soldaten | 6. udgave | 2014

1 soldaten nr. 6 • 2014

august nr. 6 • 2014

Tips og tricks til din værnepligt

Billedreportage fra Nijmegen marchen i Holland

Få styr på det basis!

Igennem ild og vand for dronningen– med på Livgardens REX-tur

2 soldaten nr. 6 • 2014

> Leder

Udgiver:Forsvarets KommunikationsafdelingDanneskiold-Samsøes Allé 11434 København Ke-mail: [email protected]: 3266 5558

Ansvarshavende redaktør:Vickie Lind

Redaktion:Clara Hennecke Mikkelsen Lasse Bækhus

Korrektur:Klavs Vedel

Layout og tryk:Rosendahls A/S

Oplag:3.550

Copyright:Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde.

Artikler udtrykker ikke nødven-digvis Kommunikationsafdelin-gens eller Værnepligtsrådets holdninger.

KO

LOfO

n

”Endnu en skøn dag i det danske forsvar”

Velkommen til sådan en Fra nu, og til I slutter jeres værnepligt, vil alle dage være skønne. Også selvom du ikke selv mener, at det er særlig fedt. Det er et faktum, og det er lettest, hvis du bare accepterer, at det er sådan, det er. Som ny værnepligtig er der mange ting, der vil virke udmattende, ulogiske og uvante, men frygt ej, rekrutter! For inden længe vil I være vant til at stå tid-ligt op, sove på trods af jeres stuekam-merats højlydte snorken, rengøre stu-erne og vedligeholde jeres udrustning, til selv jeres befalingsmænd nikker an-erkendende, og ikke mindst spise jeres frokost på en rekordtid, der ikke engang tangeres af Amin Jensen.Vi her på SOLDATEN vil i mellemtiden gøre alt for at ruste jer med gode histo-rier, aktuelle reportager og brugbare råd og tips. Vi håber, at I vil hjælpe os med at skabe et endnu bedre blad ved at sende

idéer og kommentarer til os. SOLDATEN er jeres blad, og I er altid velkomne til at knytte en kommentar eller komme med en forespørgsel.Vores værnepligt var fire fantastiske, begivenhedsrige måneder, og vi ønsker det samme for jer. Vi håber, at I vil nyde bladet, vi arbejder for at lave til jer. God fornøjelse i Forsvaret og til vi ses igen: god fornøjelse med squats, lunges og armstrækkere.

Rigtig god værnepligt. Clara Mikkelsen og Lasse Bækhus Journalister på SOLDATEN

Did you know bro?

Vidste du, at du er en af de cirka 1900 nye værnepligtige, der startede 4. august 2014?

soldaten nr. 6 • 2014 3

4-5 Tips og tricks Gode råd til nye værnepligtige

6-7 Hærens sergentskole? Hvad er det? Et indblik i sergent - ele vernes hverdag

8 KONKURRENCE Vind en Warmpeace Sneaker

9 Side 9-tøsen Et kig på en dejlig dame

10-11 Ét forsvar, tre værn Forsvaret; til vands, til lands og i luften

12-13 Dannebrog Værnepligt på konge husets flydende residens

14-15 Få styr på det basis! Gør det nu...

16-17 Fun fact om firmagear Hest fra HESK

18-19 Værnepligtsrådet Hvem er de, hvad kan de?

20-22 Nijmegen marchen 4x40 kilometer på hollandsk jord

23-26 Krigsveteran i krigsballet Interview med Henrik Møller Morgen

27-30 REX-tur med Livgarden Gennem ild og vand for Hendes Majestæt Dronningen

31 Hvad laver de værne-pligtige?

Dannebrog 12-13

IND

HO

LD

6-7 Indblik i sergentelevernes hverdag

23-26 Krigsveteran Henrik Møller Morgen

Der kan ikke være mange, der er uenige i, at den første tid i Forsvaret er det mest over-vældende og på mange måder den hårdeste tid som værne-pligtig. Det skyldes selvfølge-lig, en ny dagligdag, hvis ru-tine man ikke er kommet ind i, og ikke kender alle de smarte kneb, der gør livet både let-tere og en smule mere nice. Men frygt ej, rekrutter! SOL-DATEN vil vise jer vejen, eller i hvert fald noget af den, til et lettere liv som værnepligtig.

4 soldaten nR. 6 • 2014

Tips & tricks til din værnepligt

I har været heldige nok til at starte i august – vejret er varmt, og uniformen gør heden uudhol-delig. Så i tilfælde af at I ikke er heldige nok til at bruge skjor-terne, kan du nøjes med at lukke knapperne på uniformen og lade lynlåsen være urørt. Det giver en smule ventilation og luft, ikke så meget, men man kan jo håbe på en kølig brise fra venstre.

Spis din morgenmad kold. Morgenmaden i feltrationerne er ikke kendt for at være den bedste del af den fine lille papkasse. Men hvis du i stedet for at vente på varmt vand om morgenen hælder koldt vand deri, giver det en følelse af, at du spiser müsli og ikke grød, og i nogle tilfælde smager det betydeligt bedre.

Smid stanniol om dit kogekar, inden du bruger det, så slipper du for at vedle nær så meget.

Hank op i nosserne! Bind sno-rene i jakken ved taljen og dem fra bunden sammen, så behøver du ikke bekymre dig om det læn-gere.

Undgå våd røv! Sæt en elastik på halsen af drikkedunken, det burde for-hindre din feltflaske i at dryppe og derved også sørge for, at dit basis ikke drypper ned ad din røv i felten. Udover det holder elastikken det alt for løse låg på plads.

Tænk fremad. Ligesom du vedli-geholder alt dit udstyr, inden du går i seng, kan du passende om aftenen finde det frem, der skal lægges på sengen den kommen-de morgen.

Nylonstrømper giver det sidste lækre finish, når du pudser støv-lerne, det ser godt ud, og dine be-falingsmænd bliver glade.

Svært dine støvler nu! Hvis dine støvler er sværtet, inden du slider læderet, vil de forblive vandtæt-te. Hvis læderet bliver mishand-let, og du først sværter støvlerne efter dette, er det blot en kedelig lappeløsning, der ikke har ga-ranti for at holde vandet på den rigtige side af støvlen.

Pak sløringscremen i poser! Det er ikke en fornøjelse at finde en-ten lomme eller taske smurt ind i dette ulækre stads, der burde være i dit ansigt.

Hvis du hviler uden støvler, så læg hjelmen henover dem. Det burde forhindre regn og andre ir-ritationer i at finde et hjem i dine Special Forces.

Stil dit ur cirka tre minutter foran normal tid – det vil sige sergent-tid. Tag initiativ, og spørg dine befalingsmænd, hvad deres ur siger, så du kan synkronisere.

soldaten nR. 6 • 2014 5

lasse Bækhus


Clara Mikkelsen

Sergentskole? Hvad er det for noget?

Du kan knap nok huske geværets fem hoveddele, og det kniber stadig med at reagere på MENIG efterfulgt af dit efternavn, når du første gang hører spørgsmålet: Vil du søge videre i Forsvaret? Især reaktionsstyrkeuddannelsen og sergentuddannelsen bliver nævnt i hvervningslektio-nerne ugentligt. Men det kan være svært at beslutte sig. For hvad indebærer uddannelserne egentlig, og hvilken hverdag kan man forvente at få? I juli, lige inden eleverne gik på tiltrængt sommerferie, besøgte SOLDATEN Hærens Sergent-skole (HSGS) i Varde for at få et indblik i, hvad det egentlig vil sige at være sergentelev i Forsvarets største værn.

Her lærer du at råbe ad folk… Eller?Det er en gammel fordom, at sergen-telever i Hæren bliver trænet til at være magtsyge og ondskabsfulde. Det har vi både hørt historier om og set på film. Men hvordan ser virkeligheden ud? Noget mere afslappet og fagligt fokuseret, lader det til, da jeg støder til sergentskolens 3. deling en tirsdag eftermiddag. Delingen er på deres før-

ste feltøvelse, og alle arbejder ihær-digt med at få gravet skyttehuller og nærsikring til BSO’et. Stemningen er rolig, ja, ligefrem hyggelig.Hvor bliver råberiet, ydmygelserne og det tydelige skel mellem rang af ? Det er for længst skubbet af hylden til for-del for en moderne uddannelse med kerneværdier. Major Henrik Dupont, chef for Hærens grundlæggende ser-gentuddannelse (GSU), forklarer:

Did you know bro?Den grundlæggende sergentud-dannelse tager seks måneder og foregår på Varde Kaserne. Derud-over skal eleverne tre måneder på tjenestegren, før de kan kalde sig uddannede sergenter.

