pædagogikken efterår 2012

TEMA:FrEMTidEns

pædagogiske arbejdsplads

b u p l h o v e d s t a d e n # 3EFTERÅR 2012

PÆdAGOGiKKEn

• Vi vejleder dig, når du søger JOB

• Vi hjælper dig med at tjekke din LØN OG PENSIONSBIDRAG

• Vi vejleder dig om ARBEJDSTIDSAFTALER OG ARBEJDSTIDSTILLÆG

• Vi vejleder dig om dine RETTIGHEDER og FORPLIGTELSER

• Vi vejleder dig, hvis du BLIVER KALDT TIL TJENSTLIG SAMTALE

• Vi rådgiver dig, hvis dine ANSÆTTELSESVILKÅR bliver ændret

• Vi bistår og rådgiver dig, hvis du BLIVER AFSKEDIGET

• Vi vejleder dig om dit ARBEJDSMILJØ

• Vi bistår og rådgiver dig, hvis du får en ARBEJDSSKADE

• Vi vejleder dig om dine rettigheder i forbindelse med FERIE OG FERIEPENGE

• Vi bistår og vejleder dig, når du bliver SENIOR

• Vi vejleder dig i forbindelse med din GRAVIDITET, BARSEL, ADOPTION eller FORÆLDREORLOV

• Vi vejleder dig, hvis dine børn eller andre i FAMILIEN ER SYGE

• Vi vejleder dig om dine rettigheder, HVIS DU ER SYG

• Vi vejleder dig om DIN PENSION

Budgetforhandlingerne er i fuld gang, og Hovedstadens fire kom-muner skal derfor til at beslutte, hvorledes rammerne for det pæda-gogiske arbejde skal prioriteres i næste års budgetter. Landets kom-muner har samlet set modtaget 500 millioner kroner til styrkelse af det pædagogiske område, hvoraf de 73,2 millioner går til Hovedstadens 4 kommuner. Millionerne blev i finanslovaftalen afsat til at forbedre normeringerne i landets dagtilbud. Ordlyden ændrede sig dog til ‘pæ-dagogiske forbedringer’ i aftalen med KL – og hvad er så det?

Vi i BUPL Hovestaden er glade for, at regeringen sender et signal om, at den pædagogiske kvalitet skal opprioriteres. Vi er dog samtidig bekymrede. Bekymrede fordi, at der ikke følger specifikke krav med millionerne, der anviser, hvordan de skal bruges. I stedet er det op til kommunerne selv at definere, hvad de mener, ‘pædagogisk kvalitet’ er.

Vi har hos BUPL Hovedstaden gjort det helt klart for kommunerne, at vi ikke mener, at det kan forsvares at bruge bevillingen på andet end penge til institutionerne, hvad end det bliver i form af sociale norme-ringer eller et generelt løft. Dansk og international forskning viser, at normeringen har en direkte betydning for kvaliteten af det pædagogi-ske arbejde. At hæve antallet af uddannede pædagoger er derfor den bedste måde at udmønte midlerne i overensstemmelse med regerin-gens krav og sikre en forsat udvikling i institutionerne.

Heldigvis er pædagoger et kreativt folkefærd, og vi ser rundt om-kring i Hovedstadens kommuner en opblomstring af nye metoder i arbejdet med børn og unge. Udviklingsprojekterne er skabt af pæda-gogerne selv, men de har brug for kommunernes støtte – økonomisk såvel som politisk. Kun på denne måde kan metoderne bære frugt og udvikle nye skud – nye ideer, der kan sikre udviklingen på det pæda-gogiske område. Det er derfor af afgørende betydning, at udviklingen på daginstitution og klubområdet ikke bliver sparet ihjel. Investering i det pædagogiske område vil på den lange bane give afkast i form af livsduelige unge med evnen til at tage kvalificeret del i demokratiet.

Det er essentielt, at bevillingen bliver en saltvandsindsprøjtning, der kan mærkes helt ude på institutionsniveau.

Det er vigtigt for mig at understrege, at fremtidens pædagogiske arbejds-plads skal formes og farves af pæda-gogerne – I færdes i institutionerne til hverdag og ved, hvad der foregår. Det er derfor vigtigt, at du som pædagog deler din viden og giver din mening til kende på arbejdspladsen såvel som i BUPL regi og ikke mindst i den poli-tiske debat.

Med venlig hilsenHenriette BrockdorffFormand for BUPL Hovedstaden

UdgiverBUPL HovedstadenRosenvængets Allé 16, 3. sal2100 København Ø@: [email protected]: 35 46 57 50

RedaktionHenriette Brockdorff (ansvarshavende)Sebastian List Feirup (redaktør)Erik Steppat / FlussiSigrid Borup Bojesen

Foto Sebastian List Feirup(med mindre andet er angivet)

Forside Karina Juhl Geneser med barnet Mathilde. Foto: Erik Steppat / Flussi

Deadline for næste udgaveTorsdag den 1. november 2012

Artiklerne i Pædagogikken er ikke nødvendig-vis udtryk for BUPL Hovedstadens holdning eller politik.

Oplag: 6.050Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3 Leder

4 Kort nyt

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

6 Indledning

8 Hvordan skal bordene stå?

10 Fremtidens pædagogik

12 Grobund for kvalitet

15 Tværfagligt samarbejde om tidlig indsats

18 Tendenser i pædagogikken

20 Vi bruger idrætten pædagogisk

22 Inklusion og mediation

25 LEDERHJØRNET: Lytter vi til hinanden?

26 Totalteater og tomme kaffekander

3

Foto

: Tor

ben

Kas

trup

LEDER

prioritér børn og pædagoger!

pædagoger i pressenNuancering af »vuggestuedebatten«

Ole Henrik Hansen kritise-rede i en ikke udgivet Ph.d, forholdende i landets vug-gestuer og anfægtede sam-tidig pædagogernes faglighed. Dette fik for alvor sat skub i »vuggestuedebatten«. Debatten nåede så vidt at københavnske forældre blev bange for at sende deres

børn afsted i vuggestue. Formand for BUPL Hovedstaden Henriette Brockdorff blev interviewet af DR P4 og fik sat en tyk streg under, at mistilliden er ubegrundet og udtalte, at: »forældrene kan trygt sende deres børn i vuggestuer«.

BUPL Hovedstaden i reformprotest

Regeringen fremlagde i perioden en reform af fleksjob og førtidspensionen. Reformen går ud på, at spare et større milliardbeløb på fleksjob og førtidspensionsområ-det. BUPL Hovedstaden var en af en lang række fagfor-eninger, der støttede op om demonstrationen den 4. juni mod regeringens nedskæringer. »Vi ønsker en fleksjob-ordning, som er attraktiv både for institutioner og fleks-jobbere«, udtalte Henriette Brockdorff til »Arbejderen«.

500 millioner mere til børnene

En af BUPL’s helt store sejre i perioden er tilførslen af ekstra 500 millioner kro-ner til 0-5 års området. KL og regeringen er sidenhen blevet enige om, at fordele pengene efter antallet af 0-5 årige børn i den enkelte kommune. Pengene er ble-vet fordelt således i BUPL Hovedstadens fire kommuner:

Københavns Kommune: 58 millioner kroner Frederiksberg Kommune: 10 millioner kroner Taarnby Kommune: 4 millioner kroner Dragør Kommune: 1.2 millioner kroner

I forbindelse med denne økonomiske saltvandsindsprøjt-ning til dagtilbuddene, var det vigtigt for BUPL Hovedsta-den at sikre, at pengene blev brugt til ekstra pædagoger og nåede helt ud på institutionsniveau. Formand Hen-riette Brockdorff udtaler blandt andet til Frederiksberg

Bladet: »For os i fagforeningen er det absolut afgørende, at pengene kommer helt ud på den enkelte institution på Frederiksberg. Konkret har vi derfor sagt, at pengene afsættes direkte til at forbedre belastningsgraden.« En pointe der yderligere understreges af BUPL Hovedsta-dens næstformand, Mia Schou Jørgensen, der udtalte til Frederiksberg Bladet: »Det skal kunne mærkes ude på den enkelte institution, at der kommer højere kvalitet som følge af de ekstra penge kommunen har fået«.

BUPL støtter op om 3F

BUPL Hovedstaden var en af en lang række faglige or-ganisationer, der valgte at vise sympati med 3F og deres kamp for »den danske model«. Demonstrationen »støt fagbevægelsen og den danske model«, den 4. august, talte op imod 3000, der støttede op om 3F’s legtime kamp for overenskomsten. Demonstrationen blev blandt andet omtalt af Vejle Folkeblad, TV2 Syd og TV Avisen.

Marianne – ny lederjuristMarianne Larsen, 52, er fra september blevet tilknyttet BUPL Hovedstadens lederteam, hvor hendes opgaver primært bliver at assistere lederteamet juridisk.

Marianne er oprindelig uddannet cand.jur i 1990 og har i en årrække arbejdet bredt indenfor det arbejdsretslige om-råde. Hun har blandt andet slået sine folder i faglige organisationer såsom FTF, LO og AC. Ligeledes har hun før sin ansættelse som jurist i lederteamet hos BUPL Hovedstaden været en del af fagforenin-gens personsagsbehand-lings-team.

KORT NYT

indsæt alternativt billede

af henriette b. samt highres af Mia og Flussi

4 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012

dhl-stafetOp imod 40 hold beståen-de af hver 5 medlemmer fra BUPL Hovedstaden, løb d. 30. august DHL stafet i Fælledparken.

arrangementer

Fyraftensmøde v. Jeanett Bonnichsen: Pædagoger, børn og stress.

Mandag d. 17. september. Kulturhuset Islands Bryg-ge. Kl. 17.30-20. Se program og tilmeld dig på: www.bupl.dk/hovedstaden

Årsmøde i Lederforeningen

Årsmøde i Lederforeningen er både anledning til kol-legialt samvær, til fagpolitisk debat og til input om ledelsesopgaven. I løbet af dagen vil der være ind-spark fra Leon Lerborg, Eva Hallberg og Charlotte Lorentzen.

Onsdag d. 24. oktober 2012 på Borup Højskole København, Frederiksberg kanal 24, 1220 København K. Se program og tilmelding på www.bupl.dk/leder

Fyraftensmøde v. Lisbeth Zornig Andersen: Pædagogen som fyrtårn

Tirsdag d. 30. oktober 2012 kl. 17.30-20. Tilmelding og info på hjemmesiden. Se program og tilmeld dig på: www.bupl.dk/hovedstaden

Arbejdsmiljøtræf: »Arbejdsmiljørepræsentantens rolle«

Næsten alt påvirker arbejdsmiljøet – betyder det så, at alt er Arbejdsmiljørepræsentantens ansvar?

