S O C I A L P Æ D A G O G E R N E S L A N D S F O R B U N D

2

Indhold

3 Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes LandsforbundSammen kan vi udvikle endnu bedre tilbud

5 Bagsværd ObservationshjemMed hjertet på arbejde

8 Århus Amts Misbrugscenter VestEn tryg base i hverdagen

11 Bo og Naboskab Vestlolland i NakskovHelen – en rebel med adelige spisevaner

14 Vestervænget i TaastrupMan skal kunne omstille sig

17 Bo og naboskab Vestlolland i NakskovEt liv tæt på det normale

20 Ribe Amts ForsorgshjemHer kan man komme direkte fra gaden

23 Børne– og Ungdomscenter RanumStruktur giver ro i hovedet

26 Botilbuddet Thinggade i SkiveHvem der kunne gå på vandet ...

29 Den sikrede døgninstitution Egely i Nørre AabyHer er fem procent meget

Udgiver: Socialpædagogernes LandsforbundBrolæggerstræde 91211 København K

Udgivet: 2006

Redaktion: Bjarne Hesselbæk, Bille Sterll, Lone Marie Pedersen

Design: Mark Gry Christiansen

Tryk: Holbæk Eksprestrykkeri

Oplag: 20.000

I nogle artikler optræder deltagerne med andre navne end deres eget.Det sker efter ønske fra dem selv eller det tilbud, de bruger.

3

Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund

Sammen kan vi udvikle endnu bedre tilbud

Samfundets mest udsatte borgerehar vidt forskellige behov. Derforhar de brug for vidt forskelligetilbud. Gerne mere skræddersyedeend i dag, mener socialpædagoger-nes formand.

Af Bille Sterll

Foto: Vibeke Toft

Hverdagen i botilbud, på døgninstitutioner ogandre socialpædagogiske arbejdspladser erukendt land for mange. De fleste kender kunlidt til arbejdet blandt nogle af samfundetsmest udsatte borgere. Ifølge socialpædagog-ernes formand skyldes det blandt andet, atsocialpædagoger er meget blufærdige menne-sker.

– Socialpædagoger er meget optagede afderes arbejde, og de tager mange hensyn til demennesker, de arbejder med. De vil ikke udstilledem. Derfor er der ikke så mange i befolkningen,der ved, hvordan vi arbejder eller kender demennesker, vi arbejder med, siger formand forSocialpædagogernes Landsforbund KirstenNissen.

Når tusinder af socialpædagoger førstejanuar 2007 får nye arbejdsgivere, er det engod anledning til at fortælle om arbejdet medhandicappede, psykisk syge, anbragte børn ogunge, misbrugere og hjemløse. Og står det til Kirsten Nissen, kan de nye arbejdsgivere i

kommuner og regioner godt være bekendt atglæde sig.

– Jeg vil sige, at de er utroligt heldige. Deovertager et veludbygget område med dygtigemedarbejdere, hvoraf mange har arbejdetindenfor området i mange år og har mange vær-difulde erfaringer. Socialpædagoger er ivrigeefter at uddanne og videreuddanne sig – og deer dybt engagerede i deres fag og dermed ideres arbejde. Jeg kan næsten ikke forestillemig, at man kan få bedre medarbejdere, sigerSL’s formand.

Kirsten Nissen håber, at det voksende arbej-de med dokumentation og formidling vil væremed til at øge omverdens indblik i, hvad dersker på det socialpædagogiske felt.

– Vi arbejder meget med dokumentation ogformidling i SL. Det samarbejder vi jo også medkommunerne og amterne om i Den sociale kva-litetsdatabase, siger hun.

Et lille blink er nokUddannelsen og den tætte personlige kontakttil samfundets mest udsatte borgere, giversocialpædagogerne nogle særlige kompetencer.

– Socialpædagoger kan navigere i kaos. Dekan se muligheder, hvor andre ikke ser dem.Hvis et menneske er lammet eller ikke harnoget talesprog, kan et lille blink med øjet elleren bestemt måde at røre fingrene på være noktil, at en socialpædagog ved, om det menneskehar det godt. Socialpædagoger tænker i helhe-der og ser det hele menneske, ikke kun fejlene.

De arbejder selvfølgelig med udvikling og medat give særlig hjælp og støtte, men socialpæda-goger ser også alle de positive ting, sigerKirsten Nissen.

Hun peger også på, at socialpædagoger ergode til at få andre til at fungere sammen.

– Det er en god evne at have, når vi arbejdermed børn og unge. Det er også godt, når viarbejder med ældre udviklingshæmmede, såde ikke sidder mutters alene i deres lejligheder.Derfor synes jeg også, det ville være rigtig godt,hvis vores medlemmer i højere grad arbejdedeindenfor ældreområdet, siger forbundsformandKirsten Nissen.

Specielle tilbud til specielle behovFra spædbørn, der fødes med abstinenser tilvoksne på forsorgshjem arbejder socialpæda-goger med mange meget forskellige målgrup-per. Mennesker, hvis liv ligger udenfor de ram-mer, de fleste andre betragter som normale.Vidt forskellige mennesker med mindst lige såforskellige liv.

– Alle skal ikke behandles ens. Der ermange forskellige målgrupper med mange for-skellige behov, og derfor skal der være et spe-cielt tilbud alt efter den enkeltes behov. Detkan måske lyde lidt voldsomt, men det er joikke mange mennesker, vi taler om. Jeg ser detsom en helt naturlig del af vores velfærdssam-fund, at vi tager vare på de svageste, sigerKirsten Nissen.

Udvikling er et nøgleord i socialpædagog-

4

ernes arbejde. Både i forhold til det enkeltemenneskes situation og omverdens syn påandre.

– Jeg tror ikke på, at man kan rulle speciali-seringen tilbage. Den har udviklet sig fra den-gang for 30 år siden, da udviklingshæmmedeblev behandlet som på en fabrik til i dag, hvorde er selvstændige individer. Den udvikling kanjeg slet ikke forestille mig rullet tilbage.

– Tværtimod skal vi videreudvikle specialise-ringen, så vi kan skabe endnu mere individuelletilbud. Der ligger et stort udviklingspotentiale,som vi skal arbejde videre på sammen med denye driftsherrer. Jeg mener, der er plads til for-bedring. Vi kunne godt skræddersy tilbud endnubedre til den enkelte, end vi gør i dag, menerKirsten Nissen.

Hun understreger, at nogle mennesker harså svært ved at klare sig selv, at de har behovfor en livslang indsats.

– Hvis folk er født med et livslangt handicap,skal vi lære dem at leve med det handicap.Men det går altså ikke over.

En samlet indgang til støtteBrugernes forhold er tæt forbundet med denudvikling, medarbejderne går igennem. Udendygtige og engagerede medarbejdere, havdehele omlægningen af særforsorgen slet ikkekunnet lade sig gøre.

– En af forudsætningerne var jo et højtuddannelsesniveau. Det kan altid betale sig atinvestere i medarbejdernes udvikling. De bliverbedre til deres arbejde, og det øger arbejdsglæ-den – og det gavner de mennesker, vi arbejdermed. Der er kun gevinster ved det, menerKirsten Nissen.

Netop viden og muligheden for at dele videnog udveksle erfaringer ser socialpædagogernesformand som en helt central forudsætning forat udvikle de sociale tilbud fremover.

I årenes løb har socialpædagoger og andrefagfolk samlet væsentlig og værdifuld viden fraderes arbejde med udsatte borgere. Den videnhåber SL at kunne samle også i de nye kommu-ner og regioner. Denne vision kalder SLRessourcecentre.

Ideen er at sikre én samlet indgang til støt-te for udsatte børn og unge eller voksne, uan-set om de skal have hjælp fra en socialpæda-gog, en psykolog, en skolelærer eller en heltfjerde. Hovedsagen er, at de relevante fagfolktænker i helheder og taler sammen.

– Ressourcecentre er en måde at samleområdet hensigtsmæssigt, så vi udnytter despecialer, der ligger i de forskellige tilbud.Socialpædagoger er vant til at samarbejde medandre faggrupper. Vi er vant til at arbejde iteams om ydelserne til den enkelte bruger. Detkan med fordel bredes ud.

– Jeg kunne forestille mig den tværfaglige

ekspertise brugt, for eksempel hvis et barn harbrug for særlig hjælp. Så kan skoler og dagin-stitutioner kan trække på et team af forskelligeekspertiser, forklarer Kirsten Nissen.

Kom og besøg osFra at være en mindre arbejdsgiver, bliver lan-dets kommuner i fremtiden socialpædagoger-nes primære arbejdsgiver. Nogle steder bliversocialpædagogerne tilmed en betydelig del afkommunens medarbejdere.

– En god løn– og personalepolitik er afgøren-de for, hvordan medarbejderne har det. Hvismedarbejderne får løn efter både deres kvalifi-kationer og de funktioner, de udfører, er det jomed til at gøre det attraktivt at være ansat,mener Kirsten Nissen.

– Og så vil jeg gerne opfordre alle politiker-ne – især i de kommuner, som nu overtager nyesociale opgaver – til at besøge os. Kom og lærjeres nye medarbejdere at kende, mød bruger-ne og se, hvordan vi arbejder i de socialpæda-gogiske tilbud, lyder det fra Socialpædagog-ernes formand.

Invitationen er hermed sendt ud.

– Alle skal ikke behandlesens. Der er mange forskelligemålgrupper med mange for-skellige behov, og derfor skalder være et specielt tilbud altefter den enkeltes behov. Detkan måske lyde lidt voldsomt,men det er jo ikke mangemennesker, vi taler om.

5

Små børn, som oplever vold, svigteller misbrug lige fra fødslen, harbrug for omsorg, kærlighed og ro.Socialpædagogerne er nødt til atlægge ægte følelser i deres arbejde

Af Bille Sterll

Foto: Sonja Iskov

Morgenlyset er stadig på vej, men entreen gen-lyder allerede af pludrende småbørn. Klokkener syv, og dagholdet er netop mødt.

– Nej, hvad har vi her … Goddag goddag.Sikke en fræk dreng, har du sovet godt?

Socialpædagog Bente Baun vækker Emil, oghun snakker og pludrer, mens hun tager denlille dreng op. Han klynker, da hun et øjebliksætter ham fra sig for at hente hans sko ogstrømper.

– Jeg går ikke, jeg tager dig med hele tiden,forsikrer Bente, mens hun giver drengen desmå støvler på. Emil har hypermobile led ogbruger særlige støvler, som støtter hans fød-der. Bente sætter ham i en klapvogn og trillerind for at vække Anna.

– Er Anna-pigen her? God morgen, god mor-gen, siger Bente, og igen bliver hun modtaget afen høj og glad pludren.

Anna var bare én dag gammel, da hun komtil Bagsværd Observationshjem, direkte frahospitalets fødeafdeling. Nu fylder hun snart etår. Emil er lidt ældre end Anna og har været her

siden han var en måned gammel. Og lige sålænge har Bente været det faste holdepunkt ide to små børns liv. Et liv, som allerede harværet mere omtumlet end de flestes.

Bente sætter børnene på deres faste vanteplads i hver sin høje stol, mens hun tænderstearinlysene på bordet. Nogle dage lader hungardinerne være trukket for, men i dag er bør-nene rolige, så morgenlyset får lov til at kikkeind. Bente sætter en cd med stille musik på.Bagefter rækker hun børnene hver en oste-haps. Sådan gør hun hver morgen.

– Det er vigtigt, at vi skaber en forudsigelighverdag. Vi værner om børnene følelser, så deved nøjagtig hvor de har mig, og de ved, atsådan er det at være sammen med Bente, for-tæller hun.

Børnene spiser deres øllebrød. Afdelings-leder Anette Nielsen kommer ind og modtagesmed høje jubelråb. Bente henter en bøtte medHavrefras. Det er godt for Emils motorik atsamle de små puder op med fingrende og puttedem i munden.

Tæt kontakt med få personer Stuen er rammen om Anna og Emils vågne liv.Fra vinduet har de udsigt til de høje træer vedBagsværd Sø. I den ene ende af stuen står enkravlegård ved siden af to blå sofaer om etsofabord. Ved vinduet står spisebordet og detre Trip Trap-stole med børnenes navne på. Herer potteplanter, PH-lampe og en uro i klare far-ver. Midt i rummet hænger en lille gynge, ogrundt omkring står kurve med legetøj. Her bor

Bagsværd Observationshjem

Med hjertet på arbejde

6

Kort & Godt

Bagsværd Observations- og Behandlingshjem vedorganisationen Barnets Hus har en driftsoverens-komst med Københavns Amt og betjener amtets 18kommuner. Fra 1. januar 2007 overdrages overens-komsten til Gladsaxe Kommune.

Hjemmet har plads til 22 børn i alderen 0-6 år.Børnene bor i små grupper med fast personale i dag-og aftenvagter.

Medarbejderne er især socialpædagoger og social-rådgivere, læge og psykolog.

Bagsværd Observationshjem observerer og beskri-ver børnene nøje for at kortlægge hvert enkelt barnssærlige behov. En del af børnene flytter videre til pro-fessionelle plejefamilier og få børn bliver bortadopte-ret. Enkelte børn kommer videre til behandlingshjemeller andre døgntilbud til større børn.

I løbet af 2004 blev 215 børn under tre år anbragtudenfor hjemmet første gang.

Den 31. december 2004 var i alt 14.074 børnanbragt udenfor hjemmet. Af dem var 641 i alderen0 til 3 år. I alt var 3.362 børn anbragt på en døgnin-stitution.

Nogle af børnene skal adopte-res bort, og kommer lige frafødegangen. Andre har levetden første tid af deres livsammen med forældre, somer alkoholikere eller narko-maner.

“Andre skal ikke passe Anna som jeg gør, fordet vil forstyrre den relation, hun og jeg har.Andre kan give omsorg, men de skal ikke tætpå. Anna skal vide, at hun har sine voksne,som hun ved er til for hende. Hun har ikkebrug for at have relationer til mange menne-sker. Hun har brug for nogle få, værdifuldekontakter.”

tre små børn for tiden. Anna får babymassage, mens Bente synger

“Mester Jakob”. Den synger hun altid, når Annaskal i bad. Den lille pige ler højt, når Bente kys-ser hende på maven.

