6

ASKOVFONDEN ASPA

SKIFTEDE MEDICINEN UD MED MICHELIN-DESSERTERMALENE var paranoid skizofren

og startede med at

arbejde fire timer om dagen i Netværks-

caféen. Hun fandt ud af, at hun kunne

lide at lave mad. Nu er hun i lære som

kok og arbejder 50 timer om ugen på

gourmetrestauranten formel B.

Jeg laver desserter som ’Saltet karamel

med kærnemælkssorbet og smørristede

croutoner’ og ’Havtorn en surprise’ på gourmetrestauranten formel B på Vesterbrogade

i København. Det havde jeg ikke set komme, for med min sygdom og diagnose var jeg

ligesom afskrevet.

Jeg blev syg allerede i begyndelsen af tyverne. Efter gymnasiet arbejdede jeg et år i Netto.

Jeg gik på Biblioteksskolen på Amager, men efter et stykke tid gik det ned ad bakke, og

jeg stoppede. Jeg fik diagnosen paranoid skizofren. Havde det rigtig skidt og var skide skør.

Og fik også at vide, at det var kronisk, og jeg ikke ville blive rask. Så var jeg ’parkeret’. Jeg startede på

et daghospital og kom senere hen på Thorupgården, som er et socialpsykiatrisk bocenter

for unge. Jeg var flyttet til Sydhavnen, hvor de også havde en afdeling. De mente, de kunne

stabilisere mig med medicin, men jeg skulle

ikke regne med, at jeg nogensinde kunne

arbejde eller studere.

I Sydhavnen var det op til en selv, hvordan

man brugte de kontaktpersoner, man havde.

Jeg fik medicin og tog meget på, så jeg

trænede sammen med en kontaktperson.

Jeg var tilknyttet distriktspsykiatrisk center,

og ved en fælles beslutning fandt vi ud af,

at jeg skulle trappe ud af medicinen. Jeg

fandt også ud af, at jeg var nødt til at lave noget.

Tiden er lang, hvis man ikke har noget at lave.

Min interesse for mad kom, da jeg boede

på Thorupgården. Begge mine forældre er

fra landet. Min mor er god til at lave mad,

min far er håndværker og kan ikke finde ud

af det. Så jeg er vokset op med frikadeller

og opbagt sovs, rigtig dansk landkost. Men

på Torupgården var en kok, som kom og

lavede mad. Vi skulle lave maden sammen

og spise fælles, men vi var for syge og

7

ASKOVFONDEN ASPA

8

dårlige til at kunne det. Så kom kokken, og

lavede mad med os. Det var så fedt. Han

var pissedygtig, og han var ligeglad med,

hvordan vi havde det. Han fortalte en masse

om råvarer, og det var som et rart break,

for man var ligeglad med, hvor dårligt man

havde det, det handlede om noget andet.

Så var det pludselig fedt at have de der

maddage. Jeg prøvede at lave sund mad,

de andre gad så ikke spise det, men det var

fedt, at man fik lov. Vi var 10 mennesker,

der boede der, så vi kunne købe ind for

mange penge.

En dag kom jeg i kontakt med nogen,

som arbejdede i Netværkscaféen. Det gav

mig lyst til at prøve at arbejde i køkkenet.

Jeg var nu trappet helt ud af medicinen,

udskrevet fra distriktspsykiatrisk og

ønskede et rigtigt job. Det skulle ikke bare

være noget med at sidde og drikke kaffe.

Så via kommunen kom jeg til jobsamtale

med lederen af Netværkscaféen og fik

lov til at starte. I starten skete der ikke

så meget. Cafeen lavede kun frokost til

administrationen. Men køkkenet skulle

ændres, så vi kunne lave rigtig mad. Vi

kom på hygiejnekursus og fik en aftale

med distriktspsykiatrisk afdeling, så de

kunne købe mad billigt i caféen. I et stykke

tid, var vi kun tre - lederen, en frivillig og

mig, der skulle få det til at fungere. Jeg

synes, det var rigtig sjovt. Vi arbejdede

mandag til torsdag fire timer dagligt.

