pesten i danmark - b-informatik i danmark.pdf · t:\middelalder\pesten i dk\pesten i danmark.doc...

$: Pesten i Danmark - B-Informatik i Danmark.pdf · T:\Middelalder\Pesten I Dk\Pesten I Danmark.Doc Side 1 af 47 Pesten i Danmark Dette dokument er en samling tekster fra nettet - indsamlet$
T:\Middelalder\Pesten I Dk\Pesten I Danmark.Doc Side 1 af 47

Pesten i Danmark

Dette dokument er en samling tekster fra nettet - indsamlet i oktober 2012 af Bjørn Ørding-Thomsen.

Rettigheder til tekster og billeder fremgår af teksten.

Indhold

Pest (Wikipedia) .............................................................................................................. 3 Historisk baggrund ................................................................................................................................. 3 Årsag ...................................................................................................................................................... 5 Alternative forklaringer på den historiske pest ....................................................................................... 5 Historiske kilder ..................................................................................................................................... 5 Diagnose ................................................................................................................................................. 6 Forebyggelse og behandling ................................................................................................................... 6

Den sorte død ................................................................................................................... 7 Navn ....................................................................................................................................................... 7 Historisk gennemgang ............................................................................................................................ 7 Årsag ...................................................................................................................................................... 8 Symptomer ............................................................................................................................................. 9 Forebyggelse og behandling ................................................................................................................... 9 Sociale og økonomiske eftervirkninger .................................................................................................. 9

Pest (danmarkshistorien.dk) .......................................................................................... 10 Den Sorte Død i Europa........................................................................................................................ 10 Flere bølger af pest ............................................................................................................................... 10 Pesten i Danmark .................................................................................................................................. 10 Ødegårde og lukkede kirker ................................................................................................................. 11

Wodroffsgaards pestkirkegård, 1711 .......................................................................... 11

Pest (Statens Serum Institut) ....................................................................................... 12

De befængte (Encyklopædien) ..................................................................................... 14

Pesten i Europa og Levanten ........................................................................................ 15 Indledning ............................................................................................................................................. 15 Hvad er pest? ........................................................................................................................................ 16 Forholdsreglerne ................................................................................................................................... 19

Den sorte død ................................................................................................................. 21

Hvad er pest? ................................................................................................................. 23 Pesten kommer til Europa..................................................................................................................... 24 Den almene hygiejne og lægevidenskaben ........................................................................................... 24 Hvad gjorde man for at begrænse smitten? .......................................................................................... 25 Forklaring på pesten og befolkningens reaktioner ................................................................................ 25 Konklusion og opsummering ................................................................................................................ 26

Den sorte død (Videnskab.dk) ...................................................................................... 27 Den sorte død blev nedkæmpet med lovgivning .................................................................................. 27 Den sorte død slog den svage statsmagt ............................................................................................... 27 Dansk pestlov var blandt de første........................................................................................................ 27 Den sorte døds sidste stik ..................................................................................................................... 28 Rejser gør os sårbare ............................................................................................................................ 28 Den sorte død skyldtes en ukendt sygdom............................................................................................ 29

Pest og rotter .................................................................................................................. 29 Forsker: Rotten var ikke skyld i pestepidemi ....................................................................................... 29 Må være pestbakterien .......................................................................................................................... 30 Rotter ravede rundt som var de døddrukne ........................................................................................... 30

Pesten I Danmark

Pesten I Danmark.Doc Side 2 af 47

Kan ikke have været rotter.................................................................................................................... 31 Lus og lopper ........................................................................................................................................ 31 By-fænomen ......................................................................................................................................... 32 Norske ødegårde intet bevis ................................................................................................................. 32 Flere forklaringer .................................................................................................................................. 33

Krig og pest på Amager ................................................................................................ 34 De syge matroser .................................................................................................................................. 34 Kampen mod pesten ............................................................................................................................. 36 Amager - den pesthærgede ø ................................................................................................................ 37 Dødens høst .......................................................................................................................................... 38 Den store oprydning ............................................................................................................................. 39

I 1711 slog pesten til for sidste gang ............................................................................ 40

Da pesten kom til Sønderjylland .................................................................................. 42

Byldepest i København ................................................................................................. 44

Liste over sygdomme?................................................................................................... 47

Pesten I Danmark


Pest (Wikipedia)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Pest er en infektionssygdom

forårsaget af en bakterie ved navn

Yersinia pestis, men ordet har dog

også været brugt mere generelt om

epidemier med stor dødelighed.

Yersinia-pest kan manifestere sig som

byldepest og lungepest. Yersinia

pestis-sygdommen har sandsynligvis

været den samme som den sygdom

der ramte Europa voldsomt i

middelalderen og de efterfølgende

århundreder: Den sorte død. Nu om

dage ses sygdommen stadig i visse

dele af verdenen, dog i mindre

omfang. Den kan behandles med

antibiotika, og ved hurtig iværksat behandling kan resultatet være godt.

Historisk baggrund

Spredningen af byldepesten i Europa efter 1347.

Visse eksperter opdeler pestepidemier i tre serier pandemier:

1. Den Justinianske Pest fra omkring 542 til 767

2. Pandemien der begyndte i middelalderen, i Europa 1347 og ramte Europa adskillige

gange gennem cirka 350 år.

3. Den moderne pandemi der begyndte i den sene halvdel af 1800-tallet i Yunnan, Kina

Pandemien i midten af 1300-tallet blev senere betegnet Den sorte død. Bakterien blev

identificeret under den tredje pandemi og transmissionen via rottelopper blev da også forstået.

Nogle få eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om de to første pandemier var forårsaget af

Yersinia pestis. De fleste eksperter accepterer dog denne forklaring.

Den Justinianske Pest

Den Justinianske Pest spredte sig fra Centralasien til Europa og Lilleasien og angives at have

hærget i 500-tallet og fremad. Epidemien er estimeret til at have forårsaget 40 millioner

dødsfald.

Patienter med bylder, muligvis byldepest.

Fra Toggenburgbiblen fra 1411

Pesten I Danmark


Den anden pandemi med Den sorte død

Den anden pestepidemi spredte sig også fra Centralasien til

Europa: Til Konstantinopel og videre til Sicilien i 1347. Første

udbrud i Skandinavien var i havnen i Bergen i Norge i 1349, men

allerede samme år var den spredt i både Sverige og Danmark.

Sygdommen bevægede sig de næste 350 år rundt i Europa med

skiftende intensitet, f.eks. er ti pestepidemier kendt i Bergen fra

den første i 1349 til den sidste i 1637.

Pest ramte København i 1536, 1546, 1583, 1601, 1625-1626,

1629, 1636-1637 og 1654-1655. Ved epidemien i 1654-1655 døde

15.000 mennesker i følge Thomas Bartholin.

Pesten hærgede også under Den Store Nordiske Krig 1709-1713

østersøegnene, herunder Danmark. Pesten kom til Helsingør i

1710 med et skib fra Lübeck. I 1711 spredte pesten sig til

København hvor den dræbte omkring 1/3 af befolkning. En

politirapport fra slutningen af 1711 angav 22.535 dødsfald af Pestlæge. Fra illustration

Thomas Bartholins bog

Historiarum Anatomi-

carum & medicarum

Pesten I Danmark


Københavns ca. 60.000 indbyggere. Flere assistenskirkegårde blev anlagt til aflastning. To

blev anlagt uden for voldene, den ene i området ved den nuværende Niels Ebbesensvejs skole

(Skolen ved Søerne).

Den tredje pandemi

I den tredje epidemi spredte pest sig fra Yunnan i Kina i sidste halvdel af 1800-tallet. I 1894

havde sygdommen etableret sig i Hong Kong hvorfra den spredte sig til Bombay i 1896 og

derfra til adskillige havnebyer rundt om i verden, som for eksempel San Francisco. I

forbindelse med denne pandemi undersøgte Alexandre Yersin bakterien i Hong Kong i 1894.

Franskmanden Paul-Louis Simond identificerede bakterien i døde rotter og foreslog

sygdomstransmissionen via rottelopper, som det nu er kendt.

I 1910 havde bakterien etableret sig i gnavere på alle beboede kontinenter, men efter 1920

døde pandemien ud som følge af international regulering omkring rotter.

Denne epidemi er estimeret til at have forårsaget 12 millioner dødsfald, - langt de fleste i

Indien.

Årsag

Pest skyldes Yersinia pestis bakterien. Gnavere, som rotter og præriehunde, kan være værter

og ved bid fra deres lopper overføres bakterien til mennesker og forårsager byldepest.

Lungepest kan opstå på grund af indånding af bakterien ved kontakt med pestramte.

Inficerede dyr forekommer i det vestlige USA, i Centralasien, Mellemøsten, det sydlige

Afrika, Sydamerika, Kina, Indien og visse andre steder, og infektionen hos mennesker sker

typisk i forbindelse med inficerede rotter og rottelopper der lever i husene.

Alternative forklaringer på den historiske pest

Enkelte forskere havde betvivlet at Yersinia pestis var årsagen til de historiske epidemier

siden Den sorte død. Zoologen Graham Twigg foreslog i 1984 at miltbrand var årsagen til

Den sorte død, — en teori der ikke vandt videre genklang. Susan Scott og Christopher

Duncan argumenterede i deres bog fra 2004, Return of the Black Death, at et virus var

årsagen. De to har f.eks. fremdraget at pest ramte Island i 1400-tallet selvom der ingen rotter

var.

Flere genetiske studier har ikke kunne understøtte de alternative forklaringer. I 1998 fandtes

Yersinia pestis gen-materiale i franske 1500- og 1700-tals grave. Senere fandtes Yersinia

pestis hos tre personer begravet i Frankrig i 1300-tallet. Ydermere fandt et studie fra 2011

Yersinia pestis hos personer begravet i London under Den sorte død. Dog kunne et større

studie fra 2004 ikke finde spor af Yersinia Pestis. Dette studie undersøgte blandt andet tænder

fra pestkirkegården Vodroffsgaard ved København.

Historiske kilder

Christiern Thorckelsen Morsing angiver i bogen En liden Bog Om Pestelentzis forfattet i

1546 en række eksempel på konkrete tegn hvor "peste plejer at komme", for eksempel:

Når om natten er stor kulde og straks om dagen der efter kommer stor hede.

Når der fødes mange fluer, myg, myrer og andre slige orme som komme af Råden ting

Pesten I Danmark


Symptomer

Inkubationstid er 2-10 dage.

Symptomer på byldepest er høj

feber, træthed, muskelsmerter,

kvalme og opkast. Desuden ses

karakteristiske ømme hævelser

omkring inficerede lymfeknuder.

For lungepest er symptomerne akut

indsættende feber, muskelsmerter,

træthed og hovedpine. Indenfor et

døgn kommer hosten med blodig

opspyt og yderligere ses

mavesmerter, kvalme, opkast og

diaré.

Blodforgiftning kan komme fra

byldepest.

Historiske kilder

Historiske kilder i forbindelse med Den sorte død og senere pandemier nævner symptomerne

på pest. I Dekameron nævner Boccaccios svulster i lysken og armhuler i sygdommens tidlige

stadie og "sorte eller gustne pletter på arme eller lår eller en hvilken som helst anden del af

legemet" og "næsten alle døde omtrent tre dage efter tegnenes indtræden, som oftest uden

feber eller andre komplikationer". Ved epidemien i København i 1654 skrev Ole Worm om

sygdommen:

“Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de

angrebne. Kendetegnene er ikke ens hos alle, men veksler med temperamenterne.

Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i

begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og

gustne pletter …”

Den danske adelsmand fra 1500-tallet, Mogens Gyldenstierne, anså pest forskellig fra

blodgang, svedesot, skørbug og forskellige febre (hedesyge, kuldesyge).

Diagnose

I første omgang er diagnose af byldepest baseret på symptomerne. Mistanken kan styrkes hvis

patienten har rejst i risikoområder. F1-antigen kan ofte detekteres i serum ved hjælp af

immunoassay. Endelig kan PCR anvendes til at påvise DNA fra bakterien.

Forebyggelse og behandling

Sygdommen behandles med antibiotika. Statens Serum Institut foreslår ciprofloxacin,

rifampicin og gentamycin, og desuden symptomatisk behandling i form af

respiratorbehandling og væsketerapi.

Forebyggende behandling anbefales for folk der har haft kontakt til mistænkte eller fastslåede

tilfælde af lungepest.

Patienter med mistanke om pest skal respiratorisk isoleres indtil lungepest er udelukket.

En vaccine for loppebåren pest er tilgængelig. Den beskytter tilsyneladende ikke mod

lungepest.

En patient ramt af pest med hævelser omkring

lymfeknuderne.

Foto: Centers for Disease Control and Prevention

Pesten I Danmark


Historiske kilder

Forbud mod store forsamlinger har været indført i pesttider. En reces fra 1643 baseret på

Christian den 4. kongelige forordning af den 15. januar 1625 indførte forbud mod "store

bryllupper eller anden værtskab".

Som forebyggelse forlod de der kunne den befængte by og flygtede til ikke-ramte byer. I

Danmark i 1654 flygtede hoffet fra København og tog ophold, først i Kolding og senere i

Flensborg.

Under Den sorte død opfordrede Kong Magnus Eriksson i september 1349 beboerne i

bispeembedet Linköping til at faste hver fredag, gå i kirke, ofre til fattige, skrifte og give

penge.

Det medicinske fakultet ved Københavns Universitet udgav mellem 1619 og 1709

instruktioner i medicinering ved pest. Ved epidemien i 1654 frarådede fakultetet lavement og

åreladning, mens de anbefalede svedfremkaldende midler.

Den sorte død Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den sorte Død var en pandemi af historisk pest i midten af 1300-tallet. Pandemi angreb

Messina i 1347, og Den sorte død spredtes herefter med stor hast op gennem Europa. Ud fra

de sparsomme kilder og det begrænsede talmateriale antages det, at pandemien dræbte mellem

en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning. Efter Den sorte død hærgede pest Europa de

næste århundrede, men mindre hårdt.

Navn

"Den sorte død" er en betegnelse for pesten generelt og særligt den store pestepidemi i midten

af 1300-tallet som blev påhæftet senere. Første gang udtrykket optræder er sporet til Johannes

Isaacus Pontanus i Rerum Danicarum Historia fra 1631. Datiden betegnede epidemien "den

store dødelighed", "mandedøden" eller lignende.

Det er uklart hvordan udtrykket "den sorte død" er opstået. En skribent i 1800-tallet mente det

stammede fra symptomerne, de sorte bylder. En anden skribent, F. A. Gasquet, mente det i

stedet henviste til den udbredte sorg og pessimisme.

Historisk gennemgang

I 1331 brød der pest ud i Hubei-provinsen centralt i Kina. Kilden var sandsynligvis en latent

smitte blandt smågnavere i Yunnan og Burma, 800 km længere mod syd. De næste tyve år

spredte smitten sig til resten af Kina. At dømme efter folketællinger omkom mindst 20

millioner. Kamelkaravanerne langs Silkevejen bragte smitten mod vest. I 1346 var pesten nået

frem til den mongolske hær, der belejrede den genovesiske havneby Kaffa på Krim (nu

Feodosija). Belejringen blev afbrudt af pestens voldsomhed, og mongolerne fortrak. Men nu

brød sygdommen ud inde i byen, og i panik satte de overlevende kurs mod hjemlandet. Da de

sejlede ind i Messinas havn i oktober 1347, tog de smitten med til Europa.

Sygdommen kom ifølge et sagn til Danmark med et norsk skib, der kom fra England, og som

strandede i det nordlige Jylland, da hele besætningen var død. I det følgende år rasede den i al

sin heftighed, og det antages at omtrent halvdelen af befolkningen døde. Store distrikter lå

fuldstændig øde efter pesten. I Roskilde Stift var der 20 år efter stadig 98 gårde og møller og

71 huse, der stod tomme. Da Valdemar Atterdag i 1357 byggede et slot i Randers, var det af

materialer fra 11 nedbrudte kirker fra affolkede sogne.

Pesten I Danmark


Det sidste angreb af Den sorte død skete øjensynligt i Moskva i 1353.

Først ca. 1550, to hundrede år senere, var Europas folketal igen oppe i 75 millioner.

Årsag

Siden 1900 menes det, at epidemien og den følgende pandemi var udbrud af moderne pest

forårsaget af bacillen Yersinia pestis, og i 2011 viste et studie genetisk materiale fra Yersinia

pestis hos personer begravet under Den sorte død.

Enkelte forskere har stillet spørgsmålstegn ved den traditionelle forklaring på Den sorte død.

Første gang af bakteriologen J. F. D. Shrewsbury i 1970; senere af biologen Graham Twigg i

1985 og historiker David Herlihy i 1997. Susan Scott og Christopher Duncan argumenterede i

deres bog fra 2004, Return of the Black Death at et virus var årsagen. Blandt de argumenter

der er brugt for en alternativ årsag til den sorte død er at dødeligheden i middelalderen var

langt større end den i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor dødeligheden kun nåede 2% og

da kun i særlige tilfælde.

Datidens forklaringer

Den sorte død var et komplet mysterium

for datiden, og forklaringerne var derfor

lige så mangfoldige, som de var

ukorrekte. De kan inddeles i teologiske

forklaringer, naturvidenskabelige

forklaringer og sammensværgelses-

teorier.

Den teologiske forklaring gik på at

pesten var Guds straf mod mennesket for

dets syndighed. Biskoppen af Würzburg

mente således at epidemien skyldtes

folks blasfemisk banden og sværgen. Der

herskede generelt en dommedagsstemning, der resulterede i en ekstrem religiøsitet hos nogle

og en ekstrem løssluppenhed hos andre - som det også skildres i Dekameron af Giovanni

Boccaccio. Den ekstreme religiøsitet førte mange steder til flagellante optog, der var udtryk

for utilfredshed med gejstligheden og religiøs fanatisme.

For de naturvidenskabelige forklaringer var det lægevidenskabelig fakultet i Paris var i

spidsen. En af forklaringerne var baseret i astrologi. Særligt blev en dårlig astrologisk

konstellation i 1345 anset som årsagen.

Sammensværgelsesteori gik på at onde mennesker forgiftede drikkevandet. Det var særlig

skæbnesvangert for jøderne, og der forekom en voldsom forfølgelse af jødiske indbyggere i

Europas lande. Men også andre befolkningsgrupper blev ramt. I Katalonien blev tiggere

beskyldt. Rygtet om giftsammensvægelsen kan have opstået i Provence i foråret 1348. I et

brev den 27. april 1348 skrev den flamske kannik Louis Heyligen fra det pavelige hof i

Avignon, at folk, fundet med mistænkeligt pulver, var blevet brændt på bålet. I påsken samme

år skete en massakre på det jødiske samfund i Toulon, måske som følge af beskyldninger om

giftsammensvægelse. Fra slutningen af april og de følgende måneder skete spontane massakre

i Provence og Dauphiné. I Savoyen herskede den 14-årige grev Amédée VI der troede at

jøderne var skyldige i giftsammensvægelsen. Dér blev tortur anvendt til at fremtvinge

tilståelser i efteråret 1348. Den 1. december 1348 brød en folkemængde ind i fængslet i

hovedstaden Chambéry og slog de fleste af jøderne fængslet der ihjel. Fra disse områder

Flagellanter ved Doornik i 1349.

Pesten I Danmark


bredte jødeforfølgelsen. I Strasbourg blev 2.000 jøder myrdet af en folkemængde 14. februar

1349, og da var smitten ikke engang nået frem til byen.

Symptomer

I Boccaccios Dekameron beskrives symptomerne i forbindelse med den sorte død i Firenze

således:

"...Dog bebudedes den uundgåelige død ikke som i Orienten ved næseblødning,

men der opstod ved sygdommens begyndelse svulster i lysken eller armhulen hos

både mænd og kvinder, hvoraf nogle nåede en størrelse som et almindeligt æble

eller et æg og af almuen fik navnet pestbylder. I løbet af kort tid begyndte de

dødbringende bylder også at vise sig på alle andre dele af legemet, og samtidig

ændrede sygdommen karakter og viste sig også hos mange som sorte eller gustne

pletter på arme eller lår eller en hvilken som helst anden del af legemet; [...] kun

få kom sig, og næsten alle døde omtrent tre dage efter tegnenes indtræden, som

oftest uden feber eller andre komplikationer" (J.V. Linds oversættelse)

Den pavelige livlæge Guy de Chauliac skrev at sygdommen i Avignon i 1348 antog to former,

en med "stadig feber og blodigt opspyt, og de (patienter) døde inden for tre dage", en anden

med "stadig feber og bylder og karbunkler udvendig, navnlig i armhulerne og lysken, og de

døde inden for fem dage."

