onsdag den 19. maj 2010 - europa2010)05-19_da.pdfonsdag den 19. maj 2010 forsÆde: jerzy buzek...

ONSDAG DEN 19. MAJ 2010

FORSÆDE: Jerzy BUZEKFormand

1. Åbning af mødet

(Mødet åbnet kl. 9.05)

2. Modtagne dokumenter: se protokollen

3. Resultatet af topmødet den 7. maj 2010 og Økofin-mødet – Hvad er EU2020-strategiens politiske relevans i forbindelse med den nuværende finansielleog økonomiske krise? - Følgerne af den økonomiske og finansielle krise for EU2020-strategien og for styringen af denne – Hvilken betydning har EU2020-strategien inden for rammerne af den nuværende finansielle og økonomiskekrise? (forhandling)

Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er

– forhandling under ét om mekanismer til styrkelse af økonomien,

– redegørelser fra Rådet og Kommissionen: Resultatet af topmødet den 7. maj 2010 ogØkofin-mødet [2010/269(RSP)],

– mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen: Den politiske relevans af EU's2020-strategi på baggrund af den nuværende økonomiske og finansielle krise(O-0052/2010 – B7-0213/2010), (O-0053/2010 – B7-0214/2010),

– mundtlig forespørgsel til Rådet: Følgerne af den økonomiske og finansielle krise for EU2020-strategien og styringen heraf (O-0068/2010 – B7-0301/2010),

– mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen: Den politiske relevans af EU's2020-strategi på baggrund af den nuværende økonomiske og finansielle krise(O-0065/2010 – B7-0219/2010), (O-0066/2010 – B7-0220/2010).

Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Hr. formand! Alle er klar over, at vioplever en periode med helt usædvanlig finansiel turbulens. Denne periode har varet etpar måneder, men er ikke opstået på et par måneder, men i løbet af et par år, dasubprime-krisen opstod i USA.

Krisen opstod således som en finanskrise i den private sektor i det finansielle system, somhurtigt udviklede sig til at påvirke realøkonomien i form af en voldsom nedgang, der rentteknisk var en voldsom recession. Dette medførte en nedgang i produktionen og en betydeligstigning i arbejdsløsheden, som var særlig alvorlig i de lande, hvor ejendoms- ellerboligbyggerisektorerne havde stor indflydelse.

Medlemsstaterne og de nationale banker reagerede hurtigt for at forhindre det finansiellesystem i at kollapse, og der blev ligeledes fokuseret på realøkonomien.

Denne reaktion havde naturligvis konsekvenser for den offentlige økonomi og de offentligefinanser. Vi taler nu ikke længere om private finanser, men om offentlige finanser. Først

1Europa-Parlamentets forhandlingerDA19-05-2010

og fremmest var der en krise i forhold til den finansielle stabilitet i offentlige regnskabersom følge af meget store underskud.

Der var endvidere en krise i forbindelse med statsobligationer. Det er fremgået tydeligt ide seneste måneder, ikke mindst på grund af aktiviteter på meget svingende markeder,som til tider endda helt tydeligt har involveret spekulation. Disse aktiviteter har endvideremedført en betydelig stigning i de renter, som markederne opkræver fra medlemsstaterne,når de udsteder obligationer. Derudover blev hele euroområdet påvirket og var således etproblem, som ikke blot berørte et, to eller tre lande, men stabiliteten i hele euroområdet.

Det er situationen. Det er alle disse hændelser eller diagnosen af disse omstændigheder,som EU har taget i betragtning for at handle og afhjælpe problemerne, og EU har efter minopfattelse handlet korrekt i hele denne periode. Det kan have set ud, som om EU har væretlænge om at træffe beslutninger. Det kan til tider have set ud, som om EU har været urimeligtlænge om at træffe enkelte beslutninger, men EU har opnået de rigtige resultater, resultaterneaf at have truffet hensigtsmæssige foranstaltninger og – endnu vigtigere – koordineredeforanstaltninger.

Selv om det kan se ud, som om nogle af foranstaltningerne forhindrer os i at se hele billedet,har EU efter min opfattelse fastlagt en hensigtsmæssig strategi i forhold tilomstændighederne, som naturligvis skal omfatte kortsigtede foranstaltninger, men somer rettet mere mod løsninger på mellemlang og lang sigt i forsøget på at sikre, at sådan enkrise ikke opstår igen.

Som vi allerede har nævnt, vil de kortsigtede foranstaltninger omfatte en injektion afoffentlige midler og koordinering på EU-plan. Det drejer sig om den europæiskegenopretningsplan, som støttes af Kommissionen. En plan, der har til formål at koordinerede umiddelbare foranstaltninger – en chokbehandling, som medlemsstaterne skalgennemføre for at begrænse skaderne efter denne enorme krise, men som ikke får krisentil at forsvinde.

Et eksempel på disse kortsigtede foranstaltninger er utvivlsomt støtten til Grækenland,som allerede måneder forinden var blevet advaret af Kommissionen om problemer medde offentlige regnskaber. Rådet er i færd med at udarbejde en række henstillinger tilGrækenland i relation til artikel 126, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unionsfunktionsmåde, og Rådet og Kommissionen overvåger udviklingen på det pågældendeområde.

Der udarbejdes ikke blot henstillinger i forbindelse med likviditeten i Grækenlands offentligeregnskaber, men også med hensyn til strukturreformer i pensionssystemerne ognødvendigheden af at foretage reformer i sundhedssektoren. Og den 23. april blev der såvedtaget en handlingsmekanisme over for Grækenland. I går manifesterede dennemekanisme sig for første gang i midler, der blev sendt til Grækenland fra EU-medlemsstatervia denne mekanisme.

Dette tiltag er derfor det første udtryk for en kortsigtet foranstaltning, som er af afgørendebetydning, når en medlemsstat er i alvorlige vanskeligheder, som det er tilfældet medGrækenland.

Vi skal naturligvis også på kort sigt udarbejde en strategi med henblik på at overvindekrisen, som det også blev understreget meget kraftigt i den mundtlige forespørgsel fra hr.Daul, hr. Verhofstadt, hr. Schulz og andre. Det skal være en afbalanceret og kontrolleret

19-05-2010Europa-Parlamentets forhandlingerDA2

strategi, som naturligvis skal været rettet imod afhjælpning af de meget alvorlige problemeri de offentlige regnskaber, men strategien skal også være rettet imod opnåelse af vækst.

Men en strategi på kort sigt er naturligvis ikke tilstrækkeligt. Vi skal træffe foranstaltningerpå mellemlang og lang sigt Der er strukturelle problemer i den europæiske økonomi,strukturelle problemer, som i sidste ende forårsagede svækkelsen af Europa i en megetusikker situation med ekstrem finansiel turbulens.

EU træffer og foreslår foranstaltninger på mellemlang og lang sigt, som det er vigtigt athenlede opmærksomheden på. Det er først og fremmest vigtigt, fordi de er rettet imod denform for krise, der opstod som følge af denne alvorlige økonomiske situation, som påvirkerhele EU, men især euroområdet. EU har for at kunne reagere på krisen i den finansiellesektor planlagt en række foranstaltninger, som vil blive drøftet i Parlamentet i de næstepar dage: en tilsynspakke, som forhåbentlig vil blive vedtaget hurtigst muligt. Jeg håberendvidere, at Rådet og Parlamentet vil nå til enighed i denne sammenhæng. Som led i dennepakke eller i forbindelse hermed vedtog Økofin-Rådet en foranstaltning i går – reguleringaf hedgefonde, alternative fonde eller højrisikofonde. Jeg henviser her til forespørgslen frafru Harms og hr. Cohn-Bendit, som lægger stor vægt på dette aspekt.

Der skal endvidere tages højde for perspektivet for handling i forbindelse med G20 oggennemførelsen af G20's beslutninger.

Vi har også udtalt, at EU har strukturelle svagheder, og at der er behov for strukturreformer.EU 2020-strategien er rettet imod reformer og baseret på medlemsstaternes forpligtelsetil at opfylde visse målsætninger gennem en række integrerede retningslinjer. Disseretningslinjer vil være ledsaget af nationale planer, som vil være udformet som det, derkendes som reformplaner. Det bør endvidere nævnes, at de foranstaltninger, somKommissionen ud over EU 2020-strategien har truffet i forbindelse medproduktionssystemet, også er vigtige. Kommissionen fremlagde i sin meddelelse af 12. majet forslag om styrket samordning af de økonomiske politikker.

EU 2020-strategien er derfor en måde, hvorpå det grundlæggende problem i detproduktionsøkonomiske system kan løses, og hvorpå man kan undgå disse grundlæggendesvagheder i systemet i fremtiden og gøre EU's økonomiske system konkurrencedygtigt ogproduktivt. Det er også en måde, hvorpå målsætningerne om teknologisk merværdi kanopfyldes under hensyntagen til den sociale virkning og således også behovet forspecialisering på arbejdsmarkedet, beskæftigelsesegnethed samt bekæmpelse afklimaændringer.

Det er imidlertid ikke kun det private finansielle system, den produktive struktur og heltessentielt den private sektor, som er forbundet med problemer. Der er også problemerforbundet med offentlige regnskaber, som er et andet aspekt af EU's foranstaltninger påmellemlang og lang sigt. Det drejer sig om foranstaltningerne i Kommissionens forslag af12. maj, som Økofin-Rådet indledte en drøftelse af i går, som vil fortsætte. Disseforanstaltninger har til formål at opretholde budgetdisciplin, sikre overensstemmelse medstabilitets- og vækstpagten og fastsætte foranstaltninger til bekæmpelse og forebyggelseaf kriser.

Der er med henblik herpå oprettet en såkaldt taskforce, som skal mødes for første gangfredag den 21. maj, med hr. Van Rompuy som formand. Målsætningen er budgetdisciplin,og taskforcen vil følge Kommissionens meddelelse om samordning af økonomiskepolitikker og budgetpolitikker forelagt af kommissær Rehn.


Det drejer sig om de mere langsigtede foranstaltninger, som også skal omfatte den debat,der er i gang i EU om beskatning af tilskud i den finansielle sektor, og debatten ombeskatning af finansielle transaktioner, som endda drøftes af G20, og som også drøftes iEU. Fru Harms og hr. Cohn-Bendit understreger denne problemstilling i deres forespørgsel.

Om dette emne skal det lige nævnes, at alle EU-institutionerne er fokuseret herpå. Det blevdrøftet på Det Europæiske Råds møde i december sidste år. Den Internationale Valutafondfik til opgave at foretage en undersøgelse af forholdene omkring beskatning af internationalefinansielle transaktioner. Det blev drøftet på Det Europæiske Råds møde i marts,Kommissionen stillede forslag herom den 1. april, og det blev endvidere drøftet iØkofin-Rådet.

Det er således endnu en foranstaltning, som utvivlsomt vil blive drøftet af G20, og som eraf stor betydning. Og det er de foranstaltninger, som jeg betragter som foranstaltninger påmellemlang og lang sigt – foreslået af EU. I går blev der endvidere foreslået en reform afdet finansielle system på topmødet mellem EU og Latinamerika i Madrid. EU rejser medandre ord disse spørgsmål i alle de fora, hvor det er muligt.

