DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

NANOTEKNOLOGI OG

BIOSENSORERNanoteknologien drejer sig om at designe materialer i en skala, der er meget, meget lille. Fysikere, biologer, kemikere og ingeniører arbejder sammen om nanotaknologi, og det har fået idéerne til at blomstre. Blandt andet inden for biosensorområdet hvor man forsker i at lave sensorer, der er så små, at de kan sprøjtes ind i blodet. Her kan de måle meget tidlige tegn på, at man er ved at udvikle en sygdom, så man får mulighed for at gøre noget for at undgå den. Men man vil også kunne få resultater, det er svært at stille noget op med - blandt andet hvis det ikke er sikkert, sygdommen vil bryde ud, eller hvis man ikke kan gøre noget for at forhindre den.

NANOTEKNOLOGIETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER

Nanoteknologi handler om at forstå, designe og fremstille materialer og objekter i nanoskala, det vil sige fra 0,1 til 100 nanometer. Dette kan gøres på mange forskellige måder og ved hjælp af mange forskellige teknikker.

Nanoteknologi er derfor ikke én teknik. Begrebet refererer bare til, at det, man arbejder med, er meget, meget småt - nemlig mindre end 100 nanometer.

Selvom nanoteknologi de seneste år er blevet det store buzz-word, har man faktisk arbejdet inden for nanoskalaen i mange år. For eksempel kan en ‘ældre’

teknologi som genteknologi også betegnes nanoteknologi, idet man arbejder med DNA molekyler, der har en diameter på under 5 nm.

De senere år er man blevet langt bedre til at arbejde i denne størrelsesorden. I 1990 lykkedes det for eksempel for første gang forskere at flytte rundt på atomer ved hjælp af et såkaldt Scanning Tunnel Mikroskop - atom for atom, ligesom man bygger med legoklodser - noget de fleste blot få år tidligere havde troet umuligt.

Med Scanning Tunnel Mikroskopet åbnede muligheden sig for, at man

kan lave helt nye materialer med nye egenskaber. Ved at sætte atomerne sammen på nye måder kan man for eksempel lave materialer med samme hårdhed som diamanter, materialer der kan bruges til at lave kunstige hofter, og materialer der kan bruges til at lægge på overflader, så graffiti for eksempel ikke kan hænge fast på togvogne, og lakken på biler ikke kan blive ridset.

Der forskes også i at lave særlige ‘nanomaskiner’, der kan dosere lægemidler på helt præcise steder i kroppen, så eksempelvis kræftbehandling kan blive mere effektiv. Og der er flere, der prøver at udvikle forskellige mikroskopiske nanosensorer, der i fremtiden måske vil kunne bidrage til, at du hjemme i din stue selv vil kunne undersøge, om du er syg eller ej.

Nanosensorer

Nanoteknologi er altså ikke én ting. Og det giver derfor ikke mening at diskutere etik i forhold til nanoteknologi generelt.

På denne hjemmeside har vi derfor valgt at fokusere på et enkelt område

NanometerNano betyder dværg på græsk og bruges ligesom mega, kilo og milli som forstavelse til måleenheder. Ligesom der er noget, der hedder en kilometer og en millimeter, er der altså også noget, der hedder en nanometer (nm). En nanometer svarer til 0,000001 mm. Eller sagt med andre ord går der 1 million nanometer for hver millimeter på en lineal.

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

nemlig nanosensorer - små følere i nanostørrelse, der typisk måler, om en kemisk forbindelse er til stede. En kemisk forbindelse, som kan være første tegn på, at en sygdom er ved at bryde ud. Sådanne nanosensorer vil ikke ændre på os som mennesker, men de vil måske ændre ved, hvornår vi føler os syge, og hvornår vi føler os raske. Med de nye nanosensorer bliver vi nemlig ikke bare i stand til at registrere vores umiddelbare velvære - eller det modsatte. Vi bliver sandsynligvis også i stand til at følge med i kroppens mikroskopiske fysiske tilstand.

Biosensorer

Alle levende organismer er afhængige af sensorer - både mikroorganismer, planter, dyr og mennesker. Det er sensorer, der gør, at vi kan se, at vi kan lugte, at vi kan føle, og at vi kan smage. På cellerne på vores tunger sidder for eksempel forskellige sensorer, der reagerer på forskellige måder, alt efter hvad vi spiser. Hvis du spiser noget lækkert, reagerer sensorerne blandt andet ved at sende signaler om, at der skal produceres mundvand og ved at sende signaler til hjernen, der gør, at du får lyst til at spise mere. Spiser du derimod noget råddent kød, sender sensorerne i stedet nogle signaler, der får dig til at spytte maden ud.

På samme vis får sensorerne vores immunsystem til at fungere. Har vi eksempelvis først én gang haft røde hunde, vil vores immunsystem med

Model af et atom.Alt fysisk i universet består af atomer - dig selv, den computer du surfer på, det du putter i munden og stjernerne på himlen. Atomer er alle stoffers mindste byggesten. Så små at man umuligt kan se dem - heller ikke med et mikroskop. Og for blot få år siden var det de færreste, der havde troet, at vi ville blive i stand til at flytte rundt på dem.Ophavsret: iStock - George Argyropoulos

det samme registrere og reagere, hvis en ny ‘røde hunde’ virus trænger ind i kroppen.