Med en blanding af teater, oplæg og gruppearbejde vil Dialogteateret føre os igennem de problemer, dilem-maer og muligheder, der er i rollen som Arbejdsmiljøre-præsentant.

Mandag den 5. november 2012 kl. 9-16, Kulturhuset Islands Brygge, København. Tilmelding på hjemme-siden eller til Katrine på tlf: 35 46 57 68

5PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012

TEMA: FREMTiDENs PæDAgOgisKE ARBEJDsPLADs

Fremtidens pædagogiske arbejdsplads


Fremtidens pædagogiske arbejdsplads vil være BUPL’s tema på næste generalfor-samling.

BUPL Hovedstaden ser en stor opgave i at understøtte udviklingen af det pædago-giske arbejde i Hovedstadens fire kom-muner. Et pædagogisk arbejde i udvikling er forudsætningen for børn og unge i udvikling. Derfor er det helt centralt, at der skabes de bedste muligheder for at udvikle det pædagogiske arbejde.

I dette nummer af pædagogikken sætter vi fokus på de udfordringer og udviklingsmu-ligheder, fremtidens pædagogiske arbejds-

plads kan byde på. På de følgende sider vil vi præsentere forskellige pædagogers bud på udfordringer i fremtidens pædagogiske insti-tutioner. Læs også Københavns Børne og Ungeborgmesters politiske udspil til udvik-ling af den pædagogiske kvalitet og BUPL Hovedstadens svar herpå. Vi præsenterer nogle institutioner, der har valgt at arbejde med særlige metodikker og tværfaglighed. Metoderne præsenteres efterfølgende.

BUPL Hovedstaden håber, at I pædagoger i hovedstadsområdet vil blive inspireret af temaet og kunne have lyst til at give jeres besyv med på generalforsamlingen d. 4. oktober.

Temaet er skrevet og redigeret af: Sigrid Borup Bojesen, Erik Steppat/Flussi, Sebastian List Feirup, Karina Juhl Geneser, Marie Warming og Majbritt Lykke Andersen

Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012 7


hvordan skal bordene stå?strømninger i det pædagogiske arbejde i sFo’er Pædagogikken har sat Louise Nilsson og Hans Tugsen i stævne til en snak om fremtidens pædagogiske arbejdsplads og nutidens udfordringer. De er begge tillidsrepræsentanter ved SFO’er på Frederiksberg. Louise og Hans kommer rundt om fuldtidsstillinger, ligeværdighed mellem undervisning og det pædagogiske arbejde, børnenes egne muligheder for at planlægge deres tid, SFO’en mellem skole og civilsamfund, overgange mellem børnehave og SFO, muligheder for fælles afklaring af nye udfordringer, kombinationslokaler og bordopstilling.

Tekst og foto: Flussi/Erik Steppat, [email protected]

samarbejdet mellem skolen og sFO’en

Louise og Hans er enige om, at det særlige og til tider udfordrende ved at arbejde i en SFO er det tætte sam-arbejde med skolens personale. Med skolelederen som øverste chef og på grund af skiftende samarbejder med lærere og pædagoger på skolen, så kræver det noget specielt at være SFO-pædagog.

»Det [at være SFO-pædagog. Red.] er noget man skal vænne sig til« fortæller Louise. Hun opleverer, at der nogle gange er en konflikt mellem intentionen om at skabe et tværfag-ligt samarbejde mellem pædagoger og lærere på skolen og praksis:

»Det handler om, hvem man er på stedet. Nogen gange kommer det også lidt på kanten, hvor nogen siger, hvis vi er en samlet skole, hvorfor skal vi så ikke være med til det her? Hvor-for skal vi kun være sammen nogle gange og så ikke i andre situationer«.

Louise mener dog,

at integration mellem skole og SFO-området er blevet bedre, i hvert fald når man ser på aktivitetsplanlægnin-gen: »Der har for eksempel været 2 kalendre, skolens og SFO’ens. Når vi planlægger aktiviteter, skal vi jo ikke have en kæmpe turnering samtidig med en emneuge i skolen – også fordi vi lægger flere timer i skolen, når der er emneuge. Det er noget af det, vi er begyndt at tale med skole-lederen om«.

Louise og Hans brænder for det pædagogiske arbejde i deres SFO’er. Og sammentænkningen mellem skolen og SFO’en har også ansættelsesmæssige fordele:

»Jeg ser det som vores held, at der er et samarbejde med skolen, hvor der er mulighed for at have fuldtidsstil-linger. Jeg mener, vi skal opretholde fuldtidsstillinger, da vi på den måde får den bedste arbejdskraft,« fortæller Hans.

Pædagoger skal have fuldtidsstil-linger for at kunne være med i skolen

og for at kunne se en hel-

hed i børnenes dag. Desværre har Frederiksberg Kommunes budget-lægning og nogle pædagogers egne valg ført til, at der er flere stillinger på 32 timer i SFO’erne. Det skaber to hold pædagoger. Det ene hold er med i skolen, og det andet hold er ikke med.

»De pædagoger, der ikke er med i skolen, kan nogen gange føle sig udenfor, når de ikke er med i planlæg-ningen og aktiviteterne i skolen. De har heller ikke mulighed for at følge børnene i skolen, inden de kommer i SFO’en. Det bliver lidt som dem og os.«, siger Louise.

»Nogen føler sig måske endda som andenrangs pædagoger, fordi vi har været en samlet arbejdsstyrke«, supplerer Hans.

Frirum i fritiden eller planlagte aktiviteter

BUPL arbejder for, at fritidshjem og SFO’er skal være frirum, der giver børnene mulighed for selv at tage stilling til, hvad de vil bruge tiden ef-ter skole på. Dette arbejde giver gen-klang ude på SFO’erne.

Hans fortæller engageret: »Jeg vil sige, der en strømning, der gør, at vi fokuserer mere og mere på, hvad børnene skal lave, når de har fri fra skole. Jeg en af dem, der siger, vi skal også huske, at det er deres frirum.


Hvis vi planlægger hele deres efter-middag for dem, så er det i virkelig-heden bare skolen, vi fører videre i en anden ramme. Jeg tror, det er meget sundt, at børnene selv skal finde på de ting, de gerne vil lave«.

På Louises SFO kan børnene også selv vælge »Vi har planlagt mange ak-tiviteter, som de kan vælge, men de skal også kunne sætte sig på en stol sammen med 3 venner«.

Lærere og pædagoger tættere på hinanden

Snakken falder på, om der er lighed mellem lærere og pædagoger.

»Fra jeg startede der for 8 år siden og til i dag, har lærerne taget samar-bejdet med pædagogerne til sig. Vi er en del af skolen. Lærerne anerken-der, at vi har en større pædagogisk forståelse. Lærerne tænker ikke pæ-dagoger som nogle, der sidder ovre på radiatoren men som en arbejds-kraft, der kommer med nogle andre ting, end det de har« siger Hans og fortsætter: »Vi kører samarbejdet med lærerne i årgangsteam, hvor vi mødes 5 gange om året og planlæg-ger fælles aktiviteter. Pædagogerne byder ind med deres kompetencer«.

Louise falder ind: »Det er i hvert fald sådan, at lærerne planlægger efter, hvornår pædagogerne er der. I starten var aktiviteterne planlagt«.

Hans nikker eftertænksomt og til-føjer: »Det er nok ikke sådan alle ste-der. Det er noget vores ledelse har fundet på. Tillidsrepræsentanterne i de 10 SFO’er på Frederiksberg har deres eget netværk, og det er tyde-ligt, at vi organiserer samarbejdet på forskellige måder«.

Kombinationslokaler – fri os for dem!

Samarbejdet med lærerne har udvik-let sig over årene. Kombinationslo-kaler er dog et stort problem. Kunne vi være dem foruden, så var det at foretrække. Louise fortæller: »Hvert år skal vi aftale bordopstillingen, og hvordan lærerne og pædagogerne

hver for sig vil bruge kombinations-lokalerne«. Hans fortsætter: »Hos os har vi haft spørgsmålet om bordop-stilling oppe i ledelsen. Læreren ville have bordene stående på række med 2 børn ved hvert bord. Den opstilling giver altså ikke noget godt rum til ak-tiviteterne i SFO-tiden«.

Louise er enig: »Vi er kun lige startet på skoleåret, men vi kan godt mærke nogle spændinger, der ikke har været der før«. »Børnehaveklasselederne indgår også i SFO’ens aktiviteter for at kunne opretholde fuldtidsstillinger, og det skal SFO’ens økonomi så bidrage til. Det er underligt!« synes Hans.

sportsklubber indover sFO-tiden

Frederiksberg Kommune tilbyder ak-tiviteter som floorball og skoleskak i SFO-tiden, i deres lokaler. Hans be-retter: »Der er en stærk strømning i kommunen, hvor foreninger kommer ind over SFO-tiden. Det er problema-tisk, og hvem har ansvaret?«.

Louise og Hans siger samstem-mende: »Vi oplever de fritidsakti-viteter kommunen tilbyder som en trussel for vores fuldtidsstillinger. Kommunen har en målsætning om at tilbyde forskellige aktiviteter til bør-nene i løbet af året«.

Hans ser muligheder i ideen om at inddrage foreningerne: »Det er ikke nødvendigvis en dårlig ide. Jeg kan godt se, at nogle børn kan have godt af tilbuddene. Pædagogerne skal bare være med i aktiviteterne. I skoletiden ville aktiviteterne være idræt og lærer-ne ville være med« siger Hans. Fritids-tilbuddene fra kommunen bekymrer dog Louise: »Jeg tænker om, der så er nogle af os, der bliver overflødige?«

Et par ønsker til fremtiden

Hans Tugsen ønsker sig tid til fælles refleksion og udvikling, når der kom-mer nye strømninger. »Vi er nogle, der er uddannet i 70’erne, nogle i 80’erne, andre i 90’erne og igen i nul-lerne, så vi har forskellige forståelser og udgangspunkter. Det vil være fint,

hvis vi fik fælles tid til at drøfte nye ideer og opgaver sammen,« udtaler Hans.

Louise Nilsson ønsker sig en bed-re overgang mellem børnehave og SFO/skole

»Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne tage nogle pædagoger ud af skemaet i SFO’en nogle timer, så de kan lære børnene i børnehaven og de-res baggrund at kende, og få en viden der kan gavne i samarbejdet med bør-nehaveklasseledere og lærere om-kring klassedelingen.« siger hun. Y

Louise Nilsson, TR ved SFO Firklø-veren ønsker sig en bedre overgang mellem børnehave og SFO/skole.

Hans Tugsen, TR ved SFO Pyramiden ønsker sig tiden til fælles refleksion og udvikling, når der kommer nye strøm-ninger.



