nyhedsbrev december 2012

Nyhedsbrev nr. 4 | december 2012

Af Maria Stougaard

I år kunne Fremtid og Håb fejre 10 års fødselsdag. Festligheden blev afholdt sammen med generalforsam-lingen den 22. september i Mølholm Kirkes Sognehus, og sikken en fest det blev. De kom fra både syd, nord, øst og vest for at være med til at gøre dagen til noget ganske særligt.

For 10 år siden startede det hos Karin og Ole Weber som en drøm og et ønske om i samarbejde med Joseph Kassaila at skabe en fremtid og et håb for gadebør-

nene i Sumbawanga. I dag er det vokset fra at være et lille projekt til at være en organisation, der har hjulpet og stadig hjælper masser af forældreløse og gadebørn i Sumbawanga til et bedre liv, der er fyldt med værdighed, håb og en tro på fremtiden. Det er fantastisk at tænke på.

TIlbageblIK MeD FreMTIDSvISIoNerNår man fejrer fødselsdag er det ofte med taler, der ser tilba-ge, og taler, der ser fremad, og musikalske indslag. Tilbage-blikket stod Ole Weber for. Han fortalte om de første år og de udfordringer og oplevelser, som der var i forbindelse med etableringen af Fremtid og Håb. På vores hjemmeside www.fremtidoghaab.dk har Ole Weber udarbejdet en tidslinie, hvor han har beskrevet, hvad der er sket i de forgange 10 år. Bestyrelsen vil gerne takke Karin og Ole Weber for det store arbejde de har gjort med udarbejdelsen af denne tidslinie. Samtidig vil vi gerne opfordre alle jer læsere til at gå ind på hjemmesiden og læse mere om vores historie. >>>

Fremtid og Håb holdt

10 års fødselsdag

Bestyrelsesformand Peter Sjursen giver Esther og Ole Jeppesen et par ord med på vejen, inden de drager til Sumbawanga for at sætte gang i byggeriet af børnelandsbyen.

Solfried og Hans Michael Mittúni fra Færøerne stod for den musi-kalske underholdning.

Af Maria Stougaard & Caroline Gadsbøll

ved generalforsamlingen ønskede børge Movild og Holger Iversen ikke at genopstille til bestyrelsen. be-styrelsen er yderst taknemmelig for det store arbejde og engagement, børge og Holger har lagt i Fremtid og Håb. Samtidig med at børge og Holger trådte ud af bestyrelsen valgte grethe Iversen, der har været den daglige leder af Fremtid og Håbs sekretariat i 3 år, også at stoppe. Der skal også lyde en stor tak til grethe for det store arbejde, hun har gjort for Fremtid og Håb. vi ønsker jer alle guds velsignelse fremover.

Da Børge Movild og Holger Iversen ikke ønskede genvalg, blev Caroline Gadsbøll og Maria Stougaard valgt som nye medlemmer i Fremtid og Håbs besty-

relse.

CarolINe gaDSbØllJeg hedder Caroline Gadsbøll og er 28 år gammel. Jeg er sygeplejer-ske på en akut intensiv psykiatrisk afdeling i København, hvilket jeg er meget glad for.

I de sidste otte år har jeg haft Tanzania og Fremtid og Håb i tankerne. I 2004-2005 var jeg volontør på drengehjemmet, Bethania. Siden har jeg været i Tanzania talrige gange, og

To nye medlemmeri bestyrelsen

>>>MeN HvaD SÅ MeD FreMTIDeN?Hvad drømmer Fremtid og Håb om? Både Emmanuel og Joseph fra børnehjemmene i Sumbawanga deltog i festen. Emmanuel var til stede, mens Joseph deltog over en skype-forbindelse. De har begge drømme og ønsker for Fremtid og Håb og det arbejde, der ligger og venter på os. Udfordringen med forældreløse og gadebørn i Sumbawanga vil blive ved med at være der mange år ind i fremtiden. Det er Emmanu-el og Josephs store drøm og ønske for fremtiden, at vi vil forsætte samarbejdet med at give disse børn i Sumbawanga et liv med en fremtid og et håb.