Det særlige ved de biologiske sensorer er, at de typisk kun er følsomme over for et helt bestemt stof. Og at de ofte kan registrere selv meget små ændringer. Forskere prøver derfor at efterligne disse naturlige sensorer. På den måde håber man for eksempel at kunne diagnosticere sygdomme tidligere, hurtigere og billigere, end man kan i dag.

Minilaboratorier

Forestil dig for eksempel, at du om ti år vil kunne stikke en vatpind ned i halsen, duppe den på dit eget tændstikæskelignende minilaboratorium, der indeholder bitte små nanosensorer - og kort efter kunne registrere, om du faktisk har fået halsbetændelse. Resultaterne vil du kunne sende direkte til din læge, der sender en recept videre til apoteket, hvor du så vil kunne hente din penicillin. Måske vil du også kunne tage en enkelt dråbe blod og få minilaboratoriet til at analysere, om du har kræft, er ved at udvikle kræft eller måske ‘blot’ har anlæg for at udvikle det. Ja måske vil du faktisk kunne bruge laboratoriet til at give dig et indblik i din generelle sundhedstilstand.

Nogle gange vil du kunne bruge informationerne til at forsøge at undgå en sygdom - for eksempel spise anderledes eller tage noget medicin for at undgå at få kræft. Men andre gange er det mere tvivlsomt, hvad man egentlig skal stille op med informationerne. Enten fordi du får at vide, at du vil udvikle en sygdom som alzheimer, som du alligevel ikke kan gøre noget ved. Eller fordi resultaterne af testen ikke er entydige.

Resultaterne af den almene helbredstest kunne for eksempel være, at du har

en 40 % forhøjet risiko for at udvikle brystkræft, 10 % forøget risiko for at udvikle en anden form for kræft, 15 % forøget risiko for at udvikle astma osv. Hvordan skal man egentlig forholde sig til det? Hvis risikoen for at udvikle brystkræft for alle i forvejen er 10 %, hvad betyder det så for dig, hvis risikoen for at du får sygdommen er forhøjet med 40 %, det vil sige til i alt 14 %. Skal du spise anderledes, motionere mere, spise noget medicin eller måske blot være lidt mere bekymret? Eller hvad nu hvis du får så mange risici for forskellige sygdomme at forholde dig til, at du ikke kan overskue det? Hvis for eksempel den kost, du skal spise for at forebygge den ene sygdom, faktisk bør undgås, hvis du ikke vil udvikle én af de andre?

Noget af dette lyder måske som science fiktion. Men faktisk er der nogen, der mener, at det i en ikke al for fjern fremtid vil blive muligt at lave nanosensorer, der kan sprøjtes ind i blodet og dér løbende registrere vores aktuelle helbredstilstand. For eksempel er der en forskergruppe i USA, der støttet af NASA (det amerikanske rumforskningsinstitut) forsker i at udvikle sensorer på størrelse med molekyler. Idéen er, at sensorerne skal sprøjtes ind i blodet på astronauterne, for der at kunne registrere, hvis astronauternes celler tager skade af en for høj stråling. Skades cellerne, begynder nanopartiklerne at lyse. Astronauterne bærer så et lille apparat i øret, som kan tælle antallet af selvlysende celler og sende informationen videre til rumskibets hovedcomputer.

Vil al teknologi i fremtiden blive meget lille? (manipuleret billede)Ophavsret: iStock - Daniel Gilbey

Blodceller og nanorobot. Nanorobotter er mikroskopisk små mekanismer, som man forestiller sig engang vil kunne sprøjtes ind i en levende organisme. Her vil de kunne finde frem til syge eller skadede celler og reparere dem (Manipuleret billede). Ophavsret: iStock - Michael Knight

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

INTERvIEw MED NANOFORSKER

ANJA BOISEN

Jeg er Anja Boisen, og jeg er professor her på MIC, institut for mikro- og nanoteknologi, som ligger ude på DTU, og jeg forsker i nanoteknologi og specielt i biosensorer. Jeg er i sin tid uddannet fysiker.

Hvad synes du, er det fascinerende ved nanoteknologi- forskning?

Anja: Jeg tror, at det, der gør det rigtig, rigtig fascinerende, det er, at en masse traditionelle uddannelser mødes og arbejder sammen på den her længdeskala, der hedder nanometer. Fysikere og ingeniører har nogle værktøjer, der gør, at vi kan se enkelte atomer, og at vi kan manipulere med dem. Vi kan lave meget små mekaniske strukturer. Og samtidig så er der nogle biologer, der arbejder med DNA. Og nogle kemikere, der kan finde ud af at lave syntese - altså små kemiske forbindelser. Så det er ligesom om, at alle de her fagområder nu mødes og kan lave noget, som vi ikke rigtig har kunnet lave før, fordi vi har den længdeskala til fælles.

Hvor mange arbejder I her?

Anja: På MIC er vi ca. 100.

Sådan lidt overordnet fortalt, hvad er så målet med jeres forskningsprojekt?

Anja: Vi er meget fascinerede af små mekaniske strukturer, som kan bruges som sensorer. En sensor er en, der kan registrere noget i omgivelserne. Og vi vil gerne lave nogen, der kan registrere hurtigere eller bedre og gerne begge dele, end man kan i dag. Sådan så man kan se, om folk er ved at udvikle en sygdom på et tidligere tidspunkt, end man kan nu og også gerne hurtigere, sådan at man for eksempel kan få svar på en blodprøve med det samme.

Men når du siger diagnostik tidligere, hvad mener du så med tidligere?

