1

Toftlund Lokalhistoriske Forening

Årsskrift 2012

årgang 6

Uden fortid - ingen fremtid

2

Indholdsfortegnelse

Forside side 1

Indholdsfortegnelse side 2

Bestyrelsen side 3

Forord side 4

Lærer Lomdahls hus side 5-7

Hun løser problemerne, efterhånden som de opstår side 8-12

Et svært sprog side 12

Barndomsliv i en arbejderfamilie side 13-18

Ferslev slægten i Toftlund side 19-26

Anne Brandt fortæller side 27-32

Murer Søren Lykkegård side 33-35

I dag er der ikke mange, der bor samme sted hele livet side 36-44

Jeg kan ikke forstå, jeg er så gammel side 45-48

Tandteknikeren side 49

En romantisk historie side 50

Studekongen Peter Enemark side 51-53

Træk og slip – eller træk op! side 53

Anni Olesen side 54-59

Bagside med medlemsbevis side 60

3

Bestyrelserne for Toftlund Lokalhistoriske

Forening og Toftlund Lokalhistoriske Arkiv

2012/2013

Fra venstre ses: Karen Lange, Heine Popp, Dan Obling, Gunnar

Schmidt, Martin Madsen, Carl Erik Christensen, Anne-Grethe

Petersen

Foran stenen: Lis Mikkelsen og Karin Frei

4

Forord

Dette er det 6. årsskrift fra Toftlund Lokalhistoriske Forening. 2011 har

været et godt år på arkivet. Vi vil gerne takke for mange henvendelser fra

folk, dels med arkivalier og dels med ideer og kommentarer.

Ved årets udgang var der 378 medlemmer i foreningen. Heraf var de 60

medlemmer, der ikke har 6520 som postnummer. Vi har haft 1438

besøgende i årets løb, og hjemmesiden er besøgt 7469 gange.

Der har været megen aktivitet i 2011: Lærlingetræf med Egon Fog, Poul

Thaysen og Anne Grethe Petersen, afstemningsfest med Sven-Erik Ravn,

”Hvor blev de af?” med Aksel Fredensborg, Otto Skak og Frede Rudolph,

Claus Bundgaard Christensen om 1.verdenskrig, byvandring, foredrag ved

Marie Finne, kulturuge med billeder fra arkivet og foredrag ved Jytte

Rolskov Poulsen, foredrag ved Johannes Jensen. Det har været en bred

vifte af mange forskellige kig tilbage i fortiden. Alle arrangementerne var

velbesøgte.

Arkivets to toiletter trængte til en kærlig hånd. Vi valgte at nedlægge det

ene og renovere det andet, så det nu fremstår som et pænt, lyst toilet, der

dog stadig har bevaret fortidens charme.

Toftlund Sogn i Billeder 1920-1940 udkom i november. Den første

billedbog Toftlund Sogn i billeder 1900-1920 er udsolgt og genoptrykkes

ikke. Ud over de 5 planlagte billedbøger, forbereder vi en bog om

besættelsestiden i Toftlund. Husk, at vi gerne modtager billeder til de

næste bøger!

Toftlund- og Agerskov Skakklub opløstes i slutningen af 2011. Foreningen

skænkede halvdelen af formuen til arkivet. (2.000 kr.) Vi takker og har

besluttet at bruge pengene til gulvvarme i arkivrummet.

Det er dejligt at være et sted, hvor alting er gammelt, men hvor der hver

dag sker nye, spændende ting.

5

Lærer Lomdahls hus

Håndværkere ses her foran villa Sollyst's sydmur den 18-4-1925

I 1925 lod lærer P. Sejersen Lomdahl huset Søndergade 53 opføre. Billedet

herover er arkivet for nylig kommet i besiddelse af, og da vi vidste, at

efterfølgende ejere af huset har bevaret papirerne fra byggeriet, ville vi ad

den vej forsøge at sætte navne på de viste personer, hvilket imidlertid viser

sig ikke at være let. Så medmindre nogle af vore læsere kan genkende

personerne, bliver det til gætterier. Maleren tv. er sandsynligvis Niels

Nielsen som i alt får 550 kr. for sit arbejde, og som fra 1925-57 ejede

Vestergade 26. Nr. 2 fra højre kan være tømrermester P. Kr. Hansen fra

Havrebjerg, vistnok den på Sjælland, for tagspånerne til byggeriet kommer

med banen fra Hillerød Savværk.

Ellers er mange kendte lokale firmaer

involveret, som det fremgår af de viste

udsnit af regninger.

6

Mange varer bliver købt

hos Hans Nielsen, der i

1925 afstår forretningen.

Isenkramforretningen

overtages af Johan

Petersen.

Også Lassen Schmidt

leverer en del materialer

til byggeriet.

Men storleverandøren

var Mathias P. Høeg,

der leverede varer for

4521,25 kr.

Truelsen havde forretningen på hjørnet

Søndergade - Herrestedgade, som

senere blev overtaget af P. Olesen

7

Gram Dampteglværk

leverede mursten, som ad

flere omgange blev leveret

med Haderslev Amts

Jernbaner.

Udover de anførte

firmaer er der

regninger/kvitteringer

fra blikkenslager K. C.

Knudsen, bygmester

Andreas Larsen, glaser

Andr. B. Petersen,

smedemester L.

Thomsen og smed

Bergmann,

skorstensfejer Ravn,

Landmålerkontoret,

Dommerkontoret,

Toftlund Sogneråd,

Vonge planteskole for

frugttræer og

bærbuske, fragtkørsel

C. Lund, Chr.

Schwartz, Johan

Fabricius, vognmand

Bork og Peter

Jørgensen. Esbjerg Jern- og Staal Forretning, Hess og Søn i Middelfart for

bl.a. komfur og kamin. I alt er der regninger for ca. 13.000 kr., men der

ligger også lister med timeopgørelser, som ikke ses betalt, så en

fuldstændig opgørelse over omkostningerne ved byggeriet er det ikke

muligt at lave ud fra dette materiale.

CEC

8

Hun løser problemerne, efterhånden

som de opstår

På besøg hos Carla Mathiesen 20. Jan. 2012

Carla Mathiesen

bor hyggeligt på

Kastanievej 1 i

Toftlund. Hun bor

centralt med let til

butikker og gode

naboer.

Carla Mathiesen

blev født 24/4

1927 på

Allerupvej.

Pigenavnet var

Møller. Hendes far

arbejdede hos

Peter Skind i

Toftlund. En dag i 1930 slæbte faderen en sæk med dyreknogler på

nakken. En af knoglerne rev ham i halsen, og han fik blodforgiftning og

døde. Det var selvfølgelig forfærdeligt for hans enke, der nu var alene med

to små piger. Moderens forældre boede i Vestergade i det hus, Pølse Åse

senere boede i. De boede til leje hos Hansen Madsen.

Der var ingen muligheder for at få arbejde i Toftlund, så moderen flyttede

til Ribe, hvor hun fik arbejde på slagteriet.

Carla gik i skole i Ribe, men hun kom hver sommer på ferie hos morforæl-

drene i Toftlund. De boede i det kvarter, der blev kaldt ”Lille Tyskland”.

Beboerne her var kendte for deres tyske sympatier. Her boede familien

Zimmermann, familien Sommerlund, Sophus Bejning og Marie og Alfred

Pedersen og hans kone. Marie Bejning var fra Tyskland og havde tyske

børn på feriebesøg. Hilda Zimmermann snakkede tysk med dem, og hvis

Carla ville være med i legen, var hun nødt til at prøve at snakke tysk. Når

hun så kom hjem til Ribe efter ferien, måtte moderen rette hendes sprog:

”Snak da dansk, når du kommer hjem!” sagde hun.

En god stedfar

Da Carla var 9 år, blev moderen gift igen. Hendes mand Theodor Chri-

stiansen, der arbejdede på Jernstøberiet i Ribe, var enkemand med 3 børn,

og det var svært pludselig at få søskende, men han var en god stedfar.

9

Carla og søsteren blev ved med at komme i Toftlund. Dels hos bedstefor-

ældrene, dels hos smed Hollesen, der også var familie.

Carla Mathiesen fortæller:

”Jeg blev konfirmeret under besættelsen, og jeg fik arbejde som telefoni-

stinde på en lille central i Farup. Her boede der tyske soldater i den ene

ende af huset. De skulle lytte med på centralen. Nogle gange kom der op-

ringninger på engelsk, og nogle gange var der opringninger om natten.

Centralbestyreren skulle vække de tyske soldater om natten, før han tog te-

lefonen, så de kunne lytte med på samtalerne. Det var jo ellers forbudt for

os at lytte med på, hvad folk snakkede om, men der gjaldt andre regler for

tyskerne.

Da jeg havde været to år på Centralen kom jeg i huset hos en møbelhand-

ler i Ribe. Her var jeg et år, og så fik jeg plads på Herrestedgård i

Toftlund hos Alfred og Lisbeth Ferslev. Det var et par ejegode mennesker,

der havde gården og drev kro samtidig med. Kroen lå lige ved kirken. Der

var 5 karle og 3 piger, så der var mange unge mennesker på stedet. Det

var en god plads.

Der skete mange sjove ting. En dag kom skorstensfejer Ravn forbi på cy-

kel. Han boede på et værelse oven på Bogens Højskole, og han var slemt

fordrukken. Han cyklede forbi Herrestedgård og var kommet helt ned til

Kartoffelmelsfabrikken, da han pludselig vendte om.

”Det er aldrig før sket, at jeg er kørt forbi en kro!” sagde han, og så be-

stilte han øl. Han kom ikke videre den dag.

”Det er bandsens i' et for galt med ham!” sagde Alfred Ferslev. Sådan

sagde han altid, når han blev ophidset over noget. Han ville ikke bande,

men han ville godt sætte sin egen trumf på.

Lisbet Ferslev var en god madmor, men hun gik meget dårligt. Hun var

engang faldet ned fra en hest. De to havde ingen børn.

Jeg lavede forskelligt køkkenarbejde, passede kyllinger og høns og vartede

op, når der var begravelser og lignende.

Giftermål 1945

Det varede ikke længe, før jeg fik et godt øje til fodermesteren på gården.

Det var Gunnar Mathisen. Vi blev gift i 1945.

Gunnar var den næstyngste af en stor søskendeflok på 11. Hans mor boede

på Alleen. Hun havde det hus, hvor der senere blev tandklinik. Vi flyttede

ind på 1. sal hos hende, og det var en god tid. Da hun solgte huset, måtte

vi finde noget andet at bo i. Erik og Karen Mathiesen (Gunnars bror og

svigerinde) boede i en lejlighed på det, der hed ”Fattiggården”. (Gården

ejedes senere af Åge Jørgensen, og er nu revet ned.) Den var dengang ejet

af Peter og Nora Jørgensen, der kom fra Ribe. Peter Jørgensen kendte min

10

stedfar fra Ribe Jernstøberi, hvor de begge havde været ansat, så jeg snak-

kede med ham, og vi fik en lejlighed ved siden af Karen og Erik. Mens vi

boede der, byggede vi hus på Gestrupvej.

Tragedien

Vi havde i mellemtiden fået to små drenge Jens Erik og Svend Åge, da der

skete en frygtelig ulykke. Gunnar arbejdede i Friluftsbadet med klargøring

af bassinet til sæsonen. Da han gik hjem til middag ville Svend Åge og

Børge Friis – de var kun 4 år – hen at se, hvad Gunnar lavede, men han

var jo gået hjem. De havde aldrig været inde i Friluftsbadet, så de kendte

ikke bassinet, og de var jo også så små. De smuttede ind gennem hegnet til

bassinet og ville fange haletudser, som der var mange af. Svend Åge var

ikke klar over, at vandet blev dybt i den ene ende , så han faldt i vandet og

kunne ikke komme op. Børge Friis løb hjem for at hente hjælp, men da den

kom, var det for sent. Svend Åge var druknet. Det var en frygtelig ulykke.

Vi fik senere endnu 3 børn Karl Kristian, Hans Jørgen og Grethe.

De første år arbejdede jeg på centralen i Toftlund. Den lå bag ved posthu-

set. Jeg havde jo fået uddannelse som telefonistinde, så det var nemt. Jeg

arbejdede om natten, for så kunne jeg jo passe børnene om dagen, og jeg

havde vagt sammen med fru Mosberg Petersen. Det var ikke ret tit, der var

nogen opkald, men der skulle være vagt på. Der stod en briks, så man kun-

ne lægge sig og sove lidt. En nat var der alarm. Da brændte Lorenz

Paulsens forældres ejendom i Gestrup. En anden nat skulle nogen have fat

i skomager Detlefsens datter. Det blev forlangt, at samtalen skulle foregå

på tysk. Jeg prøvede at få fat i Detlefsens, men ingen tog telefonen. Så prø-

vede jeg at ringe til naboen Hanne Schack, men det var heller ikke muligt.

Så måtte vi opgive at få kontakt. Det var et fint arbejde at have, mens

børnene var små.

På fabrik

Senere fik jeg andet arbejde. Jeg blev ansat hos E. G. Lauridsen, der kom

fra Over Jerstal. Han havde en fabrik i Ørderup og lavede kjoler. Jeg

pressede og syede, men jeg kunne bedst lide at presse. Vi var omkring 10

ansat. Nogle af mine kolleger var Jytte Post, Helen Post og Angela

Sommerlund. Det var en god arbejdsplads, men desværre gik fabrikken

neden om og hjem, og jeg måtte se mig om efter noget andet.

Angela Sommerlund havde fået arbejde hos Chris, der var begyndt på den

tid, og hun syntes også, jeg skulle søge der. Det gjorde jeg, og jeg var der

en tid, men jeg faldt ikke rigtig til der, så jeg sagde op igen.

I begyndelsen af 1960'erne kom der en ordning, hvor man kunne slippe for

at betale skat, hvis man arbejdede 5 år på Grønland. Det var der mange,

11

der benyttede sig af. Gunnars bror Svend var kommet hjem fra Grønland

og fortalte om det, og det endte med, at Gunnar, Jørgen Hansen og Chri-

stian Schmidt fra Toftlund tog af sted til Grønland i 1965. De tog til Søn-

der Strømfjord og arbejdede. Senere var Gunnar på Thulebasen. Nu kom

en periode, hvor Gunnar var på Grønland 8 måneder ad gangen. Så kom

han hjem - gerne når kampagnen begyndte på Kartoffelmelsfabrikken. Han

arbejdede der i sæsonen og så rejste han til Grønland igen. Han var en

flittig og arbejdsom mand. Imens havde jeg styret derhjemme. Vi vænnede

os til, at det var på den måde, og det gik rigtig fint. Jeg måtte jo tage mig

af børnene og huset.

Jeg overraskede Gunnar, engang han kom hjem. Da havde jeg taget køre-

kort, uden at han vidste det. Vi havde en stor Chevrolet, som Gunnar

havde købt af Ajse Frosch. Det var Byriel, der vidste, den var til salg. Ajse

var egentlig mekaniker og kom fra Jels til Frosch Hotel, som hans søster

havde haft. Han solgte Chevroleten til Gunnar, og nu stod det store

skrummel bil der i garagen til ingen nytte, mens Gunnar var væk. Det

skulle være løgn, besluttede jeg, så jeg begyndte at tage kørekort, men jeg

var jo op i fyrrerne, så det var svært for mig at tage det, men det lykkedes,

og jeg kørte bil, indtil jeg blev 75. Det var dejligt at have bilen stående i

garagen og at kunne køre, når jeg ville. Da jeg blev 75, holdt jeg op med

at forny kørekortet. Jeg syntes ikke, jeg kørte så sikkert mere, og så var det

bedre at lade være.

