religion i international politik - udenrigs.dkudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2011.pdf ·...

1 · 2011

Religion i international politik

Flertallets verden er religiøsDen islamiske udfordringAllahs vælgerkorpsTyrkiets religiøse dilemmaReligion i EUPavens fokus på EuropaKampen om Israels sjæl

Lasse Ellegaard om Oprøret i Mellemøsten

Uffe Østergård om ‘Tavshedens tyranni’

Jan Jakob Floryan om Livet under Stalin

Udenrigspolitisk aktivisme

Piratbekæmpelse

Kina er centrum i Asiens hjul

50-året for Svinebugten

Rivalisering i Asien

Nekrolog 2

Verdenshavet og Frederiksholms Kanal:

Europagten redder bankerne, men ikke Europa 4

Noter i marginen: Det ulykkelige Arabien Anna Libak 6

TEMA

Velkommen til flertallets verden – den religiøse Ole Wæver 8

Islamismen udfordrer verdens orden Mehdi Mozaffari 19

Allahs vælgerkorps Michael Thumann 27

Tyrkiets religiøse dilemma Martin Selsøe Sørensen 33

Religion som basal værdikonflikt i Europa Lisbet Christoffersen 39

Pavestolen har Europa som centrum igen Thomas Harder 50

Den ortodokse kirke i russisk (udenrigs)politik Christian Gottlieb 58

Kampen om Israels sjæl Martin Krasnik 64

BAGGRUND

Patriarkernes gravkamre Lasse Ellegaard 71

Dansk udenrigspolitisk aktivisme i nyt farvand Rasmus Brun Pedersen 81

Pirater kan og skal bekæmpes lokalt Lars Bangert Struwe 88

Kina gør sig til centrum for det asiatiske hjul Thomas Høy Davidsen 92

Svinebugten 50 år efter Jens Lohmann 99

Danmarks stemme: Siden sidst Brita Vibeke Andersen 109

LITTERATUR

Ytringsfriheden i globaliseringens orkan-øje Uffe Østergård 112

Asien og Globaliseringens Ocean Anders Hansen 116

Et samfund af stumme Jan Jakob Floryan 120

Bognoter 127

Mere islam, mindre terror?

udenrigs 1 · 2011 1

Vi besluttede at gøre religioners rol-le i international politik til tema fordette nummer, før nogen drømteom oprørsbølgen i Mellemøsten. Enanalyse lå klar om, at hvis Det Mus-limske Broderskab engang kom tilmagten i Egypten, ville det radikali-sere hele den muslimske verden ogkun kunne sammenlignes med, hvisIran får atomvåben. Men det blev tilet oprør i Egypten, hvor de muslim-ske brødre og religion i det hele ta-get kun spillede en perifer rolle.

Hele den arabiske verden er un-der forandring af krav om respektfor menneskerettigheder, frie valgog opgør med korruption. De arabe-re viste sig at ligne os og ikke værenær så drevet af religion, som vi gikog troede.

Det er et velkomment slag imodforestillingerne om, at vi bare vil semere radikal religiøs fremdrift fraden kant.

Som Ole Wæver påpeger i intro-duktionsartiklen til temaet, kan is-lam både komme til at spille en stør-re rolle i globalt perspektiv og isla-misk terrorisme samtidig aftage. Vre-den i den arabiske verden rettedesig tidligere imod Vesten, fordi re-gionens unge ikke troede, at dekunne blive af med deres egne dik-tatorer, så længe de var støttet af Ve-sten.

Mellemøstens oprør er et grund-skud mod myten, at islam kun vilavle mere vold. Råbene om anstæn-dige levevilkår og demokrati i denmuslimske verden varsler godt forMellemøsten og det internationalesamfund, men vi har selvfølgeligikke hørt det sidste fra de arabiskegader. Araberne vil ikke efterlignedet Vesten, som har støttet deresdiktatorer. Forvirringen i USA ogEuropa vidner om, at vi slet ikke sådet komme, men troede at diktato-rerne var nødvendige onder for enstabilitet, som kun eksisterede i Vestens hoved.

Religion forbliver efter alt at døm-me en kilde til intolerance globalt.De ortodokse vinder frem i Israel oger en dødelig trussel imod demokra-tiet i landet. I Pakistan foregår etblodigt slag om blasfemiloven, sombruges imod kristne og andre mino-riteter. I Indonesien angribes kristnekirker med mange dødsofre til føl-ge. Ja, listen er lang. Men religion erkommet for at blive som en faktor iinternational politik, bl.a. fordi ver-den ikke længere er domineret afVesten. Vi skal bare til at affinde osmed det. Og det er slet ikke det vær-ste, som kan ske, hvis vi faktisk kanfå mindre terror ud af det.

Redaktionen

Ingen er uundværlig, siger man,men det passer ikke om Tøger Sei-denfaden, der døde den 27. januar.Tøger er uundværlig. Den enestefor mildende omstændighed vedhans død var, at den kom, mens hanvar intellektuelt på toppen. Han del-tog i sædvanlig oprejst stil fra sygele-jet i en timelang debat på P1 omUSA og Barack Obama kun to dagefør.

Der er skrevet og sagt så megetsmukt om Tøger, men Udenrigs vilselvfølgelig også sige farvel i detteførste nummer, siden han forlod os.Her blot et lille udvalg af alt det,som denne redaktør gerne selv villehave skrevet. Anders Jerichow i Poli-tiken: “Alle samfund har brug for enTøger. Der skal være nogle til at sigefra. Alle retssamfund har også brugfor en Tøger. Der skal være nogle tilat udfordre loven. Og alle medierhar brug for en Tøger til at holdemagthavere i ørerne”.

Ulrik Høy i Weekendavisen: “Ensvimlende begavelse, en debatinsti-tution, der har indskrevet sig i denmoderne danske pressehistorie”.

Rune Lykkeberg, Information: “En-delig er der de få åndsaristokrater,som investerer hele deres engage-ment i den offentlige markedsplads.Som én gang for alle har anerkendtden offentlige samtale som det væ -sentlige sted. De engagerer sig ikke iden offentlige debat for at markere

afstanden mellem den lave masse ogdet høje niveau på første sal. De erfrigjorte i den forstand, at deresprincipper og selvforestilling ikke erudleveret til sociale konjunkturer ogvilkårlige modeluner. Sådan en sjæl -den demokratisk åndsaristokrat varTøger Seidenfaden”.

Og som ansat på Politiken kan jeghelt identificere mig med kollegaBjørn Bredals ord: “Når Tøger fik osandre til at føle os som en del af no-get større, som medarbejdere på etprojekt, så skyldtes det nok ikkemindst hans egen stærke følelse afat være medarbejder på et projekt,der var meget større end ham selv.”

Og en hilsen fra en Politiken-læser, Jeppe Søe: “Tøger var en om-fattende mundfuld, der konstantmættede den demokratiske debat.Velvalgte ord kaldte altid på svar, ogdermed blev Tøger igangsætter isamtalen. Evig respekt for sine mod-standere, talte ikke for at kanøfle,men fordi enhver ytring skaber,hvad det nævner. Kæmpe medmen-neskelighed og mod til at sætte tryk-pressen i gang med ord, der for an-dre var utænkelige. Tøger gav detusagte liv!”

Han stortrivedes med debatter, ogman måtte på ledermøder lure hansåndedrætsteknik af for at gribe or-det i de små pustepauser. Men så varhan også en rigtig god lytter.

Dette tidsskrift skylder Tøgers far

2 udenrigs 1 · 2011

Den uundværlige

Erik Seidenfaden sin eksistens. Hangrundlagde det under navnet Fremti-den i 1945 sammen med SteenGudme.

Erik Seidenfaden var under besæt-telsen med til at starte Informationsom illegalt blad og var efter krigenInformations chefredaktør i mangeår. Han var blandt stifterne af DetUdenrigspolitiske Selskab i 1946 ogsad i bestyrelsen fra starten.

Der blev han i 1987 afløst af Tø -ger, som i et par år havde været aktivi Selskabets sikkerhedspolitiske stu -diegruppe. Samme år kom tids skrif -tet Fremtiden i vanskeligheder, da etlille forlag, som stod for produktionog distribution, gik konkurs. Selska-bets bestyrelse og nyansatte direktørKlaus Carsten Pedersen besluttedeat videreføre tidsskriftet med nytkoncept under navnet Udenrigs.

Tøger lod sig overtale til at bliveredaktør, for det betød meget forham, at det var arvegods efter fa -deren. Imidlertid var Tøger i efter -året 1987 blevet chefredaktør påWeekendavisen og kunne dermedikke tage eneansvar for Udenrigs. Jegfik den store fornøjelse at kommemed. Jeg havde kendt Tøger længeog været i adskillige ophedede dis -kussioner med ham, da mine brillermildest talt var en del mere venstre-duggede. Men Tøger opsøgte netopden store bredde og ikke mindst af

ham lærte jeg, at de gamle højre-venstre barrikader blokerede forreel fri tænkning.

Det blev til planlægningsmøderpå hans kontor på Weekendavisen,hvorefter jeg så som ansvarshavendegik med stakken af blade og notaterfor at hale hans gode ideer hjem tilnæste nummer. Han besad også iden sammenhæng evnen til at gøreideer til fælles gods.

Tøger forblev i vores redaktions -komite til sin død, ikke fordi hanstid tillod ham megen aktiv deltag el -se; men han stod inde for Udenrigs,og hans højre hånd Christine Bard -trum meldte altid afbud, når hanikke kunne komme.

Og Tøger rakte langt ud i verden.Den tyske ugeavis, Die Zeits editor-at-large Theo Sommer skrev i en mail:“Jeg har fulgt Tøger Seidenfadenskarriere, lige siden jeg samarbejd-ede med hans far i Paris. Tøger varen stor og modig journalist, hvisstemme rakte langt ud over de dan -ske grænser”.

På Udenrigs og i Det Udenrigspoli-tiske Selskab føler vi som uendeligtmange andre et smerteligt savn.Tøger Seidenfaden er hverken til atundvære eller til nogensinde atglemme.

Vibeke Sperling

3udenrigs 1 · 2011

Danske politikere var lettede, efterat de 17 eurolande på deres topmø-de den 11. marts nåede til enighedom de overordnede regler for densåkaldte europagt.

De øvrige 10 EU-lande blev invite-ret til at deltage i pagten. Statsmini-steren vurderede, at Danmark kantilslutte sig, uden at det er nødven-digt at afholde en folkeafstemning,og at Danmark har en klar interessei at være med. Og Socialdemokrater-ne erklærede sig straks enige.

For danske politikere var det – påkort sigt – en heldig udgang på pla-nerne om en ‘pagt for konkurrence-evnen’, som foreslået af kanslerMer kel med opbakning fra præsi-dent Sarkozy en måned tidligere.Den var tæt på at være politisk uspi-selig også i en række eurolande medsit de facto krav om, at de øvrige lan-de skulle føre samme konkrete poli-tik som Tyskland med hensyn til pen -sionsalder, lønudvikling, selskabs-skat, gældsbremse etc.

Men det oprindelige forslags føde-rale karakter var undervejs blev kraf-tigt udvandet efter protester fra enrække af de øvrige eurolande. Såmeget, at pagten på lang sigt ikke er

mere effektiv, end hvad medlems-landene frivilligt vil være med til.Konkurrenceevnepagten kan be-tragtes som et tillæg til stabilitets- ogvækstpagten, der i sig selv var et se-nere tillæg til den oprindelige trak-tat, som skulle sikre budgetdisciplini mangel på en økonomisk union.

Men ikke et eneste euroland harigennem samtlige år overholdt stabi-litets- og vækstpagten.

Havde de gjort det, var deres stats-gæld ikke steget så meget, som denfaktisk er i en række lande.

Det tysk-franske forslag om enkonkurrenceevnepagt udspringergrundlæggende af ønsket om at er-statte den midlertidige låneordning(EFSF) for eurolande i krise med enpermanent ordning (ESM) fra 2013med en højere udlånsramme.

Tyskland er den største garant.Kansler Angela Merkels problem er,at de tyske vælgere er særdeles afvi-sende over for, at Tyskland skal bru-ge penge på at redde økonomien iandre lande. Prisen for at stille tyskgaranti for en permanent låneinsti-tution var derfor et krav om tæt ko-ordinering af medlemslandenesøkonomiske politik.


Verdenshavet og Frederiksholms Kanal

Europagten redder bankerne, men ikke Europa

Behovet for lån opstod, fordi fi-nanskrisen i 2008 gjorde det nød-vendigt for en række stater i EU atgarantere eller skyde penge ind i de-res banker for at sikre dem modkonkurs, og samtidig pumpede depenge ud i omsætningen i håb omat mindske faldet i beskæftigelsen.

Men da mange af dem i forvejenhavde en stor offentlig gæld, fordide ikke i de foregående år havdeoverholdt stabilitets- og vækstpag-tens budgetdisciplin, begyndte detat blive et problem at få underskud-det på statsbudgettet finansieret pådet internationale kapitalmarked – ihvert fald til en rimelig rente.

Det gjaldt i første omgang Græ-kenland. For et år siden var landettruet af statsbankerot. Og i efteråretvar det Irland, der kom i vanskelig-heder.

Irland var ellers i 2007 – året førbankkriserne satte ind – et budget-og gældsmæssigt mønsterland, mendet blev meget hårdt ramt af at havegaranteret både irske og udenland-ske bankers udlån til en ophedetejendomssektor. Faktisk havde Ir-land i 2007 kun halvt så stor en of-fentlig gæld som Tyskland.

Det, der begyndte som bankkriser,udviklede sig altså i nogle lande tilstatsgældskriser på det private låne-marked. Andre eurolande med Tysk-land i spidsen måtte træde til medlånepakker for at forhindre, at Græ-kenland og Irland gik bankerot ellertrådte ud af eurosamarbejdet. Detfrygtes stadig, at Spanien, Portugal

og måske Italien får lignende pro-blemer.

Modstykket til de statslige hjælpe-pakker til periferi-landene er, atbankerne – i vid udstrækning tyske,franske og engelske – er sluppet fortab på deres udlån i disse lande, selvom de har været uforsigtige med be-villinger af lån.

Hjælpepakkerne blev ydet på be-tingelse af krav om nedskæringer ide offentlige udgifter, herundersænkning af lønninger og pensio-ner, samt højere skatter for hurtigtat få balance i de offentlige udgif ter.

Retfærdigt måske, set med en tyskvælgers øjne, men den økonomiskevækst er gået i stå på grund af stram-ningerne. Derfor får de umådeligtsvært ved at tilbagebetale deres lån ifuldt omfang.

Muligheden for at eksportere sigtil vækst er svækket af, at enhedsløn-omkostningerne for de perifere eu-rolande (og Danmark) igennem desidste 10 år er steget 25-30 procentmere end i Tyskland. De kan ifølgesagens natur ikke devaluere sig tilvækst, og en såkaldt intern devalue-ring vil vare adskillige år.

Status er derfor, at store dele afEuropa i årevis vil blive præget aføkonomisk stagnation og velfærds-forringelser. Det retter europagtenikke op på. Bankerne og euroen bli-ver reddet, men ikke Europa.

Måske er det en sag for danskepolitikere at tale højt om i Bruxelles.

Navigator

5udenrigs 1 · 2011

Europagten redder bankerne, men ikke Europa

Over hele verden er de arabiske re-volutioner blevet hilst velkommen,og just dét rummer et stort, truendeparadoks: For hvordan går det til, atIran og al-Queda synes lige så begej-strede for opstandene i Egypten, Tu-nesien og Libyen som EU og USA?

Spørgsmålet er desværre ikkesvært at besvare. Sagen er, at mens vii den vestlige verden forholder os tilden folkelige drøm om demokrati,som er kernen i opstanden, så for-holder Iran og al-Queda sig til reali-teterne: Nemlig den kendsgerning,at demokratisering i den muslimskeverden erfaringsmæssigt de sidsteårtier har ført til øget islamiseringog modstand mod Vesten.

Hvad førte det til, at den ameri-kanske præsident Jimmy Carter i1979 pressede Irans shah, Moham-med Reza Pahlavi, til at opgive mod-stand mod Khomeini, fordi der vartale om en folkelig opstand? Det før-te til præstestyret, som i dag glædersig over, at de halvsekulære regimerfalder som dominobrikker.

Hvad har det betydet for Israel ogGaza, at Hamas vandt de vestligtstøttede parlamentsvalg – ad fuld-kommen demokratisk vej – i de pa-læstinensiske selvstyreområder i2006?

Selv om det var fuldkommen for-ståeligt, at palæstinensere dengangforetrak Hamas, der leverede læge-og socialhjælp til den trængte be-folkning, fremfor det korrupte ogselvtilfredse Fatah, så har Hamas siden omdannet Gaza-striben til enkasernestat og bombarderer uafla-deligt Israel med Kassamraketter.Med det resultat, at en holdbarfredsløsning mellem Israel og palæ-stinenserne i dag er længere vækend nogensinde. Hamas glæder sigogså over de folkelige opstande iMellemøsten.

Ligegyldigt hvor man vender blik-ket hen, pågår der i disse år en isla-misk vækkelse i den muslimske ver-den: I Libanon har Hizbollah styrketsin position, i Pakistan tager klapjag-ten på religiøse minoriteter og lære-re og elever på pigeskoler til, ja, selvi Tyrkiet – Mellemøstens sekulæreperle – har AKP ifølge Riza Türmen,tidligere dommer ved Den Euro -pæiske Menneskerettighedsdomstol,radikalt forandret Tyrkiet fra et vest-ligt orienteret og sekulært system tilet islamisk og konservativt.

Det ville være rart at kunne bringeeksempler på det modsatte, menhvor er de? Demokratisering i sinmuslimske udgave synes at være lig


Noter i marginen

Det ulykkelige Arabien

med flertallets ret at undertrykkemindretallene. Derfor er de egypti-ske koptere, der udgør ti procent afbefolkningen, da også hunderæddefor konsekvenserne af Mubaraks af-sættelse.

Så hvad er konklusionen? I hvertfald kan man slå fast, at de vestligemedier, som i denne tid har travltmed at bebrejde EU og USA, at manhar holdt disse tyranner ved magten– mod folkets vilje – gør sig opgavenfor let.

De skylder at svare på, hvad manellers skulle have gjort. De vestligeregeringer har med USA i spidsenprimært ladet sig lede af egne inte -resser i sin benhårde realpolitik: Enstabil energiforsyning, styrkelse af Is-raels sikkerhed, en begrænsning afflygtningestrømmene til Europa, ogen sikring af de militære forsynings-linjer til krigene i Afghanistan ogIrak. Det er sket ved at samarbejdemed nogle af verdens mest blodtør-stige slyngler, der er rasende ligegla-de med deres befolkninger.

Hvis der havde været nogle demo-kratisk sindede magthavere at sam-arbejde med i stedet, så havde mannaturligvis gjort det. Det var der bareikke.

Det er da også symptomatisk, atkritikerne af Vestens hidtidige poli-tik ikke sætter navne på dem, vi bur-de have samarbejdet med. Ligesomde i øvrigt også nøjes med at kritise-re samarbejdet, efter at regimets

fald er uigenkaldeligt: Således erder ingen kritikere, som i skrivendestund hævder, at vi straks bør afbry-de de diplomatiske forbindelser tilSaudi-Arabien, Yemen, Jordan og Sy-rien, selv om styreformerne dér la-der meget tilbage at ønske.

Kritikerne af Vestens politik skyl-der at indse, at det ikke er Vestensansvar, at den muslimske verdenmed få undtagelser styres af militær-juntaer, monarker og autoritærediktatorer. Til et autokrati hørerikke blot en autokrat, der hører san-delig også en befolkning, som tilla-der autokratiet og indordner sig un-der dets principper.

Når man i disse dage svælger i,hvor mange milliarder de faldnemellemøstlige diktatorer har ragettil sig, hører det med til historien, atdet ikke blot er lederen selv, mensom regel alle offentlige myndighe-der, der bruger de offentlige res-sourcer som var de deres privatemidler. Man skal kort sagt betale be-stikkelse for at få noget gjort hos detoffentlige.

Det kan ikke være vores skyld,men til gengæld er det heller ikkevores fortjeneste, at nogle af bandit-terne nu er fældet. Så hvad skal vigøre i fremtiden? Det samme selvføl-gelig: Vi skal samarbejde med denye ledere. Vi har ikke andet valg.

Anna Libak er litteraturredaktør påWeekendavisen.

7udenrigs 1 · 2011

Det ulykkelige Arabien

Før og efter 1989 – sådan troede vi,indtil for nyligt, at historien skullefortælles. Murens fald og den koldekrigs afslutning var det store skift –for os, der havde oplevet den koldekrig. I fremtidens historiebøgerkommer det snarere til at hedde ‘førog efter 1979’, med den iranske re-volution som vendepunktet. Den is-lamiske revolution var ikke det før-ste eksempel på religionens gen-komst i verdenspolitikken, men delsfik det konkrete tilfælde større bli-vende betydning end de andre (for-di det skete i en betydelig regionalmagt, og fordi regimet har holdt sigved magten i nu over 30 år), delsigangsatte 1979 en generel eftertan-ke i øst, vest, nord og syd: Hvordankunne et af regionens mest moder-ne og højtuddannede lande med enældgammel civilisation lave sådan etsving? Det nye var, at vi ikke bare så

‘efterslæb’, men snarere en ny ret-ning, historien kunne tage.

Hvad er undtagelsen, og hvad erreglen om mennesker?

Menneskeheden er altovervejen-de religiøs. Ateister udgør formo-dentlig få pct., og ikke-troende må-ske op til 15 (med ret stor måleusik-kerhed pga kinesernes uafklarederetning). Af de mindst 85 pct. troen-de har det store flertal sandsynligvistroen som en ganske afgørende delaf deres liv, med en helt anden in-tensitet end den normaldanske tro.

Omkring halvdelen af klodens be-folkning mener, at troen rettelig børhave væsentlig indflydelse på indret-ningen af samfundet. Altså en vidudbredelse af netop det, de fleste iEuropa mener, er den sikre vej tilkatastrofer: sammenblanding af reli-gion og politik. Vi mærkede ikke såmeget til det i lang tid, for folk blev


Velkommen til flertallets verden – den religiøseOle Wæver

Vi bør diskutere konkrete spørgsmål, hvor religiø-se og andre synspunkter kan brydes, i stedet for atgøre disse diskussioner til for og imod religion ipolitik

globalt holdt nede og på plads af re-gimer, der svingede vores sekularisti-ske fane højt. Når 1979 udløste såmegen bekymring langt ud overspørgsmålet om mulig islamistisk af-smitning, skyldtes det, at man i storedele af verden kunne iagttage en kri-se for den vestlige udviklingsmodel.

Forklaring: Med afkolonialiserin-gen blev nye stater verden rundtovertaget af vestligt uddannede eli-ter med et projekt om at skabe enstat efter vestligt forbillede. 1950’ -erne og 60’erne var domineret af va-rianter af ‘moderniseringsteori’, derdiskuterede, hvordan man kunne fåalle disse nye stater hen ad sammelandevej, som vi andre havde tilba-gelagt. Nogle lagde sig i den Sovjet-inspirerede side af vejen, andre iden USA-inspirerede. Og eliternehavde af mange gode grunde travltmed at stække tidligere magtcentresåsom etniske og religiøse ledere.Væsentlige elementer i projektetblev derfor nationbuilding. Statenskulle være sekulær, og de religiøseledere placeres i fortiden.

Sekularisme under pres

Efterhånden som projektet med atblive en vestlig stat blev mindre ogmindre overbevisende, kom ogsåden sekularistiske del af pakken un-der pres.

Spørgsmålet om, hvem der er reg-len og hvem undtagelsen, blev stilletmest elegant af Peter Berger i 1996.Religionssociologen Berger havde

tidligere været en af de ledende teo-retikere inden for sekulariserings-teori, der netop forklarede, hvorforalle samfund ville bevæge sig fra reli-giøse definitioner til sekulære sam-fund.

Nu skulle han anmelde et stortforsk ningsprojekt og bogværk, femtykke bøger med resultaterne af etstort komparativt projekt under detamerikanske videnskabsakademi,‘fundamentalismeprojektet’. Medstor empirisk detaljerigdom og syste-matisk teoriudvikling undersøgesher ‘fundamentalisme’ i alle de stør-re religioner.

Men Berger studsede. Det blev altsammen behandlet som om, det var‘mærkeligt’, som om det var en afvi-gelse, der krævede forklaring. Men,indvendte han, denne form for insi-steren på at lade de sande religiøseindsigter slå igennem på samfunds-mæssig og politisk praksis, det varog er jo det normale – gennem hi-storien og verden rundt i dag. Hersad snesevis af amerikanske universi-tetsprofessorer og skrev om detmenneskeligt normale, som om detvar et særligt fænomen, der skullehave en etikette og en diagnose. Detforklaringskrævende, afvigende fæ-nomen var, konkluderede Peter Ber-ger drilsk: den amerikanske univer-sitetsprofessor. Disse distanceredeiagttagere, der skilte religion fra detøvrige liv og udviklede en helt særligmåde at omgås hinanden og andre.

Religiøs politik fremstår i de do-minerende akademiske modeller

9udenrigs 1 · 2011

Velkommen til flertallets verden – den religiøse

som ikke bare ‘forklaringskrævende’men også farligt! Det giver god me-ning i det store historiske og idéhi-storiske billede. Det moderne sam-fund, hvor vores civilisation har ta-get form, er på mange måder skabtaf to afgørende træk. Først et poli-tisk og så et menneskeligt. Det poli-tiske krystalliseres dels i ThomasHobbes’ Leviathan, dels i fredsslut-ningerne efter 30 års krigene.

Erkendelsen her var, at hvis vi ved-blev med at lade tro være noget, derkunne begrunde krig, ville der al-drig blive fred. For tro er en trossag, og derfor kan der aldrig givessikre, endelige svar – og vi vil haveuenigheder, der kan begrunde nyekrige i en uendelighed. Eneste løs-ning var at sige, at religion fjernesfra den internationale politik og gø-res først til et ‘indenrigspolitisk’ an-liggende (herskeren bestemmer tro-ne for sit folk) og siden et endnumere indre anliggende, nemlig pri-vat for den enkelte. Men under alleomstændigheder ikke noget mellemstaterne, som man kunne føre krigom. I det lys er det et sikkerhedspro-blem, så snart religion stikker hove-det frem i en politisk sammenhæng.

Den anden væsentlige grundsten,som mange ser truet, så snart reli-gion melder sig i det politiske spil,er oplysningstidens opdyrkelse afdet myndige menneske. Politisk au-toritet kan kun komme fra menne-sker. Historisk bevægede europæ-iske og amerikanske samfund sig frarenæssancen og især siden reforma-

tionen, religionskrigene og oplys-ningstiden gradvist væk fra eksplicitog generelt anerkendt forankring afden politiske orden i religiøse struk-turer – hen mod en politisk ordengrundlæggende funderet i rent men-neskelig historie, fornuft og vilje.

I princippet bør der intet være ivejen for, at deltagere i den politiskeproces personlig henter deres be-grundelser og moralske standarderfra religiøse kilder, hvorimod megetfå i Vesten vil acceptere, at nogen in-stans – et Vogternes Råd – tildelesmagt eller kompetencer i det politi-ske samfund som repræsentant foren religiøs sandhed.

Principiel åbenhed

Vel netop fordi vores samfund harudviklet sig via frigørelse fra institu-tionel magt hos kirken, er det let atreagere på enhver religiøst funderetpolitik, som om den var første trinpå vej mod et teokrati. Det er stærktomdiskuteret, men jeg mener, at detvil være principielt forsvarligt og po-litisk fordelagtigt at udvise principielåbenhed over for, at religiøs motiva-tion er lige så legitim som enhveranden i et moderne, demokratisksamfund, så længe der ikke byggesmagtstrukturer med begrænsning afflertallets mulighed for fremtidigt atovertrumfe disse (eller med ind-skrækning af mindretalsbeskyttelse,fx religionsfrihed). Derfor var vibedre tjent med at diskutere kon -krete spørgsmål, hvor religiøse og


TEMA: RELIGION I INTERNATIONAL POLITIK

andre synspunkter kunne brydesover sagerne selv, i stedet for hele ti-den at gøre disse diskussioner til endiskussion for og imod religion i po-litik. Og især frem for at gøre diskus-sionerne til et spørgsmål om trusler.

Den aktuelle situation er, at de fle-ste diskussioner af verdenspolitik-kens religiøse dimensioner udgårfra grundtonen: religion i politik eren trussel, og religion i sikkerheds-politikken er en sikkerhedstrussel.

Det er egentlig underligt. Reli-gion i den internationale politik harhaft to næsten uafhængige afdelin-ger i biblioteket. Et sted finder vi lit-teraturen om religiøst motiveredekonflikter og terror – en afdeling,som er vokset dramatisk de sidste 10år. I et andet, mere støvet hjørne fin-der vi en mindst ligeså anerkendt oggennemtænkt litteratur om religionsom grundlag for ‘gode gerninger’ iinternational politik.

Danskernes engagement i verdensproblemer har i høj grad været an-ført af kirkelige organisationer, dervar pionerer i udviklingsarbejdet.Moralsk lederskab i forhold til kon-fliktløsning og forsoning er megettit udsprunget fra religiøse skikkel-ser. Den mest berømte og en af demest vellykkede forsoningsproces-ser, den i Sydafrika, var næppe lyk-kedes uden en religiøs dimension. Isin tankevækkende bog Det HelligesAmbivalens skriver R. Scott Appleby,at både fredsmagere og voldelige ak-tører ofte har hellige oplevelser somudgangspunkt. Religion er det men-

neskelige svar på en erfaring, deropleves som hellig, skriver Appleby.Både voldelige ekstremister ogfredsmagere er militante. Begge ‘gårtil ekstremer’.

De fleste ved godt, at der er den-ne ‘gode religiøse politik’, men alli-gevel ræsonnerer de fleste ud fraden anden. Og derfor er der megetfå, der protesterer, når det fremstil-les som om at religiøs radikaliseringpr. definition er første skridt i ret-ning af voldelige eller terroristiskehandlinger – hvor det principieltlige så godt kunne være første skridtfor en ny Moder Teresa.

Et af de klare udtryk for at de fle-ste i Vesten var og er uforberedte påog uvillige til at anerkende den glo-bale, religiøse normalitet, er at reli-gion bortforklares som noget andet.Tre bortforklaringer er særligt ud-bredte. Først hører vi, at der reelt ertale om magtpolitik og manipula-tion – ledere anvender religiøse be-grundelser. Slobodan Milosevic varkommunist først, så blev han natio-nalist, da tidsånden blæste den vej,og i dag ville han sikkert være bleveten stor religiøs leder. Der er megetrigtigt i, at ledere anvender den re-torik, der giver bedst udbytte, mendet flytter bare det gode spørgsmålét felt, for hvorfor er det lige, at engiven retorik virker – det må værefordi, der er genklang hos befolk-ningen for den slags begrundelser,og vi må derfor stadig interesse osfor, hvad selve det religiøse grund-lag er for politik i religioners navn.

11udenrigs 1 · 2011


Som andre identiteter

Den anden type bortforklaring læg-ger vægt på, at religionens betyd-ning i international politik kan for-stås på lige fod med andre identite-ter. Vi brugte akademisk en stor delaf 1990’erne på at lære at forståidentitetspolitikkens rolle for sikker-hed og storpolitik – særligt foranle-diget af udviklingerne i Eksjugoslavi-en og det tidligere Sovjetunionen.Mange forsøger at overføre dissetanker på dagens udfordringer;hvad der gjaldt for konflikter mel-lem kroater og serbere, må ogsågælde islamisk radikalisme eller detkristne højre i USA. Ja og nej. Det errigtigt, at troende typisk finder sam-men med fæller og kommer til atopfatte sig som et fællesskab, derkan være truet, og som gruppe vil etsådan religiøst funderet fællesskabhave mange træk til fælles med na-tionale og etniske grupper.

Men det er så at sige kun andetskridt, ikke det første. En nationhandler om fællesskabet, man hand-ler på vegne af denne så at sige ‘ho-risontale’ gruppe, menneske-til-menneske. Men den religiøse hand-ling har ofte mest grundlæggende atgøre med det ‘vertikale’ forholdmellem den enkelte og det overjor-diske element. Dette skal ikke for-muleres for håndfast, for så bliverdet for protestantisk-specifikt medet indre gudsforhold som det førsteog fællesskabet som noget sekun-dært. Det er klart, at aktiviteterne

med andre – ritualer, praksis – haren langt mere central status i mangeandre trosretninger, men det er sta-dig væsentligt at fastholde, at reli-gion er ‘folkelige fællesskaber plus’;det er en gruppe af mennesker menogså noget mere. Religiøse menne-sker handler ikke primært ud frafællesskabets værdi i sig selv, men udfra overvejelser om den væren, detolker i religiøse termer og verdensindre mening. Og det gør ofte enforskel med hensyn til hvilke hand-linger der giver mening.

Endelig er der en tredje udbredtforklaring, der reducerer religion tilet spørgsmål om udvikling og øko-nomi. Dette er tæt forbundet medden klassiske sekulariseringstese, ogvi ser det i nyere tid fx med opfattel-sen, at den langsigtede løsning påproblemer med terror fra mellem-østlige lande må være økonomiskudvikling.

Det kan der være meget om, mendet ændrer ikke ved, at man for detførste må være yderst skeptisk overfor den klassiske forventning om, atreligion forsvinder med modernise-ring, for den teori har altid væretskræddersyet til Europa og haft etstort forklaringsproblem placeretvestpå henover det meste af Nord-amerika. For det andet kan udvik-lingsstrategiske overvejelser om atundgå radikalisering ikke være anled-ning til at droppe forståelse og hånd -tering af mennesker i verden i dag.

Særligt når det gælder det spørgs-mål, der motiverer dansk interesse



for ‘religion i verdenspolitikken’,terror og islamisk fundamentalisme,er det vigtigt at medtænke både ensocio-økonomisk dimension og en‘indholdsmæssig’, der er både reli-giøs og politisk. Diskussioner om ‘ra-dikalisering’ fanger ofte både det so-cio-økonomiske – under hvilke vil-kår er især unge mennesker mest til-bøjelige til at søge i ‘radikal’ retning(hvor de samme faktorer imidlertidkan give rockerbander, politisk eks-tremisme eller religiøs radikalise-ring) – og den religiøse del af kaba-len (hvilke religiøse ideer er i cirku-lation, og hvornår er det sandsyn-ligt, at identitetssøgen fører i reli-giøs retning).

Men der mangler ofte den poli-tisk-religiøse del. Det er relativt letat forklare, hvorfor fx unge indvan-drere i Europa kan komme ud i entilspidset udgave af ungdommensidentitetskriser, hvor de føler sig af-vist i det nye land og frakoblet detgamle miljø, og da søger efter iden-tifikation, der tilbyder en forøgetselvfølelse ved at blive en del af no-get stort. Men hvorfor vælge demest radikale og antivestlige udga-ver af islam?

Den sande islam

Islamkritikere springer denne mel-lemregning over ved selv at omfavneislamisterne og erklære denne udga-ve den mest sande islam, men i vir-keligheden er det alt andet end selv-følgeligt, at de skal vælge disse vari-

anter. Det kan slet ej heller forklaressom udtryk for ‘traditionalisme’ og‘middelalderlige miljøer’ i voressamfund – tværtimod. Pointen om-kring disse radikaliserede unge er jomeget ofte, at de netop ikke er ‘tra-ditionelle’ i betydningen, at de harovertaget en éntydig dogmatik, dernærmest er ‘nedarvet’.

De er inderligt moderne, da dehar indset – nok smerteligt – at derer en mangfoldighed af mulige over-bevisninger, og de har almindeligvisogså frigjort sig fra de traditionellereligiøse autoriteter, der belærte for-ældrene, og er blevet frisat som an-dre unge i et moderne samfund.Her vælger de så frit i tidens religiø-se supermarked, og det springendepunkt er derfor, hvorfor radikale,voldelige og anti-vestlige varianter afislam så har en vis appel.

Det kan ikke bortforklares medgammeldags koldkrigsagtige ‘hjer-nevask’-teorier, hvor hele ansvaretlægges på imamer. Nej, det blivernødvendigt at medtænke en politiskforståelse. Det er den verdenssitua-tion, vi har været med til at skabe,der gør netop disse Vesten-fjendske,krigeriske udgaver særligt attraktive.Radikalisering og terrorisme kanderfor ikke forstås, hvis man reduce-rer det til et socialpsykologisk fæno-men. Man må anerkende religiøsitetsom religiøsitet, og at enhver reli-gion tolkes og udmøntes i en socialsammenhæng. For disse unge musli-mer spiller Vesten – ikke mindst detkrigsførende – en meget stor rolle.



En af konsekvenserne heraf er, atkrigen mod terror må foregå på toplaner. Vi kan næppe påvirke leder-nes grundlæggende motiver ogfjendtlighed med imødekommelseeller udspekuleret punktering affjendebilleder. Den islamistiskehvervekampagne kan vi kun under-minere, hvis vi forstår, hvordan kon-flikten ser ud fra deres side.

Her bliver det afgørende at skelnemellem to typer af konflikter, hvorreligion er på spil. På den ene sidereligion-mod-religion og på den an-den ‘religiøs politik’ kontra sekula-risme. En af de største fejlkilder er,at automatreaktionen for de fleste,når ordene religion og konflikt sæt-tes sammen, er at tænke ‘religions-krig’. Men det er for det meste enskæv diagnose. I vor tid står de flestereligionsrelaterede konflikter mel-lem på den ene side en part, der øn-sker at bringe religion mere kraftigtind i politik, og på den anden sideen, der ønsker at holde religionude. Altså ‘religiøs politik’ mod ‘se-kularisme’. Det gælder i USA, isla-miske lande, Indien og mange, man-ge andre steder.

Fra Guinea til Kenya

Nogle af de vigtigste eksempler idag på den første type konflikter fin-des i et bredt bælte henover Afrika,hvor der ofte optræder decideredekonflikter mellem ‘muslimer’ og‘kristne’ med gensidige angreb påkirker/moskéer med mere. Man

kan også hævde, at Israel-Palæstina-konflikten i stigende grad har bevæ-get sig til en sådan konflikt. Den pa-læstinensiske side anføres mere ogmere af islamistiske grupper, der serIsraels jødiske karakter som proble-mets kerne, og Israels hardlinere ud-gøres af ortodokse jødiske gruppe-ringer. Så, jo, der er konflikter i ver-den, der følger modellen ‘religions-krig’ (også kaldet ‘civilisationernessammenstød’), men det er stadigvigtigt, at vi undgår tankeløst atoverføre denne model på de ander-ledes situationer.

Ikke kun fordi langt de fleste reli-gionsrelevante konflikter snarerefølger religion-versus-sekularismemodellen (eller ‘fundamentalisme’mod ‘sekularisme’), men også fordidet gælder den globalt mest spræng-farlige konfliktakse, den mellem is-lamister og Vesten. Meningsmålin-ger peger alle på, at fjendebilledetaf Vesten langt mere handler om, atvi er dekadente, umoralske materi-alister, der har tabt vores egen ånde-lige tråd og nu dyrker et indholds-tomt projekt, hvor verden – og islam– ifølge de fleste muslimer ville værebedre tjent med, at vi genfandt enåndelig kerne i Vesten. Dette er heltforskelligt fra de ‘rigtige’ religions-krige i Middelalderen, hvor kernenvar kampen om den rette lære ogkrig mod fejlagtige forståelser. I dager den stærkeste religionspolitiskemagt den sekulære position, der harværet internationalt enerådendeindtil for få årtier siden.



Tilfældet USA

En særlig udfordring for at forstådet internationale landskab af reli-gioner og sekularismer er den ame-rikanske case. USA er i bund oggrund et stærkt religiøst samfund,og det kan derfor være svært at for-stå doktrinen for adskillelse af reli-gion og politik, princippet om non-establishment i forfatningen. Denamerikanske selvfremstilling er ofte,at USA skabtes af pilgrimme, dersøgte et sted med religionsfrihed.

Men de søgte et sted at indrettesamfundet efter deres egen religion.De fleste ønskede statsligt sanktione-ret religion. En af Virginias førstelove udmålte bøden (i pund tobak)for at udeblive fra søndagsgudstje-neste. USA’s velsignelse var, at medde mange protestantiske sekter varalle mindretal. Derfor var det førstved føderationsdannelsen, at for-buddet mod statskirker fandt gene-relt gehør. Sat på spidsen handlerden amerikanske form for sekularis-me hverken om at forsvare statenmod kirken eller kirken mod staten;den er først og fremmest et forsvaraf troende mod andre trosretninger.

Der er imidlertid en meget opbyg-gelig lære i den amerikanske case. Idagens globaliserede verden er vialle et mindretal. Mon ikke man be-gynder at lære det samme som pil-grimmene i USA, der måtte givehinanden udstrakt religiøs tolerance– for at sikre egen religionsfrihed?

Ellers er det mest bemærkelses-

værdige ved USA i netop disse år, atefter at årtier har været præget af‘kulturkrigene’ mellem det religiøsehøjre og det sekulære venstre – servi nu træk, der minder om Europamed anti-islamisme, protester modet islamisk kulturcenter nær GroundZero i New York og trusler om af-brænding af Koranen. USA importe-rer kampagnematerialer og slogansfra Danmark og omegn. Inden vilidt for hurtigt konkluderer, at USAog Europa nu er blevet ens, må viminde om, at det ikke skete i 2001.

Efter terrorangrebene 11. septem-ber slog islamfjendtligheden langtstærkere ud i Europa end i USA. Velførst og fremmest fordi de to spræng -farlige emner indvandring og reli-gion gik i hak i Europa, ikke i USA.I Europa er det største indvandrer-spørgsmål og det største religiøsekonfliktemne fokuseret på sammegruppe, muslimer. I USA har de reli-giøse stridigheder stået mellem detreligiøse højre og en sekulær, mereeller mindre venstreorienteret kul-turelite.

Men indvandring handlede om‘latinoer’ og kørte helt for sig. Nårvi nu ser islam-fjendtlighed skyllefrem i USA, hvad handler det såom? Nok ikke særligt meget om is-lam, men snarere om Obama, omKina, om økonomisk krise, om engenerel utryghed i USA, der leder tilprotest imod alt fremmed, anført afTea Party-bevægelsen og med ensærlig forbitret intensitet, fordi såmange hvide, når alt kom til alt ikke



kunne kapere en (relativt) sort præ-sident.

Den politiske polarisering i USAer ‘drejet’ nogle grader, og det harpludselig gjort en fremmed religiontil skydeskive på en måde, der ikkepassede med den tidligere polarise-ring. Kampene i USA er præget af,at samfundet er så religiøst, at selvstridigheder mellem forskellige vari-anter af en mere eller mindre seku-lær statsforståelse har religiøsitetsom bagtæppe.

Europas sekularisme

I Europa er omdrejningspunktet enlangt mere og accelereret ambitiøssekularisme. Især EU-Europa har be-væget sig i retning af at gøre sekula-risme til en del af sin identitet. I detstore globale billede er Europa klartdet mest sekulariserede kontinent –færrest er troende, og blandt de tro-ende er der en langt færre, der me-ner, at deres tro har afgørende be-tydning for deres holdning til alle-hånde spørgsmål.

Ud over at være sekulariseret erEuropa også sekularistisk, når prin-cippet om adskillelse af religion ogpolitik håndhæves nidkært og til ti-der selvretfærdigt. I den vedvarendesøgen efter principper, der kan hol-des op som ‘europæiske værdier’,fandt sekularisme vej til listen sam-men med velfærdsstaten og den in-ternationale retsorden med særligstor overbevisning i de første år afdet nye årtusinde, hvor Europa be-

lejligt kunne defineres op imodbåde Osama bin Laden og GeorgeW. Bush.