Kort sagt, træffes der foranstaltninger, og der er etableret et grundlag for at opnå det, somer beskrevet som økonomisk styring af EU. Det Europæiske Råd spiller en aktiv rolle idenne forbindelse sammen med Kommissionen og Parlamentet som lovgivnings- ogkontrolorgan.

Jeg mener derfor, at vi kan konkludere, at det er korrekt, at krisen tydeligt har vist, at deneuropæiske monetære union har været mangelfuld, netop fordi der ikke er en økonomiskunion, som er fastsat i henhold til traktaten i teorien, men som ikke eksisterer i praksis. Vihar haft en monetær union, men vi bevæger os ikke i retning af en økonomisk union. Disseforanstaltninger, som EU har vedtaget på kort, mellemlang og lang sigt, baner helt klartvejen for EU med henblik på opnåelse af en økonomisk union.

Krisen har svækket vores økonomier og sat EU på prøve, men krisen har ikke ødelagt ellerfragmenteret EU. EU har reageret på krisen, og selv om vi til tider har følt, at det er gåetlangsomt, har EU reageret målrettet. Det har til tider virket, som om EU har tøvet, men derhar været enighed i EU, og de foranstaltninger, som er truffet, har været korrekte oghensigtsmæssige i forhold til de udfordringer, som vi står over for i øjeblikket.

Jeg håber, at der på Det Europæiske Råds møde i juni tages skridt i retning af europæiskøkonomisk styring og fælles foranstaltninger i EU til overvindelse af krisen. Jeg håber derforogså, at EU vil forberede en hensigtsmæssig fælles holdning til det uhyre vigtige G20-mødei Toronto om reguleringen af det finansielle system og den vigtige forhandling ombeskatning af internationale finansielle transaktioner.

Olli Rehn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg bifalder denne forhandlingom EU's reaktion på krisen og om de udfordringer, som vi står over for på kort og længeresigt med hensyn til økonomisk styring. Jeg vil starte med de umiddelbare udfordringer ogreaktionen på krisen.

EU traf for 10 dage siden nogle modige og nødvendige beslutninger for at sikre denfinansielle stabilitet i Europa. Der var tale om en dobbelt reaktion på den forværrede krise,som var blevet en systemisk udfordring for euroen. Det var en reaktion, som jeg vil kaldeen konsolideringspagt.


For det første vedtog vi en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme, som etablerer enfinansiel bagstopper på op til 500 mia. EUR, som vil blive suppleret med midler fra IMF iforholdet 2:1. For det andet var der enighed om at fremskynde finanspolitisk konsolideringi de medlemsstater, hvor der er hårdest brug for det.

Med disse beslutninger har Europa sammensat en hensigtsmæssig pakke, som viser EU'sborgere, markederne og verden generelt, at vi vil forsvare euroen – vores fælles valuta –uanset hvad.

Vi gør det ikke af hensyn til de forskellige markedskræfter, men af hensyn til bæredygtigvækst og jobskabelse i Europa ved at sikre, at truslerne mod finansiel stabilitet ikke vilødelægge den økonomiske genopretning, der er i gang – selv om der fortsat er tale om ennoget moderat og skrøbelig genopretning. Det er vores ansvar i forhold til EU's borgere,og det lever vi op til helt konkret. I går ydede Kommissionen med koordinering ogforvaltning på vegne af euroområdets medlemsstater 14,5 mia. EUR til Grækenland, somIMF har suppleret med 5,5 mia. EUR. Vi sagde, at vi var rede til at opfylde de umiddelbarebehov for refinansiering, og vi holdt vores ord.

Dog afhænger det hele naturligvis af en fuldstændig og komplet gennemførelse afprogrammet, der er udviklet af Kommissionen sammen med den græske regering og isamarbejde med ECB og IMF.

Den Europæiske Centralbank har også truffet ekstraordinære foranstaltninger til tacklingaf de angreb på euroen, som vi har oplevet for nylig. EU's medlemsstater har derudoverforstået betydningen af finanspolitisk konsolidering for at sikre bæredygtighed for offentligefinanser og dermed forudsætningerne for bæredygtig økonomisk vækst.

I sidste uge fremlagde Spanien og Portugal vigtige nye foranstaltninger med henblik påfinanspolitisk konsolidering, som er vigtige og vanskelige, og som samtidig er nødvendigefor at nedbringe de voksende offentlige underskud i 2010 og 2011. Kommissionen vilforetage en omfattende vurdering af de nye målsætninger og foranstaltninger og fremlæggeresultaterne i løbet af de næste to uger.

Jeg ønsker at understrege, at hurtig nedbringelse af det offentlige underskud er en uhyrevigtig del af den finansielle stabilitetspakke, som blev vedtaget den 10. maj af Økofin-Rådet.Det er lige så vigtigt, at begge lande vedtager strukturreformer, som vil bidrage til øgetpotentiel vækst, især reformer af arbejdsmarkederne og pensionssystemerne.

Selv om fremskyndet finanspolitisk konsolidering er en umiddelbar prioritet i Europa, skalvi samtidig samordne vores økonomiske politikker og finanspolitikker gennemdifferentiering blandt medlemsstaterne. Den finanspolitiske indsats skal med andre ordvære differentieret efter finanspolitisk spillerum og økonomisk sårbarhed.

Lande med meget begrænset eller intet finanspolitisk spillerum skal fremskyndeforanstaltningerne, hvorimod andre lande med større finanspolitisk spillerum skalopretholde deres mindre restriktive finanspolitik af hensyn til vækst og jobskabelse i Europa.

Det vil naturligvis være en fejl at stoppe indsatsen her. Vi skal huske, at de første 10 år medeuroen har været en succeshistorie: Det er udgangspunktet. Men krisen har vist, at vi skalanerkende de systemiske mangler. Der har ikke været meget "peer pressure", den offentligegæld blev ikke nedbragt i de gode tider, og makroøkonomiske ubalancer blev ignoreret.

Det er udelukkende derfor, at Kommissionen i sidste uge, den 12. maj, fremlagde en rækkeambitiøse forslag med henblik på at styrke den økonomiske styring i Europa. Vi ønsker at


fremme forebyggende budgettilsyn, afhjælpe de makroøkonomiske ubalancer og fastlæggeet permanent og solidt grundlag for krisestyring. Jeg regner med Parlamentets støtte tildisse vigtige forslag. Forslagene er vigtige for at sikre, at EU 2020-strategien er en succes ide kommende år.

Vores forslag er baseret på to principper. For det første er forebyggelse altid bedre endafhjælpning – for ikke at tale om at lade en situation udvikle sig til en krise, sådan som vihar oplevet. For det andet skal styrket finanspolitisk tilsyn være ledsaget af brederemakroøkonomisk tilsyn for at kunne sætte fokus på bæredygtig økonomisk udvikling.

Vores forslag består af tre grundlæggende dele. Vi skal først og fremmest styrke både deforebyggende og afhjælpende foranstaltninger i stabilitets- og vækstpagten. Den vigtigstedel af styrkelsen af den økonomiske styring er at samordne de økonomiske politikker påforhånd for at sikre, at de nationale budgetter er i overensstemmelse med de europæiskepolitikker og forpligtelser, der er fastlagt i fællesskab, således at stabiliteten i euroområdetsom helhed og i de øvrige medlemsstater ikke påvirkes negativt.

Jeg vil gerne sikre, at der ikke er nogen tvivl om følgende: Det vil ikke betyde, at de nationalebudgetter og budgetposter gennemgås minutiøst. Det har vi hverken nogen intention omeller midler til. Det vil i stedet betyde, at de bredere budgetmæssige retningslinjer og denfinanspolitiske balance analyseres og gennemgås i henhold til EU's retlige beføjelser somfastsat i traktaten og pagten, inden regeringerne fremlægger de nationale budgetudkast forparlamenterne, således at EU kan udarbejde henstillinger og anmode de pågældendemedlemsstater om afhjælpningsforanstaltninger.

Nogle har kritiseret denne beføjelse og hævdet, at der er tale om en overtrædelse af denparlamentariske suverænitet. Jeg er selv tidligere medlem af et nationalt parlament ogEuropa-Parlamentet, og jeg er helt klar over følsomheden omkring de parlamentariskefinanspolitiske beføjelser. Alle kan imidlertid se, at det ikke handler om at hæmmedemokratiet eller den parlamentariske suverænitet, men om at sikre at vores medlemsstateroverholder de regler, som de selv har indført tidligere. Man skal med andre ord overholdesine egne regler.

Vi skal indføre en ægte europæisk dimension til den økonomiske politik i Europa. Det erikke tilstrækkeligt blot at overveje de internationale beslutninger bagefter. I EU – især ieuroområdet – ved vi kun alt for godt, at nationale beslutninger har grænseoverskridendevirkninger, og der skal derfor være bedre koordinering på europæisk plan, inden depågældende nationale beslutninger træffes.

Dernæst skal vi ud over budgettilsynet øge omfanget af tilsynet for at afhjælpe demakroøkonomiske ubalancer. Hvorfor er dette så vigtigt? Forskellene i konkurrenceevneog afstanden mellem overskuds- og underskudslande i euroområdet er steget i de sidste10 år. Det er den grundlæggende årsag til, at den finansielle krise har ramt EU så hårdt,især i nogle af medlemsstaterne. Vi skal forebygge og tackle problemerne, når de opstår,og inden de udvikler sig til en krise.

Vi foreslår derfor at definere indikatorer og resultattavler, fastlægge grænseværdier forvarsling og udarbejde henstillinger og hurtige varslingssystemer, hvor det måtte værenødvendigt. Disse indikatorer kan f.eks. omfatte produktivitetstendenser,enhedslønomkostninger og løbende regnskabsudvikling.

Det er klart, at det ikke betyder, at vi ønsker at svække medlemsstaternes eksport, naturligvisikke. Formålet er derimod at skabe balance for den økonomiske vækst i Europa generelt.


Vi skal styrke konkurrenceevnen med hensyn til eksport, hvor det er nødvendigt, og medhensyn til den nationale efterspørgsel, hvor det er nødvendigt og muligt. Sådan skal vispille sammen som et europæisk hold til fordel for hele Europa.

Derudover skal vi gøre enhver, der holder øje med euroområdet, klart og tydeligtopmærksom på, at vi ikke giver op. Hvis vi skal undgå at blive sat på prøve, skal vi have etpermanent og stærkt grundlag for krisestyring i euroområdets medlemsstater. Denmidlertidige mekanisme, der blev oprettet den 10. maj, er det første målrettede skridt idenne retning, men Kommissionen vil foreslå en mere permanent mekanisme påmellemlang og lang sigt under iagttagelse af strenge politiske betingelser og naturligvis pågrundlag af de seneste erfaringer. Det er vigtigt at undgå moralske risici. Derfor skalmekanismen være så lidt attraktiv, at ingen regeringsledere eller lande fristes til frivilligt atudnytte den. Men de seneste erfaringer har vist, at det er bedre at have opbygget enbrandstation inden en eventuel ildebrand end at skulle opbygge en brandstation, nårbranden har udviklet sig til en større skovbrand. Det er bedre at være på den sikre side.