Arbejde på hotellet

Jeg var ikke glad for arbejdet på Chris, så jeg tog arbejde i køkkenet på

Frosch. Arbejdstiderne passede mig fint. Det var fra 7-11,30. Jeg havde en

ekstra tjans med at pudse glas til baller. Det skulle serveringen betale.

Serveringen var Else Sommerlund, Inse Nielsen og Nikoline Junker (Hun

var en søster til Lange, der senere købte Centralhotellet.) Det var et dejligt

arbejde. Jeg fik 5 kroner i timen og megen snak med hel og halvbeduggede

folk, der kom forbi. Når Gunnar var hjemme, stod han i garderoben på

hotellet.

Ajse Frosch var en sjov fyr. Han kunne ryge helt i flint. Når der var

baller, jamrede han:

”Det er fandens med alle de bønderkarle, der tror, de kan bruge mig som

bank!”

Bønderkarlene betalte med store checks, og så skulle han veksle. Han

gemte pengene i en suppeterrin oppe i privaten, og hver gang han fik en

check, skulle han op at veksle. Nogle gang var han deprimeret.

”Jeg kan lige så godt hænge mig!” sagde han.

”Jeg finder lige en strik!” svarede jeg.

12

Lily Frosch lo himmelhøjt.

”Det er godt” sagde hun. ”Giv ham bare igen, så han holder op med sit

pjat!”

Lily Frosch døde af kræft sidst i 1970'erne. Jeg havde det godt med både

hende og Ajse, selvom de begge var meget specielle.

Gunnar var kommet hjem fra Grønland, og han fik arbejde hos Jens Kel-

ler. Det var så nemt. Det var jo lige i nærheden. Han gravede hos Keller i

mange år og var glad for sin arbejdsplads.

I 1990'erne blev Gunnar mere og mere svagelig. Han huskede dårligt og

havde det ikke godt. Han døjede med astma og havde fået KOL. Han hav-

de jo altid røget meget. I 1994 døde han.

Jeg blev boende i huset på Gestrupvej i 3 år, men det var blevet for stort

for mig, så jeg solgte til Preben Sommerlund og Lajla Mou. Selv flyttede

jeg ned på Kastanievej 1 i en nybygget pensionistbolig.

Jeg er næsten 85, og jeg klarer stort set mig selv. Jeg går hver formiddag

en tur i byen og handler, og jeg prøver at holde mig i gang. Jeg strikker til

Røde Kors, og jeg glæder mig over min familie. Børnene er flinke til at

komme og besøge mig. Jeg har 6 børnebørn og 8 oldebørn, så det kan vist

ikke blive ret meget bedre.”

LM

Et svært sprog som tales af de indfødte

Reimer Post fortæller til arkivet, at hans far kørelærer Kresten Post var

gode venner med doktor Lauesgaard. Post var den, Lauesgaard

konsulterede, når han kundskaber i sønderjysk ikke slog til.En dag ringede

Lauesgaard til Kresten Post:

”Post du, må hjælpe med at oversætte et ord”

”Ja, hvad drejer det sig om?”

”Jeg har lige haft en patient, der sagde: Du må da ha’ en fimmel! – og

hvad betyder det?”

LM

13

Jytte Rolskov fortæller

Mor og far flyttede fra Tirslund til Toftlund i året 1936. Da havde de min

storesøster Therese og min storebror Kaj. Therese er født i Gøttrup den

10/8 1932 og Kaj er født 19/4 1934. Jeg blev født i Toftlund 4/12 1937.

Min søster Ina blev født 4/2 1939, og min bror Ove er født 18/6 1941.

Vi boede til leje hos postbud Jørgen Bundesen i Vestergade. Det var i det

hvide hus, der lå ved siden af bageren. Det er nu revet ned, og på stedet er

der parkeringsplads. Det var trange forhold for en familie. Vi havde den

ene ende af huset. Der var kun et soveværelse, hvor vi sov 7 mand. Så

havde vi et lille køkken med komfur og en lille stue med kamin. I stuen

stod et spisebord med 7 stole omkring. Der var en høj vitrine og en divan.

Der var ingen badeværelse. WC var i gården.

Huset lå mellem bager Petersen og købmand Eskesen. Bundesens kone

kaldte vi for Sidde. Hun hed egentlig Dusine, da hun var den tolvte i

rækken af 14 søskende.

Bagest ses: Ina, Therese, Kaj og Jytte.

Forrest tvillingerne, mor, Ove og far.

Der var ikke mange

fornøjelser i daglig-

dagen. Når det var,

var, vi børn inde hos

bageren og danse om

juletræet. Så fik vi

godteposer. Det var

en stor dag, for vi

var jo ikke vant til at

få slik. Det kunne

også ske, at når

bageren havde for

meget kage eller

wienerbrød, så

kunne fru Petersen, -

det skulle vi kalde hende – råbe til os, når vi legede i gården. Så fik vi

resterne bragt ud af vinduet. Stolte var vi børn! Så måtte vi få et lille

stykke, inden vi skulle i seng. Resten skulle gemmes til dagen efter.

Mor og far arbejdede altid. Far i mosen og kartoffelmelsfabrikken. Mor

var ude at gøre rent. Hun vaskede, lavede middag til mange fester, var ude

at hakke roer. Hun arbejdede også altid i weekenderne, så det var altid

14

storesøster Therese, der skulle passe os. Kaj var aldrig hjemme. Han

arbejdede altid hos Wilfred Brodersen i sin fritid.

Der var ikke meget, vi børn kom med til. Jeg var dog flere gange på ferie

hos min moster Misse og onkel Hans Jørgensen i Ørderup. Der var jeg

glad for at være. De havde selv 13 børn. De boede til leje i den helt gamle

skole i Ørderup.

Nyt hus på Allerupvej

Under krigen byggede far og mor hus på Allerupvej nr. 11. Vi børn skulle

naturligvis hjælpe, hvor vi kunne. Vi samlede sten på Anders Clausens

mark. Stenene skulle i syldrenden, som far havde gravet. Bagefter kom der

cement ovenpå. Det blev fundamentet til vores nye hus i Allerup.

Når vi skulle derud havde vi Ove i barnevognen. Der var grusvej, så det

gik lidt sejt, for vi var jo ikke så store. Vi havde madpakke med. Den

smurte vi selvfølgelig selv. Det var hyggeligt at sidde derude i huset og

spise sammen med mor og far. Så havde vi da lidt tid sammen med dem.

Huset blev færdigt til pinse 1944, og så flyttede vi derud. Vi lånte en hest

og hestevogn hos Anders Clausen. For os børn var det lidt kedeligt at

komme ud at bo på landet. De tyske soldater kørte tit forbi huset. De

opholdt sig i Thyssens skov i Allerup.

Det nye hus var i to etager. På loftet var der soveværelse og et værelse.

Ove sov hos far og mor. Vi andre 4 delte det ene værelse. Der var to senge,

så vi sov to i hver seng. Der var ingen toilet. Det var i vaskehuset. Der var

ingen strøm, og den eneste vandhane var pumpen i vaskehuset. I køkkenet

havde vi et stort komfur med bageovn og vandkedel. Om vinteren, når vi

fyrede, havde vi altid masser af varmt vand.

I vaskehuset var der en gruekedel, som mor brugte til at koge tøj i. Så var

det bare om at få det skyllet under det kolde vand fra pumpen.

Vi fik bad en gang om ugen. Så blev der varmet vand i gruekedlen. Det

blev hældt op i en zinkbalje, og så kom vi i bad. Bagefter når vi var rene,

fik vi lov til at sidde inde i stuen.

Jeg kan tydeligt huske, mens der var mørklægning under krigen. Vi skulle

rulle gardinerne for, og så sad vi alle der rundt om bordet. Far tændte en

lille karbidlampe, og så sang mor for os. Hun kunne mange sange udenad.

Hun sang Alperosen, I en seng på hospitalet, Sømandens våde grav og

mange flere. Dem kan vi stadig synge udenad den dag i dag, når jeg mødes

med mine søskende.

I køkkenet var der en stor hjørnebænk og et langt bord. Når vi børn var

alene hjemme om dagen, og de tyske soldater gik forbi, blev vi meget

bange. Så satte vi mors store skærebræt op foran køkkenvinduet, så vi ikke

kunne se dem.

15

Vi var i det hele taget tit bange under krigen. Jeg begyndte at gå i skole i

slutningen af krigen. Therese og Kaj gik da i skole i Toftlund. Vi gik tværs

over markerne, når vi skulle i skole, og når de tyske flyvere kom, eller når

der var luftalarm, så var vi så bange for, hvad der kunne ske.

Haven skal passes

Rundt om det nye hus anlagde far og mor en kæmpe køkkenhave. Der

skulle nogle kartofler til, og der var også mange grønsager, som vi

selvfølgelig skulle hjælpe med at luge. Der blev bygget et lille udhus til,

hvor der kunne gå 3 grise, så vi var næsten selvforsynende med både kød

og grønsager. Når vi skulle slagte gris, kom husslagteren. Han hed Hans

Peter Olson og boede på Pughøj. Når grisen var slagtet, skulle vi røre i

blodet. Så blev der kogt sortsuppe på grisetæer og skanke. Suppen blev

hældt på store brune potter og sat i vort lille kælderrum. Der var lige plads

til saltkarret, hvor noget af grisen skulle saltes ned. Senere blev det røget.

Vi lavede medisterpølse, som blev kogt og hensat i henkogningsglas. Så

blev der lavet leverpostej, blodpølse og surrib. Det tog en hel dag, men

selv om pengene var små, havde vi altid mad nok.

Mor bagte selv franskbrød. Når hun ikke havde tid, skulle vi børn gøre det.

Så fik vi et stykke franskbrød klappet sammen med grevefedt og sukker.

Og så fik vi en kop Fredstedkaffe til. Da krigen endelig holdt op, var der

glæde i hele Allerup. Jeg kan huske, at Ditte og Richard Kryger, som var

vores nærmeste nabo, fik fat på en, som kunne spille harmonika. Vi

dansede alle ude på vejen. Det glemmer jeg aldrig.

På vores vej stod der et æbletræ. Det stod på Lassen Schmidts mark. Det

var lige over for der, hvor Benediktegården er i dag. Når far og mor var på

arbejde, løb vi piger hen til træet for at plukke æbler. Kaj stod hjemme på

loftet og skulle vinke til os med en pude ud af loftsvinduet, hvis der var

nogen i nærheden. Så skulle vi gemme os.

Kaj har altid kunnet få os til meget. Når vi skulle vaske op, skulle Kaj

selvfølgelig hjælpe, men pludselig skulle han på das. Han undskyldte

mange gange, men han ville se, hvor langt vi var nået, når han var færdig.

Så skulle han nok hjælpe os. Det endte selvfølgelig altid med, at opvasken

var klaret, når han kom igen.

Peter Berg havde en stor tørvemose, hvor far fik et stykke tørvedynd, som

han måtte grave i. Vi børn var med ude at grave tørv. Far havde en

tørvespade, som han skar tørvene op med. Mor og vi børn skulle stikke

tørvene i små stykker. De blev lagt ud og vendt, og når de var helt tørre på

begge sider, blev de sat i små stakke. Til sidst lånte far hest og vogn, og

tørvene blev kørt hjem. Her blev de stablet, og det skulle være ordentligt,

så stakken ikke væltede.

16

Vi fyrede både med tørv og brænde. Det fik vi ude fra Thyssens skov, hvor

far havde fået lov til at fælde de syge træer. Vi børn skulle selvfølgelig

hjælpe med brændet, og vi gik tværs over markerne ud i skoven. Far fandt

et par lange stykker træ. De blev lagt ud som en slags slæde, og så skulle

vi samle de mindre stykker træ op og lægge dem på de lange stykker. Når

der var nok læsset på, skulle det hele trækkes hjem tværs over markerne

igen. Vi var godt trætte, når vi nåede hjem.

Jytte Rolskov fortæller på arkivet

Når træet kom hjem, skulle

det hele saves og stables. Der

var meget at gøre, så der var

ingen tid til lektier. Far holdt

os tit hjemme, hvis han havde

brug for vores arbejde, og han

sagde, at lektier var noget

pjat. Vi gik vel i skole for at

lave lektier. Vi kunne vel

bare lave dem der!

Vi blev tit drillet i skolen.

Der var stor forskel på os

børn og de andre.

Vi var ikke så fine i tøjet, og det var ikke altid, vi havde ordentligt fodtøj.

Hvis vi blev drillet for meget, hændte det, at vi bankede dem. Det var et

sprog, vi var vant til hjemmefra, og som de fleste forstod.

Der var især en af pigerne, som tit drillede mig i frikvarteret. Hun fik svar

på tiltale, og så satte hun sig til at tude midt i timen. Hun fortalte læreren,

at jeg havde slået hende. Han spurgte medfølende til hende og sendte mig

uden for døren. Så kunne jeg stå der. Det skete af og til. Det var dog ikke

alle lærerne, der sendte mig uden for døren. Godsk Hansens kone, Kamma

Hansen, var en god lærerinde, og hun var altid flink mod mig.

Vi holdt aldrig fødselsdagsfester, og vi måtte aldrig komme med til de

andres. Vi havde heller ikke tid, for vi skulle jo arbejde efter skoletid. Vi

var barnepiger og tjente på den måde en skilling. Mor fik pengene, og så

købte hun stof, og vi fik syet nye kjoler.

I efteråret skulle vi ud at samle kartofler. Vi blev bare holdt hjemme fra

skolen i den tid.

Juletræsfester

Julefester var vi med til. Hvert år 2. juledag var der juletræsfest i fars

fagforening. Den blev holdt på Centralhotellet. 4. juledag var vi til

juletræsfest i Husmandsforeningen. Den blev holdt på Frosch Hotel. Da

morede vi os gevaldigt. Om aftenen var det så de voksnes tur til at feste.

17

Da var de ca. 14 par, og da skulle vi hjælpe med at smøre smørrebrød. Så

holdt de gilde hos os. De forskellige havde drikkevarer med. Vi børn kom

tidligt i seng. Allerede kl.19. Når så de voksne var færdige med at spise,

kaldte mor på os. Så måtte vi spise resten. Vi sad på trappen og spiste og

drak hvidtøl til. Hvor vi nød det! Når alle de voksne så var gået til julefest,

var det vores tjans at rydde op og vaske op!

Juleaften var dejlig. Vi spiste kaninsteg, flæskesteg, frikadeller og me-

dister. Dertil gammeldags hvidkål og rødkål. Til dessert fik vi citron-

fromage. Mandelgaven bestod af et lille stykke chokolade. Vi fik ikke

mange julegaver. Det var gerne tøj eller støvler. Vi fik aldrig legetøj. Men

et år troede jeg, at nu fik vi en dukke, for jeg havde set noget brunt papir i

skabet i stuen. Det var en pakke, der var åbnet lidt. Nysgerrig var jeg i

pakken og fandt små bitte hvide trøjer med lange ærmer, hvide undertrøjer

og små hvide bukser. Jeg fik fat på min søster Ina og viste hende pakken.

