Tekster fra Den Store Danske

Social retfærdighed:

Social retfærdighedudtrykker som begreb den idé, at det er muligt at bringe et samfunds fordelingsmønstre i overensstemmelse med et sæt af retfærdighedsprincipper. Selvom begrebet og problemet kan spores tilbage til de tidligste civilisationer, optrådte det ikke før omkring 1800, første gang i den britiske samfundsdebat i begyndelsen af 1800-t., og siden er det blevet meget anvendt. Begrebets opdukken kan relateres til de sociale problemer, som den hurtige engelske industrialisering medførte, og som ledte til en række offentlige undersøgelser mhp. sociale forbedringer.Op igennem 1800-t. konkurrerede flere opfattelser af social retfærdighed: En traditionel konservativ opfattelse, inspireret af David Hume og Edmund Burke, respekterede et socialt hierarki og nedarvede økonomiske rettigheder til fx ejendom, kombineret med et patriarkalsk ansvar for de lavere sociale grupper og skepsis over for den fremvoksende industri- og finanskapitalisme. Med denne kom en liberal opfattelse til udtryk, som gik ind for belønning i forhold til individuel indsats og meritter. I forlængelse af denne opfattelse argumenterede utilitaristen John Stuart Mill for individuel økonomisk konkurrence og var imod, at staten skulle anvende sin beskatningsmagt til at omfordele goder. Ifølge Mill er den mest retfærdige sociale orden den, der resulterer i den største samlede sum af lykke. Mill var imidlertid langtfra uden social forståelse og havde synspunkter, der bl.a. af Thomas Green udvikledes til en socialliberalisme med berøringspunkter til socialismen (se liberalisme). Denne understregede behovet hos det enkelte individ og sociale grupper som kriterium for offentlig indsats og havde som mål at skabe så stor lighed som muligt, bl.a. gennem omfordeling ad skattepolitisk vej. Den marxistiske opfattelse af social retfærdighed udmærker sig først og fremmest ved kritikken af uretfærdigheder i det borgerlige kapitalistiske samfund. Når Marx i sin kritik af det tyske socialistiske arbejderpartis program fra 1875, Gothaprogrammet, fremholder, at kun i det kommunistiske samfund kan den ideale sociale retfærdighed opnås, kritiserer han samtidig tanken om en ligelig fordeling af indkomst, fordi han betragtede individer som ulige mht. formåen og behov.Et fundamentalt træk ved udviklingen af begrebet social retfærdighed har været stigende rettighedskrav. Grunden blev lagt i slutningen af 1700-t., da en række franske debattører, bl.a. Turgot, Robespierre, Babeuf, krævede borgernes ret til arbejde og uddannelse. Og den engelske samfundskritiker Thomas Paine udarbejdede i The Rights of Man, part II (1792) en omfattende plan for et socialt sikkerhedssystem. Denne socialøkonomiske rettighedstænkning nåede sin foreløbige kulmination i FNs Menneskerettighedserklæring (1948). I 1900-t.s sidste årtier har social retfærdighed på globalt plan i stigende grad været debatteret.Mens den materielle omfordelingspolitik har været dominerende, er begrebet social retfærdighed under indflydelse af bl.a. J.-J. Rousseau blevet udvidet til i stadig større omfang at omfatte også en sådan grad af økonomisk uafhængighed, tilvejebragt af staten, at det sikrer mere ligeværdig deltagelse i samfundets styrelse. Rousseau foregreb i Du Contrat social (1762, da. Samfundspagten) tanken om et garanteret eksistensminimum. Immanuel Kants Metaphysik der Sitten (1797) med bl.a. den grundsætning, at ethvert menneske bør behandles som et mål i sig selv og ikke som et middel i andres planer, bidrog til at sætte de socialetiske spørgsmål i centrum og

udvide perspektivet.I 1900-t. er disse idéer videreudviklet til forestillingen om det ligeværdige medlem af et samfundsfællesskab. Et vigtigt bidrag blev givet af den engelske samfundsforsker T.H. Marshall (1893-1981) i Citizenship and Social Class (1950), hvori han opstiller tre hovedkategorier af rettigheder, der efterhånden føjes til hinanden i den vesteuropæiske udvikling: menneskerettigheder, bl.a. ytringsfrihed og ejendomsret, politiske rettigheder og sociale rettigheder som ret til uddannelse, bolig og velfærd. For Marshall var det magtpåliggende at vise den sociale konsekvens af dette medlemskab, nemlig at det modvirker det kapitalistiske samfunds økonomiske uligheder.Endnu et skridt videre gik den amerikanske filosof John Rawls, da han i A Theory of Justice (1971) understregede sammenhængen mellem politisk og social lighed og individets følelse af selvværd som et fundamentalt aspekt af social retfærdighed.Rawls' idéer gav debatten om social retfærdighed et kraftigt opsving, hvorved også stærkt kritiske synspunkter blev fremført. Således gav den amerikanske filosof Robert Nozick i Anarchy, State and Utopia (1974) et afvisende gensvar fra ultraliberal side. Omtrent samtidig udkom Fr. von Hayeks trilogi Law, Legislation og Liberty (1973, 1976, 1979), hvori han under overskriften The Mirage of Social Justice (Den sociale retfærdigheds fatamorgana) afskrev selve idéen om social retfærdighed med den begrundelse, at den er meningsløs, religiøs, selvmodsigende, ideologisk, uigennemførlig og katastrofal. Hayeks synspunkter er siden 1980'erne blevet livligt debatteret.

Robert Nozick:

1938-2002, amerikansk filosof, siden 1969 professor ved Harvard University. I Anarchy, State, and Utopia (1974, Anarki, stat og utopi), der med ét slag gjorde Nozick berømt i brede kredse, argumenterer han for individets rettigheder i forhold til statsmagten. Han er tilhænger af en konsekvent liberalisme (libertarianisme), som indebærer, at statsmagten kun har ret til at begrænse individets frihed, når individet krænker andre individers rettigheder. Staten har således ikke ret til med magt at udskrive skat eller soldater. På den anden side har individet ikke ret til at kræve, at staten yder bistandshjælp, gratis hospitalsbehandling eller andre af velfærdssamfundets goder. Imod anarkisterne argumenterer Nozick for, at hans minimalstat, der med rette er blevet kaldt en "natvægterstat", ikke krænker nogens frihed. Minimalstaten har form af en organisation, der har monopol inden for et afgrænset landområde, yder beskyttelse imod overgreb fra andre og afgør indbyrdes stridigheder ved voldgift. Se også moral.

Politisk filosofi:

Fagdisciplin, der beskæftiger sig med problemer af normativ og erkendelsesmæssig art i forbindelse med samfund og stat.I antikken tog politisk filosofi i snævrere forstand sin begyndelse med sofisterne, især Protagoras. Platon lagde med Staten, Statsmanden og Lovene grunden til den senere politiske filosofi. Aristoteles videreførte i Politikken Platons udspil og supplerede med en empirisk kortlægning af 158 græske bystaters forfatninger, hvoraf kun Athenernes Statsforfatning er bevaret.

Fra hellenistisk tid er kun få bidrag overleveret; sene kilder viser, at Epikur må have skrevet væsentlige dele af en politisk filosofi. Stoikerne videreførte den utopiske tradition fra Platon, fx i Zenons Stat.Romersk politisk filosofi videreførte græsk tradition, ikke mindst under inspiration fra stoikerne; det gælder Cicero (Om staten, Om lovene) og Seneca (Om mildhed).Fra og med Platon gælder, at man så en uløselig sammenhæng mellem etik og politisk filosofi med dyden retfærdighed som bindeled. Fælles er også, at man tænkte ud fra tre mulige politiske styreformer: monarki, oligarki og demokrati.Derimod ændrede den politiske filosofi sig forholdsvis radikalt efter de herskende politiske forhold. Hvor Platon og Aristoteles spejlede den græske bystats velmagtstid, var den politiske filosofi efter Alexander den Store i højere grad løsgjort fra bystatens rammer; således fx i stoicismen. Romersk politisk filosofi forholdt sig direkte eller indirekte til de politiske tilstande i Romerriget både før og efter indførelsen af kejserdømmet.I middelalderen drejede den statsteoretiske tænkning sig hovedsagelig om forholdet mellem pavemagten (Gud) og de verdslige fyrster. Augustins værk Om Guds stad (400-t.s begyndelse) blev i middelalderen tolket som et forsvar for, at kirken som Guds statholder er den højeste autoritet i alle spørgsmål, mens Thomas Aquinas mener, at den verdslige magt har sit eget område og sin egen autoritet direkte fra Gud. Thomas opererer således med begrebet modstandsret, som statens embedsmænd kan gribe til, hvis en fyrste mister sin legitimitet i henhold til naturloven og udvikler sig til en tyran.Med Machiavellis Fyrsten (1513, udg. 1532) lægges grunden til den moderne, verdslige politiske filosofi, der fremhæver statsmagten i en suveræn nation og statsmagtens funktioner. Denne linje fortsættes af Thomas Hobbes, der i Leviathan (1651) udvikler en kontraktteori for statsmagtens legitimitet (se samfundspagt) og lægger vægt på nødvendigheden af dennes absolutte og ubegrænsede suverænitet, som begrundes i menneskets asociale og aggressive natur. En kritik af Hobbes' totalitære statsopfattelse, også på et kontraktteoretisk grundlag, finder man hos John Locke, der i Two Treatises on Government (1690) grundlægger den klassiske liberalisme med en stærk betoning af borgernes rettigheder over for statsmagten.Hos Jean-Jacques Rousseau finder man i værket om samfundspagten (Du Contrat Social, 1762) et forsøg på at forene individets autonomi med politisk autoritet, idet statens love er almenviljen. Edmund Burke har i Reflections on the Revolution in France (1790) leveret en engageret kritik af Den Franske Revolutions radikale ideologi og grundlægger den moderne konservatisme. På samme tid grundlagde Jeremy Bentham utilitarismen som en socialreformatorisk bevægelse, idet han hævder, at legitimiteten af statens love afhænger af, at de fremmer den størst mulige lykke for det størst mulige antal. John Stuart Mill videreudviklede utilitarismen på et socialliberalistisk og demokratisk grundlag i On Liberty (1859). Hos Karl Marx og Fr. Engels bliver Hegels dialektiske idealisme omformet til en materialistisk historieopfattelse, der giver grundlag for en revolutionær "videnskabelig" socialisme, dvs. kommunisme. I Det Kommunistiske Manifest (1848) betragter de klassekampen, dvs. kampen om ejendomsretten til produktionsmidlerne, som historiens drivkraft, der vil ende med det klasseløse, kommunistiske samfund.I 1900-t. har forskellige former for marxisme og nymarxistisk tænkning, fx Frankfurterskolen, været fremtrædende. Siden 1970'erne har John Rawls' socialliberalisme (A Theory of Justice, 1971) og Robert Nozicks minimalstatsliberalisme (Anarchy, State, and Utopia, 1974) været i centrum, men er i stigende grad blevet kritiseret af den ikke-individualistiske kommunitarisme (fx