Fremtidens pædagogikEr 70’er pædagogikken ude? Kys, kram, kærlighed og omsorg! – Det er dét, det handler om. Samtale mellem Erik Nielsen, pædagog fra 1976, Børnehaven Hylet, og Signe Rekve, cand.pæd.pæd. fra 2009 og afdelingsleder i Ungdomsgårdens Børnehus om udfordringer i det pædagogiske arbejde.

Tekst: Flussi/Erik Steppat, [email protected]

Dialogen som redskab. Vi skal lære af hinanden.

Signe Rekve lægger ud: »Der er forskel på en pædagog uddannet i 70’erne og en pædagog uddannet i dag. Jeg anfægter ikke de garve-des faglighed som sådan, for jeg tror stadig, det kunne være relevant at se på en dagsorden fra et p-møde fra dengang. Problemet ligger i, at omstændighederne afholder de gar-

vede fra at udføre den pædagogik de brændte for dengang.«

Erik Nielsen svarer: »Det vil jeg nu på-stå, at de godt kan. Jeg har arbejdet som pædagog siden 70’erne. Jeg synes, at mange af vores grundlæg-gende ting er der stadigvæk. Den dér med kys, kram og kærlighed og om-sorg. Man kan ikke skælde et barn ud, hvis man ikke har givet det tilstræk-

keligt mange knus. Alle de ting havde man meget fokus på dengang. At tage et barn på skødet og kropslig-heden med børnene. Det er da en af de ting, der er fundamentet. Det kom meget i 70’erne. Vi kan sagtens have mange forskellige pædagogiske ret-ninger. Vi kan kalde det, hvad vi vil, men hvis ikke børnene får omsorg og kærlighed, så er det røv og nøgler.«

Erik Nielsen fortsætter: »Det er me-get af vores filosofi fra 70’erne. Bør-nene har brug for omsorg og kærlig-hed. Det har vi også som voksne! Så kommer udviklingen og læringen. Vi arbejder målrettet og bevidst med, hvordan de får venner. Hvordan de opbygger netværk. Hvordan de inte-grerer andre i deres lege. Hvordan de skaber fællesskaber. Det, mener jeg, er hele grundlaget for samfundet. Nu hedder det så inklusion, men det er kort og godt fællesskab!«

Signe Rekve falder ind. »Det er også sådan, jeg ser det. Jeg oplever dog, at de pædagoger, der har været med siden 70’erne, er blevet sat ud af spil-let. Der er ikke meget pædagogik til-bage længere. De er simpelthen ble-vet pressede – på det oplagte: Tid og penge – men også pædagogisk er de blevet usikre de sidste 5 – 7 år.

Erik Nielsen, pædagog fra 1976, arbejder til daglig i Børnehaven »Hylet«.Fo

to: E

rik N

iels

en


De er blevet mere tilbagetrukne, og mange er negative overfor pædago-gikkens udvikling. Nu var jeg ikke selv med dengang, men efter hvad de for-tæller og det jeg ser i dag, ja så er de en faggruppe, der på det nærmeste er blevet tabt på gulvet. De føler sig ikke klædt på til at være skriftlige. Fø-ler sig ikke klædt på til at tale samme fagsprog. Det er et problem!«

Signe Rekve uddyber. »Jeg oplever ikke, at der er noget i vejen med den pædagogik, de engang stod for. Men den er ikke længere med i deres måde at arbejde på i hverdagen. Jeg ople-ver, at det er de nyuddannede, der har en hel masse ideer, og de kan argu-mentere grundigt teoretisk veloverve-jet for deres ideer. Det kan få de gar-vede pædagoger til at træde tilbage. De garvede føler dog stadig, at de har ret. Føler sig overbeviste om, at det de gør, er det rigtige. Men de har et pro-blem med at få sat ord på hvorfor. Fæl-lesskabet er stadig kodeordet, men vi bliver nødt til at samles om det fælles tredje, som er fagligheden. Der bliver nødt til at være en tydelig ledelse, som går ind og sørger for, at de pædago-ger, der har været der i rigtig mange år, får redskaber til at få sat ord på, at det, de kæmper for, stadig er rigtig vigtigt.«

Erik Nielsen tager over. »Vi taler me-get om ledelsens ansvar, men det pæ-dagogiske arbejde og at overholde aftalerne det er et fælles ansvar. Har vi aftalt en tur, så skal vi på tur. Hos os i Hylet har vi børnemøder, hvor vi aftaler, hvad vi skal lave. Så dur det ikke, at vi ikke holder, hvad vi aftaler.«

Erik Nielsen fortsætter. »Personale-gruppen er et fællesskab. Kan vi ikke få fællesskabet på arbejdspladsen til virke, så er det svært at få børnene til at indgå i fællesskaber. Børnene ser, hvordan vi omgås hinanden, og så er det vigtigt, at vi er der for hinanden. På mandag kommer en af mine kolleger tilbage fra ferie. Så får hun et kram af alle os andre. Og af forældrene. Så ser

børnene, hvordan man gør. Der skal være omsorg og kærlighed til børne-ne, men det gælder også de voksne.«Signe Rekve fortæller. »De nyuddan-nede kan beskrive opbygningen af en pædagogisk hverdag, men kan ikke samle 25 børn til en samling. Det kan de garvede. Vi skal lære af hinan-den, og vi kan ikke undvære hinanden i praksis. Dialogen er et vigtigt red-skab, og vi skal alle kunne grine af os selv og tale åbent om vores praksis. Jeg har en kollega, der ikke er særligt fysisk med børnene i sit arbejde, men til gengæld kan hun spotte et barn, der har det lidt dårligt på flere kilome-ters afstand. Hun kan også stå med 40 børn og spørge, hvor Julie er. Det kan jeg ikke, så vi må hjælpe hinan-den og lære af hinanden.«

Signe Rekve og Erik Nielsen er enige om, at forandringerne er kommet for at blive. Erik Nielsen siger, at: »Der-for skal vi være i dialog med hinan-den i egen institution men også med kollegerne i andre institutioner. Det

behøver ikke være naboen. Det kan være en institution på Amager og en i Brønshøj. Telefonen er opfundet, og der er mange andre muligheder for at være i kontakt. Vi har brug for hinan-den, når vi skal klare udfordringerne og afvise, hvad vi ikke vil være med til eller lave om på. Vi ejer ikke institu-tionerne. Der kommer nogle efter os, så vi kan ikke bare sætte os hen med hænderne i skødet.«

Signe Rekve falder ind. »Formålet og kravene til institutionerne har ændret sig de seneste 10 år. Det betyder, at vi hele tiden skal arbejde med de overordnede værdier, så vi ikke bliver hængende i skænderier om hverda-gens detaljer. Hvad er for eksempel formålet med at have puslespil i bør-nehaven? Kommer regler for opryd-ning i første række eller skal livet i børnehaven være en fest – og så ryd-der vi op bagefter? Nyuddannede og garvede skal organisere sig og blive enige om et nyt fælles værdisæt, så står vi stærkt!« Y

Signe Rekve, cand.pæd.pæd. fra 2009 og afdelingsleder i Ungdomsgårdens Børnehus.

Foto

: Mar

cus

Jess

en


Grobund for kvalitet – plads til metodefrihedArbejdet i Pædagogisk Kvalitetsudvalg (PKU) er netop afsluttet med en konference. Det betyder, at institutionerne skruer op for refleksionen, og at de institutioner, som har flest socialt udsatte børn får flere penge til pædagoger, lover Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Anne Vang (S).

Tekst og foto: Marie Varming

Anne Vang har netop afsluttet et halvt år for bordenden i Pædagogisk Kva-litetsudvalg, som har haft til opgave at øge kvaliteten i de københavnske institutioner.

»Det har været et privilegium, at det handlede om kvalitet og ikke be-sparelser,« siger hun.

»Og så har det været spændende, at der har siddet repræsentanter fra så mange fagområder om bordet,« siger hun med henvisning til, at både Dansk Pædagogisk Universitet, Pro-fessionshøjskolen Metropol, en lang række daginstitutioner og fritidstil-bud samt BUPL i form af Henriette Brockdorff har siddet med.

Sammen har de mange aktører skulle finde frem til, hvordan kvalite-ten øges for børn og unge i institu-tioner og fritidstilbud i Københavns Kommune.

Chancelighed er et af de ord, som er blevet helt centralt i resultatet af de mange møder i PKU.

»Det betyder, at nogle børn har brug for ekstra opmærksomhed i dagtimerne, fordi de ikke får det derhjemme. Her skal vi gøre noget ekstra. Det har været sådan, at alle institutioner havde nogenlunde de samme ressourcer, men vi vil ikke tage penge fra de ressourcestærke institutioner. I stedet har vi fået eks-

tra penge til de steder, der er eks-tra brug for det, så de kan få flere pædagoger,« siger Anne Vang, som også gør sig store forhåbninger for de kommende budgetforhandlinger i kommunen.

Det glæder formand for BUPL Ho-vedstaden, Henriette Brockdorff.

»Jeg håber, Anne Vang har ret i sin optimisme, for efter de seneste års nedskæringer er der meget brug for ressourcer. Strukturreformen har betydet nedskæringer, og det har vi brug for at få rettet op på,« siger Henriette Brockdorff, som er enig i, at det er de ressourcesvage institu-tioner, som primært skal tilgodeses med nye ressourcer.

Anne Vang understreger, at der naturligvis ikke er nogen beløb, som er sikre endnu, da budgetforhandlin-gerne i Københavns Kommune først finder sted i september. Hun ved dog allerede, at hun har 58 millioner at gøre godt med, for de penge har sta-ten bevilget. Men hun er dog allerede nu sikker på, at de er øremærket de »svage« institutioner, hvor nogle børn møder op på tom mave, og pæda-gogerne skal bruge tid på at ringe til socialforvaltningen eller bestille tol-kebistand for at tale med forældrene.

Derudover regner Anne Vang med, at en forsøgsordning med at tilknytte


»Politikerne vil gerne høre, hvor institutionerne vil hen, hvilke mål de gerne vil nå, hvilke barrierer der er for at nå målet – også pejlemærkerne – og hvad der skal til for at overvinde disse barrierer. Vi vil gerne have nogle konkrete forslag til, hvordan barriererne kan overvindes. Vi kan ikke bruge et »vi skal bruge så og så mange ekstra millioner,« men konkrete forslag vil vi gerne have.«

Anne Vang på Pædagogisk Kvalitetsudvalgs

Konference 23. august 2012


Københavns Børne- og Ungeborg mester Anne Vang tager imod til en snak om forhandlingerne i Pædagogisk Kvalitetsudvalg.

socialrådgivere til visse institutioner bliver gjort permanent, når budget-forhandlingerne er tilendebragt i sep-tember.

