnernes Salgsforening og kørte på landet sammen med sin far og solgte forskelligt til bønderne.

Fra Markedsgade flyttede familien til Nordostvej, som er den vej Nattergalvej munder ud i, når man går til venstre fra nr. 16. Det var efter Mors udsagn en udmærket lejlighed oven på i en villa, og der var en dejlig have udenom. Det gik godt, indtil familien, der ejede huset ville have deres datter ind i stedet. Så begyndte husets frue at chikanere på alle mulig måder. Et grelt eksempel er, at hun kunne finde på at klippe tøjsnoren over, hvor Mors nyvaskede tøj hang. Og mere af samme skuffe.

10

Jeg bliver født

Men jeg blev født der den 10. september 1939 – ligesom Hitler var gået ind i Polen den 1. september, så det må siges, jeg er født ind til en uhyggelig periode i Verdenshistorien.

Som alle i familien jo ved, interesserer jeg mig for astrologi. Det første jeg fik at vide hos astrolog Vita Storborg var, at jeg var født med et stort fødselstraume, hvilket skulle betyde, at jeg allerede fra fødslen af har måttet indstille mig på modstand i forhold til min målsætning. Og at hvis jeg tog udfordringerne op også kunne nå nogle mål, men som sagt ikke uden modstand.

Jeg har spurgt Mor ud om min fødsel. Jeg er født en søndag kl. 02.00. Den første lørdag i september måned var der altid det, man kalder FRILØRDAG. På denne dag kom bønderne fra oplandet til Randers for at fejre at høsten var i hus. Byen sydede af liv (frilørdag eksisterede længe efter jeg blev født). Hvorfor jeg nævner det, er fordi min far var til frilørdag, for han elskede disse festligheder, hvad Mor aldrig har gjort.

Hun elskede at arbejde, og nu ventede hun snart, der kom fremmede i hendes hus, så der skulle være rent. Hun pudsede vinduer, bagte og lavede suppe.

Pludselig gik fødslen i gang, og hun var alene hjemme med 2 mindreårige børn på hhv. 3 og 4 år. Hun måtte holde igen, for hvordan skulle hun føde uden jordemoder. Ud på aftenen kom Far endelig hjem og blev øjeblikkelig sendt efter jordemoderen, som heldigvis var hjemme. Men da hun kom var fødslen gået i stå, og jeg sad fast. På grund af, Mor havde arbejdet så hårdt hele dagen, havde hun ingen kræfter til at presse med. Født blev jeg, men det var på et hængende hår. Jeg har fået at vide, at det nær havde kostet mit liv at sidde fast så længe.

Det forekommer mig, at jeg endnu kan huske fuglesangen, når jeg lå i barnevognen under et af havens store træer, men måske er det blot indbildning.

Marienlundsgade

11

Da jeg var 9 måneder gammel, fik vi endelig en anden lejlighed. Det var for uudholdeligt med alle de chikanerier.

Lejligheden i Marinelundsgade var vel ca. 50 m2 og bestod af 2 lige store værelser, et lille køkken og wc på fortrappen. Til en begyndelse var der ingen entrè, men så blev der taget noget fra gesimsen på fortrappen, så vi fik ca. een m2 stor trekantet entrè, og det var dejligt, så kunne man gå på wc om natten uden at risikere at løbe ind i naboerne, som ikke var en særlig venlig familie.

Dengang tog man meget hensyn til, at stuen vendte ud mod gaden, lige meget hvordan den var placeret i forhold til sollyset. Kom vi fra fortrappen, gik vi først gennem minientreen og direkte ind i stuen. Den var meget traditionel møbleret, idet spisebordet stod midt på gulvet omgivet af 4-6 stole. Et dækketøjsskab + en divan, som var almindelig i mange hjem. Deciderede hvilemøbler fandtes ikke.

Soveværelsets altdominerende møbel var Mors og Fars dobbeltseng, et klædeskab, et toiletmøbel med tre-fløjet spejl og et natbord. Min udtræksseng stod ved siden af mor, mens Lisbeth sov på en harmonikaseng, og som ordet siger, kunne den trækkes ud og ind efter behov. Keld sov på divanen inde i stuen.

