Den antropocæne tidsalder er kendetegnet ved menneskets afgørende påvirkning af Jorden. Den politiske betydning heraf er endnu uklar. Sikkert er det dog, at Jordens nye tilstand medfører hidtil usete risici og udfordringer som kræver nye politiske svar. Det kan skabe fælles ståsteder såvel som konflikt.

I 2016 stemte en ekspertgruppe under den Internatio-nale Geologiske Kongres (IGK) med stort flertal for, at Jorden er gået ind i en ny geologisk epoke: Antro-pocæn. Navnet – antropos betyder menneske – henvi-ser til, at menneskers indflydelse på Jordens nuværen-de tilstand og fremtidige udvikling er blevet så gennemgribende og forandrende, at mennesket nu er

DIIS POLICY BRIEF JUNI 2017

ANBEFALINGER

■ Den antropocæne tidsalder bør fordre en ny global bevidsthed om geofysiske forandringer, der radi-kalt truer eksisterende levevilkår og -grundlag.

■ Det er centralt, at Antropocæns uens følgevirknin-ger, og befolkningers forskellige forudsætninger for at håndtere dem, tænkes med i økonomisk, udviklings- og sikkerhedspolitik.

■ Geo-engineering ses som en del af løsningen på klimaproblemer. Derfor er det vigtigt at gøre disse løsninger til genstand for demokratisk debat.

POLITISKE UDFORDRINGER I DEN ANTROPOCÆNE TIDSALDER

en geofysisk kraft på linje med naturlige fænomener som vulkaner og storme. Jordens nye tilstand er af stor politisk betydning, fordi den stiller spørgsmåls-tegn ved og truer den nuværende samfundsorden. I den antropocæne epoke vil hastige, uforudsigelige og ekstreme klimaforandringer, samt hidtil usete ryk i Jordens økosystemer destabilisere og underminere befolkningers ressourcegrundlag og levevilkår i en grad, der på sigt kan betyde en global masseudryddel-se af arter – inklusiv den menneskelige. Årsagerne til vores nye globale og dystopiske tilstand er altså menneskeskabte, hvilket sætter menneskers organise-ring – og dermed, international politik og samarbejde, nye teknologier og alternative måder at forstå menneskets forhold til naturen — i centrum, når der skal findes løsninger på fremtidens problemer.

Som begreb taler Antropocæn dog ikke for sig selv, og Jordens nye tilstand kan tolkes forskelligt politisk. Det har affødt samfundsdiagnoser, som fremhæver menneskets almagt såvel som vores kollektive afmagt overfor uoverskuelige planetære og klimatiske forandringer. På den ene side virkeliggør Antropocæn oplysningstidens fantasi om menneskets dominans og kontrol over naturen. På den anden side associeres Antropocæn ofte med præcis det modsatte: menne-

skets tab af kontrol over sit miljø og sin omverden, intensivering af klima- og ressourcebaseret konflikt.

FÆLLES FREMTID, FÆLLES ANSVAR? Vores verdensorden og det nuværende økonomiske system voksede frem under Holocæn; den klimatisk gunstige epoke, som startede for knap 12000 år siden, efter sidste istid. Med Jordens indtræden i den antropocæne tidsalder har vi sagt farvel til de favo-rable vilkår for civilisationernes opståen og blom-string, og bevæget os ud i det ukendte. Et globalt, menneskeskabt økologisk kollaps er nu et realistisk – nogen mener uundgåeligt – scenarie. Klimapolitik bliver dermed til global sikkerhedspolitik. En gruppe fremtrædende forskere fra The Earth System Governan-ce Project, verdens største sammenslutning af samfundsvidenskabelige forskere med fokus på klima, gør opmærksom på, at global grøn omstilling derfor er en nødvendig forudsætning for opretholdelsen af civiliserede samfund. Også FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015 slår fast, at mangel på grøn omstilling vil forårsage tab i biodiversitet, globale temperaturstigninger og stigende vandstand, og derved true økonomisk velstand, social stabilitet og international fred.

Et globalt, menneskeskabt økologisk kollaps er nu et realistisk – nogle mener uundgåeligt – scenarie. Klimapolitik bliver dermed til global sikkerhedspolitik.