Alasdair MacIntyre, Michael Sandel (f. 1953), Charles Taylor, Michael Walzer). Se også frihed, magt, moral og statsteori.

Frihed:

(fra mnty. vriheit, afledt af det fællesgerm. adj. fri, som bl.a. indgår i det nordiske frels og er beslægtet med ord som fred, frænde, frille samt ty. freund og eng. friend 'ven'), Ordet betegnede et bestemt fællesskab, der beskyttede mod andre, og dets betydning havde tillige at gøre med at være vellidt. Frihed som begreb spiller en central rolle i teologi, filosofi, etik og politik, og det benyttes også i en lang række andre sammenhænge.Ordet optræder som regel i ental, men det kan benyttes i flertal. Det har da ofte en nedsættende klang, at man "tager sig friheder", dvs. gør noget, som man strengt taget ikke kan tillade sig. Ordet frihed har en lang række betydninger, der som regel er positive. Som et umisteligt gode fremtræder friheden i den svenske biskop Thomas Simonsson af Strängnäs' (ca. 1380-1443) frihedssang fra 1400-t., når det hedder, at "Frihed er det bedste guld", som skal holdes i højere værd end livet selv. Selvstændighed og uafhængighed af andre er udtryk for frihed. I denne betydning benyttes ordet af Holberg, når han taler om den naturlige frihed, som mennesket oprindelig levede i, hvor det er "ingen Øvrighed eller menneskelig Magt undergiven" i modsætning til en "Borgerlig-Stand" under en regering, som mennesket må rette sig efter. Når der tales om "havenes frihed", menes, at havene ikke er undergivet en bestemt stats herredømme, men at enhver nations skibe har ret til at færdes på havet.

Den Franske Revolutions parole "Frihed, lighed og broderskab" var også et krav om opløsning af de afhængighedsforhold, der bandt mennesker til andre. "Mennesket er født frit, men dog er det overalt i lænker" lyder en kendt sætning i Jean-Jacques Rousseaus værk om samfundspagten Du Contrat social (1762, da. Om Selskabs-Foreningen eller Grundsætninger i Statsretten, 1795), som sigter på menneskets ufrihed i det borgerlige samfund. Frihed kan også betegne modsætningen til ydre tvang, fx at være på fri fod og have mulighed for at bevæge sig frit omkring. Med frihed kan juridisk tænkes på modsætningen til slaveri, eller der kan tænkes på særlige frihedsrettigheder, typisk retten til at tænke eller tale frit (ytringsfrihed) eller religionsfrihed som modsætning til konfessionel tvang.Frihed kan betegne en undtagelse fra loven, at man er fritaget fra noget, fx skattefrihed, og visse rettigheder kan også udtrykkes som friheder, en friherre er en person, som nyder sådanne fordele. Ordet frihed kan i denne betydning benyttes synonymt med privilegium.Frihed kan være et udtryk for tolerance, og i den betydning anvendes undertiden følgende sætning, hentet fra indledningsdigtet til Grundtvigs Nordens Mythologi (1832): "Frihed for Loke saavelsom for Thor"; sætningen opfattes som et udtryk for en grundværdi i et pluralistisk samfund, at flere opfattelser kan eksistere side om side. Grundtvig taler her også om "Frihed for Ordet" og om åndsfriheden som "Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,/Som ikke ændres men arges ved Baand". I kirkelig sammenhæng tales også om forkyndelsesfrihed, som en præsts ret til frit at forkynde sit budskab fra prædikestolen. Rækkevidden af denne frihed, når der er tale om politiske eller andre ikke-religiøse udsagn, er genstand for diskussion. Der tales også om frihedens paradoks, at ubegrænset frihed fører til ufrihed, da den stærke da vil herske over den svage.

Ordet frihed har en meget stor symbolværdi. Frihed opfattes som et af de højeste goder, som det er værd at kæmpe for og i sidste instans lade livet for. Frihed har været et bannermærke for væbnet modstand mod undertrykkelse som frihedskamp, og begrebet frihedskæmper har en særlig positiv klang. Men også i denne sammenhæng er ordet mangetydigt. Hitler talte om det tyske folks frihedskamp, hvormed han tænkte på uafhængighed af andres vilje for det tyske folk og den tyske race.Frihed kædes ofte sammen med lighed. Lighed indebærer, at alle har krav på samme grad af frihed. På latin modsvares begrebet frihed af ordet libertas afledt af adj. liber, der indgår i en lang række fremmedord, der har med frihed at gøre, fx liberalisme om den politiske bevægelse for borgerlig frihed i 1800-t. eller liberalitet om gavmildhed. Det latinske ord licentia betyder også (utøjlet) frihed eller tilladelse, og heraf er afledt licens, tilladelse eller frihed til (evt. mod betaling) at benytte andres rettigheder. Ordet autonomi, der er afledt af græsk (authos 'selv', nomos 'norm, lov'), er nært beslægtet med frihed som politisk frihed eller moralsk frihed til selv at bestemme over sine handlinger. På græsk benyttes efter 400-t. f.Kr. ordet eleutheria, der betegner både en bystats (polis) og det enkelte menneskes frihed.

Teologisk frihedI teologien spiller spørgsmålet om frihed som personlig, åndelig frihed en central rolle. Begrebet står i nær sammenhæng med den filosofiske diskussion om viljens frihed (se vilje), og der går også linjer fra den teologiske refleksion over frihedsbegrebet til diskussionen om politisk frihed. Et eksempel fra vor tid er befrielsesteologi, men også tidligere var der sammenhænge.I Det Nye Testamente spiller frihed for synd og ubundethed af Moseloven en central rolle i apostelen Paulus' lære, som han udvikler i sine breve, hvor han taler om frihed ved evangeliet (bl.a. Gal. 5,1ff.; Rom. 6,18-23). Paulus benytter billedet "slave" og "fri" om mennesket før og efter Kristus. Den kristne besidder den sande frihed, og efter Paulus' opfattelse var den enkeltes stand i dette liv som fri eller slave mindre væsentlig; Paulus kunne derfor råde en kristen slave til ikke at rejse spørgsmålet om frihed over for sin herre (1. Kor. 12,13 og 17 og 7,21-24).I skriftet om den frie vilje, De libero arbitrio fra 389, rejste Augustin spørgsmålet om det ondes ophav og menneskets evne til at handle i overensstemmelse med sin indsigt i, hvad der er godt og ondt. Augustins værk og forholdet mellem menneskets frie vilje og Guds nåde blev stærkt diskuteret både i Augustins samtid (pelagianismen) og senere i middelalderen.Meget omtvistet i protestantisk teologi er Martin Luthers skrift om den trælbundne vilje, De servo arbitrio fra 1525, hvor han vendt mod Erasmus af Rotterdam hævdede, at mennesket ikke havde en fri vilje over for Gud, men at viljen var trælbunden og kun kunne befris af Guds nåde. Et grundlæggende reformatorisk skrift er Luthers Von der Freiheit eines Christenmenschen (Om et kristenmenneskes frihed) fra 1520. Luther opstiller her i tilslutning til Paulus to sætninger: "Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet" samt "Et kristenmenneske er i alle ting en træl skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet". Luther sondrede mellem det åndelige nye menneske og det gamle legemlige. Det åndelige menneske "har intet andet, hverken i Himlen eller på jorden, som det kan leve, være from, fri og kristen ved, uden det hellige evangelium, Guds ord, forkyndt af Kristus..." Troen alene gør from uden gode gerninger. Tilgang til Guds ord kræver ikke kirken som institution. Luther opstiller læren om almindeligt præstedømme. Alle er præster, "tjenere, trælle, forvaltere, som skal prædike Kristus, tro og kristelig frihed for de andre". Det indre menneske er frit, men det ydre menneske er en træl. Det færdes i det ydre liv og "skal

styre sin egen krop og omgås med andre folk". Gode gerninger kan ikke tjene til at vinde frelse, men den gode fromme mand gør gode gerninger. Den rette kristne frihed er den, at mennesket lever ikke i sig selv, men i Kristus og sin næste, "i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærligheden". Luther betragter det kristne menneske på én gang som indre og ydre menneske; også som træl er altså den kristne fri.Luther drog ikke selv politiske konsekvenser af sit budskab. Han vendte sig mod de oprørske bønder under Den Tyske Bondekrig i 1525, der tog tanken om frihed og lighed bogstaveligt. Konflikten mellem kristen frihed som opnået ved troen alene og et engagement for sociale forbedringer og politisk frihed kom herved frem. I højere grad end fra lutherdommen var det fra den reformerte retning af protestantismen, at der lød røster for politisk frihed. Heraf udvikledes et moderne frihedsbegreb i sammenhæng med menneskerettighederne.