Som konklusion kan man sige, at Kommissionens forslag baner vejen for et meget stortskridt i retning af økonomisk styring i Europa, men jeg ønsker også at henledeopmærksomheden på en anden uhyre vigtig beslutning – der blev truffet samme dag, somvi foreslog disse foranstaltninger – nemlig forslaget om, at Estland optages som medlemaf euroområdet på eget grundlag. Jeg vil lige nævne et tal: Hvor den gennemsnitlige gældi Europa i øjeblikket ligger på ca. 75 %, er gælden i Estland ca. 7,5 % – ikke 75 %, men 7,5 %– på et bæredygtigt grundlag.

Med forslaget sendes et vigtigt signal til alle om, at euroområdet sagtens kan modstå presset,og at bæredygtige økonomiske politikker og finanspolitikker vil være gunstige formedlemsstaterne. Alt i alt vil Kommissionens initiativer, når de er vedtaget, medføre enbetydelig forøgelse af den økonomiske styring i Europa og en rimelig udvidelse afeuroområdet. Og i Den Økonomiske og Monetære Union må det da være på høje tid at fågang i økonomien.

Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa harendelig reageret. Stats- og regeringsledere er endelig i gang med at løse problemerne, bl.a.ved for 10 dage siden at træffe beslutning om en støtteplan for vores fælles valuta, euroen.Det er en plan, som nøjagtigt afspejler omfanget af den europæiske solidaritet – og dermedmodsiger alle dem, der har betvivlet denne solidaritet – men som stadig er utilstrækkeligog skal ledsages af foranstaltninger med henblik på nedbringelse af vores nationalebudgetunderskud og opnåelse af enighed blandt de 27 medlemsstater om de sociale ogfinanspolitiske budgetter. Jeg tror, at alle er enige her til morgen, og at alle har været enigei de sidste 14 dage. Lad os komme i gang! Planen var en realitet sidste onsdag medKommissionens beslutning, som jeg bifalder, om at øge overvågningen radikalt oggennemføre en stabilitetspagt.

Mine damer og herrer, vi vil ikke kunne frigøre os, før vi har gennemført alle disseforanstaltninger. Vi vil ikke kunne frigøre os, før vi har det fornødne politiske mod, da deforanstaltninger, som vi allerede skulle have truffet i fællesskab på EU-plan og individueltpå nationalt plan, skal træffes nu. Det gælder både for højrefløjs- og venstrefløjsregeringer.Jeg beklager meget, at de tyske socialdemokrater ikke havde det fornødne mod, da destemte i den tyske Bundestag om den europæiske støtteplan.

Vi skal drage erfaringer fra alt dette. Først og fremmest skal vi være grundigt informeretom de nationale offentlige regnskaber, ligesom vi skal være grundigt informeret om EU's


offentlige regnskaber. Jeg ønsker at anmode Kommissionen om at sikre, at dette kravopfyldes, og pålægge sanktioner og ikke blot høfligt kritisere enhver stat, der ikke opfylderdenne forpligtelse. Det er ingen hemmelighed, at alle er bange for fartfælder, alle er bangefor sanktioner og antallet af klip i kørekortet, når de kører på vejene. Det er sådan, at vi erskabt, så der skal være sanktioner. Det er alfa og omega i enhver seriøs politik på detteområde.

Dernæst skal de 27 medlemsstater koncentrere sig om deres budgetpolitikker meget tidligti processen. Kommissionen anmodede netop om dette i sidste uge. Jeg har selv anmodetom det i Parlamentet for et par uger siden. Jeg ved, at det irriterer medlemsstaterne, når vianmoder dem om at tage sig sammen, men det må de vænne sig til fra nu af, hvis de fortsatforvalter deres offentlige finanser, som om de boede på en øde ø, som om de ikke varforbundet med hinanden med en valuta og dermed udøvelsen af den nødvendige fællesbudgetdisciplin.

Derudover gælder det samme for nationale budgetter som for social- og finanspolitikken.Jeg gentager, at jeg godt kan forstå frustrationen hos nogle, når de anmodes om at gørenoget for andre, som arbejder mindre og pensioneres tidligere. Men det kan heller ikkefortsætte. Det er den sidste erfaring, jeg har draget af krisen. Euroen vil kun være bæredygtig,hvis vi kollektivt giver os selv midlerne til at gøre den bæredygtig. Jeg ønsker ikke at modsigepræsident Obamas finansielle rådgiver, hr. Volcker, som har udtalt, at euroen formentligvil kollapse, hvis vi ikke ændrer vores kultur og adfærd. Vi skal fokusere mindre på nationalehensyn og mere på europæiske hensyn. Vi skal droppe de kortsigtede politikker, der erudformet med henblik på at forhindre vores nationale regeringer i at falde et par points imeningsmålingerne, og lægge planer på mellemlang og lang sigt, sådan som det ogsåkræves af vores entreprenører med henblik på at kunne investere og ansætte.

PPE-Gruppen ønsker, at Europa vågner op til dåd. PPE-Gruppen anmoder Kommissionenom at gøre sit arbejde, som er at fastlægge incitamenter over for medlemsstaterne. Demedlemsstater, der rydder op i deres offentlige finanser, skal belønnes, og de medlemsstater,der ikke rydder op, skal straffes!

Kommissionen må ikke være bange for at benytte sig af denne fremgangsmåde, hr. Rehn.Det vil være til europæernes og medlemsstaternes fordel. Det største problem for EU'sborgere, som drøftes på alle vores møder i øjeblikket, er usikkerheden omkring deresopsparinger. Jeg forstår godt disse borgere, som har arbejdet hele livet for at spare op. Deter således det første løfte, som vi skal afgive – at borgernes opsparinger er sikret. Det erhelt klart Kommissionens opgave og selve formålet med Kommissionen.

Det er kun i denne sammenhæng, mine damer og herrer, at EU 2020-strategien vil givemening. Vi vil kun kunne vinde slaget om arbejdsløshed, uddannelse, erhvervsuddannelse,forskning og innovation, hvis vi træffer fælles foranstaltninger med hensyn til offentligeregnskaber. Jeg sagde det i går, og jeg siger det hver dag: Hvis der skal foretages besparelseri alle medlemsstaterne, skal vi også som medlemmer af Parlamentet og som europæisketjenestemænd foregå med et godt eksempel, ellers vil det virke utroværdigt.

Det er alt, hvad jeg har at sige, og jeg håber fortsat – jeg har oplevet et par meget alvorligeog omfattende kriser – at denne krise i det mindste kan tjene som en ny start for Europaog de europæiske borgere.

Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Denneforhandling finder sted på grund af en meget alvorlig situation, som udgør en trussel imod


EU. Vi har mange årtiers "laissez faire"-ideologi bag os, og i disse årtier er enhver, der harsat spørgsmålstegn ved det kapitalistiske økonomiske systems påståede overlegenhed,blevet ignoreret. Dette økonomiske system har forårsaget en meget omfattende finansiel,økonomisk og beskæftigelsesmæssig krise og den største krise i forhold til institutionernesmoral og legitimitet siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Det er et dårligt system. Det er til en vis grad umoralsk og samtidig forkvaklet. Jeg kan giveet eksempel, da mange af EU's borgere ikke forstår den terminologi, der anvendes. Hvadbetyder handel med "credit default swaps" og "credit default insurance" egentlig? Detbetyder, at man kan tegne en forsikringspolice, som derefter kan købes og sælges som envare. Jeg ønsker at forklare det i praktiske forhold. Jeg er sikker på, at hr. Dauls dejligelandejendom er dækket af en brandforsikringspolice. Hvis jeg, Martin Schulz, kan købehr. Dauls brandforsikringspolice, og hvis jeg modtager udbetalingen af forsikringen i stedetfor ham, når hans ejendom brænder ned, har jeg helt enkelt blot brug for en person, f.eks.hr. Cohn-Bendit, som er villig til at sætte ild til huset, og så er jeg sikret for livet.

Det er et forkvaklet system. Det bør ophæves, og denne praksis bør forbydes. Det er præcisde samme mekanismer, som vi drøfter, og eksemplerne fra den virkelige verden er ikkesjove. Et eksempel omhandler pensionsfonden i lærernes fagforening i Californien, somønskede at købe et tysk luftfartsselskab via en hedgefond. Det lykkedes ikke forpensionsfonden, men den købte noget andet i stedet. Pensionsfonden gik imidlertid konkurs.Denne situation har skabt store økonomiske problemer for en hel generation af lærere,som har betalt til fonden i 40 år. Det er realiteterne for dette økonomiske system, som nuhar overskredet sine grænser, og som skal holdes i kort snor.

Nu er det regeringernes tur. Det er det, som hr. López Garrido og hr. Rehn har understreget.Det er alt sammen udmærket, men det er os, der handler, det er os, der er drevet til at handle,og som efter min opfattelse handler alt for sent. Der burde meget tidligere have været fastsatbestemmelser på mange områder, og vi har ofte opfordret til handling i Parlamentet. Nufastsætter vi endelig bestemmelser om hedgefonde, men hvornår oprettes mon deteuropæiske kreditvurderingsinstitut? Er det virkelig rimeligt, at et amerikanskkreditvurderingsinstitut netop på det tidspunkt, hvor spekulationerne om Grækenlandhar nået sit højdepunkt, søger sit næste mål og sænker Portugals kreditværdighed? Hvader det for institutioner, der kan afgøre en hel nations skæbne? Disse institutioner skalkontrolleres og reguleres. Men der skulle slet ikke have været truffet foranstaltninger nu.Der skulle have været truffet foranstaltninger for mange år siden, og det opfordrede vi ogsåtil dengang, men vores opfordringer blev overhørt. De blev overhørt af de samme regeringer,som i dag hævder, at de håndterer krisen.

(Protest)

Hr. Langen, jeg ved, at De stiller et ændringsforslag i eftermiddag for at sikre, at Parlamentetikke holder møde under karnevalet i Tyskland. Det er udmærket. Der er blot det ved det,at hver gang De er til stede, er der karnevalsstemning i Parlamentet. Det beklager jeg dybt.

Der er strukturunderskud i EU, som institutionerne har ansvaret for at håndtere. Vi hartilsyneladende oprettet en økonomisk og monetær union. Situationen er dog den, at vi haren monetær union, men ikke en økonomisk union. Vi har i Europa et patchwork-tæppe,der består af forskellige økonomiske politikker. I alt 16 suveræne stater kan ikke finde udat samordne deres økonomiske politikker, hvoraf nogle ikke er i overensstemmelse medhinanden, inden for et fælles valutaområde. Det udgør en stor risiko. ArnoldSchwarzenegger og hans smukke stat, Californien, er gået konkurs, men det påvirker på


ingen måde dollaren, da den økonomiske politik i Californien er en del af USA's fællesvalutaområde. Hvis 2,8 % af bruttonationalproduktet for euroområdet sættes på spil somi tilfældet med Grækenland, vil det være en alvorlig risiko for os. Vi skal af med detteunderskud, og det er grunden til, at vi har brug for økonomisk styring. Enhver, der fortsater modstander af dette tiltag, har ikke været opmærksom på advarslerne.

