25. JUNI - 14. AUGUST

Vi tilbyder Weekendavisens læsere 15% rabat, på vores medlemskaber så de f.eks. får et enkeltmedlemskab til 287 kr. i stedet for 338 kr. For at få de 15% skal man skrive WEA i kommen-tarfeltet, ved tilmelding over vores hjemmeside. www.arken.dk eller weekendavisen.dk

Medlemsfordele - Gratis adgang til ARKEN i et helt år - Et gratis udstillingskatalog- KLUB ARKEN magasin tilsendt 3 gange om året - Invitation til ferniseringer - Foredrag i forbindelse med nye udstillinger - Invitation til særarrangementer - Rabat på koncerter- 25% rabat på entréen for op til fire gæster- 10% rabat i ARKENs café (max. fem kuverter)- 10% rabat på de fleste varer i museumsbutikken - 50% rabat på ARKENs egne plakater - 50% rabat på ARKENs egne kataloger

Af RENÉ GUMMER

Hvorfor er alting så ufedt i Jylland? Man behøver ikke at være hustler for at kende svaret på det spørgsmål: Ganske simpelt-hen, fordi det ikke er København. Det, der ligger uden for voldene – ja, Amager og Bryggen inklusive – er i forskellige

grader provinsen for den indfødte københavner. Og i provin-sen går de i dårligt tøj, snakker sjovt, lugter og er dumme. Af en eller anden årsag er Randers gået hen og blevet sind-billedet på det formodede intelligensunderskud og åndelige armod, der kendetegner københavnerens syn på provinsen. For selvfølgelig er der gradueringer af egnsracismen: Århus accepteres som en bøvet lillebror, Vejle, nåja, er der ikke meget pænt der? Og Skanderborg har da vistnok en festival, ikke sandt? Er der flere? Jo, Kolding! Som en god ven udbrød, da vi et par år tilbage af uvisse årsager så et program om Bjarne Liller i fjernsynet: »Hold da kæft, han ligner Kolding i fjæset!« Men Randers har aldrig fundet bare den mindste nåde for københavnerne, og fordommene lever i bedste velgående, hvilket blev glimrende illustreret, da jeg fortalte et par af mine meget københavnske bekendte, at jeg skulle til Randers for at lave reportage. Repertoiret spændte fra det spontane i form af klassikeren »Randers i røven« over det subtile »Kan du ikke bare tage til Nordvest og få røvfuld?« til det mere kryptiske: »Hvem skal giftes?« (underforstået: En københavner tager kun til Randers, hvis der er vigtige familiebegivenheder, man ikke kan undslå sig for at deltage i).Ikke, at nogen af de bemeldte bekendtskaber nogensinde har sat deres fod i Randers, men det er heller ikke nødvendigt for at definere sindelaget i provinsen. Den slags ved man bare som københavner.Personligt begrænser mit kendskab til Randers sig til en række besøg i PUK-studiet i begyndelsen af halvfemserne – det ligger godt nok et kvarters kørsel uden for byen, men alligevel – og en stribe jobs på det lokale spillested, Tante Olga, i samme periode. Dengang gjorde byen intet for at ændre det indtryk, en selvbevidst københavner havde med i bagagen: provinsiel på den tarvelige måde, tårnhøj arbejdsløshed og et udpræget mindreværdskompleks over for københavnere, der som regel udmøntede sig i voldelige tendenser i byens natteliv.

SÅDAN er det ikke at lande i Randers i dag. Selv om min analyse fra dengang måske nok var en kende forudindtaget, så er her sket et eller andet, som kan mærkes lige fra det øjeblik, man stiger af toget. Ingen tyk mur af tristesse, ingen fornemmelse af kikset provins, men derimod et indtryk af en ualmindeligt blomstrende kulturstad og en række borgere, der helt åbenlyst er pivstolte af deres by. Hvad er der dog sket? Jo, baseret på snusfornuft, en professionel attitude, godt gam-meldags købmandsskab og en smule rablende galskab er det lykkedes byen at hive sig selv op ved hårrødderne og forvandle sig til et center for kulturtilbud, der hiver prominente gæster til fra hele verden og betalende gæster fra hele oplandet.Michael Qvist Rørsted er leder af Værket, byens kommunale

