skrivemaskinenChristoffer Boserup Skov

Sebastianog

Sebastian og skrivemaskinen

Sebastian og skrivemaskinen© Christoffer Boserup Skov og Det Andersenske Forlag 2009

Udgivet af Det Andersenske ForlagHammerensgade 1, 2. sal - DK - 1267 København K Tlf. 32 84 32 40www.andersenske.dk

Website knyttet til bogen: www.metafysiskinstitut.dk

Grafisk produktion: Jakob Worm-LeonhardBogen er sat med Minion ProTrykt hos AKA-PRINT

1.udgave, 1. oplag. Printed in Denmark 2009ISBN 978-87-92-24008-8

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til forlaget.

Sebastian og skrivemaskinen

Christoffer Boserup Skov

Regnen piskede med hidsige slag på ruderne. Mørket sænkede sig langsomt i det lille rum. Den eneste lyskilde var et næsten udbrændt stearinlys. Den sidste linje var blevet skrevet.

Forsigtigt blev papiret overrakt til ham, der kaldte sig Sokrates. Han kom det i en kuvert og forseglede den.

Han rakte kuverten frem for sig, og de andre lagde hænderne på den og hviskede: - Fiat lux! Lad der blive lys!

Så gemte de den væk i det aftalte rum. De rejste sig, gav hinanden hånden og gik hver til sit. Nu kunne kun fremtiden fortælle dem, om deres mission ville lykkes.

5

76

7

Sebastian Werner

Hvordan mon man bliver lykkelig? Sebastian nåede lige at tænke tanken, inden han sparkede til en cola-dåse, der lå på fortovet. Måske bliver jeg helt vildt lyk-kelig, hvis jeg får det, jeg ønsker mig til min fødsels-dag, mumlede Sebastian til sig selv. Han fyldte snart 12 år. Han havde næsten altid en idé om, hvad han fik i fødselsdagsgave – fx havde han sidste år længe luret, at han fik en computer med et godt grafikkort. I år ønskede han sig en ny mobil. En af dem med touch-screen og masser af funktioner. Men hans mor havde vist sagt, at de var for dyre, og at han var for lille til at have sådan en dyr telefon. For lille? Mon ikke snarere det var hende, der var for gammel? I år var det helt anderledes; han havde ingen som helst idé om, hvad han fik i fødselsdagsgave. Og det er ret irriterende, når man er nysgerrig. Parkeringspladsen foran skolen var nu helt tom. De andre børn var for længst gået hjem, men Sebastian ventede stadig på sin far. Vigga var også gået – hun plej-ede ellers også altid at være tilbage om fredagen. Vigga og Sebastian var bedste venner. De havde kendt hin-

98

anden, siden de var helt små. Hun gik i hans parallel- klasse, og de lavede rigtig tit noget sammen. Vigga var rigtig rar at tale med, og så smilede hun også altid til ham. Sebastian vidste ikke, om de skulle være mere end venner; altså om Vigga kunne lide ham på den der særlige måde. Sådan noget er altid svært at vide. Han gik hen til coladåsen igen. Han forestil-lede sig, at han spillede på fodboldlandsholdet og var med til verdensmesterskabet. Han hørte kommenta-toren sige: ”Sebastian har bolden, han dribler uden om endnu en forsvarsspiller. Og nu mangler han kun målmanden, han skyder. Mål! Sebastian Werner er fantastisk – verdens sejeste angriber!” Han ramte dåsen med vristen, den fløj med fuld fart ind under en bænk og landede i det høje græs. Måske var det lykken at score det afgørende mål i en vigtig finalekamp? Samtidig med at han rakte armene mod himlen for at modtage tilhængernes ellevilde jubel, dyttede en bil bag ham. Det var hans far, Poul Werner. - Skynd dig ind. Vi har travlt, meget travlt. Sebastian hoppede ind på bagsædet, og bilen lavede hjulspind, da de kørte ud af parkeringspladsen. Sebastian vidste godt, at de skulle skynde sig. Hans far

9

og mor skulle til konference. Hele sidste uge havde de stort set ikke talt om andet end den konference, som åbenbart var meget vigtig. Imens skulle han op til tante Ketty. - Det var på tide! Jeg har stået og ventet i ti minut-ter, sagde Sebastians mor, Sarah Werner, da de kom hjem. Sarah var ikke særlig god til at vente. Hendes motto var: ”Hvorfor vente til i morgen, hvis du kan gøre det i dag?”. Og nu stod hun parat på fortovet med Sebastians taske. - Jeg har pakket lidt tøj til dig, sagde hun og smed tasken ind på bagsædet. Han så ned i den: To trøjer, et par bukser, to par underbukser, nattøj, hjemmesko, en vindjakke, et par shorts, tre par strømper, et par kondi- sko, gummistøvler og en toilettaske. - Helt ærligt, jeg skal jo ikke rejse til månen, tænkte Sebastian og rystede på hovedet. Sarah havde et stort, rødt, krøllet hår. Sebastian havde altid fået at vide, at kvinder med rødt hår har temperament. Det betyder, at man hurtigt bliver sur. Eller glad. Det passede faktisk ret godt. Men allige-vel var det ikke helt rigtigt, for i virkeligheden var hendes hår brunt, ligesom hans eget, men hun fik

1110

farvet det rødt, hver gang hun var hos frisøren. Hun brugte oceaner af makeup, læbestift og neglelak. Om morgenen sprøjtede hun altid masser af hårlak i håret, så hele badeværelset osede. Sarah mente nemlig, at det var vigtigt at være præsentabel. Sebastian var ikke helt sikker på, hvad det betød, men hvis man var præsentabel, så var der åbenbart flere, der kunne lide én. Sebastian tog bare det tøj på, han bedst kunne lide – det var som regel et par cowboybukser og en fod-boldtrøje. Så tog han lidt gelé i håret, så det strittede i øst og vest. - Det er meget vigtigt, at man ikke ser sjusket ud. Når man ser sjusket ud, så har andre ikke tillid til én. Det hele hænger sammen, sagde Poul. For Poul og Sarah hang tingene tit sammen. Sebastian havde aldrig forstået, at hans far gad gå rundt med slips. Det er jo bare et stykke stof med en fjollet knude. Poul havde kort, mørkt hår og sorte, firkantede briller. Og så havde han altid jakkesæt på. Han så ret alvorlig ud, for han havde nogle dybe rynker lige over næsen. Men egentlig var han meget sød – altså når han havde tid til at være sammen med Sebastian og ikke skulle alt muligt mærkeligt. Og

11

Sarah var faktisk også ret sød, når hun havde tid til at være det. Det er de fleste voksne sikkert.1

1312

Af sted til tante Ketty

Sarah hoppede ind i bilen, og de drønede af sted. Sebastian glædede sig til at besøge tante Ketty. Det var efterhånden lang tid siden, han sidst havde været på besøg. - Hvad arbejder tante Ketty egentlig med nu? - Hm, ja, det er et godt spørgsmål. Hun laver vel stort set det samme, som hun altid har gjort. Hun maler billeder, sagde Sebastians far. - Det gør mig bare endnu mere glad for vores ar-bejde – godt vi har en fast løn hver måned. Vi kan lægge et budget og ved præcis, hvor mange penge vi har til rådighed, sagde Sarah og sendte søde smil til Sebastians far. - Jamen, er det da ikke nogen flotte malerier, hun har lavet? spurgte Sebastian. - Tja … Det er ikke lige min smag. De fleste af hendes malerier står jo stadig ude i hendes skur. Og hvis man ikke sælger sine malerier, så må det også være fordi, de ikke er særlig gode, funderede Poul. De kørte forbi det store indkøbscenter i ud-kanten af byen og drejede ud på motorvejen.

13

Speedometeret sneg sig langsomt op på 120 kilometer i timen. - Men det værste er, at tante Ketty altid taler om sådan nogle mærkelige og ligegyldige ting, fortsatte Poul. - Hvad vil hun dog med al det der filosofi, som hun er så vild med? Det er jo ikke noget, hun kan leve af! sagde Sarah og tog en mini-computer op af sin taske og trykkede løs på den med en tynd plasticpen. Sebastian havde hørt ordet ”filosofi” før, men han vidste ikke rigtig, hvad det betød. - Hvad betyder filosofi egentlig? spurgte han. - Det kan du passende spørge tante Ketty om! sagde hans far og grinede højt. - Filosofi er at stille en masse spørgsmål, som ingen alligevel kan svare på, sagde Sebastians mor, der nu havde pakket computeren sammen igen og i stedet havde taget sin neglefil frem. - Derfor er det jo fjollet. Hvorfor bruge sin tid på noget, som er ubrugeligt? Det er formålsløst, sagde hans far. Formålsløst. Sebastian gentog ordet for sig selv. - Forestil dig en ting, som ingen gider at købe.

1514

Noget som ikke kan sælges, sagde hans far. En kage, der smager forfærdeligt, den er der jo ingen, der vil købe. Hvis man ved, at man ikke kan sælge det, så vil det slet ikke blive produceret, sagde hans far med en selvsikker tone. Filosofi kan ikke sælges, og derfor er det formålsløst, fortsatte han. Sarah stoppede brat med at file negle. Som om hun var kommet i tanke om noget meget vigtigt. - Hov, det er jo snart din fødselsdag Sebastian! Glæder du dig ikke bare helt vildt? sagde hun med et stort smil og drejede hovedet og kiggede på Sebastian. - Reza fra min klasse har fået den der mobil, jeg ønsker mig. Den er vildt fed! svarede Sebastian. - Vi skal nok finde på noget godt, bare rolig, svarede hun. Sarah sagde vist også noget om, at han snart skulle dele fødselsdags-invitationer ud i klassen, men de overhalede i samme øjeblik en larmende lastbil, så han hørte ikke helt, hvad hun sagde. Sebastian åndede på bilruden og tegnede med sin pegefingernegl i den tynde dug. Han forsøgte at tegne et ansigt, men det lignede mere månen. Han begyndte at tegne planeter og stjerner. Det var meget vigtigt, at

15

han kun tegnede med neglen, for ellers blev stregerne i duggen for tykke. Foran snakkede hans forældre videre, de havde tændt for radioen, og Sebastian blev langsomt søvnig af den musik, der kom ud af høj- talerne.

14

1716

Napoleons hus

Sebastian var faldet i søvn, men vågnede med et sæt, da bilen pludselig begyndte at bumle. Tante Ketty boede i udkanten af en lille skov, og for at komme derhen fra hovedvejen skulle man køre ad en masse kringlede, små grusveje. - Godt det ikke er mig, der bor herude, sagde Sebastians mor, mens hun tastede endnu en besked på sin mobiltelefon. Tante Ketty boede i et gammelt, rødt træhus. Hun sagde, at Napoleon engang havde boet i akkurat det samme hus på slagmarken, da han var en ung hær-fører. Napoleon havde holdt så meget af huset, at han fik pillet det ned og opbevaret det i en kælder i Paris. Mange år senere kom det på auktion, og tante Kettys grandfætter købte brædderne for næsten ingen penge og forærede det til tante Ketty, fordi hun manglede et hus. Sebastians forældre sagde, at det var en løgne- historie, men Sebastian syntes nu, det lød meget sejt. De drejede ud for en lille, gul postkasse med et stort 17-tal på. Træerne lænede sig ind over indkørs-len, det var nærmest som at køre ind i en hule. Foran

17

dem var det røde træhus, og tante Ketty lå i en ligge-stol midt på den knoldede græsplæne. Da hun så dem, sprang hun op af stolen og løb hen mod bilen. - Allerede! Herligt. Jeg elsker, når jeg bliver over-rasket! Tante Ketty havde en blå- og hvidstribet trøje på og en rød hue med en kvast. Huen gjorde, at man næsten ikke kunne se noget af hendes grå hår. Ansigtet var rødmosset, og øjnene strålede. Tante Ketty var sådan en, man blev i godt humør af at se på. Eller det syntes Sebastian i hvert fald. Hans forældre så nu ikke ud til at være synderligt glade for at se hende. Poul steg hurtigt ud af bilen, hilste kort på tante Ketty og skyndte sig at give Sebastian hans taske. - Pas nu godt på ham, vi henter ham i morgen lidt over tre. Så er konferencen slut. - Skal I begge på konfæremse? spurgte Ketty. - Ja, det skal vi, svarede Sarah. Og det hedder ”kon-fe-rence.” - Åh, det er sådan et svært ord, jeg glemmer det hele tiden, sagde tante Ketty. Sebastian kunne ikke lade være med at fnise. I det samme ringede Sarahs mobiltelefon. Hun så

1918

meget alvorlig ud og sendte far et strengt blik. - Nå du, vi bliver altså nødt til at køre, han klap-pede Sebastian på hovedet og satte sig ind i bilen igen. Sebastian hadede at blive klappet på hovedet, og han forsøgte at sætte sit strithår på plads, mens bilen bakkede ud ad den snævre indkørsel. - God weekend! råbte tante Ketty, men Poul og Sarah hørte hende ikke - Hold da op, de havde godt nok travlt, sagde Ketty. Sebastian nikkede. - Det har de tit. - Jeg gad da godt vide, hvad det er, de skal nå. Det var jo, som om at de skulle nå at redde hele verden. - Det skal de ikke, de skal på konference, sagde Sebastian. - Hvad mon det går ud på? spurgte tante Ketty. - Det er vist en form for møde, svarede Sebastian. - Kunne Vigga ikke komme med? - Njarj … Sebastian vidste ikke, hvad han skulle sige, han havde slet ikke tænkt på at tage Vigga med. Vigga og tante Ketty kendte også hinanden rig-tig godt. Vigga havde næsten altid også været der, når Sebastian havde besøg af tante Ketty – og Ketty

19

besøgte også indimellem Vigga og hendes forældre. Hjemme hos Vigga havde de alle tre engang lavet en hule bag solbær- og ribsbuskene i haven og talt om alt mellem himmel og jord. Viggas forældre kunne godt lide Ketty – men de var også meget anderledes end Sebastians forældre. De syntes, at tante Ketty var sjov og spændende, de inviterede hende også nogle gange til middag, hvor de voksne bare sad og snakkede. Sebastian var næsten lidt misundelig på Vigga; han ville også gerne have, at hans forældre tit havde Ketty på besøg. - Har du det ellers godt, Sebastian? spurgte tante Ketty. - Tja … svarede Sebastian. - Og du har jo snart fødselsdag! Er der noget spe-cielt, du ønsker dig? - Jeg tror, mine forældre giver mig en mobil, en med touch-screen og som jeg kan tjekke mails med. Men jeg er ikke sikker, den er nemlig ret dyr. Tante Ketty traskede hen mod sin liggestol. På et lille bord ved siden af stolen stod der en kande med hyldebærsaft. Hun skænkede et glas til Sebastian, han tømte det i ét drag.

2120

Bacon

Huset var meget slidt. Måske var historien om Napo-leon sand, tænkte Sebastian. Omkring huset voksede en masse træer og buske. Græsset var meget højt, det så ikke ud til, at tante Ketty ejede en græsslåmaskine. Sebastian gik hen til flagstangen, der hang en laset, gul vimpel i toppen. Han så sig om igen. Det var, som om der manglede noget. Pludselig kom han i tanke om det. - Hvor er Bacon? spurgte Sebastian. Tante Ketty havde en hund, der hed Bacon. Den elskede at lege, og den plejede altid at komme susende hen til Sebastian, når han kom på besøg. Tante Ketty så alvorligt på ham. - I sidste uge, da jeg gik ud for at plukke æbler, lå Bacon på græsplænen. På ryggen. Men det mærkelige var, at han slet ikke bevægede sig. Jeg troede, at han ville lege, og jeg kastede en bold hen til ham, men han reagerede ikke. Han lå helt stille. - Var han død? spurgte Sebastian. - Ja, sagde tante Ketty og nikkede. - Kom, så skal jeg vise dig noget. De gik ned bagest i haven. Her var der et lille stykke jord uden græs.

21

- Jeg har begravet ham her, sagde tante Ketty og pegede på en lille jordhøj. Det lignede et overdimensioneret muldvarpe-skud. Der var banket et lille, hjemmelavet trækors ned i jorden, og der lå en vissen blomst ovenpå. De stod og kiggede på graven i et stykke tid, uden at der var nogen, der sagde noget. - Hvad tror du, der sker, når man dør? spurgte tante Ketty. - Det ved jeg egentlig ikke. Da min bedstefar døde, sagde de andre, at han levede videre i himlen, men så skal man jo nok også tro på Gud og alt det. Min bedstemor siger, at man kun kommer i himlen, hvis man har opført sig pænt, svarede Sebastian. - Hvad så hvis man ikke tror på Gud? spurgte tante Ketty. - Ja, det ved jeg ikke. Måske sker der noget forskel-ligt med mennesker, når man dør, sagde Sebastian. - Hvis det der med himlen passer, gad vide om det så egentlig både er kroppen og sjælen, der kommer op i himlen? spurgte Ketty. - Hvad er det nu, sjælen er? spurgte Sebastian. - Sjælen er alt det, der er dig, som ikke er din krop.

2322

- Altså tanker og følelser og alt sådan noget? funderede Sebastian. - Præcis. Sjælen kan man ikke tage fat i med fingrene eller se på. Den kan man kun forestille sig, forklarede Ketty. - Så sjælen er altså usynlig? sagde Sebastian. - Det kan man vist godt sige. Jeg kan i hvert fald ikke få øje på den, og man kan jo heller ikke se, hvad andre folk tænker, sagde Ketty. - Vigga siger, at når man dør, så kommer man i en kiste, og så ligger man bare nede i jorden og rådner op. Og til sidst er der slet ikke noget tilbage af en, fortalte Sebastian. - Det lyder godt nok ikke særlig lækkert, sagde tante Ketty og skar ansigt. Det er lidt som en gyser-film, hvor der kommer zombier op af jorden, som næsten ikke har noget hud tilbage. - Advr! sagde Sebastian og grinede. Men Viggas bedstefar er fra Afrika, og han har sagt, at når man dør, så er der nogle, der bliver til spøgelser! - Spøgelser? fremstammede Ketty. - Ja, måske tror man på det i Afrika, sagde Sebastian.

23

- Jeg tror i hvert fald ikke på det! Gør du? spurgte Ketty. - Det gør jeg nok ikke … men jeg synes, det er lidt uhyggeligt at tænke på, sagde Sebastian. - Men hvis man nu rådner op, når man ligger i kisten, hvor bliver man så af? spurgte tante Ketty. - Så bliver man bare spist af små dyr. Orme eller biller. Det siger Viggas mor også. Der går nok lang tid før, man er spist, og så mærker man jo ikke noget, for man er jo død, svarede Sebastian. - Hvis man bliver spist af små dyr, så lever man i hvert fald ikke videre, medmindre … Tante Ketty holdt en pause. - Medmindre hvad? spurgte Sebastian. - Hvis der ikke er en Gud i himlen, man kom-mer op til – og hvis de døde ikke bliver til spøgelser – så kan det jo være en anden måde, vi lever videre på. Se nu på Bacon for eksempel, sagde tante Ketty og pegede på graven. Ham kan vi jo godt huske, og når vi står her, så tænker vi på alle de sjove ting, vi lavede sammen. På den måde lever Bacon videre, vi har jo en masse minder om ham. Sebastian kom i tanke om engang, han havde

2524

leget med Bacon: Han havde kastet en tennisbold langt ind i skoven, han kunne slet ikke se, hvor den landede. Men Bacon løb frygtløst ind efter den og kom tilbage med bolden i munden en halv time efter. - Ja, minderne gør på en måde, at Bacon lever videre. Selvom han er død, så husker vi ham jo, sagde Sebastian. - Bacon var også blevet gammel. Han kunne næsten ikke gå mere, han havde også nogle store syg-domsknuder på maven, som bare voksede og voksede. Til sidst havde han det ikke så godt. Og vi skal jo alle dø, så det var måske et godt tidspunkt, sagde Ketty. Sebastian nikkede. - Hvad er det nu, det hedder, det der, hvor man tror, at at sjælen lever videre? spurgte han. - Hvis man tror på, at sjælen lever videre i en anden krop – og altså ikke bliver til et farligt spøgelse – så hedder det reinkarnation, fortalte Ketty. Det er der mange mennesker, der tror på i Indien. Og sjælen kan enten blive genfødt i et andet menneske eller i et andet dyr. - Reinkarnation. Det var et underligt ord, sagde Sebastian.

25

- Det er også en underlig tanke. Kan du fx fore-stille dig, at Bacons sjæl lever videre i en anden hund? Eller hvad med et menneske – når én dør, flyver sjælen så bare over i et nyt menneske og lever videre der? Eller lever den videre i en nyfødt baby? - Det er da vildt mærkeligt, sagde Sebastian og tænkte på deres gamle nabo, Olsen, som altid var sur og gnaven. Olsen døde sidste år, og Sebastian ville da ikke håbe, at Olsens sjæl fløj ind i et andet menneske, der så blev lige så sur som ham. Så ville det i hvert fald blive en gnaven baby. - Ja, der findes en masse tanker om døden, sagde tante Ketty, men det sjove er, at ingen af os ved noget som helst om døden, før vi har prøvet det. Og så er det jo ligesom for sent at fortælle andre om det. Tante Ketty rynkede med panden og vendte sig om for at gå op til huset. Sebastian fik øje på en stor, saftig mælkebøtte. Han plukkede den, lagde den på Bacons grav og kastede den visne blomst væk. Han løb op ved siden af tante Ketty. - Det er pudsigt, at man kan finde på forskellige historier, synes du ikke? spurgte tante Ketty.