Vi står midt i en meget alvorlig krise med hensyn til legitimitet. Man er ved at indse, at detteøkonomiske system er slået fejl, og der er ikke længere tillid til det. Man har oplevet, at denationale og internationale institutioner drives af dette system, og derfor er der heller ikkelængere tillid til institutionerne. Mange gemmer sig igen bag den nationale retorik medhensyn til denne globaliserede og europæiserede udfordring. Uforeneligheden mellem denmanglende tillid til vores økonomiske system og vores statslige institutioner og mange afde statslige institutioners tilflugt til at træffe nationale foranstaltninger frem for at findeløsninger i de internationale strukturer, er farlig for EU som helhed.

Vi har derfor brug for økonomisk styring, og vi har i sidste ende også brug for styrke til atgennemføre vores egne regler. Endelig bør hr. Daul, som er formand for gruppen, deromfatter repræsentanter fra Nea Dimokratia, være lidt mere tilbageholdende i sin kritik afandre parter.

Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Efter min opfattelse vil hverkennationalistisk eller marxistisk retorik give os de løsninger, der er nødvendige for at kommeud af den krise, vi befinder os i.

(Bifald)

Det, vi oplever i øjeblikket, er efter min opfattelse ikke en monetær krise i EU, det er ikkeen gang en krise for vores fælles valuta, snarere en krise i relation til styring af EU. Det ersituationen på nuværende tidspunkt. Jeg vil endda gå så vidt som til at hævde, at det er enkrise, som er opstået på grund af medlemsstaternes fastforankrede tro på, at de kan løseEuropas problemer med statslig tilgang, når et monetært område skal styres af en fællestilgang på grundlag af de europæiske interesser, som er de interesser, som Det EuropæiskeRåd og Rådet for Den Europæiske Union i sagens natur repræsenterer.

Jeg har derfor tre budskaber, som jeg ønsker at sende her til morgen under denneforhandling. Det første budskab, hr. López Garrido, er henvendt til Rådet. Man kunnemåske anmode det spanske formandskab om at opfordre medlemmerne af Rådet til atudvise lidt mere diskretion i forhold til eurokrisen, for hver gang der findes en løsning forat fremme euroen, er der en eller anden stats- eller regeringsleder, som føler sig foranledigettil at sige sin mening og sabotere den løsning, som netop er fundet. Jeg mener derfor, atman først og fremmest skal anmode Rådet om at udvise lidt mere diskretion og ladeKommissionen og Den Europæiske Centralbank komme med nogle løsninger.

Det andet budskab er henvendt til Kommissionen. Efter min opfattelse traf hr. Rehn noglemodige beslutninger i onsdags, og det er et skridt i den rigtige retning, som Kommissionenskal arbejde videre med. Indtil videre er der nedsat en arbejdsgruppe. Rådets arbejdsgruppevil mødes for at drøfte løsninger en gang i oktober eller hen imod slutningen af året. Mendet er efter min opfattelse alt for sent. Det er op til Kommissionen, som har initiativretten,at udarbejde en ambitiøs samlet pakke i de kommende uger og måneder. Det er det, derskal til. Vi kan ikke vente på, at Rådets arbejdsgruppe fortæller os, hvad der skal gøres. Deter Kommissionen, som skal tage dette initiativ. Det er Kommissionen, der skal udarbejde


en omfattende pakke, som den skal fremlægge for Rådet og Parlamentet, og som efter minopfattelse skal indeholde fire punkter.

For det første en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten. Det betyder rent faktisk sanktioner.Jeg går personligt ind for hr. Rehns idé, og jeg håber, at alle er enige om, at det er en godidé. Hr. Rehn udtaler, at Kommissionen som led i denne pakke skal have til opgave atgennemgå budgetterne, inden de godkendes af de nationale parlamenter. Det er ikke etspørgsmål om subsidiaritet eller mangel på subsidiaritet, det er et spørgsmål om loyalitetover for stabilitets- og vækstpagten og euroen. Vi kan ikke på den ene side sige, at vi ermedlemmer af stabilitets- og vækstpagten og euroområdet, og på den anden side, at voresbudget ikke har noget med euroen at gøre, eller at det udelukkende hører undermedlemsstaternes kompetenceområde.

For det andet skal denne pakke efter min opfattelse integreres i en overbevisende EU2020-strategi. Det, som Rådet har lagt frem, hr. López Garrido, er på ingen mådeoverbevisende. Vil der blive draget en konklusion i juni? Hvad vil De konkludere i juni medhensyn til EU 2020-strategien? Vil konklusionen være den samme som i forbindelse medLissabonstrategien, som slog fejl? Vil det være den åbne koordinationsmetode, der skalanvendes igen? Hvis De mener det alvorligt, skal Kommissionen være i besiddelse af allede instrumenter, som er nødvendige for rent faktisk at håndtere EU 2020-strategien, denneøkonomiske strategi, der skal hjælpe os ud af krisen.

Det tredje budskab, som det er meget vigtigt at sende, er betydningen af at oprette eneuropæisk valutafond til erstatning af den stabiliseringsmekanisme, som blev oprettet, daden pågældende mekanisme, som hr. Rehn også selv understregede, ikke vil kunne løseopgaven. Jeg ønsker at gentage, at der er tale om en statslig mekanisme, som blev udarbejdeti Økofin-Rådet, og som kræver enstemmighed. Alle lån, der udstedes, skal godkendes afsamtlige medlemsstater. Det er et system, der ikke kan fungere på lang sigt, og det er derfornødvendigt at oprette en europæisk valutafond, som styres af Kommissionen og omnødvendigt af ECB. Men valutafonden skal ikke træffe de beslutninger, som hører underansvarsområdet for de medlemsstater, der indgår i euroområdet. Endelig skal vi have eteuropæisk obligationsmarked.

Det er, hvad vi forventer af Kommissionen, hr. Rehn. Vi ønsker, at Kommissionen skalvære tilstrækkelig ambitiøs og modig til at fremlægge en ambitiøs pakke, der omfatterdisse fire punkter til forhandling med både Rådet og Parlamentet.

(Bifald)

Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer!Verts/ALE-Gruppen har endnu en gang besluttet at være positivt indstillet over for denfinansielle stabiliseringsmekanisme, som blev vedtaget i weekenden med drøftelser afkrisen i Bruxelles for næsten to uger siden.

Vi ønsker at kombinere vores støtte med en klar forpligtelse til at opnå en mere samordnetøkonomisk politik og finanspolitik. Dette er ikke noget nyt for Verts-ALE-Gruppen. Dethar været vores tradition i mange år. Jeg ønsker dog henvendt til hr. Rehn og hr.López Garrido at sige, at vi ønsker en seriøs beslutning og ikke blot fortsat at lindre krisenssymptomer, men i stedet at imødegå den overordnede udfordring, som krisen repræsenterer.

Efter vores opfattelse har vi forsøgt at lindre symptomerne siden 2008. Vi har forsøgt atredde bankerne siden 2008, da Lehman Brothers gik konkurs. Jeg ønsker endnu en gangat understrege, at vi skal være ærlige over for EU's borgere. Euroen blev ikke stabiliseret i


næstsidste weekend. I stedet blev endnu et stort antal tyske og franske banker reddet.Aktiepriserne viste meget tydeligt, hvad der var sket. Vi må imidlertid ud af denne ondecirkel med at redde bankerne, som koster os mange milliarder euro. Vi ved ikke længere,hvor midlerne skal komme fra, og vi er de eneste, der tør tage små skridt i retning afstatsregulering af de finansielle markeder med aftalen fastsat i Rådet (økonomi og finans)(Økofin-Rådet).

Det vigtigste aspekt af det, vi anmoder om i dag, er, at staterne vender tilbage til de finansiellemarkeder og træffer målrettede foranstaltninger. De skal ikke mere styres af bankerne ogspekulanterne, som alle klager over. Det er korrekt, at bankerne er en vigtig del af systemet,men der må være noget helt galt med systemet, hvis vores stater igen og igen kan nå heltud til afgrunden, og hvis det politiske system lader dette ske.

Jeg ønsker helt kort at opsummere situationen. Det er på tide at træffe klare beslutningerom bestemte spørgsmål. Der er noget, som tyder på, at nogle af EU-medlemsstaternebevæger sig i den rigtige retning, men der skal efter vores opfattelse være forbud imodgiftige aktiver og short selling overalt i EU, der skal være tæt kontrol med hedgefonde, ogvi skal holde op med at tale om at indføre beskatning af finansielle transaktioner og rentfaktisk gøre noget ved det. Vi har brug for denne afgift, bl.a. for at refinansiere det, viforsøger at opnå med offentlige midler. Bankernes og spekulanternes involvering må ikkelængere blot være et emne, som man drøfter. Vi kan helt reelt sikre deres involvering vedat indføre denne afgift.

Et andet spørgsmål, som er meget vigtigt for mig, er fremtiden for en koordineretbudgetpolitik i EU, budgetdisciplin med andre ord. Jeg har et indgående kendskab tilbegrebet i tysk sammenhæng. Jeg foreslår imidlertid, at vi på grundlag af krisestyring ogafstemning om Europa 2020-strategien endnu en gang skal nå til enighed om, hvad viegentlig ønsker, og hvordan medlemsstaterne og Europa skal præsentere sig selv for EU'sborgere om fem eller 10 år med hensyn til statens ansvar. Skal den europæiske strategianvendes som murbrækker over for statens sociale ansvarlighed? Jeg vil meget gerne vide,hvilken opfattelse De har af følgende: børnehaver, skoler, universiteter, biblioteker,ældrepleje, hospitaler, museer og teatre.

Min kollega, hr. Cohn-Bendit, udtalte for en uge siden, at Grækenland har brug for meretid til at iværksætte en genopretningsplan. Jeg er bekendt med den katastrofale økonomiskesituation i mange af medlemsstaterne, og nogle af medlemsstaterne har efter min opfattelsebrug for tid til at beslutte, hvad der skal gøres. Som jeg har nævnt, vil det være det absolutværste, EU kan gøre, at anvende strategien som murbrækker over for det socialesikringssystem på dette tidspunkt. Det forhindrer os dog ikke i at gennemgå voresbudgetpolitik nøje for at sikre, at de forskellige generationer behandles lige. Som medlemmeraf Gruppen De Grønne har vi støttet denne form for budgetter i Tyskland mange gange.

Jeg ønsker at fremhæve et endeligt punkt. Det vil være det værste, der kunne ske, hvis viopgiver vores klimapolitik og opnåelsen af bæredygtig udvikling på nuværende tidspunkt,som nogle har antydet. Vi skal fortsat fokusere på innovation inden for industrien ogerhvervslivet, en klimavenlig tilgang til produktion og organisering af den offentligetransport. Vi skal sikre arbejdspladser ved hjælp af innovation og bæredygtighed i fremtiden,men det koster penge. Indførelsen af nye afgifter er et tabuemne. Jeg er imidlertid overbevistom, at vi kun vil overvinde krisen, hvis vi kan bryde tabuet omkring statslig indgriben,statens rolle og behovet for intelligente afgifter.

(Bifald)


Timothy Kirkhope, for ECR-Gruppen. (EN) – Hr. formand! Det er desværre blevettendensen for nogle af fortalerne for EU at mene, at løsningen på ethvert problem er mereintegration. Men denne tilgang er forkert. EU har ikke brug for flere mekanismer tilgennemførelse af vedtagne politikker, men derimod den politiske vilje til at opfyldeforpligtelser, som allerede er indgået, men som ikke er gennemført.

