soldaten | 4. udgave | 2014

1 SOLDATEN Nr. 4 • 2014

MAJ NR. 4 • 2014

Militær femkamp

– soldaternes sport

Basserne efter B.S.

Ting, du sætter pris på efter endt værnepligt

Forbered dig til elitestyrkerne på Ollerup Gymnastikhøjskole


> LEDER

Udgiver:Forsvarets KommunikationsafdelingDanneskiold-Samsøes Allé 11434 København Ke-mail: [email protected]: 3266 5558

Ansvarshavende redaktør:Vickie Lind

Redaktion:Clara Hennecke Mikkelsen Stine Høvring Godsk

Korrektur:Klavs Vedel

Layout og tryk:Rosendahls - Schultz Grafisk a/s

Oplag:3.550

Copyright:Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde.

Artikler udtrykker ikke nødvendig-vis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdnin-ger.

Hvor lang tid tager det at blive god til sit job?

Der er sket meget de sidste par måneder på vores kontor på Holmen i København, hvor vi sidder sammen med jeres råd, Værnepligtsrådet. Loven om Forsvarets personel fastslår, at man maksimalt må være værnepligtig i 12 måneder, og da både os journalister og de tre rådsmed-lemmer stadig er værnepligtige menige, skaber dén regel to problematikker, der er blevet arbejdet på at løse. 1) Rådsmed-lemmer kan ikke blive genvalgt til Vær-nepligtsrådet, og 2) næsten en fjerdedel af alle værnepligtige kan enten ikke bli-ve valgt til rådet, eller ikke sidde en fuld periode på syv måneder.

’Hvad kommer det mig ved?’ tænker du sikkert og får lyst til at bladre længere ind i bladet og læse om Ollerup Gym-nastikhøjskoles seje Upgrade-linje eller om, hvad der egentlig blev af B.S. Chri-stiansens basser. Det kommer i høj grad alle værnepligtige ved! Den første pro-blemstilling er, at rådsmedlemmerne ikke kan blive genvalgt. De tre rådsmed-lemmer er jeres talerør, jeres hotline og jeres interesseorganisation. Vores inte-resseorganisation. Hvor lang tid tager det at blive god til sit job? En måned? To? For at blive 100 procent selvkørende og få skabt sig erfaringer og kontakter skal man lige bruge en anelse mere tid. De tre rådsmedlemmer er dygtige og professionelle. Men forestil jer, hvor-dan det ville se ud, hvis der ikke gik en masse erfaring og viden tabt hvert halve år – hvis man rent faktisk kunne bygge videre på dét, man havde bygget op. Det ville se endnu bedre ud – og hvorfor ikke stræbe efter det bedste?

Den anden problemstilling er, at der hvert år er næsten 1.000 menige, der aftjener en værnepligt, som er længere end de almindelige fire måneder. Det drejer sig om værnepligtige fra HESK, Livgarden og Dannebrog. Det betyder, at næsten en fjerdedel af alle menige ikke har mulighed for at sidde én en-kelt periode fuldt ud i Værnepligtsrådet. Det mærkede vi tydeligt i slutningen af

marts, hvor vi måtte sige farvel til råds-medlemmet Andreas Meyer-Juhlin, der grundet sin tid som garder havde nået loftet for antal måneder som værneplig-tig. Virker det logisk?

Andreas’ og rådets generelle situation har fyldt meget i vores arbejde siden sidst, men det er der også andet, der har. Mens dette blad blev til, befandt vi os i Afghanistan - nærmere betegnet Camp Bastion - hvor vi i løbet af en uge ople-vede en hulens masse spændende ting, som vi glæder os til at spække vores sid-ste blad med! Glæd jer blandt andet til at læse om den danske læge i Camp Vi-king, det store felthospital, de udsendte soldaters syn på udviklingen i landet, en sprogofficers oplevelser og meget mere. Vores sidste blad kommer ud den 28. maj – lige inden I atter bliver civile. Hold øje med det, og snup et eksemplar, inden I helt slipper tøjlerne og går amok til aftrædningsfesterne.

God vind!Stine Godsk og Clara MikkelsenJournalister på SOLDATEN

KO

LOFO

N

SOLDATEN Nr. 4 • 2014 3

4-7 Militær femkamp

8-9 Spørgeundersøgelser

10 Hvad kan du bruge din værnepligt til?

11 Konkurrence

12-16 Basserne efter B.S.

17 Sergent- og menigcitater

18-19 Nyt fra Forsvaret

20 Jobannonce

21-23 Tonen i Forsvaret

24-25 Fun facts om firma gear: Salutkanon

26-29 UPGRADE

30 Andreas stopper i Værnepligtsrådet

31 Ting, du sætter pris på efter værnepligten – og ting, du vil savne

32-34 Niveauinddeling i Varde

35 Hvad motiverer dig til at træne?

Militær femkamp 4-7

IND

HO

LD

12-16 Basserne efter B.S.

26-29 Ollerup Upgrade

4 SOLDATEN NR. 4 • 2014

Militær femkampMilitærfemkamp i modgangMilitær femkamp er en sport, som har forandret sig meget. Hvis vi går nogle år tilbage i tiden, var militær femkamp en meget større sport i Danmark, end den er nu. Der var li-gefrem regionalmesterskaber ude på kasernerne, hvor der så blev kæmpet om pladserne til DM. I dag er der så få udøvere, at det er et problem at finde deltagere nok til DM. Men hvad skyldes det? Ifølge Nickolaj Nørre-

lykke fra Holstebro er det, fordi der ikke længere er så mange, der dyrker militær femkamp, og der mangler folk ude ved regimenterne, som tager hånd om det. Der er simpelthen ikke tid til det mere. Faktisk er det problematisk for spor-ten, at den har lidt så stor nedgang i udøvertallet. ”Vi har en fin trup på landsholdet. Vi mangler dog nogle piger, men på herresiden er der ri-meligt godt fyldt op. Der er bare ikke

rigtig nogle, der dyrker det for sjov mere. Sidste DM var lige ved at blive aflyst”, siger Nickolaj Nørrelykke fra Holstebro.

Hvad er militær femkamp for en størrelse? I Danmark er militær femkamp en sport for folk, som har en eller an-den form for ansættelse ved Forsva-ret. Som navnet antyder, består det af fem meget forskellige discipliner,

SOLDATEN NR. 4• 2014 5

STINE GODSK

Did you know bro?

Militær femkamp blev opfundet i

Frankrig, hvor den skulle bruges til

at teste soldaternes almene fysiske

færdigheder. Omkring 1949 blev

sporten en konkurrenceidræt.

De fem discipliner i militær femkamp

Riffelskydning (200 m) - 10 præcisionsskud på 10 min. 10 hurtige skud på et minut

Forhindringsbane - 500 meter lang med 20 forhindringer

Forhindringsbanesvømning - 50 meter lang med fire forhindringer

Håndgranatkast (ca. 550 g.) - 16 præcisionskast. Der kastes mod ringe med en radius på 2 meter. Derudover 3 længdekast, hvor det længste tæller.

Terrænløb - 8 km i blandet terræn I hver disciplin gives der point efter ens resul-tater. Til sidst lægges pointene sammen, og den med flest point vinder.

som du kan se i faktaboksen. Oprin-deligt blev militær femkamp brugt til at teste soldaternes almene fysiske færdigheder inden for områder som hurtighed, styrke, balance, evner i vand osv. – alle gode kvaliteter hos en soldat. Det har ikke forandret sig, og der er ingen tvivl om, at militær fem-kamp er en god måde at træne disse egenskaber på.Hvis man dyrker militær femkamp, er det noget, man i Danmark gør i sin


fritid. I andre lande er der udøvere, som dyrker sporten på fuld tid med løn. Det er dog stensikkert, at de, der er på landsholdet herhjemme, træner hver dag og mange timer. I modsætning til mange andre sportsgrene er militær femkamp en sport, man enten dyrker og konkur-rerer i, eller slet ikke dyrker. Det er ikke ligesom løb eller cykling, hvor det lige så godt kan være for træningens skyld – måske oftest for træningens skyld. Værnepligtige i Holstebro dyr-ker militær femkamp Nickolaj Nørrelykke fra 4. kom-pagni, 1. bataljon i Holstebro er selv militær femkæmper og står for at introducere de værnpligtige dér for sporten. Jeg spørger ham, hvor man normalt møder militær femkamp for første gang: ”Egentlig er det hos de værnepligtige, det burde starte, og også der, det er startet for stort set alle. Nogle har været heldige, at der har været nogen, som har gidet træne dem, for det er ikke en selv-følge mere.” Nickolaj fortæller, at han oplever en stor interesse for sporten, når han har introduceret den for de værnepligtige. ”Nu havde jeg første træning med det nye hold i man-dags, og de var meget ivrige, selvom

de lige havde haft løbetest og o-løb.” En af grundene til, at det kan lade sig gøre i Holstebro, er blandt an-det, at kasernens idrætsforening er god til at hjælpe til med blandt andet leje af svømmehal og tid til, at sporten kan blive introduceret i et foredrag. Men der er også nogle udfordringer for de værnepligtige i Holstebro. Den nok største udfordring er, at det er hele fem discipliner, de skal mestre. Til det har de ikke meget mere end halvanden måned, før de stiller op til et mesterskab, og med lange arbejdsdage, som ofte slutter sent, er der ikke meget tid til træning, før solen går ned. Hvad er så den sværeste disciplin? ”Det er håndgranatkast, der er den svære-ste. Nogen har selvfølgelig bare ta-lent for det, men for mange folk er det en uvant følelse at skulle kaste med så tungt et objekt opad og så ramme noget så præcist. De fleste er vant til at skulle kaste ligeud ef-ter en firkantet kasse – der er ikke så mange, der spiller petanque i de-res fritid.” Men hvordan ser femkampens fremtid så ud? ”Det eneste, der er at gøre, er, at der er nogen ude ved regimenterne, som skal gide være trænere og tage hånd om sporten,” siger Nickolaj. Hvis du har lyst til at dyrke militær femkamp, har sporten en facebook-side – Landsholdet i Militær Fem-kamp. Her kan du skrive, hvor du gør tjeneste eller bor, og du vil så blive hjulpet i kontakt med en fem-kæmper i nærheden.

Did you know bro?

Verdensrekorden på forhindrings-

banen blev sat af danskeren Daniel

Wollbrecht i 2011. Den er på 2 minut-

ter og 10,5 sekunder. Han er dog ikke

alene om den, for i 2013 tangerede

kineseren Yucheng Pan rekorden.

Nanna Lihn er 24 år og læser idræt på Københavns Universitet. Nanna startede i Forsvaret i 2010 som vær-nepligtig i Holstebro. Efterfølgende søgte hun videre som sergent, og her stiftede hun bekendtskab med mili-tær femkamp på et kursus i militær fysisk træning. I karrieren har hun blandt andet opnået at være med til to verdensmesterskaber. Et i Finland, hvor hun blev nummer 21, og det se-neste i 2013 i Brasilien, hvor hun blev nummer 18. Hvad er din forbindelse til For-svaret? Jeg er tilknyttet Forsvaret via en re-servekontrakt, så det er ikke et fuld-tidsarbejde. Man skal have en forbin-delse til Forsvaret for at dyrke militær femkamp inden for Forsvaret

Hvordan startede din tid som militær femkæmper? På et militær fysisk trænerkursus var der en instruktør, som så mig på forhindringsbanen og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at prøve noget mere femkamp. Hvad kræver hverdagen som eliteidrætsudøver kombineret med at være studerende? For mig handler det om, at jeg er me-get struktureret for at få det hele til at

Nanna Lihn på svømmeforhindrings-banen.