I køkkenet var en stor jernvask i forlængelse af køkkenbordet. Så var der en dør ind til soveværelset og ved siden af den et gasbord med 2 gasapparater. Der var skabe, men ikke mange, men vi havde heller ikke meget at stille i dem.

Hvor børnene skulle være, havde ingen tænkt på, men vores stue var ikke en ”fin”, som fx min tante Katrine og Peters var. Vi legede derfor i den og specielt rollelege, for legetøj havde vi så godt som ingenting af. Lisbeth og jeg legede ofte ”skole” og skiftedes til at være hhv. lærer og elev – eller kirke, så skiftedes vi også til at være præst eller menighed. Nadverbrødet var et stykke rugbrød, som lå på en gammel blå tallerken fra køkkenet.

Om sommeren havde vi så gården, gaden og allerhelst parken.

Vi var 5 piger på samme alder, men der var ingen på Lisbeths. Indtil Keld kom på Julemærkehjemmet i Kolding med TB, legede

12

han med en flok jævnaldrende drenge, men han var noget af en enspænder, som ofte holdt sig for sig selv og læste.

Fars arbejde

Som tidligere fortalt havde Far ingen uddannelse, men ernærende sig som løsarbejder. Helt slemt blev det lige før og under krigen 1940-45.

En overgang arbejdede han i Ålborg, og endda for tyskerne. Indtil for nylig har jeg skammet mig lidt over det, indtil jeg læste en biografi af en journalist Nørgaard, som en overgang boede i Ålborg, så forstod jeg bedre, og har fået bekræftet af Mor, at det forholdt sig, som Nørgaard beretter, nemlig: At tyskerne ville udvide Ålborg flyveplads for at få bedre forbindelse til fx Norge. Regeringen sagde ja til, at alt disponibelt mandskab fra hele Danmark blev sat på opgaven. Hvis man nægtede, var der ingen understøttelse at få fra fagforeningerne. Nørgaard beretter, at alt der kunne soves på blev udlejet, og Ålborg blev for en tid belejret af arbejdsløse mænd fra hele Danmark.

Jeg husker ikke, hvor længe Far var væk, men det var tilstrækkelig lang tid. Mor har jo aldrig sagt særlig meget, men Far skulle have været sælger med det snakketøj, han havde. Og som før fortalt, handlede han da også i det små. De kaniner, som vi havde, og som han ikke selv kunne spise, solgte han. - Kaninkød smager næsten ligesom kyllingekød.

En anden periode arbejdede han hos en anlægsgartner, som havde en opgave i Silkeborg. Da kom far hjem hver weekend. En gang kom han hjem med et træskrin med en udskåren rød fugl på til Lisbeth og jeg og Mor fik en ugle beregnet til at have knappenåle i. Jeg behold dette skrin meget længe, - jeg vidste, vi ikke havde mange penge, og i forhold til det, var det store gaver, vi havde fået.

Far var jo hverken stor eller kraftig, så jeg tror, han ofte måtte gå hjem med en lang næse, når han stillede op blandt de mange andre arbejdsløse, der gerne ville have bare én dags arbejde ved at losse eller laste et skib.

I en lang periode arbejdede han hos en anlægsgartner Sørensen, som boede i et fint hus tæt ved os. Jeg kan godt forstå, mine

13

forældre var socialdemokrater. Sørensen ejede jo et firma og havde håndsret over sine ”arbejdshungrende” arbejdere. Far stillede hver dag uden for hans dør og ventede på, Sørensen skulle komme frem og sige, om der var noget at lave den dag. Flokken kunne stå i kulde og sne, mens Sørensen gav sig god tid, før han endelig kom og sagde, at der ikke var noget den dag. Far lignede grangivelig en ”våd hund” efter sådanne ydmygelser.

En gang blev jeg sendt over efter fars ugeløn. Sørensen lå mageligt henslængt på sofaen og gav sig god tid, inden han værdigede mig et blik. De boede flot, og det var altså det bl.a. Far var med til at tjene til, og fru Sørensen gik i en fin persianerpels, som absolut var et statussymbol af rang på det tidspunkt.