Jeg håber derfor inderligt, at EU 2020-initiativet, der helt klart er nødvendigt for at overvindeden grundlæggende økonomiske krise, som Europa befinder sig i, ikke slår fejl på sammegrundlag. Med hensyn til krisen i euroområdet får vi imidlertid at vide, at EU for at undgålignende kriser i fremtiden skal have yderligere beføjelser for at kunne anmode omforudgående fremlæggelse af suveræne regeringers budgetudkast og pålæggemedlemsstaterne strengere sanktioner – men der burde allerede have væretbudgetoplysninger til rådighed, selv om de var unøjagtige og mangelfuldt gennemgået.

Vil kvaliteten af oplysninger og kompetencen hos dem, der analyserer de pågældende data,være bedre blot på grund af en mere krævende procedure? Tidligere var der også fastsatsanktioner. De var bare ikke troværdige. En stramning af de pågældende sanktioner vilikke gøre mere sandsynligt, at de pålægges. Vil de nye foranstaltninger blive taget merealvorligt? Derudover er udstedelse af gældsbeviser, som kan forøge EU-budgettet, og direktegaranti for EU-udlån en afvigelse, som underminerer principperne for fornuftig offentligfinansiering, som vi skal forestille at styrke.

I ECR-Gruppen ønsker vi, at euroen er en succes, både af hensyn til dem, der har valgt atdeltage, og dem, der indgår i den bredere europæiske økonomi, men det kræver, atmedlemsstaterne tager deres ansvarsområder alvorligt, at de er ærlige over for hinandenog ønsker at opfylde deres indgåede forpligtelser.

Kommissionen mener selv, at dens forslag vil medvirke til at fremme en økonomisk ogmonetær union betydeligt. Det er ikke overraskende, at den franske version af teksten fratopmødet i marts henviste til "regering" i modsætning til den engelske, som henviste til"styring" ligesom Kommissionen havde gjort. For nogle er en centraliseret europæiskøkonomisk "regering" tilsyneladende ambitionen, men det vil ikke løse de problemer, somvi står over for. Det vil ikke være til fordel for EU's borgere, vores medlemsstater eller –efter min opfattelse – EU.

Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Det fremgår af de senesterådsmøder, at der er vidtrækkende ændringer på vej. Vi oplever i øjeblikket enregeringsstyringsproces i relation til europæisk politik. I Lissabonstrategien fremhævedesParlamentets rolle og en styrkelse af denne rolle. Det har vi også været fortalere for.

Der indgås nu grundlæggende aftaler mellem regeringerne, og der bruges ufatteligt mangemidler. De nationale parlamenter har indtil nu ikke haft meget at sige på dette område, ogdet må vi sætte en stopper for. De foranstaltninger, som regeringerne har truffet, harresulteret i, at der er brugt enorme beløb på at redde banker, som selv er ansvarlige for athave bragt sig i voldsomt økonomisk uføre. De pågældende regeringer har reddetkasinokapitalismen med skatteydernes penge. De har imidlertid været meget tøvende iforhold til at redde de stater, der er meget forgældet. Det er dog lykkedes dem at finde750 mia. EUR. Spørgsmålet er, om trykning af pengesedler vil redde den økonomiskeudvikling. Jeg mener, at det er mere sandsynligt, at det vil redde bankernes kapital. EU skalimidlertid være mere end blot et frit indre marked med en fælles valuta.


Hr. Barroso har ret, når han udtaler, at vi uden en økonomisk union kan glemme alt omat oprette en monetær union. Jeg kan imidlertid ikke se nogen klare udveje. Opretholdelsenaf den fejlslagne stabilitets- og vækstpagt har relativt lidt med den fornuftige samordningaf den økonomiske politik at gøre. Det, vi mangler, er en social union. Vi mangler en nyvarig og effektiv regulering af den finansielle sektor. Vi har brug for en samordnetskattepolitik og lønpolitik og beskatning af finansielle transaktioner. Selv om vi har taltom denne afgift i lang tid, er det aldrig blevet til noget.

Det er på tide at sikre den sociale stat ved hjælp af EU-institutionerne, ikke at ødelæggeden. Grækenland og andre lande er bekymrede, da de kan se, hvilke foranstaltninger dertræffes på det sociale område. Det er på tide at kæmpe for harmoniseringen af socialestandarder på højt plan.

Hedgefonde skal forbydes, og skattely skal ophæves. Vi gør meget små fremskridt iovervindelsen af krisen på de finansielle markeder. I lyset af den hast, hvormed spekulanternehandler, yder vi en alt for lille indsats. I nødsituationer som dem, som vi ofte oplever, erdet helt forkert at nationalisere de milliarder, som bruges på tab, og privatisere indtægterne.Bankerne må ikke have direkte adgang til skatteydernes penge med støtte fra staten. Énting står klart, og det er, at vi under de nuværende omstændigheder skal redefinere begrebet"bankrøver".

Niki Tzavela, for EFD-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg ønsker at benyttelejligheden til at takke Dem personligt for Deres store og effektive arbejde i forbindelsemed den økonomiske krise i Grækenland. Jeg ønsker også at takke alle de politiske grupperi Parlamentet for den støtte og solidaritet, de har vist Grækenland.

Jeg har tre forslag, som jeg ønsker at anmode om støtte til. Hvad angår vedtagelse af etpermanent instrument til økonomisk styring foreslår Bruegel-instituttet, som er entænketank på det økonomiske område, følgende: Den Europæiske Centralbank skalgarantere europæiske obligationer på op til 60 % af hvert lands bruttonationalprodukt,der er tale om de såkaldte "blå obligationer". Hvor obligationerne overstiger loftet på 60 %,skal overskuddet lånes på markedsbetingelser. Det er de såkaldte "røde obligationer". Deter et forslag om et permanent instrument til økonomisk styring. Vi har ikke brug for atoprette nye mekanismer osv., og et permanent instrument kan vedtages meget hurtigt.

Jeg har to ad hoc-forslag med hensyn til Grækenland. Den Internationale Valutafond kanforlænge tilbagebetalingsperioden for lånet til Grækenland fra tre til fem år. Hvis manydede samme forlængelse til vores europæiske låntagere, ville det være meget lettere ogmere realistisk for Grækenland at tilbagebetale sin gæld, og det ville være et godt budskabat sende markederne. Det andet forslag er følgende: Støttebeløbet til Grækenland kunneanvendes til at tilbagebetale vores obligationer. Der vil være tale om rationel forvaltning,hvis Europa ville frigive midler nu, som skal gives til Grækenland i fremtiden, og brugedem til at udvikle Grækenlands økonomi. Den græske regering er i øjeblikket i defensiven.Den forsøger at skrabe penge sammen til at nedbringe sin gæld. Vi kan imidlertid ikkesamtidig forsøge at stimulere vækst. Derfor ønsker jeg henvendt til kommissæren at påpege,at det vil være en god idé at støtte parallelle foranstaltninger med henblik på stimuleringaf væksten.

Jeg vil slutte af med at understrege, at jeg håber, at krisen i Grækenland vil være den enestepris, som EU skal betale for den hurtige etablering af den økonomiske styring, som vi skullehave etableret for 10 år siden. Vi må håbe, at krisen i Grækenland er den eneste pris, somvi skal betale.


Formanden. – Fru Tzavela, jeg afbryder ikke, fordi De er fra Grækenland – og dettespørgsmål er naturligvis meget vigtigt – men fordi De har talt i over et minut. De bedesvenligst være opmærksom på taletiden næste gang.

Nicole Sinclaire (NI) . – (EN) Hr. formand! Da De blev udnævnt til formand for Parlamentetsidste år, udtalte De, at De ville behandle alle grupper lige. Jeg har bemærket under denneinteressante forhandling, at hr. Schulz overskred taletiden med to minutter – alle grupperoverskred taletiden – men De henvendte Dem kun til én gruppe. Kan De forklare dette?

Formanden. Jeg holder øje med tiden, fru Sinclaire. Taletiden blev ganske rigtigtoverskredet med nogle sekunder. Det parlamentsmedlem, der talte for et øjeblik siden,overskred taletiden med flest sekunder, men jeg tillod dette, fordi fru Tzavela repræsentererGrækenland, og der var tale om en udtalelse fra en person, der bor i Grækenland, og fordispørgsmålet efter min opfattelse er vigtigt. Som regel lader jeg ikke talerne overskride denfastsatte taletid, men jeg tror, at vi alle kan være enige om, at fru Tzavelas udtalelse varsærlig vigtig.

Francisco Sosa Wagner (NI). – (ES) Hr. formand! Vi var nødt til at nå helt ud til kantenaf afgrunden, før regerings- og statslederne forstod, at vejen frem ikke er mere nationalisme,men mere Europa.

Nogle af de foranstaltninger, der er truffet, er rettet imod fremme af Europa, f.eks.begrænsningen af vetoretten i Rådet eller den eventuelle oprettelse af en europæisk offentligstatskasse.

Selv om det er i sidste øjeblik, har vi endelig også erkendt, at vi alle er i samme båd, og atder ikke er nogen idé i at håndtere individuelle situationer, især ikke ved hjælp afimprovisering.

Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt denne holdning er et sidespor, eller om det i modsat fald erstarten på reel europæisk økonomisk styring, for det, vi ikke har brug for, mine damer ogherrer, er styring. Det, vi har brug for, er autentisk regeringsførelse, hvis vi skal opfylde demålsætninger, som grundlæggerne af EU fastlagde.

Parlamentet skal derfor fremme alle de reformer, som har til formål at styrke Europa ogetablere reel budgetdisciplin og finanspolitisk disciplin samt glemme alt om nostalgisksuverænitet.

Mine damer og herrer, en styrkelse af Kommissionen og Parlamentet er den eneste mådeat opbygge Europa på, ellers vil EU forsvinde som en tyv i natten.

Corien Wortmann-Kool (PPE). – (NL) Hr. formand! Jeg har i hvert fald erfaret, at, hvisder går ild i hr. Dauls landejendom, skal man slukke ilden først. Derfor støtter Gruppenfor Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) redningspakken, som Rådet ogKommissionen har vedtaget, fuldt ud.

At en pakke, der involverer flere hundrede milliarder euro, var uundgåelig og blev fastlagtpå en enkelt weekend, viser tydeligt, at der er stort behov for strengere og mere konsekventebudgetregler.

Der var enstemmighed i Rådet. Lad os vise samme enstemmighed. Desværre har jegimidlertid bemærket efter at have lyttet til hr. Schulz, formand for Gruppen for detprogressive forbund af socialdemokrater i Europa-Parlamentet, at der ikke er enstemmighedi Parlamentet. Alle medlemmer af Parlamentet ønsker et Europa med bæredygtig økonomisk


vækst, arbejdspladser til borgerne og sunde virksomheder. Vi kan kun opnå disse forhold,hvis vi har en stabil valuta og en stabil økonomi.