SOLDATEN NR. 4 • 2014 7

STINE GODSK

På landsholdet i militær femkamphænge sammen, sådan at jeg ved, at når jeg er ude og træne, så forsømmer jeg ikke noget af læsningen, og når jeg sidder og læser, så forsømmer jeg ikke noget af træningen. På den måde prø-ver jeg at skemalægge det ret meget. Også for at jeg i forbindelse med det sociale kan bruge noget tid på ikke kun at træne og læse, men også være sammen med andre mennesker. Hvor mange timer bruger du på at træne hver dag? Mellem to og fire timer.

Er det forskelligt, hvad for nogle discipliner du træner, og er det årstidsbestemt? Det er meget forskelligt, hvordan det lige er sat sammen. Hele vinter-sæsonen frem til marts er jeg stort set ikke på forhindringsbanen. I de me-get kolde vintermåneder er vi heller ikke rigtig ude og kaste og skyde, så det er meget løb, svømning og styrke-træning hen over vinteren.

Har du en yndlingsdisciplin? I forbindelse med træning der skifter det nok lidt, hvad jeg synes, er sjovt.

Det kommer også lidt an på vejret. Når der er godt vejr, så er det sjovt at være på forhindringsbanen eller være ude og kaste. Når det er koldt, så vil jeg hellere lave alt muligt an-det.

Hvordan planlægger du så din træning? Her er det faktisk helt nyt for mig, men efter VM sidste gang fik jeg en træner på, som laver alle mine pro-grammer. Førhen har jeg ellers lavet alle mine programmer selv. Så det er helt nyt, men jeg synes, det fungerer rigtig godt. Det er en tidligere fem-kæmper, som laver træningsplaner, så han ved jo også, hvad han snakker om.

Hvad giver det dig af specielle oplevelser? Socialt giver det mig sindssygt meget. Vi omtaler os tit som femkampfami-lien. Vi ses jo sindssygt meget og har træning sammen mindst en gang om måneden og har udlandsture, stæv-ner og træningslejre sammen. Så det giver rigtig meget.

Vi er spredt ud over hele Danmark, og der er mange, som stadig er ansat i Forsvaret.

Hvad har været karrierens høj-depunkt? Der er jo flere. Det er selvfølgelig altid sjovt at være til VM. Det er en kæmpe oplevelse og et sted, hvor man rigtig gerne vil vise sig frem og vise, at man ligger og laver en masse træningsti-mer derhjemme og bruger meget tid på det, men altså, man kan sige, for mig indtil videre har det været, at jeg skulle gå efter en god placering ved de Nordiske Mesterskaber, hvor jeg sidste år fik en 3.-plads, hvilket for mig var ret stort. Jeg synes, det er vildt fedt, når jeg kan få lov at kom-me på skamlen. Har du nogle mål inden for den nærmeste fremtid? Altså jeg har en plan om, at jeg skal vinde Nordisk Mesterskab i år, og så vil jeg rigtig gerne i top ti til VM. Det er det, der er planen. Hvor stor en sport er det her i Danmark og resten af verden? I Danmark er det ikke så stor en sport, og det er faktisk ret svært at få re-krutteret folk. Flere andre lande har fuldtidsfemkæmpere – blandt andet Kina, Østrig og Tyskland. Men i Tysk-land og Østrig satser de udelukkende på herresiden, de har ingen kvinder, men det har de så i Kina. Det kom-mer selvfølgelig også til udtryk i re-sultaterne på kvindesiden, hvor Kina bliver nummer 1, 2, 3 og 4. Det er de blevet de sidste to år til VM, men el-lers har danskerne jo også, trods det at vi ikke er fuldtidskæmpere, klaret det ret godt i nogle turneringer.

Her ses Nanna Lihn i gang med håndgranatkast


I de seneste tre måneder har der på vores facebookside været adskillige spørgeundersø-gelser, som du nok har lagt mærke til. Nu er det slut, og stemmerne er talt op. Kig nær-mere på det - måske kan du genkende dig selv i nogle af svarene?

S?ØRGE

“Hvorfor valgte du at blive værnepligtig?

For oplevelsen selvfølgelig!

Fordi jeg gerne vil have en karriere i Forsvaret

Fordi jeg vil i topform!

Fordi jeg ser godt ud i grønt

Fordi jeg tror, jeg er Rambo!

58,73%

55,56%

3,17%

4,76%

6,35%

undersøgelser

Har du brugt det, at du er soldat, som et scoretrick?Ja da, det skal udnyttes så længe, muligheden er der!

Jeg skilter ikke med det, men når samtalen falder på emnet, virker det bare hver gang!

Hvis nogen spørger, siger jeg bare, at jeg arbejder med noget andet.

Er det et scoretrick?! Tænk, det havde jeg ikke engang overvejet!

37,50%

56,25%

9,38%

0,00%

“ 88,89%

Har du sovet på pudestuen?“Nej, aldrig i livet! Jeg har jo min seng!

Mange gange – mine room-mates snorker.

En enkelt gang efter en bytur.

Ja, men af andre grunde.

62,50%

4,17%

25,00%

8,33%


”Hvad er worst-case scenario i felten?

At løbe tør for duppeklude.

At skulle tisse, lige når du har taget tøj og støvler af og lagt dig i posen.

At have glemt ren undermundering.

At træde ned i et skyttehul i nattens mulm og mørke.

At have en halv feltration til tre dage.

9,52%

52,38%

4,76%

16,67%

35,71%

STINE GODSK

””

Hvad er det bedste ved feltrationen?

Har du smidt dit militær-ID væk?

Det er klart proteinbarer og rawbites!

Aftensmaden er altid det bedste og det, jeg ser mest frem til.

Langtidsholdbart rugbrød med pate slår alt andet.

Peanut butter, peanut butter, peanut butter – jeg samler på dem!

31,48%

7,41%

3,70%

59,26%

12,96%

14,81%

Niks. Det ligger trygt i min lomme.

Jeg er sikker på, hunden har spist det derhjemme!

Det skete lige en enkelt gang et ikke-specificerbart sted i byen!

Det er ikke kun sket en enkelt gang, men flere gange.0,00%


Hvad kan du bruge din værnepligt til? Du har nu snart klaret dig igennem din værnepligt og lært mange nye ting. Som soldat er de yderst praktiske og ofte helt uundværlige, men hvad skal du egentlig bruge alle de egenskaber til efterfølgende? Lad os først lige se på, hvad du egentlig kan nu. � Du har lært at leve inden for et hegn og være afskåret fra det almindelige

civile liv uden for hegnet. � Du er blevet gode venner med bivuakken, og at sove i telt skræmmer dig på

ingen måde. � At hoppe i posen efter en lang og anstrengende dag er noget af det bedste,

du ved, så det vil aldrig være en straf at sove i en sovepose. � Du kan håndtere søvnmangel, og du har lært din hjerne at fungere, selvom

du er træt. � Feltrationer er noget af det bedste ved en feltøvelse, for af en eller anden

grund smager ALT bare godt på sådan en tur, så langtidsholdbar mad skræm-mer dig ikke.

� Du har oplevet, at der kan gå lang tid imellem, at du står under en bruser, og det generer dig ikke væsentligt at være lidt beskidt.

� Fællesskabet er noget af det, der gør soldaterlivet værd at leve, og du har vænnet dig til konstant at være omgivet af mange mennesker.

� Udelivet er også lige blevet dig. Faktisk bliver det næsten lidt klaustrofobisk, hvis du pludselig skal sidde indenfor.

� Du har også lært, at du under en march med rygsæk kan komme til at gå mange kilometer. Faktisk føler du dig helt fri, når du pludselig går uden op-pakning, og der er ingen ende på, hvor langt du kan gå.

� Sidst, men ikke mindst, har du for alvor lært, at der bare ingen kære mor er, når det virkelig gælder. Du må klare dig selv, når det bliver hårdt og gør ondt.

Hvad kan alle disse herlige egenskaber så bruges til? Det hjælper vi dig lige med at finde ud af, så du ikke skal bruge alt for lang tid på at gruble over det.

TAG PÅ FESTIVAL!

STINE GODSK


VIND ET GAVEKORT TIL GREJFREAK! Endnu engang har vi en fed præmie på højkant. Denne gang er det et gavekort til GrejFreak på 500 kr.

Lyder det, som noget du uden tvivl kunne bruge? Så læs videre.

For at deltage i konkurrencen skal du lægge hjer-nen i blød og tænke dig godt om. Tænk på alle de militære stumper, du har stiftet bekendtskab med; påklædning, udrustning, våben osv. Du skal så ud-vælge dig den/det, du allerbedst kan lide og finde ud af hvorfor. Det kan være et stykke påklædning, som er usædvanligt lækkert, eller en sjov hændelse, hvor lige netop den stump spillede en særlig rolle. Deltag ved at skrive dit svar til os på vores face-bookside: De værnepligtiges magasin SOLDATEN


Did you know bro?

De 12 basser tabte sig samlet

182 kg i løbet af de seks måne-

der.

Et godt liv skal man kæmpe for – Basserne efter B.S. Tilbage i 2010 fik tolv unge fyre en chance, som de fær-reste får. De fik chancen for at få professionel hjælp til at ændre deres liv markant. Ændre det fra et liv med fedme og dårlig kondi til et liv med overskud og muligheder. Mo-tivationen og målet var tydeligt: at blive erklæret egnet til værnepligtstjeneste og dermed få mulighed for en kar-riere i Forsvaret. Hjælpen var klar: et stærkt team bestå-ende af fysisk træner Lars, læge og kostekspert Charlotte og ikke mindst tidligere jægersoldat B.S. Christiansen.

Det var ikke en nem opgave – hverken for B.S. eller de tolv ”basser”. I løbet af et halvt år mødtes holdet på i alt seks camps, der hver var af et par dages varighed. Her fik drengene både redskaber til fysisk og mental træning – især viljen og selvtilliden skulle styrkes. Men det var derhjemme, det virkelig hårde arbejde lå. I ugerne mellem de seks camps skulle drengene selv have disciplin til at overhol-de kost- og motionsplanerne og hver syvende dag rapportere til B.S., hvor meget de havde spist, og hvor meget de havde bevæget sig. I det sidste program skulle de unge fyre igennem en styrke- og en konditionstest, og kun hvis de bestod begge, fik de en ny chance til Forsvarets Dag og dermed en ny mu-lighed for at blive erklæret egnet til værnepligtstjeneste. Der skete store fremskidt på det halve år, og 11 ud af 12 drenge bestod de fysiske test.

I dag er det cirka fire år siden, at B.S. svingede pisken over drengene. I marts måned mødtes jeg med to af deltagerne fra programmet, Max og Pa-trick, for at høre, hvordan det er gået dem og deres drømme om Forsvaret, efter at kameraerne blev slukket, og hverdagen tog over. Kort sagt: hvordan er det gået Basserne efter B.S.?


CLARA MIKKELSEN

Max Rosenberg Skoubo Jensen Jeg møder Max hjemme i hans hjem i Aalborg. Det er kæresten Anita, der åbner døren sammen med parrets fælles kat, der dog ikke helt vil accep-tere min entre i rækkehuset. Anita og Max tager derimod rigtig godt imod mig med hyggesnak og jordbær. Vi går lige på og hårdt med en fotoses-sion, og den nu 27-årige Max, der i dag arbejder som klejnsmed, må stå model efter mine instrukser. Selvom det er fire år siden, han medvirkede i TV2’s ”B.S. og Basserne”, klarer han kameraets opmærksomhed uden pro-blemer. Jeg erklærer mig tilfreds, og vi sætter kursen tilbage mod køkke-net, varmen og jordbærrene.