2726

- Hvad mener du? sagde Sebastian. - Det er for eksempel ikke særlig rart at tænke på, at vi bliver spist af orme, vel? sagde tante Ketty. Sebastian rystede på hovedet. - Men så finder vi bare på en anden historie. For eksempel kan vi digte, at der er findes en Gud, som tager os til et rart sted oppe i himlen. Eller at der er en sjæl, som lever videre i en anden person. Det lyder jo noget bedre at komme i paradiset end at blive spist af små ådselædere. - Er alt det der med Gud så bare noget, der er nogen, der har fundet på? spurgte Sebastian. Tante Ketty viftede en flue væk, der kredsede ved hendes ansigt. - Hm, det kan sagtens være, at det bare er en god historie, som slet ikke passer. - Kan man overhovedet vide, om Gud findes? spurgte Sebastian. Og hvordan kan man finde ud af det? - Hvis man skal vide om Gud findes, så skal der være nogle beviser, sagde Ketty. Ellers bliver det jo bare ren tro, og så kan man jo både tro på det ene og det andet, uden at nogen kan vide, hvem der har ret.

27

- Ja, der skal være et eller andet bevis. Ellers kan vi ikke vide, om han findes. Eller hende. Det kan jo være, at Gud er en kvinde, sagde Sebastian. - Ja, det ved vi jo heller ikke. - Et bevis kunne være, hvis der var nogen, der havde set Gud eller nogle af englene - men det er der vist ikke, sagde Sebastian og rystede på hovedet. - Spørgsmålet er altså, om man skal tro på noget, man ikke kan se. Det virker i hvert fald lidt mærkeligt, sagde tante Ketty. - Jeg kan også bedst lide at vide noget i stedet for bare at tro på noget, sagde Sebastian og nikkede. Engang troede man jo også på hekse og trolde, selvom der ikke var nogen, der havde set dem i virke-ligheden. Da han var mindre, troede han, at der boede nisser på loftet. Men hvorfor tror man egentlig på noget, som man ikke er sikker på findes i virkelig- heden? Og hvorfor fortæller voksne deres børn, at det er julemanden, der kommer med gaver til alle verdens børn juleaften? De voksne ved jo godt, at det ikke passer. Sebastian kløede sig i håret. Han så op på tante Ketty – hun lavede et af sine sjove ansigter. Hun var vist ikke så ked af det med Bacon mere.

2928

Skikkelsen i skoven

- Ved du hvad? Jeg har et glimrende forslag! Det er ved at blive mørkt. Hvis du løber hen og graver nogle gule-rødder op nede fra bedet, så går jeg ind og sætter kødet i ovnen. Jeg er ved at være sulten, er du ikke? - Jo, sagde Sebastian og tog imod den lille skovl, som tante Ketty gav ham og gik straks ned til bedet. Han fik hurtigt hevet et par friske gulerødder op. De havde en sødlig duft. Pludselig fik han en underlig følelse af, at nogen kiggede på ham. Han så op mod huset, men tante Ketty var gået i gang med madlavningen inde i køk-kenet og var travlt optaget. Sebastian rystede på hovedet, måske var det bare indbildning. Men lige da han satte sig på knæ og skulle til at grave igen, skete der noget mærkeligt. Der kom en høj lyd nede fra hind-bærbusken, tæt ved Bacons grav. Lyden af en gren, der knækkede. Sebastian rejste sig op med det samme og begyndte forsigtigt at gå derhen. - Hallo? Er der nogen? råbte han. Han fik ikke noget svar. Et kort sekund kom han til at tænke på spøgelser. Hvad nu, hvis det faktisk var sådan, at de

29

døde blev til spøgelser? Og kunne Bacon blive til et spøgelse? Da han kom helt ned til hindbærbusken, hørte han nogle skridt. - Hey, hvem er du? Stop! Sebastian så en skikkelse, der lynhurtigt løb væk fra haven og videre ind i skoven. Det var en spinkel skygge, der skyndte sig at hoppe hen over de mange grene på jorden. Et kort øjeblik vendte skikkelsen hovedet for at se, om Sebastian fulgte efter. Det var umuligt at se, hvem det var – skikkelsen havde en slags kutte på hovedet, som dækkede ansigtet. Den vendte sig om igen og fortsatte sit løb ind i skoven. Sebastian skulle lige til at løbe efter skikkelsen, da tante Ketty pludselig stod ved siden af ham og hev ham i armen. - Hvad sker der? - Der stod en bag busken og kiggede på mig! Mens jeg gravede gulerødder. Jeg så ikke, hvem det var. Men han løb ind i skoven, sagde Sebastian forpustet. Tante Ketty missede med øjnene og så ind i skoven. Skikkelsen var væk nu, og der var ingen lyde. - Vent lidt. Hvem skulle det dog være? sagde hun, det var da underligt. Der kommer ellers aldrig nogen

3130

forbi her. Hvorfor kom han så ikke og hilste på? - Har du ingen idé om, hvem det kunne være? spurgte Sebastian. - Da jeg lige var flyttet herud, for mange år siden, troede jeg også tit, at jeg så nogle mennesker her i skov-brynet. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var nogle af de mange dyr, der bor i skoven. De er så nysgerrige, og de kunne måske lugte de friske gulerødder? Det kunne have været et rådyr. De er bange for mennesker, så de flygter altid, inden jeg når at komme tæt på dem, sagde tante Ketty og pegede på Sebastians nyopgravede gulerødder. - Et rådyr …, sagde Sebastian undrende. - Kom, nu går vi ind og laver maden færdig. I morgen får vi sikkert flere dyr at se, nu er det også snart rigtig mørkt. Sebastian nikkede. Han spejdede ind i skoven, men det var for mørkt til at se noget nu. En kold vind skyllede over trækronerne og fik bladene til at rasle. En krage cirklede rundt i luften over dem og udstødte et par skingre skrig. Sebastian mærkede en sitrende følelse i kroppen – selvom han var sikker på, at det var en menneskeskikkelse, så måtte han have set forkert.

31

Det var sikkert bare et rådyr. Eller et andet dyr. For hvorfor var der nogen, der ville udspionere ham?28

3332

Dogmatikere

- Udsøgt. Formidabelt. Kulinarisk! sagde tante Ketty og slog ud med armene, da hun havde spist det sidste på sin tallerken. Sebastians friske gulerødder blev kogt sammen med nye kartofler. Tante Ketty havde stegt lam i ovnen fyldt med hvidløg, timian og selleri. De spiste hver to store portioner. Og til dessert hentede tante Ketty en bøtte med pistacieis. Det var Sebastians yndlings-is. - Det er så hyggeligt at sidde sammen og spise, sagde tante Ketty, mens hun skovlede en portion is op på Sebastians tallerken. - Det er ikke altid, vi når at spise sammen der-hjemme, sagde Sebastian og tog imod sin tallerken. Enten er min far eller mor stadig på arbejde – eller også har de den bærbare på bordet, som de skriver på samtidig med, at vi spiser. De læser også nogle gange avis. Og så hører de aldrig rigtig, hvad jeg siger. - Det er synd. Måltidet er en slags pusterum, hvor vi kan slappe af og rigtig lære hinanden at kende. Det er her, at vi kan nyde hinandens selskab – og maden selvfølgelig. Hvilket bedre tidspunkt findes der mon

33

til at tale sammen på, end når man sidder ned og er afslappet og mæt? sagde Ketty begejstret. Sebastian nikkede tilfreds. Det var rart at sidde og tale sammen, og isen var rigtig god. Tante Ketty hældte en kop kaffe op i en turkis kop. - Tante Ketty, hvad er filosofi egentlig for noget? - Det er et godt spørgsmål. Det mest præcise er nok at sige, at det er ligesom fodbold. - Fodbold? Sebastian havde aldrig hørt, at fodbold havde noget med filosofi at gøre. - Man kan sige, det er en slags træning. Når man spiller fodbold, så træner man for at blive bedre til at drible, tackle, at løbe hurtigt og score. - Og i at stå på mål, tilføjede Sebastian. - Ja, også det. Tante Ketty tog en slurk af sin kaffe. - Filosofi er bare en anden slags træning. Her træner du din hjerne. Du bliver bedre til at tænke. Og hvem vil ikke gerne det? Sebastian nikkede. Det ville han da gerne. - Men hvad handler filosofi så om? spurgte han. - Det kan handle om alle mulige ting. Filosofi går ud på at stille en masse spørgsmål. Måske kan ingen svare på dem. Men alligevel bliver man klogere.

3534

- Hvordan kan det være, at man bliver klogere, hvis man ikke får svar på spørgsmålene? Sebastian syntes, det lød lidt indviklet. Tante Ketty nikkede og hældte en sjat mælk i sin kaffe. - Jo, hvis du finder ud af, at du ikke ved noget, så er du alligevel blevet klogere; så ved du i det mindste, at du ikke ved noget. Det er jo også en form for viden. Sebastian tænkte, så det knagede. - Det er rigtig farligt, når vi tror, vi ved det hele, sagde tante Ketty. Der er så frygtelig mange voksne, som tror, de ved alt i hele verden. Og så gider de slet ikke diskutere. Når man ikke gider diskutere, fordi man tror, man allerede ved alt, så er man det, der hed-der en dogmatiker, sagde tante Ketty. - En hvaffor en? spurgte Sebastian forbavset. - Dogmatiker. Det er også et mærkeligt ord. Det skal man lige smage lidt på, grinede Ketty. - Dogmatiker, gentog Sebastian. - Det er også sådan en, som mener, at tingene kun kan være på én bestemt måde, fortalte Ketty. Du kender garanteret typerne. - Ja, min far og mor er vist en slags dogmatikere,

35

de gider nemlig aldrig diskutere. Jeg skal bare gøre, som de siger, sukkede Sebastian. - Hvis de er dogmatikere, så skal du bare blive ved med at stille spørgsmål. Til sidst kan de ikke svare, og så finder de måske ud af, at det hele ikke er så enkelt, som de tror. Tag nu for eksempel Vigga … - Vigga? sagde Sebastian hurtigt. Han kunne mærke, at hjertet pludselig slog lidt hurtigere. - Vigga er ikke dogmatiker – hun er nysgerrig, som dig, og elsker at stille spørgsmål. Og hvis man elsker spørgsmål, så er man filosof, sagde Ketty og smilede. De samlede tallerknerne, og tante Ketty lagde bestikket i opvaskebaljen. - Det hele handler om at undre sig over verden. For verden er jo egentlig underlig! Hvorfor er vi her, og hvordan blev universet skabt? Et af de mest filosofi-ske spørgsmål er faktisk, hvorfor man ikke griner, når man kilder sig selv, sagde tante Ketty. Sebastian kiggede forundret på hende. - Jamen, prøv selv, sagde hun. Sebastian kildede sig selv under armene. Det var rigtigt nok, han grinede ikke. - Men se så lige her, sagde tante Ketty og greb fat i

3736

Sebastians ene fod og begyndte at kilde ham. - Åh nej, lad vær! grinede Sebastian og skyndte sig at trække sine fødder til sig. De hjalp hinanden med at vaske op. Sebastian skyllede af og sæbede ind, mens tante Ketty tør-rede tingene af med et viskestykke og stillede det på plads. Derhjemme havde de en opvaskemaskine. Det var altid far, der satte den i gang, og mor tømte den. Sebastian måtte ikke hjælpe til. - Så går vores fine porcelæn bare i stykker, sagde hans mor altid. Men det var nu ret hyggeligt at vaske op sammen. Sebastians fingre var runkne som rosiner, fordi han havde haft sine hænder nede i vandet i lang tid. - Som du ved, har jeg ikke noget fjernsyn, du kan slappe af med, sagde tante Ketty, da de var færdige. Men det gjorde ikke noget, at der ikke var et fjernsyn, for han var faktisk ret træt.33

37

Drømmer jeg?

Sebastian skulle sove i køjesengen i værelset, mens tante Ketty tog sofaen i stuen. Hun kom ind og afleverede dynen og hovedpuden til Sebastian. Ketty blev stående et øjeblik og stirrede på det ur, som hang på væggen. - Hm, det er mærkeligt, sagde hun. - Hvad er? spurgte Sebastian. - Jo, jeg har altid undret mig over tiden. Se, nu er klokken lidt over ti, sagde hun og pegede på uret. Til daglig går vi jo og holder øje med tiden, men ved du hvad, jeg har tænkt på? Sebastian rystede på hovedet og troede, at tante Ketty måske var blevet så træt, at hun var begyndt at vrøvle. - Hvordan kan vi vide, at tiden går, når vi sover? Vi har jo lukkede øjne, og så kan vi ikke se, om tiden går, som den skal. Sebastian syntes, at det var et let spørgsmål. - Det er mørkt, når vi går i seng, og lyst, når vi står op. Så må tiden jo være gået fra nat til dag, sagde han og tog sine strømper af.

3938

- Jamen, hvordan kan vi så vide, at der kun er gået én nat? Alle sover jo, så der er ingen, der kan holde øje med det, sagde Ketty ivrigt. - Vi kan vel bare kigge på datoen, når vi vågner, svarede Sebastian. - Jamen, hvis alle sover, så kan den jo også være løbet løbsk, uden vi kan tjekke det, sagde Ketty. Sebastian tænkte sig lidt om. - Altså, jeg synes nu, at det er mere mærkeligt med drømme, sagde han og lagde sine strømper på en stol og fortsatte; Nogle gange er drømme så realistiske, at man tror, de er virkelige. Men det er de jo ikke, det er jo bare drømme. - Men vent lidt. Hvordan kan vi i det hele taget vide, at vi ikke bare drømmer hele tiden? sagde tante Ketty og så helt alvorlig ud. - Hvad mener du? spurgte Sebastian nysgerrigt. - Hvordan kan du vide, at du ikke drømmer lige nu? - Hvad? - Det kan være, at du ligger i din seng nu og drøm-mer, at du snakker med mig? - Jeg kan da bare nive mig i armen og se, om jeg vågner! Sebastian nev sig i armen og mærkede et lille

39

nap. Se! Jeg kan mærke det, så det betyder, at det ikke er en drøm. - Men hvordan kan du vide, at du ikke drømmer, at du niver dig i armen? - Jamen, hvorfor skulle det ikke være rigtigt? spurgte Sebastian forbavset. - Kender du det med, at man ikke kan stole på det, man ser? spurgte Ketty. - Øh … ja, det tror jeg nok? - Hvis man fx stikker en lige pind ned i noget vand, så ser det ud til, at pinden er bøjet og skæv. - Nå, ligesom der er noget, der ser tungt ud, men som egentlig er let, når man løfter det, sagde Sebastian. - Nemlig. Hvis vores sanser kan snyde os en gang imellem, kan det så ikke være, at de også kan snyde os hele tiden? spurgte Ketty. - Så vi i virkeligheden hele tiden drømmer, at vi er vågne? - Ja, sagde Ketty og nikkede. - Men hvis virkeligheden bare er en drøm, hvor kommer den så fra? spurgte Sebastian forundret. - Man kan jo forestille sig, at hele verden er et stort

4140

computerprogram, hvor det, vi oplever som virkelig-heden, bare er programmeret af andre. - Jamen, hvem er det så, der har programmeret det? spurgte Sebastian interesseret. - Det ved jeg ikke, sagde Ketty tænksomt - hvad tror du, der styrer de ting, vi gør? - Jeg har lært, at det er vores hjerner, sagde Sebastian. Altså hvis jeg har lyst til et glas vand, så er det min hjerne, der forklarer mig, hvordan jeg finder et glas, og den sender besked til mine nerver i armen om at tænde for vandhanen, forklarede han. - Men prøv så at forestil dig, at vores hjerner ligger i nogle spande med elektroder på, sagde Ketty. - Vores hjerner? - Måske er vi en del af et kæmpe forsøg, hvor vores hjerner har elektroder på. Og så er der nogle viden-skabsfolk, der bestemmer, hvilke elektriske impulser hjernen får. Så når du kigger ud af vinduet, og ser lyset fra månen, så er det bare en impuls fra videnskabs-folkene, sagde Ketty og pegede mod vinduet, hvor månens klare lys strømmede ind. - Så det glas vand, jeg drikker, er ikke andet end en forestilling i min hjerne? sagde Sebastian.

41

- Glasset med vand findes slet ikke! Selvom det ser ud til, at du holder det i hånden lige foran dig, så er det bare en oplevelse, din hjerne skaber. Tante Ketty bøjede fingrene foran sig, så det så ud, som om hun holdt et glas. - Men at alt enten er et computerprogram, eller vores hjerner bare ligger i en spand … det er da for syret! sagde Sebastian. - Det ved jeg. Men det er jo også bare mine tanker. Puha, jeg bliver træt af al den snak, sagde tante Ketty og gabte. - Nu går jeg altså i seng. Godnat, sagde hun og gik ind i stuen. Sebastian kastede et ekstra blik på uret. Nu var den lidt over ti. Eller det var i hvert fald, hvad han troede, klokken var. Han kunne jo ikke være sikker på noget som helst, hvis han skulle tro tante Ketty. Den nat havde Sebastian en mærkelig drøm. Han drømte, at han lå i køjesengen, og pludselig vågnede han. Midt på gulvet stod der en stor balje med en hjerne i. Der var elektroder overalt på hjernen og led-ninger, der førte op til en computer. Bag compute-ren sad der en mand i en hvid kittel, med store tykke briller.

4342

- Nu bliver du glad, sagde han med en skinger stemme og trykkede på en tast på tastaturet. Sebastian følte pludselig glæde, han vidste ikke hvorfor. Der bredte sig et smil i hans mundvige, og han kunne mærke, glæden sitrede helt ud i finger-spidserne. - Nu bliver du vred, sagde manden med den hvide kittel og trykkede igen på sit tastatur. Med ét blev Sebastian vred. Hans hjerte slog hurtigere, og han kunne mærke blodet fare rundt i sine årer. - Hov! Hvem er du? Sidder du og bestemmer over mig og min hjerne? Og hvorfor løber du bare din vej? råbte Sebastian til manden og begyndte at kravle ud af sengen. Men i samme øjeblik som han skulle til at gribe ud efter hans computer, vågnede Sebastian af sin drøm. Han sad i køjesengen, men der var ikke nogen mand i hvid kittel i rummet. Der var heller ikke en hjerne i en balje. - Så er det hele måske bare en drøm, mumlede Sebastian forvirret til sig selv. Han rystede på hovedet, lagde puden til rette i sengen og faldt i søvn igen. 39

43

Fabelagtige stjerner

Næste morgen vågnede Sebastian, ved at tante Kettys hane galede. Den boede ude i haven i et træskur ved siden af det gamle æbletræ og galede altid rigtig tidligt om morgenen. Tante Ketty var allerede stået op. - Vi skal nå en masse i dag, sagde hun, da Sebastian omsider havde fået børstet tænder, vasket sig og taget sit tøj på. Der var dækket morgenbord; på den rød-hvide dug stod der franskbrød, jordbær- og brombærmarmelade og appelsinjuice. - Jeg har smurt en god madpakke til os, sagde tante Ketty. - Hvor skal vi hen? spurgte Sebastian og begyndte at smøre sig en marmelademad. - Vi skal besøge min gode ven Adam. - Nå, ham der bor i det gamle vandtårn? sagde Sebastian og gumlede løs på sin franskbrødsmad. - Lige præcis. Jeg fik et brev fra Adam forleden. Han skrev, at jeg måtte komme og besøge ham, for han havde fået en ny stjernekikkert. - En stjernekikkert?

4544

- Hvis der er skyfrit, så kan du næsten være sikker på, at Adam sidder og studerer stjerner om aftenen. I sidste uge fik han en ny og bedre stjernekikkert, og nu kan han se en masse stjerner på himlen, som han ikke har kunnet se før. - Okay, sagde Sebastian og sank den sidste stump brød. Det var en varm dag. Solens stråler brændte sig ind i huden. Sebastian tog sin baseball-kasket på, og tante Ketty trak sin røde hue helt ned foran øjnene, så hun ikke blev blændet. Der var syv kilometer hen til vandtårnet, som de hele tiden kunne se i horisonten. - Kan du se, hvilken form tårnet har? spurgte tante Ketty. - Ja da. Det er rundt, svarede Sebastian og hev en vandflaske op af sin rygsæk. - Sig mig lige en ting, sagde tante Ketty, da de havde gået et godt stykke tid. Er du stadigvæk lige så meget sammen med Vigga, som du plejer? Sebastian kunne mærke, at hans kinder blussede op. - Tja. Vi bor jo ret tæt på hinanden, sagde Sebas-tian kort.

45

De fulgtes tit til og fra skole, og når de stødte på hinanden i frikvartererne, så faldt de altid i snak. Når de var hjemme hos hinanden, snakkede de om alt muligt. Det var ikke som at lege med alle mulige andre. Han kunne fortælle alt til Vigga – de talte tit om de underlige og uretfærdige ting, deres forældre gjorde. Men de havde også hemmeligheder sammen, som ingen andre kendte til. - Vigga er også en sød og klog pige. Det er efter-hånden lang tid siden, jeg sidst har set hende, sagde tante Ketty og så eftertænksom ud. - Kan du huske dengang i hulen, hvor vi diskuterede, hvor mange sten, der skal til, før man kan sige, at der er en hel bunke sten? spurgte tante Ketty og smilede. Sebastian nikkede. Det kunne han godt huske: Vigga havde sagt, at der skulle mindst 50 sten til, før man havde en bunke sten, men tante Ketty havde hele tiden sagt, at hvis man bare tog én sten fra, så måtte det da stadigvæk være en bunke. For én sølle sten kan da ikke afgøre, om det er en bunke eller ej, havde hun sagt. Sebastian havde hentet en masse sten fra deres indkørsel. Så havde de siddet i hulen og diskuteret, hvor mange sten der skulle til, før det var en bunke.

4746

Til sidst kom Vigga ned på 30 sten, Sebastian var enig, men syntes, det afhang af, hvor store stenene var. Tante Ketty sagde, at hvis man altid kunne tage én sten fra, så måtte nul sten jo også være en bunke. Det grinede Sebastian og Vigga meget af. - Det er jo absurd, havde Vigga sagt. Sebastian vidste ikke, hvad det betød, men Vigga forklarede ham, at når noget er absurd, så er det meningsløst. Og det passede faktisk meget godt med, at det er meningsløst, at nul sten kan være en bunke sten. - Vigga er også vild med filosofi, sagde tante Ketty stadig med et smil på læben. De gik videre i et stykke tid uden at sige noget. - Du kan godt lide hende, ikke? spurgte tante Ketty pludselig. Sebastian nikkede. Men det var, som om at tante Ketty ikke var ude på at drille. Sebastians mor drillede ham altid med, at han havde en kæreste. Men han var altså ikke kæreste med Vigga! Og det hjalp i hvert fald ikke, at hans mor drillede ham. - Hun er også rigtig sød. Gad vide, hvad hun finder på at give dig i fødselsdagsgave i år? sagde tante Ketty.