FAKTABOKS

Idéen om, at vi er i en ny tidsalder fik først opmærk-somhed da Nobelprismodtager og kemiker Paul Crutzen sammen med biolog Eugene F. Stormer i 2000 argumenterede for, at Jorden og dens indbyggere er trådt ind i en ny geologisk epoke, ’Antropocæn’. Den antropocæne tilstand adskiller sig fra tidligere plane-tære epoker ved, at naturen ikke længere kan anskues som noget eksternt der omgiver menneskelig aktivitet. Naturen må i stedet forstås som skabt eller i hvert fald medskabt af mennesker. I 2002 fremstillede Crutzen i en artikel i Nature menneskeskabte udledninger af kuldioxid som den primære drivkraft bag Jordens nye tilstand og fremtidige udvikling. Hvad enten det gælder CO2-niveau-et i atmosfæren, pH-værdien i havene eller nyopståede plastic-stenformationer, så opløser Antropocæn skellet mellem det naturlige og det menneskeskabte – og

dette med fatale konsekvenser. Nylige studier, publice-ret i bl.a. Nature viser, hvordan menneskeskabte skift i økosystemer og klimaforandringer har medført et tab i den globale biodiversitet, der ligner starten på en sjette global masseudryddelse af arter.

Dette har skabt opmærksomhed omkring Antropocæn. Begrebet anvendes nu i populær kultur, kunst og samfundsdebat. I 2012 åbnede FNs daværende gene-ralsekretær Ban Ki-moon FN’s Rio 20+ konference for bæredygtig udvikling med en visning af dokumentaren ’Welcome to the Anthropocene’. I 2014 blev begrebet indskrevet i Oxford English Dictionary, som ’den æra af geologisk tid, hvor menneskelig aktivitet anses for at udgøre den dominerende indflydelse på Jordens miljø, klima og økologi’.

Med disse krav om kollektiv, global handling i menne-skehedens navn risikerer vi dog, at grundlæggende sociale, kulturelle og økonomiske forskelle bliver overset. Ansvaret for, og konsekvenserne af, Jordens antropocæne tilstand er nemlig ulige fordelt. De rigeste 10% af verdensbefolkningen udleder hele 50% af verdens CO2, og historisk har Vesten stået for hovedparten af miljøødelæggelserne. Som modspil til begrebet Antropocæn er der derfor opstået en række lignende begreber – deriblandt ’Capitalocene’, ’Eurocene’ og ’Manthropocene’ – som udgør mere eller mindre vellykkede forsøg på at tydeliggøre, hvilke specifikke samfund, grupper og systemer der bærer det primære ansvar for det ekstreme klima. Som mange andre forskere retter formanden for ekspert-gruppen under IGK, professor i palæobiologi, Jan Zalasiewicz, især blikket mod den økonomiske acceleration i industrialiserede samfund umiddelbart efter Anden Verdenskrig. De miljømæssige bivirknin-ger af denne vækst, i form af plastikaffald, forurening og CO2 udslip, er i dag hovedårsager til forvandlingen af Jordens geofysiske sammensætning. Fokus på krav for kollektiv handling bør derfor også øge

politiske debatter om fordeling af ansvar, risici og sårbarhed.

GEO-ENGINEERING SOM LØSNINGI takt med tiltagende klimaforandringer og fortsat politisk uenighed om løsninger på de udfordringer det bringer med sig, nævnes geo-engineering i stigende grad som et særligt effektivt og nødvendigt supple-ment til politisk handling. Geo-engineering dækker over tekniske indgreb, der har til formål at påvirke Jordens klima, og er blandt andet blevet foreslået af eksperter som Paul Crutzen (ophavsmanden bag Antropocæn-begrebet). Der forskes nu i, hvordan klimaet kan køles kunstigt ned, f.eks. ved hjælp af globale solskærme, eller hvordan drivhusgasser kan trækkes ud af atmosfæren og oplagres andre steder. Hvis mennesket alligevel har en afgørende påvirkning på Jorden, hvorfor så ikke forsøge at forme økosyste-mer mere positivt efter vores udfordringer og behov?