Hvad fik dig til at melde dig til programmet tilbage i 2010? Det var sådan set det, at jeg altid har haft interesse for Forsvaret. Det var kendt blandt kammerater, at jeg var nedtrykt på grund af min overvægt, og på grund af at jeg blev erklæret uegnet til værnepligtstjeneste. Så en dag sendte en kammerat et link til en artikel på BT, der beskrev program-met. Der stod noget i stil med ’B.S. vil hjælpe tykke unge med at komme i Forsvaret’. Der var en e-mail, man kunne skrive til, og jeg skyndte mig at skrive til den, at det egentlig så ret fedt ud, det ville jeg rigtig gerne være med til. Jeg havde længe prøvet på at tabe mig, uden at det var lykkedes. Så jeg så det både som en mulighed for at komme i lidt bedre form – i andet end kageform – og så som en mulig-hed for at komme ind i militæret.

I det første afsnit af ”B.S. og Bas-serne” fortæller du, at du siden barndommen har drømt om at køre kampvogn. Du ender med at blive erklæret ’begrænset egnet’ og få en plads som værnepligtig i Holstebro. For at skrive kontrakt med Forsvaret skal du dog yder-ligere tabe dig 5 kilo. Hvordan gik det, efter at kameraerne slukke-de? Hvad er status med din drøm om at køre kampvogn? Jeg er desværre aldrig kommet til at køre en kampvogn... Jeg vil sige, at jeg er faldet lidt mere til ro siden dengang. Men jeg kom ind og fik af-

tjent min værnepligt noget tid efter programmet (i februar 2012, red.), og det har været de bedste fire måneder af mit liv indtil nu. Jeg ville ønske, jeg kunne aftjene den gamle værnepligt på ti måneder. Jeg var sådan rigtig ærgerlig over, at værnepligten slut-tede. Da jeg gik ind til det – altså da værnepligten startede – da vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg ville. Om jeg ville fortsætte derinde, eller om jeg bare ville tage værnepligten. Men jeg blev en lille smule ”discouraged”, da jeg fik at vide, at vil du være soldat, så skal du udsendes. Det huer mig ikke... At man skal ud-sendes. Men gik du stadig efter at tabe de sidste fem kilo, el-ler gik projektet lidt i stå sammen med drømmen? Jeg gik efter det! Men det sank lidt hen, efterhånden som B.S. holdt op med at svinge pisken. Jeg faldt lidt til ro. Jeg nåede dog at løbe et maraton, inden jeg faldt helt til ro. Det var Ber-lin Marathon tilbage i 2011. Det var min mor, der spurgte mig i et svagt øjeblik. Jeg nåede lidt over halvvejs, så begyndte jeg at få ondt i min hofte. Da der var sådan fem kilometer igen, fik jeg strålesmerter ved hvert fjerde skridt, jeg tog. Det var ikke særlig sjovt!

Var det så B.S.’ ord om viljestyr-ke, der fik dig til at gennemføre alligevel? Ja, helt sikkert. Og så min mor. Jeg tror, min mor har en speciel form for damp, som hun kan slå til og fra! Hun løb jo med, og hun løb både baglæns og dansede. Hun er bidt af en gal lø-ber. Haha..

Så kommer viljestyrken heller ikke fra fremmede! Var Forsvaret så, hvad du troede, det ville være? Levede hverdagen op til dine for-ventninger? I høj grad var det, som jeg havde for-ventet. De var noget mere flinke ved os, end jeg forventede... men det kan man jo ikke tillade sig at klage over, haha. Og så havde jeg nogle fantasti-ske sergenter!

Max tabte sig over 20 kg over de seks måneder programmet varede. I dag løber han stadig en smule og er lige startet i et fitnesscenter.


Da optagelserne til ”B.S. og Bas-serne” startede i 2010, vejede du 124,5 kg. Et halvt år efter havde du tabt dig 24 kg, og var altså nede på knap 100 kg. Hvordan ser det ud med vægten og formen i dag? Vægten er steget lidt igen, men jeg løber stadig. Nu har vi så meldt os til et fitnesscenter, så jeg er inde og løbe lidt med jævne mellemrum. Men alt-så… jeg forsøger at komme lidt ned med vægten igen. Jeg vil jo gerne ned på de der 100 kg. Lige nu ligger den ret stabilt på 110-115 kg.

Da optagelserne startede, var din selvtillid helt i bund grundet din overvægt. Et halvt år senere fortæller du, at du er blevet mere åben, har fået det bedre med at vise din krop og generelt bare har fået et stort boost til din selv-tillid. Det betyder blandt andet også, at du har fået en kæreste. Hvordan ser det ud med selvtilli-den og ikke mindst kærligheden i dag? Selvtilliden, den synes jeg selv, jeg har holdt ved... og det samme med kæresten. (Her smiler Max til Anita og kilder hende kærligt på maven).

Det var midt under det hele, at jeg træf hende. Det var en af mine andre kammerater og en af hendes ven-inder, der skulle lege ’Kirsten Gifte-kniv’. Vi flyttede sammen, lige inden jeg startede i militæret, og har boet sammen lige siden.

Når du ser tilbage nu, hvilken ef-fekt har din medvirken i program-met haft på dit liv? Var det dét værd? Ja, det var helt sikkert dét værd! Fik jeg chancen, gjorde jeg det igen. Det var en fed oplevelse. Både det at møde B.S. og få afkræftet alle mine fordom-me om ham, og ja, jeg fik jo nærmest et nyt liv af det program. Det gav mig oplevelser i programmet, men også i værnepligten efterfølgende.

Vi er nået bunden i skålen, hvor der før var jordbær, og jeg har fået et godt indblik i Max’ liv efter B.S.’ coaching. Det er tydeligt at se, at han har holdt fast i de redskaber, han fik i løbet af tv-programmet - også selvom vægten er gået lidt op igen. Jeg siger pænt far-vel til Max, Anita og katten - der ellers netop har accepteret min tilstedevæ-relse - og sætter kursen sydpå.

Året efter ”B.S. og Basserne” nåede Max en toppræstation; han løb et maraton. Det var Berlin Marathon, og som bevis på den præstation, har han en flot medalje.

Max fik mere selvtillid under ”B.S. og Basserne”, hvilket også gjorde, at han fik en kæreste. Selvtilliden har han holdt fast i – og det samme med kærligheden. Her ses han sammen med kæresten Anita. I dag bor parret sammen i Aalborg.


Patrick Larsen Patrick tager imod mig i sit hjem i Randers. Jeg takker ja til kaffe og bliver vist ind i stuen, som den 23-årige eksbasse selv betegner som en tydelig afspejling af hans studie. Og ja, jeg må da sige, at der er mere pædagoghjem end militærbase over lejligheden. Patrick var den eneste af de 12 drenge, der ikke bestod den afsluttende test i tv-programmet. Jeg er spændt på at høre, om han alli-gevel fik sine drømme om Forsvaret opfyldt, før han begyndte at læse til pædagog. Efter lidt hyggelig småsnak hiver jeg diktafonen frem og går i gang med interviewet.

Beskriv oplevelsen af hele forlø-bet. Hvordan var det at blive pres-set af en forhenværende elitesol-dat – og så for rullende kameraer? Med hensyn til B.S. så bliver jeg tit spurgt, om han er en hård mand. Fy-sisk er han jo nok… men det var også, fordi vi var nogle fede gutter, som ikke havde lavet noget som helst. Så i starten var det hårdt. Men han er så også blevet en rollemodel for mig siden, fordi han netop pressede mig fysisk og psykisk. Jeg har taget rigtig meget med fra programmet af. Med hensyn til selve processen med kame-raerne kørende så er det ikke sjovt at lave fjernsyn. Det synes jeg ikke. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det var holdet, som filmede det, om de var forholdsvist nye eller noget, men det var meget sådan... Hvis man skulle ud og lave noget, så skulle kameraerne stilles op, og der skulle filmes på de rigtige lokationer og så videre, så det tog i hvert fald halvanden til to timer ekstra, før vi overhovedet kom i gang. I den tid sad vi bare omme bag i en lastbil og ventede. Så det var ikke

særlig sjovt. Men at blive trænet af B.S., Lars og Charlotte, det var jo fæ-nomenalt.

Ofte er der enkelte øjeblikke, der skiller sig ud. Hvad vil du betegne som det henholdsvis bedste og værste øjeblik i løbet af de seks camps? Det værste øjeblik... Jeg tror, det er i fjerde afsnit eller sådan no-get, hvor jeg græder. Vi var hos Beredskabsstyrelsen og skulle agere røgdykkere i et bræn-dende hus, hvilket jeg har det rigtig dårligt med på grund af gamle minder. Der, hvor jeg boede før, brændte garagen, og havde vi sovet en halv time længere cirka, så var der gået ild i huset. Så jeg har sådan lidt en fobi... Jeg har ikke noget imod ild, så længe det er i åbent rum, men lige så snart det er i lukket rum, kan jeg ikke holde til det. Så ja... der var sådan lidt en sentimental scene dér. Men her var B.S. også rigtig god. Han presser én, og han presser én en lille smule ud over kanten, men han er også rigtig god til at læse folk. Han ved godt, når han skal stoppe. Han gik så med ind i rum-met, og jeg kom igen-nem og fik klaret op-gaven. I øjeblikket var det ikke særlig sjovt – dér var det nok det værste øjeblik i pro-grammet – men bag-efter får man også den der følelse af at... man kunne jo godt alligevel! Hvis jeg skal sige én ting, der var det fedeste, udover – nu lyder det helt ro-mantiseret – at være sammen med og blive trænet af B.S., så var det fedeste helt klart at flyve helikopter.

Der lægges en del fokus på de her sentimentale scener – for eksem-pel den, hvor du græder. Følte du dig nogen sinde udstillet i løbet af de seks afsnit? Nej, det vil jeg ikke sige. Det er jo svært at sidde og sige som et af de

I det halve år Patrick deltog i ”B.S. og Bas-serne”, tabte han sig næsten 10 kg. I tiden efter har han fortsat holdt fast i træningen, og ligger derfor i dag stabilt på 100 kg. Patrick og hans Soldaterkammerater fra

Ingeniørregimentet i Skive.

Tiden som værnepligtig er

hverken glemt eller gemt

hos Patrick. I stuen har han

en hylde med minder fra

de fire måneder i trøjen.


individer, der har været med i pro-grammet, for så sidder man også og tænker på, hvad der er sket uden for kameraet. Man har hele forløbet i baghovedet. Man ved, hvad der er sket lige inden og lige efter optagel-sen. De bruger selvfølgelig nogle vir-kemidler og kommer altid og filmer, lige når det er værst, hvis man kan sige det sådan. Men nej... Jeg følte mig ikke udstillet som sådan.

I det sidste program er du den eneste af de tolv ”basser”, der ikke består B.S.’ prøve og dermed får en ny chance til Forsvarets Dag. Hvad skete der, efter at ka-meraerne blev slukket? De har det heldigvis ikke med i pro-grammet, men lige da jeg ikke bestod armstrækkerne i styrkeprøven, stor-mer jeg hen på værelserne, hvor jeg sidder på et toilet og er helt færdig. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg havde brugt et halvt år af mit liv på at komme frem til det her og så ikke bestå. Så jeg havde det sinds-sygt skidt. Jeg ringede til min far og var fuldstændig færdig, og så tog jeg hjem. Da jeg havde været lidt hjem-me, oplevede jeg for første gang i mit liv, at den der skuffelse over ikke at være kommet igennem, den tog over mig. Jeg tænkte ”det kan ikke passe!”, og så øvede jeg mig på de der armbøj-ninger – først på knæene og derefter på tæerne. Der gik to dage, og så kun-ne jeg tage 25 eller sådan noget. Jeg skrev til B.S., fortalte ham, at nu kun-ne jeg, og han svarede, at jeg skulle filme det, så min far filmede det, og jeg sendte det til B.S. Han sagde, at det var bare kanon, så der gik ikke meget længere end 14 dage, så kom jeg op til en ny Forsvarets Dag, blev erklæret egnet og fik en plads som værnepligtig i Skive. Lige efter jeg havde været til Forsvarets Dag, var jeg også med i Go’ morgen Danmark.