Anja: Så mener jeg, at man for eksempel kan gå ind og kigge efter cancermarkører tidligere, end man kan i dag. Man kan se, om man er arveligt disponeret for en

vi befinder os på Danmarks Tekniske Universitet - eller nærmere bestemt på institut for mikro- og nanoteknologi. vi er her for at interviewe Anja, der forsker i at udvikle mikroskopiske sensorer, der kan detektere små kemiske forbindelser. På den måde håber hun på, at vi i fremtiden for eksempel vil kunne spore sygdomme i udvikling tidligere og mere effektivt, end vi kan i dag. Og at vi måske derved også vil blive bedre til at bekæmpe dem.

sygdom, eller om man er ved at blive syg.

Kan du ikke prøve at forklare, hvad sådan en cancermarkør er?

Anja: Jo. Hvis man har en sygdom såsom kræft, så vil man i kroppen eller i blodet have det, man kalder markører. Det er nogle molekyler, man ved kommer i forbindelse med en bestemt sygdom. Så i stedet for at kigge efter en tumor eller en cancerknude, så kan man på et meget tidligere tidspunkt gå ind og kigge efter de her molekyler. De findes i meget lave koncentrationer i blodet og er derfor meget, meget svære at finde i dag. Men man ved, de findes, så hvis man har nogle følsomme metoder, der kan finde de her markører, så vil man også kunne stille en diagnose - ja nærmest inden du er blevet syg, inden man har udviklet en tumor, og så vil man måske kunne få lavet en behandling, som er meget mindre omfattende, end hvis du havde udviklet sygdommen.

Der findes teknikker i dag, så man godt kan måle markører på sådan et rimelig tidligt tidspunkt. Men vi arbejder på at lave en metode, der vil være billig nok eller hurtig nok til, at man kan bruge det som en form for screening hos den praktiserende læge. Hvis alle skulle komme til sådan et tjek en gang om året på hospitalet eller sådan noget, og blive undersøgt for en række sygdomme, så skulle det være en metode, som var nem at bruge og billig at udvikle og rimelig hurtig til at give et svar.

Der er vi slet ikke nået til endnu, men man kunne godt forestille sig det på sigt. Jeg tror nu nok, det først vil være noget med, at dem, der er i en bestemt risikogruppe, vil få tilbudt at få sådan en test.

Kunne vi ikke gå ind og se, hvordan I gør?

Anja: Her ser I en tegning af indholdet i en af de små mikrochips, som vi laver her. I ser et billede med en mikrokanal, og der sidder nogle små vipper nede i den kanal. De sidder og stikker ind fra siden lidt ligesom vipper i en svømmehal. På hver af de her vipper ligger der så en ledning, der lidt ligner en dypkoger. Og vi måler så hele tiden modstanden af den ledning. Når vippen bøjer, så ændrer modstandsværdien sig.

Og den ændrer sig, når der sætter sig noget på vippen?

Ophavsret: Henrik Kastenskov

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

Anja: Ja. Måden vi så finder ud af, om der er noget, der sætter sig på vippen, som har interesse, det er, at vi sætter forskellige molekyler på de her vipper, som vi ved kun reagerer med én type af andre molekyler. Det kunne for eksempel være et molekyle, der specifikt reagerer med en cancermarkør. Når man så lægger en smule blod ned i kanalen, vil cancermarkøren binde sig til molekylerne på vippen - hvis de altså er til stede. Og så vil vippen altså bøje, og det vil give et signal. På den måde har vi altså lavet en sensor, der kan registrere, om der er nogle cancermarkører i blodet.

Alle andre overflader på vippen er vi så nødt til at sørge for, at de ikke reagerer med, for ellers får vi fejlsignaler. Det er også meget vigtigt her, at tingene ikke sætter sig på bagsiden af vippen.

Men hvis vipperne skal kunne registrere et enkelt molekyle, skal de så ikke laves ud af et meget følsomt materiale?

Anja: Jo, i starten lavede vi dem i silicium. Det gør vi faktisk stadigvæk, fordi det er det, der er den mest kendte teknik, og det der i dag giver de bedste sensorer. Men vi skal hele tiden udfordre teknologien, så vi har så fundet et materiale til at lave vippen i, som er meget blødere end silicium, for så får vi alt andet lige noget, der bøjer mere, når molekylerne sætter sig.

Så vi kigger i dag på at lave hele chippen i plastic. Kan man få noget plastic, som er ca. 40 gange blødere end silicium, så får vi en nedbøjning, der er 40 gange større, når molekylerne sætter sig. Det betyder simpelthen, at der ikke behøver at binde sig særlig mange molekyler. Så hvis man har en cancersygdom, hvor der kun er meget få biomarkører til stede, vil sensoren stadigvæk reagere på det.

Kan I lave mange - måske �00 vipper?

Anja: 100 vipper ved siden af hinanden, det er ikke noget problem. Så kan man sætte 100 forskellige slags molekyler på, som måler 100 forskellige ting. På den måde så vil man så kunne lave en test, som screener for mange forskellige sygdomme samtidig.

Men når de her vipper sidder så tæt på hinanden, som de gør - de sidder med en afstand på 60-100 mikrometer - så er det meget svært at lægge forskellige molekyler ned på hver af de her vipper. Det er i hvert fald ikke noget, man kan gøre med hånden, og specielt heller ikke hvis man gerne vil belægge 100 vipper med forskellige materialer.