Dødelighed er usikkert sat til 40-50% og af en enkelt historiker så højt som 60%.

Forebyggelse og behandling

Datiden havde manglende forståelse for sygdommens årsag, og forebyggelse og behandling

foregik da i blinde.

I 1349 opfordrede svensk-norsk-skånske kong Magnus Eriksen indbyggerne til at skrifte, faste

hver fredag og betale skat til paven.

Sociale og økonomiske eftervirkninger

I tiden op til epidemien havde Europa oplevet en hidtil uset befolkningstilvækst, dertil det var

nået mætningspunktet, arbejdsløsheden var som konsekvens heraf stor, og godsejerne sad i en

gunstig position, da de kunne fastlægge bøndernes løn og arbejdsbetingelser, som det passede

dem. Men da den sorte død med ét rev en kæmpe del af befolkningen væk, ændredes datidens

økonomiske forhold fuldstændigt. Der var udpræget mangel på arbejdskraft og kornpriserne

faldt sammen med efterspørgslen.

Godsejerne havde to muligheder for at bevare kontrollen med jorden;

1. de kunne tvinge bønderne til at blive på juridisk vis og ved magtanvendelse

2. eller lokke bønderne til at blive med bedre forhold til fæstebønderne og bedre

lønninger til de frie bønder

Udviklingen i forholdet mellem godsejerne og bønderne forløb derfra forskelligt fra land til

land, men generelt blev forholdene især forværret for bønderne i områder med få eller ingen

byer, da de ikke kunne flygte til byerne og finde arbejde - dvs. hovedsagligt Østeuropa.

Flere af Danmarks egne i tiden efter Den sorte død havde mange ødegårde, for eksempel, da

Dronning Margrethe I overtog Brøndum hovedgård i Slet herred i 1401 lå 34 ud af 48 gårde

øde. I Danmark sås også et fald i jordrenten, for eksempel fik Århus domkapitels gods i 1427

fra 17% til 44% af ydelserne i byerne Hinnerup, Kasted og Kysing i forhold til årene omkring

1315. Jordrentefaldet og ødelægningen er forklaret med et fald i befolkningstallet. Skønt

Pesten I Danmark


nogle historikere har ment at der var nedgang i befolkningstallet før Den sorte død har

historikeren Erik Ulsig argumenteret for at Den sorte død har haft en helt afgørende

betydning.

Pest (danmarkshistorien.dk) Fra danmarkshistorien.dk (Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet)

I 1349 eller 1350 blev Danmark ramt af pesten. Pest, eller Den Sorte Død, var en omfattende

og dødelig sygdom, der i løbet af to-tre år havde arbejdet sig op igennem Europa og i mange

egne slået op imod 40 % af befolkningen ihjel undervejs. I Danmark har man ikke megen

direkte viden om pestens hærgen, men ad forskellige indirekte veje kan vi se, at også

Danmark blev hårdt ramt.

Den Sorte Død i Europa

Pesten ramte Europas befolkning med en sådan hast og kraft, at den i datidens opfattelse

nødvendigvis måtte være Guds straf for menneskets synder. Den norditalienske forfatter

Giovanni Boccacio fortæller i forordet til Dekameron, der er en enestående samtidig

beskrivelse af det første pestangreb i Firenze, om, hvordan sygdommen sprang fra menneske

til menneske som en ild og slog raske folk ihjel i løbet af tre dage. En anden forklaring i

samtiden var, at pesten skyldtes at jøderne havde forgiftet vandet i brøndene. Det førte til

voldsomme jødeforfølgelser i store dele af Vesteuropa.

Fordi pesten ramte så voldsomt, var det vanskeligt for myndighederne at følge med. Det var

en umulig opgave at registrere de tusindvis af døde, der endte i massegrave uden for byerne.

For historikerne betyder det, at kildematerialet til pesten er meget sporadisk, og man må ofte

nøjes med krønikernes beretninger frem for tal og statistikker. Imidlertid er der i England et

forholdsvist godt kildemateriale om det første angreb. Tallene derfra antyder, at Den Sorte

Død formentlig har krævet 35-40 % af Englands befolkning som ofre.

Flere bølger af pest

Pesten ramte ikke kun Europa én gang men vendte tilbage periodevist over de efterfølgende

400 år. Undersøgelser af de efterfølgende sygdomsudbrud i 1300-tallet viser, at det i

særdeleshed var børn og unge mennesker, der blev ramt. I svenske kilder går angrebet i 1360

under navnet ”Barnedøden”. Det betød, at der kom nogle unaturlige huller i befolkningens

demografiske sammensætning. At det især var børn og unge, der faldt i de følgende

epidemier, tyder i øvrigt på, at de, der havde overlevet tidligere epidemier, kunne have

udviklet en immunitet over for sygdommen.

Pesten i Danmark

Som i resten af Europa blev sygdommen også i Danmark betragtet som Guds straf. Det kom

til udtryk i det antal af sjælemesser, der registreredes for 1350 i Ribe, Roskilde og Lund.

Kirken havde et system, hvor man kunne betale de gejstlige for at bede for ens sjæl, ofte som

en del af ens testamente. I 1350 steg antallet af registrerede sjælemesser og dermed forbundne

dødsnotitser drastisk. Det indikerer med stor tydelighed, at Danmark blev ramt af noget, som

menneskene ikke selv kunne tage sig af; de må bede om hjælp og tilgivelse fra Gud.

Registrene fra Ribe, Roskilde og Lund er det bedste kildemateriale til Den Sorte Døds første

udbrud i Danmark, men også andre kilder kan hjælpe os til at forstå omfanget af sygdommen.

Både Sjællandske Krønike og Ærkebispekrøniken fortæller om den store dødelighed i

Pesten I Danmark


Danmark, og i 1354 eftergav kong Valdemar Atterdag al dødsstraf på grund af den store

befolkningsmangel i landet.

Ødegårde og lukkede kirker

Det er ikke til at sige nøjagtigt, hvordan de første pestudbrud påvirkede befolkningstallet i

Danmark, men i kildemateriale fra slutningen af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet

nævnes stadig oftere øde gårde; et klart tegn på et fald i befolkningstallet. Resultatet blev, at

godsejerne måtte konkurrere om at nedsætte afgifterne og gøre gårdene større for at skaffe

arbejdskraft. Sidstnævnte havde med tiden den virkning, at der opstod en ny balance mellem

antallet af brug og den arbejdskraft, der var til rådighed. I mellemtiden blev pesten til fordel

for de bønder, der overlevede og kunne kræve en højere betaling for deres arbejdskraft. I tyndt

befolkede egne ser det ligeledes ud til, at en hel del kirker blev nedlagt som følge af faldet i

befolkningstallet.

Siden vendte pesten tilbage med mellemrum. Den fik dog næppe så voldsomme konsekvenser

som første gang, bl.a. fordi man efterhånden blev bedre til at imødegå epidemier med

karantæne. Den sidste pestepidemi ramte Danmark i 1711.

Wodroffsgaards pestkirkegård, 1711 Af Mette Svart Kristiansen fra Selskabet for Københavns Historie

I 1711 kom pesten til København. Byens øvrighed havde i lang tid fulgt den Sorte Døds

vandring gennem Europa, - i 1708 kom den til Danzig, hvorefter den spredte sig langs

Østersøkysten og ind i Tyskland, og i 1710 var smitten nået til Helsingør med et skib fra

Lübeck. Samme år nåede pesten til Stockholm, hvor 20.000 mennesker døde. De

københavnske myndigheder tog dog ingen forholdsregler, og alle troede, at byen ville gå fri.

Da pesten endelig nåede København, var man helt uforberedt. Kun få læger tog sig af

pestofrene, - arbejdet blev ellers overladt til barbererne. De hygiejniske forhold var

katastrofale, man kendte intet til pestens smitteveje eller dens behandling, og af frygt for

borgernes reaktion turde øvrigheden ikke gennemtvinge den nødvendige isolation - og

begravelse - af ofrene uden for voldene. Inde i byen hobede de smittende pestlig sig op på de

overfyldte sognekirkegårde, hvor de ventede på begravelse, og til sidst måtte man etablere

flere assistenskirkegårde til aflastning. Kun to pestkirkegårde blev lagt uden for voldene.

København havde dengang ca. 60.000 indbyggere. Da pesten ebbede ud i slutningen af 1711,

kunne politimester Ernst i sin officielle rapport fra "Sundheds Contoiret" meddele kongen, at

de indkommende ugesedler viste 22.535 dødsfald.

I efteråret 1991 havde Bymuseet lejlighed til at undersøge en af de udenbys pestkirkegårde. I

forbindelse med en udvidelse af Niels Ebbesensvejs skole stødte man på begravelser.

Bymuseet blev straks tilkaldt. Da begravelser er beskyttet af Museumsloven, blev arbejdet

straks stoppet, og hele det truede areal blevet undersøgt. Det viste sig snart, at man var gået

ind i den sydlige del af Wodroffsgaards pestkirkegård.

Kvartermester Georg Julius Wodroff fik i slutningen af l600-tallet tilladelse af Christian 5. til

at anvende området langs Sct. Jørgens sø. Han og de efterfølgende ejere havde forskellige og

mere eller mindre vellykkede forsøg på at etablere en industri i området, herunder bl.a.

mølledrift. I 1711 inddroges området imidlertid til pesthospital med tilhørende kirkegård.

Wodroff fik gården tilbage i 1713, men han var herefter stærkt forarmet.

Han fik tilladelse til at tigge om almisser ved kirkerne, og kort tid efter måtte han forlade

gården.

Pesten I Danmark


Der har ikke tidligere været mulighed for at foretage en større arkæologisk undersøgelse af de

fra skriftlige kilder så velkendte pestkirkegårde, så det var med stor interesse at Bymuseet i

samarbejde med Antropologisk Institut gik ind i arbejdet.

Hele registreringen var en våd og vanskelig affære på grund af det indtrængende grundvand,

og feltet omfattede desuden en del af den opgivne mølledam, men trods vanskelige

arbejdsforhold, - og med god hjælp fra et par vandpumper, lykkedes det at registrere

kirkegårdens sydlige afgrænsning i form af en vandførende grav og nord herfor 54

tætliggende kister.

Kisterne lå i tre, måske fire, store øst-vest orienterede fællesgrave, med flere lag direkte oven

på hinanden, - og hvor der har været plads til det, havde man for enden lirket kisterne ned på

tværs! De er sandsynligvis ikke lagt ned kontinuerligt. Formodentlig har kisterne hobet sig op

i puljer, hvorefter de er blevet lagt ned samlet, og der har ikke været tid eller kræfter til

almindelig begravelsesetik. Det vidner blandt andet den meget varierende øst-vest-orientering

af hovederne om. Almindeligvis vil kristne begravelser ligge med hovedet i øst, så man kunne

se "Dommedags Komme" i vest. Her lå begravelserne både med hovederne i øst og vest, for

slet ikke at tale om de begravelser, der lå i enden af gravene med hovederne i syd eller nord.

Ligeledes kan man i visse tilfælde på skeletternes placering i kisten se, at nedlægningen er

gået stærkt, for individerne er kuret ned i den ene ende, og det er også tydeligt, at der ikke har

været taget individuelle mål til kisterne.

Alle begravelserne lå, til stor undren, i solide trækister med rigeligt tømmer. En af kisterne

blev taget op til konservering, og den viste sig at være bemalet med en gråblå maling.

Ligeledes var der rester af et "S". Her er muligvis forklaringen på de tykke og gode

kisteplanker, - man har sandsynligvis, i mangel af kistetømmer, plyndret Wodroffsgaard for

træpaneler!

Ud over pestkirkegården, fandtes der også rester af både ældre og yngre aktivitet på stedet,

sikkert i forbindelse med Wodroffsgaards etablering og udvikling.

Pest (Statens Serum Institut) Synonymer Yersenia pestis

Årsag Pest forårsages af Yersinia pestis, en stavformet gram-negativ bakterie, der

tilhører Enterobacteriaceae familien.

Symptomer Inkubationstiden er 2-10 dage.

Byldepest giver symptomer i form af høj feber, træthed, muskelsmerter,

kvalme og opkast. Samtidig ses den karakteristiske hævelse og ømhed af de

inficerede lymfeknuder (hyppigst i lysken, da lopper oftest bider i benene).

Dødeligheden ved byldepest er ubehandlet 60 %, men ved hurtig antibiotisk

behandling nedsættes dødeligheden betydeligt til under 5 %.

Ved blodforgiftning er symptomerne høj feber, træthed, faldende blodtryk,

kvalme, opkast og diaré. Der kan forekomme nekroser (dødt væv) og

gangræn. Ca. 6 % udvikler meningitis.

A: Bubodannelse på halsen.

B: Blodudtrædning i huden på grund af blodforgiftning med Y. pestis.

C: Gangræn ifm. rekonvalescens af patienten vist på billede B.

Kilde: JAMA

Pesten I Danmark


Lungepest giver symptomer i form af akut indsættende høj feber,

hovedpine, træthed, muskelsmerter efterfulgt indenfor 24 timer af hoste med

blodigt opspyt. Endvidere ses kvalme, opkast, diaré og mavesmerter.

Lungebetændelsen udvikles hurtigt og leder til lufthunger, hvæsende

vejrtrækning, chok og død. Ubehandlet lungepest er næsten 100 % dødelig.

Ved antibiotisk behandling indenfor 24 timer overlever ca. 50 %.

Forekomst I Danmark hærgede sygdommen i København i 1711, hvor man mener, at

op mod ¼ af befolkningen omkom som følge af sygdommen. I dag

forekommer sygdommen overvejende i den tropiske del af Asien, Afrika og

Sydamerika samt i det vestlige USA. WHO oplyste medio juni 2006 om et

udbrud af formodet lungepest i den Demokratiske Republik Congo. Der er

rapporteret om 100 dødsfald.

På verdensplan ses 1.000-3.000 tilfælde årligt og i USA ca. 10-15 tilfælde,

langt overvejende i form af byldepest.

Smitteveje og reservoir

Gnavere, specielt rotter, og præriehunde er værter for Y. pestis, som kan

overføres til mennesker via loppebid. Man inddeler infektionen efter

symptombilledet i 3 former:

1) Byldepest (84 %), der ses efter loppebid

2) Blodforgiftning (13 %), som ¼ af patienter med byldepest udvikler.

Blodforgiftning kan dog også ses uden et forudgående byldestadie.

3) Lungepest (3 %), der opstår på grund af inhalation eller sekundær

spredning efter blodforgiftning.

Diagnostik

Diagnosen baseres i første omgang primært på det kliniske billede sammenholdt med relevant

rejseanamnese i endemiske områder. Y. pestis kan påvises ved mikroskopi

af lymfeknudemateriale, blod, opspyt eller cerebrospinalvæske. De fleste

isolater af Y. pestis producerer et F1-antigen, som kan detekteres i serum

ved hjælp af immunoassay. PCR kan anvendes til påvisning af DNA fra Y.

pestis.

Behandling Sygdommen behandles med ciprofloxacin 500 mg x 2 p.o. + rifampicin 900

mg x 1 p.o. i 2 uger eller gentamycin 5 mg/kg/dag i.m./i.v. en gang dagligt i

2 uger. Behandlingsvarighed 10-14 dage. Ved hurtig iværksat behandling er

prognosen god. Behandlingen er i øvrigt symptomatisk, dvs.

respiratorbehandling og væsketerapi.

Forebyggelse Den bedste måde til forebyggelse af sygdommen er at undgå kontakt

mellem rotter og mennesker.

Personer, der har været i kontakt med patienter med lungepest, skal have

forebyggende antibiotisk behandling i form af doxycyklin i 7 dage.

Ved byldepest behøver man blot at observere kontakter for symptomer før

eventuel start af antibiotisk behandling.

Y. pestis inaktiveres omgående af hypoklorit.

Pesten I Danmark


De befængte (Encyklopædien) Fra Den Store Danske Encyklopædi (Benito Scocozza)

Den 7. juni 1654 skrev Ole Worm til sin lægekollega, Poul Moth:„Gud forbarme sig over os

og nådigt mildne sin vredes svøbe, thi på alle sider omgives vi af befængte.”

Pesten var kommet til København i april måned. Det hed sig, at en pige, der havde været med

et hollandsk skib fra Danzig eller Königsberg, var smittebæreren. Pesten havde siddet på

hendes klæder.

Farsoten bredte sig som en lynild, fra hus til hus, fra gade til gade, fra by til land. I slutningen

af maj blev universitetet beordret lukket. Præsterne fik besked om at læse bønner fra

prædikestolene for at formilde Herren. Færgerejsende fra Korsør til Nyborg fik påbud om at

blive liggende et stykke tid i Korsør eller Slagelse, så man kunne sikre sig, at de ikke var

smittede. Markeder blev lukket, torvedage aflyst, og kongen befalede, at „enhver udi de

gader, hvor nogen sygdom er, skal lade ryge med tjære, enebær, malurt eller andet deslige …”

Borgmestre og råd skulle sørge for, at gaderne blev holdt rene, og at de klæder, de pestdøde

havde båret, ikke blev solgt, „på det at sygdommen ej derved på andre steder, som allerede

sket er, skal udspredes”.

Ole Worm beskrev sygdommen i et brev til sin søn: „Det er en meget heftig sygdom, som i

løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ens hos alle, men veksler

med temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig

straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og

gustne pletter…”

Universitetets medicinske fakultet udsendte en lille lægebog „En kort undervisning, hvorledes

man sig forholde skal i pestilens”. Den frarådede de traditionelle kure, lavement og

åreladning, som blot ville svække patienten, og anbefalede i stedet svedfremkaldende midler.

Men i virkeligheden stod man magtesløs over for pestens rasen. „Den dræber over 600 hver

uge,” skrev Ole Worm i slutningen af juli. I alt dræbte den op mod 10.000 mennesker, næsten

en fjerdedel af byens befolkning.

Pesten ramte høj som lav. Men der var trods alt en større dødelighed blandt fattigfolk end

blandt de fornemme, som kunne forlade byen. Professorerne ved universitetet ilede til

provinsen. Kun Ole Worm, der var rektor i 1654, blev tilbage sammen med nogle få kolleger.

Allerede i maj var hoffet flygtet til Kolding og senere til Slesvig. Den svenske gesandt, der

selv var rejst til Norrköping, da pesten nåede hans opholdsby, Helsingør, skrev i september, at

„kongen og dronningen er endnu i Flensborg, hvor de agter at blive en tid for denne heftige

smitsomme sygdom, der breder sig over hele landet”.

Selv nødforordningerne i anledning af pesten sørgede for at bevare standsforskellen. For at

begrænse smitten var det vigtigt, at de pestdøde blev hurtigt begravet. Men ligene af de

gejstlige, borgmestre, rådmænd „og vores fornemste betjente af borgerstanden samt de

fornemste købmænd” fik dog lov til at stå fire dage over jorden, mens „de andre indvånere,

borgere eller hvem de og være kan” skulle begraves på anden eller tredje dag.

Pesten klarede sig bedst i et fugtigt og halvvarmt vejr, hvor den trivedes ved blandingen af

mangel på personlig hygiejne, svineriet på gaderne og de uhumske lokummer eller blot huller

med lort, der fandtes i baggårdene. Men da vinteren kom – og vintrene var kolde i 1600-tallet,

med mange minusgrader og tilfrosne sunde og bælter – frøs pesten ihjel.

Pesten I Danmark


Den 3. februar 1655 fik borgmestre og råd i København i hvert fald ordre til „at rense alle

gader og stræder, især hvor sygdommen mest har grasseret, ligesom de huse, hvor

befolkningen kan være uddød, og som endnu ikke er åbnede”.