spillested for alle genrer, og gennem de seneste fem-seks år er det lykkedes ham at få det ene verdensnavn efter det andet til Ran-ders lige for næsen af langt mere prestigefyldte steder i Køben-havn og Aarhus: Bolshoi-balletten, Daniel Barenboim, Aeros-mith, Ringo Starr, Sheryl Crow og jeg skal give dig, skal jeg.I begyndelsen ikke uden problemer, fortæller Michael Qvist Rørsted, for serviceniveauet i byen var stadig ramt af provins-tung uimponerethed.»Vi havde Kevin Costner og band på besøg, og han var booket ind på et af de lokale hoteller. Han havde en suite, og der gav han en række interviews til medier fra hele Europa. På et tidspunkt ville han gerne have en kop te, så jeg ringede ned til receptionen for at bestille. Men det kunne ikke lade sig gøre, sagde receptionisten, hun havde fået besked på ikke at forlade sin disk. Så kunne hr. Costner være nok så meget verdens-stjerne, teen måtte han selv lave, og det er selvfølgelig en sjov historie, men pointen er, at hvis man vil lege med de store drenge, der er vant til et helt bestemt serviceniveau, så dur den slags bare ikke. Det falder tilbage på os som arrangører og på byen som helhed.«Rørsted har også måttet kæmpe med selve begrebet »kommu-nalt spillested«, der de fleste steder i landet har en grim smag af politisk indblanding i udbuddet, jobparkering af ugidelige langtidsledige og en eklatant mangel på stil i interiøret. Men det er lykkedes Rørsted at skabe et lokalt, kulturelt fyrtårn ud af konceptet. Det har han været i stand til ved hjælp af et gavmildt erhvervsliv og en servicemindet borgmester. »Jeg tror ikke, man vil kunne finde tilsvarende økonomisk og moralsk opbakning hos hverken erhvervsliv eller politisk nogen andre steder i Danmark. Randers har gennem mange år været den grimme lillebror, en slags opland til Aarhus, der løb med alle tilbuddene. Det har vi vendt til noget positivt. Vi er små, og ingen forventer noget særligt af os. Men netop det at være lille giver en enorm fordel, for vi kan manøvrere hurtigt og let, omstille os på ingen tid, og så er kommandovejen meget kort.« De abstrakte ord om kommandoveje omsættes til konkret handling, da Rørsted på stedet griber røret og ringer til den ferierende borgmester, der lover at møde os senere på eftermid-dagen. Han vil hjertens gerne fortælle om sin by.Og så tilbage til Værket. Hvad er det, de gør så rigtigt, at det påvirker hele byens selvforståelse?»Først og fremmest er det jo ikke kun os,« forklarer Rørsted. »Der er efterhånden en hel del seværdigheder, der har inter-national klasse her i byen. Blandt andet regnskoven og ikke mindst det nye Graceland Randers. Det er med til at profilere byen og give noget lokal stolthed. På Værket har vi en meget klar linje: Vi er kommunalt støttet og har en naturlig for-pligtelse til at lave et program for hele byen. Vores profil er, at vi har alle genrer og alle prisgrupperinger. Vi kan ikke gå ind og være snævre, der skal være tilbud til alle. Men det skal være noget specielt, et kvalitetsprodukt, vi præsenterer. Der er mange navne, vi styrer uden om, selv om de sagtens kunne sælge en salfuld billetter. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, for eksempel ville vi aldrig booke en kunstner som Duffy, men gerne Adele. Selv om de to ligger lige op ad hinanden i genre, er der en nuanceforskel rent kunstnerisk. Jeg er ikke bange for

at sige, at kvaliteten er højere hos Adele. Vi ville heller aldrig præsentere Smokie, men The Faces er velkomne til enhver tid. Det er den lille nuance, der er vigtig. Også for borgerne, for de vil gerne se og opleve god kvalitet.« Det er dyre navne, Rørsted køber hjem til sine syv scener. Det kræver et økonomisk fundament, og Værkets finansiering går på tre ben: »Der er den kommunale støtte, erhvervslivets sponsorering og så vores egne indtægter ved arrangementerne. Det giver økonomisk frihed til at købe ind efter kvalitetskriterier på flere fronter. Der er ingen tvivl om, at en lille sal giver tilskuerne en større musikalsk oplevelse. De får et bedre produkt. Det er da fedt at opleve et eller andet fænomen på en stor scene, men de fleste står jo 200 meter fra stjernen. Det er ikke særlig intimt. Hos os kan du stå og næsten røre ved Nick Cave, og det er en kvalitetsforskel i oplevelsen, som vinder i det lange løb.«Men det koster selvfølgelig. I sidste måned præsenterede Vær-ket Ringo Starr, der så sandelig godt ved, hvad han er værd. Og i sådan et tilfælde kommer profileringen før indtjeningen.»Vi bookede ham til en sal med 1.000 pladser. Selv om bil-letpriserne var relativt høje, kunne det på ingen måde dække honorar og udgifter til hotel, forplejning, og hvad der ellers kommer oven i regningen. Der træder sponsorpenge og kom-munalt tilskud ind, for det var vigtigt for både os og Randers at kunne præsentere lige netop Ringo. Det giver den lokale selvforståelse et enormt boost, at vi kan gøre den slags.«Rørsted er uddannet arkitekt og arbejder konstant på at ud-vikle nye, små sale, fordi han netop opfatter intimiteten som et konkurrenceparameter – både for publikum og de optræ-dende.»Netop fordi alle de andre har så travlt med at lave arenakon-certer, satser vi på det modsatte, for det kan vi ikke konkur-rere mod. Og det er en sårbar kamp om at være størst. Vi kan langt bedre omstille os, netop fordi vi er små. Og kunstnerne elsker at spille på en mere intim scene, det giver en helt anden fornemmelse af publikum.«