Først da det satte ind med arbejdskraftmangel i 60erne, fik Far fast arbejde, og endda ved kommunen, så han fik en rimelig løn. Efter den tid fik Mor og Far råd til fornyelser og nyanskaffelser: gulvtæpper, støvsuger, køleskab, el-ovn osv., og de begyndte at holde ferier i udlandet. Var flere gange i Italien og i Østrig. Selvfølgelig var der kun Ingrid at forsørge, da vi store var blevet gift og havde fået børn. Der faldt en hel anden ro over dem. De havde også råd til at besøge os og Birthe og Keld. Vi flyttede begge hold nogle gange de første år, efter far Polle og Keld var blevet færdiguddannede.

Far og hans brødres trang til suggestion.

Da vi børn nåede en alder, hvor mange begyndte at ryge, sagde Far: ”Jeg kan ikke forbyde jer at ryge, for jeg er jo selv storryger. Men se, hvilket vrag, jeg er blevet, og jeg kan ikke holde op igen.” Han fortalte, at han sammen med andre drenge – måske bl.a. hans nevø Svend Aage - allerede var begyndt som 8-årig, og da det var på det højeste, var han nok oppe på 40-50 pr. dag. Han fik både astma og bronkitis og hostede i én uendelighed. Fordi jeg sov på divanen i stuen, siden vi flyttede til Nattergalvej, fik jeg ”stor fornøjelse” af denne uendelige hosten. Han kunne sidde til ud på aftenen, stod måske op midt om natten for at få sig en smøg. Hvis han vågnede, når Mor skulle op kl. 4 for at arbejde, kunne han også sidde og ryge og hoste. Så jeg må sige, at have haft stor glæde af passiv rygning meget tidligt

14

Fars rygning blev ikke mindre med årene. Selv da han havde fået stillet ”stolen for døren” og fået at vide, at han havde trælunger, indstillede han den ikke. Sagde endda: ”Om det så er den sidste handling, jeg foretager mig her på jorden, så vil jeg have mine smøger.”

Vi havde jo et meget stramt budget, men det rørte ham åbenbart ikke, at det han røg for om dagen kunne have været omsat til flere fuldgyldige måltider for hele familien.

Far og hans brødre havde tradition for, at når de mødtes, skulle de lige have en bajer. Det var ikke lige meget, hvem Far mødte. Som jeg har fortalt, havde Josef giftet sig med Anna, som lignede Mor på en prik, blot med den forskel, at hun sad på pengepungen pga. sin arv.

På et tidspunkt virkede det som om samtlige brødre havde meldt sig ind i en afholdsforening, og de bar som bevis en nål i jakkereversen, men den blev nu taget af efter forgodtbefindende. Værst blev det, da Far fik en anlægsgartnerchef, som havde hang til alkohol. Så kunne vi være sikre på, at især på lønningsdagen fredag og på weekendsdagen lørdag, var der risiko for, at Far ikke var sober, når han kom hjem.

Jeg blev altid nervøs, når han ikke kom hjem til tiden, og det gjorde mor også. Jeg gik fra vindue til vindue og spejdede. Kom han så endelig, var et sikkert tegn på, at han var beruset, at han stillede sin cykel i stativet foran huset, og det var ellers beregnet for gæster. Var han sober stillede han altid cyklen ned i cykelskuret.

Var han beruset, vidste jeg, at så var den dag/aften var ødelagt, for Mor blev sur og sagde ingenting. Far satte sig i en stol og faldt som regel i søvn, mens Mor arbejde videre i sit køkken. Det kunne hænde, at Far var så beruset, at han kastede op, måske inden han nåede toilettet, og så blev Mor forståelig nok endnu mere sur.

Ingrid har fortalt, at det var småting med drikkeriet, da jeg boede hjemme. Det tiltog, så han næsten var beruset hver dag. Jeg har spurgt Mor, om hun havde en anelse om, hvorfor det gik sådan. Hun har svaret, at det dels skyldtes hans arbejdsgiver, men også at jeg flyttede hjemmefra. For Far var jeg ensbetydende med

15

livet i huset. Keld og Lisbeth havde jo deres arbejde. Keld var fåmælt ligesom Mor og Lisbeth flyttede hjemmefra som 16-årig. Ingrid var mindreårig.