Så er vi så heldige, at nogle af de printerhoveder, der findes i dag, sådan nogle inkjet-printere, de har faktisk en lille funktion, hvor de sprøjter meget små dråber ud. Og det kan man sætte sammen med et lille kamera, så man kan se, hvor dråberne rammer, og så kan man faktisk printe eller spraye forskellige molekyler på bjælkerne og ramme præcist nok.

Hvad er de største udfordringer for at få sensorerne til at virke?Anja: Jeg synes, den største udfordring simpelthen er, hvordan man får sat molekylerne på vipperne, sådan at de fanger det, de skal fange. Og så at sørge for, at vi ikke får nogen fejlsignaler. For det er jo enormt vigtigt, hvis vi skal undersøge for sygdomme, at vi ikke kommer ud og siger, du har fået en eller anden sygdom, som slet ikke er rigtig.

Så der må ikke være nogen fejl. Men det kommer der, hvis ikke vi har fået lakeret

alle vippernes overflader ordentlig, og molekylerne sætter sig fast, hvor de ikke burde.

Nu står du med sådan en lillebitte grøn plade - er det den chip, I har lavet?

Anja: Ja, det er bare en dum plade. Den er ca. 1 cm x 4 cm. Men der på pladen sidder der en lille bitte siliciumchip. I kan ikke se det her, der skal vi under et mikroskop, men der på siliciumchippen er der en kanal med 4 vipper, ligesom den jeg viste jer på tegningen før. Når man så har puttet lidt blod for eksempel ned i kanalen, så kan man putte den lille chip ned i maskinen, der står derovre. Og maskinen kan så måle modstanden hen over hver enkelt af bjælkerne.

Resultaterne kommer så ud på computeren som grafer. Så pludselig bøjer en vippe sig, og det ser man så som en af graferne, der stiger.

Den der lille chip, der er ikke sat nogen molekyler på endnu, så I kunne i princippet sætte hvad som helst på de � vipper?

Anja: Det er nemlig det. Altså, når den kommer sådan her, og det er jo det, som vi er bedst til, det er faktisk at lave dimsen her, så er den lidt dum. Altså, den kan jo ikke noget, den skal først herned og have lagt molekyler på af det der lille printerhoved. Så lægger man så chippen ind herunder og kører den ind under et lille mikroskop, og så kan man så sætte den til at printe ned på vipperne.

Skal vi ikke gå over og se, hvor I laver de her chips?

Anja viser os over til det rene rum, der hedder sådan, fordi det er super rent. Det er her, de laver selve siliciumchippene. Vi bliver ført ind i en stor bygning på højde med et treetagers hus. Det meste af bygningen er fyldt med kæmpestore rør, der sørger for udluftning og filtrering

Chippene har en mikrokanal, hvorpå der sidder små vipper. Vipperne ligner lidt dem i en svømmehal, På hver af dem ligger der en ledning, der minder lidt om en dypkoger. Hvis en kræft-markør sætter sig på vippen, vil vippen bøje. På den måde har vi altså lavet en sensor, der kan registrere, om der er nogle cancermarkører i blodet.Ophavsret: Daniel Häfliger

Her ser I en tegning af indholdet i en af de små mikrochips, som vi laver her.Ophavsret: Det Etiske Råd

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

af luften, men i den nederste del af bygningen er der et stort glasbur - det er det, der er renrummet. Vi må ikke komme derind, fordi vi kan forurene rummet, men vi kan se ind. Og derinde mellem mikroskoper og store blanke maskiner går en masse mennesker rundt i lyseblå heldragter. Dragterne går ned om fødderne og op over håret. Det eneste, der ikke er dækket til, er deres ansigter. Det ligner noget fra en science fiction film - nogle forskere undersøger en ny dødelig virus... Men forskerne i renrummet har faktisk ikke dragterne på for at beskytte sig selv eller os andre, men for at beskytte rummet.

Hvorfor er det nødvendigt, at der er så rent?

Anja: Det er, fordi vi laver strukturer, som måske har en størrelse på en mikrometer, og vi vil aldrig kunne få lavet en hel struktur, hvis vi bare stod herude og lavede det. Så ville der komme partikler fra luften, fra udåndingen, fra hår og støv, som kunne sætte sig på overfladerne og ødelægge det, vi er i gang med.

Hvordan laver man chippene?

Anja: Man tager sådan en siliciumstav her, og så skærer man den i skiver på ca. 1/2 mm, og det er så det, man starter med inde i det rene rum. Her kan man så ætse og lægge materiale på, sådan så man til sidst får en tredimensional struktur.

Det er den måde, vi laver en frithængende vippe på. Man starter med et stykke silicium, der er helt plant, som der ikke er noget på, og så kan man ved hjælp af ætsningsteknikker simpelthen grave rundt og grave nedenunder. Det er lidt ligesom at lave en skulptur bare i

nanoskala.

Vi går lidt videre og kigger ind i en anden del af renrummet. Det ligner et rumkøkken eller sådan noget.

Anja: Ja. Det er også meget flot, det er det gule rum. Det er her, vi får overført mønstre til vores skiver. Og det er gult, fordi vi arbejder med lysfølsomme film, fotografiske film kan man sige, som ikke kan tåle UV-lys.

Ved at overføre et mønstre til en siliciumskive, kan vi fortælle, hvor der skal ætses, og hvor der ikke skal ætses. Det gør man så ved, at man sidder ved sin computer og laver et design af, hvor vi gerne vil have strukturerne. Hvor vil jeg gerne have min vippe, hvor vil jeg gerne have mine kanaler osv. Så sidder man og tegner ved computeren, og så får man det, der hedder en maske tilbage, der er en glasplade med design på.