Hverdagen handler især om tryghed og nær-hed. Men det er ikke alle, der får lov til atkomme tæt på Anna og Emil.

For at børnene kan lære at knytte sig tilandre, er det kun socialpædagogerne BenteBaun og Anette Nielsen og aftenvagterne, dergår tæt på. Næsten lige så tæt på som foræl-dre. Vikarer giver børnene omsorg, men gårikke tæt på følelsesmæssigt.

Primærpersonerne er de eneste, der bærerde små børn bryst mod bryst, som de fleste for-ældre holder deres børn. Det er heller ikke alle,der kysser og krammer Anna og Emil – eller put-ter dem i bad. Og det er kun Anette og Bente,som giver børnene babymassage.

– Andre skal ikke passe Anna som jeg gør,for det vil forstyrre den relation, hun og jeg har.Andre kan give omsorg, men de skal ikke tætpå. Anna skal vide, at hun har sine voksne,som hun ved er til for hende. Hun har ikke brugfor at have relationer til mange mennesker. Hunhar brug for nogle få, værdifulde kontakter,siger Bente Baun.

En kasse til Annas første tingEmil har armene om Bentes hals. Bente

sætter ham i gyngen og Anna på gulvet og gårind på Annas værelse lige ved siden af. Hunlader døren stå åben og snakker videre, så bør-nene kan høre hende. Anna kravler efter.

Anna og Emil har hver deres værelse. Nogleaf de små børn deler soveværelse, men Emilvågner tit om natten, og Anna kan godt væreurolig om aftenen, så det er bedst at de soveralene.

Emil har meget legetøj. Hans forældre tit hargaver med, når de besøger ham. Anne får ikkebesøg, så Bente har sørget for, at Anna har enlille kasse med nogle af sine første ting: de før-ste sko, den første sut og den første lille hue.Den kasse får hun med, når hun en dag flytter.

– Den første tid vasker vi ikke det tøj, børne-ne selv har med. Det dufter af de omgivelser,barnet kender, og de skal lige vænne sig til atvære her, fortæller Bente Baun.

Hun taler, mens hun går frem og tilbage mel-lem køkkenet, børnenes værelser og stuen. Annaog Emil kan hele tiden høre hendes stemme

– De fornemmer, at jeg er her, de kan høremig eller se mig. Vi har en tæt kontakt, uden atde er oppe hos mig, og jeg kan tale dem til ropå afstand, siger hun.

7

Nogle kommer lige fra skadestuenAnna og Emil sover til middag. Godt pakket indmod kulden lægger de sig uden at kny til atsove i deres barnevogne. Det hænder, at Annabrokker sig og hellere vil sidde op, men ikke idag.

Risikobørn kalder forstanderen børnene påBagsværd Observationshjem.

Nogle skal adopteres bort og kommer ligefra fødegangen. Andre har levet den første tid afderes liv sammen forældre, som er alkoholike-re eller narkomaner. Nogle børn er født medhjerneskader på grund af alkohol – eller medabstinenser efter heroin. Andre igen har alvor-ligt psykisk syge forældre.

Mange har oplevet vold og omsorgssvigt.Nogle kommer lige fra skadestuen, andre bliverbragt herud om natten af politiet. De har fåetfor lidt at spise, de er ikke blevet skiftet og deer ikke blevet taget op. De er for længst holdtop med at skrige, for det nytter alligevel ikke.De mest sarte børn magter hverken kærtegneller almindeligt nærvær. De kan end ikkeholde ud at se ind i et andet menneskes øjne.

Der er stille og indadvendte børn. Og der erde udadvendte, som er blevet passet af mangeforskellige og er blevet gode til at charme sigind. De kan sagtens være hundeangste uden at

det ses. Det er deres overlevelsesstrategi.– En del børn, som har været udsat for

omsorgssvigt lukker helt af. De vrider og vendersig, når man rører dem. Eller de gaber og lukkerøjnene for at undgå kontakt og er helt slappe,fortæller Bente Baun.

– Vi begynder måske med at sætte barnet ien skråstol for sig selv, så vi kan have kontaktlidt på afstand. Vi går væk fra de andre børn, såde ikke forstyrrer, og det er vigtigt at have nogeti mellem os. Det kan være en rangle eller endyne. Hvis sådan et barn begynder at græde,skal man være forsigtig med at tage det op,som man ellers ville gøre med andre børn.

– Nogle gange er vi nødt til at give barnetmad på en særlig måde, så vi sidder med bar-net vendt væk fra os. Og vi skal blive ved medat tilbyde det mad, for selvom barnet viser tegnpå sult, spiser det ikke. Nogle børn kan sletikke mærke sig selv, siger Bente Baun.

En t-shirt der lugter af BenteSocialpædagogerne på Bagsværd Observa-tionshjem er uddannet til at tage sig af sårbarebørn. De er professionelle. Men de tager hjertetmed på arbejde – ellers kunne det ikke lade siggøre.

Ifølge afdelingsleder Anette Nielsen er det

ligefrem nødvendigt at lægge følelser i arbejdet– og det skal være den ægte vare.

– Hvis ikke de børn oplever ægte følelses-mæssig nærhed i barndommen, kan de ikkegenkende den senere i livet. Den er kimen tilmenneskets leven og væren. Det kan ikkevente, til de engang får en familie, de skal havedet helt fra starten. Børn i en almindelig vugge-stue får dækket deres følelsesmæssige behovhjemme hos mor og far. Det gør vores børnikke. De har kun os, siger hun.

Anna og Emil har været her længe. Noglegange trækker sagsbehandlingen ud.

– Det er lidt hårdt, hvis ikke de får lov til atbegynde livet i en lille familie. For vi kan jo ikkeløbe fra, at der sker et brud, når klokken er halvfire og jeg går hjem. De har brug for en lillefamilie med varige relationer i endnu mere sta-bile rammer, siger Bente Baun.

Det tager tid at flytte. Først kommer den nyefamilie på besøg, så børnene kan lære den atkende. Måske har den nye familie nogle tingmed. Eller måske skal barnet have nogle tingmed, som det kender.

– Anna har for eksempel en af mine t-shirts,som lugter af Bente. Den skal hun måske havemed når hun en dag rejser.

Primærpersonerne er de eneste, der bærer de små børn bryst mod bryst, som de fleste forældreholder deres børn.Det er heller ikke alle, der kysser og krammer Anna og Emil- eller putter dem ibad. Og det er kun Anette og Bente, som giver børnene babymassage.

8

Omsorg, tillid og ikke alt for stiveregler præger aktivitetscentretKultur-X i Silkeborg. Her venter tosocialpædagoger hver dag medmorgenbrød og kaffe til op mod 25 stofbrugere – og deres hunde.

Af Bille Sterll

Foto: Sonja Iskov

Cockerspanielen Lucky har lagt sig godt til rettei den grønne sofa. Lucky følger Søren hvor hangår og står. Og Søren og Lucky kører hver dagde 22 kilometer med bussen ude fra Bryrup indtil Silkeborg By for at mødes med de andre iKultur-X.

– Jeg er glad for at være her. Det betydermeget for mig. Det er min hverdag. Jeg går i badog barberer mig og tager pænt tøj på. Så tagerjeg til byen og spiser min morgenmad her, for-tæller Søren

I dag er de en god håndfuld brugere – ognæsten lige så mange hunde. Solen skinner indgennem småsprossede ruder på det lange mor-genbord. En knaldgul buket påskeliljer lyser udover Nutella, rejeost og vitaminpiller. En efteren er Søren, Kurt og de andre smuttet ind vedsiden af for at ryge. De to socialpædagoger PerAlsted Sørensen og Berit Stokic følger efter.

Rygning er forbudt i Kultur-X’ store åbne køk-kenrum, og det har krævet en særlig dispensa-tion at få lov til fortsat at fylde askebægrene i

sofarummet ved siden af. – Vi skal ikke tage smøgerne fra folk, det er

ikke det, der er vores opgave, siger Berit Stokic,som ikke selv ryger.

Hendes kollega Per Alsted Sørensen supple-rer:

– Vi skilter ikke med en masse regler og kon-sekvenser, som brugerne bare opfatter somstraf. Vi har de regler, man har i samfundet, ogvi forsøger at løse konflikter med snak. Foreksempel har vi et overordnet princip om, atman ikke må fixe her. Vi prøver at tale folk fraat fixe, men vi har sat en bøtte op til gamle nålepå wc’et. For hvis vi opretholder et strengt for-bud, så fixer de bare i naboens opgang.

– Hvis vi bliver alt for konsekvente, risikerervi en behandlingsskade, nemlig at brugerne bli-ver bedre til at lyve. Det er en del af den pæda-gogiske indsats, at hvis vi viser folk åbenhed,lever de op til det. Men hvis vi holder fast i, at delyver, så er det også det, vi får, siger Per Alsted.

Skærmer brugerne i konflikterSøren, Kurt, Torben og Dorthe sidder sammenmed Per og Berit i de tunge grønne lænestoleomkring sofabordet. Askebægrene er godt fyldtop. På væggen løfter en kronhjort hovedet ogskuer ud over en dansk bøgeskov. Snakken gårstille omkring bordet.

– Jeg synes, der mangler tilbud til sådannogle som os. Jeg ville gerne flytte i et bofæl-lesskab, men der findes ikke noget. Jeg kunnegodt tænke mig en lille lejlighed og et fælles-

Århus Amts Misbrugscenter Vest

En tryg base i hverdagen

9

hus, hvor man kunne være sammen og spise etpar gange om ugen. Et sted, hvor jeg kunne fåhjælp, hvis jeg fik det dårligt, siger Dorthe.

Dorthe har været på metadon i fire år. Deseks børnebørn ser hun ikke så tit, som hungerne ville.

– Det er rart at komme her. Her kan jeg fåhjælp, når jeg har det dårligt. Jeg har talt megetmed Per og Berit om de ting, jeg har væretudsat for i mit liv, fortæller hun.

Kultur-X er et aktivitetscenter. På væggen ikøkkenet hænger fotos fra campingturen medkano på Gudenåen. En anden tur gik til som-merparken Jesperhus, og af og til er der bow-ling. Men ellers er den væsentligste aktivitet, ather er åbent alle ugens hverdage og altid nogenat snakke med. Socialpædagogernes vigtigstefunktion er tit at lytte – eller at lægge sig i mel-lem. Det er ingen betingelse for at være her, atfolk ændrer deres måde at være på.

– De folk, der kommer her har været ude i10-20 års misbrug. De har været igennem utal-lige systemer. Mange af dem er ved at væreoppe i årene. De har en stor kontaktflade tilhospitaler, fængsler og kontorer, og de løberind i mange problemer på grund af misforståel-ser. Der kan vi gå ind som mediator. Noglegange tager vi med dem, fortæller Per AlstedSørensen.

– Vi skærmer dem, når de er mange herne-de. Hvis en situation optrapper, kan det gå lyn-

hurtigt. De bliver måske uvenner og kommer opog slås, og det går lynstærkt. Så er vi der. Ogdet er aldrig os, det går ud over. Vi skal barevære der til at tage konflikterne i opløbet, sigerBerit Stokic.

– Her er ikke så topstyret. Vi er et åbent stedmed plads til gæster, siger Per.

– Jeg startede med at komme på besøg, ind-skyder Torben.

– Det er svært med regler, for hvis I førstbegynder at spille bussemænd, så forsvindervi, fortætter han.

– Vi kan vist ikke klage over de forhold, vihar her. Vi har ansvaret selv. Frihed underansvar, vi er jo voksne mennesker, mener Kurt.

Udtrykket voksne mennesker sætter gang ien snak om fødselsdage. Dorthe mindes sin 40års fødselsdag på Hotel Scandic med en lag-kage så stor. Søren husker også sin. Den varknap så munter.

– Vi har lovet dig engelsk bøf til din fødsels-dag. Det sørger vi lige for, at du får, siger Berittil ham.

Den store lottogevinstBerit henter en stor dåse med havregrynskagerog byder alle – også hunden Lucky. Snakken gårom ugens lottogevinst på fem millioner, som erblevet vundet på en kupon solgt her i kiosken,lige ovre på den anden side af gaden. Avisen

har skrevet, at den glade vinder hedderFlemming.

– Vi sku’ godt nok ha spillet, mumler Dorthe.Kurt nikker:– Jeg har ærgret mig lige siden. – Hvad ville du gøre, hvis du vandt så mange

penge? spørger Berit.– Jeg ville give mine forældre nogle penge,

så de aldrig skulle mangle, siger Kurt. – Hvad med dig selv? Hvad ville du gøre for

dig selv? spørger Berit. Kurt ville nok købe sig et lille hus. Det

samme ville Dorthe: – Jeg ville først give mine børn og børnebørn,

og så ville jeg købe et lille hus på Puerto Rico.Så kunne jeg bo der om vinteren, siger hun.

Dorthe har aldrig været i udlandet. En gangskulle hun have været til kanarie-øen PuertoRico. En god ven ville betale fly og værelse ogdet hele.

– Men der kom noget i vejen, så det blevødelagt, og så blev det ikke til noget.

Duften af popcorn breder sig. Berit og Sørenhar taget de varme popkorn ud af mikrobølge-ovnen og hældt dem op i en skål.

– Vi er netværk, rollemodeller og opdragere.Vi skal være autentiske, og vi skal give noget afos selv. Brugerne giver os deres totale tillid. Defortæller os om alt. For mig er det virkelig engave at bruge mig selv på den måde, siger BeritStokic.