Pejlemærker ligger fast

Udover de praktiske foranstaltninger og ekstra penge til trængte institutio-ner, så har PKU også udarbejdet en række pejlemærker. Og for Børn- og Ungeborgmesteren er det vigtigt, at der er tale om pejlemærker, som man skal arbejde sig frem til på sin egen måde. For hende er det vigtige målet – ikke vejen derhen. Og så det at man har gjort sig nogle tanker om det.

»Jeg har lige læst en undersø-gelse, der viser, at børn, som kom-mer fra lidt mere belastede hjem, og som måske lugter lidt eller ikke altid har fået rent tøj på eller været i bad for nyligt, de tages mindre op af pædagogerne i institutionerne. Det går selvfølgeligt ikke. Derfor har vi et pejlemærke, der siger, at alle børn har ret til positiv voksenkontakt hver dag. Hvordan en institution så vil bære sig ad med at sikre det, be-stemmer de selv,« siger Anne Vang og kommer med et eksempel fra et af sine besøg i kommunens institu-tioner.

»Jeg har blandt andet besøgt en institution, hvor alle børnene havde en farve, og når pædagogerne havde talt med barnet, så satte de den farve magnet op på en tavle. På den måde kunne de sidst på dagen se, om der var nogle børn, der var blevet over-set,« fortæller Anne Vang.

»Det er en rigtig god måde at tænke positiv voksenkontakt, men det virker måske ikke alle steder. Jeg vil derfor ikke gå ud og indkøbe magneter til 600 institutioner. De skal selv vælge, hvordan de vil gøre det. Vi skal væk fra regel- og kon-trolhelvedet, og i stedet skal vi have


refleksion over arbejdet samt meto-defrihed til at vælge det, som virker bedst i hver enkelt institution,« siger Anne Vang.

Anne Vangs udsagn om at afskaffe unødig kontrol og dokumentation, vækker glæde hos BUPL Hovedsta-den. Henriette Brockdorff udtaler: »Det er dejligt at se, at pædagoger nu igen kan få lov at bruge tiden på den pædagogiske opgave frem for unødig kontrol og dokumentation.« Henriette Brockdorff udtrykker des-uden stor tilfredshed med, at der kommer bedre mulighed for at ar-bejde systematisk og metodisk, og at pædagogerne får autonomi i meto-devalget. På konferencedagen, hvor PKU fremlagde deres anbefalinger, var dette også et tiltag, der blev ud-trykt stor begejstring over. Et forslag

hvor flere pædagoger gav udtryk for at føle sig hørt og forstået.

snak sammen

Det har desuden været centralt for PKU at finde bedre rum for videns-udveksling.

»For det første vil vi indføre en pæ-dagogisk dag, hvor personalet kan samles en hel dag og diskutere, hvor-dan de bedst når pejlemærkerne. Det er lidt af en udfordring, fordi vi jo ikke bare kan lukke institutionerne en ekstra dag, så pædagogerne kan mødes. Der skal derfor skaffes nogle penge, så den pædagogiske dag ek-sempelvis kan lægges på en lørdag,« siger Anne Vang.

»Derudover vil vi have at evalue-ringen af de forskellige metoder og resultater foregår på tværs af insti-

tutionerne i såkaldte evalueringsfæl-lesskaber, hvor man lærer af hinan-den,« siger Anne Vang, som i øvrigt vil tilknytte både forskere og politi-kere til evalueringsfællesskaberne.

Henriette Brockdorff glæder sig over, at en pædagogisk dag med fokus på fagligheden er kommet så højt op på prioriteringslisten i PKU. Et forslag, der i øvrigt blev fremsat af BUPL, og som blev mødt af klapsal-ver på PKU´s konferencedag. Men hun understreger, at hvornår dagen skal ligge, og hvordan den tilrettelæg-ges, er op til den enkelte institution.

Men også at pædagogerne får en mere direkte adgang til politikerne i form af evalueringsfællesskaber-ne, er noget som glæder Henriette Brockdorff. Men der er stadig et stykke vej, til hendes højeste ønske er opfyldt.

»Jeg synes stadig, vi mangler fo-kus på pædagogernes faglighed. Vi hører ofte fra dem, at de ikke har tid til at fordybe sig sammen med det enkelte barn. De føler, at de skal gå på kompromis. Derfor ønsker vi os flere ressourcer til at udnytte deres faglige potentiale og øge andelen af fagligt uddannet personale i insti-tutionerne,« siger Henriette Brock-dorff. Y


pejlemærkerne fra pku Alle børn har ret til positiv voksenkontakt hver dag

Alle børn skal opleve et trygt og omsorgsfuldt miljø

Alle børn skal opleve at være del af et socialt fællesskab

Alle børn skal have de bedste muligheder for at udvikle deres sprog

Alle børn skal opleve en helhed i deres liv specielt ved overgange

Alle institutioner skal vælge en metode til at arbejde systematisk og reflekteret

Forældre og institution skal indgå i et ligeværdigt samarbejde

»Jeg synes stadig, vi mangler fokus på pædagoger-nes faglighed. Vi hører ofte fra dem, at de ikke har tid til at fordybe sig sammen med det enkelte barn. De føler, at de skal gå på kompromis. Derfor ønsker vi os flere ressourcer til at udnytte deres faglige poten-tiale og øge andelen af fagligt uddannet personale i institutionerne.«

Henriette Brockdorff


tværfagligt samarbejde om tidlig indsatsI fremtidens daginstitutioner lægges der op til et øget tværfagligt samarbejde blandt andet med socialrådgivere. Socialrådgiveres funktion har været behandlet i flere artikler – både her i »Pæda-gogikken,« men også i »Børn og Unge«. I denne artikel vil vi se på, hvordan det tværfaglige samar-bejde kan være med til at udvikle børns udviklingsmuligheder og pædagogers faglighed.

I Utterslev Kirkes Børnegård har de taget hul på det tværfaglige arbejde. Utterslev Kirkes Børne-gård er en af de lokale institutioner i Hovedstaden. Børnegården har samarbejdet med en social-rådgiver for at udvikle den tidlige indsats i forhold til børn i vanskeligheder. Et samarbejde der af pædagog Randi Pedersen og leder Margot Clemmensen beskrives som meget inspirerende for det pædagogiske arbejde med børnene

Tekst: Sigrid Borup Bojesen, [email protected] Foto: Flemming Vestergaard Jakobsen

Forsøg med socialrådgivere

Da leder Margot Clemmensen blev kontaktet af Københavns Kommune, og spurgt om hun ville deltage i en ny-etableret socialrådgiverordning, op- levede hun det som en gave. Børne-gården blev kontaktet, da den ligger i et udsat område, og den pædagogi-ske konsulent var bekendt med, at de ofte havde sager derfra. I praksis stod de med mange socialt udsatte børn. Børn som de i mange situationer var usikre på, hvordan de skulle håndtere.

I første omgang var både Margot og personalegruppen usikre på, hvad dette samarbejde mon ville bringe med sig. Margot valgte at

sælge ideen til personalegruppen som et hjælperedskab, der ville være i børnegårdens interesse. Et hjælpe-redskab som personalegruppen tog imod med kyshånd.

Tidlig indsats

Socialrådgiverordningen er blevet introduceret som et forsøg på at arbejde mere målrettet med tidlig indsats. Konkret betyder socialråd-giverordningen, at 62 daginstitutio-ner i Københavns Kommune har fået tilknyttet en af de 11 socialrådgivere, der er med i ordningen. Ordningen er blevet etableret med udgangspunkt i at skabe en tidligere og bedre ind-sats for udsatte børn, og at pæda-gogernes skulle lære at skrive mere præcise og konkrete underretninger.

Ordningen kan desuden ses som en politisk opprioritering af tvær-fagligheden i forbindelse med tidlig indsats. Samtidigt med indførslen af socialrådgiverordningen blev pæ-dagogerne introduceret til metoden »Signs Of Safety« (SOS), der er en metode brugt i socialforvaltningen til at tage hånd om udsatte børns tarv.

signs of safety (sos)

SOS er udviklet af australske An-drew Turnell til arbejdet med truede børn og deres familier. Metoden fokuserer på undtagelser – tegn på sikkerhed – fra bekymringerne. Undtagelser er blandt andet situa-tioner, hvor problemet ikke optræ-der, situationer hvor noget virkede, situationer der er værd at gøre mere ud af. Løsningsfilosofien er: jo flere undtagelser, jo mindre problem, jo mere håb!

Modellen er et redskab til systema-tisk at beskrive enkeltbørn, og de re-lationer, de indgår i, med henblik på at opstille mål for barnets udvikling og pædagogens opgave heri. Med SOS taler man med børn ud fra det, man kan se. Man ser på fakta: Hvad kan vi se, hvad ved vi, hvor tit sker det, hvor og med hvem sker det mere eller mindre? Desuden arbejder man hen imod, at barnet vil opleve flere undtagelser, og man sætter mål for, hvilke konkrete handlinger, man vil se fra barnet, når problemet er over-vundet.

Fra Børn & Unge nr 10/2012

et hverdagseksempel

Utterslev Kirkes Børnegård står med mange sager om underretninger. De er ofte i tvivl om, hvad de skal gøre i sådanne sager og føler ikke, at de bliver ordentlig hørt i kommunen. Så en dag bliver de kontaktet af Køben-havns Kommune, og spurgt om de vil være med i en forsøgsordning med socialrådgivere.


Da pædagogerne blev introduceret til metoden SOS, så de et klart for-mål med samarbejdet med social-rådgiveren. SOS er blevet et konkret metodisk redskab, som pædagoger-ne kan bruge i sager, hvor de er i tvivl om, hvad de skal gøre. Socialrådgi-veren styrer dem igennem metoden, og pædagogerne udvælger, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt.

Konkrete sager

Randi fremhæver det som en klar fordel, at socialrådgiveren har nogle andre faglige perspektiver, end pæ-dagogerne har: »Det er en fordel, at det er en, der kommer udefra og har et andet fagligt perspektiv på bør-nene. Som pædagog der arbejder med barnet dag ud og dag ind, kan man nemt blive fedtet ind i sagerne og få talt bekymringerne op. Når vi så laver en SOS, og socialrådgive-ren spørger til, hvad der egentlig er vores bekymring, kan vi tænke: »Nåh ja, der er jo også de og de ressourcer hos barnet, og vi skal måske starte et andet sted, inden vi overvejer under-

retning.« På den måde effektiviseres målet. Vi kan få klarlagt, hvad der er så besværligt, at vi skal gå videre med det, og hvad skal der være af andre eventuelle indsatser inden.«

Konkret fremhæver Randi, at de for eksempel kan stå i en sag, hvor de ender med at få talt en sag op. Det kunne være, at de synes, at bar-nets madpakke er for tynd, barnet ikke får mad nok, og at forældrene ikke tager ansvar for barnets mad. Dermed kan det negative komme til at dominere. Hvis en sådan sag bliver kortlagt via SOS, og social-rådgiveren spørger, om det virkelig er en bekymring, kan der blive sat spot på, hvad der er bekymringer, og hvad der ikke er.

