republikken og det yderste højre i frankrig: accept eller

111

Republikken og det yderste højre i Frankrig: accept eller stadig på kollisionskurs?

Manni Crone

Det franske demokrati har stort set altid været i krise. I modsætning til mange andre demokratier – fx det danske – er det franske demokrati nemlig opstået ud af en blodig revolution, hvor kongen og store dele af adelen endte i guil-lotinen. Denne blodige begyndelse betød, at det demokratiske regime, der blev indført efter revolutionen, helt fra starten var omgivet af en række fjender, der kun havde ét for øje: at omstyrte republikken, som var datidens betegnelse for demokrati.1 Og det lykkedes ganske ofte. I de første 100 år efter revolutionen i 1789 var republikken snarere undtagelsen end reglen. Det demokrati, der blev indført efter Den Franske Revolution, blev utallige gange omstyrtet og erstat-tet af forskellige autoritære regimer: monarki, kejserdømme og senest i 1940 af det ultrareaktionære Vichyregime, der samarbejdede med tyskerne og tog navnet ‘Den Franske Stat’ for at understrege, at det netop ikke var en republik. Men bortset fra de lange perioder, hvor demokratiet var sat på pause, har re-publikkens historie været præget af en række voldsomme politiske kriser, hvor demokratiet kun overlevede på et hængende hår. Det nuværende regime – den femte republik, der blev indført i 1958 – er selv et resultat af en voldsom krise, nemlig en krig i Algeriet, der varede fra 1954 til 1962 og drejede sig om Alge-riets løsrivelse fra Frankrig. To gange har den femte republik været udsat for så voldsomme omstyrtningsforsøg, at der herskede tvivl om dens overlevelse. I 1961 forsøgte nogle generaler i den franske hær at lave militærkup for at bevare Algeriet på franske hænder, og da studenteroprøret i 1968 udviklede sig til en voldelig generalstrejke, drog præsidenten, Charles de Gaulle, til Tyskland for at sikre sig militær opbakning i tilfælde af en borgerkrig. Det er altså ikke for ingenting, at det nuværende regime kaldes den femte republik, hvilket netop hentyder til, at den er republik nummer fem i en lang række forsøg på at indføre et levedygtigt demokrati.

113005_demokratiets-krise_.indd 111113005_demokratiets-krise_.indd 111 12/08/2020 15.1812/08/2020 15.18

112 R e p u b l i k k e n o g d e t y d e r s t e h ø j r e i F r a n k r i g : a c c e p t e l l e r s t a d i g p å k o l l i s i o n s k u r s ?

Historisk set er modstanden mod demokratiet primært, men ikke udeluk-kende, kommet fra det yderste højre. Selve skellet mellem højre og venstre opstod netop i Frankrig kort tid efter revolutionen. I forbindelse med en diskus-sion i parlamentet placerede de, der støttede kongens magt, sig til højre, mens de, der ønskede at styrke den folkevalgte forsamling, stod til venstre. Helt fra starten var det altså den nyslåede højrefløj – adel og kongetro i ledtog med kirken – der var imod demokratiet eller i det mindste ønskede at stække dets beføjelser.I vor tid, hvor højrepopulistiske bevægelser og partier vinder frem globalt,

skal dette kapitel dog ikke fokusere på fortiden, men på de udfordringer, de-mokratiet står over for i dag. Stort set ingen på den yderste højrefløj i Frankrig ønsker længere at afskaffe demokratiet. Marine Le Pens parti, Rassemblement National eller National Samling, forsøger fx at vinde indflydelse gennem demo-kratiske valg. Men samtidig ønsker partiet et mere populistisk demokrati end det nuværende, bl.a. med indførelse af folkeafstemninger på borgerinitiativ og forholdstalsvalg, der vil gøre Rassemblement National til et af de største partier i Nationalforsamlingen. Spørgsmålet er altså, om den yderste højrefløj i Frankrig stadig udgør en udfordring eller trussel mod demokratiet og i givet fald hvordan. Generelt er det yderste højre ikke længere imod demokratiet, men ønsker en anden form for demokrati end det nuværende – et direkte demo-krati, som i højere grad slipper folkeviljen fri, og som på visse måder udfordrer de grundlæggende værdier, den franske republik bygger på. I lighed med det amerikanske demokrati bygger den franske republik nemlig på nogle særlige værdier, som er indskrevet i Menneskerettighedserklæringen fra 1789, og som i dag er en fuldgyldig del af forfatningen – det drejer sig først og fremmest om nogle universelle idéer om frihed, lighed og broderskab formuleret af det 18. århundredes oplysningsfilosoffer. Heraf følger en særlig republikansk forestil-ling om det politiske fællesskab, hvor alle borgere indgår på lige fod uanset afstamning, race, etnicitet eller religion. Hvis man skal diskutere, hvorledes en autoritær højrefløj i dag udfordrer demokratiet, handler det altså ikke kun om, hvordan den udfordrer liberale institutioner såsom retssystemet, medier, politisk frihed etc., men også om, i hvilket omfang den gør op med nogle af de oplysningsfilosofiske idéer, som den franske republik er rundet af.I Frankrig er den yderste højrefløj ekstremt rig og mangefacetteret og dækker

over et bredt spektrum af politiske partier og bevægelser, men også intellektu-


113D e m o k r a t i e t s k r i s e o g d e n y e a u t o k r a t i e r

elle, forfattere, tidsskrifter, boghandlere etc. I denne artikel skal jeg dog primært fokusere på den del af det yderste højre, der søger at vinde indflydelse gennem demokratiske valg, og undersøge, hvorvidt denne partipolitiske del af det yderste højre kan siges at udfordre demokratiet. I Frankrig har den yderste højrefløj i tre generationer været domineret af én eneste familie, nemlig Le Pen-familien. Jean-Marie Le Pen var i 1972 med til at stifte det højreekstremistiske parti Front National, der i 2018 skiftede navn til Rassemblement National. Partiet har siden 2011 været ledet af Jean-Marie Le Pens datter, Marine Le Pen. Men derudover er Jean-Marie Le Pens barnebarn, Marion Maréchal, en rising star på det yderste højre med en voksende skare af tilhængere både i Frankrig og internationalt. I det følgende skal jeg derfor fokusere på den type højrekonservatisme, som disse personer hver især er eksponent for, og undersøge, hvorledes disse idéer udfordrer demokratiet. Da der er tale om tre generationer, vil det også være en analyse af udviklingen af det yderste højre og dermed også af tre forskellige typer af demokratikritik. Når det giver mening at tage udgangspunkt i personer, er det, fordi personer og lederskikkelser betyder noget på den yderste højrefløj. Front National og Rassemblement National er begge eksempler på partier, der er skabt omkring en leder.