SaNg og MUSIKDet musikalske indslag stod vores gæster fra Færøerne Sol-fried og Hans Michael Mittúni for. Solfried og Hans Michael leder Fremtid og Håbs støttekreds på Færøerne. TaKBestyrelsen vil gerne takke alle jer der valgte at tilbringe lørdag eftermiddag sammen med os for at være med til at gøre dagen til noget ganske særligt, og vi glæder os til at se jer alle til 15 års fødselsdagsfest i 2017. •

Emmanuel fortæller om arbejdet i Sumbawanga, mens Maria Stou-gaard oversætter.

Kaffe og kage hører naturligvis også til en fødselsdagsfest.

www.fremtidoghaab.dk

forrige sommer blev det til et glædeligt gensyn med Sumbawanga og børnene på Bethania. Drengene er nu blevet halvvoksne mænd med alt, hvad dertil hører. De er i gang med at realisere de drømme, som var spæde og nyplan-tede i dem, da jeg mødte dem første gang. Drengene var stadig i færd med at vænne sig til tanken om, at der, i kraft af Bethania, var en fremtid og et håb for dem.

Gennem mine ophold i Østafrika og primært Tanzania har jeg set rigtig mange forsøg på at hjælpe en fattig befolkning til bedre forhold. Forsøg, som ofte er udsprunget af en kærlighed til næsten og et oprigtigt ønske om at hjælpe. Jeg har oplevet, at dette både kan føre til gunstig vækst og udvikling, men jeg har også oplevet det modsatte – at hjælpen skaber et afhængigheds-forhold, som fjerner initiativ, social ansvarsfølelse og tro på egne evner hos lokalbefolkningen.

De fl este har hørt parolen om, at det er bedre at give de fattige en fi skestang end at forære dem fi sken. Jeg vil gå så langt som til at sige, at de hverken skal have fi sk eller fi skestang – de skal i stedet, ligesom jeg selv ofte har brug for det, have sparringspart-nere, hjælp til refl eksion og et skub til at komme i gang og til at tro på, at de kan være med til at give deres del af verden en fremtid og et håb. Gensynet og kærligheden til ”børnene” kombine-

ret med et hav af tanker om, hvordan vi på bedste vis hjælper, har ført til, at jeg nu har valgt at træde ind i Fremtid og Håbs bestyrelse. Jeg ser det som en stor udfordring, men også som en nødvendighed, at fokusere på at hjæl-pe på en god og sund måde. Lysten til at bidrage med og blive klogere på netop dette er overskriften, når jeg skal beskrive min indtræden og mit engage-ment i Fremtid og Håbs bestyrelse.

MarIa SToUgaarDJeg hedder Maria Stou-gaard, er 37 år, uddannet som cand. scient. human ernæring. Jeg arbejder som videnskabelig assistent på Institut for Sygdomsforebyggelse ved Bispebjerg Hospital.

Mit kendskab til Tanzania og udvik-lingsarbejde stammer fra ophold, jeg havde i Tanzania i forbindelse med mit studie. Her arbejdede jeg på et ho-spital i det nordvestlige Tanzania. Når jeg er i udviklingslande som Tanzania, kan jeg godt blive ramt af en undren over, hvorfor vi i vores del af verden er så privilegerede? Dette skal ikke forveksles med medlidenhed, for jeg har ikke medlidenhed med tanzanierne. Medlidenhed er nedværdigende og gør, at vi ikke er ligeværdige partnere. I stedet har jeg omsorg og et ønske om at hjælpe. Dette ønske om at hjælpe kan hurtigt ende med, at vi begynder at organisere, planlægge og fortælle tanzanierne, hvad de skal gøre for at tingene bliver, hvad vi vesteuropæere betegner som bedre. Hvis det er denne måde, vi ønsker at hjælpe på, mener

jeg, at vi gør mere skade end gavn og bør rejse hjem.