47

- Sidste år fik jeg en cd, fortalte Sebastian. Og så havde hun skrevet et rim. Jeg kan stadig huske det:

En løve mødte en slange De blev begge lidt bange De begyndte at skære tænder Men besluttede at blive venner

- Ha ha, det er godt! udbrød Ketty. - Ja, sagde Sebastian. - Hun elsker den slags, rim og så de der små dyre-fabler, sagde Ketty. Vigga var rigtig god til at skrive. Hun havde for-talt, at da hun var lille og på besøg hos sin bedstefar i Afrika, så fortalte han altid fabler, små historier om forskellige dyr. Vigga elskede at høre på fablerne, fordi dyrene mindede om mennesker. - Du kan da finde på en lille fabel til hende. Vi kan spørge Adam om råd – han har forstand på alt mellem himmel og jord og ved sikkert også noget om, hvordan man skriver fabler, sagde tante Ketty. - Det er en god idé, sagde Sebastian. Det vil jeg gerne prøve, sagde han og tog en ordentlig slurk af vand-

4948

flasken, men han fik nær det hele galt i halsen, da tante Ketty pludselig råbte og fægtede med armene. - Der! Bag ved det store træ! Der stod en og så på os, og så løb han sin vej! råbte tante Ketty og pegede ind i skoven. Sebastian vendte hovedet, men han så ikke noget. - Det er måske den samme som i går! sagde Sebastian. - Så havde du ret i går. Der er nogen, der holder øje med os! - Hvem kan det være? spurgte Sebastian og gøs ved tanken om, at der var en, der overvågede dem. - Jeg ved det ikke. Det så ud, som om han havde en slags kåbe på. Sådan en ligesom munkene havde på i middelalderen, forklarede tante Ketty. - Skal vi løbe efter ham? spurgte Sebastian, selvom han ikke var helt sikker på, om han turde. Snakken om spøgelserne havde også gjort ham lidt bange – måske boede der nogle mystiske skabninger ude i skoven? Tante Ketty rystede på hovedet. - Det er for sent nu. Vi må vente. Hvis det sker

49

igen, må vi være hurtigere og løbe efter med det samme. Sebastian nikkede. - Det kan jo være, at den, jeg så i går, var den samme person, som du lige så, sagde Sebastian - Ham i går havde også en kåbe på. - Virkelig? - Sebastian nikkede. - Måske. Eller også er det bare tilfældigt. Ketty så ikke ud som om hun selv troede, at det var til- fældigt. - At vi ser nogen i skoven to dage i træk? Sebastian så ind i skoven. Der var ikke nogen. - Tror du, han blev bange for os? - Ja, sagde Sebastian. - Hvis vi er bange for hinanden, så er det ligesom løven og slangen, sagde Ketty. - Løven og slangen? - Ja, fra Viggas rim, sagde Ketty. - Nåh ja, grinede Sebastian. - Så kan vi digte et rim om vores oplevelser, sagde Ketty og trommede sine finger på hagen, lad os prøve.

5150

Hvem er du i skoven? Holder du øje med os foroven?

Sebastian smilede og fortsatte:

Vi er ikke bange for dig Men hvorfor løber du din vej?

51

Skrivemaskinen med de blanke taster

Nu var de tæt på vandtårnet. - Synes du ikke, det er pudsigt? spurgte tante Ketty og pegede på tårnet. Sebastian så spørgende på hende. - Du troede, det var rundt, ikke? Sebastian kiggede nærmere på tårnet. Nu kunne han pludselig se, at det ikke var rundt, men ottekantet. Han var ellers helt sikker på, at tårnet var rundt. - På lang afstand ser det ud til, at det er rundt. Men det er det faktisk ikke i virkeligheden, sagde tante Ketty. - Hm, så vi kan ikke altid stole på det, vi ser? sagde Sebastian. - Åbenbart ikke, sagde Ketty og smilede. Til højre for den massive hoveddør hang et stort bronzeskilt. Med store bogstaver var der indgraveret:

Adam Lux

Stjernekigger

5352

Tante Ketty trykkede på en knap på samtale- anlægget. Kort efter blev røret løftet. - Ja? lød det spørgende fra en hæs stemme. - Det er os, Ketty og Sebastian, sagde hun og smilte. - Kom bare op med jer folkens, hostede stemmen, og der lød en høj, bippende lyd, som betød, at døren var åben. Da de kom ind, var der en kæmpe snoet trappe, der lignede det indvendige af en stor konkylie. De kæmpede sig op ad de mange trapper og kom op til et stort, ottekantet rum. Adam tog imod dem ved de sidste trappetrin. Han var en lille mand med et sjovt ansigt: Helt skaldet og med et par store, runde briller. Han havde et jakkesæt på, men det var ikke så fint som Pouls. Det var slidt og havde læderlapper på ærmerne. - Goddag med jer, sagde Adam. Sebastian så sig omkring; det flød med ting og sager overalt. Der stod fyldte papkasser spredt ud over hele gulvet. Bøger var stablet i store stakke fra gulvet og næsten hele vejen op til loftet. Der var computere, underlige instrumenter, mikroskoper, gamle lamper fyldt med støv, store højttalere der var skilt ad og nu

53

lå hulter til bulter. Og så var der en masse tegninger af nogle mærkelige maskiner. Sebastian fik øje på en tændt computerskærm, på skærmen var der et doku-ment fyldt med programmeringskoder. - Ja, jeg er ved at programmere lidt, fortalte Adam og gik hen til Sebastian. - Øj, kan du finde ud af det? Adam nikkede. Sebastian stirrede igen på skær-men. Jo mere han stirrede, jo mere utydelige blev kodernes tal og bogstaver – og nu syntes han, det lignede omridset af en fisk. Det fik Sebastian til at tænke på fablerne. - På vejen herhen kom vi til at tale om fabler, ved du noget om dem? spurgte Sebastian. Adams øjne begyndte at stråle. - Åh ja ja. Jeg er vild med fabler! - Kan du også skrive fabler? - Alle kan skrive fabler. Det handler bare om fan-tasi og koncentration. Og så skal du selvfølgelig finde på nogle dyr, du vil skrive om. Jeg plejer at sige, at man skal koncentrere sig så meget, at fantasien kommer på besøg. Når først fantasien dukker op, er der ikke græn-ser for, hvad man kan skrive.

5554

- Okay, sagde Sebastian. - Det sjove er, at det er meget nemmere at skrive om dyr end om mennesker – det er det gode ved fabler. For eksempel kan man skrive om et dumt æsel, en snedig ræv eller en elegant trane. Selvom det er dyrene, der er hovedpersoner i historierne, så handler fablerne egent-lig om mennesker, fortalte Adam. - Jeg har vist hørt den om en ræv og nogle rønne-bær engang i skolen, sagde Sebastian tænksomt. - Det har du sikkert. Og fabler har tit en moralsk pointe, fordi de siger noget om, hvordan vi bør opføre os, og hvordan vi ikke skal opføre os, sagde Adam. - Jeg kunne godt tænke mig at skrive en fabel – er det svært? sagde Sebastian og tænkte på Vigga. Han ville helt sikkert prøve at skrive en fabel til hende. - Ikke hvis du øver dig, men det er vigtigt, at du har et ordentligt skriveredskab, sagde Adam. - Jeg har en computer med en stor hukommelse, masser af plads på harddisken … Sebastian nåede ikke at fortælle mere, før han blev afbrudt. - Det er slet ikke nødvendigt. Hvis du skal skrive fabler, er det nemlig ikke maskinen, der skal have hukommelse – det er dig! Derfor kan du lige

55

så godt skrive på en gammel skrivemaskine. Kender du sådan en? - Næh … - Den er fra den tid, hvor man ikke havde computere, sagde Adam og gik hen til en reol fyldt med en masse støvede bøger. Engang var det en kæmpe op-findelse. Den betød, at man ikke behøvede at skrive alt i hånden. Hvor i alverden … her er den! Adam trak en lille, sort skrivemaskine frem fra reolen og gik hen til Sebastian. - Den her er perfekt til at skrive fabler på. Men hør, er der ikke noget med, at du snart har fødselsdag? - Jo. - Jamen, så er skrivemaskinen min gave til dig, sagde Adam. - Tusind tak, sagde Sebastian overrasket. Bogstaverne sad på samme måde, som på Sebas-tians computertastatur, men lignede dem slet ikke. De så meget gamle ud, tasterne var runde og havde skinnende blanke kanter. - Men er det egentlig ikke lettere at skrive på en computer? spurgte Sebastian. - Jo. Det er i hvert fald meget anderledes at skrive

5756

på skrivemaskine. Det er jo let at slette og flytte afsnit i et computerprogram, men på en skrivemaskine er det ret bøvlet. - Hvis det er bøvlet, hvorfor er det så godt at skrive på den? spurgte Sebastian. - Jamen … den er jo smuk! grinede Adam. Og det, man skriver, bliver ikke bedre af at blive skrevet på en computer. Prøv selv! Adam overrakte skrivemaskinen til Sebastian. Den var tung. - Du sætter papiret ind her, forklarede Adam og viste, hvordan skrivemaskinen virkede. Men det vig-tigste af det hele er nok at huske på, at det er tanken bag ordene, der tæller. Hvad man skriver på, er egent-lig ret ligegyldigt – det er det, der opstår i dit hoved, der er værdifuldt, smilede Adam. - Sjælen? spurgte Sebastian. - Det kan du godt kalde det, sagde Adam. Sebastian fulgte Adams instruktioner og satte et stykke hvidt papir i maskinen. Først prøvede Sebastian alle tasterne af – det føltes meget tungere end alminde-lige computertaster, men de virkede alle sammen. Han begyndte at taste løs på skrivemaskinen. Det enkelte

57

bogstav sad fast på en slags jernarm – når han tryk-kede på tasten, svingede jernarmen op på papiret og satte et aftryk af bogstavet. Hver gang han var færdig med en linje og skulle ned på næste, lød der et højt PLING! Han kunne ikke lade være med at smile; så-dan en skrivemaskine var godt nok gammeldags. Han skiftede papiret ud med et nyt ark. Så begyndte han at skrive nogle forskellige ord, der faldt ham ind:

stjerner

bAcon

Bacon

fabel

virkelighed

absurd

dromme

filosofi

GUd

Dogmatiker

Sebastian måtte have siddet der et stykke tid, for på et tidspunkt sagde Ketty, at klokken var mange, og de måtte videre.

5958

Universet

- Jeg skal nok køre jer hjem, sagde Adam. Men først skal I altså lige se min nye kikkert. - Nå ja, det vil vi gerne, sagde Ketty. - Jeg skal lige skrive den her linje færdig, sagde Sebastian og trykkede løs på skrivemaskinen. Der lød et højt PLING! - Det er en dejlig lyd, så kan man også høre, at man arbejder, grinede Ketty. - Se, det her er min nye kikkert, sagde Adam og fjernede et stort stykke plastic, der dækkede hans nye kikkert. Den pegede lige ud i universet. - Næste gang må I komme om aftenen, så vi kan se noget i den! - Kan man så se, om der er liv på andre planeter? spurgte Sebastian. - Dét kan man nok ikke, men den har en super-linse, der gør, at jeg nu kan se en masse stjerner, som jeg ikke har kunnet se før. Stjernerne har altid været der, men jeg har bare ikke kunnet se dem. - Med den gamle kikkert kunne du altså kun se nogle af stjernerne? spurgte Sebastian. - Lige netop! Nu ser verden helt anderledes ud. Det

58

59

er sjovt at tænke på, at en dag opfinder man måske en kikkert, der kan se en masse ting, som vi ikke kan se nu. - Betyder det så, at der er en masse ting, som allerede er her, men som vi slet ikke ved findes? Fordi vi ikke kan se dem? spurgte Sebastian. - Bestemt. Der er helt sikkert en masse ting i ver-den, som vi slet ikke kan få øje på. Vi har jo kun de menneskelige sanser, og det er slet ikke alting, vi har op-fundet instrumenter til at opdage endnu, sagde Adam. - Bacon opfattede garanteret verden helt ander- ledes, end vi gør, sagde Sebastian. - Det gjorde den sikkert. Hunde har mere end 220 millioner duftreceptorer i næsen – dem der bestem-mer, hvor mange dufte vi kan sanse, forklarede Adam. Prøv at gæt, hvor mange vi mennesker har. - 100 millioner, gættede Ketty. - 80 millioner, sagde Sebastian. - Vi har kun fem millioner, svarede Adam. - Hvor vildt! Så kunne Bacon lugte en masse ting, som vi ikke kan lugte, sagde Sebastian. - Bacon har helt sikkert oplevet verden på en helt anden måde end os, sagde Adam.

6160

Sebastian forestillede sig, at han vågnede op en dag og pludselig oplevede verden på en helt anden måde: At han lige pludselig kunne lugte ting langt væk. Så kunne han sidde derhjemme på sit værelse og lugte, hvad Ketty skulle have til aftensmad. Og hvad hvis det ikke bare var dufte, men også farver og former? Tænk, hvis skyerne pludselig var grønne, vand var gult og ild sort? Hvis der var liv andre steder i universet, så oplevede de måske verden helt anderledes end os. - Tror du, der findes liv andre steder i universet, spurgte Sebastian og kiggede på Adam. - Det ville næsten være mærkeligt, hvis der ikke var liv et eller andet sted derude, sagde Adam og dæk-kede kikkerten til igen. - Hvordan tror du så, de er … altså ligesom os? spurgte Sebastian. - Der er flere muligheder. Måske er de primitive væsener, som ikke er særlig kloge. Men det kan jo også være, at de er langt foran os i udviklingen, sagde Adam. - Så de har rumskibe og alt muligt? - Eller måske har de bare opfundet en superkik-kert, så de kan observere alle planeter og stjerner i uni-verset. Måske står de og ser på os lige nu!

61

- Ser på os? sagde Sebastian forbavset. - Måske står der en dreng på en anden planet lige nu og undrer sig over, om der er liv andre steder i uni-verset. Og så er det jo faktisk os, han tænker på. - Det er underligt, sagde Sebastian og sank en klump i halsen. De skyndte sig at gå ned ad de mange trapper – det var heldigvis meget lettere at gå ned end op. Tante Ketty havde taget skrivemaskinen under armen. Da de kom ned, pegede Adam på sin lille, orangefarvede bil med rustpletter over det hele. De satte sig ind, smæk-kede dørene, og efter et par forsøg fik Adam endelig startet bilen. Inden længe kunne de se Kettys flag-stang med den falmede vimpel stikke op i horisonten. Han satte dem af ved indkørslen, Sebastian takkede igen for skrivemaskinen. De var næsten ikke kom-met inden for døren, før de hørte en anden bil komme kørende ned ad indkørslen. Den dyttede et par gange. - Det må være din far og mor, sagde tante Ketty. - Allerede? sagde Sebastian skuffet. Kort efter trådte Poul ind ad døren. - Hej med jer. Det var en fantastisk konference med masser af potentielle kunder!

62 63

- Potentielle kunder, tænkte Sebastian. Det var, som om at hans far og mor sagde mange flere mærke-lige ting end tante Ketty. - Hej Sebastian! råbte Sarah ude fra bilen, hun var midt i en telefonsamtale. - Du må ha’ det godt, det var rart at se dig igen. Hils Vigga, sagde tante Ketty og gav Sebastian et kram. Og held og lykke med fantasien. - Tak for denne gang, mumlede Sebastians far. Sebastian hentede sin taske inde ved køjesengen og gav den til ham. - Hold lige min taske, jeg skal have denne her med, sagde Sebastian og løftede skrivemaskinen. - Hvad er nu det for noget gammelt ragelse, den skal du ikke have med, vel? - Det er min fødselsdagsgave fra Adam, sagde Sebastian. Poul hørte det vist ikke, for han begyndte at grine rigtig højt. - En skrivemaskine! Se, hvad Sebastian kommer med – kan du huske dem? råbte han til Sarah, der i samme øjeblik blev færdig med telefonsamtalen. Hun sænkede sine solbriller, så hun bedre kunne se. - Nej! Hvad i alverden er det? Findes de endnu?

62 63

Sebastian, det er simpelthen for fjollet, tag dog og skriv på din computer i stedet. Den fine computer far har købt til dig med alt det nyeste udstyr i stedet for den gamle… bunke… møtrikker. - Jeg har fået den af Adam, det er en fødselsdags-gave, og jeg tager den altså med hjem på mit værelse, sagde Sebastian. Hans forældre kiggede på hinanden og rullede med øjnene. Sebastian var ligeglad, de kunne sige hvad de ville, han tog den med hjem. - Måske er det fordi, han er sur over det med mobilen, hviskede Sarah til Poul, der nikkede ind- forstået. Det var vist ikke meningen, at Sebastian skulle have hørt det, men det gjorde han. - Held og lykke med det hele, sagde tante Ketty og vinkede. Sebastian sad på bagsædet med sin nye skrive- maskine på skødet. - Har du haft det godt? spurgte Sebastians mor. - Fint, svarede Sebastian, også selvom Bacon er død. Men vi kan jo bare sige, at Bacon lever videre i vores tanker, mens kroppen ligger og rådner i jorden. Sebastians mor kiggede overrasket på ham.

64 65

- Hvad er det dog, du siger? - Og så kan man jo aldrig vide, om det i dag rent faktisk er i morgen, for måske er uret gået dobbelt så hurtigt, mens vi har sovet. - Sikken omgang vrøvl! Er det alt sammen noget, tante Ketty har lært dig? sagde Poul. - Nej, det er det faktisk ikke. Det er noget, jeg selv har fundet ud af. Jeg har faktisk også mødt en stjerne-kigger. - Hvem var det så? spurgte hans mor bekymret. - En der hedder Adam. Han har lige opdaget en masse stjerner, fordi han har fået en ny kikkert. Han gav mig skrivemaskinen i fødselsdagsgave – den kan jeg skrive fabler på. - Stjerner? Fabler? Sebastians mor så helt forskræk-ket ud. - Ja, jeg ved altså ikke, hvad du skal med den gamle skrivemaskine, sagde hans far, du har jo den spritnye computer, som du fik i fødselsdagsgave sidste år. - Har I ikke altid troet, at det gamle vandtårn, der ligger tæt på tante Kettys hus, er rundt? spurgte Sebastian uden at svare på det med computeren. - Det er jo også rundt, svarede hans far.

64 65

- Nej, det er det nemlig slet ikke. Det er ottekantet. Så man kan altså ikke altid tro på det, man ser, sagde Sebastian. - Vi skal altså have taget hans temperatur, måske har han feber. Han lyder, som om han er hønesyg, sagde Sebastians mor. - Nej, jeg er absolut ikke syg. Overhovedet ikke – efter vi så den mystiske skikkelse i skoven, har jeg været helt frisk. Måske var det endda et spøgelse. Sebastians mor rystede på hovedet. - Jeg ved godt, at du ønsker dig den der mobiltele-fon overalt på jorden. Men den er altså rigtig dyr, og det er ikke noget, man bare lige køber til børn, sagde Sebastians mor. Sebastian vidste ikke, hvorfor hun sagde det, det var jo egentlig ikke det, det handlede om.

66 67

Fablen til Vigga

Det meste af søndagen brugte Sebastian på sit værelse. Han gad ikke diskutere med sin far og mor. De for-stod ham alligevel ikke. Han satte skrivemaskinen på sit skrivebord, fandt et stykke hvidt papir frem og stoppede det forsigtigt ned i maskinen, nøjagtig som Adam havde vist ham. - Nu skal jeg bare vente på fantasien, tænkte han og satte sig ned foran skrivemaskinen. Han ven-tede ikke længe, før han begyndte at skrive løs. Det krævede ret mange kræfter at trykke tasterne ned, men lidt efter lidt fandt han ud af præcist, hvor hårdt han skulle presse.

Rae ven og ae slet

Af Sebastian Werner

Der var engang et ae sel, der

havde fået en stor portion kod.

Rae ven kom forbi og slikkede sig

om munden, da den så det lae kre

66 67

kod. Den kunne godt tae nke sig

at smage det, og lagde derfor en

plan. Rae ven sagde til ae slet:

- Har du nogensinde set dig selv

i et spejl?

- Nej, det har jeg ikke, svarede

ae slet.

- Har du virkelig ikke? Det skal

du prove, kom bare med mig hen

til bronden, så skal jeg vise

dig noget.

AE slet smilede og fulgte efter

rae ven.

- Vi skal denne vej, sagde

rae ven.

Pludselig hørte Sebastian sin far komme op ad trap-perne Han bankede på døren og stak hovedet ind. - Sebastian, nu er du okay, ikke? - Jo da, svarede Sebastian. - Du har siddet derinde hele dagen … og alt det du sagde i går; det med en skikkelse i skoven, et spøgelse og hvad ved jeg. Mor er lidt bekymret. Og det kan

68 69

måske godt være, at du får den der mobil i fødselsdags-gave. - Jeg har det fint, far! svarede Sebastian lidt irrite-ret. - Det er godt. Jeg sætter et fodboldmål op i haven, så kan du komme ned og tage nogle straffespark. Jeg er jo gammel førsteholdsmålmand. Den bedste i min årgang. Så kan du jo se, om du kan score på din gamle far! Sebastian svarede ikke. - Godt, så er det en aftale, sagde hans far og luk-kede døren. Sebastian havde slet ikke lyst til at spille fodbold med sin far. Han vendte sig om og skrev videre på sin fabel: Da de kom hen til bronden, hop-

pede rae ven op på stenkanten og

kiggede ned i vandet. Dernede

kunne den se sit spejlbillede i

brondens vand.

- Kom herop min gode ven, så kan

du se dig selv.