Hvordan var den oplevelse? Det var noget helt andet (end B.S. og Basserne red.)! Der var det jo plud-selig live. B.S. og min daværende kæreste var med derinde, så der var selvfølgelig noget støtte dér. Det er sjovt, når man har været med i tv, at se sig selv bagefter. Man føler altid, at man ligner og lyder som en klovn. Jeg blev interviewet ligesom nu omkring,

hvordan processen var under opta-gelserne, og hvad der skete bagefter. Hvordan jeg alligevel fik den dér.. hvad kan man kalde det… styrke til at gennemføre testen efterfølgende. Men det var spændende og helt sik-kert ikke en oplevelse, jeg ville være foruden.

Var Forsvaret så, som du forven-tede? Jeg kan huske én af scenerne i B.S. og Basserne, hvor jeg bliver interviewet, mens vi ligger ude i en skov, hvor vi skal sove. De spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg sagde til dem, at hvis det er dét her, man laver inde ved Forsvaret, så er det super fedt. Jeg fandt dog ud af, at verden er anderle-des inde ved Forsvaret! Fysisk kunne jeg sagtens klare det, psykisk kunne jeg også sagtens klare det. Jeg synes også, jeg har fået rigtig meget ud af værnepligten, men idet jeg var land-stalsmand, var der rigtig meget pa-pirarbejde og rigtig mange lektioner og store øvelser, jeg missede grundet møder. Der var pludselig rigtig meget ud over det, at skulle sove ude i sko-ven. Jeg blev også kendt som papirsol-daten. Hvordan havde du det med den rolle? Ville du i dag ønske, at du ikke havde stillet op som land-stalsmand? Nej! Jeg elsker sådan noget, jeg synes det er super fedt, og jo… et eller an-det sted ville jeg da gerne have prøvet at se, hvordan det var at være med fra start til slut uden landstalsmandens opgaver. Men overordnet nej - jeg vil-le ikke have været foruden den rolle.

Du kommer ind som værnepligtig i august 2011. Fire måneder efter er HBU’en slut... Hvad sker der derefter i dit liv? Jeg fandt ud af, at Forsvaret ikke var mig... Altså jeg... Jeg tror på, at det i høj grad bunder i, at jeg fra starten af ikke blev rigtig integreret i det på grund af alle de lektioner og øvelser, jeg missede. Jeg følte mig ikke parat til at søge videre og skrive kontrakt på det grundlag, jeg havde. Derud-over er jeg ikke så meget for det der med at skulle udsendes. Det er ikke noget, jeg har lyst til.

Da optagelserne startede i 2010, vejede du 122 kg. Et halvt år efter havde du tabt 9 kg og var altså nede på 113 kg. Hvordan ser det ud med vægten og formen i dag? Jeg løber stadigvæk. Træningscentre er ikke mig, jeg synes, det er trivielt. Jeg laver coreøvelser dagligt og løber tre-fire gange om ugen. Ikke noget specielt antal kilometer og ikke fordi jeg træner op til noget maraton. Jeg gør det egentlig bare for at holde for-men ved lige. Jeg synes, det går okay, og jeg holder mig stabilt på 100 kg.

Når du ser tilbage i dag, hvilken betydning har din deltagelse i programmet så haft for dit liv? Ja... Jamen det har selvfølgelig ændret mig fuldstændig som person. Meget med hensyn til selvtillid og selvværd. Folk bliver jo rigtig overraskede, når jeg fortæller dem, at jeg har været med i det, og det er da sjovt at se deres reaktion. Men som jeg også si-ger til dem: jeg har ikke gjort det på grund af tv’et. Jeg gjorde det af egne egoistiske grunde. Selvfølgelig er det da fedt at være med i et program, der forhåbentlig har været med til at in-spirere andre, men det var ikke ho-vedgrunden.

Endnu et interview er nået til vejs ende, og igen har jeg fået et godt indblik i, hvor meget B.S. har påvir-ket drengenes videre liv. Det gør mig glad, at Patrick fandt viljestyrken frem og nåede sit mål, efter at kameraerne slukkede. Selvom ingen af drengene endte med en karriere i Forsvaret, kan man ikke sige, at programmet mis-lykkedes. Det har været spændende at interviewe begge eksbasser og dejligt at finde ud af, hvor meget programmet har betydet for deres videre færden. B.S. siger, at et godt liv skal man kæmpe for. Bas-serne viste os, at det er muligt. Et godt liv kan man kæmpe for.


> SERGENTCITATER

Delingen har netop afsluttet en dag i felten

med REBA’er.

DF: ”Fat stumperne, så vi kan komme hjem”

Da alle har taget deres ting, ligger der en

rygsæk tilbage.

MG: ”Jeg tror, vi har glemt en”

DF sukker dybt og begiver sig ud i terrænet

efter den forsvundne menige, som stadig

ligger på vagt.

Det nye værnepligtshold er startet, og delingens sergenter skal

præsentere sig.

Første sergent: ”Jeg er ikke sådan en, I kommer hen til, når I tuder

over, at kæresten er gået fra jer og så videre.”

Sidste sergent træder frem og siger: ”Jeg har fire søstre, har læst

samtlige ”Vi unge”-blade på markedet, I kommer bare til mig!”

Sergent til menig: ”Nu skal

jeg forklare dig lidt om hold-

ning. Holdning defineres som,

hvad man gør, når sergenten

IKKE er der.”

SERGENT KOMMENTERER PÅ

LOVGIVNINGEN OM, AT ARBEJDE

OVER TO METERS HØJDE IKKE

MÅ FINDE STED: ”HVAD SÅ MED

HAM PÅ 2,07, MÅ HAN SÅ IKKE

VASKE HÅR?” Sergent til menig: ”Garder, er det

ond vilje? Forsøger du bevidst at

sabotere mit humør? For det ligner

det unægteligt lige nu. Jeg har

tre ufatteligt simple regler: Man

taler ikke i geledderne, man står

pisse stille, når man laver en fejl,

og man piller sig ikke i skallen. På

fem sekunder formår du at gøre

samtlige ting!”

REKRUT SPØRGER SERGENTEN,

HVORDAN MØNSTRINGEN KOM-

MER TIL AT FOREGÅ, HVORTIL

SERGENTEN SVARER: ”TILLID

ER GODT, KONTROL ER BEDRE,

RAZZIA ER BEDST!”

og menig


KAMPFLY KLAR TIL MISSIONFra 1. maj til 31. august skal Flyvevåbnet have cirka 50 mand og fire F-16 kampfly til Ämari Air Base, der ligger i det nordvestlige Estland. Derfra skal de støtte NATO’s Baltic Air Policing i luftrummet over de tre balti-ske lande. Derudover vil de danske soldater bruge tiden på at holde deres træning ved lige. Air Policing, eller afvisningsberedskab, er en fast opgave, der er blevet løst af NA-TO-lande på skift siden 2004, hvor de balti-ske lande blev en del af NATO-samarbejdet. Estland, Letland og Litauen råder ikke selv over kampfly, der kan løse opgaven.

Ud over de fire deployerede kampfly vil yderligere to kunne udsendes fra Dan-mark, hvis der opstår behov.

Forsvarsminister Nicolai Wammen er til-freds med, at Danmark kan tilbyde NATO

at støtte suverænitetshåndhævelsen af de baltiske landes luftrum: ”Forsvaret af det baltiske luftrum er en integreret del af det samlede forsvar af NATOs luftrum. Tilste-deværelsen af NATO-fly i luften over de baltiske lande er et meget synligt bevis på medlemslandenes solidaritet og NATOs be-slutsomhed. De danske F-16 kampfly har løst den slags opgaver før, og jeg er overbe-vist om, at mandskabet også denne gang vil løse opgaven professionelt, siger Nico-lai Wammen.”

Kilde: Forsvaret.dk

Nyt fra forsvaret

BEREJST STAFET LØBER I KØBENHAVNVed VM i halvmaraton i København løb en dansk soldat med en britisk stafet, der har været verden rundt for at vise taknem-melighed over for soldater og deres pårø-rende. The Baton (stafetten) har været med den britiske prins Harry og en flok skadede ve-teraner på Sydpolen. Den har kørt Dakar Rally med det britiske Race2Recovery-team af skadede soldater og været med på flere andre mere eller mindre ekstreme rejser

og ekspeditioner. Lørdag d. 29. marts skul-le The Baton så med rundt i Københavns gader, hvor mere end 30.000 mennesker løb VM i halvmaraton. The Baton er en stafet udformet af håndta-get fra en båre, og den er det fysiske sym-bol for et britisk projekt, der ønsker at vise taknemmelighed over for soldater ved at prøve at fastholde opmærksomheden på de omkostninger, som den militære tjene-ste har haft for skadede soldater og pårø-rende til dræbte soldater. Samtidig samler projektet penge ind til projekter, der støt-ter veteraner. Inde i stafetten er projektets budskab og formål beskrevet på et stykke faldskærmsstof. Kilde: Forsvaret.dk


OBSERVATØR HJEMVENDT FRA UKRAINEMajor Kim Willum Guldbech fra Forsvarskommando-en er en af de to danske observatører, som er hjem-vendt fra OSCE-missionen i Ukraine. Sammen med militære observatører fra cirka 25 lande skulle Kim Willum Guldbech efter invitation fra Ukraine følge udviklingen i og omkring Krim for at sikre mod rus-siske militære aktioner. For observatørerne var den største udfordring, at de ikke havde adgang til Krim, som de ønskede. ”Det var tydeligt, at personerne ved checkpoints ikke ønskede, at militære observatører skulle komme ind på Krim. Derfor skiftede missionen også til at foku-sere på den østlige del af landet, hvor vi blandt an-det observerede ændringer ved grænseovergangene.” Kim Willum Guldbech tiltrådte missionen den 6. marts, og igennem de næste to uger så han, hvordan adgangen til Krim blev umuliggjort af bevæbnede styrker. ”I løbet af de første tre til fem dage prøvede vi at komme ind på selve Krim. Det er velkendt nu, at vi i det sidste forsøg på at komme ind på Krim ople-ver varselskud i to omgange. Vi var ubevæbnede og havde derfor ikke en mulighed for at modsvare det.

I den første rapport, vi sender hjem, fastslår vi med stor sandsynlighed, at der er russiske styrker om-kring kontrolposterne, og først flere dage senere blev det bekræftet. At 26 lande sender en samlet rapport så hurtigt, synes jeg har en vis værdi.” For Kim Willum Guldbech har missionen været utro-lig spændende, og det har været meget interessant at samarbejde med så mange lande. OSCE forsætter tilstedeværelsen i Ukraine, denne gang har Danmark en ledende rolle i inspektionen. Kilde: Forsvaret.dk

Nyt fra forsvaret

HÆRLØBETDen 15. maj klokken 17:00 ved Frederiksberg Slot bliver Hærløbet afholdt. Det er et velgørenhedsar-rangement, som afholdes af kadetter fra Hærens Of-ficersskole. Alt overskydende profit fra løbet doneres til danske veteraner.

Alle kan deltage på distancerne 5 eller 10 km.

Kilde: Forsvaret.dk

STINE GODSK


Journalist på SOLDATEN? Har du modet og evnerne til at skifte geværet ud med en kuglepen? Har du lyst til at opleve en anden side af Forsvaret? Så har vi jobbet til dig!

SOLDATEN søger nye værnepligtige til redaktionen. Som journalist på SOLDATEN får du... • En ny, unik indgangsvinkel til Forsvaret • Samme ansættelsesforhold som under basis-

uddannelsen • Et enkeltværelse på den smukke Marinestation

Holmen i København • Opgaver og arbejde, som foregår både i civil og

militær beklædning • Eget kontor

Vi forventer, at du... • Har gode skrivekundskaber • Forstår at opsnuse ”den gode historie” • Har en åben personlighed, gåpåmod og viljen

til at samarbejde • Er engageret og dedikeret i dit arbejde • Er ansvarsfuld, også uden opsyn • Har interesse i værnepligten • Kan fange gode billeder

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning hurtigst muligt – senest den 5. maj. I ansøg-ningen skal du fortælle lidt om dig selv og om, hvorfor du ville være en god journalist på SOLDATEN. Derudover skal du medsende dit bud på en artikel til bladet – det kan være en reportage fra en feltdag, en personlig oplevelse eller noget helt tredje. Vi vil bare gerne have et indblik i, hvordan du er som skribent! Sidst, men ikke mindst, skal du medsende et billede af dig selv samt andre fotos, der viser dine fotografiske evner.