En stabilitets- og vækstpagt, der håndhæves, er af afgørende betydning for en ambitiøs EU2020-strategi. For begge dele afhænger succesen af fornuftig europæisk styring. Det eressensen af den beslutning, som vi drøftede med grupperne i Parlamentet i sidste uge.Kommissær Rehn fortjener vores støtte, og det er efter min opfattelse uansvarligt, at voreskolleger fra S&D-Gruppen ikke støtter forslaget.

Selv om spekulanternes uansvarlige adfærd ikke er årsagen, har de pustet til ilden iforbindelse med eurokrisen. Efter PPE-Gruppens opfattelse skal kommissær Barnier arbejdeenergisk på forslag med henblik på at begrænse uansvarlig adfærd på de finansielle markeder.

Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er to ting,som Fru Wortmann-Kool ikke har ret i. Vi ønsker helt klart ikke, at hr. Dauls landejendombrænder ned. Vi ønsker ikke, at der er nogen ejendomme, som brænder ned. Vi ønsker attage forholdsregler, det er vores målsætning.

Derudover støtter vi fuldt ud de foranstaltninger, som hr. Rehn har foreslået. Det forholdersig blot således, at de i nogle tilfælde ikke er vidtrækkende nok, da hovedparten afforanstaltningerne først blev foreslået, da hr. Dauls ejendom allerede brændte. De udtaltehelt korrekt, at vi skal forhindre, at ejendommen overhovedet bryder i brand, og det er detafgørende punkt, jeg ønsker at drøfte. Hr. López Garrido udtalte i dag, at det har tagetirriterende lang tid at træffe beslutningerne. Det forholder sig også således, at vi har brugtirriterende lang tid på at tage højde for de ændringer, der er sket i EU i de sidste 10 år.

Hr. Rehn har helt korrekt påpeget, at forskellene mellem de enkelte eurolande med hensyntil konkurrenceevne er steget og ikke faldet. Det, hr. Rehn undlader at nævne, er megetvigtigt for os, nemlig at forskellen mellem rig og fattig er stigende i Europa. Hvis dette lydersom marxisme for hr. Verhofstadt, er det for os et spørgsmål om socialsikrings- ogsocialpolitik. Men for nogle er det simpelthen uinteressant.

Spørgsmålet er, hvordan De har tænkt Dem at få accepteret de økonomiske foranstaltningerog strenge budgetkrav, som De helt korrekt foreslår, når borgerne begynder at forstå, atEuropa og euroområdet er karakteriseret af en stigende forskel mellem rig og fattig. Detteer uacceptabelt, og det er derfor, at der er mere modstand imod de nødvendigeforanstaltninger, end det normalt ville have været tilfældet.

Vi opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at handle. Vi skal mindske forskellene iforbindelse med konkurrenceevne. De har efter min opfattelse helt ret, når De påpeger, atvi skal fremme konkurrenceevnen i lande som f.eks. Grækenland og Spanien. Det handlerikke om at forværre konkurrencevilkårene i Tyskland, Holland, Østrig eller andre lande,men om at forbedre konkurrencevilkårene i de økonomisk svage lande. Det er helt klartden rette strategi, men hr. Rehns forslag indeholder ingen specifikke foranstaltninger tilgennemførelse heraf.

De talte i dag om reformen af arbejdsmarkedet og pensionssystemet. Det er den rettetilgang, men det er ikke tilstrækkeligt blot at gennemføre en reform af arbejdsmarkedetog pensionerne. Vi skal endvidere se på budgettet. Hvis vi ikke udvikler vores infrastruktur,og hvis vi ikke benytter os af alle de midler, vi har til rådighed i EU 2020-strategien, herundergrønne teknologier osv., vil det ikke lykkes os at opfylde denne målsætning. Jeg opfordrerDem derfor til at fokusere på at fremme konkurrenceevnen og socialsikringen i Europa.


Adina-Ioana Vălean (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg har en kommentar til situationeni de medlemsstater, som ikke er medlemmer af euroområdet, men som alligevel delersamme tankegang. De politiske ledere i vores lande har forsøgt at sælge idéen om, at etEU-medlemskab skal opfattes som sikring imod hårde økonomiske perioder, mensituationen har vist sig at være anderledes. Euroen angribes konstant fra alle sider til trodsfor alle bestræbelser, og vi ved alle, at nye midler blot er en hurtig løsning på et meget størreproblem. Situationen er usædvanlig alvorlig, og vi har brug for usædvanlige løsninger.

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Der er ingen måde at undgå større økonomisk integrationpå, og det betyder derfor tættere politisk samarbejde. Da den eksisterende ubalance skaberstore forskelle mellem medlemsstaterne og for at sikre finansdisciplin, har vi brug forfornuftig styring, sanktioner og overholdelsesmekanismer på europæisk plan. Vi skal findemåder, hvorpå vi kan fremme investeringer, tiltrække kapital og målrettet nedskærebureaukratiske udgifter. Vi skal sikre, at regeringerne træffer intelligente foranstaltninger.I Rumænien, f.eks., skærer regeringen i pensionerne og lønningerne i stedet for at mindskede bureaukratiske udgifter eller midler til politiske klienter. I Rumænien er der flere ansattei den hemmelige efterretningstjeneste end i FBI, men i stedet for at skære ned på detteområde skærer vi ned på læger og lærere.

Jeg ønsker indtrængende at opfordre Kommissionen til at stå ved de foreslåedeforanstaltninger og ikke give efter for medlemsstaternes pres, da kun ganske få kan foregåsom eksempler nu om dage.

Philippe Lamberts (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Ja, der erbrug for ansvarlighed i forbindelse med de offentlige udgifter. Der er brug for afbalanceringaf vores budgetter. Det kræver ansvarlig forvaltning af udgifterne, og det er der talttilstrækkeligt om på nuværende tidspunkt. Det kræver naturligvis øget gensidig overvågningmellem ligeværdige. Men nej, jeg vil gerne understrege over for medlemmerne af Rådet –og jeg kan tilføje, at det især er henvendt til de mandlige medlemmer frem for de kvindeligemedlemmer – at det er forkert at foregive, at vi kan tackle de nuværende udfordringerudelukkende ved at mindske udgifterne, da det helt sikkert vil tvinge Europa ud i enrecession, som vil ødelægge den sociale struktur og den sociale samhørighed, der er en delaf EU's identitet. Hvis vi ønsker at bringe balance i de offentlige finanser igen, som er deneneste løsning, og være i stand til at investere igen – det er nemlig ikke blot et spørgsmålom at mindske underskud, men om at investere i vores fremtid – skal vi finde nyeindtægtsstrømme. Det betyder, at den finansielle sektor skal bidrage, og det betyder, at derskal indføres beskatning af finansielle transaktioner og banker, og det handler ikke om atvælge det ene frem for det andet. Det betyder, at dem, der har draget størst fordel afsituationen, skal bidrage, og her taler jeg om energisektoren. Det betyder, at der skal sættesen stopper for uddelingen af gaver, f.eks. alle de skattereformer, der er gennemført, tilsamfundets rigeste borgere eller virksomheder, som drager fordel af skattely, og yde enindsats for at bekæmpe skattesnyd. Det betyder også, at der skal nedbrydes endnu et tabu,mine damer og herrer. Ikke tabuet om skat, men om suverænitet, som medlemmerne afRådet – og desværre med støtte fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (KristeligeDemokrater) – vil forsvare til sidste blodsdråbe. Det er åbenbart bedre at haveskattesuverænitet og problemer end at komme til bunds i problemerne.

Endelig ønsker jeg med hensyn til finansielt tilsyn at opfordre …

(Formanden afbrød taleren)


Derk Jan Eppink (ECR). – (EN) Hr. formand! Formanden spurgte netop, om der er enexitstrategi i forbindelse med krisen, og jeg vil sige, at det er der. Den kaldes finansielkonservatisme. Vores strukturelle problem har været, at det offentlige overforbrug er fortsatalt for længe. Den offentlige sektor har i mange år været ude af kontrol. Selv i gode tiderhar den tyske regering under hr. Schröder ligget over loftet på 3 %, og så er der naturligvisGrækenland, der har slået alle rekorder, fordi den politiske klasse i Grækenland er helt udeaf stand til at forvalte penge.

Vi har haft stabilitets- og vækstpagten. Hvad var det, som hr. Prodi udtalte om stabilitets-og vækstpagten i 2002? De ved det godt, De var chef for hr. Liikanens kabinet. Han udtalte,at stabilitets- og vækstpagten var uhensigtsmæssig. Vi var derfor nødt til at ændre den. Dervar tale om traktaternes vogter. Vi ændrede pagten og lod den køre af sporet – som vi kanse resultaterne af i dag. EU vil stå over for finansiel konservatisme i mange år endnu, ogdet vil være af meget stor betydning.

Vi har brug for innovation, flere frie markeder og mere iværksætterkultur, hr. Schulz. Harvi brug for beskatning, hr. formand (fra Spanien)? Nej, det vil forværre situationen. EU vilstagnere, og De vil være en omvendt Robin Hood.

Jeg forstår borgernes vrede – borgere med pensioner og opsparinger. Jeg forstår de tyskeskatteydere. De ved, at de vil være nødt til at betale prisen, men de tyske skatteydere kanikke altid betale. Det forekommer mig at være en anelse prætentiøst af hr. Verhofstadt (hvishan stadig er til stede) at anmode fru Merkel om at holde op med at tale om euroen. Ogdet fra en tidligere regeringsleder, der skabte problemer i sit eget land. Hvad er det, hanprøver at bevise?

Patrick Le Hyaric (GUE/NGL) . – (FR) Hr. formand! Der vil nok ikke kunne falde ro overde finansielle markeder, hvis ikke man dropper det hellige princip, der forsvares, og somer total fri bevægelighed af kapital, og den såkaldte frie konkurrence, som i virkelighedenbetyder urimelig konkurrence.

I dag lægges der en stor sum penge på bordet, men formålet er rent faktisk at forsikre definansielle markeder, hvorimod det for borgerne kun vil give problemer. Den InternationaleValutafond er tilbage i den europæiske fold. Hvorfor blev vi ikke konsulteret om dennebeslutning? Nu spiller De med musklerne og ønsker rent faktisk at have flere beføjelserved at forsøge at indføre, at de nationale budgetter overvåges af Kommissionen.

Der tales uophørligt om underskud og gæld. Men hvorfor taler vi aldrig om eksisterendeindtægtsmuligheder? Vi har et underskud i øjeblikket, fordi vi konsekvent har sænketskatterne på kapital og skabt betingelserne for en mere og mere ulige fordeling af velfærden.Derfor skal de foranstaltninger, som skal træffes, omfatte en ændring af statutterne og DenEuropæiske Centralbanks rolle. Vi har brug for ægte solidaritet …


Mario Borghezio (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvor længe vileuroen klare sig i sin nuværende form? Måske vil den endda være omstruktureret indenfor et år eller to!

Jeg er ikke enig i, at det er hensigtsmæssigt at skabe endnu et underskud på 750 mia. EURfor at dække et tidligere underskud, eller at disse foranstaltninger er tilstrækkelige til atopbygge den samfundsøkonomiske fremtid for 500 millioner europæere, og jeg er hellerikke enig i tankegangen om, at euroen skal opretholdes, som den er, problemet skal løses


med en euro, der er så lav som mulig, og med nedsættelse af renten for at skyde kapital iproduktive investeringer til vores industrier, som kæmper for at overleve, frem for tiloffentlig finansiering.

