145 mm 20,5 mm

220

mm

145 mmCMYK_ydercover

Tr

yl

le

bu

nd

eT

Sy

lv

ia D

ay

Max Westin er ikke nogen helt almindelig

mand, ligesom Victoria St. John ikke er nogen

helt almindelig kvinde.

Da han træder ind i hendes liv, er hun knuget af sorg og fast

besluttet på aldrig igen at give en mand nøglen til sit hjer-

te. Men kan Victoria modstå presset fra Max, hvis skjulte dags-

orden det er at vække hendes lidenskab og tæmme den, så

han får fuld kontrol over hende og den kraft, hun besidder?

Og kan Max overhovedet løsrive sig fra Victoria, når hans mål

er nået? I den forunderlige verden de lever i, hersker stærke

kræfter, og den passion, der opstår mellem dem, sender dem

ud på en rejse, de aldrig havde forestillet sig mulig.

Tryllebundet er tre magiske historier om den lidenskabelige be-sættelse, der vokser frem mellem Max og Victoria, selv om alle odds er imod dem. Bogen er skrevet af bestsellerforfatteren Sylvia Day, der blandt andet har haft overvældende succes med sin Crossfire-serie i Danmark.

T r y l l e b u n d e T

P o l i t i k e n s F o r l a gP o l i t i k e n s F o r l a gP o l i t i k e n s F o r l a gP o l i t i k e n s F o r l a g

af forfaTTeren Til CroSSfire-Serien

Sylvia Day# 1 InternatIonal bestsellerforfatter

Isbn 978-87-400-1539-3

Day_Tryllebundet_sats.indd 1 26/03/14 11.14

Sylvia Day

TryllebundetOversat fra amerikansk

af Louise Ardenfelt Ravnild

Politikens Forlag

Tryllebundet.indd 3 26/03/14 13.47

9

Et

Jægeren var omsider ankommet.Victoria studerede ham nøje via overvågningskameraerne i re-

ceptionen. Hans elegante Armani-jakkesæt skjulte på ingen måde rovdyret indeni. Jægeren var høj og mørk og bevægede sig med en skødesløs arrogance, der fik hende til at spinde. Han så sig ikke om, men var fuldkommen fokuseret på det øjeblik, hvor de ville befinde sig i samme rum. Alene.

Mens hun gned sig i hænderne, fyldte en hæs knurren luften. Det Øverste Råd var parat til at danse med med hende igen. Hun smi-lede og nettede sig, som hendes slags havde for vane. Denne Jæger var stærk – hun kunne fornemme det gennem murene, der adskilte dem.

Det vidnede om hendes egen overlegenhed, at de sendte en trold-mand som ham efter hende. Hun blev uvilkårlig smigret. Trods alt havde hun brudt lovene med vilje og bevidst tirret de selvsamme kræfter, som havde stjålet Darius fra hende. Og her kom hendes

Tryllebundet.indd 9 26/03/14 13.47

10

“straf” så spankulerende ind på hendes arbejde med sin liflige, lang-benede gang. Deres valg kunne ikke have henrykket hende mere.

Han sendte receptionisten et blændende smil, før hun lukkede døren bag ham. Så rettede han sin opmærksomhed mod Victoria og tog solbrillerne af.

Jamen dog.Hun krydsede sine silkestrømpeklædte ben for at lindre den plud-

selige længsel mellem dem.Gennemborende grå øjne målte hende fra et ansigt så flot i sin

renhed, at det næsten fik hende til at forlade stolen og gnide sig op ad ham. Den faste kæbe … de velformede læber …

Men det kunne hun naturligvis ikke. Først måtte hun se, om han ville afsløre, hvem han var, eller om han havde tænkt sig at spille komedie. Det Øverste Råd havde stadig ikke indset, hvor stor styrke Darius havde ladet gå i arv til hende. De indså endnu ikke, hvor omfattende hendes viden var.

