ole lund kirkegaard - en livshistorie af jens andersen

83513_ole lund kirkegaard.indd 1 8/28/10 12:02:52 PM

Ole lund KirKegaard en livshistOrie af jens andersen

gyldendal


4 o l e l u n d k i r k e g a a r d | 1 9 4 0 - 1 9 5 5

83513_ole l kirkegaard_r1.indd 4 01/09/10 13:37:14

o l e l u n d k i r k e g a a r d | 1 9 4 0 - 1 9 5 5 5

„Der finDes folk, som vil for kaste fantasiens værDi. Dog lever vi mere enD halvDelen af vores tilværelse i fantasien“ Ole Lund Kirkegaard, 1978


taK til alle jer, der bidrog så generøst til denne bog med erindringer, billeder, malerier,

fotos, udklip og dokumenter af den ene og anden slags. Tak for inspiration, råd, vejledning

og hjælp undervejs. I alfabetisk rækkefølge: Peter Abildgaard, Lene Andersen, Niels Arden

Oplev, Kirsten Arden Pedersen, Nils Axelsen, Henning Bagger, Grethe Brandt, Christian

Braad Thomsen, Poul Winther Christensen, Claus Bang Clausen, Leif Bang Clausen, Niels

Dygaard, Tom Døllner, Ivalo Falk, Leif Falk, Brita Haugen, Ulla og Stig Hylleberg, Mogens

Hørder, Carl-Emil Jensen, Kurt Jespersen, Maya Bang Kirkegaard, Nana Bang Kirkega-

ard, Johannes Lassen, Maria Lundén, Rikke Mai, Sys Matzen, Erling Munch-Hansen, Tage

Munch-Hansen, Paul Møller, Marie E. Pedersen, Ulf Pilgaard, Johannes Riis, Poul Ringhof,

Thorkild Seistrup-Møller, Jørn H. Severinsen og Ulla Selfort. Også en tak til Skanderborg

Historiske Arkiv og til Gangstedfonden. En særlig tak til Anders Kelstrup og Jens Lund Kir-

kegaard, men først og fremmest til Anne Lise Kirkegaard, uden hvem denne bog aldrig ville

have set dagens lys.


indledning side 9

1. Kapitel (sommeren 1966) side 13

2. Kapitel (1940-1955) side 25

3. Kapitel (1956-1959) side 69

4. Kapitel (1960-1964) side 107

5. Kapitel (1965-1969) side 149

6. Kapitel (1970-1975) side 207

7. Kapitel (1976-1979) side 253

litteraturliste side 301

indhOld


o l e l u n d k i r k e g a a r d | i n d l e d n i n g 9

„mange mennesKer er født i mangel og få i overflod. De første misunder de sidste, og de sidste vil ikke bytte.“

Sådan skrev Gunnar Ekelöf i et essay i 1941, der handlede om kunst-neren som „outsider“. Med sig selv som eksempel forsøgte den svenske digter at forklare de kræfter i sindet, der driver en kunstners liv og bety-der, at det at skrive eller male er den største kærlighed i hans liv. Noget, der kan være svært at forstå for en eventuel ægtefælle og familie, i visse tilfælde også at tilgive. Med Ekelöfs ord handler dette aldrig hvilende begær i kunstneren om „at skaffe sig af med alt det uvæsentlige for lettere at kunne finde ud af dette noget“.

En sådan person, der absolut måtte finde ud af dette noget, og som i 1940 hverken fødtes i mangel eller i overflod, var Ole Lund Kirkegaard. Lige fra barnsben hjemme i Skanderborg, over studenter- og studieår i Århus, soldatertjeneste i begyndelsen af 1960’erne, derefter ægteskab, lærerjob og forfatterkarriere frem til hans tidlige død i snedriverne på Barrit Kirkegård i marts 1979, bestemte en mystisk indre higen hans livsbane. Ligesom den betød, at Kirkegaard især som voksen måtte leve med en påtrængende følelse af, at noget væsentligt manglede i hans liv.