”Skolen har nogle grundlæggende værdier, vi lægger meget vægt på. Da vi flyttede til Varde (sergentskolen flyttede fra Sønderborg til Varde i for-året 2014, red), fik vi dem skrevet ned og betegnet som ’kerneværdierne’.”Tre ord udgør skolens kerneværdier; rol lemodel, mandskabsbehandling og faglighed. Allerede den første dag ser-genteleverne møder, bliver det gjort klart, hvor vigtigt det er, at Hærens


befalingsmænd er gode, motiverende og inspirerende rollemodeller. At de som ledere og førere skal fastholde og udvikle god og lige mandskabs-behandling og på den måde bidrage til korpsånd og godt samarbejde. Og sidst, men ikke mindst at en befa-lingsmands faglige kompetencer er knivskarpe, hvilket kræver et stort ansvar for egen læring.I forlængelse af kerneværdierne for-søger skolen hele tiden at optimere og modernisere uddannelsen, blandt andet med nye tiltag. Før i tiden ”stod befalingsmændene typisk med opsmøgede ærmer og drak kaffe” på sergentuddannelsen. Nu er de selv med. Det første døgn på feltøvelsen er det oversergenterne, der agerer førere og kan på den måde vise ser-genteleverne det gode eksempel. Der-efter får eleverne førerrollerne. Også på skydebanen er der sket ændringer. Når sergenteleverne skal uddannes til sikkerhedsbefalingsmænd, bliver der nu lagt meget mere vægt på det faglige element, så de nye befalings-mænd ikke er i tvivl om, hvorfor et skud rammer, som det gør, hvorfor man retter, som man gør, og hvordan skytten bliver bedre.Udover at stræbe efter at give de kommende sergenter en god uddan-nelse med gode værdier, har Hærens Sergentskole også et andet mål; at komme de ulovlige disciplinarmidler til livs. Det vil sige ureglementerede måder at straffe værnepligtige på, hvis de for eksempel glemmer ba-retten eller smider kniv, folde væk. Før i tiden havde mange værneplig-tige ellers det indtryk, at det var på sergents kolen sergenterne lærte at få folk til at kravle efter basis, sende menige på skattejagt efter en glemt felthue eller tage ekstra armbøjnin-ger for at komme for sent. Men den

slags tages meget seriøst på sergent-uddannelsen. Det gøres klart, at oven-stående ”belønninger” til værneplig-tige er ulovlige og forkerte – og heller ikke må gives for sjov.

Langt fra værnepligtenÉn ting er de rammer, skolen sætter for sergentelevernes uddannelse, noget andet er den egentlige hverdag, som de kommende befalingsmænd oplever. Alle de sergentelever, jeg når at få en snak med, er enige; GSU og HBU ligger meget langt fra hinanden. Som Jacob Vølund udtrykker det, mens han tørrer sveden fra gravearbejdet af panden: ”Man bliver rent faktisk set som et selvstændigt menneske, ikke som en marionetdukke.” Jakob Antonsson fra samme deling er enig i, at man som elev på Hærens Sergentskole bliver behandlet anderledes end under værnepligten. Han lægger vægt på, at man på HSGS bliver behandlet som en kollega. Da han selv søgte sergentuddannelsen, var han langt fra sikker på, hvad han gik ind til. Han havde en idé om, at uddannelsen ville blive én lang elimineringsrunde med stoptest og høje krav. Det er ikke, fordi der ikke er delprøver undervejs, og krav er der også masser af, men fra dag ét er der også fokus på at hjælpe folk igennem, forklarer Jakob mig. Hvis en elev for eksempel ikke klarer sig godt i en fysisk test, bliver der lagt en handleplan med individuel træning for denne, så eleven bliver stærk eller hurtig nok til at klare testen næste gang.Udover at man bliver behandlet an-derledes på GSU, nævner sergentele-verne et par andre nøgleord om deres hverdag. Teori, for eksempel. Mæng-den af teori og klasseundervisning på kasernen kommer bag på nogen.

Uddannelsen er meget varieret, fordi den både indeholder meget teoretisk og meget praktisk, men det gør også, at eleverne får brugt det, de lærer. Derudover skiftes de til at undervise og føre hinanden.At GSU er en moderne uddannelse betyder dog ikke, at traditionerne er kastet bort. Skolen går blandt andet meget op i hilsepligt og har opkaldt de forskellige bygninger efter gamle krigshelte og lederforbilleder. Til gen-gæld betyder ”moderne uddannelse”, at eleverne ikke længere får løn, men nu er på SU. Det kan godt skabe pro-blemer for nogen.

”SU’en er en killer”Mie Davidsen og Jacob Vølund er enige om, at SU’en er den største ud-fordring ved at være sergentelev. Det samme mener Jesper Jørgensen, der mellem hakkeslag mod den trærod, han kæmper med at få fjernet fra sit liggende skyttehul, udbryder: ”SU’en er en killer – men vi lever da.” De fle-ste bor hjemme hos forældrene. Der er næsten ikke råd til andet, da ele-verne ikke kan have et job som andre studerende og samtidig er nødsaget til at spise i kantinen. Skolen prøver dog at hjælpe og har blandt andet skaffet et køleskab til hver gang. Og så må man ellers bare ”skære ned på breezerne i weekenden”, som en gra-vende elev griner nede fra sit hul.Både skolen og eleverne har impone-ret mig med deres engagement. De vil det her. Nu har du måske fået et bedre indblik i livet som sergentelev. Måske så godt, at du kan svare på spørgsmålet:

Vil du også?


Konkurrence! Vind en Warmpeace Sneaker II

Warmpeace Sneaker II er et fantastisk og lækkert mellemlag i strækbart og dejlig varmt materiale.

Mange af dine befalingsmænd har helt sikkert sådan en liggende i skabet. Det kan godt være, at din værnepligt lige nu er dejlig varm og solrig, men inden du bliver trådt af til civil, vil du sætte pris på din fiberpels og må-ske også denne lækre Warmpeace. Den er velegnet til felten - hvis du får tilladelse af din delingsfører, natur-ligvis.

Sneakeren er udviklet i et samarbejde mel-lem Spejder Sport, Forsvaret og Warm-peace, så der er ingen grund til ikke at ville have fingrene i den lækre beklædningsgen-stand.

Alt, du skal gøre for at vinde, er at gå ind på facebookgruppen: ”De værnepligtiges magasin – SOLDATEN”, give os et ”like” og skrive et forslag til, hvad du gerne vil læse i det næste SOLDATEN.

Det bedste forslag får sit ønske opfyldt OG vinder den lækre Warmpeace Sneaker II!

lasse Bækhus


Did you know bro?

I 1977 besluttede NATO sig for at finde en ny standard for patroner, da 7,62 havde fået en del kritik for at have for kraftig rekyl og for høj vægt. Det ledte senere til ind-førslen af 5,56-mm-patronen.

FAMAS F1(Frankrig)

Vægt 3,61 kgLængde 75,7 cm (96,5 cm med bajonet)Mundingshastighed 960 m/sSkudkadence 900-1.000 skud/minutFAMAS er franskproduceret og har siden 1981 været brugt af både den franske hær og Frem-medlegionen.

AK-74m(Den Russiske Føderation)

Vægt 3,3 kgLængde 94,3 cm (70,5 cm med kolben foldet ud)Mundingshastighed 900 m/sSkudkadence 650 skud/minutAk-74m blev til i 1991, da man moderniserede AK-74-modellen fra 1978.

M/95Vægt 3,2 kgLængde 100 cmMundingshastighed 945 m/sSkudkadence 700-900 skud/mi-nut

Vi sammenligner vores dejligetøs M/95 med geværer fra andre nationers militær.

Side 9-tøsenGV M/95 kommer fra Canada og er produceret af firmaet Diemaco under licens fra Colt. Diemaco er efterfølgende blevet opkøbt af Colt i 2005. Geværet blev adopteret af Forsvaret i 1995 – deraf navnet – og skulle afløse GV M/75.

M/95 har siden da været standardvåben for værnepligtige sammen med dens lillesøster M/96 karabin, men også for vores udsendte indtil 2011, hvor man indførte M/10.

lasse Bækhus


1 forsvar, 3 værnLidt historie Beklædning Opgaver Enheder

Hæren Det største af værnene. I 1614 befalede Kong Chri-stian IV, at der skulle opstil-les to nationale kompagnier, hvilket blev starten på Hæ-ren, som vi kender den i dag.

I Hæren bliver du udru-stet med M/84 og enten en grøn eller sort baret, afhængig af om du er i et kamp- eller støttetropsre-giment.Udover det har Hæren deres gallauniform M/69, som bruges af landstals-mændene, garderne og fastansatte i Hæren, der skal se flotte ud.