Send ansøgningen til [email protected]. Hvis du har spørgsmål, kan du ringe på tlf. 32 66 55 54 eller 32 66 55 58.


CLARA MIKKELSEN

Did you know bro?

Mange forbinder et større antal

kvinder, med en bedre adfærd i

Forsvaret. Den 12.03.2014 skrev

Forsvaret følgende:

Mangfoldigheden i forsvaret be-

gynder at ligne det omgivende

samfund. Tilgangen af især kvin-

der har gavnet adfærden positivt.

De gode gamle dageI starten af 1900-tallet så hele det dan-ske samfund meget anderledes ud end i dag, dermed også det danske forsvar. Et trygt og godt arbejdsklima stod ikke øverst på hverken militære eller civile chefers lister. Forsvaret var til for at beskytte landet og opretholde neutra-litet. Det krævede disciplin. Grænse-overskridende sergentcitater var ikke noget, man bekymrede sig om - og dog nævner den tidligere forsvarsminister Peter Munch en klage fra nogle ind-kaldte soldater i hans erindringer fra årerne op til 1. verdenskrig:

”I de Tilfælde, hvor der fremkom nogenlunde begrundet Klage over hensynsløs Adfærd fra Officerernes Side, lod jeg foranstalte Undersø-gelser. Det vakte megen Uvillie fra Overkommandoens Side og vel i det hele i Officerskredse; man ansaa det for skadeligt for Disciplinen; og der kom ikke meget ud af Undersø-gelserne.”

En sådan klage bliver altså på ingen møde imødekommet eller varetaget af den øverste ledelse. De indkaldte soldater havde pligt til at værne om deres land og ikke ret til meget mere. Der var ikke blot tale om en nedvær-digende tone, men i det hele taget ringere behandling, dårligere forhold samt mindre frihed. Meget logisk, ef-tersom Forsvaret afspejlede det sam-fund, det fungerede i.

Slut med chikane og verbale tæsk ”Jeg ser i avisen, at tonen i Hæren, skal omformes efter moderne recept. Før var den sådan lidt svovlholdig i atmosfæren, når man gik til køjs, var det med et ’HOLD KÆFT! Læg dig, dit møgdyr. Satans til sløjfyr. Åndssvage møgdyr, du må ha’ fnat!’ Nu stiller sergenten, sjus på servan-ten, sætter sig på sengekanten, kys mig godnat.”

Ovenstående synger Preben Kaas i én af Danmarks filmperler fra 1962; Soldaterkammerater på sjov. Sangen hedder ’Tonen i Hæren’, og teksten kunne lige så godt være skrevet flere årtier senere. Selvom Forsvaret ofte føles – og ofte er – et samfund i sam-fundet, følger institutionen alligevel med verden udenfor. Den er blot lidt bagud. I takt med modernisering og øget fokus på velfærd bliver der lavet flere retningslinjer for befalingsmæn-dene, så Forsvaret og særligt Hæren, hvor tendensen til en hård tone ofte siges at være størst, stemmer overens med verden uden for hegnet. I 1962 synger Kaas, at den råbende sergent skal have en mildere tone. I 1994 var man stadig opmærksom på problemet, som overordnet var det samme. Hærens Operative Komman-do forsøgte at komme problemet til livs med et nyt tiltag; afskaffelse af stueeftersynet.

Jeg river kraftedemerøvhullet ud på dig!-Tonen i Forsvaret

Et godt arbejdsmiljø og en ordentlig mandskabsbehandling, det er noget, vi alle ønsker og efter-stræber. Inden vi indtog SOLDATENs redaktion, tænkte vi, at der dog var særregler, når det kom til den arbejdsplads, vi kalder Forsvaret. For os var det danske forsvar ikke ligefrem en institu-tion, der var kendt for at gøre forfærdelig meget brug af diverse pædagogiske redskaber. Vi har dog lært, at man ikke altid skal stole på sine forældede fordomme!

SOLDATEN kigger i denne artikel nærmere på befalingsmændenes sprog over for de lavest range-rende i militær regi – jer. Vi ser på, om der overhovedet er sket en udvikling de sidste 100 år, og hvad de værnepligtige må lægge øre til i dag.


I oktober ’94 bringer SOLDATEN en to-sides artikel om emnet, hvor man blandt andet kan læse et uddrag af den daværende hærchef generalma-jor O.L. Kandborgs brev til cheferne ved Hærens tjenestesteder. Der står blandt andet følgende:

”… Da jeg ikke kan acceptere, at der stadig forekommer graverende overtrædelser af reglerne om god mandskabsbehandling, udgives her-med følgende supplerende anvisnin-ger for god mandskabsbehandling etc.: A) Brug af eder og ukvemsord i forbindelse med ledelse og uddan-nelse er uacceptabel og skal bringes til ophør. B) Brug af nedladende bemærkninger om personer og præstationer er uacceptabel og skal bringes til ophør. C) Brug af højrøstet tale og råben skal begræn-ses til de tilfælde, hvor mængden af tilhørere eller afstand eller støj gør det nødvendigt. D) Stueeftersynet i den gængse form med sergenter og andre yngre befalingsmænd som stuekommandør skal bringes til ophør ...”

Det var især medierne samt Værne-pligtsrådet, der havde sat fokus på dårlig mandskabsbehandling af me-nige og dermed havde medvirket til nye tiltag. Den daværende journalist på SOLDATEN kalder oplysningerne nærmest sensationelle, og det er da også næsten for godt til at være sandt. I dag, 20 år efter, vil vi komme med den vovede påstand, at flere menige både har hørt deres befalingsmænd bruge eder og ukvemsord samt råben i tilfælde, hvor hverken støj eller af-stand generede. Om det har været i sådan en grad, at de menige har følt det som krænkende adfærd og dårlig behandling, er dog en anden sag.

Artiklen viser, at der er fokus på den ordentlige tone, og det er et frem-skridt. Der er dog nogle, der ikke er tilfredse med selve tiltaget, og det er Forretningsudvalget for værne-pligtige befalingsmænd - en interes-seorganisation for værnepligtige befalingsmænd. Sergent Kim Kampp kritiserer tiltaget og lægger vægt på, at der i stedet bør være mere fokus på forebyggelse af problemet, for eksempel sergenternes uddannelse.

Derudover nævner han holdnings-ændring som en anden faktor - en billigere en. Han mener, at holdnin-gen til en ordentlig tone og et godt arbejdsmiljø skal komme oppefra og spredes ned gennem geledderne.

Hvad skal de værnepligtige lægge øre til i dag? Ting tager tid - især i Forsvaret. Tyve år efter at Kim Kampp udtalte sig til SOLDATENs journalist, ser det dog ud til, at hans ønske er gået i opfyldelse. Holdningen til en god tone blandt befalingsmænd og menige er overve-jende og de fleste steder en selvfølge. Der er også taget fat i sergenternes uddannelse, hvilket SOLDATENs re-daktion tydeligt kunne mærke, da vi besøgte sergentskolen i januar må-ned. Her blev der lagt op til en god og respektfuld tone af de oversergenter, der underviser sergenteleverne.

Alt dette er selvfølgelig ikke blot ser-genternes egen udmelding, men jeres - de værnepligtiges.

For et par uger siden satte SOLDATEN en spørgeundersøgelse i gang for at høre de værnepligtiges syn på sagen. Spørgeundersøgelsen fik over 100 deltagere. Heraf har over 40 % af de menige svaret, at de aldrig har hørt en befalingsmand tale nedsættende om en bestemt gruppe mennesker, for eksempel homoseksuelle eller kvinder. Lige under 40 % har svaret, at de kun har hørt det en enkelt gang eller to, mens kun én eneste person oplever, at det er alment at høre så-danne nedsættende kommentarer fra befalingsmænd.

Til spørgsmålet ”Hvordan føler du ge-nerelt, tonen er i din deling mellem befalingsmænd og værnepligtige?” tegner sig samme positive mønster. En enkelt procent mener, at tonen er alt for hård. Cirka 7 % mener, at tonen er alt for blød - at der simpelt-hen skal være mere hård disciplin og flere hårde ord. Og over 91 % har sva-ret, at de synes, at tonen er, som den skal være - respektfuld og kontant på samme tid (se resultaterne og kom-mentarerne fra spørgeundersøgelsen uddybet på næste side!).

Hvordan kan det så være, at vi stadig modtager sergentcitater a la ”Jeg ri-ver kraftedeme røvhullet ud på jer” og ”Hvis I var heste, ville jeg slagte jer”? Hertil må man nok konkludere, at der er forskel på mennesker. Der vil næsten altid være enkelte, der sidder i det job, de har, på grund af ”magten”. Og der vil næsten altid være enkelte, der ser Forsvaret som en særlig instans, hvor respekt og ordentlig indlæring ikke hører til. Men det gør det. Dermed ikke sagt, at Forsvaret ikke ér en særlig instans. I bund og grund handler det om at finde den rette balance mellem den hårde og bløde tone - disciplin bygget på respekt. Det kan da ikke være så svært, kan det?

Kilder: Forsvaret.dk/fak, Soldaterkammerater på sjov (1962) ”Tonen i Hæren”, SOLDATEN 6. udgave oktober 1994

Føler du, at dine befalingsmænd respekterer dig?

■ Ja bestemt.

■ De fleste – enkelte ser ned på alle menige.

■ Nej.


CLARA MIKKELSEN

Det mener IVi spurgte jer, om jeres holdning til tonen i Forsvaret på laveste niveau. Og svar fik vi! Helt præcis 108 menige landet over deltog i undersøgelsen, og her er resultatet.

Oplever du nogensinde dine befalingsmænd tale nedsættende om en bestemt gruppe mennesker (fx. homoseksuelle, kvinder, folk med anden etnisk baggrund osv.)?

Hvordan føler du generelt, tonen er i din deling mellem befalingsmænd og værnepligtige?

”Nedsættende bemærk-ninger sker, men kun som jokes eller humoristiske

bemærkninger.”

”I den deling jeg er i, er der utrolig stor forskel på hvordan én bestemt sergent

(hård og nedladene tone i en grad det ikke er okay) snakker til os i forhold til de to andre (blød men retfærdig og verbale smæk når vi fortjener dem). Derfor er det meget svært at

skære dem over i én kam.”

”Den her går igen: ’tjekker’ er kun noget bøsser

og lesbiske gør...!”

■ Ja, ofte. Stort set alle befalings-mænd kommer med sådanne kommentarer.

■ Det hænder blandt de fleste sergenter.

■ Det er meget forskelligt – nogle befalingsmænd gør det en del, andre slet ikke.

■ Kun en enkelt gang eller to.

■ Nej, aldrig.

■ Ja bestemt.

■ Alt for hård – sergenterne er magtsyge…

■ Alt for blød! Der må gerne være en hård tone i Forsvaret.

■ Som den skal være, den rette mellemting mellem respektfuld og kontant.

”For det meste er den som den skal være men nogle gange bliver den for hård og

så har man følelsen af at de er magtsyge.”

Fun facts om firma gear:

Salutkanon på Sixtus Batteriet

– På Marinestationen Holmen ligger et voldanlæg med gamle kano-ner og en flagstang. Det udgør Batteriet Sixtus. Herfra affyres de of-ficielle salutter i forbindelse med stabsbesøg og andre officielle lejlig-heder. Til det bruges nogle opstillede 87 mm salutkanoner.