Ole, Lund, Ole Lund, Kirkegaard og Ole Lund Kirkegaard, som denne bogs hovedperson på skift vil blive kaldt, kunne nok gemme dette begær væk bag sin mere eller mindre borgerlige livsførelse, men på længere sigt var det ikke muligt for ham at ignorere længslen efter at „finde ud af dette noget“. Netop fordi han var født til mangel – og hverken i mangel eller i overflod.

indledning


10 o l e l u n d k i r k e g a a r d | i n d l e d n i n g

Sådanne mennesker er ret ens, hævdede Gunnar Ekelöf, uanset hvilket socialt miljø de stammer fra. Vi taler om en slags vagabonder, oftest kun i ånden, eftersom mange af dem ud over smørret på brødet kan have fast lønarbejde, eget hus, bil i garagen, ægtefælle, børn og kæledyr. Set udefra burde de således være relativt lykkelige og tilfredse.

Det er de bare sjældent, fordi de, henvist til en slags paralleltilværelse, hvor de må leve med deres kroniske savn, som de ikke kan forvente, at an-dre skal kunne forstå og acceptere. De voldsomme kræfter kan i perioder dæmpes, men aldrig helt fjernes. Følgelig former mange timer af deres liv sig som en virkelighedsflugt, hvis motiv man sikkert skal være kunst-ner for helt at kunne forstå og sætte ord på. Ligesom Gunnar Ekelöf:

„De stræber efter at nå frem til deres egen ejendom, den de med rette kan kalde deres og kun deres – i det omfang et menneske kan gøre det. Anden ejendom interesserer dem mindre, i mange tilfælde slet ikke. For den slags mennesker er manglen et livsvilkår.“

Sådan formede tilværelsen sig for Ole Lund Kirkegaard. De følgende sider rummer historien om hans liv, paralleltilværelse og den „egen ejen-dom“, han forsøgte at nå frem til. Af gode grunde er biografien ikke for-talt af ham selv – ud over brudstykkerne af hans egen stemme fra inter-view i aviser, tv og radio i årene fra 1966 til 1979 – men af dem, som var i familie med ham eller kendte ham som ven, kollega, kæreste og nabo.

Ole Lund Kirkegaard var ikke et menneske, der førte scrapbog, arkive-rede eller samlede sammen til arkiv. Tværtimod lod han alle sine manu-skripter og mange tegninger ligge og flyde på sit forlag eller hos andre, han arbejdede for, ligesom malerier og anden billedkunst og skulpturer af sten, ler og papmaché var noget, der ofte blev produceret med for-æring for øje og derfor i dag hænger og står ude i det ganske land, spredt for alle vinde. Han skrev heller ikke dagbog, men gjorde sine breve til små fiktioner. Og så hadede Kirkegaard at blive fotograferet, skønt han var ganske fotogen. Ligesom parcelhuse og jakkesæt med slips var fami-liefotoalbummer ham en borgerlig vederstyggelighed – „alt for meget Hr. og Fru“, som han sagde.

Det samme, mente han, var kunstneres nedskrevne refleksioner over sig selv. Ole Lund Kirkegaard kunne f.eks. aldrig have begået et så intel-lektuelt, selvbiografisk essay som Gunnar Ekelöfs. I stedet malede Kir-kegaard i årene 1958-66, før hans første børnebøger skubbede oliefarver og lærred i baggrunden, en række billeder, hvis gennemgående motiv var en ung mands ansigt, der i forskellige mere eller mindre skæve og splintrede former ser naivt undrende ud på os og verden. Nogenlunde som mennesket, der studerer sig selv i spejlet. „Hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen?“


o l e l u n d k i r k e g a a r d | i n d l e d n i n g 11

„Ansigt“ hedder et af disse mange oliemalerier fra årene omkring 1960, der er lagt som en rød tråd gennem denne bog. Skiftende ansigter af en outsider, der står derude og kigger ind med en klar og stærk fornemmelse af, at menneskets største og sværeste opgave er at blive sig selv. Som Gunnar Ekelöf skrev i det sidste afsnit af sin essayistiske skildring af en kunstners vej gennem livet:

„Hans første pligt, eller snarere hans bedste middel til at nå frem til alt dette, er at anerkende sin ubodelige ensomhed og meningsløsheden i sin

Et af Ole Lund Kirkegaards mange oliemalerier af ansigter fra årene omkring 1960.


vandring på jorden. Først sådan kan han rive alle kulisser, dekorationer, forklædninger bort fra virkeligheden.“

Inden Ole Lund Kirkegaard i slutningen af 1970’erne tilsyneladende gav sig helt hen til livets meningsløshed og ensomheden, omgav han sig gerne med mennesker og meninger. Han kommenterede gerne de man-ge spørgsmål om børns vilkår og velfærd i kølvandet af 1968 og kastede sig frygtløst ind i debatter om folkeskolens mening med filosofiske og politiske betragtninger som:

„Det at have frihed til at være sig selv, kapacitet til at være sig selv, leve, blomstre – det skal være noget fundamentalt hos det enkelte menneske. Jeg tror ikke på revolution. Det har altid medført, at en anden magtklasse sætter sig på samfundet, på folk som helhed. Selv ikke i det kommunisti-ske Sovjetunionen er den sociale rangstige forsvundet.“

Ole Lund Kirkegaard var ikke kun forfatter, tegner og kunstmaler, men også skolelærer og foredragsholder. Ud af disse basale kommuni-kative tilgange til verden – skriften, billedet og det talte ord – opstod hans forfatterskab, der rummer klassikere på stribe. Bøger, der for længst er indlemmet på kanonlisterne i ind- og udland og med tiden blev så verdensberømte i Danmark, at en af figurerne både kom på frimærke og lagde navn til et yderst populært stykke morgenbrød fra bageren henne på hjørnet.

„Goddag, hvad skulle det være?“ – „To frøsnappere, tak!“ Så godt eller så galt kan det gå en outsider. Her kommer historien om Ole Lund Kirkegaard.


o l e l u n d k i r k e g a a r d | 1 9 4 0 - 1 9 5 5 13

Kapitel (sommeren 1966)

1.


14 o l e l u n d k i r k e g a a r d | 1 9 4 0 - 1 9 5 5


o l e l u n d k i r k e g a a r d | s o m m e r e n 1 9 6 6 15

i juni 1966 dukkede navnet Ole Lund Kirkegaard op i den danske of-fentlighed. Det vil sige, i landsbyen Oue nord for Mariager Fjord havde man allerede i trekvart år snakket om „lærer Kirkegaard“, som den nye, unge skoleleder blev kaldt både i skolen og nede i Brugsen.

Mens børnene i Oue var vilde med lærer Kirkegaard, fordi han var lærer på en måde, de aldrig før havde set magen til på egnen, syntes mere end ét forældrepar, at læreren var lige lovlig langt fremme i de træsko, han altid gik med. Lidt for moderne. Fire år før Thylejren var ungdoms-oprøret pludselig kommet til Østhimmerland.

Ikke mindst hvis man spurgte inspektøren på den store skole i na-bobyen Valsgaard, der med stigende foragt – og indre bekymring – så, hvordan den nye skoleleder i Oue forvandlede en dansk folkeskole til en indianerlandsby med totempæle, bålplads, reb og huler i træerne, voli-erer med farvestrålende fugle, malerier på skolegårdens asfalt og på alle vinduerne ind til klasseværelser, der var fulde af børn, der gerne måtte sætte spørgsmålstegn ved lærerens autoritet.