68 69

AE slet sprang med det samme op

på stenkanten og kiggede ned i

bronden.

- Det er jo mig! sagde ae slet og

vrinskede. Det havde aldrig set

sig selv for.

- Prov at gå lidt lae ngere frem,

så kan du se endnu mere af dig

selv, sagde rae ven.

AE slet gik lae ngere frem, og nu

kunne det se både sit ansigt, sin

hals og det overste af sin krop.

- Jeg er jo egentlig ret flot,

sagde ae slet.

- Ja, du er, smilede rae ven skum-

melt, prov nu at gå et skridt

lae ngere frem, så kan du se endnu

mere af dig selv.

AE slet tog endnu et skridt frem,

men det havde ikke set, at der

ikke var plads til, at det gik

lae ngere frem. I stedet trådte

det lige ud i luften og faldt

70 71

ned i bronden og landede med et

plask i vandet.

- Du må hjae lpe mig op! bad det.

- Måske, sagde rae ven, men forst

skal jeg hjem og spise dit kod.

Det ville jo vae re synd, hvis det

blev gammelt og gik til spilde.

Sebastian læste den igennem et par gange. Han var tilfreds, det var blevet en rigtig god fabel med en fin handling: Æslet var blevet så glad for sig selv, at det helt glemte at tænke sig om, og ræven udnyttede æs-lets dumhed. Han fandt en kuvert frem og lagde fablen ned i den. Så spurtede han ned ad trapperne. På vejen fik han øje på sin far ude i haven. Han stod og baksede med at sætte fodboldmålet op, og Sebastians mor lå på sofaen og så en amerikansk serie i fjernsynet. Vigga boede kun to veje fra deres hus, så det varede ikke længe, før han stod foran hendes gule gadedør. Det så ikke ud til, at der var nogen hjemme, der var i hvert fald ikke lys i vinduerne, og bilen i garagen var der heller ikke. - Så er det nu, tænkte Sebastian og hev kuverten

70 71

med fablen frem fra sin inderlomme. Hvad mon Vigga vil sige til den? Vil hun bare grine og fortælle det til alle de andre i skolen? Han åbnede forsigtigt brev-sprækken. Langsomt lod han kuverten glide ud af sin hånd og hørte, at den landede på gulvet med et stille bump. Et smil bredte sig på hans læber.66

72 73

Det hemmelige rum

Næste morgen vågnede Sebastian med et sæt, da hans klokradio begyndte at spille for fulde drøn. Sebastian satte sig forvirret op i sengen og så sig omkring. Han var kommet sent i seng i går. Først havde han skrevet en kopi af fablen til tante Ketty. Da han var færdig med det, var han gået i gang med at skrive en historie om en helt, der skulle redde verden fra at gå under. Helten hed Super Sebastian og havde magiske kræfter; han kunne trylle alle sine onde modstandere om til små insekter, som han kunne tilintetgøre ved at trampe på dem. Sebastians mor åbnede pludselig døren. - Så din sovetryne! Du har ligget og snuet alt for længe, du skal i skole. Sarah havde sit fine arbejdstøj på og duftede af en sød parfume. - Far og jeg kører snart, vi skal begge til vigtige kundemøder, så du må spise morgenmad alene. Sebastian mumlede lidt uden at sige noget. - Ha’ en god dag – din madpakke står i køleskabet, sagde hun og lukkede døren igen. - Farvel Sebastian, råbte Poul nede fra køkkenet. Kort efter smækkede hoveddøren, og bilens motor

72 73

begyndte at brumme. Sebastian rejste sig besværet op og så ud af vinduet. Han vinkede til dem, da de kørte ud på vejen. Hans hjerte slog hurtigere, end det plejede: Vigga havde nok læst fablen nu! Et kort sekund fortrød han, at han havde afleveret den til hende. Måske syntes hun slet ikke, at det var sejt, men det var der jo ikke noget at gøre ved nu. Han så sig omkring i værelset, skrivemaskinen stod stadig på bordet. Solens stråler landede på tasterne, og kanterne skinnede så meget, at Sebastian måtte misse med øjnene. - Hvor er den flot, tænkte han. Sebastian kom i tanke om, at han hellere måtte pakke sin skoletaske. Han kiggede rundt for at finde sine bøger til dagens timer. Nogle af dem lå på skrivebordet. Han tog fat i en matematikbog. Men lige da Sebastian hev fat i bogen og vendte sig om for at finde sin skoletaske, ramte han skrivemaskinen hårdt med sin ene albue, så den væltede ned på gulvet. Der lød et højt brag. - Åh nej! udbrød han. Flere af tasterne var faldet af, og rullen, som papiret sad fast omkring, var gået løs. - Måske kan den laves igen? tænkte han og

74 75

satte sig på knæ for at samle tasterne sammen. Da Sebastian løftede skrivemaskinen, fik han pludselig øje på en brun kuvert, der lå på gulvet. Hvor kom den fra? Han vendte skrivemaskinen med bunden opad og opdagede, at en lille metalplade var gået løs, og inde bag pladen var der et hemmeligt rum. - Den brune kuvert må have ligget derinde, tænkte Sebastian og samlede kuverten op. Han holdt den op mod sollyset, men han kunne ikke se, hvad der var indeni. Forvirret lagde han kuverten på bordet og tog en fodboldtrøje på. Han samlede de sidste bøger sam-men og stoppede dem i sin skoletaske, tog kuverten i hånden og skyndte sig ned i køkkenet. Han fyldte en skål med havregryn, hældte mælk på og til sidst en skefuld sukker. Sebastian så længe på den brune kuvert, der lå foran ham på spisebordet. Han vidste godt, at han ikke burde åbne den, for det var sikkert Adams brev. Men på den anden side havde Adam jo selv givet ham skrivemaskinen i fødselsdagsgave, så nu var det jo hans. Og måske vidste Adam slet ikke, at der lå et brev gemt væk i et hemmeligt rum. Hvis han vidste det, hvorfor havde han så givet den væk? Sebastian spiste en

74 75

stor mundfuld havregryn og tog en hurtig beslutning: Han åbnede forsigtigt kuverten. Indeni var der et kort, Sebastian tog det op. Forsiden var blank, men bag på kortet var der skrevet med en skrivemaskineskrift.

Hvis du modte Gud og havde

mulighed for at stille et

sporgsmål,som med sikkerhed

ville blive besvaret, hvilket

sporgsmål ville du så stille?

Metafysisk Institut

7 Sebastian læste kortet højt to gange. Hvad er ”Metafysisk Institut”? Det lød næsten som en afdeling på et sygehus. Han stirrede længe på kortet. Det var, som om at han ikke kunne lade være. Han vidste ikke, hvor længe han sad der med kortet i hånden, men pludselig fik han øje på uret ved komfuret. Klokken var syv minutter i otte! - Skolen! råbte han, tog sin skoletaske på, stoppede det mystiske kort i inderlommen og skyndte sig ud ad døren.

76 77

Et godt spørgsmål

I den første time kunne Sebastian slet ikke koncen-trere sig. - Jeg må få fat i tante Ketty så hurtigt som muligt, tænkte han. Måske ved hun noget om kortet eller i det mindste noget om, hvad Metafysisk Institut er. Sebastian satte albuerne på bordet og hvilede sit hoved på sine hænder, mens han stirrede ud af vin-duet. Hvis han mødte Gud, hvilket spørgsmål ville han så egentlig stille? - Sebastian? Pludselig stod Sebastians klasselærer lige foran ham. Sebastian, hvad laver du? - Øh jeg… jeg tænker bare, svarede Sebastian usik-kert. - Okay, det er også fint. Men det kunne være, at du ville fortælle os andre, hvad du tænker på? Sebastian kunne høre, at der var nogle af de andre, der fnes. Sebastian havde overhovedet ikke hørt efter, så han vidste slet ikke, hvad klasselæreren havde for-talt om i dag. - Jeg tænker ikke rigtig på noget, sagde Sebastian. - Du ser så tænksom ud. Men jeg vil mægtig gerne

76 77

høre, hvad du tænker på, sagde læren insisterende. Deres klasselærer var normalt meget sød, men lige nu syntes Sebastian, at hun var ret irriterende. Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham sidde i fred? Der blev helt stille i klassen. - Jeg tænkte bare på, hvilket spørgsmål jeg ville stille, hvis jeg mødte Gud. Sebastians lærer spærrede øjnene op. - Det må jeg nok sige! Er du så kommet frem til, hvad du vil spørge om? spurgte hun med et smil på læben. - Næ, ikke rigtig, mumlede Sebastian. - Hvordan kan det være, at du kom i tanke om det? spurgte klasselæreren interesseret. Sebastian ville ikke fortælle, at han havde fundet et hemmeligt rum i skrivemaskinen. Han turde heller ikke spørge hende, om hun vidste, hvad Metafysisk Institut var. Kortet var hans hemmelighed, og han ville selv opklare det. Måske havde det noget at gøre med skikkelsen i skoven? - Det ved jeg ikke … Jeg så vist noget om det i fjernsynet, løj Sebastian. Der var helt stille i klassen. Sebastian så ned i

78 79

bordet, han var lidt bange for at kigge rundt på de andre. Måske syntes de, at han var underlig. Men der var ikke nogen, der sagde noget. - Men det er jo et rigtigt godt spørgsmål, sagde klasselæreren. Det vil jo være en god mulighed for at få noget at vide med sikkerhed. - Mm. Sebastian så stadig ikke på de andre. - Er der nogen, der har en god idé til et spørgsmål? spurgte hun ud i klassen. - Det kunne være sjovt at spørge til, hvordan noget bliver i fremtiden, sagde Alberte. Fx om vi en-gang kommer til at bo på andre planeter i universet. - Eller finde ud af, hvordan de byggede pyramid-erne, sagde Thomas. - Min far siger, at de bare brugte slaver, sagde Reza, der sad ved siden af Sebastian. - Men man ved jo ikke, hvordan de kunne bære de tunge sten, svarede Thomas. Man kunne også spørge, om Gud overhovedet findes? - Jamen, du kan da ikke spørge, om Gud findes – for hvis Gud ikke fandtes, så kunne du jo slet ikke stille spørgsmålet. Det er jo Gud, du spørger! ind-vendte Sebastian.

78 79

- Ja, det er jo egentlig rigtigt, lo læreren og fort-satte: Men ved vi, om Gud findes? - Man kan tro på, at Gud findes, sagde Thomas. - Hvad er så forskellen mellem at tro på noget og vide noget? spurgte læreren. - Hvis man ved noget, så er det fordi, man kan bevise det. Hvis man tror på noget, så kan man ikke bevise det, forklarede Sebastian. - Man kan i hvert fald ikke bevise, at Gud eksisterer – enten tror man på ham, eller også gør man ikke, sagde Alberte. - Hvad vil det egentlig sige at bevise noget? spurgte læreren. - Det er, når man kan vise det til andre, sagde Alberte. Altså; hvis man har et bevis, så kan alle andre se, at det er rigtigt nok. Det er også sådan, de gør i krimier, når de skal finde morderen. - Ja, sagde Reza og tænkte sig om et øjeblik, hvis man tror på noget, så er det fordi, man ikke kan bevise det. For eksempel er der mange, der tror på, hvad der står i Biblen eller i Koranen. Men der er ingen, der ved, om det er sandt, sagde han. - Hvem har egentlig skrevet de der bøger? sagde

80 81

Thomas uden at række hånden op. - Det har Gud, var der en, der sagde. - Njaarj, Gud skriver da ikke bøger! sagde Thomas. - Slet ikke, hvis han ikke findes, sagde Reza. - Jeg tror slet ikke på Gud, og jeg skal heller ikke konfirmeres, fortalte Alberte med en alvorlig stemme. - Det er sikkert nogen, der har troet på Gud, der har skrevet bøgerne, sagde Sebastian. - Det er mennesker, der levede for mange hundreder af år siden, der har skrevet både Biblen og Koranen. De skrev historierne ned, da de hørte dem, sagde læreren. - Men hvorfor skulle man så tro på dem? Alle kan jo bare skrive en bog og sige, at den er hellig. Det kan være, at det alt sammen bare er opdigtet, fortsatte Thomas. - Er der nogen, der kan komme i tanke om noget, vi kan vide med sikkerhed – noget som kan bevises? spurgte læreren. - Tyngdekraften! udbrød Reza. Den kan bevises ved at give slip på en blyant, for så falder den til jorden.

80 81

- Det er ligesom æbler, de falder også ned fra træ-erne på grund af tyngdekraften. Og så fordi de er modne, tilføjede Alberte. - Vi kan også måle, at vand koger ved 100 grader, hvis vi har et termometer, sagde Thomas. - Jeg har engang besøgt en kilde i Frankrig, hvor der var helligt vand, der kunne helbrede sår og alt mu-ligt, sagde Alberte. - Virkede det? spurgte læreren. - Der var nogle gamle damer, der sagde, at det virkede. Men jeg så det ikke. Jeg havde selv et sår på knæet, men der skete ikke noget, da jeg hældte vandet på såret. Måske er det bare noget, de har fundet på, så folk kommer og køber deres mirakelvand, fortsatte Alberte. - Hvad er mirakler? var der én, der spurgte. - Det ved jeg godt! Det er, hvis man tror på, at ting, der er umulige, godt kan ske. For eksempel at vand fra en bestemt kilde kan gøre syge mennesker raske, for-talte Reza. - Det tror jeg i hvert fald ikke på! sagde Thomas. Nu var der flere, der begyndte at tale i munden på

82 83

hinanden. Nogle sagde, at de i hvert fald ikke troede på mirakler, andre at de havde hørt, at der findes ting, man ikke kunne forklare. - Nå, vi må fortsætte diskussionen en anden dag, hvor vi har mere tid, læreren klappede i hænderne for at få ro. Nu skal vi alle sammen slå op på side 32 i den grønne bog, sagde hun og forsøgte at dæmpe lyden ved at vifte med armene. Sebastian smilede og tænkte, at det var en god diskussion. Han kom i tanke om Bacon. Det kunne bevises, at Bacons krop i jorden var blevet spist af små-dyr – det kunne han bevise ved at grave Bacons grav op og se resterne Men det er umuligt at bevise, om Bacons sjæl lever videre et andet sted – det er kun noget, man kan tro på. Han slog op i bogen, der var et billede af en stor dinosaur.

82 83

Må man lyve?

I spisefrikvarteret skinnede solen fra en skyfri him-mel, og de fleste børn suste ud i den store skolegård og begyndte at finde deres madpakker frem. Sebastian ringede til Ketty. Han lod den ringe i lang tid, men hun tog den ikke. - Vil du være med? råbte en af drengene og løb hen til boldbanen. Sebastian løb efter. De lavede to hold – Sebastian spillede angriber, det kunne han bedst lide. Han scorede hurtigt et flot mål, de andre jublede. Nu stod der 2-2. De spillede altid, til et hold havde scoret tre gange, det var det afgørende mål. Sebastian fik bolden helt inde foran mål, han skulle bare ramme den med indersiden af foden. Men han ramte bolden helt forkert med vristen, og den røg i stedet hen til en forsvarer, der skød bolden langt væk. Det andet hold lavede en kontra og scorede. De hoppede rundt og skreg, de havde vundet 3-2. - Øv. Hvorfor er det, at man ikke kan koncentrere sig om flere ting på én gang? tænkte Sebastian. Han havde alt muligt i tankerne, og nu kunne han ikke engang ramme bolden rigtigt! Det plejede han jo at

84 85

kunne, men måske fyldte tankerne bare for meget, til at han kunne spille fodbold? Sebastian fandt en plads på bænken ved cykel-skuret. Klasselæreren havde fortalt, at dinosaurerne uddøde for mange millioner år siden, men det var stadig et stort mysterium, hvordan det skete. Nogle videnskabsfolk mente, at det var, fordi en stor meteor ramte jorden og udryddede alt liv. Andre mente, at det var, fordi der kom en istid, som slog de planter og dyr ihjel, som dinosauerne levede af. Og så var der også nogle, der sagde, at det var, fordi der var en masse vulkaner på det tidspunkt, og at de alle sammen var gået i udbrud. - Det er mange gåder, som man måske aldrig finder et svar på, tænkte Sebastian. Han tog sin mobil frem og ringede til Ketty igen, men hun var der stadig ikke. Øv, tænkte han. Pludselig mærkede han en prikken på sin højre skulder. Sebastian drejede hovedet, men der var ikke nogen. - Du er nem at narre! Viggas hoved dukkede frem over Sebastians venstre skulder. Hendes mørke, krøl-lede hår var sat op i en hestehale. Hun havde mørke

84 85

øjne, en lille spids næse, og når hun smilede, duk-kede der to smilehuller frem ved hendes mundvige. På kinderne og under øjnene havde hun nogle små, næsten lilla fregner. Hendes hud var brun og hendes tænder skinnende hvide. Sebastian kunne mærke, at han blev lidt genert. - Tak for fablen, den er rigtig god, sagde hun og satte sig ved siden af Sebastian. - Øh, selv tak, sagde Sebastian. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. - Den er rigtig god, sagde Vigga igen. Jeg kan godt lide fabler. Du er god til at skrive. Ræven i historien er godt nok ond! Sebastian nikkede. Han var lettet over, at Vigga kunne lide fablen. Men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige nu. Ingen af dem sagde noget, og de sad i et stykke tid, inden Sebastian endelig fik taget sig sammen. - Vil du høre en hemmelighed? Vigga kiggede med store øjne over på Sebastian og nikkede ivrigt. - Okay, så hør her. Sebastian pakkede sin madkasse væk og sikrede sig, at der ikke sad nogen i nærheden af dem.

86 87

- Da jeg besøgte tante Ketty i weekenden, fik jeg en gammel skrivemaskine. Det var en af hendes venner, der gav mig den. - Okay, sagde Vigga interesseret. - Men i morges kom jeg til at vælte skrivemaskinen ned på gulvet, og så opdagede jeg et hemmeligt rum, og derinde lå der det her. Sebastian tog forsigtigt kortet frem fra sin inderlomme. - Kom du til at vælte den? Hvad er det, du har der? spurgte Vigga nysgerrigt. - Det er et kort. Med et filosofisk spørgsmål, sagde Sebastian og læste spørgsmålet højt. Vigga lænede sig ind mod Sebastian og så kortet. - Wauv, kommenterede Vigga. - Det er sikkert gammelt. Prøv at se her, det er underskrevet med ”Metafysisk Institut”, sagde Sebas-tian. - Ved du, hvem det er? spurgte Vigga interesseret. - Nej, Sebastian rystede på hovedet, men jeg vil google det, når jeg kommer hjem. Det kan også være, at Ketty ved noget om det. - Det er ellers et interessant spørgsmål. Har du tænkt over det? spurgte Vigga.

86 87

- Jeg tror, jeg vil finde en gåde, som ingen før har løst. Altså sådan noget som, hvordan dinosaurerne døde, eller om der findes engle, sagde Sebastian. - Eller om der findes trolde, grinede Vigga. - Måske ikke lige trolde, men måske enhjørninger! sagde Sebastian. - Eller drager, tilføjede Vigga. - Hvad ville du spørge om? spurgte han. - Jeg ville spørge, om man må lyve, Vigga rejste sig op med en pludselig bevægelse. - Jeg skal til time nu, vi ses senere. Hun skyndte sig at gå, og inden Sebastian kunne tælle til fem, var hun forsvundet mellem alle de andre. - Om man må lyve? gentog Sebastian for sig selv. Det var da et underligt spørgsmål. Han pakkede kortet væk, tog sin taske i hånden og traskede op mod klasseværelset. Han havde først fri om tre timer.81

88 89

Grønne marsmænd

Sebastian bremsede hårdt op i gruset i indkørslen, så de små sten fløj omkring ham. Han smed cyklen over på dens plads bagest i garagen. - Sikke en fart du har på, sagde Sebastians far og stak hovedet ud af køkkenvinduet. Poul var næsten aldrig hjemme, når Sebastian fik fri fra skolen. Måske var et af hans møder aflyst. - Nu passer du godt på din cykel, ikke? Den har været dyr, og den skulle jo nødig gå i stykker, fordi du kaster rundt med den. - Ja, ja, svarede Sebastian. - Da jeg var dreng, havde jeg den samme cykel hele min barndom – den blev pudset og plejet, og den fejlede aldrig noget. Vedligeholdelse. Det er det, der skal til, sagde Sebastians far stolt. - Far, ved du, hvad Metafysisk Institut er? - Det er sikkert et eller andet nyt band, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at du får altså ikke en ny cykel, heller ikke i fødselsdagsgave. Sebastians far satte sig ved køkkenbordet med en stor kop kaffe.

88 89

- Det er ikke et band. Prøv nu at se her far, sagde Sebastian tålmodigt, tog det mystiske kort frem fra sin inderlomme og lagde det forsigtigt på bordet foran sin far. - Det faldt ud af skrivemaskinen, da den væltede ned på gulvet i morges. Der var et hemmeligt rum bag på skrivemaskinen. Poul kiggede kort op på Sebastian og læste derefter kortet. - Hvad i alverden skal det betyde? Man kan jo ikke møde Gud! Og hvad er det der Metafysisk Institut for noget? Han rynkede panden. Er det dig, der har lavet det? spurgte han og gav kortet tilbage til Sebastian. - Mig? Nej! sagde Sebastian irriteret. Jeg prøver at finde ud af, hvad det betyder, og hvem der har gemt kortet i skrivemaskinen. Det er ikke mig. Hvis det var mig, så var det jo slet ikke mystisk, og så ville jeg jo ikke vise det til dig, vel? - Nå, sagde Poul, mens han rodede rundt i køk-kenskabet for at finde sukkeret. - Det er vel ham, du fik den af, der har gemt kortet i skrivemaskinen. Hvad er det, han hedder … Anton? - Adam, korrigerede Sebastian. - Hvor er den skål dog henne? Sebastians far kig-

90 91

gede febrilsk i skabene. Til sidst åbnede han køleskabet, og der fandt han sukkerskålen på øverste hylde. - Jamen, hvorfor står sukkeret i køleskabet? Nu har jeg da aldrig … Sebastian, er det dig, der har stillet skålen herind? Men Sebastian hørte det ikke, han var smuttet op på værelset for at ringe til Ketty. - Ketty her, hallo? - Hej, det er mig. Sebastian. - Åh, hej med dig. Hvad får dig til at ringe? Filo-sofi? - Ja, faktisk. Der er sket det vildeste. Skrive- maskinen gik i stykker, og jeg fandt en kuvert i et hemmeligt rum. - Gik skrivemaskinen i stykker? udbrød Ketty forbavset. Men hvordan skete det? - Der lå et kort i kuverten … fortsatte Sebastian, men blev hurtigt afbrudt. - Jamen, hvordan kunne skrivemaskinen gå i stykker? Den er jo solid og går da ikke bare sådan fra hinanden? spurgte Ketty igen. - Jeg … øh … jeg kom til at vælte den ned fra bord-et. Det var ikke med vilje. Tror du, Adam bliver sur?