Jeg er ikke enig med Kommissionen, der forventer en gennemgang og revision afregnskaberne i medlemsstaternes budgetter inden de nationale parlamenters gennemgang.Farvel til suverænitet. Jeg tager afstand fra en økonomisk og finansiel strategi, hvor derikke tages højde for specifikke behov.

Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! Jeg er imod Rådets uacceptableantieuropæiske tilgang. De klager over krisen, og nu indfører De et økonomisk protektorat,selv om De bærer det største ansvar for mange af årsagerne til krisen. De har ikke gjort detmuligt at fastsætte regler, når der har været behov for det. Et af eksemplerne på dette erEurostat. De tjenestemænd, der har været genstand for så stor fordømmelse, og som jegofte har kritiseret på andre områder, fremhævede problemerne i Grækenland samt i Spanienog Portugal meget tidligt i forløbet. Kommissionen anmodede om, at Eurostat fik derelevante beføjelser til at foretage undersøgelser. Hvem blokerede for dette træk? Spanien,Det Forenede Kongerige – hr. Martin er her ikke – Tyskland, hr. Daul og hans kolleger fraFrankrig og Østrig, som ikke ønsker at få gennemgået regnskaberne, fordi de selv ved, hvormeget de har at skjule. Det gælder endvidere for hr. Grasser, den tidligere finansminister,som nu hele tiden er i de tyske medier frem for at blive retsforfulgt i Østrig.

Det, vi virkelig har brug for, er naturligvis ikke en nødregering. De vil ikke gøre det, somUSA fornuftigt nok gjorde i en lignende krise, og som var at indføre Glass-Steagall-lovenfor at øge bankernes kapital, kontrollere conduit-bankerne og minimere de systemiskerisici. Det, vi har brug for i stedet, er demokratisk legitimitet, et tokammersystem, som éngang for alle kan sætte en stopper for meningsløsheden i forhold til Rådet, som udadtil erså proeuropæisk, men som i virkeligheden træffer beslutninger uden demokratisk legitimitet,og skabe ægte demokrati i Europa.

Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! For det første fremhæverkrisen meget tydeligt traktaternes begrænsninger, vores egne svagheder, dobbeltmoraleni håndteringen af EU, underskuddene, fejlene og den manglende seriøsitet.

For det andet viser krisen også, at enhver, der ikke gør sit hjemmearbejde, skader sig selvog i sidste ende EU. Dette gælder for medlemsstaterne, men også for Kommissionen ogParlamentet.

For det tredje må Kommissionen ikke være afhængig af medlemsstaternes tilslutning forat kunne opfylde sine forpligtelser, når EU fastsætter målsætninger og regler for sig selvsamt procedurer og sanktioner. Proceduren i forbindelse med underskud og sanktionerskal automatiseres.

For det fjerde ønsker jeg at opfordre Rådet til at sætte en stopper for Eurostat-blokaden.Det skal være muligt for Eurostat at foretage undersøgelser i medlemsstaterne, når detanses for at være nødvendigt, og Eurostats ansatte skal kunne tale med de nødvendigepersoner i erkendelse af, at det er det rette at gøre. Vi har brug for oplysninger, men udenforudgående bemyndigelse.

For det femte nævnte De hedgefonde, og vi har endnu ikke truffet nogen beslutning omdette emne. Jeg ønsker at opfordre Rådet til at indlede forhandlinger med Parlamentethurtigst muligt, således at vi kan nå at få gennemført førstebehandlingen vedrørende reglerom hedgefonde inden sommer.


For det sjette må vi i forhold til emnet om beskatning af finansielle transaktioner ikke blottale om det, men gennemføre det i praksis. Kommissionen skal hurtigst muligt fremlæggeet forslag om beskatning af finansielle transaktioner i Europa.

Min syvende kommentar er rettet imod Rådet. Vi forpligter os til at foretage enkonsekvensanalyse af alle de nationale retsakter, som er relevante for EU.

Den ottende kommentar handler om, at vi skal undersøge virkningerne af de pågældendeforanstaltninger på realøkonomien, og vi skal have mere Europa og mindremellemstatslighed.


Udo Bullmann (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. López Garrido, mine damer og herrer!Jeg har et meget specifikt spørgsmål, som vil gøre det muligt for os at komme ud af følelsenaf magtesløshed og forvirring, som denne krise har skabt, hvor ingen ved, hvordan krisener opstået, og hvordan vi skal overvinde den. Hr. Schulz har henvist til de meget kritisablespekulative produkter og credit default insurance og den skadelige praksis med short selling,som har bragt Grækenland meget tæt på en katastrofe, og som eventuelt kan være et stortproblem for Portugal og mange andre lande. Henvendt til hr. López Garrido, som ofte hardeltaget i Økofin-Rådets møder i de seneste måneder, ønsker jeg at spørge, hvorfor detikke har været muligt for medlemsstaterne at træffe fælles foranstaltninger for at forbydedisse produkter?

Jeg har stillet dette spørgsmål i Tysklands hovedstad i de seneste par uger og måneder, ogdet har taget måneder, faktisk indtil i går aftes, at indføre et forbud imod den skadeligepraksis med short selling. Man kan spørge sig selv om, hvorfor vi skal vente, til alt går galt,inden vi træffer de relevante lovforanstaltninger, der allerede er fastsat, for at beskytteborgerne og økonomierne i Europa. Jeg tror, at det har noget at gøre med Rådets kedeligeog nedslående langsommelighed, når det kommer til handling, som De allerede har henvisttil. Jeg vil gerne lave en aftale med Dem. Parlamentet stiller konkrete forslag. I forbindelsemed reguleringen af tilsynsorganerne og drøftelsen af hedgefonde har vi foreslået, at viskulle træffe relevante foranstaltninger på europæisk plan, og vi ønsker at stille sammeforslag i forbindelse med derivatmarkeder, hvis De, hr. Langen, vil lade handling følge ord.

Vi opfordrer Dem indtrængende til at sikre, at Rådet endelig indleder et samarbejde om atfastsætte lovgivning, således at vi i Europa kan handle og ikke længere skal vente uendeligtpå, at Rådet skal foretage et træk. Vi skal have de rette værkstøjer til rådighed i Europa, hvisvi skal opnå fremskridt. Lad os sammen sikre, at der sker noget i Rådet. Men det afgørendepunkt er, at Rådet skal tage fat på lovgivningen.

Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand! Det er formentlig den alvorligste krise,som Europa nogensinde har oplevet, og der er derfor behov for hurtig handling. Vi skaltræffe beslutninger – og gode beslutninger – og det kan ikke vente indtil oktober.

Redningsplanen var den første beslutning, der blev truffet – formentlig for sent – menbedre sent end aldrig. Nu skal vi hurtigst muligt følge op på denne plan med oprettelsenpå lang sigt af en reel europæisk valutafond, et europæisk obligationsmarked og et europæiskkreditvurderingsinstitut, for – som alle ved – kan den fælles valuta ikke fungere udenbudgetmæssig, skattemæssig, økonomisk og politisk konvergens. Derudover kanmarkederne og spekulanterne helt enkelt tage styringen, indtil Europa viser sin vilje til atblive styret. Der tales så meget om økonomisk styring, men måske burde vi koncentrere


os om spørgsmålet om den reelle styring af EU, som har været meget mangelfuld i densenere tid.

Vi skal efter min opfattelse fastsætte to målsætninger. Gælden skal naturligvis nedbringes,men vi skal nedbringe den på en realistisk og troværdig måde, og vi skal samtidig oprettedet spillerum og gennemføre de reformer, der er nødvendige for at forberede os påfremtiden. Vi skal gøre begge dele samtidig. Derfor er det af afgørende betydning at skabesynergier mellem medlemsstaternes nationale budgetter – jeg ville have foretrukket, atKommissionen havde formuleret det på denne måde – og det er derfor, at det utvivlsomter uhyre vigtigt at gennemføre en reform af vores skattesystem og dirigere systemet henimod udvikling og vækst samt harmonisere systemet. Der vil ikke kunne etableres nogenmonetær union, hvis der ikke er budgetmæssig og politisk konvergens.

Pascal Canfin (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. Rehn! Som De ved, er der to måder,hvorpå man kan nedbringe underskud. Man kan spare på udgifterne eller hæve skatterne.Alle stater kan spare på udgifterne samtidig – individuelt – uden europæisk koordinering.Men hvis de skal hæve skatterne og mere specifikt indføre beskatning af kapital,virksomheder, indtægter og banker, skal der være koordinering på europæisk plan.

Deres meddelelse i sidste uge indeholdt absolut ingen gennemgang af dette spørgsmål. Mitspørgsmål, som er et ret almindeligt spørgsmål blandt medlemmerne fra alle grupperne,er følgende: Vil De i løbet af de næste par uger foreslå en skattekoordineringsplan for atgøre det muligt for medlemsstaterne at genoprette tilstrækkeligt spillerum til at hæve visseskatter, som er noget, de ikke kan gøre individuelt? Det er den fordel, som Kommissionenkan give på nuværende tidspunkt. Desværre virker det ikke, som om De har nogen planerpå dette område. Hr. Verhofstadt udtalte, at De har initiativretten. I den nuværende situationhar De pligt til at tage et initiativ på dette område.

Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Man kan frygte, at støttepakken forGrækenland ikke vil fungere. Det forholder sig jo sådan, at ingen lande i verden nogensindehar kunnet nedbringe et budgetunderskud på 14 % til 3 % på tre år. Det vil ikke forholdesig anderledes for Grækenland. Der er stor modstand i Grækenland imodopstramningsforanstaltninger, og det er derfor meget sandsynligt, at Grækenland vil bliveskubbet tilbage i en negativ vækstspiral med stærkt faldende forbrugsudgifter, selv om derrent faktisk er behov for forbrug for at betale lån plus renter tilbage.

Athen vil derfor på et tidspunkt igen gøre opmærksom på, at Grækenland ikke kan betaletilbage. Der er en god chance for, at Europa derefter vil afskrive lånene med den sædvanligeforklaring om, at man ikke har noget valg, og at man skal forhindre, at situationen forværres.Hr. formand, det, vi skal lære af krisen, er følgende: Vi skal være ærlige og holde ord. Landenei euroområdet skal have orden i deres budgetter, offentliggøre ærlige tal, opfylde kravenei stabilitets- og vækstpagten og nedbringe deres gæld. De lande, som ikke opfylder dissekrav, skal forlade euroområdet.

Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Den største arbejdsløshedsmarchi ti år finder sted i Grækenland i morgen. Græske arbejdstagere demonstrerer imodregeringens foranstaltninger, arbejdstagere, som hverken arbejder mindre eller får størrebetaling end deres kolleger – De kan selv se dataene.

Det er yderst hyklerisk at kalde denne trepartsfinansieringsmekanisme en "rednings- ogsolidaritetsmekanisme", hr. Rehn. Det er en europæisk straffemekanisme, med DenInternationale Valutafond som bussemand. I seks måneder har vi foreslået, at De gør brug


af artikel 122 i Lissabontraktaten. I seks måneder har vi opfordret Den EuropæiskeCentralbank til at ændre sin politik. I seks måneder har vi opfordret Dem til at undersøgede uacceptable amerikanske kreditvurderingsbureauer. Det undlod De at gøre. De lodspekulanterne gå amok, De bragte Den Internationale Valutafond ind i euroområdet, ognu beder De om hårde stramningsprogrammer. Denne mekanisme skal drøftes afEuropa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 218 i Lissabontraktaten. Vi har brugfor en reel forhandling om solidaritetspolitikken.