P o p u l i s m e : e n t r u s s e l e l l e r d e t e n e s t e s a n d e d e m o k ra t i ?I takt med at det yderste højre de seneste år har gennemgået en forvandling fra marginale bevægelser til regeringsbærende partier i mange dele af verden, har bøger om demokratiets krise eller snarlige død indtaget bestsellerlisterne.2 En særlig variant af denne litteratur beskæftiger sig med, hvorledes ‘populisme’ udgør en trussel mod demokratiet. Det demokrati, der ifølge visse populismefor-skere er truet, er ikke bare demokrati i al almindelighed, men en særlig form for demokrati, nemlig det liberale demokrati, der fik vind i sejlene i efterkrigstiden i kølvandet på dystre erfaringer med fascisme og totalitarisme. Et liberalt demo-krati kan meget kort beskrives som et demokrati, der på forskellig vis forsøger at binde statsmagten og folkeviljen ind gennem grundlovssikrede frihedsrettig-heder samt forskellige former for checks and balances, der skal svække magten ved at dele den op. Erfaringer med autoritære og totalitære regimer havde vist, at karismatiske demagoger på kort tid kunne forføre ‘folket’ og i visse tilfælde benytte demokratiske procedurer til at afskaffe demokratiet. Efter 1945 var det derfor et centralt spørgsmål, hvorledes man kunne lægge en dæmper på den



lunefulde folkevilje og sikre demokratiet i turbulente tider, hvor populistiske demagoger ville søge at få folkelig opbakning til at slå ind på en autoritær bane. Svaret var liberalt demokrati. I Frankrig havde Vichyregimet fra 1940 til 1944 de facto ført til en afskaffelse af den tredje republik, og da republikken i 1946 genopstod under navnet den fjerde republik, var det netop i form af et sådant svagt demokrati, som blev mere og mere handlingslammet, før det endelig blev afskaffet i 1958 på grund af en guerillakrig i Algeriet. Denne krig udviklede sig nemlig til en politisk krise i Frankrig, fordi den fjerde republik, der havde en svag udøvende magt, ikke var i stand til at håndtere en krise af denne art.Når populismeforskere i dag peger på, at populismen kan være en trussel

mod demokratiet, handler det altså om muligheden for, at nogle autoritære lederskikkelser eller partier kan få demokratisk og folkelig opbakning til trin for trin at svække eller afskaffe de liberale elementer af demokratiet: domstole, medier, ytringsfrihed, mindretalsrettigheder etc. Der er altså ikke nødvendigvis tale om, at vor tids populister ønsker at afskaffe demokratiet, men snarere om, at de støtter sig til demokratiets grundpille – folket – for at rulle de liberale frihedsrettigheder og domstolenes magt tilbage. Samtidig nærer de en stor uvilje mod repræsentation. De sværmer for direkte former for demokrati, hvor folkets stemme kan udtrykkes direkte og ikke skal kanaliseres igennem nogle repræsentanter. Visse forskere taler derfor om, at vi i øjeblikket er vidne til et ‘demokratisk tilbagefald’,3 mens populisterne hævder, at de på ingen måde rul-ler demokratiet tilbage, men tværtimod forsvarer en mere sand og ægte form for demokrati.Den kamp, der i øjeblikket udspiller sig mellem populister (fx Orbán, Trump,

Salvini etc.) og fortalere for det liberale, repræsentative demokrati, er altså ikke nødvendigvis en kamp for eller imod demokratiet, men snarere en kamp om, hvad demokrati i det hele taget er. Er demokratiet det liberale demokrati, der søger at svække folkeviljen og den udøvende magt, eller et mere potent demokrati, hvor folkets umiddelbare stemninger kan få frit spil? I modsætning til visse forskere, der advarer imod, at populismen kan udgøre en trussel mod demokratiet, er der visse højreintellektuelle i Frankrig – fx koryfæet på den yder-ste højrefløj, Alain de Benoist – der mener, at det liberale demokrati udgør en trussel mod det sande demokrati, eller ligefrem, at ‘det liberale demokrati ikke er et demokrati’.4 Ifølge Benoist er problemet med det liberale demokrati, at det sætter retsstaten over demokratiet, eliten over folket, juridisk ekspertvælde over



den levende udfoldelse af folkesuveræniteten, idet det liberale demokratis ideal er retsstaten. Det liberale forsøg på at styrke retsstaten og alskens internationale konventioner har nemlig ifølge Benoist ført til en ‘afpolitisering’ af den politiske offentlighed. Med eksplicit reference til den tyske jurist Carl Schmitt, ønsker han, at potente politiske beslutninger fremover så vidt muligt skal træffes gennem direkte demokrati, hvor folkets vilje kan komme til udtryk helt uden skelen til bedagede forfatninger og menneskerettighedserklæringer. Han er således imod det repræsentative demokrati, som indebærer, at det levende, tilstedeværende folk erstattes af en lille elite eller et oligarki, der blot konfiskerer folkets vilje og hytter sit eget skind, så snart et valg er overstået.På den baggrund er den eneste vej ud af det elitære, repræsentative demo-

krati ifølge Benoist populisme. I den aktuelle situation, hvor den politiske elite ikke repræsenterer andre end sig selv og den fundamentale politiske skillelinje er den, der adskiller folket fra eliten, må løsningen komme nedefra, fra folket. Det populistiske demokrati, som Benoist ønsker, er således et direkte, deltager-baseret demokrati, hvor et etnisk homogent folk sættes fri fra centralmagtens og nationalstatens klamme hånd.5 I stedet for et nationalt politisk fællesskab som den franske republik, skal folket tage beslutninger i små lokale, etnisk rene enklaver, hvor alle mere eller mindre deler de samme værdier. Det politiske fæl-lesskab skal altså ikke længere bestå af borgere med universelle rettigheder, men af personer, som qua en fælles etnicitet indgår i små lokale, kommunitaristiske fællesskaber, og som træffer gode beslutninger, fordi de har samme værdier. Er denne opfattelse af et populistisk demokrati i overensstemmelse med den partipolitiske højrefløjs populisme, eller hvor placerer den yderste højrefløj sig i denne kamp mellem det liberale og det populistiske demokrati, som Alain de Benoist kridter op?I modsætning til en række lande, hvor partier med en stærkt konservativ eller

autoritær dagsorden i løbet af de seneste år har indtaget regeringskontorerne (fx Ungarn, Brasilien, USA), har den yderste franske højrefløj aldrig været i regering under den femte republik eller i det hele taget haft nogen synderlig indflydelse på national politik. Det skyldes ikke manglen på tilhængere, der har været støt stigende over de seneste 50 år, men primært det franske valgsy-stem, der favoriserer de største partier og eliminerer de andre. Det nuværende franske demokrati er netop skruet sammen med henblik på at skabe en stærk udøvende magt – præsidentembedet – og minimere parlamentets og yderflø-



jenes indflydelse. I 2017 fik Marine Le Pen fx 21 % af stemmerne i første runde af præsidentvalget og 33 % i anden runde, hvor hun stod alene over for Em-manuel Macron. Men ved det efterfølgende parlamentsvalg fik hendes parti, Front National, kun sølle 15 pladser ud af et parlament med 577 medlemmer. Partiets politiske repræsentation svarer altså på ingen måde til dets reelle til-slutning, og det er derfor ved lokalvalg samt valg til Europa-Parlamentet, at den yderste højrefløj hidtil har haft mulighed for at vinde politisk indflydelse. Ved Europaparlamentsvalget i 2019 blev Front National, der nu havde skiftet navn til Rassemblement National, det største franske parti overhovedet med over 24 % af stemmerne. Det er således lykkedes for ‘Marine’, som hendes tilhængere kalder hende, at transformere sin fars forholdsvist marginale højreekstremistiske parti til et bredt folkeligt parti, der nu sætter sin lid til, at Marine Le Pen kan vinde præsidentvalget i 2022. Hvis man skal tale om, hvordan det yderste franske højre i dag udfordrer demokratiet, kan man altså ikke som i visse andre lande se på, hvordan de med udgangspunkt i statsmagten forsøger at omforme landets institutioner eller rulle demokratiet tilbage. I stedet må man rette blikket mod deres idéer og valgprogrammer vedrørende demokrati og menneskerettigheder for at se på, i hvilket omfang disse strider imod demokratiet og de grundlæg-gende republikanske værdier.