90 91

- Nej, nej, slet ikke! Det var da bare lidt mærkeligt – men fortæl om kuverten, sagde Ketty ivrigt. - Altså, der lå et kort inde i kuverten. Et kort med et spørgsmål. Der står: Hvis du mødte Gud og havde mulighed for at stille ét spørgsmål, som med sikker-hed blev besvaret, hvilket spørgsmål ville du så stille? Der blev stille et øjeblik, før tante Ketty sagde: - Det er da et godt spørgsmål. Jeg tror, jeg vil spørge, om der findes liv andre steder i universet. Eller måske vil jeg høre Gud, om der findes en sandhed, en mening med livet. Sebastian havde også tænkt på, at han ville spørge, om der var liv andre steder i universet – det var han egentlig ret sikker på, at der var. Han troede ikke, at der fandtes ufoer eller grønne marsmænd med ét øje og seks arme. Men måske en helt anden form for liv, som man ikke har fantasi til at forestille sig. Som Adam havde sagt, så er der så mange planeter i uni-verset, at det vil være mærkeligt, hvis der ikke fandtes bare én planet med liv. Men Sebastian var også kom-met i tanke om Bacon. Mon der er et liv efter døden – er der et paradis med engle, lys og glade mennesker? Eller også om det med reinkarnation er rigtigt; når

9392

man dør, bliver man så genfødt som et andet men-neske? Og måske var al den snak om Gud, Biblen og paradis bare noget, mennesker havde fundet på? Det var jo egentlig et godt spørgsmål at stille. - Jeg vil måske også spørge, om der findes liv andre steder i universet. Eller også vil jeg spørge, om der findes et paradis, sagde Sebastian. - Ja, det gad jeg også godt vide. For hvis det er sandt, så må vi jo hellere til at opføre os ordentligt, grinede tante Ketty. - Måske ville jeg spørge, om alt det, der står i Biblen, er sandt, eller om det er noget, mennesker har fundet på, sagde Sebastian. - God idé, sagde Ketty. Det vil i hvert fald gøre os meget klogere at få det at vide. Lå det bare i skrive- maskinen? - Ja! - Det lyder da mærkeligt. Jeg tror heller ikke, Adam kender noget til det, det ligner ikke ham at gemme noget og så glemme det. Han har måske fundet skrivemaskinen på lossepladsen, så det kan være, at den tidligere ejer har skrevet kortet og gemt det i skrivemaskinen.

93

- Kortet ser gammelt ud, sagde Sebastian. - Måske er der for mange år siden en, der har skrevet kortet og gemt det i skrivemaskinen, og nu, mange år senere, finder du det. Men det er selvfølgelig interessant, hvem der har skrevet det og ikke mindst hvorfor? - Jeg ville da aldrig gemme et spørgsmål væk, sagde Sebastian. - Men måske var det et farligt spørgsmål? sagde tante Ketty. - Farligt? gentog Sebastian, hvordan farligt? - Fordi filosofiske spørgsmål ikke altid er lige populære. Filosofi stiller jo spørgsmålstegn ved alt i livet – filosofi handler nemlig om at tvivle. Og der er mange, der tror, at de kender sandheden og ved, hvad der er rigtigt og forkert. - Dogmatikere, sagde Sebastian. - Nemlig! De kan ikke lide, at man begynder at tvivle på deres sandheder. For måske viser det sig, at det, de går rundt og tror på, slet ikke er sandt, forklarede Ketty. - Men det er jo bare spørgsmål, sagde Sebastian. - Spørgsmål er magtfulde. De kan virkelig gøre

9594

folk uenige og skabe fjender – altså hvis man er for nysgerrig og stiller de forkerte spørgsmål. - Hvordan kan spørgsmål være forkerte? Er det ikke kun svar, der kan være forkerte? spurgte Sebastian. - Jeg synes heller ikke, at der er nogen spørgs-mål, der er forkerte, sagde Ketty. Men det er der altså mange, der mener. Og derfor er filosofi ikke helt ufar-ligt. - Hvem mener, der findes forkerte spørgsmål? spurgte Sebastian og tænkte på historien om sin superhelt – hvis det var farligt at stille spørgsmål, så skulle helten måske have mod til at stille spørgsmål. Superhelten kunne være en filosof! Han forestillede sig, hvordan helten kunne have et stort F på brystet af sin superdragt. - Der er mange, der tror så meget på noget, at de bliver sure, hvis nogen siger noget andet, sagde Ketty. Især når det er spørgsmål om religion. - De er måske ekstra farlige, funderede Sebastian og tænkte på nogle klip i fjernsynet med vrede mænd, der havde råbt til Gud og brændt flag af på jorden. - Det er de helt sikkert. Sådan har det altid været.

95

Men som filosof må du hele tiden insistere på din ret til at stille spørgsmål til alt. - Ja, alle har ret til at stille spørgsmål, sagde Sebastian. Han havde håbet på, at tante Ketty vidste noget mere om kortet. Pludselig hørte Sebastian nogle glas, der klirrede i baggrunden.87 - Hvad var det, der sagde sådan? spurgte han. - Nå, det er … Det er ingenting. Jeg … står bare og vasker op. Jeg bliver forresten også nødt til at løbe nu. Men vi ses jo allerede på lørdag i København, sagde tante Ketty. - På lørdag? Hvorfor det? spurgte Sebastian over-rasket. - Har din far og mor ikke fortalt dig det endnu? Jeg skal skynde mig videre, jeg lægger på nu. Forresten, spørger du ikke, om Vigga tager med på lørdag? - Øh, det kan jeg da godt, sagde Sebastian over-rumplet. - Okay, så ses vi, sagde tante Ketty og smækkede røret på.

9796

www.metafysiskinstitut.dk

Sebastian tændte computeren – måske kunne han finde Metafysisk Institut på nettet. Google dukkede op på skærmen, og Sebastian skrev ”metafysisk institut” i søgefeltet. Kort efter dukkede søgeresultaterne op – det gav et gib i ham, da han så, at et af de første links var en hjemmeside, der hed metafysiskinstitut.dk! Han kunne mærke, at han blev tør i halsen, og håndfladerne blev varmere. Han klikkede på linket og kom ind på en hjemmeside. Øverst stod der ”Metafysisk Institut – her er alle spørgsmål tilladt”. Han fandt et indlæg af en, der kaldte sig Sokrates – Sebastian læste det: ”Hvis du mødte Gud og havde mulighed for at stille ét spørgsmål, som med sikkerhed ville blive be-svaret, hvilket spørgsmål ville du så stille?” - Det er det samme spørgsmål som på kortet! udbrød Sebastian højt. Han ledte på siden efter en kontakt-knap – der var jo en, der havde lavet siden, og denne Sokrates måtte også være den, som havde lavet kortet. Men der var ingen mail, han kunne skrive til. Men han kunne oprette sig som bruger på siden. For at oprette sig, skulle han svare på tre spørgsmål

97

– ét af dem var, om han helst kunne tænke sig at kunne flyve, være usynlig eller læse andre folks tanker. Det overvejede Sebastian et godt stykke tid, for der var jo mange fordele ved hver ting. Han havde altid tænkt på, at det at flyve måtte være fantastisk; at svæve over skyerne og suse rundt mellem de høje huse i byen. Det kunne også være smart, hvis han kunne gøre sig selv usynlig. Hvis der var noget, han ikke måtte komme med til, så kunne han snige sig ind alligevel – eller han kunne gemme sig, hvis han havde lyst til det. Og det at kunne læse andre folks tanker ville også være smart; så ville han altid kunne svare rigtigt, hvis han fik et spørgsmål henne i skolen. For så ville han jo kunne se, hvad lærerne spurgte efter. På den anden side ville han måske aldrig rigtig blive overrasket, hvis han altid vidste, hvad folk tænkte. Og måske ville det også være lidt uhyggeligt. Sebastian satte kryds i det felt, hvor der stod, at han helst ville kunne flyve. - Man kan også uploade et billede, mumlede Sebastian og læste, hvad der stod på siden om billeder. Hm, det skal ikke være et billede af ens ansigt, men noget man selv finder på, og som siger noget om, hvem man er, læste han. I det samme fik han en god idé;

9998

han tegnede et ansigt på sin hacky sack. - Det her bliver godt, sagde Sebastian og tog et billede med sin mobil. Han uploadede det til sin profil, og nu kunne han logge ind på siden og kommentere Sokrates’ indlæg:

Jeg tror, jeg ville spørge, om der findes liv andre

steder i universet. Eller hvad der sker, når man dør.

Sebastians kommentar stod nu på siden. Han kløede sig lidt i håret – han kunne jo prøve at spørge, hvem Sokrates var. Han lagde hænderne på tastaturet og skrev endnu en kommentar:

Hvad er Metafysisk Institut egentlig? Er det også dig,

der har gemt et kort i en gammel skrivemaskine?

Jeg har fundet den og vil gerne aflevere den tilbage,

hvis du vil have den igen.

Venlig hilsen Sebastian.

Han trykkede på musen, og kort efter stod hans kommentar på siden. Hvor er det underligt, tænkte

99

Sebastian, gad vide hvem Sokrates er? Han til- føjede www.metafysiskinstitut.dk til sine favorit- sider, og bagefter googlede han ”Sokrates”. Der kom en masse hits frem, han klikkede på et af dem og læste.

Sokrates var en græsk filosof, der levede for over

2000 år siden. Han er bl.a. kendt for at gå rundt

på gaderne i Athen i Grækenland og stille filosofiske

spørgsmål til alle og enhver. Dem, der havde magt-

en i Grækenland, blev så irriterede på Sokrates, at

de dømte ham til døden – straffen var, at han skulle

drikke et bæger af den giftige skarntydesaft.

- Så var ham Sokrates en rigtig filosof og stillede åbenbart en masse farlige spørgsmål, hviskede Sebastian til sig selv og tænkte på det, som tante Ketty havde sagt om filosofi. Tankerne snurrede rundt i hans hoved. Hvem gemte sig bag navnet Sokrates på hjemmesiden? Det var i hvert fald ikke ham, der levede for 2000 år siden. Og var filosofi mere farligt, end han troede? Det var i hvert fald vildt, at den rigtige Sokrates blev dømt til døden, bare fordi han var filosof og stillede spørgsmål!

101100

Meningen med det hele

Nedenunder hørte han sin mor komme hjem. Hun tændte anlægget, og høj musik dunkede ud i hele huset. Sebastian tog kortet frem igen og holdt det frem for sig. Han googlede ordet “metafysik”, og der duk-kede en masse hits op på skærmen. - Hm, det ser da ud til, at der er masser af bøger om metafysik, mumlede han til sig selv. Efter et par klik fandt Sebastian en side, hvor der stod, at en, der hed Aristoteles, havde skrevet en vigtig bog om metafysik. Den første i verden, faktisk. Aristoteles var en græsk filosof, der levede omtrent samtidig med Sokrates, og bogen hed kort og godt Metafysikken. Hvis denne her Aristoteles har skrevet en vigtig bog om metafysik, så kunne det være, at der var noget i bogen, Sebastian kunne bruge? Pludselig sprang Sebastian op af stolen, greb sin jakke, der lå på sengen, og for ned ad trapperne. - Hov, pas lige på, sagde Sebastians far, der kom gående med to glas rødvin i hånden. - Okay, sagde Sebastian. - Et øjeblik, så kommer jeg skat, råbte Poul ind i

101

stuen, han vendte sig mod Sebastian. - Og hvor skal du egentlig hen i den fart? - Jeg cykler ned på biblioteket, råbte Sebastian og skyndte sig ud ad døren. Der var ikke mange mennesker på biblioteket. Sebastian lynede sin jakke ned og betragtede de tons-vis af bøger, der stod side om side på hylderne. - Hvor er der mange bøger, hviskede Sebastian, mens han gik ned ad gangene. Var der mon nogen, der havde læst alle bøgerne? Hvis man havde, så ville man næsten vide alt i hele verden. Bag et skrivebord længere fremme sad en biblio-tekar, en ældre mand med et par store briller og gråt, krøllet hår. Sebastian gik hen til ham. - Undskyld, men har I en bog af Aristoteles, der handler om metafysik? spurgte Sebastian. - Aristoteles? sagde bibliotekaren med en dyb stemme og kiggede undersøgende på Sebastian. - Ja. Jeg så på nettet, at han havde skrevet en vigtig bog om metafysik, svarede Sebastian. - Det må jeg nok sige … Jamen, den kan jeg da nok godt finde til dig. Kom med mig, sagde han og viftede med den ene hånd.

103102

De gik videre ad de snoede gange og stoppede ved en reol, hvor der hang et skilt, der stod “Filosofi” på. - Her! sagde bibliotekaren og pegede. Det her er Aristotles’ værk “Metafysikken”, sagde han og tog forsigtigt en stor bog ned af hylden og gav den til Sebastian. - Er den svær? spurgte Sebastian. - Ja, det er den faktisk. Måske er den en af de vanskeligste bøger i hele biblioteket. - Orv, så får jeg nok ikke læst den. Kan du forklare mig, hvad den handler om? spurgte Sebastian. - Tja, jeg kan da prøve! grinede bibliotekaren. Hvor skal jeg starte? Jo, man kan sige, at metafysik er en måde at tænke filosofisk på, det er altså det samme som filosofi. - Jeg ved godt, hvad filosofi er; det er at tænke over livet og stille alle mulige spørgsmål, indskød Sebastian. - Det er rigtigt. Men metafysik handler om, hvor-for verden overhovedet findes, fortsatte bibliotekaren. - Hvorfor verden findes? gentog Sebastian spørg-ende. Han kom i tanke om et tv-program, han havde set. Det handlede om, hvordan universet blev skabt

103

ved en kæmpe eksplosion for mange milliarder år siden. ”The Big Bang” hed eksplosionen. Allerførst var der ingenting, men efter eksplosionen var der pludselig en masse. I programmet havde de sagt, at meget af menneskets udvikling var sket ved en til- fældighed. Sebastian syntes, det var en vild tanke: Tænk, hvis alt virkelig bare var tilfældigt! Han syntes egentlig, det gav god mening at tænke over, hvorfor verden i det hele taget eksisterer. - Metafysik handler om, hvordan vi kan forstå den verden, vi lever i. - Det lyder lidt indviklet, sagde Sebastian. - Det er det også. Men samtidig også meget enkelt. Når vi taler om verden og beskriver den, så bruger vi ord. Men hvor kommer ordene fra? spurgte bibliotekaren. - De kommer fra min mund. Og så har jeg lært ordene af mine forældre, da jeg var lille. Og nu lærer jeg nye ord i skolen. Og når jeg er sammen med mine venner, sagde Sebastian. - Jeg lærer også nye ord, selvom jeg er gammel. Og vi kan kun tale om ting, som vi har ord til. - Hvordan det?

105104

- Tag nu bogen her, sagde bibliotekaren og pegede på Aristoteles’ bog. Vi kan kun tale om den, fordi vi er enige om at kalde det en bog. Hvis der nu kom en anden dreng herind og troede, at alle bøger blev kaldt hunde, og han så spurgte, om han kunne låne en hund, så ville jeg jo tro, at han var gået forkert. - Men i virkeligheden var det bare ham, der kaldte bøgerne noget andet? sagde Sebastian. - Hvis du sagde til ham: ”Jeg så en god hund” … - Så ville han tro, at jeg talte om en bog! indskød Sebastian. - Ja. Og det er det samme, som når vi taler et andet sprog. Det er jo det samme, vi taler om, bare med forskellige ord, sagde bibliotekaren. - Bog hedder book på engelsk, sagde Sebastian. - Og på fransk hedder den livre. - Hvor kommer engelsk og fransk så fra? Fra de engelske og franske børns forældre? spurgte Sebas-tian. - Godt spørgsmål – og hvor kommer dansk fra? Ord former den måde, vi forstår verden på – derfor er det godt at kende ordene, for dem er vi afhængige af, forklarede bibliotekaren.

105

- Er alt det her metafysik? spurgte Sebastian. - Ja, fordi det er tanker om, hvorfor verden er, som den er. Tanker om, hvordan sproget beskriver virke-ligheden. - Okay, det er altså lidt svært, sagde Sebastian og stillede Aristoteles’ bog på plads igen. Men bibliotekaren tog bogen frem en gang til og bankede den mod reolen, så der lød en høj lyd. - Se, det her er fysik. Hvis noget er fysisk, så kan vi tage det i hånden og undersøge det, sagde han. - Og vi kan fx banke det mod en reol, så det laver en lyd, tilføjede Sebastian. - Nemlig. Fysikken undersøger det, vi kan tage og føle på eller høre og se – altså fysik undersøger, hvor-dan verden fysisk set hænger sammen og fungerer. - Altså fx hvor mange gange du kan banke bogen mod reolen, inden den går i stykker, sagde Sebastian og smilede. - Hov, ja, jeg må hellere passe godt på den gode Aristoteles, sagde bibliotekaren og strøg forsigtigt hånden over bogen. - Metafysik drejer sig om det, som er uden for fysikkens område – den undersøger alt det, fysikken ikke kan give os svar på. Kan du følge mig?

107106

- Måske, svarede Sebastian. Altså det jeg ikke kan føle eller se og høre. - Nemlig. Fysikken undersøger, hvordan verden er – og metafysikken handler om det, vi tænker om verden. - Og man kan ikke tage en tanke og banke den mod en reol, sagde Sebastian. - Du har fanget det! Men sig mig engang, hvordan kan det være, at du er så interesseret i metafysik? Du har da ikke haft om det i skolen, har du? spurgte han undrende. - Nej, det er fordi, jeg har fundet et kort, Sebastian tog kortet frem fra sin lomme og rakte det til bibliotekaren. - Du kender ikke tilfældigvis noget, der hedder ”Metafysisk Institut”, vel? spurgte Sebastian. Bibliotekaren løftede sine briller fra næsen, missede med øjnene og læste spørgsmålet. Han så forundret på Sebastian. - Næ, det har jeg aldrig hørt om. Jeg kan prøve at søge her i bibliotekets database, sagde han og satte sig ved en computer. - Nej... det ser ikke ud til, at der er udgivet nogen bøger eller artikler om det institut. Det lyder som en afdeling på et universitet, men måske findes det ikke længere.

107

- Øv, sagde Sebastian. - Men jeg kan se, at de har en hjemmeside … - Ja, den kender jeg godt, svarede Sebastian. Der står ikke noget om, hvem det er. - Det lyder nærmest som noget, der eksisterede i middelalderen. Dengang var der mange, der beskæf-tigede sig med metafysik. - I middelalderen? Sebastian tænkte pludselig på den mærkelige skikkelse i skoven, der lignede en slags troldmand med sin store kåbe. - Hvor har du egentlig fundet kortet henne? - Jeg fandt det i en gammel skrivemaskine, svarede Sebastian. - I en skrivemaskine? Det var da pudsigt, sagde biblio- tekaren og kløede sig på panden. Nede ved skranken var der en, der vinkede til bibliotekaren. - Nå, jeg må hellere se at komme videre med arbejdet, held og lykke med sagen, sagde han og gav Sebastian et fast håndtryk. Udenfor var det begyndt at regne. Sebastian tørrede sin sadel med sit ærme og drønede hjem, mens han mærkede, hvordan hans hår blev gennemblødt, og de tunge regndråber samlede sig i hans øjenbryn og langsomt dryppede ned ad næsen.99

109108

Skyerne

- Vi skal have pizza! sagde Sarah med et stort smil, da Sebastian trådte ind i spisestuen. - Jeg syntes, at vi havde fortjent noget lækkert i dag, sagde hun. Sebastian tog sit våde tøj af og lagde det på en stol i gangen. - Skal vi mødes med tante Ketty på lørdag? spurgte Sebastian. - Åh ja, det har vi helt glemt at fortælle dig. Vi skal til København til en meget vigtig messe. En virksomhedsmesse. - Ikke bare en hvilken som helst virksomheds-messe, men den fineste af alle messer, supplerede Sebastians far stolt. - Så tænkte vi, at tante Ketty lige kunne se efter dig i København imens. Det er okay med dig, ikke? Sebastian nikkede og rejste sig for at se nærmere på pizzaerne. Han udså sig et godt stykke med en stor klump artiskok på. Artiskok var det bedste, han vidste. Især på pizza. - Jeg fortalte mor om den seddel, du fandt, sagde Sebastians far.

109

- Okay, sagde Sebastian. - Ja, vi talte om det. Det er et sjovt spørgsmål, sagde Sebastians mor og satte sig på stolen ved siden af Poul. - Og vi har fundet ud af, hvad der vil være klogt at spørge om, fortsatte Poul med et smil på læben. - Hvad fandt I så frem til? spurgte Sebastian. - Der er faktisk meget let. Vi vil spørge Gud, om han ikke kunne give os næste uges lotto-tal. Så kunne vi jo spille dem og blive millionærer, grinede han. - Eller vi kunne spørge Gud, hvilken aktie der vil stige mest i det kommende regnskabsår og så sætte alle vores penge på den, sagde Sarah og satte et stort smil op. Sebastian syntes ikke, at det var nogle særlig gode idéer. Hvis de virkelig kun havde ét spørgsmål, ville de så virkelig ikke hellere høre, om der var intelligent liv på andre planeter? - Men han findes jo slet ikke, sagde Sarah. - Nej, Gud er bare noget, man har fundet på, kommenterede Poul. - Hvordan ved I det? spurgte Sebastian. - Det er jo bare en historie, dem i kirken har fundet på, sagde Sarah.