Hendes blik bevægede sig over på miniatureportrættet i krystal-rammen på skrivebordet og manden med det frække smilehul, der smilede kærligt fra det. Synet af Darius, smukt gengivet med olie-maling og glitrende guldglimt i det lyse hår, gav hende en velkendt følelse af tab og hjertesorg, der gjorde hende endnu mere målrettet. Hans forspildte liv fyldte hende med en trang til at gøre gengæld.

Victoria rejste sig og rakte hånden frem. Jægeren tog den skødes-løst, men de åbenlyse kræfter i hans berøring afslørede ham.

“Mr. Westin,” sagde hun åndeløst og forsøgte at undertrykke en liflig skælven. Hun måtte takke Rådet for denne gave, når hun var færdig med ham. Han var så mørk – hans hud, hans kulsorte hår, hans aura. Indbegrebet af sex. Hun kunne lugte det, mærke det i hans nærhed. Det var tydeligt, hvorfor han var en dygtig Jæger. Hun var allerede våd og villig.

Max Westin holdt hendes hånd lidt for længe, mens øjnene med

Tryllebundet.indd 10 26/03/14 13.47

11

de tætte vipper tydeligt erklærede hans hensigt om at tage hende. Tæmme hende. Ligesom alle andre misser kunne Victoria godt lide at lege, så hun lod fingerspidserne strejfe hans håndflade, idet hun trak sig væk. Han spærrede øjnene nærmest umærkbart op – et hår-fint tegn på, at hun kunne nå ind til ham, hvis hun virkelig gjorde sig umage.

Det havde hun naturligvis i sinde. Rådet sendte kun deres bedste, mest skattede Jægere efter hende, og hun vidste, hvordan det ærg-rede dem, når deres elite led sviende nederlag. Det var det eneste, hun kunne gøre for ikke at føle sig hjælpeløs – give dem en skrap på-mindelse om, hvor fantastisk Darius havde været, og hvad de havde mistet ved deres unødvendige ofring af ham.

“Ms. St. John.” Westins stemme var et råt kærtegn. Alt ved ham var lidt råt, lidt uslebent. Et primitivt væsen. Akkurat som hende selv.

Victoria slog ud med hånden mod stolen foran skrivebordet med glasbordpladen. Max knappede sin jakke op og lod sig synke ned på stolen. De mørkeblå bukser spændtes over faste lår og en impone-rende bule mellem dem.

Hun fugtede læberne. Mmm …Hans ene mundvig krusedes i et sigende smil. Max Westin var

udmærket klar over, hvor uimodståelig han var, hvilket gjorde ham uimodståelig for hende. Selvsikkerhed var en egenskab, hun sat-te stor pris på. Det samme var en snert af uartighed, og det havde Westin så afgjort. Den mørke aura vidnede om den sorte magi, han bevægede sig på kanten af. Hun tvivlede på, at Rådet havde mere kontrol over ham, end de havde over hende.

Victoria syntes allerede umådelig godt om ham, og hun lod sig synke ned på sin egen stol og anbragte benene under det sorte pen-cilskirt, så de tog sig bedst muligt ud.

“Museet undskylder dybt tabet af Deres halskæde,” begyndte han.Hendes smil blev bredere. Han havde ikke tænkt sig at fortælle

Tryllebundet.indd 11 26/03/14 13.47

12

hende, hvem han var. Hvor herligt. “Jeg synes ikke, De ligner den typiske museumsinspektør, mr. Westin.”

“Jeg er her på vegne af museets forsikringsselskab. Et tab i denne størrelsesorden kræver naturligvis en efterforskning.”

“Hvilket selvfølgelig er betryggende.”Idet Victoria betragtede ham gennem vippernes slør, bemærke-

de hun energien, der røbede hans rastløse natur. Hans faste, fyldige læber henledte tanken på syndige lækkerier. Hun kunne godt lide syndige, energiske mænd. Ham her var lidt vel korrekt for hendes smag, men med den rette overtalelse kunne det ændre sig. I sidste ende gav de alle sammen efter. Det var den eneste del af legen, der skuffede hende – overgivelsen.

“De virker forbløffende rolig,” mumlede Westin, “af en kvinde at være, der netop har mistet et uvurderligt smykke.”