Det blev Europas lod at forsvaresekularismen internationalt. At ad-skille religion og politik gik fra atvære en præference til et princip ogi stigende grad identitet. Ud over atgøre mange hverdagsproblemersværere at løse, fordi parterne ser‘principper’ på spil, hver gang et lo-kalt badeforhæng skal vurderes, erdet også en risiko, at Europa får svæ-rere ved at manøvrere i en post-vest-lig verden med mange magtcentreuden for den traditionelle kreds,når disse ofte religiøst inspireredemagter møder et Europa, der ser se-kularismen som et sandt og nødven-digt princip, et civilisatorisk frem-skridt, de andre bør tilpasse sig.

Hvor Europa ellers på flere og fle-re områder er ved at lære at blivedet lille kontinent i en stor verden –og på nogle punkter måske bedreend USA kan vænne sig til at mag-ten er blevet spredt og diffus – bliverden nye mulighed for at blive en di-plomatisk spiller med over-propor-tional indflydelse måske på længeresigt hæmmet allermest af, at vi er re-ligiøst ude af trit med det globaleflertal.

Ellers vil religion for EU-Europanok stå højt på dagsordenen i man-ge år fremover, både i nationalekontroverser omkring indvandrereog på europæisk plan især i dommeved menneskerettighedsdomstolen,hvor en kompleks afklaringsproces



er ved at tage form i en trekant mel-lem religiøse flertal, mindretal ogstater. De nationale traditioner ogreligionsretslige arrangementer va-rierer, og det gør også statens politi-ske forhold til dens flertalsreligion. Ikombination med forskellen i karak-ter af de mange forskellige spørgs-mål, der kan bringes for domstolen– oftere af ateister end af indvandre-re, til tider af flertalsreligionen – gi-ver det domme, der skaber mangepræcedensovervejelser, men ikke enstabil, fælles forståelse foreløbig.

Realiteten er imidlertid, at de kir-keretslige og religionspolitiske ar-rangementer er blevet udsat for etydre blik, som nok kan anfægte endel kreative arrangementer, hvorman nationalt har kunnet overbevi-se sig selv om det rimelige i ‘ikke-re-ligiøs morgenbøn’. Det danske ar-rangement vil næppe stå uændretom 10 år, og det bliver næppe enrent national proces, men vil værepåvirket af en europæisk politisk ogjuridisk diskussion om religionensplads i det moderne europæiskesamfund.

Mange andre steder rumler reli-giøse spørgsmål på forskellig vis.Kort kan fx nævnes Kina, hvor styrettydeligvis har en massiv frygt for, omdet eksistentielle vakuum efter kom-munismens idemæssige fald vil bety-de et religiøst boom? Både ‘hjemli-ge’ og ‘fremmede’ religioner følgesmeget tæt af styret.

Et andet stort område i verden,der er usædvanligt uafklaret, er den

arabiske verden efter revolutioner-ne, hvor spillereglerne har ændretsig dramatisk de seneste måneder.

Mere islam, mindre terror?

Det kan ende med en arabisk ver-den, hvor styrerne lægger mere af-stand til Vesten, mens samfundenekommer til at rumme både flere,der kulturelt tilnærmer sig Vesten,og stærkere islamistiske bevægelser.Man kan meget vel forestille sig, atder bliver stærkere gennemslag forislamisme i de arabiske lande ogmindre islamistisk terror.

Lidt firkantet sagt er disse bevæ-gelser primært optaget af deresegne samfund, og de fik kun os iskudlinjen, fordi de vurderede, atforandringer hjemme hos dem selvvar umulige. Hvis man tror, der ertale om en krig mellem to religio-ner, vil enhver styrkelse af islamis-men i Mellemøsten være en styrkel-se af ‘vores fjende’, men hvis manomvendt mener, at de mobiliserer ien krig for mere plads til religion, erdet yderst muligt, at større udfoldel-se hjemme og mere afstand til vestli-ge magtstrukturer vil flytte fokusvæk fra Vesten som angrebsmål.

Mere islamisme og mindre terror(og mindre vestlig afhængighed afMellemøstens olie) kan være nok såfordelagtigt for Vesten på længeresigt, men hvad det kommer til at be-tyde for mennesker konkret i de ara-biske lande vil afhænge af mangekampe i deres fremtidigt formodent-



ligt mere pluralistiske samfund. Derer jo ingen tvivl om, at de mest tradi-tionalistiske religiøse aktørers politi-ske indflydelse ofte vil støde sam-men med forventninger hos især be-vægelser blandt ungdommen ogkvinderne. Hvis den arabiske verdenvirkelig er ved at blive løsnet af årti-ers forkrampede strukturer, vil viformodentlig se nye former for kam-pe både inden for den religiøse are-na om konkurrerende tolkninger ognyudviklinger og på det politiske feltom, hvor grænserne skal trækkes forstat, privat, religiøst, juridisk og an-dre sfærer i samfundet.

Disse korte eksempler fra forskel-lige verdensdele følger ikke simple,faste linjer eller modeller – og detgælder endnu mindre de langt meredetaljerede og dybsindige diskussio-ner i dette nummers egentlige artik-ler. Derfor peger de fremad i ret-ning af, at den vigtige diskussionikke hedder for/imod religion i po-litik. Især i en verden efter Vestenskontrol er politik selvfølgelig reli-giøs; spørgsmålet er ikke om menhvordan.

Lidt provokerende kan man må-ske hævde, at ‘religion’ er den gam-le dagsorden – 0’ernes. Og det vi eri gang med i 10’ernes årti er – skri-ver jeg i forlængelse af min artikelherom i forrige nummer af udenrigs– at lære at leve i en post-vestlig ver-

den, hvor religion er en del af varia-tionen. Der er ikke længere ét auto-ritativt center, der opstiller princip-per, værdier og målestokke – Vesten– og andre dele af verden, der skalmåles herudfra.

Nej, der er nu magt bag mangeforskellige tolkninger af historien,ansvar, fremtiden og rettigheder, ognår disse forskellige tilgange i frem-tiden kommer til at brydes mere li-geværdigt, vil det indgå heri, at derogså er tale om både forskellige reli-gioner, forskellige opfattelser afhvad religion er, og stor variation ihvilken rolle religion spiller politisk.Så religion indgår som en af mangedimensioner i vores mere mangfol-dige verden. Og det er ikke en vest-lig option at lege overdommer, derfortæller, at det er forkert. I bedstefald kan vi lære at leve i dén broge-de verden med vores egne særhedermht. religionens rolle eller mangelpå samme i samfundslivet.

Kampene handler derfor ikke omreligion som sådan, ikke for/imodreligion, ikke om religion som trus-sel mod en religionsfri politisk or-den, for den vestlige illusion er fal-det. Det gjorde den nok allerede i1979.

Ole Wæver er professor i internationalpolitik ved Institut for Statskundskab,Københavns Universitet.



Islamisme er ikke nogen egentlig re-ligion. Islamisme er en religiøs ideolo-gi. Islamismen er en skuffelsensideo logi, en nostalgisk, nærmest re-vanchistisk bevægelse, som ønsker at genetablere islams storhed efter år-hundreder med forfald og stagna-tion. Og dette bør være udgangs-punktet for både at få en tilstrække-lig forståelse af islamismen og at vur-dere dens indflydelse på den inter-nationale arena.

En af metoderne at vurdere en ak-tørs indflydelse i international poli-tik på er at ‘måle’ aktørens reelleevne til at opretholde den eksiste-rende verdensorden og aktørens bi-drag til at forbedre den. Det forhol-der sig på samme måde med aktø-rens reelle evne til at modsætte sigden eksisterende verdensorden og/

eller at forstyrre verdensordenen, såmeget den kan. I denne sammen-hæng fremstår islamismen som etrelevant eksempel på en aktør meden temmelig forstyrrende eller chi-kanerende kapacitet (capacity for ha-rassment). Islamismen udfordrer deneksisterende verdensorden både vol-deligt og værdimæssigt. Desudenkæmper en betydelig del af verdenmere eller mindre imod islamismen.Bekæmpelsen af islamismen be-grænser sig ikke til USA eller alenetil den vestlige halvkugle. Den isla-miske verden har med sine 1,5 milli-arder indbyggere også alvorlige pro-blemer med islamisme.

FN, der repræsenterer både de-mokratiske og ikke-demokratiskestater, muslimske og ikke-muslimskelande, anser en lang række bevægel-


Islamismen udfordrer verdens ordenMehdi Mozaffari

På trods af islamismens relativt store kapabilitet påden internationale arena, lider den af alvorligesvagheder. Den vigtigste svaghed er måske, at denudspringer fra et område, som stadig ikke er indu-strialiseret eller veludviklet

ser og organisationer, som hævderat være muslimske, for at være ter-rororganisationer, og de står på FN’ssorte liste. I flere år har FN’s Sikker-hedsråd haft et problematisk for-hold til det islamistiske Iran i atom-spørgsmålet.

Den mest praktiske måde at få entilstrækkelig idé om islamismens ver-densanskuelse på er at sammenligneislamismens og marxismens generel-le træk.

Islamismens verdensanskuelse

Islamisme er i lighed med marxismeen ‘revisionistisk’ og ‘revolutionær’teori. Hverken marxisme eller isla-misme anerkender ‘staten’ eller ‘na-tionen’ som ‘enheder’ i internatio-nale forhold. For marxismen er‘klasserne’ udgangspunkt for enhvergyldig klassificering af aktører. Udfra dette statsløse og a-nationalesynspunkt forkastes ‘internationaleforhold’ som disciplin og begreb afbåde marxisme og islamisme.

Ifølge marxismen kan verdengroft sagt opdeles i kapitalister, bor-gerskab og proletariat. Islamismen,der er udstyret med en manikæiskvision, tror på eksistensen af to slagskræfter. Dem, der tror på Allah (ogingen anden gud) og er villige til atgive deres liv for virkeliggørelsen afAllahs projekt, og de kræfter, der ar-bejder imod dette projekt.

I denne optik er verden delt mel-lem Mu’minûn (rettroende), Musli-mûn (formelt troende), Ahl al-Kitâb

(jøder, kristne, sabæere og zarathu-strianere), Munâfiqûn (hyklere) ogKâfirûn (vantro). Mens Marx og En-gels opfordrer verdens proletarer tilat forene sig, opfordrer islamismenverdens sande muslimer og alle Mu-staz’afûn (undertrykte) i almindelig-hed til at forene sig imod undertryk-kerne. Den eksisterende verdensor-den er efter deres opfattelse under-trykkende og uretfærdig.

For marxismen er den eksisteren-de verdensorden uretfærdig, fordiden er baseret på akkumulering afkapital, udbytning og undertrykkel-se af det arbejdende folk. På dettepunkt mødes islamismen med marx-ismen og føjer derud over en kultu-rel og religiøs dimension til under-trykkelsen.

Mens Lenin, hvis argument ho-vedsageligt tog udgangspunkt i JohnA. Hobsons teori (1902), betragtedeimperialismen som kapitalismenshøjeste udviklingstrin og som sådanårsag til krig og konflikt, anser isla-mismen ‘jøderne og korsridderne’(sammen med deres allierede) somansvarlige for verdens elendighed ialmindelighed og for muslimerneselendighed i særdeleshed. Islamis-men fordømmer derfor stærkt ‘jø-dernes og korsriddernes’ sammen-sværgelse og deres illegitime domi-nans. Da de ikke tilkender det ‘in-ternationale system’ nogen legitimi-tet, har marxismen og islamismenhverken formuleret en teori for in-ternationalt samarbejde eller et red-skab til kompromis og tilpasning. I



praksis kan det se anderledes ud,som det var tilfældet med NikitaKhrusjtjovs ‘fredelige sameksistens’.

Islamismens revisionistiske karak-ter førte til en anti-imperialistisk im-perialisme. Den islamistiske kampimod imperialismen er ikke enkamp om principper; målet er ikkeat sætte en stopper for imperialis-men som skadeligt begreb og somfejlagtig politisk og økonomisk kon-struktion. Det, sagen egentlig drejersig om for islamisterne, er at erstatteden vestlige imperialisme med et nytislamisk overherredømme som etminde om den islamiske verdens-magts gyldne tidsalder (ét samletverdenssamfund).

Denne linje har affødt en besyn-derlig politisk alliance mellem alleformer for ekstremister, så længe debare kæmper imod det nuværendeinternationale system. Fx er detiranske styre både allieret med denyderste venstrefløj og den yderstehøjrefløj rundt om i verden – medHugo Chavez og Ku Klux Klan påén gang.

Islamismens styrke og svaghed

Det mest dominerende aspekt vedislamismens farlighed er naturligvisterrorisme i forskellige former og iforskelligt omfang. Fra angreb på enbus, en undergrundsbane eller enskole til det famøse angreb imodNew York, Washington D.C. og Vir-ginia den 11. september 2001. Den-ne begivenhed blev årsagen til kri-

gen i Afghanistan (og i Pakistan),som fulgtes af invasionen af Irak,selvom landet ikke havde noget atgøre med terrorisme som sådan.

Dertil kommer atomtruslen, delspga. den sociale og politiske ustabili-tet i Pakistan og frygten for, at isla-misterne får atomvåben, og delspga. det islamistiske regime i Iran,som efter alt at dømme er på vej tilat udvikle atomvåben. Dette kunneresultere i et våbenkapløb i regio-nen og ikke mindst føre til ayatol-lahstyrets dominans over regionen,hvor der findes en betydelig del afverdens naturressourcer.

De to ovennævnte elementer erdet, man kan kalde den fysiske trus-sel. Der findes også en anden slagstrussel, som vedrører demokratiskeværdier, og som man kan kalde isla-mismens bløde aspekt eller soft po-wer. Det er det, der især i Europa gårunder navnet shariafisering. Debat-ten om hijab, burka, halalmad ogminareter er velkendte og indikerer,at nogle islamistiske grupperingerbestræber sig på at gennemføre engradvis islamisering af vestlige sam-fund.

Islamismen har derfor en vis kapa-bilitet til at forstyrre den herskendeverdensorden, fremprovokere krigeog kriser, begå terroraktioner, somdet koster en formue og megetmandskab at bekæmpe. Islamisternehar også fået en indirekte indflydel-se i forbindelse med ændring af enrække love og normer i de demokra-tiske samfund, som netop pga. terro-


Islamismen udfordrer verdens orden

rismen og sikkerheden for dereslan de og borgere har vedtaget love,som etablerer betydeligt mere kon-trol med borgerne.

På trods af islamismens relativtstore kapabilitet på den internatio-nale arena, lider den af nogle alvor-lige svagheder.

Den vigtigste svaghed ved islamis-men er måske, at den udspringer fraet område, som stadig ikke er indu-strialiseret eller veludviklet. Den isla-miske verden – fra Bali til Mali – er,ifølge FN’s rapporter, konfronteretmed en række strukturelle proble-mer, fx analfabetisme, stor fattig-dom, undertrykkelse af kvinder ogbørn, korruption, lav produktivitetog stor ulighed. Det betyder altså, attil forskel fra Nazityskland og Sovjet-unionen, som var industrialiseredeog udrustet med temmelig velud-dannet arbejdskraft og en slags poli-tisk kultur, som gjorde dem i standtil at være selvforsynende på mangeområder, heriblandt våbenindustri-en, er de muslimske lande dybt af-hængige af andre lande på mangesubstantielle områder.

Den eneste faktuelle ressource erråvarer, især olie, som næppe kanbruges systematisk som våben på detinternationale marked. Disse fakto-rer gør, at islamismen endnu ikke eri stand til at true den eksisterendeverdensorden i samme grad, somNazityskland og Sovjetunionen gjor-de i sin tid. Man kunne tænke sig, atdet netop er islamisternes bevidst-hed om deres dybe afhængighed,

som er årsagen til, at nogle af demforsøger at få fat på atomvåben somsubstitut for klassiske våben.

Dernæst er islamismens svaghedet resultat af dens splittelse.

Islamismen er en monistisk en-hed, men langt fra en monolitisk be-vægelse. Til trods for de globale for-håbninger blandt deres ideologerhar islamisterne ikke noget cen-trum, og der findes ikke nogen over-ordnet pan-islamisk, radikal ledelse.

For overskuelighedens skyld erdet hensigtsmæssigt at opsummereopdelingen inden for islamismensunivers omkring to centrale søjler:En opdeling, der er bestemt af til-knytningen til religiøs underopde-ling, og en opdeling, der udspringeraf de mange forskelligartede krav ogambitioner.

Sunni, shia og wahhabi

Inden for den religiøse underopde-ling er islamismen delt i tre hoved-grene: sunni, shia og wahhabi. Den-ne klassificering er hverken perfekteller udtømmende, men den erpraktisk. Fx er wahhabi også en sun-ni-undersekt. Men den er så forskel-lig fra andre sunni-undersekter, atden kan behandles som en selvstæn-dig enhed. Sunnisme er opdelt i fireteologiske og juridiske skoler: Hana-fi, Mâleki, Shâfi‘i og Hanbali. Wahha-bi er en afledning af Hanbali-skolenmed en særlig dogmatisk fortolk-ning af islam.

Sunni-islamisterne udgør det sto-



re flertal blandt islamister. Sunni-be-vægelserne spænder over et geogra-fisk område, der går fra Mali til Bali,fra den somaliske ørken til den paki-stanske del af Himalaya. Rent krono-logisk er sunni-islamisme ældre endbåde shia- og wahhabi-islamisme.Dens rødder kan spores tilbage tilIbn Hanbal (780-855) og derfra tilteologen al-Ghazali (1058-1111).

Som fænomen stammer vore da-ges islamisme som bevægelse og or-ganisation fra det 20. århundrede.Den opstod samtidig med, at Hassanal-Banna skabte Det Muslimske Bro-derskab i Egypten i 1928. Det Mus-limske Broderskab er modersam-menslutning for underorganisatio-ner som Tanzim al-Jihad (Jihad Orga-nisation) eller Al-Takfir val-Hijra (So-ning og hellig flugt). Sidstnævntevar ansvarlig for mordet på præsi-dent Anwar al-Sadat i 1981. Folksom Ayman al-Zawahiri, Osama binLadens næstkommanderende, kom-mer fra denne type organisation.

Wahhabi-grenen af islamismenfindes især i Saudi-Arabien, i mindreudstrækning i de forskellige emira-ter ved den Persiske Golf og endeligi visse dele af Kaukasus (især i Tjetje-nien) og Centralasien. Wahhabi-isla-misme har rod i Muhammad ‘Abdal-Wahhabs lære (1703-1792), somvar meget påvirket af Ibn Taymiyya(1268-1328), en Hanbali-teolog framiddelalderen.

Sammenlignet med andre mus-limske sekter er wahhabierne almin-deligt kendt for at være særligt rigo-

ristiske og til tider voldelige. Hidtilusete, globale og spektakulære ter-rorhandlinger som angrebene den11. september er blevet et varemær-ke for wahhabi-islamismen. Den ud-øver også brutalitet i muslimske lan-de som fx i forbindelse med mordetpå og halshugningen af gidsler iIrak begået af al-Zarqawis brigader.For øjeblikket er grænserne mellemwahhabier og ikke-wahhabier sløre-de, og de sekteriske skel er praktisktalt forsvundet. Blandt sine tropperregner al-Qaeda fx en række sunni-muslimer med forskelligt sekteriskog teologisk tilhørsforhold. Leden-de al-Qaeda-personligheder som al-Zarqawi (dræbt i Irak juni 2006) ogisær Ayman al-Zawahiri er sunnier,men ikke wahhabi-muslimer. Dettevidner om organisationens trans-sek-teriske karakter; den er ved at udvik-le sig til en økumenisk, global ter-rororganisation.

Shia-islamismen repræsenteresførst og fremmest af det post-revolu-tionære Iran, et land, hvor omkring80 pct. af befolkningen er tilknyttetshia-islam. Som resultat af den isla-miske revolution i 1979 blev Iran etaktivt centrum for terroraktiviteter iislams navn. Den første begivenhedvar gidselaffæren den 4. november1979, hvor 55 amerikanske diploma-ter og medarbejdere fra den ameri-kanske ambassade i Teheran blevholdt fanget i 444 dage. Den shia-is-lamistiske gruppe Hizbollah fra Li-banon blev oprettet i regi af Den Is-lamiske Republik Iran i 1982 som re-



aktion på den israelske besættelse afSydlibanon. I flere år udførte orga-nisationen voldelige aktioner modmilitærpersoner og civile i Israel un-der påskud af at være et legitimt for-svar mod besætteren. Hizbollah ernu repræsenteret i både det libane-siske parlament og i regeringen.

Historisk set har forholdet mellemsunni og shia generelt været kon-fliktfyldt, og konfliktniveauet har va-rieret afhængig af politisk kontekst.

Det er således ingen overdrivelseat sige, at der, til trods for vigtigeforskelle og endog gensidigt fjend-skab blandt sunni-, shia- og wahhabi-islamister, er mere, der forener demend skiller dem. De tror på islamstotalitære karakter, og de stræber ef-ter det samme endemål (en verdens-omspændende Umma). Desudennærer de stærke antivestlige følelser,og de bruger voldelige aktionsfor-mer. De deler det samme ideal, be-nytter de samme metoder og udviserdet samme mønster med hensyn tilvenskab og fjendskab i forhold tilden ydre verden. Alle disse elemen-ter tyder på, at der findes en stiltien-de strategisk alliance mellem dissetre sekteriske grene inden for isla-mismen.

National og global islamisme

Det andet kriterium for at differen-tiere den ene islamistiske gruppe fraden anden er rækkevidden for deresmål. Dette kriterium giver os mulig-hed for at identificere to kategorier

af islamister: de ‘nationale islamis-ter’ og de ‘globale islamister’. Beggegrupper deler den samme ideologi,men rækkevidden for deres mål erikke ens. National islamisme: Der findes be-

vægelser, hvis krav til dels kommertil udtryk gennem det moderne be-greb ‘nation’, især i fire geografiskeområder: Kashmir, Palæstina, Liba-non og Tjetjenien. Hvert områdesgeografiske kontekst afføder forskel-lig brug af nationalisme fra disse is-lamistiske grupper. Lashkar-e-Tayyiba[Den Rene Hær] ønsker, at Kashmirskal løsrives fra Indien og integreresi Pakistan. Formålet for de islamiskeregimenter, der kæmper i Tjetjeni-en, er at løsrive Tjetjenien fra Rus-land og danne en selvstændig stat.Hamas kræver uafhængighed for Pa-læstina, men insisterer også på ud-slettelsen af en allerede eksisterendenation, Israel. Selv om Hizbollahstøtter ideen om at udslette Israel,koncentrerer den sig for øjeblikketom at udvide sin politiske og militæ-re dominans inden for en alleredeeksisterende stat: Libanon. Global islamisme spænder over be-

vægelser som Det Muslimske Bro-derskab i dets forskellige afskygnin-ger, Khomeini-inspirerede bevægel-ser i Iran, tilhængere af Mawdudi iPakistan og andre steder og natur-ligvis organisationen al-Qaeda. Deforfølger alle det samme mål, skønti forskelligt tempo og gennem for-skellige diskurser. Deres mål er kortsagt genoprettelsen af islams magt



og ære, og dette er opnået, når allemuslimske områder er blevet befrietfra de ikke-muslimske besætteres åg.De globale islamisters diskurs har enkonsistent og selvforstærkende ka-rakter, som kan spores i skrifternefra denne doktrins mest indflydel-sesrige ledere. Hasan al-Banna(1906-1949) var den første, der ud-talte sig om sit program for at nådette mål. Han sagde:

“Hvis islam igen skal spille rollensom leder af menneskeheden, er detnødvendigt, at det muslimske sam-fund bliver genskabt i sin oprindeli-ge form. Det er nødvendigt at gen-oplive det muslimske samfund, derer begravet under ruinerne af fleregenerationers menneskeskabte tra-ditioner, og som er knust undervægten af de falske love og skikke,der end ikke er fjernt beslægtedemed den islamiske lære, og som tiltrods herfor kalder sig selv ’islamsverden’”.

Sayyid Qutb (1906-1966) var denanden islamistiske tænker og leder,der tydeligt gav udtryk for brugen afjihad for at nå det endelige mål: ero-bringen af verden. Qutb udtrykkerdet meget kraftfuldt:

“Forsvaret er dog ikke det endeli-ge mål for den islamiske jihadbevæ-gelse, men et middel til at opretteden Guddommelige Myndighed iden, så den bliver hovedkvarter forislams bevægelse, som derefter bli-ver ført rundt i hele verden til helemenneskeheden, eftersom genstan-den for denne religion er hele men-

neskeheden og dens aktivitetssfæreer hele verden”.

Den pakistanske teolog Mawdudi(1903-1979) forklarer i sit værk IslamToday, hvordan succes kan opnåsved at følge Muhammeds eksempel.I kapitlet ‘The real cause of success’,skildrer Mawdudi, hvordan de førstemuslimer var en ‘lille, men hengi-ven gruppe af modige og uselviskemennesker’, som det lykkedes atskabe en bystat, hvor de islamiskeprincipper ‘ikke længere blot varteoretiske udtalelser, men blev en le-vende realitet i det personlige og so-ciale liv’. Medina-modellen er den‘ideelle periode’, som Mawdudikaldte et af sine kapitler. Ud fra den-ne model forklarer Mawdudi, hvor-dan islam bredte sig ud i verdenmed midler, der omfattede brug afvold. For Mawdudi skal Muham-meds og hans umiddelbare efterføl-geres erfaringer tjene som modelfor muslimer i dag.

Til trods for at Ayatollah Khomei-ni (1902-1989) repræsenterede shia-mindretallet, som har været offerfor sunni-kalifatet gennem histori-en, var han overbevist om nødven-digheden af en verdensomspænden-de islamisk magt. Han sagde:

“Dette er en pligt, som alle musli-mer skal efterkomme, i alle muslim-ske lande, for at opnå islams trium-ferende politiske revolution. Vi serogså, at imperialisterne og de tyran-niske, egoistiske herskere sammenhar delt det islamiske hjemland. Dehar skilt de forskellige segmenter af



den islamiske umma fra hinanden oghar oprettet kunstigt adskilte natio-ner”.

Zawahiris plan

Sidst, men ikke mindst udtrykkesder i et af de vigtigste breve fra Za-wahiri til Zarqawi meget klart brev-skriverens intentioner med hensyntil verdens fremtid.

I dette brev, der blev opsnappet afamerikanerne 13. oktober 2005,hedder det: “Det har altid været minoverbevisning, at islams sejr aldrigvil finde sted, før der er etableret enmuslimsk stat efter Profetens forbil-lede i hjertet af den islamiske ver-den, nærmere bestemt i Levanten,Ægypten.” For at virkeliggøre denneplan opstiller Zawahiri følgendeplan i fire etaper:

For det første: Fordriv de ameri-kanske tropper fra Irak. For det an-det: Opret et kalifat over så meget afIrak som muligt. For det tredje: Ud-vid jihad til de sekulære nabolande,især med henblik på Egypten og Le-vanten – et udtryk, der beskriver Sy-rien og Libanon. Og endelig: Krigmod Israel.

I denne erklæring skitserer binLadens næstkommanderende deomfattende planer for al-Qaeda-be-vægelsen. Desuden skrev Zawahiri ien bog, der blev smuglet ud af Af -ghanistan i december 2001, at målet

med jihad er at oprette en religiøsstat i hele den islamiske verden og‘genindsætte det faldne kalifat oggenvinde den tabte magt og ære’.

Islamisme er et nyt fænomen sominternational aktør. Den har forskel-lige ansigter og mangfoldige dimen-sioner. Den kan være blød og kom-promissøgende, og den kan værehård og brutal. Den kan proklamereat være ‘ikke-voldelig’, og den kandekretere jihad.

Den kan også være en ikke-statsligaktør, en paraplyorganisation (al-Qaeda), et parti (Hizb ut-Tahrir el-ler Det Muslimske Broderskab) ellersemi-statslig som Taleban og en re-gulær stat som Den Islamiske Re-publik Iran.

Bag det multiforme fænomen stårén ting fast: at islamismen – somideologi, som organisation og ikkemindst som stat – udfordrer den ek-sisterende verdensorden og placerersig selv som prætendent til verdens-herredømmet. Det er måske renutopi. Men historisk erfaring vidnerom, at den slags utopier kan værefarlige både for verden og især forutopimagerne!

Mehdi Mozaffari er professor på Institutfor Statskundskab, Aarhus Universitetog leder af Center for Forskning i Islamis-me og Radikaliseringsprocesser (CIR)samme sted.



De er Mellemøstens skræksymbol:Det Muslimske Broderskab, somEgyptens afsatte præsident, HosniMubarak, advarede USA og hele Vesten imod. Han hævdede, at hvishan ikke blev på posten, ville Bro-derskabet komme til magten. Dennye vicepræsident, Omar Suleiman,mødtes med den forbudte islamiskebevægelse og gav den mulighed forat stå frem på tv. “Siden er Broder-skabet kommet magten nærmere”,lød budskabet. Regimepropagandi -ster maler ivrigt billede af en islamis-tisk fare. Som om dette spøgelseskulle redde regimet.

Men propagandaen virker. Ingenanden begrundelse for at beholdedet slagne diktatur har virket såoverbevisende som islamismen:“Hellere Mubarak end de muslim-ske brødre!”.

I Vesten er begejstringen for op-stande i Egypten, Jordan, Yemen ogandre arabiske lande forbeholden.

Der er endog forbehold over forden sekulære revolution i Tunesien.Så kan demonstranterne råbe nokså meget på frihed og demokrati.Og de langskæggede og moralpræ-dikanterne kan være nok så lille etmindretal blandt de protesterendeborgere.

Erindringer om spor, der skræm-mer, holdes frem. Om den iranskerevolution i 1979, der begyndteharmløst, men udviklede sig til et islamistisk kup. Om islamisternesvalgsejr i Algeriet i 1991. Om Ha-mas’ køligt kalkulerede magtoverta-gelse i Gaza.

Her i Egypten, i heksekedlen iKairo, virker disse scenarier fjerne.Men ingen ved med sikkerhed, omdet fortsætter på den måde. Hvorstærkt er det Muslimske Broderskabegentlig? Hvad vil det? Og hvorforhar Broderskabet indtil nu holdt sigret meget i baggrunden af opstan-den?


Allahs vælgerkorpsMichael Thumann

Det Muslimske Broderskab holdt sig meget i bag-grunden under oprøret i Egypten. Er det kun røg-slør, når det bekender sig til demokrati og friheds-rettigheder? Det potentielle vælgerkorps er stort

Hos den troende læge

Et hovedkvarter for islamistiske pro-tester ligger ikke langt fra den ame-rikanske ambassade i Kairos cen-trum: Lægeforeningen i Kasr-al-AiniGaden. Der står Issam al-Erians skri-vebord. En læge med uindfattedebriller, kortstudset skæg og åbne,brune øjne.

Han har længe været skattemesterfor det Muslimske Broderskab og ernu medlem af dets ledelse. Desudenmodtager han sine patienter og altforegår ved samme skrivebord. I op-standens første uge arresterede regi-met ham og spærrede ham inde. Be-folkningen stormede fængslet og be-friede forbrydere såvel som politiskefanger, herunder lægen. Siden harIssam al-Erian været fri og rastløs.Han styrter rundt til opstandens mø-der, kræver slut på undtagelsestil-standen og den repressive forfat-ning og fejrede Hosni Mubaraks af-gang 11. februar. Men det er ikkehans løsladelse fra fængslet og ikkehan position, der giver ham selvbe-vidsthed. Det er den islamistiske be-vægelses fundament.

En gåtur gennem middelklasse-kvarteret Dokki uden for Kairos cen-trum illustrerer Broderskabets ind-flydelse bedre end nogen analyse afopstanden. En spraglet gade medkræmmerbutikker, en butik medure og aviskiosker. Her en moske ogder et tempel for velgørenhed: Dok-kis poliklinik. Den tilhører stiftelsenDawat al-Haq, arabisk for ‘Råbet på

retfærdighed’.Hvad retfærdighed betyder, viser

en tavle ved indgangen med priser-ne på lægernes ydelser og helbredel-sesmetoder. Priserne gælder også,når man går til kassen efter behand-linger. Og det er en sjældenhed iEgypten. Her modtager statsbetaltelæger bestikkelse og beder dertil omerkendtligheder til deres egne fami-lier. Og privatpraktiserende lægersender regninger efter behandlin-ger, der i sig selv gør folk syge.

På poliklinikken er priserne gen-nemskuelige og til at betale. De vak-kelvorne stole af plastik i venteværel-set og gnistrende gamle neonrør un-der og over et tæppe er fuldkom-men underordnede. Vigtigere er detnye røntgenapparat. Fattige får ned-slag i prisen, fordi rige islamister gi-ver tilskud, for de ved, at her bliversørget for sundhed og sjælepleje påen og samme tid.

På klinikkens flade tag findes enmoske på statelige søjler, indfattet afpoleret granit. Dertil hører et lillebørnehjem og en religiøs skole. Da-wat al-Haq har officielt intet af gøremed det Muslimske Broderskab,men er tilknyttet netværket af islami-ske foretagender i Egyptens tætbe-folkede byer. Blandt de muslimskebrødre er mange læger. Stiftelserneomkring bevægelsen lever af dona-tioner fra højtuddannede, rige tro-ende, og hundredtusinder giver idet mindste de par lira, som de kanund være. Dawat al-Haq tiltrækkerde troende i Dokki, et velfærdsaktie-



selskab, som islamister i mange ara-biske lande er med i. Således er ogsåislamister i Algeriet, de jordanskemuslimske brødre og også Hamasvokset.

Islamisters moderbevægelse

Moderbevægelsen for alle islamisterer fra Egypten.

I Ismailia ved Suez Kanalen grund -lagde folkeskolelæreren Hassan al-Banna i 1928 Gamaat al-ichwan al-muslimin, det Muslimske Broder-skab. Det var dengang en social be-vægelse af unge ærekære borgere,der var lede og kede af den krisepla-gede kapitalisme og drømte om for-nyelse – med islamiske værdier.

Bevægelsen inspirerede prædikan-ter i hele Mellemøsten, ja i hele ver-den. I 1950’erne og 1960’erne op-stod filialer af muslimbrødrene imange mellemøstlige lande. I Jor-dan, Marokko og Tyrkiet blev deendog inddraget i regeringer. Detændrede sig markant og kan numest spores i den tyrkiske premier-minister Tayyip Erdogans regering.

I Egypten forblev brødrene for-budt, fængslet og holdt langt vækfra den politiske kappestrid. De måt-te ikke blive til et parti. På den mådetruede de ikke regimet, men kunneudnyttes som et spøgelse til afskræk-kelse.

Gentagne gange alarmerede præ-sident Mubarak Vesten. Også iUSA’s præsident George W. Bushstid. Bush forpligtede i 2005 USA’s

‘moderate’ arabiske allierede til de-mokratiske reformer. Modstræben-de gav Mubarak efter for presset, åb-nede politiske fængsler og indlodsig på eksperimentet med delvistfrie parlamentsvalg. De forbudtemuslimske brødre fik lov til at kandi-dere som ‘uafhængige’ og valgkam-pen i det varme efterår 2005 blevoverraskende spraglet. Liberale, na-tionalister, socialister, Mubaraksstatsparti og kandidater for Muslim-ske Brødre gik i starthullerne.

Islamisternes kampagne kulmine-rede i folkefester med egyptiske oggrønne flag, med vinkende kvindermed håret dækket og dansendemænd, der bragte børnene med.Arabiske popsange lød hele natten.På tribunen råbte islamistiske kandi-dater på en ende på undtagelseslov-givningen og imod de vilkårlige ar-restationer.

Kampagnemedhjælpere uddelteRowaa-Cola, en egyptisk kopi af denamerikanske original, blot sød og ul-den i munden. Det trak. Mange isla-mistiske kandidater vandt i førstevalgrunde. Regimet var rædselssla-gent og ringede til Washington ogforlangte rygdækning til at sætte po-litiet ind. Tredje valgomgang endte iknippelsuppe og massiv svindel.Men alligevel klarede 88 muslimskebrødre at komme ind blandt parla-mentets 620 medlemmer. Nu skullede for første gang vise, hvad deegentlig ville.

Spørger man lægen Issam al-Erianom programmet, fortæller han me-


Allahs vælgerkorps

get om demokratiske valg, slut påundertrykkelse, politisk medbestem-melse, ytringsfrihed og jævnbyrdigpolitisk kappestrid. Det er udadle-ligt, men alt sammen områder, hvordet Muslimske Broderskab kan sættesig igennem på lige vilkår. Hvordanforholder de sig til vold? “Det har vilænge taget afstand fra”, siger al-Erian smilende.

Radikale fundamentalister

Og i realiteten har det MuslimskeBroderskab i over 25 år lagt afstandtil radikale fundamentalister somAyman al-Zawahiri, også læge somal-Erian, og siden Osama bin Ladenshøjre hånd. Zawahiri kastede sig udi militant jihad, mens muslimbrød-rene stillede op ved valg.

Hvordan forholder de sig til freds-aftalen med Israel? “Vi kan ikkeanerkende den fred, så længe Israelbesætter palæstinenseres områder”,siger al-Erian.

Det Muslimske Broderskab har etspændt forhold til Hamas, som bru-ger vold som middel i kampen. Meningen muslimsk bror tillader sig atstøtte fredsaftalen. Ikke kun fordidet vil miskreditere bevægelsen i de-res øjne. Også fordi de fleste egypte-re, herunder oprørerne på Tahrir-pladsen, tager afstand fra aftalen.Men så længe militæret – den sandemagt ved Nilen – respekterer den af-tale, er den ikke til diskussion.

Debatten blandt de muslimskebrødre kredser sig om andre spørgs -

mål i parlamentet. To år efter valgeti 2005 offentliggjorde islamisterneet programudkast, der skulle gøre‘love med skæg’ til at forstå. Menprogrammet blev aldrig færdig. Detskabte kun strid mellem reformflø-jen og falanksen af ærkekonservati-ve. Den ene fløj ville have lige rettig-heder for alle troende. Den andenkrævede, at kristne skulle underlæg-ges ‘den dominerende islamiske kul-tur’.

For reformisterne er tørklædet etfrit valg for kvinder, for betonfrak-tionen en obligatorisk beskyttelsefor det svage køn. Man var enigeom, at æresdrab var en forbrydelse,men mange høge mente, at kvinde-frigørelse ikke var bedre end æres -drab. Reformisterne gennemtrum -fede, at kvinder skulle have flere po-litiske rettigheder. De ærkekonserva-tive tordnede med moralistisk reto-rik. I sidste instans manglede en lin-je.

Uenighederne viser, at de Muslim-ske Brødre ikke var noget under-grundsparti, ingen avantgarde fordet islamiske proletariat, der kunventede på det rigtige øjeblik til atudløse revolutionen og gribe mag-ten. De ventede også noget helt an-det end den iranske shahs fald i1979. De ventede ikke på, at en fa-natisk ayatollah fra Paris ville flyvetriumferende ind til Kairo.

Egypten har hverken en Lenin el-ler en Khomeini. Det MuslimskeBroderskab er en bevægelse – lige såbred som uskarp med ærkekonser-



vative, reformfolk, forbenede gam-linge og unge mænd og kvinder, dergik med i demonstrationer.

Erfaringen fra parlamentet er, attale uden enighed og uden indfly-delse på egyptisk politik har frustre-ret de muslimske brødre. Nogle rå-ber op om, at de vil boykotte mani-pulerede afstemninger. Ved parla-mentets valg til formandsposter i ud-valg vandt mange muslimske brød-re, der talte om selvransagelse. Dennye leder, Mohammed al-Badie, vilskabe enighed og samling og ogsådisciplinere bevægelsen. Man talteom moral, ikke om magt. Man villevære rene og oprigtige – og ikkelade sig lade sig besmitte af politiskehandler.

Så kom revolten

Issam al-Erian og mange af hansmedkæmpere oplevede opstandensførste dramatiske dage i fængsel. Si-den deres løsladelse forsøgte de atskabe orden i egne rækker. At gen-finde deres egen stemme. At deltageaktivt.

“Jeg havde ikke regnet med så storen oprørsbevægelse”, siger al-Erian.På Tahrirpladsen råbte de yngremuslimske brødre højt om Muba-raks afgang, men de domineredeikke protesten. De knælede regel-mæssigt i bøn med titusinder, mende holdt ikke prædikener. De varmed ved samtalerne med de nye mi-litære magthavere, men kun blandtmange andre oppositionelle. De tal-

te med modtageren af Nobels Freds-pris, Mohammed ElBaradei og den-nes allierede, men de førte ikke detstore ord. Og deres krav afveg ikkefra de andre oppositionelles.

Fra Iran kom varme hilsner tilden ‘islamiske revolution’, som detMuslimske Broderskab forarget afvi-ste. Al-Erian rådede i stedet det‘iranske regime’ til at feje skidtet ef-ter præsidentvalget i 2009 væk fraegen dør.

Er det alt sammen kun tilsløring?Måske. Selvfølgelig er det i de mus-limske brødres interesse ikke forøjeblikket at gå i front og hejse de-res grønne flag med de to krydsedeklinger for islam. Selvfølgelig kanbevægelsen ved ethvert kommendevalg iværksætte islamisk mobilise-ring. Erobringen af de 88 parla-mentspladser i 2005 peger på, at se-kulære partier ikke råder over lig-nende midler. Broderskabet tilskri-ves mulighed for at vinde 30 pro-cent af stemmerne.

Det Muslimske Broderskab kanvente i modsætning til ElBaradei,for hvem denne opstand kan bliveden sidste chance i hans politiskekarriere.

Men måske spiller også frygten foregen courage en rolle. Det Muslim-ske Broderskab ved, at når det træ-der ud af forbudszonen, må detgøre op med manglen på profil. Detkan ikke længere harmonisk sværgetil det moralske imperativ, men måhave et politisk program. Det må ud-vikle sig fra bevægelse til parti.


Allahs vælgerkorps

Hvad der så sker, kan det skuemod Marokko og Algeriet og modBahrain eller Tyrkiet efter. Islamisterstrides og deler sig.

I muslimske lande konkurrerer idag mindst to og mange steder fireislamistiske partier om den sandelinje. Konservative muslimske brød-re strides med Tyrkiets Tayyip Erdo-gan. De ser ham som en afskrækken-de succesrig afvigelse fra den isla-mistiske bevægelse. Og som før tru-es Egyptens Muslimske Broderskab,som da det konservativt islamiskeWasat Parti blev grundlagt for nogleår siden.

Til brødrenes held forbød Hosni

Mubaraks regime straks udbryderne– og fodrede således skrækuhyret.Men kun otte dage efter herskerensfald, trådte dommerne igen sam-men og tillod Wasat Partiet. Dermedhar de Muslimske Brødre alleredefået politisk konkurrence, endnu førde overhovedet er blevet et parti.

Michael Thumann er bureauchef for DieZeit i Mellemøsten med base i Istanbul.Dette er en opdatering til Udenrigs afhans reportage fra Kairo i den tyske uge-avis 10. februar 2011.

(Oversat fra tysk af Vibeke Sperling)



Den tyrkiske regering har påtagetsig en maleopgave, der kræver etvanvittigt raffineret talent. Når mankigger fra Europa skal billedet af detnye Tyrkiet fremhæve landets verds-lige demokrati og nedtone religion,som Tyrkiet ikke ønsker skal spillenogen rolle i landets optagelsesfor-handlinger med EU. Men når mankigger på billedet fra Mellemøstener det omvendt et plus, at man udover det verdslige demokrati ogsåser landets islamiske karakter. Ellersagt på en anden måde: Folk i Mel-lemøsten huskes på, at islam er enbetydelig del af den tyrkiske nation,mens folk i Europa gøres opmærk-somme på, at det ikke betyder såmeget endda.