At lærer Kirkegaard var en mand, der troede på, at viden ikke kun hand-ler om den store tabel, fremgik af noget, han havde sagt til en af mødrene under høstfesten, da læreren og hans kone lige var flyttet til Oue:

„Ved du hvad, Fru Pedersen, man behøver overhovedet ikke at under-vise børn. De skal nok finde ud af det selv. Ligesom oldtidsfolket.“

Når han i sommeren 1966 pludselig blev kendt uden for Oue, skyld-tes det, at han i København havde vundet en stor konkurrence om den


16 o l e l u n d k i r k e g a a r d | s o m m e r e n 1 9 6 6

bedste fortælling for børn fra syv til femten år. Den var arrangeret af dagbladet Politiken, der 10. april samme år havde været med til at sætte dansk børnelitteratur til debat, da man udskrev konkurrencen med føl-gende fyndord:

„De må ikke lade Dem skræmme af at bo i et land, hvor den der skriver for de mindre, næppe tør kalde sig forfatter og sandt at sige heller ikke behandles som sådan. De må heller ikke lade Dem skræmme af aldrig før at have lavet sådan en historie. Det er der mange, der aldrig har – pinligt mange!“

Hvem kan fortælle den bedste historie for børn i alderen 7 til 15 år? Det er i foråret 1966, at dagbladet Politiken udskriver en litte rær konkurrence og samler et dommerpanel, der tæller både børn og voksne, bl.a. forfatteren Leif Panduro.



Da afgørelsen på konkurrencen var truffet, bragte Politiken et interview med vinderen. På fotoet står en 25-årig, noget betuttet Ole Lund Kirkegaard sammen med sin kone, Anne Lise, midt i parrets stue i skolebygningen, ud til sko-legården, hovedvejen og forsamlingshu-set overfor. Man forstår hovedpersonens forbløffelse på fotoet, når man ved, at han fem minutter tidligere hverken hav-de hørt den gode nyhed eller endnu var orienteret om journalistens og fotogra-fens besøg. Faktisk havde han glemt alt om novellekonkurrencen, da han kom hjem og i entreen blev mødt af sin hviskende hustru, der meddelte – troede lærer Kirkegaard – at der inde i stuen sad „To fra politiet“.

Han blev derfor betydeligt lettet, da det viste sig at være „to fra Politi-ken“. Den ene havde straks taget pen og papir frem, mens den anden bad det unge par stille sig sammen midt i stuen. Som sædvanlig havde Kir-kegaard sin elskede snadde skiftevis i munden eller hånden, og bag ham og Anne Lise, der i artiklen blev præsenteret som den „søde, unge kone, der hører med til hans lærerstab på i alt seks lærere og lærerinder“, sås nogle spøjse oliemalerier af eksotiske fugle og måbende mennesker. I sin pibefri hånd holdt Kirkegaard et stykke papir, der på fotoet godt kunne forveksles med et udkast til vinderhistorien om „Dragen“.

„Den lille historie, jeg indsendte, er en del af en børnebog, jeg er i gang med at skrive og som kapitel for kapitel afprøves på børnene, der er et meget fintmærkende barometer. Kun de ting, børnene synes om, bliver stående.“

Sådan sagde Ole Lund Kirkegaard til Politiken, der havde fået ikke mindre end 1600 bidrag til konkurrencen. I den særdeles kvalificerede dommerkomité, der altså pegede på „Dragen“ og den ukendte Ole Lund Kirkegaard, sad to skoleelever, en børnebibliotekar, en ekspert i børns læsning, Politikens kronikredaktør og selveste Leif Panduro.

Med den „tunge“ priskomité ville avisen sende et radikalt signal, der handlede om, at børnelitteraturen skulle have mere plads på det litterære parnas, ligesom børns kulturelle behov i almindelighed burde tilgodeses i højere grad, end det tidligere var sket.

Det ambitiøse tiltag var en del af tidsånden. Oprørske paroler som „Fan-tasien til magten“ var lige rundt om hjørnet. Det samme var hippiebevæ-gelsen, studenteroprøret og kvindernes frigørelse. Vandmandens tidsalder



med alle dens bløde værdier varslede det kommende halve århundredes altoverskyggende isme i vesterlandsk kultur – individualismen.