Victoria krøllede tæerne sammen. Hans stemme var så dyb og en anelse hæs, som om han lige var stået ud af sengen. Den var lækker, ligesom resten af ham. Han var så bredskuldret og dog slank – hver en bevægelse han gjorde, var en elegant bølgen af veltrænede musk-ler.

“Man opnår intet ved at gå og bekymre sig,” sagde hun med en nonchalant skuldertrækning. “Desuden er De her for at finde hals-kæden, og De ser ud til at være … kompetent. Hvad er der at bekym-re sig om?”

“At jeg måske ikke finder den. Deres tiltro til mine evner er smig-rende, ms. St. John, og ikke forfejlet. Jeg er ualmindelig god til det, jeg laver. Man skal dog ikke altid skue hunden på hårene.”

Det var en advarsel, slet og ret.Hun rejste sig eftertænksomt op og gik hen til panoramavindu-

erne bag skrivebordet. Til trods for at hun havde ryggen til ham, mærkede hun varmen fra hans blik kærtegne hele sin krop. Hun pillede ved perlerne, der prydede hendes hals, og kiggede ud over

Tryllebundet.indd 12 26/03/14 13.47

13

byens skyline. “Om nødvendigt anskaffer jeg mig blot en ny. Alt kan erhverves for en pris, mr. Westin.”

“Ikke alt.”Victorias nysgerrighed var vakt. Hun vendte sig om og så ham

komme gående hen mod sig. Han stillede sig ved siden af hende med blikket på udsigten, men opmærksomheden rettet fuldstændig mod hende. Hun mærkede hans kræfter feje flimrende hen over sig på jagt efter hendes svagheder.

Ude af stand til at modstå faren gned hun skulderen op ad ham og indsnusede hans huds stærke, maskuline duft – en blanding af svinedyr parfume og ren Max Westin. Hendes åndedrag blev korte-re, hjerteslagene hurtigere. Victoria var ved at miste jordforbindel-sen og rykkede sig væk. Det var længe siden, hun havde forkælet sig selv med en stærk mand. For længe. De andre Jægere havde været sne dige og forførende. Westin var i besiddelse af både det og intens magisk muskelkraft.

“Max,” sagde hun dæmpet. Ved at bruge hans fornavn fremskyn-dede hun intimiteten mellem dem.

“Mmm?”Hun så sig over skulderen. Han fulgte efter hende. Forfulgte hen-

de. Mindede hende om, at det var ham, der var rovdyret.Uh, han kunne blive sjov. Hvis altså han ville lege.“Spis middag med mig.”“Hos mig,” indvilgede han.Hun gik over til baren og fandt to glasflasker med mælk – et be-

vidst valg, der viste, at hun var klar over tingenes rette sammenhæng. Han vidste helt sikkert, hvordan hun fungerede. Men vidste han også hvorfor?

Vidste Westin, at Darius med sit sidste åndedrag havde overført sin magi til hende, så hun blev langt stærkere end den gennemsnit-lige Tjenende Ånd? Vidste Westin, at hun havde været elsket af sin

Tryllebundet.indd 13 26/03/14 13.47

14

troldmand, og at det var den kærlighed, der gav hende evnen til at træffe sine egne valg nu?

Før Darius’ gave havde hun været som andre Tjenende Ånder. Det Øverste Råd havde ansvaret for at parre hendes slags med deres magiske modstykker, uagtet deres egne ønsker. Første gang havde hun været heldig at opleve en kærlighed til Darius, der var tidløs. På grund af den kærlighed var hun nu for stærk til at blive taget mod sin vilje. I de to århundreder siden hun havde mistet ham, var det ikke lykkedes nogen anden troldmand at tøjle hende. Westin ville det ikke gå bedre. Hun havde elsket én gang, dybt og inderligt. Der ville aldrig blive nogen anden troldmand for hende.

På vej tilbage til ham vuggede hun i hofterne med et forførende smil. “Hvad med hos mig?”

“Nej.” Han tog flasken fra hendes fremstrakte hånd, lagde bevidst fingrene over hendes og lod dem blive liggende. Naglede hende til stedet. “Victoria.”