Frihed som juridisk begrebI oldtidens slavesamfund var modsætningen fri og ufri grundlæggende. Kun frie personer havde rettigheder, mens slaver betragtedes som ting (lat. res). I en juridisk lærebog fra 100-t. af den romerske jurist Gajus er sondringen mellem en persons egenskab af fri (liber) eller slave (servus) afgørende. Nogle personer var dermed underkastet en andens herredømme (alieni juris). Frihed for dette bånd kunne opnås ved en særlig procedure, emancipatio. Ordet emancipation er siden kommet til at betegne ligestilling og dermed opnåelse af samme friheder og rettigheder som andre, fx kvindeemancipation. Man taler også om, at en person er emanciperet i betydningen frigjort. Som en personretlig kategori anvendtes frihed langt op i tiden. Indskrænkninger i den personlige frihed kunne ske som i Danmark i form af vornedskab eller stavnsbånd, men overhovedet var sondringen mellem fri og ufri stænder grundlæggende. Et vidnesbyrd om forskelle mellem land og by i så henseende er den middelalderlige sætning, at "Byluft gør fri, landluft gør ufri", der hentyder til byernes privilegier over for den omstændighed, at jord og bønder på landet i det feudale system hørte under en bestemt herre.Juristerne taler også om kontraktsfrihed og tænker hermed på det princip, at aftaler kan indgås frit uden som i romerretten at være bundet af bestemte kontraktstyper. Ofte tænkes med kontraktsfrihed tillige på, at parterne i kontraktsforholdet opfattes som lige, og at en kontrakt uanset sit indhold må respekteres. Lovgivning og retspraksis har dog gjort indgreb i dette princip for at beskytte den svagere part.I strafferetten er både krænkelser af kønsfriheden i form af voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse alvorlige forbrydelser, og Danmarks Riges Grundlov indeholder i § 71 særlige regler, der beskytter den personlige frihed. Frihedsrettigheder er en betegnelse for grundlæggende rettigheder eller borgerrettigheder i et samfund, som skal sikre menneskets frihed. Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og senere en række såkaldte amendments i form af Bill of Rights fra 1791 til den amerikanske forfatning dannede sammen med den franske Menneskerettighedserklæring fra 1789 forbilledet for det katalog af sådanne rettigheder, som mange staters forfatning indeholder for at sikre individet mod statens overgreb (se menneskerettigheder). Friheden anses som et så vigtigt gode, at berøvelsen af den er en straf. Frihedsstraf spiller derfor en central rolle i straffesystemet.

Økonomisk frihedI økonomi tales om handelsfrihed og frihandel som frihed for indskrænkninger i form af told eller handelsreguleringer i modsætning til protektionisme. Franske fysiokrater

talte i 1700-t. om "laissez faire, laissez passer", men som grundlæggeren af frihandelsteorien anses skotten Adam Smith med værket An Inquiry into the Nature and Causes of The Wealth of Nations (1776, da. Undersøgelse om National-Velstands Natur og Aarsag, 1779-80). Fri handel og næring var for ham vejen til øget velstand. Tanken om en liberalt fungerende markedsøkonomi spiller også en vigtig rolle i moderne økonomisk teori (se også Chicagoskolen).

Politik og politisk filosofiI et demokratisk samfund opfattes en række former for frihed som helt afgørende. Det gælder naturligvis de særlige frihedsrettigheder, der gør en demokratisk debat mulig, særlig ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Pressefriheden opfattes som en særlig vigtig del af ytringsfriheden. I den amerikanske stat Virginias forfatning fra 1776 hed det ligefrem, at pressens frihed er et af frihedens vigtige bolværkker ("the freedom of the press is one of the great bulwarks of liberty"), og at den kun kunne indskrænkes af en despotisk regering (§ 12). I nutidens samfund er det ikke så meget regeringsindgreb, der ses som en fare for demokratiet, men en stærk koncentration af ejerskab over medierne, som gør det muligt at styre nyhedsstrømmen til befolkningen.I politisk filosofi og i den etiske debat spiller begrebet frihed en central rolle. Det benyttes ofte, men ordets betydning er langt fra entydig. Anarkisme er en betegnelse for en politisk teori, som siger, at staten er en hindring for menneskets udfoldelse, som bør ske i enheder, hvor ingen bestemmer over andre. Liberalismen ønsker statens indflydelse begrænset til at skabe rammerne om det frie initiativ.I politisk filosofi møder vi overvejelser over frihed som et spørgsmål om forholdet mellem stat og individ. I antikken er Platons og Aristoteles' politiske skrifter de centrale for forståelsen af statsformernes væsen, og de har i vidt omfang dannet udgangspunkt for senere tiders drøftelser af politisk frihed. I Platons dialog "Lovene" diskuteres i tredje bog despotiske og demokratiske statsformer. Begge kan udarte, den demokratiske, som den fandtes i Athen, på den måde, at friheden tager overhånd, så at "man ikke er villig til at trælle for de styrende og dernæst den, at man søger at undgå at trælle for sin fader eller moder eller de ældre og at modtage formaninger fra dem; og nærmer man sig målet, kommer det dertil, at man ikke ønsker at underordne sig lovene, men, når man er lige ved målet, bekymrer man sig ikke om eder og løfter, ja overhovedet ikke om guderne..." Den mest despotiske og den mest demokratiske forfatning vil begge være tilbøjelige til at gå til hver sin yderlighed. Der bør derfor regeres med mådehold, og en middelvej bør findes, hvis der skal nydes frihed. Friheden må kombineres med autoritet, og borgerne må respektere myndighederne og lovene.Et berømt udtryk for athenernes opfattelse af friheden er den gravtale, som Perikles holdt i begyndelsen af Den Peloponnesiske Krig, og som er gengivet af historikeren Thukydid: "Sæt lykke lig frihed, frihed lig mod, og sky ikke krigens farer." Aristoteles beskriver i sin Politik statsformerne og det politiske liv. Værkets sjette bog handler om demokratiet, hvis princip ifølge Aristoteles er frihed og lighed. Frihed bestemmer han som det, at alle borgere vekselvis kan regere eller blive regeret, og som den frihed, der består i at kunne leve, som man vil.I romersk historieskrivning sættes ofte lighedstegn mellem den republikanske forfatning, der indførtes efter kongedømmets fald 509 f.Kr., og frihed (libertas). Libertas er knyttet til den magtdeling, der ansås for den ideelle styreform. Mordet på Cæsar år 44 f.Kr. var bl.a. begrundet i en frygt for, at han ville afskaffe republikken og knægte den romerske frihed.I renæssancens politiske litteratur fik frihedsbegrebet atter en central plads. Den

italienske filosof Niccolò Machiavelli forfattede foruden Fyrsten en kommentar til de ti første bøger af den romerske historieskriver Titus Livius (I Discorsi sopra la prima deca de Tito Livio, da. Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, 2004), der udkom i 1531, hvor han analyserede republikken som statsform og i den forbindelse satte friheden som en central værdi. Erfaringen viste, skrev han med udgangspunkt i Roms historie, at ingen stater er vokset i herredømme eller rigdom uden frihed. Machiavelli definerer ikke frihedsbegrebet, men både ydre frihed for undertrykkelse af en fremmed magt og indre frihed som tryghed mod vilkårlig magtudøvelse og en vis grad af medbestemmelse synes at indgå i hans opfattelse af frihed. Efter Machiavellis opfattelse, som den fandt udtryk i Discorsi, var den "blandede" statsform med en republikansk forfatning, som indeholdt elementer af monarki, aristokrati og demokrati, den ideelle statsform, som bedst sikrede friheden. I et kapitel i værket skildrer Machiavelli de særlige vanskeligheder for et folk, som er vant til at leve under et autoritært styre, men som pludselig ved en hændelse og uden kamp får et frit republikansk styre. I sin florentinske historie omtaler han "navnet frihed", som ingen magt kan knuse, ingen tid bære bort, og ingen vinding kan opveje.Den engelske politiske tænker Thomas Hobbes skildrede i sit politiske hovedværk, Leviathan (1651), et samfund, hvor magten beroede på en samfundspagt og en underkastelseskontrakt mellem folk og hersker. For Hobbes bestod frihed i fravær af ydre tvang og mulighed for at handle, som man vil. De såkaldte kompatibilister, som Hobbes hørte til, mener, at frihed kan forenes med determinisme, mens inkompatibilisterne ikke mener, at nogen form for frihed kan tænkes uden viljens frihed.For Baruch Spinoza er mennesket frit, når det handler ud fra sin egen indre overbevisning og ikke af ydre tvang. Staten bør sikre borgernes frihed, og der bør være ytrings- og religionsfrihed. Spinoza var determinist. Menneskets frihed består i at erkende det nødvendige, den ydre lovmæssighed, som tvinger det til at handle på en bestemt måde. Mennesket er frit, når det handler ud fra sig selv med denne indsigt (jf. også determinisme).Mange er tilbøjelige til at betragte den engelske filosof John Locke som den egentlige grundlægger af en teori om politisk frihed. Han talte i Two Treatises of Government (1690) om den frihed, som fulgte af, at lovgivningsmagten opstillede en lovgivning, der var fælles for alle ("freedom of men under government to have a standing rule to live by. Common to every one at that society, and made by the legislative power erected in it"). Locke bygger som Hobbes på en teori om en naturtilstand. For Hobbes var denne en alles krig mod alle, mens menneskene i naturtilstanden efter Lockes opfattelse var frie. En naturlig drift fører menneskene ind i et fællesskab, og statens opgave er den at sikre borgernes liv og ejendom. Lockes politiske filosofi fik stor betydning for senere liberalistiske teorier og for udformningen af den amerikanske uafhængighedserklæring 1776, der omtaler liv, ejendom og retten til at søge lykke som umistelige rettigheder.For Rousseau var mennesket af naturen godt og levede i naturtilstanden i frihed. Han måtte derfor vende sig mod teorier om samfundspagten, hvorefter det var det borgerlige samfund, der sikrede friheden. En vigtig opgave for ham var at sikre friheden i det borgerlige samfund over for statsmagten. I værket om samfundspagten, Du Contrat social (1762), beskrives samfundsdannelsen som en pagt, hvorved mennesket, når det forlader naturtilstanden, ikke opgiver sin frihed, men underkaster sig almenviljen (la volonté générale), som hans egen vilje er en del af. En anden side af Rousseaus frihedsidéer var hans tanker om friere børneopdragelse.Allerede Locke havde i sin beskrivelse af den engelske forfatning talt om lovgivende,