Af samme grund havde der siden begyndelsen af 60’erne blæst nog-le revolutionerende vinde i pædagogikken, man ikke havde følt siden 1930’ernes reformpædagogik. Barnets natur og følelsesliv skulle ikke kun respekteres, blev der sagt, men også stimuleres. I centrum af skolevæse-net satte man nu „elevens alsidige udvikling“. De første mægtige skridt i en epokegørende forandring af magtforholdet mellem elev og lærer, børn og voksne var taget. Og ord som „revselse“ og „tugt“ blev endegyl-digt sat på folkeskolens port i 1967, da Folketinget besluttede, at lærere ikke længere måtte lægge hånd på deres elever.

Nu skulle piger og drenge så også i kridthuset i den danske litteratur, mente Politiken. Avisens initiativ i foråret 1966 var i den grad med til at vække en patriarkalsk institution som Det Danske Akademi. Senere samme år annoncerede Akademiet en børnebogskonkurrence, som Cecil Bødker vandt med „Silas og den sorte hoppe“, og i forbindelse med den-ne konkurrence i 1966-67 holdt akademimedlem Steen Eiler Rasmussen to taler, der var forud for deres tid. Så meget forud, at Det Danske Aka-demi ikke siden har holdt lignende taler og ej heller lignende børnebog-skonkurrencer. Desværre. For Steen Eiler Rasmussen satte fingeren på et særdeles ømt sted i dansk kultur, da han i sine to forsvarstaler for kva-liteten i børns litteratur påpegede, at hvis man vil stimulere og udvikle sansen for et lands sprog, må man altid begynde med det, børnene læser. Mindre kan ikke gøre det:

„Når Det Danske Akademi nu vil gøre en indsats for at højne børne-bogen, må man jage en pæl gennem den opfattelse, at det skulle dreje sig om et anden klasses produkt. Det er særligt vigtigt at netop børnebogen er første klasses. Det, der gør en god børnebog, er det samme, der altid skal til for at gøre en bog til et godt kunstværk. Nemlig et levende bevæ-get sind, en fantasi, der udfolder sig i en fast lovbundet form og udtryk-ker sig i et sprog, der er klart og brillant.“

Om fantasien i den historie, som i juni 1966 vandt Politikens novel-lekonkurrence, nu også udfoldede sig „i en fast lovbundet form“, stod så afgjort til diskussion. Derimod kunne de fleste være enige om, at sproget i vindernovellen var „klart og brillant“. Og dybt originalt.

Ord som Bøøøøøv! og Vææææh! var ikke hverdagskost i dansk børnelit-teratur i midten af 1960’erne, hvor Jan, Puk, De Fem og Kim-bøgerne fortsat havde kronede dage, og drenge og piger endnu tyggede sig gen-nem anakronistiske klassikere som „Tudemarie“, „Paw“, „Flemming på kostskole“, „Onkel Toms hytte“ og „Den sidste mohikaner“.

I 1966 var en historie om tre små drenge (den ene forældreløs og med

Vinderhistorien i Politikens konkurrence er skrevet af en ung, ukendt lærer fra Himmerland, der også kan tegne og male. Men illustrationen til vinderhistorien „Dragen“ i juni 1966 beder avisen Ib Spang Olsen om at levere.

Næste side:Lærer og skoleleder Kirkegaard i sit es blandt glade tillidsfulde børn i Oue Skole – og snadden trygt hvilende i hånden. Året er 1968.


FO

TO

: PE

R P

EJ

ST

RU

P



bolig i et hønsehus), der drev en skolelærer til vanvid med deres ustand-selige indfald af mere eller mindre anarkistisk karakter at sammenligne med en ufo. I en traditionel dansk børnebog ville en skolelærer aldrig have lagt øre til alt det insisterende vrøvl om levende drager, men have holdt sig til de dogmer, Ole Lund Kirkegaard året efter gjorde tykt grin med i sin debutbog, hvor han lader den rødhårede lærer rive sig i håret mens han hysterisk råber sin afmagt ud: „Det er nedbrydende for mora-len at udeblive fra undervisningen.“ Og bagefter, da han opdager dragen i sit bogskab, springer han ud ad vinduet og gemmer sig bag en hæk. Jamen, aldrig havde man set noget lignende i en dansk børnebog.