Så går man ind i renrummet og tager sin siliciumskive, og så lægger man en slags film på, som er følsom over for UV-lys. Ovenpå lægger man så sin maske. De steder på glasset, hvor man har tegnet, at der for eksempel skal være en vippe, der vil der så være et metal på. Og der, hvor der er metal, der kan lyset ikke komme igennem, og der hvor der bare er glas, der kan lyset godt komme igennem.

Og så kan du så lyse igennem masken, og på den måde få overført mønstret fra glaspladen og ned på din siliciumskive. Og det er det mønster, vi bagefter bruger til at ætse efter.

Det kan man så gøre af flere omgange, lag for lag for lag for lag, og på den måde lave avancerede tredimensionelle strukturer.

Og den maskine der står derhenne, hvad kan den?

Anja: Det udstyr, det dyr, der står derinde, det bruger man, hvis man skal lave en struktur, som er mindre end ca. 1 mikrometer. Så kan vi ikke gøre det med lys, vi er nødt til at skyde med elektroner i stedet for. Det kan den maskine der. Med den kan man skrive små linjer ned til ja en linjebredde på nogle få nanometer.

Er jeres chips stadig på forskningsstadiet, eller har I nogen, som også er i anvendelse?

Anja: Nej, vi tester det i laboratoriet, men det virker, det ved vi. Jeg vil nok sige, at før vi får styr på den her overflade, så varer det nok 5 år, før vi har nogen på markedet. Teknologien er på plads, den har vi helt styr på nu, og så er det med overfladekemien altså ikke lige så legende let, som vi havde regnet med. Så realistisk tror jeg, det vil tage 5 år.

Med optimistens briller på, hvad tror du så teknologien har bidraget med om �0 år?

Anja: Det er jo svært at sige, men jeg er overbevist om, at vi vil få følsomme metoder til hurtig diagnostik og miljøovervågning, hvilket blandt andet vil betyde bedre sygdomsbehandling og sikrere fødevarer. Direktøren for Nestlé har sagt noget i retning af, at vi i en ikke alt for fjern fremtid vil stå op om morgenen, ta’ en hurtig blodprøve - bare et lille stik i fingeren - analysere den i vores lille private nanosensormaskine og kort efter kunne aflæse, hvad vi bør indtage af fødevarer resten af dagen. Men, tænker jeg, hvorfor ikke bare tage en personlig vitaminpille?

Når man arbejder med nanoteknologi er støv fjende nummer et. Derfor har DTU’s institut for mikro -og nanoteknologi et rent-rum. I det rene rum er der 100.000 gange renere end i en gennemsnitsstue. Ophavsret: Carsten Damsted

Derinde mellem mikroskoper og store blanke maskiner går en masse mennesker rundt i lyseblå heldragter. Det eneste, der ikke er dækket til, er deres ansigter. Det ligner noget fra en science fiction film. Men forskerne i renrummet har faktisk ikke dragterne på for at beskytte sig selv eller os andre, men for at beskytte rummet. Ophavsret: Jörg Kutter

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

Klemens: Hvis man her og nu kunne teste, om jeg er ved at udvikle nogle sygdomme, eller om det er sandsynligt, at jeg gør det, så ville jeg faktisk foretrække at vide det. Det ville jeg, fordi jeg nu står i en situation i mit liv, hvor jeg har små børn. Der skal træffes langsigtede beslutninger og planlægges. Det spiller en stor rolle for familielivet og børnene, om jeg er i live om 15 år eller ej. Min kone skal have noget at leve af, så det måtte for eksempel overvejes, hvilke lån vi skulle tage i huset, og om der skulle spares op til én eller anden pensionsordning. Men jeg ville også planlægge mit eget liv på en anden måde, måske ved at have mindre travlt end nu. Altså, hvis jeg nu vidste, at jeg ville få en alvorlig sygdom om 10-15 år, så ville jeg bestemt beslutte at have mindre travlt, end jeg har nu, det ville jeg. Men jeg tror ikke, jeg ville lade mig teste, hvis jeg var 60 år eller sådan noget. Så tror jeg ikke, det ville gøre nogen forskel.

Peter: Nu er jeg jo ældre end dig Klemens. Jeg er 56, så det ændrer måske noget. Men hvis jeg havde din alder, så tror jeg, at jeg ville føle mig forpligtet

til at opsøge nogle oplysninger, nemlig dem der har at gøre med ting, som man kunne gøre noget ved. Jeg ville altså gerne vide noget om sygdomme, hvis der var behandlings muligheder. Men jeg tror ikke, jeg hverken nu eller tidligere ville have lyst til at kende alle prognoser angående sygdomme, som lægerne alligevel ikke kan behandle. Man skal jo huske, at det kun er prognoser. Verden er større end prognoser. Mennesker kan

ikke vide alt, og mirakler kan ske! Og så kan døden jo lige pludselig ramme hvem som helst uden varsel eller prognose.

Klemens: Under alle omstændigheder er udfordringen med alle de her teknologier, at hvis man kan få informationer om, at man i fremtiden vil udvikle den og den sygdom med den og den sandsynlighed, så stiller det jo nogle krav til, at man lærer at håndtere både mulighederne og informationerne om sin egen fremtid på en god måde. Man skal til at tænke over, hvad man vil vide. Hvis man får rigtig mange informationer, så vil det sikkert vise sig, at man har mange sygdomsdispositioner. Men man vil ikke kunne gøre noget for at undgå dem alle, fordi tingene peger i mange forskellige retninger: Hvis jeg løber, så udvikler jeg måske gigt, men hvis jeg ikke løber, så får jeg en hjerte/karsygdom.