Hun blev ellevild, for nu fik vi da bestemt en dukke. Der var godt nok lang

tid til jul, men mor havde nok været i god tid med julegaverne.

Tiden gik. Det blev den 24. november. Nu var der ikke så længe til

juleaften. Vi sad alle i køkkenet og spiste hvidkålssuppe. Vi skulle til

julemesse på Centralhotellet i Toftlund. Vi børn var stolte over, at vi måtte

komme med. Mor sad for bordenden og pillede kartofler, som vi fik til

suppen. Pludselig rejste mor sig og kiggede på far. Fadet med kartofler

satte hun på bordet. Så gik hun ned på vores wc, der bestod af en trækasse

med hul i og en spand under.

Far gik ned for at hente mor, og de gik ind i stuen. Bagefter kom far ud i

køkkenet til os og sagde, at mor ikke havde det så godt. Vi skulle selv gå

til julemesse, og vi skulle ikke hjælpe med at vaske op og rydde op først.

Det, syntes vi, var mærkeligt.

Vi måtte ikke gå ind i stuen og sige farvel til mor, og far gav os hver en 2

krone og en lommelygte, og så gik vi til julemesse. Vi vandt et stykke

sæbe, to vaskeklude og en barberkost. Den kunne far bruge.

Da vi kom hjem, var hele huset oplyst. Far stod oppe ved vejen og sagde,

at vi skulle over til naboen at sove. Det var Lene og Peter Jacobsen. De

havde lige købt huset af Richard Kryger. Der havde vi det altid sjovt.

Kryger havde tivoli og om foråret, inden luftgyngerne skulle på turne, blev

de stillet op i haven og tjekket.

Vi sov hos Lene og Peter, og om morgenen kom far og hentede os. Han

sagde, han ville vise os noget, men vi skulle være meget stille.

Hvad var det så, han ville vise os? Jo, i en kommodeskuffe lå to bitte små

piger. Jeg kan se dem for mig endnu. De vejede ikke engang 2 kg, og de

havde langt hår på armene og var bitte små.

18

Mor måtte vi ikke komme ind til. Vi ville ellers gerne vise hende de ting,

vi havde vundet.

Ingen vidste, at mor ventede sig. Vore naboer havde ikke fået noget at

vide, og vi børn vidste heller ingenting. Men man kan sige, at vi fik to

levende dukker til jul. Det var selvfølgelig dem, tøjet i den brune pakke

skulle bruges til. De to små piger, der blev født den 24. november 1950

kom til at hedde Gurli og Birgith. Pigerne blev født med falsk strubehoste,

og da de var meget små, var det lige ved at gå galt. Læge Holst Knudsen

lavede en slags kuvøse til dem. Den bestod af 2 stole, hvor kommode-

skuffen blev sat oven på sæderne. Over stolerækken var der et lagen og på

en skammel ved siden af stod en dypkoger og mors kaffekande. De to små

skulle have damp hele tiden.

Far syntes, at pigerne skulle på sygehuset, men Holst Knudsen sagde:

”Frederik, så dør de sgu!”

Holst Knudsen kom ud til os 2 gange om dagen hver dag i 14 dage. Alle

nabokonerne kom og hjalp til med at våge over dem. Far skulle sove lidt

og samtidig passe sit arbejde. Mor mærkede vi ikke meget til. Hun lå bare i

stuen og døsede hen. Hun kom dog over det, men det tog lang tid. Den

juleaften var vi glade, for mor blev oppe hos os.

Efterhånden kom Therese hjemmefra. Så var det Kajs tur, og endelig kom

jeg. Året før jeg blev konfirmeret, skulle jeg med de voksne ud at samle

kartofler op. De penge, jeg tjente, blev der købt konfirmationstøj for.

Jeg fik penge til konfirmation, og vi købte en cykel til mig. Bag efter

skulle jeg ud at tjene. Jeg kom ud på landet, og det faldt mig ikke så svært,

for jeg var jo vant til det hårde arbejde.

Senere kom jeg til Gram Sygehus at arbejde. I Gram lærte jeg Hans

Christian at kende. Vi blev gift og fik 3 drenge. Kenneth blev født hjemme

i Allerup, for Hans Christian var soldat i Gaza. Da han kom hjem, fik vi en

lejlighed i Toftlund. Det var hos Marie Lau i Vestergade. Glade var vi.

Brian og Dennis blev født i Vestergade, og så byggede vi hus på Elmevej.

I dag er det mærkeligt at køre igennem Vestergade. Det hus, hvor jeg er

født, og hvor jeg boede som barn, er revet ned og er blevet til parkerings-

plads. Huset hvor vi boede til leje hos Marie Lau og senere Hugo

Wobeser, er også revet ned.

Sådan kan det gå.

Jytte Rolskov Poulsen

19

Ferslev-slægten i Toftlund

For et par år siden havde vi på Arkivet besøg af

Henning O. Ferslev og hustru fra Tønder, der

medbragte billeder af et gammelt stueur, der tilbage i

tiden havde stået hos familien på Herrestedgård.

Desuden fik vi kopier af en slægtstavle over Ferslev-

slægten. Henning Ferslev skriver efterfølgende på

forespørgsel i en mail, at han blev ringet op af en mand

fra Roskilde, som havde arvet uret efter en farfar, der

var marskandiser. Han søgte så Ferslev på nettet,

hvorefter Henning blev ringet op, og de blev enige om

en pris for det flotte standur.

Henning skriver videre, at man kan følge familienavnet

tilbage til ca. året 1330, hvor det stammer fra den lille

by Ferslev, der ligger lidt syd for Ålborg.

Ældste kendte af slægten her på egnen er Jens

Thøgersen Ferslev, der virkede som præst i Højrup fra

1680 til 1712. Der er mange efterkommere, og for

nogle generationer siden var slægten blandt de meget

ansete og dominerende her i Toftlund sogn. Herom lidt

nærmere i det følgende.

Herrestedgård købtes i 1860 af Mads Frederiksen

Ferslev, der fortsatte stedets tradition med landbrug og

værtshusrettighed. I 1881 overgik ejerskabet til

brodersønnen Niels Lauritzen Ferslev, for i 1925 at blive overdraget til

datteren Elisabeth og svigersønnen, fætteren Alfred Ferslev. I 1961 solgte

det barnløse par gården til Jes J. Kolmos, og krodriften ophørte.

Niels Lauritzen Ferslev var kommuneforstander i Toftlund fra 1887 og helt

frem til 1917. Ved 25 års jubilæet i 1912 var gaven fra byen et stueur. Det

er dette ur, der nu er i familiens eje og står i Tønder.

20

Som det kan læses

i Modersmaalet

den 6-7-1912, var

der ikke den store

begejstring for

udenbys køb.

2 sølvplader med

inskription i urets

låge. En på tysk

og en på dansk. I

sidstnævnte kneb

det med at stave

til kommune.

21

Stuehuset blev genopført efter brand i 1874. Billedet her er fra Niels

Ferslevs tid, idet hans navn er opført øverst på gavlen. Nedenunder står

Herrestedgård – gæstgiveri.

Fra Alfred Ferslevs pas som 20

årig i 1919. Bemærk det

overrevne billede, hvor han

måske har været fotograferet med

den 3 år ældre broder Niels eller

forældrene Maren Christine og

Peder J. P. Ferslev i Ørderup.

22

Ørderup kro købtes den

4. maj 1863 af den 39

årige Jørgen Lauritzen

Ferslev. Udover drift af

landbrug, kro og

købmandshandel var han

gendarmerivagtmester (og

i slægtstavlen opført som

kommuneforstander?).

Sønnen og svigerdatteren,

Johannes Nicolaus

Stefanus Ferslev og Marie

Cathrine (billedet) videreførte driften fra 1880. Afstemningen i forbindelse

med genforeningen i 1920 fandt sted i kroen. Sandsynligvis er

udskænkningen fortsat helt frem til Johannes’ død i 1929, hvor Marie

Cathrine noteres som ejer.

I sept. måned 2011 fik vi på Arkivet

besøg af et barnebarn og et oldebarn til

Johannes og Marie Ferslev, nemlig Inger

Olesen fra Arnum

(Købmandsforretningen Ferslev og

Olesen) og Maria Ferslev fra Århus.

Sidstnævnte medbragte bl.a. billedet af

ejendommen og søgte ellers

informationer om slægten, hvortil vi nu

kunne bidrage med slægtstavle, men

også med en del billeder fra slægtens

bosteder.

Dette flotte glaskrus stammer fra

Ørderup kro og bærer navnet H.

Schröder. I familien er der op gennem

tiderne blevet fortalt, at i Ørderup kro

havde hver stamgæst sit eget glas.

23

Ørderup kro og købmandshandel. Bygningernes placering er som ved den

matrikulære måling i 1874.

På vejskiltet i billedets venstre side står der Gram i retning mod højre.

Denne tur over Åbøl, Brøndlund og Kastrup var lidt kortere end

alternativet over Stenderup, Højrup, Arnum og Tiset.

Inger Olesen husker fra sin barndom sidst i 1920’erne, at krostuen var til

højre for indgangen. Bestillingen af købmandsvarer foregik i krostuen,

hvorefter varerne blev hentet i bygningsdelen til venstre.

I 1931 går kroen ud af familiens eje, idet den købes af B. J. Andersen. I

1944 overdrages købmandsdelen til sønnen Niels i nye bygninger til højre

for stuehuset, mens landbruget overgår til datteren Anne Margrethe og

svigersønnen Aksel Petersen, der opfører ny stald og lade, men bevarer

midterste del af det gamle stuehus.

24

Ferslevs gård er den benævnt, gården på Gammel Åbølvej 2. Den blev i

1929 solgt af Wilken Nissens enke Christine Kathrine, f. Ferslev (søster til

den mangeårige kommuneforstander i Toftlund) til brodersønnen Niels

Lauritzen Ferslev, der indtil da havde ejet og drevet nabogården, men

solgte nu denne for at drive den store firlængede gård på omkring 130 ha

frem til 1946, hvor den blev afhændet til Ministeriet for Landbrug og

Fiskeri, der efterfølgende frasolgte en del af jorden til oprettelse af

husmandsbrug ved Vesbjerg. Gården købtes i 1950 af Chr. Danielsen, i

1959 af Jens Thyssen og ejes i dag af Peter Thorøe.

Ferslevs gård set fra sydvest.

Lige uden for billedets venstre kant lå det

gamle sprøjtehus, der ifølge G. Helge

Petersen (der på eget forlag udgav bogen

om Toftlund Sogn i 1944) var bygget af

sten fra byens første skole, der har ligget

ganske tæt herved.

Wilken Nissen, gift med Christine Kathrine

Ferslev.

25

Ørderup Østergård købtes i 1818 af Niels Lauritsen Ferslev, der havde

den til 1851, hvor sønnen L. N. Ferslev overtog.

Maleri af Ørderup Østergård før branden i 1929. Samme år blev nyt

stuehus opført.

Næstsidste ejer i familien er Peter Jensen Ferslev fra 1887 til 1924,

hvorefter sønnen Niels Lauritzen Ferslev har den til 1929, hvor han så

køber nabogården i stedet for, og Østergård overgår året efter til Kristen N.

Sønderby. Først på dette tidspunkt får

den navnet Ørderup Østergård.

Maren Christine og Peter Jensen

Ferslev med sønnerne Niels og Alfred.

Sidstnævnte blev senere gift med

kusinen fra Herrestedgård. Billedet

synes taget kort tid efter at den ældste

søn Lauritz er død som 16 årig i 1908,

hvor Alfred er 9 og Niels 12 år.

26

På dette omkring 100 år gamle billede fra Wilken Nissens stue ses fra v.

Wilken Nissen, Ane Thomsen (”frøkenpige”hos Nissens og senere gift med

Niels Ferslev), en ældre moster, Christine Nissen og Peter Ferslev.

De 2 store portrætter over personerne, hænger i dag på lokalarkivet, og

antages at være af Wilken Nissens farfar af samme navn og hans hustru,

der ejede gården fra 1826 til 1858.

Ane og Niels Ferslev i deres

velmagtsdage. Hun døde i

1964, han i 1972.

Da kommuneforstander Niels Lauritzen Ferslev og hustru Anne Bothildes

3 børn alle døde barnløse, ophørte slægtens store betydning her i sognet.

De 3 børn var Anne Bothilde (åbenbart opkaldt efter moderen), Caroline,

gift med manufakturhandler Søren Jensen og Elisabeth, gift med Alfred

Ferslev.

CEC

27

Anne Brandt fortæller

Anne Brandt

Vi var 4 børn hjemme i Stenderup. Helga, der blev gift

Matzen, var ældst født i 1927, så kom min bror Jørgen

Johansen født 1931, derefter kom jeg født i 1933 og til

sidst min søster Inge født i 1938. Inge er gift Carstensen.

Vi boede på en lille gård i Stenderup lige ved siden af

skolen, og vi havde en god barndom. Det var småt, men

det var det for alle, og vi har aldrig manglet noget.

Æ Kleinbahn gik lige forbi vores jord, og når vi børn var

ude at lege, kunne vi kigge efter toget.

Når det holdt ved trinbrættet om eftermiddagen, var det tid at gå hjem. Så

var klokken fem.

Vi havde som sagt ikke meget. Jeg husker, at vore julegaver altid var de

samme. Hen på efteråret fandt mor en hel masse gamle klude. Det kunne

være en gammel frakke og et gammelt tæppe, måske et slidt håndklæde.

Kludene blev lagt lag på lag. 10-11 lag oven på hinanden kunne der være.

Nu syede vi lagene sammen. Så blev der taget mål af vore fødder, og mor

klippede bunde ud af de sammensyede klude. Sålerne blev ferniserede på

den ene side. Så hæklede vi en lang strimmel, som blev hæklet på sålen.

Til sidst blev det samlet med musetakker. Vi havde nu nogle solide pusser,

der kunne holde et helt år. Mor pakkede pusserne pænt ind, og vi fik dem

til jul.

Vi fik også hver en malebog og en æske med 6 farver. Jeg elskede farven

lilla, så når jeg havde fået mine farver, begyndte jeg at male.

”Du behøver da ikke bruge hele den lilla farve med det samme” sagde

mor, men det kunne jeg slet ikke lade være med.

Gaverne var beskedne, men vores glæde var stor.

En af de glæder, vi havde, var at komme i biografen. Det foregik på

Centralhotellet i Toftlund, og det kostede 75 øre at komme ind. Her så vi

Fy og Bi, og når Poul Reichardt var på plakaten, så sagde alle pigerne:

”Kunne vi da bare blive gift med ham!”

Konfirmation

Jeg blev konfirmeret af pastor Lassen i 1947. Det var en meget streng

vinter, og vi gik til Toftlund, når vi skulle til præst. Til konfirmation fik

jeg en cykel, og det var dejligt. Det var i tiden efter krigen, hvor man

endelig igen kunne få cykeldæk. Derudover fik jeg et Dagmarkors og en

spiseske og gaffel. Det var fra mine bedsteforældre.

