14

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

NU ER JEG PÅ VEJTRODS ÅRELANG ANOREKSI, et hav af indlæggelser og 13

selvmordsforsøg har Cornelia

med stor hjælp fra Askovhus fået mod på livet. Hun er blevet gift, har en søn og er

i gang med en uddannelse til socialrådgiver.

Min sygdom begyndte, da jeg var omkring 13 år. Jeg dyrkede meget sport, var gymnast

og dansede meget. Pludselig fik jeg en knæskade, der blev negligeret, fordi jeg var så ung.

De sagde, det var vokseværk, så jeg fortsatte med at træne. Først tre år senere fandt man

under en operation ud af, at mit korsbånd var sprunget. Og et halvt år efter operationen viste

det sig, at lægerne også havde overset en 2,5 cm dyb flænge i noget brusk bag knæskallen,

og det endte med, at jeg udviklede en nervesygdom. Men da jeg fik skaden, kom jeg ind

på Rigshospitalets smerteklinik, og der kunne de se, at der også var noget andet, noget

psykisk, der fyldte helt vildt meget for mig.

Da jeg var seks år, overværede jeg, at min mor fik tæsk af min søsters far. Min søster var

lige født, så jeg måtte ind og hente min nyfødte søster og videre ind til naboen, så der kunne

komme hjælp. Jeg skulle være voksen ret tidligt og prøvede at leve op til at være min mors

sparringspartner. Da jeg var 13, skred det hele. Min mor fik en ny kæreste, og så var jeg

ikke sparringspartner længere. Samtidig fik jeg det med mit knæ og kunne ikke træne. Jeg

fik at vide, at det ville tage et halvt år, men det tog syv år med krykker og skidt og møg.

Jeg tror på mange måder, at min spiseforstyrrelse og senere anoreksi blev en måde, jeg

kunne flygte fra det hele på. Jeg kunne i hvert fald styre, at jeg ikke blev tyk. For jeg skulle

jo tilbage til gymnastikken og dansen igen. Men det tog overhånd, og jeg mistede overblikket.

Jeg røg ind i en verden, hvor virkeligheden var forvrænget. Det handlede om nogle åndssvage ting.

Bare jeg havde taget 200 gram på, gik min verden i stykker. Jeg tabte mig helt vildt, og det

påvirkede også min hjernefunktion. Da jeg vejede 33 kilo, gik jeg i stå midt i samtaler, og

der var bare ikke noget at hente i mit hoved. Der var jeg ved at stille træskoene.

Jeg fik kontakt med Askovhus i 2003. Det kom i stand via overlægen på Anoreksiklinikken

på Rigshospitalet, hvor jeg først var i ambulant behandling. Indtil da havde jeg bare været

indlagt på medicinske afdelinger og havde ikke selv tænkt, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Så da jeg endelig langt om længe fik en diagnose, var det svært at forholde sig til det. Og

så det at skulle ud af det igen. Der var en periode, hvor jeg fik behandling forskellige steder i

15

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

landet, men overlægen fra Anoreksiklinikken

og min kontaktperson på Askovhus var hele

tiden inde over, og i 2006 flyttede jeg ind

i en af Askovhus’ boliger i Brohusgade på

Nørrebro.

Jeg fik så meget støtte. I weekenderne fik

jeg fire besøg om dagen, hvor de spiste

med mig. Det var helt ekstraordinært.

Normalt har man én spiseaftale om ugen,

og det er dét, men jeg skulle have alle mine

hovedmåltider dækket, og det blev der

bakket intensivt op om. Det var en turbulent

tid. Jeg var stadig inde i sygdommen. På den

ene side ville jeg rigtig gerne videre med mit liv,

og på den anden side var det også bare svært.

De skulle sørge for, at jeg fik spist min mad,

fordi jeg havde rigtig svært ved det. Det

var for voldsomt for mig. Men det hjalp, at

der kom nogen, og at de var der til at tage

den uro, der kom bagefter. De betød rigtig

meget for mig, at personalet på Askovhus

var så fleksible. Det hele var lagt i skemaer,

hvem der skulle komme klokken hvad. Det

fungerede rigtig godt, og gradvist blev det

bedre.

Alligevel blev jeg indlagt på den almindelige

psykiatriske afdeling, efter at jeg havde

taget alt for mange afføringspiller. Der

havde de ikke rigtig nogen erfaring med

spiseforstyrrelser. De kom med mad,

man kunne gøre med, hvad man ville,

og alligevel kunne de ikke forstå, at man

ikke tog på. Så kom min kontaktperson

fra Askovhus og sagde til dem: ”Vi har

16

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

nogle gode medarbejdere. De kommer hver

aften og spiser med Cornelia”. Så jeg havde

seks bo-medarbejdere, som kom i turnus,

primært i hverdagene. Min kontaktperson

kom og holdt samtaler med mig, og det

betød meget, at jeg bare kunne ringe næsten

døgnet rundt. Hvis hun ikke lige tog den,

ringede hun altid tilbage. Jeg har nærmest

været indlagt on and off i tre år. Jeg har haft

13 selvmordsforsøg, også imens jeg har

været indlagt, men fra især Askovhus og

Anoreksiklinikken fik jeg råd og støtte, og det

gode samarbejde har betydet alverden.