Min indgangsvinkel til at indtræde i Fremtid og Håbs bestyrelse er, at jeg gerne vil være med til at give foræl-dreløse og gadebørn i Sumbawanga et liv med fremtid, håb og værdighed. Udfordringen er, hvordan vi bedst opnår dette. Jeg mener, det er vigtigt, at vi husker, at vi ”lærer ved at gøre”, og det er derfor vigtigt at tanzanierne gør deres egne erfaringer. I vores iver for at hjælpe og gøre en forskel skal vi huske, at det ikke er os, der skal gøre arbejdet og derved fratage tanzanier-ne følelsen af at de selv kan ændre tingene. Det er tanzanierne, der selv der skal tage initiativet til at skabe en fremtid for de forældreløse og gade-børnene i Sumbawanga. Jeg håber, at jeg kan være med til at bidrage til denne følelse.

vi byder Caroline gadsbøll og Maria Stougaard velkommen i bestyrel-sen. •

beSTYrelSeNBestyrelsen i Fremtid og Håb består af nu af formand Peter Sjursen, næstformand Maria Stougaard, kasserer Dorte Elvang, sekretær Mette Lysholm, Caroline Gadsbøll, Jens Kruse og Fritz Kristiansen.

SeKreTarIaTeTSekretariatet er fl yttet til Weysesvej 3, 7400 Herning og opgaverne varetages nu af Mette Lysholm i samarbej-de med Dorte Elvang.

MarIa SToUgaarD

Fremtid og Håb | nyhedsbrev nr. 4 | december 2012

Af Emmanuel Paul, oversat af Maria Stougaard

I September besøgte emmanuel ole og Karin Weber og vi var så heldig i Fremtid & Håb også at mode ham. emmanuel er daglig leder af drengehjemmet i Sumba-wanga og Josephs nærmeste medarbejder. efter emma-nuel er vendt hjem til Sumbawanga, har han sendt det følgende indlæg til Nyhedsbrevet.

Først vil jeg gerne have lov til at takke Karin og Ole Weber for denne unikke mulighed for at komme og be-søge jeres dejlige land. Det har været en stor oplevelse

og givet mig en masse inspiration til både mit personlige liv såvel som min karriere. Jeg vil gerne takke for den varme velkomst og imødekommenhed, der mødte mig alle vegne. En særlig tak til de familier, der inviterede mig indenfor i de-res hjem. Dette gav mig en enestående mulighed for på egen hånd at opleve, hvordan familier i Danmark lever.

En særlig tak til Fremtid og Håbs bestyrelse, venner og bidragydere i Danmark. Jeg havde en masse gode oplevelser sammen med jer og lærte en masse ting, som jeg vil kunne bruge i mit daglige arbejde med gadebørnene i Sumbawan-ga. Jeg var især imponeret over, hvor velorganiserede I er, og det kæmpe stykke frivillige arbejde I gør for at give de for-ældreløse og gadebørnene i Sumbawanga et liv, der ikke er fyldt med håbløshed, men fyldt med fremtid og håb. Det var en stor glæde at opleve, at I har videregivet glæden ved at hjælpe andre til jeres børn. Dette erfarede jeg mange steder, bl.a. da jeg besøgte Mølholm Skole i Vejle, men også andre steder hvor jeg mødte og talte med børn.

Tak for nogle dejlige dage i jeres skønne land, og jeg håber en dag at møde jer alle i Sumbawanga, så I kan møde alle de dejlige mennesker, der bor der og se den store forskel, jeres støtte gør for de forældreløse og gadebørnene. •

Hilsen fra emmanuel emmanuelPå Mølholm Skole lærte Emmanuel et par nye bogstaver at kende.

Emmanuel fi k under sit ophold mulighed for at hilse på et par kalve på et moderne dansk landbrug.

En malkerobot er ikke just hverdag i det tanzaniske landbrug, så den er spændende at se for Emmanuel.