udøvende og dømmende magt og fordret en adskillelse af udøvende og dømmende magt. I sit værk De l'Esprit des lois (1748, da. Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-71) fortsætter Montesquieu denne tankegang og udvikler sin lære om magtfordelingen, der forhindrede magtmisbrug, som en betingelse for politisk frihed.Begrebet frihed spiller en afgørende rolle i Kants filosofi, og det er centralt for Hegel og gennemgår en udvikling fra at være en frigørelse fra indre tilskyndelser og behov og fra ydre tvang over ret til at handle og ytre sig frit til forestillingen om, at "det kun er som den tænkende fornuft, at viljen er en sand fri vilje".Forfatteren Benjamin Constant var som fransk politiker i 1820'erne en forkæmper for politisk frihed og advarede mod statens begrænsning af den enkeltes råderum også under et demokratisk styre. Den franske aristokrat Alexis de Tocqueville opholdt sig 1831-32 i USA, og de politiske forhold her beskrev han i sit værk om demokratiet i Amerika (De la Démocratie en Amérique), der udkom i 1835 og 1840. Tocqueville var levende optaget af ligheden og den politiske frihed i USA. Han betragtede den udstrakte politiske frihed som baggrund for Amerikas velstand, men han så samtidig de indbyggede farer i systemet for flertalsdiktatur og ukvalificeret styre i et egalitært demokrati: Det kommunale selvstyre så han som en måde, hvorpå interessen for deltagelse i det politiske liv og sansen for værdien af den politiske frihed kunne fastholdes.John Stuart Mills skrift om friheden, On Liberty (1859, da. Om Friheden, 1875), har siden været et helt centralt og uomgængeligt udgangspunkt for en diskussion af individets frihed og statens ret til at gøre indskrænkninger heri. Grundlæggende er hans sondring mellem handlinger, som kun berører en selv, og dem, der berører andre. Kun de handlinger, som berører både en selv og andre, kunne samfundet skride ind over for: "The only purpose for which power can be rightfully exercised over any member of a civilized community, against his will, is to prevent harm to others" ('Det eneste formål, til hvis opnåelse magt med rette kan udøves over et medlem af et civiliseret samfund, er for at forhindre, at der tilføjes andre skade'). Mill afgrænser, hvad han kaldte "den menneskelige friheds vigtigste område", og det omfattede for det første samvittighedsfrihed, herunder ytringsfrihed. For det andet omfattede det "frihed i vort valg af livsstilling og anden beskæftigelse, ret til at indrette vort liv, således som det passer for vor egen karakter, frihed til at handle efter vor tilbøjelighed under forudsætning af, at vi tager de mulige konsekvenser, og så længe vi ved vore handlinger ikke tilføjer vore medmennesker noget ondt, er de uberettigede til at lægge os hindringer i vejen, selvom de skulle anse vor adfærd for tåbelig, forkert eller urigtig". Som det tredje nævner Mill foreningsfriheden. Mills tanker om frihed var en vigtig del af grundlaget for Georg Brandes' forelæsninger over hovedstrømninger i europæisk litteratur, hvor frihedsidéens sejr over reaktionen og udviklingen af en ny realistisk litteratur i frihedstankens tjeneste er et bærende tema. Brandes udsendte i 1869 en oversættelse af Mills bog om Kvindernes Underkuelse, som var et vigtigt kampskrift for kvindeemancipationen. Mills opfattelse, at staten kun bør blande sig i den enkeltes handlinger for at forbyde handlinger, som skader andre, blev påberåbt under debatten særlig i 1960'erne om strafbarheden af homoseksualitet og pornografi, og den var et af argumenterne for at fjerne straf og ophæve forbud.I moderne tid er det især i amerikansk retsfilosofi, at der er ydet vigtige bidrag til diskussionen om, hvad frihed indebærer. Filosoffen John Rawls har i bogen A Theory of Justice (1971) ydet et bidrag til den politiske teori og retslære, der har været genstand for meget stor opmærksomhed. En af værkets hovedteser er, at alle skal have samme ret til det mest omfattende system af fundamentale frihedsrettigheder, der kan forenes med et tilsvarende system af frihedsrettigheder for alle. Hermed tænkes på de

borgerlige frihedsrettigheder, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, ret til "due process of law" mv. samt de særlige demokratiske rettigheder, stemmeret, valgbarhed, mv. Hans udgangspunkt er, at disse rettigheder kun under ganske særlige omstændigheder må krænkes for at forbedre de økonomisk allerdårligst stilledes situation. Rawls tillægger de fundamentale frihedsrettigheder en særlig betydning, "de er til for at sikre, at alle kan udvikle deres evner og fuldt ud bruge dem, som de ønsker, et helt liv". Frihed er afgørende for udviklingen af mennesket som en moralsk personlighed med selvagtelse og retfærdighedssans.I amerikansk retsfilosofisk debat tillægges de grundlæggende frihedsrettigheder stor betydning af bl.a. Ronald Dworkin i Taking Rights Seriously (1977). En stærkt liberalistisk holdning viser Robert Nozick, der i sit tidlige forfatterskab (Anarchy, State and Utopia, 1974) gik ind for en kraftig begrænsning af statens ret til at sætte skranker for den enkeltes udnyttelse af ejendomsretten og andre goder, men som i senere værker i højere grad har pointeret, at der er et samspil mellem offentligt engagement og respekten for individuel frihed. Friedrich von Hayek har i Law, Legislation and Liberty (1973-79) gjort sig til talsmand for en liberalistisk økonomi med udgangspunkt i en opfattelse af frihed som fravær af tvang gennem andres arbitrære vilje og dermed ret til at udnytte sine kundskaber til at forfølge egne mål inden for en given social ramme, der er lige for alle. Den amerikanske liberale økonom James M. Buchanan har i en række værker, bl.a. The Limits of Liberty (1975), med udgangspunkt i en samfundspagtsteori og en grundopfattelse af egoisme som en fundamental menneskelig drivkraft beskæftiget sig med forfatningsspørgsmål ("contradictual constitutionalism") og plæderet for en forfatning, der sikrer de enkelte individers rettigheder mod statsmagtens indgreb og samtidig er den nødvendige ramme om det samfund, der skal sikre produktionen af nødvendige fælles goder.

Kunst og videnskabDer tales om frihed i en lang række andre sammenhænge end politiske, filosofiske og teologiske. Kunstnerisk frihed (lat. licentia poetica) er frihed til at afvige fra virkeligheden. Grænsen mellem den egentlige fiktion, hvor den kunstneriske frihed har frit løb, og en genre som den dokumentariske roman, hvor der stilles strengere krav til nøjagtigheden, er undertiden flydende. En debat i 1980'erne om den danske forfatter Thorkild Hansens bog om processen mod den norske forfatter Knut Hamsun viste, hvilke vanskeligheder der kan opstå, hvis et værk ikke klart bekender sig som enten roman eller historisk skildring. I kunstens verden var frihed også det ord, der benyttedes om løsrivelsen fra en bestemt herskende retnings smag. Den officielle kunstsmag kom til udtryk i salonmaleriet, og imod dette vendte en række kunstnere sig i slutningen af 1800-t. I Østrig samledes de i Die Sezession, i Danmark i Den Frie Udstilling.Videnskabelig frihed eller forskningsfrihed er en anden form for frihed, som hører en nyere tid til. Den tyske filosof Hegel behandlede den i sin retsfilosofi. Med forskningsfrihed tænkes på den enkelte forskers ret til selv at bestemme sit forskningsemne og til at drive sin forskning uden at skulle tage hensyn til andet end at nå et videnskabeligt rigtigt resultat. Processerne mod Giordano Bruno og Galilei kan nævnes som eksempler på, at denne frihed var underkastet begrænsninger af hensyn til kirkens lære om Jorden som Universets centrum. Lignende problemer har senere mødt tilhængere af Darwins lære om arternes oprindelse. Moderne teknologis uhyre fremskridt har givet diskussionen om forskningens frihed en anden dimension. Hensynet til forskningsfrihed på den ene side og samfundsmæssige eller humanitære hensyn på den anden side giver ikke mindst i den medicinske forskning anledning til

overvejelser, fx i forbindelse med biologisk forskning i genteknologi.