Peter: Luther blev vist engang spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at det her var jordens sidste dag, hele verdens ende. Så sagde han, at han ville plante et træ. Det var meget, meget smukt sagt.

Hvis muligheden for at tjekke sin egen helbredstilstand på en række punkter fandtes, ville det nok være meget svært at sige “nej” til at få det gjort.

I disse år forskes der i at udvikle nano-sensorer, som kan måle koncentrationen af forskellige stoffer i blodet. Forskningen vil måske om nogle år gøre det let at måle, om det enkelte menneske er ved at udvikle bestemte sygdomme, eller om det har en større sandsynlighed end andre for at gøre det. I forhold til de gentest, vi kender i dag, vil sensorerne kunne teste for langt flere sygdomme og tidligere finde tegn på sygdomme. vi har spurgt Klemens og Peter, hvad de synes om det.

KORT INTERvIEw OM ETIK

NANOSENSORERMen samtidig ville testene skabe en masse bekymring og en fokusering på kroppen, som ville give mindre overskud til andre ting. Måske ville teknologierne gøre folk mere egoistiske, fordi man ville være mere optaget af sig selv. Jeg tror altså godt, at teknologien kunne anvendes til at opbygge en gevaldig “bekymringsindustri”, der vil kunne få en række negative konsekvenser. Men jeg tror ikke, at der ligefrem skulle være et forbud mod at markedsføre de forskellige muligheder for at lade sig teste, for eksempel ved hjælp af små “hjemmelaboratorier”, men måske burde der være regler for, hvordan man må reklamere for sådanne produkter. Under alle omstændigheder burde vi

have en folkelig debat om, hvordan vi bør forholde os til disse muligheder, når de for alvor melder sig.

Klemens: Generelt vil jeg sige, at man ikke skulle modtage informationerne derhjemme. Man skulle have dem i sundhedsvæsenet, for normalt vil det jo være sådan, at der er tale om informationer, der skal fortolkes. Derfor hører der al mulig rådgivning og vejledning til. Så en forestilling om, at man bare sidder derhjemme, og så en dag popper det op på ens lille computer, at du er ved at udvikle leverkræft eller sådan noget, det går ikke. Det kan folk ikke fortolke, så man skal i hvert fald ikke ud i sådan en situation. Men jeg synes ikke, det vil være nogen god idé generelt at forbyde, at de typer af information er tilgængelige, hvis folk gerne vil købe dem. Derimod kunne man godt stille nogle kvalitetskrav til testene, så man for eksempel skulle have en autorisation for at bruge dem kommercielt.

“Selv om testene og prognoserne var sikre, ville jeg nu nok ikke gå efter dem alligevel, hvis det ikke var muligt at behandle sygdommen. Døden kommer jo for os alle sammen, og vi bør under alle omstændigheder tage hver eneste dag som en gave. vi bør leve ansvarligt, uanset om der er få eller mange dage tilbage.” Peter

“Hvis man her og nu kunne teste, om jeg er ved at udvikle nogle sygdomme, eller om det er sandsynligt, at jeg gør det, så ville jeg faktisk foretrække at vide det. For så ville jeg planlægge mit eget liv på en anden måde, måske ved at have mindre travlt end nu.” Klemens

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

Klemens: Hvis man her og nu kunne teste, om jeg er ved at udvikle nogle sygdomme, eller om det er sandsynligt, at jeg gør det, så ville jeg faktisk foretrække at vide det. Det ville jeg, fordi jeg nu står i en situation i mit liv, hvor jeg har små børn. Der skal træffes langsigtede beslutninger og planlægges. Det spiller en stor rolle for familielivet og børnene, om jeg er i live om 15 år eller ej. Min kone skal have noget at leve af, så det måtte for eksempel overvejes, hvilke lån vi skulle tage i huset, og om der skulle spares op til én eller anden pensionsordning. Men jeg ville også planlægge mit eget liv på en anden måde, måske ved at have mindre travlt end nu. Altså, hvis jeg nu vidste, at jeg ville få en alvorlig sygdom om 10-15 år, så ville jeg bestemt beslutte at have mindre travlt, end jeg har nu, det ville jeg. Men jeg tror ikke, jeg ville lade mig teste, hvis jeg var 60 år eller sådan noget. Så tror jeg ikke, det ville gøre nogen forskel.

Peter: Nu er jeg jo ældre end dig Klemens. Jeg er 56, så det ændrer måske noget. Men hvis jeg havde din alder, så tror jeg, at jeg ville føle mig forpligtet til at opsøge nogle oplysninger, nemlig

dem der har at gøre med ting, som man kunne gøre noget ved. Jeg ville altså gerne vide noget om sygdomme, hvis der var behandlings muligheder. Men jeg tror ikke, jeg hverken nu eller tidligere ville have lyst til at kende alle prognoser angående sygdomme, som lægerne alligevel ikke kan behandle. Man skal jo huske, at det kun er prognoser. Verden er større end prognoser. Mennesker kan ikke vide alt, og mirakler kan ske! Og så kan døden jo lige pludselig ramme hvem som helst uden varsel eller prognose.