Pesten i Europa og Levanten Fra EMU (emu.dk - gymnasierne) af Peter Christensen, Lektor, Københavns Universitet

Forholdet mellem menneskene og sygdomsvoldende mikroorganismer er et centralt

problemfelt for økohistorien. Denne artikel er en sammenfatning af et forskningsprojekt, som

jeg netop har påbegyndt med støtte fra Carlsbergfondet. Projektet har den uelegante (og derfor

også foreløbige) titel "Pesten i Europa og Levanten: en komparativ undersøgelse af årsagerne

til sygdommens forsvinden." Af pladsmæssige hensyn er der i det følgende set bort fra

pestforløbet i Levanten (d.v.s. Osmannerriget).

Indledning

Epidemiske infektionssygdomme har været et grundlæggende menneskelige livsvilkår i de

sidste 4-5,000 år. Det betyder ikke, at mennesker i fortiden konstant var plaget af hyppige og

dødbringende epidemier. Sygeligheden har varieret meget både i tid og rum. Selv om enhver

repræsentativ kvantificering er umulig, tyder meget på, at visse perioder - f.eks.

højmiddelalderen i Europa - var præget af en ret moderat sygelighed. Omvendt har stigninger

i sygeligheden mindst to gange udløst dramatisk demografisk tilbagegang i Europa og

Levanten. Første gang i midten af det 6. årh., anden gang i midten af det 14. årh. Og i begge

tilfælde var årsagen fremkomsten af en ny sygdom, som i dag almindeligvis identificeres som

byldepest. Man taler derfor om henholdsvis den 1. og den 2. pestpandemi (c.540 - c. 750 og

1347/48 - c. 1700).

De hyppige epidemier og dødelighedskriser i tiden fra det 14. til det 18. årh., skyldtes i hvert

fald i Europa også fremkomsten af andre sygdomme, bl.a. tyfus, epidemisk syfilis og den

gådefulde Engelske Sved, men ingen af dem havde tilnærmelsesvis samme demografiske

virkning som de tilbagevendende pestudbrud. Pestens forsvinden fra Europa omkring 1700

må derfor ses som en forudsætning for den efterfølgende vedvarende befolkningstilvækst.

I mere end 300 år rikochetterede sygdommen fra den ene anden af Europa til den anden. Der

synes ikke at have været et eneste pestfrit år, før vi kommer op i anden halvdel af det 17. årh.

Så forsvandt sygdommen pludseligt fra Europa i begyndelsen af det 18. årh. - men fortsatte i

Levanten frem til omkring 1840. Hvorfor? Samtiden var ikke i tvivl om, at administrative

forholdsregler - karantæne og isolation af de syge - var de udslagsgivende faktorer, og det er

påfaldende, at pesten forsvandt fra Levanten i det øjeblik de osmanniske myndigheder

indførte moderne karantænebestemmelser efter europæisk forbillede og med hjælp af

europæiske rådgivere.

De fleste nutidige historikere er uenige, fordi forklaringen tilsyneladende ikke passer med

byldepestens velkendte etiologi. Moderne lægevidenskab har vist, at byldepest spredes af

rottelopper og under normale omstændigheder ikke kan smitte direkte fra menneske til

menneske. Karantæne og isolation vil derfor, selv hvis de håndhæves effektivt, være

virkningsløse. Historikere har i stedet gjort sig overvejelser om rotteresistens (men hvorfor

100 tidligere i Vesteuropa end i Levanten?), indvandring af brune rotter på de sorte rotters

bekostning, øget brug af sten i husbygning m.m., altsammen lige så utilfredsstillende. Pestens

forsvinden anses derfor fortsat for en gåde.

Pesten I Danmark


Hvad er pest?

Det er indlysende, at en diskussion om årsagerne til sygdommens forsvinden, må tage

udgangspunkt i sygdommens etiologi, d.v.s. teorier om dens årsager. Indsigt i byldepestens

årsager og den måde, hvorpå den spredes, stammer imidlertid ikke fra den anden pandemi (og

naturligvis slet ikke fra den første). Datiden gjorde sig mange fantasifulde, ofte også

skarpsindige, men i alle tilfælde fejlagtige overvejelser om sygdommens årsager. At byldepest

hos mennesker udspringer af et kompliceret samspil mellem mikroorganismer, gnavere og

lopper, blev først erkendt under den såkaldte Tredje pandemi i slutningen af det 19. og

begyndelsen af det 20. årh. (c. 1890-c.1950). Hvordan gåden om byldepesten tilsyneladende

blev løst, er en af de heroiske beretninger fra bakteriologiens og mikrobiologiens barndom.

Den er blevet fortalt ofte og skal ikke rekapituleres her. Læger, der arbejdede i Indien og Kina

i 1890'erne og begyndelsen af det 20. årh., opdagede, at sygdommen spredtes fra vilde

gnavere via lopper til den sorte rotte (rattus rattus). Den brune rotte (rattus norvegicus)

spillede også en rolle, men rattus rattus og især én af de rottespecifikke loppearter,

Xenophylla cheopis, var de vigtigste vektorer. Siden har mikrobiologisk forskning føjet flere

detaljer til : man har nu ret klar viden om, hvordan yersinia pestis (pestbakterien) omgår

skiftende værtsorganismers immunforsvar, og hvordan den helt konkret er i stand til at

spredes: når en loppe suger blod (som indeholder bakterier), kan y. pestis v.h.a. et

DNAmolekyle blokere loppens mave. Det sker i lidt over 10% af tilfældene. Loppen trues nu

af sult og dehydrering og tvinges til at suge nyt blod. Bakterien, der også befinder sig i

loppens munddele, overføres på den måde til en ny værtsorganisme. Andre aspekter af y.

pestis' livscyklus er dog fortsat uklare. Det er f.eks. mærkeligt, at en så virulent pathogen som

y. pestis - der så vidt vides ikke kan leve uden for værtsorganismen under normale forhold -

overhovedet har kunnet overleve som art gennem længere tid. Forklaringen må være, at der

blandt rotter og andre inficerede gnavere altid er en del resistente individer (der er næppe

resistente arter). De udgør et smittereservoir, hvorfra byldepesten så med mellemrum kan

brede sig ud i vilde gnaverbefolkninger og derfra i særlige tilfælde til rotter, hvorved der

selvfølgelig opstår risiko for infektion af mennesker.

Både historikere og biologer har i reglen uden diskussion accepteret, at den Sorte Død og de

efterfølgende, tilbagevendende udbrud i den 2. pandemi rent faktisk var identisk med 3.

pandemis byldepest. Den retrospektive diagnose er videre udstrakt til også at gælde den 1.

pandemi (og derfra videre bagud til alle mulige bibelske sygdomme). Identifikationen hviler i

begge tilfælde på de fortidige symptombeskrivelser. I kilderne omtales tumores og bubones

som et markant sygdomstegn. Moderne byldepest er karakteriseret af hævelser i lymfe-

kirtlerne, og det antages så, at de "bylder", som omtales i fortidige kilder, også var hævede

lymfekirtler, og at der altså var tale om samme sygdom.

Bestræbelserne på at identificere gådefulde fortidige sygdomme med sygdomme, lægeviden-

skaben kender i dag, har til formål at give en bedre viden om de fortidige sygdommes

etiologi, end den vi normalt finder i kilderne, hvis ophavsmænd ikke kendte til

mikroorganismer og bakteriologi. At slutte fra kendte, nutidige forhold til mindre kendte i

fortiden, er en legitim fremgangsmåde, som historikere rutinemæssigt benytter sig af. Man

skal bare være opmærksom på, at tilbageslutninger metodisk set ikke er uproblematiske. I den

konventionelle identifikation af 2. pandemis pestilentia og pestis (de betegnelser, der hyppigst

blev anvendt i fortiden) med moderne byldepest lægges der således vægt på visse,

indiskutable symptomligheder (bubones og tumores), det akutte forløb og den høje letalitet

(mellem 65 og 90% af de smittede personer døde).Men så hører ligheden også op. Der er

iøjnefaldende forskelle m.h.t. smittespredning og dødelighed:

Pesten I Danmark


Den Sorte Død bredte sig i Europa med en fart af 2-8 km om dagen. I Osmannerriget bredte

pesten sig i det 18. årh. med mellem 200 og 600 km om året. I Sydafrika bredte byldepesten

sig, trods eksistensen af et ret udviklet jernbanesystem, kun med en fart af 18-20 km om året.

I Sydafrika dræbte byldepesten kun 1505 personer i hele perioden fra 1899 til 1926. Et

veldokumenteret udbrud i Øvre Egypten i 1911-12 resulterede i en samlet dødelighed på 2%.

Byldepesten i Indien, mellem 1896 og 1938, havde tilsyneladende et mere dramatisk forløb:

den samlede dødelighed for perioden 1896-1914 anslås til 12.000.000. Det kan umiddelbart

synes af meget, men malaria dræbte i samme periode omkring 20.000.000, og influenzaen i

1918-1919 dræbte mellem 12.000.000 og 15.000.000. Pestdødeligheden skal selvfølgelig ses i

forhold til Indiens samlede befolkning, der ved århundredskiftet talte omkring 300.000.000.

Den kumulative pestdødelighed frem til 1914 var altså 4%, mens den årlige gennemsnitlige

dødelighed var så lav som 0.2%. I det værste år, 1907, sneg dødeligheden sig op på 0.9%.

Tallene snyder lidt, fordi epidemien hovedsagelig ramte Nordindien. Her var Bombay med

omkring 850.000 indbyggere et af de hårdtest ramte områder. Den gennemsnitlige

pestdødelighed i Bombay var i perioden 0.9%. I det værste år, 1903, døde omkring 20.000,

hvilket giver en dødelighed på 2.5%. Selv om dødeligheden enkelte steder nærmede sig de

10% er det samlede billede af byldepesten klart: den kan m.a.o. ikke have været påfaldende

smitsom. Og den smittede under ingen omstændigheder direkte fra menneske til menneske.

Der meldtes som regel kun om et enkelt tilfælde per husstand, og der var ingen forhøjet

smittefare for plejepersonalet i Indien.

Til sammenligning dræbte den Sorte Død i perioden 1347-51 30-40% af Europas befolkning,

og dødeligheden var mindst lige så høj i Levanten. Det er vanskeligt at danne sig overblik

over de talrige mere eller mindre lokale udbrud, der fulgte frem til begyndelsen af det 18. årh.,

men det kunne se ud til, at udbruddene forblev hyppige igennem det 15. årh. Chalons-sur-

Marne (Nordfrankrig) blev ramt c. hvert 10. år, og Heidelberg blev ramt ca. 10 gange i det 15.

og 10 gange i det 16. årh. I reglen var dødeligheden moderat, d.v.s. 10-20%. I England i det

15. årh. var den gennemsnitlige dødelighed under udbruddene skønsmæssigt mellem 10 og

20%, og i Firenze kostede 1400- udbruddet c. 20% af befolkningen livet. Fra anden halvdel af

det 16. og i det 17. årh. kom udbruddene så med større intervaller, til gengæld kunne

dødeligheden lokalt nå et niveau, der kan sammenlignes med den Sorte Død. Det gjaldt f.eks.

London 1592-93 (40-50%), Brescia 1576 ( 42.6%), Venedig 1630 (30%) Milano 1631 (50%),

Malaga 1678 (74%), København 1711 (30-40%), Marseille 1720 (50%) og Moskva 1771

(25%). Regionalt forblev dødeligheden dog betydeligt under den Sorte Død. Udbruddet i

Spanien i 1599-1602, der var det værste efter den Sorte Død, dræbte omkring 10% af

Castilliens befolkning. Som det ofte er blevet understreget, lå pestens demografiske betydning

ikke så meget i de spektakulære katastrofer som i den kumulative virkning af regelmæssigt

tilbagevendende udbrud. Under alle omstændigheder tåler byldepesten i Indien ingen

sammenligning med dødeligheden under 2. pandemi.

Pesten i det 14. til 18. årh. var kort sagt langt mere smitsom end den moderne byldepest,

hvilket alle samtidige kilder (med undtagelse af lægevidenskabelige skrifter) også

understreger: sygdommen spredtes ved contagio, d.v.s. enten direkte ved kontakt med de syge

eller indirekte ved kontakt med de syges ejendele, først og fremmest klæder og sengetøj. Hvis

først pesten var kommet ind i et hus, blev alle - eller næsten alle - inficeret. Og at tage sig af

de pestsyge var livsfarligt. Beretningerne om familiemedlemmer, præster, sygeplejere,

ligbærere, advokater o.a. der blev på deres poster, sørgede for de syge og så selv døde er så

talrige, at det er overflødigt at give konkrete eksempler her.

Hertil kommer, at biologer har påpeget, at der efter alt at dømme slet ikke var rotter nok i

Europa, især Europa nord for Alperne, til at sprede byldepest. Hvis Den Sorte Død virkelig

var byldepest, må den i sammenligning med 3. pandemi have spredt sig gennem rotte-

Pesten I Danmark


befolkninger med usandsynlig stor hast. R. rattus, den sorte rotte, bevæger sig i følge moderne

undersøgelser inden for en radius af 100 m fra sit levested, og man må formode, at en pestsyg

rotte bevæger sig meget lidt. Den dokumenterede pestspredning under den Sorte Død må

derfor som minimum have forudsat, at der i Europa i det 14. årh. eksisterede en stor,

sammenhængende rottepopulation, også i det åbne land. Men R.rattus hører hjemme i

troperne og subtroperne. I Europa nord for Alperne kan den kun have udbredt i relativt få og

små menneskeskabte nicher, f.eks. havnebyer. Og de har næppe været i stand til at forlade

disse nicher og sprede pest over store områder. Rotteloppen Xenopsylla. cheopis, der ifølge

de indiske undersøgelser var langt den mest effektive vektor, trives lige som sin vært bedst i

tropiske og subtropiske omgivelser. Den foretrækker temperaturer mellem 20° og 25° C og

dør faktisk ved temperaturer under 7° C. De klimatiske forhold i Europa har ikke været

gunstige, ikke engang om sommeren eller inden døre.

På Island optrådte pesten (plágan) to gange: 1402 og 1494/95. Begge gange med kolossal

dødelighed til følge. Men der er og var ikke rotter på Island.

Til støtte for rotte-loppe teorien anføres det ofte, at pesten i Europa var en udpræget

sommersygdom. Vinterepidemier burde næsten per definition være udelukket. Men i England

kulminerede den Sorte Død i foråret 1349, ikke om sommeren, og den spredtes i øvrigt

gennem det øvrige Europa både vinter og sommer. Faktisk synes efteråret (august til oktober)

at have været den almindelige pestårstid i Vesteuropa under den 2. pandemi - og epidemier i

november-december var lige så hyppige som i juni-juli. Den danske læge Christian Morsing

bemærkede i 1546, at

"Alligevel er Pestelentze en saa underlig oc saa forgifftig Siuge (...) Thi hun kommer stundom

om Vinteren / stundom om Sommeren / om Vaaren eller om Høsten."

Der er blevet gjort flere forsøg på at forklare forskellene ved at postulere alternative

smittemåder. Lungepesten, en næsten 100% dødelig infektion som smitter som dråbeinfektion

direkte fra menneske til menneske, skulle f.eks. have været almindelig under 2. pandemi. Den

Sorte Død var ganske vist karakteriseret ved blodspytning, men ellers er der praktisk taget

ingen kildemæssige belæg for påstanden. En anden hypotese siger, at menneskelopper, først

og fremmest pulex irritans, også kan være effektive vektorer. Den kan forklare både

menneske-til-menneske smitten og smitten fra de inficerede klæder, men nok mindre

overbevisende vinterepidemierne (men her kan man så trække lungepesten ind). Den har

derfor vundet en vis anerkendelse, og der refereres til den i den historiske faglitteratur.

Biologer insisterer dog på, at menneskelopper ikke kan være effektive spredere af y. pestis.

De er anatomisk anderledes konstrueret end x. cheopis og lider derfor ikke af den blokade,

som gør x. cheopis til en effektiv vektor. Desuden er mængden af y. pestis i blodet på syge

mennesker for ringe til, at lopper - det være sig menneskelopper eller rottelopper - kan samle

tilstrækkeligt mange bakterier op til at overføre infektionen til et andet menneske.

En mere plausibel forklaring på forskellene mellem den Sorte Død og byldepesten er, at hvis

y.pestis eller en beslægtet bakterie virkelig var årsag til den Sorte Død, så er den siden

muteret, men så er det ikke så relevant at sammenligne med moderne forhold.

Hvad den Sorte Død end var, så var den ikke identisk med moderne byldepest, og det samme

gælder de efterfølgende udbrud under 2. pandemi - med mindre man da vil forkaste hele det

overleverede materiale fra senmiddelalderen og Renæssancen, fordi man dengang ikke havde

kendskab til moderne mikrobiologi eller den Indiske Pestkommissions resultater. Den

retrospektive diagnose er vildledende, og sygdommens etiologi og karakteristika må derfor

tage udgangspunkt i samtidige beskrivelser, selv om de tit er utilstrækkelige og præget af en

mangel på viden om, hvad infektionssygdomme egentlig er. Så må vi erkende, at vi på

Pesten I Danmark


nuværende tidspunkt heller ikke kan sige, hvordan sygdommen smittede. Til gengæld bliver

diskussionen om karantæne og andre præventive foranstaltninger igen aktuel.

Forholdsreglerne

Hvilke forholdsregler og foranstaltninger man kunne og burde træffe mod pestilentia - både

fra myndighedernes og enkeltpersoners vedkommende - var selvfølgelig bestemt af de tanker

man gjorde sig om sygdommens årsager. For overblikkets skyld kan samtidens

årsagsforklaringer inddeles i (1) de overnaturlige og (2) de naturlige. Den ene type

udelukkede ikke den anden. Da den Sorte Død kom til Tournai (Flandern) søgte bystyret både

at gribe ind over for utugt, terningspil (som jo ofte var årsag til banden og sværgen) o.a.

moralske forseelser og samtidig at sikre hurtig og effektiv begravelse af de døde (formentlig

for at forhindre smitte).

Både i Europa og Levanten hvilede de overnaturlige forklaringer på tanken om at sygdommen

var Guds straf for synd og moralsk forfald. Biblen gav adskillige autoritative eksempler på at

Gud også i fortiden havde benyttet dødbringende epidemiske sygdomme ("pest") til at straffe

menneskene. Den katolske Kirke i Europa var fortaler for denne forklaring, og den var

populær, fordi den gav sygdommen en højere mening og hjalp til den psykologiske håndtering

af katastrofen.

Den logiske reaktion var at formilde (eller manipulere om man vil) Gud ved at angre og gøre

bod. Man kunne henvende sig direkte til Gud eller indirekte gennem diverse helgener og

Jomfru Maria. Inden for et sådan tankesæt var flagellantbevægelsen under den Sorte Død en

ganske logisk og konsekvent reaktion. I de følgende århundreder refererede både offentlige

forordninger og diverse pestskrifter med større eller mindre overbevisning til Guds straf som

en rutinemæssig besværgelse, inden man gik over til at diskutere praktiske foranstaltninger.

De universitetsuddannede læger havde lige fra den Sorte Døds begyndelse betragtet

sygdommen som et ganske naturligt fænomen, som ikke krævede overnaturlig indgriben for

at blive forklaret. Den etablerede lægevidenskabs forståelse af verden hvilede i det 14. årh. på

den hippokratisk-galeniske humoral-patologi som bearbejdet og formidlet af middelalderens

muslimske autoriter, frem for alle Ibn Sina (Avicenna). Sidstnævnte lagde mere vægt på

astrologiske faktorer end Galen havde gjort det i det 2. årh. e.Kr. D.v.s. han hævdede at

himmellegemernes bevægelse, positioner og konjunktioner havde direkte indflydelse på

jorden.

Da fremtrædende læger - ofte på opfordring fra myndighederne - under den Sorte Død udgav

en række traktater med forklaringer på sygdommens opståen og med gode råd (concilia) om

hvordan man burde forholde sig, lagde de vægt på astrologiske faktorer som den egentlige

eller yderste årsag.