“De har et kaotisk liv. Jeg prøver at skabe ro.De har mange bolde i luften, jeg tager énbold: hvad er værst lige nu? Misbruget, at deer blevet smidt ud hjemmefra, at kærestenhar slået op, penge eller for meget medicin?Så tager vi en ting ad gangen, og hvis deønsker det, går jeg med dem. Det kan væreop på kommunen eller med hjem til forældrene”

Kort & Godt

Århus Amts Misbrugscenter har fire områdecentre,Nord, Syd, Øst og Vest, som tilbyder behandling tilstofmisbrugere. Alle kan henvende sig, og det kræ-ver ikke henvisning at komme i behandling.

Områdecenter Vest i Silkeborg har 15 faste medar-bejdere, fortrinsvis pædagoger og socialrådgivere.

1. januar 2007 overtager Silkeborg kommune driften.

Kultur-X drives af Århus Amts misbrugscenter, mener finansieret af Silkeborg Kommune. Brugerne visi-teres af kommunen under lov om aktivering.

Kultur-X har i øjeblikket 12 visiterede brugere, menofte kommer der flere mennesker på stedet.

Kultur-X har to pædagoger ansat og i perioder ogsåen ansat køkkenhjælp. Stedet samarbejder med enmobil sygeplejerske.

Der findes ingen præcis opgørelse over, hvor mangestofmisbrugere, der er i Danmark. Sundheds-styrelsen anslog i 2001, at der var omkring 25.000mennesker, som er over 18 år og har et vedvarendemisbrug, som medfører psykiske, fysiske eller socia-le skader.

Den væsentligste aktivitet påKultur-X er, at her er åbentalle ugens hverdage og altidnogen at snakke med. Social-pædagogernes vigtigste funk-tion er tit at lytte – eller atlægge sig i mellem. Det eringen betingelse for at væreher, at folk ændrer deresmåde at være på.

10

Til samtale med OleEt par gader derfra arbejder socialpædagogDorrit Ehlers som behandler i et kontor medringbind, skrivebord, to bløde stole og kaffe påtermokanden.

I dag kommer Ole. Ole har været på medici-nen Subutex i et halvt års tid efter mange årsmisbrug. Han sover uroligt om natten, vågner titog har smerter i armen. Af og til kan hannæsten ikke få vejret. Han er bange.

– Jeg kan mærke, at min krop er gammel.Den er lang tid om at vågne om morgenen, for-tæller Ole.

Han vil gerne trappe ned endnu hurtigere.Dorrit holder lidt igen.

– Jeg tror det bliver værre, hvis du trapperhurtigere ned, siger hun. Du skal give dig selvtid

– Men det påvirker mig meget. Jeg har sværtved helt almindelige ting som at barbere mig.Jeg har også svært ved at tænke på, at jeg skalud og arbejde, siger Ole.

– Det synes jeg heller ikke du skal endnu.Tror du ikke det er for hurtigt, spørger Dorrit. Oghun beroliger ham med, at de ubehag han ople-ver, formentlig er de fysiske gener af nedtrap-ningen.

– Hvis du er bange for, at du har en masselort i dine blodårer, så er det vigtigt, at du sigerdet til lægen. Det er reelt nok, siger Dorrit.

Dorit Ehlers er ansat i Århus Amts Mis-brugscenter Vest. Hun arbejder med den kort-varige behandling, som varer op til to år.Klienterne er både helt unge, som ryger hasheller tager party-stoffer som speed og ecstacy,og ældre misbrugere, som fixer heroin. De fle-ste er unge, og de fleste er mænd. De kommertil samtale alt efter behov, typisk en gang omugen eller hver 14. dag.

Skaber ro i kaos– I starten gør jeg ikke så meget andet end atprøve at lære dem at kende: hvor stort er deresmisbrug, hvordan ser deres ugeforløb ud, hvil-ket netværk og hvilke ressourcer har de? Skalde i ambulant eller døgnbehandling? Og hvor?

– De har et kaotisk liv. Jeg prøver at skabero. De har mange bolde i luften, jeg tager énbold: hvad er værst lige nu? Misbruget, at de erblevet smidt ud hjemmefra, at kæresten harslået op, penge eller for meget medicin? Såtager vi en ting ad gangen, og hvis de ønskerdet, går jeg med dem. Det kan være op på kom-munen eller med hjem til forældrene. Hos migkan de læsse af. Jeg fordømmer aldrig og jegkan ikke straffe dem, fortæller Dorrit Ehlers.

Samtalen mellem Ole og Dorrit flyder let ogubesværet. Ole virker tryg og fortæller åbentom tanker og følelser. Selvom når han taler omangst, lyder han som om, han har overskud.

Dorrit spørger stilfærdigt, men insisterende indtil det, han fortæller.

– Jeg har truffet et valg nu. Og nu har jeg såvirkelig noget at tabe, siger Ole.

– Jeg synes du gør meget. Du arbejdermeget på at få et bedre liv end før. Nogle gangegår det så lidt for hurtigt, siger Dorrit.

Ole er begyndt at løbe og er blevet rigtig gladfor det. Han lyder selv lidt overrasket, da hanfortæller det. Han maler meget og vil gerne påhøjskole. Han er også blevet god til at holde påsine penge. For første gang i sit liv har hanpenge på kontoen sidst på måneden.

Samtalen varer en times tid: De snakker ompraktik, læger og om at finde ro. Ole fortællerbegejstret om den koncert han var til for nyligmed Ten Years After. Han skal snart til koncertmed Pink Floyd. Dorrit lyder næsten som omhun gerne ville med. Hun får et knus til farvel.

Dorit Ehlers er ansat i ÅrhusAmts Misbrugscenter Vest.Hun arbejder med den kortva-rige behandling, som varer optil to år: - I starten gør jeg ikkeså meget andet end at prøveat lære dem at kende: hvorstort er deres misbrug, hvor-dan ser deres ugeforløb ud,hvilket netværk og hvilke res-sourcer har de? Skal de iambulant eller døgnbehand-ling? Og hvor?

11

49-årige Helen har taget turen fraopvækst på centralinstitution til et liv i bofællesskab. Nu har hunfor første gang i sit liv fået egenlejlighed med køkken og bad

Af Susannah Pedersen

Foto: Sonja Iskov

Helen gnider den ene håndflade vandret modden anden – i en cirkelbevægelse. Det er hen-des hjemmelavede tegn for “vi skal på restau-rant og spise.”

– Skal vi ud og spise pizza i dag, spørgerhendes primærpædagog, Sanne Frederiksen.

– JA, siger Helen og er ét stort smil.Ingen samværsdag mellem de to uden en

tur på pizzaria i Nakskov. Helen elsker at gå pårestaurant.

Helen Madsen er 49 år og udviklingshæm-met. Hun er én af de 27 borgere, der netop erflyttet ind i Bo og Naboskab Vestlollands splin-ternye klyngebyggeri – en moderne døgninstitu-tion etableret efter Servicelovens paragraf 92.

Her har hun for første gang i sit liv råderumover en hel lejlighed. Med stue, soveværelse,thekøkken og eget bad.

Helen deler hus med fire andre udviklings-hæmmede i 40-50 års alderen. De har alle lej-ligheder, der er placeret rundt om et stort fæl-lesareal med køkken, opholdsstue og spise-plads.

Kylling med kniv og gaffelNavneskilte og portrætter af beboerne viser vejtil de fem hjem.

Helen er den eneste, der er hjemme her tilformiddag. De andre er på “arbejde” i Bo ogNaboskabernes dagcentre, tre forskellige ste-der i byen.

Helens dør er fast lukket. Hun har travlt med at gøre lejligheden pæn

inden byturen. Der skal ryddes op, støvsugesog vaskes af – Helen trives bedst med orden.Der står ingen tomme morgenkrus og flagrerdér, hvor hun er. Hverken i lejligheden eller ifællesstuen.

Man kan høre hende skramle rundt bag denlukkede dør.

Helen har så at sige gjort særforsorgensudlægning med. Hun blev anbragt på central-institutionen Rødbygård, da hun var 2,5 år.Som 17-årig blev hun placeret på et skolehjemNykøbing, fire år senere flyttede hun på pensio-nat og endelig i 1982 kom hun til BoligerneMunkholmvej i Nakskov – en forløber for Bo ogNaboskaberne.

Ind til indflytningen i det nye klyngebyggerifor et par uger siden boede Helen i et bofælles-skab for udviklingshæmmede i et af byens villa-kvarterer.

– Helen har utrolig meget dannelse, når mantænker på, at hun har været på institution,siden hun var ganske lille.

– Hun er det eneste menneske, jeg kender,som kan spise grillkylling med kniv og gaffeluden overhovedet at blive fedtet. Hun spiser

“Dilemmaet er: Skal vivente en halv time på atkomme ud ad døren, fordiHelen skal smække medalt ti gange i frustration?Eller skal vi acceptere, athun nu har det sådan oglade hende smække éngang, så vi kan kommevidere?”

Bo og Naboskab Vestlolland i Nakskov

Helen – en rebel med adelige spisevaner

12

nærmest helt adeligt, fortæller afdelingslede-ren for klyngebyggeriet, Tanja Alm, og fortsætter:

– Helen er også lidt af en rebel. Hun findersig ikke i, at andre vil bestemme, hvad hun skaleller ej. Trods alle årene på institution er hunikke blevet afrettet. Det er egentlig ret impone-rende.

Kampen om det sidste ordPludselig ryger døren op. Helen stikker hovedetud:

– Susanne, siger hun bydende:– Kom!Helen har sine egne navne til folk. Og både

Sanne og Tanja har fået navnet “Susanne.”Helen giver Sanne et hjerteligt knus, mens

hun småsnakker. Hun gnider hænder – hygge-tegnet.

– Ja, selvfølgelig skal vi ud og spise pizza,griner Sanne:

– Men vi skal lige bliver færdige her... Det erikke frokosttid endnu.

Helen viser med fagter, at hun har støv-suget. Griber fat i Sannes arm og tager hendemed ind i lejligheden, så hun selv kan se.

Der står en urørt spand vand midt på gulvet.Sanne vrider en klud og viser, hvordan man skalvaske af. Og Helen kaster sig over projektet.

Sanne rasler med kopper i fællesstuen.Helen lukker forsigtigt sin dør op og tager ethurtigt view over scenariet.

Sanne står med ryggen til. Så Helen dafferhen til køkkenskabet, åbner det, roder lidt med

kopperne og knalder lågen i med et smæld. Hen til køleskabet – som også får et fur.– Ak ja, Helen skal helst have det sidste ord,

det sidste smæk med døren og det sidste tjekaf køleskabet, siger Sanne:

– Vores køleskab er 14 dage gammelt. Allelågerne indvendigt er allerede røget af...

Rebellen Helen er lidt af en socialpædago-gisk udfordring.

Se min kjoleHelen tøffer rundt i fællesstuen. Hun snakkermed sig selv. Synger.

“Se min kjole...,” lyder det klart og sammen-hængende.

Helen elsker at synge og danse. Det er fastaktivitet fredag formiddag i dagcentretStavangervej, og Helen glæder sig flere dage iforvejen. Så når lejlighed byder sig, morer desig også med sanglege hjemme i klyngehusetpå Stormarks Allé.

Helen udtrykker sig normalt ved hjælp afhjemmelavede fagter og enkle ord – ét ad gan-gen. Hun er også ved at få godt fat i de “tegn-til-tale” bevægelser, pædagogerne er begyndtat lære hende. Men når hun synger, sker det ihelsætninger.

– Rimene og rytmen i sangene gør, at hunkan sige flere ord i sammenhæng. Og det har ihøj grad været med til at udvikle hendes sprogde seneste par år, fortæller Sanne:

– Tidligere “rappede” hun konstant. Hungentager det samme og det samme i et slags

Anders And-sprog, hvor nogle ord går igen.F.eks. “uartig.”

– Hun rapper stadig, men ikke nær såmeget. Det er mest, når hun bliver sur og skæl-der én ud.

Rebellen Helen– Skal du ikke have kaffe, Helen, spørgerSanne.

– Jo, siger hun og sætter sig. Drikker hurtigtsin kop og går ud og sætter den i opvaske-maskinen. Porcelænet klirrer kraftigt, da hunlukker lågen igen.

Hun rydder bordet for kaffekopper – bådetomme og halvfulde – og går til opvaskemaski-nen igen...

På vej tilbage til bordet skal hun lige ind ogtjekke, hvad der foregår bag den lukkede dørhos genboen, Jette.

– Nu stopper du, Helen, siger Sannebestemt og stiller sig bag hende.

Helen går ind til sig selv, mens hun “rapper”protesterende.

– Alt det smækkeri kan jo sagtens stoppes– hvis jeg altså går i rumpen af hende heledagen. Hun er bare ikke den eneste, der borher, siger Sanne og fortsætter:

– Så snart jeg vender ryggen til eller er opta-get af noget andet, så er hun der. Dørene i detgamle bofællesskab er faktisk røget af hængs-lerne flere gange.

Helen elsker at synge ogdanse. Det er fast aktivitetfredag formiddag i dagcentretStavangervej, og Helen glæ-der sig flere dage i forvejen.Så når lejlighed byder sig,morer de sig også med sang-lege hjemme i klyngehuset påStormarks Allé.

13

Én eller ti gange?Pædagogerne har prøvet en del for at kommeHelenes mani til livs. Uden stor succes – detflytter bare problemet. Tager man konfrontatio-nen og stopper hendes første smæk-med-dør,får man en serie af smæk med alt, hvad deroverhovedet kan smækkes. Det er hårdt foralle, også Helen. Og det forsinker alle andregøremål.

– Dilemmaet er: Skal vi vente en halv timepå at komme ud ad døren, fordi Helen skalsmække med alt ti gange i frustration? Ellerskal vi acceptere, at hun nu har det sådan oglade hende smække én gang, så vi kan kommevidere?

De er indtil videre endt på det sidste. Og deter ikke nogen genial løsning, erkender Sanne:

– Ind imellem går hun jo ind til de andre.Klasker dørene i, selv om folk faktisk er gået iseng. Går ind i deres lejligheder og roder i skuf-fer eller retter på sofapuder. Det giver enmasse ballade med de andre beboere. Hunskal selvfølgelig ikke have lov til at invaderederes privatliv på den måde.