28

Vi havde også andendagstøj. Jeg havde en vældig flot kjole, som jeg gerne

ville lufte, så jeg fik lov til at gå til julebal på Frosch Hotel det år, jeg var

blevet konfirmeret. Her traf jeg Thomas, og så var det os fra den tid.

Pige på landet

1. november 1948 kom jeg til Else og Christian Andresen i Allerup. De

havde den gård, Bonde Aarhus siden overtog efter deres søn Karl

Andresen.

Det var hårdt at være ung pige på landet. Der var ingen moderne

bekvemmeligheder af nogen art. Jeg skulle tidligt op at bære brænde ind i

brændekassen. Så skulle jeg fyre op i jernkomfuret og lave morgenmad til

karlene. De skulle have havregrød, kaffe og rugbrød samt nymalket mælk.

Else og Christian var gamle folk. Else kunne ikke holde meget ud. Hun

puslede lidt i stue og køkken, men hun kunne ikke tage det grove arbejde.

Gamle Andresen hjalp hende med mange ting i huset, og det var ikke

almindeligt dengang.

Efter morgenmaden gik mændene i marken. Jeg skulle i hønsehuset og

tage æg ind og fodre høns. Så skulle jeg vaske spande. Det var et værre

skrub, og det hele foregik i koldt vand. Jeg havde svært ved at få spandene

rene, og jeg vovede forsigtigt at sige, at hjemme hos far og mor brugte vi

varmt vand. Det var ikke helt tilpas, at jeg blandede mig på den måde, men

jeg fik lov til at tage varmt vand fra vandgryden. Så var det lidt lettere.

Karlene havde også måttet vaske sig i koldt vand, så det var svært for dem

at blive rene. Jeg sørgede for altid at have varmt vand i vandgryden, så de

også kunne få varmt vaskevand. Vi vaskede os alle i bryggerset. Der var

intet badeværelse. Vi måtte vente, til det blev vores tur.

Det var mig, der gjorde grøntsager og kartofler i stand, og det var også

koldt arbejde om vinteren.

Thomas var kommet i lære hos Poul Sjælland som mekaniker. Sjælland

havde værksted i den gamle Søndermølle. Undervejs i uddannelsen skulle

han på teknisk skole i Århus. En dag kom der brev fra ham.

”Anne” sagde Christian Andresen. ”Der er brev til dig. Det er fra Århus.

Hvad har du med dem at gøre?”

Jeg fik mit brev og fortalte ikke, hvad der stod i det. Vi havde næsten

familiære forhold, så de kunne godt have tænkt sig at vide, hvad brevet

drejede sig om, men det beholdt jeg nu for mig selv.

Om aftenen sad vi alle i stuen, og jeg lavede håndarbejde. Jeg strikkede

sokker og handsker og hæklede udstyr. Jeg har lavet et utal af

mellemværker. Der var en radio i huset, men den blev kun brugt, når vi

skulle høre Radioavis. Derefter slukkede Christian Andresen, og det var

der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved.

29

Mælkekusken var Gaworski. Han havde vognen fuld af mælkespande, og

når han kom kørende i fuldt trav, så det livsfarligt ud. Han fik mælken med

og havde surmælk og valle med tilbage. Vallen brugte vi bl.a. til at rense

tøj i.

Vi skiftede ikke tøj så tit, som man gør i dag. Når der var en stor portion

beskidt tøj, havde vi vaskedag, og det var strengt. Vi satte det groveste

arbejdstøj i blød i soda. Der stod det et døgns tid. Jeg vovede forsigtigt at

sige, at det måske var lettere at vaske, hvis tøjet blev knap så beskidt, men

det faldt ikke i god jord.

Det, der ikke lige var staldtøj, kom i blød i IMI. Efter et døgn fiskede vi

det op, og det blev kogt i gruekedlen, hvor vi fyrede op med affaldstræ, og

hvis der var lidt pap eller papir. Så blev det skyllet og kogt op igen.

Derefter skulle det vaskes på bræt. I det sidste hold skyllevand kom der

blånelse, så det blev rigtig hvidt. Vi var godt trætte, når tøjet endelig efter

flere dages arbejde var tørret og strøget og klar til brug.

Også slagtedagen tog flere dage. Først kom husslagteren og slagtede

grisen. Den dag var slagteren på gården til middagsmad, og vi skulle altid

have lever. Jeg rørte i blodet, og slagteren rensede tarme. Så lavede vi

blodpølse. Blodpølsen fik vi på panden med fedtegrever og sirup. Det var

en lækker ret.

Til pinse skulle der gøres rent. Hele stuen blev båret ud på gårdspladsen.

Alle møbler og tæpper blev banket, og det gjorde også sengetøjet. Vore

gamle fjermadrasser var frygtelig støvede, men det var dejligt at komme i

seng om aftenen, når det hele var rent og luftet. Når hele huset var rent,

blev sommergardinerne hængt op, og så var huset klar til pinse.

Hjemme hos far og mor fik vi altid morgenkaffe i det grønne pinsemorgen.

Vi havde et gammelt bord på loftet. Det blev sat ud i haven under et træ,

og så dækkede mor morgenbord. Jeg syntes, det var så herligt og ønskede,

at vi kunne få morgenmad hver dag under træet. Vi nød det bare sådan.

Efter morgenmaden tog vi til Skrøb og plukkede liljekonvaller.

Om vinteren havde Andresens af og til aftengilde. Så blev der bagt, Else

var dygtig til at bage. Gamle Andresen rørte dejen, for det var for tungt for

hende. Det kan godt undre mig, at hun kunne bage så fine småkager i

komfurovnen, men det blev altid godt.

Jeg har altid været glad for dyr, og der var også en hund i familien

Andresen. Den boede ude i stalden, og den fik kun surmælksmad. Jeg

syntes, det var synd, så jeg bar lidt rester over til den, og jeg blev vældig

gode venner med den.

Ved juletid skulle gulvene ferniseres. Der blev først skuret og skrubbet, og

ingen måtte passere. Så blev der ferniseret, og der blev lagt brædder ud,

som man kunne gå på. Det tog lang tid for lakken at tørre rigtigt.

30

Min løn var 90 kr. i måneden, og det var en stor løn.

Frk. Johansen kommer til byen I maj 1950 fik jeg en ny plads. Jeg kom op i byen til Kamma og Godtfred

Hansen, der boede i Søndergade 5, hvor der nu er boghandel. Mit værelse

var allerøverst oppe, og jeg havde udsigt til Søndergade. Det syntes jeg var

sjovt, men jeg savnede Else og gamle Andresen i begyndelsen. I Allerup

havde jeg været en del af familien. Nu blev jeg ansat i en husholdning,

hvor man var Des. Det var hr. og fru og De, Dem og Deres. Det var svært

at vænne sig til i begyndelsen. Jeg cyklede ud til Andresens og sagde til

dem: ”Ved I godt, det er frk. Johansen, der kommer!”

I min nye plads, skulle jeg passe hus og barn. Fruen var i skole hver dag.

Der var nok at gøre, og jeg blev efterhånden glad for arbejdet og for

familien.På den anden side gaden boede Kamma Hansens svigerforældre.

Hendes gamle svigermor Signe Puds havde en hatteforretning, og hun kom

tit over til mig om formiddagen.

”Ved du hvad?” sagde hun ”Man går ikke med klud, man går med hat!”

Så listede hun ind i stuen og kom ud til mig i køkkenet.

”Æ vil bare sige, at blomsterne er tørre!” sagde hun.

Godtfred Hansen kom hver morgen kl. 10 og skulle have et blødkogt æg.

Han var en venlig og flink mand, som det var nemt at komme ud af det

med.

På husholdningsskole

Jeg var hos familien i 2 år. Så skulle Thomas være soldat i Nymindegab og

Itzeho, og jeg havde besluttet, at jeg ville på husholdningsskole i Gråsten.

Fra maj til september var jeg på skole, og det blev en rigtig dejlig tid med

mange oplevelser. Jeg fik tilskud til opholdet fra Sønderjysk

Skoleforening, og det kunne nok være nødvendigt, for opholdet kostede 90

kr. i måneden, og det var mange penge.

Skolen blev drevet af Olga Reppien og Ebba Drewes. Olga Reppien var

skrap. Det, der skulle læres, skulle læres. Frk. Drewes var elskeligheden

selv.

Vi var delt op i familier, hvor man havde hver sin opgave. Det skiftede

hver uge. En uge var man husmor. Den næste uge stuepige. Så kokkepige

osv. Man kunne også være på det nærliggende børnehjem og passe børn.

Vi var iført lyseblå uniformer og hvide forklæder og kapper. Tøjet blev

hver dag tjekket af frk. Reppien. Vi skulle se ordentlige ud.

Hver morgen blev alle vore dyner luftet. Så gik vi tur gennem byen med

Olga Reppien forrest. Undervejs kommanderede hun: ”Alle: Kig tilbage

31

på dynerne. Tjek at de ligger, så folk kan se, at vi lufter vore dyner hver

dag!” Vi kiggede alle på kommando – og så gik vi videre i rask trav.

Der var en stor fare i nærheden af husholdningsskolen. Det var

garderkasernen, hvorfra der somme tider blev piftet efter os. Frk. Reppien

skulle nu nok sørge for, at der ikke blev nogen snak med garderne.

Det var en pragtfuld sommer med mange oplevelser. Vi cyklede tit ture i

omegnen, og der er jo så smukt. En gang imellem cyklede jeg hjem, men

det var ikke så tit. Toget gik lige ved siden af husholdningsskolen, men jeg

havde ikke råd til billetten, så hvis jeg skulle hjem, var det pr. cykel.

Hvis vi var på skolen om søndagen, gik vi i slotskirken til gudstjeneste. I

den tid hvor kongefamilien var på slottet, blev vi belært om, at vi ikke

måtte se på de kongelige, mens de var i kirke. De skulle have lov til at

være i fred. Dronningen besøgte husholdningsskolen, mens jeg var der.

Hun gik rundt i køkkenet og snakkede med os alle.

Måltiderne på husholdningsskolen var et kapitel for sig. Der var en stor

spisesal, hvor vi alle sad undtagen dem, der var på madholdet. Henriette

Drewes var en søster til Ebba Drewes, og hun var lærer i vævning, og hun

gik rundt og gav os alle et skub i ryggen, så vi sad ret ved bordet. Vi havde

hver en serviet i en lille mappe, som vi havde på bordet ved alle måltider.

Om aftenen samledes vi i stuen til aftenkaffe og hygge. Tit var der

oplæsning, foredrag eller sang. Vi sang altid mindst 3 sange. Kl. 22 gik vi i

seng.

Mens kongefamilien var på slottet, så vi dem tit i bybilledet. Benedikte

kom ridende på sin flotte hest. Hun havde en opvarter med også til hest.

Margrethe cyklede rundt i byen med sin engelske nurse. Tit skældte nursen

ud, hvis Margrethe ikke overholdt reglerne. Når kongefamilien skulle med

toget fra Gråsten station, stillede hele husholdningsskolen op.

Thomas og jeg havde ikke set hinanden i nogle måneder, så jeg fik

nærmest et chok, da jeg så ham. Det var gode tider for soldater. så jeg

syntes næsten, han lignede en julegris i ansigtet. Det forsvandt nu, da han

kom hjem og begyndte at arbejde igen.

Udlært i husholdning

Da jeg nu kom hjem og havde været på husholdningsskole, var der flere,

der henvendte sig til mig. Jeg blev ansat i huset hos Olga og P. A. Lautrup,

der havde forretning i Søndergade.

Fru Lautrup var meget i butikken. Der var tre børn og en schæferhund i

familien, og jeg skulle passe huset. De tre børn var Knud, Jørgen og

Merete. Af forældrene blev de altid kaldt Jønne, Knut og Lille Mus.

Merete var kun to år, da jeg var der.

32

Nederst i huset var der forretning og køkken og stue. På første sal var der

et stort lager. Så var der mit værelse ind mod Gertrud Nissum. Der var

børneværelse mod gaden og soveværelse og bad.

Lautrups var svære at gøre tilpas. Også for personalet i butikken. Han

kaldte ofte på fru Lautrup, hvis hun var gået ovenpå. Hvis personalet

havde hentet noget på lageret, og der ikke var ryddet rigtigt op, kunne han

rive det hele ned og forlange at de begyndte forfra og lagde tingene rigtigt.

Familien havde vaskemaskine. Alt vasketøjet skulle dog først lægges i

blød i badekarret, og det var lidt besværligt, når familien også skulle i bad.

Det blev tørret på det øverste loft. Da jeg havde været i huset et stykke tid

blev skjorterne sendt til Johanne Damm, og sengetøjet blev vasket i Våd

Vask. Efterhånden blev det også tørret og strøget. De to drenge skulle selv

tage morgenmad. Det kunne de også sagtens. De skulle bare have

havregryn og mælk. Schæferhunden havde sin plads bag døren, og hver

gang døren gik op, fik den døren i hovedet. Det var ikke altid, hunden blev

luftet, så det skete, at den lavede svineri. Det kunne jeg ikke have. Jeg

sørgede så for at lufte hunden og flyttede den ud i køkkenet. Det vakte lidt

modstand til at begynde med, men til sidst accepterede familien det. Hvis

jeg var alene i huset, skulle jeg slukke lyset i butikken kl. 21,30. Jeg var

glad for at være i familien, men der var en distance mellem herskab og

tjenestefolk.

Da jeg havde været hos Lautrup i 2 år, blev jeg og Thomas gift den 22. maj

1954. Vi havde fået et par værelser hos Thomas' mor, der boede i

Vestergade 36. Hun havde sin gamle mor boende, og hende passede jeg de

første par år. Thomas' mor gik ud som køks. Hun hjalp på Østerkroen og

også hos Peter Thyssen.

Jeg begyndte også at få småjobs. Jeg gik ud sammen med gamle fru

Colfach. Hun lavede mad, og jeg serverede. Jeg havde jo heldigvis lært på

husholdningsskolen:

Byd fra venstre

Tag ud fra højre.

Jeg var formiddagspige hos fru Henriksen og hos Anni Ullerup. Også hos

Else Bruhn hjalp jeg. Der har været mange dejlige oplevelser, som jeg tit

tænker på.

Anne Brandt

33

Murer Søren Lykkegaard

I maj måned 1914 får en 27årig murer fra Givskud et såkaldt rejsepas hos

politimesteren i Vejle og drager sydpå til Tyskland, nemlig til Toftlund-

området. Motivet for at rejse til den tidligere danske landsdel, der nu kort

tid senere bliver stærkt involveret i 1. Verdenskrig, kendes ikke.

Den unge mand, Søren Lykkegaard hed han, fik arbejde hos Niels Chri-

stian L. Nielsen i Hjartbro, som både drev murerforretning og landbrug.