Det var da også Far og mig, der hyggede os sammen på lørdage, hvor der altid var god underholdning i radioen. Mit sovested, indtil Lisbeth flyttede, var på divanen i stuen. Far sad på hjørnet af divanen med øret helt hen til radioen, og jeg sad lænet op af ham. Når jeg ikke kunne holde øjnene oppe mere, faldt jeg blot omkuld på divanen og sov.

Jeg kan ikke huske, Mor nogensinde har siddet i stuen sammen med os og lyttet til underholdningen. Hun havde altid et eller andet projekt for i køkkenet. Var der noget, der var ekstra morsomt, råbte Far: ”Helga, Helga, kom og hør.” Så kom Mor sommetider frem i døråbningen og lod som om hun lyttede med, men forsvandt hurtigst ud i køkkenet igen.

Jeg spurgte hende engang, hvorfor hun altid stod i køkkenet sådan en lørdag. Svaret var, at sæt vi fik gæster om søndagen, så havde hun ikke noget at servere. Jeg svarede, at hun da altid havde sit dejlige hjemmebagte franskbrød, og så kunne jeg for resten ikke huske, at vi fik særlig mange gæster om søndagen. Men det var altså hendes stil.

De sidste par år Far levede, trak han sig mere og mere ind i sig selv og var ikke til at trække uden for en dør. Det kunne Mor ikke holde ud, så hun begyndte at gå sine egne veje. Det var, når jeg vidste, Mor var i byen, jeg fandt på at ringe, for jeg vidste jo, at Far var hjemme, og så tog han telefonen, og vi fik en snak. Ellers var det altid Mor vi talte med, for var hun der, tog han ikke telefonen.

Far har fortalt, at han fik ekstremt mange klø, da han var barn, men han var også en sprællemand. Til gengæld har han aldrig slået os børn. Det overlod han til Mor. Blev én af os for skrapmundet, sagde han: ”Så giv hende da en.” Far har et par gange løbet rundt om spisebordet med en avis i hånden for at gi`mig en, men det lykkedes aldrig, men det endte altid med, vi kom til at grine. Havde det været Mor, skulle der nok være faldet brænde ned, men jeg har kun én gang fået det man kalder en huskekage, og det var min egen skyld. Jeg sad oppe på en køkkenlåge og svingede frem og tilbage. Den var ikke speciel

16

robust, og hvem skulle reparere den, hvis hængslerne gik i stykker. Mor gav mig én advarsel, som jeg overhørte, og så faldt der en lussing, så gjorde jeg aldrig det mere.

Lisbeth var den, der fik af spanskrøret, men hun var også noget trodsig og overhørte ofte Mors formaninger eller irettesættelser. Spanskrøret stod som en stadig trussel i skabet i entreen, men det var nu sjældent i brug, men alligevel var det en trussel.

Fars død

De sidste år Far levede rørte han ikke spiritus, men cigaretterne kunne han som sagt ikke undvære. Vi hørte ikke meget til ham, da han som sagt lukkede sig inde i sig selv. Han havde jo sikkert indset, hvilken vej, det gik, fordi hans astma og bronkitis plagede ham mere og mere.

Til sidst måtte han indlægges på sygehuset. Jeg husker ikke, hvor længe han var der, inden han døde.

En gang blev vi kaldt hjem, fordi man troede, det var slut. Vi stod omkring sengen, dem der kunne komme. Pludselig åbnede far øjnene og talte os og sagde: ”Nå, er det så galt fat med mig?” Men det blev nu ikke ved den lejlighed han døde, og da det endelig skete, kom det pludseligt, så ikke engang mor var ved hans dødsleje. Han døde Kristi Himmelfartsdag 1977.

Mor overlevede ham med 27 år, og hun har engang sagt, at hun fik det bedre helbredsmæssigt efter Fars død, for hun var ved at gå til i al den røg, der hang i alting. Ligeledes var Far meget gammeldags rent kostmæssig. Skønt de jo i lange perioder selv dyrkede grøntsager, var han ikke meget for at spise andet end kartofler, kød og gammeldags sovs.

Som sagt nåede Mor og Far at få nogle gode år, mens Far havde fast arbejde ved kommunen. Dette arbejde måtte han slutte pga. sygdom. Jeg husker ikke, hvor gammel, han var, da han blev pensioneret.

17