Frihedens flertydighedFrihed er et flertydigt begreb. En eksakt definition kan ikke gives. Frihed kan opfattes som en værdi, men også som en forudsætning for overhovedet at kunne tale om værdier. Frihed kan både være negativ og positiv. Man kan være fri for noget, og man kan have frihed til at gøre noget. Filosoffen Isaiah Berlin har understreget denne forskel mellem den positive frihed til selvbestemmelse og den negative frihed i betydningen fravær af indblanding fra andres side. Han fremhævede samtidig, at friheden er så vigtigt et gode, at der må stås fast på den også i den tredje verden, hvor hensynet til opnåelsen af et socialt og økonomisk højere stade ofte prioriteres højere end den politiske frihed.Frihed er ikke blot et mangetydigt ord. Det er også et modebegreb. I nutiden er friheden som frihed til personlig selvudfoldelse og til selv at vælge sin tilværelse blevet et bannermærke for moderne livsstil. Kvinder har ret til fri abort. Uægteskabeligt samliv er frihed for et legalt ægteskabeligt bånd. Man kan klæde sig, som man vil, om end inden for visse grænser.Ordet frihed eller befrielse indgår i navne på en række politiske bevægelser. Et eksempel er PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation. Koloniherredømmets afvikling efter 2. Verdenskrig er også et udtryk for befrielsen for et fremmedherredømme. Ofte er påberåbelse af frihed et dække for et ønske om personlig magt. Utallige mennesker er i tidens løb blevet slået ihjel i frihedens navn. Frihed har et kerneområde, som er den personlige frihed for fængsel eller slaveri under andres herredømme. Først når denne basale frihed er sikret, bliver frihed aktuel i sine mange andre betydninger.Trods sin uklarhed som begreb står frihed imidlertid stadig som en fundamental vestlig værdinorm.

Lykke:

Fyldig eller rig tilstand, en tilværelse, der lykkes og er præget af tilfredshed og glæde. Et lykkeligt liv er et godt liv, ofte anset for det højeste gode.Brugen af ordet i mange forskellige betydninger har medført et behov for at bruge andre ord for at undgå misforståelser. Således foretrak Harald Høffding i sin Etik (1887) ordet velfærd. Ordets misbrug, fx i reklametekster, har i 1900-t. ført til, at nye ord er trådt i stedet, fra 1960'ernes begyndelse ordet trivsel, der i løbet af 1970'erne blev afløst af ordet livskvalitet.Lykke har været emne for mange refleksioner inden for filosofi, religion og kunst igennem hele vor kulturs historie. Enhver helhedsopfattelse har omfattet idéer om det gode liv. Omvendt er så godt som enhver opfattelse af lykke begrundet i en religion, en filosofi eller en åndsstrømning. Lykke har spillet en central rolle i en række politiske utopier og har desuden været behandlet i psykologi, økonomi, sociologi, politisk teori, æstetik og pædagogik. Begrebets historie kan groft beskrives på den måde, at lykke fra antikken til romantikken har været anset for et højeste gode (se det gode), mens perioden efter romantikken har været præget af, at frihed i vidt omfang har overtaget denne plads. Samtidig med at begrebet i den moderne kulturindustri er blevet misbrugt og vulgariseret, er den teoretiske beskæftigelse med det næsten ophørt. En vending i denne tendens synes dog at være på vej ved 1900-t.s slutning, især under genoptagelse af traditionen fra Aristoteles (jf. fx Alasdair MacIntyre).

AntikkenDen græske etik er eudaimonistisk, dvs. at lykke anses for det højeste gode. Der var enighed om, at der i det gode liv er harmoni mellem dyd og lykke. Lykke forstod man naturalistisk, dvs. den har sin grund i menneskets natur. Fornuften blev tillagt en afgørende betydning for lykken, og langt de fleste græske filosoffer så optimistisk på menneskets muligheder for lykke. Det antikke ideal om det gode liv omfatter således både det moralsk gode og lykke. Lykke udgøres af en sjælens harmoni og er nok så meget et ideal om den vise, den, der forstår at leve ret.Sokrates brød i 400-t. f.Kr. med en traditionel græsk tanke ved at hævde, at det er bedre at lide uret end at gøre uret. Heri ligger, at det at gøre ondt skader én selv, ligesom det at gøre godt gavner. Dyd var for Sokrates betinget af viden, og med den rette indsigt vil man også handle rigtigt. At gøre det rette, at realisere dyden, fører til lykke.Platon var i begyndelsen af 300-t. f.Kr. fuldt ud klar over, at det her i verden meget vel kan gå den gode forfærdeligt og den onde godt, men han fastholdt alligevel Sokrates' tanke, at lykke er realiseringen af dyderne. For Platon er dyd dog mere end viden. Sjælen er delt i begær, temperament og fornuft. Hver af disse dele tildeles en dyd. Fornuften skal være den styrende, og dens dyd er visdom. Temperamentet skal hjælpe med at fastholde fornuftens styre på tværs af smerter og nydelser. Dets dyd er modet. Endelig skal det umættelige begær tøjles af de to andre. Begærets dyd er mådehold. En sjæl, hvori disse dyder er realiseret i harmonisk samspil, er retfærdig, dvs. god. En sådan sjæl er et mikrokosmos, der afspejler den grundlæggende kosmiske orden. Det hele, harmoniske menneske er både godt og lykkeligt.Inden for antikkens etik udarbejdede Aristoteles i 300-t. f.Kr. den mest omfattende teori om lykke, der bestemmes som sjælens aktivitet i overensstemmelse med dyden. Men Aristoteles tilkender også ydre goder en vis betydning. Han diskuterer Solons ord om, at intet menneskeliv kan erklæres for lykkeligt, før man kender det hele, dvs. først efter døden. Aristoteles' svar synes at være et både-og. Aristoteles ser sjælen som bestående af to dele, fornuft og begær eller stræben. Til den sidste del svarer en række etiske dyder, karakterdyder, herunder mod, rundhåndethed, selvsikkerhed og mildhed. Til fornuften er knyttet intellektuelle dyder, hvoraf den vigtigste er fronesis, 'praktisk visdom'. Den er indsigt i det, som bidrager til det gode liv som helhed. Fronesis er evne til at lede de etiske dyder (opfattet som dispositioner til at handle på en bestemt måde), så de fører til, at mennesket finder den rette midte i forhold til situationen og sin egen formåen. Aristoteles understregede betydningen af det sociale liv i bystaten og af venskabet for lykken, men sluttede dog sin etik med at fremhæve det kontemplative liv som den højeste lykke.I filosofihistorien skiftede synsvinklen efter Aristoteles fra et socialt orienteret begreb om lykke til et individualistisk. De hellenistiske filosoffer lagde vægt på sjælero og personlig uafhængighed.Stoikerne (ca. 300 f.Kr.-200 e.Kr.) arbejdede videre med det antikke lykkebegreb, idet de hævdede, at lykke er at leve i overensstemmelse med naturen. Det vigtige i menneskets natur er fornuften. Den har del i en omfattende verdensfornuft. Dyd er indsigt i verdens og menneskets indretning og består i at realisere sin fornuftige natur. Vigtigst er indsigten i, at lykke består i selve den fornuftige aktivitet, og at alle ydre goder er uden betydning for det gode, for lykken. Nogle af disse goder er nyttige, andre skadelige. Dyden omfatter netop det at administrere dette forhold rigtigt. Det stoiske livsideal er således at søge lykken i det, vi har magt over, nemlig vort eget indre, og dermed gøre os uafhængige af ydre omskiftelser. Idealet om at møde livet

med stoisk ro har sat sig mange spor igennem historien. En sen aflægger er det engelske gentlemanideal.Allerede hos sofisterne, Sokrates' hovedmodstandere, finder man det synspunkt, at lykke er nydelse eller lyst. Det tager de hidtil skildrede filosoffer afstand fra. De er enige om, at der findes gode og dårlige nydelser. Derfor kan lykke ikke være lyst. Hos Aristoteles diskuteres det grundigt, og han konkluderer, at nydelse er noget, der opstår med sjælens aktivitet, og som fuldender den.Ca. 300 f.Kr. bestemte Epikur lykke som lyst eller nydelse (hedonisme), men hans opposition til de andre etikere var ikke så radikal endda. For Epikur er lyst primært fravær af kropslig smerte og sjælelig uro. Han tager udtrykkelig afstand fra vellystninge, der fester og svirer, fornøjer sig med dyre spiser og et tøjlesløst seksualliv. I stedet anbefaler han enkle glæder og simpel livsførelse. Epikur var ingen epikuræer i moderne forstand. Sjælero opnås ved med fornuften at frasortere unaturlige og unødvendige behov, der kun vil føre til falske lyster. De græske kardinaldyder, mådehold, mod, retfærdighed og visdom, med den praktiske visdom i spidsen finder deres berettigelse i, at de fører til nydelse. Sjæleroen sikres også ved at undgå frygt. Guderne behøver vi ikke at frygte. De lever et nydelsesrigt liv i fjerne verdener uden for tiden og har ingen interesse i at blande sig i menneskers liv. Heller ikke døden bør frygtes; den er blot en opløsning af organismen i de atomer, den består af. Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke.Filosoffernes opfattelse af lykke hører til det fornuftbetonede i antikken. I kultiske sammenhænge dyrkedes imidlertid også mere ekstatiske former for lykke, fx i Dionysoskulten (jf. det apollinsk-dionysiske begrebspar).Hen mod antikkens slutning bredte den opfattelse sig, at de filosofiske skolers visdom ikke slog til i bestræbelserne på at sikre individets lykke, og religiøse motiver blev dominerende. Lykken søgtes i det evige, det hinsidige, livet efter døden. Platon kunne tolkes i denne ånd, som det skete i nyplatonismen. Hos dens hovedskikkelse Plotin, der levede i 200-t., opfattes hele verden som udstrømninger, emanationer, fra "det ene" eller Gud. Lykke er uafhængig af alle ydre forhold. Den opnås ved at frigøre sjælen fra dens legemlige fængsel og gennem det indre finde tilbage til det ene. Det er en pilgrimsrejse, hvor først dyderne må erhverves. Dernæst må man hengive sig til skønhed, matematik og filosofi for til sidst at overskride alle forskelle og al erkendelse i den mystiske forening med det ene. Denne ekstatiske lykke er fuldkommen, men opnås kun få gange i livets løb.