– MEN! Flagstangen på Sixtus Batteriet er Rigets Flag, og bliver derfor både under op- og nedhejsning fulgt af en salut. Det sker dagligt. Til disse daglige salutter bruges den grå 40 mm kanon, som kan betjenes af én mand – oftest en MP’er fra Søværnet. Det er denne kanon, der ses på billedet. Der bruges 40 mm granater med løst krudt til affyr-ring. – Grundet de mange kanonskud var Sixtus Batteriets volde blevet godt og grundigt slidte tilbage i 2010. Det betød, at hele området blev renoveret, og i dag er der gangstier, så du rigtig kan få et kig på de fine salutkanoner.

SOLDATEN NR. 4• 2014 25

CLARA MIKKELSEN


Når du tænker på højskole, så er det nok ikke elitestyrker, feltøvelser og benhård træning, du forbinder det med, men de ting er nu blevet for-enet på Gymnastikhøjskolen i Olle-rup. Her åbnede man i august 2013 for første gang i Danmark en linje, som skulle forberede elever på For-svarets elitestyrker. UPGRADE blev linjen døbt.

Linjen spænder bredt og er ikke kun rettet mod elever, som vil ind som frø-mænd eller jægersoldater. Også elever, som ønsker at søge ind på Forsvarets officersskoler eller til politiet, som er krigsveteraner eller bare er eventyre-re, er velkomne på linjen. Afhængigt af hvad man ønsker at få ud af opholdet, har eleverne på UPGRADE både noget fælles og forskelligt undervisning. For eksempel har eleverne, som er der for at forberede sig på at søge ind til po-litiet, noget danskundervisning, som eleverne, der ønsker elitestyrkerne, ikke har. Eleverne på linjen har vidt forskellig baggrund. Nogen har aldrig været i Forsvaret før, og andre er ansat ved Forsvaret og tager kurset på Ol-lerup Idrætshøjskole som CU (civilud-dannelse). SOLDATENs redaktion besøgte høj-skolen på Sydfyn et par dage og fulgte deres skema. Vi valgte at fokusere på

eleverne, som gik på linjen med det formål at søge ind til specialstyrker-ne. Vi ankom en mandag aften og mød-tes med Claus - den hovedansvarlige for linjen. Claus er selv tidligere frø-mand og siriusmand, og sammen med tre andre undervisere på linjen udgør han den trup, som står for ele-vernes undervisning.

Vi fik udleveret et skema for dagene og blev indlogeret på skolen. Tirsdag morgen startede vores ophold for al-vor. Vi var spændte og klar på lidt af hvert, da vi startede dagen med mor-gensamling og efterfølgende dagens første aktivitet – crossfit. WOD’en (Workout of the Day) bestod af 14 for-skellige øvelser - per runde vel at mær-ke, for det var ikke bare en gang, de 14 øvelser skulle klares, men hele tre.

UPGRADE

Der blev gået til den ved tirsdagens første lektion i crossfit. Også mindre traditionelle redskaber blev anvendt. Her er det to tove, som skal svinges.

POW-svømning. Med hænderne og fødderne bundet skal roen bevares og panikken undgås for at overleve i vandet. Livredde-ren sidder dog klar, hvis der skulle blive behov.

Når turene ned til bunden og op og få luft er klaret, har man brug for en makker eller to til at binde rebene op, så man kan komme sikkert op på land igen.


STINE GODSK

Mange af øvelserne var ting, vi kun-ne genkende; squats, skulderpres og dips, men en del andre øvelser var mindre traditionelle. Her kan næv-nes kast hen over skulderen med en kampsportsdukke, sving med to tove og englehop med fragmentationsvest. Hele vejen igennem var intensiteten tårnhøj, og lokalet emmede af sved, pumpende bas og udmattelse. Det var fedt at opleve, hvordan alle bare gav den maks gas og ikke stoppede, før alle tre runder var ovre. Efter en kort pause var det blevet tid til dagens anden lektion, nemlig kampsvømning. Det foregik i skolens indendørs pool – som faktisk også er Danmarks første af slagsen. Eleverne stillede op i uniform og støvler. Det er ikke et syn, man ellers møder i en svømmehal, og det føltes da også en smule dumt at kaste sig i vandet fuldt påklædt. Dagens træning bestod bl.a. af bjærgningsøvelser med bevidstløs og træt svømmer samt POW-svøm-ning. POW står for prisoner of war, og ved POW-svømning får man hæn-der og fødder bundet og skal så ellers finde en måde at klare sig i vandet.

Så voldsomt var det dog ikke på høj-skolen. Her blev eleverne stille og ro-ligt introduceret til det ved først kun at have fødderne bundet og herefter hænderne. De skulle så igennem to øvelser. Den ene øvelse gik ud på, at de i den dybe ende skulle puste luft nok ud til, at de ville synke ned til bunden, hvor de så kunne sætte af og komme op efter luft igen. Puste ud, synke ned, sætte af og op efter luft igen. Sådan fortsatte det så en tre-fire gange. Den største udfordring var den mentale. Følelsen af at være under vandet uden mulighed for at bruge hænder og fødder til at svømme med, som man plejer, er en meget klaustrofobisk og angstfremkaldende situation.

I anden øvelse skulle de så springe på hovedet i vandet – uden hænderne til at tage fra med, da de var bundet på ryggen - og svømme, så godt de nu kunne. De var to og to sammen, og den ene fungerede hele tiden som livredder, så der ikke ville ske uheld undervejs.

Igen var det overraskende, hvordan alle bare kastede sig ud i det. Havde

det været en gruppe helt almindelig unge mennesker, så er vi ikke sikker på, der ikke ville have siddet nogen tilbage og have sagt, ”aaargh.. det der… det skal jeg ikke have noget at gøre med.” Hver tirsdag aften/nat er eleverne på o-march med overnatning et sted i den sydfynske natur. Det var ikke anderledes denne tirsdag. Resten af dagen over middag og indtil aften gik således med at forberede eleverne på nattens opgave. De havde en lektion i kortlære og brug af kompas og en lektion, hvor de fik informationer om aftenens o-march.

Fem poster og en rute på mellem 13 og 15 km. Sådan lød beskrivelsen, men dagens march skulle alligevel skille sig lidt ud fra tidligere opgaver ved at være en tand sværere. ”I får brug for alle jeres redskaber. Skridt-tælling, retninger, kompas – alles!” Sådan lød Claus’ advarende ord. Klokken blev 18.35, og alle mødtes på parkeringspladsen med rygsækkene klar. ”Husk nu mindst 20 kg i rygsæk-ken,” havde Claus tidligere formanet. Vi blev kørt ud til startstedet, og her blev eleverne så sendt af sted enkelt-vis med 10 minutters interval. Vi gik med den første elev, Michael, og satte vores lid til hans evner med kort og kompas.

At starte først var en kæmpe fordel, eftersom vi stadig havde lidt dagslys at gøre godt med. Den første post fandt vi da også hurtigt ved et sten-dige, og meget optimistiske fortsatte vi mod post 2, som skulle være place-ret ved en grøft. Den skulle vise sig at være noget sværere at finde.

Efter 45 minutters gennemtrævling af terrænet måtte vi give op og fort-sætte. Det var efterhånden blevet mørkt, og udfordringen med at finde posterne blev større og større. Mi-chael fik hurtigt ledt os hen til om-rådet, hvor post 3 skulle være, men tidens gang ændrer på små vandløb

og bevoksning, og kun ganske få ting er til at stole på. Først da Michael tog kompasset i brug, dukkede posten op i et træ ved en grøft.

Med fornyet mod begav vi os videre gennem skov, krat, åer og marker hen til post 4, som hang ved en å. Endelig en post, som vi ikke skulle bruge for meget ekstra tid på at lede efter. Fra post 4 var der kun halvanden kilome-ter til post 5, som samtidig var vores overnatningssted. Heller ikke post 5 vakte de store problemer, og efter 3½ times o-march kunne vi hoppe i posen.

Næste morgen kl. 6.30 efter en nat i det fri kom Claus og samlede os op. Vi blev kørt tilbage til skolen, hvor dagens program ventede.

Det er ikke kun benhård fysik træ-ning, eleverne på UPGRADE har. Også samfundsdebatter, foredrag og teori om f.eks. kortlære står på skemaet.

Onsdagen startede med en evalu-ering af nattens opgave. Her kunne eleverne enkeltvis komme op og for-tælle om den rute, de havde gået, og

Det var med rygsækken på, at aftenens/nattens o-march blev gennemført. Her er

Michael lige startet og har dagslyset til sin fordel.


de overvejelser, de havde gjort sig undervejs. Der var mange forskellige løsninger på opgaven, men det var dog ikke lykkedes for nogen at finde post 2, som forbliver et mysterium. Over middag stod der svømning på skemaet. Denne gang var det dog ikke kampsvømning. I dagens lektion spillede tekniktræning en stor rolle, og øvelser i bl.a. ”tidligt catch” blev gennemført. Der blev givet individu-elle fokusområder til eleverne, og hele tiden var deres instruktør klar med rettelser og nye ting, eleverne skulle arbejde med.

”De næste 25 meter trækker I vejret maksimalt en gang!” råbte instruk-tøren, mens der blev svømmet craw-lintervaller med maksimal hastighed. Fire gange gav eleverne sig fuldt ud på de 25 meter, og den sidste smule energi blev brugt i vandet.

Til sidst i lektionen fik eleverne lov til at øve dykning fra den ene ende til den anden med svømmefødder, hvil-ket de alle mestrede. To dage på højskolen var næsten nået til vejs ende, og kun en sidste lektion stod tilbage på skemaet. ”Venstre hook, højre uppercut, trækker til-bage, lige stød, tilbage i kampstilling, hammerfist… og så kan man følge op med en højre”

Ja, du har nok allerede gættet det. Den stod på kampsport med en tid-ligere MMA-mester (mixed martial arts).

Mindst en gang om ugen har eleverne kampsport. I træningen er der fokus på, at der er mange forskellige situa-

tioner, hvor kampsport kan blive en nyttig egenskab at have, men der er stor forskel på, hvilke midler man ta-ger i brug, afhængigt af om man er civil, politimand på job eller soldat i Afghanistan.

”Styrer I hovedet, så styrer I man-den!” Der lægges vægt på, at det er meget enkle, anvendelige teknikker, eleverne skal lære, og det forventes ikke, at de skal ende med hverken et sort bælte i karate eller en medalje i boksning. Tværtimod. De skal bare have muligheden for at få kendskab til nogle ting, som kan blive anvende-lige i deres karrierevalg. Inden vi forlod Ollerup og afsluttede endnu en fantastisk oplevelse, tog vi lige aftensmaden med. Her fik vi sagt pænst farvel til Claus, som havde stået for at arrangere vores besøg. Vi blev positivt overrasket over, hvor-dan en linje som UPGRADE kan spille sammen med de traditionelle værdi-er på en højskole og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Onsdagens sidste lektion var kampsport. Her lærte de forskellige måder at forsvare sig på, hvis de blev overfaldet.

I dagens svømme-time fik eleverne programmet ud-leveret med indivi-duelle fokuspunk-ter, som der skulle arbejdes med. Det var mange forskel-lige ting både inden for brystsvømning og crawl.

Til sidst i lektio-nen fik eleverne lov at dykke 25

meter med svøm-mefødder på.


STINE GODSK

Hvordan hørte I om linjen?

Sammy: Når jeg får nogle idéer, går jeg let lidt i selvsving og vil bare finde ud af alt omkring det. Da jeg fik den her idé om, at jeg gerne ville ind i Frømandskorpset, søgte jeg bare på alt, der havde noget med Frømandskorpset at gøre. Her dukkede den her linje så op. Det var så først senere, jeg fandt ud af, at det faktisk var en højskole. Lena: Jeg har altid været gymnastikpige, så jeg har altid kendt til Ollerup og har altid godt kunnet tænke mig at komme på Ollerup. Senere, efter jeg havde fået en inte-resse for militæret, var jeg inde og kigge på hjemmesiden (højskolens hjemmeside, red.), og her opdagede jeg den her linje og tænkte, at det lige var det. Lever det op til de forventninger, du havde?