Geo-engineerings popularitet hviler på en tillid til videnskabsteknologiske løsninger, som hævdes at kunne omgå de vanskeligheder, som ellers plager

Northern hemisphere average surface temperaturePopulationCO2 concentrationLoss of tropical rainforest and woodlandGDPWater usePaper consumptionSpecies extinctionsMotor vehiclesFisheries exploitedOzone depletionForeign investment

1750 1800 1850 1900 1950 2000

MEASURES OF THE ANTHROPOCENE: 1750 - 2000

Sources: New Scientist (October 2008); Global Change and Earth System (2004); International Geosphere-Biosphere Programme

Kilde: Human Origins, Smithsonian Institute

DIIS POLICY BRIEF JUNI 2017

Maja Felicia Falkentoft, forskningsassistent, DIIS & Rens van Munster, seniorforsker, DIIS (rmu@diis.dk)

Forsidefoto: Carbon footprint. © CDH_Design

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER www.diis.dk

klimapolitik: videnskabelig usikkerhed, geopolitik og modstridende interesser. Men geo-engineering er hverken politisk neutralt eller ukontroversielt. Fortalere for global politisk handling frygter, at det vil besværlig-gøre effektiv forebyggelse af drivhusgasudslip yderligere. Desuden peger klimamodeller på, at geo-engineering vil påvirke lande vidt forskelligt. Et indgreb, der sænker den globale gennemsnitstempe-ratur gennem oppumpning af svovlpartikler i den øverste atmosfære, kan hjælpe nogle lande, men kan være katastrofal for andre. Kina vil for eksempel blive køligere, mens Indien vil blive markant tørrere. Det sætter spørgsmålstegn ved hvilke aktører der har ret til at anvende disse teknologier og på vegne af hvem.

For det tredje kan geo-engineering skabe en irreversi-bel stiafhængighed. Når klimaet først kontrolleres ved teknologiske hjælpemidler, vil det være næsten umuligt at afvikle teknologien uden enorme negative konsekvenser for klimaet. Endvidere er konsekvenser-ne af et teknologisk ’fix’ i høj grad ukendte. Ved at fæste vores lid til teknologiske løsninger risikerer vi at gøre os selv afhængige af nye former for ekspertise, som prioriterer ét sæt politiske og økonomiske interes-ser og overskygger andre.

KONKLUSIONI den antropocæne tidsalder er den gængse forståelse af samfund og natur som to adskillelige størrelser opløst. I stedet finder vi en mere kompleks, dynamisk, forbunden virkelighed, hvor menneskelige aktiviteter efterlader dybe, varige og vidtrækkende spor i og på Jorden. På globalt niveau vil forskydningerne forandre befolkningers levegrundlag på en måde, der skaber

nye ’vindere’ og ’tabere’, og som på sigt vil kunne indlede en global masseudryddelse af arter. Antro-pocæn rejser altså en række eksistentielle og globale spørgsmål, der bør gøres til genstand for politisk debat. Det stiller store krav til stater, internationale organisationer og globale fora.

I den forbindelse er det vigtigt at undgå forestillinger om geo-engineering eller andre videnskabsteknologi-ske løsninger som politisk neutrale ’quick fixes’. Nogle former for geo-engineering kan meget vel blive en del af fremtidens løsninger, men det er ingen smutvej ud af det politiske minefelt. Det er tværtimod en kom-pleks labyrint. Jo mere indgribende teknologierne er, jo større er risikoen for, at der vil opstå politisk uenighed om retten til deres anvendelse, deres globale og lokale effekter samt langsigtede bivirkninger. En øget forståelse for Jordens komplekse sammensæt-ning og skrøbelighed kan i det lys også tale for øget tilbageholdenhed og forsigtighed.

Ligeledes er det vigtigt, at Antropocæn forstås politisk som en global tilstand, der dækker over en lang række forskelligartede udfordringer og risici, der vil blive mødt af befolkninger med uens forudsætninger for at håndtere dem. Antropocæns planetære omfang skaber altså ikke én kollektiv menneskehed formet af ens udfordringer, men fremkalder nye uligheder og intensiverer eksisterende udfordringer. Det vil ramme lavindkomst lande og allerede marginaliserede befolkninger hårdest. Antropocæn bør derfor invitere til ambitiøst globalt samarbejde, såvel som til refleksi-on over både eksisterende og nye uligheder og konflikter.