Det bliver også nemmere at gøre det konkret, fx at det konkretiseres hvad der er af problemer, hvad der er af ressourcer, og hvordan der kan støttes op om ressourcerne. På den måde bliver det nemmere at inddra-ge forældrene som medspillere.

Socialrådgiveren kan også være en stor hjælp i samkvemssager, der kan være komplicerede. Socialrådgi-

verens andet faglige perspektiv giver god mening. Hun har det perspektiv, at forældrene er tvunget til at sam-arbejde med udgangspunkt i barnet. Socialrådgiveren kan så lede pæda-gogernes måde at lægge en strategi på via SOS. Blandt andet ved at der ses på, de ressourcer forældrene har, og hvordan der kan arbejdes vi-dere med disse.

Forældrene kan også selv have en session med socialrådgiveren. Det kan være skilsmisseforældre, der er usikre på deres rettigheder i forhold til den anden forælder, og som måske ønsker mere samkvem med barnet. Det kan betyde, at der kommer mere afklaring, bedre dia-log og i sidste ende et bedre sam-arbejde, der fører til bedre trivsel for barnet. Det kunne være, hvis den ene part synes, at det er stressende at aflevere to børn om morgenen, så kan den anden part måske be-gynde at hjælpe med afleveringen. På den måde er socialrådgiveren med til at organisere forældrenes samarbejde med barnet som om-drejningspunkt.


Leder Margot Clemmensen og pædagog Randi Pedersen er begge ansat i institutionen Utterslev Kirkes Børnegård, der er en del af et tværfagligt forsøg med socialrådgivere.

16 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012

En redskabspalet til det forebyggende arbejde

Både Randi og Margot fremhæver, at det er en blanding af den tværfag-lige indsats, redskaber som SOS, og socialrådgiverens personlighed og evne til formidling, der har betydning for det pædagogiske arbejde med tidlig indsats.

Randi: »Socialrådgiveren har en kontaktflade til forældrene. Det be-tyder noget, at hun er i deres barns institution. Hvis forældrene spørger hende om noget, kan hun henvise til ting, de ikke er klar over. Hun er til-lige et godt kort at have på hånden for os pædagoger. Hvis der er nogle socialfaglige ting, vi er usikre på, kan vi spørge hende om det. Det betyder, at vi kan koncentrere os om det, vi er bedst til nemlig at være sammen med børnene.«

Margot siger desuden: »At social-rådgiveren begiver sig væk fra skri-vebordet og ud i det levede liv, hvor børn færdes og udvikles, giver nogle helt andre betingelser for at forstå børnene og deres liv, end det gør set fra et skrivebord. Det er vigtigt, at børn forstås, hvor de lever deres liv og ikke væk fra dette.«

Mere skarp på egen faglighed

Via det tværfaglige samarbejde er pædagogerne blevet mere skarpe på, hvad der kendetegner deres pæ-dagogiske faglighed, og der er af-klaret nogle faglige roller. Pædagog Randi fremhæver, at: »Samarbejdet med socialrådgiveren har betydet, at vi er mere klare på, hvad der er vores bekymring, hvad vi kan handle på, og hvad vi kan gå til socialråd-giveren med. Socialrådgiveren har styr på, hvordan der skal skrives en underretning, kender sproget i Socialforvaltningen samt de ny-este tiltag. Vores spidskompetence ligger i relationen til børnene og forældrene. Hvis vi har nogle usik-kerhedspunkter, der rækker ind på socialrådgiverens område, kan vi sige til forældrene, at det kan I tale

med hende om. Det gør det mere klart, hvem der ved hvad.«

Margot: »Der kan være en tendens til, at det bliver forventet, at pæda-goger tager flere faglige kasketter på. Det kan også være noget pæ-dagogerne selv gør, når de er usikre på hvilke opgaver, der forventes af dem. I pædagogisk arbejde skal vi ikke være terapeuter, og vi skal ikke kunne svare på alle spørgsmål om lovgivning. Det bliver mere klart, hvil-ke opgaver, der hører til hvor, når der samarbejdes tværfagligt.«

Daginstitutionernes rolle i det forebyggende arbejde

Enstemmigt giver både Margot og Randi udtryk for, at det er på tide, at der kommer fokus på daginstitu-tionernes forebyggende arbejde, da det er en helt central del af flere daginstitutioners pædagogik. Flere daginstitutioner kritiseres ofte med urette for ikke at forebygge.

Børnegården er også en inklusi-onsinstitution. Ved spørgsmålet om Margot og Randi tænker, at de kan bruge socialrådgiverordningen i for-bindelse med inklusion, svarer de, at SOS mere bliver brugt til at afdække det enkelte barns ressourcer end til at arbejde med fællesskabet. Nogle gange stikker nogle børn dog meget ud. Her kan det være et godt redskab at afdække ressourcerne via SOS. På den måde fokuseres der på de rammer, barnet kan indgå i. Dermed kan de bruge SOS til den inklude-rende opgave også.

Deres lokale inklusionskoordina-tor har argumenteret for, at ekstra ressourcer ikke nødvendigvis bety-der, at der er 5 pædagogtimer eks-tra til rådighed, men det er også en måde at tænke på. Margot og Randi er enige i, at måden at tænke på bety-der meget. De giver dog også begge to enstemmigt udtryk for, at »måden at tænke på,« ikke bør stå alene. I den konkrete hverdag betyder 5 pæda-gogtimer ekstra rigtig meget for at inklusionsopgaven kan lykkes.

Det videre arbejde

Margot og Randi ser det tværfaglige samarbejde med socialrådgivere som vejen frem. De fremhæver også begge to, at det er vigtigt, at social-rådgiverordningen ikke etableres på bekostning af flere pædagoger. Socialrådgiveren er en god hjælp i hverdagen, men flere pædagoger er et absolut must, når det handler om at udvikle kvaliteten af den tidlige pædagogiske indsats. Samtidig med at det er vigtigt, at socialrådgiverord-ningen etableres, bør der ses på det generelle normeringsniveau. Y

socialrådgivere i daginstitutioner

Socialrådgiverordningen er et ud-viklingsprojekt i Københavns Kom-mune, der blev indført i januar 2011. Ordningen er dels baseret på et øn-ske om at øge den forebyggende og tidlige indsats og dels et ønske om, at socialforvaltningen hurtigere får kontakt med børn og familier med sociale problemer. Hensigten er, at vejlede med henblik på at løse pro-blemerne i opløbet. Forsøget med socialrådgiverordningen på dagin-stitutionsområdet udspringer af et forsøg med socialrådgivere i skoler, der har vist positive resultater.

Læs mere om projektet på www.kk.dk/socidaginst

De enkelte daginstitutioner er blevet udvalgt til at deltage afhængig af de-res andel af udsatte børn. Hvis I som pædagogiske institutio-ner er interesseret i et øget samar-bejde mellem socialrådgivere og pædagoger, er der mulighed for at ringe til den lokale børne-familieen-hed i den enkelte kommune for at høre om mulighederne for et bedre samarbejde. Y

Kilde: Ane Løfstrøm Eriksen, projektleder, socialforvaltningen, Københavns Kommune

17PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012

aktionslæringEt element fra Pædagogisk Kvalitetsudvalg er ønsket om at udbrede muligheden for aktionslæringsprojekter ved blandt andet at uddanne aktionslæringskonsulen-ter. Aktionslæringsmetoden tager sit afsæt i pædago-gisk praksis.

Aktionslæring handler om, at udvikle den pæda-gogiske praksis ved at fokusere på, eksperimentere med, observere og reflektere over konkrete situationer i hverdagen. I aktionslæring eksperimenterer pæda-goger med konkrete situationer, og undrer sig over hverdagens rutiner. Ideen med aktionslæring er, at man udvikler viden i praksis, at man gør sig nye erfaringer og lærer af praksis, ved at reflektere over de erfaringer man gør sig. Metoden adskiller sig fra almindelige kur-ser, hvor det kan være svært at overføre den teoretiske viden til praksis. Aktionslæring bliver dermed en form for »efteruddannelse,« der knytter udviklingen af teori og praktiske handlinger tæt sammen.

Aktionslæring består af 5 faser:

1. Forundring Der formuleres en konkret forundring fra praksis. For-

undringen skal kunne give anledning til at iværksætte konkrete handlinger og undersøgelser i praksis. På baggrund af forundringen formuleres et spørgsmål, om noget man gerne vil blive klogere på i praksis.

2. Aktion Der iværksættes små konkrete eksperimenter (ak-

tioner), som ikke tidligere har været iværksat eller afprøvet nærmere.

3. Iagttagelser Der udføres systematiske iagttagelser med ud-

gangspunkt i de iværksatte aktioner. Der udvælges bestemte observationspunkter, så iagttagelserne bliver fokuserede.

4. Den reflekterende samtale Der struktureres en samtale, hvor pædagoger i fæl-

lesskab med konsulenten reflekterer over den gen-nemførte aktion og valgte forundring. Der tales om hvorvidt den iværksatte aktion og iagttagelserne kan bidrage til at blive klogere på forundringen. Målet er dels at dele viden og udtænke nye handlemuligheder.

5. Bearbejdning og vidensdeling af erfaring Både undervejs og efter aktionslæringsforløbet

evalueres udviklingsprocessen. Det kan fx resul-tere i konkrete »opskrifter« på den »gode praksis,« der er knyttet til forundringer, de vigtigste lærings-gevinster, refleksioner over egen læring osv. Nogle af de vigtigste spørgsmål, bliver hvad vi har lært om vores forundring? Hvordan kan vi arbejde videre med at udvikle vores handlinger i forhold til forun-dringen?

Ideen med aktionslæring er, at processen ikke sluttes med første aktionslæringsrunde, men derimod at der efter første runde arbejdes videre med de erfaringer, der er gjort – nu på en ny måde, der kan være med til at udvikle handleberedskabet ift. forundringen.

Interesseret i pædagogisk arbejde med aktionslæring? Læs mere på bupl.dk/hovedstaden


tendenser i pædagogikken


ny nordisk pædagogikI forlængelse af »Ny Nordisk Skole« er undervisnings-minister Christine Antorini i gang med at lancere en »Ny Nordisk Pædagogik.« En pædagogik hvor hovedfokus vil være på det »lærelystne barn« og sammenhæng i børns overgang fra daginstitution til skole.