Christian Nielsen deltog i krigen fra 1914-18 og blev gift under en orlov i

1916. Sandsynligvis har Lykkegaard som dansk statsborger kørt Nielsens

forretning videre under krigen. Skønt usåret tilbage fra krigen blev det

tyske militær alligevel Chr. Nielsens skæbne, idet han blev kørt ned på

Niels Christian L. Nielsen foran gården i Hjartbro ca. 1935

landevejen mod Toftlund, hvor han ville hente bygningsmaterialer hos

Lassen Schmidt. Det var nogle tyske officerer, der efter besøg på Bevtoft

Kro den 30. dec. 1944 i bil kvæstede ham alvorligt, men blot lod han ligge.

Forbipasserende fik ham så bragt til Gram sygehus, hvor han døde samme

dag. Der var intet politi på dette sene tidspunkt af krigen, så der blev ikke

optaget rapport, og de pårørende turde vel ikke anmelde episoden til den

tyske ledelse, fortæller sønnesønnen Knud Nielsen.

34

Herrestedgade 14, maleri af Heiredal. Hænger i garagen hos Bente og

Bent Born, der fjernede hendes farfars bygning og byggede nyt på

grunden.

Hvor Søren Lykkegaard har haft beskæftigelse efter krigen vides ikke,

men i 1927 bygger han huset, Herrestedgade 14 (dengang Mejerigade), og

bor her med hustruen Anna til sin død i 1975. Parret fik datteren Marie, der

i 1947 giftede sig med Chr. Buchard, der forhandlede Kosangas og andre

artikler, og de 2 generationer boede sammen i huset i Herrestedgade.

Anna Lykkegård var hjemmesyerske og havde en stor kundekreds. Nisse-

dragterne, der blev fremstillet i store mængder i forbindelse med Nissejul i

Toftlund omkring 1960, blev også fremstillet hos fru Lykkegaard.

Samme år som Lykkegaard opførte sit eget hus, byggede han også stald og

lade hos Marie og Johannes Boisen i Aabøl. Det er gården Kirkebjergvej

21, som Jensine Schmidt nu ejer.

35

Sådan så

gården i Aabøl

ud efter

opførelsen af ny

fløj i 1927.

Den store villa, Svinget 3,

opførtes i 1934 af murer-

mestrene Lykkegaard og

Rudolph efter tegning af

arkitekt Hallenberg, Vojens.

De 3 huse, Lassen Schmidt lod

opføre på Nyboder, kostede

tilsammen omtrent samme

beløb som villaen.

Søren Lykkegård bistod også broderen Axel, da

denne opførte Søndergade 61. Men efterhånden

blev han mest kendt for installation af komfurer

og kakkelovne, som han specialiserede sig i,

måske pga. et dårligt helbred, så han undgik det

meget udendørsarbejde. Ældre Toftlundborgere

husker stadig Lykkegaard cyklende omkring på

en specialbygget cykel med en grøn kasse foran,

medbringende sit murergrej eller en kakkelovn,

som det også skete.

Søren Lykkegaard døde i 1970, Anna i 1988.

CEC

36

I dag er der ikke mange, der får lov til at bo det

samme sted hele livet

Johanne Juul født 18/9 1923 i samtale med Lis Mikkelsen 8. marts 2011

Jeg er født i det lille hus i Stenderup,

der ligger som det første på højre side,

lige i svinget, når man drejer fra Sten-

derup Byvej og om ad Kærmosevej.

Det var oprindelig Stenderups første

skole.

Her boede min bedstemor og bedstefar

i halvdelen af huset under meget fattige

forhold. De havde et lille køkken, et

soveværelse og en stue. Den brugte vi

kun nogle få måneder om året. Jeg

husker tydeligt, hvordan vi tog stuen i

brug til jul. Da begyndte vi at fyre op i

kakkelovnen i stuen. Når vi nåede

marts, blev stuen lukket af igen. Ellers

sad vi i køkkenet, og vi havde ikke

megen tid til at sidde inde. Vi var ude i

haven. Her dyrkede vi så mange

grønsager, der kunne være i jorden.

Der var ikke indlagt elektrisk lys i huset. Vi havde en petroleumslampe, og

den klarede vi os fint med. Jeg var vant til at gøre alt ved petroleumslam-

pens skær, så da jeg senere fik elektrisk lys, glemte jeg tit at tænde, for jeg

kunne sagtens klare mig uden lys. Min bedstefar kom egentlig fra Bayern.

Han var murer og var på valsen, da han traf min bedstemor, der var født i

Ribe i 1854.

Mine bedsteforældre havde 6 børn. De var nogle elskelige mennesker, der

altid havde overskud til at tage sig af deres familie. Min moster fik en

datter, Frida, uden for ægteskab. Hun voksede op hos mine bedsteforældre.

Da jeg blev født - også uden for ægteskab - tog de uden videre mig ind

som deres egen, selvom de jo selv havde haft 6 børn at forsørge. Frida var

9 år ældre end mig. Jeg sagde mor til min bedstemor og elskede hende

højt. Min rigtige mor, Kirstine, var ude at tjene. Hun kom hjem og boede

hos os, da jeg blev lidt større. Da jeg var 3 år, døde min bedstefar, og min

mor flyttede hjem. Vi kunne alle være i det lille hus, for vi krævede ikke så

meget.

37

Mor cyklede i al slags vejr til Toftlund som hushjælp. Nogle gange om

vinteren kunne hendes frakke stå selv, når hun tog den af efter en tur til

Toftlund. Den var stivfrosset. Hun havde en del steder, hvor hun var fast

hjælp. Hun var hos Margrethe Ullerup, hos bankdirektør Mathiesen, på

apoteket og hos Langediils. Hun gik også ud som køks.

Vores nabo var gamle Anders Bjerre og hans kone. Det var dejlige

mennesker, som jeg tit kom ned til. Vi var rigtig gode venner. Tit kom

gamle Bjerre op til bedstemor en formiddag.

”Kan du undvære lille Hanne i eftermiddag?” spurgte han,

Jo, det kunne bedstemor som regel.

”Hun kan ta' en spand med!” sagde han.

Når jeg kom hjem fra skole, skiftede jeg tøj og tog mit daglige forklæde

på. Så løb jeg op til Anders Bjerre. Her skulle jeg hjælpe med forskelligt.

Hvis det var om foråret, hjalp jeg med at lægge kartofler eller med at så.

Jeg var også god til at hente køerne. Det kunne Anders Bjerre ikke forstå.

Jeg havde altid lidt brødstykker i forklædelommen. Så gik jeg op til leddet

og kaldte på de 6 køer. Der var en hvid imellem. Det var min. Den var bare

så tam og god.

Så snart køerne så mig, kom de løbende. De fik

hver en mundfuld brød, og jeg kunne uden besvær

få dem til at gå med hjem i stalden.

”Jeg kan ikke forstå, hvordan hun bærer sig ad”

sagde han til mor. ”Ved du det Sine?”

Jeg fortalte ham det aldrig. Men jeg har altid været

glad for dyr.

Tit skulle jeg hjælpe med forskellige småting, og

så kunne jeg få min spand fyldt med nymalket

mælk.

Johanne, Sine og

Kirstine

Det var ikke altid let for mor og bedstemor at få enderne til at nå sammen.

De havde kun lidt. Jeg kan fx ikke huske, at jeg nogen sinde har fået en ny

kjole.

Anders Bjerres var sådan nogle gode folk. De sørgede altid for, at jeg

havde lidt med hjem. Til jul kom de med en dejlig slagtekurv. Det gjorde

de også fra Marie Lau og fra Kirsten Rossen.

Bedstemor havde en datter i Rurup. Hun var gift med Johannes Kyhn. De

boede i et lille hus i det, der nu hedder Mandbjerg Nord. De havde 10

drenge, hvoraf der var 2 par tvillinger. Alle de mange børn kunne ikke

sove i det lille hus, så to af drengene måtte sove ude i stalden om natten.

Der havde moster Mie to geder, og dem sov drengene hos. Onkel Johannes

var daglejer på Mandbjerggård. En del af hans løn var 2 svin om året og så

38

mælk. Al den jord, der var rundt om huset, blev udnyttet til køkkenhave.

Der skulle nogle kartofler til, når sådan en flok skulle mættes. De to geder

græssede i grøftekanten, og det var drengenes arbejde at sørge for, at

gederne fik græs. Mine fætre hed aldrig andet end ”æ Kyhn-drenge”. Jeg

kan stadig deres navne på række.

Hos os var vi kun piger, så jeg kunne godt lide at komme på besøg hos

moster Mie, men jeg ville helst komme om søndagen, for da var alle

drengene hjemme. Når jeg skulle besøge moster, fik jeg 25 øre. Det var til

togbilletten den ene vej. Så løb jeg til Rurup, og når jeg skulle hjem, tog

jeg toget. Jeg stod på ved det lille trinbræt og kørte hjem til Stenderup.

Når bedstemor skulle besøge moster Mie, gik hun altid. Det var noget af

en tur til Rurup og hjem igen, men det regnede bedstemor ikke. Hun gik

tidligt om morgenen. Hun havde altid en lang, mørk nederdel og en mørk

bluse på. Ovenover nederdelen havde hun et langt forklæde, der gik helt

ned til jorden. Når hun skulle ud på en længere tur, bandt hun snipperne til

forklædet op om livet. Så puttede hun strikketøjet deri, og så gik hun til

Rurup og strikkede hele vejen. Hun kunne strikke en hose fra Stenderup til

Rurup og en til på hjemvejen.

Jeg husker tydeligt, hvor festligt det var, når bagerlærlingen fra Vester-

bageren kom cyklende ud til os med hele cyklens lad fyldt med hede-

vigere. Man kunne få 5 for en krone. Det var den eneste gang om året, vi

fik købt kage, og vi syntes, det var en stor herlighed. Men det var sandelig

dyrt!

Min bedste veninde var lærer Petersens Tutte. Vi var rigtig gode veninder,

og vi legede sammen omtrent hver dag efter skoletid. Venskabet holdt sig

det meste af livet. Tutte kom til at bo i Kolding. Vi havde ofte kontakt med

hende og hendes mand Kaj. De kom tit kørende en tur ud til os. I begyn-

delsen kom de på motorcykel. Senere i bil. Så skete der det ulykkelige, at

Tutte og hendes mand var ude for et biluheld. Tutte blev slemt skadet.

Efter ulykken kunne hun ikke længere smage eller lugte, og hendes

fornemmelse af mæthed forsvandt. Tutte, der tidligere havde været slank

og fin, blev nu uformelig tyk. Det var så synd. Hun blev altid glad, når jeg

ringede til hende.

I 1937 skulle jeg konfirmeres. Der var både forårs- og efterårskonfirma-

tion. De fleste blev konfirmeret i foråret, men da jeg havde fødselsdag i

september, skulle vi søge om at få mig konfirmeret i foråret. Mor havde

lovet sig væk som køks ved en forårskonfirmation. Jeg blev derfor konfir-

meret i efteråret. Vi var kun 7 konfirmander.

Jeg havde fået noget smart 2.-dagstøj. Det var med en snæver nederdel, og

det var jeg jo slet ikke vant til at gå med. Kort tid efter konfirmationen

39

skulle jeg til bryllup, og jeg kom i mit fine 2.-dagstøj, men jeg følte ikke,

jeg kunne bevæge mig i den snævre nederdel.

Min bedstemor var gammel og var en del syg, så det blev bestemt, at jeg

skulle blive hjemme halvdags og passe hende. Så skulle jeg have en plads

den halve dag. Mor vaskede hos pastor Lerfeldt, og de var vældig flinke til

at besøge bedstemor, da hun var syg. Lerfeldts kunne ikke selv få børn,

men en dag kaldte fru Lerfeldt på mig.

”Kom skal du se,” sagde hun.

Og så viste hun mig den yndigste lille pige på 3 måneder. Hun hed Birgitte

og var adopteret af præstens.

Jeg faldt for hende med det samme.

”Nej hvor er hun sød,” sagde jeg ”må jeg ikke få lov til at passe hende?”

”Det håbede jeg, du ville sige” sagde fru Lerfeldt. ”For det var netop

meningen.”

Jeg blev barnepige hos dem halvdags. Så passede jeg bedstemor om for-

middagen og lille Birgitte om eftermiddagen. Det var mig, der lærte hende

at gå og mig, der lærte hende at snakke. Det var en dejlig plads. Jeg var der

2-3 år. Så fik Lerfeldt endnu et adoptivbarn. Det var en dreng, Sten, men

ham kom jeg ikke til at passe, for de flyttede.

Engang imellem gik jeg til bal på Frosch Hotel, og der traf jeg Arnold

Juul. Han var kommet sammen med en kammerat fra Lolland. De havde

arbejdet rundt om, hvor der var arbejde at få. Arnold var udlært karet-

mager. De to unge mænd havde været i Nordjylland, og nu fik de arbejde

på Søndermøllen i Toftlund.

Arnold og jeg blev gift i 1943. Vi flyttede

ind i det lille hus, hvor mor boede, men

det var klart for os, at vi måtte have vort

eget. Carl Johan blev født i 1943, mens vi

stadig boede hos mor, så der var trængsel

i det lille hjem. Jordemoder fru Boe havde

i øvrigt travlt den nat, Carl Johan blev

født, for Verner Kremling var født samme

nat, så fru Boe måtte cykle fra den ene barselskone til den anden. Det var

under krigen, og vi kunne intet få, men mor havde sparet lidt rigtig kaffe

over, og det fik fru Boe. Det var en sjælden nydelse.

Peter Jørgensen havde et aftægtshus oppe på hjørnet ved Stenderupvejen,

og det blev til salg til 9500 kr. Penge havde vi ingen af, men hvis vi kunne

skaffe 3 kautionister, kunne købet gå i orden. Mor kautionerede som den

ene og fru Ullerup som den anden. Hvem den tredje var, husker jeg ikke.

40

Nu kunne vi få foden under eget bord. Vi fik jorden omkring huset

opdyrket, så der var blomster og køkkenhave. - Græs har vi aldrig haft

noget af.

I 1945 blev Annelise født og i 1952 Flem-

ming. Anne Lise var det yndigste barn. Hun

havde mørkt hår og brune øjne. Da hun var

en 3-4 år, gik hun til dans sammen med Carl

Johan. Lily Frosch blev så forelsket i hende,

at hun kom ud til mig.

”Må jeg ikke adoptere hende?” sagde hun.”Hun skal få det så godt, så

godt, og jeg kan jo ikke selv få børn, men jeg har altid ønsket mig sådan en

lille pige.”

”Her giver vi ikke børnene væk!” sagde jeg.

Jeg havde nogle mostre i Esbjerg, og en gang imellem besøgte vi dem. Det

foregik ved, at jeg tog Carl Johan og Anne Lise på cyklen. En forpå og en

bagpå. Så cyklede jeg til Esbjerg. Vi pustede ud en dag, og så cyklede vi

hjem igen. Det var en tur med mange ophold i grøftekanten, hvor vi spiste

en mellemmad, før vi cyklede videre. Senere fik Arnold lavet en lille cykel

til Annelise, og Carl Johan fik også sin egen lille cykel. Så var det lidt

lettere, men det hele foregik på cykel. Det regnede vi ikke.