N o r m a l i s e r i n g a f F r o n t N a t i o n a l : f ra h ø j r e e k s t r e m i s m e t i l s t u e r e n p o p u l i s m e

Da Marine Le Pen i 2011 blev valgt til leder af Front National, overtog hun et parti med et temmelig blakket ry. I Jean-Marie Le Pens tid som leder var partiet placeret på den alleryderste autoritære højrefløj med tråde tilbage til mod-standen mod Algeriets uafhængighed og det stærkt reaktionære Vichyregime, der under besættelsen afskaffede republikken og udleverede franske jøder til den tyske Wehrmacht. På flere måder var Le Pens ideologiske ståsted i direkte modstrid med de republikanske værdier. Han excellerede i radikal retorik, som da han notorisk hævdede, at gaskamrene var “en detalje i Anden Verdenskrigs historie”, eller hårdnakket stod på, at der fandtes en “åbenlys ulighed mellem racer”.6 Partiet var stærkt nationalistisk og betragtede i lighed med Benoist statsborgerskab som et spørgsmål om arv og blod imod den republikanske forestilling om droit du sol (territorialret), som indebærer, at alle, der er født på fransk jord, automatisk bliver tilbudt fransk statsborgerskab – en tradition,



der går tilbage til revolutionen. Le Pen kæmpede med næb og kløer mod ind-vandring, navnlig når det gjaldt nordafrikanske arabere, der i juridisk forstand havde været andenrangsborgere i det franske Algeriet. Samtidig stod han hårdt på paroler om sikkerhed og plæderede for en genindførelse af dødsstraf.Med lederskiftet i 2011 ønskede Marine Le Pen imidlertid at lægge luft til

faderens radikale linje og normalisere partiet for således at forvandle det til et stort populistisk parti, der kunne bane vejen til Élyséepalæet. Denne trans-formation af partiet, der ligger helt i tråd med det, som populismeforskeren Cas Mudde har kaldt ‘den fjerde populistiske bølge’,7 førte i 2015 til, at hun måtte ekskludere sin egen far fra partiet, fordi han fremturede med radikale ytringer og således skabte tvivl om, hvorvidt partiet rent faktisk var slået ind på en mere moderat og stueren linje. Front National er således blevet forvandlet fra et yderligtgående højreekstremistisk parti til et bredtfavnende populistisk parti, der forsøger at overvinde skellet mellem højre og venstre med konstante referencer til le peuple, og som har større fokus på lederskikkelsen end på partiet. En populistisk diskurs kombinerer typisk henvisninger til ‘folket’ med tirader mod ‘eliten’ og forstår ‘folket’ som en homogen størrelse, der skabes ved at udelukke visse dele af befolkningen, fx indvandrere, islamister eller andre.8 Det, der står i centrum i en ‘cæsaristisk’9 variant af populisme, er lederen som person og det direkte karismatiske forhold mellem leder og folk, mens mel-lemliggende repræsentative institutioner som partier og parlamenter nedtones, hvis de da ikke udsættes for kras kritik.Jean-Marie Le Pen henviste også til ‘folket’ og førte i 1984 valgkampagne

med sloganet ‘Le Pen, le Peuple’ altså ‘Le Pen og Folket’, men den populistiske retorik var sporadisk, og det var først og fremmest de radikale, grænseover-skridende ytringer mod jøder og arabere, der stod i centrum.10 Marine Le Pen taler ikke kun om folket, men om mon peuple, altså mit folk, og hun etablerer således en direkte forbindelse mellem sig selv og dette folk. For at kortslutte det repræsentative demokratis institutioner og give plads til folkets stemme har Marine Le Pen ligeledes foreslået, at det direkte demokrati skal styrkes gennem såkaldte ‘borgerinitiativer’, hvor et hvilket som helst spørgsmål kan sættes til folkeafstemning, hvis det kan samle 500.000 underskrifter.Der er dog tale om et helt andet folk end det, Jean-Marie Le Pen henviste til,

som primært var etnisk og historisk (hvis ikke ligefrem racemæssigt). I modsæt-ning til faderens etniske nationalisme, hvor det at være fransk var et spørgsmål



om at have fransk blod i årerne og have levet på fransk jord i generationer – en opfattelse, der også går under navnet Blut und Boden – accepterer Marine Le Pen delvist, at det franske folk ikke er etnisk, men politisk defineret. I modsætning til sin far, der ville deportere arabere, som ikke var assimilerede, har hun altså i normaliseringens navn måttet acceptere, at man er en del af det franske folk, for så vidt man på nuværende tidspunkt er fransk statsborger – ikke fordi man har fransk blod i årerne, eller fordi ens forfædre har pløjet den franske jord. Men samtidig ønsker hun – stik imod den republikanske tradition – at begrænse, hvis ikke helt forhindre, at udlændinge fremover kan opnå fransk statsborgerskab og blive en del af det franske folk. I lighed med sit fædrene ophav ønsker hun nemlig at afskaffe en af grundpillerne i den franske republik siden revolutionen, droit du sol.11 Hun ønsker altså at indføre den såkaldte droit du sang (blodret), hvor statsborgerskab transmitteres via blod og dermed i princippet kræver, at begge ens forældre er franske. Men ikke nok med det. Hun ønsker også, at det af sikkerhedsgrunde skal gøres muligt at fratage borgere med dobbelt statsborgerskab (læs: muslimer fra Mellemøsten og Nordafrika) deres franske statsborgerskab rent administrativt.12 For at begrænse indvandreres adgang til fremover at opnå fransk statsborgerskab skal der ifølge Marine Le Pen sættes en total stopper for indvandring, hvilket naturligvis betyder en tilsidesættelse af internationale flygtningekonventioner og dermed i Benoists ånd, at den politi-ske beslutning vejer tungere end grundlæggende rettigheder og internationale konventioner. Men derudover skal ‘immigrationsregnskabet’ vendes på hovedet, således at antallet af indvandrere, der befinder sig i Frankrig – og som altså ikke skal sætte næsen op efter at få fransk statsborgerskab – ikke bare skal holdes konstant, men gerne falde. I realiteten betyder det, at indvandrere, der ikke tilslutter sig franske værdier, eller som udgør en sikkerhedstrussel, må acceptere at forlade landet igen.