111110

- Hvor ved du det fra? spurgte Sebastian. - Jamen, det er jo sådan set let nok, begyndte Poul. Man kan jo ikke se Gud eller finde nogle beviser for, at han findes. - Men bare fordi, der er noget, man ikke har set, betyder det vel ikke, at det ikke findes? spurgte Sebastian. - Hvad? svarede Poul. - Ting kan vel godt findes, selvom man ikke har set dem? - Hvad er nu det for noget vås? grinede Poul. - Sebastian … ærligt talt, kan du ikke høre, at det lyder fjollet? sagde Sarah. - Tag nu Adam og hans nye stjernekikkert… - Hvorfor skal en stjernekikkert nu blandes ind i det her? spurgte Poul. - Adam har i lang tid studeret stjernehimlen med sin gamle kikkert. - Ja … og? sagde Sarah. - Med den kunne han kun se noget af stjernehim-len. Og derfor ikke alle stjernerne. Men så fik han en ny stjernekikkert, og så kunne han se en masse nye stjerner, forklarede Sebastian.

111

- Nye stjerner? sagde Poul. - Stjernerne har sådan set været der hele tiden, men han har bare ikke kunnet se dem, sagde Sebastian. Og ved I hvorfor? - Fordi hans kikkert ikke var god nok? spurgte Sarah. - Ja! Kan I se det? Selvom man tror, at man ser alt, så kan der være en masse, der er gemt for os. Ligesom med stjernehimlen. Det handler lige så meget om de apparater, vi har. - Øh, jo, det kan jeg da godt se, sagde Poul lettere fortumlet. - Så dét, at vi ikke kan se Gud, er slet ikke bevis for, at han ikke findes! sagde Sebastian stolt. Men måske opfinder vi en dag en maskine, der kan se Gud? - Øh … Både Sarah og Poul var helt forvirrede. - Og noget helt andet: Hvis der nu fandtes en Gud, så kunne det jo være, at det slet ikke var en mand, mumlede Sebastian med munden fuld af pizza.01 - Hvad for noget? spurgte Sebastians far. - Du sagde ”han” lige før. Og så siger jeg, at måske er Gud slet ikke en mand. Måske er det en kvinde. - Jo, det er da en mand, sagde Sebastians far forvirret.

113112

- Altså først siger du, at Gud ikke findes, og bagefter siger du, at han er en mand. Kan du ikke selv høre, at det lyder lidt fjollet? Sebastian smilede. - Jamen … ja, jeg har i hvert fald aldrig hørt, at Gud skulle være en kvinde. Hvis det var tilfældet, så stod det jo nok et eller andet sted, sagde Sarah og tørrede sig febrilsk om munden med en stofserviet. Sebastian smilede og rystede på hovedet. Han spiste endnu en pizza-slice og gik op på sit værelse.

113

En hemmelig aftale

De næste dage sneglede sig af sted. Sebastian tjekkede løbende Metafysisk Instituts hjemmeside for at se, om Sokrates havde skrevet, men der var ikke noget svar. Det var sikkert den person, der ejede skrivemaskinen før Adam, der havde lavet kortet. Hvis Sebastian fik chancen og kunne stille et spørgsmål til Gud, så ville han måske spørge, hvem der havde skrevet spørgsmålet. Måske havde personen gemt kortet i skrivemaskinen, fordi ingen måtte finde spørgsmålet. Da skoleklokken ringede ud fredag eftermiddag, var Sebastian lettet; endelig var det weekend. Han fik øje på Vigga henne ved cykelskuret. Hun stod og snakkede sammen med nogle piger fra parallel- klassen. Han tog en dyb indånding og gik derover. - Vigga, Sebastians stemme forsvandt næsten, da han udtalte hendes navn. Pigerne vendte sig om mod ham. - Ja, det er mig, sagde Vigga og smilede. De andre piger begyndte at fnise. De hviskede et eller andet til hinanden, og så begyndte de at grine højt. Heldigvis gik Vigga over til Sebastian, så de

115114

andre ikke kunne høre, hvad han skulle spørge om. Vigga trådte helt frem imod ham, lyset faldt på hendes ansigt, hun havde et rødt spænde i håret, en blomstret kjole på og et par sølvsandaler. Hun pressede sine tommelfingre ind under remmen på skoletasken og kiggede forventningsfuldt på ham. - Hvad er der? spurgte Vigga endelig. Sebastian blev helt fortumlet, han havde bare stirret på hende uden at sige noget. - Jeg har fundet ud af, at Metafysisk Institut har en hjemmeside. Jeg har også skrevet på den. Der står det samme spørgsmål som på det kort, jeg fandt. - En hjemmeside, hvor sejt! sagde Vigga, står der så noget om, hvem der har lavet den? Sebastian rystede på hovedet. - Og øh jeg … jeg vil også høre, om du … Det er, fordi mine forældre skal til København i morgen, til møde, og jeg skal med. Altså til København. Men jeg skal ikke med til deres møde, så jeg skal gå rundt i byen. Ikke alene. Med tante Ketty. Så jeg tænkte, eller det var faktisk tante Ketty, der spurgte om … altså jeg vil selvfølgelig også gerne, men om …

115

- Vil du høre, om jeg gerne vil med? spurgte Vigga og grinede. - Ja! udbrød Sebastian lettet. - Det kan jeg desværre ikke, jeg har en aftale. En hemmelig aftale, svarede Vigga og satte et stort smil op. - En hemmelig aftale? spurgte Sebastian forbløffet. - Ja, hemmelig. Derfor siger jeg ikke noget om, hvad det er, så vil det jo ikke være hemmeligt mere, sagde Vigga. - Nej, det er rigtigt, mumlede han. - En anden gang, Sebastian, men hils tante Ketty, sagde Vigga og løb tilbage til sine veninder. Vigga fortalte dem noget, og de begyndte alle tre at grine. Sebastian skyndte sig at sætte sig op på cyklen, og han drønede væk, alt hvad han kunne. Hvilken hemmelig aftale var det mon, hun havde? tænkte Sebastian skuffet. Måske var det med en anden dreng? Han mærkede en underlig rumlen i maven – som om en snor trak mavesækken sammen. Måske kunne hun alligevel slet ikke lide den fabel, han havde skrevet til hende? Han mærkede efter i sin lomme. Det filosofiske kort lå der stadig.

117116

Til tiden

Hovedbanegården var proppet med mennesker. De fleste slæbte rundt på tasker, kufferter, poser og rygsække. Nogle løb af sted med sved på panden. Sebastian stod med sine forældre under det store ur midt i afgangshallen. - Åh nej, hun er her selvfølgelig ikke. Det sjuske- hoved! Hvorfor kan hun aldrig komme til tiden? sagde Poul og tog sig til hovedet. - Jeg kan slet ikke holde ud, når folk ikke overholder deres aftaler, sagde Sarah og fandt i samme åndedræt et lille spejl frem fra sin håndtaske. Hun tjekkede om hendes store, krøllede, røde hår sad, som det skulle. Det gjorde det åbenbart ikke, for hun rettede på krøllerne hist og her. I det fjerne kunne de høre lydene af tog, der ankom til perronerne. Det lød nærmest som en masse bier, der summede rundt i luften. Sebastian fik øje på en stor skærm, der hang på væggen. - Se, der er et tog, der går til Malmø, sagde han og pegede på skærmen. Han vidste, at Malmø lå i

117

Sverige. Han vidste også, at hovedstaden i Sverige hedder Stockholm. Poul kiggede igen på sit ur, og Sarah havde nu fundet en læbestift frem, som hun smurte på med stor koncentration. - Det er bare typisk tante Ketty, sagde Poul surt. Nu har vi sat himmel og jord i bevægelse for at være her til tiden, og så er hun her ikke. - Nej, det er ærligt talt noget af en omvej for os. Og det er jo ikke, fordi vi er i god tid, vel? Sarah så på Poul, der efterhånden så helt opgivende ud. - Det kunne være sjovt at hoppe på toget og køre til Malmø. Eller til Stockholm, tænkte Sebastian og smilede. - Din far har arbejdet hårdt i mange måneder for at få det her op at stå, så det kunne bare lige mangle, hvis hun ikke kan finde ud af at holde en aftale! 107 De var vist lidt stressede. Sarah var næsten helt rød i hovedet. Lige så rød som hendes hår. Hun havde sit fine tøj på; en nederdel, en ternet jakke og et par højhælede sko, som klikkede højt, hver gang hun gik på de brune fliser. Poul havde et jakkesæt på. Mørke-blåt med tynde, hvide striber.

119118

I samme øjeblik som Sarah hev en mobiltelefon frem fra sin inderlomme, hørte de én råbe: - Her kommer jeg! Næsten til tiden. Det var tante Ketty. Hun kom løbende bag en masse rejsende. Hun vinkede energisk med sin ene hånd. I den anden bar hun en lille taske. - Hej med jer, prustede tante Ketty. - Det var godt! Vi troede slet ikke, at du kom! sagde Poul. - Vi skal skynde os videre til en vigtig virksom-hedsmesse på et meget fint hotel. Det drejer sig om in-vesteringer for mange millioner kroner. - Vi skal af sted nu, vi er allerede godt forsinkede, sagde Sarah. - Vi mødes her igen. Lad os sige klokken fire. Og nu ikke noget med at komme for sent, vel? sagde Poul og rettede på sin skuldertaske, hvor han havde sin computer. - Det er en aftale. Hej med dig, sagde Sarah og gav Sebastian et kys på kinden, vi ses om nogle timer. De skyndte sig at løbe ud til deres bil, der var parkeret foran Hovedbanegården. - Jeg kom lidt for sent ud ad døren i morges. Men det sker måske ikke for din mor og far? sagde tante Ketty.

119

- De kommer aldrig for sent til noget som helst, sagde Sebastian. - Det er da ret utroligt. Nå, kom lad os gå denne vej, jeg har en idé til, hvor vi skal gå hen, sagde tante Ketty. Men pludselig stoppede hun. - Hov, hvor er Vigga? spurgte hun. - Øh, jeg spurgte hende, om hun ville med, men hun kunne ikke. Hun havde vist en anden aftale, sagde Sebastian stille og kiggede ned i jorden. - Øv, jeg glædede mig sådan til at se hende, sagde tante Ketty, vi kunne have haft en fødselsdagstur, men det må blive en anden gang. - Ja, det må blive en anden gang, gentog Sebastian. Han kunne mærke, at han fik helt ondt i maven, når han tænkte på det. Tante Ketty så sig omkring og trak Sebastian hen til væggen. - Har du kortet med? hviskede hun. Sebastian nikkede, trak det frem fra sin lomme og viste det til tante Ketty. - Det er mystisk. Meget mystisk. Hvem stiller mon sådan et filosofisk spørgsmål og gemmer det et hemmeligt sted?

121120

- Det ved jeg heller ikke. Jeg kunne ikke finde noget om det der institut på biblioteket, men til gengæld fandt jeg ud af, hvad metafysik er, fortalte Sebastian. - Gjorde du? spurgte tante Ketty. - Men noget, der er endnu vildere er, at jeg fandt Metafysisk Instituts hjemmeside! Der står spørgsmålet også inde, forklarede Sebastian. - Er der en hjemmeside? Jamen, står der andet end spørgsmålet? spurgte tante Ketty ivrigt. - Der står ikke noget om Metafysisk Institut, men der er et forum, og jeg har skrevet på siden, jeg håber, jeg får et svar. Den virker faktisk ret fed. Der er én, der har oprettet et indlæg – en der kalder sig Sokrates. - Sokrates? Ligesom den græske filosof. Det bliver mere og mere mystisk, sagde tante Ketty undrende. De gik et stykke tid uden at sige noget. - Vi skal derover, sagde tante Ketty og pegede over mod et busstoppested. Vi skal i Zoologisk Have, sagde hun. - Super, sagde Sebastian. De så bus nummer seks komme i det fjerne og skyndte sig at løbe hen til busstoppestedet. Bussen

121

stoppede, og de nåede lige at klemme sig ind ad dørene, før de blev lukket igen, og bussen kørte videre. Allerbagest var der to pladser, som de kastede sig ned på. - Der er ikke så langt, højst ti minutter, sagde tante Ketty og hvilede sin rygsæk på sit knæ. - Har du tænkt mere over, hvilket spørgsmål du ville stille Gud, hvis du fik muligheden? spurgte Sebastian. Tante Ketty nikkede. - Jeg har næsten ikke tænkt på andet, sagde hun, men jeg er ikke rigtig kommet frem til noget. Det sværeste er jo, at man kun har ét spørgsmål. - Jeg tænkte på at lave en liste over de største gåder igennem historien og alle de mysterier, der aldrig er blevet opklaret. Så kan man jo vælge det vigtigste, sagde Sebastian. - Men hvad er så vigtigst at vide: Om Loch Ness-uhyret virkelig findes, eller hvordan de gamle egyptere byggede pyramiderne? spurgte tante Ketty. - Tja, det ved jeg snart heller ikke, grinede Sebastian og satte sig tilbage i sædet. Nu var han kom-met i bedre humør igen.

122 123

Et intelligent dyr?

De stod af bussen og trådte ud foran indgangen til Zoologisk Have. Flaget i det store tårn var hejst. - Det ligner næsten Eiffeltårnet i Paris, bare lidt mindre, sagde Sebastian og pegede. Sebastian elskede dyr. Han kunne bedst lide at høre om dinosaurerne. Det var vildt at forestille sig, at der havde levet sådan nogle kæmpemæssige dyr på jorden. Dyr så store som højhuse og med sylespidse tænder, der kunne slå et hvilket som helst andet dyr ihjel. Sebastian tænkte på, at hvis man engang i frem- tiden pludselig opfandt en tidsmaskine, så ville han nok vælge at komme tilbage til den tid, hvor dino-saurerne levede. Bare lige for at se dem. Og så måtte han hellere skynde sig tilbage til vores tid igen, så de ikke troede, at tidsmaskinen var et andet dyr, som de kunne spise til aftensmad. - Hvilket dyr er dit yndlingsdyr? spurgte tante Ketty, mens hun købte to billetter. - Det er nok elefanterne. - Okay, sagde tante Ketty, så lad os først gå hen til

122 123

elefanterne. Bagefter kan vi se på aberne, det er nemlig mit yndlingsdyr. - Elefantens forgænger er mammutten, den var endnu større og havde gigantiske stødtænder, sagde Sebastian. - Mammutten, gentog tante Ketty. Jo, den har jeg set billeder af. En slags elefant fyldt med pels. Sebastian nikkede. - Se, sagde Sebastian og pegede på en lille elefant-unge med et par sorte strithår på hovedet. - Og prøv at se de store, mørke øjne. Det ser ud, som om øjnene gemmer på en hemmelighed, sagde Sebastian. Tante Ketty lænede sig ind over rækværket og missede med øjnene. Sebastian havde hørt om ulovlige krybskytter, der skød elefanter, så de kunne sælge stødtænderne og tjene penge. Det var ikke til at forstå, at nogen kunne finde på at skyde de store, flotte dyr. - Lad os finde aberne, sagde Sebastian. - Ja, lad os se dem, sagde tante Ketty og fulgte efter. - Hvorfor kan du egentlig bedst lide aberne? spurgte Sebastian.

124 125

- Jeg tror, det er, fordi at aber ligner mennesker så meget. Vi ligner ikke rigtig nogen andre væsner på jorden. Bortset fra aberne. Det er dem, vi nedstammer fra, sagde tante Ketty. Sebastian nikkede og hev sin mobil frem og tog et lille filmklip af aberne. I abeburet sad en chimpanse-familie; en stor hanchimpanse og en mindre hunchim-panse, som bar rundt på en unge på maven. Den nær-mest klistrede sig fast til moren. Den store chimpanse hoppede rundt på grenene og løb hen ad gulvet. - Vi ligner dem, men alligevel er vi meget for-skellige. Vi er jo meget klogere end dem, sagde tante Ketty. Der kom en fjerde abe til syne i buret, den var ikke så stor som han-chimpansen. Den skreg højt og slog ud med armene. Det så ud til, at den store chimpanse havde taget dens banan. - Det kan godt være, at mennesker er en videre-udvikling af aberne, men jeg er ikke sikker på, at vi er så meget klogere, sagde Sebastian. - Er du ikke? spurgte tante Ketty forbavset. De satte sig på en bænk. Jamen, tænk på alle vores opfindelser. Vi har opfundet telefoner, biler, fly,

124 125

computere. Vi kan rejse til Månen og måske også snart til Mars. Det er der ingen andre dyr, der kan. Så må vi jo være de klogeste, ikke? spurgte tante Ketty. Sebastian tænkte sig lidt om. Det lød jo rigtigt nok, men der var noget, der ikke helt kunne passe. - Ja, det er rigtigt, at vi har opfundet en masse ting. Men betyder det automatisk, at vi så også er de kloge-ste? funderede Sebastian. - Du lyder jo som en rigtig filosof! Du tager ikke noget for givet, sagde tante Ketty begejstret. Men prøv at se den der abe, tante Ketty pegede på en abe, der havde travlt med at finde lopper i en anden abes hovedbund. Hver gang den fangede en loppe, kiggede den kort på loppen og proppede den derefter ind i munden. - Den kan jo ikke engang fortælle os, hvad to plus to er. En abe kan jo hverken regne eller skrive. Og så er man jo ikke særlig klog. Mennesket må være det mest intelligente væsen på jorden. - Det kan godt være, men der er bare noget, jeg ikke forstår, sagde Sebastian og kradsede sig lidt i bag-hovedet. For hvis mennesket er så intelligent, hvordan kan det så være, at vi kan finde på at slå elefanter ihjel for at tjene penge? Og hvorfor forurener vi så meget,

126 127

at jordkloden bliver alt for varm, og isen ved Nordpolen smelter? sagde han. Tante Ketty så alvorligt på ham. - Det er rigtigt. Hvis vi mennesker var kloge, så gik vi vel heller ikke i krig mod hinanden? sagde hun. - Nej, det er jo dumt. Det er også mærkeligt, at mennesket har opfundet atomvåben. Det kan jo udslette os alle sammen, og det er da ikke særlig klogt. Der er i hvert fald ingen andre dyr, der har udviklet en ting, som kan udslette sig selv. Det er da ikke særlig smart, sagde Sebastian. - Så mennesket er måske slet ikke så intelligent, som vi går og tror, sagde tante Ketty. De rejste sig begge fra bænken. - Prøv at se den abe der! Sebastian pegede på en stor chimpanse, der akrobatisk svingede sig i en gren. Pludse-lig gav den slip, men i faldet fangede den en anden gren og svingede sig op på den. - Fantastisk! Hvis det gælder om at svinge sig i grene, så er aber vist mere intelligente end os, sagde tante Ketty. Sebastian nikkede. - Vi må hellere se at komme videre, sagde tante Ketty. De gik ud af Zoologisk Have og stoppede en taxi. Tante

126 127

Ketty åbnede bagdøren og gjorde tegn til, at Sebastian skulle sætte sig ind. - Hvor skal I hen? spurgte taxichaufføren. - Glyptotekshaven, tak, sagde tante Ketty. Taxichaufføren nikkede og drejede til venstre ned ad en stor vej. - Hvad er det for noget? spurgte Sebastian. - Jeg fik bare en idé. Nu har vi talt så meget om dyr og mennesker i dag, og jeg kender en meget tænksom mand. Ham synes jeg lige, vi skal besøge. - Bor han i en have eller hvad? spurgte Sebastian. - Ja. Han ved sikkert noget om metafysik. - Om metafysik? Så kan det være, at han ved noget om kortet? Men er du overhovedet sikker på, at han er hjemme? - Ja, ja, nikkede tante Ketty, han er altid hjemme. - Er han altid hjemme?

128 129

Grubleren

- Det er fint her, sagde tante Ketty til taxichaufføren, der drejede ned ad en lille vej og parkerede tæt ved fortovet. Hun betalte, og de steg ud af taxien. - Det er lige herinde, sagde hun og åbnede en have-låge. De trådte ind i en lille have. Der var bede fyldt med farvestrålende blomster, og rundt omkring stod der store skulpturer. Bagest i haven var der en brun bygning med et pyramideformet tag. Øverst oppe på pyramiden stod der en statue af en kriger med et spyd. Sebastian lænede hovedet helt tilbage og så nærmere på krigeren. Det så ud, som om den vogtede over noget meget vigtigt. Længere nede af pyramiden var der to mindre statuer af krigsheste i fuldt udstyr. - Hvad er det her for et sted? Her er jo vildt flot, sagde Sebastian. - Det er Glyptoteket, der ligger der, sagde tante Ketty og pegede på den store bygning. Derinde er der en masse skulpturer og malerier. Og det her er så Glyptotekshaven. Det er som at komme tilbage til gamle dage, ikke? Sebastian nikkede. Han fik øje på

128 129

nogle dyrehoveder i sten, som sad i bygningen under det pyramideformede tag. - Prøv lige at se der! Sebastian pegede og gik over mod dem. - Der er et løvehoved. Og et abehoved, sagde Sebastian. - De ser ret farlige ud, sagde tante Ketty. - De ligner næsten ægte dyrehoveder, man kan ikke se, at de er lavet af sten, sagde Sebastian. - Se så lige den skulptur der, sagde tante Ketty. Tante Ketty gik helt hen til en skulptur, der stod på græsplænen. Hun læste skulpturens navn på en plade: Trold der kan lugte kristent blod. Sebastian gik også helt hen til trolden. Den havde horn i panden ligesom de billeder af djævlen, han havde set. Den havde kløer i stedet for hænder, og det så ud, som om den havde fået færten af noget. Den luskede sig fremad med et drilsk og uhyggeligt smil. - Jeg vidste ikke, trolde kunne lide blod, sagde tante Ketty. - Den kan nok lide alt, hvad der er ulækkert, sagde Sebastian. - Tænk engang, at folk i gamle dage troede på,

130 131

at der eksisterede trolde i virkeligheden, sagde tante Ketty næsten helt forskrækket. - Hvis man for vild ude i skovene, kunne det være, at man blev spist af en stor, ulækker trold, sagde Sebastian og forestillede sig, at skulpturen blev levende. - Hvordan kan man egentlig vide, hvordan en trold ser ud? sagde Ketty. - Man har sikkert gættet – måske ligner den djævlen, svarede Sebastian. - Men hvordan ser djævlen så ud? - Det er lidt underligt; der er aldrig nogen, der har set dem, men alligevel ved alle, hvordan de ser ud! sagde Sebastian. - Det er nok, fordi den er blevet tegnet så mange gange gennem historien. Ketty kiggede op på dens grimme fjæs. - Og så er det bare ren fantasi. Er der mon nogensinde nogen, der har set en trold? Eller djævlen? spurgte Sebastian. - Det tror jeg ikke. Der er nok heller ikke nogen, der har set Gud for den sags skyld. - Så den her skulptur viser, hvordan vi mennesker forestiller os, trolde ser ud, sagde Sebastian.