BibelenPå baggrund af senantikkens religiøse længsel bredte kristendommen og dens opfattelse af lykke sig. I Det Gamle Testamente opfattes lykke mest som et jordisk godt liv, men der er dog også tendenser til at finde lykken i det indre og varige. Den stærke understregning af altings forgængelighed i Prædikerens Bog bygger netop på den opfattelse, at kun det varige kan tilfredsstille ånden. I Det Nye Testamente tjener saligprisningerne i Jesu Bjergprædiken (Matth., kap.5-7) til at søge at vende mennesket mod Gud som lykkens ophav. Det hedder bl.a., at "salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud" (Matth. 5,8).

MiddelalderenMiddelalderen igennem opfattedes lykke som Guds nådegave i dette såvel som i det kommende liv. Lykke bliver til lyksalighed og salighed (lat. beatitudo). Den højeste lykke findes i troen, i det at se Gud, ligesom den dybeste ulykke er Guds fravær fra eller forstødelse af den enkelte.

Augustin foretog omkring 400 en sammentænkning af kristendom og nyplatonisme. Hos Plotin, som hos Platon og Aristoteles, er det højeste værende eller Gud et abstrakt og stort set upersonligt princip. Hos Augustin er det den kristne Gud, der opfattes som person. Lykke bliver helt afhængig af det enkelte menneskes forhold til Gud, til hans uendelige vilje, kærlighed og godhed. Kristendommens forjættelser om den evige salighed i livet efter døden medfører hos Augustin, som hos mange siden, et forholdsvis pessimistisk syn på det jordiske liv og dets muligheder for lykke. Augustin hævder, at alle mennesker søger lykke, og at lykke består i at have, hvad man ønsker. Rigdom, magt og andre jordiske goder kan ikke sikre lykken, for de kan tabes og skaber dermed frygt. Hvad mennesker virkelig begærer, er det, som én gang erhvervet befrier for alle former for begær, for den, der begærer noget, mangler noget, og det er ikke lykkeligt. Af alle goder er alene erkendelse og visdom betrygget mod forandringer, og kun den uendelige visdom er uden mangler. Da Gud er sandheden, er den uendelige visdom erkendelse af Gud. Den sande lykke er at have Gud i sin sjæl. Dette højeste gode kan ikke tabes mod ens vilje. Den lyksaliggørende vision af Guds ansigt nås dog ikke blot gennem erkendelse, men gennem en bevægelse af hele sjælen, hvor især kærligheden spiller en rolle. At søge Gud er at realisere sin sande natur og bestemmelse og sine dybeste længsler. De græske kardinaldyder opfatter Augustin alle som former af den enkeltes kærlighed til Gud. Den fulde lykke og befrielsen fra alt ondt nås dog først i livet efter døden. Antikken havde kun dyster frygt for livet efter døden, men for Augustin er det frelse og evig salighed.Den platonisk-augustinske tradition blev bestemmende for en stor del af middelalderens tænkning. Fra nyplatonismen overtog Augustin den nedvurdering af det jordiske og legemlige, som har spillet så stor en rolle for europæernes opfattelse af lykke frem til 1900-t. I den kristne mystik i middelalderen og senere genfindes også træk fra denne tradition. Selvom mystikerne anbefaler forskellige veje til den mystiske enhed med Gud og også beskriver denne sjældne oplevelse forskelligt, så er der dog enighed om, at det er en ubetinget salighed, hinsides al jordisk lykke. Tiden forsvinder, sjælen og Gud forenes, alt er godt. For mange mystikere bryder sproget sammen i oplevelsen, så kun paradokser og billeder kan bruges til at antyde lyksaligheden, jf. fx Hildegard og Mechtild; meget almindelige er sammenligninger med foreningen med den elskede.I 1200-t. blev Aristoteles' skrifter genopdaget i Vesten, og Thomas Aquinas sammentænkte den augustinsk udformede kristendom med Aristoteles' filosofi. Hans opfattelse af lykke er nok aristotelisk, men fyldt med et kristent indhold og suppleret med en kristen overbygning. Lykke bestemmes som en tilfredsstillelse af alle begær. Det betyder dog ikke, at alle naturlige og ekstravagante begær skal opfyldes. Det kan føre til usand lykke og hindre den sande. Kun det højeste gode kan i sandhed opfylde alle begær, og det er erkendelsen af og kærligheden til Gud. Lykke er nok, som hos Aristoteles, at perfektionere sig selv ved at realisere sine potentialer, men mennesket er ifølge sin natur lagt an på relationen til Gud. At realisere sig selv fuldt ud er at elske Gud. Lykke er derfor ikke, som hos Aristoteles, uden videre sjælens aktivitet. Den egentlige lykke kommer til mennesket fra Gud. Dyderne er, som hos Aristoteles, nødvendige for lykken. De moralske og intellektuelle dyder er verdslige og betinger den ufuldkomne lykke. De kan nås gennem menneskets egen indsats, selvom Helligåndens bistand kan forøge dem. Men til den fuldkomne lykke kræves også de specifikt kristne dyder: tro, håb og kærlighed, og de er kun mulige ved Guds medvirken. Thomas Aquinas har et mere positivt syn på jordisk lykke end Augustin. Det samme gælder hans syn på kroppen. Legemet er nødvendigt for de jordiske dyders perfektion og dermed for den ufuldkomne lykke, og selvom fuldkommen

lykke er uafhængig af kroppen, så kan denne dog forstyrre sjælens venden sig mod Gud. En fuldkommengørelse af mennesket som enhed af sjæl og legeme er således både et mål i sig selv og nødvendigt for opnåelse af det højeste gode. Som hos Aristoteles er den højeste lykke at finde i kontemplationen, men Thomas Aquinas tolker den som en skuen af Gud. Hvor kontemplationen for Aristoteles var forbeholdt en elite, ser Thomas den som et ideal for alle.

RenæssancenMed renæssancen og Reformationen indtrådte en begyndende verdsliggørelse og dermed en tilbagevenden til mere filosofiske forestillinger om lykke, hentet i antikken. Renæssancens individualisme, humanisme og naturalisme udmøntedes i gentagelser af de antikke begreber om lykke. I opposition til middelalderen forskubbedes vægten fra længslen efter hinsidig lykke til den grænseløse jordiske stræben efter lykke. Generelt set veg det kontemplative liv som ideal om det højeste gode til fordel for det aktive liv, der er orienteret mod den enkeltes og det fælles vel (fx i Montaignes essays fra ca. 1580); Michelangelos sonetter er blandt undtagelserne herfra.

1600- og 1700-tTiden fra renæssancen til romantikken er naturalismens storhedstid. Lykke og ulykke forstås ud fra modsætningen mellem det naturlige og det unaturlige, det, som kommer af naturen, og det, som er imod naturen. I 1600-t. søgte den engelske filosof Thomas Hobbes at udarbejde et system, der alene bygger på den mekaniske naturopfattelse. For Hobbes er den grundlæggende drift i mennesket selvopholdelsesdriften. Lyst og ulyst opstår ved den øjeblikkelige tilfredsstillelse eller frustration, og heraf kan udvikles mere sammensatte følelser. Hobbes sammenligner livet med et kapløb. Blandt de mange følelser, det vækker, er også lykkefølelse, der opstår, når vi stadig indhenter dem, der er foran os, mens det fører til ulyksalighed stadig at blive indhentet af dem, der er bagved. Hobbes bestemmer dog også lykke som overgangen fra begær til dets opfyldelse til nyt begær osv. I en tænkt naturtilstand ville livet være udsat for en bestandig trussel om alles krig mod alle. Det ville være ensomt, fattigt, uhumsk, dyrisk og kortvarigt. For at opnå et bedre og mere sikkert liv må menneskene indgå en kontrakt, hvorigennem samfundet indstiftes, og en magtfuld suveræn indsættes. Samfund og stat er således begrundet i, at de skal sikre det enkelte menneskes liv og dermed indirekte dets lykke.Blaise Pascal var, som Hobbes, optaget af det nye, mekaniske verdensbillede, men opfatter dets eksistentielle betydning på en anden måde. Han siger i Pensées (udg. 1670), at den vedholdende tavshed i disse uendelige rum skræmmer ham. I sig selv er menneskets liv elendigt. Fornuftens formåen er begrænset. Absolut erkendelse er ikke mulig. Sanser og fantasi fører os på vildspor. Selviskhed fører til uorden i det sociale og politiske liv. Vi kan ikke bevise Guds eksistens, men Pascal sammenligner med et spil: Vi har alt at vinde og intet at tabe ved at holde på Gud. Lykken findes ikke i os selv, som stoikerne hævdede. Den findes heller ikke, som andre har hævdet, uden for os i fornøjelser og adspredelser. Lykken er i Gud, både uden for og inden i os. Tilsvarende er ulykken at være adskilt fra Gud.Baruch Spinozas begreb om lykke er en del af hans omfattende panteistiske system. Den grundlæggende virkelighed, substansen, er identisk med naturen og med Gud. Alt værende stræber efter at forblive i sin væren. Menneskets grundlæggende drift er, som for Hobbes, selvopholdelsestrangen, men for Spinoza er den enkeltes selvopholdelsesdrift en del af substansens selvfrembringende væren. Hvis mennesket