I 1948 fik vi en feriepige fra København. Det var Lissi, der var født i 1941,

og som altså var lidt ældre end Annelise. Hun blev sendt ud med skole-

inspektør Østrup, der sendte mange københavnerbørn på landet. Hun kom

til os gennem mange år, og vi har stadig kontakt med hinanden. Hendes far

var rottekongen Cibrino. Hans borgerlige navn var Carlo Grønbech Sø-

rensen. Første gang Lissi kom til os, hentede vi hende i Vojens. Hun var en

sød, lille, forsagt pige, der var kommet langt hjemmefra. Hun havde et

skilt på ryggen, hvor hendes navn stod. Jeg kan se hende for mig, som hun

stod der på stationen. Vi blev så glade for hende, og det var gensidigt. Hun

længtes selvfølgelig hjem af og til, men vi fandt ud af det.

Hendes far og mor Carlo og Bodil var meget taknemlige for, at Lissi fik

mulighed for at komme på landet. I sommeren 1950 sendte Carlo bud til

os, at han gerne ville give os en tur til Hamborg, fordi vi havde taget så

godt imod Lissi. Vi glædede os, for vi havde aldrig været så langt

hjemmefra.

Så kom Carlo og Bodil og deres yngste barn, en lille dreng, kørende. Det

var meningen, at kun de voksne skulle af sted. Børnene skulle blive

hjemme. Først satte Carlo Bodil og drengen af hos os. Så kørte han til

Brørup for at hente en lærerinde, vi skulle have med. Hun kunne snakke

tysk, og det var der ikke nogen af os, der kunne.

41

Drengen ville ikke blive hjemme sammen med de andre børn. Han ville

blive hos sin mor, så da vi havde smurt masser af mellemmadder til turen,

blev vi læsset i den gamle bil: Arnold og mig, lærerinden fra Brørup, Bodil

og Carlo og den lille dreng.

Lærerinden var sur fra starten. Hun ville ikke have børn med på turen,

sagde hun. Hun havde børn nok til daglig.

Vi kørte så mod Hamborg i højt humør. Vinduesviskeren virkede ikke,

men vi tørrede vinduet lidt af, og heldigvis regnede det ikke. I nærheden af

Slesvig begyndte bilen at hoste. Vi fandt et værksted og aftalte med meka-

nikeren, at vi gik i Slesvig Domkirke, mens han ordnede bilen. Det var jo

egentlig lærerinden, der skulle have gjort snakken, men vi kunne bedre

snakke med mekanikeren, end hun kunne, så hun blev om muligt endnu

mere sur end før.

Slesvig Domkirke blev kigget grundigt efter i sømmene, for tiden skulle jo

gå, til bilen var færdig. Endelig var det så vidt. Det var blevet sidst på

eftermiddagen, så vi nåede vort logi, som vi havde bestilt hjemmefra, til

aften. Vi fik vore værelser og spiste de medbragte mellemmadder.

Lærerinden var stadig sur, så hun sagde ikke et ord. Carlo og Arnold

kunne ikke lade være med at drille hende, men det blev det ikke bedre af.

Næste morgen kørte vi så ind mod Hamborg. Retningsviserne virkede

ikke, så Bodil og jeg sad ved hvert sit nedrullede vindue og rakte armen

ud, når vi skulle dreje. Det kunne sagtens gå.

Så dukkede Hamborg op, og det var sandelig en stor by. Vi skulle op i en

fin restaurant, der drejede rundt. Herfra kunne vi se hele Hamborg. Vi fik

kaffe og beundrede udsigten, og så begav vi os på hjemturen.

Da vi kom hjem, kørte Carlo lærerinden tilbage til Brørup. Vi havde haft

en dejlig tur.

Arnold kunne lave alting i stand, og han begyndte med huset.

En overgang arbejdede han rundt om på gårdene. Han satte vinduer i hos

folk og reparerede. Efter at han var død, skulle de brække en stald ned hos

Carsten Juulsgaard.

”Uha,” sagde Carsten. ”Man kan sandelig nok se, det er Arnold Juul, der

har lavet det. For det er så solidt, at det ikke er til at brække ned!”

Arnold arbejdede først ved Peter Schmidt – det firma, der senere blev

Peter Henriksen. Så var han en periode hos Høeg, og til sidst var han på

Traktola. Han arbejdede meget sammen med Harry Lagoni. De lavede

førerhuse og byggede også et par huse sammen. Han kunne både mure og

snedkerere. Da arbejdet på Traktola hørte op, var han som nævnt en tid

altmuligmand rundt om på gårdene.

42

Han har aldrig stemplet i hele sit liv. Så ringede

Ejner Friis, der var borgmester, til ham. Han

opfordrede ham til at søge et job ved kommunen.

Her søgte man en mand, der selv kunne se, hvad

der var galt og så reparere det. Arnold fik arbejdet,

og han arbejdede for kommunen resten af sin

arbejdstid, til han blev pensioneret.

Børnene gik det godt. Carl Johan kom i bagerlære

hos bager Petersen. Han var så dygtig, at han vandt

en pris og kom til Schweiz. Han vendte aldrig hjem

til Danmark. I dag bor han i Paris og har klaret sig godt. Annelise kom ud

at tjene, da hun var konfirmeret. Hun var forskellige steder, men hun

havde udlængsel. Hun ville til Norge, da hun kun var 16 år. Vi satte os

imod det.

”Du må vente, til du er 18” sagde vi til hende.

Da hun fyldte 18, var hun i huset på Falster, og hun læste en annonce, hvor

en dansk fotomodel gift med en italiensk mand søgte en dansk barnepige.

Hun søgte jobbet og fik det og rejste til Milano. Her traf hun sin mand, og

hun bor i dag i Milano og har to voksne sønner. Den ene har bosat sig i

Danmark. De har været hjemme 6 uger hver sommer, så drengene taler

dansk. Det gør min svigersøn også.

Det varede længe, før vi fik bil. Arnold havde kørekort i krigen, men vi

anså det for helt usandsynligt, at vi nogen sinde skulle få bil, så han lod

kørekortet gå. Det kom han nu til at fortryde, og i 1968 tog han kørekort

igen. Da havde han købt en Ford Cortina, som vi havde stor glæde af.

Jeg havde forskelligt arbejde rundt omkring. Jeg gjorde rent på apoteket,

og jeg gjorde rent på skolen. Det gjorde mor før mig, så det lå ligesom i

familien. Min kusine Frida var pige hos lærer Petersen. Hun tørrede støv af

om morgenen i skolen, og da kom Detlev Lau altid og hjalp hende.

I 1947 begyndte jeg at handle med is. Vi fik indrettet et lille ishus i forstu-

en, og jeg havde så is fra april til oktober. Jeg fik tøris fra Ribehus hver 3.

dag, og de leverede også den is, jeg skulle sælge. Jeg synes stadig, at

Ribehus Flødeis er den bedste is, jeg har smagt.

Den dag, der var eksamen i skolen, – det var lige omkring 1. april, var alle

forældrene henne at høre børnene. Når det var sket, fik børnene lov til at

gå hen i ishuset og købe is. Den dag begyndte sommeren. Ishuset var i

mange år samlingssted for de unge i Stenderup. Når de havde været til

gymnastik eller håndbold, samledes de ved ishuset og fik en is og snak-

kede. Det var hyggeligt.

43

Arnold gik på pension som 65-årig, og vi havde bestemt, at jeg skulle gå

på efterløn, når jeg blev 60. Jeg stod lige for at skulle sige op på apoteket.

Når vi begge gik på pension, ville vi til at nyde tilværelsen lidt. Anne Lise

skulle komme hjem. Hun havde togbillet til Hamborg, og Arnold og jeg

ville hente hende, som vi så tit havde gjort. Hun havde megen bagage med,

for hun skulle jo blive i 6 uger. Vi var lige kommet ind i Hamborg og holdt

for rødt lys.

”Ved du, hvor vi er?” sagde jeg

”Nej, men vi har da altid fundet banegården!” sagde Arnold.

Det var det sidste, han sagde. Så sank han sammen over rattet og var død.

Jeg vidste simpelt hen ikke, hvad jeg skulle gøre. Det lykkedes at få bilen

ind til siden, men hvad skulle jeg gøre. Der kom nogle mennesker forbi, og

de kunne se, der var noget galt, så de stoppede og spurgte, om de kunne

hjælpe. Jeg kunne ikke et ord tysk, så jeg kunne ikke gøre mig forståelig.

De fik fat på politiet, og der kom en ung politimand, der heldigvis kunne

tale lidt dansk. Jeg fik ham forklaret, at vores datter stod på jernbanesta-

tionen, og at min mand var død.

Jeg blev kørt på jernbanestationen og Arnold på sygehuset. På stationen fik

jeg fat på Annelise. Hun kunne straks se, der var noget galt. Politiet fore-

slog, at de skulle få et hotelværelse til os, men jeg havde ikke penge til

hotel. Vi kunne ikke få lov at komme hen på hospitalet. Vi fik så et

værelse på Falck hotellet, og der var en seng, så drengene kunne sove lidt.

Den næste dag kom der en falckpige med en pose med Arnolds tøj. Det var

skrækkeligt. Jeg har aldrig følt mig så dårligt tilpas. Der var ingen af os,

der kunne køre, så falckolinen kørte vores bil hjem til Danmark. I

mellemtiden var Flemming jo blevet urolig. Han kunne ikke forstå, hvor vi

blev af, og jeg ved ikke, hvorfor vi ikke ringede til ham, men det gjorde vi

altså ikke. Han kørte rundt i Toftlund, da han pludselig så vores bil. Den

kørte på Falckstationen, og så fik han at vide, hvad der var sket.

Annelise fik fat i sin mand, og han kørte til Danmark. Han var bange for,

om han kunne nå at komme til begravelsen, men det kunne han nu sagtens

nå, for der gik en hel uge, før Arnold kom hjem. Der var mange papirer,

der skulle ordnes, og jeg måtte flere gang både til præsten og til bede-

manden. Anker Jensen var hjælpsom og flink. Da Arnold kom hjem, ville

Annelise se ham en sidste gang, men Anker Jensen ville først sikre sig, at

han så pæn ud. Han havde jo ligget en hel uge. Vi fik ham alle at se og fik

taget afsked med ham.

Jeg havde ikke fået sagt op på apoteket. Da jeg henvendte mig til kommu-

nen, rådede de mig til at få fuldtidsarbejde i stedet for halvtids, så jeg fik

arbejde på apoteket med at gøre flasker rene. Dengang genbrugte man

44

flaskerne. Det var hårdt at rense flasker. Det foregik i saltsyre, og jeg fik

skader på fingrene af det hårde middel, men jeg arbejdede, til jeg var 67.

Vores yngste søn Flemming har boet hjemme altid, så han købte huset af

mig. Nu er jeg så husholderske for ham. Jeg kan heldigvis klare mig selv.

Jeg laver mad og har aldrig haft brug for hjemmehjælp. Jeg har altid haft

en positiv indstilling til livet, og jeg synes stadig, at der er mange ting, jeg

gerne vil have lov til at opleve.

”Det ville jeg da gerne se!” tænker jeg tit. Vi ved jo, livet får ende en dag,

men jeg stritter imod, så længe det er muligt. Til jul bagte jeg 6 slags

småkager, og de blev gode. Jeg bagte af 2 pund mel til hver slags. Det gav

en ordentlig portion. Og vi får dem spist. Brune kager er en selvfølge. Og

fedtkager også. Derudover skal vi have kringler.

”De pynte å æ lerken” siger Carl Johan. Og det har han da ret i.

Til påske skal Flemming og jeg en tur til Milano. Vi flyver. Det er ikke det

samme, som da vi kørte selv. Det går lidt for hurtigt, synes jeg. Man når

ikke at opleve noget undervejs, men det er hurtigt og bekvemt. Mit

barnebarn Frederik, der kører bus i Kolding, har bestilt billetterne til os

over internettet. Den slags er han så dygtig til. Han har også bestilt en

kørestol, der venter på mig i lufthavnen. Så kan det ikke blive nemmere.

”Skøn på, at I har mig med” siger jeg til Flemming og Frederik. ”Ellers

slap I ikke uden om køen.” Når man er i kørestol, kommer man først

sammen med sine hjælpere.

Jeg har et godt liv. Vi har lige fået et pillefyr, og det er da helt fantastisk.

Vi har nydt det denne vinter. Sidste vinter frøs vi med anstand, men i år

har vi haft det dejlig varmt. Jeg er med i Røde Kors nørkleklub, og jeg

strikker hver aften, så jeg holder fingrene i træning.

Luftfoto af Stenderup fra 1950'erne

45

Jeg kan ikke forstå, jeg er så gammel

Ingrid Larsen 2011

Ingrid Larsen blev født 14/2

1927 på gården Engholm uden

for Hjørring. Hun havde været på

Halvorsminde Ungdomsskole og

hun havde ikke tænkt sig at flytte

fra landsdelen. Hun havde plads i

huset på en større gård, hvor der

var 3 piger, og hun var glad for

sit arbejde. Ingrid Larsen for-

tæller:

I 1948 havde en af mine brødre,

Hans, fået arbejde som livredder ved friluftsbadet i Toftlund. Om vinteren

arbejdede han hos Høeg. Nu skulle jeg besøge ham i Sønderjylland, og det

var kun beregnet på at være et feriebesøg, men mens jeg var hos min bror,

der i mellemtiden var blevet gift med en pige fra Hølleskov, henvendte Ca-

milla Frosch sig til mig. Camilla Frosch havde overtaget Frosch Hotel efter

sine forældre. Hun var blevet skilt og var med sine to børn på hotellet i

Toftlund. Den faste medhjælp, Stine Bogøs, søster var blevet syg, og

Camilla Frosch spurgte mig, om jeg ikke kunne hjælpe hende ud af en

nødsituation. Det kunne jeg godt, og jeg blev medhjælp på Frosch hotel i

sommeren 1948.

Her traf jeg en række friske fyre, der var ungkarle og som fordrev aften-

erne med at rafle på hotellet. Det var blandt andre Gutte Lau, Villy

Markussen og Christian Larsen. Den sidste havde især et godt øje til pigen

fra Vendsyssel, der var blevet pige på kroen, så han inviterede på en biltur.

Selv havde han kun motorcykel, men hans far havde bil, en flot Olympia,

og den kørte vi tur i.

Camilla Froch var imidlertid blevet træt af at drive hotel. Hun var flyttet til

Esbjerg og havde solgt hotellet til sin bror

Det var min mening, jeg ville hjem til Vendsyssel, og mine forældre støt-

tede mig i den beslutning, men før jeg nåede at vende hjem, kom fru Karen

Johansen over på hotellet. Hun havde haft danseskole og havde lagt mærke

til mig. Hun ville gerne have mig som ung pige i huset. Hun spurgte, om

det ikke var noget at komme i huset hos hende og jeg slog til. Jeg fik en

god tid hos familien Johansen. Her var der 3 små børn, og der var meget at

gøre.

Gift med Christian Larsen

I 1951 blev jeg gift med Christian. Christian boede hjemme hos sin far, der

var enkemand. Hans kone var død, da Christian og hans søster Ella var

46

halvstore børn, og de var vokset op med en husbestyrerinde. Christian var

murer ligesom faderen, og han havde overtaget faderens virksomhed.

Christians far var selvfølgelig meget knyttet til sine børn. Han havde haft

mange offentlige tillidshverv og var sognerådsformand fra 1934-1951.