Hæren var, og er stadig, involveret i krigen i Afghanistan som en del af ISAF (International Security Assistan-ce Force).

Jægerkorpset! De vildeste badasses i Hæren. Korpset med elitesoldater blev oprettet i 1961.

Søværnet Det ældste af de tre værn. I 2010 havde Den Kongelige Danske Marine 500-års-jubi-læum.

I Søværnet bliver du udru-stet med den velkendte pa-radeuniform med den lille kappe over skuldrene og den store brede hat.

Søværnet er Danmarks front i Ope-ration Ocean Shield, som er iværk-sat gennem NATO. Denne operation foregår i Adenbugten øst for Somalia, hvor opgaven består i at bekæmpe pi-rateri.Udover det patruljerer Søværnet de danske farvande omkring Færøerne, Grønland og selvfølgelig Danmark, hvor de hjælper i nødstilfælde og står for fiskerikontrol.Søværnet har også lige afsluttet opga-ven i Syrien, hvor de stod for at fragte kemiske våben ud af landet.

Frømandskorpset!Oprettet i 1957 med det amerikanske ”Un-derwater Demolition Teams” og Norges ”Marinejegerkommandoen” som forbil-lede. Nej, de arbejder ikke kun til vands, de har været indsat i samarbejde med jægerne i både Afghanistan og Irak. De er også klar som indsatsstyrker mod angreb på handelsskibe ved Afrikas Horn.

Sirius-patruljen!Patruljen består af 12 mand og cirka 80 hunde, som trækker slæderne, der bruges til at patruljere de 972.000 km² som udgør Grønlands Nationalpark. Dog er det pri-mært kyststrækningen, der patruljeres for at opretholde dansk suverænitet.

Flyvevåbnet Det yngste værn med blot 64 år på bagen. I 1950 blev Marinens Flyvevæsen og Hæ-rens Flyvetropper lagt sam-men, og Flyvevåbnet blev dannet.

Flyvevåbnet kan kendes på den flyverblå baret, og som værnepligtig kan du kun tjene i Karup.Udover det har Flyvevåb-net deres M/72, som er deres gallauniform, der af-viger en smule fra Hærens M/69.

Flyvevåbnet yder også støtte til Opera-tion Ocean Shield, hvor de har stillet Lynx-helikoptere, udstyret med tungt maskingevær, til rådighed og dermed også piloter og mekanikere fra derud-over har flyvevåbnet biddraget til at nedkæmpe Gaddafis tropper, hvor der blev sendt F-16 til denne opgave.Udover det har Flyvevåbnet flere gange været ansvarlig for Baltic Air Policing, som er en turnusordning mellem forskellige NATO lande. Da de baltiske landes militær ikke har res-sourcerne til selv at styre eget luftrum og sikre suverænitet.


lasse Bækhus

Det er næppe en overraskelse for dig, at der er tre værn i det danske forsvar. Men kender du til de forskellige opgaver, enheder og beklædningsgenstande i disse værn?

Lidt historie Beklædning Opgaver Enheder

Hæren Det største af værnene. I 1614 befalede Kong Chri-stian IV, at der skulle opstil-les to nationale kompagnier, hvilket blev starten på Hæ-ren, som vi kender den i dag.

I Hæren bliver du udru-stet med M/84 og enten en grøn eller sort baret, afhængig af om du er i et kamp- eller støttetropsre-giment.Udover det har Hæren deres gallauniform M/69, som bruges af landstals-mændene, garderne og fastansatte i Hæren, der skal se flotte ud.

Hæren var, og er stadig, involveret i krigen i Afghanistan som en del af ISAF (International Security Assistan-ce Force).

Jægerkorpset! De vildeste badasses i Hæren. Korpset med elitesoldater blev oprettet i 1961.

Søværnet Det ældste af de tre værn. I 2010 havde Den Kongelige Danske Marine 500-års-jubi-læum.

I Søværnet bliver du udru-stet med den velkendte pa-radeuniform med den lille kappe over skuldrene og den store brede hat.

Søværnet er Danmarks front i Ope-ration Ocean Shield, som er iværk-sat gennem NATO. Denne operation foregår i Adenbugten øst for Somalia, hvor opgaven består i at bekæmpe pi-rateri.Udover det patruljerer Søværnet de danske farvande omkring Færøerne, Grønland og selvfølgelig Danmark, hvor de hjælper i nødstilfælde og står for fiskerikontrol.Søværnet har også lige afsluttet opga-ven i Syrien, hvor de stod for at fragte kemiske våben ud af landet.

Frømandskorpset!Oprettet i 1957 med det amerikanske ”Un-derwater Demolition Teams” og Norges ”Marinejegerkommandoen” som forbil-lede. Nej, de arbejder ikke kun til vands, de har været indsat i samarbejde med jægerne i både Afghanistan og Irak. De er også klar som indsatsstyrker mod angreb på handelsskibe ved Afrikas Horn.

Sirius-patruljen!Patruljen består af 12 mand og cirka 80 hunde, som trækker slæderne, der bruges til at patruljere de 972.000 km² som udgør Grønlands Nationalpark. Dog er det pri-mært kyststrækningen, der patruljeres for at opretholde dansk suverænitet.

Flyvevåbnet Det yngste værn med blot 64 år på bagen. I 1950 blev Marinens Flyvevæsen og Hæ-rens Flyvetropper lagt sam-men, og Flyvevåbnet blev dannet.

Flyvevåbnet kan kendes på den flyverblå baret, og som værnepligtig kan du kun tjene i Karup.Udover det har Flyvevåb-net deres M/72, som er deres gallauniform, der af-viger en smule fra Hærens M/69.

Flyvevåbnet yder også støtte til Opera-tion Ocean Shield, hvor de har stillet Lynx-helikoptere, udstyret med tungt maskingevær, til rådighed og dermed også piloter og mekanikere fra derud-over har flyvevåbnet biddraget til at nedkæmpe Gaddafis tropper, hvor der blev sendt F-16 til denne opgave.Udover det har Flyvevåbnet flere gange været ansvarlig for Baltic Air Policing, som er en turnusordning mellem forskellige NATO lande. Da de baltiske landes militær ikke har res-sourcerne til selv at styre eget luftrum og sikre suverænitet.


En anderledes værnepligt

Dannebrogs fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to kon-stabler og – sidst, men ikke mindst – 38 værnepligtige. De værnepligtige fylder meget. De bærer ansvar og lø-ser opgaver, der er både vigtige og nødvendige for skibets vedligehol-delse og funktion. De værnepligtige – eller ’gasterne’, som de også bliver kaldt – har hver en rolle og et arbejde om bord på skibet. De fleste har en uddannelse eller et svendebrev i ba-gagen (for eksempel bagerne, kokke-ne og mekanikerne), men det er ikke en nødvendighed.Værnepligten på kongeskibet er ni måneder lang. Den starter på fast

grund i januar måned i Frederiks-havn med cirka tre måneders basis-uddannelse, hvorefter den værne-pligtige besætning bliver overført til Dannebrog. Gasternes rolle på skibet dækker alt fra at servere mad til at pudse og male skibet. Det sidste fyl-der en del! Derudover får de fleste værnepligtige også kendskab til na-vigationsudstyr og hjælper til med at styre skibet.I løbet af de værnepligtiges ni måne-der i tjeneste kommer de vidt om-kring. I sommermånederne sejler dronning Magrethe og prins Henrik med børn, svigerbørn og børnebørn rundt til byer i hele landet samt til Grønland eller Færøerne på et længe-

re togt. At sejle rundt med kongelige og bruge dagen på at pudse messing iført hvidt tøj og hovedbeklædning, der ligger tættere på kasketten end på baretten, lyder umiddelbart ikke som noget, resten af Forsvarets værneplig-tige kan relatere til. Ind imellem er der dog øjeblikke, hvor gasterne sta-dig bliver mindet om, at de er ansat som værnepligtige i det danske for-svar. For eksempel når der er morgen-appel. Hver morgen klokken 7 står gasterne ret i to geledder på dækket, der også gør det ud for appelgård. Der er dog stadig langt fra kongeskibets dæk til Flyvevåbnets eller en af Hæ-rens kaserner; uniformerne er hvide, og ’javel’ er skiftet ud med ’halløj’.

Træk i trøjen og hop om bord på

Kongeskibet DannebrogI maj måned lå Hendes Majestæt Dronningens flydende sommerresidens ved kaj i København. Inden skibet med den kongelige familie om bord drog af sted på sommerens togter, var Værnepligtsrådet og SOLDATEN så heldige at få en rundvisning og dermed et indblik i, hvordan det er at være værnepligtig blandt blåt blod og bølger.