I et forsøg på at skabe et større populistisk parti og vinde tilslutning blandt vælgere, der tidligere stemte til venstre på det politiske spektrum, har Ras-semblement National udviklet en klar social dimension. Le Pen den ældre var socialdarwinist og opfattede det sociale fællesskab som en alles kamp mod alle, hvor den stærke vinder, mens den svage må dø.13 Han ønskede en minimalistisk sikkerhedsstat, der primært tog sig af at opretholde lov og orden, samt at ved-ligeholde vejnettet og udstede penge, men udviklede dog hen ad vejen nogle sporadiske sociale temaer. På dette punkt har Marine Le Pen altså foretaget et



brud med faderens linje. Hun opfatter stadig staten som et sikkerhedsapparat, der skal forsvare nationen, men hun har stiftet fred med velfærdsstaten og sat fokus på at forsvare almindelige, franske borgeres økonomiske interesser imod indvandring, globaliseret kapitalisme og en korrupt elite. I lighed med sin far er hun glødende nationalist, hvilket betyder, at hun forsvarer det franske folks forrang og Frankrigs nationale suverænitet. Hendes nationalisme, der opsum-meres i sloganet la France d’abord (Frankrig først), kommer bl.a. til udtryk i et utrætteligt angreb på islamister og den ‘massive indvandring’ samt et forslag om, at franskmænd skal nyde godt af en ‘national prioritet’, således at de kom-mer forrest i køen, når det gælder jobs, velfærdsydelser og tildeling af sociale boliger. Hun taler således om ‘økonomisk patriotisme’ og ‘national præference’ og opfatter nationalstaten som en national stat, hvis primære opgave består i at beskytte franskmænd og sikre deres interesser imod det yderste højres traditionelle målskiver: indvandrere, fremmede og parallelsamfund.14

I et forsøg på at normalisere partiet og fremstå som egnet til at indtage det højeste embede er disse angreb dog trin for trin blevet modereret, i det mindste på det retoriske plan. Jean-Marie Le Pens angreb på nordafrikanske indvandrere havde baggrund i kolonitidens blik på arabere som mindreværdige andenrangsborgere. Med Marine Le Pen er der ikke længere tale om en kamp mellem ulige folk eller racer, endsige om at holde fordums koloniale undersåt-ter ude fra et etnisk rent Frankrig. Marine Le Pens modstand mod indvandrere er nu forvandlet til et spørgsmål om religion og kultur og går primært under navnet ‘islamisme’. Før Marine overtog partiet, sammenlignede hun muslimer, der deltog i fællesbøn på åben gade, med den tyske besættelse. Men trin for trin er retorikken blevet mere afdæmpet, og hun understreger nu, at hendes modstand ikke gælder religionen islam som sådan, men udelukkende islamister og religiøse fundamentalister: “Jeg kæmper ikke mod islam, jeg kæmper ikke mod en religion, jeg kæmper mod religiøs fundamentalisme.” Og på spørgs-målet om, hvorvidt islam er kompatibel med republikken – et spørgsmål, der er genstand for animeret debat i Frankrig – mener Marine i modsætning til mange hardlinere på den yderste højrefløj, at en sekulariseret variant af islam, der respekterer den franske laïcité (sekularisme) – fx forbuddet mod at bære burka i det offentlige rum eller at gå med tørklæde i de franske skoler – godt kan være forenelig med republikken.15 Hendes angreb på islamister er dog ikke kun et spørgsmål om kultur, men også om sikkerhed, idet hun igen og igen



kæder islamister sammen med terrorister. Det er en retorik med stor resonans i et land som Frankrig, der har været hårdt ramt af terrorisme.Nationalisme handler dog ikke kun om økonomi og statsborgerskab, men

også om national suverænitet, altså om Frankrigs mulighed for selvbestemmelse på den internationale arena. På dette punkt er det afgørende for Marine Le Pen, at Frankrig ikke afgiver suverænitet til efterkrigstidens liberale, internationale institutioner som EU og FN, der tvinger Frankrig til at tage imod flygtninge, eller til NATO, der giver amerikanerne indflydelse på det franske forsvar. For at genvinde fuld suverænitet mente hun tidligere, at Frankrig burde trække sig ud af EU og forlade det integrerede samarbejde i NATO, mens Rusland, som nyder stor velvilje på det yderste højre, burde indlemmes i det transatlantiske samarbejde. Hun plæderede også for, at Frankrig som minimum skulle forlade euroen. Men efter det skuffende resultat ved præsidentvalget i 2017 har Marine Le Pen trukket i land og både opgivet at forlade EU og euroen, fordi disse forslag ikke vandt genklang blandt hendes kernevælgere.

Ko n s e r v a t i v k r i s t e n d o m , d e n s t o r e u d s k i f t n i n g o g p a t r i a r ka l s ke fa m i l i e v æ r d i e r : M a r i o n M a r é c h a l

I den politiske kulisse spøger Marine Le Pens niece Marion Maréchal, der, selv om hun har strøget efternavnet Le Pen, alligevel udgør det sidste skud på stam-men i Le Pen-dynastiet. På det yderste højre – både i Frankrig og internationalt – er der store forventninger til den yngste Le Pen, der trods sine 30 år allerede har solid parlamentarisk erfaring. Som 22-årig blev hun valgt ind i National-forsamlingen for Front National som den yngste parlamentariker nogensinde siden revolutionen. Steve Bannon har kaldt hende “et af de mest imponerende mennesker i verden”, en “rising star” og har spået hende “en stor fremtid”.16 Hun er en skattet taler på diverse kristenkonservative konventer rundt omkring i verden. I 2019 var hun taler på den store årlige konservative kongres i USA, CPAC, og året efter på en kristenkonservativ kongres i Rom, hvor Orbán var hovedtaler.17 Derudover er der tikket invitationer ind fra bl.a. Bolsonaro og Oxford University. Maréchal er interessant, fordi hun er eksponent for en bre-dere kristenkonservativ revival, der på forbløffende vis har fået vind i sejlene over de seneste år og tæller statsledere som netop Orbán, Bolsonaro, Putin og en partileder som Abascal fra det spanske Vox. I en fransk sammenhæng peger denne ideologiske strømning direkte tilbage til den katolske kirkes kontrare-



volutionære bestræbelser efter revolutionen og til Charles Maurras, den indfly-delsesrige intellektuelle fra mellemkrigstiden, der var Vichyregimets hoftænker. Derudover refererer Maréchal eksplicit til en anden Vichy-intellektuel, nemlig den mindre kendte Gustave Thibon.18Denne kristne konservatisme, som mange i Frankrig troede var et levn fra

fortiden, fik fornyet luft i forbindelse med en række demonstrationer i 2012, de såkaldte Manif pour tous (demonstration for alle). Den daværende sociali-stiske præsident, François Hollande, ville gøre det muligt for homoseksuelle at adoptere og gifte sig (mariage pour tous, bryllup for alle), men det udløste et ramaskrig og fik et stort antal katolikker og ligesindede til at gå på gaden i en lang række protestdemonstrationer, der på et tidspunkt samlede over 300.000 mennesker i Paris. Ud af denne folkelige mobilisering voksede den stærkt kon-servative – og intellektuelt orienterede – katolske bevægelse Sens Commun (Sund Fornuft).19 Disse demonstrationer førte nemlig til en bredere intellektuel vækkelse, bl.a. i form af en række nye konservative tidsskrifter som Limite og L’Incorrect, hvor især det sidste er tæt på Marion Maréchal. Manif pour tous-demonstrationerne gjorde det tydeligt, at der eksisterede en ideologisk position mellem ‘mainstreamrepublikanere og Front National’,20 og det er denne ideo-logiske position, som Marion Maréchal har indtaget. Som antydet indgår hun også i en kristenkonservativ internationale, hvor hun optræder sammen med andre højrefløjskoryfæer og trin for trin opbygger sit internationale netværk.I modsætning til Marine Le Pen er Marion Maréchal i højere grad intellek-

tuelt interesseret og mener, at forudsætningen for at vinde politisk magt er at føre ‘metapolitik’, dvs. at kæmpe kulturkamp for at skabe kulturelt hegemoni. Begrebet om ‘metapolitik’, der stammer fra Antonio Gramsci, har længe været gængs på den yderste højrefløj i Frankrig. Det var et nøgleord for den højrein-tellektuelle gruppe Nouvelle Droite, hvis hovednavn, Alain de Benoist, i dag leverer tankegods til det yderste højre globalt.21 Da Marine Le Pen i 2017 tabte præsidentvalget til Macron, valgte Marion Maréchal at trække sig ud af politik og lancerede i stedet et samfundsvidenskabeligt institut i Lyon, en by, der har en rig højreekstremistisk historie. Ud over at være kulturkampens spydspids skal dette institut uddanne fremtidens konservative elite. På instituttet omgiver hun sig med ideologiske hardlinere og antiislamister som Éric Zemmour og Jacques de Guillebon. Zemmour er en fremtrædende medieintellektuel, der har gjort karriere på at lufte ekstremt rabiate synspunkter om muslimer og kvinder, mens



Guillebon er redaktør af tidsskriftet L’Incorrect og sidder i instituttets bestyrelse. Der er dog bred enighed om, at der er tale om en midlertidig tilbagetrækning, der skal gøre det muligt for Marion Maréchal at stå stærkere i forbindelse med et politisk comeback. I så fald vil det være en fordel, at hun har stået i spidsen for et institut, der gennem en årrække har uddannet en skare af dedikerede tilhængere.