130 131

- Det er helt rart at vide, at de ikke findes i virke-ligheden. Jeg ville ikke være særlig tryg ved at møde sådan en som ham der, sagde Ketty og pegede på trolden. - Hvordan kan du være så sikker på, at de ikke eksisterer? Selvom vi ikke har set dem, så kan det jo godt være, at de findes. Måske findes der trolde i den skov, hvor du bor, sagde Sebastian og formede sine hænder som kløer og satte dem fast i tante Kettys arme. De grinede begge. - Men hey … hvor er ham, som måske kender Metafysisk Institut? spurgte Sebastian. - Min tænksomme kammerat? Jo, han sidder der-henne, tante Ketty pegede på en skulptur i den anden ende af den lille have. - Er det en skulptur? spurgte Sebastian forundret. Så kan jeg bedre forstå, han altid er hjemme. Skulpturen forestillede en mand, der sad med sin ene hånd knyttet under hagen med hovedet hvilende på den sammenknyttede hånd. - Det her er min yndlingsskulptur. Den hedder ”Grubleren”, sagde tante Ketty. - Det var da et mærkeligt navn, sagde Sebastian.

132 133

- At gruble betyder, at man overvejer eller tænker, forklarede tante Ketty. - Okay, han ligner virkelig også én, der sidder og tænker. Måske er han ved at løse en gåde. Tante Ketty nikkede. - Han viser også, hvorfor vi mennesker er noget specielt. Det er nemlig, fordi vi kan tænke, sagde hun. - Kan de andre dyr ikke det? spurgte Sebastian. - I hvert fald ikke særlig meget – hvad tror du en abe tænker? spurgte Ketty. - De tænker nok meget på, at de er sultne! Det ser ud til, at de altid leder efter mad, sagde Sebastian. - Og dyr har heller ikke noget sprog, sagde Ketty. - Man kan jo heller ikke tænke uden sprog! indskød Sebastian. Og hvis vi skal forstå hinanden, så bliver vi også nødt til at være enige om, hvad ordene betyder. - En tanke uden sprog – næ, det går vel ikke? funderede Ketty. Hvordan skal man ellers formu-lere en tanke? Og så kan man jo heller ikke fortælle andre, hvad man tænker. - Tanker uden ord findes vel ikke … Hvad tror du, Grubleren tænker på? spurgte Sebastian. Tante Ketty tog en dyb indånding.

132 133

- Det er et godt spørgsmål, sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå og studerede skulpturen. - Måske tænker han på skæbnen, sagde hun. - Skæbnen? Sebastian var ikke helt sikker på, hvad det betød. - Ved du, hvad tilfældighed er? spurge Ketty. - Øh, det tror jeg nok. Altså hvis jeg nu bliver ramt i hovedet af en fugleklat. Det er da vist tilfældigt. Og jeg tror ikke, at fuglen rammer mig med vilje. - Ja, det er et godt eksempel. Det er tilfældigt, at den lige rammer dig, sagde Ketty. - Hvad har det så med skæbnen at gøre? spurgte Sebastian. - Skæbnen er sådan set det modsatte, forklarede Ketty. - Det modsatte af en fugleklat? sagde Sebastian og smilede. - Ha! Nej, det modsatte af tilfældigt. Når man tror på skæbnen, tror man på, at alt er planlagt og bestemt i forvejen. At det er meningen, at du skal rammes af en fugleklat, sagde Ketty. - Men hvem skulle bestemme det? spurgte Sebastian.

134 135

- Skæbnen. - Hvem er han? - Det er ikke nogen han – faktisk er det slet ikke ”nogen”, svarede Ketty. - Hvad er det så? - Øh … en slags usynlig kraft, forklarede Ketty. - Ligesom Gud? - Tja, det kan man vist godt sige. - Det tror jeg ikke på, sagde Sebastian. - Hvad tror du ikke på? spurgte Ketty. - Skæbnen. - Hvorfor ikke? - Jo, for hvis der er sådan en skæbne, der bestem-mer alt, så har vi jo ikke nogen fri vilje til at gøre, hvad vi har lyst til, sagde Sebastian. - Nej, hvis man tror på skæbnen, så er alt bestemt på forhånd, og det betyder også, at vi egentlig ikke er frie til at vælge, sagde tante Ketty og nikkede. - Det kan altså ikke passe! sagde Sebastian. Det er da for mærkeligt, hvis jeg tror, at jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, men i virkeligheden slet ikke er det. Hvis det alligevel ikke er mig selv, der bestemmer over mine egne handlinger, så kan jeg jo også altid bare sige;

134 135

“Det er ikke min skyld – jeg kunne ikke gøre for det”. - Altså det er jo klart, at fuglen selv bestemmer, om den vil klatte, sagde Ketty. - Men hvis den rammer dig, er det tilfældigt. - Ja. Men det er stadig klamt. - Men hvad så, hvis den beslutter sig for at klatte og ikke rammer dig? spurgte Ketty. - Jamen, så er jeg vel bare heldig, svarede Sebastian. - Heldig, Ketty tyggede på ordet. - Men findes heldet i det hele taget? - Hvis den der fugl ikke rammer mig, så er det jo heldigt, sagde Sebastian. - Eller også er det også tilfældigt – og så kalder vi det bare held, sagde Ketty. - Nåh, ligesom vi kalder en bog for en bog, og englændere kalder det book? Det er bare ord, vi er blevet enige om. - Ja. Men bogen findes, heldet er bare noget, vi har fundet på. - Tja, det har du jo nok ret i, mumlede Sebastian. De gik om foran Grubleren, og pludselig fik Sebastian øje på et sort bånd, der var bundet rundt om skulpturens ene ankel.

136 137

- Hov, hvad er det, der er bundet fast på Grubleren? Lige dér! spurgte Sebastian og pegede på skulpturens ene fod. - Er det et slags smykke … tante Ketty nåede ikke at sige mere, før Sebastian sprang hen til skulpturen og fik fat i båndet. - Der sidder en lille seddel i snoren! sagde Sebastian og mærkede, hvordan hans hjerte slog hurtigere. - Det er et spørgsmål mere! Sebastian viftede febrilsk med en lille seddel.

136 137

I tusind stykker

Hvad står der? Ketty stak næsen hen over Sebastians skulder for at læse med. Sebastian læste den lille seddel, med skrivemaskine-skrift, højt:

Har du en fri vilje?

Metafysisk Institut

- Men … det er jo lige det, vi har talt om, stam-mede Sebastian. - Er der nogen, der holder øje med os? Tante Ketty så sig forvirret omkring. - Det virker i hvert fald ikke til, at spørgsmålet er helt tilfældigt. Men jeg kunne selvfølgelig bare lade være med at hente sedlen. Hvorfor mon jeg ikke gør det? sagde Sebastian. - Det er du nok alt for nysgerrig til! Og det skal du bare være glad for. Kom, lad os sætte os på bænken der, jeg har lidt frokost med, sagde tante Ketty. De satte sig på en bænk i haven, og Ketty hev en madkasse frem med æggemadder og tunsandwich. - Jeg elsker bare tunsandwich, sagde Sebastian.

138 139

- Det ved jeg, svarede Ketty med et drilsk smil. Og nu kan vi jo så se, hvor stærk din frie vilje er. - Hvad mener du? spurgte Sebastian. - Hvis du mener, at du selv frit styrer alle dine valg, så må du jo kunne lade være med at spise tunsand- wichen, forklarede Ketty. Sebastians mave knurrede. - Jeg kan vælge at lade være. Men jeg har godt nok meget lyst til tun, sukkede Sebastian. - Frit valg på alle hylder, grinede Ketty. - Jeg er ikke så glad for æg. Og jeg er faktisk meget sulten. Men jeg kan jo selv bestemme, funderede Sebastian og besluttede sig for at tage en æggemad. Se! Jeg kunne selv bestemme. Ketty tog en tunsandwich og duftede til den. - Det dufter skønt, sagde hun. Men så lader det altså til, at din frie vilje fungerer fint? - Mmm, sagde Sebastian og tyggede ægge- maden. Man kan ikke bestemme, om man vil spise eller ej – hvis vi ikke spiser noget, så bliver vi jo syge eller dør. Men vi kan nok godt bestemme, hvad vi spiser. Så nogle af vores valg kan vi ikke selv styre, mens vi sagtens kan styre nogle andre, funderede Sebastian.

138 139

I det samme slog rådhusklokkerne. - Ups! Klokken er fire, sagde Ketty. Vi må hellere gå, dine forældre venter på dig. Sebastian nikkede. De måtte hellere skynde sig, ellers blev hans forældre sikkert bare sure – de stod nok allerede og ventede på dem. De gik ud af haven og videre mod Hovedbanegården. Sebastian knugede det sorte bånd fra kortet i sin hånd, mens han undrede sig; Hvem var Metafysisk Institut? Og lå det nye spørgsmål mon også på hjemmesiden? Lige inden de skulle over det sidste fodgænger- felt, gik de forbi et stort stillads. På fortovet stod en container fyldt med gamle vinduer og byggeaffald. På stilladset arbejdede nogle mænd med at sætte nye vin-duer i en bygning. Pludselig, bare et par sekunder efter at de var gået forbi stilladset, lød der et kæmpe brag. Det gav et sæt i dem begge. De vendte sig om med det samme, og lige der hvor de gik før, lå nu et gammelt vindue i tusind splinter på fortovet! - Er der nogen, der er kommet til skade? råbte en arbejdsmand oppe fra stilladset. Han havde tabt vinduet ud af sine hænder, og det var smuttet ud gennem et hul i presenningen.

140 141

- Det sker ellers aldrig! Jeg har aldrig prøvet det før. Er der nogle tilskadekomne? råbte manden igen fra stilladset og begyndte at klatre ned. Han var tydeligvis også chokeret ligesom alle de fodgængere, der forskrækket stod og stirrede på det smadrede vindue. - Det var da vildt tæt på, at det ramte os! frem-stammede Sebastian. - Vi kunne lige så godt have fået det i hovedet, sagde tante Ketty og gned sig i øjnene. - Hvad tror du, der var sket, hvis vi var blevet ramt af vinduet? spurgte Sebastian. - Det tør jeg slet ikke tænke på, sagde tante Ketty. Manden fra stilladset kom ned på fortovet, tog sin gule sikkerhedshjelm af og tørrede sved af sin pande. - Det var et uheld. Jeg kan ikke sige andet end undskyld. Det var godt, at der ikke var nogen, der kom noget til, sagde han og begyndte at samle de små træstykker sammen. Tante Ketty og Sebastian var stadig i chok. Tænk, hvis de var gået lidt langsommere, så havde de måske fået vinduet direkte i hovedet. - Det er næsten ikke til at fatte, sagde tante Ketty og rynkede panden.

140 141

- Tror du, det var skæbnen, der bestemte, at vi ikke skulle rammes? Eller heldet? spurgte Sebastian og holdt kortet frem, han lige havde fundet ved Grubleren. - Det kan også bare være, at det er et tilfældigt uheld, men det er næsten for tilfældigt! sagde tante Ketty. De gik det sidste stykke uden at sige et ord. På Hovedbanegården fik de hurtigt øje på Sebastians for-ældre. Selvom de var forsinkede, så Poul og Sarah ikke sure ud. Tværtimod havde de et stort smil på læberne. - Hej, hej, herovre! råbte Sarah friskt, som om Sebastian og tante Ketty ikke havde set dem. - Nu skal I bare høre, sagde Poul begejstret, vi har mødt nogle betydningsfulde direktører. Vi talte med ejeren af virksomheden, og fremtiden tegner endnu bedre. Det er jo fantastisk, vi kan tjene mange penge på det her! - Der var også nogle spændende ting for dig Sebastian. De nyeste computere og alt muligt elektro-nisk udstyr, måske var det et godt sted at finde fødsels-dagsgaver, sagde Sarah og blinkede med det ene øje. Sebastian skulle lige til at sige, at han meget hellere ville være sammen med tante Ketty end at være til deres virksomhedspræsentation, men han nåede

142 143

aldrig at komme så langt, før Sarah fortsatte. - Det var på sådant et fint hotel. Femstjernet. Det sætter jeg nu pris på, for så er der rent alle vegne, og alle gæsterne er så pæne. Det er en fryd at se på. - Og så fik vi jo selvfølgelig champagne, den bedste de havde på lager. Den var sublim, skulle jeg hilse at sige, Sebastians far begyndte at grine. - Jeg skulle huske far på, at han kun måtte få ét glas, for han skal jo køre hjem. Ellers havde han sikkert druk-ket hele flasken, sagde mor og slog en høj latter op. - Ja, jeg synes nu det er mere interessant at disku-tere, om vi har en fri vilje eller ej, sagde Sebastian. - Også mig, sagde Ketty og blinkede til Sebastian. - Fri vilje? Selvfølgelig har vi da det! sagde Poul med et smil. Hvis du for eksempel beslutter dig for at starte en virksomhed, så kan du det. Inden du ser dig om, tjener du penge, og hvem ved, snart kan du købe dig en ny bil. Det er fri vilje og sund fornuft – hverken mere eller mindre. Tante Ketty vendte sig mod Sebastian. - Tak for i dag. Jeg vil gå hjem at skrive nogle af alle vores tanker ned i min dagbog. Husk nu at hilse Vigga.

142 143

- Det var fint, du lige kunne passe Sebastian i dag Ketty, sagde Poul. Sarah nikkede og så kort op fra sin mobiltelefon og sendte tante Ketty et smil. Sebastian var stadig-væk helt rundt på gulvet over det nye spørgsmål og oplevelsen med det smadrede vindue. - Jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen. Du må selv finde ud af, om du tror på den, hviskede tante Ketty. Sebastian nikkede. Det måtte han selv tænke videre over. Poul startede bilen, og snart kørte de ud af Køben-havn. - Nå, Sebastian, fik I set lidt af byen? spurgte Sebastians mor, da de kom ud på motorvejen. - Ja. Sebastian orkede næsten ikke at fortælle dem om Zoologisk Have, Glyptotekets have og om episoden med vinduet, der nær havde ramt ham og tante Ketty. Og endnu mindre om det nye filosofiske kort, han havde fundet. - Nu talte I vel ikke for meget om al det filosofi? Tante Ketty snakker jo bare. Hun er altid fuld af skøre idéer og indfald, sagde Sebastians far. Sebastian kiggede surt op.

144 145

- Jo, vi har talt om filosofi. Vi fandt ud af, at vi mennesker slet ikke er så kloge, som vi tror. Aber kan jo noget, vi ikke kan, og derfor er de jo også kloge. Hvis vi virkelig var så kloge, hvorfor har vi så opfundet atombomber, som kan udslette os alle sam-men? Og hvorfor forurener vi egentlig så meget? begyndte Sebastian og ventede spændt på deres reaktioner. - Hvad for noget? sagde Sebastians mor og vendte sig om med et ryk. - Vi har også set en trold, der kunne lugte blod. Den var meget uhyggelig, den havde også horn i panden. Trolden boede i samme have som Grubleren, som ikke bestiller andet end at sidde og tænke dagen lang. Men det er jo også det, vi mennesker er gode til, fortsatte Sebastian. - Jamen, han taler jo helt sort! Hvad er det for noget med aber og trolde? sagde Sebastians far oprevet. - Og hvem er ham Grubleren nu? Altså … hvis du virkelig gerne vil have den mobil til din fødselsdag, så bliver du også nødt til at opføre dig ordentligt. Vi kan jo næsten ikke forstå, hvad du siger, vi bliver helt bange, sagde Sarah.

144 145

- Det kan godt være, at det er noget vrøvl, der kommer ud af min mund, men det kan jeg ikke gøre for. I hvert fald ikke, hvis jeg tror på skæbnen, for så er alt jo planlagt i forvejen – men det kan også være, at jeg har en fri vilje, sådan som de spørger om på det nye kort fra Metafysisk Institut, sagde Sebastian ivrigt. - Det er det rene volapyk, sagde Poul og forsøgte at få øjenkontakt med Sebastian gennem bakspejlet. Man er selv ét hundrede procent ansvarlig for sine egne handlinger, sådan er det! Hvis du vil udrette noget her i livet, så er du helt fri til at gøre det. Der er ikke noget, der hindrer dig. Der er ikke andre end dig selv, der bestemmer, hvad du skal gøre. Alt andet er det rene vås. - Ærlig talt, Sebastian. Din far har jo helt ret. Det må du da kunne se, sagde Sarah med en bekymret stemme. - Måske tror I ikke på skæbnen, men I kan takke skæbnen for, at jeg overhovedet sidder her og ikke på skadestuen, sagde Sebastian. - Hvad mener du med det? spurgte Sebastians mor og lettede sine solbriller, så Sebastian kunne se hendes fortvivlede øjne.

146 147

- Vi var ved at få et gammelt vindue i hovedet. En mand tabte det fra et stillads. Det gik i tusind stykker, da det ramte fortovet. - Nej! Nu må det få en ende. Din fantasi spiller dig et puds. Du må snart se at komme til fornuft igen! sagde Sebastians far og tændte radioen. Når de tændte for musikken, var det som regel, fordi de var trætte af at høre på Sebastian. - Åh, den sang er bare så god, sagde Sarah med en sukkersød stemme og skruede op for popsangen. Sebastians far og mor kiggede på hinanden og begyndte at snakke om messen. Sebastian fandt sin iPod i tasken, tog høretelefonerne i ørene og lukkede øjnene.135

146 147

Slagsbroderen

- Der er skyfri himmel og 30 grader, så find shortsene og T-shirten frem, sommeren bliver ved længe endnu! Klokken var halv otte, og det var tid til at komme op. Sebastian åbnede med besvær det ene øje og så på sin radio. I morgen havde han fødselsdag. Men det tænkte han ikke så meget over. Det var, som om at alle hans tanker drejede sig spørgsmålene, og hvem der havde skrevet dem. I andet forsøg ramte han sluk-knappen, og radio-værtens stemme forsvandt. Han skyndte sig at tænde computeren; han ville se, om der var kommet et nyt indlæg. - Det er fra Sokrates igen! sagde han til sig selv. ”Har du en fri vilje?”, stod der. Igen det samme som på kortet. Sebastian loggede sig ind og kommen-terede indlægget:

Skæbne betyder, at alting er bestemt i forvejen. At

vi ikke kan ændre vores liv. Det tror jeg ikke på. Jeg

kan for eksempel skrive, hvad jeg vil her på hjem-

mesiden. Men på den anden side kan jeg ikke bevise,

148 149

at skæbnen ikke findes – det er nok et spørgsmål om

tro. Måske er noget af livet bestemt af skæbnen, og

en anden del af livet er op til en selv.

Sebastian loggede sig ud og fandt sine bøger frem. Han skulle være i skolen om lidt. Alle i skolen, selv lærerne, hang med hovederne. Det var for varmt til at lave noget som helst. - Vi vil have varmefri! råbte nogle af drengene bagest i klassen. Men det fik de ikke. Klokken ringede ud til endnu et frikvarter, Sebastian fik øje på Vigga. - Hej Vigga! råbte han. Vigga vendte sig om. - Hej. Jeg ledte lige efter dig. Det er så dejligt varmt i dag, så jeg tænkte på, om vi skulle gå ned til stranden efter skole? Så kunne vi jo også tale om det nye kort, du fandt, foreslog Vigga. - Det kan vi godt ... Men hvorfra ved du, at jeg har fundet endnu et kort? - Øh, jeg mødte din mor i morges. Hun fortalte mig alt om det, sagde Vigga hurtigt, hun var ude for at handle ind til din fødselsdag.

148 149

- Min mor? sagde Sebastian. Han troede egentlig, at hun var ret ligeglad med kortene. - Hvad står der på kortet? spurgte Vigga. - Der står: Har vi en fri vilje? Det står der også inde på hjemmesiden – har du tjekket den? sagde Sebastian. - Ja, jeg surfede lige hurtigt ind på siden … Men skal vi så sige klokken tre? spurgte Vigga. - Klokken tre? sagde Sebastian forvirret. - Ja, skal vi mødes klokken tre på stranden? grinede Vigga. - Nå ja, det kan vi godt sige, sagde Sebastian. - Så ses vi ved isboden, sagde Vigga og skyndte sig videre. - Ja, vi ses, sagde Sebastian og vinkede. Da han kom hjem fra skole, pakkede Sebastian en taske med håndklæde, solcreme, vandflaske, et par svømmebriller og nogle chokoladekiks. I taskens yder-lomme gemte han de to filosofiske kort. Inden han gik ud ad døren, snuppede han sin kasket, der hang på knagerækken. Et kvarter senere stod han med fødderne i det bløde, tunge sand. Han spejdede efter Vigga, men han kunne ikke se hende. I stedet fik han øje på

150 151

en kvinde i en stribet trøje lidt længere henne ad stranden. - Jamen, er det ikke …? Sebastian skyndte sig hen til hende. Jo, det var tante Ketty! - Hvad laver du her? - Sebastian! Hej med dig. Jeg ville i vandet i det varme vejr. Hvad med dig? - Jeg skulle mødes med Vigga, men hun er ikke dukket op endnu. - Aha! Vigga, sagde Ketty. - Kom lad os gå lidt her i vandkanten. Har du fundet ud af mere om kortene? - Jeg har ikke fundet ud af, hvem der har skrevet dem. Men hjemmesiden er opdateret med spørgsmålet om den fri vilje – jeg var inde på siden i morges. - Gad vide, hvordan vi kommer videre i efter-forskningen, sagde tante Ketty og samlede en blå-musling op fra sandet. - Sig mig, har du diskuteret spørgsmålene med nogen andre? spurgte hun. - Ikke andre end dig og Vigga. Altså min mor og far kan slet ikke forstå noget af det. De synes bare, filosofi er noget pjat, sagde Sebastian og smilede. - Ja, det kunne jeg godt forestille mig, sagde tante Ketty.