Af Ole Jeppesen og Maria Stougaard

Selvom arbejdet i Sumbawanga går i et andet tempo, end det vi kender fra en byggeplads i

Danmark, så går det fremad. Grunden skråner en del, hvilket komplicerer byggeprocessen lidt, og der skal derfor fl yttes en del jord. Det gøres i 10 liters

spande, men det forhindrer ikke, at der hver dag bliver fl yttet rigtig meget jord. På nuværende tidspunkt er støbningen af pigehuset og de to drengehuse helt færdig og støbningen af de indvendige skillevægge er begyndt. Der er gravet septiktank som indvendigt er muret op med mursten, og udgravningen til sive-brønden er også færdig. Nu er arbejdet

Nyt fra byggerietmed at bygge sivebrønden i gang, og der skal også snart graves efter drikke-vand. Det er dog ikke alt, der foregår med håndkraft. En lille lastbil kører hele tiden materiale enten ud eller ind. Den skal blandt andet køre 40.000 mursten ind på byggepladsen. Det er vigtigt at vi får materiale ind på pladsen inden regntiden for alvor kommer. •

Både mænd og kvinder deltager i arbejdet. Heldigvis er der en lastbil, der kan hjælpe med at transportere materialer til byggepladsen.


glædelig jul og godt nytår!Af Maria Stougaard

I Fremtid og Håb er vi meget taknemmelige over den store støtte og opbakning, vi får til vores arbejde blandt gadebørnene i Sumbawanga. Uden jeres trofaste støtte bidrag og forbøn ville det ikke være mu-ligt for os at give gadebørnene i Sumbawanga et værdigt liv – et liv med håb og fremtid. Fremtid og Håb

vil derfor gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår og sige tusind tak for jeres engage-ment i arbejdet med at hjælpe gadebørnene i Sumbawanga.

Desværre bliver der ikke færre børn, som har brug for hjælp. Derfor har Joseph i Sumbawanga og vi i Frem-tid og Håb brug for al den støtte, vi kan få. I den forbindelse vil vi i Fremtid og Håb gerne gøre opmærksom på muligheden for at få en annonce enten i nyhedsbrevet eller på hjemmesiden. Hvis der er nogle blandt vores læsere, der skulle være interesseret i at høre mere om denne mulighed, er I meget velkommen til at kontakte mig enten per mail [email protected] eller per telefon 45 93 91 33 (efter kl. 19:00). •

Af volontører Anette Solgaard og Lea Christensen Nielsen

Siden sidst er dagene bare fl øjet af sted her i Sumba-wanga, og vi har haft rigtig travlt. Det meste af tiden har vi brugt på to store projekter: at sende 42 børn på safari-tur og at afholde et talentshow.

vi har selv været på safari et par gange, og blev enige om, at vi syntes det var på tide, at vores børn også fi k lov til at få den oplevelse. Vi lejede en bus her

i byen, og fi k booket et hotel og bestilt mad lidt uden for Katavi Nationalpark, som ligger omkring fem timers kørsel fra Sumbawanga. Turen blev budgetteret til 13.000 kr., og eftersom det er lidt mere end volontørøkonomien kan klare, begyndte vi at samle penge ind på fl ere forskellige måder. En af dagene afholdt vi et sponsorløb her i området, hvor

børnene løb, alt hvad de kunne på 30 minutter - i alt blev det til 169 kilometer. Børnene var motiverede, og de gjorde det virkelig godt. Hurtigste løber var Yalagwa på 16 år, der nåede syv kilometer på den halve time. Derudover lavede børnene forskellige kreative ting, som herefter blev solgt både på det lokale marked og på nettet, hvor Facebook har været en stor hjælp. Børnene var meget engagerede, og fl ere aftener i træk var de i fuld gang med alt fra hårspænder af gamle knapper, øreringe af kokosskaller, tasker af melsække, hals-kæder af perler, fl ettede kurve og malerier. Vi er ret stolte af produkterne, selvom man selvfølgelig godt kan se, at de er hjemmelavet. Tanken bag sponsorløbet og salget af krea var at samle penge ind, men også at give børnene lidt medan-svar for Katavi-turen og give dem følelsen af at være en del af det. Derudover har vi selvfølgelig også fået en masse hyggelige timer ud af det.

På safarituren kom børnene meget tæt på krokodillerne.