Med dette forsvar for en ultrakonservativ kristendom sender Marion Maréchal et tydeligt signal om, at hun på visse måder er på kollisionskurs med republikken og eksponent for en anden type højrefløjsekstremisme end sin tante, der har forliget sig med det franske princip om laïcité. Oprindeligt handlede laïcité ikke kun om adskillelse af stat og kirke, men i høj grad også om religionsfrihed og retten til at dyrke sin religion, som gælder for alle religioner på lige fod. Det er en nytolkning af princippet om laïcité, der siden 2004 har ført til Frankrigs hårde kurs over for religiøse symboler i skoler samt forbud mod at bære burka i det offentlige rum. Det er denne nye opfattelse af laïcité, som Marine Le Pen slutter op om. For Marion Maréchal er religion dog ikke kun religion, men først og fremmest et spørgsmål om identitet, og da hun mener, at Frankrig i kulturel forstand er kristent, kan islam ifølge hende “ikke have præcis den samme rang som den katolske religion”.22 Eller som hun også formulerer det i fuld overensstemmelse med den identitære bevægelse: “Vi har ret til vores historiske kontinuitet. Vi har ret til den franske kulturs forrang.”23I lighed med Marine Le Pen forsvarer Marion Maréchal en snæver, eksklu-

derende nationalisme. Hun forsvarer Frankrigs nationale suverænitet og er hardliner i forhold til indvandrere, navnlig muslimer. Hvor Marine Le Pen har forsøgt at bløde sin retorik op og nedtone spørgsmålet om muslimer for i stedet at henvise til islamisme og fundamentalisme – som ifølge hende skaber store sociale og sikkerhedsmæssige problemer – har Marion Maréchal ikke i samme grad har undsagt sin morfar Jean-Marie Le Pens opfattelse af nationalitet som Blut und Boden. For hende er problemet ikke islamisme eller fundamentalisme, men slet og ret muslimer, der efter hendes opfattelse udgør en trussel mod fransk identitet, fordi de i modsætning til andre indvandrere ikke vil assimileres. Hun refererer eksplicit og uden blusel til det ekstremistiske mantra om ‘den store udskiftning’, der er formuleret af den franske forfatter Renaud Camus.24 Sloganet har i de seneste år vundet global udbredelse på den yderste højrefløj, bl.a. i nogle white supremacist-kredse i USA, på internetfora som 4chan og Reddit



samt blandt de personer, der i 2019 udførte terrorangreb på to moskéer i Christ-church, New Zealand. ‘Den store udskiftning’ henviser til en konspirationsteori om, at indvandring er organiseret, men på det yderste franske højre – fx hos Éric Zemmour – koges det ned til, at muslimer vælter ind over grænserne, har en galopperende demografi, og i løbet af en generation vil være i overtal og fortrænge ‘de kristne’. Hvor Marine Le Pen ser muslimsk indvandring som et socialt og sikkerhedsmæssigt problem, ser Marion det som et identitetsmæssigt, hvis ikke ligefrem civilisatorisk spørgsmål. Frankrig, der i hendes øjne er en kristen nation, vil efter hendes opfattelse løbet af kort tid blive forvandlet til en islamisk nation. Hendes modstand mod muslimsk indvandring skal altså ses i et større perspektiv af ‘clash of civilizations’, hvor kristendommen må opruste for at bekæmpe den islamiske overtagelse, der vil føre til det kristne Europas udslettelse. Hun abonnerer således på en art eskatologi, hvor dommedag i form af Frankrigs udslettelse er en trope, der gentages igen og igen. Dette er Jean-Marie Le Pen classic. Denne forfaldshistorie hviler på en forestilling om det franske folks enhed og renhed, der trues af at blive blandet op med andre folkefærd, samt idéer om en social orden, der er moralsk, konservativ, autoritær og kristen. Det er altså en ideologisk forestilling om, at “det sociale fælles-skab skal renses for ethvert fremmedelement”.25 Ud fra teorien om ‘den store udskiftning’ argumenterer hun i lighed med mange andre ligesindede for det, som i dag kaldes ‘remigration’. I praksis betyder det, at hun i lighed med sin bedstefar mener, at det skal gøres meget lettere at fratage franske borgere deres statsborgerskab administrativt for således at sende personer, der modsætter sig assimilering, tilbage til der, hvor de i etnisk forstand hører hjemme.Det er på baggrund af denne civilisatoriske kamp, at kristendommen står højt

på hendes politiske dagsorden som et bolværk mod islamiseringen af Europa. På dette punkt ligger hun helt på linje med Putin, der også maner til moralsk oprustning ved at fremhæve Ruslands kristne rødder, eller Orbán, der tidligere talte om “‘illiberalt demokrati’, men nu er gået i harnisk for at forsvare et ‘kristent demokrati’”.26 Marion Maréchals kristenkonservative udgangspunkt kommer også til udtryk i en nostalgi for patriarkalske familieværdier, kritik af kønsteori, strengere krav til abort samt modstand mod homoseksuelle ægte-skaber, fordi de ‘slår døren op til polygami’. Disse idéer skal som sagt gennem-føres ved at føre kulturkamp for således at vinde folkets opbakning. Maréchal forsvarer eksplicit populisme og det franske folk, der ifølge hende – med en



typisk populistisk retorik – er forladt og på ingen måde repræsenteret af den nuværende, korrumperede elite.

E r d e n f e m t e r e p u b l i k p o p u l i s t i s k?Er Rassemblement Nationals og Marion Maréchals populistiske projekt en trussel mod det franske demokrati? I en fransk sammenhæng er populisme og demo-krati ikke nødvendigvis uforenelige størrelser. Man kunne faktisk hævde, at den femte republik i højere grad end andre europæiske demokratier indeholder en række populistiske elementer, fordi det direkte demokrati – som populisterne sværger til – langt hen ad vejen overskygger de repræsentative institutioner. Den femte republik var skræddersyet til general de Gaulle, der dyrkede det direkte forhold til det franske folk og mente, at forholdet mellem leder og folk var omdrejningspunkt i et stærkt, beslutningsdygtigt demokrati. Under Anden Verdenskrig stod de Gaulle i spidsen for den franske modstandskamp mod tyskerne, og i 1958 kaldte Nationalforsamlingen ham tilbage for at håndtere den voksende krise i Algeriet. Grunden til, at spørgsmålet om Algeriets løsri-velse udviklede sig til en national krise, var, at Algeriet ikke var nogen koloni, men et departement, der hørte under Indenrigsministeriet og altså på sin vis var en del af Frankrig. I Algeriet boede et stort antal franskmænd, som havde boet der i generationer, og de var hårdnakkede modstandere af uafhængighed, som ville tvinge dem til at forlade deres fædrene jord. Siden uafhængigheden i 1962 og helt frem til i dag har disse såkaldte pieds noirs (sortfødder) udgjort den yderste højrefløjs kernevælgere. Da de efter uafhængigheden måtte flygte til Frankrig, bosatte mange sig i Sydfrankrig, hvor Rassemblement National endnu i dag står stærkt.