At tegne to så forskellige billederpå samme tid er i sagens natur ikkelet, og øvelsen bliver ikke lettere af,at den tyrkiske regeringschef gerneså sig ophøjet til talsmand for alver-dens muslimer, og en gang i mellem

lever den ønskerolle ud. Samtidig vi-ser Tyrkiets forsøg på at skabe sig enny rolle og et nyt image, at der erbehov for, at Vesten forstår hvad Tyr-kiets rolle skal være, og hvorfor lan-det er så velegnet til at spille den.

Siden den moderne tyrkiske repu -blik blev grundlagt i 1923, har reli-gion været under skarp kontrol afden tyrkiske stat. Har man forståetdet sådan, at religionen er blevetholdt ude, har man misforstået no-get: Religionen har fået lov at eksi-stere, men kun i et lukket rum, hvorstaten har kunnet kontrollere den.Spørgsmålet har derfor ikke været,om islam kunne rumme demokrati,men om demokratiet kunne rummeislam.

Som instrument i statens hænderhar islam blandt andet været brugttil at konstruere tyrkisk identitet,som ud over sunni-islam også byggerpå det tyrkiske sprog og tyrkisk na-tionalitet. Alle borgere i Tyrkiet, der


Tyrkiets religiøse dilemmaMartin Selsøe Sørensen

På den ene side er islam en fundamental del afdet at være tyrkisk og et vigtigt bånd til nationernei Mellemøsten. På den anden side er det en hæm-sko i forholdet til Europa

ikke både er sunnimuslimer, talertyrkisk og har tyrkisk nationalitet op-fattes ikke som rigtige tyrkere i fler-tallets øjne, og det er gået ud overfor eksempel kristne og kurdere.

De seneste fire år har set en ræk-ke henrettelser af fremtrædendekristne tyrkere flere steder i landet,men alle de drab er begået af natio-nalister og ikke religiøse ekstremis-ter. Nationalisterne mener, at krist-ne udgør en trussel mod islam ogdermed mod Tyrkiet, og det er derderfor, de blevet slået ihjel. Ikke for-di de opleves som en trussel mod is-lam i sig selv.

Statens insisteren på at definerereligion har betydet, at de religiøse,der gerne selv vil bestemme troensudfoldelse, ligesom kristne og kur-dere, har været fortrængt til periferi-en af det tyrkiske samfund helt fremtil midten af 1990‘erne.

På det tidspunkt vandt religiøsepolitikere, og med dem RecepTayyip Erdogan, borgmesterposterflere steder i Tyrkiet og banede der-med vejen mod centrum af samfun-det og den første religiøse regering iTyrkiet i 1997 og den næste i 2002.

At Tyrkiets militær ni år senere såsmåt har lært at leve med en religiøsregering, siger både noget om is-lams karakter i Tyrkiet og graden afdemokratiets rodfæstethed i sam-fundet. Kun de færreste tror for al-vor, at Erdogan er en tyrkisk Ayatol-lah Khomeini, og under alle om-stændigheder er det klart, at de tyr-kiske vælgere ikke har stemt på ham

med den forventning og helt sikkertvil løbe skrigende væk, hvis hanskulle afsløre den slags ambitioner.Det betyder ikke, at han ikke vil no-get på religionens vegne, det bety-der bare, at tro ikke er den drivendekraft bag hans politik.

Det har været småt med konkretefremskridt for religionsudfoldelsenunder Erdogan, fordi det politiskeklima ikke har været til det. Men deter klart, at ministerpræsidenten ger-ne så, at hans vælgere kunne få lovat definere religionen, som de selvvil. Det vil sige få ret til at bære ho-vedtørklæder på universiteter og of-fentlige institutioner og hvem ved:Give menighederne lov til at ansættederes egne imamer. I dag må de levemed dem staten gennem Diyanet,ministeriet for religiøse anliggender,ansætter og sender ud til tyrkiskemenigheder over hele verden.

Ledestjerne i Mellemøsten

Relationen mellem stat og religionog graden af demokrati gør Tyrkietindlysende relevant som ledestjernefor de befolkninger i Mellemøsten,der i disse måneder er på vej ud afårtiers formørket diktatur.

Regeringen i Ankara gør sig storeanstrengelser for ikke at trænge sitforbillede for meget på, da demo-krati og politisk reform ikke er ele-menter i landets udenrigspolitik.Men den ser gerne regionen om-skabt i sit billede, fordi Tyrkiet vilnyde godt af en region i fred og



fremgang, og fordi det vil stive lan-det af i rollen som den stærkestemagt i regionen. Tune siens hjem-vendte Rachid Ghannouchi fra detindtil videre forbudte islamistiskeparti al-Nahda har flere gange givetudtryk for, at Tyrkiet er modellen,han gerne ser det nye Tunesien for-met efter. Sit eget parti vil han helle-re end noget andet religiøst partisammenligne med Erdogans Adaletve Kalkinma Partisi (Retfærdigheds-og Udviklingspartiet, AKP).

For den tyrkiske ministerpræsi-dent er det noget, der luner. Dethan særligt ser, når han kigger udover Mellemøstens forhutlede oppo-sitionsfigurer, er nemlig en reflek-tion af sig selv og sin historie. FraHamas i Palæstina, til Det Muslim-ske Broderskab i Egypten og al-Nahda i Tunesien er der tale om re-ligiøse bevægelser, der uanset deresbudskab i øvrigt er blevet bortskam-met og foragtet, fordi de er religiø-se. Samme skæbne led han i 1997,da han reciterede et religiøst digt ogblev straffet med fængsel og forbudmod deltagelse i politik i fem år.

I skrivende stund ser revolutioner-ne i Mellemøsten ud til at være altandet end islamiske. Ingen stederhar kampråbene været religiøse,men derimod for verdslige dydersom retfærdighed, respekt og rettentil selvbestemmelse. Hvis Mellem-østens religiøse bevægelser vil til-trække vælgere, er det med denslags paroler det skal ske og ikkemed religiøse paroler. Præcis samme

opskrift som Erdogan og AKP harfulgt.

En ting bekymrer Tyrkiets vestligepartnere. Tyrkiet har hurtigt oghårdt fordømt Israels angreb på pa-læstinenserne og USA’s invasion afIrak, men om for eksempel Iran ogSudan, hvor muslimer slås ihjel afandre muslimer, har Ankara ikkesagt en lyd. Tværtimod har Erdoganforklaret sit nære forhold til Sudanpræsident Omar al-Bashir med, at“muslimer kan ikke begå folke-mord”.

Vestlig bekymring

Det har undret og bekymret i Ve-sten, at der tilsyneladende var enblindhed over for for menneskeret-tighedskrænkelser begået af musli-mer. Det har revolutionerne i Mel-lemøsten imidlertid leveret en afkla-ring på, for så snart det stod klart, atHosni Mubarak uigenkaldeligt varpå vej ud, tonede Tyrkiet rent flagog fordømte ham. Den tidligere tø-ven var tilsyneladende blot påpasse-lighed af hensyn til Tyrkiets økono-miske interesser og politiske indfly-delse i Egypten. Ikke så kønt, menmeget pragmatisk.

I forholdet til Europa er det åben-bart, at religion har domineret be-dømmelsen af landets optagelses-muligheder i hvert fald de senere år.Samtidig med Grækenland fik Tyrki-et i 1979 tilbudt medlemskab uagtetdets muslimske flertal, så det er ri-meligt at antage, at forbeholdet over


Tyrkiets religiøse dilemma

for religion er af nyere dato begyn-dende fra Murens fald og forstærketaf 11. september 2001 og valget afdet religiøse AKP i 2002. Siden da erstatsledere i først og fremmest Tysk-land, Frankrig og Østrig for alvorbegyndt at bekymre sig om det po-tentielle medlemsland, dets religionog hvad et medlem skab måtte få afbetydning for Unionen.

Skiftet i europæernes syn på Tyrki-et er paradoksalt nok kommet i sam-me periode, som nationen er gåetfra at være en fattig landbefolkningstyret af generaler til at være et ind-flydelsesrigt og uafhængigt demo-krati med en hastigt voksende øko-nomi. Det er et besynderligt signalat sende til demokratiaspiranternelangs den sydlige del af Middelha-vet.

Med 1, 5 mia. på skuldrene

Man kan kalde det unfair af EU-lan-dene at blande religion ind i opta-gelsesproceduren til en klub, derformelt ingen religiøs dimensionhar. Tilsvarende kan man kalde detutilgiveligt, at Tyrkiet ikke for længesiden har taget den udfordring al-vorligt og er begyndt at påvirke opi-nionen i Europa, og ikke mindst ide tre mest Tyrkiet-kritiske lande.

I stedet for at gå offensivt til ud-fordringen har Tyrkiet skiftevis væ-ret fornærmet over enhver antyd-ning af, at religion spiller en rolle,skiftevis været i byen som ambassa-dør for ikke bare Tyrkiets kandida-

tur, men for religiøse følelser i heleden muslimske verden mellem Ma-rokko og Indonesien.

Hør Tyrkiets minister for EU-for-handlinger i et interview med ny-hedsbureauet Reuters i 2009:

“Desværre skaber det grundløsmistænksomhed, at de fleste tyrkereer muslimer. Folk har det med atfrygte det, de ikke kender”, sagdeEgemen Bagis, og tilføjede: “Vedhvert møde jeg har med mine euro-pæiske partnere føler jeg presset fra(...) 1,5 milliarder mennesker påmine skuldre”.

Da NATO skulle vælge generalsek-retær samme år, og talen faldt påAnders Fogh Rasmussen, førte Erdo-gan telefonsamtaler med arabiskeledere og meddelte NATO-kredsen,at hans kontakter stadig var vrede pådanskeren. Forsøget på at bringe sa-gen om Jyllands-PostensMuhammed-tegninger med til bords i NATOfaldt mildt sagt i dårlig jord hos Tyr-kiets partnere, og Erdogan skiftedeundervejs position og hængte i ste-det sit ubehag op på den danskesendetilladelse til tv-stationen Roj-tv.Tyrkiet ønsker stationen lukket pågrund af påståede forbindelser til dekurdiske oprørere i det forbudtePKK.

Brugen af religion i den politiskedebat og Vestens overfølsomme re-aktion har siden fået Tyrkiet til atnedtone religiøse følelser som argu-ment. I stedet handler argumenter-ne for tyrkisk optagelse om økono-mi og udenrigspolitik, hvor Tyrkiets



bidrag er helt anderledes konkretog umiddelbart anvendeligt. “Forhver dag der går, har Tyrkiet mindrebrug for EU og EU mere brug forTyrkiet”, er Egemen Bagis’ nye pri-mære talepunkt, når han skal argu-mentere for Tyrkiet i Europa. Detbudskab er ikke helt sunket ind iEuropa, men i det mindste giver detingen profylaktiske chok.

Tilbage står, at Tyrkiet stadig ikkefor alvor har fået forklaret europæ-erne, hvem de er og hvad landet harat tilbyde. For få vælgere i Europakender til Anatoliens superdynami-ske byer og avancerede industri end-sige Istanbuls natteliv. Et rigt natteliver ganske vist ikke et af EU’s Køben-havnerkriterier, som kandidatlandeskal leve op til for at komme i be-tragtning, men et bredere og dyberekendskab til Tyrkiets mangfoldighedvil afmystificere landet.

I dag er kendskabet ofte domine-ret af det image, der efterlades af ga-debilledernes mænd med blå strik-huer, der for 30 år siden flyttede tilEuropa for at arbejde, og deres hu-struer med brune tørklæder og frak-ker. Eller diverse discountdestinatio-ner på den tyrkiske Middelhavskyst.Begge er de elementer i det moder-ne Tyrkiet, men landet skylder sigselv at præsentere nogle af alle deandre, så det bliver klart, at Tyrkietkulturelt og socialt ikke er så frem-medartet endda. I hvert ikke hvisman i stedet for at sammenlignemed Danmark, sammenligner Tyr -kiet med Middelhavslandene.

Religion nedtones

Tyrkiet har, i hvert fald for en stund,nedtonet religion i debatten medEU, men alligevel er religion fortsathøjt på dagsordenen i landets om-gang med dets naboer. Tydeligst påBalkan hvor Tyrkiets ministeriumfor religiøse anliggender, Diyanet,har kastet sig ind i kampen om mus-limske sjæle. Både saudiarabiske ogsudanesiske organisationer har tidli-gere forsøgt at sætte sig på islamiskuddannelse i Albanien og Bosnien,men kun Tyrkiet har for alvor haftheld og tilstrækkelig fingerspidsfor-nemmelse til det.

I 1990’ernes Albanien, før Tyrkietfor alvor fik øjnene op for sit nabo-lag, var Saudi-Arabien den primæresponsor for religiøse albaneres ud-dannelse med en udpræget salafis -tisk tendens i Albanien til følge. Sa -la fister opfatter sig selv som dyrkereaf den reneste form for islam, mensmange andre opfatter dem som eks-tremister i al-Qaeda-klassen.

Siden er kommet hundreder afstipendier til unges studier i Tyrkiet,private tyrkiske skoler og organisa-tioner med religiøst islæt, og Diya-net har kørt sig ind som både rådgi-ver for albanske religiøse institutio-ner og som arrangør af albanskemuslimers pilgrimsrejser til Mekka.Det samme gør ministeriet for tyrki-ske muslimer fra hele verden.

“Slaget i det muslimske samfundhar altid stået mellem en pro-ara-bisk fraktion og en pro-tyrkisk. Det


Tyrkiets religiøse dilemma

ser nu ud til, at den tyrkiske fraktioner ved at vinde afgørende”, siger Pir-ro Misha, en albansk intellektuel, tilBalkan Fellowship for Journalistic Excel-lence. Det er klart, at de muslimskelande, der opstod efter det osmanni-ske riges sammenbrud, alle har ensærlig opfattelse af Tyrkiet som cen-trum for både tanke og tro, og der-for finder det nærliggende fortsateller igen at kigge dertil efter inspi-ration og lederskab.

Tiltrækker på Balkan

For EU betyder det, at landene påBalkan ser en stadig stærkere attrak-tion i Tyrkiet, der som tiden går bli-ver bedre og bedre i stand til at mat-che EU i forhold til for eksempeløkonomisk vækst. Kulturelt og histo-risk ligger Tyrkiet også tættere påområdet end Nord- og Vesteuropa.

Konkurrencen med EU er ganskereel, for Tyrkiets indflydelse på Bal-kan er ikke begrænset til de muslim-ske lande. Sidste år lykkedes det Tyr-kiet at mægle en aftale mellem Ser-bien og Bosnien, der betød, at Ser-bien tog ansvar for massakren i Sre-brenica, og de to lande for førstegang siden krigen kunne udveksleambassadører. Tyrkiet mægler ogsåmellem Serbien og Kroatien og harøjne på konflikten mellem Serbienog Kosovo.

For regeringen i Ankara har detværet svært at finde en balance mel-lem at spille på båndene til alver-dens andre muslimer og forholdet

til Europa, der tydeligvis ikke tålerTyrkiets muslimske identitet. På denene side har regeringen skamløstbrugt religion i promoveringen af li-delserne for palæstinenserne i Gazaog igen ved valget af Anders FoghRasmussen i NATO. På den andenside er det ikke i Tyrkiets interesseat blive set i Europa som den mus-limske nation, fordi islam uaflade-ligt får europæere til at se alt, hvadde gør og mener, i det lys.

Tyrkiet hverken kan eller vil sebort fra, at det er en muslimsk na-tion og derfor har nogle særligebånd til andre muslimske lande.Men det er også en tidligere impe-rienation, og det er i virkelighedenderigennem Tyrkiets betydning erstørst. Det nationerne i Mellemøst -en og på Balkan ser i Tyrkiet er ikkeblot en muslimsk nation, men ender frem til efter Anden Verdens-krig var deres lige økonomisk og so-cialt. I dag er Tyrkiet vokset økono-misk, socialt og politisk, og så hartyrkiske investorer både penge ogknap så mange kvababbelser overnye, lidt usikre markeder som dereseuropæiske konkurrenter.

Det er det, det store billede medalle facetterne, kristne nationer somSerbien og også Georgien først ogfremmest ser, når de kigger modTyrkiet. Det er muslimsk, javist, menogså så meget andet.

Martin Selsøe Sørensen er Politikens kor-respondent i Tyrkiet og medlem af Uden-rigs’ redaktionskomite.



I hele Europa har forskere, politike-re og praktikere med spænding ven-tet på Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstols (ECtHR) afgø-relse i Lautsi-sagen. Den behandles istorkammer med 17 dommere, ogselvom domstolen allerede den 30.juni 2010 havde sagen til høring istorkammeret blev der først afsagtdom den 18. marts 2011 (se ‘efter-skrift’ side 48). Derimod var der af-givet mange partsindlæg, og der harværet en omfattende både faglig ogoffentlig debat, også herhjemme, afdomstolens førsteinstansafgørelse.

Umiddelbart binder domme af-sagt ved ECtHR selvsagt alene par-terne, men på den anden side etab-leres med domstolspraksis en fælleseuropæisk normdannelse. Og nårdet drejer sig om domme på områ-

det for religionsfrihed, er Lautsi-sa-gen blot det seneste eksempel på, atdisse sager afdækker et felt af grund-læggende værdikonflikter.

Fru Lautsi er oprindeligt finsk, nuitaliensk statsborger, italiensk gift ogbosiddende i Italien. Hun har anlagtsag for at opnå, at den offentligeskole, hvor hendes sønner går, fjer-ner de krucifikser (kors med figur afden lidende Kristus), som ifølgeregeringsde kret skal hænge i alleklasseværelser i det offentlige skole-system.

Lautsi er af den opfattelse, at kru-cifikserne i et klasserum, hvor hen-des børn er nødt til at befinde sig,er et brud på drengenes religionsfri-hed og her altså på friheden til ikkeat blive påtvunget religiøse udtrykeller symboler. Lautsi finder således,


Religion som basal værdi -konflikt i EuropaLisbet Christoffersen

I Europa er religion et konfliktfelt mellem ret ogpolitik; mellem majoritet og minoritet; mellem re-ligion som privatsag, eller del af den nationaleidentitet og statens anliggende. På det senesteogså en del af EU’s politiske system

at religionsfrihed er en frihed forden enkelte til at have (eller antageeller ændre) en indre, personligoverbevisning såvel som en frihed –også for den enkelte – til at udøvesin religion, alene eller sammenmed andre, offentligt eller privat.

Derimod mener hun ikke, at sta-ter eller skoler kan udøve religionved at sætte religiøse symboler tilskue i offentlige bygninger. Når of-fentlige myndigheder på den mådegiver udtryk for en religiøs praksis –eller fremmer en bestemt trosopfat-telse – mener Lautsi, at det er etbrud på hendes individuelle ret tilsom forælder selv at have ansvaretfor børnenes religiøse opdragelse.Og hun er i og for sig i fin overens-stemmelse med hidtidig teori ogpraksis.

Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention fra 1950 beskytter iartikel 9 netop den individuelle rettil at have, antage eller ændre en in-dre overbevisning kombineret meden ydre praksis, alene eller sammenmed andre, offentligt eller privat.Og første tillægsprotokol, vedtaget i1952, tilføjer i artikel 2 beskyttelsenaf retten til uddannelse og fastslår iden forbindelse, at staterne – når detilrettelægger uddannelse – skal “re-spektere forældrenes ret til at sikresig, at sådan uddannelse og under-visning sker i overensstemmelsemed deres egen religiøse og filosofi-ske overbevisning”.

På det grundlag har ECtHR tidli-gere godkendt, at Schweiz fyrede en

børnehaveklasselærer, som ønskedeat bære hijab i klasseværelset, samtat Tyrkiet bortviste en medicinstude-rende, der tilsvarende ønskede atbære religiøs klædedragt på et of-fentligt universitet. Begrundelsenhar været treleddet: det offentligeundervisningssystem skal repræsen-tere statens fælles holdning; stater iEuropa har pligt til at være religiøstneutrale og alene understøtte denfaktisk forekommende religiøse plu-ralisme; og i skolesystemet er det isig selv forkert at fremme et bestemtreligiøst standpunkt gennem denenkelte lærers klædedragt.

Disse sager har været baggrundenfor at drøfte forbud mod religiøsklædedragt i mange af Europarådetsmedlemslande. De nævnte sagerdrejer sig jo om den enkelte lærerseller studerendes frihed til individu-elt at udøve sin egen religion. Menfordi den værdimæssige kontekst ef-ter domstolens opfattelse skullevære religiøst neutral, fik de pågæl-dende ikke beskyttet deres individu-elle ret til religionsudøvelse.

På den baggrund har det fore-kommet nærliggende for Lautsi – ogfor domstolen i første instans – at etværdimæssigt påtryk som udstillingaf krucifikser i alle offentlige klasse-værelser så meget mere måtte ansesfor at være i strid med forældrenesret til at sikre frihed for egen reli-giøs opdragelse. Dertil kommer, atdomstolen også i sager, der direktehar handlet om undervisning i reli-gion i offentlige skoler, har taget til-



svarende standpunkt til fordel foren pligt for staten til at være reli-giøst neutral.

Folgerø-sagen

Det mest nærliggende eksempel atnævne her er fra Skandinavien. IFolgerø-sagen blev Norge den 29.juni 2007 dømt for at have brudtDen Europæiske Menneskerettig-hedskonventions 1. tillægsprotokol,artikel 2, for den måde, religionsun-dervisningen var tilrettelagt på i dennorske offentlige skole. Også denvar en storkammersag, og Norgeblev dømt med stemmerne 9:8.

Bl.a. den danske dommer var imindretallet, der fandt, at spørgsmå-let ikke burde afklares ved ECtHR,så meget mere som den norske Eids-voll-grund lov fra 1814 på tidspunktetfor doms afsigelsen fortsat – samtidigmed at alle indbyggere tildeles fuldreligionsfrihed – fastslog, at evange-lisk-luthersk kristendom er statensofficielle religion, og at alle der ertilknyttet denne religion, også erforpligtet på at opdrage deres børninden for evangelisk-luthersk kri-stendom.

Flertallet i Folgerø sagen fandt, atdet var hæderværdigt, at man i detnorske skolesystem ønskede at un-dervise i alle religioner, men fandt,at undervisningen ikke var tilstræk-keligt religi øst neutral. I den forbin-delse lagde flertallet vægt på at for-fatningen slår fast, at Norge ikke eret religiøst neutralt land, og at skole-

lovgivningen i overensstemmelsehermed i sin værdiparagraf fastslog,at det bl.a. er skolens opgave at hjæl-pe eleverne til en kristen og moralskopdragelse. Flertallet fandt, at denfaktiske udformning af den fællesundervisning i kristendom, religionog livssyn gik for langt ind i evange-lisk-luthersk praksis gennem salmer,fadervor, indlæring af de ti bud osv.

Selvom formålet med det norskeprojekt var at opsuge religiøs plura-lisme gennem et indgående kend-skab til alle de faktisk forekommen-de traditioner, fandt domstolen aten stat hellere skulle være religiøstneutral og overlade alle konfessio-nelle elementer til trossamfundeneselv – en (katolsk?) model, hvor sta-tens religiøse neutralitet modsvaresaf kirkens ansvar for undervisning ireligion, enten ved siden af skolesy-stemet (som i Frankrig) eller i denoffentlige skole og finansieret af sta-ten (som i Østrig).

Konflikten, som den formuleres afECtHR, handler altså om, hvorvidtde fælles statslige/offentlige institu-tioner i sig selv skal være religiøstneutrale og udelukke alle religiøsesymboler og traditioner. Om de,samtidig med at institutionerne i sigselv er religiøst neutrale, kan invol-vere kirkers og trossamfunds konfes-sionelle selvforståelse (som i nogleeuropæiske lande). Eller om det ermuligt at sikre fuld religionsfrihedsamtidig med, at den absolutte ma-joritets religionsform understøttesog formidles også gennem de fælles


Religion som basal værdikonflikt i Europa

statslige og samfundsmæssige insti-tutioner.

Church of Bessarabia vs Moldova

Når disse spørgsmål siden midten af1990’erne har ført til en række spek-takulære domme ved ECtHR, skyl-des det, at religionsfrihed jo netopigen er blevet et politisk anliggendei Europa. Lad mig i den forbindelsenævne en tredje helt central afgørel-se fra ECtHR, nemlig Church ofBessarabia vs Moldova.

Den tidligere sovjetrepublik Mol-dova har en befolkning, der religiøststort set er ortodoks. Med henvis-ning dels til de nordiske lutherskekirkers funktion som nationalkirkerog dels til ortodokse kirkers histori-ske tradition for på samme måde atetablere sig som nationalkirker, øn-skede man som led i etableringen afden ny nationalstat at skabe særligebånd til Den Moldaviske OrtodokseKirke og at fastholde alle ortodoksei denne kirke, der skulle referere tilpatriarken i Moskva.

Men i den sydlige del af landet –Bessarabien – ønskede man en (an-den) ortodoks kirke med relation tilpatriarken i Bukarest. Konfliktenførte til kamp om konkrete kirke-bygninger – hvilken kirke skulle dehøre til – og til, at landets præsident,da sagen blev bragt for ECtHR,skrev til domstolen og gjorde klart,at der var en udenrigspolitisk di-mension som handlede om indfly-delse for Rusland i konflikt med ru-

mænsk indflydelse i området. Domstolen stod dog fast: Det er

ikke en nationalstats opgave at orga-nisere religion, men derimod somreligiøst neutral at understøtte, atden faktiske religiøse pluralisme,der er i landet, gennem fredeligemidler bliver udviklet på befolknin-gens præmisser.

Den Europæiske Menneskerettig-hedsdomstols opgave er at tage stil-ling til konkrete konflikter mellembl.a. religiøse og sekulære værdier,hvor konkrete mennesker får under-mineret deres individuelle frihed,uden at staten gør tilstrækkeligt forat sikre dem. I lande med en klarmajoritet er det indlysende, at så-danne afgørelser til fordel for etmindretal samtidig begrænser majo-ritetens muligheder. Og i demokra-tiske samfund er majoriteten dem,der befolker statens institutioner –ellers var der heller ikke behov foren mellemstatslig domstol til at sikreforholdene for mindretallet. Detkunne have været en naturlig balan-ce mellem ret og politik.

Alligevel er reaktionerne på dom-mene stigende. Det er formentlig encentral grund til, at storkammer-dommen i Lautsi-sagen lod vente påsig. For selvom sagen umiddelbart såud til at ligge i klar forlængelse afhidtidig praksis, så er det i stigendegrad gået op for Europa, at denpraksis, der har udviklet sig, risike-rer at sætte flertallet skakmat. Og erdet faktisk et Europa, hvor der ikkeer nogen religiøse symboler i det of-



fentlige rum, i offentlige institutio-ner og i offentlig praksis, der øn-skes? Og er et Europa, hvor religionprivatiseres helt væk fra statslig poli-tik og ud i en form for forenings -organisering, hensigtsmæssigt?

Eller giver de løsninger netopgrundlag for, at religion igen bliveren del af det politiske spil, på måderder umiddelbart endnu ikke er fun-det fælles modeller for og som der-for kan forekommer relativt uover-skuelige? Eller sagt anderledes: Eu-ropa er i gang med at tage DenWestfalske Freds grundprincipperop til revision. Det store spørgsmåler, i hvilken retning revisionen skalgå. Og det er et politisk spørgsmål.

Værdier i Europa

Baggrunden for Lautsi-sagen er daogså national politik. I Italien var fa-scismen udtryk for en form for sam-tænkt katolsk-italiensk nationalidentitet, en samtænkthed, der bl.a.gav sig udslag i forpligtelsen til athave krucifikser i alle klasserum.Denne forpligtelse blev af italienskedomstole i den sekulariserende pe-riode i slutningen af forrige århund-rede kendt ugyldig i forhold til denitalienske grundlov.

Men Berlusconi-regeringen hargenindført forpligtelsen pr. dekretmed henvisning til det eksisterendekonkordat med den katolske kirke.Og Berlusconi-regeringens politiskebegrundelse er klar: det italienskefolk er katolsk, kristent, ikke musli-

mer. Her er en værdikamp i spil,som dels drejer sig om konflikteromkring islam i Europa og dels dre-jer sig om indvandring til Europa –men som to forskellige ting. Under-neden drejer den sig imidlertid ogsåom indflydelse, ikke (blot) for reli-giøse værdier, men (især) for kirkerog trossamfund som varetagere afreligiøse værdier.

Her er det på sin plads at mindeom, hvad Den Westfalske Fred fra1648 egentlig drejede sig om. Denvar afslutningen på de europæiskereligionskrige. Religionskrigenesdrivkraft havde været, at stater medhhv. katolsk og protestantisk majori-tet hver især havde hævdet deres rettil at beskytte trosfæller, der var imindretal i andre lande, og som risi-kerede liv og helbred pga. deres tro.Religion var således et inter-europæ-isk politisk problem fra reformatio-nerne fra 1520’erne til 1648.

Med sætningen cujus regio, ejus reli-gio blev spørgsmål om religionsud-øvelse imidlertid flyttet fra den in-ternationale politiske scene og gjorttil et nationalstatsligt anliggende.De første elementer af religionsfri-hed blev indført samtidig i den for-stand, at nogle få tyske stater, somikke havde en klar majoritet, blevpålagt at rumme en religiøs pluralis-me, men dog alene for de tre storekirker: katolikker, reformerte og lu -theranere. Fra alle andre lande lødparolen: skik følge eller land fly, ogden enkelte fik 5 år til at gøre opmed sig selv, om man ville flygte til



fristæder (som Fredericia, der afden enevældige danske konge i1680’erne fik status som fristed forbl.a. huguenotter og jøder) eller tilAmerika, eller man ville forblive i sithjemland, men uden ret til at udøveanden religion end statens religion.

Hovedpointen med Den Westfal-ske Fred var altså ikke, at religion eren privatsag, men derimod at reli-gion fra at have været et internatio-nalt anliggende blev et national-statsligt anliggende.

Scenen rykker igen

Med den franske revolution og deborgerlige grundlove i 1800-talletrykkede scenen for religionsspørgs-mål endnu engang. Begge udviklin-ger etablerede forestillingen om re-ligionsfrihed for den enkelte indenfor nationalstaten, i Norden kombi-neret med statskirker eller af statenunderstøttede folkekirker. Derimodfastslog den preussiske grundlov fra1848 statens forpligtelse til religiøsneutralitet. Årsagen var, at man iPreussen havde stor religiøs pluralis-me med både katolsk kirke, lutherskkirke og reformerte kirkesamfund.

Den aktuelle tyske forfatning fra1949 gentager og viderefører for-pligtelsen for staten til at være reli-giøst neutral, men det har ikke gjortreligion til en privatsag i Tyskland,tværtimod. For samtidig er der etab-leret en samarbejdsrelation, som hargjort en række kirker og trossam-fund i Tyskland til offentlig-retlige

retssubjekter, der har en retligt ogpolitisk anerkendt plads i statens ogsamfundets offentlige liv.

Også den franske laicitê model,der først faldt på plads med denstatslige sekularisering i 1905 efterDreyfuss-affæren, indebærer, at reli-gion er et offentligt politisk anlig-gende. I modsætning til, hvad manofte forestiller, er Frankrig fx et afde lande i Europa, der giver størst fi-nansiel støtte til den katolske kirke,idet staten overtog samtlige kirke-bygninger i 1905, driver og vedlige-holder dem.

Belgien, som også ønsker at værereligiøst neutral, aflønner præster,rabbinere og imamer som tjeneste-mænd på de offentlige budgetter,og Tyrkiets religiøse neutralitet kankun lade sig gøre gennem det statsli-ge kontor Dyanet, som driver allelandets moskeer så vidt, at teksten tilfredagsbønnen endog foreskrives ogudsendes fra Ankara hver uge.

I det reformerte Holland blev reli-gion ganske vist allerede fra refor-mationen til en privatsag, men vel atmærke en kollektiv privatsag. Efterden franske revolution etableredesen model, der danner et skarpt skelmellem religion som en del af ikkedet private, men af civilsamfundetog en klar afgrænsning af statens rettil at involvere sig i religiøse affærer.På det grundlag byggede man i Hol-land parallelsamfund op, hvor kir-ker og trossamfund (samt fagfor-eninger) organiserede borgernes ci-vile liv. Religion som privatsag betød



altså i denne sammenhæng ikke ‘re-ligion som individuelt, personligtanliggende’, men at staten ikke skul-le blande sig i den måde, hvorpåforskellige religiøse grupperingerorganiserer deres samlede civile ogoffentlige liv.

Denne model førte i Holland tilen søjle-opdeling af de samfunds-mæssige institutioner afhængig aftrosretning. Modellen er først nublevet udfordret med stærk, statsligtbaseret kritik af trossamfunds regu-lering af borgernes liv, rettet først ogfremmest mod islamiske grupperin-ger, men også mod stærkt konserva-tive reformerte kirker. National reli-gionspolitik i Holland går såledesind i en konflikt om statens neutrali-tet over for religiøse spørgsmål.

Paneuropæisk konflikt

Kravene om statens religiøse neutra-litet blev endvidere en central del afen paneuropæisk kamp mod reli-giøst eller sekulært betingede dikta-turer. Kommunismens fald i Østeu-ropa indebar således et opgør medstats-ateisme og staters kontrol medkirker og trossamfund, et opgør somden katolske kirke givet de faktiskeforhold i Polen har stået i spidsenfor, men som også har vedrørt ikkemindst en række protestantiske mi-noritetskirker og trossamfund i Rus-land. Det er karakteristisk, at en se-rie af domme fra ECtHR vedrøren-de religionsfrihed drejer sig om nyestatslige krav i Rusland for i praksis

at forringe mulighederne for grup-per som Frelsens Hær og Mormon-kirken, samtidig med at lovgivnin-gen i praksis understøtter en gen-or-todoksificering af den russiske sjæl.Det er hér diskussionen om natio-nalkirkernes rolle for alvor kommertil overfladen.

Ligeledes har fascismens fald påden Iberiske Halvø såvel som kon-frontationerne med fascismens spø-gelser i andre dele af Europa tilsva-rende været et opgør med kirkersalt for store magt i statslig politik oget klart ønske om at få afgrænset ogudgrænset kirker fra staters magtap-parat – samtidig med, at det har stå-et klart, at kirken kunne dannegrundlag for aktiv modstand moddiktatur. Genetablering af en formfor jurisdictionalism har været en for-del for begge parter: Kirken tagersig af sine anliggender, staten afsine, og så kan man indgå aftaler forat sikre begge parter.

Denne udvikling viser samtidig, atreligion i Europa aldeles ikke er ogmåske aldrig har været en privatsag.En personlig sag, ja, men også etfælles offentligt anliggende. Forhol-det til religionsudøvelse og ikkemindst majoriteternes kirkeligestrukturer i Europas historie er fort-sat et anliggende, der afklares påforfatningsniveau.

Magt og magtbegrænsning

Jeg tror, man skal se ambitionerneom at give Europa en sjæl gennem



indledende sætninger i forslaget tilen forfatningstraktat for EU i dettelys. Kun ganske få nationalstater iEuropa har indtil nu overladt spørgs -målet om religion og herunderspørgsmålet om kirkers og trossam-funds magtudøvelse til borgerneselv. De fleste europæiske forfatnin-ger rummer fortsat en stillingtagentil trossamfundenes stilling i sam-fundet – også selvom dette i en ræk-ke nyere, især baltiske, forfatningeralene sker gennem en henvisning tilden generelle religionsfrihed i deeuropæiske menneskerettigheder.

Og grunden er Europas erfaringmed, at kirker og trossamfund dersamtidig dækker en altovervejendemajoritet i befolkningen, tenderertil at blive en politisk magtfaktor.Som jeg ser det, var formålet medde indledende bestemmelser i for-slaget til en forfatningstraktat forEuropa således at få skabt rammeromkring kirkers og trossamfunds(faktiske?) politiske indflydelse.

Denne erfaring med religion sommagtbase er ikke tilknyttet nogenbestemt af de etablerede europæ-iske religioner. Den er lige genken-delig i forhold til kristne kirkers for-skellige udgaver af en grundlæggen-de sondring mellem sekulære magt-strukturer og kirkens forhold; jødi-ske trossamfunds grundlæggendesondring mellem det jødiske folk ogdet omgivende samfund; og forskel-lige stadier på islams vej til en muligkommende anerkendelse af ret ogpolitik som grundlæggende menne-

skelige anliggender, der ikke skalhente sin legitimitet i en på forhåndgivet religiøs tolkning af samfundet.

Mange, ikke mindst menneskermed en sekulær livsholdning, vil herover for anføre, at det grundlæggen-de er menneskers eget valg, om devil lade sig binde af religiøse magt-strukturer. I denne tilgang forestil-ler man sig, at der er tale om heltfrie valg i menneskers personlige liv.Man forestiller sig samtidig, at dissevalg ikke har nogen indflydelse påpolitiske og samfundsmæssige for-hold, og at det således faktisk er sel-ve det forhold, at forfatninger for-holder sig til religion, der gør reli-gion til et politisk anliggende.

Mange religiøse observatører går imarken for det samme standpunkt.Her er argumentet, at den religiøseselvorganisering er en del af reli-gionsfriheden, og at staten ikke skalblande sig i det.

Jeg vil selvsagt ikke afvise, at reli-gion i gennemsekulariserede sam-fund kan fungere på linje med skak-og idrætsklubber uden politisk rele-vans. Jeg påpeger blot, at det – bort-set måske fra i Estland og Tjekkiet –ikke er situationen i hverken Euro-pa, USA, Sydamerika, de fleste afri-kanske stater, Mellemøsten ellerfjernøsten, herunder Indien og Ja-pan. Selv Kina, der med udgangs-punkt i et ateistisk perspektiv medsin forfatning har forsøgt at begræn-se og inddæmme religionsfrihedentil kinesisk organiserede trossam-fund, har måttet forholde sig til den



samfundsmæssige relevans af og po-litiske styrke i (organiserede) reli-giøse bevægelser.

EU’s traktatgrundlag

Heller ikke Europas historie synesat være nået til et punkt, hvor mankan undlade at forholde sig politiskeller forfatningsmæssigt til religio-ners mulige magtmæssige ambitio-ner. Nu faldt imidlertid EU’s forfat-ningstraktat. Men kirkers og tros-samfunds politiske indflydelse faldtikke med den. Tværtimod. Lissabon-traktaten indeholder i TFEU art 17en bestemmelse, der har gjort kirkerog trossamfund i Europa til centralepolitiske spillere.

Reglen siger for det første – af hen-syn til Frankrig og Danmark – at EUikke blander sig i den status, somkirker, trossamfund og ikke-religiøseværdibaserede organisationer harefter medlemsstaternes lovgivning.Dernæst forpligter reglen samtligeEU’s institutioner til at opretholdeen ‘åben, regelmæssig og transpa-rent’ dialog med de samme norma-tive aktører.

Bestemmelsen blev indført for atgive kirker og trossamfund en juri-disk ret til at sikre egne forhold,bl.a. i forhold til den generelle anti-diskriminationslovgivning. I heleEuropa er denne lovgivnings ud-møntning i kirker og trossamfundsorganisationer et generelt problem.Men reglen begrænser ikke de nor-mative aktørers indflydelse til at sik-

re egne forhold. Tværtimod. Menin-gen er at sikre, at kirker og trossam-fund og sekulære værdiorganisatio-ner indgår som værdibaserede aktø-rer i hele EU’s politiske udvikling.Formelt ser det ud som om religioner et nationalt politisk anliggende.Reelt er religiøse værdier i spil over-alt i kommissionens politiske arbej-de, baseret på kirker og trossam-fund som anerkendte politiskemagtbaser.

Dermed handler en af de centralereligionspolitiske udfordringer i da-gens Europa om forholdet mellemretlige og politiske virkemidler ogom forholdet mellem nationale ogeuropæiske virkemidler. Med denene hånd er Europa i gang med –med retlige midler – at afmonteretraditionelle mønstre for statslig af-balancering af religionernes politi-ske rolle i nationalstaterne. Medden anden hånd er Europa i gangmed – med retlige midler – at tilde-le religionerne en ny politisk rollepå den europæiske scene.

Ny westfalsk fred

En ny westfalsk fred tegner sig i ho-risonten. Den retligt afbalanceredestatslige religionspolitik mistermagt. Samtidig indgår Europas – fo-restillet religiøst neutrale – politiskemagt i retligt ubegrænsede samspilmed religiøse magtbaser, sekunderetaf en sekulær forestilling om reli-gion som en privatsag.

Jeg tror, jeg ville foretrække en



anden kombination: beskyttelse afden enkeltes personlige stillingta-gen i religiøse anliggender, kombi-neret med nødvendigheden afmagtafbalancering, også på europæ-isk plan. Dermed ville jeg også fore-trække en anden kombination afretlige og politiske kort: en retligbinding af kirkers og trossamfundspolitiske indflydelse, også i EU-sam-menhæng, så den afgrænses til de-res egne anliggender (og afklaringaf, hvad det er). Og en nedtoning afden retlige stramning fra ECtHR, såder fortsat er plads ikke alene til re-ligiøse mindretals magtbase, menogså til politisk anerkendelse af fak-tiske religiøse flertal i Europas natio-nalstater – også her på grundlag afklarhed over, hvad der er religiøseforhold og hvad der er politiske an-liggender.

Kun derigennem, tror jeg, er detmuligt for både sekulære og religiø-se værdier at finde (relevant) plads iden fælles politiske debat.

Efterskrift

Efter at denne artikel var afleveret,men inden den nåede i trykken, af-sagde Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol (Storkammer)dom den 18. marts 2011 i sag nr.30814/06 Lautsi and others vs Italy.

Og i modsætning til, hvad jeg hav-de ventet, nåede storkammerafgø-relsen frem til, at den italienske stati sin beslutning om at fastholde enforpligtelse til at hænge krucifiks til

skue i klasseværelserne i de offentli-ge skoler har handlet inden for ram-merne af sin egen beslutningskom-petence (margin of appreciation).Beslutningen blev truffet med stem-merne 15:2. Mindretallet bestod afden schweiziske dommer, som –med følgeskab af dommeren fraBulgarien – fastholdt konklusionenfra sagen om den schweiziske små-børnslærerinde (Dahlab vs Schwit-zerland) fra 2001, nemlig at statenhar ret og pligt til at sikre, at derikke i skolemiljøet indgår religiøsesymboler, som kan påvirke børnene.

Flertallet i Lautsi-sagen gik en an-den vej. Man fastslog for det første,at skolesystemet har ansvar for bådeindholdet i undervisningen og detsamlede skolemiljø, og i udøvelsenaf det ansvar har pligt til at sikre sig,at der ikke bliver lagt hindringer ivejen for hverken flertallets ellermindretallenes forældres ret ogpligt til at opdrage børnene i egenreligion.

Dernæst fastslog domstolen, atkorset selvsagt er et religiøst symbol– også selvom det samtidig kan havekulturelle og historiske og traditio-nelle betydninger. Italien havde pået tidspunkt argumenteret for, atkorset alene er et kulturelt symbol.Det fandt både jødiske og sekulæreobservatører var at gå en tand forvidt. At staten ønsker at fastholde entradition med religiøst indhold, fri-tager således ikke staten fra at skabeen balance i forhold til ikke-katolskeforældre.



Men selvom korset er et religiøstsymbol, er den passive eksistens afdet ikke i sig selv tilstrækkeligt til atetablere et brud med forældrenes(negative) religionsfrihed. Og det erher, den centrale argumentation lig-ger. Den Europæiske Menneskerets-konventions artikler om religionsfri-hed forhindrer ikke medlemsstater-ne i særligt at understøtte en fler-talsreligion. Det afgørende er dels,at der ikke indoktrineres og dels, atder også er et åbent, pluralistisk mil-jø, som ligeledes inkluderer mindre-tallenes religiøse positioner. Dom-stolen lagde i den forbindelse vægtpå, at et krucifiks på væggen – elleret kors i et flag – er et passivt, ikke etaktivt, symbol. Italien havde rede-gjort for, at det samtidig er tilladtfor skoleelever at bære andre tros-samfunds religiøse symboler ligesomikke-katolske helligdage er genstandfor opmærksomhed. Og der var in-gen tegn på intolerance eller lige-frem på proselytisme i undervis-ningspraksis.