Det gav alt sammen genlyd i provinsen i sommeren 1966. Så kraftigt, at også Jyllands-Posten opsøgte lærer Kirkegaard i Oue for at spørge til hans motiver og fremtidsplaner. Den unge skoleleder syntes at tage den pludselige berømmelse med knusende ro. Drømte skam ikke om, ud-talte han, at opgive sin lærergerning for at hellige sig forfattergerningen. Foreløbig arbejdede han blot på at færdiggøre den bog, i hvilken vinder-novellen skulle være et af kapitlerne, idet et forlag i København allerede havde udtrykt ønske om at udgive noget af Ole Lund Kirkegaard.

Det var selveste Gyldendal, der havde henvendt sig få dage efter of-fentliggørelsen af vindernovellen i Politiken og i bogstaveligste forstand stillet sig på Kirkegaards dørtærskel. En weekend i juni 1966 var lederen af Gyldendals Børnebogsafdeling, Poul Ringhof, nemlig på familiebesøg i Viborg. Her læste han „Dragen“ i søndagsavisen, og den følgende dag så han sit snit til at køre østpå til Mariager Fjord for at møde og trykke denne Ole Lund Kirkegaard på næven og høre, om den unge mand even-tuelt havde andet liggende i skuffen, der lignede „Dragen“. Desværre var der ingen, der svarede i lærerboligen, da Ringhof bankede på, men da Ole og Anne Lise Kirkegaard senere vendte hjem, stod der en nydelig kurv foran hoveddøren med lidt til halsen og en fin hilsen fra Gyldendals Børnebogsafdeling, hvis leder tillod sig at spørge om Hr. Ole Lund Kir-kegaard mon havde flere af den slags historier? Det havde Hr. Kirkega-ard ikke ligefrem. Som Anne Lise Kirkegaard i dag udtrykker det:

„Ole havde dem jo oppe i knolden. Jeg kan ikke huske, at han over-hovedet skrev historier de første par år i Oue. Tværtimod fortalte han historier, når børnene kom og viste ham noget eller berettede om et eller andet, de havde hørt eller set. Den evne havde Ole fra sin far, for det var på den måde, tandlægen i Skanderborg fortalte historier for sine drenge, når han kom hjem fra klinikken. Niels Kirkegaard improviserede. Det samme gjorde hans ældste søn. Jeg kan ikke huske, at han nogensinde, ud over Peter Plys og Pippi Langstrømpe måske, læste op af en bog i klas-sen. I stedet fandt han på historier.“



Det endte med, at han blev inviteret til København for at besøge forlaget i Klareboderne i efteråret 1966, og da han kom hjem, kunne han slet ikke vendte med at komme i gang med at skrive den bog, de havde talt om. Hans skri-velyst var enorm, fortæller Anne Lise Kirkegaard. Og af interviewet i Jyllands-Posten i sommeren 1966 havde man lært, at lærer Kirkegaard var meget bevidst om, hvor han fik sin energi og inspiration fra, ligesom det var vigtigt, at der skulle være kant på den børnelitteratur, han ville skrive og tegne. Den skulle ikke fortælles oppefra og ned, men i øjenhøjde med børnene:

„Den daglige omgang med børnene er en meget stor inspiration for mig, og jeg tror, det er vigtigt for børne-bogsforfattere at have en forbindelse til de børn, de skriver for. Denne kontakt mangler mange af vore dages børne-bogsforfattere, og det er efter min mening en af grundene til, at danske børnebøger i dag befinder sig i noget af et dødvande.“

Ole Lund Kirkegaard var altså ikke bleg for at udfor-dre det etablerede børnebogsmiljø i hovedstaden. I samme åndedrag fortalte han også, at han følte, at foråret var på vej for danske børnebøger. Tidligere havde så godt som al litteratur for børn været af den mere eller mindre moralise-rende skuffe, men det var lærer Kirkegaards indtryk, at der efterhånden var skabt forståelse for, at børn – i lighed med voksne – kunne skifte smag. Jyllands-Postens journalist ville derefter gerne vide, hvad lærer Kirkegaard så agtede at sætte i stedet for moraliserende børnebøger:

„Mine egne erfaringer som lærer og forfatter siger mig, at man skal skrive om de ting, der optager børnene til dag-lig, og man skal så prøve at huske, at børn slet ikke er de små engle, som man ofte har villet gøre dem til i børne-bøgerne. Man skal for eksempel ikke foregøgle sig selv og læserne, at børn ikke kan være onde ved hinanden. Det kan de, og i modsætning til de voksne lader de deres ondskab mod kammeraterne komme til udtryk, fordi de ikke kan beherske sig.“

Lærer Kirkegaard fra Oue fortalte endvidere, at han med sin historie om „Dragen“ ville vise, at børns fantasi er så fantastisk, at intet er umuligt for dem. Børn havde jo en helt anden måde at opleve tingene på end de voksne, sagde

de hæslige slynglers Klub

(fra 1966-74, udgivet 2009)

Samling af nye og tid-ligere offentliggjorte tekster fra blade og aviser i perioden 1966-74. Her finder man den originale historie om „Dragen“ fra 1966, der året efter blev skrevet lidt om, tilpasset Ole Lund Kirkegaards egne tegninger i „Lille Virgil“ og rykket ind i debutbo-gen som selvstændigt kapitel med en anden og mere mild slutning, hvor den rødhårede lærer ikke flygter fra dragen, de dril-lesyge børn og lærerger-ningen, men nøjes med at gemme sig.


han, og tilmed den herlige egenskab, at de ikke som mange voksne var bange for det, de ikke vidste noget om. Derfor fortalte de lige ud af po-sen om deres oplevelser. På spørgsmålet om, hvordan det hele egentlig var begyndt for ham selv som forfatter, svarede den 25-årige lærer lidt undvigende:

„Det må være kommet lidt efter lidt. Jeg fik en dårlig karakter i stil til studentereksamen, så det lå ikke ligefrem i luften, at jeg skulle være forfatter.“

Det gjorde det så nu. Da man i Oue læste historien om „Dragen“, og året efter også stiftede bekendtskab med bogen om „Lille Virgil“, syntes mange, at både landskabet og personerne, lige fra Virgil, Oskar, Carl-Emil og Carl-Emils forældre til smeden, købmanden og den rødhårede lærer, lignede noget, man havde set før i den lille by og omegn. Det kunne de nok have ret i. Men det var nu kun den ene halvdel af sandhe-den. Den anden halvdel skulle man lede efter et helt andet sted i Jylland. Nemlig i den by, den gade og de baghaver, hvor Ole Lund Kirkegaard voksede op i 1940’erne. På hjørnet af Møllegade og Sygehusvej i Skan-derborg. En paradisisk plet, som første gang genopstod i det ubetaleligt morsomme kapitel i „Lille Virgil“, hvor Carl Emil holder fødselsdag, og Carl Emils mor får voldsom hovedpine af tre drenges fantasi og foretag-somhed indenfor, og derfor sender dem ud i øsregnen:

„Drengene gravede en kanal i græsplænen, en stor kanal, som de fyldte med vand fra vandslangen. Da de var blevet trætte af det, kravlede de op på taget og prøvede at komme ned i skorstenen. Den var meget sort, og Oskar sad fast i den i over en halv time. De klatrede også op i Carl Emils mors blommetræ, og lille Virgil brækkede en gren og faldt ned og fik næseblod.“

Her tog Ole Lund Kirkegaards forfatterskab sin begyndelse. Ved daglig at lytte til og iagttage sine elever og tage sin egen hukommelse til hjælp tegnede han i 1966 de første streger til et vældigt byggeri i fantasien. Et projekt, der på tolv år tårnede sig op i otte bøger og fortsatte efter forfat-terens død med udgivelser af tekster, der aldrig var udkommet i bogform. Til dato er forfatterskabet solgt i halvanden million eksemplarer alene i Danmark. Men det var i barndommens have, det hele begyndte.


ole lund kirkegaard - en livshistorie af jens andersen

Documents