Der er altid én, der har vagttele-fonen. Her har denne kvindelige værnepligtige fået tjansen.


Fakta om konge-skibet DannebrogKongeskibet Dannebrog er navngivet af Dronning Alexandri-ne i København i 1931 og hejste kommando første gang den 26. maj 1932. Dannebrog tjener som officiel og privat residens for re-gentparret samt øvrige medlem-mer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske of-ficielle besøg.Dannebrog blev bygget i 1931-1932 på Orlogsværftet i Køben-havn som afløser for det forrige kongeskib, hjuldamperen Danne-brog fra 1879.Den kongelige beboelse rum-mer dronningens og prinsgema-lens arbejdsværelser, spisesalon, fællessalon, soverum med mere. Dronningen og prinsgemalen ta-ger personligt del i indretningen, valg af møbler og generel udrust-ning. Den kongelige afdeling rummer møbler og udrustning fra det forrige kongeskib fra 1879.Siden kommandohejsning i 1932 har skibet tilbagelagt mere end 400.000 sømil og besøgt ho-vedparten af havnene i Danmark, Grønland og på Færøerne. Skibet har også besøgt europæiske havne, især i Frankrig, og har væ-ret i Middelhavet, Caribien samt på den amerikanske østkyst.Kongeskibet er 78,43 meter langt, 10,40 meter bredt og har en mastehøjde på 23 meter.

Kongehuset.dk

Clara Mikkelsen

Når Dannebrog ligger ved kaj, er der oftest stadig et stykke ind til fastlandet. Det klares med en af skibets speedbåde, som de værnepligtige skiftes til at sejle, når besætningen skal frem og tilbage. Du er som vær-nepligtig på Dannebrog derfor sikret speedbådsuddannelsen.

Det er vigtigt, at skibet er i god og præsentabel stand. De værnepligtige om bord bruger mange timer af deres tjeneste på at pudse messing, rengøre og male skibet.

Et kongeligt skib i Forsvaret skal have udstyret i orden – ved alle lejligheder og i alle situationer. Her ses alle de forskellige typer flag, skibet besidder.

Det kan godt være, at du føler, du ikke har meget plads eller privatliv på din stue… Men kø-jerne på de små lukafer (stuer på søværnssprog) på Dannebrog slår de fleste kaserner!


Få styr på det

basis!


Dit basisbælte kommer til at blive din bedste ven, hvis du altså har indstillet det hele ordentligt og dermed ikke ødelægger din krop. Hvis det ikke er tilfældet, enten fordi du ikke ved, hvordan det gøres, eller bare fordi du er for doven, bliver dit basis det værste, der er sket for dig siden din eks-kæreste. Og det vil sik-kert gøre de næste fire måneder endnu værre end det udslæt, hun gav dig... Men frygt ej. Hvis det blot er uvidenhed, der er synderen, får du her opskriften til, hvordan du får styr på dit basis.

Først og fremmest skal du sørge for, at livremmen er indstillet til at være den rigtige længde, således at du kan lukke det og derefter spænde det ind. Husk at have din jakke på, når du ind-stiller dit basis, du kommer alligevel ikke til at arbejde med basis, hvor du ikke bærer din M/84 jakke.Sæt så for helvede taskerne tæt, helt tæt. Og lige en smule tættere endnu. Hvis ikke du gør det, vil du for det første ikke have plads til at spænde livremmen ind, og for det andet kom-mer magasintaskerne til at bore dig i låret, hver eneste gang du knæler.Sørg som det næste for, at din liv-rem støtter på hoften. Ikke midt på maven eller over hoften og slet ikke langt nede på røven som din gamle Eastpak-rygsæk fra folkeskolen. Sæt den PÅ hoften, og spænd ind, du skal gerne være i stand til at bære alt væg-ten med livremmen alene. Hvis du får kvalme og vejrtrækningsproblemer, sidder det for højt, hvis du får ondt i røv, nosser og har svært ved at gå ordentligt, sidder det for lavt.Bærestykket skal gerne sidde så højt på ryggen som muligt, selvfølgelig uden at det skaber ubehag. Strop-perne, der går fra livremmen til ryg-

gen, altså fire stropper, skal indstilles således, at de sidder tæt, men stadig en smule løst. Stropperne, der går fra din brystkasse til den forreste del af livremmen, skal ligeledes justeres, således at de sidder tæt, men ikke stramt.Brug tape til at sætte de løshængende stropper fast. Det forhindrer, at de pludselig bliver hevet skæve, og du skal til at sætte det hele igen, samt den lille bonus, at du ikke sidder fast i noget i felten. Lad der være en smu-le mellemrum mellem spændet og dét sted, du taper stroppen på de to forreste, det giver dig en smule juste-ringsmulighed i fremtiden.Sidst, men ikke mindst, skal rygsæk-ken sidde oven på dit basis og ikke udenpå dit basis. Hvis du med dit basis bærer din rygsæks vægt, vil du bære alt vægten med benene og und-gå at ødelægge din ryg. Sørg for at pakke din rygsæk med ligevægt - hvis du har alt din oppakning i en af si-derne, vil rygsækken sidde skævt, og det kommer du hurtigt til at fortryde.

Med denne guide håber SOLDATEN, at du bliver rigtig gode venner med dit basis. God fornøjelse i felten!

lasse Bækhus


Hesteskadronen adskiller sig fra andre instanser i Forsvaret på mange områder. For de værnepligtige er tjenesteperio-den absolut længst sammenlignet med andre steder – den er nemlig 12 måne-der lang. Eskadronens opgave er at stil-le beredne eskorter og kommandoer til tjeneste for regenten og regentparret. Det betyder oplevelser og krav til den enkelte, man ikke finder andre steder. Ikke mindst gennem det tætte arbejde med hestene, som fylder det meste af hverdagen. SOLDATEN besøgte HESK for at kigge nærmere på eskadronens vig-tigste "firmagear".

Fakta * Hesteskadronen har kapacitet til 75 heste.* Hver mandag holder eskadronen ”hestepara-

de”. Det betyder, at alle heste bliver set efter af en slagsmed, en ridelærer og en dyrlæge. På den måde sikres det, at alle hestene har det godt – ”det er ligesom et B-eftersyn, bare grun-digere”.

* De fleste værnepligtige har ingen erfaring med heste, når de møder op den første dag. Det be-tyder dog ikke så meget, for de får masser af rideundervisning - både i spring, dressur og sa-beleksercits.

* Hestene skal deltage i mange parader landet over, og for at kunne klare de mange forskel-lige lyde og bevægelser, bliver de trænet og til-vænnet forskellige miljøer. Det bliver de blandt andet ved at gå rundt på presenninger og mel-lem tomme flasker.

* Én hest har brug for masser energi og spiser i løbet af en dag cirka 17 kilo stråfoder og 2,5 kilo pillefoder.

* Når det virkelig går stærkt, galopperer en hest op til 50-60 km/t.

* Hesteskadronens ældste model hedder Nepal og er fra 1988.

Fun facts om firma gear:

Hest fra HESK


Clara Mikkelsen


I starten kan det føles hektisk; lange dage, meget information og en lang række nye ansigter, I skal forholde jer til. Lige nu er de fremmede, men igennem de næste måneder kommer I til at holde sammen i tykt og tyndt. I vil gå i takt, presse resultater ud af hinanden i den militære fysiske træ-ning og prøve hinandens udholden-hed efter festlige byture.Værnepligten vil hurtigt blive en

hverdag, hvor skopudsning, våben-vedligeholdelse og sergenternes or-drer bliver en selvfølge. Vi i Værne-pligtsrådet burde vide det, for vi har selv lige gennemgået værnepligten.For at sikre at I ikke bliver drevet til mere, end ret er, har Forsvaret kon-strueret et system af talsmænd, som skal holde øje med, at tingene følger reglerne. I tæt samarbejde med tals-mændene sidder Værnepligtsrådet og

repræsenterer jer som helhed over for Forsvarets ledelse. Værnepligtsrå-det kan også være jeres støtte helt ned til problemer på de enkelte kaserner. Værnepligtsrådet er udelukkende til for at hjælpe jer, men hav in mente, at det ikke nytter noget at puste små ting op til store sager. Din talsmand er mange gange den gode, hurtige og pålidelige problemløser.

Så gælder det de nye værnepligtige

Mit navn er Mads Krabsen, jeg er 21 år gammel og kom-mer fra Randers. Jeg har været tje-nestegørende ved Ingeniørregimen-tet i Skive på hold februar 2014.

Jeg hedder An-dreas Holt, jeg er 19 år gammel, og kommer fra Aal-borg. Jeg aftjente min værnepligt ved Danske Artil-leriregiment – Var-de, som nu hedder Hærens Efterret-nings Center, på hold februar 2014.