Jeg ser denne dom som en klar

kursændring fra en tendens i dom-stolen mod en sekularistisk eksklu-derende holdning til religion til enkurs, hvor også de stater i Europa,som optræder inkluderende overfor religion, også i offentlige institu-tioner så følsomme som et skolemil-jø, kan handle inden for konventio-nens rammer. En forestillet ret til atkunne blive fri for religiøse symbo-ler i det offentlige rum har fået tran-gere kår i Europa – og det tror jeggrundlæggende er både samfunds-mæssigt og politisk hensigtsmæssigt.

Domstolens forudsætning er dog,at en statsligt inkluderende praksisanvender passive, ikke aktivt indok-trinerende midler og – selvom denunderstøtter en flertalsreligion –samtidig lægger vægt på at inklude-re også mindretalsreligioner.

Lisbet Christoffersen er ph.d. jur og pro-fessor (MSO) ved Roskilde Universitet.Hun har senest (med)udgivet bogen Law& Religion in the 21st Century – NordicPerspectives, DJØF Publishing 2010.



Da Benedikt XVI den 11. januarholdt sin traditionelle nytårstale(http://chiesa.espresso.repubblica.it/articolo/1346255?eng=y) til deambassadører, der er akkrediteretved Pavestolen, talte han til repræ-sentanter for 178 stater. I 1978, daden polske kardinal Karol Wojtylablev valgt til pave og tog navnet Jo-hannes Paul II, havde Pavestolenkun diplomatisk forbindelse med 84stater. I løbet af Johannes Paul II’spontifikat steg antallet til 174, og ide snart seks år Benedikt XVI harværet pave, er listen vokset medyderligere fire stater, blandt demRusland.

Pavestolen har desuden diploma-tisk forbindelse med overnationaleorganisationer som EU, den Suveræ-ne Militære Malteserorden og medden Palæstinensiske Befrielsesorga-nisation, PLO. Pavestolen har obser-

vatørstatus i FN og Europarådet oger på forskellige måder repræsente-ret i mange andre internationale or-ganisationer og programmer. Medmange af disse stater og organisatio-ner, og også med autonome enhe-der på lavere niveau, har Pavestolenindgået konkordater eller andre af-taler af forskellig art. I 2010 indgikPavestolen fx en aftale med den ty-ske forbundsstat Niedersachsen omnogle katolske skolers juridiske sta-tus, med Bosnien-Hercegovina omsjælesorg for katolske medlemmeraf landets væbnede styrker, og medden frie hansestad Ham borg om op-rettelsen af et center for katolsk teo-logi og religionspædagogik vedHamburgs Universitet.

Blandt de lande, som Pavestolenhar diplomatisk forbindelse med, erogså Taiwan. Her har man imidler-tid ikke en nuntius, men kun ‘en


Pavestolen har Europa somcentrum igenThomas Harder

Benedikt XVI vil modvirke den øgede sekularise-ring og afkristningen af Europa og har introduce-ret begrebet ‘kristianofobi’ om frygt for og hadimod kristendom

midlertidig chargé d’affaires’, ogman håber ad åre at kunne overførerepræsentationen til Beijing.

Folkerepublikken Kina er det stør-ste land, som Pavestolen ikke har di-plomatisk forbindelse med. De øvri-ge er Kosovo, hvis internationale sta-tus endnu er omstridt, og 15 andrestater, hvoraf de fleste er asiatiske ogen del har et islamisk befolknings-flertal.

I Afghanistan, Saudi-Arabien,Bhu tan, Nordkorea, Maldiverne,Oman, Tuvalu og Vietnam er der li-gesom i Folkerepublikken Kina ikkenogen officiel repræsentant for Pa-vestolen, mens der i Comorerne,Mauretanien, Somalia, Brunei, Laos,Malaysia og Myanmar findes apostol-ske delegater, som repræsentererPavestolen over for de lokale katol-ske kirker, men som i modsætningtil nuntierne ikke også er akkredite-ret ved landenes regeringer.

Pavestolen og Vietnam har ind-ledt officielle forhandlinger medhenblik på at optage diplomatiskforbindelse, og de fleste af de øvrigelande har på forskellig vis uofficiellekontakter med Pavestolen. Saudi-Arabiens kong Abdallah var i no-vember 2007 i audiens hos paven,men derud over har Saudi-Arabien,hvor den katolske religion officielter forbudt, ikke vist interesse for di-plomatiske forbindelser med Pave-stolen. Det samme gælder Maldiver-ne, som ligefrem forbyder katolskepræster at rejse ind i landet, selv omMaldiverne modtager mange turi-

ster fra katolske lande. Omkring 80stater har en selvstændig ambassadeved Pavestolen, mens de øvrige harsideakkrediteret ambassadører i an-dre europæiske lande, idet Pavesto-len ikke accepterer ambassadører,der også er akkrediteret Italien.Danmark genoptog i 1982 den di-plomatiske forbindelse, som var ble-vet afbrudt af reformationen i 1536,og siden har den danske ambassadei Bern også dækket Pavestolen. Sam-tidig med Danmark optog også Nor-ge og Sverige diplomatiske forbin-delser med Pavestolen.

Suveræn stat siden 1922

Det er værd at bemærke, at selv omVatikanstaten har været en suverænstat siden 1922, er det ikke den, derhar diplomatisk forbindelse medomverdenen. Vatikanstaten hverkenudsender eller modtager ambassa-dører. De 178 lande, der er omtaltovenfor, har diplomatisk forbindelsemed Paveembedet – Pavestolen el-ler, mere officielt, Den Hellige Stol.

Denne skelnen er mere end bareen kuriøs formalitet. Den afspejleren væsentlig forskel mellem Pavesto-lens udenrigspolitiske interesser, vir-kemidler og muligheder og dem,der kendetegner stater.

Pavestolen arbejder ikke for natio-nale interesser i gængs forstand –den har ikke noget territorium atforsvare eller udvide, ingen grænse-stridigheder eller etniske konflikter,ingen interesse i at sikre sig adgang


Pavestolen har Europa som centrum igen

til råvarer eller energikilder og in-gen militær eller økonomisk magt atsætte bag sine krav eller ønsker. Pa-vestolens udenrigspolitik har til for-mål at beskytte kirken og de troen-de, at fremme kirkens virksomhedover hele verden og at arbejde forde sager og mål, som følger af kir-kens religiøst funderede verdens- ogmenneskesyn.

I tidens løb har skiftende paverhaft forskellige opfattelser af, hvadder var vigtigt, og hvordan udenrigs-politikken burde og kunne føres,men spørgsmål som fred, nedrust-ning, international sikkerhed og ud-vikling samt sociale, kulturelle og vi-denskabelige emner har altid hafthøj prioritet. Pavestolens vigtigsteudenrigspolitiske redskab er pavensperson. Som åndeligt overhoved forover en mil liard katolikker, cirkahalvdelen af verdens kristne befolk-ning, og med 2000 års historie i ryg-gen, har paven en enestående statusblandt verdens religiøse ledere.

‘Den katolske kirkes udenrigspoli-tik’ er imidlertid et både videre ogvagere begreb end som så. Den fø-res nemlig ikke kun gennem pavensord eller nuntiaturerne og de øvrigediplomatiske repræsentationer, meni høj grad også gennem de bispe-konferencer, der står i spidsen forde nationale kirker rundt om i ver-den, og gennem de enkelte biskop-per, som i de katolske lande er i nærkontakt med både myndigheder ogcivilsamfund og har adgang til medi-erne, samt gennem et meget stort

antal mere eller mindre katolskelægmandsorganisationer, hjælpeor-ganisationer, missionsselskaber osv.,som kan have ganske stor indflydel-se dér, hvor de opererer.

Økonomiske ressourcer

Den italienske katolske kirke råderover ret store økonomiske ressour-cer, som bl.a. bliver brugt til at un-derstøtte de katolske kirker i dentredje verden, og en del af de itali-enske kirkeledere har derfor storindflydelse i fx Latinamerika. Læg-mandsorganisationen Sant’Egidio-selskabet, som har base i Rom og gi-ver sig af med hjælpearbejde i Itali-en og den tredje verden, har gen-nem et par årtier (med vekslendeheld) været meget aktiv som mægleri forskellige afrikanske konflikter, ogtakket være sine gode forbindelsertil katolske italienske politikere harselskabet kunnet påvirke Italiens po-litik over for nogle af de lande, hvordet arbejder. Det er blot et par ek-sempler, der illustrerer, at Pavesto-lens udenrigspolitik bevæger sig admange forskellige kanaler, og at denikke er ene om at formulere og føre‘den katolske kirkes udenrigspolitik’.

Johannes Paul II brugte sine man-ge rejser og sin betydelige evne til atkommunikere og til at komme tætpå de troende til at styrke pavens ogpavemagtens centrale position i kir-ken på bekostning af de lokale ni-veauer og underskoven af katolskeorganisationer og til i højere grad



end sine forgængere at gøre Pave-stolen til en vigtig og dynamisk uden -rigspolitisk aktør.

Wojtylas magt i Øst

Johannes Paul II’s besøg i sit hjem-land Polen i 1979, 1983 og 1987 bi-drog i høj grad til at mobilisere ogopmuntre oppositionen mod detkommunistiske regime i Polen ogmod sovjetsystemet som helhed.

Johannes Paul II brød dermedden ‘Østpolitik’, som hans to for-gængere Johannes XXIII og Paul VIhavde ført: Efter Pius XII’s (pave1939-1958) markant antikommuni-stiske og vestligt orienterede uden-rigspolitik søgte først JohannesXXIII (1958-1963) og siden Paul VI(1963-1978) at etablere og udbyggeen dialog med de kommunistiske re-gimer for at finde konkrete måder,hvorpå man kunne bedre forholde-ne for de lokale katolske kirker ogarbejde for afspænding mellemblokkene. Johannes XXIII foretogen række tilsyneladende spontaneog symbolske gestus, som Paul VI sy-stematisk byggede videre på ved atlade sin statssekretær (‘regerings-chef’) Agostino Casaroli besøge Bul-garien, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Po-len og Jugoslavien for at forhandleom konkrete anliggender såsom bi-speudnævnelser, kirkebyggeri, ad-gang til katolske præsteseminarierog katolske ordeners virksomhed.

I 1971 var Casaroli i Moskva for påPavestolens vegne at undertegne af-

talen om ikke-spredning af atomvå-ben, en handling, der i høj gradtjente til at markere, at Pavestolenvar på talefod med begge supermag-ter, selv om den ikke havde formellebånd til nogen af dem.

I 1975 undertegnede PavestolenHelsingfors-slutakten, hvilket yderli-gere styrkede den katolske kirkesposition som politisk aktør og synlig-gjorde dens engagement i nedrust-ning og menneskerettigheder. Trodsdet vanskelige forhold til USSR ogde øvrige kommunistiske regimerlagde Paul VI vægt på at placere sig ien position mellem blokkene, hvor-fra han kunne forholde sig kritisk tilbegge siders politik.

En anden vigtig fornyelse i PaulVI’s pontifikat var hans åbning af Pavestolens politiske horisont modulandene. Kirkens perspektiv havdeindtil da været udpræget eurocen-trisk, men Paul VI gjorde Pavestolentil ulandenes fortaler og gjorde op-mærksom på nord-syd-problematik-ken i FN-fora, i en række taler ogikke mindst i encyklikaen Populorumprogressio (1967).

Encyklikaen forholdt sig megetkritisk til forholdet mellem den in-dustrialiserede verden og ulandeneog opfordrede i stærke vendingerde industrialiserede lande til at op-træde retfærdigt og barmhjertigtover for ulandene. I 1968 åbnedePaul VI en konference i Bogotà,hvor alle Latinamerikas biskoppermødtes. Det understregede Pavesto-lens opmærksomhed på ‘de unge



kirker’. Samtidig udnævnte han fle-re biskopper fra den tredje verdentil kardinaler – og gav dem dermedindflydelse på, hvem hans efterføl-ger skulle være – og gav prælater fraAfrika, Asien og Latinamerika embe-der i den romerske kurie (kirkens‘centraladministration’). Disse ud-nævnelser brød de italienske gejstli-ges næsten-monopol på kurie-embe-derne, men dog ikke mere end atden forblev domineret af italienere iendnu et par årtier.

Johannes Paul II (1978-2005) be-varede Paul VI’s opmærksomhed påden tredje verden, hvor den katol-ske kirke fortsat voksede hurtigt,samtidig med at den var i tilbage-gang i Vesteuropa, men han ændre-de fuldstændig kirkens perspektivpå Østeuropa og USSR. JohannesPaul II samarbejdede med vestligeledere som Ronald Reagan og Mar-garet Thatcher i en grad, så nogleiagttagere spøgefuldt omtalte Vatika-net som et Nato-land, men det for-hindrede ham ikke i at forholde siglige kritisk til USSR’s og Vestens op-træden over for ulandene eller i atkritisere Vestens gudløse materialis-me og moralske relativisme, lige såstærkt som han kritiserede de kom-munistiske regimers krænkelse af in-dividets frihed og værdighed. Detindbragte ham kritik fra både kon-servative og liberale amerikanskemedier, som beskyldte ham for atsætte USSR og USA på samme mo-ralske niveau.

Johannes Paul II ønskede en afvik-

ling af supermagternes rolle i denglobale politik til fordel for et merepluralistisk system, der, som han for-mulerede det, skulle bygge på “allefolks lighed og den nødvendige re-spekt for deres legitime forskellighe-der”.

I Østeuropa, og i særdeleshed iPolen, var Johannes Paul II’s ud-gangspunkt et forsvar for religions-friheden. Paven betragtede religi -onsfriheden som enestående blandtmenneskerettighederne, fordi denvedrører menneskets forhold tilGud, men mente på den anden sideikke, at den kunne adskilles fra an-dre kulturelle, økonomiske, politi-ske og sociale rettigheder.

Kirken skulle ikke være en politiskinstitution, men en institution i sam-fundet, som sammen med andre in-stitutioner – i Polen ikke mindst defaglige organisationer – skulle be-kæmpe de kræfter, der truer menne-skets værdighed.

Efter Murens fald

Efter Murens fald skiftede JohannesPaul II’s udenrigspolitiske indsatsdelvis fokus. Hans kritik rettede signu mod den vestlige forbrugerkul-tur og mod den relativisme og dettab af religiøse værdier, som han be-tragtede som en trussel mod denvestlige kultur. Bioetikken – præven-tion, abort, stamcelleforskning, fo-sterdiagnostik, eutanasi – blev ud fradet religiøse princip om livets hellig-hed og ukrænkelighed fra undfan-



gelsesøjeblikket til døden en af Pa-vestolens højt prioriterede udenrigs-politiske sager.

I forbindelse med FN’s befolk-ningskonference i Kairo 1994 ogkonferencen om kvinders rettighe-der i Beijing 1995 etablerede Pave-stolen et samarbejde med en rækkemuslimske lande, som delte den ka-tolske kirkes modvilje mod abort.

Pavestolens udenrigspolitik erpræget af en stærk pacifisme og viljetil at søge konflikter løst ved mæg-ling og forhandling i internationalefora, først og fremmest FN. I 1990-91 stod pavestolen imidlertid tem-melig alene med sin afstandtagenfra Vestens militære indsats modIrak, som den pavelige ‘udenrigsmi-nister’, den franske kardinal Jean-Luis Tauran, betegnede som en ‘en-sidig angrebskrig’, der ”ville udgøreen forbrydelse mod freden og modGeneve-konventionerne.”

Pacifismen betyder dog ikke, atden katolske kirke ikke anerkender,at der kan være grund til at gå i krig– begrebet ‘retfærdig krig’ er oprin-delig formulerer af den katolske kir-ke – og under konflikterne i Bosni-en og Kosovo opfordrede kirkenstormagterne til at skride til huma-nitær intervention for at afvæbneSlobodan Milosevics Serbien. Da detfaktisk kom til luftangreb mod Beo -grad, valgte Pavestolen dog at tageafstand fra dem for ikke at skadeforholdet til de ortodokse kirker,som man arbejdede, og stadig arbej-der på at forbedre.

Stærkt imod Irak krig

Efter den 11. september 2001 støtte-de Pavestolen forsigtigt krigen i Af -ghanistan, men modsatte sig kraftigtinvasionen i Irak. Denne stillingta-gen skyldtes antagelig ikke bare kir-kens grundlæggende pacifisme,men i høj grad også frygten for atudsætte de kristne mindretal i Irakog de øvrige arabiske lande forkrigshandlinger eller repressalier.

Netop interessen for de kristnemindretal og for at beskytte og til-gængeliggøre de hellige steder i Is-rael giver Pavestolen et særligt per-spektiv på konflikterne i Mellem-østen, hvor forholdet til Israel ogsåaf religiøse og historiske årsager ervanskeligt, og hvor kirken desudener meget kritisk over for israelernesbehandling af palæstinenserne.

Netop på dette meget følsommeområde har kirkens og det kirkeligediplomatis optræden ikke altid væ-ret så klar og effektiv, som situatio-nen ellers krævede: I april-maj 2002,da Fødselskirken i Betlehem i 39dage var besat af bevæbnede palæsti-nensere og belejret af den israelskehær, havde kirkens folk svært ved atenes om, hvad de skulle mene om si-tuationen, og deres uenighed kommeget tydeligt til udtryk over forom verdenen.

Et andet eksempel på mangelfuldkoordination så man i 2004 underdebatten om EU’s forfatningstrak-tat, hvis artikel 51 omhandlede kir-kernes forhold. Den pavelige ‘uden-



rigsminister’, Tauran, udtalte sinstøtte til artiklen, mens den italien-ske kardinal Camillo Ruini, der varpavens stedfortræder som Roms bi-skop og dermed den italienske kir-kes primas, tog afstand fra den.

Da den tyske kardinal Josef Rat-zinger blev valgt til pave i april 2005,overtog han en kirke, som stadig vari vækst i Afrika og Latinamerika,men i tilbagegang i Europa, og somdesuden måtte forholde sig til et til-tagende vanskeligt forhold mellemVesten og islam og til angreb på reli-gionsfriheden overalt i verden.

Under Benedikt XVI er udnæv-nelsen af ikke-italienere og ikke-eu-ropæere til ledende stillinger i kuri-en fortsat, og iagttagerne deler signu mellem dem, der ser en velkom-men internationalisering af kirkenscentrale ledelse, og dem, der fryg-ter, at kurien i virkeligheden er vedat blive mindre international. Ifølgedenne tankegang opfattede de itali-enske prælater, der tidligere var næ-sten ene om at befolke kurien, ikkesig selv som repræsentanter for Itali-en, men som Kirkens mænd, hvor-imod deres afløsere er sig mere be-vidst, at de repræsenterer kirkerne ideres respektive hjemlande.

Europa igen centrum

Uanset om kurien vil udvikle sig imere eller mindre international ret-ning, virker det ret tydeligt, at Bene-dikt XVI i højere grad end sin for-gænger igen har Europa i centrum

af sit verdensbillede. Det gælder forBenedikt om at modvirke den seku-larisering, som præger Europa, ogsom i stadig højere grad er ved atgøre troen til en privat sag, et per-sonligt valg, som kun vedrører denenkelte og ikke har nogen plads isamfundet. Det er ikke kun etspørgsmål om at modarbejde lovgiv-ninger, der strider mod kirkenslære, men om at finde veje til engenkristning af Europa, fra samfun-dets top til græsrødderne.

I en tale i 2006 sagde BenediktXVI: “På den ene side må vi mod-sætte os et positivistisk diktatur, somudelukker Gud fra samfundslivet ogden offentlige orden. På den andenside er det nødvendigt at byde oplys-ningstidens virkelige fremskridt vel-kommen – i særdeleshed menneske-rettighederne og specielt den frieudøvelse af trosfriheden – og aner-kende, at det er elementer, der ogsåer afgørende for religionens egenægthed og gyldighed.”

Menneskerettighederne, og i sær-deleshed trosfriheden, er det andetstore fokuspunkt i Benedikt XVI’spolitik.

Den 20. december sidste år brugtehan i en tale til kuriens medarbejde-re udtrykket ‘kristianofobi’ – frygtfor eller had til kristendommen –som også anvendes af FN’s Menne-skerettighedskommission i Genevepå linje med ‘islamofobi’ og ‘antise-mitisme’. Talen var indrammet af ef-terårets blodige angreb på kristne iIrak og attentatet mod en koptisk



kirke i Alexandria den 1. januar. An-grebene bekræftede for Vatikanet,at kristne er verdens mest forfulgtereligiøse minoritet.

Paven vendte tilbage til emnet iårets nytårstale til det diplomatiskekorps, som udelukkende handledeom religionsfriheden. Paven kritise-rede uden diplomatiske omskrivnin-ger Egypten, Saudi-Arabien, Paki-stan, Kina, Nigeria, Cuba og flereandre lande for at krænke religions-friheden. Paven opfordrede den pa-kistanske regering til at afskaffe lan-dets blasfemilov, fordi den krænkerreligionsfriheden, og “tjener sompåskud for at fremprovokere uret-færdigheder og vold mod religiøsemindretal.”

Uden at nævne Indien ved navnhenviste Benedikt til “lande i Syd- ogSydøstasien, som ellers her traditionfor et fredeligt samfundsliv. Den om-stændighed, at én bestemt religionhar en særlig vægt i en nation, måaldrig medføre, at borgere, som til-hører en anden tro, bliver udsat fordiskrimination i samfundslivet eller,endnu værre, at man tolererer voldimod dem. I den forbindelse er detvigtigt, at dialogen mellem religio-nerne fremmer en fælles bestræbel-se på at anerkende hvert enkeltmenneskes og hver enkelt befolk-ningsgruppes religionsfrihed.”

Benedikt kritiserede også de lan-de i Vesten, “hvor man lægger storvægt på pluralisme og tolerance,

men hvor religionen marginaliseresmere og mere. Her betragtes religio-nen – enhver religion – som nogetligegyldigt, der ikke kommer detmoderne samfund ved og måske li-gefrem destabiliserer det, og manprøver med forskellige midler at for-hindre den i at påvirke samfundsli-vet.”

Afkristningen af Europa

Nytårstalens kritik rammer bredt, ogder er ingen tvivl om, at bestræbel-serne på at opmuntre de politiskeog andre kræfter, som forsøger atmodvirke ‘afkristningen’ af Europa,står højt på pavens dagsorden. Mender er heller ingen tvivl om, at denomhyggeligt afbalancerede tale,hvor kritikken af vestlige lande stårover for de hårde ord om de mus-limske, er udtryk for et ønske omikke at støde de moderate muslimerfra sig.

Benedikt ønsker at udvise fasthedog at hævde de værdier, som han be-tragter som umistelige, men samti-dig ønsker han også at række hån-den frem mod de moderate kræfteri den muslimske verden, som manmåske med tiden vil kunne samar-bejde med.

Thomas Harder er cand.mag. i italienskog historie; adjungeret professor ved CBS,foredragsholder og forfatter til 25 bøger.



I de sidste år inden Sovjetunionenssammenbrud omfattede den Rus-sisk-ortodokse Kirke (ROK) knap7.000 sogne inden for unionens ter-ritorium. 20 år og radikale omvælt-ninger senere er det aktuelle tal nuover 29.000 sogne, som betjenes aflidt over 30.000 præster og diako-ner. I 1988 var der 21 fungerendeklostre; i dag er der lidt over 800.Der var i 1988 ingen ortodokse søn-dagsskoler og heller ingen ortodok-se universiteter; i dag er der ca.11.000 søndagsskoler og tre univer-siteter.

Som disse tal demonstrerer, er detingen overdrivelse at hævde, at ROKi denne periode har gennemgået enenorm institutionel vækst, som påflere måder er bemærkelsesværdig.På baggrund af 70 års vedholdendeog til tider ekstremt brutal forfølgel-se og i betragtning af den dybe kri-

se, som unionens sammenbrud ef-terlod det postsovjetiske samfund i,er en sådan vækst ingen selvfølge.Det ses fx i det fhv. Østtyskland,hvor 40 års socialisme har været noktil næsten at udrydde den evangeli-ske kirke, som ikke viser det mindstetegn på genopstandelse.

I modsætning hertil står den ud-vikling, som de nævnte tal angiver etydre mål for, og som på mindre endto årtier har bragt ROK fra en statussom en kuet, underdanig organisa-tion på tålt ophold i samfundets ud-kant til en stor, selvsikker og højtprofileret spiller i dagens Rusland.Som sådan er ROK formentlig detmest markante eksempel på den re-næssance, som religion i almindelig-hed har oplevet siden socialismenssammenbrud.

En så markant vækst i synlighedog tilstedeværelse kan ikke undgå at


Den ortodokse kirke i russisk (udenrigs)politikChristian Gottlieb

Efter Sovjetunionens sammenbrud er den Russisk-ortodokse Kirkes netværk vokset eksplosivt. Kirkenhar også store udenrigspolitiske ambitioner, derhidtil mest har påvirket Ukraine

sætte sit præg på det samfund, denudfoldes i, og spørgsmålet om ROK’smulige eller faktiske politiske rolleer da også blevet stillet gentagnegange – af vestlige iagttagere oftemed en vis bekymring over den sam-menblanding af religion og politik,som synes at være tilfældet.

Spørgsmålet vil også blive stillether, dog mindre af bekymring endaf interesse, dels for den aktuelleudenrigspolitiske situation, dels fordet større perspektiv, som situatio-nen åbner: Hvor Vesteuropa i almin-delighed helt af sig selv synes i færdmed at afvikle sin kristne arv, er detpåfaldende, at der i Rusland efter 70års tvangssekularisering gøres et såomfattende forsøg på at genopliveden. Det er set med denne iagtta-gers øjne ikke kun bekymrende.

At ROK’s ledelse er yderst bevidstom sin nye magtfulde position og istigende grad er parat til at udnytteden til at påvirke det postsovjetiskerussiske samfund i ortodoks retning,har længe stået klart af talrige offici-elle dokumenter og udtalelser afhøjtstående repræsentanter forROK. Klarest kommer dette til ud-tryk i et officielt konstituerende do-kument, som under titlen Principper-ne for den Russisk-Ortodokse Kirkes So-ciale Koncept blev vedtaget på ærkebi-spekoncilet i august 2000.

Ved den lejlighed vedtog man des-uden en ny statut for ROK og kano-niserede den sidste russiske tsar, Ni-kolaj II, og hans familie. I dette do-kument, der kan betragtes som

ROK’s sociale og politiske doktrin(herefter: Doktrinen), tager kirkenprincipiel stilling til sit forhold tilsamfundet. I seksten punkter præ-senteres først kirkens grundlæggen-de teologiske position og derpå densofficielle holdning til flg. spørgs mål:Kirke og nation; kirke og stat; kri-sten etik og verdslig ret; kirke og po-litik; arbejdet og dets frugter; ejen-dom; krig og fred; kriminalitet; per-sonlig og samfundsmæssig moral;folkesundhed; bioetik; økologi;verdslig videnskab og kultur; kirkenog verdslige massemedier samt pro-blemer om globalisering og sekula-risme.

Som det fremgår af disse punkter,har Doktrinens forfattere åbenlyst be-stræbt sig på at komme hele vejenrundt i spektret af vigtige samfunds-spørgsmål og problematikker, somåbenlyst er fyldt af politiske aspek-ter. Skønt ikke alle punkter behand-les lige klart og konkret, giver Doktri-nen som helhed dog et fyldigt ind-tryk af ROK’s teologiske grundopfat-telse og generelle holdning til denmoderne verden.

Slavofil genrejsning

Karakteristisk for denne holdning erikke mindst, hvor tydeligt den erpræget af den russiske religionsfilo-sofiske tradition, som begyndte i1840’erne med de såkaldte slavofiletænkere og siden har været repræ-senteret af tænkere som bl.a. Vladi-mir Solovjov (1853-1900), Sergij Bul-


Den ortodokse kirke i russisk (udenrigs) politik

gakov (1871-1944) og Nikolaj Ber -djaev (1874-1948), men også af for-fattere som Fjodor Dostojevskij(1821-81) og Aleksandr Solsjenitsyn(1918-2008). Et af flere gennemgå-ende træk i denne tradition (dersom helhed dog på ingen måde erentydig), er den stadige hævdelse afRuslands slaviske og ortodokse iden-titet som noget, der på selvstændig,original og positiv vis adskiller Rus-land fra ‘Europa’ eller ‘Vesten’.

Set i dette lys er Rusland i kraft afsin ortodokse arv traditionelt forstå-et som bevarer af den autentiske kri-stendom, der i Vesten for længe si-den er blevet forvansket af den grund -læggende rationalisme, som altidhar præget vestlig tænkning og prak -sis, også om kristendom. Det er bl.a.denne rationalisme, der i modernetid er årsagen til den materialismeog ateisme, åndløshed og splittelse,som ifølge denne tankegang stadigpræger Vesteuropa, – men som i lø-bet af det 20. århundrede også hartrukket sit katastrofale destruktivespor hen over Rusland i skikkelse afdet sovjetiske eksperiment.

Som antydet har den intellektuel-le tradition, som anes bag Doktrinenstekst, i høj grad karakter af en kul-turkritik, der vendes imod vanligevestlige forestillinger om fx adskillel-se af stat og kirke og af religion ogpolitik, om religion som en privat-sag, universelle menneskerettighe-der, pluralisme m.m. Mest funda-mentalt anfægtes endda selve grund -forestillingen om det sekulære, prin-

cipielt religionsneutrale samfund.Vel anerkendes den gældende ad-skillelse af stat og kirke (som ned-fældet i den Russiske Føderationsforfatning af 1993) såvel som ikke-religiøse menneskers ret til at gørederes holdning gældende, men Dok-trinen lægger ikke skjul på, at målet isidste ende er et andet. ROK må forsit vedkommende stræbe efter, at‘kristne værdier’ lægges til grund forsam fundsmæssige beslutninger påbåde nationalt og internationaltplan og insistere på legitimiteten afen religiøst baseret verdensanskuelse.

At denne målsætning ikke blot erretorik, er siden blevet bekræftetikke mindst af kirkens udtrykkeligeog gentagne bestræbelser på at gen-oplive det såkaldte ‘symfonia’-prin-cip. I dette begreb om ‘samklang’mellem verdslig og åndelig magt ud-trykkes det overleverede byzantinskeideal om det harmoniske forholdmellem kejser og patriark, stat ogkirke, som har været gældende si-den 530’erne.

I modsætning til Vesten, hvor det-te forhold i teori og praksis ofte harværet præget af konkurrence, omikke ligefrem konfrontation, forud-sætter ‘symfonien’ et nært samarbej-de mellem stat og kirke. Ganske vistunderstreger ROK ofte, at stat ogkirke skal afholde sig fra indblan-ding i hinandens respektive sfærer,og kirken lægger stor vægt på sin ny-vundne selvstændighed (som ikkehar været større siden Peter den Sto-re gjorde ROK til en statskirke i be-



gyndelsen af 1700-tallet). Samtidigkræver symfonien dog, at stat og kir-ke positivt arbejder med hinandensom to ligeværdige aktører. På detoprindelige byzantinske grundlag,som videreførtes i Rusland, fordi dei princippet var engageret i sammeteokratiske projekt til fremme afgudsrigets komme; i den aktuelle si-tuation snarere fordi ROK tilsynela-dende håber på atter at se staten en-gageret om ikke ligefrem i et teokra-ti, så dog i hævdelsen af ortodoksiensom det russiske samfunds Leitkultur.

I denne retning trækker ogsåROK’s bidrag til udbredelsen af detlangt nyere begreb om den ‘russiskeverden’ (Russkij mir), som er blevetlanceret i løbet 2000-tallet. Dette be-greb er ganske vist ikke kun speci-fikt kirkeligt, men forstås som etmere alment civilisationsbegreb omdet folkelige og kulturelle fælles-skab, som er blevet til inden forrammerne af det ‘historiske Rus-land’, dvs. først og fremmest Rus-land, Hviderusland og Ukraine, derforstås som tæt sammenknyttedelande og folk. Da de alle har væretstærkt præget af ortodoksien, dan-ner disse lande en særlig ortodokscivilisation, et ‘civilisatorisk rum’,som ROK ser sig som selvskreven re-præsentant for. Også her høres ek-koerne fra tidligere tiders slavofile,måske endda panslavistiske, forestil-linger ganske tydeligt.

Som de ovennævnte tal demon-strerer, er det en temmelig stor ogvidstrakt organisation, der står til rå-

dighed for udbredelsen af disseprincipper og holdninger. ROK’s29.000 sogne er spredt ud over kir-kens såkaldte ‘kanoniske territo-rium’, dvs. det område inden forhvilket kirkens ledelse, Moskva patri-arkatet, udøver den højeste kirkeli-ge myndighed.

Moskva patriarkatet

Dette enorme område er næstensammenfaldende med de tidligeresovjetiske grænser, med undtagelseaf Armenien og Georgien, men tilgengæld inklusive de ortodokse ikirker i Kina og Japan. Trods Sovjet-unionens opløsning bevares såledesi kirkelig sammenhæng stadig enstruktur, der har Moskva som cen-trum og øverste autoritet. Som denaktuelle udvikling viser, er dette envæsentlig faktor i ROK’s mulighedfor at udøve politisk indflydelse.

I forhold til udlandet varetages re-lationerne først og fremmest afROK’s Afdeling for Ydre KirkeligeForbindelser, der fungerer som enslags kirkeligt udenrigsministerium,for tiden under ledelse af metropo-lit Ilarion af Volokolamsk. Underdenne institutions auspicier mødeskirkens overhoved, patriark Kirill,og andre repræsentanter for ROKhyppigt med både kirkelige og ikke-kirkelige ledere, fremmede landesstats- og regeringschefer, ministre,ambassadører eller fremtrædendekulturpersonligheder og økumeni-ske forbindelser. Afdelingen repræ-



senterer også ROK i forhold til in-ternationale organisationer som FNog EU.

Særlig interesse har selvsagt for-bindelser til andre ortodokse kirkerog lande, som fx Bulgarien, Rumæ-nien, Grækenland, Serbien og Geor-gien, i forhold til hvilke ROK tyde-ligvis er sig bevidst at spille en leden-de rolle i kraft af sin status som detstørste ortodokse kirkesamfund.

Ud over sin egen afdeling for eks-terne forbindelser er ROK også i2010 etableret i en formaliseret sam-arbejdsrelation med den RussiskeFøderations Udenrigsministerium,dels i skikkelse af en arbejdsgruppetil udvikling af dette samarbejde,dels i skikkelse af kirkelig deltagelsei Udenrigsministeriets DiplomatiskeAkademis kurser for russiske diplo-mater, som bl.a. får lejlighed til atmødes med patriarken.

Iflg. ROK’s oplysninger fokusererkirken i disse sammenhænge i højgrad på russkij mir-konceptet, dvs. påindsatsen over for den store og vidt-strakte russiske diaspora, der sessom en organisk del af den russiskeverden. Det erklærede formål er atarbejde for bevarelsen af den russi-ske verdens nationale og kulturelletradition og ‘civilisatoriske helhed’.Som et led i denne indsats har ROKi november 2009 også indgået enformel samarbejdsaftale med RusskijMir Fonden, der i 2007 blev dannetsom et verdsligt russisk kulturinsti-tut, der skal udbrede kendskabet tilrussisk sprog og kultur.

Fonden har i skrivende stund op-rettet 69 lokale udenlandske repræ-sentationer i udenlandske byer meden større russisk emigrantbefolk-ning.

Evnen og viljen

At ROK har både vilje, motivationog i stigende grad også evne til atudøve politisk indflydelse, er såledesindlysende. Vanskeligere at bedøm-me er imidlertid, hvor stor en rolle,dens indsats faktisk spiller. Som etbidrag til belysningen heraf følgertil slut en kort præsentation af ensag, som i skrivende stund er underudfoldelse. Det drejer sig om detvanskelige forhold mellem Ruslandog Ukraine, hvor alle de her nævntetemaer kommer i spil.

I kølvandet på Ukraines selvstæn-dighedserklæring i 1991 opstod ogsåspørgsmålet om den Ukrainske Or-todokse Kirkes (UOK) tilhørsfor-hold til Moskva patriarkatet, somogså tidligere har været omstridt.Resultatet blev, at dele af UOK medden lokale leder, metropolit Filaret,i spidsen i 1992 forlod Moskva patri-arkatet og dannede sin egen selv-stændige ukrainske kirke med egetpatriarkat i Kijev, hvor Filaret i 1995blev indsat som patriark. Som re-præsentant for måske ca. 20 pct. afde troende i Ukraine var der taleom en mindre, men dog væsentligdel af den ortodokse kirke, om endden moskva-loyale del af kirken fort-sat anslås at repræsentere over halv-



delen af de troende. Dette skridt eraf Moskva patriarkatet blevet opfat-tet som utvetydigt fjendtligt ogkirke splittende, hvorfor ROK næg-ter at anerkende Kijev patriarkatetsom en autentisk ortodoks kirke. Fi-laret selv blev ekskommunikeret i1997.

Sagen har siden været kontrover -siel og en stående del af det spænd-te spørgsmål om Ukraines forholdtil Rusland.

Åben fjendtlighed

Den seneste udvikling har kun kun-net bekræfte dette. I en udtalelse islutningen af januar 2011 har denaldrende patriark Filaret fremsatden markante påstand, at ROK’s le-delse ‘inden sommerens komme’agter at ‘ødelægge’ Kijev patriarka-tet og indlemme den Kijev-loyale delaf UOK under sin jurisdiktion. Meddette formål er Moskva-loyale præ-ster angiveligt allerede i gang medat ‘overtage’ kirker, der hidtil harhørt under Kijev patriarkatet, og atovertale de lokale præster til at ven-de tilbage til Mo skva.

Denne aktion ses som et led i enoverordnet politik, der skal styrkebåndene mellem Ukraine og Rus-land. Iflg. en anden repræsentantfor Kijev patriarkatet, biskop Evstra-tij, har Rusland aldrig anerkendt detuafhængige Ukraine, som tvært-imod anses for tæt knyttet til den‘russiske verden’, som både ROK ogdet russiske udenrigsministerium

ofte henviser til. Ifølge denne ud-lægning forsøger patriark Kirill atudnytte den kirkelige strid til også atanstifte en verdslig politisk strid, derkan føre til intet mindre end denukrainske stats sammenbrud, såle-des at den atter vil kunne forenesmed Rusland (i interview ved Oksa-na Klimontjuk af 28.1. 2011).

Hvor meget realitet der er i sådan-ne udtalelser er svært at bedømme.Åbenlyst vidner de dog om, at ROKaf Moskva-kritiske røster i Ukraineopfattes som en magtfuld spiller,som er i stand til at udøve reel poli-tisk indflydelse til fordel for den sid-dende russiske regering.

Disse udtalelser ligger i så hense-ende i klar forlængelse af de prote-ster, som tidligere udløstes fra ukra -insk side af patriark Kirills besøg iUkraine i sommeren 2009 og igen iforbindelse med hans deltagelse iindsættelsen af Ukraines nye præsi-dent Viktor Janukovitj i feb ruar2010. Selv om Kirill ved begge lejlig-heder forsikrede ikke at have noglepolitiske hensigter, blev hans blottetilstedeværelse uundgåeligt tolket idette lys.

På baggrund af de principper ogholdninger, som ROK giver udtrykfor, er det heller ikke nemt at ladevære.

Christian Gottlieb er leder af H.M. Dron-ningens Håndbibliotek. Han er dr. theol.og i perioder ekstern lektor i kirkehistorieved Københavns Universitets TeologiskeFakultet.



Lige før nytår skete et lille mirakel iJerusalem. Det gør der sikkert heletiden i Den Hellige Stad, men netopdenne begivenhed burde have fåetbred international opmærksomhed.Hør bare: I det israelske parlamentKnesset sidder det lille politiske par-ti Shas. Normalt er partiets parla-mentsmedlemmer enige om alting, ihvert fald udadtil. Hierarkiet erstøbt i beton, og man refererer medstor disciplin til ledelsen, ikke mindstden ældgamle ‘åndelige leder’ Ova-dia Yosef og hans nærmeste folk. Ihvert fald udadtil.

Shas er det måske mest indflydel-sesrige parti i Israel, fordi det de sid-ste mange år har været udslagsgiven-de, når en ny regering skulle sam-mensættes. Det har deltaget i rege-ringer, der har været ledet af bådeLikud, Kadima og Arbejderpartiet.Partiet er mest opsat på at sikre pen-ge til det ultra-ortodokse sefardiskesamfund, det vil sige stærkt religiøse

jøder med orientalsk baggrund.Men det har bevæget sig stadiglængere mod højre i civile religiøsespørgsmål for ikke at tale om deuforsonlige holdninger til palæsti-nenserne. Partiet symboliserer mereend noget andet den stærkt religiø-se del af Israels voksende indflydelsepå hele det israelske samfund.

Men så skete der noget. Partiethar to rabbinere blandt sine 11 par-lamentsmedlemmer. En af dem hed-der Haim Amsalem, en from mand,der er født i Algeriet og kom til Isra-el som 11-årig i en af de mange im-migrationsbølger fra arabiske lande.Han gik til frontalangreb på sit egetparti. Partiets ledelse har groft svig-tet den autentiske jødedom, skrevrabbiner Amsalem. Med dets funda-mentalistiske tolkning af halakha –den jødiske lov fra Biblen til Talmudtil alskens rabbineres fortolkninger– er partiet ved at undergrave vigti-ge dele af Israels base, mente denne


Kampen om Israels sjælMartin Krasnik

Er Israel skabt som et refugium for alverdens jøder, der skulle gøre jøder til herrer over egenskæbne, eller er det en jødisk stat, hvor jødiskelove og normer flyder sammen med staten?

modige rabbiner. I en række afgø-rende spørgsmål om konverteringer,ægteskab, værnepligt og uddannel-se, skrev Amsalem, har det ortodok-se Israels lederskab besluttet sig forikke at bidrage til Israels velbefin-dende.

De lederløse sekulære

Haim Amsalems mod til at stå fremer en meget stor sjældenhed. Hansagde det, som man normalt kunhører fra det stadig svagere og poli-tisk lederløse sekulære, humanisti-ske Israel: At der er ved at ske en af-gørende skade på Israels demokrati-ske og liberale fundament. Det skyl-des ikke forholdet til palæstinenser-ne, men derimod at det ultra-orto-dokse Israel i en alliance med højre-fløjen har taget magten over storedele af landets civilsamfund og truerdemokratiet på livet.

At partiledelsen tog det alvorligt,fik han straks at mærke. Haim Amsa-lem blev hurtigt ekskommunikeretfra Shas. I ultra-ortodokse områder iJerusalem og Bnei Brak blev der op-sat plakater mod gudsbespotterenAmsalem. Parti-ayatollah Ovadia Yo-sefs søn erklærede, at Amsalem medsine udtalelser bærer ansvaret forvinterens lange tørke i Israel. Og iShas-avien Yom leYom blev den fra-faldne rabbiner sammenlignet medAmalek, jødernes bibelske ærkefjen-de (hvis folk blev udslettet af KongDavid i hellig krig).

Amsalem blev beordret at træde

ud af parlamentet, hvilket han sta-dig nægter. I et interview i januarsagde han, at han står ved alle sineargumenter, og at han grundlæggeren ny social bevægelse, der skal ska-be sammenhæng mellem de orto-dokse jøder og resten af det israel-ske samfund.

Vi hører sjældent om den slags de-batter, fordi omverdenen er så opta-get af forholdet mellem Israel og pa-læstinenserne. Men i Israel fylder destadig mere i offentligheden. Histo -rien om Haim Amsalem handlergrundlæggende om, hvad Israel skalvære for en stat, og hvilken rolle re-ligionen skal spille i det israelskesamfund. Og det har i sidste endestor betydning for muligheden forfred i regionen.