Da de forskellige traktater siden blev kopieret, bearbejdet og plagieret knæsattes hurtigt en

videnskabelig standard-forklaring, som forandrede sig overraskende lidt i løbet af den 2.

pandemi. En fremtrædende læge som Guy de Chauliac, der selv havde gennemlevet den Sorte

Død og Pestis Secunda afviste hånligt de "folkelige" forestillinger og gav så en klar

formulering af den egentlige årsag: en uheldige planetkonjunktion i Vandmandens Hus havde

skabt den nære årsag : miasma, d.v.s. ond og forgiftet luft. Indåndede man miasmaen,

forårsagede den forrådnelse og dermed en akut ubalance mellem kropsvæskerne. Kroppens

naturlige reaktion var at udskille den giftige materie og derfor dannedes de karakteristiske

bubones og apostemata. Hvor syg man blev, og sygdommens konkrete forløb måtte helt

logisk afhænge af den enkeltes konstitution. For lægerne var pesten teknisk set ikke en

specifik sygdom, men en snarere en tilstand, et sæt af symptomer eller "tegn" som kunne have

forskellige årsager.

Pesten I Danmark


Lægevidenskabens råd mod pesten var derfor individuel profylakse. Man burde undgå

miasma - enten ved flugt eller, hvis det ikke er muligt, ved rensning af luften i boligen ved at

brænde vellugtende træ, krydderier m.v. Og man skulle bevare eller genoprette den rette

balance gennem diæt eller evt. åreladning. Indtil det 17. årh. synes lægevidenskaben at have

været decideret uvillig til at diskutere offentlige og kollektive foranstaltninger.

Myndighederne handlede derimod ud fra den antagelse, at sygdommen smittede og at

kollektive præventive foranstaltninger var nødvendige. De norditalienske bystater og

fyrstendømmer (Venedig, Milano, Firenze o.s.v.) iværksatte tidligt omfattende mod-

forholdsregler og etablerede fra slutningen af det 15. årh. permanente sundhedskommissioner,

der ikke blot skulle håndtere pestudbrud, men også generelt overvåge forandringer i syge-

ligheden. Nord for Alperne var man knap så konsekvente. Ansvaret for modforholdsregler

hvilede i begyndelse på de lokale bystyrer og byråd (i hvilket omfang, der blev truffet

foranstaltninger i landdistrikterne, er uklart). De udviklede et ret ensartet sæt af præventive

forholdsregler, som blev sat i værk når pesten truede:

Moralsk oprustning: (jvnf. eksemplet Tournai, nævnt ovenfor).

Rengøring af gader, som regel kombineret mod et forbud mod at holde husdyr, især

grise i byerne, fordi snavs og ildelugt kunne forårsage pest.

Forbud mod indrejse og import fra inficerede områder.

Hvis pesten dukkede op i byen iværksatte man dernæst

Opretholdelse af den sociale orden: kontrol med fattige og vagabonder, øget

politiindsats for at beskytte forladt ejendom, forbud mod at udpegede

øvrighedspersoner flygtede fra deres poster m.v.

Regler for hurtig og effektiv begravelse, som regel kombineret med forbud mod

forsamlinger (større ligfølger, religiøse processioner).

Effektiv adskillelse af syge og raske, enten ved huskarantæne - som med sikkerhed

betød smitte af alle i husstanden - eller ved at overflytte syge til særlige pesthospitaler,

lazaretter. Forbud mod genbrug af tøj og sengeklæder.

Reglerne afspejlede de verserende forestillinger om sygdommens årsag og måde at spredes på

- fra Guds straf til miasma og contagio. Det ses også, at forholdsreglerne måtte have

omfattende sociale og økonomiske konsekvenser, som byrådene måtte afveje og som ikke just

opfordrede til hurtig og konsekvent indgriben.

I løbet af det 15. årh. blev reglerne standardiserede, og i det 16. årh. oprettede mange franske

og tyske byer efter italiensk forbillede sundhedskommissioner med vidtstrakte beføjelser til at

håndtere epidemierne, men til forskel fra Italien forblev disse kommissioner midlertidige

(med undtagelse af visse havnebyer som Marseille). Indsatsen mod pesten forblev derfor u-

koordineret, indtil de centrale myndigheder i løbet af 16. og især 17. årh. greb ind som led i

den generelle centralisering af statsmagten på lokale myndigheders bekostning. I forhold til

pest gav centraliseringen sig udslag i øget koordinering og standardisering af pestregula-

tiverne og iværksættelse af karantæne af hele regioner, først og fremmest i Spanien og

Frankrig. I England, hvor der slet ikke havde været offentlige forholdsregler før 1518,

udstedte the Privy Council i 1578 et meget omfattende, landsdækkende regelsæt. Efter det

store centraleuropæiske udbrud 1709-13 begyndte Østrig-Ungarn i 1728 etableringen af den

permanente cordon saniataire mod de osmanniske besiddelser på Balkan. Det tog sin tid, men

Østrig-Ungarn og Centraleuropa forblev herefter stort set pestfri, selv når sygdommen rasede

på Balkan.

Pesten I Danmark


Hypotesen er derfor, at det i løbet af 16. og 17. årh., da de europæiske stater i stigende grad

greb ind med centraliserede foranstaltninger, faktisk lykkedes at bremse pestspredning i selve

Europa. Der blev længere mellem udbruddene, men når smitten af den ene eller den anden

grund slap uden om kontrollen kunne konsekvenserne være alvorlige, som f.eks. i Marseille i

1720 (eller København i 1711).

Der fremføres som regel to argumenter imod hypotesen om karantæneforanstaltningernes

effektivitet: det første tager udgangspunkt i den retrospektive diagnose. Hvis (bylde)pest

spredes af rotter og rottelopper er karantæne af mennesker i sagens natur virkningsløs. Denne

indvending falder bort, hvis det accepteres at pest i fortiden ikke var identisk med moderne

byldepest. Det andet, mere tungtvejende argument er, at de europæiske stater uanset

intentioner ikke praktisk var i stand til at håndhæve en effektiv karantæne over for smuglere,

flygtninge o.s.v. Som eksempel peges ofte på pesten i Marseille og Provence (1720-22). Men

vi ved ret nøje, hvad der skete i Marseille, da pesten brød ud. Pesten kom med et skib fra

Syrien, og karantænereglerne blev bevidst omgået af folk med forbindelser til bystyret og

interesse i at afsætte ladningen af bomuld hurtigt. Desuden tøvede bystyret med at acceptere

lægernes diagnose, fordi man frygtede indgreb fra centralmagten. Inden da havde der ikke

været pest i Marseille siden 1664, selv om skibe fra byen konstant havde anløbet syriske og

egyptiske havne, også under de hyppige pestudbrud i Levanten. Pesten i Marseille er en grim

historie om embedsmisbrug og grådighed, men understøtter hypotesen om, at karantæne

under normale omstændigheder var en effektiv foranstaltning.

Hypotesen støttes også af den kendsgerning, at pesten blev ved med at bryde hyppigt ud

Nordafrika, Egypten og Levanten gennem hele det 18. årh. og begyndelsen af det 19. årh. Et

udbrud i Tunis dræbte et sted mellem 17 og 30% af befolkningen, mens et udbrud i 1818-20

skønsmæssigt dræbte 25-30%. I Sarajevo skal pestdødeligheden i 1814-15 have nået 30%, og

endnu så sent som i 1834-35 kostede pest omkring 30% af befolkningen livet i Cairo og

Alexandria. Vesteuropa forblev uberørt heraf (med undtagelse af Messina i 1743). I 1838

indførte den osmanniske sultan så europæiske forholdsregler, hvorefter sygdommen forsvandt

i løbet af et par år.

Der kan næppe føres et egentlig bevis for at karantænen fik pesten til at forsvinde. Men

historikere gør heller ikke i beviser, men derimod i plausibilitet. Pestens forsvinden var

resultat af et komplekst sammenspil mellem biologiske, psykologiske, politiske og sociale

variable, og jeg har ikke været rundt om dem allesammen. Sammenligningen mellem Europa

og Levanten sandsynliggør dog, at karantæne og præventive foranstaltninger i det hele taget

må have været udslagsgivende faktorer.

Den sorte død Fra Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave)

Død, den sorte, kaldes en Epidemi af Bubonpest, der c. 1342 begyndte i Centralasien, nær

Himalaja, efter nogle i Kina og et Land Khita, efter andre i det egl. Indien. Hvorledes Pesten

naaede til Europa, er ikke sikkert, antagelig har den fulgt Handelsvejene, af hvilke i ethvert

Fald den ene, over Buchariet til det sorte Hav, førte til det Sted, fra hvilket den første europ.

By Konstantinopel blev smittet. Kejser Johannes VI Kantakuzenes af Byzans (1341-55) og

Nikeforas Gregoras meddeler overensstemmende, at Pesten kom til Konstantinopel over

Pontus fra Egnene omkr. Don. Derfra bredte den sig over Thrakien og Makedonien,

Grækenland, Arkipelaget, Syrien, Judæa, Libyen og Ægypten hele Middelhavets Sydkyst

rundt. Medens Pesten kun langsomt naaede frem over Land, bredte den sig hurtigt med

Skibsfarten. Middelhavslandene erobrer den 1348, næste Aar naar den Mellemeuropa,

England og Skandinavien, breder sig saa langs Østersøens Kyst 1350 (Gotland, Kurland) og

Pesten I Danmark


anfalder Rusland 1352, hvor den sydlige Del, der havde lidt uhyre i Epidemiens Begyndelse,

ikke angribes igen.

Studiet af en Mængde Krøniker har vist, at Pesten har hersket hvert Sted, den kom, i fire til

seks Maaneder, at den antog Formen af Lungepest paa de Steder, der blev angrebne ved

Vintertid (Tyrol, England, Norge), men at Sygdommen ofte antog den hyppigere Form af

Byldepest ved Foraarstid. Endvidere viser det sig, at Sygdommen af og til kunde optræde

igen, dels ved at tidligere ikke inficerede Steder nu blev smittede, dels ved Genoptræden af

nye Epidemier, saa at Pesten 1349-1366 er en staaende Sygdom i Europa, snart udgaaende fra

et Sted, snart fra et andet.

Pestberetningerne omtaler mange sære Tegn som Forbud paa Epidemiens Komme (Kometer,

Jordskælv, Masseoptræden af Frøer, Firben, Slanger o. l.). Enkelte Gange omtales tillige stor

Dødelighed mellem Rotter og Mus, hvad der nu har sin Interesse under Hensyn til

Smitteoverførelsen ved Pest. Dødeligheden bl. Mennesker var uhyre; i Neapel døde 60000, i

Venedig 100000, i Ragusa 7000. I Wien, hvortil Pesten var naaet 1349, døde dgl. 500 til 600

Mennesker, og i Siena, fra hvilken By mange var flygtede, døde 80000 af en Befolkning paa

noget over 100000. Marseille mistede 57000 Indbyggere, Paris 50000, London 100000.

Til Danmark kom Sygdommen 1349, uvist hvorledes, men efter et Sagn ved et norsk Skib,

der kom fra England og strandede i det nordlige Jylland, da hele Besætningen var død. I det

flg. Aar rasede den i al sin Heftighed; men de Oplysninger, man har derom, er kun meget

ufuldstændige; men det maa dog antages, at omtr. Halvdelen af Befolkningen døde. Store

Distrikter laa fuldstændig øde efter Pesten, saaledes endnu 20 Aar efter 98 Gaarde og Møller

og 71 Huse i Roskilde Stifts Besiddelser. Valdemar Atterdag byggede 1357 et Slot i Randers

af 11 nedbrudte Kirker, og om Bornholm, der blev særlig stærkt medtaget, fortælles det

karakteristiske Sagn, at alle de Overlevende, der samledes i Clemens Sogn, ikke kunde

fortære en Lammekrop. 1354 udstedtes paa et Danehof i Nyborg Amnesti p. Gr. a. den store

Mangel paa Folk. Dødeligheden i Slesvig og Holsten skal have været endnu større end i

Kongeriget, ja for Slesvigs Vedkommende skal ikke en Femtedel være blevet tilbage.

Til Norge naaede »Store Mannadauen«, som den kaldtes her, 1349, rimeligvis bragt med et

Skib til Bergen, og den rasede til ind i 1350. Hele Kirkesogne uddøde i afsides liggende

Fjeldegne, og først efter mange Generationer fandtes disse Steder igen (»Finddale«). Paa een

Dag begravedes i Bergen 80, deriblandt 14 Præster og 6 Diakoner. Alle Norges Bisper paa

een nær døde. Der døde saa mange Præster, fordi de var særlig udsatte, da de ikke alene var

Sjælesørgere, men ogsaa Læger, at man maatte ansætte unge Personer paa 18 Aar som

Præster. Det siges, at kun en Trediedel af Befolkningen blev i Live. Til Island og Grønland

kom Pesten slet ikke, da der et Par Aar ikke kom noget Skib derop.

Til Sverige, hvor Sygdommen kaldtes »Digerdøden« ell. »Stordøden«, kom den, rimeligvis

fra Norge, 1349, men naaede ogsaa her sit Højdepunkt 1350. Den rasede lige saa voldsomt

her som andre Steder, mange Sogne uddøde, i Sthlm var »Gaderne bedækkede af døde

Legemer«. I Uppland skal kun en Sjettedel af Befolkningen være blevet tilbage, og det siges,

at der alene i Vestergötland døde 466 Præster, hvori formentlig Munke er medregnede. I

Värmland, hvor Sygdommen kaldtes Degermansdøden ell. Fläckdøden, skal i et enkelt Sogn

hele den overlevende Befolkning kun have bestaaet af en Kone, en Dreng og to Piger, der

boede langt fra hverandre. Fra Sverige bredte Pesten sig 1350 til Finland, til de vestlige russ.

Prov. 1351, til selve Rusland 1352.

Af de Beskrivelser af Sygdommen, som man har, fremgaar det, at det var den orientalske

Bubonpest, der var umaadelig smitsom, begyndte med stikkende Smerter, stærke

Kulderystelser, Pestbylder, Koldbrand, sort tør Tunge og en frygtelig stinkende Aande,

Pesten I Danmark


vistnok hidrørende fra Lungekoldbrand. Ofte kom der voldsomme Blodspytninger, der

uvægerlig medførte Døden. De fleste døde i Løbet af et Par Dage.

Efter den Tids Opfattelse maatte Sygdommen sættes i Forbindelse med Himlens Straf for

Menneskenes Synder, og dette gav Anledning til Forholdsregler fra Præsternes Side i Form af

Messer, i Pilegrimstog (Flagellanttog), der i Beg. vakte stor Tilslutning, medens paa den

anden Side andre hengav sig til vilde Udsvævelser, saaledes som Boccaccio, der var

Øjenvidne til Epidemien i Firenze, fortæller, idet man ansaa Pesten som Forløber for den

yderste Dag. Mange flygtede, andre spærrede sig af fra Omverdenen, saaledes Pave Clemens

VI i Avignon, atter andre forsøgte ved Antændelse af store Baal, Rygninger med Enebær og

Eddike at beskytte sig. Lægemidler anvendtes naturligvis i Massevis, navnlig Theriak,

sveddrivende Midler og Vin. Dernæst anvendte man Signen og Manen og Anraaben af

Helgener, navnlig St Roch. I Mellem- og Sydeuropa fandt store Jødeforfølgelser Sted, da man

beskyldte dette Folk for at forgifte Brøndene.

Endnu 550 Aar efter lever Sagn om den frygtelige Farsot. Man fortæller, at den opfattedes

som en Straf for Krudtets Opfindelse, at de faa Efterlevende drog rundt og ringede med

Kirkeklokker for at samle de faa endnu levende, og det siges, at Skikken at sige »prosit« (ɔ:

gid det maa gavne) ell. det danske »Gud velsigne dig« hidrører fra denne Tid, da Sygdommen

begyndte med Nysen. (Litt.: Ilmoni, »Bidrag till Nordens Sjukdoms-Historia« [1-3,

Helsingfors 1846-53]; C. Lange, »D. s. D.« [i »Dansk Maanedsskrift« 1862]; F. V. Mansa,

»Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedsplejens Historie i Danmark« [Kbhvn 1873]; A. L.

Faye, »D. s. D.« [Kria 1880]; Oversigt over Kria Vid. Selsk. Møder 1894, S. 2; G. Sticker,

»Die Pest« [Giessen 1910]; K. Sudhoff, »Pestschriften aus den ersten 150 Jahren nach der

Epidemie des schwarzen Todes 1348« [Arch. f. Gesch. d. Med. IV og ff.]).

(G. N.). J. S. J.

Hvad er pest? Fra www.mogwai.dk (Skrevet af nyuddannet lærer fra CVUJelling)

Pest er en gammel sygdom, som man har beskrivelser af siden oldtiden. Gennem historien er

sygdommen blusset op fra tid til anden, har nået et stort omfang for atter at forsvinde.

Pestepidemier kendes i Europa ind til 1700-tallet, hvorefter der ikke har været udbrud på vort

kontinent. I det 20. århundrede kendes en epidemi i Manchuriet i 1921 med millioner af døde.

Sygdommen eksister stadig i Indien og Centralasien men kan behandles med antibiotika.

Pest skyldes en bakterie, der overføres af blodsugende lopper. Under Den sorte Død, som

hærgede det meste af Europa i midten af 1300-tallet, var værtsdyret den sorte rotte, som på

dette tidspunkt var vidt udbredt. Den sorte rotte lever i umiddelbar nærhed af mennesker

samtidig med, at den bevæger sig over store afstande, og netop denne kombination blev

afgørende for pesten udbredelse. Når rotten blev syg forlod lopperne den til fordel for en ny

vært, som ofte var et menneske. En syg rotte vil søge varme, som den kunne finde i

sengehalmen. Pestlopperne var ikke levedygtige på mennesker, men et enkelt loppebid var

ofte tilstrækkeligt til at blive påført smitten.

Pesten optræder i tre former, skønt den stammer fra en og samme bakterie:

1) Byldepest – karakteriseret ved store, meget smertefulde bylder. Hvis bylden brister

inden for en uge, ligger overlevelseschancerne mellem 10 og 40%.

2) Blodpest, der er en forgiftning.

Pesten I Danmark


3) Lungepest, hvor der sker voldsomme blodopkast. Denne form smitter direkte fra

menneske til menneske, inkubationstiden er nede på et par timer, og ofrene dør inden to

døgn. Dødeligheden for blod- og lungepest er 100%.

Det er blodpesten, der har lagt navn til Den sorte Død. Mørke pletter – forårsaget af

blødninger under huden – dækker kroppen

En anden, og nyere, teori er dog, at pesten ikke kunne skyldes en bakterie, da den spredte sig

så hurtigt, at der måtte være tale om et virus.

Pesten kommer til Europa

Pesten, som hærgede i Danmark fra 1348-52 startede formentlig i Asien i begyndelsen af

1340-erne og nåede til Krim i 1347. Herfra er den med handelsruterne ført til Europa. I de ca.

fire år Den sorte Død rasede blev Europas befolkning næsten halveret. Antallet af pestens ofre

er dog meget usikker. For det første er kendskabet til befolkningstallene i middelalderen ret

beskedent, og for det andet var datidens skribenter ikke særlig omhyggelige med statistikker. I

Avignon skulle der således i 1348 være dobbelt så mange pestofre, som man ved byen

rummede. Man ved derfor ikke, hvor mange ofre Den sorte Død krævede i Danmark.

Omkring år 1250 er Danmarks befolkningstal anslået til omkring 1 million, i 1400 falder det

til mindre en ¾ million og lå igen på niveau med vikingetidens indbyggerantal. Man må dog

ikke fristes til at drage den hurtige konklusion, at 250.000 danskere er død af pest. Inddragelse

af nye dyrkbare områder var opbrugt. Selv de dårligste jorde var taget i brug, og mange steder

kunne de nye gårde ikke brødføde husstanden. Mange levede derfor på sultegrænsen. Den

dårlige ernæring må selvsagt have haft en negativ indflydelse på dødeligheden i befolkningen.

I Sverige skulle 200.000 af landets samlede befolkning på 600.000 være død af pest på

mindre end et år.

Man kan ikke nøjagtigt vide omfanget af pesten hærgen. Mange beretninger bygger på

overleveringer. I Nr. Vilstrup ved Vejle er der en bakke, som bærer navnet Grædebjerget.