Hendes navn, blot et enkelt ord, men sagt så besidderisk, at hun næsten kunne mærke halsbåndet om halsen. Jægere holdt ikke Tje-nende Ånder; de fangede dem og gav dem videre til laverestående troldmænd. Hun ville aldrig lade sig overdrage sådan igen.

Der stod de så, berørte og tog bestik af hinanden. Hun vippede hovedet og lod sin interesse skinne igennem – ikke at hun kunne skjule den, når brystvorterne strittede tydeligt gennem den grønne silkeskjorte. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig med nærmest gispende åndedrag, blodet bruste af både hans nærhed og hans dy-stert forførende duft. Han var så høj, så hård, så intens. Kun den silkebløde hårlok, der hang ned over hans pande, blødte hans ren-dyrket maskuline træk op. Hvis ikke han havde været Jæger, havde hun kastet sig over ham, så brændende begærede hun ham.

Da han lod blikket glide ned på hendes svulmende bryster, kruse-des hans mund i et begærligt smil. “Jeg er garanteret bedst til at lave

Tryllebundet.indd 14 26/03/14 13.47

15

mad,” raspede han dæmpet og lod sine fingre kærtegne hendes, så bevidstheden skød gennem hende som små lyn.

Hun satte et surmulende ansigtsudtryk op. “Det finder du ikke ud af, hvis ikke du kommer hjem til mig.”

Han trak sig væk, og charmen forlod ham øjeblikkelig. “Hos mig, ellers må jeg afslå.”

Victoria ville ønske, hun var i sin katteskikkelse, så hun kunne slå med halen ad ham. Max Westin var så afgjort vant til at få, hvad han ville have. Han var dominant, ligesom alle Jægere var. Bare ærger-ligt, at hun også var det.

“En skam.” Og hun mente det: Hendes skuffelse gjorde helt ondt. Det var udelukket at tage hjem til ham. Man kunne aldrig vide, hvilke besværgelser han ville kaste der. Og hvilket legetøj han hav- de … Det ville være det samme som at spankulere direkte ind i et bur.

Hun ignorerede den liflige kuldegysning, tanken gav hende.“Har du ombestemt dig?” Hans overraskelse var mærkbar.Manden var helt sikkert ikke vant til at høre ordet nej.“Jeg inviterede Dem på middag, mr. Westin, og De lagde be-

grænsninger på invitationen.” Hun slog ud med hånden mod døren i en affærdigende gestus, som skulle tirre ham. “Jeg tåler ikke be-grænsninger.”

En advarsel tilbage til ham.Da han ikke gjorde mine til at gå, spandt hun højlydt – en sagte,

brummende lyd, der fik musklen i hans kæbe til at sitre.Nå da da … den intense tiltrækning var gengældt. Så kunne hun

lidt bedre acceptere at vente med at få ham.Med rolige, velovervejede bevægelser løftede Westin flasken og

drak. De kværnende muskler i hans strube gjorde hende tør i mun-den. Den implicitte trussel i hans handlinger gik ikke hen over ho-vedet på hende.

Tryllebundet.indd 15 26/03/14 13.47

16

Derefter stillede han den tomme flaske på kanten af skrivebordet og gik hen mod hende. Knappede jakken, før han greb hendes hånd. Hans berøring brændte, selvom hans hud var kold og fugtig af kon-dens fra flasken. Hans blik var lige så isnende som hans greb. Han ville revurdere strategien og vende tilbage, det vidste hun.

Og hun ville vente.Victoria strøg endnu en gang fingrene hen over hans håndflade,

før hun slap ham. “Vi ses snart, Max.”

Max trådte ud fra St. John-hotellet og svor en indædt ed. Bed tænder-ne sammen og prøvede at blive af med den rejsning, der truede med at bringe ham i forlegenhed på det overfyldte fortov.