For at forstå den eksistentielledybde af dette, må man se nærmerepå substansen i rabbinerens kritik.

Det første skud var rettet mod detortodokse Israels holdning til kon-vertering, altså omvendelse til jøde-dommen. Det er i sagens natur et af-gørende spørgsmål i Israel.

De ortodokse partier har væretstærkt betænkelige ved den lille mil-lion jøder, der i de sidste 20 år er an-kommet fra det tidligere Sovjetunio-nen. Er de nu også jøder i halakhiskforstand; kan man kort sagt være sik-re på, at deres mor er jøde? Det ervelkendt, at mange af de russiske im-migranter har haft en – skal vi sige –mere liberal definition af jødisk op-hav, nogenlunde som den israelskestat: Er en enkelt bedsteforælder jø-


Kampen om Israels sjæl

disk, er det nemlig tilstrækkeligt tilisraelsk statsborgerskab.

Når de russiske immigranter ogderes børn har skullet tjene i forsva-ret, har militæret tilbudt korte kur-ser i jødedom og jødisk historie, derafsluttes med en formel konverte-ring under opsyn af forsvarets egnerabbinere. Så vidt så godt. Proble-met opstår, når disse soldater bliverfærdige med værnepligten og gernevil giftes. Så foregår det nemlig hosde ortodokse rabbinere, idet manikke kan indgå civilt ægteskab i Is -rael. Og her har det ortodokse establishment hen over vinterenkrævet en lov vedtaget, som giverdem mere kontrol over forsvaretsmange konverteringer af folk med‘tvivlsom’ jødisk baggrund.

Hæren mod rabbinerne

Hæren mod rabbinerne; i sin kerneen modsætning mellem det sekulæ-re og religiøse Israel. Og Haim Am-salems argument var det simple:Hvor dan kan indflydelsesrige parti-er i Israel i dén grad undergrave lan-dets sikkerhed ved at stille spørgs-målstegn ved mennesker, der ikkeblot kommer for at bo i landet, mensågar også for at forsvare det? Herhar det ortodokse Israel fjernet siggrundlæggende fra landets interes-ser, sagde han. Senest har han un-derstreget, at han støtter indførsel afcivile ægteskaber, hvilket vil være etstort slag mod det ortodokse leder-skabs indflydelse på resten af sam-

fundet. Amsalems andet skud rette-de sig mod de ortodokses eget bi-drag til samfundet. Lige siden lan-dets oprettelse har ortodokse israe-lere været undtaget fra den ellersobligatoriske værnepligt. Årsagenhar været, at de skulle studere Tal-mud; det højeste bidrag til jødedom-men.

Af samme grund er tusinder og at-ter tusinder ortodokse mænd undta-get de almindelige regler på arbejds-markedet. De får nemlig en livslangydelse fra staten for at kunne stude-re på landets yeshivaer, de religiøseseminarer. Pengene udbetales oftegennem disse yeshivaer, der får pen-ge af staten.

Der snydes og bedrages ofte medpengene, men selv hvis alt altid gikefter bogen, ville ordningen allige-vel være en stadig tungere økono-misk byrde for Israel. Og for de ul-tra-ortodokse selv: Ydelsen er så lav,at disse stærkt religiøse familier medderes mange børn ofte lever i sørge-lig fattigdom uden kontakt til restenaf samfundet.

Dermed fastholder deres politiskeledere op mod en tredjedel af Isra-els indbyggere i et egentligt parallel-samfund. Men de bør og skal bidra-ge og tage et værdigt ansvar, sagderabbineren. Samme logik gælderhans tredje kritikpunkt: Uddannel-sen af unge ultra-ortodokse i priva-te, statsstøttede skoler. Deres partierog institutioner har arbejdet for atlade bibelstudierne fylde så megetsom muligt på bekostning af bred



undervisning i matematik, naturvi-denskab og sprog – endnu en kata-strofe, både for de unge selv og helesamfundet.

Debatten om Haim Amsalemssynspunkter går egentlig tilbage tilgrundlæggelsen af Israel. I 1947 blevder indgået en deal – kaldet StatusQuo-aftalen – mellem den førstepremierminister, David Ben-Gurion,og de ultra-ortodokse jøder i form afpartiet Agudat Israel. Hvis de støtte-de opbygningen af staten, fik de tilgengæld uindskrænket indflydelsepå en række civile spørgsmål: Ægte-skab og skilsmisser, konverteringerog sabbattens ‘ukrænkelighed’.

Sekulære zionister og politikeresom David Ben-Gurion mente utvivl-somt, at disse ekstremt religiøsemennesker ville forsvinde i takt medmoderniteten og udviklingen. Dertog han fejl, som så mange andre.Det ultra-ortodokse Israel er voksetog vokset og har forsvaret StatusQuo-aftalen med hud og hår.

‘Litauiske’ rabbinere

Den opmærksomme læser vil forlængst have spurgt sig selv, om derda ikke er holdningsforskelle i detultra-ortodokse Israel? Som bekendter den jødiske befolkning opdelt isefardiske og askenaziske jøder, altsådem med henholdsvis orientalsk ogeuropæisk baggrund. Det gælderogså de ultra-ortodokse. Men påtrods af de sefardiske jøders storeantal har deres politiske ledelse – i

form af Shas-partiet – i høj grad un-derlagt sig holdningerne hos deresashkenaziske trosfæller, ofte kaldetde ‘litauiske’ rabbinere, som allere-de var etableret i Israel, da de orien-talske jøder kom til landet i 1950’-erne og 1960’erne. Debatten omAmsalem skyldes også, at mange se-fardiske jøder er trætte af ashkenazi-ernes indflydelse. Sefardiske jøder,mener mange, har slet ikke sammetradition og historie (ikke mindstpga. århundredes antisemitisk tvangi Europa) for adskillelse fra resten afsamfundet.

De mest kritiske røster vil sige, atden ultra-ortodokse ledelse i virke-ligheden ønsker denne adskillelse:Kontakt med resten af samfundetgennem arbejde og værnepligt risi-kerer netop at gøre de unge kritiskeover for deres eget lederskab og detsufravigelige rabbiner-hierarki.

Alt dette handler om et funda-mentalt spørgsmål med store konse-kvenser: Er Israel en stat for jødereller en jødisk stat? Altså: Er Israelskabt som et refugium for alverdensjøder, en dyb historisk nødvendig-hed, der skulle gøre jøder til herrerover deres egen skæbne? Eller er Is-rael snarere en jødisk stat, hvor jødi-ske regler og love og normer flydersammen med staten?

Man kan argumentere for, at Is -rael er begge dele, og at modsætnin-gen i denne dobbelthed bliver stør-re og større. Det handler med andreord om, hvor meget religionen skalfylde i både statens affærer og civil-



samfundet i bred almindelighed. Ogom hvordan man overhovedet skaldefinere zionismen: Som en religiøseller sekulær størrelse.

Det sidste er naturligvis også afgø-rende for forholdet til palæstinen-serne. Ifølge politologen Yaron Ez-rahi fra det Hebraiske Universitet iJerusalem var der i årtier efter grund -læggelsen af landet en national kon-sensus om den zionistiske fortællingom Israel. Var sekulære og religiøsezionister uenige om deres nationa-lismes udgangspunkt og mål, var deenige om midlerne: At opkøbe ogerobre og forsvare territorium til jø-der på flugt.

Også i årene efter krigen i 1967og besættelsen af Vestbredden ogGaza stod de to lejre sammen: Forde religiøse handlede bosættelserneom tilbageerobring af bibelsk land.For de sekulære skulle de styrke Is-raels sikkerheds.

Men i dag er der to klart modsat -rettede versioner af den israelske na-tionalkamp. Den nationalreligiøseside er grundlagt på en lang historieom undertrykkelse og udryddelse,en evig kamp for overlevelse, pessi-mistisk og mistroisk over for ikke-jø-der og med en stærk tro på jødiskstyrke og sammenhold. Den andener den sekulære version, der i 1990’ -erne endelig forstod, at der er græn-ser for, hvad man kan udrette medmilitær magt, og for hvor meget endemokratisk stat kan gå på kompro-mis med sine universelle værdier.

Det ultra-ortodokse Israel var i

mange år parat til at forhandle medsekulære regeringer. Hvis de blotkunne fastholde og udvide deresprivilegier i det israelske samfund,ville de fx gerne gå med til at opgivebosættelser. Den handel gjorde net-op Shas-partiet til en vigtig partner iOslo-processen i 1990’erne.

Men den tid er forbi. Stadig flerefattige sefardiske ultra-ortodokse erflyttet ud i bosættelsernes billige bo-liger, og partiet har rykket sig ideo-logisk. I dag har de ultra-ortodoksepartier sluttet sig entydigt til den delaf Israel, der bekender sig til denindadvendte, evigt kæmpende zio-nisme. Da Ariel Sharon ryddede bo-sættelserne i Gaza-striben, sagdeShas’ åndelige leder, at Gud ville slåSharon til jorden.

Kun en femtedel sekulære

Hvor står så den del af det israelskesamfund, der stadig bekender sig tilen demokratisk, pluralistisk versionaf zionismen? Hvis man befinder sigi Tel Aviv står den stærkt, og her kanman leve uden den store kontakt tilde religiøse spændinger og konfron-tationer om landets sjæl.

Men denne grundholdning giverikke længere politisk magt. Arbej-derpartiet er de facto udslettet.Fredsfløjen er træt og usammen-hængende. På den ene side er det,fordi denne pragmatisme var driv-kraften i fredsprocessen, der er kørtså eftertrykkeligt i grøften og der-med har mistet afgørende trovær-



dighed. På den anden side skyldesdet landets demografiske udvikling.I dag siger kun en femtedel af de jø-diske israelere, at de er sekulære, enandel af befolkningen, der er styrt-dykket de sidste årtier. 47 pct. kaldersig ‘traditionelle’, mens den hastigtvoksende ortodokse del i dag udgør33 pct. af israelerne. Af denne tred-jedel siger hele 71 pct., at de er poli-tisk højreorienterede.

Den vigtigste grund til Israels poli-tiske lammelse i forhold til palæsti-nenserne er, at der er opstået en nyalliance på den israelske side. Demange russiske immigranter og de-res børn er langt mere højreoriente-rede end resten af det ikke-ortodok-se Israel. Over tre fjerdedele af isra -elere med russisk baggrund siger ien meningsmåling, at alle arabere,altså dem med israelsk statsborger-skab, bør forlade landet.

Personifikationen af den kompro-misløse holdning er udenrigsmini-ster Avigdor Lieberman fra det russi-ske parti Israel Beteinu. Liebermanhar ment, at Israel bør flytte palæsti-nensere ud af Vestbredden, en hold-ning, der med et pænt ord kaldes‘transfer’, med et mere præcist ud-tryk: etnisk udrensning. Det sigerudenrigsministeren ikke noget omfor tiden, men det er en udbredtholdning i hans bagland.

Der er en grundlæggende mod-sætning mellem de ofte meget seku-lære israelere med russisk baggrundog det ortodokse samfund, ikkemindst når det gælder konverterin-

ger. Men i den skeptiske og kompro-misløse holdning til ikke-jøder harde fundet sammen om en ekstremretorik, og her skelnes sjældent mel-lem palæstinenserne i de besatteområder og israelske arabere.

Arabiske slanger

Det er der flere opsigtsvækkende ek-sempler på. Parti-overhovedet Ova-dia Yosef har kaldt arabere for bådemyrer og slanger, og religiøse over-hoveder blander sig stadig mere ispørgsmål om Israels etniske og reli-giøse sammensætning.

I de sidste måneder har en reli-giøs fatwa mod arabiske statsborgerefx spredt sig som en løbeild gennemlandet. Den begyndte i Safed, densmukke bjergby i det nordlige Israel,der tiltrækker en mærkelig blandingaf hippier og religiøse. Her erklære-de overrabbiner Shmuel Eliyahu idecember, at jøder ikke må leje boli-ger ud til arabere. Han fik støtte af47 rabbinere, mest fra mindre byer,men også Eilat og Tel Aviv-forstadenRishon Letzion. De har ikke nogenstor indflydelse nationalt, menmæng den gjorde indtryk. I sidsteende udtrykte hele 300 rabbinerederes støtte til Eliyahu.

Den slags kan man finde folk, dermener i mange lande. Men i Israelfår det for tiden en større politiskoverbygning. Højrefløjen vil etable-re to kommissioner, der skal under-søge israelske organisationers even-tuelle antiisraelske virke, læs: men-



neskerettighedsorganisationer, derkritiserer den skridende retstilstandi landet. Kravet er udmøntet i et lov-forslag, der i skrivende stund har til-slutning fra det snævrest mulige fler-tal i Knesset.

Vinderen af den prestigiøse Israel-pris, politologen Zeev Sternhell, harsagt, at denne type holdninger i Eu-ropa i tiden efter Anden Verdens-krig kun matches af Francos Spani-en. Der er med andre ord tale om etfascistoidt, paranoidt og etnocen-trisk verdenssyn. Sternhell fik selvudmålt straffen for sine udtalelser iform af en rørbombe foran sit hus iJerusalem. Premierminister Benja-min Netanyahu har godt nok tagetafstand fra ‘forbuddet’ mod at udle-je til arabere, men blot en enkeltgang, mens andre ledende politike-re forholder sig meget tavse.

Det skyldes naturligvis de megetreligiøse partiers indflydelse i parla-mentet. På den måde kan man sige,at Israel ligner resten af regionenstadig mere. Shas eller de andre ul-tra-ortodokse partier minder natur-ligvis meget om islamistiske partierog organisationer som det Muslim-ske Broderskab i Egypten. Politik ogreligion opfattes som ét, og der ar-bejdes både politisk og socialt på atlade de religiøse regler, love og nor-mer gælde for så meget af samfun-det som muligt, mens de selv forsø-ger at blive undtaget den almindeli-ge retstilstand.

Det bedste eksempel er måskeDov Lior, overrabbineren i bosættel-

sen Kiryat Arba ikke langt fra He-bron. Han har givet sin velsignelsetil en ny bog, Torat HaMelech, skrevetaf to andre rabbinere fra en andenbosættelse. Her erklæres det, at detbibelske forbud mod at slå ihjel kungælder jøder, og at det dermed erreligiøst i orden at dræbe Israelsikke-jødiske fjender, også deresbørn. Overrabbineren nægter atlade sig afhøre af politiet. Hvis detså blot blev ved det. Situationen harfået flere ortodokse politikere til atfremsætte lovforslag der skal gørerabbinere juridisk immune for udta-lelser af religiøs art. I et teokrati skalrabbinerne naturligvis have det sid-ste ord.

Det er ikke så mærkeligt, at man-ge liberale og sekulære israelere fø-ler, at jorden skrider under dem.Det er heller ikke så mærkeligt, aten mand som den modige Shas-rab-biner Haim Amsalems ord falder pået meget tørt sted.

Man kan snildt argumentere for,at alt dette er meget vigtigere for Is-raels fremtid end eventuelle kom -promiser med palæstinenserne.Men man kan være sikker på, at sålænge konflikten med naboerne for-bliver uløst, ja, så vil israelerne fort-sat skyde de helt store slagsmål omlandets egen sjæl foran sig.

Martin Krasnik er cand.scient.pol., jour-nalist på Weekendavisen, tidl. vært vedDR2’s Deadline, og korrespondent i Jeru-salem, London og Washington.Vært imagasinet ‘Ellemann|Lykketoft’ på TV 2



“Den egyptiske revolution er ikke enrevolution”, erklærede Herbert Pun-dik, da jeg mødte ham og Sussi påen armensk restaurant i Beirutskristne bydel. Pundik-parret er livs-nydere på den fine måde. “En revo-lution er en brat omvæltning, dererstatter et gammelt system med etnyt”, fortsatte han, “og det er jo ikketilfældet i Egypten, hvor systemet erintakt.”

Iman Humaydan, en libanesiskforfatter, der var med ved bordet,indvendte, at for hendes venner iCairo var det, der skete, en revolu-tion. Hun havde fulgt opstanden tætunder et ophold i Den Haag, menhavde også været intenst til stede idet fælles arabiske rum, hvor alle sersatellitfjernsyn i disse dage.

Og nu gjorde en redaktør fra Dan -mark gældende, at hun ikke var vid-ne til en revolution. At intet var æn-dret ud over, at præsident Mubarakvar afsat, og at det nok var klogt atse tiden an.

“Hvis det ikke er revolution, hvader det så?”, spurgte hun.

“Jeg ved ikke, hvad man skal kalde

det – en revolution i de egyptiskehoveder?” Pundik virrede med sit.

“Det er noget helt nyt, der endnuikke har et navn”, sagde Iman, “vi ervidner til en hidtil uhørt og usetvoldsom bevægelse, hvis retning viikke kan genkende, og som vi derforikke ved hvor ender. Det er ikkelængere muligt at tale om ‘den ara-biske verden’ – vi vil i fremtiden for-holde os til arabiske verdener”, sva-rede hun.

Vel – Pundik har en pointe: Er detsystemskifter eller personskifter, derfinder sted i Mellemøsten? Det taltevi længe om.

Der er det kendte stof: revoltenssocio-økonomiske årsager, lokalt vidtforskellige, men med fælles træk:Leden ved den systematiske korrup-tion fra gadebetjent-niveau til pa-lads, inflation og markedsøkonomi-ske ‘reformer’, det tvinger folk til attage to job, hjemvendte gæstearbej-dere fra Golf-staterne, arbejdsløseefter den globale recessions an-komst til Dubai, Abu Dhabi, Bah -rain, Qatar.

De regelmæssige pengeoverførs -


Patriarkernes gravkamreLasse EllegaardSindbilleder, optegnelser og kommentarer fra denarabiske vækkelse

ler fra ingeniører, læger, tandlæger,reklametegnere, regnskabsfolk, me-kanikere, oliebisser og sygeplejereer bærende søjler i de folkerige ogoliefattige arabiske staters økonomi-er, og hjemsendelses-krisen deleregyptere med syrere, tunesere, jor-danere, marokkanere, algeriere, ogyemenitter, og er givetvis medårsagtil, at revolterne er kommet nu ogikke for fem-10 år siden, da satellit-tv og internettet krydsede de arabi-ske landegrænser og politiske skille-linjer. Og så er der naturligvis fravæ-ret af frihed og medbestemmelse.Det arabiske Mellemøsten er detsted på planeten, hvor folk harmindst indflydelse på deres tilværel-se. FN’s årlige Human DevelopmentReports arabiske kapitler er depri-merende læsning.

Skammen – ikke fattigdommen

Men skammen, ikke fattigdommen isig selv, er en afgørende faktor. Denøkonomiske nedtur i disse år for-stærkede ydmygelsen ved at se hjæl-peløst til, mens de aldrende patriar-ker konsoliderede sig – kørte deressønner ind i arvefølge-dynastier, dergjorde republikker af navn til mo-narkier af gavn.

Det kunne måske endda væregået, hvis det ikke var fordi den poli-tiske ufrihed havde hindret denutålmodige middelklasse i andel afvindskibeligheden. I republikkerneaf navn, Tunesien, Egypten, Libyenog Syrien var (og er) mønsteret, at

diktator-klanen og en inderkreds afvenner og trosfæller i en politiskblodskam-elite monopoliserer deprofitable økonomiske sektorer, deropstod med IMF-anbefalede økono-mi-reformer – finansvæsen, telesek-tor, transport, levnedsmiddelpro-duktion, mærkevareimport, Merce-des-biler, pc’er, landbrugsgrej, nøg-lefærdige mejerier, køleskabe, flad-skærme, sportsudstyr, fortsæt selv....To Gadaffi-sønner kom i klammeriom import-monopolet på CocaCola.

Gamal Mubarak blev ikke officersom sin far, men finansuddannet.Det var den nødvendige kvalifika-tion til det prædestinerede præsi-dent-embede.

I Libanon blev der aldrig spurgttil, om Saad Hariri skulle tage oversom sunni’ernes politiske leder, dahans far, Rafik Hariri, blev myrdet i2005. Ganske vist kunne Saad ikkemeget om politik, slet ikke Libanons,eftersom han havde boet hele sit livi Saudi-Arabien, men Hariris sam-menblanding af politik og check -hæfte gjorde den politiske arvefølgetil uomgængelig økonomisk logik.

Elie Chalhoub, en kollega i Beirutjeg drikker kaffe med, diagnostice-rede vreden i ‘den arabiske gade’:“Folk revolterer ikke, fordi de er fat-tige, men fordi fattigdommen ikkeer retfærdigt fordelt. Dette, at eliter-ne rager til sig uden at dele, er envigtigere bevæggrund end manglenpå demokrati og menneskerettighe-der.”


BAGGRUND

Den fornægtede virkelighed

De færreste taler om årsagerne tilpostyret – de er velkendte og derfortrivielle – men desto mere snakkesder om revolten, som den foldes udpå 350 mio. araberes mentale stor-skærm. Ingen troede på den nogensinde ville komme, selvom mangefor længst – som Hazam Saghie, po-litisk redaktør på den arabiske Lon-don-avis al Hayat, udtrykte det –“havde fået øje på de arabiske lede-res virkelighedsfornægtelse.”

Og nu kommer oprøret ud af allepaneler i de førhen lukkede politi-ske rum, hvor de magthavende eli-ter uforstyrret fordelte beføjelser ogprivilegier. Der, hvor der er oliein-teresser involveret – indtil videreprimært i Libyen og Bahrain – harVesten blandet sig. Nato har overta-get opsynet med Libyen, saudiernesørger for, at Bahrain ikke tabes tiliranerne på den anden side af Golf -en. Det er den korte version, og denskal ikke være længere her, eftersomrevolten er langt mere interessantend de virkninger, vi endnu ikkekender.

Kun de mest vakse iagttagere be-mærkede at den tunesiske Muham-mad Bouazizi, en 26-årig gadehand-ler, antændte sig selv, da arrogantemyndigheder konfiskerede hansfrugtvogn i provinsbyen Sidi Bouziz,som ingen havde hørt om, før præsi-dent Zine el-Abidine Ben Ali begiksit livs fatale bommert ved at mødeop ved gadehandlerens sygeseng

med et tv-hold og et velplejet tand-sæt blottet i et bredt smil. Det varfor meget. I samme aftens tv-nyhe-der indså tunesiske tv-seere, at præ-sidenten voldtog deres selvrespekt –eller at han ikke mente, de havdenogen, for gjorde han det, ville hanikke have gennemført et så primitivtmediestunt for at dæmpe den be-gyndende uro i provinshullet. DaBouazizi nogle dage senere døde afsine forbrændinger, var Ben Alisskæbne beseglet, og 14. januar –mindre end en måned efter denflammende protest – prikkede engeneral Ben Ali på skulderen medbesked om, at hans fly havde lan-dingstilladelse i Riyadh.

Indtil midt i januar havde ingeninternationale medier reageret udover at notere, at Tunesiens præsi-dent var under pres som følge af so-cial uro i landet. Social uro er ikkeen nyhed i Mellemøsten – den rørerpå sig, hver gang brød- og benzin-priserne stiger, men den vælter ikkeregimer.

Jeg var selv blandt dem, der ikkeså sig for. Ikke fordi jeg ikke hørteom uroen, men jeg var optaget af atfølge den libanesiske regeringskrise,der i et af flere scenarier kunneende i en borgerkrig. I mit verdens-billede var Tunesien ikke så arabisk,at det gjorde noget, og ergo ikkedagsorden-sættende for regionenspolitiske retning. Eksperter og aka-demikere bekræftede, at ‘Tunesiener et engangsfænomen’, som jegskrev i en overskrift: geografisk nær


Patriarkernes gravkamre

Europa, lille veluddannet befolk-ning, ‘blødt despoti’ med organise-ret fagbevægelse og relativt artikule-ret presse – bekvem afstand til Israel,få problemer med militante islamis-ter og deraf følgende europæisk tu-risme, betydelig samhandel medEU, etc. etc. – alle disse mellemreg-ninger viste, at Tunesien ikke ligne-de andre arabiske lande, hvorfor endomino-effekt forekom usandsynlig.Hva’be’har?

Mellemøstens fødselsveer

Nu er vi klogere, og det falder ligefor at repetere Condoleezza Ricesberygtede bemærkning fra juli 2006,da israelske kampfly bombede bro-er, veje, landsbyer og Hizbollahs ho-vedkvarter i det sydlige Beirut: ‘Vi ervidner til det ny Mellemøstens fød-selsveer’.

Det var vi ikke. Vi var vidner til1200 dræbte libanesere.

Men det er vi nu – og uden isra-elsk indblanding. Pundik hæftedesig da også ved, at parolerne på Tah -rir-pladsen i Cairo ikke var vendtmod Israel og USA. Det undredeham, men i grunden er det ikke såunderligt. Arabiske diktatorer hargenerelt misbrugt Israel som alibifor deres politistater, og det egypti-ske regime tillod bevidst antiisrael-ske demonstrationer som lynaflederfor utilfredsheden med styret. Menpalæstinensiske flag sås på Tahrir-pladsen, som de blev set i Tunesien– og det er troligt, at Mubaraks tætte

samarbejde med Israel i belejringenaf Gaza medvirkede til hans fald.Desuden har demonstranter overaltundladt at ‘internationalisere’ pro-testerne. Med den virkning, at regi-merne beskylder Israel for at stå baguroen! Vel vidende, at stod det til is-raelerne, ville de overleve som denbedste garanti for Israels sikkerhed.

Hvorved denne tekst strejfer re-voltens internationalisering. Ogspørgsmålet melder sig, om vi er vid-ner til et nyt Mellemøstens fødsel?Eller er det et generationsskifte, enjustering af patriarkernes gravkam-mer?

En situationsbeskrivelse giver ikkeklare svar: I Bahrain har sunni-kon-gen, Hamad bin Isa al-Khalifa, an-modet Saudi-Arabien og de øvrigeGolf-naboer om beskyttelse. Den eretableret, men han er stadig pressetaf en shia-opposition, der har afvisthans opfordringer til ‘dialog’. Deeksildissidenter, han i begyndelsenaf revolten tillod at vende tilbage, ernu fængslede tillige med et antal tid-ligere løsladte politiske fanger.Skarp ammunition anvendes modaktivister, undtagelsestilstand er ikraft. Det tegner til en sej holm-gang.

I Yemen, delt mellem sunni’er isyd og shia’er (zaidi’er eller ‘5’ere’,som de kaldes) i nord, er modstan-den mod præsident Ali Abdullah Sa-leh, selv en zaidi, udartet i deling afhæren, en afskediget regering ogdeserterede diplomater og embeds-mænd.


BAGGRUND

Saleh har gradvist nedskrevet sinebetingelser for at blive siddende,men oppositionen har afvist alle til-bud og fastholdt kravet om Salehsomgående afgang. Hans snigskytterpå tagene i Sana’a dræbte 46 den18. marts. Forinden havde hans sik-kerhedsstyrker ifølge læger i Sana’aanvendt nervegas mod demonstran-terne ud over skarpe skud. Yemen erdet land i verden med flest bevæb-nede borgere i forhold til indbyg-gertallet, men oppositionens strategier konsekvent ikke-voldelig. Som enaktivist sagde til Financial Times(11.3.): “Vi afventer volden, for denbebuder sejr”.

I begge tilfælde – Bahrains og Ye-mens – var konflikterne internatio-naliserede længe før det kom såvidt. Amerikanerne, der har base forDen Femte Flåde i Bahrain, og harpolstret Saleh med våben og penge iårevis, trådte tidligt ind med rådgiv-ning, der gik ud på at imødekommeoppositionsbevægelserne et stykkead vejen. Hillary Clinton og hendesmellemøstudsending, Jeffrey Felt-man, opererede bag kulisserne i for-søget på at lande konflikterne eftermodellen i Egypten og Tunesien,hvor magtsymboler blev fjernet,men systemerne forblev intakt.

Was hington har indset, at ‘denikke går længere’, men magthaver-ne i Bah rain og Yemen er ikke Mu-barak eller Ben Ali, der blev afsat afofficerer, de ikke kontrollerede. Deter samfund præget af en langt høje-re grad af sekteriske loyaliteter, og

hvis magthavere ikke kan forventepensionering i en villa i Sinai ellerlandingstilladelse i Riyadh. Og da deså, at amerikanernes velmente rådikke virkede, faldt de tilbage til enkonflikthåndtering, de er fortroligemed: Kampvogne, krudt og kugler.

Obersten i Tripoli

Amerikanerne havde samme pro-blem i Libyen, men med en allieret,der ikke kunne høre, men som dog irevoltens begyndelse forsøgte atsnakke sig til rette med sine fjender,og da det ikke hjalp satte lejetrop-per, artilleri og kampfly ind.

Så efter ugers tøven valgte Was h -ington at udskifte Gadaffis regime.At det tog sin tid skyldtes ikke, atamerikanerne var uvidende om,hvem de havde med at gøre: Libyensbrutale og bizarre undertrykker, dergennem 41 år ved magten ikke erveget tilbage fra international terror,og som har udsendt dødspatruljermod dissidenter i eksil, har jordetalle tilløb til civilsamfund og nedlagtal institutionel infrastruktur, derkunne anfægte hans familieforeta-gendes magtmonpol, og med en ef-terretningstjeneste, der fra 1999blev en forbilledlig samarbejdspart-ner for CIA og fra 2003 en værdsatallieret i krigen mod terror.

Den tidligere CIA-chef George Te-net skriver i sine erindringer (fra2007) om den surrealistiske fornem-melse det var at veksle håndtrykmed Moussa Koussa, den gang Liby-



ens spionchef, med bevidsthedenom, at han hilste på planlæggeren afbombesprængningen af Pan Am fly103 over Lockerbie, der kostede 270mennesker livet, heriblandt Tenetskollega, CIA’s Beirut-stations næst-kommanderende.

Samme Moussa Koussa, nu som li-bysk udenrigsminister, erklærede18. marts ensidig våbenhvile i denGadaffi-offensiv, der støttet af artille-ri, kampfly, lejetropper og det mesteaf en stående hær på 50.000 ned-kæmpede oprørerne by for by til detkun var et spørgsmål om tid, førBenghazi, oprørets arnested, villefalde med fatale følger for oprører-ne og britiske og franske olie-inter-esser.

Men hvorfor tog det sin tid? Præsident Obama havde i hvert

fald to motiver til sin tøven: Han vedikke nøjagtigt, hvem der vil kommeefter Gadaffi, hvis oprørerne vinderden borgerkrig, de fredelige de-monstrationer udviklede sig til. Menhan vidste, at islamiske fundamenta-lister var en del af oprørernes broge-de flok af desertører, liberale oghævngerrige jihadister, der var slup-pet ud af fængslerne i oprørets op-start. Og han ønskede ikke at repe-tere sin forgængers eventyr med entredje amerikansk krig i et muslimskland.

Det vendte billedet i Washington,at Gadaffi ikke har et milligram sym-pati i den øvrige arabiske verden.Hvor Den Arabiske Liga i begyndel-sen af konflikten frabad sig vestlig

indblanding, skiftede dens domine-rende Golf-medlemmer, som i forve-jen afskyr den libyske diktator, grad-vis holdning. Først blev Gadaffi den22. februar smidt ud af ligaen som‘illegitim’. Og 18 dage senere tigge-de Gadaffis arabiske ‘brødre’ omdet flyveforbud, som blev en realitetmed FN-resolution 1973 – symbolsknok året for arabernes ‘sejr’ over Is-rael.

Obama indså, at Gadaffi ikke læn -gere kan bruges til noget, men for-argelsen over hans ‘massakre modsit eget folk’, holder ikke. Libyen eri borgerkrig, efter at oppositionenberuset af sin første succes plyndre-de hærens forladte våbenlagre. Og iøvrigt har Gadaffi altid myrdet løspå sit eget folk, også efter 2004, dahan var blevet Vestens stuerene for-bundsfælle i krigen mod terror.

Det har været en særpræget ople-velse at følge også danske medierskrigsbegejstring, da det gik skidt forGadaffi, og forargelsen, da hans ja-gere, angiveligt fløjet af syriske pilo-ter fortrolige med Libyens sovjet-byggede MIG’er, hamrede løs på op-rørerne, om hvilke vi ved meget lidt.

Tilfældet Syrien

Hvad ved vi om revolterne i Syrien,det land alle eksperter mente, villeblive det sidste i rækken af domino-brikker? Den arabiske forfatter SaidAburish, hvis biografier om HusetSaud, Yassir Arafat og Saddam Hus-sein medførte, at han ikke uden risi-


BAGGRUND

ko for liv eller førlighed kunne rejsei arabiske lande, beklager, at de ara-biske demokrati-revolter ‘er i be-kneb for personligheder’. Han sav-ner ledere, der artikulerer vredenkarismatisk.

Umiddelbart synes udsagnet selv-modsigende – artikuleret demokra-tisnak er ikke det, karismatiske ara-biske ledere har brilleret med nedgennem tiden. Men det har denpointe, at vores viden om, hvad densyriske revolte vil sætte i stedet fordet regime, der aktioneres mod, fak-tisk er sparsom. Ingen ved, hvemder kommer efter ragnarok.

Hvad vi ved er, at også Syrien stårover for et helt nyt fænomen, nem-lig kravet om en regering med folke-lig legitimitet. Hvor magthaverne ide andre arabiske diktaturer vil tabedemokratiske valg, er Bashar al-As-sad, hvis karisma ikke er Mellem-østens mest iøjnefaldende, faktisken undtagelse.

Et gennemgående træk ved de-monstrationerne mod det syriskestyre har været, at der ikke den før-ste uge hørtes krav om styrets fald.Der blev råbt på antikorruption ogarbejde og brød og ret til at ytre ogforsamle sig, men den 45-årige præ-sident var ikke skydeskive for slag-ord og paroler.

En årsag er, at Bashar i de 11 årder er gået, siden han efterfulgte fa-ren, Hafez al-Assad, har akkumule-ret betydelig politisk kapital i en be-folkning, der udgør et etnisk misk-mask af sunni’er, alawitter (præsi-

dentens shia-sekt) kristne og kurde-re – og som med et blik til naboernei Irak og Libanon har prioriteret sta-bilitet over politisk frihed – godthjulpet af en splittet opposition fralærkesangs-demokrater til islamiskesalafi- fundamentalister af bin La-den-skuffen.

De liberale har dyrket en myteom, at Bashar sådan set er ok, selv-om hans system er pilråddent. Atdet kun var et spørgsmål om tid, førhan gjorde sig fri af farens gamlegarde, der med vicepræsident Fa-rouk al-Shara som en af chefkusto-derne har hindret den unge mand iat begå de demokratiske dumheder,han ellers lover i tale efter tale, mensom blev kvalt i fødslen i 2001.

Bashars mangel på macho-karisma– han var øjenlæge i London og blevpræsident på afbud efter, at brode-ren Basil omkom i en bilulykke i1994 – kompenserede for udeblivel-sen af reformer med dygtigt person-ligt pr-arbejde. Han ses som beske-den, og altså ikke tyvagtig, en godfar til sine tre børn og med en hu-stru engageret i det autoriserede ci-vilsamfund. At hans fætter sidder påmobilnettet, og at hans alawit-inder-kreds i strategisk alliance med Da-maskus’ rige sunni-familier har mo-nopoliseret Syriens ‘økonomiske re-former’ – liberaliseringen af denkommandoøkonomi, som det socia -listiske Baath-parti iværksatte efterdet 1963-kup, der indledte Mellem -øst ens længste undtagelsestilstand –blev til en vis grad opvejet af hans



udenrigspolitiske akkreditiver somleder af den arabiske modstandmod Israel og genetablering af Syri-ens afgørende indflydelse i Libanon.

Bashar al-Assad havde altså allebetingelser for at sætte standardenfor den arabiske revolte, at blive den‘personlighed’, Aburish efterlyser –simpelt hen ved at høre efter oggennemføre de krævede reformerovenfra. Urolighederne i den sydli-ge region, der har kostet snesevis afdræbte, som regimet vanemæssigtløgnagtigt betegner som ‘bevæbne-de bander’, var ikke et fundamenta-listisk oprør mod præsidenten oghans stat, men protester mod enubegavet guvernør og sikkerhedsap-paratets lokale skrankepaver, der be-stemmer alt fra udrejse- til byggetil-ladelser. Det var først da 15 børnblev fængslet efter morskab med de-mokrati-grafitti, de havde set på Al-Jazeera, at de lokale klaner bulldo-zede frygtens mur. Men selv da fæd-re og sønner blev mejet ned af ang-stredne sikkerhedsstyrker, hørtesikke paroler om regimets fald.

De høres nu. Lokale imamer ogetniske og politiske oppositions-grupper har grebet det øjeblik, Bas-har forsømte.

Løsladelsen af 260 politiske fan-ger, fyring af Dara’as guvernør ogannoncering af en betydelig lønfor-højelse til offentligt ansatte samtvage løfter om efterforskning afDara’a-drabene, tilladelse til alterna-tive politiske partier og ophævelse afden 48 år lange undtagelsestilstand

har ikke dæmpet uroen. Bashars ‘re-form-pakke’ kom lidt for sent. Skalhan redde sit regime, kræver det, athan selv går frem.

Men kan han det? Næppe. Hansbeslutningsradius når ikke længereend til kredsen af alawit-sikkerheds -chefer, der ifølge en årgammel pagthar overladt politikken til præsiden-ten, mens de varetager dens forvalt-ning. Det er fordelingsnøglen i mag-tens syriske korridorer, og de folk vilse en præsident-åbning mod opposi-tionen som værre end højforræderi,nemlig desertering fra sekten. Detgør man bare ikke.

Libanisering

Vi ved ikke, hvad revolterne førertil. Det eneste vi ved, er, at de førertil noget andet, end det, der er. Detkan gå, som det gik i mange østblok-lande, hvor de detroniserede kom-munister vendte tilbage til rege-ringsmagten, efter at den revolutio-nære eufori var fladet ud – med denvæsentlige forskel, at de nu deltog iden politiske proces på lige fod medkonkurrerende partier.

Pessimister påpeger, at nye stærkemænd – blot yngre end de faldne –vil ende med at sætte sig på magteni de lande, der lige nu rystes af om-væltningerne. At de militære magt-havere, der har hjulpet til med at af-sætte diktatorerne, glemmer, at degjorde det på befolkningernes veg-ne. Andre ser en ‘libanisering’ afden arabiske verden, altså en opløs-


BAGGRUND

ning i sekteriske og etniske enklaver,der indbyrdes vil bekrige hinanden,som det var tilfældet under den liba-nesiske borgerkrig 1975-90 og fra2005 blev tilstanden i Irak.

Så er der teorierne om islamister-ne – at de ligger bi og pønser på atomdanne det arabiske Mellemøstentil et sharia-helvede, der vil få Iranog Saudi-Arabien til at ligne liberaleoaser.

Vi får se. Optimister tror på, at is-lamisterne er blevet omvendt til de-mokrati og vil accepterer at indgåpå lige fod i de nye politiske land-skaber – og med den styrke, de har.Eksempelvis står de stærkt i Jordan,ikke så stærkt i Gaza (og Palæstina),svagere i Egypten, hvor tilslutningenpå omkring en tredjedel af vælgernemere har været et udtryk for politiskprotest, end religiøs vækkelse. Som iAlgeriet.

For at belyse karakteren af isla-misk indflydelse er det nyttigt at sepå Iran, Saudi-Arabien og Libanon.I Iran er islamismen påført det of-fentlige rum ovenfra – den islamiskerevolution i 1979 var faktisk ikke is-lamisk, men havde folkelig breddelangt ud over islamisternes rækker.Men Saddam Husseins overfald påIran i 1988 kombineret med ayatol-lahernes organisationstalent fikkværket det sekulære element i deniranske revolution. I Saudi-Arabiener det omvendt: Kongehuset harnæppe ret meget imod at tilladekvinder at køre i bil og mænd atdrikke sig fulde om torsdagen, men

det konservative pres kommer nede-fra, og kan ikke ignoreres. HusetSaud indgik for snart 100 år sidenen kontrakt med den salafistiskewahhabi-sekt, som siden har haftcarte blanche til at dominere kultur-og uddannelsessektoren med det re-sultat, at der faktisk er flertal forsharia-samfundet – og for HusetsSauds selvbestaltede titel som kusto-der for de hellige byer, Mekka ogMedina.

I Libanon er der tale om en mel-lemting – Hizbollah, det iransk op-rettede og finansierede shi’itiskeparti med egen milits – har udadtilaccepteret landets sekteriske forskel-lighed, men har også som enesteparti beholdt sine våben, der er ta-get i brug i situationer, hvor partiethar følt sine interesser gået for nær.

Tunesien er vel foreløbig det land,der gør mest ved de arabiske revol-ters egentlige budskab: Mere med-bestemmelse og deltagelse i egneanliggender. Som en egyptisk de-monstrant sagde: Før var vi usynlige,nu er vi med på billederne.

Det tør siges.

Sandheden marcherer

Når dette læses, er arabernes politi-ske virkelighed ændret i forhold til igår, som igen var anderledes end iforgårs, der var forskellig fra forle-den. Bare i den tid, det har taget atskrive denne tekst, har de arabiskerevolter, det ‘arabiske forår’, ‘patri-arkernes efterår’, ‘Woodstock-mo-



mentet’, ‘Berlin-situationen’ – be-tegnelserne for frygtens forsvindener utallige – eskaleret til regionaleog internationale væbnede konflik-ter. Fra time til time ‘flyttes hegns-pæle’, for – som salig Per Hækkerupen gang sagde i anden anledning –sandheden marcherer. Revolterneer først og sidst et opgør med løg-nen som princip.

Oktober-krigen i 1973 blev araber-nes mega-løgnehistorie, som juni-krigen i 1967 blev deres tab af vær-dighed. I de to militære konfronta-tioner med Israel ligger nøgler tilforståelse af de revolter, der nu gørden arabiske verden usikker, og somi skrivende stund har væltet to regi-mer og sat andre i højeste alarmbe-redskab: Algeriet, Marokko, Syrien,Oman, Bahrain, Kuwait, Yemen ogSaudi-Arabien.

Libyen er ophørt som sammen-hængende stat, Irak og de palæsti-nensiske områder er dele af proble-met, men næppe af løsningen. Iranog Tyrkiet følger indtil videre medfra sidelinjen, men, tyder alt på,ope rerer i kulisserne for at påvirkeudkommet af de omvæltninger, derer en følge af årtiers arabiske løgneog tab af værdighed.

Som en politisk redaktør (jeg til-bageholder med vilje navnet, menhan er respekteret som førende dag-bladskommentator) noterede allere-

de for et års tid siden, “kalder arabi-ske ledere vanemæssigt skovle forgravkøer.”

“De har ikke vundet en krig i 100år, de kalder konsekvent nederlagfor sejre og underskylder deres in-kompetence med udenlandsk infil-tration”, brummede han gennemrøgen fra sin Marlboro. “Skulpturer-ne i Syrien og Egypten, der huskerfolk på oktoberkrigen, kaldes sejrs-monumenter, men er i virkelighe-den skamstøtter. De forskellige des-poter påberåber sig arabiske dydersom national ære og stolthed, menmagter ikke at opfylde de mest ele-mentære krav til fungerende sam-fund med rimeligt sundhedsvæsen,uddannelse, infrastruktur og regel-mæssig elektricitet. For slet ikke attale om job, ytringsfrihed og lige ogalmindelige valg.”

“Deres arabiske ære er en joke”,sluttede han og tværede sin cigaretud. “Der vil ske noget, det bliverikke ved med at gå.”

Jeg spurgte: Hvornår sker der no-get?

“Det ved jeg ikke. Ingen ved det –men ikke lige nu. Måske om et år,måske om ti.”

Lasse Ellegaard er Mellemøstkorrespon-dent for Dagbladet Information med bo-pæl i Beirut. Artiklen er afleveret den28.3.2011.