Mit navn er Kas-per Sørensen, jeg bor i Kolding og er 21 år gammel. Jeg har været tjeneste-gørende ved Den Kongelige Livgarde på hold december 2013.

Mit navn er Daniel Kirsten. Jeg er 24 år gammel, kom-mer fra Esbjerg, men bor i Aalborg, og har aftjent min værnepligt ved Te-legrafregimentet i Fredericia.

Vi i Værnepligtsrådet vil gerne sige velkommen til de næste fire måneder i jeres liv og hvem ved, måske de første fire i en lang karriere i det danske forsvar.


Talsmanden

Værnepligtsrådet

Delingens talsmand er ham eller hende, der gerne vil være med til at sørge for godt kammeratskab, bibeholdelse af kam-meraternes rettigheder og gerne vil være et godt eksempel over for kammeraterne såvel som hans/hendes foresatte.I starten kan det føles overvældende at skulle stå frem, tage ordet, være godt eksempel og være alles ven. Men for den per-son, der har valgt at stille op som talsmand, kommer dette tit naturligt. I løbet af det centraliserede talsmandskursus (CEN-TA) bliver talsmanden klædt godt på til at kunne varetage de værnepligtiges interesser og være Værnepligtsrådets arm ud til delingerne.Blandt talsmændene bliver der valgt en landstalsmand. Han eller hun bliver inviteret til møder med Værnepligtsrådet og et panel, som repræsenterer Forsvarets ledelse. Her samarbej-des der om at få svar eller finde løsninger til værnepligtsrela-terede spørgsmål eller problemer, som foregår på landsplan. Det er klart, at rollen som landstalsmand virker som en stor opgave, men denne bliver respekteret meget og kan være en modvægt til at lære orientering og skydestillinger.


40 kilometers march, fire dage i træk i det øst lige Holland, ville være den letteste måde at be-skrive, hvad hollænderne kalder ”De Nijmeegse Vierdaagse”. Nijmegen marchen rundede sit 98. jubilæum i år, hvor 43.013 deltagere gik den fire dage lange march. Heriblandt var over 550 tilknyttet det danske forsvar.

Nijmegen marchen startede kort efter et idræts-forbund blev grundlagt. Idrætsforbundets før-ste bedrift var at afholde en march, der kunne startes fra 13 forskellige punkter, som var tænkt til at skulle være for det hollandske militær. Al-lerede i 1916 blev der åbnet for civile deltagere.

I dag er firedagsmarchen det største flerdags-gå-arrangement i verden. Og af de 43.013 del-tagere var cirka 6000 af dem militære. For det danske kontingent var det et jubilæum, da det er 50 år siden danske soldater for første gang deltog i marchen.

De danske deltagere står klar til åbningsceremonien.

På tredjedagen viste soldaterne deres respekt ved at besøge kirkegården hvor faldne soldater fra anden verdenskrig ligger.

Nijmegen


lasse Bækhus

Værnepligtige fra HESK nærmer sig slutningen på én af dagene.

To herrer ser ud til at nyde en sikkert velfortjent pause

Et bevis på at man godt kan være med uden at gå

Hvis man gennemfører mar-chen, gør man sig fortjent til “Vierdaagsekruis” – firedag-smedaljen, som beviser ens evner inden for march. Korset er en officielt anerkendt del af den hollandske unifrom, og er derfor, gennem det hollandske kongehus, tilladt at bære på sin uniform.

Efter en hurtig gennemgang af hvad Nijmegen marchen er, bringer SOLDATEN jer her en masse stemningsbilleder fra marchen, hvor blandt andet de værnepligtige fra HESK deltog.

Nijmegen


På marchen må man gøre sit for at skille sig ud, her ses hvad der synes at være britiske spartanere.


Henrik Møller Morgen: Krigsveteran i krigsballet

Clara Mikkelsen

”Hele indsatsen ,håber jeg, har hjulpet noget. At vi har sået nogle tanker. At kvinder godt må studere, som de måtte i 70’erne. At man ikke ser korruption som en nødvendig del af magt og så videre. Men det kan være, at der kommer nogle magthavere til om fem år, der brænder det hele ned.”

”I føling - en krigsballet” blev opført i Skuespilhuset i København. Måske bliver stykket gen opført til vin-ter, men intet er sikkert. Foto: Christian Radil


Den 22. maj 2014 stod 30-årige Hen-rik Møller Morgen for første gang på Store Scene i Skuespilhuset i Køben-havn sagde det indledende citat foran et publikum. To år forinden stod han i den afghanske ørken uden den fjer-neste anelse om, at han en dag ville fremføre en reflekterende monolog om selv samme krig, han befandt sig i. Henrik er krigsveteran. En såret én af slagsen. Den 18. juni 2012 trådte han på en nedgravet mine – en skade, der resulterede i, at han fik ampute-ret højre underben. I slutningen af maj og starten af juni i år bevægede han sig sammen med kollegaerne Martin Aaholm og Jesper Nøddelund ind i ukendt terræn, da han valgte at medvirke i balletten: "I Føling – en krigsballet". En opsætning, der for-tæller de tre sårede veteraners indi-viduelle historie og samtidig forsøger at give et nøgternt indblik i konflik-ten i Afghanistan. Jeg møder Henrik til en snak om, hvad det var, der skete den dag i juni 2012, hvordan man kommer videre med nye mål i livet, og ikke mindst hvad han selv har fået ud af at være med til at skildre krig gennem kunst.Junisolen viser sig fra sin bedste side

den formiddag, jeg står og venter på Henrik foran Skuespilhuset, hvor krigsballetten har haft sidste forestil-ling blot et par uger tidligere. De få mennesker, der driver rundt i områ-det, er alle trukket i sommertøjet – T-shirts og korte bukser. Det samme er Henrik, ser jeg, da han kommer gående imod mig og dermed afslører ét ben af kød og blod og ét af metal og plastik.

Kunne ikke slippe ForsvaretHenriks militære karriere startede tilbage i 2003 ved Jydske Dragonregi-ment i Holstebro, hvor han aftjente sin værnepligt. Han kommer selv fra Sjælland, så dét at tage til Jylland var et bevidst valg; han ville ind i spej-dereskadronen og lave opklaring.

Han blev dog befalet til at være kom-mando og var derfor "lidt utilfreds" med Forsvaret efter sine ti måneder som værnepligtig. På den baggrund valgte han at sige nej tak til at fort-sætte livet i trøjen og blive udsendt til Irak. De følgende år prøvede Hen-rik forskellige ting af og endte med at starte på kokkeuddannelsen, hvilket han både havde interesse og talent for. Han kunne dog ikke slippe tan-ken om at blive professionel soldat og endte med at sætte elevpladsen i bero for at søge ind på Hærens reaktions-styrkeuddannelse, hvor han startede i Livgarden den 1. juni 2011. Sammen med sine kammerater fra sikring/eskorte-delingen steg Henrik på et fly til Afghanistan den 25. januar 2012.Henrik har mange overvejelser om-kring og grunde til, hvorfor Forsvaret blev ved med at ligge i bevidstheden på ham. Han ville prøve det af. Hver gang han så reklamer for Forsvaret el-ler kendte nogen, der drog i mission, var der noget, der trak i ham. Han mærkede det også, når soldaterkam-merater kom hjem fra udsendelse og diskuterede hele Afghanistan-konflikten. Han ville gerne diskutere med, men følte også, at det krævede noget mere viden og oplysning – no-get, han blandt andet kunne få ved selv at tage til Afghanistan."Det fyldte nok lige meget for mig. Jeg tog af sted for at få det gjort og prøve mig selv af, men også for at tage aktiv stilling til, hvad det er, vi laver. Hvorfor er det, vi er der? Hvad er det, vores folkevalgte politikere har engageret danske soldater og det danske forsvar i? Jo mere man dyk-ker ned i det, jo mere finder man ud af, hvor komplekst det er. At det ikke bare er lige til. At Taliban ikke bare er nogle banditter, vi slås imod. Det er et politisk parti bestående af folk med en helt anden måde at an-skue verden på – der er altså mere i det. Der er også et økonomisk aspekt med nogle narkobagmænd, hvem de så end er. Der er et kulturelt aspekt og en klanstruktur, der er 2.000 år gammel. Det er et meget komplekst samfund at komme ind i og forsøge at forstå. Det, tror jeg, var noget, der virkelig slog mig, da jeg var dernede; jeg kommer aldrig til at forstå det her. Jeg kommer aldrig til at forstå de her mennesker."