Victoria St. John betød ballade.Han havde vidst det, så snart Rådet havde hidkaldt ham. At tæm-

me vilddyr var en opgave for underordnede, nyere troldmænd. An-modningen havde i første omgang overrumplet ham og dernæst vakt hans nysgerrighed. Men efter at have mødt sit bytte forstod han.

Victoria var lumsk og legesyg og bevægede sig med en kats natur-lige ynde. Det korte, sorte hår og de skrå, grønne øjne gjorde hende til en berusende fristelse. Han havde set billeder af hende hundrede gange og ikke følt andet end simpel påskønnelse af et smukt ansigt. Men i levende live var Victoria sønderlemmende, rendyrket sensua-litet og lidenskab. Hun var lidt for tynd til hans smag, mere smidig end frodig, men hendes ben … Hendes usandsynlig lange ben … Inden længe ville de være slynget om hans hofter, mens han stødte sin pik dybt ind i hende. Men det ville ikke blive nemt. Det havde hun gjort klart med sit smil.

Hun vidste, hvem og hvad han var, hvilket betød, at rygterne om hendes kræfter var sande. Hun var ingen helt almindelig Tjenende Ånd.

Han rystede på hovedet. Darius havde været et fjols. Tjenende

Tryllebundet.indd 16 26/03/14 13.47

17

Ånder havde brug for en troldmands faste hånd, ellers blev de bare vilde. Det var Victoria et pragteksempel på. Hun var allerede for utæmmet og trodsede Det Øverste Råd i tide og utide.

Ham havde hun også trodset.Både fascineret og tiltrukket gennemgik Max i hovedet de oplys-

ninger, han havde indsamlet, før han opsøgte hende. Victoria var en af de mest fremtrædende skikkelser fra deres sfære – hendes snu forretningstransaktioner havde ført hende fra at være forpagter af et motel til at blive ejer af en af de største kæder af luksushoteller i hele landet. Frem til hendes troldmands død havde hun været et højt respekteret medlem af det magiske samfund. Hendes vildskab efter Darius’ bortgang cementerede Rådets synspunkt om, at det var bedst, hvis parringerne blev foretaget på baggrund af fornuftsbasere-de beregninger frem for ved at lade hjertet råde. I ny og næ opstod der alligevel kærlighed, som det var sket for Victoria, men efter Rå-dets indgriben var det langt sjældnere.

Max drejede om hjørnet og trådte ind i en baggyde. Ved hjælp af sine kræfter transporterede han sig på et splitsekund tværs gennem byen til sin penthouselejlighed. Der travede han rastløst frem og til-bage på de afsyrede betongulve med nerverne på højkant. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at Victoria St. John havde stjålet sin egen halskæde. For et menneske ville det have været umuligt at gennem-føre tyveriet.

Museets sikkerhedsforanstaltninger var for avancerede. Victoria havde gjort det, vel vidende at handlingens dristighed ville sende en ny Jæger efter hende. Rådet arbejdede utrætteligt for at holde eksistensen af deres slags skjult for menneskene. Der måtte sættes en stopper for hendes letsindige ligegyldighed over for deres love, før de blev afsløret.

Men hvorfor opførte hun sig sådan? Det var det, han ikke forstod. Der måtte være en grund, ud over at hun manglede en troldmand.

Tryllebundet.indd 17 26/03/14 13.47

18

Hun var for selvsikker, for velovervejet. Javist, hun trængte til at blive tøjlet, men hun var ikke fuldstændig ude af kontrol. Før han slap hende fri, var han fast besluttet på at finde ud af, hvad hendes motiv var.

Max pustede hårdt ud og så sig om i sit hjem, en stor atelierlej-lighed indhyllet i stilhed og beskyttende besværgelser. De lysegrå vægge og mørke sofaer uden armlæn havde nogle af hans submissive kaldt kolde og bare, men han fandt indretningen beroligende og su-gede energien i lejligheden til sig med samme lethed, som han trak vejret. Det ville have været lettere at tæmme hende her, hvor han rådede over alle sine redskaber. Men i samme øjeblik han tænkte tanken, gik det op for ham, at der blev brug for noget andet, hvis han skulle have heldet med sig, hvor andre havde fejlet.