Marta Andreasen (EFD). – (EN) Hr. formand! Vi kan alle huske den pompøsepræsentation, som den spanske premierminister kom med tidligere på året. Spanien følgerdog ikke efter Grækenland med et underskud på 11 % i BNP. Bureaukraterne i EU kiggersig straks omkring for at finde nogen at skyde skylden på, men faktum er, at det er dissebureaukrater, der er ansvarlige for krisen, for de bragte landene ind i euroområdet, velvidende at deres økonomier ikke var klar til det – eller har vi ansat 1 000 mennesker iEurostat blot for at indsamle data?

Hedgefondene udnytter måske situationen, men de forårsagede ikke krisen. EU kræver nubesparelser, men er det realistisk at forvente en reduktion af den offentlige sektor iGrækenland, hvis 20 % af arbejdsstyrken er ansat af staten, og 50 % af de små ogmellemstore virksomheder har staten som deres eneste kunde? Nu er der blevet fremlagten redningspakke, men i virkeligheden har de fleste af de lande, som skal forestille at bidragetil den, ikke pengene til det, hvilket er tilfældet med Det Forenede Kongerige.

Under alle omstændigheder benytter EU altid lejligheden...


Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! For hurtig centralisering og europæisering,måske også i forbindelse med indførelsen af en europæisk valuta, er en del af årsagen tilde aktuelle problemer. Faktum er, at den europæiske valuta ganske enkelt ikke kan væreen hård valuta på lang sigt, for den har sammenbragt meget forskellige nationaløkonomier,hvoraf nogle befinder sig i en svag position, under den samme monetære politik.

Nu opfordres der til en fælles, centralt styret økonomisk politik, som skal supplere denfælles valuta, og som næsten nærmer sig europæisk økonomisk styring. Det er uden tvivlrigtigt, at svage nationaløkonomier skal underkastes strenge kontroller af deres budgetterog deres gældsstyringsstrategi, hvis de ønsker at forblive i euroområdet. Den form forcentralisering, som manifesterer sig i, at Bruxelles udøver budgetmyndighed over allemedlemsstaterne, ville dog efter min mening være en massiv og ukorrekt indgriben imedlemsstaternes suverænitet. Det ville egentlig bare gøre det endnu værre.

Krisen skal ikke bruges som undskyldning for at indføre mere EU-centralisering, hvilketer noget, mange mennesker har ønsket sig siden før Lissabontraktatens ikrafttræden. Hvisvi virkelig vil tage ved lære af den aktuelle krise, skal vi måske finde en helt anden strukturfor den europæiske monetære politik. Det kunne være noget i stil med en europæisk hårdvalutaunion i et kerne-Europa, hvor de nationaløkonomier, der ikke opfylderkonvergenskriterierne, udelukkede sig selv fra euroområdet.

Vi ved, at der snart står stramningsprogrammer på dagsordenen i hele Europa. Én ting stårklart: Hvis medlemsstaterne og de europæiske borgere skal foretage besparelser, så skalEU gøre det samme, måske ved at undersøge de overlappende myndighedsområder ogdobbeltarbejdet i skoven af agenturer og udrede sine budgetkontroller. Vi her i Parlamentet


skal også overveje, om vi ved at øge vores personalebudget og sekretariatsgodtgørelsensender det rigtige signal på et tidspunkt, hvor der indføres besparelser over hele linjen.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDISNæstformand

Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Den dag, vi fejrede 60-årsdagen forSchuman-planen, den 9. maj 2010, stedte Rådet formelt Monnet-metoden til hvile medKommissionens hjælp. Der er f.eks. valgt et retsgrundlag for den økonomiske bistand, somforhindrer Parlamentet i at blive involveret, navnlig artikel 122, stk. 2. Kommissionen hartolereret alt dette. Jeg er enig i hr. Verhofstadts kritik. Det er ikke en system- eller eurokrise,men en regeringskrise. Når jeg ser den spanske formand for Rådet her, bliver jeg nødt tilat spørge mig selv om, hvad det spanske formandskab egentlig har opnået. Det er ikkekommet med nogen idéer eller nogen incitamenter. Mens vi drøfter det vanskeligste af deproblemer, som Europa står over for, organiserer De glimrende topmøder i Madrid – detbebrejder vi Dem ikke – men det kræver, at vi er her.

Kommissionen har accepteret alt det, som den er blevet udsat for. Den har ladet sig holdefor nar af Rådet, og efter alvorlige fødselssmerter har den født en meddelelse, som ikkeindeholder et eneste konkret forslag. Jeg kan kun være enig med hr. Bullmann i denhenseende. Hvor er de konkrete forslag? Får vi endnu en gang et solidt grundlag for drøftelserfor de næste to eller tre år? Det er ganske enkelt ikke nok. Vi ønsker, at Kommissionen harmod til at tage initiativ i forbindelse med Monnet-metoden, fællesskabsmetoden og defælles institutioner og forslag.

Alle her ved, at medlemsstaternes samarbejde om økonomiske og finansielle spørgsmålskulle have været indført for længe siden. Det er årsagen til krisen. Den skyldesgældsniveauet i medlemsstaterne og det forhold, at de har mistet kontrollen over det. Denalternative taktik, som er rettet mod områder af finansmarkedet, repræsenterer en forkerttilgang. Hr. Schulz har ikke talt, som om han var egnet til mere end blot at være leder af sitparti, men han har ret i én ting, og det vil jeg gerne fortælle ham. Vi beklagede også, atvores græske kolleger i denne gruppe ikke støttede pakken i det græske parlament. Jegmener, at det er uansvarligt. Vi skal dog også påpege, at alle de kriseramte europæiskestater, alle dem, der blokerede de nye tiltag, herunder Storbritannien, Ungarn, Portugal ogSpanien, har socialistiske regeringer.

Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Hr. formand! Den aktuelle session iEuropa-Parlamentet startede for et år siden, og der har ikke været et eneste plenarmøde,hvor vi ikke har drøftet krisen. Det er rigtigt, at vi ikke har noget vigtigere at tale om enden krise, som har ødelagt 20 mio. arbejdspladser i Europa. Det er dog meget vigtigt, at videfinerer vores mål korrekt, for en dårlig formuleret ligning er umulig at løse.

Krisen er ikke "eurokrisen i Grækenland". Det er en krise, der har vist tre uacceptableasymmetriske forhold, som skal løses.

Det første er et asymmetrisk forhold mellem realøkonomien og finansøkonomien.

Det andet er det asymmetriske forhold mellem den monetære union og manglen på enfinanspolitisk, budgetmæssig og økonomisk-politisk union, der er i trit med den monetæreunion.


Det tredje er krisens ondskab og udfordringer og på trods heraf de udmattendelangsommelige svar- og beslutningstagningsmekanismer, som er typiske for EU.

Vi er derfor kommet bagud med at svare alle de millioner af arbejdsløse mennesker, derregner med os, og vi skaber problemer, som ikke forekommer i andre lande, der håndtererkrisen med større beslutningskompetencer.

Vi har set ekstraordinære beslutninger på samme tid, nemlig Kommissionens meddelelse,Ministerrådets ekstraordinære beslutninger i sidste uge og selvfølgelig 2020-strategien.

Disse ekstraordinære foranstaltninger er dog ikke gratis. De ledsages af store krav,restriktioner og trusler om straffe for lande, der ikke er i stand til at begrænse udgifterne,og som derfor også kunne kompromittere væksten.

I går talte vi her i Parlamentet om den europæiske menneskerettighedskonvention oghandlingsplanen for Stockholmprogrammet. Vi fik lejlighed til at huske på, at Europa ikkeudelukkende kan opbygges med et indre marked og en monetær union. Europa bygger iprincippet ikke på disse ting, men på borgerskab. Det er derfor tid til endnu en gang athuske på, at flere millioner europæere udtrykker deres utilfredshed med det Europa, somvi tilbyder dem, med det Europa, der kommer med flere trusler og straffe til lande, somikke indvilliger, end incitamenter til en vækstmodel, der kan genoprette beskæftigelsen ogden sociale samhørighed og hjælpe med at bekæmpe fattigdom.

Uden borgernes Europa er det umuligt at løse denne krise.

Sylvie Goulard (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest gerne takkekommissæren og det spanske formandskab for alt det, der er opnået i den seneste tid, omend det er sent. Det er ikke let at styre et skib gennem en storm.

De har nedbrudt flere barrierer på 14 dage end i alle de foregående år tilsammen, og jeg vilopfordre Dem til at fortsætte ud ad den samme vej. Jeg har en meddelelse til Dem hverisær. Først og fremmest vil jeg gerne sige til det spanske formandskab, at De i juni eransvarlig for Europa 2020-strategiens vedtagelse. De skal ikke lægge navn til dennelatterliggørelse. Lissabonstrategien har ikke fungeret. Nogle af de problemer, som Sydeuropastår over for, skyldes manglende konkurrenceevne. Som hr. Verhofstadt sagde, har vi brugfor en anden måde. Vi har også brug for økonomisk overvågning. Vi har lige fået forklaret,at Parlamentet går for vidt. Jeg er ordfører for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.Jeg har bemærket, at ordet "systemisk" i løbet af den mest turbulente weekend i de senestepar uger blev ytret adskillige gange. Deres formandskab er ansvarligt for denne pakke. Værambitiøs! De har vores støtte. De skal ikke lytte til de personer i Rådet, som udnyttermanglen på regulering.

Min anden meddelelse er henvendt til hr. Rehn, hvis mod jeg hylder. Jeg støtter fuldt udKommissionens forslag om, at de nationale parlamenter skal arbejde sammen med EUlangt tidligere. Der er dog brug for en meget forsigtig tilgang i den forbindelse, ellers fåralle populisterne og alle Europas kritikere en enestående mulighed. De har vores støtte,men lad os forsøge at anlægge en mere inddragende tilgang over for de nationaleparlamenter i stedet for at give indtryk af, at "Bruxelles" dikterer alting. Jeg noterer mig, atdet er de samme nationale parlamenter, som påstår at være demokratiets beskyttere, derhar bragt Europa i den aktuelle situation ved år efter år at stemme for budgetter medunderskud.


Kay Swinburne (ECR). – (EN) Hr. formand! Vi befinder os i en situation, som voresregeringer selv har skabt. Det er ikke, fordi der ikke var nogen regler til at forhindre dissekriser i at finde sted i første omgang. Hvis regler såsom stabilitets- og vækstpagten ogMaastrichtkriterierne var blevet overholdt, ville vi ikke have den samme gældskrise, somvi for øjeblikket har i mange medlemsstater. Jeg befinder mig i en meget mærkelig situation,hvor jeg drager parall

onsdag den 19. maj 2010 - europa2010)05-19_da.pdfonsdag den 19. maj 2010 forsÆde: jerzy buzek...

Documents