– Hun kan rode i skuffer og smække medting i sin egen lejlighed. Sådan burde det være.Men vi har altså ikke fundet ud af hvordan.Endnu.

“Susanne uartig”Sanne banker på Helens dør og går ind.

– Skal vi gå ud og spise pizza, spørger hunog gør tegnet med hænderne.

– Nej, siger Helen og sætter sig med arme-ne over kors i sofaen.

– Susanne uartig, siger hun vredt:– Gå...– Det er dig, der er uartig, siger Sanne, fin-

der Helens pung og lægger den på sofabordet: – Kom nu, vi skal da have pizza...– GÅ SÅ, råber Helen og smækker døren

efter pædagogen.To minutter efter kommer Helen listende ud

med sin pung. Hun ser lidt brødbetynget ud.Skæver hen til Sanne og gør pizza-tegnet...?!

– Ja, lad os gå ud og spise frokost, sigerSanne og giver Helen et kærligt knus.

Helen vælger et tyrkisk pizzaria midt pågågaden i Nakskov.

Sanne og Helen studerer spisekortet.– Skal du have burger, fisk eller pizza, spør-

ger pædagogen og understøtter ordene medtegn.

Helen peger på et billede af en pizza.Den spiser hun helt adeligt. I ro og mag med

kniv og gaffel. Halvt inde i måltidet tørrer hunsig om munden med en serviet, og skyder tal-lerkenen forsigtigt væk: “pyhhh...,” siger hunog slår sig på maven.

Helen er slank; hun kender godt sin egengrænse.

Hun tager sin pung, går op til bardisken ogviser tjeneren to 100-kroner sedler:

– Betale...

Kort & Godt

Bo og Naboskab Vestlolland vareta-ger både de amtslige og kommunaletilbud til udviklingshæmmede borge-re i Nakskov, Rudbjerg, Højreby ogRavnsborg kommuner.

Bo og Naboskabet råder over 27døgninstitutionspladser efter Service-lovens § 92. De er placeret i et heltnyt klyngebyggeri på Stormarks Allé iNakskov. Et af husene er specieltdesignet til gavn for døvblinde udvik-lingshæmmede, desuden er en san-sehave under opbygning. Klynge-byggeriet har ca. 28 ansatte.

Døgnpladserne sor terer underStorstrøms Amt, men pr. 1. januar2007 overgår området til LollandKommune.

Bo og Naboskabet har omkring 138pladser til borgere i eget hjem efter §73. Folk bor i egen lejlighed, bofæl-lesskaber eller opgangsfællesska-ber. For tiden har Bo og Naboskabet90 adresser fordelt på de fire vestlol-landske kommuner. Der er omkring110 ansatte til at tage sig af borger-ne i eget hjem.

Bo og Naboskabet har tre dagcenter-tilbud efter § 88. De ligger alle iNakskov. Her er allehånde aktivitets–og samværstilbud: ridning, svøm-ning, sanseaktiviteter, kreative sys-ler, sport, café, klub mm. Det enedagcenter “Landbruget” er organise-ret som en arbejdsplads med blandtandet landbrug, havebeskæftigelse,pakning og montage og brændehold.I alt 90 borgere benytter dagtilbud-dene – 20 af dem er beskæftiget i“Landbruget.”

Organisationens størrelse giverblandt andet mulighed for et stortfagligt netværk, mange varierede bo–og aktivitetstilbud og udførelse afspecialopgaver. Bo og Naboskabethar desuden egen udviklingskonsu-lent.

Helen har travlt med at gørelejligheden pæn inden bytu-ren. Der skal ryddes op, støv-suges og vaskes af – Helentrives bedst med orden. Derstår ingen tomme morgenkrusog flagrer dér, hvor hun er.Hverken i lejligheden eller ifællesstuen.

14

Stress og uro duer ikke, når manarbejder med sindslidende medbor-gere – her skal tålmodighed, tid ogro til for at skabe en hverdag ogtilværelse med indhold, værdighedog medbestemmelse

Af Tina Juul Rasmussen

Foto: Sonja Iskov

– Ja, ja... ja, ja... Højt og en anelse vredt kommer ordene fra

Jørgen, mens han i høj fart har kurs direktemod døren til sit værelset. Rengøringskonenser lidt forskrækket på Bente Winther, som ligenår at sige »Jørgen, du skal have skiftet senge-tøj...«, da døren bliver smækket i med et brag.Jørgen skal ikke have skiftet sengetøj!

– Jørgen har det meget svært med, at vikommer for tæt på ham, for eksempel inde påhans værelse. Derfor prøver vi at nå at gørerent og skifte sengetøj om morgenen, menshan er på tanken for at købe øl. Det gør hanhver morgen, når han har fået sine lommepen-ge. I dag nåede vi det så ikke, forklarer BenteWinther.

Klokken er lidt over otte om morgenen. Enstor del af beboerne i Fløj B på Vestervænget,et botilbud for voksne sindslidende i Taastrupved København, er ved at vågne. Nu skal devaskes, have tøj på, spise morgenmad og havederes medicin. Så der er travlt i det lille køkken

på gangen, hvor både beboere og personale gåreller småløber ind og ud, mens de udvekslerinformationer om alt fra ostemadder til medicin-udlevering.

Man skal omstille sig fra beboer tilbeboerForinden har der været et kort morgenmøde,hvor socialpædagog Bente Winther har videregi-vet besked fra nattevagten.

– Men det har været en rolig nat, der varikke noget at berette, fortæller Bente Winther,der mødte som en af de første kvart i syv i mor-ges. Hun er utålmodig efter at komme ind og fåHans barberet og i tøjet, men bliver hele tidenopholdt i køkkenet.

– Hans bliver meget let urolig – han krævermin fulde opmærksomhed. Tit er han vågen ogstår ude i køkkenet, når jeg møder lidt overseks, siger hun.

På gangen går en kvinde rundt med hænder-ne dybt i lommerne og råber. »Hun tog mit tøj,hun tog mit tøj, hun tog mit tøj!«, bliver hun ved.Bente Winther kan ikke lade være med at grinelidt.

– Det kræver virkelig, at man kan omstillesig fra beboer til beboer. De har meget forskel-lige behov, siger hun, inden hun lukker dørenind til Hans’ værelse.

Imens fortsætter anretningen af morgenbak-ker i køkkenet. Nogle spiser på deres værelser,andre ude i den fælles spisestue, andre igensætter sig ved det lille bord i køkkenet. Kvinden

på gangen står i døren og fortsætter sin råben.En ansat går ud til hende, mens en anden for-klarer:

– Jeg har taget hendes tøj, fordi det skalvaskes. Det skal det jo en gang i mellem, mendet bryder hun sig ikke om.

Tålmodighed og ro– Jeg får en cigaret, ikk’?

– Jo, Hans, du får en cigaret, det lover jeg dig. Hans står med hænderne i buskelommen og

kigger ligefrem, mens Bente Winther barbererhans ansigt.

– Jeg får en cigaret, ikk’? spørger han igen.– Og noget øllebrød...?

– Jo, du får en cigaret – og din øllebrød.Hvad vil du have først – en cigaret?

– Nej. Øllebrød først. Jeg får en cigaret, ikk’? – Jo, du får en cigaret. Jeg skal lige være

færdig med at barbere dig... Jeg ved godt, atdet er svært for dig at stå stille så længe. Jeger snart færdig, siger Bente Winther, hælderlidt barbersprit ud i hænderne og klapper Hanspå kinderne.

– Det er vigtigt med tålmodighed og ro. Foreksempel når Hans skal have strømper på –nogle gange tager han dem selv på, andregange sidder han bare og spørger: »Hvad så?«Her er det vigtigt, at jeg går ind trin for trin ogforklarer ham, hvad han skal – og det lykkessom regel. Jeg kunne jo bare give ham strøm-perne på, men det er ikke meningen. Han skalselv være med. Det er meningen, at der skal

Vestervænget i Taastrup

Man skal kunne omstille sig

15

ske en udvikling over tid med den enkelte bebo-er, og det tror jeg på, at der gør. Vi bruger MarteMeo-metoden, hvor vi bliver videofilmet sam-men med beboerne. Her kan man tydeligt se,de initiativer, beboerne tager – og at vi som per-sonale nogle gange tager for hurtigt over udenselv at registrere det, fordi nogle beboere haren latensperiode, inden de reagerer. Men viarbejder meget med at fokusere på deres res-sourcer, ikke se deres diagnoser først, men dethele menneske.

Et værdigt liv– Det bliver nok en stille dag. To beboere er

på motorcykeludstilling, og vi er mange påarbejde. Det kan beboerne mærke, det giverdem ro, siger Bente Winther, mens hun stårbøjet over bordet og tjekker små poser medmedicin fra apoteket. Hun skal sørge for, at ind-holdet i poserne svarer til det, der står i map-pen, at den enkelte beboer skal have. På ska-bene hænger nøje instrukser om, hvordan per-sonalet skal forholde sig, hvis der er fejl iposerne.

– Vi skal have nøje kendskab til de enkeltepræparater og jo sørge for, at de får det rigtige– også så vi kan observere virkninger og even-tuelle bivirkningerne, forklarer Bente Winther.

Hans står i døren. Nu vil han gerne have dencigaret. Bente Winther tænder den for ham,tager ham i hånden og sammen går de ud i denfælles spisestue. Hans sætter sig og venter,mens han ryger på sin cigaret uden at tage den

Kort & Godt

Vestervænget er et botilbud for voksne sindsliden-de, oprettet under Servicelovens §92.

Her bor 41 sindslidende medborgere, som detmeste af deres ungdom og voksenliv har været ibehandling. De har typisk været indlagt mange år påpsykiatrisk hospital og har særlige behov for behand-ling og personalestøtte.

Vestervænget drives af Københavns Amt. I 2007overgår det til Taastrup Kommune.

Vestervænget er arbejdsplads for cirka 80 medarbej-dere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund.

“Jeg kunne jo bare give ham strømperne på, men det erikke meningen. Han skal selv være med. Det er menin-gen, at der skal ske en udvikling over tid med den enkel-te beboer, og det tror jeg på, at der gør”

Vestervængets Fløj B huser18 demente, hjerneskadedeeller gerontopsykiatriskebeboere. Nogle er aggressivtudadreagerende, og en bebo-er er psykotisk betinget døv.Den yngste her er 56 år, denældste 93. Beboerne harogså fysiske funktionstab, derkræver pleje, og de fleste harbrug for genoptræning og ved-ligeholdelsestræning.

16

Det er vigtigt, at vi anerkender beboerne ogbehandler dem individuelt – som dem de er. Deskal have selvbestemmelse og medindflydelsepå hverdagen.

ud af munden.Bente Winther kommer tilbage med en

bakke med kaffe, øllebrød og et par smurtemadder. Den næste halve time holder hunHans med selskab, mens han spiser. Skænkerkaffe og tænder endnu en cigaret for ham, dahan er færdig med sin øllebrød.

– Du har sovet længe i dag, Hans. Jeg varogså lige ved at komme for sent, fordi jeg sovfor længe. Jeg kunne ikke komme ud af sengeni morges, smiler hun. Hans svarer ikke, menryger ihærdigt på sin cigaret og spørger efterøllebrød.

– Min vigtigste opgave her som pædagog erdet sociale – at få en god relation til beboerneog have fokus på deres ressourcer, så der skeren udvikling. Og så at have tålmodighed. Detkræver det hele tiden. Tage det stille og roligt –og tage beboerne alvorligt. Her føler jeg, at jeghar noget at gi’ dem, og jeg får så meget igen.De skal have et værdigt liv, lige som alle osandre. Jeg vil gerne være med til at gøre en for-skel for disse mennesker, fordi det at få enhjerneskade eller en sindslidelse kan rammeos alle, siger Bente Winther, der blev uddannetsocialpædagog i 2001 og har arbejdet påVestervænget i knap fire år.

På arbejde i deres hjem– Bom, bom, bom, ja, ja...

Jørgen kommer hastigt ind i spisestuen tilBente og Hans og viser to pakker cigaretterfrem – en uåbnet ti-styks og en tyve-styks –mens han gentager ordene. Og lige så hurtigtvender han om på hælen og går igen.

– Hans kone har været her og givet ham enpakke cigaretter. Det var det, han fortalte, for-klarer Bente Winther.

Hans er færdig med morgenmaden og bliverfulgt ind i opholdsstuen, hvor et nyt flad-skærms-tv kører på væggen med vinter-OL.Rundt om i sofaerne sidder et par beboere ogansatte og snakker.

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev enslags foregangsmænd inden for det her områ-de. Det er vigtigt, at vi anerkender beboerne ogbehandler dem individuelt – som dem de er. Deskal have selvbestemmelse og medindflydelsepå hverdagen. Det er trods alt deres bolig, vi erpå arbejde i. Det handler meget om respekt ogværdier – alle de fine ord, vi siger. Men det erdet, vi skal. Det er vigtigt, at vi kender dereslivshistorie, så vi ved, hvad der betyder nogetfor dem – og hvilke mekanismer, der har formetdem til de mennesker de er i dag. Derfor giver

jeg mig for eksempel tid til at sidde og tale medHans. Han fortæller mig om sit liv. Eller Søren,som har været på feriekoloni som barn i nær-heden af, hvor jeg bor. Han vil så gerne derop,så jeg har lovet at til sommer laver vi en tur ogkører forbi det sted. De følger også meget medi vores liv. Jeg er lige blevet farmor, og det gårisær en af dem meget højt op i. »Du er farmor!Ja, jeg er farmor.« Jeg lærer også meget afdem. Nogle af dem læser meget og fortællerom det, og vi taler om, hvad der er normalt, oghvem som definerer, hvad der er normalt, sigerBente Winther.

Henter madvognenTiden nærmer sig efterhånden frokost. Den sid-ste times tid har været fredelig med snak oglidt oprydning, men Hans er sulten igen og kred-ser rundt på gangen foran døren til køkkenet.