Det ville kræve en særlig fremgangsmåde at tøjle Victoria. Hendes kræfter var forstærket på en eller anden måde – han havde fornem-met den energi, hun rådede over, med mere end bare almindelig forbløffelse. Det forklarede, hvordan det i så mange år var lykkedes hende at undgå at blive fanget. Han blev nødt til at tage hende, ikke bare seksuelt, men på alle måder. Hun skulle domineres, ligesom alle gode Tjenende Ånder blev, men han måtte få hende til at ville det. Hun skulle underkaste sig villigt – med krop og sjæl – hvis hals-båndet skulle materialisere sig, eftersom hendes kræfter forhindrede den sædvanlige tøjlen uden samtykke.

Mens Max tænkte på alle de ting, han ville gøre ved hende, skyl-lede magien gennem hans blod i en ophedet bølge. Han kunne ikke benægte, at tanken om at tæmme hende fyldte ham med for-ventningens glæde. Ikke over selve opgaven, som han var vant til det, når han var alene, men over kvinden, han skulle arbejde med. Bare tanken om Victorias totale underkastelse fik hver en muskel i hans krop til at spændes. Al den ild, han så i hendes øjne, og hen-des skødesløse ligegyldighed over for hans styrke – ikke på grund af

Tryllebundet.indd 18 26/03/14 13.47

19

uvidenhed, men i spænding over legen. For første gang var der en lillebitte risiko for fiasko, og det skærpede hans appetit, som intet før havde gjort det.

Max spekulerede på, hvem hun mon ville blive overdraget til, når han var færdig med hende. Hun ville altid være stærkere end andre Tjenende Ånder, og han nægtede at knække hende. En knækket Tjenende Ånd manglede den livskraft, der skulle til for rigtig at være nyttig.

Hårene rejste sig i nakken på ham og advarede ham om hidkal-delsen, før de talte.

Har du truffet den vilde? spurgte Rådet. Flere hundrede stemmer, der talte i kor.

“Hun er ikke vild,” korrigerede han. “Ikke endnu.”Hun kan ikke tæmmes. Mange har prøvet. Mange har fejlet.Han stivnede, på vagt. “I bad mig om at fange hende. Det er det,

jeg har sagt ja til. Jeg vil ikke dræbe hende uden at prøve først. Hvis det er en likvidering, I er ude efter, så må I finde en anden.”

Der findes ingen anden Jæger med dine kræfter, beklagede de sig. Det ved du godt.

“Så lad mig gøre et forsøg på at redde hende. Hun er noget særligt. Det ville være en skam at miste hende.” Max strøg en hånd gennem håret og pustede ud. “Jeg skal nok gøre det nødvendige, hvis det kommer så vidt.”

Vi accepterer dit tilbud.Det burde have beroliget ham. Men det gjorde det ikke. “Har I

besluttet, hvor jeg skal bringe hende hen, når hun er tæmmet?”Naturligvis.Det uklare svar fik ham til at bide tænderne sammen. Glimtet

af ejerfornemmelser var uønsket, men ikke desto mindre til stede. Dom/sub-forholdet var unikt for hver parring og krævede et niveau af tillid, som det ikke var let at overdrage til en anden. Det blev første

Tryllebundet.indd 19 26/03/14 13.47

gang, han skulle prøve det, og han var ikke sikker på, at han var helt tryg ved tanken. “Så farvel. Lad mig lægge planer.”

Idet Rådets flygtige tilstedeværelse fortonede sig, følte han en stærk trang til at hidkalde Victoria ved hjælp af sine kræfter og indle-de tæmningen. Men han undertrykte den. Hans iver var malplaceret og ubelejlig. Han elskede at jage, nød tæmningen, men var ikke til-bøjelig til at forivre sig. En ordentlig underkastelse tog tid – hvilket Rådets besøg fortalte ham, at han ikke havde. Han havde nogle uger. Højst.

Max knurrede, da hans pik spændtes i frustration. Nogle uger med Victoria.

Han var klar til at komme i gang.

Tryllebundet.indd 20 26/03/14 13.47