ikke indser dette, bliver det bestemt af ydre ting. Det er ufrit og uden sand lykke. Det sande gode består i at handle ud fra sin egen natur. Det er dyd og frihed. Vejen til frigørelse er fornuftens indsigt i sandheden, at den enkelte er en del af det hele, af Gud. Denne intellektuelle kærlighed til Gud er indsigt i og realisering af ens eget væsen. Spinozas begreb om lykke er beslægtet med det aristoteliske.Som empirist betonede den engelske filosof John Locke lyst og ulyst. Lykke er et maksimum af lyst. Lykke og lyst er uden kvalitative forskelle. Det gode er det, som er egnet til at fremkalde behag i os. I forlængelse af Hobbes' politiske tanker hævder Locke, at samfundspagten har til formål at sikre borgernes liv, frihed og ejendom. Det var under direkte inspiration heraf, at Thomas Jefferson i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) skrev, at alle mennesker er skabt lige, at deres skaber har givet dem visse umistelige rettigheder, og at blandt disse er "liv, frihed og stræben efter lykke".Locke var en vigtig inspirationskilde for den franske oplysning i 1700-t., der generelt set var empiristisk, naturalistisk og materialistisk. Oplysningsfilosoffer som Julien de La Mettrie og forfattere som Marquis de Sade havde en grænseløs tillid til, at saglig eller videnskabelig viden vil frigøre mennesket, føre til lykke og gøre menneskene bedre. Lykke forstås som glæde, nydelse eller behagelige følelser. I den store franske Encyclopédie bestemmes lykke som en tilstand af fred og tilfredshed overstrøet med nydelser. Lykke blev relativ, afhængig af den enkeltes gemyt og karakter. Enhver kan søge lykken på sin måde. Begrebet falsk lykke giver ingen mening; der er ingen forskel på indbildt og virkelig lykke. Konstant lykke er fortsat overgang fra en lykkelig tilstand til en, der er lykkeligere. Selvom nogle af filosofferne talte om, at der gives lykke uden dyd og endog lykke i forbrydelser, så var der dog almindelig enighed om, at der er harmoni mellem dyd og lykke. I opfyldelsen af den naturlige moral finder mennesket også sin lykke.Kant satte sidst i 1700-t. et skarpt skel mellem menneskets sanselige og oversanselige natur. Den sanselige naturs motiver kaldes tilbøjeligheder. De er alle selvkærlige, fordi de søger mod subjektets tilfredsstillelse, mod lyst. Den fuldstændige tilfredsstillelse af tilbøjelighederne er lykke eller lyksalighed. Den er et ideal, der er givet med vores natur. Lykke er et mål, som kan forudsættes hos alle mennesker, men hvad lykken består af, er forskelligt fra menneske til menneske. Derfor gives der ikke almene love for, hvordan mennesket bliver lykkeligt. Den oversanselige natur udgøres først og fremmest af fornuften, hvis praktiske funktion som handlende, dvs. som praktisk fornuft, er at bestemme viljen til det gode. Det eneste i sig selv gode i denne verden er den gode vilje. Det er den vilje, der handler af pligt og dermed i overensstemmelse med moralloven. Moralloven eller det kategoriske imperativ byder at handle således, at den regel, man handler efter, kan gøres til almen lov, dvs. kan universaliseres. Kant formulerede det også som kravet om, at det andet menneske også altid skal være mål for ens handling, aldrig kun et middel. Pligten melder sig med et du skal, og det uanset om det koster en livet. Moralloven vækker agtelse, fordi den byder på tværs af tilbøjelighederne. En pligthandling er en handling, der udføres af agtelse for moralloven.Kant har således oprettet et skarpt skel mellem pligt og tilbøjelighed, mellem moral og selviskhed, mellem fornuft og sanselighed og mellem dyd og lykke. Men den gode er værdig til lykke, og moral og lykke må forsones for at skabe overensstemmelse mellem skyld og skæbne. Det forudsætter ikke alene viljens frihed, men også sjælens udødelighed og Guds eksistens. Disse er de praktiske postulater, dvs. nødvendige forudsætninger for moral og for eksistensen af det højeste gode.

1800- og 1900-t

Utilitaristerne eller nytteetikerne videreudviklede oplysningens etiske naturalisme. De var tilhængere af den hedonisme, som fra Hobbes over Locke, George Berkeley og David Hume har haft en meget stærk placering i britisk filosofi. Jeremy Bentham hævdede ca. 1800, at menneskets natur er sådan indrettet, at vi altid stræber efter lyst og fravær af smerte, og det er netop, hvad der udgør lykken. Lykke er også det etiske mål. Det udtrykkes i nytteprincippet: Det gode er den størst mulige lykke for flest muligt. Lyst og ulyst (smerte) er positive og negative træk ved vore oplevelser. Bentham drager heraf den konklusion, at man i princippet kan regne sig frem til den gode handling, idet han er opmærksom på, at en række faktorer som lystens intensitet, varighed og sikkerhed må medregnes. Etik bliver til en hedonistisk kalkule. John Stuart Mill tilsluttede sig midt i 1800-t. nytteprincippet, men tog afstand fra den hedonistiske kalkule, idet han hævder, at der er forskel på kvaliteten af behag. I opposition til Benthams diktum, "at spille pind er lige så godt som at læse poesi", hævdede Mill, at det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds svin.Utilitarismen har udviklet sig i snæver tilknytning til liberalismen, der i sin klassiske form hævder, at staten skal sikre individets muligheder for at stræbe efter lykke, men ikke gribe ind i den. Tanken er, at enhver er sin egen lykkes smed.Især i den engelsksprogede verden har utilitarismen stået meget stærkt siden Bentham og Mill. I 1900-t. bestemmes lykke dog ofte som tilfredsstillelse af præferencer eller interesser. Nyttesynspunktet er foreneligt med en aristotelisk lykkeopfattelse, men så godt som alle moderne utilitarister opfatter epikuræisk lykke som en tilstand af behag eller tilfredsstillelse.Utilitarismen har også haft mange kritikere, fx Marx, der anså den for at være den ideologiske afspejling af borgerskabets udbytning af proletariatet. Udbytningens mål er forøgelse af kapitalen, og det er det reelle mål for al værdi i det kapitalistiske samfund.Romantikken satte i modsætning til oplysningstiden følelser over fornuft og dyrkede fantasien og mulighedernes rige. Det romantiske jeg higer ud over det givne, fortaber sig længselsfuldt i kærlighedens dagdrømmerier, i dunkel fortid eller i naturensomhedens åbning mod altet. Med fantasi og følelser vider jeget sig ud i en grænseløs stræben efter at omfatte og indoptage alt. Dybest set er ånd og natur ét. Jegets mål er at realisere denne enhed. Heri ligger dets frihed og lykke.Hegel skabte en syntese af alle foregående begreber om lykke. Som Kant hævdede han i årene omkring 1800, at lykke er menneskets naturgivne mål. Lykke er fortsat behag og tilfredsstillelse af begær. Men hvis lykken skal være hel og ikke blot partikulær, kræver den selvkontrol, visdom og andre dyder. Den partikulære og splittede bevidsthed er den ulykkelige bevidsthed. Målet for bevidsthedens dannelse er derfor at overvinde alle modsætninger, herunder mellem det ydre og det indre, nydelse og selvrealisering, individ og stat, frihed og nødvendighed, lykke og moral. Det højeste gode er den tilværelse, hvor alle splittelser, ensidigheder og begrænsninger er overvundet. For individet er det den personlige frihed, men i den indgår nydelser og dyd. Det højeste gode er forsoningen af frihed, lykke og moral. Dette er målet for den verdenshistoriske udvikling. Hegel mener imidlertid ikke, at udvikling er mulig uden lidelse, splittelse og ensidighed. De lykkelige tider er historiens tomme blade. Også individets dannelse går fra oprindelig harmoni gennem splittelser og lidelser til en forsonende helhed. Hegel giver hermed en teoretisk udarbejdning af det dannelsesbegreb, som de litterære dannelsesromaner siden Goethes Wilhelm Meister er bygget over. I Hegels forsoning af lykke som nydelse og

som selvrealisering er han tættere på Aristoteles end på Epikur.Ifølge Kierkegaard overvindes tilværelsens splittelser ved at vælge sig selv som en opgave, og det lader sig kun gøre i kraft af Guds nåde. Således realiserer mennesket det etiske og sin frihed i ét. Det eksisterer. Kierkegaard taler ikke meget om lykke og ulykke. Han bruger andre ord. De æstetiske livstyper, de, der ikke har valgt sig selv, lever i fortvivlelse, hvad enten de ved det eller ej. Modsætningen er eksistensen i kraft af den guddommelige nåde. At elske Gud er salighed og ubetinget glæde, og heraf flyder al anden glæde. Af himlens fugle og markens liljer kan man lære at glæde sig i det nærværende og virkelige liv, i sandhed at være i dag. Modsætningen mellem fortvivlelse og glæde er Kierkegaards foretrukne version af modsætningen mellem ulykke og lykke.Schopenhauer tilsluttede sig tanken om, at lykke er fortsat tilfredsstillelse af begær. Men vender man blikket væk fra alle glimrende forestillinger om verden, så finder man i sig selv en blind og ubændig naturdrift, som Schopenhauer kalder viljen. Den kan aldrig tilfredsstilles, dens mangeltilstande blot midlertidigt lindres. Schopenhauer er pessimist: Lykke er ikke mulig. Dog anviser han en vej ud af lidelserne, nemlig interesseløs betragtning, kontemplation. Den æstetiske betragtning giver en midlertidig forløsning fra livsdriftens begær. En mere varig udfrielse findes i etikken: Gennem indsigten i, at vi alle er ytringer af den samme vilje, oplever vi andres lidelser som vore egne. Den medlidenhed, der søger at undgå at skade og søger at lindre andres lidelser, bliver den grundlæggende moralske holdning.Under inspiration fra Schopenhauer hævdede Nietzsche i 1880'erne, at den grundlæggende drift i mennesket og andre organismer er en vilje til magt, en skabende og formende vilje til forøgelse (jf. overmenneske). Filosoffernes begreber om lykke er for de trætte, lidende og ængstelige. Den sande lykke ligger i at skabe. Lykke er følelsen af, at en magt vokser, at en modstand bliver overvundet.I sine grundlæggende skrifter fra 1900-t.s begyndelse er Freud psykologisk hedonist i den forstand, at han hævder, at de grundlæggende erotiske drifter, libido, fungerer efter lystprincippet. Men den umiddelbare driftstilfredsstillelse modificeres af jeget og dets realitetsprincip samt overjeget og dets samvittighed. Kultur forudsætter driftsafkald, og lystprincippets program kan ikke opfyldes. Det kan dog heller ikke tilsidesættes helt uden svære psykiske skader. Freud er blandt dem, der benægter en forsoning mellem lykke og moral.Den kritiske teori har især vendt sig imod den forfladigelse, som bl.a. begrebet lykke er blevet udsat for i den moderne kulturindustri. Herbert Marcuse har i forlængelse af Freud talt for en bekæmpelse af samfundets undertrykkende træk; med en skelnen mellem sande og falske behov og dermed et objektivt begreb om lykke hævdede Marcuse i 1950'erne og 1960'erne, at lykken ved forbrug (konsumption), som er den eneste mulige i klassesamfundet, er begrænset og illusorisk. Den sande lykke vil først findes i det frie, fredeliggjorte samfund.