Jeg har virkelig været overrasket over, at de har

lagt så meget energi i at hjælpe mig.

Sidst i forløbet, da jeg var indlagt, blev jeg

optaget på socialrådgiveruddannelsen.

Jeg søgte om revalidering og fik den bevilget.

Men så ville de alligevel ikke give mig den,

fordi jeg havde søgt ind på lige netop den

uddannelse. De mente ikke, at jeg egnede

mig rent psykisk til den, at det ville være for mentalt belastende for mig at skulle arbejde med

andre, der måske havde det psykisk dårligt. Men igen gik Askovhus og Anoreksiklinikken ind

og bakkede mig op, og sagde, at jeg sagtens kunne klare det. Revalideringen gik igennem,

og jeg fik at vide, jeg kunne starte på uddannelsen. Det løftede min selvtillid, og jeg tænkte,

at jeg måtte hanke op i mig selv. Jeg ville gerne have et liv med børn og mand. Jeg måtte

gøre noget aktivt, og jeg tænkte, at det kunne være fedt at få en hund. Jeg vidste, at hvis jeg

havde en hundehvalp, ville det være rigtig svært at bede om at få den passet, hvis jeg skulle

indlægges. Man måtte ikke have hund i Brohusgade, men ved alles hjælp fik jeg ordineret

en lille terapihund. De gjorde en undtagelse, og jeg har ikke været indlagt på grund af min

spiseforstyrrelse siden. Det er selvfølgelig ikke kun min hund, der har gjort det. Men det,

at jeg havde nogen, der havde brug for mig, og at der samtidig var nogle fremtidsplaner,

gjorde, at jeg bare ikke måtte fucke det op. Det var selvfølgelig benhårdt.

Fire måneder senere mødte jeg min mand. Uofficielt flyttede han bare ind den dag, han

kom. Han var med, når bo-medarbejderne kom og lavede mad en gang om ugen, og da jeg

blev gravid, fik han lov til at flytte ind som

backup, så jeg ikke skulle få tilbagefald.

Man ved ikke, hvordan det kan påvirke én

at være gravid, så det var rigtig fedt, at han

kunne få lov til at flytte ind officielt.

Mange anorektikere har svært ved at sige

fra. Jeg er klassisk og lige efter bogen

på det punkt. Jeg siger gerne ja til alt og

tænker mere på andre end mig selv, er

meget pæn i det og vil gerne være god ved

alle. Man lærer i behandlingen at sige nej,

og at man godt må sige nej, men verden

uden for er jo ligeglad med, om jeg har

lært at sige nej. Min spiseforstyrrelse er der

17

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

stadigvæk, og når jeg er presset, ligger det lige for at synes, at jeg er for tyk. Men jeg kender

advarselssignalerne, og det gør, at jeg kan nå at råbe vagt i gevær, for jeg har ikke lyst til at

komme der hen igen. Jeg har min søn nu, og han skal ikke være påvirket af at have en mor, der har en

spiseforstyrrelse.

Den her sygdom er jo ret kompleks og er egentlig bare et symptom. Når noget er svært,

kommer alle de gamle mønstre op igen, og man begynder måske at skære ned på maden

igen, selv om det i virkeligheden handler om, at det kan være svært at starte på en

uddannelse. Jeg havde jo ikke arbejdet med noget, før jeg startede. Jeg var ældre end

de fleste, men det var fordi, jeg havde været syg så længe. Så selv om min kontrakt med

Brohusgade udløb i 2011, er jeg fortsat med at komme i Askovhus, og jeg taler stadig en

del med min kontaktperson. Så taler vi for eksempel om, hvordan man tackler det, når man

har været lukket ned i så mange år. Jeg skal jo lære at bo og leve og agere ude i samfundet.

Jeg er blevet gift med min mand, vi har vores søn, jeg har min uddannelse. Nu er jeg på vej.

Samtidig med min sygdom har jeg gået i terapi i mange år, for en stor dels vedkommende i

dialektisk adfærdsterapi, som de også bruger i Askovhus. Jeg har kunnet bruge rigtig meget

af det, og det tror jeg også har været med til at forme mig. Når jeg hører folk sige, at de ikke

kan ændre på noget, så vil jeg se det, før jeg tror det. For det kan man godt. Det tager bare

lidt tid.