BAGGRUND

Det danske udenrigsministeriumhar netop publiceret et debatoplægKurs mod 2020 – Dansk udenrigspolitiki nyt farvand. Heri præsenteres enanalyse af rammevilkårene og visio-nerne for den danske udenrigspoli-tik hen imod år 2020 (Udenrigsmi-nisteriet 2010). Oplægget kan tolkessom udenrigsministeriets senestebud på, hvilken vej den danskeudenrigspolitiske aktivisme bør be-væge sig i. Oplægget fremstår derforpå en række områder som en cen-tral analyse af rammevilkårene fordansk udenrigspolitik og deres rele-vans for indholdet i den udenrigspo-litiske strategi de kommende år.

Udenrigspolitisk aktivisme har si-den den kolde krigs afslutning væretstrømpilen for dansk udenrigspoli-tik, som i denne periode har væretgearet til at skulle gøre op med dentraditionelt mere tilbageholdende

og balancerende karakter i den dan-ske udenrigspolitik. Aktivismen idansk udenrigspolitik er imidlertidlangt fra en entydig størrelse og harfra den kolde krigs afslutning gen-nemgået en række udviklingsfaser.Fra i 1990’erne at have haft en mul-tilateral karakter med vægt på mul-tilateral aktivisme igennem FN, EUog andre internationale alliance-medlemskaber udviklede aktivismensig igennem 2000-tallet i en mere at-lantisk orienteret retning, hvor tyng-den i udenrigs- og sikkerhedspolitik-ken lå i prioriteringen af et meresnævert samarbejde med USA gen-nem etableringen af fleksible koali-tioner (Pedersen 2011). Et andetkendetegn var en prioritering af li-berale værdier som det styrendeprincip for dansk udenrigspolitik.

Udenrigsministeriets seneste op-læg om perspektiverne for dansk


Dansk udenrigspolitisk aktivisme i nyt farvand?Rasmus Brun Pedersen

Det liberale moment i international politik erendnu ikke helt passé, og det betyder, at Danmarkfår nye muligheder for alliancer som udenrigs -tjenesten skal være bedre til at håndtere

udenrigspolitik er interessant ved, atdet på en række områder markereret brud med Fogh-æraens danskeaktivisme og derved en (forsigtig)distancering fra dennes betoning afden atlantiske søjle i den danskeudenrigspolitik. Pointen i oplæggeter relevansen af magtspredning ogaf Kina og de øvrige BRIK-landes sti-gende globale betydning. Ligeledespeger oplægget på, at spredningentil demokratiske ‘anden-bølge lan-de’ så som Indonesien, Vietnam mv.skaber nye forudsætninger.

Oplægget markerer, at fremtidenfor dansk udenrigspolitik synes atligge i en tilbagevenden til et meretraditionelt multilateralt spor forden danske aktivisme. Et spor vi såpraktiseret i den engagerede inter-nationalisme gennem 1990’erne.Oplægget markerer derved en førsteforsigtig tilbagetrækning fra Foghspraksis med international aktivisme(Udenrigsministeriet 2003).

Aktivismens udgangspunkt

Oplægget er interessant ved, at deter med til at fremtidssikre aktivis-men som ledetråd for den danskeudenrigspolitik. Derved vil oplæggetformentlig kunne adopteres af eneventuelt kommende socialdemo-kratisk ledet regering, da indholdetpå en række områder ligger tæt påde tanker og ideer, som partiet harpræsenteret (fx Socialdemokraterne2006). Dette drejer sig særligt omanalysen af ændringerne i de over-

ordnede rammer for den danskeudenrigspolitik og betydningen afmultilaterale platforme som opera-tør for dansk udenrigspolitik.

Da den danske udenrigskommis-sion i 1990 præsenterede sit udkasttil en ny dansk udenrigspolitisk stra-tegi efter den kolde krigs afslutning,blev rapporten indledt med citat fraShakespeares tragedie Julius Cæsar.Citatet henviser til, hvordan de sam-mensvorne i tragedien skulle benyt-te momentet til at afkaste Cæsarsdiktatordrømme og genrejse repub-likken. Med andre ord skulle mangribe og udnytte øjeblikkets mulighedtil at skabe forandring i den romer-ske republik og frelse den fra dikta-torisk tyranni og sikre demokratiets(republikkens) orden og retfærdig-hed.

I en mere nutidig tolkning refere-rede kommissionens betænkning til,at Danmark som småstat efter mu-rens fald skulle gribe det opståede li-berale moment til en ændring af sinudenrigspolitik (Fukuyama 1992;Udenrigskommissionen 1990). Mu-rens fald betød en ændring i de ydrerammebetingelser for den danskeudenrigspolitik – ja ligefrem et libe-ralt og demokratisk højvande, somkrævede nye offensive danske svar.Derved var der lagt i ovnen til et hi-storisk sceneskifte i dansk udenrigs-politik.

Det svar, som det danske udenrigs-ministerium formulerede, og somvandt bred parlamentarisk støtte, in-deholdt den første forsigtige formu-


BAGGRUND

lering af, hvad der har været beteg-net som en mindre revolution idansk udenrigspolitik, nemlig for-muleringen af en dansk udenrigspo-litisk aktivisme. Aktivisme henviser idenne sammenhæng til en ambitionom at føre en aktiv udenrigspolitikeller muligheden for at aktivere sineudenrigspolitiske kapaciteter gen-nem deltagelse eller medvirken i in-ternationale organisationer eller atforfølge selvstændige udenrigspoliti-ske ambitioner (jf. Pedersen 2011).Dette betød med andre ord en opgi-velse af den tilbageholdende danskeudenrigspolitik, som i sin kerne søg-te at undgå en for forpligtende akti-vering gennem sine internationalealliancemedlemskaber, og som sna-rere søgte at fokusere på balance-ring og mediering mellem polerneunder den kolde krig.

Ambitionen var at udnytte det libe-rale moment og derved søge at geareden danske udenrigstjeneste til atagere mere aktivt internationalt ogsigte på en stigende grad af danskinvolvering i genopbyggelsen af eneuropæisk sikkerhedsarkitektur viaetablering og udbygning af interna-tionale organisationer. Målsætnin-gen var at skabe rammen for etable-ringen af en ‘liberal ordenspolitik’ imultilaterale rammer, hvori Dan-mark skulle indtage en central pla-cering (jf. Petersen 2010). Målsæt-ningen var at regulere de internatio-nale relationer via internationale or-ganisationer for derved at reducereden farlige magtpolitiks betydning.

På trods af tilbageslaget i forbin-delse med den danske ratificering afMaastricht-traktaten har den aktivi-stiske vision for dansk udenrigspoli-tik vist sig både succesfuld og overle-velsesdygtig. Succesfuld fordi denhar været med til at placere Dan-mark centralt blandt de sikkerheds-politiske aktører i de alliancer, somDanmark har deltaget i. Overlevel-sesdygtig fordi den har opnået bredpolitisk opbakning, og har været istand til at samle det traditionellesikkerhedspolitiske flertal bag danskudenrigs- og sikkerhedspolitik. Ihvert fald indtil 2001.

Brud eller kontinuitet?

Mens formuleringen af aktivismen istarten af 1990’erne kunne henførestil murens fald og ønsket om at ud-nytte de gunstige vilkår til at føre enaktivistisk udenrigspolitik, ikkemindst i det baltiske område, har denødvendige forudsætninger herfor ipraksis altid ligget i et dansk samar-bejde med USA. Denne amerikan-ske tilknytning blev særligt betonetefter 11. september og det danskevalg i 2001, hvor den liberalt-borger-lige regering overtog regeringsmag-ten og for første gang i over 70 århavde et flertal uden om det Radika-le Venstre og Socialdemokraternepå det udenrigspolitiske område.

Den nye regering benyttede mo-mentet til at betone den atlantiskesøjle og prioriterede derved en snæ-ver alliance med USA i forhold til


Dansk udenrigspolitisk aktivisme i nyt farvand?

deltagelsen i de to koalitionskrige iAfghanistan og Irak (Pedersen2011). Tilslutningen til disse to kri-ge markerede en forskydning i tyng-den af den danske udenrigspolitik,som indenrigspolitisk ikke gik stillefor sig. Ændringen var med til at slåskår i billedet af strategiens overle-velsesevne, da det brede sikkerheds-politiske flertal blev slået itu i perio-den 2002-2003 (Holm 2002; Ryn-ning 2006). Bruddet betød, at libe-ral værdipolitik blev introduceretsom en samlende ramme for dendanske udenrigspolitik (Udenrigs-ministeriet 2003). Ligeledes komder yderligere fokus på udviklingenaf militær interventionskapacitet. Deændrede ydre rammer og den inter-ne tyngdeforskydelse ledte til enrække ændringer i dansk udenrigs-politik, som betød, at de borgerligeregeringers udenrigspolitik i perio-den fra 2001-2010 fik en militarise-ret karakter og en langt mere frem-trædende rolle i den indenrigspoliti-ske debat (Petersen 2006).

En af konsekvenserne af denne at-lantisk orienterede aktivisme, medsit fokus på dansk deltagelse i fleksi-ble ad hoc baserede koalitioner, bleven svækket Europa-politik. 1990’er-nes klare borgerlige afstandtagen tilEU-forbeholdene af 1992 blev afløstaf en mere pragmatisk holdning,der bestod i en bevidst fastholden afcentrale dele af det retlige forbe-hold og en udsættelse af stillingta-gen til de øvrige dele af forbeholde-ne, ligesom regeringens politikere

ved flere lejligheder fremførte kriti-ske FN- og EU-røster.

Spørgsmålet er, om denne vægt-ning kan fortsætte, og om strategienogså i fremtiden er holdbar. Formu-leringen af det seneste forsvarsforligmarkerede, at politikerne fortsatprioriterer en international danskinterventionskapacitet, ligesom par-tierne bag forsvarsforliget i somme-ren 2009 tilsluttede sig Forsvarskom-missionens konklusion om, at efter-spørgslen efter danske militære bi-drag ikke vil mindskes, og at det nu-værende ambitionsniveau for forsva-rets evne til at bidrage internationaltbør fastholdes. Dette taler for enfortsættelse af Fogh-æraens offensiveaktivistiske udenrigs- og sikkerheds-politik.

Der eksisterer også en række be-grænsninger. Foghs afsked meddansk politik har betydet, at den pri-mære centrale drivkraft har forladtdansk politik. Internationalt har Ba-rack Obama på kort sigt ganske vistsignaleret en opprioritering af ind-satsen i Afghanistan, men et fremti-digt exit er dog stadigt det mestsandsynlige. Derved synes en del afde indre og ydre betingelser for atfastholde en international aktivismeat være bortfaldet.

USA fremstår i dag fortsat somverdens supermagt, men position ogstatus er truet af en række af de nyeasiatiske magter med Kina i spidsen,ligesom kredsen af øvrige BRIK-lan-de også lægger pres på USA’s globa-le dominans. Samtidig synes den


BAGGRUND

økonomiske afmatning at have tagetdampen af den amerikanske maski-ne.

Man må derfor forvente en mereindadvendt amerikansk politik dekommende år, som ikke mindst vilfokusere på at få genoprettet økono-mien, ligesom den vil antage en må-ske mere forsigtig balancerendestrategi over for de nye magter, somer ved at gøre deres entre på den in-ternationale scene. Disse ændringervil få konsekvenser for prioriterin-gerne og målsætningen i den dan-ske aktivisme, da en af de nødvendigeforudsætninger for Fogh-regeringer-nes højtprofilerede udenrigspoliti-ske strategi har været mulighedenfor tilslutning til den amerikanskeudenrigspolitik.

Imod 2020 – Quo vadis?

Ændringerne i de eksterne forud-sætninger for dansk udenrigspolitiksynes at varsle en tilpasning af dendanske udenrigspolitiske strategi forat sikre, at Danmark fortsat kan ma-nøvrerer internationalt.

Udenrigsministeriets giver ennøg tern analyse af perspektivernefor dansk udenrigspolitik, herunderikke mindst betydningen af de æn-drede rammevilkår for på hvilke om -råder Danmark skal prioritere sinudenrigspolitik. Analysen peger isærpå relevansen af en øget internatio-nal magtspredning, der sammenmed den økonomiske krise harmedført ændringer i den internatio-

nale magtbalance til fordel for isærKina og de øvrige BRIK-lande. Ana-lysen rummer herved et første ogforsigtigt opgør med Fogh-æraensrelative vægtning af den atlantiskekomponent til fordel for en ny glo-bal virkelighed med en begrænsetglobal amerikansk dominans. Be-grundelsen rummer tre forhold:

1) En forskydning i det internatio-nale verdenskort, som Danmark tid-ligere har navigeret efter, hvor denmagtpolitiske tyngde rykker væk fraUSA og i retning af Kina og de øvri-ge BRIK-lande. Det betyder flerestærke aktører på den internationa-le scene.

2) For det andet fastslår analysen,at magtspredningen er en realitet,hvilket logisk afgørende ændrerrammevilkårene for dansk udenrigs-politik, der siden 2001 har været fo-kuseret på udfoldelsen af internatio-nal aktivisme i en unipolær struktur.

3) Endelig skal Danmark fasthol-de et uændret ambitionsniveau i sinudenrigspolitik. Det betyder kon -kret, at man ønsker at fastholde akti-vismen i dansk udenrigspolitik, lige-som man ønsker at fastholde værdi-politikken som styrende princip forden danske indsats. Dog må indsat-sområder og den relative vægtningaf de forskellige hjørnestene juste-res, ligesom midlerne i udenrigspo-litikken må målrettes i takt med deændrede rammevilkår.

En af de centrale pointer er, atden nye globale situation også rum-mer en række muligheder for Dan-



mark og Vesten, da en række af denye rising powers deler en række cen-trale karakteristika, nemlig at derfor de flestes vedkommende er taleom demokratier med demokratiskeidealer og værdier. Der er såledesstadig et vist demokratisk højvande idet internationale system, og det li-berale moment i international poli-tik synes derved ikke helt passé end-nu. Det betyder at Danmark får nyemuligheder for alliancer, som uden-rigstjenesten skal være bedre til athåndtere i det globale spil gennemprioriteringen af de multilateralearenaer i verdenspolitikken. Kon -kret betyder dette en opprioriteringaf FN-systemet i et forsøg på at regu-lere og kontrollere magtsprednin-gen og bringe den ind i reguleredemultilaterale baner ved at etablereen global ordenspolitik baseret på liberale præmisser.

På det regionale plan synes oplæg-get at genopdage EU som en centralplatform for udførelsen af danskudenrigspolitik. Ikke forstået sådanat EU ikke var en relevant kompo-nent i den tidligere udenrigspolitikunder Fogh, men betoningen ogvægtningen – ikke mindst på grundaf den fejlslagne ratificering af For-fatningstraktaten og de konstitutio-nelle debatter, som prægede 2000’ -erne – var med til at lægge EU-stra-tegien i mølposen og rette fokus påden atlantiske komponent. De dan-ske muligheder i EU-samarbejdetunderstøttes i oplægget særligt afiagttagelsen af, at Lissabon-traktaten

har forsynet EU’s udenrigstjenestemed en bred værktøjskasse, som ger-ne skulle udvikles og bruges dekommende år. Konkret skal værktø-jerne bruges til at skabe sammen-hæng mellem EU’s politikker ogstyrke EU udadtil, ligesom EU skalhave sæde i FN-systemet.

Oplægget indeholder ikke en be-tingelsesløs omfavnelse af EU somgenfunden arena for dansk uden-rigspolitik, da EU’s nye udenrigstje-neste fortsat har brug for at bevise,at den kan agere internationalt. Det-te retter selvsagt fokus på nødven-digheden af at afskaffe de danskeforbehold for at sikre Danmark enmere central position i EU’s uden-rigspolitiske arbejde.

Oplægget synes at rumme et op-gør med den danske udenrigspolitikfra 2001-2010 og dens betoning afaktivisme med stærk atlantisk til-knytning. Den generelle krigsafvik-ling i Afghanistan samt betoningenaf den økonomiske krise og vægt-ningen af den globale magtspred-ning tolkes som nye rammevilkår forDanmark, hvilket betyder en flyt-ning af den relative vægt fra den at-lantiske til den globale og den euro-pæiske søjle i dansk udenrigspolitik.

Under overskriften ‘værdier –samme mål, nye midler’ sammenfat-ter oplægget kernen i fremtidensudenrigspolitik. Værdibaseret poli-tik fremstår tilsyneladende som dencentrale pointe i oplægget, men denskal ikke længere praktiseres gen-nem en aktiv indsats i ad hoc lignen-


BAGGRUND

de alliancer, men i stedet i multilate-rale fora. På dette punkt konsolide-rer oplægget dog en af de centralepointer fra Fogh-æraen, nemlig etværdibaseret udgangspunkt for denudenrigspolitiske aktivisme. Mensdet har været naturligt at snakke omværdipolitik for de borgerlig-liberaleregeringer, er det også gradvist ble-vet det for det Radikale Venstre, So-cialdemokratiet og Socialistisk Fol-keparti, der alle i en vis udstrækninghar accepteret værdipolitikken somen samlende målsætning for danskudenrigspolitik.

Gammel vin på nye flasker

Derved er vi tilbage ved Shakespea-re-citatet om at gribe øjeblikketsmulighed. Ændrede rammevilkår ogen vækst i antallet af nye demokrati-ske lande betyder et behov for at re-videre hvilke midler og strategier,der skal anvendes i dansk udenrigs-politik. Ministeriet genopfinder påen række områder den aktivistiskeinternationalisme, som blev formu-leret under tidligere udenrigsmini-ster Uffe Ellemann-Jensen, og somblev praktiseret under skiftende so-cialdemokratisk ledede regeringerfrem til 2001. Analysens konklusio-ner er givet vis godt nyt for de man-ge, der har påpeget, at udenrigspoli-tikken under Fogh-regeringerne af-spejlede en for Danmark unaturligoffensiv politik, der tilsidesatte de

internationale organisationer ogprioriteringen af multilaterale plat-formes betydning for dansk uden-rigspolitik, herunder ikke mindsthensynet til opbygningen af en in-ternational ordenspolitik. Danskudenrigspolitik skal ifølge oplæggettilbage til sit multilaterale udgangs-punkt og fokusere på at opbygge ogbevare en international (liberal) or-den, der er reguleret af internatio-nale organisationer og internationalret, ved at udnytte det demokratiskehøjvande til at søsætte en liberal or-denspolitik.

Oplægget synes samtidig at rum-me en anden (indenrigspolitisk)kvalitet, da det er med til at frem-tidssikre en bred enighed bag danskudenrigspolitik ved netop at læggeFoghs visioner om international ak-tivisme fra sig. Dette hænger sam-men med, at Socialdemokraterne,det Radikale Venstre og SocialistiskFolkeparti formentligt ikke vil haveproblemer med overtage og forvaltevisionerne i oplægget i tilfælde af etregeringsskifte, hvormed rammernefor et fremtidigt bredt funderet sam-arbejde om udenrigspolitikken sy-nes sikret.

Rasmus Brun Pedersen er Adjunkt,ph.d., Institut for Statskundskab, Aar-hus Universitet

Litteraturlisten kan rekvireres ved atsende en mail til [email protected]



Pirater hærger igen verdenshavene,og pirateri koster fx Maersk 100 mio.USD i ekstra omkostninger om året.

Krig er i dag dagligdagen i Soma-lia, der har været hærget af borger-krig siden 1991, og magten liggerhos en lang række af militser. Denmidlertidige regering, TFG, har kunsporadisk kontrol over dele af ho-vedstaden Mogadishu. TFG støttesaf en multinational afrikansk styrke,AMISOM, men man har ikke kun-net sikre sig kontrol over hele Moga-dishu endsige resten af landet.

Siden 2006 er en ny milits, al-Sha-baab, vokset frem, og den er i dagden største udfordring for TFG. Al-Shabaab synes i dag at have kontrol-len over en del af det sydlige og cen-trale Somalia. Tilknytningen til mili-tant islam og terrornetværk vækkerbekymring såvel i Somalia som i re-sten af verden.

Det er nemt at tegne et billede afen fuldstændig fejlslagen stat, og forden enkelte somalier er situationenmeget alvorlig. Mange lever på eteksistensminimum på basis af FN’sfødevarehjælp. I Somalia er derimidlertid en række velfungerendestrukturer, som man ikke må glem-me. Særligt er der de to nordlige re-gioner, Puntland og Somaliland,hvor der er fungerende regerings-strukturer, der til en vis grad kan op-retholde lov og orden.

Somaliland har de facto været enselvstændig stat siden midten af1990’erne og forsøger at blive aner-kendt som sådan. Puntland derimodønsker at bibeholde sin tilknytningtil Somalia. Begge regioner er præ-get af korruption, og i Puntland erder en forbindelse imellem piraterog dele af regeringsapparatet. For-bindelser kan være svære at spore,


Pirater kan og skal bekæmpes lokaltLars Bangert Struwe

Hvis pirate riet skal stoppes, kræver det etableringaf et stærkt samarbejde, hvor der satses på udvik-ling af lokale regeringsstrukturer i Somalia samti-digt med, at der sættes hårdt mod hårdt militært

og de kan være koblet til klanstruk-turer og derved svære at gennem-skue.

Er der tale om et reelt samarbej-de, eller er der tale om formidling –en type udligning – internt i klanen?Dette problem gør sig også gælden-de, når man diskuterer mulige for-bindelser mellem militser, terrornet-værk og pirater.

Men de steder, hvor der er løsestrukturer, der søger at opretholdeen vis form for lov og orden, er derikke pirater – eller de har ikke lokalopbakning. Dette vigtige forholdbør blive en af hjørnestenene i denvidere piratbekæmpelse.

Piratangrebene

De somaliske pirater havde pr. 15.februar foretaget 48 angreb, heraflykkedes de 11. Herved står de for75 pct. af de samlede antal angrebog 100 pct. af de succesfulde kaprin-ger. I 2011 alene har somaliske pira-ter taget 224 personer som gidsler,og har i skrivende stund 33 skibemed 712 besætningsmedlemmersom gidsler. I gennemsnit angriberpiraterne fra Somalia således næstenet skib om dagen og tager lige om-kring fem gidsler dagligt.

Piraterne har vist en opsigtsvæk-kende grad af innovation og hurtigtilpasningsevne. De har simple, meneffektive våben, og bruger små hur-tige fartøjer såkaldte skiffs til at an-gribe handelsskibe. Hele tiden harpiraterne udvidet deres operations-

område, og opererer nu næsten indunder Indiens kyst. De bruger min-dre kaprede skibe som baser og pådet seneste som angrebsskibe. Her-ved har de sikret sig en voldsom ka-pacitetsforøgelse, så de kan holdeoperationerne i gang selv under dår-lige vejrforhold. På denne mådeminder piraterne i høj grad om for-tidens pirater, der ekspanderede de-res operationer fra små fartøjer tilstørre, til at bestå af mindre flåder affartøjer. Denne udvikling er på be-kymrende vis ved at gentage sig.

Det er ikke helt billigt at køre pi-ratoperationerne, og en række bag-mænd styrer dem. Nogle af dissebor uden for Somalia og er tilknyt-tet den somaliske diaspora i Afrika,Amerika og Europa. Senest har manudviklet en piratbørs, hvor man kankøbe andele i et piratforetagende.

Somalia er en fejlslagen stat, ogderfor møder piraterne ikke mod-stand på land. Den lokale magt iform af militserne modtager efter alsandsynlighed en del af indtægter-ne. Piraterne er ikke de eneste, dertjener på pirateri. Der er en hel af-ledt industri af blandt andet havne-provianteringer, værtshuse, bilsælge-re, alfonser, byggefirmaer og våben-handlere. Piraterne kanaliserer såle-des penge ind i et meget fattigt sam-fund. Derfor kan man godt finde lo-kale støtter til piraterne.

Imidlertid er ikke alle dele af So-malia lige fejlslagne, og i visse deleeksisterer der – eller har der for ny-ligt eksisteret – strukturer, der har


Pirater kan og skal bekæmpes lokalt

sat sig op mod piraterne. I de deleaf Somalia, hvor der er myndighe-der, der bekæmper piraterne, ophø-rer de med at operere. Dette er dengode nyhed, som man skal forstå atudnytte. Når den danske regering isin Globalramme vil satse på lokalesikkerhedsstrukturer, så er det enrigtig satsning. Man skal satse på atopbygge kystvagter og efterretnings-samarbejde i staterne op til Somalia,og rundt om Aden Bugten – som fxYemen, men man skal også lave lo-kal kapacitetsopbygning ved at iden-tificere, støtte og udvikle lokalestrukturer i Somalia.

Man kunne vælge at anerkendeSomaliland som en selvstændig stat.Derved ville man kunne etablere etbrohoved, hvor man støtter, sikrerog udvider stabiliteten i området.Man kan således sikre sig, at piratin-dustrien ikke kan få lov til at ekspan-dere.

Ukoordineret indsats

Problemet er vokset på trods af enmarkant international militær tilste-deværelse i området. I perioder harder været op mod 30 flådefartøjerengageret i en eller anden form forpiratbekæmpelse. Der er imidlertidtre overordnede problemer forbun-det med det internationale engage-ment: 1. De mange forskellige ope-rationer og dårlig koordination, 2.den defensive tilgang til operatio-nerne, 3. og endeligt det manglendeengagement i land.

NATO, EU, USA, Rusland, Kinaog Indien har hver deres operatio-ner i gang. Der finder en vis koordi-nation sted, men det er for mangeoperationer til, at man kan være ef-fektive. Det er spild af gode ressour-cer. Ud over at operationerne skalkoordineres bedre, så skal der ogsåske en koordination af den politi-mæssige side af piratbekæmpelsen.Man må og skal finde udveje, såman kan udveksle bevismateriale ogefterretninger, så der kan opbyggesordentligt underbyggede sager modpiraterne. Interpol har haft sværtved at løse denne opgave, og engentænkning af international krimi-nalitetsefterforskning bør være endel af det fremadrettede arbejde.

Det gøres værre ved, at mange sta-ter pålægger deres enheder megetrestriktive beføjelser. Man ender så-ledes med næsten kun at agere reak-tivt. Herved forstærkes piraternesfordel. Lighederne er slående til deproblemer, der kendes fra asymme-trisk krigsførelse mellem stater ogoprørsgrupper/terrorister, og mankan kun vinde ved at få initiativet.Danmark har her til en vis grad vistnye veje ved at lade vore enhederoperere langt ind under kysten ogprøve at opsnappe pirater allerede,mens de er på vej ud. Andre staterhar søgt at befri skibe.

Dette sidste kan dog udgøre envoldsom risiko for gidslerne. En be-frielsesaktion er meget vanskelig ogskal iværksættes meget hurtigt, ogderved på et meget tyndt efterret-


BAGGRUND

ningsgrundlag. Senest har det kostetfire amerikanske gidsler livet. En delaf den defensive tilgang er også denendeløse række af sager, hvor pira-ter er blevet løsladt efter at være fan-get af de internationale styrker. Juri-diske spidsfindigheder eller frygtenfor somaliske fanger i europæiskefængsler har fyldt for meget og hin-dret en effektiv piratindsats.

Endeligt så er anti-piratoperatio-ner kun effektive, hvis de foregårbåde til søs og til lands. Man kanganske simpelt ikke nøjes med at be-kæmpe pirater til søs. Det er og bli-ver symptombehandling. Man måderfor satse på en indsats til lands iSomalia. Dette kan ske ved indsats afspecialoperationsstyrker i nålestiks -operationer mod baser eller kendtebagmænd. Dette udgør en risiko foreskalation og for tab, men man måforetage langt mere afskrækkendeoperationer end de hidtidige. Samti-digt skal der satses på lokal kapaci-tetsopbygning som beskrevet oven-for. Da piraternes penge ikke kunbliver i Somalia, må man udvikle ogforstærke den politimæssige indsatsi de omgivende stater og også i Eu-ropa og Amerika. Bagmændene mågøres til genstand for en efterforsk-ning for derved at besværliggøre pi-ratoperationerne.

Ineffektiv symptombehandling

Rederierne kan også selv gøre no-

get, så deres besætninger og skibesikres mod angreb. Alle inden forsøfarten burde kende til risikoen forpiratangreb, men tilsyneladende erder mange, der fortsat ikke har for-stået budskabet og blæser på alle in-ternationale anbefalinger og for-skrifter. Man kan udvikle skibene, såde bliver svære at entre etc., og såmå man fortsat vurdere, om manskal sejle syd om Afrika. Endeligtkan de enkelte rederier overveje atfå bevæbnede vagter ombord ellerfå eskorte af private sikkerhedsfir-maer. Herved kan rederierne langtbedre sikre deres besætninger. Løs-ningerne er dyre og bryder mednormer, men for de enkelte rederierer og bliver fx vagter en løsning.

Hidtil har man satset på symptom-behandling og regnet med at massivmilitær tilstedeværelse til søs villekunne afskrække piraterne. Det harikke virket i tre år, og piraterne eks-panderer deres kriminelle forret-ning. Man må derfor tænke nyt.Den eneste umiddelbare løsning sy-nes at være, at pirater kan og skalbekæmpes til lands. Her bør mansatse på lokal kapacitetsopbygning iog uden for Somalia og selv sættehårdt mod hårdt til havs og muligvisi målrettede operationer til lands.

Lars Bangert Struwe er ph.d. og forskerved Center for Militære Studier ved Kø-benhavns Universitet.


Pirater kan og skal bekæmpes lokalt

Den prominente amerikanske uden-rigskorrespondent Bradley K. Mar-tin, der har over tredive års erfaringi regionen, fortalte mig engang, athvis USA fra 2020 ikke længere kanomringe Kina militært og diploma-tisk, vil Kina have opfyldt en af sinemest underspillede, men vigtigsteudenrigspolitiske ambitioner for dettidlige 21. århundrede.

Det ville være naivt at tro, forkla-rede han, at den internationale or-den i Asien og Stillehavet vil forbliveuændret i takt med, at Kina indfrirsit enorme økonomiske potentiale.Og da Kina vel er klar over, at kunUSA i princippet kan sætte en stop-per for dets vækstmirakel, er det iKinas interesse at udvande USA’s ogVestens indflydelse i Asien så megetsom muligt.

Beslutningsprocesserne i Kinaspolitiske elite er notorisk uigennem-sigtige, men ud fra den udenrigspo-

litik, som den kinesiske ledelse harført gennem det sidste årti, er detklart, at landet aktivt søger at mani-festere sig solidt i sin geografiske pe-riferi. Denne udvidelse af kinesiskindflydelse har haft og vil fortsathave store konsekvenser for bådeVesten og Asien.

Bedre relationer mellem Kina ogregionerne i den kinesiske periferier absolut ønskelig set fra en kine-sisk strategs synspunkt, for Kina varved den kolde krigs afslutning om-ringet af USA’s indflydelsessfære.Ud for Kinas sydlige kyst ligger Tai-wan som et solidt amerikansk anker,og i nord er Japan og Sydkorea offi-cielt USA’s allierede – og begge er ibesiddelse af et avanceret forsvar –mens USA efter den kolde krig der-ud over hurtigt etablerede en visindflydelse i Mongoliet, Kinas gamleprovins fra Qing Dynastiet.

Rusland dominerer Sibirien og


Kina gør sig til centrumfor det asiatiske hjulThomas Høy Davidsen

De næste ti år bliver kritiske, for her skal ikke kunmagtbalancen, men også tillidsbalancen mellemKina, Japan, Indien – og USA formes

kan i teorien true hele Kinas lange,nordlige grænseområde, der er præ-get af fattigdom og ustabilitet. ICentralasien er den russiske indfly-delse også stor, og oveni har NATOmed USA i spidsen markeret sig iområdet som en konsekvens af kri-gen i Afghanistan. Længere mod sydligger Indien, som Kina stadig haren uløst grænsestrid med fra lande-nes krig tilbage i 1962, og Indiensøkonomiske udvikling kunne på sigtvirke som en mod vægt til Kina ogdermed true dets interesser. Cirklensluttes i Sydøstasien, der nu domine-res af et amerikansk-allieret Thai-land og af Malaysia og Indonesien,der efter den kolde krig i årtier harlagt sig tæt op ad USA.

Behovet for dominans

Det ville dog være unødigt para-noidt at konkludere, at Kina med sithastigt voksende militærbudget erved at opruste sig til en væbnet kon-flikt, der skal udligne ubalancen. Ki-nas voksende militære omkostnin-ger er en naturlig konsekvens af lan-dets voksende politiske og økonomi-ske indflydelse, men naturligvis kanen øget militær styrke bruges til an-det end selvforsvar. Modsat andre afAsiens industrialiserede lande somJapan og Sydkorea har Kinas militærpå en langt mere udadvendt faconhaft til opgave at forsvare og promo-vere Kinas udenrigspolitiske interes-ser, som vil vokse i takt med landetsøkonomiske indflydelse.

Kinas oprustning er bekymrendefor nogle, men der er historisk præ-cedens for både fred og ufred i for-bindelse med en ny regional stor-magts fødsel.

Kinas oprustning kan sammenlig-nes med både Japans og USA’s i1800-tallet, hvor deres militær ogsåvoksede i takt med, at begge disselande udviklede sig til stormagter.Ligesom Kina i dag førte begge lan-des oprustning til spændinger mel-lem dem og deres naboer, og lige-som Kina i dag anså både USA og Ja-pan det alligevel for bydende nød-vendigt at kunne dominere de af de-res geografiske naboområder, dervar væsentlige for nationens sikker-hed og den økonomiske vækst.

Det var netop på denne baggrund,at den amerikanske præsident JamesMonroe i 1823 formulerede den be-rømte Monroe-doktrin, hvori hanerklærede, at USA ikke kunne ac-ceptere europæisk militær tilstede-værelse noget sted i Sydamerika,idet en ikke-amerikansk dominansaf dette kontinent ville ‘indespærre’USA.

På lignende vis ræsonnerede detkejserlige Japan allerede tidligt i sinindustrialiseringsperiode på tragiskvis, at det måtte annektere Korea –for med Japans første premiermini-ster Ito Hirobumis ord lød argu-mentet allerede sidst i 1800-tallet, aten russisk eller kinesisk dominans afden koreanske halvø ville repræsen-tere “en dolk, der pegede direktemod hjertet af Japan”.


Kina gør sig til centrum for det asiatiske hjul

Geografi dikterer både økonomiog storpolitik, og disse to blandesofte sammen.

Kinas Monroe-doktrin

Kina forsøger nu gennem økono-misk investering og diplomatisk snil-de – begge bakket op af den før-nævnte heftige militære oprustning– at skabe sig en art ‘Monroe-dok-trin’, og landet har derfor i over tiår støt arbejdet på at reorganisereØst-, Central- og Sydøstasiens net-værk af alliancer, organisationer oghandelspartnere i et forsøg på at in-tegrere de omkringliggende lande iet nyt økonomisk og politisk system,der har Kina som centrum.

Den kinesiske militæropbygninger dermed hverken kalkuleret ag-gression eller regelret selvforsvar,men en naturlig konsekvens af lan-dets nyvundne status som stormagt –også selvom dette, som både USA’sog Japans historie har vist, kan giveanledning til farlige spændinger.Det er nemlig et ambitiøst projekt,Kina har påtaget sig, som det ikkekan føre ud i livet uden samtidig attræde andre af verdens stormagterover tæerne, først og fremmest USA.

“Der foregår i dag en rivaliseringmellem de asiatiske stormagterKina, Japan og Indien – og USA,”fortæller tidligere chefredaktør forThe Economist, Bill Emmott: “Dennerivalisering kan blive positiv, somden vi ser mellem de europæiskeøkonomier, der konkurrerer venska-

beligt, eller den kan blive destruktiv.De næste ti år bliver kritiske, for deter ikke blot her magtbalancen, menogså tillidsbalancen mellem dissenationer vil formes.”

Mest følelsesladet i den kinesiskeudenrigspolitik er således den fort-satte debat om Taiwan, men der erunder de nationalistiske udlægnin-ger af Taiwan som den tabte provinsogså en klar strategisk interesse bagKinas ønske om at besidde ølandet.Taiwan er nemlig geografisk set ennaturlig forlængelse af det kinesiskefastland – indtil man skifter fokus,og øen pludselig bliver den øverste iden lange filippinske økæde ellerden sidste af de japanske Ryukyuøer.

Taiwans centrale geografi gør der-for øen til et af de vigtigste knude-punkter i Stillehavet – næsten al Ja-pans olieimport går op langs øenskyst – og kontrol med Taiwan villeklart forøge den kinesiske indflydel-se i regionen.

Selvom Kinas økonomi er så stor,at den sagtens kan klare sig udenTaiwans meget mindre bruttonatio-nalprodukt, er øens unikke økono-mi alligevel ikke uden betydning –Taiwan er så fundamental en del afden globale manufaktur- og højtek-nologiindustri, at næsten intet elek-tronisk udstyr i verden er forudenen taiwansk produceret komponent.Det gør øen til et af de vigtigste en-kelte led i den globale økonomi, ogdet er næppe gået kinesiske strate-gers næse forbi.


BAGGRUND

“I takt med at Kinas udvikling ta-ger til i styrke, og landets agtelse idet internationale samfund vokser,”skrev avisen People’s Liberation ArmyDaily i 2007, “er det af stor vigtighedat skabe et forsvar, der svarer til Ki-nas indflydelse, som kan forsvare ki-nesiske interesser og underbygge Ki-nas internationale status.”

Frygt for Taiwan konflikt

Det er denne overordnede filosofi,sammen med den mere konkretefrygt for en konflikt med USA om Tai -wans uafhængighed, der ligger bagKinas voldsomme investering i mo-derne militært isenkram, fra opgra-deringen af landets ubådsstyrke ogkampfly til udviklingen af skib-til-skibmissiler og en flåde af hangarskibe.

Denne prioritering burde ikkekomme som en overraskelse – igen-nem historien har nationer somUSA, Japan, England, Frankrig, Spa-nien, Venedig og det gamle Athenbygget krigsflåder med det formål atkunne forsvare deres vidtstrakteøko nomiske interesser, og Kina eringen undtagelse.

Der har derfor også blandt dele afden kinesiske militære og civile le-delse i de seneste år været tale omen tretrins udvidelse af yderpunkter-ne for Kinas maritime indflydelse,således at Kina langsomt vil kunnedominere mere og mere af Stilleha-vet: Den første udvidelse vil fungeresom en halvcirkel, der løber fra Ja-pan til Taiwan og Filippinerne,

mens den næste trækkes fra den rus-siske ø Sakhalin ned gennem detsydvestlige Stillehav. Den sidste ogstørste udvidelse planlægges at skul-le gå fra Aleutian øerne ud for Alas-ka og helt til Antarktis.

Opfyldelsen af disse strategiskemål ligger langt ude i fremtiden,men tanken er i sig selv ikke irratio-nel. Kina sluger på grund af sinenorme vækst råstoffer med rekord-fart, og disse råstoffer importeresnæsten alle via det Indiske Ocean ogStillehavet. Ud over at være bleveten af de vigtigste handelspartnerefor lande som Japan, Sydkorea, Au-stralien og diverse sydøstasiatiskelande er den kinesiske handel medSydamerika vokset fra 200 millionerdollars i 1975 til næsten 50 milliar-der dollars i 2004, mens begge en-der af Panamakanalen kontrolleresaf et kinesisk firma. Og ligesom an-dre af historiens stormagter anserKina det for bydende nødvendigt atkunne forsvare disse investeringer,også på trods af spændingerne mednabolandene.

Gennem et netværk af nødhjælp,diplomati og økonomisk investering– som eksempelvis Kinas opførelseaf en sofistikeret satellitsporingsin-stallation på stillehavsøen Kiribati –er Kina samtidig ved at skabe sig etnetværk af forbindelser hen overoceanets vidtstrakte øsamfund, derpå sigt skal sikre den kinesiske ind-flydelse i regionen samtidig med, atden underminerer USA’s tilstedevæ-relse.



Det er ligeledes et problem set udfra Kinas synspunkt, at Sydøstasien ide sidste tres år har været tæt knyt-tet til USA.

Det forsøger Kina nu at lave ompå, både ved at involvere sig vold-somt i ASEAN for at udvande orga-nisationens regionale indflydelseuden om Kina, men også ved at ska-be, præcis som USA gjorde det un-der den kolde krig, et væld af bilate-rale handelsaftaler med de enkeltesydøstasiatiske lande, der hurtigtkan gøre disse landes forhold tilKina stærkere end til hinanden, tilASEAN eller til Vesten og USA.

Afhængighed af Kina

Når der tilmed er så stor forskel istørrelse på Kina og de andre syd-østasiatiske lande, kan disse ogsåhurtigt blive afhængige af at tilgode-se Kina af frygt for at miste den nød-vendige kinesiske investering.

“I det sidste årti er de kinesiskeforbindelser i Sydøstasien og isærIndonesien vokset dramatisk,” for-tæller den Pulitzer Pris-vindendejournalist og specialist i området,Lewis M. Simons: “Kinesiske firmaerkommer til med Beijings penge-pung i ryggen samtidig med, at dekinesiske diplomater også på græs-rodsniveau har været meget dygtigetil at skaffe sig indflydelse.” Simonsarbejder nu med amerikanske sena-torer i et forsøg på at få det ameri-kanske udenrigspolitiske fokus flyt-tet tilbage til regionen.

Nogle gange er sådanne investe-ringer direkte politiske: I 2007 til-bød Verdensbanken, Asian Develop-ment Bank og diverse vestlige landei fællesskab Cambodja en økono-misk nødhjælpspakke på svimlende600 millioner dollars, næsten helelandets statsbudget, mod at Cam bo -djas regering hurtigst muligt tog enrække konkrete skridt frem mod atoverholde menneskerettighederne.

Kina tilbød prompte præcis densamme sum – men uden lignendekrav, og Cambodja takkede pænt nejtil Vesten. Det er yderligere uhel-digt, at den kinesiske investeringofte sker på bekostning af enten mil-jøet – som på indonesiske Borneoog Kalimantan, hvor den kinesisketømmerindustri nu har fældet overhalvdelen af øernes regnskove – el-ler netop menneskerettighederne,som det sås i Cambodja.

Endnu et eksempel er Burma,hvor det internationale pres på re-geringen for demokratisering, op-hør af etnisk forfølgelse og overhol-delse af menneskerettighederne forlængst er blevet overhalet af en mas-siv kinesisk investering.

“Japanske firmaer taber i dag oftetil de kinesiske i Sydøstasien, fordiden kinesiske regering lover at fi-nansiere enorme infrastrukturpro-jekter for udviklingslandene, hvisdisses regeringer giver Kinas stats-ejede firmaer de lukrative kontrak-ter,” får jeg at vide af Shinji Nishio,bestyrelsesformand for JX Group,Japans største olie- og energifirma:


BAGGRUND

“Mine kollegaer i japansk industriog jeg lobbyer nu af nødvendighedden japanske regering for at gøredet samme.”

Malacca som flaskehals

Interessen i Sydøstasien er også stra-tegisk, da et sårbart punkt for KinasStillehavshandel er Malaccastrædetmellem Singapore og Indonesien,der ved sit smalleste punkt ikke erstort bredere end en kilometer. IsærJapans og Kinas olieimporter er dybtafhængige af denne flaskehals.

Det gør for eksempel Burma in-teressant for Kina, ikke blot fordiKina ønsker at få adgang til landetsolie- og gasreserver, men også fordiBurmas havne repræsenterer et al-ternativ til Malaccastrædet, idet denkinesiske import ville kunne trans-porteres via Burma direkte til KinasYunnan-provins. Kina har derforogså været involveret i forhandlin-ger med Thailand om et af Asiensstørste byggeprojekter nogensinde –en enorm kanal, der skal gennem-skære Thailands Kra Isthmus, igenså Kinas import har et alternativ tilMalaccas flaskehals.

USA’s tilstedeværelse i Thailander ellers en af dens stærkeste i Asien.En af landets største ambassader lig-ger i Bangkok, og Thailand har væ-ret en af USA’s nøgleallierede sidenVietnam-krigen, men projekter somden omtalte kanal samt den hastigtvoksende samhandel med Kina sårtvivl, om Thailand en dag venligt,

men definitivt vender sig fra UncleSam.