Den moderne lykkestræbenI den vestlige tradition har en række temaer løbende stået til diskussion i forbindelse med begrebet lykke. De vigtigste er 1) modsætningen mellem lykke som lyst og som selvrealisering, 2) modsætningen mellem jordisk lykke og hinsidig salighed, 3) forholdet mellem moral og lykke, 4) forholdet mellem ydre og indre betingelser for det lykkelige liv samt 5) det hedonistiske eller eudaimonistiske paradoks, der går ud på, at en konstant lyst eller lykke vil føre til sin modsætning: kedsomhed, tomhed, ulykke; det er ofte anført som en kritik af hedonismen, og Mill forsvarede sig imod det.Lige så fattigt 1900-t. har været på teoretiske beskæftigelser med lykke, lige så

almindelig udbredt er lykke som livsideal. I idealet ligger tanken om, at enhver af os er et enestående væsen, som på baggrund af de samfundsskabte muligheder skal realisere sit individuelle liv, og at vi har ret til lykke. Det drejer sig ikke mindst om at finde sin personlige stil og levemåde, at blive til noget i egne og i andres øjne og frem for alt at være effektiv, at udvikle sig, at præstere noget. Vækst, magt og præstation for vækstens, magtens og præstationens egen skyld, i arbejdsliv, i familieliv, i kønsliv og i fritidsliv danner en solid treklang i dette sjældent udtalte ideal om lykke. Det bruges og misbruges i alle former for trivialkunst og triviallitteratur, i reklamer og i politik.

LykkefølelseLykke kan psykologisk beskrives som en følelse af total væren i perfekt harmoni med sig selv og omgivelserne. Følelsen kan opstå — men gør det ikke nødvendigvis — som følge af en selvaktualisering, hvor den enkelte virkeliggør sine potentialer og dermed "træder i eksistens". Den indre spænding mellem realiteterne og personens idealforestillinger er her elimineret — lykkefølelsen kan således opstå, ved at den enkelte realiserer eller lever op til sine ideelle fordringer. Oplevelsen af lykke finder momentant sted i de såkaldte højdepunktoplevelser, hvor den enkelte overskrider sine normale grænser i en intens væren, en altomfattende følelse af tilstedeværelse (fx i en stor kærlighedsoplevelse, en religiøs oplevelse eller en fødsel). Placeret på et kontinuum befinder lykkeoplevelsen sig imellem på den ene side tilfredshed og velvære og på den anden side ekstase og eufori.Oplevelse af lykke er individuelt betinget, men ikke upåvirket af den omgivende kulturs lykkeforestillinger. I pluralistiske samfund, som de vestlige i slutningen af 1900-t., hvor den enkelte livslangt må anstrenge sig for at sikre sin identitet, er de kulturelle lykkeforestillinger ofte knyttet til succes, magt, penge eller til total frihed over for kulturens krav som den store gevinst, eksotiske rejser eller andre udtryk for regressive paradisforestillinger. De fleste lykkeforestillinger i den vestlige verden knytter sig til materielle forhold, og de udnyttes kommercielt i reklamerne for forbrugsgoder, men også for oplevelser, der kan købes. Imidlertid ligger selve lykkeforestillingeni transcendensen, overskridelsen af det givne. Det er drømmen om at ophæve realiteterne, der skaber lykkeforestillingen. En anden type overskridelse af realiteterne findes i andre kulturer, hvor lykkefølelsen snarere tolkes som opnåelsen af en harmonisk tilstand uden begær, jf. nirvana. Den kulturelle lykkeforestilling vil under alle omstændigheder ofte kontrastere det almindelige: Lykken formodes at ligge i det ekstraordinære.Psykologiske undersøgelser viser, at den enkeltes oplevelse af lykke i en vis udstrækning ligger fast livet igennem. Nogle synes ligefrem disponeret for eller har talent for at føle lykke næsten uanset de ydre eksistensbetingelser. Dette tyder på, at visse personlighedsegenskaber som fx optimisme og selvtillid spiller en stor rolle for den enkeltes oplevelse af sin væren. Se også følelser.Ved lykkefølelse sker der en aktivering af en række forskellige hjerneområder. Det limbiske system dybt i hjernen er et evolutionsmæssigt set gammelt hjerneområde, der spiller en rolle for den følelsesmæssige kvalitet af oplevelser. Lykkefølelse er dog en meget kompleks følelse, der også afhænger af tankemæssig bearbejdelse af tidligere oplevelser. Denne bearbejdelse sker især gennem en aktivering af den forreste del af hjernen, bl.a. i pandelappens hjernebark. Genkaldelsen af tidligere oplevelser (langtidshukommelsen) involverer især hippocampus, der er en del af det limbiske system. Vigtige dele af dette system er amygdala. Det limbiske system har tæt forbindelse med områder af betydning for udskillelse af vigtige hormoner (især hypothalamus). Hjernebarken og det limbiske system er under gensidig påvirkning,

svarende til at tanker kan få en følelsesmæssig farvning, og følelser kan påvirkes af tanker.Den udprægede lykkefølelse ledsages af en række fysiologiske ændringer af hjerte-, lunge- og kredsløbsfunktioner samt det hormonale system. På det molekylære plan sker der under lykkefølelse en række ændringer af signaloverførslen mellem nerveceller. Denne signaloverførsel sker gennem forskellige signalstoffer, neurotransmittere. Under lykkefølelse sker der således aktivering af bl.a. noradrenalin, dopamin, serotonin og glutamat. Morfinlignende stoffer og andre neuromodulatorer spiller ligeledes en rolle i følelsernes kemi.En forbigående forstyrrelse af hjernens psykologiske og biologiske integritet kan fremkaldes af visse kemiske stoffer, de såkaldte rusmidler (narkotika). Særlig karakteristisk for disse stoffers virkning er fremkaldelse af en udtalt lykkefølelse (eufori). I vor kulturkreds er alkohol det hyppigst anvendte rusmiddel. Meget udtalte former for eufori optræder efter indtagelse af heroin og kokain, der hører til gruppen af euforiserende stoffer. Fremkaldelse af eufori er stærkt motiverende for fortsat stofindtagelse. Efter nogen tids brug kan der udvikles afhængighed af stoffet.Rusmidler påvirker på forskellig måde en række biologiske processer i hjernen af betydning for følelseslivet. Fælles for mange rusmidler er en påvirkning af særlige adfærdsmotiverende områder i mellemhjernen, såkaldte belønningscentre i nucleus accumbens. Flere andre hjerneområder er aktiveret ved lykkefølelse, bl.a. det limbiske system. Graden af eufori afhænger ikke kun af mængden af indtaget rusmiddel, men også af de omgivelser, hvorunder indtagelsen finder sted, den pågældendes sindstilstand mv.Sygelig lykkefølelse ses ved flere psykiatriske sygdomme, særlig typisk ved den maniske fase af maniodepressiv psykose (stemningssygdom). Grundstemningen er udtalt løftet gennem flere uger til mange måneder. Den pågældende er opstemt, ukritisk optimistisk, idérig og foretagsom. Under indflydelse af denne stemning kan vedkommende foretage en række handlinger, der står i grel modsætning til personens normale værdier og adfærd, fx stærkt overdrevne indkøb af dyre biler, huse eller endog slotte. Depressive faser af sygdommen kan behandles med antidepressiv medicin. I 1990'erne har der været stor medieomtale af såkaldte lykkepiller, som er antidepressivt virkende lægemidler, der især påvirker signalstoffet serotonin (fx fluoxetin og cipramil). Betegnelsen er dog misvisende, idet lægemidlerne primært virker normaliserende på den depressive forstemning. De fremkalder ikke særlig lykkefølelse, hverken hos maniodepressive eller raske mennesker. Deres virkning er dermed en anden end rusmidlernes.Ved visse hjerneskader især af pandelappen ses karakteristiske følelsesmæssige ændringer. Hos nogle optræder der ukritisk velbehag stigende til tidvis lykkefølelse, der præger den pågældendes sociale adfærd. Typisk er mangelfuld fornemmelse for sociale konventioner med primitiviseret adfærd til følge. Et klassisk symptom ved skade på frontallapper er en påfaldende trang til at sige "flade" vittigheder (ty. Witzelsucht). Hjerneskaden påvirker dog ikke kun følelseslivet, men hele personligheden.Ved visse epileptiske anfaldsfænomener kan der optræde en lykkefølelse af ekstatisk omfang, som præcist er beskrevet af den russiske forfatter Dostojevskij i dagbogsnotater, noveller og romancer