– Vil du med mig over og hente køkkenvog-nen, spørger Bente Winther.

– Ja... får vi ikke ordentlig mad? Kylling?– Jo, der er kylling på menuen i dag – det har

du vist set på tavlen, hva’? Kom, så går vi,siger Bente Winther og tager Hans i hånden.

17

Bo og naboskab Vestlolland i Nakskov

Et liv tæt på det normale

Dennis har et godt liv – med job,kat, forlovet og socialpædagogiskstøtte

Af Susannah Pedersen

Foto: Sonja Iskov

En meterlang lastbil pryder en stor del af vindu-eskarmen. Volvo står der med fede typer påbilens lad.

– Den har jeg da fundet ude påGenbrugspladsen, siger Dennis synligt stolt.Han peger på det ganske fyldige stereorack vedsiden af fjernsynet:

– Stereoanlægget har jeg også fundet. Mendiskman’en dur ikke. Den skal jeg lige have kig-get på og fundet ud af noget...

Hver morgen – på nær om mandagen – cyk-ler Dennis klokken 6.30 den lange vej fra sinlejlighed i et alment boligkompleks i Nakskovud til den kommunale genbrugsplads påSkibsværftsvej. Her har han arbejdet de sene-ste tre år. Med glæde. Han hjælper folk med atsortere affald. Fortæller dem, hvor de skallægge hvad. Og ind imellem passer han deenorme bunker af haveaffald, der med tiden ogen vis forarbejdning skal ende som flis ellermuldjord.

Dennis bruger nogle evner, som i andre sam-menhænge gør ham voldsomt upopulær. Hanvil gerne dirigere rundt med folk. Og netop pågenbrugspladsen gør en politibetjent god gavn;de færreste har helt tjek på, hvad der for

eksempel er “småt, brændbart” og ikke.Jobbet på genbrugspladsen er en af de rela-

tivt få succeshistorier i Dennis’ liv. Han er 31år, udviklingshæmmet og institutionsbarn. Hanblev fjernet fra hjemmet som fire-årig og harsiden da boet på børnehjem og forskelligebosteder.

Nu trives han i egen lejlighed under Bo ogNaboskab Vestlollands vinger – med kat, forlo-vet og socialpædagogisk støtte.

Sidstnævnte personificeres af SynøveRansdorf, der har været Dennis’ kontaktpæda-gog i 4-5 år.

Knas i parforholdetSynøve og Dennis er sammen i mindst 14 timerom ugen. Mange af dem bruges om mandagen,hvor Dennis har fri fra job – blandt andet for atklare alle de andre praktiske ting og forpligtel-ser, som hører et voksent liv til.

Han er lidt af et rodehoved.Han synes ikke, det er så vigtigt, om video-

kassetterne flyder på sofaen eller står på reo-len. Eller om køkken og badeværelse skinnersom efter en hvid tornado.

Til gengæld er det vigtigt, at de får nogetordentligt mad. Og at hans forlovede, Jane, fårsine grøntsager. Hun er på seriøs slankekur –har i løbet af det seneste år reduceret sin vægtfra 115 til 87 kilo.

Også Jane hører til under Bo og NaboskabVestlolland. Hun bor i en lejlighed tre blokke fraDennis og hører til den gruppe af udviklings-

18

hæmmede, som blandt andet. Synøve tager sigaf.

Denne mandag er Dennis og Synøve mest tilhygge. Lidt hurtig oprydning, en smule indkøb,frokost i dagcentrets café og i klubben sammested om aftenen.

Søndagen var nemlig lidt hård. Jane ogDennis havde et af den slags parforholdssam-menstød, som krævede socialpædagogiskbistand.

Synøve forklarer:– De har indimellem nogle problemer, fordi

de misforstår hinandens kommunikation. – Der har været nogle episoder på Janes

arbejde med en fyr, der tager på hende. På denene side føler hun sig meget krænket over det.På den anden side er hun også en lille smulestolt over, at der er én, der viser interesse. Hunfortæller om det på en måde, så Dennis misfor-står hende og bliver jaloux. Og så har hanmeget svært ved at styre sit temperament.

– Der var nogle tråde, som de to skulle havehjælp til at rede ud i går. Ellers var det da endti slagsmål...

At kunne magte nogetDagen i dag er forløbet anderledes roligt.Dennis og Synøve har fået snakket lidt. Udenbebrejdelser. Synøve ved, at Dennis går helt ibaglås, hvis han bliver presset og kritiseret.Han har så hårdt brug for at føle, at han magternoget. For ham er “du har ikke gjort det godtnok” det samme som “du er ikke god nok.”

Derfor er succes på jobbet og i livet en storting, mener Synøve:

– Han har haft mange job, som ikke gik, fordifolk blev irriterede på ham. Nu er han så etsted, hvor de kan rumme han – hvor han føler,at han har en værdi. Jeg vil hævde, atGenbrugsstationen giver ham et liv så tæt pådet normale, som muligt.

Det er også præcis det, hun selv arbejderpå. Ved at støtte, vejlede og være i periferien,når de for eksempel er i klubben mandag aften.Så kan Dennis eller Jane hente hende, hvis dehar brug for hjælp. Det sker. Dennis kommerind imellem op at skændes med de andre iklubben.

Brunkål – nej takEt besøg i dagcentrets café afslører, at afte-nens menu i klubben lyder på brunkål medflæsk.

Her står Dennis helt af. Brunkål er absolutikke hans livret.

Synøve insisterer heller ikke på at holde fasti programmet. Mest på grund af det “blævrede”flæsk. Hun er vegetar.

Dennis inviterer på hjemmelavet mad hossig selv. Han slæbte 5 kilo kartofler hjem i for-middags. Og der er nogle schnizler, han harkøbt tidligere sammen med Synøve.

De er fælles om de fleste indkøb. Denniskan ikke læse, så han har brug for hjælp til attyde deklarationerne. Vigtigt – når ens forlovedenu er på slankekur.

Dennis har også brug for hjælp til at styrehusholdningsbudgettet. Der er ikke mangepenge at rutte med, når der skal lægges fra tilferie, gaver osv.

Det smutter ind imellem. Han kommer til atkøbe for dyre ting til sig selv eller Jane, og så erkonsekvensen smalhals på kostbudgettet denæste uger. Det er han ikke så glad for.

Da han på et tidspunkt var ved at blive satud af sin lejlighed, fordi han havde brugt alt formange penge på alt andet end husleje, bad hanSynøve om hjælp. Hun er nu medunderskriverpå alle bankhævninger.

Og en gang om måneden skal der aflæggesregnskab for hver øre, der er brugt.

Vores dreng– Skal jeg ikke skrælle kartofler, spørgerSynøve.

Jane er kommer hjem fra arbejde med ømryg, fordi hun har stået og pakket det meste afdagen. Hun arbejder på Bo og Naboskabetsdagbeskæftigelse “Landbruget.” Og Dennis sid-der i sofaen og gaber højlydt.

– Nej, siger han: – Det skal jeg nok selv. Han rejser sig langsomt og går ud i køkke-

net, skarpt fulgt af hankatten Plet, der har lug-tet lunten.

Dennis giver katten mad. Det er tørfoderlight – heller ikke katten skal være for tyk.

– Hvor er det godt, at I tænker på det. Det ersynd, hvis katten bliver tyk. Den lider, siger

Synøve og Dennis er sammeni mindst 14 timer om ugen.Mange af dem bruges ommandagen, hvor Dennis har frifra job – blandt andet for atklare alle de andre praktisketing og forpligtelser, somhører et voksent liv til.

19

Kort & Godt

Bo og Naboskabet Vestlolland har omkring 138 plad-ser til borgere i eget hjem efter § 73. Folk bor i egenlejlighed, bofællesskaber eller opgangsfællesska-ber. For tiden har Bo og Naboskabet 90 adresser for-delt på de fire vestlollandske kommuner. Der eromkring 110 ansatte til at tage sig af borgerne i egethjem.

Bo og Naboskabet har tre dagcentertilbud efter §88. De ligger alle i Nakskov. Her er allehånde aktivi-tets– og samværstilbud: ridning, svømning, sanseak-tiviteter, kreative sysler, sport, café, klub mm. Detene dagcenter “Landbruget” er organiseret som enarbejdsplads med blandt andet landbrug, havebe-skæftigelse, pakning og montage og brændehold.I alt 90 borgere benytter dagtilbuddene – 20 af demer beskæftiget i “Landbruget.”

Organisationens størrelse giver blandt andet mulig-hed for et stort fagligt netværk, mange varierede bo–og aktivitetstilbud og udførelse af specialopgaver. Boog Naboskabet har desuden egen udviklingskonsu-lent.

Synøve anerkendende.Og Jane ranker ryggen. – Jeg synes ikke, at jeg er rigtig egnet til at

være mor. Derfor blev jeg steriliseret for tre årsiden, fortæller hun:

– Plet er vores lille dreng i stedet, ikke skat?Dennis griner ude fra køkkenet: – Joh...

En god middagJane tager tråden op fra søndagens sammen-stød. Hun fortæller om fyren på arbejdet, derikke kan holde fingrene for sig selv:

– Jeg vil altså ikke finde mig i det! Det erulækkert. Og han bliver ved, selv om jeg siger,han skal holde fingrene væk.

– Men nu har jeg gjort, som du sagde,Synøve. Jeg har klaget til lederen og bedt hendeom at gøre noget ved det. Hun skal få ham tilat holde op.

– Det er sejt, at du turde sige det, Jane,siger Synøve:

– Lederen skal nok tage sig af det, så dukan være i fred fremover.

Jane går ud til Dennis for at hjælpe hammed grøntsager og sovs. Der piskes heftigt igryderne og duften af mad, der snart er på vej,breder sig i hele huset.

Testsmagningen af dagens ret hos Dennisviser, at han har flere talenter.

Han er en rigtig god kok...

“Dennis bruger nogle evner, som i andresammenhænge gør ham voldsomt upopulær.Han vil gerne dirigere rundt med folk. Ognetop på genbrugspladsen gør en politibetjentgod gavn; de færreste har helt tjek på, hvadder for eksempel er “småt, brændbart” ogikke.”

Dennis har brug for hjælp tilat styre husholdningsbudget-tet. Der er ikke mange pengeat rutte med, når der skallægges fra til for eksempelferier og gaver.

20

Forsorgshjemmet er sidste udvejfor mange hjemløse, og netopderfor er den vigtigste opgave somsocialpædagog at motivere beboer-ne til at vælge positive løsningerfrem for den destruktive adfærd,de plejer

Af Tina Juul Rasmussen

Foto: Sonja Illskov

“Boform” står der bare på skiltet oppe vedvejen. Det kræver måske lidt inside-viden atgennemskue, hvad det ord lige dækker over. 30meter ned af en lille vej, inde i en gård, liggerså “boformen” – en lav, små-anonym bygning,gemt lidt af vejen.

Lige inden for hoveddøren i en sofagruppesidder en håndfuld mænd og får sig en smøg ogen rolig sludder. Alle kigger op og hilser høfligt.Døren til kontoret over for er lukket, så perso-nalets snak når ikke ud. Nede af gangen i en affællesstuerne får to gutter sig et pot skomagerved billardbordet – uden så mange ord. Ogakvariefiskene gør heller ikke meget væsen afsig. Så i det hele tager er her ganske stille.

Umiddelbart kunne stedet med de lange,lyse gange, fællesrum, mange døre og småtoiletter minde lidt om et vandrehjem, hvor allegæsterne er gået på sightseeing i byen ogsenere vender larmende hjem, fulde af indtryk.

Ribe Amts Forsorgshjem er dog langt fra et

vandrehjem, men en såkaldt §94-boform “tilpersoner med særlige sociale problemer, somikke har eller kan opholde sig i egen bolig ogderfor har behov for et midlertidigt botilbud”.Eller som Ulla Engstrøm, socialpædagog påstedet, udtrykker det:

– Folk spørger mig tit, hvordan jeg kan vide,at det er rigtigt, når folk kommer her og siger,at de er hjemløse. Så er det, jeg siger: Det vedjeg, fordi ingen kommer her frivilligt, hvis de harandre muligheder. Det er ikke et sted, mankommer for at spare på huslejen. Det er sidsteudvej.

Ikke fordi her ikke er rart at være. Ellergrimt. Tværtimod. Lyst og venligt, kunst påvæggene, mange gode faciliteter, tilbud ogmuligheder. Og med et personale, som dag ognat står klar til at tage imod. Tage en snak.Tage på tur. Tage med ud og se på lejlighed.Tage telefonen og ringe til myndigheder, instan-ser, banker og boligselskaber. I det hele tagettage hånd om både de mange praktiske proble-mer, den enkelte hjemløse slås med og demere følelsesmæssige, sociale og adfærds-mæssige udfordringer, der byder sig i en tilvæ-relse med misbrug, nedture og uden tag overhovedet.

Lyder det tungt og trist, skal man bare se påUlla Engstrøm storsmilende ansigt, når hun for-tæller om sit arbejde.

– Det går ind under huden på én. Entenelsker man det – eller også løber man skrigendevæk efter 14 dage, lyder det bramfrit og levneringen tvivl om, hvilken kategori hun tilhører.

Rydder op i ruinerneTrods stilheden er forsorgshjemmets 40 plad-ser i øjeblikket fyldt op, så kommer der nye ogbanker på, må Ulla og hendes kollega rede opandre steder. – Man kan komme ind direkte fragaden, og mange af dem, som gør det, harværet hjemløse i flere år. Vi er den eneste insti-tution i amtet, man ikke skal visiteres til. Stortset alle her er misbrugere – mange på stoffer.Vi får også flere og flere psykisk syge i takt medat sengepladserne på de psykiatriske afdelin-ger nedlægges. Og de, som har dobbelt diagno-se – stofmisbrug og psykisk sygdom på én gang– kan systemet ikke håndtere. Psykiatrien tagersig ikke af stofbehandling, og mange behand-lingssteder for narkomaner tager ikke psykisksyge. Så mange af dem havner her, fortællerUlla Engstrøm, mens hun viser rundt i demange værksteder, aktivitetsrum og“Lejligheden” – et aktiveringstilbud, som Ullaog en kollega ansvaret for.