For at kunne håndtere den omsiggribende guerillakrig i Algeriet ønskede de Gaulle et stærkt præsidentembede, der havde mandat til egenhændigt at tage vanskelige beslutninger uden parlamentets forsinkende mellemkomst. Efter en kort periode, hvor præsidenten blev valgt indirekte af 80.000 delegerede, blev forfatningen i 1962 – efter de Gaulles ønske – ændret til, at præsidenten blev valgt direkte af folket helt uden om mellemliggende institutioner som parlament, valgmænd el.lign.27 Da præsidenten også har mulighed for at udskrive folkeaf-stemninger, står det direkte demokrati altså forholdsvis stærkt på bekostning af de andre repræsentative organer som Nationalforsamlingen og senatet. For at præsidentembedet kunne få tilstrækkelig autoritet var det nemlig afgørende



for de Gaulle, at den franske præsident får sin legitimitet direkte fra folket, som han i en vis forstand inkarnerer. Dette direkte forhold mellem folk og leder er et grundelement i populismen.28 Ud over at den franske præsident fra 1962 blev valgt direkte, dyrkede de Gaulle de såkaldte bains de foule – bogstavelig talt ‘badning i masserne’ – hvor den karismatiske leder fornyer sin legitimitet gen-nem direkte fysisk kontakt med folket. I de Gaulles øjne var folkeafstemninger heller ikke bare folkeafstemninger, der drejede sig om et specifikt spørgsmål, men begivenheder, hvor lederen ved at henvende sig direkte til folket kunne forny sin legitimitet og tage temperaturen på folkets opbakning.Man kan naturligvis hævde, at en præsident, der vælges direkte af folket, blot

repræsenterer dette folk, men denne idé om, at folkeviljen kan repræsenteres af én eneste mand, er igen en grundlæggende populistisk pointe. Populisterne mener nemlig, at folket er ét, og at det derfor giver god mening, at det repræ-senteres – mere præcist inkarneres – af én enkelt mand. Dette står i kontrast til en mere liberal demokratiopfattelse, der tager udgangspunkt i, at folket er heterogent. Partier repræsenterer således forskellige interesser og dele af be-folkningen, og det er netop gennem uenighed og diskussion – samt en sikring af mindretallets rettigheder – at det bliver muligt at træffe beslutninger, der måske ikke har 100 % opbakning af et enigt folk, men hvor alle parter i det mindste bliver hørt. I Frankrig går det stærke præsidentembede hånd i hånd med et svagt, anæmisk parlament, der under den femte republik for det meste har fungeret som en slags gummistempel for præsidentens eller premierministerens initiativer. I modsætning til hvad der er tilfældet i de fleste andre europæiske demokratier, udpeges den franske premierminister nemlig ikke af parlamentet men af præsidenten, og hvis Nationalforsamlingen skulle formaste sig til at stille sig på bagbenene over for regeringens lovforslag, har premierministeren grumme instrumenter i sin værktøjskasse for at gennemtrumfe sin vilje og banke parlamentarikerne på plads.29 I modsætning til det amerikanske regime, hvor præsidenten vælges indirekte af nogle valgmænd, er den femte republik altså ikke ligefrem tynget af checks and balances mellem de forskellige repræsentative organer.Der findes mange forskellige varianter og grader af populisme, og Frankrig

er naturligvis hverken et diktatur eller et autoritært regime a la det, som Or-bán forsøger at gennemtrumfe i Ungarn ved at knægte frie medier, domstole og universiteter. De Gaulle var en inkarneret republikaner, der under Anden



Verdenskrig havde sikret republikkens kontinuitet uden for det franske territo-rium. Men ikke desto mindre kan den femte republik betragtes som et regime, der indeholder visse populistiske elementer. Dette er formentlig grunden til, at højreintellektuelle Alain de Benoist, der netop forsvarer populisme mod det liberale demokrati, har hyldet den femte republik, som ifølge ham er inspireret af Carl Schmitt.30 Man kunne også se den femte republik som et kompromis mellem et populistisk og et liberalt demokrati, der er karakteriseret ved en styrkelse af retsstaten, frie medier, opposition etc. For at forhindre, at et regime, der er bygget op omkring en stærk udøvende magt, skulle udarte i autoritær retning, indførte den femte republik nemlig som noget helt nyt i en fransk sammenhæng – og imod de Gaulles ønske – et forfatningsråd, som skulle sikre, at republikkens grundlæggende principper ikke trædes under fode. De Gaulle var ikke begejstret, for han ønskede ikke, at Frankrig skulle ende som USA, hvor Supreme Court har mulighed for at underkende folkeviljen. “I Frankrig”, sagde han “er folket den eneste højesteret”. Man kunne sige, at de Gaulle var en godartet populist, der respekterede folkets vilje og trak sig frivilligt, da en folkeafstemning gik imod ham i kølvandet på 1968-opstanden. Men spørgsmålet er, om Marine Le Pen og Marion Maréchal, der eksplicit tilslutter sig populismen, i lighed med de Gaulle er helhjertede republikanere.

Re f o r m e r e d e m o k ra t i e t e l l e r p å ko l l i s i o n s k u r s m e d r e p u b l i k ke n?Som allerede nævnt er der i Frankrig en lang tradition for, at det yderste højre ønsker republikken hen, hvor peberet gror. Dette ubehag ved det moderne demokrati var i fuldt vigør helt frem til 1944, hvor republikken var afskaffet og erstattet af det kristent-patriarkalske, autoritære Vichyregime – mens de Gaulle videreførte republikken fra London. I dag er der ikke længere nogen på den yderste højrefløj, der eksplicit ønsker at afskaffe demokratiet. Tværtimod sætter ledende politiske skikkelser som Marine Le Pen – og formentlig også Marion Maréchal – deres lid til, at de kan vinde politisk magt gennem de nuværende demokratiske institutioner. Hvor den klassiske demokratikritik i Frankrig var elitær og byggede på en forestilling om naturlig og social ulighed, er det yder-ste højre som sagt blevet folkeligt og populistisk.31 Det yderste partipolitiske højre har tilsyneladende sluttet fred med republikken, som den nu ønsker at forsvare imod ærkefjende nr. 1: islamismen. Men selv om det yderste højre erklærer sig republikansk, er der alligevel god grund til at undersøge, om dets



demokratiopfattelse og politiske program er forenelige med republikken og dens grundlæggende værdier.