Han ville gerne have, vi kom hjem at bo. Han var syg, da vi blev gift, men

han var en elskelig mand, som jeg havde et rigtig godt forhold til. Vores

datter Bodil blev født i 1952, og hende nåede han heldigvis at se før han

døde.

Min svigerfar var et meget muntert menneske. Han kom meget sammen

med bager Petersen, og jeg husker tydeligt, hvordan Frida Petersen med

Andreas (Han var opkaldt efter min svigerfar) i barnevognen gik tværs

over markerne til Mariagård for at se svigerfars byggeri på Alderdoms-

hjemmet på Solvej. Min svigerfar kunne få sat humør i de fleste. Han

kunne finde på at jonglere med kaffekopper. Så holdt vi alle vejret af angst

for, at kopperne skulle gå i stykker, men det gjorde de ikke. Han greb dem

altid. Han var et overskudsmenneske. Hans børn havde slet ikke samme

muntre tilgang til livet.

Min svigerfar boede på loftet, og vi flyttede ind nedenunder. Tidligere

havde der været kommunekontor til venstre for hovedindgange, og min

svigerfar havde haft sit sognerådsformandskontor inde bag ved. Forstuen

var sådan en slags officiel indgang. Når der var valg, stod stemmeurnen

ved siden af døren til kommunekontoret. Her sad Anders Bruhn og Magda

Schmidt og ordnede kommunens sager. Da min svigerfar stoppede som

sognerådsformand i 1951, flyttede kommunekontoret ind i nabohuset i det

nuværende Unges Hjem, og vi havde hele huset for os selv.

Et travlt liv med byggeri

Jeg gik ind til et travlt liv. Min mand havde overtaget sin fars bygge-

forretning. Han havde en del store byggerier i gang – det var ham der

byggede Alderdomshjemmet på Solvej, det nuværende Toftegården. Han

byggede gymnastiksal ved Stenderup Skole og mange andre ting. Vi havde

2-3 læredrenge som både boede og spiste hos os. Min mands søster Ella

var gift med en lærer på Klintebjerg på Fyn. Det var en slags børnehjem

for forældreløse drenge, og Ellas mand aftalte med os, at vi skulle have

drenge derfra i lære hos os. En overgang hvor vi havde 3 læredrenge,

boede de 2 hos os, og den ene hos politibetjent Riis, der boede lige over

for os. (Det er det hus, Obling nu har).

De tog ikke hjem i weekenden, for det havde de ikke råd til , og de havde

vel heller ikke noget hjem at komme hjem til, så de blev hos os og var en

del af familien.

47

Der var især en af dem, Torben, som knyttede sig nært til os. Han kom og

besøgte os længe efter han var udlært. Ja, han boede oven i købet en kort

tid med sin familie i lejligheden ovenpå.

Jeg fik Bent i 1956, så med to børn og læredrenge på kost var der meget at

se til i de år.

Christian havde travlt og havde gang i meget byggeri. Det gik ikke altid

helt gnidningsfrit for sig. Jeg husker, mens han byggede et stort hus på

Langelinje, – det er det hus Bejning ejer i dag, - at folkene pludselig alle

krævede mere i løn. Ellers ville de nedlægge arbejdet. Min mand var

resolut og fyrede dem alle. Den eneste, der blev ansat igen, var Kaj Olsen.

Ellers ansatte Christian nye folk, og han fik byggeriet færdigt til tiden.

Han havde altid meget arbejde, og det var jo ham, der skulle sørge for, at

alle materialerne var der, når folkene kom om morgenen. Tit måtte han

hente sand, fliser og grus om aftenen, men han var god til at tage os med,

når han kørte efter fyraften. Han havde tit hele familien med, når han

skulle efter sand eller grus. På den måde var han sammen med os samtidig

med, at han passede sit arbejde, og vi fik set, hvor han arbejdede.

Han havde byggeri mange steder – og også på Rømø, hvor han byggede

mange sommerhuse. Han byggede også et til os selv, og det har vi haft

indtil 2007, hvor jeg solgte det. Jeg kørte ikke længere bil, og det blev for

besværligt at komme derover og vedligeholde det. Det var ikke kun på

Rømø, han byggede sommerhuse. Han byggede på østkysten til Anton

Petersen og Peter Henriksen.

Christian havde altid haft et nært forhold til sin søster, måske fordi deres

mor var død fra dem, mens de var børn. Da Ella blev skilt i en meget

opslidende skilsmisse, var det helt naturligt, at Christian hjalp hende. Hun

blev syg og blev indlagt, og Christian kørte til Odense og hentede hendes

to piger hjem til os. De boede hos os i 3 måneder, mens Ella fik styr på sit

liv igen.

Sygdom

Murerforretningen gik rigtig godt, men så blev Christian syg. Han fik

lungekræft og lå på Rigshospitalet i lang tid. 1970'erne blev et skrækkeligt

årti for mig. Bent blev konfirmeret i 1970. Da var Christian allerede syg.

Da han selv var klar over, at han ikke ville komme til at arbejde igen,

solgte han det meste af sin forretning til Erik Mathiesen.

Jeg tænkte, at jeg hellere måtte se, om jeg ikke kunne få et arbejde, men

Christian var imod det. Han ville ikke have, jeg skulle ud at arbejde, men

omkring 1973 snakkede jeg med pedel Knudsen og spurgte ham, om der

var arbejde med rengøring på skolen. Her havde man lige bygget en ny

værkstedsfløj, og han skulle bruge to damer til at gøre rent der. Jeg blev

48

ansat sammen med Ellen Nielsen og skulle være på skolen 3 timer hver

dag.

Jeg gjorde blandt andet rent i Dansk Forening . Vi skulle slæbe vandet

derover i spande, når der skulle vaskes gulv. Under oliekrisen måtte vi

hente vand i den nye værkstedsfløj og så bære det rundt på skolen. Der var

ikke tale om, at vi kunne køre det, det skulle bæres ved håndkraft. Det var

vist ikke gået i dag.

I 1976 døde Christian, og det var skrækkeligt. Det var frygteligt for mig,

men det var endnu værre for Bent. Han var i lære som mekaniker hos Visti

Jørgensen på Ford, og han var lige ved at være færdig, men han kunne slet

ikke affinde sig med, at hans far var død. Han syntes, det hele var lige

meget og havde en meget turbulent periode, hvor han kørte vildt, festede

og søgte grænser hele tiden. Han fik sin uddannelse gjort færdig, men det

var en hård tid.

Jeg var glad for, jeg havde mit arbejde. Jeg var på skolen til 1987. Det var

en god arbejdsplads, og jeg trængte til at komme ud.

Hvis ikke jeg havde haft gode venner, ved jeg ikke, hvad jeg skulle have

gjort. Kamma Buchard var min veninde, og hun har lyttet til mange

betroelser. Også min datters svigermor, Merrit Ludvigsen, var min gode

veninde. Hun fik mig med på højskole alle steder i landet. Vi kørte sam-

men til Rømø og var der. Vi spiste sammen hver søndag, så det var et godt

venskab. Desværre er de begge døde nu.

I 1987 var jeg ude at handle hos købmanden i Bevtoft. Jeg traf her en

mand, som jeg faldt i snak med. Vi snakkede godt sammen, men jeg blev

alligevel lidt forbavset, da han ringede til mig dagen efter. Det blev

begyndelsen til et langt godt venskab med Johannes Lunderskov fra

Vojens. Han er min bedste ven. Han hjælper mig med alt, og hvis ikke jeg

havde ham, ved jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Han passe have og

holder mig med selskab, og han kører. Det gør jeg ikke mere. Han bor i sit

hus i Vojens, og jeg bor i mit hus, og det vil vi ikke lave om på. Mine 4

børnebørn har ikke kendt deres bedstefar, men de har heldigvis Johannes.

Da jeg solgte huset på Rømø, købte jeg en pavillon, som blev stillet op i

haven, og den har til fulde erstattet sommerhuset. Jeg nyder at sidde i

pavillonen, og den forlænger sommeren i begge ender.

LM

49

Tandteknikeren

Fra venstre ses Marie (Minna)Lycke, f. Melchart, Anne Jessen og Marie Widding.

Fra 1904 ejes Søndergade 19 af Anne K. Jessen og Marie K. Vidding.

Efter Viddings død i 1952 er Anne Jessen eneejer indtil 1962, hvor

ejendommen afhændes til Carl Martensen.

Marie var den mandhaftige. Hun tjente pengene ved sit tandarbejde, som

også omfattede boring og plombering. Hun savede brænde og ordnede det

grove. Anne stod for det mere traditionelle husarbejde.

At de to kvinder på den måde levede sammen, gav grobund for sladder.

Som Vagn Skytte Rasmussen

skriver i sine erindringer,

forestillede han sig som barn

en ekstra ”aftapningshane”

sådan midt oppe på maven!

Søndergade 19, formentlig kort

tid efter ombygningen omkring

1920. På porcelænsskiltet ved

døren står der ”Marie Vidding –

tand…”(resten er ulæseligt.)

CEC

50

En romantisk historie Disse to smukke gravsten på Toftlund kirkegård gemmer en romantisk og

også sørgelig historie, der kunne være glemt for eftertiden, hvis det ikke

lige havde været for Bodil Marie Lindholm gift Lau, der i marts 1933

skriver til det ældste af sine børn:

”Kære lille Adolf (Adolf er Peter Laus far og Detlev Laus ældste bror)

Da jeg gerne ville give dig en fødselsdagsgave, men det både skulle være

uden penge og alligevel lidt værd, så kom jeg i tanken om at skrive det

ned, jeg ved om min slægt, så senere generationer kan se, hvordan de

gamle har levet, kæmpet og stridt. Skulle min beretning måske engang i

tiden kunne interessere en eller anden, er det godt, men for tiden tror jeg

nok, at jeg selv har den største glæde deraf!”

I et afsnit længere henne i bogen kan man læse:

”Bedstemoders fader havde haft en gård i Branderup, og den må have

ligget tæt ved præstegården, thi præstens datter Julie Ørbech var

bedstemors bedste veninde. Pastor Ørbech flyttede til Arrild og bedstemor

til Porsplet, men de holdt forbindelsen ved lige, så bedstemor havde Julie

Ørbechs billede hængende på væggen.

Da pastor Schuhmacher fra Toftlund engang var på Porsplet for at døbe et

barn, tog bedstemor ham med hjem til mellemmad, og der så han billedet

af Julie Ørbech. Han tog det med hen til bordet, mens han spiste og

spurgte bedstemor ud om hende. Da han var færdig med at spise, red han

til Arrild og friede til hende. De blev gift kort efter.

Hun levede ikke længe og var ikke lykkelig i Toftlund. Præsten var tysk, og

Julie var dansk. Den lille dreng, hun fik, var svag og dårligt begavet.” LM

51

Studekongen Peter Enemark og hans familie Besøg på Lokalhistorisk Arkiv mandag den 6. Juni 2011 af Tina Nørløv og

Normann Nørløv

Studekongen Peter Enemark med hustru og

barnebarn 1944

Studekongen Peter

Enemark blev han

kaldt – Tina Nørløvs

far, der drev sin store

virksomhed fra den

hollandske grænse til

Kongeåen. Peter

Enemark kom fra

Roost. Han flyttede

til Landeby, hvor

hans første kone blev

syg og døde af den

spanske syge.

Også datteren Tina døde af sygdommen. Tilbage var Peter Enemark og

hans to sønner Johan og Hans.

Peter Enemark giftede sig igen. Med den nye kone fik han 3 døtre. Den

ene datter Tina blev opkaldt efter den døde halvsøster. Når Peter Enemark

var på handelen – ofte 2-3 uger ad gangen, fulgte hans kone med. Hjemme

blev børnene passet af en barnepige.

Peter Enemark tjente mange penge. Han købte i 1917 Villa Matzen i

Toftlund af Iver Matzen, der havde sat sine penge til under 1. Verdenskrig

og derfor måtte sælge villaen. Peter Enemark førte stor husholdning. Han

havde ansat barnepige, kokkepige og stuepige, og hjemmet var kultiveret

og flot.

I Toftlund var der kun en tysk skole, og der måtte de to halvbrødre Johan

og Hans ikke komme, så Peter Enemark fik drengene fragtet med gig til

Agerskov Skole hver dag. Her var der en solid dansk skole.

Desværre mistede Peter Enemark alle sine penge under

pengeomvekslingen. Han måtte sælge det store hus og købte et mindre på

Koldingvej. Han fortsatte med at handle men i meget mindre målestok.

52

Studekongens børn foran huset på Koldingvej

Datteren Tina fik andre vilkår for sin barndom. Da hun var 13 år, blev hun

pige i huset hos apoteker Bang, og hun blev der i 4 år. Først var hun

stuepige. Senere kokkepige, og hun lærte en masse.

Senere kom Tina Nørløv til Flensborg, hvor hun kom i lære som buffist på

Toosbystrasse på Hotel Harmonien. Her var hun fra 1938-43, og her var

masser at lave. Der var sale både på 1. og 2. sal. Der var keglebane. Der

var restaurant. Der var meget natarbejde. Tina var utrolig glad for at være

i Flensborg. Hun blev gode venner med pigen i huset hos Sonnberg-Rum.

Firmaet blev ejet af familien Detlefsen, og Loni Detlefsen kom ofte og

hentede hende om natten, hvis hun havde sent arbejde.

Mens hun var i Flensborg, fik hun sønnen Normann med en tysk soldat.

Det unge par prøvede at flygte til Sverige, men det mislykkedes. Normann

kom til at bo de første år hos sine to morbrødre Hans og Johan, der boede i

Bedsted.

I 1945 kom Tina tilbage til Toftlund. Faderen var syg, og Tina hjalp med

at passe ham, til han døde. Hun blev i Toftlund til 1948, hvor moderen

også døde.

Tina Nørløv brugte sin uddannelse som buffist på en lang række

restauranter, hvor hun var ansat. Det var hårdt arbejde, og hun slap ikke for

sygdom, men hun siger alligevel, at hun altid har haft gode arbejdsforhold.

53

I 1952 blev Tina Enemark gift og kom til at hedde Nørløv. Sønnen

Normann fik endelig den far, han havde længtes efter, og Tina fik et godt

hjem og en rolig, stabil mand.

I dag er Tina Nørløv 94 år. Hun klarer sig

selv i sin bolig i Alnor ved Gråsten. Hun vil

ikke have hjemmehjælp, så længe hun selv

kan klare sig.

”Og det kan jeg, så længe jeg kan kravle”,

siger hun. ”Heldigvis fejler min hukommelse

ingenting!”

LM

Træk og slip – eller træk op! For ikke så længe siden blev arkivets to toiletter lagt sammen til et. Dette

toilet blev nænsomt restaureret med blandt andet et fint gammelt

træhåndtag erhvervet fra nettet.

Arkivet fik besøg af to små piger, der på vej hjem fra skole lige ville slå et

slag ind om de gamle sager. Da de skulle på toilettet, inden de gik hjem,

råbte den ene af pigerne:

”Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal trække op!”

Vi kunne vise hende, at hun ikke skulle trække op, men trække og slippe!