Beboerne kan male, styrketræne, brugecomputer, spille spil, lave mad sammen, se tvog video, få lysterapi, arbejde på smedeværk-sted eller i pakkerum – bare for at nævne nogleaf mulighederne. Men gør de så det? Både jaog nej, siger Ulla Engstrøm.

– Når folk kommer her, ligger deres liv ofte iruiner, så de skal bruge et stykke tid på atlande og finde sig selv. De første dage går medat ordne mange praktiske ting – økonomi, ringerundt til myndigheder, boligselskaber osv., og idet hele taget få styr på hvad de mener, vi kanvære behjælpelige med. Når det er faldet lidt

Ribe Amts Forsorgshjem

Her kan man komme direkte fra gaden

– Min opgave som pædagoger at opbygge en tryg og til-lidsfuld relation til brugerenog herfra motivere ham til atændre adfærd. Arbejde medhans positive kerne og gøreham stærk nok til, at han kankomme ud i egen bolig ellervidere til et behandlingshjem.

21

– “Folk spørger mig tit, hvordan jeg kan vide, at det errigtigt, når folk kommer her og siger, at de er hjemløse.Så er det, jeg siger: Det ved jeg, fordi ingen kommerher frivilligt, hvis de har andre muligheder. Det ersidste udvej.”

på plads, er min næste opgave som pædagogat arbejde med at motivere dem til en ændringi deres liv. Vi arbejder ud fra en teoretiskramme, som den svenske psykolog PerRevsted har lavet om motivationsrelation.Vores udgangspunkt er en holdning om, at“ingen er håbløs”. Og min opgave som pæda-gog er så at opbygge en tryg og tillidsfuld rela-tion til brugeren og herfra motivere ham til enanden adfærd – arbejde med hans positivekerne og gøre ham stærk nok til, at han kankomme ud i egen bolig eller videre til et behand-lingshjem, siger Ulla Engstrøm, men understre-ger, at hvis man er typen, der ønsker hurtige ogsynlige resultater skal man finde et andet stedat arbejde.

– Når man har været misbruger i 30 år, skerder ikke en ændring fra dag til dag. Det skerover tid – for mange tager det årevis – så dethandler om at se de små skridt. Men jeg kanhjælpe med at mindske den destruktiveadfærd, som især misbrugerne har. Det gør jegblandt andet gennem såkaldte konfrontations-samtaler, som tager udgangspunkt i her-og-nu-situationer. Jeg konfronterer brugeren med, atdet han siger, ikke er den adfærd, jeg observe-rer. Der er for eksempel en, som fortæller mig,at han ønsker at holde op med at drikke. Mendet, jeg ser er, at han bliver ved med at drikke.Så konfronterer jeg ham med det – og foreslår,at vi taler om, hvad der ligger til grund for, at

han drikker. Men fordi mange er nervøse ogføler, at de er her på vores præmisser, tror de,at de skal sige noget bestemt, før vi vil hjælpedem. Nogle er også tilpassede og har lært, athvis man opfører sig på en bestemt måde, fårman lettere sine ting løst. Min opgave er at visedem, at de ikke behøver at være tilpassede. Demå godt smide facaden – vi kan godt rumme, atde er vrede og aggressive, kede af det og græ-dende. Hvis vi ikke kan det, er vi med til atlægge låg på, og så sker der i hvert fald ingenforandring, fastslår Ulla Engstrøm.

Har mistet troenPå vejen forbi billardrummet får Ulla sig en hur-tig sludder med Tage, som står bøjet over detgrønne klæde. Tage er en tidligere beboer, somnu har sin egen lejlighed i Esbjerg, men stadigkommer på forsorgshjemmet hver dag og giveren hånd med i køkkenet.

– Vores opgave er som med Tage at rustefolk til at bo i egen bolig. Det er vores erklære-de mål. Men hvis vi slipper dem for tidligt, kom-mer de bare igen. Det giver dem et ekstranederlag, og mange reagerer ved at blive mereangst – det lyser ud af dem, når jeg siger ordet“bolig”. Derfor handler mit arbejde i bund oggrund om at motivere dem – med alle de godeting: Omsorg, støtte, tro, håb... Mange tror ikkeselv på det længere. De ser kun destruktive

Kort & Godt

80 procent af beboerne på RibeAmts Forsorgshjem kommer fraEsbjerg – og er næsten udelukkendemænd. De bor her fra et par dage tilet par år.

Her er ansat 10 assistenter, hvoraffire er pædagoger, en social– ogsundhedsassistent, en socialrådgi-ver, to kontorassistenter, en syge-plejerske samt forstander og sous-chef.

Udover boformen råder forsorgs-hjemmet over en butik og snedker-værksted et andet sted i Esbjerg. Pt.bygges også et alternativt plejehjemfor hjemløse på området.

Forsorgshjemmet tilbyder efter for-sorg i et år efter en beboer er flytteti egen bolig

Cirka 10-12.000 personer skønnesat være berørt af hjemløshed i løbetaf et år. Tyve procent af dem er kvin-der. Ingen kender dog det præciseantal.

Der var 67 §94 boformer i Danmarkmed 2659 pladser i 2003. I gennem-snit opholdt en hjemløs sig her 112dage. Tre ud af fire indskrevne varmænd, deres gennemsnitsalder var41 år – kvindernes 39,9 år

22

løsninger. Som motivationsarbejder har jeg der-for ansvaret for at motivere, men brugeren harselv ansvaret for sit liv. Så hvis en truer med athoppe i havnen, kan jeg kun sige: “Det vil jegikke have, at du gør. Men hvis du gør det, er detdit eget valg.”

I gården foran forsorgshjemmet pumpertechno-musikken ud af et åbent vinduet. Indenfor går en ung fyr rundt med gulvspand og kludog er ved at gøre bænke, håndvægte og vægt-stænger rene. At dømme efter hans overarmeer det ikke første gang, han er her.

– Hvad fanden, Ulla – her plejer du sgu aldrigat vise dig, griner han, da Ulla Engstrøm stikkerhovedet indenfor.

– Nej, men måske kunne du en dag læremig, hvordan man bruger udstyret, griner huntilbage – og mødes af et par skeptiske, mensmilende øjne.

Så selv om Ulla Engstrøm måske ikke ligepumper jern med brugerne, gør hun mangeandre ting. Udover den direkte kontakt medbeboerne, løser hun praktiske og administrativeopgaver på kontoret, planlægger og deltager iaktiviteter både i og uden for huset – fra sam-taler over sport til hygge og sjov. Og når manhar med misbrugere at gøre, hænder det, ataftalen fra i går ikke bliver til noget i dag.

– For eksempel vil mange rigtig gerne ud atgå en tur i skoven – komme ud og få noget luft.Men de gør det ikke selv – de kommer simpelt-

hen ikke op af sengen og af sted, fordi så erden næste pibe hash vigtigere. Jeg skal visedem, at det er dejligt at gå en tur. De må ikkemisbruge her på forsorgshjemmet, de skal gåuden for matriklen – og er de meget skæve ellerfulde, sender vi dem op på værelset for at soveud. Men vi kan ikke sige, at de ikke må misbru-ge, fordi det er jo netop deres problem, sigerUlla Engstrøm og fortsætter:

– Og det er netop hvad jeg elsker ved dettested og arbejde. Den måde vi tager imod bru-gerne på – mange af mine kolleger har værether i rigtig mange år – og de har stadig en tropå, at denne gang virker det! Også selv om dehar sendt en bruger i behandling mange gangefør. Den ånd og det håb beundrer jeg. Plus dendynamik, der ligger i at arbejde flere faggruppersammen. Som pædagog ser jeg på detadfærdsmæssige, mens en sygeplejerskemåske ser mere på diagnosen – vi har forskel-lige indgangsvinkler, og det er en stor fordel,fordi jeg som pædagog bliver mere bevidst om,hvor min faglighed ligger. Hvis arbejdet her barehandlede om at give dem en seng at sove i også sende dem videre i egen bolig, ville allepædagogerne pakke sammen. Det gider vi ikke.Der er en grund til, at der er ansat pædagogerpå et forsorgshjem – netop at vi er uddannet tilat observere, analysere, reflektere og derudfrafinde nye handlemuligheder, fastslår UllaEngstrøm.

Hvis arbejdet her bare handle-de om at give dem en seng atsove i og så sende dem vide-re i egen bolig, ville allepædagogerne pakke sam-men. Det gider vi ikke.

23

For de autistiske børn og unge erintet overladt til tilfældighederne.Overblik og forudsigelighed bety-der, at de får styr på hverdagen

Af Susannah Pedersen

Foto: Sonja Iskov

Skolebussen fra Ålborg triller ind på p-pladsenforan Børne– og Ungdomscenter Ranum.Pædagogen Thomas P. Sørensen skynder sigud. Han skal hente Christian og lige havedagens bulletin fra minibussens chauffør.

Det går nemlig ikke altid stille for sig – dér ibussen på vej hjem fra skole. Lige for tidenbliver Christian tit uvenner med de andre børn.

Thomas får øje på en stor, rund medalje afpap, der sidder på Christians jakke.

– Hvorfor har du fået en medalje, Christian,spørger han.

– Det er fordi, jeg har ladet være med at dril-le de andre børn – inde i Ålborg-skolen, lydersvaret langsomt og tydeligt.

– Du er godt nok dygtig, konstaterer Thomasog giver drengen et klem.

Christian er otte år og har autisme. Han erden eneste i sin lille gruppe på Børne– ogUngdomscentret, som har et sprog. Hvilketman ikke skal lade sig snyde af. Christians ord-forråd er en del større end hans begrebsverden.

– Christian kan tale om fodbold ogBarcelona. Derfor kan det se ud som om, at

han er et kvanteskridt foran de andre, fortællerThomas:

– I virkeligheden er han mest rigtig god til atgentage ord. Han er lidt som den tre-årige, derhele tiden spørger “hvorfor” uden altid at forståforklaringerne.

– Til gengæld snakker han meget. Og detkan de andre børn ikke altid have...

Gå til tavlenBørne– og Ungdomscenter Ranum ligger lidt

syd for Løgstør og er hjem for 16 børn og ungemed gennemgribende udviklingsforstyrrelser.Christian hører til blandt de otte børn og unge,som har autisme.

Han bor dør og dør med Anders i en børne-gruppe med plads til fire børn.

– Christian skal gå til tavlen, siger Thomasvenligt, da drengen har fået bakset al vinter-overtøjet af.

Christian går resolut ind på sit værelse ogtjekker tavlen på endevæggen. Under torsdager en række enkle billeder klæbet op med vel-cro. Christian river det øverste af og putter deti en lille boks, der hænger ved siden af. Det vartegningen af et toilet.

– Du skal på toilettet, konstaterer Thomas –mest for at understøtte billedet med ord;Christian er allerede på vej derud.

Alle børnene har tavler. Det er med til at givebørnene overblik og struktur. Tavlerne visualise-rer, hvad børnene skal i hvilken rækkefølge iløbet af dagen. Desuden får børnene små støt-

tetavler til de enkelte aktiviteter. Når én f.eks.skal hente vasketøj, får han en lille “strip” med,der viser rækkefølgen i billeder. Systemet udvik-les og nuanceres til stadighed, alt efter hvorgode børnene er til at bruge det.

– Det virker, siger Thomas:– Børnene skal hele tiden have styr på, hvad

de skal nu, hvor længe de skal det, og hvad deskal bagefter. Da Christian flyttede ind, gik hankonstant ængsteligt rundt og spurgte: hvadskal jeg nu, hvad skal jeg nu...

– Nu tjekker han selv sin tavle om morge-nen. Ligesom han hver aften går ud og tjekkerpersonaletavlen, hvor der er foto af de pædago-ger, der kommer næste dag.

Pædagogerne arbejder i faste teams. Det ermed til at skabe den ro og forudsigelighed, sombørnene er så afhængige af.

Når alt fylder lige meget– Nåh – supermand...

Christian behøver ikke at høre mere. Hangår til tavlen og tager næste skilt, der viser, athan skal lægge tøj på plads. Forinden harRasmus (navnet er opdigtet; red) været i gangmed at sortere det nyvaskede tøj, så der liggerpæne bunker på bænkene udenfor børnenesværelser. Han ordner næsten altid vasketøj.Han er det sarteste barn i gruppen; han bliverforstyrret af alt omkring ham. Lyde, lugte, syns-indtryk – alt skal han forholde sig til, fordi detgår ind i hovedet med nøjagtig samme styrke.Han bliver afbrudt i alt, hvad han foretager sig,

Børne– og Ungdomscenter Ranum

Struktur giver ro i hovedet

24

og det skaber kaos og frustration. Han kan gøreskade på sig selv eller andre.

Derfor har han ekstra støtte. Han skærmesaf én pædagog, der hele tiden forsøger at holdeham fast i det, han er i gang med. Og han skalhelst være i gang med noget hele tiden – derforvasketøjstjansen.

Christian tager sit tøj stykke for stykke ogrækker det til Thomas, som lægger det påplads i skabet. Thomas er meget bevidst omhele tiden at sætte ord på det, han får i hæn-derne. Det understøtter Christians sprog; ermed til at give ham konkrete ordbilleder.

De når frem til en trøje, Christian ikke vil ved-kende sig:

– Nej, det er Anders’, udbryder han.– Så lægger du den ud i Anders’ bunke,

siger pædagogen.– Det var godt, Christian. Nu kigger du på

tavlen og tager det næste billede...

– ØøøvChristian dækker bord til eftermiddagssnacks.Anders skal sidde i stuen sammen medThomas. Christian og Rasmus skal være i køk-kenet sammen med den anden pædagog i tea-met, Hanne Rasmussen. Et forhæng rulles for ikøkkenkrogen, så de to drenge kan spise ufor-styrret. Det har de begge brug for.