Klemens: Det er jo svært at tage stilling til på forhånd, men i almindelighed ville jeg nok være interesseret i at have så meget relevant information som muligt, fordi jeg ville være interesseret i at planlægge fremtiden. Hvis jeg havde mulighed for at få at vide, om jeg havde en sygdomsdisposition eller en sandsynlighed på 25 pct. for, at jeg om 10 år har en eller anden alvorlig sygdom, den information tror jeg faktisk, jeg

ville opsøge. Men jeg har fuld respekt for, at andre mennesker ville forholde sig anderledes til det med at vide noget om fremtiden. Jeg tror, mennesker er ret forskellige. Nogle ville sikkert foretrække uvidenheden, og det skulle man selvfølgelig skabe alt muligt rum for. Under alle omstændigheder er udfordringen med alle de her teknologier, at hvis man kan få informationer om, at man i fremtiden vil udvikle den og den sygdom med den og den sandsynlighed, så stiller det jo nogle krav til, at man lærer at håndtere både mulighederne

og informationerne om sin egen fremtid på en god måde. Man skal til at tænke over, hvad man vil vide. Hvis man får rigtig mange informationer, så vil det sikkert vise sig, at man har mange sygdomsdispositioner. Men man vil ikke kunne gøre noget for at undgå dem alle, fordi tingene peger i mange forskellige retninger: Hvis jeg løber, så udvikler jeg måske gigt, men hvis jeg ikke løber, så får jeg en hjerte/karsygdom. Det kan også være et problem, at prognoserne er behæftet med ganske meget usikkerhed.

Peter: Selv om testene og prognoserne var sikre, ville jeg nu nok ikke gå efter dem alligevel, hvis det ikke var muligt at behandle sygdommen. Døden kommer jo for os alle sammen, og vi bør under alle omstændigheder tage hver eneste dag som en gave. Vi bør leve ansvarligt, uanset om der er få eller mange dage tilbage. Luther blev vist engang spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at det her var jordens sidste dag, hele verdens ende. Så sagde han, at han ville plante et træ. Det var meget, meget smukt sagt.

Klemens: Ja, det er jeg med på, at det er væsentligt, at man holder fremtiden åben. Men jeg tror i øvrigt, at de nye teknologier ville ændre vores normalitets opfattelse, fordi vi alle sammen ville finde ud af, at vi har eller er disponerede for en lang række sygdomme. Det er lige som med overvægt. Antallet af dem, som er 20 år og vejer 15-20 kg for meget, er eksploderet i forhold til tidligere. Det er jo en tredjedel eller halvdelen af en samling af unge mænd, som er overvægtige ud fra medicinske betragtninger. Men det har jo ikke ført til, at mange flere betragter

I disse år forskes der i at udvikle nano-sensorer, som kan måle koncentrationen af forskellige stoffer i blodet. Forskningen vil måske om nogle år gøre det let at måle, om det enkelte menneske er ved at udvikle bestemte sygdomme, eller om det har en større sandsynlighed end andre for at gøre det. I forhold til de gentest, vi kender i dag, vil sensorerne kunne teste for langt flere sygdomme og tidligere finde tegn på sygdomme. vi har spurgt Klemens og Peter, hvad de synes om det.

LANGT INTERvIEw OM ETIK

NANOSENSORER

Ophavsret: iStock - Jorge Delgado

Ophavsret: iStock - Christine Balderas

“Hvis man her og nu kunne teste, om jeg er ved at udvikle nogle sygdomme, eller om det er sandsynligt, at jeg gør det, så ville jeg faktisk foretrække at vide det. For så ville jeg planlægge mit eget liv på en anden måde, måske ved at have mindre travlt end nu.” Klemens

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

sig selv som sygeligt overvægtige. Det har ført til noget andet, nemlig at man betragter det at være let overvægtig som fuldstændig normalt. Det er faktisk det, der er sket. På samme måde ville det blive normalt at have en række sygdomme og dispositioner for sygdomme.

Peter: På nogle måder ville teknologierne sikkert komme til at minde om de former for screening, vi kender nu, for eksempel screening for tarmkræft. Hvis muligheden for at tjekke sin egen helbredstilstand på en række punkter fandtes, ville det nok være meget svært at sige “nej” til at få det gjort. Men samtidig ville testene skabeen

masse bekymring og en fokusering på kroppen, som ville give mindre overskud til andre ting. Måske ville teknologierne gøre folk mere egoistiske, fordi man ville være mere optaget af sig selv. Jeg tror altså godt, at teknologien kunne anvendes til at opbygge en gevaldig “bekymringsindustri”, der vil kunne få en række negative konsekvenser. Men jeg tror ikke, at der ligefrem skulle være et forbud mod at markedsføre de forskellige muligheder for at lade sig teste, for eksempel ved hjælp af små “hjemmelaboratorier”, men måske

burde der være regler for, hvordan man må reklamere for sådanne produkter. Under alle omstændigheder burde vi have en folkelig debat om, hvordan vi bør forholde os til disse muligheder, når de for alvor melder sig.

Klemens: Generelt vil jeg sige, at man ikke skulle modtage informationerne derhjemme. Man skulle have dem i sundhedsvæsenet, for normalt vil det jo være sådan, at der er tale om informationer, der skal fortolkes. Derfor hører der al mulig rådgivning og vejledning til. Så en forestilling om, at man bare sidder derhjemme, og så en dag popper det op på ens lille computer, at du er ved at udvikle leverkræft eller sådan noget, det går ikke. Det kan folk ikke fortolke, så man skal i hvert fald ikke ud i sådan en situation. Men jeg synes ikke, det vil være nogen god idé generelt at forbyde, at de typer af information er tilgængelige, hvis folk gerne vil købe dem. Derimod kunne man godt stille nogle kvalitetskrav til testene, så man for eksempel skulle have en autorisation for at bruge dem kommercielt.