Historien fortæller, at netop dette sogn var så hårdt ramt af pesten, at kun to børn overlevede

epidemien. De skulle, ifølge overleveringen, have siddet på bakketoppen og grædt deres salte

tårer, fordi hele landsbyen var blevet udslettet. Historiens troværdighed er måske ikke det

afgørende i denne forbindelse. Den fortæller blot, at pesten krævede mange dødsofre. For

foden af bakken ligger der i dag en villa, som bærer navnet ”Grædbjerghus”. Huset, som er

bygget der, er et eksempel på, at de historiske overleveringer stadig lever.

Denne lokale historie fra Nr. Vilstrup falder i øvrigt fint i tråd med handlingen i andre sagn

fra andre sogne rundt i landet. Ifølge flere overleveringer er der den samme røde tråd i

historierne. Eksempelvis: En dreng, som tror, han er den eneste overlevende på jorden, ser en

dag en røgsøjle i det fjerne. Han begynder den anstrengende vandring for at finde ud af,

hvorfra røgen kommer. Røgsøjlen kommer fra et bål, og ved ilden sidder en pige, som også

tror, at hun er den eneste overlevende. De to flytter sammen og stifter familie, og fra disse to

stammer alle nulevende på den egn, hvor historien bliver fortalt.

Den almene hygiejne og lægevidenskaben

I middelalderen var de fleste klæder lavet af uld. Tøjet blev derfor ikke vasket så ofte, da

uldtøj er længe om at tørre. Utøj og bakterier havde derfor de bedste forudsætninger for at

trives. Man forbandt ikke dårlig hygiejne med smitsomme sygdomme.

Lægekunstens behandlingsfilosofi havde i middelalderen sin baggrund i den græske

lægekunst. I Danmark er det sandsynligvis Henrik Harpestræng, som introducerede

lægekunsten. Harpestræng, som døde i 1244, var påvirket af Salernoskolen. Denne skole lå i

den syditalienske by Salerno. Her blev der undervist i den græske lægekunst. Foruden den

Pesten I Danmark


traditionelle forskning i urters helbredende virkning, havde man også en betydelig forskning i

kirurgi

I den almindelige, jævne befolkning var behandling ved sygdom som oftest gamle husråd,

som kunne have været overleveret i slægten gennem flere generationer. Man kunne også ty til

kyndige folk, som havde ry for at kunne helbrede. Som et andet alternativ havde man badere

eller bartskærere, som kunne klare mindre operationer såsom åreladning og skæring for

bylder. Som en sidste mulighed kunne man henvende sig til kirken. Kirken kunne også

helbrede, da den katolske kirke besad overnaturlige evner i kraft af relikvierne.

Egentlig lægekunst fandtes kun i tilknytning til hofferne, og deres ekspertise var selvsagt

forbeholdt en snæver kreds. I klostrene kunne munkene dog helbrede med urtemedicin.

Urterne blev dyrket klosterhaverne og munkene kunne dokumentere deres helbredende

virkning. Endvidere findes der her eksempler på, at munkene, med succes, også har klaret

endog komplicerede kirurgiske indgreb.

Hvad gjorde man for at begrænse smitten?

Selv om den generelle viden om smitsomme sygdom var sparsom i middelalderen, var man

klar over, at visse sygdomme spredte sig ved smitte. Isolering i Sct. Jørgensgårdene uden for

byernes porte var forbeholdt spedalskramte. Ved pestepidemier forsøgte man at rense luften

ved afbrændinger af store bål. At den dårlige personlige hygiejne kunne være med til at

sygdommen spredtes hurtigt var man ikke bekendt med. Affald flød i de smalle gader og

lopper og lus var almindelige ”husdyr”, og man kunne derfor ikke tro, at de kunne være

smittebærere af pesten. Kvinderne syntes for øvrigt at have været mere udsatte for at få

sygdommen end mændene. Det kan skyldes, at de holdt sig mere inden døre med det huslige

arbejde, og derved var mere udsatte for den farlige pestbacille end mændene. Man mente dog,

at ”onde dunster” og dårlig lugt kunne overføre sygdommen. Derfor var det af stor betydning

af pestofrene blev begravet hurtigst muligt. Men da pesten var Guds straf for menneskenes

syndige liv, kæmpede man jo mod en overmagt. Man måtte derfor blot overlade sin skæbne til

Vor Herre og håbe på tilgivelse på dommens dag, hvis man levede et gudsfrygtigt liv. Tilmed

havde man den opfattelse, at hvis man undersøgte pestens årsag, ville man blive ramt af Guds

straf og få sygdommen i sig.

I Skibet kirke, ved Vejle, som er en af Danmarks ældste stenkirker, som skulle datere sig til

1050-erne, findes stadig et håndgribeligt bevis på, at man var påpasselig med at begrænse

middelalderens smitsomme sygdomme, såsom kopper, spedalskhed og pest. I koret findes

således en tilmuret åbning, hvorigennem de syge smittebærere kunne modtage nadveren uden

at komme i berøring med den øvrige menighed.

Forklaring på pesten og befolkningens reaktioner

Middelalderens opfattelse af samfundsorden var, at den var indstiftet af Gud. Under Gud var

kongen, der skulle herske over folket, da han var nærmeste forbindelsesled til Vor Herre.

Pesten måtte være Guds straf til menneskene for deres syndige liv, og derfor kunne man ikke

stille noget op imod den. Trods gode råd fra læger og ikke mindst kloge koner og kloge

mænd, så man folk dø fra den ene dag til den anden. Der bredte sig en undergangsstemning i

befolkningen, og man mente, at Dommedag var nær. Kirken prædikede omvendelse og bod,

og skarer drog omkring mens de piskede sig offentligt med læderremme forsynet med pigge

og råbte på nåde. Disse mennesker, som kaldtes flagellanter, mente, at de ved deres selvpineri

kunne formidle Gud til at stoppe epidemien. Den sorte Død gav ligeledes anledning til at

iværksætte jødeforfølgelser, da jøderne også var en del af forklaringen på pesten. De skulle

angiveligt have forgiftet drikkevandet i brøndene for at udrydde alle kristne mennesker.

Pesten I Danmark


Aktionerne mod jøderne startede i Sydfrankrig og flere tusinde jøder er som straf blevet

brændt levende.

I desperation og afmagt over for pesten, søgte flere mennesker tilbage til de hedenske guder i

håb om, at de ville skåne dem og deres egn for sygdommen. Ifølge museumsinspektør, Erik

Kjersgaards bog ”Danmarks p.t. Nyheder”, skulle et par fattige forældre således i 1350 have

ofret deres to børn, en dreng og en pige, ved at lade dem levende begrave.

Dødsangsten gjorde folk desperate. Når det nu var Guds straf, man var oppe imod, som man

jo ikke kunne gøre noget ved, kunne man også vælge at levet livet, som om hver eneste dag

var den sidste. Stik imod lægernes formaninger om forsigtighed med blandt andet fornøjelser

kastede mange sig ud i et vildt orgie med mad, druk og sex. Mænd og kvinder mødtes på

offentlige badstuer til fællesbadning. Det var selvsagt ikke kun af hygiejniske grunde, man

opsøgte disse faciliteter. Kirken rasede naturligvis mod denne livsførelse, uden at præsternes

forbandelser og trusler havde den store indflydelse. Det gjaldt om at tage for sig af livets

glæder. I morgen, eller i værste fald inden aften, kunne man være død.

Konklusion og opsummering

Hos befolkningen i middelalderen var en høj levealder en mulighed men bestemt ingen

selvfølge. Dødelighedsprocenten var høj og især hos de mindste børn. I en børneflok nåede

måske kun halvdelen til deres voksenalder. Det har selvfølgelig også dengang været forbundet

med stor sorg at miste et barn, en søskende, en far eller en mor, som døde i barselsseng, eller

en nær slægtningen. Men sådan var livet – og sådan havde det altid været. Det kunne man

ikke ændre på.

Døden var således noget alle mennesker havde tæt inde på livet. Fra 1348-52, hvor pesten,

Den sorte Død hærgede, bliver Danmarks befolkningstal reduceret med ca. ¼. Mennesker,

som var raske om morgenen, kunne være død inden aften. Hvordan var reaktionen på det, og

fik det indflydelse på den måde levet i dagligdagen blev levet?

Behandlingen ved sygdomme var oftest gamle husråd, som kunne være overleveret i slægten

gennem flere generationer. Man kunne dog konstatere, at disse gamle husråd ikke kunne få

bugt med pesten. Åreladning og kirkens helbredende magt gennem relikvierne havde heller

ingen effekt. Der måtte derfor være tale om Guds straf mod menneskene for deres syndige

livsførelse. Dette var helt klart et tegn på, at Dommedag var nær.

Kirken prædikede omvendelse og skarer drog omkring, mens de piskede sig offentligt med

læderremme forsynet med pigge og råbte på nåde. Den sorte Død gav ligeledes anledning til

jødeforfølgelser, da man mente, at jøderne havde forgiftet drikkevandet i brøndene for at

udrydde alle kristne mennesker. Nogle søgte tilbage til de hedenske guder, for at hente hjælp

her.

Når nu pesten var Guds straf, som man derfor ikke kunne stille noget op imod, kunne man

også vælge at leve livet, som om hver dag var den sidste. Man kastede sig ud i et vildt orgie

med mad, druk og sex. Mænd og kvinder opsøgte de offentlige badstuer, hvor fællesbadning

var en af fornøjelserne. Kirken rasede selvsagt mod denne løssluppenhed, dog uden effekt, da

man jo havde konstateret, at kirken ikke kunne hjælpe.

Man kan konkludere, at pestens hærgen fra 1348-52 fik stor indflydelse på begreber som liv

og død. Livssyn og levevis ændrede sig markant i desperation over, at man stod hjælpeløs

over for epidemien. I dag siger man, hvis der er krise i samfundet, søger folk ud på fløjene i

politik, både venstre og højre, da det hidtil kendte ikke virker tilfredsstillende. Man kan sige,

at befolkningen i middelalderen reagerede på samme måde, da man erkendte, at det man hidtil

havde kendt og gjort ikke havde nogen effekt.

Pesten I Danmark


Den sorte død (Videnskab.dk)

Den sorte død blev nedkæmpet med lovgivning

En stærk statsmagt er helt central for bekæmpelsen af store epidemier. Det viser historien om

udbredelsen af den sorte død i middelalderen, og den lære kan vi overføre på nutidens

influenzaepidemier, mener historiker.

Af: Irene Berg Sørensen, cand.mag.

Først da staten blev stærkere, kunne den effektivt bekæmpe den sorte død, som gav store

bylder på kroppen, dræbte mange og plagede Danmark i 300 år (Foto: Finalgo)

Frygten for en verdensomspændende epidemi er stadig tilstede, her hvor nye tilfælde af den

mexikanske H1N1-influenza igen er konstateret i Danmark. For historien viser, at smitsomme

sygdomme kan blive et lige så ødelæggende livsvilkår som sult og krig for et samfund og

dens befolkning.

Pesten fik i sin 300-årige levetid store konsekvenser for Europas befolkning. Værst gik det ud

over de samfund, som ikke havde en stærk statsmagt til at tvinge sygdomsforebyggende

foranstaltninger igennem, fortæller Peter Christensen, historiker og dr. phil ved Københavns

Universitet.

»Problemet var, at man de fleste steder ikke havde nogen institutioner til at tage sig af pesten.

Der blev udstedt nogle vejledende forordninger. Det er ligesom i dag, hvor man sagtens kan

lave antiryge-kampagner, det betyder bare ikke, at folk holder op med at ryge,« siger Peter

Christensen, der har forsket i pestens udbredelse i middelalderen.

I Danmark fik man først styr på pesten, da der kom en egentlig pestlovgivning på banen i

starten af 1600tallet, hvor man adskilte de syge fra de raske og indførte kontrol med ind- og

udrejse. Og måske skal vi kigge den vej igen, hvis en influenza-pandemi igen rammer verden,

mener Peter Christensen.

Den sorte død slog den svage statsmagt

Da den mest dødelige sygdom i Europas historie ramte Danmark i 1350, var der ingen

danskere, som før havde oplevet en så udslettende epidemi. Den sorte død slog alt. Først 300

år senere fik myndighederne skovlen under smitten.

»Det tog noget tid, før man kom i omdrejninger. Man griber kun forsøgsvist til nogle

foranstaltninger som for eksempel at isolere de syge, så de bliver adskilt fra de raske,« siger

Peter Christensen.

De italienske bystater Venedig, Firenze og Milano lykkedes derimod tidligt med at gribe

effektivt ind mod pesten.

Syge borgere blev anbragt i pesthuse udenfor byen, og der blev oprettet et rapportsystem, som

informerede det administrative system om, hvor sygdommen havde bevæget sig hen.

Derfor var italienerne mere heldige med at holde smitten fra dørene, end andre steder som

f.eks. Danmark, hvor der stadig var en svag statsmagt.

Dansk pestlov var blandt de første

I pestramte tider forsøgte de danske myndigheder at forbyde store forsamlinger til markeder,

og landsbyerne blev opfordret til at samle de syge i afsides huse. Virkningen var dog

begrænset. Smitten blev ved med at komme igen, for kongen havde ikke magt nok over landet

til at kunne gennemtvinge forordningerne på lokalt plan.

Pesten I Danmark


»Det der virkelig kommer til at betyde noget i bekæmpelsen af pest, det er da man får de

større lovindgreb. Det vil sige, da man iværksætter kontrol med ind og udrejse, og da man

bestemmer, hvem der skal betale for pesthusene,« siger Peter Christensen.

Det sker i 1625, hvor Christian den IV indfører en af de første pestlovgivninger i verden. Hver

by skulle stille et hus til rådighed for de pestsyge, og bystyret skulle ansætte en pestmester til

en god månedsløn. Det vil sige en ansvarshavende for isoleringen og behandlingen og omsorg

for de syge.

Loven gjorde kål på den evigt tilbagevendende pest. I hvert fald for en stund.

Den sorte døds sidste stik

I året 1700 udbrød der krig mellem Sverige og Danmark. Og krig betyder sygdom.

»Med Store Nordiske Krig bryder alle administrative rutiner sammen. Det bliver svært at

kontrollere rejsende, og regler fungerer jo kun, hvis de bliver overholdt,« siger historikeren.

Det var især Sjælland, som fik pestens rædsler at føle igen. Sygdommen kom til Danmark i

1710. Alene i København døde denne gang 23.000 ud af 60.000 indbyggere af pest.

»Der var ingen levende, som på det her tidspunkt havde erfaring med pest. Før i tiden havde

alle oplevet, at der havde været sygdomstilfælde i nærheden af dem, og man vidste derfor,

hvordan man skulle undgå at blive smittet. Men nu var der langt færre, som havde den viden,«

siger historikeren.

Peter Christensens kollega dr.phil. i historie Karl-Erik Frandsen er i gang med at skrive en

bog om netop pestudbruddet i Østersøområdet fra 1710 til 1711.

Frandsen fortæller, at reglerne om adskillelse af raske og syge fra Christian IV's gamle

pestlov blev taget i brug igen. Og nye foranstaltninger kom til verden. Skibe fra udenlandske

havne blev sat i karantæne i 40 dage, inden de fik lov til at anløbe havnene. Og hverken

sømænd eller last måtte komme i nærheden af dansk jord, før det var påvist, at var fri for

sygdom.

»Danmark er i 1700tallet blevet mere bureaukratiseret, og statsmagten har mere kontrol over

borgerne end tidligere, og det gjorde det nemmere at holde de syge adskilt, når der var

modstand mod forordningerne,« siger Karl-Erik Frandsen.

Derfor blev pestens dødbringende besøg i fra 1710 til 1711 det sidste, vi så til den frygtede

sygdom i Danmark.

Rejser gør os sårbare

Det betyder ikke, at vi ikke kan opleve voldsomme epidemier igen, siger Peter Christensen.

For infektionssygdomme har altid været et grundvilkår for mennesket, og historien viser, at

der hele tiden dukker nye sygdomme op som den nye mexikanske influenza.

Historikeren mener, at vi på nogle områder er bedre stillet, end fortidens pestramte danskere.

Men vores højtudviklede samfund har også medført en stor ulempe, når vi i fremtiden skal

bekæmpe smitsomme sygdomme.

»Grundlæggende har vi et plus og et minus i forhold til dengang. Vi har en moderne

medicinske teknologi for eksempel vacciner, og vi er hurtige til at identificere sygdommen.

Vores administrative system meget mere effektivt, og vi kan sprede informationer om

sygdommen meget hurtigt via medierne,« siger historikeren.

Ulempen er, at sygdommen meget hurtigt kan rejse fra eksempelvis Mexico til New York,

uden at vi når at registrere den og sætte foranstaltninger i værk.

Pesten I Danmark


»Hvis der kommer en lige så grim sygdom ligesom pesten, så skal vi gøre, ligesom de gjorde i

renæssancen. Adskille de syge fra de raske og kontrollere ind og udrejse,« siger Peter

Christensen.

Den sorte død skyldtes en ukendt sygdom

Byldepesten har i mange år fået skylden for at være den sygdom, som raserede Europa fra

1346 til midten af 1600tallet. Men mange forskere mener i dag, at der må have været tale om

en anden sygdom.

»Det er en gammel forestilling, at Den Sorte Død kom fra Kina,« siger historiker Peter

Christensen.

Da den moderne byldepest dukkede op i Kina i 1800tallet blev den undersøgt af den

schweizisk biolog Alexandre Yersin, som mente, at det måtte være den samme sygdom som

den sorte død. Det er imidlertid kun bylderne ved den moderne sygdom, som stemmer

overens med de symptomer, som er beskrevet i de historiske kilder, siger Peter Christensen.

Den nutidige byldepest er forårsaget af bakterien Yersinia Pestis, som smitter mennesker via

lopper fra inficerede rotter. Men undersøgelser viser, at der ikke var rotter nok i Europa til at

smitten kunne blive så voldsom, som den blev.

»Alle samtidige beretninger viser desuden, at sygdommen smittede fra menneske til

menneske og altså ikke via rotter,« siger historikeren.

Han siger, at man i gamle dage vidste klar besked om, hvilke symptomer der adskilte pesten

fra andre smitsomme plager, selvom lægerne hverken vidste, hvad der forårsagede dem, eller

hvordan man helbredte patienterne.

For historikerne er det ikke så vigtigt, hvad pesten var for en sygdom. Det interessante er,

hvordan samfundet dengang håndterede den dødelige epidemi, og hvilke konsekvenser

sygdommen fik politisk og socialt.

Pest og rotter Fra Videnskab.dk

Forsker: Rotten var ikke skyld i pestepidemi

Det har længe været en kendsgerning, at det var

rotten, som spredte Den Sorte Død gennem Europa.

Men vi kan have dømt en uskyldig, mener den norske

forsker Lars Walløe.

Af: Ingrid Spilde, forskning.no

År 1349 ankom der et skib til Bjørgvin i Norge.

Vistnok.

Og efter det skete, var helvede løs i Norge som i

resten af Europa. I løbet af et par år havde

byldepesten mejet store dele af den norske befolkning

ned. Og efterkommerne efter de overlevende skulle

plages med en række mindre pest-epidemier i

århundreder fremover.

Miniature fra Toggenburg-Biblen fra

1411. Billedet er formodentlig en

beskrivelse af byldepest.

Pesten I Danmark


Det sidste store udbrud rasede i Kina og Indien i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af

1900-tallet og spredte sig også til dels til resten af verden.

Men denne gang var videnskaben imidlertid nået tilstrækkeligt langt til at kunne finde ud af,

hvad der lå bag pestens hærgen:

Bakterien Yersinia pestis - godt hjulpet af den sorte rotte - Rattus rattus og dennes loppe -

Xenopsylla cheopis.

Forskeren, som opdagede bakterien - Alexandre Yersin, havde allerede da en hypotese om, at

den livsfarlige bakterie også havde skylden for tidligere pest-epidemier, inklusiv den

berygtede Sorte Død i 1300-tallet.

Der gik ikke lang tid, inden de fleste læger var enige om, at det førnævnte tvivlsomme

trekløver havde været synderne gang på gang. Senere meldte historikerne sig også i dette kor,

og således har det været lige siden.