Denne blanding af handel ogmere eller mindre aggressivt diplo-mati kan ses i hele den kinesiske pe-riferi – Kina er Australiens største af-tager af uran, jern, mangan og na-turgas, og i 2005 underskrev Austra-lien som en kinesisk betingelse foryderligere samhandel ASEANs Treatyof Amity and Cooperation, en ikke-ag-gressionspagt, der stikker en kæp ihjulet på Australiens alliance medUSA. Samtidig gør handlen detsvært for Australien at kritisere selvKinas alvorligste brud på menneske-rettighederne.

Ligeledes har Kina finansieret ud-videlsen af Pakistans Karakoram-mo-torvej til en værdi af 350 millionerdollars, så den nu løber tværs gen-nem Baluchistan-provinsen ned tilkystbyen Gwadar, hvor Kina er vedat bygge en enorm havn og et olie-raffinaderi.

Karakoram-motorvejen munderud i den kinesiske Xinjiang-provins,og hele det kostbare projekt harigen til formål at skaffe især Kinasolieimport en vej uden om Malac-castrædet – med den konsekvens, atKina nu har presset den pakistanskeregering til at trække soldater vækfra grænseområderne langs Afghani-stan og ned til Baluchistan for atholde orden der. Yderligere lovedeKina i 2010 desuden at hjælpe Paki-stan med at opføre to atomreakto-rer, meget mod Vestens og Indiensønsker.



Køber i Nordkorea

I nord har Kina opkøbt næsten samt -lige af Nordkoreas miner og største-delen af dets jernbanenetværk, ogden nordkoreanske handel og nød-hjælp har gjort det lille, lukkedeland så afhængigt af Kina, at en ko-reansk genforening nu nærmest erutænkelig, uden at den foregår påKinas betingelser.

Det sydlige Sibirien og Mongolieter i de seneste ti år blevet oversvøm-met af en mere eller mindre illegalstrøm af kinesiske indvandrere – isnit 600.000 om året – der uofficielthar givet Beijing en enorm indfly-delse og kontrol med områdernenord for den kinesiske grænse, idetdet som oftest nu er kinesiske tilflyt-tere, der bosætter sig, investerer i ogudvikler områderne.

Eksemplerne på asiatiske økono-miers voksende afhængighed afKina står i kø, fra den måde Kina nuplanter dele af sin rishøst i Filippi-nerne, så det selv kan bruge det ny-

vundne land til motorveje og fabrik-ker, til hvordan Kina sammen medRusland i 2009 pressede Kirgisistantil at afvise USA’s ønske om fortsat atanvende Manas flyvebasen ved denkirgisiske hovedstad Bisjkek til brugfor krigsindsatsen i Afghanistan. Enny aftale kom først i stand, efter atUSA indvilligede i at betale 60 mil-lioner dollars om året eller tre gan-ge den tidligere leje.

Hvis denne trend fortsætter, erdet ikke urealistisk, at Beijing, gen-nem dygtig anvendelse af både glo-baliseringens økonomiske kræfterog sit stille, intense diplomati, bidfor bid vil kunne realisere en formfor Monroe-doktrin for Riget i Mid-ten – et Kina, der som centrum foret asiatisk hjul trækker sine egerlangt ud i kontinentets periferi.

Thomas Høy Davidsen er journalist medspeciale i Japan og østasiatiske forhold.Bosat i Tokyo og skriver for bl.a. Econo-mist og Jyllands-Posten.


BAGGRUND

Den 18. april 1961 rapporteredemedier i USA, Latinamerika og Vest -europa om en fremgangsrig inva-sion i Cuba vendt mod det revolutio-nære styre under Fidel Castro. Iføl-ge B.T., som slog begivenhederne iCuba meget stort op, var de kontra-revolutionære invasionsstyrker, dervar gået i land på Cubas sydkyst,nået et halvt hundrede kilometerind i landet med retning mod Hava-na, samtidig med at bl.a. den store øIsla de Pinos var blevet erobret og8000 politiske fanger løsladt.

Få dage efter kunne B.T. i mindreopsætning meddele, at invasionenvar slået fejl

Det tør siges den var slået fejl. AtB.T. og andre medier i den vestligeverden i den grad kunne fejlinfor-mere, hænger sammen med at denamerikanske efterretningstjenesteCIA, der organiserede invasionen,havde kalkuleret med fremgang forde 1297 eksilcubanske lejesoldater i

invasionsstyrken, bl.a. takket væremilitær støtte fra amerikanske fly ogkrigsskibe, samt regnet med at dencubanske befolkning ville rejse sigmod det unge, revolutionære styre,hvis reformer, nationalisme og uaf-hængige kurs ikke behagede Wash -ington. CIA havde udarbejdet et sce-nario og forfattet en række optimi-stiske bulletiner om invasionen, somblev tilsendt medierne gennem LewJones pr-bureauet i New York, påvegne af en cubansk eksilregering,som CIA havde sat sammen.

Invasionen i Cuba i april 1961 varet mønstereksempel på, hvad fejlin-formationer, magtfuldkommenhedog blind tro på egen formåen, in-tern splittelse og magtkamp i denamerikanske administration, samtsplittede og inkompetente cubanskeeksilledere kunne føre til.

Invasionen 17.-19. april på PlayaGirón-stranden og Bahía de Cochi-nos, Svinebugten, en forholdsvis øde


Svinebugten 50 år efterJens Lohmann

Invasionen i Svinebugten blev et ydmygende nederlag for USA og en triumf for cubanerne, dergjorde en tilnærmelse næsten umulig, men måskeer der nu en åbning på vej

strækning på sydkysten, 150 km syd-øst for Havana, blev et forsmædeligtog ydmygende nederlag for verdensstærkeste militærmagt. Fidel Castrokunne triumferende i en timelangtv-transmitteret tale den 21. april idetaljer gennemgå invasionens for-løb og fremhæve forsvarernes helte-modige indsats, fortælle cubanerneom revolutionens og folkets styrke,og sin vane tro, om udfordringer ogproblemer: “Vi mener, at folket hargivet et ekstraordinært bevis: det harforsvaret sine rettigheder, det harforsvaret sin jord, det har forsvaretsin ære. Det har også vundet stor be-undring verden over; det har opnåetstor prestige, det har påført imperi-alismen et stort nederlag, det harudkæmpet en kamp for freden”.

Han konstaterede også, at invasio-nen ville tjene til at forene cubaner-ne, som en ydre fjende ofte gør. Ogtil at styrke Fidel Castro og hans sty-re, kan man tilføje.

Et problematisk naboskab

Invasionen var en naturlig konse-kvens af 150 års amerikansk interes-se for og politik over for Cuba. Øensstrategiske beliggenhed i forhold tilUSA og dens store økonomiske po-tentiale gjorde, at Washingtons blikhurtigt efter løsrivelsen fra Storbri-tannien blev rettet mod den velstå-ende spanske koloni. Allerede i1809 forsøgte USA forgæves at købeøen fra Spanien, ligesom man i 1803havde købt det vidtstrakte Louisia-

na-område fra Frankrig. Op gennem1800-tallet blev der ført mange kam-pagner i USA for enten at annektereeller købe Cuba. Der blev samletpenge ind, og amerikanske udsen-dinge forhandlede igen og igen iMadrid.

I begyndelsen af 1898 tilbød præ-sident William McKinley den span-ske dronning María Cristina 300mio. dollar for øen, hvor cubanskeoprørere siden 1895 havde trængtde spanske styrker tilbage. Dronnin-gen var for at sælge, men blev stemtned af regeringen.

Det fik McKinley til at gå ind i kri-gen mod Spanien, der hurtigt måtteovergive sig. Cuba blev besat af ame-rikanske styrker, og spanierne blevtvunget til en ydmygende fredsaftalei Paris i december 1898, hvor demåtte afstå Cuba, Puerto Rico, Filip-pinerne og de øvrige spanske besid-delser i Stillehavet. I Cuba var selv-stændighedsbevægelsen for stærk ogpopulær til, at USA ville risikerekonstant uro. Så man tillod oprettel-sen af en republik, som man på -tvang en tilføjelse til forfatningen –The Platt Amendment, vedtaget iden amerikanske kongres i 1901 –som gav USA ret til at intervenere iCuba, hvis man fandt, at amerikan-ske inte resser var truet, samt ret tilat oprette militære baser på cubanskgrund på ubestemt tid og uopsigeli-ge fra cubansk side. Guantánamo-basen er et resultat af The PlattAmendment.

Cuba blev formelt selvstændigt i

100 udenrigs 1 · 2011

BAGGRUND

1902 efter at have underskrevet PlattAmendment. Det følgende halve år-hundrede blev præget af social uro,politiske konflikter og amerikanskeinvasioner. Frem til 1933 hørte mili-tære landsætninger for at redde enregering eller beskytte amerikanskeborgere og ejendom til cubanerneshverdag. I 1906, 1912, 1917 og 1933fandt der større invasioner og besæt-telser sted.

I 1933 ophævede Franklin Roose-velt The Platt Amendment som led isin nye ‘Gode Naboskabs’ politikover for Latinamerika, som afløsteforgængeren, den fjerne fætterTheodore Roosevelts ‘Store Stoks’politik, der frem til 1933 indebar ad-skillige amerikanske invasioner iMellemamerika og Caribien især.

Den gode nabos politik betød dogpå ingen måde, at USA holdt opmed at intervenere i latinamerikan-ske landes anliggender. Direkte mili-tære interventioner, invasioner ogbesættelser blev afløst af hemmeligeoperationer i samarbejde med loka-le politikere og militær støtte til kupog til militærregeringer.

Den amerikanske interesse forCuba forblev uformindsket, ikkemindst på grund af store amerikan-ske investeringer i bl.a. sukkerindu-strien, infrastrukturen og turismen,samt øens strategiske beliggenhed.

Under Anden Verdenskrig holdtUSA lav profil i Latinamerika, hvornationale og sociale bevægelser, bl.a.inspireret af den store mexicanskerevolution 1910-19, havde fået bred

tilslutning mange steder. Nationali-stiske tendenser og sympati for Mus-solinis og Francos fascisme, især imange landes militær, og nogle ste-der også tætte bånd til Tyskland ogItalien skabte frygt for, at lande somArgentina, Bolivia, Chile, Paraguay,Colombia og Brasilien skulle gå indi krigen på Aksemagternes side.

Roosevelt iværksatte en charmeof-fensiv med kulturfremstød, hvorDisney var den mest fremtrædendedel med tegnefilm som Saludos Ami-gos (1941) og The Three Caballeros(1945) samt adskillige tegnefilmmed Anders And og Mickey Mousepå besøg i Sydamerika. Det gav pote.I befolkningen ændrede billedet afUSA sig, samtidig med at sympatienfor de trængte Aksemagter svandt.De fleste lande holdt sig neutraleindtil 1945, da de nærmest symbolskgik ind i krigen på de allieredesside. Enkelte lande erklærede dogAksemagterne krig tidligere og gikind i krigen med få fly eller skibe.Brasilien deltog fra 1942 med25.000 mand.

Den Kolde Krig

Krigen betød, at Storbritanniens sto-re indflydelse i Latinamerika blev re-duceret, og USA blev den absolutdominerende magt på kontinentet.Man ønskede at konsolidere denamerikanske indflydelse og udbredeamerikanske værdier om demokratiog livsform. Det betød, at de mangediktaturer var uønskede – selv om


Svinebugten 50 år efter

flere af dem havde været støttet fraWashington.

Samtidig frygtede USA, at denkommunistiske indflydelse skullevokse. Sovjetunionen havde vundetstor respekt og sympati i brede kred-se under krigen, og i flere lande varkommunistpartierne vokset. Underog efter krigen faldt flere af de USA-støttede diktaturer, ofte efter kupfra yngre officerer, og blev afløst afdemokratisk valgte regeringer, flereaf dem reformorienterede (Guate-mala, El Salvador 1944) og/eller po-pulistisk-nationalistiske (Argentina1946). Fra amerikansk side så manmed bekymring på de reformistiskeog nationalistiske tendenser. I Ar-gentina havde USA aktivt forsøgt athindre valget af den nationalistiske,tidligere Mussolini-beundrer, oberstJuan Domingo Perón i 1946. Forgæ-ves. Perón red på en bølge af popu-laritet, der blev styrket af gennem-gribende sociale reformer.

For at dæmme op for den kom-munistiske fremgang tog USA i 1948initiativ til at oprette Organisatio-nen af Amerikanske Stater, OAS,hvis erklærede mål var at fremme ogbeskytte demokratiet på den vestligehalvkugle, samt fremme det regiona-le samarbejde og forsvare med lems -staterne mod aggression udefra. Detblev hurtigt klart, at forsvaret modydre fjender (underforstået Sovjet-unionen og allierede) også omfatte-de indre fjender som kommunisti-ske partier og andre, mere ellermindre venstreorienterede eller blot

moderat reformorienterede kræfter.I flere lande blev de lokale kommu-nistpartier forbudt efter amerikanskpres.

Et middel mod disse reelle og ind-bildte fjender skulle være militæret.I 1946 oprettede USA en særlig sko-le til uddannelse af latinamerikan-ske officerer, School of the Americas, iden USA-styrede Panama Kanalzo-ne. Officererne fik både teoretisk ogpraktisk undervisning i bekæmpelseaf interne oprør, og kun i mindregrad i forsvar mod angreb udefra.Adskillige senere militærdiktatorer iLatinamerika blev uddannet påSchool of the Americas.

Foruden den militære bistand be-gyndte USA også at give politimæs-sig bistand for at styrke den indresikkerhed. Den nye amerikanske ef-terretningstjeneste, CIA, fik Latin -amerika som et vigtigt operations-område. Latinamerikanske politi-folk blev sendt på kurser i USA forat lære de nyeste metoder i efter-forskning og efterretning – samt af-høring, hvilket viste sig bl.a. at om-fatte torturmetoder.

Flere af de demokratiske regerin-ger faldt igen i årene frem til mid-ten af 1950’erne og blev afløst afhårdhændede diktaturer – bl.a. i ElSalvador, Venezuela, Guatemala ogCuba. Især omstyrtelsen af Guatema-las moderate reformregering underden demokratisk valgte Jacobo Ar-benz i 1954 fik langtrækkende virk-ninger i regionen. Da Arbenz ind-ledte en landbrugsreform ved at eks-

102 udenrigs 1 · 2011

BAGGRUND

propriere ubenyttet jord fra detame rikanske United Fruit Company,iværksatte Eisenhowers regering enrække økonomiske indgreb over forlandet samt standsede alt salg af vå-ben og militært udstyr. Et skib medlette våben og ammunition fra detkommunistisk styrede Tjekkoslovaki-et blev standset af amerikanskekrigsskibe – og set som ‘bevis’ på atGuatemala var ved at blive overtagetaf kommunisterne.

Kulminationen blev en blodigCIA-organiseret invasion under le-delse af en stærkt højreorientereteksiloberst, Carlos Castillo Armas,der indledte en brutal heksejagt påden styrtede regerings tilhængere.Det var indledningen på årtiers blo-dig undertrykkelse og en borger-krig, som formelt sluttede med enfredsaftale i 1996.

Revolutionen og USA

Da Fidel Castro og hans partisanerrykkede ind i Havana lige efter nytår1959, var de forberedt på, at deresreformprojekt kunne møde mod-stand både i USA og Cuba, selv omlangt de fleste cubanere umiddel-bart støttede de nye magthavere.

Castro var fortrolig med forholde-ne i Latinamerika. Hans højre hånd,argentineren Ernesto ’Che’ Guevarahavde været i Guatemala under Ar-benz, hvor han oplevede invasionenog kuppet, og med nød og næppeslap ud af landet. De nye ledere iCuba var klare over risikoen ved at

gennemføre sociale og økonomiskereformer, der var andet end en fer-nis til at legitimere styret udadtil ogbevare de hid tidige forhold med sto-re sociale og økonomiske forskelle,racediskrimination og udenlandskdominans af økonomien.

Belært af den konstante ameri-kanske indblanding i Cubas indreanliggender – bl.a. USA’s støtte tildiktatoren Batista helt frem til enmåned før Castros sejr – og af isærGuatemala i 1954, handlede Castrohurtigt. Den første landbrugsreform– som ikke var særlig radikal sam-menlignet med bl.a. den mexican-ske fra 1916 og frem, og den bolivi-anske fra 1953 – blev indledt i maj1959. Ejendom, der tilhørte Batistaog hans tilhængere, blev hurtigt na-tionaliseret. En ambitiøs byreformmed både nybyggeri og omfordelingaf boliger til de dårligst stillede bleviværksat. Cubanere – fortrinsvis fraden mere velstående del af befolk-ningen – som forlod landet, fik de-res ejendom konfiskeret. Også cu-bansk og amerikansk ejede virksom-heder af alle slags samt banker bleveksproprieret i 1960. Det nye styreudfordrede desuden USA ved atsøge nye handelspartnere (hidtil varover 90 pct. af Cubas udenrigshan-del foregået med USA).

Kursen over for USA virkede selv-morderisk. Men Castro nøjedes ikkemed at ekspropriere og reformere.Han agiterede, organiserede og mo-biliserede dygtigt. Han drog ud i demest afsides hjørner af landet for at



mødes med folk og sætte projekter igang, ikke mindst blandt fattigbøn-der og arbejdere, med støtte fra stu-derende, kunstnere og intellektuel-le, der fik masser af muligheder forat ytre sig og være kreative.

I takt med reformerne og ekspro-priationerne begyndte den førstemodstand, bl.a. i form af sabotagerog modpropaganda med støtte fraUSA. I løbet af 1960 angreb fly be-mandet med eksilcubanere og udru-stet af CIA sukkerrørsmarker medbrandbomber for at ødelægge Cu-bas vigtigste indtægtskilde, sukkeret.I marts 1960 blev det franske skib LaCoubre, der var lastet med belgiskammunition, ødelagt af to eksplosio-ner i Havanas havn. Mindst 75 men-nesker mistede livet. Styret anklage-de straks CIA for at stå bag eksplo-sionerne. Det er muligt, men det eruvist, hvad der forårsagede den.

I det spændte klima mellem Cubaog USA var det dog ikke vanskeligtat overbevise cubanerne om, at LaCoubre var CIA’s værk. Eksplosio-nen blev dygtigt anvendt af Castroog hans styre til at mobilisere befolk-ningen, bl.a. i væbnede militser ogKomiteerne til Forsvar for Revolu-tionen.

Den landsomfattende kampagnemod analfabetisme, der blev indledti januar 1961 med deltagelse af om-kring 100.000 fortrinsvis unge men-nesker, var både et seriøst skridt iretning af at udrydde analfabetis-men og et tiltag til at vise de fattig-ste, at dette også var en revolution

for dem, ikke bare retorik og varmluft.

Et forsmædeligt nederlag

Regeringen mobiliserede med an-dre ord dygtigt mod det angreb fraUSA-støttede eksilcubanere, somden belært af eksemplet fra Guate-mala regnede med ville komme. Detoverraskende var, at CIA i sin plan-lægning af invasionen – som be-gyndte et år tidligere – syntes athave taget afsæt i en ønskevision afCuba, hvor man mente, at støtten tilCastro var faldet fra 95 pct. af be-folkningen til 25-33 pct. Ligeledeser det overraskende, at man regne-de med, at det valgte invasionssted,Svinebugten på sydkysten, var næ-sten uforsvaret, og at de cubanskemilitser og regeringsstyrker ikke vil-le være i stand til at rykke frem ogforhindre landsætningen.

CIA syntes også at stole på, at denbrogede invasionsstyrke – der varblevet trænet i de USA-støttede dik-taturer Guatemala og Nicaragua, ogsom sejlede fra Puerto Cabezas i Ni-caragua – var så veltrænet ‘som debedste hære i Latinamerika’, såledessom CIA hævdede over for regerin-gen. En sandhed med store modifi-kationer. Mange af lejesoldaternehavde kun få ugers træning bag sig

Men Cuba var ikke Guatemala.Stærkt motiveret og gennemgåendeeffektiv cubansk modstand kunne iløbet af to døgn nedkæmpe en dår-ligt organiseret og demoraliseret

104 udenrigs 1 · 2011

BAGGRUND

styrke af eksilcubanske lejesoldater,der ikke fik den luftstøtte fra ameri-kansk side, de var blevet stillet i ud-sigt.

Resultatet blev ikke blot et for-smædeligt nederlag og en nationalog international ydmygelse af præsi-dent John F. Kennedy og hans rege-ring. Ydmygelsen blev kraftigt un-derstreget under et langt, direkte tv-transmitteret forhør af de tilfange-tagne lejesoldater i cubansk tv fireaftener i træk.

Virkningerne af den mislykkedeinvasion var især store og langtræk-kende i Latinamerika. Først ogfremmest betød Svinebugten en ko-lossal sejr og prestige for Fidel Ca-stro og den cubanske revolution.Ikke at latin amerikanske regeringersluttede op om det cubanske styre.De fleste la tin amerikanske lande af-brød efterhånden de diplomatiskeog økonomiske forbindelser medCuba efter pres fra USA. Kun Mexi-co, Ecuador, Chile og Brasilienholdt stand. Brasilien faldt fra, damilitæret med USA’s støtte i 1964 af-satte den demokratisk valgte, popu-listiske reformpræsident João Gou-lart. Så faldt Chile og Ecuador fra,og kun Mexico fastholdt forbindel-serne.

Støtte til oprørsbevægelser

Til gengæld begyndte Castro at gørealvor af sine ord fra den 3. januar1961, da præsident Eisenhower af-brød de diplomatiske forbindelser.

Med henvisning til Eisenhowers be-slutning og stadig flere sabotager ogflyangreb sagde Castro, at “hvis DeForenede Stater mener det har rettil at fremme kontrarevolution iCuba og til at fremme kontrarevolu-tion i Latin amerika, så har Cuba rettil at fremme revolutionen i Latin -amerika”.

Castro så støtte til revolutionærekræfter i Latinamerika som en livs-nødvendighed for den cubanske re-volution, efter at Cuba var blevetnæsten totalt politisk og økonomiskisoleret på den vestlige halvkugle.

Revolutionære fra hele Latiname-rika begyndte at strømme til Cubafor at blive trænet i guerillakrigsfø-relse. Cubanernes erfaringer fra op-røret mod Batista 1956-58 udmønte-de sig i en opfattelse, som fik sit kla-reste udtryk i Che Guevaras lillehåndbog om guerillakrig, La guerrade guerrillas, og i franskmanden Ré-gis Debrays teoretiske tolkning i bo-gen Revolution i revolutionen?, somhan skrev under cubansk vejled-ning.

Kort fortalt gik strategien ud på atoprette brændpunkter med oprørs-grupper uden for byerne. De skulleefterhånden brede sig, omringe by-erne og i koordination med oprøre-re i byerne indtage disse og til sluttage kontrol over landet. I løbet af1960’erne blev der dannet adskilligeguerillagrupper i Latinamerika efterdenne model, de fleste med direktecubansk støtte. Næsten alle slog fejlog blev nedkæmpet, bl.a. den bevæ-



gelse, som Guevara selv satte sig ispidsen for i Bolivia i 1966. I okto-ber 1967 blev han fanget og henret-tet af bolivianske soldater.

Var guerillaerne generelt en fia-sko, var de med til at sætte den poli-tiske dagsorden i Latinamerika, ogtidligere guerillaer – også ikke-Ca-stro-orienterede – gik flere stederind i politik, fra El Salvador til Brasi-lien. Brasiliens nye præsident DilmaRoussef var under militærdiktaturetsåledes aktivt medlem af en bygue-rillagruppe. Tidligere guerillabevæ-gelser i bl.a. Guatemala og El Salva-dor spiller i dag en central politiskrolle. I El Salvador er den således re-geringsparti. Kun en af de cubanskstøttede guerillabevægelser kom tilmagten gennem sin væbnede kampefter cubansk mønster, men ogsågennem alliancer med moderatekræfter. Det var den nicaraguanskesandinistbevægelse, der smed detgamle, USA-støttede Somoza-dikta-tur på porten i 1979.

Invasionen i Svinebugten var medtil at kaste Cuba i armene på Sovjet-unionen – netop det som Washing-ton havde beskyldt Castro for indeninvasionen. Cuba havde al muliggrund til at frygte et nyt og mere ef-fektivt angreb fra USA. Solidaritetfra venstrefløjen i Latinamerika villeintet kunne stille op over for en så-dan invasion. Guerillabevægelserneville i bedste fald først kunne bliveen væsentlig militær faktor, der kun-ne binde amerikanske styrker, i lø-bet af nogle år.

Sovjetunionen viste sig villig til atyde omfattende militær hjælp, bl.a.som svar på USA’s militære baser tætpå Sovjetunionen (bl.a. i Vesttysk-land, Tyrkiet og Pakistan). Det vare-de ikke længe, før Sovjetunionen påcubansk anmodning begyndte at an-lægge missilbaser i Cuba. I 1962 blevanlæggene fotograferet af amerikan-ske spionfly, og da sovjetiske skibemed missiler ombord på vej til Cubablev opdaget, udløste det i oktobersamme år den alvorligste krise mel-lem de to supermagter nogensinde.Det lykkedes at afværge en åbenkonflikt. De sovjetiske skibe blevtvunget til at vende om trods cuba-nernes heftige protester.

Cuba følte sig svigtet af Sovjet-unionen, lagde afstand til Moskvaog nærmede sig Kina. Desuden gjor-de Cuba en dyd af nødvendighedenog gav deltagelsen i Sammenslutnin-gen af Alliancefrie Lande meget højprioritet. For at skaffe sig handels-partnere – for ikke at blive alt for af-hængigt af Sovjet unionen og Øst-blokken – og for at bryde den isola-tion, det var kommet i i Latinameri-ka, udviklede Cuba et meget aktivtog effektivt globalt diplomati ogblev en meget aktiv spiller i FN. Al-tid med USA som hovedmodstan-der. USA strammede på sin side denøkonomiske blokade mod Cuba oggav omfattende støtte til eksilcuban-ske grupper, der gennemførte væb-nede operationer fra Florida.

Indadtil strammede styret kursen iløbet af 1960’erne. Den frie debat,

106 udenrigs 1 · 2011

BAGGRUND

der havde præget de første år af re-volutionen, blev gradvist indskræn-ket. Så da Fidel Castro i august 1968til manges overraskelse tilsluttedesig Warszawapagtlandenes invasionaf Tjekkoslovakiet betød det en be-tingelsesløs tilslutning til Sovjetblok-ken og en definitiv lukning for åbenpolitisk diskussion og ytringsfrihed iCuba.

I 1972 blev Cubas nære tilknyt-ning til og afhængighed af Sovjet-unionen beseglet med Cubas ind-træden i den østlige, økonomiskesamarbejdsorganisation COME-CON. Det betød garanterede leve-rancer af billig olie, maskiner og ud-styr, samt afsætning af cubanske va-rer som sukkerrør, kaffe, tobak ogappelsiner.

Desuden blev Cuba en vigtig mili-tær allieret og delvis stedfortæderfor Sovjetunionen i Afrika. Det gjaldtisær i Etiopien, hvor Cuba gik indpå etiopisk side i Ogaden-krigenmod Somalia 1977-78 og var med tilat sikre Etiopiens sejr. I Angola en-gagerede Cuba sig på befrielsesbe-vægelsen MPLA’s side mod det por-tugisiske kolonistyre allerede i 1963.Fra uafhængigheden i 1975 varCuba massivt til stede i Angola bådemilitært og civilt. I alt var 430.000cubanske bistandsarbejdere aktive iAngola frem til 1991, da krigen modSydafrika og de USA-støttede op-rørsbevægelser sluttede, og Sovjet-unionen brød sammen.

Allerede med Gorbatjovs pere-strojka fra 1986 blev den sovjetiske

støtte til Cuba kraftigt reduceret.Fra 1991 ophørte den totalt, ogCuba var på randen af økonomisksammenbrud. Det kan forekommemirakuløst, at landet klarede sigigennem den kritiske período especial,specialperioden 1991-95, med øko-nomiske restriktioner og mangel påalt. Det skyldes formentlig en kom-bination af stædighed – cubanerneville ikke ‘overgive’ sig til USA –frygt for eksilcubanernes revanchis-me hvis de vendte tilbage, økonomi-ske lempelser og hårdhændet un-dertrykkelse fra styret, samt en vok-sende økonomisk og politisk åbningfra flere latin amerikanske lande.

Latinamerikansk åbning

Den nye venstredrejning og nationa-lisme i store dele af Latinamerika ef-ter årtusindskiftetbetød, at Cubablev lukket helt ind i det latinameri-kanske selskab – bl.a. gennem detnye regionale samarbejde, der teg-ner sig i disse år som alternativ tilOAS, der også omfatter USA og Ca-nada.

I 2009 vedtog OAS’ generalfor-samling enstemmigt at ophæve den47 år gamle suspendering af Cubasmedlemskab. Beslutningen var enstor sejr for Cuba og et signal fraObama-regeringen om at man øn-sker at normalisere forholdet mel-lem de to lande, utvivlsomt også ef-ter kraftigt pres fra toneangivendelatinamerikanske lande. Cuba hardog gentagne gange kategorisk af-



vist at genindtræde i OAS.Barack Obama og Hillary Clinton

har tydeligvis erkendt, at tiden erinde til at revidere USA’s forhold tilde latinamerikanske naboer. En afde store hindringer på vejen er for-holdet til Cuba. Efter nederlaget vedmidtvejsvalget i november 2010, dergav Republikanerne flertal i Repræ-sentanternes Hus, er det blevet van-skeligere. Den eksilcubanske lobbyhar en betydelig indflydelse i DetRepublikanske Parti, men den nyderikke længere så bred støtte blandteksilcubanerne som tidligere. Ethalvt århundredes uforsonlighedover for Cuba har ikke givet pote.Samtidig presser amerikanske virk-somheder på for at få ophævet blo-kaden, så de kan komme til at gøreforretninger i det Cuba, de betrag-ter som et naturligt virkeområde –og som europæiske og latinameri-kanske konkurrenter har sat sig pågennem årene takket være bloka-den.

Obama har allerede foretaget en-kelte lempelser over for Cuba, ogflere vil komme i takt med, at hanarbejder på at forbedre relationernemed Latinamerika. Hans rundrejsetil Brasilien, Chile og El Salvador imarts var nøje afstemt: besøg i regio-nens økonomiske og politiske svær-vægter Brasilien, i det hidtidige poli-tiske og økonomiske mønsterlandChile og i den lille, mangeårige tro-

faste allierede El Salvador, hvor dentidligere guerillabevægelse FMLNad demokratisk vej har afløst detstærkt proamerikanske højre vedmagten. Præsident Mauricio Funeskan tjene som et godt bindeled til etcubansk styre, der står i en voldsomøkonomisk krise, som det forsøgerat komme ud af ved hjælp af radika-le indgreb, bl.a. massefyringer af of-fentligt ansatte.

Den cubanske revolution blev forUSA et dybt traume. USA’s leder-skab og værdier blev ikke kun dra-get i tvivl og udfordret i ord, men ihøj grad i handling. Det kunne dati-dens amerikanske ledere ikke accep-tere eller tilgive. Da de greb til gam-melkendte midler for at tvinge deformastelige til at bøje sig, gik detgalt. Efter invasionen i Svinebugtenvar ingen tilnærmelse mulig. Kon-flikten eskalerede i en uendelig spi-ral.

Med Barack Obamas nye tilgangtil omverdenen, herunder Latin -amerika, det kriseramte Cubas akut-te behov for økonomisk bistand ogen cubansk regering, der sidder påen tikkende social og politisk bom-be, er der nye muligheder for til-nærmelse og forsoning uden at no-gen af parterne taber ansigt.

Jens Lohmann er journalist og forfatter,specialist i latinamerikanske forhold.

108 udenrigs 1 · 2011

BAGGRUND

Den 19. marts vågnede vi op til ny-heden om, at Danmark var ’i krigmed Gadaffi’. Et enigt Folketinghavde kl. 0.11 samme nat – efter ennæsten syv timers lang debat – givetsamtykke til, at “et dansk militært bi-drag stilles til rådighed for en inter-national militær indsats i Libyenmed henblik på at beskytte civilbe-folkningen i landet”.

Beslutningen blev truffet, efter atFN’s Sikkerhedsråd den 17. marts –med 10 stemmer for og fem (Brasili-en, Indien, Kina, Rusland og Tysk-land) der undlod at stemme – havdevedtaget resolution 1973, der “giveralle FN-lande tilladelse til – natio-nalt eller via regionale organisatio-ner eller arrangementer – at tagealle nødvendige skridt for at beskyt-te civile, der er truet af angreb i lan-det, herunder Benghazi. Resolutio-nen udelukkede samtidig “enhverform for fremmed besættelse af no-gen som helst del af Libyen”.

En steppebrand

Det var den foreløbige kulminationpå godt to måneder, hvor nyheder-ne i stigende grad havde været do-mineret af beretninger om oprøret iMellemøsten, der bredte sig som en

steppebrand i regionen. Det arabi-ske oprør tog Danmark – og Europa– på sengekanten. I Tunesien varmagtskiftet nærmest en realitet, førvi opdagede, hvad der var på færde.Midt i december satte en ung tune-ser ild til sig selv i protest mod sty-ret, og den 14. januar flygtede lan-dets diktator, præsident Ben Ali, udaf landet efter en måned med stadigvoldsommere protester.

Kun få havde set det komme. SomUlla Holm, seniorforsker ved DIISog specialist i Nordafrika, sagde tilPolitiken “Vi er meget overraskedealle sammen. Det er ligesom, da Sov-jetunionen kollapsede – som ikkeblev forudset af ret mange, før detlige pludselig var en realitet”.

Næste stop Kairo

Da turen kom til Egypten, var vi ad-varede, men det betød ikke at vihåndterede det meget bedre: EUvar i starten nærmest handlingslam-met, og i Danmark var den gennem-gående holdning ‘vent og se’. Uro-en i Egypten brød for alvor løs den25. januar, men først en uge senerekom EU på banen, da udenrigsmini-strene den 31. januar mødtes iBruxelles.


Siden sidst

Danmarks stemme

Her opfordrede EU’s udenrigschef,Catherine Ashton, Egyptens præsi-dent, Hosni Mubarak, til at starte en“fredelig og åben dialog” med oppo-sitionspartierne, og til at lytte til de-monstranterne: “De berettigedeprotester fra den egyptiske befolk-ning bør besvares. Deres ønsker omen retfærdig og bedre fremtid børblive mødt med hurtige, konkretesvar og med reelle handlinger”.

Opfordringen til Mubarak om atlytte til befolkningens krav om refor-mer blev bakket op af udenrigsmini-ster Lene Espersen, der ønskede enmarkant reaktion fra EU-landenesside. Til gengæld afviste hun i lig-hed med en række af de øvrigeudenrigsministre at fremsætte kon -krete krav til Mubarak om at trækkesig fra præsidentposten. Synspunk-tet blev bakket op af de to tidligereudenrigsministre Niels Helveg Pe-tersen og Mogens Lykketoft. KunVilly Søvndahl opfordrede direkteMubarak til at træde tilbage.

Scenen gentog sig, da stats- og re-geringscheferne nogle dage seneremødtes til topmøde. I en erklæringopfordrede de endnu en gang Mu-barak til at undgå politisk vold ogbegynde en politisk reformprocesmed henblik på frie valg: “Denneproces må begynde nu, folkets de-mokratiske forhåbninger bør opfyl-des gennem en dialog og politisk re-form med fuld respekt for menne-skerettighederne”

En uge – og mange voldsommedemonstrationer – senere havde pi-

ben fået en anden lyd. Efter et mø -de i Udenrigspolitisk Nævn den 11.februar sagde statsminister LarsLøkke Rasmussen: “Mubarak er hi-storie, Mubarak skal gå af. … “Vi haret regime nu, som er færdigt, det erhistorie. Nu er det tid til demokra-ti”. Samme dag trådte Mubarak til-bage og overdrog magten til militæ-ret.

Allerede den 5. februar var Mo-gens Lykketoft nået til samme resul-tat. I en tale på Rådhuspladsen i for-bindelse med en demonstration ar-rangeret af egyptere i Danmark sag-de han: “Vi støtter det folkelige op-rørs ubetingede krav om Mubaraksafgang nu”

Ordens-uvæsen

Det ‘arabiske forår’ kom uventet, ogkun de færreste havde fantasi til atforestille sig, hvor hurtigt det villesprede sig. Derfor gav det hellerikke anledning til de store overskrif-ter, da regentparret i begyndelsen affebruar rejste på officielt besøg iBahrain hos (den selvudnævnte)kong Hamad bin Isa al-Khalifa, der isamme anledning modtog Storkor-set af Dannebrogordenen.

Kun en enkelt – Politikens AndersJerichow – gav den 10. februar ud-tryk for sin forundring i en artikel,hvor han bl.a. skrev: “Hvem har nulokket Hendes Majestæt Dronnin-gen på glatis? Egyptens diktator,Hosni Mubarak, som hun har givetElefantordenen, er ved at blive kas-

110 udenrigs 1 · 2011

DANMARKS STEMME

seret af sit eget folk efter 30 årsmagtmisbrug. Men sandelig om ikkeMar grethe i fredags satte en nydansk orden på endnu en diktatorsbryst. ... Den slags gør dronningenikke af sig selv. Nogen i Udenrigsmi-nisteriet har svigtet hende. ... De harogså svigtet bahrainere og svigtetdansk udenrigspolitik. Det kan al-drig være i Danmarks interesse athylde et diktatur, der er dømt til hi-storiens skraldespand”. Barske ordfra en klog og normalt afdæmpetmand.

Med til historien hører, at demon-strationerne kort tid efter nåedeBahrain, hvor styret har slået hårdtned på de prodemokratiske demon-stranter med hundredvis af såredeog adskillige dræbte til følge.

Enighed – om hvad?

Da Libyens diktator, Muammar Gad-dafi, den 16. marts meddelte, athans styrker ville indlede angreb påoprørernes hovedby, Benghazi, varbægeret fyldt, og et enigt folketingbesluttede få dage senere, at Dan-mark skulle deltage med seks F-16jagerfly i den internationale militæ-re indsats i Libyen.

Enigheden var historisk, fordi detvar første gang, at Enhedslisten støt-tede en militær operation. Men alle-rede få dage efter opstod der tvivlom, hvad man egentlig var blevetenige om.

Der har hersket tvivl om midlerog mål og tidshorisont. SF’s uden-

rigsfører Holger Nielsen ville på ettidspunkt ikke udelukke, at det kun-ne komme på tale at indsætte land-tropper, hvilket straks blev afvist afVenstres udenrigsordfører, MichaelAastrup Jensen, fordi det var i mod-strid med FN’s mandat.

Der er heller ikke enighed ommålet. Ifølge Venstre kan det blivenødvendigt at fjerne Gaddafi, mensSocialdemokraterne ikke ser detsom et mål at få ham væltet. Ogmed hensyn til tidshorisont håberSocialdemokraterne, at der kankomme reelle forhandlinger i gangmellem regimet og oprørerne indenårets udgang, mens Venstre trækkergrænsen allerede ved september.

I slutningen af marts meddelteEnhedslisten så, at det ikke længerekunne støtte operationen, fordi dennu ikke længere handlede om at be-skytte civile, men havde udviklet sigtil deltagelse i en borgerkrig.

Ligesom et enigt Folketing i star-ten bakkede op om den danskekrigsdeltagelse, så gjorde en stort setenig presse det også. Der blev i be-gyndelsen kun stillet få kritiskespørgsmål, for som Lasse Jensenskrev i en kommentar i Information:“Den fjerde statsmagt afspejler denpolitiske og stemningsmæssige virke-lighed. Den går alt for sjældent modstrømmen. Og som alle andre stats-magter er den patriotisk”.

Brita Vibeke Andersen er cand. scient.pol., fuldmægtig i Det UdenrigspolitiskeSelskab og redaktør af Udenrigs.


Siden sidst

Flemming Rose: Tavshedens tyranni.Jyllandspostens Forlag, 2010, 502 s.

Det er en fremragende bog Flem-ming Rose har skrevet som sin priva-te afregning med Muhammed- ellerkarikatur-krisen. Det var ellers sværtat forestille sig at der kunne siges retmeget nyt om denne affære, derunægtelig har bidraget mere til atsætte Danmark på den internationa-le politiks landkort end næsten no-gen anden begivenhed siden vikin-getogterne. Erling Bjøl skrev 11.2.2006 i Politiken, midt under afbræn-dingerne af de danske repræsenta-tioner i Libanon og Syrien, præcistog velafbalanceret som altid: “Såmegen international omtale harDanmark ikke fået siden Folkestrej-ken i sommeren 1944. Denne gang

kunne vi godt have undværet den.Men den har i det mindste affødtnoget i retning af en europæisk opi-nion eller i hvert fald debat og af-dækket en ny dimension i sikker-hedspolitikken.” (optrykt i Danmarkog de fremmede, 2009, 241).

Flemming Roses værk er yderstvelinformeret og tænksomt og viserat han på beundringsværdig vis harformået at anvende sine fem år istormens øje til at læse næsten al re-levant litteratur om ytringsfrihed ogtolerance, samtidig med at han harforsvaret sine og avisens handlingeri så godt som alle internationale me-dier og i enhver forsamling der harhaft bud efter ham. Og samtidig ta-get sig tid til at interviewe en stjerne-række af internationale personlighe-der med et engagement i ytringsfri-

112 udenrigs 1 · 2011

Ytrings friheden i globaliseringens orkan-øjeUffe Østergård

Flemming Roses værk er yderst velinformeret ogtænksomt. Det viser at han på beundringsværdigvis har formået at anvende sine fem år i stormensøje til at læse næsten al relevant litteratur omytringsfrihed og tolerance

hed. Det er formentlig ikke blevetsværere for ham at få adgang til demange celebriteter efter den stjerne-status han fik efter offentliggørelsenaf de tolv karikaturer af Muhammedi Jyllands-Posten 30. september 2005.

Men selv under den heftigste me-diebelejring og politiske kritik fravenstre og højre er det – næstenhele tiden – lykkedes ham at holdehovedet koldt og fokusere på detprincipielle i sagen, beskyttelsen afden absolutte ytringsfrihed i en glo-baliseret verden hvor det han kalder‘krænkelseskulturen’, er tæt ved atblive internationalt anerkendt FN-norm. Og heller ikke lade sig affice-re af at han resten af livet må sefrem til at leve under politibeskyttel-se. Det er godt gået, selv om mangemener at han selv har været ude omdet.

Selv været ude om det har hanselvfølgelig, i den forstand at hanud tænkte idéen om at bestille et an-tal karikaturer af profeten Muham-med for at sætte fokus på den selv-censur over for kritik af islam somhan havde opdaget i det danske mil-jø. Omvendt bliver det lysende klartgennem bogen at hverken han ellerde andre på avisen havde forestilletsig den opsigt deres initiativ villevække, hverken i Danmark eller iden internationale verden. På denmåde må man sige at 2005 markere-de internettets og globaliseringensendegyldige ankomst til Danmark.Indtil da kunne man som dansknemt leve i den tro at vores lokale

debatter på vores eget svært tilgæn-gelige sprog umuligt kunne interes-sere nogen udenfor, endsige få vold-somme konsekvenser. Også selv omDanmark deltog i internationalekoalitioners interventioner i bådeIrak og Afghanistan. Den vildfarelseer vi unægtelig blevet revet ud af.