Marine Le Pen og Marion Maréchal har ingen ambitioner om at holde de brede folkemasser uden for indflydelse. Tværtimod ønsker de at ride på folke-viljen og gøre sig til talsmænd/-kvinder for det stakkels, forladte folk, som ikke er repræsenteret, og som de nuværende eliter blot lader hånt om. Marine Le Pen har øjnene stift rettet mod præsidentvalget i 2022, og hun har bebudet, at hvis hun bliver valgt, vil hun gennemføre nogle fundamentale ændringer af det nuværende demokrati i et forsøg på at trække det i en endnu mere populistisk retning. For selv om Marine Le Pen sværmer for den stærke præsidentmagt, hvor det franske folk har mulighed for at vælge deres leder direkte, er begejstringen til at overse, når det gælder forfatningsrådet, der skal forsvare republikken og de republikanske værdier. Ifølge den franske specialist i det yderste højre, Jean-Yves Camus, vil gennemførelsen af Rassemblement Nationals program da heller ikke kun kræve lovændringer, men mere gennemgribende ændringer af selve forfatningen.32For at føre sit populistiske projekt ud i livet vil Marine Le Pen styrke det

direkte demokrati yderligere og fjerne nogle af de liberale elementer, der trods alt skulle lægge en konservativ dæmper på folkeviljen: opdeling af magten og juridisk kontrol. For at koncentrere magten om en stærk og uindskrænket præsident vil hun afskaffe senatet og begrænse forfatningsrådet, der netop er sat i verden for at sikre, at politiske beslutninger ikke strider mod republikkens fundamentale principper, bl.a. Menneskerettighedserklæringen fra 1789. Når autoritære, populistiske ledere de seneste år i Polen og Ungarn har forsøgt at styrke deres egen magt, er de netop gået til angreb på den juridiske magt.33 I en nærkamp mellem den politiske magt, der stammer fra folket, og den juridiske magt, der stammer fra grundloven, vil den nyslåede politiske magt i sidste ende vinde over grundloven, der er af ældre dato.34

Det franske demokrati er dog ikke kun et spørgsmål om demokratiske insti-tutioner, men i mindst lige så høj grad om republikanske værdier, der med rod i oplysningstidens filosofi handler om universelle menneskerettigheder. Hvis det franske demokrati kan siges at være under pres, skyldes det altså også, at det yderste højre i dag maner til opgør med nogle af de fundamentale værdier, som republikken historisk set bygger på. Republikken opstod ud af en politisk revolution, og det betød, at det republikanske Frankrig længe var et land, der



netop brystede sig af at tage imod politiske flygtninge og hurtigt gøre dem til del af det politiske fællesskab uden skelen til baggrund, religion el.lign. Men i dag sætter indvandringen de republikanske værdier under pres. Marine Le Pens ønske om at sætte en total stopper for indvandring betyder ikke blot, at hun vil afskaffe den republikanske droit du sol og genforhandle Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hun vil også indskrive et princip om ‘national præference’ direkte i forfatningen og gøre det meget lettere rent administrativt at fratage statsborgerskab.35Hendes niece går dog et skridt videre, idet hun ligefrem ønsker at etablere

et hierarki mellem etnisk franske statsborgere og muslimer. Som beboere i et kristent land skal muslimer, der ifølge Maréchal er særligt resistente over for assimilation, tildeles en status af andenrangsborgere. Til forskel fra Marine Le Pen opfatter hun ikke Frankrig som et politisk, men identitetsmæssigt fæl-lesskab, hvilket i hende øjne kan koges ned til et kristent fællesskab. På dette punkt er hun altså helt på linje med den voksende identitære bevægelse, som opstod i Frankrig i 2012 som Génération Identitaire, men som i dag er en global bevægelse, der også er repræsenteret i Danmark. Maréchals identitære opfat-telse af nationalitet er dog et eklatant brud med de universelle republikanske værdier om, at alle borgere er lige uanset baggrund og kultur. I overensstem-melse med denne republikanske forståelse af, hvad det vil sige at være borger, er det fx ikke tilladt i Frankrig at samle statistiske oplysninger om personers etniske eller religiøse baggrund. Da en borgmester for Front National erklæ-rede, at der var 64,6 % muslimske elever i hans skoledistrikt, blev han opsøgt af politiet, og den daværende premierminister, Manuel Valls, gik på talerstolen i Nationalforsamlingen og sagde, at optællingen af muslimske elever ikke kun var “illegal”, men også “i strid med republikkens værdier”.36 Set ud fra et re-publikansk perspektiv er muslimer altså ikke muslimer, men slet og ret franske borgere på lige fod med alle andre borgere. Det er netop denne universalistiske opfattelse af nationalitet og politisk fællesskab, der ligger til grund for det særligt franske ubehag ved multikulturalisme. En anerkendelse af etniske mindretal med særlige rettigheder ville i en fransk sammenhæng være et opgør med hele den republikanske tradition.Den kristenkonservative vækkelse, som Marion Maréchal er eksponent for,

kan i dag observeres i en hel del lande, hvor den rækker langt ind i regerings-kontorerne. Den får dog en særlig klokke til at ringe i en fransk sammenhæng,



hvor antagonismen mellem religion og oplysningsfilosofi/demokrati er solidt forankret i landets politiske historie. Kampen mod republikken har nemlig stort set altid udspillet sig i tæt alliance med den katolske kirke. Omvendt har hardco-rerepublikanere med rod i oplysningsfilosofien opfattet den katolske kirke som et udtryk for mørkets magter – overtro, monarki og individets umyndiggørelse – der skulle bekæmpes med oplysning og uddannelse i de republikanske skoler. Da republikken endelig havde vundet fodfæste i 1880’erne, gik der ikke længe, før de republikanske politikere i 1905 fik indført en adskillelse mellem staten og den forhadte kirke, som samtidig knæsatte det berømte franske princip om laïcité. Hvis det yderste højre får mere magt, er der altså ikke kun risiko for et demokratisk eller republikansk ‘tilbagefald’, hvor de liberale elementer rulles tilbage for at give endnu mere plads til den upolerede folkevilje. En bredere kristenkonservativ vækkelse kan også sætte nogle af oplysningsfilosofiens idealer om menneskerettigheder og fritænkning under pres. Det er dog ikke kun de kristne på det yderste højre, der nærer et indædt had til menneskerettighederne, men noget, en stor del af intellektuelle og politikere på denne del af det politiske spektrum kan enes om. Marion Maréchal formulerer det dog særlig klart: “Den frigørelse af individet, som oplysningstænkerne forestillede sig, dvs. evnen til at sætte sig ud over sine sociale og familiære vilkår, er selv blevet en form for fundamentalisme”.37 Og dermed noget, der efter hendes – og andres – opfat-telse skal bekæmpes.Selv om det yderste højre tilsyneladende har begravet stridsøksen og nu står

last og brast med republikken imod islamisme og multikulturalisme, er det altså en anden republik end den nuværende, det har for øje. Det er en republik, hvor nogle af de organer, der skal lægge en dæmper på den sakrosankte folkevilje, vil blive svækket, hvis ikke ligefrem afskaffet. Men ikke nok med det. Det yder-ste højres opfattelse af nation, statsborgerskab og politisk fællesskab kan også betyde et opgør med de værdier, der stadig ligger til grund for republikken: menneskerettigheder og oplysningsfilosofi.



N o t e r

1 I modsætning til antikkens direkte demokrati var ‘republik’ betegnelsen for et repræsentativt demokrati. Se Bernard Manin, Principes du gouvernement représentatif (Paris: Calmann-Lévy, 1995).

2 David Runciman, How Democracy ends (London: Profile Books, 2018); Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die (London: Penguin, 2018).

3 Nancy Bermeo, “On Democratic Backsliding”, Journal of Democracy 27 (1) (2016), 5-19.4 Alain de Benoist, “Plus une démocratie est representative, moins elle est

démocratique!”, interview med tidsskriftet Boulevard Voltaire, https://zintv.org/alain-de-benoist-plus-une-democratie-est-representative-moins-elle-est-democratique/.