I diskussionen af Ny Nordisk Pædagogik er der rejst tvivl om, der overhovedet er fællestræk ved de nordiske daginstitutioner pædagogik. Nogle fællestræk, der har været fremhævet ved den nordiske pædagogik, er en tradition for, at børn har en forholdsvis sen skolealder, og tiden i daginstitutioner primært foregår med hoved-vægt på leg. Derudover står »barnets skabertrang« og »virketrang« centralt.

På den ene side kan der ses tendenser til, at »Ny Nordisk Pædagogik« peger mod en mere strukture-ret og voksenstyret pædagogik. Omvendt har andre fremhævet, at der i »Ny Nordisk Pædagogik« netop ikke skal ses en skarp skelnen mellem »struktureret«

og »fri leg,« men at leg og læring flyder mere sammen. Ny Nordisk Pædagogik forsøger at samle sig om en forståelse, hvor barnets optimale læring er målet. Et arbejde der løber ud i fremtiden, og stadig står til at præge.

Interesseret i pædagogisk arbejde med Ny Nordisk Pædagogik? Læs mere på bupl.dk/paedagogik

deltag i debatten Vil I være med til at præge debatten om Ny Nordisk Pædagogik?

BUPL afholder et arrangement hvor tre forskere er med til at debattere Ny Nordisk Pædagogik. Arrangementet afholdes den 20. september, kl.15.30 på DPU, Tuborgvej 164, 2400 København NV

Tilmeld dig arrangementet på www.bupl.dk

Christine Antorini arrangerer en tour rundt i landet for at udbrede viden og debattere »Ny Nordisk Skole.« I København foregår dette blandt andet den 10. oktober, kl. 18-20 på Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj.

Tilmeld dig til stormødet på www.nynordiskskole.dk

Gennem det sidste år har der været fremlagt forskellige bud på fremti-dens pædagogik. Tidligere på året fremlagde »Task forcen for fremti-dens dagtilbud« deres anbefalinger, og i august fremlagde Københavns Børne- og Ungeborgmester, Anne

Vang, anbefalingerne fra Pæda-gogisk Kvalitetsudvalg. Et centralt ønske fra Pædagogisk Kvalitetsud-valg er at udbrede muligheden for aktionslæring. Børne- og Ungemi-nister, Christine Antorini, er gået i gang med at udvikle konceptet for

Ny Nordisk Skole. BUPL har i den sammenhæng fremhævet, at Ny Nor-disk Skole ikke eksisterer uden Ny Nordisk Pædagogik. I denne artikel vil vi præsentere aktionslæring og Ny Nordisk Pædagogik som to tenden-ser i tiden. Y


vi bruger idrætten pædagogiskStafetten i Husum er blevet certificeret af DGI. Børn og voksne er meget mere aktive, og idræt, leg og bevægelse bruges bevidst i det pædagogiske arbejde.

Stafetten i Husum har lige haft besøg af en gulvmand, for gulvet i indgangs-partiet skal laves om. Med 30 centi-meters mellemrum skal der lægges tal, bogstaver og tegn i forskellige farver ned i linoleumsgulvet.

»Det nye gulv skal få børnene til at bevæge sig, så snart de træder ind ad døren. Mandag skal børnene f.eks. hoppe på et ben på tegnene, og tirsdag skal de gå baglæns. Med det nye gulv visualiserer vi samtidig, at alt handler om idræt og bevægel-se,« forklarer Joan Markussen, der er leder af Stafetten.

Det nye gulv bliver bare et af man-ge synlige tegn på, at Stafetten i juni 2012 blev officielt certificeret af DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforenin-ger. Forinden havde alle 20 ansatte på nær rengøringspersonalet deltaget i DGI’s kursusmoduler og været med til at udarbejde en bevægelsespolitik.

Certificeringen har vendt op og ned på mange ting for både pæda-gogerne og de godt 200 børn i Sta-fettens fire afdelinger.

»Certificeringen har givet os en helt ny institution og et helt nyt image. Bevægelse er nummer et, i alt det vi laver,« fortæller Joan Markussen.

Fokus på glæden ved at bevæge sig

DGI har certificeret omkring 240 børnehaver, SFO’er og andre insti-tutioner siden 2009. Og DGI’s pro-jektleder Katja Bødtger fremhæver, at DGI’s undervisere altid tager ud-gangspunkt i den enkelte institution og de faciliteter, der er adgang til.

»Det afgørende er ikke, at institu-tionen køber en masse udstyr. Du kan komme rigtig langt med avispapir, gulvklude og den rette indstilling. Den gejst og entusiasme, pædagogerne lægger for dagen, er det allervigtigste, for at børnene oplever glæde ved at bevæge sig,« siger Katja Bødtger.

DGI’s undervisere har også fokus på, hvordan pædagogerne kan ind-drage alle børnene, så det ikke kun er dem, der i forvejen har krudt bagi, der er med i aktiviteterne.

»Vi ved, at jo mere børn bevæger sig, jo bedre er de til at lære nyt,« siger Katja Bødtger.

Hun henviser til Kulturministeri-ets Konsensuskonference sidste år. Her dokumenterede skandinaviske forskere, at fysisk aktivitet bl.a. for-bedrer indlæringen og intellektuelle færdigheder,

Børnene vil gerne

I Stafetten har alle fire afdelinger nu et idrætsugeskema med perso-nalenavne på. Hvordan de fysiske aktiviteter med børnene håndteres, afhænger af børnenes alder og de-res motivation. Men fælles er, at pæ-dagogerne tænker idræt og leg ind i det pædagogiske arbejde. Det gæl-der f.eks., når der er morgensamling i Stafettens børnehave Skovtrolden.

»Vi var kørt lidt fast i at synge en sang og råbe navne op, men nu er bevægelseslege et fast indslag. Bør-nene står og hopper og venter på, at vi skal i gang. De vil rigtig gerne lege og bevæge sig, når de voksne gider


Tekst: Majbritt Lykke Andersen


og har sig selv med i det. Det er fedt,« siger pædagog Sonny Jørgensen.

Morgensamling med stopdans

Pædagogerne lærte en masse nye lege af DGI’s undervisere. Så mor-gensamlingerne byder f.eks. på sto-ledans, eller at børnene skal føre hin-anden rundt med bind for øjnene. De kaster også med papirkugler.

»Vi har nogle børn, der er meget mig-mig-mig. Det har svært ved at forstå, at de ikke altid kan være i cen-trum og komme først. Med legene arbejder vi på at gøre børnene mere sociale og lære dem at vente på, at det bliver deres tur,« forklarer Sonny Jørgensen.

Tidligere var der også børn, der ofte afbrød morgensamlingen. Men nu er der blevet byttet rundt på bør-nenes roller.

»Det er interessant at se, hvordan bestemte lege kan ændre dynamik-ken i en børnegruppe og gøre den mere homogen. Vi oplever, at børn der ikke har gjort sig så godt sprog-ligt har nogle andre forcer, fordi de f.eks. er gode til at kaste. Det giver anerkendelse blandt de andre børn,« siger Sonny Jørgensen.

Lege og pædagogiske mål

Leder Joan Markussen fremhæver, at forløbet med DGI gjorde pæda-gogerne meget bevidste om, hvad idræt, leg og bevægelse gør ved bør-nene.

»Det var et rigtig godt forløb, hvor vi fik en masse input. Afslutningsvist

skulle hver afdeling hive ord ud fra vores nye bevægelsespolitik og lave en plan, der var helt konkret og lav-praktisk. Hvilke lege kan vi vælge i forhold til de pædagogiske mål, vi vil nå. Den faglighed vi havde bandt det hele sammen, og nu har vi planer og visioner for det næste år,« siger Joan Markussen.

styrker sammenholdet

Hun fremhæver, at det er vigtigt, at de voksne er gode rollemodeller for børnene. Så til det fælles persona-lemøde, står en afdeling for at lave noget aktivt den første halve time. Så får alle grinet.

»Vi skal selv have glæden ved at bevæge os. Derfor er vi med i ”tæl skridt” kampagner, vi cykler til arbej-de, og når vi har løbet DHL-stafet, så hænger vi diplomet op på aktivi-tetstavlen. Vi vil vise børn og voksne, at vi som personale er til idræt, selv når institutionen er lukket,« siger Joan Markussen.

Også Sonny Jørgensen synes, forløbet med DGI har været spæn-dende. Og så har det rystet persona-legruppen sammen.

»Vi har dummet os og leget og tumlet, for vi skulle selv prøve alle legene. Det har givet os nogle fæl-les oplevelser og et nyt syn på hin-anden. Og det har helt klart styrket vores sammenhold.« Y

sådan får i fokus på leg og bevægelseDGI har eller er ved at certi-ficere 98 børnehaver og inte-grerede institutioner samt 142 SFO’er over hele landet.

Det tager et år at blive certifi-ceret. Kursusmodulerne varer i alt 15 timer, og der skal ud-arbejde en bevægelsespolitik for institutionen. DGI-certifi-ceringen skal fornyes hvert år.

Har du spørgsmål, så kontakt DGI’s projektleder ved. certifi-ceringer Katja Bødtger, tlf. 23 36 68 29. Eller projekt-chef i DGI Storkøbenhavn, Charlotte Bach Thomassen, tlf. 79 40 49 12 eller 30 28 32 95.


KLUMME

Tekst: Karina Juhl GeneserFoto: Flussi/Erik Steppat

Jeg oplever, det er meget vigtigt at koble KOMMUNIKATION på IN-KLUSIONstænkning. Jeg arbejder med mediatorteknik, når børnene kommer til mig pga. en konflikt, de ikke selv magter at løse.

Teknikken er fantastisk og enkel. Hvor jeg er ansat som pædagog, er der børn fra 1-6 år. De er glade for den anerkendende dialog og trives bedre; de synger mere; deres selv-værd og -tillid vokser fra det ene øje-blik til det andet, og de oplever, der er brug for dem. Nærværet i nu’et inten-siveres ved hjælp af mediatorteknik-ken, og de små succesoplevelser er gensidige hos pædagoger og børn.

Jeg oplever, at familiemønsteret har udviklet sig på en måde, så pæ-dagoger har overtaget en større del af den rolle, familien har spillet; vi sætter grænser, vi taler om ansvar for natur og hinanden, vi taler om pligter i institutionen uden at opdrage på børnene, og vi må tit gentage, de få regler vi har, da børnene er meget ukoncentrerede.

Jeg vælger, at støtte børnene ved at navigere i deres kommunikation, når de leger sammen ved hjælp af mediatorteknikken.