Men det er noget, som ikke stemmer, mener Lars Walløe, der er professor ved Det

Medicinske Fakultet ved Universitetet i Oslo.

Må være pestbakterien

Det er godt nok bakterien, som må holdes til ansvar, mener

professoren.

De historiske beskrivelser af den frygtelige Sorte Død

stemmer så godt overens med de karakteristiske

pestsymptomer, at det ikke kan have været nogen anden

sygdom, skriver han i seneste udgave af 'Historisk Tidsskrift' i

Norge.

Der er desuden også fundet DNA fra den rigtige bakterie i

tænder fra nogle af de gamle lig, som er bevaret fra tiden da

pesten hærgede.

Men hvem det var, som spredte den fæle bakterie, er en anden

sag, mener Walløe.

Problemet er nemlig, at der findes forbløffende få spor efter

rotter og deres lopper både i de historiske kilder og i

arkæologisk materiale fra tiden omkring den Sorte Død.

Rotter ravede rundt som var de døddrukne

Koblingen mellem pest og rotter blev gjort blot få år efter, at pestbakterien blev opdaget, og

det er ikke megen tvivl, om at teorien stemmer for epidemierne i Østen, mener Walløe.

»Under pest-epidemierne i perioden 1894 til 1910 i Hongkong, Bombay og landdistrikterne

deromkring var den sorte rotte en vigtig vært for pestbakterien, og rottelopper bragte smitten

videre til mennesker, når en stor del af rottepopulationen var død,« skriver han.

Selv om pesten kun smittede i begrænset omfang mellem mennesker, sørgede rotterne altså

for at sprede den fra hus til hus og fra by til by.

Og hvis man leder i historiske kilder fra tidligere udbrud i de samme områder, er gnaverne

tydeligvis til stede, skriver Walløe:

»Der findes en række historiske beskrivelser - helt tilbage til begyndelsen af 1600-tallet - af

stor dødelighed blandt rotter, før mennesker begyndte at dø af pest. Rotter faldt ned fra

tagbjælker, kom ud fra deres reder og huller, og de ravede rundt, som om de var døddrukne.«

Lars Walløe (Foto:

Universitetet i Oslo)

Pesten I Danmark


Men i de europæiske beskrivelser af den Sorte Død og efterfølgende pest-epidemier i Europa

mangler sådanne beskrivelser. Flere biologer tvivler også på, om den sorte rotte i det hele

taget kunne overleve uden for de store byer, det nordlige klima taget i betragtning.

Kan ikke have været rotter

Walløe mener, at dette er endnu mere aktuelt for det

kolde Norge.

Under norske forhold vil den sorte rotte være

afhængig af opvarmede huse at bo i. Så der er grund

til at tro, at rotten ikke kunne klare sig uden for de

store byer.

Arkæologiske fund kan også se ud til at støtte denne

påstand.

Walløe har sammen med kollegaen Anne Karin

Hufthammer gennemgået alle norske fund af rotter i

arkæologisk materiale fra Middelalderen og fremad

mod 1700-tallet.

»Den påfaldende mangel på knoglerester fra den sorte

rotte fra landdistrikter og fra Hamar, og de sparsomme

fund af rotteknogler i materialet fra de andre

middelalderbyer bør være vigtige argumenter i den

igangværende diskussion om spredningsmekanismer

for pest-epidemier,« skriver forskerne.

Det er fortsat muligt, at pestsmitten kom til

middelalderbyerne Oslo, Tønsberg, Stavanger, Bergen

og Trondheim med skibsrotter, indrømmer de. Og det kan også være, at den sorte rotte stod

for spredning af pestsmitte lokalt i disse byer.

»Det er imidlertid helt utænkeligt, at den sorte rotte kan have været ansvarlig for udbredelsen

af pest-epidemier i landdistrikterne i Norge,« konkluderer forskerne.

Men hvis det ikke var rotterne og deres lopper, som spredte den Sorte Død, hvem gjorde det

så?

Lus og lopper

Walløe mener, at andre småkryb kan bære skylden. Først og fremmest menneskeloppen med

det 'velklingende' latinske navn Pulex irritans, og måske også menneskelusen Pediculus

humanus.

»Lus og lopper fandtes formentlig i meget stort antal i menneskenes tøj og senge i

middelalderen og i tidlig nyere tid,« skriver han.

Nogle forskningsresultater antyder også, at dette kan være tilfældet. En undersøgelse fra 2006

viser for eksempel, at menneskeloppen fuldt ud er i stand til at overføre bakterien Yersinia

pestis fra pestbefængte til raske kaniner.

Walløe mener, at dette lille kryb faktisk spredte pestbakterien mere effektivt, end rotteloppen

kunne have gjort.

Her holder rotterne råd, som Paul

Gustave Doré (1832-1883)

forestillede sig det i 1870.

Pesten I Danmark


Han tror altså, at menneskeloppen P.irritans kan have taget pestsmitten med sig fra menneske

til menneske den gang i 1300-tallet. Og det lille utøj kan også have rejst over længere

afstande.

»Inficerede menneskelopper kan leve i lang tid uden en ny tilførsel af blod, og de kunne

derfor transporteres i tøj, uld og mange andre varer. Denne spredningsmodel kan forklare en

hurtig spredning af pesten, noget rottemodellen ikke kan,« skriver professoren.

Den sorte rotte kan simpelthen ikke have spillet en så vigtig rolle i spredningen af pesten i

Europa, konkluderer han.

Men det er alle ikke enige i.

By-fænomen

»Walløe begår nok en fejl ved at frikende rotten,« mener

dr. Ole Georg Moseng, som er medicinhistoriker og for

tiden arbejder ved Institut for Sygeplejevidenskab i Norge.

I 2006 skrev han en doktorafhandling om netop pesten.

Selv om Moseng må indrømme, at der findes meget få

beskrivelser af rotter under den Sorte Død, tror han

alligevel, de små dyr spillede en stor rolle under

epidemien. De manglende rottehistorier kan skyldes

skrivetraditioner eller andre kulturelle faktorer.

Manglen på rester fra rotter i arkæologisk materiale fra

bygderne er heller ikke noget godt argument, mener

forskeren.

»Stort set alle kilder omkring pest i Norge fra den Sorte

Død til 1654 beskriver sygdommen som et by-fænomen.

På lige linje med andre store epidemier, såsom kolera og

tyfus kommer pesten til Norge med skibe og spreder sig i

byerne. Det er hér, man har kildematerialet fra.«

»Jeg har selv kigget på alle pest-epidemier efter den Sorte Død og fundet omkring 20-25

forskellige epidemier. Ingen af dem kan påvise omfattende sygdomsangreb ude på lande,.«

siger han.

Norske ødegårde intet bevis

Det er altså ikke så sikkert, at den Sorte Død hærgede i hver afkrog af Norge, mener Moseng.

Og det til trods for den norske børnelærdom om den nådeløse Pest, som besøgte selv de mest

afsidesliggende bygder i Norge og lagde husmandsstederne øde.

»Det med de norske ødegårde er interessant,« siger han.

»Hvorfor blev de egentlig lagt øde? Fordi alle beboerne døde af pest? Det er ret tvivlsomt.«

»Det skete formentlig snarere, fordi befolkningstallet blev lavere, og der blev ledigt på bedre

steder og til lavere priser. Ødegårdene ligger typisk i udkantsområder med dårlig jord. Men

pesten slog nok hårdest til i tætbefolkede områder. Så flyttede folk fra ude, hvor kragerne

vender til de ledige jorde, der lå mere centralt.«

»Vi ser en entydig vandring nedad fra de norske fjelde ned til bygderne - fra periferien til

centrum - bortset fra i Nordnorge, hvor folk flyttede ud til fjordene til bedre fiskepladser.«

Ole Georg Moseng. (Foto:

Universitetet i Oslo)

Pesten I Danmark


Flere forklaringer

Moseng mener, at der er mange grunde til at

tro på den klassiske smitteforklaring med

rotterne og deres lopper.

Han siger også, at forskning omkring pest og

menneskets lus og lopper, er tynd.

»Det har aldrig været seriøst påvist, at lus

nogensinde har formidlet pest. Og en del af

den tidlige forskning om Pulex irritans' rolle

har været så mangelfuld, at der er grund til

meget stor skepsis.«

Desuden kan pesten have spredt sig på flere

parallelle måder, mener Moseng.

»Min hovedpointe er, at det er ufrugtbart at

efterlyse forklaringer, som kun bygger på én

sammenhæng - i dette tilfælde med

menneskeloppen som hovedfaktor. Pest har

en enorm bredde i, hvordan den ytrer sig,

både i kroppen, og med tanke på spredning.«

»I nogle tilfælde giver den bylder, som oftest

én stor byld. Men man kan også få sorte

plamager yderst på fingre, næse og tæer, som

ved koldbrand, eller der kan dukke eksem-

agtige udslet op. I andre tilfælde kan personer

dø næsten uden symptomer. De får hovedpine og feber, og omkommer i løbet af 20 timer.«

Epidemier kan udvikle sig helt forskelligt, alt efter hvor de opstår, og hvordan folk opfører

sig, siger Moseng.

»I Indien var bylder næsten den eneste variant, hvorimod i det kolde klima i Manchuriet i

Kina hærgede sygdommen som lungepest, som spredte sig fra menneske til menneske. I

begyndelsen af 1900-tallet indtraf disse epidemier omtrent samtidigt.«

»I øvrigt findes der over 300 forskellige arter af gnavere og dusinvis af loppearter, som har

været sat i forbindelse med spredningen af pest, selv om de ikke alle er knyttet til menne-

sker.«

»Jeg tror sygdommen spreder sig på mange forskellige måder: Mellem mennesker uden noget

andet, via lopper fra menneske til menneske, fra menneske til rotte og tilbage til menneske og

så videre. Jeg mener, det er forkert at tilskrive menneskeloppen en hovedrolle,« siger Moseng

og tilføjer:

»Walløe er for optaget af at finde den 'ene sandhed'. Jeg tror, der er mange sandheder

samtidigt.«

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Kunstneren Theodor Kittelsen forestillede sig i

1896 den Sorte Død som en gammel kone, der

stavrede fra gård til gård og indsamlede sjæle.

Her er pesten på trappen.

Pesten I Danmark


Krig og pest på Amager

Af Birte Hjorth

Sædvanligvis er det en pestsmittet silkevæver, der tilskrives den tvivlsomme ære at have bragt

den dødelige sygdom til Danmark - nærmere betegnet Helsingør - i efteråret 1710. Men er det

den eneste forklaring?

Måske kom pesten snarere til Øresundskystens byer, fordi befolkningen her kom i tæt kontakt

med de mange syge og sårede soldater og matroser fra krigshandlingerne i 1710. Det er i hvert

fald tankevækkende, at de byer, hvor pesten tog hårdest fat, også var de byer, der var fulde af

indkvarterede, syge søfolk fra Den Store Nordiske Krig.

Den Store Nordiske Krig varede i mange år. Fjenden var Sverige og formålet var - endnu

engang - at forsøge at generobre de tabte landsdele hinsides Øresund. Krigen begyndte i 1700

med en kort batalje, holdt pause til 1709 og fortsatte til 1720.

En stor del af begivenhederne foregik langt væk fra København - i Nordtyskland, Skåne og

Bohuslen. Så måske er det derfor, at denne krig ikke har sat sig så fast i den

danmarkshistoriske erindring.

Den danske orlogsflåde var landets styrke i denne krig. Flåden havde station i København og

herfra kunne den operere i Østersøen og Kattegat. Dens hovedopgaver var at forhindre et

svensk angreb på Sjælland og København, at sikre forbindelsen mellem Danmark og Norge

og i øvrigt genere fjendens forsyningslinier i Østersøen mellem Sverige og Nordtyskland.

Flåden bestod af 30-40 store og halvstore linieskibe og fregatter, hver med en besætning på 4-

600 mand og bestykket med 50 100 kanoner. Men der var også mange mindre fartøjer. Det

var således mange tusinde matroser, der krævedes for at holde den danske orlogsflåde

sejlende.

Alle disse folk blev dels udskrevet fra danske og norske kystområder og dels hvervet i

udlandet - hovedsageligt i Holland og Hamburg.

Amager i almindelighed og Dragør i særdeleshed bidrog med en stor del af sin mandlige

befolkning. Krigen kom derfor til at sætte sine spor på denne ø på godt og ondt - mest ondt.

Dragørs lodser og matroser var med, når flåden sejlede rundt i Østersøen og legede ‘katten

efter musen’ med den svenske flåde. Småskibe fra Amager blev tvangsudskrevne, når der var

brug for landsætning af tropper, enten det nu var i Skåne eller i Pommern.

Men også på hjemmefronten måtte man tage sin tørn.

De syge matroser

I sommeren 1710 var den danske flåde i en elendig forfatning. Man manglede penge til

skibenes proviantering og mandskabet var stærkt svækket af sygdom.

Blandt andet hærgede en voldsom tyfusepidemi. I august var der 2600 syge matroser på

flådens skibe, og der skulle komme flere til. Det blev efterhånden et stort problem at få de

syge mennesker sat i land og plejet, så de igen kunne blive ‘friske’.

I september blev et større antal landsat på Amager. Præcis hvor mange har det ikke været

muligt at finde ud af. De syge blev fordelt rundt omkring hos øens gård- og husmænd.

Patienterne blev jævnligt tilset af nogle bartskærere (den tids feltlæger), der blev transporteret

rundt på øen med amagernes bøndervogne. Den 1. oktober meddelte en af dem, at nu havde

han gjort to rejser til Amager og afhentet nogle af de matroser, som var blevet raske.

Pesten I Danmark


Det var imidlertid ikke alle matroserne, der kom tilbage til Holmen igen. St. Magleby

kirkebog meddeler, at 72 kgl. matroser fra orlogsflåden blev begravet fra 7. september til 20.

december. Men der er intet om deres navne, eller hvor de var hjemmehørende. Tårnby

kirkebog er en anelse mere oplysende.

Her er der sat dato på, så man ved, hvornår der blev kastet jord på de syge bådsmænd, ‘som

her i sognet bleve omlagt og ved døden afhentede’. Men heller ikke her er deres navne og

hjemsted anført. I perioden 16. september til 3. februar blev 47 matroser begravet i Tårnby.

I Sundbyøster og -vester gik man lidt mere grundigt til værks. Her findes en navnefortegnelse,

dateret 24. december, over 25 matroser, der er blevet plejet i de to byer, og som er blevet

raske. Listen oplyser, hvilke orlogsskibe de tilhører, hvor de er blevet hvervet, samt hos hvem

de har været i pleje. Det drejer sig om folk fra Norge, Holland, Hamburg, Holsten, Jylland og

København.

Ser man på begravelseslisterne i de to Amager-kirkebøger, fornemmer man, at der i efteråret

1710, fra oktober til januar, var en markant overdødelighed blandt lokalbefolkningen. Og det

er helt tydeligt folk i deres bedste alder, der da er afgået ved døden. Var det de indkvarterede

matroser, der påførte amagerne en dødelig sygdom?

Det var ikke kun Amager, der fik indkvartering af de syge matroser. Helsingør måtte også

holde for, og i Køge landsattes 197 mand i oktober. Langt de fleste søfolk blev dog anbragt på

Søkvæsthuset i København, der dengang lå for enden af Sct. Annæ Plads.

Her var frygtelige forhold og i allerhøjeste grad tale om overbelægning. De syge døde som

fluer. Midt i november forlød det, at nu var der ikke mere plads på skibskirkegården (d.v.s.

Holmens kirkegård) til de mange døde søfolk fra kvæsthuset og andre indkvarteringer i byen.

De fleste kister kunne næppe komme ‘1 kvarter’, d.v.s. ca. 15 cm under jorden, hvilket

forvoldte en afskyelig lugt og stank. Man henstillede, at kirkegården blev udvidet og

indhegnet ‘i henseende til denne vanskelige og med farlige sygdomme truede tid’.

I slutningen af november var der heller ikke mere plads på kvæsthuset og de syge blev

anbragt ude på de orlogsskibe, der lå på Holmen. Man talte om at bringe nogle af dem ud på

Amager. De skulle føres til Dragør pr. båd, idet kongen havde modsat sig, at de skulle føres

gennem byen på grund af smittefaren.

Fra Dragør skulle de så med bøndervogne fordeles ud på øen. Men det var ikke så enkelt at

gennemføre denne plan. I en længere periode satte det ind med sydlig vind og stærk strøm,

hvilket gjorde det umuligt at nå Dragør. Der blev gjort et forsøg med en sådan sygesejlads,

hvorunder 14 personer døde.

Hvad der videre skete med de stakkels patienter, er ikke opklaret. Til Amager er de næppe

kommet. Formodentlig er de blevet liggende på de for vinteren oplagte orlogsskibe, hvor de

kun kunne håbe på at være i live, når foråret atter kom.

Men det var nu ikke altid den store ulykke at blive syg, når man var til orlogs. For nogle

kunne det ligefrem blive redningen, som f.eks. for matrosen Rasmus Vibo, der var fra

København og hørte til på orlogsskibet ‘Dannebrog’.

Mens Rasmus lå syg og blev plejet og helbredt på Amager, sprang dette skib den 4. oktober i

luften ude i Køge Bugt med hele sin 550 mand store besætning. Rasmus' døde kammerater

skyllede i den følgende tid ind på kysten nord for Køge, hvor den stedlige befolkning gravede

dem ned ved stranden - for der var så lang vej til kirkegården.

Der skulle imidlertid snart komme mere sygdom og elendighed til både København og

Amager.

Pesten I Danmark


Kampen mod pesten

Krig er slemt, men pest er værre. Når så krig og pest optræder samtidig, bliver det helt

forfærdeligt. Det skete i 1711.

Det var en orientalsk byldepest, som i 1704 var brudt ud i Konstantinopel. Herfra bredte den

sig i de følgende år op gennem Østeuropa sammen med svenskekongen Karl dene 12.'s

hærafdelinger.

I 1710 var den nået til Nordtyskland og Østersøkysten. Herfra sprang den over til Sverige,

hvor den hærgede slemt. Alene i Stockholm bortrev den 40.000 mennesker.

Til Danmark kom pesten officielt fra en smittet silkevæver, der i efteråret 1710 kom fra

Stockholm til Helsingør. Den viste sig her ved mange mistænkelige dødsfald i november, men

myndighederne ville ikke erkende, at der var tale om pest.

Man kan imidlertid godt forledes til at tro, at pesten snarere er kommet til Helsingør med

indkvarteringen af de mange syge og sårede fra hæren og flåden. De svenske tropper, som

deltog i slaget mod danskerne i Skåne i marts 1710, har formodentlig allerede været mere

eller mindre inficerede med pest. En del af dem blev taget til fange og ført til Helsingør,

ligesom et stort antal sårede fra Skåne kom i pleje her.

Sygdommen kan herfra have sneget sig ud i befolkningen og flådens mandskab, i starten

sløret af en voldsom tyfusepidemi samt andre sygdomme og skavanker, der plagede flåden. At

diagnosticere alle disse syge mennesker var jo ikke det, der blev brugt mest tid på.

Dette kunne være forklaringen på, at pesten ramte så hårdt i Helsingør, København, Køge og

på Amager, hvor man netop havde flådens syge matroser liggende.

Pesten kom ikke bag på myndighederne. Man vidste, at den var på vej - at landet i syd og øst

var omgivet af pesthærgede egne. Der blev derfor oprettet et altomfattende karantænevæsen

med stationer på Saltholm, Sprogø, Askø og flere andre øer.

Der lå vagtskibe i Øresund, som standsede alle handels-skibe, og kom skibet eller mandskabet

fra mistænkelige steder, henvistes de til 40 dages ophold på Saltholm. Det gjaldt både for folk

og gods.

I august 1709 havde Københavns magistrat fået et kgl. påbud om på ‘Salt-holm at opbygge tre

pakhuse og et våningshus for de rejsende og deres varer at holde i 40 dages karantæne’.

Denne bebyggelse blev placeret på øens nordvestlige ende, hvor i dag Barakkebroen findes.

Den var da bemandet med en bartskærer, to vågekoner, tolv arbejds-karle og en spisemester.