På spørgsmålet om hvorvidt man i så fald overhovedet kan presse vestlige værdier ned over et land som Afgha-nistan, svarer Henrik prompte."Det mener jeg ikke man kan. Og så er vi tilbage ved tanken om, hvad man egentlig får ud af at invadere et andet land? Højst sandsynligt grundet min opdragelse er jeg af den holdning, at når Forsvaret går i krig, når danske soldater bliver sendt ud, så er det okay at stille spørgsmålstegn ved det, men man skal ikke svine soldaterne til. Det er jeg kun blevet bekræftet endnu mere i af at være udsendt."

Et nyt skinneben = nye udfor-dringer og nye målDe politiske refleksioner samt lysten til at prøve sig selv af drev Henrik til Afghanistans Helmandprovins. Her var han en del af den danske sikring/eskorte-enhed og sammen med sine kammerater sørgede han for sikker eskorte af både logistik og personel. På et tidspunkt inde i udsendelsen begynder Henrik at kede sig – meget. Frustrationen over kedsomheden får Henrik til at melde sig frivilligt, da der midlertidigt skal afgives en mand til en anden enhed. Henrik bliver valgt og overgår derfor til infanterien-heden. Her skal han være en måned, før han skal tilbage til SIKESK og af-slutte og overdrage sit arbejde til det nye hold – Hold 14. Henrik når dog ikke at være i den nye deling måne-den ud. Den 18. juni 2012 bliver hans sidste arbejdsdag i Afghanistan."Den her morgen skal min deling be-væge sig fra Price og nordpå. Vi skal op og lægge noget skærmsikring på den østlige side af en flod. På den an-den bred ligger en by, som britiske og afghanske styrker i fællesskab skal bryde ned i gennem. I byen befinder sig en del personager, man gerne vil have fat i. Vi skulle ligge i skærm, så hvis de stak af, kunne vi samle dem op i nattens mulm og mørke."

18. juni 2012 trådte Henrik på en nedgravet mine – det resulterede i, at højre underben skulle

amputeres.

“”

Forsvaret er blevet gode til at få sat sårede soldater i genoptræning.

Det har de ikke altid været, sådan som jeg kan forstå det,

men det er de nu.

“

”


Clara Mikkelsen

Opgaven var den sidste, Henrik skulle deltage i, før han skulle tilbage til sin gamle enhed. Hele hans udsendelse var ved at nå sin ende. Det gik dog ikke helt som planlagt. På vej nordpå bliver ingeniørernes køretøj ramt af en mine på venstre side. Ingen kom-mer noget til, men kolonnen stop-per og kan ikke køre videre. Henriks gruppe, der er tættest på det ramte køretøj, bliver kaldt på jorden for at undersøge sagen. Gruppen finder yderligere en IED lige bagved ingeniø-rernes køretøj, og minerydderne bli-ver kontaktet. Hele processen stjæler en masse tid – tid, som delingen skul-le bruge på at køre nordpå. Delingsfø-reren søger derfor efter en mulighed for at lægge ruten om. Da Henriks gruppe i forvejen er på jorden, bliver de helt uformelt spurgt, om de ikke kan gå en recce-patrulje højre om og se, om det er muligt at køre den vej – altså undersøge og vurdere terrænet. Gruppen må dog erkende, at det ikke er muligt, og de trækker tilbage mod resten af delingen. Det er på vej til-bage, at skaden sker."Jeg går som bagerste mand og fjer-ner malingprikker (som den forre-ste mand har lavet for at vise, hvor han har gået, og hvor der derfor er sikkert, red.). Jeg fjerner dem ved at sparke til dem. Det er så uheldigt, at vores søger (den forreste mand, red.) har fået lagt en prik stort set oven på en pressure plate. Og det er jo... ja. Så-dan kan det gå."Henrik siger det sidste med en stille, halvbitter klukken over sit bragende uheld, som han dog efter ulykken hurtigt lærer at acceptere for at kom-me videre."Man kan altid sidde og sige 'hvad nu hvis'. Men det er blandt andet no-get af det, som jeg har konstateret: det er bare ikke særlig sundt. Alle de her 'hvad nu hvis'-tanker har jeg haft. Man bruger nogle måneder på at ligge på et hospital og glo, og det i sig selv er ikke synderligt inspire-rende. Jeg kunne ligge og tænke nok så meget over, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg for eksempel al-drig var taget af sted. Men jeg ved det jo ikke! Og jeg får aldrig nogensinde svar på det. Det er bare unødig energi at bruge, når man i forvejen er i en situation, hvor det kræver en masse energi at komme videre. Så dét lær-

Det er nok det med at acceptere det. Acceptere at... jeg er sgu gået i stykker.

“””

▼


te jeg på et tidspunkt – egentlig ret tidligt. Det er noget med at erkende egne begrænsninger, men også at se muligheder frem for udfordringer. Jeg ved godt, at det er mega klichéag-tigt, men det er virkelig det, der har hjulpet mig."Henriks fysiske begrænsninger tvang ham pludselig til at indse, at hans pla-ner og drømme om en karriere i For-svaret ikke længere var en realitet. Det samme gjaldt kokkekarrieren, som ville kræve lange stående arbejdsdage. Pludselig var han i en situation, hvor han skulle tage stilling til, hvad han nu kunne og ville bruge sit liv på. Én ting var sikker: han ville i gang med noget, så han kunne komme videre. Når jeg spørger Henrik, hvordan han synes Forsvaret er til at tage hånd om krigs-veteranerne, har han både positive og negative ting at hive frem."Forsvaret er blevet gode til at få sat sårede soldater i genoptræning. Det har de ikke altid været, sådan som jeg kan forstå det, men det er de blevet nu. Inde på Rigshospitalet er der to fysiote-rapeuter ansat – af Riget, men de sva-rer over for Forsvaret, når der kommer soldater hjem. De er ansat til at tage sig af os. De har også andre patienter, når der ikke er soldater nok, men de tager sig hovedsageligt af soldater."Tilknytningen til Forsvaret har givet de to fysioterapeuter rigtig god erfa-ring i amputationspatienter. Det er en stor fordel for soldaterne, da ingen skader er ens, og udfordringerne i gen-optræningen dermed er meget indivi-duel. Derudover har fysioterapeuterne gennem årerne fået et godt indblik i tonen mellem garvede soldater. Det er også en stor fordel, for som Henrik beskriver: "Der er nogle, der skal tales til på en bestemt måde. Så hjælper det ikke, at en sød blondine siger 'ej, nu skal du altså prøve at træne lidt mere'. Der skal råbes lidt". Der har dog også været bump på vejen til et nyt og mere eller mindre normalt liv."Sidste år flyttede man alle veteraner fra at være ansat ude ved de respek-tive regimenter til alle at være samlet under Veterancenteret. Det blev gjort for at centralisere administrationen af veteraner samt den fornødne eks-pertise. Det, der effektivt er sket, er, at vi før i tiden var veteraner ved vo-res regimenter, hvor vi kendte folk, hvor vi havde en kontaktofficer, som

kunne hjælpe én i hverdagen med for eksempel kontraktlige spørgsmål. Det var et militært system, man var ansat i. Nu er vi røget ud og er halv-vejs ansat civilt. Veterancenteret er nemlig egen myndighed, hvilket betyder, at min kontaktofficer eller regimentschef ikke kan hjælpe mig, ikke kan ringe til Veterancenteret og 'få dem til at makke ret', trods offi-cerens og chefens højere rang. Vi er gået fra at være sårede soldater til at være et MA-nummer i systemet. Vi kan ikke længere gøre noget for at påvirke vores egen situation, og det er meget utilfredsstillende."Henrik taler af erfaring. Hans egen situation er langtfra problemfri. Han blev i oktober 2013 tilbudt en kon-trakt cirka halvandet år frem. Han ville med andre ord ikke nå at blive færdig med sin nye civile uddannelse, før Forsvaret ikke længere ville kun-ne have ham ansat og dermed støtte med blandt andet løn og bolig. På trods af at den danske veteranpolitik går på at støtte sårede veteraner og hjælpe dem videre "så den sårede kan få en god og meningsfuld tilværelse enten i Forsvaret eller i det civile"."I den her situation synes jeg ikke, at Forsvaret hjælper mig. Her føler jeg pludselig, at det bliver det her store system, som jeg ikke kan gøre noget ved som menig soldat. Og det er dér, jeg bliver ked af det, for jeg synes el-lers, at Forsvaret har gjort meget for at hjælpe og støtte – især med genop-træningen."