Sammy: Ja, helt sikkert. Faktisk kender jeg en på linjen, som jeg perifert er i familie med, og han fortalte mig om, hvor godt det var. Jeg synes, man hører lidt, at politilinjerne ikke altid er så gode, så jeg frygtede lidt, at man ikke ville blive ordentligt forberedt. Men det er super godt, og vi har meget kom-petente instruktører. Jeg rykker mig utroligt meget hver dag her. Nu har jeg jo for eksempel heller ikke haft kortlære før, så der er rigtig mange ting, som jeg skal lære helt fra bunden. Er der noget, som har overrasket jer?

Lena: Os på UPGRADE er her lidt for noget andet end de andre elever. Nu har jeg også været på efterskole før, og jeg har ligesom haft hele den der oplevelse. Vi er her for noget andet, og man kan godt mærke, at vi er meget mere målrettede end mange af de andre elever. Jeg har en roommate, som er gymnastikpige, og hun er rigtig sød. Hun forstår godt, at når jeg har brug for at sove, så skal der være stille. Jeg kan da godt mærke, at hun ind i mellem gerne vil have mig med til nogle af de sociale arrangementer, men det er bare slet ikke det, jeg er her for.

Sammy: Det var ikke helt gået op for mig, hvor meget højskole det var, og det kunne skolen også godt have gjort mere klart, inden vi startede. Jeg synes, der er flere aktiviteter, som er meget spild af tid, f.eks. de her mor-gensamlinger. Hvis det nu bare havde været et kursus i København, hvor man kunne tage hjem hver dag, så havde jeg nok gjort det, for det er kurset, jeg kommer efter, og ikke alt det andet. Hvordan synes du, niveauet er? Passer det til alle, og bliver alle udfordret?

Lena: Jeg synes, det er rigtig godt. I starten lagde vi lidt stille ud, og der var vi måske lidt rastløse, fordi vi ikke la-vede så meget, men der blev hurtigt skruet op. De lægger meget vægt på, at alle skal være med, så hvis der er én øvelse, som der er én, der ikke kan, så bliver vi ved, indtil alle kan. Jeg synes også, de (instruktørerne, red.) er gode til at udfordre alle. Hvad er den værste eller bedste oplevelse, du har haft?

Sammy: Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er den værste, men en af de første gange vi var ude at gå march, der tror jeg, at jeg gik 30-35 kilometer, fordi jeg gik forkert. Det var selvfølgelig rigtig hårdt fysisk, men også mentalt hårdt, fordi jeg bare var alene og gik og tænkte på en hel masse ting. Man skal virkelig passe på, man ikke går og kører sig selv helt ned. Der er jo mange ting, man ikke synes er sjovt, imens man gør det, men man rykker jo nogle grænser og bliver hele tiden udfordret og presset.

Interview med to elever på UPGRADE I løbet af vores to dage på Ollerup fik vi mulighed for at sætte os ned og snakke med to af eleverne på UPGRADE. Den ene var Sammy, som er 22 år. Han har ikke tidligere været ansat ved Forsvaret, men går på UPGRADE, fordi han vil ind til Frømandskorpset. Den anden elev var Lena på 22 år. Lena har været værnepligtig og efterfølgende konstabel. Nu vil hun gerne ind på officersuddannelsen og bruger derfor opholdet på højskolen som forberedelse til det.

Lena Sammy

> FORSVARSKOMMANDOEN


Den 4. april 2013 startede et nyt hold værnepligtige i Den Kongelige Livgar-de i Høvelte, og Andreas Meyer-Juhlin var en af de 300 spændte rekrutter.

Andreas faldt hurtigt til og var både god fysisk og socialt. Derfor følte han også, at han havde overskud til at give lidt mere. Dette gjorde han ved at melde sig som talsmand i sin deling og var efterfølgende til Forsva-rets talsmandsuddannelse CENTA, der foregår på Holmen i København, for at udvikle sine kundskaber i både konflikthåndtering og de militære love. Da Andreas sammen med sit hold var ved at være færdig med den sidste del af sin værnepligt som vagtgående garder på Gothersgade Kaserne i Kø-

benhavn, følte han langt fra, at hans tid i Forsvaret var færdig, og at han stadig havde mere at byde på.

Derfor tog han med til landstals-mandsmøde 7. november 2013 og stillede op til valg for at blive råds-medlem i Værnepligtsrådet. Fik alle stemmerAndreas blev valgt ind med samtlige landstalsmænds stemmer og skulle nu sidde i Værnepligtsrådet sammen med Nanna og Katrine.

En periode i Værnepligtsrådet varer syv måneder og følger derved ét hold værnepligtige, hvor de den sidste måned overlapper med det nye hold rådsmedlemmer, så de kan lære dem op.

Stopklodsen: Man må maks. være værnepligtig i 12 månederAndreas havde allerede været værne-pligtig i otte måneder og ville derfor med sin tid i Værnepligtsrådet være værnepligtig i 15 måneder.

Det ville betyde, at han skulle have en dispensation fra Forsvarsministe-riet for de sidste tre måneder. Det fik han ikke.

Ministeriets forklaring var blandt andet følgende: ”Medlemmerne af Værnepligtsrådet er valgt blandt talsmændene til at repræsentere de værnepligtiges interesser og forhold i tjenestetiden over for Forsvaret. Det er således en forudsætning, at rådsmedlemmerne ikke kommer for langt væk fra dagligdagen som vær-nepligten.”

Resultatet er, at Andreas den 31. marts 2014 blev aftrådt, og at vi til landstalsmandsmødet den 8. april har måttet afholde valg med det re-sultat, at der nu er blevet valgt to nye rådsmedlemmer ind i Værnepligtsrå-det.

Dette skulle gøres af og blandt de nu-værende landstalsmænd, og de nye rådsmedlemmer har så skulle slutte deres basisuddannelse før tid for at begynde i Værnepligtsrådet. I Værne-pligtsrådet mener vi, at man da netop vil have svært ved at repræsentere de værnepligtige, hvis man ikke engang har gjort sin basisuddannelse færdig. Det er nogle af de spekulationer, vi har haft omkring hele situationen, og vi må blankt erkende, at teorien ikke altid fungerer i praksis, og at regler ikke altid giver mening. I vores øjne ville det have gavnet de værnepligtige mest, at Andreas havde fået lov til at afslutte sin tid i Værne-pligtsrådet som alle andre rådsmed-lemmer og kæmpe for de værneplig-tiges rettigheder side om side med dem, som han blev valgt ind sammen med. Men sådan skulle det ikke gå.

Andreas stopper i Værnepligtsrådet

KATRINE BENDTSEN

Alle de ting...

• Buddy-makker-hjælp. Uden for hegnet kan det nogle gange være svært at få eller bede om hjælp. I Forsvaret træder indivi-dualiteten i baggrunden og giver plads til et sam-arbejde, man ikke ser mange andre steder. Uden tøven hjælper du din makker, hvad enten det er ved at rette på hans påklædning eller hjælpe ham med at bære hans grejer. Hvis du kan, så tag buddy-mak-ker-hjælpen med hjem. • At køre med toget uden at skulle

bekymre sig om billet. Pendlerkortet til værnepligtige er næsten for godt til at være sandt! Ingen dyre, våde, krøllede, tidskræ-vende billetter i fire måneder! Det er snart slut, så nyd det. • At vide hvilket tøj du skal tage på

om morgenen.Selvom du måske er ved at være træt af sort og grønt, er uniformen alligevel en luksus. At stå op hver morgen uden at skulle tage stilling til, hvilket tøj du skal hive ud af skabet, kommer du hurtigt til at savne. • Fællesskabet. Det er ingen hemmelighed, at Forsvarets basisud-dannelser i høj grad er kendt for at skabe stærke fællesskaber. Det giver noget helt specielt at ar-bejde, feste, spise, gøre rent, blive presset, grine og græde med den samme gruppe mennesker hver dag i fire måneder eller mere. Når du om få uger afleve-rer de sidste stumper, vil du højst sandsynligt være fyldt op med gode historier, minder og oplevelser og ikke mindst have fået et par nye, gode venner.

Du har løbet, når der blev sagt løb, spist, når der blev sagt spis, og skudt, når der blev sagt skyd. Du har delt værelse med tre, fem, syv måske elleve andre mennesker – og kun været alene, når du sad på toilettet. Du har været menig i det danske forsvar i over tre måneder, og tiden er ved at rinde ud. Når du om få uger bliver aftrådt til civil, vil du blive sendt tilbage til den verden – og måske den hverdag – du kender fra før din værnepligt. Men tvivl ikke! Du vil, især det første stykke tid, se på dine omgivelser med helt nye øjne. Små ting, du før tog som en selvfølge, vil du nu værdsætte – ja, tilbede. Og andre ting, ting du lige var begyndt at vænne dig til, vil du savne som en rekrut, der har glemt sine luffer på en feltøvelse om vinteren.

...du vil sætte pris på efter endt værnepligt:• Elektrisk lys. Du ved ikke, hvad mørke er, før du har ligget i BSO med streng lysdisciplin! Efter noget tid som menig opdager du pludselig, at gadehjørner og landeveje, du før ville betegne som bælgravende mørke, har masser af lys – enten fra gadelygter, huse eller trafik. De danske skove, de er derimod mørke! Og efter at være faldet ned i skythuller på jagt efter en nærsikringspost eller at være krøbet ind i den forkerte bivuak, så værdsætter du det kunstige lys, som du aldrig har gjort det før. • Toiletter. Jovist, der bliver også oprettet toiletter i felten. Men helt fan af hullet i jorden og den tværlig-gende gren, der gør det som toiletsæde, det bliver du nok aldrig. Før din værnepligt var du højst sandsynligt sjældent et sted uden toiletter i længere tid af gangen. Nu ved du, hvorfor dét gør dig privilegeret. Hurra for træk-og-slip! • Tid. Er der noget, du har fået et bedre kendskab til under din værnepligt, så er det tid! Du ved nu, hvor lang tid to minutter er - hvor meget tøj du kan nå at skifte, samt hvor trætte dine arme kan nå at blive i planken. Den bedre fornemmelse for tid er især kommet, fordi du ikke har haft særlig meget af den. Om det er et langt bad, at du kan sove længere om morgenen eller nyde din mad uden stress – efter værnepligten nyder du virkelig at have tid. • At have hænderne i lommerne. Før du blev iklædt en uniform og en ny holdning, havde du sikkert aldrig overvejet, hvor ofte du gik med hænderne i lommerne. Det ved du nu. Den frihed og den tilfredsstillende følelse, det er at proppe begge hænder ned i jakkens lommer, kan næsten ikke beskrives! • Selvstændighed og alene-tid. Om få uger sker det: du får dit fornavn og dit eget værelse – din individualitet – tilbage igen! Der er ikke længere nogen, der fortæller dig, hvordan du skal tænke, tale eller gå klædt, og du kan lægge dig til at sove uden at skulle høre på andres snor-ken eller søvnsnakkeri. Halleluja.

...du vil savne efter endt værnepligt:

SOLDATEN Nr. 4 • 2014 31

CLARA MIKKELSEN

Niveau-inddeling af værnepligtige i Varde

Det hele startede i Karup ved Air For-ce Training Center, hvor man lavede en deling med de fysisk mindst stær-ke. Resultatet var en succes med fær-re skader, og de fysisk mindst stærke kom i markant bedre form.

På trods af succesen stoppede ordnin-gen, men resultaterne var ikke helt glemt. I Varde ved Hærens Efterret-ningscenter (før hed det Danske Ar-tilleriregiment) havde kaptajn Martin Hillmann hørt om ideen og tog den til sig.