I 1711 blev karantænestationen anvendt som pesthospital for flådens mandskab, som man

ikke ville have inde i København. Derfor blev det også nødvendigt at etablere en kirkegård på

øen. På nordenden af Saltholm har man derfor endnu i dette århundrede kunnet se forvitrede

ligsten med rester af inskription.

Det var imidlertid først i løbet af sommeren 1711, at antallet af døde i København steg

katastrofalt. Myndighederne måtte nu erkende, at pesten havde indtaget hovedstaden. Der

blev oprettet en sundhedskommission. Den holdt møder mange timer hver dag, hvor den

organiserede kampen mod pesten - ansatte læger, bartskærere og præster, sørgede for

oprettelse af sygehuse og indretning af nye kirkegårde.

Der blev udstedt en række vejledninger og forordninger, om hvorledes befolkningen skulle

forholde sig for at mindske sygdommens spredning. Der blev lagt stor vægt på, at syge og

raske skulle adskilles.

Pesten I Danmark


De døde skulle, bestrøet med læsket kalk, begraves dybt den samme dag, som de døde, og

uden at der blev afholdt begravelsesceremonier. Deres efterladenskaber så som klæder,

sengetøj og lignende skulle brændes, men det var der ingen der overholdt.

Man brugte endvidere at ryge med svovl og enebær for at desinficere. Eddike anbefaledes til

både udvortes og indvortes brug. Et andet anvendt medikament var at drysse salpeter i øllet.

Antallet af dødsfald pr. uge var, da pesten var på sit højeste, mellem 2000 og 3000. Det var et

problem at få alle disse lig fjernet og begravet. Ligbærerne døde ligeså rask, som de blev

antaget.

Velstillede borgere insisterede på at nedsætte deres pestramte slægtninge i familiegravsteder

inde i kirkerne, hvilket gav en ulidelig stank i næsen på kirkegængerne. Men dette kom der

dog forbud mod i oktober.

København var i princippet afspærret fra omverdenen. Byens porte var lukket for al

samfærdsel. Bønderne fra Sjælland kunne under varetagelse af visse forsigtighedsregler

faldbyde deres varer på et dertil indrettet torv uden for Nørreport. Af en eller anden grund fik

amagerkonerne lov at bringe deres grøntsager ind i byen, men i august fik de dog forbud mod

at gå ind i husene med deres varer. De anvistes derefter bestemte pladser i byen.

Amager - den pesthærgede ø

I begyndelsen af oktober, hvor pesten var ved at have kulmineret i København, blev

sundhedskommissionen opmærksom på, at denne frygtelige sygdom hærgede på det

voldsomste ude på Amager og at man her intet foretog sig for at dæmpe den.

Kommissionen sendte derfor en medikus, Hans Riber, ud på Amager for at undersøge

forholdene med hensyn til foranstaltninger mod pesten.

Han blev pålagt at få belyst en række spørgsmål, by for by: om pesten af- eller tiltog, om

hvor mange døde der var og hvorledes de begravedes, om det skete uden ceremonier o.s.v.

Han fik endvidere påbud om, så længe hans undersøgelse varede, at tage ind til København

hver aften for ikke at risikere at komme til at overnatte i et ‘befængt hus’.

En uges tid senere afleverede Riber til sundhedskommissionen en skriftlig rapport om

‘svagheden på Amager’. Hans beskrivelse af forholdene har været så alarmerende, at man

straks bad amtsforvalteren om at komme til samråd, så man i fællesskab kunne tage stilling

til, hvad der kunne gøres for befolkningen derude.

I følge Ribers beskrivelse havde sygdommen allerede hærget længe. Mange mennesker var

døde, ligesom mange lå syge og døende. Befolkningen manglede både læger og

medikamenter, og der blev ikke taget nogen forholdsregler mod smittens udbredelse.

De syge og de raske lå side om side i husene. Enhver overgav sig med tålmodighed og

resignation til sin skæbne. Det forlød endvidere, at amagerne efter dødsfald holdt traktement

ved det samme bord, som liget havde ligget på.

Der var også noget om, at der foregik misbrug af lagner og ligklæder på ligkister samt med

benyttelsen af de afdødes klæder, især kvindekåber.

Amagerne blev herefter stillet overfor de samme krav, som københavnerne havde måttet

indordne sig under i forsøg på at begrænse pestens udbredelse.

Der blev samtidig tilbudt dem en ligvogn - for at de ikke skulle bruge deres arbejds- og

torvevogne til transport af de døde - samt at der skulle komme en bartskærer ud med

forskellige medikamenter.

Pesten I Danmark


Dagen efter mødte fire amagere frem for sundhedskommissionen i København. Det var

schouten Gert Jansen Skriver med to andre Store Magleby-gårdmænd - Gert Jacobsen Bacher

og Wybrandt Tiesen, samt gårdmand Dirch Pietersen fra Maglebylille. De trådte nu frem som

talsmænd for øens indbyggere og fremførte, at disse krav kunne man slet ikke gå ind på.

Den ligvogn, som var blevet dem lovet - og som holdt uden for rådstuen til afhentning - ville

de ikke tage imod. De skulle nok sørge for, at hver by anskaffede en vogn, som ikke skulle

bruges til andet end at køre lig til kirke-gårdene, ‘så længe denne svage tid varer’.

Adskillelse mellem de syge og de raske anså de for ikke at kunne praktiseres - ‘ægtefæller

separerede sig ingenlunde fra hinanden, forældre ej fra børnene, børnene ej fra forældre og

tjenestetyende ikke heller skulle være at formå til at henbringe udi aparte huse’.

De tilbageviste påstanden om, at de holdt traktement ved de borde, der havde ligget lig på, og

at de benyttede de afdødes klæder. De hævdede, at noget sådant ikke skete i deres byer.

Den bartskærer med medikamenter, som man ville sende ud til dem, havde de overhovedet

ingen tiltro til, ligesom de hævdede, at ingen ville benytte sig af ham.

Det eneste sundhedskommissionen fik ud af sit tiltag var, at amtsforvalteren skulle drage

omsorg for, at der blev kørt mere jord på Tårnby kirkegård, fordi ‘derpå skal være stor stank’

og for ‘at ej heller efterdags som tilforn bliver grave stående åbne’.

Og så fik de fire amagermænd stukket nogle plakater under armen med en forordning

angående ‘logementer og sengeklæders renselse’, som de lovede at holde efterrettelig.

Man kan gætte på, at det var schouten Gert Jansen Skriver, der har ført ordet. Han var helt ny

i embedet og blev endnu benævnt ved sin tidligere bestilling som skriver. Hans forgænger,

schouten Willem Eisbrandtsen, var død af pest for mindre end to måneder siden.

Det har derfor nok været Gert Jansens første anledning til at markere sig overfor

offentligheden, og han har tydeligt ønsket at signalere, at disse fine embedsmænd fra

København ikke skulle blande sig i, hvad amagerne måtte eller ikke måtte.

Sundhedskommissionen besluttede alligevel - på trods af afslaget - at sende bartskæreren ud

til Amager, ‘på det at der kunne i det mindste blive forsøgt, om de svage amagere ikke næst

Guds bistand ved hans kur og medikamenter skulle vinde sig bedre end ved deres egne

indbildte måder og opinioner’.

Kommissionen havde ellers forsøgt at true amagerne med at gå til kongen med anmodning

om, at det skulle forbydes dem at komme ind til København med deres varer, hvis de ikke

gennemførte adskillelsen af de syge og de raske. Dette var nok en tom trussel, da

københavnerne antagelig havde mere brug for amagerne end omvendt.

Dødens høst

Da pesten endelig ophørte i København lidt ind i 1712 formodes det, at ca. 23.000 mennesker

var døde - d.v.s. omkring 40%.

På Amager havde den som sagt også taget hårdt fat og bortrev her 1200 personer. Tårnby

sogn, med landsbyerne Sundbyøster, Sundbyvester, Tårnby, Kastrup, Tømmerup, Viberup og

Ullerup havde i perioden 1700-09 en gennemsnitlig dødelighed på 43 personer årligt.

For Store Magleby sogn, hvortil Dragør hørte, var det tilsvarende tal 42 personer.

Befolkningstallet i de to sogne var nogenlunde ens, omkring 15-1600 mennesker. Måske en

smule flere i Tårnby end i Store Magleby.

Men da Admiralitetet i september 1710 begyndte at indkvartere sine syge matroser på

Amager, skete der en markant stigning i dødeligheden blandt lokalbefolkningen i de to sogne.

Pesten I Danmark


Denne overdødelighed fortsatte gennem første halvår af 1711, og fra slutningen af juli 1711

steg antallet af døde med eksplosiv fart. Pesten havde nu fået et fast greb i Amagers

befolkning. I Tårnby rasede den til hen i november måned, mens den først klingede af i Store

Magleby og Dragør omkring nytår.

I løbet af 1711 døde der i Tårnby sogn 754 personer, hvilket må svare til noget nær halvdelen

af befolkningen. Måske er det den tættere beliggenhed ved København, der er skyld i den

store dødelighed her. I Store Magleby sogn døde der derimod ‘kun’ 455 personer, hvilket

svarer til omkring 30% af befolkningen.

En forklaring på den lavere dødelighedsprocent her kunne måske også være, at en stor del af

Dragørs mandlige befolkning må have været indkaldt til flåden og derfor fraværende. Ganske

vist kan de være omkommet her men de tæller så ikke med i dødelighedsstatistikken for Store

Magleby sogn.

I Dragør, der bestod af ca. 150 huse og to gårde, blev omkring 2/3 af alle husstande ramt af

mindst et, ofte flere, dødsfald. I området begrænset af nuværende Deventergade,

Strandstræde, Zytfensgade og Strandlinien, rasede pesten særlig slemt. Her boede i alt ni

familier og ingen af dem gik fri.

Tre familier blev helt udslettede, som f.eks. hos Anders Henrichsen Ostindienfarer. Her døde

med få dages mellemrum mand, kone, to døtre og en søn. Det sidste barn, en dreng på 12 år,

levede endnu to måneder.

Så fik pesten også bugt med ham. Et par huse derfra boede Anders Andersen Knuds. Her døde

mand og kone, to børn, tjenestepigen og mandens gamle forældre. Tilbage som den eneste

overlevende var en lille datter, Anna, på bare et år. En morbroder blev formynder for hendes

arv på 1157 sletdaler.

I Store Magleby, hvor der var knapt hundrede gårde og en halv snes huse, var det godt

halvdelen af husstandene, der blev ramt. Her var gårde, hvor der døde fem-seks personer.

Hos gårdmand Albert Theisen Moy blev man særlig hårdt ramt. Her døde mand, kone, fire

sønner og to døtre i løbet af godt to uger. Tilbage som eneste overlevende var familiens

yngste søn Eisbrandt på seks år. Som voksen bosatte han sig i Tårnby og giftede sig her.

I 1728 klagede han i øvrigt til amtmanden over, at hans formyndere i Store Magleby ikke

havde forvaltet hans arv godt nok. Kapitalen på 1600 sldl. var da skrumpet ind til 1398 sldl.,

selvom der havde været indtægt for udlejning af jorden.

Den store oprydning

Efter nytår 1712 kunne befolkningen ånde lettet op, men der var meget, der skulle gøres. En

større renselsesproces gik i gang. Da det blev for kostbart at brænde sengeklæderne, måtte

man nøjes med at lægge dem i saltvand i 24 timer, hænge dem ud og til sidst tørre dem i ovne.

I husene blev vægge kalkede og hvidtede, gulve og paneler vaskede og rummene

gennemrøget med enebær og svovl.

Et stort arbejde var det at få registreret og delt de afdødes ejendele mellem arvingerne. De

mange moder- eller faderløse børns arvelodder skulle placeres sikkert hos udvalgte

formyndere, der tit var slægtninge. myndighederne måtte have tilsyn med disse kapitaler og

deres anbringelse.

Der findes en fortegnelse fra 1713 over formyndere i Dragør og St. Magleby med oplysninger

om, hvor store beløb de hver især forvaltede af de umyndiges formuer. Selv om der døde

Pesten I Danmark


nogenlunde lige mange personer i Store Magleby og Dragør, viser det sig, at arvemassen i St.

Magleby var tre gange så stor som i Dragør. Et faktum, som vel ikke kan undre.

Folk måtte efter pestens ophør forsø-ge at indstille sig på en ny hverdag med, savnet af afdøde

familiemedlemmer, venner og bekendte.

Der var imidlertid mange, der hurtigt giftede sig igen. I Store Magleby sogn havde der i

perioden 1700-09 været en vielsesfrekvens på ca. 18 bryllupper årligt.

I 1712 var der 65 og året efter 41 vielser. Mange unge fik nu mulighed for at stifte hjem, der

var jo boliger nok.

I Store Magleby stod i de følgende år en del gårde øde, og så sent som i 1726 omtaler byens

vedtægter ødegårde fra pestens tid. Så sognets to jordemødre fik da også nok at bestille.

Det var sidste gang der var pest i Danmark - den var nu forbi, men krigen skulle vare mange

år endnu.

Artiklen har været trykt i "Nyt fra lokalhistorien - nyhedsblad for Dragør Lokalarkiv", Nr.3

(1995). Artiklen har desuden været offentliggjort i ‘Journalen’ (nr. 4, 1994), men er her

gengivet i let omarbejdet form.

© Dragør Lokalarkiv og forfatteren

I 1711 slog pesten til for sidste gang Fra Kristeligt Dagblad, Josephine Schnohr, 17. januar 2011

I år er det 300 år siden, at den sidste pestepidemi

hærgede Danmark. I løbet af epidemien døde

sjællændere i hobetal heraf 23.000 bare i

København. Hele familier blev udslettet trods

kongens ihærdige indsats imod sygdommen

Den 10. januar 1711 indløb den længe frygtede

besked: Pesten havde sneget sig ind i Danmark. To

læger rapporterede om en epidemi i det lille

fiskerleje Lappen nord for Helsingør. Politi- og

Kommercekollegiet tog affære, og fiskerlejet blev

isoleret med militær bevogtning i forsøg på at holde

smitten inde – men forgæves. Senere i januar brød

sygdommen ud i Hellebæk og Helsingør.

Kongen – Frederik IV – og myndighederne havde

ellers gjort en brav indsats for at holde pesten fra

landets grænser. Sygdommen var brudt ud i Polen i 1709, hvor den via havnebyen Danzig

bredte sig til nabolandene og indtog Stockholm i 1710. Men de danske myndigheder

formåede at holde pesten stangen med forebyggende foranstaltninger, der lå i tråd med den

nyeste viden på området.

Frederik IV havde nemlig gjort sig en del erfaringer om forebyggelse af pest på sin store

udlandsrejse i 1708. Italienerne var på forkant her, da landet med sine havnebyer ud til

Middelhavet lå i en højrisikozone for pestsmitte. Skibe fra hele verden anløb Venedig og

Livorno, og de havde ved flere tilfælde bragt smitte med sig.

Så italienerne havde anlagt noget så moderne som karantænestationer, der isolerede

potentielle smittebærere i disse byer, og fik på den måde begrænset smittefaren. Der var også

Et af pestens ofre bæres bort under

sygdommens hærgen i 1711. Navnet på

ophavsmanden til træsnittet er ukendt.

foto: Medicinsk Museion.

Pesten I Danmark


oprettet permanente sundhedskommissioner til at forebygge pest. De havde for eksempel

myndighed til at arrestere og isolere folk samt indføre forbud, der begrænsede borgernes

færden.

Frederik IV observerede disse tiltag med stor interesse. Så da pesten brød ud i Polen året efter,

greb han straks til handling og fik etableret en karantænestation på den lille ø Saltholm i

Øresund. Mistænkelige skibe skulle ankre op på Københavns Red og besætning samt gods

tilbringe 40 døgn på Saltholm, før de måtte anløbe København. I Helsingør foretog man også

foranstaltninger, og kongen nedlagde forbud mod at drive handel med pestramte byer,

deriblandt Danzig.

Disse tiltag bar da også frugt, og danskerne holdt pesten fra døren i to år. Men den 10. januar

1711 måtte de erklære slaget for tabt. Pesten havde snigløbet dem, og en epidemi på Sjælland

var en realitet.

Pesten spredte sig til hele Helsingør og de nærliggende landsbyer Ålsgårde, Hellebæk og

Hornbæk samt Tikøb og Esbønderup. Kongen befalede den 25. maj, at Helsingør med dens

landsbyer skulle afspærres og udelukkes fra al handel både til vands og til lands.

Men befolkningen lyttede ikke og gjorde, som man altid havde gjort, når pesten kom: De

flygtede! Det lykkedes mange fra Helsingør-egnen at trænge igennem afspærringerne, og de

tog smitten med sig.

I et desperat forsøg på at holde styr på folk, udstedte myndighederne strenge forordninger:

Ingen bonde måtte forlade sin landsby uden sundhedsbevis. Et befængt hus skulle omgives

med vagt. Proviant skulle henlægges på marken. De smittede huse skulle betegnes med et

hvidt kors. Desuden skulle de døde begraves inden for 24 timer, og traditionen med at samles

og tage afsked med den døde hjemme i stuen blev forbudt.

Men lige meget hjalp det. Folk nægtede at overholde det udstedte reglement, og visse steder

kom det til kampe imellem borgere og politi.

Så resultatet af det forebyggende arbejde var nedslående, og pesten fik frit løb mod

hovedstaden. I slutningen af maj var pesten en realitet i København, da smitten blev

konstateret i et hushold i Lille Grønnegade. Smitten kan være kommet med skomagersvenden

Lauridts Nielsen eller en dreng på 14-15 år, der begge havde lusket sig ind i hovedstaden fra

Helsing-ør. Skomagersvenden, drengen, hans moster og hele husholdningen fra Grønnegade

blev straks overført til karantænestationen på Saltholm. Men sygdommen havde vundet

fodfæste, og den rasede voldsomt i den varme sommer.

Midt i juni flyttede kongen til Jægersborg, og den 7. juli nedsatte han en ny

sundhedskommission på rådhuset. Et af kommissionens første tiltag var at lukke Østerport for

passage og kun tillade transport af døde ud af byen. Byens kirkegårde var fyldt til

bristepunktet, så der blev anlagt nødkirkegårde uden for voldene. Kistefabrikanterne kunne

ikke følge med, så på pestens højdepunkt fik fattige udleveret brædder og søm til en "kistes

forfærdigelse".

Byens bedre borgerskab og embedsmænd begyndte nu at forlade byen. Men de

mindrebemidlede måtte blive ligesom præsterne og barbererne, der forsøgte at hjælpe og

lindre.

Biskop Christian Worm blev ligeledes og tog blandt andet initiativ til oprettelsen af et

pesthospital på Vodroffsvej. Han lod også afbrænde enebærgrene i byens kirker, da stærk røg

skulle hindre smitte. Kirkegængere skulle ligeledes vaske deres hænder i eddike på vej ind i

Guds hus. For folk søgte kirken for trøst og håb, selvom pesten blev anset for Guds straf over

Pesten I Danmark


mennesket. Der blev også afholdt pest-bededage, hvor man sang bestemte salmer og bad

bønner for at blive skånet for pesten.

Men modsat ved tidligere tiders pestepidemier greb myndigheder og kirken denne gang aktivt

til handling og formåede ifølge dr.phil. Karl-Erik Frandsen fra Københavns Universitet at

begrænse skaden:

"Der er ingen tvivl om, at pesten i 1711 kunne være gået meget værre. Myndighederne var

godt forberedt og gjorde de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, og det begrænsede

dødstallene væsentligt. Modsat andre af enevældens konger holdt Frederik IV stand – den ros

skal han have," påpeger Karl-Erik Frandsen.

Desværre makkede befolkningen dog ikke ret og øgede smittefaren ved den uhensigtsmæssige

opførsel.

"Myndighedernes forordninger var strenge, men nødvendige. Folk ville bare ikke lytte. For

eksempel nægtede bønderne på Amager, som var hårdt ramt, at isolere de syge i et pesthus.

De ville blive hjemme og sove sammen i ægtesengen, som de alle dage havde gjort. De ville

heller ikke have besøg af barberer, der fungerede som en slags praktiserende læger for den

almindelige borger under pesten, selvom regelmæssig rensning og tømning af bylder bevisligt

helbredte de syge. Og i Nyboder kom det til voldsomme optøjer, fordi folk ikke ville finde sig

i restriktionerne," siger Karl-Erik Frandsen.