LM

Tina Nørløv jan. 2011

54

Anni Olesen I samtale med Lis Mikkelsen 15. juni 2007

Anni og Ole Olesen

”Toftlund er det sidste sted i verden, vi

vil bo!” sagde min søster og jeg til

hinanden, da vi var børn. Vi syntes,

Toftlund var en ugæstfri, uvenlig by.

Når vi to piger kom cyklende ind i

Toftlund – og det var en lang vej at

cykle dengang Tønder/Koldingvejen

endnu ikke var anlagt – blev vi på det

nærmeste jaget af hujende unger. Især

var Østergadebagerens Julie, der var på

vores alder, slem. Hun slog ud efter os

og råbte. Når vi drejede om et hjørne,

smuttede hun en anden vej og stod og

ventede på os ved det næste hjørne. Så

gentog det sig.

Nu er jeg ikke den type, der bare lader mig kyse, så jeg bestemte mig til, at

det skulle være løgn, og næste gang min søster og jeg kom til Toftlund,

havde jeg taget en luftpumpe i hånden. Den havde den egenskab, at den

kunne blive meget længere med et smæk, så da Julie stod parat til at

forfølge os, gav jeg hende et ordentligt dask med luftpumpen. Efter den tid

holdt hun sig i skindet.

Men min søster Jørga og jeg holdt altså ikke af Toftlund, så det var

pudsigt, at det var der, jeg kom til at bo det meste af mit liv, men sådan er

der jo så meget. Jeg er født i Åbøl den 21. november 1922. Min far,

Carsten Jessen, havde været mejerist i Toftlund. Han var fra Mors. Min

mor var mejerske og kom fra Terkelsbøl, og hun blev ansat som mejerske

på Toftlund Mejeri. Her mødte hun far, og de giftede sig. Far blev spurgt,

om han ikke kunne tænke sig at være mejeribestyrer på Åbøl Mejeri, og

det kunne han godt. Mor blev også ansat, selv om det ikke var almindeligt,

at koner arbejdede ude, men hun havde jo uddannelsen. Far var ansat i

Åbøl i 42 år, lige til mejeriet blev nedlagt i 1962. Derefter flyttede de til

Vojens.

Jeg ved ikke, om jeg har været særlig stridbar som barn, men jeg kan i

hvert fald huske, at der var stor forskel på, om man kom fra Åbøl eller

Tirslund. Pigerne i Tirslund ville ikke lave gymnastik sammen med os fra

Åbøl, så da lærer Ringbro ville lave et pigehold, måtte han nøjes med

pigerne fra Åbøl. De Tirslund-piger ville ikke være sammen med os.

55

Jeg var vældig glad for at gå i skole, og jeg ville gerne have fortsat efter

konfirmationen, men det var der ikke tradition for dengang. Da jeg blev

konfirmeret, var jeg slet ikke rede til at komme ud af skolen endnu, så jeg

skulle fortsætte endnu et år sammen med en dreng fra skolen, Anders

Fogh. Vi kunne selvfølgelig ikke fortsætte med de bøger, vi allerede havde

haft en gang, så lærer Ringbro skaffede nye bøger hjem til os. Det var

vældig spændende. Det viste sig bare, at Anders skulle gå til præst mandag

og onsdag, og jeg skulle gå til præst tirsdag og torsdag, så der var kun

fredag og lørdag tilbage, hvor vi kunne blive undervist efter vore fine nye

bøger.

Lærer Ringbro var en elskelig lærer. Han og hans kone havde ingen børn,

så jeg var deres reservebarn. Jeg var hvert år med dem på ferie.

Tre vintre i træk gik jeg til husholdning i aftenskolen. Det var noget

Ringbro arrangerede. Det hed Husholdning I+II+III. Jeg syntes, det var så

spændende.

Jeg ville gerne have haft en realeksamen, og mit højeste ønske var at blive

frisør. Far var helt afvisende.

”Hvad skulle det hjælpe at tage en frisøruddannelse,” sagde han. ”Du kan

risikere at blive gift med en bonde fra Hyrup, og hvad tror du, en frisør så

skal lave der? Det er spild af tid!”

Jeg blev ikke frisør.

Vi hjalp selvfølgelig på mejeriet både jeg og min søster, og det var klart, at

jeg skulle i huset som de fleste piger dengang. Jeg fik forskellige pladser

og lovede mig selv, at jeg ikke ville blive for længe hvert sted. Jeg ville

lære så meget som muligt.

På idrætshøjskole og på husholdningsskole

Det år, hvor jeg fyldte 18, var jeg på Gerlev Idrætshøjskole. Det var en

pragtfuld tid, selv om det var under besættelsen. Forstander Krogshede

havde fået den ide, at der skulle være blandet kvinder og mænd, og det,

syntes vi piger, var en rigtig god ide. Vi var 12 damer og 98 herrer, så det

var en munter tid. Jeg var den eneste sønderjyde på holdet, og da det var

under krigen, var tyskere ikke særligt populære, så jeg kunne ikke lide, at

de kaldte mig reservetyskeren. Det var et dejligt ophold på alle måder.

I vinteren 1941 var jeg på husholdningsskole i Gråsten. Det var Olga

Reppien og Ebba Drewes, der ledede husholdningsskolen, og de gjorde

også det ophold uforglemmeligt for mig. Vi sang vældig meget og lærte en

masse om husholdning. Frk. Drewes var samtidig spejderleder, og her

hørte jeg om den bevægelse, der senere skulle komme til at betyde meget

for mig.

56

På husholdningsskolen traf jeg Tove, der blev min hjerteveninde for livet.

Vi kom bare så godt ud af det med hinanden.

”Hvis man selv kunne vælge sin familie, ville jeg vælge dig, Tove!” sagde

jeg til hende. Det var lige ved at blive virkelighed. Da Ole og jeg skulle

giftes, skulle Tove naturligvis med til brylluppet. Oles yngre bror,

Valdemar, havde ikke tid til at komme hjem for at være med til festen,

men jeg tænkte nu meget over det med at komme i familie med Tove, så

jeg sendte invitationen nok en gang til Valdemar vedlagt et fotografi af

Tove. Han sendte et telegram tilbage, hvor der bare stod: ”Kommer!”

Han kom og blev senere gift med Tove, så vi blev i familie med hinanden.

Jeg havde adskillige pladser i huset. Jeg var i huset på Haugård i Gabøl og

et år hos landsretssagfører Langberg i Haderslev. Det var en dejlig plads,

hvor jeg lærte en masse. Jeg var også ½ år i huset i Bevtoft hos Beck-

Ewald. Min far havde sagt til mig:

”Du skal gøre, hvad de sætter dig til undtagen at tømme lokumsspande.

Det skal du sige nej til!”

Hos Beck Ewald havde de et das, hvor to mand kunne sidde ved siden af

hinanden. Fru Beck-Ewald ville have mig til at tømme spandene, men jeg

huskede, hvad min far havde sagt, så jeg sagde:

”Det vil jeg ikke!”

”Er du da for fin til at tømme spande?” spurgte fru Beck-Ewald.

”Det tror jeg ikke,” svarede jeg, ”men jeg gør det ikke!”

Der var en anden, der kom til det!

Der bliver sendt bud efter smeden!

Efter en tid skulle der installeres rigtigt toilet i huset, for det blev trods alt

for besværligt med de spande, der skulle tømmes. De sendte bud efter

smed Olesen fra Toftlund, og fruen mente, sønnen derfra var noget for

mig, men jeg skulle nu ikke nyde noget. Jeg havde haft en kæreste, der var

smed, og det havde jeg fået nok af.

”Det kan nu heller ikke nytte noget,” sagde fruen ”for han har en kæreste

i forvejen.”

”Det er sgu et sølle svin, der ikke kan puffe et andet fra truget!” sagde jeg,

og så gik jeg i badeværelset for at kigge på smeden. Det varede ikke

længe, før Ole og jeg var kærester, og han måtte gøre det forbi med den

anden.

Før det blev helt officielt, cyklede vi en varm sommersøndag ned for at

besøge min moster, der boede ved Kelstrup Strand. Da vi lå nede på

stranden, blev vi noget overraskede. Der kom også et helt kompagni fra

Toftlund. Det var Jeppe Andersen, Henry Hansen og blikkenslager Lause

Hansen. De kendte Ole og kom med muntre tilråb.

57

”Hvad fanden” sagde de ”ligger du her og kærner smør?”

Vi blev forlovede i 1943.

Dengang var det almindeligt, at en svigerdatter gav sit billede til

svigerfamilien. Oles mor fik et billede af mig. Det havde hun stående i en

ramme.

”Uh, hvor er du da bleg på det billede!” sagde hun, hver gang hun så på

det.

En dag blev jeg så træt af at høre det, så jeg ville tage billedet ud af

rammen og opdagede så, at der indenunder sad et billede af den første, Ole

havde været forlovet med.

Jeg havde plads i Brugsen i Tirslund. Bestyrerparret, som jeg tjente ved,

var somme tider så rygende uvenner, at de kom op at slås. Helt korporligt.

De sloges og smed med vaser og kopper. Når der var optræk til et godt

slagsmål, gav de mig fri og sendte mig hjem til Åbøl.

I huset hos sagfører Haastrup

Jeg havde været hos en sagfører i Haderslev og havde været utrolig glad

for det. Jeg kom også i huset hos sagfører Håstrup i Toftlund.

Han var en striks mand, der ikke tålte modsigelser fra sine børn. Der var 3

søde, velopdragne børn: Erik, Helle og Jørgen. Det var under krigen og

mange ting var rationerede, men Håstrup havde en umådelig god appetit,

så han sagde til mig: ”De skal tage fra til Dem selv, før de serverer for os.

Når jeg er færdig ved bordet, bliver der nemlig ikke sendt noget ud!” Det

var rigtigt. Der var altid spist op ved det bord.

Håstrup elskede kage, så hver eneste dag skulle jeg gå til Vesterbageren og

hente to kager til hans eftermiddagskaffe. Ja, det vil sige, hvis han skulle

til møde, skulle jeg først spørge på Centralhotellet eller Frosch Hotel, om

der var kage til kaffen. Hvis der var, skulle jeg ikke købe kager den dag.

Det var kun Håstrup, der fik kager. Resten af familien fik ingenting.

Når han skulle til aftenmøder, var der en fast procedure. Han ringede til

arrangøren og sagde: ”Jeg gad vide, om min rødvin er god nok?” Så var

der en pause, og så sagde Håstrup: ”Fint så tager du rødvin med!”

Fru Håstrup var sjov og flink. Jeg kunne vældig godt lide hende. Men hun

forlangte meget af sine piger. En dag da vi skulle gøre rent, blev jeg syg og

fik ondt i maven. Fruen ringede til doktoren og sendte mig ned til ham på

Skovvej. Det var jo ikke godt at blive syg midt i rengøringen. Den gamle

doktor gav mig nogle opiumsdråber, som jeg skulle tage på et stykke

sukker. De tog smerterne, og jeg kunne arbejde igen.

Jeg var hos Håstrups den 29. august 1943, da politiet blev taget. Tyskerne

havde taget alle i retsbygningen og på politistationen, så Håstrup havde

58

været tvunget til at stå med hænderne over hovedet i mange timer. Han

blev syg af det og kunne næsten ikke få armene ned igen.

Da jeg havde været ½ år hos Håstrups, ville de ansætte mig for ½ år igen,

men jeg havde ikke lyst til at blive der. Jeg skulle garantere, at jeg ikke

ville blive syg, og det syntes jeg var uforskammet, så jeg nøjedes med det

halve år, jeg havde haft.

På Centralhotellet

Min far kendte en mejerist der hed Anker Andersen. Han havde købt

Centralhotellet og havde ansat Ditte Fisker til at stå for køkkenet. Da hun

havde været der en tid, sagde hun pludselig op. Anker Andersen kom ud til

os i Åbøl og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive kokkepige hos

ham. Han havde over 30 mekanikere på kost. De var ansat nede hos Peter

Schmidt i Peter Henriksens forretning. Peter Schmidt var nazist og

arbejdede for tyskerne. De fremstillede krigsmateriel.

De spiste på Centralhotellet, så det var nødvendigt med 7 piger i køkkenet.

Dem ville Anker Andersen have mig til at være chef for. Jeg trak lidt på

det. Mange af pigerne var ældre end jeg.

”Jeg havde ikke troet, du havde mindreværdskomplekser!” sagde Anker

Andersen lidt provokerende til mig.

”Det har jeg sgu heller ikke” svarede jeg .

Så blev jeg ansat.

Pigerne kiggede lidt, men de accepterede, at jeg var kokkepige, og at det

var mig, der bestemte. Det gik godt nogle måneder.

Det er klart, at alle de mekanikere var fristende for pigerne, så der var en

livlig trafik om aftenen og om natten frem og tilbage. Det ville Anker

Andersen og hans kone ikke have, så de stod nærmest vagt ved værelserne

om natten. Det endte med, at 6 piger sagde op på en gang. Det blev for

meget for mig, så jeg sagde op efter 4½ måned.

Oles far, Johannes Olesen, fik en blodprop, og jeg kom ned i Østergade 37

for at hjælpe Oles mor med det hele.

Her stod jeg en dag op under jul og strøg skjorter. Jeg fik pludselig min

gamle mavepine tilbage, og jeg kom i tanker om, at jeg stadig havde de

dråber, jeg havde fået af doktoren. Jeg tog en ordentlig dosis, og

mavepinen gik over, men jeg faldt i dyb søvn. Så dyb, at min svigermor

sendte bud efter dr. Schmidt. Han sendte mig omgående på sygehuset. Her

blev jeg opereret for blindtarmsbetændelse to dage før jul. Dengang kom

man ikke hjem lige efter en operation, og det var jo under krigen, hvor det

ikke var så let at finde køretøjer. Jeg ville imidlertid frygtelig gerne hjem

til nytår, så jeg spurgte, om jeg ikke kunne blive udskrevet.

59

”Hvordan vil De komme hjem?” spurgte de på hospitalet.

”Jeg skal nok finde på noget! ” sagde jeg.

Jeg ringede til vognmand Hans Jørgensen fra Åbøl, og han fyrede gerne op

i sin generator for at hente mig hjem til nytår.

Det blev til mange gode år i Østergade 37. Der var arbejde på kontoret, i

hjemmet – efterhånden kom der tre børn, jeg havde også ofte arbejde i

Buchards butik, og jeg passede i mange år friluftsbadet i Toftlund. I en

årrække var jeg blåmejseleder, og jeg har, så længe jeg kan huske været

medlem af Sct. Georgs-gildet.

Nu er jeg flyttet fra Østergade 37. En ny smedegeneration har taget over,

og jeg har fået et dejligt nyt hus. Stadig i Østergade, men lidt tættere på

forretningslivet. Jeg kan ikke forstå, jeg er så gammel, for jeg føler mig

ikke sådan. Jeg svømmer, som jeg altid har gjort, og jeg synes selv, jeg er i

gang.

Anni Olesen døde den 22. april 2011. Interviewet måtte efter aftale med

Anni først bringes efter hendes død.

60

Dette årsskrift er sponsoreret af Mikkelsens Ejendomshandel

Medlemsbevis for: _______________________________________

Dato: _______________________________________________

Underskrift

(Årligt kontingent 100 kr. – ægtepar 150 kr.)