Når jeg ser to børn prøve at få deres ret gennemført, enten ved at hæve deres stemmer eller stå og slås, så siger jeg: Jeg kan se to børn, der er bestemte. Eller: Du blev så gal, du slog den anden …

Så placerer jeg mig i midten af bør-nene, så ikke de fornemmer, jeg tager

parti og allierer mig med den ene af dem, og så kigger jeg på den ene og siger: Fortæl … og så den anden og siger: Fortæl …

På den måde hører jeg, hvordan de begge oplever situationen. Jeg sætter begreber på, som de enten kan nikke genkendende til eller svare med et nyt begreb eller ord.

Eks: Jeg kan høre, du blev vred – og jeg kan høre, du troede I legede.osv. Hvad gør vi? Som regel finder børnene på en ny leg efter forsonin-gen enten sammen eller hver for sig, og nogle gange er det helt håbløst, fordi børnene bare nægter at tale – men de lytter.

Hver dag er jeg vidne til rigtig man-ge børns handlinger og oplevelser, som kan have krævet tårer eller fået latteren til at trille med tårer. Det kan være svært at forklare, hvad der skete


inklusion og mediation – et »must« i fremtidens pædagogik


i en konflikt, når ens overblik ikke er højere end en ½ liter fløde, fordi man lige er startet i børnehave fra et vug-gestueliv, og det kan være svært at forklare sig, når man ikke kan huske alle de ord, man har lært, og man kommer måske til at sige et forkert begreb og bliver misforstået.

Jeg lærer meget det enkelte barn at kende ved at sige: Fortæl … De fortæller om det, der fylder dem mest i nu’et; når de tegner, leger, kommer i tanker om noget ud fra noget en anden siger.. og på den måde kan jeg bedre hjælpe barnet med at blive inkluderet i en børne-gruppe på en positiv måde med en succesoplevelse af at være en del af det fællesskab, de er i på individu-elle præmisser.

Mediatorteknik hjælper ikke kun børn, der er involverede, men også de børn, der er omkring, som kan blive berørt af situationen. De følger med ved at lytte og se, og de oplever, de er en del af en kollektiv forsoning. Det er her, jeg oplever, at teknikken kan forebygge mobning og undgå fastlåste roller hos det enkelte barn samt nye legerelationer.

Ofte hjælper pædagoger foræl-drene med råd, de selv spørger om i forbindelse med at tackle konflikter i hjemmet, og her oplever jeg, at vi hjæl-per forældre med at få deres familieliv til at hænge sammen ved at eksempli-ficere en konfliktløsning ved brug af mediatorteknikken, så de også lærer at bruge metoden i hjemmet.

En forælder havde overværet mig, mens jeg talte med børnene i en konflikt. Hun blev imponeret, og hun afprøvede metoden hjemme. Næste dag kom hun og sagde, at det var en lettelse. Hun havde ikke brugt tid på at skulle finde en løsning – den kom af sig selv fra børnene.

Ved samtaler med forældrene an-befaler mine kolleger og jeg også, at de læser bøger, hvor begreber indgår, som f.eks. sure/glade/vrede gris. Tårer ser ens ud, hvad enten vi griner, bliver vrede eller kede af det. Derfor skal der ord på følelserne i konflikten, og så finder vi frem til en løsning i fællesskab. Barnet er inklu-deret i at løse et problem og bliver stolt, glad og lærer at stå alene uden at skulle alliere sig med en voksen hele tiden, netop fordi der bliver lyttet til barnet.

Undgå alliance med barnet. Vejled barnet fremfor at løse problemet for dem. Med alliance mener jeg, at når to børn f.eks. har skabt en konflikt ud fra en kommunikation, der bliver så voldsom, at enten den ene eller begge ikke magter at fortsætte, så opsøger begge børn eller det ene barn en voksen, som de kan fortælle situationen til. Børnene fortæller den voksne, hvad der skete ud fra egen forståelse af det hændte, med den overbevisning om at de har ret – hver især – til at få den voksne på sin side,

inklusion og mediation – et »must« i fremtidens pædagogik»Alle med børn kan bruge mediation – ikke kun til at

hjælpe børnene med at få løst konkrete konflikter men i lige så høj grad til at lære børnene, at konflikter kan løses

på en ligeværdig måde, hvor der tages hensyn til alle involverede parters behov, ønsker og følelser.«

Jennifer E. Beer with Eileen Stief: The Mediator’s Handbook, New Society Publishers, 1982, 1997


LEDERHJØRNET

Tekst: Eva Hallberg, formand for BUPL Hovedstadens bestyrelse for lederforeningen.

Med Københavns Kommunes se-neste forslag til budgetmodel med omstrukturering / ensretning af ren-gørings- og gårdmandsressourcer kommer jeg endnu engang til at tæn-ke over, om vi mon lytter godt nok til hinanden.

Om de lette og udemokratiske løs-ninger er dem, vi først griber til, fordi den lange og ofte snoede vej til en form for enighed er for besværlig for os.

Den »skrivebordsløsning« på for-deling af ressourcerne til udførelse af gårdmandsopgaverne i de køben-havnske institutioner, som lige nu er i høring, tyder i hvert tilfælde på det. Det skal være let – læs på basis af børnepoint – og det skal absolut ikke være baseret på de reelle behov.

Dette tiltag er blot det seneste i en lang række af den slags »skrive-bordsløsninger«.

Jeg er helt på det rene med, at der skal være en retfærdig fordeling af ressourcerne i disse tider, og i alle ti-der i øvrigt, men ofte sker det i retfær-dighedens navn, at udfaldet netop ikke bliver retfærdigt! Der bliver ikke taget højde for forskellighederne, de forskelligheder der gør, at ressour-cerne burde differentieres.

Bliver der mon lyttet til den kritik, der er kommet af det aktuelle udspil?

Er der mon mange, der i en som-merperiode har haft tid til at skrive et høringssvar, og bliver der mon lyttet til disse?

Og sidst men ikke mindst hvorfor bliver »eksperterne« ikke spurgt … og lyttet til før et nyt tiltag sættes i gang?

lytter vi til hinanden?fordi de er overbeviste om, at de har ret. En ting er, hvad jeg som voksen synes er retfærdigt, men børnene skal selv mærke efter, hvad de sy-nes og på den måde finde frem til en fair løsning.

To børn der slås om en appelsin er ikke i tvivl om, at den jo bare kan deles i to stykker, og det er bestemt ikke usandsynligt, at det kan være fra disse små menneskespirers land, at mediationen stammer. Y

Mediation Mediation er en mæglingsme-tode, hvor en person mægler mellem to eller flere stridende parter.

Mediation betyder »i midten,« og henviser til, at mægleren be-finder sig i midten af de stridende parter. En helt afgørende ting ved mediation er, at mægleren skal forholde sig neutralt til kon-flikten og hjælpe de stridende parter til selv at finde en løsning på konflikten – kun ved brug af cirkulære spørgsmål og opsum-meringer. Mediation kan både bruges på børne-/ungeniveau men også ift. kolleger, forældre og andre.

Mediation bygger på nogle grundlæggende principper: Der er ingen rigtig eller forkert

opfattelse af en konflikt. Det sete afhænger af øjnene, der ser

Et menneske rummer selv løs-ningen på sine problemer

En konflikt er en konfrontation mellem modsatrettede behov og interesser

Det skal være frivilligt at del-tage i en mægling

Mægleren skal være neutral dvs. ikke tage parti

Mediation består af 5 faser:

1. fase: Problemet fremlæggesBørnene beskriver hver deres oplevelse af, hvad der har bragt dem i konflikt. Oplevelsen frem-lægges uden afbrydelser

2. fase: ProblemdefineringDet defineres hvilke problemer, der skal løses for at bringe kon-flikten til ophør, og den videre fremgangsmåde afklares.

3. fase: Børnene definerer selv løsningerBørnene opfordres til ukritisk at komme med alle de løsningsfor-slag, der kan være på deres pro-blem. De brainstormer med ud-gangspunkt i – jo mere, jo bedre uden at fokusere på kvaliteten

4. fase: Børnene bliver enige om løsningerBørnene skal opnå enighed om, hvilke fælles kriterier der skal være opfyldt, for at der kan komme en løsning på problemet. Her er det vigtigt, at det bliver en situation, hvor det enkelte barn afgiver det, de bedst kan afgive, mod at få det de helst vil have. Mæglerens rolle er at sætte løs-ningsforslagene i relation til den fælles interesse.

5. fase: Aftalen indgås Når børnene i hovedtræk er ble-vet enige om, hvordan konflikten skal løses, skal aftalen indgås. I aftalen er det vigtigt, at hver en-kelt får noget, der er vigtigt for dem. Det er desuden vigtigt, at aftalen er afbalanceret mht., hvad den ene og anden skal gøre.

Efter indgåelse af aftalen er det vigtigt, at der følges op på om aftalens indhold overholdes.

24 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012

Som ledere har vi ofte været i situa-tioner, hvor vi skal gennemføre tiltag og implementere nye ideer, som vi absolut ikke har været politisk enige i. Sådan er det at arbejde i en politisk organisation. Politikerne træffer nog-le beslutninger, som forvaltningerne omsætter til egentlige tiltag, som de derefter sætter lederne til at gennem-føre på de respektive institutioner.

Det kunne være rigtig givtigt, hvis politikerne havde rundet deres gode ideer med dem, der ved hvilke konse-kvenser, disse ideer kan få ude i det virkelige liv. At de havde lyttet, før de havde talt / bedt forvaltningerne om at omsætte ideerne!!

smitter det?

Smitter denne tendens til »ikke lyt-ten« mon af på resten af vores or-ganisation, glemmer vi som ledere at lytte til vores medarbejdere, for-di vi ikke selv føler os lyttet til, el-ler bare fordi vi også »glemmer« at lytte eller ikke orker den snoede vej til enighed? Kaster vi også bare vo-res mere eller mindre gode ideer ud på personalemøder eller andre fora uden smålig hensyntagen til, hvad »kvinden på gulvet« mener om disse ideer?

Jeg håber det sandelig ikke! Jeg håber, at vi som ledere stadig orker den snoede vej. Det er ved Gud ikke altid er lige let, men det giver altid de bedste resultater. Vi ved fra trivsels- og APV undersøgelser, at indflydelse på eget arbejde er et af de væsent-ligste parametre for et godt psykisk arbejdsmiljø. At lytte til hinanden og give reel indflydelse skaber en god arbejdsplads, og vi ved i hvert fald at god trivsel smitter og har en positiv indvirkning på institutionens kultur for alle.