Hverken sted eller selskab er tilfældigt. Ibørnegruppen er intet overladt til tilfældigheder.Alle børnene har mapper, der minutiøst beskri-ver, hvad der skal ske hvornår og hvordan. Det

Kort & Godt

Børne– og Ungdomscenter Ranum blev etableret i 2004. Det er endøgninstitution for børn og unge med autisme og andre gennem-gribende udviklingsforstyrrelser.

Centret drives af Nordjyllands Amt. I 2007 overgår det til AalborgKommune

Institutionen har plads til 16 børn og unge i alderen 0-23 år. Der erto afdelinger: én for børn og unge med autisme og mentale handi-cap og én for børn og unge med andre gennemgribende udviklings-forstyrrelser.

Der er omkring 50 ansatte på Børne– og Ungdomscentret inklusivfastansat afløsningspersonale. Heraf er 26 pædagoger.

Alle børnene har tavler. Det ermed til at give børnene over-blik og struktur. Tavlerne visu-aliserer, hvad børnene skal ihvilken rækkefølge i løbet afdagen.

“Han kan skam både sige “din fede ko” og “store idiot” – uden at vide, at hanpåden måde kan såre. Lidt svært at høre på, når man skal bevare roen. Her nytter detikke at skælde ud. Så ender alt i kaos og frustration med mad og tallerkner flyvendegennem luften.”

25

sikrer blandt andet, at alle pædagoger gørtingene ens. Mapperne indeholder desudenprocesbeskrivelser for alle tænkelige situatio-ner, børnene kan geråde sig ud i – f.eks. i for-hold til spisning. Her er anvisninger på, hvordanmaden skal serveres, hvad der skal siges oghvor meget “elastik” det enkelte barn må få. Oggår det galt ved pædagogerne præcis, hvordansituationen skal tackles.

Christian tror, at han skal spise sammenmed Thomas. Han protesterer højlydt over bord-planen, indtil Thomas fortæller ham, at det erOK at spise med Hanne.

Han falder ned igen – med et langstrakt“øøøv”.

Hanne tager det i stiv arm. Christians reak-tion ville have været langt værre, hvis ikkeThomas havde fortalt, hvad der skulle ske:

– Enten ville han lukke totalt af overfor mig.Eller også ville han begynde at kalde mig deværste gloser, han har lært. Og dem har hanaltså ikke lært af kollegerne, griner hun:

– Han kan skam både sige “din fede ko” og“store idiot” – uden at vide, at han på denmåde kan såre.

– Lidt svært at høre på, når man skal beva-re roen. Her nytter det ikke at skælde ud. Såender alt i kaos og frustration med mad og tal-lerkner flyvende gennem luften.

En “dimler”Anders spiser med ur.

Ellers kunne der gå tre kvarter med at få

spist et stykke knækbrød. Uret er sat til et kvarter og står foran ham,

så han både kan se og høre det. Det er med tilat holde ham fast i det, han nu skal koncentre-re sig om.

Thomas har gjort en plade klar til ham. Herer fotos af de madvarer, som står på bordet.

– Hvad kunne Anders godt tænke sig, spør-ger han og får billedet af knækbrød stukket ihånden.

– Kunne Anders godt tænke sig noget på?Anders viser, at han gerne vil have smør. Og

saftevand.Anders spiser roligt, mens han ind imellem

udstøder små, nynnende lyde. Han er glad formusik; har netop danset rundt til den julemu-sik, han en smule utidigt fik valgt til cd-afspille-ren.

Anders er dét, pædagogerne beskriver somen “dimler.” Han fortaber sig let i de ting, haner i gang med og gentager det samme – igen ogigen. Han kan sidde og “dimle” med en pind ien uendelighed. Stå og lade regnvandsdryp fratagrenden sile ned over ansigtet, indtil en vok-sen tager ham væk. Eller bare høre musik.Indtil det bliver alt, alt for meget.

Derfor uret. Og særlig planlagt socialmoto-risk træning, hvor Hanne f.eks. “dimler” vedsiden af Anders. Det er med til at fastholdehans opmærksomhed.

Anders har et godt tandsæt. Det mærkerpædagogerne, når han bliver frustreret og kedaf det. Hjulpet på vej af Hannes træning er deså begyndt at pakke ham ind i et tæppe, tage

ham på skødet og gnubbe ham på ryggen, nårde kan mærke, at den er ved at være gal. Engod strategi. Anders er selv begyndt at opsøgeledige knæ, når han er ked af det. I stedet forat bide.

Lykken i vandUret ringer – Anders nåede to stykker knæk-brød. Han tjekker dagsskemaet på tavlen, lige-som de andre børn.

De skal til svømning. Helt som sædvanligtom torsdagen, hvor Børne– og Ungdomscentrethar lejet svømmehallen i Farsø et par timer.

Det er lykken...For Christian, der er så modig, at han tør

springe fra én-meter vippen. For Anders, der erså stor en vandhund, at han hopper i havnen,hvis han får mulighed for det – også om vinte-ren. Og for Rasmus, der soler sig i Hannes nær-værende: “Åh, du er så dygtig...”

De skal til svømning. Heltsom sædvanligt Hver torsdaglejer Børne– og Ungdoms-centret i Farsø et par timer.Det er lykken...

26

Selvhøjtidelighed er her ikke såmeget af – hverken blandt med-arbejderne eller husets beboere

Af Susannah Pedersen

Foto: Sonja Iskov

– Hej med dig, din dejlige ..... kælling!Sune sidder i sin el-stol og spærrer vejen.

Sådan i al venskabelighed.Han griber fat i Nicole og inviterer hende

med ud på en køretur. Gerne helt ud på gåga-den – trods brosten og snevejr.

– Sidst du kørte gennem Tinggade med migpå skødet, gloede folk på os, som om vi vardybt åndssvage. Kan du ikke huske det?!

Sune griner hjerteligt. Og Nicole fortsætter:– Lad os gemme det, til vi rejser på ferie.

Dér kender de os ikke... – “Skan-da-le i Thing-ga-de,” siger Sune sta-

velse for stavelse.– Ja, så slipper vi også for, at der pludselig

står “Skandale i Thinggade” med fede typerhen over hele forsiden af Skive Folkeblad.

Replikkerne fyger mellem unge Sune ogpædagogen Nicole Marciniak. Så hurtigt de nukan komme ud af Sunes delvist lammedehoved og mund. Sune har vid og lufter detgerne sammen med Nicole, der er husets team-koordinator og med egne, selvironiske ord indimellem fungerer som “det festlige indslag” ihverdagen.

Selvhøjtidelighed er der ikke så meget af i

Botilbudet Thinggade i Skive. Hverken blandtmedarbejderne eller husets beboere. Dem erder otte af – seks mænd og to kvinder – i alde-ren 21 til 46 år. De bor her, fordi de har fået enhjerneskade som følge af for eksempel entrafikulykke, hjerneblødning eller blodprop. Defleste har af samme grund også omfattendefysiske handicap.

En halv græsplæne – igenTommy sidder lidt for sig selv i opholdsstuen.Hans faste aftenhjælper, pædagogen SofieBerg Poulsen, er lige gået med Sune op i lejlig-heden for at hjælpe ham med at blive klædtom. Eller rettere – ud. Sune insisterer på at mødeudklædt til middag og fastelavnsfest i aften.

Tommy lyser op, da han ser Nicole:– Goddaw... Skal du så også prøve, om du

kan komme til at se lidt ordentlig ud i dag?! Nejvel – for du er sgu’ så pæn, konstaterer han.

Tommy er 43 år og hjerneskadet på grund enserie hjerneblødninger. Han har ikke altid tjekpå, hvor han er, og hvad han laver dér. Men ligenu er han utrolig veloplagt.

– Skal vi ordne borddækningen, spørgerNicole.

– Ja, gør I bare det...Han rejser sig alligevel – lidt usikkert på

benene og får en skål salat stukket i hænderne. – Nåh, skal vi også have en halv græsplæne

i dag, siger han og stiller skålen på et af borde-ne. Tager sin rollator og går tilbage efter mere.

Botilbuddet Thinggade i Skive

Hvem der kunne gå på vandet ...

27

Struktur for hvem?Tommy ser kun dét, der er lige foran ham. Hanhar såkaldt tunnelsyn. Så Nicole giver ham deenkelte dele én ad gangen: “Her er Bodilsbestik”; “Og Kims drikkekrus.”

Tommy kender bordplanen. I de to år, botil-budet har eksisteret, har folk haft faste pladseromkring spisebordene. Helt i tråd med neuro-psykologernes anbefalinger om en genkendeligog struktureret hverdag for hjerneskadede men-nesker.

Men – det bliver ikke nødvendigvis ved medat være sådan.

Sune har sat sine personlige spørgsmåls-tegn ved fornuften i så snævre rammer, fortæl-ler husets forstander, Poul Erik Hansen:

– Sune er den første, der kommer ned tilmorgenmad. Han sidder ved det ene bord.Dernæst kommer Kim – han sidder ved detandet. Så spørger Sune: hvorfor skal jeg altidsidde alene om morgenen...?

– Mange af beboerne nyder den faste struk-tur – ingen tvivl om det. Så er der ingen fare for,at de begår fejl. Men det smitter jo af.Spørgsmålet er, om ikke vi som medarbejdereogså er ved at blive lidt for afhængige af defaste rammer. Er de altid til for beboernesskyld?

– Se, sådan nogle ting diskuterer vi megetlige for tiden i personalegruppen. Det er vældiginteressant...

Du er så pæn...Der er trængsel omkring de to borde, selv

om tre af beboerne spiser hos sig selv. Køre-stolene fylder. Og hver beboer har en medarbej-der til at hjælpe sig med maden. Poul Erik sid-der hos Sune, der har meget svært ved at styreden ene arm, han kan bruge. Sofie hjælperTommy.

– Åh, du er så køn. Og pæn, siger Tommy oglæner sig kærligt op ad Sofie.

– Det gør virkelig noget for ens selvtillid atvære sammen med dig, Tommy, griner hun:

– Kan du lide bønnespirer?– Når det er dig, der serverer, kan jeg da lide

alt.Tommy og Sofie smådriller hinanden. Snak,

vittigheder og grin fylder rummet – her spiseshverken i stilhed eller efter klokkestreng.

Langt henne i måltidet kommer et fad ovn-bagte kartofler forbi. Tommy lægger an til atgafle én, men stoppes hurtigt af social– ogsundhedsassistenten Inge Hvass, der sidderlige over for ham.

– Nej Tommy. Ikke mere. Vi skulle jo nødighave, at du pludselig ligger der...

Føj for en cykelTommy har type 1 diabetes. Han får insulin-

indsprøjtninger to gange om dagen og mad hveranden time. Alligevel kører blodsukkeret somsinuskurver. Det hænder, at han bliver så syg,

at han falder om. Så medarbejderne er striksemed diæten. Tommy skal hverken have for lidteller for meget mad.

Tommy trækker gaflen tilbage – under pro-test:

– Du er sgu’ så nærig. Bare ikke overforMorten, mener han:

– Grim er du også. Og gal...Han vender sig mod Sofie:– Dig kan jeg vist godt læne mig op af. Du er

så pæn – og rar. Nåh jah, det med rar, ved jegnu ikke rigtig. Men pæn...

Motion er med til at holde sukkersygen iave, så Tommy skal helst betjene husetsmotionscykel hver dag. Den står i et hjørne afopholdsstuen – og er ikke lige Tommys kop the:

– Uha nej, den er træls, siger han.Han har ikke været på den i dag. Han er så

forkølet, at han nærmest drypper ned i tallerke-nen.

Inge rækker ham en serviet, så han kantørre sig:

– Din næse er jo helt rød. Vi skal da visthave købt nogle lommetørklæder med bal-sam...

– Nåh, kan du også være helt rar...!, kom-mer det lynhurtigt fra Tommy.

Kort & Godt

Botilbudet Thinggade er et boligtilbudfor voksne med erhvervet hjerne-skade og fysiske handicap. Botil-budet blev etableret i 2004 på gåga-den i Skive.

Tilbuddet har plads til 8 voksne mel-lem 18 og 50 år. De fleste af beboer-ne er senhjerneskadede; en enkelthar sclerose. De har alle et omfatten-de pleje-, omsorgs– og støttebehov.Botilbudet har to ekstra pladser i etanneks et andet sted i byen.

Botilbudet drives af Viborg Amt. Fra1. januar 2007 overgår institutionentil Skive Storkommune.

Institutionen har ca. 30 medarbejde-re, heraf er 27 fastansatte. De erblandt andet pædagoger, ergotera-peuter, Social– og sundhedsassi-stenter og medhjælpere.

På landsplan er der omkring 20 botil-bud for voksne med erhvervet hjerne-skade.

“At drikke en kop kaffe sammen og gribe glimtet, nårdet er der. At opleve nærheden. At grine sammen.Humor er vigtig her. Det er tit, når vi griner sammen, atglimtet af mennesket bag hjerneskaden viser sig.”

Det var personalet, som sidste år luftede tanken om at gøre en tradition ud affastelavn. Og nej – der er hverken fremmøde– eller udklædningstvang. Til gengælder der en god chance for, at festen bliver endnu mere festlig næste år.Beboermødet overvejer nemlig et forslag om at gøre en rigtig begivenhed ud affastelavn ved at servere sodavand og vin til maden.

28

GalgenhumorDer er også alvorlige dage. Med glimt af et

liv, som var. Klare øjeblikke, der viser gemteevner og uopnåelige drømme. Bag det handi-cappede ydre er der stadig hjerner, som ved,hvornår Rundetårn blev bygget. Og at det villehave været rart at få børn.

En vis galgenhumoristisk tilgang til egen for-måen og virkelighed ses også. For eksempelhos den 31-årige lammede unge mand, hvis farikke kan slippe tanken om at genskabe nogetaf det, der var før. Faren synes, medarbejderneskal træne sønnen, så han bliver bedre moto-risk. Men hvad ønsker han egentlig selv:

– Jeg har sgu’ altid godt kunne tænke mig atlære at gå på vandet...