Krigsballet – hvorfor?Hvordan gik det så til, at Henrik hav-nede i en ballet? En af danserne fra projektet er uddannet pilatesinstruk-tør og tilknyttet genoptræningen af sårede soldater. Da hun spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at deltage i opsætningen, tænkte Hen-rik straks "hvorfor ikke". Det resulte-rede i et uformelt møde, hvor Henrik

mødte den ene koreograf, der fortalte om visionerne for projektet. Henriks umiddelbare grund til at sige ja er simpel: "Jeg kunne simpelthen ikke komme med et ordentligt argument for ikke at gøre det."Henrik havde dog også nogle forbe-hold. Han ville ikke fremstilles som en helt, han ville ikke have, at For-svaret skulle fremstilles negativt, og den danske indsats skulle heller ikke fremstilles som en fejl. Han søgte et mere nuanceret mediebillede af krigen i Afghanistan og Danmarks indsats deri og håbede derfor på en nøgtern anskuelse og refleksion af denne. Han blev i høj grad tilfreds med resultatet.I dag, efter nervøse maveknuder, stå-ende klapsalver og i alt ni spilledage, beskriver Henrik projektet som en sjov og spændende oplevelse. Han har fået et indblik i en helt ny ver-den, og han har fået stor respekt for kollegaerne på opsætningen og deres hårde arbejde. Han beskriver det også som en kæmpe læreproces. Og ikke mindst som grænseoverskridende – især at skulle danse. Dog påpeger han også, at både instruktøren og koreo-graferne har været gode til at afpasse dansen, efter hvad soldaterne havde af evner. Hele projektet har i sidste ende givet en god portion selvtillid: "Jeg er blevet meget mere 'vi gør det bare'. Og jeg tror på, at hvis man ka-ster sig ud i noget, skal det nok gå." I dag læser Henrik til lærer i Køben-havn – og han er glad for det. Han håber på at få idræt som hovedfag, når det skal vælges, men lige nu ny-der han sommerferien. Lige inden jeg tager fra Skuespilhusets café, hvor vi har drukket kaffe og snakket de sid-ste to år af Henriks liv grundigt igen-nem, spørger jeg ham, hvordan han har oplevet publikums reaktion på ”I Føling – en krigsballet”."De publikummer, jeg har mødt, har alle sagt, at det har været en stor op-levelse at se. Nogen har også direkte sagt til mig at 'stykket har fået mig til at tænke over alt det her'. Så det har da alligevel fået rørt nogen mennesker i den retning, som var hensigten."

Henrik mistede højre underben til en mine i Afghanistan tilbage i 2012. I foråret 2014 medvirkede han i opsætningen ”I føling - en krigsballet” på Det Kongelige Teater, der skildrede krigen, og de ofrer den bringer.


Clara Mikkelsen

Få REX’erne or die trying– Reportage fra Livgardens REX-turREX-turen er de kongelige regimenters prestur. Der bliver set frem til den, og den bliver frygtet. Det er overgangen. Fra menig til mand, fra rekrut til – i Høveltes værnepligtiges tilfælde – garder. Når den er veloverstået, kan de stolte mænd og kvinder for første gang placere det kongelige mærke på skuldrene. En soldat kan fortælle historier, der starter med ”dengang jeg var på REX-tur”, flere generationer frem i tiden. Og hvert år bliver tasken tungere og mængden af mad mindre. Men er det egentlig så hårdt at være på den traditionsrige øvelse? Eller er det i virkeligheden meget hårdere, end vi andre går og tror? Og får man overhovedet noget søvn? SOLDATEN trak i sløringscremen og ud i de nordsjællandske skove for at observere og rappor-tere fra de sidste 24 timer af et hold kommende garderes famøse REX-tur.

Efter en hård uge i felten kan de stolte næsten-gardere om-sider marchere ind på kasernen til ly-den af klapsalver og tamburkorpset.


Et obligatorisk ind-slag i REX-turen er feltgudstjenesten, hvor rekrutterne synger et par sal-mer, hvilet benene under prædikenen og ikke mindst smagt Livgardens portvin under nadveren.

Før vi kom, havde øvelsen allerede været i gang i et par dage. Søndag aften havde de værnepligtige fået en briefing om fjenden, der bestod af en oprørsorganisation, som ville vælte regeringen. Setuppet var stort, og hel-ler ikke sergenter og delingsfører vid-ste alt – de skulle udfordres taktisk. Rekrutterne gik på beredskab umid-delbart efter briefingen og blev væk-ket igen allerede et par timer senere – midt om natten. Efter den obligato-riske kontrol af, at ingen havde sne-get ekstra mad eller andre luksusting med, startede øvelsen for alvor. Den første dag stod på uddannelsesmarch. Stille og rolig march rundt til forskel-lige poster i terrænet, hver med en faglig opgave, der skulle løses. Efter den første dag kørte de to kompag-nier efter hvert deres program, men alle skulle i løbet af dagene have løst de samme opgaver. Presset på de vær-nepligtige lå øvelsen igennem i fy-sisk belastning, mangel på søvn samt mangel på mad. Sammen med en kol-lega fra Værnepligtsrådet stødte jeg til øvelsen onsdag formiddag.

09:56 Vi er blevet sat af ved et gammel teglværk. 1. deling fra 2. kom-pagni er ved at lægge sig i stilling i det omkringlæggende terræn. De skal storme bygningen og redde en mand, der bliver holdt som gidsel af fjenden. Stedet vrimler med dem. Fjenderne. Man er ikke i tvivl om, hvem der er the bad guys, da de går vogtende rundt om bygningen og ser hårde ud… Og desuden er markeret med rødt bånd. Pludselig lyder skud. 1. deling trænger ind i den store, gule bygning efter at have nedkæmpet konstabeleleverne aka. fjenderne. Jeg følger efter rekrut-terne ind i teglværket, der vist ikke har haft så meget aktivitet omkring sig længe, og vi skyder os alle sammen vej til det fjerneste hjørne af bygnin-gen. Rekrutterne med gevær M/95, jeg

med Canon EOS 450D. Gidslet er des-værre væk, tilbage er kun en stol, en hækkesaks og noget blod (gys). Der bli-ver screenet for efterretninger, inden alle mand trækker ud i den skarpe ju-nisol igen. Rekrutterne bliver hurtigt beordret i løb. De skal ud i terrænet igen, væk og videre til en ny opgave. Min kollega og jeg skal også videre, og formegentlig bliver næste punkt på programmet mindre actionpræget.

12:47 Der er efter planen 13 mi-nutter, til feltgudstjenesten skal star-te, og den første deling ankommer til pladsen. Gudstjenesten er et obliga-torisk indslag i REX-øvelser og giver et pust til motivationen, et afbræk fra march og kamp og ikke mindst muligheden for at smage Livgardens egen portvin under nadveren. Alle tre ting gør rekrutterne godt på nuvæ-rende tidspunkt.Under prædiken siger feltpræsten blandt andet: ”Det kan godt være, at I fryser og er trætte, men husk, at I er her, fordi I vil være gardere”. Og ef-ter velsignelsen opfordrer han til at ønske hinanden god REX-tur. ”Kram, hvis I er rigtig gode venner”. Midt i al kærligheden ser to gode venner, hvor-dan jeg klikker løs med kameraet, og stiller sig straks klar i en kammerat-lig pose. ”Det er fandeme overskud”, smågriner den ene.Efter gudstjenesten er det tid til at genopbygge kampkraft i form af pri-mitiv madlavning (en meddelelse, der bliver mødt med træt hujen). På nu-værende tidspunkt har rekrutterne kun indtaget en frysetørret morgen-mad fra feltrationen samt et par ener-gibarer. Og det er vel at mærke siden søndag nat. Delingerne bliver delt ind i hold. Nogen sørger for at samle naturlige krydderier, nogen brænde til bålet. Nogen bliver instrueret i at rense fisk, så de bliver spiselige. Det primitive, tiltrængte måltid består

af en fisk til hver tilberedt med løg og kartoffel. Vi smutter desværre, før maden er klar, men noget siger mig, at fisk, løg og kartoffel sjælendt er blevet værdsat så meget.

14:59 Den første gruppe hopper i vandet og bryder den stille, næsten spejlagtige overflade. Vi er taget over til en skovsø for at se 2. deling fra 2. kompagni gennemføre vandpassage. De har lavet ”karamellen”, som er en måde at pakke taske og udrustning ind i teltflagen på, så ens ting for-bliver tørre, mens man krydser det kolde vand. Rekrutterne skal nu vade og svømme cirka 50 meter gennem mudder og andemad – de første er al-lerede godt i gang. Nogle er langt fra trygge ved opgaven, andre har over-skud til et smil til kameraet.Efterhånden når alle fra delingen over på den modsatte bred, hvor de begynder at pakke deres ”karamel” ud og skifte til tørt tøj. Imens smutter vi videre – det er blevet tid til at tage længere ind i skoven.