Men strider det ikke mod princip-perne om, at forskelsbehandling ikke skal finde sted? Vi hører om ligestil-ling og ens muligheder for alle hele tiden i vores samfund. I folkeskolerne er det ikke i orden at niveauinddele klasserne og lave eliteklasser med de fagligt bedste elever, men hvad med i Forsvaret?

Jeg skrev til Martin Hillmann, som startede projektet i Varde, og sam-men med nuværende projektofficer Kasper Wiese Christensen forklarede de sagens sammenhæng.

”Gør vi i dag, som vi gjorde i går, bliver i morgen som i for-gårs” En af de største udfordringer i HBU’en, som den ser ud i dag, er an-tallet af skader blandt især de fysisk mindst stærke værnepligtige. Men det er ikke den eneste problemstil-ling. Især blandt de kvindelige værne-pligtige kniber det gevaldigt med at leve op til de fysiske krav, der er for at fortsætte i HRU’en eller GSU’en.

En tredje problemstilling er, at man-ge værnepligtige bliver hjemsendt med en følelse af, at de ikke er blevet udfordret nok fysisk i deres værne-pligt. Dette kan komplicere hvervnin-gen af soldater til videre uddannelser, da det kan være svært at se, om det virkelig er de bedst egnede og mest motiverede soldater, som bliver valgt. En ny tilgang til træning For at imødekomme nogle af ovenstå-ende problemer ved værnepligten tog Martin Hillmann idéen med til Varde, hvor den i første omgang mødte en noget blandet modtagelse. Projektet



STINE GODSK

blev dog skudt i gang, og i februar 2013 startede der for første gang i Varde tre nye delinger med hvert sit fysiske niveau.

Hele idéen skulle udmunde i en mere individuel tilgang til træning og en ændring af de metoder, som igennem lang tid har resulteret i mange ska-der. Ud over det ville man også bedre kunne imødekomme soldaternes for-ventninger til HBU’en.

Der blev gjort op med den gamle tradition i Forsvaret, hvor alle skulle behandles ens, og i stedet blev der fokuseret på, at man for at give alle lige muligheder måtte behandle folk forskelligt. Inddeles efter Coopertest På mødedagen får de værnepligtige lov til at løbe en Coopertest og bliver herefter inddelt i delinger. Resten af deres HBU-forløb vil så blive afspejlet af, hvilken deling de er i. I al trænin-gen bliver niveauet og belastningen tilpasset delingen, hvor niveauet vil være relativt ens, og man vil undgå situationen, hvor en tredjedel ikke er udfordret nok, og en anden tredjedel halser bagefter.

Ud over en fysisk belastning, som vil passe til alle i delingen, skriver Mar-tin Hillmann, at de værnepligtige får en fælles oplevelse af forbedring af

egne præstationer og ydeevne samt en oplevelse af at løfte i flok. Det vil give dem en øget selvtillid og større tro på egne evner.

Et andet væsentligt aspekt, som Mar-tin Hillmann beskriver, er, at mange kvindelige værnepligtige oplever en stor niveauforskel mellem dem og mange af de mandlige værnepligtige. De får ved niveauinddelingen en stør-re oplevelse af at kunne være med på niveau med de andre i stedet for at være blandt de svageste i delingen. Fysisk stærke har mere selvtillid Martin Hillmann skriver: ”Generelt er vores oplevelse og erfaring med soldaterne, at har man været fysisk aktiv, altså dyrket idræt mens man var ung, har man gennem sin træ-ning og målrettede indsats fået en række succesoplevelser og udover en god fysisk styrke og grundform opar-bejdet en større tro på egne evner – og dermed også øget selvtillid. Man er som individ mere målrettet i forhold til den konkrete opgaveløsning.

Det betyder, at der er nogle opgaver, som de, der er i fysisk bedst form fra starten, bedre kan håndtere end dem, der ikke er vant til at røre sig – også selvom der ikke nødvendigvis er et fysisk aspekt i opgaven eller trænin-gen. De har simpelthen større fysisk og mentalt overskud.”

Et eksempel på, at de fysisk svageste pludselig bliver sat i en anderledes si-tuation, er, at de er vant til at lade de stærkeste føre an og tage ansvar, men når de så ikke er der, er der pludselig behov for, at de selv må gå forrest og tage teten. Vejen til målet er forskellig Kravene til, hvad de værnepligtige skal kunne, når de bliver hjemsendt, er de samme, uanset om det er den fysisk mindst stærke deling eller den stærkeste deling. Vejen til målet va-rierer bare. Som eksempel skriver Martin Hillmann, at første gang de-lingerne skal gå march, går 1. deling 3 km., 2. deling går 5 km., og 3. deling går 10 km.

Også forskellige ledelsesstilarter er blevet anvendt i delingerne, således at den fysisk mindst stærke deling har arbejdet mere med at skabe suc-ces, tro på egne evner og uddannelse i selvtræning, justering af spisevaner og lignende. Den fysisk stærke deling har fokuseret på fastholdelsen af ni-veau og generelt højere presniveau på alle øvrige uddannelsesområder.

”Rent fagligt – altså hvis man antager, at vi måler intelligens ud fra opnåede resultater – vil vi ikke påstå, at der er en relation imellem det fysiske ni-veau og de teoretiske evner,” tilføjer Martin Hillmann.


Føler de værnepligtige sig i den fysisk mindst stærke deling sig ikke dårligere end de fysisk stærkeste? Dette spørgsmål stiller de fleste nok sig selv, når de hører om ordningen, og det gjorde de da også i Varde, in-den de startede. ”Vi var sikre på, at de resultater, vi kunne skabe, ville over-stige risikoen, for husk nu, at vi rent faktisk hjælper alle. Der er ikke no-gen, der er dårlige eller gode. Vi synes netop, at vi respekterer den forskel-lighed, folk møder op med i Forsva-ret, og forsøger at minimere det antal soldater, vi skal sende hjem med et kæmpe nederlag, fordi vi har skadet dem,” skriver Martin Hillmann Delingerne har ikke så meget med hinanden at gøre under HBU’en, og de får deres egen kultur. Grupperne bliver de værnepligtiges omdrej-ningspunkt, og der vil derfor være mulighed for, at de værnepligtige kan sammenligne sig med de andre grup-per inden for delingen. Det skal dog understrejes, at inden for andre om-råder af uddannelsen, som signaltje-neste og førstehjælp, kan det sagtens være den fysisk mindst stærke deling, der klarer sig bedst, så det er ikke på alle områder, at de viser sig at være på et lavere niveau.

Men hele tiden er det vigtigt at huske, at det handler om uddannelse, og at opnå det højest mulige niveau for in-dividet skal være hovedformålet. Generelt er ordningen blevet mod-taget meget positivt - også blandt de

værnepligtige, hvor der er lavet en spørgeskemaundersøgelse, som viser, at der især blandt de fysisk mindst stærke er stor tilfredshed med ni-veauinddelingen. Resultatet af ordningenResultaterne af ordningen er, at der er dokumenteret en markant frem-gang på det fysiske niveau. Det skyl-des bl.a., at de værnepligtige træner med andre på deres eget niveau og derfor har mulighed for at presse hin-anden.

På trods af det er det tydeligt, at det er de ansøgere, som klarer de fysiske krav bedst, der får pladserne på de vi-dere uddannelser.

Et eksempel herpå er, at der ved DAR i foråret 2013 var 12 ud af 45 i den fysisk mindst stærke deling, som fik kontrakt, hvorimod 27 ud af 45 i den fysisk stærkeste deling fik kontrakt. Efter et år viser det sig så, at ganske få af de 12 stadig er i Forsvaret.

”Der er altså en klar sammenhæng mellem, hvor fysisk stærk man er på mødedagen, og om man senere opnår kontrakt med Forsvaret – og efter-følgende kan fastholde den,” skriver Martin Hillmann og fortsætter: ”Vo-res ikke-videnskabelige vurdering er, at der er en ret tydelig sammenhæng mellem, at unge mennesker, der er i god fysisk form, har overskud i pres-sede situationer og bedre kan opnå en god bedømmelse – også selvom vi træ-ner de fysisk mindst stærke efter, at de skal kunne opnå Forsvarets krav.”

På skadesfronten har man oplevet, at antallet af værnepligtige, som får skinnebensbetændelse, er reduceret betydeligt, mens f.eks. knæskaderne ligger på det samme niveau som før. Ifølge Martin Hillmann skyldes det, at årsagen ofte er vrid i forbindelse med felttjeneste og derfor ikke har noget med belastning at gøre.

Opgørelsen af skader og lægebesøg viser tydeligt, at det er de fysisk sva-geste soldater, som besøger infirme-riet mest. Statistikkerne viser, at 52% af alle lægebesøg i Varde kom fra den tredjedel af soldaterne, som var i den fysisk mindst stærke deling, mens den fysisk stærkeste tredjedel kun var ansvarlig for 14%. Dette på trods af opmærksomheden på belastningen. Positiv fremtidMed udgangspunkt i de store proble-mer i værnepligten med skader, lavt fysisk niveau blandt især kvinderne og mangel på tilpasset belastning og udfordring for den enkelte må man konkludere, at ordningen har været positiv. Dette på trods af tallene som tydeligt viser, at det stadig er de fy-sisk stærkeste, som får pladserne på de videre uddannelser, og de fysisk svageste som besøger infirmeriet mest. Effekter af ordningen, som suc-cesoplevelser og øget selvtillid blandt de fysisk svageste samt passende fy-sisk udfordring til alle, er nogle af de positive resultater.

En nytænkning, som favoriserer individet og tager hensyn til de for-skelligheder, som de værnepligtige møder op med på første dag, er må-ske vejen frem. I Varde vil de i hvert fald ikke stoppe med modellen i den nærmeste fremtid. Her er projektoffi-cer Kasper Wiese Christensen tværti-mod begyndt en løbende evaluering samt dialog med 2. Brigade, Hærens Operative Kommando, Forsvarets Sundhedstjeneste, Center for Idræt og Hærens Kampskole om, hvordan konceptet kan videreudvikles. Martin Hillmann udtrykker: ”Vi håber, at an-dre enheder i Forsvaret går den vej, eller at Forsvaret simpelthen kræver en mere individuel træning, så vi undgår skader og får endnu bedre soldater. For soldaternes skyld og for Forsvaret.”



CLARA MIKKELSEN

Hvad motiverer dig til at træne?

”Det motiverer mig at skubbe grænsen og finde ud af, hvor den næste forhindring ligger. Når en forhindring er nået, finder man ud af, hvordan man kommer over den, og så leder man efter den næste igen. For mig er lysten til at træne lig med lysten til at leve. Det skal være det, der får én ud af sengen om morgenen. Giver vi op på os selv, så har vi også givet op på livet.”

Claus Victor Staun, tidligere patruljefører ved Frømandskorpset og Slædepatruljen Sirius.

”Min mand har fået en tredobbelt bypass-operation, så jeg træner for at støtte ham. Derudover vil jeg gerne tabe mig lidt.”

Vivi Nivø, overassistent i driftsområde Svanemøllen.

”Det er der tre ting, der gør. Først og fremmest det fysiske og dét at holde kroppen ved lige. Det er faktisk kernen ved hele mit liv; at min krop er velfungerende. Derudover er der også et socialt aspekt i det. Jeg er på landsholdet i marinefemkamp, og det har været en stor motivator for mig de sidste to år. Man kom-mer ud og oplever en masse ting og har et sammenhold. Den tredje ting er, at som ansat i Forsvaret er der nogle fysiske krav, man skal kunne opretholde for at fungere som soldat. Det er også super vig-tigt og dermed motiverende.”

Jacob Jørgensen, kadet på Søværnets Officersskole.

soldaten | 4. udgave | 2014

Documents