5 Benoists opfattelse af populisme stemmer overens med mange populismeforskeres opfattelse, men hvor de ofte ser populisme som en trussel mod demokratiet, ser Benoist det tværtimod som det eneste sande demokrati. Se også Cas Mudde, “The Populist Zeitgeist”, Government and Opposition 39 (4) (2004), 543, hvor han definerer populisme som “an ideology that considers society to be ultimately separated into two homogeneous and antagonistic groups, the ‘pure people’ versus ‘the corrupt elite’, and which argues that politics should be an expression of the volonté générale (general will) of the people”.

6 Cécile Alduy, “Le FN est ‘une négation brutale de l’esprit critique’”, Le Monde, 7. december 2015.

7 Cas Mudde, “The Study of Populist Radical Right Parties: Towards a Fourth Wave”, C-Rex working paper series, University of Oslo, nr. 1 (2016).

8 Cas Mudde, Populist Right Wing Parties in Europe (Cambridge: Cambridge University Press, 2007); Koen Abts og Stefan Rummens, “Populism Versus Democracy”, Political Studies 55 (2007).

9 Peter Baehr, Caesarism, Charisma and Fate Historical Sources and Modern Resonances in the Work of Max Weber, New Brunswick: N. J., Transaction Publishers, 2008.

10 Daniel Stockemer & Mauro Barisione, “The ‘New’ Discourse of the Front National under Marine Le Pen: A Slight Change with a Big Impact”, European Journal of Communication 32 (2) (2017), 100-115.

11 I den lange periode, hvor republikken med en enkelt kort afbrydelse var afskaffet, blev statsborgerskab overleveret via faderen, hvilket de facto betød en afskaffelse af droit du sol i perioden 1803-1889. Droit du sol blev genindført i 1889 under den tredje republik.

12 Denne mulighed er dog også indført i Danmark i 2019 af en socialdemokratisk regering.

13 Pierre-André Taguieff, “La métaphysique de Jean-Marie le Pen” i Le Front National à découvert, eds. Nonna Mayer & Pascal Perrineau (Paris, Presses de Sciences Po, 1996), 173-194.

14 Cécile Alduy & Stéphane Wahnich, Marine Le Pen prise aux mots (Paris: Éditions du Seuil, 2015).

15 Louis Haushalter, “L’islam compatible avec la République: la phrase de Marine le Pen qui trouble les militants FN”, Marianne, 17. september 2016.



16 ‘She is not simply a rising star on the right in France. She’s one of the most impressive people in the entire world’, jf. Simon Carraud, Michel Rose, Peter Graff, “Trump’s ex-aide Bannon sees ‘great’ future for Le Pen’s niece”, Reuters, https://www.reuters.com/article/us-france-politics/trumps-ex-aide-bannon-sees-great-future-for-le-pens-niece-idUSKCN1GM0UJ.

17 Konferencen hed “God, Honor, Country: President Ronald Reagan, Pope John Paul II, and the Freedom of Nations”. Cf. Anne Applebaum, “This is how Reaganism and Thatcherism end”, The Atlantic, 10. februar 2020. https://www.theatlantic.com/ideas/archive/2020/02/the-sad-path-from-reaganism-to-national-conservatism/606304/.

18 Lucie Soulier, “Dans le discours de Marion Maréchal, les mots de l’extrémisme”, Le Monde, 2. oktober 2019.

19 Pascale Tournier, Le vieux monde est de retour (Paris: Stock, 2018).20 Mark Lilla, “Two Roads for the New French Right”, The New York Review of Books, 20.

december 2018.21 Bl.a. via det engelsksprogede forlag Arktos.22 LCI, “Marion Maréchal: islam et catholicisme n’ont pas ‘exactement le même rang’”, 21.

november 2015, https://www.lci.fr/politique/marechal-le-pen-islam-et-catholicisme-nont-pas-exactement-le-meme-rang-1536518.html.

23 Lucie Soulier, “Dans le discours de Marion Maréchal, les mots de l’extrémisme”, Le Monde, 2. oktober 2019.

24 Thomas Chatterton Williams, “The French Origins of ‘You Will Not Replace Us’. The European thinkers behind the white-nationalist rallying cry”, The New Yorker, 27. november 2017, https://www.newyorker.com/magazine/2017/12/04/the-french-origins-of-you-will-not-replace-us.

25 Cécile Alduy & Stéphane Wahnich, Marine Le Pen prise aux mots (Paris: Éditions du Seuil, 2015).

26 Victor Orbán, ‘Prime Minister Viktor Orbán’s speech at the 29th Bálványos Summer Open University and Student Camp’, https://www.kormany.hu/en/the-prime-minister/the-prime-minister-s-speeches/prime-minister-viktor-orban-s-speech-at-the-29th-balvanyos-summer-open-university-and-student-camp.

27 Det er meget få vestlige demokratier, fx Finland og Portugal, hvor præsidenten vælges direkte af folket.

28 Se fx Pierre Rosanvallon, Populismens århundrede (København: Informations Forlag, 2020).

29 Det er den berygtede artikel 49.3 i forfatningen, hvor premierministeren kan erklære et lovforslag for vedtaget uden afstemning. Hvis parlamentarikerne vil modsætte sig vedtagelsen af loven, kræver det, at de vælter regeringen. 49.3. bruges relativt hyppigt.

30 Ifølge Alain de Benoist er den nuværende franske forfatning inspireret af den tyske jurist og forfatningsteoretiker Carl Schmitt, der var skeptisk over for det repræsentative demokrati, fordi det ifølge ham var ensbetydende med uendelig palaver, men aldrig nåede frem til det, der ifølge Schmitt var det eneste saliggørende: beslutningen. Cf. Alain de Benoist, “La Constitution de la Ve République francaise. Fondements et prospective”.



31 I Frankrig findes en populistisk strømning på den yderste højrefløj, som kan spores tilbage til Napoleon, og som René Rémond i et banebrydende værk om det franske højre har kaldt “bonapartistisk”. Med jævne mellemrum dukker denne strømning op i fransk politik – bl.a. med de Gaulle. Cf. René Rémond, Les Droites en France (Paris: Aubier, 1992).

32 Manon Rescan, Lucie Soullier & Julia Pascual, “Immigration: à qui profite le débat?”, Le Monde, 7. oktober 2019, https://www.lemonde.fr/politique/article/2019/10/07/immigration-a-qui-profite-le-debat_6014533_823448.html.

33 Charles de Secondat de Montesquieu, De l’esprit des lois (Paris: Éditions Gallimard, 1995).

34 Andrew Arato, “Populism and the Courts”, Verfassungsblog, 25. april 2017, https://verfassungsblog.de/populism-and-the-courts/.

35 Frédéric Joignot, “Les mots biaisés de Marine Le Pen”, Le Monde, 29. januar 2015.36 “Fichage des élèves à Béziers: reaction de Manuel Valls à l’Assemblée nationale” Le

Monde, 5. maj 2015, https://www.lemonde.fr/politique/video/2015/05/05/fichage-des-eleves-a-beziers-reaction-de-manuel-valls-a-l-assemblee_4628191_823448.html.

37 Ariane Chemin & Vincent Martigny, “Mais qui veut éteindre les Lumières”, Le Monde, 28. november 2018, https://www.lemonde.fr/long-format/article/2018/11/15/mais-qui-eteindre-des-lumieres_5384074_5345421.html.


republikken og det yderste højre i frankrig: accept eller

Documents