De små ting er store– Man kan godt glemme alt om at lege støt-

tepædagog, når man arbejder her, konstatererSofie:

– Vores beboere er voksne mennesker, somet eller andet sted stadig har en normal tilgangtil tingene. At sætte en masse aktiviteter igang, fordi de “er gode for jer,” giver ikkemening. Selv om folk er handicappede, er de jolige så individuelle, som før skaden skete. Dehar ikke nødvendigvis så meget tilfælles.

Her i huset er det nu’et, der er væsentligt,mener Sofie. Det er netop de små ting, somkan være store:

– At drikke en kop kaffe sammen og gribeglimtet, når det er der. At opleve nærheden. Atgrine sammen.

– Humor er vigtig her. Det er tit, når vi grinersammen, at glimtet af mennesket bag hjerne-skaden viser sig.

– Men...., siger hun med et smil:– Jeg synes jo nok, det kunne være rart, hvis

der f.eks. skete lidt mere ud af huset. Så folkkunne få nogle andre oplevelser.

– Sådan tænker min pædagog-hjerne. Det erikke sikkert, at beboerne har det behov.

En rigtig festEn kø af elkørestole og en enkelt rollator

snor sig fra opholdsstuen og ud gennem køkke-net. Der er lige en lille, men fyldt fastelavnstøn-de, som skal bankes ned.

Bodil er klædt ud som pulverheks medlangt, ravnesort hår. Kim giver den som cowboymed knaldende tilbehør. Og Sune har fundet enpolitikasket, der er så stor, at den skvatter nedover øjnene på ham, hver gang han giver tøndenet dask.

Ja – det var personalet, som sidste år lufte-de tanken om at gøre en tradition ud af faste-lavn.

Og nej – der er hverken fremmøde– ellerudklædningstvang.

Til gengæld er der en god chance for, atfesten bliver endnu mere festlig næste år.

Beboermødet var nemlig positivt stemt forSunes forslag om at gøre en rigtig begivenhedud af fastelavn ved at servere sodavand og vintil maden.

Beboerne i Thinggade i Skivebor her, fordi de har fået enhjerneskade som følge af foreksempel en trafikulykke,hjerneblødning eller blodprop.De fleste har af samme grundogså omfattende fysiske han-dicap.

29

Den sikrede døgninstitution Egely i Nørre Aaby

Her er fem procent meget

Faste spisetider og låste døreskaber ro i det kaos, de unge harmed i bagagen. Pædagogerne på Egely dyrker de øjeblikke, hvor den unges liv ser næsten normaltud – som når Anders og Ali spillerbadminton

Af Bille Sterll

Foto: Sonja Iskov

Selv kartoffelskrælleren er låst inde i et skab.Og det skab står inde i et rum, der også er låst.Klokken 22 hver aften bliver en særlig væg rul-let ned og lukker af mellem køkken og spise-krog, så gryder og stegepander bliver låst inde.

Her til frokost er det nu svært at se, at detskulle være nødvendigt. To knægte sidder veddet dækkede bord sammen med to pædagoger,en skolelærer og en køkkenassistent,

– Vil du række mig remouladen? spørger Ali. – Kun hvis du skriver ”MOR” med den, dril-

ler pædagogen.Og Ali skriver omhyggeligt på sin torskerogn

med store, gule bogstaver. MOR.– Kan du smage kærligheden? At du har

gjort noget ud af det? spørger pædagogen. Drengene griner. De unge på Egely er mellem 15 og 17 år

gamle. Drengene er i overtal – og mange har enanden etnisk baggrund end dansk. De flestehar begået grov kriminalitet: røveri, vold, vold-

tægter eller drab. Når de unge kommer til Egely, er de vant til

at sove til langt op ad dagen. Mange har etvoldsomt misbrug af hash, piller, lightergas oghvad de ellers kan få fat i. På Egely bliver denulstillet.

– Vi sørger for at de får vendt deres døgnryt-me og kommer ud af deres misbrug. Vi skaberro, siger Anders Foldager, der har arbejdet somsocialpædagog på Egely i syv år.

Hjemmebag og låste dørePå Egely bliver de unge mødt af faste rammerog regler fra væg til væg.

Mad og sengetider ligger fast, de skal ophver morgen, og de skal være ude fra deresværelse fra 8.30 til 15. De kan vælge at gå iskole eller arbejde på værkstedet. Tjansen medstøvsugeren og den store maskine, der vaskergulvet, går på tur mellem de unge.

– De unge behøver ikke bruge deres energipå at spekulere over, om de kan komme ud, forde kan ikke komme ud. De kommer fra kaosudenfor til faste regler. Her er tryghed og ro ogtroværdige voksne, som gider dem – 24 timer idøgnet. Om det så er om natten, kan de trykkepå en knap så kommer der en pædagog, sigerAnders Foldager,

Her er bordtennis. Fjernsyn på værelserne.Hjemmebagte boller til frokost. Og så er alledøre låst, porten er kameraovervåget og dethele er forsvarligt omringet af en fem meter højbetonmur. Skulle det lykkes en ung at komme

30

forbi de mange låse, slutter udflugten ved denlille luge i muren, som læser folks fingeraftryk.Kun godkendte fingre får porten til at svinge op.

Ali og Paco er de eneste unge ved frokosteni dag. En dreng er i retten, en anden holdermøde med sin advokat. Og den nye, som kom imorges fra arresten med sine ting i en plastic-pose fra Brugsen, har været i bad og er gået påhovedet i seng.

Ved frokostbordet taler alle dansk.Drengene må gerne tale deres eget sprog ind-byrdes, men når alle er til stede, foregår det pådansk.

– Tak for mad, siger Ali og Paco og sætterderes tallerkner i opvaskemaskinen. Ingen rej-ser sig, før alle er færdige med at spise.

– Du skal lige ha’ redt din seng Paco. Ditværelse ser jo forfærdeligt ud, siger Andersdrillende. Han ved godt, at vi har siddet inde påPacos værelse og snakket.

Koncentration med savenEfter frokosten går drengene i sølvværkstedetmed Anders.

– Hvad type sølv skal I have? – 1,0 svarer Ali uden at tøve. Paco vælger

1,5. Det er bredden på den sølvtråd, de brugertil at lave de blanke sølvkæder, de fleste afdrengene på afdelingen går med om halsen.

Anders låser rullen med sølvtråd ud af ska-

bet, mens drengene henter skruetvinger.Tråden bliver omhyggeligt vejet – der betalesefter vægt. Tallene føres ind i et skema i et blåtringbind, Anders henter frem.

Drengene går i gang med at rulle sølvtrådenop i en lang, tæt spiral. Så saver de forsigtigtspiralen over, så den bliver til små ringe, derkan lukkes med en tang og sættes sammen tilen kæde.

– Anders, er du god til at save, spørger Ali.– Jeg er kanongod til det. Nu skal jeg vise

dig en smart måde at save på, siger Anders.Begge drenge holder tungen lige i munden,

mens de saver. Bare en enkelt forkert elleroverilet bevægelse med den fine klinge kan fåsølvtråden til at springe om ørerne på dem. Alipå 15 år har været her i tre måneder. Snartskal han videre til et opholdssted.

– Jeg glæder mig til friheden. Hvis jeg opfø-rer mig ordentligt, altså rigtigt ordentligt, såkommer jeg måske hjem efter sommerferien.Jeg skal også have renset alt mit sølv, inden jegrejser, siger han.

– Har du afregnet, så du ikke skal af med enhalv million, spørger Anders.

– Ja, selvfølgelig har jeg afregnet. Før dommen for røveri var Ali i gang med at

læse på teknisk skole. Han vil gerne være IT-supporter, for han er overbevist om, at compu-tere er fremtiden.

– Du må hellere tage en snak med studievej-

På Egely bliver de unge mødtaf faste rammer og regler fravæg til væg.

Mad og sengetider ligger fast,de skal op hver morgen, og deskal være ude fra deresværelse fra 8.30 til 15. Dekan vælge at gå i skole ellerarbejde på værkstedet.

31

lederen. Det hold, du gik på, er jo kommetmeget længere, så du skal nok starte på etandet hold, siger Anders.

Et godt sted men ikke for længeTelefonen i Anders’ bælte ringer.

– Afsnit B, det er Anders.Det er Bettina, Pacos kontaktperson, som

skal købe nogle ting til Paco. – Køb noget parfume. Den der hedder

Privacy, det er min stil. Og noget gele, sigerdrengen. Han smiler ind i telefonen. Han er 17år og har været her en måneds tid.

– Det er især de her øjeblikke i værkstedet,hvor vi har chancen for at komme tæt på livetaf de unge og få en god snak med dem. Så kanvi flytte noget, siger Anders Foldager.

– Men hvis du regner med at rykke helt vildt,holder du ikke længe i det her arbejde. Hvis vikan rykke fem procent ved de unge, så er vinået langt.

De unge får kun besøg, hvis politiet tilladerdet, eller den unge har fået sin dom. Nogle måringe hjem – 10 minutter hver aften. Andre måikke engang ringe hjem til far og mor. Detbestemmer politiet fra sag til sag. Det er altiden af pædagogerne, der ringer op.

Opholdet på Egely varer typisk tre måneder.Og længere bør det i de fleste tilfælde ikkevære, mener Egelys forstander, Jacob Arnstrup.

De samme faste rammer, som er en støtte påkort sigt, bliver i det lange løb en belastning.

– Den personlige relation bliver mere bære-dygtig, men de begrænsede aktiviteter og detafsavn, de unge lider, går den anden vej. Vi kansætte en behandling i gang, hvor omsorg, madog nærvær er helt centrale elementer. Vi kanlære de unge almindelig opførsel. Vi er et godtsted at være, men ikke for længe, mener JacobArnstrup.

Et andet sprog end voldAnders og Ali går i hallen for at spille badmin-ton. Anders låser døren op, og vi træder ud igården – stadig i ly af ringmuren. Der er aldrigmere end to unge i gården ad gangen. Vennerog familie kan godt finde på at kaste hash ellermobiltelefoner ind over muren. Derfor er detforbudt at gå væk fra stien.

Ali har aldrig spillet badminton før han komtil Egely, men han er blevet glad for det.

– Jeg har sagt til min sagsbehandler, at jeggerne vil gå til det, når jeg kommer ud.

Han er imidlertid oppe mod en hård mod-stander.

– Du skal løbe, så du får pulsen op. Og prøvat ramme den så højt oppe som muligt, sigerAnders.

– Jeg vil lære det der, siger Ali, da Anders ien let bevægelse vipper fjerbolden over nettetmed ryggen til.

– Idræt er en af de fedeste ting hernede. Jomere fysisk aktivitet, jo bedre. Efter en aften i

hallen slapper de unge bedre af. Og på ét punkter vi alle upædagogiske. Vi taber aldrig medvilje, når vi spiller kamp. Hvis ikke vi selv gør althvad vi kan, viser vi jo ikke de unge, at de skalgøre alt hvad vi kan, siger Anders.

Tiden i hallen hører til det, Egelys forstanderkalder de symptomfri zoner.

– Det er der, vi skal dyrke de unge, ikke nårde sidder helt oppe under loftet. Jo mere nor-malt, jo bedre, siger Jacob Arnstrup.

– Vi skal tale et andet sprog end de unges,som er vold. Vi skal snakke med dem om, hvadder er rigtigt og forkert. Og vi skal blive ved ogved, også når de siger ”fuck dig”. De er jo afindlysende grunde mere urimelige end andre:de er uønskede over alt, ingen skoler, fodbold-klubber eller spejderforeninger vil have dem.Nogle vil mene, at de har fået chancer nok.Men man kan ikke give chancer nok, når vi talerom 15-16-17-årige.

Kort & Godt

Den sikrede døgninstitution Egely iNørre Aaby drives af Fyns Amt. 1.januar 2007 overtages institutionenaf Region Syddanmark.

Egely har 20 sikrede pladser fordeltpå tre afsnit og et særligt sikretafsnit med fem pladser. De fire afsniter fuldstændig isoleret fra hinanden.

Afdelingen i Nørre Aaby åbnede idecember 2004. Desuden har Egelyfire åbne afdelinger forskellige ste-der på Fyn. I alt har Egely 158 fast-ansatte fortrinsvis pædagoger, sko-lelærere og socialrådgivere. Hertilkommer små 100 vikarer.

Der er i alt 117 sikrede pladser forunge under 18 år fordelt på syv døgn-institutioner. Målgruppen er unge fra15 til 17 år, men ifølge bekendtgørel-sen om magtanvendelse kan børn fra12 år anbringes på sikrede afsnit.De unge anbringes enten i varetægts-surrogat, til pædagogisk-psykologiskobservation eller for at afsone en delaf det toårige forløb ungdomssank-tion.

De unge på Egely er mellem15 og 17 år gamle. Drengeneer i overtal – og mange har enanden etnisk baggrund enddansk. De fleste har begåetgrov kriminalitet: røveri, vold,voldtægter eller drab.

Vi er 34.000 medlemmer af SocialpædagogernesLandsforbund. Vi har ansvar for udsatte børn ogunge, udviklingshæmmede, psykisk syge, handi-cappede, hjemløse og misbrugere.

Vi ser frem til at udvikle tilbuddene til disse med-borgere sammen med de 98 kommuner og 5regioner, der i fremtiden får ansvaret for de områ-der, vi arbejder med.

I dette magasin præsenterer vi 9 socialpædago-giske tilbud - geografisk spredte og med tilbudtil vidt forskellige borgere. Vi bringer også enopfordring fra SL’s forbundsformand KirstenNissen til politikerne i kommuner og regioner:

– Kom og lær jeres nye medarbejdere at kende,mød brugerne og se, hvordan vi arbejder i desocialpædagogiske tilbud.

Vi glæder os til at høre fra dig. Du kan findeadresser og telefonnumre på SL’s kredse landetover og på vores forbundssekretariat iKøbenhavn på www.sl.dk.

Socialpædagogernes Landsforbund

Kom og mød os