Safari og talentshow


SaFarITUrLørdag morgen den 22. september sad alle 42 børn i bussen - klar til deres første safari-tur, og for nogen deres første bustur. Efter fem timers buskørsel ankom vi til hotellet, hvor vi spiste frokost, der bestod af boller med marmelade eller peanut butter. Det var ret populært hos børnene, der kun er vant til ugali og bønner. Vi fi k en guide med i bussen og kørte efter frokost på safari. Hvis der stod en elefant til venstre for bussen, så væltede alle børnene over i venstre side. Hvis vi så en antilopefl ok i højre side, så var alle børnene ovre i højre side for at få et ordentligt kig. Hver gang guiden fortal-te noget, så lyttede vores børn meget nysgerrigt, og de havde alle tusindvis af spørgsmål. Vores guide valgte på et tidspunkt en noget alternativ safari. Bussen holdt ind til siden, og så be-gyndte han ellers at gå ud langs fl oden. Nogle af børnene fulgte med, og vi gjorde det samme. Her gik vi få meter fra fl odheste, og pludselig hev han os med hen til et træ. En meter fra os lå

to kæmpestore krokodiller. Vi var ikke særlig trygge ved situationen; en guide med et sammenfoldet gevær, 20 børn, hvoraf nogen havde bare tæer, og massevis af vilde dyr. Men som om det ikke var vildt nok, så begyndte guiden at prikke til krokodillen med en kæp. Da den ikke reagerede, så kastede han en sten på krokodillen, hvilket selvføl-gelig fi k den til at åbne gabet. Heldigvis

Børnene har fået øjet på et dyr.

overlevede vi alle den walking-safari og kom tilbage til resten af gruppen.

MaNge INDTrYKDa vi kom tilbage til hotellet, var det blevet mørkt, og vores børn var trætte efter den lange dag med de mange indtryk. Vi fi k dem fordelt i værelserne, de kom alle sammen i bad, og herefter var der lækker aftensmad: Masser af ris, kød og grønt og en sodavand til. De spiste, til de ikke kunne mere, og herefter gik de fl este trætte i seng. Søndag vågnede vi op til lyden af vores børn, der allerede var oppe og klar, og bare ventede på de to knap så morgenfriske piger. Efter morgenma-den kørte vi hen og fandt en ny guide, og herefter stod den på safari igen. Vi spiste resten af de 400 boller, som vi havde bagt, til frokost inde i parken, og herefter gik turen hjemad mod Sumba-wanga. I bussen på vej hjem blev der sunget og klappet det meste af vejen, og det blev kun afbrudt af en tiltrængt sodavandspause. Vi var hjemme igen lidt over klokken 20 søndag aften, hvor mamaerne ventede med aftensmad til børnene. >>>Det er tørt, så fl odhestene samler sig i vandhullerne.


GadebørnsarbejdetFreMTID og HÅbWeysesvej 3, 7400 HerningT: +45 5217 8009 E: [email protected]: fremtidoghaab.dkCVR nr. 31 90 87 01Daglig leder Maria StougaardT: +45 4593 9133E: [email protected]

NYHeDSbreveT

Redaktør: Maria Stougaard

Journalist: Morten Mørch

Layout: Dan Møller Freehand.dk

Distribution: Jonna Kristensen

Fremtid og Håb er en dansk organisation, der hjælper gadebørn i Sumbawanga i det sydvestli-ge Tanzania. Nøden blandt gadebørnene er stor, og resurserne er små. Derfor arbejder vi på at få etableret hjælpecentre og børnehjem i samarbej-de med de lokale myndigheder i Sumbawanga.

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jer 29,11)

INDbeTalINg aF gaverog KoNTINgeNT

Danske Bank

Reg. nr. 1551

Konto nr. 10320739

Husk at angive formålet.