DET er en surrealistisk oplevelse at sidde om et cafébord med udsigt til en heftigt trafikeret hovedvej på den ene side, pløje-mark på den anden, Bauhaus på den tredje og en tro kopi af Graceland på den fjerde. Trafikstøjen blander sig med et bredt udvalg af Presley-klassikere, der kommer fra højttalere placeret i græsset ved indkørslen til Randers nyeste attraktion. Borg-mesteren er stødt til os, han hedder Henning Jensen Nyhuus og er tidligere kriminalbetjent. Efter en faldulykke i midten af halvfemserne mistede Nyhuus to tredjedele af sin erhvervsevne og blev førtidspensionist i 2001. Siden da har han haft travlt. I 2007 blev han valgt til borgmester for Socialdemokraterne. Borgmester Nyhuus ser det som sin opgave at servicere de mennesker, der har et drive og en idé, for i hans optik er det dem, der hiver Randers op ved hårrødderne. »Uden at fornærme nogen kan jeg vel godt sige, at det er meget sjældent, at det er på kommunekontoret, de store ideer udklæk-kes. Det er ildsjælene, der brænder for deres projekter, der kan den slags. Vi skal som politikere være gode til at skabe nogle rammer og være positive over for de forslag, de ildsjæle har.«

Og det må man sige, at både borgmester og byråd i Randers er. Det er svært at forestille sig andre steder i landet, der kunne skabes politisk velvillighed over for et projekt som Henrik Knudsens: at bygge en tro kopi af Graceland. Borgmester Nyhuus fortæller da også, at der selv i Randers var skepsis til at begynde med.»Altså, da Henrik kom med ideen første gang, var der en del i byrådet, der syntes, det lød sådan lidt ...« borgmesterens pege-finger cirkler ud for tindingen. »Men han blev ved, og hen ad vejen blev det en bedre og bedre idé på papiret.«Og også i virkeligheden. Folk strømmer til og vil spise, holde møder og giftes på Graceland. Stedets selskabslokaler er boo-ket to år frem, og Graceland har haft omkring 20.000 besø-gende i de første tre måneder, museet har eksisteret. En kvinde har bestilt plads til at fejre sin 70-årsfødselsdag i Graceland i 2018. Under forudsætning af, at hun stadig lever ... Graceland er måske kernen i Randers’ opblomstring. Hvor langt ude den excentriske hittepåsomhed hos ildsjælene end må fore-komme, viser det sig som regel også at være en god forretning.

SPØRGSMÅLET er, hvad det skal gøre godt for? En klon af Elvis Presleys hjem, en regnskov, som man kan se bedre i Brasilien, og en lang række bedagede rockstjerner, der optræder for et beskedent publikum? Hvad med noget rigtig kultur, spørger jeg borgmesteren, uden at han et sekund lader sig provokere.»Det er et spørgsmål om at definere og kende sine grænser. Det ville være tosset at bygge et operahus, for det er her slet ikke publikum til. Vi må arbejde med det, vi har, og det, der kan lade sig gøre. Lad mig give dig et eksempel: Der er universiteter i både Aalborg og Aarhus, så det ville være tosset at begynde at oprette et i Randers også. Det kan vi ikke. Så vi vender den om og siger: Vi er da heldige at have to universite-ter i området, ikke bare et enkelt som de har i Aarhus. Samti-dig forsøger vi at lokke de unge studerende til at blive i byen ved at tilbyde nogle billige lejligheder. Du kan få en toværelses her i Randers for 2-2.500 kroner om måneden, og det er et argument, de færreste på SU kan se bort fra. Samtidig giver vi en jobgaranti. Hvis en studerende ønsker et studiejob, så har vi forpligtet os politisk til at give ham eller hende det.«Her kommer så returkommisionen ind i form af de kultur-virksomheder, borgmesteren og byrådet støtter. De er nemlig glade aftagere af de studerende bijobbere. På Værket arbejder i øjeblikket fire studiemedhjælpere i garderobe, billetsalg og bar. Og det er ikke kun de studerende, der bliver i byen. Tidligere var fraflytning et problem for Randers kommune, men den udvikling er vendt.»Vi har en nettotilgang på 5-800 borgere om året,« fortæller Nyhuus, »og målet er, at indbyggertallet i kommunen rammer 100.000 inden år 2017. Det er kulturen, vi bygger den succes på. Generelt bliver der over en bred kam skåret ned på kul-turbudgetterne, men for os er det vejen frem. Kulturen er en løftestang for selvforståelsen. Og det er meget tydeligt, at der er kommet en fælles forståelse for, at vi faktisk godt kan noget her i Randers. Det samler byen og giver mentalt overskud. Vi er godt på vej ud af gummistøvlerne.«

Provinshop. I Randers kan publikum røre ved Nick Cave og andre stjerner. Byen med det dårlige image har trukket sig selv op ved hårrødderne. En intim musikscene er en af hemmelighederne.

På vej ud af gummistøvlerne

Der er masser af musik i Randers udover den rytmiske scene på Værket, hvor blandt andet Ringo Star og Nick Cave har optrådt. Denne sommer var der DM for bygarder i Randers. FOTO: LARS RASBORG/

SCANPIX

LAYOUT: ANETTE RIEMANN KORREKTUR: SARA HØYRUP

Kultur # 28 15. juli 2011 3Weekendavisen