Tilbage til uskylden

Denne nye situation kan man tacklepå to måder. Den første og mest ud-bredte fremgangsmåde er at ønskesig tilbage til den uskyldige tid, daDanmark ‘havde et godt navn’ inter-nationalt og ikke gjorde sig alt formeget bemærket ud over som enlidt naiv donor af ulandshjælp og le-verandør af velmente råd. Den an-den er at engagere sig fuldt ud ogtage konsekvenserne af en aktivistiskudenrigspolitik, herunder den gan-ske nærliggende at vores velmenteengagementer ikke nødvendigvis fårde følger vi havde regnet med, hvorgode hensigterne end var. Og erken-de at engagementet kan koste bådepenge, reputation og i sidste instansliv. Det er ikke sjovt, og ønsket om atvende tilbage til småstatens uskyldi-ge tid er ganske udbredt, bådeblandt forsvarerne af karikaturerneog – især – blandt kritikerne.

Ønsket om at vende tilbage til for-tidens uskyldige småstatstænkningkan man ikke beskylde FlemmingRose for at dele. Tværtimod lykkesdet ham på overbevisende vis atfremstille baggrunden for den ret


Ytringsfriheden i globaliseringens orkan-øje

tilfældige provokation i efteråret2005 gennem en omfattende rede-gørelse for dissidenterne og censur-modstanderne i Sovjetunionen, somhan oplevede dem på nærmestehold mellem 1980 og Sovjetunio-nens opløsning i 1990’erne. Sam-menhængen mellem kommunis-mens undertrykkelse og censur ogden politiske misbrug af islam somideologi er præget af den bagklog-skabens visdom som altid er til ste-de, når man forsøger at rekonstrue-re et begivenhedsforløb med videnom hvordan det gik bagefter. Mendet er heller ikke den ringeste klog-skab man kan udvise. Og undervejsfår vi som læsere en lang rækkeglimrende redegørelser for de klas-siske debatter om ytringsfrihed somden vigtigste menneskerettighed.Fra erklæringerne i 1776 og 1789 tilde aktuelle konflikter i FN’s råd formenneskerettigheder, suppleretmed redegørelser for religionskrige-ne, oplysningstiden og en principieldrøftelse af om onde ord fører tilonde gerninger. Rose argumentererkonsistent og overbevisende for atdet ikke er tilfældet.

Alle disse principielle overvejelserholdes sammen af personen Rosesegne erfaringer og refleksioner. Deter et modnet og stærkt menneskeder taler til os på disse sider, somsamtidig rummer en detaljeret rede-gørelse for den principielle bag-grund for den krise, som har bragtDanmark på verdenskortet, på godtsåvel som på ondt. Det er trist at Ro-

ses intellektuelle hovedkritiker, Tø-ger Seidenfaden, ikke rigtigt nåedeat tage livtag med bogen på grundaf sin alt for tidlige død.

Jeg er ret sikker på at han villehave ladet sig overbevise af bogensprincipielle argumentation, hvis detikke lige var fordi han var lige såstædig som Rose. Stædighed og ved-holdenhed er en styrke. Men isærnår man har ret. Og det havde Sei-denfaden kun i sin kritik af AndersFogh Rasmussens usmidige uden-rigspolitiske håndtering af krisen.Som denne da også siden er kom-met så tæt på at undskylde som mankan uden at tage ordet i sin mund.

Ambassadørerne

Den udenrigspolitiske sammen-hæng er den svagest dokumentere-de side af Flemming Roses fremstil-ling af krisens forløb. I en interes-sant passus hævder han at de mus-limske ambassadørers henvendelsetil statsministeren i efteråret 2005med vilje var formuleret således, atstatsministeren var nødt til at afslå atmødes med ambassadørerne. Og atdet især var den ægyptiske ambassa-dør der var skyld i, at krisen dermedkom ud af kontrol.

Det er meget muligt at det forhol-der sig sådan, men desværre er ligenetop denne episode ikke doku-menteret i den ellers glimrende oggrundige redegørelse for kilder oglitteratur til slut. Og læser man hen-vendelsen som den er optrykt i An-

114 udenrigs 1 · 2011

LITTERATUR

ders Jerichows og Mille Rodes finedokumentation fra 2006, virker på-standen ikke umiddelbart overbevi-sende. Det er yderst tænkeligt at detfaktisk var hensigten med den diplo-matiske demarche, at den skullegøre det muligt for de undertryk-kende regimer i Mellemøsten atlade masserne få luft ved at slå løspå en svag modstander som det fjer-ne og lille Danmark og dermed sik-re sig lidt billig islamisk legitimitet.

Det har ikke hjulpet dem ved vinu, men Danmark er stadig på detinternationale islamiske verdens-kort. Og der hjælper næppe nok såmange nationale branding kampag-ner, som fx den Erhvervs- og Økono-miministeriet satte i værk i 2008 forat rette op på skaderne for danskeksport. Formodentlig skader dissekampagner heller ikke. Men det vil-le nok være værdigere at sige, at nuhvor ‘vi’ mere eller mindre medvi-dende er kommet på landkortetsom forkæmpere for ytringsfrihe-den, så tager vi de fulde konsekven-ser og reklamerer med det. Argu-menterne for at gøre det findesfuldt udfoldet hos Flemming Rose.

Den manglende dokumentationaf hensigten bag de muslimske am-bassadørers henvendelse er en ær-gerlig mangel ved bogen som uden-rigspolitisk redegørelse. Men det erheller ikke dens hovedanliggende.Jeg tror at den vil blive stående somet hovedværk i de principielle debat-ter om ytringsfrihedens betydning.Man må blot håbe at de internatio-nale forlag Rose har forhandlet medom oversættelser, ikke underkastersig selvcensur, hvad meget desværretyder på at de gør. Det er bagsidenved at forfatteren er blevet identifi-ceret så meget med sit emne.

Imponerende er at det alligevel erlykkedes ham at hæve sig op over sitemne og blive principiel og veldoku-menteret, samtidig med at han påikke anmassende måde har skrevetsig selv og sin egen historie med.

Uffe Østergård er professor i europæiskhistorie, CBS.

Litteraturliste kan fås ved at sendeen mail til [email protected]


Ytringsfriheden i globaliseringens orkan-øje

Kishore Mahbubani: The New AsianHemisphere – The Irresistible Shiftof Global Power to the East. NewYork, 2008 (Paperback Edition).Robert D. Kaplan: Monsoon. The Indian Ocean and the Future ofAmerican Power. Random House,New York, 2010.

Hvor verden vender sig, er et af deudenrigspolitiske eksperters yndedeemner. At den vestlige verdens do-minans og det amerikanske hege-moni er ved vejs ende, synes der atherske nogenlunde enighed om.Men når det gælder at få stillet frem -tidsbrillerne ind, og give præcisebud på den type verdensorden vi fåri stedet for, så kniber det noget medskarpheden.

De gængse forudsigelser går på, atvækstlandene Kina, Indien og Brasi-lien kommer til at få stadig størrebetydning, og at Asien, det størstekontinent, bliver helt dominerende.

Denne pointe går blandt andet gen-nem den singaporeanske professorog fhv. diplomat, Kishore Mahbuba-nis bestseller.

Som det fremgår af bogens for-ord, så er han helt på det rene med,at det er et synspunkt, som folk i Ve-sten ikke nødvendigvis vil tage imodmed kyshånd. Hvad Mahbubani fo-restiller sig er tre mulige scenarierfor, hvordan verden vil udforme ogudvikle sig.

Det første, og det han selv hylder,er ‘modernitetens fremmarch’ i Asi-en. Her skal modernitet forstås i enmeget konkret forstand, hvor dethandler om adgang til moderne fa-ciliteter som elektricitet og forbed-rede sanitære forhold. Men bag dis-se forbedringer ligger tillige en sta-dig stærkere tro på fremtiden, ogpå, at man som individ selv kan bi-drage til at forbedre sine levevilkår.Det er den udvikling, fastslår Mah -bubani, man i dag ser udspille sig i

116 udenrigs 1 · 2011

Asien og GlobaliseringensOceanAnders Hansen

En fredelig udvikling i det Arabiske Hav og denBengalske Bugt kræver øget forståelse mellemKina og Indien

blandt andet Kina, og som Vestengør klogt i at understøtte.

Den anden udviklingsmulighed er‘forskansning’, som kan blive enrea litet, hvis man fra vestlig side væl-ger at modarbejde den asiatiskefremmarch med politisk og økono-misk protektionisme.

Endelig er der den retning forfremtiden, som Mahbubani kalder‘Vestens Triumf’. Det er det scena-rio, han finder mindst sandsynligt,eftersom det har sit afset i politolo-gen Francis Fukuyamas tanker fra1989 om, at der ikke er noget alter-nativ til den vestlige politiske udvik-lingsmodel. For som Mahbubanimed en vis grad af nydelse selv frem-hæver, så viste den såkaldte forudsi-gelse om ‘Historiens Afslutning’ sigefterfølgende ikke at holde stik.

Og for at sætte den vestlige domi-nans’ afslutning i relief henvises deri bogen til den britiske historiker,Angus Madison, som har regnet sigfrem til, at de kinesiske og indiskeøkonomier var de største i verden iperioden fra det 1. århundrede ogfrem til 1820. Med andre ord er det,vi ser ske i det 21. århundrede, sletog ret en tilbagevenden til verdensom den var engang.

Asiatisk rivalisering

Asiatisk fremdrift er også et af om -drejningspunkterne i Robert D. Kap -lans bog. Han går dog noget ander-ledes til værks end Mahbubani oghar i stedet et mere geopolitisk sig-

te, hvor rivaliseringen mellem de tostore asiatiske giganter og den be-tydning det vil få for USA’s positioni området, er i fokus.

Den vestlige dominans, som harvaret i omegnen af et halvt årtusin-de, er nu på retur og på vej til at bli-ve erstattet af en række lande. Ikkesådan at forstå at der vil være et en-kelt dominerende land eller en sær-lig alliance, men snarere en tilstede-værelse af flere spillere. Her vil USAstadig have en central rolle, og denamerikanske flåde vil forblive denstørste i området, men den relativeforskel mellem USA, Kina og Indienpå det sømilitære område vil blivemindre. Det vil blandt andet betyde,at det Indiske Ocean til få en tilta-gende geopolitisk betydning. Ogher er det Kaplans analyse, at vi erpå vej hen imod en ny multipolærverdensorden med det Indiske Ocean som det kommende center.

Bogens hovedsigte synes således atvære at give læseren et nyt (mentalt)kort over verden med fokus på ‘theGreater Indian Ocean’ området.Dette område, pointeres det, vil bli-ve den prisme som det nye århund-rede skal ses eller opfattes gennempå samme måde som Europakortetvar ikonisk for forståelsen af det 20.århundrede. Med Malaccastrædetsom det 21. århundredes Fulda Gap.(Et lavtliggende område på grænsenmellem Østtyskland og Vesttyskland,som blev anset for særlig strategiskvigtigt under den kolde krig – ikkemindst i forsvaret af Vesttysklands fi-


Asien og Globaliseringens Ocean

nansielle centrum, Frankfurt).Det er jo noget af en arv at få med

sig, men det gælder for det IndiskeOcean, at det er her globaliseringenudspiller sig. Den mellemøstligeolie, en livsnerve i den globale øko-nomi, befragtes herigennem, og detsamme sker for en stor del af ver-denshandlen.

At oceanet er ramme om handeler for så vidt ikke nyt. Det har det al-tid været. I perioder var det muslim-ske købmænd, som var de domine-rende, og som udbredte islam til sto-re dele af området. Men også andrehar sat deres præg, herunder bådeindere og kinesere. Det samme gæl-der europæerne, som siden Vascoda Gama fandt søvejen rundt om Af-rika, har været markant tilstede.Først repræsenteret af portugisere,men siden hen af blandt andre eng-lændere, hollændere og fransk-mænd. Og efter Anden Verdenskrigmed USA i front.

Det nye vi er vidne til i Kaplansoptik, er, hvorledes “China seeks toexpand its influence vertically, thatis, reaching southward down to thewarm waters of the Indian Ocean,India seeks to expand its influencehorizontally, reaching eastward andwestward to the borders of Victorianage British India, parallel to the In-dian Ocean” (p. 10).

For Kina handler det om vareta-gelse af sikkerhedspolitiske interes-ser, herunder sikring af forsynings-linjer, og om at gøre sig fri af dengeografiske spændetrøje, som man

finder at Malaccastrædet er. For imodsætning til de to andre oceaner,Atlanterhavet og Stillehavet, er detindiske delvis lukket i hver ende afhenholdsvis Rødehavet med Suez-kanalen og Malaccastrædet.

I stedet er den strategiske ambi-tion at blive i stand til at benyttehavne i det Indiske Ocean. Det ergrunden til, at Kina er involveret iudviklingen af havnefaciliteter iGwadar – i den pakistanske del afBaluchistan, som ligger ud til detArabiske Hav. Og tilsvarende årsa-gen til det kinesiske engagement iBurma, der har kystlinje med ocea-nets anden halvdel, den BengalskeBugt.

Den udvikling følges meget tætfra New Delhi, hvor man ser medbekymring på, hvordan Kina rykkernærmere. Et af de indiske modtræker gennem den såkaldte Look EastPolicy, som blev sat i værk i 1991, ogsom går ud på at udvikle tættere re-lationer med primært ASEAN-lande-ne, men siden hen også Japan, ogaltså lande der ligeledes ser med be-kymring på den hastig voksende ki-nesiske indflydelse.

Fremtiden for amerikansk magt

For Kaplan er det her hvor ‘the fu-ture of American power’ kommerind. USA skal være den balanceren-de magt. En position, som Kaplanpointerer, en række asiatiske lande,blandt andre Japan, Malaysia og In-donesien, støtter op om.

118 udenrigs 1 · 2011

LITTERATUR

Når en udvikling i den retning ermulig, er det fordi området er ken-detegnet ved en høj grad af kom-pleksitet, som det ikke er muligt foret enkelt land eller alliance at domi-nere. Derfor kommer fremtidensnarere til at byde på nuancerederelationer aktørerne imellem fremfor skabelse af store alliancer.

Det er positivt, finder Kaplan, ef-tersom det vil kunne medvirke til, atde magter som kommer til at domi-nere havene, vil have interesser i atsamarbejde. Og der er oplagte mu-ligheder inden for piratbekæmpel-se, terrorbekæmpelse eller afhjælp-ning under naturkatastrofer (tsuna-mien var en eksempel på, at denamerikanske flåde spillede en storrolle i hjælpearbejdet). Men denhelt centrale samarbejdsmulighedligger selvsagt inden for handel – etområde alle landene har en fællesinte resse i.

Kaplans eget bud på en mulig fredelig udvikling for det Indiske Ocean-område, og omfattende bådeIndien, Kina og USA, lyder således:“Therefore, a peaceful transitionaway from American unipolarity atsea toward an American-Indian-Chi-nese condominium of sorts wouldbe the first of its kind. Rather thanan abdication of responsibility, sucha transition would leave the GreaterIndian Ocean in the free and ac-countable hands of indigenous Asi-

an nations for the first time in fivehundred years.” (p. 293).

Om det bliver den fredelige ud-vikling, vi kommer til at se udspillesig i det Arabiske Hav og den Ben-galske Bugt, har man selvsagt lov athåbe på, men det vil nok kræve net-op en større grad af forståelse mel-lem Kina og Indien, end den manser i dag. Til gengæld er det sværtikke at lade sig rive med af bogen,herunder den indlysende pointeom, at der i den måde verdenskortviser verden på, er en tendens til atdet Indiske Ocean forsvinder lidt.

Bogen er særdeles velskrevet ogbevæger læseren med monsoonensvinde rundt i både tid og rum. Vi be-søger Oman, Bangladesh, Indonesi-en og slutter af med Zanzibar, fornu at vælge nogle ud. Til tider stårman dog lidt uforstående over forde ganske mange ekskurser forfatte-ren gør undervejs, og som ikke allesynes at have en præcis betydningfor den historie og de pointer, Kap-lan ønsker at bringe til torvs.

Men at søstridskræfterne får stør-re betydning i det 21. århundredekommer klart og tydeligt frem.

Anders Hansen er historiker fra Køben-havns Universitet. Han har især beskæf-tiget sig med moderne indisk historie, for-holdet mellem Pakistan og Indien og fol-kemordsforskning.


Asien og Globaliseringens Ocean

Orlando Figes: Hviskerne. ForlagetSohn, Rødovre 2010, 800 sider + 60 si-der noter.

Den vante fremstilling af Stalin-ti-den er at tage fat i dens grusomhedog umenneskelighed og underbyggedet med hårrejsende statistikkerover forviste og myrdede. Det hørermed at fremstille og analysere ond-skabens mekanismer: Sikkerhedsap-paratet, kommunistpartiet og magt-havernes vilkårlighed i al alminde-lighed. Stor opmærksomhed viesstyrkeforholdene inden for den in-derste kreds om Stalin og hans hyp-pige afskedigelser af de nærmestemedarbejdere med alvorlige eller li-gefremt fatale følger for dem. Den-ne ‘ledelse ved terror’ forplantedesig hele vejen ned fra politbureaueti top til den mest gudsforsagte kolk-hos nederst.

Orlando Figes’ indsats er at viseog dokumentere, hvad terroren be-tød for borgernes i deres hverdag.Der er afsnit, hvor han sætter denoverordnede politiske ramme, og

det er i sig selv spændende læsning,især da han udfordrer de gængse fo-restillinger fx om Stalins syn på ogforventning om en kommende stor-krig. Hovedvægten ligger imidlertidpå enkeltskæbner, og dem er deromkring 500 af. Så mange personerstår opført i navneregistret, og noglenævnes kun en enkelt gang, andresom forfatteren Aleksandr Simonovadskillige gange.

Fælles er den minutiøse redegø-relse for, hvad der overgik de enkel-te og deres familier, eller hvordande med større eller mindre successøgte at undslippe terroren. De fle-ste skæbner er tragiske, og det gæl-der børn som voksne eller gamle. Fi-ges har, bistået af en gruppe research -ere, indsamlet et imponerende ma-teriale og bygger på alt fra officielledokumenter og avisartikler til priva-te dagbøger, litterære fremstillinger,privatpersoners arkiver og ikkemindst den mundtlige fortælling.Det er overlevende ofre, der taler,eller nok så ofte deres efterkomme-re eller overlevende pårørende.

120 udenrigs 1 · 2011

Et samfund af stummeJan Jakob Floryan

‘Hviskerne’ er beretningen om de tragiske men-neskeskæbner under Stalin

Ofrene

Det var millioner, der forsvandt vedet nakkeskud i sikkerhedspolitietNKVD’s kældre eller gik til grunde iden sibiriske kulde i Gulag-lejrene.Arrestationerne toppede i 1937-38,da omkring en sjettedel af befolk-ning var i tvangslejre.

I det tempo kunne det ikke fort-sætte, måtte Stalin konkludere, forskønt tvangsarbejderne blev udbyt-tet maksimalt økonomisk, kunnesovjetsamfundet ikke klare dennebyrde. Derfor blev den sadistiskedværg Nikolaj Jezjov afsat somNKVD-chef og skudt. EfterfølgerenGenrikh Jagoda, der blandt andetblev berygtet for sine voldtægter afkvindelige fanger og af andre kvin-der, han fik i sin magt, fik hellerikke lang tid i embedet. Også hanblev skudt. Efterfølgeren LavrentijBerija fik til opgave at ‘civilisere’ ter-rorsamfundet og overlevede Stalinfor blot at blive summarisk henrettetaf sammensvorne marskaller somled i opgøret med Stalins system ef-ter dennes død.

Det var ikke mindre farligt at værei toppen end i det øvrige samfund.En stor del af de ofre, Figes førerfrem, var medlemmer af partiet ellerdets ungdomsorganisation Komso -mol. Den typiske fremgangsmådevar, at en arrestant som noget af detførste blev frataget partimedlemska-bet. Derefter fulgte arbejdet. Dentilbageblevne familie blev sat ud aflejligheden og måtte hutle sig igen-

nem i bedste fald hos familie, i vær-ste i kældre eller på banegårde. Attage til provinsen og finde sig en fal-defærdig rønne var også en mulig-hed, men det efterlod spørgsmåletom, hvad man skulle leve af.

Børnene blev ofte smidt ud af sko-len og hvis ikke, stærkt forfulgt aflærere og kammerater som ‘folke-fjender’. Det var den stående ankla-ge, der kunne passe på alle. Variatio-nerne hed ‘fjende af socialismen’,hvis man var intellektuel, ‘klassefjen-de’, hvis man stammede fra adelen,borgerskabet eller gejstligheden, el-ler ‘kulak’, hvis man var en driftigbonde måske med lidt mere jordend gennemsnittet og to køer og to-tre grise.

Kulakkerne udgjorde hovedpar-ten af de fængslede, forviste og myr-dede. Sovjetunionen var et bonde-samfund, og sovjetmagten havde iførste omfang fået bønderne overpå sin side ved at love dem jord.Den fik de og fik lov til at beholdetil begyndelsen af 1930’erne. Så sat-te kollektiviseringen ind. Bøndernestrittede imod, men blev knægtetenten af udsendte brigader af be-væbnede ungkommunister eller vedstorstilede operationer foretaget afsikkerhedspolitiet og hæren, hvorman slet og ret slog en ring om mil-lioner af mennesker, konfiskeredealt deres forråd, hindrede enhvertrafik af fødevarer ind i kredsen ogventede på, at de skulle dø af sult. Idag mindes ukrainere som officielsørgedag holdomor, sultedøden.


Et samfund af stumme

Ukraine havde været en af ver-dens største kornproducenter i kon-kurrence med USA, Canada og Ar-gentina.

Amoralsk diktatur

To forhold kræver endnu fremhæ-velse. Det ene er angiveriet og detandet den ufattelige tro på kommu-nismen og sågar på Stalin også hosterrorens ofre. At angive sine ar-bejdskollegaer, chefer, naboer ja så-gar familiemedlemmer var yderstudbredt og skete som regel ano-nymt. Angivelserne blev taget forgode varer af NKVD, ikke under-søgt, men dannede grundlag for sig-telse og domfældelse.

Det med domfældelse tog man letpå. Da de ordinære domstole var forlangsomme, indførtes særlige trojka-retter, hvor tre repræsentanter forNKVD, anklagemyndigheden ogpartiet afgjorde sagerne. Forsvarsad-vokater var der ikke tale om. Herhed det sig i bedste fald 10 års Gu-lag, i værre tilfælde 25 år og aller-værst ‘ti år uden ret til korrespon-dance’. Det sidste var den løgn, depårørende fik, når arrestanten blevskudt.

Angiveriet var usmageligt og mo-ralsk forkasteligt, men fremmet af eti sig selv amoralsk diktatur. Særligtkvalmende er det at læse hos Figesom børnenes angiveri. Det kunnegælde deres kammerater, men ogsåforældre. Skrækeksemplet er Pav li -tjek (Lillepoul) Morozov. En ukrainsk

knap tiårig dreng, der angav sin farfor at have skjult noget korn underholdomor. Faren blev skudt, Lille-poul gjort til helt, som alle skolebør-nene lærte om og gerne skulle havesom forbillede. Han var dog en lillesatan, og til sidst fik de øvrige be-boere i kolkhosen nok af ham. Hankom voldsomt af dage.

Det andet ubegribelige træk, dergår igen og igen i Figes’ kortbiogra-fier, er den kommunistiske tro. Selvpå vej til dødscellen holdt mangekommunister fast ved deres overbe-visning og forklarede sig selv deresskæbne med, at det tjente partietsvel. Alt kunne og skulle ofres på detsalter. I 1920’erne og 1930’ernegjaldt det også kærlighedslivet, derblev betragtet som uværdigt og for-styrrende i en kommunists liv.

Forholdet mellem mand og kvin-de blev stærkt nedtonet fra officielthold, for det havde rigtige kommu-nister ikke tid til. Familien blev ud-skreget som den borgerlige kulturssidste bolværk og søgt afskaffet elleri alt fald presset mest muligt. Det be-tød at mange, ikke mindst børnene,førte et dobbeltliv: Et offentligt somloyale kommunister og et privat,hvor de dyrkede gamle familietradi-tioner eller sågar kristendom.

Det sidste skulle foregå i dybestehemmelighed og blev ofte varetagetaf bedstemødrene, som Figes udrå-ber til de egentlige helte, for de søg-te at føre familietraditionerne ogdet humane samfundssyn videre. Ifamilierne talte man ikke om poli-

122 udenrigs 1 · 2011

LITTERATUR

tik, for hvad hvis ens kone ellermand var stikker? Børnene var denstørste fare, for de kunne nemt kom -me til at sige videre, hvad de havdehørt hjemme. Hvis voksne derforoverhovedet kom ind på farlige em-ner, foregik det hviskende.

Fascinationen af Det Onde

Der kommer talrige bogudgivelserom Stalin og Hitler, selvom der ef-terhånden er gået mere end et halvtårhundrede, siden de huserede iverden. Det er biografier, analyserog forsøg på at forstå og forklare de-res personlighed.

På flere punkter ligner de to for-brydere hinanden: De steg begge tilmagtens tinder fra usle kår og fraunderklassen. De havde begge sværtved at klare sig, før de slog ind påderes politiske bane. Stalin lagde udmed at være rød terrorist og bankrø-ver, Hitler med at grundlægge sinegen bevægelse. Både Stalin ognavnlig Hitler havde store oratoriskeevner og kunne føre masserne medsig, om end Hitler gjorde det mereudpræget og bedre end Stalin.

De mestrede sammensværgelser-nes kunst og besad evnen til at ma-nipulere og udmanøvrere andre,som de opfattede som konkurrenter,for til sidst at skaffe sig af med dem.For Hitler var det opgøret medErnst Röhm og SA, som han fandtfor socialistisk og erstattede med dethelt igennem nationalsocialistiskeSS. Röhm blev henrettet. Stalin skil-

te sig af med stort set alle fra inder-kredsen omkring Lenin, som havdehaft afgørende roller i det bolsjeviki-ske kup i 1917. Det gælder Trotskij,Bukharin, Radek og talrige andretidligere revolutionsførere. Skuepro-cesser og henrettelser var midlet.

Vi fascineres af Det Onde og stir-rer på disse to menneskegestalter(Mao Tse-dung, Pol Pot og andrekan føjes til rækken) og forfaldermåske til at anse dem som alle ulyk-kernes ophavsmænd.

Det var de også, men de stod ikkealene, og Figes anskueliggør med alønskelig tydelighed, hvordan denstalinistiske maskine fungerede nær-mest af sig selv, når først ‘Fædrelan-dets geniale leder og største søn’havde sat den i bevægelse. Der varmillioner i partiet, hundredtusinderi NKVD, blandt andet til at bevogtelejrene og sørge for tvangsarbejdet,og igen millioner af stikkere. Stalin -ismen som levevis og model inficere-de samfundet helt ind i privatsfæren.

De ‘ødelagte biografier’

Den fik også mennesker til at ændrepå sig selv og i alt fald på deres bio -grafier. Hundredtusinder havde‘ødelagte biografier’, dvs. at destammede fra samfundsskadeligeklasser. Det gjaldt selvsagt adelen,der blev udraderet som samfunds-gruppe, selv om enkelte formåedekun at overleve ved at fornægte de-res slægt, afstamning og identitet.Intellektuelle der rutinemæssigt



blev stemplet som liberalister ogborgerlige demokrater, måtte ogsåreparere på deres biografier for atskjule herkomsten. Gejstlige havdeikke en chance, men prøvede at givesig ud for bønder.

Kulakkerne havde det ligeledesmeget svært og måtte ty til mangeløgne og tricks for at vinkle biografi-erne i overensstemmelse med syste-mets krav. Men det var svært, for ilandsbyerne kendte alle hinanden,og der var altid mindst én, der kun-ne afsløre den sande identitet formyndighederne. At blive arresteretog måske løsladt efter nogle år be-tød også en ødelagt biografi. Detstrakte sig videre og omfattede helefamilien.

Som hustru til en arresteret mandblev kvindens biografi også ødelagt.Det gjaldt endvidere søskende ogandre slægtninge. Værst gik det udover børnene, der pludselig blev ud-stødt af ungdomsbevægelsen Pione-rerne eller den kommunistiske ung-domsorganisation Komsomol. Demistede deres venner, kammerater-ne blev til fjender og lærerne til nå-desløse vogtere.

En mulig løsning var at lade sigskille hurtigst muligt fra en arreste-ret mand eller kone. Børnene kun-ne afsværge deres far, mor eller beg-ge forældrene og måske redde sigpå denne vis. Man kunne rejse langtvæk i det uendelige land, skifte navnog konstruere sig en ny biografi. Sik-kerhed gav det imidlertid ikke, ogman måtte leve i en evig angst og

bæven for, at det skulle blive opda-get.

I det hele taget var sovjetsamfun-det under Stalin gennemsyret affrygt. Det var meget få menneskerom nogen, man havde tillid til. Mankunne til enhver tid vente på at bli-ve arresteret og mange sov med enpakket kuffert ved siden af sengen.Figes beretter om en datter, derkom sent hjem en aften og måtteringe på, fordi hun havde glemtnøglen. Det tog lang tid før der blevåbnet, og så stod hendes far derfuldt påklædt og med kufferten ihånden. Han var hvid i ansigtet oghavde sved på panden. Da det vistesig, at det var hende, og årsagen denglemte nøgle, gav han hende denførste lussing i ansigtet nogensinde.

Nazitysklands angreb

Stalins udrensninger i militæret i1937-38 førte til fjernelsen af debedste generaler og oberster. Blandtdem helten fra Borgerkrigen og kri-gen mod Polen, marskal og vicefor-svarskommissær M.N. Tukhatjevskij.Han blev dømt for landsforræderiog skudt. Talrige led samme skæb-ne, hvilket betød, at det sovjetiskeforsvars øvre echeloner var alvorligtsvækket, da Nazityskland angreb.

Figes beskriver medrivende, hvadder skete, da de tyske panserkolon-ner drev østover. Først og fremmestflygtede partibosserne og NKVD-fol-kene. Jøderne var også hurtige til attage af sted, og netop Hviderusland

124 udenrigs 1 · 2011

LITTERATUR

og Ukraine husede de fleste af dem.De nærede ingen illusioner om nazi-sternes hensigter. Intellektuelle pak-kede også kufferterne, mens bøn-derne blev, hvor de var. En del afdem troede endog (fejlagtigt) på, attyskerne ville opløse kolkhoserne oggive jorden tilbage til ejerne.

I de baltiske republikker blev detyske tropper i begyndelsen modta-get som befriere fra det kommuni-stiske åg. I Ukraine var de ligeledesvelkommen blandt mange indbygge-re. Hurtigt vendte billedet, og dennazistiske terror åbenbarede sig. Detvar ikke, hvad man havde håbet på.Selvstyre endsige uafhængighed villetyskerne slet ikke høre på. Det hin-drede dog ikke i titusindvis af balte-re og ukrainere i at melde sig underdet rød-hvide hagekorsflag. Ligesomdanskerne fra Frikorps Danmarkblev de indrulleret i Waffen-SS, menblev også sat ind i de berygtede Ein-satzkommandos, hvis opgave var atopspore og eliminere jøder bag detyske linjer.

Angrebet den 22. juni 1941 komsom lyn fra en klar himmel, om endFiges mener, at Stalin var klar over,hvor det bar hen. Hans taktik varimidlertid at vente længst muligt oglade ‘kapitalisterne’, dvs. i første om-gang Storbritannien og Tyskland, slåhinanden fordærvet. Sådan gik detikke, og Stalin kom selv i skudlinjen,da Hitler beordrede hovedparten afde tyske stridskræfter, hen mod 200divisioner, mod øst. Stalin skal væreblevet lamslået og trak sig tilbage til

sin datja, sommerresidens, uden forMoskva. Den afgørende tale til detchokerede folk blev holdt af uden-rigsminister og politbureaumedlemVjatjeslav Molotov.

Først på tredjedagen var Stalinkommet sig så meget, at han kunneholde en radiotale til nationen. Hantalte, skriver Figes, i afgrænsede sæt-ninger med lange pauser i mellem,som om han skulle overvinde sigselv til det. Hans vejrtrækning varmeget hørlig. Som noget nyt taltehan om ‘mine brødre og søstre ogmine venner’ i stedet for de obligate‘kammerater’. Han opfordrede demtil at forene sig i ‘kampen på liv ogdød’. Senere, i 1942, kom den be-rygtede Befaling 227 ‘Ikke et skridttilbage.’ Dem, der tog et skridt tilba-ge, selv hvis det var militært velbe-grundet, ventede kun eksekutions-peletonen.

Kølleslag mod regimet

Angrebet slog benene væk undersovjetregimet, og den mest brutaleterror blev stillet i bero. Samtidigskete der en forvandling med solda-terne og efterhånden også med folki baglandet. De mistede angsten ogbegyndte at tale rent ud om syste-met, de holdt op med at hviske. “Dehar bedraget os i årtier, og fortjenerikke bedre”, er et af Figes’ citater.Samtidig kan han dog skrive om denenorme offervilje, der greb folk,ikke for at forsvare Stalin og hansuvæsen, men for Ruslands skyld.



“Denne grænseløse offervilje varSovjetunionens stærkeste våben”,hedder det i Hviskerne.

Krigen var som et kølleslag i hove-det på systemet, og dets virkning va-rede ved i de første efterkrigsår. Fordet første havde soldaterne i regnenaf tyske granater og maskingevær-projektiler udviklet helt andre ogægte mellemmenneskelige relatio-ner end dem, sovjetstyret havde søgtat påtvinge dem. For det andet komde til Europa og kunne trods kri-gens ødelæggelse se, hvor stor kon-trasten var i forhold til de armodigesovjetiske forhold. Mange af de sov-jetiske soldater var rene bøller, derplyndrede og voldtog i de ‘befriede’lande, men nok så mange begyndteat stille spørgsmålstegn ved deressovjetiske lærdom.

Det var samme effekt som i 1814,da russiske officerer vendte hjem fraParis efter sejren over Napoleon. Defik set et samfund hævet civilisato-risk himmelhøjt over det russiskeselvherskerdømme. Opildnet af detforsøgte en gruppe yngre officerer,Dekabristerne, i 1825 et kup modzaren. Det blev slået ned og office-rerne henrettet.

Denne lektie var ikke spildt påStalin. Han følte ubehag og utryg-hed ved den ånd, der herskede i1945, 1946 og delvis 1947. Det var

som om partiet og NKVD begyndteat miste grebet. Derfor blev terrorre-gimentet genoptaget i 1947 til defleste sovjetborgeres forundring ogforfærdelse. For havde de ikke ligebevist at kunne og ville kæmpe tildet yderste for landet?

Den ånd af glæde og siden skuffel-se, som prægede sovjetsamfundet ide umiddelbare efterkrigsår, er me-sterligt gengives af Figes ikke mindsti kraft af de tusinder af interviews,der også ligger til grund for bogen.Skruen blev strammet om end ikkeså meget som i de forfærdeligste år1937-38. Sovjetborgerne måtte træk-kes med umennesket Stalin frem tilhans død i 1953. Derefter var Sovjet-unionen stadig et totalitært landmed en undertrykt befolkning, menden vilkårlige masseterror var op-hørt. Slutstenen i denne udviklingblev Mikhail Gorbatjovs Perestrojkaog Glasnost. To processer, der løbløbsk for ham og til slut førte til Sov-jetunionens kollaps.

Så langt op i tiden går Figes ikke.Han følger kun nogle af de omtaltefamilier op i 1990’erne for at se,hvad frihed har betydet for dem.

Bogen er vel oversat fra engelsk afSteen Sohn og skæmmes kun af fåtrykfejl.

Jan Jakob Floryan er cand. mag. & art.

126 udenrigs 1 · 2011

LITTERATUR

Beattie, Andrew: The Danube: ACultural History (Landscapes of theImagination). Oxford UniversityPress 2011, 256 s., ISBN: 978-0199768356. En rejse langs Donaus løb igennemti lande og fire hovedstæder. Fra detidligste tider har floden været endel af ruten fra Europa til Asien forhære og handlende, mens imperierrejste sig og faldt ved dens bredder.I midten af det 20. århundrede fikDonau rollen som en vandvej, derforenede et kontinent, der var deltaf jerntæppet. Sent i 1980’erne blevDonau-dalen et konfliktområde un-der det voldelige endeligt for Jugo-slavien. Nu, hvor floden passererigennem nogle af verdens yngste sta-ter som Slovakiet, Kroatien, Serbien,Moldova og Ukraine, er den et iføl-ge Beattie flydende symbol på et fre-deligt, forenet Europa og en vital ar-terie for skibfart for handel og kryds -togter.

Bergen, Peter: The Longest War:The Enduring Conflict betweenAmerica and Al-Qaeda. Free Press2011, 496 s.Forfatteren, der tidligere har udgi-vet ‘The Osama bin Laden I Know’,er national sikkerhedsanalytiker vedCNN. I denne bog går han tilbagetil al-Qaeda-lederen og dennes in-dercirkel og kulegraver konfliktenmellem al-Qaeda og dets allierede

på den ene side og USA og dets koa-lition på den anden. Meget af for-tællingen er på linje med andre nye-re bøger om konflikten, men Ber-gen føjer mange detaljer og kontu-rer til. Bogen påpeger mange mis -kalkulationer fra terrororganisatio-nerne og den ser den amerikanske‘surge’ i Irak som baggrund for al-Qaedas dalende potentialer.

Domscheit-Berg, Daniel: Inside Wi-kiLeaks: Min tid med verdens farlig-ste website. Jyllands Postens Forlag2011, 208 s.Den tidligere talsmand for Wikileaksblotlægger arbejdsgangen bag kon-troversielle organisation og afslørerhidtil ukendte detaljer om Wiki -Leaks grundlægger, Julian Assange.Hvad foregår der bag kulisserne i enorganisation, som tilbyder alverdens‘sladrehanke’, at de anonymt kanlække dokumenter uden risiko for,at deres identitet bliver afsløret?Hvem bestemmer, hvad der skal on-line, og hvem kontrollerer, om do-kumenterne er falske, eller om dekan gøre mere skade end gavn?Domscheit-Berg giver nogle af svare-ne . Han dedikerede sit liv og sinesparepenge til et projekt, som ikkeudbetaler løn, men i september2010 brød han med projektet. For-fatteren og en række andre nøgle-medarbejdere kunne ikke længerestå inde for Julian Assanges arrogan-


Bognoter

ce og uærlighed . Det begyndte somen hackers vilde drøm og udvikledesig til en organsiation med potentia-le til at vælte regeringer, men ifølgeforfatteren har Julian Assange ikkeen personlighed, der kan forvalteden enorme magt, som WikeLeakshar fået.

Jeffries, Ian: Political Developmentin Contemporary Russia. Routledge2011, 816 s. (Udgivet sammen med Eco-nomic Developments in ContemporaryRussia af samme forfatter og samme for-lag). ISBN 9780415603768. Forfatteren, der er æresprofessor irussiske og østeuropæiske studierved Swansea Universitet, beskriveralle aspekter af den politiske udvik-ling i Rusland siden 2000, da Vladi-mir Putin blev præsident. Bogen be-skriver den yderst centraliserede ka-rakter af magten i Rusland, præsi-dentvalgene, centralregeringen oglokale regeringer samt udviklingen idelrepublikkerne, herunder Tjetje-nien og de andre nordkaukasiske re-publikker. Med kronologisk tilgangvises, hvordan det politiske system erændret i perioden og hvordan rela-tionerne fungerer imellem rege-ringschef Vladimir Putin og præsi-dent Dmitrij Medvedev.

Kretz,Steffen: Brændpunkter. Re-porter på kanten af verden.People’sPress, København 2010, 220 s.Steffen Kretz’ personlige beretnin-ger om livet som reporter. I otte es-says tager Kretz læseren med til

Gaza, Libyen, Somalia, Libanon,Mauretanien, Brasilien, Marokko ogRusland. Han fortæller om nogle afde mennesker og begivenheder,som har gjort størst indtryk, og hangiver et indblik i de arbejdsmetoder,som har præget hans hverdag somudenrigskorrespondent i bl.a. krigs-zoner og diktaturstater.

Rumsfeld, Donald: Known and Un -known. A Memoir. Sentinel HC 2011,832 s. ISBN 978-1595230676Rumsfeld ser tilbage på hele sin tid iadministrationerne under præsiden-terne George W. Bush, Richard Nixon og Gerald Ford og sin tid iKongressen i 1960’erne. Memoirer-ne bringer den tidligere forsvarsmi-nisters bramfri iagttagelse fra otteårtier: erfaringerne fra opvækstenunder depressionen og Anden Ver-denskrig, hans tid som pilot i flåden,tiden i Kongressen fra han var 30 år,hans tid i regeringer under Nixon,Reagan og årene som succesfuld er-hvervsleder i den private sektor. Ogselvfølgelig tiden som forsvarsmini-ster under Bush med ikke mindstIrak i centrum. Hen ad vejen fortæl-ler han ofte humoristiske anekdoterom verdens ledere fra MargaretThatcher til Saddam Hussein, ombl.a. Henry Kissinger, Colin Powellog Dick Cheney, og alle amerikan-ske præsidenter fra Dwight D. Eisen-hower til George W. Bush. Rumsfeldbygger ikke blot på egne erindrin-ger men på et stort materiale af ny-ligt deklassificerede dokumenter.

128 udenrigs 1 · 2011

BOGNOTER

er en almennyttig, uafhængig for -ening, grundlagt i oktober 1946.Selskabets formål er at fremme kend-skabet til og interessen for udenrigs-politiske spørgsmål. Selskabet tagerikke stilling til noget politisk pro-blem. Kun redaktion og forfattere

hæfter for de i Selskabets publikatio-ner offentliggjorte meninger.Som medlem kan optages enhver,hvis medlemskab skønnes gavnligtfor Selskabets formål.Institutioner og virksomheder kanoptages som kollektive medlemmer.

Selskabets biblioteker et specialbibliotek inden forudenrigs- og international politik ibred forstand med begrænset of-fentlig adgang.

Bibliotekets samlinger omfatter– Danske og udenlandske tidsskrifter– Diverse håndbøger og bibliografier.

Besøg efter aftale på tlf. 3314 8886.

Selskabets protektorHans Kongelige HøjhedKronprins Frederik

Selskabets æresmedlemmerHenrik Henriques

Selskabets bestyrelseMerete Ahnfeldt-Mollerup,

arkitekt, p.hd.Bodil Nyboe Andersen,

præsident for Dansk Røde KorsVictoria BernstorffSuzanne Brøgger, forfatterMichael Ehrenreich, redaktørUffe Ellemann-Jensen,

tidl. minister, Selskabets formandTroels Frøling, generalsekretær

Kjeld Hillingsø, generalløjtnantErik Hoffmeyer, dr.polit.Zubair Butt Hussain, cand.polit.Anne E. Jensen, cand.polit.Anne Knudsen, chefredaktør, dr.phil.Suzanne LassenSteen Langebæk, landsretssagførerAnna Libak, journalistMogens Lykketoft, MF,

tidligere ministerSamuel Magid, cand.jur.Siegfried Matlok, chefredaktørIda Nicolaisen, seniorforskerHerbert Pundik, journalistVibeke Sperling, journalistNiels Thygesen, professor, dr.polit.

Det Udenrigspolitiske Selskab

66. årgangGrundlagt af Erik Seidenfaden og Steen GudmeUdkommer april, august og decemberRedaktionen af dette nummer sluttet 28.03.2011Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr.

UdgiverDet Udenrigspolitiske SelskabAmaliegade 40 A, DK-1256 København KTelefon 3314 8886, fax 3314 8520E-mail [email protected]

RedaktionVibeke Sperling (ansvarshavende)Brita Vibeke Andersen

RedaktionskomitéIb FaurbyNanna HvidtAnne KnudsenAnna LibakAnna von SperlingMartin Selsøe SørensenFrede VestergaardUffe Østergård

DirektionKlaus Carsten Pedersen

SekretariatBrita Vibeke Andersen

ProduktionSkagen Bogtrykkeri og Rounborgs grafiske husOmslagsill.: Per Marquard Otzen

ISSN 1395-3818

religion i international politik - udenrigs.dkudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2011.pdf ·...

Documents