Stiftere og æresmedlemmer af Fremtid og Håb: Karin & Ole Weber

>>>eN STor SUCCeS!Turen var alt i alt en rigtig stor succes, og vi fi k set både elefanter, giraffer, bøfl er, fl odheste, krokodiller, zebraer, aber, et glimt af en leopard, en løve-fl ok på afstand, og vi fi k alle børn med hjem igen – glade og med en hel masse nye indtryk. Vi håber, at de har fået en oplevelse for livet! TaleNTSHoWVores sidste store projekt var et talent-show. Vi lejede byens bedste musikan-læg inklusiv DJ. Vi lejede et rigtig fi nt festlokale. Vi lavede 150 billetter, som blev solgt til personale, naboer, besty-relsesmedlemmer og venner. Vi satte Peter Olofson (missionær fra Luthersk Mission) i gang med at designe en scene til 2.000 kroner. Vi satte Esther Jeppesen til at klippe og sy næsten 400 vimpler, bage kage to dage i træk, og sy et stort rødt scenetæppe. Til at hjælpe os med selve showet havde vi to veninder fra Danmark, Sissel og Cecilie, som gjorde et rigtig stort og fl ot stykke arbejde. Vi kunne ikke have gjort det uden dem! Vi havde kun en uge til at forberede showet, hvilket resulterede i arbejdsdage på op til 14 timer, en hel weekend med øvework-

shop, og natarbejde i form af syning af kostumer og fremstilling af rekvisitter. Børnene havde en hel masse gode idéer til hvad de gerne vil fremføre, og det betød, at vi fi k et rigtig alsidigt program stablet på benene. Fodbold-drengen John havde sit eget lille show, hvor han udover en masse jonglering blandt andet tog armbøjninger og smed trøjen mens bolden balance-rede på ryggen. Derudover var der trylleri på programmet, og eftersom man ikke er vant til sådan noget, var selv simple tricks meget populære hos publikum. Vi havde også fået samlet et lille akrobatikhold, og drengene var virkelig seje - man kunne bare sige at de for eksempel skulle lave baglæns saltomortale, fl ikfl ak eller andet, og så gjorde de selvfølgelig det. Der blev også optrådt med et stomp nummer og lidt skuespil.

DYgTIge DaNSereLokal traditionel dans med hurtige rytmer på gedeskindstrommer, sang på gammelt stammesprog, ens kostu-mer syet af mønstret kangastof hos en skrædder, kropsmaling, hjemmelavede knive og stokke i sort og hvid, er noget af det børnene er rigtig gode til, så der var tre af den slags danse på program-met. En af dansene indebar sågar store fakler, som blev slynget rundt under vild dans, alt imens vi holdt vejret og krydsede fi ngre for, at der ikke gik ild i

hverken børnene, scenen eller bagtæp-pet. Tanzaniere er nogle dansemus, så der blev også rystet hofter til en lokal popsang, danset lanciers i butterfl y og festkjoler, danset til ”Hush Little Baby”, og så fi k to af drengene givet den gas som Michael Jackson til ”Beat it”. Der var også to selvdigtede rap-numre på programmet.

SaNgNUMreSang var til gengæld ikke børnenes stærke side, så af hensyn til publikums ører, blev vi nødt til at strege et par so-losange fra listen - tilbage var sjæleren ”Show Me The Meaning” sunget som duet af to store drenge. Derudover ”Go Down Moses” som korsang, ”We Are Family” på både engelsk, dansk og swahili sunget af alle pigerne, en sang om frugter på swahili sunget af de helt små fra drop-in centret, der selvføl-gelig glemte alt om både sang, frugter og opstilling da de kom på scenen, og som en fantastisk afslutning på talent-showet kom alle børn på scenen og sang ”We Are The World”. Vores børn gjorde det helt fantastisk godt! Det var til tider lidt hektisk bag scenen, men da børnene først kom ind i scenelyset var de 100 procent på. De var bare så klar på fyre et godt show af og nød det virkelig. De imponerede både os og publikum. Aldrig havde vi forestillet os, at talentshowet kunne blive så godt - vi er utrolig stolte af vores børn. •

Drengene er klar til at fyre den af til talent-showet.

Den nybyggede scene er heldigvis stærk, så den kan holde til hele børnefl okken.

Tanzanierne har rytme i kroppen.

nyhedsbrev december 2012

Documents