En klog mand eller måske kvinde har engang sagt, at vi har to ører og en mund, fordi vi skal lytte dobbelt så

meget, som vi skal tale. Det er vel en tanke eller to værd! Y

lytter vi til hinanden?

bestyrelsen for lederforeningen i bupl hovedstaden

Eva Hallberg, formand Bryggehuset, KøbenhavnKirsten Nøhr Bergstrup, næstformand Saxoly, KøbenhavnAnja Johansen SFO Søstjernen, FrederiksbergBjarne Edvin Benda Huset Fritids/Ungdomsklub, FrederiksbergHanne Glad Gregersen Kirkevejens Fritidshjem, DragørHenrik Thorup Højdevangens Fritidscenter, KøbenhavnJens Overgaard Eriksen Børnehuset Bryghuset, FrederiksbergJens Hastrup Kastrup Juniorklub, TårnbyLis Brandt Johansen SFO Lindetræet, FrederiksbergMargit Lillian Huus Trekløveret, FrederiksbergMerete Liechti Vuggestuen Skottegården, TårnbyMinna Katrine Strei Børnehuset Fryden, FrederiksbergOra Meyrowitsch Integr. Inst. Sundby Asyl, KøbenhavnPeter Vindt Hansen Solbakkens Vuggestue, KøbenhavnSigne Marie Eggert Larsen Børnehaven, Brønderslev Allé 1, Tårnby

suppleanterKatrine Værum Hellsten Børnehaven, Irlandsvej 131, TårnbyThomas Møller Jensen Kirkebjerg Fritidshjem, København

På disse sider vil en repræsentant for BUPL Hovedstadens bestyrelse for lederforeningen i hver udgave af Pædagogikken skrive en klum-me om pædagogfaglig ledelse. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.

25PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012 PÆdAGOGiKKEn EFTERÅR 2012

Klokken er 13 onsdag eftermiddag, og tre skuespillere indtager scenen. De kalder sig Klodshans for Begyn-dere, fordi de gerne vil ride med lethed og begejstring mod målet, ligesom Klodshans gjorde i eventyret, forkla-rer de. Men de vil også gerne have, at deltagerne gør det. Bliver bedre til at tackle svære situationer og nå et mål, hvor mobning ikke eksisterer.

Men findes der overhovedet et mobbefrit miljø, eller kan man skabe det?

»Det er muligt at skabe en 100 pro-cent mobbefri arbejdsplads«.

Budskabet kommer fra en af skue-spillerne, Henrik, som nu opfordrer alle, der er enige, til at rejse sig og stille sig i det ene hjørne, mens de uenige går i det andet hjørne. Hvis nogen siger ‘måske’, så skal de stille sig ned bagerst i salen.

Flokken af måske-sigere er den største. Der summes livligt over spørgsmålet, mens en enkelt flok pessimister udgør nej-holdet.

»Det er altid den enkeltes opgave at gøre noget ved mobning,« lyder det fra scenen, og det står nu del-tagerne frit for at bekende sig til et andet standpunkt og dermed flytte hjørne. Ja, nej eller måske?

Ja-gruppen vokser markant. Den står også tættest på kaffebordet. Kopperne fyldes op, og frugtbunker-ne mindskes markant, mens delta-gerne taler om ansvar og rettigheder.

En enkelt kvinde går med lange skridt og mobiltelefonen klæbet til det stramme ansigt mod udgangen. Der er noget vigtigt på færde.

En stædig gruppe mennesker hol-der fast ved et ‘nej’ i det ene hjørne af gymnastiksalen.

»Hvis man selv er mobbeofferet, kan man måske ikke gøre så meget,« lyder argumentet fra den lille gruppe.

Det havde de ikke tænkt på i de andre grupper. Der summes højlydt.

Hvad skal vi lege?

Frugtfadet er tæt på tomt. I den nær-liggende skraldespand ligger alle blommerne. Der er kun taget en bid af hver. Kaffekanderne er også tomme, men enkelte ryster alligevel kanderne optimistisk og håber på et skvulp. Om lidt er der pause. Men først skal deltagerne give de tre skuespillere noget at lave teater om. De vil have tre konkrete dilemmaer fra salen, som kan gøres til teater.

»Det kunne være noget med, at man hører noget fra en tredjepart, og hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal lægge i det, fordi man ikke helt ved, hvordan en anden person føler,« lyder det fra salen.

Hmmm, ikke så konkret, men det bliver alligevel dette første scena-rium, der vinder over de to andre forslag. De handler om henholdsvis indirekte mobning i frokoststuen og håndværkerjargon på arbejdsplad-sen.

Der er pause, og 200 mennesker presser sig gennem en dør ud i so-len. Et kvarter med »haaarjjj Trine« og »Hvodden står det til?«. Man er posi-tivt stemt over for den eksperimente-rende form, men på den anden side

totalteater og tomme kaffekanderDe kommer cyklende ind i skolegården på Kirsebærhavens Skole i Valby. De indtager gymnastiksalen, og finder sammen i små snakkegrupper som venner, gamle kolleger eller kommende meningsfæller. Men først skal de lige have en kop kaffe. De er ledere, sikkerhedsrepræsentanter og tillidsfolk, og i dag skal de lære om forebyggelse af mobning. Gennem skuespil!

Tekst: Marie Varming

ANTiMOBBEKONFERENCE

baggrunden for halvårsmødet om et arbejdsmiljøtema

Samarbejdet mellem ledere og medarbejdere og arbejdsmiljøarbejdet i Børne- og Ungdomsforvaltningen i København er jævnfør overenskomsten og lovgivning organiseret således, at medarbejdere og ledere i institutioner og skoler kan få indflydelse på de beslutninger, politikerne træffer i Børne- og Ungdomsudvalget og borgerrepræsentationen. Et led i dialogen er samarbejdsudvalg og arbejds-miljøudvalg på områdeniveau, hvor leder- og medarbejderrepræsentanter drøfter udfordringer og løsninger og formidler forslag til løsninger og krav til hovedudval-gene (HSU og HAMU). Halvårsmødet er omfattet af bekendtgørelsen vedrørende arbejdsmiljøarbejde og indkaldes af Områdearbejdsmiljøudvalget.

I områderne: Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave, er lederne repræsenteret af Kirsten Bergstrup, leder i den selvejende klynge Saxoly, og Kenneth Jensen, leder i Anne-Mariegården. Medarbejderrepræsentanter er Mette Donde, arbejdsmiljø-repræsentant ved Specialfritidshjemmet ved Strandparkskolen, og Erik Steppat (Flussi), der fællestillidsrepræsentant.


også en smule skeptisk over for, om dagens anstrengelser står mål med resultatet. Kommer vi mon tættere på den mobbefrie arbejdsplads?

Åh nej, Marianne græder

Oppe på scenen kommer Kirsti gå-ende hen til Henrik. Hun har rollen som medarbejder, og han spiller til-lidsrepræsentant. Hun er oprevet over, at Marianne græder, og der er dårlig stemning nede i hendes afde-ling. Henrik prøver at tørre ansvaret af på Kirsti. Hun må selv trøste Ma-rianne eller selv gå til lederen, Per-nille. Nej, Kirsti har ikke lyst til at gå bag om ryggen på sine kolleger, selv om de mobber Marianne. I øvrigt skal hun hente unger, så hun har slet ikke tid til det. Lederen Pernille kommer på scenen og bliver sat ind i situatio-nen. Nej, hun vil ikke gøre noget, før Marianne kommer direkte til hende. I øvrigt har hun en langsigtet strategi på området.

I salen trækker flere på smilebån-det, men ingen griner.

Nu er det tid til at snakke med si-demanden om situationen. Hvordan kan Henrik og Pernille blive bedre til at tage affære over for stakkels græ-dende Marianne?

Frugtfadene er nu støvsuget bort-set fra tre appelsiner, som ligger til-bage. Ingen orker at pille dem. Kaf-fekanderne er vredet for indhold, så der hentes friske forsyninger af po-stevand, mens snakken går i salen.

I plenum kommer det frem, at si-tuationen er dybt urealistisk og ka-rikeret. Sådan er der da ingen, der ville opføre sig i virkeligheden, siger en deltager med både forargelse og bekymring i stemmen.

Scenen gennemspilles igen, og denne gang er Henrik og Pernille mere bevidst om deres ansvar. Der er næsten en stemning af lettelse i salen, over at nogen nu vil tage sig af Marianne, som endnu ikke har vist sig fysisk på scenen.

Endnu engang gennemspilles sce-nen, og deltagerne kan undervejs komme med tips til, hvad Henrik burde gøre, ligesom de kan komme med bud

på, hvad der står i de usynlige tanke-bobler over skuespillernes hoveder.

A little help from Ole Henriksen

Men så kommer dagens sidste ud-fordring: Nu skal vi lege, at tillids-repræsentanten Henrik faktisk er henholdsvis Falckredder, befalings-mand, præst eller Ole Henriksen. Hvordan opfører han sig så?

Salen inddeles i fire grupper for hver arketype. Nu skal de hjælpe Henrik med at tage sig endnu bedre af både Kirsti og Marianne. Salen griner, da »Ole Henriksen« mener, at en god creme vil hjælpe på situa-tionen.

»Det hjælper at lade sig inspirere af karikaturerne. Måske er der en af de fire typer, som du også kunne låne lidt af i hverdagen,« slutter Pernille, nu som skuespiller, inden Henrik op-fordrer alle til at tage deres stol med ned i forhallen.

Døren er kun en meter bred, og 200 mennesker skal have sig selv og en stol igennem. Køen er ende-løs. Men så begynder nogle at tage stole for hinanden. Man kan jo lige så godt stå og vente med to stole, så en anden kan gå fri. Tanken breder sig i forsamlingen, mens deltagerne siver ud gennem den smalle dør. Måske er der håb endnu for den mobbefrie ar-bejdsplads? Y

hvad synes du om dagens program?kenneth jensenLeder af Anne-Mariegården og med i områdesamarbejdsudvalget.

»Det er meget godt, men det er stadig lidt svært at se, hvor det bærer hen. Men jeg sy-nes, at det er en okay form. På denne måde er det op til den enkelte, hvor meget man får ud af det. Det sætter i hvert fald tanker i gang hos alle.«

kirsten bergstrupKlyngeleder af Saxoly og medlem af områdearbejdsmiljøudvalget.

»Det er en god form. Det løsner lidt op, når man bliver smidt rundt og får snakket med nogle forskellige mennesker. Og så finder man ud af, at selv om man står i en gruppe, som man tilsyneladende er enig med, så er der mange nuancer.«

Mette dondeArbejdsmiljørepræsentant på Special-fritidshjemmet ved Strandparkskolen og medlem i områdearbejdsmiljøudvalget.

»Det er oplagt at bruge teater, fordi emnet er så tungt, og det er stadig meget tabubelagt. Det virker godt, at det er helt andre fagper-soner, som står for det, samt at vi fysisk kom-mer op af stolene. Som arbejdsmiljørepræ-sentant har jeg også brug for et netværk, og det kan jeg skabe her.«


KRUNCH, Øresundsvej 14, 2300 København S • kl 17:00-22:00

pædagogikken efterår 2012

Documents