I oktober klingede pesten imidlertid af, og i november blev Østerport genåbnet. Men på det

tidspunkt var mindst 23.000 mennesker svarende til en tredjedel af Københavns befolkning

døde, og mere end 500 huse stod tomme. Det varede dog ikke længe, før hovedstaden atter

kom op i gear. Folk fra landet strømmede til for at overtage et tomt hus eller en lukket

forretning. Håndværkere kunne nemt få arbejde, og mange greb chancen for et liv i

hovedstaden.

I Helsingør tog det lang tid at komme sig over tabet af 60 procent af byens indbyggere. Her

gik handel og byliv trægt indtil 1800-tallet, hvor der atter kom gang i hjulene.

Så selvom pesten i 1711 ikke blev så voldsom, som den kunne være blevet, efterlod den dybe

spor og overfyldte kirkegårde. Heldigvis blev det sidste gang, at den frygtede sygdom

gæstede Danmark.

Kilde: The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713. Af Karl-Erik Frandsen. Museum

Tusculanums Forlag. 2010.

Da pesten kom til Sønderjylland Fra Kristeligt Dagblad, Morten Rasmussen, 25. marts

2009

I 1659 var den danske befolkning tvunget i knæ af krigen

mod svenskerne. Helt slemt blev det, da pesten kom til

landet og dræbte så mange, at selv præsterne bad Gud om

at holde igen

Det er foråret 1659. På Skudstrup Mark, tæt ved

Skodborg i Sønderjylland, har mere end 5000 polske

soldater slået lejr.

De østeuropæiske

lejesoldater er hyret

af den danske

Pesten spredte død i Europa i mange omgange fra midten af 1300-tallet og

400 år frem. I Danmark var 1659 et særligt dødeligt år. Illustrationen af

dødens dans stammer fra den såkaldte Nürnberg-krønike og menes at være

udført af renæssancekunstneren Albrecht Dürer.

Pesten I Danmark


konge, Frederik III, til krigen mod svenskerne. Men lejesoldaterne er samtidig kommet til

Danmark med noget, der skal vise sig at blive langt mere dræbende end deres våben.

Med sig har de polske soldater nemlig plettyfus, en bakteriel og yderst smitsom sygdom, som

i en tidsalder med dårlig hygiejne og uden antibiotika oftest er ensbetydende med døden.

Og det er, hvad der sker i 1659 i Sønderjylland. De overfyldte militærlejre, den dårlige

hygiejne og den store mangel på mad og rent drikkevand får sygdommen til at brede sig

eksplosivt i trekanten mellem Haderslev, Ribe og Kolding.

Som en tændstik til en tør skovbund æder pesten sig frem og efterlader et spor af øde gårde,

forældreløse børn og døde i et omfang, som i 1659 overgår antallet af faldne i krigen mod

svenskerne.

Dermed blev også Sønderjylland ramt af den pest, som siden 1350 havde ramt Danmark med

jævne mellemrum, og som netop havde raseret Sjælland og øerne i begyndelsen af 1650'erne.

Og da først pesten kom til den sydlige del af Jylland, fik den hurtigt indhentet det, som

landsdelen hidtil var blevet forskånet for, viser de kirkebøger, som de sønderjyske præster

skrev for præcis 350 år siden, i foråret 1659.

En af de mest udførlige beretninger om pestens hærgen i Sønderjylland findes i bogen "1659 -

da landet blev øde", skrevet af Aksel Lassen.

Den nu afdøde forfatter og journalist, der for øvrigt var politisk medarbejder på Kristeligt

Dagblad fra 1935 til 1957, er blandt andet dykket ned i kirkebogen for Jels-Oksenvad Sogn.

Her har først præst Laurids Pors og senere præst Nicolai Christian Lauridsen grundigt noteret

hver eneste begravelse i 1659 og samtidig givet de afdøde et par ord med på vejen, oftest med

henvisning til deres tro - eller mangel på samme.

Eksempelvis kan man læse om Karen Jespersdatter, der blev begravet den 11. juni 1659, at

præsten "holdt en lille sermon over hende. Hendes alder var 28 år, en fin og gudsfrygtig pige".

Om en anden skrev Jels-Oksenvads præst, at den afdøde var "en ugudelig slem tyv og skjælm

fra Jels, som stjal indtil det sidste, stjal den forrige dag, var sund den anden dag herefter, men

døde så i sine synder".

Med pesten fulgte også en affolkning, der betød, at de døde kunne ligge i flere dage uden at

blive begravet. Dels fordi ingen fandt dem. Dels fordi ingen raske ønskede at træde ind på en

pestramt gård.

Bakterier var et ukendt begreb i den tid, og derfor blev sygdom og død ofte tolket som en

formanende pegefinger fra Gud.

Men når det gjaldt pesten, blev pegefingeren rettet mod alle, inklusive præsterne selv.

Alene i Jels-Oksenvad og de fire nærmeste herreder blev der registreret 28 døde præster i

1659, og af en bøn i Jels-Oksenvads andagtsbog ser man da også, at præsten selv har svært

ved at forstå, hvorfor sognet skal rammes så hårdt.

"Fader, riset er løftet mod dine onde børn. Hvad de ikke har villet høre, må de nu føle. Skån

os efter din barmhjertighed. Tilgiv os vor synd for din søns skyld. Sig til fordærveren, at det

er nok. Drag din hånd tilbage, som så grummeligt har slået til. Stik sværdet i skeden. Bestryg

vore døre med din søns blod, at morderengelen må gå os forbi. Trøst de syge, bevar de sunde.

Ophold de fromme, omvend de ugudelige. Hjælp alle nødlidende, styrk de svage. Vær nådig

mod de døde, og hjælp os alle, som befaler os i din varetægt i sådan plage. Forbarm dig over

dit folk...", lyder det i andagtsbogen.

Pesten I Danmark


Jels-Oksenvad Sogn var langtfra det eneste sogn, der blev ramt af pesten. I Gram Herred døde

to tredjedele af befolkningen, i Hygum Sogn døde ni ud af ti indbyggere, og i hele den

pestramte del af Sønderjylland døde mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen.

Ifølge Aksel Lassen gik der historier om sogne, hvor kun ét menneske overlevede. Det var

blandt andet tilfældet med landsbyerne Bresten og Skibet, hvor pesten havde fejet så grundigt

gennem gårde og huse, at der i hver landsby kun levede et menneske, henholdsvis en mand og

en kvinde:

"De ringede med hver sin kirkeklokke, gik efter lyden og traf hinanden på Grædebjerg, hvor

hun sad og græd. Deraf navnet".

Affolkningen satte naturligvis sit præg på egnen. Med de mange døde fulgte flere årtier med

færre ægteskaber, færre børn og øget fattigdom. Men samtidig satte pesten sig også direkte

spor i landskabet, hvor store områder ikke længere blev opdyrket og derfor lå ubeskyttet hen,

mens vind og vejr udslettede, hvad århundreders landbrug havde skabt, som Aksel Lassen

beskriver i sin bog:

"Følgerne havde forplantet sig til hele Jylland i en kædereaktion, hvis virkninger mærkes

endnu efter tre hundrede års forløb. Begivenhederne har utvivlsomt spillet en rolle i

forbindelse med enevældens indførelse og den gamle adels ruin, befolkningsstagnationen i

Midt-, Vest-, og Nordjylland, sandflugtens udbredelse og endnu en række afgørende forhold i

det danske folks historie".

Byldepest i København Fra www.roskildehistorie.dk

Det kan ikke siges med bestemthed, at pesten kom til København fra Helsingør, men det er

sandsynligt. Det vides nemlig, at det trods alle sikkerhedsforanstaltninger lykkedes et større

antal folk at slippe ud gennem postkæden omkring Helsingør, og at en stor del af flygtningene

søgte til København.

Dødeligheden i København havde i første halvdel af 1711 været højere end normalt, men først

i den sidste uge af juni sprang den alarmerende i vejret. Myndighederne var ikke sene til at

reagere. Den 3. juli udgik der en plakat om forholdsregler mod pesten. Den var væsentligst

rettet mod borgere, som i misforstået næstekærlighed hæmmede opsøgningen og anholdelsen

af flygtede Helsingørborgere; fortsatte de med dette, ville de blive straffet "på livet uden al

nåde". Samtidig opfordredes alle borgere til at efterleve forbudet om, at "intet lig herefter,

som hastig er bortdød, med nogen ceremoni eller ligbegængelse at må begraves". Under

trussel om streng straf skulle sådanne lig straks fjernes for ikke at smitte omgivelserne.

Pesten havde da allerede godt fat i byen, og der blev ansat en præst til de pestramte. Han

skulle betjene de syge såvel i internaterne som "i de huse i staden, hvilke for mistænkte kunne

anses". For det kommende år lejede man den tidligere regimentskvartermester Wodrofs gård

på den anden side af Sortedamssøen, "hvilken vi til en sær brug uomgængeligen fornøden

har", dvs. at den skulle bruges til pesthospital. Få dage efter nedsattes en

sundhedskommission til at lede kampen mod den smitsomme syge.

Samtidig hermed begyndte flugten fra København. Frederik 4. havde allerede i juni forladt

byen, om end sandsynligvis af andre grunde; nu fulgte kongehusets andre medlemmer efter.

Et regeringsråd forblev endnu en tid i hovedstaden, men i august fik også det lov til at

fortrække til Jægersborg. Mange velhavende borgere forlod staden med det nødvendigste, for

en tid at slå sig ned på deres landsteder. Den brede befolkning havde ikke gods i provinsen, så

Pesten I Danmark


den måtte blive, om end mod sin vilje. Først 3. august udstedtes forbud mod at forlade byen,

men det kom dog tids nok til foreløbigt at hindre smittens udbredelse til det øvrige Sjælland.

Pestens hurtige spredning i hovedstaden kan aflæses på den befaling, som politimester Johan

Bertram Ernst modtog 7. juli 1711. 1 syv punkter opregnedes de foranstaltninger, der nu ansås

for nødvendige: Han skulle lade opføre barakker ude ved Wodrofsgård, hvis det ikke på anden

måde var muligt at huse de pestramte. Kongen ville stille tre telte til rådighed for

pesthospitalet. Med landsfaderlig omsorgsfuldhed blev det gjort klart, at et telt kunne bruges

til de syge, et til køkken, og et til sygebetjentene. Østerport skulle lukkes, så trafikken til og

fra byen blev lettere at kontrollere. Der skulle oprettes en sygeobservation i et af husene nær

volden, hvor mistænkelige tilfælde hos "syge tjenestefolk og andre deslige" kunne sendes hen.

Da de 66 københavnske vægtere umuligt kunne overkomme bevogtningen af pesthusene,

bemyndigedes politimesteren til at antage endnu 20 mand eller mere. Pesthusene skulle

"tilnagles, på det ingen sig derudi skulle indsnige, og sygdommen på ny der begyndes".

Endelig skulle politimesteren skaffe sig oplysning om, hvilke forråd der fandtes af proviant og

brædder.

De tre mest påtrængende problemer var smitten, sygeplejen og de døde. Hvad smitten angår,

havde man den sikkert ganske rigtige opfattelse, at sygdommen bl. a. udbredtes gennem

befængte klæder, møbler, huse o. l.. Der blev der klart af en udtalelse, sundhedskommissionen

afgav den 3. august: "Hver time formerer ulykken sig og må endnu mere forøges, når de syge

ikke kunne adskilles fra de sunde, af mangel på sygehuse. Besmittelsen og dødstilfældene vil

tage til over al måde, tillige med vanskeligheden eller umuligheden af at få de døde begravet,

helst efterdi det er lettere at bestille 12-16 døde på lazarettet eller krigshospitalet til jorden end

at begrave en død fra staden, og dog forårsages der ved denne ene mere stank og besmittelse".

Der var adskilligt besvær forbundet med driften af de to store pesthospitaler, især med at

skaffe tilstrækkeligt personale. Man indførte derfor den rimelige ordning, at patienterne skulle

gøre tjeneste på hospitalet en måned efter overstået sygdom. Det var nemlig konstateret, hed

det i en forordning 12. august, at de helbredte kunne forrette "de syges betjening uden fare,

når de sig ej selv udi deres egen diæt forser". Lysten til denne tjeneste var dog ikke stor, og

mange unddrog sig den ved at stikke af. Det var heller ikke alle blandt hospitalernes lønnede

personale, der var præget af stærk pligtfølelse. Mange af kvinderne var "trodsige, skødesløse

og efterladende i deres forretninger". Og en del af deres mandlige kolleger viste sig, ifølge

ovennævnte forordning, "ofte meget ublu med fylderi og opsætsighed imod deres foresatte

inspektør og ligskriver, så og imod al forbud og aflagt ed fordrister sig fattige folks penge for

syge og dødes bortførsel at aftrænge".

Endelig listede der sig en del folk ind på hospitalsområdet, "især formastelige kvinder". De

drev forbudt handel med patienterne, hvad der kunne være galt nok, men værre var, at de i

mange tilfælde stjal fra de syge. Tyvekosterne blev kastet over hospitalets plankeværk og

hentet senere. Også plyndring af forladte huse forekom.

Et særligt uhyggeligt problem forårsagedes af det overvældende antal døde. Ligene ansås for

at være overordentlig smittefarlige, hvorfor de måtte skaffes af vejen omgående, senest inden

24 timer. Dette strenge krav skabte mange vanskeligheder. Det var svært for ligsynsmændene

at overkomme deres sørgelige gerning inden for den befalede frist; men det var også svært for

den dødes pårørende at fremskaffe en kiste, især hvis de var uden midler. Det blev derfor

bestemt, at fattigfolk på det offentliges regning kunne få udleveret "en uhøvlet fri kiste, eller

også brædder og søm til en kistes forfærdigelse", når de fremviste en seddel fra

myndighederne for "ligkiste-skriveren". Forsøg på at tiltuske sig en kiste uden ret straffedes

med fængsel og gabestok. Manglen på kister var imidlertid så stor, at man måtte regne med, at

en del ikke kunne fremskaffes inden et døgn. I så tilfælde måtte ligene "udi lagen eller andet

Pesten I Danmark


klæde af husfolkene indsvøbes", hvorefter de tidligt om morgenen eller sent om aftenen skulle

borttransporteres "i de anordnede lugte-vogne".

Det synes at have været et særkende for pesten, at ofrenes lig udsendte en uudholdelig stank.

Det var vel især den der gjorde, at man anså ligene for så smittefarlige. Således klagede

vicekommandanten i Kastellet over den slemme lugt fra den nærliggende pestkirkegård. Den

forårsagede, mente han, "at garnisonen sammesteds stikker i ikke ringe fare".

Stankplagen søgtes bekæmpet ved en slags desinfektion af ligene. Den døde skulle nedlægges

i kisten med det tøj, han eller hun bar i dødsøjeblikket, hvorefter liget skulle bestrøs med

ulæsket kalk. Graverne skulle altid have et lager af dette stof, idet processen skulle gentages,

hvis liget skulle indsættes i et kapel i kirken. Forordningen, karakteristisk for enevældens

omhu for detaljer, siger, at graveren skal bruge 1 del kalk til et lille lig, 2 dele til et mådeligt

lig, og 3 dele til et "stort og fyldigt" lig.

En anden side af samme sag var kravet om en ordentlig, dyb jordfæstelse. Den skulle være tre

alen dyb. Det var et så vældigt arbejde, at det nødvendiggjorde, at der udkommanderedes 200

soldater til det. Til gengæld måtte borgerskabet overtage disses vagttjeneste. Det var jo

krigstid. Den 1. september fandt regeringen det nødvendigt at udstede en særlig forordning

om begravelse. Det blev heri meget kraftigt påtalt, at man visse steder havde tilladt sig at

stable kisterne oven på hinanden i den enkelte grav, således at det øverste kistelåg kun var

dækket af 1 alen jord eller mindre. Man risikerede derved pestens opblussen til foråret, når

"de uforsvarligt jordede lig aldeles befængte luften". Man måtte vide, at en kiste krævede en

grav på 2 alens dybde, to kister krævede 4 alen, og tre kister 5 alen. Det var graverens pligt at

kontrollere gravenes dybde. Forordningen forbød dog at ændre gjort gerning. De kister, der lå

for nær jordoverfladen, skulle dækkes med mere jord; de måtte endelig ikke graves op på ny.

Med en så mægtig dødelighed (det skønnes, at der i alt døde 23.000), som der her var tale om,

blev mangen familie fuldkommen udslettet, og de forældreløse børns tal steg voldsomt. Den

12. august indrettedes derfor et hus for forældreløse, et vajsenhus, i Lambert Vanniers gård på

Christianshavn, hvortil "efter anvisning små fader- og moderløse børn kunne henbringes".

Allerede fjorten dage senere var huset i fuld funktion.

Kampen mod pesten i alle dens former blev ledet af den omtalte sundhedskommission. Dens

formand var stadsfysikus Johan Eichel, og den var i øvrigt sammensat af en række

fremtrædende mænd fra den civile og militære administration. For at give den en særlig

autoritet over for hovedstadens borgerskab, var det bestemt, at "tre af de dygtigste" blandt

stadens 32 mands styrelse skulle optages deri. Kommissionen samledes hver formiddag og

eftermiddag på rådhuset, hvor den modtog alle oplysninger om smittens udbredelse. Senere

flyttede den til det hus på Nytorv, hvor det Ridderlige Akademi hidtil havde holdt til. På

møderne toges alle nødvendige beslutninger til ondets bekæmpelse, og kommissionen havde

mulighed for at føre beslutninger ud i livet, da den havde øverste myndighed over en

voksende stab af hjælpere: præster, læger, barberer, ligskrivere, gravere, ligbærere,

sygeførere, vægtere m. fl..

Pesten bredte sig imidlertid fra København. Den kom også til Roskilde. I slutningen af august

1711.

Dette pestudbrud var det sidste, der ramte Danmark. I 1720 blev Sydfrankrig ramt af endnu

en ondartet pestbølge, som bredte sig nordpå. Der gik panik i Europa. England tjente mange

penge på kort tid, fordi folk ikke ville købe fransk klæde, men købte engelsk. Men pesten

nåede ikke længere end til Provence. Og den besøgte ikke siden Vesteuropa.

Pesten I Danmark


Liste over sygdomme? Fra www.dis-danmark.dk/forum, Indsendt af: Maya Rasmussen, Dato: 14/09-05 Vist i uddrag

Ydrer år og steder kan variere bredt:

Den sorte død : (Byldepesten) 1348-1353

Den sorte død fra 1349 København og senere resten af Danmark, vendte flere gange tilbage,

helt op til 1700 tallets første halvdel.

København ca. 30 gange mellem 1349-1711

1563-64, begravedes fra Vor Frue Kirke 1.800 personer. I årene 1576, 1583, 1592, 1600,

1608, 1619, 1624, 1629, 1638 var pesten der på ny. Igen i 1654 i København

Pest: Danmark 1349, 1354, 1361, 1405, 1546, 1551-1554, 1562, 1564-1567, 1568, 1573-

1579, 1583-1589, 1592-1595, 1599, 1601, 1608, 1619, 1625, 1637, 1654, 1680-1683.

……

Kopper i København, bl.a. i 1731 (hører ikke til de enormt ødelæggende epidemier). 1755

indførtes koppeinokulation officielt i Danmark

……

Kolera Den asiatiske kolera i København 1831 +

Kolera August-September, Beldringe Storstrøm 1831 (15 ud af de 26 døde alene i Beldringe),

der meldes at Kolera ramte store dele af Sjælland og Lolland-Falster.

1850erne

Kolera Bandholm Lolland 1850 15. august + 1853 11. juni

Kolera København: Den asiatiske koleraepidemi i 1853 12. juni til 31. Okt. (4737 døde i

København).

…..

Den Spanske Syge i 1918-1820

Polio 1950erne- 1952-53 udbrød den store polio- eller børnelammelsesepidemi.

…..

Kilde: [dis-danmark.dk]

pesten i danmark - b-informatik i danmark.pdf · t:\middelalder\pesten i dk\pesten i danmark.doc...

Documents