16:47 2. deling fra 1. kompagni ankommer til deres beredskabsområ-de (BSO), hvor vi venter. Vi skal følge delingen resten af aftenen og natten. Kort efter ankomst lyder befalingen fra delingsføreren: ”Nedbryd BSO. Vi er nu på sidste 24 timer af øvelsen. Der er ikke mere hvile, men angreb og opgaver. I vil være trætte, og vi vil presse jer. Det er dét her, der er det sjove. Jeg skal bruge 16 mand til et bagholdsangreb”. En håndfuld hæn-der ryger i vejret.

17:15 Der er briefing for bag-holdsangrebet. De frivillige bliver delt ind i et angrebs-, støtte-, spærre- og varselshold. Kort efter marcherer den lille trop af sted. Målet er to GD’er, der vil komme kørende i et vejkryds klokken 19. Vi har lidt travlt. ▼


Samarbejde og ’buddy-makker hjælp’ får en helt ny betydning på sådan en prestur.

Efter vandpassagen skifter drengene til tørt tøj. De når dog ikke at komme helt i uniformen, før de bliver angrebet - og så er det bare på med basis, hjelm og gevær!

Feltpræsten har opfordret de værneplig-tige til at ønske hinanden god REX-tur. ”Kram hvis I er rigtig gode venner.”

Rekrutterne skal befri et gidsel i et gam-mel teglværk, og får dermed vist deres færdigheder indenfor bykamp.

I løbet af de fire dage REX-turen var i gang, fik rekrutterne gået mange kilometer. Både i dag- og nattetimer.

Det første måltid rekrutterne får, siden en morgenmad fra feltratio-nen og et par energibarer mandag formiddag, består af frisk fisk og dertilhørende grøntsager. Maden skal naturligvis tilberedes selv.

Vandpassage. Cirka 50 meter gennem andemad og iskoldt søvand. Rekrutten her befinder sig midt på søen - her kan man lige nøjagtig ikke bunde.

Rekrutterne har nedkæmpet fjenden og kan nu eftersøge køretøjet. Fjender er heldigvis lette at genkende på den røde markering.

Igennem ild og vand. Eller i REX-banens tilfælde; røg og mudder.

Did you know bro?På REX-mærket kan man se tre symboler; et M, et 2-tal og et R. De står for Margrethe II Rex (Regina) og markerer dermed, at mærket tilhører vores siddende regent, Hendes Majestæt Dron-ningen.


Hvad er REX-turen? REXturen er en feltøvelse, som værnepligtige ved kamptropsregimenterne (garderne i Høvelte, gardehusarerne i Slagelse og på Bornholm og dragonerne i Holstebro) er på. Det er en øvelse, der kan spores mange generationer tilbage i tiden, og har en masse tradition bag sig. Langt de fleste værnepligtige kommer på en prestur – men denne udløser et par REXmærker som belønning. Turen ses som et overgangsritual, hvor de værnepligtige går fra at være rekrutter til at være for eksempel garderer eller husarer. Presturen afsluttes med en handlebane på gruppeniveau en såkaldt REXbane. Når de værnepligtige har været igennem øvelsen og den afsluttende bane, har de gjort sig fortjent til at bære REXmærkerne.

gere. ”Der er ikke langt igen drenge, godt arbejde!”

05:00 Vi er nået frem til sam-lingspunktet og er atter en hel deling. Der bliver igen befalet til hvil, vand og opladning af magasiner.

05:27 En rekrut har opdaget en flåt et følsomt sted på kroppen. Han får sin ven, der heldigvis ikke sover, til at forsøge at fjerne den. Opgaven løses med succes. Selvom jeg (heldigvis) ikke kunne se scenariet, kan jeg fornemme, at begrebet buddy-makker-hjælp net-op er blevet taget til et nyt niveau.

06:11Det lange hvil brydes op, og drengene er for alvor klar til slutspur-ten; den sagnomspundne REX-bane. Ingen ved, hvor lang den er, eller hvilke udfordringer den indeholder, men det gælder om at være klar.

06:48 ”Er der spørgsmål til det, vi skal nu? Humøret er højt, jeg kan i hvert fald stadig se hvide tænder.”

06:51”Husk for silvan at bruge mellemgulvet, når I skal råbe til hin-anden derude!”

06:56 ”Hr. sergent? Hvis man skal pisse, er det så nu?”

19:00 Skoven bliver med ét væk-ket til live med et samlet ildoverfald. Et par civile farer sammen med halv-kvalte skrig. Og med god grund – de skjulte og slørede soldaters angreb kom ikke ligefrem med en advarsel. En befalingsmand tager sig af de ci-vile, mens de værnepligtige tager sig af fjenderne i de to GD’er.

20:05 Vi er tilbage hos resten af delingen og klar til at modtage en ny befaling. Vi får forklaret planen for nattens angreb, der skal forestå klok-ken 03:30. Bagefter er der taktisk ind-øvelse, så alle grupperne ved, præcis hvad deres rolle er, og i hvilken for-mation de skal ligge. Der bliver også repeteret skydestillinger og bevæge-måder, så alle er helt skarpe.

22:27 Der laves modtagerkontrol af radioer. Delingen er linet op og klar til at begive sig ud på nattens opgave. Rygsækkene bliver rettet til, så de sid-der på den mest optimale og behage-lige måde. Alle er blevet gensløret.

01:09 Vi har gået i over to timer og er nu kommet til et venteområde. Vi er blevet delt op, så vi nu kun er halvdelen af delingen samlet. Der be-fales langt hvil, og rekrutterne lægger sig til rette i skovbunden.

02:47 Alle er blevet vækket og gør nu klar til at rykke ud. Der er ikke meget lys fra hverken måne el-ler stjerner inde i den tætte skov. Alle sanser skal være skærpet for ikke at blive væk fra sin gruppe.

03:30 Ildoverfaldet bryder nat-tens stilhed med 30-40 samtidige skud fra delingens værnepligtige og befalingsmænd. Løst krudt bra-ger mod målet, der er markeret af grønne knæklys. Hvad det fjendtlige objekt består af ud over små, selvly-sende pinde er ikke til at se.

03:49 Vi er tilbage ved venteom-rådet, hvor rekrutterne også aflagde deres rygsække. Der bliver genordnet og gjort klar til at tage videre til sam-lingspunktet.

04:42 Rekrutterne er efterhån-den noget slukørede under vægten fra udstyret. Deres skridt bliver tun-

07:00 Startsignalet lyder, og den første deling bliver sendt af sted. De løber gennem tyk røg, der gør hele verden hvid i de sekunder, man er i dens midte. Forbi gøende, angrebsklare schæferhunde. Videre gennem terrænet for pludselig at blive angrebet. Der lyder skud i få minutter, så er kampen vundet. ”Løb, løb, løb. ” Der er knap nok tid til at trække vejret. Rekrutterne bliver gen-net videre ud i en knæhøj suppedas af vand og mudder. En suppedas, der har svært ved at slippe sit tag i flere af rekrutterne, der derfor må en tur på maven i mudderhullet. Op igen. Op ad bakke. Flere fjender, føling front, skyd, skyd. Rekrutterne vinder kam-pen og fortsætter til et mineområde. Halvvejs inde lyder ”ARTILLERIIIII”, og alle må en tur i planken. Brag, røg og skudkamp følger de værnepligtige det sidste stykke af banen helt frem til en bunker, hvor gidslet fra tidli-gere omsider bliver befriet. Og så er det hele pludselig overstået.

11:00 Alle delingerne har været igennem REX-banen og marcherer nu ind på Livgardens kaserne med stolte blikke og trætte fødder. Forrest går tamburkorpset og spiller indmar-chen endnu mere højtidelig. Resten af dagen byder på en masse vedligehol-delse og rengøring kun afbrudt af den officielle appel, hvor rekrutterne får lov til at påsætte REX-mærkerne. Det er belønningen for de sidste døgns an-strengelser. Det er dér, de værnepligti-ge endelig kan sige: ”Nu er jeg garder.”

De værnepligtiges sidste kræfter bliver brugt på at gennemføre den famøse REX-bane. Den er ikke længere end cirka 1000 meter, men den er til gengæld spækket med handling.

Øvelsen er slut – nu venter en masse rengøring og vedligeholdelse.


Clara Mikkelsen

Hvad forestiller du dig,

at man laver som værnepligtig i Forsvaret?

Louise, studerende

”Jeg tror, man er rigtig meget på sådan nogle ture. Overlevelsesture! Og så tror jeg, man lærer lidt disciplin.”

Lukas, gymnasieelev

”I realiteten laver de vel ikke en skid.”

Thomas, folkeskoleelev

”De træner vel og har sådan nogle agilitybaner.”

soldaten | 6. udgave | 2014

Documents