150 151

- Men alligevel har min mor talt med Vigga om dem. Det er faktisk lidt underligt, sagde han. - Hvad skulle dig og Vigga mødes om? spurgte Ketty. - Spørgsmålene. Og jeg ved ikke, hvorfor hun ikke er her. Sebastian så sig endnu en gang omkring. Måske havde hun glemt deres aftale. - Hvad ville Vigga spørge Gud om, hvis hun havde muligheden? - Hun vil spørge, om man må lyve, fortalte Sebastian. - Nå! Men det var da lidt ærgerligt at bruge et spørgsmål på det, for det må man jo godt, sagde tante Ketty. - Må man gerne lyve? udbrød Sebastian og tænkte på alle de gange, hans far og mor havde fortalt ham, at han for alt i verden ikke må lyve. - Ja, da, sagde tante Ketty roligt. Har du da aldrig løjet? - Øh, jo. Det har jeg da, sagde Sebastian, men det betyder vel ikke, at det er rigtigt at gøre det? - Nej, det gør det ikke, men jeg mener, at nogle gange må man gerne lyve, og nogle gange må man ikke.

152 153

- Men er det ikke umuligt at finde ud af, hvor-når man må det ene, og hvornår man må det andet? spurgte Sebastian. - Egentlig ikke. Jeg finder ud af det ved at tænke mig om og finde ud af, om det er rimeligt, forklarede tante Ketty. - Hvornår må man så lyve? - Forestil dig, at der er en farlig slagsbroder i gaderne, begyndte tante Ketty. - Det lyder som en actionfilm, afbrød Sebastian. Tante Ketty smilede og fortsatte. - Slagsbroderen løber rundt i gaderne på jagt efter en uskyldig, lad os kalde ham Ludwig. Fore-stil dig nu, at du står i et vejkryds. Du har lige set, at Ludwig er løbet til venstre. Kort efter kommer slags-broderen og spørger dig: Hvilken vej løb Ludwig? Hvis du siger sandheden og fortæller, at Ludwig løb til venstre, så ved du, at slagsbroderen vil indhente ham og give ham én på hatten. - Bare han ikke slår på mig! grinede Sebastian. - Men hvis du nu lyver og siger, at Ludwig løb til højre, så vil du redde Ludwig fra nogle klø. Ville du så ikke lyve?

152 153

Sebastian nikkede. Han ville lyve, hvis han kunne redde en fra at få tæsk. - Jeg siger ikke, at man altid skal gå rundt og lyve, men kun at det en gang imellem er det bedste at lyve. Det kan jo faktisk medføre noget godt, sagde Ketty. Sebastian prøvede at komme i tanke om en situation, hvor det også kunne betale sig at lyve. Hvor det ikke bare var ham selv, han gavnede ved at lyve, men hvor det var til gavn for nogle andre. Han nåede ikke at tænke ret længe, før han så seks, syv gamle vinflasker komme flydende et par meter ude i vandet. - Underligt. Se, en masse flasker, sagde Sebastian og gik hen mod dem. - Hvad mon det er? sagde tante Ketty. - Måske er det en flaskepost! sagde Sebastian be-gejstret. Han hev fat i den nærmeste af flaskerne og trak den op af vandet. De andre flasker bevægede sig langsomt ud mod havet igen. - Det ser ud, som om der er noget inden i den! sagde Ketty. - Kom lad os gå op på stranden og åbne den, sagde Sebastian. - God idé, sagde tante Ketty og fulgte efter ham.

154 155

Sebastian brugte alle sine kræfter på at få kork-proppen op. - Hvad er der indeni? spurgte tante Ketty utålmodigt. - Jeg ved det ikke, sagde Sebastian og prøvede ihærdigt at få indholdet ud med en pind. Det var et sammenrullet stykke papir. Tante Ketty fandt en tyndere pind og gav den til ham. - Nu har jeg det! sagde Sebastian og hev papiret ud af flasken. Måske er det endnu et spørgsmål! gispede han. - Tror du? hviskede tante Ketty. Sebastian rullede forsigtigt papiret ud. Han holdt det frem for sig og læste højt.

Hvad er en god handling?

Metafysisk Institut

- Igen! Præcis det vi diskuterede, sagde Sebastian og så sig forvirret omkring på stranden. - Hvad med de andre flasker? Tante Ketty pegede på flaskerne, der langsomt var på vej ud på det dybe vand. - Hvad nu, hvis der også er spørgsmål i de

154 155

andre flasker? sagde Sebastian ivrigt og begyndte at løbe ud i vandet. - Hvad skal du? råbte Ketty. - Fange en flaske mere, svarede Sebastian. Han fik fat i en flaske og var på vej til at gå længere ud til en anden flaske, der bølgede op og ned i vand-overfladen. - Pas på, du ikke kommer for langt ud, sagde Ketty bekymret. - Okay, sagde Sebastian, jeg fik fat i en. - Er der noget i? spurgte Ketty. Sebastian skyndte sig op på stranden igen, han flåede korkproppen af og kiggede ned. - Den er tom. Ingenting. Han spejdede efter de andre flasker, der langsomt bølgede længere og længere ud. - Var der mon kun flaskepost i én af flaskerne? Eller måske er der spørgsmål i nogle af dem, der flyder helt derude? - Måske er det ren og skær tilfældighed? sagde tante Ketty. - Men hvorfor er det kun mig, der finder dem? spurgte Sebastian. - Hvem siger, det kun er dig? sagde Ketty.

156 157

- Tror du, der er andre, der finder spørgsmålene? Den tanke havde Sebastian slet ikke tænkt. - Det kan da sagtens være, at der er sendt hundredvis af spørgsmål ud over hele verden. - Og så har jeg bare været heldig og fundet tre af dem, sagde Sebastian. - Der er i hvert fald mange spændende filosofiske spørgsmål at tage af, sagde Ketty. - Jamen … jeg bliver altså nysgerrig for at se på de andre flasker. Skal jeg prøve at svømme ud efter dem? sagde Sebastian og pegede ud mod vandet. - De er langt ude nu, og det kan være farligt på grund af strømmen. Sebastian nikkede, tante Ketty havde ret. Han spejdede efter dem i vandet og fulgte, hvordan de langsomt, men sikkert, drev længere og længere ud.

156 157

Livredder

De gik hen til iskiosken, købte to is og satte sig under en parasol. - En god handling er vel, hvis man gør noget godt. Altså hvis man for eksempel hjælper andre, sagde tante Ketty. - Hvis man hjælper en gammel dame over vejen, indskød Sebastian. - Ja, eller hjælper andre med nogle problemer, som de ikke selv kan løse, sagde tante Ketty. - Men så er der bare noget, jeg ikke forstår. Før talte vi jo om, at det var en god idé at lyve nogle gange. Men når det nogle gange er i orden at lyve, så er det vel også nogle gange i orden at slå ihjel? filosoferede Sebastian. - At slå ihjel! Det tror jeg ikke. Det kan vel aldrig være en god handling, sagde tante Ketty, hun stoppede helt med at spise sin is. Vaniljeisen begyndte at smelte. Sebastian tænkte, så det knagede; Kunne han finde et eksempel, hvor det rent faktisk var godt, at man slog nogen ihjel? Det var vist en ret svær opgave.

Han så ud over havet og fik øje på et par børn, der hoppede i fra badebroen. Pludselig fik han en ide. - Hør her! sagde Sebastian. Tante Ketty lænede sig ind over bordet og gjorde store øjne. - Hvis der nu er nogle ude at bade som der, Sebastian pegede ud på badebroen. Lad os så sige, at der i den ene ende af stranden er en svømmer, der er ved at drukne. I den stik modsatte ende af stranden, er der to personer, der er ved at drukne. Og du er livredderen. - Mig? sagde tante Ketty overrasket. - Ja, altså ikke i virkeligheden, men i det her eksempel. Du kan kun nå at løbe hen til én af siderne – du må altså vælge, hvem du ikke vil redde, forklarede Sebastian. - Altså enten kan jeg løbe til venstre og redde én, der er ved at drukne, eller jeg kan løbe til højre og redde to fra at drukne, sagde tante Ketty. - Nemlig. Du har valget mellem at redde én eller to. Hvad vælger du? spurgte Sebastian. - Jamen, så vil jeg da vælge at redde to. Det er bedre end kun at redde én, sagde tante Ketty og opdagede,

158

at isen nu dryppede ned på hendes trøje. Hun tørrede det af med den ene håndflade. - Det vil jeg også sige, men så efterlader man jo den person, der er ved at drukne. Ham kan man ikke redde. Og så dør han jo, sagde Sebastian. - Det er rigtigt. På den måde kan man jo godt sige, at man indirekte slår ham ihjel. Han dør, fordi jeg vælger ikke at redde ham, sagde tante Ketty og tog en bid af sin is. Sebastian nikkede. - Så kan det faktisk nogle gange være en rigtig handling ikke at redde en person! Det, som man ellers troede, var det værste, man overhovedet kunne gøre, sagde tante Ketty. - Når man tænker nærmere over tingene, så dukker der de underligste svar frem, sagde Sebastian. Han var ret stolt over, at han selv havde fundet på eksemplet. Sebastian tog sedlen med det nye spørgsmål op igen og så nærmere på det. - Samme skrift, kommenterede Ketty. Hun rejste sig. - Jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg har jo et stykke hjem, og bussen kører om lidt.

159

- Okay, sagde Sebastian, mens han stirrede på sedlen. Vi ses, sagde han. Sebastian rejste sig langsomt, tog sin taske på ryggen og traskede hjem. Gad vide, hvorfor Vigga ikke var dukket op? Hun plejede altid at være god til at huske aftaler. Måske havde Vigga lavet en anden aftale, efter de havde talt sammen i skole-gården. Sebastian fik pludselig nogle store klumper i halsen, det gjorde ondt, når han sank. Slukøret drejede Sebastian ned ad den vej, hvor Vigga boede. Han sparkede irriteret til en sten. - Jeg kunne jo bare gå hen til hende med det samme, tænkte han. Hun skyldte ham en forklaring. Hendes cykel holdt i garagen. Sebastian gik lang-somt op mod hoveddøren. Skulle han ringe på? Han hørte pludselig nogle stemmer fra kælderen. Det var hendes stemme. Han så sig omkring for at sikre sig, at ingen så ham. Så spænede han over græsplænen og hen til garagen. Der var en lille trappe ned til kælderen. - Så er det nu, tænkte Sebastian ved sig selv. Han tog i håndtaget, og døren gik op. Nu var Viggas stemme meget tydeligere. Den kom fra et værelse i

160

den anden ende af kælderen. Sebastian gik beslutsomt derned. - Hov! Er der nogen? spurgte Vigga. Sebastian hørte det godt, men svarede ikke. Han ville overraske hende. Han trådte ind i rummet. - Det er bare mig! sagde Sebastian. I samme øjeblik som han kom ind i rummet, fik han et chok ...

161

Lykken er blød som silke

Vigga sad i en lænestol og ved siden af hende sad tante Ketty! - Hej Sebastian, det var på tide. Kom og sæt dig! sagde Ketty med største selvfølgelighed. Der var tre stole i værelset og et bord med te, kiks og en computer. - Ja, sæt dig ned. Nu er du optaget i klubben, sagde Vigga og sendte Sebastian et stort smil. - Tante Ketty? Hvad laver du her? Og hvad er det for en klub? spurgte Sebastian forvirret. - Sæt dig nu ned Sebastian, så forklarer vi det hele, sagde tante Ketty med en rolig stemme. - Jamen … fremstammede Sebastian og satte sig forsigtigt ned i den bløde lænestol. - Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, grinede Vigga. - Det var sådan set også meningen, tilføjede tante Ketty. - Det her er din fødselsdagsgave! Vi ville give dig noget helt specielt – en filosofi-gave, forklarede Vigga. - En filosofi-gave? gentog Sebastian. - Ja. I stedet for at give dig en ting, så ville vi give

162

dig en tankegave. Noget der sætter tankerne i gang – den største gave i livet er, at man kan undre sig over verden. Når man først har glemt at undre sig og stille spørgsmål, så mister man noget i livet. Derfor er filosofi en gave; den lærer en at stille spørgsmålstegn ved ting i livet, sagde tante Ketty. - Og vi kunne jo lave en filosofiklub, hvor vi diskuterer et nyt emne, hver gang vi mødes, sagde Vigga og sendte skålen med kiks rundt. Langsomt gik det op for Sebastian, hvad de talte om. - Så er det jer, der har lavet spørgsmålene! udbrød han. - Og hjemmesiden, fortalte Vigga. - Har I også lavet hjemmesiden? Så er det jer, der er Sokrates? - Det er Adam, for han programmerede siden for os, forklarede Vigga. Men vi har selv opdateret den! - Jeg har ikke oprettet en profil endnu, men jeg har haft en finger med i spillet, når Sokrates skulle skrive noget, smilede Ketty. - Tusind tak, det er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået! sagde Sebastian og sprang op og

163

165

krammede dem begge to. Jamen, hvordan har I gjort det? - Det har krævet et stort stykke forarbejde, grinede tante Ketty. - Jo, for det første var der skrivemaskinen. Det var Ketty, Adam og mig, der lagde kuverten i det hemme-lige rum, begyndte Vigga. - Vi fortalte Adam, at han skulle give dig den uden at sige noget om det, sagde tante Ketty. - Så du har også mødt Adam? spurgte Sebastian. Vigga nikkede. Tante Ketty satte sig godt til rette og begyndte at forklare. - Vi fandt det hemmelige rum i skrivemaskinen ved en tilfældighed. Og så var det, vi besluttede os for at give dig en ganske særlig fødselsdagsgave – og lagde en plan. Skrivemaskinen var jo et glimrende sted til det første spørgsmål. Metalstykket, der dækkede rum-met, sad løst, så det var bare et spørgsmål om tid, før den faldt af, og du fandt kortet. - Men hvad nu, hvis jeg ikke havde væltet skrivemaskinen? Det var jo bare et uheld, sagde Sebastian. - Det var egentlig heller ikke meningen, at du selv

164

165

skulle finde sedlen. Vores plan var, at Vigga skulle besøge dig, og at hun skulle komme til at skubbe den på gulvet, forklarede tante Ketty. - Smart, sagde Sebastian. - Men det klarede du selv, grinede Vigga. - Jeg troede jo bare, at skrivemaskinen var min fødselsdagsgave. Jeg var faktisk ret glad for den, sagde Sebastian. - Selvom det er mere besværligt at skrive på den end på computeren? spurgte Ketty. - Den er flot! sagde Sebastian. - Men det er da lidt smartere, at en computer kan gå på nettet, ikke? sagde Vigga og smilede. Tænk, at der var engang, hvor der ikke var noget internet. - Og hvis man skulle skrive på skrivemaskine hele tiden, så gik alt vist ret meget langsommere, indskød Sebastian. - Hvad ville der egentlig ske, hvis nettet brød sammen? Hvis man slet ikke kunne komme ind og se nogen sider på nettet? spurgte Vigga. - Så kan det være, at alle gik tilbage til skrive- maskinerne igen, svarede Sebastian. Det var en mærkelig tanke – ingen computere!

166 167

Sebastian så pludselig Vigga og Kettys plan for sig. Det var, som om at han havde fundet de sidste brikker til et stort puslespil. Nu kunne han endelig sætte dem sammen, så det dannede ét stort billede, og det hele gav mening. - Hvordan gjorde I så med flaskeposten? Og hvad med Grubleren? spurgte Sebastian. - Grubleren var let nok. Jeg fik Adam til at binde spørgsmålet fast om Grublerens ankel, kort inden vi ankom til haven, fortalte Ketty. - Og jeg tog ned til stranden en halv time før vores aftale, da jeg så jer, smed jeg flaskerne ud og sendte dem i retning af jer, sagde Vigga. - Men var der et kort i alle flaskerne, eller var jeg bare heldig? - Tja … hvad tror du selv? sagde Vigga og begyndte at grine. - Nogle ting finder man bare aldrig ud af, tante Ketty klappede Sebastian på skulderen. - Vinduet. Hvad så med det vindue, der næsten ramte os? spurgte Sebastian. - Det havde vi ikke noget at gøre med, sagde Ketty. Så det var nok bare en tilfældighed.

166 167

- Ja, hvis der altså findes tilfældigheder, indskød Vigga. - Det kunne jo også være skæbnen, sagde Ketty. - Eller bare ren og skær held, sagde Vigga. Sebastian smilede og tog en kiks fra skålen. En filosofi-gave. Det var en fantastisk idé. - Lad os skåle! Og tillykke med fødselsdagen i morgen, sagde tante Ketty og rakte sin tekop frem foran sig. De skålede, så der lød et højt klir. - Jeg har udtænkt et spørgsmål, som vi kan tænke over og diskutere næste gang, vi mødes, sagde Vigga. Hun fandt tre kort fra sin taske og delte dem ud. Sebastian læste det højt:

Kan man kobe alt for penge?

Metafysisk Institut

- Jeg lægger det lige ind på hjemmesiden med det samme, sagde Vigga. - Har du også en profil? spurgte Sebastian. - Ja da! grinede Vigga. Og jeg har lavet et ret sjovt profilbillede. Prøv at se her! - Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, Vigga.

168

Selvom man kan købe alle ting i verden, alt det man ønsker sig, så tror jeg ikke, man bliver glad af den grund, funderede Ketty. - Der er rige mennesker, der ikke er specielt glade – og der er folk uden særlig mange penge, som er glade, sagde Vigga, mens hun tastede løs på computeren. - Jeg tror heller ikke, at man kan købe gode venner. Hvis jeg pludselig fik rigtig mange penge, fik jeg sikkert også mange nye venner. Men det vil nok være falske venner. En rigtig ven har ikke noget med penge at gøre, sagde Sebastian. De andre nikkede. Sebastian og tante Ketty kig-gede over på Vigga. Hun så ned i tastaturet. - Man kan heller ikke købe kærlighed, sagde Vigga stille uden at se op. Sebastian prøvede at skjule, at han pludselig fik røde kinder. - Nej, det kan man i hvert fald ikke, sagde tante Ketty, men nu er klokken blevet mange, og vi må hellere se at komme hjem. Lad os diskutere videre på hjemmesiden. Jeg får Adam til at oprette en profil til mig, sagde Ketty. - Det er altså pærelet! sagde Vigga. Sebastian nikkede. Han glædede sig allerede til at diskutere videre.

168

De fulgtes alle ud til indkørslen. - Min bus går lige om lidt, sagde tante Ketty og luntede ud af indkørslen. - Okay, god tur! sagde Vigga og vinkede. - Vi ses – og hils Adam! råbte Sebastian. Sebastian og Vigga stod et øjeblik uden at sige noget. - Hvorfor kaldte I klubben for ”Metafysisk Institut”? spurgte Sebastian. - Vi synes, det lyder lidt sejt, svarede Vigga. - Det gør det også, sagde Sebastian. - Hvad så med skikkelsen i skoven? Tante Ketty så en mand i en kåbe, dengang jeg besøgte hende. Og jeg er ret sikker på, at jeg også så en person. - Adam igen, grinede Vigga, han hjalp os med det hele. Det gik jo ikke, at du genkendte os. Det var alt sammen bare for at forvirre dig. - I har godt nok tænkt det hele igennem, grinede Sebastian, det er virkelig min bedste fødselsdagsgave nogensinde. Også meget bedre end den mobil, jeg ønsker mig. Jeg kan heller ikke vente med at fortælle om det i skolen – så kan de allesammen skrive og filosofere inde på hjemmesiden!

169

170

Vigga pegede op mod himlen. - Sikke nogle flotte skyer. Sebastian betragtede skyerne. De blev farvet lilla af solnedgangen i skumringen. Det summede af stemmer fra haverne, der blev dækket bord, og duften af grillet mad spredte sig i luften. Mens de gik der i den dybeste stilhed, mærkede Sebastian, at Vigga tog fat i hans hånd. Den var blød som silke. Han holdt den forsigtigt, han var bange for at trykke for hårdt. Sebastians hjerte bankede pludselig hurtigere end normalt. - Jeg er glad for, at du er kommet med i vores klub, sagde hun stille. Sebastian smilede. En snurrende følelse suste rundt i hans krop. Måske var det lykke?

170

I

Sebastians forae ldre har travlt med alt

muligt kedeligt arbejde - men heldigvis

har Sebastian sin tante Ketty, som forstår

ham meget bedre.

Under et besog hos tante Ketty får

Sebastian en gammel, flot skrivemaskine.

Det bliver begyndelsen på en usae dvanlig

rejse, hvor Sebastian virkelig skal bruge

sin hjerne. Det viser sig, at virkeligheden

måske slet ikke er, sådan som han gik og

troede.

Hvem er vi? Har vi en fri vilje? Findes

Gud? Hvad er intelligens? Hvem er den

uhyggelige skikkelse i skoven? Hvem står

bag www.metafysiskinstitut.dk? Og hvad er

filosofi i det hele taget for noget?

I