Det var i caféen, jeg fandt ud af, jeg ville

være kok. Jeg talte ikke med nogen om

det i starten, for jeg var bange for at blive mødt med bemærkninger om, at det var en hård

branche med hårde arbejdstider osv. Så jeg holdt det for mig selv. Det var først, da jeg gik

på grundforløbet på Teknisk Skole og lavede en liste over, hvor jeg gerne ville hen, at det

gik op for mine forældre, at det var det her, jeg ville. Men hvordan skulle jeg kunne tro på, at

det kunne lade sig gøre? Jeg havde jo fået at vide, at jeg aldrig ville kunne læse videre eller

passe et job.

For at sige det kort, så udgjorde den kvindelige leder af Netværkscaféen forskellen mellem

begrænsninger og håb. Hun var anderledes, ikke som de andre pædagoger jeg har mødt. Hun var

ASKOVFONDEN ASPA

9

ligefrem og ikke bange for at tale personligt.

I starten syntes jeg, det var svært at skulle

forholde mig til nye mennesker, men hun

viste mig, at jeg kunne slå hjernen fra

de private ting – lade privat være privat

og tage en pause fra det, når jeg var på

arbejde - og det virkede for mig. Når man

var der, skulle man lave noget. Jeg kunne

godt lide, at det var et rigtigt arbejde.

Og jeg kunne se, at jeg rykkede hurtigere end så mange andre, fordi hun som chef også

var god til at anerkende, at jeg gerne ville mere, ville arbejde mere og have mere ansvar.

Hun havde tillid til mig og gav mig flere opgaver. Det var fantastisk at lave mad, men også

fedt at det var et arbejde. Hun forventede, at jeg mødte til tiden. Der kom gæster, jeg skulle

”være på”. Det var godt for mig, for det var jeg meget dårlig til. Min chef var rigtig god. Hun

heppede på mig. Hun lyttede, indtil hun ikke gad mere og bare sagde: Nu skal vi videre! Folk er tit for

høflige til at stoppe en, når man er syg. Så man er vant til at tale om, at man har det skidt hele

tiden. Hun var god til at give plads, men også god til at sætte grænser og stille krav.

På formel B arbejder jeg på lige vilkår med andre elever. Vi har det godt her i køkkenet. Der

skal være rart at være, når vi bruger så mange timer her, siger min chef Kristian Arpe-Møller.

Restauranten har en Michelin-stjerne. Så nu laver jeg Michelin-desserter, men jeg skal ikke

tænke for meget over det. Kristian er lidt mere rolig omkring det. Konceptet er a la carte

menu og fast pris på retterne, så der kommer alle mulige gæster ind. I hverdagene har vi

omkring 50 gæster og i weekenderne 80-90. Det er sjovt.

Det bliver spændende med uddannelsen. I starten troede jeg nok ikke på, jeg kunne arbejde

på den måde, jeg gør nu. Mine venner og familie er også overraskede over, at jeg er glad,

og at jeg kan arbejde 50 timer om ugen. Jeg har altid troet, jeg skulle læse. Det var ret sent,

at jeg fandt ud af, jeg ville noget med mad. Det har taget lang tid, men min kæreste har hele

tiden heppet på mig. Vi mødte hinanden på Thorupgården, og nu har vi fået en lejlighed

sammen. Nu skal vi bare arbejde. Jeg er elev nu, det kommer han også til at være, han

skal nok være håndværker.

Det vigtige er, at jeg er et sted, hvor jeg ikke skal fortælle min historie, og sådan var det

også i Netværkscaféen. Min chef tog mig alvorligt og sagde, at man selv kan bestemme, hvem man

gerne vil være. At man ikke behøver være hende den skøre, men hende, der arbejder og gør

noget fedt. Hun har troet på mig hele tiden og sagt, at det var mig selv, der bestemte, om jeg

kunne eller ville arbejde. At det bare handlede om, hvor meget jeg ville det. Og jeg mærkede,

at hvis hun troede på mig, så blev jeg også nødt til at tro på mig selv. Da hun fik at vide, at

jeg skulle på grundskole, var hun glad og sagde, det var rigtigt, jeg kom videre. Og det var

det. Det har været mega hårdt, men det er sgu gået meget godt.

ASKOVFONDEN ASPA