Peter: Ja, man kunne sagtens forlange, at testene skulle forsynes med en fortolkning, der opfylder bestemte krav. Hvis nogen udviklede hjemmelaboratorier kunne man kræve, at salg af sådanne produkter i det mindste skulle være koblet sammen med et gratis tilbud om kompetent rådgivning og fagligt forsvarlig fortolkning af resultaterne hos autoriserede personer. Der skulle naturligvis også være en forståelig brugervejledning.

Klemens: Ja, det skulle høre med til at få autorisationen, at man giver de fortolkninger. Så vil det jo også bevirke, at hovedparten af kunderne ikke vil købe ikke-autoriserede ydelser. En debat om, hvordan testene skulle bruges, ville også være en del af det. Det hører med til at være borger i sådan et samfund som vores, at man løbende informeres om, hvilke muligheder og faldgruber der er. Men i praksis tror jeg ikke, man kan forhindre, at der et eller andet sted i verden vil være nogen der udbyder uautoriserede test.

Du kan læse mere om hvad vi stiller vi op med viden om sygdomme, som ikke kan behandles eller forebygges i Gén-undersøgelse af raske. Bogen findes på www.etiskraad.dk under publikationer om genteknologi og kloning.Ophavsret: Peter Waldorph

“Selv om testene og prognoserne var sikre, ville jeg nu nok ikke gå efter dem alligevel, hvis det ikke var muligt at behandle sygdommen. Døden kommer jo for os alle sammen, og vi bør under alle omstændigheder tage hver eneste dag som en gave. vi bør leve ansvarligt, uanset om der er få eller mange dage tilbage.” Peter

DET ETISKE RÅD �ETIK OG LIVETS BYGGEKLODSER - WWW.ETIKOGLIVET.DK

OPGAvERKORTFILM OM NANOTEKNOLOGIForstil dig, at du ansat som journalist på programmet “Viden Om” på DR2. Du har læst artiklen “Nanoteknologi og biosensorer” på Det Etiske Råds hjemmeside, og du er blevet inspireret til at lave en kortfilm om, hvordan en dagligdag ville være, hvis forskere formår at lave et minilaboratorium i tændstikæskeformat, som alle har i deres hjem.

OPGAvE

For at kunne lave en kortfilm så realistisk som muligt er det vigtigt at lave god research. Du skal derfor læse artiklen om “Nanoteknologi” og gerne finde flere oplysninger på internettet/biblioteket.

Lån et videokamera af skolen og lav en kortfilm, som skildrer de ovenstående mål.

NANOTEKNOLOGI OG BIOSENSORERAlt i hele universet er opbygget af de grundstoffer, der står i det periodiske system. Tankevækkende er det at tænke på, at 118 grundstoffer kan være grundstof nok til alle de forskellige materialer der findes .

Grundstofferne er så små, at vi ikke kan se dem med selv det bedste udstyr, der findes. Deres størrelse er 0,2 nanometer. Nu skulle man tro, at det er umuligt at arbejde med ting, man ikke kan se, men nej . forskere er faktisk i gang med at arbejde i denne størrelsesorden, og de udvikler materialer, der er så små, at de f.eks. kan indføres i vores blodåre for at opsamle information om vores krop.

OPGAvE

Læs mere om nanoteknologi i artiklen og arbejd efterfølgende med opgaverne.

a) Et atom har en størrelse på 0,2 nanometer. Der går 100.000 nanometer på en millimeter. Regn ud, hvor mange atomer der kan ligge ved siden af hinanden på en millimeter.

b) Nanoteknologi refererer til, at der arbejdes med materialer, der er mindre end 100 nanometer. Hvis vi antager, at der er udviklet et materiale, der er 100 nanometer, hvor mange af disse materialer kan så ligge ved siden af hinanden på 1 millimeter?

c) Nævn forskellige ting, man benytter nanoteknologien til.

d) Nævn de fordele forskere håber at opnå med teknologien. Kan du også nævne nogen ulemper ved denne teknologi?

NANOTEKNOLOGI OG ETIKLæs interviewet af Peter og Klemens, der diskuterer nanoteknologi. Arbejd derefter med følgende opgaver

OPGAvE

a) Hvis teknologien tillod det, ville du så gerne undersøges for, om du får en uhelbredelig sygdom senere i dit liv? Begrund dit svar.

b) Ville du leve dit liv anderledes, hvis du fik oplyst, at du havde 10 år tilbage af dit liv? Begrund dit svar.

c) Find tre argumenter for og tre argumenter imod nanosensorer. Brug disse argumenter i næste opgave. d) Forestil jer, at I er medlemmer af Det Etiske Råd. Afhold en etisk diskussion i klassen om nanoteknologi. Før I begynder på diskussionen, er det vigtigt, at I har sat jer ordentligt ind i, hvad nanoteknologi og etik er.

Brug jeres argumenter fra forrige opgave.

Husk at “når man handler etisk, forsøger man ikke bare at tilgodese sig selv og tilfredsstille sine egne interesser. I stedet tager man hensyn til andre mennesker, fordi man mener, at dette i den givne situation er det rigtigste at gøre”.